Fremsat den 15. marts 2017 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 15. marts 2017 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven, Bruxelles I-loven og forskellige andre love
(Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af værnetingsaftalekonventionen m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13.
oktober 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1721 af 27.
december 2016, lov nr. 1725 af 27. december 2016, § 4 i lov
nr. 80 af 24. januar 2017 og § 1 i lov nr. 203 af 28. februar
2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 5 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Varetages hvervet som formand for en undersø-
gelseskommission af en landsdommer kan der udnævnes
yderligere en landsdommer i den pågældende landsret. Stil-
lingen bortfalder ved første ledighed i en fast landsdommer-
stilling i den pågældende landsret efter, at den pågældende
landsdommer er vendt tilbage.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
2. I § 69 ændres »fylder 70 år« til: »fylder 75 år«.
3. § 70 affattes således:
»§ 70. Følgende personer er udelukket fra at være næv-
ning og domsmand:
1) Ministre,
2) ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chef-
stillinger i de under departementerne hørende under-
ordnede myndigheder,
3) ansatte ved domstolene og i politi, anklagemyndighed,
kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsmi-
nisteriets område,
4) advokater og advokatfuldmægtige, og
5) præster i folkekirken og andre trossamfund.«
4. I § 71, nr. 8, indsættes efter »velfærd«: »eller uforholds-
mæssig ulempe«.
5. I § 71, nr. 9, ændres: »gælder.« til: »gælder,«.
6. I § 71 indsættes som nr. 10:
»10) de, som i to perioder har været udtaget til nævninge-
og domsmandslister.«
7. I § 72, 1. pkt., indsættes efter »på«: »mindst«.
8. I § 149, stk. 1, 2. pkt., ændres: »Afhøring« til: »Forhand-
ling med og afhøring«.
9. § 149, stk. 1, 4. pkt., affattes således:
»Tilkaldelse af tolk kan endvidere undlades i straffesa-
ger, der behandles efter § 831 eller kapitel 80, såfremt retten
og sagens andre aktører har det fornødne kendskab til det
fremmede sprog, og det i øvrigt findes ubetænkeligt.«
10. I § 247, stk. 1, 1. pkt., ændres »lov om Bruxelles I-for-
ordningen m.v.« til: »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse
af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og han-
delsretlige område«.
11. § 260, stk. 7, 2. pkt., affattes således:
»Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk
bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og
at den ansatte for at møde i landsretten eller Sø- og Handels-
retten har opnået møderet for landsretten og for Sø- og Han-
delsretten efter bestemmelsen i § 133 eller møder med hen-
blik på at opnå en sådan møderet.«
12. § 327, stk. 5, 3. pkt., affattes således:
»Uanset § 389 a, stk. 1, § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2,
kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af byretten
eller af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. in-
stans, kæres uden særlig tilladelse.«
13. I § 495, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 478, stk. 1, nr.
6«: », eller for krav omfattet af § 478, stk. 2, som er sikret
ved lovbestemt pant i det udlagte.«
14. Efter § 543 indsættes i kapitel 49:
Lovforslag nr. L 149 Folketinget 2016-17
Justitsmin., j.nr. 2016-4000-0313
AA010058
Ȥ 543 a. Med hensyn til auktionssagens behandling fin-
der § 506 tilsvarende anvendelse. Det gælder dog ikke ved
afholdelse af auktion.«
§ 2
I lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-
forordningen m.v., som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj
2013, foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og
handelsretlige område«
2. I § 1, stk. 1, ændres »og underholdspligtforordningen, jf.
bilag 4 til denne lov,« til: »underholdspligtforordningen, jf.
bilag 4 til denne lov, og værnetingsaftalekonventionen, jf.
bilag 5 til denne lov,«.
3. Efter kapitel 2 b indsættes:
»Kapitel 2 c
Anerkendelse og fuldbyrdelse efter
værnetingsaftalekonventionen
§ 8 i. Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som
er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, erklæres eksi-
gibel, indgives til fogedretten. Anmodningen skal være
skriftlig.
Stk. 2. Der kan samtidig med en anmodning efter stk. 1,
anmodes om fuldbyrdelse af retsafgørelsen efter retsplejelo-
vens regler.
Stk. 3. Den, der fremsætter anmodning efter stk. 1, skal,
hvis vedkommende ikke har bopæl her i landet, udpege en
procesfuldmægtig.
Stk. 4. En retsafgørelse erklæres eksigibel, når kravene i
konventionens artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de
grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse, der er
opregnet i konventionen. Den part, mod hvem der anmodes
om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens be-
handling fremsætte bemærkninger.
Stk. 5. Retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på
den dokumentation, der er nævnt i konventionens artikel 13.
Stk. 6. Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen
er eksigibel, træffes ved kendelse.
Stk. 7. Fogedrettens afgørelse om, at en retsafgørelse er-
klæres eksigibel, skal forkyndes for den part, mod hvem der
anmodes om fuldbyrdelse. Retsafgørelsen vedlægges for-
kyndelsen.
§ 8 j. Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de
ændringer, der følger af denne lov, kæres til landsretten efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Stk. 2. Landsrettens afgørelse kan med de ændringer, der
følger af denne lov, og med tilladelse fra Procesbevillings-
nævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 37.
Stk. 3. Kære efter stk. 1 og 2 sker ved indlevering af kæ-
reskrift til den ret, hvortil afgørelsen kæres.
Stk. 4. Fristen for kære af en afgørelse om, at en uden-
landsk retsafgørelse erklæres eksigibel, er 1 måned fra det
tidspunkt, hvor afgørelsen blev forkyndt.
Stk. 5. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne
adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal
foretages mundtlig forhandling.
Stk. 6. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, kan kun afslå at
erklære retsafgørelsen eksigibel eller ophæve afgørelsen om
eksigibilitet efter de grunde, der er opregnet i konventionen.
§ 8 k. En retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan med
de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de
regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.
Stk. 2. Indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet
er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, kan der
foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog
ikke foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt
foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværel-
sen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i
rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retspleje-
lovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen
om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.
§ 8 l. Bestrides anerkendelsen af en udenlandsk retsafgø-
relse, kan en berettiget part, der som det væsentligste påbe-
råber sig anerkendelsen, efter reglerne i dette kapitel få fast-
slået, om retsafgørelsen skal anerkendes.
Stk. 2. Gøres anerkendelsen gældende under en verseren-
de retssag, og har den betydning for afgørelsen af sagen, kan
retten behandle spørgsmålet om anerkendelsen.«
4. I § 9, stk. 2, ændres »Bruxelles I-forordningen eller Luga-
nokonventio-nen« til: »Bruxelles I-forordningen, Lugano-
konventionen eller værnetingsaftalekonventionen«.
5. Som bilag 5 indsættes bilag 1 til denne lov.
§ 3
I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 189 af 1. marts
2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 309 af 28. marts 2015 og
§ 2 i lov nr. 1548 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring:
1. § 42 affattes således:
»§ 42. Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i første
instans, og Højesteret og landsretterne er EF-designdomsto-
le i anden instans i henhold til EF-designforordningen. Ved
afgørelsen af, om domme afsagt af Sø- og Handelsretten i
henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsret-
terne, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.«
§ 4
I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 1.
marts 2016, som ændret ved § 1 i lov nr. 309 af 28. marts
2015 og § 1 i lov nr. 1548 af 13. december 2016, foretages
følgende ændring:
2
1. § 43 a affattes således:
»§ 43 a. Sø- og Handelsretten er EU-varemærkedomstol i
første instans, og Højesteret og landsretterne er EU-vare-
mærkedomstole i anden instans i henhold til EU-varemær-
keforordningen. Ved afgørelsen af, om domme afsagt af Sø-
og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Høje-
steret eller landsret, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6,
anvendelse.«
§ 5
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001,
som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov
nr. 252 af 30. marts 2011 og § 2 i lov nr. 114 af 31. januar
2017, foretages følgende ændring:
1. § 7, stk. 4, ophæves.
§ 6
I lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven,
konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af
fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen,
kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om
vidneforvarede m.v.), foretages følgende ændring:
1. § 1, nr. 4, ophæves.
§ 7
I lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af
forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse), foretages
følgende ændring:
1. Efter § 9 indsættes:
Ȥ 10
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøs-
ke og grønlandske forhold tilsiger.«
§ 8
I lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Ændringer som
følge af kommunalreformen), foretages følgende ændring:
1. Efter § 12 indsættes:
Ȥ 13
Stk. 1. §§ 1-3 og 6-11 gælder ikke gælder for Færøerne,
§§ 1-3, 6 og 8-11 gælder ikke for Grønland og § 4 gælder
ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender.
Stk. 2. § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. § 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for sager om færøske og grønlandske anliggen-
der, der er eller har været under behandling ved rigsmyndig-
hederne.
Stk. 4. §§ 8 og 11 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.«
§ 9
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27.
november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1867 af 29.
december 2015, foretages følgende ændring:
1. I § 20, nr. 9, ændres »lov om Bruxelles I-forordningen
m.v.« til: »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«.
§ 10
I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. januar 2014,
som bl.a. ændret ved § 13 i lov nr. 1563 af 20. december
2006 samt § 1 i lov nr. 618 af 12. juni 2013, og senest ved §
3 i lov nr. 400 af 2. maj 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 310, stk. 5, og § 429, stk. 3, ændres »lov om Bruxelles
I-forordningen m.v.« til: »lov om anerkendelse og fuldbyr-
delse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil-
og handelsretlige område«.
§ 11
I lov nr. 573 af 4. maj 2015 om internationale
sikkerhedsrettigheder i flymateriel, foretages følgende
ændring:
1. I § 1, stk. 3, ændres »lov om Bruxelles I-forordningen
m.v.« til: »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«.
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
trædelse af lovens § 1, nr. 10, §§ 2 og 9-11.
Stk. 3. § 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på personer, som
er optaget på en grundliste, der er gældende ved lovens
ikrafttræden. For disse personer finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
§ 13
§§ 1-6 og 9-11 gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men §§ 3 og 4 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
3
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
4
Bilag 1
Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler
De i denne konvention deltagende stater, som ønsker at fremme international handel og internationale in-
vesteringer gennem et forbedret retsligt samarbejde, som mener, at et sådant samarbejde kan forbedres
ved ensartede regler om værneting og om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på
det civil- og handelsretlige område, som er af den opfattelse, at et sådant forbedret samarbejde navnlig
forudsætter en international retlig ordning, der giver retssikkerhed og sikrer, at eksklusive værnetingsafta-
ler mellem parterne i kommercielle transaktioner er effektive, og fastlægger regler for anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager, der er baseret på sådanne aftaler, har besluttet at indgå denne kon-
vention og er blevet enige om følgende bestemmelser:
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Denne konvention finder i internationale sager anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler, der er ind-
gået på det civil- og handelsretlige område.
2. I forbindelse med anvendelsen af kapitel II anses en sag for at være international, medmindre parterne
har hjemsted i samme kontraherende stat, og parternes retsforhold og alle andre relevante forhold i sagen,
når der ses bort fra den udpegede domstols beliggenhed, udelukkende har tilknytning til den pågældende
stat.
3. I forbindelse med anvendelsen af kapitel III anses en sag for at være international, når der anmodes om
anerkendelse eller fuldbyrdelse af en udenlandsk retsafgørelse.
Artikel 2
Udelukkelser fra anvendelsesområdet
1. Denne konvention finder ikke anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler,
a) hvor en af parterne er en fysisk person, der hovedsageligt handler med henblik på at tilfredsstille per-
sonlige behov eller familiens eller en husholdnings behov (en forbruger),
b) der vedrører arbejdskontrakter, herunder kollektive overenskomster.
2. Denne konvention finder ikke anvendelse på:
a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne,
b) underholdsforpligtelser,
5
c) andre familieretlige anliggender, herunder ordninger for formueforholdet mellem ægtefæller samt an-
dre rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med ægteskab eller lignende partnerskabsforhold,
d) testamenter og arv,
e) insolvens, tvangsakkord og lignende forhold,
f) personbefordring og godstransport,
g) havforurening, begrænsning af ansvaret for søretlige krav, havari og bugsering og bjærgning i nødsi-
tuationer,
h) konkurrencehindringer,
i) erstatningsansvar for atomskader,
j) erstatningskrav vedrørende personskade og tort fremsat af eller på vegne af fysiske personer,
k) erstatningskrav uden for kontraktforhold, som er baseret på deliktansvar i forbindelse med tingsskade,
l) tinglige rettigheder over fast ejendom samt leje og forpagtning af fast ejendom,
m) juridiske personers gyldighed, ugyldighed eller opløsning, samt gyldigheden af beslutninger truffet af
deres organer,
n) gyldigheden af intellektuelle ejendomsrettigheder bortset fra ophavsret og hertil knyttede rettigheder,
o) krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, bortset fra ophavsret og hertil knyttede rettigheder,
undtagen tvister, som vedrører brud på en kontrakt mellem parterne vedrørende sådanne rettigheder, eller
som kunne have vedrørt et kontraktbrud,
p) gyldigheden af indførelser i offentlige registre.
3. Uanset stk. 2 er en tvist ikke udelukket fra konventionens anvendelsesområde, når et i stk. 2 udelukket
emne kun optræder som et bispørgsmål i sagen og ikke er tvistens egentlige genstand. Navnlig kan det
forhold, at der som forsvar henvises til et emne, der er udelukket ved stk. 2, ikke i sig selv medføre, at
tvisten udelukkes fra konventionens anvendelsesområde, hvis det pågældende emne ikke er tvistens
egentlige genstand.
4. Denne konvention finder ikke anvendelse på voldgiftsbehandling og lignende behandlingsformer.
5. En tvist er ikke udelukket fra konventionens anvendelsesområde, blot fordi en stat, herunder en rege-
ring, et regeringsorgan eller en af staten bemyndiget person, er part i tvisten.
6
6. Intet i denne konvention indskrænker privilegier og immuniteter, som er indrømmet stater eller interna-
tionale organisationer for så vidt angår dem og deres ejendom.
Artikel 3
Eksklusive værnetingsaftaler
Det gælder i forhold til denne konvention, at:
a) "eksklusiv værnetingsaftale" er en aftale indgået mellem to eller flere parter, der opfylder formkravene
i litra c), og hvori det fastsættes, at allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i forbindelse med et
bestemt retsforhold skal indbringes for domstolene i en kontraherende stat eller for en eller flere nærmere
angivne domstole i en kontraherende stat, således at ingen andre domstole har kompetence til at behandle
sådanne tvister
b) en værnetingsaftale, hvorved det fastsættes, at tvister skal indbringes for domstolene i en kontraheren-
de stat eller for en eller flere nærmere angivne domstole i en kontraherende stat, anses for at være eksklu-
siv, medmindre parterne udtrykkeligt har bestemt andet
c) en eksklusiv værnetingsaftale skal være indgået eller dokumenteret
i) skriftligt, eller
ii) ved brug af ethvert andet kommunikationsmiddel, der gør oplysningerne tilgængelige, så de senere kan
konsulteres
d) en eksklusiv værnetingsaftale, der indgår som en del af en kontrakt, anses for at være en selvstændig
aftale, der er uafhængig af kontraktens øvrige bestemmelser. Gyldigheden af en eksklusiv værnetingsafta-
le kan ikke bestrides alene under henvisning til, at kontrakten ikke er gyldig.
Artikel 4
Andre definitioner
1. I denne konvention forstås ved "dom" enhver af en domstol truffen realitetsafgørelse uanset dens be-
nævnelse, herunder en dom eller en kendelse, og tillige en af domstolen (eller en retsembedsmand) foreta-
gen fastsættelse af sagsomkostninger, forudsat at fastsættelsen vedrører en realitetsafgørelse, der kan an-
erkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention. Et foreløbigt sikrende retsmiddel betragtes ikke
som en dom.
2. I forbindelse med denne konvention anses en enhed eller en juridisk person for at have hjemsted i den
stat,
a) i hvilken dens vedtægtsmæssige hjemsted ligger,
b) i henhold til hvis lovgivning oprettelsen har fundet sted,
7
c) i hvilken dens hovedkontor ligger, eller
d) i hvilken dens hovedforretningssted ligger.
KAPITEL II
KOMPETENCE
Artikel 5
Den valgte domstols kompetence
1. Den eller de domstole i en kontraherende stat, der er fastlagt i en eksklusiv værnetingsaftale, har kom-
petence til at behandle en tvist, som er omfattet af aftalen, medmindre aftalen er ugyldig i henhold til lov-
givningen i den pågældende stat.
2. Den domstol, der har kompetence i henhold til stk. 1, kan ikke erklære sig inkompetent under henvis-
ning til, at tvisten bør indbringes for en domstol i en anden stat.
3. De foregående stykker berører ikke bestemmelserne vedrørende:
a) den materielle kompetence eller kompetencen baseret på sagsgenstandens værdi,
b) den interne kompetencefordeling mellem domstolene i en kontraherende stat. Hvis den valgte domstol
efter eget skøn kan henvise sagen til en anden domstol, skal der dog tages behørigt hensyn til parternes
valg.
Artikel 6
Forpligtelser for en domstol, der ikke er valgt
En domstol i en anden kontraherende stat end den, i hvilken den valgte domstol er beliggende, skal udsæt-
te eller afvise en tvist, der er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, medmindre
a) aftalen er ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte domstol er beliggende,
b) en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen ifølge lovgivningen i domstolsstaten,
c) en efterkommelse af aftalen ville være klart uretfærdig eller ville være i åbenbar modstrid med grund-
læggende retsprincipper (ordre public) i domstolsstaten,
d) der foreligger exceptionelle grunde, som parterne ikke har indflydelse på, og som medfører, at aftalen
ikke med rimelighed kan iværksættes, eller
e) den valgte domstol har afvist at behandle sagen.
8
Artikel 7
Foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler
Foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler er ikke omfattet af denne konvention. Ifølge bestem-
melserne i denne konvention er det hverken påkrævet eller udelukket, at en domstol i en kontraherende
stat anordner, afslår eller ophæver foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler. Konventionen er
uden betydning for, om en part kan begære sådanne foranstaltninger og retsmidler, og om en domstol kan
anordne, afslå eller ophæve disse.
KAPITEL III
ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
Artikel 8
Anerkendelse og fuldbyrdelse
1. En dom afsagt af en domstol i en kontraherende stat, der er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale, skal
anerkendes og fuldbyrdes i de andre kontraherende stater i overensstemmelse med dette kapitel. Anerken-
delse eller fuldbyrdelse kan kun nægtes af de grunde, der er anført i denne konvention.
2. Bortset fra den prøvelse, der er nødvendig for anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel, foretages
der ingen realitetsprøvelse af den dom, der er afsagt af oprindelsesdomstolen. Den domstol, som anmod-
ningen forelægges, er bundet af de faktiske omstændigheder, som oprindelsesdomstolen har lagt til grund
for sin kompetence, medmindre der er tale om en udeblivelsesdom.
3. En dom skal kun anerkendes, hvis den har retskraft i oprindelsesstaten, og den skal kun fuldbyrdes,
hvis den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten.
4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan udsættes eller afvises, hvis dommen er appelleret i oprindelsessta-
ten, eller hvis fristen for ordinær appel af afgørelsen ikke er udløbet. En afvisning er ikke til hinder for en
senere anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af dommen.
5. Denne artikel finder også anvendelse på en retsafgørelse truffet af en domstol i en kontraherende stat
efter en henvisning af sagen fra den valgte domstol i den pågældende kontraherende stat, som tilladt ved
artikel 5, stk. 3. Hvis den valgte domstol selv kunne bestemme, om sagen skulle henvises til en anden
domstol, kan det dog nægtes at anerkende eller fuldbyrde dommen over for en part, der rettidigt i oprin-
delsesstaten har gjort indsigelse mod henvisningen til en anden domstol.
Artikel 9
Afslag på anerkendelse eller fuldbyrdelse
Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan afslås, hvis
9
a) aftalen var ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte domstol er beliggende, medmindre
den valgte domstol har fastslået, at aftalen er gyldig,
b) en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen ifølge lovgivningen i den stat, hvor
anmodningen indgives,
c) stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de vigtigste oplysninger om kravet
i) ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på en sådan måde, at han har haft mulighed for at
varetage sit forsvar, medmindre sagsøgte har deltaget i et retsmøde og redegjort for sine synspunkter ved
oprindelsesdomstolen uden at anfægte forkyndelsen, forudsat at lovgivningen i oprindelsesstaten gav mu-
lighed herfor, eller
ii) i den stat, hvor anmodningen indgives, er blevet forkyndt for sagsøgte på en måde, der er uforenelig
med denne stats grundlæggende retsprincipper vedrørende forkyndelse af dokumenter,
d) dommen er opnået ved processuelt bedrageri,
e) anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med de grundlæggende retsprincipper
(ordre public) i den stat, hvor anmodningen indgives, herunder situationer hvor proceduren forud for
dommen har været uforenelig med grundlæggende retsplejeprincipper i nævnte stat,
f) dommen strider mod en dom, der i den stat, hvor anmodningen indgives, er afsagt i en tvist mellem de
samme parter, eller
g) dommen strider mod en dom, der tidligere er afsagt i en anden stat mellem de samme parter i en tvist
om samme genstand og på samme grundlag, og den tidligere dom opfylder de nødvendige betingelser for
at blive anerkendt i den stat, hvor anmodningen indgives.
Artikel 10
Præjudicielle spørgsmål
1. Hvis et spørgsmål på et område, der er udelukket ved artikel 2, stk. 2, eller ved artikel 21, er blevet
behandlet som et præjudicielt spørgsmål, skal afgørelsen herom ikke anerkendes eller fuldbyrdes i hen-
hold til denne konvention.
2. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse kan nægtes, hvis og i det omfang retsafgørelsen er
baseret på en afgørelse på et område, der er udelukket ved artikel 2, stk. 2.
3. I tilfælde af en afgørelse om gyldigheden af en anden intellektuel ejendomsrettighed end ophavsret el-
ler en hertil knyttet rettighed, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom dog kun nægtes eller udsæt-
tes i henhold til det foregående stykke, hvis
10
a) den pågældende afgørelse er uforenelig med en dom eller en kompetent myndigheds afgørelse herom,
der er afsagt eller truffet i den stat, efter hvis lovgivning den intellektuelle ejendomsrettighed er opstået,
eller
b) der i nævnte stat verserer en sag om gyldigheden af den intellektuelle ejendomsrettighed.
4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det omfang dommen er baseret på en
afgørelse på et område, der er udelukket ved en erklæring, som den stat, hvor anmodningen indgives, har
afgivet i henhold til artikel 21.
Artikel 11
Erstatning
1. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det omfang der ved dommen er til-
kendt en erstatning, herunder erstatning med afskrækkende eller straffende formål, som ikke er en kom-
pensation til en af parterne for det faktiske tab eller den faktiske skade, der er lidt.
2. Domstolen skal tage hensyn til, om og i hvilket omfang den af oprindelsesdomstolen tilkendte erstat-
ning har til formål at dække omkostninger og udgifter i forbindelse med sagen.
Artikel 12
Retsforlig
Retsforlig, som en domstol i en kontraherende stat, der er valgt ved en eksklusiv værnetingsaftale, har
godkendt, eller som under sagens behandling er blevet indgået ved en sådan domstol, og som i oprindel-
sesstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom, fuldbyrdes i henhold til konventionen på samme
måde som en dom.
Artikel 13
Dokumenter, der skal forelægges
1. Den part, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal forelægge
a) en fuldstændig bekræftet kopi af dommen,
b) den eksklusive værnetingsaftale, en bekræftet kopi heraf eller et andet bevis på, at der er indgået en
sådan aftale,
c) hvis der er tale om en udeblivelsesdom, originalen eller en bekræftet kopi af et dokument, hvoraf det
fremgår, at stævningen eller et hermed ligestillet processkrift er blevet forkyndt for den udeblevne part,
d) eventuelle dokumenter, som måtte være nødvendige for at konstatere, at dommen har retskraft, eller,
når det er relevant, at den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten,
11
e) i det i artikel 12 omhandlede tilfælde en attest fra domstolen i oprindelsesstaten, hvoraf det fremgår, at
retsforliget eller en del heraf i oprindelsesstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom.
2. Hvis dommens indhold ikke giver den domstol, hvor anmodningen indgives, mulighed for at konstate-
re, at betingelserne i dette kapitel er opfyldt, kan domstolen kræve fremlæggelse af yderligere dokumen-
ter, som den finder nødvendige.
3. En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan vedlægges et dokument, der er udstedt af en
domstol (herunder en retsembedsmand) i oprindelsesstaten, i den udformning, som Haagerkonferencen
om International Privatret har anbefalet og offentliggjort.
4. Hvis de i denne artikel nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog, der er et officielt sprog i den
stat, hvor anmodningen indgives, skal de ledsages af en autoriseret oversættelse til et i denne stat officielt
sprog, medmindre andet følger af lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives.
Artikel 14
Procedure
Proceduren for anerkendelse, eksekvatur, registrering med henblik på fuldbyrdelse og fuldbyrdelse af
dommen følger lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives, medmindre andet er fastsat i denne
konvention. Den domstol, anmodningen forelægges, skal hurtigt tage stilling.
Artikel 15
Gyldighed af enkelte bestemmelser
En udskillelig del af en dom anerkendes eller fuldbyrdes, hvis der anmodes om anerkendelse eller fuld-
byrdelse af den pågældende del, eller hvis kun en del af dommen kan anerkendes eller fuldbyrdes i hen-
hold til denne konvention.
KAPITEL IV
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 16
Overgangsbestemmelser
1. Denne konvention finder anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler indgået efter dens ikrafttræden for
den stat, i hvilken den valgte domstol er beliggende.
2. Denne konvention finder ikke anvendelse på tvister, der er indledt inden dens ikrafttræden for den stat,
i hvilken den domstol, som anmodningen forelægges for, er beliggende.
Artikel 17
12
Forsikrings- og genforsikringsaftaler
1. En tvist vedrørende en forsikrings- eller genforsikringsaftale kan ikke udelukkes fra denne konventions
anvendelsesområde under henvisning til, at forsikrings- eller genforsikringsaftalen vedrører et forhold,
som konventionen ikke finder anvendelse på.
2. Anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom vedrørende erstatningsansvar, der hviler på en forsikrings- el-
ler genforsikringsaftale kan ikke begrænses eller nægtes under henvisning til, at erstatningsansvaret ifølge
den pågældende aftale omfatter pligt til at yde den forsikrede eller den genforsikrede erstatning i forbin-
delse med
a) et forhold, som denne konvention ikke finder anvendelse på, eller
b) en beslutning om skadeserstatning, som artikel 11 kunne finde anvendelse på.
Artikel 18
Ingen legalisering
Alle dokumenter, der fremsendes eller forelægges i henhold til denne konvention, er fritaget for legalise-
ring og alle tilsvarende formaliteter, herunder en apostille.
Artikel 19
Erklæringer om begrænsning af domstolskompetencen
En stat kan erklære, at dens domstole kan afvise at behandle tvister, som er omfattet af en eksklusiv vær-
netingsaftale, hvis der, bortset fra den valgte domstols beliggenhed, ikke er nogen forbindelse mellem den
pågældende stat og parterne eller tvisten.
Artikel 20
Erklæringer om begrænsning af anerkendelsen og fuldbyrdelsen
En stat kan erklære, at dens domstole kan afvise at anerkende eller fuldbyrde en dom afsagt af en domstol
i en anden kontraherende stat, hvis parterne havde sædvanligt opholdssted i den stat, hvor anmodningen
indgives, og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende havde til-
knytning til den stat, hvor anmodningen indgives, uanset den valgte domstols beliggenhed.
Artikel 21
Erklæringer om specifikke områder
1. Når en stat har en stærk interesse i ikke at anvende denne konvention på et specifikt område, kan den
pågældende stat erklære, at den ikke vil anvende konventionen på dette område. En stat, der afgiver en
sådan erklæring, skal sørge for, at erklæringen ikke er mere omfattende end nødvendigt, og at det udeluk-
kede specifikke område er klart og præcist defineret.
13
2. For så vidt angår det pågældende område, finder konventionen ikke anvendelse
a) i den kontraherende stat, der har afgivet erklæringen,
b) i de andre kontraherende stater, når domstolene eller en eller flere bestemte domstole i den stat, der har
afgivet erklæringen, er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale.
Artikel 22
Gensidige erklæringer om ikke-eksklusive værnetingsaftaler
1. En kontraherende stat kan erklære, at dens domstole vil anerkende og fuldbyrde retsafgørelser truffet af
andre kontraherende staters domstole, som to eller flere parter har valgt ved en værnetingsaftale, der op-
fylder betingelserne i artikel 3, litra c, og ved hvilken det er fastsat, at allerede opståede tvister eller frem-
tidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold kan indbringes for en domstol eller domstolene i en
eller flere kontraherende stater (en ikke-eksklusiv værnetingsaftale).
2. Hvis der i forbindelse med en dom afsagt i en kontraherende stat, der har afgivet en sådan erklæring,
anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse i en anden kontraherende stat, der har afgivet en sådan er-
klæring anerkendes og fuldbyrdes dommen i henhold til denne konvention, hvis
a) oprindelsesdomstolen var udpeget i en ikke-eksklusiv værnetingsaftale,
b) der ikke foreligger nogen dom afsagt af en anden af de domstole, som tvisten ifølge den ikke-eksklusi-
ve værnetingsaftale kunne indbringes for, og der heller ikke ved nogen anden domstol verserer nogen sag
mellem de samme parter om samme tvist, samt
c) oprindelsesdomstolen var den første domstol, som sagen blev indbragt for.
Artikel 23
Ensartet fortolkning
Ved fortolkningen af denne konvention skal der tages hensyn til dens internationale karakter og behovet
for at fremme en ensartet anvendelse.
Artikel 24
Evaluering af konventionens anvendelse
Generalsekretæren for Haagerkonferencen om International Privatret tager med regelmæssige mellemrum
initiativ til:
a) en evaluering af, hvordan konventionen anvendes, herunder også eventuelle erklæringer, og
14
b) overvejelser af, om der bør foretages ændringer af konventionen.
Artikel 25
Forskellige retssystemer
1. I forbindelse med en kontraherende stat, hvor to eller flere retssystemer finder anvendelse i forskellige
territoriale enheder for så vidt angår de i denne konvention omhandlede forhold,
a) skal en henvisning til en stats lovgivning eller procedurer forstås som en henvisning til den lovgivning
eller de procedurer, der gælder for den pågældende territoriale enhed,
b) skal en henvisning til hjemsted i en stat forstås som en henvisning til hjemsted i den pågældende terri-
toriale enhed,
c) skal en henvisning til domstolen eller domstolene i en stat forstås som en henvisning til domstolen eller
domstolene i den pågældende territoriale enhed,
d) skal en henvisning til forbindelsen med en stat forstås som en henvisning til forbindelsen med den på-
gældende territoriale enhed.
2. Uanset det foregående stykke er en kontraherende stat med to eller flere territoriale enheder, hvor der
gælder forskellige retssystemer, ikke forpligtet til at anvende denne konvention i tilfælde, der udelukken-
de vedrører disse forskellige territoriale enheder.
3. En domstol i en territorial enhed i en kontraherende stat med to eller flere territoriale enheder, hvor der
gælder forskellige retssystemer, er ikke forpligtet til at anerkende eller fuldbyrde en dom fra en anden
kontraherende stat, blot fordi dommen i henhold til denne konvention er blevet anerkendt eller fuldbyrdet
i en anden territorial enhed i samme kontraherende stat.
4. Denne artikel finder ikke anvendelse på en organisation for regional økonomisk integration.
Artikel 26
Forbindelsen med andre internationale aftaler
1. Denne konvention skal fortolkes således, at den så vidt muligt er forenelig med andre traktater, der
gælder for de kontraherende stater, uanset om disse er indgået før eller efter denne konvention.
2. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, uanset om den er indgå-
et før eller efter konventionen, i tilfælde hvor ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der
ikke er part i traktaten.
3. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der er indgået inden
konventionens ikrafttræden for den pågældende stat, hvis anvendelsen af denne konvention er uforenelig
med denne kontraherende stats forpligtelser over for ikke-kontraherende stater. Dette stykke gælder også
15
for traktater, der ændrer eller erstatter en traktat indgået inden denne konventions ikrafttræden for denne
kontraherende stat, undtagen i det omfang der ved ændringen eller ved den nye traktat skabes nye uover-
ensstemmelser med denne konvention.
4. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, uanset om denne er ind-
gået før eller efter denne konvention, med henblik på at opnå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom
afsagt af en domstol i en anden kontraherende stat, der også er part i den pågældende traktat. Dommen må
dog ikke anerkendes eller fuldbyrdes i mindre omfang, end det ville være tilfældet ifølge denne konventi-
on.
5. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der for et specifikt om-
råde regulerer domstolskompetence eller anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme, heller ikke hvis trak-
taten er indgået efter konventionen, og alle berørte stater er parter i denne konvention. Dette stykke finder
kun anvendelse, hvis den kontraherende stat har afgivet en erklæring om traktaten i henhold til dette styk-
ke. I tilfælde af en sådan erklæring er de andre kontraherende stater, for så vidt der foreligger uforenelig-
hed, ikke forpligtede til at anvende denne konvention på det pågældende område, hvis den stedlige kom-
petence ved en eksklusiv værnetingsaftale er tillagt domstolene eller en eller flere domstole i den kontra-
herende stat, der har afgivet erklæringen.
6. Denne konvention berører ikke anvendelsen af de gældende regler i en regional organisation for økono-
misk integration, der er part i denne konvention, uanset om de er vedtaget før eller efter konventionen,
a) hvis ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale
organisation for økonomisk integration
b) for så vidt angår anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme mellem medlemsstater i den regionale orga-
nisation for økonomisk integration.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 27
Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse
1. Denne konvention er åben for undertegnelse af alle stater.
2. Denne konvention er genstand for ratifikation, accept eller godkendelse af de stater, der har underteg-
net konventionen.
3. Denne konvention er åben for tiltrædelse af alle stater.
4. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i Kongeriget Neder-
landenes udenrigsministerium, som er konventionens depositar.
16
Artikel 28
Erklæringer vedrørende forskellige retssystemer
1. Hvis en stat består af to eller flere territoriale enheder, hvor de forhold, som behandles i denne konven-
tion, er underkastet forskellige retssystemer, kan den på undertegnelses-, ratificerings-, accept-, godken-
delses- eller tiltrædelsestidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder anvendelse på alle dens
territoriale enheder eller kun på en eller flere af dem, og den kan når som helst ændre denne erklæring ved
at afgive en ny.
2. En sådan erklæring sendes til depositaren og skal udtrykkeligt angive, hvilke territoriale enheder kon-
ventionen gælder for.
3. Hvis en stat ikke afgiver nogen erklæring i henhold til denne artikel, finder konventionen anvendelse
på alle den pågældende stats territoriale enheder.
4. Denne artikel finder ikke anvendelse på en organisation for regional økonomisk integration.
Artikel 29
Organisationer for regional økonomisk integration
1. En organisation for regional økonomisk integration, der udelukkende består af suveræne stater, og som
har kompetence på alle eller nogle af de områder, som konventionen regulerer, kan ligeledes undertegne,
acceptere, godkende eller tiltræde konventionen. Organisationen for regional økonomisk integration har i
så fald de samme rettigheder og forpligtelser som en kontraherende stat, i det omfang den pågældende
organisation har kompetence på de områder, der reguleres af konventionen.
2. Organisationen for regional økonomisk integration giver på tidspunktet for undertegnelsen, accepten,
godkendelsen eller tiltrædelsen depositaren skriftlig meddelelse om, hvilke områder der er omfattet af
konventionen, og for hvilke organisationen har fået overført kompetence fra sine medlemsstater. Organi-
sationen giver straks depositaren skriftlig meddelelse om eventuelle ændringer af dens kompetence i for-
hold til dens seneste meddelelse i henhold til dette stykke.
3. I forbindelse med ikrafttrædelsen af denne konvention vil retsakter, der er deponeret af en organisation
for regional økonomisk integration, ikke tælle med, medmindre organisationen for regional økonomisk
integration i overensstemmelse med artikel 30 erklærer, at dens medlemsstater ikke bliver parter i denne
konvention.
4. En henvisning i denne konvention til en "kontraherende stat" eller "stat" er ligeledes, når det er rele-
vant, at betragte som en henvisning til en organisation for regional økonomisk integration, der er part i
konventionen.
Artikel 30
Tiltrædelse af en organisation for regional økonomisk integration uden dens medlemsstater
17
1. På tidspunktet for undertegnelsen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen kan en organisation for re-
gional økonomisk integration erklære, at den har kompetence på alle de af denne konvention regulerede
områder, og at dens medlemsstater ikke bliver parter i konventionen, men vil være bundet heraf i kraft af
organisationens undertegnelse, accept, godkendelse eller tiltrædelse.
2. Når en organisation for regional økonomisk integration afgiver en erklæring i overensstemmelse med
stykke 1, er en henvisning i denne konvention til en "kontraherende stat" eller "stat" ligeledes, når det er
relevant, at betragte som en henvisning til organisationens medlemsstater.
Artikel 31
Ikrafttræden
1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på
tre måneder fra deponeringen af det andet ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstru-
ment som omhandlet i artikel 27.
2. Herefter træder konventionen i kraft
a) for enhver stat eller organisation for regional økonomisk integration, der på et senere tidspunkt ratifice-
rer, accepterer, godkender eller tiltræder den, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en
periode på tre måneder fra deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesin-
strument
b) for en territorial enhed, som bliver omfattet af denne konvention i overensstemmelse med artikel 28,
stk. 1, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra meddelelsen af
den i nævnte artikel omhandlede erklæring.
Artikel 32
Erklæringer
1. Erklæringer som omhandlet i artikel 19, 20, 21, 22 og 26 kan afgives i forbindelse med undertegnelse,
ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse eller på et hvilket som helst tidspunkt herefter, og kan
når som helst ændres eller tilbagekaldes.
2. Erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser skal meddeles depositaren.
3. En erklæring, der afgives med undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen,
får virkning samtidigt med konventionens ikrafttræden for den pågældende stat.
4. En erklæring, der afgives på et senere tidspunkt, og en eventuel ændring eller tilbagekaldelse af en er-
klæring får virkning den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra
dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen.
18
5. En erklæring i medfør af artikel 19, 20, 21 og 26 finder ikke anvendelse på eksklusive værnetingsafta-
ler, der er indgået, inden erklæringen får virkning.
Artikel 33
Opsigelse
1. Deltagelsen i denne konvention kan opsiges ved skriftlig meddelelse herom til depositaren. Opsigelsen
kan begrænses til en eller flere territoriale enheder i en stat med forskellige retssystemer, som er omfattet
af denne konvention.
2. Opsigelsen får virkning den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tolv måne-
der fra dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen. Hvis der i meddelelsen specificeres et længere
opsigelsesvarsel, får opsigelsen virkning ved udløbet af den pågældende periode efter dagen for deposita-
rens modtagelse af meddelelsen.
Artikel 34
Meddelelser fra depositaren
Depositaren giver medlemmerne af Haagerkonferencen om International Privatret og de andre stater og
organisationer for regional økonomisk integration, som har undertegnet, ratificeret, accepteret, godkendt
eller tiltrådt denne konvention i overensstemmelse med artikel 27, 29 og 30, meddelelse om følgende:
a) de i artikel 27, 29 og 30 omhandlede undertegnelser, ratifikationer, accepter, godkendelser og tiltrædel-
ser
b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 31
c) meddelelser, erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser af erklæringer som omhandlet i artikel 19, 20,
21, 22, 26, 28, 29 og 30
d) opsigelser som omhandlet i artikel 33.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede hertil, undertegnet denne konventi-
on.
Udfærdiget i Haag, den 30. juni 2005, på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i ét
eksemplar, som deponeres i Kongeriget Nederlandenes regerings arkiv, og hvoraf en bekræftet genpart ad
diplomatiske kanaler vil blive fremsendt til hver af de stater, som var medlem af Haagerkonferencen om
International Privatret på tidspunktet for dens 20. samling, samt til alle de øvrige stater, som deltog i den-
ne samling.
19
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Opfølgning på anbefalingerne fra Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere
2.1.1.Indledning
2.1.2.Udvælgelse af lægdommere
2.1.2.1. Udvælgelse af lægdommere
2.1.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.3.Aldersgrænsen for lægdommere
2.1.3.1. Gældende ret
2.1.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.4.Udelukkelse fra hvervet som lægdommer
2.1.4.1. Gældende ret
2.1.4.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.5.Fritagelse for hvervet som lægdommer
2.1.5.1. Gældende ret
2.1.5.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Gennemførelse af værnetingsaftalekonventionen
2.2.1.Indledning
2.2.2.Gældende ret
2.2.2.1. Retsplejelovens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser mv.
2.2.2.2. Retsplejelovens regler om stedlig kompetence, herunder værnetingsaftaler
2.2.2.3. Regler om værneting og anerkendelse og fuldbyrdelse i internationale aftaler
2.2.3.Konventionens indhold
2.2.3.1. Anvendelsesområde og definitioner
2.2.3.2. Kompetenceregler
2.2.3.3. Anerkendelse og fuldbyrdelse
2.2.4.Lovforslagets udformning og konventionens gennemførelse i dansk ret.
2.2.4.1. Generelle overvejelser og forslag
2.2.4.2. Erklæringer om konventionens anvendelsesområde
2.2.4.3. Forholdet til andre internationale aftaler
2.2.4.4. Konventionens regler om værneting
2.2.4.5. Konventionens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse
2.2.4.6. Fremtidige ændringer og gennemførelsesforanstaltninger
2.3. Anvendelse af telekommunikation i auktionssager
2.3.1.Gældende ret
2.3.2.Justitsministeriets overvejelser
2.3.3.Den foreslåede ordning
2.4. Foretagelse af udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke er mødt
20
2.4.1.Gældende ret
2.4.2.Justitsministeriets overvejelser
2.4.3.Den foreslåede ordning
2.5. Adgangen til tolkning i retssager
2.5.1.Gældende ret
2.5.2.Justitsministeriets overvejelser
2.5.3.Den foreslåede ordning
2.6. Udnævnelse af en ekstra landsdommer i forbindelse med en landsdommers varetagelse af hvervet som formand for en
undersøgelseskommission
2.6.1.Gældende ret
2.6.2.Justitsministeriets overvejelser
2.6.3.Den foreslåede ordning
2.7. Forbrugerombudsmandens adgang til at anvende mandatarsager i henhold til retsplejelovens § 260, stk. 7, som prøve-
sager
2.7.1.Gældende ret
2.7.2.Justitsministeriets overvejelser
2.7.3.Den foreslåede ordning
2.8. Kære af afslag på fri proces
2.8.1.Gældende ret
2.8.2.Justitsministeriets overvejelser
2.8.3.Den foreslåede ordning
2.9. Anke af sager om EU-varemærker og EF-design
2.9.1.Gældende ret
2.9.2.Justitsministeriets overvejelser
2.9.3.Den foreslåede ordning
2.10. Bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland
2.11. Konsekvensændringer mv.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgere
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8 Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget indeholder for det første en række forslag til
ændringer af retsplejelovens regler om lægdommere. Der
foreslås således en forhøjelse af aldersgrænsen for lægdom-
mere, ændring af reglerne om udelukkelse og fritagelse fra
hvervet som lægdommer samt mulighed for, at kommunerne
selv kan fastsætte antallet af medlemmer i de kommunale
grundlisteudvalg. Denne del af lovforslaget bygger på den
rapport, som Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdomme-
re afgav i foråret 2016 og har til formål at gennemføre en
række af de anbefalinger, som arbejdsgruppen har præsente-
ret i rapporten.
Der henvises til pkt. 2.1 nedenfor.
Lovforslaget indebærer for det andet en række forslag til
ændringer af lov om Bruxelles I-forordningen mv. Ændrin-
gerne sker som led i gennemførelsen af Haagerkonventionen
af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler. Konventionen fast-
sætter regler om værneting samt anerkendelse og fuldbyr-
delse i sager, der er omfattet af en eksklusiv værnetingsafta-
le. Det foreslås, at konventionen gennemføres i lov om Bru-
xelles I-forordningen mv., ligesom det foreslås at indsætte et
nyt kapitel i loven, der indeholder supplerende bestemmel-
ser, der vurderes at være nødvendige for anvendelsen af
konventionen.
21
Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget i medfør af
grundlovens § 19 sit samtykke til, at regeringen på Dan-
marks vegne tiltræder værnetingsaftalekonventionen, og at
regeringen i den forbindelse afgiver erklæringer til en række
af konventionens bestemmelser som angivet i afsnit 2.2.4.2
nedenfor.
Der henvises til pkt. 2.2 nedenfor.
Lovforslaget indebærer for det tredje, at der indføres mulig-
hed for at anvende telekommunikation i forbindelse med fo-
gedrettens behandling af auktionssager, således at behand-
lingen af auktionssager kan ske mere effektivt og smidigt.
Der henvises til pkt. 2.3 nedenfor.
Lovforslaget giver for det fjerde mulighed for, at fogedret-
ten, hvis skyldneren ikke er mødt, kan foretage udlæg på ret-
tens kontor i fast ejendom mv. for krav, som i lovgivningen
er tillagt udpantningsret, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, og
som er sikret ved lovbestemt pant i det udlagte.
Der henvises til pkt. 2.4 nedenfor.
Lovforslaget har for det femte til formål at præcisere regle-
rne om adgangen til tolkning i retssager, således at ordlyden
af retsplejelovens § 149, stk. 1, bringes i overensstemmelse
med indholdet af artikel 6, stk. 3, litra e, i Den Europæiske
Menneskeretskonvention og Menneskerettighedsdomstolens
fortolkning heraf.
Der henvises til pkt. 2.5 nedenfor.
Lovforslaget indebærer for det sjette, at der indføres mulig-
hed for, at der kan udnævnes en yderligere landsdommer i
de tilfælde, hvor en landsdommer ved den pågældende
landsret varetager hvervet som formand for en undersøgel-
seskommission.
Der henvises til pkt. 2.6 nedenfor.
For det syvende foreslås det, at der gives adgang til, at an-
satte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan anvende
mandatarsager efter retsplejelovens § 260, stk. 7, som prø-
vesager med henblik på at opnå møderet ved landsretten og
Sø- og Handelsretten.
Der henvises til pkt. 2.7 nedenfor.
Lovforslaget har for det ottende til formål at ændre reglerne
for kære af kendelser om afslag på fri proces afsagt af en by-
ret, således at kære kan ske uden tilladelse fra Procesbevil-
lingsnævnet.
Der henvises til pkt. 2.8 nedenfor.
For det niende foreslås det, at reglerne om anke af sager om
EU-varemærker og EF-design i henholdsvis varemærkelo-
ven og designloven ændres, således at det fremgår af be-
stemmelserne, at både Højesteret og landsretterne er EF-de-
sign- og EU-varemærkedomstole i anden instans, og at afgø-
relsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten kan an-
kes til Højesteret eller landsretterne, træffes efter retsplejelo-
vens regler om anke af domme afsagt af Sø- og Handelsret-
ten.
Der henvises til pkt. 2.9 nedenfor.
Endelig indeholder lovforslaget en række konsekvensæn-
dringer og ændringer af lovteknisk karakter af retsplejeloven
og forskellige andre love.
Der henvises til pkt. 2.10 og 2.11 nedenfor.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Opfølgning på anbefalingerne fra Arbejdsgruppen om
udvælgelse af lægdommere
2.1.1. Indledning
Justitsministeriet nedsatte ved kommissorium af 12. januar
2009 Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere. Ar-
bejdsgruppen skulle efter sit kommissorium overveje, hvor-
dan det på den mest hensigtsmæssige måde sikres, dels at de
personer, der udtages til at virke som lægdommere, er egne-
de hertil, dels at sammensætningen af lægdommere i videst
muligt omfang afspejler befolkningens sammensætning.
Derudover blev arbejdsgruppen bedt om at overveje, om der
er behov for at gøre hvervet som lægdommer mere attrak-
tivt, herunder om de nuværende ydelser er passende.
Ved tillægskommissorium af 23. juli 2009 blev arbejdsgrup-
pen anmodet om tillige at overveje afgrænsningen af regle-
rne i retsplejelovens § 70 om udelukkelse fra at være læg-
dommer, herunder om der bør lægges vægt på det formelle
eller reelle ansættelsessted, og om den pågældendes konkre-
te funktion bør inddrages i vurderingen.
Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere afgav sin
rapport i foråret 2016. Arbejdsgruppen har i rapporten præ-
senteret en række anbefalinger i relation til udvælgelse af
lægdommere mv.
22
En række af arbejdsgruppens forslag forudsætter en ændring
af de gældende regler på området. Lovforslaget indeholder
på den baggrund en række forslag til ændringer af retspleje-
lovens regler om lægdommere.
2.1.2. Udvælgelse af lægdommere
2.1.2.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 68, stk. 1, at der for hver
landsretsnævningekreds skal vælges et antal personer, der
må anses for egnede til at virke som nævninger eller doms-
mænd, for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Listerne
over disse personer benævnes grundlister.
Til nævning eller domsmand kan udtages enhver uberygtet
mand eller kvinde, der har valgret til Folketinget, medmin-
dre den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det tids-
rum, for hvilket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig
eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det
danske sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævning
eller domsmands pligter, jf. retsplejelovens § 69. Hvis den
pågældende er udelukket fra at være nævning eller doms-
mand efter retsplejelovens § 70 om udelukkelse af visse
nærmere angivne personer, kan vedkommende heller ikke
udtages.
Det følger af retsplejelovens § 72, at udtagelse til grundli-
sten inden for hver kommune foretages af et grundlisteud-
valg på fem medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrel-
sen for de kommunale råds valgperiode. I København kan
kommunalbestyrelsen bestemme, at der skal nedsættes flere
grundlisteudvalg. De nærmere regler om antallet af perso-
ner, der skal udtages, og om selve udtagelsen fastsættes af
justitsministeren.
Justitsministeriet har med hjemmel i retsplejelovens § 72
udstedt bekendtgørelse nr. 809 af 5. december 1990 om
grundlister med senere ændringer (herefter grundlistebe-
kendtgørelsen).
Det følger af § 3 i grundlistebekendtgørelsen, at der til
grundlisten udtages 1 person for hvert fulde antal af 300 ind-
byggere. Antallet af indbyggere opgøres efter det tabelværk
om befolkningen i kommunerne, som Danmarks Statistik se-
nest har offentliggjort forud for udtagelsen. I København
udtages 1.800 personer til grundlisten, jf. grundlistebekendt-
gørelsens § 3, stk. 2.
De personer, der udtages, skal ifølge grundlistebekendtgø-
relsens § 4, stk. 1, udgøre et alsidigt sammensat udsnit af be-
folkningen. Der skal tilstræbes en ligelig repræsentation af
de forskellige aldersklasser, af mænd og kvinder, og af etni-
ske minoriteter svarende til deres andel af befolkningen i
kommunen.
Hverken retsplejeloven eller grundlistebekendtgørelsen in-
deholder nærmere regler om, hvilken fremgangsmåde
grundlisteudvalget skal følge i forbindelse med udvælgelsen
af personer til grundlisten. Grundlisteudvalgene afgør såle-
des selv, hvordan personerne til grundlisten udtages. Et
medlem af grundlisteudvalget kan dog kræve, at udtagelsen
foretages efter reglerne om valg til udvalg mv. i kommuner-
nes styrelse, jf. grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 2.
De personer, der er udtaget af grundlisteudvalget, opføres af
folkeregisteret på en liste, der udfærdiges i 2 eksemplarer.
Listen skal indeholde oplysning om fulde navn, personnum-
mer, stillingsbetegnelse og postadresse, herunder postnum-
mer.
Grundlisteudvalget skal ifølge grundlistebekendtgørelsens §
5 a ved fremsendelse af listen over de personer, der er udta-
get af grundlisteudvalget, skriftligt over for præsidenten for
vedkommende landsret redegøre for, hvordan grundlisteud-
valget har søgt at sikre sig, at de udtagne personer er egnede
til at virke som nævninge eller domsmænd, jf. retsplejelo-
vens §§ 68 og 69, og at kravene i bekendtgørelsens § 4, stk.
1, er opfyldt.
I tilfælde af forsømmelse med grundlistens udarbejdelse kan
landsrettens præsident under anvendelse af tvangsbøder på-
lægge grundlisteudvalget at træffe de forskrevne foranstalt-
ninger, jf. retsplejelovens § 73.
Efter modtagelsen af grundlisterne affatter landsrettens præ-
sident nævninge- og domsmandslisterne. Byrettens nævnin-
ge- og domsmandslister dannes ved lodtrækning blandt de
personer, der er optaget på grundlisterne inden for retskred-
sen. Landsrettens nævninge- og domsmandsliste dannes for
hver landsretsnævningekreds ved lodtrækning blandt de per-
soner, der herefter er tilbage på grundlisterne inden for
landsretsnævningekredsen, jf. retsplejelovens § 74.
2.1.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.2.2.1. Der er efter kommunalreformen fra 2007 blevet
færre og større kommuner. Grundlisteudvalgenes arbejde
med at udarbejde grundlister er derfor blevet mere kræven-
de, idet grundlisteudvalgene nu skal udtage et større antal
personer til grundlisterne end tidligere.
En forøgelse af antallet af medlemmer af grundlisteudvalge-
ne vil give udvalgene mulighed for at gøre brug af et samlet
set større personligt netværk, når der skal findes personer til
grundlisterne. Dette kan lette grundlisteudvalgenes arbejde i
forhold til at sikre egnetheden af de udtagne personer, idet
23
egnetheden i videre omfang vil kunne sikres ved personligt
kendskab til de udtagne. Derudover kan det forbedre mulig-
hederne for, at der i højere grad udtages personer, som er in-
teresserede i at være lægdommer.
Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at kommu-
nalbestyrelserne får mulighed for at nedsætte grundlisteud-
valg med flere end fem medlemmer. Arbejdsgruppen finder
herved, at der bør gives kommunalbestyrelserne mulighed
for selv at fastsætte antallet af medlemmer i grundlisteudval-
gene, og arbejdsgruppen anbefaler derfor, at retsplejelovens
§ 72 ændres, således at det fremgår, at grundlisteudvalgene
fremover består af mindst fem medlemmer, der udpeges af
kommunalbestyrelsen.
Da kommunalreformen ikke har indebåret væsentlige æn-
dringer i forhold til Københavns Kommune, foreslår ar-
bejdsgruppen ikke ændringer af særordningen i retsplejelo-
vens § 72, 2. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen kan be-
stemme, at der skal nedsættes flere grundlisteudvalg.
2.1.2.2.2. For så vidt angår alderssammensætningen af
grundlisterne finder arbejdsgruppen på den ene side, at det
ikke nødvendigvis er en ulempe, at grundlisterne – i det om-
fang det indtil nu har været tilfældet – ikke fuldt ud er re-
præsentative for så vidt angår alder. Arbejdsgruppen har
herved lagt vægt på, at princippet om egnethed bør veje
mindst lige så tungt som princippet om repræsentativitet,
idet det er vigtigt, at de personer, der udtages til grundlister-
ne, har den fornødne ansvarlighed og modenhed, der kræves
for at virke som lægdommer.
Arbejdsgruppen finder dog på den anden side, at det er vig-
tigt med i hvert fald nogen repræsentation af alle aldersgrup-
per på grundlisterne i det omfang, det i øvrigt er foreneligt
med princippet om egnethed.
Som led i grundlistebekendtgørelsens krav om, at de for-
skellige aldersklasser skal være repræsenteret, har arbejds-
gruppen overvejet at opstille nogle aldersgrupper, hvor der i
hver aldersgruppe skal udtages det antal personer, som er re-
præsentativt i forhold til den samme aldersgruppe i kommu-
nens samlede befolkning.
En fordel ved at opstille aldersgrupper, som dækker over et
større aldersspænd, er, at grundlisteudvalgene får bedre mu-
lighed for at udtage personer med fokus på de enkelte perso-
ners egnethed, når blot den relevante aldersgruppe er repræ-
sentativ i forhold til den samlede befolkning i kommunen.
En svaghed ved at opstille sådanne aldersgrupper er på den
anden side, at kravet om repræsentativitet med hensyn til al-
der svækkes, fordi der dermed er risiko for, at der udtages et
stort antal personer, som tilhører f.eks. den ældste del af en
aldersgruppe.
Det er imidlertid efter en samlet vurdering arbejdsgruppens
opfattelse, at hensynet til lægdommeres egnethed bør veje
tungere end hensynet til en fuldkommen repræsentativ
grundliste for så vidt angår alder. Arbejdsgruppen anbefaler
derfor, at der indføres et antal aldersgrupper, som dækker
over et større aldersspænd, hvor der i hver aldersgruppe skal
udtages det antal personer, som er repræsentativt i forhold til
den samme aldersgruppe i kommunens samlede befolkning.
Arbejdsgruppen foreslår på baggrund heraf, at der oprettes
tre aldersgrupper: 18-30 år, 31-50 år og 51-65 år, og at
grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, ændres i overens-
stemmelse hermed.
2.1.2.2.3. Arbejdsgruppen er bekendt med, at flere grundli-
steudvalg har haft problemer med at finde personer til
grundlisterne med fremmed etnisk herkomst, ligesom der
hersker tvivl om, hvordan begrebet ”etniske minoriteter” i
grundlistebekendtgørelsen skal fortolkes.
Begrebet ”etniske minoriteter” kan efter arbejdsgruppens
opfattelse med fordel fortolkes i overensstemmelse med
Danmarks Statistiks definition af indvandrere og efterkom-
mere, og arbejdsgruppen anbefaler derfor, at begrebet ”etni-
ske minoriteter” i grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1,
ændres til ”indvandrere og efterkommere”.
2.1.2.2.4. Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om antal-
let af personer, der udtages til grundlisterne, kan reduceres.
Det ville forbedre grundlisteudvalgenes mulighed for at sik-
re overholdelse af grundlistebekendtgørelsens krav om, at de
personer, der udtages til grundlisten, skal være egnede sam-
tidig med, at grundlisten skal udgøre et alsidigt og repræsen-
tativt udsnit af kommunens befolkning. Omvendt vil sand-
synligheden for at blive udtaget til nævninge- og doms-
mandslisten stige i takt med, at antallet af udtagne personer
til grundlisterne sættes ned.
Arbejdsgruppen finder, at det er væsentligt, at nævninge- og
domsmandslisterne sammensættes ved en tilfældig udvæl-
gelse fra en grundliste, hvor der er optaget flere personer,
end der skal udtages som lægdommere. Derved har ingen di-
rekte indflydelse på, at en bestemt person bliver udtaget til
nævninge- og domsmandslisterne.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at den gældende ordning i
grundlistebekendtgørelsens § 3, stk. 1, hvorefter der udtages
1 person for hvert fulde antal af 300 indbyggere, oprethol-
des.
24
Arbejdsgruppen finder desuden, at den ordning, der er fast-
lagt i grundlistebekendtgørelsens § 3, stk. 2, ikke længere er
hensigtsmæssig.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse bemærket, at reglen
oprindeligt indebar, at der blev udpeget flere personer til
grundlisten i København sammenlignet med resten af landet,
men at reglen efterhånden betyder, at der udtages færre per-
soner til grundlisten i København, da befolkningstallet er
vokset. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at bestemmelsen op-
hæves.
Arbejdsgruppen har i stedet overvejet, om der kan indrettes
en mere fleksibel ordning, hvorefter der i de kommuner,
som har en høj udtagelse fra grundlisten til nævninge- og
domsmandslisten, skal udtages flere personer til grundlisten
sammenlignet med resten af landet. Herved kan det løbende
vurderes, om et grundlisteudvalg skal optage flere personer
på en grundliste for at sikre, at der sker tilfældig udtagelse.
En sådan løbende evaluering af behovet for yderligere opta-
gelse på en grundliste kan efter arbejdsgruppens opfattelse
mest hensigtsmæssigt foretages af landsretspræsidenterne,
der bl.a. står for udarbejdelse af nævninge- og domsmandsli-
sterne.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at grundlistebekendtgørel-
sens § 3, stk. 2, ændres, således at landsrettens præsident
kan pålægge et grundlisteudvalg at udtage et yderligere antal
personer til en grundliste, såfremt det forventes, at flere end
8 ud af 10 personer bliver udtrukket til nævninge- eller
domsmandslister fra en grundliste, der er sammensat efter
reglerne i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, idet der i sådanne til-
fælde ikke længere er en reel tilfældighed i forhold til udta-
gelsen af nævninge- og domsmandslisterne.
2.1.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der i lyset
af kommunalreformen fra 2007 bør gives kommunalbesty-
relserne mulighed for selv at fastsætte antallet af medlem-
mer i grundlisteudvalgene.
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 72 ændres
i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.
Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at
der bør indføres et antal aldersgrupper, som dækker over et
større aldersspænd, således at der i hver aldersgruppe udta-
ges det antal personer, som er repræsentativt i forhold til den
samme aldersgruppe i kommunen. Justitsministeriet vil i den
forbindelse tage højde for forslaget om forhøjelse af alders-
grænsen for lægdommere, jf. pkt. 2.3 nedenfor. Justitsmini-
steriet kan desuden tilslutte sig, at udtrykket ”etniske mino-
riteter” bør ændres til ”indvandrere og efterkommere”, og at
landsrettens præsident i visse tilfælde skal kunne pålægge et
grundlisteudvalg at udtage et yderligere antal personer til en
grundliste. Justitsministeriet vil derfor tage initiativ til, at
grundlistebekendtgørelsen ændres i overensstemmelse her-
med.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærk-
ningerne hertil.
2.1.3. Aldersgrænsen for lægdommere
2.1.3.1. Gældende ret
Som det fremgår under pkt. 2.2.1 ovenfor, kan der til næv-
ning eller domsmand udtages enhver uberygtet mand eller
kvinde, der har valgret til Folketinget, medmindre den på-
gældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvil-
ket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller legem-
lig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske
sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævning eller
domsmands pligter, jf. retsplejelovens § 69.
Det følger af tjenestemandslovens § 34, stk. 2, at dommere
og andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene af-
skediges fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.
En dommer, der afskediges på grund af alder kan dog fær-
digbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbe-
gyndt inden ansættelsens ophør.
En dommer, der er pensioneret på grund af alder eller svage-
lighed, kan af vedkommende retspræsident tilkaldes for at
virke som dommer ved det pågældende embede i en nærme-
re bestemt periode, jf. retsplejelovens § 51 e, stk. 1. Kun un-
der særlige omstændigheder kan tilkaldeperioden forlænges
ud over dommerens fyldte 72. år. En dommer, som er til-
kaldt efter stk. 1, kan dog ifølge retsplejelovens § 51 e, stk.
2, afskediges før tilkaldeperiodens udløb på grund af ueg-
nethed eller sygdom.
2.1.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.3.2.1. Arbejdsgruppen har overvejet, om den gældende
aldersgrænse for nævninge og domsmænd bør ændres.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse bl.a. henvist til, at der
ved overvejelser om ændring af aldersgrænsen for lægdom-
mere må tages højde for de krav, som stilles til nævninge og
domsmænd under udførelsen af deres hverv, herunder de be-
føjelser, som lægdommere er tillagt under behandlingen af
sager ved domstolene. Hertil kommer retsplejelovens prin-
cipper om mundtlighed og bevisumiddelbarhed, som inde-
25
bærer, at nævninge og domsmænd fysisk og psykisk fuldt ud
må være i stand til at følge forhandlingerne i retten. Ar-
bejdsgruppen har endvidere lagt vægt på den grundlæggen-
de samfundsmæssige funktion, som varetages af domstole-
ne, herunder betydningen af at opretholde befolkningens til-
lid til, at domstolene kan opfylde denne væsentlige funktion.
Aldersgrænsen for lægdommere må ifølge arbejdsgruppen
desuden ses i sammenhæng med aldersgrænsen for juridiske
dommere, men arbejdsgruppen bemærker dog, at ordningen
for lægdommere på visse punkter adskiller sig fra, hvad der
gælder i forhold til dommere mv., herunder navnlig i for-
hold til muligheden for at afskære en nævning eller doms-
mand fra at virke som sådan i et tilfælde, hvor den pågæl-
dende er ude af stand til at varetage sine arbejdsopgaver for-
svarligt.
2.1.3.2.2. Et mindretal i arbejdsgruppen anbefaler, at alders-
grænsen for lægdommere ikke hæves. Mindretallet har i den
forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der ikke kan ses bort fra, at
en højere aldersgrænse vil kunne indebære en risiko for en
forøgelse af antallet af tilfælde, hvor en lægdommer på
grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til at
varetage lægdommerhvervet forsvarligt. Mindretallet finder
samtidig, at adgangen til at afskære lægdommere fra at virke
som sådan ikke i sig selv taler for at indføre en højere al-
dersgrænse, og bemærker desuden, at ældre personer hidtil
generelt har været overrepræsenteret på grundlisterne.
Et flertal af arbejdsgruppens medlemmer finder ikke grund-
lag for at fraråde en forhøjelse af aldersgrænsen for læg-
dommere, men bemærker, at en eventuel beslutning herom
må bero på bredere, herunder politiske, overvejelser.
Flertallet har bl.a. lagt vægt på, at den gennemsnitlige leve-
alder er steget i de senere år, hvilket også er kommet til ud-
tryk i anden lovgivning. Flertallet henviser i den forbindelse
til forhøjelsen af aldersgrænsen for obligatorisk fornyelse af
kørekort, som er hævet fra 70 år til 75 år.
Flertallet bemærker endvidere, at det kun vanskeligt kan
vurderes, om en mindre forhøjelse af aldersgrænsen vil kun-
ne føre til flere tilfælde, hvor en lægdommer på grund af al-
dersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til at varetage
hvervet forsvarligt, men at risikoen skal ses i lyset af, at per-
soner, der blot når aldersgrænsen inden udløbet af grundli-
steperioden, ikke vil kunne udtages som nævning eller
domsmand.
2.1.3.2.3. Arbejdsgruppen har ikke fundet anledning til at
foreslå en ordning, hvorefter en lægdommer – i stedet for
den gældende ordning i retsplejelovens § 69 – først afskæres
fra at varetage sit hverv, når denne når aldersgrænsen. Ar-
bejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at der af
hensyn til kvaliteten af lægdommernes arbejde bør sikres en
vis grad af kontinuitet og opbygning af erfaring over en vis
periode, ligesom en sådan ændring vil betyde, at nævninge-
og domsmandslisterne løbende skal ændres for at tage højde
for, at personer udgår som følge af alder.
2.1.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Som anført af arbejdsgruppens flertal må en beslutning om
at forhøje aldersgrænsen for lægdommere bero på bredere,
herunder politiske, overvejelser.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke forhold, som
taler afgørende imod, at aldersgrænsen for lægdommere for-
højes. Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at den nu-
værende aldersgrænse for lægdommere på 70 år forhøjes.
Arbejdsgruppen har ikke peget på en bestemt ny aldersgræn-
se. Justitsministeriet foreslår, at den nuværende aldersgræn-
se hæves til 75 år. Dette vil svare til den forhøjelse af alders-
grænsen, der er foretaget for f.eks. obligatorisk fornyelse af
kørekort.
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 69 ændres
i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet er desuden enig med arbejdsgruppen i, at
der er visse ulemper forbundet med en ordning, hvorefter en
lægdommer først afskæres fra at varetage sit hverv, når den
pågældende når aldersgrænsen. Ministeriet finder det såle-
des hensigtsmæssigt, at den gældende ordning, hvorefter en
person ikke kan optages på grundlisten, hvis den pågælden-
de når aldersgrænsen inden udløbet af grundlisteperioden,
opretholdes.
Såfremt forslaget om at forhøje aldersgrænsen for lægdom-
mere til 75 år vedtages, betyder det, at en person ikke vil
kunne optages på grundlisten, hvis den pågældende er fyldt
71 år ved begyndelsen af en grundlisteperiode.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærk-
ningerne hertil.
2.1.4. Udelukkelse fra hvervet som lægdommer
2.1.4.1. Gældende ret
Det følger som anført under pkt. 2.2.1 ovenfor af retsplejelo-
vens § 69, at der til nævning eller domsmand kan udtages
enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til Fol-
ketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år inden ud-
løbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på
26
grund af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt
kendskab til det danske sprog er ude af stand til at fyldestgø-
re en nævning eller domsmands pligter.
En række personer er dog ifølge retsplejelovens § 70 ude-
lukket fra at være nævning og domsmand. Dette gælder iføl-
ge bestemmelsen ministre, advokater, advokatfuldmægtige,
centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighe-
dens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets tjene-
stemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folke-
kirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.
Landsrettens præsident afgør, om de personer, der på bag-
grund af grundlisterne er udtaget til nævninge- og doms-
mandslisterne, opfylder betingelserne efter §§ 69 og 70 for
at kunne være nævning eller domsmand. Afgørelser herom
truffet af landsrettens præsident kan ikke påklages, jf. rets-
plejelovens § 76.
Retsplejelovens § 70 blev vedtaget som en del af den oprin-
delige retsplejelov i 1916. Omfattet af bestemmelsen var på
daværende tidspunkt ministre, departementschefer, medlem-
mer af Højesteret samt dommere i landsretterne og underret-
terne, formand og næstformand i Sø- og Handelsretten, of-
fentlige anklagere, overøvrigheden, politiets embeds- og be-
stillingsmænd samt folkekirkens og de anerkendte trossam-
funds gejstlige.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 192 af
12. juni 1962, hvorved kredsen af personer, der er udelukket
fra at være nævning og domsmand, blev udvidet til også at
omfatte advokater og advokatfuldmægtige, personale i cen-
traladministrationen i sin helhed, ikke-tjenestemandsansat
personale ved domstolene, anklagemyndigheden, overøvrig-
heden, politiet og fængselsvæsenet.
Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke væsentlige
fortolkningsbidrag, der nærmere kan forklare baggrunden
for udelukkelsen af de personer, som er opregnet i bestem-
melsen.
Dette gælder også for så vidt angår udelukkelsen af folkekir-
kens og de anerkendte trossamfunds gejstlige fra at være
lægdommer.
Betegnelsen ”gejstlig”, som den anvendes i bestemmelsen,
er en fællesbetegnelse for præstestanden, der således af-
grænses i forhold til verdsligheden, som er den del af sam-
fundet, der ikke har med det religiøse at gøre. Der er pri-
mært tale om en kristen betegnelse om de, der tilhører præ-
steskabet.
Før ægteskabsloven fulgte det af en førkonstitutionel rets-
sædvane, at trossamfund kunne anerkendes ved kongelig re-
solution, jf. herved også § 29 i lov nr. 276 af 30. juni 1922
om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. Der er i dag 11
trossamfund, som er anerkendt efter denne praksis. De aner-
kendte trossamfund er: De tre reformerte menigheder, Den
romersk-katolske Kirke, Det Jødiske Samfund, Det danske
Baptistsamfund, Den danske Metodistkirke, Den svenske
Gustavsförsamling i København, Den ortodokse russiske
menighed i København, St. Albans engelske Kirke i Køben-
havn og Kong Haakon Kirken i København.
Muligheden for at anerkende trossamfund ved kongelig re-
solution ophørte med ægteskabsloven af 1969. Efter ægte-
skabslovens ikrafttræden den 1. januar 1970 kan andre tros-
samfund end folkekirken godkendes af den ressortansvarlige
minister.
Fælles for de ved kongelig resolution anerkendte trossam-
fund og de ved ministeriel beslutning godkendte trossam-
fund er, at præster inden for disse trossamfund i medfør af §
16, stk. 1, jf. § 17, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning og bekendtgørelse nr. 548 af 16. december 1969
om kirkelig vielse uden for folkekirken kan tildeles bemyn-
digelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed.
Første gang der søges om en sådan bemyndigelse til en
præst inden for et ikke-anerkendt trossamfund efter disse be-
stemmelser, påser Kirkeministeriet, at der er tale om et
egentligt trossamfund i dette ords sædvanlige betydning. Det
vil sige, at der ikke blot er tale om en religiøs bevægelse el-
ler religiøs eller filosofisk forening, men en sammenslutning
eller forsamling (et religionssamfund), hvis primære formål
er gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ri-
tus.
Kirkeministeriet har meddelt vielsesbemyndigelse til præ-
ster inden for en række ikke-anerkendte trossamfund og der-
med godkendt disses karakter af trossamfund. Ved vurderin-
gen af, om der i det enkelte tilfælde foreligger et trossam-
fund, benytter Kirkeministeriet et rådgivende udvalg vedrø-
rende trossamfund, som består af en religionshistoriker, en
religionssociolog, en teolog og en jurist.
Der er som følge af grundlovens § 67 ikke registreringspligt
for trossamfund i Danmark. Der findes derfor en del tros-
samfund, som ikke er anerkendt ved kongelig resolution el-
ler godkendt efter ægteskabslovens ikrafttræden. Gejstlige i
disse trossamfund er ikke omfattet af retsplejelovens § 70 og
således ikke udelukket fra at være nævning eller domsmand.
Justitsministeriet har bedt grundlisteudvalgene om at oplyse,
hvordan retsplejelovens § 70 anvendes og fortolkes i prak-
sis, herunder om gejstlige fra både anerkendte og godkendte
trossamfund i praksis udelukkes fra at være nævning og
domsmand. Det fremgår af de modtagne besvarelser, at den-
ne del af bestemmelsen meget sjældent anvendes i praksis,
27
og at det kun i enkelte tilfælde har været på tale at udelukke
personer fra at være nævning eller domsmand på grund af
deres virke som præst. Hovedparten af de adspurgte grundli-
steudvalg har således ikke haft anledning til at tage stilling
til, hvorvidt gejstlige fra godkendte trossamfund i medfør af
retsplejelovens § 70 er udelukket fra at være lægdommer,
men enkelte grundlisteudvalg har tilkendegivet, at gejstlige
fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund ikke opta-
ges på grundlisten og dermed i praksis anses for omfattet af
bestemmelsen.
2.1.4.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.4.2.1. Det er efter arbejdsgruppens opfattelse af afgøren-
de betydning, at domstolene fremstår som en uafhængig
statsmagt. Det bør derfor efter arbejdsgruppens opfattelse
fastholdes, at visse personer, som ansættelsesmæssigt har
nær forbindelse til en fungerende minister, er udelukket fra
at være lægdommer af hensyn til statsmagternes adskillelse
og domstolenes uafhængighed.
Den nuværende bestemmelse i retsplejelovens § 70 fører ef-
ter arbejdsgruppens opfattelse til udelukkelse af personer,
som er fuldt egnede til at være lægdommer, herunder perso-
ner, der næppe har ministerkontakt. Arbejdsgruppen finder,
at det bør tilstræbes, at der alene sker udelukkelse af perso-
ner i tilfælde, hvor der kan rejses tvivl om vedkommendes
uafhængighed, således at egnede personer ikke udelukkes
fra lægdommerhvervet på grund af en ganske fjern og illu-
sorisk påvirkningsmulighed.
I forhold til ansatte i ministeriers departementer anbefaler
arbejdsgruppen, at den nuværende udelukkelse af alle ansat-
te i ministeriers departementer opretholdes.
Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse til, at selv om
ministerkontakten i et departement primært foregår gennem
ledende personer, som f.eks. departementschefen, afdelings-
chefer mv., kan det ikke udelukkes, at visse andre grupper af
ansatte alt afhængig af organisationen kan have kontakt med
ministeren. En ordning som den nuværende indebærer, at
den ansattes konkrete stilling i departementet – og dermed
vedkommendes konkrete ministerkontakt – ikke er afgøren-
de for, om den pågældende er udelukket fra at være læg-
dommer, hvilket gør ordningen både klar og operativ.
I forhold til ansatte i underordnede myndigheder finder ar-
bejdsgruppen, at alene ansatte i chefstillinger i underordnede
myndigheder bør være udelukket fra at virke som lægdom-
mere, idet kontakten med områdets minister må antages at
være koncentreret om disse personer.
2.1.4.2.2. I forhold til Justitsministeriets departement og de
underordnede myndigheder under Justitsministeriet følger
det af arbejdsgruppens forslag om, at ansatte i departementet
og ansatte i chefstillinger i underordnede myndigheder er
udelukket fra at virke som lægdommer.
Det er ifølge arbejdsgruppen afgørende, at domstolene er
klart og tydeligt adskilt fra politi og anklagemyndigheden,
som justitsministeren er øverste chef for. Arbejdsgruppen
finder derfor, at det er uforeneligt med virket som lægdom-
mer at være ansat i politi, anklagemyndighed og i myndig-
heder, som er underordnede i forhold til Justitsministeriet.
Arbejdsgruppen finder endvidere, at det er vigtigt, at be-
stemmelsen om udelukkelse fra at virke som lægdommer er
formuleret klart og operativt, så den er let anvendelig for
grundlisteudvalgene og landsretspræsidenterne i forbindelse
med udarbejdelse af grundlister og udtagelse af personer til
nævninge- og domsmandslister.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at den gældende ordning,
hvorefter ansatte ved domstole og i politi, anklagemyndig-
hed og fængselsvæsenet (kriminalforsorgen) er udelukkede
fra at være lægdommere, opretholdes. Arbejdsgruppen fore-
slår desuden, at ansatte i andre myndigheder på Justitsmini-
steriets område tilsvarende bør være udelukket fra at virke
som lægdommere, uanset om der er tale om ansatte i en un-
derordnet eller uafhængig myndighed, og uanset om den an-
satte konkret varetager opgaver vedrørende justitsvæsenet.
2.1.4.2.3. Ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden) har
i mindre omfang end ansatte i ministerielle departementer
tilknytning til ministeren og den politiske beslutningsproces.
Arbejdsgruppen finder derfor, at der ikke er grundlag for at
udelukke alle ansatte i Statsforvaltningen fra at være læg-
dommere, og arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at
reglen herom i retsplejelovens § 70 ophæves.
Da der i visse tilfælde består et over-/underordnelsesforhold
mellem Børne- og Socialministeriet og Statsforvaltningen,
må Statsforvaltningen efter arbejdsgruppens opfattelse be-
tragtes som en underordnet myndighed under ministeriet.
Som følge heraf vil ansatte i chefstillinger i Statsforvaltnin-
gen være omfattet af arbejdsgruppens forslag om udelukkel-
se af ansatte i chefstillinger i underordnede myndigheder un-
der departementer, jf. pkt. 2.1.4.2.1 ovenfor.
2.1.4.2.4. Arbejdsgruppen anbefaler, at advokater og advo-
katfuldmægtige som hidtil udelukkes fra at virke som læg-
dommere.
2.1.4.2.5. Sognefogeder hører organisatorisk under politiet
og udfører begrænsede politimæssige opgaver. Da sognefo-
geder ansættes af Rigspolitichefen, følger det af arbejds-
gruppens forslag om ansatte på Justitsministeriets område,
jf. pkt. 2.1.4.2.2 ovenfor, at sognefogeder vil være udelukket
fra at virke som lægdommere.
28
Henset hertil, og da der i øvrigt i dag alene findes et meget
begrænset antal sognefogeder, foreslår arbejdsgruppen, at
den udtrykkelige udelukkelse af sognefogeder i retsplejelo-
vens § 70 fjernes. Forslaget indebærer imidlertid ingen ma-
teriel ændring.
2.1.4.2.6. Et flertal i arbejdsgruppen har ikke fundet grund-
lag for at behandle spørgsmålet om, hvorvidt folkekirkens
og de anerkendte trossamfunds gejstlige bør være udelukket
fra at virke som lægdommere. Flertallet har i den forbindel-
se bl.a. henvist til, at arbejdsgruppen ikke består af repræ-
sentanter fra Kirkeministeriet, folkekirken eller de anerken-
dte trossamfund, og at arbejdsgruppens overvejelser herom
derfor ikke kunne ske på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Arbejdsgruppen har som følge heraf ikke drøftet dette
spørgsmål.
2.1.4.2.7. Arbejdsgruppen har overvejet, om grundlistebe-
kendtgørelsens § 5, stk. 1, 2. pkt., bør ændres, således at
grundlisterne fremover også angiver ansættelsessted.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil kunne forbedre
landsretternes mulighed for at identificere personer, som i
kraft af deres ansættelsessted er udelukket fra at virke som
lægdommere, såfremt oplysninger herom fremgår af grund-
listerne. Hertil kommer, at det vil lette landsretternes arbej-
de, at oplysningerne ikke efterfølgende skal indhentes.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en oplysning om ansæt-
telsessted imidlertid kun have betydning i forhold til regle-
rne om udelukkelse, hvis der er tale om en ansættelse i sta-
ten. Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at grundliste-
bekendtgørelsens § 5, stk. 1, ændres, således at grundlisterne
fremover også skal angive ansættelsessted for de udpegede
personer, der er ansat i staten.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at grundlistebekendtgø-
relsens § 5, stk. 1, samtidig ændres, således at henvisningen
til folkeregistret erstattes med en generel henvisning til
kommunen med henblik på, at kommunerne selv kan tilret-
telægge arbejdet vedrørende udarbejdelsen af grundlisterne.
2.1.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er af afgørende betydning for den almindelige respekt
for og tillid til domstolene, at der ikke kan rejses tvivl om
deres uafhængighed og upartiskhed og om, hvorvidt deres
afgørelser alene er baseret på gældende dansk ret. Bestem-
melsen i retsplejelovens § 70 skal derfor medvirke til at ude-
lukke personer fra at være lægdommer, hvis disse personers
medvirken i en straffesag generelt vil kunne give anledning
til en sådan tvivl.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser om,
hvilke personer der bør være udelukket fra at virke som læg-
dommer.
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 70 ændres
i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.
Da det er vigtigt at sikre, at der ikke opstår tvivl om, hvor-
vidt de afgørelser, der træffes af domstolene er påvirket af
bl.a. religiøs overbevisning, bør udelukkelsen af gejstlige,
der som medlemmer af præstestanden har en særlig central
rolle som forkyndere af den enkelte religion, fra at være
lægdommere efter Justitsministeriets opfattelse opretholdes.
Det foreslås dog, at terminologien ”gejstlig” ændres til
”præst”, som er det begreb, der anvendes i bl.a. retsplejelo-
vens § 170 om vidneudelukkelse. Omfattet af begrebet
”præst” er ikke alene præster, herunder provster og biskop-
per, men også imamer, rabbinere, brahmaner og andre reli-
giøse forkyndere, som i deres eget trossamfund udfylder
samme rolle som en præst i folkekirken ved bl.a. at afholde
prædiken. Der er ikke med forslaget tilsigtet nogen ændring
i den personkreds, som i dag er omfattet af bestemmelsen.
Da udelukkelsen fra at være lægdommer er knyttet til den
pågældendes virke som præst, er det ikke et krav, at der er
tale om et fuldtidshverv. Personer, der alene virker som
præst ved siden af en anden fuldtidsbeskæftigelse, vil såle-
des også være omfattet af bestemmelsen og dermed være
udelukket fra at være lægdommer.
Da reglerne i retsplejeloven efter Justitsministeriets opfattel-
se bør behandle præster fra forskellige trossamfund ens,
foreslås det endvidere, at retsplejelovens § 70 udvides til at
omfatte præster fra alle trossamfund, herunder folkekirken
og de anerkendte trossamfund. Det er således uden betyd-
ning, om et trossamfund er anerkendt, godkendt eller ikke-
godkendt.
I det omfang der ikke er tale om en præst i et anerkendt tros-
samfund eller et trossamfund, som er godkendt af Kirkemi-
nisteriet, beror det på en konkret vurdering, om der er tale
om et egentligt trossamfund. Der vil i den forbindelse kunne
tages udgangspunkt i de betingelser, som i praksis er opstil-
let herfor, dvs. om der er tale om en sammenslutning eller
forsamling (et religionssamfund), hvis primære formål er
gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus.
Justitsministeriet er desuden enig med arbejdsgruppen i, at
grundlisterne fremover bør angive ansættelsessted for de ud-
pegede personer, der er ansat i staten, og at kommunerne bør
have mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet med udar-
bejdelse af grundlisterne. Justitsministeriet vil derfor tage
initiativ til, at grundlistebekendtgørelsen ændres i overens-
stemmelse hermed.
29
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.1.5. Fritagelse for hvervet som lægdommer
2.1.5.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 71, at en række personer kan
begære sig fritaget for nævninge- og domsmandshvervet.
Dette gælder således Folketingets medlemmer og dets tjene-
stemænd, tjenestegørende militærpersoner, told- og post-
væsenets tjenestemænd, faste brandfolk samt de ved jernba-
ner, telegrafer og telefoner ansatte personer. Også læger og
jordmødre, lodser og sagkyndige, der er beskikket efter rets-
plejelovens § 92 eller efter § 172 i lov om social service
samt lægdommere ved boligretterne kan begære sig fritaget
for lægdommerhvervet.
Det følger endelig af bestemmelsen, at personer, som er
fyldt 60 år, samt personer, som har taget bopæl i en anden
kreds end den, for hvilken deres udtagelse gælder, eller som
på grund af deres helbredstilstand eller erhvervs- eller fami-
lieforhold ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde næv-
ninge- eller domsmandspligten, kan begære sig fritaget.
Landsrettens præsident afgør, om fremsatte begæringer om
fritagelse for hvervet som nævning eller domsmand efter §
71 skal imødekommes. Afgørelser truffet af landsrettens
præsident kan ikke påklages, jf. retsplejelovens § 76.
2.1.5.2. Arbejdsgruppens overvejelser
2.1.5.2.1. Retsplejelovens § 71 indeholder en snæver mulig-
hed for at blive fritaget for hvervet som lægdommer. Der
bør efter arbejdsgruppens opfattelse ske en lempelse af ad-
gangen til at blive fritaget for lægdommerhvervet på grund
af lægdommerens helbredstilstand og erhvervs- eller fami-
lieforhold.
Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at læg-
dommerhvervet er et borgerligt ombud, hvis karakter risike-
rer at blive udvandet, hvis ikke en fritagelse alene kommer
på tale i særlige tilfælde. Hertil kommer, at en snæver frita-
gelsesregel tillige kan ses som en beskyttelse af personer,
der ønsker at virke som nævning eller domsmand, f.eks. set i
forhold til de pågældendes arbejdsgivere, som kan have et
ønske om, at de pågældende arbejdstagere fritages fra læg-
dommerhvervet.
På den anden side finder arbejdsgruppen, at en person bør
kunne begære sig fritaget, selv om hvervet ikke truer den
pågældendes velfærd, fordi vedkommendes udførelse af
lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt forhold til det sam-
fundsmæssige udbytte herved. Dette kan være tilfældet, når
hvervet medfører en uforholdsmæssig ulempe for en doms-
mand eller nævnings erhvervs- eller familieforhold, f.eks.
hvor en meget lang transporttid for den pågældende til og
fra tingstedet ikke står i rimeligt forhold til den tid, den på-
gældende skal være i retten. Dette må især tænkes at kunne
være tilfældet ved de større afstande, der kan forekomme i
landsretskredsene.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at en person i
medfør af retsplejelovens § 71, nr. 8, skal kunne begære sig
fritaget fra lægdommerhvervet, såfremt denne på grund af
vedkommendes helbredstilstand eller erhvervs- eller fami-
lieforhold ikke uden fare for dennes velfærd eller uforholds-
mæssig ulempe kan opfylde nævninge- eller domsmands-
pligten.
2.1.5.2.2. Det kan efter arbejdsgruppens opfattelse ikke ude-
lukkes, at nogen vil afstå fra at melde sig frivilligt til læg-
dommerhvervet på grund af ”risikoen” for at blive udpeget
til at virke som lægdommer flere gange, da det er normalt, at
grundlisteudvalgene tager udgangspunkt i en tidligere
grundliste ved udarbejdelse af en ny liste.
Da det må antages, at en forøgelse af antallet af lægdomme-
re, der melder sig frivilligt, vil kunne bidrage positivt i for-
hold til at sikre såvel egnethed som repræsentativitet hos de
personer, der udtages som lægdommere, anbefaler arbejds-
gruppen, at retsplejelovens § 71 ændres, således at der ind-
føres hjemmel til, at personer, der har været lægdommer i
mindst to perioder, kan begære sig fritaget for lægdommer-
hvervet.
2.1.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at adgangen
til at blive fritaget for lægdommerhvervet på grund af læg-
dommerens helbredstilstand og erhvervs- eller familiefor-
hold bør lempes, således at der kan ske fritagelse, hvis op-
fyldelse af pligten vil medføre uforholdsmæssig ulempe. Ju-
stitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at personer, der
tidligere har været lægdommere i mindst to perioder, skal
kunne begære sig fritaget for lægdommerhvervet.
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 71 ændres
i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, 5 og 6, og
bemærkningerne hertil.
2.2. Gennemførelse af værnetingsaftalekonventionen
30
2.2.1. Indledning
Formålet med lovforslaget er endvidere at gennemføre Haa-
gerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (her-
efter konventionen).
Konventionen, der blev vedtaget den 30. juni 2005 inden for
rammerne af Haagerkonferencen om International Privatret,
fastsætter regler om værneting samt anerkendelse og fuld-
byrdelse i sager, der er omfattet af en eksklusiv værnetings-
aftale.
Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) traf den 4. decem-
ber 2014 afgørelse om godkendelse på Den Europæiske
Unions vegne af værnetingsaftalekonventionen (2014/887/
EU), og konventionen trådte i kraft for EU (med undtagelse
af Danmark) den 1. oktober 2015.
Danmark deltog som følge af retsforbeholdet ikke i vedta-
gelsen af rådsafgørelsen om godkendelse af konventionen,
som således ikke er bindende for, og ikke finder anvendelse
i Danmark. Danmark skal dermed tiltræde konventionen
som selvstændig kontraherende part.
Konventionen er på nuværende tidspunkt desuden tiltrådt af
Mexico og Singapore. Ukraine og USA har herudover un-
derskrevet konventionen uden dog samtidig at tiltræde.
Der lægges med lovforslaget op til at tilvejebringe det lov-
givningsmæssige grundlag for, at Danmark kan tiltræde
konventionen.
Med vedtagelsen af dette lovforslag giver Folketinget endvi-
dere i medfør af grundlovens § 19 sit samtykke til, at rege-
ringen på Danmarks vegne tiltræder værnetingsaftalekon-
ventionen, og at regeringen i den forbindelse afgiver erklæ-
ringer til en række af konventionens bestemmelser som an-
givet i afsnit 2.2.4.2 nedenfor.
2.2.2. Gældende ret
2.2.2.1. Retsplejelovens regler om anerkendelse og fuldbyr-
delse af udenlandske retsafgørelser mv.
Efter retsplejelovens § 223 a kan justitsministeren fastsætte
bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole
og myndigheder om borgerlige krav og udenlandske offent-
lige forlig om sådanne krav skal have bindende virkning her
i riget, når anerkendelsen ikke vil være åbenbart uforenelig
med landets retsorden.
Efter retsplejelovens § 479, stk. 1, kan justitsministeren fast-
sætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske
domstole og myndigheder om borgerlige krav og vedtagel-
ser om sådanne krav kan fuldbyrdes her i riget, såfremt de
kan fuldbyrdes i den stat, hvor afgørelsen er truffet, eller ef-
ter hvis ret vedtagelsen skal bedømmes, og såfremt fuldbyr-
delsen ikke vil være åbenbart uforenelig med landets retsor-
den. Justitsministeren kan efter § 479, stk. 2, fastsætte regler
om fuldbyrdelse af de i stk. 1 nævnte afgørelser og vedtagel-
ser, herunder om behandlingen af indsigelser.
Retsplejelovens § 223 a er indtil videre blevet udnyttet i for-
bindelse med udstedelsen af anordning nr. 148 af 13. april
1938 om anerkendelse af domme afsagt i Tyskland. Der
henvistes endvidere til retsplejelovens § 223 a, stk. 1, og §
479 ved anordning nr. 432 af 17. december 1965 om aner-
kendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdsbidrag
i henhold til Haagerkonventionen af 15. april 1958 om un-
derholdspligt over for børn, samt ved gennemførslen af en
ændring af den nordiske konkurskonvention, jf. anordning
nr. 159 af 28. april 1983 om ændring af anordning om virk-
ningen af konkurs, som er erklæret i Finland, Island, Norge
eller Sverige.
2.2.2.2. Retsplejelovens regler om stedlig kompetence, her-
under ved værnetingsaftaler
Retsplejelovens kapitel 22 (§§ 235-248) indeholder regler
om retternes stedlige kompetence i civile sager. Reglerne re-
gulerer både, om en sag kan anlægges her i landet (internati-
onal kompetence), og hvilken ret her i landet, der i givet fald
er den stedligt kompetente.
Det fremgår af retsplejelovens § 235, stk. 1, at retssager an-
lægges ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt
ved lov. Hjemtinget er som udgangspunkt i den retskreds,
hvor sagsøgte har bopæl. Har sagsøgte bopæl i flere rets-
kredse, er hjemtinget i enhver af dem, jf. stk. 2.
Efter retsplejelovens § 245, stk. 1, kan sagens parter aftale,
ved hvilken af flere ligeartede retter sagen skal anlægges. I
sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om vær-
neting ikke bindende for forbrugeren, jf. stk. 2.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er indgået en værnetingsaftale
og om aftalens indhold, bestemmes ved sædvanlig aftalefor-
tolkning. En værnetingsaftale må være klar og begrænset til
tvister af en bestemt beskaffenhed. Retsplejeloven stiller in-
gen krav til aftalens form, og en værnetingsaftale kan efter
omstændighederne være indgået stiltiende, jf. bl.a. betænk-
ning nr. 1052/1985 om retternes stedlige kompetence i bor-
gerlige sager m.v.
31
Retsplejelovens §§ 246 og 247 indeholder regler om danske
domstoles internationale kompetence.
Det fremgår af retsplejelovens § 246, stk. 1, at sager mod
personer, selskaber, foreninger, private institutioner og an-
dre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Danmark,
kan anlægges her i landet, for så vidt nogen ret efter bestem-
melserne i § 237, § 238, stk. 2, §§ 241, 242, 243 og 245 kan
anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler
kan forbrugeren anlægge sag mod de i 1. pkt. nævnte perso-
ner og sammenslutninger ved sit eget hjemting, såfremt
fremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering i Danmark
er gået forud for aftalens indgåelse og forbrugeren her i lan-
det har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til ind-
gåelse af aftalen.
Det fremgår af retsplejelovens § 246, stk. 2, at hvis ingen ret
efter stk. 1 kan anses som værneting i sagen, kan sager ve-
drørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer
anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens
forkyndelse opholder sig. Det fremgår desuden af retspleje-
lovens § 246, stk. 3, at sager vedrørende formueretsforhold
mod de i retsplejelovens § 246, stk. 1, nævnte personer og
sammenslutninger endvidere, hvis der ikke er værneting ef-
ter reglen i stk. 1, kan anlægges ved retten på det sted, hvor
den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet
for sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår,
befinder sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges ar-
rest i gods gennem sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerheds-
stillelsen som gods, der befinder sig på det sted, hvor arrest-
begæringen er eller i givet fald skulle være indgivet.
Det fremgår af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er
omfattet af en international overenskomst, som er gennem-
ført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller
lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved be-
kendtgørelse i medfør af de nævnte love, anvendes overens-
komstens værnetingsregler. Retsplejelovens § 247, stk. 2,
bestemmer, at hvor der ikke efter dansk lovgivning i øvrigt
er værneting for en sag, der efter en international overens-
komst som nævnt i stk. 1, 1. pkt., skal eller kan anlægges
her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting eller,
såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, i Køben-
havn.
Efter retsplejelovens § 248, stk. 1, påser retten af egen drift,
om sagen er indbragt for rette værneting. Fremsætter sags-
øgte ikke indsigelse mod rettens kompetence i svarskriftet
eller i det i retsplejelovens § 352, stk. 3, omhandlede rets-
møde, anses retten for rette værneting.
Det fremgår af retsplejelovens § 248, stk. 2, at hvis sagen er
anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle
sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om muligt
sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol. Afgørelse
om henvisning træffes ved kendelse. Kan henvisning ikke
ske, afviser retten sagen ved dom.
2.2.2.3. Regler om værneting samt anerkendelse og fuldbyr-
delse i internationale aftaler
Danmark har tiltrådt flere europæiske aftaler, der indeholder
regler om værneting, herunder ved værnetingsaftaler, og om
anerkendelse og fuldbyrdelse.
EF-domskonventionen af 27. september 1968 med senere
ændringer, der finder anvendelse på civil- og handelsretlige
sager, indeholder bl.a. regler om international kompetence
og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. EF-
domskonventionen blev gennemført i dansk ret ved lov nr.
325 af 4. juni 1968 om EF-domskonventionen, som ændret
ved lov nr. 209 af 29. marts 1995. Konventionen er som ud-
gangspunkt erstattet af Bruxelles I-forordningen, som (i
kraft af parallelaftalen) for Danmarks vedkommende blev
gennemført ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bru-
xelles I-forordningen m.v. (Bruxelles I-loven), der trådte i
kraft den 1. juli 2007, jf. nedenfor.
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompeten-
ce og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på
det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordnin-
gen) trådte i kraft den 1. marts 2002, dog ikke for Danmark,
jf. ovenfor. Forordningen indeholder regler om international
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse.
Som følge af retsforbeholdet deltog Danmark ikke i Rådets
vedtagelse af Bruxelles I-forordningen, der ikke er bindende
for eller finder anvendelse i Danmark. Danmark er dog ved
en parallelaftale tilknyttet forordningen på mellemstatligt
grundlag.
Som følge af bl.a. vedtagelsen af Europa Parlamentets og
Rådets forordning nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omar-
bejdning) blev Bruxelles I-loven ændret ved lov nr. 518 af
28. maj 2013 om ændring af lov om Bruxelles I-forordnin-
gen m.v. Lovændringen medførte ligeledes, at loven nu tilli-
ge finder anvendelse på konventionen af 30. oktober 2007
om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdel-
se af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(Luganokonventionen), jf. lovens § 1 og kapitel 2 a.
Den tidligere Luganokonvention af 16. september 1988 blev
gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionsloven, jf.
ovenfor. Konventionen finder anvendelse mellem EU-med-
lemsstaterne og Island, Norge og Schweiz og sikrer, at reg-
ler om værneting samt om anerkendelse og fuldbyrdelse
svarende til reglerne i Bruxelles I-forordningen, kan finde
32
anvendelse mellem disse lande. Efter et ønske om paralleli-
tet mellem Luganokonventionen og Bruxelles I-forordnin-
gen forhandlede man om en modernisering af konventionen.
Den nye Luganokonvention af 30. oktober 2007, blev gen-
nemført i dansk ret ved den ændrede Bruxelles I-lov, jf.
ovenfor. Konventionen indeholder regler om international
kompetence samt om anerkendelse og fuldbyrdelse, og lig-
ner i vidt omfang den oprindelige Bruxelles I-forordning.
Luganokonventionen indeholder eksempelvis, til forskel fra
den omarbejdede Bruxelles I-forordning, regler om den så-
kaldte eksekvaturprocedure, hvorefter en retsafgørelse skal
erklæres eksigibel, før den kan fuldbyrdes.
Mellem de nordiske lande gælder endelig den nordiske
domskonvention af 11. oktober 1977 om anerkendelse og
fuldbyrdelse af privatretlige krav, som er gennemført i
dansk ret ved lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordi-
ske afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse
nr. 635 af 15. september 1986 med senere ændringer. Der
henvises til afsnit 2.2.4.3 for en gennemgang af værnetings-
aftalekonventionens betydning for de ovenfor nævnte inter-
nationale aftaler.
2.2.3. Konventionens indhold
2.2.3.1. Anvendelsesområde og definitioner
Konventionens kapitel I (artikel 1-4) fastsætter regler om
anvendelsesområde og definitioner.
Konventionen finder anvendelse i internationale sager på
eksklusive værnetingsaftaler, der er indgået på det civil- og
handelsretlige område, jf. konventionens artikel 1, stk. 1.
En række sager er udtrykkeligt undtaget fra konventionens
anvendelsesområde. Konventionen finder således ikke an-
vendelse på eksklusive værnetingsaftaler vedrørende forbru-
gerforhold og arbejdskontrakter, herunder kollektive over-
enskomster, ligesom konventionen ikke finder anvendelse
på voldgiftsbehandling og lignende behandlingsformer, jf.
konventionens artikel 2, stk. 1 og 4.
Konventionens artikel 2, stk. 2, undtager en række andre
sager fra konventionens anvendelsesområde. Det gælder for
sager om fysiske personers retlige status samt deres rets- og
handleevne (litra a), underholdsforpligtelser, (litra b), andre
familieretlige anliggender, herunder ordninger for formue-
forholdet mellem ægtefæller samt andre rettigheder eller
forpligtelser i forbindelse med ægteskab eller lignende part-
nerskabsforhold, (litra c), testamenter og arv, (litra d), insol-
vens, tvangsakkord og lignende forhold, (litra e), personbe-
fordring og godstransport, (litra f), havforurening, begræns-
ning af ansvaret for søretlige krav, havari og bugsering og
bjærgning i nødsituationer, (litra g), konkurrencehindringer,
(litra h), erstatningsansvar for atomskader, (litra i), erstat-
ningskrav vedrørende personskade og tort fremsat af eller på
vegne af fysiske personer, (litra j), og erstatningskrav uden
for kontraktforhold, som er baseret på deliktansvar i forbin-
delse med tingsskade, (litra k), tinglige rettigheder over fast
ejendom samt leje og forpagtning af fast ejendom, (litra l),
juridiske personers gyldighed, ugyldighed eller opløsning,
samt gyldigheden af beslutninger truffet af deres organer,
(litra m), gyldigheden af intellektuelle ejendomsrettigheder
bortset fra ophavsret og hertil knyttede rettigheder, (litra n),
krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, bortset fra
ophavsret og hertil knyttede rettigheder, undtagen tvister,
som vedrører brud på en kontrakt mellem parterne vedrøren-
de sådanne rettigheder, eller som kunne have vedrørt et kon-
traktbrud, (litra o), og gyldigheden af indførsler i offentlige
registre (litra p).
Der er i konventionens forstand tale om en eksklusiv værne-
tingsaftale, når aftalen er indgået eller dokumenteret skrift-
ligt eller ved brug af andet kommunikationsmiddel, der gør
aftalen tilgængelig, så der senere kan refereres til den, og
når aftalen fastsætter, at allerede opståede tvister eller frem-
tidige tvister i forbindelse med et bestemt retsforhold skal
indbringes for domstolene i en kontraherende stat eller for
en eller flere nærmere angivne domstole i en kontraherende
stat, således at ingen andre domstole har kompetence til at
behandle sådanne tvister, jf. konventionens artikel 3, litra a
og c.
Det fremgår af konventionens artikel 3, litra b, at en værne-
tingsaftale, hvorved det fastsættes, at tvister skal indbringes
for domstolene i en kontraherende stat eller for en eller flere
nærmere angivne domstole i en kontraherende stat, anses for
at være eksklusiv, medmindre parterne udtrykkeligt har be-
stemt andet.
Konventionens artikel 4 indeholder en række andre definiti-
oner, og det fremgår bl.a., at en dom i konventionens for-
stand betyder enhver af en domstol truffet realitetsafgørelse
uanset dens benævnelse, herunder en dom eller en kendelse,
og tillige en af domstolen foretaget fastsættelse af sagsom-
kostninger, forudsat at fastsættelsen vedrører en realitetsaf-
gørelse, der kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til
denne konvention. Et foreløbigt sikrende retsmiddel betrag-
tes ikke som en dom.
2.2.3.2. Kompetenceregler
Konventionens kapitel II (artikel 5-7) fastsætter regler om
kompetence.
Efter konventionens artikel 5, stk. 1, har den eller de dom-
stole i en kontraherende stat, der er fastlagt i en eksklusiv
værnetingsaftale, kompetence til at behandle en tvist, som er
33
omfattet af aftalen, medmindre aftalen er ugyldig i henhold
til lovgivningen i den pågældende stat.
Efter konventionens artikel 5, stk. 2, kan en domstol, der har
kompetence i henhold til stk. 1, ikke erklære sig inkompe-
tent under henvisning til, at tvisten bør indbringes for en an-
den stats domstole.
Konventionens artikel 5, stk. 1 og 2, berører dog ikke be-
stemmelser vedrørende den materielle kompetence eller
kompetencen baseret på sagsgenstandens værdi og den in-
terne kompetencefordeling mellem domstolene i en kontra-
herende stat. Hvis den valgte domstol efter eget skøn kan
henvise sagen til en anden domstol, skal der dog tages behø-
rigt hensyn til parternes valg, jf. konventionens artikel 5,
stk. 3.
Konventionens artikel 6 fastsætter forpligtelser for en dom-
stol, der ikke er valgt i henhold til en eksklusiv værnetings-
aftale. Det fremgår af artikel 6, stk. 1, at en domstol i en an-
den kontraherende stat end den, i hvilken den valgte domstol
er beliggende, skal udsætte eller afvise en tvist, der er om-
fattet af en eksklusiv værnetingsaftale. Dette er dog ikke til-
fældet, hvis aftalen er ugyldig ifølge lovgivningen i den stat,
hvor den valgte domstol er beliggende (litra a), hvis en af
parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen
ifølge lovgivningen i domstolsstaten (litra b), hvis en efter-
kommelse af aftalen ville være klart uretfærdig eller ville
være i åbenbar modstrid med grundlæggende retsprincipper
(ordre public) i domstolsstaten (litra c), hvis der foreligger
exceptionelle grunde, som parterne ikke har indflydelse på,
og som medfører, at aftalen ikke med rimelighed kan iværk-
sættes (litra d), eller hvis den valgte domstol har afvist at be-
handle sagen (litra e).
Efter konventionens artikel 7 er foreløbige foranstaltninger
og sikrende retsmidler ikke omfattet af konventionen. Det
fremgår endvidere af artikel 7, at det ifølge bestemmelserne
i konventionen hverken er påkrævet eller udelukket, at en
domstol i en kontraherende stat anordner, afslår eller ophæ-
ver foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler. Kon-
ventionen er uden betydning for, om en part kan begære så-
danne foranstaltninger og retsmidler, og om en domstol kan
anordne, afslå eller ophæve disse.
2.2.3.3. Anerkendelse og fuldbyrdelse
Konventionens kapitel III (artikel 8-15) fastsætter regler om
anerkendelse og fuldbyrdelse.
Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 1, at en dom af-
sagt af en domstol i en kontraherende stat, der er valgt i
medfør af en eksklusiv værnetingsaftale, skal anerkendes og
fuldbyrdes i de andre kontraherende stater i overensstem-
melse med konventionens kapitel III. Anerkendelse eller
fuldbyrdelse kan kun afslås af de grunde, der er anført i kon-
ventionen.
Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 2, at bortset fra
den gennemgang, der er nødvendig for anvendelsen af be-
stemmelserne i konventionens kapitel III, skal der ikke fore-
tages en realitetsprøvelse af den dom, der er afsagt af oprin-
delsesdomstolen. Den domstol, som anmodningen forelæg-
ges, er bundet af de faktiske omstændigheder, som oprindel-
sesdomstolen har lagt til grund for sin kompetence, med-
mindre der er tale om en udeblivelsesdom.
Efter konventionens artikel 8, stk. 3, skal en dom kun aner-
kendes, hvis den har retskraft i oprindelsesstaten, og den
skal kun fuldbyrdes, hvis den kan fuldbyrdes i oprindelses-
staten.
Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 4, at anerken-
delse eller fuldbyrdelse kan udsættes eller afslås, hvis dom-
men er appelleret i oprindelsesstaten, eller hvis fristen for
ordinær appel af afgørelsen ikke er udløbet. Et afslag på an-
erkendelse eller fuldbyrdelse er ikke til hinder for en senere
anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af dommen.
Konventionens artikel 9 opregner de situationer, hvor aner-
kendelse eller fuldbyrdelse kan afslås.
Det fremgår således af artikel 9, at anerkendelse og fuldbyr-
delse kun kan afslås, hvis værnetingsaftalen er ugyldig efter
loven i den stat, hvor den valgte domstol ligger, medmindre
den valgte domstol har fastslået, at aftalen er gyldig (litra a),
hvis en af parterne savnede rets- eller handleevne til at indgå
værnetingsaftalen ifølge lovgivningen i den stat, hvor an-
modningen om anerkendelse og fuldbyrdelse indgives (litra
b), hvis stævningen eller et hermed ligestillet processkrift,
der indeholder de væsentligste oplysninger om kravet, ikke
er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på en sådan må-
de, at han har haft mulighed for at varetage sit forsvar, med-
mindre sagsøgte i oprindelsesstaten har deltaget i et retsmø-
de og redegjort for sine synspunkter uden at anfægte forkyn-
delsen, forudsat at lovgivningen i oprindelsesstaten gav mu-
lighed herfor (litra c, pkt. i), eller forkyndelsen i den stat,
hvor anmodning er indgivet, er sket på en måde, der er ufor-
enelig med grundlæggende retsprincipper vedrørende for-
kyndelse i denne stat (litra c, pkt. ii), hvis dommen er opnået
ved processuelt bedrageri (litra d), hvis anerkendelse eller
fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med grundlæg-
gende retsprincipper (ordre public) i den stat, hvor anmod-
ningen indgives, herunder hvor proceduren forud for dom-
men har været uforenelig med grundlæggende principper
om retspleje i denne stat (litra e), hvis dommen strider mod
en anden dom, som er afsagt i en tvist mellem samme parter
i den stat, hvor anmodningen er indgivet (litra f), eller hvis
dommen strider mod en tidligere dom afsagt i en anden stat i
34
en sag med samme parter i en tvist om samme genstand og
på samme grundlag, forudsat at den tidligere dom opfylder
betingelserne for anerkendelse i den stat, hvor anmodningen
indgives (litra g).
Konventionens artikel 10 fastsætter regler om anerkendelse
og fuldbyrdelse af spørgsmål, der er behandlet som et præju-
dicielt spørgsmål.
Efter konventionens artikel 11, stk. 1, kan anerkendelse eller
fuldbyrdelse af en dom nægtes, hvis og i det omfang, der
ved dommen er tilkendt en erstatning, herunder erstatning
med afskrækkende eller straffende formål, som ikke er en
kompensation til en af parterne for det faktiske tab eller den
faktiske skade, der er lidt. Efter artikel 11, stk. 2, skal dom-
stolen tage hensyn til, om og i hvilket omfang den af oprin-
delsesdomstolen tilkendte erstatning har til formål at dække
omkostninger og udgifter i forbindelse med sagen.
Retsforlig, som en domstol i en kontraherende stat, der er
valgt i medfør af en eksklusiv værnetingsaftale, har god-
kendt, eller som under sagens behandling er blevet indgået
ved en sådan domstol, og som i oprindelsesstaten kan fuld-
byrdes på samme måde som en dom, fuldbyrdes i henhold
til konventionen på samme måde som en dom, jf. konventio-
nens artikel 12.
Konventionens artikel 13 indeholder nærmere regler om,
hvilke dokumenter der skal fremlægges i forbindelse med en
anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse.
Efter artikel 13, stk. 1, skal den part, der anmoder om aner-
kendelse eller fuldbyrdelse, forelægge en fuldstændig be-
kræftet kopi af dommen (litra a), den eksklusive værnetings-
aftale, en bekræftet kopi heraf eller et andet bevis på, at der
er indgået en sådan aftale (litra b), hvis der er tale om en
udeblivelsesdom, en original eller bekræftet kopi af et doku-
ment, hvoraf det fremgår, at stævningen eller et hermed li-
gestillet processkrift er blevet forkyndt for den udeblevne
part (litra c), eventuelle dokumenter, som måtte være nød-
vendige for at konstatere, at dommen har retskraft, eller, når
det er relevant, at den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten (li-
tra d), og i det i konventionens artikel 12 omhandlede tilfæl-
de en attest fra domstolen i oprindelsesstaten, hvoraf det
fremgår, at retsforliget eller en del heraf i oprindelsesstaten
kan fuldbyrdes på samme måde som en dom (litra e).
Det fremgår af artikel 13, stk. 2, at hvis dommens indhold
ikke giver den domstol, hvor anmodningen indgives, mulig-
hed for at konstatere, at betingelserne i konventionens kapi-
tel III er opfyldt, kan domstolen kræve forelæggelse af alle
nødvendige dokumenter.
En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan ved-
lægges et dokument, der er udstedt af en domstol i oprindel-
sesstaten, i den udformning, som Haagerkonferencen om In-
ternational Privatret har anbefalet og offentliggjort.
Det fremgår af artikel 13, stk. 4, at hvis de i konventionens
artikel 13 nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog,
der er et officielt sprog i den stat, hvor anmodningen indgi-
ves, skal de ledsages af en autoriseret oversættelse til et i
denne stat officielt sprog, medmindre andet følger af lovgiv-
ningen i den stat, hvor anmodningen indgives.
Dokumenter, der fremsendes efter konventionen, er fritaget
for legalisering eller tilsvarende formaliteter, herunder apo-
stille, jf. konventionens artikel 18.
Det fremgår af konventionens artikel 14, at proceduren for
anerkendelse, eksekvatur, registrering med henblik på fuld-
byrdelse og fuldbyrdelse af dommen følger lovgivningen i
den stat, hvor anmodningen indgives, medmindre andet er
fastsat i konventionen. Den domstol, som anmodningen
forelægges, skal hurtigt tage stilling.
2.2.3.4. Generelle bestemmelser
Konventionens kapitel IV (artikel 16-26) indeholder gene-
relle bestemmelser.
Det fremgår af konventionens artikel 16, stk. 1, at konventi-
onen finder anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler ind-
gået efter dens ikrafttræden for den stat, i hvilken den valgte
domstol er beliggende. Konventionen finder ikke anvendel-
se på tvister, der er indledt inden dens ikrafttræden for den
stat, i hvilken den domstol, som anmodningen forelægges
for, er beliggende, jf. stk. 2.
Det fremgår af konventionens artikel 17, stk. 1, at en tvist
vedrørende en forsikrings- eller genforsikringsaftale ikke
kan udelukkes fra konventionens anvendelsesområde under
henvisning til, at forsikrings- eller genforsikringsaftalen ve-
drører et forhold, som konventionen ikke finder anvendelse
på. Efter artikel 17, stk. 2, kan anerkendelse og fuldbyrdelse
af en dom vedrørende erstatningsansvar, der hviler på en
forsikrings- eller genforsikringsaftale ikke begrænses eller
nægtes under henvisning til, at erstatningsansvaret ifølge
den pågældende aftale omfatter pligt til at yde den forsikre-
de eller den genforsikrede erstatning i forbindelse med et
forhold, som denne konvention ikke finder anvendelse på
(litra a), eller en beslutning om skadeserstatning, som artikel
11 kunne finde anvendelse på (litra b).
Efter konventionens artikel 19 kan en stat erklære, at dens
domstole kan afvise at behandle tvister, som er omfattet af
en eksklusiv værnetingsaftale, hvis der, bortset fra den valg-
35
te domstols beliggenhed, ikke er nogen forbindelse mellem
den pågældende stat og parterne eller tvisten.
En stat kan endvidere i medfør af konventionens artikel 20
erklære, at dens domstole kan afvise at anerkende eller fuld-
byrde en dom afsagt af en domstol i en anden kontraherende
stat, hvis parterne havde sædvanligt opholdssted i den stat,
hvor anmodningen indgives, og forbindelsen mellem parter-
ne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende hav-
de tilknytning til den stat, hvor anmodningen indgives, uan-
set den valgte domstols beliggenhed.
Efter konventionens artikel 21, stk. 1, kan en stat, når den
har en stærk interesse i ikke at anvende konventionen på et
specifikt område, erklære, at den ikke vil anvende konventi-
onen på dette område. En stat, der afgiver en sådan erklæ-
ring, skal sørge for, at erklæringen ikke er mere omfattende
end nødvendigt, og at det udelukkede specifikke område er
klart og præcist defineret. For så vidt angår det pågældende
område, finder konventionen ikke anvendelse i den kontra-
herende stat, der har afgivet erklæringen (litra a) og i de an-
dre kontraherende stater, når domstolene eller en eller flere
bestemte domstole i den stat, der har afgivet erklæringen, er
valgt i en eksklusiv værnetingsaftale (litra b), jf. stk. 2.
Konventionens artikel 26 indeholder bestemmelser om for-
holdet mellem konventionen og andre internationale instru-
menter.
Konventionen skal så vidt muligt fortolkes som værende
forenelig med andre internationale instrumenter, der gælder
for kontraherende stater, og konventionen berører ikke en
kontraherende stats anvendelse af et internationalt instru-
ment i tilfælde, hvor ingen af parterne har hjemsted i en
kontraherende stat, der ikke er part i det internationale in-
strument, jf. artikel 26, stk. 1 og 2.
Det fremgår herudover af konventionens artikel 26, stk. 3, at
konventionen ikke berører en kontraherende stats anvendel-
se af en traktat, der er indgået inden konventionens ikraft-
træden for den pågældende stat, hvis anvendelsen af kon-
ventionen er uforenelig med den kontraherende stats forplig-
telser over for ikke-kontraherende stater.
Konventionens artikel 26, stk. 4, bestemmer desuden, at
konventionen ikke berører en kontraherende stats anvendel-
se af en traktat, uanset om denne er indgået før eller efter
konventionen, med henblik på at opnå anerkendelse eller
fuldbyrdelse af en dom afsagt af en domstol i en anden kon-
traherende stat, der også er part i den pågældende traktat.
Dommen må dog ikke anerkendes eller fuldbyrde i mindre
omfang, end det ville være tilfældet efter konventionen.
Det fremgår herudover af konventionens artikel 26, stk. 5, at
konventionen ikke berører en kontraherende stats anvendel-
se af en traktat, der for et specifikt område regulerer dom-
stolskompetence eller anerkendelse eller fuldbyrdelse af
domme, heller ikke hvis traktaten er indgået efter konventio-
nen og alle berørte stater er parter i denne konvention. Det
gælder dog kun, hvis den kontraherende stat har afgivet en
erklæring i medfør af konventionens artikel 26, stk. 5.
Det fremgår endvidere af artikel 26, stk. 6, at konventionen
ikke berører anvendelsen af regler i en regional organisation
for økonomisk integration, der er part i konventionen, uanset
om reglerne er vedtaget før eller efter konventionen. Dette
gælder, hvis ingen af parterne har hjemsted i en kontrahe-
rende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale organisa-
tion (litra a), og i relation til anerkendelse eller fuldbyrdelse
af domme mellem medlemsstater i den regionale organisati-
on (litra b).
Endelig fremgår det af konventionens artikel 28, stk. 1, at
hvis en stat består af to eller flere territoriale enheder, hvor
de forhold, som behandles i værnetingsaftalekonventionen,
er underkastet forskellige retssystemer, kan den på underteg-
nelses-, ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædel-
sestidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder
anvendelse på alle dens territoriale enheder eller kun på en
eller flere af dem, og den kan når som helst ændre denne er-
klæring ved at afgive en ny.
Til brug for fortolkningen har Haagerkonferencen om Inter-
national Privatret udgivet en forklarende rapport til konven-
tionen, som findes i en dansk sprogudgave på Haagerkonfe-
rencens hjemmeside.
2.2.4. Lovforslagets udformning og konventionens gennem-
førelse i dansk ret
2.2.4.1. Generelle overvejelser og forslag
2.2.4.1.1. Værnetingsaftalekonventionen blev vedtaget den
30. juni 2005 inden for rammerne af Haagerkonferencen.
Rådet traf den 4. december 2014 afgørelse om godkendelse
på Den Europæiske Unions vegne af konventionen, og kon-
ventionen trådte i kraft for EU (med undtagelse af Danmark)
den 1. oktober 2015.
Danmark deltog som følge af retsforbeholdet ikke i vedta-
gelsen af rådsafgørelsen om EU’s godkendelse af konventi-
onen, som således ikke er bindende for og ikke finder an-
vendelse i Danmark. Danmark skal dermed tiltræde konven-
tionen som selvstændig kontraherende part.
Dansk tiltrædelse af værnetingsaftalekonventionen vil give
danske borgere og virksomheder sikkerhed for, at en eksklu-
siv værnetingsaftale indgået af danske borgere og virksom-
36
heder, der udpeger en domstol i et land uden for EU som
kompetent domstol, respekteres af de lande, som har tiltrådt
konventionen.
Endvidere vil dansk tiltrædelse give danske borgere og virk-
somheder sikkerhed for, at en retsafgørelse truffet af en
dansk domstol, som er udpeget som kompetent domstol i
medfør af en eksklusiv værnetingsaftale, som udgangspunkt
anerkendes og fuldbyrdes i tredjelande, som er kontraheren-
de parter til konventionen.
Dansk tiltrædelse af konventionen vil endvidere indebære, at
danske domstole skal anerkende og fuldbyrde retsafgørelser
fra domstole i tredjelande, som er kontraherende parter til
konventionen, hvis disse er udpeget som kompetente i med-
før af en eksklusiv værnetingsaftale.
Da konventionen som nævnt trådte i kraft for EU den 1. ok-
tober 2015, vil dansk tiltrædelse af konventionen endelig
sikre, at danske borgere og virksomheder opnår samme retli-
ge stilling i forhold til konventionen, som borgere og virk-
somheder i de øvrige EU-medlemsstater.
På den baggrund lægges der med lovforslaget op til at tilve-
jebringe det lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark
kan tiltræde konventionen.
Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget endvidere i
medfør af grundlovens § 19 sit samtykke til, at regeringen
på Danmarks vegne tiltræder værnetingsaftalekonventionen,
og at regeringen i den forbindelse afgiver erklæringer til en
række af konventionens bestemmelser som angivet i afsnit
2.2.4.2 nedenfor.
2.2.4.1.2. Værnetingsaftalekonventionen bør efter Justitsmi-
nisteriets opfattelse gennemføres i dansk ret ved inkorpore-
ring, således at konventionens bestemmelser gælder her i
landet, uden at der sker omskrivning af bestemmelserne til
dansk lovgivning. Med denne metode sikres det på bedste
vis, at bestemmelserne i værnetingsaftalekonventionen kom-
mer til at gælde her i landet på samme måde, som i de øvri-
ge kontraherende stater.
Lovforslaget indeholder herefter alene de gennemførelses-
bestemmelser, der vurderes at være nødvendige for, at kon-
ventionens bestemmelser kan finde anvendelse her i landet.
Konventionen indeholder som nævnt regler om værneting i
sager, der er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, samt
om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er
truffet af en domstol, som er udpeget i medfør af en sådan
værnetingsaftale.
Det er Justitsministeriets vurdering, at konventionen bør
gennemføres i dansk ret i Bruxelles I-loven, som allerede in-
deholder regler, der gennemfører Bruxelles I-forordningen,
Luganokonventionen og underholdspligtforordningen i
dansk ret. Disse internationale aftaler indeholder ligesom
værnetingsaftalekonventionen regler om international kom-
petence, samt om anerkendelse og fuldbyrdelse. Bruxelles I-
loven indeholder desuden særskilte regler om fremgangsmå-
den ved anerkendelse og fuldbyrdelse efter henholdsvis Bru-
xelles I-forordningen, Luganokonventionen og underholds-
pligtforordningen.
Det foreslås på denne baggrund, at der i § 1 i Bruxelles I-
loven indsættes en henvisning til værnetingsaftalekonventio-
nen, ligesom konventionen foreslås medtaget som et nyt bi-
lag 5 til loven. Værnetingsaftalekonventionen vil herefter
lovteknisk være inkorporeret direkte i Bruxelles I-loven.
Det foreslås endvidere, at titlen på Bruxelles I-loven ændres
til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenland-
ske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige områ-
de«. Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede
ændring af lovens titel sikrer øget klarhed om lovens anven-
delsesområde.
Med gennemførelsen af værnetingsaftalekonventionen i
Bruxelles I-loven sikres det samtidig, at konventionens reg-
ler om værneting fremover vil skulle anvendes i sager, der
er omfattet af konventionen, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne
hertil.
2.2.4.2. Erklæringer om konventionens anvendelsesområde
Det fremgår af konventionens artikel 21, stk. 1, at når en stat
har en stærk interesse i ikke at anvende konventionen på et
specifikt område, kan staten erklære, at den ikke vil anvende
konventionen på dette område.
Det har efter artikel 21, stk. 2, den betydning for det pågæl-
dende område, at konventionen ikke finder anvendelse i den
kontraherende stat, der har afgivet erklæringen (litra a) og i
de andre kontraherende stater, når domstolene eller en eller
flere bestemte domstole i den stat, der har afgivet erklærin-
gen, er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale (litra b), jf. stk.
2.
Det fremgår endvidere af konventionens artikel 28, stk. 1, at
hvis en stat består af to eller flere territoriale enheder, hvor
de forhold, som behandles i værnetingsaftalekonventionen,
er underkastet forskellige retssystemer, kan den på underteg-
nelses-, ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædel-
sestidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder
anvendelse på alle dens territoriale enheder eller kun på en
37
eller flere af dem, og den kan når som helst ændre denne er-
klæring ved at afgive en ny.
EU afgav ved sin ratifikation af værnetingsaftalekonventio-
nen den 11. juni 2015 følgende erklæring i medfør af kon-
ventionens artikel 21:
”Formålet med denne erklæring, som udelukker visse typer
af forsikringsaftaler fra konventionens anvendelsesområde,
er at beskytte visse forsikringstagere, forsikrede parter og
begunstigede, som i henhold til den interne EU-ret nyder
særlig beskyttelse.
1. Den Europæiske Union erklærer i henhold til konventio-
nens artikel 21, at den ikke vil anvende konventionen på for-
sikringskontrakter, jf. dog nedenstående stk. 2.
2. Den Europæiske Union vil anvende konventionen på for-
sikringskontrakter i følgende tilfælde:
a) Hvis kontrakten er en genforsikringsaftale
b) hvis værnetingsaftalen er indgået, efter tvisten er opstået,
c) hvis der, med forbehold af konventionens artikel 1, stk. 2,
er indgået en værnetingsaftale mellem en forsikringstager og
en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsafta-
lens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholds-
sted på samme kontraherende stats område, og retterne i
denne stat i henhold til denne aftale tillægges kompetence
også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet,
medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter
lovgivningen i den pågældende stat, eller
d) hvis værnetingsaftalen vedrører en forsikringsaftale, som
dækker en eller flere af følgende risici, som betragtes som
store risici:
i) alle tab eller skader, der skyldes begivenheder, som ind-
træffer i forbindelse med deres anvendelse til erhvervsmæs-
sige formål, på:
a) søgående skibe, på offshoreanlæg og anlæg i rum sø eller
flod-, kanal- og indsøfartøjer
b) luftfartøjer
c) rullende jernbanemateriel
ii) alle tab af eller skader på varer i transit eller bagage bort-
set fra passagerers bagage, uanset transportformen
iii) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på pas-
sagerer eller for skade på disses bagage som følge af anven-
delse eller drift af:
a) skibe, anlæg eller fartøjer i henhold til nr. i), litra a)
b) luftfartøjer, for så vidt lovgivningen i den kontraherende
stat, i hvilken luftfartøjerne er registreret, ikke forbyder vær-
netingsaftaler ved forsikringen af sådanne risici
c) rullende jernbanemateriel
iv) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på pas-
sagerer eller for skade på disses bagage, for tab eller skade
forårsaget af varer i transit eller bagage som omhandlet i nr.
ii)
v) ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller
driften af skibe, anlæg, fartøjer, luftfartøjer eller rullende
jernbanemateriel i henhold til nr. i) navnlig tab af fragt eller
befragtningsindtægter
vi) enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. i) - v)
nævnte risici
vii) alle kreditrisici eller kautionsrisici, hvis forsikringstage-
ren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri- eller handels-
virksomhed eller et liberalt erhverv, og risikoen vedrører
denne virksomhed eller dette erhverv
viii) alle andre risici, hvis forsikringstager udøver en virk-
somhed af en vis størrelse, som ligger over den talmæssige
grænse for mindst to af nedenstående kriterier:
a) en balancesum på 6,2 mio. EUR
b) en nettoomsætning på 12,8 mio. EUR
c) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabs-
året på 250. ”
EU afgav videre en unilateral erklæring, hvorefter EU på et
senere tidspunkt i lyset af erfaringerne opnået med anven-
delsen af konventionen kan revurdere behovet for at opret-
holde sin erklæring i medfør af konventionens artikel 21, jf.
ovenfor.
Det fremgår af Rådets afgørelse af 4. december 2014
(2014/887/EU), at formålet med erklæringen er at bevare de
beskyttende kompetenceregler for forsikringstageren, den
forsikrede part eller en begunstiget i sager, der handler om
forsikring i henhold til Bruxelles I-forordningen.
På den baggrund, og idet Danmark ved parallelaftale er til-
knyttet Bruxelles I-forordningen på mellemstatsligt grund-
lag, er det Justitsministeriets vurdering, at Danmark bør af-
give en erklæring svarende til EU᾽s erklæring af 11. juni
2015, jf. ovenfor.
38
Danmark vil på den baggrund ved tiltrædelsen af konventio-
nen afgive en erklæring i medfør af konventionens artikel 21
i overensstemmelse hermed.
Danmark vil endvidere ved tiltrædelsen af konventionen af-
give en erklæring i medfør af konventionens artikel 28 om,
at konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne og
Grønland.
2.2.4.3. Forholdet til andre internationale aftaler
Det fremgår af konventionens artikel 26, stk. 1 og 2, at kon-
ventionen så vidt muligt skal fortolkes som værende forene-
lig med andre internationale traktater, der gælder for kontra-
herende stater. Konventionen berører ikke en kontraherende
stats anvendelse af et internationalt instrument i tilfælde,
hvor ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat,
der ikke er part i det internationale instrument.
Det fremgår herudover af konventionens artikel 26, stk. 3, at
konventionen ikke berører en kontraherende stats anvendel-
se af en traktat, der er indgået inden konventionens ikraft-
træden for den pågældende stat, hvis anvendelsen af kon-
ventionen er uforenelig med den kontraherende stats forplig-
telser over for ikke-kontraherende stater.
Konventionens artikel 26, stk. 4, bestemmer desuden, at
konventionen ikke berører en kontraherende stats anvendel-
se af en traktat, uanset om denne er indgået før eller efter
konventionen, med henblik på at opnå anerkendelse eller
fuldbyrdelse af en dom afsagt af en domstol i en anden kon-
traherende stat, der også er part i den pågældende traktat.
Dommen må dog ikke anerkendes eller fuldbyrde i mindre
omfang, end det ville være tilfældet efter konventionen.
Det fremgår endvidere af konventionens artikel 26, stk. 6, at
konventionen ikke berører anvendelsen af regler i en regio-
nal organisation for økonomisk integration, der er part i kon-
ventionen, uanset om reglerne er vedtaget før eller efter kon-
ventionen. Dette gælder, hvis ingen af parterne har hjemsted
i en kontraherende stat, der ikke er medlemsstat i den regio-
nale organisation (litra a), og i forhold, der vedrører aner-
kendelse eller fuldbyrdelse af domme mellem medlemsstater
i den regionale organisation (litra b).
Konventionens artikel 26 er uddybet i afsnit 265-310 i den
forklarende rapport til konventionen. Heraf fremgår det
bl.a., at EU er en organisation for regional økonomisk inte-
gration i konventionens forstand.
Konventionens artikel 26, stk. 2, betyder bl.a., at reglerne i
Luganokonventionen og den nordiske domskonvention om
værneting, anerkendelse og fuldbyrdelse, finder anvendelse
frem for værnetingsaftalekonventionens regler, hvis sagens
parter har hjemsted i en stat, der har tiltrådt Luganokonven-
tionen eller den nordiske domskonvention.
Konventionens artikel 26, stk. 6, betyder bl.a., at reglerne i
Bruxelles I-forordningen kan anvendes frem for konventio-
nens regler om retternes kompetence, hvis sagens parter har
hjemsted i EU, eller hvis der er tale om forhold vedrørende
anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser mellem
EU-medlemsstater.
2.2.4.4. Konventionens regler om værneting
2.2.4.4.1. Konventionens artikel 5, stk. 1, fastslår, at den el-
ler de domstole i en kontraherende stat, der er udpeget i
medfør af en eksklusiv værnetingsaftale, skal have kompe-
tence til at behandle en sag, der er omfattet af værnetingsaf-
talen, medmindre værnetingsaftalen er ugyldig i medfør af
loven i den stat.
Det fremgår af konventionens artikel 5, stk. 2, at en domstol,
der har kompetence i henhold til en eksklusiv værnetingsaf-
tale, ikke kan erklære sig inkompetent under henvisning til,
at tvisten skal indbringes for en domstol i en anden stat. Det-
te er dog ikke til hinder for nationale bestemmelser vedrø-
rende en domstols kompetence med hensyn til sagens art el-
ler sagsgenstandens værdi eller den interne kompetencefor-
deling mellem domstolene, jf. konventionens artikel 5, stk.
3.
Det fremgår desuden af konventionens artikel 6, at en dom-
stol i en anden kontraherende stat end den, i hvilken den ud-
pegede domstol ligger, som udgangspunkt skal udsætte eller
afvise behandlingen af en sag, der er omfattet af en eksklu-
siv værnetingsaftale. Konventionens artikel 6, litra a-e, angi-
ver udtømmende, i hvilke tilfælde den pågældende domstol
alligevel ikke skal udsætte eller afvise sagsbehandlingen.
Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor der foreligger ugyldig-
hed mv., når det vil være i modstrid med grundlæggende
retsprincipper (ordre public) at efterkomme værnetingsafta-
len, eller når den valgte domstol har afvist at behandle sag-
en. Der henvises til afsnit 2.2.3.2 ovenfor.
2.2.4.4.2. Det fremgår bl.a. af retsplejelovens § 247, stk. 1,
at i sager, der er omfattet af en international overenskomst,
som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonven-
tionen m.v. eller lov om Bruxelles I-forordningen m.v., her-
under ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love, an-
vendes overenskomstens værnetingsregler.
2.2.4.4.3. Som anført ovenfor i afsnit 2.2.4.1.2 foreslås det,
at værnetingsaftalekonventionen gennemføres i dansk ret i
Bruxelles I-loven. Dette indebærer, at konventionens værne-
tingsregler i medfør af retsplejelovens § 247, stk. 1, frem-
39
over vil skulle anvendes i sager, der er omfattet af værne-
tingsaftalekonventionen.
Det betyder bl.a., at danske domstole, der er udpeget i med-
før af en eksklusiv værnetingsaftale, der ligger inden for
konventionens anvendelsesområde, fremover som udgangs-
punkt vil være rette værneting for sager omfattet heraf. Dan-
ske domstolene kan således ikke afslå behandlingen af en
sådan sag med henvisning til, at sagen rettelig bør behandles
ved en anden stats domstole. Det betyder desuden, at danske
domstole vil være forpligtede til at udsætte eller afvise be-
handlingen af sager, der er omfattet af en eksklusiv værne-
tingsaftale, hvis et andet lands domstole er udpeget i medfør
af værnetingsaftalen.
2.2.4.4.4. På baggrund af den i lovforslagets § 2, nr. 1, fore-
slåede ændring af titlen til Bruxelles I-loven, jf. afsnit
2.2.4.1.2 ovenfor, foreslås det herudover, at retsplejelovens
§ 247, stk. 1, konsekvensændres, således at henvisningen i
bestemmelsen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.«
ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkninger-
ne hertil.
2.2.4.5. Konventionens regler om anerkendelse og fuldbyr-
delse
2.2.4.5.1. Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 1, at
en dom afsagt af en domstol i en kontraherende stat, der er
valgt i henhold til en eksklusiv værnetingsaftale, skal aner-
kendes og fuldbyrdes i de andre kontraherende stater. Aner-
kendelse eller fuldbyrdelse kan kun afslås med henvisning
til de i konventionen opregnede grunde.
Konventionens artikel 9 opregner udtømmende de grunde,
som kan føre til, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af dom-
men afvises. For en nærmere gennemgang henvises til afsnit
2.2.3.3 ovenfor.
Det fremgår herudover af konventionens artikel 14, at frem-
gangsmåden for bl.a. anerkendelse, eksekvatur og fuldbyr-
delse af dommen følger reglerne i den stat, hvor anmodnin-
gen herom er indgivet, medmindre konventionen bestemmer
andet.
2.2.4.5.2. For så vidt angår anerkendelse af udenlandske
retsafgørelser fastslår retsplejelovens § 223 a, at justitsmini-
steren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af
udenlandske domstole og myndigheder om borgerlige krav
og udenlandske offentlige forlig om sådanne krav skal have
bindende virkning her i riget, når anerkendelsen ikke vil væ-
re åbenbart uforenelig med landets retsorden.
Bestemmelsen er alene blevet udnyttet ved udstedelsen af
anordning nr. 148 af 13. april 1938 om anerkendelse af
domme afsagt i Tyskland, ligesom der er henvist til bestem-
melsen ved gennemførelsen af to øvrige internationale afta-
ler om underholdspligt og konkurs.
Der er således ikke i gældende dansk ret fastsat regler, hvor-
efter udenlandske retsafgørelser, der er afsagt af domstole,
der er kompetente i medfør af en værnetingsaftale, skal an-
erkendes her i landet.
Med den foreslåede henvisning til værnetingsaftalekonventi-
onen i § 1 i Bruxelles I-loven, jf. afsnit 2.2.4.1.2 ovenfor,
sikres det, at konventionens regler gælder her i landet. Det
betyder, at anerkendelse af retsafgørelser, der er omfattet af
konventionen, vil kunne ske uden videre i medfør af kon-
ventionens artikel 8, og at anerkendelsen alene vil kunne af-
slås i medfør af de grunde, der er opregnet i konventionen.
Det fremgår i den forbindelse af konventionens artikel 8,
stk. 2, at den domstol, som en anmodning om anerkendelse
eller fuldbyrdelse forelægges, ikke foretager en prøvelse af
sagens realitet. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at
samme domstol er bundet af de faktiske omstændigheder,
som oprindelsesdomstolen lagde til grund for sin kompeten-
ce. Det betyder eksempelvis, at en dansk ret kan foretage en
prøvelse af den juridiske vurdering, som oprindelsesdomsto-
len lagde til grund for sin kompetence, men at retten i denne
forbindelse er bundet af de faktiske omstændigheder, som
oprindelsesdomstolen lagde til grund for sin vurdering. Det
samme gør sig gældende i relation til de i konventionen op-
regnede grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdel-
se, der vedrører spørgsmålet om kompetence, herunder arti-
kel 9, litra b, om manglende rets- og handleevne. Artikel 9,
litra a, om ugyldige værnetingsaftaler angår for så vidt lige-
ledes spørgsmålet om kompetence, men det fremgår direkte
af bestemmelsen, at oprindelsesdomstolens vurdering af gyl-
digheden er bindende. Indsigelsesgrundene i konventionens
artikel 9, litra c, d og e, angår spørgsmål om retspleje og
grundlæggende retsprincipper (ordre public), hvorfor en
dansk ret i disse tilfælde hverken vil være bundet af oprin-
delsesdomstolens retlige vurdering af sin kompetence, eller
de faktiske omstændigheder, som domstolen lagde til grund
for denne vurdering. Spørgsmålet er bl.a. omtalt i afsnit
164-173 i den forklarende rapport til konventionen.
En dom skal kun anerkendes, hvis den har retskraft i oprin-
delsesstaten, jf. konventionens artikel 8, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne
hertil.
40
2.2.4.5.3. For så vidt angår fuldbyrdelse af udenlandske rets-
afgørelser fremgår af det retsplejelovens § 479, at justitsmi-
nisteren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af
udenlandske domstole og myndigheder om borgerlige krav
og vedtagelser om sådanne krav kan fuldbyrdes her i riget,
såfremt de kan fuldbyrdes i den stat, hvor afgørelsen er truf-
fet, eller efter hvis ret vedtagelsen skal bedømmes, og så-
fremt fuldbyrdelsen ikke vil være åbenbart uforenelig med
landets retsorden. Justitsministeren kan efter § 479, stk. 2,
fastsætte regler om fuldbyrdelse af de i stk. 1 nævnte afgø-
relser og vedtagelser, herunder om behandlingen af indsigel-
ser.
Bestemmelsen er alene blevet udnyttet ved gennemførelsen
af to internationale aftaler om underholdspligt og om kon-
kurs. Der er ikke i gældende ret fastsat regler, hvorefter
udenlandske retsafgørelser, der er afsagt af en domstol, der
er kompetent i medfør af en værnetingsaftale, kan fuldbyr-
des her i landet.
Med den foreslåede gennemførsel i § 1 i Bruxelles I-loven,
jf. afsnit 2.2.4.1.2 ovenfor, sikres det, at konventionens reg-
ler gælder her i landet, og at domme, der er omfattet af kon-
ventionen kan fuldbyrdes her i landet. Selve fuldbyrdelsen
følger reglerne i retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse af
domme.
Det fremgår i denne forbindelse af konventionens artikel 8,
stk. 2, at den domstol, som en anmodning om anerkendelse
eller fuldbyrdelse forelægges, ikke må foretage en prøvelse
af sagens realitet. Der henvises til afsnit 2.2.4.3.2 ovenfor.
Efter konventionens artikel 8, stk. 3, vil en dom kun skulle
fuldbyrdes, hvis den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten.
2.2.4.5.4. Justitsministeriet har i denne forbindelse overve-
jet, om der bør indføres en såkaldt eksekvaturprocedure ved
fuldbyrdelse her i landet af retsafgørelser, der er omfattet af
konventionen. En sådan procedure vil sikre, at retsafgørel-
ser, der skal fuldbyrdes i Danmark, gennemgår en særskilt
procedure for at blive erklæret eksigible, før de kan fuldbyr-
des ved danske domstole.
Eksekvaturproceduren kendes navnlig fra EF-domskonven-
tionen, Bruxelles I-forordningen og Luganokonventionen,
hvis indhold i vidt omfang svarer til Bruxelles I-forordnin-
gen. Med den omarbejdede udgave af Bruxelles I-forordnin-
gen i 2012 afskaffede man eksekvaturproceduren, idet man
fremhævede, at det juridiske samarbejde og graden af tillid
blandt medlemsstater havde nået en grad af modenhed, som
tillod en bevægelse mod et mere simpelt, mindre udgifts-
tungt og mere automatisk system for den frie bevægelighed
af retsafgørelser, jf. Kommissionens forslag til en omarbej-
det Bruxelles I-forordning (KOM(2010) 748). Man opret-
holdt imidlertid eksekvaturproceduren i forholdet til tredje-
lande, idet man efter Luganokonventionen, som regulerer
forhold til Island, Norge og Schweiz, fortsat skal have en
retsafgørelse erklæret eksigibel, før den kan fuldbyrdes. Ju-
stitsministeriet finder, at det er mest hensigtsmæssigt, at en
sådan ordning tillige anvendes i forhold til tredjelande i sag-
er, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen.
Værnetingsaftalekonventionen indeholder dog til forskel fra
Luganokonventionen ingen regler om fremgangsmåden ved
eksekvatur. Det fremgår således af værnetingsaftalekonven-
tionens artikel 14, at proceduren for bl.a. eksekvatur følger
lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives, med-
mindre andet er fastsat i konventionen. Det betyder, at de
kontraherende stater ikke er bundet af en særlig form, når de
skal etablere en eksekvaturprocedure for sager, der er omfat-
tet af værnetingsaftalekonventionen. Det betyder endvidere,
at fremgangsmåden for eksekvatur for så vidt angår uden-
landske retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftale-
konventionen, skal fastlægges direkte i Bruxelles I-loven.
For at sikre den klarest mulige retstilstand vurderes det at
være mest hensigtsmæssigt at benytte en ordning for ekse-
kvaturproceduren, der med enkelte forskelle svarer til ord-
ningen efter Luganokonventionen.
2.2.4.5.5. På den baggrund foreslås det, at der i Bruxelles I-
loven indsættes et nyt kapitel 2 c (§§ 8 i – 8 l), der fastlæg-
ger fremgangsmåden ved eksekvatur og fuldbyrdelse af rets-
afgørelser efter værnetingsaftalekonventionen, og tilfælde,
hvor anerkendelsen af udenlandske retsafgørelser, der er
omfattet af værnetingsaftalekonventionen bestrides. Regle-
rne svarer med enkelte ændringer til de gældende bestem-
melser i lovens kapitel 2 a om anerkendelse og fuldbyrdelse
efter Luganokonventionen.
Som en del af den foreslåede eksekvaturprocedure foreslås
det, at anmodningen om, at en udenlandsk dom, som er om-
fattet af værnetingsaftalekonventionen, erklæres eksigibel,
indgives til fogedretten. Efter lovforslaget kan fordringsha-
veren samtidig anmode om, at fogedretten – såfremt dom-
men findes eksigibel – tvangsfuldbyrder dommen efter rets-
plejelovens regler, og fordringshaveren kan således nøjes
med at indgive én anmodning til fogedretten. Det foreslås, at
den, der fremsætter anmodning om, at en udenlandsk retsaf-
gørelse erklæres eksigibel, samtidig skal udpege en proces-
fuldmægtig her i landet, hvortil meddelelser vedrørende sag-
en kan sendes. Det gælder dog ikke, hvis vedkommende
selv har bopæl her i landet. Det foreslås endelig, at anmod-
ningen skal være skriftlig, hvilket er en mindre fravigelse i
forhold til retsplejelovens § 488, stk. 1, sidste pkt. Det sva-
rer til, hvad der gælder efter lovens kapitel 2 a om anerken-
delse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i henhold til Lugano-
konventionen.
41
Det foreslås herudover, at en afgørelse erklæres eksigibel,
når kravene i værnetingsaftalekonventionens artikel 13 er
opfyldt, uden prøvelse af de i konventionen opregnede grun-
de til, at anerkendelse og fuldbyrdelse afvises. Fogedretten
foretager således en begrænset formel prøvelse, hvor retten
alene skal tage stilling til, hvorvidt kravene til dokumentati-
on i konventionens artikel 13 er opfyldt. Det drejer sig bl.a.
om, at en anmodning om fuldbyrdelse skal være vedlagt en
fuldstændig bekræftet kopi af dommen og en kopi af værne-
tingsaftalen, eller et andet bevis på, at der er indgået en så-
dan aftale. Fogedretten kan kræve yderligere dokumentati-
on, hvis den ikke på baggrund af det til anmodningen ved-
lagte materiale kan afgøre om dommen kan erklæres eksigi-
bel, og dokumentationen skal være affattet på dansk eller
være vedlagt en autoriseret oversættelse hertil. I den forbin-
delse foreslås det, at retsplejelovens § 149, stk. 2, finder an-
vendelse på den dokumentation, der er nævnt i konventio-
nens artikel 13.
Som det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 3, kan der
ved anmodningen om eksigibilitet efter den foreslåede § 8 i,
stk. 1, vedlægges en formular i den udformning, som Haa-
gerkonferencen om International Privatret har anbefalet og
offentliggjort. Formularen er tilgængelig på Haagerkonfe-
rencens hjemmeside. Det er ikke obligatorisk at anvende
formularen, og det vil således være fogedrettens vurdering
på baggrund af alle de fremlagte beviser, om en retsafgørel-
se kan erklæres eksigibel. Det er ikke i sig selv afgørende,
om der er gjort indsigelse mod de oplysninger, der er anført
i formularen. Konventionens artikel 13 er omtalt i afsnit
210-215 i den forklarende rapport til konventionen.
Det foreslås, at fogedretten træffer afgørelse om eksigibilitet
ved kendelse. Efter lovforslaget kan kendelsen kæres til
landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Lands-
rettens afgørelse kan med Procesbevillingsnævnets tilladelse
kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel
37.
Det foreslås endvidere, at fogedrettens afgørelse om, at en
retsafgørelse erklæres eksigibel, skal forkyndes for den part,
mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. Forkyndelsen sker
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17, og den udenland-
ske retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, skal vedlægges
forkyndelsen. Det svarer til ordningen efter Luganokonven-
tionens artikel 42, stk. 2.
Til forskel fra Luganokonventionen indeholder værnetings-
aftalekonventionen ingen regler om frister for kære af en af-
gørelse om en udenlandsk retsafgørelses eksigibilitet. Det
foreslås derfor, at fristen for kære af en afgørelse om, at en
udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel, er 1 måned fra
retsafgørelsen blev forkyndt, jf. ovenfor, hvilket svarer til
ordningen efter Luganokonventionens artikel 43, stk. 5. For
så vidt angår afgørelser om, at en udenlandsk retsafgørelse
ikke erklæres eksigibel finder retsplejelovens almindelige
frister for kære anvendelse. Det svarer til ordningen efter
Luganokonventionen.
Det foreslås endvidere, at kære sker ved indlevering af kæ-
reskrift til den ret, hvortil afgørelsen kæres, hvilket er en fra-
vigelse af retsplejelovens § 393, stk. 3, hvorefter kære sker
ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæ-
res. Den foreslåede ordning svarer til, hvad der gælder efter
Luganokonventionen.
Som anført ovenfor træffer fogedretten afgørelse om eksigi-
bilitet efter en begrænset formel prøvelse. Det er således
først i forbindelse med en eventuel kære af fogedrettens
kendelse, at den forpligtede får adgang til at udtale sig og
eksempelvis komme med indsigelser mod anmodningen om
eksigibilitet. Det foreslås i den forbindelse, at den ret, hvor-
til afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig.
Retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig for-
handling. Det svarer til, hvad der gælder efter Luganokon-
ventionen.
Den ret, hvortil afgørelsen er kæret kan kun afslå at erklære
den udenlandske dom eksigibel med henvisning til de grun-
de, der er opregnet i værnetingsaftalekonventionen, hvilket
følger af forpligtelsen i konventionens artikel 8, stk. 1. Disse
grunde fremgår navnlig af konventionens artikel 9.
Det foreslås endvidere, at en dom, der erklæres eksigibel,
kan fuldbyrdes efter retsplejelovens regler med de ændrin-
ger, der er angivet i loven. Det er således foreslået, at der er
adgang til at foretage udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt
når dommen er erklæret eksigibel, uanset om kærefristen for
afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet eller en eventuel
kære ikke er afgjort. Udlægget har dog alene karakter af en
sikrende foranstaltning. Det svarer til ordningen efter Luga-
nokonventionen. Der henvises i den forbindelse til forarbej-
derne til Bruxelles I-loven, jf. afsnit 5.4 i lovforslag L 46 af
25. oktober 2006 (Folketingstidende 2006-2007, tillæg A,
side 1547), og til lov om ændring af Bruxelles I-loven, jf. af-
snit 4.2 i lovforslag L 202 af 3. april 2013 (Folketingstiden-
de 2012-2013, A, L 202 som fremsat).
Som anført i afsnit 3.3.3 fremgår det af konventionens arti-
kel 8, at udenlandske retsafgørelser, der er omfattet af kon-
ventionen, skal anerkendes og fuldbyrdes. Det fremgår end-
videre, at anerkendelse og fuldbyrdelse kun kan afvises med
henvisning til de grunde, der er nævnt i konventionen.
Det foreslås, at hvis anerkendelsen af en udenlandsk retsaf-
gørelse bestrides, kan en berettiget part, der som det væsent-
ligste påberåber sig anerkendelsen, gennem en eksekvatur-
procedure få rettens afgørelse af, om retsafgørelsen skal an-
erkendes. Det foreslås endvidere, at hvis spørgsmålet om an-
erkendelse gøres gældende under en verserende sag, kan ret-
ten behandle spørgsmålet om anerkendelse, hvis det har be-
tydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen svarer efter sit
42
indhold til Luganokonventionens artikel 33, stk. 2 og 3, og §
8 g, nr. 2, i Bruxelles I-loven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.2.4.6. Fremtidige ændringer og gennemførelsesforanstalt-
ninger
Bruxelles I-loven indeholder i § 9 bl.a. en bemyndigelse til
justitsministeren til at fastsætte nærmere bestemmelser om
gennemførelsen af § 1, samt til at bestemme, at loven med
de nødvendige ændringer finder anvendelse på ændringer af
og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordnin-
gen eller Luganokonventionen.
Som følge af forslaget om at indarbejde værnetingsaftale-
konventionen direkte i loven, foreslås det, at bemyndigelses-
bestemmelsen i lovens § 9, stk. 2, tillige kommer til at gælde
i forhold til værnetingsaftalekonventionen.
Den foreslåede ændring af § 9, stk. 2, vil indebære, at ju-
stitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige
ændringer finder tilsvarende anvendelse på ændringer af og
gennemførelsesforanstaltninger til værnetingsaftalekonven-
tionen, således at disse også gælder her i landet. Fra dansk
side vil man således som udgangspunkt administrativt kunne
tiltræde og gennemføre kommende ændringer af og gen-
nemførelsesforanstaltninger til konventionen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærk-
ningerne hertil.
2.3. Anvendelse af telekommunikation i auktionssager
2.3.1. Gældende ret
Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven
og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) blev i
retsplejeloven indsat en række bestemmelser om anvendelse
af telekommunikation i retssager.
For fogedsager blev indsat en ny bestemmelse om anvendel-
se af telekommunikation i retsplejelovens § 506. Bestem-
melsen finder anvendelse for telekommunikation både med
og uden billede, jf. hertil § 106, stk. 3, 2. pkt., i den oven-
nævnte ændringslov samt § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
980 af 25. september 2009 om ikrafttræden af reglerne om
videokommunikation.
Retsplejelovens § 506 findes i lovens kapitel 46 om frem-
gangsmåden ved udlæg og tvangsfuldbyrdelse af andre krav
end pengekrav. Bestemmelsen gælder desuden ved henvis-
ning for en række andre sagstyper, der behandles af foged-
retten, herunder umiddelbare fogedforretninger (§ 598, stk.
2), sager om arrest (§ 631, stk. 2), fogedrettens bistand til
opretholdelse af forbud og påbud (§ 642, stk. 2) m.fl.
Det fremgår af retsplejelovens § 506, stk. 1, at retten – for
retsmøder, hvor der ikke skal være mundtlig forhandling om
et omtvistet spørgsmål – kan tillade, at en part eller retter-
gangsfuldmægtig deltager ved anvendelse af telekommuni-
kation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.
For retsmøder, hvor der skal være mundtlig forhandling om
et omtvistet spørgsmål, kan retten tillade, at en part, der er
repræsenteret i retten, deltager ved anvendelse af telekom-
munikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæs-
sig, jf. § 506, stk. 2. Er parten ikke repræsenteret i retten –
eller er der tale om en rettergangsfuldmægtig – kan retten
tillade deltagelse i et sådant retsmøde ved anvendelse af te-
lekommunikation, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er
hensigtsmæssig, jf. stk. 3.
Retsplejeloven indeholder herudover forskellige generelle
bestemmelser, der – alt efter omstændighederne – regulerer
anvendelse af telekommunikation i retssager. Det drejer sig
bl.a. om retsplejelovens § 32 d (anvendelse af telekommuni-
kation med billede, når der i retsmødet skal afgives forkla-
ring af en anden part e.l.) og § 174, stk. 2 og 3 (betingelser
for afgivelse af forklaring ved anvendelse af telekommuni-
kation).
Der er ikke i dag hjemmel til at anvende telekommunikation
i forbindelse med tvangsauktioner, jf. retsplejelovens kapitel
49-52.
Regler herom blev overvejet ved udarbejdelsen af retspleje-
lovens § 506, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 107, i lovfor-
slag nr. L 168 af 1. marts 2006 om ændring af retsplejeloven
og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), jf.
Folketingstidende 2005-06 tillæg A, side 5404-5405. Her
anføres det, at en stillingtagen til sådanne regler bør afvente
de erfaringer, der eventuelt indhøstes med anvendelse af te-
lekommunikation i andre fogedsager. Det anføres endvidere,
at en anvendelse af telekommunikation i forbindelse med
tvangsauktioner – afhængig af antallet af bydende – bl.a. vil
kunne stille væsentligt anderledes krav til de tekniske løs-
ninger end telekommunikation i forbindelse med fogedsager
i øvrigt eller i forbindelse med retssager.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Domstolsstyrelsen har foreslået, at det i videre omfang end i
dag gøres muligt for parter og rettergangsfuldmægtige at
deltage i møder i auktionssager, jf. retsplejelovens kapitel
49-52, ved anvendelse af telekommunikation. Styrelsen har
43
peget på, at sådanne regler kan bidrage til at gøre fogedret-
ternes behandling af auktionssager mere fleksibel og smidig.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør alle rimelige midler
tages i anvendelse for at smidiggøre og effektivisere proces-
sen for fogedsager, herunder auktionssager, samt øge til-
gængeligheden for brugerne. Hertil kommer, at karakteren
af en række af de møder, som afholdes i forbindelse med
auktionssagers behandling, ikke adskiller sig fra karakteren
af møder i de sagstyper, for hvilke fogedretten allerede i dag
har mulighed for at anvende telekommunikation, jf. nærme-
re herom ovenfor under pkt. 2.3.1 Det er således Justitsmini-
steriets opfattelse, at det efter omstændighederne bør være
muligt for parter eller rettergangsfuldmægtige – med foged-
rettens tilladelse – at deltage i møder i auktionssager ved an-
vendelse af telekommunikation, jf. nærmere om den foreslå-
ede ordning nedenfor under pkt. 2.3.3.
Domstolsstyrelsen har dog peget på, at de nuværende tekni-
ske løsninger med hensyn til domstolenes anvendelse af te-
lekommunikation i retssager fortsat ikke muliggør afvikling
af selve auktionen ved anvendelse af telekommunikation.
Som det også er anført i forarbejderne til politi- og dom-
stolsreformen, jf. ovenfor under pkt. 2.3.1, vil en sådan an-
vendelse af telekommunikation således – afhængig af antal-
let af bydende mv. – kunne stille væsentligt anderledes krav
til de tekniske løsninger end telekommunikation i forbindel-
se med fogedsager i øvrigt eller i forbindelse med retssager.
Der foreslås derfor ikke regler herom på nuværende tids-
punkt.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Med henblik på at gøre behandlingen af auktionssager – jf.
retsplejelovens kapitel 49-52 – mere effektiv og smidig fore-
slås det, at den almindelige bestemmelse i retsplejelovens §
506 om telekommunikation i fogedsager gøres tilsvarende
anvendelig for fogedrettens behandling af auktionssager,
dog undtagen ved afholdelse af auktion, jf. lovforslagets § 1,
nr. 14.
Retten vil herefter kunne tillade, at en part eller rettergangs-
fuldmægtig deltager ved anvendelse af telekommunikation i
de vejledningsmøder, som fogedretten afholder med skyld-
neren forud for visse tvangsauktioner mv., jf. retsplejelovens
§ 561 (fast ejendom) og § 559 a, stk. 2 (andele i andelsbolig-
foreninger mv.). Det vil også være muligt at anvende tele-
kommunikation i forbindelse med de forberedende møder,
der efter retsplejelovens § 563 kan afholdes forud for
tvangsauktion over fast ejendom.
Med forslaget får fogedretten således – ligesom i andre fo-
gedsager – mulighed for konkret at vurdere, om anvendelse
af telekommunikation er hensigtsmæssig i det enkelte tilfæl-
de, jf. nærmere om § 506 ovenfor under pkt. 2.3.1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og be-
mærkningerne hertil.
2.4. Foretagelse af udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyld-
ner ikke er mødt
2.4.1. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 495, stk. 1, 1. pkt., at en fo-
gedforretning kan foretages, selv om skyldneren ikke giver
møde eller træffes. Ifølge bestemmelsens 2. pkt. kan der dog
på fogedrettens kontor – hvis skyldneren ikke er mødt – ikke
foretages udlæg i andet end fast ejendom eller andele i an-
delsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktiesel-
skaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber i
henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6. Finder foged-
retten det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan forretnin-
gen udsættes, jf. § 495, stk. 3.
For skatter, afgifter, bøder og andre ydelser, som opkræves
eller inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen er til-
lagt udpantningsret, gælder reglerne i lov om fremgangsmå-
den ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 med senere ændringer.
Efter reglerne i denne lov kan restanceinddrivelsesmyndig-
hedens og kommunernes pantefogeder foretage udlæg for
ydelser, der inddrives efter loven, jf. § 3, stk. 1. Det følger af
lovens § 5, stk. 1, at udlæg – hvis ikke andet er bestemt i lo-
ven – foretages efter de almindelige regler herom i retspleje-
loven.
Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v. indeholder i den forbindelse en særlig regel om ud-
læg på pantefogedens kontor. Det fremgår således af lovens
§ 7, stk. 4, at der på pantefogedens kontor – hvis skyldneren
ikke er mødt – ikke kan foretages udlæg i andet end fast
ejendom for krav, der er sikret ved lovbestemt pant i ejen-
dommen. I sådanne sager har fogedretterne derimod ikke i
dag adgang til at foretage udlæg på kontoret, hvis skyldner
ikke er mødt.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
En rekvirent (fordringshaver) er ikke forpligtet til at give
møde ved en anmodning om udlæg for krav, som i lovgiv-
ningen er tillagt udpantningsret, jf. retsplejelovens § 492,
stk. 2. Hvis skyldner heller ikke møder, forekommer det der-
for i praksis, at sådanne sager søges gennemført ved en ud-
kørende fogedforretning, hvor fogeden er alene. Domstols-
styrelsen har peget på, at denne praksis indebærer en sikker-
hedsmæssig risiko for fogederne. Hvis skyldneren træffes i
forbindelse med en udkørende fogedforretning – og eventu-
44
elt er truende eller voldelig – har fogeden således ikke umid-
delbart nogen assistance.
Domstolsstyrelsen har på denne baggrund anmodet om en
udvidelse af fogedrettens adgang til at foretage udlæg på
kontoret, således at fogedretterne får samme muligheder
som pantefogederne, jf. hertil § 7, stk. 4, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Den
nævnte bestemmelse omfatter – som beskrevet ovenfor un-
der pkt. 5.1 – krav tillagt udpantningsret, som er sikret ved
lovbestemt pant i en fast ejendom.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det ubetænkeligt, at fo-
gedretterne får samme adgang som pantefogederne til at
foretage udlæg på kontoret, hvis skyldneren ikke er mødt.
Det skyldes bl.a., at det fremgår af tingbogen, hvor udlægs-
genstanden – den faste ejendom – befinder sig, ligesom sik-
kerheden for kravet i øvrigt er særligt hjemlet ved lov. Hertil
kommer, at skyldneren i de nævnte tilfælde ikke gennem sin
almindelige ret til at påvise, hvilke aktiver der skal foretages
udlæg i, har mulighed for at afværge udlægget, idet udlæg
for krav, der er sikret ved pant, altid kan foretages i det pant-
satte aktiv, jf. retsplejelovens § 517, stk. 2, 2. pkt. Lovbe-
stemt pant må anses for omfattet af bestemmelsen, jf. Østre
Landsrets kendelse af 27. november 2006, gengivet i Fuld-
mægtigen 1-2006-803970, Vestre Landsrets kendelse af 18.
oktober 2013, gengivet i Fuldmægtigen 2014, nr. 4, samt
Vestre Landsrets kendelse af 4. april 2014, gengivet i Fuld-
mægtigen 2014, nr. 105.
Det er således normalt ikke påkrævet at foretage en omkost-
ningstung udkørende fogedforretning ved udlæg for krav til-
lagt udpantningsret, som er sikret ved lovbestemt pant i en
fast ejendom. Det bemærkes i den forbindelse, at rekviren-
ten skal betale en tillægsafgift på 400 kr. for en udkørende
fogedforretning, jf. retsafgiftslovens § 17 a, stk. 1. Afgiften
indgår som en omkostning i sagen, som i sidste ende kan på-
lægges skyldneren, jf. retsplejelovens § 503.
Det bemærkes i øvrigt, at fogedretterne som nævnt allerede i
dag har mulighed for på kontoret – hvis skyldneren ikke er
mødt – at foretage udlæg i bl.a. fast ejendom i henhold til
pantebrev, jf. retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. pkt.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Med henblik på at imødegå den sikkerhedsrisiko, der efter
det oplyste er forbundet med udkørende fogedforretninger i
forbindelse med krav, som er tillagt udpantningsret – jf.
ovenfor under pkt. 5.2 – foreslås det, at fogedretten, hvis
skyldneren ikke er mødt, som noget nyt skal have mulighed
for at foretage udlæg på rettens kontor i fast ejendom eller
andele i andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i
boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber omfattet af
kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfæl-
lesskaber for krav, som i lovgivningen er tillagt udpant-
ningsret, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, og som er sikret
ved lovbestemt pant i det udlagte, jf. lovforslagets § 1, nr.
13.
Samtidig indebærer forslaget en ressourcemæssig besparelse
for såvel domstolene som sagens parter.
Fogedretten vil fortsat kunne udsætte fogedforretningen,
hvis retten finder det ønskeligt, at skyldneren er til stede, jf.
§ 495, stk. 3, der ikke foreslås ændret. Hvis skyldneren ikke
har været til stede under udlægsforretningen, skal fogedret-
ten desuden efterfølgende gøre skyldneren bekendt med ud-
læggets retsvirkning ved f.eks. en skriftlig meddelelse, jf. §
519, stk. 2.
Den foreslåede ordning om mulighed for udlæg på kontoret
vil også gælde for udlæg foretaget af pantefogeder, jf. hen-
visningen til retsplejelovens regler i § 5, stk. 1, i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.
Den foreslåede tilføjelse i retsplejelovens § 495, stk. 1, 2.
pkt., indebærer således bl.a. – ligesom den gældende be-
stemmelse i § 7, stk. 4, i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v. – at pantefogederne, hvis
skyldneren ikke er mødt, kan foretage udlæg på kontoret i
fast ejendom for krav, som i lovgivningen er tillagt udpant-
ningsret, og som er sikret ved lovbestemt pant i ejendom-
men. Det foreslås på den baggrund at ophæve særreglen om
pantefogedernes udlæg i § 7, stk. 4, i lov om fremgangsmå-
den ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. lovforsla-
gets § 5, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og § 5, nr.
1, og bemærkningerne hertil.
2.5. Adgangen til tolkning i retssager
2.5.1. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, at retssproget er
dansk, og at afhøring af personer, der ikke er det danske
sprog mægtig, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddan-
net translatør el.lign. Dog kan tilkaldelse af tolk undlades i
borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå, og
retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede
sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde
sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret.
Retsplejelovens regler om tolkning anvendes imidlertid i ly-
set af de forpligtelser, som følger af Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention (EMRK). Det indebærer, at an-
vendelsen af tolkning i praksis ikke er begrænset til den del
af retsmødet, som vedrører afhøring af personer, der ikke
45
forstår dansk. I de sager, hvor retten og sagens andre aktører
ikke har det fornødne kendskab til det fremmede sprog, vil
der således blive anvendt tolk under hele retsmødet.
Det fremgår af EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, at "enhver,
der er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til at få veder-
lagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det
sprog, der anvendes i retten".
I forhold til omfanget af adgangen til tolkning under en
straffesag, fremgår det af Den Europæiske Menneskerettig-
hedsdomstols praksis, at artikel 6, stk. 3, litra e, ikke giver
den anklagede krav på en fuldstændig oversættelse af alle
udtalelser, bemærkninger mv., der fremkommer under rets-
møder. I dom af 19. december 1989 (i sagen Kamasinski
mod Østrig, sagsnr. 9783/82) fandt Menneskerettigheds-
domstolen således, at det i det konkrete tilfælde ikke udgjor-
de en overtrædelse af artikel 6, stk. 3, litra e, at den anklage-
de alene havde fået en efterfølgende, summarisk tolkning af
det, der var foregået under retsmødet. Domstolen tillagde
det i den forbindelse betydning, at tolkningen konkret var
tilstrækkelig til, at den anklagede kunne forstå bevisførelsen
og varetage sit forsvar.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Institut for Menneskerettigheder afgav i november 2015 en
rapport om tolkning i retsvæsenet. Det fremgår af rapporten,
at der efter ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt.,
alene består et krav om, at afhøringer oversættes, men ikke,
at andre aktørers udtalelser, herunder anklagerens og forsva-
rerens udtalelser mv., skal oversættes. Dette er efter institut-
tets vurdering i strid med EMRK, der generelt fastslår, at
den anklagede har krav på tolkebistand, hvis han ikke forstår
eller taler det sprog, der anvendes i retten. Den anklagede
må således efter konventionens regler antages ud over afhø-
ringen at have krav på, at alle yderligere oplysninger, der
fremkommer under retsmødet, og som er nødvendige for, at
han kan varetage sit forsvar, oversættes. Det vil derfor efter
instituttets opfattelse udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 3,
litra e, hvis tiltalte alene får tolkebistand under sin egen af-
høring, men ikke under øvrige vidner og aktørers udtalelser i
retten. Det er imidlertid instituttets vurdering, at problem-
stillingen formentlig ikke er så stor i praksis, idet tiltalte i
straffesager antages at være bistået af en tolk under hele
sagsforløbet, og derfor i hvert fald summarisk vil få oversat
alle parters indlæg under sagen.
Det fremgår endvidere af rapporten, at efter ordlyden af rets-
plejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., kan tolkning i straffesager,
bortset fra hovedforhandlinger i landsretten, undlades, så-
fremt retten mener at have fornødent kendskab til det frem-
mede sprog. Det er instituttets vurdering, at også denne del
af bestemmelsen formelt set må antages at være i strid med
EMRK, men at denne uoverensstemmelse mellem reglerne i
praksis formentlig ikke udgør et stort problem, idet retten
næppe tiltror sig fornødent kendskab til andre sprog end en-
gelsk, norsk og svensk og måske tysk, ligesom det forment-
lig vil være nødvendigt at sikre sig, at de øvrige aktører lige-
ledes behersker det sprog, som retten mener at have det for-
nødne kendskab til.
Instituttet anbefaler på den baggrund i rapporten, at der sik-
res en formel overensstemmelse mellem retsplejelovens §
149, stk. 1, og EMRK artikel 6, stk. 3, litra e.
Justitsministeriet er enig med Institut for Menneskerettighe-
der i, at der formelt set ikke er overensstemmelse mellem
ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1, om ret til tolkning i
retssager og de krav på tolkning i straffesager, som følger af
EMRK artikel 6, stk. 3, litra e.
Som det fremgår under pkt. 6.1 ovenfor, anvendes retspleje-
lovens regler om tolkning i lyset af de forpligtelser, som føl-
ger af EMRK. Det betyder, at der uanset den formelle
uoverensstemmelse mellem retsplejelovens § 149, stk. 1 og
EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, allerede i dag sker overhol-
delse af konventionens regler om adgang til tolkning i rets-
sager, som disse er fortolket af Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstol.
Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at det er mest
hensigtsmæssigt, at ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1,
om tolkning bringes i overensstemmelse med indholdet af
EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, og Menneskerettighedsdoms-
tolens fortolkning heraf.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 149, stk.
1, 2. pkt., ændres, således at det fremgår af bestemmelsen, at
der skal anvendes tolk under hele retsmødet, og at dette så
vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddannet translatør eller
lignende.
Det foreslås endvidere, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 4.
pkt., nyaffattes, således at det fremgår af bestemmelsen, at
tilkaldelse af tolk kan undlades i tilståelsessager og i sager,
der behandles uden domsmænd, såfremt retten og sagens an-
dre aktører har det fornødne kendskab til det fremmede
sprog, og hvis det i øvrigt findes ubetænkeligt. Det sikres
herved, at alle de retter, som behandler straffesager, får mu-
lighed for at gennemføre et retsmøde om f.eks. en bødesag
uden anvendelse af tolk i situationer, hvor retten og sagens
andre aktører, dvs. typisk anklageren og sigtede, forstår det
fremmede sprog. En sådan ordning er efter Justitsministeri-
ets opfattelse i overensstemmelse med den ovennævnte
praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
46
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, og be-
mærkningerne hertil.
2.6. Udnævnelse af en ekstra landsdommer i forbindelse
med en landsdommers varetagelse af hvervet som formand
for en undersøgelseskommission
2.6.1. Gældende ret
Antallet af dommere ved landsretterne er fastsat i retspleje-
lovens § 5, stk. 2. Det følger heraf, at Østre Landsret, der
har sit sæde i København, består af en præsident og mindst
56 andre landsdommere. Vestre Landsret, der har sit sæde i
Viborg, består af en præsident og mindst 36 andre lands-
dommere.
For at give mulighed for, at landsdommere kan overgå til
ansættelse på deltid, jf. retsplejelovens § 51 a, kan der ud-
nævnes yderligere op til 4 landsdommere, jf. retsplejelovens
§ 5, stk. 3. Ved ledighed i en dommerstilling ved en lands-
ret, hvor der er udnævnt en eller flere yderligere dommere
efter denne bestemmelse, bestemmer Domstolsstyrelsen, om
stillingen skal søges besat, og i givet fald ved hvilken lands-
ret stillingen skal placeres.
Ud over det antal dommere ved landsretterne, der er fastsat i
retsplejeloven, er der praksis for, at der ved tekstanmærknin-
ger på finansloven kan gives hjemmel til udnævnelse af
yderligere landsdommere i forbindelse med andre lands-
dommeres varetagelse af opgaven som formand for undersø-
gelseskommissioner. Disse stillinger bortfalder ved den før-
ste ledighed i en fast stilling, efter at de pågældende er vendt
tilbage til deres stilling ved den pågældende landsret.
I enkelte tilfælde er hjemmel til udnævnelse af en yderligere
landsdommer i forbindelse med en landsdommers varetagel-
se af hvervet som formand for en undersøgelseskommission
givet ved lov. Det seneste eksempel herpå er § 5 i lov nr.
377 af 27. april 2016 om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige
afgørelser i Den Europæiske Union, lov om international
fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Overførsel af
kompetence fra Justitsministeriets departement til anklage-
myndigheden i visse sager om udlevering og fuldbyrdelse af
visse strafferetlige afgørelser m.v.), hvor der blev givet mu-
lighed for ansættelse af en yderligere landsdommer i forbin-
delse med en landsdommers varetagelse af hvervet som for-
mand for Undersøgelseskommissionen i sagen om politiets
indgriben over for demonstrationer i forbindelse med kinesi-
ske statsbesøg mv. Det fremgår af forarbejderne til loven, at
udnævnelse af en yderligere landsdommer ikke kunne af-
vente vedtagelsen af det kommende års finanslov, jf. Folke-
tingstidende 2015/2016, tillæg B, L 108 som fremsat, side 2.
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår under pkt. 2.6.1 ovenfor, fastsætter retsple-
jeloven et minimumstal for antallet af dommere ved lands-
retterne, idet der herudover er en form for puljeordning for
landsretterne, hvorefter der kan udnævnes yderligere op til
fire landsdommere med henblik på at give mulighed for, at
landsdommere kan overgå til ansættelse på deltid, jf. retsple-
jelovens § 51 a.
I de tilfælde, hvor en landsret har afgivet en landsdommer
med henblik på at varetage hvervet som formand for en un-
dersøgelseskommission, og hvor det på grund af kommissio-
nens forventede varighed og antallet af konstituerede dom-
mere i landsretten har været nødvendigt at udnævne en yder-
ligere landsdommer ved den pågældende landsret, har der
været givet hjemmel hertil ved tekstanmærkninger på fi-
nansloven og i enkelte tilfælde ved konkret lovhjemmel til
udnævnelse af en yderligere landsdommer, hvis udnævnel-
sen af en yderligere landsdommer ikke har kunnet afvente
vedtagelsen af finansloven for det kommende år.
2.6.3. Den foreslåede ordning
For at forenkle og smidiggøre processen foreslås det, at der
indsættes en hjemmel i retsplejeloven, der giver mulighed
for at udnævne en yderligere landsdommer i de tilfælde,
hvor en landsdommer ved den pågældende landsret vareta-
ger hvervet som formand for en undersøgelseskommission.
Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet oplyst, at
en sådan ordning samtidig vil gøre det lettere for landsretter-
ne at afgive en landsdommer til en undersøgelseskommissi-
on med kort frist.
Den foreslåede ordning indebærer, at der kan udnævnes en
yderligere landsdommer ved en landsret, der afgiver en
landsdommer til varetagelse af hvervet som formand for en
undersøgelseskommission. Det vil i praksis være Domstols-
styrelsen, der træffer beslutning herom efter drøftelse med
den relevante landsretspræsident.
Udnævnelse af den yderligere landsdommer ved det pågæl-
dende embede vil skulle ske efter sædvanlig procedure.
En landsdommer, som udnævnes som yderligere dommer i
medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være ansat på
fuldstændig samme vilkår som de øvrige landsdommere ved
embedet, herunder således at afskedigelse kun kan ske efter
de almindelige regler om afskedigelse af dommere.
Det foreslås som følge heraf, at den første faste stilling ved
den pågældende landsret, som bliver ledig, efter at den på-
gældende landsdommer er vendt tilbage, bortfalder.
47
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærk-
ningerne hertil.
2.7. Forbrugerombudsmandens adgang til at anvende man-
datarsager i henhold til retsplejelovens § 260, stk. 7, som
prøvesager
2.7.1. Gældende ret
Forbrugerombudsmanden har i dag en række beføjelser i
lovgivningen til at anlægge retssager. I retssager, hvor For-
brugerombudsmanden selv er part, møder ansatte i Forbru-
gerombudsmandens sekretariat i retten. Ansatte i Forbruger-
ombudsmandens sekretariat har derudover mulighed for at
møde i retssager som mandatar.
Det følger således af retsplejelovens § 260, stk. 7, at justits-
ministeren kan tillade, at forbrugerombudsmanden og ansat-
te i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde for en
part i byretten, landsretten samt Sø- og Handelsretten i rets-
sager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, hvor
Forbrugerombudsmanden optræder som mandatar. Det er
dog en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk ba-
chelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at
den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsret-
ten i andre sager end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4, har
opnået møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten
efter bestemmelsen i retsplejelovens § 133.
En advokat har i henhold til retsplejelovens § 133, stk. 1,
møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten,
når advokaten har bestået en prøve i procedure. Prøven kan
foruden af advokater aflægges af autoriserede advokatfuld-
mægtige, der i medfør af retsplejelovens § 136, stk. 4, kan
give møde for landsretten.
Prøven består i, at den pågældende udfører to retssager, der
afsluttes med mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens
§ 133, stk. 3. Den ene retssag kan være en byretssag. I så
fald skal det være en sag med kollegial behandling eller en
sag, hvori der medvirker sagkyndige dommere. Den anden
retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands
Landsret som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten. En
sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende
ret finder sagen egnet hertil, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4.
Reglen i § 260, stk. 7, blev indsat i retsplejeloven ved lov nr.
378 af 17. april 2013 om ændring af markedsføringsloven,
retsplejeloven, lov om finansiel virksomhed og lov om beta-
lingstjenester og elektroniske penge (Styrkelse af Forbruger-
ombudsmandens processuelle beføjelser og håndhævelses-
beføjelser i forhold til finansielle virksomheder m.v. samt
styrkelse af beskyttelsen af børn og unge i forbindelse med
markedsføring af alkohol). Loven trådte i kraft den 1. maj
2013.
Det fremgår af forarbejderne til loven, at bestemmelsen in-
debærer en lempelse af advokaternes møderetsmonopol, og
at det er en betingelse for, at ansatte i Forbrugerombuds-
mandens sekretariat kan møde i landsretten eller i Sø- og
Handelsretten i andre sager end sager omfattet af retsplejelo-
vens § 15, stk. 2, nr. 4, at de pågældende har opnået møderet
for landsretten eller Sø- og Handelsretten. Det fremgår end-
videre, at bestemmelsen vurderes i fornøden grad at tilgode-
se hensynet til kvalificeret bistand i retssager, idet der her-
ved er lagt vægt på, at der stilles krav om, at den ansatte har
en juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, og at ansatte i
Forbrugerombudsmandens sekretariat i forvejen kan møde i
såvel straffesager som civile sager inden for Forbrugerom-
budsmandens virksomhed, jf. Folketingstidende 2012-2013,
tillæg A, L 101 som fremsat, side 11.
Ved lov nr. 1387 af 23. december 2012 om ændring af rets-
plejeloven, lov om retsafgifter, designloven, varemærkelo-
ven og lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interes-
ser (Midlertidige afgørelser om forbud og påbud) blev der
indsat et nyt nr. 1 i retsplejelovens § 15, stk. 2, og nr. 1-4
blev herefter til nr. 2-5. Loven trådte i kraft den 1. juni 2013.
Der blev ikke i forbindelse med lovens vedtagelse foretaget
en konsekvensrettelse af retsplejelovens § 260, stk. 7, såle-
des at henvisningen i bestemmelsen blev ændret til retspleje-
lovens § 15, stk. 2, nr. 5. Det følger af denne bestemmelse,
at Sø- og Handelsretten varetager behandlingen af begærin-
ger om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssane-
ring i de områder, der er henlagt under Københavns Byret,
retten på Frederiksberg og retterne i Glostrup og Lyngby, jf.
konkurslovens § 4.
Det følger af retsplejelovens § 122, stk. 2, at udøvelse af ad-
vokatvirksomhed ikke kan forenes med nogen stilling i det
offentliges tjeneste, medmindre justitsministeren i særlige
tilfælde gør undtagelse herfra. Ved afgørelser om dispensati-
on skal der navnlig lægges vægt på, at en advokat skal være
uafhængig af det offentlige, således at der ikke kan opstå in-
teressekonflikter mellem en offentlig ansættelse og den på-
gældendes udøvelse af advokatvirksomhed.
Justitsministeren kan dog tillade, at en advokat, der efter
retsplejelovens § 122, stk. 2, ikke kan udøve advokatvirk-
somhed, udfører retssager, jf. retsplejelovens § 122, stk. 3.
Retsplejelovens § 122 indebærer, at ansatte i Forbrugerom-
budsmandens sekretariat, der er advokater, ikke alene skal
have tilladelse fra justitsministeren til at give møde i man-
datarsager omfattet af retsplejelovens § 260, stk. 7, men tilli-
ge tilladelse efter retsplejelovens § 122, stk. 3, til at udføre
en retssag.
48
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser
Forbrugerombudsmanden har i en henvendelse til Justitsmi-
nisteriet anført, at retsplejelovens § 260, stk. 7, indebærer, at
der kun er et begrænset antal retssager, som kan anvendes af
ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat som prøvesa-
ger med henblik på at opnå møderet for landsret og Sø- og
Handelsretten. Forbrugerombudsmanden har derfor anbefa-
let, at bestemmelsen ændres, således at der indføres hjem-
mel til, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat får
mulighed for at anvende de sager ved landsretten og Sø- og
Handelsretten, hvor Forbrugerombudsmanden møder som
mandatar, som prøvesager i henhold til retsplejelovens §
133.
Som det fremgår under pkt. 8.1 ovenfor, er det en betingelse
for, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan
møde som mandatar i landsretten eller i Sø- og Handelsret-
ten i andre sager end sager omfattet af retsplejelovens § 15,
stk. 2, nr. 4, at den ansatte har opnået møderet for landsret-
ten eller for Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens §
133.
Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre, at hensynet til
kvalificeret bistand i retssager tilgodeses. Det bemærkes i
den forbindelse, at behandlingen af sager ved landsretterne
og Sø- og Handelsretten stiller særlige krav til en høj og
kvalificeret bistand fra partsrepræsentanterne.
En imødekommelse af Forbrugerombudsmandens forslag vil
indebære, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat
kan møde som mandatar i sager ved landsretten og Sø- og
Handelsretten, selv om de pågældende endnu ikke har opnå-
et møderet efter retsplejelovens § 133.
Justitsministeriet finder det imidlertid ubetænkeligt, at an-
satte i Forbrugerombudsmandens sekretariat får mulighed
for at møde i de sager ved landsretten og Sø- og Handelsret-
ten, hvori Forbrugerombudsmanden i medfør af retsplejelo-
vens § 260, stk. 7, kan optræde som mandatar, hvis dette
sker med henblik på at opnå møderet for landsretten eller
Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens § 133.
Justitsministeriet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på,
at alene advokater kan aflægge prøve med henblik på at op-
nå møderet efter retsplejelovens § 133, og at det således ale-
ne er ansatte, der har opnået beskikkelse som advokat, og
som dermed bl.a. har bestået grunduddannelsen for advoka-
ter, herunder den praktiske prøve i retssagsbehandling, der
vil kunne anvende de pågældende sager som prøvesager.
For så vidt angår undtagelsen af sager omfattet af retspleje-
lovens § 15, stk. 2, nr. 4, er der, som ligeledes anført i punkt,
8.1 ovenfor, rettelig tale om sager omfattet af retsplejelo-
vens § 15, stk. 2, nr. 5, der vedrører begæringer om rekon-
struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Forbru-
gerombudsmanden har over for Justitsministeriet oplyst, at
Forbrugerombudsmanden ikke har kompetence i sådanne
sager, og at den gældende adgang for ansatte i Forbrugerom-
budsmandens sekretariat til at møde i sådanne sager uden at
have opnået møderet efter retsplejelovens § 133, således ik-
ke har nogen reel betydning.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås på baggrund heraf, at retsplejelovens § 260, stk.
7, ændres, således at ansatte i Forbrugerombudsmandens se-
kretariat også kan møde som mandatar i sager omfattet af
retsplejelovens § 260, stk. 7, hvis dette sker med henblik på
at opnå møderet for landsretten eller Sø- og Handelsretten
efter bestemmelsen i retsplejelovens § 133.
Forslaget indebærer, at ansatte i Forbrugerombudsmandens
sekretariat, der har opnået beskikkelse som advokat, vil kun-
ne møde som mandatar for en part i landsretten eller i Sø- og
Handelsretten, selv om den pågældende endnu ikke har op-
nået møderet for landsret og Sø- og Handelsretten. Det er
dog en forudsætning, at dette sker med henblik på at opnå
møderet, dvs. at de pågældende sager anvendes som prøve-
sager i henhold til retsplejelovens § 133.
Adgangen til, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekre-
tariat kan møde i retten for en part som mandatar, vil som
hidtil være begrænset til retssager inden for Forbrugerom-
budsmandens virksomhed. Der stilles endvidere fortsat krav
om, at justitsministeren skal meddele tilladelse til at give
møde i de pågældende sager efter retsplejelovens § 122, stk.
3.
Det vil være overladt til vedkommende ret at vurdere, om en
sag er egnet som prøvesag, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4,
som ikke foreslås ændret.
Det foreslås desuden, at henvisningen til retsplejelovens §
15, stk. 2, nr. 4, udgår.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11, samt be-
mærkningerne hertil.
2.8. Kære af afslag på fri proces
2.8.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 1, at fri proces kan
meddeles til en sag i 1. instans i de i bestemmelsen opregne-
de sager, såfremt de økonomiske betingelser i retsplejelo-
vens § 325 er opfyldt. Omfattet af bestemmelsen er nogle
49
konkrete sagstyper, der har særlig stor betydning for ansøge-
ren, eller hvor der i kraft af en tidligere afgørelse klart er ri-
melig grund til at føre proces.
Fri proces efter retsplejelovens § 327, stk. 1, meddeles af
den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for.
Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse.
For så vidt angår adgangen til kære af afslag på fri proces,
følger det af retsplejelovens § 327, stk. 5, at afslag på fri
proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller
af landsretten som 1. instans, på trods af kærebegrænsnin-
gerne i § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan kæres uden tilla-
delse fra Procesbevillingsnævnet.
For så vidt angår kære af kendelser og andre beslutninger,
der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under
dennes forberedelse, følger det af retsplejelovens § 389 a,
stk. 1, at sådanne kendelser ikke kan kæres, medmindre Pro-
cesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse hertil. Procesbe-
villingsnævnet kan meddele tilladelse til kære, hvis kendel-
sen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betyd-
ning for sagens forløb eller af afgørende betydning for par-
ten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve
af landsretten som 2. instans. Ansøgning om kæretilladelse
skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter,
at afgørelsen er truffet, jf. retsplejelovens § 389 a, stk. 2.
Retsplejelovens § 389 a blev indsat i retsplejeloven ved lov
nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love (Revision af reglerne om behandling
af civile sager mv.). Forud for bestemmelsens indførelse
kunne kendelser og beslutninger afsagt af en byret under en
sag, herunder kendelser om afslag på fri proces, frit appelle-
res ved kære, så længe dom ikke var afsagt.
Højesteret har i afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 2016.1966H tiltrådt, at landsretten havde afvist kære af
en kendelse om afslag på fri proces truffet af byretten under
en sag om forældremyndighed mv., da der ikke forelå en til-
ladelse til kære af dette spørgsmål fra Procesbevillingsnæv-
net, idet den pågældende afgørelse var truffet under forbere-
delsen af en civil sag. Højesteret tilkendegav i den forbin-
delse, at det forhold, at et afslag på fri proces til en sag, der
behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1.
instans, kan kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnæv-
net, jf. retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., ikke kunne føre
til et andet resultat.
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af pkt. 2.8.1 ovenfor, kunne kendelser om
afslag på fri proces afsagt af en byret kæres uden særlig til-
ladelse, indtil det tidspunkt, hvor kærebegrænsningsreglen i
retsplejelovens § 389 a blev indsat i retsplejeloven.
Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, at kendelser om
afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Han-
delsretten eller af landsretten som 1. instans, på trods af kæ-
rebegrænsningerne i § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan
kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Der er ikke i forarbejderne til retsplejelovens § 389 a taget
stilling til, om det har været hensigten med bestemmelsen at
afskære den fri adgang til kære af kendelser om afslag på fri
proces afsagt af en byret.
Der bør efter Justitsministeriets opfattelse være samme ad-
gang til at kære afslag på fri proces, uanset om der er tale
om en afgørelse, som er truffet af en byret eller af Sø- og
Handelsretten eller af landsretten som 1. instans.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås derfor, at retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt.,
ændres således, at kendelser om afslag på fri proces afsagt
af en byret uanset kærebegrænsningen i retsplejelovens §
389 a skal kunne kæres uden særlig tilladelse i lighed med,
hvad der gælder for sager, der behandles af Sø- og Handels-
retten og af landsretten som 1. instans.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og be-
mærkningerne hertil.
2.9. Anke af sager om EU-varemærker og EF-design
2.9.1. Gældende ret
Ved Sø- og Handelsretten behandles ifølge retsplejelovens §
225, stk. 1, sager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens §
43 a, og sager om EF-design, jf. designlovens § 42.
EF-varemærker og EF-design er varemærke- og designret-
tigheder, som omfatter hele Den Europæiske Unions områ-
de. EF-varemærker og EF-design er reguleret i henholdsvis
Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om
EF-varemærker (varemærkeforordningen) og Rådets forord-
ning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design
(designforordningen).
Domme, der er afsagt af Sø- og Handelsretten, kan ifølge
retsplejelovens § 368, stk. 4, af parterne ankes til Højesteret
eller landsret. Anke til Højesteret kan ske, hvis sagen er af
principiel karakter og har generel betydning for retsanven-
delsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig
rækkevidde i øvrigt, eller hvis andre grunde i øvrigt taler
50
for, at sagen behandles af Højesteret som 2. instans. I alle
andre tilfælde sker anke til den landsret, i hvis kreds sagen
skulle have været anlagt efter reglerne i retsplejelovens ka-
pitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og Han-
delsretten.
Når en part anker en dom afsagt af Sø- og Handelsretten til
landsret, har andre parter i sagen, også selv om der alene på-
stås stadfæstelse, krav på, at ankesagen behandles af Høje-
steret, hvis betingelserne i stk. 4, 2. pkt., er opfyldt. Ønsker
en anden part, at ankesagen behandles af Højesteret, ind-
bringer denne part ankesagen for Højesteret ved at afgive et
svarskift til Højesteret med kopi til landsretten inden udløbet
af den frist, som landsretten har fastsat for afgivelse af svar-
skrift, jf. retsplejelovens § 368, stk. 5.
Det følger af retsplejelovens § 368, stk. 6, at Højesteret af
egen drift påser, at betingelserne i stk. 4, jf. stk. 5, for anke
til Højesteret er opfyldt. Er betingelserne for anke til Høje-
steret ikke opfyldt, afviser Højesteret anken ved kendelse. I
de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, kan sagen herefter inden
den ordinære ankefrists udløb eller, hvis den ordinære anke-
frist udløber inden 2 uger, inden 2 uger efter afsigelsen af
Højesterets kendelse om ankens afvisning indbringes for
landsretten.
Retsplejelovens § 368, stk. 4-6, blev indsat ved lov nr. 84 af
28. januar 2014 om ændring af blandt andet retsplejeloven
(Sagstilgangen til Højesteret mv.) og trådte i kraft den 1. fe-
bruar 2014. Inden bestemmelsen blev indført, kunne domme
afsagt af Sø- og Handelsretten frit ankes til Højesteret uan-
set sagens karakter. Det fremgår af forarbejderne til loven,
jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 96 som fremsat, side 9,
at formålet med bestemmelsen var at sikre, at Højesteret i
overensstemmelse med forudsætningerne bag domstolsre-
formen kan koncentrere ressourcerne om behandlingen af
principielle sager, som har generel betydning for retsanven-
delsen og retsudviklingen, eller som i øvrigt har en væsent-
lig samfundsmæssig betydning, og at sagsbehandlingstiden
ved Højesteret kan nedbringes.
Der er i henhold til design- og varemærkeforordningen i
hver medlemsstat oprettet særlige domstole med kompeten-
ce til at behandle krænkelses- og gyldighedssager vedrøren-
de EF-design og EF-varemærker.
Det følger således af designlovens § 42, at Sø- og Handels-
retten er EF-designdomstol i første instans, og at Højesteret
er EF-designdomstol i anden instans i henhold til EF-design-
forordningen.
Det følger desuden af varemærkelovens § 43 a, at Sø- og
Handelsretten er EF-vare-mærkedomstol i første instans, og
at Højesteret er EF-varemærkedomstol i anden instans i hen-
hold til EF-varemærkeforordningen.
2.9.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af pkt. 2.9.1 ovenfor, følger det af retsple-
jelovens § 368, stk. 4, at sager behandlet af Sø- og Handels-
retten alene kan ankes til Højesteret, hvis visse betingelser
er opfyldt. Er disse betingelser ikke opfyldt, eller hvis par-
terne foretrækker det, kan anke ske til landsretten.
For så vidt angår sager om EF-varemærker og EF-design,
følger det imidlertid af varemærkelovens § 43 a og designlo-
vens § 42, at Højesteret er henholdsvis EF-varemærke- og
EF-designdomstol i anden instans, uanset om betingelserne i
retsplejelovens § 368, stk. 4, for anke til Højesteret er op-
fyldt.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæs-
sigt, at der i sager om EF-varemærker og EF-design – i
modsætning til, hvad der i øvrigt gælder for sager, der be-
handles af Sø- og Handelsretten fortsat er fri adgang til anke
til Højesteret uanset sagens karakter. En sådan ordning sy-
nes således at stride mod formålet bag retsplejelovens § 368,
stk. 4. Justitsministeriet finder derfor, at det ikke har været
hensigten, at der ikke i forbindelse med indførelsen af rets-
plejelovens § 368, stk. 4, blev foretaget en konsekvensæn-
dring af de relevante bestemmelser i varemærke- og design-
loven.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås på den baggrund, at designlovens § 42 og vare-
mærkelovens 43 a, ændres således, at det fremgår af bestem-
melserne, at både Højesteret og landsretterne er EF-design-
og EU-varemærkedomstole i anden instans, og at afgørelsen
af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til
disse love kan ankes til Højesteret eller landsret, træffes ef-
ter bestemmelserne i retsplejelovens § 368, stk. 4-6.
Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om
EF-varemærker (varemærkeforordningen) blev ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424
af 16. december 2015 med ikrafttræden den 23. marts 2016.
Betegnelsen ”EF-varemærkedomstol” blev i den forbindelse
ændret til betegnelsen ”EU-varemærkedomstol”. Terminolo-
gien i den foreslåede affattelse af varemærkelovens § 43 a
afspejler derfor denne ændring i varemærkeforordningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, og § 4, nr. 1,
og bemærkningerne hertil.
2.10. Bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne
og Grønland.
51
2.10.1. Ved kongelig anordning nr. 482 og 483 af 18. juni
1999 blev lov nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen
sat i kraft for henholdsvis Grønland og Færøerne uden æn-
dringer. Loven er siden dette tidspunkt blevet ændret flere
gange.
I to af de love, der indeholder ændringer af lov om Dom-
stolsstyrelsen, er der ikke indsat bestemmelser om den terri-
toriale gyldighed af de pågældende ændringslove. Det drejer
sig om lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af
forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelses-
medlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse) og lov nr. 552 af 24.
juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre
love (Ændringer som følge af kommunalreformen). Ud over
ændringer i lov om Domstolsstyrelsen indeholder de nævnte
to love også ændringer i anden lovgivning.
2.10.2. Ved lov nr. 1156 af 19. december 2003 blev medar-
bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (og eventuelle sup-
pleanter herfor) af nærmere afgrænsede bestyrelser givet be-
skyttelse mod afskedigelse og anden forringelse af forholde-
ne på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for ved-
kommende eller tilsvarende område.
Ved § 1 i lov nr. 1156 af 19. december 2003 blev der indsat
en ny bestemmelse i lov om Domstolsstyrelsen. Lov om
Domstolsstyrelsen er som nævnt sat i kraft for henholdsvis
Færøerne og Grønland ved anordning. Lov nr. 1156 af 19.
december 2003 indeholder ikke en territorialbestemmelse
om lovens gyldighed for Færøerne og er derfor som ud-
gangspunkt gældende for Færøerne. Loven er imidlertid ik-
ke kundgjort i landsstyrets kundgørelsestidende for Færøer-
ne og er derfor ikke trådt i kraft for Færøerne. Loven inde-
holder heller ikke en territorialbestemmelse om lovens gyl-
dighed for Grønland og er derfor som udgangspunkt gæl-
dende for Grønland.
Ved §§ 2-8 i lov nr. 1156 af 19. december 2003 blev der
endvidere foretaget ændringer i en række andre love. Der er
tale om love, som ikke gælder for Grønland og Færøerne.
Ændringerne gælder derfor heller ikke for Færøerne og
Grønland.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der af lovtekniske år-
sager er behov for at foretage en ændring af lov nr. 1156 af
19. december 2003, således at der indsættes en territorialbe-
stemmelse, som fastsætter, at loven ikke gælder for Færøer-
ne og Grønland, samt en anordningshjemmel, som gør det
muligt ved kongelig anordning at sætte § 1 helt eller delvis i
kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 7, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.10.3. Ved lov nr. 552 af 24. juni 2005 blev der gennemført
en række ændringer i lovgivningen på Justitsministeriets
område, der fulgte af nedlæggelsen af amtskommunerne og
oprettelsen af regionerne (kommunalreformen).
For så vidt angår §§ 1, 3 og 9, i lov nr. 552 af 24. juni 2005
er der tale om ændringer af love, der ikke gælder for Fæ-
røerne og Grønland. Ændringerne gælder derfor heller ikke
for Færøerne og Grønland.
For så vidt angår §§ 2 og 4, i lov nr. 552 af 24. juni 2005 er
der tale om ændringer af henholdsvis forvaltningsloven og
lov om Domstolsstyrelsen. Forvaltningsloven er ved anord-
ning sat i kraft for sager om færøske og grønlandske anligg-
ender, der er eller har været under behandling af rigsmyn-
dighederne. Lov om Domstolsstyrelsen er som nævnt sat i
kraft for henholdsvis Færøerne og Grønland ved anordning.
Lov nr. 552 af 24. juni 2005 indeholder ikke en territorialbe-
stemmelse om lovens territoriale gyldighed. Loven er derfor
som udgangspunkt gældende for henholdsvis sager om fær-
øske og grønlandske anliggender, der er eller har været un-
der behandling af rigsmyndighederne, og for Færøerne og
Grønland. Loven er imidlertid ikke kundgjort i landsstyrets
kundgørelsestidende for Færøerne og er derfor ikke trådt i
kraft for henholdsvis sager om færøske, der er eller har væ-
ret under behandling af rigsmyndighederne på Færøerne, og
Færøerne.
For så vidt angår § 5, i lov nr. 552 af 24. juni 2005 er der
tale om en ændring i offentlighedsloven af 19. december
1985, der er ophævet. Justitsministeriet har foreslået at sætte
den nye offentlighedslov, jf. lov nr. 606 af 12. juni 2013, i
kraft for sager om færøske og grønlandske anliggender, der
er eller har været under behandling af rigsmyndigheder, og
udkast til anordninger herom er forelagt for henholdsvis Fæ-
røernes og Grønlands landsstyre.
For så vidt angår § 6, i lov nr. 552 af 24. juni 2005 er der
tale om en ændring i persondataloven. Persondataloven er
efterfølgende sat i kraft ved anordning for Grønland. Justits-
ministeriet har foreslået, at persondataloven sættes i kraft for
Færøerne, for så vidt angår rigsmyndighedernes behandling
af oplysninger, og udkast til anordning herom er forelagt for
Færøernes landsstyre.
For så vidt angår § 7, i lov nr. 552 af 24. juni 2005 er der
tale om en ændring af § 2, stk. 2, i lov om udgivelsen af en
Lovtidende og en Ministerialtidende (titlen er senere ændret
til lov om udgivelsen af en Lovtidende). Det bemærkes, at §
2, stk. 2, efterfølgende er blevet ændret, jf. § 1, nr. 2, i lov
nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen
af en Lovtidende og en Ministerialtidende. Ændringen ved
lov nr. 552 af 24. juni 2005 gælder for Grønland, da hoved-
loven gælder direkte for Grønland. Hovedloven gælder deri-
52
mod ikke for Færøerne. Ændringen gælder derfor heller ikke
for Færøerne.
Ved § 8 lov nr. 552 af 24. juni 2005 er der foretaget en æn-
dring i værgemålsloven. Værgemålsloven er efterfølgende
sat i kraft ved anordning for Færøerne. Værgemålsloven kan
sættes i kraft for Grønland ved anordning og de ændringer,
der følger af lovens § 8, vil også kunne sættes i kraft ved an-
ordning.
For så vidt angår lovens §§ 10 og 11, er der tale om ændrin-
ger i henholdsvis lov om fonde og visse foreninger og lov
om erstatning for miljøskader, som vedrører sagsområder,
som efterfølgende er overtaget af Færøerne. I forhold til
Grønland er lov om fonde og visse foreninger sat i kraft ved
anordning. Da ændringen i § 10 vedrører en bestemmelse,
som er sat i kraft for Grønland med ændringer begrundet i
de grønlandske forhold, gælder lovens § 10 ikke for Grøn-
land. Lov om erstatning for miljøskader kan sættes i kraft
for Grønland ved anordning og de ændringer, der følger af
lovens § 11, vil også kunne sættes i kraft ved anordning.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der af lovtekniske år-
sager er behov for at foretage en ændring af lov nr. 552 af
24. juni 2005, således at der indsættes en territorialbestem-
melse, som fastsætter, at §§ 1-3 og 6-11 ikke gælder for Fæ-
røerne, at §§ 1-3, 6 og 8-11 ikke gælder for Grønland, og at
§ 4 ikke gælder for sager om færøske og grønlandske an-
liggender. Derudover skal der indsættes en anordningshjem-
mel, som gør det muligt ved kongelig anordning at sætte § 2
helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger, at sætte § 4 i
kraft for sager om færøske og grønlandske anliggender, der
er eller har været under behandling af rigsmyndighederne,
og at sætte §§ 8 og 11 i kraft for Grønland med de ændrin-
ger, som de grønlandske forhold tilsiger.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 1, og bemærk-
ningerne hertil.
2.11. Konsekvensændringer mv.
Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejelo-
ven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om
skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen,
kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidne-
forvarede m.v.), blev indsat et nyt stk. 2 i retsplejelovens §
154, jf. lovens § 1, nr. 4. Bestemmelsen skulle efter lovens §
5 træde i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmel-
se.
Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af rets-
plejeloven m.v. (Revision af reglerne om forkyndelse m.v.)
blev § 154, stk. 2, ophævet, jf. lovens § 1, nr. 4.
Bestemmelsen var imidlertid ikke sat i kraft på dette tids-
punkt og ophævelsen af bestemmelsen skete derfor ikke kor-
rekt, da bestemmelsen rettelig skulle have været ophævet
ved en ændring af lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af
retsplejeloven mv. (Digital kommunikation i retsplejen, ken-
delser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidnefor-
varede mv.), hvori bestemmelsen blev indsat.
Det foreslås derfor at ophæve § 1, nr. 4, i lov nr. 447 af 9.
juni 2004 om ændring af retsplejeloven m.v. (Digital kom-
munikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfrem-
stilling, regler om vidneforvarede mv.). Forslaget har ingen
materiel betydning.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Den foreslåede ændring af retsplejelovens regler om læg-
dommere indebærer bl.a., at kommunalbestyrelserne får mu-
lighed for at udpege mere end fem medlemmer til grundli-
steudvalgene. Lovforslaget indebærer dog ingen pligt for
kommunerne til at udpege flere medlemmer, end hvad der
følger af de gældende regler. Denne del af forslaget vurderes
derfor ikke på det foreliggende grundlag at medføre økono-
miske eller administrative omkostninger for det offentlige af
betydning.
En tiltrædelse af værnetingsaftalekonventionen vil medføre
en stigning i antallet af sager, hvor der skal ske anerkendelse
og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser ved de danske
domstole. Det vurderes dog, at der vil være tale om et meget
begrænset antal sager, og at domstolenes behandling heraf
ikke vil medføre økonomiske eller administrative omkost-
ninger for det offentlige af betydning.
Forslaget om, at kendelser om afslag på fri proces, der er af-
sagt af en byret, fremover frit vil kunne kæres til landsretten
uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, vil kunne medfø-
re en stigning i antallet af kæremål ved landsretterne, idet
Procesbevillingsnævnet dog samtidig vil blive fritaget for at
behandle ansøgninger om tilladelse til kære. Denne del af
forslaget vurderes samlet set ikke at medføre økonomiske
eller administrative omkostninger for det offentlige af be-
tydning.
De øvrige ændringer i lovforslaget vurderes ligeledes ikke at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet.
53
5. Administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget indebærer, at reglerne for, hvornår man kan fri-
tages for hvervet som lægdommer, lempes, således at perso-
ner kan begære sig fritaget fra lægdommerhvervet, hvis det-
te medfører uforholdsmæssig ulempe for de pågældende, el-
ler hvis de pågældende tidligere har været lægdommere i
mindst to perioder. Flere borgere, som efter de gældende
regler ikke har mulighed for at blive fritaget for lægdom-
merhvervet, vil således fremover kunne blive fritaget.
Forslaget indebærer endvidere, at borgerne får adgang til at
kære kendelser om afslag på fri proces afsagt af byretten i
lighed med, hvad der gælder for kendelser om afslag, der er
afsagt af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. in-
stans.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. december
2016 til den 18. januar 2017 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer mv.:
Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Han-
delsretten, Tinglysningsretten, samtlige byretter, Domstols-
styrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmæg-
tigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Aalborg Univer-
sitet, Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet, ADIPA, Advo-
katrådet, Akademikernes Centralorganisation, Awapatent
A/S, Bech-Bruun Advokatfirma, Budde Schou A/S, Chas.
Hude A/S, Copenhagen Business School (CBS), Danmarks
Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Dan-
marks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk
Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister
(DIP), Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri,
Dansk Industri, Dansk Inkassobrancheforening, Dansk Jour-
nalistforbund, Dansk Kredit Råd, Dansk Opfinderforening,
Dansk Ældreråd, Danske Advokater, Danske Handicaporga-
nisationer, Danske Insolvensadvokater, Danske Regioner,
Danske Seniorer, Danske Udlejere, Det Centrale Handica-
pråd, Det Danske Voldgiftsinstitut, Domstolenes Tjeneste-
mandsforening, Ejendomsforeningen Danmark, Fagligt Fæl-
les Forbund – 3F, Ferring, Lægemidler A/S, Ferrosan A/S,
Finans og Leasing, Finansrådet, FLSmidth, FOA – Fag og
Arbejde, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, For-
eningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvo-
kater, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen
Industriel Retsbeskyttelse, Forsikring og Pension, Færøernes
Landsstyre, GN Store Nord A/S, Gorrissen Federspiel,
Grønlands Selvstyre, H. Lundbeck A/S, Haldor Topsøe A/S,
Handelshøjskolen - Århus Universitet, HK-Landsklubben
Danmarks Domstole, Horten Advokataktieselskab, Høiberg
A/S, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark, Inspi-
cos A/S, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kro-
mann Reumert, Københavns Retshjælp, Københavns Uni-
versitet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorga-
nisationen i Danmark (LO), Larsen & Birkeholm A/S, LEO
Pharma Nordic, LETT Advokatpartnerselskab, Liberale Er-
hvervs Råd, Lind Cadovius Advokataktieselskab, Lægemid-
delindustriforeningen (LIF), Løje, Arnesen & Meedom Ad-
vokatpartnerselskab, NJORD, Novo Nordisk A/S, Novozy-
mes A/S, Opfinderforeningen.dk, Patent Nord ApS, Patent-
gruppen A/S, Plesner, Plougmann Vingtoft A/S, Politidirek-
tørforeningen, Politiforbundet, Procesbevillingsnævnet, Re-
alkreditforeningen, Realkreditrådet, Retspolitisk Forening,
Rådet for Etniske Minoriteter, Syddansk Universitet, Tekno-
logisk Institut, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt
Arbejde, Zacco Danmark A/S, Ældre Forum og Ældre Sag-
en.
54
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Antallet af dommere ved landsretterne er fastsat i retspleje-
lovens § 5, stk. 2. Det følger heraf, at Østre Landsret, der
har sit sæde i København, består af en præsident og mindst
56 andre landsdommere. Vestre Landsret, der har sit sæde i
Viborg, består af en præsident og mindst 36 andre lands-
dommere.
For at give mulighed for, at landsdommere kan overgå til
ansættelse på deltid, jf. retsplejelovens § 51 a, kan der ud-
nævnes yderligere op til 4 landsdommere. Ved ledighed i en
dommerstilling ved en landsret, hvor der er udnævnt en eller
flere yderligere dommere efter denne bestemmelse, bestem-
mer Domstolsstyrelsen, om stillingen skal søges besat, og i
givet fald ved hvilken landsret stillingen skal placeres, jf.
retsplejelovens § 5, stk. 3.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 5 indsættes et nyt
stykke, hvorefter der i tilfælde, hvor en landsret har afgivet
en landsdommer med henblik på at varetage hvervet som
formand for en undersøgelseskommission, kan udnævnes en
yderligere landsdommer ved den pågældende landsret, hvis
det på grund af kommissionens forventede varighed og an-
tallet af konstituerede dommere i landsretten skønnes at væ-
re nødvendigt.
Udnævnelse af den yderligere landsdommer ved det pågæl-
dende embede vil skulle ske efter sædvanlig procedure.
Det vil i praksis være Domstolsstyrelsen, der træffer beslut-
ning om, hvorvidt der skal udnævnes en yderligere lands-
dommer ved en landsret, der afgiver en landsdommer til va-
retagelse af hvervet som formand for en undersøgelseskom-
mission. Domstolsstyrelsens beslutning herom træffes efter
drøftelse med den relevante landsretspræsident.
En landsdommer, der udnævnes som yderligere dommer i
medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være fuldstændig
ligestillet med de øvrige landsdommere ved embedet. Dette
indebærer bl.a., at den pågældende landsdommer kun kan
afskediges efter de almindelige regler om afskedigelse af
dommere.
Det foreslås som følge heraf, at stillingen bortfalder ved før-
ste ledighed i en fast landsdommerstilling ved den pågæl-
dende landsret, efter at den pågældende landsdommer er
vendt tilbage til retten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af § 69, at der til nævning og domsmand kan ud-
tages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til
Folketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år inden
udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller
på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrække-
55
ligt kendskab til det danske sprog er ude af stand til at fyl-
destgøre en nævning eller domsmands pligter.
Det foreslås at hæve aldersgrænsen for lægdommere fra 70
år til 75 år.
De gældende regler indebærer, at en person ikke kan opta-
ges på grundlisten, hvis den pågældende er fyldt 66 år ved
grundlisteperiodens begyndelse. Hvis lovforslaget vedtages
betyder det, at en person ikke vil kunne optages på grundli-
sten, hvis den pågældende er fyldt 71 år ved begyndelsen af
en grundlisteperiode.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af retsplejelovens § 70, at ministre, advokater, ad-
vokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstolenes,
anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fæng-
selsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale samt sogne-
fogeder og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds
gejstlige er udelukket fra at være nævning og domsmand.
Det foreslås, at retsplejelovens § 70 nyaffattes, således at
den fremover opbygges punktvis for at øge overskuelighe-
den. Endvidere foreslås ordlyden moderniseret.
Bestemmelsens nr. 1 svarer til den gældende regel, hvorefter
ministre er udelukket fra lægdommerhvervet som følge af
adskillelsen mellem domstolene og regeringen, som mini-
strene er en del af.
Som nr. 2 foreslås at udelukke ansatte i ministeriers departe-
menter og ansatte i chefstillinger i de under departementerne
hørende underordnede myndigheder. Formålet er fremover
alene at udelukke ansatte, som kan antages at have sådan
kontakt med en minister, at det kan skabe tvivl om domsto-
lenes uafhængighed.
Ansatte i et ministeriums departement er således udelukket
fra af være lægdommere, uanset hvilken stilling i departe-
mentet den pågældende bestrider.
Det er en konkret vurdering, om en person kan siges at være
ansat i et departement. Det afgørende i forhold til denne vur-
dering er, om den pågældende udfører sit almindelige arbej-
de eller gør tjeneste i og for departementet.
Endvidere foreslås udelukket de personer, som bestrider
chefstillinger i de underordnede myndigheder, som hører
under et ministeriums departement, dvs. myndigheder, som
hører under et ministeriums ressort, og hvor der består et
sædvanligt over-/underordnelsesforhold mellem departe-
mentet og de pågældende myndigheder. Et sådant over-/
underordnelsesforhold vil som oftest foreligge i forhold til
styrelser, direktorater og lignende underordnede forvalt-
ningsmyndigheder, som f.eks. tilsyn.
Derimod er en myndighed ikke underordnet, hvis den står
uden for det almindelige administrative myndighedshierarki.
Dette gælder navnlig for forskellige nævn, udvalg, råd osv.,
som i henhold til lovgivningen er uafhængige. Ministeriers
departementer og deres underordnede myndigheder kan i
forhold til disse nævn mv. have en administrativ funktion,
men der består almindeligvis ikke et over-/underordnelses-
forhold mellem de pågældende myndigheder.
For så vidt angår underordnede myndigheder, der har direk-
te referat til ministeren, har disse principielt set status af et
departement.
Chefstillinger i underordnede myndigheder har stillingsbe-
tegnelser som direktør, vicedirektør, afdelingschef, kommit-
teret, kontorchef eller enhedschef. Betegnelsen er ofte vejle-
dende, men ikke afgørende. Ved vurderingen af, om en stil-
ling i denne henseende må anses som en chefstilling, skal
der lægges vægt på, om stillingen i forhold til bl.a. ledelses-
beføjelser og placering i det administrative regi (herunder
omfanget af den pågældendes kontakt med ministeren) i det
mindste svarer til, hvad en kontorchef almindeligvis må for-
ventes at kunne have. Ligeledes kan lønforhold inddrages
som et vejledende moment.
Det er uden betydning, hvilket fagområde i en underordnede
myndighed, den pågældende chefstilling dækker.
Som nr. 3 foreslås udelukket ansatte ved domstolene og i
politi, anklagemyndighed, kriminalforsorgen og andre myn-
digheder på Justitsministeriets område. Der er herved til dels
tale om en videreførelse af de gældende regler om udeluk-
kelse.
Det foreslås, at udelukkelsen skal omfatte samtlige ansatte i
myndigheder på Justitsministeriets område, uanset om den
pågældende er ansat i en underordnet myndighed under Ju-
stitsministeriet eller en myndighed, som varetager opgaver
uafhængigt af ministeriet eller justitsministeren.
Den foreslåede regel supplerer til dels forslaget til nr. 2, idet
udelukkelsen i forhold til myndigheder på Justitsministeriets
område skal omfatte alle ansatte og dermed ikke kun dem,
der er ansat i en chefstilling.
For at understrege lægdommeres uafhængighed foreslås bi-
beholdt, at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at per-
56
soner, der er ansat ved domstolene eller i politi, anklage-
myndighed og kriminalforsorgen (dvs. fængselsvæsenet), er
udelukket fra at virke som lægdommere i fællesskab med
ansatte i andre myndigheder på Justitsministeriets område.
Sognefogeder er ansat af politiet, og vil allerede som følge
af dette være udelukket fra at virke som lægdommere. På
den baggrund er der ikke længere grund til, at det udtrykke-
ligt fremgår af retsplejeloven, at sognefogeder er udelukket
fra at virke som lægdommer. Forslaget herom indebærer så-
ledes ingen materiel ændring.
Som nr. 4 foreslås den gældende udelukkelse af advokater
og advokatfuldmægtige opretholdt.
Som nr. 5 foreslås udelukket præster i folkekirken og andre
trossamfund.
Det foreslås, at terminologien ”gejstlig” ændres til ”præst”.
Der er dog ikke hermed tilsigtet nogen ændring i den per-
sonkreds, som er omfattet af bestemmelsen. Omfattet af be-
grebet ”præst” er således præster, herunder provster og bi-
skopper. Omfattet er endvidere imamer, rabbinere, brahma-
ner og andre religiøse forkyndere, som i deres eget trossam-
fund udfylder samme rolle som en præst i folkekirken ved
bl.a. at afholde prædiken. Det er ikke et krav, at hvervet som
præst er et fuldtidshverv, og personer, der alene virker som
præst ved siden af en anden fuldtidsbeskæftigelse, vil såle-
des også være omfattet af bestemmelsen og dermed være
udelukket fra at være lægdommer.
Det foreslås endvidere, at præster fra alle trossamfund, her-
under folkekirken og de anerkendte trossamfund, omfattes
af bestemmelsen. Det er således uden betydning, om et tros-
samfund er anerkendt, godkendt eller ikke-godkendt.
I det omfang der ikke er tale om en præst i et anerkendt tros-
samfund eller et trossamfund, som er godkendt af Kirkemi-
nisteriet, beror det på en konkret vurdering, om der er tale
om et egentligt trossamfund. Der vil i den forbindelse kunne
tages udgangspunkt i de betingelser, som i praksis er opstil-
let herfor, dvs. om der er tale om en sammenslutning eller
forsamling (et religionssamfund), hvis primære formål er
gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus.
Den gældende udelukkelse af tjenestemænd og øvrige ansat-
te i overøvrigheden (Statsforvaltningen) foreslås ophævet,
idet karakteren af de opgaver, som varetages af Statsforvalt-
ningen, ikke længere kan begrunde, at alle ansatte er udeluk-
ket fra at være lægdommer. Ansatte i chefstillinger i Stats-
forvaltningen vil imidlertid være udelukket som følge af for-
slaget til nr. 2, da der i visse tilfælde består et over-/under-
ordnelsesforhold mellem Børne- og Socialministeriet og
Statsforvaltningen. Statsforvaltningen må på den baggrund
betragtes som en underordnet myndighed under Børne- og
Socialministeriet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter retsplejelovens § 71, nr. 8, kan personer alene fritages
fra lægdommerhvervet på grund af helbredstilstand eller er-
hvervs- eller familieforhold, såfremt de pågældende perso-
ner på grund af disse forhold ikke uden fare for deres vel-
færd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten.
Det foreslås, at en person bør kunne begære sig fritaget fra
lægdommerhvervet, selv om hvervet som lægdommer ikke
truer den pågældendes velfærd, hvis vedkommendes udfø-
relse af lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt forhold til
det samfundsmæssige udbytte herved.
Forslaget indebærer således, at en person kan begære sig fri-
taget fra lægdommerhvervet, såfremt vedkommende på
grund af sin helbredstilstand eller erhvervs- eller familiefor-
hold ikke uden fare for sin velfærd eller uden uforholds-
mæssig ulempe kan opfylde nævninge- og eller domsmands-
pligten.
Bestemmelsen vil kunne anvendes, hvor hvervet medfører
en uforholdsmæssig ulempe for en domsmand eller næv-
nings erhvervs- eller familieforhold, f.eks. hvor en meget
lang transporttid for den pågældende til og fra tingstedet ik-
ke står i rimeligt forhold til den tid, den pågældende skal
være i retten.
Det forhold, at man ikke bryder sig om at dømme i straffesa-
ger, kan derimod – som det også er tilfældet i dag – ikke be-
grunde en fritagelse fra at udføre hvervet som lægdommer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 5 og 6
Retsplejelovens § 71 indeholder en snæver mulighed for at
blive fritaget for hvervet som lægdommer.
Det foreslås, at der i forlængelse af den gældende undtagelse
i retsplejelovens § 71, nr. 9, indsættes et nr. 10, der bevirker,
at en lægdommer kan begære sig fritaget for nævninge- og
domsmandshvervet, hvis den pågældende i to perioder har
været udtaget til nævninge- og domsmandslister. Det forud-
sættes, at den pågældende har været udtaget i to hele perio-
57
der (dvs. i alt 8 år) på nævninge- og domsmandslister. Det er
derimod uden betydning, om der er tale om sammenhæn-
gende perioder.
Personer, der har været optaget på en grundliste, uden at bli-
ve udtaget til enten nævninge- og domsmandslisten, har de-
rimod ikke krav på at blive fritaget.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 7
Det følger af retsplejelovens § 72, at udtagelsen til grundli-
sten inden for hver kommune foretages af et grundlisteud-
valg på fem medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrel-
sen for de kommunale råds valgperiode.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen fremover har mulig-
hed for at sammensætte et grundlisteudvalg på flere end fem
medlemmer, hvilket har til formål at lette grundlisteudvalge-
nes arbejde med at finde egnede personer til grundlisten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 8
Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, at retssproget er
dansk, og at afhøring af personer, der ikke er det danske
sprog mægtig, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddan-
net translatør el.lign. Dog kan tilkaldelse af tolk undlades i
borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå, og
retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede
sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde
sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret.
Det foreslås, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., ændres
således, at det fremgår, at ikke blot afhøring af, men også
forhandling med personer, der ikke behersker det danske
sprog, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddannet
translatør el.lign.
Den foreslåede ændring indebærer, at ordlyden af retspleje-
lovens § 149, stk. 1, bringes i overensstemmelse med Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk.
3, litra e, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
fortolkning heraf, hvoraf følger, at en person, der ikke taler
eller forstår dansk, har krav på, at alle oplysninger, der
fremkommer under en straffesag, og som er nødvendige for,
at den pågældende kan varetage sit forsvar, oversættes.
Med den foreslåede ændring følger det således direkte af
retsplejeloven, at der skal anvendes en tolk under hele rets-
mødet og ikke kun i forbindelse med afhøringen af en per-
son, som ikke taler eller forstår dansk. Kravet om anvendel-
se af tolk under hele retsmødet knytter sig til sigtede og til-
talte, mens der for vidner alene forudsættes at ske en over-
sættelse under afhøringen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 9
Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, 3. og 4. pkt., at
tilkaldelse af tolk kan undlades i borgerlige sager, når ingen
af parterne gør krav herpå, og retten vurderer at have fornø-
dent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under
sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for
hovedforhandling for landsret.
Det foreslås, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., nyaffat-
tes, således at det fremgår af bestemmelsen, at tilkaldelse af
tolk kan undlades i tilståelsessager og i sager, der behandles
uden domsmænd, såfremt retten og sagens andre aktører har
det fornødne kendskab til det fremmede sprog, og hvis det i
øvrigt findes ubetænkeligt.
Det sikres herved, at retterne får mulighed for at gennemføre
et retsmøde om f.eks. en bødesag uden anvendelse af tolk i
situationer, hvor retten og sagens andre aktører, dvs. typisk
anklageren og sigtede, forstår det fremmede sprog. Det for-
udsættes, at en tilkendegivelse fra en af sagens aktører om,
at den pågældende ikke fuldt ud forstår det fremmede sprog,
fører til, at der tilkaldes en tolk, eller at behandlingen af sag-
en udsættes med henblik herpå. Der stilles herudover krav
om, at det i øvrigt skal findes ubetænkeligt ikke at anvende
tolk. Det kan efter Justitsministeriets opfattelse f.eks. være
betænkeligt ikke at anvende tolk, hvis der er tale om sager
med omfattende bevisførelse.
I de tilfælde hvor tilkaldelse af tolk undlades, vil ikke alene
afhøringen, men hele retsmødet skulle kunne gennemføres
uden tolk.
Med den foreslåede ændring bringes ordlyden af retsplejelo-
vens § 149, stk. 1, i overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3 litra e, og
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning
heraf, idet det dermed ikke længere er tilstrækkeligt, at ret-
ten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede
sprog.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
58
Til nr. 10
Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forord-
ningen m.v.« i retsplejelovens § 247, stk. 1, ændres til »lov
om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske rets-
afgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.
Der er tale om en konsekvensændring, som følge af lovfor-
slagets § 2, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.4.4 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 7, at justitsministe-
ren kan tillade, at forbrugerombudsmanden og ansatte i For-
brugerombudsmandens sekretariat kan møde for en part i
byretten, landsretten samt Sø- og Handelsretten i retssager
inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, hvor For-
brugerombudsmanden optræder som mandatar. Det er dog
en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor-
og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den an-
satte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten i an-
dre sager end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4, har opnået
møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter be-
stemmelsen i retsplejelovens § 133.
Det foreslås, at retsplejelovens 260, stk. 7, 2. pkt., nyaffat-
tes, således at det fremgår, at ansatte for at møde i landsret-
ten og Sø- og Handelsretten skal have opnået eller kan opnå
møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter
retsplejelovens § 133.
Forslaget indebærer, at ansatte i Forbrugerombudsmandens
sekretariat, der er advokat, kan møde som mandatar i sager
omfattet af retsplejelovens § 260, stk. 7, med henblik på at
opnå møderet for landsretten eller Sø- og Handelsretten efter
bestemmelsen i retsplejelovens § 133.
Adgangen til, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekre-
tariat kan møde i retten for en part som mandatar, vil som
hidtil være begrænset til retssager inden for Forbrugerom-
budsmandens virksomhed, dvs. sager inden for Forbruger-
ombudsmandens til enhver tid værende tilsynsområde.
Der stilles endvidere fortsat krav om, at justitsministeren
skal meddele tilladelse til at give møde i de pågældende sag-
er efter retsplejelovens § 122, stk. 3.
Det vil være overladt til vedkommende ret at vurdere, om en
sag er egnet som prøvesag, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4,
som ikke foreslås ændret.
Det foreslås desuden, at henvisningen til retsplejelovens §
15, stk. 2, nr. 4, der dog rettelig vedrører nr. 5, jf. afsnit 8.1 i
de almindelige bemærkninger, udgår. Retsplejelovens § 15,
stk. 2, nr. 5, vedrører behandling af begæringer om rekon-
struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, og der er
således tale om sager, hvori Forbrugerombudsmanden ikke
har kompetence.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 12
Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, at fri proces efter
bestemmelsens stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er
indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri proces, træf-
fes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 3, og § 392
a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af
Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæ-
res uden tilladelse.
Det foreslås, at retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., ændres
således, at kendelser om afslag på fri proces afsagt af en by-
ret uanset kærebegrænsningen i retsplejelovens § 389 a skal
kunne kæres uden særlig tilladelse i lighed med, hvad der
gælder for sager, der behandles af Sø- og Handelsretten og
af landsretten som 1. instans.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 13
Det fremgår af retsplejelovens § 495, stk. 1, 1. pkt., at en fo-
gedforretning kan foretages, selv om skyldneren ikke giver
møde eller træffes. Ifølge bestemmelsens 2. pkt. kan der dog
på fogedrettens kontor – hvis skyldneren ikke er mødt – ikke
foretages udlæg i andet end fast ejendom eller andele i an-
delsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktiesel-
skaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber i
henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6.
Den foreslåede ændring af § 495, stk. 1, 2. pkt., indebærer,
at fogedretten – hvis skyldneren ikke er mødt – som noget
nyt også vil kunne foretage udlæg på rettens kontor i fast
ejendom eller andele i andelsboligforeninger eller aktier el-
ler anparter i boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber
omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og an-
dre boligfællesskaber for krav, som i lovgivningen er tillagt
59
udpantningsret, jf. § 478, stk. 2, og som er sikret ved lovbe-
stemt pant i det udlagte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 14
Det foreslås at indsætte en ny § 543 a i retsplejeloven, der
indebærer, at lovens § 506 om telekommunikation i foged-
sager finder tilsvarende anvendelse for behandlingen af auk-
tionssager, jf. herved kapitel 49-52. Det gælder dog ikke ved
afholdelse af selve auktionen (auktionsmødet), jf. den fore-
slåede bestemmelses 2. pkt.
Efter retsplejelovens § 506, stk. 1, kan retten – for retsmø-
der, hvor der ikke skal være mundtlig forhandling om et om-
tvistet spørgsmål – tillade, at en part eller rettergangsfuld-
mægtig deltager ved anvendelse af telekommunikation,
medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.
For retsmøder, hvor der skal være mundtlig forhandling om
et omtvistet spørgsmål, kan retten tillade, at en part, der er
repræsenteret i retten, deltager ved anvendelse af telekom-
munikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæs-
sig, jf. § 506, stk. 2. Er parten ikke repræsenteret i retten –
eller er der tale om en rettergangsfuldmægtig – kan retten
tillade deltagelse i et sådant retsmøde ved anvendelse af te-
lekommunikation, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er
hensigtsmæssig, jf. stk. 3.
Retsplejelovens § 506 finder anvendelse for telekommuni-
kation både med og uden billede, jf. herved § 1, stk. 2, i be-
kendtgørelse nr. 980 af 25. september 2009 om ikrafttræden
af reglerne om videokommunikation.
Retsplejeloven indeholder herudover forskellige generelle
bestemmelser, der – alt efter omstændighederne – regulerer
anvendelse af telekommunikation i retssager. Det drejer sig
bl.a. om retsplejelovens § 32 d (anvendelse af telekommuni-
kation med billede, når der i retsmødet skal afgives forkla-
ring af en anden part e.l.) og § 174, stk. 2 og 3 (betingelser
for afgivelse af forklaring ved anvendelse af telekommuni-
kation).
Med den foreslåede bestemmelse vil det herefter bl.a. være
muligt for en part eller rettergangsfuldmægtig at deltage ved
anvendelse af telekommunikation i de vejledningsmøder,
som fogedretten afholder med skyldneren forud for visse
tvangsauktioner mv., jf. retsplejelovens § 561 (fast ejendom)
og § 559 a, stk. 2 (andele i andelsboligforeninger mv.). Det
vil også være muligt at anvende telekommunikation i forbin-
delse med de forberedende møder, der efter retsplejelovens
§ 563 kan afholdes forud for tvangsauktion over fast ejen-
dom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Det foreslås, at titlen på Bruxelles I-loven ændres til »lov
om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske rets-
afgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.
Den foreslåede ændring skyldes, at der med lovforslaget
lægges op til at værnetingsaftalekonventionen skal gennem-
føres i Bruxelles I-loven. Loven regulerer herefter forhold
omkring gennemførelse, anerkendelse og fuldbyrdelse efter
både Bruxelles I-forordningen, Luganokonventionen, under-
holdspligtforordningen og værnetingsaftalekonventionen.
Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at den
foreslåede ændring sikrer bedre klarhed om lovens anven-
delsesområde.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.1.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås, at der i § 1 i Bruxelles I-loven tilføjes en hen-
visning til Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værne-
tingsaftaler (værnetingsaftalekonventionen). Med forslaget
vil konventionen fremover være inkorporeret i dansk ret, og
konventionens regler vil således finde anvendelse her i lan-
det.
Værnetingsaftalekonventionen foreslås samtidig medtaget i
loven som nyt bilag 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4.1.2 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 3
Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 2 c om anerkendelse
og fuldbyrdelse efter værnetingsaftalekonventionen.
Kapitlet indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved
eksekvatur, hvorefter udenlandske retsafgørelser, der er om-
fattet af værnetingsaftalekonventionen, kan erklæres eksigi-
ble i Danmark. Den foreslåede fremgangsmåde svarer med
60
enkelte ændringer til reglerne i det gældende kapitel 2 a i
Bruxelles I-loven om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Lu-
ganokonventionen, og det er således hensigten, at anmod-
ninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaf-
talekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på
samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende rets-
afgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen.
Der er foretaget enkelte ændringer i forhold til den frem-
gangsmåde, der er fastsat i det gældende kapitel 2 a i Bru-
xelles I-loven. Det skyldes, at værnetingsaftalekonventionen
til forskel fra Luganokonventionen, ikke indeholder regler
om fremgangsmåden ved eksekvatur, jf. konventionens arti-
kel 14. De kontraherende stater er således ikke bundet af en
særlig form, når de fastsætter en eksekvaturprocedure. Med
henblik på at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der
er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres
eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende
anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af
Luganokonventionen, optræder der således i det foreslåede
kapitel 2 c en række supplerende bestemmelser i forhold til
det gældende kapitel 2 a. Det drejer sig eksempelvis om,
hvad der kræves for, at en udenlandsk retsafgørelse kan er-
klæres eksigibel, om frister for kære af en afgørelse om ek-
sigibilitet og om stedet for indlevering af kæreskrift.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 8 i fastsætter regler for eksekvaturprocedu-
ren.
Det foreslås i stk. 1, at en anmodning om, at en udenlandsk
retsafgørelse, som er omfattet af værnetingsaftalekonventio-
nen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodnin-
gen skal være skriftlig.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 a,
stk. 1, i Bruxelles I-loven. Forslaget har til formål at sikre, at
anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værne-
tingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-
handles på samme måde som tilsvarende anmodninger ve-
drørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventio-
nen. Der henvises således til bemærkningerne til den gæl-
dende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.
Med henblik på at sikre en enkel procedure for indgivelse af
en anmodning om eksekvatur og om fuldbyrdelse foreslås
det i stk. 2, at der samtidig med en anmodning efter stk. 1,
kan anmodes om efterfølgende tvangsfuldbyrdelse af retsaf-
gørelsen efter retsplejelovens regler. Man kan således nøjes
med at indgive én anmodning til fogedretten, der både om-
fatter, at den udenlandske retsafgørelse erklæres eksigibel,
og at fogedretten efterfølgende tvangsfuldbyrder afgørelsen.
Når fogedretten har truffet afgørelse om, at en retsafgørelse,
der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen erklæres
eksigibel, kan retten tvangsfuldbyrde afgørelsen efter rets-
plejelovens regler.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 a,
stk. 2, i Bruxelles I-loven, og forslaget har til formål at sik-
re, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af
værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal
behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger ve-
drørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventio-
nen. Der henvises således til bemærkningerne til den gæl-
dende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.
Det foreslås i stk. 3, at den, der fremsætter anmodning efter
stk. 1 om, at en udenlandsk retsafgørelse skal erklæres eksi-
gibel, i det omfang vedkommende ikke har bopæl her i lan-
det, skal udpege en procesfuldmægtig. Den foreslåede be-
stemmelse svarer til Luganokonventionens artikel 40, stk. 2.
Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at rets-
afgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen,
skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som
tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er
omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til
bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven,
jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side
186.
Det foreslås i stk. 4, at en retsafgørelse erklæres eksigibel,
når kravene i konventionens artikel 13 er opfyldt, uden prø-
velse af de i konventionen opregnede grunde til afvisning af
anerkendelse og fuldbyrdelse. Den foreslåede bestemmelse
fastsætter krav om, hvilke dokumenter der skal indleveres
ved en anmodning om eksigibilitet, og fastslår i samme for-
bindelse, hvornår en retsafgørelse, der er omfattet af værne-
tingsaftalekonventionen, kan erklæres eksigibel.
Det fremgår således af konventionens artikel 13, at den part,
der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal fore-
lægge en fuldstændig bekræftet kopi af dommen (stk. 1, litra
a), den eksklusive værnetingsaftale, en bekræftet kopi heraf
eller andet bevis på, at der er indgået en sådan aftale (stk. 1,
litra b), hvis der er tale om en udeblivelsesdom, original el-
ler bekræftet kopi af et dokument, hvoraf det fremgår, at
stævningen eller et ligestillet processkrift er blevet forkyndt
for den udeblevne part (stk. 1, litra c), eventuelle dokumen-
ter, som måtte være nødvendige for at konstatere, at dom-
men har retskraft eller, når det er relevant, at den kan fuld-
byrdes i oprindelsesstaten (stk. 1, litra d), og, hvis der er tale
om et retsforlig efter konventionens artikel 12, en attest fra
domstolen i oprindelsesstaten, hvoraf det fremgår, at retsfor-
liget eller en del heraf i oprindelsesstaten kan fuldbyrdes på
samme måde som en dom (stk. 1, litra e).
61
Fogedretten skal vurdere, hvorvidt de i konventionens arti-
kel 13 nævnte betingelser er opfyldt ved anmodningen om
eksigibilitet. Fogedretten kan i denne forbindelse anmode
om yderligere dokumenter. Konventionens artikel 13, stk. 1,
er således ikke udtømmende, men ved anmodning om yder-
ligere dokumentation bør det undgås at pålægge parterne
unødvendige byrder.
Som det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 3, kan der
ved anmodningen om eksigibilitet vedlægges en formular i
den udformning, som Haagerkonferencen om International
Privatret har anbefalet og offentliggjort. Formularen er til-
gængelig på Haagerkonferencens hjemmeside. Det er ikke
obligatorisk at anvende formularen, og det vil således være
fogedrettens vurdering på baggrund af alle de fremlagte be-
viser, om en retsafgørelse kan erklæres eksigibel. Det er ik-
ke i sig selv afgørende, om der er gjort indsigelse mod de
oplysninger, der er anført i formularen.
Det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 4, at hvis de i
konventionens artikel 13 nævnte dokumenter ikke er affattet
på et sprog, der er et officielt sprog i den stat, hvor anmod-
ningen indgives, skal de ledsages af en autoriseret oversæt-
telse til et officielt sprog i denne stat, medmindre andet føl-
ger af lovgivningen i den pågældende stat. Det foreslås på
den baggrund i stk. 5, at retsplejelovens § 149, stk. 2, finder
anvendelse på den dokumentation, der er nævnt i konventio-
nens artikel 13. Det betyder, at dokumenter, der er affattet
på fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse, der,
når retten eller modparten forlanger det, skal bekræftes af en
uddannet translatør el.lign. Oversættelse kan dog frafaldes,
når begge parter er enige derom, og retten vurderer at have
fornødent kendskab til det fremmede sprog.
Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 8
i, stk. 4, at der ikke ved fogedrettens afgørelse af, om en
retsafgørelse, der er omfattet af værnetingsaftalekonventio-
nen, kan erklæres eksigibel, kan ske prøvelse af de i konven-
tionen opregnede grunde til afvisning af anerkendelse og
fuldbyrdelse, ligesom den part, mod hvem der anmodes om
fuldbyrdelse, ikke på dette tidspunkt af sagens behandling
kan fremsætte bemærkninger. Bestemmelsen svarer herved
til artikel 41 i Luganokonventionen, og indebærer, at retten
ved sin vurdering af, om en retsafgørelse kan erklæres eksi-
gibel i Danmark, ikke kan prøve, hvorvidt de i konventionen
opregnede grunde til afvisning af anerkendelse eller fuldbyr-
delse, finder anvendelse på anmodningen. Disse grunde er
navnlig opregnet i konventionens artikel 9. Dette svarer til
ordningen efter Luganokonventionen, hvor fogedretten træf-
fer afgørelse om eksigibilitet efter en begrænset formel prø-
velse af anmodningen. Først i forbindelse med en eventuel
kære af fogedrettens kendelse kan der gøres indsigelser mod
anmodningen. Bestemmelsen hænger således nært sammen
med den foreslåede § 8 j, stk. 6, om adgangen for den ret,
hvortil afgørelsen om eksigibilitet er kæret, til at afslå at er-
klære en retsafgørelse eksigibel, jf. nedenfor.
Det foreslås i stk. 6, at fogedrettens afgørelse om, hvorvidt
retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved kendelse. Dette inde-
bærer bl.a., at retten, efter afsigelse af kendelsen, meddeler
en part udskrift af kendelsen, hvis parten anmoder herom,
eller hvis parten ikke var til stede ved afsigelsen af kendel-
sen, jf. retsplejelovens § 219, stk. 6, 2. pkt. Forslaget har til
formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er
omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres ek-
sigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende an-
modninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Lu-
ganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne
til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingsti-
dende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.
Det foreslås i stk. 7, at fogedrettens afgørelse om, at en rets-
afgørelse erklæres eksigibel, skal forkyndes for den part,
mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. Forkyndelse sker
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17, og den retsafgø-
relse, der er erklæret eksigibel, skal vedlægges forkyndel-
sen. Det svarer til ordningen efter Luganokonventionens ar-
tikel 42, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 8 j indeholder regler om kære af en ken-
delse om eksekvatur.
Det foreslås i stk. 1, at fogedrettens afgørelse om eksigibili-
tet med de ændringer, der følger af denne lov, kan kæres til
landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37, hvilket
svarer til, hvad der gælder i forhold til afgørelser om eksigi-
bilitet efter Luganokonventionen.
Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at rets-
afgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen,
skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som
tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er
omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til
bemærkningerne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven,
jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side
186.
Det foreslås i stk. 2, at landsrettens afgørelse med de æn-
dringer, der følger af loven, og med tilladelse fra Procesbe-
villingsnævnet, kan kæres til Højesteret efter reglerne i rets-
plejelovens kapitel 37. Procesbevillingsnævnet kan give til-
ladelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karak-
ter, jf. § 392, stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal i det-
te tilfælde indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger
efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan
dog undtagelsesvis give tilladelse til kære, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er
truffet, jf. § 392, stk. 4. Den foreslåede bestemmelse svarer
til, hvad der gælder i forhold til afgørelser om eksigibilitet
efter Luganokonventionen.
62
Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at rets-
afgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen,
skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som
tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er
omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til
bemærkningerne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven,
jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side
186.
Det foreslås i stk. 3, at kære efter den foreslåede stk. 1 og 2
sker ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvortil afgørel-
sen kæres. Der er tale om en fravigelse af retsplejelovens §
393, stk. 3, hvorefter kære sker ved indlevering af kæreskrift
til den ret, hvis afgørelse kæres.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at an-
modninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værne-
tingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-
handles på samme måde som tilsvarende anmodninger ve-
drørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventio-
nen. Den foreslåede bestemmelse er således medtaget, fordi
værnetingsaftalekonventionen i modsætning til Luganokon-
ventionen ikke indeholder regler om fremgangsmåden ved
eksekvatur.
På samme baggrund foreslås det i stk. 4, at fristen for kære
af en afgørelse om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres
eksigibel, er 1 måned fra det tidspunkt, hvor afgørelsen blev
forkyndt. Kravet om forkyndelse følger af den foreslåede §
8 i, stk. 7, og sker efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17.
Der er tale om en fravigelse af retsplejelovens § 394, hvor-
efter kærefristen er 2 uger, der regnes fra afgørelsestids-
punktet. Den foreslåede bestemmelse regulerer alene kære-
fristen for afgørelser, hvorefter en udenlandsk retsafgørelse
erklæres eksigibel. For så vidt angår afgørelser om, at en
udenlandsk retsafgørelse ikke erklæres eksigibel, finder rets-
plejelovens almindelige frister for kære anvendelse, hvilket
svarer til ordningen efter Luganokonventionen. Det er for-
målet med bestemmelsen, at anmodninger om, at retsafgø-
relser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal
erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som til-
svarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er om-
fattet af Luganokonventionen. Der henvises således til forar-
bejderne til den oprindelige Bruxelles I-lov, jf. Folketingsti-
dende 2006-07, tillæg A, side 1547, hvor spørgsmålet er be-
handlet nærmere.
Det foreslås i stk. 5, at den ret, hvortil afgørelsen kæres, gi-
ver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme,
at der skal foretages mundtlig forhandling. Bestemmelsen
svarer til den gældende § 8 b, stk. 3, i Bruxelles I-loven,
som gennemfører Luganokonventionens artikel 43, stk. 3,
hvorefter appel af en afgørelse om eksekvatur behandles i
overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk proced-
ure.
Der findes ikke et tilsvarende krav om kontradiktorisk pro-
cedure ved appelbehandling efter værnetingsaftalekonventi-
onen, og bestemmelsen har derfor alene til formål at præci-
sere, at parterne – til forskel fra proceduren i 1. instans – har
adgang til at fremsætte bemærkninger til retten under kære-
sagen. Det sikres herved, at sager efter værnetingsaftalekon-
ventionen behandles efter samme procedure som sager efter
Luganokonventionen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en mindre afvigelse
fra reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Efter retsplejelo-
vens § 397, stk. 1, har parterne adgang til at indsende skrift-
lige udtalelser til den ret, hvortil en afgørelse kæres. Retten
har imidlertid ikke pligt til udtrykkeligt at vejlede parterne
herom, og udtalelser, der fremkommer senere end 10 dage
efter byrettens meddelelse om sagens oversendelse til lands-
retten, tages kun i betragtning, hvis sagen endnu ikke er af-
gjort. Efter retsplejelovens § 398 kan retten bestemme, at
der skal foretages mundtlig forhandling, hvor særlige grunde
taler derfor. Udgangspunktet efter de almindelige regler er
således, at kæresager behandles på skriftligt grundlag.
Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at rets-
afgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen,
skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som
tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er
omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til
forarbejderne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side
186.
Det foreslås i stk. 6, at den ret, hvortil afgørelsen er kæret,
kun kan afslå at erklære retsafgørelsen eksigibel eller ophæ-
ve afgørelsen om eksigibilitet efter de grunde, der er opreg-
net i konventionen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at landsretterne og
Højesteret ved behandling af en kæresag om enten fogedret-
tens afgørelse efter den foreslåede § 8 i, eller af landsrettens
afgørelse ved appel heraf, skal prøve, hvorvidt de i konven-
tionen opregnede grunde til, at anerkendelse og fuldbyrdelse
kan afslås, foreligger. Bestemmelsen svarer med enkelte æn-
dringer til Luganokonventionens artikel 45, stk. 1, og be-
stemmelsen skal således sikre, at sager efter værnetingsafta-
lekonventionen behandles efter samme fremgangsmåde,
som sager efter Luganokonventionen.
Det fremgår af værnetingsaftalekonventionens artikel 8, stk.
1, 2. pkt., at anerkendelse eller fuldbyrdelse alene kan næg-
tes af de grunde, der er anført i konventionen. Disse grunde
er navnlig opregnet i konventionens artikel 9, og er i øvrigt
omtalt i afsnit 182-193 i den forklarende rapport til konven-
tionen.
63
Efter konventionens artikel 9, litra a, kan anerkendelse eller
fuldbyrdelse afslås, hvis værnetingsaftalen var ugyldig efter
loven i den stat, hvor den valgte domstol er beliggende,
medmindre den valgte domstol har fastslået, at aftalen er
gyldig. Der er ingen krav til grundlaget for ugyldighed, men
det fremgår af bestemmelsen, at ugyldigheden skal vurderes
efter lovgivning i den stat, hvor den domstol, der er udpeget
i medfør af værnetingsaftalen, er beliggende.
Efter konventionens artikel 9, litra b, kan anerkendelse eller
fuldbyrdelse afslås, hvis en af parterne manglede rets- eller
handleevne til at indgå værnetingsaftalen ifølge lovgivnin-
gen i den stat, hvor anmodningen om anerkendelse og fuld-
byrdelse indgives. Det fremgår af afsnit 184 i den forklaren-
de rapport til konventionen, at eftersom manglende rets- og
handleevne også ville gøre værnetingsaftalen ugyldig i hen-
hold til konventionens artikel 9, litra a, afgøres rets- og
handleevne både af den valgte domstols lovgivning og af
lovgivningen i den stat, hvor den domstol, der anmodes om
anerkendelse eller fuldbyrdelse, er beliggende.
Efter konventionens artikel 9, litra c, pkt. i, kan anerkendel-
se eller fuldbyrdelse afslås, hvis stævningen eller et hermed
ligestillet processkrift, der indeholder de væsentligste oplys-
ninger om kravet, ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette
tid og på en sådan måde, at han har haft mulighed for at va-
retage sit forsvar, medmindre sagsøgte i oprindelsesstaten
har deltaget i et retsmøde og redegjort for sine synspunkter
uden at anfægte forkyndelsen, forudsat at lovgivningen i op-
rindelsesstaten gav mulighed herfor.
Efter konventionens artikel 9, litra c, pkt. ii, kan anerkendel-
se eller fuldbyrdelse ligeledes afslås, hvis stævningen eller
et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de væsent-
ligste oplysninger om kravet, er blevet meddelt for sagsøgte
i den stat, hvor anmodningen indgives, på en måde, der er
uforenelig med denne stats grundlæggende retsprincipper
vedrørende forkyndelse af dokumenter.
Efter konventionens artikel 9, litra d, kan anerkendelse og
fuldbyrdelse afslås, hvis retsafgørelsen er opnået ved pro-
cessuelt bedrageri. I afsnit 188 i den forklarende rapport til
konventionen fremhæves en række eksempler på tilfælde,
hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes efter denne
bestemmelse, herunder hvor sagsøger bevidst giver sagsøgte
forkerte oplysninger om tid og sted for retsmødet, eller hvis
en part søger at bestikke en dommer, en nævning eller et
vidne eller bevidst skjuler vigtige beviser.
Efter konventionens artikel 9, litra e, kan anerkendelse eller
fuldbyrdelse afslås, hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse vil-
le være åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincip-
per (ordre public) i den stat, hvor anmodningen indgives,
herunder hvis der er tale om en situation, hvor proceduren
forud for dommen har været uforenelig med grundlæggende
principper om retspleje i denne stat.
Efter konventionens artikel 9, litra f, kan anerkendelse eller
fuldbyrdelse afslås, hvis retsafgørelsen strider mod en anden
retsafgørelse, der i den stat, hvor anmodningen indgives, er
afsagt i en tvist mellem de samme parter.
Efter konventionens artikel 9, litra g, kan anerkendelse eller
fuldbyrdelse tillige afslås, hvis retsafgørelsen strider mod en
retsafgørelse, der tidligere er afsagt i en anden stat mellem
de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme
grundlag, og den tidligere retsafgørelse opfylder de nødven-
dige betingelser for at blive anerkendt i den stat, hvor an-
modningen indgives.
Artikel 9, litra f, omhandler det tilfælde, hvor den modstri-
dende dom blev afsagt af en domstol i den stat, hvor anmod-
ningen blev indgivet. I en sådan situation har den domstol,
som anmodningen forelægges, ret til at lade en retsafgørelse
fra en domstol i sin egen stat gå forud for den retsafgørelse,
som anmodningen vedrører, selv om førstnævnte retsafgø-
relse blev afsagt senere end den sidstnævnte. Konventionens
artikel 9, litra g, omhandler derimod den situation, hvor beg-
ge retsafgørelser blev afsagt af udenlandske domstole. I det-
te tilfælde kan domstolen, som anmodningen forelægges, af-
slå at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse, hvis retsaf-
gørelsen, som anmodningen vedrører, er afsagt senest af de
to retsafgørelser, hvis parterne i de to retsafgørelser er de
samme, hvis genstanden og grundlaget for de to retsafgørel-
ser er de samme, og hvis den modstridende retsafgørelse op-
fylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den
stat, hvor anmodningen indgives.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 8 k fastsætter supplerende regler om fuld-
byrdelse af retsafgørelser, der er erklæret eksigible i Dan-
mark.
Det foreslås i stk. 1, at en retsafgørelse, der er erklæret eksi-
gibel, kan fuldbyrdes efter de regler, der gælder for fuldbyr-
delse af danske afgørelser, med de ændringer, der følger af
loven. Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 c i Bruxel-
les I-loven, der vedrører fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der
er omfattet af Luganokonventionen.
Efter konventionens artikel 14 er fremgangsmåden for bl.a.
fuldbyrdelse af retsafgørelser reguleret ved loven i den an-
modede stat. Den foreslåede bestemmelse indebærer i over-
ensstemmelse hermed, at en retsafgørelse kan tvangsfuld-
byrdes efter retsplejelovens regler, når den er erklæret eksi-
gibel efter fremgangsmåden i de foreslåede §§ 8 i og 8 j.
64
Med henvisningen i bestemmelsen til ændringerne, der føl-
ger af loven, sigtes der til den foreslåede § 8 k, stk. 2, jf.
straks nedenfor.
Hvis der ikke allerede er indgivet anmodning om tvangs-
fuldbyrdelse samtidig med anmodningen om eksekvatur, jf.
den foreslåede § 8 i, stk. 2, fremsættes anmodningen efter
den almindelige regel i retslejelovens § 488.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at an-
modninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værne-
tingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-
handles på samme måde som tilsvarende anmodninger ve-
drørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventio-
nen. Der henvises således til bemærkningerne til den gæl-
dende § 8 c i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 202 som fremsat, side 186.
Efter forslagets stk. 2, kan der i tiden indtil fristen for kære
af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller indtil en even-
tuel kære er afgjort, foretages udlæg eller andre fuldbyrdel-
sesskridt. Der kan dog ikke foretages tvangsauktion over ud-
lagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til
at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske.
Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme
aktiv, jf. retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet
for afgørelsen om, at den udenlandske retsafgørelse er eksi-
gibel.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 c,
stk. 2, i Bruxelles I-loven, og har til formål at sikre, at an-
modninger om fuldbyrdelse af en retsafgørelse efter værne-
tingsaftalekonventionen behandles efter samme ordning,
som efter Luganokonventionen. Der henvises på den bag-
grund til bemærkningerne til den gældende § 8 c, stk. 2, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side
186.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i § 8 l fastsætter regler for
fremgangsmåden i tilfælde af, at anerkendelsen af en uden-
landsk retsafgørelse bestrides.
Som anført i afsnit 3.3.3 fremgår det af konventionens arti-
kel 8, at udenlandske retsafgørelser, der er omfattet af kon-
ventionen, skal anerkendes og fuldbyrdes. Det fremgår end-
videre, at anerkendelse og fuldbyrdelse kun kan afvises med
henvisning til de grunde, der er nævnt i konventionen. Den
foreslåede bestemmelse angår således de tilfælde, hvor aner-
kendelsen af en udenlandsk retsafgørelse bestrides.
Det foreslås i stk. 1, at hvis anerkendelsen af en udenlandsk
retsafgørelse bestrides, kan en berettiget part, der som det
væsentligste påberåber sig anerkendelsen, gennem eksekva-
turproceduren, jf. det foreslåede kapitel 2 c, få fastslået,
hvorvidt retsafgørelsen skal anerkendes. Bestemmelsen sva-
rer til Luganokonventionens artikel 33, stk. 2, som er gen-
nemført ved § 8 g, nr. 2, i Bruxelles I-loven.
Det foreslås herudover i stk. 2, at hvis anerkendelsen gøres
gældende under en verserende retssag ved en anden ret, og
har betydning for afgørelsen af retssagen, kan den ret, som
behandler hovedsagen, træffe afgørelse med hensyn til
spørgsmålet om anerkendelse. Bestemmelsen svarer til Lu-
ganokonventionens artikel 33, stk. 3.
Den foreslåede § 8 l har til formål at sikre, at anmodninger
om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekon-
ventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme
måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørel-
ser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises
således til bemærkningerne til den gældende § 8 g i Bruxel-
les I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som
fremsat, side 187.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 4
Som følge af forslaget om at indarbejde værnetingsaftale-
konventionen direkte i loven, jf. lovforslagets § 2, nr. 2,
foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 9,
stk. 2, kommer til at gælde tilsvarende i forhold til værne-
tingsaftalekonventionen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at det kommer til at
fremgå udtrykkeligt af loven, at justitsministeren fremover –
ligesom hvad der i dag gælder i forhold til Bruxelles I-for-
ordningen og Luganokonventionen – kan bestemme, at lo-
ven med de nødvendige ændringer finder tilsvarende anven-
delse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til
værnetingsaftalekonventionen, således at disse også gælder
her i landet. Fra dansk side vil man således som udgangs-
punkt administrativt kunne tiltræde og gennemføre kom-
mende ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til
konventionen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.6 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
65
Det fremgår af designlovens § 42, at Sø- og Handelsretten er
EF-designdomstol i første instans, og at Højesteret er EF-de-
signdomstol i anden instans i henhold til EF-designforord-
ningen.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det frem-
går, at både Højesteret og landsretterne er EF-designdomsto-
le i anden instans, og at afgørelsen af, om en dom afsagt af
Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til
Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmelserne i rets-
plejelovens § 368, stk. 4-6.
Forslaget indebærer, at sager om EF-design behandlet af Sø-
og Handelsretten fremover vil kunne ankes til Højesteret,
hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning
for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig sam-
fundsmæssig betydning i øvrigt, eller hvis andre særlige
grunde taler for, at sagen behandles af Højesteret som anden
instans.
Hvis sagen ikke opfylder de nævnte betingelser, eller hvis
parterne foretrækker det, kan anke ske til landsret.
Hvis den part, som anker sagen, vælger at anke til landsret-
ten, har øvrige parter i sagen ifølge retsplejelovens § 368,
stk. 5, krav på, at ankesagen behandles af Højesteret, hvis
betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder uanset, om den
anden part alene vil påstå stadfæstelse af dommen.
Højesteret påser af egen drift, at betingelserne for anke til
Højesteret er opfyldt, og afviser anken ved kendelse, hvis
betingelserne ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens § 368, stk.
6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
Det fremgår af varemærkelovens § 43 a, at Sø- og Handels-
retten er EF-varemærkedomstol i første instans, og Højeste-
ret er EF-varemærkedomstol i anden instans i henhold til
EF-varemærkeforordningen.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det frem-
går, at både Højesteret og landsretterne er EU-varemærke-
domstole i anden instans, og at afgørelsen af, om en dom af-
sagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan an-
kes til Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmelserne
i retsplejelovens § 368, stk. 4-6.
Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om
EF-varemærker (varemærkeforordningen) blev ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424
af 16. december 2015 med ikrafttræden den 23. marts 2016.
Betegnelsen ”EF-varemærkedomstol” blev i den forbindelse
ændret til betegnelsen ”EU-varemærkedomstol”. Det fore-
slås derfor, at terminologien i den foreslåede affattelse af va-
remærkelovens § 43 a afspejler denne ændring i varemærke-
forordningen.
Forslaget indebærer, at sager om EF-varemærker behandlet
af Sø- og Handelsretten fremover vil kunne ankes til Høje-
steret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel be-
tydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsent-
lig samfundsmæssig betydning i øvrigt, eller hvis andre sær-
lige grunde taler for, at sagen behandles af Højesteret som
anden instans.
Hvis sagen ikke opfylder de nævnte betingelser, eller hvis
parterne foretrækker det, kan anke ske til landsret.
Hvis den part, som anker sagen, vælger at anke til landsret-
ten, har øvrige parter i sagen ifølge retsplejelovens § 368,
stk. 5, krav på, at ankesagen behandles af Højesteret, hvis
betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder uanset, om den
anden part alene vil påstå stadfæstelse af dommen.
Højesteret påser af egen drift, at betingelserne for anke til
Højesteret er opfyldt, og afviser anken ved kendelse, hvis
betingelserne ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens § 368, stk.
6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 5
Til nr. 1
Efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. – jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20.
juni 2001 med senere ændringer – kan restanceinddrivelses-
myndighedens og kommunernes pantefogeder foretage ud-
læg for ydelser, der inddrives efter loven, jf. lovens § 3, stk.
1. Loven gælder for skatter, afgifter, bøder og andre ydelser,
som opkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lov-
givningen er tillagt udpantningsret, jf. lovens § 1.
Det fremgår af lovens § 7, stk. 4, at der på pantefogedens
kontor – hvis skyldneren ikke er mødt – ikke kan foretages
udlæg i andet end fast ejendom for krav, der er sikret ved
lovbestemt pant i ejendommen.
66
Efter lovens § 5, stk. 1, foretages udlæg – hvis ikke andet er
bestemt i loven – efter reglerne i retsplejelovens kapitel
45-47.
Den ordning om mulighed for udlæg på kontoret, der fore-
slås med lovfor-slagets § 1, nr. 13, vil dermed også gælde
for udlæg foretaget af pantefogeder. Den foreslåede tilføjel-
se i retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. pkt., indebærer således
bl.a. – ligesom den gældende bestemmelse i § 7, stk. 4, i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v. – at pantefogederne, hvis skyldneren ikke er mødt, kan
foretage udlæg på kontoret i fast ejendom for krav, som i
lovgivningen er tillagt udpantningsret, og som er sikret ved
lovbestemt pant i ejendommen. Det foreslås på den bag-
grund at ophæve særreglen om pantefogedernes udlæg i § 7,
stk. 4, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter
og afgifter m.v.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 6
Til nr. 1
Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejelo-
ven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om
skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen,
kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidne-
forvarede m.v.), blev der indsat et nyt stk. 2 i retsplejelovens
§ 154, jf. lovens § 1, nr. 4. Bestemmelsen skulle efter lovens
§ 5 træde i kraft efter justitsministerens nærmere bestem-
melse.
Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af rets-
plejeloven m.v. (Revision af reglerne om forkyndelse m.v.)
blev bestemmelsen ophævet, jf. lovens § 1, nr. 4.
Bestemmelsen var imidlertid ikke sat i kraft på dette tids-
punkt og ophævelsen af bestemmelsen skete derfor ikke kor-
rekt, da bestemmelsen rettelig skulle have været ophævet
ved en ændring af lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af
retsplejeloven mv. (Digital kommunikation i retsplejen, ken-
delser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidnefor-
varede mv.).
Det foreslås derfor at ophæve § 1, nr. 4, i lov nr. 447 af 9.
juni 2004 om ændring af retsplejeloven m.v. (Digital kom-
munikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfrem-
stilling, regler om vidneforvarede mv.). Forslaget har ingen
materiel betydning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 7
Til nr. 1
Det foreslås, at der i lov nr. 1156 af 19. december 2003 om
ændring af forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse) indsættes
en territorialbestemmelse som § 10, der ikke var medtaget i
det oprindelige lovforslag.
Den foreslåede bestemmelse vedrører den territoriale gyl-
dighed af lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af
forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelses-
medlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse), og indebærer, at lo-
ven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan lovens
§ 1 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
Ændringen har ikke betydning for den territoriale afgræns-
ning af §§ 2-8 i lov nr. 1156 af 19. december 2003, da disse
bestemmelser ikke gælder for Færøerne og Grønland. Da lo-
vens § 1 imidlertid allerede gælder for Grønland, vil den
foreslåede ændring medføre, at § 1 i princippet ikke (længe-
re) gælder for Grønland. Ændringen i § 1 gælder også for
Færøerne, men er ikke kundgjort, hvorfor ændringen ikke
har fået retsvirkning.
Ændringen i lov om Domstolsstyrelsen i § 1 i lov nr. 1156
af 19. december 2003 vil således først gælde (igen) for
Grønland og Færøerne, hvis der udstedes anordninger, der
sætter ændringen i kraft for Grønland og Færøerne.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 8
Til nr. 1
Det foreslås, at der i lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring
af retsplejeloven og forskellige andre love (Ændringer som
følge af kommunalreformen) indsættes en territorialbestem-
melse som § 13, der ikke var medtaget i det oprindelige lov-
forslag.
Den foreslåede bestemmelse vedrører den territoriale gyl-
dighed for lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af rets-
plejeloven og forskellige andre love (Ændringer som følge
af kommunalreformen), og indebærer i medfør af § 13, stk.
1, at §§ 1-3 og 6-11 ikke gælder for Færøerne, at §§ 1-3, 6
67
og 8-11 ikke gælder for Grønland, og at § 4 ikke gælder for
sager om færøske og grønlandske anliggender.
For så vidt angår §§ 1, 3 og 9 i lov nr. 552 af 24. juni 2005,
er der tale om ændringer af love, der ikke gælder for Fæ-
røerne og Grønland, hvorfor ændringslovene heller ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Forslaget indebærer der-
for ikke ændringer i den territoriale afgrænsning af bestem-
melserne.
For så vidt angår §§ 2 og 4 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er
der tale om ændringer af henholdsvis forvaltningsloven og
lov om Domstolsstyrelsen. Forvaltningsloven er ved anord-
ning sat i kraft for sager om færøske og grønlandske anligg-
ender, der er eller har været under behandling af rigsmyn-
dighederne. Lov om Domstolsstyrelsen er sat i kraft for hen-
holdsvis Færøerne og Grønland ved anordning. Lov nr. 552
af 24. juni 2005 indeholder ikke en territorialbestemmelse
om lovens territoriale gyldighed. Loven er derfor som ud-
gangspunkt gældende for henholdsvis sager om færøske og
grønlandske anliggender, der er eller har været under be-
handling af rigsmyndighederne, og for Færøerne og Grøn-
land. Loven er imidlertid ikke kundgjort i landsstyrets kund-
gørelsestidende for Færøerne og er derfor ikke trådt i kraft
for henholdsvis sager om færøske anliggender, der er eller
har været under behandling af rigsmyndighederne på Fæ-
røerne, og Færøerne. Det foreslås med § 13, stk. 1, at §§ 2
og 4 ikke gælder for henholdsvis Færøerne og Grønland og
for sager om færøske og grønlandske anliggender. Det be-
mærkes, at da §§ 2 og 4 allerede gælder for Grønland, vil
den foreslåede ændring medføre, at §§ 2 og 4 i princippet ik-
ke (længere) gælder for henholdsvis Grønland og sager om
grønlandske anliggender. Ændringen i §§ 2 og 4 gælder og-
så for Færøerne, men er ikke kundgjort, hvorfor ændringen
ikke har fået retsvirkning.
For så vidt angår § 5 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der
tale om en ændring i offentlighedsloven af 19. december
1985, der er ophævet. Der foreslås derfor ikke ændringer i
den territoriale afgrænsning af § 5.
For så vidt angår § 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der
tale om en ændring i persondataloven. Persondataloven er
efterfølgende sat i kraft ved anordning for Grønland. Justits-
ministeriet har foreslået, at persondataloven sættes i kraft for
Færøerne for så vidt angår rigsmyndighedernes behandling
af oplysninger, og udkast til anordning herom er forelagt for
Færøernes landsstyre. Forslaget indebærer derfor ikke æn-
dringer i den territoriale afgrænsning af § 6.
For så vidt angår § 7 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der
tale om en ændring af § 2, stk. 2, i lov om udgivelsen af en
Lovtidende og en Ministerialtidende (titlen er senere ændret
til lov om udgivelsen af en Lovtidende) ændret. Det bemær-
kes, at § 2, stk. 2, efterfølgende er blevet ændret, jf. § 1, nr.
2, i lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgi-
velsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende. Lov nr.
552 af 24. juni 2005 gælder for Grønland, da hovedloven
gælder direkte for Grønland. Hovedloven gælder derimod
ikke for Færøerne. Ændringen gælder derfor heller ikke for
Færøerne. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer i den
territoriale afgrænsning af § 7.
Ved § 8 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der foretaget en
ændring i værgemålsloven. Værgemålsloven er efterfølgen-
de sat i kraft ved anordning for Færøerne. Værgemålsloven
kan sættes i kraft for Grønland ved anordning og de ændrin-
ger, der følger af lovens § 8, vil også kunne sættes i kraft
ved anordning. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer i
den territoriale afgrænsning af § 8.
For så vidt angår §§ 10 og 11 i lov nr. 552 af 24. juni 2005,
er der tale om ændringer i henholdsvis lov om fonde og vis-
se foreninger og lov om erstatning for miljøskader, som ve-
drører sagsområder, som efterfølgende er overtaget af Fæ-
røerne. I forhold til Grønland er lov om fonde og visse for-
eninger sat i kraft ved anordning. Da ændringen i § 10 ve-
drører en bestemmelse, som er sat i kraft for Grønland med
ændringer begrundet i de grønlandske forhold, gælder lo-
vens § 10 ikke for Grønland. Lov om erstatning for miljø-
skader kan sættes i kraft for Grønland ved anordning og de
ændringer, der følger af lovens § 11, gælder således ikke for
Grønland nu, men vil kunne sættes i kraft ved anordning.
Forslaget indebærer derfor ikke ændringer ikke i den territo-
riale afgrænsning af §§ 10 og 11.
Det foreslås endvidere i forslaget til § 13, stk. 2, at § 2 ved
kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger. Dette giver således hjemmel
til at udstede en anordning, der sætter ændringerne vedrø-
rende lov om Domsstolsstyrelsen helt eller delvis i kraft.
Det foreslås endvidere i forslaget til § 13, stk. 3, at § 4 ved
kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
sager om færøske og grønlandske anliggender, der er eller
har været under behandling ved rigsmyndighederne. Dette
giver således hjemmel til at udstede en anordning, der sætter
ændringerne vedrørende forvaltningsloven helt eller delvis i
kraft.
Endeligt forslås det i § 13, stk. 4, at §§ 8 og 11 ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland
med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Det-
te giver således hjemmel til at udstede en anordning, der
sætter ændringerne vedrørende henholdsvis værgemålsloven
og lov om erstatning for miljøskader helt eller delvis i kraft,
hvilket forudsætter, at henholdsvis værgemålsloven og lov
om erstatning for miljøskader sættes i kraft.
68
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 9
Til nr. 1
Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forord-
ningen m.v.« i lov om retsafgifter § 20, nr. 9, ændres til »lov
om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske rets-
afgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 2, nr. 1.
Til § 10
Til nr. 1
Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forord-
ningen m.v.« i sølovens § 310, stk. 5, ændres til »lov om an-
erkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørel-
ser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 2 nr. 1.
Til nr. 2
Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forord-
ningen m.v.« i sølovens § 429, stk. 3, ændres til »lov om an-
erkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørel-
ser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 2, nr. 1.
Til § 11
Til nr. 1
Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forord-
ningen m.v.« i lov om internationale sikkerhedsrettigheder i
flymateriel § 1, stk. 3, ændres til »lov om anerkendelse og
fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det
civil- og handelsretlige område«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 2, nr. 1.
Til § 12
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf. stk.
1.
Der er på tidspunktet for lovens ikrafttræden udtaget grund-
lister for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. decem-
ber 2019. Det indebærer, at de foreslåede regler om forhø-
jelse af aldersgrænsen for nævning og domsmand, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 2, om udelukkelse fra at være at være næv-
ning eller domsmand, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og om ad-
gangen for kommunalbestyrelsen til at udvide antallet af
medlemmer i grundlisteudvalgene, jf. lovforslagets § 1, nr.
7, i praksis først vil få betydning, når der skal udvælges per-
soner til den grundliste, der skal gælde for perioden fra den
1. januar 2020.
I forhold til personer, som ved lovens ikrafttræden er opta-
get på nævninge- og domsmandslister på baggrund af de
grundlister, som er udtaget for perioden fra den 1. januar
2016 til den 31. december 2019, indebærer de foreslåede
regler, at de pågældende fra ikrafttrædelsestidspunktet vil
kunne begære sig fritaget i henhold til de foreslåede regler
herom, jf. lovforslagets §§ 1, nr. 4, 5 og 6.
For så vidt angår den foreslåede udvidelse af muligheden for
at foretage udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke
er mødt, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, kan de foreslåede regler
anvendes fra lovens ikrafttræden, herunder også i sager,
hvori anmodning er fremsat over for fogedretten før lovens
ikrafttræden.
Idet lovens § 2 først vil kunne træde i kraft, når Danmark
har tiltrådt værnetingsaftalekonventionen, foreslås det i stk.
2, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædel-
se af lovens § 1, nr. 10, § 2 og §§ 9-11. Det forudsættes her-
ved, at ikrafttrædelsestidspunktet for disse bestemmelser
fastsættes til samme dato, som værnetingsaftalekonventio-
nen træder i kraft for Danmark.
Med stk. 3 foreslås det, at lovens § 1, nr. 3, om udelukkelse
fra at være nævning og domsmand ikke finder anvendelse
på personer, der ved lovens ikrafttræden er optaget på en
grundliste. Det betyder, at de hidtil gældende regler om ude-
lukkelse fra lægdommerhvervet finder anvendelse for perso-
ner, der er optaget på grundlisten for perioden fra den 1. ja-
nuar 2016 til den 31. december 2019. De foreslåede regler
om udelukkelse fra at være nævning og domsmand vil såle-
des først få betydning fra og med udtagelsen af personer til
grundlisterne for perioden fra den 1. januar 2020 til den 31.
december 2023.
Til § 13
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og inde-
bærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lo-
69
vens §§ 3 og 4 (ændring af designloven og varemærkeloven)
kan dog sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de æn-
dringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Ved Danmarks tiltrædelse af værnetingsaftalekonventionen
vil der blive afgivet en erklæring om, at konventionen ikke
finder anvendelse for Færøerne og Grønland.
70
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13. okto-
ber 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1721 af 27. december
2016, lov nr. 1725 af 27. december 2016, § 4 i lov nr. 80 af
24. januar 2017 og § 1 i lov nr. 203 af 28. februar 2017,
foretages følgende ændringer:
§ 5. ---
Stk. 2-5 ---- 1. I § 5 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Varetages hvervet som formand for en undersøgel-
seskommission kan der udnævnes yderligere en landsdom-
mer i den pågældende landsret. Stillingen bortfalder ved før-
ste ledighed i en fast landsdommerstilling i den pågældende
landsret efter, at den pågældende landsdommer er vendt til-
bage.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
§ 69. Til nævning eller domsmand kan med de af § 70 føl-
gende undtagelser udtages enhver uberygtet mand eller
kvinde, der har valgret til Folketinget, medmindre den på-
gældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvil-
ket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller legem-
lig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske
sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævnings og
domsmands pligter.
2. I § 69 ændres »fylder 70 år« til: »fylder 75 år«.
3. § 70 affattes således:
§ 70. Udelukkede fra at være nævninger og domsmænd er:
ministre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministra-
tionens, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighe-
dens, politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige
personale samt sognefogeder og folkekirkens og de anerken-
dte trossamfunds gejstlige.
»§ 70. Følgende personer er udelukket fra at være næv-
ning og domsmand:
1) Ministre,
2) ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chef-
stillinger i de under departementerne hørende underordnede
myndigheder,
3) ansatte ved domstolene og i politi, anklagemyndighed,
kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsministeri-
ets område,
4) advokater og advokatfuldmægtige, og
5) præster i folkekirken og andre trossamfund.«
§ 71. Følgende personer kan begære sig fritaget for næv-
ninge- og domsmandshvervet:
1-7) ---
8) de, som på grund af deres helbredstilstand eller er-
hvervs- eller familieforhold ikke uden fare for deres velfærd
kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten,
4. I § 71, nr. 8, indsættes efter »velfærd«: »eller uforholds-
mæssig ulempe«.
9) de, som har taget bopæl i en anden kreds end den, for
hvilken deres udtagelse gælder.
5. I § 71, nr. 9, ændres: »gælder.« til: »gælder,«.
71
6. I § 71 indsættes som nr. 10:
»10) de, som i to perioder har været udtaget til nævninge- og
domsmandslister.«
§ 72. Udtagelsen til grundlisten foretages inden for hver
kommune af et grundlisteudvalg på 5 medlemmer, der udpe-
ges af kommunalbestyrelsen for de kommunale råds valgpe-
riode. I København kan kommunalbestyrelsen bestemme, at
der skal nedsættes flere grundlisteudvalg. De nærmere regler
om antallet af personer, der skal udtages, og om selve udta-
gelsen fastsættes af justitsministeren.
7. I § 72, 1. pkt., indsættes efter »på«: »mindst«.
§ 149. Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ik-
ke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved
hjælp af en uddannet translatør el.lign. Dog kan i borgerlige
sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør
fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til
det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte for-
udsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhand-
ling for landsret.
Stk. 2-7. ---
8. I § 149, stk. 1, ophæves 2. pkt., og i stedet indsættes:
»Forhandling med og afhøring af personer, der ikke beher-
sker det danske sprog, skal så vidt muligt ske ved hjælp af
en uddannet translatør el.lign.«
9. I § 149, stk. 1, ophæves 4. pkt., og i stedet indsættes: »Til-
kaldelse af tolk kan endvidere undlades i straffesager, der
behandles efter § 831 eller kapitel 80, såfremt retten og sa-
gens andre aktører har det fornødne kendskab til det frem-
mede sprog, og det i øvrigt findes ubetænkeligt.«
§ 247. I sager, der er omfattet af en international overens-
komst, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-doms-
konventionen m.v. eller lov om Bruxelles I-forordningen
m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte lo-
ve, anvendes overenskomstens værnetingsregler. Dette gæl-
der dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte
værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj
1952 om arrest i søgående skibe.
Stk. 2. ---
10. I § 247, stk. 1, 1. pkt., ændres »lov om Bruxelles I-for-
ordningen m.v.« til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af
visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og han-
delsretlige område«
§ 260. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Justitsministeren kan tillade, at forbrugerombuds-
manden og ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat
kan møde for en part i byretten, landsretten og i Sø- og Han-
delsretten i retssager inden for Forbrugerombudsmandens
virksomhed, hvor Forbrugerombudsmanden optræder som
mandatar. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk
juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a,
stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten eller Sø- og
Handelsretten i andre sager end sager omfattet af § 15, stk.
2, nr. 4, har opnået møderet for landsretten og for Sø- og
Handelsretten efter bestemmelsen i § 133.
Stk. 8-11. ---
11. § 260, stk. 7, 2. pkt., affattes således:
»Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk
bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og
at den ansatte for at møde i landsretten eller Sø- og Handels-
retten har opnået møderet for landsretten og for Sø- og Han-
delsretten efter bestemmelsen i § 133 eller møder med hen-
blik på at opnå en sådan møderet.
§ 327. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som
sagen er indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri pro-
ces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 3, og
§ 392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der be-
handles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1.
instans, kæres uden særlig tilladelse.
12. § 327, stk. 5, 3. pkt. affattes således:
»Uanset §§ 389 a, stk. 1, 392, stk. 3 og § 392 a, stk. 2, kan
afslag på fri proces til en sag, der behandles af byretten eller
af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans,
kæres uden særlig tilladelse.«
72
§ 495. Forretningen kan foretages, selv om skyldneren ik-
ke giver møde eller træffes. På rettens kontor kan der dog,
hvis skyldneren ikke er mødt, ikke foretages udlæg i andet
end fast ejendom eller andele i andelsboligforeninger eller
aktier eller anparter i boligaktieselskaber eller boliganparts-
selskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforenin-
ger og andre boligfællesskaber i henhold til pantebrev, jf. §
478, stk. 1, nr. 6.
Stk. 2-3. ---
13. I § 495, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 478, stk. 1, nr.
6«: », eller for krav omfattet af § 478, stk. 2, som er sikret
ved lovbestemt pant i det udlagte.«
14. Efter § 543 indsættes i kapitel 49:
Ȥ 543 a. Med hensyn til auktionssagens behandling fin-
der § 506 tilsvarende anvendelse. Det gælder dog ikke ved
afholdelse af auktion.«
§ 2
I lov om Bruxelles I-forordningen m.v., lov nr. 1563 af 20.
december 2006, som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj 2013,
foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
Lov om Bruxelles I-forordningen m.v. »Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenland-
ske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige om-
råde«.
§ 1. Bestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem
Det Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kom-
petence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørel-
ser på det civil- og handelsretlige område, jf. bilag 1 til den-
ne lov, samt bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, jf.
bilag 2 til denne lov, Luganokonventionen, jf. bilag 3 til
denne lov, og underholdspligtforordningen, jf. bilag 4 til
denne lov, gælder her i landet,
2. I § 1, stk. 1, ændres »og underholdspligtforordningen, jf.
bilag 4 til denne lov,« til: »underholdspligtforordningen, jf.
bilag 4 til denne lov, og værnetingsaftalekonventionen, jf.
bilag 5 til denne lov,«.
3. Efter kapitel 2 b indsættes:
»Kapitel 2 c
Anerkendelse og fuldbyrdelse efter værnetingsaftalekonven-
tionen
§ 8 i. Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som
er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, erklæres eksi-
gibel, indgives til fogedretten. Anmodningen skal være
skriftlig.
Stk. 2. Der kan samtidig med en anmodning efter stk. 1,
anmodes om fuldbyrdelse af retsafgørelsen efter retsplejelo-
vens regler.
Stk. 3. Den, der fremsætter anmodning efter stk. 1, skal, i
det omfang vedkommende ikke har bopæl her i landet, udpe-
ge en procesfuldmægtig.
Stk. 4. En retsafgørelse erklæres eksigibel, når kravene i
konventionens artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de
grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse, der er
opregnet i konventionen. Den part, mod hvem der anmodes
73
om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens be-
handling fremsætte bemærkninger.
Stk. 5. Retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på
den dokumentation, der er nævnt i konventionens artikel 13.
Stk. 6. Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen
er eksigibel, træffes ved kendelse.
Stk. 7. Fogedrettens afgørelse om, at en retsafgørelse erklæ-
res eksigibel, skal forkyndes for den part, mod hvem der an-
modes om fuldbyrdelse. Retsafgørelsen vedlægges forkyn-
delsen.
§ 8 j. Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de
ændringer, der følger af denne lov, kæres til landsretten efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Stk. 2. Landsrettens afgørelse kan med de ændringer, der
følger af denne lov, og med tilladelse fra Procesbevillings-
nævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 37.
Stk. 3. Kære efter stk. 1 og 2 sker ved indlevering af kære-
skrift til den ret, hvortil afgørelsen kæres.
Stk. 4. Fristen for kære af en afgørelse om, at en uden-
landsk retsafgørelse erklæres eksigibel, er 1 måned fra det
tidspunkt, hvor afgørelsen blev forkyndt.
Stk. 5. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne ad-
gang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal fore-
tages mundtlig forhandling.
Stk. 6. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, kan kun afslå at
erklære retsafgørelsen eksigibel eller ophæve afgørelsen om
eksigibilitet efter de grunde, der er opregnet i konventionen.
§ 8 k. En retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan med
de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de
regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.
Stk. 2. Indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet
er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, kan der
foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog
ikke foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt
foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværel-
sen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i
rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retspleje-
lovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen
om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.
§ 8 l. Bestrides anerkendelsen af en udenlandsk retsafgø-
relse, kan en berettiget part, der som det væsentligste påbe-
råber sig anerkendelsen, efter reglerne i dette kapitel få fast-
slået, om retsafgørelsen skal anerkendes.
Stk. 2. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende
retssag, og har den betydning for afgørelsen af sagen, kan
retten behandle spørgsmålet om anerkendelsen.«
74
§ 9. ---
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at loven med de
nødvendige ændringer finder anvendelse på ændringer af og
gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen
eller Luganokonventionen.
4. I § 9, stk. 2, ændres »Bruxelles I-forordningen eller Luga-
nokonventionen« til: »Bruxelles I-forordningen, Lugano-
konventionen eller værnetingsaftalekonventionen«.
5. Som bilag 5 indsættes bilag 1 til denne lov.
§ 3
I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 189 af 1. marts
2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 309 af 28. marts 2015 og
§ 2 i lov nr. 1548 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring:
1. § 42 affattes således:
§ 42. Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i første
instans, og Højesteret er EF-designdomstol i anden instans i
henhold til EF-designforordningen.
»§ 42. Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i første
instans, og Højesteret og landsretterne er EF-designdomstole
i anden instans i henhold til EF-designforordningen. Ved af-
gørelsen af, om domme afsagt af Sø- og Handelsretten i hen-
hold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsretterne,
finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.«
§ 4
I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 1. marts
2016, som ændret ved § 1 i lov nr. 309 af 28. marts 2015 og
§ 1 i lov nr. 1548 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring:
1. § 43 a affattes således:
§ 43 a. Sø- og Handelsretten er EF-varemærkedomstol i
første instans, og Højesteret er EF-varemærkedomstol i an-
den instans i henhold til EF-varemærkeforordningens artikel
91.
»§ 43 a. Sø- og Handelsretten er EU-varemærkedomstol i
første instans, og Højesteret og landsretterne er EU-vare-
mærkedomstole i anden instans i henhold til EU-varemærke-
forordningen. Ved afgørelsen af, om domme afsagt af Sø-
og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Høje-
steret eller landsret, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6,
anvendelse.«
§ 5
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001,
som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov
nr. 252 af 30. marts 2011, og § 2 i lov nr. 114 af 31. januar
2017, foretages følgende ændring:
§ 7. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. På pantefogdens kontor kan der, hvis skyldneren
ikke er mødt, ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom
for krav, der er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen.
1. § 7, stk. 4, ophæves.
§ 6
I lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven,
konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af
75
fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser
med begrænser sagsfremstilling, regler om vidneforvarede
m.v.) foretages følgende ændring:
§ 1
4. I § 154 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: 1. § 1, nr. 4, ophæves.
»Stk. 2. Anvendelse af digital kommunikation kan ske,
hvis modtageren har samtykket i at modtage meddelelser på
denne måde, jf. dog § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for
den enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder
fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden
forsvarlig måde.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 7
I lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af forskelli-
ge bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem-
mer (afskedigelsesbeskyttelse), foretages følgende ændrin-
ger:
1. Efter § 9 indsættes:
Ȥ 10
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.«
§ 8
I lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven
og forskellige andre love (ændringer som følge af kommu-
nalreformen), foretages følgende ændring:
1. Efter § 12 indsættes:
Ȥ 13
Stk. 1. §§ 1-3 og 6-11 gælder ikke gælder for Færøerne, §§
1-3, 6 og 8-11 gælder ikke for Grønland og § 4 gælder ikke
for sager om færøske og grønlandske anliggender.
Stk. 2. § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. § 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for sager om færøske og grønlandske anliggen-
der, der er eller har været under behandling ved rigsmyndig-
hederne.
Stk. 4. §§ 8 og 11 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.«
76
§ 9
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27.
november 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 1876 af 29. de-
cember 2015, foretages følgende ændringer:
§ 20. Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:
1-8) ---
9) afgørelser efter kapitel 2 a i lov om Bruxelles I-forordnin-
gen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at en
udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel
her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet doku-
ment eller retsforlig er eksigibelt her i landet.
1. I § 20, nr. 9, ændres »lov om Bruxelles I-forordningen
m.v.« til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«
§ 10
I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. januar 2014,
foretages følgende ændringer:
§ 310. ---
Stk. 2-4 ---
Stk. 5. Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte le-
veringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted ef-
ter § 252, stk. 3, ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sve-
rige, eller hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordnin-
gen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder
bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.
Stk. 6. ---
1. I § 310, stk. 5, ændres »lov om Bruxelles I-forordningen
m.v.« til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«
2. I § 429, stk. 3, ændres »lov om Bruxelles I-forordningen
m.v.« til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«
§ 11
I lov nr. 573 af 4. maj 2015 om internationale sikkerhedsret-
tigheder i flymateriel, foretages følgende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2 ---
Stk. 3. Konventionens artikel 13 og 43 finder anvendelse
inden for rammerne af Bruxelles I-forordningen, jf. lov om
Bruxelles I-forordningen m.v.
Stk. 4. ---
1. I § 1, stk. 3, ændres »lov om Bruxelles I-forordningen
m.v.« til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse
udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-
ge område«
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
trædelse af lovens § 1, nr. 10, §§ 2 og 9-11.
Stk. 3. § 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på personer, som
er optaget på en grundliste, der er gældende ved lovens
ikrafttræden. For disse personer finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
77
§ 13
§§ 1-6 og § 9-11 gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men §§ 3 og 4 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
78