Fremsat den 22. februar 2017 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 22. februar 2017 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige
andre love
(Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v.)
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret ved
lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i lov nr. 298 af 22.
marts 2016, § 1 i lov nr. 428 af 18. maj 2016 og § 1 i lov nr.
114 af 31. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte
krav sker efter de regler, der gælder for opkrævningen og
inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af denne lov,
medmindre andet følger af hjemmelsgrundlaget for opkræv-
ningen og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav.«
2. § 1, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Regler i anden lovgivning om opkrævning af for-
dringer omfattet af denne lov finder anvendelse.«
3. § 2, stk. 3, 4. pkt., ophæves.
4. I § 3, stk. 3, indsættes efter »betalingen«: », medmindre
andet følger af bilag 1«.
5. § 4 affattes således:
»§ 4. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner eller mod-
tages ved en frivillig betaling, kun delvis fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrøren-
de skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1) Bøder.
2) Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud
for offentlige krav.
3) Andre fordringer.
Stk. 2. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun del-
vis fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes
fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, således at den fordring, der først
modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for
hovedkravet.
Stk. 3. Når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager
beløb i forbindelse med en inddrivelsesindsats, herunder af-
dragsordning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse,
dækkes først de fordringer, der er omfattet af inddrivelses-
indsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighe-
dens anvendelse af beløbet. Dernæst dækkes øvrige fordrin-
ger, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en
sådan inddrivelsesindsats. Dækning efter 2. pkt. sker uden
afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner. Dækning
sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2. Be-
løb, der modtages som følge af udlæg, omfattes ikke af dette
stykke.
Stk. 4. Fastlæggelse af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3
sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndighe-
den anvender beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra
skyldner ved frivillig betaling til dækning af fordringer un-
der inddrivelse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer
sker med virkning fra betalingstidspunktet.
Stk. 5. Opstår der i forbindelse med inddrivelsen et over-
skydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekal-
delse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anven-
des det overskydende beløb til dækning af fordringer under
inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et
overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk. 1-4
og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner.
Var fordringen rentebærende, skal det overskydende beløb
være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen. Skyld-
ner har ikke krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i
Lovforslag nr. L 137 Folketinget 2016-17
Skattemin., j.nr. 16-1644685
AN012881
form af rentekompensation som følge af anvendelsen af det
overskydende beløb, jf. 1. pkt.
Stk. 6. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan uanset stk.
1-3 efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der ind-
drives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer.
Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte regler om anvendel-
sen af bestemmelserne i stk. 1-6, herunder regler om anven-
delsen af disse ved opskrivning af beløbet på en fordring,
der gennemføres ved overdragelse af en særskilt fordring på
det opskrevne beløb, regler om dækningen af renter og om
samtidig overdragelse af flere fordringer mod samme skyld-
ner.«
6. § 4 a ophæves.
7. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres », der overdrages til« til: »un-
der«.
8. I § 5, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndig-
heden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den må-
ned, hvori fordringen er stiftet.«
9. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Forældelsesfristen for renter af fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
regnes fra den første dag i måneden efter den måned, hvori
renten er stiftet.
Stk. 2. Forældelse af renter af fordringer, der er under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder
senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Forældelseslovens § 27, stk. 2, finder ikke anven-
delse ved beregning af forældelsesfristen for renter af for-
dringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden.«
10. I § 7, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, der bliver stk. 4, ændres
»Det Centrale Fordringsregister« til: »restanceinddrivelses-
myndighedens fordringsregister«.
11. I § 7 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Ved modregning i sociale ydelser, som en kom-
mune kan gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling Dan-
mark, eller som Udbetaling Danmark kan gennemføre i en
udbetaling fra en kommune, uden at fordringen er registreret
i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, finder
stk. 1 og 2 ikke anvendelse, hvis modregningen gennemfø-
res efter fordringshavers anmodning direkte til den udbeta-
lende myndighed om i udbetalingsbeløbet at fradrage et be-
løb svarende til den skyldige fordring. Ved sådanne modreg-
ninger dækkes fordringerne ud fra deres stiftelsestidspunkt,
således at den ældste fordring dækkes først, idet en fordring
fra den udbetalende myndighed dog dækkes først, hvis den
er stiftet senest samme dag som den anden myndigheds for-
dring.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
12. § 8 affattes således:
Ȥ 8. For forfaldne fordringer omfattet af denne lov ind-
træder fordringshaveren i retten til udbetalinger fra staten
for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.
Stk. 2. For forfaldne private fordringer på underholdsbi-
drag med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
omfattet af denne lov indtræder det offentlige på vegne af
den bidragsberettigede i retten til udbetalinger fra det offent-
lige for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.«
13. I § 10, stk. 1, ændres »som nævnt i bilag 1 til« til: »om-
fattet af«, og efter »lønindeholdelse« indsættes: », medmin-
dre andet følger af bilag 1«.
14. I § 10, stk. 6, ændres »68-70, 72 og 73 A« til: »68-70 og
73 A,«.
15. Efter § 10 indsættes før overskriften før § 11:
»§ 10 a. Der kan ske særskilt lønindeholdelse af beløb til
dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af bestem-
melser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksom-
hed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb
til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter nærmere regler for den-
ne lønindeholdelse.«
16. I § 11 ændres »som nævnt i bilag 1 til« til: »omfattet
af«, og efter »udpantning« indsættes: », medmindre andet
følger af bilag 1«.
17. I § 17 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Der kan til Landsskatteretten, medmindre andet er
bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf,
klages over en dækning af en fordring, som i medfør af § 4
er blevet dækket, uden at fordringen var omfattet af den ind-
drivelsesindsats, som beløbet hidrører fra. Stk. 1, 2.-6. pkt.,
finder anvendelse. Fristen i stk. 1, 2. pkt., regnes fra den
dag, hvor skyldneren har modtaget underretning om dæknin-
gen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
18. I § 17, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1«:
»og 2«.
19. I § 18 b indsættes efter »§ 4,«: »om udbetaling af over-
skydende beløb frem for anvendelse til dækning af fordrin-
ger«.
20. Efter § 18 b indsættes før overskriften før § 19:
»Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22.
november 2021
§ 18 c. Skatteministeren kan fastsætte regler om restan-
ceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare, om for-
dringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-
2
den til og med den 22. november 2021, og tilhørende renter
og lignende ydelser er retskraftige.«
21. Bilag 1 affattes som bilag 1 til denne lov.
§ 2
I lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige
for socialt udsatte grupper, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af
25. oktober 2006, som ændret ved § 120 i lov nr. 1336 af 19.
december 2008, foretages følgende ændring:
1. I § 16 g, stk. 1, 2. pkt., ændres »1/60« til: »1/48«.
§ 3
I lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse
nr. 725 af 26. juni 2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 1577
af 20. december 2006, § 5 i lov nr. 459 af 12. juni 2009 og §
20 i lov nr. 521 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændring:
1. § 13, stk. 1, 3. pkt., affattes således:
»Bøderne tilfalder statskassen.«
§ 4
I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 117 af 29.
januar 2016, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1745 af 27.
december 2016, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til afsnit VII affattes således:
»Afsnit VII
Hæftelsesbestemmelser m.v.«
2. § 72 ophæves.
Beskæftigelsesministeriet
§ 5
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7.
september 2010, som ændret bl.a. ved § 30 i lov nr. 155 af
20. februar 2013 og senest ved § 1 i lov nr. 1717 af 27.
december 2016, foretages følgende ændring:
1. § 74, stk. 7, 2. pkt., ophæves.
§ 6
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr.
278 af 14. marts 2013, som ændret senest ved § 2 i lov nr.
1717 af 27. december 2016, foretages følgende ændring:
1. § 10 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., ophæves.
§ 7
I lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013, som ændret
ved § 3 i lov nr. 395 af 2. maj 2016, foretages følgende
ændring:
1. § 1 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves.
§ 8
I lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og
funktionærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 3. februar
2009, som ændret ved § 5 i lov nr. 647 af 12. juni 2013, lov
nr. 52 af 27. januar 2015 og § 14 i lov nr. 1565 af 15.
december 2015, foretages følgende ændring:
1. I § 14, stk. 2, udgår »og kan inddrives ved udpantning«.
§ 9
I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr.
1507 af 6. december 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 31 ændres »§§ 8 og 9« til: »§ 8«.
Erhvervsministeriet
§ 10
I lov om en garantiordning for udlån til nye aktiviteter i
mindre virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 23.
december 1994, som ændret ved § 65 i lov nr. 430 af 6. juni
2005, § 76 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, § 158 i lov nr. 1336
af 19. december 2008 og § 9 i lov nr. 628 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændring:
1. I § 7, stk. 1, udgår », herunder nærmere regler for frem-
gangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse«.
§ 11
I revisorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1167 af 9.
september 2016, som ændret ved § 13 i lov nr. 1549 af 13.
december 2016, foretages følgende ændringer:
1. § 42, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Tvangsbøderne tilfalder statskassen.«
2. I § 42, stk. 3, ændres »opkrævningsloven« til: »lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige«.
§ 12
I lov om skibsmåling, jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 17.
januar 2014, foretages følgende ændring:
1. § 10, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Gebyret tilfalder statskassen.«
§ 13
I lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 959 af 21. august 2015, som ændret
3
ved § 8 i lov nr. 1563 af 15. december 2015 og § 3 i lov nr.
1721 af 27. december 2016, foretages følgende ændring:
1. § 42 ophæves.
Justitsministeriet
§ 14
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, foretages
følgende ændring:
1. § 17, stk. 2, ophæves.
§ 15
I lov om lenskontrollen, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af
9. september 1986, foretages følgende ændring:
1. § 3, stk. 3, 3. pkt., ophæves.
Sundhedsministeriet
§ 16
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 84 af 17. januar
2017, som ændret ved § 41 i lov nr. 620 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændring:
1. § 30, stk. 7, ophæves.
Stk. 8 bliver herefter stk. 7.
§ 17
I vævsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 21. august
2014, som ændret ved lov nr. 542 af 29. april 2015,
foretages følgende ændring:
1. § 20, stk. 2, ophæves.
§ 18
I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 506 af 20.
april 2013, som ændret ved § 2 i lov nr. 542 af 29. april
2015 og senest ved § 2 i lov nr. 1736 af 27. december 2016,
foretages følgende ændring:
1. § 103, stk. 3, ophæves.
§ 19
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24.
september 2016, som ændret ved § 33 i lov nr. 618 af 8. juni
2016, § 39 i lov nr. 620 af 8. juni 2016 og lov nr. 1737 af
27. december 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 228, stk. 3, 1. pkt., ændres »om inddrivelse af personli-
ge skatter i kildeskatteloven.« til: »i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.«
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
§ 20
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 5. januar
2017, foretages følgende ændring:
1. § 123, stk. 3, 4. pkt., ophæves.
§ 21
I jernbaneloven, lov nr. 686 af 27. maj 2015, som ændret
ved § 2 i lov nr. 658 af 8. juni 2016, foretages følgende
ændring:
1. § 14, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
§ 22
I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 323 af
20. marts 2015, som ændret ved § 3 i lov nr. 657 af 8. juni
2016, foretages følgende ændring:
1. § 29, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
Uddannelses- og Forskningsministeriet
§ 23
I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar
2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 521 af 26. maj 2014, § 1 i
lov nr. 633 af 12. maj 2015, § 42 i lov nr. 628 af 8. juni
2016 og § 22 i lov nr. 1746 af 27. december 2016, foretages
følgende ændringer:
1. § 58, stk. 4, ophæves.
2. Afsnit III ophæves.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
§ 24
I lov nr. 383 af 3. maj 2006 om kreditforeningen af
kommuner og regioner i Danmark foretages følgende
ændring:
1. § 15, stk. 3, ophæves.
§ 25
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2017.
Stk. 2. § 1, nr. 9, har virkning for renter af fordringer, der
er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
og hvor renten stiftes den 21. november 2018 eller senere.
§ 26
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
4
Stk. 2. §§ 11, 12 og 14 kan helt eller delvis ved kongelig
anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 14 og 16 kan helt eller delvis ved kongelig an-
ordning sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som
de færøske forhold tilsiger.
5
Bilag 1
»Bilag 1
I. Fordringstyper, for hvilke der ikke kan foretages lønindeholdelse efter § 10:
1) Civilretlige fordringstyper.
a. Lønindeholdelse kan dog ske for:
i. Bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale, som skyldner har beskadiget eller ikke har afleve-
ret efter sit hjemlån. Det er dog en betingelse, at skyldner skriftligt har anerkendt kravet, medmindre kra-
vet vedrører erstatning for udlånsmateriale, der ikke er afleveret af skyldner, og det pågældende bibliotek
tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materialer.
ii. Fordringer, der udspringer af en garanti, som fordringshaver har stillet for en boligtagers kontrakt-
mæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.
iii. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning
til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og § 17 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, i det
omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
iv. Andre fordringer end de i nr. iii nævnte, der ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver omfat-
tet af denne lov. Det er dog en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stil-
les, for at kravet tilkommer fordringshaver, er opfyldt.
v. Krav på erstatning, hvis kravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
vi. Underholdsbidrag.
II. Fordringstyper, for hvilke der ikke kan foretages udpantning efter § 11:
1) Civilretlige fordringstyper.
a. Udpantning kan dog ske for:
i. Bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale, som skyldner har beskadiget eller ikke har afleve-
ret efter sit hjemlån. Det er dog en betingelse, at skyldner skriftligt har anerkendt kravet, medmindre kra-
vet vedrører erstatning for udlånsmateriale, der ikke er afleveret af skyldner, og det pågældende bibliotek
tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materialer.
ii. Fordringer, der udspringer af en garanti, som fordringshaver har stillet for en boligtagers kontrakt-
mæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.
iii. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning
til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og § 17 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, i det
omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
iv. Andre fordringer end de i nr. iii nævnte, der ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver omfat-
tet af denne lov. Det er dog en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stil-
les, for at kravet tilkommer fordringshaver, er opfyldt.
v. Krav på erstatning, hvis kravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
vi. Underholdsbidrag.
III. Fordringstyper, for hvilke der ikke tillades afdragsordninger efter § 3, stk. 3:
1) Tvangsbøder.«
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Forenkling af lovgivningen om inddrivelse af gæld til det offentlige
2.1.1. Fordringer skal kunne inddrives med alle tilgængelige inddrivelsesmidler, medmindre der gælder en
undtagelse
2.1.1.1. Gældende ret
2.1.1.2. Lovforslaget
2.1.2. Ophævelse af særregler i anden lovgivning
2.1.2.1. Gældende ret
2.1.2.2. Lovforslaget
2.1.3. Ophævelse af adgang til at overdrage fordringer, der ikke er inddrivelsesparate
2.1.3.1. Gældende ret
2.1.3.2. Lovforslaget
2.1.4. Ændring af regel om dækningsrækkefølge (enklere regler for anvendelse af nedskrivningsbeløb og fri-
villige betalinger, dækning af fordringer, der ikke er knyttet til en indsats, og opskrivning af fordrin-
ger)
2.1.4.1. Gældende ret
2.1.4.2. Lovforslaget
2.1.5. Færre forældelsesdatoer for renter af fordringer under inddrivelse
2.1.5.1. Gældende ret
2.1.5.2. Lovforslaget
2.1.6. Ingen særskilt dækningsrækkefølge ved særskilt lønindeholdelse
2.1.6.1. Gældende ret
2.1.6.2. Lovforslaget
2.1.7. Håndtering af paralleldrift i to inddrivelsessystemer
2.1.7.1. Gældende ret
2.1.7.2. Lovforslaget
2.2. Præciseringer og klarere retsgrundlag
2.2.1. Præcisering af, at der beregnes renter af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesomkostninger
2.2.1.1. Gældende ret
2.2.1.2. Lovforslaget
2.2.2. Præcisering af indtrædelsesret
2.2.2.1. Gældende ret
2.2.2.2. Lovforslaget
2.2.3. Restanceinddrivelsesmyndighedens retskraftvurderinger af fordringer med tvivlsom retskraft
2.2.3.1. Gældende ret
2.2.3.2. Lovforslaget
2.3. Andre ændringer og præciseringer
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Lovforslaget
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det er vigtigt for regeringen og aftalepartierne bag »Aftale
om et nyt skattevæsen« at få skabt en effektiv inddrivelse.
Det er hverken ret eller rimeligt, at andre borgere skal betale
for dem, der ikke betaler deres gæld til det offentlige. Rege-
ringen har derfor sammen med aftalepartierne iværksat en
række initiativer, med henblik på at inddrivelsen af gæld til
det offentlige kommer på fode igen, efter at SKAT den 8.
september 2015 besluttede at stoppe al automatisk inddrivel-
7
se af gæld til det offentlige, på baggrund af at en række ana-
lyser af Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMo-
torInddrivelse (DMI) havde påvist fejl af funktionel, teknisk
og datamæssig karakter. Som følge af den ekstraordinære si-
tuation, som SKATs restanceinddrivelse aktuelt befinder sig
i efter beslutningen om at suspendere den automatiske ind-
drivelse i EFI og DMI, er inddrivelsesaktiviteterne i øjeblik-
ket væsentligt nedsat, og de samlede restancer stigende.
Med udgangspunkt i handlingsplanen »Aftale om et nyt
skattevæsen« fra den 25. september 2015 har V-regeringen i
fælles forståelse med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti igangsat et omfattende arbejde med bl.a. at ud-
vikle et nyt it-system for inddrivelse.
En af grundene til, at EFI ikke kunne fungere, var, at sy-
stemet skulle tage højde for en lang række særregler og et
indviklet regelgrundlag. For at sikre udviklingen og etable-
ringen af en effektiv it-understøttelse af inddrivelsesopgaven
er det derfor fundet nødvendigt at ophæve en række særreg-
ler og forenkle reglerne på inddrivelsesområdet. Forenklin-
gerne er helt afgørende for udviklingen af et nyt it-system
for inddrivelse, og nærværende lovforslag understøtter de to
første faser af udviklingen af det nye it-system.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt
skattevæsen« har V-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Det
Konservative Folkeparti indgået »Aftale om et nyt skattevæ-
sen« af 18. november 2016 om en fælles forståelse om nød-
vendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt ramme-
rne herfor. Nærværende lovforslag er en udmøntning af den-
ne aftale.
Af aftaleteksten fremgår bl.a.:
»Inddrivelsesområdet
Aftalepartierne bakker op om det fortsatte arbejde med at
udvikle et nyt it-inddrivelsessystem og om den manuelt ba-
serede inddrivelse, der er iværksat oven på nedlukningen af
EFI. Aftalepartierne noterer sig samtidig, at det som led i at
reetablere og styrke inddrivelsen også er nødvendigt at gen-
nemføre en omfattende forenkling af inddrivelseslovgivnin-
gen. Aftalepartierne er enige om, at inddrivelsen af gæld
skal være mere enkel og gennemskuelig for både skattemyn-
dighederne, borgere og virksomheder, og at lovgivningen
skal understøtte, at hovedparten af inddrivelsesindsatsen
fremadrettet kan it-understøttes.
Derfor bakker aftalepartierne op om en række tiltag, der
forenkler inddrivelseslovgivningen. Der er tale om at fjerne
en række særregler og forenkle og harmonisere inddrivelses-
reglerne, så flest mulige fordringer kan underkastes samme
behandling. Disse forslag er vigtige i forhold til at udvikle et
mere enkelt it-system til understøttelse af inddrivelsen og
sikrer, at inddrivelsesopgaven fremadrettet kan håndteres
mere effektivt.«
Aftalepartierne er blevet præsenteret for følgende forenk-
lingstiltag:
– Inddrivelsesskridt: Alle inddrivelsesskridt skal anvendes
over for flest mulige fordringer.
– Afvigende rentespor: Inddrivelsesrenten skal anvendes
over for flest mulige fordringer.
– Særskilt lønindeholdelse: Særregel om beløbsgrænse på
50 kr. ved særskilt lønindeholdelse ophæves.
– Afdragsordninger: Særregel om hårde inddrivelsesskridt
for kioskbøder fjernes.
– Antal forældelsesfrister for renter reduceres: 12 i stedet
for op til 365 årlige forældelsesfrister pr. fordring.
– Gennemført inddrivelse fastholdes: Minimering af ”til-
bagerulning” af samtlige indbetalinger på en fordring
ved fordringens senere nedskrivning.
– Klarere processer: Fordringer oversendes først til SKAT,
når de er inddrivelsesparate
Tre af de tiltag, der er præsenteret for aftalepartierne – af-
vigende rentespor, særskilt lønindeholdelse og afdragsord-
ninger – forudsætter ikke ændring af lovgivning, men kan
gennemføres ved ændring af bekendtgørelser eller et styre-
signal.
Et af disse tiltag – afvigende rentespor – der vedrører har-
monisering af inddrivelsesrenten, er en del af »Aftale om af-
skaffelse af PSO-afgiften«, der er indgået af V-regeringen
og et bredt flertal af Folketingets partier den 17. november
2016. Et element i aftalen er således følgende:
»Harmonisering af inddrivelsesrenten
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal
Alliance, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folke-
parti er enige om at harmonisere inddrivelsesrenten, så flest
mulige typer af gæld årligt forrentes med Nationalbankens
officielle udlånsrente (aktuelt 0,05 pct.) tillagt 8 pct.-point.
Harmoniseringen skønnes at medføre et merprovenu efter
tilbageløb på ca. 0,1 mia. kr. årligt fra 2017.«
Forslagene om afvigende rentespor og særskilt løninde-
holdelse kan gennemføres bl.a. ved ændring af bekendtgø-
relse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Det er tanken, at ændringen af bekendtgø-
relsen, der også vil indeholde en række andre forenklinger
og præciseringer, vil skulle træde i kraft samtidig med nær-
værende lovforslag. Forslaget om afdragsordninger kan gen-
nemføres ved udsendelse af et styresignal.
Lovforslaget er det fjerde i rækken af lovgivningstiltag på
inddrivelsesområdet, der er fremsat i forlængelse af SKATs
suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det of-
fentlige via EFI i september 2015 og det efterfølgende
igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv restan-
ceinddrivelse.
Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på ud-
viklingen af et nyt inddrivelsessystem. Det er besluttet, at
det nye it-system skal være baseret på et standardsystem,
som trinvist bliver videreudviklet, så det ved udgangen af
2018 vil kunne håndtere de fleste inddrivelsesskridt og
skyldnergrupper. Parallelt er der igangsat et arbejde med at
forenkle lovgivningen på området, så systemet bliver mindre
komplekst end EFI/DMI. Denne forenkling er hovedformå-
let med nærværende lovforslag.
8
Systemet skal udvikles gradvist og med fokus på de funk-
tionaliteter, der vurderes at være de vigtigste for ibrugtag-
ningen af systemet til den fastsatte deadline for 1. udgave
(release) primo april 2017.
Udviklingen af release 1 er planmæssigt gået ind i tredje
og sidste fase, hvor systemet færdigudvikles og parallelt tes-
tes af sagsbehandlere. En væsentlig del af testen består i at
afprøve en række forskellige processer for at validere, at sy-
stemet fungerer korrekt og er brugervenligt. Når 1. release
af systemet tages i brug, hvilket forventes at ske primo april
2017, vil fordringshaverne løbende blive tilsluttet det nye
system og derefter kunne begynde at sende nye fordringer til
inddrivelse i systemet. Frem mod medio 2018 forventes alle
fordringshavere at blive tilsluttet systemet, i takt med at de
får justeret i deres interne processer og systemer, så de kan
sende retskraftige fordringer med en god datakvalitet, der
sikrer, at der kan inddrives på fordringerne. Parallelt med
tilslutningen af fordringshaverne konverteres fordringer fra
EFI/DMI til det nye system. EFI/DMI kan herefter nedluk-
kes, når alle fordringer er konverteret, og alle fordringshave-
re er tilsluttet systemet.
For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen el-
ler meget begrænset systemunderstøttelse blev der i novem-
ber 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om stands-
ning af forældelsen for fordringer under inddrivelse, jf. lov
nr. 1253 af 17. november 2015.
I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i
form af regler, der er nødvendige for etableringen af det nye
it-system og for en hensigtsmæssig behandling af klager på
inddrivelsesområdet. Der blev desuden gennemført en ræk-
ke justeringer og præciseringer med henblik på at sikre et
klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af 22.
marts 2016.
Den 14. december 2016 er som det tredje lovgivningstil-
tag fremsat lovforslag nr. L 102 om overdragelse af inddri-
velsen af fortrinsberettigede kommunale krav til kommuner-
ne. Lovforslaget blev vedtaget den 26. januar 2017, jf. lov
nr. 114 af 31. januar 2017.
Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgiv-
ningstiltag, der navnlig skal sikre enklere regler på inddri-
velsesområdet, hvilket er helt afgørende for udviklingen og
etableringen af en effektiv it-understøttelse af inddrivelses-
opgaven. Endvidere indeholder lovforslaget en række øvrige
præciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.
Det foreslås derfor for det første, at fordringer, der modta-
ges til inddrivelse, i videst muligt omfang skal kunne inddri-
ves med alle tilgængelige inddrivelsesskridt, dvs. afdrags-
ordninger, lønindeholdelse, modregning, udpantning (ud-
læg) m.v., så antallet af særspor i systemet minimeres.
Som led heri foreslås, at en række særregler uden for lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige ophæves. Det ken-
detegner de fleste af disse regler, at de i dag ikke har nogen
selvstændig betydning efter den harmonisering af inddrivel-
sesreglerne, der blev gennemført i forbindelse med indførel-
sen af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der trådte
i kraft den 1. januar 2009. Flere sådanne særregler blev den-
gang overset.
Derudover foreslås for det andet en ophævelse af den ek-
sisterende særregel om mulighed for at overdrage ikke-ind-
drivelsesparate fordringer til SKAT med henblik på at opnå
en samlet afviklingsordning, der både omfatter gæld under
opkrævning og gæld under inddrivelse. Fremover skal for-
dringer således først kunne overdrages til SKAT, når de er
inddrivelsesparate, dvs. at betalingsfristen er overskredet.
Dette vil reducere kompleksiteten i det kommende inddri-
velsessystem.
For det tredje foreslås at forenkle reglerne om dæknings-
rækkefølgen. Det drejer sig om fordringer, der endnu ikke er
knyttet til en inddrivelsesindsats. Derudover foreslås, at reg-
len også regulerer restanceinddrivelsesmyndighedens anven-
delse af overskydende beløb fra bl.a. nedskrivning af for-
dringers beløb.
Det foreslås, at beløb, der modtages som følge af en ind-
drivelsesindsats, under anvendelse af den gældende dæk-
ningsrækkefølge først anvendes til at dække de fordringer,
der er en del af inddrivelsesindsatsen på det tidspunkt, hvor
beløbet anvendes til dækning. Hvis der herefter er et beløb i
overskud, dækkes andre fordringer under inddrivelse, hvis
disse vil kunne inddrives med en sådan inddrivelsesindsats.
Beløb kan også opstå, fordi en fordringshaver, efter at der
er gennemført inddrivelse og dækning af en fordring, bliver
opmærksom på, at fordringen er sendt til inddrivelse med
for højt et beløb på grund af fejl i opgørelsen af fordringen,
eller fordi der er sket dobbeltdækning, idet skyldneren selv
har betalt direkte til fordringshaver.
Endvidere kan der være tale om indbetalinger, der skal til-
lægges virkning fra tidspunktet for skyldnerens betaling,
fordi skyldners indbetaling til restanceinddrivelsesmyndig-
heden i overensstemmelse med gældende praksis for indbe-
talinger til SKAT tillægges virkning allerede fra det tids-
punkt, hvor skyldner indbetaler beløbet i en bank eller på et
posthus, eller hvor det overføres fra skyldners konto, selv
om beløbet først er til rådighed for restanceinddrivelsesmyn-
digheden et par dage senere. I den situation kan der ske en
dobbeltdækning af en fordring, hvis restanceinddrivelses-
myndigheden i dette tidsinterval har modtaget dækning på
fordringen fra anden side.
Forslaget går ud på, at overskydende beløb, der opstår ved
nedskrivninger og indbetalinger med virkning fra skyldne-
rens betalingstidspunkt, skal kunne anvendes til dækning af
alle de fordringer, der er under inddrivelse hos skyldneren
på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden an-
vender det opståede overskydende beløb, i overensstemmel-
se med dækningsrækkefølgen, således at der først sker
dækning af fordringer omfattet af inddrivelsesindsatsen på
tidspunktet for anvendelsen af det overskydende beløb og
dernæst sker dækning af øvrige fordringer under inddrivelse,
idet det dog er en betingelse, at sådanne øvrige fordringer
ville kunne være omfattet af den tidligere gennemførte ind-
drivelsesindsats. Herved reduceres kravene til systemunder-
støttelse. Det foreslås også, at det præciseres, at overskyden-
9
de beløb er inklusive de renter, der, hvis fordringen var ren-
tebærende, er tilskrevet fordringen. Det modtagne beløb in-
klusive sådanne renter skal af restanceinddrivelsesmyndig-
heden anvendes til at dække skyldnerens eventuelle andre
fordringer under inddrivelse, men skyldneren har ikke krav
mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekom-
pensation som følge af anvendelsen af det overskydende be-
løb.
Endelig foreslås, at den eksisterende bemyndigelse for
skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om dæk-
ningsrækkefølgen udvides med en adgang til at fastsætte
regler om dækningsrækkefølgen ved opskrivning af fordrin-
ger, dvs. hvor en fordring ved sin overdragelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden var oplyst med for lille et beløb,
hvorfor fordringshaver senere overdrager en opskrivnings-
fordring på det resterende beløb.
For det fjerde foreslås det at reducere antallet af årlige for-
ældelsesfrister for inddrivelsesrenter fra 365 til 12. Renten
af fordringer under inddrivelse hos SKAT påløber og forfal-
der dagligt til betaling. Dermed opstår der hver dag en ny
forældelsesfrist for den enkelte rente. Det vil reducere sy-
stemkompleksiteten væsentligt, hvis forældelsesfristen for
alle renter i stedet løber fra den 1. i måneden efter den må-
ned, hvor renten forfalder til betaling. Herved opnås, at der
årligt alene vil være 12 forældelsesfrister for renter.
For det femte foreslås det at ophæve den særlige dæk-
ningsrækkefølge, der gælder for særskilt lønindeholdelse, og
som afviger fra den generelle bestemmelse om dæknings-
rækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Særreglen foreslås ophævet for at undgå systemkom-
pleksitet for det nye it-system.
For det sjette foreslås, at skatteministeren skal kunne fast-
sætte regler om, at et overskydende beløb fra indbetaling til
enten EFI/DMI eller det nye inddrivelsessystem, der er un-
der udvikling, skal kunne udbetales til skyldner frem for at
søge at dække skyldige fordringer placeret i det andet sy-
stem i forhold til det system, der modtog beløbet. Skattemi-
nisteriet håber at kunne udvikle en løsning, der muliggør en
overførsel af beløb mellem de to systemer, men det er ikke
givet, at dette lykkes, og da der ofte vil være tale om små
overskydende beløb, vil det kunne være mere hensigtsmæs-
sigt for restanceinddrivelsesmyndigheden at udbetale belø-
bet til skyldner frem for at søge at dække fordringer i det an-
det system.
Som et andet hovedelement i lovforslaget foreslås der en
række præciseringer af inddrivelsesreglerne med henblik på
at sikre et klarere retsgrundlag. Som led i arbejdet med ud-
viklingen af det nye it-system til inddrivelse har der ud over
egentlige lovforenklingstiltag også vist sig behov for at præ-
cisere enkelte bestemmelser i inddrivelseslovgivningen for
at opnå så klart et retsgrundlag som muligt af hensyn til det
nye it-system og sagsbehandlingen.
Det gælder for det første en præcisering af regler om for-
rentning af inddrivelsesomkostninger for restanceinddrivel-
sesmyndigheden. Endelig præciseres regler om indtrædel-
sesret, således at samtlige fordringer omfattet af lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige kan modregnes i udbetalin-
ger fra staten.
SKAT skal som restanceinddrivelsesmyndighed søge at
inddrive alle fordringer, der er under inddrivelse, og en tvivl
om retskraften af en fordring skal derfor afklares, inden der
kan ske inddrivelse af fordringen, forudsat at den ved rets-
kraftvurderingen viser sig at være retskraftig. Der foreslås
derfor også en hjemmel for skatteministeren til at fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens ar-
bejde med sådanne retskraftvurderinger.
Endelig foreslås enkelte mindre præciseringer og justerin-
ger af regler med betydning for inddrivelsesområdet.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Forenkling af lovgivningen om inddrivelse af gæld til
det offentlige
2.1.1. Fordringer skal kunne inddrives med alle tilgængelige
inddrivelsesmidler, medmindre der gælder en undtagelse
2.1.1.1. Gældende ret
Omfattet af anvendelsesområdet for lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er fordringer med tillæg af renter, ge-
byrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives
af det offentlige, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Private og udenlandske krav på un-
derholdsbidrag, som Udbetaling Danmark og restanceinddri-
velsesmyndigheden opkræver hos den bidragspligtige, jf. §
2 i lov om opkrævning af underholdsbidrag og §§ 2 og 4 i
bekendtgørelse nr. 1838 af 22. december 2015 om anvendel-
se af underholdspligtforordningen, er således også omfattet
af loven. Renter, gebyrer og andre omkostninger er i prin-
cippet selvstændige fordringer, men i loven er anvendt den
systematik at udsondre disse fordringer, der kendetegnes
ved at vedrøre den fordring, der er under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. SKAT.
I § 1, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er skatteministeren givet en bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på
fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Be-
myndigelsen er udnyttet i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, hvor det anføres, at loven bl.a. finder anvendelse på
private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag, til-
bagebetalingskrav fra A-kasser, fordringer på kontrolafgifter
fra trafikselskaber, fordringer på gebyrer fra private klagen-
ævn og krav fra Landsbyggefonden og Byggeskadefonden
på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boli-
ger m.v. og lov om friplejeboliger, krav fra Byggeskadefon-
den vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag
efter lov om byfornyelse og udvikling af byer, krav fra
Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger ef-
ter lov om midlertidig regulering af boligforholdene, krav
fra administrator på indbetalinger fra ejeren efter lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme, krav på li-
cens og kontrolafgift fra Danmarks Radio og krav fra god-
10
kendte undervisningsinstitutioner samt krav vedrørende bil-
syn.
I § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at loven også finder anvendelse på opkrævning
og inddrivelse af udenlandske, færøske og grønlandske skat-
tekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt på ind-
drivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmod-
ning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat,
på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i
landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter
en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international
overenskomst eller konvention eller en administrativt indgå-
et aftale om administrativ bistand i skattesager.
Fordringer, der omfattes af anvendelsesområdet for lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan af restanceind-
drivelsesmyndigheden inddrives ved lønindeholdelse og ud-
pantning (udlæg), hvis de omfattes af den positive oplistning
af fordringstyper i lovens bilag 1, jf. henholdsvis §§ 10 og
11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige op-
lister i nr. 1-35 en række fordringstyper. Flere af bestemmel-
serne er affattet med brede formuleringer, der beskriver de
omfattede fordringstypers karakteristika, hvilket i princippet
kræver, at man for hver enkelt fordring må vurdere, om den
svarer til beskrivelsen af fordringstyperne i bilag 1.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige viderefører
den udpantningsret, der tidligere for en lang række for-
dringstyper var hjemlet i § 1 i lov om udpantning og om ud-
læg uden grundlag af dom eller forlig og i en række bestem-
melser i særlovgivningen. Både § 1 i lov om udpantning og
om udlæg uden grundlag af dom eller forlig og særlovgiv-
ningens bestemmelser om udpantningsret blev ophævet den
1. januar 2009, da lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge trådte i kraft.
Det anføres i lovforslaget til lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige – lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 278, i de specielle bemærkninger til
lovforslagets § 10 – at det var hensigten at opnå sammenfald
mellem fordringer, der kan inddrives ved udpantning og ved
lønindeholdelse, hvilket ikke fuldt ud var tilfældet før den 1.
januar 2009.
Der er flere gange foretaget en udvidelse af de fordrings-
typer, der skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og ud-
pantning, senest ved lov nr. 1500 af 23. december 2014, der
med henblik på udmøntning af de dele af aftalen af 3. juni
2014 om kommunernes økonomi for 2015 (»kommuneafta-
len for 2015«), der vedrørte en forbedret inddrivelse af re-
stancer til det offentlige, i bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige bl.a. indføjede nr. 34 om bibliotekers
erstatningskrav for bortkommet eller ødelagt udlånsmateria-
le og nr. 35 om krav vedrørende fraflytningsgarantier. For
bibliotekernes erstatningskrav er lønindeholdelses- og ud-
pantningsretten betinget af, at skyldner skriftligt har aner-
kendt kravet, medmindre kravet vedrører erstatning for ud-
lånsmateriale, der ikke er afleveret af skyldner, og det på-
gældende bibliotek tilbyder en kvittering ved aflevering af
lånte materialer. Kommuner m.v. har ifølge lovgivningen, jf.
bl.a. lov om almene boliger m.v., i flere tilfælde en garanti-
forpligtelse for opfyldelsen af kontraktmæssige forpligtelser,
som en boligtager har over for udlejer til at istandsætte boli-
gen ved fraflytning. Hvis en fraflytningsgaranti tiltrædes af
udlejer, fordi boligtageren ikke har opfyldt sin kontraktmæs-
sige forpligtelse til selv at istandsætte boligen ved sin fra-
flytning, får garanten (kommunen m.v.) et regreskrav mod
boligtageren. En tvist mellem udlejer og boligtager om
istandsættelsesudgifterne skal være afklaret, inden udlejers
krav kan sendes til kommunen m.v., med henblik på at udle-
jer tiltræder fraflytningsgarantien. Når restanceinddrivelses-
myndigheden fra kommunen m.v. modtager de regreskrav,
der herefter opstår, til inddrivelse, vil der derfor være tale
om endelige krav, der ikke længere kan være omfattet af en
tvist. Der henvises til bemærkningerne i lovforslaget til lov
nr. 1500 af 23. december 2014, jf. lovforslag nr. L 42, Fol-
ketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 42 som fremsat,
side 19.
De betingelser, der fremgår af bilag 1, nr. 34 og 35, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, skyldes, at der er
tale om civilretlige fordringer, og sådanne kendetegnes ved,
at en uenighed mellem fordringshaver og skyldner om for-
dringens berettigelse typisk vil være et domstolsanliggende,
fordi der ikke i det administrative klagesystem er mulighed
for at få afklaring.
Ved civilretlige fordringer forstås pengekrav, der har de-
res udspring i civilretten, der er en samlebetegnelse for de
retsregler, der ikke har deres baggrund i de offentligretlige
regler, men i stedet regulerer forholdet mellem fysiske og
juridiske personer samt myndigheder, hvis forholdet hviler
på navnlig aftaleretlige, ejendomsretlige og formueretlige
regler, men også bl.a. familieretlige og personretlige regler.
Afgrænsningen mellem civilretten og den offentlige ret er
somme tider flydende. En myndighed kan indgå en aftale,
der vil være civilretlig, men myndighedens mulighed for at
indgå aftalen kan være reguleret i den offentligretlige lov-
givning. Blandt civilretlige fordringer kan nævnes erstat-
ningskrav og andre krav, der skyldes misligholdelse af en
kontrakt, erstatningskrav uden for en kontrakt, f.eks. som
følge af hærværk mod det offentliges ejendom, samt visse
tilbagesøgningskrav, der skyldes en betaling i vildfarelse.
Til de civilretlige fordringer må også henregnes ægtefæl-
lebidrag og børnebidrag, der hviler på en aftale. Sådanne ci-
vilretlige underholdsbidrag kan inddrives ved lønindeholdel-
se og udpantning, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Flere andre bestemmelser i bilag 1 til lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige omfatter fordringstyper, hvoraf
nogle kan være civilretlige. Det drejer sig bl.a. om følgende
bestemmelser:
Efter bilag 1, nr. 8, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for krav på betaling fastsat af en offentlig myn-
dighed for benyttelse af indretninger, der tjener et almennyt-
tigt formål, og hvor der er almindelig offentlig adgang. I
lovforslaget til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige –
lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, si-
11
de 279, i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 10 –
anføres, at bestemmelsen omfatter krav på betaling for be-
nyttelse af indretninger til offentlige formål.
Efter bilag 1, nr. 9, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for krav på erstatning. I lovforslag nr. L 20, Fol-
ketingstidende 2008-09, tillæg A, side 279, anføres, at be-
stemmelsen vedrører erstatning, som staten, en region eller
kommune får krav på, og både gælder erstatningskrav inden
for og uden for kontraktforhold. I forbindelse med indsættel-
sen af nr. 34 i bilag 1 om bibliotekers erstatningskrav er det
lagt til grund, at der skal være opnået dom eller andet
tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478 for
de erstatningskrav, der omfattes af nr. 9, idet bestemmelsen i
nr. 34 ellers ville være overflødig.
I bilag 1, nr. 11, er der givet adgang til lønindeholdelse og
udpantning for tilbagebetalingskrav vedrørende tilskud, støt-
teordninger, uberettiget modtagne ydelser, ydelser, som er
for meget udbetalt, og som tilkommer det offentlige, samt
administrative sanktioner, der vedrører disse krav. I lovfor-
slag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 279,
anføres, at det kan være ydelser, som modtageren har mod-
taget med urette, eller hvor modtageren har modtaget for
stort et tilskud eller lignende. Det drejer sig bl.a. om tilbage-
betaling af kontanthjælp, børnefamilieydelse, boligsikring,
boligstøtte, tilskud til privat børnepasning, børnetilskud, sy-
gedagpenge, pension og personlige tillæg samt for meget
udbetalt løn. Yderligere eksempel på ydelser, der er omfat-
tet, er ydelser vedrørende tilbagebetaling af EU-støtte. Der
er – på nær løntilbagebetalingskrav – tale om tilbagebeta-
lingskrav, der hjemles i de enkelte love, som regulerer disse
ydelser fra det offentlige. Eksempler på sådanne bestemmel-
ser er § 47, stk. 1, i lov om individuel boligstøtte om tilbage-
betaling af boligstøtte og §§ 91 ff. i lov om aktiv socialpoli-
tik om tilbagebetaling af ydelser efter denne lov. Disse tilba-
gebetalingskrav er ikke civilretlige. Derimod vil et tilbage-
betalingskrav vedrørende løn, der er udbetalt ved en fejlta-
gelse, være civilretligt, fordi lønnen hviler på en aftale (an-
sættelseskontrakt), og kravet på tilbagebetaling skyldes den
formueretlige regel om condictio indebiti, dvs. tilbagesøg-
ning som følge af betaling i en vildfarelse. Den Juridiske
Vejledning fra SKAT indeholder i afsnit G. A. 3.2.2.1.1 en
oversigt, Q2, over fordringstyper. Det fremgår om løntilba-
gebetalingskrav, der i oversigten optræder som nr. 294, at
sådanne krav – fordi de er civilretlige – alene anses for om-
fattede af adgangen til inddrivelse ved lønindeholdelse og
udpantning, hvis de er blevet fastslået ved en dom.
Efter bilag 1, nr. 13, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for beløb, som en offentlig myndighed har ud-
lagt. I lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg
A, side 279, anføres, at nr. 13 bl.a. omfatter beløb, der er ud-
lagt efter bestemmelser i lov om skove. Efter denne lovs §
54, stk. 1, kan det, hvis manglende opfyldelse af et påbud
efter lovens § 51, stk. 2 eller 3, er af særlig alvorlig karakter,
ved dom bl.a. bestemmes, at skoven i et nærmere fastsat
tidsrum tages i drift af ministeren for ejerens regning, og til
dækning af udgifterne til de foranstaltninger, som denne
drift vil kræve, er der pante- og fortrinsret i ejendommen
som for ejendomsskatter.
Efter bilag 1, nr. 14, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for udgifter til foranstaltninger og arbejder, som
det offentlige har foretaget på den forpligtedes vegne eller
for den forpligtedes regning. I lovforslag nr. L 20, Folke-
tingstidende 2008-09, tillæg A, side 279, anføres, at nr. 14
vedrører udgifter, som det offentlige har afholdt, f.eks. ud-
gifter til foranstaltninger efter lov om biavl og udgifter til
renholdelse og foranstaltninger mod glat føre, snerydning
m.v. Efter § 16, stk. 1, i lov om biavl kan miljø- og fødeva-
reministeren meddele de forbud og påbud, der anses for
nødvendige for overholdelse af loven eller af regler fastsat i
medfør af loven eller bestemmelser i Det Europæiske Fæl-
lesskabs forordninger om forhold omfattet af loven. Hvis et
påbud ikke efterkommes inden en nærmere fastsat frist, kan
ministeren lade foranstaltningerne udføre for den ansvarli-
ges regning, jf. stk. 2. Bestemmelsen i bilag 1, nr. 14, er i en
vis grad en videreførelse af den tidligere bestemmelse i § 1,
stk. 1, nr. 5, i lov om udpantning og om udlæg uden grund-
lag af dom eller forlig om udpantningsret for erstatning hos
private for det udlæg, som stat, kirke eller kommune har haft
ved på den forsømmeliges vegne at besørge befalede anskaf-
felser, istandsættelser, arbejder eller naturalydelser. Efter §
63, stk. 1, i lov om planlægning påhviler det den til enhver
tid værende ejer af en ejendom at berigtige et ulovligt for-
hold. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, på-
hviler pligten tillige brugeren. Efter stk. 2 kan de i § 51
nævnte myndigheder – kommunalbestyrelsen eller den an-
svarlige minister – på ejerens bekostning lade et påbud om
at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Ef-
terkommes et ved dom meddelt påbud om at berigtige et
ulovligt forhold ikke inden den i dommen fastsatte frist, og
kan inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at på-
buddet efterkommes, kan vedkommende myndighed foreta-
ge det nødvendige til forholdets berigtigelse på ejerens be-
kostning. En sådan berigtigelse vil efter omstændighederne
kunne skabe en civilretlig fordring, som myndigheden såle-
des kan kræve betalt af ejeren. Ifølge hundelovens § 6, stk.
6, afholder politidirektøren omkostningerne ved at lade en
hund aflive efter stk. 2, nr. 4, eller stk. 4 eller 5, men politi-
direktøren kan kræve beløbet refunderet af besidderen. Dyr-
lægens regning vil være civilretlig, og sådanne civilretlige
fordringer, som politiet sender til inddrivelse, vil kunne ind-
drives ved lønindeholdelse og udpantning, jf. bilag 1, nr. 14,
til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Efter bilag 1, nr. 17, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for statskassens og kommuners tilgodehavender
efter indfrielse af en ydet garanti eller kaution. I lovforslag
nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 279, an-
føres, at nr. 17 omhandler statens tilgodehavender vedrøren-
de garantiforpligtelser. Det drejer sig om det regreskrav,
som staten får mod låntager, når staten har måttet indfri et
lån. Det kan f.eks. være garanti eller kaution for gældssane-
ringslån til jordbrugere og lån til investering i mindre land-
brug eller landdistrikter. Regreskrav for civilretlige lån vil
også være civilretlige, fordi regreskravet er udtryk for, at
12
långivers fordring mod låntager er overtaget af den, der ind-
friede fordringen.
Efter bilag 1, nr. 20, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for betalingsforpligtelser for ydelser, der leveres
af det offentlige. I lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 279, anføres, at bestemmelsen bl.a.
omhandler betaling for dag-, fritids- og klubtilbud, levering
af vand, el, gas og varme og bortskaffelse af affald samt til-
læg til analysepris og tillæg til certifikatgebyr efter lov om
frø, kartofler og planter, betaling for bekæmpelse af muld-
varpe og mosegrise efter lov om drift af landbrugsjorder og
betaling for udtagelse af prøver og for analyser til ansøgning
om kompensation efter lov om dyrkning m.v. af genetisk
modificerede afgrøder.
Efter bilag 1, nr. 22, kan der foretages lønindeholdelse og
udpantning for ubetalt præmie og refusionskrav efter lov om
arbejdsskadesikring. Efter § 52, stk. 1, i lov om arbejdsska-
desikring betaler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis
der foreligger en arbejdsulykke, forskudsvist de udgifter, der
er nævnt i lovens §§ 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59, hvis
arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin sikringspligt ved at
tegne forsikring. I § 52, stk. 2, bestemmes, at arbejdsgiveren
skal refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de efter
stk. 1 udbetalte beløb, medmindre Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring skønner, at der har foreligget sådanne und-
skyldende omstændigheder, at den pågældende helt eller
delvist bør fritages for betaling. Blandt de udgifter, der iføl-
ge § 52, stk. 1, eventuelt forskudsvist skal betales af Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring, kan nævnes udgifter til be-
taling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpe-
midler m.v., jf. § 11, nr. 1. Da sådanne udgifter er civilretli-
ge, vil refusionskravet også være civilretligt. Præmiebeta-
ling reguleres af § 51, hvorefter en arbejdsgiver, der har
undladt at tegne den lovpligtige forsikring eller at holde så-
dan forsikring i kraft, skal betale et beløb svarende til den
præmie, der skulle have været betalt til et forsikringsselskab.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om be-
løbets størrelse. Beløbet skal betales til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring og godskrives alle forsikringsselskaber,
som tegner arbejdsulykkesforsikring, efter regler fastsat af
beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med Fi-
nanstilsynet. Sådanne krav på præmiebetaling må antages at
være offentligretlige, fordi der ikke er tale om selve præ-
mien til forsikringsselskabet, men et beløb svarende til en
sådan præmie. Dermed adskiller kravet sig fra krav, der
skyldes lovhjemlet refusion eller regres.
Efter bilag 1, nr. 25, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for krav mod arbejdsgiveren om betaling af dag-
pengegodtgørelse, når kravet er fastslået af Arbejdsmarke-
dets Ankenævn. Der er tale om sager, der i dag afgøres af
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, når der er tvivl om
retten til dagpengegodtgørelse efter § 84, stk. 1, i lov om ar-
bejdsløshedsforsikring m.v., hvorefter arbejdsgiveren til et
medlem ved dettes afskedigelse, hjemsendelse, ophør af op-
gave- og tidsbestemt akkord og lignende betaler dagpenge-
godtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag. Hvis dagpenge-
godtgørelsen ikke betales rettidigt, har arbejdsløshedskassen
efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få
beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at
medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen,
og arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skrift-
lig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af
dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgive-
ren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af denne frist,
og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kas-
sen godtgørelsen ud til medlemmet, jf. § 84, stk. 6. I § 84,
stk. 7, 2. pkt., bestemmes, at såfremt Beskæftigelsesudvalget
finder, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse,
skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering inden for en nærmere angi-
vet frist, som fastsættes af Beskæftigelsesudvalget. Dagpen-
gegodtgørelsen har sin baggrund i et privatretligt ansættel-
sesforhold, men er dog hjemlet ved lov.
Efter bilag 1, nr. 26, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for tilbagebetalingskrav efter lov om arbejdsløs-
hedsforsikring vedrørende uberettiget modtaget dagpenge
eller andre ydelser fra en A-kasse og ydelser, der skal beta-
les tilbage, som følge af at et medlem senere modtager løn,
pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum
som ydelserne fra kassen, hvis kassen har ret til refusion fra
statskassen, og når kravet er fastslået i en afgørelse truffet af
en kasse, Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Anke-
nævn eller er sikret ved dom eller et eksigibelt forlig. Ar-
bejdsmarkedets Ankenævn blev ved lov nr. 482 af 12. juni
2009 afløst af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Efter bilag 1, nr. 27, er der adgang til lønindeholdelse og
udpantning for fordringer, som staten har overtaget vedrø-
rende ikke rettidigt betalt leje og lignende ydelser. I lovfor-
slag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 279,
anføres om bestemmelsen, at såfremt boligtagere i en afde-
ling som led i en fælles optræden undlader at betale leje (bo-
ligafgift) eller andre forfaldne ydelser efter lejeaftalen, kan
staten efter lov om boligbyggeri efter nærmere betingelser
overtage afdelingens fordringer mod de enkelte boligtagere.
Sådanne civilretlige krav vedrørende leje, varme m.v. er
omfattet af bilagets nr. 27. Der er tale om regreskrav efter §
8, stk. 3, i lov om boligbyggeri og § 48, stk. 3, i lov om al-
mene boliger m.v.
Efter bilag 1, nr. 28, kan der ske lønindeholdelse og ud-
pantning for beløb, som vedrører tvungen administration af
udlejningsejendomme. Det anføres i lovforslag nr. L 20,
Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 280, om bestem-
melsen, at den omfatter beløb, som efter lov om tvungen ad-
ministration af udlejningsejendomme af administrator kan
opkræves hos udlejer, hvis ejendommen har en positiv al-
mindelig vedligeholdelseskonto. Det fremgår af lovens § 9,
stk. 2, at administrator, jf. lovens § 5, stk. 1, kan kræve, at
udlejeren, hvis ejendommen har en positiv almindelig vedli-
geholdelseskonto, jf. § 18 i lov om midlertidig regulering af
boligforholdene, betaler et hertil svarende beløb til admini-
strator inden 3 uger efter, at påkrav herom er kommet frem
til udlejeren. Administrator skal sørge for, at beløb, der ikke
betales rettidigt, snarest overdrages til inddrivelse i restan-
13
ceinddrivelsesmyndigheden. Efter § 9, stk. 3, skal admini-
strator anvende de oppebårne beløb til dækning af udgifter-
ne i nævnte rækkefølge: varme, vand, el og gas, administra-
tion, renholdelse, vedligeholdelse, opretning, brandsikring,
forsikringer, ejendomsskatter, der forfalder i tvangsadmini-
strationsperioden, og, i det omfang lejeindtægten giver mu-
lighed herfor, tillige udgifter til ydelser på prioriteter.
Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsska-
desikring og § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning til tilskade-
komne værnepligtige m.fl., i begge tilfælde mod ansvarlige
skadevoldere i forbindelse med terrorhandlinger, jf. straffe-
lovens §§ 114 og 114 a, kan inddrives ved lønindeholdelse
og udpantning, i det omfang statens regreskrav mod skade-
volderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478,
jf. § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring og § 1 a, stk.
2, i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.
Samme adgang til inddrivelse gælder for statens regreskrav
efter § 17, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser, jf. stk. 2.
Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, kan der hos fo-
gedretten søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav på grund-
lag af en dom eller kendelse afsagt af domstole eller af an-
dre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivningen kan
tvangsfuldbyrdes, et betalingspåkrav med påtegning efter
retsplejelovens § 477 e, stk. 2, ligesom beslutninger om
sagsomkostninger truffet af de nævnte myndigheder også vil
kunne tvangsfuldbyrdes gennem udlæg foretaget af foged-
retten. Derudover vil tvangsfuldbyrdelse af pengekrav via
fogedretten kunne opnås på baggrund af forlig indgået for
de under nr. 1 nævnte myndigheder samt forlig indgået un-
der vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, jf. § 478, stk. 1, nr. 2, udenretlige skriftli-
ge forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt
i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, jf.
§ 478, stk. 1, nr. 4, gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 4,
når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tje-
ne som grundlag for fuldbyrdelse, jf. § 478, stk. 1, nr. 5,
pantebreve, idet det for så vidt angår ejerpantebreve og ska-
desløsbreve dog kun gælder, når gældens størrelse og for-
faldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart
fremgår af omstændighederne, jf. § 478, stk. 1, nr. 6, veksler
for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så vidt an-
går regreskrav, jf. § 478, stk. 1, nr. 7, og afgørelser omfattet
af forbrugerklagelovens § 34, som er truffet af Forbruger-
klagenævnet eller godkendte private tvistløsningsorganer, jf.
§ 478, stk. 1, nr. 8.
For alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, er der som udgangspunkt
mulighed for inddrivelse ved erindringsskrivelser, afdrags-
ordninger og modregning. Det gælder også civilretlige for-
dringer.
Højesteret har i sin dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1955, side 13, afgjort, at det ikke afskærer modregning,
at hovedmanden, dvs. den, der modregnes over for, bestrider
modregnerens fordring, der kaldes modfordringen. Hoved-
manden må i sådanne tilfælde udnytte sine retsmidler, f.eks.
en rekursadgang eller muligheden for sagsanlæg ved dom-
stolene.
Hvis en skyldner over for restanceinddrivelsesmyndighe-
den fremsætter indsigelse mod fordringens eksistens eller
størrelse, vil skyldners indsigelse mod fordringen ikke blive
tillagt opsættende virkning på inddrivelsen, jf. § 2, stk. 2, 3.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at tillægge
indsigelsen opsættende virkning, hvis der er en begrundet
formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke
eksisterer. I øvrigt gælder, at indsigelsen om fordringens ek-
sistens eller størrelse skal afklares af fordringshaver, jf. § 2,
stk. 2, 2. pkt., medmindre der er tale om en indsigelse om, at
fordringen er ophørt helt eller delvist som følge af restan-
ceinddrivelsesmyndighedens administration, jf. § 17, stk. 1,
1. pkt., hvorefter Skatteankestyrelsen tager stilling til indsi-
gelsen, eller en indsigelse over for berettigelsen af en kon-
trolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færdselslo-
ven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven
og lov om trafikselskaber, i hvilket tilfælde fogedretten skal
behandle indsigelsen, jf. § 18, stk. 1. Hvis fordringshaver ik-
ke søger skyldners indsigelser om kravets eksistens eller
størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelses-
myndigheden tilbagesende kravet til fordringshaver, jf. § 2,
stk. 2, 4. pkt.
For udlægsforretninger, der gennemføres af restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder, finder retsplejelovens
kapitel 45-47 (§§ 478-526) anvendelse, medmindre andet er
bestemt i loven, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v.
I § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. er bestemt, at fogedretten træffer af-
gørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for
pantefogeder. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelo-
vens §§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivlsspørgs-
mål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes
indsigelser. I § 6, stk. 3, i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v. er det bestemt, at indsi-
gelser under forretningen kan fremsættes over for pantefo-
geden, som underretter fogedretten om indsigelserne. Efter
forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten.
Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forret-
ningens foretagelse. Fogedretten kan dog undtagelsesvist
indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behand-
les.
Retsplejelovens § 501, stk. 1, fastslår, at hvis der over for
fogedretten fremsættes indsigelser mod grundlaget for fuld-
byrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske
ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at fremme forret-
ningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens
anmodning. Efter stk. 4 kan fogedretten nægte en bevisførel-
se, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af
andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang.
Hvis fogedretten som følge af en indsigelse, der i medfør af
§ 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v. er indbragt for fogedretten, har sådanne be-
tænkeligheder, som efter stk. 1 ville kunne begrunde, at fo-
14
gedretten ville afvise at foretage udlæg, vil fogedretten der-
for kunne ophæve pantefogedens udlæg.
Efter retsplejelovens § 502, stk. 1, kan fogedretten udsætte
forretningen, hvis den dom, som søges fuldbyrdet, er anket
efter fuldbyrdelsesfristens udløb, eller hvis et retsforhold,
hvis fastsættelse vil få indflydelse på forretningens udfald,
er under behandling ved en ret eller en administrativ myn-
dighed, eller hvis der foreligger andre særlige grunde. En
indsigelse mod pantefogedens udlæg vil også efter denne
bestemmelse kunne begrunde en ophævelse af udlægget,
fordi ophævelsen er den nødvendige forudsætning for ud-
sættelsen af forretningen.
Endelig indeholder retsplejelovens § 504 en adgang til
genoptagelse af udlægsforretningen. Forretningen kan gen-
optages, når parterne er enige derom, eller når fogedretten
finder det påkrævet, navnlig fordi 1) skyldneren eller tredje-
mand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den
begrundelse, at det strider mod tredjemands ret, 2) udlægs-
haveren anmoder om, at der må blive truffet ny bestemmelse
om udlevering, opbevaring eller administration af det udlag-
te, jf. §§ 520, 523 og 525, 3) udlægshaveren kræver foreta-
get en udførlig registrering af de i § 518, stk. 2 og 3, nævnte
aktiver eller en vurdering af det udlagte, 4) skyldneren ikke
har været til stede under forretningen og han nu anmoder om
adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, eller
5) skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som
følge af omstændigheder, der er indtruffet efter udlæggets
foretagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen
ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt. Genoptagelse
vil derfor kunne ske, f.eks. fordi en skyldner ønsker et ud-
læg ophævet, med henvisning til at en ændret skatteansæt-
telse har ført til bortfald af det skattekrav, som pantefogeden
har foretaget udlæg for.
Lovgivningen indeholder flere bestemmelser om tvangs-
bøder, der pålægges for at få nogen til at opfylde en forplig-
telse over for det offentlige. I retsplejelovens § 997, stk. 3,
1. pkt., bestemmes eksempelvis, at der i domme, hvorved
nogen forpligtes til at opfylde en forpligtelse mod det of-
fentlige, som tvangsmiddel kan fastsættes en fortløbende bø-
de, der tilfalder statskassen. I opkrævningslovens § 18 a
fastslås, at SKAT kan pålægge ejeren af en virksomhed eller
den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder for mang-
lende efterlevelse af påbud, som kan gives efter lovens § 4 a
(om pligt til at indsende angivelse eller indberetning af skat-
ter og afgifter) og § 11, stk. 11, (om pligten for ejeren eller
den ansvarlige daglige ledelse af en virksomhed til ikke at
fortsætte eller indlede driften af virksomheden, hvis virk-
somhedens registrering er ophørt, inddraget eller nægtet) og
at de daglige bøder skal udgøre mindst 1.000 kr. pr. dag.
Tvangsbøder kan ikke afvikles gennem indgåelsen af en
afdragsordning. For politiets tvangsbøder fremgår dette af §
4, stk. 2, nr. 1, i bødebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr.
409 af 9. april 2015. Tvangsbødeskyldnerens eventuelt
manglende betalingsevne skal ikke kunne føre til, at tvangs-
bøden afvikles gennem indgåelsen af en afdragsordning.
Skyldneren kan blot opfylde sin forpligtelse. Der er derfor
intet beskyttelsesværdigt behov for at yde skyldneren den
imødekommelse, som en afdragsordning er udtryk for.
2.1.1.2. Lovforslaget
Det vil indebære en væsentlig forenkling af lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige og dermed en væsentlig del af
det regelgrundlag, som restanceinddrivelsesmyndigheden
skal administrere ud fra, hvis alle fordringer, der modtages
til inddrivelse, som udgangspunkt kan inddrives med alle de
inddrivelsesmidler, som gældende ret – lovgivning og rets-
sædvane – stiller til rådighed for restanceinddrivelsesmyn-
digheden. Det foreslås derfor, at den eksisterende positive
afgrænsning af, for hvilke fordringstyper der kan ske inddri-
velse ved lønindeholdelse og udpantning (udlæg), jf. bilag 1
til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ændres til en
negativ afgrænsning, således at der for alle fordringstyper,
som restanceinddrivelsesmyndigheden skal forestå inddri-
velsen af, kan ske inddrivelse med samtlige tilgængelige
inddrivelsesmidler, jf. ovenfor, medmindre der i bilag 1, der
foreslås nyaffattet, er gjort en undtagelse for den enkelte for-
dringstype.
Som nævnt ovenfor kendetegner det den nuværende be-
skrivelse af fordringstyperne, at der er anvendt brede formu-
leringer med angivelse af fordringstypernes karakteristika,
og netop denne omstændighed bidrager til at skabe tvivl om
muligheden for at inddrive fordringen ved lønindeholdelse
eller udlæg.
Det foreslås derfor, at der for alle typer af fordringer om-
fattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan ske
inddrivelse ved afdragsordninger, lønindeholdelse, modreg-
ning, udpantning (udlæg) og anden form for inddrivelse,
medmindre andet følger af bilag 1, der foreslås at skulle in-
deholde en angivelse af fordringstyper, for hvilke der gælder
en undtagelse med hensyn til anvendelsen af de enkelte ind-
drivelsesmidler. Derved reduceres kompleksiteten i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige til gavn for det kom-
mende it-system, der derved slipper for at skulle kunne un-
derstøtte særregler for en lang række fordringstyper, ligesom
fordringshavere og skyldnere også opnår et mere præcist bil-
lede af, hvorledes inddrivelsen for de enkelte fordringstyper
kan foregå. I nærværende lovforslag foreslås der alene be-
grænsninger for inddrivelsesskridtene lønindeholdelse, ud-
pantning og afdragsordning, jf. nedenfor.
De inddrivelsesbegrænsninger, der er indlagt i de enkelte
inddrivelsesskridt, vil fortsat være gældende. Ved udlæg in-
deholder retsplejeloven eksempelvis en række begrænsnin-
ger, jf. f.eks. § 509 om trangsbeneficiet og § 512, stk. 3, om
forbud mod udlæg i bl.a. krav på pension eller i krav på un-
derstøttelse eller anden hjælp fra det offentlige, dvs. udbeta-
linger, der har forsørgelseskarakter. Et udlægsforbud vedrø-
rende en udbetaling vil som regel indebære, at der heller ik-
ke kan modregnes i den pågældende udbetaling til skyldne-
ren. Det foreslås ikke at ændre på dette. Lov om en børne-
og ungeydelse tillader eksempelvis i § 11, stk. 2, trods det
retsforfølgningsforbud, der er i stk. 1, modregning i børne-
og ungeydelse med restancer vedrørende brug af daginstitu-
tion og skolefritidsordning samt med tilbagebetalingskrav
15
efter lov om en børne- og ungeydelse. Et andet eksempel er
lov om individuel boligstøtte, der i § 49, stk. 2, bestemmer,
at krav på boligstøtte ikke kan gøres til genstand for arrest,
eksekution eller anden retsforfølgning. Dog tillades ifølge §
49, stk. 1, modregning med krav på tilbagebetaling af bolig-
støtte i fremtidig boligsikring (dvs. boligstøtte til ansøgere,
der ikke er pensionister, jf. lovens § 3, stk. 1) eller bolig-
ydelse (dvs. – som udgangspunkt – boligstøtte til pensioni-
ster, jf. lovens § 4, stk. 1). Endelig kan for meget udbetalt
social pension ifølge § 49, stk. 3, modregnes i boligydelse
og boligsikring. Også disse begrænsninger i adgangen til
retsforfølgning og modregning vil fortsat være gældende.
Det foreslås, at der i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige foretages en negativ afgrænsning, således at
fordringstyper, for hvilke der gælder begrænsninger med
hensyn til anvendelsen af de inddrivelsesmidler, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan anvende i sin restanceind-
drivelse, anføres med angivelse af den begrænsning, der skal
være gældende for den pågældende fordringstype.
Hvis anvendelsesområdet for lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige fremover tilføres nye fordringstyper gen-
nem ændret lovgivning, vil der i den forbindelse hos det på-
gældende ministerium skulle tages stilling til, om der i bilag
1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal indsæt-
tes en begrænsning i anvendelsen af inddrivelsesmidlerne på
den gældende fordringstype, fordi en sådan begrænsning af
f.eks. retssikkerhedsmæssige grunde vurderes at være nød-
vendig. Det samme vil kunne være tilfældet, hvis det eksi-
sterende regelgrundlag om fordringstyperne ændres.
Det foreslås, at der for civilretlige fordringer, hvor en ue-
nighed om fordringens berettigelse normalt vil være et dom-
stolsanliggende, jf. ovenfor, som udgangspunkt skal gøres
den undtagelse, at disse fordringer ikke kan inddrives ved
lønindeholdelse og udpantning. Det kendetegner flere af be-
stemmelserne i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, at der er adgang til lønindeholdelse og udpant-
ning for fordringer, der enten er eller efter omstændigheder-
ne må betegnes som civilretlige. Som det fremgår ovenfor i
afsnit 2.1.1.1, er afgrænsningen mellem civilretten og den
offentlige ret somme tider flydende, og det kan i visse tilfæl-
de være tvivlsomt, hvilken retlig status en fordring har.
Det foreslås, at den adgang, der i dag er til inddrivelse ved
lønindeholdelse og udpantning for civilretlige fordringer,
skal videreføres gennem den foreslåede nyaffattelse af bilag
1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås således, at den eksisterende adgang til at ind-
drive bibliotekers erstatningskrav vedrørende ødelagt eller
bortkommet udlånsmateriale ved lønindeholdelse og udpant-
ning, jf. bilag 1, nr. 34, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, fortsat skal bestå. Det samme foreslås for den ek-
sisterende adgang til at inddrive regreskrav vedrørende fra-
flytningsgarantier gennem lønindeholdelse og udpantning,
jf. bilag 1, nr. 35.
Det foreslås, at statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov
om arbejdsskadesikring mod ansvarlige skadevoldere for
udgifter, der ikke kan kræves betalt af et forsikringsselskab
m.fl. efter stk. 3 og 4, dvs. i forbindelse med terrorhandlin-
ger, statens regreskrav efter § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning
til tilskadekomne værnepligtige m.fl. mod ansvarlige skade-
voldere for udgifter efter stk. 1, dvs. i forbindelse med ter-
rorhandlinger, og statens regreskrav efter § 17, stk. 1, i lov
om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser som hidtil
skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, i
det omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
Frem for i det ny bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige at videreføre ordlyden fra de bestemmelser i
det gældende bilag 1, der omfatter eller kan omfatte civilret-
lige fordringer, foreslås det, at der indsættes en bestemmel-
se, hvorefter den foreslåede generelle undtagelse fra adgan-
gen til lønindeholdelse og udpantning for civilretlige for-
dringer dog ikke skal gælde for andre civilretlige fordringer
end de ovenfor omtalte statslige regreskrav efter bl.a. lov
om arbejdsskadesikring, hvis sådanne andre civilretlige for-
dringer ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver,
der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det er dog ifølge forslaget en forudsætning, at de betingel-
ser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for at kra-
vet tilkommer fordringshaver, er opfyldt. Hermed tilsigtes
en samlende beskrivelse af de bestemmelser, der i det gæl-
dende bilag 1 omfatter eller kan omfatte civilretlige fordrin-
ger, og bestemmelsen vil efter ordlyden ikke kun omfatte
det offentlige, men enhver fordringshaver, der er omfattet af
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og som måtte
have civilretlige fordringer, der ifølge lovgivningen tilkom-
mer denne fordringshaver.
Forslaget betyder, at der skal være adgang til lønindehol-
delse og udpantning for en civilretlig fordring, hvis det af en
lovbestemmelse eller en bestemmelse i en bekendtgørelse
udstedt i medfør af en lov fremgår, at det offentlige eller en
anden fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige har krav på fordringen. De betingelser, der
ifølge lovgivningen skal være opfyldt, for at fordringen til-
kommer fordringshaveren, skal være opfyldt, men er dette
tilfældet, vil der med den foreslåede regel være lønindehol-
delses- og udpantningsret for fordringen.
Hvis der for sådanne krav gøres indsigelse over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil indsigelsen i overensstem-
melse med gældende ret skulle behandles af fordringshaver,
jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, eller af Skatteankestyrelsen, hvis indsigelsen drejer
sig om restanceinddrivelsesmyndighedens administration af
fordringen, f.eks. undladt forældelsesafbrydelse, mens for-
dringen var under inddrivelse, jf. § 17, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. En indsigelse mod fordrin-
gens eksistens eller størrelse vil som udgangspunkt ikke bli-
ve tillagt opsættende virkning på inddrivelsen, men hvis ind-
sigelsen skaber en begrundet formodning om, at kravet ikke
er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, kan restanceinddri-
velsesmyndigheden dog tillægge indsigelsen opsættende
virkning på inddrivelsen, således at denne stilles i bero, jf. §
2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
16
Ved indsigelse mod den civilretlige fordrings eksistens el-
ler størrelse i forbindelse med en udlægsforretning vil fo-
gedretten være kompetent til at prøve indsigelsen, jf. § 6 i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v. Fogedretten vil efter omstændighederne kunne op-
hæve udlægget, jf. ovenfor i afsnit 2.1.1.1 om retsplejelo-
vens §§ 501 og 502 om henholdsvis indsigelser mod fuld-
byrdelsesgrundlaget og udsættelse af fogedforretningen. Der
vil efter omstændighederne også være mulighed for en gen-
optagelse af udlægsforretningen efter retsplejelovens § 504.
Forslaget vil derfor indebære, at der fortsat vil være løn-
indeholdelses- og udpantningsret for bl.a. det offentliges ci-
vilretlige fordringer, der f.eks. skyldes beløb, som det of-
fentlige har udlagt for skyldneren eller anvendt på foran-
staltninger og arbejder foretaget for den forpligtede skyld-
ners vegne eller regning. Adgangen vil også omfatte bl.a. re-
greskrav, der skyldes lån, som det offentlige har kautioneret
eller garanteret for, eller at det offentlige har måttet betale
ikke rettidigt betalt leje eller andre ydelser. Dagpengegodt-
gørelse, som efter bilag 1, nr. 25, i dag kan inddrives ved
lønindeholdelse og udpantning, vil også være omfattet, hvis
disse må betegnes som civilretlige som følge af deres bag-
grund i et ansættelsesforhold.
Det foreslås også, at adgangen til lønindeholdelse og ud-
pantning for erstatningskrav – i eller uden for kontrakt –
som i dag følger af bilag 1, nr. 9, fortsat skal bestå, idet det
dog vil være en forudsætning, at erstatningskravet kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, fordi erstat-
ningskravet f.eks. er fastslået ved en dom.
Den eksisterende adgang til lønindeholdelse og udpant-
ning for underholdsbidrag, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, foreslås også videreført i
den ændrede affattelse af bilag 1. Bestemmelsen vil omfatte
både danske og udenlandske underholdsbidrag, som omfat-
tes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Endelig foreslås, at tvangsbøder også fortsat skal undtages
fra adgangen til at blive afviklet gennem en afdragsordning,
da skyldneren blot kan opfylde sin pligt til handling eller
undladelse. Der er derfor intet beskyttelsesværdigt behov for
at yde skyldneren den imødekommelse, som en afdragsord-
ning er udtryk for, da en afdragsordning vil virke stik imod
hensigten med tvangsbøden.
2.1.2. Ophævelse af særregler i anden lovgivning
2.1.2.1. Gældende ret
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes i
§ 1, stk. 3, 1. pkt., at reglerne i anden lovgivning om op-
krævning og inddrivelse af de fordringer, der er omfattet af
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, finder anven-
delse. Som eksempel nævnes i bestemmelsen regler om ud-
pantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret,
dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse
og henstand m.v. I 2. pkt. bestemmes, at reglen i 1. pkt. også
finder anvendelse på fordringer som nævnt i § 1, stk. 2,
medmindre andet følger af det pågældende retlige hjem-
melsgrundlag. Bestemmelsen i § 1, stk. 2, bestemmer, at lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige også gælder for op-
krævning og inddrivelse af udenlandske, færøske og grøn-
landske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager,
samt for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som ef-
ter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågæl-
dende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller ind-
drives her i landet i overensstemmelse med Danmarks for-
pligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en an-
den international overenskomst eller konvention eller en ad-
ministrativt indgået aftale om administrativ bistand i skatte-
sager.
Reglen i § 1, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige kan føres tilbage til § 1, stk. 2, i lov om op-
krævning og inddrivelse af visse fordringer, der trådte i kraft
den 1. november 2005. Reglerne i §§ 1-4 i lov om opkræv-
ning og inddrivelse af visse fordringer blev ophævet med
virkning fra den 1. januar 2009, jf. § 112, nr. 1, i lov nr.
1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som føl-
ge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige), som føl-
ge af at bestemmelserne skulle videreføres i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Henvisningen til regler i anden lovgivning om udpant-
ning, lønindeholdelse, eftergivelse og henstand har dog si-
den den 1. januar 2009 ikke haft nogen relevans, fordi man
med lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der trådte i
kraft den 1. januar 2009, netop ønskede at harmonisere disse
regler, således at de blev samlet i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. I de almindelige bemærkninger til lovfor-
slaget til lov nr. 1336 af 19. december 2008 – lovforslag nr.
21, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 303 – anføres
således, at reglerne om lønindeholdelse i kildeskatteloven,
om udpantning i udpantningsloven og i særlove og om efter-
givelse i opkrævningsloven foreslås ophævet, idet tilsvaren-
de regler i det samtidigt fremsatte lovforslag om inddrivelse
af gæld til det offentlige foreslås samlet i én lov. Endvidere
anføres, at en lang række henvisningsregler i særlove tilsva-
rende foreslås ophævet, idet disse regler bliver overflødige,
når reglerne om udpantning, lønindeholdelse og eftergivelse
findes i én lov.
Ved lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev bestemmelser
i anden lovgivning om udpantning, lønindeholdelse, eftergi-
velse og henstand derfor ophævet. Enkelte sådanne bestem-
melser overlevede dog ved en fejl denne harmonisering.
Andre bestemmelser har også mistet deres betydning. Det
gælder f.eks. kildeskattelovens § 72, 1. pkt., hvorefter skat-
tebeløb, som ikke betales rettidigt, tillige med tillæg, renter
og gebyrer inddrives efter reglerne i lov om inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. Efter 2. pkt. fastsætter skatteministe-
ren nærmere regler om opkrævningen. Bestemmelsen i § 72
fik sin nuværende affattelse ved § 2, nr. 2, i lov nr. 823 af
19. december 1989 (Kommuneaftalen). I de specielle be-
mærkninger til § 2, nr. 2, i lovforslaget til ændringsloven –
lovforslag nr. L 7, Folketingstidende 1989-90, tillæg A,
spalte 296 – anføres, at det af den kommuneaftale, der lå til
grund for lovforslaget, fremgår, at inddrivelse af A-skatter
og selskabsskatter, der dengang blev udført af de kommuna-
le pantefogeder, skal overføres til staten, hvor de regionale
17
told- og skatteforvaltninger skal varetage opgaven. Det
fremgår også, at henvisningen gælder lov om fremgangsmå-
den ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., hvorfor lov-
titlen ved en fejl ikke er gengivet korrekt i bestemmelsen.
Af de specielle bemærkninger fremgår endvidere, at skatte-
ministeren ved bekendtgørelse kan fastlægge, hvem der skal
foretage inddrivelsen af de forskellige typer skattekrav. Des-
uden fremgår, at det ved bekendtgørelsen vil blive fastsat, at
A-skatterestancer og selskabsskatter fremover skal inddrives
af statslige myndigheder. Ved affattelsen af bemyndigelsen
til skatteministeren er bestemmelsen kommet til at fremstå
som en bestemmelse, der vedrører opkrævning og ikke ind-
drivelse.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder
ikke regler, der nærmere regulerer, hvilke betingelser der
skal være opfyldt, for at modregning kan ske. Loven inde-
holder regler om dækningsrækkefølgen ved modregning (§
7), om indtrædelsesret (§ 8), om adgang til modregning
trods tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med be-
talingen (§ 9) og om fritagelse fra pligt til partshøring og
vurdering af skyldnerens økonomiske forhold ved SKATs
modregninger som enten restanceinddrivelsesmyndighed el-
ler fordringshaver (§ 9 a).
Da §§ 4-7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
trådte i kraft den 1. august 2013, forsvandt samtidig behovet
for i anden lovgivning at søge afklaret, hvilken dæknings-
rækkefølge der skal anvendes, når restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal fordele de beløb, der er inddrevet, på de for-
dringer, som den pågældende inddrivelsesindsats omfattede,
samt behovet for at kunne opkræve renter og gebyrer med
hjemmel i anden lovgivning.
Bestemmelsen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige bestemmer således, hvilken dækningsrækkefølge
der skal anvendes for beløb, der inddrives af restanceinddri-
velsesmyndigheden, mens § 7 indeholder en særlig dæk-
ningsrækkefølgeregel om modregning, hvorefter den udbe-
talende myndighed skal dækkes først med sin fordring, hvis
denne myndighed træffer afgørelse om modregning. Der-
næst dækkes fordringer, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den træffer afgørelse om modregning for, mens andre for-
dringer under opkrævning dækkes sidst, hvis der træffes af-
gørelse om modregning med disse.
På området for udbetaling af sociale ydelser gennemføres
der i visse situationer modregning, ved at en kommune retter
en direkte henvendelse til Udbetaling Danmark med en an-
modning om i det beløb, som Udbetaling Danmark skal ud-
betale til kommunens skyldner, at fradrage et beløb svaren-
de til den kommunale fordring, der ønskes modregnet. Den
omvendte situation, hvor Udbetaling Danmark anmoder
kommunen om at fradrage et beløb til dækning af Udbeta-
ling Danmarks krav, forekommer også.
Denne praksis udspringer af lov nr. 326 af 11. april 2012
(Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommunerne og
Udbetaling Danmark m.v.), der trådte i kraft den 1. oktober
2012 og overførte en række udbetalingsopgaver fra bl.a.
kommunerne til Udbetaling Danmark. Derudover blev der
indført hjemmel til at modregne specifikke ydelser på tværs
af Udbetaling Danmark og kommunerne. I lovforslaget til
loven – lovforslag nr. L 87, der blev fremsat den 9. februar
2012 – anføres i de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.2
(lovforslag nr. L 87, Folketingstidende 2011-12, A, L 87
som fremsat, side 23), at den på daværende tidspunkt eksi-
sterende adgang for kommunerne til som udbetalende myn-
dighed at gennemføre modregning med egne fordringer
skulle bevares efter overførslen af udbetalingsopgaven til
Udbetaling Danmark. Det anføres således, at kommunen
skal kunne anmode Udbetaling Danmark om at fradrage
krav på tilbagebetaling af personlige tillæg med tilbagebeta-
lingspligt i fremtidig pension på vegne af kommunen. Det
svarer til de i dag gældende bestemmelser i § 32, stk. 3, i lov
om social pension og § 30, stk. 4, i lov om højeste, mellem-
ste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Det anføres også, at kommunen skal kunne anmode Udbeta-
ling Danmark om at fradrage forfaldne afdrag på beboerind-
skudslån i fremtidig boligydelse eller boligsikring på vegne
af kommunen, når kommunen har truffet afgørelse om det.
Det svarer til den bestemmelse, der i dag findes i § 49, stk.
3, i lov om individuel boligstøtte. Det anføres desuden, at
Udbetaling Danmark skal kunne indtræde i kommunens ret
til fradrag af et beløb ved udbetaling af kontanthjælp med
forsørgersats til dækning af børnebidrag, der udbetales for-
skudsvis af Udbetaling Danmark. Det svarer til den gælden-
de bestemmelse i § 96 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.
Endelig anføres i lovforslaget, L 87, jf. ovenfor, at mod-
regning bør gennemføres således, at der ikke ved modreg-
ning fratages ydelsesmodtageren det nødvendige til eget og
familiens underhold. Det anføres, at betalingsevnevurderin-
gen påhviler fordringshaveren, dvs. kommunen, hvis det er
kommunen, der anmoder Udbetaling Danmark om at fradra-
ge i ydelsen, og at fordringerne skal fradrages i den række-
følge, hvori fordringerne er stiftet. Ved tidssammenfald mel-
lem to fordringer bør den udbetalende myndigheds fordring
fradrages først.
Den automatiserede modregning, der gennemføres via re-
stanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, kan ikke
gennemføres, hvis der skal gennemføres en individuel beta-
lingsevnevurdering som beskrevet i lovforslag nr. L 87, jf.
ovenfor. Der henvises til bemærkningerne til lovforslag nr.
L 122 (Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse i pe-
rioden til og med 2019, gennemførelse af modregning og
indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden partshø-
ring m.v.), Folketingstidende 2015-16, A, L 122 som frem-
sat, side 6, hvor der bl.a. henvises til lov nr. 346 af 18. april
2007 (Automatisk modregning m.v.), der indførte en hjem-
mel for fordringshaver til at tilbagekalde en fordring fra re-
stanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning
under opkrævning, jf. § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Praksis med modregninger efter bl.a. de ovenfor nævnte
bestemmelser har derfor været, at kommunen retter sin an-
modning om fradrag i udbetalingsbeløbet fra Udbetaling
Danmark, dvs. modregningsønsket, direkte til Udbetaling
Danmark. Tilsvarende i den omvendte situation, hvor Udbe-
taling Danmark ønsker et fradrag i kommunens udbetaling.
18
Beløb, der inddrives ved udlæg, kan alene anvendes til
dækning af de fordringer, for hvilke udlægget er foretaget,
jf. forudsætningsvist retsplejelovens § 507, stk. 1, hvorefter
udlæg foretages i så stor en del af skyldners formue, som er
nødvendig til dækning af kravet samt af omkostninger ved
forretningen og det udlagtes opbevaring indtil auktionen.
Viser det sig, at det provenu, som realisationen af det udlag-
te indbringer, ikke er tilstrækkeligt til at dække alle fordrin-
ger, som udlægget blev foretaget for, anvendes dæknings-
rækkefølgen i § 4, når udlægget er foretaget af restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder.
Beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden
i forbindelse med såkaldt universalforfølgning, dvs. navnlig
konkurs, rekonstruktion og gældssanering, omfattes ikke af
dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Endelig indeholder § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige en bestemmelse om inddrivelsesrenten, der pålø-
ber fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, mens § 6 indeholder en bestemmelse om ge-
byrer.
2.1.2.2. Lovforslaget
Det foreslås, at § 1, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige ændres, således at henvisningen til regler i an-
den lovgivning om inddrivelse udgår af bestemmelsen, der
herefter alene bestemmer, at regler i anden lovgivning om
opkrævning af fordringer fortsat finder anvendelse. Opkræv-
ningen er således alene i beskedent omfang reguleret af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. navnlig denne
lovs § 2.
Som det fremgår ovenfor, har henvisningen til regler i an-
den lovgivning om dækningsrækkefølge, lønindeholdelse
m.v. ikke længere nogen særlig funktion, ligesom bestem-
melsen med sit nuværende indhold strider mod det forenk-
lingshensyn, som er bærende for dette lovforslag. Om begre-
bet dækningsrækkefølgen gælder, at det i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige ikke omfatter universalforfølgning,
jf. ovenfor. Den ændrede affattelse af § 1, stk. 3, ændrer ik-
ke herpå.
Med henblik på at den ovenfor i afsnit 2.1.2.1 beskrevne
modregningspraksis vedrørende sociale ydelser kan fortsæt-
te med en egen dækningsrækkefølge som beskrevet i lovfor-
slag nr. L 87, der blev fremsat den 9. februar 2012, foreslås,
at der i § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ind-
sættes et nyt stk. 3, hvorefter stk. 1 og 2 om dækningsrække-
følgen ved modregning med fordringer, der omfattes af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke finder anven-
delse ved modregning i sociale ydelser, som en kommune
kan gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling Danmark, el-
ler som Udbetaling Danmark kan gennemføre i en udbeta-
ling fra en kommune, uden at fordringen er registreret i re-
stanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, jf. om
betegnelsen lovforslagets § 1, nr. 10, hvis modregningen
gennemføres efter fordringshavers anmodning direkte til den
udbetalende myndighed om i udbetalingsbeløbet at fradrage
et beløb svarende til den skyldige fordring.
Det foreslås i overensstemmelse med praksis på området,
at fordringerne ved sådanne modregninger dækkes ud fra
deres stiftelsestidspunkt, således at den ældste fordring dæk-
kes først, idet en fordring fra den udbetalende myndighed
dog dækkes først, hvis den er stiftet senest samme dag som
den anden myndigheds fordring, jf. herved bemærkningerne
i lovforslag L 87, jf. afsnit 2.1.2.1 om gældende ret. Fordrin-
ger på f.eks. forfaldne afdrag på beboerindskudslån, som i
medfør af § 49, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte vil
kunne modregnes i fremtidig boligydelse eller boligsikring,
vil i praksis ikke blive modregnet af restanceinddrivelses-
myndigheden, men alene af kommunen. Restanceinddrivel-
sesmyndighedens fordringsregister vil som følge af den
manglende mulighed for systemunderstøttelse af betalings-
evnevurdering lade boligstøtte, som Udbetaling Danmark
udbetaler til skyldners nemkonto, blive udbetalt til skyldner
uden fradrag i beløbet. Der er derfor ikke behov for at kende
stiftelsestidspunktet på sådanne fordringer, som måtte være
blevet overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden uden
efterfølgende at være blevet tilbagekaldt af kommunen med
henblik på en modregning under opkrævning, dvs. ved kom-
munens direkte henvendelse til Udbetaling Danmark med en
anmodning om fradrag (modregning) i udbetalingsbeløbet.
Disse fordringer vil alene indgå i en modregning, såfremt
processen med den direkte anmodning fra kommunen til
Udbetaling Danmark er blevet fulgt.
Det foreslås samtidig, at den eksisterende regel i § 1, stk.
3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter regler som nævnt i 1. pkt. desuden finder anven-
delse på fordringer som nævnt i § 1, stk. 2, dvs. visse uden-
landske fordringer, jf. ovenfor, medmindre andet fremgår af
det pågældende retlige hjemmelsgrundlag, flyttes til § 1, stk.
2, som et nyt 2. pkt., der fastslår, at opkrævningen og inddri-
velsen af de i § 1, stk. 2, 1. pkt., nævnte krav sker efter de
regler, der gælder for opkrævningen og inddrivelsen af de
øvrige fordringer omfattet af denne lov, medmindre andet
følger af det pågældende hjemmelsgrundlag for opkrævnin-
gen og inddrivelsen af de i § 1, stk. 2, 1. pkt., nævnte krav.
Det foreslås således, at ordet »retlige« udgår som værende
overflødigt, ligesom det præciseres, at der er tale om det
hjemmelsgrundlag, der regulerer opkrævningen og inddri-
velsen af disse krav.
Det foreslås samtidig, at en række bestemmelser i anden
lovgivning, hvis funktion er overtaget af tilsvarende bestem-
melser i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ophæ-
ves, da de reelt er overflødige, eller flyttes til lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Det drejer sig bl.a. om henvisninger til ikke længere aktu-
elle regler i kildeskatteloven. Disse henvisninger er ved en
fejl ikke blevet fjernet. Reglen om lønindeholdelse for skat-
ter, der opkræves efter kildeskatteloven, var førhen placeret
i kildeskattelovens § 73, men denne bestemmelse blev op-
hævet ved lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konsekvens-
ændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige). Det foreslås derfor at fjerne disse overflødige hen-
visninger til kildeskatteloven.
19
Herudover er der fortsat steder i særlovgivningen, hvor
det fremgår, at en given fordring til det offentlige kan ind-
drives ved udpantning, f.eks. i § 20, stk. 2, i lov om kvalitet
og sikkerhed ved håndtering af humane væv og celler
(vævsloven), hvor det fremgår, at Sundhedsstyrelsens krav
på gebyrer, som der er fastsat bestemmelser om i medfør af
§ 20, stk. 1, kan inddrives ved udpantning. Denne hjemmel
til udpantning burde være ophævet ved lov nr. 1336 af 19.
december 2008. Inddrivelsesadgangen reguleres af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, og i nærværende lov-
forslag foreslås, at al gæld til det offentlige som hovedregel
kan inddrives med alle tilgængelige inddrivelsesmidler,
medmindre fordringen optræder som en af undtagelserne i
det nyaffattede bilag 1 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Disse udpantningsbestemmelser foreslås ophævet
som værende overflødige.
Bestemmelsen i kildeskattelovens § 72 er også i dag over-
flødig, jf. ovenfor, hvorfor den foreslås ophævet. Det fore-
slås samtidig, at overskriften til kildeskattelovens afsnit VII,
der i dag er »Hæftelses- og inddrivelsesbestemmelser«, æn-
dres til »Hæftelsesbestemmelser m.v.« Tidligere indeholdt
afsnit VII inddrivelsesbestemmelser i § 72, stk. 2 og 3, om
henholdsvis subsidiært ægtefælleudlæg for skatterestancer
og modregning med skatterestancer i ægtefællens oversky-
dende skat samt i § 73 om lønindeholdelse, men bestemmel-
serne er ophævet, fordi de i dag findes i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige i henholdsvis §§ 12 og 10. Kilde-
skattelovens §§ 73 B, 73 C og 73 D indeholdt tidligere be-
stemmelser om eftergivelse, der traditionelt henføres til ind-
drivelsesområdet, men §§ 73 B og 73 er ophævet, mens § 73
D alene indeholder en bestemmelse om henstand, der alene
har selvstændig betydning for opkrævningen. Lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige indeholder i §§ 13-15 be-
stemmelser om eftergivelse, mens § 3, stk. 3, giver restan-
ceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at yde henstand
med betalingen af fordringer, der er under inddrivelse. Over-
skriften i kildeskattelovens afsnit VII er derfor i dag misvi-
sende.
Endelig optræder i særlovgivningen bestemmelser, hvor
der henvises til, at pålæg om f.eks. lønindeholdelse gives af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Da restanceinddrivelses-
myndigheden er den eneste myndighed, der kan give et på-
læg om lønindeholdelse, foreslås disse bestemmelser ophæ-
vet.
2.1.3. Ophævelse af adgang til at overdrage fordringer, der
ikke er inddrivelsesparate
2.1.3.1. Gældende ret
Fordringer overdrages fra fordringshaver til restanceind-
drivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet
og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. §
2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Såfremt forholdene i særlig grad taler for det, kan for-
dringer dog overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
på et tidligere tidspunkt, jf. § 2, stk. 3, 4. pkt.
Bestemmelsen kan uændret føres tilbage til § 2, stk. 3, 3.
pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
I lovforslaget til denne lov – lovforslag nr. L 112, Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A – anføres i de al-
mindelige bemærkninger på side 4636, at bestemmelsen
bl.a. skal kunne anvendes, hvis der er krav til opkrævning
vedrørende f.eks. underholdsbidrag og daginstitutionsbeta-
ling, samtidig med at en eller flere andre fordringer er over-
gået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldneren vil i en sådan situation kunne være interesseret i
en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater om-
fattes af betalingsaftalen, således at afviklingsordningen om-
fatter hele gældsforholdet.
Reglen om tidligere overdragelse er således baseret på
hensynet til skyldner. Dette kan samtidig – i fordringshavers
interesse – sikre en samlet inddrivelse, idet også fremtidige
rater vil blive omfattet, således at afviklingsordningen om-
fatter hele gældsforholdet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal i disse situationer
både håndtere fordringer, der er inddrivelsesparate, og for-
dringer, der ikke er inddrivelsesparate (men alene er i op-
krævningsfasen). Dette medfører en høj grad af kompleksi-
tet i it-systemet.
I § 10 i bekendtgørelse nr. 309 af 30. marts 2016 om kom-
munernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse og § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats anføres det, at såfremt
en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning,
anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for
forfalden. Det anføres endvidere, at kommunen træffer afgø-
relse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
med henblik på inddrivelse. Inden overdragelsen skal kom-
munen skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen.
En tilsvarende bestemmelse findes i § 10 i bekendtgørelse
nr. 1368 af 5. december 2013 om kommunalbestyrelsens og
Udbetaling Danmarks opkrævning af tilbagebetalingskrav
efter lov om social service, lov om social pension og lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig før-
tidspension m.v.
Det bestemmes i § 11, stk. 1, i de to førnævnte bekendtgø-
relser, at hvis skyldneren anmoder herom, f.eks. fordi skyld-
neren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal kommunen
overdrage fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden
på et tidligere tidspunkt end nævnt i § 10. Disse regler sva-
rer således indholdsmæssigt til § 2, stk. 3, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Hensynet til en skyldner, der både har en afdragsordning
med f.eks. en kommune og samtidig har gæld under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, varetages efter
gældende ret også på anden vis, idet skyldner når som helst
kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om en beta-
lingsevnevurdering efter kapitel 6 i bekendtgørelse nr. 1513
af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, jf. § 5, stk. 6, i bekendtgørelsen.
20
Kapitel 6 i ovennævnte bekendtgørelse anviser, hvorledes
den maksimale indeholdelsesprocent ved brug af betalings-
evnevurdering fastsættes. Det er således fastsat i § 13, stk. 2,
i bekendtgørelsen, at det månedlige afdrag til betaling af
gælden udgøres af skyldnerens og dennes ægtefælles må-
nedlige nettoindkomst med fradrag af en række specifikke
udgifter.
De udgifter, som kan fradrages, omfatter bl.a. efter § 13,
stk. 2, nr. 7, et rådighedsbeløb, jf. § 21, og efter § 13, stk. 2,
nr. 9, ydelser på anden gæld, jf. § 23. Af § 23 fremgår det, at
bl.a. ydelser på studiegæld, tilbagebetalingspligtige sociale
ydelser og ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet
af § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
og afdragsordninger omfattet af § 5, eller som inddrives ved
lønindeholdelse efter § 8, kan fradrages. Afdragsordninger
efter § 2, stk. 3, er afdragsordninger, som fordringshaver –
f.eks. en kommune – har fastsat. Herved kan der ved fast-
sættelse af den maksimale indeholdelsesprocent tages højde
for eventuel gæld til kommunen, fordi denne netop fradra-
ges som udgift ved beregningen af betalingsevnen.
2.1.3.2. Lovforslaget
En af grundene til, at inddrivelsessystemet EFI ikke kunne
fungere, var, at systemet skulle tage hensyn til mange sær-
regler for forskellige typer af gæld.
Det er derfor målsætningen, at det system, som skal it-un-
derstøtte den fremtidige inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, skal være mindre komplekst end EFI. Som et led heri er
det tanken, at fordringer, der overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, så vidt muligt skal kunne udsættes for
alle inddrivelsesskridt, dvs. afdragsordninger, lønindehol-
delse, modregning, udpantning (udlæg) m.v., så kravene til
systemunderstøttelsen minimeres.
De gældende regler om adgangen til at overdrage ikke-
inddrivelsesparate fordringer til restanceinddrivelsesmyn-
digheden medfører kompleksitet i it-systemet, idet de nævn-
te fordringer ikke er inddrivelsesparate. De kan derfor alene
indgå i en afdragsordning, men kan ikke omfattes af andre
inddrivelsesskridt. Det foreslås på den baggrund at ophæve
adgangen til at overdrage ikke-inddrivelsesparate fordringer
til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Adgangen til at anmode restanceinddrivelsesmyndigheden
om en betalingsevnevurdering efter kapitel 6 i bekendtgørel-
se nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til
det offentlige, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 6, berøres ikke
af forslaget, hvorfor hensynet til en skyldner, der både har
en afdragsordning med f.eks. en kommune og samtidig har
gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, fortsat kan varetages, fordi de beløb, som skyldner be-
taler til kommunen ved afdragsordningen, ved en betalings-
evnevurdering vedrørende de fordringer, der er under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil blive fradra-
get, ligesom det er tilfældet med det rådighedsbeløb, som
skyldner skal sikres, jf. ovenfor.
2.1.4. Ændring af regel om dækningsrækkefølge (enklere
regler for anvendelse af nedskrivningsbeløb og frivillige be-
talinger, dækning af fordringer, der ikke er knyttet til en ind-
sats, og opskrivning af fordringer)
2.1.4.1. Gældende ret
Kan et beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden ind-
driver hos skyldner, ikke dække alle fordringer, der er mod-
taget til inddrivelse, dækkes først bøder, dernæst under-
holdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbi-
drag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav,
og endelig andre fordringer under inddrivelse. Er der ikke
dækning til alle fordringer inden for samme kategori, dæk-
kes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, idet renter
dog dækkes forud for hovedfordringen. Denne dæknings-
rækkefølge fremgår af § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen kan føres tilbage til § 1, nr. 1, i lov nr. 516
af 7. juni 2006 (Ét fælles inddrivelsessystem m.v.), der ind-
satte bestemmelsen som § 3 a i lov om opkrævning og ind-
drivelse af visse fordringer. Ved § 112, nr. 1, i lov nr. 1336
af 19. december 2008 blev §§ 1-4 i lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer ophævet med virkning fra den
1. januar 2009, hvor lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, der med § 4 ordret videreførte bestemmelsen i § 3 a
i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, tråd-
te i kraft. Ved § 2, nr. 1, i lov nr. 1500 af 23. december 2014
(Hurtig afslutning i visse klagesager, omkostningsgodtgørel-
se i retssager, dækningsrækkefølgen for underholdsbidrag,
restanceforebyggelse, momsregistrering af visse virksomhe-
der, forbedret inddrivelse af restancer til det offentlige m.v.)
fik § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sin gæl-
dende affattelse, idet § 4, stk. 1, nr. 2, om underholdsbidrag
blev ændret, så de private krav skal dækkes forud for offent-
lige.
Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov nr.
516 af 7. juni 2006 – lovforslag nr. L 209, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6752 – fremgår i afsnit 3.2.1, at for-
målet med bestemmelsen er at harmonisere og objektivere
dækningsrækkefølgen samt skabe gennemsigtighed herom
for såvel skyldner som fordringshaver. Det såkaldte øre-
mærkningsprincip, der omhandler skyldners adgang til at
anvise, hvilken eller hvilke fordringer en betaling skal an-
vendes på, er med denne dækningsrækkefølgeregel fraveget,
hvilket bl.a. begrundes med, at dækningsrækkefølgen netop
tager højde for tilfælde, hvor enten skyldner eller fordrings-
haver har en særlig interesse i, at bestemte fordringer dæk-
kes forud for andre. Fortrinsstillingen for bøder begrundes
således med dels bøders byrdefulde karakter for skyldner,
der risikerer en forvandlingsstraf, dels den særlige forældel-
sesregel i straffelovens § 97 a om bøder. For underholdsbi-
drag er disse fordringers fortrinsstilling begrundet med, at
der er tale om, at restanceinddrivelsesmyndigheden inddri-
ver privatretlige krav hos den bidragspligtige på vegne af
den bidragsberettigede. Hvis et inddrevet beløb alene kan
føre til delvis dækning af fordringer inden for samme kate-
gori, dækkes fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. at den
fordring, der først er modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
21
digheden, dækkes først. Dog dækkes rente forud for hoved-
kravet, hvilket i de specielle bemærkninger til § 3 a i om op-
krævning og inddrivelse af visse fordringer, jf. lovforslag nr.
L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6760, be-
grundes med, at skyldners mulighed for at opnå fradrag for
renter kan være betinget af, at renter for tidligere indkomstår
er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.
Af bemærkningerne til det nævnte lovforslag, L 209,
fremgår ligeledes, at dækningsrækkefølgen alene gælder in-
dividuelle inddrivelsesskridt mod skyldner (dvs. individual-
forfølgning), hvorfor udlodninger hidrørende fra en konkurs,
gældssanering m.v. (dvs. universalforfølgning) ikke vil være
omfattet af dækningsrækkefølgen. Ved konkurs udbetales
dividende således alene for de fordringer, der er omfattet af
konkursen, dvs. de fordringer, der var stiftet på konkursde-
krettidspunktet, jf. konkurslovens § 38. Tilsvarende gælder
ved rekonstruktion med en tvangsakkord, at akkorddividen-
de udbetales til de fordringer, der bestod, da rekonstrukti-
onsforslaget blev indleveret til skifteretten, idet fordringer,
der har fortrin frem for almindelige fordringer i tilfælde af
konkurs, ikke omfattes, og det samme gælder pantesikrede
fordringer, i det omfang pantet strækker til, jf. konkurslo-
vens § 10 a, stk. 2. En gældssanering omfatter alene de for-
dringer, der bestod, da gældssaneringssagen blev indledt af
skifteretten, idet det dog også for gældssanering gælder, at
pantesikrede fordringer ikke omfattes, i det omfang pantet
strækker til, jf. konkurslovens § 199.
For udlæg, der foretages af restanceinddrivelsesmyndighe-
dens pantefogeder, bestemmer § 5, stk. 1, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at
udlæg foretages efter retsplejelovens kapitel 45-47, med-
mindre andet er bestemt i loven. Beløb, der inddrives ved
udlæg, går herefter alene til dækning af de fordringer, for
hvilke udlægget blev foretaget, hvilket bl.a. er en følge af
retsplejelovens § 507, stk. 1, hvorefter udlæg foretages for
kravet samt for omkostninger ved forretningen og det udlag-
tes opbevaring indtil auktionen. Fører udlægget ikke til
dækning af samtlige fordringer omfattet af udlægget, dæk-
kes efter dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Dækningsrækkefølgen anvendes af restanceinddrivelses-
myndigheden indsatsspecifikt. Herved forstås, at beløb, der
inddrives ved afdragsordningen, lønindeholdelsen, udlægget
eller erindringsskrivelsen, anvendes til dækning af fordrin-
ger omfattet af denne inddrivelsesindsats. Skal andre for-
dringer dækkes, vil det efter praksis kræve en modregning.
Ved fordringer forstås ud over hovedfordringen også de til
denne knyttede renter, gebyrer og andre omkostninger, jf. §
1, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er
der ikke dækning til alle fordringer, der omfattes af inddri-
velsesindsatsen, anvendes beløbet til dækning af fordringer-
ne i den rækkefølge, der fremgår af § 4, jf. ovenfor.
Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1
dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den
udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den-
ne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst
dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes andre fordrin-
ger under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for
samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen
efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning
og en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, for så vidt
angår modregning under opkrævning. Hvis det som følge af
størrelsen på den kommende udbetaling fra det offentlige til
en skyldner ligger klart, at der ikke vil være dækning til alle
de fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal
inddrive hos den pågældende skyldner, indebærer anvendel-
sen af dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige således, at der til modregningen sker
en udvælgelse af de fordringer, der ifølge § 4 skal dækkes
først, og som beløbsmæssigt kan rummes inden for udbeta-
lingsbeløbet.
Ved en lønindeholdelse udvælges til afgørelsen om løn-
indeholdelse de fordringer, der ifølge § 10, stk. 1, jf. bilag 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan inddrives
på denne måde. De beløb, der herefter modtages fra den in-
deholdelsespligtige arbejdsgiver, anvendes herefter til en
dækning, der følger dækningsrækkefølgen i lovens § 4. Øn-
skes fordringer, der er modtaget til inddrivelse, efter at afgø-
relsen om lønindeholdelse blev truffet, også inddrevet ved
lønindeholdelse, skal restanceinddrivelsesmyndigheden
træffe en ny afgørelse om lønindeholdelse, der også inklude-
rer denne nye fordring, men denne afgørelse kan træffes,
uden at der forinden er givet skyldneren det ellers foreskrev-
ne varsel, jf. § 8, stk. 8, sammenholdt med § 8, stk. 4, 2.
pkt., i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Denne nye fordring vil
herefter i forhold til de beløb, der indeholdes som følge af
denne afgørelse, indgå i dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis der er inde-
holdt mere end nødvendigt til dækning af de fordringer, der
er omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse, kan det over-
skydende beløb anvendes til dækning af andre restancer, for
hvilke der kunne være truffet afgørelse om lønindeholdelse,
jf. § 10, stk. 7, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. I sådanne tilfælde har restanceinddrivelsesmyn-
digheden i praksis modregnet restancen i det overskydende
beløb, hvorfor skyldneren med en modregningserklæring er
blevet underrettet om dækningen.
Tilsvarende gælder for en afdragsordning, at de månedlige
afdrag anvendes til dækning af de af afdragsordningen om-
fattede fordringer, således at dækningen sker efter dæk-
ningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Efter § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk. 1 og 2
efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives
fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. Tilla-
delse til en fravigelse af dækningsrækkefølgen kan f.eks. gi-
ves, for at skyldner kan afvikle krav, der er særligt byrdeful-
de, f.eks. spiritusafgift, hvis manglende betaling af et sådant
krav vil kunne føre til en fratagelse af bevilling til salg af
22
spiritus, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06,
tillæg A, side 6760 f.
Endelig har skatteministeren i § 4, stk. 4, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige en bemyndigelse til at fast-
sætte regler om gennemførelsen af reglerne i stk. 1 og 2. Be-
myndigelsen kan ifølge de specielle bemærkninger til § 3 a i
lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A,
side 6761, anvendes til at fastlægge regler for dækningsræk-
kefølgen i tilfælde, hvor reglerne fører til, at to eller flere
fordringer sidestilles, herunder tidspunktet for modtagelsen
af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Ved særskilt lønindeholdelse efter § 4 a i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige gælder, at beløb, der inddri-
ves efter denne bestemmelse, anvendes til dækning af for-
dringerne i den rækkefølge, hvori restanceinddrivelsesmyn-
digheden træffer afgørelse om særskilt lønindeholdelse for
kravene, jf. nedenfor i afsnit 2.1.6.1. Som ved almindelig
lønindeholdelse efter lovens § 10 gælder også for særskilt
lønindeholdelse, at et overskydende beløb kan anvendes til
dækning af andre restancer, for hvilke der kunne være truf-
fet afgørelse om særskilt lønindeholdelse, jf. § 9, stk. 12, i
bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.
I visse tilfælde vil der efter en allerede gennemført inddri-
velse og dækning af en fordring i inddrivelsessystemet ske
en såkaldt nedskrivning af den pågældende fordrings størrel-
se. Nedskrivningen kan f.eks. skyldes fejl i opgørelsen af
fordringen hos fordringshaver, eller at der er sket en dob-
beltdækning, dvs. at fordringshaver allerede har modtaget
betaling direkte fra skyldneren, uden at restanceinddrivel-
sesmyndigheden er blevet informeret herom. Nedskrivnin-
gen kan omfatte både dele af en fordring og hele fordringen.
I sidstnævnte tilfælde tales ofte om en tilbagekaldelse af for-
dringen. Ved nedskrivningen skal der ske en regulering af
fordringen, og eventuelt allerede afregnede beløb tilbagefø-
res fra fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Renter vedrørende den nedskrevne del af fordringen tilbage-
føres også.
Skyldners indbetaling til restanceinddrivelsesmyndighe-
den tillægges i overensstemmelse med gældende praksis for
indbetalinger til SKAT virkning allerede fra det tidspunkt,
hvor skyldner ikke længere har rådighed over beløbet. Det
er eksempelvis tilfældet, hvis en skyldner foretager en ind-
betaling til restanceinddrivelsesmyndigheden via en bank el-
ler et posthus, eller hvis indbetalingen sker ved en overførsel
fra skyldners konto til restanceinddrivelsesmyndigheden, og
beløbet først er til rådighed for restanceinddrivelsesmyndig-
heden et par dage senere. I dette tidsinterval kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden have modtaget andre indbetalin-
ger med en senere datering, og derved kan fordringen blive
dækket to gange (dobbelt dækning), hvilket kræver en kor-
rektion. Dette kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndighe-
den har iværksat flere inddrivelsesindsatser mod den samme
fordring – eksempelvis hvor skyldneren indbetaler på en af-
dragsordning, og restanceinddrivelsesmyndigheden gennem-
fører en modregning, inden skyldnerens betaling modtages
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Både i den situation, hvor der sker nedskrivning af en for-
dring, og i den situation, hvor der kommer indbetalinger, der
skal tillægges virkning fra skyldnerens betalingstidspunkt,
kan der opstå et overskydende beløb. Det overskydende be-
løb inklusive renter anvendes i første omgang til dækning af
eventuel resterende gæld på den nedskrevne fordring. Er der
ikke yderligere gæld på denne fordring, skal restanceinddri-
velsesmyndigheden tage stilling til anvendelsen af det over-
skydende beløb. Beløbet kan under visse betingelser anven-
des til dækning af skyldnerens eventuelle øvrige fordringer,
der er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, eller det kan udbetales til skyldner, hvis der ikke er
yderligere gæld til inddrivelse.
Efter de gældende regler sker fordelingen af det oversky-
dende beløb mellem skyldnerens eventuelle øvrige fordrin-
ger under inddrivelse i henhold til reglerne om dæknings-
rækkefølgen, som disse er fastsat i § 4 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Et overskydende beløb opstået som følge af nedskrivning
på en fordring, hvor der allerede er gennemført dækning,
kan kun anvendes til dækning af fordringer, der var omfattet
af den pågældende inddrivelsesindsats på tidspunktet for
den oprindelige dækning. For overskydende beløb, som op-
står ved indbetalinger, der skal tillægges virkning fra skyld-
ners betalingstidspunkt, kan det overskydende beløb også
kun anvendes til dækning af fordringer, der var omfattet af
den pågældende inddrivelsesindsats på tidspunktet for den
oprindelige dækning. Der kan eksempelvis kun dækkes på
fordringer, som på tidspunktet for indbetalingen på et post-
hus af et afdrag på en afdragsordning var omfattet af den af-
dragsordning, der resulterede i den oprindelige dækning.
Stammer det overskydende beløb fra en nedskrivning på en
fordring, der var dækket af en frivillig indbetaling til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan det overskydende beløb
anvendes til dækning af alle skyldnerens fordringer.
Ved nedskrivninger og indbetalinger med virkning fra
skyldners betalingstidspunkt skal der ske en korrektion af de
dækninger, der ændres som følge af nedskrivningen eller
indbetalingen. Korrektionen er nødvendig, fordi de frigjorte
midler ændrer på, hvornår de efterfølgende dækninger er
sket. Korrektionen sker på dækningen af den fordring, der
nedskrives, og på dækningen af den eller de fordringer, der
opnår dækning som følge af det opståede overskydende be-
løb. For fordringer, der er fuldt ud dækket på tidspunktet for
nedskrivningen eller indbetalingen, sker der ingen korrekti-
on.
Korrektionen af dækningerne nødvendiggør en rentekor-
rektion af de fordringer, hvor dækningen ændres, fordi ren-
ten er beregnet ud fra tidspunktet for de oprindelige dæknin-
ger. Rentekorrektionen sikrer, at den beregnede rente afspej-
ler de faktiske dækninger. Herved kompenseres skyldner
for, at der er tilskrevet for mange renter i perioden fra den
oprindelige dækning og til tidspunktet for henholdsvis ned-
skrivningen eller registreringen af indbetalingen med virk-
ning fra skyldners betalingstidspunkt. Ved genberegningen
sikres det, at skyldner alene betaler rente i den tid, hvor gæl-
23
den har bestået, og med den rentesats, som gjaldt for den en-
kelte fordring i det tidsrum, hvor gælden bestod.
Overskydende beløb behandles i dag i en proces, hvor der
sker automatisk udbetaling, hvis beløbet er under 50 kr., og
der oprettes en manuel sag, hvor en sagsbehandler vurderer,
hvordan beløbet kan anvendes, hvis beløbet er 50 kr. eller
derover.
Skyldners indsigelser mod en fordrings eksistens og stør-
relse skal, hvis fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, behandles af fordringshaver, jf.
§ 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, der dog gør en undtagelse for de indsigelser, der omfat-
tes af §§ 17 og 18. Bestemmelsen i § 18 fastslår, at indsigel-
ser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestem-
melserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirk-
somhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, som
skyldneren fremsætter over for restanceinddrivelsesmyndig-
heden om kravets berettigelse, skal afgøres af fogedretten.
Af § 17, stk. 1, 1. pkt., følger, at Skatteankestyrelsen be-
handler indsigelser mod kravets eksistens og størrelse, når
spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighe-
dens administration. I lovforslaget til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige anføres i de almindelige bemærknin-
ger i afsnit 3.8.2, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 271, at indsigelser om kravets eksi-
stens eller størrelse kan opstå længe efter overdragelsen og
vedrøre selve inddrivelsesforløbet. Eksempelvis kan spørgs-
målet blive rejst i forbindelse med en klage over modreg-
ning, hvor skyldner gør gældende, at fordringen eller en del
af fordringen er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden,
og at modregning for den pågældende fordring derfor er helt
eller delvist uberettiget. Som et andet eksempel nævnes, at
skyldner i en klage gør gældende, at kravet ikke eksisterer,
fordi der er indtrådt forældelse, mens fordringen var under
inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndighedens manglende
afbrydelse af forældelsen vil således relatere sig til admini-
strationen.
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at en klage skal være skriftlig og indgives til
restanceinddrivelsesmyndigheden, så den er modtaget senest
tre måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages
over. Hvis særlige omstændigheder taler derfor, kan der
bortses fra en fristoverskridelse. Bestemmelsen indeholder
også en remonstrationsordning, idet restanceinddrivelses-
myndigheden kan genoptage sagen, hvis den på grundlag af
klagen finder anledning dertil. Hvis klagen ikke fuldt ud
imødekommes, og hvis klager derfor vælger at fastholde sin
klage, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden kla-
gen til Skatteankestyrelsen sammen med en udtalelse om
sagen. Nærmere regler om remonstrationsordningen fremgår
af §§ 37 a-37 b i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december
2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 315 af 29. marts 2016.
2.1.4.2. Lovforslaget
En af grundene til, at inddrivelsessystemet EFI ikke kunne
fungere, var, at systemet skulle tage hensyn til et betydeligt
antal indviklede regler på inddrivelsesområdet. Det er derfor
målsætningen, at det nye system, som skal it-understøtte den
fremtidige inddrivelse af gæld til det offentlige, skal være
mindre komplekst end EFI.
Derfor foreslås en række ændringer i den gældende regel
om dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Det foreslås, at det i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige skal præciseres, at dækningsrækkeføl-
gen også anvendes på frivillige betalinger. En frivillig beta-
ling kendetegnes ved, at den ikke med sikkerhed kan henfø-
res til en inddrivelsesindsats, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden har iværksat, f.eks. en erindringsskrivelse, en af-
dragsordning eller en lønindeholdelse. En frivillig betaling
vil f.eks. kunne bestå af et ekstraordinært beløb, som skyld-
ner er blevet i stand til at betale ud over de beløb, der må-
nedligt inddrives hos skyldner gennem en afdragsordning el-
ler lønindeholdelse.
En skyldner, der er blevet tilsagt til en udlægsforretning,
vil indtil foretagelsen af udlægget kunne betale den fordring,
som udlægsforretningen vedrører, jf. herved retsplejelovens
§ 496, stk. 1, om fogedrettens opfordring til skyldner om fri-
villigt at betale fordringen. Denne bestemmelse anvendes
også for pantefogedens udlægsforretninger, jf. henvisningen
til retsplejelovens kapitel 45-47 i § 5, stk. 1, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. En
betaling fra skyldneren under udlægsforretningen til dækn-
ing af en fordring omfattet af udlægsforretningen vil ikke
være frivillig i relation til den foreslåede udvidelse af ordly-
den i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Det samme gælder, hvis betalingen til dækning af en for-
dring omfattet af udlægsforretningen er sket efter tilsigelsen,
men inden udlægsforretningen. En sådan betaling skal an-
vendes til dækning af de fordringer, som udlægsforretningen
vedrører, i overensstemmelse med dækningsrækkefølgen ef-
ter § 4, stk. 1 og 2. En betaling i de nævnte situationer til
dækning af en fordring, der ikke er omfattet af tilsigelsen til
udlægsforretning, vil derimod skulle opfattes som en frivil-
lig betaling.
Ønsker skyldner i forbindelse med en frivillig betaling til
restanceinddrivelsesmyndigheden en fravigelse af denne
dækningsrækkefølge, kræver det derfor en anmodning fra
skyldner i overensstemmelse med reglen om en sådan fravi-
gelse, jf. § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, der bliver § 4, stk. 6, i den foreslåede nyaffattelse
af § 4.
Det vil fortsat være således, at § 4 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige ikke skal anvendes på beløb modtaget
i forbindelse med såkaldt universalforfølgning, dvs. kon-
kurs, rekonstruktion, gældssanering m.v. Bestemmelsen an-
vendes alene på individualforfølgning iværksat af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden gennem egentlige afgørelser om
inddrivelse (afdragsordninger og lønindeholdelse, herunder
særskilt lønindeholdelse), ved foretagelse af udlæg (dog ale-
ne § 4, stk. 1 og 2, jf. nedenfor om stk. 3) og udsendelse af
erindringsskrivelser, ligesom den anvendes på frivillige be-
talinger foretaget af skyldner, jf. ovenfor. Ligeledes vil det
24
fortsat være således, at dækningsrækkefølgen efter § 4 an-
vendes på modregninger, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden gennemfører, således at der til afgørelsen om modreg-
ning – modregningserklæringen – udvælges de fordringer,
der ifølge § 4 skal dækkes først, og som beløbsmæssigt kan
rummes i udbetalingsbeløbet, jf. ovenfor i afsnit 2.1.4.1 om
bestemmelsen i § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Det foreslås også, at § 4, stk. 1, nr. 2, om placeringen af
underholdsbidrag i dækningsrækkefølgen ændres således, at
betingelsen om, at bestemmelsen kun omfatter underholds-
bidrag, der er omfattet af lov om opkrævning af underholds-
bidrag, udgår. Det skyldes, at udenlandske fordringer på un-
derholdsbidrag kan fuldbyrdes i Danmark, selv om de ikke
er omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag. Efter
§ 1 i lov om Bruxelles I-forordningen gælder bestemmelser-
ne i Rådets Forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence,
lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og
samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtfor-
ordningen) med visse undtagelser her i landet. Forordningen
indebærer bl.a., at afgørelser m.v. om underholdsbidrag fra
andre EU-medlemsstater kan fuldbyrdes i Danmark. Efter
forordningens artikel 41 skal fuldbyrdelsen foregå på sam-
me måde som fuldbyrdelsen (inddrivelsen) af danske bi-
dragsafgørelser. Ved den foreslåede ændring af § 4, stk. 1,
nr. 2, bliver alle udenlandske afgørelser om underholdsbi-
drag, der som nævnt i bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 5, er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, også omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovens §
4.
Det foreslås desuden, at der med § 4, stk. 3, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestem-
melse, hvorefter beløb, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den modtager i forbindelse med en inddrivelsesindsats –
herunder afdragsordning, lønindeholdelse og erindringsskri-
velse – anvendes til først at dække de fordringer, der er om-
fattet af inddrivelsesindsatsen på tidspunktet for restanceind-
drivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet. Det vil være
tilstrækkeligt til at anse fordringen for omfattet af en afgø-
relse om en inddrivelsesindsats, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden på anvendelsesdagen har truffet og afsendt en af-
gørelse, der rummer fordringen. Dette har for skyldner den
fordel, at skyldner via en afgørelse orienteres om dæknin-
gen, hvorfor skyldner efter § 17, stk. 1, 1. pkt., vil kunne
klage til Skatteankestyrelsen over afgørelsen og dermed
dækningen, hvis skyldner måtte mene, at denne var uberetti-
get som følge af den dækkede fordrings bortfald eller ned-
bringelse, mens den var under inddrivelse, jf. nedenfor om
den foreslåede ændring af § 17. Dernæst dækkes øvrige for-
dringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved
en sådan inddrivelsesindsats. Det foreslås, at denne dækning
sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner.
Dækningen sker således uden nogen inddrivelsesindsats i
form af en afgørelse.
Hvis der efter dækning af fordringer omfattet af en afgø-
relse om lønindeholdelse er et beløb i overskud, vil beløbet
ifølge forslaget derfor kunne anvendes til at dække andre
fordringer, der er under inddrivelse på anvendelsestidspunk-
tet, idet det dog vil være en betingelse, at disse andre for-
dringer også vil kunne inddrives ved lønindeholdelse. Er
dette ikke muligt, fordi der ved den foreslåede nyaffattelse
af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
ovenfor i afsnit 2.1.1, for fordringstypen er gjort en undta-
gelse i forhold til muligheden for lønindeholdelse, vil den
pågældende fordring ikke kunne dækkes. Tilsvarende vil det
for beløb, der modtages ved særskilt lønindeholdelse, efter
dækningen af de fordringer, der er omfattet af afgørelsen om
særskilt lønindeholdelse, alene være muligt at dække andre
fordringer, for hvilke der vil kunne ske inddrivelse ved sær-
skilt lønindeholdelse, dvs. biblioteksgebyrer, visse kontrol-
afgifter m.v. Det foreslås i afsnit 2.1.6, at reglen om den
særlige dækningsrækkefølge ved særskilt lønindeholdelse
ophæves, så dækningen sker ud fra dækningsrækkefølgen i
§ 4.
Den mulighed, der i dag findes i § 10, stk. 7, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige til anvendelse af
overskydende beløb fra en lønindeholdelse til dækning af
andre fordringer, for hvilke der kunne være truffet afgørelse
om lønindeholdelse, vil derfor med den foreslåede bestem-
melse i § 4, stk. 3, blive udbredt til at finde anvendelse på
alle inddrivelsesindsatser og frivillige betalinger, idet der
dog gøres den forskel, at dækningen med det overskydende
beløb sker uden afgivelse af modregningserklæring.
Beløb, der modtages som følge af udpantning (udlæg), vil
ikke være omfattet af den foreslåede regel. Sådanne beløb
kan fortsat alene anvendes til at dække de fordringer, som er
omfattet af udlægget. Dette foreslås udtrykkeligt fastslået i
den foreslåede regel i § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Det foreslås, at dækningen efter § 4, stk. 3, sker efter den i
stk. 1 og 2 anførte dækningsrækkefølge.
Det foreslås i en ny bestemmelse – § 4, stk. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige – at fastlæggelsen af
dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3, sker på det tids-
punkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender det
beløb, der er inddrevet fra skyldner eller modtaget ved fri-
villig betaling fra denne til dækning af fordringer under ind-
drivelse hos skyldneren. Det foreslås, at det af bestemmel-
sen tillige skal fremgå, at dækningen af disse fordringer sker
med virkning fra betalingstidspunktet. Hermed tænkes der
på det tidspunkt, hvor skyldner har mistet sin rådighed over
beløbet, jf. ovenfor i afsnit 2.1.4.1. Hvis en skyldner foreta-
ger en indbetaling til restanceinddrivelsesmyndigheden via
en bank eller et posthus, eller hvis indbetalingen sker ved en
overførsel fra skyldners konto til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, vil dette tidspunkt efter formueretlige regler være
betalingstidspunktet, selv om beløbet først er til rådighed for
restanceinddrivelsesmyndigheden et par dage senere. Med
den foreslåede regel sikres, at det ikke rentemæssigt kom-
mer skyldner til skade, at beløbet først er modtaget nogle
dage senere.
I den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 5, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige foreslås, at overskydende be-
løb, der opstår i forbindelse med inddrivelsen, herunder ved
25
nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller
delvist dækket fordring, anvendes til dækning af øvrige for-
dringer under inddrivelse hos skyldneren. Det foreslås, at
dækningen ved anvendelse af et sådant overskydende beløb
skal ske i henhold til § 4, stk. 1-4, og uden afgivelse af mod-
regningsmeddelelse til skyldner. Det betyder, at der først
sker dækning – ud fra dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 1 og
2 – af fordringer, der er omfattet af den inddrivelsesindsats,
som det overskydende beløb hidrører fra, og et herefter re-
sterende beløb anvendes til dækning af andre fordringer un-
der inddrivelse, hvis disse vil kunne inddrives med samme
type inddrivelsesindsats, jf. ovenfor om den foreslåede regel
i § 4, stk. 3. Dækningen af sådanne øvrige fordringer, der
endnu ikke er blevet tilknyttet inddrivelsesindsatsen, f.eks.
en afdragsordning eller lønindeholdelse, vil derfor ikke kræ-
ve en modregning.
Det vil således ikke længere være det oprindelige dæk-
ningstidspunkt, der er afgørende for, hvordan der skal dæk-
kes.
Det foreslås, at det af bestemmelsen tillige fremgår, at
hvis fordringen var rentebærende, skal det overskydende be-
løb være inklusive de renter, der uberettiget er tilskrevet for-
dringen. Renter skal ifølge § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige dækkes inden hovedkravet,
dvs. den rentebærende hovedstol, hvorfor f.eks. en nedskriv-
ning af en fordring, som restanceinddrivelsesmyndigheden
har dækket, også vil indebære, at et uberettiget rentebeløb er
afregnet til fordringshaver og derfor af denne skal tilbagefø-
res til restanceinddrivelsesmyndigheden, der skal anvende
det modtagne beløb – inklusive rentebeløbet – til dækning af
andre fordringer under inddrivelse mod skyldneren.
Det foreslås, at det af den foreslåede bestemmelse i § 4,
stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige tillige
skal fremgå, at skyldneren ikke har krav mod restanceind-
drivelsesmyndigheden i form af rentekompensation som føl-
ge af anvendelsen af det overskydende beløb. Dette er en
følge af, at anvendelsen af det overskydende beløb sker med
henblik på dækning af de fordringer, der på anvendelsestids-
punktet er under inddrivelse.
Det vil eksempelvis ikke udløse noget krav mod restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvis det overskydende beløb
vedrører en fordring, der under inddrivelsen blev forrentet
med en lavere rentesats end en fordring, der ville være ble-
vet dækket helt eller delvist, hvis der var sket en korrekt
dækning.
Det vil lette systemunderstøttelsen, at det overskydende
beløb kan anvendes til dækning af de fordringer, der er un-
der inddrivelse på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelses-
myndigheden anvender det overskydende beløb i overens-
stemmelse med dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, dog med respekt for, at der
først dækkes på fordringer, der var eller senere ved en tilfø-
jelse er blevet omfattet af den specifikke inddrivelsesindsats,
og dernæst – hvis der er et resterende beløb – øvrige fordrin-
ger under inddrivelse, forudsat at disse vil kunne inddrives
med samme type inddrivelsesindsats. Lettelsen for it-syste-
met består i, at der ikke skal skelnes mellem, hvornår en
indsats er oprettet første gang, og senere oprettede tilføjel-
ser.
Forslaget betyder, at flere af skyldnerens fordringer kan
blive omfattet af en automatiseret proces i forbindelse med
anvendelse af overskydende beløb. Det vil især gælde for-
dringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatserne afdrags-
ordning og lønindeholdelse, hvor det er muligt at tilføje nye
fordringer til en igangværende inddrivelsesindsats. For disse
fordringer vil der fremover ikke længere være behov for at
anvende modregning for at gennemføre dækninger af senere
tilkomne fordringer. Dermed undgås en ekstra inddrivelses-
indsats – modregning – i processen vedrørende anvendelse
af overskydende beløb fra nedskrivning.
Med forslaget respekteres de gældende begrænsninger for,
hvilke fordringer der kan omfattes af en given inddrivelses-
indsats, og det sikres, at overskydende beløb i første række
anvendes til dækning af fordringer, der konkret er omfattet
af samme type inddrivelsesindsats som den, der medførte
dækning på den nedskrevne fordring, og at der i anden ræk-
ke sker dækninger af øvrige fordringer under inddrivelse,
hvis disse vil kunne tilføjes denne type inddrivelsesindsats.
Der tages således fortsat hensyn til, at der eksempelvis gæl-
der særlige regler for særskilt lønindeholdelse, modregning i
f.eks. børne- og ungeydelse m.v.
Efter § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
kan beløb, som inddrives ved særskilt lønindeholdelse, kun
anvendes til dækning af visse kravtyper, herunder biblio-
teksgebyrer, licensrestancer og kontrolafgifter for overtræ-
delse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-
ber. Hvis der opstår et overskydende beløb som følge af
nedskrivning af en fordring, der tidligere er dækket ved sær-
skilt lønindeholdelse, vil det ifølge de nuværende regler i §
9, stk. 12, i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013
om inddrivelse af gæld til det offentlige kun være muligt at
anvende det overskydende beløb til dækning af andre for-
dringer, for hvilke der kunne være truffet afgørelse om sær-
skilt lønindeholdelse. Nærværende forenklingsforslag vil så-
ledes ikke betyde, at der sker ændringer, i forhold til hvad et
overskydende beløb fra nedskrivninger, som vedrører for-
dringer omfattet af en tidligere inddrivelsesindsats med sær-
skilt lønindeholdelse, må anvendes til.
I tilfælde, hvor der nedskrives på en fordring vedrørende
betaling for daginstitution, som tidligere er dækket ved
modregning i en udbetaling af børne- og ungeydelse, vil det
nu opståede overskydende beløb alene kunne anvendes til
dækning af andre daginstitutionsrestancer, jf. de gældende
regler i § 11, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse. Sker
der efter den gennemførte modregning af daginstitutionsre-
stance i børne- og ungeydelse en nedskrivning af daginstitu-
tionsfordringen, vil det dermed opståede overskydende be-
løb kunne anvendes til dækning af en senere opstået restan-
ce på dagsinstitutionsbetaling, der er modtaget til inddrivel-
se.
I tilfælde, hvor den tidligere inddrivelse og dækning på
den nu nedskrevne restance er sket ved en udlægsforretning
for krav omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offent-
26
lige, vil det efter gældende ret alene være muligt at anvende
det overskydende beløb til dækning af de af skyldnerens øv-
rige restancer, som var omfattet af udlægget. Nærværende
forenklingsforslag vil ikke betyde, at der sker ændringer, i
forhold til hvad overskydende beløb opstået som følge af
nedskrivning af fordringer, der var omfattet af et udlæg, kan
anvendes til.
Anvendelsen af overskydende beløb i medfør af den fore-
slåede regel i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kan medføre en ændret fordeling af dækning på
renter og afdrag inden for en tidligere gennemført dækning
eller modregning. Selv om der sker ændring af dækningens
sammensætning i forhold til renter og afdrag, bevirker dette
ikke, at der ændres på størrelsen af dækningen og på mod-
regningsbeløbets anvendelse. En modregningserklæring
rummer et løfte til skyldneren om, at dennes gæld til mod-
regneren er ophørt, i det omfang modfordringen og hoved-
fordringen overlapper hinanden. Et løfte kan undergives en
begrænsning, i det omfang der tages et forbehold herfor. På
modregningserklæringer fra restanceinddrivelsesmyndighe-
den vil det fremover fremgå, at der i tilfælde af en senere
nedskrivning m.v. inden for dækningen af fordringen og de
tilhørende inddrivelsesrenter vil kunne opstå korrektioner,
der indebærer en omfordeling mellem de af modregningser-
klæringen omfattede renter og hovedstole. Med et forbehold
på modregningserklæringer om, at der efterfølgende kan ske
en omfordeling mellem renter og hovedstol, vil der således
ikke være behov for at fremsende en ny modregningserklæ-
ring til skyldner om den ændrede fordeling.
Den foreslåede mulighed for at dække fordringer, der ikke
er omfattet af en aktuel inddrivelsesindsats, jf. de foreslåede
bestemmelser i § 4, stk. 3 og 5, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, forventes ikke at resultere i et stort antal
sådanne dækninger, fordi fordringer, der modtages til ind-
drivelse, som udgangspunkt vil blive tilføjet en igangværen-
de inddrivelsesindsats ved en afgørelse, der af restanceind-
drivelsesmyndigheden træffes, så snart det ud fra fordringer-
nes størrelse og antal findes hensigtsmæssigt med en sådan
opdatering af indsatsen. Derudover vil de beløb, der er i
overskud, når der er sket dækninger af de fordringer, der
omfattes af inddrivelsesindsatsen, typisk have en mindre
størrelse.
Muligheden for en sådan dækning af en fordring, der ikke
var omfattet af indsatsen, indebærer dog, at skyldneren ikke
hos Skatteankestyrelsen kan få prøvet sin indsigelse om, at
en sådan fordring ikke bestod eller ikke bestod fuldt ud, da
den blev dækket, med henvisning til at fordringens ophør el-
ler reduktion skyldes restanceinddrivelsesmyndighedens ad-
ministration, jf. om muligheden for en sådan prøvelse reglen
i § 17, stk. 1, 1. pkt., der er beskrevet ovenfor i afsnit
2.1.4.1. Skyldner kan f.eks. være af den opfattelse, at for-
dringen ganske vist var retskraftig, da den blev overdraget
til inddrivelse, men som følge af restanceinddrivelsesmyn-
dighedens administration – manglende afbrydelse af foræl-
delsen – var forældet, da den blev dækket. Det foreslås der-
for, at skyldner fortsat skal have mulighed for at gøre sådan-
ne indsigelser gældende, hvis der sker dækning af en for-
dring, der ikke var omfattet af en aktuel inddrivelsesindsats
af den type, som det beløb, der blev anvendt til dækningen,
hidrører fra. Skyldner vil også kunne klage over en mang-
lende overholdelse af betingelsen om, at fordringen, der blev
dækket med det overskydende beløb, vil skulle kunne ind-
drives med den type inddrivelsesindsats, som det oversky-
dende beløb stammer fra.
Derfor foreslås en ny bestemmelse – § 17, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige – hvorefter der til
Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivnin-
gen eller regler udstedt i medfør heraf, kan klages over en
dækning af en fordring, som i medfør af § 4 er blevet dæk-
ket, uden at fordringen var omfattet af den inddrivelsesind-
sats, som beløbet hidrører fra. Det foreslås, at § 17, stk. 1,
2.-6. pkt., finder anvendelse, men at fristen i stk. 1, 2. pkt.,
regnes fra den dag, hvor skyldneren har modtaget underret-
ning om dækningen.
Klagen kan omfatte, om dækningen var berettiget, enten
som følge af at fordringen ikke ville kunne have været om-
fattet af den inddrivelsesindsats, som beløbet hidrører fra,
eller som følge af kravets eksistens og størrelse, når spørgs-
målet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens
administration, dvs. svarende til den eksisterende mulighed i
§ 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
om klager over afgørelser om inddrivelse.
Det er tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden med
jævne mellemrum og mindst én gang årligt udfærdiger en
restanceoversigt og underretter skyldneren herom, således at
denne vil kunne se, hvilke fordringer der er dækket, og om
der er sket dækning af en fordring, der ikke var omfattet af
den indsats, som beløbet kom fra. Skyldneren vil også kun-
ne anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om oplysnin-
ger om, hvilke fordringer der er blevet dækket, og hvornår
det skete. Klagefristen på tre måneder vil ikke løbe fra dæk-
ningstidspunktet, men fra tidspunktet for skyldners modta-
gelse af oplysningen om dækningen, hvad enten modtagel-
sen skyldes den oversigt, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden underretter skyldneren om, eller at skyldneren selv
har rekvireret oplysningerne hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden. Det vil af oversigten fremgå, at der i medfør af
den foreslåede regel kan indgives klage til Skatteankestyrel-
sen over dækninger, som skyldneren måtte finde uberettige-
de, og en sådan oplysning skal også gives, hvor skyldneren
selv har rekvireret dækningsoplysningerne hos restanceind-
drivelsesmyndigheden.
For dækninger af fordringer, der omfattes af den inddri-
velsesindsats, som det overskydende beløb stammer fra, vil
der ikke være klageadgang efter den foreslåede bestemmelse
i § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Afgørelserne, som disse dækninger vedrører, omfattes af
skyldners klageadgang efter § 17, stk. 1.
Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 17, stk.
1, 2.-6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
medfører, at klagen skal indgives skriftligt til restanceinddri-
velsesmyndigheden, hvor den skal være modtaget senest tre
måneder fra skyldners modtagelse af underretning om dæk-
ningen, jf. ovenfor. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil
27
herefter kunne genoptage sagen – dvs. vurderingen af, om
dækningen var berettiget – hvis klagen giver anledning der-
til. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke fuldt ud imø-
dekomme klagen, og vælger skyldner herefter at fastholde
sin klage, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden
klagen til Skatteankestyrelsen sammen med en udtalelse om
sagen, jf. de nærmere regler herom i §§ 37 a-37 b i bekendt-
gørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
315 af 29. marts 2016. Modtages en klage efter klagefristens
udløb, sender restanceinddrivelsesmyndigheden straks kla-
gen videre til Skatteankestyrelsen til afgørelse af, om særli-
ge omstændigheder taler for, at klagen behandles trods frist-
overskridelsen, jf. § 37 a, stk. 2, i bekendtgørelsen.
Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 17, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – der bliver stk.
3 – hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om klageadgangen efter stk. 1, tillige skal omfatte den fore-
slåede klageadgang om dækning af fordringer, der ikke var
omfattet af den indsats, som beløbet kom fra, jf. ovenfor om
den foreslåede nye bestemmelse i § 17, stk. 2.
Endelig foreslås, at skatteministerens bemyndigelse i den
gældende bestemmelse i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige – der bliver stk. 7 – til at fastsætte reg-
ler om gennemførelsen af stk. 1 og 2 udvides, så det af be-
stemmelsen tillige fremgår, at der kan fastsættes regler om
gennemførelsen af de regler, der foreslås med de nye be-
stemmelser i stk. 3-6.
Med hensyn til bestemmelsen i den foreslåede bestemmel-
se i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
om tidspunktet for fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen
bemærkes, at fordringer først vil blive placeret i restanceind-
drivelsesmyndighedens modtagelsessystem, inden de senere
registreres i inddrivelsessystemet. Det er tanken, at der i be-
kendtgørelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige skal
indsættes bestemmelser, der vil fastslå, at en fordrings pla-
cering i dækningsrækkefølgen efter stk. 1 og 2 afhænger af
tidspunktet for fordringens modtagelse i modtagelsessyste-
met, men at en dækning først vil kunne ske, efter at fordrin-
gen er registreret i inddrivelsessystemet.
En fordring kan blive tilbagekaldt af fordringshaver efter
bestemmelserne i § 2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige om henholdsvis tilbagekaldelse med
henblik på at tillade afdragsvis betaling eller henstand (stk.
7) eller gennemføre modregning (stk. 8). Derudover kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden returnere en fordring til for-
dringshaver i medfør af samme lovs § 2, stk. 2, 4. pkt., hvis
fordringshaver ikke søger skyldners indsigelser om fordrin-
gens eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid. I så-
danne tilfælde medsendes de inddrivelsesrenter, der efter lo-
vens § 5, stk. 1, er påløbet fordringen fra den 1. i måneden
efter modtagelsen af fordringen. Hvis en tilbagekaldt eller
returneret fordring atter overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden inklusive inddrivelsesrenterne, opstår spørgs-
målet om dækningen af sådanne genindsendte inddrivelses-
renter i forhold til de opkrævningsrenter, som fordringsha-
ver selv har beregnet, og de inddrivelsesrenter, der beregnes,
efter at fordringen på ny er overdraget til restanceinddrivel-
sesmyndigheden.
Det er tanken, at skatteministeren fastsætter regler, der
fastlægger dækningsrækkefølgen for disse renter. Det er og-
så tanken, at reglerne skal omfatte renter, der er overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at hovedkravet er
blevet dækket.
Det foreslås også, at skatteministerens bemyndigelse skal
omfatte en adgang til at fastsætte regler om dækningsrække-
følgen for opskrivningsfordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, fordi den tidligere overdragne
fordring på den måde af fordringshaver opskrives til sit kor-
rekte beløb, som ikke fremgik ved den oprindelige overdra-
gelse.
Endelig foreslås, at det i bemyndigelsesbestemmelsen i §
4 præciseres, at der kan fastsættes regler for dækningsræk-
kefølgen i tilfælde, hvor der sker samtidig overdragelse af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmel-
sen indeholder allerede en sådan adgang, jf. ovenfor i afsnit
2.1.4.1 om de specielle bemærkninger til § 3 a i lovforslag
nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6761.
2.1.5. Færre forældelsesdatoer for renter af fordringer un-
der inddrivelse
2.1.5.1. Gældende ret
Efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige forrentes fordringer, der overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, med en årlig rente sva-
rende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Til-
skrivningen af renten starter fra den 1. i måneden efter mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Renten er en
simpel rente, som beregnes på baggrund af det antal dage,
der er gået, siden renteberegningen begyndte. Det indebæ-
rer, at der hver dag stiftes et nyt rentekrav, som forfalder til
betaling ved stiftelsen.
Forældelsesfristen regnes efter forældelseslovens § 2, stk.
1, fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne
kræve at få fordringen opfyldt. Det betyder, at forældelses-
fristen i forhold til inddrivelsesrenten regnes fra forfaldstids-
punktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelses-
fristen for rentefordringer 3 år. Forældelse indtræder dog se-
nest 10 år efter, at forældelsesfristen efter lovens § 2 er be-
gyndt at løbe, medmindre der forinden er sket afbrydelse.
Forældelsen afbrydes bl.a. ved fordringshaverens iværksæt-
telse af visse inddrivelsesskridt over for skyldneren. Endvi-
dere følger det af forældelseslovens § 23, stk. 2, at et rente-
krav bortfalder, når den hovedfordring, som renten beregnes
af, forældes.
Efter forældelseslovens § 27, stk. 1, beregnes forældelses-
fristen således, at forældelse indtræder dagen efter den må-
nedsdag, der svarer til den dag, hvorfra forældelsesfristen
regnes. Det vil sige, hvis en fordring med 3-årig forældelse
forfalder den sidste dag i en måned, hvor der er 31 dage, vil
fordringen være retskraftig indtil den 31. i måneden 3 år se-
nere og være forældet den 1. i den efterfølgende måned. En
28
rentefordring, der eksempelvis forfalder den 31. marts 2019,
vil være retskraftig indtil den 31. marts 2022 og være foræl-
det den 1. april 2022.
Efter forældelseslovens § 27, stk. 2, udskydes forældelses-
fristen til den førstkommende hverdag, hvis forældelsesfri-
sten udløber i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag el-
ler den 24. eller den 31. december.
2.1.5.2. Lovforslaget
Da nye rentekrav forfalder til betaling på daglig basis,
sker der en selvstændig forældelse af rentekrav på daglig ba-
sis. De gældende regler om, at renten forældes på daglig ba-
sis, udgør en væsentlig systemkompleksitet for det nye it-sy-
stem for inddrivelse, fordi der skal registreres mange foræl-
delsesdage af hensyn til at kunne administrere rentens selv-
stændige forældelse. Tilsvarende er der mange rentefordrin-
ger at administrere i relation til den accessoriske forældelse
af rentefordringer ved hovedfordringens forældelse. Det
skyldes, at det nye it-system skal være i stand til dag for dag
at kunne identificere, hvilken rente der er påløbet en given
fordring, af hensyn til at der ikke inddrives på forældede
renter.
Det foreslås, at forældelsen af renter, der tilskrives for-
dringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, regnes fra den første dag i måneden efter tilskrivnin-
gen af renten. Som en konsekvens heraf skal den absolutte
forældelsesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr.
4, tilsvarende regnes fra den 1. dag i måneden efter den må-
ned, hvori renten er stiftet. Herved reduceres antallet af årli-
ge forældelsesdatoer for fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden fra 365 til 12, hvilket inde-
bærer en væsentlig lettelse for udviklingen af det nye it-sy-
stem for inddrivelsen.
Forfaldstidspunktet for en fordring er det tidspunkt, hvor
skyldner har pligt til at betale fordringen, medmindre der er
givet en yderligere frist, inden for hvilken betalingen anses
for rettidig. Forældelsesfristen for fordringer regnes efter
forældelsesloven tilsvarende fra forfaldstidspunktet. Dette
generelle begyndelsestidspunkt for beregningen af forældel-
sen bliver med forslaget fraveget for så vidt angår renter af
fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden.
Begrebet forfald er centralt i inddrivelseslovgivningen og
bruges både i forhold til iværksættelse af inddrivelsesskridt,
og i forhold til hvilke fordringer der kan dækkes med et ind-
drevet inddrivelsesprovenu. Et inddrivelsesskridt kan såle-
des kun iværksættes over for forfaldne fordringer, fordi
skyldneren ikke har pligt til at betale beløbet, før det er for-
faldent, og grundlaget for at kunne fremsætte betalingspå-
krav eller iværksætte tvangsinddrivelse er, at gælden er for-
falden til betaling.
En af grundpillerne for samlingen af inddrivelsen af of-
fentlig gæld hos én restanceinddrivelsesmyndighed var såle-
des, at alle fordringer, der er overdraget til inddrivelse, skal
samles på en konto for den enkelte skyldner, og at de inddri-
velsesskridt, der iværksættes, foretages med udgangspunkt i
den samlede saldo på kontoen, jf. lovforslag nr. L 209, Fol-
ketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6750. Det er derfor
vigtigt, at mest muligt af skyldnerens gæld kan omfattes af
et iværksat inddrivelsesskridt af hensyn til at kunne opnå de
effektiviseringer, der er forudsat i forbindelse med samlin-
gen af inddrivelsen af al offentlig gæld.
Lønindeholdelse, der er et effektivt inddrivelsesskridt for
restanceinddrivelsesmyndigheden, kan alene omfatte for-
faldne fordringer, idet lønindeholdelse udelukkende kan om-
fatte fordringer, for hvilke udlæg kan begæres. Udlæg kan
kun begæres for forfaldne fordringer, idet sidste rettidige be-
talingsfrist normalt skal være overskredet. Det vil derfor
svække effektiviteten af restanceinddrivelsesmyndighedens
arbejde, hvis forfaldstiden for inddrivelsesrenter udskydes,
idet uforfaldne renter ikke kan omfattes ved iværksættelse af
lønindeholdelse.
Forfaldstidspunktet for renter er også centralt, i forhold til
hvordan dækning af fordringshavernes krav gennemføres,
idet alene forfaldne renter kan dækkes, og renter ifølge dæk-
ningsrækkefølgen skal dækkes før hovedkravet. En udsk-
ydelse af forfaldstidspunktet for renter af fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, til
den første dag i måneden, efter renten er stiftet, vil betyde,
at hvis der f.eks. sker indfrielse af fordringshaverens gæld
midt i måneden, vil der være et (ofte mindre) rentebeløb, der
ikke kan dækkes, fordi rentebeløbet endnu ikke er forfal-
dent. Det kan det virke både uforståeligt og urimeligt over
for skyldneren, at der ikke er sket fuldstændig indfrielse af
gælden. Herudover bliver opgørelsen af skyldnernes gæld
uoverskuelig og uforståelig, fordi der kan optræde en række
mindre rentefordringer fra indfrielser af gæld, der ikke er
sket den 1. i en given måned.
En række love indeholder hjemmel til at nægte eller frata-
ge erhvervstilladelser, hvis indehaveren af en autorisation
eller bevilling har betydelig gæld til det offentlige. SKAT
modtager som følge heraf årligt et stort antal anmodninger
om restanceattester, hvor det er vigtigt, at SKAT kan give en
retvisende opgørelse af den forfaldne gæld inklusive renter,
uanset hvilket tidspunkt i en måned restanceattesten udste-
des. På baggrund heraf findes det ligeledes uhensigtsmæs-
sigt, hvis forfaldstidspunktet for renter ændres, så renter ik-
ke forfalder dagligt.
Da forfaldstidspunktets indtræden er afgørende for, at der
kan inddrives og dækkes på en fordring, er det ikke hen-
sigtsmæssigt at reducere antallet af starttidspunkter for for-
ældelsesberegningen for rente af fordringer under inddrivel-
se ved en samtidig udskydelse af forfaldstidspunktet, idet
det som ovenfor beskrevet bl.a. vil betyde, at uforfaldne ind-
drivelsesrenter ikke vil kunne omfattes af de inddrivelses-
skridt, som iværksættes, og at uforfaldne rentebeløb ikke vil
kunne dækkes af betalinger fra skyldner, hvis indbetalingen
sker på et andet tidspunkt end den 1. dag i hver enkelt må-
ned.
Endelig vil en udskydelse af forfaldstidspunktet betyde, at
it-systemet skal kunne håndtere uforfaldne og dermed ikke-
inddrivelsesparate krav, hvilket indebærer en systemkom-
pleksitet, der netop søges undgået med forslaget om at op-
29
hæve adgangen til at overdrage fordringer, der ikke er ind-
drivelsesparate, jf. afsnit 2.1.3. En udskydelse af forfalds-
tidspunktet til den 1. i måneden efter rentens stiftelse af hen-
syn til at opnå færre startdatoer for forældelsen af renten vil
således give en lang række uhensigtsmæssigheder i det nye
it-system og stride mod væsentlige formål med samlingen af
inddrivelsen hos én inddrivelsesmyndighed.
Det har været overvejet at udskyde forfaldstidspunktet
med henblik på derved at udskyde forældelsen til den 1. dag
i en måned, således at forfaldstidspunktet og forældelsesfri-
stens begyndelsestidspunkt følges ad i overensstemmelse
med hovedreglen i forældelsesloven.
Imidlertid vil inddrivelsen i en periode foregå både i de
eksisterende it-systemer for inddrivelse og det nye system
for inddrivelse.
SKAT besluttede den 8. september 2015 at stoppe den
automatiske inddrivelse i EFI/DMI på grund af en række al-
vorlige fejl. Uanset at den automatiske inddrivelse er stop-
pet, beregner systemet fortsat renter af fordringerne, og der
foretages visse dækninger i systemet. Det nye system for
inddrivelse forventes sat i drift den 1. april 2017 og gradvist
at få overdraget fordringer fra EFI/DMI. Det kommende it-
system for inddrivelse vil i den første fase kun have enkelte
funktionaliteter, og i en periode vil der således være samti-
dig drift i EFI/DMI og det kommende it-system for inddri-
velse.
Efter § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige skal renter dækkes forud for hovedkrav. En udskydelse
af forfaldstidspunktet med henblik på at regulere begyndel-
sestidspunktet for forældelsen af renter af fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor
betyde, at der i højere grad vil ske dækning af hovedstol
frem for inddrivelsesrente. For en skyldner vil dette betyde,
at gælden vil blive afviklet hurtigere under en given afdrags-
profil end efter gældende regler med dagligt forfald. Tilsva-
rende vil fordringshaverne få tillagt færre renter i gældspe-
rioden. Hermed bliver der forskel på retsvirkningerne for
skyldnere og fordringshavere, afhængig af i hvilket it-sy-
stem deres fordring er placeret.
Da EFI/DMI er programmeret til, at der sker dagligt for-
fald af renter af fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, ville der i paralleldriftsperio-
den ske en forskelsbehandling af skyldnerne, afhængig af i
hvilket it-system gælden er placeret. En tilretning af EFI/
DMI, så renten af fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden forfalder den 1. dag i måneden
efter den måned, hvori renten er stiftet, vil være omfattende
og tage lang tid. Denne løsning er derfor fravalgt.
Skatteministeriet har derudover overvejet en overgangsre-
gel, hvorefter Skatteministeriet af hensyn til gennemførelsen
af den gradvise implementering af det nye it-system – uan-
set forskelsbehandling – bemyndiges til at flytte skyldnere
og deres fordringer frem og tilbage mellem det eksisterende
it-system og det nye it-system i paralleldriftsperioden. Dette
vil som udgangspunkt kræve, at restanceinddragelsesmyn-
digheden træffer en afgørelse om flytning af fordringen mel-
lem systemerne over for både skyldner og fordringshaver.
Dette vil skulle systemunderstøttes og besværliggøre kon-
verteringen af fordringer mellem de to systemer. For at und-
gå dette kunne man lovgive om, at flytning af fordringer
mellem systemerne skulle kunne foregå, uden at dette skal
behandles som en afgørelse i relation til de omfattede skyld-
nere og fordringshavere. Dette vil både indebære forskelsbe-
handling mellem skyldnere og fordringshavere og kræve
fravigelse af væsentlige forvaltningsretlige regler for frem-
gangsmåden for, hvordan myndigheder træffer afgørelser,
og gøre det svært for skyldnere og fordringshavere at kende
deres retsstilling. Denne løsning er derfor også fravalgt. Det
er på den baggrund fundet nødvendigt, at en reduktion af an-
tallet af forældelsesdatoer for inddrivelsesrenter mest hen-
sigtsmæssig kan ske ved at fravige forældelseslovens almin-
delige udgangspunkt om, at forældelsen regnes fra rentens
forfald.
Efter forældelseslovens § 27, stk. 2, sker der udskydelse af
forældelsen, hvor en forældelsesfrist udløber på en dag, hvor
det ikke er muligt at iværksætte afbrydelse af forældelsen
ved at iværksætte et retsligt skridt over for skyldneren. Dette
sikrer fordringshaver mulighed for at få afbrudt forældelsen
helt frem til den sidste dag, hvor fordringen er retskraftig.
Samlingen af inddrivelsen af al offentlig gæld hos én re-
stanceinddrivelsesmyndighed, der forestår inddrivelsen ved
brug af automatiserede processer, betyder, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke har brug for at kunne iværksætte
afbrydelse af forældelsen ved at iværksætte et retsligt skridt
over for skyldnere på den sidste dag, hvor en fordring er
retskraftig, idet systemet vil give sagsbehandlerne varsel
om, at en forældelsesfrist snart udløber. Restanceinddrivel-
sesmyndigheden har derfor ikke samme behov som en privat
kreditor for at få udskudt forældelsen, hvis forældelsesfri-
sten udløber på en dag, hvor det ikke er muligt at iværksætte
retslige skridt over for skyldneren, fordi fristen udløber i en
weekend, på en helligdag, grundlovsdag eller den 24. eller
den 31. december.
Forældelseslovens § 27, stk. 2, om udskydelse af forældel-
sen betyder, at der skal foretages programmering af kalende-
roplysninger af hensyn til at kunne understøtte udskydelse
som følge af lørdage, søndage og helligdage, hvilket kom-
plicerer programmeringsopgaven for det nye it-system for
inddrivelse. På den baggrund foreslås det, at forældelseslo-
vens § 27, stk. 2, ikke skal finde anvendelse ved beregning
af forældelsesfristens udløb for rente af fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forslaget indebærer en fordel for skyldner, idet forældelses-
fristen bliver kortere, hvor fristen udløber på en dag, hvor
det ikke er muligt at iværksætte retslige skridt over for
skyldneren.
2.1.6. Ingen særskilt dækningsrækkefølge ved særskilt løn-
indeholdelse
2.1.6.1. Gældende ret
Ved lov nr. 252 af 30. marts 2011 (Effektivisering af ind-
drivelsen af gæld til det offentlige) blev der indført en ad-
30
gang til særskilt lønindeholdelse. Bestemmelsen, der findes i
§ 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, fastslår i
1. pkt., at der uanset reglen i § 4, stk. 1, om dækningsrække-
følgen for beløb, der inddrives af restanceinddrivelsesmyn-
digheden, kan ske særskilt lønindeholdelse af beløb til
dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af bestem-
melser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksom-
hed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb
til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed. Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1500 af 23. de-
cember 2014 (Hurtig afslutning i visse klagesager, omkost-
ningsgodtgørelse i retssager, dækningsrækkefølgen for un-
derholdsbidrag, restanceforebyggelse, momsregistrering af
visse virksomheder, forbedret inddrivelse af restancer til det
offentlige m.v.) blev bestemmelsen udvidet med biblioteks-
gebyrer. Efter 2. pkt. bemyndiges skatteministeren til at fast-
sætte nærmere regler for denne lønindeholdelse, hvilket er
sket med § 9 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december
2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige. I 3. pkt. be-
stemmes, at fordringer efter 1. pkt. dækkes i den rækkeføl-
ge, i hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden træffer be-
stemmelse om lønindeholdelse for kravene.
Af § 9, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse følger,
at særskilt lønindeholdelse højst må føre til indeholdelse af
et månedligt beløb på 400 kr. I § 9, stk. 13, er bestemt, at
reglerne i bekendtgørelsens § 5, § 6, § 8, § 12 og kapitel 6
ikke finder anvendelse ved særskilt lønindeholdelse. Det be-
tyder bl.a., at der ved særskilt lønindeholdelse ikke er ad-
gang for skyldneren til at få en betalingsevnevurdering efter
reglerne i kapitel 6, ligesom de mod almindelig lønindehol-
delse beskyttede A-indkomsttyper, der fremgår af bekendt-
gørelsens § 12, f.eks. kontanthjælp, kan gøres til genstand
for særskilt lønindeholdelse.
2.1.6.2. Lovforslaget
Den særlige dækningsrækkefølge for beløb, der inddrives
ved særskilt lønindeholdelse, afviger fra reglen i § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og indebærer såle-
des en undtagelse, der vil skulle kunne håndteres af det it-
system, der er under udvikling med henblik på at understøtte
restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse. For-
enklingstiltagene i nærværende lovforslag har bl.a. til formål
at understøtte udviklingen af dette it-system, så der for flest
mulige fordringer gælder samme inddrivelsesmuligheder og
regler om dækningsrækkefølge m.v. Derfor foreslås, at også
beløb, der inddrives ved særskilt lønindeholdelse, anvendes
til dækning af fordringer i overensstemmelse med reglen i §
4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dvs. at FI-
FO-princippet, hvorefter den fordring, der først er modtaget
til inddrivelse, dækkes først, anvendes. Det foreslås, at § 4 a
ophæves, men at bestemmelsens indhold efter den foreslåe-
de ændring med hensyn til dækningsrækkefølgen indsættes i
en ny bestemmelse, § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, der dermed vil være placeret i afsnittet med
overskriften »Lønindeholdelse«.
2.1.7. Håndtering af paralleldrift i to inddrivelsessystemer
2.1.7.1. Gældende ret
Restanceinddrivelsesmyndigheden har siden den 1. no-
vember 2005 varetaget inddrivelsesopgaven vedrørende
gæld til det offentlige. I lovforslag nr. L 112, Folketingsti-
dende 2004-05 (2. samling), tillæg A, der er lovforslaget til
lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der
trådte i kraft 1. november 2005, anføres i de almindelige be-
mærkninger på side 4637, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den skal søge at få en restance afviklet på den mest hensigts-
mæssige måde ved anvendelse af færrest mulige ressourcer.
Beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden,
skal – medmindre beløbet hidrører fra universalforfølgning
(konkurs, rekonstruktion med tvangsakkord, gældssanering
m.v.) – dække fordringer under inddrivelse ud fra rækkeføl-
gen i § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, jf. ovenfor i afsnit 2.1.4 om den foreslåede ændring
af denne regel om dækningsrækkefølgen.
Ved lov nr. 298 af 22. marts 2016 (Restanceinddrivelses-
myndighedens inddrivelse i perioden til og med 2019, gen-
nemførelse af modregning og indkomstaftrapning af børne-
og ungeydelsen uden partshøring m.v.) blev der med § 18 b
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indført en be-
myndigelse for skatteministeren til at fastsætte regler om
fravigelse af dækningsrækkefølgen for krav under inddrivel-
se, jf. § 4, og om inddrivelse af udvalgte fordringer for pe-
rioden fra og med den 1. april 2016 til og med den 31. de-
cember 2019. I lovforslaget til ændringsloven – lovforslag
nr. L 122, Folketingstidende 2015-16, A, L 122 som fremsat
– anføres på side 8 i de almindelige bemærkninger, afsnit
3.1.2, at bestemmelsen skal sikre den nødvendige fleksibili-
tet i forbindelse med udviklingen af et nyt it-baseret inddri-
velsessystem, herunder at it-understøttelsen gradvist kan ud-
bygges, samt den manuelle inddrivelse, der skal foretages i
samme periode. Det fremgår endvidere, at det er tanken, at
interimssystemet i sin første udgave skal stå for inddrivelsen
af ca. 25 udvalgte fordringstyper i forhold til nye skyldnere,
dvs. skyldnere, der ikke i forvejen har gæld, der er overdra-
get til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse via
EFI/DMI, idet nye skyldnere, der hæfter solidarisk for for-
dringen sammen med en anden skyldner, der i forvejen er
registreret i EFI/DMI med anden gæld, dog ikke forventes at
ville indgå i inddrivelsen via interimssystemet i den begræn-
sede periode. Endelig anføres, at det forventes, at inddrivel-
sesindsatsen indledningsvist vil bestå af rykkere, afdrags-
ordninger og udlæg, og at det er tanken, at interimssystemet
gradvist tilføres yderligere funktionalitet, så inddrivelsen
kan udvides i forhold til inddrivelsesmidler, fordringstyper
og skyldnere.
Denne strategi for den ønskede udvikling af et nyt it-sy-
stem til understøttelse af restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelse er blevet ændret.
31
Som anført i afsnit 1.1 har Skatteministeriet siden decem-
ber 2015 arbejdet på udviklingen af et nyt inddrivelsessy-
stem, og det er besluttet, at det skal være baseret på et stan-
dardsystem, som trinvist bliver videreudviklet.
Når 1. udgave (release) af systemet tages i brug, hvilket
forventes at ske primo april 2017, vil fordringshaverne lø-
bende blive tilsluttet det nye system og derefter kunne be-
gynde at sende nye fordringer til inddrivelse i systemet.
Frem mod medio 2018 forventes alle fordringshavere at bli-
ve tilsluttet systemet, i takt med at de får justeret i deres in-
terne processer og systemer, så de kan sende retskraftige
fordringer med en god datakvalitet. Parallelt med tilslutnin-
gen af fordringshaverne konverteres fordringer fra EFI/DMI
til det nye system, hvorefter EFI/DMI kan nedlukkes, når al-
le fordringer og fordringshavere er lagt ind i systemet.
§ 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige giver
mulighed for, at skatteministeren kan fastsætte regler, der
muliggør, at de eksisterende regler om dækningsrækkefølge
i § 4 fraviges, i det omfang det er nødvendigt for at sikre ud-
viklingen af det nye inddrivelsessystem, herunder at der i en
periode vil være en paralleldrift, jf. ovenfor.
En paralleldrift vil indebære, at fordringer placeret i de to
forskellige systemer – EFI/DMI og det nye inddrivelsessy-
stem – vil blive inddrevet særskilt via de indsatser, der ud-
går fra det enkelte system, og dette vil indebære en fravigel-
se af dækningsrækkefølgen i § 4, fordi det ikke har været
tanken, at der skulle være flere systemer, der hver især skul-
le forestå inddrivelsen af visse fordringer, jf. ovenfor om be-
mærkningerne i L 122. Der vil derfor med hjemmel i § 18 b
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kunne fastsæt-
tes regler, der muliggør en sådan paralleldrift i en periode.
Det vil f.eks. være muligt at bestemme, at der skal kunne
fastsættes en afdragsordning, der alene omfatter fordringer i
det nye inddrivelsessystem, men ikke tillige fordringer pla-
ceret i EFI/DMI.
For fordringerne i EFI/DMI vil inddrivelse alene kunne
ske ved modregning og udlæg, hvorimod det nye inddrivel-
sessystem på sigt vil kunne understøtte alle de inddrivelses-
skridt, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan benytte
sig af. Inddrivelsen vil dog stadig skulle ske indsatsspecifikt
for de inddrivelsesindsatser, der kan udgå fra det enkelte sy-
stem, således at den via systemet iværksatte indsats alene
omfatter fordringer placeret i systemet. Med § 18 b i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige kan den fornødne hjem-
mel til paralleldrift indføres, fordi der kan fastsættes regler,
som gør det muligt i den inddrivelsesindsats, som iværksæt-
tes via det enkelte system, alene at inkludere fordringer, der
er placeret i dette system.
Restanceinddrivelsesmyndighedens overordnede forplig-
telse til at søge at inddrive flest mulige fordringer under an-
vendelse af færrest mulige ressourcer indebærer, at et sådant
overskydende beløb skal søges anvendt til dækning af for-
dringer placeret i det andet system.
Betalinger, der ikke kan henføres til en specifik indsats,
betegnes som frivillige betalinger, der – som det fremgår
ovenfor i afsnit 2.1.4 om den foreslåede præcisering af § 4,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – også
skal anvendes efter dækningsrækkefølgereglen i § 4, stk. 1
og 2. Da sådanne frivillige betalinger netop ikke er indsats-
specifikke, kan de heller ikke kobles til noget bestemt sy-
stem, hvorfor der efter omstændighederne skal ske dækning
af fordringer placeret i begge systemer, dvs. EFI/DMI og det
nye inddrivelsessystem, idet det skal undersøges, hvilke for-
dringer – bøder, underholdsbidrag og andre fordringer – der
er placeret i de to systemer, og hvornår de blev modtaget,
hvilket skyldes dækningen ud fra FIFO-princippet, hvis der
ikke er dækning til alle fordringer inden for samme kategori.
Også for sådanne frivillige betalinger indebærer restan-
ceinddrivelsesmyndighedens overordnede forpligtelse til at
søge at inddrive flest mulige fordringer under anvendelse af
færrest mulige ressourcer, at en frivillig betaling skal søges
anvendt fuldt ud til dækning af alle fordringer, som i hen-
hold til § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
skal dækkes, uanset om de fordringer, der skal dækkes i
henhold til dækningsrækkefølgen efter § 4, er fordelt på bå-
de EFI/DMI og det nye inddrivelsessystem, dvs. i en paral-
leldrift.
2.1.7.2. Lovforslaget
Skatteministeriet arbejder på at finde en teknisk løsning,
som muliggør en overførsel af beløb fra det system, der
modtog beløbet, til det andet, hvis der er modtaget et større
beløb, end hvad der er af fordringer i det modtagende sy-
stem. Det er dog ikke givet, at en sådan løsning kan findes.
En manuel overførsel kan vise sig vanskelig og dermed
uhensigtsmæssig, hvis der er tale om små beløb, hvilket ofte
vil kunne være tilfældet.
I forbindelse med udviklingen af et nyt it-system til under-
støttelse af inddrivelsen er der påpeget et behov for, at et
overskydende beløb fra enten en inddrivelsesmæssig dækn-
ing eller frivillig betaling, der har dækket alle fordringer i
det ene system i paralleldriften, skal kunne udbetales til
skyldneren frem for at søge at placere beløbet på fordringer i
det andet system. Dette vil dog umiddelbart stride mod re-
stanceinddrivelsesmyndighedens overordnede forpligtelse til
at inddrive gæld til det offentlige, hvorfor det foreslås, at der
i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ind-
sættes en hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte reg-
ler om, at sådanne overskydende beløb skal kunne udbetales
til skyldneren frem for at blive anvendt til dækning af for-
dringer placeret i det andet system i forhold til det system,
der modtog betalingen.
2.2. Præciseringer og klarere retsgrundlag
2.2.1. Præcisering af, at der beregnes renter af restanceind-
drivelsesmyndighedens inddrivelsesomkostninger
2.2.1.1. Gældende ret
Ifølge § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige bliver fordringer, der overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, forrentet med en årlig rente svarende til
renten i § 5, stk. 1 og 2, i renteloven. Renten tilskrives fra
32
den 1. i måneden efter modtagelsen af fordringen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Reglen finder anvendelse for fordringer, som overdrages
til restanceinddrivelsesmyndigheden fra fordringshavere, og
for de inddrivelsesomkostninger, der pålægges af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, dvs. navnlig gebyrer, jf. § 6 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og § 28 i be-
kendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, da restanceinddrivelsesmyndighe-
den er en selvstændig fordringshaver i relation til inddrivel-
sesomkostningerne.
Uanset at bestemmelsens ordlyd omhandler fordringer,
der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, frem-
går det af forarbejderne, at bestemmelsen finder anvendelse
på alle krav, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
Det fremgår således af de specielle bemærkninger til § 5 i
lovforslaget til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige –
lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2007-2008, tillæg A,
side 275 – at bestemmelsen fastsætter, at alle krav, der ind-
drives af restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse
af bødekrav, forrentes med en rente svarende til renten iføl-
ge rentelovens § 5, stk. 1 og 2.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har i overensstemmel-
se med de nævnte forarbejder forrentet sine inddrivelsesom-
kostninger fra den 1. i måneden efter den måned, hvori de er
stiftet, dvs. i lighed med, at renten for fordringer, der er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden fra en for-
dringshaver, tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagel-
sen.
2.2.1.2. Lovforslaget
Det foreslås at præcisere § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, så det klart fremgår, at også de om-
kostninger, der pålægges af restanceinddrivelsesmyndighe-
den, forrentes efter bestemmelsen.
Efter bestemmelsens nuværende formulering kan der efter
en ordlydsfortolkning opstå tvivl om, hvorvidt der er adgang
til at forrente inddrivelsesomkostningerne, da de ikke er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden i overens-
stemmelse med de regler, der i øvrigt gælder for overdragel-
sen af de fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, jf. lovens § 2, stk. 3 og 4. I stedet stif-
tes de af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorfor en så-
dan overdragelse ikke giver mening. Præciseringen vil ud-
rydde denne tvivl.
Endvidere foreslås det at præcisere, at fordringer, der til-
hører restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. inddrivelses-
omkostningerne, efter gældende ret og i overensstemmelse
med praksis hos restanceinddrivelsesmyndigheden tilskrives
rente fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen
er stiftet af restanceinddrivelsesmyndigheden. Præciseringen
foreslås, fordi den nuværende ordlyd, hvorefter renten til-
skrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan give anledning til tvivl om,
fra hvilket tidspunkt inddrivelsesomkostningerne forrentes.
2.2.2. Præcisering af indtrædelsesret
2.2.2.1. Gældende ret
Efter § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige indtræder kommuner og regioner i retten til udbetalin-
ger fra staten til dækning af deres ikke rettidigt betalte for-
dringer. Efter § 8, stk. 2, indtræder det offentlige desuden på
vegne af en privat bidragsberettiget person i retten til udbe-
talinger fra det offentlige til dækning af ikke rettidigt betalte
private krav på underholdsbidrag. Lovens § 9, stk. 1, fast-
slår, at en tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at
foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige, lige-
som det i § 9, stk. 2, fastslås, at en kommunalt fastsat beta-
lingsaftale ikke afskærer kommunen fra at indtræde i retten
til udbetalinger fra staten, jf. § 8.
Udbetaling Danmark blev oprettet ved lov om etablering
af den selvejende institution Udbetaling Danmark, der trådte
i kraft den 23. december 2010. Først den 1. oktober 2012,
hvor lov om Udbetaling Danmark trådte i kraft, overgik de
første ydelsesområder til Udbetaling Danmark. Udbetaling
Danmark er oprettet som en offentligt reguleret selvejende
institution, der har en egen bestyrelse og egen formue. Kom-
munerne og staten dækker udgifterne til Udbetaling Dan-
marks opgaver inden for de sagsområder, som er overført til
Udbetaling Danmark. I de almindelige bemærkninger til
lovforslaget til lov om Udbetaling Danmark – lovforslag nr.
L 86, Folketingstidende 2011-12, A, L 86 som fremsat – an-
føres i afsnit 2.16.2 på side 39, at Udbetaling Danmark vil
blive betragtet som en offentlig myndighed, som er omfattet
af reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
men at det dog er nødvendigt med en lovændring, hvis Ud-
betaling Danmark skal være omfattet af §§ 8 og 9 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, idet bestemmelserne
specifikt nævner de myndigheder, der er omfattet af bestem-
melserne, dvs. kommuner og regioner. Lov om Udbetaling
Danmark bestemmer derfor i § 31, at §§ 8 og 9 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige finder tilsvarende anven-
delse for Udbetaling Danmark. Private underholdsbidrag op-
kræves af Udbetaling Danmark, hvis den bidragsberettigede
anmoder herom, jf. § 2 i lov om opkrævning af underholds-
bidrag og §§ 2 og 4 i bekendtgørelse nr. 1838 af 22. decem-
ber 2015 om anvendelse af underholdspligtforordningen, og
disse fordringer vil derfor kunne modregnes ved udnyttelse
af indtrædelsesretten.
De almindelige modregningsbetingelser hviler på retssæd-
vane og forudsætter, at der består gensidighed, dvs. at mod-
regneren A har et krav mod hovedmanden B, der tilsvarende
har et krav mod A. Derudover kræves, at fordringerne er af-
viklingsmodne, dvs. at modregnerens fordring, der kaldes
modfordringen, skal være forfalden til betaling, mens frigø-
relsestiden for hovedmandens fordring, der kaldes hovedfor-
dringen, skal være indtrådt. Har hovedmanden fået indrøm-
met løbedage til betalingen, kan modregneren først gennem-
føre modregning på sidste rettidige betalingsdag, jf. Højeste-
rets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 126. Modreg-
ning kan således tidligst gennemføres på den sidste dag,
33
hvor betalingen stadig vil være rettidig. Modfordringen og
hovedfordringen skal også være udjævnelige, dvs. af samme
art, f.eks. pengekrav. Modfordringen skal desuden være
retskraftig, dvs. ikke ophørt ved forældelse, præklusion m.v.
Modregningen gennemføres ved afgivelse af en modreg-
ningserklæring, der får virkning ved sin fremkomst til ho-
vedmanden. Modregningserklæringen er en afgørelse, der
vil kunne påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til Skat-
teankestyrelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gen-
nemfører modregningen, jf. § 17 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, idet det dog er fogedretten, der tager
stilling til en indsigelse mod modregning med kontrolafgif-
ter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov
om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om
trafikselskaber, jf. § 18 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Indtrædelsesretten er udtryk for en modregning, der ikke
ville have været mulig efter de almindelige modregningsbe-
tingelser, men som er gjort mulig, fordi gensidighedsbetin-
gelsen er fraveget ved lov. Formålet med § 8 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige er således alene at fastslå,
at den modregningsmæssige gensidighedsbetingelse ikke
skal være opfyldt, når der modregnes med fordringer tilhø-
rende en region eller en kommune eller med private under-
holdsbidrag. Derimod skal de øvrige modregningsbetingel-
ser – jf. ovenfor – fortsat være opfyldt, for at modregning
kan ske.
Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders fordringer
omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
bl.a. lovens § 2, stk. 5 og 6, og SKATs styresignal
SKM2010. 86. SKAT. Retten i Viborg har i sin dom gengi-
vet i SKM2015. 55. BR lagt til grund, at også kommunalt
ejede forsyningsvirksomheder er omfattet af indtrædelses-
retten.
Højesteret har i sin dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1955, side 13, afgjort, at staten i modregningsretlig hen-
seende anses som en enhed, hvorfor gensidighedsbetingel-
sen er opfyldt, hvis en statslig institution m.v. skal udbetale
et beløb til en person, mod hvem en anden statslig instituti-
on m.v. har en forfalden fordring. Det har dog i flere tilfælde
givet anledning til tvivl, om bl.a. visse selvejende institutio-
ner skal anses som en del af staten. I en dom offentliggjort i
SKM2014. 160. ØLR har Østre Landsret f.eks. afgjort, at et
universitet i relation til et spørgsmål om registreringsafgifts-
pligt vedrørende et af universitetet ejet motorkøretøj skulle
anses som en statslig institution, selv om universiteter ved
universitetsloven fra 2003, jf. lov nr. 403 af 28. maj 2003,
overgik til at være selvejende institutioner, der ikke længere
skulle optræde i statsregnskabet, ligesom formuen skulle
være adskilt fra statens formue i øvrigt.
2.2.2.2. Lovforslaget
For at undgå tvivl om rækkevidden af indtrædelsesretten
efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås det
at ændre bestemmelsen i lovens § 8 om indtrædelsesret, så
bestemmelsen i stedet fastslår, at fordringshaveren med sine
forfaldne fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige indtræder i retten til udbetalinger fra staten
for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, og at dette
tilsvarende gælder for private underholdsbidrag i forhold til
udbetalinger fra det offentlige.
Der er tale om en præcisering af reglerne om indtrædel-
sesret, idet der dog foreslås den ændring, at det bestemmes,
at indtrædelsen kan ske for forfaldne fordringer. I den gæl-
dende bestemmelse i § 8 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kræver indtrædelsen, at fordringen ikke rettidigt
er betalt. Modregning kan dog ifølge de almindelige mod-
regningsbetingelser ske på sidste dag, hvor betaling stadig
vil være rettidig. Dette vil ikke have nogen betydning for
fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse, idet det er en forudsætning for denne
overdragelse, at betalingsfristen er overskredet uden beta-
ling, ligesom sædvanlig rykkerprocedure forgæves skal væ-
re gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. I lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås at
ophæve bestemmelsen i § 2, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige om overdragelse før beta-
lingsfristen er udløbet. Derimod vil ændringen have betyd-
ning for den modregning, som en fordringshaver selv gen-
nemfører, fordi fordringen enten ikke har været overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse eller er
blevet tilbagekaldt fra restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Ændringen indebærer, at for-
dringshaveren kan gennemføre modregningen ét døgn tidli-
gere end ifølge den gældende ordlyd i § 8 i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorefter betalingsfristen
skal være udløbet. Med ændringen vil bestemmelsen om
indtrædelsesret være en bestemmelse, der alene fraviger de
almindelige modregningsbetingelsers krav om gensidighed,
men derimod ikke fraviger de øvrige modregningsbetingel-
ser, herunder kravet om fordringernes afviklingsmodenhed,
som bestemmelsen efter sin nyaffattelse bringes i overens-
stemmelse med.
Det foreslås samtidig, at § 31 i lov om Udbetaling Dan-
mark ændres, fordi der som følge af nyaffattelsen af § 8 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke vil være
behov for en henvisning til denne bestemmelse. Efter den
foreslåede ændring vil bestemmelsen i § 31 i lov om Udbe-
taling Danmark således alene henvise til § 9 i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
2.2.3. Restanceinddrivelsesmyndighedens retskraftvurderin-
ger af fordringer med tvivlsom retskraft
2.2.3.1. Gældende ret
Begrebet retskraftvurdering har fået aktualitet i forbindel-
se med de problemer, som funktionalitetsmanglerne i
EFI/DMI har bidraget til, og den oprydningsopgave, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle igennem. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at søge at inddrive
alle fordringer, der er overdraget til inddrivelse, eller som
restanceinddrivelsesmyndigheden selv skaber som led i ind-
drivelsesarbejdet, f.eks. gebyrer og inddrivelsesrenter. Op-
34
gaven skal dog varetages inden for de rammer af navnlig
ressourcemæssig karakter, som er stillet til rådighed. Des-
uden er der givet en lang række regler, der beskytter skyld-
nere med få midler til at sørge for sig selv og deres familie.
Har skyldner ingen betalingsevne, vil inddrivelse som ud-
gangspunkt også være udelukket, medmindre der f.eks. op-
står en mulighed for at modregne i skyldners eventuelle
overskydende skat. En overskydende skat har således ikke
forsørgelseskarakter. I lovforslag nr. L 112, Folketingstiden-
de 2004-05 (2. samling), tillæg A, der er lovforslaget til lov
om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der trådte
i kraft 1. november 2005 og samlede inddrivelsen af gæld til
det offentlige i staten hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
anføres i de almindelige bemærkninger på side 4637, at
grundtanken i indsatsstrategien på Skatteministeriets område
vil være en differentieret indsats over for henholdsvis med-
spillere og modspillere, og at denne segmentering også vil
afspejle sig i restanceinddrivelsesmyndighedens opgaveva-
retagelse. Restanceinddrivelsesmyndighedens udfordring vil
dermed være at få en restance afviklet på den mest hensigts-
mæssige måde ved anvendelse af færrest mulige ressourcer.
En fordring vil ikke lovligt kunne inddrives, hvis restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er klar over, at der er tvivl om
fordringens retskraft, dvs. hvorvidt fordringen stadig består,
eller om den er ophørt som følge af navnlig forældelse. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden vil dog stadig være forplig-
tet til at søge at inddrive fordringen, men for at inddrivelse
kommer på tale, vil tvivlen om fordringens retskraft forin-
den skulle afklares. Der skal med andre ord foretages en
retskraftvurdering af fordringen. Det kendetegner fordrin-
gerne i EFI/DMI, at langt størstedelen har en tvivlsom rets-
kraft. De kaldes med et udtryk, der anvendes i oprydningsar-
bejdet, for ”grå” fordringer.
Der findes ingen lovregler, der direkte regulerer, i hvilken
rækkefølge restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle
foretage retskraftvurderinger af disse ”grå” fordringer. Et
vist fingerpeg kan findes i § 4 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige om dækningsrækkefølgen for beløb, der
inddrives, men mange af de hensyn, der begrunder dæk-
ningsrækkefølgen, foreligger ikke aktuelt.
Det gælder bl.a. begrundelsen for FIFO-princippet i § 4,
stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter der, hvis der inden for samme kategori ikke er
dækning til samtlige krav, sker dækning ud fra tidspunktet
for de enkelte fordringers modtagelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, således at det krav, der blev modtaget
først, dækkes først. FIFO-princippet skyldes navnlig en be-
tragtning om, at de først modtagne fordringer typisk er de
mest forældelsestruede. Med § 18 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige har alle fordringer, der er under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. no-
vember 2015 eller senere, dog fået udskudt starttidspunktet
for deres forældelsesfrist, således at forældelsen tidligst reg-
nes fra den 20. november 2018.
Det gælder også bøder, der ifølge § 4, stk. 1, nr. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige skal dækkes først.
Dette begrundes med dels et skyldnerhensyn, dels et for-
dringshaverhensyn. Skyldnerhensynet er risikoen for for-
vandlingsstraf, mens fordringshaverhensynet er de særlige
forældelsesregler efter straffelovens § 97 a, stk. 1. Bøder
med tvivlsom retskraft kan dog ikke inddrives, jf. ovenfor
om betydningen af en retskrafttvivl, hvorfor en forvand-
lingsstraf ikke aktuelt kommer på tale, jf. om betingelserne
herfor § 36 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013
om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvortil kommer, at
også bøder er omfattet af forældelsesudskydelsen i § 18 a i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det gælder dog
ikke forvandlingsstraffen, om hvilken straffelovens § 97 a,
stk. 2, bestemmer, at forvandlingsstraf for bøde bortfalder
efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forin-
den. For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år. Da trus-
len om mulig forvandlingsstraf skal tilskynde bødeskyldne-
ren til frivillig betaling, er det for inddrivelsesudsigten vig-
tigt, at muligheden for forvandlingsstraf ikke forspildes.
Efter bøder dækkes ifølge § 4, stk. 1, nr. 2, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige underholdsbidrag omfattet
af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav
dog dækkes inden de offentlige krav. Prioriteringen af de
private underholdsbidrag skyldes et fordringshaverhensyn,
idet den bidragsberettigede person skal kunne disponere
over bidragsbetalingen til sit underhold m.v.
Renter dækkes ifølge § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige dog før deres rentebærende
hovedfordring. Reglen skyldes bl.a., at skyldners mulighed
for at opnå fradrag for renter kan være betinget af, at renter
for tidligere indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk.
8.
Efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan en fordring bl.a. afskrives, hvis det vil være for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte
inddrivelsen. For renter må derfor i relation til en retskraft-
vurdering gælde, at en rente, der ofte vil have en beskeden
størrelse, ikke kan kræves retskraftvurderet, hvis omkostnin-
gerne hertil vil overstige rentestørrelsen. En retskraftvurde-
ring er en forudsætning for at kunne fortsætte inddrivelsen.
Renter og lignende ydelser, bl.a. gebyrer, er undergivet
accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2.
Hvis den rentebærende hovedfordring eller den fordring,
som gebyret vedrører, er forældet, er også renten eller geby-
ret forældet, selv om rentens eller gebyrets forældelsesfrist
ikke er udløbet. Renter og gebyrer kan derfor ikke retskraft-
vurderes, før den fordring, som renten eller gebyret vedrø-
rer, er retskraftvurderet og fundet retskraftig. Den ovenfor
omtalte bestemmelse i § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige kan derfor ikke spille nogen rolle
for spørgsmålet om, hvilken retskraftvurderingsrækkefølge
der skal anvendes ved retskraftvurderingen af renter.
Den objektiverede dækningsrækkefølge efter § 4, stk. 1 og
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har ifølge
forarbejderne bl.a. til formål at skabe gennemsigtighed for
såvel skyldner som fordringshaver. Hensynet til fordrings-
haver bør dog ikke overvurderes, fordi fordringshaver som
udgangspunkt ikke ved, hvilke andre fordringer der er til
inddrivelse hos skyldneren, og derfor ikke kan have nogen
35
beskyttet forventning om tidspunktet for modtagelsen af be-
løbet, hvilket tidspunkt desuden afhænger af, om restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er lykkedes med sin inddrivelse.
Tilsidesættelsen af øremærkningsprincippet, der også er
en konsekvens af den objektiverede dækningsrækkefølge ef-
ter § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, er desuden ifølge forarbejderne begrundet med, at
en øremærkning ikke er forenelig med en automatiseret/
maskinel behandling af inddrevne beløb, hvorfor en tilsides-
ættelse af øremærkningsprincippet er en betingelse for de ef-
fektiviseringer og forenklinger, der er forudsat at kunne op-
nås med en systembaseret inddrivelse. Retskraftvurderinger-
ne foregår dog manuelt, hvorfor også dette hensyn må vige.
Hensynet til en effektiv inddrivelse – flest mulige kroner i
forhold til de anvendte ressourcer – må i forbindelse med
retskraftvurderingerne veje tungere end en strikt overholdel-
se af FIFO-princippet, idet det bærende argument for dette
princip er antagelsen om størst forældelsestrussel for de
først modtagne fordringer, jf. ovenfor. Der er dog stadig
særlige hensyn til bøder og private underholdsbidrag, jf.
ovenfor.
2.2.3.2. Lovforslaget
Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsæt-
te nærmere regler om de retskraftvurderinger, der skal fore-
tages af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i opryd-
ningsarbejdet efter de problemer, som den fejlbehæftede sy-
stemunderstøttelse fra EFI/DMI har bidraget til, og som in-
debærer, at størstedelen af de fordringer, der er modtaget til
inddrivelse inden den 8. september 2015, hvor restanceind-
drivelsesmyndigheden suspenderede systemunderstøttelsen
fra EFI/DMI, har tvivlsom retskraft. Der kan dog også i pe-
rioden til og med den 19. november 2015 være indtrådt for-
ældelse, hvilket skyldes, at § 18 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige har udskudt forældelsen for fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den
19. november 2015 eller senere, således at forældelsesfristen
for disse fordringer tidligst løber fra den 20. november
2018. For fordringer, der var under inddrivelse den 19. no-
vember 2015, forudsætter forældelsesudskydelsen for disse
fordringer, at de var retskraftige denne dag. Forældelse af
fordringer, der omfattes af § 18 a, vil tidligst kunne indtræde
den 23. november 2021, fordi 3-årsdagen fra den 20. no-
vember 2018 – den 20. november 2021 – er en lørdag. I for-
ældelseslovens § 27, stk. 2, er bestemt, at forældelsesfristen,
hvis den udløber i en weekend, på en helligdag, grundlovs-
dag, den 24. eller den 31. december, udstrækkes til den før-
stkommende hverdag. Mandag den 22. november 2021 er
derfor fristen for at iværksætte afbrydelse af forældelsen
gennem retsligt skridt over for skyldneren, og forældelse vil
– hvis afbrydelse ikke forinden er sket – indtræde den 23.
november 2021.
Der vil også for fordringer, der er modtaget til inddrivelse
den 19. november 2015 eller senere, være behov for at fore-
tage retskraftvurderinger for at afklare deres forældelses-
frist. Er en fordring allerede forældet ved overdragelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den ikke være omfat-
tet af forældelsesudskydelsen efter § 18 a i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige. Den foreslåede bemyndigelse
foreslås derfor at vedrøre fordringer, der er overdraget til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. novem-
ber 2021. Da renter og lignende ydelser, dvs. i praksis geby-
rer, som restanceinddrivelsesmyndigheden stifter som led i
inddrivelsen, er omfattet af den accessoriske forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, vil den foreslåede bemyndi-
gelse også skulle inkludere sådanne renter og gebyrer. Hvis
§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skulle re-
gulere rækkefølgen for retskraftvurderinger, ville renter
skulle retskraftvurderes før hovedkravet, jf. herved § 4, stk.
2, 2. pkt., men som nævnt ovenfor i afsnit 2.2.3.1 om gæl-
dende ret kan renter ikke retskraftvurderes, før hovedkravet
er retskraftvurderet og fundet retskraftigt.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse bl.a. kunne fast-
sættes regler om rækkefølgen for retskraftvurderingerne i
overensstemmelse med de ovenfor beskrevne hensyn. Det
vil også gælde de situationer, hvor restanceinddrivelsesmyn-
digheden modtager en frivillig betaling, og der mod skyld-
neren findes fordringer med tvivlsom retskraft, og situatio-
ner, hvor en modregningsmulighed ønskes udnyttet, men
hvor en eller flere mulige modfordringer har tvivlsom rets-
kraft. De nævnte hensyn vil navnlig indebære, at FIFO-prin-
cippet ikke finder anvendelse på rækkefølgen for retskraft-
vurderinger, og at hensynet til effektiv inddrivelse kommer
til udtryk, ved at store fordringer kan prioriteres i retskraft-
vurderingerne.
2.3. Andre ændringer og præciseringer
2.3.1. Gældende ret
I § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestem-
mes dækningsrækkefølgen for modregning med fordringer
omfattet af loven. Ifølge § 7, stk. 1, nr. 3, dækkes på tredje-
pladsen – hvis udbetalingsbeløbet efter dækningen af for-
dringerne i nr. 1 (den udbetalende myndigheds modregning
med egne fordringer) og nr. 2 (restanceinddrivelsesmyndig-
hedens modregning med fordringer, der er under inddrivel-
se) stadig muliggør yderligere modregning – andre fordrin-
ger under opkrævning. Hvis der ikke er fuld dækning til alle
disse, dækkes de i den rækkefølge, hvori de er registreret i
Det Centrale fordringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt. Skatte-
ministeren kan efter § 7, stk. 3, fastsætte nærmere regler om
de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om indberet-
ning fra fordringshaverne til Det Centrale Fordringsregister.
Efter kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 1, der findes i kil-
deskattelovens afsnit VIII om strafbestemmelser m.v., ifal-
der den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed undlader
at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat, ar-
bejdsmarkedsbidrag, udbytteskat m.v., royaltyskat, renteskat
eller skat som nævnt i § 65 B, stk. 1, straf i form af bøde.
Efter stk. 2 kan, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 289, straffen stige til fængsel i indtil 1 år og
6 måneder, hvis forholdet er begået med forsæt til at unddra-
ge det offentlige skat, eller hvis der i øvrigt foreligger skær-
pende omstændigheder. Ifølge § 10, stk. 6, i lov om inddri-
36
velse af gæld til det offentlige finder reglerne i kildeskatte-
lovens §§ 43-46, 48, 48 A, 49, 51, 56, 57, 68-70, 72 og 73
A, i afsnit VIII, i §§ 83-86 og i opkrævningsloven om inde-
holdelse, opkrævning, betaling, rente, gebyrer, kontrol, ind-
drivelse og straf m.v. vedrørende indeholdelse af A-skat til-
svarende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller opkræ-
vet i henhold til bestemmelserne i § 10 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Ved en fejl er der ikke med et
komma foretaget den nødvendige adskillelse af kildeskatte-
lovens § 73 A og samme lovs afsnit VIII. Bestemmelsen i §
73 A befinder sig i lovens afsnit VII.
På baggrund af at en spørgeskemaundersøgelse foretaget
af Socialforskningsinstituttet (SFI) viste, at gæld til det of-
fentlige for de svageste kontanthjælpsmodtagere kunne være
en barriere for at komme i beskæftigelse, fordi en eventuel
økonomisk fremgang (som følge af beskæftigelse) ville bli-
ve mødt med krav om afdrag på gælden til det offentlige,
blev et forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for
socialt udsatte grupper iværksat. En årsag var tillige, at kon-
tanthjælpsmodtagere normalt ikke kunne opnå gældssane-
ring efter de almindelige regler i konkursloven, da det er en
forudsætning, at skyldners økonomiske forhold er afklarede.
Da kontanthjælp er en midlertidig ydelse, kan de økonomi-
ske forhold ikke anses for afklarede.
Af de oprindelige regler om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper (indført
ved lov nr. 510 af 7. juni 2006) fremgik det, at eftergivelse
skulle ske med et fast beløb pr. måned i 5 år. Beløbet, som
skulle eftergives pr. måned, udgjorde 1/60 af skyldners sam-
lede gæld til det offentlige, som er omfattet af eftergivelsen.
Ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, § 120, var det hen-
sigten at lempe ordningen, således at eftergivelse skulle ske
med et fast beløb pr. måned i 4 år. Beløbet, som skulle efter-
gives pr. måned, udgjorde 1/48 af skyldners samlede gæld
til det offentlige, som er omfattet af eftergivelsen. Imidlertid
var der en fejl i ændringsloven, hvorfor de 5 år blev ændret
til 4 år, jf. lovens § 16 g, stk. 1, 1. pkt., men 1/60 blev ikke
ændret til 1/48. Det fremgik af ændringsloven, at man i § 16
g stk. 2, 2. pkt., skulle ændre 1/60 til 1/48. Imidlertid inde-
holder stk. 2, 2. pkt., ikke en sådan angivelse af, hvad belø-
bet, som eftergives pr. måned, udgør. Der er derfor tale om
en åbenlys fejl. Der er således efter gældende ret ikke sam-
menhæng mellem angivelsen i år og beløbet, som eftergives
pr. måned.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har siden ændringslo-
vens ikrafttræden 1. januar 2009 i praksis eftergivet gæld til
det offentlige for socialt udsatte grupper i overensstemmelse
med hensigten i ændringsloven, sådan at der er eftergivet
gæld over en 4-årig periode (som der er hjemmel til) og med
1/48 pr. måned (som en konsekvens af angivelsen i år, men
som der ikke er udtrykkelig hjemmel til).
Da ordningen trådte i kraft den 1. februar 2007, var det
som et 4-årigt forsøg, jf. lov nr. 510 af 7. juni 2006, § 1, nr.
10, hvormed blandt andet § 16 j, stk. 3 og 4, blev indsat, og
de almindelige bemærkninger til det bagvedliggende lovfor-
slag nr. L 174, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side
5898. Den oprindelige lov indeholdt en revisionsbestemmel-
se, hvoraf det fremgik, at Skatteministeriet i samarbejde
med Socialministeriet et år efter ordningens ikrafttræden
skulle foretage en vurdering af afgrænsningen af ordningen.
Loven indeholdt desuden en evalueringsbestemmelse, hvor-
efter Skatteministeriet i samarbejde med Socialministeriet
skulle evaluere forsøgsordningen 3 år efter ordningens
ikrafttræden.
Efter en vurdering af ordningens afgrænsning blev ordnin-
gen lempet. Baggrunden var, at ordningen blev anvendt i
meget begrænset omfang.
Efter den planlagte evaluering blev det konstateret, at ord-
ningen – også efter lempelsen – fortsat blev anvendt i meget
begrænset omfang. Således blev der i årene 2007-09 an-
vendt under 2 mio. kr. til kompensation af fordringshavere,
hvis tilgodehavender var berørt af en relevant gældseftergi-
velse. Der var afsat 25 mio. kr. i hvert af de tre år. Der blev i
den nævnte periode alene indgivet 461 ansøgninger om ef-
tergivelse af gæld. Heraf blev 169 ansøgninger godkendt.
På den baggrund blev det besluttet ikke at forlænge ord-
ningen. Da der er overførselsadgang på kontoen i finanslo-
ven, kan ordningen dog bruges, indtil den nedlægges ved
lov.
2.3.2. Lovforslaget
Det Centrale Fordringsregister findes ikke længere. Det
blev hos SKAT erstattet af systemet DMI (DebitorMoto-
rInddrivelse). Det foreslås, at bestemmelsen i § 7, stk. 2, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres,
således at der henvises til den rækkefølge, hvori fordringer
under opkrævning er registreret i restanceinddrivelsesmyn-
dighedens fordringsregister, hvormed menes det register el-
ler system, som SKAT anvender til opbevaringen af disse
oplysninger. Det foreslås, at der i § 7, stk. 3, gennemføres
den nødvendige konsekvensændring i betegnelsen for syste-
met.
I § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er der ved en fejl ikke blevet indsat et komma foran henvis-
ningen til kildeskattelovens afsnit VIII, der indeholder straf-
bestemmelser m.v. Dermed fremstår bl.a. kildeskattelovens
§ 73 A som en bestemmelse, der findes i lovens afsnit VIII.
Som nævnt ovenfor befinder den sig dog i afsnit VII, og det
foreslås derfor at indsætte et komma. Formålet med henvis-
ningen til afsnit VIII er således at inkludere alle bestemmel-
ser i afsnit VIII. Det foreslås desuden, at henvisningen i §
10, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til
kildeskattelovens § 72 udgår som en konsekvens af lovfor-
slagets § 4, nr. 2.
Det foreslås, at § 16 g, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsøg med
eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper ændres således, at der fremadrettet er hjemmel til at
eftergive gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper
med et beløb pr. måned, der udgør 1/48 af den samlede gæld
til det offentlige og ikke 1/60.
37
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Lovforslaget skønnes ikke at medføre nævneværdige øko-
nomiske konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige ad-
ministrative konsekvenser for det offentlige. Lovforslaget
kan dog som følge af midlertidig paralleldrift medføre be-
hov for justering af eksisterende it-systemer mv. Dette vur-
deres i givet fald at være af mindre omfang.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Efter forslagets § 1, nr. 9, skal forældelsesfristen af de
renter, der tilskrives en fordring under inddrivelse i en given
måned, regnes fra den første dag i den efterfølgende måned.
Med forslaget vil der ske månedlig forældelse af renter, der
tilskrives fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden. Herved udskydes starttidspunktet for for-
ældelsen af de enkelte daglige rentefordringer med mellem 1
og 31 dage. Virksomheder vil i tilfælde, hvor deres fordrin-
ger under inddrivelse forældes, opleve en mindre udskydelse
af forældelsen.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har negative administrative konsekvenser for
borgerne i den forstand, at de foreslåede regler indebærer, at
flere krav end i dag vil kunne være tillagt udpantningsret,
hvilket betyder, at der i videre omfang vil være mulighed for
at gennemføre udpantning for borgeres gæld.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. decem-
ber 2016 til den 17. januar 2017 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i
SKAT, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet,
Børsmæglerforeningen, Cepos, Cevea, Danmarks Rederifor-
ening, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverfor-
ening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening,
Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk
Told & Skatteforbund, Danske Advokater, DANVA, Data-
tilsynet, Den Danske Dommerforening, DI, Domstolsstyrel-
sen, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Regulering, Ejen-
domsforeningen Danmark, Ejerlejlighedernes Landsfor-
ening, FDM, Finansrådet, Finansforbundet, Finanstilsynet,
Foreningen Danske Revisorer, FSR – danske revisorer, For-
eningen af Danske Skatteankenævn, Forsikring & Pension,
Grundejernes Landsforening, HORESTA, Håndværksrådet,
Investeringsfondsbranchen, ISOBRO, IT-branchen, KL,
Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagfor-
ening, Landbrug & Fødevarer, Landsskatteretten, LO, Nati-
onalbanken, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rådet
for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF Skat-
tefaglig Forening, Udbetaling Danmark, Ældresagen.
9. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen. Ingen.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen. Lovforslaget har negative administrati-
ve konsekvenser for borgerne i den
forstand, at de foreslåede regler inde-
bærer, at flere krav end i dag vil kunne
være tillagt udpantningsret, hvilket be-
tyder, at der i videre omfang vil være
38
mulighed for at gennemføre udpant-
ning for borgeres gæld.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
I § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at loven også gælder for opkrævning og inddri-
velse af udenlandske, færøske og grønlandske skattekrav i
skattesager, som ikke er straffesager, samt for inddrivelse af
andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den
kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne
eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i over-
ensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbelt-
beskatningsoverenskomst, en anden international overens-
komst eller konvention eller en administrativt indgået aftale
om administrativ bistand i skattesager.
Bestemmelsen indebærer, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden til sin inddrivelse af disse krav kan anvende samme
inddrivelsesmidler, som vil kunne anvendes ved inddrivel-
sen af tilsvarende danske krav.
Det foreslås i nr. 1, at der i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes et 2. pkt., der fastslår, at
opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav
sker efter de regler, der gælder for opkrævningen og inddri-
velsen af de øvrige fordringer omfattet af inddrivelse af
gæld til det offentlige, medmindre andet følger af hjemmels-
grundlaget for opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt.
nævnte krav.
Som følge af den regelforenkling, der er hovedformålet
med nærværende lovforslag, foreslås i lovforslagets § 1, nr.
2, at § 1, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
gives en ny affattelse, hvilket indebærer, at den eksisterende
bestemmelse i § 1, stk. 3, 2. pkt., hvorefter regler som nævnt
i 1. pkt. – dvs. regler i anden lovgivning om udpantningsret,
lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dæknings-
rækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og hen-
stand m.v. – desuden finder anvendelse på fordringer som
nævnt i § 1, stk. 2, medmindre andet følger af det pågælden-
de retsgrundlag, får en ny affattelse. I den nyaffattede be-
stemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, bestemmes, at regler i
anden lovgivning om opkrævning af fordringer fortsat finder
anvendelse.
Med den i nr. 1 foreslåede ændring præciseres derfor, at
opkrævningen og inddrivelsen af de i § 1, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige omfattede udenlandske
fordringer skal ske efter de regler, der gælder for opkræv-
ningen og inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af
inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre andet føl-
ger af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen og inddrivel-
sen af disse udenlandske fordringer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.1.
Til nr. 2
I § 1, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige er bestemt, at reglerne i anden lovgivning om op-
krævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i § 1, stk.
1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modreg-
ning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer
og afgifter, eftergivelse og henstand m.v., finder anvendelse.
I 2. pkt. bestemmes, at regler som nævnt i 1. pkt. desuden
finder anvendelse på fordringer som nævnt i § 1, stk. 2,
medmindre andet følger af det pågældende retlige hjem-
melsgrundlag. Reglen i § 1, stk. 3, 1. pkt., kan føres tilbage
til § 1, stk. 2, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse
fordringer, som trådte i kraft den 1. november 2005. Regle-
rne i §§ 1-4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse for-
dringer blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2009,
jf. § 112, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konse-
kvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige), som følge af at bestemmelserne skulle vide-
reføres i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Henvisningen til regler i anden lovgivning om udpant-
ning, lønindeholdelse, eftergivelse og henstand har dog si-
den den 1. januar 2009 ikke haft nogen relevans, fordi man
med lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ønskede at
harmonisere disse regler, således at de blev samlet i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der netop trådte i kraft
denne dato.
Efter at §§ 4-7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, jf. lov nr. 1333 af 19. december 2008, trådte i kraft den
1. august 2013, forsvandt samtidig behovet for i anden lov-
givning at søge afklaret, hvilken dækningsrækkefølge der
skal anvendes, når restanceinddrivelsesmyndigheden skal
fordele de beløb, der er inddrevet, på de fordringer, som den
pågældende inddrivelsesindsats omfattede, samt behovet for
at kunne opkræve renter og gebyrer med hjemmel i anden
lovgivning. Med bestemmelsen i § 5 findes således regler
om inddrivelsesrenten, der påløber fordringer under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, mens § 6 inde-
holder en bestemmelse om gebyrer.
39
Det foreslås i nr. 2, at § 1, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige nyaffattes, så det af bestemmelsen ale-
ne vil fremgå, at regler i anden lovgivning om opkrævning
af fordringer fortsat finder anvendelse. Med ændringen op-
nås den forenkling, at reglerne i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige ikke skal vige for regler om inddrivelse i
anden lovgivning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.2.
Til nr. 3
Efter gældende ret er hovedreglen, at fordringer overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfri-
sten er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves
er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Der er dog efter § 2, stk. 3, 4. pkt.,
adgang til tidligere overdragelse, men alene såfremt forhol-
dene i særlig grad taler for det. Undtagelsen er baseret på
hensynet til skyldner, idet en skyldner, der har en afdrags-
ordning med f.eks. en kommune og samtidig har gæld under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan være
interesseret i en samlet afviklingsordning, der både omfatter
den gæld, som er under opkrævning hos kommunen, og den
gæld, som er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Der kan i disse tilfælde overdrages fordrin-
ger, som ikke er inddrivelsesparate.
Det foreslås i nr. 3 at ophæve denne adgang til at overdra-
ge ikke-inddrivelsesparate fordringer til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, idet adgangen bidrager til kompleksitet i
det it-system, som fremadrettet skal understøtte inddrivelsen
af gæld til det offentlige.
Fordringer, som ikke er inddrivelsesparate, kan alene om-
fattes af en afdragsordning, hvorimod fordringer, som er
inddrivelsesparate, i udgangspunktet fremadrettet vil kunne
udsættes for alle inddrivelsesskridt, jf. de almindelige be-
mærkninger, afsnit 2.1.1.
Skyldner kan når som helst anmode restanceinddrivelses-
myndigheden om en betalingsevnevurdering efter kapitel 6 i
bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige. Herved kan der ved fastsættelse
af den maksimale indeholdelsesprocent i forbindelse med
betalingsevnevurdering tages højde for eventuel gæld til
kommunen. Skyldners interesse vil dermed fortsat kunne va-
retages. I bekendtgørelsens § 13, stk. 2, er bestemt, at det
månedlige afdrag til betaling af gælden udgøres af skyldne-
rens og dennes ægtefælles månedlige nettoindkomst med
fradrag af en række specifikke udgifter. De udgifter, som
kan fradrages, omfatter bl.a. efter § 13, stk. 2, nr. 7, et rådig-
hedsbeløb, jf. § 21, og efter § 13, stk. 2, nr. 9, ydelser på an-
den gæld, jf. § 23. Bestemmelsen i § 23 fastslår, at bl.a.
ydelser på studiegæld, tilbagebetalingspligtige sociale ydel-
ser og ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet af §
2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og
afdragsordninger omfattet af § 5, eller som inddrives ved
lønindeholdelse efter § 8, kan fradrages. Afdragsordninger
efter § 2, stk. 3, er afdragsordninger, som fordringshaver –
f.eks. en kommune – har fastsat.
De gældende regler om adgangen til at overdrage ikke-
inddrivelsesparate fordringer til restanceinddrivelsesmyn-
digheden medfører kompleksitet i it-systemet, idet de nævn-
te fordringer ikke er inddrivelsesparate. De kan derfor alene
indgå i en afdragsordning, men kan ikke omfattes af andre
inddrivelsesskridt. Den foreslåede ændring vil fjerne denne
kompleksitet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.3.
Til nr. 4
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter § 3, stk. 3, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige tillade afdrags-
vis betaling eller henstand med betalingen. Derudover inde-
holder kapitel 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. de-
cember 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige regler
om henholdsvis afdragsordninger og henstand.
For tvangsbøder, der pålægges for at få nogen til at opfyl-
de en forpligtelse over for det offentlige, jf. f.eks. retspleje-
lovens § 997, stk. 3, 1. pkt., eller opkrævningslovens § 18 a,
gælder, at disse ikke kan afvikles gennem indgåelsen af en
afdragsordning. For politiets tvangsbøder fremgår dette af §
4, stk. 2, nr. 1, i bødebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr.
409 af 9. april 2015. Tvangsbøder antages at bortfalde, når
den pågældende forpligtelse er opfyldt, uanset om forpligtel-
sen først opfyldes efter den fastsatte frist.
Det foreslås i nr. 4, at § 3, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige ændres, således at afdragsvis betaling
og henstand dog ikke skal kunne ske, hvis dette følger af bi-
lag 1, der i lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås nyaffattet, så
fordringstyper, for hvilke de enkelte inddrivelsesmidler ikke
skal kunne finde anvendelse, anføres med angivelse af den
begrænsning, der skal være gældende.
Det foreslås i § 1, nr. 21, at afdragsordninger ikke skal
kunne indgås for tvangsbøder.
Til nr. 5
Med § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
der fastsat en objektiveret dækningsrækkefølge for anven-
delsen af beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden ind-
driver. Kan et beløb, som inddrives hos skyldner, ikke dæk-
ke alle fordringer, der er modtaget til inddrivelse, dækkes
først bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af lov om
opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dæk-
kes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer
under inddrivelse. Denne dækningsrækkefølge følger af stk.
1. Er der ikke dækning til alle fordringer inden for samme
kategori, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse, idet renter dog dækkes forud for hovedfordringen, jf.
stk. 2.
Det såkaldte øremærkningsprincip, der omhandler skyld-
ners adgang til at anvise, hvilken eller hvilke fordringer en
betaling skal anvendes på, er med denne dækningsrækkeføl-
geregel fraveget, da dækningsrækkefølgen netop tager højde
for tilfælde, hvor enten skyldner eller fordringshaver har en
40
særlig interesse i, at bestemte fordringer dækkes forud for
andre. Hvis et inddrevet beløb alene kan føre til delvis
dækning af fordringer inden for samme kategori, dækkes
fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. at den fordring, der
først er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
dækkes først. Dog dækkes rente forud for hovedkravet, hvil-
ket i de specielle bemærkninger til § 3 a, jf. lovforslag nr. L
209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6760, be-
grundes med, at skyldners mulighed for at opnå fradrag for
renter kan være betinget af, at renter for tidligere indkomstår
er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.
I bemærkningerne til det nævnte lovforslag anføres ligele-
des, at dækningsrækkefølgen kun gælder individuelle ind-
drivelsesskridt mod skyldner, hvorfor udlodninger hidrøren-
de fra en konkurs, gældssanering m.v. ikke vil være omfattet
af dækningsrækkefølgen.
Dækningsrækkefølgen anvendes indsatsspecifikt. Herved
forstås, at beløb, der inddrives ved afdragsordningen, løn-
indeholdelsen, udlægget eller erindringsskrivelsen, alene an-
vendes til dækning af fordringer omfattet af denne indsats.
Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1
dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den
udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den-
ne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst
dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes andre fordrin-
ger under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for
samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen
efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning
og en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, for så vidt
angår modregning under opkrævning.
Ved en lønindeholdelse udvælges til afgørelsen om løn-
indeholdelse de fordringer, der ifølge § 10, stk. 1, jf. bilag 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan inddrives
på denne måde. De beløb, der herefter modtages fra den in-
deholdelsespligtige arbejdsgiver, anvendes herefter til en
dækning, der følger dækningsrækkefølgen i lovens § 4. Øn-
skes fordringer, der er modtaget til inddrivelse, efter at afgø-
relsen om lønindeholdelse blev truffet, også inddrevet ved
lønindeholdelse, skal restanceinddrivelsesmyndigheden
træffe en ny afgørelse om lønindeholdelse, der også inklude-
rer denne nye fordring, men denne afgørelse kan træffes,
uden at der forinden er givet skyldneren det ellers foreskrev-
ne varsel, jf. § 8, stk. 8, sammenholdt med § 8, stk. 4, 2.
pkt., i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
For en afdragsordning gælder tilsvarende, at de månedlige
afdrag anvendes til dækning af de af afdragsordningen om-
fattede fordringer, således at dækningen sker efter dæk-
ningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Ved særskilt lønindeholdelse efter § 4 a i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder, at beløb, der
inddrives efter denne bestemmelse, anvendes til dækning af
fordringerne i den rækkefølge, hvori restanceinddrivelses-
myndigheden træffer afgørelse om særskilt lønindeholdelse
for kravene, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.6.1.
En af årsagerne til, at inddrivelsessystemet EFI ikke kun-
ne fungere, var, at systemet skulle tage hensyn til et betyde-
ligt antal indviklede regler på inddrivelsesområdet. Det til-
stræbes derfor, at det nye system, som skal it-understøtte
den fremtidige inddrivelse af gæld til det offentlige, skal væ-
re mindre komplekst end EFI.
For at understøtte denne målsætning foreslås i lovforsla-
gets § 1, nr. 5, en række ændringer i den gældende regel om
dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Det foreslås, at det i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige skal præciseres, at dækningsrækkeføl-
gen tillige anvendes på frivillige betalinger, som ikke i dag
omtales i bestemmelsen. Ved en frivillig betaling forstås en
betaling, der ikke med sikkerhed kan henføres til en inddri-
velsesindsats, som restanceinddrivelsesmyndigheden har
iværksat, f.eks. en erindringsskrivelse, en afdragsordning el-
ler en lønindeholdelse. En frivillig betaling vil f.eks. kunne
bestå af et ekstraordinært beløb, som skyldner er blevet i
stand til at betale ud over de beløb, der månedligt inddrives
hos skyldner gennem en afdragsordning eller lønindeholdel-
se.
En skyldner, der er blevet tilsagt til en udlægsforretning,
vil indtil foretagelsen af udlægget kunne betale den fordring,
som udlægsforretningen vedrører, jf. herved retsplejelovens
§ 496, stk. 1, om fogedrettens opfordring til skyldner om fri-
villigt at betale fordringen. En betaling fra skyldneren under
udlægsforretningen til dækning af en fordring omfattet af
udlægsforretningen vil ikke være frivillig i relation til den
foreslåede udvidelse af ordlyden i § 4, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Det samme gælder, hvis
betalingen til dækning af en fordring omfattet af udlægsfor-
retningen er sket efter tilsigelsen, men inden udlægsforret-
ningen. En sådan betaling skal anvendes til dækning af de
fordringer, som udlægsforretningen vedrører, i overensstem-
melse med dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1 og 2. En
betaling i de nævnte situationer til dækning af en fordring,
der ikke er omfattet af tilsigelsen til udlægsforretning, vil på
den anden side skulle opfattes som en frivillig betaling.
Ønsker skyldner i forbindelse med en frivillig betaling til
restanceinddrivelsesmyndigheden en fravigelse af denne
dækningsrækkefølge, skal skyldner derfor anmode om en
sådan fravigelse i overensstemmelse med hovedreglen om
fravigelse af dækningsrækkefølgen, jf. § 4, stk. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, der bliver § 4, stk. 6, i
den foreslåede nyaffattelse af § 4.
§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil fort-
sat ikke skulle anvendes på beløb modtaget i forbindelse
med såkaldt universalforfølgning, dvs. konkurs, rekonstruk-
tion, gældssanering m.v. Bestemmelsen anvendes alene på
individualforfølgning iværksat af restanceinddrivelsesmyn-
digheden gennem egentlige afgørelser om inddrivelse (af-
dragsordninger og lønindeholdelse, herunder særskilt løn-
indeholdelse), ved foretagelse af udlæg (dog alene § 4, stk. 1
41
og 2, jf. nedenfor om stk. 3) og udsendelse af erindringsskri-
velser, ligesom den anvendes på frivillige betalinger foreta-
get af skyldner, jf. ovenfor. Ligeledes vil det fortsat være så-
ledes, at dækningsrækkefølgen efter § 4 anvendes på mod-
regninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden gennem-
fører, således at der til afgørelsen om modregning – modreg-
ningserklæringen – udvælges de fordringer, der ifølge § 4
skal dækkes først og beløbsmæssigt kan rummes i udbeta-
lingsbeløbet.
Det foreslås også, at § 4, stk. 1, nr. 2, om placeringen af
underholdsbidrag i dækningsrækkefølgen ændres således, at
betingelsen om, at bestemmelsen kun omfatter underholds-
bidrag, der er omfattet af lov om opkrævning af underholds-
bidrag, udgår. Det skyldes, at udenlandske fordringer på un-
derholdsbidrag kan fuldbyrdes i Danmark, selv om de ikke
er omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag. Efter
§ 1 i lov om Bruxelles I-forordningen gælder bestemmelser-
ne i Rådets Forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence,
lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og
samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtfor-
ordningen) med visse undtagelser her i landet. Forordningen
indebærer bl.a., at afgørelser m.v. om underholdsbidrag fra
andre EU-medlemsstater kan fuldbyrdes i Danmark. Efter
forordningens artikel 41 skal fuldbyrdelsen foregå på sam-
me måde som fuldbyrdelsen (inddrivelsen) af danske bi-
dragsafgørelser. Ved den foreslåede ændring af § 4, stk. 1,
nr. 2, bliver alle udenlandske afgørelser om underholdsbi-
drag, der som nævnt i bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 5, er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, også omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovens §
4.
Bestemmelsen i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige foreslås videreført med sin gældende ordlyd.
Det foreslås, at der med § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvoref-
ter beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager i
forbindelse med en inddrivelsesindsats – herunder afdrags-
ordning, lønindeholdelse og erindringsskrivelse – anvendes
til først at dække de fordringer, der er omfattet af inddrivel-
sesindsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndig-
hedens anvendelse af beløbet.
Det vil være tilstrækkeligt til at anse fordringen for omfat-
tet af en afgørelse om en inddrivelsesindsats, at restanceind-
drivelsesmyndigheden på anvendelsesdagen har truffet og
afsendt en afgørelse, der rummer fordringen.
Dernæst dækkes ifølge den foreslåede bestemmelse i § 4,
stk. 3, øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kun-
ne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats. Det fremgår
af den foreslåede bestemmelse, at denne dækning sker uden
afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, ligesom
dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1
og 2.
Dækningen vil således ske uden nogen inddrivelsesindsats
i form af en afgørelse.
Er der efter dækning af fordringer omfattet af en afgørelse
om lønindeholdelse et beløb i overskud, vil beløbet ifølge
forslaget derfor kunne anvendes til at dække andre fordrin-
ger, der er under inddrivelse på anvendelsestidspunktet, idet
det dog vil være en betingelse, at disse andre fordringer også
vil kunne inddrives ved lønindeholdelse. Er dette ikke mu-
ligt, fordi der ved den foreslåede nyaffattelse af bilag 1 til
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 21, for fordringstypen er gjort en undtagelse i for-
hold til muligheden for lønindeholdelse, vil den pågældende
fordring ikke kunne dækkes efter den foreslåede bestemmel-
se. For beløb, der modtages ved særskilt lønindeholdelse, vil
det efter dækningen af de fordringer, der er omfattet af afgø-
relsen om særskilt lønindeholdelse, tilsvarende alene være
muligt at dække andre fordringer, for hvilke der vil kunne
ske inddrivelse ved særskilt lønindeholdelse, dvs. biblioteks-
gebyrer, visse kontrolafgifter m.v.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indebærer, at stk. 1 og 2 først
anvendes på den primære dækning af fordringer, der senest
på anvendelsestidspunktet, jf. nedenfor om § 4, stk. 4, er
blevet en del af den inddrivelsesindsats, som det beløb, der
skal anvendes til dækning, stammer fra. Er der herefter et
beløb i overskud, anvendes stk. 1 og 2 på dækningen af øv-
rige fordringer under inddrivelse, forudsat at disse fordrin-
ger ville kunne have været omfattet af inddrivelsesindsatsen.
Af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige fremgår endelig, at beløb,
der modtages som følge af udlæg, ikke omfattes af stk. 3.
Beløb, der modtages som følge af udpantning (udlæg), vil
fortsat alene anvendes til at dække de fordringer, som er
omfattet af udlægget. Dette er bl.a. en følge af retsplejelo-
vens § 507.
I en ny bestemmelse – § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige – foreslås, at fastlæggelsen af dæk-
ningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3, sker på det tidspunkt,
hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender det beløb,
der er inddrevet fra skyldner eller modtaget ved frivillig be-
taling fra denne, til dækning af fordringer under inddrivelse
hos skyldneren.
Det foreslås, at det af bestemmelsen tillige skal fremgå, at
dækningen af disse fordringer sker med virkning fra beta-
lingstidspunktet.
Der tænkes med dette virkningstidspunkt på det tidspunkt,
hvor skyldner har mistet sin rådighed over beløbet. Hvis en
skyldner foretager en indbetaling til restanceinddrivelses-
myndigheden via en bank eller et posthus, eller hvis indbeta-
lingen sker ved en overførsel fra skyldners konto til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil dette tidspunkt efter for-
mueretlige regler være betalingstidspunktet, selv om beløbet
først er til rådighed for restanceinddrivelsesmyndigheden et
par dage senere. Med den foreslåede regel sikres, at det ikke
rentemæssigt kommer skyldner til skade, at beløbet først er
modtaget nogle dage senere.
Efter gældende regler kan et overskydende beløb opstået
som følge af nedskrivning på en fordring under inddrivelse,
hvor der allerede er gennemført dækning, eller som følge af
en indbetaling med virkning fra skyldners betalingstidspunkt
42
kun anvendes til dækning af fordringer, der på tidspunktet
for den oprindelige dækning var omfattet af den inddrivel-
sesindsats, som resulterede i dækningen. Dette følger af de
gældende regler om dækningsrækkefølge i § 4 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige.
Stammer det overskydende beløb fra nedskrivning af en
fordring, der var dækket af en frivillig indbetaling til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan det overskydende beløb
anvendes til dækning af alle skyldnerens fordringer under
inddrivelse.
Med bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige foreslås, at overskydende beløb, der
opstår i forbindelse med inddrivelsen, herunder ved ned-
skrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller del-
vist dækket fordring, anvendes til dækning af fordringer un-
der inddrivelse hos skyldneren. Det foreslås, at dækningen
ved anvendelse af et sådant overskydende beløb skal ske i
henhold til § 4, stk. 1-4, og uden afgivelse af modregnings-
meddelelse til skyldner.
Det betyder, at der først sker dækning – ud fra dæknings-
rækkefølgen i § 4, stk. 1 og 2 – af fordringer, der på anven-
delsestidspunktet – jf. ovenfor om stk. 4, der som følge af
henvisningen i § 4, stk. 5, til stk. 1-4 finder tilsvarende an-
vendelse – er omfattet af den inddrivelsesindsats, som det
overskydende beløb kan føres tilbage til, og et herefter re-
sterende beløb anvendes til dækning af andre fordringer un-
der inddrivelse, forudsat at disse vil kunne inddrives med
samme type inddrivelsesindsats, jf. ovenfor om den foreslå-
ede regel i § 4, stk. 3, der også finder anvendelse. Dæknin-
gen af sådanne øvrige fordringer, der endnu ikke er blevet
tilknyttet inddrivelsesindsatsen, f.eks. en afdragsordning el-
ler lønindeholdelse, vil derfor ikke kræve en modregning.
Endelig foreslås i bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, at det overskydende beløb
skal være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen,
hvis fordringen var rentebærende. Det fremgår også af den
foreslåede bestemmelse, at skyldner ikke har krav mod re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekompensati-
on som følge af anvendelsen af det overskydende beløb, jf.
bestemmelsens 1. pkt.
Anvendelsen af overskydende beløb efter bestemmelsen i
§ 4, stk. 5, vil eksempelvis ikke udløse krav på rente til
skyldner, hvis det overskydende beløb vedrører en fordring,
der under inddrivelsen blev forrentet med en lavere rentesats
end en fordring, der ville være blevet dækket helt eller del-
vist, hvis der var sket en korrekt dækning.
Efter § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk. 1 og 2
efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives
fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. Tilla-
delse kan f.eks. gives, for at skyldner kan afvikle krav, der
er særligt byrdefulde, f.eks. spiritusafgift, hvis manglende
betaling af et sådant krav vil kunne føre til en fratagelse af
bevilling til salg af spiritus.
Den eksisterende bestemmelse i § 4, stk. 3, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige foreslås videreført som § 4,
stk. 6, idet bestemmelsen samtidig udvides med en henvis-
ning til den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, jf. ovenfor.
Endelig har skatteministeren i § 4, stk. 4, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige en bemyndigelse til at fast-
sætte regler om gennemførelsen af reglerne i stk. 1 og 2. Be-
myndigelsen kan ifølge de specielle bemærkninger til § 3 a i
lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A,
side 6761, anvendes til at fastlægge regler for dækningsræk-
kefølgen i tilfælde, hvor reglerne fører til, at to eller flere
fordringer sidestilles, herunder tidspunktet for modtagelsen
af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Bestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige foreslås videreført som § 4, stk. 7, idet be-
stemmelsen dog foreslås givet en ny affattelse, så det af be-
stemmelsen tillige fremgår, at der kan fastsættes regler om
gennemførelsen af de regler, der foreslås med de nye be-
stemmelser i stk. 3-6. Med nyaffattelsen skabes der derfor
mulighed for, at skatteministeren kan fastsætte regler om an-
vendelsen af overskydende beløb (stk. 3 og 5), om dæknin-
gen i henhold til dækningsrækkefølgen på anvendelsestids-
punktet og med virkning fra betalingstidspunktet (stk. 4) og
om fravigelse af dækningsrækkefølgen efter anmodning fra
skyldner (stk. 6).
Om bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 4, stk.
4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om tids-
punktet for fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen bemær-
kes, at fordringer først vil blive placeret i restanceinddrivel-
sesmyndighedens modtagelsessystem, inden de senere regi-
streres i inddrivelsessystemet. Det er tanken, at der i be-
kendtgørelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige skal
indsættes bestemmelser, der vil fastslå, at en fordrings pla-
cering i dækningsrækkefølgen efter stk. 1 og 2 afhænger af
tidspunktet for fordringens modtagelse i modtagelsessyste-
met, men at en dækning først vil kunne ske, efter at fordrin-
gen er registreret i inddrivelsessystemet.
En fordring kan blive tilbagekaldt af fordringshaver efter
bestemmelserne i § 2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige om henholdsvis tilbagekaldelse med
henblik på at tillade afdragsvis betaling eller henstand (stk.
7) eller gennemføre modregning (stk. 8). Derudover kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden returnere en fordring til for-
dringshaver i medfør af samme lovs § 2, stk. 2, 4. pkt., hvis
fordringshaver ikke søger skyldners indsigelser om fordrin-
gens eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid. I så-
danne tilfælde medsendes de inddrivelsesrenter, der efter lo-
vens § 5, stk. 1, er påløbet fordringen fra den 1. i måneden
efter modtagelsen af fordringen. Hvis en tilbagekaldt eller
returneret fordring atter overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden inklusive inddrivelsesrenterne, opstår spørgs-
målet om dækningen af sådanne genindsendte inddrivelses-
renter i forhold til de opkrævningsrenter, som fordringsha-
ver selv har beregnet, og de inddrivelsesrenter, der beregnes,
efter at fordringen på ny er overdraget til restanceinddrivel-
sesmyndigheden.
Det er tanken, at skatteministeren fastsætter regler, der
fastlægger dækningsrækkefølgen for disse renter. Det er og-
så tanken, at reglerne skal omfatte opkrævningsrenter, der er
43
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at ho-
vedkravet er blevet dækket. Det er forestillingen, at der vil
blive fastsat regler, hvorefter sådanne opkrævningsrenter
dækkes inden andre hovedfordringer, der forinden – dvs. in-
den overdragelsen af opkrævningsrenterne – er overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås også, at skatteministerens bemyndigelse skal
omfatte en adgang til at fastsætte regler om dækningsrække-
følgen for opskrivningsfordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, fordi den tidligere overdragne
fordring på den måde af fordringshaver opskrives til sit kor-
rekte beløb, som ikke fremgik ved den oprindelige overdra-
gelse.
Endelig foreslås, at det i bemyndigelsesbestemmelsen i §
4 præciseres, at der kan fastsættes regler for dækningsræk-
kefølgen i tilfælde, hvor der sker samtidig overdragelse af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmel-
sen indeholder allerede en sådan adgang, jf. de specielle be-
mærkninger til § 3 a i lovforslag nr. L 209, Folketingstiden-
de 2005-06, tillæg A, side 6761.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.4.
Til nr. 6
Bestemmelsen i § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige bestemmer, at der uanset reglen i § 4, stk. 1, om
dækningsrækkefølgen for beløb, der inddrives af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan ske særskilt lønindeholdel-
se af beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtræ-
delse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-
ber samt af beløb til dækning af medielicens og radiolicens
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Skatteministeren er i
2. pkt. bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for denne
lønindeholdelse, hvilket er sket med § 9 i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. I 3. pkt. bestemmes, at fordringer efter 1. pkt. dæk-
kes i den rækkefølge, i hvilken restanceinddrivelsesmyndig-
heden træffer bestemmelse om lønindeholdelse for kravene.
Af § 9, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse følger,
at særskilt lønindeholdelse højst må føre til indeholdelse af
et månedligt beløb på 400 kr. I § 9, stk. 13, er bestemt, at
reglerne i bekendtgørelsens §§ 5, 6, 8 og 12 og kapitel 6 ik-
ke finder anvendelse ved særskilt lønindeholdelse. Ved sær-
skilt lønindeholdelse er der derfor ikke er adgang for skyld-
neren til at forlange en betalingsevnevurdering efter reglerne
i kapitel 6, ligesom de mod almindelig lønindeholdelse be-
skyttede A-indkomsttyper, der fremgår af bekendtgørelsens
§ 12, f.eks. kontanthjælp, kan gøres til genstand for særskilt
lønindeholdelse.
Den særlige dækningsrækkefølge for beløb, der inddrives
ved særskilt lønindeholdelse, afviger fra reglen i § 4 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og indebærer såle-
des en undtagelse, der vil skulle kunne håndteres af det it-
system, der er under udvikling med henblik på at understøtte
restanceinddrivelsesmyndighedens fremtidige restanceind-
drivelse.
Med bestemmelsen i nr. 6 foreslås derfor, at § 4 a i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ophæves, idet hjemlen
til særskilt lønindeholdelse i stedet indsættes som § 10 a i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. nedenfor om
lovforslagets § 1, nr. 15. Det foreslås, at indholdet af § 10 a
ændres i forhold til den gældende ordlyd i § 4 a, således at
det ikke af § 10 a vil fremgå, at beløb, der inddrives ved
særskilt lønindeholdelse, anvendes til dækning af fordringer
i overensstemmelse med den rækkefølge, i hvilken restan-
ceinddrivelsesmyndigheden træffer bestemmelse om lønind-
eholdelse for kravene. I stedet vil dækningsrækkefølgen
skulle følge reglen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Flytningen til § 10 a skyldes, at reglen efter æn-
dringen ikke længere vil fremstå som en undtagelse fra den
almindelige dækningsrækkefølge, men som en undtagelse
fra bestemmelsen om almindelig lønindeholdelse i § 10, der
er placeret under overskriften »Lønindeholdelse«.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.6.
Til nr. 7
Efter den gældende regel i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige forrentes fordringer, der overdrages
til restanceinddrivelsesmyndigheden, med en årlig rente sva-
rende til renten i rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Bestemmelsen
omfatter alle krav, der inddrives af restanceinddrivelses-
myndigheden, dvs. både krav, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, og krav, der stiftes af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, såsom rykkergebyrer m.v., jf. §
6 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og § 28 i be-
kendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Det foreslås i nr. 7, at § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige ændres, så forrentningen ikke afhæn-
ger af, at fordringen er overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden, men at den er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Dermed præciseres, at bestem-
melsen i § 5, stk. 1, finder anvendelse for alle fordringer un-
der inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs.
også restanceinddrivelsesmyndighedens egne inddrivelses-
omkostninger, herunder gebyrer, der således forrentes med
inddrivelsesrenten, som det også er tilfældet med gebyrer,
der er pålagt af fordringshaver under opkrævningen af den
fordring, som gebyret vedrører.
Efter bestemmelsens nuværende formulering kan der ud
fra en ordlydsfortolkning være tvivl om, hvorvidt der er ad-
gang til at forrente inddrivelsesomkostningerne, da de ikke
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden i over-
ensstemmelse med de regler, der i øvrigt gælder for overdra-
gelsen af de fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, jf. lovens § 2, stk. 3 og 4. I stedet
stiftes de af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorfor en
44
sådan overdragelse ikke giver mening. Med præciseringen
udryddes denne tvivl.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.2.1.
Til nr. 8
Det følger af den gældende regel i § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at renten tilskrives
fra den 1. i måneden efter modtagelsen af hovedfordringen
hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmelsen har
baggrund i, at fordringshaver typisk selv beregner opkræv-
ningsrente for hele den måned, hvor fordringen overdrages
til restanceinddrivelsesmyndigheden. Reglen sikrer således
en klar snitflade mellem opkrævningsrente og inddrivelses-
rente. Inddrivelsesomkostninger bliver i henhold til bestem-
melsen i § 5, stk. 1, 2. pkt., forrentet fra den 1. i måneden
efter den måned, hvori de er stiftet, dvs. i lighed med øvrige
fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden har således i
sin praksis sidestillet stiftelsestidspunktet for sine inddrivel-
sesomkostninger med overdragelsestidspunktet for fordrin-
ger, der er modtaget til inddrivelse.
Det foreslås i nr. 8, at der i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes et 3. pkt., der fastslår, at
for fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndighe-
den, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned,
hvori fordringen er stiftet. Dermed præciseres, at fordringer,
der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. inddri-
velsesomkostninger, f.eks. gebyrer, der er stiftet af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, forrentes fra den 1. i måneden
efter den måned, hvori fordringen er stiftet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.2.1.
Til nr. 9
Efter gældende regler forfalder renter af fordringer, der
inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, dagligt. For-
ældelsen regnes efter forældelseslovens § 2, stk. 1, fra det
tidligste tidspunkt, på hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre
bestemmelser. Forældelsesfristen for renter er 3 år. Efter
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, indtræder forældelse af
renter senest 10 år efter begyndelsestidspunktet for forældel-
sen, jf. forældelseslovens § 2, medmindre fristen forinden er
afbrudt.
Efter forældelseslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., medregnes til
frister efter forældelsesloven den månedsdag, der svarer til
den dag, hvorfra fristen regnes. Det vil sige, hvis en fordring
med 3-årig forældelse forfalder den sidste dag i en måned,
hvor der er 31 dage, vil fordringen være retskraftig den 31. i
måneden 3 år senere og være forældet den 1. i den efterføl-
gende måned.
Efter forældelseslovens § 27, stk. 2, udskydes forældelses-
fristen til den førstkommende hverdag, hvis forældelsesfri-
sten udløber i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag el-
ler den 24. eller den 31. december.
Det foreslås i nr. 9, at der med § 5 a, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestem-
melse, hvorefter forældelsesfristen for renter af fordringer,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, regnes fra den første dag i måneden efter den måned,
hvori renten er stiftet. Det vil sige, at forældelsen af en ren-
te, som tilskrives for marts måned 2019, regnes fra den 1.
april 2019, og fordringen vil således være retskraftig den 1.
april 2022 og forældes den 2. april 2022.
Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmel-
se i § 5 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, hvorefter forældelse af renter af fordringer, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder
senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til stk. 1.
Den absolutte forældelsesfrist for renter på 10 år, jf. foræl-
delseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, regnes også fra den 1. i måne-
den efter tilskrivningen af renten. Det vil sige, at forældel-
sen senest indtræder 10 år efter det foreslåede begyndelses-
tidspunkt for den selvstændige forældelse af renten. Herved
vil en rente for maj måned 2019 senest forældes den 2. juni
2029, medmindre forældelsen forinden afbrydes.
Forældelseslovens § 27, stk. 2, betyder, at der skal foreta-
ges programmering af kalenderoplysninger af hensyn til at
kunne understøtte udskydelse som følge af weekender, hel-
ligdage, grundlovsdag, den 24. og den 31. december, hvilket
øger programmeringsopgaven. Da restanceinddrivelsesmyn-
digheden ikke har et behov for at få udskudt udløbet af for-
ældelsesfristen, hvis fristen udløber på en dag, hvor det ikke
er muligt at iværksætte retslige inddrivelsesskridt over for
skyldneren, foreslås det, at reglen om udskydelse af foræl-
delsesfristen ikke skal finde anvendelse på fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Dette indebærer en kortere forældelsesfrist for skyldner.
Det foreslås, at der med § 5 a, stk. 3, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvor-
efter forældelseslovens § 27, stk. 2, ikke finder anvendelse
ved beregning af forældelsesfristen for renter af fordringer,
der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
Fordringer, hvor forældelsen er reguleret i en EU-retsakt,
er ikke omfattet af forslaget.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.5.
Til nr. 10
I § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regule-
res dækningsrækkefølgen for modregning. Efter stk. 1, nr. 1,
dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den
udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den-
ne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst
dækkes ifølge stk. 1, nr. 2, de fordringer, der er under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig
dækkes efter stk. 1, nr. 3, andre fordringer under opkræv-
ning. Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er
mulig, anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4 ved restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modregning og en dækning ud
45
fra tidspunktet for indberetning til Det Centrale Fordringsre-
gister, for så vidt angår modregning under opkrævning. Ef-
ter § 7, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler
om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om ind-
beretning fra fordringshaverne til Det Centrale Fordringsre-
gister.
Det Centrale Fordringsregister findes ikke længere, men
den funktion, som registeret har udøvet – at være en slags
opslagstavle for fordringshavere til at tilkendegive et ønske
om modregning i statens udbetalinger til deres skyldnere –
er videreført af et andet system.
Det foreslås derfor i nr. 10, at bestemmelsen i § 7, stk. 2,
2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres,
så der i stedet for Det Centrale Fordringsregister vil blive
henvist til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster. Derved gøres henvisningen uafhængig af det for regi-
steret valgte navn, idet registerets funktion i stedet fremhæ-
ves i betegnelsen.
Det foreslås, at der i § 7, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, der som følge af den nedenfor i nr. 11
foreslåede regel om indsættelse af et nyt stk. 3 bliver stk. 4,
gennemføres den nødvendige konsekvensændring i beteg-
nelsen for systemet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 11
I forbindelse med udbetaling af sociale ydelser gennemfø-
res der i visse situationer modregning, ved at en kommune
retter en direkte henvendelse til Udbetaling Danmark med
en anmodning om i det beløb, som Udbetaling Danmark
skal udbetale til kommunens skyldner, at fradrage et beløb
svarende til den kommunale fordring, der ønskes modreg-
net. Den omvendte situation, hvor Udbetaling Danmark an-
moder kommunen om at fradrage et beløb til dækning af
Udbetaling Danmarks krav, forekommer også. Denne prak-
sis blev hjemlet i forbindelse med Udbetaling Danmarks
overtagelse af en række udbetalingsopgaver fra bl.a. kom-
munerne fra den 1. oktober 2012, jf. lov nr. 326 af 11. april
2012 (Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommuner-
ne og Udbetaling Danmark m.v.), og hænger bl.a. sammen
med, at den automatiske modregning via restanceinddrivel-
sesmyndighedens fordringsregister, jf. om betegnelsen be-
mærkningerne til nr. 10 ovenfor, ikke kan systemunderstøt-
tes, hvor modregningen forudsætter, at der forinden gen-
nemføres en betalingsevnevurdering af skyldner. Det gælder
bl.a. de modregninger, som en kommune kan gennemføre
med sine krav på tilbagebetaling af personlige tillæg med
tilbagebetalingspligt i fremtidig pension, jf. § 32, stk. 3, i
lov om social pension og § 30, stk. 4, i lov om højeste, mel-
lemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v. Det gælder også ved modregning med forfaldne afdrag
på beboerindskudslån i fremtidig boligydelse eller boligsik-
ring, jf. § 49, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte.
Dækningsrækkefølgen har i praksis været en anden end
den, der for modregninger med fordringer omfattet af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige reguleres af § 7 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter der
først sker dækning af den udbetalende myndigheds egen for-
dring, dernæst fordringer under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden og endelig fordringer under opkræv-
ning, jf. stk. 1. Hvis ikke alle fordringer under inddrivelse
kan rummes i udbetalingsbeløbet, vælger restanceinddrivel-
sesmyndigheden til brug for modregningen fordringerne ud
fra den rækkefølge, der er fastsat i § 4 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til alle for-
dringer under opkrævning, dækkes ud fra tidspunktet for
fordringernes registrering i restanceinddrivelsesmyndighe-
dens fordringsregister, således at den først registrerede for-
dring dækkes først. Ved modregning, der gennemføres efter
den nævnte praksis vedrørende sociale udbetalinger, har
man anvendt den dækningsrækkefølge, der er beskrevet i
lovforslag nr. L 87, der blev fremsat den 9. februar 2012, så-
ledes at den først stiftede fordring dækkes først, medmindre
den udbetalende myndigheds fordring er stiftet senest samti-
dig med den anden myndigheds fordring. I sådanne tilfælde
dækkes først den udbetalende myndigheds fordring.
I lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås en ændret affattelse af §
1, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, såle-
des at den eksisterende henvisning til bl.a. andre regler om
dækningsrækkefølge udgår af bestemmelsen. For at sikre at
der ikke rejses tvivl om hjemlen til den beskrevne modreg-
ningspraksis vedrørende sociale ydelser, jf. ovenfor, foreslås
i nr. 11, at det i et nyt stk. 3, der foreslås indsat i § 7 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, bestemmes, at der ved
modregning i sociale ydelser, som en kommune kan gen-
nemføre i en udbetaling fra Udbetaling Danmark, eller som
Udbetaling Danmark kan gennemføre i en udbetaling fra en
kommune, uden at fordringen er registreret i restanceinddri-
velsesmyndighedens fordringsregister, ikke sker anvendelse
af stk. 1 og 2, hvis modregningen gennemføres efter for-
dringshavers anmodning direkte til den udbetalende myn-
dighed om i udbetalingsbeløbet at fradrage et beløb svaren-
de til den skyldige fordring. Ved sådanne modregninger
dækkes fordringerne ud fra deres stiftelsestidspunkt, således
at den ældste fordring dækkes først, idet en fordring fra den
udbetalende myndighed dog dækkes først, hvis den er stiftet
senest samme dag som den anden myndigheds fordring.
Der ændres ikke i fordringshavers – her kommunen og
Udbetaling Danmark – adgang til at modregne med egne
fordringer under opkrævning. I den foreslåede bestemmelse
i § 7, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige fastlægges en dækningsrækkefølge, hvor der både er
egne og krydsende krav, der går forud for fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Sådanne
fordringer under inddrivelse vil i praksis ikke blive modreg-
net af restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi den for de på-
gældende modregninger nødvendige betalingsevnevurdering
af skyldner ikke understøttes af restanceinddrivelsesmyndig-
hedens fordringsregister.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.2.
46
Til nr. 12
I § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at kommuner og regioner indtræder i retten til
udbetalinger fra staten til dækning af deres ikke rettidigt be-
talte fordringer. Efter § 8, stk. 2, indtræder det offentlige
desuden på vegne af en privat bidragsberettiget person i ret-
ten til udbetalinger fra det offentlige til dækning af ikke ret-
tidigt betalte private krav på underholdsbidrag. I lovens § 9,
stk. 1, fastslås, at en tilladelse til afdragsvis betaling eller
henstand med betalingen ikke afskærer det offentliges ad-
gang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offent-
lige, og i § 9, stk. 2, fastslås, at en kommunalt fastsat beta-
lingsaftale ikke afskærer kommunen fra at indtræde i retten
til udbetalinger fra staten, jf. § 8.
Indtrædelsesretten er udtryk for en modregning, der ikke
ville have været mulig efter de almindelige modregningsbe-
tingelser, men som er gjort mulig, fordi den gensidighedsbe-
tingelse, der kræves opfyldt efter de almindelige betingelser,
dvs. at A har et krav mod B, der tilsvarende har et krav mod
A, er fraveget ved lov. § 8 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige har således alene til formål at fastslå, at den
modregningsmæssige gensidighedsbetingelse ikke skal være
opfyldt, når der modregnes med fordringer tilhørende en re-
gion eller en kommune eller med private underholdsbidrag.
Derimod skal de øvrige modregningsbetingelser – krav om
afviklingsmodenhed, udjævnelighed m.v. – fortsat være op-
fyldt, for at modregning kan ske.
Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders fordringer
omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
bl.a. lovens § 2, stk. 5 og 6, og SKATs styresignal
SKM2010. 86. SKAT. Retten i Viborg har i sin dom gengi-
vet i SKM2015. 55. BR lagt til grund, at også kommunalt
ejede forsyningsvirksomheder er omfattet af indtrædelses-
retten.
Højesteret har i sin dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1955, side 13, afgjort, at staten i modregningsretlig hen-
seende anses som en enhed, hvorfor gensidighedsbetingel-
sen er opfyldt, hvis en statslig institution m.v. skal udbetale
et beløb til en person, mod hvem en anden statslig instituti-
on m.v. har en forfalden fordring. I flere tilfælde har det dog
givet anledning til tvivl, om bl.a. visse selvejende institutio-
ner skal anses som en del af staten. I en dom offentliggjort i
SKM2014. 160. ØLR fandt Østre Landsret således, at et uni-
versitet i relation til et spørgsmål om registreringsafgifts-
pligt vedrørende et af universitetet ejet motorkøretøj skulle
anses som en statslig institution, selv om universiteter ved
universitetsloven fra 2003 overgik til at være selvejende in-
stitutioner, der ikke længere skulle optræde i statsregnska-
bet, ligesom formuen skulle være adskilt fra statens formue i
øvrigt.
I nr. 12 foreslås derfor, at § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige nyaffattes, så det af bestemmelsen
fremgår, at for forfaldne fordringer omfattet af denne lov
indtræder fordringshaveren i retten til udbetalinger fra staten
for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.
Nyaffattelsen vil indebære, at forfaldne fordringer kan
modregnes efter bestemmelsen, hvorimod den eksisterende
bestemmelse efter sin ordlyd forudsætter, at fordringen ikke
er rettidigt betalt. Imidlertid kræves efter de almindelige
modregningsbetingelser alene, at modfordringen er forfal-
den til betaling, hvorfor modregning kan gennemføres på
sidste dag, hvor betaling stadig vil være rettidig. Modreg-
ning forudsætter ikke, at betalingsfristen er overskredet.
Ændringen vil indebære, at modregning – indtrædelse – kan
ske én dag tidligere end efter den eksisterende ordlyd, der på
dette punkt ikke helt er i overensstemmelse med de alminde-
lige modregningsbetingelser.
Med nyaffattelsen af § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige vil der således ikke kunne opstå tvivl
om indtrædelsesrettens rækkevidde, idet det for samtlige
fordringer, der omfattes af anvendelsesområdet for lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke vil hindre modreg-
ning i udbetalinger fra staten, at fordringshaver ikke er stats-
lig.
Som konsekvens af den ændrede ordlyd i stk. 1 foreslås,
at også § 8, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige nyaffattes, så det bestemmes, at for forfaldne private
fordringer på underholdsbidrag med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger omfattet af denne lov indtræder det
offentlige på vegne af den bidragsberettigede i retten til ud-
betalinger fra det offentlige for et beløb, der svarer til den
skyldige betaling.
Dermed fastslås, at det vil være tilstrækkeligt til at kunne
indtræde i retten til udbetalinger fra det offentlige, at for-
dringen er forfalden til betaling. Ifølge den eksisterende ord-
lyd forudsætter indtrædelsesretten, at fordringen ikke er be-
talt rettidigt.
Med den foreslåede præcisering vil der ikke længere være
behov for henvisningen til § 8 i bestemmelsen i § 31 i lov
om Udbetaling Danmark, ifølge hvilken bestemmelse §§ 8
og 9 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder an-
vendelse for Udbetaling Danmark. Henvisningen til § 8
foreslås derfor fjernet som overflødig, jf. lovforslagets § 9.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.2.2.
Til nr. 13
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder for
opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller ind-
drives af det offentlige, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Efter § 1, stk. 1, 2. pkt.,
kan skatteministeren fastsætte regler om, at loven desuden
finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i
henhold til lov. Det er sket i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, hvor det anføres, at loven bl.a. finder anvendelse på
private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag, til-
bagebetalingskrav fra A-kasser, fordringer på kontrolafgifter
fra trafikselskaber, fordringer på gebyrer fra private klagen-
ævn og krav fra Landsbyggefonden og Byggeskadefonden
47
på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boli-
ger m.v. og lov om friplejeboliger, krav fra Byggeskadefon-
den vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag
efter lov om byfornyelse og udvikling af byer, krav fra
Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger ef-
ter lov om midlertidig regulering af boligforholdene, krav
fra administrator på indbetalinger fra ejeren efter lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme, krav på li-
cens og kontrolafgift fra Danmarks Radio og krav fra god-
kendte undervisningsinstitutioner samt krav vedrørende bil-
syn. Endelig bestemmes i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at loven også finder anvendelse på
opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske og grøn-
landske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager,
samt på inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som ef-
ter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågæl-
dende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller ind-
drives her i landet i overensstemmelse med Danmarks for-
pligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en an-
den international overenskomst eller konvention eller en ad-
ministrativt indgået aftale om administrativ bistand i skatte-
sager.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i
bilag 1 en oplistning af en række fordringstyper, for hvilke
restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at an-
vende lønindeholdelse, jf. lovens § 10, eller udpantning
(dvs. udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder), jf. lovens § 11, i sit inddrivelsesarbejde. For-
dringstyperne er oplistet i bilag 1, nr. 1-35, og flere af be-
stemmelserne er affattet med brede formuleringer med en
beskrivelse af de omfattede fordringstypers karakteristika.
Det kræver i princippet, at man for hver enkelt fordringstype
må vurdere, om den svarer til beskrivelsen af fordringsty-
perne i bilag 1.
Civilretlige fordringer er som udgangspunkt ikke omfattet
af bilag 1, fordi de kendetegnes ved, at en uenighed mellem
fordringshaver og skyldner om fordringens berettigelse ty-
pisk vil være et domstolsanliggende, da det administrative
klagesystem ikke giver mulighed for at få en afklaring.
Blandt de civilretlige fordringer kan nævnes krav, der skyl-
des misligholdelse af en kontrakt, krav på erstatning for øde-
læggelse af offentlig ejendom samt visse tilbagesøgnings-
krav, der skyldes en betaling i vildfarelse.
I øvrigt gælder, at indsigelsen om fordringens eksistens el-
ler størrelse skal afklares af fordringshaver, jf. § 2, stk. 2, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, medmin-
dre der er tale om en indsigelse om, at fordringen er ophørt
helt eller delvist som følge af restanceinddrivelsesmyndig-
hedens administration, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., hvorefter
Skatteankestyrelsen behandler indsigelsen, eller en indsigel-
se over for berettigelsen af en kontrolafgift for overtrædelse
af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjern-
synsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, i
hvilket tilfælde fogedretten skal behandle indsigelsen, jf. §
18, stk. 1.
I § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at fordringer som nævnt i bilag 1 til loven med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddri-
ves ved lønindeholdelse. I stk. 2 er bestemt, at hvis skyldner
ikke inden det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres, har betalt
fordringen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe af-
gørelse om, at der skal ske indeholdelse i skyldnerens bereg-
nede eller godskrevne A-indkomst af et beløb, der anvendes
til dækning af fordringen med påløbne renter, gebyrer, tillæg
og andre omkostninger. Der kan dog ikke ske indeholdelse i
indkomst, som er valgt beskattet efter kildeskattelovens § 48
E om den såkaldte forskerbeskatning. Efter stk. 3 kan inde-
holdelse efter stk. 1 ske, selv om udbetalingen eller god-
skrivningen af A-indkomst også er genstand for indeholdel-
se af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49. Indeholdelsen
sker med indeholdelsesprocenten af den beregnede eller
godskrevne A-indkomst og meddeles til SKAT, der anven-
der den i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens §
48, stk. 4. Der skal ved afgørelse om lønindeholdelse overla-
des skyldneren det nødvendige til eget og familiens under-
hold, og skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, til fast-
sættelse af den del af A-indkomsten, der maksimalt kan in-
deholdes, ligesom skatteministeren også er bemyndiget til at
fastsætte regler om, at visse ydelser er fritaget for løninde-
holdelse. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan
den samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens §
48, stk. 4, ikke overstige 100.
Regler om betalingsevnevurdering er fastsat i kapitel 6 i
bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, mens bekendtgørelsens § 12
undtager en række ydelser, bl.a. kontanthjælp, fra adgangen
til lønindeholdelse.
I nr. 13 foreslås en ændring af § 10, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, således at fordringer om-
fattet af denne lov med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse, medmin-
dre andet følger af bilag 1, der foreslås nyaffattet, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 21. Som det fremgår af de specielle bemærk-
ninger til § 1, nr. 21, foreslås, at der for civilretlige for-
dringstyper som udgangspunkt ikke skal kunne foretages
lønindeholdelse, men at der herfra skal gøres enkelte undta-
gelser.
Derved opnås en forenkling af regelgrundlaget for, hvilke
fordringer der kan inddrives ved lønindeholdelse, idet alle
fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige vil kunne inddrives ved lønindeholdelse, medmin-
dre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i bilag 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.1.
Til nr. 14
I bestemmelsen i § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige anføres, at reglerne i kildeskattelovens §§
43-46, 48, 48 A, 49, 51, 56, 57, 68-70, 72 og 73 A i afsnit
VIII, i §§ 83-86 og i opkrævningsloven om indeholdelse,
opkrævning, betaling, rente, gebyrer, kontrol, inddrivelse og
straf m.v. vedrørende indeholdelse af A-skat finder tilsva-
rende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller opkrævet i
48
henhold til bestemmelserne i denne paragraf, dvs. § 10 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelserne i kildeskattelovens §§ 68-70, 72 og 73 A
befinder sig i lovens afsnit VII om bl.a. hæftelsesbestem-
melser, men formålet med henvisningen til afsnit VIII er at
inkludere alle bestemmelser i afsnit VIII, der indeholder
strafbestemmelser m.v.
Med forslaget i nr. 14 foreslås det manglende komma mel-
lem »73 A« og »afsnit VIII« indsat, ligesom henvisningen
til § 72 udgår som en konsekvens af den i lovforslagets § 4,
nr. 2, foreslåede ophævelse af denne bestemmelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 15
Bestemmelsen i § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige bestemmer, at der uanset reglen i § 4, stk. 1, om
dækningsrækkefølgen for beløb, der inddrives af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan ske særskilt lønindeholdel-
se af beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtræ-
delse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-
ber samt af beløb til dækning af medielicens og radiolicens
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Skatteministeren er i
2. pkt. bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for denne
lønindeholdelse, hvilket er sket med § 9 i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, jf. nedenfor. I 3. pkt. bestemmes, at fordringer efter
1. pkt. dækkes i den rækkefølge, i hvilken restanceinddrivel-
sesmyndigheden træffer bestemmelse om lønindeholdelse
for kravene.
Særskilt lønindeholdelse er en særlig form for lønindehol-
delse, der supplerer den almindelige lønindeholdelse efter §
10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Særskilt
lønindeholdelse kan gennemføres, selv om der også foreta-
ges almindelig lønindeholdelse i forhold til skyldneren.
Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås bestemmelsen i § 4 a
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ophævet, idet
det med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at hjemlen til sær-
skilt lønindeholdelse i stedet indsættes som en ny bestem-
melse i § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
og at bestemmelsens indhold ændres, således at den særlige
dækningsrækkefølge for anvendelsen af de indeholdte beløb
– dækning ud fra tidspunktet for restanceinddrivelsesmyn-
dighedens bestemmelse om lønindeholdelse for kravene –
ikke længere vil skulle anvendes. I stedet vil dækningsræk-
kefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige også skulle anvendes på beløb, der inddrives ved sær-
skilt lønindeholdelse, dvs. at de først modtagne fordringer
dækkes først, hvis der ikke er dækning til alle fordringer
omfattet af en afgørelse om særskilt lønindeholdelse (FIFO-
princippet).
Hjemlen til særskilt lønindeholdelse vil efter ændringen
fremstå som en undtagelse til reglen i § 10 i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige om almindelig lønindeholdel-
se, der er anført under overskriften »Lønindeholdelse«.
Den gældende bemyndigelse i § 4 a, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige for skatteministeren til at
fastsætte nærmere regler for særskilt lønindeholdelse er ud-
nyttet til fastsættelse af reglerne i § 9 i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Af § 9, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse
følger, at særskilt lønindeholdelse højst må føre til indehol-
delse af et månedligt beløb på 400 kr. I § 9, stk. 13, er be-
stemt, at reglerne i bekendtgørelsens § 5, § 6, § 8, § 12 og
kapitel 6 ikke finder anvendelse ved særskilt lønindeholdel-
se. Det betyder bl.a., at der ved særskilt lønindeholdelse ik-
ke er adgang for skyldneren til at få en betalingsevnevurde-
ring efter reglerne i kapitel 6, ligesom de mod almindelig
lønindeholdelse beskyttede A-indkomsttyper, der fremgår af
bekendtgørelsens § 12, f.eks. kontanthjælp, kan gøres til
genstand for særskilt lønindeholdelse.
Bemyndigelsen for skatteministeren til at fastsætte nær-
mere regler for særskilt lønindeholdelse foreslås indsat som
§ 10 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
men foreslås på nær denne flytning ikke ændret.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 6, og
de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.6.
Til nr. 16
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder for
opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller ind-
drives af det offentlige, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Efter § 1, stk. 1, 2. pkt.,
kan skatteministeren fastsætte regler om, at loven desuden
finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i
henhold til lov. Det er sket i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, hvor det anføres, at loven bl.a. finder anvendelse på
private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag, til-
bagebetalingskrav fra A-kasser, fordringer på kontrolafgifter
fra trafikselskaber, fordringer på gebyrer fra private klagen-
ævn og krav fra Landsbyggefonden og Byggeskadefonden
på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boli-
ger m.v. og lov om friplejeboliger, krav fra Byggeskadefon-
den vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag
efter lov om byfornyelse og udvikling af byer, krav fra
Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger ef-
ter lov om midlertidig regulering af boligforholdene, krav
fra administrator på indbetalinger fra ejeren efter lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme, krav på li-
cens og kontrolafgift fra Danmarks Radio og krav fra god-
kendte undervisningsinstitutioner samt krav vedrørende bil-
syn. Endelig bestemmes i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at loven også finder anvendelse på
opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske og grøn-
landske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager,
samt på inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som ef-
ter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågæl-
dende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller ind-
49
drives her i landet i overensstemmelse med Danmarks for-
pligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en an-
den international overenskomst eller konvention eller en ad-
ministrativt indgået aftale om administrativ bistand i skatte-
sager.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i
bilag 1 en oplistning af en række fordringstyper, for hvilke
restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at an-
vende lønindeholdelse, jf. lovens § 10, eller udpantning
(dvs. udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder), jf. lovens § 11, i sit inddrivelsesarbejde. For-
dringstyperne er oplistet i bilag 1, nr. 1-35, og flere af be-
stemmelserne er affattet med brede formuleringer med en
beskrivelse af de omfattede fordringstypers karakteristika.
Det kræver i princippet, at man for hver enkelt fordringstype
må vurdere, om den svarer til beskrivelsen af fordringsty-
perne i bilag 1.
Civilretlige fordringer er som udgangspunkt ikke omfattet
af bilag 1, fordi de kendetegnes ved, at en uenighed mellem
fordringshaver og skyldner om fordringens berettigelse ty-
pisk vil være et domstolsanliggende, da det administrative
klagesystem ikke giver mulighed for at få en afklaring.
Blandt de civilretlige fordringer kan nævnes krav, der skyl-
des misligholdelse af en kontrakt, krav på erstatning for øde-
læggelse af offentlig ejendom samt visse tilbagesøgnings-
krav, der skyldes en betaling i vildfarelse.
For udlægsforretninger, der gennemføres af restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder, finder retsplejelovens
kapitel 45-47 anvendelse, medmindre andet er bestemt i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v., jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivel-
se af skatter og afgifter m.v.
Ifølge § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivel-
se af skatter og afgifter m.v. træffer fogedretten afgørelse
om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pante-
fogeder. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens
§§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivlsspørgsmål til
fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes indsigel-
ser. I stk. 3 er bestemt, at indsigelser under forretningen kan
fremsættes over for pantefogeden, som underretter fogedret-
ten om indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser
fremsættes over for fogedretten. Fristen for fremsættelse af
indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.
I § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er be-
stemt, at fordringer som nævnt i bilag 1 til loven med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved
udpantning.
Som det er tilfældet med § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, fore-
slås med lovforslagets § 1, nr. 16, at der i § 11 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige gennemføres en tilsvarende
ændring, således at fordringer omfattet af denne lov med til-
læg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives
ved udpantning, medmindre andet følger af bilag 1, der fore-
slås nyaffattet, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.
Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1, nr.
21, foreslås, at der for civilretlige fordringstyper som ud-
gangspunkt ikke skal kunne foretages udpantning, men at
der herfra skal gøres enkelte undtagelser.
Med den foreslåede ændring af § 11 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige opnås en forenkling af regelgrund-
laget for, hvilke fordringer der kan inddrives ved udpant-
ning, idet alle fordringer omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige vil kunne inddrives ved udpantning,
medmindre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i
bilag 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.1.
Til nr. 17
Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser
om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksi-
stens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restan-
ceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes
for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgiv-
ningen eller regler udstedt i medfør heraf, jf. § 17, stk. 1, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Klagen
skal ifølge 2. pkt. indgives skriftligt til restanceinddrivelses-
myndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Der kan dog
ifølge 3. pkt. ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige
omstændigheder taler derfor. Hvis restanceinddrivelsesmyn-
digheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge 4. pkt. genoptage
sagen. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt
medhold i klagen, og hvis klagen fastholdes, videresender
restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge 5. pkt. klagen til
skatteankeforvaltningen sammen med en udtalelse om sag-
en. Nærmere regler om denne såkaldte remonstrationsord-
ning fremgår af §§ 37 a-37 b i bekendtgørelse nr. 1513 af
13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 315 af 29. marts 2016.
Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5, finder ifølge 6.
pkt. ikke anvendelse.
Efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014
om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen er det
Skatteankestyrelsen, der afgør klagerne efter § 17 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Bekendtgørelsen er ud-
stedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, 1.
pkt.
En skyldner kan derfor ved at klage over en afgørelse til
Skatteankestyrelsen få prøvet sin indsigelse mod kravets ek-
sistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restan-
ceinddrivelsesmyndighedens administration, jf. § 17, stk. 1,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ek-
sempelvis kan indsigelsen blive fremført i forbindelse med
en klage over modregning, hvor skyldner gør gældende, at
fordringen eller en del af fordringen er betalt til restanceind-
drivelsesmyndigheden, og at modregning for den pågælden-
de fordring derfor er helt eller delvist uberettiget. Det kan
også tænkes, at skyldner i en klage gør gældende, at kravet
ikke eksisterer, fordi der er indtrådt forældelse, mens for-
50
dringen var under inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndig-
hedens manglende afbrydelse af forældelsen vil således rela-
tere sig til administrationen.
I nr. 17 foreslås, at der som § 17, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse,
hvorefter der til Landsskatteretten, medmindre andet er be-
stemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf, kan
klages over en dækning af en fordring, som i medfør af § 4
er blevet dækket, uden at fordringen var omfattet af den ind-
drivelsesindsats, som beløbet hidrører fra. Det foreslås, at §
17, stk. 1, 2.-6. pkt., finder anvendelse, men at fristen i stk.
1, 2. pkt., regnes fra den dag, hvor skyldneren har modtaget
underretning om dækningen.
Klagen kan omfatte, om dækningen var berettiget, enten
som følge af at fordringen ikke ville kunne have været om-
fattet af den inddrivelsesindsats, som beløbet hidrører fra,
eller som følge af kravets eksistens og størrelse, når spørgs-
målet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens
administration, dvs. svarende til den eksisterende mulighed i
§ 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
om klager over afgørelser om inddrivelse.
I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås med de nye bestemmel-
ser i § 4, stk. 3 og 5, at beløb, der modtages af restanceind-
drivelsesmyndigheden, ikke kun skal kunne anvendes til at
dække fordringer, der er omfattet af den inddrivelsesindsats,
som det modtagne beløb hidrører fra, men tillige – hvis et
beløb er i overskud efter en dækning af disse fordringer –
skal kunne anvendes til dækning af øvrige fordringer, der er
under inddrivelse på anvendelsestidspunktet, dvs. det tids-
punkt, hvor det modtagne beløb anvendes til dækninger af
fordringer. Da disse dækninger med et overskydende beløb
sker, uden at disse fordringer er omfattet af den afgørelse
om inddrivelse, som det overskydende beløb kan føres tilba-
ge til, vil den eksisterende bestemmelse i § 17, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke kunne begrun-
de en klageadgang, da den forudsætter en afgørelse. Den
foreslåede bestemmelse i nr. 17 vil sikre, at en skyldner fort-
sat hos Skatteankestyrelsen vil kunne få prøvet spørgsmålet
om fordringens eksistens og størrelse, når spørgsmålet ve-
drører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.
Det er tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden med
jævne mellemrum og mindst én gang årligt udfærdiger en
restanceoversigt og underretter skyldneren herom. Skyldne-
ren vil på baggrund af denne underretning kunne se, hvilke
fordringer der er dækket, og om der er dækket fordringer,
der ikke var omfattet af inddrivelsesindsatsen. Skyldneren
vil også kunne anmode restanceinddrivelsesmyndigheden
om oplysninger om, hvilke fordringer der er blevet dækket,
og hvornår det skete. Klagefristen på tre måneder vil ikke
løbe fra dækningstidspunktet, men fra tidspunktet, hvor
skyldneren modtager underretning fra restanceinddrivelses-
myndigheden. Hvis skyldner forinden har rekvireret og
modtaget underretning om oplysningerne, løber fristen fra
dette tidligere modtagelsestidspunkt. Det vil af oversigten
fremgå, at der i medfør af den foreslåede regel kan indgives
klage til Skatteankestyrelsen over dækninger, som skyldne-
ren måtte finde uberettigede, og en sådan oplysning skal og-
så gives, hvor skyldneren selv har rekvireret dækningsoplys-
ningerne hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
For dækninger af fordringer, der omfattes af den inddri-
velsesindsats, som det overskydende beløb stammer fra, vil
der ikke være klageadgang efter den foreslåede bestemmelse
i § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Disse afgørelser er omfattet af skyldners klageadgang efter §
17, stk. 1.
Til nr. 18
Det foreslås, at § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige – der bliver § 17, stk. 3 – om skatteministe-
rens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for klage-
adgangen efter stk. 1 udvides med en henvisning til den
foreslåede bestemmelse i stk. 2 om klager over dækninger af
fordringer, der ved dækningen ikke var omfattet af den ind-
sats, som det til dækningen anvendte beløb hidrører fra.
Med den foreslåede ændring vil skatteministeren også kunne
fastsætte nærmere regler om klager efter den foreslåede be-
stemmelse i § 17, stk. 2. Ved bekendtgørelse nr. 315 af 29.
marts 2016 blev der med §§ 37 a-37 c i bekendtgørelse nr.
1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige indsat nærmere bestemmelser om behandlingen af
klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser,
herunder om den remonstrationsordning, der i medfør af §
37 b, stk. 1, giver restanceinddrivelsesmyndigheden adgang
til at genoptage afgørelsen og inden for 14 dage fra det tids-
punkt, hvor sagen er fuldt oplyst for restanceinddrivelses-
myndigheden, at meddele skyldner, at denne får helt eller
delvist medhold. Det er tanken, at disse bestemmelser tillige
skal omfatte klager efter den foreslåede regel i § 17, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Til nr. 19
Beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden,
skal – medmindre beløbet hidrører fra universalforfølgning
(konkurs, rekonstruktion med tvangsakkord, gældssanering
m.v.) – dække fordringer under inddrivelse ud fra rækkeføl-
gen i § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, om den foreslåede æn-
dring af denne regel om dækningsrækkefølgen.
Ved lov nr. 298 af 22. marts 2016 (Restanceinddrivelses-
myndighedens inddrivelse i perioden til og med 2019, gen-
nemførelse af modregning og indkomstaftrapning af børne-
og ungeydelsen uden partshøring m.v.) blev der med § 18 b
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indført en be-
myndigelse for skatteministeren til at fastsætte regler om
fravigelse af dækningsrækkefølgen for krav under inddrivel-
se, jf. § 4, og om inddrivelse af udvalgte fordringer for pe-
rioden fra og med den 1. april 2016 til og med den 31. de-
cember 2019.
§ 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige inde-
holder hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte regler,
der muliggør, at de eksisterende regler om dækningsrække-
følge i § 4 fraviges, i det omfang det er nødvendigt for at
sikre udviklingen af det nye inddrivelsessystem, der forven-
tes taget i brug primo april 2017, herunder at der i en perio-
51
de vil være en paralleldrift. En paralleldrift vil indebære, at
fordringer placeret i de to forskellige systemer – EFI/DMI
og det nye inddrivelsessystem – vil blive inddrevet særskilt
via de indsatser, der gennemføres via det enkelte system.
Paralleldriften vil indebære en fravigelse af dækningsrække-
følgen i § 4, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden i sin
inddrivelsesindsats skal søge at inkludere de fordringer, der
er under inddrivelse, og følge dækningsrækkefølgen i § 4
ved anvendelsen af de beløb, der inddrives via indsatsen.
Der vil derfor med hjemmel i § 18 b i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige kunne fastsættes regler, der muliggør
en sådan paralleldrift i en periode. Det vil f.eks. være muligt
at bestemme, at der skal kunne fastsættes en afdragsordning,
der alene omfatter fordringer i det nye inddrivelsessystem,
men ikke tillige fordringer placeret i EFI/DMI.
Betalinger, der ikke kan henføres til en specifik indsats,
betegnes som frivillige betalinger, der også skal anvendes
efter dækningsrækkefølgereglen i § 4, jf. lovforslagets § 1,
nr. 5. Da sådanne frivillige betalinger ikke er indsatsspeci-
fikke, kan de heller ikke kobles til noget bestemt system,
hvorfor der efter omstændighederne skal ske dækning af for-
dringer placeret i begge systemer, dvs. EFI/DMI og det nye
inddrivelsessystem, idet det skal undersøges, hvilke fordrin-
ger – bøder, underholdsbidrag og andre fordringer – der er
placeret i de to systemer, og hvornår de blev modtaget, jf.
anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der ikke er dækning til
alle fordringer inden for samme kategori.
Også for sådanne frivillige betalinger indebærer restan-
ceinddrivelsesmyndighedens overordnede forpligtelse til at
søge at inddrive flest mulige fordringer under anvendelse af
færrest mulige ressourcer, at en frivillig betaling skal søges
anvendt fuldt ud til dækning af alle fordringer, som i hen-
hold til § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
skal dækkes, uanset om fordringerne er fordelt på både
EFI/DMI og det nye inddrivelsessystem, dvs. i en parallel-
drift.
Der er påpeget et behov for, at et overskydende beløb fra
en inddrivelsesmæssig dækning eller frivillig betaling, der
har dækket alle fordringer i det ene system, skal kunne ud-
betales til skyldneren frem for at søge at placere beløbet på
fordringer i det andet system. Dette vil dog umiddelbart stri-
de mod restanceinddrivelsesmyndighedens overordnede for-
pligtelse til at inddrive gæld til det offentlige, hvorfor det
foreslås, at der i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige indsættes en hjemmel til, at skatteministeren kan
fastsætte regler om, at sådanne overskydende beløb skal
kunne udbetales til skyldneren frem for at blive anvendt til
dækning af fordringer placeret i det andet system i forhold
til det system, der modtog betalingen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.7.
Til nr. 20
Restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at søge at
inddrive alle fordringer, der er overdraget til inddrivelse, el-
ler som restanceinddrivelsesmyndigheden selv skaber som
led i inddrivelsesarbejdet, f.eks. gebyrer og inddrivelsesren-
ter. En fordring vil ikke lovligt kunne inddrives, hvis restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er klar over, at der er tvivl om
fordringens retskraft, dvs. hvorvidt fordringen stadig består,
eller om den er ophørt som følge af navnlig forældelse. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden vil dog stadig være forplig-
tet til at søge at inddrive fordringen. Det vil dog kræve, at
tvivlen om fordringens retskraft forinden skal afklares. Der
skal således foretages en retskraftvurdering af fordringen,
men da langt størstedelen af fordringerne i EFI/DMI er ramt
af retskrafttvivl – og derfor med et udtryk betegnes som
”grå” fordringer – opstår spørgsmålet, om restanceinddrivel-
sesmyndigheden vil skulle foretage retskraftvurderingerne i
en bestemt rækkefølge.
Reglen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
om dækningsrækkefølgen for beløb, der inddrives, giver et
vist fingerpeg, men mange af de hensyn, der begrunder dæk-
ningsrækkefølgen, foreligger ikke aktuelt.
Det gælder navnlig begrundelsen for FIFO-princippet i §
4, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der, hvis der inden for samme ka-
tegori ikke er dækning til samtlige krav, sker dækning ud fra
tidspunktet for de enkelte fordringers modtagelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, således at det krav, der blev
modtaget først, dækkes først. FIFO-princippet skyldes navn-
lig en betragtning om, at de først modtagne fordringer typisk
er de mest forældelsestruede. Med § 18 a i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige har alle fordringer, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19.
november 2015 eller senere, dog fået udskudt starttidspunk-
tet for deres forældelsesfrist, således at forældelsen tidligst
regnes fra den 20. november 2018.
Det gælder også bøder, der ifølge § 4, stk. 1, nr. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige skal dækkes først.
Dette begrundes med dels et skyldnerhensyn, dels et for-
dringshaverhensyn. Skyldnerhensynet er risikoen for for-
vandlingsstraf, mens fordringshaverhensynet er de særlige
forældelsesregler efter straffelovens § 97 a, stk. 1. Bøder
med tvivlsom retskraft kan dog ikke inddrives, hvorfor en
forvandlingsstraf ikke aktuelt kommer på tale. Dertil kom-
mer, at også bøder er omfattet af forældelsesudskydelsen i §
18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det gæl-
der dog ikke forvandlingsstraffen. Forvandlingsstraf for bø-
de bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse er på-
begyndt forinden, jf. straffelovens § 97 a, stk. 2. For bøde på
over 10.000 kr. er fristen dog 5 år. Truslen om mulig for-
vandlingsstraf skal tilskynde bødeskyldneren til frivillig be-
taling, hvorfor det for inddrivelsesudsigten er vigtigt, at mu-
ligheden for forvandlingsstraf ikke forspildes.
Efter bøder dækkes ifølge § 4, stk. 1, nr. 2, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige underholdsbidrag omfattet
af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav
dog dækkes inden de offentlige krav. Prioriteringen af de
private underholdsbidrag skyldes et fordringshaverhensyn,
idet den bidragsberettigede person skal kunne disponere
over bidragsbetalingen til sit underhold m.v.
Ifølge § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige dækkes renter dog før deres rentebærende ho-
vedfordring. Reglen skyldes bl.a., at skyldners mulighed for
52
at opnå fradrag for renter kan være betinget af, at renter for
tidligere indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.
Efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan en fordring bl.a. afskrives, hvis det vil være for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte
inddrivelsen. Da en fordring på rente typisk har en beskeden
størrelse, indebærer det i relation til en retskraftvurdering, at
en rentefordring ikke kan kræves retskraftvurderet, hvis om-
kostningerne hertil vil overstige rentestørrelsen. En rets-
kraftvurdering er en forudsætning for at kunne fortsætte ind-
drivelsen. Dertil kommer, at renter er undergivet accessorisk
forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Hvis den ren-
tebærende hovedfordring er forældet, er også renten foræl-
det, selv om rentens forældelsesfrist ikke er udløbet. En ren-
te kan derfor ikke retskraftvurderes, før dens rentebærende
hovedfordring er retskraftvurderet og fundet retskraftig. Det
samme gælder gebyrer, der vedrører en fordring.
Efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
regnes forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, ge-
byrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015
eller senere, tidligst fra den 20. november 2018. Forældel-
sesfristen vil være på mindst 3 år, og 3-årsdagen fra den 20.
november 2018 – den 20. november 2021 – er en lørdag. I
forældelseslovens § 27, stk. 2, er bestemt, at forældelsesfri-
sten, hvis den udløber i en weekend, på en helligdag, grund-
lovsdag, den 24. eller den 31. december, udstrækkes til den
førstkommende hverdag. Mandag den 22. november 2021 er
derfor fristen for at iværksætte afbrydelse af forældelsen
gennem retsligt skridt over for skyldneren, og forældelse vil
– hvis afbrydelse ikke forinden er sket – derfor indtræde den
23. november 2021. Forældelse af fordringer, der omfattes
af § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil
derfor tidligst kunne indtræde den 23. november 2021.
Behovet for en retskraftvurdering vil i princippet blive
fremrykket i situationer, hvor restanceinddrivelsesmyndig-
heden modtager en frivillig betaling, og der mod skyldneren
findes fordringer med tvivlsom retskraft, og i situationer,
hvor en modregningsmulighed ønskes udnyttet, men hvor en
eller flere mulige modfordringer har tvivlsom retskraft.
Hensynet til en effektiv inddrivelse må i forbindelse med
retskraftvurderingerne veje tungere end en strikt overholdel-
se af FIFO-princippet, idet det bærende argument for dette
princip er antagelsen om størst forældelsestrussel for de
først modtagne fordringer. Der er dog stadig særlige hensyn
til bøder og private underholdsbidrag.
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 20, at der før overskrif-
ten før § 19 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsættes et nyt afsnit med overskriften »Særlige regler om
tiltag vedrørende fordringer overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden til og med den 22. november 2021.«
Det foreslås endvidere, at der med bestemmelsen i § 18 c i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i det ovennævn-
te nye afsnit indsættes en bestemmelse, hvorefter skattemi-
nisteren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for hånd-
teringen af restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med
at afklare, om fordringer, der er overdraget til restanceind-
drivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021,
og tilhørende renter og lignende ydelser er retskraftige.
Den foreslåede bemyndigelse vedrører således opgaven
med at gennemføre retskraftvurderinger af fordringer med
tvivlsom retskraft, herunder regler om rækkefølgen for rets-
kraftvurderingerne af de enkelte fordringer. Det er tanken, at
de regler, der fastsættes, vil afspejle de hensyn, der beskri-
ves ovenfor. Det vil derfor indgå som et kriterium, at størst
mulige beløb skal inddrives – og forinden retskraftvurderes
– under anvendelse af færrest mulige ressourcer.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil også skulle foretage
retskraftvurderinger af fordringer, der er modtaget til inddri-
velse den 19. november 2015 eller senere, jf. ovenfor om §
18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det skyl-
des, at forældelsesudskydelsen efter § 18 a afhænger af, at
fordringen var retskraftig, da den blev modtaget til inddri-
velse.
Det foreslås derfor, at det af bestemmelsen fremgår, at der
er tale om fordringer, der er overdraget til restanceinddrivel-
sesmyndigheden til og med den 22. november 2021, og til-
hørende renter og lignende ydelser, f.eks. gebyrer. Renter og
lignende ydelser kan være stiftet af restanceinddrivelses-
myndigheden som led i inddrivelsen, og renter og lignende
ydelser er omfattet af forældelseslovens § 23, stk. 2, om ac-
cessorisk forældelse, hvorfor de – uanset at deres 3-årige
forældelsesfrist ikke er udløbet – forældes, hvis den fordring
(hovedkravet), de vedrører, bortfalder ved forældelse. Der-
for omfatter retskraftvurderingerne i princippet også sådan-
ne renter og lignende ydelser, og det gælder, selv om de er
stiftet efter den 22. november 2021.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse bl.a. kunne fast-
sættes regler om rækkefølgen for retskraftvurderingerne i
overensstemmelse med de ovenfor beskrevne hensyn. Det
vil også gælde de situationer, hvor restanceinddrivelsesmyn-
digheden modtager en frivillig betaling, og hvor der mod
skyldneren findes fordringer med tvivlsom retskraft, samt si-
tuationer, hvor en modregningsmulighed ønskes udnyttet,
men hvor en eller flere mulige modfordringer har tvivlsom
retskraft. De nævnte hensyn vil navnlig indebære, at FIFO-
princippet ikke finder anvendelse på rækkefølgen for rets-
kraftvurderinger, og at hensynet til effektiv inddrivelse kom-
mer til udtryk, ved at store fordringer kan prioriteres i rets-
kraftvurderingerne. Der er for bøder og private underholds-
bidrag dog særlige hensyn, der i et vist omfang skal vareta-
ges, jf. ovenfor.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.2.3.
Til nr. 21
Bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige op-
lister i nr. 1-35 en række fordringstyper, for hvilke inddri-
velsen kan ske ved lønindeholdelse eller udpantning (ud-
læg), jf. lovens §§ 10 og 11. Fordringstyperne er i de fleste
tilfælde beskrevet med brede formuleringer med angivelse
af de enkelte fordringstypers karakteristika. Det betyder, at
53
man for hver enkelt fordring må vurdere, om den svarer til
beskrivelsen af fordringstyperne i bilag 1.
Civilretlige fordringer er som udgangspunkt ikke omfattet
af bilag 1. Civilretlige fordringer er pengekrav, der har deres
udspring i civilretten, der indeholder regler om forholdet
mellem fysiske og juridiske personer samt myndigheder,
hvis forholdet hviler på navnlig aftaleretlige, ejendomsretli-
ge, formueretlige, familieretlige og personretlige regler.
For bibliotekers erstatningskrav for udlånsmateriale, som
skyldner har beskadiget eller ikke har afleveret efter sit
hjemlån, er der dog gjort en udtrykkelig undtagelse, jf. bilag
1, nr. 34, men for disse krav er lønindeholdelses- og udpant-
ningsretten betinget af, at skyldner skriftligt har anerkendt
kravet, medmindre kravet vedrører erstatning for udlånsma-
teriale, der ikke er afleveret af skyldner, og det pågældende
bibliotek tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte mate-
rialer.
Tilsvarende gælder ifølge bilag 1, nr. 35, at der er adgang
til lønindeholdelse og udpantning for fordringer, der ud-
springer af en garanti, som fordringshaver har stillet for en
boligtagers kontraktmæssige forpligtelser over for ejendom-
mens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning. Kommu-
ner m.v. har ifølge lovgivningen, jf. bl.a. lov om almene bo-
liger m.v., i flere tilfælde en sådan garantiforpligtelse. Til-
trædes en fraflytningsgaranti af udlejer, fordi boligtageren
ikke har opfyldt sin kontraktmæssige forpligtelse til selv at
istandsætte boligen ved sin fraflytning, får garanten (kom-
munen m.v.) et regreskrav mod boligtageren. En tvist mel-
lem udlejer og boligtager om istandsættelsesudgifterne skal
være afklaret, inden udlejers krav kan sendes til kommunen
m.v., med henblik på at udlejer tiltræder fraflytningsgaranti-
en. Når restanceinddrivelsesmyndigheden fra kommunen
m.v. modtager de regreskrav, der herefter opstår, til inddri-
velse, vil der derfor være tale om endelige krav, der ikke
længere kan være omfattet af en tvist.
Underholdsbidrag, der hviler på en aftale, er civilretlige,
men kan inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, jf.
bilag 1, nr. 9, til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Flere andre bestemmelser i bilag 1 til lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige omfatter fordringstyper, hvoraf
nogle kan være civilretlige. Det drejer sig bl.a. om følgende
bestemmelser:
Bilag 1, nr. 9, giver adgang til lønindeholdelse og udpant-
ning for krav på erstatning, hvad enten erstatningskravet
skyldes misligholdelse af en kontrakt eller har en ikkekon-
traktlig baggrund. I forbindelse med indsættelsen af nr. 34 i
bilag 1 om bibliotekers erstatningskrav er det lagt til grund,
at der skal være opnået dom eller andet tvangsfuldbyrdelses-
grundlag efter retsplejelovens § 478 for de erstatningskrav,
der omfattes af nr. 9, idet bestemmelsen i nr. 34 i modsat
fald ville være overflødig.
Bilag 1, nr. 11, giver adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for tilbagebetalingskrav vedrørende tilskud, støtte-
ordninger, uberettiget modtagne ydelser, ydelser, som er for
meget udbetalt, og som tilkommer det offentlige, samt admi-
nistrative sanktioner, der vedrører disse krav. Det drejer sig
bl.a. om tilbagebetaling af kontanthjælp, børnefamilieydel-
se, boligsikring, boligstøtte, tilskud til privat børnepasning,
børnetilskud, sygedagpenge, pension og personlige tillæg
samt for meget udbetalt løn. Desuden kan nævnes ydelser
vedrørende tilbagebetaling af EU-støtte. Der er – på nær
løntilbagebetalingskrav – tale om tilbagebetalingskrav, der
hjemles i de enkelte love, som regulerer disse ydelser fra det
offentlige. Tilbagebetalingskrav vedrørende løn, der er ud-
betalt ved en fejltagelse, vil være civilretligt, og kravet på
tilbagebetaling hviler på den formueretlige regel om condic-
tio indebiti. SKAT lægger i Den Juridiske Vejledning, afsnit
G. A. 3.2.2.1.1, til grund, at adgangen til lønindeholdelse og
udpantning forudsætter, at kravet er blevet fastslået ved en
dom.
Bilag 1, nr. 13, giver adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for beløb, som en offentlig myndighed har udlagt.
Bilag 1, nr. 14, giver adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for udgifter til foranstaltninger og arbejder, som
det offentlige har foretaget på den forpligtedes vegne eller
for den forpligtedes regning.
Bilag 1, nr. 17, giver adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for statskassens og kommuners tilgodehavender ef-
ter indfrielse af en ydet garanti eller kaution. Det drejer sig
om det regreskrav, som staten får mod låntager, når staten
har måttet indfri et lån. Regreskrav for civilretlige lån vil
også være civilretlige, fordi regreskravet er udtryk for, at
långivers fordring mod låntager er overtaget af den, der ind-
friede fordringen.
Bilag 1, nr. 22, giver adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for ubetalt præmie og refusionskrav efter lov om
arbejdsskadesikring. Efter § 52, stk. 1, i lov om arbejdsska-
desikring betaler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis
der foreligger en arbejdsulykke, forskudsvist de udgifter, der
er nævnt i lovens §§ 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59, hvis
arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin sikringspligt ved at
tegne forsikring. Ifølge § 52, stk. 2, skal arbejdsgiveren re-
fundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de efter stk. 1
udbetalte beløb, medmindre Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring skønner, at der har foreligget sådanne undskyldende
omstændigheder, at den pågældende helt eller delvist bør
fritages for betaling.
Bilag 1, nr. 27, giver adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for fordringer, som staten har overtaget vedrørende
ikke rettidigt betalt leje og lignende ydelser. Der er tale om
regreskrav efter § 8, stk. 3, i lov om boligbyggeri og § 48,
stk. 3, i lov om almene boliger m.v.
Uden for lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fin-
des enkelte bestemmelser, der tillægger fordringer omfattet
af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige lønindehol-
delses- og udpantningsret. Statens regreskrav efter § 10 a,
stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring og § 1 a, stk. 2, i lov om
erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., i begge til-
fælde mod ansvarlige skadevoldere i forbindelse med terror-
handlinger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, kan således
inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, i det omfang
statens regreskrav mod skadevolderen kan tvangsfuldbyrdes
54
efter retsplejelovens § 478, jf. § 10 a, stk. 5, i lov om ar-
bejdsskadesikring og § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning til til-
skadekomne værnepligtige m.fl. Det samme gælder statens
regreskrav efter § 17, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til
ofre for forbrydelser, jf. stk. 2.
Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, kan der hos fo-
gedretten søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav på grund-
lag af en dom eller kendelse afsagt af domstole eller af an-
dre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivningen kan
tvangsfuldbyrdes, et betalingspåkrav med påtegning efter
retsplejelovens § 477 e, stk. 2, ligesom beslutninger om
sagsomkostninger truffet af de nævnte myndigheder også vil
kunne tvangsfuldbyrdes gennem udlæg foretaget af foged-
retten. Derudover vil tvangsfuldbyrdelse af pengekrav via
fogedretten kunne opnås på baggrund af forlig indgået for
de under nr. 1 nævnte myndigheder samt forlig indgået un-
der vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgå-
else og opløsning, jf. § 478, stk. 1, nr. 2, udenretlige skriftli-
ge forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt
i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, jf.
§ 478, stk. 1, nr. 4, gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 4,
når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tje-
ne som grundlag for fuldbyrdelse, jf. § 478, stk. 1, nr. 5,
pantebreve, idet det for så vidt angår ejerpantebreve og ska-
desløsbreve dog kun gælder, når gældens størrelse og for-
faldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart
fremgår af omstændighederne, jf. § 478, stk. 1, nr. 6, veksler
for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så vidt an-
går regreskrav, jf. § 478, stk. 1, nr. 7, og afgørelser omfattet
af forbrugerklagelovens § 34, som er truffet af Forbruger-
klagenævnet eller godkendte private tvistløsningsorganer, jf.
§ 478, stk. 1, nr. 8.
Alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, kan som udgangspunkt inddrives ved erin-
dringsskrivelser, afdragsordninger og modregning.
Højesteret har i sin dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1955, side 13, afgjort, at modregning ikke afskæres af,
at hovedmanden, dvs. den, der modregnes over for, bestrider
modregnerens fordring, der kaldes modfordringen. Hoved-
manden må i sådanne tilfælde udnytte sine retsmidler, f.eks.
en rekursadgang eller muligheden for sagsanlæg ved dom-
stolene.
Fremsætter en skyldner over for restanceinddrivelsesmyn-
digheden indsigelse mod fordringens eksistens eller størrel-
se, vil skyldners indsigelse mod fordringen ikke blive tillagt
opsættende virkning på inddrivelsen, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at tillægge indsi-
gelsen opsættende virkning, hvis der er en begrundet formo-
dning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksi-
sterer. I øvrigt gælder, at indsigelsen om fordringens eksi-
stens eller størrelse skal afklares af fordringshaver, jf. § 2,
stk. 2, 2. pkt., medmindre der er tale om en indsigelse om, at
fordringen er ophørt helt eller delvist som følge af restan-
ceinddrivelsesmyndighedens administration, jf. § 17, stk. 1,
1. pkt., hvorefter Skatteankestyrelsen tager stilling til indsi-
gelsen, eller en indsigelse over for berettigelsen af en kon-
trolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færdselslo-
ven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven
og lov om trafikselskaber, i hvilket tilfælde fogedretten skal
behandle indsigelsen, jf. § 18, stk. 1. Hvis fordringshaver ik-
ke søger skyldners indsigelser om kravets eksistens eller
størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelses-
myndigheden tilbagesende kravet til fordringshaver, jf. § 2,
stk. 2, 4. pkt.
For udlægsforretninger, der gennemføres af restanceind-
drivelsesmyndighedens pantefogeder, finder retsplejelovens
kapitel 45-47 (§§ 478-526) anvendelse, medmindre andet er
bestemt i loven, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v.
I § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. er bestemt, at fogedretten træffer af-
gørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for
pantefogeder. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelo-
vens §§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivlsspørgs-
mål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes
indsigelser. I § 6, stk. 3, i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v. er det bestemt, at indsi-
gelser under forretningen kan fremsættes over for pantefo-
geden, som underretter fogedretten om indsigelserne. Efter
forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten.
Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forret-
ningens foretagelse. Fogedretten kan dog undtagelsesvist
indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behand-
les.
I retsplejelovens § 501, stk. 1, er bestemt, at hvis der over
for fogedretten fremsættes indsigelser mod grundlaget for
fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan
ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at fremme for-
retningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshave-
rens anmodning. Efter stk. 4 kan fogedretten nægte en be-
visførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed
eller af andre særlige grunde bør ske under almindelig ret-
tergang. Hvis fogedretten som følge af en indsigelse, der i
medfør af § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. er indbragt for fogedretten, har så-
danne betænkeligheder, som efter stk. 1 ville kunne begrun-
de, at fogedretten ville afvise at foretage udlæg, vil fogedret-
ten derfor kunne ophæve pantefogedens udlæg.
Efter retsplejelovens § 502, stk. 1, kan fogedretten udsætte
forretningen, hvis den dom, som søges fuldbyrdet, er anket
efter fuldbyrdelsesfristens udløb, eller hvis et retsforhold,
hvis fastsættelse vil få indflydelse på forretningens udfald,
er under behandling ved en ret eller en administrativ myn-
dighed, eller hvis der foreligger andre særlige grunde. En
indsigelse mod pantefogedens udlæg vil også efter denne
bestemmelse kunne begrunde en ophævelse af udlægget,
fordi ophævelsen er den nødvendige forudsætning for ud-
sættelsen af forretningen.
Endelig indeholder retsplejelovens § 504 en adgang til
genoptagelse af udlægsforretningen. Forretningen kan gen-
optages, når parterne er enige derom, eller når fogedretten
finder det påkrævet, navnlig fordi 1) skyldneren eller tredje-
mand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den
55
begrundelse, at det strider mod tredjemands ret, 2) udlægs-
haveren anmoder om, at der må blive truffet ny bestemmelse
om udlevering, opbevaring eller administration af det udlag-
te, jf. §§ 520, 523 og 525, 3) udlægshaveren kræver foreta-
get en udførlig registrering af de i § 518, stk. 2 og 3, nævnte
aktiver eller en vurdering af det udlagte, 4) skyldneren ikke
har været til stede under forretningen og han nu anmoder om
adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, eller
5) skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som
følge af omstændigheder, der er indtruffet efter udlæggets
foretagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen
ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt. Genoptagelse
vil derfor kunne ske, f.eks. fordi en skyldner ønsker et ud-
læg ophævet, med henvisning til at en ændret skatteansæt-
telse har ført til bortfald af det skattekrav, som pantefogeden
har foretaget udlæg for.
En væsentlig forenkling af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige og dermed det regelgrundlag, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal administrere ud fra, opnås,
hvis alle fordringer, der modtages til inddrivelse, som ud-
gangspunkt kan inddrives med alle de inddrivelsesmidler,
som gældende ret – lovgivning og retssædvane – stiller til
rådighed for restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås derfor i nr. 21, at den eksisterende positive af-
grænsning af, for hvilke fordringstyper der kan ske inddri-
velse ved lønindeholdelse og udlæg, jf. bilag 1 til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, ændres til en negativ
afgrænsning, der vil indebære, at der for alle fordringstyper,
som restanceinddrivelsesmyndigheden skal forestå inddri-
velsen af, kan ske inddrivelse med samtlige tilgængelige
inddrivelsesmidler, medmindre der udtrykkeligt er gjort en
undtagelse for den enkelte fordringstype.
De i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
anvendte brede formuleringer med angivelse af fordringsty-
pernes karakteristika bidrager til at skabe tvivl om mulighe-
den for at inddrive de enkelte fordringer ved lønindeholdelse
eller udlæg. Det foreslås derfor, at der i bilag 1 foretages en
negativ afgrænsning, således at fordringstyper, for hvilke
der vil gælde begrænsninger med hensyn til anvendelsen af
de inddrivelsesmidler, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den kan anvende i sin restanceinddrivelse, anføres med an-
givelse af den begrænsning, der skal være gældende for den
pågældende fordringstype. Det foreslås i nærværende lov-
forslag, at der for adgangen til inddrivelse ved lønindehol-
delse, udpantning og afdragsordning skal gøres en begræns-
ning for visse fordringstyper.
Det foreslås, at bilagets afsnit I skal indeholde en angivel-
se af fordringstyper, for hvilke der ikke kan ske lønindehol-
delse efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, mens afsnit II skal indeholde en tilsvarende angivelse for
udpantning (udlæg), jf. lovens § 11. Afsnit III foreslås at in-
deholde en angivelse af fordringstyper, for hvilke der ikke
skal kunne anvendes afdragsordninger, jf. lovens § 3, stk. 3.
Bilaget vil senere kunne udvides med yderligere begræns-
ninger, der som følge af ændret lovgivning vil skulle gælde
for de enkelte inddrivelsesmidler.
Det foreslås, at civilretlige fordringer undtages fra adgan-
gen til inddrivelse ved lønindeholdelse efter § 10 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige og udpantning efter §
11, idet der dog foreslås undtagelser herfra.
For bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale,
som skyldner ikke har afleveret efter sit hjemlån, foreslås
det således, at sådanne krav fortsat skal kunne inddrives ved
lønindeholdelse og udpantning, hvis skyldner enten skriftligt
har anerkendt erstatningskravet, eller hvis det pågældende
bibliotek tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte mate-
rialer, jf. afsnit I, nr. 1, litra a, nr. i, og afsnit II, nr. 1, litra
a, nr. i. Dermed vil den eksisterende regel i bilag 1, nr. 34, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige blive videreført.
Det foreslås også, at den i bilag 1, nr. 35, eksisterende ad-
gang til lønindeholdelse og udpantning for fordringer, der
udspringer af en garanti, som fordringshaver har stillet for
en boligtagers kontraktmæssige forpligtelser over for ejen-
dommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning, vi-
dereføres, jf. forslaget til afsnit I, nr. 1, litra a, nr. ii, og af-
snit II, nr. 1, litra a, nr. ii, i den foreslåede nyaffattelse af
bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås også, at statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5,
i lov om arbejdsskadesikring mod ansvarlige skadevoldere
for udgifter, der ikke kan kræves betalt af et forsikringssel-
skab m.fl. efter stk. 3 og 4, dvs. i forbindelse med terror-
handlinger, statens regreskrav efter § 1 a, stk. 2, i lov om er-
statning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. mod ansvarli-
ge skadevoldere for udgifter efter stk. 1, dvs. i forbindelse
med terrorhandlinger, og statens regreskrav efter § 17, stk.
1, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser fort-
sat skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning,
i det omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, jf. forslaget til
afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii,
i den foreslåede nyaffattelse af bilag 1.
Det foreslås, at den adgang, der derudover i dag er til ind-
drivelse ved lønindeholdelse og udpantning for civilretlige
fordringer, skal videreføres i det nyaffattede bilag 1 til lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås, at der med afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iv, og
afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iv, i den foreslåede nyaffattelse af
bilag 1 indsættes bestemmelser, hvorefter den generelle und-
tagelse fra adgangen til lønindeholdelse og udpantning for
civilretlige krav dog ikke skal gælde for andre civilretlige
fordringer end de i nr. iii nævnte, jf. ovenfor, som ifølge
lovgivningen tilkommer en fordringshaver omfattet af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er dog en for-
udsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lov-
givning stilles, for at kravet tilkommer fordringshaver, er
opfyldt. Det er hensigten, at formuleringen i form af en sam-
lende beskrivelse omfatter de bestemmelser, der i det gæl-
dende bilag 1 omfatter eller kan omfatte civilretlige fordrin-
ger. En adgang til lønindeholdelse og udpantning for en ci-
vilretlig fordring vil som følge af den foreslåede bestemmel-
se derfor bestå, hvis det af en lovbestemmelse eller en be-
stemmelse i en bekendtgørelse udstedt i medfør af en lov
fremgår, at en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse
56
af gæld til det offentlige har krav på fordringen. Det er også
en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågælden-
de lovgivning stilles, for at kravet tilkommer fordringshaver,
er opfyldt.
Hvis der for sådanne krav gøres indsigelse over for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil indsigelsen i overensstem-
melse med gældende ret skulle behandles af fordringshaver,
jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, eller af Skatteankestyrelsen, hvis indsigelsen drejer
sig om restanceinddrivelsesmyndighedens administration af
fordringen, f.eks. undladt forældelsesafbrydelse, mens for-
dringen var under inddrivelse, jf. § 17, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. En indsigelse mod fordrin-
gens eksistens eller størrelse vil som udgangspunkt ikke bli-
ve tillagt opsættende virkning på inddrivelsen, men hvis ind-
sigelsen skaber en begrundet formodning om, at kravet ikke
er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, kan restanceinddri-
velsesmyndigheden dog tillægge indsigelsen opsættende
virkning på inddrivelsen, således at denne stilles i bero, jf. §
2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Ved indsigelse mod den civilretlige fordrings eksistens
eller størrelse i forbindelse med en udlægsforretning vil fo-
gedretten være kompetent til at prøve indsigelsen, jf. § 6 i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v. Fogedretten vil efter omstændighederne kunne op-
hæve udlægget, jf. ovenfor i afsnit 2.1.1.1 om retsplejelo-
vens §§ 501 og 502 om henholdsvis indsigelser mod fuld-
byrdelsesgrundlaget og udsættelse af fogedforretningen. Der
vil efter omstændighederne også være mulighed for en gen-
optagelse af udlægsforretningen efter retsplejelovens § 504.
Der vil derfor fortsat være lønindeholdelses- og udpant-
ningsret for bl.a. det offentliges civilretlige fordringer, der
f.eks. skyldes beløb, som det offentlige har udlagt for skyld-
neren eller anvendt på foranstaltninger og arbejder foretaget
for den forpligtede skyldners vegne eller regning. Det vil
også gælde bl.a. regreskrav, der skyldes lån, som det offent-
lige har kautioneret eller garanteret for, eller at det offentlige
har måttet betale ikke rettidigt betalt leje eller andre ydelser.
Dagpengegodtgørelse, som efter bilag 1, nr. 25, i dag kan
inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, vil også være
omfattet.
Det foreslås også, at adgangen til lønindeholdelse og ud-
pantning for erstatningskrav – i eller uden for kontrakt –
som i dag hjemles i bilag 1, nr. 9, fortsat skal bestå, idet det
dog vil være en forudsætning, at erstatningskravet kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, fordi erstat-
ningskravet f.eks. er fastslået ved en dom, jf. de foreslåede
bestemmelser i afsnit I, nr. 1, litra a, nr. v, og afsnit II, nr. 1,
litra a, nr. v, i det nyaffattede bilag 1.
Den i bilag 1, nr. 7, til lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige eksisterende adgang til lønindeholdelse og ud-
pantning for civilretlige underholdsbidrag foreslås også vi-
dereført, jf. forslaget til afsnit I, nr. 1, litra a, nr. vi, og af-
snit II, nr. 1, litra a, nr. vi, i den foreslåede nyaffattelse af
bilag 1. Bestemmelsen omfatter både danske og udenland-
ske krav på underholdsbidrag.
Tvangsbøder kan ikke afvikles gennem indgåelsen af en
afdragsordning. For politiets tvangsbøder fremgår dette af §
4, stk. 2, nr. 1, i bødebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr.
409 af 9. april 2015. Tvangsbøder antages at bortfalde, når
den pågældende forpligtelse er opfyldt, uanset om forpligtel-
sen først opfyldes efter den fastsatte frist.
Det foreslås, at tvangsbøder også fortsat skal undtages fra
adgangen til at blive afviklet gennem en afdragsordning, da
skyldneren blot kan opfylde sin pligt til handling eller und-
ladelse, jf. forslaget til afsnit III, nr. 1, i bilag 1 til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Der er derfor intet be-
skyttelsesværdigt behov for at yde skyldneren den imøde-
kommelse, som en afdragsordning er udtryk for.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.1.
Til § 2
Ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 (Forenkling af reglerne om
eftergivelse af studiegæld samt forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper) blev der
med § 1, nr. 10, indsat et nyt kapitel – kapitel 3 a: Forsøg
med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper – i lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om
eftergivelse af studiegæld, hvis titel samtidig blev ændret til
»Lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergi-
velse af studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af gæld
til det offentlige for socialt udsatte grupper«.
Sigtet med ordningen var på forsøgsbasis i 4 år at etablere
et regelsæt, som ville give mulighed for gennem eftergivelse
af gæld til det offentlige at sikre, at det økonomiske incita-
ment til at komme i arbejde for personer, der havde været i
langvarig offentlig forsørgelse, ikke blev fjernet ved krav
om tilbagebetaling af gæld, samtidig med at der skulle sikres
et incitament til at fastholde skyldneren i beskæftigelse. For-
slaget skulle ses som et målrettet beskæftigelsesfremmende
initiativ for de langvarige kontanthjælpsmodtagere.
En af de bestemmelser, der blev indsat i kapitel 3 a, er §
16 g, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det ved bestemmelsens indsættel-
se fremgik, at eftergivelsen skulle med et fast beløb pr. må-
ned i 5 år. Beløbet, som skulle eftergives pr. måned, ville
ifølge § 16 g, stk. 1, 2. pkt., udgøre 1/60 af den samlede of-
fentlige gæld, som var omfattet af eftergivelsen, jf. § 16 f.
Ved § 120 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konse-
kvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige) blev ovennævnte lovs titel ændret til »Lov
om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for so-
cialt udsatte grupper«, idet kapitel 1-3 samtidig blev ophæ-
vet. Ved § 120, nr. 5, blev perioden på 5 år i § 16 g, stk. 1,
1. pkt., i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det of-
fentlige for socialt udsatte grupper ændret fra 5 år til 4 år.
Ved § 120, nr. 6, blev 1/60 ændret til 1/48, men ved en fejl
blev det anført, at ændringen skulle foretages i § 16 g, stk. 2,
2. pkt., i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det of-
fentlige for socialt udsatte grupper. Af stk. 2 fremgår det så-
ledes, at når der er truffet afgørelse om eftergivelse, over-
drager de offentlige fordringshavere den gæld, der er omfat-
57
tet af eftergivelsen, til restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvis gælden ikke allerede er overgivet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden. Der sker ikke forrentning af den eftergivne
gæld. Sidstnævnte ændring, jf. § 120, nr. 6, skulle dog være
foretaget i § 16 g, stk. 1, 2. pkt.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 2 foreslås en rettelse
af den fejlagtige henvisning til § 16 g, stk. 2, 2. pkt., i lov
om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for so-
cialt udsatte grupper, hvorefter der bliver hjemmel til, at det
beløb, der eftergives pr. måned, udgør 1/48 af skyldners
samlede gæld til det offentlige.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til § 3
Bestyrelser for selskaber, foreninger mv. er pligtige på
forlangende at give kommunalbestyrelsen i den kommune,
der foretager fordelingen af skatter, og fordelingsnævnet de
oplysninger, der er nødvendige for fordelingens foretagelse,
jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal indkomstskat.
Vægrer nogen sig ved at efterkomme et sådant forlangende,
kan ifølge 2. pkt. indenrigs- og sundhedsministeren om for-
nødent fremtvinge pligtens efterkommelse ved pålæg af en
daglig bøde. Bøderne, der tilfalder statskassen, kan inddri-
ves ved udpantning, jf. 3. pkt.
I lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordrings-
typer, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for sær-
lige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse
foreslås ikke gjort for tvangsbøder. Det foreslås, at § 13, stk.
1, 3. pkt., i lov om kommunal indkomstskat får en ændret af-
fattelse, så det alene bestemmes, at tvangsbøderne tilfalder
statskassen, hvilket allerede fremgår af den eksisterende be-
stemmelse.
Til § 4
Til nr. 1
Kildeskattelovens afsnit VII har i dag overskriften »Hæf-
telses- og inddrivelsesbestemmelser«. Tidligere indeholdt
afsnit VII inddrivelsesbestemmelser i § 72, stk. 2, om subsi-
diært ægtefælleudlæg og i § 73 om lønindeholdelse, men be-
stemmelserne er ophævet, fordi de i dag findes i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige i henholdsvis §§ 12 og 10.
Kildeskattelovens §§ 73 B, 73 C og 73 D indeholdt tidligere
bestemmelser om eftergivelse, men §§ 73 B og 73 er ophæ-
vet, mens § 73 D alene indeholder en bestemmelse om hen-
stand, der kun har selvstændig betydning for opkrævningen.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i §§
13-15 bestemmelser om eftergivelse, mens § 3, stk. 3, giver
restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at give hen-
stand med betalingen af fordringer, der er under inddrivelse.
Overskriften i kildeskattelovens afsnit VII er derfor i dag
misvisende og stridende mod ønsket om at fjerne særregler
om inddrivelse, hvorfor det med bestemmelsen i nr. 1 fore-
slås, at overskriften ændres til »Hæftelsesbestemmelser
m.v.«
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 2
Efter kildeskattelovens § 72, 1. pkt., kan skattebeløb, som
ikke betales rettidigt, inddrives tillige med tillæg, renter og
gebyrer efter reglerne i lov om inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v. I 2. pkt. er skatteministeren givet en bemyndigel-
se til at fastsætte nærmere regler om opkrævningen. Bestem-
melsen, der fik sin nuværende affattelse ved § 2, nr. 2, i lov
nr. 823 af 19. december 1989 (Kommuneaftalen), har i dag
intet reelt indhold. Det fremgår af de specielle bemærknin-
ger til § 2, nr. 2, i lovforslaget til ændringsloven – lovforslag
nr. L 7, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 296 – at
det af den kommuneaftale, der begrundede lovforslaget,
fremgik, at inddrivelse af A-skatter og selskabsskatter, der
på daværende tidspunkt blev udført af de kommunale pante-
fogeder, skulle overføres til staten, hvor de regionale told-
og skatteforvaltninger skulle varetage opgaven. Det fremgår
også, at henvisningen gælder lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Lovtitlen er derfor ved
en fejl ikke gengivet korrekt i bestemmelsen. Endelig frem-
går det af de specielle bemærkninger, at skatteministeren
ved bekendtgørelse kan fastlægge, hvem der skal foretage
inddrivelsen af de forskellige typer skattekrav. Det anføres,
at det ved bekendtgørelsen vil blive fastsat, at A-skattere-
stancer og selskabsskatter fremover skal inddrives af statsli-
ge myndigheder. Ved affattelsen af bemyndigelsen til skat-
teministeren er bestemmelsen kommet til at fremstå som en
bestemmelse, der vedrører opkrævning og ikke inddrivelse.
Med bestemmelsen i nr. 2 foreslås det derfor at ophæve
bestemmelsen som værende overflødig.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.2.
Til § 5
Den gældende regel i lov om arbejdsmiljø indeholder i §
74, stk. 7, 2. pkt., hjemmel til udpantning for en række ge-
byrer, som Arbejdstilsynet kan opkræve i henhold til loven.
En sådan hjemmel er overflødig, idet det i lovforslagets § 1,
nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet
af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt ud-
pantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er
gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for de
nævnte gebyrer. Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 6
Det følger af den gældende regel i § 10 a, stk. 5, 2. pkt., i
lov om arbejdsskadesikring, at statens regreskrav efter stk.
5, 1. pkt., mod ansvarlige skadevoldere i forbindelse med
terrorhandlinger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, kan ind-
drives efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddri-
velse af skatter og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den
pågældendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af per-
58
sonlige skatter i kildeskatteloven, i det omfang kravet kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, hvorefter der
ved fogedretten kan søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav,
for hvilke der bl.a. foreligger en dom eller et eksigibelt for-
lig. Herudover bestemmes det i 3. pkt., at et sådant pålæg
om indeholdelse gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 10 a, stk. 5, 2. og 3.
pkt., i lov om arbejdsskadesikring ophæves, idet der med
nærværende lovforslags § 1, nr. 21, foreslås en nyaffattelse
af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter sådanne statslige regreskrav, hvis de kan tvangs-
fuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, skal kunne inddrives
ved lønindeholdelse og udpantning, jf. forslaget til bilag 1 til
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, afsnit I, nr. 1,
litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii.
Herudover bemærkes det, at henvisningen til kildeskatte-
loven er forældet, da de pågældende regler om lønindehol-
delse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 7
I § 1 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om erstatning til tilskadekomne
værnepligtige er bestemt, at statens regreskrav, jf. stk. 1,
mod ansvarlige skadevoldere i forbindelse med terrorhand-
linger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, kan inddrives efter
reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter
og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den pågældendes ind-
tægter efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i
kildeskatteloven, i det omfang kravet kan tvangsfuldbyrdes
efter retsplejelovens § 478, hvorefter der ved fogedretten
kan søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, for hvilke der
bl.a. foreligger en dom eller et eksigibelt forlig. Herudover
bestemmes det i 3. pkt., at et sådant pålæg om indeholdelse
gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 1 a, stk. 2, 2. og 3.
pkt., i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige op-
hæves, idet der med nærværende lovforslags § 1, nr. 21,
foreslås en nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvorefter sådanne statslige regre-
skrav, hvis de kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens §
478, skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpant-
ning, jf. forslaget til bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1,
litra a, nr. iii.
Herudover bemærkes det, at henvisningen til kildeskatte-
loven er forældet, da de pågældende regler om lønindehol-
delse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 8
Den gældende regel i § 14, stk. 2, i lov om retsforholdet
mellem arbejdsgivere og funktionærer indeholder en hjem-
mel til udpantning for udgifter til mægling, som det offentli-
ge har udlagt forskudsvis.
En sådan hjemmel er overflødig, idet det i lovforslagets §
1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfat-
tet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt
udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er
gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for de
ovenfor nævnte krav fra det offentlige. Det foreslås derfor,
at bestemmelsen ændres, således at henvisningen til udpant-
ningsretten udgår som værende overflødig.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 9
Udbetaling Danmark er oprettet som en offentligt regule-
ret selvejende institution, der har en egen bestyrelse og egen
formue. Kommunerne og staten dækker udgifterne til Udbe-
taling Danmarks opgaver inden for de sagsområder, som ef-
ter lov om Udbetaling Danmark varetages af Udbetaling
Danmark. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget til
lov om Udbetaling Danmark – lovforslag nr. L 86, Folke-
tingstidende 2011-12, A, L 86 som fremsat – anføres i afsnit
2.16.2 på side 39, at Udbetaling Danmark vil blive betragtet
som en offentlig myndighed, som er omfattet af reglerne i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men at det dog
er nødvendigt med en lovændring, hvis Udbetaling Danmark
skal være omfattet af §§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige om retten til at indtræde i udbetalinger fra
det offentlige (§ 8) og modregningsadgang trods en meddelt
henstand (§ 9), idet bestemmelserne specifikt nævner de
myndigheder, der er omfattet af bestemmelserne, dvs. kom-
muner og regioner.
Lov om Udbetaling Danmark bestemmer derfor i § 31, at
§§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fin-
der tilsvarende anvendelse for Udbetaling Danmark. Private
underholdsbidrag opkræves af Udbetaling Danmark, hvis
den bidragsberettigede anmoder herom, jf. § 2, 1. pkt., i lov
om opkrævning af underholdsbidrag, og disse fordringer vil
i lighed med andre fordringer, som Udbetaling Danmark op-
kræver, derfor kunne modregnes ved udnyttelse af indtræ-
delsesretten.
Det foreslås at ændre bestemmelsen om indtrædelsesret i §
31 i lov om Udbetaling Danmark, således at henvisningen til
§ 8 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige udgår af
bestemmelsen som overflødig som følge af forslaget om at
ændre affattelsen af § 8 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.2.2.
Til § 10
Den gældende regel i § 7, stk. 1, i lov om en garantiord-
ning for udlån til nye aktiviteter i mindre virksomheder in-
deholder en hjemmel til, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om lånebetingelser og lovens administration,
59
herunder nærmere regler for fremgangsmåden i forbindelse
med lønindeholdelse.
Bemyndigelsen for erhvervsministeren til at fastsætte reg-
ler om fremgangsmåden ved lønindeholdelse er forældet,
idet reglerne om lønindeholdelse siden ikrafttrædelsen den
1. januar 2009 af lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge har været i denne lov. Det foreslås derfor at ophæve den-
ne del af bestemmelsen i ovennævnte § 7, stk. 1.
Til § 11
Til nr. 1
Den gældende regel i revisorlovens § 42, stk. 2, indehol-
der en udpantningshjemmel til inddrivelse af tvangsbøder,
som Erhvervsstyrelsen i visse tilfælde kan pålægge medlem-
mer af en revisionsvirksomheds bestyrelse, direktion eller
lignende ansvarligt organ og revisorer samt medlemmer af
det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksom-
hed af interesse for offentligheden.
En sådan henvisning er overflødig, idet det i lovforslagets
§ 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er om-
fattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er til-
lagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringsty-
per er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke
gjort for tvangsbøder.
Bestemmelsen i § 42, stk. 2, indeholder også en henvis-
ning til reglerne om lønindeholdelse efter reglerne i kilde-
skatteloven. Henvisningen har mistet sin betydning, da reg-
lerne om lønindeholdelse nu findes i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, og da der i nærværende lovforslag ik-
ke foreslås en undtagelse for tvangsbøder i relation til ind-
drivelse ved lønindeholdelse, foreslås i nr. 1, at bestemmel-
sen i § 42, stk. 2, ændres, så det alene bestemmes, som det
allerede er tilfældet i den eksisterende bestemmelse, at
tvangsbøderne tilfalder statskassen.
Til nr. 2
Efter bestemmelsen i revisorlovens § 42, stk. 3, kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden eftergive krav efter stk. 1
og 2, dvs. tvangsbøder, efter reglerne i opkrævningsloven.
Opkrævningsloven indeholder ikke længere bestemmelser
om eftergivelse. De findes i dag i §§ 13-15 i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Det foreslås derfor i nr. 2, at
§ 42, stk. 3, ændres, så henvisningen i stedet gælder lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Til § 12
Den gældende regel i § 10, stk. 3, i lov om skibsmåling in-
deholder en udpantningshjemmel for gebyrer, der i henhold
til § 10, stk. 2, i lov om skibsmåling opkræves af Søfartssty-
relsen hos rederen for udførelse af målingsforretninger samt
udstedelse af målebrev. Det fremgår af § 10, stk. 3, at geby-
ret, der tilfalder statskassen, kan inddrives ved udpantning.
En sådan henvisning til udpantningsadgangen er overflø-
dig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle
fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der
for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan und-
tagelse foreslås ikke gjort for de nævnte gebyrer. Bestem-
melsen i § 10, stk. 3, foreslås derfor givet en ny affattelse, så
det af bestemmelsen alene fremgår, at gebyret tilfalder stats-
kassen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 13
Den gældende regel i § 42, stk. 1, i lov om realkreditlån
og realkreditobligationer m.v. indeholder en udpantnings-
hjemmel for statskassens tilgodehavende efter indfrielse af
en ifølge § 28 c i lov om realkreditinstitutter ydet statsgaran-
ti. Udpantningshjemlen er overflødig, idet det i lovforslagets
§ 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er om-
fattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er til-
lagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringsty-
per er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke
gjort for disse tilgodehavender.
§ 42, stk. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligatio-
ner m.v. giver hjemmel til, at kravene kan inddrives af Fi-
nansstyrelsen ved indeholdelse i løn efter reglerne i kilde-
skatteloven. Bestemmelsen har mistet sin betydning, fordi
reglerne om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, ligesom Finansstyrelsen
ikke findes længere.
Herudover indeholder § 42, stk. 3, i lov om realkreditlån
og realkreditobligationer m.v. hjemmel til, at fødevaremini-
steren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i forbindel-
se med lønindeholdelse. Også denne bestemmelse har mistet
sin betydning.
Endelig indeholder bestemmelsen § 42, stk. 4, i lov om re-
alkreditlån og realkreditobligationer hjemmel til indhentelse
af oplysninger til brug for inddrivelsen, ligesom stk. 5 be-
stemmer, at Finansstyrelsens afgørelser efter stk. 1-4 kan
indbringes for finansministeren. Også disse bestemmelser
har mistet deres betydning.
§ 42 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.
foreslås derfor ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 14
Den gældende regel i § 17, stk. 2, 1. pkt., i lov om erstat-
ning fra staten til ofre for forbrydelser bestemmer, at statens
regreskrav, jf. stk. 1, mod skadevolderen efter loven kan
inddrives efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den
pågældendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af per-
sonlige skatter i kildeskatteloven, i det omfang kravet kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, hvorefter der
ved fogedretten kan søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav,
60
for hvilke der bl.a. foreligger en dom eller et eksigibelt for-
lig. Herudover bestemmes det i 2. pkt., at et sådant pålæg
om indeholdelse gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 17, stk. 2, i lov om er-
statning fra staten til ofre for forbrydelser ophæves, idet der
med nærværende lovforslags § 1, nr. 21, foreslås en nyaffat-
telse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, hvorefter sådanne statslige regreskrav, hvis de kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, skal kunne
inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, jf. forslaget til
bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, afsnit
I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii.
Herudover bemærkes det, at henvisningen til kildeskatte-
loven er forældet, da de pågældende regler om lønindehol-
delse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 15
Den gældende regel i § 3, stk. 3, 3. pkt., i lov om lenskon-
trollen indeholder en hjemmel til udpantning for Justitsmini-
steriets udgifter ved udførelsen af kontrollen med pengefi-
deikommisser og successorfonds. Udpantningshjemlen er
overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås,
at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmin-
dre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bi-
lag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En så-
dan undtagelse foreslås ikke gjort for disse krav. Det fore-
slås derfor, at § 3, stk. 3, 3. pkt., i lov om lenskontrollen op-
hæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 16
Den gældende regel i § 30, stk. 7, i lov om klage- og er-
statningsadgang inden for sundhedsvæsenet indeholder en
hjemmel til udpantning for præmier for forsikringer i hen-
hold til loven og en henvisning til reglerne for indeholdelse i
løn i reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kilde-
skatteloven.
Hjemlen til udpantning er overflødig, idet det i lovforsla-
gets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er
omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er
tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordrings-
typer er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke
gjort for de nævnte præmier. Henvisningen til kildeskattelo-
vens regler om lønindeholdelse har mistet sin betydning, da
reglerne om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Det foreslås derfor, at §
30, stk. 7, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet ophæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 17
Den gældende regel i vævslovens § 20, stk. 2, indeholder
en hjemmel til udpantning for Sundhedsstyrelsens krav på
gebyrer efter stk. 1. Det foreslås at ophæve § 20, stk. 2, idet
det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle for-
dringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for
særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagel-
se foreslås ikke gjort for disse gebyrer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 18
Den gældende regel i § 103, stk. 3, i lov om lægemidler
indeholder en hjemmel til udpantning for Sundhedsstyrel-
sens krav på gebyrer efter stk. 1 fra virksomheder til hel el-
ler delvis dækning af Sundhedsstyrelsens virksomhed efter
bl.a. denne lov. Bestemmelsen i § 103, stk. 3, foreslås ophæ-
vet, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle
fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der
for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan und-
tagelse foreslås ikke gjort for disse gebyrer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 19
Den gældende regel i sundhedslovens § 228, stk. 3, be-
stemmer i 1. pkt., at der i tilskud, som regionsrådet udbetaler
til sundhedspersoner i henhold til stk. 1, kan foretages inde-
holdelse med henblik på inddrivelse af offentlige fordringer
efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kilde-
skatteloven. Tilsvarende kan der ifølge 2. pkt. foretages in-
deholdelse i tilskud til lægemidler, som regionsrådet i hen-
hold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organi-
sation udbetaler direkte til apotekerne. Bestemmelsen i 1.
pkt. henviser til reglerne om lønindeholdelse efter den tidli-
gere regel i kildeskatteloven herom. Reglen, der fandtes i §
73, blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2009, da
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige trådte i kraft og
i § 10 videreførte hjemlen til lønindeholdelse. Det foreslås
derfor, at bestemmelsen i sundhedslovens § 228, stk. 3, 1.
pkt., ændres, således at der henvises til reglerne i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Til § 20
Den gældende regel i færdselslovens § 123, stk. 3, pkt. 4,
indeholder en udpantningshjemmel for politiets krav på
dækning af afholdte udgifter til transport og opbevaring af
bl.a. ulovligt parkerede køretøjer. Udpantningshjemlen er
overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås,
at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmin-
dre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bi-
61
lag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En så-
dan undtagelse foreslås ikke gjort for disse krav. Det fore-
slås derfor, at færdselslovens § 123, stk. 3, 4. pkt., ophæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1
og 2.1.2.
Til § 21
Den gældende regel i jernbanelovens § 14, stk. 2, 2. pkt.,
giver hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan
inddrive skyldige kontrolafgifter og ekspeditionsgebyrer ved
modregning i overskydende skat.
Fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, vil dog kunne modregnes i udbetalinger fra
staten, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, om nyaffattelsen af § 8,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om ind-
trædelsesret. Det foreslås derfor, at jernbanelovens § 14, stk.
2, 2. pkt., ophæves som værende overflødig.
Til § 22
Den gældende regel i § 29, stk. 3, 2. pkt., i lov om trafik-
selskaber giver hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden kan inddrive skyldige kontrolafgifter og ekspeditions-
gebyrer ved modregning i overskydende skat.
Fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, vil dog kunne modregnes i udbetalinger fra
staten, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, om nyaffattelsen af § 8,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om ind-
trædelsesret. Det foreslås derfor, at § 29, stk. 3, 2. pkt., i lov
om trafikselskaber ophæves som værende overflødig.
Til § 23
Til nr. 1
Denne gældende bestemmelse i SU-lovens § 58, stk. 4, in-
deholder hjemmel til lønindeholdelse efter lovens afsnit I og
III for stipendierater, som en ph.d.-studerende skal tilbage-
betale, hvis den studerende har tilsidesat oplysningspligten
efter lovens § 53, stk. 1, eller i øvrigt har modtaget stipen-
dierater mod bedre vidende. Bestemmelserne om løninde-
holdelse i afsnit I og III blev ophævet ved § 136 i lov nr.
1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som føl-
ge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige). Bestem-
melsen i § 58, stk. 4, foreslås derfor i nr. 1 ophævet.
Til nr. 2
§ 61 i lov om statens uddannelsesstøtte giver ministeren
for forskning, innovation og videregående uddannelser
hjemmel til at fastsætte regler om straf af bøde for overtræ-
delser af regler fastsat om inddrivelse af misligholdt gæld.
Bestemmelsen i § 61 findes i lovens afsnit III, der har over-
skriften »Strafbestemmelse vedrørende overtrædelse af be-
stemmelserne om lønindeholdelse«. Bemyndigelsen i § 61
til at fastsætte regler om straf er aldrig blevet udnyttet.
Lønindeholdelse reguleres i § 10 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Det følger af § 10, stk. 6, at en lang
række bestemmelser i kildeskatteloven, herunder § 74, fin-
der tilsvarende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller
opkrævet efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. § 74 i kildeskatteloven giver hjemmel til med bøde
at straffe den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed und-
lader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat m.v.
Det foreslås derfor i nr. 2, at afsnit III ophæves.
Til § 24
Den gældende regel i § 15, stk. 3, i lov om kreditforenin-
gen af kommuner og regioner i Danmark indeholder en
hjemmel til udpantning for tvangsbøder, som tilsynsmyndi-
geden kan pålægge medlemmer af foreningens bestyrelse og
direktion for manglende opfyldelse af forpligtelser efter lo-
ven. En udpantningshjemmel er overflødig, idet det i lovfor-
slagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der
er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er
tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordrings-
typer er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke
gjort for tvangsbøder. Det foreslås derfor, at § 15, stk. 3, i
lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Dan-
mark ophæves.
Til § 25
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april
2017. Hermed gælder de nye regler fra idriftsættelsen af den
første udgave af det nye inddrivelsessystem, der forventes
taget i brug primo april 2017.
Det foreslås i stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 1, nr. 9, skal have virkning for renter af fordrin-
ger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, og hvor renten stiftes den 21. november 2018 el-
ler senere. Det indebærer, at forældelsesfristen for renter,
som stiftes fra og med den 21. november 2018 til og med
den 30. november 2018, regnes fra den 1. december 2018.
Efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er forældelsen af fordringer inklusive renter, gebyrer og an-
dre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
udskudt således, at forældelsesfristen tidligst regnes fra den
20. november 2018. Udskydelsen af forældelsesfristen gæl-
der for alle krav, der er under inddrivelse den 19. november
2015 eller senere, og inddrivelsesrenter vil således være om-
fattet af udskydelsen af forældelsen efter § 18 a i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, uanset i hvilket it-sy-
stem renterne er placeret.
For renter, der tilskrives fordringer, der er under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er forældelsesfri-
sten 3 år. Det betyder, at forældelsesfristen for alle inddri-
velsesrenter, der er under inddrivelse den 20. november
2018, begynder at løbe den 20. november 2018 og – med-
mindre afbrydelse sker – forældes den 21. november 2021,
idet det foreslås, at forældelseslovens § 27, stk. 2, ikke skal
finde anvendelse på renter af fordringer, der er under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
62
Til § 26
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det
foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og
Grønland, idet der dog herfra må gøres nogle undtagelser.
I stk. 2 foreslås, at §§ 11, 12 og 14 ved kongelig anord-
ning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 11 vedrører revisorloven, der i § 64 be-
stemmer, at loven ikke gælder for Færøerne, men ved kon-
gelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de afvi-
gelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 12 vedrører lov om skibsmåling, der i §
14 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne, men ved
kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de
afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 14 vedrører lov om erstatning fra staten til
ofre for forbrydelser, der i § 20 bestemmer, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anord-
ning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de af-
vigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold til-
siger.
I stk. 3 foreslås, at §§ 14 og 16 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de æn-
dringer, som de færøske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 14 vedrører som nævnt ovenfor lov om
erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, der i § 20 be-
stemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland,
men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne
og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 16 vedrører lov om klage- og erstatnings-
adgang inden for sundhedsvæsenet, der i § 64 bestemmer, at
loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kon-
gelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de afvi-
gelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
63
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som
ændret ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1
i lov nr. 298 af 22. marts 2016, § 1 i lov nr. 428 af
18. maj 2016 og § 1 i lov nr. 114 af 31. januar
2017, foretages følgende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2. Loven gælder desuden for opkrævning og
inddrivelse af udenlandske, færøske eller grøn-
landske skattekrav i skattesager, som ikke er straf-
fesager, samt for inddrivelse af andre krav fra det
offentlige, som efter anmodning fra den kompe-
tente myndighed i den pågældende stat, på Fæ-
røerne eller i Grønland opkræves eller inddrives
her i landet i overensstemmelse med Danmarks
forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoveren-
skomst, en anden international overenskomst eller
konvention eller en administrativt indgået aftale
om administrativ bistand i skattesager.
1. I § 1, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt.
nævnte krav sker efter de regler, der gælder for
opkrævningen og inddrivelsen af de øvrige for-
dringer omfattet af denne lov, medmindre andet
følger af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen
og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav.«
Stk. 3. Reglerne i anden lovgivning om opkræv-
ning og inddrivelse af fordringer som nævnt i stk.
1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse,
modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkeføl-
ge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og hen-
stand m.v., finder anvendelse. Regler som nævnt i
1. pkt. finder desuden anvendelse på fordringer
som nævnt i stk. 2, medmindre andet følger af det
pågældende retlige hjemmelsgrundlag.
2. § 1, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Regler i anden lovgivning om opkræv-
ning af fordringer omfattet af denne lov finder an-
vendelse.«
§ 2. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, når betalingsfristen er over-
skredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført. Fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
kan dog på skyldnerens anmodning tillade af-
dragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand
3. § 2, stk. 3, 4. pkt., ophæves.
64
med betalingen kan ikke indbringes for højere ad-
ministrativ myndighed. Såfremt forholdene i sær-
lig grad taler derfor, kan fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere
tidspunkt end nævnt i 1. pkt.
§ 3. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
som led i inddrivelsen tillade afdragsvis betaling
eller henstand med betalingen.
4. I § 3, stk. 3, indsættes efter »betalingen«: »,
medmindre andet følger af bilag 1«.
Stk. 4-8. ---
§ 4. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner,
kun delvis fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldne-
ren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1) Bøder.
2) Underholdsbidrag omfattet af lov om opkræv-
ning af underholdsbidrag, idet private krav dog
dækkes forud for offentlige krav.
3) Andre fordringer.
Stk. 2. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner,
kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf.
stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
således at den fordring, der først modtages, dæk-
kes først. Krav på rente dækkes dog forud for ho-
vedkravet.
Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
uanset stk. 1 og 2 efter anmodning fra skyldner til-
lade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til
dækning af bestemte fordringer.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte regler om
gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 2.
5. § 4 affattes således:
»§ 4. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner
eller modtages ved en frivillig betaling, kun delvis
fordringer under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden vedrørende skyldneren, dæk-
kes fordringerne i denne rækkefølge:
1) Bøder.
2) Underholdsbidrag, idet private krav dog dæk-
kes forud for offentlige krav.
3) Andre fordringer.
Stk. 2. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner,
kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf.
stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
således at den fordring, der først modtages, dæk-
kes først. Krav på rente dækkes dog forud for ho-
vedkravet.
Stk. 3. Når restanceinddrivelsesmyndigheden
modtager beløb i forbindelse med en inddrivelses-
indsats, herunder afdragsordning, lønindeholdelse
eller erindringsskrivelse, dækkes først de fordrin-
ger, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på
tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens
anvendelse af beløbet. Dernæst dækkes øvrige for-
dringer, der er under inddrivelse og vil kunne ind-
drives ved en sådan inddrivelsesindsats. Dækning
efter 2. pkt. sker uden afgivelse af modregnings-
meddelelse til skyldner. Dækning sker i den dæk-
ningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2. Beløb,
der modtages som følge af udlæg, omfattes ikke af
dette stykke.
Stk. 4. Fastlæggelse af dækningsrækkefølgen ef-
ter stk. 1-3 sker på det tidspunkt, hvor restanceind-
65
drivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet
fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved frivil-
lig betaling til dækning af fordringer under inddri-
velse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer
sker med virkning fra betalingstidspunktet.
Stk. 5. Opstår der i forbindelse med inddrivelsen
et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning
eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller del-
vist dækket fordring, anvendes det overskydende
beløb til dækning af fordringer under inddrivelse
hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et
overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til
stk. 1-4 og uden afgivelse af modregningsmedde-
lelse til skyldner. Var fordringen rentebærende,
skal det overskydende beløb være inklusive de
renter, der er tilskrevet fordringen. Skyldner har
ikke krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i
form af rentekompensation som følge af anvendel-
sen af det overskydende beløb, jf. 1. pkt.
Stk. 6. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
uanset stk. 1-3 efter anmodning fra skyldner tilla-
de, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til
dækning af bestemte fordringer.
Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte regler om
anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-6, herun-
der regler om anvendelsen af disse ved opskriv-
ning af beløbet på en fordring, der gennemføres
ved overdragelse af en særskilt fordring på det
opskrevne beløb, regler om dækningen af renter
og om samtidig overdragelse af flere fordringer
mod samme skyldner.«
§ 4 a. Der kan uanset § 4, stk. 1, ske særskilt
lønindeholdelse af beløb til dækning af biblioteks-
gebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om
trafikselskaber samt af beløb til dækning af me-
dielicens og radiolicens med tillæg af renter, geby-
rer og andre omkostninger efter lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed. Skatteministeren fastsætter
nærmere regler for denne lønindeholdelse. For-
dringer efter 1. pkt. dækkes i den rækkefølge, i
hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden træffer
bestemmelse om lønindeholdelse for kravene.
6. § 4 a ophæves.
66
§ 5. Fordringer, der overdrages til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk.
1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig
rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og
2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Ren-
ten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagel-
sen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 2. ---
7. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres », der overdrages
til« til: »under«.
8. I § 5, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»For fordringer, der tilhører restanceinddrivel-
sesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i må-
neden efter den måned, hvori fordringen er stif-
tet.«
9. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Forældelsesfristen for renter af fordrin-
ger, der er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, regnes fra den første dag i
måneden efter den måned, hvori renten er stiftet.
Stk. 2. Forældelse af renter af fordringer, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, indtræder senest 10 år efter begyndel-
sestidspunktet i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Forældelseslovens § 27, stk. 2, finder ik-
ke anvendelse ved beregning af forældelsesfristen
for renter af fordringer, der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.«
§ 7. ---
Stk. 2. Dækker en udbetaling kun delvis fordrin-
ger omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordringerne
efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbe-
taling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr.
3, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de er re-
gistreret i Det Centrale Fordringsregister, således
at den fordring, der først registreres, dækkes først.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2,
herunder om indberetning fra fordringshaverne til
Det Centrale Fordringsregister.
10. I § 7, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »Det Centrale Fordringsregister« til: »re-
stanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-
ster«.
11. I § 7 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Ved modregning i sociale ydelser, som
en kommune kan gennemføre i en udbetaling fra
Udbetaling Danmark, eller som Udbetaling Dan-
mark kan gennemføre i en udbetaling fra en kom-
mune, uden at fordringen er registreret i restan-
ceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister,
finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse, hvis modreg-
ningen gennemføres efter fordringshavers anmod-
ning direkte til den udbetalende myndighed om i
udbetalingsbeløbet at fradrage et beløb svarende
til den skyldige fordring. Ved sådanne modregnin-
ger dækkes fordringerne ud fra deres stiftelsestids-
punkt, således at den ældste fordring dækkes først,
idet en fordring fra den udbetalende myndighed
dog dækkes først, hvis den er stiftet senest samme
dag som den anden myndigheds fordring.«
67
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 8. Er en fordring omfattet af denne lov, for
hvilken en kommune eller region er fordringsha-
ver, ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen
henholdsvis regionen i retten til udbetalinger fra
staten for et beløb, der svarer til den skyldige beta-
ling.
Stk. 2. Er et privat krav på underholdsbidrag
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostnin-
ger omfattet af denne lov ikke betalt rettidigt, ind-
træder det offentlige på vegne af den bidragsberet-
tigede i retten til udbetalinger fra det offentlige for
et beløb, der svarer til den skyldige betaling.
12. § 8 affattes således:
Ȥ 8. For forfaldne fordringer omfattet af denne
lov indtræder fordringshaveren i retten til udbeta-
linger fra staten for et beløb, der svarer til den
skyldige betaling.
Stk. 2. For forfaldne private fordringer på under-
holdsbidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger omfattet af denne lov indtræder det
offentlige på vegne af den bidragsberettigede i ret-
ten til udbetalinger fra det offentlige for et beløb,
der svarer til den skyldige betaling.«
§ 10. Fordringer som nævnt i bilag 1 til denne
lov kan med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger inddrives ved lønindeholdelse.
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Reglerne i kildeskattelovens §§ 43-46,
48, 48 A, 49, 51, 56, 57, 68-70, 72 og 73 A i afsnit
VIII, i §§ 83-86 og i opkrævningsloven om inde-
holdelse, opkrævning, betaling, rente, gebyrer,
kontrol, inddrivelse og straf m.v. vedrørende inde-
holdelse af A-skat finder tilsvarende anvendelse
for beløb, der er indeholdt eller opkrævet i hen-
hold til bestemmelserne i denne paragraf.
Stk. 7-8. ---
13. I § 10, stk. 1, ændres »som nævnt i bilag 1 til«
til: »omfattet af«, og efter »lønindeholdelse« ind-
sættes: », medmindre andet følger af bilag 1«.
14. I § 10, stk. 6, ændres »68-70, 72 og 73 A« til:
»68-70 og 73 A,«.
15. Efter § 10 indsættes før overskriften før § 11:
»§ 10 a. Der kan ske særskilt lønindeholdelse af
beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrol-
afgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger for overtrædelse af bestemmelser i
færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksom-
hed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt
af beløb til dækning af medielicens og radiolicens
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostnin-
ger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter nærmere reg-
ler for denne lønindeholdelse.«
§ 11. Fordringer som nævnt i bilag 1 til denne
lov kan med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger inddrives ved udpantning.
16. I § 11 ændres »som nævnt i bilag 1 til« til:
»omfattet af«, og efter »udpantning« indsættes: »,
medmindre andet følger af bilag 1«.
68
§ 17. Klager over restanceinddrivelsesmyndig-
hedens afgørelser om inddrivelse af fordringer
m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse,
når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivel-
sesmyndighedens administration, kan indbringes
for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt
i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddri-
velsesmyndigheden og skal være modtaget senest
3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der
klages over. Der kan dog ses bort fra en fristover-
skridelse, hvis særlige omstændigheder taler der-
for. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på
grundlag af klagen finder anledning dertil, kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden genoptage sagen.
Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give
fuldt medhold i klagen, og hvis klagen fastholdes,
videresender restanceinddrivelsesmyndigheden
klagen til skatteankeforvaltningen sammen med
en udtalelse om sagen. Skatteforvaltningslovens §
35 a, stk. 4 og 5, finder ikke anvendelse.
17. I § 17 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Der kan til Landsskatteretten, medmin-
dre andet er bestemt i lovgivningen eller regler ud-
stedt i medfør heraf, klages over en dækning af en
fordring, som i medfør af § 4 er blevet dækket,
uden at fordringen var omfattet af den inddrivel-
sesindsats, som beløbet hidrører fra. Stk. 1, 2.-6.
pkt., finder anvendelse. Fristen i stk. 1, 2. pkt.,
regnes fra den dag, hvor skyldneren har modtaget
underretning om dækningen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om klageadgangen efter stk. 1.
18. I § 17, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter
»stk. 1«: »og 2«.
§ 18 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om
fravigelse af dækningsrækkefølgen for krav under
inddrivelse, jf. § 4, og om inddrivelse af udvalgte
fordringer for perioden fra og med den 1. april
2016 til og med den 31. december 2019.
19. I § 18 b indsættes efter »§ 4,«: »om udbetaling
af overskydende beløb frem for anvendelse til
dækning af fordringer«.
20. Efter § 18 b indsættes før overskriften før §
19:
»Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden
til og med den 22. november 2021
§ 18 c. Skatteministeren kan fastsætte regler om
restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at
afklare, om fordringer, der er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. no-
vember 2021, og tilhørende renter og lignende
ydelser er retskraftige.«
§ 2
I lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper, jf. lovbe-
69
kendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006, som
ændret ved § 120 i lov nr. 1336 af 19. december
2008, foretages følgende ændring:
§ 16 g. Eftergivelsen sker med et fast beløb pr.
måned i 4 år. Beløbet, som eftergives pr. måned,
udgør 1/48 af den samlede offentlige gæld, som er
omfattet af eftergivelsen, jf. § 16 f.
Stk. 2. ---
1. I § 16 g, stk. 1, 2. pkt., ændres »1/60« til:
»1/48«.
§ 3
I lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 725 af 26. juni 2006, som ændret
ved § 5 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, § 5 i
lov nr. 459 af 12. juni 2009 og § 20 i lov nr. 521
af 12. juni 2009, foretages følgende ændring:
§ 13. Bestyrelser for selskaber, foreninger mv. er
pligtige på forlangende at give kommunalbestyrel-
sen i den kommune, der foretager fordelingen, og
fordelingsnævnet de oplysninger, der er nødvendi-
ge for fordelingens foretagelse. Vægrer nogen sig
ved at efterkomme et sådant forlangende, kan in-
denrigs- og sundhedsministeren om fornødent
fremtvinge pligtens efterkommelse ved pålæg af
en daglig bøde. Bøderne, der tilfalder statskassen,
kan inddrives ved udpantning.
Stk. 2. ---
1. § 13, stk. 1, 3. pkt., affattes således:
»Bøderne tilfalder statskassen.«
§ 4
I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 117
af 29. januar 2016, som ændret senest ved § 2 i
lov nr. 1745 af 27. december 2016, foretages føl-
gende ændringer:
1. Overskriften til afsnit VII affattes således:
Afsnit VII »Afsnit VII
Hæftelses- og inddrivelsesbestemmelser Hæftelsesbestemmelser m.v.«
---
§ 72. Skattebeløb, som ikke betales rettidigt,
inddrives tillige med tillæg, renter og gebyrer efter
reglerne i lov om inddrivelse af skatter og afgifter
2. § 72 ophæves.
70
m.v. Skatteministeren fastsætter nærmere regler
om opkrævningen.
Beskæftigelsesministeriet
§ 5
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr.
1072 af 7. september 2010, som ændret bl.a. ved §
30 i lov nr. 155 af 20. februar 2013 og senest ved
§ 1 i lov nr. 1717 af 27. december 2016, foretages
følgende ændring:
§ 74. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Gebyrer til Arbejdstilsynet efter stk. 6,
der ikke betales rettidigt, forrentes med 1,5 pct.
for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag. Geby-
rerne tillægges udpantningsret.
Stk. 8-9. ---
1. § 74, stk. 7, 2. pkt., ophæves.
§ 6
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 278 af 14. marts 2013, som ændret senest
ved § 2 i lov nr. 1717 af 27. december 2016, fore-
tages følgende ændring:
§ 10. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Staten har regres mod ansvarlige skade-
voldere for udgifter, der ikke kan kræves betalt af
et forsikringsselskab m.fl. efter stk. 3 og 4. I det
omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan
tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, kan
kravet inddrives efter reglerne i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v. og ved indeholdelse i den pågældendes ind-
tægter efter reglerne for inddrivelse af personlige
skatter i kildeskatteloven. Pålæg om indeholdelse
gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.
1. § 10 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., ophæves.
§ 7
I lov om erstatning til tilskadekomne værneplig-
tige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14.
marts 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 395 af 2.
maj 2016, foretages følgende ændring:
§ 1 a. ---
71
Stk. 2. Staten har regres mod ansvarlige skade-
voldere for udgifter efter stk. 1. I det omfang sta-
tens regreskrav mod skadevolderen kan tvangs-
fuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, kan kravet
inddrives efter reglerne i lov om fremgangsmåden
ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og ved
indeholdelse i den pågældendes indtægter efter
reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kil-
deskatteloven. Pålæg om indeholdelse gives af re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.
1. § 1 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves.
§ 8
I lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og
funktionærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 3. fe-
bruar 2009, som ændret ved § 5 i lov nr. 647 af
12. juni 2013, lov nr. 52 af 27. januar 2015 og §
14 i lov nr. 1565 af 15. december 2015, foretages
følgende ændring:
§ 14. ---
Stk. 2. De med mæglingen forbundne udgifter
udredes forskudsvis af det offentlige, men betales
med halvdelen af hver af parterne og kan inddri-
ves ved udpantning.
1. I § 14, stk. 2, udgår »og kan inddrives ved ud-
pantning«.
§ 9
I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1507 af 6. december 2016, foretages føl-
gende ændring:
§ 31. §§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige finder tilsvarende anvendelse for
Udbetaling Danmark.
1. I § 31 ændres »§§ 8 og 9« til: »§ 8«.
Erhvervsministeriet
§ 10
I lov om en garantiordning for udlån til nye akti-
viteter i mindre virksomheder, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1191 af 23. december 1994, som ændret
ved § 65 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 76 i lov nr.
431 af 6. juni 2005, § 158 i lov nr. 1336 af 19. de-
cember 2008 og § 9 i lov nr. 628 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændring:
72
§ 7. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler om lånebetingelser og lovens administrati-
on, herunder nærmere regler for fremgangsmåden
i forbindelse med lønindeholdelse.
Stk. 2. ---
1. I § 7, stk. 1, udgår », herunder nærmere regler
for fremgangsmåden i forbindelse med løninde-
holdelse«.
§ 11
I revisorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1167 af
9. september 2016, som ændret ved § 13 i lov nr.
1549 af 13. december 2016, foretages følgende
ændringer:
§ 42. ---
Stk. 2. Tvangsbøderne, der tilfalder statskassen,
kan inddrives ved udpantning og ved indeholdelse
i løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af person-
lige skatter i kildeskatteloven.
1. § 42, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Tvangsbøderne tilfalder statskassen.«
Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
eftergive krav efter stk. 1 og 2 efter reglerne i op-
krævningsloven.
2. I § 42, stk. 3, ændres »opkrævningsloven« til:
»lov om inddrivelse af gæld til det offentlige«.
§ 12
I lov om skibsmåling, jf. lovbekendtgørelse nr.
71 af 17. januar 2014, foretages følgende ændring:
§ 10. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Gebyret, der tilfalder statskassen, kan
inddrives ved udpantning.
Stk. 4. ---
1. § 10, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Gebyret tilfalder statskassen.«
§ 13
I lov om realkreditlån og realkreditobligationer
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 21. august
2015, som ændret ved § 8 i lov nr. 1563 af 15. de-
cember 2015 og § 3 i lov nr. 1721 af 27. december
2016, foretages følgende ændring:
§ 42. Statskassens tilgodehavende efter indfriel-
se af en ifølge § 28 c i lov om realkreditinstitutter,
jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 15. august 1989,
ydet statsgaranti kan med tillæg af renter og om-
kostninger inddrives ved udpantning.
Stk. 2. Finansstyrelsen kan inddrive de i stk. 1
nævnte beløb ved indeholdelse i løn m.v. hos den
1. § 42 ophæves.
73
pågældende efter reglerne for inddrivelse af per-
sonlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 3. Fødevareministeren kan fastsætte nærme-
re regler om fremgangsmåden i forbindelse med
lønindeholdelsen.
Stk. 4. Finansstyrelsen kan indhente de oplysnin-
ger hos skattemyndigheder og andre offentlige
myndigheder om den pågældende, som er nødven-
dige for at varetage inddrivelsen af de i stk. 1
nævnte beløb, herunder oplysninger om indkomst-
og formueforhold.
Stk. 5. Finansstyrelsens afgørelser efter stk. 1-4
kan indbringes for finansministeren.
Justitsministeriet
§ 14
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbr-
ydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. no-
vember 2014, foretages følgende ændring:
§ 17. ---
Stk. 2. I det omfang statens regreskrav mod ska-
devolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelo-
vens § 478, kan kravet inddrives efter reglerne i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter
og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den pågæl-
dendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af
personlige skatter i kildeskatteloven. Pålæg om in-
deholdelse gives af restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
1. § 17, stk. 2, ophæves.
§ 15
I lov om lenskontrollen, jf. lovbekendtgørelse
nr. 603 af 9. september 1986, foretages følgende
ændring:
§ 3. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Opkrævningen af afgiften sker i første
halvdel af april måned. Undlader en besidder (ny-
der) at betale det ham påhvilende afgiftsbeløb in-
den den påfølgende 1. maj, bliver han pligtig at
forrente beløbet med 5 pct. p. a. fra denne dag at
regne. Afgiftsbeløbene kan inddrives ved udpant-
ning. Finder succession sted med hensyn til et fi-
1. § 3, stk. 3, 3. pkt., ophæves.
74
deikommis (fond), går betalingspligten over til
successor, også for så vidt angår restancer.
Sundhedsministeriet
§ 16
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 84 af
17. januar 2017, som ændret ved § 41 i lov nr. 620
af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:
§ 30. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Præmier for forsikringerne tillægges ud-
pantningsret og kan inddrives ved indeholdelse i
løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af personli-
ge skatter i kildeskatteloven.
Stk. 8. ---
1. § 30, stk. 7, ophæves.
Stk. 8 bliver herefter stk. 7.
§ 17
I vævsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 21.
august 2014, som ændret ved lov nr. 542 af 29.
april 2015, foretages følgende ændring:
§ 20. ---
Stk. 2. Betaling i medfør af regler fastsat i med-
før af stk. 1 kan inddrives ved udpantning.
1. § 20, stk. 2, ophæves.
§ 18
I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr.
506 af 20. april 2013, som ændret ved § 2 i lov nr.
542 af 29. april 2015 og senest ved § 2 i lov nr.
1736 af 27. december 2016, foretages følgende
ændring:
§ 103. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Betaling i medfør af regler fastsat efter
stk. 1 kan inddrives ved udpantning.
1. § 103, stk. 3, ophæves.
§ 19
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188
af 24. september 2016, som ændret ved § 33 i lov
nr. 618 af 8. juni 2016, § 39 i lov nr. 620 af 8. juni
2016 og lov nr. 1737 af 27. december 2016, fore-
tages følgende ændring:
75
§ 228. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. I tilskud, som regionsrådet udbetaler til
sundhedspersoner i henhold til stk. 1, kan der fore-
tages indeholdelse med henblik på inddrivelse af
offentlige fordringer efter reglerne om inddrivelse
af personlige skatter i kildeskatteloven. Tilsvaren-
de kan der foretages indeholdelse i tilskud til læ-
gemidler, som regionsrådet i henhold til aftale
mellem det offentlige og apotekernes organisation
udbetaler direkte til apotekerne.
1. I § 228, stk. 3, 1. pkt., ændres »om inddrivelse
af personlige skatter i kildeskatteloven.« til: »i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.«
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
§ 20
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af
5. januar 2017, foretages følgende ændring:
§ 123. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Køretøjet bringes til den af politiet eller
vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, med-
mindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede
og straks fjerner køretøjet eller anviser anden op-
bevaringsplads. De af politiet eller vejmyndighe-
den afholdte udgifter til transport og opbevaring
påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler
han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (bruge-
ren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at
føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.
Beløbet kan inddrives ved udpantning.
Stk. 4-6. ---
1. § 123, stk. 3, 4. pkt., ophæves.
§ 21
I jernbaneloven, lov nr. 686 af 27. maj 2015,
som ændret ved § 2 i lov nr. 658 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændring:
§ 14. ---
Stk. 2. Kontrolafgifter og ekspeditionsgebyrer
som nævnt i stk. 1 inddrives efter lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivel-
sesmyndigheden kan inddrive skyldige beløb ved
modregning i overskydende skat.
Stk. 3-4. ---
1. § 14, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
§ 22
76
I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse
nr. 323 af 20. marts 2015, som ændret ved § 3 i
lov nr. 657 af 8. juni 2016, foretages følgende æn-
dring:
§ 29. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Kontrolafgifter og ekspeditionsgebyrer
efter stk. 1 inddrives efter lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyn-
digheden kan endvidere inddrive skyldige beløb
efter stk. 1 ved modregning i overskydende skat.
1. § 29, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
Uddannelses- og Forskningsministeriet
§ 23
I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15.
januar 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 521 af
26. maj 2014, § 1 i lov nr. 633 af 12. maj 2015, §
42 i lov nr. 628 af 8. juni 2016 og § 22 i lov nr.
1746 af 27. december 2016, foretages følgende
ændringer:
§ 58. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Inddrivelse kan ske efter bestemmelserne
om lønindeholdelse i afsnit I og III i denne lov.
1. § 58, stk. 4, ophæves.
Afsnit III
Strafbestemmelse vedrørende overtrædelse af
bestemmelserne om lønindeholdelse
2. Afsnit III ophæves.
§ 61. Ministeren for forskning, innovation og vi-
deregående uddannelser kan fastsætte regler om
straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat om
inddrivelse af misligholdt gæld.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et selskab,
en forening, en selvejende institution eller lignen-
de, kan der pålægges den juridiske person som så-
dan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten,
en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. §
60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålæg-
ges staten, kommunen eller det kommunale fæl-
lesskab bødeansvar.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
77
§ 24
I lov nr. 383 af 3. maj 2006 om kreditforeningen
af kommuner og regioner i Danmark foretages føl-
gende ændring:
§ 15. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Tvangsbøder efter stk. 2 kan inddrives
ved udpantning.
1. § 15, stk. 3, ophæves.
§ 25
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2017.
Stk. 2. § 1, nr. 9, har virkning for renter af for-
dringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, og hvor renten stiftes den
21. november 2018 eller senere.
§ 26
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grøn-
land, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 11, 12 og 14 kan helt eller delvis ved
kongelig anordning sættes i kraft for Grønland
med de ændringer, som de grønlandske forhold til-
siger.
Stk. 3. §§ 14 og 16 kan helt eller delvis ved kon-
gelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Bilag 1 »Bilag 1
Fordringer, der kan inddrives ved lønindeholdel-
se, jf. § 10, og fordringer, der kan inddrives ved
udpantning, jf. § 11:
1) Stats- og kommuneskatter samt afgifter og
ydelser, som ifølge lov tilkommer stat, kommune,
kirker, anerkendte trossamfund, offentlige stiftel-
ser eller embeder og bestillinger, herunder skatte-
beløb, som en indeholdelsespligtig har været for-
pligtet til at indeholde eller opkræve, samt parafi-
skale udgifter.
I. Fordringstyper, for hvilke der ikke kan fore-
tages lønindeholdelse efter § 10:
1) Civilretlige fordringstyper.
a. Lønindeholdelse kan dog ske for:
i. Bibliotekers krav på erstatning for udlånsma-
teriale, som skyldner har beskadiget eller ikke har
afleveret efter sit hjemlån. Det er dog en betingel-
se, at skyldner skriftligt har anerkendt kravet,
medmindre kravet vedrører erstatning for udlåns-
materiale, der ikke er afleveret af skyldner, og det
78
2) Enhver på en fast ejendom hvilende, stadig
tilbagevendende eller af en bestemt begivenhed
afhængig pengeafgift, som uden særlig vedtagelse
går over fra ejer til ejer, og tilkommer stat, kom-
mune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlige
stiftelser eller embeder og bestillinger, når afgif-
tens størrelse fastsættes efter faste regler.
3) Krav, der er tillagt fortrinsret i fast ejendom.
4) Arbejdsmarkedsbidrag, herunder arbejdsmar-
kedsbidrag, som nogen har været forpligtet til at
indeholde eller opkræve.
5) Told.
6) Krav vedrørende retsafgift, tinglysningsafgift,
registreringsafgift, skadesforsikringsafgift, bo- og
gaveafgifter, vægtafgift og lignende afgifter.
7) Underholdsbidrag.
8) Betaling fastsat af en offentlig myndighed for
benyttelse af indretninger, der tjener et almennyt-
tigt formål, og hvor der er almindelig offentlig ad-
gang.
9) Krav på erstatning.
10) Krav på betaling for løsøre købt på offentlig
auktion.
11) Tilbagebetalingskrav vedrørende tilskud,
støtteordninger, uberettiget modtagne ydelser,
ydelser, som er for meget udbetalt, og som tilkom-
mer det offentlige, samt administrative sanktioner,
der vedrører disse krav.
12) Betaling for hjælp ydet af det offentlige.
13) Beløb, som en offentlig myndighed har ud-
lagt.
14) Udgifter til foranstaltninger og arbejder, som
det offentlige har foretaget på den forpligtedes
vegne eller for den forpligtedes regning.
15) Bøder, tvangsbøder, administrative bøder,
offerbidrag, konfiskationer og kontrolafgifter, her-
under parkeringsafgifter.
16) Misligholdte statslån og kommunale lån.
17) Statskassens eller kommuners tilgodehaven-
der efter indfrielse af en ydet garanti eller kaution.
18) Kongeriget Danmarks Fiskeribanks tilgode-
havender og Byggeskadefondens tilgodehavender,
som ikke er tillagt fortrinsret i fast ejendom.
19) Medielicens.
pågældende bibliotek tilbyder en kvittering ved af-
levering af lånte materialer.
ii. Fordringer, der udspringer af en garanti, som
fordringshaver har stillet for en boligtagers kon-
traktmæssige forpligtelser over for ejendommens
ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.
iii. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov
om arbejdsskadesikring, § 1 a, stk. 2, i lov om er-
statning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og §
17 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbr-
ydelser, i det omfang statens regreskrav mod ska-
devolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelo-
vens § 478.
iv. Andre fordringer end de i nr. iii nævnte, der
ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver
omfattet af denne lov. Det er dog en forudsætning,
at de betingelser, der ifølge den pågældende lov-
givning stilles, for at kravet tilkommer fordrings-
haver, er opfyldt.
v. Krav på erstatning, hvis kravet kan tvangs-
fuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
vi. Underholdsbidrag.
II. Fordringstyper, for hvilke der ikke kan
foretages udpantning efter § 11:
1) Civilretlige fordringstyper.
a. Udpantning kan dog ske for:
i. Bibliotekers krav på erstatning for udlånsma-
teriale, som skyldner har beskadiget eller ikke har
afleveret efter sit hjemlån. Det er dog en betingel-
se, at skyldner skriftligt har anerkendt kravet,
medmindre kravet vedrører erstatning for udlåns-
materiale, der ikke er afleveret af skyldner, og det
pågældende bibliotek tilbyder en kvittering ved af-
levering af lånte materialer.
ii. Fordringer, der udspringer af en garanti, som
fordringshaver har stillet for en boligtagers kon-
traktmæssige forpligtelser over for ejendommens
ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.
iii. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov
om arbejdsskadesikring, § 1 a, stk. 2, i lov om er-
statning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og §
17 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbr-
ydelser, i det omfang statens regreskrav mod ska-
devolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelo-
vens § 478.
79
20) Betalingsforpligtelser for ydelser, der leve-
res af det offentlige.
21) Krav, der modtages til inddrivelse fra udlan-
det.
22) Krav vedrørende ubetalt præmie og refusi-
onskrav efter lov om arbejdsskadesikring.
23) Præmiebetaling og refusion fra arbejdsgiver
på forskudsvis udbetalte beløb efter lov om syge-
dagpenge.
24) Krav vedrørende arbejdsgiverbidrag.
25) Krav mod arbejdsgiveren om betaling af
dagpengegodtgørelse, når kravet er fastslået af Ar-
bejdsmarkedets Ankenævn.
26) Tilbagebetalingskrav efter lov om arbejds-
løshedsforsikring vedrørende uberettiget modtaget
dagpenge eller andre ydelser fra en A-kasse og
ydelser, der skal betales tilbage som følge af, at et
medlem senere modtager løn, pension eller andre
indtægter, der dækker samme tidsrum som ydel-
serne fra kassen, hvis kassen har ret til refusion fra
statskassen, og når kravet er fastslået i en afgørel-
se truffet af en kasse, Arbejdsdirektoratet eller Ar-
bejdsmarkedets Ankenævn eller er sikret ved dom
eller et eksigibelt forlig.
27) Fordringer, staten har overtaget vedrørende
ikke rettidigt betalt leje og lignende ydelser.
28) Beløb, som vedrører tvungen administration
af udlejningsejendomme.
29) Sagsomkostninger vedrørende civilretlige
sager og straffesager.
30) Udgifter til en sags behandling ved et privat
ankenævn, der er etableret ved lov, og ved nævn,
der nedsættes af en minister, samt gebyr til finan-
siering af disciplinærnævnet, som opkræves hos
registrerede ejendomsmæglere.
31) Afgifter, gebyrer, drifts- og etableringsud-
gifter, administrationsomkostninger og omkost-
ninger til tilsyn og kontrol, som en myndighed har
krav på at få dækket.
32) Krav på tilbagebetaling af omkostningsgodt-
gørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.
33) Biblioteksgebyrer.
34) Bibliotekers krav på erstatning for udlåns-
materiale, som skyldner har beskadiget eller ikke
har afleveret efter sit hjemlån. Det er dog en betin-
iv. Andre fordringer end de i nr. iii nævnte, der
ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver
omfattet af denne lov. Det er dog en forudsætning,
at de betingelser, der ifølge den pågældende lov-
givning stilles, for at kravet tilkommer fordrings-
haver, er opfyldt.
v. Krav på erstatning, hvis kravet kan tvangs-
fuldbyrdes efter retsplejelovens § 478.
vi. Underholdsbidrag.
III. Fordringstyper, for hvilke der ikke tillades
afdragsordninger efter § 3, stk. 3:
1) Tvangsbøder.«
80
gelse, at skyldner skriftligt har anerkendt kravet,
medmindre kravet vedrører erstatning for udlåns-
materiale, der ikke er afleveret af skyldner, og det
pågældende bibliotek tilbyder en kvittering ved af-
levering af lånte materialer.
35) Fordringer, der udspringer af en garanti, som
fordringshaver har stillet for en boligtagers kon-
traktmæssige forpligtelser over for ejendommens
ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.
81