Udtalelse fra Det Etiske Råd om dobbeltdonation

Det Etiske Råd anbefaler, at dobbeltdonation lovliggøres
Ved dobbeltdonation modtager en kvinde, der ønsker at blive gravid, både æg og sæd fra donorer.
Den eksisterende lovgivning rummer et forbud mod denne donationsform for at sikre, at barnet er
genetisk beslægtet med mindst én af de kommende forældre. Men i oktober 2016 bad Sundheds-
og Ældreministeriet Det Etiske Råd om at tage stilling til, om forbuddet bør lempes, blandt andet
set i lyset af nutidens familiemønstre, hvor mange børn vokser op i en helt anden slags familie end
den traditionelle kernefamilie.
Det Etiske Råd støtter, at der indføres en mere liberal lovgivning. Medlemmerne har svært ved at
se, at et fravær af genetisk tilknytning i sig selv kan begrunde den eksisterende lovgivning. Men
der er uenighed om, hvor langt man bør gå. Et af spørgsmålene har været, om en kvinde i et
lesbisk par skal kunne donere et æg til sin partner, selv om partneren selv har anvendelige æg.
Dette ville gøre det muligt for begge kvinder at føle sig biologisk knyttet til barnet, den ene ved at
have båret og født det, den anden ved at have leveret ægget.
Et flertal af Rådets medlemmer mener, at dobbeltdonation alene bør tilbydes på sundhedsfaglig
indikation, dvs. i forbindelse med infertilitet eller risiko for alvorlig sygdom hos barnet. Dette
udelukker den ovenfor beskrevne donationsform mellem kvinder i et lesbisk par, medmindre den
kvinde, der skal modtage ægget, er infertil eller har en alvorlig arvelig sygdom. Også enlige
kvinder, der enten er infertile eller har en alvorlig arvelig sygdom, bør ifølge disse medlemmer
have adgang til dobbeltdonation.
Et stort mindretal af Rådets medlemmer tilslutter sig lovliggørelse af dobbeltdonation uafhængigt
af, hvilken form for dobbeltdonation der er tale om. Medlemmerne kan ikke få øje på etiske
hensyn, der med afgørende vægt taler imod lovliggørelse.
Også en række andre emner end spørgsmålet om lovliggørelse af dobbeltdonation indgår i Rådets
udtalelse. Blandt andet diskuteres vigtigheden af at oplyse barnet om, at det er blevet til ved hjælp
af donation. I forbindelse med dobbeltdonation er problematikken fordoblet i forhold til andre
former for donation af kønsceller. Også spørgsmålet om, hvorvidt en lovliggørelse af
dobbeltdonation kan føre til lovliggørelse af rugemoderskab, udgør et tema i udtalelsen. Desuden
præsenteres en række af de vigtigste argumenter såvel for som imod lovliggørelse af
dobbeltdonation.
Link til udtalelsen:
Udvalget vedrørende Det Etiske Råd 2016-17
UER Alm.del Bilag 10
Offentligt
Kontakt:
- Gorm Greisen, formanden for Det Etiske Råd: gg@dketik.dk, +45 40460747
- Bolette Marie Kjær Jørgensen, medlem af Det Etiske Råd: bmkj@vejen.dk, +45 26842327
- Henrik K. Jørgensen, projektleder i Det Etiske Råds sekretariat: hkj@dketik.dk, +
4572216853


Det Etiske Råds anbefalinger
om lovliggørelse af
dobbeltdonation
Svar på henvendelse fra Sundheds- og Ældreministeriet
Udvalget vedrørende Det Etiske Råd 2016-17
UER Alm.del Bilag 10
Offentligt
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 2
Sundheds- og ældreministeriet har i en henvendelse dateret 19. oktober 2016
anmodet Det Etiske Råd om at forholde sig til konsekvenserne af § 5 i lov om
assisteret reproduktion. Bestemmelsen forhindrer dobbeltdonation, dvs. at både
æg og sæd er doneret til en kvinde, der ønsker at blive gravid. Ifølge § 5 må der
ikke etableres assisteret reproduktion, medmindre ægcellen stammer fra den
kvinde, der skal føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner. Det
medfører blandt andet:
1. at et heteroseksuelt par, hvor hverken kvinden eller manden har brugbare
kønsceller, ikke kan få behandling med assisteret reproduktion,
2. at enlige kvinder, som ikke selv kan levere et befrugtningsdygtigt æg, ikke har
mulighed for at få behandling med assisteret reproduktion, og
3. at lesbiske kvinder ikke har mulighed for at få behandling med assisteret
reproduktion, hvis ikke kvindens eget æg anvendes som led i behandlingen.
Det gælder, uanset om den lesbiske kvinde anvender et æg, som er doneret af
hendes kone/kæreste eller en anden donor, og uanset om brugen af et
donoræg er sundhedsfagligt begrundet (fx at hun ikke selv har
befrugtningsdygtige æg) eller begrundet i et ønske om, at begge parter i det
lesbiske forhold skal føle sig ”biologisk” knyttet til barnet.
Ministeriet har specifikt bedt Det Etiske Råd om at forholde sig til disse
konsekvenser af § 5.
Det Etiske Råd offentliggjorde en udtalelse om embryo- og dobbeltdonation i
20141 og vil i det følgende først kortfattet referere nogle af de generelle
overvejelser i udtalelsen. Efterfølgende vil Rådet uddybe nogle af temaerne og
diskutere de tre specifikke anvendelser af dobbeltdonation nævnt ovenfor. I
tredje afsnit af udtalelsen præsenterer Rådet sine anbefalinger angående brugen
af dobbeltdonation. Rådet udtaler sig ikke om embryodonation i denne udtalelse,
da ministeriet ikke har bedt Rådet om at forholde sig til denne problematik. Der
henvises i stedet til den nævnte udtalelse om emnet.2
Det Etiske Råds udtalelse om embryo- og dobbeltdonation
Overvejelser om barnets tarv
En væsentlig diskussion i udtalelsen om dobbeltdonation fra 2014 var, om
dobbeltdonation må formodes at påvirke barnets tarv i negativ retning. Et
spørgsmål i den sammenhæng er, hvor store ”krav” man skal stille til barnets
forventede livskvalitet, for at det forekommer rimeligt at bringe det til verden ved
hjælp af assisteret reproduktion. Spørgsmålet er vanskeligt at besvare entydigt,
men hvis man forholder sig til problemstillingen på baggrund af de krav, der
1 Se: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/assisteret-reproduktion/publikationer/embryo-og-
dobbeltdonation-2014. Der henvises til denne udtalelse for en uddybning af de argumenter, der
refereres i det følgende.
2 Rådet takker hermed Anja Pinborg, professor, dr. med., obstetrisk/gynækologisk afdeling, Hvidovre
Hospital, for deltagelse i Rådets møde i december 2016.
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 3
implicit indgår i den eksisterende lovgivning angående vurdering af
forældreuegnethed, synes hensynet til barnets tarv ikke som udgangspunkt at
udelukke dobbeltdonation. Kravene til forældreevnen forekommer nemlig at
være meget lavt sat. I en bekendtgørelse om vurdering af forældreuegnethed
nævnes de følgende forhold således som nogle af dem, der kan indgå i
vurderingen:3
1. Eventuelle misbrugsproblemer hos kvinden eller parret,
2. kvindens eller parrets mentale tilstand, der kan få betydning for omsorgsevnen
i forhold til barnet,
3. forhold der kan bevirke anbringelse uden for hjemmet, eller
4. at den ene eller begge kommende forældre allerede har et barn, der er
anbragt uden for hjemmet på grund af familiens forhold.
Kriterierne ligger tæt på noget, der kunne betegnes som
”tvangsfjernelseskriterier”, hvorfor de implicitte krav til barnets livskvalitet må
siges at være yderst beskedne. Kriterierne synes måske derfor først og fremmest
at tage for højde for, at det ville være absurd og formålsløst at anvende assisteret
reproduktion til at skabe et barn, der alligevel med stor sandsynlighed ville blive
tvangsfjernet efter fødslen.
Det skal bemærkes, at det ifølge den danske lovgivning er lægerne på
fertilitetsklinikkerne, som skal være opmærksomme på deres
patienters forældreegnethed. I tilfælde, hvor der er tvivl om parrets/kvindens
forældreegnethed, er lægerne forpligtigede til at inddrage statsforvaltningen, som
så træffer den endelige afgørelse. Ud fra de informationer, Det Etiske Råd har
modtaget, efterleves disse bestemmelser på udmærket vis i praksis.
Problematikken om barnets tarv handler imidlertid om andet og mere end
livskvalitet. Den handler fx også om rettigheder. Et synspunkt i udtalelsen er
således, at hvis man benytter assisteret reproduktion, bør man ikke skabe børn,
der allerede som udgangspunkt er frataget visse rettigheder og væsentlige
muligheder, som bidrager til at skabe gode livsbetingelser. Det kan fx være
muligheden for at få kendskab til sit genetiske ophav, hvilket netop kan være et
problem i forbindelse med dobbeltdonation.
Det sidstnævnte argument behøver ikke at føre til en ren afvisning af
dobbeltdonation. En anden mulighed er at opstille nogle forudsætninger for at
tillade dobbeltdonation. Det kunne fx være et krav om, at dobbeltdonation ikke
må foregå anonymt, fordi barnet i så fald ikke har nogen som helst mulighed for
at få viden om sit genetiske ophav.
Retten til reproduktion
Overfor hensynet til barnets tarv står det, der i udtalelsen betegnes som ”retten
til reproduktiv frihed”, dvs. de involverede personers ret til selv at bestemme,
3 Se Bekendtgørelse om vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med assisteret
reproduktion (nr. 1345 af 27/11/2013).
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 4
hvordan de vil reproducere sig og herunder også, hvem de i givet fald vil donere
deres kønsceller til. I forbindelse med den naturlige reproduktion tillægges retten
til reproduktion4 stor vægt, hvilket fx fremgår af, at et par kan have fået
tvangsfjernet adskillige børn efter fødslen, uden at dette får konsekvenser for
deres fortsatte muligheder for at reproducere sig. Man kan i forlængelse heraf
spørge, om det er muligt at give en god begrundelse for, at retten til reproduktion
ikke har samme vægt i forbindelse med assisteret reproduktion som i forbindelse
med naturlig reproduktion. Hvis der ikke kan gives en sådan begrundelse, kan
dette udgøre et argument for at være særdeles påholdende med restriktioner
også i forbindelse med assisteret reproduktion og herunder dobbeltdonation.
Om betydningen af den genetiske tilknytning
Et væsentligt udgangspunkt i udtalelsen om embryo- og dobbeltdonation var, at
medlemmerne af Det Etiske Råd havde svært ved at se en begrundelse for, at
manglende genetisk tilknytning mellem barnet og forældrene i sig selv kan
begrunde den eksisterende lovgivning, hvor dobbeltdonation som nævnt ikke er
tilladt. Derfor var opfattelsen, at hvis man ønsker at bevare forbuddet mod
dobbeltdonation, må man i stedet forsøge at begrunde det ud fra de
konsekvenser, dobbeltdonation har eller kunne tænkes at have fx på grund af
fraværet af genetisk tilknytning mellem mor/forældre og barn. I den forbindelse
må man imidlertid være opmærksom på, at nogle af de indvendinger, man kan
have mod embryo- og dobbeltdonation, også kan bruges i forhold til allerede
lovliggjorte teknikker. Hvis man eksempelvis ønsker at opretholde forbuddet mod
dobbeltdonation på grund af den sundhedsfaglige risiko ved denne form for
donation, forekommer det således ulogisk ikke også at forbyde ren ægdonation,
da sæddonation ikke i sig selv udgør et sundhedsfagligt problem.
Behov for yderligere regulering
Til slut i dette resume skal det nævnes, at et tema i udtalelsen fra 2014 også var,
at en lovliggørelse af dobbeltdonation kan skabe et behov for yderligere
regulering, fx i forhold til den lovlige opbevaringstid for kønsceller. Hvis det
modtagende par eller den modtagende kvinde vil have flere børn og gerne vil
have, at de bliver helsøskende, kan dette i nogle tilfælde være vanskeligt at
imødekomme ud fra den eksisterende grænse for opbevaring af ubefrugtede æg,
som er på 5 år. Dette kan tale for at udvide grænsen.
Overvejelser angående de specifikke anvendelser af
dobbeltdonation mv.
Som nævnt har Sundheds- og Ældreministeriet specifikt anmodet Det Etiske Råd
om at forholde sig til tre former for dobbeltdonation. Disse diskuteres hver for sig
nedenfor, da de involverer forskellige typer af problemstillinger.
4 Se WHO’s definition her: https://en.wikipedia.org/wiki/Reproductive_rights
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 5
§ 5 er ikke længere tidssvarende
Som nævnt må der Ifølge § 5 i loven om assisteret reproduktion ikke etableres
assisteret reproduktion, medmindre ægcellen stammer fra den kvinde, der skal
føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner. Bestemmelsen var med i
loven om kunstig befrugtning fra vedtagelsen i 1997, og man kan mene, at den
ikke længere er tidssvarende i betragtning af de ændringer i familieforståelsen,
der har fundet sted siden da. Udgangspunktet for bestemmelsen er tydeligvis, at
kvindens partner er en mand. Men dette udgangspunkt kan ikke tages for givet i
2016, hvor såvel ægteskab mellem to kvinder som medmoderskab i forbindelse
med assisteret reproduktion er tilladt. Ud fra dette perspektiv er § 5
diskriminerende i forhold til homoseksuelle familiedannelser. Umiddelbart er det
derfor nærliggende rent lovgivningsmæssigt at medgive, at partneren kan være en
kvinde, så sæden eller ægcellen kan stamme fra partneren til den kvinde, der skal
føde barnet. Dermed ville en kvinde lovligt kunne donere ægceller til sin
kvindelige partner, hvorved barnets genetiske slægtskab til den ene af parterne på
samme måde som i et heteroseksuelt forhold ville være bibeholdt.
Er infertilitet en betingelse for ægdonation?
Paralleliseringen mellem de to familieformer er imidlertid ikke uproblematisk,
fordi der nu en gang er forskel på æg og sæd og dermed også på æg- og
sæddonation. Ægdonation er således væsentligt mere indgribende end
sæddonation.5 Spørgsmålet er derfor, om den beskrevne form for ægdonation i
givet fald kun skal være tilladt, hvis den kvinde, der skal føde barnet, ikke selv er
fertil.6 Eller om den også skal tillades, selv om hun faktisk er fertil for at
imødekomme, at begge parter i forholdet kan føle sig biologisk knyttet til barnet.
Den ene ved at have født barnet og båret det gennem graviditeten, den anden
ved at have leveret ægcellen.
Et muligt svar på dette spørgsmål er, at det afhænger af, hvor store de
sundhedsfaglige risici ved ægdonation er for barnet, ægdonoren og modtageren
af ægget.7 Flere forhold kan her være relevante8, men i denne sammenhæng skal
det først og fremmest nævnes, at risikoen for svangerskabsforgiftning er 2-3
gange højere i forbindelse med graviditet efter ægdonation sammenligt med
graviditet efter naturlig reproduktion.9 Svangerskabsforgiftning fører i nogle
5 Se Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring og brug af ubefrugtede æg fra 2015 for en uddybning
af denne problematik: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/assisteret-
reproduktion/publikationer/udtalelse-om-opbevaring-og-brug-af-ubefrugtede-aeg-2015
6 Et andet spørgsmål er naturligvis, om ægdonation bør være tilladt. Dette spørgsmål vil ikke blive
taget op her, der henvises i stedet til udtalelsen Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring og brug af
ubefrugtede æg fra 2015.
7 Man kan eventuelt se bort fra risikoen for kvinderne ud fra den betragtning, at det er deres eget
valg, om de vil løbe en risiko, for så vidt som de er tilstrækkeligt informerede.
8 Risikoen for ægdonoren er beskrevet i Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring og brug af
ubefrugtede æg fra maj, 2015, og skal ikke beskrives yderligere her. Også risikoen ved nedfrysning af
ubefrugtede æg er beskrevet i denne udtalelse, men ved ægdonation tilstræber man i første
omgang at undgå nedfrysning og forsøger i stedet at synkronisere donorens og modtagerens cyklus,
så det befrugtede æg kan opsættes med det samme.
9 Se fx: http://fertilitetsselskab.dk/images/2014_dok/guideline/oocytdonation.pdf
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 6
tilfælde til for tidlig fødsel og kan også medføre nedsat fostertilvækst. I sjældne
tilfælde opstår det såkaldte HELLP-syndrom, der er forbundet med stor risiko for
alvorlige komplikationer for mor og barn.
Ifølge Anja Pinborg, Hvidovre Hospital, vil man ud fra en sundhedsfaglig vurdering
altid anbefale en kvinde i et lesbisk par at forsøge at opnå graviditet ved hjælp af
sine egne æg, hvis dette fysiologisk set er muligt og ikke er forbundet med særlige
problemer, fx på grund af alvorlig arvelig sygdom hos kvinden. Dette skyldes den
beskrevne risiko for svangerskabsforgiftning ved ægdonation samt en let forøget
risiko for misdannelser hos børn født efter IVF sammenlignet med børn undfanget
ved naturlig reproduktion eller efter insemination med sæd fra en sæddonor. Det
skal dog samtidig bemærkes, at Anja Pinborg er opmærksom på, at der kan være
andre begrundelser end rent sundhedsfaglige begrundelser for alligevel at
foretage ægdonation internt i et lesbisk par.
Et væsentligt spørgsmål er som nævnt, om der er forskel på at tilbyde
dobbeltdonation, når det er sundhedsfagligt begrundet, og når det alene er
begrundet i ønsket om biologisk tilknytning. Spørgsmålet rummer tre
underspørgsmål, som behandles hver for sig nedenfor.
1. I henvendelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet henvises der til, at en lesbisk
kvindes behov for at anvende æg fra sin partner kan være sundhedsfagligt
begrundet, fx fordi hun ikke selv har befrugtningsdygtige æg. Det Etiske Råd vil
pege på, at den sundhedsfaglige begrundelse også bør omfatte situationer,
hvor en lesbisk kvinde ønsker at modtage et doneret æg, fordi hun selv er
disponeret for en eller flere arvelige sygdomme. Hvis den omtalte form for
donation alene tillades med sundhedsfaglige begrundelser, åbner dette derfor
for en problematik om, hvornår en sygdomsdisposition er alvorlig nok til at
berettige til donation – og hvordan berettigelsen skal afgøres i den konkrete
situation? Da spørgsmålet er særdeles vanskeligt at svare på, vil Rådet ikke
forholde sig til det i denne sammenhæng, men tager det naturligvis gerne op i
forbindelse med en eventuel lovændring. Blot skal det her nævnes, at
spørgsmålet ikke har samme relevans i forbindelse med ægdonation til en
heteroseksuel kvinde, da disse kvinder normalt er interesserede i så vidt
overhovedet muligt at anvende deres egne æg i forbindelse med graviditeten
for at sikre den genetiske tilknytning. Dette gælder som beskrevet ikke
nødvendigvis i forbindelse med et lesbisk par.
2. En anden diskussion er, hvorvidt sygdom eller biologisk fejlfunktion er
adgangsbillet til at blive behandlet med assisteret reproduktion i det offentlige
sundhedsvæsen og for det offentliges regning. Hvis man mener det, kan dette
naturligvis udgøre en begrundelse for, at det er nødvendigt at skelne mellem
ægdonation på sundhedsfaglig indikation og ægdonation uden sundhedsfaglig
indikation. Men argumentationen udelukker ikke som udgangspunkt, at intern
ægdonation i et lesbisk par kan udføres i det private sundhedsvæsen mod
egenbetaling, hvis der ikke er en sundhedsfaglig indikation for donationen.
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 7
3. I en tredje forgrening af diskussionen handler den i stedet om, hvad der udgør
gode begrundelser for at anvende lovgivningen til at forhindre, at en given
risiko opstår. Mere specifikt er spørgsmålet, hvorfor det skulle være
acceptabelt at tillade risikoen ved at anvende dobbeltdonation, når
anvendelsen er sundhedsfagligt begrundet, hvis den tilsvarende risiko ikke
accepteres, når anvendelsen er begrundet i ønsket om biologisk tilknytning? Et
godt svar kunne umiddelbart være, at risikoen er mulig at undgå i den
sidstnævnte situation, mens dette ikke er tilfældet i den første. Dette svar kan
siges at være i overensstemmelse med en rent sundhedsfaglig tankegang, hvor
hensigten blandt andet er at sikre den størst mulige biologiske funktionsevne
hos de involverede.
Men det kan diskuteres, om denne begrundelse er tilstrækkelig, for risikoen er
faktisk også mulig at undgå i den første situation, nemlig ved også at forbyde
dobbeltdonation på sundhedsfaglig indikation, netop fordi der også her er en
risiko involveret.10 Dette illustrerer, at den beskrevne asymmetri involverer en
vurdering af væsentligheden eller berettigelsen af de involverede ønsker hos de
kvinder/par, der ønsker at gøre brug af dobbeltdonation. Hvis ønsket er at få et
barn, som begge kvinder er biologisk knyttede til, anses ønsket således ikke for at
være en tilstrækkelig begrundelse for at løbe den givne risiko ved ægdonation.
Hvis ønsket er at give den infertile kvinde i forholdet mulighed for at blive gravid
og føde et barn, anses ønsket derimod for at være en tilstrækkelig begrundelse
for at løbe den givne risiko ved ægdonation.
I forhold til denne argumentationsform kan man imidlertid spørge, om den form
for motiv- eller ønskevurdering overhovedet er berettiget i den givne
sammenhæng, når man tager den tidligere beskrevne problematik om retten til
reproduktion i betragtning. Er det på sin plads, at lovgivningsmagten bestemmer,
at nogle ønsker gør det rimeligt at løbe en bestemt risiko, mens andre ønsker ikke
gør det rimeligt at løbe en tilsvarende risiko?11
Der er flere vanskelige mellemregninger i det ovenstående ræsonnement, som
ikke skal diskuteres nærmere her. Men det skal nævnes, at problematikken ikke
umiddelbart er relevant i forhold til dobbeltdonation i heteroseksuelle
familiedannelser, fordi dobbeltdonation i dette tilfælde er en nødvendighed for,
at parret overhovedet kan få et barn, som kvinden bærer.12
Ønskevurderingsargumentet kunne imidlertid vende tilbage i nye udklædninger
her, fx hvis man ville argumentere for, at dobbeltdonation ikke burde lovliggøres,
hvis det var muligt at adoptere i stedet. Et element i en sådan argumentation
kunne være, at ønsket om selv at bære og føde barnet ikke tillægges særlig stor
vægt.
10 Logisk set ville dette så også implicere, at ægdonation generelt skulle forbydes.
11 En lignende problemstilling om ønskevurdering indgår i spørgsmålet om retten til fri adgang til
fosterantalsreduktion, se Det Etiske Råds udtalelse om emnet fra oktober 2016:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/abort-og-fosterdiagnostik/publikationer/udtalelse-om-
fosterantalsreduktion-2016
12 Under den forudsætning, at ingen par ønsker at anvende ægdonation, hvis kvinden selv har
anvendelige æg.
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 8
Dobbeltdonation i en heteroseksuel familiekonstellation
En væsentlig forskel mellem dobbeltdonation i en heteroseksuel
familiekonstellation og dobbeltdonation med intern ægdonation i en lesbisk
familiekonstellation er, at ingen af forældrene er genetisk beslægtede med barnet
i den heteroseksuelle familie, mens dette er tilfældet i den lesbiske familie. Som
nævnt var et af temaerne i Det Etiske Råds udtalelse om embryo- og
dobbeltdonation fra 2014 netop, om manglende genetisk tilknytning mellem
barnet og forældrene i sig selv kan begrunde et forbud mod dobbeltdonation.
Efter de fleste medlemmers opfattelse var dette ikke tilfældet, ligesom
medlemmerne ikke kunne finde afledte konsekvenser af den manglende
genetiske tilknytning, som kunne begrunde et forbud. Flertallet af medlemmer
anbefalede derfor en lovliggørelse af dobbeltdonation med den begrundelse, at
de ikke kunne få øje på afgørende argumenter for at være imod.
Som nævnt kan § 5 i loven om assisteret reproduktion opfattes som
diskriminerende, fordi den udelukkende forholder sig til den heteroseksuelle
familiedannelse. På den baggrund kan det forekomme nærliggende at acceptere
ægdonation internt i et parforhold eller ægteskab mellem to kvinder, hvorved
også det genetiske slægtskab mellem barnet og den ene af parterne sikres. Hvis
man ikke tilskriver det genetiske slægtskab mellem forældrene og barnet nogen
betydning, må det i så fald betragtes som velbegrundet at tillade dobbeltdonation
både i heteroseksuelle og homoseksuelle familiekonstellationer.
Dobbeltdonation til enlige kvinder
De ovenstående ræsonnementer kan uden de helt store problemer overføres til
spørgsmålet om dobbeltdonation til enlige kvinder. Hvis den genetiske tilknytning
ikke anses for at have afgørende betydning, kan dette aspekt naturligvis ikke
begrunde et forbud mod dobbeltdonation til enlige kvinder. Og herudover kan
man opfatte det som lige så diskriminerende over for enlige kvinder ikke at have
adgang til dobbeltdonation, når lesbiske par har en sådan adgang, som det er at
favorisere den heteroseksuelle familiedannelse på bekostning af den lesbiske
familiedannelse (jævnfør de tidligere overvejelser). På baggrund af den opløsning
af kernefamilien, som har fundet sted gennem de seneste årtier, er det
nærliggende at betragte familieformen som enlig mor som en lige så accepteret
og anerkendelsesværdig familieform som fx den heteroseksuelle eller
homoseksuelle familieform. Dette understøttes af, at der i 2016 var 151.764
familier af denne type, kun overgået af familieformen ”ægtepar med forskelligt
køn” på 446.971, hvis man vel at mærke kun tæller familier med børn med.13
Anonymitet og fortielse
En diskussion i Det Etiske Råd har været, om donoranonymiteten bør ophæves
ved dobbeltdonation, hvor anonymitetsproblematikken så at sige er ”fordoblet”
sammenlignet med æg- eller sæddonation. I de fleste tilfælde vil barnet
formodentlig ikke have adgang til oplysninger om sine genetiske forældre, hvis
13 Se Danmarks Statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/husstande-familier-boern/familier
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 9
dobbeltdonation lovliggøres, og anonym donation fortsat er mulig. Anonym
donation er nemlig den klart foretrukne donationsform. På den ene side mener
Rådet ikke, at vigtigheden af den genetiske tilknytning skal overbetones. Alt andet
lige må den sociale tilknytning og omsorg mellem forælder/forældre og barn
betragtes som det klart væsentligste – og det betyder givetvis meget for denne
tilknytning, at barnet vokser og udvikler sig i kvindens mave. På den anden side
udgør donoranonymiteten et problem i mere end én henseende.14 Det er for det
første et problem, at barnet ikke har mulighed for at få adgang til oplysninger om
sit genetiske ophav, hvis det på et tidspunkt faktisk ønsker at få en sådan viden.
Det kan også opleves som en krænkelse, at adgangen til disse oplysninger helt
bevidst er umuliggjort. Omvendt er det måske ikke den manglende adgang til
oplysningerne, der i sig selv er det største problem. Muligvis er det i mange
tilfælde et endnu større problem, at donationen/donationerne forties for barnet,
så det ikke er klar over, at det er undfanget ved donation. Dette kan skabe en
anspændt atmosfære i familien – og i nogle tilfælde opdager barnet alligevel på et
senere tidspunkt, at det er undfanget ved hjælp af donation. Dette problem løser
en ophævelse af anonymiteten ikke uden videre, da forældrene blot kan undlade
at fortælle barnet om forholdet, selv om oplysningerne om donoren er
registreret. Dette problem kendes fra Sverige, hvor ophævelsen af anonymiteten
netop ikke løste problemet med fortielse.
Hvis det største problem ved donation af kønsceller faktisk er fortielsen overfor
barnet, kan man forsøge at løse problemet på andre måder end ved at ophæve
anonymiteten. En mulighed er eksempelvis at registrere donationsforholdet i en
database, så enhver borger på et tidspunkt – fx efter at være fyldt 18 år – har
mulighed for at undersøge, om han eller hun faktisk er undfanget ved hjælp af
donation. Denne model ville gøre det muligt for forældrene at vælge den løsning
angående anonymitet, de selv foretrækker, hvilket kan være en fordel i forhold til
deres motivation for at være forældre. Om det er den bedste måde at løse
problemerne i forhold til fortielse og anonymitet på, ønsker Det Etiske Råd ikke at
tage stilling til i denne udtalelse. Men Rådet vil gerne pege på behovet for at
afsøge og diskutere mulige løsninger på problemet gennem en offentlig debat.
Om betænkeligheder ved udviklingen af assisteret reproduktion
Til slut i dette afsnit skal det nævnes, at hovedbetænkeligheden ved at lovliggøre
dobbeltdonation ikke behøver at knytte sig til de specifikke problemer, som netop
denne form for assisteret reproduktion rummer. Den kan i stedet have at gøre
med selve den udviklingsretning og betragtningsmåde, som anvendelsen af
assisteret reproduktion overordnet set fører med sig. Helt konkret kan man fx
have den opfattelse, at en lovliggørelse af dobbeltdonation nærmest pr.
automatik fører til en lovliggørelse af rugemoderskab, hvilket så videre vil bane
vejen for, at enlige mænd får adgang til at benytte rugemødre og tildeles en ret til
børn. Dette kan så på et senere tidspunkt gøre det nærliggende at anvende
14 Se Det Etiske Råd (2002) Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 2. del – Anonymitet og
selektion i forbindelse med sæddonation for en uddybning af de temaer, der nævnes i det følgende:
http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/assisteret-reproduktion/publikationer/etiske-problemer-
vedr-kunstig-befrugtning-del-2-2002
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 10
teknologier, hvor to mænd begge på den ene eller den anden måde er biologisk
knyttet til et kommende barn.
Men det er ikke kun den konkrete udviklingsretning, man kan være betænkelig
ved. Det er også de holdninger og forståelser, denne udvikling fører med sig, og
som også i sig selv er en del af den samlede dynamik. Eksempelvis kan man pege
på forventningerne til dette at få børn, som både et resultat af og en drivkraft i
udviklingen og anvendelsen af nye metoder til assisteret reproduktion. Lidt
firkantet kan man for eksempel hævde, at barnløshed ikke længere opfattes som
et vilkår, i stedet er der nu fokus på retten til at få hjælp til at forsøge at få børn.
På det seneste er det fx således blevet diskuteret, om denne ret også gælder for
enlige mænd, som i givet fald bør have adgang til at anvende en rugemor. Helt
generelt er forventningen således ikke, at det er et vilkår at indordne sig under de
biologiske betingelser for graviditet og fødsel. Tværtimod er der nu fokus på
forældrenes ønske om at få sunde børn under de rette betingelser: Man kan få
børn sent i livet gennem nedfrysning af ubefrugtede æg; man kan fjerne fostre i
en flerfoldsgraviditet ved hjælp af fosterantalsreduktion; man kan bestille sæd fra
den ønskede donor i sædbanken; man kan få undersøgt sit foster for alvorlige
sygdomme og eventuelt få foretaget provokeret abort; selv om man anvender
donorer, kan man få helsøskende ved i flere omgang at anvende kønsceller fra
samme donor; en kvinde kan bære sit barn, selv om hun ikke selv har anvendelige
æg; et kvindeligt par kan begge opnå biologisk tilknytning til barnet osv. osv.
Det er ikke nødvendigvis de enkelte teknikker som sådan eller de givne
anvendelser af teknikken betragtes hver for sig, man kan have betænkeligheder
ved. Det er snarere den samlede konsekvens af hele udviklingen, hvor
perspektivet på dette at få børn hele tiden ændrer sig.
De ovenstående typer af betragtninger udgør ikke et særskilt argument for, at lige
netop dobbeltdonation ikke skal lovliggøres. Men de kan udgøre et argument for,
at man må forsøge at sætte nogle grænser et eller andet sted for at modvirke den
udviklingsretning og betragtningsmåde, som brugen af assisteret reproduktion
fører med sig. Og det kunne måske lige så godt være i forbindelse med
dobbeltdonation som ved andre teknikker.
Det Etiske Råds anbefalinger angående dobbeltdonation
Med udgangspunkt i overvejelserne ovenfor, vil Det Etiske Råd afgive sine
anbefalinger om dobbeltdonation.
Holdningstilkendegivelser om lovliggørelse af dobbeltdonation
Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Jørgen Carlsen, Mickey Gjerris, Gorm
Greisen, Henrik Gade Jensen, Thomas Ploug og Signild Vallgårda) tilslutter sig
lovliggørelse af dobbeltdonation. Medlemmerne kan ikke få øje på etiske hensyn,
der med afgørende vægt taler imod lovliggørelse. Dette gælder uanset hvilken
form for dobbeltdonation, der er tale om.
DET ETISKE RÅDS SVAR PÅ HENVENDELSE OM DOBBELTDONATION 11
Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Lillian Bondo, Anne-Marie Gerdes, Kirsten
Halsnæs, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær Jørgensen, Anders Raahauge, Lise von
Seelen, Karen Stæhr, Signe Wenneberg og Christina Wilson) tilslutter sig alene
lovliggørelse af dobbeltdonation på sundhedsfaglig indikation. Dette indebærer
ifølge nogle af de nævnte medlemmer (Lillian Bondo, Anne-Marie Gerdes, Kirsten
Halsnæs, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær Jørgensen, Anders Raahauge, Lise von
Seelen, Karen Stæhr og Signe Wenneberg) at en kvinde i et lesbisk par kun må
modtage donerede æg fra sin partner, hvis hun ikke selv har befrugtningsdygtige
æg. Et medlem (Christina Wilson) finder ikke, at der er sundhedsfaglig indikation
for, at en lesbisk kvinde donerer æg til sin partner, hvis partneren ikke har
befrugtningsdygtige æg. I stedet bør kvinden med de befrugtningsdygtige æg
bære og føde barnet efter insemination med sæd fra en sæddonor. Herefter kan
kvinderne påtage sig forældreskabet sammen.
Et medlem af Det Etiske Råd (Christian Borrisholt Steen) tilslutter sig alene
lovliggørelse af dobbeltdonation, hvor en lesbisk kvinde på sundhedsfaglig
indikation anvender et æg, som er doneret af hendes kone eller kæreste.
Begrundelsen herfor er, at medlemmet ønsker at bevare den biologiske
tilknytning mellem barnet og mindst én af de sociale forældre.
Supplerende holdningstilkendegivelser
For nogle medlemmer (Gorm Greisen, Thomas Ploug og Lise von Seelen) er deres
tilslutning til dobbeltdonation betinget af, at problemerne angående fortielse og
anonymitet forsøges afhjulpet, fx gennem en ophævelse af anonymiteten eller
ved at oprette et register, hvor enhver borger kan undersøge, om han eller hun er
undfanget ved hjælp af donerede kønsceller.
Nogle medlemmer (Lillian Bondo, Jørgen Carlsen, Anne-Marie Gerdes, Mickey
Gjerris, Gorm Greisen, Kirsten Halsnæs, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær
Jørgensen, Thomas Ploug, Lise Von Seelen, Christian Borrisholt Steen, Karen
Stæhr, Signe Wenneberg og Christina Wilson) finder det nødvendigt, at den/de
kommende forældre informeres grundigt om vigtigheden af at oplyse barnet om,
at det er blevet til ved hjælp af donation.
Nogle medlemmer (Henrik Gade Jensen, Bolette Marie Kjær Jørgensen og Anders
Raahauge) ønsker at præcisere, at lovliggørelse af dobbeltdonation ikke implicerer
en ret til dobbeltdonation, da det ligger i begrebet donation, at det er en gave,
hjælp eller assistance, man modtager fra andre mennesker, som disse ikke er
tvunget til at afgive.
Endelig ønsker nogle medlemmer (Lillian Bondo, Gorm Greisen, Poul Jaszczak,
Bolette Marie Kjær Jørgensen, Thomas Ploug, Lise von Seelen, Christian Borrisholt
Steen, Karen Stæhr og Signild Vallgårda) at gøre opmærksom på, at en
lovliggørelse af dobbeltdonation efter deres opfattelse ikke bør medføre en
ændring af de eksisterende regler vedrørende rugemoderskab.