Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 21.12.2016
COM(2016) 819 final
2016/0412 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation
{SWD(2016) 468 final}
{SWD(2016) 469 final}
Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0819
Offentligt
DA 2 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Et af de vigtigste motiver for kriminelle aktiviteter er økonomisk vinding. At fjerne udbyttet
af strafbar handling og sørge for, at "forbrydelse ikke betaler sig", er derfor en meget effektiv
mekanisme til bekæmpelse af kriminalitet. Konfiskation af aktiver, der er opnået gennem
strafbare handlinger, har til formål at forebygge og bekæmpe kriminalitet, herunder
organiseret kriminalitet, yde godtgørelse til ofre og skaffe yderligere midler, der kan
geninvesteres i retshåndhævelsesaktiviteter og andre initiativer til forebyggelse af kriminalitet
og til at yde godtgørelse til ofre. Indefrysning og konfiskation af aktiver er ligeledes et vigtigt
redskab til bekæmpelse af finansiering af terror. Terrorangrebene i Den Europæiske Union og
andre steder i 2015 og 2016 understregede, at det haster med at forhindre og bekæmpe terror.
Udfordringen med at afskære terroristerne fra finansiering og bryde deres tætte forbindelse
med organiserede kriminelle netværk kræver beslutsomme, hurtige og sammenhængende
foranstaltninger for at modernisere den relevante lovgivning og sikre dens gennemførelse
samt et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne og andre lande.
I den europæiske dagsorden om sikkerhed af 28. april 20151
blev det understreget, at der er
behov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og koordineret måde. En af
prioriteringerne var at ødelægge organiserede kriminelle netværk og deres finansieringskilder.
I denne forbindelse tillagde man i den europæiske dagsorden om sikkerhed også behovet for
at forbedre den gensidige anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation
strategisk betydning.
I den nyeste forskning2
skønner man, at illegale markeder i Den Europæiske Union genererer
omkring 110 mia. EUR, dvs. omtrent 1 % af EU's BNP i 2010. Men selv om de aktuelle
statistikker er begrænsede, udgør de beløb, der i dag konfiskeres af udbyttet af kriminalitet
inden for EU, kun en lille andel: 98,9 % af det skønnede udbytte af kriminalitet konfiskeres
ikke og står fortsat til rådighed for de kriminelle. En velfungerende ordning for konfiskation
af aktiver er en forudsætning, hvis en større andel af udbyttet af strafbart forhold skal
beslaglægges. Dette omfatter en effektiv ramme for gensidig anerkendelse af afgørelser om
indefrysning og konfiskation. Selv om der findes lovgivning om gensidig anerkendelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation på EU-niveau, er den mangelfuld, forældet og
indeholder huller, som de kriminelle kan udnytte. Den Europæiske Union har anerkendt
betydningen af konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold. Efter vedtagelsen af
konklusionerne på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 vedtoges fire retsakter
om indefrysning og konfiskation, herunder to instrumenter for gensidig anerkendelse, mellem
2001 og 2006, som alle (i det mindste delvis) stadig gælder i dag3
.
1
KOM(2015) 185 final. Se også meddelelsen om gennemførelse af den europæiske dagsorden om
sikkerhed for at bekæmpe terrorisme og bane vejen for en effektiv og ægte sikkerhedsunion
(COM(2016) 230 final, s. 13).
2
Europol, Criminal asset recovery in the EU, Survey of Statistical Information 2010-2014, Key findings,
s. 4; Se også Report of organised Crime Portfolio, 2015, From Illegal Markets to legitimate businesses:
the portfolio of organised crime in Europe, http://www.ocportfolio.eu/.
3
Jf. afsnit 3.3. i EU's retlige ramme.
DA 3 DA
Sideløbende blev der gjort forsøg på at forbedre identificeringen og opsporingen af udbytte af
og redskaber til kriminalitet. Rådets afgørelse 2007/845/RIA4
gør det muligt at oprette
kontorer for inddrivelse af aktiver i alle medlemsstater.
Efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse har konfiskation fået strategisk prioritet på EU-niveau
som et effektivt instrument til bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Direktiv 2014/42/EU
om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den
Europæiske Union
Ved vedtagelsen af direktiv 2014/42/EU opfordrede Europa-Parlamentet og Rådet i en fælles
erklæring Kommissionen "til at fremsætte forslag til en retsakt om gensidig anerkendelse af
indefrysnings- og konfiskationskendelser snarest muligt (…) i betragtning af behovet for at
etablere et omfattende system for indefrysning og konfiskation af udbytte og redskaber fra
strafbart forhold i EU"5
. Denne opfordring er blevet gentaget ved forskellige lejligheder ved
bilaterale kontakter og på ekspertmøder.
I denne fælles erklæring opfordrede Europa-Parlamentet og Rådet ligeledes Kommissionen til
at analysere gennemførligheden af og mulige fordele ved at indføre fælles regler vedrørende
konfiskation af formuegoder, der stammer fra strafbare handlinger, også hvis en eller flere
personer ikke er dømt for disse aktiviteter, og tage hensyn til forskellene mellem
medlemsstaternes juridiske traditioner og systemer. Med henblik på at foretage denne analyse
har Kommissionen afholdt ekspertmøder i september og november 2016. Den påregner at
offentliggøre gennemførlighedsanalysen i 2017.
I sin meddelelse af 2. februar 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet om en "handlingsplan
med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme"6
fremhævede
Kommissionen behovet for at sikre, at kriminelle, der finansierer terrorisme, fratages deres
aktiver. Kommissionen forpligtede sig til at styrke den gensidige anerkendelse af afgørelser
om indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart forhold inden udgangen af 2016. Det
blev understreget, at "gensidig anerkendelse af domme og retlige afgørelser i straffesager
også [er]et vigtigt element i sikkerhedsrammen".
I oktober 2016 opfordrede Europa-Parlamentet i forbindelse med en betænkning af Laura
Ferrara om bekæmpelse af korruption igen Kommissionen til at fremsætte et forslag om
styrkelse af gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation7
.
Det nuværende initiativ er en reaktion på de identificerede mangler ved de nuværende
instrumenter til gensidig anerkendelse8
og på disse opfordringer. Det bygger på den
eksisterende EU-lovgivning om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og
konfiskation og omhandler det forhold, at medlemsstaterne har udviklet nye former for
indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart forhold. Det tager ligeledes højde for
udviklingen på EU-niveau, herunder minimumsstandarder for afgørelser om indefrysning og
4
Rådets afgørelse 2007/845/RIA af 6. december 2007 om samarbejde mellem medlemsstaternes kontorer
for inddrivelse af aktiver om opsporing og identificering af udbyttet fra strafbart forhold eller andre
formuegoder forbundet med kriminalitet, (EUT L 332 af 18.12.2007, s. 103)
5
Rådsdok. 7329/1/14 REV 1 ADD 1. I sin endelige betænkning af 11. juni 2013 opfordrede Europa-
Parlamentets Særlige Udvalg om Organiseret Kriminalitet ligeledes til indførelse af EU-lovgivning, der
giver mulighed for fuld udnyttelse af de eksisterende instrumenter for gensidig anerkendelse og
umiddelbar fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, jf.
http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P7-TA-2013-
0245+0+DOC+XML+V0//DA
6
COM (2016)50 final, kapitel 1.3.
7
Ferrara-betænkningen vedtaget af LIBE den 7. oktober 2016.
8
Jf. afsnit 4 i konsekvensanalysen.
DA 4 DA
konfiskation, som indføres ved direktiv 2014/42/EU. Mens direktivet forbedrer de nationale
muligheder for at indefryse og konfiskere aktiver, sigter forslaget mod at forbedre den
grænseoverskridende fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation. Sammen vil
disse to instrumenter kunne bidrage til effektiv konfiskation af aktiver i Den Europæiske
Union.
• Sammenhæng med den gældende retlige ramme i Unionen på samme område
Den nugældende retlige ramme i EU består af fem hovedinstrumenter. Ud over Rådets
afgørelse 2007/845/RIA om opsporing af aktiver er to af dem instrumenter til gensidig
anerkendelse og to harmoniseringsforanstaltninger. Begge typer af instrumenter er nødvendige
for at opnå en velfungerende ordning for konfiskation af udbytte fra strafbart forhold, og de
supplerer hinanden.
Instrumenter til gensidig anerkendelse:
Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske
Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale9
og Rådets
rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af princippet om gensidig
anerkendelse på afgørelser om konfiskation10
har til formål at lette konfiskation af aktiver i
grænseoverskridende sager.
Begge rammeafgørelser er baseret på princippet om gensidig anerkendelse og fungerer på
samme måde. Begge instrumenter kræver, at afgørelser om indefrysning eller konfiskation, der
træffes i én medlemsstat, skal anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat. Afgørelserne
fremsendes sammen med en attest til de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten, som
skal anerkende dem uden yderligere formaliteter og træffe de nødvendige foranstaltninger med
henblik på deres fuldbyrdelse.
Den gensidige anerkendelse kan ikke nægtes på grund af manglende dobbelt strafbarhed for en
liste af lovovertrædelser, der kan straffes med mindst tre års fængsel i udstedelsesstaten. I
andre tilfælde kan anerkendelsen afvises, hvis den lovovertrædelse, som afgørelsen om
indefrysning eller konfiskation vedrører, ikke er en strafbar handling i henhold til
fuldbyrdelsesstatens lovgivning. Rammeafgørelsen giver mulighed for afvisning af andre
grunde i visse situationer. Disse to rammeafgørelser vil blive erstattet af et enkelt instrument –
den foreslåede forordning.
Harmoniseringsforanstaltninger:
Rådets rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte,
redskaber og formuegoder fra strafbart forhold11
kræver, at alle medlemsstater træffer
effektive foranstaltninger for at give mulighed for almindelig konfiskation af kriminelles
redskaber og udbytte af alle overtrædelser af straffelovgivningen, der kan straffes med fængsel
i mindst et år. Den indførte også bestemmelser om udvidet konfiskering. Men graden af
harmonisering, der blev indført med dette instrument, var meget lav, og det har ikke fjernet
forskellene mellem de nationale ordninger for retlig konfiskation.
Direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og
udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union12
skulle gennemføres af medlemsstaterne
9
EUT L 196/45 af 2.8.2003. Det skal bemærkes, at i forbindelse med indefrysning med henblik på
sikring af bevismateriale er rammeafgørelse 2003/577/RIA blevet erstattet af direktiv 2014/41/EU om
den europæiske efterforskningskendelse.
10
EUT L 328/59 af 24.11.2006.
11
EUT L 68/49 af 15.3.2005.
12
EUT L 127/39 af 29.4.2014.
DA 5 DA
inden oktober 2016. Det erstatter visse bestemmelser i Rådets rammeafgørelse 2005/212/RIA.
Mens rammeafgørelse 2005/212/RIA fortsat gælder for alle overtrædelser af
straffelovgivningen, der kan straffes med fængsel i mindst et år, i forbindelse med almindelig
konfiskation, kan direktivet kun omfatte såkaldt eurokriminalitet13
.
I direktiv 2014/42/EU fastsættes der minimumsregler for nationale indefrysnings- og
konfiskationsordninger: Der kræves almindelig konfiskation og konfiskation af værdier ved
eurokriminalitet, herunder når domfældelsen er resultatet af retsforhandlinger, hvor tiltalte er
udeblevet. Det indeholder regler for udvidet konfiskation på visse betingelser. Det giver
ligeledes mulighed for konfiskation, når en endelig domfældelse ikke er mulig, fordi den
mistænkte eller sigtede person er syg eller er undveget. Direktivet giver ligeledes for første
gang mulighed for konfiskation af aktiver, der er overført til tredjemænd. Endelig indføres der
med direktivet en række proceduremæssige garantier14
, såsom retten til at blive underrettet om
fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning, herunder som minimum en kort redegørelse for
begrundelsen eller begrundelserne, effektiv mulighed for at anfægte afgørelsen om
indefrysning ved en domstol, ret til advokatbistand under hele konfiskationsproceduren,
effektiv mulighed for at gøre krav på ejerskab eller på andre former for ejendomsret, ret til at
blive underrettet om begrundelserne for en afgørelse om konfiskation og for at anfægte den
ved en domstol.
Resumé af forslaget til forordning
En retsopfattelse, der omfatter hele Europa, er baseret på øget retligt samarbejde inden for
både civil- og straffesager via princippet om "gensidig anerkendelse", når de enkelte
retssystemer gradvis anerkender, at afgørelser truffet i andre medlemsstaters retssystemer er
gyldige og skal anerkendes uden yderligere formaliteter.
En mekanisme for gensidig anerkendelse bør give en medlemsstat mulighed for at anerkende
og fuldbyrde en afgørelse om indefrysning eller konfiskation truffet af en anden medlemsstat
uden yderligere formaliteter. Forslaget til forordning vil omfatte gensidig anerkendelse af alle
typer af afgørelser om indefrysning og konfiskation, der er truffet i forbindelse med
straffesager, herunder udvidet konfiskation, konfiskation hos tredjemænd og afgørelser om
konfiskation, hvor der ikke er sket domfældelse15
.
Dette forslag til forordning forbedrer den nuværende ramme for gensidig anerkendelse på
flere punkter:
 Et juridisk instrument med direkte retsvirkning:
Når den foreslåede forordning er vedtaget, finder den direkte anvendelse i
medlemsstaterne. Dette vil skabe klarhed og fjerne problemer med omsætning til
nationale systemer. Erfaringen har vist, at ikke alle medlemsstaterne har omsat
rammeafgørelserne om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og
konfiskation endnu.
13
'I henhold til artikel 83 i TEUF er eurokriminalitet særligt alvorlig kriminalitet med en
grænseoverskridende dimension som følge af overtrædelsernes karakter eller konsekvenser eller som
følge af et særligt behov for at bekæmpe dem på fælles grundlag. Det drejer sig om følgende:
terrorisme, menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig
våbenhandel, hvidvaskning af penge, korruption, forfalskning af betalingsmidler, edb-kriminalitet og
organiseret kriminalitet. Som følge af retsgrundlaget i artikel 83, stk. 1, i TEUF er anvendelsesområdet
for direktiv 2014/42/EU begrænset til eurokriminalitet og omfatter ikke andre overtrædelser af
straffelovgivningen, der genererer et udbytte.
14
Jf. artikel 8
15
For nærmere oplysninger om anvendelsesområdet henvises til punkt 5.1 og forklaringen til artikel 1.
DA 6 DA
 Udvidet anvendelsesområde sammenlignet med de nuværende instrumenter for
gensidig anerkendelse:
Ud over de typer af konfiskation, der allerede er omfattet af de eksisterende
rammeafgørelser (almindelig konfiskation og udvidet konfiskation, sidstnævnte med
vide beføjelser til at nægte anerkendelse), vil den foreslåede forordning omfatte
konfiskation hos tredjemænd og konfiskation i straffesager, hvor der ikke er sket
domfældelse, og der vil ikke længere findes omfattende muligheder for at nægte
anerkendelse ved udvidet konfiskation.
 Udvidet anvendelsesområde sammenlignet med direktiv 2014/42/EU:
Den foreslåede forordning vil omfatte gensidig anerkendelse af alle typer af
afgørelser om indefrysning og konfiskation, der er omfattet af direktivet. Den vil
desuden omfatte afgørelser om konfiskation, hvor der ikke er sket domfældelse, som
træffes i forbindelse med straffesager: sager om dødsfald, immunitet, præskription,
sager, hvor gerningsmanden til en lovovertrædelse ikke kan identificeres, og andre
sager, hvor en straffedomstol kan konfiskere et aktiv uden domfældelse, når
domstolen har afgjort, at det pågældende aktiv er udbyttet fra strafbart forhold. Dette
kræver, at domstolen fastslår, at det strafbare forhold medførte en fordel. For at være
omfattet af forordningens anvendelsesområde skal disse typer af afgørelser om
konfiskation træffes i forbindelse med straffesager, og dermed vil alle garantier, der
finder anvendelse i sådanne sager, skulle være overholdt i udstedelsesstaten16
.
 Klare frister for afgørelser om indefrysning og konfiskation:
Mens indefrysning som en forebyggende foranstaltning skal ske hurtigt og kræver
korte frister for anerkendelse og fuldbyrdelse, kan anerkendelsen og fuldbyrdelsen af
afgørelser om konfiskation foregå over en længere periode. Der skal ikke desto
mindre også fastsættes frister for afgørelser om konfiskation for at sikre effektive
grænseoverskridende procedurer.
 Et fælles instrument for gensidig anerkendelse af afgørelser om både indefrysning og
konfiskation, der indeholder umiddelbart gældende regler og frister, vil sikre, at
afgørelserne anerkendes og fuldbyrdes straks inden for EU.
 En standardattest og en standardformular:
Den hurtige og effektive mekanisme vil også blive sikret gennem en standardiseret
attest for gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation og en
standardformular for afgørelser om indefrysning, der er vedlagt forslaget som bilag.
De indeholder alle de relevante oplysninger om afgørelsen, som vil hjælpe
fuldbyrdelsesmyndigheden med at finde præcis det relevante formuegode samt lette
de kompetente nationale myndigheders anerkendelse og fuldbyrdelse af den
udenlandske foranstaltning. Standardformularen for afgørelser om indefrysning vil
betyde en maksimal forenkling af proceduren for gensidig anerkendelse af afgørelser
om indefrysning, eftersom den ikke vil være ledsaget af andre indenlandske
afgørelser om indefrysning. Proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation reguleres separat i forslaget for at
forenkle de kompetente nationale myndigheders umiddelbare anvendelse af dem.
 Kommunikation mellem de kompetente myndigheder:
16
Se afsnit 3, Grundlæggende rettigheder.
DA 7 DA
Kommunikationen mellem de kompetente myndigheder for at give mulighed for
fleksibel og hurtig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og
konfiskation fremhæves gennem hele forslaget.
 Ofrenes rettigheder:
Der er taget behørigt hensyn til ofrenes ret til godtgørelse og tilbagegivelse i
forslaget. Det sikres, at ofrenes ret til godtgørelse og tilbagegivelse i sager, hvor
udstedelsesstaten konfiskerer formuegoder, har prioritet frem for fuldbyrdelses- og
udstedelsesstaternes interesser.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Retsgrundlaget for støtteforanstaltninger vedrørende gensidig anerkendelse af afgørelser om
indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart forhold er artikel 82, stk. 1, i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det navnlig hedder, at det retlige samarbejde i
straffesager i Unionen bygger på princippet om gensidig anerkendelse af domme og
retsafgørelser.
Foranstaltninger kan indføres i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure
for at fastsætte regler og procedurer til sikring af anerkendelse af domme og retsafgørelser
over hele Unionen og for at lette samarbejdet mellem medlemsstaternes retslige eller
tilsvarende myndigheder vedrørende strafferetlige procedurer og fuldbyrdelse af afgørelser.
• Valg af retsakt
Artikel 82, stk. 1, i TEUF giver EU-lovgiveren mulighed for at vedtage forordninger og
direktiver.
Eftersom forslaget vedrører grænseoverskridende procedurer, hvor der er behov for ensartede
regler, er det ikke nødvendigt at give medlemsstaterne en margin til omsætningen af disse
regler. En forordning gælder umiddelbart, skaber klarhed og større retssikkerhed, og man
undgår de problemer med omsætningen, som rammeafgørelserne om gensidig anerkendelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation var udsat for. Derfor anses den mest
hensigtsmæssige form til dette instrument til gensidig anerkendelse at være en forordning.
• Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet
Ifølge artikel 5, stk. 3, handler Unionen kun, hvis målene for den påtænkte handling ikke i
tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne. Det foreskrives i artikel 67 i TEUF, at
Unionen sikrer et højt beskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger til forebyggelse og
bekæmpelse af kriminalitet. Kriminelles aktiver investeres ofte i flere lande. Denne
grænseoverskridende dimension retfærdiggør foranstaltninger på europæisk niveau.
Mens grænseoverskridende efterforskning af kriminelle aktiviteter og aktiver kan foregå i
flere lande, finder retsforfølgningen og de retlige aktiviteter, der fører til konfiskation, normalt
kun sted i én medlemsstat, og derfor er konfiskationsprocedurer i hovedsagen nationale. Men
deres grænseoverskridende dimension er tydelig ved fuldbyrdelsen af afgørelserne i andre
medlemsstater. Derfor kræver konfiskation af aktiver et effektivt samarbejde blandt
medlemsstaterne. Den mest effektive måde at sikre et grænseoverskridende samarbejde på er
gensidig anerkendelse. Gensidig anerkendelse er i overensstemmelse med nærhedsprincippet,
eftersom formålet er, at man anerkender hinandens afgørelser, og det ikke kan opnås af
medlemsstaterne hver for sig.
DA 8 DA
Forslaget omfatter ikke alle eksisterende former for afgørelser om konfiskation (såsom
civilretlige og administrative afgørelser) og er begrænset til afgørelser om konfiskation, der
træffes i straffesager. Det er ikke mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at nå det
erklærede mål på europæisk plan, og hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Gennemførelsesrapporterne om rammeafgørelse 2003/577/RIA17
og rammeafgørelse
2006/783/RIA18
blev vedtaget i 2008 og 2010. I disse rapporter konkluderede man på
tidspunktet for deres offentliggørelse, at graden af omsætning af disse rammeafgørelser i
medlemsstaternes nationale retssystemer ikke var tilfredsstillende. I konsekvensanalysen fra
2012, der ledsagede Kommissionens forslag til direktiv 2014/42/EU19
, konkluderede man
vedrørende behovet for et retligt instrument til at forbedre den gensidige anerkendelse på dette
område, at der er et grundlæggende problem med anvendelsesområdet for de eksisterende
foranstaltninger, og at det var begrundet at indføre et nyt instrument for gensidig
anerkendelse.
En komparativ juridisk undersøgelse af gennemførelsen af gensidig anerkendelse af afgørelser
om indefrysning og konfiskation i EU20
blev gennemført i 2013, og her konkluderede man, at
man burde overveje et samlet instrument for gensidig anerkendelse. Desuden er der i de
senere år afholdt adskillige ekspertmøder og konferencer vedrørende spørgsmålet om gensidig
anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation og navnlig konfiskation, hvor der
ikke er sket domfældelse.
I lyset af de eksisterende data foretog man ikke nogen separat ex post-evaluering af de
eksisterende instrumenter for gensidig anerkendelse.
• Høringer af interesserede parter
Alle relevante interessenter blev hørt. Eftersom det er et ret begrænset antal eksperter, der
beskæftiger sig med dette emne, gennemførte man målrettede høringer i stedet for en offentlig
høring, som ville have haft meget begrænset merværdi på grund af emnets kompleksitet. Der
blev afholdt ekspertmøder og konferencer for at drøfte emnet.
Overalt hersker der bred enighed om behovet for at forbedre den gensidige anerkendelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation med et nyt lovgivningsinstrument. Man har
gentagne gange påpeget, at konfiskation er et meget effektivt redskab i kampen mod
organiseret kriminalitet og terrorisme, og man har anerkendt, at der findes et stigende behov
for et mere effektivt grænseoverskridende samarbejde inden for EU og på internationalt plan.
17
Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 22. december 2008 [COM(2008) 885
final – Ikke offentliggjort i EUT].
18
Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 23. august 2010 [COM(2010) 428 final
– Ikke offentliggjort i EUT].
19
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union,
SWD(2012) 31 final.
20
Undersøgelse foretaget af DBB i november 2013 "Comparative Law Study of the implementation of
mutual recognition of orders to freeze and confiscate criminal assets in the EU".
DA 9 DA
Eksperterne klagede gentagne gange over underudnyttelsen af konfiskation i
grænseoverskridende situationer. De understregede, at det nuværende system ikke fungerer,
og at rammeafgørelserne om gensidig anerkendelse ikke anvendes. Som et eksempel blev det
nævnt, at udbyttet af narkotikasmugling, som narkohandlerne har investeret i flere
medlemsstater, ikke kunne konfiskeres på grund af manglende grænseoverskridende retligt
samarbejde.
Medlemsstaterne anerkender ligeledes behovet for at forbedre den gensidige anerkendelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation med et nyt lovgivningsinstrument.
• Konsekvensanalyse
Der er gennemført en konsekvensanalyse som støtte for dette forslag21
, og Udvalget for
Forskriftskontrol afgav en positiv udtalelse med forbehold22
. Efter denne udtalelse blev
konsekvensanalysen ændret, så der gives en bedre forklaring på initiativets politiske indhold
og den politiske nødvendighed af at handle nu. Der blev indsat mere systematiske
henvisninger til relevante politiske strategier. Strukturen af problemformuleringen blev
ændret for at præcisere betydningen af de forskellige problemer og for bedre at påvise, at
manglerne ved den nuværende retlige ramme hovedsagelig skyldes dens begrænsninger.
Samspillet mellem spørgsmålet om tilbagegivelse og godtgørelse til ofrene og andre
problemer blev præciseret. Basisscenariet blev videreudviklet og er nu en mere realistisk
afspejling af de aktuelle tendenser for brugen af afgørelser om konfiskation og indefrysning. I
rapporten præciseres det, hvordan de forskellige løsningsmodeller adskiller sig fra hinanden
(f.eks. anvendelsesområde) eller overlapper/inkluderer hinanden (f.eks. strømlining af
procedurer og forenkling af attester). Fravalgte løsningsmodeller blev tilføjet. Desuden har
man ændret rapporten, så den i højere grad specificerer virkningerne af de forskellige
løsningsmodeller. Drøftelserne og konklusionerne på ekspertmødet den 17. november 2016
blev indarbejdet i rapporten, og interessenternes synspunkter i almindelighed blev præsenteret
mere systematisk gennem hele rapporten. Endelig tilføjede man en foretrukket løsningsmodel
baseret på en komparativ vurdering af løsningsmodellerne, deres virkninger, konklusionerne
på ekspertmødet den 17. november 2016 og den politiske gennemførlighed af de forskellige
løsningsmodeller23
.
Fire politiske løsningsmodeller blev overvejet: bevarelse af status quo (Løsningsmodel 1), en
løsningsmodel med soft law (Løsningsmodel 2) og to løsningsmodeller med
lovgivningspolitik (Løsningsmodel 3 og 4). Bevarelsen af status quo vil indebære, at man ikke
indfører foranstaltninger på EU-niveau, mens de tre øvrige løsningsmodeller vil forbedre, i
forskellig udstrækning, muligheden for at beslaglægge og konfiskere udbytte fra strafbar
handling i grænseoverskridende sager. Løsningsmodel 2 (ikkelovningsmæssige
foranstaltninger/soft law) vil støtte den gensidige anerkendelse af afgørelser om indefrysning
og konfiskation gennem f.eks. uddannelse og formidling af bedste praksis samt fremme af
brugen af internationale instrumenter til fremme af grænseoverskridende beslaglæggelse og
konfiskation. Den forventede indvirkning vil imidlertid være forholdsvis begrænset, og det
ville stadig være udelukket, at nogle EU-medlemsstater kan handle ved visse anmodninger fra
andre medlemsstater. Løsningsmodel 3 og 4 (lovgivningsmæssige foranstaltninger, der
indebærer minimale til omfattende forpligtelser) vil medføre forpligtelser til at anerkende og
fuldbyrde en række afgørelser om indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart
21
http://ec.europa.eu/smart-regulation/impact/ia_carried_out/cia_2016_en.htm
22
http://ec.europa.eu/smart-regulation/impact/ia_carried_out/cia_2016_en.htm
23
Bilag 1 i konsekvensanalysen indeholder en mere detaljeret beskrivelse af, hvordan bemærkningerne fra
Udvalget for Forskriftskontrol er blevet medtaget i den ændrede udgave af konsekvensanalysen.
DA 10 DA
forhold. Løsningsmodel 3 vil kun kræve anerkendelse af de afgørelser om indefrysning og
konfiskation, der beskrives i direktiv 2014/42/EU. Løsningsmodel 4 omfatter to del-
løsningsmodeller: Løsningsmodel 4a vil omfatte alle typer af afgørelser om indefrysning og
konfiskation, der træffes i forbindelse med straffesager, herunder også ikkedomsbaseret
konfiskation i straffesager. Løsningsmodel 4b vil kræve anerkendelse af alle afgørelser om
konfiskation, herunder afgørelser truffet i civile sager og administrative sager, når det kan
påvises, at formuegodet er udbyttet fra strafbart forhold.
Medlemsstaterne støtter en politisk løsningsmodel, der indebærer ny lovgivning
(løsningsmodel 3, 4a eller 4b). Medlemsstaterne har imidlertid forskellige holdninger til,
hvilke typer af foranstaltninger instrumentet skal omfatte. Løsningsmodel 3 vil ikke skabe
større bekymringer hos medlemsstaterne, men vil ikke blive anset for tilstrækkelig af de
medlemsstater, der har mere omfattende former for konfiskation.
Europa-Parlamentet går ind for et forslag til lovgivning for at styrke den gensidige
anerkendelse af afgørelser om konfiskation og indefrysning.
Kommissionen foretrækker løsningsmodellen med et instrument for gensidig anerkendelse
med udvidet anvendelsesområde og forbedrede bestemmelser, der sikrer en bredere
formidling af afgørelser om indefrysning og konfiskation, der træffes i forbindelse med
straffesager i Den Europæiske Union (løsningsmodel 4a). Denne løsningsmodel løser
størstedelen af de identificerede problemer og er ligeledes juridisk forsvarlig.
Medlemsstaterne har tilsyneladende også nemmere ved at acceptere den end et instrument, der
omfatter administrativ og civilretlig konfiskation. Det overholder også
proportionalitetsprincippet, eftersom anvendelsesområdet er begrænset, og det er ikke mere
vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at nå de erklærede mål på europæisk plan.
De økonomiske og samfundsmæssige virkninger af den foretrukne løsningsmodel ventes
generelt at være positive. Kravet om at skulle anerkende en bredere vifte af afgørelser om
indefrysning og konfiskation bør øge beløbsstørrelsen af udbytte fra strafbart forhold, der
indefryses og beslaglægges på tværs af medlemsstaternes grænser. Derfor bør det i sidste ende
føre til mindre udbytter for organiserede kriminelle og fratage kriminelle muligheden for at
geninvestere deres udbytter for at finansiere yderligere kriminalitet. En større sandsynlighed
for konfiskation har også en afskrækkende virkning på de kriminelle. Det bør ligeledes føre til
mindre tab på medlemsstaternes indtægter. Indvirkningen på samfundet vil generelt være
meget positiv, eftersom konfiskeret udbytte fra strafbart forhold kan leveres tilbage til ofrene,
som det blev stjålet fra, eller genbruges til offentlige eller sociale formål.
Kravet om at anerkende og fuldbyrde et større antal afgørelser om indefrysning og
konfiskation vil føre til en stigning i omkostningerne til retshåndhævelse og retslige
myndigheder. Dette bør imidlertid blive mere end udlignet af bedre muligheder for at
konfiskere – og i givet fald genanvende – udbyttet af kriminalitet.
Virksomheder, SMV'er og mikrovirksomheder vil ikke blive direkte berørt af dette forslag.
Men beslaglæggelsen af udbytte fra strafbart forhold gør det vanskeligere for ulovlige
virksomheder at operere, så på lang sigt bør det hjælpe lovlige virksomheder takket være den
mindre konkurrence fra ulovlige aktører.
• Grundlæggende rettigheder
Foranstaltninger vedrørende indefrysning og konfiskation kan gribe ind i grundlæggende
rettigheder, der beskyttes af EU's charter om grundlæggende rettigheder (chartret) og den
europæiske menneskerettighedskonvention.
DA 11 DA
Navnlig i forbindelse med konfiskation, hvor der ikke er sket domfældelse, har Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol gentagne gange fastslået, at konfiskation, hvor der
ikke er sket domfældelse, herunder civilretlige og administrative former, samt udvidet
konfiskation er i overensstemmelse med artikel 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention og artikel 1 i Protokol 1, hvis effektive proceduremæssige
garantier er overholdt.
Menneskerettighedsdomstolen har ikke fundet, at omvendt bevisbyrde vedrørende aktivernes
lovlighed krænkede de grundlæggende rettigheder, så længe der var tale om en bestemt sag
med tilstrækkelige garantier for, at den pågældende kunne anfægte disse afviselige
formodninger.
Den foreslåede forordning indeholder en række vigtige garantier: Proportionalitetsprincippet
skal respekteres, der kan være belæg for afvisning på grund af manglende overholdelse af
princippet om "ne bis in idem" og reglerne om udeblivelse. Desuden skal rettighederne for
tredjemand, der er i god tro, respekteres, der er pligt til at underrette de berørte parter om
fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning, herunder begrundelserne for dette og de
tilgængelige retsmidler, og medlemsstaterne har pligt til at sikre retsmidler i
fuldbyrdelsesstaten.
Desuden indeholder artikel 8 i direktiv 2014/42/EU en liste over garantier, som
medlemsstaterne skal sikre for afgørelser, der falder inden for direktivets anvendelsesområde.
Endelig finder alle retssikkerhedsmæssige garantier i straffesager anvendelse. Dette omfatter
navnlig retten til en retfærdig rettergang, der er indskrevet i artikel 6 i
menneskerettighedskonventionen og artikel 47 og 48 i chartret. Det omfatter ligeledes den
relevante lovgivning på EU-niveau om retssikkerhedsmæssige garantier i straffesager:
Direktiv 2010/64/EU om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager, direktiv
2012/13/EU om ret til information under straffesager, direktiv 2013/48/EU om ret til adgang
til advokatbistand og til at kommunikere med slægtning under frihedsberøvelsen, direktiv
2016/343 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede
under retssagen i straffesager, direktiv 2016/800 om retssikkerhedsgarantier for børn og
direktiv 2016/1919 om retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager
angående europæiske arrestordrer.
Hvis de anvendes med proportionalitet og suppleres med effektive retssikkerhedsgarantier
som beskrevet ovenfor, er foranstaltningerne i dette forslag forenelige med kravene om
grundlæggende rettigheder.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget til forordning påvirker ikke EU-budgettet. Et af de vigtigste mål er at fratage
kriminelle udbyttet af deres ulovlige handlinger. Det er udformet med henblik på at sikre
godtgørelse til ofrene og øge indtægterne til de nationale statskasser og EU. Det er også
udformet med henblik på at nedbringe de kollektive omkostninger ved svig og andre
omkostninger for samfundet. Endelig bør dette forslag have positive følger for de nationale og
europæiske økonomier.
DA 12 DA
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Forordningen finder direkte anvendelse inden for EU. Den vil blive anvendt umiddelbart af
jurister, hvilket betyder, at afgørelser truffet af andre medlemsstater vil skulle fuldbyrdes på
lige fod med nationale, uden at det er nødvendigt at ændre deres interne retssystem og deres
arbejdsmetoder.
Forordningen vil blive revideret, og Kommissionen vil fremlægge en rapport efter fem år efter
ikrafttrædelsen.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Kapitel I: Genstand, definitioner og anvendelsesområde
Artikel 1: Genstand
Dette forslag til forordning indeholder bestemmelser for en medlemsstats anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation, der er truffet i forbindelse med
straffesager. Denne forordning omfatter alle afgørelser om konfiskation, som en domstol har
truffet efter en retssag vedrørende en strafbar handling, og alle afgørelser om indefrysning,
der er truffet med henblik på en eventuel efterfølgende konfiskation. Den gælder således for
alle typer af afgørelser, der er omfattet af direktiv 2014/42/EU, samt andre typer af afgørelser,
der er truffet uden endelig domfældelse i forbindelse med straffesager. Denne forordning
finder ikke anvendelse på afgørelser om indefrysning og konfiskation, der er truffet inden for
rammerne af civile eller administrative sager.
Denne forordning omfatter alle overtrædelser af straffelovgivningen. Den er ikke begrænset
til områder med særligt alvorlig grænseoverskridende kriminalitet, såkaldt "eurokriminalitet"
(til forskel fra direktiv 2014/42/EU, som er baseret på artikel 83 i TEUF), idet artikel 82 i
TEUF (som dette forslag er baseret på) ikke foreskriver en sådan begrænsning for gensidig
anerkendelse af domsafgørelser i straffesager. Derfor omfatter forslaget gensidig anerkendelse
af afgørelser om indefrysning og konfiskation vedrørende lovovertrædelser, der er omfattet af
direktiv 2014/42/EU, samt afgørelser vedrørende andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet
af dette direktiv.
Artikel 2: Definitioner
Artikel 2 indeholder definitioner af diverse begreber, der anvendes i forslaget.
Forslaget indeholder en definition af afgørelse om konfiskation, afgørelse om indefrysning,
formuegoder, udbytte, redskaber, udstedelsesstat, fuldbyrdelsesstat, udstedelsesmyndighed og
fuldbyrdelsesmyndighed.
En afgørelse om konfiskation er en endelig sanktion eller foranstaltning, der pålægges af en
domstol i forbindelse med en retssag vedrørende en eller flere strafbare handlinger, og som
medfører en endelig fratagelse af formuegoder. En afgørelse om indefrysning er en
retsafgørelse eller en afgørelse, der godkendes af en retslig myndighed, om midlertidigt at
forhindre, at formuegoder destrueres, ændres, flyttes, overføres eller afhændes med henblik på
en eventuel efterfølgende konfiskation.
Definitionen af udstedelsesmyndighed er forskellig for henholdsvis afgørelser om
indefrysning og konfiskation. For at tage hensyn til de forskellige nationale systemer benytter
man samme fremgangsmåde som i direktiv 2014/41/EU for så vidt angår definitionen af
udstedelsesmyndighed for afgørelser om indefrysning. I tilfælde, hvor den kompetente
DA 13 DA
udstedelsesmyndighed ikke er en dommer, en domstol, en undersøgelsesdommer eller en
offentlig anklager, skal afgørelsen om indefrysning godkendes af en dommer, en domstol, en
undersøgelsesdommer eller en offentlig anklager, inden den fremsendes.
Definitionen af udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighed skal læses i sammenhæng med
artikel 27, hvori medlemsstater forpligtes til at give Kommissionen meddelelse om de
kompetente udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndigheder.
Artikel 3: Strafbare handlinger
En liste over strafbare handlinger, for hvilke den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation ikke kan nægtes på grundlag af dobbelt
strafbarhed, er den samme som listen i andre instrumenter om gensidig anerkendelse med kun
en enkelt undtagelse: litra y) på listen afspejler nu eksistensen af fælles minimumsstandarder
for bekæmpelse af svig og eftergørelse af andre betalingsmidler end kontanter
(rammeafgørelse 2001/413/RIA).
Man kan ikke påberåbe sig dobbelt strafbarhed for en liste af lovovertrædelser, der kan
straffes med mindst tre års fængsel i udstedelsesstaten. I forbindelse med strafbare handlinger,
som ikke er medtaget på listen, kan anerkendelsen afvises, hvis den lovovertrædelse, som
afgørelsen om indefrysning eller konfiskation vedrører, ikke er en strafbar handling i henhold
til fuldbyrdelsesstatens lovgivning.
Kapitel II – Fremsendelse, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
Artikel 4-7: Fremsendelse af afgørelser om konfiskation
I disse artikler indføres en mekanisme for fremsendelse af afgørelser om konfiskation.
Forslaget giver mulighed for direkte fremsendelse af en afgørelse om konfiskation mellem
kompetente nationale myndigheder, men giver også mulighed for at få bistand af centrale
myndigheder. Reglerne om identifikation af den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed og om
muligheden for at fremsende afgørelsen om konfiskation til mere end én medlemsstat
præciseres.
Som hovedregel må en afgørelse om konfiskation kun fremsendes til en enkelt
fuldbyrdelsesstat ad gangen. Der indføres imidlertid en række undtagelser i artikel 5. Når
formuegoderne, der er omfattet af afgørelsen, befinder sig i forskellige fuldbyrdelsesstater,
eller når fuldbyrdelsen indebærer foranstaltninger i mere end én fuldbyrdelsesstat, kan
udstedelsesmyndigheden fremsende afgørelsen til mere end én fuldbyrdelsesstat.
Udstedelsesmyndigheden kan ligeledes fremsende afgørelsen vedrørende et pengebeløb til
flere fuldbyrdelsesstater, når det pågældende formuegode ikke er blevet indefrosset, eller når
værdien af formuegodet, der kan konfiskeres i udstedelsesstaten og en fuldbyrdelsesstat,
sandsynligvis ikke vil være tilstrækkelig til fuldbyrdelsen af det fulde beløb, der er omfattet af
afgørelsen.
Udsendelsesstatens fremsendelse af afgørelsen om konfiskation begrænser ikke denne stats
kompetence til selv at fuldbyrde afgørelsen. Der fastsættes også regler for at sikre, at
fuldbyrdelsen af afgørelsen ikke overstiger det maksimumsbeløb, der specificeres i
afgørelsen.
Afgørelsen om konfiskation skal ledsages af en standardattest, der er vedlagt dette forslag.
Attesten skal oversættes til et officielt sprog i fuldbyrdelsesstaten.
Artikel 8: Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
Fuldbyrdelsesmyndigheden skal anerkende afgørelsen om konfiskation uden yderligere
formaliteter og skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelsen på
DA 14 DA
samme måde som for en afgørelse om konfiskation truffet af en myndighed i
fuldbyrdelsesstaten, medmindre den påberåber sig en af grundene til afvisning eller
udsættelse. Der fastsættes detaljerede regler for muligheden for at konfiskere andre typer af
formuegoder end det, der specificeres i afgørelsen om konfiskation.
Artikel 9: Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
Artikel 9 indeholder en udtømmende liste over begrundelser for ikke-anerkendelse og
ikkefuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, som fuldbyrdelsesmyndigheden kan anvende
for at nægte at anerkende og fuldbyrde afgørelsen om konfiskation. Listen er en smule
anderledes end listen i rammeafgørelsen fra 2006. Nogle afvisningsgrunde er fortsat de
samme, f.eks. begrundelsen i henhold til princippet om "ne bis in idem" eller begrundelsen
baseret på immunitet eller privilegier. Men begrundelserne for afvisning, som hører sammen
med typen af afgørelsen om konfiskation (f.eks. udvidet konfiskation), er ikke medtaget i
forslaget, og dette betyder, at rammerne for gensidig anerkendelse udvides og styrkes
betydeligt.
For så vidt angår afvisningsgrunden baseret på retten til at være til stede ved retssagen gælder
denne kun for retssager, der fører til afgørelser om konfiskation i forbindelse med endelig
domfældelse, og ikke procedurer, der fører til afgørelser om konfiskation, hvor der ikke er
sket domfældelse.
Artikel 10: Tidsfrister for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
I denne artikel fastsættes tidsfrister for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om
konfiskation, og der skabes dermed merværdi sammenlignet med rammeafgørelsen fra 2006,
som ikke indeholdt nogen tidsfrister. Sammenlignet med indefrysning, som skal gennemføres
med meget kort frist, kan konfiskation ske over en længere periode. Erfaringerne med
rammeafgørelsen fra 2006 har imidlertid vist, at der er behov for at indføre klare frister for at
sikre effektive grænseoverskridende procedurer.
Der fastsættes forskellige tidsfrister separat for afgørelsen om anerkendelse og for
fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation. Først skal fuldbyrdelsesmyndigheden træffe
afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation så hurtigt som
muligt og senest 30 dage efter modtagelsen af afgørelsen om konfiskation. For det andet skal
fuldbyrdelsesmyndigheden gennemføre konfiskationen straks og senest 30 dage efter at have
truffet afgørelse om at anerkende og fuldbyrde afgørelsen om konfiskation.
I særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at overholde
tidsfristerne, skal den straks give udstedelsesmyndigheden meddelelse herom.
Artikel 11: Udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelser om konfiskation
Denne artikel indeholder en standardformulering i instrumenter om gensidig anerkendelse, der
giver mulighed for at udsætte anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen om
konfiskation. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan udsætte fuldbyrdelsen af afgørelsen om
konfiskation, hvis der er risiko for at skade en igangværende efterforskning, eller der er risiko
for, at det samlede beløb overstiger det beløb, der specificeres i afgørelsen, eller i sager, hvor
man har påberåbt sig retsmidler i henhold til artikel 33.
Artikel 12: Umulig fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation
Der kan opstå en situation, hvor det er umuligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at fuldbyrde
afgørelsen om konfiskation. I sådanne tilfælde skal fuldbyrdelsesmyndigheden straks give
udstedelsesmyndigheden meddelelse herom. Hvis det er muligt, kan afgørelsen fuldbyrdes for
andre formuegoder.
DA 15 DA
Kapitel III – Tidsfrister for fremsendelse, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om
indefrysning
Artikel 13 – Betingelser for udstedelse og fremsendelse af en afgørelse om indefrysning
I denne artikel fastsættes betingelserne for udstedelse og fremsendelse af en afgørelse om
indefrysning for at sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes. Denne artikel bringer
forslaget i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 2014/41/EU og sikrer derved, at de
samme betingelser gælder for indefrysning som bevismateriale og indefrysning med henblik
på efterfølgende konfiskation. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal fuldbyrde afgørelsen inden for
de frister, der fastsættes i artikel 19, men hvis den har grund til at formode, at disse
betingelser ikke er opfyldt, kan den høre udstedelsesmyndigheden, når afgørelsen er
anerkendt og fuldbyrdet.
Artikel 14: Fremsendelse af afgørelser om indefrysning
En afgørelse om indefrysning skal fremsendes direkte mellem kompetente nationale
myndigheder, men bistand fra centrale myndigheder er også tilladt. Reglerne om
identifikation af den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed præciseres. Afgørelsen om
indefrysning skal ledsages af en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation,
eller den skal indeholde en instruks om, at formuegodet skal forblive i fuldbyrdelsesstaten,
indtil der foreligger en anmodning om konfiskation, og den skønnede dato for en sådan
anmodning skal angives. Udstedelsesmyndigheden skal ligeledes informere
fuldbyrdelsesmyndigheden om enhver interesseret part, herunder tredjemand, der er i god tro,
og som påvirkes af afgørelsen om indefrysning, som den er vidende om.
Artikel 15: Fremsendelse af en afgørelse om indefrysning til en eller flere fuldbyrdelsesstater
Som hovedregel må en afgørelse om indefrysning kun fremsendes til en enkelt
fuldbyrdelsesstat ad gangen. I denne artikel fastsættes regler for muligheden af at fremsende
afgørelsen om indefrysning til mere end én medlemsstat. Disse regler minder meget om
reglerne for fremsendelse af afgørelser om konfiskation.
Når formuegoderne, der er omfattet af afgørelsen, befinder sig i forskellige
fuldbyrdelsesstater, eller når fuldbyrdelsen indebærer foranstaltninger i mere end én
fuldbyrdelsesstat, kan udstedelsesmyndigheden fremsende afgørelsen til mere end én
fuldbyrdelsesstat. Udstedelsesmyndigheden kan ligeledes fremsende afgørelsen vedrørende et
pengebeløb til flere fuldbyrdelsesstater, når værdien af formuegodet, der kan indefryses i
udstedelsesstaten og en fuldbyrdelsesstat, sandsynligvis ikke vil være tilstrækkelig til
fuldbyrdelse af det fulde beløb, der er omfattet af afgørelsen.
Artikel 16: Formen af afgørelsen om indefrysning
Forslaget giver mulighed for en forenklet procedure, eftersom det indeholder en
standardformular til udstedelse af en afgørelse om indefrysning. Formularen er derfor ikke en
"attest", der ledsager en separat afgørelse. Dette er en forenkling af proceduren om gensidig
anerkendelse, eftersom det i rammeafgørelsen om gensidig anerkendelse af afgørelser om
indefrysning fra 2003 krævedes, at den nationale afgørelse om indefrysning blev ledsaget af
en attest. I stedet indeholder forslaget i bilag B en standardformular til afgørelse om
indefrysning, som udstedelsesmyndigheden skal udstede, underskrive og attestere som
værende nøjagtig og korrekt samt oversætte til et officielt sprog i fuldbyrdelsesstaten. Denne
fremgangsmåde er den samme, som anvendes i direktiv 2014/41/EU.
Artikel 17: Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning
DA 16 DA
Fuldbyrdelsesmyndigheden skal anerkende en afgørelse om indefrysning uden yderligere
formaliteter og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde den, medmindre den
påberåber sig en af grundene til at afvise eller udsætte dens anerkendelse og fuldbyrdelse.
Artikel 18: Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning
Afvisningsgrundene svarer til afvisningsgrundene for afgørelser om konfiskation med visse
indlysende undtagelser, der ikke finder anvendelse.
Artikel 19: Tidsfrister for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning
Indefrysning som en forebyggende foranstaltning skal ske hurtigt og kræver korte frister for
anerkendelse og fuldbyrdelse. Derfor fastsættes der klare tidsfrister i forslaget til forordning.
Dette er en vigtig forbedring sammenlignet med rammeafgørelsen fra 2003, hvor der ikke
blev fastsat klare tidsfrister.
Der fastsættes tre forskellige tidsfrister for afgørelsen om anerkendelse, for fuldbyrdelsen af
afgørelsen om indefrysning og for tilbagerapporteringen til udstedelsesmyndigheden. Der
fastsættes korte frister for at sikre, at fuldbyrdelsesstaten vil anerkende og fuldbyrde
afgørelsen og straks give udstedelsesmyndigheden meddelelse om resultatet med samme
hurtighed og prioritet som for tilsvarende indenlandske sager. Desuden skal
fuldbyrdelsesmyndigheden i fuld udstrækning tage hensyn til særlige krav, der specificeres i
afgørelsen om indefrysning såsom nødvendigheden af øjeblikkelig indefrysning eller en
bestemt dato for indefrysningen.
For det første skal fuldbyrdelsesmyndigheden træffe afgørelse om anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning så hurtigt som muligt og senest 24 timer efter
modtagelsen af afgørelsen om indefrysning.
For det andet skal fuldbyrdelsesmyndigheden gennemføre indefrysningen straks og senest 24
timer efter at have truffet afgørelsen om at anerkende og fuldbyrde afgørelsen om
indefrysning, og den skal straks give udstedelsesmyndigheden besked om sin afgørelse.
I tilfælde, hvor fuldbyrdelsesmyndigheden påberåber sig en begrundelse for afvisning eller
udsættelse, kan disse stramme tidsfrister ikke overholdes. I sådanne tilfælde præciseres det
derfor i forslaget, at fuldbyrdelsesmyndigheden skal handle hurtigst mulig.
Ud over disse frister indeholder artikel 25 en frist på 3 dage, inden for hvilke
fuldbyrdelsesmyndigheden skal aflægge rapport til udstedelsesmyndigheden om de indførte
foranstaltninger.
Artikel 20: Udsættelse af fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning
Denne artikel indeholder en standardformulering i instrumenter om gensidig anerkendelse, der
giver mulighed for at udsætte anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen om
indefrysning. Fuldbyrdelsesstaten kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning,
hvis der er risiko for at skade en igangværende efterforskning, eller hvis formuegodet allerede
er genstand for en afgørelse om indefrysning, der er truffet i en anden straffesag i
fuldbyrdelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal straks aflægge rapport om udsættelsen af
afgørelsen om indefrysning til udstedelsesmyndigheden, og så snart årsagen til udsættelsen
ikke længere findes, skal fuldbyrdelsesmyndigheden straks fuldbyrde afgørelsen og underrette
udstedelsesmyndigheden.
Artikel 21: Pligt til at underrette de interesserede parter
Efter fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning giver fuldbyrdelsesmyndigheden den
person, som er genstand for afgørelsen om indefrysning, og eventuelle andre interesserede
parter meddelelse om sin afgørelse under skyldig hensyntagen til
DA 17 DA
fortrolighedsbestemmelserne i artikel 22. Dette vil give de berørte personer mulighed for at
anvende retsmidler uden at skade indefrysningen.
Artikel 22: Fortrolig behandling
De fleste afgørelser om indefrysning indeholder oplysninger, der skal beskyttes for at sikre
efterforskningen. Denne artikel er inspireret af artikel 19 i direktiv 2014/41/EU om den
europæiske efterforskningskendelse og pålægger den udstedende og den fuldbyrdende
myndighed pligt til at sikre fortroligheden af efterforskningen. Fuldbyrdelsesmyndigheden
skal straks underrette udstedelsesmyndigheden, hvis den ikke kan opfylde fortrolighedskravet.
Artikel 23: Varigheden af afgørelser om indefrysning
I princippet skal formuegodet forblive indefrosset, indtil udstedelsesstaten udsteder en endelig
afgørelse om konfiskation eller frigivelse af de indefrosne formuegoder. Der kan imidlertid
opstå tilfælde, hvor indefrysningen ikke længere synes begrundet, eller hvor varigheden
forekommer uforholdsmæssigt lang. I denne artikel fastsættes bestemmelser for begrænsning
af det tidsrum, hvor formuegodet vil være indefrosset, efter samråd mellem
fuldbyrdelsesmyndigheden og udstedelsesmyndigheden. Der findes ingen absolut tidsfrist,
eftersom varigheden af efterforskningen og retssagen kan begrunde en lang
indefrysningsperiode. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke inden seks uger fremlægger
begrundelser for sin manglende accept af begrænsningen af varigheden, som foreslås af
fuldbyrdelsesmyndigheden, kan fuldbyrdelsesmyndigheden ophæve afgørelsen om
indefrysning.
Artikel 24: Umulig fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning
Fuldbyrdelsesmyndigheden skal straks give udstedelsesmyndigheden besked, hvis det er
umuligt at fuldbyrde afgørelsen om indefrysning, fordi formuegodet allerede er blevet
konfiskeret, er forsvundet, ikke kan findes på den angivne placering, eller placeringen ikke er
angivet tilstrækkeligt præcist.
Artikel 25: Rapportering
I denne artikel fastsættes en frist på tre dage, inden for hvilke fuldbyrdelsesmyndigheden skal
aflægge rapport om de trufne foranstaltninger og resultaterne af fuldbyrdelsen af afgørelsen
om indefrysning.
Kapitel IV – Almindelige bestemmelser
Dette kapitel indeholder almindelige regler for gensidig anerkendelse af afgørelser om både
indefrysning og konfiskation.
Artikel 26: Den lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen
Fuldbyrdelsesstaten har kompetence til at træffe og fuldbyrde foranstaltninger på sit område
efter anerkendelsen af en afgørelse om indefrysning eller konfiskation. Fuldbyrdelsesstatens
lovgivning finder anvendelse på fuldbyrdelsen af afgørelsen, herunder regler om garantier, når
der vedtages afgørelser i fuldbyrdelsesstaten vedrørende afgørelsen om indefrysning eller
konfiskation.
En afgørelse om indefrysning eller konfiskation, der er truffet vedrørende en juridisk person,
skal fuldbyrdes, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke anerkender juridiske personers strafferetlige
ansvar.
Medmindre udstedelsesstaten accepterer det, kan fuldbyrdelsesstaten ikke indføre alternative
foranstaltninger til indefrysning og konfiskation ud over dem, der nævnes i artikel 8 i
forslaget.
DA 18 DA
Artikel 27: Underretning af de kompetente myndigheder
Medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om de kompetente udstedelses- og
fuldbyrdelsesmyndigheder i henhold til definitionen i artikel 2, stk. 8 og 9. Desuden kan
medlemsstaterne udpege en eller flere centrale myndigheder, som har ansvaret for den
administrative fremsendelse og modtagelse. Kommissionen sikrer, at disse oplysninger stilles
til rådighed for alle medlemsstater og Rådet.
Artikel 28: Kommunikation
Denne artikel vedrører kommunikationen mellem kompetente myndigheder gennem hele
proceduren for gensidig anerkendelse. De kompetente myndigheder har en generel
forpligtelse til at høre hinanden i løbet af proceduren for gensidig anerkendelse ud over de
specifikke forpligtelser i de enkelte artikler i forslaget.
Artikel 29: Konkurrerende afgørelser
Hvis der udstedes to eller flere afgørelser vedrørende et pengebeløb imod den samme person,
og der ikke er tilstrækkelige midler til, at alle afgørelser kan fuldbyrdes, eller hvis et givet
formuegode er omfattet af flere afgørelser, skal fuldbyrdelsesstaten afgøre, hvilken eller
hvilke af afgørelserne skal fuldbyrdes under skyldig hensyntagen til omstændighederne,
herunder ofrenes interesser, hvorvidt der er tale om indefrosne aktiver, datoerne for de
respektive afgørelser og fremsendelsesdatoerne for de respektive afgørelser samt eventuelt
lovovertrædelsens relative alvor og stedet, hvor den begået.
Artikel 30: Afbrydelse af fuldbyrdelsen
Udstedelsesmyndigheden skal straks underrette fuldbyrdelsesmyndigheden om enhver
afgørelse eller foranstaltning, der medfører, at afgørelsen ikke længere er eksigibel, eller af
anden grund skal trækkes tilbage fra fuldbyrdelsesstaten af andre årsager.
Artikel 31: Forvaltning af og disponering over indefrosne og konfiskerede formuegoder
Fuldbyrdelsesstaten forvalter det indefrosne eller konfiskerede formuegode før dets endelige
fremsendelse med henblik på at forhindre, at det mister værdi.
I denne artikel præciseres reglerne for forvaltning af de konfiskerede formuegoder yderligere.
Der skal tages behørigt hensyn til ofrets ret til godtgørelse og tilbagegivelse i denne artikel,
eftersom den sikrer, at ofrets ret til godtgørelse og tilbagegivelse prioriteres over staternes
interesser. Det fastslås for det første, at beløbet, der svarer til afgørelsen om godtgørelse eller
tilbagegivelse, tilfalder udstedelsesstaten med henblik på godtgørelse eller tilbagegivelse til
ofret. For det andet skal fuldbyrdelsesstaten, hvis der verserer en sag om godtgørelse eller
tilbagegivelse til ofret i udstedelsesstaten, suspendere disponeringen af de konfiskerede
formuegoder, indtil afgørelsen er meddelt fuldbyrdelsesmyndigheden. Dette er en vigtig
nyskabelse inden for EU's retlige ramme, eftersom ingen af de to rammeafgørelser indeholder
bestemmelser vedrørende ofre. Bestemmelserne sikrer, at ofrene ikke mister deres rettigheder
i tilfælde, hvor aktiverne befinder sig i en anden medlemsstat. Samtidig indføres der med
denne bestemmelse ingen nye rettigheder for ofre, hvis der ikke allerede findes en sådan
rettighed i henhold til national ret.
Medmindre andet aftales, ligeledes under hensyntagen til behovet for at yde bistand til
inddrivelse af skattekrav i henhold til direktiv 2010/24/EU, finder de følgende regler, som er
inspireret af en regel om lighed mellem medlemsstater som fastsat i rammeafgørelse
2006/783/RIA anvendelse: Hvis beløbet i afgørelsen om konfiskation er lavere end 10 000
EUR, tilfalder beløbet fuldbyrdelsesstaten. Over dette beløb overføres 50 % af det
konfiskerede formuegode til udstedelsesstaten i kontanter, eller hele formuegodet, når det
overføres i naturalier med fuldbyrdelsesstatens samtykke. Hvis disse regler ikke kan finde
DA 19 DA
anvendelse, kan der disponeres over formuegodet på anden måde i overensstemmelse med
fuldbyrdelsesstatens lovgivning.
Artikel 32: Udgifter
Udgifterne skal enten dækkes af fuldbyrdelsesstaten, når de opstår på denne stats område,
eller af udstedelsesstaten i alle andre tilfælde. Hvis fuldbyrdelsesstaten har afholdt store eller
usædvanlige udgifter, kan den foreslå udstedelsesstaten, at udgifterne deles.
Artikel 33: Retsmidler i fuldbyrdelsesstaten i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse
Med denne artikel indføres et retsmiddel i fuldbyrdelsesstaten mod anerkendelse og
fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning eller konfiskation. Alle interesserede parter,
herunder tredjemand, der er i god tro, kan anlægge sag ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten
for at sikre sine rettigheder i henhold til den pågældende stats ret. Anmodningen kan have
opsættende virkning efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning. Realitetsgrundlaget for afgørelsen
om konfiskation kan imidlertid ikke anfægtes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten.
Artikel 34: Godtgørelse
Med undtagelse af tilfælde, hvor hele ansvaret skyldes fuldbyrdelsesstatens adfærd, er
udstedelsesstaten forpligtet til at godtgøre ethvert beløb, der udbetales som erstatning til en
hvilken som helst part efter fuldbyrdelsen af en afgørelse.
Artikel 35: Statistik
Denne artikel vedrører medlemsstaternes pligt til regelmæssigt at indsamle statistik fra de
relevante myndigheder og vedligeholde omfattende statistikker vedrørende gensidig
anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation. De indsamlede statistikker
tilsendes Kommissionen hvert år. Eftersom der i øjeblikket mangler omfattende data
vedrørende gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation, forekommer
denne forpligtelse at være nødvendig for at give mulighed for en grundig vurdering af,
hvordan mekanismen, der indføres ved denne forordning, fungerer.
Afsnit V – Afsluttende bestemmelser
Artikel 36: Ændringer af attesten og formularen
Standardattesten og formularen i bilag I og II til dette forslag bør være et nyttigt redskab til at
forenkle og fremskynde den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om
indefrysning og konfiskation mest mulig. Derfor er det nødvendigt fremover at kunne
afhjælpe de identificerede problemer vedrørende attestens og formularens indhold så hurtigt
som mulig. Hvis ændring af de to bilag kræver en kompleks og fuldstændig
lovgivningsprocedure, er dette krav ikke opfyldt. Derfor fastsættes der en hurtigere og mere
fleksibel procedure for ændringer gennem delegerede retsakter i artikel 37.
Artikel 37: Udøvelse af de delegerede beføjelser
Denne artikel indeholder betingelserne for, hvornår Kommissionen har beføjelse til at vedtage
delegerede retsakter for at indføre nødvendige ændringer af attesten og formularen, der er
vedlagt forslaget. Der fastlægges en standardprocedure for vedtagelsen af sådanne delegerede
retsakter.
Artikel 38: Revisionsklausul
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af
den foreslåede forordning fem år efter dens ikrafttræden.
Artikel 39: Udskiftning
DA 20 DA
Denne forordning træder i stedet for rammeafgørelse 2003/577/RIA og 2006/783/RIA for de
medlemsstater, der er bundet af den. Rammeafgørelses 2003/577/RIA og 2006/783/RIA
finder fortsat anvendelse i de medlemsstater, der ikke er bundet af denne forordning.
Artikel 40: Ikrafttræden og anvendelse
Dette forslag til forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. Herefter anvendes forordningen seks måneder efter datoen for
denne forordnings ikrafttræden med undtagelse af artikel 27, der anvendes fra datoen for
forordningens ikrafttræden.
DA 21 DA
2016/0412 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82,
stk. 1, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den Europæiske Union har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed.
(2) Det retlige samarbejde i straffesager i Unionen er baseret på princippet om gensidig
anerkendelse af domme og retsafgørelser, som normalt er blevet betegnet som en
hovedhjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager i Unionen siden Det
Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999.
(3) Indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold er blandt de
mest effektive metoder til bekæmpelse af kriminalitet. Den Europæiske Union lægger
vægt på at sikre mere effektiv identifikation, konfiskation og genanvendelse af udbytte
fra strafbart forhold24
.
(4) Eftersom kriminalitet ofte har en tværnational karakter, er det vigtigt med et effektivt
grænseoverskridende samarbejde for at beslaglægge og konfiskere redskaber og
udbytte fra strafbart forhold.
(5) EU's nuværende retlige ramme for gensidig anerkendelse af afgørelser om
indefrysning og konfiskation består af Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22.
juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af
formuegoder eller bevismateriale25
og Rådets rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6.
oktober 2006 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om
konfiskation26
.
(6) Kommissionens rapporter om gennemførelsen af rammeafgørelse 2003/577/RIA og
2006/783/RIA viser, at den nuværende ordning for gensidig anerkendelse af afgørelser
om indefrysning og konfiskation ikke er fuldstændig effektiv. De nuværende
instrumenter er ikke blevet gennemført og anvendt ensartet i medlemsstaterne, hvilket
har ført til utilstrækkelig gensidig anerkendelse.
24
"Stockholmprogrammet – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse", EUT
C 115 af 4.5.2010, s. 1.
25
EUT L 196 af 2.8.2003, s. 45.
26
EUT L 328 af 21.11.2006, s. 59.
DA 22 DA
(7) EU's juridiske ramme for gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og
konfiskation har ikke holdt trit med udviklingen i lovgivningen på EU-niveau og
nationalt. Navnlig direktiv 2014/42/EU27
fastsætter fælles minimumsregler om
indefrysning og konfiskation af formuegoder. Disse fælles minimumsregler vedrører
konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold, herunder ved mistænktes
eller anklagedes sygdom eller undvigelse, når der er indledt straffesag vedrørende en
strafbar handling, udvidet konfiskation og konfiskation hos tredjemand. Disse fælles
minimumsregler vedrører ligeledes indefrysning af formuegoder med henblik på
eventuel efterfølgende konfiskation. De typer af konfiskation og indefrysning, der er
omfattet af direktiv 2014/42/EU, bør ligeledes være omfattet af den retlige ramme for
gensidig anerkendelse.
(8) Ved vedtagelsen af direktiv 2014/42/EU erklærede Europa-Parlamentet og Rådet, at et
effektivt system for indefrysning og konfiskation i Den Europæiske Union hænger
uløseligt sammen med en velfungerende ordning for gensidig anerkendelse af
afgørelser om indefrysning og konfiskation. I lyset af behovet for at indføre et
dækkende system for indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra
strafbart forhold opfordrede Europa-Parlamentet og Rådet Kommissionen til at
fremsætte et forslag til retsakt om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning
og konfiskation.
(9) I den europæiske dagsorden om sikkerhed28
fandt Kommissionen, at det retlige
samarbejde i straffesager er afhængigt af effektive grænseoverskridende instrumenter,
og at gensidig anerkendelse af domme og domsafgørelser er et centralt aspekt af
sikkerhedsrammen. Kommissionen erindrede ligeledes om behovet for at forbedre den
gensidige anerkendelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation.
(10) I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om en "handlingsplan med henblik
på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme"29
fremhævede Kommissionen
behovet for at sikre, at kriminelle, der finansierer terrorisme, fratages deres aktiver.
For at blokere terrorfinansiering, der stammer fra organiseret kriminalitet, er det
vigtigt at fratage disse kriminelle ethvert udbytte af strafbare handlinger. For at opnå
dette er det nødvendigt at sikre, at alle typer af afgørelser om indefrysning og
konfiskation så vidt muligt fuldbyrdes i hele Unionen gennem anvendelse af
princippet om gensidig anerkendelse.
(11) For at sikre en effektiv gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og
konfiskation skal reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse af disse afgørelser
fastlægges i en retligt bindende EU-retsakt, der gælder umiddelbart.
(12) Det er vigtigt at fremme den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om
indefrysning og konfiskation af formuegoder ved at indføre regler, der forpligter en
medlemsstat til at anerkende og på sit område fuldbyrde afgørelser om indefrysning og
konfiskation, der er truffet af en medlemsstat i forbindelse med en straffesag.
(13) Denne forordning bør omfatte alle afgørelser om konfiskation, som en domstol har
afsagt efter en retssag i forbindelse med en strafbar handling, og alle afgørelser om
indefrysning, der er truffet med henblik på en eventuel efterfølgende konfiskation. Den
27
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation
af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union, EUT L 127 af 29.4.2014, s. 39.
28
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg og Regionsudvalget, Den europæiske dagsorden om sikkerhed, COM(2015) 185 final.
29
COM(2016) 50 final.
DA 23 DA
bør derfor gælde for alle typer af afgørelser, der er omfattet af direktiv 2014/42/EU,
samt andre typer af afgørelser, der er truffet uden endelig domfældelse i forbindelse
med straffesager. Denne forordning bør ikke finde anvendelse på afgørelser om
indefrysning og konfiskation, der er truffet inden for rammerne af civilretlige eller
administrative procedurer.
(14) Denne forordning bør omfatte afgørelser om konfiskation og indefrysning vedrørende
lovovertrædelser, der er omfattet af direktiv 2014/42/EU, samt andre afgørelser
vedrørende andre lovovertrædelser. Lovovertrædelserne bør derfor ikke være
begrænset til områder med særligt alvorlig kriminalitet med en grænseoverskridende
dimension, eftersom artikel 82 i TEUF ikke indeholder en sådan begrænsning for
foranstaltninger, hvorved der indføres regler og procedurer til sikring af gensidig
anerkendelse af domme i straffesager.
(15) Et samarbejde mellem medlemsstaterne på grundlag af princippet om gensidig
anerkendelse og umiddelbar fuldbyrdelse af retsafgørelser forudsætter, at der er tillid
til, at de afgørelser, der skal anerkendes og fuldbyrdes, altid vil blive truffet i
overensstemmelse med principperne om legalitet, subsidiaritet og proportionalitet.
Endvidere er det en forudsætning, at rettigheder, som tilkommer parterne eller en
berørt tredjemand i god tro, sikres.
(16) Denne forordning indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de
grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er
defineret i artikel 6 i TEU.
(17) Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder
principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
(chartret) og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder. Denne forordning bør anvendes i overensstemmelse
med disse rettigheder og principper.
(18) Denne forordning bør anvendes under hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/64/EU30
, 2012/13/EU31
, 2013/48/EU32
, 2016/34333
, 2016/80034
og
2016/191935
, der vedrører processuelle rettigheder i straffesager.
(19) Samtidig med at de sikrer overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, bør reglerne
om fremsendelse, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og
konfiskation sikre en effektiv proces for konfiskation af udbytte fra strafbart forhold.
30
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og
oversætterbistand i straffesager (EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1).
31
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under
straffesager (EUT L 142 af 1.6.2012, s. 1).
32
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til
advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en
tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære
myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT L 294 af 6.11.2013, s. 1).
33
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter
af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT L 65 af
11.3.2016, s. 1).
34
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for
børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (EUT L 132 af 21.5.2016, s. 1).
35
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1919 af 26. oktober 2016 om retshjælp til mistænkte
og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer (EUT L 297 af
4.11.2016, s. 1).
DA 24 DA
(20) Med henblik på dette bør afgørelser om indefrysning og konfiskation fremsendes
direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden eller eventuelt til en central myndighed.
(21) En afgørelse om konfiskation bør fremsendes sammen med en standardattest.
(22) Fuldbyrdelsesmyndigheden bør anerkende en afgørelse om konfiskation uden
yderligere formaliteter og bør træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på
dens fuldbyrdelse. En afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen om
konfiskation bør træffes, og konfiskationen gennemføres, med samme hurtighed og
prioritet som i en tilsvarende national sag. Tidsfristerne bør fastsættes med henblik på
at sikre en hurtig og effektiv afgørelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation.
(23) Eftersom indefrysning er en hasteforanstaltning og er af midlertidig karakter, bør en
afgørelse om indefrysning udstedes på en standardformular. Udstedelsesmyndigheden
bør vurdere, hvorvidt det er nødvendigt og forholdsmæssigt at træffe afgørelsen om
indefrysning med henblik på midlertidigt at forhindre, at formuegoder destrueres,
ændres, flyttes, overføres eller afhændes. For at bringe betingelserne for udstedelse af
afgørelser om indefrysning i nationale og grænseoverskridende sager i
overensstemmelse med hinanden bør en afgørelse om indefrysning i henhold til denne
forordning kun udstedes, når dette også ville være sket i en tilsvarende national sag.
(24) Fuldbyrdelsesmyndigheden bør anerkende en afgørelse om indefrysning uden
yderligere formaliteter og bør straks træffe de nødvendige foranstaltninger med
henblik på dens fuldbyrdelse. En afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse af
afgørelsen om indefrysning bør træffes og indefrysningen gennemføres med samme
hurtighed og prioritet som i en tilsvarende national sag. Tidsfristerne bør fastsættes
med henblik på at sikre en hurtig og effektiv afgørelse og fuldbyrdelse af afgørelsen
om indefrysning.
(25) Ved fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning bør udstedelsesmyndigheden og
fuldbyrdelsesmyndigheden tage skyldigt hensyn til efterforskningens fortrolighed.
Fuldbyrdelsesmyndigheden bør navnlig garantere fortroligheden af oplysningerne og
indholdet i afgørelsen om indefrysning.
(26) Anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller konfiskation bør
ikke afslås af andre grunde end dem, der er fastsat i denne forordning. Det skal navnlig
være muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden ikke at anerkende og fuldbyrde en
afgørelse om konfiskation på grundlag af ne bis in idem-princippet, en interesseret
parts rettigheder eller retten til at være til stede under retssagen.
(27) Inden fuldbyrdelsesmyndigheden træffer afgørelse om at påberåbe sig en begrundelse
for ikke at anerkende og ikke at fuldbyrde afgørelsen, bør den høre
udstedelsesmyndigheden for at få eventuelle nødvendige yderligere oplysninger.
(28) Fuldbyrdelsesmyndigheden bør have mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen af en
afgørelse om konfiskation eller indefrysning, navnlig når fuldbyrdelsen kan skade en
igangværende efterforskning. Så snart grunden til udsættelsen ikke længere eksisterer,
bør fuldbyrdelsesmyndigheden træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på
at fuldbyrde afgørelsen.
(29) Udstedelsesmyndigheden bør straks underrettes om, at det ikke er muligt at fuldbyrde
en afgørelse. Dette kan skyldes, at formuegodet allerede er konfiskeret, er forsvundet,
ikke forefindes på den placering, som udstedelsesmyndigheden har anført, eller at
placeringen af formuegodet ikke er angivet tilstrækkeligt præcist.
DA 25 DA
(30) Fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller konfiskation bør være styret af
lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten, og denne stats myndigheder har enekompetence
vedrørende fuldbyrdelsesprocedurerne.
(31) Den korrekte gennemførelse af denne forordning i praksis kræver, at der opretholdes
tætte forbindelser mellem de berørte kompetente nationale myndigheder, navnlig i
tilfælde af samtidig fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation i mere end én
medlemsstat. De kompetente nationale myndigheder bør derfor rådføre sig med
hinanden, hver gang det er nødvendigt.
(32) Ofrenes ret til godtgørelse og tilbagegivelse bør ikke berøreres i grænseoverskridende
sager. Reglerne for afståelse af de konfiskerede formuegoder bør prioritere godtgørelse
og tilbagegivelse af formuegoder til ofrene. Medlemsstaterne bør ligeledes tage hensyn
til deres pligt til at bistå ved inddrivelse af skattekrav fra andre medlemsstater i
henhold til direktiv 2010/24/EU36
.
(33) Medlemsstaterne skal ikke kunne afkræve hinanden godtgørelse af omkostninger i
forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse. Men når fuldbyrdelsesstaten har haft
store eller ekstraordinære omkostninger, skal udstedelsesmyndigheden tage hensyn til
et forslag fra fuldbyrdelsesmyndigheden om, at omkostningerne bør deles.
(34) Alle interesserede parter, inklusive en tredjemand i god tro, bør have adgang til
retsmidler mod anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning eller
konfiskation for at bevare sine rettigheder, herunder en reel mulighed for at indbringe
afgørelsen for en domstol eller gøre krav på ejerskab eller andre former for
ejendomsret i henhold til direktiv 2014/42/EU. Sagen skal indbringes for en domstol i
fuldbyrdelsesstaten.
(35) Med henblik på at ændre attesten og formularen i bilag I og II til denne forordning bør
beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde uddelegeres til Kommissionen. Det er navnlig
vigtigt, at Kommissionen foretager passende høringer under sine forberedelser til
udarbejdelsen af delegerede retsakter, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i
forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for
samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-
Parlamentet og Rådet.
(36) Eftersom målet med denne forordning, nemlig den gensidige anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og konfiskation, ikke i tilstrækkelig grad
kan opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger
bedre nås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen
ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(37) Bestemmelserne i rammeafgørelse 2003/577/RIA er allerede erstattet af direktiv
2014/41/EU37
med hensyn til indefrysning af bevismateriale. Bestemmelserne i
rammeafgørelse 2003/577/RIA bør erstattes af denne forordning mellem
medlemsstaterne, som er bundet af den, med hensyn til indefrysning med henblik på
36
Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i
forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EUT L 84 af 31.3.2010, s. 1).
37
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske
efterforskningskendelse i straffesager (EUT L 130 af 1.5.2014, s. 1).
DA 26 DA
efterfølgende konfiskation af formuegoder. Bestemmelserne om indefrysning af
bevismateriale og med henblik på efterfølgende konfiskation bør bringes i
overensstemmelse med hinanden. Denne forordning bør ligeledes erstatte
rammeafgørelse 2006/783/RIA mellem de medlemsstater, der er forpligtet af den.
(38) I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for
så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag
til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, [har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at
deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning]/[og med forbehold af
samme protokols artikel 4 deltager Det Forenede Kongerige/Irland ikke i vedtagelsen
af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det
Forenede Kongerige/Irland].
(39) I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag
til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er
bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
GENSTAND, DEFINITIONER OG ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Genstand
1. I denne forordning fastsættes regler, hvorefter en medlemsstat skal anerkende og på
sit område fuldbyrde en afgørelse om indefrysning eller konfiskation truffet af en
anden medlemsstat i forbindelse med en straffesag.
2. Denne forordning indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de
grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er
defineret i artikel 6 i TEU.
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
(1) "afgørelse om konfiskation": en endelig sanktion eller foranstaltning, som er
pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en strafbar handling, og som
medfører en fysisk eller juridisk persons endelige berøvelse af formuegoder
(2) "afgørelse om indefrysning": en retsafgørelse, som er truffet eller godkendt af
en retslig myndighed, jf. stk. 8, vedrørende en afgørelse om indefrysning i
udstedelsesstaten med henblik på midlertidigt at forhindre, at et formuegode,
med henblik på eventuel efterfølgende konfiskation, destrueres, ændres, flyttes,
overføres eller afhændes
DA 27 DA
(3) "formuegoder": alle formuegoder af enhver art, det være sig rørlige eller
urørlige formuegoder, fast ejendom eller løsøre samt juridiske dokumenter eller
papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder over sådanne formuegoder,
som udstedelsesmyndigheden anser for at:
(a) være udbyttet af en lovovertrædelse eller svarer helt eller delvist til
værdien af et sådant udbytte
(b) være redskaber anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse eller
værdien af sådanne redskaber
(c) kunne konfiskeres som følge af udstedelsesstatens anvendelse af
beføjelsen til konfiskation, jf. direktiv 2014/42/EU, eller
(d) kunne konfiskeres i medfør af enhver anden bestemmelse om beføjelse
til konfiskation i henhold til udstedelsesstatens lovgivning
(4) "udbytte": enhver økonomisk fordel, der direkte eller indirekte stammer fra en
strafbar handling det kan bestå af alle former for formuegoder og omfatter
efterfølgende geninvestering eller omdannelse af direkte udbytte og eventuelle
fordele af økonomisk værdi
(5) "redskaber": enhver form for formuegode, der anvendes eller påtænkes anvendt
på en hvilken som helst måde, helt eller delvist, til at begå en eller flere
strafbare handlinger
(6) "udstedelsesstat": den medlemsstat, hvor en afgørelse om indefrysning eller
konfiskation træffes i forbindelse med en straffesag
(7) "fuldbyrdelsesstat": den medlemsstat, hvortil en afgørelse om indefrysning
eller konfiskation fremsendes med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse
(8) "udstedelsesmyndighed":
(a) i forbindelse med en afgørelse om indefrysning:
(1) en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig
anklager, der er kompetent i den pågældende sag, eller
(2) en anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten,
der i forbindelse med straffesager har beføjelse til at træffe
afgørelse om indefrysning of formuegoder eller til at fuldbyrde en
afgørelse om indefrysning i overensstemmelse med national ret.
Desuden skal afgørelsen om indefrysning, før den fremsendes til
fuldbyrdelsesmyndigheden, efter en undersøgelse af dens
overensstemmelse med betingelserne for at træffe en sådan
afgørelse i henhold til denne forordning, navnlig betingelserne i
artikel 13, stk. 1, godkendes af en dommer, domstol,
undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten.
Når afgørelsen er blevet godkendt af en retslig myndighed, kan
denne myndighed også betragtes som en udstedelsesmyndighed
med hensyn til fremsendelse af afgørelsen
(b) i forbindelse med en afgørelse om konfiskation har en kompetent
myndighed som defineret af udstedelsesstaten kompetence til i
straffesager at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation truffet af en
domstol i henhold til national ret
DA 28 DA
(9) "fuldbyrdelsesmyndighed": en myndighed, der har kompetence til at anerkende
en afgørelse om indefrysning eller konfiskation og sikre fuldbyrdelsen heraf i
overensstemmelse med denne forordning og de procedurer, der finder
anvendelse i en lignende national sag.
Artikel 3
Strafbare handlinger
1. En afgørelse om indefrysning eller konfiskation medfører fuldbyrdelse uden kontrol
af dobbelt strafbarhed af de handlinger, der giver anledning til afgørelsen om
indefrysning eller konfiskation, udgør en eller flere af følgende lovovertrædelser som
defineret i udstedelsesstatens lovgivning, og er strafbare i udstedelsesstaten med en
maksimal frihedsstraf på mindst tre år:
– deltagelse i en kriminel organisation
– terrorisme
– menneskehandel
– seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi
– ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
– ulovlig handel med våben, ammunition og sprængstoffer
– korruption
– svig og svigrelaterede overtrædelser af straffelovgivningen som defineret i direktiv
2017/xxx/EU om bekæmpelse af svig mod Unionens finansielle interesser ved
hjælp af strafferetlige bestemmelser
– svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser i
henhold til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser
– hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold
– falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen
– internetkriminalitet
– miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel
med truede plantearter og træsorter
– medvirken til ulovlig indrejse eller ulovligt ophold
– manddrab, grov legemsbeskadigelse
– ulovlig handel med menneskevæv og -organer
– bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning
– racisme og fremmedhad
– organiseret eller væbnet røveri
– ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande
– bedrageri
– afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning
– efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter
– forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med disse
– svig med og eftergørelse af andre betalingsmidler end kontanter
– ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
– ulovlig handel med nukleare eller radioaktive materialer
– handel med stjålne motorkøretøjer
– voldtægt
– forsætlig brandstiftelse
DA 29 DA
– strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols
straffemyndighed
– skibs- eller flykapring
– sabotage.
2. For så vidt angår andre end de af stk. 1 omfattede lovovertrædelser kan
fuldbyrdelsesstaten lade anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om
indefrysning eller konfiskation være betinget af, at de forhold, der ligger til grund for
afgørelsen om konfiskation, udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens
lovgivning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse heraf efter
udstedelsesstatens lovgivning.
KAPITEL II
FREMSENDELSE, ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
AF AFGØRELSER OM KONFISKATION
Artikel 4
Fremsendelse af afgørelser om konfiskation
1. Udstedelsesmyndigheden fremsender afgørelsen om konfiskation eller en bekræftet
genpart heraf sammen med attesten, jf. artikel 7, direkte til
fuldbyrdelsesmyndigheden eller i givet fald til den centrale myndighed, jf. artikel 27
stk. 2. Fremsendelsen kan ske ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe
skriftlig dokumentation, og således, at fuldbyrdelsesmyndigheden kan fastslå
ægtheden.
2. Vedrører afgørelsen om konfiskation et specifikt pengebeløb, fremsendes afgørelsen
til den medlemsstat, hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode,
at den fysiske eller juridiske person, som afgørelsen vedrører, ejer formuegoder eller
har indkomst.
3. Vedrører afgørelsen om konfiskation specifikke formuegoder, fremsendes den til den
medlemsstat, hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode, at der
befinder sig et formuegode, der er omfattet af afgørelsen om indefrysning.
4. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke har et rimeligt grundlag for at afgøre, til hvilken
medlemsstat afgørelsen om konfiskation skal fremsendes, fremsendes den til den
medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen,
har sin sædvanlige bopæl eller sit vedtægtsmæssige hjemsted.
5. Hvis fuldbyrdelsesmyndighedens identitet er ukendt, skal udstedelsesmyndigheden
på alle måder, herunder gennem kontaktpunkterne i det europæiske retlige netværk38
,
forsøge at fremskaffe de nødvendige oplysninger fra fuldbyrdelsesstaten.
38
Rådets afgørelse 2008/976/RIA af 16. december 2008 om det europæiske retlige netværk, EUT L 348 af
24.12.2008, s. 130.
DA 30 DA
6. Når den myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som modtager en afgørelse om
konfiskation, ikke har kompetence til at anerkende den og træffe de fornødne
foranstaltninger til at fuldbyrde den, fremsender den straks afgørelsen til den
kompetente fuldbyrdelsesmyndighed i sin medlemsstat og underretter
udstedelsesmyndigheden herom.
Artikel 5
Fremsendelse af en afgørelse om konfiskation til en eller flere fuldbyrdelsesstater
1. En afgørelse om konfiskation kan i medfør af artikel 4 kun fremsendes til én
fuldbyrdelsesstat ad gangen.
2. En afgørelse om konfiskation vedrørende bestemte formuegoder kan fremsendes til
mere end én fuldbyrdelsesstat samtidig, hvis
(a) udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode, at forskellige
formuegoder, der er omfattet af afgørelsen om konfiskation, befinder sig i
forskellige fuldbyrdelsesstater, eller
(b) konfiskationen af et specifikt formuegode, der er omfattet af afgørelsen om
konfiskation, kræver indgriben i mere end én fuldbyrdelsesstat, eller
(c) udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode, at et specifikt
formuegode, der er omfattet af afgørelsen om konfiskation, befinder sig i en af
to eller flere angivne fuldbyrdelsesstater.
3. En afgørelse om konfiskation af et pengebeløb kan fremsendes til mere end en
fuldbyrdelsesstat samtidig, såfremt udstedelsesmyndigheden skønner, at der er et
specifikt behov herfor, navnlig hvis:
(a) det pågældende formuegode ikke er blevet indefrosset i henhold til denne
forordning, eller
(b) værdien af det formuegode, der kan konfiskeres i udstedelsesstaten og en
hvilken som helst fuldbyrdelsesstat, sandsynligvis ikke er tilstrækkelig til en
fuldstændig fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation.
Artikel 6
Følgerne af fremsendelse af en afgørelse om konfiskation
1. Fremsendelse af en afgørelse om konfiskation til en eller flere fuldbyrdelsesstater i
henhold til artikel 4 og 5 begrænser ikke udstedelsesstatens ret til selv at fuldbyrde
afgørelsen.
2. Såfremt en afgørelse om konfiskation, der vedrører et pengebeløb, fremsendes til en
eller flere fuldbyrdelsesstater, må den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen,
ikke overstige det maksimale beløb, der er angivet i afgørelsen om konfiskation.
3. Udstedelsesmyndigheden underretter straks fuldbyrdelsesmyndigheden ved hjælp af
ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation:
(a) hvis den skønner, at der er risiko for, at fuldbyrdelsen kan overstige det
maksimale beløb, navnlig på grundlag af oplysninger, som
fuldbyrdelsesmyndigheden har afgivet i medfør af artikel 11, stk. 1, litra b)
DA 31 DA
(b) hvis hele afgørelsen om indefrysning eller konfiskation eller dele heraf er
blevet fuldbyrdet i udstedelsesstaten eller i en anden fuldbyrdelsesstat, med
angivelse af det beløb, for hvilket afgørelsen om indefrysning eller
konfiskation endnu ikke er fuldbyrdet
(c) hvis en myndighed i udstedelsesstaten efter fremsendelse af en afgørelse i
henhold til artikel 4, modtager et pengebeløb, som den person, der er omfattet
af afgørelsen frivilligt har betalt i forbindelse med afgørelsen.
Når litra b) finder anvendelse, skal udstedelsesmyndigheden snarest give
fuldbyrdelsesmyndigheden meddelelse om, hvorvidt risikoen ikke længere findes.
4. Når udstedelsesstaten har angivet, at den af en eller anden grund ønsker at trække
afgørelsen tilbage fra fuldbyrdelsesstaten, afslutter fuldbyrdelsesstaten straks
fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation.
Artikel 7
Standardattest
1. Udstedelsesmyndigheden udfylder attesten i bilag I, underskriver den og attestester
dens indhold som værende nøjagtigt og korrekt.
2. Udstedelsesmyndigheden oversætter attesten til et officielt sprog i
fuldbyrdelsesstaten eller et andet sprog angivet af denne medlemsstat i
overensstemmelse med stk. 3.'
3. Enhver medlemsstat kan til enhver tid afgive en erklæring til Kommissionen om, at
den vil acceptere en oversættelse på et eller flere af EU's officielle sprog.
Artikel 8
Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
1. Fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender uden yderligere formaliteter en afgørelse om
konfiskation, der er fremsendt i henhold til artikel 4, og træffer de nødvendige
foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse på samme måde som for en afgørelse
om konfiskation truffet af en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, medmindre denne
myndighed vælger at påberåbe sig en af de i artikel 9 nævnte grunde til at afslå
anerkendelse eller fuldbyrdelse, eller en af de i artikel 11 nævnte grunde til at
udsætte fuldbyrdelsen.
2. Såfremt en anmodning om konfiskation vedrører et specifikt formuegode, kan
udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighederne, hvis der er hjemmel herfor ifølge
udstedelsesstatens lovgivning, aftale, at fuldbyrdelsesstaten fuldbyrder
konfiskationen i form af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af
det pågældende formuegode.
3. Hvis en afgørelse om konfiskation vedrører et pengebeløb, skal
fuldbyrdelsesmyndigheden, hvis betaling ikke er sket, fuldbyrde afgørelsen om
konfiskation i overensstemmelse med stk. 1 for ethvert formuegode, der er
tilgængeligt til dette formål. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal om nødvendigt
omregne det pengebeløb, der skal konfiskeres, til fuldbyrdelsesstatens valuta til den
vekselkurs, der kan opnås på det tidspunkt, hvor afgørelsen om konfiskation blev
truffet.
DA 32 DA
4. Så snart fuldbyrdelsen af afgørelsen er afsluttet, giver fuldbyrdelsesmyndigheden
udstedelsesmyndigheden meddelelse om dette ved hjælp af ethvert middel, som kan
frembringe skriftlig dokumentation.
Artikel 9
Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
1. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan kun beslutte ikke at anerkende og ikke at fuldbyrde
afgørelser om konfiskation, hvis:
(a) attesten, jf. artikel 7, er ufuldstændig, tydeligvis ukorrekt eller tydeligvis ikke svarer
til afgørelsen om konfiskation og ikke er udfyldt efter høringen i henhold til stk. 2
(b) fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation vil være i modstrid med ne bis in idem-
princippet
(c) der efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger immuniteter eller privilegier, der
forhindrer fuldbyrdelse af en national afgørelse om konfiskation af de pågældende
formuegoder
(d) afgørelsen om konfiskation er baseret på en strafbar handling, der påstås at være
begået uden for udstedelsesstatens område og helt eller delvis på fuldbyrdelsesstatens
område, og den handling, for hvilken afgørelsen om konfiskation er truffet, ikke
udgør en lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten
(e) en godtroende tredjemands rettigheder efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning gør det
umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, herunder hvis dette er en følge af
iværksættelsen af retsmidler i overensstemmelse med artikel 31
(f) hvis den adfærd, som afgørelsen om konfiskation er baseret på, ikke udgør en
lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten i tilfælde som omhandlet i artikel 3, stk. 2; for
så vidt angår skatter, afgifter, told og valutahandel kan fuldbyrdelse af afgørelsen om
konfiskation dog ikke afslås med den begrundelse, at fuldbyrdelsesstatens lovgivning
ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder
samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den i
udstedelsesstaten
(g) den pågældende i henhold til attesten i artikel 7 ikke var personligt til stede ved
retssagen, der førte til en afgørelse om konfiskation i forbindelse med endelig
domfældelse.
Denne begrundelse for ikke-anerkendelse og ikkefuldbyrdelse finder ikke
anvendelse, når det i attesten hedder, at den pågældende i henhold til yderligere
proceduremæssige krav, som er fastsat i udstedelsesstatens nationale ret:
(1) blev indkaldt rettidigt og dermed informeret om den planlagte dato og det
planlagte sted for retssagen, der førte til afgørelsen om konfiskation, eller
ad anden vej modtog officielle oplysninger om den pågældende retssag
på en sådan måde, at det utvetydigt kan fastslås, at den pågældende var
klar over den berammede retssag, og i god tid blev informeret om, at der
kunne afsiges en sådan afgørelse om konfiskation, hvis den pågældende
ikke mødte op ved retssagen
(2) velvidende, at en straffesag var berammet, havde givet
rettergangsfuldmagt til en advokat, som enten af den pågældende selv
DA 33 DA
eller af det offentlige var udpeget til at forsvare ham eller hende under
retssagen, og denne advokat rent faktisk forestod dennes forsvar eller
(3) efter at have fået afgørelsen om konfiskation forkyndt og udtrykkeligt
være blevet underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor
personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens
realiteter inkl. nye beviser bliver taget op igen, og som kan føre til, at den
oprindelige afgørelse bliver ændret:
– udtrykkeligt har erklæret, at han/hun ikke anfægter afgørelsen om
konfiskation eller
– ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den
gældende frist.
2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal fuldbyrdelsesmyndigheden, inden den beslutter
ikke at anerkende eller ikke at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation enten helt eller
delvis, med alle passende midler høre udstedelsesmyndigheden og, hvis det er
hensigtsmæssigt, anmode udstedelsesmyndigheden om hurtigst muligt at give
supplerende oplysninger.
3. Enhver afgørelse om ikke at anerkende og fuldbyrde afgørelsen skal træffes straks og
øjeblikkeligt meddeles udstedelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som
kan frembringe skriftlig dokumentation.
Artikel 10
Tidsfrister for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation
1. Afgørelsen om anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation træffes,
og konfiskationen gennemføres, med samme hurtighed og prioritet som i en lignende
national sag og under alle omstændigheder inden for de frister, der er fastsat i denne
artikel.
2. Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelsen om konfiskation så hurtigt som muligt og senest 30 dage efter, at
fuldbyrdelsesmyndigheden har modtaget afgørelsen om konfiskation, jf. dog stk. 5.
3. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal straks give udstedelsesmyndigheden besked om sin
afgørelse ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.
4. Medmindre grundene til udsættelse, jf. artikel 11, er til stede, gennemfører
fuldbyrdelsesmyndigheden konfiskationen straks, og med forbehold af denne artikels
stk. 5, senest 30 dage efter at have truffet den afgørelse, der er omhandlet i denne
artikels stk. 2.
5. Hvis det i en specifikt tilfælde ikke er muligt at overholde tidsfristen i stk. 2 eller 4,
underretter fuldbyrdelsesmyndigheden hurtigst muligt og med ethvert tilgængeligt
middel udstedelsesmyndigheden om grundene til forsinkelsen og hører
udstedelsesmyndigheden om en hensigtsmæssig tidsplan for udførelsen af
konfiskationen. I et sådant tilfælde kan fristen i stk. 2 eller 4 forlænges med højst
30 dage.
DA 34 DA
Artikel 11
Udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelser om konfiskation
1. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om
konfiskation, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4:
(a) indtil et tidspunkt, som findes passende, hvis dens fuldbyrdelse kan skade en
igangværende strafferetlig efterforskning
(b) såfremt den i forbindelse med en afgørelse om konfiskation af
pengebeløb skønner, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved
fuldbyrdelsen, kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen om
konfiskation, i betydelig grad, fordi denne fuldbyrdes samtidigt i mere end én
medlemsstat, eller
(c) hvis formuegodet allerede er omfattet af en konfiskationssag i
fuldbyrdelsesstaten
(d) i de tilfælde af retsmidler, der er omhandlet af artikel 33.
2. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal straks udfærdige en rapport til
udstedelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig
dokumentation, om udsættelsen af fuldbyrdelsen af afgørelsen, herunder grundene til
udsættelsen og eventuelt udsættelsens forventede varighed.
3. Så snart grunden til udsættelse ikke længere er til stede, træffer
fuldbyrdelsesmyndigheden straks de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde
afgørelsen og underretter udstedelsesmyndigheden herom ved hjælp af ethvert
middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.
Artikel 12
Umulig fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation
Hvis det selv efter høring af udstedelsesmyndigheden viser sig at være umuligt at fuldbyrde
afgørelsen om konfiskation, fordi det formuegode, der skal indefryses, allerede er konfiskeret,
er forsvundet, blevet destrueret eller ikke kan findes på det i attesten angivne sted, eller fordi
det ikke er angivet tilstrækkeligt præcist, hvor formuegodet befinder sig, underrettes
udstedelsesmyndigheden straks. Hvis det er muligt, kan afgørelsen fuldbyrdes for andre
formuegoder i henhold til artikel 8, stk. 2 eller 3.
KAPITEL III
FREMSENDELSE, ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
AF AFGØRELSER OM INDEFRYSNING
Artikel 13
Betingelser for udstedelse og fremsendelse af en afgørelse om indefrysning
1. Udstedelsesmyndigheden kan træffeen afgørelse om indefrysning, hvis følgende betingelser
er opfyldt:
DA 35 DA
(a) udstedelsen af afgørelsen er nødvendig og forholdsmæssig med henblik på
midlertidigt at forhindre destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af
formuegoder med henblik på eventuel efterfølgende konfiskation under hensyntagen
til den berørte persons rettigheder
(b) afgørelsen kunne være blevet truffet under samme omstændigheder i en lignende
national sag og
(c) begrundelsen eller begrundelserne for afgørelsen angives korrekt, som minimum
kortfattet.
2. Udstedelsesmyndigheden vurderer de i stk. 1 omhandlede betingelser i hvert enkelt
tilfælde.
3. Når fuldbyrdelsesmyndigheden har grund til at tro, at de i stk. 1 omhandlede betingelser
ikke er opfyldt, kan den efter at have fuldbyrdet afgørelsen høre udstedelsesmyndigheden
om betydningen af at fortsætte indefrysning. En sådan høring må ikke forsinke
fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning. Efter en sådan høring kan
udstedelsesmyndigheden beslutte at trække afgørelsen tilbage.
Artikel 14
Fremsendelse af afgørelser om indefrysning
1. Udstedelsesmyndigheden fremsender afgørelsen om indefrysning sammen med
formularen, jf. artikel 16, direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden eller i givet fald til
den centrale myndighed, jf. artikel 27 stk. 2. Fremsendelsen kan ske ved hjælp af
ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation, og således, at
fuldbyrdelsesmyndigheden kan fastslå ægtheden.
2. Vedrører afgørelsen om indefrysning et specifikt pengebeløb, fremsendes afgørelsen
til den medlemsstat, hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode,
at den fysiske eller juridiske person, som afgørelsen vedrører, ejer formuegoder eller
har indkomst.
3. Vedrører afgørelsen om indefrysning specifikke formuegoder, fremsendes den til den
medlemsstat, hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode, at der
befinder sig et formuegode, der er omfattet af afgørelsen om indefrysning.
4. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke har et rimeligt grundlag for at afgøre, hvilken
medlemsstat afgørelsen om indefrysning skal fremsendes til, fremsendes den til den
medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen,
har sin sædvanlige bopæl eller sit vedtægtsmæssige hjemsted.
5. Afgørelsen om indefrysning, jf. stk. 1:
(a) skal ledsages af en afgørelse om konfiskation fremsendt i henhold til artikel 4,
eller
(b) skal indeholde en instruks om, at formuegodet skal forblive i
fuldbyrdelsesstaten indtil fremsendelsen af en afgørelse om konfiskation i
henhold artikel 4. Udstedelsesmyndigheden angiver den skønnede dato for
fremsendelsen på den i artikel 16 omhandlede formular.
6. Udstedelsesmyndigheden underretter fuldbyrdelsesmyndigheden, hvis den har
kendskab til en interesseret part, herunder en tredjemand i god tro, som påvirkes af
afgørelsen om indefrysning.
DA 36 DA
7. Hvis den kompetente fuldbyrdelsesmyndigheds identitet er ukendt, skal
udstedelsesmyndigheden på alle måder, herunder gennem kontaktpunkterne i det
europæiske retlige netværk39
, forsøge at fremskaffe de nødvendige oplysninger fra
fuldbyrdelsesstaten.
8. Når fuldbyrdelsesmyndigheden, som modtager en afgørelse om indefrysning, ikke
har kompetence til at anerkende den og træffe de fornødne foranstaltninger til at
fuldbyrde den, fremsender den straks afgørelsen om indefrysning til den kompetente
fuldbyrdelsesmyndighed i sin medlemsstat og underretter udstedelsesmyndigheden
herom.
Artikel 15
Fremsendelse af en afgørelse om indefrysning til en eller flere fuldbyrdelsesstater
1. En afgørelse om indefrysning kan i medfør af artikel 14 kan kun fremsendes til én
fuldbyrdelsesstat ad gangen.
2. En afgørelse om indefrysning vedrørende bestemte formuegoder kan fremsendes til
mere end én fuldbyrdelsesstat samtidig, hvis
(a) udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode, at forskellige
formuegoder, der er omfattet af afgørelsen om indefrysning, befinder sig i
forskellige fuldbyrdelsesstater, eller
(b) indefrysningen af et specifikt formuegode, der er omfattet af afgørelsen om
indefrysning, kræver indgriben i mere end én fuldbyrdelsesstat, eller
(c) udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at formode, at et specifikt
formuegode, der er omfattet af afgørelsen om indefrysning, befinder sig i en af
to eller flere angivne fuldbyrdelsesstater.
3. En afgørelse om indefrysning vedrørende et pengebeløb kan fremsendes til mere end
én fuldbyrdelsesstat på samme tid, når udstedelsesmyndigheden vurderer, at der
foreligger et specifikt behov for dette, navnlig når den skønnede værdi af det
formuegode, der kan indefryses i udstedelsesstaten og i en given fuldbyrdelsesstat,
sandsynligvis ikke vil være tilstrækkeligt til fuldbyrdelsen af det fulde beløb, der er
omfattet af afgørelsen om indefrysning.
Artikel 16
Formen af afgørelsen om indefrysning
1. Afgørelsen om indefrysning udstedes på den formular, der findes i bilag II.
2. Udstedelsesmyndigheden udfylder formularen, underskriver den og attestester dens
indhold som værende nøjagtigt og korrekt.
3. Udstedelsesmyndigheden oversætter afgørelsen om indefrysning til et officielt sprog
i fuldbyrdelsesstaten eller et andet sprog angivet af denne medlemsstat i
overensstemmelse med stk. 4.
4. Enhver medlemsstat kan til enhver tid afgive en erklæring til Kommissionen om, at
den vil acceptere en oversættelse på et eller flere af EU's officielle sprog.
39
Rådets afgørelse 2008/976/RIA af 16. december 2008 om det europæiske retlige netværk, EUT L 348 af
24.12.2008, s. 130.
DA 37 DA
Artikel 17
Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning
Fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender en afgørelse om indefrysning, der er fremsendt i
henhold til artikel 14 uden yderligere formaliteter, og træffer straks de nødvendige
foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse, medmindre denne myndighed vælger at
påberåbe sig en af de i artikel 18 nævnte grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse,
eller en af de i artikel 20 nævnte grunde til at udsætte fuldbyrdelsen.
Artikel 18
Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning
1. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan kun beslutte ikke at anerkende og ikke at fuldbyrde
afgørelser om indefrysning, hvis:
(a) formularen, jf. artikel 16, er ufuldstændig, tydeligvis ukorrekt og ikke er udfyldt efter
høringen i henhold til stk. 2
(b) fuldbyrdelsen af afgørelsen ville være i modstrid med ne bis in idem-princippet
(c) der efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger immuniteter eller privilegier, der
forhindrer fuldbyrdelse af en national afgørelse om indefrysning af det pågældende
formuegode
(d) afgørelsen er baseret på en strafbar handling, der påstås at være begået uden for
udstedelsesstatens område og helt eller delvis på fuldbyrdelsesstatens område, og den
handling, for hvilken afgørelsen om indefrysning er truffet, ikke udgør en
lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten
(e) hvis den adfærd, som afgørelsen om indefrysning er baseret på, ikke udgør en
lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten i tilfælde som omhandlet i artikel 3, stk. 2 for så
vidt angår skatter, afgifter, told og valutahandel kan fuldbyrdelse af afgørelsen om
indefrysning dog ikke afslås med den begrundelse, at den fuldbyrdende medlemsstats
lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke
indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den i
udstedelsesstaten.
2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal fuldbyrdelsesmyndigheden, inden den beslutter
ikke at anerkende eller ikke at fuldbyrde afgørelsen om indefrysning enten helt eller
delvis, med alle passende midler høre udstedelsesmyndigheden og, hvis det er
hensigtsmæssigt, anmode udstedelsesmyndigheden om hurtigst muligt at
fremkomme med supplerende oplysninger.
3. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan beslutte at ophæve afgørelsen om indefrysning, hvis
den under fuldbyrdelsen bliver opmærksom på, at en af begrundelserne for ikke-
anerkendelse og ikke fuldbyrdelse finder anvendelse.
Artikel 19
Tidsfrister for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning
1. Afgørelsen om anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning
træffes, og indefrysningen gennemføres, med samme hurtighed og prioritet som i en
tilsvarende national sag og under alle omstændigheder inden for de frister, der er
fastsat i denne artikel.
DA 38 DA
2. Når udstedelsesmyndigheden i afgørelsen om indefrysning har angivet, at der findes
legitime grunde til at formode, at det pågældende formuegode snarest vil blive flyttet
eller ødelagt, og at der er behov for øjeblikkelig indefrysning, eller hvis
udstedelsesmyndigheden i afgørelsen om indefrysning har anført, at
indefrysningsforanstaltningen skal gennemføres på en bestemt dato, tager
fuldbyrdelsesmyndigheden fuldt ud hensyn til dette krav.
3. Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelsen om indefrysning eller om at høre udstedelsesmyndigheden i
overensstemmelse med artikel 18, stk. 2, så hurtigt som muligt og senest 24 dage
efter, at fuldbyrdelsesmyndigheden har modtaget afgørelsen om indefrysning, jf. dog
stk. 7.
4. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden hører udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse
med artikel 18, stk. 2, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden straks afgørelse om
anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning.
5. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal straks give udstedelsesmyndigheden besked om sin
afgørelse om indefrysningsafgørelsen ved hjælp af ethvert middel, som kan
frembringe skriftlig dokumentation.
6. Medmindre grundene til udsættelse, jf. artikel 20, er til stede, gennemfører
fuldbyrdelsesmyndigheden indefrysningen straks, og med forbehold af denne artikels
stk. 7, senest 24 timer efter at have truffet den afgørelse, der er omhandlet i denne
artikels stk. 3.
7. Hvis det i et specifikt tilfælde ikke er muligt at overholde tidsfristen i stk. 3 eller 6,
underretter fuldbyrdelsesmyndigheden hurtigst muligt med ethvert tilgængeligt
middel udstedelsesmyndigheden om grundene til forsinkelsen og hører
udstedelsesmyndigheden om en hensigtsmæssig tidsplan for udførelsen af
indefrysningen.
Artikel 20
Udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelser om indefrysning
1. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om
indefrysning, der er fremsendt i henhold til artikel 14,
(1) indtil et tidspunkt, som findes passende, hvis dens fuldbyrdelse kan skade en
igangværende strafferetlig efterforskning
(2) formuegodet allerede er genstand for en afgørelse om indefrysning, og indtil
denne afgørelse ophæves eller
(3) formuegodet allerede er genstand for en afgørelse, der er truffet i forbindelse
med andre procedurer i fuldbyrdelsesstaten, og indtil denne afgørelse ophæves.
(4) Dette punkt finder imidlertid kun anvendelse, når en sådan afgørelse
ville fortrænge en efterfølgende national afgørelse om indefrysning i en
straffesag i henhold til national ret.
2. Fuldbyrdelsesmyndigheden aflægger straks rapport til udstedelsesmyndigheden ved
hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation, om udsættelsen
af fuldbyrdelsen af afgørelsen, herunder grundene til udsættelsen og om muligt
udsættelsens forventede varighed. Så snart grunden til udsættelse ikke længere er til
stede, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden straks de nødvendige foranstaltninger for at
DA 39 DA
fuldbyrde afgørelsen og underretter udstedelsesmyndigheden herom ved hjælp af
ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.
Artikel 21
Pligt til at underrette de interesserede parter
1. Med forbehold af artikel 22 giver fuldbyrdelsesmyndigheden efter fuldbyrdelsen
meddelelse om sin afgørelse til den person, som er genstand for afgørelsen om
indefrysning, og enhver anden interesseret part, inklusive en tredjemand i god tro,
som fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet om i henhold til artikel 14, stk.
6.
2. Meddelelsen skal indeholde oplysninger, som minimum kortfattede, om
begrundelsen for afgørelsen om indefrysning, om hvilken myndigheder har truffet
afgørelsen, og om de eksisterende retsmidler i henhold til fuldbyrdelsesstatens
nationale ret.
Artikel 22
Fortrolighed
1. Ved fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning tager udstedelsesmyndigheden og
fuldbyrdelsesmyndigheden skyldigt hensyn til fortroligheden af efterforskningen.
2. Fuldbyrdelsesmyndigheden sikrer i overensstemmelse med sin nationale ret
fortroligheden af indefrysningsafgørelsens resultater og indhold, undtagen i det
omfang det er nødvendigt for at fuldbyrde den. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden ikke
kan opfylde kravet om fortrolighed, underretter den hurtigst mulig
udstedelsesmyndigheden herom.
3. Med henblik på at sikre igangværende efterforskninger kan udstedelsesmyndigheden
anmode fuldbyrdelsesmyndigheden om at holde fuldbyrdelsen af afgørelsen om
indefrysning fortrolig i et begrænset tidsrum.
Artikel 23
Varigheden af afgørelser om indefrysning
1. Formuegodet forbliver indefrosset i fuldbyrdelsesstaten, indtil den kompetente
myndighed i den pågældende stat har reageret endeligt på en afgørelse om
konfiskation, der er fremsendt i henhold til artikel 4, eller udstedelsesmyndigheden
har underrettet fuldbyrdelsesmyndigheden om en afgørelse eller foranstaltning, der
medfører, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes eller skal trækkes tilbage, jf.
artikel 30, stk. 1).
2. Efter at have hørt udstedelsesmyndigheden kan fuldbyrdelsesmyndigheden under
hensyntagen til sagens omstændigheder rette en begrundet anmodning til
udstedelsesmyndigheden om at begrænse det tidsrum, i hvilket formuegodet
indefryses. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke er indforstået med en sådan
begrænsning, underretter den fuldbyrdelsesmyndigheden herom, idet den angiver sin
begrundelse. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke efterkommer dette senest seks uger
fra modtagelsen af anmodningen, kan fuldbyrdelsesmyndigheden ophæve afgørelsen
om indefrysning.
DA 40 DA
Artikel 24
Fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning umulig
Hvis det selv efter høring af udstedelsesmyndigheden viser sig at være umuligt at fuldbyrde
afgørelsen om indefrysning, fordi det formuegode, der skal indefryses, allerede er konfiskeret,
er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke kan findes på den i attesten angivne placering,
eller fordi det ikke er angivet tilstrækkeligt præcist, hvor formuegodet befinder sig,
underrettes udstedelsesmyndigheden straks.
Artikel 25
Rapportering
Fuldbyrdelsesmyndigheden aflægger rapport om de foranstaltninger, der er truffet med
henblik på fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning og resultaterne heraf, herunder en
beskrivelse af det indefrosne formuegode og et overslag over dets værdi, til
udstedelsesmyndigheden senest tre dage efter fuldbyrdelsen af afgørelsen ved hjælp af ethvert
middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.
KAPITEL IV
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 26
Den lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen
1. Fuldbyrdelsesstatens lovgivning finder anvendelse på fuldbyrdelsen af afgørelsen om
indefrysning eller konfiskation, og denne stats myndigheder har enekompetence
vedrørende fuldbyrdelsesprocedurerne og alle foranstaltninger i forbindelse hermed.
2. En afgørelse om indefrysning eller konfiskation, der er truffet vedrørende en juridisk
person, fuldbyrdes, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke anerkender princippet om
juridiske personers strafferetlige ansvar.
3. Uanset artikel 8, stk. 2, og 3, kan fuldbyrdelsesstaten ikke indføre foranstaltninger
som et alternativ til afgørelsen om indefrysning eller konfiskation som følge af en
fremsendelse i henhold til artikel 4 og 14, medmindre udstedelsesstaten har givet sit
samtykke.
Artikel 27
Underretning af de kompetente myndigheder
1. Senest [denne forordnings ikrafttrædelsesdato] giver hver medlemsstat
Kommissionen meddelelse om, hvilken myndighed eller hvilke myndigheder som
defineret i artikel 2, stk. 8 og 9, der er kompetente i medfør af den nationale ret, når
denne medlemsstat er:
(a) udstedelsesstaten eller
(b) fuldbyrdelsesstaten.
DA 41 DA
2. Hver medlemsstat kan, hvis det er nødvendigt på grund af dens interne
kompetencefordeling, udpege en eller flere centrale myndigheder som ansvarlige for
den administrative fremsendelse og modtagelse af afgørelserne om indefrysning og
konfiskation samt til at bistå de kompetente myndigheder. Medlemsstaterne
underretter Kommissionen herom.
3. Kommissionen stiller de modtagne oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne.
Artikel 28
Kommunikation
1. Om nødvendigt kan udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden høre
hinanden på en hvilken som helst relevant måde med henblik på at sikre den
effektive anvendelse af denne forordning.
2. Al kommunikation, inklusive vedrørende afhjælpning af problemer med
fremsendelsen eller autenticiteten af et dokument, der er påkrævet med henblik på
fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning eller konfiskation, skal foregå mellem
udstedelsesstaten og den berørte fuldbyrdelsesmyndighed, eller når medlemsstaten
har udpeget en central myndighed i henhold til artikel 27, stk. 2, med deltagelse af
denne centrale myndighed.
Artikel 29
Konkurrerende afgørelser
1. Hvis de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten behandler to eller flere
afgørelser om indefrysning eller konfiskation af et pengebeløb, som samme fysiske
eller juridiske person har været genstand for, og den pågældende ikke råder over
tilstrækkelige midler i fuldbyrdelsesstaten til at muliggøre fuldbyrdelsen af alle
afgørelser, træffes afgørelsen om, hvilke af afgørelserne der skal fuldbyrdes, af
fuldbyrdelsesmyndigheden i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten under
skyldig hensyntagen til alle omstændigheder.
Disse omstændigheder kan omfatte ofrenes interesser, hvorvidt der er tale om
indefrosne aktiver, datoerne for de respektive afgørelser og deres fremsendelsesdato
samt lovovertrædelsens relative alvor og stedet for lovovertrædelsen.
2. Stk. 1 finder også anvendelse, når de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten
behandler to eller flere afgørelser om indefrysning eller konfiskation vedrørende det
samme specifikke formuegode.
Artikel 30
Afbrydelse af fuldbyrdelsen
Udstedelsesmyndigheden underretter straks fuldbyrdelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert
middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation, om enhver afgørelse eller foranstaltning,
der medfører, at afgørelsen ikke længere er eksigibel eller af anden grund skal trækkes
tilbage.
Fuldbyrdelsesstaten afbryder straks fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis udstedelsesmyndigheden
underretter den om en sådan afgørelse eller foranstaltning.
DA 42 DA
Artikel 31
Forvaltning af og disponering over indefrosne og konfiskerede formuegoder
1. Fuldbyrdelsesstaten forvalter de indefrosne eller konfiskerede formuegoder med
henblik på at undgå, at de mister værdi, og i overensstemmelse med artikel 10 i
direktiv 2014/42/EU.
2. Medmindre afgørelsen om konfiskation ledsages af en afgørelse om at yde
godtgørelse til ofret, eller medmindre andet aftales af de involverede medlemsstater,
ligeledes under hensyntagen til behovet for at yde bistand til inddrivelsen af
skattekrav i henhold til direktiv 2010/24/EU, disponerer fuldbyrdelsesstaten over de
penge, der opnås ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation, som følger:
(a) Hvis beløbet fra fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation er mindre end
eller lig med 10 000 EUR, tilfalder beløbet fuldbyrdelsesstaten.
(b) Hvis beløbet fra fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation udgør mere end
10 000 EUR, overfører fuldbyrdelsesstaten halvdelen til udstedelsesstaten.
3. Når en retslig myndighed i udstedelsesstaten har truffet en afgørelse om godtgørelse
eller tilbagegivelse til ofret, tilfalder det tilsvarende beløb, for så vidt det ikke
overstiger det konfiskerede beløb, udstedelsesstaten med henblik på godtgørelse eller
tilbagegivelse til ofret. Der disponeres over eventuelle resterende formuegoder i
overensstemmelse med stk. 2.
4. Der disponeres over andre formuegoder end penge, som stammer fra fuldbyrdelsen
af afgørelsen om konfiskation, i overensstemmelse med reglerne i litra a) til e).
(a) Formuegodet sælges. I så fald disponeres der over provenuet fra salget i
overensstemmelse med stk. 2.
(b) Formuegodet overføres til udstedelsesstaten. Hvis afgørelsen om konfiskation
omfatter et pengebeløb, kan formuegodet først overføres til udstedelsesstaten,
når udstedelsesmyndigheden har givet sit samtykke.
(c) Formuegodet kan anvendes i den offentlige interesse eller til sociale formål i
fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med dens lovgivning med forbehold af
udstedelsesstatens samtykke.
(d) Når hverken litra a) eller b) kan finde anvendelse, kan der disponeres over
formuegodet på anden måde i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens
lovgivning.
(e) Når en retslig myndighed i udstedelsesstaten har truffet en afgørelse om at
tilbagegive formuegodet til ofret, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden de
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at formuegodet tilbagegives til ofret
Når det ikke er muligt at give formuegodet tilbage til ofret, tilfalder
formuegodets værdi udstedelsesstaten med henblik på tilbagebetaling til ofret,
mens eventuelle resterende formuegoder anvendes i henhold til stk. 2.
5. Udstedelsesmyndigheden meddeler den i stk. 3 og 4, litra d), omhandlede afgørelse
til fuldbyrdelsesmyndigheden. Hvis der verserer en procedure med henblik på
godtgørelse eller tilbagegivelse til ofret i udstedelsesstaten, suspenderer
fuldbyrdelsesstaten disponeringen af de konfiskerede formuegoder, indtil afgørelsen
er meddelt fuldbyrdelsesmyndigheden.
DA 43 DA
Artikel 32
Udgifter
1. Medlemsstaterne kan ikke afkræve hinanden godtgørelse af omkostninger i
forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse.
2. Hvis fuldbyrdelsesstaten har afholdt udgifter, som den finder store eller usædvanlige,
kan den foreslå udstedelsesmyndigheden, at udgifterne deles.
Udstedelsesmyndigheden tager hensyn til ethvert forslag herom på grundlag af
detaljerede oplysninger fra fuldbyrdelsesmyndigheden.
Artikel 33
Retsmidler i fuldbyrdelsesstaten i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse
1. Alle interesserede parter, inklusive tredjeparter i god tro, råder over retsmidler,
herunder de i artikel 8 i direktiv 2014/42/EU angivne, over for anerkendelsen og
fuldbyrdelsen af en afgørelse i henhold til artikel 8 og 17 med henblik på at sikre
deres rettigheder. Retsmidlet iværksættes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten i
overensstemmelse med den pågældende stats lovgivning. Anmodningen kan have
opsættende virkning efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning.
2. Realitetsgrundlaget for afgørelsen om indefrysning eller konfiskation kan ikke
anfægtes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten.
3. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes om ethvert retsmiddel,
der registreres i henhold til stk. 1.
Artikel 34
Godtgørelse
1. Hvis fuldbyrdelsesstaten i henhold til sin lovgivning er ansvarlig for en skade, der er
forvoldt en af de i artikel 33 omhandlede parter i forbindelse med fuldbyrdelsen af en
afgørelse om indefrysning eller konfiskation, som er fremsendt til den i medfør af
artikel 4 og 14, refunderer udstedelsesstaten fuldbyrdelsesstaten de beløb, denne har
ydet i erstatning til nævnte part i henhold til dette ansvar, medmindre og i det omfang
skaden eller en del af skaden udelukkende skyldes fuldbyrdelsesstatens adfærd.
2. Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes lovgivning vedrørende fysiske eller juridiske
personers krav om skadeserstatning.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 35
Statistik
DA 44 DA
Medlemsstaterne indsamler og vedligeholder regelmæssigt samlede statistikker fra de
relevante myndigheder. De indsamlede statistikker indsendes hvert år til Kommissionen og
omfatter ud over de i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2014/42/EU anførte oplysninger:
(a) antallet af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation modtaget fra en
anden medlemsstat
(b) antallet af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation modtaget fra en
anden medlemsstat, hvor anerkendelse og fuldbyrdelse blev afvist
(c) antallet af tilfælde, hvor et offer modtog godtgørelse eller fik tilbagegivet det
formuegode, der blev opnået ved fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation i
henhold til denne forordning
(d) den gennemsnitlige varighed af fuldbyrdelsen af afgørelser om indefrysning og
konfiskation i henhold til denne forordning.
Artikel 36
Ændringer af attesten og formularen
Kommissionen bemyndiges til at vedtage delegerede retsakter efter artikel 37 vedrørende
enhver ændring af attesten og formularen, der indføres ved bilag I og II.
Artikel 37
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne
artikel fastsatte betingelser.
2. Den delegation af beføjelser, der er omhandlet i artikel 36, indrømmes på ubestemt
tid fra [ikrafttrædelsesdatoen for denne forordning].
3. Den i artikel 36 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes
af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer
delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør.
Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører
ikke gyldigheden af delegerende retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-
Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 36 træder kun i kraft, hvis hverken
Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på 2 måneder
fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret
Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med [2
måneder] på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
DA 45 DA
Artikel 38
Revisionsklausul
Senest den [fem år efter denne forordnings ikrafttrædelsesdato] forelægger Kommissionen
Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om
anvendelsen af denne forordning. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag til ændringer
af denne forordning.
Artikel 39
Udskiftning
Denne forordning træder i stedet for rammeafgørelse 2003/577/RIA og rammeafgørelse
2006/783/RIA mellem de medlemsstater, der er bundet af denne forordning fra [denne
forordnings ikrafttrædelsesdato].
Artikel 40
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra [forordningens ikrafttrædelsesdato plus seks måneder] med
undtagelse af artikel 27, der finder anvendelse fra [forordningens ikrafttrædelsesdato].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i
overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formanden Formanden


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 21.12.2016
COM(2016) 819 final
ANNEXES 1 to 2
BILAG
til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om gensidig anerkendelse af indefrysnings- og konfiskationskendelser
{SWD(2016) 468 final}
{SWD(2016) 469 final}
Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0819
Offentligt
DA 2 DA
BILAG I
ATTEST
i henhold til artikel 7 i forbindelse med afgørelser om konfiskation
AFSNIT A:
Udstedelsesstat:
……………………………………………………………………………..
Fuldbyrdelsesstat:
………………………………………………………………………….
AFSNIT B: Afgørelse om konfiskation
Afgørelsen om konfiskation blev truffet den (dato):.........................................................
Afgørelsen om konfiskation blev retskraftig den (dato):
………………………………………………
Afgørelsens referencenummer (hvis det kendes):........................................
Domstol, der har truffet afgørelsen om konfiskation (officielt navn):........................................
AFSNIT C: Afgørelse om indefrysning
Angiv (ved at sætte kryds i den relevante boks), hvorvidt:
□ afgørelsen om konfiskation ledsages af en afgørelse om indefrysning truffet af
udstedelsesstaten
□ formuegodet er indefrosset i henhold til en tidligere afgørelse om indefrysning, der er
fremsendt til fuldbyrdelsesstaten (angiv datoen for afgørelsen om indefrysning, hvilken
myndighed den er sendt til, og, hvis en sådan findes, datoen for fremsendelsen af
afgørelsen om indefrysning samt udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighedernes
referencenumre):.................................................................................................................
................................
DA 3 DA
AFSNIT D: Oplysninger om det formuegode, som afgørelsen vedrører
Angiv (ved at sætte kryds i de(n) relevante boks(e)), om afgørelsen vedrører:
et pengebeløb
(et) bestemt(e) formuegode(r)
formuegoder som angivet i AFSNIT D i den ledsagende afgørelse om
indefrysning,
der henvises til i AFSNIT C
1. Såfremt afgørelsen vedrører et pengebeløb:
– Beløbet til fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten med angivelse af valuta
(tal og bogstaver): ……………………………………………………….
– Det samlede beløb, der er omfattet af afgørelsen, med angivelse af valuta
(tal og bogstaver): ………………………………………………………………………
Afgørelsen fremsendes til
fuldbyrdelsesmyndigheden (sæt kryds i den relevante boks):
a) Udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at antage, at den person, der
er genstand for afgørelsen, har formuegoder eller indtægt i fuldbyrdelses-
staten. Følgende oplysninger tilføjes:
– Grunde til at antage, at den juridiske person har formuegoder/indtægt:
……………………………………………………………………………………..
Beskrivelse af den juridiske persons formuegoder/indtægtskilde (når dette er
muligt):
…………………………………………………………………………………….
Nøjagtigstedfæstelse af den juridiske persons formuegoder/indtægtskilde (hvis det
ikke kendes,
sidst kendte sted): ……………………………………………………………..
Grunde til at antage, at formuegoderne/indtægtskilden befinder sig på dette sted:
…………………………………………………………………………………..
b) Udstedelsesmyndigheden har ikke et rimeligt grundlag for at afgøre, som i
a), hvilken medlemsstat afgørelsen kan sendes til, men den person, der er genstand
for afgørelsen om konfiskation, har sin sædvanlige bopæl eller sit officielle
hjemsted i fuldbyrdelsesstaten.
2. Såfremt afgørelsen vedrører (et) bestemt(e) formuegode(r):
Afgørelsen sendes til fuldbyrdelsesstaten, fordi (sæt kryds i den relevante boks):
a) det specifikke formuegode/de specifikke formuegoder befinder sig i
fuldbyrdelsesstaten
b) det specifikke formuegode/de specifikke formuegoder er registreret i
fuldbyrdelsesstaten
DA 4 DA
c) udstedelsesstaten har rimelige grunde til at antage, at alle de specifikke
f
o
r
m
u
e
g
o
d
e
r
eller dele heraf, som er omfattet af afgørelsen, befinder sig i
fuldbyrdelsesstaten. Følgende oplysninger tilføjes:
Grund til at antage, at formuegoderne befinder sig i fuldbyrdelsesstaten:
…………………………………………………………………
Beskrivelse af formuegodet (når dette er muligt): ……………………………
…………………………………………………………………………………………………
Formuegodets placering (hvis denne er ukendt, sidst kendte placering):
……………………………………………………………………………………
d) udstedelsesstaten har ikke et rimeligt grundlag for at afgøre, som i c),
hvilken medlemsstat afgørelsen kan sendes til, men den person, der er
genstand for afgørelsen om konfiskation, har sin sædvanlige bopæl eller sit
officielle hjemsted i fuldbyrdelsesstaten
3. Retten har bestemt, at formuegodet (de(n) relevante boks(e) afkrydses):
□ er udbyttet af en lovovertrædelse eller svarer helt eller delvist til værdien af et
sådant udbytte
□ er redskaber anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse eller er værdien
af sådanne redskaber
□ kan konfiskeres i medfør af en anden bestemmelse vedrørende
konfiskationsbeføjelser inden for rammerne af strafferetlige procedurer i
udstedelsesstaten.
AFSNIT E: Afgørelse om tilbagegivelse eller godtgørelse til ofret
Angiv (ved at sætte kryds i den relevante boks) det relevante:
□ En retlig myndighed i udstedelsesstaten har afsagt en afgørelse om at godtgøre eller
tilbagegive følgende pengebeløb til ofret:
DA 5 DA
□ En retlig myndighed i udstedelsesstaten har afsagt en afgørelse om at tilbagegive det
følgende formuegode, som ikke er penge, til ofret:
Afgørelsen blev afsagt den (dato):……………………………………………………………
Afgørelsen blev retskraftig den (dato):
………………………………………………………….
Afgørelsens referencenummer (hvis det kendes): ........................................
Retlig myndighed, der afsagde afgørelsen (officielt navn):…………………………………..
□ Der verserer en procedure for godtgørelse eller tilbagegivelse til ofret i udstedelsesstaten,
og resultatet skal meddeles fuldbyrdelsesmyndigheden
AFSNIT F: Hvis afgørelsen er fremsendt til mere end én fuldbyrdelsesstat, anføres følgende
oplysninger:
1. Afgørelsen er blevet fremsendt til følgende anden fuldbyrdelsesstat/andre
fuldbyrdelsesstater (land
og myndighed):
2. Afgørelsen er fremsendt til mere end én fuldbyrdelsesstat med følgende
begrundelse (sæt kryds i den relevante boks):
Der er en formodning om, at forskellige specifikke formuegoder, der er omfattet af
afgørelsen, befinder sig i forskellige fuldbyrdelsesstater.
Konfiskationen af et bestemt formuegode kræver indgriben i mere end én
fuldbyrdelsesstat.
Der er en formodning om, at et specifikt formuegode, der er omfattet af afgørelsen,
befinder sig i én af to eller flere navngivne fuldbyrdelsesstater.
DA 6 DA
Værdien af de formuegoder, der kan konfiskeres i udstedelsesstaten og en hvilken
som helst fuldbyrdelsesstat, er sandsynligvis ikke tilstrækkelig til en fuldstændig
fuldbyrdelse af afgørelsen.
3. Når konfiskationen af de(t) specifikke formuegode(r) indebærer foranstaltninger i
mere end én fuldbyrdelsesstat, beskrives de foranstaltninger, der skal træffes:
……………………………………………………………………………………………
DA 7 DA
AFSNIT G: Den berørte persons identitet
Angiv alle kendte oplysninger om identiteten af den eller de i) fysiske eller ii) juridiske
personer, der er berørt (hvis mere end én person er berørt, angives oplysningerne for
hver person):
i) Fysisk(e) person(er)
Navn: ……………………………………………………….
Fornavn(e):……………………………………………….
Evt. andre relevante navne:……………………………………
Evt. kaldenavn:………………………..
Køn: ……………………..
Nationalitet:…………………………………………………………………………………..
Personnummer eller socialsikringsnummer:........................................................................
Identitetsdokumentets (ID-kort, pas) type og nummer, hvis det findes:
Fødselsdato:……………………………………………………………
Fødested:……………………………………………………………
Kendt opholdssted eller adresse Hvis adressen er ukendt, angives den sidste kendte adresse:
……………………………………………………………………………………….
Sprog, som personen forstår: ……………………………………………..
ii) Juridisk(e) person(er)
Navn: ……………………………………………………………………….
Retsform:……………………………………………………………..
Evt. kortform af navnet, almindeligt anvendt forretningsnavn eller firmanavn
Officielt hjemsted:………………………………………………
Registreringsnummer:………………………………………
Den juridiske persons adresse:………………………………………………………………
Navn på den juridiske persons repræsentant:……………………………………………….
Beskriv den berørte persons nuværende rolle i sagen:
□ mistænkt eller tiltalt
□ tredjemand
DA 8 DA
□ andet (angiv hvilket)
2. Hvis afgørelsen om konfiskation skal fuldbyrdes på en anden adresse end den
ovenstående, angives denne:
…………………………………………………………………………………………
3. Angiv andre oplysninger, som kan bistå fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation:..............
…………………………………………………………………………………………..
AFSNIT H: Oplysninger om den/de strafbare handling(er), der har givet anledning til
afgørelsen om konfiskation
1. Kort fremstilling af de faktiske omstændigheder
Angiv grundene til afgørelsen om konfiskation, og giv herunder en kort fremstilling af de
tilgrundliggende omstændigheder, en beskrivelse af det forhold, der er påtalt eller under
efterforskning, det stadium, som efterforskningen er nået til, begrundelser for eventuelle
risikofaktorer og andre relevante oplysninger.
2. Art og strafferetlig klassificering af den eller de begåede overtrædelser, som denne
afgørelse om konfiskation vedrører, samt den relevante retsforskrift/lov:
3. Kan den overtrædelse, som afgørelsen om konfiskation vedrører, straffes i
udstedelsesstaten med en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en
maksimal varighed på mindst tre år som fastlagt i udstedelsesstatens lovgivning, og fremgår
den af listen over overtrædelser herunder? (sæt kryds i det relevante felt)
□ deltagelse i en kriminel organisation
□ terrorisme
□ menneskehandel
□ seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi
□ ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
□ ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer
□ korruption
DA 9 DA
□ svig og svigrelaterede overtrædelser af straffelovgivningen som defineret i direktiv
2017/xxx/EU om bekæmpelse af svig mod Unionens finansielle interesser ved hjælp af
strafferetlige bestemmelser
□ svig, herunder svig, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser i henhold
til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser
□ hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold
□ falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen
□ internetkriminalitet
□ miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med
truede plantearter og træsorter
□ medvirken til ulovlig indrejse eller ulovligt ophold
□ forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse
□ ulovlig handel med menneskevæv og -organer
□ bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning
□ racisme og fremmedhad
□ organiseret eller væbnet tyveri
□ ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande
□ bedrageri
□ afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning
□ efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter
□ forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter
□ svig med og eftergørelse af andre betalingsmidler end kontanter
□ ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer
□ ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer
□ handel med stjålne motorkøretøjer
□ voldtægt
□ forsætlig brandstiftelse
□ strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed
□ skibs- eller flykapring
□ sabotage
DA 10 DA
AFSNIT I: Retssager, der førte til afgørelsen om konfiskation:
Angiv, om den pågældende mødte personligt op ved retssagen, der førte til afgørelsen om
konfiskation i forbindelse med den endelige domfældelse:
1. □ Ja, den pågældende mødte personligt op ved retssagen.
2. □ Nej, den pågældende mødte ikke personligt op ved retssagen.
3. Bekræft i benægtende fald en af følgende muligheder:
□ 3.1a. den pågældende er blevet indkaldt personligt den … (dag/måned/år) og er dermed
blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til
afgørelsen om konfiskation, og er blevet underrettet om, at der kan afsiges en
afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen
ELLER
□ 3.1b. den pågældende er ikke blevet indkaldt personligt, men er faktisk på anden vis blevet
officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til
afgørelsen om konfiskation, på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at
vedkommende var klar over den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der
kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen
ELLER
□ 3.2. den pågældende var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en
juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af
staten til at forsvare ham/hende under retssagen, og var faktisk repræsenteret af denne
rådgiver under retssagen
ELLER
□ 3.3. den pågældende fik forkyndt afgørelsen om konfiskation den … (dato/måned/år)
og var udtrykkeligt blevet underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor
han/hun havde ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens
realiteter inkl. nye beviser bliver taget op igen, og som kan føre til,
at den oprindelige afgørelse bliver ændret, og
□ den pågældende har udtrykkeligt erklæret, at han/hun ikke anfægter afgørelsen
ELLER
□ den pågældende har ikke anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den
gældende frist.
4. Anfør venligst for det felt i punkt 3.1b, 3.2 eller 3.3, hvor der er sat kryds, om den relevante
betingelse er blevet opfyldt:
.............................................................................................................................................
.............................................................................................................................................
..........................................................................................................................
DA 11 DA
AFSNIT J: Oplysninger om retsmidler vedrørende proceduren, der førte til afgørelsen
1. Angiv, om et retsmiddel allerede er søgt anvendt mod afgørelsen om konfiskation, og angiv
i så fald yderligere oplysninger (beskrivelse af retsmidlet, herunder de nødvendige skridt
og tidsfrister):
………………………………………………………………………………………………..
2. Myndighed i udstedelsesstaten, der kan give flere oplysninger om procedurerne for
anvendelse af retsmidler i udstedelsesstaten og om muligheden for retshjælp, tolkning og
oversættelse:
Navn:………….…………………………………………………………………………….
Evt. kontaktperson:………………………………………………………………
Adresse:….…………………………………………………………………………………..
Tlf.: (landekode) (områdenummer)…………………………………………………….
Fax: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
E-mail:………………………………………………………………………………………..
AFSNIT K: Oplysning om omsætning og overførsel af formuegoder
Såfremt afgørelsen vedrører et specifikt formuegode, bedes det angivet, om det i
henhold til lovgivningen i udstedelsesstaten tillades, at konfiskationen i
fuldbyrdelsesstaten sker i form af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til
værdien af det pågældende formuegode:
Ja
Nej
DA 12 DA
AFSNIT L: Oplysninger om udstedelsesmyndigheden
Myndighedens navn:……………………………………………………………………………
Navn på repræsentant/kontaktpunkt:………………………………………………………..
Sagsnummer:………………………………………………………………………………..
Adresse:……………………………………………………………………………………….
Tlf.: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
Fax: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
E-mail:………………………………………………………………………………………….
Sprog, hvorpå der kan kommunikeres med udstedelsesmyndigheden:………………..
Hvis forskellig fra ovenstående, kontaktoplysninger på den eller de personer, der skal
kontaktes for supplerende oplysninger eller med henblik på praktiske ordninger for overførsel
af bevismateriale:
Navn/Titel/Organisation:………………………………………………………………………
Adresse: ……………………………………………………………………………………..
E-mail/tlf. nr.:……………………………………………………………………..
Den udstedelsesmyndighedens og/eller dennes repræsentants underskrift, der bekræfter, at
indholdet i afgørelsen om indefrysning er nøjagtigt og korrekt:
Navn:…………………………………………………………………………………………
Funktion (titel/stilling):…………………………………………………………………………
Dato:…………………………………………………………………………………………..
Evt. officielt stempel:…………………………………………………………………..
AFSNIT M:
Såfremt der er udpeget en central myndighed til varetagelse af den administrative overførsel
og modtagelse af afgørelser om konfiskation i udstedelsesstaten:
Navnet på den centrale myndighed:
………………………………………………………………
Kontaktperson, når en sådan findes (titel/stilling og
navn):………………………………………..
Adresse:………………………………………………………………………………………
Sagsnummer:…………………………………………………………………………………
Tlf. (landekode) (lokalt områdenummer): Fax (landekode) (lokalt områdenummer): E-mail
(hvis en sådan findes):
…………………………………………………………………………………….
DA 13 DA
DA 14 DA
BILAG II
AFGØRELSE OM INDEFRYSNING
i henhold til artikel 16
Denne afgørelse om indefrysning er truffet af en kompetent myndighed.
Udstedelsesmyndigheden bekræfter, at denne afgørelse om indefrysning er nødvendig og står
i rimeligt forhold til formålet med de sager, der angives heri, under hensyn til de pågældende
personers rettigheder, og til, at der kunne være truffet afgørelse om
indefrysningsforanstaltninger på samme betingelser i en lignende national sag. Jeg anmoder
om, at den eller de nedennævnte indefrysningsforanstaltninger træffes under behørig
hensyntagen til efterforskningens fortrolighed.
AFSNIT A:
Udstedelsesstat: …………………………………………………………………………
Fuldbyrdelsesstat: ………………………………………………………………………
AFSNIT B: Hastesag
Angiv, om der er tale om en hastesag på grund af
□ at der findes legitime grunde til at formode, at det pågældende formuegode straks vil
blive overført, flyttet, ændret, destrueret eller afhændet.
Fristerne for fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning er fastsat i forordning EU/.../.... Hvis
det imidlertid er nødvendigt med en kortere eller specifik tidsfrist, angives datoen sammen
med en begrundelse:
AFSNIT C: Konfiskation
Angiv (ved at sætte kryds i den relevante boks), hvorvidt:
□ afgørelsen om indefrysning ledsages af en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse
om konfiskation truffet af udstedelsesstaten
□ formuegodet forbliver i fuldbyrdelsesstaten i afventen af en anmodning om
konfiskation. Den forventede dato for fremsendelse af denne anmodning:
DA 15 DA
AFSNIT D: Oplysninger om det formuegode, som afgørelsen vedrører
Angiv (ved at sætte kryds i de(n) relevante boks(e)), om afgørelsen vedrører:
et pengebeløb
(et) bestemt(e) formuegode(r)
1. Såfremt afgørelsen vedrører et pengebeløb:
Beløbet til fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten med angivelse af valuta
(tal og bogstaver): .....................................................................................................
Det samlede beløb, der er omfattet af afgørelsen, med angivelse af valuta (i tal
og bogstaver): ...........................................................................................................
Afgørelsen fremsendes til
fuldbyrdelsesmyndigheden (sæt kryds i den relevante boks):
a) – Udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at antage, at den person,
der er genstand for afgørelsen, har formuegoder eller indtægt i fuldbyrdelses-
staten. Følgende oplysninger tilføjes:
Grunde til at antage, at den juridiske person har formuegoder/indtægt:
Beskrivelse af den juridiske persons formuegoder/indtægtskilde (når dette er
muligt):
Nøjagtig stedfæstelse af den juridiske persons formuegoder/indtægtskilde (hvis
det ikke kendes,
da sidst kendte sted): ................................................................................................
Grunde til at antage, at formuegoderne/indtægtskilden befinder sig på dette sted:
……………………………………………………………………………………..
……………………………………………………………………………………..
b) – Udstedelsesmyndigheden har ikke et rimeligt grundlag, som i a),
DA 16 DA
for at afgøre, hvilken medlemsstat afgørelsen kan sendes til, men den
person, der er genstand for afgørelsen om konfiskation, har sin
sædvanlige bopæl eller sit officielle hjemsted i fuldbyrdelsesstaten.
2. Såfremt afgørelsen vedrører (et) bestemt(e) formuegode(r):
Afgørelsen sendes til fuldbyrdelsesstaten, fordi (sæt kryds i den relevante boks):
a) det specifikke formuegode/de specifikke formuegoder befinder sig i
fuldbyrdelsesstaten
b) et specifikke formuegode/de specifikke formuegoder er registreret i
fuldbyrdelsesstaten
c) udstedelsesstaten har rimelige grunde til at antage, at alle de specifikke
f
o
r
m
u
e
g
o
d
e
r
eller dele heraf, som er omfattet af afgørelsen, befinder sig i
fuldbyrdelsesstaten. Følgende oplysninger tilføjes:
– Grund til at antage, at formuegoderne befinder sig i fuldbyrdelsesstaten:
– Beskrivelse af formuegodet (når dette er muligt):
…………………………………………………………………………………..
– Formuegodets placering (hvis denne er ukendt, sidst kendte placering):
…………………………………………………………………………………..
d) udstedelsesstaten har ikke et rimeligt grundlag for at afgøre, som i c),
hvilken medlemsstat afgørelsen kan sendes til, men den person, der er
genstand for afgørelsen om konfiskation, har sin sædvanlige bopæl eller sit
officielle hjemsted i fuldbyrdelsesstaten.
AFSNIT E: Hvis afgørelsen er fremsendt til mere end én fuldbyrdelsesstat, anføres følgende
oplysninger:
DA 17 DA
1. Afgørelsen er blevet fremsendt til følgende anden fuldbyrdelsesstat/andre
fuldbyrdelsesstater (land
og myndighed):
……………………………………………………………………………………
…………………………………………………………………………………….
2. Afgørelsen er fremsendt til mere end én fuldbyrdelsesstat af følgende grund (sæt
kryds i den relevante boks):
Der er en formodning om, at forskellige specifikke formuegoder, der er omfattet af
afgørelsen, befinder sig i forskellige fuldbyrdelsesstater.
Indefrysningen af et bestemt formuegode kræver indgriben i mere end én
fuldbyrdelsesstat.
Der er en formodning om, at et specifikt formuegode, der er omfattet af afgørelsen,
befinder sig i én af to af flere navngivne fuldbyrdelsesstater.
Værdien af de formuegoder, der kan konfiskeres i udstedelsesstaten og en hvilken
som helst fuldbyrdelsesstat, er sandsynligvis ikke tilstrækkelig til en fuldstændig
fuldbyrdelse af afgørelsen.
3. Når indefrysningen af de(t) specifikke formuegode(r) indebærer foranstaltninger i
mere end én fuldbyrdelsesstat, beskrives de foranstaltninger, der skal træffes:
AFSNIT F: Sammenhæng med en tidligere afgørelse om indefrysning
Angiv, hvorvidt denne afgørelse om indefrysning supplerer en tidligere afgørelse om
indefrysning. Anfør i givet fald oplysninger, der kan identificere den tidligere afgørelse om
indefrysning (datoen for afgørelsen om indefrysning, hvilken myndighed den er sendt til, og,
hvis en sådan findes, datoen for fremsendelsen af afgørelsen om indefrysning og udstedelses-
og fuldbyrdelsesmyndighedernes referencenumre):
AFSNIT G: Sammenhæng med en europæisk efterforskningskendelse
Anfør, hvorvidt indefrysningen drejer sig om samme formuegode som en europæisk
efterforskningskendelse. Anfør i givet fald oplysninger, der kan identificere den europæiske
DA 18 DA
efterforskningskendelse (datoen for den europæiske efterforskningskendelse, oplysning om,
hvilken myndighed den er sendt til, og, hvis en sådan findes, datoen for fremsendelsen af den
europæiske efterforskningskendelse og udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighedernes
referencenumre):
DA 19 DA
AFSNIT H: Den berørte persons identitet
Angiv alle kendte oplysninger om identiteten af den eller de i) fysiske eller ii) juridiske
personer, der er berørt (hvis mere end én person er berørt, angives oplysningerne for
hver person):
i) Fysisk(e) person(er)
Navn: ……………………………………………………………………………
Fornavn(e):……………………………………………….
Evt. andre relevante navne:……………………………………
Evt. kaldenavn:………………………..
Køn: …………………………………………
Nationalitet:…………………………………………………………………………………..
Personnummer eller socialsikringsnummer:........................................................................
Identitetsdokumentets (ID-kort, pas) type og nummer, hvis det findes:..............................
Fødselsdato:……………………………………………………………
Fødested:……………………………………………………………
Kendt opholdssted eller adresse. Hvis adressen er ukendt, angives den sidste kendte adresse:
………………………………………………………………………………………………
Sprog, som personen forstår:..........................................................................................
ii) Juridisk(e) person(er)
Navn:
Retsform:……………………………………………………………..
Evt. kortform af navnet, almindeligt anvendt forretningsnavn eller firmanavn
Officielt hjemsted:………………………………………………
Registreringsnummer:………………………………………
Den juridiske persons adresse:………………………………………………………………
Navn på den juridiske persons repræsentant:……………………………………………….
Beskriv den berørte persons nuværende rolle i sagen:
□ mistænkt eller tiltalt
□ tredjemand
□ andet (angiv hvilket)
DA 20 DA
2. Hvis afgørelsen om indefrysning skal fuldbyrdes på en anden adresse end den
ovenstående, angives denne:
………………………………………………………………………………………………….
3. Angiv andre oplysninger, som kan bistå fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning:
………………………………………………………………………………………………….
AFSNIT I: Begrundelse for afgørelsen om indefrysning
1. Kort fremstilling af de faktiske omstændigheder
Angiv grundene til afgørelsen om indefrysning, og giv herunder en kort fremstilling af de
tilgrundliggende omstændigheder, en beskrivelse af det forhold, der er påtalt eller under
efterforskning, det stadium, som efterforskningen er nået til, begrundelser for eventuelle
risikofaktorer og andre relevante oplysninger.
2. Art og strafferetlig klassificering af den eller de begåede overtrædelser, som denne
afgørelse om indefrysning er truffet for, samt den relevante retsforskrift/lov:
3. Kan den overtrædelse, som afgørelsen om indefrysning er truffet for, straffes i
udstedelsesstaten med en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af
en maksimal varighed på mindst tre år som fastlagt i udstedelsesstatens lovgivning, og
fremgår den af listen over overtrædelser herunder? (sæt kryds i det relevante felt)
□ deltagelse i en kriminel organisation
□ terrorisme
□ menneskehandel
□ seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi
□ ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
□ ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer
□ korruption
□ svig og svigrelaterede overtrædelser af straffelovgivningen som defineret i direktiv
2017/xxx/EU om bekæmpelse af svig mod Unionens finansielle interesser ved hjælp af
strafferetlige bestemmelser
DA 21 DA
□ svig, herunder svig, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser i henhold
til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers
finansielle interesser
□ hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold
□ falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen
□ internetkriminalitet
□ miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med
truede plantearter og træsorter
□ medvirken til ulovlig indrejse eller ulovligt ophold
□ forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse
□ ulovlig handel med menneskevæv og -organer
□ bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning
□ racisme og fremmedhad
□ organiseret eller væbnet tyveri
□ ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande
□ bedrageri
□ afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning
□ efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter
□ forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter
□ svig med og eftergørelse af andre betalingsmidler end kontanter
□ ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer
□ ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer
□ handel med stjålne motorkøretøjer
□ voldtægt
□ forsætlig brandstiftelse
□ strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed
□ skibs- eller flykapring
□ sabotage
DA 22 DA
AFSNIT J: Retsmidler
Myndighed i udstedelsesstaten, der kan give flere oplysninger om procedurerne for
anvendelse af retsmidler i udstedelsesstaten og om muligheden for retshjælp, tolkning og
oversættelse:
Navn: …………………………………………………………………………………
Evt. kontaktperson:………………………………………………………………
Adresse: ………………………………………………………………………………….
Tlf.: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
Fax: (landekode) (områdenummer)…………………………………………………….
E-mail: …………………………………………………………………………………..
AFSNIT K: Nærmere oplysninger om den myndighed, der har truffet afgørelsen om
indefrysning
Sæt kryds ved den type myndighed, der har truffet afgørelsen om indefrysning:
□ judiciel myndighed
□ (*) enhver anden kompetent myndighed som defineret i udstedelsesstatens lovgivning
(*) Afsnit (L) Myndighedens navn bedes også udfyldt:…………………………………..
Navn på repræsentant/kontaktpunkt:………………………………………………………..
Sagsnummer:
…………………………………………………………………………………..
Adresse: …………………………………………………………………………………..
Tlf.: (landekode) (områdenummer)…………………………………………………….
Fax: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
E-mail:……………………………………………………………………………………….
Sprog, hvorpå der kan kommunikeres med udstedelsesmyndigheden:
Hvis forskellig fra ovenstående, kontaktoplysninger på den eller de personer, der skal
kontaktes for supplerende oplysninger eller med henblik på praktiske ordninger for
fuldbyrdelsen af afgørelsen:
DA 23 DA
Navn/Titel/Organisation:………………………………………………………………………
Adresse: ……………………………………………………………………………………
E-mail/tlf. nr.:……………………………………………………………………..
Udstedelsesmyndighedens og/eller dennes repræsentants underskrift, der bekræfter, at
indholdet i afgørelsen om indefrysning er nøjagtigt og korrekt:.............................................
Navn:………………………………………………………………………………………….
Funktion (titel/stilling):…………………………………………………………………………
Dato:……………………………………………………………………………………………
Evt. officielt stempel:…………………………………………………………………..
AFSNIT L: Nærmere oplysninger om den judicielle myndighed, der har valideret afgørelsen
om indefrysning
Angiv den type judiciel myndighed, der har godkendt denne afgørelse om indefrysning:
□ dommer eller domstol
□ undersøgelsesdommer
□ offentlig anklager
Officiel betegnelse på godkendelsesmyndigheden:...........................................................
Navnet på den kompetente myndigheds repræsentant:.....................................................
Funktion (titel/stilling):...................................................................
Sagsnummer: Adresse …………………………………………………………………………..
Tlf.: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
Fax: (landekode) (områdenummer)……………………………………………………
E-mail: …………………………………………………………………………………
Sprog, hvorpå der kan kommunikeres med godkendelsesmyndigheden:
Angiv, om hovedkontaktpunktet for fuldbyrdelsesmyndigheden bør være:
□ udstedelsesmyndigheden
□ godkendelsesmyndigheden
Underskrift og oplysninger om godkendelsesmyndigheden
Navn:………………………………………………………………………………………….
Funktion (titel/stilling):…………………………………………………………………………
Dato:…………………………………………………………………………………………..
DA 24 DA
Evt. officielt stempel:…………………………………………………………………..
AFSNIT M:
Såfremt der er udpeget en central myndighed til varetagelse af den administrative overførsel
og modtagelse af afgørelser om indefrysning i udstedelsesstaten:
Navnet på den centrale myndighed:
………………………………………………………………...
Kontaktperson, hvis en sådan findes (titel/stilling og navn):
…………………………………………
Adresse:………………………………………………………………………………………..
Sagsnummer: ………………………………………………………………………………
Tlf. (landekode) (lokalt områdenummer): Fax (landekode) (lokalt områdenummer): E-mail
(hvis en sådan findes): ……………………………………………………………………………………..