Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Til brug for behandlingen af forslag til lov om ændring af retsplejeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroniske kommunikations-
net og -tjenester (Udeblivelsesdomme, forkyndelse og anvendelse af digi-
tal kommunikation i straffesager m.v.) vedlægges en kommenteret hø-
ringsoversigt og kopi af de modtagne høringssvar.
Søren Pape Poulsen
/
Thomas Tordal-Mortensen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 14. december 2016
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Tina Tolstrup Bak Jensen
Sagsnr.: 2016-731-0065
Dok.: 2132103
Retsudvalget 2016-17
L 105 Bilag 1
Offentligt


Retsudvalget
2016-17
L
105
Bilag
1
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
K O M M E N T E R E T O V E R S I G T
over
høringssvar vedrørende forslag til Lov om ændring af retsplejeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroniske kommunika-
tionsnet og –tjenester (Udeblivelsesdomme, forkyndelse og anvendelse
af digital kommunikation i straffesager m.v.)
1. Høringen
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 14. oktober 2016 til den 11.
november 2016 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organi-
sationer mv.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Ankestyrelsen,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Fængselsfor-
bund, Dansk Journalistforbund, Dansk PEN, Danner, Dansk Kvindesam-
fund, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske, Familie-
advokater, Danske Medier, Danske Regioner, Danske Ældreråd, Datatilsy-
net, Den Danske Dommerforening, Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventi-
ve Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforenin-
gen, Domstolsstyrelsen, Erstatningsnævnet, Faggruppen af Socialrådgivere
i Kriminalforsorgen, Fagligt Fælles Forbund (3F), Foreningen af
Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og økonomichefer, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Forsikring og Pension, FTF, Gadejuristen,
Hjælp Voldsofre, HK Danmark, HK Landsklubben for Danmarks Domsto-
le, HK Landsklubben for Kriminalforsorgen, HK Landsklubben for Politi-
et, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Joan-Søstrene, KFUKs socia-
le arbejde, KL, Kriminalforsorgens Lokale Præsteforening, Kriminal-
forsorgsforeningen, Kvinderådet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 8. december 2016
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Tina Tolstrup Bak Jen-
sen
Sagsnr.: 2016-731-0065
Dok.: 2131899
Retsudvalget 2016-17
L 105 Bilag 1
Offentligt
2
Landsforeningen KRIM, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Krimi-
nalforsorgen, Mødrehjælpen, Offerrådgivningerne i Danmark, Politidirek-
tørforeningen, Politiforbundet i Danmark, Procesbevillingsnævnet, Red
Barnet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Soci-
alt Udsatte, samtlige byretter, SAVN, Seksualpolitisk Forum, Sikkerheds-
Branchen, Socialpædagogernes Landsforbund, Sundhedsstyrelsen, Trykke-
frihedsselskabet, Vestre Landsret, Ældre Sagen, og Østre Landsret.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:
Advokatrådet, Ankestyrelsen, Børnerådet, Danske Advokater & Danske,
Familieadvokater, Danske Medier, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den
Danske Dommerforening, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Domstols-
styrelsen, Erstatningsnævnet, Foreningen af Offentlige Anklagere, Hjælp
Voldsofre, Institut for Menneskerettigheder, Joan-Søstrene, Landsforenin-
gen af Forsvarsadvokater, Offerrådgivningerne i Danmark, Procesbevil-
lingsnævnet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Socialt Udsatte, samt-
lige byretter, Sø- og Handelsretten, Vestre Landsret og Østre Landsret.
Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.
Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarene er angivet med kursiv.
2. Høringssvarene
Ankestyrelsen, Danske Ældreråd, Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Erstatningsnævnet, Foreningen af Offentlige Anklagere, Procesbevil-
lingsnævnet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Sø- og Handelsretten har
ikke bemærkninger til lovforslaget.
Den Danske Dommerforening anfører, at foreningen kan henholde sig til
høringssvarene fra landsretterne.
Advokatrådet bemærker generelt, at en række af forslagene er knyttet til
øget brug af digitale hjælpemidler ved behandlingen af straffesager. Advo-
katrådet har ikke på det generelle plan bemærkninger til øget brug af digi-
tal kommunikation og anerkender de fordele, der kan være forbundet her-
med. Rådet henleder dog opmærksomheden på, at en ikke uvæsentlig del
af de borgere, der er involveret i netop straffesager, desværre har begræn-
sede ressourcer, både i forhold til adgang til elektroniske hjælpemidler og
evnerne til at anvende disse. Rådet hilser det velkomment, at der lægges op
3
til at følge lovændringernes effekt og hensigtsmæssighed, herunder om
reglerne anvendes som forudsat, og rådet finder det naturligt at bidrage
hertil.
Som anført under pkt. 2.3.2.2 i de almindelige bemærkninger er der mel-
lem Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Rigspolitiet indgået en samar-
bejdsaftale om afvikling af digitale hovedforhandlinger i straffesager.
Samarbejdsaftalen skal evalueres hvert halve år. Formålet med evaluerin-
gen, der skal gennemføres under inddragelse af Danske Advokater, Advo-
katsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, er at samle erfa-
ringer fra alle involverede aktører, og i forbindelse med evalueringen skal
forbedringsmuligheder og yderligere udviklingsmuligheder vurderes, her-
under også eventuelle lovændringer.
Som anført under pkt. 2.4.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get vil Justitsministeriet vedrørende ændringen af reglerne om udeblivel-
sesdomme og genoptagelse, hvis lovforslaget vedtages, anmode Domstols-
styrelsen om under inddragelse af Rigsadvokaten at følge lovændringernes
effekt og hensigtsmæssighed, herunder om reglerne anvendes som forud-
sat.
Det vil også i den forbindelse være relevant at inddrage alle relevante ak-
tører i straffesagskæden.
2.1. Forkyndelse i straffesager
2.1.1. Generelt
Foreningen Joan-Søstrene er positive over for de foreslåede lovændrin-
ger, som foreningen anser som en nødvendig og tidssvarende effektivise-
ring af strafferetsplejen.
Offerrådgivningen hilser forslag, der kan gøre behandlingen af straffesa-
ger smidigere og hurtigere, uden at det går ud over retssikkerheden, vel-
komne, og bemærker, at ventetid, aflysninger mv. er en stor belastning for
ofre, vidner og deres pårørende. Foreningen anfører endvidere, at smidig-
gørelse og forenkling af forkyndelsesreglerne vil kunne medvirke til hurti-
gere sagsforløb.
Hjælp Voldsofre anfører, at ekstraordinær lang berammelsestid og/eller
omberammelser er voldsomt belastende for de forurettede, der ofte har et
4
større ønske om, at en straffesag bliver påtalt hurtigt og afsluttet, end at
gerningsmanden får en hård straf. Foreningen bemærker endvidere, at
manglende forkyndelse for tiltalte og vidner er en hyppig årsag til udsæt-
telser og omberammelser, og foreningen finder, at man skal gå meget langt
i retning af at optimere og smidiggøre processen med forkyndelse og be-
nytte enhver mulighed, som tidens digitalisering giver mulighed for. Fore-
ningen støtter forslaget.
Advokatrådet peger på, at det så vidt muligt bør undgås, at retterne skal
tage stilling til retsvirkningerne af egne eventuelle ekspeditionsfejl, og er
enig i, at sager, som ikke er indbragt for retten, og hvor fristoverholdelse
kan have betydning, ikke varetages af retten.
Som anført under pkt. 2.1.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke betænkeligheder ved at
organisere forkyndelsesopgaven hos retterne. Retterne bør dog ikke stå for
forkyndelsen i sager, som endnu ikke er indbragt for retten, og hvor over-
holdelse af en frist kan have betydning for retten.
F.eks. skal anklagemyndighedens omgørelse af afgørelser om påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 724, fortsat forkyndes af an-
klagemyndigheden.
Det samme gælder anklagemyndighedens ekstraordinære anke eller kon-
traanke til skade for tiltalte, jf. § 907, stk. 2, dvs. anke med Procesbevil-
lingsnævnets tilladelse efter § 903 eller anke til Højesteret, jf. § 933, even-
tuel anke fra anklagemyndighedens side efter udløb af ankefristen efter §
910, stk. 2, 1. pkt., 1. led, samt statsadvokatens ankemeddelelse i visse
private straffesager, jf. § 990, stk. 1 og 2, og forkyndelse af kæremål efter
§ 970, stk. 1.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
2.1.2. Økonomi
Østre Landsret bemærker, at det forudsættes, at landsretten tildeles de
nødvendige yderligere ressourcer, ligesom det er vigtigt, at der stilles en
passende it-løsning til rådighed.
5
Byretterne oplyser, at de bemærkninger, som Østre Landsret har fremført
omkring IT-løsninger og ressourceforbrug i relation til overførsel af for-
kyndelsesopgaven, i fuld omfang også gælder for byretterne.
Som anført under pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om
økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligt er den fore-
slåede opgaveoverførsel fra politiet og anklagemyndigheden til retterne i
relation til forkyndelse i straffesager rammeneutral i forhold til Justitsmi-
nisteriets samlede ramme.
Overgaveoverførslen medfører overførsel af bevillinger fra § 11.23.01.
Politiet og den lokale anklagemyndighed mv. til § 11.41.02 Retterne på
17,1 mio. kr. i 2017 og 20,6 mio. kr. årligt fra 2018 og frem. Endvidere
overføres 0,6 mio. kr. i 2017 og 0,7 mio. kr. årligt fra 2018 og frem fra §
11.23.04. Den Centrale Anklagemyndighed til § 11.41.02 Retterne.
Overførslerne på hhv. 17,1 mio. kr. og 0,6 mio. kr. i 2017 optages på for-
slag til lov om tillægsbevilling for finansåret 2017, mens overførslerne fra
2018 og frem vil blive håndteret på finanslovforslaget for 2017.
Forslaget om forkyndelse i straffesager vurderes at medføre enkelte udgif-
ter til it-investeringer, som afholdes inden for Justitsministeriets samlede
rammer.
Som anført under pkt. 2.1.3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get, forudsættes det, at implementeringen af forkyndelsesopgaven hos ret-
terne – herunder af det nødvendige samarbejde med anklagemyndigheden
og politiet – drøftes nærmere mellem Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigs-
advokaten og Justitsministeriet. Der vil i den forbindelse bl.a. blive udar-
bejdet en model for fremtidig forkyndelsespraksis, bl.a. med angivelse af
hvilke oplysninger, anklagemyndigheden skal sende til retten, og en pas-
sende it-løsning, hvilket dog ikke er en forudsætning for opgaveoverdra-
gelsen.
2.1.3. Forkyndelse over for social udsatte
Advokatrådet henviser bl.a. til, at formålet med en forkyndelse er at sikre,
at en meddelelse er kommet frem, og at det bør sikres, at der er sikkerhed
for, at meddelelsen når den tiltænkte adressat, og på en sådan måde, at
adressatens rettigheder ikke krænkes.
6
Rådet for Socialt Udsatte anfører, at obligatorisk brug af digital post kan
medføre, at breve fra det offentlige ikke når frem til modtageren, hvis ved-
kommende lever en kaotisk tilværelse, har psykiske lidelser, misbrugspro-
blemer mv. Rådet bemærker i den forbindelse, at der findes mulighed for
at blive fritaget for digital post, hvilket nogle socialt udsatte benytter sig
af. Rådet finder, at man i forbindelse med forkyndelse bør gøre en særlig
indsats for, at også disse mennesker rent faktisk har mulighed for at gøre
sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Rådet foreslår, at man i sager,
hvor borgeren er undtaget fra at bruge digital post, indfører krav om en
form for tilbagemelding på en telefonisk forkyndelse, f.eks. ved en efter-
følgende mail eller SMS, som borgeren skal besvare.
Der sker med lovforslaget en justering af retsplejelovens § 156 c om for-
enklet digital forkyndelse. Således føjes det til bestemmelsen, at det – ud
over åbning af selve den meddelelse, der skal forkyndes – er tilstrækkeligt
til, at der er sket forenklet digital forkyndelse, at hovedbeskeden, hvortil
meddelelsen er vedhæftet, eller en ud af flere meddelelser eller bilag, der
er vedhæftet beskeden, åbnes eller på anden måde behandles.
Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.6, inde-
holder retsplejelovens § 155 regler om de forskellige måder, hvorpå der
kan ske forkyndelse af meddelelser.
Forenklet digital forkyndelse er en af de måder, hvorpå der kan ske for-
kyndelse. Det er imidlertid efter den foreslåede bestemmelse en betingelse
for, at der er sket korrekt forkyndelse, at der er sket åbning eller anden be-
handling af meddelelsen, den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, el-
ler et bilag eller en anden meddelelse, der er vedhæftet beskeden. Sker der
ikke en sådan åbning eller behandling, er der ikke foretaget korrekt for-
enklet digital forkyndelse, og forkyndelse skal således i stedet ske ved
hjælp af en af de øvrige forkyndelsesformer, som fremgår af retspleje-
lovens § 155. Der vil således ikke kunne anvendes forenklet digital forkyn-
delse over for personer, som er fritaget fra at anvende den offentlige digi-
tale postløsning (Digital Post), hvor der derfor vil skulle anvendes en af de
andre forkyndelsesformer, som fremgår af retsplejelovens § 155. Det be-
mærkes i den forbindelse, at det fremgår af retsplejelovens § 155, stk. 1,
nr. 6, at forkyndelse kan ske ved, at den meddelelse, der skal forkyndes,
med eventuelle bilag telefonisk gives den pågældende, der forinden eller
efterfølgende får tilsendt eller overdraget dokumentet og efterfølgende får
tilsendt en bekræftelse på forkyndelsen (telefonforkyndelse). Hertil kom-
mer, at det fremgår af retsplejelovens § 154a, stk. 1, nr. 4, at anvendelse af
7
digital kommunikation, herunder sms-beskeder, kan ske, hvis der er tale
om en påmindelse til den, der skal give møde i retten om tid og sted for det
pågældende retsmøde. Anvendelsen af sms-beskeder til tiltalte og vidner,
som skal møde i retten, vil blive iværksat samtidig med, at der sker en op-
gaveoverførsel fra politiet og anklagemyndigheden til retterne i relation til
forkyndelse i straffesager.
2.1.4. Forenklet digital forkyndelse
Datatilsynet henviser til sit høringssvar til Justitsministeriet af 31. august
2012, hvor tilsynet vedrørende forenklet digital forkyndelse bemærker, at
tilsynet ikke umiddelbart kan tiltræde, at der sendes en besked, når en bor-
ger har åbnet en digital meddelelse.
For så vidt angår spørgsmålet om, at der sendes en besked til den afsen-
dende myndighed, når der sker åbning eller anden behandling af meddel-
elsen, den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller et bilag eller en
anden meddelelse, der er vedhæftet beskeden, er det anført i lovforslagets
almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.9, at Justitsministeriet også i forbin-
delse med indførelsen af reglerne om forenklet digital forkyndelse i 2012
var opmærksom på, at udgangspunktet efter lov om digital post er, at en
offentlig afsenders ansvar for og rådighed over en meddelelse mv. ophører
ved aflevering til postløsningen, hvilket betyder, at en borger er
dataansvarlig for indholdet i egen digital postkasse. Det betyder således
også, at en offentlig afsender ikke må modtage oplysning om, hvorvidt en
meddelelse mv. er læst, slettet eller på anden måde er behandlet af den på-
gældende borger.
Justitsministeriet pegede imidlertid i den forbindelse på, at formålet med
forkyndelse er at sikre, at en meddelelse kommer frem til adressaten, så
adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet. Formålet
er endvidere at sikre den, der har iværksat forkyndelsen, det fornødne be-
vis for, at meddelelsen er kommet frem, så de retsvirkninger, der er knyttet
til forkyndelsen, kan indtræde.
Justitsministeriet fandt det derfor af afgørende betydning for ordningen, at
der blev skabt sikkerhed for, at den meddelelse med eventuelle bilag, der
skal forkyndes, faktisk er blevet åbnet. På den baggrund fandt Justitsmini-
steriet, at der i forhold til forenklet digital forkyndelse var grundlag for at
fravige udgangspunktet om, at den afsendende myndighed ikke må få be-
sked om, at en digital meddelelse er blevet åbnet.
8
Justitsministeriet finder ikke, at den foreslåede justering af retsplejelovens
§ 156 c giver anledning til en anderledes vurdering af, om den afsendende
myndighed må få besked om, at en digital meddelelse er blevet åbnet eller
på anden måde behandlet.
2.1.5. Afvisning af tiltaltes anke
Advokatrådet bemærker, at en del borgere ikke er ressourcestærke inden
for it, og hilser det velkomment, at der lægges op til en vis tolerance i for-
bindelse med eksempelvis manglende åbning af digital post i forbindelse
med adgangen til at afvise en ankesag. Rådet henstiller til samme tolerance
på andre områder.
Som anført under pkt. 2.1.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get, foreslås det at ændre retsplejelovens § 920, stk. 3, således at retten
fremover ved kendelse kan afvise tiltaltes anke, hvis anklageskrift eller
indkaldelse på grund af tiltaltes forhold ikke på sædvanlig måde har kun-
net forkyndes for tiltalte.
Retten kan efter forslaget fortsat afvise tiltaltes anke, hvis anklageskrift el-
ler indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte,
fordi denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendi-
ge meddelelse herom.
Der lægges med forslaget op til, at retten også kan afvise tiltaltes anke,
hvis anklageskrift eller indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet for-
kyndes for tiltalte, fordi tiltalte f.eks. har skiftet telefonnummer uden at gi-
ve den nødvendige meddelelse herom eller gennem en længere periode har
undladt at åbne sin digitale post eller lignende, og det ikke efter rimelige
forkyndelsesforsøg har været muligt at foretage forkyndelse ved brug af
andre forkyndelsesformer.
Landsretten skal således også efter forslaget foretage en vurdering af de
konkrete omstændigheder i den enkelte sag.
For så vidt angår tolerance på andre områder kan der henvises til det, der
er anført under punkt 2.1.3 om anvendelse af andre forkyndelsesformer,
hvis forkyndelse ikke kan gennemføres ved forenklet digital forkyndelse.
9
2.2. Adgang for statsadvokaterne til at foretage telefonforkyndelse
Datatilsynet bemærker, at det forudsættes, at vedkommende statsadvokat
giver den fornødne instruktion til de medarbejdere, som behandler perso-
noplysningerne. Tilsynet bemærker endvidere, at tilsynet går ud fra, at der
kun gives adgang til oplysninger om de hemmelige telefonnumre til de
personer, der er beskæftiget med de formål, hvortil personoplysningerne
behandles.
Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3, skal ved-
kommende statsadvokat i forbindelse med beskikkelsen af ansatte til at fo-
retage telefonforkyndelse instruere den beskikkede i, hvordan den pågæl-
dende skal foretage telefonforkyndelser og i øvrigt vejlede den beskikkede
med hensyn til dennes pligter.
Det er endvidere anført i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 3,
nr. 1, om adgang for statsadvokaterne til at foretage telefonforkyndelse, at
det forudsættes, at kun de personer ved statsadvokaterne, der beskikkes til
at foretage telefonforkyndelser, får adgang til oplysninger om de hemmeli-
ge telefonnumre. Endvidere forudsættes det, at de pågældende kun anven-
der adgangen til oplysningerne i forbindelse med telefonforkyndelser.
2.3. Anvendelse af digital kommunikation i strafferetsplejen
2.3.1. Generelt
Foreningen Joan-Søstrene er positive over for de foreslåede lovændrin-
ger, som foreningen anser som en nødvendig og tidssvarende effektivise-
ring af strafferetsplejen.
Hjælp Voldsofre hilser enhver form for nytænkning, der kan være med til
at optimere og effektivisere behandlingen af straffesager, velkommen. For-
eningen anfører, at i det omfang en sag genparter kan sendes digitalt, må
det formodes, at også den forurettedes bistandsadvokat hurtigt og effektivt
kan få adgang til sagens akter, og at dette kun kan være en fordel for den
forurettede.
2.3.2. Forsvarsadvokater
Advokatrådet peger på, at digitalisering i forhold til den praktiske forbe-
redelse kan udgøre et problem, når forsvarerens adgang til at anvende it-
10
hjælpemidler på arrestantbesøg forringes, således som det skete i somme-
ren 2016. Rådet anfører, at der bør ske en samtænkning af rammerne for
forsvareres virke i arresthuse og øget brug af digital sagsbehandling, så der
ikke lægges unødige hindringer i forsvarerens mulighed for at varetage kli-
entens interesser.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at det kan være van-
skeligt at gennemgå digitalt materiale med klienten ved fængselsbesøg, da
det ikke er tilladt for forsvarere at medbringe Ipads mv. i forbindelse med
fængselsbesøg.
Det følger af § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1035 af 23. juni 2016 om ad-
gang til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner (Besøgsbekendtgørelsen), at mobiltelefo-
ner og lignende kommunikationsudstyr samt tilbehør mv. hertil ikke må
medbringes ved besøg. Er den besøgende advokat, må denne i forbindelse
med besøget dog medbringe bærbar computer med en skærmstørrelse på
over 10”, jf. bestemmelsens stk. 3. Det er en forudsætning, at computeren
fremvises og registreres, og at computeren er indstillet på flytilstand, såle-
des at al trådløs kommunikation er deaktiveret. Advokaten vil i stedet kun-
ne tilgå internettet via faste LAN-forbindelser, som kriminalforsorgen har
etableret i besøgslokaler og lokaler, hvori der afholdes videoretsmøder.
Det er en forudsætning, at advokaten enten er beskikket for eller valgt som
forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i
en verserende straffesag, eller efter retsplejelovens § 733 er antaget af ju-
stitsministeren til at beskikkes som offentlig forsvarer.
2.3.3. Anvendelse af digital kommunikation
Østre Landsret bemærker, at en effektiv gennemførelse navnlig vil være
afhængig af, at statsadvokaterne vil kunne levere brugbart digitalt sagsma-
teriale, at landsretternes retssale er udstyret med fornødent teknisk udstyr,
og at dommere, kontorpersonale og lægdommere har de nødvendige digi-
tale løsninger til rådighed.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater anfører bl.a., at forslaget vil flyt-
te arbejdsbyrden og omkostningerne i de enkelte sager fra politiet til advo-
katerne, hvilket vil medvirke til at fordyre advokatomkostningerne i de en-
kelte sager eller også vil samfundet spare nogle omkostninger, som så skal
dækkes af advokaterne, eller også risikerer man, at advokaterne ikke ud-
skriver materialet og måske ikke har det nødvendige overblik over den en-
11
kelte sag til mulig skade for tiltalte. Foreningen anfører endvidere, at der
ikke er sket en præcisering af, i hvilken form advokaterne skal modtage
det digitale materiale til brug for en digital hovedforhandling, og at den af-
tale, der er indgået mellem Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Rigspoli-
tiet ikke er tilstrækkelig.
Domstolsstyrelsen foreslår, at det præciseres, at afsender har mulighed for
at vælge, om kommunikation skal ske digitalt – herunder hvilken form for
digital kommunikation – under forudsætning af, at den pågældende form
for digital kommunikation er teknisk mulig både for afsender og modtager.
Vestre Landsret bemærker, at en gennemførelse af en generel adgang til
digital kommunikation må forudsætte nærmere aftaler herom med anklage-
myndigheden, og at retterne forinden har fået de nødvendige it-systemer til
fuldstændig digital dokumenthåndtering og sagsbehandling, samt at retssa-
lene er udstyret med det fornødne av-udstyr. Landsretten anfører, at retter-
ne ikke har et sagsbehandlingssystem, som kan håndtere modtagelsen og
sorteringen af digitale sagsakter, og at et sådan system ikke er under ud-
vikling. Det anføres endvidere, at forslaget betyder, at vejledningen om
den praktiske behandling af straffesager ved landsretterne på væsentlige
punkter fraviges, og at retterne bør have adgang til at undtage visse doku-
menter fra adgangen til digital indsendelse til retten.
Efter Justitsministeriets opfattelse må retsplejeloven ikke være en hindring
for, at der kan anvendes digital kommunikation i strafferetsplejen i den ud-
strækning, det er muligt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Som anført under pkt. 2.3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get vil mulighed for at anvende digital kommunikation i strafferetsplejen
efter Justitsministeriets opfattelse medvirke til at effektivisere behandlin-
gen af straffesager bl.a. ved at sikre en bedre ressourceudnyttelse samtidig
med, at retternes aktører i straffesager vil opleve en bedre service. På
samme måde sikres en mere smidig sagsbehandling og overgang af oplys-
ninger mellem de enkelte myndigheder og aktører i straffesagskæden.
Der er bred enighed om at arbejde hen imod øget digitalisering af straffe-
retsplejen. Justitsministeriet finder på den baggrund, at det er hensigts-
mæssigt allerede nu at tilvejebringe hjemmel til at anvende digital kommu-
nikation i strafferetsplejen. Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov
for at indføre en udtrykkelig hjemmel til, at der kan anvendes digital kom-
munikation – dvs. Digital Post, e-mail eller andre digitale løsninger – i
12
strafferetsplejen både for så vidt angår fremsendelsesmetoder mv. og ind-
holdet af meddelelser eller dokumenter, således at de retlige hindringer
for digital kommunikation og digital sagsbehandling i strafferetsplejen
fjernes.
Med forslaget forudsættes det, at digital kommunikation skal anvendes i
videst muligt omfang af politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Der
vil således være tale om en løbende udvidelse af anvendelsen af digital
kommunikation og sagsbehandling, efterhånden som it-løsningerne udvik-
les og gennemføres.
Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i retsplejelovens regler om an-
klagemyndighedens og domstolenes sagsbehandling i straffesager.
Formålet med forslaget er at fjerne de retlige hindringer for digital kom-
munikation i strafferetsplejen. Den nærmere anvendelse af og udvidelse af
brugen af digital kommunikation vil således også efter forslaget skulle af-
tales mellem de forskellige aktører under inddragelse af de tekniske mulig-
heder.
Som anført under pkt. 2.3.2.2 i de almindelige bemærkninger er der mel-
lem Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Rigspolitiet indgået en samar-
bejdsaftale om afvikling af digitale hovedforhandlinger i straffesager.
Samarbejdsaftalen skal evalueres hvert halve år. Formålet med evaluerin-
gen, der skal gennemføres under inddragelse af Danske Advokater, Advo-
katsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, er at samle erfa-
ringer fra alle involverede aktører, og i forbindelse med evalueringen skal
forbedringsmuligheder og yderligere udviklingsmuligheder vurderes, her-
under også eventuelle lovændringer.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, er det ved
anvendelse af digital kommunikation op til modtageren af et dokument, et
digitalt medie, en meddelelse eller lignende, om modtageren ønsker at
printe det modtagne til brug for den videre behandling af sagen.
2.3.4. Modtagelse af digital kommunikation
Landsforeningen af Forsvarsadvokater anfører, at den foreslåede § 148
c, stk. 3, bør ændres, så en meddelelse anses for at være komet frem, når
den er tilgængelig for modtageren, og at det er uklart hvad der menes med
13
at en digital meddelelse, der er modtaget kl. 23.59 den 30. november, an-
ses for at være kommet frem den 30. november.
Justitsministeriet har på baggrund af høringssvaret foretaget en justering
af lovforslagets § 1, nr. 4.
2.3.5. Databeskyttelse
Datatilsynet bemærker, at det følger af sikkerhedsbekendtgørelsens § 14,
at der kun må etableres eksterne kommunikationsforbindelser, hvis der
træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at uvedkommende ikke gen-
nem disse forbindelser kan få adgang til personoplysninger. Efter tilsynets
opfattelse skal der ved transmission af følsomme oplysninger omfattet af
persondatalovens §§ 7 og 8 (f.eks. ved oplysninger om strafbare forhold)
over det åbne internet som minimum anvendes stærk kryptering, baseret på
en anerkendt algoritme.
Som anført under pkt. 2.3.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get vil persondatalovgivningen fortsat skulle iagttages, når politiet, ankla-
gemyndigheden, forsvarere og retterne behandler personoplysninger i for-
bindelse med anvendelse af digital kommunikation i strafferetsplejen.
2.4. Anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager og retten til gen-
optagelse
2.4.1. Generelt
Offerrådgivningen hilser forslag, der kan gøre behandlingen af straffesa-
ger smidigere og hurtigere, uden at det går ud over retssikkerheden vel-
komment, og bemærker, at ventetid, aflysninger mv. er en stor belastning
for ofre, vidner og deres pårørende. Foreningen anfører endvidere, at en
udvidet adgang til at afsige udeblivelsesdomme samt en begrænsning i ad-
gangen til genoptagelse vil kunne medvirke til hurtigere sagsforløb.
Hjælp Voldsofre bemærker, at såfremt den tiltalte udebliver fra et retsmø-
de trods lovlig indkaldelse, vil det føles uforståeligt og krænkende for en
forurettet at møde op og få at vide, at sagen er udsat til en anden dag uden
konsekvenser for den tiltalte. Foreningen støtter på den baggrund en øget
brug af udeblivelsesdomme, henholdsvis gennemførelse af vidneforklarin-
ger uden tiltaltes tilstedeværelse. Det anføres i den forbindelse, at hvis den
tiltalte har en tilsvarende øget adgang til genoptagelse af sagen, vil det vir-
14
ke ekstraordinært krænkende og ydmygende for den forurettede på et sene-
re tidspunkt igen at skulle møde op til en hovedforhandling.
Advokatrådet er enig i, at ressourcespild bør forhindres, men rådet tvivler
på, at en øget brug af udeblivelsesdomme er vejen frem. Rådet bemærker
bl.a., at det ikke har indtryk af, at de nuværende regler udnyttes for at opnå
en bedre retsstilling. Rådet finder det ikke hensigtsmæssigt at indskrænke
domstolenes muligheder for at forholde sig konkret til situationer, hvor in-
dividuelle og konkrete forhold tilsiger en fleksibel tilgang. Det bemærkes
endvidere, at det er den generelle oplevelse, at domstolene til fulde formår
at afbalancere de involverede hensyn, herunder forurettede. Rådet bemær-
ker herudover, at anvendelsen af udeblivelsesdomme i sig selv er en rets-
sikkerhedsmæssig betænkelig konstruktion. Rådet finder derfor udvidelsen
af grænserne for udeblivelsesdomme til henholdsvis 1 år og 6 måneder og
halvering af grænsen for genoptagelse betænkelig og uheldig, idet man
fremover kan blive idømt ganske lange fængselsstraffe uden at være til ste-
de. Rådet finder forslaget betænkeligt, da der ikke vil finde en vurdering af
tiltaltes egen forklaring sted ved to instanser.
Institut for Menneskerettigheder bemærker bl.a., at det i en undersøgel-
se fra Domstolsstyrelsen i en periode på 5 uger blev omberammet op mod
1400 retsmøder ud af i alt ca. 4-6.000 kr., og heraf blev kun 178 omberam-
met på grund af tiltaltes udeblivelse. Instituttet finder den øgede anvendel-
se af udeblivelsesdomme, hvor tiltalte kan dømmes op til 6 måneders ube-
tinget fængsel ganske betydelig, og svær at forene med hensynet til retssik-
kerheden, som det afspejlede sig i det oprindelige tiltænkte anvendelses-
område for udeblivelsesdomme. Instituttet anbefaler, at udvidelsen ikke
gennemføres. Bl.a. sammenholdt med gennemførelsen af forenklet digital
kommunikation anfører instituttet, at indskrænkningen af adgangen til gen-
optagelse afskærer en stor persongruppe fra adgangen til at være til stede i
en straffesag mod dem i to instanser, hvilket, instituttet vurderer, svækker
den enkeltes retssikkerhed betydeligt, idet adgangen til at få prøvet sin sag
ved to instanser er en fundamental del af retssystemet. Instituttet anbefaler,
at indskrænkningen af genoptagelsesadgangen udgår fra lovforslaget eller
at udeblevne domfældte på en anden måde sikres en tilsvarende retsgaran-
ti.
Lovforslagets § 1, nr. 17-20, er en udmøntning af afsnit 3.1 i det retspoliti-
ske udspil ”Respekt for det fælles – Respektpakke I” (Respektpakken),
hvoraf det fremgår, at aftalepartierne er enige om, at der skal gøres øget
brug af udeblivelsesdomme, så tiltaltes udeblivelse – og den mangel på
15
respekt, det er udtryk for – ikke står i vejen for en konsekvent strafforfølg-
ning. Der lægges derfor i udspillet op til, at udgangspunktet for anvendel-
se af udeblivelsesdomme skal vendes, så domstolene skal gennemføre en
sag, når tiltalte udebliver, hvis betingelser herfor er opfyldt. Det vil heref-
ter kræve en særlig grund, hvis en straffesag ikke skal gennemføres som
udeblivelsessag, når muligheden foreligger. Det fremgår endvidere af
Respektpakken, at muligheden for at fremme en hovedforhandling til dom i
tiltaltes fravær skal udvides.
Som anført under pkt. 2.4.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get foreslås det at gennemføre initiativet vedrørende en øget brug af ude-
blivelsesdommes ved at ændre udgangspunktet i retsplejelovens § 855, stk.
3, således at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at en hovedfor-
handling skal fremmes til dom i tiltaltes fravær, når anklagemyndigheden
fremsætter begæring herom, og retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse
nødvendig, og betingelserne for at afsige udeblivelsesdom i øvrigt er op-
fyldt. Retten skal altså også efter forslaget foretage en konkret vurdering
af, om betingelserne for at afsige udeblivelsesdom er opfyldt, herunder om
der er sket lovlig forkyndelse.
Der kan således kun afsiges udeblivelsesdom, hvis den tiltalte har været
lovligt indkaldt til retsmødet, og dermed har haft en reel mulighed for at
være til stede.
En tiltalt har endvidere også efter forslaget i alle tilfælde ret til at få en
straffesag behandlet i to instanser både for så vidt angår sagens faktiske
og retlige spørgsmål.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 om indførelsen af adgang til at afsende
SMS-påmindelse forud for en hovedforhandling i straffesager.
2.4.2. Anke og genoptagelse
Advokatrådet bemærker, at forslaget vil kunne dække ethvert ikke-lovligt
forfald, f.eks. at en tiltalt sover over sig. Rådet bemærker herudover, at det
er tvivlsomt, om forslaget vil spare ressourcer, da landsretterne kan blive
belastet med ankesager, som alene føres, fordi en tiltalt af en eller anden
grund udeblev i byretten.
16
Østre Landsret bemærker, at den foreslåede mulighed for at anke udebli-
velsesdomme i stedet for at søge dem genoptaget muligvis vil kunne med-
føre et øget sagsantal i landsretten.
Vestre Landsret bemærker, at forslaget vil indebærer, at en tiltalt, der er
dømt som udebleven efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, og som hidtil
har kunnet få sagen genoptaget, hvis vedkommende opfylder betingelserne
om lovligt forfald mv., fremover ikke har denne mulighed.
Justitsministeriet har på baggrund af høringssvarene foretaget en juste-
ring af lovforslagets § 1, nr. 24, således at det fremgår, at en domfældt,
der godtgør at have haft lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstæn-
digheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævnin-
gen ikke rettidigt er kommet til domfældtes kundskab, fortsat har en ube-
tinget ret til genoptagelse.
Justitsministeriet er enig i, at det ikke kan udelukkes, at forslaget kan med-
føre et øget sagsantal i landsretten. Hvis dette er tilfældet vil det modsva-
res af et lavere sagsantal i byretterne. Som anført under pkt. 2.4.3.5 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget vil Justitsministeriet, hvis lov-
forslaget vedtages, anmode Domstolsstyrelsen om under inddragelse af
Rigsadvokaten at følge lovændringernes effekt og hensigtsmæssighed, her-
under om reglerne anvendes som forudsat.
2.4.3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Advokatrådet bemærker, at der savnes en ny vurdering af forslagets fore-
nelighed med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Institut for Menneskerettigheder anfører, at det følger af EMRK artikel
6, at tiltalte i en straffesag har ret til at være til stede under hovedforhand-
lingen, men at beskyttelsen ikke er til hinder for, at en straffesag kan gen-
nemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, hvis myndighederne har gjort sig
rimelige anstrengelser for at gøre tiltalte bekendt med, at der er indledt en
straffesag mod vedkommende, og hvis domfældte har mulighed for at op-
nå en fornyet behandling af straffesagens faktiske og retlige spørgsmål.
En tiltalt har også efter forslaget ret til at være til stede under en hoved-
forhandling i en straffesag. Der kan endvidere kun afsiges udeblivelses-
dom, hvis den tiltalte har været lovligt indkaldt til retsmødet og dermed
har haft en reel mulighed for at være til stede.
17
En tiltalt har endvidere også efter forslaget i alle tilfælde ret til at få en
straffesag behandlet i to instanser både for så vidt angår sagens faktiske
og retlige spørgsmål.
Som anført under pkt. 2.4.2.6 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get 2.4.2.6. er det Justitsministeriets opfattelse, at de foreslåede ændringer
er forenelige med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel
6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Der henvises i øvrigt til det under punkt 2.4.1 anførte.
2.4.4. SMS-påmindelse
Rådet for Socialt Udsatte foreslår, at der sendes sms til den tiltalte 3 dage
før retsmødet og på selve dagen for at mindske risikoen for, at tiltalte ude-
bliver af grunde, der ikke har noget at gøre med manglende respekt for
retssystemet.
For så vidt angår spørgsmålet om SMS-påmindelse, kan der henvises til
det under punkt 2.1.3 anførte.
2.4.5. Bødesager
Advokatrådet bemærker, at ændringen af retsplejelovens § 897, stk. 1, ik-
ke blot sigter til udeblivelsessituationen, men tillige gør det obligatorisk
for domstolene at anse tiltaltes nægtelse af at afgive forklaring som en til-
ståelse (medmindre omstændighederne taler imod det). Det anføres, at det-
te er en yderligere og betænkelig indblanding i domstolenes frie bevisbe-
dømmelse, hvor tiltaltes fundamentale ret til ikke at udtale sig udhules. Rå-
det bemærker i den forbindelse, at det er utilstrækkeligt, at det følger af be-
mærkningerne, at der ikke er tilsigtet en ændring af hidtidige retstilstand,
når selve ordlyden binder domstolenes bevisbedømmelse. Rådet finder
dette stridende mod princippet om domstolenes frie bevisbedømmelse.
Som anført under pkt. 2.4.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get foreslås det, at udgangspunktet i retsplejelovens § 897, stk. 1, ændres,
så retten, når der ikke under sagen er spørgsmål om højere straf end bøde,
skal behandle sagen, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den på-
gældende er tiltalt for, medmindre omstændighederne taler imod det, hvis
tiltalte udebliver fra hovedforhandlingen uden oplyst lovligt forfald, næg-
18
ter at afgive forklaring eller har undladt at anmode om retsmøde, jf. § 896
a.
Retten skal således også efter forslaget foretage en konkret vurdering af,
om omstændighederne taler imod at behandle bødesagen som en tilståel-
sessag.
2.5. Anvendelse af domsmænd i straffesager, hvor der skal fastsættes
en fællesstraf efter straffelovens § 61, stk. 1
Ingen bemærkninger.
2.6. Anonymisering af forurettedes identitet
Foreningen Joan-Søstrene bemærker, at det glæder foreningen, at man
fra lovgivers side har fundet grund til at styrke retsstillingen for forurettede
i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 om incest. Forenin-
gen hilser derfor lovforslaget velkommen. Foreningen bemærker herud-
over, at foreningen vil opfordre til, at retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt.,
og § 1017 b, stk. 1, fremover håndhæves effektivt, da det er erfaringen, at
det ikke altid sker i praksis.
Offerrådgivningen finder udvidelsen af beskyttelsen af ofre for incest i
samme omfang som sager omfattet af straffelovens kapitel 24 om seksual-
forbrydelser særdeles velbegrundet.
Børnerådet bemærker, at ofre for incest efter de gældende regler ikke ny-
der samme beskyttelse som forurettede i sager om seksualforbrydelser ef-
ter straffelovens kapitel 24, og at dette hul lukkes med forslaget. Rådet an-
fører i den forbindelse, at i lyset at de meget følsomme straffesager, der
her er tale om, kan rådet hilse forslaget velkomment.
Hjælp Voldsofre er enig i, at sager om overtrædelse af straffelovens § 210
på samme måde som seksualforbrydelserne er særligt følsomme. Forenin-
gen bemærker, at der i flere sager ikke er beskikket en bistandsadvokat el-
ler at bistandsadvokaten ikke møder under hovedforhandlingen, ligesom
den forurettedes forklaring i nogle sager kan optages på video og afspilles,
og at et navneforbud her ikke giver en præceptiv beskyttelse. Foreningen
støtter derfor forslaget.
19
Danske Medier er som udgangspunkt enig i, at straffesager om overtræ-
delse af straffelovens § 210 på samme måde er særligt følsomme, og at of-
re for incest derfor bør nyde samme beskyttelse som ofre for seksualfor-
brydelser omfattet af straffelovens kapitel 24 med hensyn til aktindsigt og
offentlig omtale i straffesager. Foreningen finder dog, at de familiemæssi-
ge bånd mellem gerningsmand og ofre i incestsager gør det vanskeligere at
beskytte forurettedes identitet i praksis. Foreningen anfører i den forbin-
delse, at den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1017 b, stk. 1, giver
anledning til væsentlige praktiske problemer for mediernes retsreportage.
F.eks. kan omtale af gerningsmanden indebære, at ofret direkte identifice-
res. Foreningen opfordre til, at det præciseres, at omtale af en gernings-
mands navn, stilling eller bopæl ikke uden videre kan betragtes sin offent-
liggørelse af forurettedes identitet. I forhold til aktindsigt anfører forenin-
gen, at det er vanskeligt at se, hvordan en anonymisering af forurettede i
praksis kan ske uden samtidig at anonymisere gerningsmanden, hvilket
næppe harmoniserer med grundlovens § 65.
Datatilsynet bemærker, at en oplysning om, at en person har været offer
for incest, umiddelbart er en oplysning om rent private forhold omfattet af
persondatalovens § 8. Tilsynet går ud fra, at der ikke efter reglerne i kapi-
tel 3 a i retsplejeloven i forbindelse med aktindsigt i øvrigt kan udleveres
dokumenter, hvoraf der fremgår følsomme personoplysninger omfattet af
persondatalovens §§ 7 eller 8.
Som anført under pkt. 2.7.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
er det Justitsministeriets opfattelse, at straffesager om overtrædelser af
straffelovens § 210 på samme måde er særligt følsomme, og at ofre for in-
cest derfor bør nyde samme beskyttelse som ofre for seksualforbrydelser
omfattet af lovens kapitel 24 med hensyn til aktindsigt i og offentlig omtale
af straffesager.
Det foreslås derfor at udvide beskyttelsen af forurettede i retsplejelovens §
41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1, således at forurettede i sager om
incest også omfattes af bestemmelserne.
Med forslaget opstår der efter justitsministeriets opfattelse ikke en ny pro-
blemstilling i forhold til mulighederne for at identificere en forurettet i for-
bindelse med angivelse af en mistænkt, tiltalt eller dømt person. Problem-
stillingen er også efter gældende ret kendt i sager om seksualforbrydelser i
nære relationer. Justitsministeriet finder på den baggrund, at der ikke er
20
behov for særlige præciseringer i forhold til incestofre, der bør nyde sam-
me beskyttelse som ofre for seksualforbrydelser.
2.7. Bæring af magtmidler, herunder peberspray
Institut for Menneskerettigheder henviser overordnet til instituttets rap-
port af 2014, ”Brug af peberspray i danske fængsler og arresthuse”, og be-
mærker, at Den Europæiske torturkomité (CPT) i en række besøgsrappor-
ter har forholdt sig til staters brug af peberspray i lukkede institutioner,
herunder navnlig i fængsler. CPT har i flere rapporter vedrørende fængsler
fremhævet, at peberspray ikke bør bæres som standardudstyr for fængsels-
personale. Instituttet bemærker, at der er en række usikkerheder omkrig
anvendelsen af peberspray i danske fængsler og arresthuse: Navnlig er det
i praksis ikke altid klart, i hvilket omfang der kræves en lederbemyndigel-
se, før der anvendes peberspray. Herudover bemærker instituttet, at det i
praksis er uklart, om fængselspersonalet altid foretager en konkret nødven-
digheds-, proportionalitets- og skånsomhedsvurdering, inden der anvendes
peberspray i en given situation. Instituttet bemærker endvidere, at risikoen
for forkert eller ulovlig anvendelse af peberspray som følge af disse uklar-
heder øges, når der med udkastet skabes en adgang til, at peberspray kan
bæres som en del af det almindelige udstyr.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Justitsministeriet i magtan-
vendelsesbekendtgørelsen præciserer, om der altid kræves konkret lederbe-
myndigelse til at anvende peberspray, eller om bemyndigelse til at bære
peberspray også indeholder bemyndigelse til at anvende peberspray. Insti-
tuttet anbefaler endvidere, at det indskærpes i praksis, at der altid skal fore-
tages en konkret nødvendigheds-, proportionalitet og skånsomhedsvurde-
ring, inden der anvendes peberspray.
Advokatrådet bemærker, at rådet har stor forståelse for en indsats for at
styrke fængselsbetjentenes personlige sikkerhed. Advokatrådet bemærker
herudover, at udkastet til lovforslaget har fokus på peberspray, men efter
sin ordlyd tillige vil give hjemmel til at tillade permanent bæring af andre
magtmidler, uden at disse er nærmere angivet. Det er Advokatrådets opfat-
telse, at uanset, at forslaget har til hensigt at virke konfliktforebyggende, er
det Advokatrådets opfattelse, at det nøje bør analyseres om en ”oprust-
ning” i form af eksempelvis permanent bæring af stav er hensigtsmæssig
og proportional i forhold til konfliktforebyggelse og personlig sikkerhed.
21
Lovforslaget har til formål at etablere hjemmel til, at justitsministeren kan
fastsætte regler om, at peberspray kan udgøre en del af fængselspersona-
lets almindelige personlige udrustning.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov for, at fængselsbetjente,
særligt i de lukkede fængsler, på de lukkede fængsels- og arrestafdelinger
samt i arresthusene, kan bære peberspray som en del af den almindelige
personlige udrustning, således at der kan reageres hurtigt og effektivt i en
situation, hvor anvendelsen af peberspray er nødvendig, og hvor mindre
indgribende magtmidler er utilstrækkelige. Efter Justitsministeriets vurde-
ring kan bæring af peberspray samtidig medvirke til at forebygge konflikt-
situationer og undgå, at tilspidsede situationer optrappes yderligere.
Justitsministeriet er opmærksom på internationale anbefalinger vedrøren-
de bæring af peberspray, herunder anbefalinger fra Den Europæiske Tor-
turkomité (CPT), men finder, at ovennævnte formål, herunder hensynet til
fængselsbetjentenes sikkerhed, tilsiger, at der skabes mulighed for, at
fængselsbetjente i lukkede fængsler mv. kan bære peberspray som en del af
den almindelige personlige udrustning.
Forslaget berører ikke spørgsmålet om anvendelse af magtmidler, og det
forudsættes som hidtil, at det mindst indgribende magtmiddel anvendes i
en situation, hvor anvendelse af magt er nødvendig.
Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer for så vidt angår bemyndigel-
se til at træffe afgørelse om anvendelse af peberspray. Det følger således
af kriminalforsorgens retningslinjer, at kompetencen til at træffe afgørelse
om anvendelse af magt ligger hos sektionschefen, enhedschefen eller en-
hedslederen og i akutte tilfælde hos fængselsbetjenten.
Forslagets ordlyd giver mulighed for, at justitsministeren også vil kunne
fastsætte regler om bæring af de øvrige magtmidler, som er nævnt i straf-
fuldbyrdelseslovens § 62, stk. 2. Det er imidlertid ikke hensigten med for-
slaget, at der på nuværende tidspunkt skal fastsættes regler for bæring af
andre magtmidler.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.3.
22
2.8. Fastsættelse af salær til forsvarere i straffesager, bistandsadvoka-
ter samt til beskikkede advokater i ægteskabs-, forældreansvars- og
børnefjernelsessager
Østre Landsret bemærker, at domstolene er den offentlige instans, som er
bedst egnet til at fastlægge timetaksterne og udgangspunkterne for salær-
fastsættelsen i de enkelte sagstyper. Det giver efter landsrettens opfattelse
anledning til principielle overvejelser, at justitsministeren, som også er
øverste anklagemyndighed, kan fastsætte – og konkret påtænker at nedsæt-
te – timetaksten for forsvarere mv. samt fastsætte konkrete udgangspunkter
for salærfastsættelsen i de enkelte sagstyper.
Hvis Justitsministeriet fastholder forslaget om at skabe hjemmel til, at ju-
stitsministeren kan fastsætte takster for salær til forsvarere mv., bør denne
hjemmel efter landsrettens opfattelse begrænses til at fastsætte en timetakst
og i øvrigt overlade det til domstolene at fastsætte generelle retningslinjer
på baggrund af den fastsatte timetakst. De generelle retningslinjer vil her-
efter kunne korrigeres, når der er behov herfor, uden at det vil kræve en
bekendtgørelsesændring.
Om størrelsen af den gældende timetakst bemærker Østre Landsret, at der
over en længere årrække har været jævnlige drøftelser med advokatorgani-
sationerne om størrelsen af salæret til beskikkede forsvarere og beskikkede
advokater i ægteskabssager mv. Det er i den forbindelse fra retternes side
blevet tilkendegivet, at der kunne være grund til at forhøje salærerne lidt
mere end pris- og lønudviklingen i en periode med henblik på at bringe
salærerne i bedre overensstemmelse med advokatbranchens øvrige salærer.
De gældende takster, der har dannet baggrund for salærfastsættelse ved
retterne siden 2014, er således fastsat med kendskab til pris- og lønudvik-
lingen og udtryk for, at en timetakst på 1.700 kr. er en passende betaling
for en beskikket advokats eller forsvarers indsats i en sag, og landsretten
har derfor vanskeligt ved at se rimeligheden i at nedsætte timetaksten.
Vestre Landsret oplyser, at landsretten tilslutter sig Østre Landsrets be-
mærkninger til den del af lovforslaget, der vedrører fastsættelse af takster
for vederlag til offentlige forsvarere mv., herunder bemærkningen om, at
det kun bør være selve timetaksten, der fastsættes i bekendtgørelsesform.
Byretterne tilslutter sig det, der er anført af Østre Landsret om fastsættelse
af takster for vederlag til offentlige forsvarere mv.
23
Advokatrådet bemærker, at forslaget om at flytte kompetencen til at fast-
sætte takster for salærer til forsvarere mv. fra de uafhængige domstole til
Justitsministeriet strider mod helt grundlæggende principper om advoka-
ters uafhængighed og integritet. Advokatrådet bemærker i den forbindelse,
at justitsministeren er anklagemyndighedens overordnede, hvilket er ufore-
neligt med kompetencen til at fastsætte de økonomiske rammer for de be-
skikkede forsvareres arbejde, og at ministeren ved at sænke taksterne vil
kunne forringe forsvaret for de tiltalte, som reelt er anklagemyndighedens
modpart. Hertil kommer, at domstolene er bedre kvalificeret til at fastsætte
taksterne for både forsvarere og beskikkede advokater i ægteskabs-, foræl-
dreansvars- og børnefjernelsessager.
Advokatrådet påpeger desuden, at der er risiko for, at en besparelse på ad-
vokatsalærerne vil forringe forsvaret for de tiltalte og dermed udfordre ret-
ten til en retfærdig rettergang. Advokatrådet bemærker i den forbindelse, at
en forringelse af de økonomiske vilkår for beskikkede forsvarere vil kunne
betyde, at kvaliteten af det arbejde, som de beskikkede forsvarere yder, bli-
ver forringet, idet de dygtigste forsvarere formentlig vil vælge at fungere
som privat antagne forsvarere. De mindrebemidlede vil herefter blive til-
delt de knap så kvalificerede offentligt udpegede forsvarere, og kvaliteten
af den tiltaltes forsvar vil således afhænge af tiltaltes økonomiske formåen,
hvilket ikke er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og ikke foreneligt med
grundlæggende principper i et retssamfund. Samme betragtninger gør sig
ifølge Advokatrådet gældende i forhold til beskikkede advokater i ægte-
skabs-, forældreansvars- og børnefjernelsessager.
Ifølge Advokatrådet er det i øvrigt ikke korrekt, at de vejledende salærtak-
ster er steget mere end pris- og lønudviklingen. Baggrunden for, at takster-
ne er steget mere end pris- og lønudviklingen i perioden fra 2007-2014, er
således, at der i årene op til årtusindeskiftet var et betydeligt efterslæb på
regulering af taksterne, hvorfor det blev aftalt med landsretspræsidenterne,
at efterslæbet skulle indhentes over en årrække ved at lade taksterne stige
mere end den almindelige pris- og lønudvikling.
Danske Advokater og Danske Familieadvokater bemærker, at forslaget
om at flytte reguleringen af de vejledende takster for salærer til forsvarere
mv. fra landsretterne til Justitsministeriet rejser nogle principielle spørgs-
mål. Foreningerne anfører i den forbindelse, at de takster, som Justitsmini-
steriet udmelder, i et vist omfang vil være normerende for domstolenes
fastsættelse af salær i den enkelte sag, uagtet at dette er en judiciel afgørel-
se, hvilket er principielt betænkeligt i et retssamfund.
24
Foreningerne bemærker desuden, at en forringelse af vilkårene for forsva-
rere mv. vil kunne vanskeliggøre rekrutteringen af det nødvendige antal
kvalificerede advokater. De vejledende salærtakster er ikke blevet regule-
ret siden 2014, og reguleringen af taksterne i perioden fra 2007 til 2017
følger stort set den almindelige pris- og lønudvikling. De vejledende tak-
ster tager ikke højde for det efterslæb i taksterne, som er oparbejdet forud
for 2007, og dette efterslæb bør indgå ved fastsættelsen af takster. Forenin-
gerne forudsætter i den forbindelse, at de bliver inddraget i forbindelse
med Justitsministeriets fastsættelse af takster.
Særligt for så vidt angår ægteskabs-, forældreansvars- og børnefjernelses-
sager anfører foreningerne, at undersøgelser viser, at beskikkede advokater
i disse sager ofte ikke får dækket den tid, de anvender på sagerne, da de fa-
milieretlige sager ikke længere er ”standardsager”, men derimod ofte ka-
rakteriseret ved et højt konfliktniveau, svære sociale problemstillinger og
svingende kvalitet fra den indledende sagsbehandling.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at forslaget om at
flytte kompetencen til at fastsætte vejledende takster for salærer til forsva-
rere mv. fra domstolene til Justitsministeriet er principielt problematisk og
stærkt betænkeligt, fordi det bryder med domstolenes uafhængighed, flyt-
ter kompetencen fra dem, der har det fornødne kendskab til de sager, som
taksterne skal honorere, og placerer kompetencen hos landets øverste an-
klager og dermed forsvarernes modpart i de straffesager, som taksterne
vedrører.
Foreningen bemærker desuden, at de vejledende salærtakster frem til 2007
var præget af et betydeligt efterslæb, og at dette efterslæb er erkendt af
landsretspræsidenterne i forbindelse med de løbende takstfastsættelser.
Hertil kommer, at den generelle pris- og lønudvikling er et forkert sam-
menligningsparameter, idet de vejledende salærtakster i stedet bør sam-
menlignes med udviklingen i advokaters generelle timepris. Foreningen
bemærker i den forbindelse, at hvis det skal være muligt at tiltrække dygti-
ge advokater til forsvarergerningen mv., skal området honoreringsmæssigt
være konkurrencedygtigt med andre advokatdiscipliner.
Foreningen bemærker endelig, at der med adgangen til at fastsætte takster
for salærer følger en forpligtelse til at regulere taksterne med passende in-
tervaller. Dette bør ske mindst hvert andet år og efter forhandling med el-
ler høring af advokatorganisationerne og landsretspræsidenterne.
25
Hjælp Voldsofre henleder opmærksomheden på, at en ringe honorering af
bistandsadvokaters arbejde vil have en afsmittende effekt på de forurette-
de. Foreningen bemærker i den forbindelse, at det ikke kan udelukkes, at
advokaternes manglende engagement i forhold til at hjælpe de forurettede
har sammenhæng med den meget ringe dækningsgrad, der er i de vejleden-
de takster for salærer til bistandsadvokater.
Som anført under pkt. 2.8.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
følger det af finansloven for 2017, at de vejledende salærtakter pr. 1. okto-
ber 2014 for salærer til forsvarere i straffesager, bistandsadvokater og be-
skikkede advokater i forældremyndigheds-, ægteskabs- og børnefjernelses-
sager skal reduceres, idet taksterne i perioden fra 2007 til 2014 er steget
med gennemsnitligt 5,8 pct. mere end den generelle pris- og lønudvikling.
Der lægges efter drøftelse med landsretspræsidenterne med forslaget op
til, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte takster for salærer til
forsvarere i straffesager, bistandsadvokater samt beskikkede advokater i
ægteskabs-, forældremyndigheds- og børnefjernelsessager.
Justitsministeriet har på baggrund af høringssvaret fra Østre Landsret fo-
retaget en justering af lovforslagets § 1, nr. 6, 7 og 10. Justeringen inde-
bærer, at justitsministeriet med hjemmel i den foreslåede bemyndigelses-
bestemmelse alene agter at fastsætte en grundtakst pr. time, der vil skulle
anvendes ved fastsættelse af salærer til offentlige forsvarere i straffesager,
bistandsadvokater og beskikkede advokater i ægteskabs-, forældremyndig-
heds- og børnefjernelsessager. Som det også fremgår under pkt. 2.8.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, vil det herefter være overladt til
landsretterne at fastsætte eventuelle vejledende salærtakster i de enkelte
sagstyper med udgangspunkt i den fastsatte grundtakst.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke på nuværende tidspunkt mu-
ligt at vurdere, om forslaget vil kunne mindske interessen hos nogle advo-
kater for at søge hvervet som offentlig forsvarer, bistandsadvokat mv. eller
på anden måde påvirke kvaliteten af det arbejde, som udføres af de pågæl-
dende advokater. Det bemærkes i den forbindelse, at det fortsat vil være
den ret, der har foretaget beskikkelsen, som fastsætter, hvilket salær der
skal tildeles i den konkrete sag. Retten vil ved fastsættelse af salæret bl.a.
kunne tage hensyn til sagens karakter.
26
Der er på den baggrund efter Justitsministeriets vurdering ikke noget ret-
ligt til hinder for den foreslåede ordning.
Justitsministeriet forventer, at den grundtakst pr. time, som ministeriet ag-
ter at fastsætte med hjemmel i de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser,
såfremt lovforslaget vedtages, vil blive reguleret i takt med den almindeli-
ge pris- og lønudvikling. I det omfang der måtte opstå behov for at regule-
re eventuelle vejledende salærtakster, vil en sådan regulering med den fo-
reslåede ordning være overladt til landsretterne.
3. Lovforslaget
I det fremsatte lovforslag er der navnlig foretaget følgende ændringer i for-
hold til det udkast, der har været i høring:
1. Forslaget til § 148 c, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 4) er ”når den kan gø-
res tilgængelig for modtageren” ændret til ”når den er tilgængelig for mod-
tageren”.
2. Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 334, stk.
4 (lovforslagets § 1, nr. 6) ændres, så det ikke fremgår af bestemmelsen, at
retten kan forhøje salæret, hvis sagen har været særligt tidskrævende for
den beskikkede advokat, eller nedsætte salæret, hvis sagen har været min-
dre tidskrævende end normalt for den beskikkede advokat.
3. Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 741, stk.
2 (lovforslagets § 1, nr. 10) ændres, så det ikke fremgår af bestemmelsen,
at retten kan forhøje vederlaget, hvis sagen har været særligt tidskrævende
for den offentlige forsvarer, eller nedsætte vederlaget, hvis sagen har været
mindre tidskrævende end normalt for den offentlige forsvarer.
4. Forslag til ændring af retsplejelovens § 799 om hemmelig ransagning er
udgået.
5. Forslaget til § 987, stk. 3, 1. pkt., (lovforslagets § 1, nr. 23) er justeret,
så det fremgår, at hvis sagen i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, er fremmet til
dom i tiltaltes fravær, kan domfældte også begære sagen genoptaget, hvis
den domfældte godtgør, at have haft lovligt forfald og ved ham utilregneli-
ge omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at
stævningen ikke rettidigt er kommet til domfældtes kundskab.
27
6. Der er tilføjet økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige, erhvervslivet mv.
Der er herudover foretaget en række redaktionelle ændringer og præcise-
ringer i forhold til det lovudkast, der har været sendt i høring, herunder
mindre justeringer af sproglig og lovteknisk karakter.