Beretning nr. 3 - Beretning over Christiania-sagen.

Beretning afgivet af Udvalgtet for Forretningsordenen den 7. december 2016
Beretning
om
betænkningen om opfølgning på Christianiasagen
1. Indledning
Udvalget om opfølgning på Christianiasagen afgav sin
betænkning den 2. oktober 2015 (betænkning nr. 1557). Ju-
stitsministeren oversendte samme dag betænkningen til Ud-
valget for Forretningsordenen, jf. UFO alm. del – bilag 15
(folketingsåret 2014-15, 1. samling).
Betænkningen berører nogle aspekter af det danske poli-
tiske system, som Udvalget for Forretningsordenen anser for
helt centrale for folkestyrets funktion, og lægger på forskel-
lige punkter op til en stillingtagen fra Folketingets side til
mulige fremadrettede tiltag. Udvalget for Forretningsorde-
nen har af disse grunde fundet det hensigtsmæssigt at udar-
bejde en beretning om sagen.
Beretningen indeholder en række overvejelser fra det
samlede Udvalg for Forretningsordenen på baggrund af sag-
en. Det konstateres herunder, at Udvalget for Forretnings-
ordenen ikke finder, at erfaringerne fra Christianiasagen kan
begrunde, at der – som Christianiaudvalget har lagt op til –
oprettes egentligt nye organer i Folketingets regi til håndte-
ring af eventuelle fremtidige tilfælde, hvor en minister på
grund af nogle helt særlige og tungtvejende hensyn, f.eks. til
beskyttelse af menneskeliv eller statens sikkerhed, måtte
overveje en tilsidesættelse af sandhedspligten over for Fol-
ketinget, eller at der besluttes en fast ny procedure herfor,
herunder udpeges et eksisterende organ til i alle tilfælde at
have opgaven.
Endvidere konstateres, at Udvalget for Forretningsorde-
nen forventer, at situationer, hvor en minister måtte overveje
at tilsidesætte sin sandhedspligt og derfor måtte ønske at
kunne rådføre sig med et organ i Folketinget forinden, må
blive overordentligt sjældent forekommende, og at udvalget
vil finde det meget tilfredsstillende, hvis sådanne situationer
ved anvendelse af andre fremgangsmåder som også beskre-
vet af Christianiaudvalget fremover helt kan undgås.
Afslutningsvis indeholder beretningen særskilte politiske
overvejelser på baggrund af Christianiasagen fra et flertal og
et mindretal i udvalget.
2. Baggrund
Udvalget om opfølgning på Christianiasagen – herefter
Christianiaudvalget – blev nedsat af justitsministeren i de-
cember 2014 efter drøftelser med Folketingets partier i for-
længelse af vedtagelse nr. V 42 (folketingsåret 2013-14).
Vedtagelsen, som blev til efter forespørgsel nr. F 37, havde
følgende ordlyd:
»Folketinget mener, at der som opfølgning på sagen om
Retsudvalgets studietur til Christiania er behov for at slå
fast, at det ikke skal være muligt at bruge en nødløgn over
for Folketinget. Folketinget ser frem til de videre drøftelser
hos justitsministeren.«
Christianiaudvalget kom til at bestå af fhv. højesteret-
spræsident Børge Dahl (formand), fhv. folketingsmedlem og
præsidiemedlem Aage Frandsen (SF), folketingsmedlem Jan
E. Jørgensen (V), professor, dr. jur. Michael Hansen Jensen
og professor, lic. jur. Gorm Toftegaard Nielsen. Udvalget
fik følgende kommissorium:
»Udvalget skal beskrive de gældende regler om ministres
afgivelse af oplysninger til Folketinget – og i forlængelse
heraf de regler, som gælder for embedsværkets rådgivning
og bistand i forbindelse med afgivelse af oplysninger til Fol-
ketinget, herunder med hensyn til sandhedspligt og tav-
shedspligt.
Med afsæt heri – og i lyset af V 42 – skal udvalget over-
veje, hvorledes en fremadrettet ordning vil kunne udformes,
således at det grundlæggende princip om, at en minister skal
give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget,
sikres.
Udvalget skal i den forbindelse overveje, om der vil kun-
ne opstå særlige situationer, hvor en minister vil være afskå-
ret fra at dele bestemte oplysninger med Folketinget, hvad
der i så fald kendetegner disse situationer, og hvorledes så-
danne situationer fremadrettet bør håndteres i lyset af regle-
rne om sandhedspligt og tavshedspligt. Udvalget skal bl.a.
komme med anbefalinger om, hvordan der – ud over den
ordning, der i dag gælder for Folketingets Kontroludvalg –
kan etableres en ny ordning, hvor relevante repræsentanter
Beretning nr. 3 Folketinget 2016-17
AX019563
Udvalget for Forretningsordenen 2016-17
UFO Alm.del Bilag 29
Offentligt
for Folketingets partier kan få en særlig fortrolig orientering
om følsomme oplysninger eller forhold, der ikke vil kunne
gives til Folketinget inden for de eksisterende rammer.
Udvalget anmodes om at overveje, hvordan en sådan
fremadrettet ordning mest hensigtsmæssigt kan normeres.«
3. Christiania-udvalgets betænkning
3.1. Gældende ret og gengivelse af dele af tjenestemands-
undersøgelsen mod embedsmænd i Justitsministeriet
Christianiaudvalget har i sin betænkning givet en generel
fremstilling af gældende ret vedrørende ministres pligt til at
give Folketinget sandfærdige og fyldestgørende oplysninger.
Udvalget har endvidere redegjort generelt for de gældende
regler for samarbejdet mellem embedsmænd og ministre
med særligt fokus på embedsmænds ansvar og pligter i for-
bindelse med ministres afgivelse af oplysninger til Folketin-
get. Ydermere har udvalget beskrevet de gældende ordnin-
ger for ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget un-
der fortrolige former på nærmere bestemte områder, nemlig
de særlige ordninger for Finansudvalget, Indfødsretsudval-
get, Det Udenrigspolitiske Nævn og Udvalget vedrørende
Efterretningstjenesterne (Kontroludvalget).
Udvalget har herefter gengivet de centrale dele af beret-
ningen fra forhørsledelsen, der i januar 2014 blev beskikket
til at gennemføre tjenstlige forhør mod den daværende de-
partementschef og en daværende afdelingschef i Justitsmini-
steriet i Christianiasagen. Udvalget har herunder gengivet
den passage fra forhørsledelsens vurdering, hvor forhørsle-
delsen karakteriserer den usandhed, som lå i begrundelsen
om, at politidirektøren var forhindret i at deltage i besøget
på Christiania – hvilken begrundelse de to embedsmænd
sammen med ministeren havde givet til Retsudvalgets for-
mand med henblik på videregivelse til udvalget – som en
»forklarlig og undskyldelig nødløgn«.
3.2. Christiania-udvalgets overvejelser
3.2.1. Generelt
Christianiaudvalget har overordnet udtalt, at ministeran-
svarlighedslovens § 5, stk. 2, indeholder et klart krav om, at
de oplysninger, en minister afgiver til Folketinget, skal være
rigtige og fyldestgørende, og således helt utvivlsomt omfat-
ter situationer, hvor en minister bevidst afgiver urigtige eller
misvisende oplysninger over for Folketinget, samt at der ik-
ke i formuleringen af bestemmelsen er indlagt nogen undta-
gelse til eller begrænsning af sandhedspligten. Udvalget har
ikke set noget behov for at præcisere, udbygge eller ændre
ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2. Udvalget har i for-
bindelse med det sidste også henvist til Udvalget for Forret-
ningsordenens beretning af 26. februar 2015 om ministres
ansvar over for Folketinget, hvor udvalget bl.a. udtalte, at
det er udvalgets opfattelse, at de gældende regler og princip-
per for ministeransvar grundlæggende er formålstjenlige i
deres nuværende skikkelse, og at udvalget derfor ikke ser
noget behov for fundamentale ændringer eller nyskabelser.
Med hensyn til spørgsmålet om mulige situationer, hvor en
minister vil være afskåret fra at dele bestemte oplysninger
med Folketinget, og om, hvad der kendetegner disse situati-
oner, og hvordan de bør håndteres, har Christianiaudvalget
redegjort for betydningen af, at straffelovens almindelige del
efter ministeransvarlighedslovens § 2 også finder anvendel-
se på sager om retligt ministeransvar. Udvalget har herunder
påpeget, at dette betyder, at der ikke kan straffes for en tilsi-
desættelse af sandhedspligten, når en straffrihedsgrund slår
igennem. Til straffrihedsgrundene hører efter straffelovens
almindelige principper bl.a. nødret. Udvalget har pointeret,
at der skal foreligge en overordentlig speciel situation, for at
en minister med henvisning til nødret kan blive straffri for at
bryde sandhedspligten over for Folketinget, og at ministe-
rens praktisk foreliggende alternativer skal være udtømte el-
ler umulige at anvende, før nødret kan udøves. Som sådanne
alternativer har udvalget nævnt muligheden for at give op-
lysninger i fortrolig form, give oplysninger til et udvalg, for
hvilket der gælder særlige tavshedspligtregler, helt at undla-
de at udtale sig eller f.eks. i forbindelse med et spørgsmål at
oplyse, at visse oplysninger foreligger, men er udeladt af
visse nærmere angivne hensyn. Sammenfattende har udval-
get udtalt, at der formentlig i praksis skal foreligge noget
nær et egentligt pligtsammenstød, hvor en minister ikke kan
opfylde en handlepligt til beskyttelse af rigets sikkerhed,
menneskeliv eller andre særdeles tungtvejende hensyn og
samtidig opfylde sandhedspligten, og hvor det ud fra en al-
men samfundsmæssig bedømmelse er åbenbart, at det er rig-
tigt at tilsidesætte sandhedspligten.
3.2.2. Særligt om »nødløgnsbegrebet«
Christianiaudvalget har særskilt problematiseret forhørs-
ledelsens anvendelse af ordet »nødløgn« som karakteristik
af den usandhed, der lå i begrundelsen om, at Københavns
politidirektør ikke kunne deltage i Retsudvalgets besøg på
Christiania. Udvalget har herom anført følgende:
»Som gengivet ovenfor i kapitel 4, afsnit 4.2, indeholder
forhørsledelsens beretning i afsnit 7.3.4 forhørsledelsens
vurdering af forløbet forud for udskydelsen af Retsudvalgets
besøg på Christiania den 29. februar 2012. Heri angives det
centrale spørgsmål at være, om de to embedsmænd »kunne
have gjort andet, det vil sige, om de havde noget andet
valg«, og svaret herpå må »efter forhørsledelsens opfattelse
være klart benægtende«. Hertil er føjet følgende bemærk-
ning:
»Den usandhed, der lå i [politidirektør]begrundelsen, kan
således bedst betegnes som en forklarlig og undskyldelig
nødløgn.«
I en note hertil anføres om definitionen af en nødløgn:
»Ifølge Ordbog over det Danske Sprog: En ofte som und-
skyldelig eller forholdsvis uskyldig betragtet løgn, som en (i
øvrigt sanddru) person benytter sig af i en nødsituation, en
forlegenhed, for ikke at volde andre fortræd eller bekymring
og lign.«
Nødløgnsbetragtningen har påkaldt sig stor opmærksom-
hed i den offentlige debat, men der er ikke i gældende ret
noget holdepunkt for at tillægge begrebet nogen retlig be-
tydning i forhold til brud på sandhedspligten.
Forhørsledelsens nødløgnsbetragtning er medtaget som
en karakteristik af den usandhed, som var blevet anvendt i
en situation, hvor embedsmændene efter forhørsledelsens
opfattelse ikke havde noget andet valg. Nødløgnsbetragtnin-
gen nævnes ikke i forhørsledelsens konklusion i beretnin-
gens afsnit 7.3.5, hvorefter det ikke kunne kritiseres, at de to
2
embedsmænd handlede, som de gjorde. Den almindelige
sandhedspligt måtte ifølge forhørsledelsens bedømmelse
»vige for de helt særlige, tungtvejende og saglige hensyn,
der begrundede deres rådgivning«. Det er som nævnt i beret-
ningens afsnit 7.3.4, om »Forhørsledelsens vurdering«, at
forhørsledelsen skriver, at usandheden kan »bedst betegnes
som en forklarlig og undskyldelig nødløgn«.
Det er imidlertid ikke indlysende, hvorfor usandheden –
med forhørsledelsens ord – »bedst betegnes som en forklar-
lig og undskyldelig nødløgn«. Definitionen af en nødløgn
synes nemlig ikke så meget at sigte til situationer, hvor der
ikke er noget andet valg end at lyve, som til situationer, hvor
der lyves over for en person for ikke at gøre vedkommende
fortræd, bekymret eller lignende.
Hertil kommer det juridiske. Som det fremgår af udval-
gets beskrivelse af gældende ret efter ministeransvarligheds-
lovens § 2 ovenfor, kan straffrihed for at lyve over for Fol-
ketinget ud fra betragtninger om nødret m.v. kun komme på
tale, når det ud fra en almen samfundsmæssig bedømmelse
er åbenbart, at der foreligger så tungtvejende hensyn, at
sandhedspligten må vige. Der er således ikke adgang til at
lyve over for Folketinget for at undgå at gøre den, der lyves
overfor, fortræd, bekymret eller lignende.
Sammenfattende er det på den anførte baggrund udval-
gets opfattelse, at det efter gældende ret ikke er relevant at
inddrage »nødløgnsbetragtninger«, når der i konkrete sager
skal tages stilling til, om ministre eller embedsmænd har be-
gået brud på sandhedspligten. Heller ikke fremover bør så-
danne betragtninger tillægges retlig betydning.«
3.3. Christianiaudvalgets anbefalinger
Christianiaudvalget har i betænkningen berørt mulighe-
den for at ændre eller præcisere ministeransvarlighedsloven
eller de gældende regler om samspillet mellem embeds-
mænd og ministre med hensyn til afgivelse af oplysninger til
Folketinget, men har ikke fundet noget behov herfor.
Udvalget har derimod talt for, at der etableres en ordning,
hvorunder en minister i fortrolig form kan give en oriente-
ring til en kreds af Folketingets medlemmer om forhold, der
ikke kan gives oplysninger om inden for eksisterende ram-
mer. Tanken er, at der i Folketinget skal findes et organ,
som en minister kan rådføre sig med, hvis der skulle opstå
en situation, hvor ministeren måtte finde det nødvendigt at
tilsidesætte sin sandhedspligt. Organet skal ifølge udvalgets
anbefaling kun anvendes til drøftelse af nødvendigheden af
at bryde sandhedspligten, når ministeren er nået til, at der ik-
ke er noget alternativ, hvilket formentlig kun vil være tilfæl-
det i de helt ekstraordinære situationer, hvor det er af afgø-
rende betydning, at nogen handler eller undlader at handle
på en bestemt måde, og hvor det samtidig er bydende nød-
vendigt, at de pågældende ikke får sandheden at vide.
Udvalget har som fordele ved en sådan ordning anført, at
den kan skærpe opmærksomheden om sandhedspligten, ska-
be en formaliseret og accepteret ramme for, at ministre kan
drøfte håndteringen af sådanne helt særlige situationer med
repræsentanter for Folketinget, og fremme anvendelsen af
andre løsninger end brud på sandhedspligten. Ordningen vil
endvidere ifølge udvalget kunne medvirke til, at mindst mu-
ligt undlades fortalt, og at den usandhed, der fortælles, bli-
ver af mindst mulig betydning for Folketingets funktioner,
samt at den fulde sandhed hurtigst muligt lægges frem for
Folketingets øvrige medlemmer. Endelig vil ordningen iføl-
ge udvalget kunne give Folketinget mulighed for at føre par-
lamentarisk kontrol med en ministers beslutning om at bryde
sandhedspligten og dermed sikre tilliden til, at en minister
alene vil undlade at give Folketinget rigtige og fyldestgøren-
de oplysninger i situationer, hvor det er åbenbart nødven-
digt.
Udvalget har pointeret, at et organ som det foreslåede og
det forhold, at en minister har rådført sig med organet, ikke i
sig selv vil fritage ministeren for et eventuelt retligt ansvar
for at have brudt sandhedspligten. Det vil således fortsat væ-
re ministerens ansvar at afgøre, om sandhedspligten skal
brydes, og det vil i sidste ende bero på en konkret retlig prø-
velse, om der har foreligget omstændigheder, der kan føre til
straffrihed. Udvalget har dog i forlængelse heraf anført, at
en minister i de tilfælde, hvor der er opnået bred politisk for-
ståelse for et brud på sandhedspligten, i almindelighed vil
befinde sig i en så ekstraordinær situation, at det ud fra en
almindelig samfundsmæssig bedømmelse er åbenbart, at det
ikke har været meningen at straffe et brud på sandhedsplig-
ten. Ligeledes har udvalget påpeget, at eksistensen af orga-
net og det, at en minister har rådført sig med det, heller ikke
vil fritage ministeren for et muligt politisk ansvar, når sand-
heden lægges frem. Udvalget har dog i den forbindelse an-
ført, at man nok kan regne med, at organets tilkendegivelser
som noget naturligt vil indgå i Folketingets politiske bedøm-
melse af sagen.
Christianiaudvalget er ikke fremkommet med en konkret
anbefaling om, hvorvidt der skal være tale om et nyoprettet
organ i Folketingets regi eller et eksisterende, eller med en
model for en eventuel nærmere regulering af organets virke.
Udvalget har imidlertid fremhævet, at det er afgørende, at
organet oprettes på en sådan måde, at der er bred opbakning
til ordningen i Folketinget og tilslutning til ordningen i rege-
ringen, således at tilliden til det grundlægende princip om, at
en minister skal give Folketinget rigtige og fyldestgørende
oplysninger, sikres. Udvalget har påpeget en række hensyn,
der gør sig gældende i den forbindelse, og som i oversigts-
form kan sammenfattes som følger:
– Det er nødvendigt, at der er tillid til, at de personer, der
sidder i udvalget, ikke vil vægte snævre partipolitiske inte-
resser, når en minister forelægger en sag, men vil søge at va-
retage det parlamentariske systems interesse i at bevare tilli-
den mellem Folketinget og regeringen og den almene inte-
resse i at afhjælpe en ekstraordinær situation. Udvalget har i
forlængelse heraf anført, at det kan være af betydning, at or-
ganet består af personer, der har erfaring med folketingsar-
bejdet.
– Det vil være nødvendigt, at organet udgør et passende
repræsentativt udsnit af Folketingets partier, så en minister i
videst muligt omfang kan tage organets tilkendegivelse som
udtryk for Folketingets opfattelse.
– Det kan være af betydning, at de personer, der sidder i
organet, nyder en sådan tillid og har en sådan status og posi-
tion, at de har en vis mulighed for at påvirke de øvrige fol-
ketingsmedlemmers handlinger, også i situationer, hvor de
3
pågældende ikke nødvendigvis kan få en begrundelse eller
den fulde begrundelse for, hvorfor en given handling eller
undladelse er nødvendig.
– Endelig bør organet have forholdsvis få medlemmer.
Udvalget har anført, at det forekommer nærliggende at
henlægge opgaven til Folketingets Præsidium, men at der
også er andre muligheder, herunder at oprette et organ i til-
knytning til Præsidiet eller Udvalget for Forretningsordenen,
f.eks. et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen
med repræsentanter for Præsidiet og/eller kredsen af parti-
formænd og/eller kredsen af udvalgsformænd. Udvalget har
i forlængelse heraf anført, at det taler for at henlægge opga-
ven til et eksisterende organ, at organet må forventes at
skulle behandle meget få sager, antagelig med meget lang
tid imellem.
Med hensyn til regulering af organets virke har udvalget
som en mulighed fremført en lovregulering, hvilket vil være
nødvendigt, hvis der skal gælde en særlig tavshedspligt for
medlemmerne på samme måde, som der gælder for medlem-
merne af f.eks. Udvalget vedrørende Efterretningstjenester-
ne og Det Udenrigspolitiske Nævn. Medlemmerne af orga-
net vil dog også uden en særlig lovregulering være bundet af
lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt.
Udvalget har bemærket, at retningslinjer for organets be-
handling af oplysninger, der kan medvirke til at klargøre og
indskærpe tavshedspligten, vil kunne fastsættes på anden
måde end ved lov.
Udvalget har desuden bemærket, at de oplysninger, som
organet vil modtage, må antages at være af en sådan karak-
ter, at det vil være klart for organets medlemmer, at de er
undergivet tavshedspligt efter de almindelige regler.
Udvalget har anført, at det er af afgørende betydning, at
organet kan handle med fornøden fleksibilitet, hvilket taler
for ikke at fastsætte en særlig tavshedspligt ved lov. Udval-
get har som alternativ hertil nævnt den mulighed at regulere
organets forhold enten i Folketingets forretningsorden eller
f.eks. i en udvalgsberetning.
Udvalget har ikke set noget behov for at gøre en mini-
sters brug af ordningen til en lovbestemt pligt.
4. Udvalget for Forretningsordenens overvejelser
Som også berørt indledningsvis anser Udvalget for For-
retningsordenen ministres sandhedspligt over for Folketin-
get for et helt grundlæggende princip for det parlamentari-
ske system og det danske folkestyres funktion. Udvalget for
Forretningsordenen kan herved i det hele henvise til sin be-
retning af 26. februar 2015 om ministres ansvar over for
Folketinget, som Christianiaudvalget også har fremhævet i
sin betænkning.
Udvalget for Forretningsordenen værdsætter Christian-
iaudvalgets arbejde med at redegøre for retstilstanden vedrø-
rende ministres sandhedspligt. Udvalget for Forretnings-
ordenen finder redegørelsen velovervejet, velformidlet og
instruktiv. Udvalget for Forretningsordenen finder det nyt-
tigt for det fremtidige samarbejde mellem Folketinget og re-
geringen, at det med betænkningen er præciseret, at ministre
kun under uhyre sjældne og helt særlige omstændigheder,
hvor værdier som statens sikkerhed eller menneskeliv er på
spil, og hvor der ikke er andre muligheder, lovligt kan tilsi-
desætte deres sandhedspligt over for Folketinget. Udvalget
for Forretningsordenen anser det endvidere for gavnligt, at
betænkningen på en enkel og overskuelig måde forholder
sig også til principperne for embedsmænds betjening af mi-
nistre med særlig adresse til spørgsmål om afgivelse af op-
lysninger til Folketinget.
Udvalget for Forretningsordenen finder generelt retstil-
standen, som den er beskrevet i Christianiaudvalgets be-
tænkning, tilfredsstillende, og tilslutter sig derfor, at der ik-
ke for indeværende er behov for nye lovgivningsmæssige
initiativer til ændring eller præcisering af ministres sand-
hedspligt over for Folketinget eller af reglerne for embeds-
mænds handlinger og undladelser i tilknytning hertil.
Udvalget for Forretningsordenen noterer sig med særlig
tilfredshed, at Christianiaudvalget har frakendt begrebet
»nødløgne« selvstændig retlig betydning ved vurderingen
af, om en minister har overtrådt sin sandhedspligt. Udvalget
finder – i forlængelse af den folketingsvedtagelse, som er
nævnt indledningsvis – anvendelsen af et sådant begreb util-
fredsstillende i sammenhængen henset til det overordnede
behov for at sikre, at Folketinget og dets udvalg og medlem-
mer kan agere i tillid til, at oplysninger, som modtages fra
ministre som led i det parlamentariske arbejde, er korrekte,
retvisende og fyldestgørende, og til det deraf følgende be-
hov for en særdeles snæver afgrænsning af, hvornår sand-
hedspligten lovligt kan tilsidesættes.
I forhold til den ordning, som Christianiaudvalget har
foreslået indført, bemærker Udvalget for Forretningsorde-
nen, at regeringen ikke – set fra Folketingets side – hidtil har
været afskåret fra at rette henvendelse til udvalg eller andre
afgrænsede personkredse inden for Folketinget med et ønske
om en drøftelse under fortrolige former, hvis en minister har
befundet sig i en vanskelig situation, hvor helt særlige og
tungtvejende hensyn har talt for en tilsidesættelse af sand-
hedspligten. Afhængig af den konkrete situation og de bag-
vedliggende hensyn kunne det f.eks. være kredsen af grup-
peformænd eller partiledere, Præsidiet, Udvalget vedrørende
Efterretningstjenesterne eller Udvalget for Forretningsorde-
nen.
Uanset denne adgang er situationer, hvor en ministers af-
givelse af oplysninger til Folketinget giver særlige vanske-
ligheder, hidtil som altovervejende hovedregel blevet løst
ved andre midler som dem, som Christianiaudvalget også
har fremhævet, f.eks. ved at give oplysninger i fortrolig
form eller meddele, at visse oplysninger foreligger, men er
udeladt af visse nærmere angivne hensyn. Udvalget for For-
retningsordenen forventer, at dette også fremover klart vil
være normen, og at tilfælde, hvor en minister måtte opleve
det ønskeligt at kunne rådføre sig med et organ i Folketinget
med henblik på eventuelt at tilsidesætte sandhedspligten, så-
ledes må blive overordentligt sjældent forekommende.
Udvalget for Forretningsordenen finder på den baggrund
ikke, at erfaringerne fra Christianiasagen kan begrunde, at
der oprettes egentligt nye organer i Folketingets regi til
håndtering af eventuelle fremtidige tilfælde, eller at der be-
sluttes en fast, ny procedure herfor, herunder udpeges et ek-
sisterende organ til i alle tilfælde at have opgaven.
4
Udvalget for Forretningsordenen noterer sig og tilslutter
sig, at Christianiaudvalget har pointeret, at det forhold, at
der måtte være etableret en procedure for inddragelse af et
organ under Folketinget som skitseret, og det forhold, at en
minister har rådført sig med organet, ikke i sig selv vil frita-
ge ministeren for et eventuelt retligt ansvar for at have brudt
sandhedspligten over for Folketinget, og at en beslutning om
at give Folketinget urigtige, misvisende eller utilstrækkelige
oplysninger således altid træffes på ministerens eget ansvar.
Udvalget for Forretningsordenen føjer hertil, at udvalget na-
turligvis heller ikke ser sig i nogen position til at garantere,
at en ministers rådføring med et sådant organ vil kunne sikre
ministeren imod et efterfølgende politisk ministeransvar,
hvilket i sagens natur må bero på det til enhver tid bestående
folketingsflertals vilje.
Udvalget for Forretningsordenen finder det bedst stem-
mende med disse ansvarsprincipper, at det som udgangs-
punkt overlades til regeringen selv at tage stilling til, hvilket
organ i Folketingets regi det i en given situation vil være re-
levant at rådføre sig med.
Udvalget for Forretningsordenen finder dog anledning til
at anføre nogle forhold ved forskellige organer under Folke-
tinget, som det efter udvalgets opfattelse i almindelighed vil
være nærliggende at inddrage i regeringens vurdering. For
alle de nævnte organers vedkommende gælder, at en orien-
tering i givet fald vil kunne ske i fortrolighed.
Kredsen af gruppeformænd eller kredsen af partiledere
udgør et forholdsvis kompakt forum, hvor alle partier kan
deltage, samtidig med at medlemmerne nyder fremtrædende
positioner i deres partier, som giver dem gode muligheder
for at påvirke deres partifællers handlinger og undladelser.
Folketingets Præsidium har som også fremhævet af Chri-
stianiaudvalget den fordel, at dets medlemmer nyder en høj
grad af tillid og en generelt fremtrædende position blandt
Folketingets medlemmer. Præsidiet er endvidere en veleta-
bleret enhed, der mødes regelmæssigt, og har stor erfaring
med behandling af principielle spørgsmål vedrørende Folke-
tingets indre forhold og forholdet til regeringen. Det er her-
overfor blevet anført, at det vil være en ulempe, at ikke alle
Folketingets partier er repræsenterede i Præsidiet.
Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, det så-
kaldte kontroludvalg, er i lighed med Præsidiet en veletable-
ret enhed og har den yderligere fordel – af særlig relevans
for tilfælde, hvor de pågældende oplysninger måtte hidrøre
fra eller i øvrigt vedrøre efterretningstjenesterne – at have
stor indsigt i efterretningstjenesternes arbejde. Endvidere er
udvalget omfattet af en særlig lovbestemt tavshedspligt. I
lighed med Præsidiet omfatter udvalget ikke alle Folketin-
gets partier. En eventuel ændring af dette forhold må ske
ved en lovændring.
Udvalget for Forretningsordenen har flere af de samme
fordele i denne sammenhæng som Præsidiet og herudover
den fordel, at udvalget omfatter alle Folketingets partier
undtaget de nordatlantiske. Det kan muligvis indvendes, at
udvalget er for stort et forum til i alle tilfælde at være egnet
til drøftelser af den beskrevne art.
Som allerede nævnt forventer Udvalget for Forretnings-
ordenen uanset disse overvejelser om konkrete organers eg-
nethed, at situationer, hvor en minister måtte overveje at til-
sidesætte sin sandhedspligt og derfor måtte ønske at kunne
rådføre sig med et organ i Folketinget forinden, må blive
overordentligt sjældent forekommende. Udvalget vil finde
det meget tilfredsstillende, hvis sådanne situationer ved an-
vendelse af andre fremgangsmåder som også beskrevet af
Christianiaudvalget, jf. ovenfor, fremover helt kan undgås.
Et flertal i udvalget (Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal
Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) ønsker i tillæg til ovenstående at udtale følgende:
Flertallet kan bakke op om de ovenstående synspunkter
om, hvad Christianiasagen for fremtiden bør føre til.
Flertallet finder dog ikke at kunne medvirke til en afslut-
ning af sagen uden at fremkomme med nogle betragtninger
om det utilfredsstillende i selve Christianiasagens forløb.
Navnlig finder flertallet det utilfredsstillende, at det øjensyn-
lig – trods mange beklagelser og bred tilslutning til, at det,
der skete, ikke måtte ske – ikke har været muligt at få place-
ret et klart ansvar hos nogen af de implicerede.
For så vidt angår den tidligere statsministers forhold,
konstaterer flertallet, at intet i de foreliggende mundtlige og
skriftlige besvarelser tyder på, at den daværende statsmini-
ster eller Statsministeriets embedsmænd bidrog til at kon-
struere urigtige forklaringer i sagen om Retsudvalgets udsat-
te besøg på Christiania i 2012.
Flertallet noterer sig, at statsministeren tilsyneladende ik-
ke var bekendt med sagens rette sammenhæng, og konstate-
rer, at der ikke ud fra det foreliggende er grundlag for at an-
tage, at den daværende statsminister eller Statsministeriet
skulle have forbrudt sig mod en eventuel tilsynsforpligtelse.
For så vidt angår tidligere justitsminister Morten Bød-
skovs forhold, konstaterer flertallet, at det synes ubestridt, at
han gav Folketinget urigtige oplysninger som begrundelse
for, at Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania måtte
udsættes. Dette skete for det første i forbindelse med selve
beslutningen i februar 2012 om at udsætte besøget og til
overmål igen, da ministeren den 3. december 2013 frem-
sendte den usandfærdige redegørelse af 19. november 2013
til Retsudvalget i tilknytning til fremsendelsen af en redegø-
relse fra chefen for PET om besøget.
Flertallet noterer sig, at sagen alene har givet anledning
til, at der er draget et politisk ansvar over for Morten Bød-
skov, idet han måtte træde tilbage som justitsminister den
10. december 2013, efter at Enhedslisten havde meddelt, at
man ikke længere kunne have tillid til ham som minister.
Den daværende statsminister oplyste i sin besvarelse af 17.
februar 2014 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 517 (alm. del),
at hun eller Statsministeriet ikke havde foretaget en vurde-
ring af, hvorvidt Morten Bødskov havde overtrådt minister-
ansvarlighedslovens § 5, stk. 2, der handler om afgivelse af
urigtige eller vildledende oplysninger til eller fortielse af
væsentlige oplysninger over for Folketinget. I sin besvarelse
af 15 maj 2014 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 961 (alm.
del) udtalte den daværende statsminister, at der på baggrund
af bl.a. forhørsledelsens beretning og indstilling af 2. maj
2014 ikke var grundlag for at rejse spørgsmål om noget juri-
disk ansvar over for Morten Bødskov. I øvrigt henviste
statsministeren til besvarelsen af spørgsmål nr. 517.
5
I beretningen og indstillingen fra forhørsledelsen, der
gennemførte tjenstlige forhør mod to embedsmænd i Justits-
ministeriet i anledning af sagen, indtager begrebet »nød-
løgn« en central plads. Således anvendte forhørsledelsen føl-
gende formulering i sin vurdering af de to embedsmænds
handlemåde: »Den usandhed, der lå i Johan Reimannbe-
grundelsen, kan således bedst betegnes som en forklarlig og
undskyldelig nødløgn.«
Som nævnt bakker flertallet op om de ovennævnte be-
tragtninger om, hvad Christianiasagen for fremtiden bør føre
til. Navnlig bakker flertallet op om, at Christianiaudvalget
har frakendt »nødløgnsbegrebet« selvstændig retlig betyd-
ning ved vurderingen af, om en minister har overtrådt sin
sandhedspligt. Som Christianiaudvalget også selv har påpe-
get, er sandhedspligten af fundamental betydning for, at det
danske demokrati kan fungere, og afgørende for den tillid
mellem Folketinget og ministrene, som vores parlamentari-
ske ordning bygger på. Man skal kunne stole på, at en mini-
ster giver Folketinget sande og fyldestgørende oplysninger.
Flertallet konstaterer, at Morten Bødskovs handlemåde
har været uacceptabel og i strid med de pligter og det an-
svar, som følger med ministerhvervet. Dette gælder både i
forhold til afgivelse af urigtige oplysninger til Folketinget,
det efterfølgende forløb, hvor sagen blev afdækket, og i pe-
rioden efter offentliggørelsen af tjenestemandsundersøgel-
sens konklusioner.
Flertallet konstaterer, at det samlede forløb omkring
Morten Bødskovs afgivelse af urigtige oplysninger til Folke-
tinget har været skadeligt for Folketingets tillid til, at mini-
strene og ministerierne altid udfolder de største anstrengel-
ser for at svare korrekt og fyldestgørende på Folketingets
spørgsmål, der stilles som led i udøvelsen af den parlamen-
tariske kontrol med regeringen. På den baggrund finder fler-
tallet grund til at indskærpe, at det særlig i denne type sager
er afgørende, at der svares så korrekt og fyldestgørende som
muligt.
Det er endvidere flertallets opfattelse, at det ville have
været mest korrekt, om Christianiaudvalgets afklaring af
retstilstanden var lagt mere entydigt til grund for bl.a. Ju-
stitsministeriets besvarelse af spørgsmål fra Folketinget.
Et mindretal i udvalget (Enhedslistens medlemmer af ud-
valget) ønsker at udtale følgende:
Enhedslisten mener, at det er essentielt at fastslå, at sand-
hedspligten over for Folketinget er undtagelsesfri, og at be-
grebet »nødløgn« ikke har en retlig betydning. Det er ikke
tilladt for en minister at lyve over for Folketinget, og under
uhyre sjældne og helt særlige omstændigheder, hvor værdier
som statens sikkerhed eller menneskeliv er på spil, og hvor
der ikke er andre muligheder, må en minister rådføre sig
med et af de af Christianiaudvalget oplistede organer, men
dette fratager ikke i sig selv en minister ansvar over for Fol-
ketinget eller et retligt ansvar. Enhedslisten ønsker i den for-
bindelse at understrege, at regeringen under sådanne helt
særlige omstændigheder bør rådføre sig med et organ, hvor
alle Folketingets partier er repræsenteret.
Enhedslisten mener også, at det er vigtigt at fastslå, at
Christianiaudvalgets betænkning og Udvalget for Forret-
ningsordenens beretning dermed ikke ændrer på den hidtidi-
ge retstilstand eller de politiske konklusioner i sagen vedrø-
rende daværende justitsminister Morten Bødskov, den så-
kaldte Christianiasag. Daværende justitsminister Morten
Bødskov løj over for Folketinget mod bedre vidende uden at
forsøge at afklare situationen gennem en fortrolig oriente-
ring af eksempelvis Retsudvalget el.lign. og undlod over for
PET at reagere på misbrug af personfølsomme oplysninger,
da adgangen til folketingsmedlem Pia Kjærsgaards kalender
hos PET’s livvagttjeneste blev misbrugt til at forsøge at for-
hindre folketingsmedlemmet i at deltage i et besøg på Chri-
stiania. Et sådan forløb må naturligt føre til, at Folketinget
udtaler sin mistillid til en minister, og dermed har sagen fået
de rette politiske konsekvenser.
Enhedslisten vil samtidig fastslå, at der i forbindelse med
diskussionen om Statsministeriets og den daværende stats-
ministers indblanding i den såkaldte Christianiasag var
grundlag for at rejse kritik af Statsministeriet, idet Statsmi-
nisteriets departementschef under telefonsamtaler med Ju-
stitsministeriets departementschef burde have skaffet sig et
nøje overblik over begivenhedsforløbet, da der var grund til
at tro, at der ikke blev givet korrekte oplysninger til offent-
ligheden og Folketinget. Det var Enhedslistens ønske, at det-
te i 2014 blev kritiseret, men Venstre ønskede dengang ikke
at danne flertal for dette i Retsudvalget.
Enhedslisten finder det dog vigtigt at slå fast, at det ikke
er i orden at insinuere i en betænkningsafgivelse fra Folke-
tinget, at man ønsker et andet udfald, eller i øvrigt blande
sig i en personalesag i et specifikt ministerium, men at dette
derimod er en grov overtrædelse af magtens tredeling. En-
hedslisten finder det især bemærkelsesværdigt, at der er re-
geringspartier, der indlader sig på dette.
P.u.v.
Pia Kjærsgaard
formand
6