Fremsat den 30. november 2016 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

Fremsat den 30. november 2016 af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Forslag
til
Lov om ændring af sundhedsloven, lov om autorisation af sundhedspersoner og
om sundhedsfaglig virksomhed og lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet
(Etablering af en bisidderordning, praktiserende kiropraktorers mulighed for henvisning til billeddiagnostiske undersøgelser og
kvalitetsarbejde m.v.)
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24.
september 2016, som ændret ved § 33 i lov nr. 618 af 8. juni
2016 og § 39 i lov nr. 620 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I § 6 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
rettigheder og pligter for sundhedspersoner fastsat i eller i
medfør af denne lov, også skal finde anvendelse for perso-
ner, der uden autorisation midlertidigt og lejlighedsvis her i
landet udøver sundhedsfaglig virksomhed omfattet af lov
om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed.«
2. I § 64 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
tilskud til behandling hos praktiserende speciallæge til per-
soner, der er omfattet af sikringsgruppe 2, efter stk. 2.«
3. I § 82 a, indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
praktiserende kiropraktorer kan henvise til en diagnostisk
undersøgelse på sygehus, jf. § 79, til brug for udredning hos
den praktiserende kiropraktor.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. I § 82 a, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1-3«.
5. I § 86, stk. 3, ændres »justitsministeren og social- og in-
denrigsministeren« til: »justitsministeren, børne- og social-
ministeren og udlændinge- og integrationsministeren«, og
»§ 82 a« ændres til: »§§ 82 a og 87«.
6. I § 86, stk. 3, nr. 3, ændres »på sikret afdeling« til: »på en
sikret døgninstitution«, og »lov om social service, eller« æn-
dres til »lov om social service, herunder som led i en straffe-
retlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse, eller«.
7. I § 193, stk. 2, ændres »en fælles ramme« til: »fælles ram-
mer«.
§ 2
I sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændring:
1. I § 278, stk. 2, ændres »Kapitel 4-9« til: »§§ 5 og 6, kapi-
tel 4-9«.
§ 3
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af
4. august 2011, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 656 af 8.
juni 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 3, ændres » jf. §§ 6 og 7« til: »jf. §§7-7b«.
2. I § 3 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om ad-
gang til midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af sundheds-
faglig virksomhed uden autorisation, som er nødvendig for
gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af er-
Lovforslag nr. L 95 Folketinget 2016-17
Sundheds- og Ældremin., j.nr. 1605142
CN000283
hvervsmæssige kvalifikationer med senere ændringer (aner-
kendelsesdirektivet). Sundhedsministeren kan endvidere
fastsætte betingelser for den midlertidige og lejlighedsvise
sundhedsfaglige virksomhed her i landet samt regler om, i
hvilket omfang rettigheder og pligter fastsat i eller i medfør
af denne lov, finder anvendelse for den midlertidige og lej-
lighedsvise sundhedsfaglige virksomhed.«
3. I § 5, indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Styrelsen for Patientsikkerhed fører endvidere til-
syn med personer, der i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om aner-
kendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med senere æn-
dringer (anerkendelsesdirektivet), midlertidigt og lejligheds-
vis udøver sundhedsfaglig virksomhed her i landet, jf. § 3,
stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om ud-
førelsen af tilsynet, herunder de tilsynsforanstaltninger, der
kan iværksættes, jf. kapitel 3.«
§ 4
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7.
november 2011, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 656 af
8. juni 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 1 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Patienter, der tager imod et tilbud om dialog efter
stk. 3 eller 4, tilbydes en bisidder. Styrelsen for Patientsik-
kerhed og regionsrådet skal oplyse patienten om muligheden
for at lade sig ledsage af en uvildig bisidder i forbindelse
med tilbud om dialog. Sundhedsministeren indgår aftale
med én eller flere private institutioner om administration og
drift af bisidderordningen.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2017, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 1, nr. 1, 3 og 4, § 3 og § 4 træder i kraft den 1.
februar 2017.
§ 6
Lovens §§ 1, 3 og 4 gælder ikke for Færøerne og Grøn-
land.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Lovforslaget
2.1. Midlertidig og lejlighedsvis sundhedsfaglig virksomhed her i landet
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Tilskud til behandling hos speciallæge for gruppe 2-sikrede
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Praktiserende kiropraktorers mulighed for henvisning til billeddiagnostiske undersøgelser
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Undtagelse af personer fra retten til udvidet frit sygehusvalg ved udredning og behandling
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Udfasning af akkreditering efter Den Danske Kvalitetsmodel på offentlige sygehuse og det præhospitale område
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Ændring af sundhedslovens territorialbestemmelse
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Bisidderordning
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med dette lovforslag gennemfører regeringen et kvalitets-
tjek og en ajourføring af lovgrundlaget og en tydeliggørelse
af retsstillingen på en række områder med aspekter i forhold
til både patienter og behandlere. I lovforslaget samles en
række enkeltstående initiativer for at sikre tydelige og mere
gennemsigtige regler, sikre behandling af høj kvalitet og
styrke patienternes retssikkerhed.
Regeringen lægger med lovforslaget op til som en perma-
nent ordning at tilbyde patienter, der klager over sundheds-
væsenets sundhedsfaglige virksomhed, mulighed for en
uvildig bisidder i forbindelse med dialogsamtaler med sund-
hedsvæsenet om klagen. Sundhedsministeren bemyndiges til
at indgå aftale med én eller flere private institutioner om ad-
ministration og drift af ordningen.
Endvidere foreslås det at bemyndige sundhedsministeren
til at fastsætte regler om, at andre sundhedspersoner end al-
ment praktiserende læger og praktiserende speciallæger, for
eksempel praktiserende kiropraktorer, gratis kan henvise til
diagnostiske undersøgelser på sygehuse til brug for udred-
ning hos sundhedspersonen.
Forslaget indebærer desuden en regulering af midlertidig
og lejlighedsvis sundhedsfaglig virksomhed her i landet.
Som følge af gennemførelsen af EU’s anerkendelsesdirektiv
fra 2005 anerkendes EU- og EØS-statsborgeres sundheds-
faglige kvalifikationer fra andre medlemslande. Forslaget
implementerer ikke ny EU-lovgivning, men har til formål at
skabe en tydelig hjemmel for sundhedsministeren til at fast-
sætte betingelser for - men også rettigheder og pligter i for-
bindelse med - den midlertidige og lejlighedsvise udøvelse
af sundhedsfaglig virksomhed her i landet uden autorisation.
3
Forslaget skal desuden sikre, at der gælder klare regler for
tilsynet med denne persongruppe, herunder at der kan fast-
sættes nærmere regler om udførelsen af tilsynet og de til-
synsforanstaltninger, der kan iværksættes.
Det foreslås endvidere at bemyndige sundhedsministeren
til administrativt at kunne fastsætte nærmere regler om det
tilskud til dækning af udgifter til behandling hos praktise-
rende speciallæger, som regionsrådet yder til personer, der
er omfattet af sikringsgruppe 2, herunder om den praktiske
anvendelse af reglen.
Forslaget udmønter herudover økonomiaftalerne for 2016
med regionerne og kommunerne om, at der skal indføres en
ny tilgang til kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet. Regerin-
gen blev i disse aftaler enige med Danske Regioner og KL
om at udfase akkrediteringen efter Den Danske Kvalitets-
model på offentlige sygehuse og det præhospitale område og
samtidig indføre en ny tilgang til kvalitetsområdet, som i hø-
jere grad sætter fokus på kvalitetsudvikling fremfor kvali-
tetskontrol og på klare mål og resultater, som skaber værdi
for patienten og borgeren.
Den nye tilgang til kvalitetsområdet er dermed også et ud-
tryk for tillid til ledelserne og medarbejderne, som i højere
grad skal have plads og faglig motivation til at skabe forbed-
ringer til gavn for patienterne. Hensigten med den nye til-
gang er således også at afbureaukratisere. Denne del af lov-
forslaget er en konsekvensændring som følge af økonomiaf-
talerne.
Herudover foreslås det at bemyndige sundhedsministeren
til, efter forhandling med de respektive ressortministre, at
fastsætte regler om at visse personer af sikkerhedsmæssige
hensyn eller hensyn til retshåndhævelsen ikke skal have ret
til selv at vælge sygehus efter reglerne om udvidet frit syge-
husvalg ved udredning og behandling. Det skal ses i lyset af,
at ministeren efter gældende ret har bemyndigelse til, efter
forhandling med de respektive ressortministre, at fastsætte
regler om, at disse personer ikke har ret til selv at vælge sy-
gehus efter reglerne om frit sygehusvalg og reglerne om frit
og udvidet frit sygehusvalg ved diagnostiske undersøgelser.
Endelig foreslås det at ændre sundhedslovens territorialbe-
stemmelse, således at sundhedslovens definitionsbestem-
melser kan sættes i kraft for Færøerne.
2. Lovforslaget
2.1. Midlertidig og lejlighedsvis sundhedsfaglig virksomhed
her i landet
2.1.1. Gældende ret
Det er et bærende princip i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerken-
delse af erhvervsmæssige kvalifikationer med senere æn-
dringer (anerkendelsesdirektivet), at der i EU- og EØS-lande
skal ske en gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvali-
fikationer, der er krævet for at udøve et lovreguleret er-
hverv.
Udførelse af sundhedsfaglig virksomhed, der i henhold til
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundheds-
faglig virksomhed (autorisationsloven), alene vil kunne ud-
føres med autorisation, er et lovreguleret erhverv omfattet af
anerkendelsesdirektivet. Efter direktivet skal EU- og EØS-
statsborgeres sundhedsfaglige kvalifikationer fra andre med-
lemslande anerkendes tilsvarende i Danmark og gives ad-
gang til at udføre sundhedsfaglig virksomhed som autorise-
ret sundhedsperson på lige fod med personer, der har opar-
bejdet tilsvarende kvalifikationer i Danmark.
Anerkendelsesdirektivet indeholder også et princip om fri
udveksling af tjenesteydelser, jf. direktivets afsnit II. Det in-
debærer, at der for en udbyder af sundhedsfaglig virksom-
hed etableret i én medlemsstat, der kommer til en anden
medlemsstat for midlertidigt og lejlighedsvis at udøve sit er-
hverv der, ikke må stilles krav om autorisation, jf. artikel 5.
Der må dog stilles en række andre krav om bl.a. anmeldelse
af den midlertidige og lejlighedsvise udførelse af sundheds-
faglig virksomhed samt indsendelse af dokumentation m.v.
Dette giver sundhedsmyndighederne i landet, hvor den
sundhedsfaglige virksomhed alene udføres midlertidigt og
lejlighedsvis, en mulighed for at følge op på den sundheds-
faglige virksomhed, herunder ved tilsyn.
Det fremgår af direktivets artikel 5, stk. 2, at tjenesteydel-
sens midlertidige og lejlighedsvise karakter vurderes fra sag
til sag især på baggrund af ydelsens varighed, hyppighed,
periodicitet og kontinuitet. Videre fremgår det af stk. 3, at
tjenesteyderen er underlagt de samme faglige, fagretlige el-
ler administrative adfærdsregler, der er direkte knyttet til de
erhvervsmæssige kvalifikationer samt disciplinærbestem-
melser, som gælder for de tilsvarende sundhedspersoner i
det land, hvor den midlertidige og lejlighedsvise sundheds-
faglige virksomhed udøves.
Autorisationsloven indeholder i § 3, stk. 1 en klar hjem-
mel for sundhedsministeren til at fastsætte de nærmere reg-
ler om udøvelse af virksomhed som autoriseret sundheds-
person, som er nødvendige for gennemførelsen af overens-
komst om fællesnordisk arbejdsmarked og direktiver vedta-
get af Den Europæiske Union.
Autorisationsloven forholder sig dog i dag ikke tydeligt til
den situation, hvor en EU- eller EØS-statsborger uden auto-
risation efter autorisationsloven midlertidigt og lejlighedsvis
ønsker at udøve sundhedsfaglige virksomhed her i landet.
Således er der ikke i autorisationsloven taget specifikt stil-
ling til, i hvilket omfang og hvordan lovens rettigheder og
pligter skal gælde i forhold til personer, der midlertidigt og
lejlighedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed her i landet
med baggrund i anerkendelsesdirektivets bestemmelser om
fri udveksling af tjenesteydelser. Det samme gør sig gælden-
de for sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24.
september 2016 med senere ændringer. Sundhedsloven tager
således ikke specifikt stilling til, i hvilket omfang og hvor-
dan rettigheder og pligter efter loven skal gælde i forhold til
personer, der i henhold til anerkendelsesdirektivet midlerti-
digt og lejlighedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed her
i landet uden autorisation. Det gælder bl.a. i forhold til lo-
vens kapitel 9 om tavshedspligt, videregivelse og indhent-
4
ning af helbredsoplysninger m.v. for sundhedspersoner, der i
lovens § 6 defineres som autoriserede sundhedspersoner og
personer, der handler på disses ansvar.
Derimod indeholder bekendtgørelse nr. 49 af 13. januar
2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af
virksomhed som autoriseret sundhedsperson (med senere
ændringer) i kapitel 4 regler om udøvelse af midlertidige og
lejlighedsvise sundhedstjenesteydelser.
Det fremgår således af § 11, stk. 1 i bekendtgørelsen, at en
statsborger fra et andet EU- eller EØS-land, der som selv-
stændig eller lønmodtager ønsker midlertidigt og lejligheds-
vis at udøve et erhverv omfattet af autorisationsloven på
baggrund af erhvervsmæssige kvalifikationer opnået i et an-
det EU- eller EØS-land, er berettiget til midlertidigt og lej-
lighedsvis at udøve sundhedsfaglig virksomhed omfattet af
autorisationsloven under ophold i Danmark uden dansk
autorisation.
Det følger af bekendtgørelsens § 15, stk. 1, at en person,
der midlertidigt eller lejlighedsvis udfører sundhedstjeneste-
ydelser her i landet, er underlagt autorisationslovens rettig-
heder og pligter og undergivet Sundhedsstyrelsens (nu Sty-
relsen for Patientsikkerheds) tilsyn i henhold til sundhedslo-
vens kapitel 66. Endvidere fremgår det af § 15, stk. 2, at pa-
tientklager over sundhedspersoner, der har udført sundheds-
tjenesteydelser, kan indgives til Sundhedsvæsenets Patie-
ntklagenævn (nu Styrelsen for Patientsikkerhed samt Sund-
hedsvæsenets Disciplinærnævn), jf. lov om klage- og erstat-
ningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Ved lov nr. 656 af 8. juni 2016 om ændring af sundheds-
loven, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-
hedsfaglig virksomhed og forskellige andre love er de nævn-
te regler om tilsyn moderniseret. Herunder er forpligtelsen
til at føre tilsyn overført til Styrelsen for Patientsikkerhed,
og reglerne om tilsyn er skærpet og overført til autorisati-
onsloven.
Det fremgår ikke klart af autorisationsloven, der i § 5, stk.
2 regulerer tilsynet med andre personer end sundhedsperso-
ner (personer der ikke er autoriserede eller handler på disses
ansvar), i hvilket omfang Styrelsen for Patientsikkerhed fø-
rer tilsyn med personer, der uden at være autoriserede mid-
lertidigt og lejlighedsvis udfører sundhedsfaglig virksomhed
i Danmark.
2.1.2. Overvejelser
Af hensyn til patientsikkerheden og for at sikre en klar
hjemmel og retstilstand finder Sundheds- og Ældreministeri-
et det nødvendigt at tydeliggøre, at sundhedsministeren kan
fastsætte regler, der fraviger autorisationslovens krav om
autorisation, samt regler om i hvilket omfang autorisations-
lovens og sundhedslovens rettigheder og pligter finder an-
vendelse for personer, der i henhold til anerkendelsesdirekti-
vet midlertidigt og lejlighedsvis udøver sundhedsfaglig virk-
somhed omfattet af autorisationsloven her i landet.
Endvidere finder ministeriet det afgørende af hensyn til
patientsikkerheden, at det direkte i loven fastsættes, at Sty-
relsen for Patientsikkerhed også fører tilsyn med EU- og
EØS-statsborgere, der i henhold til direktivet midlertidigt og
lejlighedsvis udfører sundhedsfaglig virksomhed omfattet af
autorisationsloven her i landet.
Ligeledes af hensyn til patientsikkerheden finder Sund-
heds- og Ældreministeriet det hensigtsmæssigt, at der etab-
leres en tydelig hjemmel for sundhedsministeren til at fast-
sætte betingelser for den midlertidige og lejlighedsvise udø-
velse af sundhedsfaglig virksomhed her i landet uden autori-
sation, herunder krav om anmeldelse, dokumentation for
gennemført uddannelse m.v.
Forslaget er ikke foranlediget af ny EU-lovgivning, men
af et ønske om at sikre et mere klart grundlag for at regulere
de rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til den midler-
tidige og lejlighedsvise udøvelse af sundhedsfaglig virksom-
hed her i landet, og som udspringer af anerkendelsesdirekti-
vets bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte tre nye bemyndigelsesbestemmel-
ser i henholdsvis sundhedsloven og autorisationsloven.
Det foreslås i sundhedslovens § 6, stk. 2 at indsætte en be-
myndigelse til, at sundhedsministeren kan fastsætte regler
om, at rettigheder for sundhedspersoner fastsat i eller i med-
før af sundhedsloven også skal finde anvendelse for perso-
ner, der i henhold til anerkendelsesdirektivet midlertidigt og
lejlighedsvis her i landet udøver sundhedsfaglig virksomhed
uden autorisation.
I autorisationslovens § 3, stk. 3 foreslås indsat en bemyn-
digelse til, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om
adgang til midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af sund-
hedsfaglig virksomhed her i landet uden autorisation, som er
nødvendige for gennemførelsen af direktiver vedtaget af
Den Europæiske Union. Endvidere foreslås det at bemyndi-
ge sundhedsministeren til at fastsætte betingelser for den
midlertidige og lejlighedsvise sundhedsfaglige virksomhed
her i landet, samt i hvilket omfang rettigheder og pligter
fastsat i eller i medfør af autorisationsloven finder anvendel-
se for den midlertidige og lejlighedsvise sundhedsfaglige
virksomhed.
Endvidere foreslås det med indsættelsen af et stk. 6 i auto-
risationslovens § 5 at fastsætte en klar hjemmel for Styrel-
sen for Patientsikkerheds tilsyn med de nævnte erhvervsud-
øvere. Dette har været den gældende praksis for tilsyn på
området, men der har manglet en klar hjemmel hertil. Det
foreslås desuden at indsætte en bemyndigelse til, at sund-
hedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at den på-
gældende person, som udfører midlertidig og lejlighedsvis
sundhedsfaglig virksomhed her i landet, er underlagt autori-
sationslovens almindelige principper for tilsyn, herunder re-
levante tilsynsforanstaltninger i lovens kapital 3.
5
2.2. Tilskud til behandling hos speciallæge for gruppe 2-
sikrede
2.2.1. Gældende ret
Det følger af sundhedslovens § 64, stk. 1, at regionsrådet
yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæger
til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behand-
lingen sker efter henvisning fra den valgte alment praktise-
rende læge.
Derudover følger det af § 64, stk. 2, at regionsrådet yder
tilskud til behandling hos praktiserende speciallæge til per-
soner, der er omfattet af sikringsgruppe 2. Regionsrådet yder
tilskud til behandling med samme beløb, som afholdes for
tilsvarende lægehjælp til personer, der er omfattet af sik-
ringsgruppe 1.
Endelig følger det af § 64, stk. 4, at sundhedsministeren
kan fastsætte nærmere regler om henvisning til behandling
hos praktiserende speciallæger for personer, der er omfattet
af sikringsgruppe 1. Sådanne regler er fastsat i bekendtgø-
relse nr. 966 af 29. august 2014 om valg og skift af alment
praktiserende læge og om behandling hos læge i praksissek-
toren.
2.2.2. Overvejelser
Regeringen finder det hensigtsmæssigt administrativt at
kunne fastsætte nærmere bestemmelser om det tilskud til
dækning af udgifter til behandling hos praktiserende special-
læger, som regionsrådet yder til personer, der er omfattet af
sikringsgruppe 2, herunder om den praktiske anvendelse af
reglen.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Med forslaget til en ny § 64, stk. 5 i sundhedsloven, fore-
slås det, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte
nærmere regler om regionsrådets tilskud til dækning af ud-
gifter til lægehjælp hos praktiserende speciallæger for perso-
ner, der er omfattet af sikringsgruppe 2.
Det er bl.a. hensigten at udmønte den foreslåede bestem-
melse ved administrativt at fastsætte bestemmelser om, at en
person, der er omfattet af sikringsgruppe 2, betaler den del
af udgiften til lægehjælp hos praktiserende speciallæge, som
regionsrådet ikke afholder, direkte til lægen. Det er ligeledes
hensigten at fastsætte regler om, at bopælskommunen udbe-
taler tilskuddet på vegne af regionsrådet, når en person, der
er omfattet af sikringsgruppe 2, søger lægehjælp hos en
praktiserende speciallæge, der ikke har tilsluttet sig overens-
komst.
2.3. Praktiserende kiropraktorers mulighed for henvisning
til billeddiagnostiske undersøgelser
2.3.1. Gældende ret
Regionerne kan stille diagnostiske undersøgelser til rådig-
hed for andre sundhedspersoner end alment praktiserende
læger og praktiserende speciallæger ved anvendelse af de
regler, der fremgår af bekendtgørelse nr. 905 af 1. juli 2011
om regionernes adgang til levering af sygehusydelser m.v.
til offentlige myndigheder og private virksomheder samt re-
gionernes adgang til at indgå samarbejde med offentlige
myndigheder og private virksomheder. I tilfælde af at andre
sundhedspersoner end alment praktiserende læger og prakti-
serende speciallæger henviser til billeddiagnostiske undersø-
gelser på et offentligt sygehus til brug for udredning hos
sundhedspersonen, så leverer sygehuset en ydelse til en pri-
vat sundhedsperson, hvorfor regionen og sygehuset, jf. § 2,
stk. 2 i den nævnte bekendtgørelse, skal opkræve betaling
for ydelsen. Sygehusets mulighed for at levere ydelsen er
desuden betinget af, at der ikke i regionen er mulighed for at
tilbyde billeddiagnostiske undersøgelser andre steder, og at
der ikke er private virksomheder, der kan dække efter-
spørgslen.
2.3.2. Overvejelser
Det er hensigtsmæssigt, at sygehusene også kan tilbyde
gratis billeddiagnostiske undersøgelser til brug for praktise-
rende kiropraktorer udover alment praktiserende læger og
praktiserende speciallæger bl.a. i forhold til udredning og
behandling. Således kan direkte henvisning og visitation fra
praktiserende kiropraktorer til billeddiagnostiske undersø-
gelser bl.a. være med til at give et bedre, hurtigere og mere
sammenhængende patientforløb for kiropraktorernes patien-
ter. Der er, i forbindelse med sygehusenes levering af diag-
nostiske undersøgelser til brug for praktiserende lægers eller
speciallægers udredning og behandling, etableret et særskilt
hjemmelsgrundlag. I medfør af sundhedslovens § 82 a føl-
ger således, at en person, der er henvist til en diagnostisk
undersøgelse på sygehus jf. § 79 til brug for udredning hos
alment praktiserende læger, jf. § 60, og praktiserende spe-
ciallæger, jf. § 64, således kan vælge mellem enhver regions
sygehuse, jf. § 86.
Det vil sige, at der er etableret særskilt hjemmel til, at
praktiserende læger og speciallæger uden omkostning kan
henvise til diagnostiske undersøgelser på sygehusene til
brug for udredning hos sundhedspersonen.
Diagnostiske undersøgelser, som andre sundhedspersoner
end alment praktiserende læger og praktiserende speciallæ-
ger henviser til, til brug for udredning hos sundhedsperso-
nen, kan ikke betragtes som en del af regionernes sygehus-
behandling efter sundhedslovens § 79. Sygehusenes levering
af ydelser (uden afregning) til brug for disse sundhedsperso-
ners videre behandling af en patient vil således forudsætte
etablering af et eksplicit hjemmelsgrundlag i sundhedsloven,
som tilfældet er med praktiserende læger og speciallæger.
Det foreslås, at der etableres en bemyndigelsesbestemmel-
se i § 82 a, så sundhedsministeren kan fastsætte regler om,
at praktiserende kiropraktorer kan henvise til diagnostiske
undersøgelser på sygehuse til brug for udredning hos den
praktiserende kiropraktor. Der etableres dermed en hjemmel
til også at lade ovennævnte ordning, der gælder for alment
praktiserende læger og praktiserende speciallæger, gælde for
praktiserende kiropraktorer.
6
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der etableres en bemyndigelsesbestemmel-
se i sundhedslovens § 82 a om, at der kan fastsættes regler
om, at praktiserende kiropraktorer kan henvise til diagnosti-
ske undersøgelser til brug for udredning hos den praktise-
rende kiropraktor.
Formålet med bemyndigelsesbestemmelsen er, at ordnin-
gen skal komme til at gælde for praktiserende kiropraktorer,
der virker under overenskomst. Det er hensigtsmæssigt at
praktiserende kiropraktorerne får denne mulighed, bl.a. fordi
det giver mulighed for bedre og hurtigere patientforløb,
samt fordi erfaringer fra Region Midtjylland viser, at hen-
visningerne fra praktiserende kiropraktorer i alt overvejende
grad var velbegrundede og fyldestgørende, og at ordningen
ikke har medført uhensigtsmæssigheder i forhold til henvis-
ningsmønstret.
2.4. Undtagelse af personer fra retten til udvidet frit
sygehusvalg ved udredning og behandling
2.4.1. Gældende ret
Det følger af sundhedslovens § 86, stk. 3, at sundhedsmi-
nisteren, efter forhandling med justitsministeren og børne-
og socialministeren, kan fastsætte regler om, at visse perso-
ner ikke har ret til selv at vælge sygehus efter reglerne i §
86, stk. 1 om frit sygehusvalg og reglerne i § 82 a om frit og
udvidet frit sygehusvalg ved diagnostiske undersøgelser.
Det drejer sig om personer, der er optaget i Kriminalforsor-
gens institutioner eller anbragt på institution i henhold til
retsplejeloven, kapitel 11 i lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien eller straffeloven, og personer, der er anbragt på
sikret afdeling i henhold til lov om social service, samt per-
soner, der er frihedsberøvet eller i øvrigt har fået deres
handlefrihed begrænset i henhold til udlændingeloven.
Derudover følger det af sundhedslovens § 87, stk. 1, at en
person, der er omfattet af udredningsretten i § 82 b, kan væl-
ge at blive helt eller delvist udredt på et af de private syge-
huse eller private klinikker m.v., som regionsrådet har ind-
gået aftale med, hvis regionsrådet i bopælskommunen af ka-
pacitetsmæssige årsager ikke inden for en måned kan tilbyde
endelig udredning ved egne sygehuse eller samarbejdssyge-
huse. Kan bopælsregionen af faglige årsager ikke inden for
en måned tilbyde en henvist person endelig udredning ved
egne sygehuse eller samarbejdssygehuse, kan personen væl-
ge at få dele af udredningsforløbet, hvor ventetiden forlæn-
ges af kapacitetsmæssige årsager, udført på et af de private
sygehuse eller private klinikker m.v., som regionsrådet har
indgået aftale med (udvidet frit sygehusvalg ved udredning).
Endelig følger det af § 87, stk. 2, at en person, som er hen-
vist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på
et af de private sygehuse eller private klinikker m.v., som
regionsrådet har indgået aftale med, hvis regionsrådet i bo-
pælskommunen ikke inden for en måned kan tilbyde be-
handling ved egne sygehuse eller samarbejdssygehuse (ud-
videt frit sygehusvalg ved behandling).
2.4.2. Overvejelser
Sundhedsministeren er som nævnt allerede efter gældende
ret bemyndiget til, efter forhandling med justitsministeren
og børne- og socialministeren, at fastsætte regler om, at de
pågældende personer ikke har ret til selv at vælge sygehus
efter reglerne om frit sygehusvalg i § 86, stk. 1 og reglerne
om frit og udvidet frit sygehusvalg ved diagnostiske under-
søgelser i § 82 a. Regeringen finder det således hensigts-
mæssigt, at disse personer ligeledes kan undtages fra retten
til at vælge sygehus efter reglerne om udvidet frit sygehus-
valg ved udredning og behandling, som giver en videre ad-
gang til at vælge sygehus end reglerne om frit sygehusvalg,
da der ved udvidet frit sygehusvalg også kan vælges private
sygehuse og klinikker.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at sundhedslovens § 86, stk. 3 ændres ved, at
der indsættes en henvisning til sundhedslovens § 87 om ud-
videt frit sygehusvalg ved udredning og behandling.
Med den foreslåede ændring etableres grundlaget for, at
de i § 86, stk. 3 omhandlede personer ligeledes vil kunne
undtages fra retten til at vælge sygehus efter reglerne om ud-
videt frit sygehusvalg ved udredning og behandling, som gi-
ver en videre adgang til at vælge sygehus end reglerne om
frit sygehusvalg, da der ved udvidet frit sygehusvalg også
kan vælges private sygehuse og klinikker.
Det foreslås desuden, at »justitsministeren og social- og
indenrigsministeren« i § 86, stk. 3 ændres til »justitsministe-
ren, børne- og socialministeren og udlændinge- og integrati-
onsministeren«. Ændringen foreslås for at præcisere, at de
nærmere regler, der fastsættes med hjemmel i § 86, stk. 3,
foruden forhandling med justitsministeren og børne- og so-
cialministeren, også fastsættes efter forhandling med udlæn-
dinge- og integrationsministeren, idet § 86, stk. 3, nr. 4 ve-
drører personer, som er frihedsberøvede, eller personer hvis
handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold
til udlændingeloven.
Endelig foreslås det, at ordlyden i § 86, stk. 3, nr. 3 æn-
dres med henblik på at sikre overensstemmelse med ordly-
den i lov om social service.
Det er bl.a. hensigten at udmønte den foreslåede bemyndi-
gelse ved administrativt at fastsætte bestemmelser om, at de
pågældende personers ret til at vælge sygehus efter reglerne
i § 87 om udvidet frit sygehusvalg ved udredning og be-
handling kan begrænses af sikkerhedsmæssige hensyn eller
hensyn til retshåndhævelsen. Det er ligeledes hensigten at
fastsætte bestemmelser om, at den myndighed, der meddeler
tilladelse til udgang m.v., træffer afgørelse om, hvorvidt ret-
ten til at vælge sygehus skal begrænses.
7
2.5. Udfasning af akkreditering efter Den Danske
Kvalitetsmodel på offentlige sygehuse og det præhospitale
område
2.5.1. Gældende ret
Efter sundhedslovens § 193, stk. 2 skal sundhedsministe-
ren sammen med regionsrådene og kommunalbestyrelserne
fastlægge rammen for kvalitetsudviklingen i det danske
sundhedsvæsen.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i lovfor-
slag nr. 2004/2 LSF 74 til sundhedsloven, at sundhedsmyn-
digheder og sygehusejerne samarbejder efter de gældende
regler om udvikling og drift af Den Danske Kvalitetsmodel.
Modellen fastlægger standarder for kvaliteten og sikrer en
akkreditering af sundhedsvæsenet. Kvalitetsmodellen er ud-
viklet over en årrække og omfatter således hele sundheds-
væsenet, herunder også ydelser i praksissektoren.
Ifølge lovbemærkningerne har Sundhedsstyrelsen for-
mandskabet for bestyrelsen for Den Danske Kvalitetsmodel.
2.5.2. Overvejelser
Regeringen har som led i aftaler om den regionale og
kommunale økonomi for 2016 aftalt med KL og Danske Re-
gioner, at akkrediteringen efter Den Danske Kvalitetsmodel
for de offentlige sygehuse og det præhospitale område udfa-
ses, og at der samtidig indføres en ny tilgang til kvalitetsar-
bejdet i sundhedsvæsenet.
Forslaget følger således som konsekvens af regeringens
aftaler med KL og Danske Regioner om regioners og kom-
muners økonomi for 2016.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i sundhedslovens § 193, stk. 2, at sundheds-
ministeren i samarbejde med regionsrådene og kommunal-
bestyrelserne fastlægger fælles rammer for kvalitetsudvik-
lingen i det danske sundhedsvæsen.
Den foreslåede bestemmelse skal således sikre, at kvali-
tetsudviklingen kan fastlægges i henhold til en ny tilgang til
kvalitetsområdet, og at der fortsat er mulighed for at akkre-
ditere sundhedsvæsenet efter Den Danske Kvalitetsmodel.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke akkreditering ef-
ter Den Danske Kvalitetsmodel på offentlige sygehuse og
det præhospitale område, hvor akkrediteringen udfases.
Kvalitetsområdet er i hastig udvikling, og der er således
tale om en dynamisk tilgang til kvalitetsarbejdet, som udvik-
ler sig i takt med den nationale og internationale udvikling
på området.
2.6. Ændring af sundhedslovens territorialbestemmelser
2.6.1. Gældende ret
Efter sundhedslovens § 278, stk. 1 gælder sundhedsloven
ikke for Færøerne og Grønland. Af stk. 2 og 3 følger det
imidlertid, at sundhedslovens kapitel 4-9, kapitel 12, §§
61-63, kapitel 36-38, kapitel 54-57, kapitel 61, kapitel
66-68, §§ 247-250, § 254, § 259, §§266-268, §§ 272-274 og
§ 276 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøs-
ke forhold tilsiger.
Det betyder blandt andet, at sundhedslovens §§ 5 og 6 ik-
ke kan sættes i kraft for Færøerne. Bestemmelser definerer,
hvad der i sundhedsloven forstås ved henholdsvis behand-
ling og sundhedspersoner. Disse definitioner er imidlertid på
nuværende tidspunkt gældende ret på Færøerne som følge af
lov om patienters retsstilling, som er gældende på Færøerne,
men som i Danmark blev ophævet ved sundhedslovens
ikrafttræden den 1. juli 2007.
2.6.2. Overvejelser
Sundheds- og Ældreministeriet er ved at udarbejde en
kongelig anordning, som skal sætte sundhedsloven i kraft på
Færøerne. Sundheds- og Ældreministeriet er i den forbindel-
se blevet opmærksom på, at sundhedslovens §§ 5 og 6, hvori
det defineres, hvad der i sundhedsloven forstås ved hen-
holdsvis behandling og sundhedspersoner, ikke efter den
gældende territorialbestemmelse i sundhedslovens § 278 kan
sættes i kraft på Færøerne.
Dette er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse
ikke hensigtsmæssigt. De færøske myndigheder (Heilsu- og
Innlendismálaráðið) er af samme opfattelse og ønsker af
denne grund, at sundhedslovens § 278 ændres, hvormed
sundhedslovens §§ 5 og 6 kan sættes i kraft på Færøerne og
således medtages i den kommende kongelige anordning.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at sundhedslovens § 278, stk. 2 ændres, såle-
des at sundhedslovens §§ 5 og 6 kan sættes i kraft på Fæ-
røerne.
Det betyder, at sundhedslovens §§ 5 og 6, hvori det defi-
neres, hvad der i sundhedsloven forstås ved henholdsvis be-
handling og sundhedspersoner, ved kongeliv anordning kan
sættes i kraft på Færøerne. Bestemmelserne vil blive medta-
get i den kommende kongelige anordning, som Sundheds-
og Ældreministeriet er ved at udarbejde i samarbejde med
Heilsu- og Innlendismálaráðið.
2.7. Bisidderordning
2.7.1. Gældende ret
Inden Styrelsen for Patientsikkerhed behandler en klage
vedrørende en sundhedsydelse, som regionen helt eller del-
vis afholder udgifterne til, tilbyder styrelsen patienten en
dialog med vedkommende region, jf. klage- og erstatnings-
lovens § 1, stk. 3.
Hvis patienten tager imod tilbuddet, sendes klagen til re-
gionen, som tager kontakt til patienten, og søger de spørgs-
mål, klagen vedrører, belyst.
Behandling af klagen i Styrelsen for Patientsikkerhed af-
venter udfaldet af dialogsamtalen. Inden 4 uger efter styrel-
sens fremsendelse af klagen til regionen giver regionen
meddelelse til styrelsen om udfaldet af dialogen. Hvis pa-
tienten herefter ikke ønsker yderligere behandling af sin kla-
8
ge, meddeler regionen med patientens accept dette til styrel-
sen, hvorefter klagen anses for bortfaldet. I modsat fald sen-
der regionen alle relevante oplysninger i sagen til styrelsen
til brug for styrelsens behandling af sagen.
Hvis klagen er indgivet til regionen, tilbyder regionen en
dialog og orienterer styrelsen om klagen, jf. klage- og erstat-
ningslovens § 1, stk. 4.
Når patienter tager imod tilbuddet om at deltage i en dia-
logsamtale, har de efter almindelige forvaltningsretlige reg-
ler ret til at tage en bisidder med til samtalen. Det kan fx væ-
re en pårørende, en advokat eller en anden selvvalgt person.
Langt de fleste, der tager imod tilbuddet om dialog, benyt-
ter en bisidder fra eget personlige eller professionelle net-
værk. Patienter, der ikke ønsker eller ikke kan vælge en bi-
sidder blandt deres pårørende eller fra sit eget netværk, kan
med fordel benytte en bisidder fra en bisidderordning.
Patienter, der har klaget, har i 2013 som led i en prøveord-
ning haft mulighed for at få en uvildig og gratis bisidder
med fra Danske Patienter til deres lokale dialogsamtale.
Ordningen er siden blevet forsøgt videreført i et vist om-
fang.
2.7.2. Overvejelser
Patienter, der klager over deres behandling i sundheds-
væsenet, har haft en eller flere oplevelser, der ikke har levet
op til deres forventninger. Det kan være hændelser, der har
haft store konsekvenser for patienter og deres pårørendes
liv. Ofte drejer det sig om forløb, der har frustreret eller be-
rørt dem gennem længere tid. Der er også patienter, som,
uanset at de har været igennem – et for dem – utilfredsstil-
lende forløb, er afhængige af fortsat at kunne blive behand-
let i det sundhedsvæsen, de har klaget over.
En dialogsamtale kan være svær for alle parter. For de an-
satte i sundhedsvæsenet kan der også være mange følelser
og konsekvenser forbundet med en klagesag.
En dialogsamtale giver derfor en god mulighed for at få
rettet eventuelle misforståelser og få svar på spørgsmål om
behandlingen.
Selvom patienter efter gældende ret har mulighed for at
lade sig bistå af en anden person i forbindelse med afviklin-
gen af dialogsamtaler, har der ikke været noget egentligt sy-
stematisk bisiddertilbud til patienter, som ikke har eller ikke
ønsker at lade sig bistå af en person fra eget netværk.
Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse er det
vigtigt, at patienter, der har klaget over behandling i sund-
hedsvæsenet og vælger at tage imod et tilbud om en dialog-
samtale, kan have tillid til, at dialogen vil foregå under tryg-
ge rammer, så patienten oplever at være i øjenhøjde med
sundhedsvæsenet. En bisidder kan hjælpe patienterne med at
stille de svære spørgsmål eller hjælpe dem med at forstå de
svar, som de ansatte i sundhedsvæsenet giver.
En evaluering af patientklageordningen, der blev gennem-
ført i efteråret 2014, har bl.a. vist, at der generelt har været
tilfredshed med bisidderordningen, og at både patienterne og
de ansatte i sundhedsvæsenet vurderer, at bisidderens tilste-
deværelse skaber en mere ligeværdig situation under dialog-
samtalen. Anbefalingen fra evalueringen har på den bag-
grund været at se på muligheden for fremadrettet at udvide
brugen af bisiddere.
Det er derfor ministeriets opfattelse, at alle patienter, der
tager imod et tilbud om dialog med sundhedsvæsenet, skal
have mulighed for at lade sig bistå af en anden uvildig per-
son under dialogsamtalen. Bisidderen skal agere støtte under
samtalen, men det skal ikke være en repræsentant for patien-
ten. En uafhængig bisidder kan derfor være med til at sikre,
at mødet forløber konstruktivt.
Med det formål at styrke patienters retssikkerhed i patient-
klagesager foreslås det på den baggrund at etablere en per-
manent, landsdækkende bisidderordning i tilknytning til pa-
tienters dialog med sundhedsvæsenet.
For at sikre at patienter, som klager over en sundhedsydel-
se, får kendskab til muligheden for at lade sig ledsage af en
bisidder til en dialogsamtale, bør Styrelsen for Patientsikker-
hed og regionerne forpligtes til, i tilknytning til tilbuddet om
en dialogsamtale, at vejlede patienterne om muligheden for
at lade sig bistå af en bisidder fra ordningen.
Styrelsen for Patientsikkerhed informerer allerede i dag
patienterne om denne mulighed i forbindelse med klageind-
givelsen, ligesom muligheden fremgår af styrelsens pjecer
og webside.
Det er hensigtsmæssigt, at administrationen og driften af
bisidderordningen på linje med den ordning, der blev vareta-
get af Danske Patienter i prøveperioden i 2013, kan vareta-
ges af en eller flere private institutioner. Det skønnes hen-
sigtsmæssigt, at en bisidder, der ikke tilhører patientens eget
netværk, repræsenterer en patientforening, hvilket også bi-
drager til at sikre, at bisidderen fremstår som uafhængig af
sundhedsvæsenet.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i klage- og er-
statningslovens § 1, stk. 5, hvorefter en patient, der tilbydes
en dialogsamtale efter lovens § 1, stk. 3 eller 4 får mulighed
for at lade sig bistå af en bisidder fra ordningen. Det skøn-
nes hensigtsmæssigt, at opgaven organisatorisk placeres i
Sundheds- og Ældreministeriet, men således at administrati-
onen og driften af ordningen, efter offentligt opslag og nær-
mere aftale med ministeriet, overlades til en eller flere priva-
te institutioner for en nærmere afgrænset årrække ad gan-
gen. Det vil åbne mulighed for, at bisidderordningen eksem-
pelvis kan varetages af en eller flere patientforeninger.
Bisidderen skal støtte patienten og gerne bidrage til at un-
derstøtte den konstruktive dialog. Bisidderen skal dog hver-
ken fungere som mødeleder, mægler eller advokat. Det er
hensigten, at der kun deltager én bisidder under dialogsam-
talen.
Det er ikke hensigten, at bisidderen behandler persono-
plysninger i forbindelse med varetagelsen af opgaven. Bisid-
deren får oplyst patientens navn og kontaktoplysninger af
foreningen, der varetager administration og drift af ordnin-
gen. Bisidderen indhenter ikke selv oplysninger om patien-
9
ten eller behandlingsforløbet og opfordrer ikke patienten om
at levere sådanne. Såfremt bisidderen af patienten bliver
bragt i besiddelse af personoplysninger, slettes disse omgå-
ende eller senest ved sagens afslutning. I praksis vil patien-
ten typisk mundtligt orientere bisidderen om behandlings-
forløbet.
Det er en forudsætning, at patienterne i tilknytning til til-
buddet om dialogsamtale bliver vejledt om muligheden for
at lade sig bistå. Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed og regionerne forpligtes til at vejlede patienter-
ne om bisidderordningen, da det er afgørende for, at alle pa-
tienterne får tilbuddet.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Det vurderes, at der med forslaget om udfasningen af ak-
krediteringen for offentlige sygehuse og det præhospitale
område frigøres midler for 100 mio. kr. årligt i regionerne,
som regionerne kan omprioritere til en nytænkning af kvali-
tetsindsatsen på sygehusene. Tilsvarende reduceres hhv. det
statslige, det regionale og det kommunale bidrag til IKAS
(Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet)
med 10 mio. kr., 9,5 mio og 5,8 mio. kr. i alt i perioden
2016-2018 som følge af, at akkrediteringen efter Den Dan-
ske Kvalitetsmodel udfases for offentlige sygehuse og det
præhospitale område. Udfasningen af akkrediteringen for-
ventes endvidere at medføre en administrativ lempelse for
de offentlige sygehuse og det præhospitale område.
Forslaget om at indføre en permanent bisidderordningen
skønnes at medføre statslige merudgifter i størrelsesordenen
400.000 årligt til administration og drift af ordningen. Ud-
gifterne afholdes inden for Sundheds- og Ældreministeriets
egen ramme.
Forslagets øvrige elementer skønnes ikke at medføre øko-
nomiske eller administrative konsekvenser for det offentli-
ge.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget om praktiserende kiropraktorers mulighed for
henvisning til billeddiagnostiske undersøgelser til brug for
udredning hos den praktiserende kiropraktor indebærer ad-
ministrative lettelser for patienterne, som vil opleve, at de
kan blive henvist direkte fra en praktiserende kiropraktor til
billeddiagnostisk undersøgelse på sygehuset uden først at
skulle til den praktiserende læge og have en henvisning.
Forslaget om administrativt at kunne fastsætte nærmere
bestemmelser om tilskuddet til behandling hos speciallæge
for personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, omhandler
den praktiske anvendelse af reglen i § 64, stk. 2 om, at regi-
onsrådet yder tilskud til behandling hos praktiserende spe-
ciallæge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2
med samme beløb som til personer, der er omfattet af sik-
ringsgruppe 1. Der er tale om en tydeliggørelse af gældende
praksis, som ikke forventes at medføre administrative kon-
sekvenser for borgerne.
Forslaget om, at visse personer, fx personer der er optaget
i Kriminalforsorgens institutioner, kan undtages fra retten til
at vælge sygehus efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg
ved udredning og behandling tager alene sigte på at kodifi-
cere den allerede gældende praksis, hvorefter disse persong-
rupper af sikkerhedsmæssige hensyn, typisk begrundet i fa-
ren for ny kriminalitet eller undvigelse, kan undtages fra ret-
ten til frit og udvidet frit sygehusvalg. Forslaget vurderes
dermed ikke at have administrative konsekvenser for bor-
gerne.
Der vurderes ikke at være administrative konsekvenser for
borgerne ved forslaget om udfasning af Den Danske Kvali-
tetsmodel, da forslaget alene er et element i udvidelsen af
rammerne for kvalitetsarbejdet.
Forslagets øvrige elementer vurderes ikke at have admini-
strative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. septem-
ber 2016 til den 14. oktober 2016 været i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Alzheimerforeningen, Ansatte Tandlægers Organisation,
Bedre Psykiatri, Dansk Handicap Forbund, Dansk Kiroprak-
tor Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for
Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi,
Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, Dansk Sel-
skab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin,
Dansk Standard, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerfor-
ening, Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske
Dental Laboratorier, Danske Fodterapeuter, Danske Fysiote-
rapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter,
Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Ældreråd, Data-
tilsynet, De Offentlige Tandlæger, Det Centrale Handica-
pråd, Diabetesforeningen, Direktoratet for Kriminalforsor-
gen, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen, For-
brugerrådet, Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af
Praktiserende Speciallæger, Foreningen af Speciallæger,
Færøernes Landsstyre, Gigtforeningen, Grønlands Selvstyre,
Hjernesagen, Hjerteforeningen, Høreforeningen, IKAS, Jor-
demoderforeningen, KL, Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse,
Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere, Landsforenin-
gen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP),
Landsforeningen LEV, Landsforeningen mod spiseforstyr-
relser og selvskade (LMS), Landsforeningen SIND, Læge-
foreningen, Organisationen af Lægevidenskabelige Selska-
10
ber, Patienterstatningen, Patientforeningen, Patientforenin-
gen i Danmark, Patientforeningernes Samvirke, Praktiseren-
de Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organi-
sation, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region
Nordjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, Regio-
nernes Lønnings- og Takstnævn, Retspolitisk Forening,
Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Sclerosefor-
eningen, Sjældne Diagnoser, Sundhed Danmark, Tandlæge-
foreningen, Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning,
Yngre Læger, ÆldreForum og Ældresagen.
9. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/ mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske og administrative kon-
sekvenser for det offentlige
Det vurderes, at der med forslaget om ud-
fasningen af akkrediteringen for offentli-
ge sygehuse og det præhospitale område
frigøres midler for 100 mio. kr. årligt i re-
gionerne, som regionerne kan ompriorite-
re til en nytænkning af kvalitetsindsatsen
på sygehusene. Tilsvarende reduceres
hhv. det statslige, det regionale og det
kommunale bidrag til IKAS med 10 mio.
kr., 9,5 mio. kr. og 5,8 mio. kr. i alt i pe-
rioden 2016-2018. Udfasningen af akkre-
diteringen forventes at medføre en admi-
nistrativ lempelse for de offentlige syge-
huse og det præhospitale område.
Forslaget om at indføre en permanent
bisidderordning skønnes at medføre
statslige merudgifter i størrelsesordenen
400.000 kr. årligt til administration og
drift.
Økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Borgerne vil opleve, at de fx kan blive
henvist direkte fra kiropraktoren til billed-
diagnostisk undersøgelse på sygehuset
uden først at skulle til den praktiserende
læge og have en henvisning.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget har ikke EU-retlige konsekvenser
Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. sep-
tember 2016 med senere ændringer, tager ikke specifikt stil-
ling til, i hvilket omfang og hvordan rettigheder og pligter
efter loven skal gælde i forhold til personer, der i henhold til
anerkendelsesdirektivet midlertidigt og lejlighedsvis udøver
sundhedsfaglig virksomhed her i landet uden autorisation.
Det gælder bl.a. i forhold til lovens kapitel 9 om tavsheds-
pligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger
m.v. for sundhedspersoner, der i lovens § 6 defineres som
autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på
disses ansvar.
Med forslaget bemyndiges sundhedsministeren i sund-
hedslovens § 6, stk. 2 til at fastsætte regler om, at rettigheder
og pligter for sundhedspersoner fastsat i eller i medfør af
sundhedsloven også skal finde anvendelse for personer, der
uden autorisation midlertidigt og lejlighedsvis her i landet
udøver sundhedsfaglig virksomhed omfattet af autorisati-
onsloven.
Forslaget skaber således et klart juridisk grundlag for i be-
kendtgørelsesform at fastsætte, at sundhedslovens rettighe-
der og pligter, der gælder for sundhedspersoner (personer,
der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at vare-
tage sundhedsfaglige opgaver og personer, der handler på
disses ansvar) også skal gælde for personer, der midlertidigt
11
og lejlighedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed her i
landet uden autorisation, og som dermed ikke opfylder
sundhedslovens definition for at være sundhedspersoner, jf.
sundhedslovens § 6, stk. 1.
Forslagets bemyndigelse omfatter rettigheder og pligter
for de personer, som i henhold til anerkendelsesdirektivet
midlertidigt og lejlighedsvis udfører sundhedsfaglig virk-
somhed her i landet. Om afgrænsningen af denne person-
kreds henvises til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Ved udmøntningen af bemyndigelsen vil det bl.a. blive
præciseret, at sundhedslovens kapitel 9 om sundhedsperso-
ners tavshedspligt og behandling af helbredsoplysninger
gælder tilsvarende for personer, der midlertidigt og lejlig-
hedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed uden autorisati-
on og dermed uden at være sundhedspersoner i sundhedslo-
vens forstand. Bemyndigelsen er dog ikke afgrænset hertil,
men kan også anvendes for andre rettigheder og pligter fast-
sat i eller i medfør af sundhedsloven, herunder også straffe-
bestemmelser i tilfælde af, at en pligt ikke overholdes. I
nogle tilfælde vil det være nødvendigt at tilpasse rettigheden
eller pligten til de særlige forhold, som gør sig gældende,
hvor den sundhedsfaglige virksomhed udøves midlertidigt
og lejlighedsvis.
Til nr. 2
Det følger af sundhedslovens § 64, stk. 1, at regionsrådet
yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge
til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behand-
lingen sker efter henvisning fra den valgte alment praktise-
rende læge.
Derudover følger det af sundhedslovens § 64, stk. 2, at re-
gionsrådet yder tilskud til behandling hos praktiserende spe-
ciallæge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2.
Regionsrådet yder tilskud til behandling med samme beløb,
som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer, der er
omfattet af sikringsgruppe 1.
Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, skal – i
modsætning til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1
– ikke vælge alment praktiserende læge og kan søge be-
handling hos praktiserende speciallæge uden forudgående
henvisning. Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2,
skal selv betale differencen mellem prisen på behandlingen
hos den praktiserende speciallæge og regionsrådets tilskud
til behandlingen.
Endelig følger det af sundhedslovens § 64, stk. 4, at sund-
hedsministeren kan fastsætte nærmere regler om henvisning
til behandling hos praktiserende speciallæger for personer,
der er omfattet af sikringsgruppe 1. Sådanne regler er fastsat
i bekendtgørelse nr. 966 af 29. august 2014 om valg og skift
af alment praktiserende læge og om behandling hos læge i
praksissektoren.
Med forslaget til en ny § 64, stk. 5 foreslås det, at sund-
hedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler
om regionsrådets tilskud til dækning af udgifter til læge-
hjælp hos praktiserende speciallæger for personer, der er
omfattet af sikringsgruppe 2.
Det er bl.a. hensigten at udmønte den foreslåede bestem-
melse i sundhedslovens § 64, stk. 5 ved administrativt at
fastsætte bestemmelser om den praktiske anvendelse af
sundhedslovens § 64, stk. 2, herunder at en person, der er
omfattet af sikringsgruppe 2, betaler den del af udgiften til
lægehjælp hos praktiserende speciallæge, som regionsrådet
ikke afholder, direkte til lægen. Det er ligeledes hensigten at
fastsætte regler om, at bopælskommunen udbetaler tilskud-
det på vegne af regionsrådet, når en person, der er omfattet
af sikringsgruppe 2, søger lægehjælp hos en praktiserende
speciallæge, der ikke har tilsluttet sig overenskomst.
Til nr. 3
Regionerne kan stille diagnostiske undersøgelser til rådig-
hed for andre sundhedspersoner end alment praktiserende
læger og praktiserende speciallæger ved anvendelse af de
regler, der fremgår af bekendtgørelse nr. 905 af 1. juli 2011
om regionernes adgang til levering af sygehusydelser m.v.
til offentlige myndigheder og private virksomheder samt re-
gionernes adgang til at indgå samarbejde med offentlige
myndigheder og private virksomheder. I tilfælde af at andre
sundhedspersoner end alment praktiserende læger og prakti-
serende speciallæger henviser til billeddiagnostiske undersø-
gelser på et offentligt sygehus til brug for udredning hos
sundhedspersonen, leverer sygehuset en ydelse til en privat
sundhedsperson, hvorfor regionen og sygehuset, jf. § 2, stk.
2 i den nævnte bekendtgørelse, skal opkræve betaling for
ydelsen. Sygehusets mulighed for at levere ydelsen er des-
uden betinget af, at der ikke i regionen er mulighed for at til-
byde billeddiagnostiske undersøgelser andre steder, og at
der ikke er private virksomheder, der kan dække efter-
spørgslen. Det er hensigtsmæssigt, at sygehusene kan tilby-
de gratis billeddiagnostiske undersøgelser til brug for andre
sundhedspersoner end alment praktiserende læger og prakti-
serende speciallæger bl.a. i forhold til udredning og behand-
ling.
Det foreslås, at der som et nyt stk. 3 etableres en bemyndi-
gelsesbestemmelse i sundhedslovens § 82 a, hvorefter sund-
hedsministeren kan fastsætte regler om, at praktiserende ki-
ropraktorer kan henvise til diagnostiske undersøgelser på sy-
gehuse, jf. § 79, til brug for udredning hos den praktiserende
kiropraktor. En diagnostisk undersøgelse kan f.eks. bestå af
en scanning.
Bemyndigelsesbestemmelsen er i første omgang tænkt til
at give praktiserende kiropraktorer, jf. lovens § 66, mulig-
hed for gratis henvisning til billeddiagnostiske undersøgel-
ser til brug for udredning hos sundhedspersonen.
Region Midtjylland har gennemført et forsøg med at give
praktiserende kiropraktorer adgang til at henvise gratis til
CT/MR scanninger direkte på sygehusene til brug for udred-
ning hos kiropraktorerne. Evalueringen af forsøget fra 2013
konkluderer bl.a., at henvisningerne i alt overvejende grad
var velbegrundede og fyldestgørende, at der var mulighed
for bedre og hurtigere patientforløb, og at ordningen ikke
har medført uhensigtsmæssigheder i forhold til henvisnings-
12
mønstret. Desuden kan der konstateres en stigning i henvis-
ninger til MR-scanninger af knæ og rygge, mens de øvrige
undersøgelser har ligget stabilt. Stigningen er i tråd med en
generel og forventelig stigning i MR-scanninger, hvorfor det
ikke kan konkluderes eller sandsynliggøres, at stigningen
skyldes den frie henvisningsret.
Den foreslåede bestemmelse skal anvendes til at give
praktiserende kiropraktorer, der virker under overenskomst,
mulighed for at henvise til CT- og MR-scanninger i syge-
husvæsenet i forbindelse med udredning af biomekaniske
funktionsforstyrrelser og heraf afledte smertetilstande i ryg-
søjle, bækken og ekstremiteter (arme og ben). Henvisningen
skal ske ud fra konkrete faglige retningslinjer.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil ikke blive brugt til at
skabe mulighed for, at praktiserende kiropraktorer kan hen-
vise til DEXA-scanning og knogleskintigrafi. Disse under-
søgelser anvendes som led i udredning af systemiske syg-
domme, som praktiserende kiropraktorer ikke er uddannet til
at udrede eller behandle i deres helhed.
Til nr. 4
Det nye stk. 4 er en videreførelse af den tidligere bestem-
melse i stk. 3, men der er ændret i ordlyden, således at stk. 1
og 2 ændres til stk. 1-3. Der er således tale om en konse-
kvensrettelse som følge af, at der i sundhedslovens § 83 a
indsættes et nyt stykke 3.
Til nr. 5 og nr. 6
Efter den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 86,
stk. 3 kan sundhedsministeren, efter forhandling med justits-
ministeren og børne- og socialministeren, fastsætte regler
om, at visse personer ikke har ret til selv at vælge sygehus
efter reglerne i § 86, stk. 1 om frit sygehusvalg og reglerne i
§ 82 a om frit og udvidet frit sygehusvalg ved diagnostiske
undersøgelser. Det drejer sig om personer, der er optaget i
Kriminalforsorgens institutioner eller anbragt på institution i
henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien eller straffeloven, og personer, der er an-
bragt på sikret afdeling i henhold til lov om social service,
samt personer, der er frihedsberøvet eller i øvrigt har fået
deres handlefrihed begrænset i henhold til udlændingeloven.
Den gældende § 86, stk. 3 indebærer, at de i § 86, stk. 3
omhandlede personer kan undtages fra retten til frit sygehus-
valg i § 86, stk. 1, som bestemmer, at en person, der er hen-
vist til sygehusbehandling, frit kan vælge mellem at blive
behandlet på et af regionens egne sygehuse eller samar-
bejdssygehuse.
Den gældende § 86, stk. 3 indebærer desuden, at de i § 86,
stk. 3 omhandlede personer kan undtages fra retten til frit og
udvidet frit sygehusvalg ved diagnostisk undersøgelse efter
§ 82 a, som bestemmer, at en person, der er henvist til diag-
nostisk undersøgelse på sygehus til brug for udredning hos
alment praktiserende læge og praktiserende speciallæger har
frit sygehusvalg til egne sygehuse eller samarbejdssygehuse.
§ 82 a bestemmer desuden, at en person, der er henvist til
diagnostisk undersøgelse på sygehus til brug for udredning
hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæ-
ger, har udvidet frit valg til private sygehuse og private kli-
nikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med,
hvis regionsrådet i bopælskommunen ikke, indenfor en må-
ned efter henvisningen er modtaget, kan tilbyde undersøgel-
se på egne sygehuse eller samarbejdssygehuse.
Retten til udvidet frit sygehusvalg i sundhedslovens § 87,
stk. 1 indebærer, at en person, der er omfattet af udrednings-
retten i sundhedslovens § 82 b, kan vælge at blive helt eller
delvist udredt på et af de private sygehuse eller private kli-
nikker m.v., som regionsrådet har indgået aftale med, hvis
regionsrådet i bopælskommunen af kapacitetsmæssige årsa-
ger ikke inden for en måned kan tilbyde endelig udredning
ved egne sygehuse eller samarbejdssygehuse. Kan bopælsre-
gionen af faglige årsager ikke inden for en måned tilbyde en
henvist person endelig udredning ved egne sygehuse eller
samarbejdssygehuse kan personen vælge at få dele af udred-
ningsforløbet, hvor ventetiden forlænges af kapacitetsmæs-
sige årsager, udført på et af de private sygehuse eller private
klinikker m.v., som regionsrådet har indgået aftale med.
Retten til udvidet frit sygehusvalg i sundhedslovens § 87,
stk. 2 indebærer, at en person, som er henvist til sygehusbe-
handling, kan vælge at blive behandlet på et af de private sy-
gehuse eller private klinikker m.v., som regionsrådet har
indgået aftale med, hvis regionsrådet i bopælskommunen ik-
ke inden for en måned kan tilbyde behandling ved egne sy-
gehuse eller samarbejdssygehuse.
Med forslaget til ændring af § 86, stk. 3, hvorved der ind-
sættes en henvisning til sundhedslovens § 87, etableres
grundlaget for, at de i § 86, stk. 3 omhandlede personer lige-
ledes vil kunne undtages fra retten til udvidet frit sygehus-
valg i forbindelse med udredning og behandling i § 87. Med
den foreslåede ændring bemyndiges sundhedsministeren så-
ledes til, efter forhandling med justitsministeren, børne- og
socialministeren og udlændinge- og integrationsministeren,
at kunne fastsætte regler om, at personer, der er optaget i
Kriminalforsorgens institutioner eller anbragt på institution i
henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien eller straffeloven, og personer, der er an-
bragt på en sikret døgninstitution i henhold til lov om social
service samt personer, der er frihedsberøvet eller i øvrigt har
fået deres handlefrihed begrænset i henhold til udlændin-
geloven, heller ikke har ret til selv at vælge sygehus efter
reglerne i § 87 om udvidet frit sygehusvalg ved udredning
og behandling.
Med forslaget til ændring af § 86, stk. 3 præciseres det
desuden, at de nærmere regler, der fastsættes med hjemmel i
§ 86, stk. 3 foruden forhandling med justitsministeren og
børne- og socialministeren, også fastsættes efter forhandling
med udlændinge- og integrationsministeren, idet § 86, stk. 3,
nr. 4 vedrører personer, som er frihedsberøvede, eller perso-
ner hvis handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i
henhold til udlændingeloven.
Med forslaget til ændring af § 86, stk. 3, nr. 3 ændres for-
muleringen af bestemmelsen med henblik på at sikre over-
ensstemmelse med ordlyden i lov om social service. Den
13
ændrede formulering af § 86, stk. 3, nr. 3 ændrer ikke ind-
holdsmæssigt på bestemmelsen.
Det er bl.a. hensigten at udmønte den foreslåede bemyndi-
gelse til at undtage de i sundhedslovens § 86, stk. 3 omhand-
lede personer fra udvidet frit sygehusvalg ved udredning og
behandling ved administrativt at fastsætte bestemmelser om,
at de pågældende personers ret til at vælge sygehus efter
reglerne i § 87 om udvidet frit sygehusvalg ved udredning
og behandling kan begrænses af sikkerhedsmæssige hensyn
eller hensyn til retshåndhævelsen. Det er ligeledes hensigten
at fastsætte bestemmelser om, at den myndighed, der med-
deler tilladelse til udgang m.v., træffer afgørelse om, hvor-
vidt retten til at vælge sygehus skal begrænses.
Til nr. 7
Efter sundhedslovens § 193, stk. 2 er der en forpligtigelse
mellem sundhedsministeren, regionsrådene og kommunal-
bestyrelserne til at fastlægge rammen for kvalitetsudviklin-
gen i det danske sundhedsvæsen.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i lovfor-
slag 2004/2 LSF 74 til sundhedsloven, at sundhedsmyndig-
heder og sygehusejerne samarbejder efter gældende regler
om udvikling og drift af Den Danske Kvalitetsmodel. Mo-
dellen fastlægger standarder for kvaliteten og sikrer en ak-
kreditering af sundhedsvæsenet. Kvalitetsmodellen er udvik-
let over en årrække og omfatter således hele sundhedsvæse-
net, herunder også ydelser i praksissektoren. Lovbemærk-
ningerne til den enkelte bestemmelse omfatter således alene
udvikling og drift af akkreditering efter Den Danske Kvali-
tetsmodel.
Ifølge lovbemærkningerne har Sundhedsstyrelsen for-
mandskabet for styregruppen for Den Danske Kvalitetsmo-
del.
Med ændringen af sundhedslovens § 193, stk. 2 foreslås
det, at sundhedsministeren i samarbejde med regionsrådene
og kommunalbestyrelserne fastlægger rammerne for kvali-
tetsudviklingen i det danske sundhedsvæsen.
Det er hensigten, at sundhedsmyndighederne kan arbejde
med en bredere kvalitetsudvikling end hidtil.
Den foreslåede bestemmelse skal således sikre, at kvali-
tetsudviklingen kan fastlægges i henhold til en ny tilgang til
kvalitetsområdet, og at der fortsat er mulighed for at akkre-
ditere sundhedsvæsenet efter Den Danske Kvalitetsmodel
med undtagelse af akkreditering efter Den Danske Kvalitets-
model på offentlige sygehuse og det præhospitale område,
hvor akkrediteringen udfases.
På en række øvrige områder i sundhedssektoren er der
indgået aftaler om akkreditering efter Den Danske Kvalitets-
model, som fastsætter, hvorledes disse områder akkredite-
res. Det vedrører fx praksissektoren, hvor der for nuværende
er indgået aftaler om akkreditering for de praktiserende læ-
ger og de praktiserende speciallæger i de respektive over-
enskomster.
Den nye tilgang til kvalitetsarbejdet hviler på princippet
om, at der i højere grad balanceres i forhold til aktivitet, om-
kostninger, kvalitet og værdi for patienterne. Formålet med
den nye tilgang til kvalitetsarbejdet er således at styrke det
kliniske ejerskab og fremme en kvalitetskultur, hvor ledelse
og medarbejdere skaber kvalitetsforbedringer som en del af
deres kliniske arbejde. Den nye tilgang repræsenterer såle-
des en omstilling af kvalitetsarbejdet, som i højere grad sæt-
ter fokus på kvalitetsudvikling fremfor kvalitetskontrol og
på klare mål og resultater, som skaber værdi for den enkelte
borger. Hertil kommer, at forslaget ligeledes er afbureaukra-
tiserende.
Kvalitetsområdet er i hastig udvikling, og der er således
tale om en dynamisk tilgang til kvalitetsarbejdet, som udvik-
ler sig i takt med den nationale og internationale udvikling
på området.
Til § 2
Efter sundhedslovens § 278, stk. 1 gælder sundhedsloven
ikke for Færøerne og Grønland. Af stk. 2 og 3 følger det
imidlertid, at sundhedslovens kapitel 4-9, kapitel 12, §§
61-63, kapitel 36-38, kapitel 54-57, kapitel 61, kapitel
66-68, §§ 247-250, § 254, § 259, §§ 266-268, §§ 272-274 og
§ 276 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøs-
ke forhold tilsiger. Det betyder blandt andet, at sundhedslo-
vens §§ 5 og 6 ikke kan sættes i kraft for Færøerne. Bestem-
melser definerer, hvad der i sundhedsloven forstås ved hen-
holdsvis behandling og sundhedspersoner. Disse definitioner
er imidlertid på nuværende tidspunkt gældende ret på Fæ-
røerne som følge af lov om patienters retsstilling, som er
gældende på Færøerne, men som i Danmark blev ophævet
ved sundhedslovens ikrafttræden den 1. juli 2007.
Sundheds- og Ældreministeriet er ved at udarbejde en
kongelig anordning, som skal sætte sundhedsloven i kraft på
Færøerne. Sundheds- og Ældreministeriet er i den forbindel-
se blevet opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt, at
sundhedslovens §§ 5 og 6 i den forbindelse ikke kan sættes i
kraft på Færøerne og således ikke medtages i den kongelige
anordning. De færøske myndigheder (Heilsu- og Innlendis-
málaráðið) har tilkendegivet, at man deler denne opfattelse.
Med den foreslåede ændring af sundhedslovens § 278, stk.
2 sikres det, at sundhedslovens §§ 5 og 6 ved kongelig an-
ordning kan sættes i kraft på Færøerne. Bestemmelserne vil
blive medtaget i den kommende kongelige anordning, som
Sundheds- og Ældreministeriet er ved at udarbejde i samar-
bejde med Heilsu- og Innlendismálaráðið.
Til § 3
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensrettelse af autorisationslo-
vens § 2, stk. 3 som følge af, at bestemmelserne om fratagel-
se af autorisation efter lov nr. 656 af 8. juni 2016 ikke læn-
gere er at finde i autorisationslovens §§ 6-7, men nu fremgår
af §§ 7-7b.
Ændringen blev ved en fejl ikke medtaget i forbindelse
med lov nr. 656 af 8. juni 2016.
14
Til nr. 2
Autorisationsloven indeholder i § 3, stk. 1 en klar hjem-
mel for sundhedsministeren til at fastsætte de nærmere reg-
ler om udøvelse af virksomhed som autoriseret sundheds-
person, som er nødvendige for gennemførelsen af overens-
komst om fællesnordisk arbejdsmarked og direktiver vedta-
get af Den Europæiske Union.
Autorisationsloven forholder sig dog i dag ikke tydeligt til
den situation, hvor en EU- eller EØS-statsborger uden auto-
risation efter autorisationsloven midlertidigt og lejlighedsvis
ønsker at udøve sundhedsfaglig virksomhed her i landet. Så-
ledes er der ikke i autorisationsloven taget specifikt stilling
til, i hvilket omfang og hvordan lovens rettigheder og pligter
skal gælde i forhold til personer, der midlertidigt og lejlig-
hedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed her i landet med
baggrund i anerkendelsesdirektivets bestemmelser om fri
udveksling af tjenesteydelser.
Derimod indeholder bekendtgørelse nr. 49 af 13. januar
2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af
virksomhed som autoriseret sundhedsperson (med senere
ændringer) i kapitel 4 regler om udøvelse af midlertidige og
lejlighedsvise sundhedstjenesteydelser.
Det fremgår således af § 11, stk. 1 i bekendtgørelsen, at en
statsborger fra et andet EU- eller EØS-land, der som selv-
stændig eller lønmodtager ønsker midlertidigt at udøve et er-
hverv omfattet af autorisationsloven på baggrund af er-
hvervsmæssige kvalifikationer opnået i et andet EU- eller
EØS-land, er berettiget til midlertidigt og lejlighedsvis at
udøve sundhedsfaglig virksomhed omfattet af autorisations-
loven under ophold i Danmark uden dansk autorisation.
Det følger af bekendtgørelsens § 15, stk. 1, at en person,
der midlertidigt eller lejlighedsvis udfører sundhedstjeneste-
ydelser her i landet, er underlagt autorisationslovens rettig-
heder og pligter og undergivet Sundhedsstyrelsens (nu Sty-
relsen for Patientsikkerheds) tilsyn i henhold til sundhedslo-
vens kapitel 66. Endvidere fremgår det af § 15, stk. 2, at pa-
tientklager over sundhedspersoner, der har udført sundheds-
tjenesteydelser, kan indgives til Sundhedsvæsenets Patie-
ntklagenævn (nu Styrelsen for Patientsikkerhed samt Sund-
hedsvæsenets Disciplinærnævn), jf. lov om klage- og erstat-
ningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Ved lov nr. 656 af 8. juni 2016 om ændring af sundheds-
loven, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-
hedsfaglig virksomhed og forskellige andre love er de nævn-
te regler om tilsyn moderniseret. Herunder er forpligtelsen
til at føre tilsyn overført til Styrelsen for Patientsikkerhed,
og reglerne om tilsyn er skærpet og overført til autorisati-
onsloven.
Det fremgår ikke klart af autorisationsloven, der i § 5, stk.
2 regulerer tilsynet med andre personer end sundhedsperso-
ner (personer, der ikke er autoriserede eller handler på disses
ansvar), i hvilket omfang Styrelsen for Patientsikkerhed fø-
rer tilsyn med personer, der uden at være autoriserede, mid-
lertidigt og lejlighedsvis udfører sundhedsfaglig virksomhed
i Danmark.
Begrebet »midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af sund-
hedsfaglig virksomhed« er behandlet i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om an-
erkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (anerkendel-
sesdirektivet), artikel 5, stk. 2, hvoraf det fremgår, at tjene-
steydelsers midlertidige og lejlighedsvise karakter vurderes
fra sag til sag især på baggrund af ydelsens varighed, hyp-
pighed, periodicitet og kontinuitet. Det er hensigten at vide-
reføre den praksis, som Styrelsen for Patientsikkerhed an-
vender i dag ved fortolkningen af bekendtgørelse nr. 49 af
13. januar 2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til
udøvelse af virksomhed som autoriseret sundhedsperson.
Med det foreslåede § 3, stk. 3 i lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed be-
myndiges sundhedsministeren til at regulere midlertidig og
lejlighedsvis udøvelse af sundhedsfaglig virksomhed her i
landet.
Den foreslåede § 3, stk. 3, 1. pkt. indeholder en klar hjem-
mel til at fastsætte regler om at fravige autorisationslovens
krav om autorisation i forbindelse med midlertidig og lejlig-
hedsvis udøvelse af sundhedsfaglig virksomhed, når det er
nødvendigt for gennemførelsen af direktiver vedtaget af Den
Europæiske Union. Hermed gives der bl.a. mulighed for at
fravige autorisationslovens krav om autorisation for perso-
ner, der, i henhold til anerkendelsesdirektivet, midlertidigt
og lejlighedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed her i
landet.
I medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 3, stk. 3, 1.
pkt. vil der således blive fastsat regler svarende til den gæl-
dende bestemmelse i § 11, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 49 af
13. januar 2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til
udøvelse af sundhedsfaglig virksomhed, hvorefter en sådan
virksomhed vil kunne udføres her i landet uden autorisation,
men under iagttagelse af krav om anmeldelse til Styrelsen
for Patientsikkerhed og fremlæggelse af dokumentation. Der
vil herunder blive fastsat regler om dokumentation for sund-
hedspersonens nationalitet, attestation for lovlig etablering i
et andet EU/EØS-land m.v. for dér at udøve den pågældende
virksomhed samt for, at der på tidspunktet for udstedelse af
attestationen ikke forbydes den pågældende at udøve denne
virksomhed. Endvidere vil der blive fastsat regler om bevis
for sundhedspersonens erhvervsmæssige kvalifikationer.
I det foreslåede stk. 3, 2. pkt. bemyndiges sundhedsmini-
steren til at fastsætte nærmere regler om vilkårene for mid-
lertidig og lejlighedsvis udøvelse af sundhedsfaglig virk-
somhed her i landet. For det første indsættes en bemyndigel-
se til at fastsætte betingelser for den midlertidige og lejlig-
hedsvise udøvelse af sundhedsfaglig virksomhed, herunder
krav om anmeldelse og dokumentation for kvalifikationer
m.v. For det andet bemyndiges sundhedsministeren til at
fastsætte regler om, i hvilket omfang rettigheder og pligter
fastsat i eller i medfør af autorisationsloven skal finde an-
vendelse for den midlertidige og lejlighedsvise sundhedsfag-
lige virksomhed.
I medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 3, 2. pkt.
vil der således blive fastsat regler svarende til den gældende
bestemmelse i § 11, stk. 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 49 af 13.
15
januar 2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udø-
velse af sundhedsfaglig virksomhed. Det indebærer, at der
bl.a. vil blive stillet krav om, at den pågældende sundheds-
person, forud for udøvelse af midlertidig og lejlighedsvis
sundhedsfaglig virksomhed, indgiver anmeldelse og genan-
meldelse en gang årligt til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Der vil også blive stillet krav om, at den pågældende frem-
lægger dokumentation for bl.a. statsborgerskab, etablering
og erhvervsmæssige kvalifikationer. Der vil desuden blive
fastsat regler svarende til reglerne i bekendtgørelsens § 12,
der giver mulighed for, at Styrelsen for Patientsikkerhed for
visse persongrupper kan foretage kontrol af den modtage
dokumentation og stille krav om, at sundhedspersonen gen-
nemfører en egnethedsprøve for at dokumentere, at er-
hvervsudøverens kvalifikationer ikke indebærer risici for pa-
tientsikkerheden.
Endvidere vil bemyndigelsen blive udnyttet til at sikre, at
personer, der midlertidigt og lejlighedsvis udøver sundheds-
faglig virksomhed her i landet uden autorisation, vil blive
underlagt relevante pligter og rettigheder i autorisationslo-
ven. Herunder bl.a. pligten til at udvise omhu og samvittig-
hedsfuldhed, journalføring og indberetning m.v., ligesom
straffebestemmelserne, fx autorisationslovens § 75 om gro-
vere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udø-
velsen af sin virksomhed, også skal kunne finde anvendelse,
selvom personen virker uden dansk autorisation. Uden
dansk autorisation kan de pågældende dog ikke anvende
autorisationslovens titler, men de skal udføre deres virksom-
hed under den titel, som anvendes i det land, hvor den på-
gældende er etableret.
I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at tilpasse rettig-
heden eller pligten til de særlige forhold, som gør sig gæl-
dende, når den sundhedsfaglige virksomhed ikke udøves fast
her i landet, og udøveren er etableret i et andet land.
Efter forslagets vedtagelse forventes bemyndigelsen ud-
nyttet til en omskrivning og opdatering af de eksisterende
regler om midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af sundheds-
faglig virksomhed her i landet.
Til nr. 3
Ved lov nr. 656 af 8. juni 2016 om ændring af sundheds-
loven, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-
hedsfaglig virksomhed og forskellige andre love er de nævn-
te regler om tilsyn moderniseret. Herunder er forpligtelsen
til at føre tilsyn overført til Styrelsen for Patientsikkerhed,
og reglerne om tilsyn er skærpet og overført til autorisati-
onsloven.
Det fremgår ikke klart af autorisationsloven, der i § 5, stk.
2 regulerer tilsynet med andre personer end sundhedsperso-
ner (personer, der ikke er autoriserede eller handler på disses
ansvar), i hvilket omfang Styrelsen for Patientsikkerhed fø-
rer tilsyn med personer, der uden at være autoriserede mid-
lertidigt og lejlighedsvis, udfører sundhedsfaglig virksom-
hed i Danmark.
Med den foreslåede bemyndigelse i § 5, stk. 6 indsættes en
udtrykkelig bestemmelse i autorisationsloven, der gør det
helt klart, at Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn efter
autorisationsloven også omfatter personer, der efter forsla-
gets § 2, nr. 2 midlertidigt og lejlighedsvis udøver sundheds-
faglig virksomhed her i landet.
Styrelsen for Patientsikkerhed får således med forslaget en
lovfæstet hjemmel til at føre tilsyn med personer, der mid-
lertidigt, lejlighedsvis og uden autorisation, udfører sund-
hedsfaglig virksomhed her i landet (individtilsyn). Tilsynet
omfatter i sagens natur alene den sundhedsfaglige virksom-
hed, der måtte blive udført her i landet, men uanset om virk-
somheden udøves i eller udenfor sundhedsvæsenet.
Det foreslås desuden at bemyndige sundhedsministeren til
at fastsætte nærmere regler om udførelsen af tilsynet. Der vil
som led i udmøntningen af bemyndigelsen bl.a. blive fastsat
regler om de tilsynsforanstaltninger, der kan bringes i an-
vendelse over for denne persongruppe. Eksempelvis vil en
midlertidig og lejlighedsvis tjenesteyder kunne fratages ret-
ten til at fungere som midlertidig og lejlighedsvis tjenestey-
der. Endvidere kan det blive relevant som led i den nærmere
udmøntning af bemyndigelsen at tilpasse tilsynet til de sær-
lige forhold, der gør sig gældende, når sundhedsfaglig virk-
somhed ikke udføres fast her i landet, og når den pågælden-
de person ikke har dansk autorisation.
Ud over at midlertidig og lejlighedsvis udførelse af sund-
hedsfaglig virksomhed vil skulle anmeldes til Styrelsen for
Patientsikkerhed, skal behandlingssteder, hvor sundhedsper-
soner udøver behandling, registreres efter den gældende be-
stemmelse i sundhedslovens § 213 c. Midlertidig og lejlig-
hedsvis udøvelse af sundhedsfaglig virksomhed i henhold til
anerkendelsesdirektivet vil også indgå i styrelsens tilsyn
med et anmeldt behandlingssted efter sundhedslovens § 213
c.
Til § 4
Når Styrelsen for Patientsikkerhed behandler en klage ve-
drørende en sundhedsydelse, som regionen helt eller delvis
afholder udgifterne til, tilbyder styrelsen patienten en dialog
med vedkommende region, jf. klage- og erstatningslovens §
1, stk. 3. Hvis patienten tager imod tilbuddet, sendes klagen
til regionen, som tager kontakt til patienten. De spørgsmål
som klagen vedrører, skal regionen søge belyst.
Behandling af klagen i Styrelsen for Patientsikkerhed af-
venter udfaldet af dialogsamtalen. Inden 4 uger efter styrel-
sens fremsendelse af klagen til regionen giver regionen
meddelelse til styrelsen om udfaldet af dialogen. Hvis pa-
tienten herefter ikke ønsker yderligere behandling af sin kla-
ge, meddeler regionen, med patientens accept, dette til sty-
relsen, hvorefter klagen anses for bortfaldet. I modsat fald
sender regionen alle relevante oplysninger i sagen til styrel-
sen til brug for styrelsens behandling af sagen.
Hvis en klage, omfattet af § 1, stk. 3, er indgivet til regio-
nen, tilbyder regionen en dialog og orienterer styrelsen om
klagen, jf. klage- og erstatningslovens § 1, stk. 4.
Med forslaget indsættes et nyt stk. 5 i klage- og erstat-
ningslovens § 1, hvorefter patienter, der klager til Styrelsen
for Patientsikkerhed og ønsker en dialog med en sundheds-
16
person eller en ledelsesperson fra den pågældende region,
der har relation til klagen, skal tilbydes en uvildig bisidder
fra en bisidderordning. En »uvildig« bisidder er ikke patien-
tens personlige repræsentant, men en støtte for patienten, der
er med til at skabe en tryg, konstruktiv og ligeværdig dialog
mellem parterne.
Forslaget indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed og
regionerne vejleder patienterne om bisidderordningen. Det
kan fx ske i forbindelse med klageindgivelse, tilbud om dia-
logsamtale eller ved patienternes henvendelse til patientvej-
ledere. Herudover kan der vejledes på styrelsens og regio-
nernes hjemmesider.
Forslaget skal sikre, at patienter, som ikke har pårørende
eller andre personer, de kan tage med til samtalen eller som
foretrækker, at det er en udenforstående frem for en pårøren-
de, der deltager i samtalen får tilbudt denne mulighed. For
personer under 18 år skal forældremyndighedsindehaveren
eller værge tilbydes en bisidder fra bisidderordningen.
Bisidderen tilsigtes at fungere som en støtte for patienten i
hele dialogprocessen både under forberedelsen af dialogen
og under selve dialogsamtalen samt ved en opfølgning på
dialogen.
Det er ikke hensigten, at bisidderen behandler persono-
plysninger i forbindelse med varetagelsen af opgaven. Bisid-
deren får oplyst patientens navn og kontaktoplysninger af
foreningen, der varetager administration og drift af ordnin-
gen. Bisidderen indhenter ikke selv oplysninger om patien-
ten eller behandlingsforløbet og opfordrer ikke patienten til
at levere sådanne. Såfremt bisidderen af patienten bliver
bragt i besiddelse af personoplysninger, slettes disse omgå-
ende eller senest ved sagens afslutning. I praksis vil patien-
ten typisk mundligt orientere bisidderen om behandlingsfor-
løbet.
Det bør tilstræbes, at der sikres en rimelig frist fra det tids-
punkt, hvor patienten oplyses om tidspunkt for dialogsamta-
le og selve afholdelsen af samtalen. Indkaldelsen bør udsen-
des tidsnok til, at patienten med rimelighed kan forventes at
deltage i samtalen; at patienten kan nå at tage stilling til, om
vedkommende ønsker at gøre brug af bisidderordningen; og
at foreningen/-erne, der varetager administration og drift af
ordningen i givet fald kan nå at etablere kontakt mellem pa-
tient og bisidder.
Det foreslås, at sundhedsministeren indgår aftale med én
eller flere private institutioner om administration og drift af
bisidderordningen. Dette vil ske med baggrund i et offentligt
opslag og for en nærmere bestemt årrække ad gangen.
Med lovforslaget stilles ikke formelle krav til, hvem der
skal kunne være bisidder.
Den eller de private institution(er), som, efter aftale med
sundhedsministeren, vil skulle administrere og drive bisid-
derordningen, forudsættes at udpege bisiddere, som vil kun-
ne støtte klager i dialogprocessen, og at give bisidderne in-
struktion og oplæring om bl.a. klageregler samt bisidderens
rolle under dialogprocessen.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april
2017. Dette ikrafttrædelsestidspunkt vurderes at være hen-
sigtsmæssigt af hensyn til at sikre, at forslagets bemyndigel-
sesbestemmelser mv. hurtigt kan udmøntes efter forslagets
vedtagelse.
Forslagets § 1, nr. 3 vedrørende praktiserende sundheds-
personers mulighed for at henvise til billeddiagnostiske un-
dersøgelser til brug for udredning hos den praktiserende ki-
ropraktor foreslås dog i stk. 2 at træde i kraft allerede den 1.
februar 2017, da det vurderes at være hensigtsmæssigt både
for de praktiserende kiropraktorer og for patienterne, at lov-
ændringen træder i kraft hurtigst muligt efter lovens vedta-
gelse. En udskydelse af ikrafttrædelsestidspunktet vil have
den konsekvens, at patienter fortsat frem til ikrafttrædelses-
datoen vil skulle først gennem den praktiserende kiropraktor
og herefter den praktiserende læge for at blive henvist til bil-
leddiagnostisk undersøgelse på sygehuset.
Forslagets § 3 om tilsyn med personer der udfører midler-
tidig og lejlighedsvis sundhedsfaglig behandling og § 4 ve-
drørende bisidderordningen foreslås også at træde i kraft al-
lerede den 1. februar 2017 for at sikre, at Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed hurtigst muligt får en lovfæstet kompetence til
at føre tilsyn og for, at bisidderordningen kan gøres perma-
nent så hurtigt som muligt af hensyn til patienterne.
Til § 6
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at lovens §§ 1, 3 og 4 ikke gælder for Færøerne
og Grønland.
17
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188
af 24. september 2016 som ændret ved § 33 i lov
nr. 618 af 8. juni 2016 og § 39 i lov nr. 620 af 8.
juni 2016, foretages følgende ændringer:
§ 6. - - - 1. I § 6 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler
om, at rettigheder og pligter for sundhedspersoner
fastsat i eller i medfør af denne lov også skal finde
anvendelse for personer, der uden autorisation
midlertidigt og lejlighedsvis her i landet, udøver
sundhedsfaglig virksomhed omfattet af lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundheds-
faglig virksomhed.«
§ 64. - - - 2. I § 64 indsættes som stk. 5:
Stk. 2- 4. - - - »Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om tilskud til behandling hos praktiserende
speciallæge til personer, der er omfattet af sik-
ringsgruppe 2, efter stk. 2.«
§ 82 a. - - - 3. I § 82 a, indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Sundheds-og ældreministeren kan fast-
sætte nærmere regler for diagnostiske undersøgel-
ser i medfør af stk. 1 og 2, herunder om afgræns-
ning af og vilkår for undersøgelser og kan undtage
bestemte undersøgelsesformer.
»Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler
om, at praktiserende kiropraktorer kan henvise til
en diagnostisk undersøgelse på sygehus, jf. § 79,
til brug for udredning hos den praktiserende kiro-
praktor.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. I § 82 a, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres: »stk. 1
og 2« til »stk.1-3«
§ 86. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Sundheds-og ældreministeren kan efter
forhandling med justitsministeren og ministeren
for børn, undervisning og ligestilling fastsætte
regler om, at personer ikke har ret til selv at vælge
sygehus i henhold til stk. 1 og § 82 a, når
5. I § 86, stk. 3 ændres »justitsministeren og soci-
al- og indenrigsministeren« til »justitsministeren,
børne- og socialministeren og udlændinge- og in-
tegrationsministeren«, og »§ 82 a« ændres til: »§§
82 a og 87«.
18
1) – 2) - - -
3) de er anbragt på sikret afdeling i henhold til
lov om social service, eller
4) de er frihedsberøvet, eller deres handlefrihed i
øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til
udlændingeloven.
6. I § 86, stk. 3, nr. 3, ændres »på sikret afdeling«
til »på en sikret døgninstitution«, og »lov om soci-
al service, eller« ændres til »lov om social service,
herunder som led i en strafferetlig afgørelse afsagt
ved dom eller kendelse, eller.«
§ 193. - - -
Stk. 2. Sundheds-og ældreministeren fastlægger i
samarbejde med regionsrådene og kommunalbe-
styrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling
i det danske sundhedsvæsen.
Stk. 3-4. - - -
7. I § 193, stk. 2, ændres »en fælles ramme« til:
» fælles rammer«.
§ 2
I sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer:
§ 278. - - -
Stk. 2. Kapitel 4-9, §§ 61-63, kapitel 36-38, ka-
pitel 61, kapitel 66-68, og §§ 247-250, 254, 259,
266-268, 272-274 og 276 kan ved kongelig anord-
ning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne
med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3. - - -
1. I § 278, stk. 2, ændres »Kapitel 4-9« til: »§§ 5
og 6, kapitel 4-9«.
§ 3
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse
nr. 877 af 4. august 2011, som ændret senest ved §
2 i lov nr. 656 af 8. juni 2016, foretages følgende
ændringer:
§ 2. - - -
Stk. 2. - - -
1. I § 2, stk. 3, ændres »jf. §§ 6 og 7« til: »§§
7-7b«.
2. I § 3 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler
om adgang til midlertidig og lejlighedsvis udøvel-
se af sundhedsfaglig virksomhed uden autorisati-
on, som er nødvendig for gennemførelsen af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af
7. september 2005 om anerkendelse af erhvervs-
19
mæssige kvalifikationer med senere ændringer
(anerkendelsesdirektivet). Sundhedsministeren
kan endvidere fastsætte betingelser for den midler-
tidige og lejlighedsvise sundhedsfaglige virksom-
hed her i landet samt regler om, i hvilket omfang
rettigheder og pligter fastsat i eller i medfør af
denne lov, finder anvendelse for den midlertidige
og lejlighedsvise sundhedsfaglig virksomhed.«
§ 5 - - -
Stk. 2-5 - - -
3. I § 5 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Styrelsen for Patientsikkerhed fører end-
videre tilsyn med personer, der i henhold til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af
7. september 2005 om anerkendelse af erhvervs-
mæssige kvalifikationer med senere ændringer
(anerkendelsesdirektivet), midlertidigt og lejlig-
hedsvis udøver sundhedsfaglig virksomhed her i
landet, jf. § 3, stk. 3. Sundhedsministeren fastsæt-
ter nærmere regler om udførelsen af tilsynet, her-
under de tilsynsforanstaltninger, der kan iværksæt-
tes, jf. kapitel 3.«
§ 4
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1113
af 7. november 2011, som ændret senest ved § 3 i
lov nr. 656 af 8. juni 2016, foretages følgende æn-
dring:
§ 1. - - -
Stk. 2. – 4. - -
1. I § 1 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
Stk. 5. Klager over tilslutning til behandling
meddelt af Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. § 18,
stk. 4, i sundhedsloven, og klager over videregi-
velse af helbredsoplysninger m.v. til forskning el-
ler statistik, jf. § 46, stk. 2, eller § 47 i sundhedslo-
ven, kan ikke behandles af Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed.
»Stk. 5. Patienter, der tager imod et tilbud om
dialog efter stk. 3 eller 4, tilbydes en bisidder. Sty-
relsen for Patientsikkerhed og regionsrådet skal
oplyse patienten om muligheden for at lade sig
ledsage af en uvildig bisidder i forbindelse med
tilbud om dialog. Sundhedsministeren indgår afta-
le med én eller flere private institutioner om admi-
nistration og drift af bisidderordningen.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2017, jf.
dog stk. 2.
20
Stk. 2. § 1, nr. 1, 3 og 4, § 3 og § 4 træder i kraft
den 1. februar 2017.
§ 6
Lovens §§ 1, 3 og 4 gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
21