FÆLLES MEDDELELSE TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
UNIONENS HØJTSTÅENDE
REPRÆSENTANT FOR
UDENRIGSANLIGGENDER
OG SIKKERHEDSPOLITIK
Strasbourg, den 22.11.2016
JOIN(2016) 52 final
FÆLLES MEDDELELSE TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
Et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet
{SWD(2016) 380 final}
{SWD(2016) 381 final}
Europaudvalget 2016
JOIN (2016) 0052
Offentligt
2
INDHOLD
1. INDLEDNING........................................................................................................................................ 4
2. STRATEGISKE EU-INTERESSER......................................................................................................... 5
3. ET POLITISK PARTNERSKAB BASERET PÅ SPECIFIKKE PRIORITETER ............................................ 7
3.1 EU's prioriteter over for partnerlande............................................................................................ 8
3.1.1 Fremme fredelige og demokratiske samfund, god regeringsførelse, retsstatsprincippet og
menneskerettigheder for alle.................................................................................................. 8
3.1.2 Fremme af bæredygtig vækst og anstændigt arbejde til alle .................................................. 9
3.1.3 Omdanne migration og mobilitet til muligheder og tackle udfordringer sammen ............... 11
3.1.4 Sikre menneskelig udvikling og værdighed ......................................................................... 12
3.1.5 Beskytte miljøet og bekæmpe klimaændringer .................................................................... 13
3.1.6 Alliance om fælles udfordringer........................................................................................... 14
3.2. EU's prioriteter skræddersyet til regionerne............................................................................... 14
3.2.1 Afrika ................................................................................................................................... 15
a. Fred og sikkerhed, stabilitet, demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og
menneskerettigheder........................................................................................................................ 15
b. Fælles økonomiske muligheder for en bæredygtig udvikling .......................................................... 16
c. Migration og mobilitetsstyring......................................................................................................... 17
d. Menneskelig udvikling..................................................................................................................... 18
3.2.2 Vestindien............................................................................................................................. 19
a. Fred og sikkerhed for mennesker, demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og
menneskerettigheder........................................................................................................................ 19
b. Regional integration, inklusiv og bæredygtig vækst, handel og jobskabelse ................................... 20
c. Menneskelig udvikling..................................................................................................................... 20
d. Klimaændringer og bæredygtig forvaltning af naturressourcer........................................................ 21
3.2.3 Stillehavet............................................................................................................................. 21
a. God regeringsførelse, menneskerettigheder og ligestilling .............................................................. 22
b. Inklusiv og bæredygtig vækst .......................................................................................................... 23
c. Klimaændringer og bæredygtig forvaltning af naturressourcer........................................................ 23
4. ET MERE MÅLRETTET OG FLEKSIBELT PARTNERSKAB ................................................................. 24
4.1. Opnåede erfaringer..................................................................................................................... 24
4.2 Et fleksibelt partnerskab baseret på en stærk regional tilgang .................................................... 25
4.2.1 Løsningsmodellerne ............................................................................................................. 25
4.2.2 Den foreslåede løsningsmodel.............................................................................................. 26
3
4.2.3 Outreach uden for AVS-landene .......................................................................................... 27
4.3 Et partnerskab på flere niveauer og med flere aktører med centrale samarbejdsprincipper........ 27
4.3.1 Grundlæggende samarbejdsprincipper ................................................................................. 27
4.3.2 Principperne om nærhed og komplementaritet..................................................................... 27
4.3.3 Aktører ................................................................................................................................. 27
4.4 Et partnerskab, der gør det bedre................................................................................................. 28
4.4.1 Diversificeret partnerskab .................................................................................................... 28
4.4.2 Gennemførelsesmidler.......................................................................................................... 28
4.5 Et partnerskab støttet af den rigtige institutionelle struktur ........................................................ 28
4.6 Et partnerskab støttet af en retlig ramme..................................................................................... 29
4.7 De næste skridt............................................................................................................................ 29
4
1. Indledning
Partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika,
Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side EU og dets medlemsstater, undertegnet
i Cotonou den 23. juni 20001
, udløber i februar 2020. Forhandlingerne mellem parterne med
henblik på at undersøge de bestemmelser, som skal regulere forbindelserne efterfølgende, skal
indledes senest i august 20182
. Udløbet af partnerskabsaftalen, benævnt Cotonouaftalen, der
dækker mere end 100 lande med en samlet befolkning på ca. 1,5 mia. mennesker, er en
strategisk mulighed for at give nyt liv til EU's forbindelser med partnerlandene i Afrika,
Vestindien og Stillehavet i lyset af den ændrede globale kontekst og ved at rette
partnerskabets fokus på fælles interesser, mål og fælles ansvar.
Denne meddelelse beskriver idéer og foreslåede byggesten til et politisk partnerskab med
AVS-landene. Den bygger på den internationalt aftalte 2030-dagsorden under FN3
, som
indeholder en række generelle fælles mål, og den globale strategi for EU's udenrigs- og
sikkerhedspolitik,4
som giver strategisk vejledning i EU's eksterne interesser og ambitioner.
Meddelelsen stemmer også overens med Kommissionens forslag om at revidere den
europæiske konsensus om udvikling5
.
EU rækker ud til partnere, ligesindede lande og regionale grupperinger for at forfølge fælles
mål. Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og
sikkerhedspolitik ønsker at investere i partnerskaber baseret på princippet om fælles ansvar
for at gøre disse til ægte partnerskaber. Dette kræver, at partnerlandene deltager i en positiv
ånd og har tilsvarende ambitioner.
Den mangeårige forbindelse med AVS-landene er et godt udgangspunkt for at opbygge et
fornyet politisk partnerskab. Partnere på begge sider skal indføre betydelige ændringer for at
tilpasse deres fremtidige forhold til opgaven i verden af i dag og skabe en stærk alliance, der
opfylder hovedprioriteterne. I lyset af prioriteterne, den ændrede kontekst og erfaringerne fra
gennemførelsen af Cotonouaftalen vil det ikke være nok blot at forlænge aftalen.
Kommissionen og den højtstående repræsentant mener, at der vil være brug for et vigtigt
skifte i beslutningsprocesser og gennemførelse på regionalt plan. Endvidere bør de fremtidige
forbindelser tilknytte de AVS-lande og de naboregioner, som ikke er en del af den nuværende
Cotonouaftale, men som spiller en vigtig rolle for at nå EU's mål.
Som forberedelse til processen, der leder op til definitionen af forbindelserne mellem EU og
AVS-landene efter 2020, indledte Kommissionen og den højtstående repræsentant en
1
2000/483/EF (EUT L 317 af 15.12.2000).
2
Artikel 95, stk. 4, i Cotonouaftalen.
3
Transforming our world: the 2030 agenda for sustainable development, De Forenede Nationer A/RES/70/1.
4
Fælles vision, fælles handling: Et stærkere Europa – en global strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik,
28.6.2016, http://europa.eu/globalstrategy/en/shared-vision-common-action-stronger-europe.
5
Proposal for a new European Consensus on Development, meddelelse (C(2016) 740 final).
5
reflektionsproces i 2015 gennem en offentlig høring6
. Derudover blev der holdt drøftelser med
vigtige aktører, og en evaluering af de første 15 års gennemførelse af Cotonouaftalen blev
offentliggjort i juli 20167
. Som led i konsekvensanalysen8
, der ledsager denne meddelelse, er
forskellige modeller for de fremtidige forbindelser blevet undersøgt. Dette arbejde har dannet
grundlag for denne meddelelse.
2. Strategiske EU-interesser
Den globale kontekst har ændret sig betydeligt siden starten af Cotonouaftalen i 2000, der
efterfulgte Lomé-konventionen fra 1975. Cotonouaftalens udløb giver mulighed for at
effektivisere partnerskabet i lyset af de udfordringer, som vi står over for i en ændret verden i
dag. For det første har den globale strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik sat
rammerne for en stærkere EU-indsats i verden. Rammen for målene for bæredygtig udvikling
under 2030-dagsordenen og Addis Ababa-handlingsplanen9
har indledt en ambitiøs og
omfattende universel dagsorden for reform.
Dette sker på et tidspunkt præget af vedvarende skrøbelige og sårbare situationer, ujævn
udvikling i og mellem lande og hastigt voksende negative virkninger af klimaændringer og
nedbrydning af miljøet, der undergraver den sociale og økonomiske stabilitet i forskellige dele
af verden. Især står en lang række AVS-stater over for store problemer i forbindelse med
konflikter, fattigdom, arbejdsløshed og manglen på anstændigt arbejde, stigende uligheder,
krænkelser af menneskerettigheder, korruption, negative virkninger af klimaændringerne, pres
på begrænsede naturressourcer og nedbrydning af økosystemer samt ulige integration i den
globale økonomi. Ekstrem og kronisk fattigdom er fortsat koncentreret i skrøbelige stater.
Strukturelle og tilbagevendende kriser er fortsat en kilde til alvorlige humanitære kriser, der
udfordrer hele landes og samfunds modstandskraft. Derudover overgår befolkningstilvæksten
den økonomiske vækst i mange partnerlande. Alt dette er til hinder for en bæredygtig og
inklusiv vækst og den jobskabelse, som er nødvendig for at give et positivt perspektiv og
reelle muligheder i livet, navnlig for de unge og mest sårbare mennesker.
Dette udfordrende miljø giver god grobund for ekstremisme, terrorisme og andre former for
organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel og handel med narkotika og våben samt
cyberkriminalitet. Disse mønstre har negative afsmittende virkninger på EU's og dets borgeres
sikkerhed og økonomiske velstand. Det er også en af de grundlæggende årsager til irregulær
migration og tvangsflytning. Der er fastsat en klar ramme i den europæiske dagsorden for
migration10
, den fælles aftalte Vallettaerklæring og handlingsplan af november 201511
og også
6
Fælles høringsdokument JOIN(2015) 33 og resultatet heraf findes på:
http://ec.europa.eu/europeaid/public-consultation-eu-acp-new-partnership_en.
7
Evalueringen af Cotonouaftalen, SWD(2016) 250, findes på:
https://ec.europa.eu/europeaid/policies/european-development-policy/acp-eu-partnership-after-2020_en.
8
Konsekvensanalyse, fælles arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, JOIN(2016)380).
9
http://www.un.org/esa/ffd/wp-content/uploads/2015/08/AAAA_Outcome.pdf.
10
COM(2015) 240 final findes på: http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/policies/european-agenda-
migration/index_en.htm.
11
Findes på: http://www.consilium.europa.eu/en/press/press-releases/2015/11/12-valletta-final-docs/.
6
i meddelelsen om oprettelsen af en ny ramme for partnerskaber med tredjelande12
som led i
den europæiske dagsorden for migration.
Evalueringen af Cotonouaftalen viser, at den i høj grad har bidraget til udryddelsen af
fattigdom og til bedre og mere retfærdig adgang til grundlæggende tjenester. Der tegner sig
dog et mere komplekst billede med hensyn til AVS-partnerlandenes overholdelse af de
centrale elementer (menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstaten). Derudover
er der ikke givet overbevisende og fælles svar på kritiske udfordringer såsom migration og
mobilitet.
Samtidig har der været betydelig økonomisk vækst i mange AVS-lande. Voksende
konnektivitet, indbyrdes afhængighed, videnskabelige og teknologiske fremskridt og
intensiveret handel har åbnet nye muligheder for øget global velstand. Flere og flere AVS-
økonomier tilbyder en stadig større vifte af muligheder med hensyn til investeringsafkast,
også for europæiske virksomheder. Evalueringen af Cotonouaftalen viser, at den har skabt
fremskridt med hensyn til at integrere partnerlande i verdensøkonomien. Der har været
stigende handelsstrømme til og fra AVS-lande, flere er blevet medlem af
Verdenshandelsorganisationen (WTO), og disse lande har fået en stadig større rolle i
internationale handelsforhandlinger. Indgåelsen og gennemførelsen af økonomiske
partnerskabsaftaler har været vigtige milepæle. Den nuværende tilstand er imidlertid
utilfredsstillende med hensyn til at øge den økonomiske diversificering og værdiforøgelsen og
reducere afhængigheden af en smal vifte af produkter samt omfordele fordele, der medfører
voksende uligheder.
En anden ny realitet, der er opstået, vedrører den øgede regionale dynamik og betydningen af
regionale organisationer og for Afrikas vedkommende en kontinental organisation, Den
Afrikanske Union. Evalueringen af Cotonouaftalen viser, at den ikke har været i stand til at
tackle denne vigtige udvikling, som bør afspejles i enhver fremtidig beslutningstagning i
partnerskabet og den institutionelle struktur.
Endelig spiller partnerlandene en stadig vigtigere rolle i håndteringen af globale udfordringer,
som pr. definition ikke kan løses af EU alene. I den henseende er klimaændringer fortsat en af
de mest presserende trusler med hensyn til at opnå bæredygtig udvikling i EU og resten af
verden. Nye magter, som ikke altid fremmer de samme værdier og dagsordener, er endnu et
argument for at øge indsatsen for at opnå enighed med EU's partnere om vigtige spørgsmål af
global betydning og sammen fremme en positiv dagsorden. Øget dialog og samarbejde med
AVS-landene er derfor afgørende, hvis EU agter at påvirke og fremme en multilateral
regelbaseret orden. Evalueringen viser imidlertid, at partnerskabet ikke i tilstrækkelig grad har
nået disse mål. Med hensyn til resultater har der været mangel på lydhørhed og reelt
samarbejde mellem partnere ved centrale internationale forhandlinger.
12
COM(2016) 385 final findes på: http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/policies/european-agenda-
migration/proposal-implementation-
package/docs/20160607/communication_external_aspects_eam_towards_new_migration_ompact_en.pdf.
7
Disse udfordringer og muligheder er af en sådan betydning på mellemlangt sigt, at de kræver
øjeblikkelig og afgørende tiltag med partnerne.
Det er i EU's interesse at søge et nyt politisk partnerskab med fokus på at opbygge fredelige,
stabile, velforvaltede, velstående og modstandsdygtige stater og samfund ved og uden for
dens grænser. Et samfund, der fremmer demokrati, tillid til institutionerne og bæredygtig
udvikling er grundlaget for en robust stat.
Det er også i EU's interesse at søge et nyt politisk partnerskab, der opfylder målet om en
multilateral regelbaseret orden, der tackler globale udfordringer. Vellykkede forhandlinger om
Parisaftalen om klimaændringer13
har vist, at opbygningen af sådanne strategiske alliancer har
en positiv indvirkning på resultatet af internationale forhandlinger.
For at beskytte EU's interesser i denne henseende bør EU i sin strategi fokusere på følgende
specifikke prioriteter, som er uafhængige og gensidigt forstærkende:
Specifikke prioriteter
1
Fremme fredelige og demokratiske samfund, god regeringsførelse, retsstatsprincippet og
menneskerettigheder for alle.
2 Anspore til bæredygtig vækst og anstændigt arbejde til alle.
3 Omdanne mobilitet og migration til muligheder og tackle udfordringer sammen.
4 Fremme menneskelig udvikling og værdighed.
5 Beskytte miljøet og bekæmpe klimaændringer.
6 Samle kræfterne på den globale scene på områder af fælles interesse.
De vigtigste byggesten til et fremtidig partnerskab er anført nedenfor.
3. Et politisk partnerskab baseret på specifikke prioriteter
En første byggesten til et nyt politisk partnerskab kunne indeholde fælles aftalte mål, værdier,
principper og tilsagn. Disse skal efterfølgende skræddersys til de forskellige regioner for at
afspejle deres særlige karakteristika. Det bør aktivt undersøges, om man kan nå ud til andre
interesserede parter uden for AVS-landene (se afsnit 4.2.3).
13
Parisaftalen under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, FCCC/CP/2015/L.9/rev.1.
8
3.1 EU's prioriteter over for partnerlande
3.1.1 Fremme fredelige og demokratiske samfund, god regeringsførelse,
retsstatsprincippet og menneskerettigheder for alle
Det fremtidige partnerskab bør baseres på et fælles stærkt tilsagn om at fremme og respektere
demokratiske principper, retsstatsprincippet, universelle menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder for alle, respekt for menneskelig værdighed og principperne
om lighed og solidaritet samt god regeringsførelse. Fokus på ligestilling, de mest sårbare
mennesker og unge bør navnlig inspirere til en fælles indsats for demokratisk regeringsførelse
og menneskerettigheder for alle. I mange partnerlande er alle disse elementer allerede faste
eller rodfæstede. Der er dog ikke gjort tilstrækkelige fremskridt til, at den bæredygtige
udvikling har bidt sig fast.
EU fremmer en regelbaseret verdensorden, der skal sikre globale offentlige goder og bidrage
til en fredelig verden med multilateralisme som dens vigtigste princip og De Forenede
Nationer (FN) i midten. Partnerskabet bør derfor baseres på den fuldstændige overholdelse af
principperne i FN's charter og international ret og bør spille en aktiv rolle inden for denne
ramme.
Partnerskabet bør fremme fred, stabilitet og sikkerhed, herunder menneskers sikkerhed og
modstandsdygtighed, som en kritisk aktiv tilstand for bæredygtig udvikling og velstand. Der
kan ikke være bæredygtig udvikling uden fred og sikkerhed, og uden udvikling og udryddelse
af fattigdom er der ingen bæredygtig fred. Det er også vigtigt for EU's egen sikkerhed og
velstand at bekæmpe destabilisering og de grundlæggende årsager hertil. Sikkerhed hjemme
afhænger af fred uden for EU's grænser. I denne henseende bør det fremtidige partnerskab
afspejle behovet for en omfattende tilgang til konflikter og kriser, herunder forebyggelse og
løsning, og inddragelse af både militære og civile evner (og samspillet mellem dem). Der bør
tages højde for de mange dimensioner og aktiviteter på alle stadier af konfliktcyklussen i tæt
samarbejde med kontinentale samt regionale organisationer og FN.
Dette partnerskab bør fokusere på at opfylde retsstatsprincippet. Dette er en grundlæggende
værdi, et nødvendigt grundlag for bæredygtig udvikling, et centralt element i forebyggelsen af
konflikter og et fundament for et vellykket samarbejde inden for andre af EU's
interesseområder. For at skabe denne værdi skal der gives et klart tilsagn om især at fremme
effektiv og uafhængig retfærdighed for borgere og virksomheder. Der skal ligeledes tages
hånd om straffriheden for de alvorligste forbrydelser af international betydning, herunder ved
at anerkende komplementariteten i rollefordelingen mellem de nationale strafferetlige
domstole og Den Internationale Straffedomstol med hensyn til at opnå retfærdighed og
forsoning. Kampen mod korruption og organiseret kriminalitet er også vigtig for de
demokratiske institutioners effektivitet, for et gunstigt erhvervsklima og en bæredygtig
forvaltning af naturressourcer, herunder mineralske ressourcer.
Partnerskabet bør gøre det muligt at handle i fællesskab med hensyn til at tackle voksende
globale sikkerhedstrusler, der påvirker både Europa og partnerlandene, navnlig terrorisme og
ekstremisme samt alle former for organiseret kriminalitet og ulovlig handel med mennesker,
9
dyr, narkotika og farlige materialer. Det bør også omfatte fremme af cybersikkerhed,
beskyttelse af kritisk infrastruktur samt maritim sikkerhed og civil luftfartssikkerhed.
Partnerskabet bør ligeledes styrke det fælles tilsagn om at bekæmpe spredning af
masseødelæggelsesvåben, herunder kontrol med produkter med dobbelt anvendelse, og
bekæmpe ulovlig fremstilling, overførsel, udbredelse, overdreven ophobning og ukontrolleret
spredning af håndvåben og lette våben.
Partnerskabet bør fremme en effektiv indsats på alle niveauer (lokalt, nationalt, kontinentalt
og internationalt), ligesom det bør sikre, at alle aktører systematisk overholder principper og
tilsagn. Det nye partnerskab bør bygge på erfaringerne med den politiske dialog som en sund
og fleksibel proces for et kontinuerligt, omfattende og bredt engagement på alle niveauer om
alle interessespørgsmål. Det bør fortsat gøre brug af en intensiveret politisk dialog og omfatte
en høringsprocedure om følsomme spørgsmål vedrørende overholdelse af de demokratiske
principper, retsstatsprincippet, menneskerettigheder for alle og god regeringsførelse med
mulighed for hel eller delvis suspension af forbindelserne som en sidste udvej. Det nye
partnerskab bør fremme et øget engagement med en bred vifte af ikkestatslige aktører,
herunder civilsamfundet og den private sektor.
3.1.2 Fremme af bæredygtig vækst og anstændigt arbejde til alle
Mange partnerlande har oplevet en imponerende økonomisk vækst i det seneste årti. Væksten
har ofte været hurtig, men fra et lavt udgangspunkt, og den økonomiske diversificering og
kompleksitet er ofte svag i de fleste lande. De fleste økonomier er stadig meget sårbare over
for økonomiske og naturlige chok og giver ikke mulighed for den nødvendige jobskabelse.
Endvidere er de endnu ikke tilstrækkeligt sporet ind på en inklusiv og bæredygtig vækst,
navnlig inden for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion og ressourceeffektivitet.
Integrationen af AVS-landene i verdensøkonomien gennem øget handel og tilknytning til
globale værdikæder har ikke nået det forventede niveau. Som det fremgår af målene for
bæredygtig udvikling, er det vigtigt at skabe inklusiv og bæredygtig vækst og anstændigt
arbejde for at sikre stabilitet og velstand for partnerlandene. Det er også vigtigt for at skabe en
positiv afsmittende virkning over for EU. Partnerskabet bør derfor navnlig fokusere på de
centrale drivkræfter for inklusiv og bæredygtig vækst.
Fremme af makroøkonomisk stabilitet, herunder stabilitet i det finansielle system, er stadig en
forudsætning for inklusiv og bæredygtig vækst. Dette er navnlig relevant i forbindelse med en
stadig mere indbyrdes forbundet økonomisk og finansiel verden med mange nye økonomier
og dermed forbundne finansielle markeder. Ikkebæredygtigt underskud på de offentlige
finanser og de løbende poster, uforholdsmæssigt store udsving i valutakurser og inflation eller
stor volatilitet i de økonomiske aktiviteter gør det vanskeligt for investorer at planlægge og
foregribe økonomiske muligheder. En sådant økonomisk klima hindrer gennemførelsen af
sammenhængende politikker og effektiv budgetforvaltning fra regeringens side.
I den henseende er det vigtigt at fremme sund forvaltning af offentlige finanser og effektivt
kontrollere brugen af disse. Dette omfatter fremme af effektive, virkningsfulde, retfærdige og
gennemsigtige skattesystemer og bekæmpelse af svig og ulovlige pengestrømme. Sund
forvaltning af offentlige finanser er et vigtigt element i god regeringsførelse og et vigtigt
10
grundlag for en effektiv og robust offentlig sektor. Det bør føre til, at flere indenlandske
indtægter effektivt og virkningsfuldt konverteres til offentlige goder og tjenesteydelser.
Det nye partnerskab bør også give den private sektor en stærkere rolle med hensyn til at skabe
inklusiv og bæredygtig vækst og jobs. Dette kræver en stærkere indsats for at forbedre
politikken og den lovgivningsmæssige ramme samt erhvervsklimaet. Opmærksomheden bør
navnlig rettes mod investeringsklimaet og behovet for øgede investeringer.
Fremme af velfungerende arbejdsmarkeder bør have en fremtrædende plads i det nye
partnerskab. De er nødvendige for at sikre anstændige jobs til arbejdstagere, herunder gennem
overgangen fra den uformelle til den formelle økonomi og ved at forbedre arbejdsvilkår,
arbejdsmiljø og adgang til social beskyttelse.
Opmærksomheden bør især rettes mod en bæredygtig og miljømæssigt ansvarlig
landbrugsfødevaresektor. I partnerlandene er denne sektor fortsat en grundlæggende drivkraft
for bæredygtig udvikling og navnlig for fødevaresikkerhed, jobskabelse og udryddelse af
fattigdom, samtidig med at klimaændringer udgør en særlig risiko.
Denne bæredygtige tilgang gælder også fiskeri og akvakultur. Bedre global havforvaltning er
afgørende for at fremme inklusiv og bæredygtig vækst i maritime aktiviteter og samtidig sikre
sunde, rene og sikre have. I den forbindelse bør partnerskabet søge at forme international
havforvaltning i FN samt i andre relevante multilaterale fora. Den fælles kamp mod ulovligt,
urapporteret og ureguleret fiskeri bør styrkes.
Udvikling af infrastruktur, herunder bæredygtige transport- og energinet, er en vigtig drivkraft
for inklusiv og bæredygtig vækst, navnlig i de infrastrukturer, som er nødvendige for at øge
den regionale økonomiske integration, få adgang til verdensmarkedet, låse op for kritiske
isolerede områder og fremme mobiliteten i tætte byområder. Opmærksomheden bør navnlig
rettes mod udvikling og udbredelse af informations- og kommunikationsteknologier gennem
konnektivitet til overkommelige priser og bredere adgang til digitale applikationer for alle
samt fremme af videnskab og teknologi og forskning og innovation, som er kritisk både for
økonomiske investeringer og fremskyndet udvikling.
Partnerskabet bør arbejde hen imod at give universel adgang til rene, moderne, sikre og
pålidelige energitjenester til overkommelige priser. Energibesparelse, energieffektivitet og
vedvarende energiløsninger bør fremmes, også i lyset af indvirkningen på de klimarelaterede
globale udfordringer.
I sin søgen efter inklusiv og bæredygtig vækst og jobskabelse bør partnerskabet fremme
handel, som kan være en stærk drivkraft for økonomisk udvikling og også bidrage til
integration og politisk stabilitet. Handel giver EU og partnerlandenes virksomheder mulighed
for at udvide deres markeder og giver forbrugerne adgang til de bedste produkter til
konkurrencedygtige priser.
Fremtidige handelsforbindelser med partnerlandene bør følge multilaterale regler. WTO-
kompatible økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) med deres fælles institutioner og
bindende, evolutionære tilsagn bør fortsat være vigtige instrumenter for handelen mellem
11
AVS og EU. De eksisterende ØPA'er kan udvides til at omfatte flere lande i ØPA-regionerne
og uddybes, så de omfatter flere væsentlige områder efter aftale mellem parterne.
Globalisering, fremkomsten af globale værdikæder og den voksende betydning af
grænseoverskridende spørgsmål kræver, at der tages hånd om alle handelsområder og
handelsrelaterede områder på en helhedsorienteret måde. Det nye partnerskab bør derfor
styrke parternes samarbejde og dialog i handelen med tjenesteydelser og andre
handelsrelaterede områder som afskaffelse af ikketoldmæssige barrierer, harmonisering af
lovgivning, investeringer, konkurrencepolitik, intellektuelle ejendomsrettigheder og
arbejdstagerrettigheder.
Mens hver enkelt ØPA inddrager egne institutioner til at revidere gennemførelsen og drøfte
handelsrelaterede spørgsmål, vil en dialog om handelsanliggender og samarbejde mellem EU
og partnerlandene som helhed fortsat omhandle spørgsmål af fælles interesse, navnlig i lyset
af samarbejdet i WTO. En politikdialog om handel bør også videreføres på nationalt plan,
hvor det er relevant.
3.1.3 Omdanne migration og mobilitet til muligheder og tackle udfordringer sammen
Migration og mobilitet kan medføre vigtige fordele for EU og partnerlandene, hvis det
forvaltes rigtigt. Cotonouaftalen har manglet tilstrækkelig hurtige reaktioner og beslutsomme
handlinger i forhold til denne vigtige udfordring. Forpligtelsen til at genindsætte statsborgere i
en uholdbar situation på den anden parts område blev i vid udstrækning ikke gennemført.
I fremtiden bør partnerskabet forbedre dialogen og samarbejdet mellem parterne og tage hånd
om alle aspekter af migration styret af principperne om solidaritet, partnerskab samt fælles
ansvar og gensidig ansvarlighed med hensyn til menneskerettigheder. Det bør bygge på de
aftalte principper og tilsagn i artikel 13 i Cotonouaftalen, udvide dem, så de afspejler det fulde
omfang af migrationen og dens udvikling og EU's migrationspolitik og udvikle et operationelt
samarbejde, navnlig vedrørende håndhævelsesmekanismer for aftalte principper. Det bør
integrere vigtig politisk udvikling som den europæiske dagsorden om migration og den dertil
hørende partnerskabsramme, som har til formål at reagere på kriser gennem øjeblikkelige og
målbare resultater, men også danne grundlag for et udvidet samarbejde med oprindelseslande,
transit- og destinationslande med en godt forvaltet migrations- og mobilitetspolitik. Det bør
også tage højde for erklæringen og handlingsplanen fra topmødet i Valletta. Partnerlandene
støttes i deres indsats for at udvikle effektive migrations- og asylpolitikker. Det er nødvendigt
at tackle de grundlæggende årsager til irregulær migration og tvangsfordrivelse gennem
vedvarende politikker på kort, mellemlangt og langt sigt og udnytte de eksisterende processer
bedre. Partnerskabet bør også tage del i beskyttelsen af flygtninge og asylansøgere med
særligt fokus på sårbare grupper. Det bør fremme modstandsdygtigheden for personer, der har
været tvangsfordrevet længe, og deres optagelse i værtslandenes økonomiske og sociale liv
EU bør sammen med partnerlandene afgive konkrete tilsagn om at forebygge og tage mere
effektiv hånd om irregulær migration, herunder forebyggelse og bekæmpelse af
menneskehandel, smugling af migranter og dermed forbundne kriminelle netværk, og skabe
opmærksomhed omkring risikoen for irregulær migration. Med udgangspunkt i principperne
12
og tilsagnene i artikel 13 i Cotonouaftalen er det nødvendigt at blive enige om mekanismer til
at forbedre samarbejdet om tilbagesendelse og tilbagetagelse og den operationelle
gennemførelse af internationale forpligtelser til at tilbagetage egne borgere uden ret til ophold
i EU.
Samtidig er det nødvendigt at udnytte de muligheder, der knytter sig til migration, som
pengeoverførsler eller "hjernecirkulation", som kan yde et vigtigt positivt bidrag til inklusiv
og bæredygtig vækst og udvikling i EU og partnerlandene. EU er derfor forpligtet til at
udnytte disse muligheder gennem bedre regulær migration og mobilitet, navnlig til
uddannelsesmæssige, videnskabelige, kulturelle, uddannelsesmæssige og faglige formål, som
kan have en positiv effekt på både økonomi og samfund.
3.1.4 Sikre menneskelig udvikling og værdighed
Partnerskabet bør arbejde på at øge befolkningernes velstand ved at opfylde målene for
bæredygtig udvikling. EU bør søge et stærk politisk engagement med partnerlandene for at
opfylde alles behov, navnlig blandt de fattigste og mest sårbare, og sikre, at alle mennesker
kan udnytte deres potentiale med hensyn til værdighed og lighed og i et sundt miljø. Det bør
støtte reformer, der skal udrydde fattigdom, tackle uligheder, forebygge sårbarheder og sikre
lige adgang til anstændigt arbejde og sociale tjenester, navnlig uddannelse og sundhed af høj
kvalitet og social beskyttelse. Tiltag rettet mod at udrydde fattigdom bør fokuseres på de
fattigste og mest sårbare lande, herunder de mindst udviklede lande, og sårbare og
konfliktramte lande, hvor problemerne forventes at vare ved og blive forstærket af
demografiske faktorer, og hvor det er vigtigt i højere grad at fokusere på menneskelig
udvikling. Partnerskabet bør bidrage til at styrke modstandsdygtigheden og tackle den
kroniske sårbarhed ved at øge synergierne mellem livreddende bistand og langsigtede
udviklingsbehov.
EU bør insistere på et fælles tilsagn om at beskytte, fremme og realisere ligestilling mellem
kønnene og styrke kvinders og pigers handlekraft. EU ønsker også at se en fælles
anerkendelse af det vigtige bidrag, som kvinder og piger yder til fred og statsopbygning,
økonomisk vækst, teknologisk udvikling, fattigdomsbekæmpelse, sundhed og trivsel samt
kultur og menneskelig udvikling. Lighed mellem kønnene er vigtigt for en bæredygtig
udvikling, hvilket også understreges i 2030-dagsordenen.
Unge mennesker er drivkraften bag den fremtidige sociale, økonomiske og miljømæssige
velfærd i deres samfund. Deres bidrag er afgørende for at udnytte de muligheder fuldt ud, som
ligger i den videnskabelige og teknologisk udvikling (f.eks. den digitale revolution), og styrke
demokratiske institutioner og værdier over tid. Adgang til effektiv uddannelse og
færdighedsudvikling af høj kvalitet vil være afgørende for beskæftigelsesegnethed,
samfundsmæssig udvikling og modstandsdygtighed.
Endvidere bør partnerskabet i fællesskab forpligte sig til at fremme interkulturel dialog,
beskytte den kulturelle mangfoldighed og udvikle kulturelle og kreative industrier. Kultur er
et kraftfuldt værktøj til at bygge bro mellem mennesker, navnlig de unge, og styrke den
13
gensidige forståelse. Det er også et vigtigt middel til at bekæmpe voldelig radikalisering og er
en drivkraft for økonomisk og social udvikling.
3.1.5 Beskytte miljøet og bekæmpe klimaændringer
Bæredygtig udvikling og menneskers trivsel afhænger af sunde økosystemer og et
velfungerende miljø. Klimaændringer og nedbrydning af miljøet truer med at vende de
økonomiske fremskridt, sætte fred og stabilitet over styr og forårsage storstilet migration.
Partnerskabet bør derfor fokusere på at nå de relevante mål for bæredygtig udvikling (f.eks.
ren energi, bæredygtige byer og samfund og ansvarligt forbrug og ansvarlig produktion) og
gennemførelsen af Parisaftalen om klimaændringer. Det bør forpligte sig i forhold til
fattigdomsorienterede politikker vedrørende modstandsdygtighed over for klimaændringer og
optrappe overgangen til inklusive grønne og blå økonomier, navnlig gennem vedtagelse af
bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion i en ansvarlig privat sektor. Det bør i høj grad
forpligte sig til bæredygtig forvaltning af naturressourcer, herunder skove, dyreliv og
mineralske ressourcer, samt bevarelse, værdiansættelse og bæredygtig udnyttelse af
økosystemer og biodiversitet, herunder have, og gennemførelse af afbødnings- og
tilpasningspolitikker. Der er også brug for sikre og retfærdige adgangsrettigheder for at opnå
god forvaltning af naturressourcerne. Bedre beredskab, mindre eksponering for sårbarhed og
evnen til at komme sig efter katastrofer er vigtige redskaber til at undgå tab af liv og levebrød.
2030-dagsordenen kræver en akut indsats fra alle i forhold til globale offentlige goder,
herunder lave emissioner og kulstoffattige økonomier. Det nye partnerskab bør afspejle
partnernes og deres regionale organisationers stærke engagement med hensyn til at
gennemføre effektive politikker for bæredygtig energi, der opfylder målene for reduktion af
emissioner af drivhusgasser. Energiproduktion er direkte knyttet til udfordringen med
klimaændringer og bæredygtig udvikling. Parterne har stor interesse i at omdanne denne
sektor og udfase brugen af fossile brændstoffer og samtidig mobilisere de indenlandske
vedvarende ressourcer yderligere og øge energieffektiviteten i partnerlandene, at tage et stort
skridt i retning af bæredygtige og moderne energitjenester og afkoble den økonomiske vækst
fra væksten i energiforbruget. Samarbejdet i denne sektor bør endvidere fremme høje
sikkerhedsstandarder inden for atomkraft. For at hjælpe med at sikre dette bør EU fortsat
samarbejde med partnerlandene om at fremme et gunstigt lovgivningsmiljø og sektorreformer.
Partnerskabet bør anlægge en mere strategisk og skræddersyet tilgang til investeringer i
bæredygtig energi, hvor private investeringer og moderne teknologier spiller en vigtig rolle
med hensyn til at t fremme omdannelsen af energiproduktions- og forbrugsmønstre i
partnerlandene.
Bæredygtighed kræver også, at partnerne forpligter sig til at løse udfordringer i byerne, hvor
virkningerne af en større demografisk forskydning kræver en betydelig ændring i retning af
intelligente og bæredygtige byer og væk fra traditionel bypolitik.
14
3.1.6 Alliance om fælles udfordringer
Partnerskabet bør sætte EU og dets partnere i stand til at samarbejde mere effektivt om at
fremme en fælles dagsorden i globale og multilaterale fora. Potentialet i denne henseende er
næsten uudnyttet, og der bør leveres meget mere konkrete resultater. Samarbejdet på den
internationale scene bør være et område, hvor et nyt partnerskab kan tilføre en betydelig
merværdi.
Grundlaget for en større indsats er et fornyet tilsagn om at fremme regelbaseret effektiv
multilateralisme med FN i centrum. Partnerskabet bør støtte global styring ved at søge at
reformere, gennemføre og udvikle multilaterale institutioner, aftaler og normer. Et sådant
tilsagn om global styring skal omsættes til øget dialog og effektivt samarbejde i internationale
fora (herunder UNSC, UNGA, UNHRC, UNFCCC)14
samt til viljen til at reformere FN,
herunder Sikkerhedsrådet.
Med udgangspunkt i erfaringerne fra den ambitiøse koalitionsproces, der til COP 2115
banede
vejen for Parisaftalen i 2015 om klimaændringer16
, skal partnerskabet aktivt identificere
emner, hvor EU og partnerlandene har vigtige fælles interesser og kan fremme en global
indsats. Dette bør omstættes til fælles tiltag i forbindelse med beslutningsprocesser. Der bør
defineres en proces for regelmæssigt på højeste politiske plan at identificere fælles interesser
og give mulighed for rettidig forberedelse og en koordineret indsats samt afstemning i de
relevante internationale formater og rammer. Følgende områder bør bl.a. overvejes:
klimaændringer, bæredygtig udvikling, blå og grøn økonomi, beskyttelse af biodiversitet,
global, digital økonomi, bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme og et velfungerende
råvaremarked. Partnerskabet bør ligeledes søge at fremme fælles interesser i WTO. Der er
også mulighed for et tættere samarbejde i de internationale finansielle institutioner.
For at styrke sådanne strategiske alliancer på den internationale scene bør der i stigende grad
tages kontakt til lande uden for AVS, i Nordafrika, blandt de mindst udviklede lande og små
udviklingsøstater.
3.2. EU's prioriteter skræddersyet til regionerne
Partnerskabets prioriteter bør forfølges overalt. Samtidig bør partnerskabet for at sikre en
effektiv gennemførelse tage højde for de regionale forhold og partnernes egne
udviklingsrammer samt de forskellige prioriteter i EU's fælles dagsorden med partnere i
Afrika, Vestindien og Stillehavet. For hver af regionerne kan prioriteterne skræddersys til
omstændighederne og finjusteres ved at angive de tilhørende mål og påtænkte tiltag.
14
FN's Sikkerhedsråd, FN's Generalforsamling, FN's Menneskerettighedsråd, FN's rammekonvention om
klimaændringer.
15
http://www.cop21paris.org/about/cop21.
16
http://unfccc.int/paris_agreement/items/9485.php.
15
3.2.1 Afrika
Afrika er et kontinent med enorme muligheder. I 2050 vil det være hjem for næsten 25 % af
verdens befolkning. Det huser nogle af de hurtigst voksende økonomier i verden samt
omfattende natur- og landbrugsmæssige ressourcer. Det har et enormt potentiale for handel,
innovation og investeringer, og det er også det, kontinentet stræber efter. I de fleste afrikanske
lande er EU den første partner i politik, bistand, handel og investeringer. Inden for de seneste
år har EU og Afrika opbygget et dybere og mere politisk partnerskab baseret på fælles værdier
og interesser. Et stigende antal afrikanske regeringer og regionale organisationer påtager sig
en ledende rolle med hensyn til at tackle de politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske
udfordringer både inden og uden for deres grænser. Den Afrikanske Union og dens 2063-
dagsorden17
stræber efter et ambitiøst momentum.
Afrikas potentiale afhænger af de afrikanske landes indsats inden for regeringsførelse,
menneskerettigheder, konfliktforebyggelse og konfliktløsning, bekæmpelse af organiseret
kriminalitet samt inklusiv og bæredygtig vækst og jobskabelse. Visse lande er stadig ikke i
stand til at indføre reformer og rejse sig fra kriser. De mangler med andre ord modstandskraft
og er skrøbelige. Tallene for fattigdom, arbejdsløshed og ulighed er fortsat høje, og det går
langsomt med at nedbringe dem. Derudover er befolkningstilvæksten en massiv udfordring.
Endvidere sidder mange lande fortsat fast i langvarige konflikter, mens tværnationale
sikkerhedsmæssige udfordringer udgør en trussel for regional stabilitet og bæredygtig
udvikling. Ødelæggelse af miljøet og klimaændringernes indvirkning truer også med at
udligne den økonomiske fremgang og sætte fred og stabilitet over styr. Alt dette giver næring
til humanitære nødsituationer, strømme af tvangsfordrivelser og irregulær migration i
regionerne og mod Europa.
Det er vigtigt for Afrikas og EU's sikkerhed og fremgang at fremme mulighederne og tackle
udfordringerne. Under hensyntagen til EU's prioriteter og Afrikas egne tilsagn og
reformdagsorden samt med udgangspunkt i grundlaget i den fælles afrikanske EU-strategi
(JAES)18
bør følgende mål derfor være i centrum for et fornyet partnerskab med de afrikanske
lande.
a. Fred og sikkerhed, stabilitet, demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og
menneskerettigheder
Investeringer i afrikansk fred, stabilitet og udvikling er ikke kun til fordel for vores partnere,
men er også en investering i EU's egen sikkerhed og velstand. Konflikter og skrøbelighed er
fortsat en massiv hindring for Afrikas udvikling. I denne henseende skal der også tages
kontakt til lande uden for AVS om vigtige spørgsmål som stabilisering, sikkerhed og
opbygning af modstandskraft.
Specifikke mål
17
Agenda 2063 The future we want for Africa – agenda2063.au.int.
18
The Africa-EU Strategic Partnership - A Joint Africa EU Strategy – www.africa-eu-
partnership.org/sites/default/files/documents/eas2007_joint_strategy_en.pdf.
16
- Fremme af en integreret tilgang til konfliktforebyggelse og konfliktløsning, fredsskabelse
og menneskelig sikkerhed på nationalt, regionalt og kontinentalt plan med øget afrikansk
ejerskab, ansvar, solidaritet og kapacitet.
- Fremme af sikkerhed, herunder maritim sikkerhed, samarbejde og reformer af
sikkerhedssektoren, gennem dybere sikkerhedspartnerskaber på nationalt, regionalt og
kontinentalt plan og i tæt samarbejde med FN. Realiseringen af den afrikanske freds- og
sikkerhedsarkitektur (APSA)19
er et vigtigt mål at nå.
- Fremme af demokrati og tilsagn om at respektere demokratiske principper, forfatningen
samt valgperioder og resultatet deraf. I denne henseende er det vigtigt løbende at engagere
sig med og støtte den afrikanske regeringsarkitektur20
og den demokratiske institutionelle
udvikling på lokalt, nationalt og regionalt plan, navnlig gennem anvendelse af det
afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse21
. Endvidere bør der i højere
grad være fokus på at lette, bevare og udvide civilsamfundets muligheder for at engagere
sig i oplysningsarbejde og udformning af politikker samt på at styrke dialogen med de
lokale myndigheder.
- Fremme af retsstatsprincippet og god regeringsførelse, herunder effektiv og uafhængig
retfærdighed for borgere og virksomheder. Sund forvaltning af offentlige finanser er et
vigtigt element i god regeringsførelse og et vigtigt grundlag for makroøkonomisk stabilitet
og en robust offentlig sektor.
- Fremme og beskyttelse af menneskerettigheder, herunder gennem støtte til arbejdet og
dialogen med relevante menneskerettighedsinstitutioner fra begge kontinenter, relevante
institutioner (f.eks. nationale parlamenter) samt civilsamfundet og de lokale myndigheder.
- Fremme og beskyttelse af humanitære principper og humanitær folkeret.
- Fremme af bekæmpelsen af organiseret og grænseoverskridende kriminalitet, terrorisme og
radikalisering samt ulovlig handel med mennesker, vilde dyr, narkotika og farlige
materialer og dermed forbundne ulovlige pengestrømme.
b. Fælles økonomiske muligheder for en bæredygtig udvikling
Fremme af inklusiv og bæredygtig vækst vil give Afrika mulighed for at udnytte sin
demografiske udvikling og gøre den til en mulighed med positive afsmittende virkninger for
EU.
Specifikke mål
- Fremme af anstændige beskæftigelsesmuligheder, navnlig for unge og kvinder.
19
www.peaceau.org/en/page/104-african-peace-and-security-architecture-apsa.
20
Aga-platform.org.
21
Au.int/en/treaties/African-charter-de;ocracy-elections-and-governance.
17
- Sikring af et gunstigt miljø for handel og ansvarlige investeringer, udvikling af den private
sektor, navnlig med fokus på landbrugsfødevaresektoren, som udgør levebrødet for
størstedelen af Afrikas befolkning.
- Fremme af en effektiv gennemførelse af de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) i
Afrika, så de økonomiske operatører kan høste det fulde udbytte af aftalerne.
- Fremskridt inden for: afrikansk regional integration på kontinentalt og regionalt plan i
overensstemmelse med Afrikas 2063-dagsorden22
og de fastsatte mål i forskellige regioner,
navnlig med fokus på handelslettelser, modernisering af told og harmonisering af
standarder, reguleringsmæssig sammenhæng og bæredygtig, effektiv infrastruktur, der
fremmer interoperabilitet, indgående investeringer og adgang til regionale og globale
markeder.
- Forbedring af nye investeringsmuligheder, herunder investeringer af høj kvalitet, der
udnytter yderligere ressourcer fra kapitalmarkeder, og fremme af partnerskaber mellem
private operatører på begge kontinenter samt udbygning af initiativer som EU-Afrika-
erhvervsforummet.
- Fremme af grøn og blå økonomi og miljøvenlige modeller til at fremme inklusiv og
bæredygtig vækst og afkoble den fra nedbrydning af miljøet, navnlig ved at fremme
bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre.
- I lyset af gennemførelsen af Parisaftalen, sikring af universel adgang til prisoverkommelig,
pålidelig og moderne energi til fremme af inklusiv og bæredygtig vækst.
c. Migration og mobilitetsstyring
For at udnytte fordelene ved og styre udfordringerne med migration er der brug for en mere
koordineret, systematisk og struktureret tilgang, der svarer til EU's og Afrikas interesser. Der
skal genoprettes en orden i migrationsstrømmene, ligesom mobiliteten skal fremmes på
grundlag af en veldrevet rettighedsbaseret tilgang til migration i overensstemmelse med den
europæiske dagsorden om migration og dens nye partnerskab med tredjelande, erklæringen
om migration og mobilitet mellem EU og Afrika fra 2014 og erklæringen og handlingsplanen
fra topmødet i Valletta.
Specifikke mål
- Fremme af udarbejdelsen og gennemførelsen af migrationspolitikker ved at fremme
lovlige kanaler og tackle ulovlige migrationsstrømme, herunder tilbagesendelse og
tilbagetagelse.
- Bedre tilrettelæggelse af arbejdskraftens mobilitet i og mellem regioner, fremme af den
institutionelle dialog og samarbejde langs migrationsruterne samt fremme af
"hjernecirkulation" gennem anerkendelse af kompetencer og kvalifikationer, dialoger om
22
http://agenda2063.au.int/.
18
visa og fremme af studerendes, forskeres og akademikeres mobilitet. Reducering af
omkostningerne ved pengeoverførsler og styrkelse af diasporas rolle og engagement.
- Tackling af irregulær migration ved at indføre passende forebyggende foranstaltninger,
herunder bekæmpelse af menneskehandel og smugling af migranter gennem integreret
grænseforvaltning og fremme af alternativer til irregulær migration.
- Mere effektive og virkningsfulde foranstaltninger til håndtering af udfordringerne i
forbindelse med tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration. Begge parter skal i høj
grad forpligte sig med et operationelt samarbejde. Især med hensyn til tilbagetagelse skal
de eksisterende bestemmelser i artikel 13 i Cotonouaftalen styrkes og gøres eksigible.
- Håndtering af tvangsfordrivelse og fremme af international beskyttelse baseret på
princippet om ansvarsdeling ved at hjælpe med at bevare og styrke den menneskelige
kapital for de mennesker, der tvinges til at forlade deres hjem, hjælpe med at beskytte dem
og i sidste ende yde udviklingsmæssig bistand til de fordrevne og deres værter. Dette
gælder både befolkninger, der flygter fra deres hjemland, og internt fordrevne.
d. Menneskelig udvikling
Fattigdom, manglende kompetenceudvikling og ulighed er fortsat store udfordringer, som kun
langsomt bedres. Den stærke befolkningstilvækst i Afrika gør kun udfordringen større.
Specifikke mål
- Styrkelse af kvinders, unges og sårbare gruppers handlekraft ved at fremme lige adgang til
kvalitetsuddannelse og -erhvervsuddannelse, social beskyttelse, sundhed, herunder
reproduktiv sundhedspleje, og repræsentation i politiske og økonomiske
beslutningsprocesser for kvinder og piger samt et gunstigt miljø for unge, så de kan
udnytte deres potentiale, drage fordel af menneskerettighederne og fungere som ansvarlige
aktører.
- Tackling af sociale og økonomiske uligheder gennem politikker vedrørende skatter, løn og
social beskyttelse, herunder ved at garantere adgang til vigtige sociale tjenester for alle og
fremme en nationalt defineret minimumsindkomst. Der bør ligeledes lægges vægt på at
sikre fødevaresikkerhed gennem øgede investeringer i infrastruktur i landdistrikter,
landbrugsforskning, teknologiudvikling og social innovation.
- Fremme af videnudvikling ved at tilbyde kvalitetsuddannelse, herunder
erhvervsuddannelse, efteruddannelse og kompetenceudvikling i overensstemmelse med
arbejdsmarkedets behov, samt aktiv fremme af den digitale økonomi og det digitale
samfund, videnskab og teknologi, forskning og innovation for i væsentlig grad at forbedre
folks liv samt den lokale arbejdsstyrkes beskæftigelsesegnethed på en bæredygtig måde i
både byområder og landdistrikter.
- Håndtering af sårbarhed over for makroøkonomiske og andre chok som sundhedstrusler og
sygdomsudbrud, styrkelse af sundhedssystemerne for at forfølge målet om universel
19
sundhedsdækning og kvalitetspleje samt forebyggelse og reduktion af byrden i forbindelse
med sygdomme, dårlig ernæring, fødevaremangel, naturkatastrofer og klimaændringer.
- Øget adgang til drikkevand og sanitet og fremme af tilgængeligheden og bæredygtig
forvaltning af vandressourcer samt forhindring af at smitsomme sygdomme spreder sig.
Fremme af bevarelse, genopretning og bæredygtig udnyttelse af økosystemer og
naturressourcer og gennemførelse af naturbaserede løsninger.
- Mere inklusive, sikre, robuste og bæredygtige byer og bebyggelser.
3.2.2 Vestindien
EU og Caribien deler en lang historie, kultur og en bred base af fælles værdier. Gennem sine
fjernområder og associerede oversøiske lande og territorier er EU også fysisk en del af
Vestindien. De vestindiske lande deler en række af EU's politiske mål og står over for en
række udfordringer, som EU har en interesse i at tage hånd om (som klimaændringer,
kriminalitet og andre sikkerhedsmæssige udfordringer, miljøbeskyttelse), hvoraf nogle giver
mulighed for markedsadgang (f.eks. bæredygtig energi).
Under hensyntagen til EU's prioriteter og den specifikke kontekst og med udgangspunkt i
grundlaget i det fælles strategiske partnerskab mellem EU og Vestindien bør følgende mål
være i centrum for et fornyet partnerskab med de vestindiske lande.
a. Fred og sikkerhed for mennesker, demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse
og menneskerettigheder
Vestindien er en stabil region, hvor de fleste lande har velfungerende demokratier, selv om
god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne er mere ulige fordelt. Beskyttelse
og fremme af menneskerettigheder og demokratisk praksis er nøglen til regionens stabilitet og
velstand. Det er også vigtigt i lyset af antallet af associerede oversøiske lande og territorier og
EU's fjernområder. Vestindien ligger også geografisk på narkotikaruterne til Nordamerika og
Europa. Bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og finansiering af terrorisme,
bekæmpelse af skatteunddragelse og hvidvaskning af penge samt behovet for øget finansiel
gennemsigtighed er vigtige udfordringer for begge regioner.
Specifikke mål
- Konsolidering af de demokratiske institutioners funktion og styrkelse af retsstatsprincippet,
adgang til et effektivt og uafhængigt retsvæsen og menneskers sikkerhed. Dette skal
suppleres af en forebyggende indsats med fokus på at løse de grundlæggende årsager,
herunder fattigdom, social udstødelse, forskelsbehandling og straffrihed.
- Bedre beskyttelse og fremme af menneskerettigheder for alle. Der bør fokuseres på at
fremme ligestilling og det oprindelige folks rettigheder, på at bekæmpe vold i hjemmet,
børnemishandling og fysisk afstraffelse, menneskehandel og forskelsbehandling af
mindretal, på at forbedre forholdene i fængslerne og politiets adfærd samt på at behandle
spørgsmålet om dødsstraf.
20
- Fremme af god økonomistyring, herunder sund forvaltning af de offentlige finanser,
gennemsigtighed og ansvarlighed. Dette omfatter øget bekæmpelse af korruption,
hvidvaskning af penge og ulovlige pengestrømme og skattely.
b. Regional integration, inklusiv og bæredygtig vækst, handel og jobskabelse
Alle lande med undtagelse af Haiti har skiftet status fra mellemindkomst- til
højindkomstlande. Ikke desto mindre er økonomierne generelt kendetegnet ved smalle
hjemmemarkeder, høje gældsniveauer og et udiversificeret produktionsgrundlag, der
begrænser deres modstandsdygtighed over for chok udefra.
Specifikke mål
- Yderligere fremskridt i retning af integration og samarbejdsinitiativer og -politikker,
herunder udvikling af infrastrukturnet og interkonnektivitet for at fremme handel og
mobilitet i regionerne og internationalt.
- Prioritering af jobskabelse og udnyttelse af investeringer i den private sektor ved at
skabe et gunstigt erhvervsklima, øge den regionale integration og den internationale
konkurrenceevne, fremme virksomhedernes sociale ansvar og bedste erhvervspraksis,
herunder digitalisering, samt støtte udviklingen af små og mellemstore virksomheder
(SMV'er), herunder i den sociale og solidariske økonomi.
- Fremme af en effektiv gennemførelse af den økonomiske partnerskabsaftale mellem
CARIFORUM og EU, så de økonomiske operatører kan høste det fulde udbytte af
aftalen.
- Styrkelse af bredere regionale initiativer og syd-syd-initiativer med Latinamerika og med
EU's fjernområder og associerede oversøiske lande og territorier for at fremme tættere
hemisfærisk samarbejde og handel.
c. Menneskelig udvikling
Indikatorerne for menneskelig udvikling har forbedret sig i de fleste vestindiske lande i de
seneste årtier. Trods denne positive udvikling er der stadig fattigdom og ekstrem fattigdom i
de vestindiske lande, navnlig i Haiti. Dette hænger sammen med ekstreme sociale og
økonomiske uligheder.
Specifikke mål
- En indsats på alle niveauer for at udrydde fattigdom, tackle uligheder og fremme
anstændigt arbejde til alle.
- Fremme af adgang for alle til sundhedsydelser og sociale ydelser, herunder universel
sundhedsdækning, øget samarbejde inden for uddannelse, livslang læring, arbejdsstyrke
og efteruddannelse med henblik på at udvikle passende kvalifikationer til
arbejdsmarkedet og forhindre hjerneflugt.
21
- Bedre fødevaresikkerhed og ernæring og fremme af et bæredygtigt landbrug og en
bæredygtig landbrugsindustri med værditilvækst med fokus på småbønder som en metode
til at diversificere den vestindiske økonomi og undgå, at små producenter mister deres
levebrød.
d. Klimaændringer og bæredygtig forvaltning af naturressourcer
De vestindiske lande er alle små øudviklingsstater med lavtliggende kystnære områder, som
er yderst udsatte for naturkatastrofer, herunder jordskælv, orkaner og virkningen af
klimaændringer, herunder stigende vandstand forårsaget af klimaændringer. Da de er meget
sårbare over for virkningerne af klimaændringerne og samtidig har et smalt økonomisk
grundlag, mangler de modstandskraft over for de stadig voldsommere virkninger af
naturkatastrofer, nedbrydelsen af miljøet og vandmangel. De vestindiske øer er også stærkt
afhængige af importerede fossile brændstoffer, samtidig med at de har rigelige
naturressourcer og muligheder for at udvikle vedvarende energikilder.
Specifikke mål
- Fremme af dialog og en fælles indsats for at styrke modstandskraften og kapaciteten i den
vestindiske region til at begrænse og tilpasse sig konsekvenserne af og truslen fra
klimaændringer og katastrofer, herunder inden for katastrofeforebyggelse.
- I lyset af gennemførelsen af Parisaftalen, en bedre udvikling af produktionen af
bæredygtig elektricitet og energieffektive foranstaltninger gennem overførsel af bedste
praksis og fremme af muligheder for investering i infrastrukturer og teknologier til ren
energi.
- Støtte til gennemførelsen af politikker, der bidrager til at skabe en grøn og blå økonomi
og opfordring til bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.
- Beskyttelse og genoprettelse af jord- og havbiodiversitet og kystnære økosystemer for at
bevare biodiversiteten samt bæredygtig brug af naturressourcer, herunder gennem
naturbaserede løsninger og økosystemtjenester.
- Bedre samarbejde inden for forvaltning af ressourcer, herunder ved at give adgang til rent
vand, sanitet og mere effektiv brug af vand. Bedre systemer til affaldshåndtering,
genanvendelse og genbrug.
3.2.3 Stillehavet
EU og Stillehavet deler en lang historie, stærke kulturelle forbindelser og et bredt grundlag af
fælles værdier. Ud over disse bilaterale bånd gør det store antal ønationer og deres enorme
havområder Stillehavet til en vigtig spiller for EU med hensyn til at tackle globale
udfordringer. Lande og territorier i Stillehavet har visse store fælles udfordringer, navnlig
med hensyn til deres sårbarhed over for naturkatastrofer og klimaændringer samt visse
generelle udviklingsmål, som hænger sammen med deres ringe størrelse og geografiske
isolation.
22
Stillehavet er hjem for omkring 500 000 EU-borgere (omkring 5 % af den samlede befolkning
i Stillehavet). Ud over at støtte oversøiske lande og territorier støtter EU integrationen af
oversøiske lande og territorier i Stillehavsområdet med det formål at maksimere deres
potentielle bidrag til en bæredygtig udvikling i deres region og også at drage fordel af den
regionale integration. Ny Kaledonien og Fransk Polynesien blev i september 2016
medlemmer af Stillehavsøernes Forum (PIF), det vigtigste regionale politiske organ i
Stillehavsområdet.
Under hensyntagen til EU's prioriteter og den specifikke kontekst og med udgangspunkt i
grundlaget i EU's strategi for et styrket partnerskab med Stillehavet bør følgende mål være i
centrum for et fornyet partnerskab med Stillehavslandene. Ud over disse specifikke mål bør
det nye partnerskab mellem EU og Stillehavet anerkende og støtte Stillehavslandenes indsats
med hensyn til regional integration, ikke kun i selve Stillehavsområdet, men også – hvor de
enkelte lande sigter mod dette – i Asien-Stillehavsområdet, navnlig med ASEAN, samt hjælpe
Stillehavslandene med at håndtere de sikkerhedsmæssige udfordringer, som viser sig i de
kommende årtier.
a. God regeringsførelse, menneskerettigheder og ligestilling
Uanset de store fremskridt i de seneste årtier lægger fortsatte svagheder med hensyn til god
regeringsførelse på nationalt og regionalt plan og behovet for yderligere fremskridt inden for
menneskerettigheder og ligestilling en dæmper på regionernes udvikling.
Specifikke mål
- Sikring af ratificering og gennemførelse af centrale FN-
menneskerettighedskonventioner under hensyntagen til, at den begrænsede
gennemførelse af de relevante konventioner ofte i højere grad skyldes mangel på
passende administrative strukturer end på politisk vilje.
- Fremme af effektiv beskyttelse af menneskerettigheder med fokus på at bekæmpe
kønsbaseret vold og fremme børns rettigheder gennem oplysningsarbejde og
uddannelsestiltag.
- Fremme af god regeringsførelse, herunder sund forvaltning af de offentlige finanser,
gennemsigtighed og ansvarlighed, idet der også tages hånd om nye udfordringer som
skattely og hvidvaskning af penge. Bidrag til yderligere konsolidering af
retsstatsprincippet og adgang til et effektivt og uafhængigt retsvæsen.
- Styrkelse af civilsamfundsorganisationernes rolle, navnlig i forhold til at fremme
grundlæggende værdier og forbedre ligestillingen.
- Bedre gennemførelse af politikker og den politiske dialog med resultater på lokalt,
nationalt og regionalt plan.
23
b. Inklusiv og bæredygtig vækst
Stillehavsområdet består af store eksklusive økonomiske zoner med enorme maritime
ressourcer. Omkring en tredjedel af den tun, der fiskes på globalt plan, kommer fra
Stillehavet. Selv om EU er en beskeden aktør i Stillehavets tunfiskeri, er den stadig den
største fiskeriforbruger i verden. EU er et meget vigtigt eksportmarked, navnlig for
Stillehavets fiskeriprodukter. Af denne grund har EU en interesse i at fremme den
internationale kamp mod ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri i regionen for at
opretholde sunde fiskebestande til fremtidige generationer.
Havressourcerne er imidlertid ikke begrænset til fiskeri. Der er store muligheder i udviklingen
af blå og grøn økonomi. EU har en interesse i at forbedre havforvaltningen for at sikre
bæredygtig udnyttelse af havressourcerne23
.
Endvidere bør andre dele af den private sektor såsom turisme udvikles, så de sikrer
bæredygtig vækst og jobmuligheder.
Specifikke mål
- Sikring af en effektiv gennemførelse af økonomiske partnerskabsaftaler med lande i de
regioner, der anvender dem.
- Bedre udvikling af den private sektor, navnlig SMV'er, og bedre vilkår for
investeringer.
- Stærkere regionale, nationale og lokale initiativer, der fremmer bæredygtigt fiskeri, og
gennemførelse og overholdelse af FN's havretskonvention24
samt
gennemførelsesaftalerne dertil og andre relevante internationale konventioner.
Udvikling og fremme af havforvaltning og fremme af initiativer inden for blå og grøn
økonomi som en sikker udnyttelse af dybhavsminedrift med deltagelse af alle berørte
parter.
- Fremme af anstændige beskæftigelsesmuligheder, navnlig for unge og kvinder.
c. Klimaændringer og bæredygtig forvaltning af naturressourcer
Klimaændringer er et centralt anliggende for både EU og partnerlandene og -områderne i
Stillehavet.
Specifikke mål
- Bedre forberedelse på og genrejsning efter naturkatastrofer som tropiske cykloner for at
opbygge modstandskraft mod disse hændelser.
23
Fælles meddelelse om international havforvaltning: En dagsorden for havenes fremtid –
http://ec.europa.eu/maritimeaffairs/sites/maritimeaffairs/files/join-2016-49_da.pdf.
24 FN's havretskonvention af 10.12.1982, findes på: http://www.un.org/depts/los/convention_agreements/convention_overview_convention.htm.
24
- I lyset af gennemførelsen af Parisaftalen, en bedre udvikling af produktionen af
bæredygtig energi og energieffektive foranstaltninger gennem overførsel af bedste praksis,
herunder inden for søtransport, og fremme af investeringsmuligheder i infrastrukturer og
teknologier til ren energi.
- Støtte til gennemførelsen af politikker, der bidrager til at skabe en grøn økonomi (f.eks.
gennem bæredygtig udvikling af landdistrikterne og landbrug og skovbrug, der er
modstandsdygtigt over for klimaændringer) og fremme af bæredygtige produktions- og
forbrugsmønstre.
- Øget miljøbeskyttelse og bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, herunder inden for
affaldshåndtering samt vand, sanitet og sundhed.
- Beskyttelse og genopretning af jord- og havbiodiversitet og kystnære økosystemer for at
bevare biodiversiteten samt bæredygtig brug af naturressourcer og økosystemtjenester.
4. Et mere målrettet og fleksibelt partnerskab
For at opfylde de strategiske interesser skal EU definere, hvordan man forbedrer den måde,
hvorpå forbindelserne med partnerne i Afrika, Vestindien og Stillehavet skal organiseres og
styres. Denne byggesten til et politisk partnerskab berører mange aspekter, som kræver
omfattende høringer, også med partnerlandene. Det drejer sig om formatet af forbindelserne,
de involverede aktører og de principper, som samarbejdet skal bygge på, de nødvendige
mekanismer til at skabe bedre resultater og en passende institutionel struktur og juridisk status
til støtte for gennemførelsen af partnerskabet. I denne henseende er der vigtige erfaringer fra
Cotonouaftalen, som skal tages i betragtning.
4.1. Opnåede erfaringer
I evalueringen af Cotonouaftalen25
understreges en række styrker og svagheder. I
evalueringen påpeges emner som udryddelse af fattigdom og menneskelig udvikling i AVS-
landene over øget samhandel til øget fred og sikkerhed samt styrket demokrati og styrkede
menneskerettigheder. Der er dog stadig behov for en stor indsats, ikke mindst fordi nogle af
disse resultater er truet af fremkomsten af nye kilder til ustabilitet (f.eks. det demografiske
boom, autoritære regeringer og terrorisme samt klimaændringer).
Politisk dialog (artikel 8 i Cotonouaftalen) og høringer/passende foranstaltninger (artikel 96 i
Cotonouaftalen) har vist sig at være nyttige værktøjer, også selv om det fulde potentiale er
forblevet delvist uudnyttet. Der er opnået blandede resultater på forskellige områder,
herunder: menneskerettigheder, demokrati, god regeringsførelse og retsstatsprincippet (artikel
9), migration (artikel 13) og inddragelse af statslige og ikke-statslige aktører (artikel 6).
25
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Evaluation of the Cotonou Partnership Agreement
(SWD(2016) 250 final).
25
Endvidere tyder evalueringen på, at Cotonouaftalen ikke har været i stand til i tilstrækkelig
grad at tage højde for intensiveringen af regionale dynamikker og partnerlandenes voksende
heterogenitet som f.eks. mellem de lande, der har det største behov (mindst udviklede lande,
skrøbelige lande), og mere avancerede lande (mellemindkomstlande mv.). De regionale og
kontinentale organisationer, som etableres af partnerlandene, viser sig gradvist som regionale
aktører, der er blevet givet mandater inden for politik, sikkerhed, handel- og udvikling.
I evalueringen understreges det endvidere, at den nuværende institutionelle struktur og dens
funktionsmåde samt visse operationelle processer på mange måder er ineffektiv.
Endelig gøres der sjældent brug af samarbejde mellem EU og dets partnere i multilaterale
fora. Det blev først indført i 2010-revisionen af Cotonouaftalen og førte til positive resultater,
navnlig i forbindelse med Parisaftalen om forhandlingerne om klimaændringerne, men ofte
var partnerskabet ikke tilstrækkelig stærkt til at påvirke resultatet. Fremskridt på dette område
kræver, at partnerlandene viser, at de forpligter sig til at nå de mål, de selv har sat på AVS-
topmødet i Port Moresby26
. Det kræver også, at EU søger at skabe fleksibilitet til at opbygge
alliancer, herunder med lande i og uden for AVS som f.eks. de mindst udviklede lande eller
små udviklingsøstater.
4.2 Et fleksibelt partnerskab baseret på en stærk regional tilgang
For at skabe et forhold baseret på fælles prioriteringer, der tager højde for udviklingen og de
erfaringer, man har gjort sig, er flere løsningsmodeller for det fremtidige format blevet
analyseret og vurderet i en konsekvensanalyse27
(se bilag I).
4.2.1 Løsningsmodellerne
Løsningsmodellerne spænder fra at lade Cotonouaftalen udløbe uden at erstatte den til at
erstatte den nuværende aftale med en ny, men med begrænsede ændringer. Sidstnævnte model
ville naturligvis ikke løse de alvorlige svagheder i den eksisterende aftale. Den første model
kan medføre flere omkostninger end fordele, eftersom den ville opgive regelværket for et 40
år gammelt partnerskab og svække EU's rolle på globalt plan. Der sættes ikke i sig selv
spørgsmålstegn ved et partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Men visse
aktører kritiserer dog den nuværende tilgang og det nuværende indhold og format.
Tre andre løsningsmodeller er blevet vurderet mere detaljeret:
1) Et væsentligt revideret partnerskab med partnerlandene. Denne model vil afspejle
udviklingen siden den anden revision af Cotonouaftalen i 2010, men vil ikke give den
nødvendige politiske sammenhæng med de nyere regionale strategier og vil ikke i
tilstrækkelig grad afspejle den stadig større betydning af det kontinentale (Den Afrikanske
Union), regionale og subregionale plan.
26
http://www.acp.int/content/declaration-8th-summit-acp-heads-state-and-government-acp-group-states.
27
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Impact Assessment on future relations with ACP
countries after 2020 (SWD(2016) xxx).
26
2) En fuldstændig regionalisering af forbindelserne med partnerlandene gennem tre særskilte
regionale partnerskaber (med Afrika, Vestindien og Stillehavet). Denne model vil fuldt ud
afspejle den kontinentale og regionale dimension, men vil ikke forholde sig til, om
partnerlandene er villige til at indgå et fornyet partnerskab med EU, og vil gøre det mindre
indlysende at skabe alliancer i globale fora (som f.eks. UNFCCC eller WTO).
3) Et tredje alternativ er en aftale med partnerlandene bestående af tre særskilte regionale
partnerskaber med Afrika, Vestindien og Stillehavet med mulighed for en tættere inddragelse
af andre lande under en fælles paraply. Paraplyen vil også definere fælles værdier, principper,
væsentlige elementer og interesser, der underbygger samarbejdet mellem parterne med
udgangspunkt i Cotonouaftalens omfattende regelværk. Det vil også omfatte særlige
mekanismer for samarbejde om den globale dagsorden. De tre regionale partnerskaber vil
bygge på og integrere eksisterende partnerskaber (f.eks. den fælles Afrika-EU-strategi) og
fastsætte prioriteter og foranstaltninger med fokus på de særlige forhold på dagsordenen i
partnerskabet med hver af de tre regioner. Dette giver EU og partnerlandene mulighed for at
fastlægge initiativer på det mest hensigtsmæssige plan.
4.2.2 Den foreslåede løsningsmodel
Den tredje model vil bedre kunne løse problemer på det rette niveau og i de rigtige omgivelser
på grundlag af principperne om nærhed og komplementaritet, idet det erkendes, at mange af
nutidens udfordringer med global bæredygtighed kræver, at der slås bro mellem de enkelte
regioner. Dette stemmer overens med, at størstedelen af EU's engagement allerede nu viser
sig på nationalt plan efterfulgt af regionalt plan og først derefter AVS-plan. Selv om
interesserne i Afrika, Vestindien og Stillehavet spænder over en række spørgsmål, som vil
drage fordel af et fælles engagement, er der også særlige interesser, der skal udvikles på et
differentieret grundlag. Den Afrikanske Union, men også regionale organisationer som Det
Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater, Southern Africa Development Community
eller Det Østafrikanske Fællesskab, er relevante aktører ligesom andre regionale
organisationer såsom CARICOM/CARIFORUM i Vestindien.
Samtidig vil man med paraplypartnerskabet kunne undgå omkostningerne ved at afvise
ethvert partnerskab med partnerlandene som en gruppe og bevare Cotonouregelværket,
navnlig når det drejer sig om væsentlige elementer og tilknytningen til de økonomiske
partnerskabsaftaler. Disse er identiske for de tre regioner og giver dermed betydelige
stordriftsfordele, når disse aspekter forhandles og forvaltes i fællesskab i stedet for særskilt
med forskellige grupperinger eller lande. Det giver mulighed for at udvikle samarbejdet på
internationalt plan om vigtige fælles globale udfordringer. Alliancen kan få stor betydning,
hvilket afspejles af dens rolle i forbindelse med indgåelsen af Parisaftalen
Under hensyntagen til alle disse elementer giver det foreslåede nye format mulighed for at
bevare alle værdifulde elementer i den nuværende Cotonouaftale, men fastsætter vigtigst af alt
de rigtige betingelser for, at EU kan nå sine nye mål.
27
4.2.3 Outreach uden for AVS-landene
Paraplymodellen giver også mulighed for på bedste vis at involvere interesserede lande uden
for AVS for at sikre sammenhængen, navnlig med hensyn til den panafrikanske dimension
(f.eks. mellem AVS-EU-partnerskabet og den fælles Afrika-EU-strategi). Dette er vigtigt,
eftersom det ville give EU mulighed for, hvor der er nødvendigt, at ensrette de geografiske
muligheder for engagement for en bestemt gruppe lande og vil give EU diplomatisk kapital til
en mere strategisk udøvelse af sine interesser. I denne henseende er det særligt vigtigt at
inddrage ikke-AVS-landene i Nordafrika, de få ikke-AVS-medlemmer i gruppen af mindst
udviklede lande og gruppen af udviklingsøstater. Relevante ikke-AVS-lande bør i højere grad
inddrages, samtidig med at der sikres sammenhæng med eksisterende politiske rammer (f.eks.
den europæiske naboskabspolitik) og allerede eksisterende associeringsaftaler.
4.3 Et partnerskab på flere niveauer og med flere aktører med centrale
samarbejdsprincipper
Partnerskabet bør baseres på en række principper. Det bør have et forvaltningssystem på flere
niveauer, der gør det muligt at træffe foranstaltninger på det mest hensigtsmæssige niveau i
overensstemmelse med nærheds- og komplementaritetsprincippet, samt differentiering og
regionalisering. Partnerskabet bør også bygge på en tilgang med flere aktører, der rækker ud
over regeringerne, der ikke kan håndtere udfordringerne alene.
4.3.1 Grundlæggende samarbejdsprincipper
Det nye partnerskab bør baseres på følgende grundlæggende principper:
- dialog
- gensidig ansvarlighed
- bred deltagelse af statslige og ikke-statslige aktører
- ejerskab.
4.3.2 Principperne om nærhed og komplementaritet
Partnerskabet bør afspejle og integrere den regionale dynamik i hele Afrika, Vestindien og
Stillehavet. Det bør det gøre ved at sikre, at det politiske engagement og beslutningsprocessen
finder sted på det mest relevante ansvarsniveau, uanset om det er nationalt, regionalt,
kontinentalt eller i hele AVS.
4.3.3 Aktører
Som påpeget i den offentlige høring og evalueringen anerkendes partnerskabets struktur med
flere aktører, men fortjener at blive styrket. Den bør række ud til en række aktører, både
statslige og ikke-statslige. Et nyt partnerskab bør forstærke deres respektive roller. Det gælder
bl.a.:
28
- statslige aktører nationale regeringer, parlamenter og regionale og lokale myndigheder
- regionale organisationer (herunder Den Afrikanske Union)
- ikke-AVS-lande og
- ikke-statslige aktører, herunder civilsamfundet, økonomiske og sociale partnere og den
private sektor.
4.4 Et partnerskab, der gør det bedre
Partnerskabet skal definere passende midler og værktøjer, der skaber de bedste resultater for
de fastsatte prioriteter. Dette skal ensrettes med handlingsplanen fra Addis Abeba, som er en
del af 2030-dagsordenen, udarbejdelsen af en ny europæisk konsensus om udvikling,
Parisaftalen om klimaændringer og anbefalingerne fra evalueringen af Cotonouaftalen.
4.4.1 Diversificeret partnerskab
Partnerskabet bør anvende differentierede gennemførelsesmetoder i overensstemmelse med
2030-dagsordenen, Addis Ababa-handlingsplanen, EU's globale strategi og den europæiske
konsensus om udvikling28
.
4.4.2 Gennemførelsesmidler
Addis Ababa-handlingsplanen indeholder et nyt paradigme og fastlægger rammerne for
gennemførelsen af 2030-dagsordenen med finansielle og ikke-finansielle midler. Den bør
være i centrum for partnerskabet. Den omfatter nationale foranstaltninger, politiske rammer
og en levende privat sektor, alt sammen hjulpet på vej af et støttende internationalt miljø.
Partnerlandene bør koncentrere indsatsen om eksisterende huller i de nationale offentlige
finanser, herunder bedre national ressourcemobilisering, mere effektive og virkningsfulde
offentlige udgifter og gældsforvaltning. Retfærdige, effektive og virkningsfulde
skattesystemer og rammer for offentlige udgifter bør fremmes. Opmærksomheden bør navnlig
rettes mod at tackle skattesvig, skatteunddragelse og ulovlige pengestrømme.
EU bør benytte sig af kombinerede metoder og værktøjer, der har vist gode resultater, og
samtidig holde et højt niveau af fleksibilitet for at kunne tilpasse sig yderligere forbedringer.
Dette bør stemme overens med principperne for udviklingseffektivitet (herunder ejerskab,
gennemsigtighed, fælles ansvarlighed og fokus på resultater) og bør endvidere støttes af
gennemførelsen af udviklingsvenlig politikkohærens.
4.5 Et partnerskab støttet af den rigtige institutionelle struktur
Den institutionelle struktur bør afspejle partnerskabets politiske karakter, de fastsatte
prioriteter, det valgte format, samarbejdsmetoder og de forskellige involverede aktører. Den
28
Pladsholder for meddelelsen om konsensus xxxx.
29
bør gøre det muligt at træffe beslutninger og foranstaltninger hurtigt og effektivt. Det
nuværende system er baseret på fælles institutioner og har vist sig at være nyttigt til at
udveksle erfaringer, men det er nu forældet, da det er for tungt og omstændeligt. Det er endnu
for tidligt at definere den institutionelle struktur, men en række af de principper, der definerer
den, kan fremsættes.
Som et politisk partnerskab baseret på fælles ansvar og støttet af reglerne bør det gennemføres
i en fleksibel institutionel arkitektur med flere lag, der fremmer og letter dialogen om
spørgsmål af fælles interesse. Det bør bruge principperne om nærhed og komplementaritet til
at definere engagementet med relevante institutionelle og ikke-institutionelle aktører på
forskellige niveauer.
Dialog og samarbejde på alle niveauer bør fokusere på det format, der bedst tjener specifikke
mål og interesser, med de lande og regionale organisationer eller samarbejdsrammer, der
klarer sig bedst på et bestemt område.
4.6 Et partnerskab støttet af en retlig ramme
Det fremtidige partnerskabs juridiske status spiller en vigtig rolle for dets gennemførelse,
hvilket også bekræftes af den konsekvensanalyse, som er vedhæftet denne meddelelse. Det er
derfor i EU's politiske interesse at bekræfte sit mangeårige engagement ved at forankre det
nye partnerskab i en juridisk bindende aftale. Samtidig bør det nye partnerskab forblive
fleksibelt og smidigt for at tilpasse sig sine egne fremskridt og de konstant skiftende
betingelser. Dette er navnlig relevant for de regionale søjler. Dette er de grundlæggende
principper, som det fremtidige partnerskabs juridiske status bør baseres på og indstilles efter,
når dets endelige prioriteter og vigtigste karakteristika kendes.
4.7 De næste skridt
Meddelelsen vil danne grundlag for drøftelser med Rådet og Parlamentet samt bredere
aktører, herunder AVS-partnerne, i lyset af udarbejdelsen af en anbefaling med
forhandlingsdirektiver.