Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 23.11.2016
COM(2016) 851 final
2016/0361 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår kreditinstitutters og
investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet
(EØS-relevant tekst)
{SWD(2016) 377}
{SWD(2016) 378}
Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0851
Offentligt
DA 2 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Ændringsforslagene til forordning (EU) nr. 806/2014 (forordningen om den fælles
afviklingsmekanisme eller SRMR) er en del af en lovgivningspakke, der også omfatter
ændringsforslag til forordning (EU) nr. 575/2013 (kapitalkravsforordningen eller CRR), til
direktiv 2013/36/EU (kapitalkravsdirektivet eller CRD) og til direktiv 2014/59/EU (direktivet
om genopretning og afvikling af banker eller BRRD).
EU har igennem de senere år gennemført en omfattende reform af regelsættet for finansielle
tjenesteydelser for at styrke de europæiske finansieringsinstitutters modstandsdygtighed, og
reformen er i vidt omfang baseret på globale standarder fastlagt i samarbejde med EU's
internationale partnere. Reformpakken omfattede navnlig forordning (EU) nr. 575/2013
(kapitalkravsforordningen eller CRR) og direktiv 2013/36/EU (kapitalkravsdirektivet eller
CRD) om tilsynsmæssige krav til og tilsyn med institutter, direktiv 2014/59/EU (direktivet om
genopretning og afvikling af banker eller BRRD) om genopretning og afvikling af institutter
og forordning (EU) nr. 806/2014 om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR).
Disse foranstaltninger blev truffet som svar på finanskrisen, der udviklede sig i 2007-2008.
Da der ikke var noget passende regelsæt for krisestyring og afvikling, var regeringer over hele
verden tvunget til at redde bankerne som følge af finanskrisen. Den efterfølgende indvirkning
på de offentlige finanser og det uønskede incitament til at gøre omkostningerne forbundet
med bankkrak til et samfundsanliggende har understreget, at der er behov for en anden tilgang
til håndtering af bankkriser og beskyttelse af den finansielle stabilitet.
I overensstemmelse med de vigtige skridt, der er blevet aftalt og taget på internationalt
niveau, har EU med direktiv 2014/59/EU (direktivet om genopretning og afvikling af banker
eller BRRD)1
og forordning (EU) nr. 806/2014 (forordningen om den fælles
afviklingsmekanisme (SRMR)2
etableret et solidt regelsæt for bankafvikling med henblik på
en effektiv håndering af bankkriser og mindskelse af deres negative indvirkning på den
finansielle stabilitet og de offentlige finanser. En hjørnesten i det nye regelsæt for afvikling er
"bail-in", der består i nedskrivning af gæld eller konvertering af fordringer eller andre
forpligtelser til egenkapital i en på forhånd fastlagt rækkefølge. Værktøjet kan anvendes til at
absorbere et instituts tab og til at rekapitalisere et institut, der er nødlidende eller forventeligt
nødlidende, for at genoprette instituttets levedygtighed. Aktionærer og andre kreditorer skal
derfor bære omkostningerne forbundet med, at et institut bliver nødlidende, i stedet for
skatteyderne. I modsætning til andre jurisdiktioner er afviklingsmyndighederne i henhold til
EU's regelsæt for genopretning og afvikling af banker allerede bemyndiget til at pålægge det
enkelte kreditinstitut eller investeringsselskab ("institut") et minimumskrav til kapitalgrundlag
og nedskrivningsrelevante passiver (MREL), der består af forpligtelser, som kan være
omfattet af bail-in og skal anvendes til at absorbere tab og rekapitalisere institutter, hvis de
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning
og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).
2
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en
ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af
en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr.
1093/2010 (EUT L 225 af 30.7.2014, s. 1).
DA 3 DA
bliver nødlidende. Kommissionen vedtog for nylig de delegerede retsakter vedrørende den
praktiske gennemførelse af dette krav3
.
På globalt plan offentliggjorde Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) den 9. november 2015
term sheet for den samlede tabsabsorberingskapacitet (Total Loss-absorbing Capacity, TLAC)
("TLAC-standarden"), som blev vedtaget en uge senere på G20-topmødet i Tyrkiet4
. Ifølge
TLAC-standarden skal globale systemisk vigtige banker (G-SIB'er), kaldet globale systemisk
vigtige institutter (G-SII'er) i EU-retten, have et tilstrækkeligt minimumsbeløb i meget
tabsabsorberende forpligtelser (der kan være omfattet af bail-in) for at sikre en smidig og
hurtig tabsabsorbering og rekapitalisering ved afvikling. I sin meddelelse af 24. november
20155
forpligtede Kommissionen sig til at fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2016,
således at TLAC-standarden kunne gennemføres inden den fastsatte frist i 2019.
Kommissionen forpligtede sig endvidere til at revidere de eksisterende MREL-regler med det
formål at sikre, at de er i fuld overensstemmelse med den internationalt aftalte TLAC-
standard, med udgangspunkt i resultaterne i en rapport, som Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed (EBA) skal forelægge for Kommissionen i henhold til artikel 45, stk.
19, i BRRD. EBA offentliggjorde allerede en foreløbig rapport den 19. juli 20166
, og den
endelige rapport forventes at blive forelagt i løbet af december 2016.
Selv om de generelle bestemmelser i BRRD og SRMR fortsat er gyldige og sunde, er
hovedformålet med dette forslag at gennemføre TLAC-standarden og at integrere TLAC-
kravet i de generelle MREL-regler og undgå overlapning ved at anvende to parallelle krav.
Selv om TLAC og MREL har samme reguleringsformål, er der imidlertid en række forskelle
med hensyn til deres opbygning. Anvendelsesområdet for MREL omfatter ikke kun G-SII'er,
men hele Unionens banksektor. Til forskel for TLAC-standarden, der indeholder et
harmoniset minimumsniveau, fastsættes MREL-niveauet af afviklingsmyndighederne på
grundlag af en institutspecifik vurdering fra sag til sag. Endelig bør TLAC-minimumskravet i
princippet opfyldes med efterstillede gældsinstrumenter, og med henblik på MREL kan
afviklingsmyndighederne stille krav om efterstillelse af gældsinstrumenter i konkrete tilfælde,
i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at kreditorer, der er omfattet af bail-in, i en given
situation ikke stilles ringere end i et hypotetisk insolvensscenarie (et scenarie, der er
kontrafaktisk til afvikling). Med henblik på at sikre et enkelt og gennemsigtigt regelsæt, der
skaber retssikkerhed og konsistens, foreslår Kommissionen at integrere TLAC-standarden i de
eksisterende MREL-regler og sikre, at begge krav opfyldes med instrumenter, der i vid
udstrækning er identiske. I forbindelse med denne tilgang skal der indføres begrænsede
justeringer i de eksisterende MREL-regler, som sikrer den tekniske overensstemmelse med
strukturen i eventuelle fremtidige krav til G-SII'er.
Der er navnlig behov for passende tekniske ændringer af de eksisterende MREL-regler for at
tilpasse reglerne til TLAC-standarden, bl.a. vedrørende de nævnere, der anvendes til at måle
tabsabsorberingskapaciteten, interaktionen med kapitalbufferkrav, videregivelse af
3
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1450 af 23. maj 2016 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske
standarder, der præciserer kriterierne i forbindelse med metoden til fastlæggelse af minimumskravet til
kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (EUT L 237 af 3.9.2016, s. 1).
4
FSB, "Principles on Loss-absorbing and Recapitalisation Capacity of Globally Systemically Important
Banks (G-SIBs) in Resolution, Total Loss-absorbing Capacity (TLAC) Term Sheet", 9.11.2015.
5
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "Hen imod fuldførelsen af
bankunionen", 24.11.2015, COM(2015) 587 final.
6
https://www.eba.europa.eu/documents/10180/1360107/EBA+Interim+report+on+MREL
DA 4 DA
oplysninger om risici til investorer og deres anvendelse i forbindelse med forskellige
afviklingsstrategier. Hvad angår gennemførelsen af TLAC-standarden for G-SII'er, vil
Kommissionens tilgang ikke i væsentligt omfang påvirke den byrde i forbindelse med
efterlevelsen af MREL-reglerne, der pålægges institutter, der ikke er G-SII'er.
I praksis vil det harmoniserede minimumsniveau for TLAC-standarden blive indført i
Unionen gennem ændringer af kapitalkravsforordningen og -direktivet (CRR og CRD)7
, og
det institutspecifikke tillæg for G-SII'er og det institutspecifikke MREL-krav til ikke-G-SII'er
vil blive indført gennem målrettede ændringer af BRRD og SRMR. Forslaget indgår således i
en bredere revision af EU's lovgivning på finansområdet, som har til formål at mindske
risiciene i finanssektoren (CRR/CRD-revision) og gøre sektoren mere modstandsdygtig.
Dette forslag vedrører specifikt de målrettede ændringer af SRMR relateret til gennemførelsen
af TLAC-standarden i Unionen. Dette forslag vil finde anvendelse på Den Fælles
Afviklingsinstans (SRB) og de nationale afviklingsmyndigheder i de medlemsstater, som
deltager i den fælles afviklingsmekanisme (SRM), når de fastlægger og gennemfører kravene
til finansielle virksomheder i bankunionen om tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
I henhold til det eksisterende EU-regelsæt for bankafvikling skal alle europæiske banker
allerede i dag have et tilstrækkeligt beløb i meget tabsabsorberende forpligtelser (der kan være
omfattet af bail-in). Forslaget vil forbedre og fremme anvendelsen af de eksisterende regler
ved at tilpasse det eksisterende krav til G-Sll'er til den globale TLAC-standard. Forslaget er
derfor i overensstemmelse med det overordnede mål for EU-regelsættet for bankafvikling om
at mindske skatteydernes bidrag til afvikling af banker. Dette forslag er i fuld
overensstemmelse med Kommissionens forslag om ændring af BRRD, for så vidt angår de
gældende EU-regler om bankers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Forslaget indgår i en bredere revision af EU's lovgivning på finansområdet, som har til formål
at mindske risiciene i finanssektoren og samtidig fremme en bæredygtig finansiering af den
økonomiske aktivitet. Det er fuldt ud i overensstemmelse med EU's grundlæggende mål om at
fremme finansiel stabilitet, mindske skatteydernes bidrag til afviklingen af banker og bidrage
til en bæredygtig finansiering af økonomien.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Forslaget til forordning er en ændring af en gældende forordning, SRMR. Retsgrundlaget for
forslaget er det samme som for SRMR, dvs. artikel 114 i TEUF. I henhold til denne artikel
kan der vedtages EU-foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af nationale
bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion.
7
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L
176 af 27.6.2013, s. 1). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om
adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og
investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).
DA 5 DA
I henhold til forslaget harmoniseres de nationale love om genopretning og afvikling af
kreditinstitutter og investeringsselskaber i de medlemsstater, som deltager i SRM, navnlig for
så vidt angår deres tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet ved afvikling, i det omfang
det er nødvendigt for at sikre, at SRB og de nationale afviklingsmyndigheder i de deltagende
medlemsstater og banker i bankunionen har de samme værktøjer og den samme kapacitet til at
håndtere nødlidende banker i overensstemmelse med de aftalte internationale standarder
(TLAC-standarden).
I forslaget fastlægges harmoniserede krav til banker i de medlemsstater, som deltager i SRM,
og det reducerer således kraftigt risikoen for forskellige nationale regler i de pågældende
medlemsstater om tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, der kan fordreje
konkurrencen på det indre marked. Formålet med forslaget vedrører derfor det indre markeds
oprettelse og funktion.
Derfor er artikel 114 i TEUF det rette retsgrundlag.
• Nærhedsprincippet
I medfør af nærhedsprincippet i artikel 5, stk. 3, i TEU handler Unionen på de områder, der
ikke hører under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte
handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller
lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på
EU-plan.
Unionen og dens medlemsstater, navnlig de medlemsstater, der deltager i SRM, er forpligtet
til at gennemføre internationale standarder. Uden foranstaltninger på EU-plan havde
medlemsstaterne været nødsaget til selv at gennemføre den globale TLAC-standard i deres
egne jurisdiktioner uden mulighed for at ændre det eksisterende regelsæt baseret på BRRD og
SRMR. I lyset af de vigtige forskelle mellem TLAC-standarden og det eksisterende regelsæt
og de nationale tilsynsmyndigheders eventuelle divergerende fortolkninger af TLAC-term
sheetet ville banker, navnlig G-SII'er, derfor blive underlagt to parallelle krav (hvor TLAC-
kravet anvendes forskelligt i de enkelte medlemsstater), hvilket ville indebære yderligere
omkostninger for både banker og offentlige myndigheder (tilsyns- og
afviklingsmyndigheder). Det er således hensigtsmæssigt at gennemføre den globale TLAC-
standard på en harmoniseret måde i de medlemsstater, der deltager i SRM, og at tilpasse det
eksisterende regelsæt med denne standard, således at bankernes og de offentlige
myndigheders efterlevelsesomkostninger reduceres i videst muligt omfang, samtidig med at
der sikres en effektiv afvikling af nødlidende banker.
• Proportionalitetsprincippet
I medfør af proportionalitetsprincippet må indholdet og formen af Unionens handling ikke gå
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå Unionens mål i overensstemmelse med de
overordnede mål i traktaterne.
Hvad angår gennemførelsen af TLAC-standarden for G-SII'er, vil forslaget ikke i væsentligt
omfang påvirke bankernes byrde i forbindelse med efterlevelsen af de eksisterende regler om
tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, da forslaget kun udvider anvendelsesområdet
for minimumsniveauet for TLAC-standarden til at omfatte G-SII'er. Forslaget begrænser
desuden i vidt omfang bankernes, navnlig G-SII'ernes, omkostninger til efterlevelse af TLAC-
standarden ved i videst muligt omfang at tilpasse de eksisterende regler til denne standard.
DA 6 DA
Endelig udvider forslaget kun anvendelsesområdet for minimumsniveauet for TLAC-
standarden til at omfatte G-SII'er. For ikke-G-SII'er opretholder forslaget derimod det
eksisterende generelle princip om, at afviklingsmyndighederne bør skræddersy kvaliteten og
omfanget af kravet om tabsabsorbering og rekapitalisering til den enkelte bank ud fra dens
risikoprofil, størrelse, forbundethed og den valgte afviklingsstrategi. Med hensyn til G-SII'er,
der er omfattet af minimumsniveauet for TLAC-standarden, skal SRB og de nationale
afviklingsmyndigheder i henhold til forslaget, inden de stiller krav om et institutspecifikt
tillæg, vurdere, om dette tillæg er nødvendigt, proportionalt og begrundet. Bestemmelserne i
forslaget står derfor i rimeligt forhold til, hvad der er nødvendigt for at nå målene.
3. RESULTATER AF KONSEKVENSANALYSER
• Konsekvensanalyse
Forslaget, der indgår i en bredere revision af EU's lovgivning på finansområdet, som har til
formål at mindske risiciene i finanssektoren (CRR/CRD-revision), har været underkastet en
omfattende konsekvensanalyse. Udkastet til konsekvensanalyse blev forelagt Kommissionens
Udvalg for Forskriftskontrol den 7. september 20168
. Udvalget afgav en negativ udtalelse den
[dato]. Efter en styrkelse af evidensgrundlaget for visse elementer i revisionspakken afgav
udvalget en positiv udtalelse den 27. september 2016.
Kommissionen har i overensstemmelse med sin politik for bedre lovgivning foretaget en
konsekvensanalyse af en række alternative politikker. De politiske løsningsmodeller blev
vurderet i forhold til hovedmålsætningerne om at forbedre bankernes tabsabsorberings- og
rekapitaliseringskapacitet ved afvikling og retssikkerheden og sammenhængen i regelsættet
for afvikling. Vurderingen gik ud på at overveje konsekvenserne af at nå disse mål og
omkostningseffektiviteten ved at gennemføre forskellige politiske løsningsmodeller.
Med hensyn til gennemførelsen af TLAC-standarden i EU er tre politiske løsningsmodeller
blevet overvejet i konsekvensanalysen. I den første løsningsmodel vil BRRD og SRMR
fortsat være gældende i deres nuværende form. I den anden løsningsmodel vil TLAC-
standarden for G-SII'er blive integreret i det eksisterende regelsæt for afvikling, og dette
regelsæt vil blive ændret, når det er relevant, for at sikre fuld overensstemmelse med TLAC-
standarden. I den tredje politiske løsningsmodel foreslås det at udvide anvendelsesområdet for
minimumsniveauet for TLAC-standarden yderligere til at omfatte andre systemisk vigtige
institutter (O-SII'er) i EU end G-SII'er. Konsekvensanalysen viste, at den anden politiske
løsningsmodel er bedst egnet til at nå de relevante politiske mål. I modsætning til den første
løsningsmodel sikrer den navnlig en harmoniseret gennemførelse af TLAC-standarden for alle
G-SII'er i EU ved at reducere deres omkostninger til efterlevelse af potentielt to forskellige
krav (TLAC-standarden og de gældende bestemmelser i BRRD og SRMR) og en ensartet
fortolkning af TLAC-term sheetet i EU. Denne løsningsmodel vil øge afviklingsmulighederne
for G-SII'er i EU og forhindre afsmitningseffekter af G-SII'ers krydsejerskab gennem
specifikke regler i TLAC-standarden, der ikke findes i BRRD og SRMR i dag (dvs. TLAC-
minimumsniveauet i form af efterstillede gældsinstrumenter, fradrag af G-SII'ers
krydsejerskab af TLAC-instrumenter). Denne løsningsmodel vil sikre, at TLAC-standarden
gennemføres i EU, hvilket vil styrke forventningen om, at andre jurisdiktioner gør det samme
for at forbedre afviklingsmulighederne for G-SIB'er globalt. På den anden side er denne
politikske løsningsmodel bedre end den tredje løsningsmodel, da den ikke har den ulempe at
udvide minimumsniveauet for TLAC-standarden til at omfatte andre banker end G-SII'er (O-
8 [Link til konsekvensanalyse og resumé]
DA 7 DA
SII'er), for hvilke dette TLAC-minimumskrav ikke synes at være godt kalibreret i lyset af
deres store diversitet med hensyn til størrelse, forretningsmodel, forbundethed og systemisk
betydning.
• Grundlæggende rettigheder
Dette forslag overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. anerkendes
i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig ejendomsretten og
friheden til at drive egen virksomhed, og det skal gennemføres i overensstemmelse med disse
rettigheder og principper. Forordningen sikrer navnlig, at indgriben i bankkreditorers
ejendomsrettigheder ikke sker i urimeligt omfang. De berørte kreditorer bør ikke lide større
tab end dem, de ville have lidt, hvis instituttet var blevet likvideret ved almindelig
insolvensbehandling på tidspunktet for afgørelsen om afvikling.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen virkninger for Unionens budget.
5. ANDRE FORHOLD
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Som forklaret ovenfor vil ændringerne af CRR, der indgår i den samme lovgivningspakke,
omfatte reglerne om TLAC-minimumskravet for G-SII'er, hvorimod dette forslag vedrører det
institutspecifikke tillæg for G-SII'er og de generelle krav, der finder anvendelse på banker i
bankunionen. Dette forslag indeholder en række målrettede ændringer af den gældende
SRMR.
Ændringer af artikel 3, 8 og 9 i SRMR
I TLAC-standarden og BRRD og SRMR anerkendes både SPE-afviklingsstrategien (single
point of entry) og MPE-afviklingsstrategien (multiple point of entry). Ifølge SPE-strategien
afvikles blot én koncernenhed (normalt moderselskabet), hvorimod andre koncernenheder
(normalt driftsenheder) ikke afvikles, idet deres tab overføres til den enhed, der skal afvikles.
Ifølge MPE-strategien kan mere end en enhed afvikles. Det er vigtigt, at de enheder, der skal
afvikles ("afviklingsenheder"), og deres datterselskaber ("afviklingskoncerner") identificeres
klart for at sikre, at den ønskede afviklingsstrategi anvendes effektivt. Denne identificering er
desuden ligeledes relevant for fastsættelsen af omfanget af anvendelsen af de regler om
tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, som finansielle virksomheder skal overholde.
Af denne årsag indføres begreberne "afviklingsenhed" og "afviklingskoncern" med
ændringerne af artikel 3 i SRMR. I ændringerne af artikel 8 og 9 vedrørende
koncernafviklingsplanlægning kræves det udtrykkeligt, at Afviklingsinstansen identificerer
afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne i en finanskoncern og grundigt overvejer
konsekvenserne af en planlagt afviklingsforanstaltning i koncernen for at sikre en effektiv
koncernafvikling.
Ændringer af artikel 12 i SRMR
Artikel 12 ophæves og erstattes med følgende nye bestemmelser: artikel 12, 12a, 12b, 12c,
12d, 12e, 12f, 12g, 12h, 12i og 12j.
DA 8 DA
I artikel 12 fastlægges den institutionelle ramme for anvendelsen af minimumskravet til
kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ved at understrege SRB's og de
deltagende medlemsstaters nationale afviklingsmyndigheders og kompetente myndigheders
respektive roller.
Det institutspecifikke minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver
("MREL") måles i øjeblikket som en procentdel af instituttets samlede passiver. I den
ændrede artikel 12a tilpasses MREL-målekriterierne til kriterierne i det harmoniserede
minimumskrav for G-SII'er i TLAC-standarden ("TLAC-minimumskravet"). Det
institutionsspecifikke krav bør derfor udtrykkes som en procentdel af målene for det relevante
instituts samlede risikoeksponering og gearingsgradens eksponering.
I artikel 12b opretholdes den eksisterende undtagelse fra MREL-kravet for
realkreditinstitutter, forudsat at nationale insolvensprocedurer eller tilsvarende procedurer
sikrer en effektiv tabsabsorbering på kreditorsiden, der opfylder afviklingsmålene. Det
præciseres ligeledes, at institutter, som er undtaget fra MREL-kravet, ikke skal omfattes af det
generelle konsoliderede krav, der er fastsat for afviklingskoncernen.
I artikel 12c fastsættes kriterierne for de instrumenter og elementer, som kan anses for at
opfylde MREL-kravet, hvis de tilpasses nøje til kriterierne i TLAC-standarden for TLAC-
minimumskravet. Disse kriterier er derfor identiske med følgende undtagelser.
Med hensyn til de omfattede instrumenters anvendelsesområde kan visse instrumenter, der har
karakter af derivater, såsom strukturerede obligationer, omfattes af MREL-kravet, fordi de
kan være tilstrækkelig tabsabsorberende ved afvikling. Strukturerede obligationer er
gældsforpligtelser med en indbygget derivatkomponent. Deres afkast er tilpasset afkastet fra
referenceaktiver såsom enkeltaktier, aktieindekser, fonde, renter, råvarer eller valutaer. Det
præciseres i artikel 12c, at strukturerede obligationer kan betragtes som MREL-instrumenter,
hvis de har en fast hovedstol, som skal tilbagebetales ved forfald, og det ekstra afkast kun er
knyttet til et derivat og afhænger af referenceaktivets afkast. Begrundelsen herfor er, at den
faste hovedstol kendes inden udstedelsestidspunktet, den er stabil i hele den strukturerede
obligations livscyklus og kan nemt omfattes af bail-in ved afvikling.
I henhold til TLAC-standarden skal TLAC-minimumskravet i vid udstrækning opfyldes med
efterstillede gældsinstrumenter, der ved insolvens er efterstillet ikkeefterstillede forpligtelser,
som er udtrykkeligt udelukket fra TLAC-minimumskapitalkravet, såsom dækkede indskud,
derivater, skattemæssige forpligtelser eller andre offentretlige forpligtelser. Med henblik på
opfyldelse af det institutspecifikke MREL-krav kan afviklingsmyndighederne i dag stille krav
om efterstillelse af nedskrivningsrelevante gældsinstrumenter i konkrete tilfælde. Det
præciseres endvidere i de nye bestemmelser i artikel 12c, at der kan stilles krav om
efterstillelse, i det omfang det er nødvendigt for at lette anvendelsen af bail-in-værktøjet,
navnlig når der er klare tegn på, at kreditorer omfattet af bail-in sandsynligvis vil lide tab ved
afvikling, der er større end deres potentielle tab ved insolvens, og kun i det omfang det er
nødvendigt for at dække den del af tabene, der overstiger de sandsynlige tab ved insolvens.
Ethvert krav om efterstillelse stillet af Afviklingsinstansen vedrørende det institutspecifikke
MREL-krav bør ikke berøre muligheden for at opfylde TLAC-minimumskravet med
ikkeefterstillede gældsinstrumenter i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 og
TLAC-standarden.
DA 9 DA
I artikel 12d præciseres kriterierne for Afviklingsinstansens fastlæggelse af MREL-kravet for
alle enheder. MREL-kravet bør give banker mulighed for at absorbere forventede tab ved
afvikling og rekapitalisere banken efter afviklingen. Afviklingsinstansen skal behørigt
begrunde det pålagte MREL-krav baseret på den valgte afviklingsstrategi. Dette beløb bør
ikke overstige det samlede forventede tab ved afvikling, som svarer til institutternes
kapitalgrundlagskrav, og det rekapitaliseringsbeløb, som giver enheden mulighed for at
opfylde det kapitalgrundlagskrav, som er nødvendigt for at kunne få tilladelse til at fortsætte
sine aktiviteter inden for rammerne af den valgte afviklingsstrategi, efter afviklingen. MREL-
kravet bør udtrykkes som en procentdel af målene for den samlede risikoeksponering og
gearingsgraden, og institutterne bør opfylde begge målniveauer.
Med hensyn til G-SII'er præciseres det i artikel 12e, at et institutspecifikt tillæg til TLAC-
minimumsniveauet som fastlagt i TLAC-standarden kun kan pålægges, hvis dette minimum
ikke er tilstrækkeligt til at absorbere tab og rekapitalisere et G-SII med den valgte
afviklingsstrategi. Afviklingsinstansens afgørelse om at pålægge et sådant tillæg bør
begrundes behørigt.
Som i forslaget om ændring af CRD indfører forslaget begrebet "vejledning" i artikel 12f.
Dette giver Afviklingsinstansen mulighed for at stille krav til institutterne om opnåelse af
højere MREL-niveauer og samtidig håndtere overtrædelser af disse niveauer på en mere
fleksibel måde, navnlig ved at afbøde de automatiske virkninger af sådanne overtrædelser i
form af begrænsninger af de maksimale udlodningsbeløb ("MUB'er"). I henhold til artikel 12f
kan Afviklingsinstansen navnlig stille krav til institutterne om at dække yderligere beløb til
dækning af tab ved afvikling, som er højere end de forventede tab i et almindeligt
afviklingsscenarie (dvs. over niveauet for de eksisterende kapitalgrundlagskrav), og sikre en
tilstrækkelig markedstillid til enheden efter afviklingen (dvs. ud over det krævede
rekapitaliseringsbeløb). Det fastslås imidlertid i artikel 12f, at det angivne niveau i
vejledningen, for så vidt angår den tabsabsorberende del af MREL-kravet, ikke bør være
højere end niveauet i "kapitalvejledningen", når tilsynsmyndighederne anmoder om sådanne
retningslinjer som led i en tilsynsmæssig stresstest vedrørende dækning af tab, der overstiger
de almindelige krav. For rekapitaliseringsdelen bør det angivne niveau i vejledningen i at
sikre tilliden til markedet give institutterne mulighed for at opfylde kravene til tilladelse i en
passende periode efter afviklingen. Denne markedstillidsbuffer bør ikke overskride det
kombinerede kapitalbufferkrav i henhold til direktiv 2013/36/EU, medmindre et højere niveau
er nødvendigt for at sikre, at enheden efter afviklingen fortsat opfylder kravene til tilladelse i
en passende periode.
Artikel 12g og 12h vedrører omfanget af anvendelsen af MREL-kravet. Med hensyn til
institutter, der kan betragtes som afviklingsenheder, finder MREL-kravet kun anvendelse på
disse enheder på konsolideret afviklingskoncernniveau. Afviklingsenhederne vil således være
forpligtet til at udstede nedskrivningsrelevante (gælds)instrumenter til tredjemandskreditorer,
som omfattes af bail-in, hvis afviklingsenheden (dvs. afviklingskoncernen) afvikles. Med
hensyn til andre enheder i koncernen indfører forslaget begrebet "internt" MREL-krav i
overensstemmelse med et lignende begreb indført i TLAC-standarden. Andre enheder i
afviklingskoncernen, som ikke selv er afviklingsenheder, bør derfor udstede
nedskrivningsrelevante (gælds)instrumenter internt i afviklingskoncernen, der købes af
afviklingsenhederne. Hvis en enhed i afviklingskoncernen, som ikke selv er en
afviklingsenhed, på et tidspunkt ikke længere er levedygtig, nedskrives eller konverteres
instrumenterne til egenkapital, og den pågældende enheds tab overføres til afviklingsenheden.
Hovedfordelen ved det interne MREL-krav er, at det gør det muligt at rekapitalisere en enhed
DA 10 DA
(med kritiske funktioner) i afviklingskoncernen uden at afvikle enheden formelt, hvilket
potentielt kan forstyrre markedet. Anvendelsen af dette krav bør imidlertid være i
overensstemmelse med den valgte afviklingsstrategi, og den bør navnlig ikke ændre
ejerskabsforholdet mellem enheden og afviklingskoncernen efter rekapitaliseringen. Det
fastslås ligeledes i forslaget, at det interne MREL-krav på visse betingelser kan erstattes af
sikkerhedsgarantier mellem afviklingsenheden og de andre enheder i afviklingskoncernen, der
kan udløses med samme tidsfrister som de interne MREL-instrumenter. De foreslåede
sikkerhedsforanstaltninger omfatter navnlig de relevante afviklingsmyndigheders aftale om at
erstatte det interne MREL-krav og den sikkerhedsstillelse for garantien, som
afviklingsenheden har givet sit datterselskab, med en meget likvid sikkerhedsstillelse med
minimal kredit- og markedsrisiko.
Det fastslås i artikel 12i, at Afviklingsinstansen på visse betingelser kan dispensere helt fra et
datterselskabs interne MREL-krav, hvis både datterselskabet og afviklingsenheden i
moderselskabet er etableret i den samme deltagende medlemsstat.
Ændringerne i artikel 12g vedrører manglende overholdelse af MREL-kravet. I artikel 12g
anføres afviklingsmyndighedernes beføjelser i tilfælde af overtrædelser af MREL-kravet. Da
manglende overholdelse af kravet kan udgøre en hindring for et instituts eller en koncerns
afvikling, afkorter ændringerne af artikel 10 den eksisterende procedure til at fjerne hindringer
for afviklingen med henblik på en hurtig håndtering af eventuelle overtrædelser af kravet.
Ændringerne giver ligeledes Afviklingsinstansen nye beføjelser til at kræve ændringer af
nedskrivningsrelevante instrumenters løbetidsprofiler og institutternes planer om at genoprette
MREL-niveauet.
Ændringer af artikel 16, 18, 20 og 21
Ændringerne af artikel 16, 18, 20 og 21 sikrer, at Afviklingsinstansen ligeledes kan nedskrive
eller konvertere interne MREL-instrumenter ud over kapitalinstrumenter (f.eks.
gældsinstrumenter) til egenkapital, hvis enheden i afviklingskoncernen, som ikke selv er en
afviklingsenhed, der udsteder dem, på et tidspunkt ikke længere er levedygtig.
DA 11 DA
2016/0361 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår kreditinstitutters og
investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank9
,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg10
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) offentliggjorde den 9. november 2015 term sheet
for den samlede tabsabsorberingskapacitet (Total Loss-absorbing Capacity, TLAC)
("TLAC-standarden"), der blev godkendt af G-20 i november 2015. Ifølge TLAC-
standarden skal globale systemisk vigtige banker ("G-SIB'er"), kaldet globale
systemisk vigtige institutter ("G-SII'er") i EU-retten, have et tilstrækkeligt
minimumsbeløb i meget tabsabsorberende forpligtelser (der kan være omfattet af bail-
in) for at sikre en smidig og hurtig tabsabsorbering og rekapitalisering ved afvikling. I
sin meddelelse af 24. november 201511
forpligtede Kommissionen sig til at fremsætte
et lovforslag inden udgangen af 2016, således at TLAC-standarden kunne
gennemføres inden den internationalt fastsatte frist i 2019.
(2) Ved gennemførelsen af TLAC-standarden i EU skal der ligeledes tages hensyn til det
eksisterende institutspecifikke minimumskrav til kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver ("MREL"), der finder anvendelse på alle
kreditinstitutter og investeringsselskaber i Unionen, som fastsat i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/59/EU12
. Da TLAC og MREL har samme mål om at sikre, at
kreditinstitutter og investeringsselskaber i Unionen har en tilstrækkelig
tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, bør de to krav være komplementære
elementer i et fælles regelsæt. I praksis bør det harmoniserede minimumsniveau for
9
EUT C […], […], s. […].
10
EUT C […], […], s. […].
11
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "Hen imod fuldførelsen af
bankunionen", 24.11.2015, COM(2015) 587 final.
12
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning
og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).
DA 12 DA
TLAC-standarden for G-SII'er ("TLAC-minimumskravet") indføres i Unionen gennem
ændringer af forordning (EU) nr. 575/201313
, og det institutspecifikke tillæg for G-
SII'er og det institutspecifikke krav til ikke-G-SII'er, der benævnes minimumskravet til
kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, bør indføres gennem målrettede
ændringer af direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/201414
. De relevante
bestemmelser i denne forordning om institutters tabsabsorberings- og
rekapitaliseringskapacitet bør anvendes sammen med bestemmelserne i ovennævnte
retsakter og i direktiv 2013/36/EU15
på en ensartet måde.
(3) Det forhold, at der ikke er nogen harmoniserede regler i de medlemsstater, som
deltager i den fælles afviklingsmekanisme (SRM), om gennemførelsen af TLAC-
standarden, skaber yderligere omkostninger og retsusikkerhed for institutter og gør det
vanskeligere at anvende bail-in-værktøjet for grænseoverskridende institutter. Det
forhold, at der ikke er nogen harmoniserede EU-regler, fordrejer ligeledes
konkurrencen på det indre marked, da institutternes omkostninger ved at opfylde de
eksisterende krav og TLAC-standarden kan være meget forskellige i de deltagende
medlemsstater. Det er derfor nødvendigt at fjerne disse hindringer for det indre
markeds funktion og at undgå konkurrencefordrejninger som følge af manglende
harmoniserede EU-regler om gennemførelsen af TLAC-standarden. Det relevante
retsgrundlag for denne forordning bør derfor være artikel 114 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) som fortolket i overensstemmelse med
EU-Domstolens retspraksis.
(4) I overensstemmelse med TLAC-standarden bør både SPE-afviklingsstrategien (single
point of entry) og MPE-afviklingsstrategien (multiple point of entry) fortsat
anerkendes i forordning (EU) nr. 806/2014. Ifølge SPE-strategien afvikles blot én
koncernenhed (normalt moderselskabet), hvorimod andre koncernenheder (normalt
driftsenheder) ikke afvikles, idet deres tab og rekapitaliseringsbehov overføres til den
enhed, der skal afvikles. Ifølge MPE-strategien kan mere end en enhed afvikles. Det er
vigtigt, at de enheder, der skal afvikles ("afviklingsenheder"), og deres datterselskaber
("afviklingskoncerner") identificeres klart for at sikre, at den ønskede
afviklingsstrategi anvendes effektivt. Denne identificering er ligeledes relevant for
fastsættelsen af omfanget af anvendelsen af de regler om tabsabsorberings- og
rekapitaliseringskapacitet, som finansielle virksomheder skal overholde. Det er derfor
nødvendigt at indføre begreberne "afviklingsenhed" og "afviklingskoncern" og at
ændre forordning (EU) nr. 806/2014 vedrørende koncernafviklingsplanlægning for at
stille et udtrykkeligt krav til Den Fælles Afviklingsinstans ("Afviklingsinstansen") om
at identificere afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne i en koncern og grundigt
overveje konsekvenserne af en planlagt afviklingsforanstaltning i koncernen for at
sikre en effektiv koncernafvikling.
13
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L
176 af 27.6.2013, s. 1).
14
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en
ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af
en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr.
1093/2010 (EUT L 225 af 30.7.2014, s. 1).
15
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring
af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af
27.6.2013, s. 338).
DA 13 DA
(5) Afviklingsinstansen bør sikre, at institutter har en tilstrækkelig tabsabsorberings- og
rekapitaliseringskapacitet til at sikre en smidig og hurtig tabsabsorbering og
rekapitalisering ved afvikling med minimal indvirkning på den finansielle stabilitet og
skatteyderne. Dette bør opnås, ved at institutterne overholder et institutspecifikt
minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver fastlagt i
forordning (EU) nr. 806/2014.
(6) Med henblik på at tilpasse de nævnere, der anvendes til at måle institutternes
tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, til de nævnere, der anvendes i TLAC-
standarden, bør MREL-kravet udtrykkes som en procentdel af målene for det relevante
instituts samlede risikoeksponering og gearingsgradens eksponering.
(7) Kriterierne for nedskrivningsrelevante passiver bør tilpasses nøje til de fastsatte
kriterier i forordning (EU) nr. 575/2013 for TLAC-minimumskravet i
overensstemmelse med de supplerende justeringer og krav, der er indført i nærværende
forordning. Visse gældsinstrumenter med en indbygget derivatkomponent såsom visse
strukturerede obligationer bør navnlig kunne opfylde MREL-kravet, hvis de har en fast
hovedstol, som skal tilbagebetales ved forfald, og det ekstra afkast kun er knyttet til et
derivat og afhænger af et referenceaktivs afkast. I lyset af den faste hovedstol bør disse
instrumenter være meget tabsabsorberende og nemt kunne omfattes af bail-in ved
afvikling.
(8) De forpligtelser, som kan opfylde MREL-kravet, omfatter i princippet alle
forpligtelser knyttet til usikrede ikkepriviligerede fordringer (ikkeefterstillede
forpligtelser), medmindre de ikke opfylder specifikke kriterier fastlagt i nærværende
forordning. For at forbedre afviklingsmulighederne for institutter gennem en effektiv
anvendelse af bail-in-værktøjet bør Afviklingsinstansen have beføjelse til at kræve, at
det selskabsspecifikke krav opfyldes med efterstillede forpligtelser, navnlig når der er
klare tegn på, at kreditorer omfattet af bail-in sandsynligvis vil lide tab ved afvikling,
der er større end deres potentielle tab ved insolvens. Kravet om at opfylde MREL med
ikkeefterstillede forpligtelser bør kun stilles, i det omfang det er nødvendigt for at
undgå, at kreditorernes tab ved afvikling ikke er større end de tab, de ville have lidt
ved insolvens. Ethvert krav om efterstillelse af gældsinstrumenter stillet af
Afviklingsinstansen vedrørende MREL-kravet bør ikke berøre muligheden for at
opfylde TLAC-minimumskravet med ikkeefterstillede gældsinstrumenter i
overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 og TLAC-standarden.
(9) MREL-kravet bør give institutter mulighed for at absorbere forventede tab ved
afvikling og rekapitalisere instituttet efter afviklingen. Afviklingsinstansen bør på
grundlag af den valgte afviklingsstrategi behørigt begrunde det pålagte MREL-niveau,
navnlig hvad angår behovet for og omfanget af det krav, der er omhandlet i artikel
104a i direktiv 2013/36/EU, i rekapitaliseringsbeløbet. Dette beløb bør omfatte det
samlede forventede tab ved afvikling, som svarer til instituttets kapitalgrundlagskrav
og det rekapitaliseringsbeløb, som giver instituttet mulighed for at opfylde det
kapitalgrundlagskrav, som er nødvendigt for at kunne få tilladelse til at fortsætte sine
aktiviteter inden for rammerne af den valgte afviklingsstrategi, efter afviklingen.
MREL-kravet bør udtrykkes som en procentdel af målene for den samlede
risikoeksponering og gearingsgraden, og institutterne bør opfylde begge målniveauer.
Afviklingsinstansen bør have beføjelse til at justere rekapitaliseringsbeløbene i
behørigt begrundede tilfælde, således at de i tilstrækkelig grad også afspejler de øgede
risici, der gør sig gældende for afviklingsmulighederne som følge af
afviklingskoncernens forretningsmodel, finansieringsmodel og overordnede
DA 14 DA
risikoprofil, og således i disse begrænsede tilfælde kræve, at de rekapitaliseringsbeløb,
der er omhandlet i artikel 12d, stk. 3, første afsnit, og stk. 4, forhøjes.
(10) For at forbedre deres afviklingsmuligheder bør Afviklingsinstansen have beføjelse til
at pålægge G-SII'er et institutspecifikt MREL-krav ud over TLAC-minimumskravet
fastlagt i forordning (EU) nr. 575/2013. Dette institutspecifikke MREL-krav må kun
pålægges, når TLAC-minimumskravet ikke er tilstrækkeligt til at absorbere tab og
rekapitalisere et G-SII med den valgte afviklingsstrategi.
(11) Ved fastsættelsen af MREL-niveauet bør Afviklingsinstansen tage hensyn til graden af
et instituts systemiske betydning og de potentielle negative virkninger for den
finansielle stabilitet, hvis et institut bliver nødlidende. Afviklingsinstansen bør tage
hensyn til behovet for lige konkurrencevilkår mellem G-SII'er og andre
sammenlignelige institutter med systemisk betydning i de deltagende medlemsstater.
MREL-kravet til institutter, der ikke er identificeret som G-SII'er, men som har en
systemisk betydning i deltagende medlemsstater, der er sammenlignelig med G-SII'ers
systemiske betydning, bør således ikke afvige uforholdsmæssigt fra niveauet for og
sammensætningen af det generelt fastsatte MREL-krav for G-SII'er.
(12) I lighed med de beføjelser, de kompetente myndigheder er tillagt i direktiv
2013/36/EU, bør Afviklingsinstansen have mulighed for at stille krav til institutterne
om opnåelse af højere MREL-niveauer og samtidig håndtere overtrædelser af disse
niveauer på en mere fleksibel måde, navnlig ved at afbøde de automatiske virkninger
af disse overtrædelser i form af begrænsninger af de maksimale udlodningsbeløb
("MUB'er"). Afviklingsinstansen bør kunne vejlede institutterne i at dække yderligere
beløb til dækning af tab ved afvikling, som er større end de kapitalgrundlagskrav, der
er fastlagt i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, og/eller i at sikre en
tilstrækkelig markedstillid til instituttet efter afviklingen. For at sikre
overensstemmelsen med direktiv 2013/36/EU må der kun vejledes om dækning af
yderligere tab, når de kompetente tilsynsmyndigheder har anmodet om
"kapitalvejledningen" i henhold til direktiv 2013/36/EU, og det angivne niveau bør
ikke være højere end det angivne niveau i disse retningslinjer. For
rekapitaliseringsbeløbet bør det angivne niveau i vejledningen i at sikre tilliden til
markedet give instituttet mulighed for fortsat at opfylde kravene til tilladelse i en
passende periode, herunder ved at give instituttet mulighed for at dække
omkostningerne forbundet med omstrukturering af sine aktiviteter efter afvikling.
Markedstillidsbufferen bør ikke overskride det kombinerede kapitalbufferkrav i
henhold til direktiv 2013/36/EU, medmindre et højere niveau er nødvendigt for at
sikre, at enheden efter afviklingen fortsat opfylder kravene til tilladelse i en passende
periode. Hvis en enhed til stadighed ikke har supplerende kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver som angivet i vejledningen, bør Afviklingsinstansen
kunne kræve, at MREL-beløbet forøges, således at det dækker det angivne beløb i
vejledningen. Ved vurderingen af, om der er tale om et vedvarende sammenbrud, bør
Afviklingsinstansen tage hensyn til enhedens rapportering om MREL, jf. direktiv
2014/59/EU.
(13) I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 bør institutter, der kan
betragtes som afviklingsenheder, kun omfattes af MREL-kravet på konsolideret
afviklingskoncernniveau. Afviklingsenheder bør således være forpligtet til at udstede
nedskrivningsrelevante instrumenter og elementer for at opfylde MREL-kravet til
eksterne tredjemandskreditorer, som omfattes af bail-in, hvis afviklingsenheden
afvikles.
DA 15 DA
(14) Institutter, der ikke er afviklingsenheder, bør opfylde det selskabsspecifikke krav på
individuelt niveau. Disse institutters tabsabsorberings- og rekapitaliseringsbehov bør
generelt dækkes af deres respektive afviklingsenheder gennem afviklingsenhedernes
erhvervelse af nedskrivningsrelevante passiver udstedt af disse institutter og deres
nedskrivning eller konvertering til ejerskabsinstrumenter, når disse institutter ikke
længere er levedygtige. Det MREL-krav, der finder anvendelse på institutter, som ikke
er afviklingsenheder, bør således anvendes sammen og i overensstemmelse med de
krav, der finder anvendelse på afviklingsenheder. Det bør give Afviklingsinstansen
mulighed for at afvikle en afviklingskoncern uden at afvikle visse af koncernens
datterselskaber formelt, hvilket potentielt kan forstyrre markedet. Efter aftale med
Afviklingsinstansen bør det være muligt at erstatte udstedelsen af
nedskrivningsrelevante passiver til afviklingsenheder med sikkerhedsgarantier mellem
afviklingsenheden og dens datterselskaber, som kan udløses, når de tidsfrister, der
gælder for nedskrivningen eller konverteringen af nedskrivningsrelevante passiver, er
opfyldt. Den underliggende sikkerhedsstillelse for garantien bør være meget likvid og
have en minimal markeds- og kreditrisiko. Afviklingsinstansen bør ligeledes have
beføjelse til at dispensere helt fra anvendelsen af MREL-kravet på institutter, der ikke
er afviklingsenheder, hvis både afviklingsenheden og dens datterselskaber er etableret
i den samme deltagende medlemsstat.
(15) Anvendelsen af MREL-kravet på institutter, som ikke er afviklingsenheder, bør være i
overensstemmelse med den valgte afviklingsstrategi. Den bør navnlig ikke ændre
ejerskabsforholdet mellem institutterne og afviklingskoncernen efter rekapitaliseringen
af disse institutter.
(16) Enhver overtrædelse af TLAC-minimumskravet og MREL-kravet bør håndteres og
afhjælpes på passende vis af de kompetente myndigheder, afviklingsmyndighederne
og Afviklingsinstansen. Da manglende overholdelse af disse krav kan udgøre en
hindring for et instituts eller en koncerns afvikling, bør de eksisterende procedurer til
at fjerne hindringer for afviklingen afkortes med henblik på en hurtig håndtering af
eventuelle overtrædelser af disse krav. Afviklingsinstansen bør ligeledes have
beføjelse til at pålægge institutterne at ændre nedskrivningsrelevante instrumenters og
elementers løbetidsprofiler og at udarbejde og gennemføre planer for genoprettelse af
MREL-niveauet.
(17) Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som
bl.a. anerkendes i chartret, navnlig ejendomsretten og friheden til at drive egen
virksomhed, og det skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og
principper.
(18) Da målene i denne forordning, nemlig at fastsætte ensartede regler om genopretning
og afvikling, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og på grund af
foranstaltningens omfang bedre kan nås på EU-plan, kan EU vedtage denne forordning
i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den
Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(19) For at sikre en tilstrækkelig frist for anvendelsen af denne forordning bør ordningen
anvendes [18 måneder efter forordningens ikrafttræden] —
DA 16 DA
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
1. Ændringer af forordning (EU) nr. 806/2014Artikel 3, stk. 1, affattes således:
a) Følgende numre indsættes:
"24a) "afviklingsenhed": en enhed, der er etableret i Unionen, og som er
identificeret af Afviklingsinstansen i henhold til artikel 8 som en enhed, der er
omfattet af afviklingsforanstaltningerne i handlingsplanen
24b) "afviklingskoncern": en koncern af enheder identificeret af
Afviklingsinstansen i henhold til artikel 8, der omfatter afviklingsenheden og
dens datterselskaber, der ikke selv er afviklingsenheder og ikke er
datterselskaber af en anden afviklingsenhed
b) I nr. 49) erstattes "nedskrivningsrelevante passiver" med "passiver, der
kan være omfattet af bail-in."
Følgende indsættes som nr. 49a):
"49a) "nedskrivningsrelevante passiver": passiver, der kan være omfattet af
bail-in og opfylder betingelserne i artikel 12c eller artikel 12h, stk. 3, litra a)."
2. Artikel 7, stk. 3, litra d), affattes således:
"d) fastlægge niveauet for minimumskravet til kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver i overensstemmelse med artikel 12-12k."
3. Artikel 8 ændres som følger:
a) Stk. 5 affattes således:
"5. I afviklingsplanen opstilles der modeller for, hvordan de i denne
forordning omhandlede afviklingsværktøjer og -beføjelser kan anvendes på de i
stk. 1 omhandlede enheder."
b) Stk. 6, første og andet afsnit, affattes således:
"Afviklingsplanen skal indeholde de afviklingsforanstaltninger, som
Afviklingsinstansen kan træffe, hvis en i stk. 1 omhandlet enhed opfylder
betingelserne for afvikling.
Oplysningerne i stk. 9, litra a), videregives til den pågældende enhed."
c) Stk. 9, litra p), affattes således:
"p) minimumskravet til kapitalgrundlag og efterstillede instrumenter i
medfør af artikel 12c og en frist for opnåelse af dette niveau, hvor det er
relevant"
d) Stk. 10 affattes således:
"10. Koncernafviklingsplaner skal indeholde en plan for afvikling af den i
stk. 1 omhandlede koncern, der er ledet af EU-moderselskabet, som er etableret
i en deltagende medlemsstat, og skal angive foranstaltninger til afvikling af:
a) EU-moderselskabet
b) de datterselskaber, der tilhører koncernen og er etableret i Unionen
c) de enheder, som er omhandlet i artikel 2, litra b)
DA 17 DA
d) med forbehold af artikel 33, de datterselskaber, der tilhører koncernen og
er etableret uden for Unionen.
I overensstemmelse med de foranstaltninger, der er omhandlet i første afsnit,
skal afviklingsplanen angive følgende for hver koncern:
a) afviklingsenhederne
b) afviklingskoncernerne."
e) Stk. 11, litra a) og b), affattes således:
"a) fastlægge de afviklingsforanstaltninger, der skal træffes over for en
afviklingsenhed i de i stk. 6 omhandlede scenarier, og konsekvenserne af disse
foranstaltninger for de i stk. 1 omhandlede andre koncernenheder,
moderselskabet og datterselskabsinstitutterne
a1) hvis en koncern som omhandlet i stk. 1 omfatter mere end en
afviklingskoncern, fastlægge de afviklingsforanstaltninger, der skal træffes
over for de enkelte afviklingskoncerners afviklingsenheder, og konsekvenserne
af disse foranstaltninger for begge af følgende:
i) andre koncernenheder, der tilhører den samme afviklingskoncern
ii) andre afviklingskoncerner
b) undersøge, i hvilket omfang afviklingsværktøjerne og
afviklingsbeføjelserne kan anvendes på afviklingsenheder, der er etableret i
Unionen, og udøves på en koordineret måde, herunder ved foranstaltninger
med henblik på at befordre tredjeparts opkøb af hele koncernen, af særlige
forretningsområder eller aktiviteter, der varetages af en række koncernenheder,
eller af individuelle koncernenheder eller afviklingskoncerner, og at afdække
potentielle hindringer for en koordineret afvikling."
4. Artikel 10 ændres som følger:
a) Stk. 4 affattes således:
"4. En koncern anses for at kunne afvikles, hvis det er muligt og
troværdigt, at Afviklingsinstansen enten håndterer koncernenheder som led i
almindelig insolvensbehandling eller afvikler dem ved at anvende
afviklingsværktøjer og udøve afviklingsbeføjelser på afviklingsenheder, idet
den så vidt muligt forhindrer, at det får betydelige negative konsekvenser for
de finansielle systemer, herunder generel finansiel ustabilitet eller hændelser,
der berører hele systemet, i de medlemsstater, i hvilke der er etableret
koncernenheder, eller andre medlemsstater eller Unionen, og således at
videreførelsen af koncernenhedernes kritiske funktioner sikres, hvis de nemt
kan skilles ud i tide eller på anden vis.
Afviklingsinstansen underretter rettidigt EBA, når en koncern anses for ikke at
kunne afvikles.
Hvis en koncern omfatter mere end en afviklingskoncern, vurderer
Afviklingsinstansen den enkelte afviklingskoncerns afviklingsmuligheder i
henhold til denne artikel.
Den i første afsnit omhandlede vurdering foretages ud over vurderingen af hele
koncernens afviklingsmuligheder."
b) I stk. 7 indsættes følgende afsnit:
DA 18 DA
"Hvis hindringen for en enheds eller koncerns afvikling skyldes en situation
omhandlet i artikel 141a, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU, underretter
Afviklingsinstansen EU-moderselskabet om sin vurdering af denne hindring."
c) I stk. 9 indsættes følgende afsnit:
"Hvis hindringen for afvikling skyldes en situation som omhandlet i artikel
141a, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU, forelægger EU-moderselskabet
Afviklingsinstansen forslag til mulige foranstaltninger med henblik på at
afhjælpe eller fjerne hindringen, der er identificeret i overensstemmelse med
første afsnit, senest to uger efter modtagelsen af en underretning i henhold til
stk. 7."
d) I stk. 11, litra i) og j), ændres "artikel 12" til "artikel 12g og artikel 12h".
e) I stk. 11 tilføjes følgende litraer:
"k) at pålægge en enhed at forelægge en plan for fornyet opfyldelse af
artikel 12g og 12h og kravet i artikel 128, stk. 6, i direktiv 2013/36/EU
l) at pålægge en enhed at ændre løbetidsprofilen for de instrumenter, der
er omhandlet i artikel 12c og artikel 12h, stk. 3, litra a) og b), for at sikre fortsat
overholdelse af artikel 12g og 12h."
5. Følgende artikler indsættes i stedet for artikel 12 i forordning (EU) nr. 806/2014:
"Artikel 12
Fastlæggelse af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver
1. Afviklingsinstansen fastlægger efter høring af de kompetente myndigheder, herunder
ECB, minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, jf.
artikel 12a-12i, der er genstand for nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, som
enheder og koncerner som omhandlet i artikel 7, stk. 2, og enheder og koncerner som
omhandlet i artikel 7, stk. 4, litra b), og stk. 5, når betingelserne for anvendelse af
disse stykker er overholdt, til enhver tid skal overholde.
2. De nationale afviklingsmyndigheder skal i forbindelse med udarbejdelsen af
afviklingsplaner i overensstemmelse med artikel 9, efter høring af de kompetente
myndigheder, fastlægge minimumskravet til kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver, jf. artikel 12a-12i, der er genstand for
nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, som enheder som omhandlet i artikel 7,
stk. 3, til enhver tid skal overholde. I denne forbindelse finder proceduren i artikel 31
anvendelse.
3. Afviklingsinstansen foretager en fastlæggelse i henhold til stk. 1 parallelt med
udarbejdelsen og opretholdelsen af afviklingsplaner i henhold til artikel 8.
4. Afviklingsinstansen retter sin afgørelse om fastlæggelse af minimumskravet til de
nationale afviklingsmyndigheder. De nationale afviklingsmyndigheder gennemfører
Afviklingsinstansens instrukser i overensstemmelse med artikel 29.
Afviklingsinstansen pålægger de nationale afviklingsmyndigheder at kontrollere og
sikre, at institutter og moderselskaber overholder det i nærværende artikels stk. 1
fastsatte minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver.
5. Afviklingsinstansen underretter ECB og EBA om det minimumskrav til
kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, den har fastlagt for hvert institut
og moderselskab i henhold til stk. 1.
DA 19 DA
6. Med henblik på at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af denne artikel udsteder
Afviklingsinstansen retningslinjer og sender instrukser til de nationale
afviklingsmyndigheder vedrørende specifikke institutter eller koncerner.
Artikel 12a
Anvendelse og beregning af minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante
passiver
1. Afviklingsinstansen og de nationale afviklingsmyndigheder sikrer, at de i artikel 12,
stk. 1 og 2, omhandlede enheder på alle tidspunkter opfylder minimumskravet til
kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i overensstemmelse med artikel
12a-12i.
2. Det i stk. 1 omhandlede krav beregnes efter artikel 12d, stk. 3 eller 4, alt efter hvad
der er relevant, som kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, udtrykt som
en procentdel af:
a) den samlede risikoeksponering for den relevante enhed som omhandlet i
stk. 1 beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i forordning
(EU) nr. 575/2013
b) eksponeringsmålet bag gearingsgradenfor den relevante enhed som
omhandlet i stk. 1 beregnet i overensstemmelse med artikel 429, stk. 3, i
forordning (EU) nr. 575/2013.
Artikel 12b
Undtagelse fra minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver
1. Uanset artikel 12a skal Afviklingsinstansen undtage realkreditinstitutter, som
finansieres med dækkede obligationer, og som i overensstemmelse med national ret
ikke må modtage indskud, fra kravet i artikel 12a, stk. 1, hvis de opfylder alle
følgende betingelser:
a) disse institutter vil blive likvideret ved hjælp af nationale
insolvensprocedurer eller andre typer af procedurer, som er gennemført i
overensstemmelse med artikel 38, 40 eller 42 i direktiv 2014/59/EU, der
gælder for disse institutter
b) disse nationale insolvensprocedurer eller andre typer af procedurer vil
sikre, at disse institutters kreditorer, herunder indehavere af dækkede
obligationer, hvor det er relevant, vil bære tabet på en måde, som er i
overensstemmelse med afviklingsmålene.
2. Institutter, der er undtaget fra kravet fastsat i artikel 12, stk. 1, er ikke omfattet af
konsolideringen som omhandlet i artikel 12g, stk. 1.
Artikel 12c
Nedskrivningsrelevante passiver for afviklingsenheder
1. Nedskrivningsrelevante passiver indgår kun i afviklingsenhedernes kapitalgrundlag
og nedskrivningsrelevante passiver, hvis de opfylder betingelserne fastsat i artikel
72a, stk. 2, med undtagelse af artikel 72b, stk. 2, litra d), i forordning (EU) nr.
575/2013.
DA 20 DA
2. Uanset artikel 72a, stk. 2, litra l), i forordning (EU) nr. 575/2013 indgår forpligtelser
hidrørende fra gældsinstrumenter, der har derivategenskaber, såsom strukturerede
obligationer, kun i kapitalgrundlaget og nedskrivningsrelevante passiver, hvis de
opfylder alle følgende betingelser:
a) et givent passivbeløb hidrørende fra gældsinstrumentet kendes inden
udstedelsestidspunktet, er fast og har ikke derivategenskaber
b) gældsinstrumentet, herunder dets derivategenskaber, er ikke omfattet af
en nettingaftale, og værdiansættelsen foretages ikke i henhold til artikel
49, stk. 3.
c) det i første afsnit omhandlede passiv indgår kun i kapitalgrundlaget og de
nedskrivningsrelevante passiver med et beløb svarene til det, der
henvises til i første afsnit, litra a).
3. Afviklingsinstansen kan på eget initiativ efter samråd med den nationale
afviklingsmyndighed eller efter forslag fra en national afviklingsmyndighed beslutte,
at kravet som omhandlet i artikel 12g opfyldes af afviklingsenhederne med
instrumenter, der opfylder alle de betingelser, der er omhandlet i artikel 72a i
forordning (EU) nr. 575/2013, med henblik på at sikre, at afviklingsenheden kan
afvikles på en måde, som indebærer, at afviklingsmålene opfyldes.
Afviklingsinstansens afgørelse i henhold til dette stykke skal omfatte
begrundelsen for den pågældende afgørelse på grundlag af følgende elementer:
a) de ikkeefterstillede forpligtelser, der henvises til i stk. 1 og 2, har samme
prioritet i den nationale prioritetsrækkefølge ved insolvens som visse
forpligtelser, der er udelukket fra anvendelsen af nedskrivnings- eller
konverteringsbeføjelserne i henhold til artikel 44, stk. 2 eller 3, i direktiv
2014/59/EU
b) som følge af en planlagt anvendelse af nedskrivnings- og
konverteringsbeføjelser på ikkeefterstillede forpligtelser, som ikke er
udelukket fra anvendelsen af nedskrivnings- eller
konverteringsbeføjelserne i henhold til artikel 44, stk. 2 eller 3, i direktiv
2014/59/EU, lider kreditorer med fordringer knyttet til disse forpligtelser
større tab, end de ville have gjort ved en likvidation under almindelig
insolvensbehandling
c) størrelsen af de efterstillede forpligtelser må ikke overstige det beløb, der
er nødvendigt for at sikre, at de i litra b) omhandlede kreditorer ikke lider
tab, der er større end de tab, de ville have lidt ved en likvidation under
almindelig insolvensbehandling.
Artikel 12d
Fastlæggelse af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver
1. Det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav for hver enhed fastlægges af
Afviklingsinstansen efter høring af de kompetente myndigheder, herunder ECB, på
grundlag af følgende kriterier:
a) behovet for at sikre, at afviklingsenheden kan afvikles ved anvendelse af
afviklingsværktøjerne, herunder i givet fald bail-in-værktøjet, på en
måde, hvormed afviklingsmålsætningerne opfyldes
DA 21 DA
b) behovet for i hensigtsmæssigt omfang at sikre, at afviklingsenheder og
deres datterselskaber, som er institutter, men ikke afviklingsenheder, har
tilstrækkelige nedskrivningsrelevante passiver til, såfremt bail-in-
værktøjet eller nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser anvendes på
dem hver især, at sikre, at tabene kan dækkes og kapitalkravene eller i
påkommende tilfælde gearingsgraden i form af de pågældende enheders
egentlige kernekapitalprocent kan genoprettes til det niveau, som er
nødvendigt for, at de fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og fortsætte
de aktiviteter, som de har tilladelse til i henhold til direktiv 2013/36/EU
eller direktiv 2014/65/EU
c) behovet for at sikre, at afviklingsenheden, såfremt det ifølge
afviklingsplanen forventes, at visse kategorier af nedskrivningsrelevante
passiver kan udelukkes fra bail-in, jf. artikel 27, stk. 5, eller kan
overføres til en modtager i deres helhed ved en delvis overførsel, har
tilstrækkelige øvrige nedskrivningsrelevante passiver til at sikre, at
tabene kan dækkes, og kapitalkravende eller i påkommende tilfælde
gearingsgraden i form af afviklingsenhedens egentlige
kernekapitalprocent kan genoprettes til det niveau, som er nødvendigt
for, at den fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og fortsat kan udføre
de aktiviteter, for hvilke den er godkendt i henhold til direktiv
2013/36/EU eller direktiv 2014/65/EU
d) enhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil
e) i hvilket omfang indskudsgarantiordningen kan bidrage til finansieringen
af afviklingen i henhold til artikel 79
f) i hvilket omfang det forhold, at den relevante enhed er nødlidende, har
negative virkninger for den finansielle stabilitet, herunder gennem
afsmitning på andre institutter eller enheder på grund af enhedens
indbyrdes forbundethed med andre institutter eller enheder eller med det
finansielle system generelt.
2. Hvis afviklingsplanen omfatter iværksættelse af afviklingsforanstaltninger eller
anvendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, skal det i artikel 12a, stk. 1,
omhandlede krav svare til et beløb, der er tilstrækkeligt til at sikre, at:
a) de tab, som enheden kan forventes at lide, absorberes fuldt ud
("tabsabsorbering")
b) enheden eller dens datterselskaber, som er institutter, men ikke
afviklingsenheder, rekapitaliseres til det niveau, som er nødvendigt for, at
de fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og fortsætte de aktiviteter,
som de har tilladelse i henhold til direktiv 2013/36/EU, direktiv
2014/65/EU eller tilsvarende lovgivning ("rekapitalisering").
Hvis enheden ifølge afviklingsplanen skal likvideres ved almindelig
insolvensbehandling, må det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav for
den pågældende enhed ikke overstige et beløb, der er tilstrækkeligt til at
absorbere tab i henhold til første afsnit, litra a).
3. Med forbehold af sidste afsnit må det beløb, der henvises til i stk. 2, for
afviklingsenheder, ikke overstige det største af følgende:
a) summen af:
DA 22 DA
i) de tab, der muligvis skal absorberes ved afvikling, og som svarer til
afviklingsenhedens krav, jf. artikel 92, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning
(EU) nr. 575/2013 og artikel 104a i direktiv 2013/36/EU, på delkonsolideret
afviklingskoncernniveau
ii) et rekapitaliseringsbeløb, som giver afviklingskoncernenen hidrørende fra
afviklingen mulighed for at genoprette sin samlede kapitalprocent, jf. artikel
92, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013, og kravet, jf. artikel 104a i
direktiv 2013/36/EU, på delkonsolideret afviklingskoncernniveau i
overensstemmelse med de planlagte afviklingsforanstaltninger i
afviklingsplanen
b) summen af:
i) de tab, der skal absorberes ved afvikling, og som svarer til
afviklingsenhedens gearingsgradkrav, jf. artikel 92, stk. 1, litra d), i forordning
(EU) nr. 575/2013, på delkonsolideret afviklingskoncernniveau
ii) et rekapitaliseringsbeløb, som giver afviklingskoncernenen hidrørende fra
afviklingen mulighed for at genoprette sin gearingsgrad, jf. artikel 92, stk. 1,
litra d), i forordning (EU) nr. 575/2013, på delkonsolideret
afviklingskoncernniveau i overensstemmelse med de planlagte
afviklingsforanstaltninger i afviklingsplanen.
Med henblik på artikel 12a, stk. 2, litra a), udtrykkes kravet i artikel 12a, stk. 1,
som beløbet beregnet i overensstemmelse med litra a) divideret med den
samlede risikoeksponering ("TREA").
Med henblik på artikel 12a, stk. 2, litra b), udtrykkes kravet i artikel 12a, stk. 1,
som beløbet beregnet i overensstemmelse med litra b) divideret med
eksponeringsmålet bag gearingsgraden.
Afviklingsinstansen fastsætter de rekapitaliseringsbeløb, der er omhandlet i
ovenstående afsnit, i overensstemmelse med de planlagte
afviklingsforanstaltninger i afviklingsplanen og kan tilpasse disse
rekapitaliseringsbeløb, således at de i tilstrækkelig grad afspejler de risici, der
gør sig gældende for afviklingsmulighederne som følge af
afviklingskoncernens forretningsmodel, finansieringsmodel og overordnede
risikoprofil.
4. Med forbehold af sidste afsnit må det beløb, der henvises til i stk. 2, for enheder, som
ikke selv er afviklingsenheder, ikke overstige nogle af følgende:
a) summen af:
i) de tab, der skal absorberes ved afvikling, og som svarer til enhedens krav, jf.
artikel 92, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EU) nr. 575/2013 og artikel
104a i direktiv 2013/36/EU
ii) et rekapitaliseringsbeløb, som giver enheden mulighed for at genoprette sin
samlede kapitalprocent, jf. artikel 92, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr.
575/2013 og kravet, jf. artikel 104a i direktiv 2013/36/EU, i overensstemmelse
med afviklingsplanen, eller
b) summen af:
i) de tab, der skal absorberes ved afvikling, og som svarer til enhedens
gearingsgradkrav, jf. artikel 92, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 575/2013
DA 23 DA
ii) et rekapitaliseringsbeløb, som giver enheden mulighed for at genoprette sin
gearingsgrad, jf. artikel 92, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 575/2013, i
overensstemmelse med afviklingsplanen.
Med henblik på artikel 12a, stk. 2, litra a), udtrykkes kravet i artikel 12a, stk. 1,
i procent som beløbet beregnet i overensstemmelse med litra a) divideret med
den samlede risikoeksponering ("TREA").
Med henblik på artikel 12a, stk. 2, litra b), udtrykkes kravet i artikel 12a, stk. 1,
i procent som beløbet beregnet i overensstemmelse med litra b) divideret med
eksponeringsmålet bag gearingsgraden.
Afviklingsinstansen fastsætter de i dette stykke omhandlede
rekapitaliseringsbeløb i overensstemmelse med de planlagte
afviklingsforanstaltninger i afviklingsplanen og kan tilpasse disse
rekapitaliseringsbeløb, således at de i tilstrækkelig grad afspejler de risici, der
gør sig gældende for rekapitaliseringsbehovene som følge af enhedens
forretningsmodel, finansieringsmodel og overordnede risikoprofil.
5. Hvis Afviklingsinstansen forventer, at visse kategorier af nedskrivningsrelevante
passiver kan udelukkes fra bail-in, jf. artikel 27, stk. 5, eller kan overføres til en
modtager i deres helhed ved en delvis overførsel, må det i artikel 12a, stk. 1,
omhandlede krav ikke overstige et beløb, der er tilstrækkeligt til at:
a) dække de udelukkede forpligtelser identificeret i overensstemmelse med
artikel 27, stk. 5
b) sikre, at de i stk. 2 omhandlede betingelser er opfyldt.
6. Afviklingsinstansens afgørelse om at pålægge et minimumkrav til kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante forpligtelser i henhold til denne artikel skal omfatte
begrundelsen for afgørelsen, herunder en fuld vurdering af de elementer, der
henvises til i stk. 2-5, navnlig hvad angår behovet for og omfanget af det krav, der er
omhandlet i artikel 104a i direktiv 2013/36/EU, i rekapitaliseringsbeløbet.
7. I stk. 3 og 4 tolkes kapitalkrav i overensstemmelse med den kompetente
myndigheds anvendelse af overgangsbestemmelserne i tiende del, afsnit I, kapitel 1,
2 og 4, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i de bestemmelser i den nationale
lovgivning, i henhold til hvilke de beføjelser, der er tillagt de kompetente
myndigheder ved nævnte forordning, udøves.
8. Afviklingsinstansen kan reducere det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav for
at tage hensyn til det bidrag, som en indskudsgarantiordning i overensstemmelse med
artikel 109 i direktiv 2014/59/EU forventes at yde til finansieringen af den foretrukne
afviklingsstrategi.
En sådan reduktion baseres på en troværdig vurdering af indskudsgarantiordningens
eventuelle bidrag og skal som minimum:
a) være mindre end et forsigtigt skøn over de potentielle tab, som
indskudsgarantiordningen ville have lidt, hvis instituttet var blevet likvideret ved
almindelig insolvensbehandling, under hensyntagen til indskudsgarantiordningens
prioritet i henhold til artikel 108 i direktiv 2014/59/EU
b) være mindre end den grænse, der er sat for bidrag fra indskudsgarantiordninger i
artikel 109, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2014/59/EU
DA 24 DA
c) tage højde for den overordnede risiko for at opbruge de til rådighed stående
finansielle midler fra indskudsgarantiordningen som følge af bidrag i forbindelse
med en række sammenbrud eller afviklinger af banker
d) være i overensstemmelse med andre relevante bestemmelser i national lovgivning
og de pligter og det ansvar, som påhviler den myndighed, der er ansvarlig for
indskudsgarantiordningen.
Afviklingsinstansen skal efter høring af den myndighed, der er ansvarlig for
indskudsgarantiordningen, dokumentere sin tilgang til vurderingen af den
overordnede risiko for at opbruge indskudsgarantiordningens til rådighed stående
finansielle midler og foretage reduktioner i overensstemmelse med afsnit 1, forudsat
at risikoen ikke er uforholdsmæssigt stor.
Artikel 12e
Fastlæggelse af kravet til G-SII-enheder
1. Minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for en
afviklingsenhed, som er et G-SII eller indgår i et G-SII, består af:
a) det krav, der er omhandlet i artikel 92a i forordning (EU) nr. 575/2013
b) ethvert krav om supplerende kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante
passiver fastsat af afviklingsmyndigheden for en specifik enhed i medfør
af stk. 2, der opfyldes med forpligtelser, som opfylder betingelserne i
artikel 12c.
2. Afviklingsinstansen kan kun stille krav om supplerende kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver som omhandlet i stk. 1, litra b):
a) hvis kravet i stk. 1, litra a), ikke er tilstrækkeligt til at opfylde de fastsatte
betingelser i artikel 12d
b) i det omfang kapitalgrundlaget og nedskrivningsrelevante passiver ikke
overstiger det niveau, der er nødvendigt for at opfylde betingelserne i
artikel 12d.
3. Afviklingsinstansens afgørelse om at stille krav om supplerende kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver som omhandlet i stk. 1, litra b), skal omfatte
begrundelsen for afgørelsen, herunder en fuld vurdering af de elementer, der
henvises til i stk. 2.
Artikel 12f
Vejledning om minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver
1. Afviklingsinstansen kan vejlede en enhed om at have kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver, som opfylder betingelserne i artikel 12c og artikel
12h, stk. 3, ud over de i artikel 12d og 12e fastsatte niveauer for beløb til følgende
formål:
a) til at dække enhedens potentielle yderligere tab ud over tabene som
omhandlet i artikel 12d, og/eller
b) til at sikre, at en tilstrækkelig markedstillid til enheden bevares i tilfælde
af afvikling, gennem kapitalinstrumenter ud over kravet i artikel 12d, stk.
2, litra b), ("markedstillidsbuffer").
DA 25 DA
Vejledningen og beregningerne omhandler kun kravet i artikel 12a, stk. 1, der
beregnes i overensstemmelse med artikel 12a, stk. 2, litra a).
2. Beløbet angivet i vejledningen i overensstemmelse med stk. 1, litra a), kan kun
fastsættes, hvis den kompetente myndighed allerede selv har udarbejdet
retningslinjer i overensstemmelse med artikel 104b i direktiv 2013/36/EU, og må
ikke være højere end det angivne niveau i disse retningslinjer.
Beløbet angivet i vejledningen i overensstemmelse med stk. 1, litra b), må ikke være
højere end det kombinerede bufferkrav, jf. artikel 128, nr. 6, i direktiv 2013/36/EU,
med undtagelse af kravet omhandlet i litra a) i nævnte bestemmelse, medmindre et
højere niveau er nødvendigt for at sikre, at enheden efter afviklingen fortsat opfylder
kravene til tilladelse i en passende periode, dog højst et år.
Afviklingsmyndigheden skal give enheden en begrundelse og en fuld vurdering af
behovet for og niveauet i den vejledning, der gives i henhold til denne artikel.
3. Hvis en enhed til stadighed ikke har supplerende kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver som angivet i vejledningen i henhold til stk. 1, kan
Afviklingsinstansen kræve, at det i artikel 12d, stk. 2, angivne beløb forøges, således
at det er i overensstemmelse med den vejledning, der gives i henhold til denne
artikel.
4. En enhed uden supplerende kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver som
angivet i den vejledning, der henvises til i stk. 1, omfattes ikke af restriktionerne i
artikel 141 i direktiv 2013/36/EU.
Artikel 12g
Anvendelse af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver på
afviklingsenheder
1. Afviklingsmyndighederne skal opfylde kravene fastsat i artikel 12d-12f på et
konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau.
2. Det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav til en afviklingsenhed, der er etableret i en
deltagende medlemsstat på konsolideret afviklingskoncernniveau, skal fastlægges af
Afviklingsinstansen efter høring af koncernafviklingsmyndigheden og den
konsoliderende tilsynsmyndighed på grundlag af de kriterier, der er fastsat i artikel
12d-12f, og ud fra, hvorvidt koncernens datterselskaber i tredjelande skal afvikles
separat i overensstemmelse med afviklingsplanen.
Artikel 12h
Anvendelse af kravet på enheder, som ikke selv er afviklingsenheder
1. Institutter, som er datterselskaber af en afviklingsenhed og ikke selv er
afviklingsenheder, skal opfylde kravene fastsat i artikel 12d-12f på individuel basis.
Afviklingsinstansen kan efter høring af de kompetente myndigheder og ECB
beslutte at anvende kravet i nærværende artikel på en enhed som omhandlet i
artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU, som er et
datterselskab af en afviklingsenhed og ikke selv en afviklingsenhed.
2. Det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav til de enheder, der er omhandlet i stk. 1, er
baseret på følgende kriterier:
DA 26 DA
a) afviklingsenheden opfylder det konsoliderede krav, der er fastsat i artikel
12g
b) summen af alle de krav, der finder anvendelse på afviklingskoncernens
datterselskaber, skal dækkes af og må ikke overstige det konsoliderede
krav omhandlet i artikel 12g, medmindre dette udelukkende skyldes
virkningerne af konsolideringen på afviklingskoncernniveau i
overensstemmelse med artikel 12g, stk. 1
c) kravet skal opfylde kriterierne i stk. 3
d) det må ikke overstige datterselskabets bidrag til det i artikel 12g, stk. 1,
omhandlede konsoliderede krav.
3. Det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav skal opfyldes med en eller flere af
følgende:
a) passiver, der:
i) udstedes til og købes af afviklingsenheden
ii) opfylder kriterierne i artikel 72a, med undtagelse af artikel 72b, stk. 2, litra
b), i forordning (EU) nr. 575/2013
iii) har en lavere prioritet ved almindelig insolvensbehandling end andre
forpligtelser, bortset fra dem, der er omfattet af kapitalgrundlagskrav og
udstedes til og købes af andre enheder end afviklingsenheden
iv) er genstand for nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til
artikel 21, som er i overensstemmelse med afviklingskoncernens
afviklingsstrategi, navnlig ved ikke at berøre afviklingsenhedens kontrol med
datterselskabet
b) nedskrivningsrelevante kapitalgrundlagsinstrumenter udstedt til og købt
af andre enheder end afviklingsenheden, når anvendelse af
nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelsen i henhold til artikel 21 ikke
berører afviklingsenhedens kontrol med datterselskabet.
4. Efter aftale med Afviklingsinstansen kan det i artikel 12a, stk. 1, omhandlede krav
opfyldes med en garanti stillet af afviklingsenheden over for datterselskabet, der
opfylder følgende betingelser:
a) garantien stilles for et beløb, der som minimum svarer til det beløbskrav,
garantien træder i stedet for
b) garantien udløses, når datterselskabet ikke kan indfri sin gæld eller sine
andre forpligtelser, efterhånden som de forfalder, eller når der er blevet
truffet en beslutning om datterselskabet i overensstemmelse med artikel
21, stk. 3, alt efter hvad der indtræffer først
c) der stilles sikkerhed for garantien gennem en aftale om finansiel
sikkerhedsstillelse som defineret i artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv
2002/47/EF for mindst 50 % af beløbet
d) garantien og aftalen om finansiel sikkerhedsstillelse er underlagt national
ret i den medlemsstat, hvor datterselskabet er etableret, medmindre
Afviklingsinstansen bestemmer andet
e) den underliggende sikkerhedsstillelse for garantien opfylder kravene i
artikel 197 i forordning (EU) nr. 575/2013, der efter passende
DA 27 DA
konservative haircuts er tilstrækkelig til at dække det garanterede beløb
fuldt ud
f) den underliggende sikkerhedsstillelse for garantien er ubehæftet og
anvendes navnlig ikke som underliggende sikkerhedsstillelse for andre
garantier
g) sikkerhedsstillelsen har en effektiv løbetid, som opfylder den samme
løbetidsbetingelse som i artikel 72c, stk. 1, i forordning (EU)
nr. 575/2013
h) der er ingen juridiske. reguleringsmæssige eller operationelle barrierer
for overførslen af sikkerhedsstillelsen fra afviklingsenheden til det
pågældende datterselskab, herunder når afviklingsforanstaltningen
træffes over for afviklingsenheden.
Artikel 12i
Dispensation fra minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for
enheder, som ikke selv er afviklingsenheder
Afviklingsinstansen kan dispensere helt fra anvendelsen af artikel 12h på et
datterselskab af en afviklingsenhed, der er etableret i en deltagende
medlemsstat, hvis:
a) både datterselskabet og afviklingsenheden er etableret i den samme
deltagende medlemsstat
b) afviklingsenheden opfylder det krav, der er fastsat i artikel 12g
c) der ikke er nogen nuværende eller forudsete væsentlige praktiske eller
juridiske hindringer for afviklingsenhedens hurtige overførsel af
kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til datterselskabet,
der er blevet truffet en beslutning om i overensstemmelse med artikel 21,
stk. 3, navnlig når afviklingsforanstaltningen træffes over for
afviklingsenheden.
Artikel 12g
Manglende overholdelse af kravet
1. En enheds overtrædelse af minimumskravet til kapitalgrundlag og
nedskrivningsrelevante passiver afhjælpes af Afviklingsinstansen og andre relevante
myndigheder på mindst en af følgende måder:
a) udøvelse af beføjelser til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling i
overensstemmelse med artikel 10
b) foranstaltninger i henhold til artikel 104 i direktiv 2013/36/EF
c) foranstaltninger til tidlig indgriben i henhold til artikel 13
d) administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger i
henhold til artikel 110 og artikel 111 i direktiv 2014/59/EU.
2. Afviklingsinstansen, afviklingsmyndighederne og de kompetente myndigheder i de
deltagende medlemsstater hører hinanden, når de udøver deres respektive beføjelser i
henhold til stk. 1, litra a)-d)."
6. Artikel 16 ændres som følger:
a) Stk. 2 affattes således:
DA 28 DA
"2. Afviklingsinstansen træffer en afviklingsforanstaltning over for et
moderselskab som omhandlet i artikel 2, litra b), hvis betingelserne som fastsat
i artikel 18, stk. 1, er opfyldt."
b) Stk. 3 affattes således:
"3. Uanset om et moderselskab ikke opfylder betingelserne i artikel 18, stk. 1,
kan Afviklingsinstansen træffe afgørelse om afviklingsforanstaltninger over for
det pågældende moderselskab, hvis det er en afviklingsenhed, og hvis et eller
flere af dettes datterselskaber, der er institutter og ikke afviklingsenheder,
opfylder betingelserne i artikel 18, stk. 1, og deres aktiver og passiver er af et
sådant omfang, at deres sammenbrud udgør en trussel mod et institut eller
koncernen som helhed, og afviklingsforanstaltninger over for det pågældende
moderselskab er nødvendige for afviklingen af sådanne datterselskaber, der er
institutter, eller for afviklingen af koncernen som helhed."
7. "Relevante kapitalinstrumenter" i artikel 18, stk. 1, litra b), erstattes med "relevante
kapitalinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver".
8. Artikel 20, stk. 5, litra c), affattes således:
"c) hvis beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter
og nedskrivningsrelevante passiver i overensstemmelse med artikel 21, stk. 7,
anvendes, at indgå i afgørelsen om omfanget af annulleringen eller udvandingen af
ejerskabsinstrumenter og omfanget af nedskrivningen eller konverteringen af
relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver".
9. Artikel 21 ændres som følger:
a) Overskriften affattes således:
"Nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter og
nedskrivningsrelevante passiver"
b) "kapitalinstrumenter" i stk. 1, første punktum, erstattes med
"kapitalinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver"
c) "kapitalinstrumenter" i stk. 1, litra b), erstattes med "kapitalinstrumenter
og nedskrivningsrelevante passiver"
d) "kapitalinstrumenter" i stk. 3, litra b), erstattes med "kapitalinstrumenter
og nedskrivningsrelevante passiver"
e) "kapitalinstrumenter" i stk. 8, andet afsnit, erstattes med
"kapitalinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver"
f) Stk. 7 affattes således:
"7. Hvis en eller flere af de i stk. 1 omhandlede betingelser er opfyldt,
beslutter Afviklingsinstansen, der handler efter proceduren som fastsat i artikel
18, om beføjelserne til at nedskrive eller konvertere relevante
kapitalinstrumenter og nedskrivningsrelevante passiver skal udøves uafhængigt
eller i overensstemmelse med proceduren i artikel 18 kombineret med en
afviklingsforanstaltning.
Beføjelsen til at nedskrive eller konvertere nedskrivningsrelevante passiver
uafhængigt af afviklingsforanstaltninger kan kun udøves i forbindelse med
nedskrivningsrelevante passiver, der opfylder betingelserne i artikel 12, stk. 3,
litra a), med undtagelse af betingelsen vedrørende forpligtelsernes restløbetid."
DA 29 DA
g) I stk. 10 indsættes følgende litra:
"d) hovedstolen af nedskrivningsrelevante passiver som omhandlet i stk. 7
nedskrives eller/og konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter, i det
omfang det er nødvendigt for at nå de i artikel 14 fastsatte afviklingsmål eller
inden for de relevante nedskrivningsrelevante passiver, alt efter hvad der er
lavest."
Artikel 6
Ikrafttræden
1. Denne ændringsforordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions Tidende.
2. Denne forordning anvendes senest 18 måneder efter datoen for dens ikrafttræden.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formanden Formanden