L 20 - svar på spm. 1 om part i en civil retssag ikke kan blive ved med at indkalde nye sagkyndige til at belyse en sag, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til lov om
ændring af retsplejeloven (L 20), som Folketingets Retsudvalg har stillet
til justitsministeren den 2. november 2016. Spørgsmålet er stillet efter øn-
ske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Søren Pind
/
Lars Solskov Lind
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Civilafdelingen
Dato: 17. november 2016
Kontor: Procesretskontoret
Sagsbeh: Louise Falkenberg
Sagsnr.: 2016-0037-0162
Dok.: 2122261
Retsudvalget 2016-17
L 20 endeligt svar på spørgsmål 1
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af retsplejeloven (L 20):
”Kan ministeren redegøre for, hvorvidt der kan indkaldes sag-
kyndige i en retssag ud over det almindelige syn og skøn, hvis
parterne ikke er enige om behovet?”
Svar:
Det foreslås med lovforslaget, at der indføres mulighed for, at parterne i
civile retssager med rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte
bevisførelse i form af syn og skøn med sagkyndige erklæringer, som par-
terne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt. Det er en forudsæt-
ning for at anvende sådanne sagkyndige erklæringer, at parterne er enige
om at anmode retten om tilladelse hertil.
Sagkyndige, som med rettens tilladelse har afgivet ensidigt indhentede
erklæringer, kan indkaldes til at afgive forklaring i retten i tilknytning til
den skriftlige erklæring. Det foreslås i den forbindelse, at de sagkyndige
som udgangspunkt kan overvære afhøringen af hinanden og eventuelle
skønsmænd, og at de med rettens tilladelse kan rådføre sig med hinanden,
inden de svarer.
For så vidt angår sagkyndige erklæringer, som sagens parter har indhentet
forud for, at retssagen er anlagt, indebærer lovforslaget, at den udvidede
adgang for parterne i en civil retssag til at fremlægge sådanne ensidigt ind-
hentede erklæringer, som har udviklet sig i retspraksis, lovfæstes.
I de tilfælde, hvor en part fremlægger en sagkyndig erklæring, som er ind-
hentet før sagsanlægget, vil en eventuel afhøring i retten af den sagkyndige
være begrænset til uddybning af den sagkyndiges egen erklæring. Dette
svarer til, hvad der følger af retspraksis, og lovforslaget medfører ikke
nogen ændring heri.
Lovforslaget omfatter alene sagkyndige erklæringer, som efter deres ka-
rakter svarer til syn og skøn. Sagkyndige erklæringer af mere generel ka-
rakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer,
men alene på grundlag af foreliggende viden, er således ikke omfattet. Det
samme gælder sagkyndige erklæringer indhentet fra organer som f.eks.
Retslægerådet, der har et særligt lovmæssigt grundlag for at afgive sag-
kyndige udtalelser til brug ved afgørelsen af retstvister, idet sådanne er-
klæringer ikke kan anses som ensidigt indhentet. Fremlæggelse af sagkyn-
3
dige erklæringer, der ikke er omfattet af lovforslaget, vil således – som det
også er tilfældet i dag – efter rettens bestemmelse kunne fremlægges, uan-
set om parterne er enige herom.


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende forslag til lov om
ændring af retsplejeloven (L 20), som Folketingets Retsudvalg har stillet
til justitsministeren den 2. november 2016. Spørgsmålet er stillet efter øn-
ske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Søren Pind
/
Lars Solskov Lind
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Civilafdelingen
Dato: 17. november 2016
Kontor: Procesretskontoret
Sagsbeh: Louise Falkenberg
Sagsnr.: 2016-0037-0162
Dok.: 2131496
Retsudvalget 2016-17
L 20 endeligt svar på spørgsmål 1
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af retsplejeloven (L 20):
”Kan ministeren redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at
en part i en civil retssag ikke kan blive ved med at indkalde
nye sagkyndige til at belyse en sag og derved fordyre og for-
længe retssagen? Og vil ministeren i den forbindelse sætte en
maksimumsgrænse for antal sagkyndige i en sag?”
Svar:
Det foreslås med lovforslaget, at parterne i en retssag får udvidede mulig-
heder for at få to (eller flere) skønsmænd med den samme faglige bag-
grund til at besvare det samme spørgsmål.
Det vil være op til retten at vurdere, om det i det enkelte tilfælde på grund-
lag af sagens og skønstemaets karakter vil være hensigtsmæssigt at udpege
flere skønsmænd til at besvare de samme spørgsmål. Det vil i den forbin-
delse bl.a. skulle indgå i rettens overvejelser, om sagen kan ”bære” den
fordyrelse, det indebærer, at der udpeges flere skønsmænd. Det gælder
ikke mindst i de tilfælde, hvor kun den ene af sagens parter ønsker flere
skønsmænd udpeget.
Lovforslaget indebærer endvidere, at parterne i en civil sag får mulighed
for at erstatte eller supplere syn og skøn med sagkyndige erklæringer, som
parterne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt. Det er en forud-
sætning, at retten giver tilladelse hertil. Der indføres således ikke med lov-
forslaget en ubegrænset, generel adgang for parterne i civile sager til at
indhente og fremlægge erklæringer, som parterne har indhentet hos egne
eksperter, efter at sagen er anlagt.
Som det også fremgår af den vedlagte samtidige besvarelse af spørgsmål
nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, er det endvidere
en forudsætning for at anvende ensidigt indhentede sagkyndige erklærin-
ger, at parterne er enige om at anmode retten om tilladelse hertil. Dette
betyder, at parterne skal være enige om, at sagen kan ”bære” den fordyrel-
se, som det typisk vil indebære, at der anvendes sagkyndig bistand fra egne
eksperter.
Det er naturligvis vigtigt, at retten i de tilfælde, hvor den har givet tilladel-
se til, at parterne kan erstatte eller supplere syn og skøn med sagkyndige
erklæringer indhentet fra egne eksperter, har fokus på sagens fremdrift,
3
f.eks. ved at fastsætte frister for afgivelse af de sagkyndige erklæringer.
Retten vil også skulle påse, at der ikke bliver tale om unødig eller overflø-
dig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341.
Efter min opfattelse bør den konkrete vurdering af, i hvilket omfang der i
det enkelte tilfælde kan anvendes sagkyndige beviser, overlades til retten,
der ved sin afgørelse vil kunne tage de relevante forhold, herunder bl.a.
hensynet til sagens fremdrift, i betragtning. Jeg mener derfor ikke, at det er
hensigtsmæssigt, at lovgiver fastsætter f.eks. maksimumgrænser for an-
vendelse af sagkyndige beviser i retssager.