Henvendelse af 1/11-16 fra Danske Medier

Tilhører sager:

Aktører:


    L14 Postloven - brev Transportudvalget01112016.pdf

    https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L14/bilag/5/1681827.pdf

    Folketingets Transport- og Bygningsudvalg
    Folketinget
    31. oktober 2016
    Vedr. L. 14 – ændring af postloven
    Danske Medier er af udvalgets sekretariat blevet orienteret om Transport- og
    Bygningsministerens svar på udvalgets spørgsmål 1 om kommentarer til henvendelse fra
    Danske Medier.
    I svaret vedlægges Trafik- og Byggestyrelsens redegørelse af 21. juni med svar på de
    spørgsmål, der blev stillet på et informationsmøde 1. februar 2016.
    Danske Medier har efterfølgende sendt Trafik- og Byggestyrelsen et notat, der stiller
    spørgsmål ved en række af de konklusioner, som fremgår af redegørelsen fra styrelsen.
    Danske Medier har ikke modtaget bemærkninger fra styrelsen hertil.
    Vedlagt er Danske Mediers kommentarer til Trafik- og Byggestyrelsens notat. Danske Medier
    vil 10. november ved et foretræde for udvalget uddybe bemærkningerne til notatet og
    herunder, hvorfor udligningsordningen er uklar og vilkårlig.
    Med venlig hilsen
    Danske Medier
    Christian Kierkegaard
    Direktør
    Transport- og Bygningsudvalget 2016-17
    L 14 Bilag 5
    Offentligt
    

    Danske Medier - bilag til brev til Transportudvalg01112016.pdf

    https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L14/bilag/5/1681828.pdf

    9. august 2016
    Notat om Trafik- og Byggestyrelsens svar 21. juni vedrørende
    udligningsordningen
    Notatet rejser følgende spørgsmål:
    1. Hvad er forskellen mellem breve og pakker i relation til
    udligningsordningen.
    Af notatet fremgår, at for forsendelser under 2 kg. er det op til forbrugeren, om en
    forsendelse skal anses som et brev eller en pakke. Det beror bl.a. på, om kunden
    ønsker, at forsendelsen forsikres.
    Det fremgår, at der ikke er en entydig skelnen her, som kan være retningsgivende for
    et distributionsselskabs beslutning om, hvornår en forsendelse er et brev eller en
    pakke.
    Den meget uklare skelnen skaber en vilkårlighed og muliggør, at hver enkelt
    distributør kan rubricere forsendelser efter eget valg med den konsekvens, at de kan
    reducere udligningsbidraget (private distributører) eller hæve det bidrag, de private
    skal betale (Post Danmark).
    2. Hvad er omfattet af udligningsordningen.
    Her er Postlovens § 14 stk.3. og § 18 stk.1 3. pkt. meget klare.
    § 14 stk.3. lyder:
    Stk. 3. Den befordringspligtige postvirksomhed skal tilbyde landsdækkende
    postbefordring af følgende posttjenester:
    1) Adresserede breve på op til 2 kg.
    2) Adresserede dag-, uge- og månedsblade og lign. , tidsskrifter samt adresserede
    forsendelser med et ensartet, trykt indhold, f.eks. kataloger og brochurer, på op til
    2 kg.
    3) Adresserede pakker på op til 20 kg, herunder en pakketjeneste henholdsvis med
    og uden omdeling.
    4) Befordring af rekommanderede forsendelser og værdiforsendelser.
    5) Befordring i indlandet af forsendelser fra udlandet og befordring af forsendelser
    til udlandet og til Færøerne og Grønland.
    6) Gratis befordring af blindeforsendelser på op til 7 kg.
    De seks punkter er i bestemmelsen helt ligestillede, og der er ikke i loven eller
    bemærkningerne et grundlag for at sige, at punkterne 4), 5) og 6) er indeholdt i
    pkt.1, som der argumenteres for i styrelsens notat. Hvis det havde været lovgivernes
    hensigt, ville punkterne 1), 2) og 3) have stået for sig – og ikke ligestillet med de
    sidste tre punkter.
    § 18 om udligningsordningen lyder:
    Transport- og Bygningsudvalget 2016-17
    L 14 Bilag 5
    Offentligt
    Side 2 af 4
    § 18. Såfremt der ved udførelsen af de befordringspligtige posttjenester
    dokumenteres nettoomkostninger, som udgør en urimelig økonomisk byrde for den
    befordringspligtige postvirksomhed, kan nettoomkostningerne ved udførelsen af
    de pågældende befordringspligtige posttjenester fordeles mellem alle de
    postvirksomheder, der tilbyder de pågældende tjenester. Nettoomkostningerne og
    deres finansiering opgøres separat for hver enkelt hovedtjeneste anført i § 14,
    stk. 3, nr. 1 og 3.
    Stk. 2. Postvirksomheder, der ikke er pålagt befordringspligt, og som tilbyder en
    eller flere af de i § 14, stk. 3, nr. 1 eller 3, anførte tjenester, yder et økonomisk
    bidrag til en udligningsordning til dækning af nettoomkostningerne ved
    befordringspligten inden for hver af hovedtjenesterne i nr. 1 eller 3.
    Postvirksomheder fritages for bidrag, hvis de tilbyder og udfører den pågældende
    hovedtjeneste på lignende vilkår som den befordringspligtige postvirksomhed.
    Stk. 3. Den befordringspligtige postvirksomhed skal, såfremt den ønsker bidrag
    fra udligningsordningen til dækning af nettoudgifter for et givet år, over for
    transportministeren senest samtidig med aflæggelsen af årsregnskabet fremsætte
    og dokumentere dette ønske, herunder dokumentere, at der ved opfyldelsen af den
    landsdækkende befordringspligt findes særlige ikkekompenserede
    nettoomkostninger ved den pågældende posttjeneste, som udgør en urimelig
    økonomisk byrde. Transportministeren kontrollerer, om nettoomkostningerne er
    korrekt beregnet.
    Stk. 4. Transportministeren opgør på baggrund af opgørelsen af nettoudgifterne
    ved befordringspligten og det samlede antal forsendelser, som den
    befordringspligtige og de ikkebefordringspligtige postvirksomheder befordrede i
    det samme år inden for den pågældende hovedtjeneste, et bidrag fra de ikke-
    befordringspligtige virksomheder pr. forsendelse, som de befordrer inden for den
    pågældende hovedtjeneste.
    Her tales alle steder om hovedtjenesterne i nr. 1 og 3 – uden at det på nogen måde
    nævnes, at omkostningerne ved hovedtjenesterne 4-6 skal indregnes. Hvis det var
    tilfældet, skulle det fremgå at lovteksten eller bemærkningerne.
    Trafik- og Byggestyrelsen skriver i notatet på side 7 under pkt. 2.2: ”I forarbejderne
    til postloven har lovgiver eksplicit løftet omdeling af adresserede dag-, uge og
    månedsblade m.v. ud af udligningsordningen. Ingen af de øvrige posttjenester
    omfattet af befordringspligten er derimod undtaget herfra i loven eller
    forarbejderne.”
    Hertil skal bemærkes, at posttjeneste 2, ”dag- uge- og månedsblade” ikke nævnes
    eksplicit i selve loven – her omtales alene positivt, hvilke hovedtjenester, nemlig
    hovedtjeneste 1 (breve) og 3 (pakker),der er omfattet af udligningsordningen.
    Det er korrekt, at dag- uge- og månedsblade nævnes i bemærkningerne til loven,
    men ikke på en måde, så det kan læses som det er eneste tjeneste, der er undtaget.
    Danske Medier (der på daværende tidspunkt hed Danske Dagblades Forening og
    Magasinpressens Udgiverforening) , argumenterede ved lovens høring for, at i hvert
    tilfælde hovedtjeneste 2 måtte fritages for udligningsordningen, idet den
    befordringspligtige virksomhed på dette område ydede en mindre servicegrad og
    Side 3 af 4
    havde en mindre markedsandel end de private distributionsselskaber, hvorfor et
    bidrag ville være fuldstændig uforståeligt. Et synspunkt som ministeren tilsluttede
    sig i sin besvarelse af høringssvarene, jf. besvarelse L 44 fra 27. oktober 2010
    (Bilag 1), hvor det som kommentar til høringssvar fra Danske Dagblades Forening
    og Magasinpressens Udgiverforening fremgår:
    ”Blandt andet på baggrund af høringssvarene er det imidlertid besluttet
    at distributørerne af aviser, blade og tidsskrifter ikke skal bidrage til
    udligningsordningen.”
    For posttjenesterne 4, 5 og 6 var der ved lovens udarbejdelse ikke nogen
    konkurrence til den befordringspligtige virksomhed, og det er der heller ikke
    kommet siden, hvorfor der på disse områder intet er at udligne, hvorfor det virker
    ganske naturligt at undtage disse områder.
    Der er derfor intet juridisk belæg for styrelsens svar.
    3. Hvordan kan en postvirksomhed tilbyde og udføre den pågældende
    hovedtjeneste på ”lignende vilkår som den befordringspligtige
    virksomhed”
    Her opstiller Trafik- og Byggestyrelsen krav, som tager udgangspunkt i de vilkår, som
    Post Danmark har opfyldt indtil 1. juli i år. Det er alene baseret på styrelsens
    vurdering ikke noget juridisk grundlag. Dagbladenes Distributionsnet omdeler til
    samtlige husstande 365 dage om året, hvor Post Danmark kun omdeler 299 dage og
    endda efter den 1. juli 2016 ikke længere indenfor befordringspligten omdeler
    posttjeneste 1 (breve) fra dag til dag.
    4. Udgiften til tidligere tjenestemænd som en del af grundlaget for
    beregning af udligningsbidraget.
    Spørgsmålet om udgiften til tidligere tjenestemænd er ikke nævnt i postloven eller
    bemærkningerne hertil – uagtet at bemærkningerne er meget grundige omkring § 18.
    Her skitseres, hvordan bidraget beregnes – men uden at udgiften til de tidligere
    tjenestemænd indgår.
    Der er derfor ikke belæg for, at denne post skal indgå i beregningen af
    udligningsbidraget.
    Det er i øvrigt interessant, hvordan det beregnes, hvor stor en andel af Post Danmarks
    samlede ekstraudgifter til de tidligere tjenestemænd, der indgår til hovedtjenesten 1 i
    forhold til de andre tjenester, herunder tjenester som ikke er omfattet af
    befordringspligten.
    5. Hvordan er nettoomkostningerne opgjort
    Her medregnes de tidligere tjenestemænd og blindeforsendelser. Det er der som
    beskrevet ovenfor ikke grundlag for,
    Det er svært at vurdere, om de 68,6 mio. kr. som fordelen ved momsfritagelsen
    beregnes til er korrekt eller for lavt sat. Det kræver en større viden om
    sammensætningen af Post Danmarks kunder.
    Side 4 af 4
    De øvrige fordele sættes til beskedne 1,6 mio. kr. alene i forhold til stordriftsfordele,
    modtagerdatabase og den fordel, der er at have ejerskab over postkasser. Det er efter
    vores vurdering en fordel, som har en betydeligt større økonomisk værdi for Post
    Danmark.
    Det noteres, at Trafik- og Byggestyrelsen ikke skal vurdere, om Post Danmark er en
    omkostningseffektiv virksomhed. Det kunne ellers være interessant at få dette belyst.
    Konklusion:
    Svaret fra Trafik- og Byggestyrelsen, som det tog næsten fem måneder at udarbejde,
    dokumenterer ikke, at grundlaget for beregningen af udligningsbidraget til Post
    Danmark sker på et lovmæssigt grundlag.
    Notatet viser, at grundlaget for at beregne hvor store markedsandele Post Danmark
    har i forhold til private udbydere er vilkårligt, og der er ikke dokumentation for, at
    omkostningerne ved hovedtjenesterne 4) Befordring af rekommanderede
    forsendelser og værdiforsendelser, 5) befordring i indlandet af forsendelser fra
    udlandet og befordring af forsendelser til udlandet og til Færøerne og Grønland
    samt 6) gratis befordring af blindeforsendelser på op til syv kg. skal indgå i
    beregningsgrundlaget for udligningsbidraget.
    Der er desuden ikke lovmæssigt grundlag for, at udgiften til de tidligere
    tjenestemænd skal indgå i beregningsgrundlaget – ligesom opgørelsen af fordelene
    ved befordringspligten er udført på et tvivlsomt grundlag.
    Den opgørelse, der ligger til grund for beregningen af bidraget for 2014, er derfor
    foretaget på et lovmæssigt forkert grundlag, hvilket betyder, at omkostningerne for
    Post Danmark er sat alt for højt – mens fordelene er sat for lavt.
    Hvis Folketinget fastholder ordningen gældende frem til opgørelsesåret 2016, og
    beregningsgrundlaget ikke ændres, så det er i overensstemmelse med loven, vil
    Danske Medier overveje at indbringe sagen for domstolene og/eller EU-systemet.