Fremsat den 25. oktober 2016 af Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Pernille Skipper (EL), Søren Søndergaard (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX19168

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20161/beslutningsforslag/B17/20161_B17_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 25. oktober 2016 af Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Pernille Skipper (EL),
    Søren Søndergaard (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om fortsat modtagelse af kvoteflygtninge
    Folketinget pålægger regeringen at fortsætte modtagelsen
    af cirka 500 kvoteflygtninge årligt efter aftale med FN’s
    Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), således at mod-
    tagelsen ikke suspenderes.
    Beslutningsforslag nr. B 17 Folketinget 2016-17
    AX019168
    Bemærkninger til forslaget
    Almindelige bemærkninger
    Uafbrudt siden 1979 har Danmark hvert år modtaget ca.
    500 kvoteflygtninge efter aftale med FN’s Højkommissariat
    for Flygtninge (UNHCR). Siden 2005 har der været tale om
    en fleksibel treårig kvote på 1.500 pladser. Hovedparten af
    flygtningene udvælges på såkaldte kvoterejser, hvor em-
    bedsmænd fra Udlændingestyrelsen sammen med repræsen-
    tanter for Dansk Flygtningehjælp rejser ud og interviewer
    flygtninge, som på forhånd er udvalgt af UNHCR.
    En mindre del af kvoten – de senere år cirka 75 pladser –
    har været afsat til særligt hastende sager vedrørende flygt-
    ninge, der risikerer umiddelbar hjemsendelse til hjemlandet
    eller overgreb i opholdslandet. Disse sager forelægges
    skriftligt for Udlændingestyrelsen af UNHCR. Endvidere
    har der de senere år været afsat cirka 30 pladser årligt efter
    den såkaldte twenty or more-ordning til personer med sær-
    ligt behandlingskrævende sygdomme. Enhedslisten forud-
    sætter, at denne reservation af henholdsvis cirka 75 og cirka
    30 pladser årligt til disse persongrupper fastholdes inden for
    den samlede kvote.
    Regeringen har med fremlæggelsen af 2025-planen beslut-
    tet at suspendere modtagelsen af kvoteflygtninge på ube-
    stemt tid og gøre den fremtidige eventuelle modtagelse af
    kvoteflygtninge afhængig af antallet af spontane asylansøge-
    re i Danmark. Enhedslisten anser dette for at være et så vig-
    tigt spørgsmål, at hele Folketinget bør forholde sig til det.
    Det er baggrunden for fremsættelsen af dette beslutningsfor-
    slag.
    Forslaget pålægger regeringen straks efter en vedtagelse
    af nærværende beslutningsforslag at meddele UNHCR, at
    Danmark vil leve op til den hidtidige praksis og også frem-
    over årligt vil modtage cirka en tredjedel af den fleksible
    treårige kvote på 1.500 flygtninge til genbosætning, og at
    Udlændingestyrelsen vil tage skridt til at sikre den praktiske
    gennemførelse, så der inden for den igangværende treårspe-
    riode modtages i alt 1.500 kvoteflygtninge.
    Forslagets økonomiske konsekvenser vil være, at Dan-
    mark har årlige udgifter til kvoteflygtninge på et niveau, der
    modsvarer niveauet i årene 1979-2015.
    Enhedslisten anser Danmarks modtagelse af kvoteflygt-
    ninge – også når det drejer sig om et så beskedent antal som
    1.500 fordelt over en treårig periode – som et vigtigt bidrag
    til flygtningehjælp i nærområderne. Hvis lande i Europa,
    Nordamerika og andre steder tager en del af de særligt true-
    de eller behandlingskrævende flygtninge, der opholder sig i
    nærområder til hjemlande, vil relativt fattige nabolande som
    eksempelvis Libanon eller Jordan blive bedre i stand til at
    huse de mange hundredetusinder af flygtninge, der har søgt
    tilflugt dér.
    Det er afgørende, at Danmark lever op til sit humanitære
    ansvar og viser verdenssamfundet, at der er legale veje til at
    få beskyttelse – også for de flygtninge, der ikke har råd til
    eller mulighed for at benytte sig af bistand fra menneske-
    smuglere.
    Enhedslisten er dybt bekymret for den negative signal-
    virkning, det ville have, hvis et velstående land som Dan-
    mark suspenderede sin modtagelse af kvoteflygtninge. Det
    kunne meget vel få lande, som har ringere økonomiske for-
    udsætninger end Danmark for at huse flygtninge, til ligele-
    des at afstå fra at modtage kvoteflygtninge. Det kunne udlø-
    se en negativ spiral, der stiller landene i nærområderne end-
    nu ringere og gør flygtningene mere desperate og dermed
    udløse nye ukontrollerbare flygtningestrømme.
    2
    Skriftlig fremsættelse
    Johanne Schmidt-Nielsen (EL):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om fortsat modtagelse af
    kvoteflygtninge.
    (Beslutningsforslag nr. B 17)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    3