Fremsat den 5. oktober 2016 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 5. oktober 2016 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven
(Omkostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og fonde, udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til Folketingets
Ombudsmand, overførelse af sager om fradrag for forbedring af grundværdi fra Landsskatteretten til vurderingsankenævnene,
ingen omkostningsgodtgørelse ved påklage af afgørelser om godtgørelse og ved overspringelse af klageinstans i sager om
ejendomsvurderinger, initiativer til imødegåelse af misbrug af godtgørelsesordningen m.v.)
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267
af 12. november 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 48, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »truffet«: », jf. dog
stk. 4«.
2. I § 48 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En endelig administrativ afgørelse, hvorover der
inden udløbet af fristen i stk. 3, 1. pkt., er indgivet klage til
Folketingets Ombudsmand, kan ikke indbringes for domsto-
lene senere end 1 måned efter, at Folketingets Ombudsmand
har afsluttet sin behandling af sagen. Fristen kan dog aldrig
være kortere end fristen efter stk. 3, 1. pkt.«
3. I § 52, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »afholdes«: »ved an-
modning om henstand efter § 51, og godtgørelsesberettigede
udgifter, som afholdes«.
4. I § 52, stk. 7, indsættes efter »kapitel«: »for klager over
afgørelser om omkostningsgodtgørelse samt«.
5. I § 52, stk. 8, ændres »Krav« til: »Den godtgørelsesberet-
tigedes krav«, og i 3. pkt. indsættes efter »modregning«:
»over for den godtgørelsesberettigede«.
6. I § 52 a, 2. pkt., ændres »§ 57, stk. 4 og 5« til: »§ 57, stk.
3-5«.
7. I § 53, stk. 1, udgår »bortset fra dem, der er nævnt i stk.
2«.
8. § 53, stk. 2, ophæves.
9. I § 55, stk. 3, udgår », ved domstolsprøvelse af afgørelser
i sager, hvor et vurderingsankenævn eller et motorankenævn
har truffet afgørelse, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i
sager som nævnt i stk. 2«, og som 2. pkt. og 3. pkt. indsæt-
tes:
»Det gælder dog ikke, hvis sagen angår vurdering i med-
før af lov om vurdering af landets faste ejendomme, og sag-
en indbringes for domstolene efter § 48, stk. 2. Godtgørelse
ydes desuden ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager,
a) som er blevet behandlet i et vurderingsankenævn eller i
et motorankenævn, eller
b) som er nævnt i stk. 2.«
10. I § 55, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »afholdes«: »ved
anmodning om henstand efter § 51, og godtgørelsesberetti-
gede udgifter, som afholdes«.
11. I § 57, stk. 3, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Dog kan told- og skatteforvaltningen helt eller delvist
undlade at udbetale omkostningsgodtgørelse, inden den nær-
mere undersøgelse af størrelsen af udgifterne til behandling
af sagen er foretaget, i tilfælde, hvor forvaltningen finder, at
størrelsen af det ansøgte beløb er åbenbart urimelig. Udbeta-
les beløbet delvis tages forbehold for eventuel tilbagebeta-
ling. Udbetales det ansøgte beløb ikke eller kun delvis, og
fastslås godtgørelseskravet senere at være større end det ud-
betalte beløb, udbetales det resterende beløb med en rente
beregnet efter rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr.
påbegyndt måned regnet fra dagen for SKATs afgørelse om
reduktion af godtgørelseskravet.«
12. I § 57, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »udbetalte godtgø-
relsesbeløb«: »med en rente fastsat efter kildeskattelovens §
62, stk. 3«, og efter 1. pkt. indsættes:
Lovforslag nr. L 28 Folketinget 2016-17
Skattemin., j.nr. 15-2232670
AN012720
»Renten beregnes fra tidspunktet for udbetalingen af det
for meget udbetalte godtgørelsesbeløb og kan ikke fradrages
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.«
13. I § 57, stk. 4, indsættes som 4. pkt.:
»§ 51, stk. 4-6, finder tilsvarende anvendelse.«
14. Efter § 58 indsættes:
Ȥ 58 a. Sagkyndige skal efter anmodning fra told- og
skatteforvaltningen indsende det regnskabsmateriale med bi-
lag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og
andre dokumenter, som kan have betydning for told- og
skatteforvaltningens kontrol med udbetaling af omkost-
ningsgodtgørelse.
Stk. 2. Såfremt anmodningen efter stk. 1 ikke efterkom-
mes af den sagkyndige eller en tredjemand, som har regn-
skab m.v. i sin besiddelse, kan told- og skatteforvaltningen
give påbud om, at materialet skal indsendes inden en fastsat
frist, og betaling af tvangsbøder fra fristens overskridelse og
indtil påbuddet efterkommes.
Stk. 3. Der er udpantningsret for tvangsbøder efter stk. 2.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden
retskendelse adgang til den sagkyndiges lokaler for at gen-
nemgå regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter,
som kan have betydning for told- og skatteforvaltningens
kontrol med udbetaling af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 5. Politiet yder om fornødent told- og skatteforvalt-
ningen bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 4.«
§ 2
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1.
september 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 7 Q, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »kapitel 19«: »for de
samme udgifter«, og som 3. pkt. indsættes:
»Udgifter til sagkyndig bistand i sager som nævnt i skat-
teforvaltningslovens § 52, stk. 7, kan dog ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, har virkning for endelige admini-
strative afgørelser, som træffes den 1. januar 2017 eller se-
nere.
Stk. 3. § 1, nr. 3, 9 og 10, har virkning for afgørelser, som
påklages til en administrativ klageinstans eller indbringes
for domstolene den 5. oktober 2016 eller senere. I en sag
omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, 2. pkt., som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, godtgøres udgifter til sag-
kyndig bistand, som afholdes i perioden 5. oktober 2016 til
31. december 2016, dog uanset 1. pkt. efter de almindelige
regler i skatteforvaltningslovens kapitel 19.
Stk. 4. § 1, nr. 4, og § 2 har virkning for told- og skatte-
forvaltningens afgørelse om omkostningsgodtgørelse, som
påklages til den administrative klageinstans eller indbringes
for domstolene den 1. januar 2017 eller senere.
Stk. 5. § 1, nr. 5, har virkning for krav på omkostnings-
godtgørelse, som overdrages den 1. januar 2017 eller senere.
Stk. 6. § 1, nr. 6 og 11, har virkning for anmodninger om
omkostningsgodtgørelse, som indgives den 1. januar 2017
og senere.
Stk. 7. § 1, nr. 7 og 8, har virkning for udgifter til sagkyn-
dig bistand, hvor bistanden udføres den 1. januar 2017 eller
senere.
Stk. 8. § 1, nr. 12, har virkning for omkostningsgodtgørel-
se, der udbetales den 1. januar 2017 eller senere, og som
herefter kræves tilbagebetalt.
Stk. 9. § 1, nr. 13, har virkning for beløb, hvortil der med-
deles henstand den 1. januar 2017 eller senere.
Stk. 10. Klager til Landsskatteretten, som helt eller delvist
angår en ansættelse om fradrag for forbedring af grundværdi
eller afslag på ordinær genoptagelse af en ansættelse om fra-
drag for forbedring af grundværdi efter de tidligere gælden-
de regler i vurderingslovens §§ 17 og 18, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 740 af 2. september 2002, overføres til fortsat kla-
gebehandling og afgørelse ved vurderingsankenævnene. Det
gælder dog ikke, hvis
1) der er tale om en klage over et vurderingsankenævns
afgørelse, jf. § 16, stk. 5, i lov nr. 649 af 12. juni 2013,
eller
2) klageren fra skatteankeforvaltningen har modtaget en
sagsfremstilling med oplysninger om den afgørelse,
som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens
vurdering fører til, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d,
stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i øvrigt i forbindelse
med en høring har modtaget oplysninger om den afgø-
relse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvalt-
ningens vurdering fører til.
Stk. 11. Skatteankeforvaltningen beslutter, at en sag om-
fattet af stk. 10, 1. pkt., skal behandles af Landsskatteretten,
hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1,
2. eller 3. pkt., er opfyldt.
Stk. 12. Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgif-
ter til sagkyndigt arbejde, som udføres efter lovens ikraft-
træden i sager, som efter stk. 10, 1. pkt., overføres til vurde-
ringsankenævnene. Opnår klageren fuldt eller overvejende
medhold ved vurderingsankenævnet, godtgøres de udgifter,
der har været afholdt ved Landsskatteretten, med i alt 100
pct. Reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19 finder til-
svarende anvendelse.
Stk. 13. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
fordeling på vurderingsankenævn af sagerne efter stk. 10, 1.
pkt.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Lovforslagets formål og baggrund
3. Lovforslagets enkelte elementer
3.1. Omkostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og fonde
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Lovforslaget
3.2. Udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til Folketingets Ombudsmand
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Lovforslaget
3.3. Overførelse af FFF-sager fra Landsskatteretten til vurderingsankenævnene
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Lovforslaget
3.4. Ingen godtgørelse i klagesager om omkostningsgodtgørelse
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Lovforslaget
3.5. Intet skattemæssigt fradrag i klagesager om omkostningsgodtgørelse
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Lovforslaget
3.6. Ingen godtgørelse ved overspringelse af klageinstans i ejendomsvurderingssager og præcisering af reglen om godt-
gørelse i domsstolssager
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Lovforslaget
3.7. Ingen eller delvis udbetaling af godtgørelse ved åbenbart urimelige honorarkrav inden rimelighedsvurdering
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Lovforslaget
3.8. Ingen eller delvis udbetaling af godtgørelse ved åbenbart urimelige honorarkrav i anmodninger om acontoudbeta-
linger
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Lovforslaget
3.9. Styrkelse af kontrollen med omkostningsgodtgørelse
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Lovforslaget
3.10. Præcisering af reglen om kreditorbeskyttelse af kravet på omkostningsgodtgørelse
3.10.1. Gældende ret
3.10.2. Lovforslaget
3.11. Rente ved tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb
3.11.1. Gældende ret
3.11.2. Lovforslaget
3.12. Omkostningsgodtgørelse for udgifter til anmodning om henstand i forbindelse med klage
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Lovforslaget
3.13. Sikkerhedsstillelse og forrentning ved henstand med tilbagebetaling af godtgørelse
3.13.1. Gældende ret
3.13.2. Lovforslaget
4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
5. Administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Miljømæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
3
12. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen har stor fokus på at forbedre retssikkerheden
på skatteområdet, og ønsker at borgeren skal stå stærkt i mø-
det med skattesystemet. En styrkelse af retssikkerheden på
skatteområdet er et af de vigtigste redskaber, når det kom-
mer til at genoprette tilliden til SKAT.
Regeringen (V) indgik derfor den 3. maj 2016 aftale med
partierne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Al-
liance, Radikale Venstre og Konservativt Folkeparti om
Retssikkerhedspakke II. Det fremgår af aftalen, at omkost-
ningsgodtgørelsen til skattepligtige selskaber og fonde skal
genindføres, og at der skal oprettes et skattekontor hos Fol-
ketingets Ombudsmand for at styrke borgernes retssikker-
hed. Det fremgår endvidere af aftalen, at en frist i skattefor-
valtningsloven, som har begrænset borgerens mulighed for
at gå til Folketingets Ombudsmand inden domstolene, skal
ændres.
Dette lovforslag udmønter den politiske aftale om at gen-
indføre omkostningsgodtgørelsen til skattepligtige selskaber
og fonde samt ændre fristen for domstolsprøvelse.
I Retssikkerhedspakke II indgår herudover forslag om
kortere sagsbehandlingstider i klagesager, etablering af et
Skattelovråd, der efter anmodning fra skatteministeren skal
behandle udvalgte emner inden for skattelovgivningen, samt
forskellige tiltag, der sikrer øget åbenhed og klarere rammer
for sagsbehandlingen i SKAT.
Regeringens plan er i februar 2017 at præsentere Retssik-
kerhedspakke III, der bl.a. vil indeholde en modernisering af
skattekontrolloven. I den forbindelse vil SKATs kontrolbe-
føjelser nøje blive vurderet, ligesom der vil blive set på,
hvordan kontrolbeføjelserne kan blive både mere tidsvaren-
de og klare i deres udformning ud fra et politisk ønske om at
styrke borgere og virksomheders retssikkerhed.
Nærværende lovforslag udmønter som nævnt den del af
Retssikkerhedspakke II, der angår genindførelsen af om-
kostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og fonde
samt en ændret frist for domstolsprøvelse. Lovforslaget til-
stræber samtidig at skabe en balance mellem på den ene side
at styrke retssikkerheden på skatteområdet og på den anden
side at sikre, at ordningen med omkostningsgodtgørelse ikke
tilskynder til en uhensigtsmæssig udnyttelse af reglerne.
Ordningen med omkostningsgodtgørelse er med til at ska-
be større retssikkerhed på skatteområdet, idet den bidrager
til, at en skattepligtig ikke af økonomiske grunde afholder
sig fra at gå videre med sin skattesag, hvis den pågældende
mener, at SKATs afgørelse er forkert. Det er imidlertid vig-
tigt, at der er en balance og rimelighed i ordningen, således
at ordningen ikke tilskynder til, at der klages i unødigt om-
fang, eller ordningen ligefrem misbruges.
2. Lovforslagets formål og baggrund
Som led i Forårspakke 2.0 fra 2009 blev muligheden for at
opnå omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber og
fonde afskaffet, jf. § 15 i lov nr. 525 af 12. juni 2009. Skat-
tepligtige selskaber og fonde har herefter ikke kunnet opnå
omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand
m.v. i sager, der er indbragt eller anlagt efter den 14. juni
2009. Samtidig med, at omkostningsgodtgørelsen for selska-
ber og fonde blev afskaffet, blev ligningslovens § 7 Q ænd-
ret, således at selskaber og fonde kunne få fradrag for udgif-
ter til sagkyndig bistand m.v. i skatteansættelsessager ved
SKAT samt i det administrative klagesystem og i retssager.
Selvstændigt erhvervsdrivende blev også omfattet af fra-
dragsbestemmelsen. Selvstændigt erhvervsdrivende kan så-
ledes også få fradrag for sagkyndig bistand m.v. i skattean-
sættelsessager ved SKAT og kan som hidtil opnå omkost-
ningsgodtgørelse i det administrative klagesystem og ved
domstolene.
Afskaffelsen af omkostningsgodtgørelse for selskaber og
fonde er navnlig fra rådgiverside blevet kritiseret for at
svække selskabers og fondes retssikkerhed. Med dette for-
slag får skattepligtige selskaber og fonde igen mulighed for
at opnå omkostningsgodtgørelse. Herudover bevares fra-
dragsretten for selskaber, fonde og selvstændigt erhvervsdri-
vende for udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelses-
sager.
Igennem de senere år har SKAT konstateret et stigende
pres på ordningen med omkostningsgodtgørelse. I en række
sager har rådgivere, som ikke er tilknyttet en brancheorgani-
sation, anmodet om omkostningsgodtgørelse uden klientens
vidende eller uden, at klienten har hæftet for rådgivers bi-
standsudgifter under klagesagen, hvilket er en betingelse for
at få omkostningsgodtgørelse. Efter regeringens opfattelse
er det vigtigt, at godtgørelsesordningen er robust og ikke
kan misbruges. Det er derfor vigtigt, at SKAT har de redska-
ber, der skal til for at kontrollere, om ansøgninger om om-
kostningsgodtgørelse er korrekte, og at udbetalinger af om-
kostningsgodtgørelse ikke baserer sig på et forkert grundlag
og ukorrekte forudsætninger. Dette kan indførelsen af en
egentlig kontrolbestemmelse på området medvirke til at sik-
re.
SKAT har også i de senere år modtaget et stigende antal
ansøgninger, hvor honoraret efter SKATs vurdering må an-
ses for urimeligt højt. De samlede afviste honorarkrav er
gennem årene steget fra 16,7 mio. kr. i 2011 til 39,4 mio. kr.
i 2014. I 2015 er de afviste honorarkrav på 26,4 mio. kr. I
sager, hvor rådgiver er tilknyttet en brancheorganisation, og
SKAT vurderer, at rådgivers honorar ikke er rimeligt, kan
SKAT forelægge spørgsmålet om honorarkravet for klagen-
ævnet for den pågældende brancheorganisation, eller, hvis
den sagkyndige er advokat, for Advokatnævnet. SKAT føl-
ger normalt nævnets afgørelse, men kan dog også foretage
en endelig rimelighedsvurdering, hvis SKAT ikke er enig i
nævnets afgørelse. Er rådgiver ikke tilknyttet en brancheor-
ganisation, foretager SKAT selv rimelighedsvurderingen af
honoraret. Rimelighedsvurderingerne er i 8 ud af 10 tilfælde
foretaget over for rådgivere, der ikke er tilknyttet Advokat-
samfundet eller en brancheorganisation. Endelig har de ad-
4
ministrative klageinstanser i perioden 2012-2015 truffet af-
gørelse i 975 sager om klage over SKATs afgørelse om om-
kostningsgodtgørelse. I 94 pct. af disse klagesager har på-
klage af SKATs afgørelse ikke ført til et ændret resultat for
den godtgørelsesberettigede.
Ovennævnte forhold taler for, at påklage af afgørelser om
omkostningsgodtgørelse i en meget stor del af sagerne sker i
unødigt omfang, hvor det ikke kan udelukkes, at det forhold,
at der også ydes omkostningsgodtgørelse i sådanne sager,
hvor der klages over omkostningsgodtgørelse, i sig selv kan
være et incitament til at klage. Ofte vil kravet på godtgørelse
i sådanne sager være overdraget til den sagkyndige, som
dermed bliver den, der er berettiget til at modtage godtgørel-
sen i klagesagen. Derfor foreslås det, at der ikke ydes godt-
gørelse i sager om påklage af SKATs afgørelse om omkost-
ningsgodtgørelse. Endvidere er der behov for at give SKAT
mulighed for umiddelbart at kunne afvise udbetaling af
åbenbart urimelige honorarkrav, indtil en endelig vurdering
af honorarkravenes størrelse foreligger.
I de senere år har der også været tegn på, at de gældende
regler om, at en klageinstans under visse betingelser kan
springes over, bliver udfordret. Efter disse regler kan en
skattepligtig springe en administrativ klageinstans over og
indbringe sin sag direkte for domstolene, hvis sagen ikke er
afgjort af klageinstansen senest 6 måneder efter, at den blev
påklaget, og indstilling om sagens afgørelse ikke er modta-
get af klager. Udfordringen er, at klageinstanserne i genop-
tagelsessagerne om fradrag for forbedring af fast ejendom
(FFF-sagerne) i en række tilfælde er blevet sprunget over,
og sagerne indbragt direkte for domstolene. I det omfang det
er vurderingsankenævnet, som springes over, kan mulighe-
den for at opnå omkostningsgodtgørelse ved domstolene
være et incitament til overspringelse, da der ikke ydes om-
kostningsgodtgørelse ved vurderingsankenævnene. Da FFF-
sagerne udgør en meget stor del af vurderingsankenævnenes
og Landsskatterettens sagsportefølje, er det nødvendigt at
forholde sig til konsekvenserne af denne mulighed for over-
springelse af den administrative klageinstans. Udnyttes reg-
lerne i større omfang, kan domstolene risikere at blive påført
en ikke ubetydelig arbejdsbelastning, som vil kunne sinke
behandlingen af andre sagstyper. På den baggrund er det
nødvendigt i videst mulige omfang at sikre, at dette ikke
sker. Det foreslås derfor, at der ikke ydes omkostningsgodt-
gørelse i sager om ejendomsvurdering, når sagerne indbrin-
ges for domstolene efter overspringelsesreglen.
Reglerne om omkostningsgodtgørelse er senest ændret
ved lov nr. 1500 af 23. december 2014. Siden da er der i
praksis rejst spørgsmål vedrørende dele af omkostningsgodt-
gørelsesordningen, som det er fundet hensigtsmæssigt sam-
tidig at få tydeliggjort i lovteksten i nærværende forslag.
Med dette lovforslag foreslår regeringen endvidere, at fri-
sten i skatteforvaltningsloven for at indbringe en endelig ad-
ministrativ afgørelse for domstolene udskydes, hvis borge-
ren inden fristens udløb har indgivet klage til Folketingets
Ombudsmand over afgørelsen.
Efter skatteforvaltningsloven gælder der på skatteområdet
en frist på 3 måneder for at indbringe en endelig administra-
tiv afgørelse for domstolene. Klage til Folketingets Om-
budsmand suspenderer ikke fristen. Det vil i praksis betyde,
at en borger normalt ikke kan nå at få behandlet en klage til
ombudsmanden inden udløb af fristen for indbringelse for
domstolene.
Før 2009 fulgte Skatteministeriet den praksis efter anmod-
ning fra borgeren at give tilsagn om, at ministeriet i visse til-
fælde ville undlade at nedlægge afvisningspåstand ved frist-
overskridelse. Denne ulovbestemte mulighed for at få for-
længet 3-månedersfristen gjaldt bl.a., hvis man havde klaget
til Folketingets Ombudsmand. Praksis gik ud på, at ministe-
riet efter anmodning fra borgeren gav tilsagn om, at ministe-
riet ville undlade at nedlægge afvisningspåstand i tilfælde af
et efterfølgende søgsmål ved domstolene, hvis en sag blev
indbragt for ombudsmanden inden søgsmålsfristens udløb,
og hvis sagen efter ombudsmandens afslutning af sagen in-
den en vis frist (normalt 1 måned) blev indbragt for domsto-
lene.
Denne praksis, hvorefter ministeriet efter omstændighe-
derne undlod at nedlægge påstand om afvisning på grund af
fristoverskridelse, blev ændret med virkning fra 1. april
2009, jf. SKM 2008.988 DEP, bl.a. fordi det var tvivlsomt,
om Skatteministeriets afkald på at påberåbe sig 3-måneders-
fristen overhovedet har haft bindende virkning for domstole-
ne.
Den nuværende ordning begrænser borgernes mulighed
for at indbringe en skattesag for domstolene, hvis en klage
til Folketingets Ombudsmand ikke fører til et gunstigt resul-
tat for borgerne. Borgerne må således i dag i praksis vælge,
om de vil have en ombudsmandsbehandling eller en dom-
stolsbehandling af deres sag.
For at styrke borgerens retssikkerhed er der bred enighed i
Folketinget om at oprette et egentligt skattekontor hos Fol-
ketingets Ombudsmand. Kontoret vil være en del af om-
budsmandsinstitutionen og operere inden for institutionens
gældende lovgrundlag og praksis. Det indebærer, at når en
borgers administrative klagemuligheder er udtømt, kan om-
budsmanden behandle sagen og eventuelt fremsætte kritik
og henstille til myndigheden at genoverveje sagen i lyset af
ombudsmandens bemærkninger.
For at sikre, at borgeren har en reel mulighed for at klage
til Folketingets Ombudsmand uden derved at miste mulighe-
den for at gå til domstolene, foreslås det at ændre skattefor-
valtningsloven, så fristen på 3 måneder for domstolsprøvelse
udskydes, hvis borgeren før fristens udløb er gået til om-
budsmanden. Det betyder, at borgeren kan gå til Folketin-
gets Ombudsmand uden at frygte, at fristen for at gå til dom-
stolene udløber, inden sagen hos ombudsmanden er afslut-
tet.
Kernen i retssikkerhedsbegrebet er, at borgerne og virk-
somhederne kan få afgjort deres sager med et rigtigt og for-
ståeligt resultat inden for rimelig tid. Tilgangen af nye kla-
gesager til Landsskatteretten er i de senere år steget betyde-
ligt, hvilket inden for kort tid vil belaste Landsskatterettens
sagsbehandlingstid og dermed forlænge Landsskatterettens
færdiggørelse af sagerne. Det skyldes ikke mindst det for-
5
hold, at der i forbindelse med gennemførelsen af den nye
klagestruktur på skatteområdet med virkning fra 1. januar
2014 blev etableret en fritvalgsordning, hvorefter en klager
fik mulighed for at vælge Landsskatteretten som klagein-
stans i stedet for et ankenævn, hvortil en klagesag ellers var
blevet visiteret til behandling af Skatteankestyrelsen. I stort
set samtlige sager om fradrag for forbedringer af grundvær-
di, de såkaldte FFF-sager, er Landsskatteretten valgt som
klageinstans.
Landsskatteretten har i øjeblikket en beholdning på ca.
10.000 FFF-sager. Disse sager vil inden for kort tid skabe en
kø af sager, som forelægges retten til afgørelse, og være
med til at forsinke afgørelsen i andre typer af klagesager ved
Landsskatteretten. Samtidig har vurderingsankenævnene le-
dig kapacitet.
Sekretariatsbetjeningen af såvel vurderingsankenævnene
som af Landsskatteretten forestås af Skatteankestyrelsen.
For at aflaste Landsskatteretten foreslås det som udgangs-
punkt, at de ca. 10.000 FFF-sager overføres til behandling
og afgørelse ved de vurderingsankenævn, som efter regler
fastsat af skatteministeren får kompetence til at færdiggøre
sagerne.
3. Lovforslagets enkelte elementer
3.1. Omkostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og
fonde
3.1.1. Gældende ret
Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, at der ydes
omkostningsgodtgørelse for de udgifter, som en godtgørel-
sesberettiget fysisk eller juridisk person ifølge regning skal
betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. i en række
nærmere fastsatte typer af sager inden for Skatteministeriets
område. Godtgørelsesprocenten er 50 pct. Dog ydes en godt-
gørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har
fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Endvi-
dere ydes der 100 pct. i omkostningsgodtgørelse, hvis en sag
videreføres af Skatteministeriet - uanset udfaldet af sagen.
Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1, medregnes godtgø-
relsen ikke til den skattepligtige indkomst.
Det følger endvidere af skatteforvaltningslovens § 53, stk.
2, at skattepligtige selskaber efter selskabsskattelovens §§ 1
eller 2 og skattepligtige fonde efter fondsbeskatningslovens
§ 1 ikke er godtgørelsesberettigede. Derimod kan skatteplig-
tige selskaber og fonde og selvstændigt erhvervsdrivende ef-
ter ligningslovens § 7 Q, stk. 3, fratrække udgifter til sag-
kyndig bistand m.v. i skatteansættelsessager og skattesager
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang
der ikke kan ydes godtgørelse efter godtgørelsesreglerne i
skatteforvaltningslovens kapitel 19.
3.1.2. Lovforslaget
Det foreslås, at skattepligtige selskaber og fonde får mu-
lighed for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifter til
sagkyndig bistand i skattesager. Den personkreds, der heref-
ter er berettiget til omkostningsgodtgørelse, omfatter både
fysiske personer, dødsboer og andre juridiske personer, her-
under selskaber og fonde m.fl.
Endvidere foreslås reglerne om fradrag for sagkyndig bi-
stand i ligningslovens § 7 Q opretholdt. Dog foreslås det, at
bestemmelsen om, at der ikke kan opnås fradrag, i det om-
fang der ydes omkostningsgodtgørelse, præciseres, jf. nær-
mere bemærkningerne til § 2, nr. 1.
3.2. Udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til Folketingets
Ombudsmand
3.2.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningsloven træffes afgørelser i første in-
stans af SKAT, og klage over SKATs afgørelser indgives til
Skatteankestyrelsen. Skatteankestyrelsen behandler selv kla-
gen eller visiterer den til Landsskatteretten eller et anke-
nævn (skatte-, vurderings- eller motorankenævn).
Klager over SKAT, som ikke vedrører afgørelser, kan ind-
gives til vedkommende direktør i SKAT og derefter til
SKATs borger- og retssikkerhedschef. Skatteministeren og
Skatteministeriets departement kan ikke behandle konkrete
klagesager, herunder klager over sagsbehandling.
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., kan en
skattesag indbringes for domstolene, men der gælder en frist
på 3 måneder, fra den endelige administrative afgørelse er
truffet. Fristen regnes fra afgørelsens datering.
Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med offentlige for-
valtningsmyndigheder. Ombudsmanden kan udtale sin op-
fattelse, men ikke træffe afgørelse.
Efter § 14 i lov om Folketingets Ombudsmand er det en
betingelse, at de administrative klagemuligheder er udtømt,
før ombudsmanden kan behandle en klage. Det gælder også
spørgsmål om sagsbehandling og processpørgsmål. Efter §
13, stk. 3, i lov om Folketingets Ombudsmand skal klage til
ombudsmanden være indgivet inden et år efter den endelige
afgørelse. Folketingets Ombudsmand bestemmer i øvrigt ef-
ter § 16, stk. 1, om en klage giver tilstrækkelig anledning til
en undersøgelse.
Klage til Folketingets Ombudsmand suspenderer ikke ind-
bringelsesfristen på 3 måneder i skatteforvaltningslovens §
48, stk. 3, 1. pkt. Det betyder, at en borger, der klager til
Folketingets Ombudsmand, risikerer, at fristen for at gå til
domstolene udløber, før ombudsmanden har færdigbehand-
let klagen. Hvis søgsmålsfristen overskrides, må borgeren
forvente, at retten afviser sagen.
3.2.2. Lovforslaget
Det foreslås, at fristen for at indbringe en endelig admini-
strativ afgørelse for domstolene udskydes, hvis en klage
over afgørelsen inden 3-månedersfristens udløb er indgivet
til Folketingets Ombudsmand. Det er domstolene, der i for-
bindelse med sagens eventuelle efterfølgende indbringelse
for domstolene må tage stilling til, om der er indgivet klage
til Folketingets Ombudsmand inden fristen på 3 måneder.
Søgsmålsfristen foreslås ændret således, at afgørelsen skal
indbringes for domstolene senest 1 måned efter, at Folketin-
6
gets Ombudsmand har afsluttet sin behandling af sagen. Fri-
sten på 1 måned regnes fra dateringen af den udtalelse, hvori
ombudsmanden meddeler det endelige resultat af sin be-
handling af sagen. Fristen kan dog aldrig være kortere end 3
måneder efter den endelige administrative afgørelse.
Hvis Folketingets Ombudsmand henstiller til den relevan-
te højeste administrative klageinstans på skatteområdet, at
den genoptager en sag, og der herefter træffes en ny afgørel-
se af myndigheden, vil der gælde en ny 3-månedersfrist for
indbringelse for domstolene efter skatteforvaltningslovens §
48, stk. 3.
Selvom fristen på 3 måneder i stk. 3 overskrides, har bor-
gerne stadig mulighed for at klage til Folketingets Ombuds-
mand inden for den 1-årige frist i ombudsmandslovens § 13,
stk. 3.
3.3. Overførelse af FFF-sager fra Landsskatteretten til
vurderingsankenævnene
3.3.1. Gældende ret
Med lov nr. 925 af 18. september 2012 om ændring af
vurderingsloven og skatteforvaltningsloven blev fradraget
for forbedringer i grundværdien afskaffet. Samtidig blev
reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningsloven ændret.
Det blev i den forbindelse bestemt, at for ejendomme, som
den 1. januar 2013 opfyldte betingelserne for fradrag i
grundværdi uden, at et sådant fradrag var givet, kunne man
anmode SKAT om genoptagelse. Anmodningen skulle være
modtaget af SKAT senest den 1. maj 2013.
SKAT har nu truffet afgørelse i stort set samtlige genopta-
gelsessager.
En meget stor del af SKATs afgørelser om grundforbe-
dringsfradrag er gennem årene blevet påklaget. Efter den
nye klagestruktur på skatteområdet, som trådte i kraft den 1.
januar 2014, har Skatteankestyrelsen i altovervejende grad
visiteret FFF-sagerne til behandling ved vurderingsanke-
nævnene. Imidlertid giver de nye regler i skatteforvaltnings-
lovens § 35 b, stk. 5, klageren mulighed for i stedet at vælge
Landsskatteretten som klageinstans, senest 4 uger efter at
have modtaget underretning om, at sagen er blevet visiteret
til ankenævnet. I næsten alle FFF-sagerne, hvor klageren er
repræsenteret ved rådgiver, er Landsskatteretten valgt som
klageinstans.
I dag har Landsskatteretten en beholdning på ca. 10.000
FFF-sager.
Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til vur-
deringsankenævnene. Derimod ydes der godtgørelse til ud-
gifter til sagkyndig bistand ved behandlingen af sagerne ved
Landsskatteretten, ligesom der ydes omkostningsgodtgørel-
se i forbindelse med en retssag om vurdering.
Reglerne om syn og skøn efter skatteforvaltningslovens §
47 finder ikke anvendelse i sager om vurdering af fast ejen-
dom, hvorfor der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse i
sådanne sager.
3.3.2. Lovforslaget
For at undgå en stigning i sagsbehandlingstiden ved
Landsskatteretten foreslås det, at beholdningen af FFF-sager
ved Landsskatteretten overføres til fortsat behandling og af-
gørelse ved vurderingsankenævnene. Det gælder som ud-
gangspunkt alle FFF-sager, herunder også FFF-sager, der ud
over spørgsmålet om fradrag for forbedringer eller genopta-
gelse af denne ansættelse, tillige angår grundværdien, den
omberegnede grundværdi/ejendomsværdi og/eller ejen-
domsværdien for den omhandlede ejendom. Klager over af-
gørelser om ekstraordinær genoptagelse efter den dagælden-
de skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, (GLEG-sager, dvs.
gamle ekstraordinære genoptagelsessager) kan alene afgøres
af Landsskatteretten, og disse klagesager vil derfor fortsat
skulle afgøres af Landsskatteretten.
Også klager, som modtages af Skatteankestyrelsen fra og
med den 1. januar 2017, vil være omfattet af forslaget og vil
således skulle overføres til behandling ved vurderingsanke-
nævnene.
Forslaget gælder dog ikke i følgende tilfælde:
Hvis der er tale om en klage over et vurderingsankenævns
afgørelse, jf. § 16, stk. 5, i lov nr. 649 af 12. juni 2013. I dis-
se sager, hvor klagen over vurderingsankenævnets afgørelse
er indgivet til Landsskatteretten efter de tidligere gældende
klageregler, og hvor ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 16, stk.
5, i lov nr. 649 af 12. juni 2013 giver mulighed for at fær-
digbehandle en klage, giver det ikke mening at overføre sag-
en til afgørelse i vurderingsankenævnet. Klagen må færdig-
behandles ved Landsskatteretten.
Hvis klageren inden lovens ikrafttræden den 1. januar
2017 fra Skatteankestyrelsen har modtaget en sagsfremstil-
ling med oplysninger om den afgørelse, som sagens oplys-
ninger efter Skatteankestyrelsens vurdering fører til, jf. § 35
d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i øvrigt i forbindelse
med en høring har modtaget oplysninger om den afgørelse,
som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurde-
ring fører til.
Om de nævnte undtagelser er opfyldt, kan fastlægges på
objektivt grundlag.
Det foreslås endvidere, at Skatteankestyrelsen beslutter, at
en sag, som er blevet overført pr. 1. januar 2017 til behand-
ling ved et vurderingsankenævn, skal behandles af Lands-
skatteretten, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens §
35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., er opfyldt. Det drejer sig navnlig
om tilfælde, hvor den pågældende sag vil kunne få konse-
kvenser for et større antal skattepligtige, er af større økono-
miske værdi, angår fortolkning af væsentlig betydning for
lovgivningen, eller hvis klagen udspringer af samme forhold
som en sag, som i forvejen verserer ved Landsskatteretten.
Sager, der opfylder ét eller flere af disse kriterier, udgør et
væsentligt kerneområde for Landsskatterettens afgørelser.
Det er derfor naturligt, at behandlingen af disse sager fort-
sætter i Landsskatteretten. Antallet af sådanne sager på FFF-
området skønnes at være meget begrænset.
Skatteankestyrelsens beslutning er ikke en forvaltningsret-
lig afgørelse, men en processuel beslutning.
7
I sager, hvor klageren har modtaget Skatteankestyrelsens
indstilling til sagens afgørelse, vil sagen være fremskreden
og ofte tæt på sin afslutning. Selv om Landsskatteretten ved
lovens ikrafttræden den 1. januar 2017 endnu ikke har fået
forelagt sagen af Skatteankestyrelsen, herunder modtaget
Skatteankestyrelsens indstilling, og det derfor var muligt at
aflaste Landsskatteretten for sagen ved overførsel af sagen
til et vurderingsankenævn, findes det alligevel hensigtsmæs-
sigt at anvende klagens modtagelse af indstillingen set i for-
hold til lovens ikrafttrædelsestidspunkt som kriterium for,
hvilke sager Landsskatteretten fortsætter med at behandle.
Klageren vil ved lovens ikrafttræden derved kunne konstate-
re, om Landsskatteretten fortsætter med at behandle sagen.
Om klagerens mulighed for at få kendskab til, hvilken kla-
geinstans der efter lovens ikrafttræden behandler sagen, be-
mærkes for så vidt angår de to andre undtagelser:
I sager, hvor Skatteankestyrelsen har besluttet, at en sag,
som er blevet overført pr. 1. januar 2017 til behandling ved
et vurderingsankenævn, skal behandles af Landsskatteretten,
fordi betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1,
2. eller 3. pkt., er opfyldt, vil klageren og dennes repræsen-
tant gennem den løbende underretning fra Skatteankestyrel-
sen blive bekendt med, at sagerne fortsat er under behand-
ling og skal afgøres af Landsskatteretten. Det skønnes, at det
kun drejer sig om ganske få sager. Der vil f.eks. kun være
meget få sager, der angår retlige fortolkningsspørgsmål af
væsentlig betydning, og som derfor fortsat skal afgøres af
Landsskatteretten. I tvivlstilfælde og ved ønske om en afkla-
ring kan klageren og dennes repræsentant rette henvendelse
til Skatteankestyrelsen med henblik på en afklaring.
I sager, der allerede er afgjort af et vurderingsankenævn,
og hvor vurderingsankenævnets afgørelse er påklaget til
Landsskatteretten – såkaldte andeninstanssager – der i sa-
gens natur heller ikke overføres til afgørelse i vurderingsan-
kenævn, er klageren og dennes repræsentant allerede ud fra
den påklagede afgørelse bekendt med, at sagen fortsat skal
afgøres af Landsskatteretten. I disse sager er der derfor ikke
behov for fornyet underretning om, at sagen fortsat skal af-
gøres af Landsskatteretten.
For så vidt angår de sager, som overføres til afgørelse i
vurderingsankenævnene, vil det i forbindelse med udsendel-
se af sagsfremstilling i sagerne med indstilling om sagernes
afgørelse fremgå mere præcist, hvilket vurderingsankenævn
som træffer afgørelse i sagen. På den måde vil klageren og
dennes repræsentant få besked om, hvilket vurderingsanke-
nævn sagen er blevet overført til.
Til sikring af, at den fornødne faglighed er til stede i vur-
deringsankenævnene og for at sikre en ensartet praksis i sag-
erne, foreslås det, at det overlades til skatteministeren at
fastsætte nærmere regler om fordelingen af de FFF-sager,
som overføres til afgørelse i vurderingsankenævnene. Tan-
ken er, at bemyndigelsen udnyttes til at fastsætte regler om,
at sagerne overføres til behandling ved et mindre antal større
vurderingsankenævn i landet, hvor der er ledig sagsbehand-
lingskapacitet. Hensynet til lokalkendskab, besigtigelsesmu-
lighed m.v., som i dag begrunder den gældende klagestruk-
tur på vurderingsområdet, gør sig ikke tilsvarende gældende
i FFF-sagerne som i andre vurderingssager, fordi FFF-sager-
ne som udgangspunkt ikke kræver lokalkendskab, ligesom
besigtigelser i FFF-sagerne sjældent forekommer. Alligevel
vil det af hensyn til muligheden for at gøre afholdelsen af et
eventuelt møde med vurderingsankenævnet mindre vanske-
ligt blive sikret, at sagerne fordeles til behandling i større
vurderingsankenævn jævnt fordelt over landet.
De nærmere regler herom vil kunne fastsættes i bekendt-
gørelsen om forretningsorden for skatteankenævn, vurde-
ringsankenævn, skatte- og vurderingsankenævn samt motor-
ankenævn.
Det foreslås endvidere, at der ikke ydes omkostningsgodt-
gørelse for udgifter til sagkyndigt arbejde, som udføres efter
lovens ikrafttræden i sager, som overføres til vurderingsan-
kenævnene. Dermed flugter forslaget de almindelige regler,
hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved vurde-
ringsankenævnene. FFF-sagerne er som andre vurderingssa-
ger karakteriseret ved oftest at være af konkret og teknisk
karakter. Afgørelsen i disse sager vil typisk bero på frem-
læggelse af dokumentation, hvortil sagkyndig bistand som
udgangspunkt ikke er nødvendig. Indeholder en FFF-sag et
retligt spørgsmål af betydning for andre sager, beslutter
Skatteankestyrelsen, at Landsskatteretten skal træffe afgø-
relse i denne sag, og der vil efter de almindelige regler kun-
ne opnås omkostningsgodtgørelse for bistandsudgifterne i
sagen. Hvis klageren ved Landsskatteretten har afholdt godt-
gørelsesberettigede udgifter, som er blevet godtgjort med 50
pct., og vurderingsankenævnet giver klageren overvejende
eller fuldt medhold i den overførte sag, vil udgifterne til sag-
kyndig bistand ved Landsskatteretten blive godtgjort fuldt
ud ved en efterfølgende merudbetaling fra SKAT. Reglerne
om omkostningsgodtgørelse finder i den forbindelse tilsva-
rende anvendelse.
De almindelige regler i skatteforvaltningsloven forudsæt-
tes i øvrigt at finde anvendelse. Også reglerne om vurde-
ringsankenævnets kompetence ved behandlingen af klagesa-
ger forudsættes at finde anvendelse. Således kan et vurde-
ringsankenævn f.eks. ikke træffe afgørelse i en sag, i det
omfang Skatterådet eller Landsskatteretten har taget stilling
til sagen.
3.4. Ingen omkostningsgodtgørelse i klagesager om
omkostningsgodtgørelse
3.4.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 52 ydes der godtgørelse
til påklage af afgørelser om omkostningsgodtgørelse, f.eks.
om rimeligheden af størrelsen af honorarkravet, om med-
holdsgraden, hvorvidt klageren er godtgørelsesberettiget,
hvorvidt den materielle klagesag er en godtgørelsesberetti-
get sagstype, eller hvorvidt et udbetalt godtgørelsesbeløb
skal tilbagebetales. Mange af disse klagesager angår SKATs
afgørelse om størrelsen af honorarkravet.
SKAT kan til brug for sin vurdering af rimeligheden af
honorarets størrelse forelægge spørgsmålet for den sagkyn-
diges klagenævn, hvis den sagkyndige er tilknyttet et sådant
f.eks. gennem en brancheorganisation som FSR-danske revi-
8
sorer eller Foreningen Danske Revisorer eller, hvis den sag-
kyndige er advokat, for Advokatnævnet. Såvel Advokatnæv-
net som revisororganisationernes responsumudvalg behand-
ler henvendelser fra SKAT om rimeligheden af størrelsen af
sagkyndiges honorarer. Hvis SKAT mener, at honoraret har
været for stort, kræves det for meget udbetalte godtgørelses-
beløb tilbagebetalt fra den skattepligtige uden renter. SKAT
tillægger afgørelsen fra Advokatnævnet og brancheorganisa-
tionernes klagenævn væsentlig betydning for sine afgørelser
om omkostningsgodtgørelse.
Nedenfor i tabel 1 vises andelen af sager afgjort af Advo-
katnævnet og brancheorganisationernes klagenævn i årene
2011-2015, hvori honoraret er blevet nedsat af nævnene ef-
ter SKATs forelæggelse af spørgsmålet. Som det fremgår af
tabellen, har nævnene for de pågældende år i gennemsnit
nedsat honoraret i 80 pct. af sagerne.
Tabel 1. Andelen af sager afgjort af Advokatnævnet og brancheorganisationernes klagenævn i årene 2011-2015,
hvori honoraret er blevet nedsat af nævnene
År Antal afgørelser fra nævnet Antal sager med nedsættelse af
honoraret (i procent)
2015 24 18 (75 pct.)
2014 13 11 (85 pct.)
2013 13 10 (77 pct.)
2012 12 11 (92 pct.)
2011 7 5 (71 pct.)
Kilde: SKAT
Er den sagkyndige ikke advokat eller tilknyttet en bran-
cheorganisation med klagenævn, eller er SKAT ikke enig i
nævnets afgørelse, må SKAT selv tage stilling til rimelighe-
den af honoraret. Har SKAT ud fra en rimelighedsvurdering
nedsat den sagkyndiges honorarkrav, kan SKATs afgørelse
herom påklages til Skatteankestyrelsen, og Skatteankestyrel-
sens afgørelse kan indbringes for domstolene, hvis den godt-
gørelsesberettigede ikke er enig i styrelsens afgørelse.
Både ved den administrative klagebehandling og ved be-
handlingen ved domstolene af SKATs afgørelse om omkost-
ningsgodtgørelse kan der ydes godtgørelse for udgifterne til
sagkyndig bistand m.v. Det gælder uanset, om kravet på om-
kostningsgodtgørelse er overdraget til den sagkyndige.
Hvis den godtgørelsesberettigede har tilbagebetalt for me-
get modtaget godtgørelse i overensstemmelse med SKATs
afgørelse, og klageinstansen eller domstolene senere giver
den godtgørelsesberettigede medhold, tilbagebetales diffe-
rencebeløbet med renter beregnet efter kildeskattelovens §
62, stk. 3. Renterne er ikke skattepligtige, jf. ligningslovens
§ 7 Q, stk. 1, nr. 1.
Som nævnt angår mange klagesager om SKATs afgørelse
om omkostningsgodtgørelse spørgsmålet om honorarets
størrelse. Der er også andre klagesager om spørgsmål om
omkostningsgodtgørelse, f.eks. om udgifterne er godtgørel-
sesberettigede eller om den sagkyndige har fornøden uddan-
nelsesmæssig baggrund og praktiske erfaringer i behandlin-
gen af skattesager.
Nedenstående tabel 2 viser antallet af rimelighedsvurde-
ringer af honorarkrav, som SKAT har foretaget i årene
2012-2015, herunder hvor den sagkyndige ikke er advokat
eller tilknyttet en brancheforening med klagenævn. Tallene
viser, at langt de fleste rimelighedsvurderinger i disse sager
(83 pct. af samtlige rimelighedsvurderinger) angår sager,
hvor den sagkyndige ikke er advokat eller tilknyttet en bran-
cheforening med klagenævn.
Tabel 2. Antal rimelighedsvurderinger foretaget af SKAT, herunder i sager, hvor den sagkyndige ikke er advokat el-
ler tilknyttet en brancheorganisation med klagenævn
År Antal rimelighedsvurderinger Rimelighedsvurderinger i sager,
hvor sagkyndige ikke er advokat
eller tilknyttet en
brancheorganisation (i procent)
2015 85 61 (72 pct.)
2014 84 71 (85 pct.)
2013 78 65 (83 pct.)
9
2012 112 100 (89 pct.)
Kilde: SKAT
Endelig kan oplyses, at den administrative klageinstans i
perioden 2012-2015 har truffet afgørelse i i alt 975 sager om
klage over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse. I
912 af disse sager er der sket stadfæstelse, tilbagekaldelse af
klagen, skærpelse af SKATs afgørelse eller henlæggelse af
sagen. I ca. 94 pct. af disse sager har påklage af SKATs af-
gørelse således ikke ført til et ændret resultat for den godt-
gørelsesberettigede.
Sammenfattende viser ovenstående tal, at honorarkravet i
langt de fleste sager, som SKAT forelægger Advokatnævnet
eller brancheorganisationernes klagenævn, bliver nedsat, at
de fleste sager, hvori SKAT foretager rimelighedsvurderin-
ger, angår sager, hvor den sagkyndige ikke er advokat eller
tilknyttet en brancheorganisation, og at påklage af SKATs
afgørelse om omkostningsgodtgørelse i langt de fleste tilfæl-
de ikke fører til et ændret resultat.
3.4.2. Lovforslaget
Det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt, at en klage
over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse i sig selv
kan føre til, at der kan opnås omkostningsgodtgørelse. Det
forhold, at der ydes godtgørelse i sådanne sager, synes unø-
digt at belaste SKAT og det administrative klagesystem,
som i forvejen er udfordret af store sagspukler. For at be-
grænse antallet af sager, hvor der klages over SKATs afgø-
relse om omkostningsgodtgørelse, foreslås det derfor, at der
ikke ydes omkostningsgodtgørelse i sådanne klagesager.
3.5. Intet skattemæssigt fradrag i klagesager om omkost-
ningsgodtgørelse
3.5.1. Gældende ret
Efter gældende regler kan udgifter til sagkyndig bistand i
skatteansættelsessager og skattesager ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 3, 1. pkt.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan selskaber m.v. og selvstæn-
digt erhvervsdrivende dog fradrage udgifterne ved opgørel-
sen af den skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke
kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel
19. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med afskaf-
felsen af omkostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber
og fonde i 2009, jf. lov nr. 525 af 12. juni 2009. I forbindel-
se med lovændringen fik skattepligtige selskaber og fonde
samtidig fradrag for udgifter til sagkyndig bistand i skattesa-
ger og i skatteansættelsessager, dvs. sager ved SKAT i 1.in-
stans. Tilsvarende fik selvstændigt erhvervsdrivende fradrag
for udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager.
Skattepligtige selskaber og fonde har på baggrund af lov-
ændringen i 2009 ikke været berettigede til at opnå omkost-
ningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i
sager, der er indbragt eller anlagt efter den 14. juni 2009.
Skattepligtige selskaber og fonde har herefter alene kunnet
fradrage udgifter til sagkyndig bistand ved påklage af
SKATs afgørelser om omkostningsgodtgørelse efter denne
dato.
3.5.2. Lovforslaget
Efter gennemførelsen af det foreliggende lovforslag vil
klager over SKATs afgørelser om omkostningsgodtgørelse
blive omfattet af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7, og
dermed falde uden for godtgørelsesordningen. Skattemini-
steriet er af den opfattelse, at der herefter ikke er adgang til
at fradrage udgifterne i sådanne sager. For at undgå tvivl om
rækkevidden af bestemmelsen i ligningslovens § 7 Q, stk. 3,
præciseres det, at udgifter til sagkyndig bistand i klager over
SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse, ikke kan fra-
drages ved indkomstopgørelsen.
3.6. Ingen omkostningsgodtgørelse ved overspringelse af
klageinstansen i ejendomsvurderingssager og præcisering
af reglen om omkostningsgodtgørelse i domstolssager
3.6.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørel-
se truffet af en skattemyndighed som hovedregel først ind-
bringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller
afvist af klageinstansen på området. Er der forløbet mere
end 6 måneder efter den påklagede afgørelses indbringelse
for den administrative klageinstans, kan afgørelsen dog efter
bestemmelsens stk. 2 indbringes for domstolene, selv om
klageinstansen endnu ikke har truffet en afgørelse. Det gæl-
der dog ikke, hvis klageren fra Skatteankestyrelsen har mod-
taget en sagsfremstilling med oplysninger om den afgørelse,
som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurde-
ring fører til, jf. § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i
øvrigt i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger
om den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skatteanke-
styrelsens vurdering fører til.
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, ydes der godt-
gørelse ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelses-
berettigede efter stk. 1, nr. 1- 4, dvs. sager, som er eller har
været under behandling af et skatteankenævn, Landsskatte-
retten, eller Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i medfør
af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5. Endvidere ydes
der godtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager,
hvor et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har
truffet afgørelse, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i
sager som nævnt i stk. 2. De sager, som er nævnt i § 55, stk.
2, er sager, som Skatteankestyrelsen behandler vedr. told,
afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager,
og sager om registrering af køretøjer. I disse sager ydes der
efter § 55, stk. 2, ikke omkostningsgodtgørelse ved klagebe-
handlingen, men indbringes en afgørelse i en sådan sag for
domstolene, ydes der godtgørelse efter § 55, stk. 3.
10
Der ydes heller ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter
til en klages behandling ved vurderingsankenævnet eller
motorankenævnet.
Skatteministeriet har i 2015 konstateret, at et antal sager
om ejendomsvurdering (FFF-sager), som har ligget til be-
handling ved klageinstanserne, er blevet indbragt for dom-
stolene efter reglen om overspringelse i skatteforvaltningslo-
vens § 48, stk. 2. I sagerne er der typisk tale om klage over
vurderinger og årsreguleringer fra før 2005.
I FFF-sagerne er der i høj grad tale om konkrete bevisvur-
deringer af teknisk karakter, og sagsøgerne nedlægger typisk
en påstand om hjemvisning til vurderingsmyndighedens for-
nyede behandling. Får sagsøger medhold i sin hjemvisnings-
påstand, vil der - ligesom ved domstolsbehandlingen - blive
ydet omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bi-
stand i forbindelse med den fornyede behandling ved hjem-
visningsinstansen, hvis der i øvrigt ydes godtgørelse ved den
instans, hvortil sagen hjemvises.
Næsten hele Skatteankestyrelsens portefølje af verserende
FFF-sager består af sager, hvor der er forløbet mere end 6
måneder fra tidspunktet fra klagens indgivelse til Landsskat-
teretten eller vurderingsankenævnet. Dermed vil hovedpar-
ten af de verserende FFF-sager kunne indbringes for dom-
stolene efter overspringsreglen i skatteforvaltningslovens §
48, stk. 2.
Der verserede den 1. august 2016 ca. 13.400 FFF-sager
for klageinstanserne.
3.6.2. Lovforslaget
Det forhold, at skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, giver
adgang til at springe den administrative klageinstans over i
et meget stort antal sager om ejendomsvurdering, risikerer at
påføre domstolene en stor arbejdsbelastning, som vil kunne
sinke behandlingen af andre sagstyper. At sagerne forskub-
bes mod domstolene giver dyrere sagsbehandling.
Det kan ikke udelukkes, at muligheden for at opnå om-
kostningsgodtgørelse ved domstolene kan være et væsentligt
incitament til at springe klageinstansen over.
Det foreslås derfor for det første, at hvis sagen angår en
klage over en vurdering i medfør af lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme, og sagen indbringes for domstolene
efter overspringsreglen, vil der ikke kunne ydes omkost-
ningsgodtgørelse ved domstolsbehandlingen.
For det andet foreslås en præcisering af bestemmelsen.
Før gennemførelsen af skatteforvaltningsloven ved lov nr.
427 af 6. juni 2005 kunne der ydes omkostningsgodtgørelse
ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som var godtgø-
relsesberettigede efter en bestemmelse, som svarede til den
gældende bestemmelse i § 55, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.
Efter gennemførelsen af skatteforvaltningsloven ydes der
omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sager som
er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved dom-
stolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2.
Ifølge forarbejderne til skatteforvaltningsloven var der tale
om en videreførelse af den hidtil gældende bestemmelse.
Imidlertid blev kravet om, at klageinstansen skulle have
truffet en afgørelse, som forudsætning for domstolsprøvelse
med godtgørelsesmæssig virkning, ikke stillet efter den nye
formulering af bestemmelsen i skatteforvaltningsloven.
Hvis ikke der stilles krav om, at der skal foreligge en af-
gørelse, før der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved dom-
stolene, vil især muligheden for at kunne opnå omkostnings-
godtgørelse i vurderingssagerne virke som et incitament til
at springe vurderingsankenævnet over med den følge, at
domstolene belastes med overflødige sager.
Forslaget går derfor også ud på at tydeliggøre bestemmel-
sen. Herefter skal vurderings- og motorankenævnene samt
Skatteankestyrelsen i stk. 2-sagerne have truffet afgørelse i
sagen som forudsætning for, at der vil kunne ydes godtgø-
relse i retssagen.
3.7. Ingen eller delvis udbetaling af godtgørelse ved åben-
bart urimelige honorarkrav inden rimelighedsvurdering
3.7.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, gælder, at giver
en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene SKAT an-
ledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til
behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, ud-
betales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for
eventuel tilbagebetaling.
Baggrunden herfor er, at det som udgangspunkt ikke bør
komme den skattepligtige økonomisk til skade, at SKAT
stiller spørgsmål ved rimeligheden af størrelsen af sagsud-
gifterne, herunder den sagkyndiges honorar, hvis afklaring
kan trække ud.
Indhentes en udtalelse fra Advokatnævnet eller et klagen-
ævn for en brancheorganisation, som den sagkyndige er til-
knyttet, kan der i overensstemmelse med de almindelige
partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes afgørelse
om godtgørelsesspørgsmålet, uden at der forinden har været
givet den sagkyndige/den skattepligtige adgang til at kom-
mentere dette nævns udtalelse.
Antallet af rimelighedsvurderinger, herunder særligt i sag-
er, hvor den sagkyndige ikke er advokat eller knyttet til en
brancheorganisation med klagenævn, har i de senere år væ-
ret stigende. Der synes at være sket en stigning i antallet af
åbenbart urimelige honorarer, som der ønskes omkostnings-
godtgørelse for. Udbetaler SKAT meget store beløb til ho-
norering af godtgørelseskrav, som umiddelbart forekommer
åbenbart urimelige, kan det på et senere tidspunkt - når ri-
melighedsvurderingen er foretaget - være vanskeligt for
SKAT at få godtgørelsesbeløbene tilbagebetalt f.eks. i til-
fælde af den godtgørelsesberettigedes eller rådgivers kon-
kurs. SKAT har således i en række tilfælde konstateret, at
det ikke har været muligt for SKAT at få det godtgørelses-
berettigede beløb tilbagebetalt. Tilsvarende giver det udfor-
dringer, når SKAT udbetaler omkostningsgodtgørelse til en
godtgørelsesberettiget eller en sagkyndig, der ikke er skatte-
pligtig i Danmark, og hvor der efterfølgende skal ske tilba-
gebetaling af et godtgørelsesbeløb til SKAT.
11
3.7.2. Lovforslaget
Forslaget i § 1, nr. 11, går ud på, at SKAT helt eller del-
vist kan undlade at udbetale omkostningsgodtgørelse inden
en nærmere undersøgelse af størrelsen til udgifterne til be-
handling af sagen er fortaget i tilfælde, hvor SKAT finder, at
størrelsen af det ansøgte beløb er åbenbart urimeligt.
Udbetales beløbet delvist, udbetaler SKAT beløbet med
forbehold.
Udbetales det ansøgte beløb ikke eller kun delvis, og godt-
gørelseskravet senere fastslås at være større end det udbetal-
te beløb, udbetales det resterende beløb med en rente bereg-
net med rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbe-
gyndt måned regnet fra dagen for SKATs afgørelse om re-
duktion af godtgørelseskravet.
3.8. Ingen eller delvis udbetaling af godtgørelse ved
åbenbart urimelige honorarkrav i anmodninger om
acontoudbetalinger
3.8.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, gælder, at giver
en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene SKAT an-
ledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til
behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, ud-
betales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for
eventuel tilbagebetaling.
For så vidt angår honorering af anmodninger om acon-
toudbetalinger, har der i praksis været tvivl om SKATs ad-
gang til at reducere honorarkravets størrelse ud fra en rime-
lighedsvurdering.
På den ene side forekommer det rimeligt og i overens-
stemmelse med hensynene bag godtgørelsesordningen at af-
vente en rimelighedsvurdering, til sagen er afsluttet, jf. § 57,
stk. 3. Ordningen er bl.a. begrundet i hensynet til, at den
skattepligtige ikke bør påføres likviditetsmæssige vanskelig-
heder på grund af førelsen af en klage- eller retssag m.v.,
hvilket i visse tilfælde helt vil kunne afskære den pågælden-
de fra at føre sagen. På den anden side forekommer det også
rimeligt, at SKAT får mulighed for undervejs at foretage en
rimelighedsvurdering i aconto-sager, hvor honorarkravet ik-
ke findes rimeligt. Som tidligere nævnt er der i de senere år
sket en stigning i antallet af anmodninger om omkostnings-
godtgørelse, hvor honorarkravet findes at være åbenbart uri-
meligt.
Landsskatteretten har i SKM2016. 300 fastslået, at SKAT
kan foretage reduktion i godtgørelseskrav ifølge en aconto-
ansøgning, hvis det vurderes, at honorarkravet vil komme til
at overstige, hvad der må forventes at være et rimeligt ende-
ligt samlet honorar for førelsen af sagen.
3.8.2. Lovforslaget
Efter forslaget omtalt i afsnit 3.6 vil SKAT i medfør af de
foreslåede bestemmelser få mulighed for helt eller delvist at
undlade at udbetale godtgørelse, inden en nærmere undersø-
gelse af størrelsen af udgifterne til behandling af sagen er
foretaget, i tilfælde, hvor SKAT finder, at størrelsen af det
ansøgte beløb er åbenbart urimeligt.
Det foreslås tilsvarende, at SKAT får klar hjemmel til helt
eller delvist at undlade at udbetale omkostningsgodtgørelse
aconto, hvis størrelsen af det ansøgte beløb forekommer
åbenbart urimelig. Det gælder ikke alene i tilfælde, hvor
kravet må forventes at overstige et rimeligt endeligt samlet
honorarkrav, men også hvis det enkelte honorarkrav fra den
sagkyndige i sig selv forekommer åbenbart urimeligt.
Det må bero på en konkret vurdering at afgøre, om et ho-
norar i en sag er åbenbart urimeligt. Som udgangspunkt vil
et honorar være åbenbart urimeligt, hvis SKAT finder, at
kravet bør reduceres med 50 pct. eller mere set i forhold til
det, som ud fra en almindelig vurdering af et honorar findes
rimeligt, dvs. holdt op imod det anvendte timeantal, den
gennemsnitlige timesats for den gruppe af sagkyndige, som
den pågældende må anses at tilhøre, samt de øvrige parame-
tre, som indgår ved fastlæggelsen af, om et honorar er rime-
ligt. Disse parametre er nærmere beskrevet i Den juridiske
vejledning afsnit A. A. 13.11 på SKATs hjemmeside.
3.9. Styrkelse af kontrollen med omkostningsgodtgørelse
3.9.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 58 kan skatteministeren
fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der
skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.
Bestemmelsen er senest udnyttet ved bekendtgørelse nr.
791 af 25. juni 2014 om oplysninger om udgifter til sagkyn-
dig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslo-
vens kapitel 19. Det er heri bestemt, hvilken dokumentation
som skal indgives sammen med en ansøgning om omkost-
ningsgodtgørelse. Det følger bl.a. af bekendtgørelsens § 2,
stk. 1, at der med en ansøgning om omkostningsgodtgørelse
skal følge en kopi af afgørelsen fra klageinstansen samt en
udtalelse fra klageinstansen om medholdsvurderingen. Det
følger endvidere af bekendtgørelsen, at en ansøgning om
acontoudbetalinger skal være vedlagt klagen til klageinstan-
sen, og ved indbringelse af sagen for domstolene skal der
være vedlagt en kopi af stævningen eller ankestævningen.
Efter ovennævnte bekendtgørelses § 4 vil SKAT herud-
over kunne anmode den godtgørelsesberettigede om yderli-
gere oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningen
om omkostningsgodtgørelse. Tilsvarende vil SKAT i tvivl-
stilfælde kunne indhente supplerende udtalelser m.v. fra den
administrative myndighed, der har truffet afgørelse i klage-
sagen.
Efter skattekontrollovens § 6 kan SKAT til brug for skat-
tekontrollen pålægge selvstændigt erhvervsdrivende og sel-
skaber at indsende deres regnskaber med bilag såvel for tid-
ligere som det løbende regnskabsår og andre dokumenter,
der kan have betydning for skatteligningen, herunder for af-
gørelsen af skattepligt her til landet. Indsendelsespligten
omfatter også regnskabsmateriale m.v. vedrørende den skat-
tepligtiges virksomhed i udlandet, på Færøerne eller i Grøn-
land. Beror regnskabsmaterialet m.v. hos tredjemand, skal
12
denne, selv om den pågældende har tilbageholdsret herover,
efter anmodning udlevere materialet til SKAT.
SKAT har efter skattekontrollovens § 6 endvidere, hvis
det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitima-
tion uden retskendelse adgang til hos de erhvervsdrivende
på stedet samt på arbejdssteder uden for den erhvervsdriven-
des lokaler, herunder transportmidler, der anvendes er-
hvervsmæssigt, at gennemgå deres regnskabsmateriale med
bilag og andre dokumenter, der kan have betydning for skat-
teligningen, og foretage opgørelse af kassebeholdning og
lignende. Ejeren og ejerens ansatte skal yde SKAT fornøden
vejledning og hjælp ved kontrollen. Kontrollen kan ikke
gennemføres på en ejendom, der udelukkende tjener til pri-
vatbolig eller fritidsbolig. Politiet kan yde SKAT bistand til
gennemførelsen af kontrollen. Er regnskabsoplysninger m.v.
registreret elektronisk, omfatter SKATs adgang til disse op-
lysninger også en elektronisk adgang hertil.
Hvis SKAT som led i en specifik udbetalingskontrol øn-
sker at kontrollere udbetalingerne af omkostningsgodtgørel-
se gennem indsigt i rådgiverens regnskabsmateriale, kan det
ikke ske ved at anmode rådgiver om at indsende regnskabs-
materiale m.v. med henvisning til skattekontrollovens § 6,
da emnet for kontrollen ikke er skattekontrol, men derimod
tilskudskontrol.
3.9.2. Lovforslaget
Som nævnt i afsnit 2 er der i de senere år konstateret et
stigende pres på ordningen med omkostningsgodtgørelse.
SKAT har set tilfælde, hvor det ikke kan udelukkes, at der
mellem den sagkyndige og den godtgørelsesberettigede på
forhånd er aftalt, at den godtgørelsesberettigede kun er for-
pligtet til at betale et beløb svarende til, hvad der opnås i
omkostningsgodtgørelse. Den sagkyndige vil efter udbeta-
ling af en omkostningsgodtgørelse på 50 pct. herefter udste-
de kreditnotaer for det resterende honorar, således at den
godtgørelsesberettigede frigøres for betalingsforpligtelsen i
relation til denne del af honorarkravet. Aftalen om udstedel-
se af kreditnotaer vil ikke fremgå af det skriftlige aftale-
grundlag mellem den sagkyndige og den godtgørelsesberet-
tigede, som SKAT supplerende har krævet indsendt. Kredit-
notaerne vil imidlertid fremgå af bogføringen.
Med henblik på at styrke SKATs kontrol med udbetaling
af omkostningsgodtgørelse foreslås det, at sagkyndige efter
anmodning fra SKAT skal indsende deres regnskabsmateria-
le med bilag for såvel tidligere som det løbende regnskabsår
og andre dokumenter, som kan have betydning for SKATs
kontrol med udbetaling af omkostningsgodtgørelse. SKAT
kan foretage kontrolbesøg hos den sagkyndige f.eks. som
led i en generel kontrolindsats over for rådgivere, som har
ansøgt om omkostningsgodtgørelse, og hvor godtgørelsen er
udbetalt på grundlag af ansøgningen.
Endvidere foreslås det, at SKAT kan foretage udgående
kontrol hos den sagkyndige med henblik på at gennemgå de
relevante dokumenter i en eller flere sager om omkostnings-
godtgørelse. Det materiale, som SKAT kan anmode om at få
indsendt, omfatter alene det regnskabsmateriale og de doku-
menter, der ligger til grund for de økonomiske dispositioner
mellem rådgiver og dennes klient i forbindelse med sagen,
herunder fakturaer og bogføringsmateriale. SKAT skal be-
grunde anmodningen om indsendelse af materialet. Da der
er tale om regnskabsmateriale efter bogføringslovens regler,
kan SKAT, jf. bogføringslovens § 15, forlange, at regn-
skabsmaterialet stilles til rådighed og fremsendes eller udle-
veres på SKATs forlangende. Såfremt regnskabsmaterialet
foreligger elektronisk, skal den sagkyndige formidle den
elektroniske adgang til materialet, og på SKATs anmodning
udlevere materialet i et anerkendt elektronisk format. Be-
stemmelsen svarer på dette punkt til kontrolbestemmelsen i
skattekontrollovens § 6, men er målrettet kontrol med udbe-
taling af tilskud.
SKAT er som myndighed underlagt de almindelige for-
valtningsretlige sagligheds- og proportionalitetskrav og må
derfor ikke anmode om oplysninger, der ikke er relevante el-
ler nødvendige til brug for kontrollen af den konkrete sag
om omkostningsgodtgørelse.
Advokater er underlagt en særlig tavshedspligt efter rets-
plejelovens § 129, jf. straffelovens § 152 om uberettiget vi-
deregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Rets-
plejelovens § 126, stk. 1, fastslår, at advokater skal udvise
en adfærd, der stemmer overens med god advokatskik, hvil-
ket er konkretiseret i De Advokatetiske Regler, og retspleje-
lovens § 170, stk. 1, anerkender advokatens tavshedspligt
om det, denne har fået kendskab til i forbindelse med sit er-
hverv. Tavshedspligten er imidlertid ikke absolut, når undta-
ges forholdet mellem en forsvarer og dennes klient, men kan
vige for pålæg fra retten. Det samme gælder i forhold til en
lovfæstet oplysningspligt. Det bemærkes i den forbindelse,
at bogføringsmateriale ikke er omfattet af advokaters tav-
shedspligt. Derimod er juridiske vurderinger – eksempelvis
om, hvorvidt en afgørelse fra en administrativ klageinstans
skal indbringes for en højere instans – omfattet af advoka-
ters tavshedspligt, og SKAT er således afskåret fra at få så-
dant materiale indsendt.
Vægrer en sagkyndig eller en tredjemand, som har regn-
skabsmaterialet m.v. i besiddelse, sig ved at efterkomme en
sådan anmodning, foreslås det, at SKAT om fornødent kan
fremtvinge pligtens efterkommelse ved pålæg af tvangsbø-
der. I praksis sker det på den måde, at SKAT anmoder om
materialet, og hvis det ikke er indsendt inden en given frist,
træffer SKAT en afgørelse med pålæg om indsendelse af
materialet inden en fastsat frist. Herefter vil den oplysnings-
pligtige ifalde tvangsbøder, indtil påkravet er opfyldt. Påkla-
ges denne afgørelse, vurderer klageinstansen, om klagen har
opsættende virkning for bødernes betaling.
Det foreslås endelig, at der bliver udpantningsret for så-
danne tvangsbøder, og at politiet om fornødent yder SKAT
bistand til gennemførelse af kontrol efter den foreslåede be-
stemmelse.
13
3.10. Præcisering af reglen om kreditorbeskyttelse af kravet
på omkostningsgodtgørelse
3.10.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, kan krav på
omkostningsgodtgørelse ikke sælges, pantsættes eller på an-
den måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder
pantsættes, til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gø-
res til genstand for retsforfølgning eller modregning.
Det er i retspraksis fastslået, at går den godtgørelsesberet-
tigede selv konkurs, vil reglen om kreditorbeskyttelse bety-
de, at der ikke udbetales omkostningsgodtgørelse til boet, jf.
SKM2014. 539. BR. Hvis dette var tilfældet, kunne den
godtgørelsesberettigede risikere at blive begæret konkurs af
sine kreditorer med henblik på, at disse kunne blive fyldest-
gjort i godtgørelseskravet.
I hidtidig administrativ praksis er det antaget, at hvis kra-
vet på omkostningsgodtgørelse er blevet overdraget til den
sagkyndige, og den sagkyndige bliver erklæret konkurs, vil
reglen hindre, at godtgørelseskravet bliver udbetalt til den
sagkyndiges konkursbo. SKAT har imidlertid for nyligt fast-
slået, at bestemmelsen ud fra en formålsfortolkning må for-
stås således, at den ikke hindrer udbetaling af omkostnings-
godtgørelse til en sagkyndigs konkursbo. SKAT forventer at
kunne udsende et styresignal om praksisændringen.
3.10.2. Lovforslaget
Forslaget går ud på at præcisere bestemmelsen om kredit-
orbeskyttelse, så den alene angår den godtgørelsesberettige-
de og ikke den sagkyndige, hvis kravet på godtgørelse er
blevet overdraget til denne. Det betyder – i overensstemmel-
se med SKATs ændrede praksis i konkurstilfælde – at om-
kostningsgodtgørelsen udbetales til konkursboet for den sag-
kyndige, hvis kravet er overdraget, medmindre SKAT kan
foretage modregning i andre fordringer, som SKAT har mod
den sagkyndige.
3.11. Rente ved tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb
3.11.1. Gældende ret
Det følger af skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, at så-
fremt godtgørelsesbeløbet er mindre end det beløb, som ef-
ter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den godtgørelses-
berettigede eller den sagkyndige, såfremt udbetalingen er
sket til denne efter overdragelse af kravet, tilbagebetale det
for meget udbetalte godtgørelsesbeløb.
SKAT har efter bestemmelsen ikke hjemmel til at kræve
renter i forbindelse med krav om tilbagebetaling af for me-
get udbetalt omkostningsgodtgørelse. Såfremt opkrævnin-
gen af det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb viser sig at
være sket med urette, udbetales beløbet fra SKAT med en
rente, jf. skatteforvaltningsloven § 57, stk. 5.
3.11.2. Lovforslaget
Det foreslås, at SKAT får hjemmel til at kræve renter af
krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse.
Det foreslås endvidere, at renten fastsættes efter kildeskatte-
lovens § 62, stk. 3, der omhandler tilbagebetaling af over-
skydende skat. Renten svarer dermed til renten i § 7, stk. 2, i
lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., som for 2016
er 0,1 pct. med tillæg af 0,5 procentpoint pr. påbegyndt må-
ned. Renten beregnes fra tidspunktet for udbetalingen af det
for meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Med forslaget sikres
det, at rentesatsen er den samme, hvad enten der er udbetalt
for meget eller for lidt i godtgørelse.
Renten kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skatte-
pligtige indkomst.
Bestemmelsen finder i øvrigt både anvendelse i tilfælde,
hvor det for meget udbetalte beløb er udbetalt til den godt-
gørelsesberettigede, og i tilfælde, hvor kravet i medfør af §
52, stk. 8, 2. pkt., er overdraget til den sagkyndige.
3.12. Omkostningsgodtgørelse for udgifter til anmodning om
henstand i forbindelse med klage
3.12.1. Gældende ret
En klage eller et sagsanlæg har efter statsskattelovens § 38
ikke opsættende virkning. Det følger imidlertid af skattefor-
valtningslovens § 51, at SKAT efter ansøgning kan give
henstand med betaling af den del af en skat, som en klage
over opgørelsen vedrører.
Efter SKATs praksis ydes der omkostningsgodtgørelse for
udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med anmodning
om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51. Denne
praksis har gennem årene været beskrevet i de offentliggjor-
te vejledninger »Vejledning om processuelle regler på
SKATs område« og »Den juridiske vejledning«. Således
fremgår det af Vejledning om processuelle regler på SKATs
område 2006-4, afsnit K. 3.1., »at udgifter til ansøgning om
henstand med betaling af skatter anses for godtgørelsesbe-
rettigede, da disse udgifter betragtes som en integreret del
af klagesagen.« I den seneste udgave af Den juridiske vej-
ledning fremgår det tilsvarende, at »udgifter til sagkyndig
bistand til udarbejdelse af anmodning om henstand i forbin-
delse med en klage anses for godtgørelsesberettiget, da dis-
se udgifter betragtes som en integreret del af klagesagen.«
Der ydes således i praksis omkostningsgodtgørelse til sag-
kyndig bistand til udarbejdelse af en anmodning til SKAT
om henstand i forbindelse med klage.
3.12.2. Lovforslaget
Forslaget går ud på at lovfæste SKATs administrative
praksis for godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand ved
ansøgning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51.
Lovfæstelsen blev ved en fejl ikke medtaget i forbindelse
med gennemførelsen af lov nr. 1500 af 23. december 2014,
hvor SKATs administrative praksis om omkostningsgodtgø-
relse i hjemvisningssager og til afsluttende arbejder blev
lovfæstet.
14
3.13. Sikkerhedsstillelse og forrentning ved henstand med
tilbagebetaling af godtgørelse
3.13.1. Gældende ret
Det følger af skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, 2. pkt.,
at den, der efter bestemmelsens 1. pkt. skal tilbagebetale for
meget udbetalt godtgørelse, har ret til henstand, hvis afgø-
relsen om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller ind-
bringes for domstolene. Det følger endvidere af skattefor-
valtningslovens § 51, stk. 4, at henstanden kan gøres betin-
get af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det
skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at mulighe-
den for senere at inddrive kravet forringes.
SKAT har konstateret tilfælde, hvor den godtgørelsesbe-
rettigede har overdraget kravet til den sagkyndige, og hvor
den sagkyndige herefter, i stedet for at tilbagebetale den for
meget udbetalte godtgørelse, indgiver klage over afgørelsen
om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse med det for-
mål at opnå henstand for tilbagebetaling. Herved opnår den
sagkyndige en likviditetsfordel ved ikke at skulle tilbagebe-
tale beløbet med renter.
3.13.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4,
indsættes en henvisning til skatteforvaltningslovens § 51,
stk. 4-6. Herefter vil der på samme måde, som når der opnås
henstand med skattebetalingen ved påklage efter § 51, bl.a.
kunne kræves sikkerhedsstillelse og forrentning af hen-
standsbeløbet. Herved sikres, at en afgørelse om tilbagebeta-
ling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse ikke på-
klages eller indbringes for domstolene blot med det formål
at opnå henstand.
Forslaget indebærer således, at henstand for tilbagebeta-
ling af for meget udbetalt godtgørelse ved påklage kan gøres
betinget af sikkerhedsstillelse, hvis det skønnes, at medde-
lelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at
inddrive kravet forringes, jf. skatteforvaltningsloven § 51,
stk. 4.
Det indebærer endvidere, at der i henstandsbevillingen
kan tages forbehold for modregning i henstandsbeløbet for
krav, som klageren, hvis denne er rådgiver, måtte få mod det
offentlige, jf. skatteforvaltningsloven § 51, stk. 5.
Endelig indebærer det, at henstand med tilbagebetaling af
for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse betinges af, at
beløbet forrentes, og at henstand også omfatter rente samt
eventuelt allerede påløbne renter, jf. skatteforvaltningsloven
§ 51, stk. 6.
4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
Den del af forslaget, der vedrører genindførelse af om-
kostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og fonde,
skønnes at medføre merudgifter til godtgørelsesordningen
på årligt ca. 60 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd fra 1. ja-
nuar 2017. Der er heri taget højde for bevarelsen af fra-
dragsretten for sagkyndig bistand i skatteansættelsessager,
ligesom der er taget højde for bortfaldet af fradragsretten for
sagkyndig bistand, i det omfang der kan ydes omkostnings-
godtgørelse, og i det omfang der er tale om en klage over
SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse. I skønnet
indgår en mindreudgift på ca. 0,6 mio. kr. årligt, som skyl-
des forslaget om, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i
klagesager over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgø-
relse. Forslaget om forrentning af tilbagebetalingsbeløb
skønnes ikke at medføre nævneværdige mindreudgifter.
Angående forslaget om at overføre FFF-sager fra Lands-
skatteretten til vurderingsankenævnene er det vanskeligt at
skønne over lovforslagets præcise mindreudgift, idet det vil
afhænge af en række faktorer – f.eks. andelen af sager, hvori
der indgår godtgørelsesberettigede udgifter, andelen af kla-
gere, der får overvejende medhold, andelen af sagsomkost-
ninger afholdt inden overførsel til et vurderingsankenævn –
som kan variere. På det foreliggende grundlag og med bety-
delig usikkerhed skønnes forslaget at medføre en mindreud-
gift for staten i størrelsesordenen 90-110 mio. kr. samlet set.
Besparelsen vil udmønte sig over en årrække frem mod
2022, afhængigt af tidspunktet for sagernes afgørelse og
selve udbetalingen af omkostningsgodtgørelsen.
Lovforslaget vil samtidig give SKAT bedre mulighed for
kontrol af ansøgninger om omkostningsgodtgørelse og der-
med reducere antallet af udbetalinger af omkostningsgodt-
gørelse på urigtigt grundlag. Det er ikke muligt at skønne
over mindreudgifterne herved.
Forslaget om udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til
Folketingets Ombudsmand har ingen nævneværdige økono-
miske konsekvenser for det offentlige.
5. Administrative konsekvenser for det offentlige
Den del af forslaget, der vedrører genindførelse af om-
kostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og fonde,
vurderes at medføre engangsomkostninger på i alt ca. 2 mio.
kr. i 2016. Dette dækker over ca. 0,6 mio. kr. til systemtil-
retninger, ca. 0,2 mio. kr. til informationstiltag og 2 årsværk
svarende til ca. 1,2 mio. kr. til intern systemudvikling.
Forslaget vurderes endvidere at medføre løbende omkost-
ninger på 7,5-8,0 årsværk til behandling af ekstra ansøgnin-
ger fra skattepligtige selskaber og fonde m.v., svarende til
ca. 4,2 mio. kr. årligt fra og med 2017. Merudgifterne afhol-
des inden for SKATs nuværende økonomiske ramme. I
skønnet er indregnet en forventet ressourcebesparelse ved
ophævelsen af adgangen til omkostningsgodtgørelse ved
klager over omkostningsgodtgørelse, som forventes at med-
føre ca. 75 færre sager årligt, svarende til 0,5 årsværk.
Med forslaget om at overføre FFF-sagerne fra Landsskat-
teretten til vurderingsankenævnene vil en forventet stigning
i sagsbehandlingstiden på 1-2 måneder i FFF-sager undgås.
Tilsvarende undgås en forventet stigning i sagsbehandlings-
tiden i øvrige sager ved Landsskatteretten. Der er for SKAT
forbundet en mindreudgift med forslaget på 3 årsværk, dog
med et betydeligt efterslæb.
Samlet set vurderes forslaget ikke at have nævneværdige
konsekvenser for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten.
15
Forslaget om udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til
Folketingets Ombudsmand har ingen nævneværdige admini-
strative konsekvenser for det offentlige.
6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har positive økonomiske konsekvenser for
skattepligtige selskaber og skattepligtige fonde, der anven-
der sagkyndig bistand ved klage over SKATs afgørelser i
det administrative klagesystem eller ved domstolene.
Forslaget om at overføre FFF-sager fra Landsskatteretten
til vurderingsankenævnene har økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet. I de sager, som overføres til behandling
ved vurderingsankenævnet, bortfalder muligheden for at op-
nå omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndigt arbej-
de fra lovens ikrafttræden. For den klager, som vælger at vi-
dereføre sin sag ved vurderingsankenævn med bistand fra en
rådgiver, vil forslaget i gennemsnit medføre en meromkost-
ning i størrelsesordenen 10.000-20.000 kr. afhængigt af ud-
faldet af den enkelte sag. Anvender klageren ikke rådgiver,
har forslaget ingen betydning. Den manglende mulighed for
at opnå omkostningsgodtgørelse ved anvendelse af rådgiver
kan muligvis betyde, at nogle klagere vælger ikke at videre-
føre deres sager. Det er ikke muligt nærmere at kvantificere
de skønnede økonomiske konsekvenser af forslaget på dette
punkt.
Forslaget om afskaffelsen af kreditorbeskyttelsen over for
godtgørelseskrav, som overdrages til rådgiver, stiller rådgi-
vervirksomheder økonomisk bedre i tilfælde af konkurs.
Lovfæstelsen af administrativ praksis om godtgørelse for
udgifter til ansøgninger om henstand giver virksomhederne
en fortsat mulighed for at opnå omkostningsgodtgørelse i
disse situationer.
Forslaget om, at der ikke ydes godtgørelse i sager om kla-
ge over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse, stil-
ler virksomheder, som ønsker at klage over sådanne afgørel-
ser, i en ringere økonomisk position svarende til 0,6 mio. kr.
årligt efter tilbageløb. Forslaget om, at der ikke ydes om-
kostningsgodtgørelse ved overspringelse af klageinstans i
vurderingssager, kan betyde, at den godtgørelsesberettigede
af økonomiske grunde ser sig nødsaget til at afvente klage-
behandlingen.
Det er ikke muligt nærmere at kvantificere de samlede
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Genindførelsen
af omkostningsgodtgørelsen til skattepligtige selskaber og
fonde, som skønnes at indebære merudgifter til godtgørel-
sesordningen på 60 mio. kr. årligt efter tilbageløb og adfærd,
overstiger dog, efter skatteministeriets vurdering, i væsentlig
grad de negative økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
af de øvrige dele af forslaget.
Forslaget vurderes ikke at medføre en nævneværdig effekt
på BNP.
Forslaget om udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til
Folketingets Ombudsmand har ingen nævneværdige økono-
miske konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget om, at SKAT til brug for kontrollen med udbe-
talingerne af omkostningsgodtgørelse kan anmode en sag-
kyndig om at indsende regnskabsmateriale, pålægger den
sagkyndige administrative byrder i begrænset omfang. Om-
fanget heraf beror på den konkrete kontrol, men det skøn-
nes, at de sagkyndiges udgifter hertil vil holde sig under
grænsen for regeringens byrdestop.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Retssikkerheden styrkes ved forslaget om, at skattepligti-
ge selskaber og fonde igen får mulighed for at opnå omkost-
ningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i skatte-
sager, således de opnår samme retsstilling som borgerne.
Endvidere styrkes retssikkerheden ved forslaget om udsk-
ydelse af søgsmålsfristen ved klage til Folketingets Om-
budsmand, da der nu åbnes mulighed for, at borgerne kan
klage til ombudsmanden uden at risikere, at adgangen til
domstolsprøvelse bliver afskåret.
Det er Skatteministeriets vurdering, at den retssikkerheds-
mæssige styrkelse af borgernes og virksomhedernes retsstil-
ling ved de nævnte initiativer langt overstiger de stramnin-
ger af godtgørelsesordningen, som lovforslaget også inde-
holder.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 24. juni til
den 15. august. 2016 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer m.v.: Advokatsamfundet, Arbej-
derbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikker-
hedschefen i SKAT, Cepos, Cevea, Dansk Aktionærfor-
ening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Told- og
Skatteforbund, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Dan-
ske Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervssty-
relsen - Team Effektiv Regulering, Finansrådet, Foreningen
Danske Revisorer, FSR – danske revisorer, Foreningen af
Danske Skatteankenævn, Forsikring & Pension, Håndværks-
rådet, InvesteringsFondsBranchen, KL, Kraka, Landbrug &
Fødevarer, Landsskatteretten, Realkreditforeningen, Real-
kreditrådet, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF Skattefaglig
Forening og Vurderingsankenævnsforeningen.
Det nævnte lovudkast indeholdt ikke bestemmelserne i §
1, nr. 9, (ingen omkostningsgodtgørelse ved overspringelse
af klageinstans i ejendomsvurderingssager) og § 3, stk.
10-13, (overførelse af FFF-sager fra Landsskatteretten til
vurderingsankenævnene). Følgelig er de nævnte bestemmel-
ser samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag blevet
sendt til ovenstående myndigheder og organisationer m.v. til
bemærkninger med høringsfrist den 2. november 2016.
16
12. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/ mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige
Forslaget om, at der ikke udbetales godt-
gørelse i sager om klage over SKATs af-
gørelse om omkostningsgodtgørelse,
skønnes at medføre mindreudgifter i stør-
relsesordenen 0,6 mio. kr. årligt efter til-
bageløb og adfærd.
Ang. forslaget om overførelse af FFF-sag-
er fra Landsskatteretten til vurderingsan-
kenævnene er det vanskeligt at skønne
over lovforslagets præcise mindreudgift,
idet det vil afhænge af en række faktorer,
som kan variere. På det foreliggende
grundlag og med betydelig usikkerhed
skønnes en mindreudgift for staten på i
størrelsesordenen 90-110 mio. kr. samlet
set. Besparelsen vil udmønte sig over en
årrække frem mod 2022, afhængigt af
tidspunktet for sagernes afgørelse og
selve udbetalingen af omkostningsgodt-
gørelsen.
Forslaget vil give SKAT bedre mulighed
for kontrol af ansøgninger om omkost-
ningsgodtgørelse samt bidrage til at hin-
dre en uhensigtsmæssig brug af ordnin-
gen. Dette vil reducere antallet af udbeta-
linger af omkostningsgodtgørelse på urig-
tigt grundlag. Det er ikke muligt at skøn-
ne over mindreudgifterne herved.
Forslaget skønnes at medføre merudgif-
ter til godtgørelsesordningen på årligt
ca. 60 mio. kr. efter tilbageløb og ad-
færd fra den 1. januar 2017. Der er heri
taget højde for bevarelsen af fradrags-
retten for sagkyndig bistand i skattean-
sættelsessager, ligesom der er taget høj-
de for bortfaldet af fradragsretten for
sagkyndig bistand, i det omfang der kan
ydes omkostningsgodtgørelse.
Administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget vil medføre en forventet res-
sourcebesparelse ved ophævelsen af ad-
gangen til omkostningsgodtgørelse ved
klager over omkostningsgodtgørelse på
ca. 75 færre sager årligt, svarende til 0,5
årsværk. Ressourcebesparelsen herved er
indregnet i skønnet over de løbende om-
kostninger til ordningen.
Forslaget om overførelse af FFF-sager fra
Landsskatteretten til vurderingsankenæv-
nene betyder, at en forventet stigning i
sagsbehandlingstiden i FFF-sager og øvri-
ge sager ved Landsskatteretten undgås.
Der er for SKAT forbundet en mindreud-
gift med forslaget på 3 årsværk, dog med
et betydeligt efterslæb.
Forslaget vurderes at medføre engangs-
omkostninger på i alt ca. 2 mio. kr. i
2016. Dette dækker over ca. 0,6 mio. kr.
til systemtilretninger, ca. 0,2 mio. kr. til
informationstiltag og ca. 1,2 mio. kr. til
intern systemudvikling. Forslaget vur-
deres endvidere at medføre løbende om-
kostninger på 7,5 -8,0 årsværk til be-
handling af ekstra ansøgninger fra skat-
tepligtige selskaber og fonde m.v., sva-
rende til ca. 4,2 mio. kr. årligt fra og
med 2017. Merudgifterne afholdes in-
den for SKATs nuværende økonomiske
ramme.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Forslaget medfører positive økonomiske
konsekvenser for skattepligtige selskaber
og fonde, der anvender sagkyndig bistand
ved klage over SKATs afgørelser i det ad-
ministrative klagesystem eller ved dom-
Forslaget om, at der ikke kan opnås om-
kostningsgodtgørelse i sager, hvori der
klages over SKATs afgørelse om om-
kostningsgodtgørelse, medfører negati-
ve økonomiske konsekvenser for er-
17
stolene. De positive økonomiske konse-
kvenser skønnes til 60 mio. kr. årligt efter
tilbageløb og adfærd.
Herudover har forslaget ikke nævnevær-
dige positive økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
hvervslivet i størrelsesordenen ca. 0,6
mio. kr. årligt efter tilbageløb.
Forslaget om, at der ikke ydes omkost-
ningsgodtgørelse ved overspringelse af
klageinstans i vurderingssager, kan be-
tyde, at den godtgørelsesberettigede af
økonomiske grunde ser sig nødsaget til
at afvente klagebehandlingen.
Forslaget om overførelse af FFF-sager
fra Landsskatteretten til vurderingsanke-
nævnene vil for den klager, som vælger
at videreføre sagen ved vurderingsanke-
nævnet med rådgiver, i gennemsnit be-
tyde en meromkostning i størrelsesorde-
nen 10.000-20.000 kr. afhængigt af sa-
gens udfald. Den manglende mulighed
for at opnå omkostningsgodtgørelse kan
muligvis få nogle erhvervsdrivende til at
opgive at videreføre deres klagesag. Det
er ikke muligt at kvantificere de skønne-
de konsekvenser nærmere.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Forslaget om, at SKAT til brug for kon-
trollen med udbetalingerne af omkost-
ningsgodtgørelse kan anmode en sag-
kyndig om at indsende regnskabsmateri-
ale, pålægger den sagkyndige admini-
strative byrder i begrænset omfang.
Omfanget heraf beror på den konkrete
kontrol, men det skønnes, at de sagkyn-
diges udgifter hertil vil holde sig under
grænsen for regeringens byrdestop.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Retssikkerheden styrkes ved forslaget om,
at skattepligtige selskaber og fonde igen
får mulighed for at opnå omkostnings-
godtgørelse for udgifter til sagkyndig bi-
stand i skattesager, således de opnår sam-
me retsstilling som borgerne.
Endvidere styrkes retssikkerheden ved
forslaget om udskydelse af søgsmålsfri-
sten ved klage til Folketingets Ombuds-
mand, da der nu åbnes mulighed for, at
borgerne kan klage til ombudsmanden
uden at risikere, at adgangen til dom-
stolsprøvelse bliver afskåret.
Det er Skatteministeriets vurdering, at
den retssikkerhedsmæssige styrkelse af
borgernes og virksomhedernes retsstil-
ling ved de nævnte initiativer langt
overstiger de stramninger af godtgørel-
sesordningen, som lovforslaget også in-
deholder.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X)
JA NEJ
X
18
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., gælder
en frist på 3 måneder for at indbringe en endelig administra-
tiv afgørelse for domstolene. Fristen regnes fra afgørelsens
datering. Klage til Folketingets Ombudsmand suspenderer
ikke søgsmålsfristen.
Det foreslås at ændre skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3,
1. pkt., således, at fristen for at indbringe en endelig admini-
strativ afgørelse for domstolene udskydes, hvis en klage
over afgørelsen inden 3-måneders fristens udløb er indgivet
til Folketingets Ombudsmand. Hvis en klage over en endelig
administrativ afgørelse er indgivet til Folketingets Ombuds-
mand inden udløbet af fristen i § 48, stk. 3, 1. pkt., skal den
administrative afgørelse efter forslaget til § 48, stk. 4, senest
indbringes for domstolene 1 måned efter, at ombudsmanden
har afsluttet sin behandling af sagen. Fristen på 1 måned
regnes fra dateringen af den udtalelse, hvori ombudsmanden
meddeler det endelige resultat af sin behandling af klagesa-
gen. Folketingets Ombudsmand kan afslutte sin behandling
af en klagesag på en del forskellige måder: Efter en undersø-
gelse, herunder ved afgivelse af en endelig udtalelse eller re-
degørelse, ved en såkaldt afkortet undersøgelse, jf. ombuds-
mandslovens § 16, stk. 2, eller ved at afvise klagen; afvis-
ning kan ske af forskellige grunde.
Fristen for indbringelse for domstolene kan dog aldrig væ-
re kortere end 3 måneder regnet fra den endelige administra-
tive afgørelse. Hvis borgeren klager til Folketingets Om-
budsmand umiddelbart efter at have modtaget den endelige
administrative afgørelse, og ombudsmanden i løbet af kort
tid f.eks. afviser klagen, skal borgeren således ikke risikere,
at klagen til ombudsmanden bevirker en forkortelse af 3-må-
nedersfristen for at gå til domstolene.
Virkningen af forslaget er, at borgeren kan benytte sig af
adgangen til at klage til Folketingets Ombudsmand uden
derved at risikere at miste adgangen til at indbringe sagen
for domstolene, fordi søgsmålsfristen udløber, inden om-
budsmanden har afsluttet sagen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.2.
Til nr. 3
Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, ydes der en
godtgørelse på 100 pct. af de godtgørelsesberettigede udgif-
ter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales eller er betalt,
hvor en sag videreføres på SKATs eller Skatteministeriets
initiativ. Godtgørelsen ydes kun til dækning af de godtgørel-
sesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling
ved den pågældende administrative klageinstans eller dom-
stolsinstans. Dog ydes der efter bestemmelsens 3. punktum
også godtgørelse for godtgørelsesberettigede udgifter, som
afholdes, efter at der er truffet afgørelse i klage- eller retssa-
gen, når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den
trufne afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den.
Det foreslås at lovfæste SKATs praksis om at yde 100 pct.
i omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i
forbindelse med, at der anmodes om henstand efter skatte-
forvaltningslovens § 51 ved SKAT, i anledning af at en sag
videreføres på SKATs eller Skatteministeriets initiativ.
De udgifter, som efter praksis godtgøres, er udgifter til
sagkyndig bistand til udarbejdelse af anmodning om hen-
stand i forbindelse med en klage. Det er ikke en forudsæt-
ning for ydelsen af godtgørelsen, at SKAT imødekommer
ansøgningen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.12.
Til nr. 4
Efter skatteforvaltningslovens § 55 ydes der godtgørelse
ved klage af sager, hvor et skatteankenævn, Landsskatteret-
ten eller Skatteankestyrelsen træffer afgørelse. Det gælder
dog ikke sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiver-
kontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering
af køretøjer. Endvidere ydes der godtgørelse ved dom-
stolsprøvelse af disse sager samt ved domstolsprøvelse af af-
gørelser i sager, hvor et vurderingsankenævn eller et motor-
ankenævn har truffet afgørelse.
Ud over de sager, der er undtaget fra hovedreglen ovenfor,
følger det af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7, at der ikke
ydes omkostningsgodtgørelse i sager om klage over afgørel-
ser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås, at sager om klage over SKATs afgørelse om
omkostningsgodtgørelse undtages fra omkostningsgodtgø-
relse. Herefter vil der ikke kunne ydes omkostningsgodtgø-
relse til udgifter til sagkyndig bistand til en klage- eller rets-
sag om SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.4.
Til nr. 5
Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, kan krav på
omkostningsgodtgørelse ikke sælges, pantsættes eller på an-
den måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder
pantsættes, til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gø-
res til genstand for retsforfølgning eller modregning.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, præ-
ciseres således, at kreditorbeskyttelsen alene gælder den
godtgørelsesberettigede og ikke den sagkyndige, til hvem
den godtgørelsesberettigede måtte have overdraget kravet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.10.
Til nr. 6
Der ses i de senere år at være sket en stigning i antallet af
anmodninger om omkostningsgodtgørelse, hvor honorarkra-
vet findes åbenbart urimeligt.
19
Det foreslås i § 1, nr. 11, at SKAT får mulighed for helt
eller delvist at undlade at udbetale godtgørelse inden en vur-
dering af rimeligheden af størrelsen af det ansøgte beløb er
foretaget i tilfælde, hvor SKAT finder, at størrelsen af det
ansøgte beløb er åbenbart urimeligt.
Det foreslås tilsvarende, at SKAT får klar hjemmel til helt
eller delvist at undlade at udbetale omkostningsgodtgørelse
aconto, hvis størrelsen af det ansøgte beløb findes åbenbart
urimelig. Det sker ved i bestemmelsen i § 52 a om acon-
toudbetalinger også at henvise til § 57, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 11, og
de almindelige bemærkninger i afsnit 3.7.
Til nr. 7 og 8
Skatteforvaltningslovens § 53 indeholder bestemmelser
om, hvilke personer som er godtgørelsesberettigede. Efter
bestemmelsen er godtgørelsesberettigede fysiske og juridi-
ske personer bortset fra dem, der er nævnt i bestemmelsens
stk. 2, som
1) er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som
er nævnt i § 55,
2) kan indbringe en afgørelse i en sag, som er nævnt i §
55, for domstolene,
3) i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt
i § 55, eller
4) inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myndighed,
fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en
direkte retlig interesse i sagens udfald.
Efter bestemmelsens stk. 2 er skattepligtige efter selska-
bsskattelovens §§ 1 eller 2 og skattepligtige efter fondsbe-
skatningslovens § 1 ikke godtgørelsesberettigede.
Forslaget går i nr. 7 ud på at lade henvisningen til undta-
gelsesbestemmelsen for selskaber og fonde i bestemmelsens
stk. 2 udgå og i nr. 8 at ophæve undtagelsesbestemmelsen.
Dermed får skattepligtige selskaber og fonde igen mulighed
for at opnå omkostningsgodtgørelse for godtgørelsesberetti-
gede bistandsudgifter med virkning for udgifter til sagkyn-
dig bistand m.v., som udføres den 1. januar 2017 eller sene-
re, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 7.
Det henvises til de almindelige bemærkninger under afsnit
3.1.
Til nr. 9
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørel-
se truffet af en skattemyndighed som hovedregel først ind-
bringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller
afvist af klageinstansen på området. Er der forløbet mere
end 6 måneder efter indbringelsen af den påklagede afgørel-
se for den administrative klageinstans, kan afgørelsen dog
efter bestemmelsens stk. 2 indbringes for domstolene, selv
om klageinstansen endnu ikke har truffet en afgørelse. Det
gælder dog ikke, hvis klageren fra Skatteankestyrelsen har
modtaget en sagsfremstilling med oplysninger om den afgø-
relse, som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens
vurdering fører til, jf. § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis kla-
geren i øvrigt i forbindelse med en høring har modtaget op-
lysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter
Skatteankestyrelsens vurdering fører til.
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, ydes der godt-
gørelse ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelses-
berettigede efter stk. 1, nr. 1-4, dvs. sager, som er eller har
været under behandling af et skatteankenævn, Landsskatte-
retten eller Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i medfør
af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5. Endvidere ydes
der efter § 55, stk. 3, godtgørelse ved domstolsprøvelse af
afgørelser i sager, hvor et vurderingsankenævn eller et mo-
torankenævn har truffet afgørelse, og ved domstolsprøvelse
af afgørelse i sager som nævnt i stk. 2. De sager, som er
nævnt i stk. 2, er sager, som Skatteankestyrelsen behandler
vedr. told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæf-
telsessager, og sager om registrering af køretøjer. I disse
sager samt i klagesager ved vurderingsankenævnene og mo-
torankenævnene ydes der ikke omkostningsgodtgørelse,
men indbringes en afgørelse fra disse klageinstanser for
domstolene, ydes der efter § 55, stk. 3, godtgørelse for ud-
gifterne til sagkyndig bistand ved domstolsbehandlingen.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3 æn-
dres, således, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved
overspringelse af klageinstansen i ejendomsvurderingssager.
Endvidere går forslaget ud på at tydeliggøre bestemmelsen,
hvorefter vurderings- og motorankenævnene samt Skattean-
kestyrelsen i stk. 2-sagerne skal have truffet afgørelse i sag-
en som forudsætning for, at der vil kunne ydes godtgørelse i
en retssag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.6.
Til nr. 10
Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, ydes der godt-
gørelse for godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes
efter, at der er truffet afgørelse i en klage- eller retssag,
hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede, når udgifterne
direkte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse og er
nødvendige for at gennemføre den.
Det foreslås, at der skabes hjemmel til at få godtgjort ud-
gifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af anmodning
om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 i forbindel-
se med, at den godtgørelsesberettigede klager over en afgø-
relse eller indbringer den for domstolene.
Godtgørelsen ydes med 50 pct. af udgifterne til den sag-
kyndige bistand. Får den godtgørelsesberettigede senere
fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved klagein-
stansen eller ved domstolene, justeres godtgørelsen, således
at den godtgørelsesberettigede opnår fuld dækning for sine
udgifter til anmodningen om henstand.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til §
1, nr. 3.
Til nr. 11
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, gælder, at giver
en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene SKAT an-
ledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til
behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, ud-
20
betales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for
eventuel tilbagebetaling.
Antallet af rimelighedsvurderinger, herunder særligt i sag-
er, hvor den sagkyndige ikke er advokat eller knyttet til en
brancheorganisation med klagenævn, har i de senere år væ-
ret stigende. Der er herunder - efter SKATs vurdering - sket
en stigning i antallet af åbenbart urimelige honorarer, som
der ønskes omkostningsgodtgørelse for. Udbetaler SKAT
meget store beløb til honorering af godtgørelseskrav, som
umiddelbart forekommer åbenbart urimelige, kan det på et
senere tidspunkt - når rimelighedsvurderingen er foretaget -
være vanskeligt for SKAT at få godtgørelsesbeløbene tilba-
gebetalt f.eks. i tilfælde af den godtgørelsesberettigedes eller
rådgivers konkurs.
Det foreslås derfor, at SKAT helt eller delvist kan undlade
at udbetale omkostningsgodtgørelse, inden en nærmere un-
dersøgelse af størrelsen af det ansøgte beløb er foretaget i
tilfælde, hvor SKAT finder, at størrelsen af det ansøgte be-
løb er åbenbart urimeligt. Udbetales beløbet delvist, udbeta-
ler SKAT beløbet med forbehold.
Udbetales det ansøgte beløb ikke eller kun delvis, og godt-
gørelseskravet senere fastslås at være større end det udbetal-
te beløb, udbetales det resterende beløb med en rente bereg-
net med rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbe-
gyndt måned regnet fra dagen for SKAT afgørelse om re-
duktion af godtgørelseskravet.
Er godtgørelsesbeløbet mindre end det udbetalte, følger
det allerede af den gældende bestemmelse i § 57, stk. 4, at
der skal ske tilbagebetaling. På tilsvarende måde følger det
allerede af den gældende bestemmelse i § 57, stk. 5, at viser
det sig, at godtgørelsesbeløbet er større end det indbetalte
beløb, der skal der ske udbetaling med renter.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.7.
Til nr. 12
Efter gældende regler kan SKAT alene beregne renter af
godtgørelsesbeløb, når der sker udbetaling af yderligere om-
kostningsgodtgørelse til den godtgørelsesberettigede. Det
sker efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 57, stk. 2 og
5. Derimod kan SKAT ikke kræve renter, når et godtgørel-
sesbeløb kræves tilbagebetalt fra den godtgørelsesberettige-
de eller den sagkyndige, hvis beløbet er udbetalt til denne
efter overdragelse af godtgørelseskravet.
Forslaget går ud på at indføre hjemmel til, at SKAT op-
kræver renter i forbindelse med den godtgørelsesberettige-
des tilbagebetaling af for meget udbetalt omkostningsgodt-
gørelse. Det foreslås, at renten fastsættes efter rentesatsen i
kildeskattelovens § 62, stk. 3, og at renten beregnes fra tids-
punktet for udbetalingen af det for meget udbetalte godtgø-
relsesbeløb. Ved at henvise til kildeskattelovens § 62, stk. 3,
skabes parallelitet mellem de situationer, hvor SKAT skal
foretage en merudbetaling efter § 57, stk. 2 og 5, og hvor
SKAT skal søge at få et godtgørelsesbeløb tilbagebetalt.
Renten i kildeskattelovens § 62, stk. 3, fastsættes efter rente-
satsen i opkrævningslovens § 7, stk. 2, der for 2016 er 0,1
pct., med tillæg af 0,5 procentpoint afrundet til en decimal.
Det foreslås samtidig, at renten, på samme måde som ren-
ter af beløb, som skal tilbagebetales i restskat, ikke kan fra-
drages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ren-
ter ved merudbetaling af omkostningsgodtgørelse skal efter
ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1, heller ikke medregnes til
den skattepligtige indkomst.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.11.
Til nr. 13
Efter skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, 2. pkt., har den
godtgørelsesberettigede, der har fået udbetalt for meget
godtgørelse, ret til henstand, såfremt afgørelsen om godtgø-
relsens tilbagebetaling påklages eller indbringes for domsto-
lene. Dette gælder både i tilfælde, hvor udbetalingen er sket
til den godtgørelsesberettigede, og i tilfælde, hvor den godt-
gørelsesberettigede har overdraget kravet til en sagkyndig.
Der beregnes efter gældende ret ikke renter af det beløb,
som der er givet henstand med. Det følger endvidere af skat-
teforvaltningslovens § 51, stk. 4, at henstanden kan gøres
betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det
skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at mulighe-
den for senere at inddrive kravet forringes.
Det foreslås, at der indføres hjemmel til, at der kan ske
forrentning af henstandsbeløbet, og at der kan kræves sik-
kerhedsstillelse for beløbet, på samme måde som når der op-
nås henstand med skattebetalingen efter § 51. Det foreslås
derfor, at der som et nyt punktum i § 57, stk. 4, indsættes en
henvisning til skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4-6, såle-
des at disse bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit
3.13.
Til nr. 14
Efter skatteforvaltningslovens § 58 kan skatteministeren
fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der
skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.
Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i skatteforvalt-
ningsloven, hvorefter SKAT får hjemmel til at kontrollere
udbetaling af omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige,
som har bistået en skatteyder med en klagesag. Den sagkyn-
dige skal således efter anmodning fra SKAT indsende det
regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det
løbende regnskabsår og andre dokumenter, som kan have
betydning for SKATs kontrol med udbetaling af omkost-
ningsgodtgørelse.
Sigtet med forslaget er at give SKAT et kontrolredskab,
således at SKAT har mulighed for at undersøge, om et godt-
gørelsesbeløb også er i overensstemmelse med den sagkyn-
diges regnskab. Der kan både være tale om stikprøvekon-
troller og en konkret udbetalingskontrol. SKAT har set til-
fælde, hvor det ikke kan udelukkes, at der mellem den sag-
kyndige og den godtgørelsesberettigede på forhånd er aftalt,
at den godtgørelsesberettigede kun er forpligtet til at betale
21
et beløb svarende til, hvad der opnås i omkostningsgodtgø-
relse. Den sagkyndige vil efter udbetaling af en omkost-
ningsgodtgørelse på 50 pct. herefter udstede kreditnotaer for
det resterende honorar, således at den godtgørelsesberettige-
de frigøres for betalingsforpligtelsen i relation til denne del
af honorarkravet. Aftalen om udstedelse af kreditnotaer vil
ikke fremgå af det skriftlige aftalegrundlag mellem den sag-
kyndige og den godtgørelsesberettigede, som SKAT supple-
rende har krævet indsendt. Kreditnotaerne vil imidlertid
fremgå af bogføringen.
Efter den foreslåede § 58 a følger det bl.a., at er det tredje-
mand, der har regnskabsmaterialet m.v. i sin besiddelse, skal
den pågældende - selv om denne har tilbageholdsret over
materialet - efter anmodning udlevere materialet til SKAT,
som i så fald drager omsorg for, at materialet afleveres til
den pågældende tredjemand efter benyttelsen.
Efter forslaget til § 58 a, stk. 2, kan SKAT i tilfælde af, at
den sagkyndige eller en tredjemand ligger inde med regn-
skabsmaterialet m.v., og denne ikke vil efterkomme anmod-
ningen om udlevering give påbud om, at materialet skal ind-
sendes inden en fastsat frist, og betaling af tvangsbøder fra
fristens overskridelse og indtil påbuddet efterkommes. På-
klages denne afgørelse, vurderer klageinstansen, om klagen
har opsættende virkning for bødernes betaling.
Efter forslaget til § 58 a, stk. 3, er der udpantningsret for
tvangsbøder efter stk. 2.
Efter forslaget til § 58 a, stk. 4, kan SKAT, når dette skøn-
nes nødvendigt, foretage udgående kontrol hos den sagkyn-
dige for at gennemgå regnskabsmateriale med bilag og an-
dre dokumenter, som kan have betydning for SKATs kon-
trol med udbetaling af omkostningsgodtgørelse. Der er tale
om et tvangsindgreb, og retssikkerhedslovens regler om
varsling og proportionalitet skal finde anvendelse. Da SKAT
som myndighed har til opgave at påse, at der ikke sker mis-
brug med en tilskudsordning, er det nødvendigt at kunne
foretage stikprøvekontroller og konkret udbetalingskontrol.
Den konkrete udbetalingskontrol vil ske på baggrund af, at
det fremsendte regnskabsmateriale fra den sagkyndige ikke
er fyldestgørende.
Efter forslaget til § 58 a, stk. 5, kan SKAT anmode politi-
et om bistand til at overvinde fysiske forhindringer for gen-
nemførelse af kontrollen efter stk. 4
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 3.9.
Til § 2
Efter gældende regler kan udgifter til sagkyndig bistand i
skatteansættelsessager og skattesager ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 3, 1. pkt.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan selskaber m.v. og selvstæn-
digt erhvervsdrivende dog fradrage udgifterne ved opgørel-
sen af den skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke
kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel
19. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med afskaf-
felsen af omkostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber
og fonde i 2009, jf. lov nr. 525 af 12. juni 2009. I forbindel-
se med lovændringen fik skattepligtige selskaber og fonde
samtidig fradrag for udgifter til sagkyndig bistand i skattesa-
ger og i skatteansættelsessager, dvs. sager ved SKAT i 1.in-
stans. Tilsvarende fik selvstændigt erhvervsdrivende fradrag
for udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager.
Forslaget til ændring af bestemmelsens 2. pkt. går ud på at
præcisere, at såfremt der ydes godtgørelse for udgifter efter
godtgørelsesreglerne i skatteforvaltningslovens § 19, kan
der ikke samtidig gives fradrag for disse udgifter. Således
kan der eksempelvis ikke gives fradrag for de resterende 50
pct. af udgifterne i de tilfælde, hvor de alene godtgøres med
50 pct.
Forslaget til ændring af bestemmelsens 3. pkt., går ud på
at fastslå, at der med gennemførelsen af lovforslaget ikke
kan ske fradrag for udgifter til sagkyndig bistand i sager
som nævnt i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7. De sager,
som i dag er omfattet af § 52, stk. 7, er klager over afgørel-
ser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Allere-
de efter gældende regler er det ikke muligt at fradrage udgif-
ter til sagkyndig bistand i klagesager om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Forslaget har derfor ingen betydning for
disse sager.
Efter gennemførelsen af det foreliggende lovforslag vil
klager over SKATs afgørelser om omkostningsgodtgørelse
tillige blive omfattet af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7,
og dermed falde uden for godtgørelsesordningen, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 4. Skatteministeriet er af den opfattelse, at
der heller ikke er adgang til at fradrage udgifterne i sådanne
sager. For at undgå tvivl om rækkevidden af bestemmelsen i
ligningslovens § 7 Q, stk. 3, præciseres det, at udgifter til
sagkyndig bistand i klager over SKATs afgørelse om om-
kostningsgodtgørelse, ikke kan fradrages ved indkomstop-
gørelsen.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2017. Det betyder bl.a., at SKAT fra dette tidspunkt vil kun-
ne gennemføre kontrol efter den foreslåede bestemmelse i
skatteforvaltningslovens § 58 a. Kontrollen vil kunne omfat-
te regnskabsmateriale, som knytter sig til ansøgninger om
omkostningsgodtgørelse fra den sagkyndige, hvor SKATs
eventuelle tilbagebetalingskrav endnu ikke er forældet efter
de almindelige regler i forældelsesloven.
Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er i overensstem-
melse med regeringens målsætning om, at ny lovgivning,
der har virkning for erhvervslivet, skal træde i kraft enten
den 1. juli eller den 1. januar.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 1 og 2, om udskydelse af
søgsmålsfristen har virkning for endelige administrative af-
gørelser, der træffes den 1. januar 2017 eller senere.
Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 3, 9 og 10, om godtgørelse
for udgifter til den sagkyndiges arbejde med anmodningen
om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, med tilba-
gebetaling af et skattekrav, har virkning for afgørelser, som
påklages til en administrativ klageinstans eller indbringes
for domstolene den 5. oktober 2016 (fremsættelsesdagen) el-
22
ler senere. Herved lovfæstes SKATs administrative praksis
hurtigst muligt. Dette vil være til gunst for den godtgørelses-
berettigede.
Det foreslås endvidere, at forslagets § 1, nr. 9, om, at der
ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved overspringelse af
klageinstansen i vurderingssager, får virkning for afgørelser,
som indbringes for domstolene den 5. oktober 2016 eller se-
nere. Fremrykningen af virkningstidspunktet skyldes ønsket
om at undgå indbringelse af et større antal vurderingssager
for domstolene, fordi det efter gældende regler er muligt at
opnå omkostningsgodtgørelse ved domstolsbehandlingen.
Der vil dog fortsat kunne opnås godtgørelse for udgifter til
sagkyndig bistand, som måtte blive afholdt i perioden 5. ok-
tober 2016 til 31. december 2016 i en overspringssag efter
de almindelige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 19.
Det betyder, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse til sag-
kyndig bistand i vurderingssager, som efter overspringsreg-
len i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, indbringes for
domstolene i perioden 5. oktober til 31. december 2016,
mens der ikke kan ydes godtgørelse for udgifter til sagkyn-
dig bistand i disse sager udført efter den 31. december 2016.
Der henvises om baggrunden for bestemmelserne nævnt i
stk. 3 til de almindelige bemærkninger i henholdsvis afsnit
3.12. og afsnit 3.6.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 4, om, at der ikke ydes om-
kostningsgodtgørelse i sager om klage over SKATs afgørel-
se om omkostningsgodtgørelse, har virkning for sager, der
påklages eller indbringes for domstolene den 1. januar 2017
eller senere. Tilsvarende foreslås, at § 2 om, at udgifter til
sagkyndig bistand i sager om klage over SKATs afgørelse
om omkostningsgodtgørelse ikke kan fradrages ved ind-
komstopgørelsen, har virkning for sager, der påklages eller
indbringes for domstolene den 1. januar 2017 eller senere.
Det foreslås i stk. 5, at præciseringen i § 1, nr. 5, om, at
kreditorbeskyttelsesreglen kun angår den godtgørelsesberet-
tigede og ikke den sagkyndige, til hvem godtgørelseskravet
er overdraget, har virkning for krav på omkostningsgodtgø-
relse, som overdrages den 1. januar 2017 eller senere.
Det foreslås i stk. 6, at § 1, nr. 6 og 11, om SKATs adgang
til at undlade at udbetale fuld omkostningsgodtgørelse ved
åbenbart urimelige honorarkrav - dels i aconto-sager i for-
hold til enkelte honorarkrav dels ved sagens afslutning - har
virkning for anmodninger om omkostningsgodtgørelse, som
indgives den 1. januar 2017 og senere.
Det foreslås i stk. 7, at lovforslagets § 1, nr. 7 og 8, om
omkostningsgodtgørelse til skattepligtige selskaber og fonde
har virkning for udgifter til sagkyndig bistand m.v., hvor bi-
standen udføres den 1. januar 2017 eller senere. Efter § 2 i
bekendtgørelse nr. 791 af 25. juni 2014 om oplysninger om
udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter
skatteforvaltningslovens kapitel 19 skal der med ansøgnin-
gen om omkostningsgodtgørelse følge en kopi af den eller
de regninger, der søges godtgørelse for. Det er en betingelse
for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den
sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakture-
ring, som er stilet til den godtgørelsesberettigede. Regnin-
gen skal være delt op med hensyn til størrelsen af honoraret
for arbejdet ved hver instans pr. klagepunkt og skal indehol-
de oplysninger om anvendt antal timer pr. instans pr. klage-
punkt (eventuelt skønsmæssigt fordelt). Det skal desuden
klart fremgå af regningen, hvilke udgifter der er godtgørel-
sesberettigede, og hvilke der ikke er. Der skal tillige være en
kort beskrivelse af det arbejde, som den sagkyndige har ud-
ført ved hver instans, og om der er særlige forhold, som be-
grunder honorarkravet. Den sagkyndige attesterer rigtighe-
den af disse oplysninger ved sin underskrift på ansøgningen.
På baggrund af disse regler er det muligt for SKAT at vur-
dere, hvorvidt arbejdet er udført den 1. januar 2017 eller se-
nere eller før denne dato.
Det foreslås i stk. 8, at § 1, nr. 12, om forrentning ved til-
bagebetaling af godtgørelsesbeløb, har virkning for omkost-
ningsgodtgørelse, der udbetales den 1. januar 2017 eller se-
nere, og som herefter kræves tilbagebetalt.
Det foreslås i stk. 9, at § 1, nr. 13, om sikkerhedsstillelse
og forrentning ved henstand har virkning for beløb, hvortil
der meddeles henstand den 1. januar 2017 eller senere. Virk-
ningstidspunktet regnes med andre ord fra tidspunktet for af-
sendelsen af meddelelsen om henstand.
Stk. 10 angår forslaget om overførelse af FFF-sagerne ved
Landsskatteretten til vurderingsankenævnene. Efter gælden-
de regler skal en vurderingssag visiteres til behandling ved
vurderingsankenævnet. Klageren har imidlertid mulighed
for i stedet at vælge Landsskatteretten som klageinstans se-
nest 4 uger efter at have modtaget underretning om, at næv-
net er blevet visiteret til vurderingsankenævnet, jf. skattefor-
valtningslovens § 35 b, stk. 5. I næsten alle FFF-sagerne,
hvor klageren er repræsenteret ved rådgiver, er Landsskatte-
retten valgt som klageinstans.
Forslaget går ud på, at klagesager til Landsskatteretten,
som helt eller delvist angår en ansættelse vedrørende fradrag
for forbedring af grundværdi eller afslag på ordinær genop-
tagelse af en ansættelse vedrørende fradrag for forbedring af
grundværdi (FFF-sager), som udgangspunkt overføres til
forsat klagebehandling og afgørelse ved vurderingsanke-
nævnene.
Forslaget omfatter alle sager, hvori klagen helt eller del-
vist vedrører en ansættelse vedr. grundforbedringsfradrag el-
ler afslag på genoptagelse af en ansættelse om et grundfor-
bedringsfradrag efter de tidligere gældende regler i vurde-
ringslovens §§ 17 og 18. Det vil således også gælde sager,
hvor klagen vedr. grundforbedringsfradrag kun er en del af
en klage om f.eks. grundværdi. Endvidere gælder det, hvis
vurderingsankenævnet hjemviser sagen til SKAT, og den
skattepligtige påklager SKATs nye afgørelse om grundfor-
bedringsfradrag. Den nye klage vil også være omfattet af
forslaget og vil således som udgangspunkt blive overført til
behandling ved vurderingsankenævnet.
Det følger af forslaget, at Landsskatteretten vil behandle
klagen, hvis der er tale om en klage over et vurderingsanke-
nævns afgørelse, jf. § 16, stk. 5, i lov nr. 649 af 12. juni
2013 (nr. 1), eller hvis klageren har modtaget en indstilling
til sagens afgørelse, eller klageren i forbindelse med en hø-
23
ring har modtaget oplysninger om en indstilling til sagens
afgørelse (nr. 2). Det sidste er f.eks. tilfældet, hvor der skal
holdes retsmøde i sagen, og Skatteankestyrelsens indstilling
til klagens afgørelse derfor sendes til udtalelse i SKAT, jf. §
13, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december
2013 om Skatteankestyrelsen. Klageren vil i denne situation
blive hørt over indstillingen.
Stk. 11 angår Skatteankestyrelsens beslutning om, at en
sag omfattet af stk. 10, 1. pkt., skal behandles af Landsskat-
teretten, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 b,
stk. 1, 2. eller 3. pkt., er opfyldt. Efter § 35 b, stk. 1, 2. og 3.
pkt., afgøres en klage af Landsskatteretten, hvis en af betin-
gelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, er
opfyldt. Endvidere kan en klage afgøres af Landsskatteret-
ten, hvis klagen udspringer af samme forhold som en sag,
der verserer ved Landsskatteretten. Bestemmelsen i skatte-
forvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 1-5, angår sager, som vil
kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige (nr.
1), vedrører større økonomiske værdier (nr. 2), angår for-
tolkning af væsentlig betydning for lovgivningen (nr. 3), an-
går en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig
rækkevidde (nr. 4) eller som i øvrigt har påkaldt sig eller
skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse (nr. 5).
Stk. 12 angår forslaget om, at der ikke ydes omkostnings-
godtgørelse for udgifter til sagkyndigt arbejde, som udføres
efter lovens ikrafttræden i de FFF-sager, som overføres til
vurderingsankenævnene. Efter gældende ret ydes der om-
kostningsgodtgørelse ved klage til Landsskatteretten, herun-
der i FFF-sagerne, men derimod ikke ved klage til vurde-
ringsankenævnene, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1,
nr. 1. Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til stk. 10, har
klageren mulighed for at vælge Landsskatteretten i en sag,
som af Skatteankestyrelsen er blevet visiteret til et vurde-
ringsankenævn. I næsten alle FFF-sagerne, hvor klageren er
repræsenteret ved rådgiver, er Landsskatteretten valgt som
klageinstans.
Forslaget går ud på, at der ikke ydes omkostningsgodtgø-
relse for udgifter til sagkyndigt arbejde, som udføres efter
lovens ikrafttræden i sager, som efter stk. 10, 1. pkt., overfø-
res til vurderingsankenævnene. Forslaget betyder, at en kla-
ger vil kunne opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne
til det arbejde, som den sagkyndige har udført i klagesagen
ved Landsskatteretten til og med den 31. december 2016,
mens klageren ikke vil kunne opnå omkostningsgodtgørelse
for udgifter til arbejde, som den sagkyndige udfører den 1.
januar 2017 og senere, hvis sagen fordeles til et vurderings-
ankenævn. Det foreslås endvidere, at opnår klageren fuldt
eller overvejende medhold ved vurderingsankenævnet, godt-
gøres de udgifter, der har været afholdt ved Landsskatteret-
ten, med i alt 100 pct. Hvis klageren i forbindelse med kla-
gen til Landsskatteretten f.eks. har fået omkostningsgodtgø-
relse med 50 pct. af bistandsudgifterne og klageren senere
får fuldt eller overvejende medhold, vil udgifterne i forbin-
delse med klagen til Landsskatteretten blive godtgjort med i
alt 100 pct. De almindelige regler om omkostningsgodtgø-
relse i kapitel 19 finder i den forbindelse tilsvarende anven-
delse. Det gælder således bl.a. reglerne om Skatteankestyrel-
sens afgivelse af en medholdsvurdering efter § 56 og regle-
rne om udbetaling af omkostningsgodtgørelse m.v. i § 57.
Det foreslås i stk. 13, at skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om fordeling af sagerne efter stk. 10, 1. pkt.
Tanken er at udnytte denne bemyndigelse til at fordele de
FFF-sager, som skal overføres, til et begrænset antal større
vurderingsankenævn i landet med ledig sagsbehandlingska-
pacitet. Ved udmøntningen vil det blive sikret, at de vurde-
ringsankenævn, som skal behandle de overførte sager, er
jævnt fordelt over landet.
Der henvises nærmere herom til de almindelige bemærk-
ninger i afsnit 3.3.
24
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr.1267 af 12. november 2015, foretages følgende
ændringer:
§ 48…
Stk. 3. En endelig administrativ afgørelse kan ik-
ke indbringes for domstolene senere end 3 måne-
der efter, at afgørelsen er truffet. Har klageinstan-
sen afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke
indbringes for domstolene senere end 3 måneder
efter, at afvisningen er sket.
1. I § 48, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »truffet«: »,
jf. dog stk. 4«.
2. I § 48 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En endelig administrativ afgørelse, hvor-
over der inden udløbet af fristen i stk. 3, 1. pkt., er
indgivet klage til Folketingets Ombudsmand, kan
ikke indbringes for domstolene senere end 1 må-
ned efter, at Folketingets Ombudsmand har afslut-
tet sin behandling af sagen. Fristen kan dog aldrig
være kortere end fristen efter stk. 3, 1. pkt.«
§ 52…
Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgø-
relsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge
regning skal betales eller er betalt, i anledning af at
told- og skatteforvaltningen forelægger en afgørel-
se truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til
ændring, jf. § 2, stk. 3, eller Skatteministeriet ind-
bringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteret-
ten, jf. § 40, stk. 1, eller Skatteministeriet indbrin-
ger et spørgsmål afgjort af skatteankeforvaltnin-
gen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et
motorankenævn eller Landsskatteretten for dom-
stolene eller Skatteministeriet anker en dom til hø-
jere instans. Godtgørelse efter 1. pkt. ydes kun til
dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter,
som afholdes til sagens behandling ved den pågæl-
dende administrative klageinstans eller domstolsin-
stans. Dog ydes godtgørelse også for godtgørelses-
3. I § 52, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »afholdes«:
»ved anmodning om henstand efter § 51, og godt-
gørelsesberettigede udgifter, som afholdes«.
25
berettigede udgifter, som afholdes, efter at der er
truffet afgørelse i klage- eller retssagen, når udgif-
terne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne
afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den.
Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger,
som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i
sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse
til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, med-
mindre klageinstansen eller domstolen har taget
stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen,
som de nye oplysninger angår, og der efter de al-
mindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved
denne hjemvisningsinstans.
…..
Stk. 7. Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse ef-
ter dette kapitel for klager over afgørelser efter lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
4. I § 52, stk. 7, indsættes efter »kapitel«:
»for klager over afgørelser om omkostningsgodt-
gørelse samt«.
Stk. 8. Krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke
sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages.
Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes,
til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres
til genstand for retsforfølgning eller modregning.
5. I § 52, stk. 8, ændres »Krav« til: »Den godtgø-
relsesberettigedes krav«, og i 3. pkt. indsættes efter
»modregning«: »over for den godtgørelsesberetti-
gede«.
§ 52 a. Godtgørelse for godtgørelsesberettigede
udgifter i en sag omfattet af § 52, stk. 2 eller 3, el-
ler § 55, som ikke er afsluttet, ydes den godtgørel-
sesberettigede eller den sagkyndige, jf. § 52, stk. 8,
aconto med forbehold for eventuel tilbagebetaling.
§ 57, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
6. I § 52 a, 2. pkt., ændres »§ 57, stk. 4 og 5« til:
»§ 57, stk. 3-5«.
§ 53. Godtgørelsesberettigede er fysiske og juri-
diske personer bortset fra dem, der er nævnt i stk.
2, som
1) er berettiget til at klage over en afgørelse i en
sag, som er nævnt i § 55,
2) kan indbringe en afgørelse i en sag, som er
nævnt i § 55, for domstolene,
3) i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som
er nævnt i § 55, eller
4) inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myn-
dighed, fordi myndigheden skønner, at den pågæl-
dende har en direkte retlig interesse i sagens ud-
fald.
7. I § 53, stk. 1, udgår »bortset fra dem, der er
nævnt i stk. 2,«
Stk. 2. Følgende juridiske personer er ikke godt-
gørelsesberettigede:
8. § 53, stk. 2, ophæves.
26
1) Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1
eller 2.
2) Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens §
1.
§ 55…
Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved dom-
stolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberetti-
gede efter stk. 1, nr. 1-4, ved domstolsprøvelse af
afgørelser i sager, hvor et vurderingsankenævn el-
ler et motorankenævn har truffet afgørelse, og ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i
stk. 2.
Stk. 4. Endelig ydes godtgørelse for godtgørel-
sesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der
er truffet afgørelse i en klage- eller retssag, hvortil
udgifterne er godtgørelsesberettigede, når udgifter-
ne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne af-
gørelse og er nødvendige for at gennemføre den.
Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger,
som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i
sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse
til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, med-
mindre klageinstansen eller domstolen har taget
stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen,
som de nye oplysninger angår, og der efter de al-
mindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved
denne hjemvisningsinstans.
9. I § 55, stk. 3, udgår », ved domstolsprøvelse af
afgørelser i sager, hvor et vurderingsankenævn el-
ler et motorankenævn har truffet afgørelse, og ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i
stk. 2«, og som 2. pkt. og 3. pkt. indsættes:
»Det gælder dog ikke, hvis sagen angår vurde-
ring i medfør af lov om vurdering af landets faste
ejendomme, og sagen indbringes for domstolene
efter § 48, stk. 2. Godtgørelse ydes desuden ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager,
a) som er blevet behandlet i et vurderingsanke-
nævn eller i et motorankenævn, eller
b) som er nævnt i stk. 2.«
10. I § 55, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »afhol-
des«: »ved anmodning om henstand efter § 51, og
godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes«.
§ 57…
Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodt-
gørelse alene anledning til nærmere at undersøge
størrelsen af udgifterne til behandling af sagen,
herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godt-
gørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for
eventuel tilbagebetaling.
Stk. 4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det be-
løb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold,
skal den godtgørelsesberettigede eller den sagkyn-
dige, hvis udbetalingen er sket til denne efter over-
dragelse af kravet, jf. § 52, stk. 8, 2. pkt., tilbage-
betale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb.
Den, der efter 1. pkt. skal tilbagebetale godtgørel-
sen, har ret til henstand, hvis afgørelsen om godt-
gørelsens tilbagebetaling påklages eller indbringes
for domstolene.
Stk. 5. Er der tilbagebetalt godtgørelse efter stk.
4, 1. pkt., og findes det tilbagebetalte beløb senere
11. I § 57, stk. 3, indsættes som 2. – 4. pkt.:
»Dog kan told- og skatteforvaltningen helt eller
delvis undlade at udbetale omkostningsgodtgørel-
se, inden den nærmere undersøgelse af størrelsen
af udgifterne er fortaget i tilfælde, hvor forvaltnin-
gen finder, at størrelsen af det ansøgte beløb er
åbenbart urimeligt. Udbetales beløbet delvis tages
forbehold for eventuel tilbagebetaling. Udbetales
det ansøgte beløb ikke eller kun delvis, og godtgø-
relseskravet senere fastslås at være større end det
udbetalte beløb, udbetales det resterende beløb
med en rente beregnet efter rentesatsen i kildeskat-
telovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned regnet
fra dagen for SKATs afgørelse om reduktion af
godtgørelseskravet.«
12. I § 57, stk. 4,1. pkt., indsættes efter »udbetalte
godtgørelsesbeløb«: »med en rente fastsat efter kil-
27
at være blevet opkrævet med urette, udbetales be-
løbet med en rente. Renten beregnes med rentesat-
sen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt
måned regnet fra dagen for indbetaling af det op-
krævede godtgørelsesbeløb.
deskattelovens § 62, stk. 3« og efter 1. pkt. indsæt-
tes: »Renten beregnes fra tidspunktet for udbetalin-
gen af det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb
og kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skat-
tepligtige indkomst. «.
13. I § 57, stk. 4, indsættes som 4. pkt.:
»§ 51, stk. 4-6, finder tilsvarende anvendelse.«
14. Efter § 58 indsættes:
Ȥ 58 a. Sagkyndige skal efter anmodning fra
told- og skatteforvaltningen indsende det regn-
skabsmateriale med bilag for såvel tidligere som
for det løbende regnskabsår og andre dokumenter,
som kan have betydning for told- og skatteforvalt-
ningens kontrol med udbetaling af omkostnings-
godtgørelse.
Stk. 2. Såfremt anmodningen efter stk. 1 ikke ef-
terkommes af den sagkyndige eller en tredjemand,
som har regnskab m.v. i sin besiddelse, kan told-
og skatteforvaltningen give påbud om, at materia-
let skal indsendes inden en fastsat frist, og betaling
af tvangsbøder fra fristens overskridelse og indtil
påbuddet efterkommes.
Stk. 3. Der er udpantningsret for tvangsbøder ef-
ter stk. 2.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det
skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig le-
gitimation uden retskendelse adgang til den sag-
kyndiges lokaler for at gennemgå regnskabsmateri-
ale med bilag og andre dokumenter, som kan have
betydning for told- og skatteforvaltningens kontrol
med udbetaling af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 5. Politiet yder om fornødent told- og skatte-
forvaltningen bistand til gennemførelse af kontrol-
len efter stk. 4.«
§ 2
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af
1. september 2016 følgende ændring:
§ 7 Q
Stk. 1...
Stk. 2…
28
Stk. 3. Udgifter til sagkyndig bistand i skattean-
sættelsessager og skattesager kan ikke fradrages
ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selv-
stændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgif-
ter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skat-
tepligtige indkomst, i det omfang der ikke kan ydes
godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel
19.
1. I § 7 Q, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »kapitel
19«: »for de samme udgifter«, og som 3. pkt. ind-
sættes:
»Udgifter til sagkyndig bistand i sager som
nævnt i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7, kan
dog ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, har virkning for endelige
administrative afgørelser, som træffes den 1. janu-
ar 2017 eller senere.
Stk. 3. § 1, nr. 3, 9 og 10, har virkning for afgø-
relser, som påklages til en administrativ klagein-
stans eller indbringes for domstolene den 5. okto-
ber 2016 eller senere. I en sag omfattet af skatte-
forvaltningslovens § 55, stk. 3, 2. pkt., som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 9, godtgøres udgifter til
sagkyndig bistand, som afholdes i perioden 5. ok-
tober 2016 til 31. december 2016, dog uanset 1.
pkt. efter de almindelige regler i skatteforvalt-
ningslovens kapitel 19.
Stk. 4. § 1, nr. 4, og § 2 har virkning for told- og
skatteforvaltningens afgørelse om omkostnings-
godtgørelse, som påklages til den administrative
klageinstans eller indbringes for domstolene den 1.
januar 2017 eller senere.
Stk. 5. § 1, nr. 5, har virkning for krav på om-
kostningsgodtgørelse, som overdrages den 1. janu-
ar 2017 eller senere.
Stk. 6. § 1, nr. 6 og 11, har virkning for anmod-
ninger om omkostningsgodtgørelse, som indgives
den 1. januar 2017 og senere.
Stk. 7. § 1, nr. 7 og 8, har virkning for udgifter til
sagkyndig bistand, hvor bistanden udføres den 1.
januar 2017 eller senere.
Stk. 8. § 1, nr. 12, har virkning for omkostnings-
godtgørelse, der udbetales den 1. januar 2017 eller
senere, og som herefter kræves tilbagebetalt.
Stk. 9. § 1, nr. 13, har virkning for beløb, hvortil
der meddeles henstand den 1. januar 2017 eller se-
nere.
Stk. 10. Klager til Landsskatteretten, som helt el-
ler delvist angår en ansættelse om fradrag for for-
bedring af grundværdi eller afslag på ordinær gen-
29
optagelse af en ansættelse om fradrag for forbed-
ring af grundværdi efter de tidligere gældende reg-
ler i vurderingslovens §§ 17 og 18, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 740 af 2. september 2002, overføres til
fortsat klagebehandling og afgørelse ved vurde-
ringsankenævnene. Det gælder dog ikke, hvis
1) der er tale om en klage over et vurderingsan-
kenævns afgørelse, jf. § 16, stk. 5, i lov nr. 649 af
12. juni 2013, eller
2) klageren fra skatteankeforvaltningen har mod-
taget en sagsfremstilling med oplysninger om den
afgørelse, som sagens oplysninger efter skattean-
keforvaltningens vurdering fører til, jf. skattefor-
valtningslovens § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis
klageren i øvrigt i forbindelse med en høring har
modtaget oplysninger om den afgørelse, som sa-
gens oplysninger efter skatteankeforvaltningens
vurdering fører til.
Stk. 11. Skatteankeforvaltningen beslutter, at en
sag omfattet af stk. 10, 1. pkt., skal behandles af
Landsskatteretten, hvis betingelserne i skattefor-
valtningslovens § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., er
opfyldt.
Stk. 12. Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse
for udgifter til sagkyndigt arbejde, som udføres ef-
ter lovens ikrafttræden i sager, som efter stk. 10, 1.
pkt., overføres til vurderingsankenævnene. Opnår
klageren fuldt eller overvejende medhold ved vur-
deringsankenævnet, godtgøres de udgifter, der har
været afholdt ved Landsskatteretten, med i alt 100
pct. Reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 13. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om fordeling på vurderingsankenævn af sag-
erne efter stk. 10, 1. pkt.
30