Fremsat den 5. oktober 2016 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)

Fremsat den 5. oktober 2016 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)
Forslag
til
Lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af
konkurrenceretten1)
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Loven finder anvendelse på erstatningskrav og erstat-
ningssøgsmål vedrørende overtrædelser af artikel 101 og
102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
og bestemmelser i national konkurrenceret, som anvendes
på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i hen-
hold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003
af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereg-
lerne i traktatens artikel 81 og 82.
Stk. 2. Loven finder tilsvarende anvendelse på erstat-
ningskrav og erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser
af konkurrencelovens §§ 6 og 11, som ikke påvirker sam-
handlen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) Overtrædelse af konkurrenceretten: En overtrædelse
af artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, af konkurrencelovens §§ 6 og
11, eller af national konkurrenceret, som anvendes pa-
rallelt med unionens konkurrenceret i medfør af arti-
kel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af
16. december 2002 om gennemførelse af konkurren-
cereglerne i traktatens artikel 81 og 82.
2) Overtræder: Den virksomhed eller virksomhedssam-
menslutning, der har begået overtrædelsen af konkur-
renceretten.
3) National konkurrenceret: Bestemmelser i national lov-
givning, som overvejende forfølger de samme mål
som artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæ-
iske Unions funktionsmåde, og som anvendes på sam-
me sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i hen-
hold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr.
1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af
konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, und-
tagen bestemmelser i national lovgivning, der pålæg-
ger fysiske personer strafferetlige sanktioner, med-
mindre sådanne strafferetlige sanktioner er den måde,
hvorpå de konkurrenceregler, der finder anvendelse
på virksomheder, håndhæves.
4) Skadelidte: En fysisk eller juridisk person, som har
lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurren-
ceretten.
5) National konkurrencemyndighed: En myndighed, som
af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i
Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december
2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i
traktatens artikel 81 og 82, til at have kompetence til
at anvende artikel 101 og 102 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde.
6) Konkurrencemyndighed: Kommissionen eller en
myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i med-
før af artikel 35 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af
16. december 2002 om gennemførelse af konkurren-
cereglerne i traktatens artikel 81 og 82 til at have
kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i trakta-
ten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, eller
begge myndigheder.
7) Appelret: En national ret som omhandlet i artikel 267
i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-
de, der efter almindelige retsmidler har beføjelse til at
foretage prøvelse af afgørelser fra en national konkur-
rencemyndighed eller prøvelse af retsafgørelser om
sådanne afgørelser, uanset om denne ret selv har befø-
jelse til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af
konkurrenceretten.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for
søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret,
EU-Tidende 2014, nr. L 349, side 1.
Lovforslag nr. L 21 Folketinget 2016-17
Erhvervs- og Vækstmin.,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 15/04030
BP001745
8) Afgørelse om overtrædelse: En afgørelse om overtræ-
delse af konkurrenceretten, der er truffet af en konkur-
rencemyndighed eller en appelret. En dansk afgørelse
om overtrædelse af konkurrenceretten omfatter afgø-
relser truffet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
herunder Konkurrencerådet, og Konkurrenceanke-
nævnet, domstolsafgørelser vedrørende samme, straf-
feretlige domme og vedtagne strafferetlige eller ved-
tagne administrative bødeforlæg.
9) Endelig afgørelse om overtrædelse: En afgørelse om
overtrædelse, der ikke kan eller ikke længere kan væ-
re genstand for almindelige retsmidler.
10) Bevis: Alle former for bevismidler, der kan føres for
den nationale ret, for hvilken søgsmålet er indbragt,
navnlig dokumenter og alle andre genstande, der inde-
holder oplysninger, uanset på hvilket medium oplys-
ningerne er lagret.
11) Kartel: En aftale eller samordnet praksis mellem to el-
ler flere konkurrenter om at samordne deres konkur-
rencemæssige adfærd på markedet eller påvirke de re-
levante konkurrenceparametre gennem forskellige for-
mer for praksis, f.eks. fastsættelse eller koordinering
af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbe-
tingelser, herunder i forbindelse med intellektuelle
ejendomsrettigheder, tildeling af produktions- eller
salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder,
herunder samordning af tilbudsgivning, import- eller
eksportbegrænsninger eller konkurrencebegrænsende
foranstaltninger over for andre konkurrenter.
12) Procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse:
En ordning vedrørende anvendelse af artikel 101 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
eller en tilsvarende bestemmelse i national ret, på
grundlag af hvilke en deltager i et hemmeligt kartel,
uafhængig af de øvrige deltagere i kartellet, samarbej-
der med konkurrencemyndigheden i en undersøgelse
ved frivilligt at give oplysninger om denne deltagers
viden om og rolle i kartellet til gengæld for ved afgø-
relse eller afbrydelse af sagen at opnå fritagelse for el-
ler en nedsættelse af bøder for dennes deltagelse i kar-
tellet.
13) Redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødened-
sættelse: En mundtlig eller skriftlig redegørelse eller
et referat heraf, der frivilligt gives af eller på vegne af
en virksomhed eller af en fysisk person til en konkur-
rencemyndighed med en beskrivelse af virksomhe-
dens eller den fysiske persons viden om et kartel og
en beskrivelse af den rolle, som denne spiller heri, og
som er udarbejdet med særligt henblik på forelæggel-
se for myndigheden for at opnå bødefritagelse eller
bødenedsættelse efter en procedure for bødefritagelse
eller bødenedsættelse; dette omfatter ikke allerede ek-
sisterende oplysninger.
14) Allerede eksisterende oplysninger: Bevis, der eksiste-
rer uanset sagens behandling ved en konkurrencemyn-
dighed, og uanset om disse oplysninger foreligger i en
konkurrencemyndigheds sagsakter.
15) Forligsredegørelse: En fremstilling, der frivilligt fore-
lægges en konkurrencemyndighed af eller på vegne af
en virksomhed, med en beskrivelse af virksomhedens
bekræftelse af eller afståelse fra at bestride sin delta-
gelse i en overtrædelse af konkurrenceretten og sit an-
svar for overtrædelsen af konkurrenceretten, og som
specifikt er affattet således, at konkurrencemyndighe-
den kan anvende en forenklet eller fremskyndet pro-
cedure. En forligsredegørelse omfatter også ordrette
citater fra forligsredegørelser, der er indeholdt i andre
dokumenter, samt referater fra forligsredegørelser.
16) Modtager af bødefritagelse: Virksomhed eller en fy-
sisk person, som en konkurrencemyndighed har ind-
rømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for
bødefritagelse eller bødenedsættelse.
17) Overpris: Forskellen mellem den pris, der faktisk er
betalt, og den pris, der ellers ville have været gælden-
de, hvis der ikke var begået en overtrædelse af kon-
kurrenceretten.
18) Mindelig tvistbilæggelse: En mekanisme, hvorved
parterne kan opnå inden- eller udenretslig bilæggelse
af en tvist, der vedrører et erstatningskrav.
19) Forlig: En aftale, som indgås ved mindelig tvistbilæg-
gelse.
20) Direkte aftager: En fysisk eller juridisk person, der di-
rekte fra en overtræder har købt varer eller tjeneste-
ydelser, som er genstand for en overtrædelse af kon-
kurrenceretten.
21) Indirekte aftager: En fysisk eller juridisk person, der
ikke direkte fra en overtræder, men fra en direkte afta-
ger eller en senere aftager, har købt varer eller tjene-
steydelser, som er genstand for en overtrædelse af
konkurrenceretten, eller, som hidrører fra eller inde-
holder sådanne varer eller tjenesteydelser.
22) SMV: Små og mellemstore virksomheder (SMV) der
beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig
omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig
samlet balance på ikke over 43 mio. EUR, jf. Kom-
missionens henstilling (2003/361/EF) af 6. maj 2003
om definitionen af mikrovirksomheder, små og mel-
lemstore virksomheder.
Kapitel 2
Ret til fuld erstatning
§ 3. Enhver fysisk eller juridisk person, som har lidt skade
på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, har ret til
fuld erstatning for denne skade i overensstemmelse med be-
stemmelserne i denne lov og de almindelige erstatningsretli-
ge principper. Retten til erstatning er uafhængig af, om der
foreligger et direkte kontraktforhold med overtræderen, og
om en konkurrencemyndighed forinden har fastslået, at der
er sket en overtrædelse af konkurrenceretten.
Stk. 2. Erstatning efter stk. 1 skal stille den skadelidte,
som om overtrædelsen ikke var blevet begået, og omfatter
erstatning for det lidte tab, herunder tabt fortjeneste, samt
betaling af renter.
2
Stk. 3. Et krav på erstatning efter stk. 1 forrentes fra det
tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt.
Kapitel 3
Edition og fremlæggelse af beviser
§ 4. Retten kan pålægge parter og tredjemænd at fremlæg-
ge beviser, herunder kategorier af beviser, efter reglerne i
retsplejelovens §§ 298-300, jf. dog denne lovs § 5 om editi-
on i beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sags-
akter.
Stk. 2. Retten skal, ved sin afgørelse efter stk. 1, ikke tage
hensyn til en virksomheds interesse i at undgå erstatnings-
søgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Stk. 3. Retten skal, ved sin afgørelse efter stk. 1, begrænse
fremlæggelsen af beviser til, hvad der er rimeligt i forhold
til formålet. I afgørelsen heraf tager retten hensyn til alle be-
rørte parters og tredjemænds legitime interesser. Retten skal
i denne forbindelse særligt tage hensyn til:
1) I hvor høj grad sagsøgers eller sagsøgtes påstand un-
derstøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og bevi-
ser, der berettiger begæringen om edition.
2) Omfanget af begæringen om fremlæggelse af beviser
og omkostningerne herved, navnlig for eventuelle be-
rørte tredjemænd.
3) Om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortroli-
ge oplysninger, særligt om eventuelle tredjemænd, og
om sådanne fortrolige oplysninger i givet fald vil kunne
beskyttes.
§ 5. Indgår de beviser, der begæres fremlagt, i en sag hos
en konkurrencemyndighed, skal retten ud over de i § 4, stk.
3, nævnte hensyn yderligere inddrage, i hvilket omfang be-
gæringen er affattet specifikt med hensyn til art, genstand og
indhold af dokumenter frem for som en ukonkret søgning
vedrørende sådanne dokumenter, samt behovet for at sikre
effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceret-
ten.
Stk. 2. Retten kan først give pålæg om fremlæggelse af
følgende typer af beviser, der indgår i en sag hos en konkur-
rencemyndighed, når konkurrencemyndigheden har truffet
afgørelse i den sag, som beviserne indgår i, eller på anden
vis har afsluttet sagen:
1) Oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juri-
disk person specifikt til brug for myndighedens be-
handling af sagen.
2) Oplysninger, som er udarbejdet af myndigheden og
fremsendt til parten eller parterne i myndighedens sag i
forbindelse med behandlingen af sagen.
3) Forligsredegørelser, der er trukket tilbage.
Stk. 3. Retten kan ikke give pålæg om fremlæggelse af re-
degørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse
og forligsredegørelser, der indgår i en sag hos en konkurren-
cemyndighed. Retten kan dog efter anmodning fra en part
beslutte, at retten skal have adgang til sådanne beviser alene
for at sikre, at deres indhold er omfattet af § 2, nr. 13 og 15
Retten kan til brug for sin vurdering heraf anmode om be-
mærkninger fra konkurrencemyndigheden og ophavsmæn-
dene til beviserne.
Stk. 4. Retten kan kun pålægge en konkurrencemyndighed
at fremlægge beviser, hvis beviserne ikke med rimelighed
kan fremskaffes af sagens parter eller tredjemand.
Stk. 5. Retten giver en konkurrencemyndighed lejlighed
til at udtale sig om begæringer vedrørende fremlæggelse af
beviser, der indgår i konkurrencemyndighedens sagsakter.
En konkurrencemyndighed kan endvidere af egen drift
fremsætte bemærkninger for retten om proportionaliteten af
begæringer om fremlæggelse af beviser.
§ 6. Retten afviser fremlæggelse af beviser, som er omfat-
tet af § 5, stk. 3, og som er fremskaffet udelukkende ved
aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Stk. 2. Retten afviser fremlæggelse af beviser, som er om-
fattet af § 5, stk. 2, og som er fremskaffet udelukkende ved
aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, indtil
denne myndighed har truffet afgørelse i den sag, som bevi-
serne indgår i, eller på anden vis har afsluttet sagen.
Stk. 3. Beviser, som er fremskaffet udelukkende ved akt-
indsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke
er omfattet af stk. 1 eller 2, kan under et erstatningssøgsmål
kun fremlægges af den fysiske eller juridiske person, som
har fået aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk eller juridisk
person, der er indtrådt i dennes rettigheder.
Stk. 4. Retten kan anmode en konkurrencemyndighed om
bemærkninger til, hvorvidt et bevis er omfattet af reglerne i
stk. 1-3.
Kapitel 4
Konkurrencemyndighedernes og domstolenes endelige
afgørelser
§ 7. En endelig dansk afgørelse om overtrædelse af kon-
kurrenceretten skal lægges uprøvet til grund i et efterfølgen-
de erstatningssøgsmål.
Stk. 2. En endelig afgørelse om overtrædelse af konkur-
renceretten, som er truffet i en anden medlemsstat, skaber i
et efterfølgende erstatningssøgsmål en formodning for, at
der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten.
Kapitel 5
Solidarisk hæftelse
§ 8. Virksomheder, der har overtrådt konkurrenceretten i
forening, hæfter solidarisk for skader forvoldt ved overtræ-
delsen, således at den skadelidte kan kræve den fulde erstat-
ning fra enhver af de overtrædende virksomheder, indtil den
skadelidte har fået dækket sit krav fuldt ud, jf. dog stk. 2 og
4.
Stk. 2. For SMV᾽er er det solidariske hæftelsesansvar ef-
ter stk. 1 dog begrænset til SMV᾽ernes egne direkte og indi-
rekte aftagere eller leverandører, jf. dog stk. 3, hvis
SMV᾽ens markedsandel af det relevante marked var under 5
pct. på et hvilket som helst tidspunkt under overtrædelsen af
konkurrenceretten, og det solidariske hæftelsesansvar efter
stk. 1 uopretteligt ville skade SMV᾽ens økonomiske leve-
dygtighed og medføre, at dens aktiver mistede hele deres
værdi.
3
Stk. 3. Uanset stk. 2 hæfter en SMV solidarisk efter stk. 1,
hvis
1) SMV᾽en har ført an i overtrædelsen af konkurrenceret-
ten eller har tvunget andre virksomheder til at deltage
deri,
2) SMV᾽en tidligere har overtrådt konkurrenceretten, eller
3) de øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres
fulde krav på erstatning fra de andre virksomheder, der
var involveret i den samme overtrædelse af konkurren-
ceretten.
Stk. 4. En modtager af bødefritagelse hæfter uanset stk. 1
kun solidarisk over for sine direkte eller indirekte aftagere
eller leverandører. Dette gælder dog ikke, hvis de øvrige
skadelidte ikke kan opnå dækning af deres fulde krav på er-
statning fra de andre virksomheder, der var involveret i den
samme overtrædelse af konkurrenceretten.
Stk. 5. En overtræder, der har dækket et erstatningskrav i
henhold til stk. 1, 2 eller 4, kan kræve et bidrag fra de øvrige
overtrædere, som fastsættes afhængigt af overtrædernes re-
spektive ansvar for skaden. Størrelsen af bidraget fra en
overtræder, som er indrømmet bødefritagelse i henhold til
en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, må
dog ikke overstige værdien af den skade, som virksomheden
har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller
leverandører.
Stk. 6. Har overtrædelsen af konkurrenceretten forvoldt
andre end overtrædernes direkte eller indirekte aftagere eller
leverandører skade, skal størrelsen af bidraget, jf. stk. 5, 1.
pkt., fra en modtager af bødefritagelse til de andre overtræ-
dere fastsættes afhængigt af den pågældendes ansvar for
skaden.
Kapitel 6
Overvæltning af overpriser
§ 9. Skadelidtes ret til erstatning efter § 3 for tabt fortje-
neste på grund af en hel eller delvis overvæltning af overpri-
sen berøres ikke af reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anven-
delse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører leve-
rancer til den overtrædende virksomhed.
§ 10. Overtræder kan påberåbe sig, at den, der har rejst er-
statningskravet, har overvæltet hele overprisen som følge af
overtrædelsen af konkurrenceretten eller en del heraf.
Stk. 2. Bevisbyrden for overvæltningen af overprisen på-
hviler overtræder.
§ 11. En indirekte aftager, som gør krav på erstatning, har
bevisbyrden for, om eller i hvilket omfang en overpris er
blevet overvæltet på den indirekte aftager, under hensynta-
gen til, at det er kommerciel praksis at overvælte prisstignin-
ger på de følgende led i forsyningskæden.
Stk. 2. Den indirekte aftager anses for at have bevist, at
der er sket overvæltning på denne indirekte aftager, hvis den
indirekte aftager har godtgjort, at
1) overtræder har begået en overtrædelse af konkurrence-
retten,
2) overtrædelsen af konkurrenceretten medførte en over-
pris for overtræders direkte aftager, og
3) den indirekte aftager har købt de varer eller tjeneste-
ydelser, der var genstand for overtrædelsen af konkur-
renceretten, eller har købt varer eller tjenesteydelser,
der hidrørte fra eller indeholdt dem.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, når overtræder kan
bevise over for retten, at overprisen ikke helt eller delvist er
overvæltet på den indirekte aftager.
Kapitel 7
Kartelovertrædelser og opgørelse af tab
§ 12. Der gælder en formodning om, at kartelovertrædel-
ser forvolder tab.
Stk. 2. En dansk konkurrencemyndighed kan i forbindelse
med et erstatningssøgsmål på rettens anmodning bistå retten
med hensyn til at opgøre skaden.
Kapitel 8
Mindelig tvistbilæggelse og forlig
§ 13. Retten kan udsætte behandlingen af et erstatnings-
søgsmål i op til 2 år, hvis parterne i sagen deltager i minde-
lig tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende
erstatningssøgsmål angår.
§ 14. Indgår den skadelidte forlig med en overtræder af
konkurrenceretten, bliver den skadelidtes krav på erstatning
reduceret forholdsmæssigt med den andel af skaden, som
påhviler den overtræder, der har indgået forliget.
Stk. 2. En eventuel resterende del af et krav fra en skade-
lidt, der har indgået forlig, jf. stk. 1, kan kun gøres gældende
over for de medvirkende overtrædere, der ikke har indgået
forlig, jf. dog stk. 3. Medvirkende overtrædere, der ikke har
indgået forlig, kan ikke kræve bidrag til dækning af kravet
fra medvirkende overtrædere, der har indgået forlig.
Stk. 3. Kan medvirkende overtrædere, der ikke har indgå-
et forlig, ikke betale erstatning svarende til den resterende
del af kravet til den skadelidte, som har indgået forlig, kan
den skadelidte uanset stk. 2 gøre denne del af kravet gæl-
dende over for den overtræder, der har indgået forlig. Det
gælder dog ikke, hvis denne mulighed udtrykkeligt er ude-
lukket i henhold til forligets betingelser.
Stk. 4. Ved fastsættelsen af det bidrag, som en medvirken-
de overtræder kan kræve fra enhver af de andre medvirken-
de overtrædere, jf. § 8, stk. 5, tager retten behørigt hensyn til
eventuel tidligere udbetalt erstatning som følge af et forlig,
som den pågældende medvirkende overtræder har indgået.
Kapitel 9
Forældelse
§ 15. Skadelidtes krav på erstatning som følge af en over-
trædelse af konkurrenceretten forældes efter 5 år, jf. dog stk.
4-7.
Stk. 2. Forældelsesfristen efter stk. 1 løber fra det tids-
punkt, hvor overtrædelsen ophører, og den skadelidte har el-
ler med rimelighed kan forventes at have kendskab til
4
1) overtræderens adfærd, og at den udgør en overtrædelse
af konkurrenceretten,
2) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt den
skadelidte skade, og
3) overtræderens identitet.
Stk. 3. Uanset stk. 2 indtræder forældelse senest 10 år ef-
ter den skadevoldende handlings ophør.
Stk. 4. Forældelsen i stk. 1 afbrydes foreløbigt, hvis en
konkurrencemyndighed indleder en undersøgelse af eller
forfølger den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstat-
ningssøgsmålet vedrører. Forældelse indtræder tidligst 1 år
efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller
efter at sagen på anden måde er afsluttet.
Stk. 5. Forældelsen i stk. 1 afbrydes foreløbigt, mens en
eventuel mindelig tvistbilæggelse pågår. Den foreløbige af-
brydelse efter 1. pkt. gælder kun for de parter, der er eller
har været involveret eller repræsenteret i den mindelige
tvistbilæggelse.
Stk. 6. Forældelsen i stk. 1 afbrydes foreløbigt for krav
mod en overtræder, som er modtager af bødefritagelse, hvis
kravet rejses af andre skadelidte end overtræderens direkte
eller indirekte aftagere eller leverandører, jf. § 8, stk. 4, 2.
pkt., når den skadelidte indleder retsforfølgning med henblik
på at opnå erstatning fra de øvrige overtrædere. Den skade-
lidte skal skriftligt underrette den overtræder, som er modta-
ger af bødefritagelse, om indledningen af retsforfølgning ef-
ter 1. pkt. Forældelsen indtræder tidligst 1 år efter endelig
afgørelse om, at de øvrige overtrædere ikke kan dække den
skadelidtes krav fuldt ud.
Stk. 7. Forældelsen afbrydes efter bestemmelserne i foræl-
delseslovens §§ 15-18. Når forældelsen afbrydes, løber en
ny forældelsesfrist på 5 år, som regnes fra tidspunkterne i
reglerne i forældelseslovens § 19, stk. 2-6.
Stk. 8. Forældelseslovens kapitel 7 finder anvendelse på
krav som omhandlet i stk. 1.
Kapitel 10
Gruppesøgsmål
§ 16. Har flere personer erstatningskrav som følge af
overtrædelser af konkurrenceloven eller artikel 101 og 102 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, kan
Forbrugerombudsmanden udpeges som grupperepræsentant
i et gruppesøgsmål herom, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.
Kapitel 11
Ikrafttræden m.v.
§ 17. Loven træder i kraft den 27. december 2016, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2. Lovens §§ 1, 3, 8-10, §12, stk. 1, § 14 og § 15 fin-
der ikke anvendelse på erstatningskrav som følge af over-
trædelser af konkurrenceretten, der begås før lovens ikraft-
træden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 3. Lovens §§ 2, 4-7, § 12, stk. 2, § 13 og § 16 finder
anvendelse på erstatningssøgsmål, der er indbragt for retten
efter den 25. december 2014.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Kapitel 12
Ændring af anden lovgivning
§ 19. I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af
8. juli 2015, foretages følgende ændringer:
1. Kapitel 9 a og 9 b ophæves.
2. § 13, stk. 2, nr. 2 og 3 affattes således:
»2) Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af lo-
ven.
3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, eller
et resumé heraf, truffet i medfør af loven, medmindre
afgørelsen hverken skønnes at have betydning for for-
ståelsen af konkurrenceloven eller at være af interesse
for offentligheden i øvrigt.«
5
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Baggrund og formål
2. Lovforslagets indhold
2.1. Lovforslagets indhold i hovedtræk
2.2. Anvendelsesområde og definitioner
2.3. Ret til fuld erstatning
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Dansk ret
2.3.1.2. Direktivet
2.3.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Edition
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Krav til stævning og svarskrift
2.4.1.2. Rettens vurdering af editionsbegæringer
2.4.1.3. Vidneudelukkelses- og vidnefritagelsesreglernes forhold til editionsbegæringer
2.4.1.4. Øvrige regler, der kan anvendes til beskyttelse af fortrolige oplysninger mv.
2.4.1.5. Syn og skøn
2.4.1.6. Direktivet
2.4.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.4.2.1. Mulighed for at fremsætte begæring om edition
2.4.2.2. Rettens vurdering af begæringer om edition
2.4.2.3. Edition i fortrolige oplysninger
2.4.2.4. Høring i forbindeles med edition
2.5. Edition i forhold til beviser, der indgår i en konkurrencemyndighed
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Dansk ret
2.5.1.2. Direktivet
2.5.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.5.2.1. Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i § 5 om fremlæggelse af beviser i
en konkurrencemyndigheds sagsakter
2.5.2.2. Yderligere kriterier, der skal vurderes i forbindelse med editionsbegæringer vedrørende
beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter
2.5.2.3. Adgangen til edition i visse særligt beskyttede beviser
2.5.2.4. Høring af konkurrencemyndighederne
2.5.2.5. Øvrige bestemmelser om edition i en konkurrencemyndigheds sagsakter
2.6. Begrænsninger i anvendelsen af beviser, der udelukkende er fremskaffet igennem aktindsigt i en konkurrence-
myndigheds sagsakter
2.6.1. Gældende ret
2.6.1.1. Dansk ret
2.6.1.2. Direktivet
2.6.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.6.2.1. Afvisning af fremlæggelse af visse særligt beskyttede dokumenter, der er opnået gen-
nem en aktindsigt hos en konkurrencemyndighed
2.6.2.2. Fremlæggelse af øvrige dokumenter, der er opnået gennem aktindsigt hos en konkur-
rencemyndighed
2.6.2.3. Høring af konkurrencemyndigheder i forbindelse med overvejelser om afvisning af be-
viser
2.7. Sanktioner for overtrædelse af reglerne om edition og fremlæggelse af beviser
2.7.1. Gældende ret
2.7.1.1. Retsplejelovens regler om manglende efterlevelse af editionspålæg og processuel ska-
devirkning
2.7.1.2. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger
2.7.1.3. Straffelovens regler om tilintetgørelse af beviser
6
2.7.1.4. Retsplejelovens regler om sanktioner for overtrædelse af rettens bestemmelser af for-
trolige oplysninger
2.7.1.5. Direktivet
2.7.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Retsvirkninger af nationale afgørelser
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Dansk ret
2.8.1.2. Direktivet
2.8.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.9. Forældelse
2.9.1. Gældende ret
2.9.1.1. Dansk ret
2.9.1.2. Direktivet
2.9.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.10. Solidarisk hæftelse
2.10.1. Gældende ret
2.10.1.1. Dansk ret
2.10.1.2. Direktivet
2.10.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.11. Overvæltning af overpriser
2.11.1. Gældende ret
2.11.1.1. Dansk ret
2.11.1.2. Direktivet
2.11.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.12. Erstatningssøgsmål med sagsøgere fra forskellige led i forsyningskæden
2.12.1. Gældende ret
2.12.1.1. Retsplejelovens regler om rettens frie bevisbedømmelse
2.12.1.2. Retsplejelovens regler om sammenlægning og adskillelse af krav
2.12.1.3. Udsættelse af sagens behandling
2.12.1.4. Direktivet
2.12.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.13. Tabsopgørelse
2.13.1. Gældende ret
2.13.1.1. Dansk ret
2.13.1.2. Direktivet
2.13.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.14. Mindelig tvistbilæggelse
2.14.1. Gældende ret
2.4.1.1. Dansk ret
2.4.1.2. Direktivet
2.14.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.15. Lovforslagets ændringer af konkurrenceloven
2.15.1. Forældelse
2.15.2. Gruppesøgsmål
2.15.3. Offentliggørelse
2.16. Direktivets øvrige bestemmelser
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Baggrund og formål
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler
for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for
7
overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den
Europæiske Unions konkurrenceret (EU-Tidende 2014, nr.
L 349, side 1) i det følgende benævnt direktivet. Direktivet
skal være gennemført i national lovgivning senest den 27.
december 2016.
Direktivet finder anvendelse på erstatningskrav som følge af
overtrædelser af konkurrenceretten, hvor de EU-retlige kon-
kurrenceregler finder anvendelse – det vil sige i sager, hvor
der er samhandelspåvirkning. Direktivet finder således ikke
anvendelse på erstatningskrav, der alene vedrører nationale
konkurrenceretsovertrædelser.
Formålet med lovforslaget er at understøtte en effektiv kon-
kurrence. Øget konkurrence betyder lavere priser og et va-
rieret udbud af varer og tjenester til gavn for danske virk-
somheder og forbrugere.
Konkurrencemyndighederne spiller en afgørende rolle, når
forbuddene mod konkurrencebegrænsende aftaler, herunder
karteller, og misbrug af dominerende stilling skal håndhæ-
ves. Hvis forbuddene skal have fuld virkning i praksis, kræ-
ver det imidlertid også, at alle – såvel forbrugere og virk-
somheder, som offentlige myndigheder – kan rejse erstat-
ningskrav ved domstolene for den skade, som de måtte have
lidt som følge af en overtrædelse af disse forbud.
Lovforslaget understøtter en øget konkurrence ved at sikre
klare og mere ensartede rammer på tværs af EU, for hvordan
skadelidte – det vil sige virksomheder, forbrugere og offent-
lige myndigheder - der har lidt et tab som følge af konkur-
renceretsovertrædelser, kan søge erstatning. Det forventes,
at reglerne vil medføre, at skadelidte i højere grad bruger
deres ret til at søge erstatning for de tab, som de har lidt som
følge af konkurrenceretsovertrædelser. Virksomheder, som
overtræder konkurrenceretten, må derfor antages i højere
grad at blive mødt med erstatningssøgsmål, hvilket vil kun-
ne medføre, at reglerne får en generalpræventiv virkning.
Der er i dag forskel mellem de enkelte medlemsstaters reg-
ler om erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelse af
EU-konkurrenceretten og de nationale konkurrenceregler.
Disse forskelle fører til usikkerhed om, på hvilke betingel-
ser, den der har lidt et tab, kan gøre sit erstatningskrav gæl-
dende. Da den, der har lidt et tab, ofte vælger at anlægge er-
statningssøgsmål i sit hjemland, fører forskellene mellem de
nationale regler til ulige vilkår - både for de virksomheder
og forbrugerne, der har lidt et tab, men også for de virksom-
heder, der har begået en overtrædelse.
Dertil kommer, at virksomheder, der er etableret og opererer
i flere medlemsstater, kan være underlagt forskellige proce-
dureregler, som har betydning for, i hvor høj grad de kan
drages til ansvar for overtrædelser af konkurrenceretten.
Denne ulige håndhævelse af retten til erstatning kan ikke
blot medføre en konkurrencefordel for de virksomheder, der
har overtrådt reglerne, i de medlemsstater, der har lempeli-
gere regler, men også udgøre en hindring for udøvelsen af
retten til etablering og levering af varer eller tjenesteydelser
i de medlemsstater, hvor retten til erstatning håndhæves me-
re effektivt.
Overtrædelser af konkurrenceretten har ofte et grænseover-
skridende element, og gennemførelsen af direktivet har til
formål at sikre, at der skabes mere lige vilkår for virksomhe-
der, der opererer på det indre marked, og at forbrugernes vil-
kår med hensyn til at udøve de rettigheder, de har i kraft af
det indre marked, forbedres.
Det vurderes, at et ensartet regelsæt, der finder anvendelse
på alle krav om erstatning som følge af konkurrenceretso-
vertrædelser – uanset om der er samhandelspåvirkning eller
ej – vil være mest hensigtsmæssigt og sikre størst mulig
gennemsigtighed for både skadelidte forbrugere, virksomhe-
der og myndigheder og for de skadevoldende virksomheder.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Lovforslagets indhold i hovedtræk
Retten til erstatning for overtrædelser af konkurrenceretten
er i dag primært reguleret af dansk rets almindelige erstat-
ningsretlige principper og forældelsesloven, jf. konkurrence-
lovens § 25. Samtidig følger behandling af retssager herom
de almindelige regler i retsplejeloven.
Lovforslaget implementerer direktivet, som indeholder en
række regler af betydning for gennemførelse af erstatnings-
krav som følge af konkurrenceretsovertrædelser. Lovforsla-
get indeholder således regler om bl.a. beregning af renter,
formodning for tab, fremlæggelse af beviser, herunder frem-
læggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter,
regler om forældelse og afbrydelse af forældelse, særlige
regler for solidarisk hæftelse for små og mellemstore virk-
somheder og modtagere af bødefritagelse samt regler om
virkningen af forlig på senere erstatningssøgsmål.
Lovforslaget indebærer således en række ændringer.
Bl.a. ændres tidspunktet for, hvornår renter skal betales fra.
Udgangspunktet i gældende ret er, at renter skal betales fra
forfaldsdatoen, hvis denne er fastsat i forvejen, og i andre
tilfælde, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordrings-
haveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling.
Med dette lovforslag foreslås det, at skadevolder skal betale
renter fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt indtil det
tidspunkt, hvor erstatning betales.
8
Endvidere ændres bevisbyrden for tabsopgørelse af kartelo-
vertrædelser. Det klare udgangspunkt efter gældende ret er,
at det er skadelidte, som bærer bevisbyrden for, at der er lidt
en skade og størrelsen af denne skade. Det følger imidlertid
af direktivet, at det er formodningen, at kartelovertrædelser
forvolder skade. Sagsøgte har dog mulighed for at afkræfte
denne formodning.
Lovforslaget indebærer også en ændring af forældelsesfri-
sten. Efter gældende ret er forældelsesfristen 3 år. Det følger
imidlertid af direktivet, at forældelsesfristen skal fastsættes
til 5 år. Samtidig ændres reglerne for afbrydelse af forældel-
se. Efter gældende ret afbrydes forældelsen af en skadelidts
krav, hvis vedkommende har klaget til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen og klagen indgår i styrelsens behandling
af sagen. Det foreslås, at forældelsen afbrydes foreløbigt for
alle erstatningskrav, der følger af en overtrædelse af konkur-
renceretten, mens en konkurrencemyndighed indleder en un-
dersøgelse af (tager skridt til) eller forfølger den overtrædel-
se af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører.
Den foreslåede afbrydelse får således virkning for alle po-
tentielle skadelidte i forhold til den pågældende overtrædel-
se.
Med lovforslaget indføres en særlig bevisregel for indirekte
aftagere, dvs. en fysisk eller juridisk person, der ikke har
købt varer eller tjenesteydelser direkte fra en overtræder. Ef-
ter gældende ret bærer skadelidte som udgangspunkt bevis-
byrden for, dels at der er lidt et tab, dels størrelsen heraf, og
at der er sket en overvæltning af en overpris. Med dette lov-
forslag foreslås det, at det bliver nemmere for en indirekte
aftager af varer og tjenesteydelser at bevise, at en overpris er
blevet overvæltet af den direkte aftager, og at den indirekte
aftager derved har lidt et tab.
Lovforslaget medfører også særlige regler om reduktion af
den solidariske hæftelse for henholdsvis små og mellemsto-
re virksomheder og modtagere af bødefritagelse, samt om
virkningen af forlig i forhold til senere erstatningssøgsmål.
Med lovforslaget lægges der op til, at der indføres et samlet
regelsæt for erstatning som følge af konkurrenceretsovertræ-
delser med samhandelspåvirkning og de sager, der ikke har
samhandelspåvirkning. Se nærmere herom nedenfor i afsnit
2.2 om lovforslagets anvendelsesområde og definitioner.
Direktivet regulerer ikke de materielle konkurrenceregler,
og der er ikke med lovforslaget tilsigtet ændringer af den
materielle konkurrenceret.
For at samle reglerne vedrørende erstatning for overtrædel-
ser af konkurrenceretten foreslås det derfor at ophæve kon-
kurrencelovens kapitel 9 a om civilretlig forældelse og kapi-
tel 9 b om gruppesøgsmål og i stedet indsætte tilsvarende
bestemmelser med de ændringer, som direktivet giver anled-
ning til. Endelig indeholder lovforslaget en præcisering af
konkurrencelovens § 13 om offentliggørelse af afgørelser,
således at det klart fremgår, hvilke afgørelser der skal of-
fentliggøres.
Det foreslås, at lovforslagets materielle bestemmelser skal
finde anvendelse på erstatningssøgsmål som følge af over-
trædelser, der begås efter lovens ikrafttræden. Er der deri-
mod tale om et erstatningssøgsmål, der udspringer af en
konkurrenceretsovertrædelse, der er påbegyndt før lovens
ikrafttræden, og som fortsat efterleves eller finder sted efter
denne dato, vil der være tale om en såkaldt fortsat forbrydel-
se. Ved en sådan fortsat forbrydelse vil den nye lovgivning
finde anvendelse på det samlede forhold. Det foreslås samti-
dig, at lovens processuelle regler finder anvendelse på er-
statningssøgsmål, der er indbragt for retten efter den 25. de-
cember 2014, hvor direktivet blev vedtaget.
I det følgende redegøres for direktivets artikler og gældende
dansk ret samt for regeringens overvejelser og den foreslåe-
de ordning.
2.2. Anvendelsesområde og definitioner
EU-konkurrenceretten regulerer virksomheders konkurren-
cebegrænsende aftaler og samordnet praksis samt misbrug
af dominerende stilling i det omfang, adfærden kan påvirke
samhandlen mellem medlemsstater; det såkaldte samhandel-
skriterium, jf. artikel 101 og 102 i TEUF. Parallelt med EU-
reglerne er der nationale konkurrenceregler i konkurrencelo-
ven. Bestemmelserne i §§ 6 og 11 svarer i vidt omfang til
TEUF artikel 101 og 102 og fortolkes i overensstemmelse
med EU´s konkurrenceregler.
Både Europa-Kommissionen og nationale konkurrencemyn-
digheder kan træffe afgørelser i sager om overtrædelser af
artikel 101 og 102 i TEUF.
I danske sager, hvor der er samhandelspåvirkning, kan de
danske konkurrencemyndigheder og domstole anvende den
danske konkurrencelov parallelt med EU-konkurrenceretten.
I de danske sager, hvor der ikke er samhandelspåvirkning,
træffer de danske konkurrencemyndigheder og domstole af-
gørelse efter konkurrencelovens bestemmelser.
Direktivet regulerer retten til erstatning for skade som følge
af overtrædelse af EU-konkurrenceretten, og erstatnings-
søgsmål i forbindelse med overtrædelser af nationale kon-
kurrenceregler, når disse anvendes parallelt med EU-kon-
kurrenceretten. Direktivet fastsætter visse regler, der er nød-
vendige for at sikre, at enhver, som har lidt skade på grund
af en overtrædelse af konkurrenceretten, begået af en virk-
somhed eller en virksomhedssammenslutning effektivt kan
gøre retten til at kræve fuld erstatning for denne skade fra
9
denne virksomhed eller sammenslutning gældende. Direkti-
vet fastsætter regler om fremme af lige konkurrence på det
indre marked og fjernelse af hindringerne for det indre mar-
keds funktion ved at sikre ensartet beskyttelse i hele Uni-
onen for alle, som har lidt en sådan skade.
Direktivet fastsætter derudover bestemmelser, der koordine-
rer konkurrencemyndighedernes håndhævelse af konkurren-
cereglerne og håndhævelse af disse regler under erstatnings-
søgsmål ved nationale retter.
I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at lovforsla-
get skal gælde for krav om erstatning som følge af konkur-
renceretsovertrædelser, der har samhandelspåvirkning. For
at sikre, at der er et samlet og ens regelsæt for erstatning for
alle konkurrenceretsovertrædelser, foreslås det derudover, at
lovforslaget også gælder krav om erstatning som følge af
konkurrenceretsovertrædelser, hvor der ikke er samhandel-
spåvirkning.
Et ens regelsæt for erstatningssager for alle konkurrenceret-
sovertrædelser vil sikre klarhed for alle parter over deres
retsstilling både i relation til f.eks. forældelse og suspension
og processuelle regler, men også i relation til f.eks. solida-
risk hæftelse.
Det vil samtidig kunne forenkle processen og sagsbehand-
lingstiden ved domstolene i de tilfælde, hvor en erstatnings-
sag ikke baserer sig på en forudgående afgørelse fra en kon-
kurrencemyndighed. Ligeledes må det formodes også at
kunne forenkle forligsdrøftelser.
Det bemærkes, at dette går videre end direktivet, hvilket dog
ikke medfører økonomiske eller administrative konsekven-
ser, hverken for det offentlige eller erhvervslivet. Derimod
kan det have en positiv indvirkning på konkurrencen, idet de
samme regler vil gælde for danske virksomheder, uanset om
samhandelen kan anses for påvirket eller ej.
Direktivet indeholder definitioner på forskellige centrale be-
greber. Det drejer sig om begreberne: overtrædelse af kon-
kurrenceretten, overtræder, national konkurrenceret, erstat-
ningssøgsmål, erstatningskrav, skadelidte, national konkur-
rencemyndighed, konkurrencemyndighed, appelret, afgørel-
se om overtrædelse, endelig afgørelse om overtrædelse, be-
vis, kartel, procedure for bødefritagelse eller bødenedsættel-
se, redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsæt-
telse, allerede eksisterende oplysninger, forligsredegørelse,
modtager af bødefritagelse, overpris, mindelig tvistbilæggel-
se, forlig, direkte aftager og indirekte aftager.
Definitionerne er af væsentlig betydning, idet de nærmere
afgrænser direktivets anvendelsesområde. Direktivets defi-
nitioner er selvstændige begreber fra EU-konkurrenceretten,
som den herunder er fastlagt i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde artikel 101-106, Rådets forordning
(EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af
konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (101 og
102), samt bl.a. Kommissionens meddelelser, der bl.a. fast-
lægger retningslinjer for anvendelse og forståelse af EU-
konkurrenceretten. Definitionerne svarer i vidt omfang til de
begreber, der anvendes i dansk konkurrenceret. Definitio-
nerne er i lovforslaget gennemført så tekstnært som muligt.
Det er vurderet, at enkelte af direktivets definitioner ikke er
nødvendige for forståelsen af direktivets og lovforslagets
indhold, hvorfor de ikke er medtaget i lovforslaget. Det gæl-
der således: erstatningssøgsmål, erstatningskrav og national
ret.
Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.
2.3. Ret til fuld erstatning
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Dansk ret
Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser om adgan-
gen for en skadelidt til at kræve erstatning som følge af
overtrædelse af loven eller artikel 101 og 102 i TEUF. Dette
følger i stedet af dansk erstatningsrets almindelige princip-
per. Det fremgår af bemærkningerne til konkurrenceloven,
Folketingstidende 1996-97, tillæg A, sp. 3676 at i det om-
fang konkurrencebegrænsninger i strid med loven påfører en
fysisk eller juridisk person et tab, vil der typisk være tale om
en retsstridig handling, som kan gøre det muligt for den ska-
delidte at søge erstatning gennem et civilt søgsmål. Det
fremgår videre, at da dette imidlertid følger af dansk rets al-
mindelige regler, blev det ikke fundet nødvendigt at indsæt-
te en udtrykkelig bestemmelse herom.
Det er i almindelig dansk erstatningsret en betingelse for er-
statning, at der er sket en skade, hvormed der er lidt et øko-
nomisk tab, og at der foreligger et ansvarsgrundlag, dvs. at
skadevolderen som udgangspunkt har handlet culpøst og
forvoldt skaden ved forsætlig eller uagtsom adfærd.
Det er endvidere en betingelse for, at skadevolderen kan
ifalde et erstatningsansvar, at der foreligger den nødvendige
årsagsforbindelse (kausalitet) mellem den indtrådte skade og
skadevolderens adfærd. Herved forstås, at den skadevolden-
de adfærd har forøget risikoen for, at den pågældende skade
indtræder. Herudover forudsætter et erstatningsansvar, at der
foreligger såkaldt adækvans (påregnelighed), dvs. at skaden
er en påregnelig følge af skadevoldernes adfærd. Skader, der
er helt atypiske eller tilfældige i forhold til den risiko, som
skadevolders adfærd har fremkaldt, falder dermed normalt
uden for erstatningspligten.
10
Udgangspunktet efter dansk rets almindelige erstatningsret-
lige principper er, at alene den direkte skadelidte kan opnå
erstatning fra skadevolderen. En skadevolder bliver således
ikke som udgangspunkt ansvarlig for afledte tab.
Det er desuden et grundlæggende princip i dansk erstat-
ningsret, at den skadelidte skal stilles, som om skaden ikke
var indtrådt. Det indebærer, at den skadelidte skal have dæk-
ket det fulde tab, som den pågældende har lidt, herunder tabt
fortjeneste og renter. Den skadelidte skal omvendt ikke have
dækket mere end sit tab. Den skadelidte må således ikke op-
nå en økonomisk berigelse som følge af den tilkendte erstat-
ning. I forhold til et tab lidt som følge af en overtrædelse af
konkurrenceretten vil det sige, at skadelidte skal stilles som
om, der ikke var sket brud på konkurrencereglerne og have
dækket et eventuelt økonomisk tab forvoldt i forbindelse
hermed.
Den skadelidte har endvidere en pligt til at begrænse sit tab.
I det omfang skadelidte forsømmer denne pligt, kan erstat-
ningen blive reduceret tilsvarende. Den skadelidte kan såle-
des som udgangspunkt ikke få erstatning for et tab, som den
pågældende ved hjælp af passende forholdsregler kunne ha-
ve begrænset eller undgået.
Hvis en direkte skadelidt har formået at overvælte sit tab el-
ler en del heraf på en anden, har den pågældende ikke læn-
gere lidt et tab og kan således ikke få erstatning for den del
af tabet, der er overvæltet. Det skyldes, at den direkte skade-
lidte i modsat fald ville opnå en berigelse.
For så vidt angår renteberegning følger det af § 3, stk. 1, i
lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (rente-
loven), at renter betales fra forfaldsdatoen, hvis denne er
fastsat i forvejen. Det følger endvidere af rentelovens § 3,
stk. 2, at i andre tilfælde skal der betales rente, når der er gå-
et 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt el-
ler fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke
betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen
af betalingsanmodningen. Det følger desuden af § 3, stk. 3,
at uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er
gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at
indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for
at bedømme kravets berettigelse og størrelse.
Efter rentelovens § 3, stk. 4, gælder det, at uanset stk. 2 og 3
skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshave-
ren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.
Det følger yderligere af rentelovens § 3, stk. 5, 1. pkt., at
hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at
rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.
Endelig følger det af rentelovens § 8, stk. 2, at bl.a. § 3, stk.
5, også finder anvendelse for pengekrav uden for formueret-
tens område.
Fra retspraksis kan henvises til to domme vedrørende over-
trædelse af konkurrenceretten, hvor retten tilkendte renter
fra det tidspunkt, hvor skadelidte led et tab, og hvor rentelo-
vens udgangspunkt således blev fraveget på grund af, at sær-
lige forhold begrundede det.
For det første sagen U2005. 2171H, om uberettiget opkræ-
vede havneafgifter på baggrund af misbrug af en domineren-
de markedsstilling. Landsretten tilkendte procesrente af er-
statningsbeløbet fordelt efter de af skadelidte totalt betalte
havneafgifter fra havneafgifternes betalingstidspunkt. Efter
tilbagebetalingskravets beskaffenhed tiltrådte Højesteret, at
der på den anførte baggrund var tillagt procesrente som sket,
jf. rentelovens § 3, stk. 5.
For det andet sagen SH2015. U-0004-07 om erstatning for
tab ved betaling af overpriser på grund af et omfattende pris-
og markedskartel. Sø- og Handelsretten udtalte vedrørende
renter, at: ”(…) krav på erstatning er opstået som følge af en
grov og langvarig overtrædelse af konkurrencereglerne fra
[skadevolders] side, som først blev kendt, da Europa-Kom-
missionen offentliggjorde sin afgørelse. Priskartellet har væ-
ret hemmeligt, og [skadelidte] har ikke under kartelperioden
haft en reel mulighed for at fremsætte påkrav om forrent-
ning af en erstatningssum for de enkelte år, hvor de har lidt
et tab. Sø- og Handelsretten finder derfor, at der foreligger
sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at
tilkende [skadelidte] renter fra tidspunktet for skadens ind-
træden, jf. rentelovens § 3, stk. 5, jf. § 8, stk. 2. ”.
2.3.1.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre,
at enhver fysisk eller juridisk person, som har lidt skade på
grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, kan kræve
og opnå fuld erstatning for denne skade. Derudover følger
det af artikel 3, stk. 2, at fuld erstatning skal stille en person,
som har lidt skade, som om overtrædelsen af konkurrence-
retten ikke var blevet begået. Erstatningen skal derfor om-
fatte erstatning for det lidte tab og for tabt fortjeneste samt
betaling af renter. Det følger samtidig af artikel 3, stk. 3, at
retten til fuld erstatning ikke må føre til overkompensation i
form af erstatning med straffende formål eller flere eller an-
dre skadeserstatninger.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 12, at betaling af
renter er et væsentligt element i erstatningen af det lidte tab,
idet der skal tages hensyn til den tid, der er gået, og at der
bør betales renter fra det tidspunkt, hvor skaden blev for-
voldt, og indtil det tidspunkt, hvor erstatningen betales. Det-
11
te skal ske, uden at det berører sådanne renters klassificering
som udlignings- eller morarenter i henhold til national ret.
Det er således et krav efter direktivet, at renter af et erstat-
ningskrav skal betales fra det tidspunkt, hvor skaden blev
forvoldt indtil det tidspunkt, hvor erstatning betales.
Derudover følger det af artikel 12, stk. 1, at for at sikre at
retten til fuld erstatning i henhold til artikel 3 får fuld virk-
ning, skal medlemsstaterne sørge for at alle, der har lidt ska-
de som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, kan
kræve erstatning for skaden, uanset om de er direkte eller in-
direkte aftagere fra en overtræder. Samtidig skal det både
undgås, at skadelidte får en erstatning, der overstiger det lid-
te tab (overkompensation), og at overtræderen, dvs. skade-
volderen, unddrager sig ansvar.
Det fremgår bl.a. af præambelbetragtning nr. 13, at retten til
erstatning er anerkendt for enhver fysisk eller juridisk per-
son – forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder –
uanset om der foreligger et direkte kontraktforhold med den
virksomhed, der har begået overtrædelsen af konkurrence-
retten, og uanset om en konkurrencemyndighed har fastslået
overtrædelsen.
For så vidt angår overkompensation, følger det af artikel 12,
stk. 2, at der skal fastsættes procedureregler, der er egnede
til at sikre, at erstatning for faktiske tab i alle led af forsy-
ningskæden ikke overstiger den skade i form af overpris, der
er forvoldt i det pågældende led.
Efter præambelbetragtning nr. 39 kan skade i form af et fak-
tisk tab skyldes prisdifferencen mellem, hvad der faktisk
blev betalt, og hvad der ville være blevet betalt, hvis der ik-
ke var blevet begået en overtrædelse. Når en skadelidt har
begrænset sit faktiske tab ved helt eller delvist at overvælte
dette tab på sine egne aftagere, udgør det overvæltede tab
ikke længere en skade, som den pågældende skal have er-
statning for.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 40, at i tilfælde,
hvor overvæltningen har ført til mindre salg og dermed ska-
de i form af tabt fortjeneste, skal retten til at kræve erstat-
ning for sådan tabt fortjeneste være upåvirket.
2.3.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre
adgang til fuld erstatning for tab lidt som følge af en over-
trædelse af konkurrenceretten. Det præciseres i direktivets
artikel 3, stk. 2, at fuld erstatning skal stille den skadelidte
som om overtrædelsen af konkurrenceretten ikke var begået,
og at erstatningen omfatter det lidte tab, tabt fortjeneste samt
betaling af renter. Det præciseres videre i artikel 3, stk. 3, at
fuld erstatning ikke må føre til overkompensation.
Retten til fuld erstatning følger som anført ovenfor under af-
snit 2.3.1.1 af de almindelige erstatningsretlige principper i
gældende dansk ret. For at sikre en fuldstændig og korrekt
gennemførelse af direktivet foreslås det imidlertid, at der
fastsættes en bestemmelse herom.
Efter direktivets artikel 12, stk. 1, skal alle, der har lidt tab
som følge af overtrædelse af konkurrenceretten, kunne kræ-
ve erstatning for tabet, uanset om de er direkte eller indirek-
te aftagere fra en overtræder. Som anført ovenfor under af-
snit 2.3.1.1 følger det af de almindelige erstatningsretlige
principper, at det som udgangspunkt alene er den direkte
skadelidte, der kan opnå erstatning fra skadevolderen. For at
sikre fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet
foreslås det derfor, at der fastsættes regler om adgangen til
erstatning for indirekte aftagere – dvs. skadelidte i 2. led –
for overtrædelse af konkurrenceretten, hvis de pågældende
har lidt et tab som følge af overtrædelsen.
Bestemmelsen i direktivets artikel 12, stk. 2, vedrørende
hindring af overkompensation er i overensstemmelse med
dansk erstatningsrets almindelige principper, hvorefter er-
statning angår dækning af det lidte tab og således ikke kan
være større end tabet.
Det følger endvidere af direktivet, at renter skal betales fra
det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt. Efter rentelovens §
3, stk. 5, kan domstolene, hvor særlige forhold begrunder
det, bestemme, at rente skal betales fra dette tidspunkt, jf.
afsnit 2.3.1.1 ovenfor. Udgangspunktet i denne type sager er
imidlertid, at rente skal betales fra den dag, da fordringsha-
veren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.
Det foreslås derfor, at der fastsættes regler om, at erstatning
for tab lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceret-
ten forrentes fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt.
Ved udmåling af erstatning for overtrædelse af konkurrence-
retten vil renterne således skulle beregnes fra det tidspunkt,
hvor overtrædelsen af konkurrenceretten medførte et tab for
den skadelidte.
Der henvises til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
2.4. Edition
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Krav til stævning og svarskrift
12
Efter retsplejelovens § 348, stk. 1, anlægges en sag ved ind-
levering af stævning til retten. En stævning skal i medfør af
§ 348, stk. 2, indeholde parternes navn og adresse, herunder
angivelse af en postadresse i Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til sagsøgeren ve-
drørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske (§
348, stk. 2, nr. 1), angivelse af den ret, ved hvilken sagen
anlægges (§ 348, stk. 2, nr. 2), sagsøgerens påstand (§ 348,
stk. 2, nr. 3), en udførlig fremstilling af de faktiske og retli-
ge omstændigheder, hvorpå påstanden støttes (§ 348, stk. 2,
nr. 4), angivelse af de dokumenter og andre beviser, som
sagsøgeren agter at påberåbe sig (§ 348, stk. 2, nr. 5), og
sagsøgerens forslag til sagens behandling mv. (§ 348, stk. 2,
nr. 6).
Det fremgår bl.a. af retsplejelovens § 349, stk. 1, at hvis
stævningen ikke opfylder kravene i bl.a. § 348, stk. 2, nr.
1-4, og den herefter er uegnet til at danne grundlag for sa-
gens behandling, afvises sagen ved en beslutning, der med-
deles sagsøgeren.
Efter retsplejelovens § 351, stk. 1, pålægger retten sagsøgte
at indlevere et svarskrift til retten. Et svarskrift skal i medfør
af § 351, stk. 2, indeholde sagsøgtes påstand (§ 351, stk. 2,
nr. 1), angivelse af eventuelle modkrav (§ 351, stk. 2, nr. 2),
en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder,
hvorpå påstanden og eventuelle modkrav støttes (§ 351, stk.
2, nr. 3), angivelse af de dokumenter og andre beviser, som
sagsøgte agter at påberåbe sig (§ 351, stk. 2, nr. 4), angivel-
se af en postadresse i Det Europæiske Økonomiske Samar-
bejdsområde, hvortil meddelelser til sagsøgte vedrørende
sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske, for så vidt
sådan angivelse ikke allerede er foretaget (§ 351, stk. 2, nr.
5) og sagsøgtes forslag til sagens behandling (§ 351. stk. 2,
nr. 6).
Det fremgår bl.a. af retsplejelovens § 352, stk. 1, at hvis
svarskriftet ikke opfylder kravene i § 351, stk. 2, nr. 1-3, og
det herefter er uegnet til at danne grundlag for sagens be-
handling, afsiger retten dom efter sagsøgerens påstand, for
så vidt denne findes begrundet i sagsfremstillingen og det i
øvrigt fremkomne.
2.4.1.2. Rettens vurdering af editionsbegæringer
Retsplejelovens kapitel 28 (§§ 297-301) indeholder regler,
hvorefter retten kan pålægge parter og tredjemænd at frem-
lægge synbare bevismidler (edition).
Det fremgår af retsplejelovens § 298, stk. 1, at retten efter
begæring af en part kan pålægge modparten at fremlægge
dokumenter, der er undergivet modpartens rådighed, og som
parten vil påberåbe sig under sagen, medmindre der derved
vil fremkomme oplysninger om forhold, som modparten vil-
le være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring
om som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 299, stk. 1, at
retten kan pålægge tredjemand at forevise eller udlevere do-
kumenter, der er undergivet tredjemandens rådighed, og
som har betydning for sagen, medmindre der derved vil
fremkomme oplysninger om forhold, som han ville være
udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som
vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Det fremgår derudover af retsplejelovens § 300, stk. 1, at en
part, der fremsætter begæring om fremlæggelse af dokumen-
ter i henhold til §§ 298 og 299, må angive de kendsgernin-
ger, der skal bevises ved dokumenterne, samt de grunde,
hvorpå parten støtter, at modparten eller den opgivne tredje-
mand er i besiddelse af dokumenterne. Bestemmelse om
fremlæggelse af dokumenter træffes i henhold til § 300, stk.
2, først efter at den, der har rådighed over dokumenterne,
har haft lejlighed til at udtale sig. Efter § 300, stk. 3, kan
tredjemand kræve sine udgifter ved fremlæggelsen forudbe-
talt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes be-
taling.
Det fremgår desuden generelt af retsplejelovens § 341, at
bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen,
ikke kan finde sted.
Det er ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, hvilke krite-
rier retten skal inddrage i sin vurdering af, om en begæring
om edition skal imødekommes. Spørgsmålet er dog i vidt
omfang belyst i retspraksis.
Det følger bl.a. af retspraksis, at en begæring om edition
skal indeholde nøjagtige oplysninger om de kendsgerninger,
der ønskes bevist, og at editionspligten forudsætter, at de
kendsgerninger, der ønskes bevist, har betydning for sagens
bedømmelse.
Der kan bl.a. henvises til sagen U. 1963.1027 V, hvori
landsretten tog stilling til en begæring om edition, der inde-
bar, at en kommune skulle tilpligtes at udarbejde en oversigt
over fordelingen af arbejder mellem en række entreprenører.
Landsretten afslog begæringen og henviste i den forbindelse
bl.a. til, at det i bevisbegæringen og i øvrigt af den kærende
anførte ikke fandtes at indeholde nøjagtige oplysninger om
de fakta med fornøden relation til sagsøgerens påstand under
sagen, der ved fortegnelsen ønskedes bevist.
Der kan endvidere henvises til sagen U. 2010.315 Ø, hvori
en part i en sag om et opløst samlivsforhold havde begæret
edition i en række af modpartens selvangivelser og regnska-
ber for en bestemt tidsperiode, bl.a. med henvisning til, at
parterne havde haft fælles økonomi, selv om de ikke havde
13
fælles konti. Østre Landsret udtalte, at fremlæggelse af så-
danne oplysninger kunne have betydning for sagens afgørel-
se og fandt, at modparten skulle tilpligtes at fremlægge
nævnte selvangivelser og regnskaber for en afgrænset tids-
periode.
Der kan desuden henvises til sagen U. 2011.431 H, hvori
der blev nedlagt påstand om, at staten ved Slots- og Ejen-
domsstyrelsen skulle anerkende, at der tilkom appellanterne
en uopsigelig brugsret til Christiania-området. Appellanter-
ne fremsatte under sagens behandling begæring om, at ind-
stævnte blev pålagt at fremlægge en række dokumenter om
afvikling af Christiania-området med henvisning til, at do-
kumenterne var af betydning for appellanternes anbringen-
der. Højesteret fandt ikke, at begæringen kunne imødekom-
mes, idet appellanterne ikke havde angivet, hvilke bestemte
kendsgerninger der agtedes bevist ved fremlæggelse af det
store antal dokumenter. Højesteret udtalte i den forbindelse,
at der ikke var grundlag for at pålægge indstævnte at udleve-
re dokumenterne til brug for en undersøgelsesmæssigt præ-
get gennemgang.
Det følger endvidere af retspraksis, at der ved rettens vurde-
ring af, om en begæring om edition skal imødekommes, skal
tages hensyn til, om modparten derved pålægges et betyde-
ligt eftersøgningsarbejde, samt om beviset kan skaffes på en
anden måde, som er mere hensigtsmæssig.
Der kan bl.a. henvises til sagen U. 1982.171/1H, hvori en
part i en ægteskabssag blev pålagt at fremlægge kopier af si-
ne selvangivelser og tilhørende regnskaber for en 6-årig pe-
riode. Højesteret begrundede bl.a. sin afgørelse med, at de
omhandlede oplysninger måtte antages at have betydning
for sagens afgørelse, og at de vanskeligt kunne fremskaffes
på anden måde.
Der kan desuden henvises til sagen U. 1993.171 Ø, der dre-
jede sig om et erstatningssøgsmål mod en række personer
fra ledelsen og revisionen af en konkursramt bank. Under-
vejs i sagen blev der anmodet om fremlæggelse af en række
dokumenter fra Finanstilsynet. Østre Landsret fandt ikke, at
anmodningen kunne imødekommes, da Finanstilsynet alle-
rede havde udleveret eller ville udlevere de omhandlede do-
kumenter.
Det følger også af retspraksis, at retten kan begrænse et på-
læg om edition til at angå dele af et dokument mv.
Der kan i den forbindelse henvises til sagen U. 1980.979 Ø,
der var anlagt mod et sygehus med påstand om erstatning
for fejlvurderinger og fejlbehandling. Undervejs i sagen blev
der fremsat anmodning om, at sygehuset skulle udlevere
flere dokumenter, heriblandt en sygehusjournal, idet doku-
menterne bl.a. skulle belyse en række interne vurderinger,
som var foretaget af sygehuset i forbindelse med behandlin-
gen. Landsretten fandt, at kun dele af den omhandlede syge-
husjournal var påkrævet at fremlægge, hvorfor sygehuset
blev pålagt at udarbejde et ekstraktudskrift af journalen.
Herudover kan henvises til sagen U. 2002.1734 H, der dreje-
de sig om erstatningssøgsmål mod en bank, som følge af et
tab, der udsprang af en konkurs. Der blev under sagen frem-
sat begæring om, at banken bl.a. skulle fremlægge udskrifter
af bestyrelsesprotokoller og indstillinger til bestyrelsen for
en bestemt tidsperiode. Højesteret fandt, at selvom der var
tale om interne dokumenter, der som udgangspunkt ikke
kunne kræves fremlagt under sagen, var der særlige om-
stændigheder, der gjorde, at banken burde pålægges at frem-
lægge dokumenterne. Da der ikke var grundlag for også at
pålægge banken at fremlægge øvrige interne oplysninger i
dokumenterne, blev banken tilpligtet at fremlægge anony-
miserede udskrifter af de omhandlede bestyrelsesprotokoller
og indstillinger til bestyrelsen.
Retten kan endvidere efter praksis beslutte at nægte edition,
hvis der i stedet kan afholdes syn og skøn.
Der kan i den forbindelse henvises til sagen U. 2010.980 V,
der vedrørte en sag mod Danske Spil med påstand om, at
Danske Spil kunne anerkende, at sagsøger var den rette vin-
der af en lottogevinst. Baggrunden for sagsanlægget var, at
en person efter trækningen havde indleveret kuponen til en
lottoforhandler for at få tjekket kuponen for gevinst, men
lottokuponens ejer havde forladt butikken uden sin kvitte-
ring efter gevinstsøgningen. Danske Spil efterlyste vinderen,
hvorefter en række personer henvendte sig. Ingen af perso-
nerne havde imidlertid kunnet opfylde Danske Spils krav
om, at vinderen skulle redegøre for en række faktiske om-
stændigheder ved lottokuponen. Sagsøger nedlagde påstand
om, at Danske Spil skulle fremlægge eller forevise vinder-
kuponen, hvilket Danske Spil nægtede med henvisning til, at
fremlæggelse eller forevisning ville kunne medføre uopret-
telig skadevirkning for vinderen. Landsretten afviste begæ-
ringen bl.a. med henvisning til, at sagsøger på tilstrækkelig
vis ville kunne føre sit bevis i sagen ved afholdelse af syn og
skøn. Der var derfor ikke så tungtvejende grunde til at tage
editionsbegæringen til følge, at det opvejede sagsøgtes inte-
resse i at hemmeligholde kuponen.
Det følger herudover af retspraksis om tredjemandsedition,
at retten ved sin vurdering af om en begæring kan imøde-
kommes tager hensyn til tredjemands legitime interesse i
hemmeligholdelse af de dokumenter mv., der begæres editi-
on i.
I sagen U. 1996.619 Ø, som drejede sig om størrelsen af le-
jen for et erhvervslejemål, anmodede sagsøger, som var ud-
lejer, om at en anden udlejer i området blev pålagt at frem-
lægge lejekontrakter, for derved at skaffe oplysninger om et
sammenligningslejemål. Landsretten afviste at imødekom-
14
me anmodningen med henvisning til, at tredjemands beretti-
gede frygt for at lide skade ved at oplyse om sine lejevilkår
burde tillægges større vægt end udlejerens behov for at kun-
ne løfte bevisbyrden i erhvervslejeloven. Landsretten hen-
viste i denne forbindelse til retsplejelovens § 171, stk. 2, nr.
3, jf. nærmere om denne bestemmelse i afsnit 2.4.1.3 umid-
delbart nedenfor.
Endelig følger det af retspraksis, at dokumentbegrebet i rets-
plejelovens §§ 298-300 skal forstås bredt og omfatter en
række forskellige typer af beviser.
Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til sagen U.
1985.451 Ø, hvor en række buschauffører havde anlagt sag
imod HT med påstand om, at deres afskedigelse var ugyldig.
Undervejs i sagen begærede sagsøgerne tredjemandsedition
i en række videooptagelser fra DR, som vedrørte konflikten
imellem buschaufførerne og HT. DR nedlagde i den forbin-
delse påstand om afvisning af begæringen, bl.a. med henvis-
ning til, at retsplejelovens regler om edition ikke vedrører
optagelser af lyd eller billeder. Landsretten pålagde imidler-
tid DR at udlevere optagelserne og udtalte bl.a. i den forbin-
delse, at det forhold, at der var tale om fjernsynsudsendelser
ikke fandtes at være til hinder for at meddele edition.
2.4.1.3. Vidneudelukkelses- og vidnefritagelsesreglernes for-
hold til editionsbegæringer
Det fremgår både af retsplejelovens § 298, stk. 1, om partse-
dition og § 299, stk. 1, om tredjemandsedition, at der ikke
kan gives editionspålæg, hvis der derved vil fremkomme op-
lysning om forhold, som den pågældende part eller tredje-
mand ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive for-
klaring om som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Efter retsplejelovens § 169, stk. 1, kan tjenestemænd eller
andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv,
ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves
vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det
offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. Nægtes
samtykke, kan retten efter retsplejelovens § 169, stk. 2, så-
fremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende be-
tydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndig-
hed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen.
Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør
vige for hensynet til sagens oplysning, kan retten bestemme,
at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis
nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed,
til statens forhold til fremmede magter eller med hensynet til
tredjemands liv eller helbred.
Det fremgår herudover af retsplejelovens § 170, stk. 1, at
mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må
vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller an-
dre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og advoka-
ter om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen
af deres virksomhed. Efter § 170, stk. 2, kan retten dog på-
lægge læger, retsmæglere og advokater, bortset fra forsvare-
re i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen
anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald,
og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommen-
de part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring
afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstræk-
kes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har væ-
ret betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været
søgt. Retten kan desuden efter retsplejelovens § 170, stk. 3,
bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med
hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tav-
shedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betyd-
ning.
Efter retsplejelovens § 171, stk. 1, har en parts nærmeste ik-
ke pligt til at afgive forklaring som vidne. Det følger af be-
stemmelsens stk. 2, nr. 1, at pligten til at afgive forklaring
heller ikke foreligger, såfremt forklaringen antages at ville
udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd. Efter § 171,
stk. 2, nr. 2 og 3, er der heller ikke pligt til at afgive forkla-
ring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnets
nærmeste for straf eller tab af velfærd eller påføre vidnet
selv eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade. I de i stk.
1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog pålæg-
ge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at
være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens
beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller
samfundet findes at berettige dertil, jf. § 171, stk. 3.
Fra retspraksis om §§ 169-171 kan bl.a. henvises til sagen
U. 1999.724 H, hvor sagsøger i en sag mod Skatteministeri-
et om gaveafgiftspligt i forbindelse med et rentefrit og uop-
sigeligt lån ydet af hendes mor, bl.a. havde fremsat begæ-
ring om, at Skatteministeriet skulle fremlægge nogle interne
notater, der var fremsendt til Kammeradvokaten. Baggrun-
den for begæringen var, at Told- og Skattestyrelsen i 1993
havde henlagt hendes sag om gaveafgiftspligt med henvis-
ning til, at kravet var forældet. I 1995 meddelte styrelsen
dog, at afgørelsen om forældelse var forkert, og i 1996 an-
lagde Skatteministeriet således sag med påstand om betaling
af gaveafgiften. Baggrunden for begæringen om edition var
at få belyst, hvorvidt afgørelsen om henlæggelse i 1993 hvi-
lede på andre hensyn end forældelse. Skatteministeriet gjor-
de bl.a. gældende, at der var tale om interne arbejdsdoku-
menter, som var undtaget fra edition i medfør af retsplejelo-
vens § 298, stk. 1, jf. § 169. Højesteret fandt, at offentlige
myndigheders interne dokumenter som udgangspunkt ikke
kan kræves fremlagt under retssager, men at den begærede
bevisførelse imidlertid var af afgørende betydning for sags-
øgers anbringende, hvorfor Skatteministeriet blev pålagt at
fremlægge de interne dokumenter.
Herudover kan henvises til sagerne U. 1996.619 Ø og U.
2002.1734 H, som er gennemgået ovenfor i afsnit 2.4.1.2.
15
2.4.1.4. Øvrige regler, der kan anvendes til beskyttelse af
fortrolige oplysninger mv.
Retsplejelovens § 28 a fastslår, at retsmøder er offentlige,
medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov.
Efter retsplejelovens § 29 kan retten bestemme, at et retsmø-
de skal holdes for lukkede døre, når hensynet til ro og orden
i retslokalet kræver det (§ 29, nr. 1), når statens forhold til
fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræ-
ver det (§ 29, nr. 2), eller når sagens behandling i et offent-
ligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkel-
se, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervs-
hemmeligheder (§ 29, nr. 3).
I civile sager kan der endvidere efter anmodning fra parterne
træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af særlig be-
tydning for parterne at undgå offentlighed om sagen og in-
gen afgørende offentlig interesse strider herimod, jf. retsple-
jelovens § 29, stk. 2.
Det fremgår af retsplejelovens § 29 b, stk. 1, at retten træffer
afgørelse om dørlukning efter anmodning eller af egen drift.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 29 d, at offentlig
gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes
for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er
sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.
Efter retsplejelovens § 32 b straffes overtrædelse af bl.a.
retsplejelovens § 29 d med bøde.
2.4.1.5. Syn og skøn
Retsplejelovens kapitel 19 (§§ 196-213) handler om syn og
skøn.
Efter retsplejelovens § 196 kan parter i en borgerlig sag over
for retten fremsætte begæring om optagelse af syn og skøn.
Det fremgår af retsplejelovens § 197, at når retten har truffet
afgørelse om foretagelse af syn og skøn i en borgerlig sag,
skal den part, som har begæret syn og skøn, fremsende sine
spørgsmål til skønsmanden til modparten og retten, hvis de
ikke blev fremsendt sammen med begæringen om syn og
skøn. Modparten skal herefter fremsende sine eventuelle
spørgsmål til parten og retten. Der kan fremsendes supple-
rende spørgsmål, når den anden parts spørgsmål er modta-
get. Retten fastsætter en frist for parternes fremsendelse af
spørgsmålene.
Efter retsplejelovens § 198 tager retten skridt til at udpege
en eller flere skønsmænd når retten i en borgerlig sag har
modtaget spørgsmålene fra parterne. Enhver af parterne kan
komme med forslag til skønsmænd til retten, men retten er
ikke bundet heraf. Retten skal inden udpegningen meddele
parterne, hvilke personer der agtes udpeget, og give parterne
adgang til at udtale sig om disse, jf. stk. 3.
Efter retsplejelovens § 204 besvarer skønsmanden i en bor-
gerlig sag spørgsmålene ved en skriftlig erklæring til retten.
Er erklæringen mangelfuld, kan retten pålægge skønsman-
den at omgøre eller supplere den i en yderligere skriftlig er-
klæring.
Det fremgår af retsplejelovens § 205, at efter erklæringens
afgivelse kan parterne i en borgerlig sag efter rettens be-
stemmelse stille supplerende spørgsmål til skønsmanden.
Efter retsplejelovens § 206 kan skønsmænd i en borgerlig
sag indkaldes til et retsmøde for at besvare spørgsmål i til-
knytning til skønserklæringen. Reglerne om vidner anven-
des på skønsmænd med de lempelser, der følger af forhol-
dets natur, hvis ikke reglerne i dette kapitel er til hinder her-
for, jf. retsplejelovens § 207.
Det fremgår af retsplejelovens § 301, at når en syns- eller
skønsforretning skal finde sted, har parterne at give de ud-
meldte mænd lejlighed til at bese eller gøre sig bekendt med
forretningens genstand, for så vidt denne er i deres værge el-
ler under deres rådighed. Vægrer en part sig uden lovlig
grund herved, finder bestemmelsen i § 344, stk. 2, tilsvaren-
de anvendelse.
Det fremgår af retsplejelovens § 301, stk. 2, at hvis forret-
ningens genstand er i tredjemands værge, og nægter han de
udmeldte adgang til at iagttage den, kan vedkommende part
derom henvende sig til den ret, hvor afhjemlingen skal ske.
Skønner retten, at tredjemands vægring ifølge grundsætnin-
gerne i retsplejelovens § 299 er ubeføjet, pålægges det ham
at tilstede skønsmændene adgang inden en vis frist. De i
retsplejelovens §§ 299 og 300 givne regler bliver i øvrigt i
sådant tilfælde at anvende.
2.4.1.6. Direktivet
Efter direktivets artikel 5, stk. 1, skal medlemsstaterne i for-
bindelse med erstatningssøgsmål i Unionen sikre, at nationa-
le retter på anmodning af en sagsøger, kan pålægge sagsøgte
eller tredjemand at fremlægge relevante beviser, som er un-
dergivet deres rådighed, på de betingelser, der er fastsat i di-
rektivets kapitel II, hvis sagsøgeren har fremlagt en begrun-
delse med rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger og be-
viser, som i tilstrækkelig grad understøtter rimeligheden af
vedkommendes erstatningskrav. Medlemsstaterne skal end-
videre sikre, at nationale retter på sagsøgtes anmodning kan
pålægge sagsøger eller tredjemand at fremlægge relevante
beviser.
16
Direktivets artikel 5, stk. 1, berører ikke nationale retters
kompetence og forpligtelser i henhold til forordning (EF) nr.
1206/2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter
om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område.
Direktivets artikel 5, stk. 2, bestemmer, at medlemsstaterne
skal sikre, at domstolene kan kræve fremlæggelse af nærme-
re angivne beviser eller relevante kategorier af beviser, der
er beskrevet så præcist og så snævert som muligt på grund-
lag af rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger i begrun-
delsen.
Det fremgår i den forbindelse bl.a. af direktivets præambel-
betragtning nr. 16, at når en begæring om fremlæggelse
fremsættes med det formål at fremskaffe en kategori af bevi-
ser, bør denne kategori identificeres ud fra henvisning til
fællestræk ved dens væsentlige bestanddele såsom art, for-
mål eller indhold for de dokumenter, som ønskes fremlagt,
tidspunktet for deres udarbejdelse eller andre kriterier, for-
udsat at de beviser, der hører under kategorien, er relevante i
forbindelse med direktivet. Sådanne kategorier bør defineres
så præcist og snævert som muligt på grundlag af de faktuelle
oplysninger, som med rimelighed kan forventes at være til-
gængelige.
Det fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning
nr. 23, at der ved rettens vurdering af en editionsbegæring
bør lægges særlig vægt på at forhindre »fisketure«, dvs.
ukonkrete eller for brede søgninger efter oplysninger, der
sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter. Begæ-
ringer om fremlæggelse bør derfor ikke anses for rimelige i
forhold til formålet, når det drejer sig om en generel frem-
læggelse af dokumenter i en konkurrencemyndigheds sags-
akter vedrørende en bestemt sag eller om en generel frem-
læggelse af dokumenter forelagt af en part i forbindelse med
en konkret sag. Så omfattende begæringer om fremlæggelse
ville heller ikke være i overensstemmelse med den begæren-
de parts forpligtelse til at angive beviser eller kategorier af
beviser så præcist og snævert som muligt.
Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre,
at nationale retter begrænser fremlæggelsen af beviser til,
hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Ved afgørelsen af,
om en parts begæring er rimelig i forhold til formålet, tager
de nationale retter hensyn til alle berørte parters og tredje-
mænds legitime interesser. Bestemmelsen fastslår endvide-
re, at nationale retter i denne forbindelse særligt skal tage
hensyn til, i hvor høj grad kravet eller påstanden understøt-
tes af tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der be-
rettiger begæringen om fremlæggelse af beviser (artikel 5,
stk. 3, litra a), omfanget af fremlæggelsen af beviser og om-
kostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredje-
mænd, herunder for at forhindre ukonkret søgning efter op-
lysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets
parter (artikel 5, stk. 3, litra b) og om de beviser, der søges
fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om even-
tuelle tredjemænd, og de ordninger, der er fastlagt for be-
skyttelse af sådanne fortrolige oplysninger (artikel 5, stk. 3,
litra c).
Direktivets artikel 5, stk. 4, bestemmer, at medlemsstaterne
skal sikre, at nationale retter har beføjelse til at kræve frem-
læggelse af beviser, der indeholder fortrolige oplysninger,
når de finder dem relevante i forbindelse med erstatnings-
søgsmålet. Medlemsstaterne skal desuden sikre, at nationale
retter ved pålæg om fremlæggelse af fortrolige oplysninger
råder over effektive foranstaltninger til at beskytte sådanne
oplysninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 5, er virksomheders interesse
i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse
af konkurrenceretten ikke en interesse, der skal beskyttes.
Direktivets artikel 5, stk. 6, bestemmer desuden, at med-
lemsstaterne skal sørge for, at nationale retter sikrer fuld
virkning af retten til fortrolighed mellem advokat og klient i
henhold til EU-retten eller national ret, når de giver pålæg
om fremlæggelse af beviser.
Efter direktivets artikel 5, stk. 7, skal medlemsstaterne sikre,
at de, der skal fremlægge oplysninger, får lejlighed til at bli-
ve hørt, inden en national ret kræver fremlæggelse i henhold
til artikel 5 i direktivet.
Endelig bestemmer direktivets artikel 5, stk. 8, at artikel 5 –
bortset fra stk. 4 og stk. 7 – ikke er til hinder for, at med-
lemsstaterne kan opretholde eller indføre regler, som vil føre
til en mere omfattende fremlæggelse af beviser. Det angives
endvidere udtrykkeligt i artikel 5, stk. 8, at bestemmelsen ik-
ke berører direktivets artikel 6.
2.4.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.4.2.1 Mulighed for at fremsætte begæring om edition (di-
rektivets artikel 5, stk. 1-2)
Som anført i afsnit 2.4.1.6, skal medlemsstaterne efter direk-
tivets artikel 5 sikre, at nationale retter kan pålægge parter
eller tredjemænd at fremlægge relevante beviser eller kate-
gorier af beviser (edition) på en række nærmere angivne be-
tingelser. Det er bl.a. anført i direktivet, at en sagsøger for at
få adgang til edition skal have fremlagt en begrundelse med
rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, som i
tilstrækkelig grad understøtter rimeligheden af hans erstat-
ningskrav (artikel 5, stk. 1), og at de ønskede beviser skal
være beskrevet så præcist og snævert som muligt i begrun-
delsen på grundlag af rimeligt tilgængelige faktuelle oplys-
ninger (artikel 5, stk. 2).
17
Retsplejelovens regler om edition indeholder ikke et udtryk-
keligt krav om, at en sagsøger i forbindelse med sin begæ-
ring om edition skal fremlægge en begrundelse, som under-
støtter rimeligheden af vedkommendes erstatningskrav. Det
fremgår dog af retsplejelovens regler om indgivelse af stæv-
ning i § 348, at stævningen bl.a. skal indeholde en påstand,
en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder,
hvorpå påstanden støttes, samt angivelse af de dokumenter
og andre beviser, som der agtes påberåbt. Tilsvarende krav
gør sig i øvrigt efter retsplejelovens § 351 gældende for
sagsøgtes svarskrift.
Det er desuden bl.a. en betingelse for pålæg af edition, at
den part, som begærer edition, angiver de kendsgerninger,
der skal bevises ved de dokumenter, der begæres fremlagt,
jf. retsplejelovens § 300, stk. 1. Det følger i den forbindelse
af retspraksis, at en begæring om edition skal indeholde en
nøjagtig oplysning om de kendsgerninger, der ønskes bevist,
samt at editionspligten forudsætter, at de kendsgerninger,
der ønskes bevist, har betydning for sagens bedømmelse.
Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af direkti-
vets artikel 5, stk. 8, at medlemsstaterne, med forbehold for
direktivets artikel 5, stk. 4 og 7, og artikel 6, kan opretholde
eller indføre regler, som vil føre til en mere omfattende
fremlæggelse af beviser. Selv hvis betingelserne i direktivets
artikel 5, stk. 1 og 2, måtte skulle fortolkes som mere re-
striktive for adgangen til bevisførelse end retsplejelovens
regler, ville der således ikke være behov for ændringer i de
danske regler.
Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 5, stk. 1
og 2, er opfyldt med de gældende regler i retsplejeloven.
Det bemærkes, at der ikke efter gældende ret er noget til
hinder for, at der meddeles edition i kategorier af beviser,
hvis retsplejelovens betingelser om edition er opfyldt. Selv
om dansk ret således indholdsmæssigt vurderes at være i
overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1 og 2,
foreslås det – med henblik på at sikre en fuldstændig og kor-
rekt gennemførelse af direktivet – at fastsætte udtrykkeligt i
lovens § 4, stk. 1, at retten kan pålægge parter og tredje-
mænd at fremlægge beviser, herunder kategorier af beviser.
Som anført i afsnit 2.4.1.6 fremgår det af direktivets præam-
belbetragtning nr. 16, at kategorier af beviser bør identifice-
res ud fra henvisning til fællestræk ved dens væsentlige be-
standdele såsom art, formål eller indhold for de dokumenter,
som ønskes fremlagt, tidspunktet for deres udarbejdelse eller
andre kriterier, forudsat at de beviser, der hører under kate-
gorien, er relevante i forbindelse med direktivet. Sådanne
kategorier bør defineres så præcist og snævert som muligt
på grundlag af de faktuelle oplysninger, som med rimelig-
hed kan forventes at være tilgængelige.
Det fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning
nr. 23, at der ved rettens vurdering af en editionsbegæring
bør lægges særlig vægt på at forhindre »fisketure«, dvs.
ukonkrete eller for brede søgninger efter oplysninger, der
sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter. Begæ-
ringer om fremlæggelse bør derfor ikke anses for rimelige i
forhold til formålet, når det drejer sig om en generel frem-
læggelse af dokumenter i en konkurrencemyndigheds sags-
akter vedrørende en bestemt sag eller om en generel frem-
læggelse af dokumenter forelagt af en part i forbindelse med
en konkret sag. Så omfattende begæringer om fremlæggelse
ville heller ikke være i overensstemmelse med den begæren-
de parts forpligtelse til at angive beviser eller kategorier af
beviser så præcist og snævert som muligt.
Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en æn-
dring af retsplejelovens regler, og ved en begæring om editi-
on i beviser eller kategorier af beviser skal retten således
fortsat vurdere om retsplejelovens regler om edition er op-
fyldt. Der henvises i denne forbindelse generelt til afsnit
2.4.1.2.
Det bemærkes endelig, at der ikke med henvisningen til be-
viser i den foreslåede § 4, stk. 1, er tilsigtet en ændring i for-
hold til dokumentbegrebet i retsplejelovens regler om editi-
on. Som anført i afsnit 2.4.1.2 skal dokumentbegrebet i rets-
plejelovens §§ 298-300 således forstås bredt og omfatter en
række forskellige typer af beviser.
2.4.2.2. Rettens vurdering af begæringer om edition (direkti-
vets artikel 5, stk. 3 og 5)
Direktivets artikel 5, stk. 3, fastslår, at retten ved vurdering
af en begæring om edition skal tage hensyn til alle berørte
parters og tredjemænds legitime interesser, herunder særligt
i hvor høj grad kravet eller påstanden understøttes af tilgæn-
gelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begæ-
ringen om fremlæggelse af beviser (artikel 5, stk. 3, litra a),
omfanget af begæringen om edition og omkostningerne her-
ved, navnlig for eventuelle berørte tredjemænd, herunder for
at forhindre ukonkret søgning efter oplysninger, der sand-
synligvis ikke er relevante (artikel 5, stk. 3, litra b) og om de
beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysnin-
ger, særlig om eventuelle tredjemænd, og i den forbindelse,
hvilke ordninger der findes til beskyttelse af fortrolige op-
lysninger (artikel 5, stk. 3, litra c). Retten skal endvidere ef-
ter artikel 5, stk. 3, begrænse editionspålægget til, hvad der
er rimeligt i forhold til formålet. Det er herudover anført i
direktivets artikel 5, stk. 5, at retten ved vurderingen af edi-
tionsbegæringer ikke skal tage hensyn til en virksomheds in-
teresse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en over-
trædelse af konkurrenceretten.
Der skal således efter direktivet i forbindelse med anmod-
ninger om edition foretages en generel proportionalitetsaf-
18
vejning med inddragelse af alle berørte parters og tredje-
mænds legitime interesser. Dette vurderes i praksis at svare
til den vurdering, der i dag fortages af retten i forbindelse
med anmodninger om edition efter retsplejelovens §§
298-300. Der henvises i den forbindelse nærmere til afsnit
2.4.1.
Kriterierne for den vurdering, der foretages af retten i for-
bindelse med anmodninger om edition efter retsplejelovens
§§ 298-300 er imidlertid kun i begrænset omfang anført i
selve loven, og følger navnlig af retspraksis. Det er således
bl.a. ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, at retten skal
lægge vægt på de kriterier, der følger af direktivets artikel 5,
stk. 3, ligesom det ikke udtrykkeligt er anført, at retten ikke
skal tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå er-
statningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkur-
renceretten, jf. direktivets artikel 5, stk. 5.
Selv om dansk ret således indholdsmæssigt vurderes at svare
til direktivets artikel 5, stk. 3 og 5, foreslås det – med hen-
blik på at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af
direktivet – at fastsætte udtrykkeligt i lovens § 4, stk. 1 og 3,
at retten ved vurdering af en begæring om edition efter rets-
plejelovens §§ 298-300 skal begrænse fremlæggelsen af be-
viser til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Retten
skal i denne forbindelse lægge vægt på i hvor høj grad sags-
øgers eller sagsøgtes påstand understøttes af tilgængelige
faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begæringen
om edition (§ 4, stk. 3, nr. 1), omfanget af begæringen om
fremlæggelse af beviser og omkostningerne herved, navnlig
for eventuelle berørte tredjemænd (§ 4, stk. 3, nr. 2), og om
de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplys-
ninger, særligt om eventuelle tredjemænd og om sådanne
fortrolige oplysninger vil kunne beskyttes (§ 4, stk. 3, nr. 3).
Det foreslås af samme årsag, at det fastsættes udtrykkeligt i
lovens § 4, stk. 2, at retten ved sin afgørelse om edition ikke
skal tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå er-
statningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkur-
renceretten, jf. direktivets artikel 5, stk. 5.
Der er ikke med ordlyden af de foreslåede bestemmelser,
der med enkelte sproglige justeringer svarer til direktivets
artikel 5, stk. 3 og 5, tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens
regler eller retspraksis.
2.4.2.3. Edition i fortrolige oplysninger (direktivets artikel
5, stk. 4 og 6)
Efter direktivets artikel 5, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre,
at retten har beføjelse til at kræve fremlæggelsen af beviser,
der indeholder fortrolige oplysninger, når retten finder dem
relevante i forbindelse med erstatningssøgsmålet. Medlems-
staterne skal desuden sikre, at retten ved pålægget om frem-
læggelse af disse oplysninger råder over effektive foranstalt-
ninger til at beskytte sådanne oplysninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 6, skal medlemsstaterne end-
videre sørge for, at nationale retter sikrer fuld virkning af
retten til fortrolighed mellem advokat og klient i henhold til
national ret, når de giver pålæg om fremlæggelse af beviser.
Som anført i afsnit 2.4.1.2 kan retten i medfør af retsplejelo-
vens §§ 298 og 299 på begæring af en part pålægge modpar-
ten eller tredjemand at fremlægge dokumenter mv., der er
undergivet deres rådighed, medmindre der derved vil frem-
komme oplysninger om forhold, som de ville være udeluk-
ket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne,
jf. retsplejelovens §§ 169-172. Det indebærer som videre re-
degjort for i afsnit 2.4.1.3, at retten som udgangspunkt har
mulighed for at pålægge edition i fortrolige oplysninger på
baggrund af en konkret afvejning af hensynet til sagens op-
lysning over for hensynet til hemmeligholdelse af oplysnin-
gerne.
For så vidt angår advokater fremgår det udtrykkeligt af rets-
plejelovens § 170, stk. 1, at advokater ikke mod dens ønske,
som har krav på hemmeligholdelse, må afkræves vidnefor-
klaring om det, som er kommet til deres kundskab under
udøvelsen af deres virksomhed. Retten kan dog i medfør af
§ 170, stk. 2, pålægge advokater, bortset fra forsvarere i
straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen an-
ses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og
sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende
part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring af-
kræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstræk-
kes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har væ-
ret betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været
søgt.
Som anført i afsnit 2.4.1.4 indeholder retsplejelovens §§ 28
a-32 b desuden regler, som giver retten mulighed for at be-
skytte fortrolige oplysninger der fremlægges i retten, f.eks.
ved at beslutte, at retsmøder skal afholdes for lukkede døre.
Retten har endvidere, som alternativ til at pålægge fremlæg-
gelse af beviset i sin helhed, bl.a. mulighed for at pålægge
en part at fremlægge en anonymiseret udgave af beviset
samt at udarbejde ekstraktudskrift af beviset. Retten kan en-
delig som alternativ til fremlæggelse af beviset lade en syn-
og skønsmand vurdere beviset i henhold til reglerne i rets-
plejelovens kapitel 19 og retsplejelovens § 301, jf. nærmere
afsnit 2.4.1.5 ovenfor.
Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 5, stk. 4
og 6, er opfyldt med retsplejelovens regler.
2.4.2.4. Høring i forbindelse med edition (direktivets artikel
5, stk. 7)
19
Direktivets artikel 5, stk. 7, forpligter endelig medlemssta-
terne til at sikre, at de, der skal fremlægge oplysninger, får
lejlighed til at blive hørt, inden en national ret kræver frem-
læggelse af oplysningerne.
Som anført under afsnit 2.4.1.2 fremgår det af retsplejelo-
vens § 300, stk. 2, at bestemmelse om fremlæggelse af do-
kumenter træffes, efter at den, der har rådighed over doku-
menterne, har haft lejlighed til at udtale sig.
Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 5, stk. 7,
er opfyldt med retsplejelovens regler om edition.
2.5. Edition i forhold til beviser, der indgår i en konkurren-
cemyndigheds sagsakter
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Dansk ret
Der er ikke i dansk ret fastsat regler, der særskilt regulerer
rettens adgang til at pålægge fremlæggelse af beviser, som
indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
En begæring om edition i sådanne dokumenter vil således
efter gældende ret skulle afgøres efter retsplejelovens almin-
delige regler herom, jf. retsplejelovens §§ 298-300. Der hen-
vises herom til lovforslagets afsnit 2.4.1.
2.5.1.2. Direktivet
Direktivets artikel 6 indeholder regler om fremlæggelse af
beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre,
at artikel 6 finder anvendelse foruden artikel 5, når nationale
retter med henblik på et erstatningssøgsmål kræver fremlæg-
gelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 2, at bestemmelsen
ikke berører regler og praksis vedrørende aktindsigt i med-
før af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Euro-
pa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.
Direktivets artikel 6, stk. 3, bestemmer, at artikel 6 ikke be-
rører de regler og den praksis, der anvendes i henhold til
EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af kon-
kurrencemyndigheders interne dokumenter og deres indbyr-
des korrespondance.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 4, at nationale retter
ved vurdering af proportionaliteten af et pålæg om fremlæg-
gelse af oplysninger i overensstemmelse med kriterierne i
artikel 5, stk. 3, i tillæg til disse kriterier skal vurdere, hvor-
vidt begæringen er affattet specifikt med hensyn til arten,
genstanden eller indholdet af dokumenter forelagt for en
konkurrencemyndighed eller indeholdt i dennes sagsakter
snarere end som en ukonkret ansøgning vedrørende doku-
menter, der er indgivet til en konkurrencemyndighed (artikel
6, stk. 4, litra a), hvorvidt den part, der begærer fremlæggel-
se af oplysninger, gør dette i forbindelse med et erstatnings-
søgsmål ved en national ret (artikel 6, stk. 4, litra b), og om
der i forbindelse med stk. 5 og 10 eller på anmodning af en
konkurrencemyndighed i henhold til stk. 11 er behov for at
sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurren-
ceretten (artikel 6, stk. 4, litra c).
Det fremgår af afsnit 4.2 i Kommissionens forslag af 11. ju-
ni 2013 til direktivet, at en videregivelse af dokumenter, der
indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter, mens myn-
dighedens undersøgelse er i gang, kan være til hinder for
den offentlige håndhævelse, eftersom den ville afsløre, hvil-
ke oplysninger der er i en konkurrencemyndigheds sagsak-
ter, og derfor ville kunne anvendes til at kortlægge myndig-
hedens undersøgelsesstrategi.
Efter direktivets artikel 6, stk. 5, kan nationale retter først
pålægge fremlæggelse af oplysninger, som er udarbejdet af
en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en kon-
kurrencemyndigheds behandling af sagen (artikel 6, stk. 5,
litra a), oplysninger, som er udarbejdet af konkurrencemyn-
digheden og fremsendt til parterne i forbindelse med dens
behandling af sagen (artikel 6, stk. 5, litra b) og forligsrede-
gørelser, der er trukket tilbage (artikel 6, stk. 5, litra c), når
en konkurrencemyndighed med vedtagelsen af en beslutning
eller på anden måde har afsluttet sagen.
Efter direktivets artikel 6, stk. 6, skal medlemsstaterne sikre,
at nationale retter på intet tidspunkt med henblik på et erstat-
ningssøgsmål kan pålægge en part eller tredjemand at frem-
lægge redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødened-
sættelse (artikel 6, stk. 6, litra a) og forligsredegørelser (arti-
kel 6, stk. 6, litra b).
Det fremgår bl.a. af direktivets præambelbetragtning nr. 26,
at undtagelsen i direktivets artikel 6, stk. 6, også bør gælde
for ordrette citater fra redegørelser til brug for bødefritagelse
eller bødenedsættelse eller forligsredegørelser, der er inde-
holdt i andre dokumenter.
Direktivets artikel 6, stk. 7, bestemmer, at en sagsøger kan
indgive en begrundet begæring om, at en national ret får ad-
gang til de beviser, der er omhandlet i direktivets artikel 6,
stk. 6, litra a eller b, med det ene formål at sikre, at deres
indhold svarer til definitionerne heraf i direktivets artikel 2,
nr. 16 og 18. I denne vurdering kan nationale retter kun an-
mode om bistand fra den kompetente konkurrencemyndig-
20
hed. Ophavsmændene til de pågældende beviser kan også
have mulighed for at blive hørt. Den nationale ret giver un-
der ingen omstændigheder andre parter eller tredjemænd ad-
gang til disse beviser.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 8, at hvis kun dele
af de begærede beviser er omfattet af artikel 6, stk. 6, frem-
lægges de resterende dele heraf, alt efter hvilken kategori de
tilhører, i overensstemmelse med de relevante stykker i arti-
kel 6.
Direktivets artikel 6, stk. 9, fastslår, at fremlæggelsen af be-
viser i en konkurrencemyndigheds sagsakter, der ikke falder
ind under nogen af kategorierne i denne artikel, i erstat-
ningssøgsmål kan pålægges når som helst med forbehold af
direktivets artikel 6.
Efter direktivets artikel 6, stk. 10, skal medlemsstaterne sik-
re, at nationale retter kun begærer fremlæggelse af beviser
fra en konkurrencemyndighed vedrørende beviser i dennes
sagsakter, når en part eller tredjemand ikke med rimelighed
kan skaffe beviserne.
Endelig bestemmes det i direktivets artikel 6, stk. 11, at i det
omfang en konkurrencemyndighed er villig til at fremføre
sine synspunkter om proportionaliteten af begæringer om
fremlæggelse af oplysninger, kan den på eget initiativ frem-
sætte bemærkninger til den nationale ret, ved hvilken pålæg-
get om fremlæggelse af oplysninger begæres.
2.5.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.5.2.1. Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmel-
se i § 5 om fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndig-
heds sagsakter (direktivets artikel 6, stk. 1)
Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre,
at direktivets artikel 6 finder anvendelse foruden artikel 5,
når nationale retter i et erstatningssøgsmål kræver fremlæg-
gelse af beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds
sagsakter. Bestemmelsen er ikke begrænset til at angå begæ-
ringer om edition, der er rettet mod en konkurrencemyndig-
hed.
De forslåede bestemmelser i lovforslagets § 5 finder på den
baggrund både anvendelse på begæringer om edition, der er
rettet mod en konkurrencemyndighed, og på begæringer om
edition, der er rettet mod en part eller tredjemand, men som
vedrører dokumenter, der tillige indgår i en konkurrence-
myndigheds sagsakter.
Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor en editionsbegæring ik-
ke er rettet mod en konkurrencemyndighed, forudsætter an-
vendelsen af § 5, at retten på baggrund af f.eks. karakteren
af de beviser, der anmodes om, eller sagens omstændigheder
i øvrigt – herunder parternes indlæg – er opmærksom på, at
der er tale om en editionsbegæring vedrørende beviser, der
indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter. I tvivlstilfæl-
de har retten bl.a. mulighed for at høre konkurrencemyndig-
hederne i forbindelse med editionsbegæringen, jf. også den
foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, hvorom der henvises til
afsnit 2.5.2.4 nedenfor.
2.5.2.2. Yderligere kriterier, der skal vurderes i forbindelse
med editionsbegæringer vedrørende beviser, der indgår i en
konkurrencemyndigheds sagsakter (direktivets artikel 6, stk.
4)
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 4, at nationale retter,
når de i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3,
vurderer proportionaliteten af et pålæg om fremlæggelse af
oplysninger, tillige skal tage stilling til de hensyn, som er
opregnet i direktivets artikel 6, stk. 4, litra a-c.
Retten skal således i henhold til artikel 6, stk. 4, litra a, tage
hensyn til, hvorvidt en begæring om edition er affattet speci-
fikt med hensyn til arten, genstanden eller indholdet af do-
kumenter forelagt for en konkurrencemyndighed eller inde-
holdt i dennes sagsakter snarere end som en ukonkret ansøg-
ning vedrørende dokumenter, der er indgivet til en konkur-
rencemyndighed. I henhold til artikel 6, stk. 4, litra b, skal
retten derudover tage hensyn til, hvorvidt den part, der be-
gærer fremlæggelse af oplysninger, gør dette i forbindelse
med et erstatningssøgsmål ved en national ret. Retten skal
endelig i henhold til artikel 6, stk. 4, litra c, tage hensyn til,
om der i forbindelse med artikel 6, stk. 5 og 10, eller på an-
modning af en konkurrencemyndighed i henhold til stk. 11
er behov for at sikre effektivitet i den offentlige håndhævel-
se af konkurrenceretten.
Der findes som nævnt i afsnit 2.5.1.1 ikke regler i dansk ret,
der særskilt regulerer rettens muligheder for at kræve frem-
læggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
En begæring herom vil i disse tilfælde skulle afgøres efter
de almindelige regler om edition i retsplejelovens §§
298-300.
Efter retsplejelovens § 300, stk. 1, skal en part, der fremsæt-
ter begæring om fremlæggelse af dokumenter angive de
kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne, samt de
grunde, hvorpå han støtter, at modparten eller tredjemand er
i besiddelse af dokumenterne. Som nævnt i afsnit 2.4.1.2,
fremgår det desuden af retspraksis i henhold til retsplejelo-
vens editionsbestemmelser, at adgangen til edition bl.a. for-
udsætter, at parten oplyser, hvilke bestemte omstændigheder
vedkommende vil bevise ved de dokumenter, der kræves
fremlagt, og påviser, at dokumenterne kan have betydning
som bevis for disse omstændigheder. Der henvises til lov-
21
forslagets afsnit 2.4.1.2 for en nærmere gennemgang af rets-
praksis.
Det vurderes på den baggrund, at de hensyn retten skal ind-
drage efter direktivets artikel 6, stk. 4, litra a, efter retsprak-
sis allerede indgår i editionsvurderingen i henhold til rets-
plejelovens almindelige regler om edition.
Det er imidlertid ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, at
retten skal inddrage de hensyn, der fremgår af direktivets ar-
tikel 6, stk. 4, litra a. Selv om dansk ret således indholds-
mæssigt vurderes at opfylde direktivets artikel 6, stk. 4, litra
a, foreslås det – med henblik på at sikre en korrekt og fuld-
stændig gennemførelse af direktivet – at fastsætte udtrykke-
ligt i lovens § 5, stk. 1, at retten ved vurdering af en begæ-
ring om fremlæggelse af beviser, der indgår i en sag hos en
konkurrencemyndighed skal inddrage, i hvilket omfang be-
gæringen er affattet specifikt med hensyn til art, genstand og
indhold af dokumenter frem for som en ukonkret søgning
vedrørende sådanne dokumenter.
Retsplejeloven indeholder endvidere ikke specifikke regler
om, at behovet for at sikre effektivitet i den offentlige hånd-
hævelse af konkurrenceretten skal indgå i vurderingen af
editionsbegæringer i akter, der indgår i en konkurrencemyn-
digheds sagsakter (direktivets artikel 6, stk. 4, litra c).
Det foreslås på den baggrund at fastsætte udtrykkeligt i lo-
vens § 5, stk. 1, at retten ved vurdering af en begæring om
fremlæggelse af beviser, der indgår i en sag hos en konkur-
rencemyndighed, endvidere skal inddrage behovet for at sik-
re effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrence-
retten. Det bemærkes, at retten i denne forbindelse kan ind-
drage eventuelle bemærkninger hertil fra konkurrencemyn-
dighederne, jf. hertil afsnit 2.5.2.4 nedenfor om den foreslå-
ede bestemmelse i § 5, stk. 5.
Som anført i afsnit 2.5.1.2 fremgår det af afsnit 4.2 i Kom-
missionens forslag af 11. juni 2013 til direktivet, at en vide-
regivelse af dokumenter, der indgår i en konkurrencemyn-
digheds sagsakter, mens myndighedens undersøgelse er i
gang, kan være til hinder for den offentlige håndhævelse, ef-
tersom den ville afsløre, hvilke oplysninger der er i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter, og derfor ville kunne anven-
des til at kortlægge myndighedens undersøgelsesstrategi.
Som anført under afsnit 2.2 foreslås det endvidere at fastsæt-
te i lovens § 1, at loven finder anvendelse både på erstat-
ningskrav og erstatningssøgsmål angående erstatning for
overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF og bestemmelser
i national ret, som anvendes på samme sag og parallelt med
EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i forord-
ning (EF) nr. 1/2003, og for erstatningskrav og erstatnings-
søgsmål angående erstatning for overtrædelser af konkurren-
celovens §§ 6 og 11.
Det vurderes på den baggrund, at der ikke er behov for sær-
skilt regulering som følge af artikel 6, stk. 4, litra b, hvoref-
ter retten skal tage hensyn til, hvorvidt den part, der begærer
fremlæggelse af oplysninger, gør dette i forbindelse med et
erstatningssøgsmål ved en national ret.
2.5.2.3. Adgangen til edition i visse særligt beskyttede bevi-
ser (direktivets artikel 6, stk. 5-7)
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 5, at nationale retter
først kan pålægge fremlæggelse af visse typer af beviser, når
en konkurrencemyndighed med vedtagelsen af en beslutning
eller på anden måde har afsluttet sagen. Det drejer sig om
oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk
person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds be-
handling af sagen (artikel 6, stk. 5, litra a), oplysninger, som
er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og fremsendt til
parterne i forbindelse med dens behandling af sagen (artikel
6, stk. 5, litra b), og forligsredegørelser, der er trukket tilba-
ge (artikel 6, stk. 5, litra c).
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 6, at nati-
onale retter på intet tidspunkt kan pålægge fremlæggelse af
redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse
(artikel 6, stk. 6, litra a) og forligsredegørelser (artikel 6, stk.
6, litra b). Efter direktivets artikel 6, stk. 7, kan en sagsøger
indgive en begrundet begæring om, at en national ret får ad-
gang til de beviser, der er omhandlet i direktivets artikel 6,
stk. 6, litra a eller b, med det ene formål at sikre, at deres
indhold svarer til definitionerne af sådanne beviser i direkti-
vets artikel 2, nr. 16 og 18. Retten kan til brug for denne
vurdering anmode om bemærkninger fra den kompetente
konkurrencemyndighed og ophavsmændene til de pågæl-
dende beviser.
Der er ikke fastsat regler i dansk ret svarende til direktivets
artikel 6, stk. 5-7.
Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i lovens
§ 5, stk. 2, hvorefter retten først kan pålægge fremlæggelse
af oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk
person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds be-
handling af sagen (§ 5, stk. 2, nr. 1), oplysninger, som er ud-
arbejdet af myndigheden og fremsendt til parten eller parter-
ne i myndighedens sag i forbindelse med behandlingen af
sagen (§ 5, stk. 2, nr. 2) og forligsredegørelser, der er truk-
ket tilbage (§ 5, stk. 2, nr. 3), der indgår i en sag hos en kon-
kurrencemyndighed, når konkurrencemyndigheden har truf-
fet afgørelse i den sag, som beviserne indgår i, eller på an-
den vis har afsluttet sagen.
Det bemærkes, at det er afslutningen af sagen hos den kon-
krete konkurrencemyndighed, der er bestemmende for,
hvornår beskyttelsen af de i bestemmelsen opregnede doku-
22
menter ophører. Beskyttelsen ophører således ved den kon-
krete konkurrencemyndigheds afslutning af sagen, uanset
om sagen f.eks. kan indbringes for en rekursinstans.
Det foreslås endvidere, at der indføres en bestemmelse i lo-
vens § 5, stk. 3, 1. pkt., hvorefter retten ikke kan pålægge
fremlæggelse af redegørelser til brug for bødefritagelse eller
bødenedsættelse og forligsredegørelser, der indgår i en sag
hos en konkurrencemyndighed.
Det bemærkes i den forbindelse, at de foreslåede bestem-
melser i § 5, stk. 2 og 3, i overensstemmelse med det anførte
i direktivets præambelbetragtning nr. 26, også gælder bl.a.
ordrette citater fra redegørelser til brug for bødefritagelse el-
ler bødenedsættelse eller forligsredegørelser, der er inde-
holdt i andre dokumenter.
Det fremgår bl.a. af definitionen i direktivets artikel 2, nr.
16, at redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødened-
sættelse ikke omfatter allerede eksisterende oplysninger. Al-
lerede eksisterende oplysninger defineres i direktivets artikel
2, nr. 17, som beviser, der eksisterer uanset sagens behand-
ling ved en konkurrencemyndighed.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 3, om-
fatter i overensstemmelse hermed ikke beviser, der eksiste-
rer uanset sagens behandling ved en konkurrencemyndighed
(allerede eksisterende oplysninger).
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 2 om-
fatter heller ikke allerede eksisterende oplysninger, idet de
kategorier af beviser, som er opregnet i bestemmelsen, ikke
efter deres art ses at kunne udgøre beviser, der eksisterer
uanset sagens behandling ved en konkurrencemyndighed.
Beviser kan f.eks. eksistere uanset sagens behandling ved en
konkurrencemyndighed, hvis der er tale om dokumenter mv.
som er udarbejdet med et andet sigte end konkurrencemyn-
dighedens konkrete sag, herunder dokumenter mv., som al-
lerede forelå forud for konkurrencemyndighedens sagsbe-
handling.
Det foreslås endelig, at der indføres en bestemmelse i lovens
§ 5, stk. 3, 2. pkt., hvorefter retten på anmodning fra en part,
kan beslutte, at retten skal have adgang til beviserne med det
ene formål at sikre, at deres indhold er omfattet af definitio-
nerne heraf i de foreslåede bestemmelser i § 2, nr. 13 og 16.
Retten kan til brug for sin vurdering heraf i overensstem-
melse med direktivets artikel 6, stk. 7, anmode om bemærk-
ninger fra konkurrencemyndigheden og ophavsmændene til
beviserne, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 3.
pkt.
Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestem-
melse i § 5, stk. 3, 2. pkt., i modsætning til direktivets artikel
6, stk. 7, giver begge parter - og ikke blot sagsøger - mulig-
hed for at anmode om, at retten får adgang til dokumenterne
mv. med henblik på at sikre, at de lever op til definitionerne
af sådanne dokumenter i direktivets artikel 2, nr. 16 og 18,
jf. lovforslagets § 2, nr. 13 og 16. Dette foreslås med hen-
blik på at ligestille parterne processuelt for det tilfælde, at
det måtte have relevans for sagsøgte at fremsætte en sådan
anmodning. Det vurderes, at denne tilpasning ikke indebæ-
rer en udvidet adgang til edition i beviser, der indgår i en
konkurrencemyndigheds sagsakter, i forhold til hvad der føl-
ger af direktivet.
2.5.2.4. Høring af konkurrencemyndighederne (direktivets
artikel 6, stk. 11)
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 11, at en
konkurrencemyndighed kan fremsætte bemærkninger om
proportionaliteten af begæringer om fremlæggelse af oplys-
ninger omfattet af artikel 6 til den nationale ret, ved hvilken
pålægget om fremlæggelse af oplysninger begæres.
Efter retsplejelovens § 300, stk. 2, træffes rettens bestem-
melse om fremlæggelse af dokumenter efter §§ 298 og 299,
efter, at den, der har rådighed over dokumenterne, har haft
lejlighed til at udtale sig. Der findes imidlertid ingen regler i
dansk ret, der giver en konkurrencemyndighed adgang til at
fremsætte bemærkninger om en begæring om edition i det
tilfælde, hvor begæringen om edition ikke er rettet mod kon-
kurrencemyndigheden.
For at sikre, at dansk ret er fuldt ud i overensstemmelse med
direktivet, foreslås det på den baggrund, at der indføres en
bestemmelse i lovens § 5, stk. 5, hvorefter retten giver en
konkurrencemyndighed lejlighed til at udtale sig om begæ-
ringer vedrørende fremlæggelse af beviser, der indgår i kon-
kurrencemyndighedens sag. I overensstemmelse med direk-
tivets ordlyd kan en konkurrencemyndighed endvidere efter
den forslåede bestemmelse af egen drift fremsætte bemærk-
ninger for retten om proportionaliteten af begæringer om
fremlæggelse af beviser.
En konkurrencemyndigheds bemærkninger efter bestemmel-
sen forudsættes – hvor det er relevant – at indgå i rettens
vurdering efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr.
2, om, i hvilket omfang der er behov for at sikre effektivite-
ten i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten.
2.5.2.5. Øvrige bestemmelser om edition i en konkurrence-
myndigheds sagsakter (direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og
8-10)
23
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 10, at medlemssta-
terne skal sikre, at nationale retter kun begærer fremlæggel-
se af beviser fra en konkurrencemyndighed, når en part eller
anden tredjemand ikke med rimelighed kan skaffe beviser-
ne.
Som nævnt under afsnit 2.4.1.2 følger det bl.a. af retsprak-
sis, at en part ikke kan kræve, at tredjemand udleverer doku-
menter, som parten har adgang til at skaffe sig på anden må-
de.
Der er imidlertid ikke fastsat regler i dansk ret, der betinger
adgangen til edition i en konkurrencemyndigheds sagsakter
af, at beviserne ikke med rimelighed kan skaffes hos (en an-
den) tredjemand.
Det foreslås derfor, at der i lovens § 5, stk. 4, indføres en be-
stemmelse, der svarer til direktivets artikel 6, stk. 10. Be-
stemmelsen indebærer, at retten – i tilfælde hvor retten er
bevidst om, at de samme beviser kan skaffes fra både en
konkurrencemyndighed og en anden tredjemand – først må
foretage en vurdering af, om der er grundlag for at pålægge
den anden tredjemand editionspligt.
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 2, at arti-
kel 6 ikke berører regler og praksis vedrørende aktindsigt i
medfør af forordning (EF) nr. 1049/2001, ligesom det frem-
går af direktivets artikel 6, stk. 3, at artikel 6 ikke berører de
regler og den praksis, der anvendes i henhold til EU-retten
eller national ret vedrørende beskyttelse af konkurrence-
myndigheders interne dokumenter og deres indbyrdes korre-
spondance.
Da artikel 6 dermed ikke indebærer en ændring af reglerne
om adgang til aktindsigt, er der ikke behov for at indføre
regler til implementering af direktivets artikel 6, stk. 2.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 6, stk. 8, at hvis
kun dele af de begærede beviser er omfattet af direktivets ar-
tikel 6, stk. 6, fremlægges de resterende dele heraf, alt efter
hvilken kategori de tilhører, i overensstemmelse med de re-
levante stykker i direktivets artikel 6.
Retsplejelovens regler er ikke til hinder for, at der meddeles
edition i enkelte dele af et dokument. Som nævnt i afsnit
2.4.1.2 er der i praksis eksempler på dette. Det vurderes på
den baggrund, at dansk ret er i overensstemmelse med direk-
tivets artikel 6, stk. 8, hvorfor der ikke foreslås lovgivning
som følge af bestemmelsen.
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 9, at
fremlæggelsen af beviser i en konkurrencemyndigheds sags-
akter, der ikke falder ind under nogen af kategorierne i di-
rektivets artikel 6, i erstatningssøgsmål kan pålægges når
som helst med forbehold af artikel 6.
Der ses ikke at være behov for at indføre yderligere regler til
opfyldelse af direktivets artikel 6, stk. 9. Det følger således
allerede af de foreslåede bestemmelser i § 5, at de relevante
bestemmelser i direktivets artikel 6 finder anvendelse ved
enhver anmodning om fremlæggelse af beviser, der indgår i
en konkurrencemyndigheds sagsakter. Det følger endvidere
af de foreslåede bestemmelser i § 5, hvordan de enkelte ka-
tegorier af beviser, der fremgår af direktivets artikel 6, skal
behandles.
2.6. Begrænsninger i anvendelsen af beviser, der udelukken-
de er fremskaffet ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds
sagsakter
2.6.1. Gældende ret
2.6.1.1. Dansk ret
Der findes ikke regler i retsplejeloven om, at adgangen til
bevisførelse i visse tilfælde skal afskæres, fordi beviserne er
kommet i en parts besiddelse gennem aktindsigt i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter, eller gennem videregivelse
fra en fysisk eller juridisk person, der har fået aktindsigt i
sådanne sagsakter.
2.6.1.2. Direktivet
Direktivets artikel 7 vedrører anvendelsen af beviser, som er
fremskaffet udelukkende igennem aktindsigt i en konkurren-
cemyndigheds sagsakter.
Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1, at medlemsstater-
ne skal sikre, at beviser, der indgår i de kategorier, der er
nævnt i artikel 6, stk. 6, og som en fysisk eller juridisk per-
son har fremskaffet alene ved aktindsigt i en konkurrence-
myndigheds sagsakter, enten afvises i erstatningssøgsmål el-
ler på anden måde beskyttes i medfør af gældende nationale
regler for at sikre, at begrænsningerne i fremlæggelsen af
beviser, jf. artikel 6, får fuld virkning.
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 7, stk. 2, at med-
lemsstaterne skal sikre, at beviser, der indgår i de kategorier,
der er nævnt i artikel 6, stk. 5, og som en fysisk eller juridisk
person har fremskaffet alene ved aktindsigt i en konkurren-
cemyndigheds sagsakter, enten afvises i erstatningssøgsmål
eller på anden måde beskyttes i medfør af gældende nationa-
le regler for at sikre, at begrænsningerne i fremlæggelsen af
beviser, jf. artikel 6, får fuld virkning, indtil den pågældende
konkurrencemyndighed har afsluttet sagen med vedtagelsen
af en beslutning eller på anden måde.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 7, stk. 3, at med-
lemsstaterne skal sikre, at beviser, som en fysisk eller juri-
disk person har fremskaffet alene ved aktindsigt i en kon-
24
kurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke er omfattet af
direktivets artikel 7, stk. 1 eller 2, kun kan anvendes under
et erstatningssøgsmål af denne person eller af en fysisk eller
juridisk person, der er indtrådt i dennes rettigheder, herunder
en person der har erhvervet dennes krav.
Det fremgår bl.a. af direktivets præambelbetragtning nr. 31,
at enhver fysisk eller juridisk person, som fremskaffer bevi-
ser ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter,
bør kunne anvende disse beviser med henblik på et erstat-
ningssøgsmål, hvori denne er part. Anvendelsen heraf bør
også tillades for enhver fysisk eller juridisk person, der er
indtrådt i dennes rettigheder og forpligtelser, herunder gen-
nem erhvervelse af dennes krav. Hvis beviserne er fremskaf-
fet af en juridisk person, der indgår i en koncern, som udgør
en enkelt virksomhed med henblik på anvendelse af artikel
101 og 102 i TEUF, bør det også være tilladt for andre juri-
diske personer, som tilhører samme virksomhed, at anvende
beviserne.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 32, at
begrænsningen i direktivets artikel 7 ikke bør være til hinder
for, at en national ret kan kræve fremlæggelse af beviser, der
er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrence-
myndigheds sagsakter, på de betingelser, der er fastsat i di-
rektivet.
2.6.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
2.6.2.1. Afvisning af fremlæggelse af visse særligt beskyttede
dokumenter, der er opnået gennem aktindsigt hos en kon-
kurrencemyndighed (direktivets artikel 7, stk. 1-2)
Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1, at medlemsstater-
ne skal sikre, at de beviser, som er opregnet i direktivets ar-
tikel 6, stk. 6, og som er fremskaffet alene ved aktindsigt i
en konkurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises eller på
anden måde beskyttes for at sikre, at de begrænsninger i
fremlæggelsen af beviser, der er fastsat i direktivets artikel
6, får fuld virkning.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 7, stk. 2, at med-
lemsstaterne skal sikre, at de beviser, som er opregnet i di-
rektivets artikel 6, stk. 5, og som er fremskaffet alene ved
aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, enten af-
vises eller på anden måde beskyttes for at sikre, at de be-
grænsninger i fremlæggelsen af beviser, der er fastsat i di-
rektivets artikel 6, får fuld virkning, indtil den sag, som be-
viset indgår i, er afsluttet hos pågældende konkurrencemyn-
dighed.
Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, fastsætter således, at de re-
striktioner, der gælder for edition i visse særligt beskyttede
dokumenter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndig-
hed, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumenter
som en part allerede måtte være i besiddelse af, hvis de er
opnået gennem aktindsigt.
Der findes som nævnt i afsnit 2.6.1.1 ikke regler i retspleje-
loven om, at adgangen til bevisførelse i visse tilfælde skal
afskæres, fordi beviserne er kommet i en parts besiddelse
gennem aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i lovens
§ 6, stk. 1, hvorefter retten afviser fremlæggelse af beviser,
som er omfattet af lovens § 5, stk. 3, og som er fremskaffet
udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds
sagsakter, og at der indføres en bestemmelse i lovens § 6,
stk. 2, hvorefter retten afviser fremlæggelse af beviser, som
er omfattet af lovens § 5, stk. 2, og som er fremskaffet ude-
lukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sags-
akter, indtil denne myndighed har truffet afgørelse i den sag,
som beviserne indgår i, eller på anden vis har afsluttet sag-
en.
Det bemærkes, at det er afslutningen af sagen hos den kon-
krete konkurrencemyndighed, der er bestemmende for,
hvornår beskyttelsen af de i bestemmelsen opregnede doku-
menter ophører. Beskyttelsen ophører således ved den kon-
krete konkurrencemyndigheds afslutning af sagen, uanset
om sagen f.eks. kan indbringes for en rekursinstans.
Der foreslås ikke fastsat bestemmelser om, at beviserne – i
stedet for at blive afvist – kan beskyttes på anden vis. Det
skyldes, at der ikke ses at være mulighed for at sikre den
fulde virkning af de begrænsninger i fremlæggelsen af bevi-
ser, der er fastsat i direktivets artikel 6, stk. 2 og 3, på anden
vis end ved, at fremlæggelse af beviserne afvises. Begræns-
ningerne i direktivets artikel 6, stk. 2 og 3, indebærer såle-
des, at bevisførelse fuldt ud er afskåret for så vidt angår de
omfattede beviser – enten permanent (dokumenterne omfat-
tet af stk. 3) eller indtil konkurrencemyndigheden har afslut-
tet den sag, som beviserne indgår i (dokumenterne omfattet
af stk. 2).
Det bemærkes, at anvendelsen af de foreslåede bestemmel-
ser i § 6, stk. 1 og 2, forudsætter, at retten ved, at de pågæl-
dende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt.
Ønsker en part at fremlægge dokumenter, som vurderes at
kunne være omfattet af § 5, stk. 2 eller 3, vil retten om nød-
vendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 1
og 2, afklaret ved høring af den relevante konkurrencemyn-
dighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.
2.6.2.2. Fremlæggelse af øvrige dokumenter, der er opnået
gennem aktindsigt hos en konkurrencemyndighed (direkti-
vets artikel 7, stk. 3)
25
Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 3, at medlemsstater-
ne skal sikre, at beviser, som er fremskaffet ved aktindsigt i
en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke er om-
fattet af direktivets artikel 7, stk. 1 eller 2, kun kan anvendes
under et erstatningssøgsmål af den fysiske eller juridiske
person, som har fået aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk
eller juridisk person, der er indtrådt i dennes rettigheder,
herunder en person, der har erhvervet dennes krav. Bestem-
melsen omhandler således beviser, som er omfattet af § 5,
men som ikke er omfattet af de særlige beskyttede kategori-
er i direktivets artikel 6, stk. 5 og 6.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 32, at
der ikke bør kunne handles med beviser modtaget fra en
konkurrencemyndighed. Muligheden for at anvende beviser,
der er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkur-
rencemyndigheds sagsakter, bør derfor være begrænset til
den fysiske eller juridiske person, der oprindeligt fik aktind-
sigt, og dennes retssuccessorer. Denne begrænsning for at
undgå handel med beviser bør imidlertid ikke være til hinder
for, at en national ret kan kræve fremlæggelse af disse bevi-
ser på de betingelser, der er fastsat i direktivet.
Der findes som nævnt i afsnit 2.6.1.1 ikke regler i retspleje-
loven om, at adgangen til bevisførelse i visse tilfælde skal
afskæres, fordi beviserne er kommet i en parts besiddelse
gennem videregivelse fra en fysisk eller juridisk person, der
har fået aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det foreslås derfor at indføre en bestemmelse i lovens § 6,
stk. 3, om, at beviser, som er fremskaffet udelukkende ved
aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som
ikke er omfattet af lovens § 6, stk. 1 eller 2, under et erstat-
ningssøgsmål kun kan anvendes af den fysiske eller juridi-
ske person, som har fået aktindsigt i beviserne, eller af en
fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i dennes rettighe-
der.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3,
ikke er til hinder for, at der meddeles editionspålæg i bevi-
ser, som er omfattet af bestemmelsen. Som anført i afsnit
2.6.1.2 fremgår det således af direktivets præambelbetragt-
ning nr. 32, at direktivets artikel 7 ikke bør være til hinder
for, at en national ret kan kræve fremlæggelse af beviser på
de betingelser, der er fastsat i direktivet.
Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af den foreslåede
bestemmelse i § 6, stk. 3, forudsætter, at retten ved, at de på-
gældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktind-
sigt. Ønsker en part at fremlægge dokumenter, som vurderes
at kunne henhøre fra en konkurrencemyndigheds sagsakter,
vil retten om nødvendigt kunne søge spørgsmålet om anven-
delse af § 6, stk. 3, afklaret ved høring af den relevante kon-
kurrencemyndighed, jf. i den forbindelse afsnit 2.6.2.3 ne-
denfor om den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.
2.6.2.3. Høring af konkurrencemyndighederne i forbindelse
med overvejelser om afvisning af beviser efter direktivets ar-
tikel 7
Direktivets artikel 7 stiller ikke krav om, at retten skal høre
en konkurrencemyndighed i forbindelse med overvejelser
om, hvorvidt beviser skal afvises i henhold til bestemmel-
serne i artiklen.
Det vurderes imidlertid at være hensigtsmæssigt, at retten
har mulighed for at søge tvivlspørgsmål om, hvorvidt bevi-
ser er omfattet af bestemmelserne i § 6, stk. 1-3, afklaret ved
at rette henvendelse til den relevante konkurrencemyndig-
hed. Det kan f.eks. være tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der er
tale om beviser, der henhører fra en konkurrencemyndig-
heds sag, eller tvivlsspørgsmål om, hvorvidt et bevis er
fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrence-
myndigheds sag.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 6, stk. 4, at fastsætte
udtrykkeligt, at retten kan anmode en konkurrencemyndig-
hed om bemærkninger til, hvorvidt et bevis er omfattet af
reglerne i § 6, stk. 1-3.
2.7. Sanktioner for overtrædelse af reglerne om edition og
fremlæggelse af beviser
2.7.1. Gældende ret
2.7.1.1. Retsplejelovens regler om manglende efterlevelse af
editionspålæg og processuel skadevirkning
Det fremgår af retsplejelovens § 298, stk. 2, om partsedition,
at retsplejelovens § 344, stk. 2, finder anvendelse, såfremt
modparten uden lovlig grund undlader at efterkomme editi-
onspålægget. Efter retsplejelovens § 344, stk. 2, kan retten
bl.a. ved bevisbedømmelsen tillægge det virkning til fordel
for modparten, hvis en parts erklæringer vedrørende sagens
faktiske omstændigheder er uklare eller ufuldstændige, eller
hvis parten undlader at udtale sig om modpartens erklærin-
ger om disse spørgsmål eller at efterkomme modpartens op-
fordringer.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 344, stk. 3, at ret-
ten kan tillægge det virkning til fordel for modparten, hvis
en part ikke har efterkommet rettens opfordring til at føre
bevis med henblik på at afklare uvisse faktiske omstændig-
heder, jf. retsplejelovens § 339, stk. 3.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 299, stk. 2, om
tredjemandsedition, at bestemmelsen i retsplejelovens § 178
finder anvendelse, hvis tredjemand uden lovlig grund undla-
der at efterkomme et pålæg om edition. Efter retsplejelovens
26
§ 178 kan retten tage en række nærmere opregnede tvangs-
midler i brug over for vidner, der f.eks. undlader at møde op
uden lovlig grund eller vægrer sig ved at svare. Retten kan
bl.a. pålægge vidnet en bøde (§ 178, stk. 1, nr. 1), lade vid-
net afhente ved politiet (§ 178, stk. 1, nr. 2), tilpligte vidnet
at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget (§ 178, stk.
1, nr. 3), pålægge vidnet en løbende bøde i et tidsrum på op
til 6 måneder (§ 178, stk. 1, nr. 4) eller lade vidnet tage i for-
varing ved politiets foranstaltning (§ 178, stk. 1, nr. 5).
2.7.1.2. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger
Efter retsplejelovens § 312 skal den tabende part som ud-
gangspunkt erstatte modparten de udgifter, retssagen har på-
ført modparten, medmindre parterne har aftalt andet.
Det fremgår herudover af retsplejelovens § 318, stk. 1, at
den part, som på uforsvarlig måde har foranlediget spildte
møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller an-
dre overflødige processuelle skridt, selv om parten i øvrigt
vinder sagen, skal erstatte modparten udgifterne herved.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 318, stk. 2, at
parter kan pålægges at bære de omkostninger, som de har
forårsaget ved en handlemåde, der er i strid med § 336 a,
hvorefter parterne har pligt til at fremme sagen med fornø-
den hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at un-
dersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud
for sagens anlæg.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 319, at advokater
og andre rettergangsfuldmægtige ifølge modpartens påstand
under sagen kan pålægges at bære de omkostninger, som de
ved pligtstridig opførsel har forårsaget.
2.7.1.3. Straffelovens regler om tilintetgørelse af beviser
Det fremgår af straffelovens § 178, at den, som for at skille
nogen ved hans ret tilintetgør, bortskaffer eller helt eller del-
vis ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at benyttes
som sådant i et retsforhold, straffes med bøde eller fængsel
indtil 2 år.
Bestemmelsen omfatter tilintetgørelse mv. af et bevis med
forsæt til at bevirke, at en anden som følge heraf stilles rin-
gere i sine muligheder for gennem bevisførelse at få aner-
kendt en retsposition. Det er ikke et krav efter bestemmel-
sen, at der aktuelt foreligger et spørgsmål om bevisførelse
for en domstol, blot at en sådan bevisførelse kan tænkes at
blive aktuel.
2.7.1.4. Retsplejelovens regler om sanktioner for overtræ-
delse af rettens bestemmelser om beskyttelse af fortrolige
oplysninger
Der henvises nærmere til afsnit 2.4.1.4 i de almindelige be-
mærkninger vedrørende reglerne om dørlukning.
2.7.1.5. Direktivet
Det fremgår af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstater-
ne skal sikre, at nationale retter effektivt kan pålægge parter-
ne, tredjemænd og deres retlige repræsentanter sanktioner i
tilfælde af undladelse eller nægtelse af at efterkomme et på-
læg fra enhver national ret om fremlæggelse (artikel 8, stk.
1, litra a), tilintetgørelse af relevante beviser (artikel 8, stk.
1, litra b), undladelse eller nægtelse af at opfylde de forplig-
telser, der pålægges af en national ret ved en afgørelse om
beskyttelse af fortrolige oplysninger (artikel 8, stk. 1, litra c)
og overtrædelse af begrænsningerne i anvendelsen af bevi-
ser omhandlet i direktivets kapitel 2 (artikel 8, stk. 1, litra
d).
Efter direktivets artikel 8, stk. 2, skal medlemsstaterne des-
uden sørge for, at de sanktioner, der kan pålægges af natio-
nale retter, er effektive, står i et rimeligt forhold til overtræ-
delsen og har en afskrækkende virkning. De sanktioner, som
nationale retter kan pålægge, skal, for så vidt angår adfærd
udvist af en part i erstatningssøgsmålet, omfatte muligheden
for at lade partens adfærd virke belastende ved bevisbedøm-
melsen ved for eksempel at opstille en formodning for, at
det relevante spørgsmål er godtgjort, eller ved helt eller del-
vis at afvise påstande og anbringender, og muligheden for at
pålægge betaling af sagsomkostninger.
2.7.2. Regeringens overvejelser
Det følger af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne
skal sikre, at nationale retter effektivt kan pålægge tredje-
mænd, parterne og deres retlige repræsentanter sanktioner i
tilfælde af undladelse af at efterkomme et påbud om frem-
læggelse af beviser (artikel 8, stk. 1, litra a), tilintetgørelse
af relevante beviser (artikel 8, stk. 1, litra b), undladelse af
at opfylde rettens bestemmelser om beskyttelse af fortrolige
oplysninger (artikel 8, stk. 1, litra c) eller overtrædelse af
begrænsningerne i anvendelsen af beviser omhandlet i di-
rektivets kapitel II (artikel 8, stk. 1, litra d).
Direktivets artikel 8, stk. 2, 1. pkt., stiller desuden krav om,
at sanktionerne skal være effektive, proportionale og af-
skrækkende. I direktivets artikel 8, stk. 2, 2. pkt., er det end-
videre angivet, at retten skal have adgang til at lade en parts
adfærd virke belastende ved bevisbedømmelsen ved for ek-
sempel at opstille en formodning for, at et relevant spørgs-
mål er godtgjort eller ved helt eller delvist at afvise påstande
27
og anbringende samt have adgang til at pålægge parten beta-
ling af sagsomkostninger.
De krav til sanktioner for undladelse af at efterkomme et på-
bud fra retten om fremlæggelse, der opstilles i direktivets ar-
tikel 8, stk. 1, litra a, jf. stk. 2, vurderes at være opfyldt ved
retsplejelovens regler om sanktioner for overtrædelse af edi-
tionspåbud samt retsplejelovens regler om sagsomkostnin-
ger.
Som anført i afsnit 2.7.1.1 fremgår det således af retsplejelo-
vens § 298, stk. 2, at retten i medfør af § 344, stk. 2, har mu-
lighed for ved bevisbedømmelsen at tillægge det virkning til
fordel for modparten, hvis en part undlader at efterkomme et
pålæg om edition efter retsplejelovens § 298, stk. 1. Som an-
ført i afsnit 2.7.1.2 har retten desuden mulighed for at på-
lægge en part sagsomkostninger, hvis parten taber sagen,
f.eks. på baggrund af anvendelsen af bestemmelsen i § 344,
stk. 2. Retten har endvidere mulighed for at pålægge en part
at betale sagsomkostninger, hvis parten har obstrueret sagen
mv., jf. retsplejelovens § 318, stk. 1 eller hvis parten har for-
sømt sin pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed
og til at undgå unødige sagsskridt, jf. retsplejelovens § 318,
stk. 2, jf. § 336 a. Endelig har retten mulighed for at pålæg-
ge advokater og andre rettergangsfuldmægtige at bære de
omkostninger, som de har forårsaget ved pligtstridig opfør-
sel, jf. retsplejelovens § 319.
Som anført i afsnit 2.7.1.1 har retten desuden mulighed for
at tage en række sanktioner i brug overfor en tredjemand,
der undlader et efterkomme et pålæg om edition, jf. retsple-
jelovens § 299, stk. 2, jf. § 178. Sanktionerne omfatter bl.a.
mulighed for at idømme en bøde eller lade vidnet tage i for-
varing ved politiets foranstaltning.
De krav til sanktioner for tilintetgørelse af beviser, der op-
stilles i direktivets artikel 8, stk. 1, litra b, jf. stk. 2, vurderes
at være opfyldt med straffelovens regler om sanktioner for
ødelæggelse af beviser samt retsplejelovens regler om pro-
cessuel skadevirkning og sagsomkostninger.
Som anført i afsnit 2.7.1.3 fremgår det således af straffelo-
vens § 178, at den, der tilintetgør, bortskaffer eller helt eller
delvist ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at be-
nytte som sådant i et retsforhold, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen omfatter tilintetgørelse
mv. af et bevis med forsæt til at bevirke, at en anden som
følge heraf stilles ringere i sine muligheder for gennem be-
visførelse at få anerkendt en retsposition. Det er ikke et krav
efter bestemmelsen, at der aktuelt foreligger et spørgsmål
om bevisførelse for en domstol, blot at en sådan bevisførelse
kan tænkes at blive aktuel.
En part, der ødelægger et bevis, vil desuden ikke kunne ef-
terkomme et pålæg om edition vedrørende beviset efter rets-
plejelovens § 298, stk. 1, eller en opfordring fra retten til at
føre beviset efter retsplejelovens § 339, stk. 3. Ødelæggelse
af beviset vil på den baggrund også kunne tillægges virk-
ning til fordel for modparten, jf. retsplejelovens § 298, stk.
2, og § 344, stk. 2, der er nærmere gennemgået i afsnit
2.7.1.1. Som anført i afsnit 2.7.1.2 vil en part, der taber sag-
en – f.eks. på baggrund af anvendelsen af bestemmelsen i §
344, stk. 2 – desuden som udgangspunkt blive pålagt at be-
tale sagens omkostninger, ligesom en part eller partsrepræ-
sentant, der har obstrueret sagen efter bestemmelserne i rets-
plejelovens § 318, stk. 1, § 318, stk. 2, jf. § 336 a, og § 319
vil kunne pålægges at betale visse sagsomkostninger.
De krav til sanktioner for undladelse af at opfylde rettens
bestemmelser om beskyttelse af fortrolige oplysninger, der
opstilles i direktivets artikel 8, stk. 1, litra c, jf. stk. 2, vurde-
res at være opfyldt ved retsplejelovens regler om sanktioner
for overtrædelse af reglerne om dørlukning.
Som anført i afsnit 2.4.1.4 kan retten således efter retspleje-
lovens § 29, stk. 1, beslutte, at et retsmøde skal holdes for
lukkede døre, bl.a. når sagens behandling i et offentligt rets-
møde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, her-
under når der skal afgives forklaring om erhvervshemmelig-
heder. I civile sager kan der endvidere efter anmodning fra
parterne træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af
særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sag-
en og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod, jf.
retsplejelovens § 29, stk. 2.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 29 d, at offentlig
gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes
for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er
sket af hensyn til ro og orden i retslokalet, og det fremgår af
retsplejelovens § 32 b, at overtrædelse af bl.a. retsplejelo-
vens § 29 d straffes med bøde. Retsplejelovens § 32 b om-
fatter enhver, der overtræder bestemmelsen i § 29 d.
De krav til sanktioner for overtrædelse af begrænsningerne i
anvendelsen af beviser, der opstilles i direktivets artikel 8,
stk. 1, litra d, jf. stk. 2, vurderes at være opfyldt med retsple-
jelovens regler om sagsomkostninger.
Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at det ikke
er muligt at fremlægge et bevis i en retssag, hvis det ville in-
debære en overtrædelse af direktivets bestemmelser om be-
grænsninger i anvendelsen af beviser. Det skyldes, at retten
efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6 i så fald
skal afvise beviset. Måtte en part eller partsrepræsentant
imidlertid – trods rettens bestemmelse – alligevel forsøge
herpå, vil det efter omstændighederne kunne få betydning
for betalingen af sagens omkostninger.
Som anført i afsnit 2.7.1.2 fremgår det således af retsplejelo-
vens § 318, stk. 1, at den part, som på uforsvarlig måde har
28
foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig
bevisførelse eller andre overflødige processuelle skridt, selv
om parten i øvrigt vinder sagen, skal erstatte modparten ud-
gifterne herved.
Det fremgår ligeledes af retsplejelovens § 318, stk. 2, at par-
ter kan pålægges at bære de omkostninger, som de har forår-
saget ved en handlemåde, der er i strid med § 336 a. Efter
retsplejelovens § 336 a, har parterne pligt til at fremme sag-
en med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt
og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning
også forud for sagens anlæg.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 319, at advokater
og andre rettergangsfuldmægtige ifølge modpartens påstand
under sagen kan pålægges at bære de omkostninger, som de
ved pligtstridig opførsel har forårsaget.
2.8. Retsvirkninger af nationale afgørelser
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Dansk ret
En national konkurrencemyndighed efter direktivet er en
myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af
artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 om gennemførelse af
konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, til at have
kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i TEUF. I
Danmark er det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kon-
kurrencerådet og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet, der er udpeget som konkurrence-
myndigheder efter forordningen.
Det følger af konkurrencelovens § 20, stk. 1, at Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lovens § 6 eller §
11 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed
end Konkurrenceankenævnet, og at de ikke kan indbringes
for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.
En administrativ sag om overtrædelse af lovens § 6 eller §
11 skal således have været behandlet af Konkurrenceanke-
nævnet, før den kan indbringes for domstolene. I relation til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens, herunder Konkurren-
cerådets, afgørelser følger det af retspraksis, at disse betrag-
tes som endelige, hvis afgørelsen ikke indbringes for Kon-
kurrenceankenævnet.
Østre Landsrets utrykte kendelse af 28. oktober 2005 ve-
drørte en situation, hvor Konkurrencerådet havde truffet af-
gørelse om, at en virksomhed havde overtrådt konkurrence-
lovens § 11, og hvor virksomheden ikke havde anket afgø-
relsen til Konkurrenceankenævnet. I forbindelse med et ef-
terfølgende erstatningssøgsmål mod virksomheden, fandt
Østre Landsret, at da Konkurrencerådets afgørelse dermed
var endelig, var landsretten afskåret fra at efterprøve, om
virksomhedens adfærd var eller ikke var i overensstemmelse
med konkurrencelovens § 11.
Ifølge konkurrencelovens § 20, stk. 3, kan Konkurrencean-
kenævnets afgørelser indbringes for domstolene senest 8
uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Det
følger eksplicit af bestemmelsen, at finder indbringelse ikke
sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse endelig. Det
betyder, at domstolene under et eventuelt efterfølgende
søgsmål vil være afskåret fra at foretage en prøvelse af afgø-
relsen. Sammenholdt med den førnævnte utrykte kendelse af
28. oktober 2005 svarer indholdet af direktivets artikel 9,
stk. 1, således til gældende ret i relation til Konkurrencean-
kenævnets afgørelser.
Når betingelserne for at indlede en strafferetlig forfølgning
af en overtrædelse af konkurrenceretten er til stede, er det
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri-
minalitet, der forestår denne. Den strafferetlige forfølgning
kan indledes efter, at der foreligger en endelig afgørelse om
overtrædelse af konkurrenceretten fra Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen, herunder Konkurrencerådet. Den strafferet-
lige forfølgning kan også indledes uden, at der forinden er
truffet afgørelse i det administrative regi.
Såfremt en virksomhed idømmes en strafferetlig bøde for
overtrædelse af konkurrenceretten – eller virksomheden
vælger at vedtage et strafferetligt bødeforlæg jf. retsplejelo-
vens § 832 eller et administrativt bødeforlæg, jf. konkurren-
celovens § 23 b – vil dommen eller bødevedtagelsen have
bevisvirkning i et eventuelt efterfølgende erstatningssøgs-
mål.
For så vidt angår afgørelser fra Kommissionen følger det af
artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i trak-
tatens artikel 81 og 82 (svarende til TEUF artikel 101 og
102), at Kommissionens afgørelser er bindende for nationale
konkurrencemyndigheder og domstole. Det følger således af
artikel 16, stk. 1, at når de nationale domstole i henhold til
TEUF artikel 101 og 102 træffer afgørelse om aftaler, vedta-
gelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommis-
sionsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid
med den beslutning, som Kommissionen har truffet. De skal
ligeledes undgå at træffe afgørelser, som vil være i strid med
en beslutning, som Kommissionen har til hensigt at træffe i
en procedure, som den har indledt. Med henblik herpå kan
de nationale domstole vurdere, om det er nødvendigt at ud-
sætte sagen. Disse forpligtelser berører ikke rettighederne og
forpligtelserne efter traktatens artikel 234. Det følger ligele-
des af artikel 16, stk. 2, at når medlemsstaternes konkurren-
cemyndigheder i henhold til TEUF artikel 101 eller 102
træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som
29
allerede er genstand for en kommissionsbeslutning, kan de
ikke træffe afgørelser, der er i strid med den beslutning, som
Kommissionen har truffet.
Det fremgår af retsplejelovens § 344, stk. 1, at på grundlag
af det, der er passeret under forhandlingerne og bevisførel-
sen, afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal
lægges til grund for sagens pådømmelse.
Rettens bevisbedømmelse er således ikke efter retsplejelo-
vens almindelige ordning begrænset af lovregler, og retten
kan således som udgangspunkt frit skønne over de beviser,
som er blevet fremlagt under en retssag.
2.8.1.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 9, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre,
at når en national konkurrencemyndighed eller appelret –
som defineret i direktivets artikel 2, nr. 7 og 10 - har truffet
en endelig afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten,
skal afgørelsen anses for at være uomtvistelig - i et erstat-
ningssøgsmål, der er indbringes i samme medlemsstat i hen-
hold til EU-konkurrenceretten eller i henhold til national
konkurrenceret.
Direktivets artikel 9, stk. 1, medfører således, at en endelig
afgørelse truffet af en dansk konkurrencemyndighed, skal
lægges til grund som et uomtvisteligt bevis på overtrædelse
af konkurrenceretten, hvis der er anlagt en erstatningssag i
Danmark. Direktivet pålægger således ikke en national ret
en forpligtelse til at tillægge endelige afgørelser, der er truf-
fet af en konkurrencemyndighed eller appelret i en anden
medlemsstat, den samme bevismæssige værdi.
Efter direktivets artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne der-
udover sikre, at en endelig afgørelse, som omhandlet i stk. 1,
der træffes i en anden medlemsstat, efter national ret, kan
forelægges for deres nationale retter, i det mindste som et
prima facie-bevis for, at der er sket en overtrædelse af kon-
kurrenceretten, og, hvis det er relevant, kan vurderes sam-
men med andre beviser, som parterne fremlægger.
Efter direktivets artikel 9, stk. 3, berører artikel 9 ikke dom-
stolenes rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 267
i TEUF, der vedrører forelæggelse af præjudicielle spørgs-
mål.
2.8.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 9, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre,
at en endelig afgørelse truffet af en national konkurrence-
myndighed eller appelret, skal lægges til grund som et uom-
tvisteligt bevis på overtrædelse af konkurrenceretten i en er-
statningssag anlagt i samme medlemsstat.
Da det ikke fremgår udtrykkeligt af dansk lovgivning, at en
endelig afgørelse truffet af en dansk konkurrencemyndighed
er et uomtvisteligt bevis for overtrædelse af konkurrenceret-
ten i et efterfølgende erstatningssøgsmål, foreslås det – med
henblik på at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse
af direktivet – at indføre en udtrykkelig bestemmelse herom
i lovens § 7.
Bestemmelsen omfatter dels endelige administrative afgø-
relser (herunder efter endt domstolsbehandling), endelige
strafferetlige domme samt vedtagne strafferetlige bødefor-
læg og administrative bødeforlæg udstedt i medfør af kon-
kurrencelovens § 23 b. Der henvises til definitionen heraf i
den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 8 og 9. Bestemmelsen
indebærer, at det i et erstatningssøgsmål skal lægges til
grund, at konkurrenceretten er overtrådt, såfremt der forelig-
ger en endelig afgørelse herom fra en dansk konkurrence-
myndighed. En endelig dansk afgørelse vil dog kun kunne
fastslå overtrædelsens karakter samt – afhængig af afgørel-
sens indhold – dens materielle, personmæssige, tidsmæssige
og territoriale omfang.
Efter direktivets artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne der-
udover sikre, at endelige afgørelser om overtrædelse af kon-
kurrenceretten, der træffes i en anden medlemsstat, kan fore-
lægges for domstolene, i det mindste som prima facie-bevis
for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten og,
hvis det er relevant, kan vurderes sammen med andre bevi-
ser, som parterne fremlægger.
Som anført i afsnit 2.8.1.1 er rettens bevisbedømmelse efter
retsplejelovens almindelige ordning ikke begrænset af lov-
regler, og retten kan således som udgangspunkt frit skønne
over de beviser, som er blevet fremlagt under en retssag.
Hvis en sagsøger fremlægger en endelig afgørelse om over-
trædelse af konkurrenceretten, som er truffet i en anden
medlemsstat må det dog antages, at retten som udgangs-
punkt vil tillægge afgørelsen betydelig vægt, medmindre an-
den bevisførelse taler herimod.
Dansk ret vurderes således indholdsmæssigt at svare til di-
rektivets artikel 9, stk. 2. Det foreslås imidlertid – med hen-
blik på at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af
direktivet – at fastsætte udtrykkeligt i lovens § 7, stk. 2, at
en endelig afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten,
som er truffet i en anden medlemsstat, i et efterfølgende er-
statningssøgsmål skaber en formodning for, at der er sket en
overtrædelse af konkurrenceretten.
30
Med den foreslåede bestemmelse indføres der er en formo-
dningsregel vedrørende afgørelser om overtrædelse af kon-
kurrenceretten, der er truffet i en anden medlemsstat. Den
herved opstillede formodning vil kunne afkræftes gennem
anden bevisførelse af sagsøgte.
Virkningerne af afgørelser fra nationale konkurrencemyn-
digheder og appelretter om, at der foreligger en overtrædelse
af konkurrencereglerne, berører ikke domstolenes rettighe-
der og forpligtelser i henhold til artikel 267 i TEUF, der ve-
drører forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.
Der henvises til lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil.
2.9. Forældelse
2.9.1. Gældende ret
2.9.1.1. Dansk ret
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den almindelige foræl-
delsesfrist 3 år, medmindre andet følger af andre bestem-
melser i forældelsesloven. Det følger af forældelseslovens §
2, stk. 1, at forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tids-
punkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få for-
dringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestem-
melser. Forældelsesfristen for fordringer på erstatning eller
godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold reg-
nes fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslo-
vens § 2, stk. 4, mens forældelsesfristen for fordringer op-
stået ved misligholdelse af kontrakt regnes fra tidspunktet
for misligholdelsen, jf. forældelseslovens § 2, stk. 3.
Det følger endvidere af § 3, stk. 2, at hvis fordringshaveren
(den skadelidte) var ubekendt med fordringen eller skyldne-
ren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordrings-
haveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Uvidenhed
om fordringen vil foreligge, hvis skadelidte mangler kends-
kab til de faktiske omstændigheder, der begrunder kravet.
Suspension løber derfor indtil det tidspunkt, hvor den skade-
lidte fik eller burde have fået kendskab til de faktiske om-
stændigheder, der begrunder kravet.
Den 3-årige forældelsesfrist suppleres af en absolut frist for,
hvornår forældelse senest indtræder. For fordringer på er-
statning for skade begået uden for kontraktforhold, indtræ-
der forældelse senest 10 år efter den skadevoldende hand-
lings ophør, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2.
For fordringer på erstatning opstået ved misligholdelse af
kontrakt er den absolutte forældelsesfrist ligeledes 10 år, jf.
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Begyndelsestidspunktet
for den absolutte forældelsesfrist følger i disse tilfælde af
forældelseslovens § 2, jf. ovenfor. Det vil sige, at forældel-
sesfristen regnes fra tidspunktet for misligholdelsen.
Den 3-årige forældelse afbrydes efter reglerne i forældelses-
lovens kapitel 5 om afbrydelse af forældelse og kapitel 6 om
foreløbig afbrydelse af forældelse. Det følger bl.a. af foræl-
delseslovens § 21, stk. 2, at hvis en sag om en fordrings ek-
sistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor,
inden forældelsesfristens udløb er indbragt for en admini-
strativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at
myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette
gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har
indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offent-
lige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist el-
ler i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ
myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fri-
sten på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørel-
se, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse.
Det følger af konkurrencelovens § 25, stk. 1, at en fordrings-
havers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af
konkurrenceretten forældes efter reglerne i forældelseslo-
ven.
Efter konkurrencelovens § 25, stk. 2 og 3, finder forældel-
seslovens § 21, stk. 2, om foreløbig afbrydelse anvendelse i
forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hen-
holdsvis Konkurrenceankenævnets behandling af sager om
overtrædelse af konkurrenceretten. Det følger således af
konkurrencelovens § 25, stk. 2, at forældelsen af en fordring
på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrence-
retten, afbrydes foreløbigt, hvis fordringshaveren har indgi-
vet klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og klagen
indgår i styrelsens behandling af sagen. Det følger ligeledes
af konkurrencelovens § 25, stk. 3, at forældelsen afbrydes
foreløbigt, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens/
Konkurrencerådets afgørelse påklages til Konkurrenceanke-
nævnet, hvis fordringshaver har indbragt sagen for Konkur-
renceankenævnet eller er indtrådt som biintervenient i anke-
sagen. I disse tilfælde indtræder forældelsen tidligst 1 år ef-
ter, at styrelsen/rådet/ankenævnet har givet meddelelse om
sin afgørelse.
Det følger endvidere af forældelseslovens § 21, stk. 5, at
hvis der inden forældelsesfristens udløb er indledt forhand-
linger om fordringen mellem skyldneren og fordringshave-
ren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand,
indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor
forhandlingerne må anses for at være afsluttet.
Endelig følger det af forældelseslovens § 22, stk. 1, at når
flere skyldnere hæfter solidarisk for fordringen, og har for-
dringshaveren inden forældelsesfristens udløb indledt rets-
forfølgning som nævnt i forældelseslovens § 16 eller § 21,
stk. 1, mod én af skyldnerne og skriftligt underrettet de øvri-
31
ge skyldnere om forfølgningen og opfordret dem til at vare-
tage deres interesser under sagen, forældes fordringen mod
de øvrige skyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet
ved forlig, dom eller på anden måde.
2.9.1.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 10, stk. 1, skal medlemsstaterne fast-
sætte regler om forældelsesfrister for anlæggelse af erstat-
ningssøgsmål.
Direktivets artikel 10, stk. 2, bestemmer, at forældelsesfri-
sten ikke begynder at løbe, før overtrædelsen af konkurren-
ceretten ophører, og sagsøger (skadelidte) har eller med ri-
melighed kan forventes at have kendskab til a) overtræde-
rens, altså skadevolderens, adfærd og at den udgør en over-
trædelse af konkurrenceretten, b) at overtrædelsen af kon-
kurrenceretten har forvoldt sagsøgeren skade, og c) identite-
ten af overtræderen.
Efter artikel 10, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at foræl-
delsesfristen for indbringelse af erstatningssøgsmål er
mindst 5 år.
Efter artikel 10, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at foræl-
delsesfristen suspenderes eller afbrydes, hvis en konkurren-
cemyndighed tager skridt til at undersøge eller forfølge den
overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmå-
let vedrører. Endvidere følger det af bestemmelsen, at sus-
pensionen tidligst ophører 1 år efter, at afgørelsen om over-
trædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden må-
de er afsluttet.
Det fremgår bl.a. af præambelbetragtning nr. 36, at med-
lemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre absolutte,
almindeligt gældende forældelsesfrister, såfremt varigheden
af sådanne absolutte forældelsesfrister ikke gør det praktisk
umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til
fuld erstatning.
Efter artikel 18, stk. 1, afbrydes forældelsesfristen foreløb-
igt, mens en eventuel mindelig tvistbilæggelse pågår. Den
foreløbige afbrydelse gælder kun for de parter, der er eller
har været involveret eller repræsenteret i den mindelige
tvistbilæggelse. Om baggrunden herfor fremgår det af præ-
ambelbetragtning nr. 49, at afbrydelsen skal give begge par-
ter reel mulighed for at deltage i en mindelig tvistbilæggel-
se, inden sagen indbringes for domstolene. Derfor skal for-
ældelsesfristen afbrydes foreløbigt, mens den mindelige
tvistbilæggelse pågår.
2.9.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
For at samle alle regler om erstatning i sager om overtrædel-
ser af konkurrenceretten foreslås det at ophæve kapitel 9 a
om civilretlig forældelse i konkurrenceloven. Det foreslås
samtidig, at der fastsættes tilsvarende regler med de ændrin-
ger, som direktivet giver anledning til.
Som det fremgår af afsnit. 2.9.1.1 ovenfor er den almindeli-
ge forældelsesfrist for krav på erstatning for skader forvoldt
uden for kontrakt 3 år. Da den i direktivets artikel 10, stk. 5,
fastsatte forældelsesfrist er 5 år, foreslås det, at der fastsæt-
tes en særlig frist på 5 år for civilretlig forældelse af en ska-
delidts krav på erstatning som følge af en overtrædelse af
konkurrenceretten.
Efter dansk ret regnes forældelsesfristen for fordringer på
erstatning for skader forvoldt uden for kontrakt fra tidspunk-
tet for skadens indtræden. Da det følger af direktivets artikel
10, stk. 2, at forældelse skal regnes fra et andet tidspunkt,
foreslås det, at der i overensstemmelse med direktivet fast-
sættes regler om, at forældelsesfristen løber fra det tids-
punkt, hvor overtrædelsen ophører, og skadelidte har eller
med rimelighed kan forventes at have kendskab til skadevol-
derens adfærd, og at denne udgør en overtrædelse af konkur-
renceretten, at overtrædelsen af konkurrenceretten har for-
voldt den skadelidte skade, samt skadevolderens identitet.
Disse betingelser er kumulative, og forældelsesfristen løber
således først fra det tidspunkt, hvor alle betingelserne er op-
fyldt.
Efter direktivets præambel er det muligt for medlemsstater-
ne at opretholde en absolut forældelsesfrist for fordringer
vedrørende overtrædelse af konkurrenceretten, jf. afsnit
2.9.1.2 ovenfor. Forældelsesloven indeholder for denne type
fordringer en absolut forældelsesfrist på 10 år, jf. forældel-
seslovens § 3, stk. 3, nr. 2, jf. afsnit 2.9.1.1 ovenfor. For at
sikre overensstemmelse mellem de almindelige forældelses-
regler og forældelsesreglerne ved konkurrenceretsovertræ-
delser foreslås det i overensstemmelse hermed, at der fast-
sættes en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra den
skadevoldende handlings ophør. Det vil indebære, at foræl-
delsesfristen uanset de foreslåede betingelser i § 15, stk. 2,
maksimalt kan løbe i 10 år. Formålet hermed er at tilskynde
til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for
rimelig tid. Herudover søger reglerne også at sikre en hen-
sigtsmæssig afvikling af fordringer for at forhindre tvister
om meget gamle mellemværender, idet sådanne tvister ofte
vil være præget af bevistvivl. For så vidt angår fordringer,
som er opstået ved misligholdelse af kontrakt, vil begyndel-
sestidspunktet for den absolutte forældelsesfrist i nogle til-
fælde være anderledes end efter de gældende regler, idet be-
gyndelsestidspunktet ændres fra tidspunktet for mislighol-
delsen. Det vurderes hensigtsmæssigt, at der fastsættes ens-
artede forældelsesregler for krav på erstatning som følge af
en overtrædelse af konkurrenceretten, således at den abso-
lutte forældelsesfrist i alle sager om overtrædelse af konkur-
renceretten regnes fra den skadevoldende handlings ophør.
32
Som det fremgår af afsnit 2.9.1.2 ovenfor går direktivets ar-
tikel 10, stk. 4, om foreløbig afbrydelse af forældelsen for
alle skadelidte i en sag, der behandles af en konkurrence-
myndighed, videre end de gældende regler i konkurrencelo-
vens § 25, stk. 2, som er begrænset til krav fra den skadelid-
te, der har indgivet en klage til Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, og hvis klage indgår i styrelsens sagsbehandling.
Det foreslås derfor, at forældelsen afbrydes foreløbigt, hvis
en konkurrencemyndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 2, nr. 6, indleder en undersøgelse af eller forfølger den
overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmå-
let vedrører. Det bemærkes hertil, at forældelsen afbrydes
for alle erstatningskrav, der følger af den pågældende over-
trædelse af konkurrenceretten.
Det foreslås endvidere, at forældelsen i disse tilfælde tidligst
kan indtræde et år efter, at afgørelsen om overtrædelse af
konkurrenceretten er blevet endelig. At afgørelsen skal være
endelig indebærer, at afgørelsen ikke kan eller ikke længere
kan være genstand for ordinær appel, jf. definitionen i den
foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 9. Den foreslåede foreløbi-
ge afbrydelse vil således have virkning for alle potentielle
skadelidte, både under konkurrencemyndighedens behand-
ling af en sag om overtrædelse af konkurrenceretten, samt
under en eventuelt efterfølgende indbringelse af sagen for
Konkurrenceankenævnet og/eller domstolene.
Det vurderes, at et ensartet regelsæt, der finder anvendelse
på alle overtrædelser af konkurrenceretten – uanset om den
konkrete overtrædelse af konkurrenceretten har samhandel-
spåvirkning eller ej – vil være mest hensigtsmæssigt og sik-
re størst mulige gennemsigtighed og forudsigelighed for bå-
de eventuelt skadelidte forbrugere og virksomheder og ska-
devoldende virksomheder.
Direktivets bestemmelse i artikel 18, stk. 1, om foreløbig af-
brydelse af forældelsen, mens der pågår en mindelig tvistbil-
æggelse, svarer til gældende ret efter forældelseslovens §
21, stk. 5. For at sikre en sammenhængende regulering af
forældelsesreglerne i forbindelse med sager om overtrædelse
af konkurrenceretten og for at sikre fuldstændig og korrekt
gennemførelse af direktivet, foreslås det imidlertid, at der
fastsættes regler om foreløbig afbrydelse ved mindelig tvist-
bilæggelse. Der vil være tale om en videreførelse af gælden-
de retstilstand.
Den foreløbige afbrydelse af forældelsen vil i overensstem-
melse med direktivets artikel 18, stk. 1, kun gælde for de
parter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i
den mindelige tvistbilæggelse.
Endelig foreslås det, at de almindelige regler i forældelses-
lovens §§ 15-18 om afbrydelse af forældelsen og forældel-
seslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse i øvrigt
finder anvendelse i relation til en fordringshavers krav på er-
statning.
Der henvises til lovforslagets § 15 og bemærkningerne her-
til.
2.10. Solidarisk hæftelse
2.10.1. Gældende ret
2.10.1.1. Dansk ret
Efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper
hæfter flere skadevoldere solidarisk, hvis de er ansvarlige
for den samme skade. Såfremt to eller flere skadevoldere er
solidarisk ansvarlige for den indtrådte skade eller en del he-
raf, kan skadelidte derfor rette sit samlede krav imod den af
skadevolderne, vedkommende ønsker.
Ved betaling fra en ansvarlig skadevolder frigøres de øvrige
skadevoldere i det omfang, den skadelidte herved er fyldest-
gjort for sit erstatningskrav. Indfries hele erstatningskravet,
er samtlige (med)ansvarlige skadevoldere frigjort, og ind-
fries en del af kravet, nedskrives de øvrige ansvarlige skade-
volderes hæftelse med et beløb svarende hertil. Når den ska-
delidte har fået dækket sit erstatningskrav, har den skadevol-
der, der har dækket kravet, et regreskrav mod de øvrige soli-
darisk ansvarlige skadevoldere, og det er overladt til de på-
gældende at fordele tabet imellem sig.
Det følger af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, at den
indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere soli-
darisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under
hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i
øvrigt må anses for rimeligt.
2.10.1.2. Direktivet
Artikel 11, stk. 1, bestemmer, at virksomheder, der har over-
trådt konkurrenceretten ved deres fælles adfærd, hæfter soli-
darisk for den skade, som er forvoldt ved overtrædelsen af
konkurrenceretten. Det betyder, at hver virksomhed er for-
pligtet til at opfylde det fulde krav om erstatning for skaden,
og at skadelidte har ret til at kræve den fulde erstatning dæk-
ket af enhver af de overtrædende virksomheder, indtil ska-
delidte har fået dækket hele sit krav.
Efter artikel 11, stk. 2 og 3, gælder der særlige regler for
små og mellemstore virksomheder (SMV), som er omfattet
af definitionen i lovforslagets § 2, nr. 22. SMV’en hæfter ef-
ter artikel 11, stk. 2, kun over for sine egne direkte og indi-
rekte aftagere, hvis a) SMV’ens markedsandel af det rele-
vante marked var under 5 pct. på et hvilket som helst tids-
33
punkt under overtrædelsen af konkurrenceretten, og b) an-
vendelsen af de normale regler om solidarisk hæftelse uop-
retteligt ville skade dens økonomiske levedygtighed og
medføre, at dens aktiver mistede hele deres værdi.
Det fremgår dog af bestemmelsen, at særreglen gælder med
forbehold for retten til fuld erstatning. Dette betyder, at
SMV’en fortsat vil hæfte solidarisk over for andre skadelid-
te end sine egne direkte og indirekte aftagere, hvis disse ska-
delidte ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre virksom-
heder, f.eks. fordi de er blevet erklæret konkurs.
Særreglen for små og mellemstore virksomheder gælder dog
efter artikel 11, stk. 3, ikke, hvis a) SMV᾽en har ført an i
overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre
virksomheder til at deltage deri, eller b) SMV᾽en tidligere
har overtrådt konkurrenceretten.
Efter artikel 11, stk. 4, gælder der endvidere særlige regler
for modtagere af bødefritagelse, der hæfter solidarisk over
for deres direkte eller indirekte aftagere eller leverandører,
og kun over for andre skadelidte, hvis der ikke kan opnås
fuld erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret
i den samme overtrædelse af konkurrenceretten. Det følger
endvidere af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal sikre,
at en eventuel forældelsesfrist, der finder anvendelse for dis-
se sager, er rimelig og tilstrækkelig til, at skadelidte kan ind-
bringe sådanne søgsmål.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 38, at virksomhe-
der, der samarbejder med konkurrencemyndighederne i en
procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, spiller
en central rolle for afsløring af overtrædelser begået i form
af hemmelige kartelovertrædelser. Samtidig spiller de en
central rolle i forbindelse med at bringe disse overtrædelser
til ophør, hvilket ofte begrænser de skader, som kunne være
forvoldt, hvis overtrædelsen var fortsat. Det er derfor hen-
sigtsmæssigt at fastsætte, at virksomheder, der har opnået
bødefritagelse fra en konkurrencemyndighed efter en pro-
cedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, beskyttes
mod i urimeligt omfang at blive udsat for erstatningskrav.
Det skyldes, at afgørelsen fra den konkurrencemyndighed,
som fastslår, at der foreligger en overtrædelse, kan blive en-
delig i forhold til modtageren af bødefritagelse, inden den
bliver endelig for andre virksomheder, der ikke har opnået
bødefritagelse, og modtageren af bødefritagelse kan således
blive et oplagt mål for en retssag.
Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 38, at det
derfor er hensigtsmæssigt, at modtageren af bødefritagelse i
princippet fritages fra solidarisk ansvar for hele skaden, og
at ethvert bidrag, som vedkommende skal betale i forhold til
medvirkende overtrædere, ikke overstiger det beløb for ska-
de, som er forvoldt den pågældende virksomheds egne di-
rekte eller indirekte aftagere. Det samme gør sig gældende i
forhold til virksomhedens direkte eller indirekte leverandø-
rer, hvis der er tale om et indkøbskartel. Såfremt et kartel
har forvoldt skade på andre end overtræderens kunder eller
leverandører, skal bidraget fra modtageren af bødefritagelse
ikke overstige vedkommendes forholdsmæssige andel af an-
svaret for den skade, som kartellet har forvoldt. Fastsættel-
sen af denne andel bør ske efter de samme regler som dem,
der anvendes til at fastsætte overtrædernes individuelle bi-
drag. Modtageren af bødefritagelse skal kun være fuldt an-
svarlig over for andre skadelidte end sine direkte eller indi-
rekte aftagere og leverandører, hvis de ikke kan opnå fuld
erstatning fra de andre overtrædere. Det vil f.eks. være til-
fældet, hvis de medvirkende overtrædere er blevet erklæret
konkurs.
Efter artikel 11, stk. 5, 1. pkt., kan en overtræder kræve et
bidrag fra enhver anden overtræder og kræve at dette beløb
skal fastsættes i lyset af deres respektive ansvar for den ska-
de, der er forvoldt som følge af overtrædelsen af konkurren-
ceretten. Efter artikel 11, stk. 5, 2. pkt., må størrelsen af bi-
draget fra en overtræder, som er indrømmet bødefritagelse i
henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødened-
sættelse, ikke overstige værdien af den skade, som virksom-
heden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere
eller leverandører.
Endelig bestemmer artikel 11, stk. 6, at i det omfang over-
trædelsen af konkurrenceretten har forvoldt andre skadelidte
skade end de direkte eller indirekte aftagere eller leverandø-
rer relateret til overtrædere, skal størrelsen af det eventuelle
bidrag, som kræves af en modtager af bødefritagelse til an-
dre overtrædere, fastsættes i lyset af dens relative ansvar for
skaden.
2.10.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
Direktivets artikel 11, stk. 1, svarer til dansk rets almindeli-
ge erstatningsretlige principper, hvorefter flere skadevoldere
hæfter solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme ska-
de. Der findes imidlertid ikke i gældende dansk ret særlige
regler, der begrænser små og mellemstore virksomheders
hæftelse, som svarer til direktivets artikel 11, stk. 2 og 3.
Det samme gælder direktivets artikel 11, stk. 4, hvorefter
hæftelsen begrænses for overtrædere, der opnår bødefrita-
gelse.
Der vurderes endvidere ikke at være fuldstændig overens-
stemmelse mellem direktivets artikel 11, stk. 5, 1. pkt.,
hvorefter en overtræder kan kræve et bidrag fra enhver an-
den overtræder og kræve at dette beløb skal fastsættes i lyset
af deres respektive ansvar for den skade, der er forvoldt som
følge af overtrædelsen af konkurrenceretten, og erstatnings-
ansvarslovens § 25, stk. 1. Det skyldes, at beløbet efter di-
rektivet skal fastsættes i lyset af overtrædernes respektive
ansvar for den forvoldte skade, mens den indbyrdes forde-
ling i medfør af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, skal
34
foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaf-
fenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.
Bestemmelserne i direktivets artikel 11, stk. 5, 2. pkt., om
størrelsen af bidraget fra en overtræder, der er indrømmet
bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse
eller bødenedsættelse, og artikel 11, stk. 6, om fastsættelse
af størrelsen af eventuelle bidrag i tilfælde af, at der er for-
voldt skade hos andre end direkte eller indirekte aftagere el-
ler leverandører, svarer heller ikke til gældende ret. Det
foreslås derfor, at der fastsættes bestemmelser, der gennem-
fører artikel 11 i sin helhed.
Der henvises til lovforslagets § 8 og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår afbrydelse af forældelsesfristen for sager
omfattet af artikel 11, stk. 4, henvises til lovforslagets § 15,
stk. 6, og bemærkningerne hertil.
2.11. Overvæltning af overpriser
2.11.1. Gældende ret
2.11.1.1. Dansk ret
Der er ikke i gældende ret særlige regler om en skadelidts
ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på
grund af en hel eller delvis overvæltning af prisen.
Ligeledes er der ikke i dag særlige regler i tilfælde af, at en
overtrædelse af konkurrenceretten vedrører leverancer til
overtræderen.
Domstolene har allerede i dag mulighed for at skønne, hvil-
ken andel af en eventuel overpris, der er blevet overvæltet.
Spørgsmålet om overvæltning i forbindelse med tabsopgø-
relsen er blevet behandlet i en række sager ved domstolene.
Det fremgår her, at spørgsmålet om overvæltning indgår
som en integreret del af domstolenes vurdering af tabsopgø-
relsen, og at spørgsmålet er undergivet domstolenes fri be-
visbedømmelse.
Efter gældende ret opgøres erstatning efter de almindelige
erstatningsretlige principper på baggrund af det tab, som
skadelidte har lidt. I overensstemmelse med gældende rets
almindelige regler om bevisbyrde bærer skadelidte som ud-
gangspunkt bevisbyrden for, dels at der er lidt et tab, dels
størrelsen heraf. Ligeledes i overensstemmelse med gælden-
de rets almindelige regler om bevisbyrde bærer en overtræ-
dende virksomhed, som gør gældende, at skadelidte har
overvæltet overprisen, bevisbyrden herfor. Der kan i den
forbindelse blandt andet henvises til Højesterets dom af 20.
april 2005 (U2005. 2171H), hvor Højesteret umiddelbart på-
lagde sagsøgte at løfte bevisbyrden for, at skadelidte havde
overvæltet sit tab. Der kan også henvises til Sø- og Handels-
rettens dom af 15. januar 2015 i sag U-0004-07 (SH2015.
U-0004-07), hvor Sø- og Handelsretten tilkendte skadelidte
erstatning for tabt fortjeneste som følge af mindre salg på
grund af overvæltning af en overpris. Der gælder imidlertid
ikke en egentlig erstatningsretlig regel svarende til indholdet
af artikel 13.
Indholdet af artikel 14 om overvæltning af overpriser på de
følgende led i forsyningskæde, herunder bevisbyrdereglerne
for de indirekte aftagere er ikke reguleret i gældende ret.
2.11.1.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 12, stk. 3, berører direktivets kapitel
12 om overvæltning af overpriser og retten til fuld erstatning
ikke skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning for tabt
fortjeneste på grund af hel eller delvis overvæltning af over-
prisen. En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte vedrø-
re betingelser og priser for salg af varer og tjenesteydelser
og resultere i overpriser og anden skade for overtrædernes
kunder. Skade i form af et faktisk tab, kan skyldes prisdiffe-
rencen mellem den pris, der faktisk blev betalt, og den pris,
der ellers ville have været gældende, hvis der ikke var begå-
et en overtrædelse af konkurrenceretten. Når en skadelidt
har reduceret sit foreløbige tab ved hel eller delvis overvælt-
ning på sine egne aftagere, udgør det således overvæltede
tab ikke længere et tab, som den part, der har overvæltet det,
skal have erstatning for.
I tilfælde, hvor overvæltningen har ført til mindre salg og
dermed skade i form af tabt fortjeneste, vil den direkte afta-
ger være berettiget til erstatning for den tabte fortjeneste.
Efter direktivets artikel 12, stk. 4, skal medlemsstaterne der-
udover sikre, at reglerne om overvæltning finder tilsvarende
anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører
leverancer til overtræderen.
En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte vedrøre betin-
gelser og priser for salg af varer og tjenesteydelser og resul-
tere i overpriser og anden skade for overtrædernes kunder.
Overtrædelsen kan dog også vedrøre leverancer til overtræ-
deren (f.eks. i tilfælde af et indkøbskartel). I disse tilfælde
kan det faktiske tab være fremkommet ved, at overtræderne
har betalt deres leverandører en lavere pris. Reglerne om
overvæltning skal ifølge præambelbetragtning nr. 43 til di-
rektivet også finde anvendelse på disse tilfælde.
Efter direktivets artikel 12, stk. 5, skal medlemsstaterne sik-
re, at domstolene i overensstemmelse med nationale proce-
durer har beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventu-
el overpris, der er blevet overvæltet. Det fremgår af direkti-
vets artikel 16, at Kommissionen udsteder retningslinjer for,
35
hvordan det skønnes, hvilken andel af overprisen, der er
overvæltet på den enkelte aftager. Det forventes, at retnings-
linjerne er udstedt inden lovforslaget skal træde i kraft.
Efter direktivets artikel 13 skal medlemsstaterne sikre, at
sagsøgte under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifin-
delsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstat-
ningskravet, har overvæltet hele overprisen eller en del heraf
som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Bevisbyr-
den for overvæltningen påhviler sagsøgte, der med rimelig-
hed kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgeren eller
tredjemænd.
Efter præambelbetragtning nr. 39 til direktivet kan skade i
form af et faktisk tab skyldes prisdifferencen mellem, hvad
der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville være blevet
betalt, hvis der ikke var blevet begået en overtrædelse. Når
en skadelidt har reduceret sit faktiske tab ved helt eller del-
vist at overvælte dette tab på sine egne aftagere, udgør det
overvæltede tab ifølge præambelbetragtningens pkt. 39 ikke
længere en skade, som den part, der har overvæltet det, skal
have erstatning for. Det er således afgørende for at opnå er-
statning, at man ikke har overført sit tab til andre.
Direktivets artikel 14 vedrører erstatningskrav fremsat af in-
direkte aftagere.
Efter direktivets artikel 14, stk. 1, skal medlemsstaterne, når
spørgsmålet om, hvorvidt der i et erstatningssøgsmål består
et erstatningskrav, eller det erstatningsbeløb, der skal tilken-
des, afhænger af, om – eller i hvilket omfang – en overpris
er blevet overvæltet på sagsøgeren, under hensyntagen til, at
det er kommerciel praksis at overvælte prisstigninger på de
følgende led i forsyningskæden, sikre, at bevisbyrden for en
sådan overvæltning og dens omfang påhviler sagsøger, der
med rimelighed kan kræve fremlæggelse af beviser af sags-
øgte eller tredjemænd.
Det bemærkes, at i den danske udgave af direktivets artikel
14, stk. 1, fremgår det, at sagsøger kan kræve fremlæggelse
af beviser af ”sagsøgeren” eller tredjemænd. I den engelske
udgave af direktivet fremgår, at: ”the burden of proving the
existence and scope of such a passing-on shall rest with the
claimant, who may reasonably require disclosure from the
defendant or from third parties”. Der vurderes, blandt andet
under henvisning til den engelske oversættelse af bestem-
melsen, at være en oversættelsesfejl i den danske udgave af
direktivet.
Når der er tale om en situation, som omhandlet i direktivets
artikel 14, stk. 1, skal den indirekte aftager anses for at have
bevist, at der er sket overvæltning, hvis den indirekte aftager
har godtgjort, at: a) sagsøgte har begået en overtrædelse af
konkurrenceretten, b) overtrædelsen af konkurrenceretten
medførte en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og c) den
indirekte aftager har købt de varer eller tjenesteydelser, der
var genstand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller
har købt varer eller tjenesteydelser, der hidrørte fra eller in-
deholdt dem.
Reglen efter direktivets artikel 14, stk. 2, finder ikke anven-
delse, når sagsøgte troværdigt kan påvise over for retten, at
overprisen ikke eller ikke helt er overvæltet på den indirekte
aftager.
2.11.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 12, stk. 3, berører direktivets kapitel
4 ikke skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning for tabt
fortjeneste på grund af hel eller delvis overvæltning af over-
prisen. Dette forhold fremgår ikke udtrykkeligt af dansk lov-
givning og det foreslås, at der indføres en bestemmelse sva-
rende til direktivets artikel 12, stk. 3, hvorefter det foreslåe-
de kapitel 4 i lovforslaget ikke berører skadelidtes ret til at
kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af en
hel eller delvis overvæltning af overprisen. Det bemærkes,
at en sådan regel ikke vurderes at være i strid med de erstat-
ningsretlige principper, såfremt de almindelige erstatnings-
retlige betingelser i øvrigt er opfyldt.
Efter direktivets artikel 12, stk. 4, skal medlemsstaterne der-
udover sikre, at reglerne om overvæltning finder tilsvarende
anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører
leverancer til overtræderen. Dette forhold er ikke reguleret i
gældende ret, og det foreslås derfor, at der indføres en be-
stemmelse, der svarer til direktivets artikel 12, stk. 4.
Efter direktivets artikel 12, stk. 5, skal medlemsstaterne sik-
re, at domstolene i overensstemmelse med nationale proce-
durer har beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventu-
el overpris, der er blevet overvæltet.
Som ovenfor nævnt i afsnit 2.11.1.1 har domstolene allerede
i dag beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventuel
overpris, der er blevet overvæltet. Der ses således ikke at
være behov for at indføre en bestemmelse svarende til direk-
tivets artikel 12, stk. 5.
Efter direktivets artikel 13 skal medlemsstaterne sikre, at
sagsøgte under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifin-
delsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstat-
ningskravet, har overvæltet hele overprisen eller en del heraf
som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Bevisbyr-
den for overvæltningen påhviler sagsøgte, der kan kræve
fremlæggelse af beviser af sagsøgeren eller tredjemænd.
Som ovenfor nævnt under afsnit 2.11.2. fremgår dette ikke
udtrykkeligt af dansk lovgivning, og det foreslås derfor, at
der indføres en bestemmelse svarende til artikel 13.
36
Det foreslås endelig, at der indføres bestemmelser, der sva-
rer til direktivets artikel 14.
Det bemærkes, at direktivets artikel 13 og artikel 14 anven-
der en ordlyd, hvor skadelidte betegnes som sagsøger og
overtræderen som sagsøgte. Da der imidlertid kan være an-
erkendelsessøgsmål, hvor overtræder er sagsøger, vil der
ved gennemførelsen af direktivets artikel 13 og 14 blive an-
vendt betegnelserne skadelidte og overtræder.
Der henvises til lovforslagets §§ 9-11 og bemærkningerne
hertil.
2.12. Erstatningssøgsmål med sagsøgere fra forskellige led i
forsyningskæden
2.12.1. Gældende ret
2.12.1.1. Retsplejelovens regler om rettens frie bevisbedøm-
melse
Det fremgår af retsplejelovens § 344, stk. 1, at på grundlag
af det, der er passeret under forhandlingerne og bevisførel-
sen, afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal
lægges til grund for sagens pådømmelse.
Rettens bevisbedømmelse er således efter retsplejelovens al-
mindelige ordning ikke begrænset af lovregler, og retten kan
således som udgangspunkt frit skønne over de beviser, som
er blevet fremlagt under en retssag.
2.12.1.2. Retsplejelovens regler om sammenlægning og ad-
skillelse af krav
Retsplejelovens kapitel 23 (§§ 249-254) indeholder regler
om sammenlægning og adskillelse af krav.
Efter retsplejelovens § 250, stk. 1, kan flere parter sagsøge
eller sagsøges under én sag, såfremt der er værneting for alle
kravene her i landet (§ 250, stk. 1, nr. 1), retten er værneting
for ét af kravene (§ 250 stk. 1, nr. 2), retten er saglig kompe-
tent med hensyn til ét af kravene (§ 250, stk. 1, nr. 3), alle
kravene kan behandles efter samme processuelle regler (§
250, stk. 1, nr. 4), og ingen af parterne gør indsigelse, eller
kravene har en sådan sammenhæng, at de uanset fremsatte
indsigelser bør behandles under én sag (§ 250, stk. 1, nr. 5).
Det fremgår af § 250, stk. 2, at hver af parterne kan inddrage
krav mod tredjemand under sagen, såfremt der er værneting
for kravet mod tredjemand her i landet (§ 250, stk. 2, nr. 1),
kravet kan behandles efter samme processuelle regler som
de øvrige krav (§ 250, stk. 2, nr. 2), og hverken de øvrige
parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en så-
dan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset
fremsatte indsigelser bør behandles under sagen (§ 250, stk.
2, nr. 3).
Efter retsplejelovens § 251, stk. 1, kan tredjemand ved at
indlevere stævning til retten indtræde som part i en sag i 1.
instans, såfremt der er værneting her i landet for hans krav
(§ 251, stk. 1, nr. 1), kravet kan behandles efter samme pro-
cessuelle regler som de øvrige krav (§ 251, stk. 1, nr. 2), og
tredjemand vil nedlægge selvstændig påstand med hensyn til
sagens genstand, eller tredjemands krav har en sådan sam-
menhæng med det oprindelige krav, at kravet bør behandles
under sagen, og dette ikke vil medføre væsentlige ulemper
for de oprindelige parter (§ 251, stk. 1, nr. 3).
Det fremgår af § 251, stk. 2, at retten kan henvise kravet til
afgørelse ved den rette domstol, hvis den ikke har saglig
kompetence til at behandle tredjemands krav under en selv-
stændig sag. Byretten kan dog ikke henvise et krav til lands-
ret, og landsretten kan ikke henvise et krav til byret. Retten
kan efter anmodning af en af de oprindelige parter afvise
tredjemands krav, såfremt indtræden i sagen burde være sket
tidligere. Efter § 251, stk. 3, kan indtræden i sagen efter for-
beredelsens afslutning kun ske med rettens samtykke.
Efter retsplejelovens § 252, stk. 1, kan en tredjemand, der
har en retlig interesse i udfaldet af en sag, desuden indtræde
i sagen til støtte for en af parterne.
Efter retsplejelovens § 254, stk. 1, kan retten bestemme, at
flere sager, der verserer ved retten mellem samme eller for-
skellige parter, skal forhandles i forbindelse med hinanden.
Rettens afgørelse herom kan ikke indbringes for højere ret.
Retsplejelovens § 254, stk. 2 fastslår, at retten efter anmod-
ning fra en part kan henvise en sag i 1. instans til behandling
ved en anden ret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den
anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i
forbindelse med en anden sag, der verserer ved den anden
ret, jf. dog § 247, stk. 1. På samme måde kan en landsret
henvise en ankesag til behandling ved den anden landsret.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i
sager, der er omfattet af en international overenskomst, som
er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen
m.v. eller lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder
ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love, anvendes
overenskomstens værnetingsregler.
2.12.1.3. Udsættelse af sagens behandling
Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen
af en sag, når dette findes påkrævet, herunder for at afvente
en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få ind-
37
flydelse på sagens udfald. Retten underretter snarest alle
vedkommende om udsættelsen.
2.12.1.4. Direktivet
Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 1, at for at undgå,
at erstatningssøgsmål med sagsøgere fra forskellige led i
forsyningskæden fører til situationer med flere erstatnings-
ansvarlige eller overtræderens manglende ansvar, skal med-
lemsstaterne sikre, at nationale retter, for hvilke der indbrin-
ges erstatningssøgsmål, i vurderingen af, om bevisbyrden,
jf. artikel 13 og 14, er løftet, er i stand til ved de retsmidler,
der er til rådighed i medfør af EU-retten eller national ret, at
tage behørigt hensyn til erstatningssøgsmål, der vedrører
den samme overtrædelse af konkurrenceretten, men som er
indbragt af sagsøgere fra andre led i forsyningskæden, dom-
me afsagt i erstatningssøgsmål omhandlet i litra a, og rele-
vante offentligt tilgængelige oplysninger fra sager om of-
fentlig håndhævelse af konkurrenceretten.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 15, stk. 2, at arti-
kel 15 ikke berører nationale retters rettigheder og forplig-
telser i henhold til artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 2015/2012 af 12. december 2012
om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdel-
se af retsafgørelser på det civil og handelsretlige område.
Det fremgår herudover af direktivets præambelbetragtning
44 bl.a., at nationale retter med de proceduremæssige eller
materielle midler, der er til rådighed i henhold til EU-retten
og national ret, bør kunne tage behørigt hensyn til eventuelle
indbyrdes sammenhængende søgsmål og de resulterende
domme, navnlig når de fastslår, at der er ført bevis for over-
væltning. Nationale retter bør have passende proceduremæs-
sige midler til rådighed, såsom en kumulation af krav, for at
sikre, at erstatningen for faktiske tab i alle led af forsynings-
kæden ikke overstiger den skade i form af overpris, der er
forvoldt i det pågældende led.
2.12.2. Regeringens overvejelser
Som anført ovenfor forpligter direktivets artikel 15, stk. 1,
medlemsstaterne til at sikre, at nationale retter, for hvilke
der indbringes erstatningssøgsmål, i vurderingen af, om be-
visbyrden, jf. direktivets artikel 13 og 14, er løftet, er i stand
til ved de retsmidler, der er til rådighed i medfør af EU-ret-
ten eller national ret, at tage behørigt hensyn til erstatnings-
søgsmål, der vedrører den samme overtrædelse af konkur-
renceretten, men som er indbragt af sagsøgere fra andre led i
forsyningskæden (artikel 15, stk. 1, litra a), domme afsagt i
sådanne erstatningssøgsmål (artikel 15, stk. 1, litra b) og re-
levante offentligt tilgængelige oplysninger fra sager om of-
fentlig håndhævelse af konkurrenceretten (artikel 15, stk. 1,
litra c).
Det fremgår desuden af direktivets præambelbetragtning 44,
bl.a. at nationale retter med de proceduremæssige eller ma-
terielle midler, der er til rådighed i henhold til EU-retten og
national ret, bør kunne tage behørigt hensyn til eventuelle
indbyrdes sammenhængende søgsmål og de resulterende
domme, navnlig når de fastslår, at der er ført bevis for over-
væltning. Det fremgår derudover af præambelbetragtningen,
at nationale retter bør have passende proceduremæssige
midler til rådighed, såsom en kumulation af krav, for at sik-
re, at erstatningen for faktiske tab i alle led af forsyningskæ-
den ikke overstiger den skade i form af overpris, der er for-
voldt i det pågældende led.
De forpligtelser, der følger af direktivets artikel 15, stk. 1, li-
tra a-c, og den ovenfor nævnte passage fra direktivets præ-
ampelbetragtning nr. 44, vurderes at være opfyldt ved rets-
plejelovens regler om fri bevisbedømmelse, sammenlægning
og adskillelse af krav og udsættelse af sagens behandling.
Retten har således efter retsplejelovens § 344, stk. 1, et frit
skøn over, hvilke beviser der skal lægges til grund for sa-
gens pådømmelse. Dette indebærer, at der bl.a. er mulighed
for at inddrage de oplysninger mv., der er nævnt i direktivets
artikel 15, stk. 1, litra a-c.
Retten kan desuden i medfør af retsplejelovens § 345 udsæt-
te behandlingen af en sag, når dette findes påkrævet, herun-
der for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der
vil kunne få indflydelse på sagens udfald.
Retten råder endvidere over en række muligheder for at
foretage en samlet behandling af indbyrdes sammenhængen-
de søgsmål.
Som anført i afsnit 2.12.1.2 indeholder retsplejeloven såle-
des bl.a. regler om, at flere parter kan sagsøge eller sagsøges
under én sag (retsplejelovens § 250, stk. 1), at sagens parter
kan inddrage krav mod tredjemand under sagen (retsplejelo-
vens § 250, stk. 2), at en tredjemand ved at indlevere stæv-
ning til retten kan indtræde som part i en sag i 1. instans
(retsplejelovens § 251, stk. 1), at en tredjemand, der har en
retlig interesse i udfaldet af en sag, kan indtræde i sagen til
støtte for en af parterne (retsplejelovens § 252, stk. 1), at ret-
ten kan bestemme, at flere sager, der verserer ved retten
mellem samme eller forskellige parter, skal forhandles i for-
bindelse med hinanden (retsplejelovens § 254, stk. 1), og at
retten efter anmodning fra en part kan henvise en sag i 1. in-
stans til behandling ved en anden ret, hvis sagen efter ind-
hentet udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæs-
sigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der
verserer ved den anden ret (retsplejelovens § 254, stk. 2).
Endelig kan retten, som anført i afsnit 2.12.1.3 udsætte be-
handlingen af en sag, når dette findes påkrævet, herunder for
at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kun-
ne få indflydelse på sagens udfald.
38
2.13. Tabsopgørelse
2.13.1. Gældende ret
2.13.1.1. Dansk ret
Det følger af erstatningsretlige principper, at erstatning skal
opgøres på baggrund af det tab, som skadelidte bevisligt har
lidt, og at skadelidte efter gældende rets almindelige regler
om bevisbyrde ved skader forvoldt uden for kontrakt som
udgangspunkt har bevisbyrden for dels, at der er lidt et tab,
dels størrelsen af dette tab. Det vurderes, at de gældende be-
visbyrderegler og beviskrav således ikke gør det praktisk
umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre et erstat-
ningskrav gældende og at direktivets artikel 17, stk. 1, 1.
pkt. er en del af gældende ret.
Det fremgår af retsplejelovens § 344, stk. 1, at på grundlag
af det, der er passeret under forhandlingerne og bevisførel-
sen, afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal
lægges til grund for sagens pådømmelse.
Rettens bevisbedømmelse er således efter retsplejelovens al-
mindelige ordning ikke begrænset af lovregler, og retten kan
derfor som udgangspunkt frit skønne over de beviser, som er
blevet fremlagt under en retssag.
Formodningsreglen, som direktivets artikel 17, stk. 2, opstil-
ler, er det modsatte udgangspunkt i forhold til den gældende
erstatningsret. Som nævnt tidligere er det nemlig skadelidte,
der som det klare udgangspunkt bærer bevisbyrden for, at
der er lidt en skade og herunder størrelsen af denne skade.
Der er ikke i dag regler om, at konkurrencemyndigheder ef-
ter anmodning fra en domstol i forbindelse med et erstat-
ningssøgsmål kan bistå denne med hensyn til opgørelse af
skaden, jf. artikel 17, stk. 3. Konkurrence- og Forbrugersty-
relsen har heller ikke mulighed for at agere som skønsmænd
eller nødvendigvis de fornødne ressourcer til at bistå retten.
I en konkret erstatningssag om ulovlig kartelvirksomhed har
retten i Gentofte ved fastlæggelsen af erstatningen anvendt
oplysninger fra en redegørelse fra den daværende Konkur-
rencestyrelse. Retten tog udgangspunkt i den forøgede avan-
ce, der i perioden ved Konkurrencestyrelsens redegørelse
var påvist i branchen.
2.13.1.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 17, stk. 1, 1. pkt. skal medlemssta-
terne sikre, at hverken den bevisbyrde eller det krav til be-
visstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelsen af tabs-
opgørelsen, gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt
vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende.
Efter direktivets artikel 17, stk. 1, 2. pkt. skal medlemssta-
terne derudover sikre, at nationale retter får beføjelse til ef-
ter nationale procedurer, at ansætte skadens størrelse, hvis
det er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men det er
praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre
skaden på grundlag af de foreliggende beviser.
Det følger af præambelbetragtning nr. 45 til direktivet, at en
skadelidt, der har ført bevis for at have lidt skade som følge
af overtrædelser af konkurrenceretten, stadig skal bevise
skadens omfang for at opnå erstatning. Det forudsætter, at
skadelidte er i besiddelse af mange faktuelle oplysninger og
kan nødvendiggøre anvendelse af komplekse økonomiske
modeller for opgørelse af skader i sager om overtrædelser af
konkurrenceretten. Dette er ofte meget bekosteligt, og sags-
øgere kan have vanskeligt ved at fremskaffe de nødvendige
oplysninger til støtte for deres krav. En opgørelse af skade i
sager om overtrædelse af konkurrenceretten kan således ud-
gøre en væsentlig hindring for effektivt at kunne gøre et er-
statningskrav gældende. Det følger af direktivets artikel 17,
stk. 1, 1. pkt., at hverken den bevisbyrde eller det krav til
bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af tabs-
opgørelsen, må gøre det praktisk umuligt eller uforholds-
mæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende.
Efter direktivets artikel 17, stk. 2, formodes kartelovertræ-
delser at forvolde skade. Overtræderen skal have ret til at af-
kræfte denne formodning.
Det følger af præambelbetragtning nr. 47 til direktivet, at
der ved overtrædelser af konkurrenceretten kan foreligge in-
formationsasymmetri, da det kan være vanskeligt for skade-
lidte at få adgang til alle nødvendige beviser i en erstat-
ningssag og dermed løfte bevisbyrden for, at der er sket en
overtrædelse af konkurrenceretten. For at imødekomme dis-
se vanskeligheder, der er forbundet med opgørelsen af ska-
der i konkurrenceretlige sager, og for at sikre effektiviteten
af erstatningskrav, er der i artikel 17, stk. 2, opstillet en for-
modningsregel om, at kartelovertrædelser forvolder skade.
Dette vil især være tilfældet gennem en påvirkning af priser.
Afhængigt af sagens faktiske omstændigheder betyder dette,
at karteller resulterer i en prisstigning eller hindrer en pris-
nedsættelse, som ville have fundet sted, hvis der ikke var
indgået et kartel. Denne formodning skal ifølge præambel-
betragtning nr. 47 ikke omfatte det konkrete omfang af ska-
den. Overtrædere skal dog have mulighed for at afkræfte
denne formodning. Denne afkræftelige formodning skal be-
grænses til karteller, der som følge af deres karakter, øger
informationsasymmetrien mellem overtræder og skadelidte
og gør det vanskeligere for skadelidte at fremskaffe de bevi-
ser, der er nødvendige for at bevise skaden.
Efter direktivets artikel 17, stk. 3, skal medlemsstaterne sik-
re, at en national konkurrencemyndighed i forbindelse med
et erstatningssøgsmål efter anmodning fra en national dom-
stol kan bistå denne med hensyn til opgørelsen af skaden,
39
hvis konkurrencemyndigheden finder det hensigtsmæssigt.
Dette hænger sammen med kravet i præambelbetragtning nr.
46 til direktivet, hvoraf det fremgår, at konkurrencemyndig-
hederne kan fastsætte retningslinjer for domstolenes opgø-
relse af skade, når de anmodes om det.
2.13.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
Som anført ovenfor i afsnit 2.13.1.2. forpligter direktivets
artikel 17, stk. 1, 1. pkt., medlemsstaterne til sikre, at bevis-
byrden, der gælder med henblik på udarbejdelsen af tabsop-
gørelsen, ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæs-
sigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende. Det
vurderes, at artikel 17, stk. 1, 1. pkt. allerede er reguleret i
gældende ret, og at der derfor ikke er behov for yderligere
regulering.
Efter direktivets artikel 17, stk. 1, 2. pkt., skal medlemssta-
terne endvidere sikre, at nationale retter får beføjelse til efter
nationale procedurer, at ansætte skadens størrelse, hvis det
er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men at det ikke er
praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre
skaden på grundlag af de foreliggende beviser. Det vurderes,
at indholdet af direktivets artikel 17, stk. 1, 2. pkt. allerede
er en del af gældende ret, og der ses derfor ikke at være be-
hov for at indføre en bestemmelse svarende til denne be-
stemmelse.
Som anført ovenfor i afsnit 2.13.1.2 opstiller direktivets arti-
kel 17, stk. 2, en formodningsregel om, at kartelovertrædel-
sen forvolder skade, men at overtræderen skal have ret til at
afkræfte denne formodningsregel. En sådan formodningsre-
gel er det modsatte udgangspunkt i forhold til den gældende
erstatningsret. Lovforslagets § 12 indeholder derfor en be-
stemmelse svarende til direktivets artikel 17, stk. 2.
Efter direktivets artikel 17, stk. 3, skal medlemsstaternes
sikre, at en national konkurrencemyndighed i forbindelse
med et erstatningssøgsmål efter anmodning fra en national
ret kan bistå denne nationale ret med hensyn til at opgøre
skaden, hvis den nationale konkurrencemyndighed finder
det hensigtsmæssigt. Indholdet af direktivets artikel 17, stk.
3, er ikke reguleret i dansk ret. Lovforslaget indeholder der-
for en bestemmelse svarende til direktivets artikel 17, stk. 3.
Bestemmelsen indebærer således, at en dansk konkurrence-
myndighed på anmodning af en dansk domstol kan bistå
denne med hensyn til en opgørelse af skaden, hvis konkur-
rencemyndigheden finder det hensigtsmæssigt. Det er op til
konkurrencemyndigheden selv at vurdere, om, og i givet
fald i hvilket omfang, den ønsker at bistå i en konkret sag.
Konkurrencemyndigheden har således mulighed for at prio-
ritere sine ressourcer, og derfor vælge ikke at bistå med op-
gørelse af skaden. Parterne vil i givet fald kunne føre bevis
for tabets størrelse efter de gældende regler i retsplejeloven,
herunder syn og skøn.
Som anført i afsnit 2.13.1.1 ovenfor er rettens bevisbedøm-
melse efter retsplejelovens almindelige ordning ikke be-
grænset af lovregler, og retten kan derfor som udgangspunkt
frit skønne over de beviser, som er blevet fremlagt under en
retssag.
Der er ikke med den foreslåede § 12, stk. 2, tilsigtet en æn-
dring af retsplejelovens regler herom, og det er således fort-
sat op til retten at vurdere, hvilken bevisværdi konkurrence-
myndighedens eventuelle opgørelse af skaden skal tillægges
i forhold til den øvrige bevisførelse i sagen.
Der henvises til lovforslagets § 12 og bemærkningerne her-
til.
2.14. Mindelig tvistbilæggelse
2.14.1. Gældende ret
2.14.1.1. Dansk ret
Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen
af en sag, når dette findes påkrævet, herunder for at afvente
en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få ind-
flydelse på sagens udfald. Retten underretter snarest alle
vedkommende om udsættelsen.
Efter den gældende konkurrencelov skal der ved udmåling
af bøder efter loven tages hensyn til overtrædelsens grovhed
og varighed samt den juridiske persons omsætning. Den bø-
de, som er fremkommet ved en vurdering af overtrædelsens
grovhed og varighed, vil – hvor det skønnes nødvendigt –
kunne reguleres i opadgående eller nedadgående retning af-
hængig af virksomhedens omsætning. Det afgørende er, at
der på baggrund af overtrædelsens grovhed kan fastsættes et
grundbeløb, som er føleligt for de involverede virksomheder
og samtidig kan forebygge overtrædelser af konkurrencelo-
ven. Bødeniveauet skal således sikre et effektivt og passen-
de strafniveau. Efter straffelovens § 82, nr. 11, skal det ved
fastsættelse af straf i almindelighed indgå som formildende
omstændighed, at overtræder har genoprettet eller søgt at
genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare
handling.
Det følger af de almindelige erstatningsretlige principper, at
skadelidte skal have sit fulde tab dækket, men at vedkom-
mende ikke må blive overkompenseret som følge af erstat-
ningen, jf. afsnit 2.3.1.1 ovenfor.
40
Det følger endvidere af der almindelige erstatningsretlige
principper, at flere skadevoldere som udgangspunkt hæfter
solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme skade, jf. af-
snit 2.10.1 ovenfor. Dansk ret indeholder ikke regler om for-
delingen af erstatningsbyrden svarende til artikel 19.
2.14.1.2. Direktivet
Som anført i afsnit 2.9 foreslås det, at direktivets artikel 18,
stk. 1, implementeres ved en ny bestemmelse om forældelse.
Der henvises derfor til afsnit 2.9.2 for en nærmere gennem-
gang af denne bestemmelse.
Efter direktivets artikel 18, stk. 2, skal medlemsstaterne –
med forbehold for bestemmelser i national ret vedrørende
voldgift – sikre, at nationale retter, for hvilke der er indbragt
et erstatningssøgsmål, kan udsætte en erstatningssag i op til
to år, hvis parterne i den pågældende sag deltager i en min-
delig tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågæl-
dende erstatningssøgsmål vedrører.
I direktivets artikel 2, nr. 19, defineres ”mindelig tvistbilæg-
gelse” som en mekanisme, hvorved parterne kan opnå uden-
retslig bilæggelse af en tvist der vedrører et erstatningskrav.
I direktivets præambelbetragtning nr. 48 nævnes som ek-
sempler på mindelig tvistbilæggelse: udenretlige forlig, her-
under i tilfælde hvor en dommer kan erklære et forlig for
bindende, voldgift, mægling eller forlig som eksempler på
mindelig tvistbilæggelse. Det følger endvidere af præambel-
betragtning nr. 48 til direktivet, at det er ønskeligt at opnå et
forlig for sagsøgte én gang for alle for at mindske usikkerhe-
den for overtrædere og skadelidte. Overtrædere og skadelid-
te bør derfor tilskyndes til at nå til enighed om erstatning for
skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten
gennem mindelig tvistbilæggelse.
Det følger af præambelbetragtning nr. 50 til direktivet, at,
når parterne i en konkurrencesag beslutter, at de vil deltage i
mindelig tvistbilæggelse, efter at et erstatningssøgsmål ve-
drørende det samme krav er blevet indbragt for en national
ret, og domstolene tager stilling til, om en sag skal udsættes,
skal den tage hensyn til fordelene ved en hurtig procedure.
Efter direktivets artikel 18, stk. 3, skal en konkurrencemyn-
dighed kunne betragte en overtræders betaling af erstatning
til skadelidte efter en mindelig tvistbilæggelse som en for-
mildende omstændighed ved fastlæggelse af bødeniveauet.
Som det fremgår af direktivet, er det afgørende for, at beta-
ling af erstatning kan betragtes som en formildende omstæn-
dighed, at betalingen har fundet sted, inden der er truffet be-
slutning om at pålægge en bøde.
Efter artikel 19, stk. 1, reduceres skadelidtes krav efter ind-
gåelsen af et forlig forholdsmæssigt med den andel af ska-
den, som påhviler de medvirkende overtrædere, der har ind-
gået forliget. Bestemmelsen sikrer, at skadelidte ikke kan
opnå overkompensation for en skade og dermed stilles bed-
re, end hvis der ikke var sket en overtrædelse af konkurren-
ceretten. Bestemmelsen sikrer samtidig, at de medvirkende
skadevoldere, som ikke er part i forliget, ikke som følge af
forliget bliver pålagt et større forholdsmæssigt erstatnings-
ansvar, end de ellers rimeligvis ville bære.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 51, at for at fremme
forlig mellem parterne bør en overtræder, som betaler erstat-
ning efter mindelig tvistbilæggelse, ikke stilles ringere i for-
hold til de medvirkende overtrædere, end det ville have væ-
ret tilfældet uden forliget. Dette kunne ske, hvis en overtræ-
der, der har indgået forlig, også efter forliget fortsat hæftede
solidarisk for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen.
En overtræder, der har indgået forlig, bør derfor principielt
ikke betale bidrag til de medvirkende overtrædere, der ikke
har indgået forlig, hvis disse har betalt erstatning til den ska-
delidte, som førstnævnte overtræder tidligere havde indgået
forlig med.
Det fremgår endvidere, at skadelidtes krav bør nedsættes
med den andel, som den overtræder, der har indgået forlig,
har i den skade, der er forvoldt skadelidte, uanset om for-
ligsbeløbet svarer til eller er forskelligt fra den forholds-
mæssige andel af den skade, som den medvirkende overtræ-
der, der har indgået forlig, påførte den skadelidte, der har
indgået forlig. Fastsættelsen af denne forholdsmæssige an-
del bør ske efter de regler, som ellers anvendes til at fastsæt-
te overtrædernes bidrag. Uden en sådan nedsættelse ville
overtrædere, der ikke har indgået forlig, blive urimeligt be-
rørt af forlig, som de ikke var part i.
Det følger af artikel 19, stk. 2, at en eventuel resterende del
af et krav fra en skadelidt, der har indgået forlig, kun kan
gøres gældende over for medvirkende overtrædere, der ikke
har indgået forliget. Medvirkende overtrædere, der ikke har
indgået forlig, kan ikke kræve bidrag til den resterende del
af kravet fra den medvirkende overtræder, der har indgået
forlig. Bestemmelsen hænger således sammen med direkti-
vets artikel 11 om solidarisk hæftelse. Der henvises til afsnit
2.10.
Det følger dog af artikel 19, stk. 3, at såfremt de medvirken-
de overtrædere, der ikke har indgået forlig, ikke kan betale
den erstatning, som svarer til den resterende del af den ska-
delidtes krav på erstatning, kan den skadelidte gøre den re-
sterende del af kravet gældende over for den medvirkende
overtræder, der har indgået forlig. Denne undtagelse kan
dog udtrykkeligt udelukkes i den mindelige tvistbilæggelses
betingelser.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 51, at for at sikre
retten til fuld erstatning skal medvirkende overtrædere, der
41
har indgået forlig, dog fortsat betale erstatning, hvis dette er
den eneste mulighed for, at skadelidte, der har indgået for-
lig, kan opnå erstatning for det resterende krav. Ved rester-
ende krav forstås kravet fra skadelidte, der har indgået for-
lig, fratrukket den andel, som den medvirkende overtræder,
der har indgået forlig, har i den skade, som overtrædelsen
har påført den skadelidte, der har indgået forlig. Sidstnævnte
mulighed for at kræve erstatning fra de medvirkende over-
trædere, der har indgået forlig, består, medmindre dette ud-
trykkeligt er udelukket i henhold til forliget.
I forhold til opgørelsen af de skadevoldende parters andel af
skaden fremgår det af præambelbetragtning nr. 37, at rele-
vante kriterier for bestemmelse af den pågældende andel,
der afspejler en overtræders forholdsmæssige ansvar, og de
relevante kriterier herfor, f.eks. omsætning, markedsandel
eller rolle i kartellet, sker efter gældende national ret, idet
principperne om effektivitet og ækvivalens skal overholdes.
Endelig følger det af artikel 19, stk. 4, at ved fastsættelsen af
det bidragsbeløb, som en medvirkende overtræder kan kræ-
ve fra enhver af de andre medvirkende overtrædere i over-
ensstemmelse med deres forholdsmæssige ansvar for den
skade, der er forvoldt ved overtrædelsen af konkurrenceret-
ten, tager retten behørigt hensyn til eventuel tidligere udbe-
talt erstatning som følge af et forlig, hvori den pågældende
medvirkende overtræder har deltaget.
Det fremgår herom af præambelbetragtning nr. 52, at det
skal undgås, at en overtræder betaler et samlet erstatnings-
beløb, der overstiger dennes forholdsmæssige ansvar for den
skade, der er forvoldt ved overtrædelsen. Når medvirkende
overtrædere, der har indgået forlig, anmodes om at bidrage
til den erstatning, der betales af medvirkende overtrædere,
som ikke har indgået forlig, til skadelidte, der ikke har ind-
gået forlig, bør retten tage hensyn til den erstatning, der alle-
rede er betalt i henhold til forliget, og til, at ikke alle med-
virkende overtrædere nødvendigvis er lige involverede i det
fulde materielle, tidsmæssige og geografiske omfang af
overtrædelsen.
2.14.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 18, stk. 2, skal nationale retter, for
hvilke der er indbragt et erstatningssøgsmål, kunne udsætte
en erstatningssag i op til to år, hvis parterne i den pågælden-
de sag deltager i mindelig tvistbilæggelse vedrørende det
krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører.
Som anført i afsnit 2.12.1.3 kan retten i medfør af retspleje-
lovens § 345 udsætte behandlingen af en sag, når dette fin-
des påkrævet, herunder for at afvente en administrativ eller
retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens ud-
fald.
Der findes imidlertid ikke regler i dansk ret, som udtrykke-
ligt begrænser rettens adgang til at udsætte en sag til de si-
tuationer, hvor parterne deltager i mindelige tvistbilæggelse,
og som fastslår, at en sådan udsættelse kun kan ske i op til to
år.
For at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af di-
rektivet foreslås det derfor, at der indføres en bestemmelse i
lovens § 13, hvor det udtrykkeligt angives, at retten kan ud-
sætte behandlingen af et erstatningssøgsmål i op til to år,
hvis parterne i sagen deltager i mindelig tvistbilæggelse ve-
drørende det krav, som det pågældende erstatningssøgsmål
angår.
I direktivets artikel 2, nr. 21, er mindelig tvistbilæggelse de-
fineret som en mekanisme, hvorved parterne kan opnå uden-
retslig bilæggelse af en tvist, der vedrører et erstatningskrav.
Definitionen er foreslået indført i lovens § 2, nr. 18. Direkti-
vets præambelbetragtning nr. 48 nævner desuden udenretli-
ge forlig, herunder i tilfælde hvor en dommer kan erklære et
forlig for bindende, voldgift, mægling eller forlig som ek-
sempler på mindelig tvistbilæggelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at retten i sager,
som er omfattet af bestemmelsen, er afskåret fra at benytte
reglen i retsplejelovens § 345. Retten kan således kun ud-
sætte sagen i op til to år med henvisning til, at parterne i
sagen deltager i mindelig tvistbilæggelse vedrørende det
krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører.
Der henvises til lovforslagets § 13 og bemærkningerne her-
til.
Det følger af direktivets artikel 18, stk. 3, at en overtræders
betaling af erstatning til skadelidte ved indgåelse af forlig
kan indgå som en formildende omstændighed ved fastlæg-
gelse af bødeniveauet. Som det fremgår af direktivet, er det
afgørende for, at betaling af erstatning kan betragtes som en
formildende omstændighed, at betalingen har fundet sted,
inden der er truffet beslutning om at pålægge en bøde. En
sådan adgang findes ikke i dag i konkurrenceloven. Da straf-
felovens § 82, nr. 11, vurderes at svare til indholdet af arti-
kel 18, stk. 3, foreslås der ikke indført en særskilt bestem-
melse vedrørende udmåling af bøder.
Direktivets artikel 19, stk. 1, stemmer overens med det al-
mindelige erstatningsretlige princip om, at skadelidte skal
have sit fulde tab dækket, men at vedkommende ikke må
blive overkompenseret som følge af erstatningen, jf. afsnit
2.2.2.
Artikel 19, stk. 2, 1. led, svarer til det erstatningsretlige prin-
cip om solidarisk hæftelse, hvorefter den skadelidte har ret
til at kræve den fulde erstatning dækket af enhver af skade-
42
volderne, indtil skadelidte har fået sit fulde tab dækket. Der
henvises herom til afsnit 2.10.
Bestemmelser svarende til artikel 19, stk. 2, 2. led, samt arti-
kel 19, stk. 3 og 4, om virkningen af et forlig på andre er-
statningskrav relateret til den samme skadevoldende hand-
ling findes ikke i gældende ret.
For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførsel af di-
rektivet og samtidig sikre en sammenhængende bestemmel-
se vedrørende virkning af forlig på senere erstatningssøgs-
mål, foreslås der indført en bestemmelse svarende til artikel
19.
Der henvises til lovforslagets § 14 og bemærkningerne her-
til.
2.15. Lovforslagets ændringer af konkurrenceloven
2.15.1. Forældelse
Som anført under afsnit 2.9 foreslås det at samle alle regler
om erstatning i sager om overtrædelser af konkurrenceretten
i lovforslaget. Det foreslås derfor at ophæve kapitel 9 a om
civilretlig forældelse i konkurrenceloven og fastsætte en til-
svarende regel med de ændringer, som direktivet giver an-
ledning til. Der henvises til afsnit 2.9 samt lovforslagets §
15 og bemærkningerne hertil.
2.15.2. Gruppesøgsmål
Efter den gældende § 26 i kapitel 9 b i konkurrenceloven
kan Forbrugerombudsmanden udpeges som grupperepræ-
sentant i såkaldte gruppesøgsmål, hvor flere personer, der
omfatter både fysiske og juridiske personer, påstår sig til-
kendt erstatning som følge af det tab, som de har lidt ved, at
en eller flere virksomheder har overtrådt bestemmelserne i
konkurrenceloven eller TEUF artikel 101 og 102.
For at samle reglerne vedrørende erstatning for overtrædel-
ser af konkurrenceretten foreslås det derfor at ophæve kon-
kurrencelovens kapitel 9 b om gruppesøgsmål og i stedet
indsætte en tilsvarende bestemmelse i lovforslaget. Den
foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende
§ 26 i konkurrenceloven og indeholder ingen materiel æn-
dring. Som i den gældende bestemmelse, er det en forudsæt-
ning, at Forbrugerombudsmanden kun vil finde anledning til
at udnytte bemyndigelsen til at optræde som grupperepræ-
sentant, når der er et klart grundlag for, at der foreligger en
overtrædelse af konkurrencelovgivningen, dvs. sædvanligvis
afgørelser truffet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
herunder Konkurrencerådet, og Konkurrenceankenævnet,
strafferetlige domme og vedtagne strafferetlige eller admini-
strative bødeforlæg.
2.15.3. Offentliggørelse af afgørelser
Konkurrencelovens § 13 indeholder i dag nærmere bestem-
melser om forhold, herunder afgørelser og kendelser, som
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal offentliggøre.
Det foreslås, at den seneste formulering vedrørende offent-
liggørelse af afgørelser justeres, således at det klart fremgår,
at Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven of-
fentliggøres, og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens af-
gørelser eller et resumé heraf truffet i medfør af loven of-
fentliggøres medmindre afgørelsen hverken skønnes at have
betydning for forståelsen af konkurrenceloven eller at være
af interesse for offentligheden i øvrigt. Dette forslag ligger
på linje med den hidtidige retstilstand.
2.16. Direktivets øvrige bestemmelser
Effektivitets- og ækvivalensprincip
Efter direktivets artikel 4 skal medlemsstaterne i overens-
stemmelse med effektivitetsprincippet sikre, at alle nationale
regler og procedurer vedrørende retten til at gøre erstat-
ningskrav gældende er udformet og anvendes på en sådan
måde, at de ikke gør det praktisk umuligt eller uforholds-
mæssigt vanskeligt at gøre retten til fuld erstatning efter EU-
retten for skade forvoldt ved en overtrædelse af konkurren-
ceretten gældende. I overensstemmelse med ækvivalensprin-
cippet må nationale regler og procedurer vedrørende søgs-
mål om erstatning for skade forvoldt ved en overtrædelse af
artikel 101 eller 102 i TEUF ikke være mindre gunstige for
de formodede skadelidte end dem, der gælder for tilsvarende
erstatningssøgsmål som følge af overtrædelser af national
ret.
Retningslinjer for nationale retter
Efter direktivets artikel 16 udsteder Kommissionen retnings-
linjer til nationale retter for, hvordan det skønnes, hvilken
andel af overprisen der er overvæltet på den indirekte afta-
ger.
Revision
Efter direktivets artikel 20, stk. 1, skal Kommissionen tage
direktivet op til revision og aflægger beretning til Europa-
Parlamentet og Rådet senest den 27. december 2020. Efter
artikel 20, stk. 2, skal beretningen omfatte oplysninger om
alle af følgende:
a) de mulige følger af finansielle begrænsninger på grund
af betaling af bøder, som en konkurrencemyndighed
43
pålægger for en overtrædelse af konkurrenceretten, for
skadelidtes mulighed for at opnå fuld erstatning for den
skade, som overtrædelsen af konkurrenceretten har for-
voldt,
b) i hvilket omfang sagsøgere, der kræver erstatning som
følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, som er
fastslået i en afgørelse om overtrædelse vedtaget af en
konkurrencemyndighed i en medlemsstat, har kunnet
godtgøre over for den nationale ret i en anden med-
lemsstat, at der er sket en sådan overtrædelse af kon-
kurrenceretten.
c) i hvilket omfang erstatning for faktisk tab har overste-
get den skade i form af overpris, der er forvoldt som
følge af overtrædelsen af konkurrenceretten, eller for-
voldt i et hvilket som helst led i forsyningskæden.
Efter artikel 20, stk. 3, skal beretningen efter stk. 1 ledsages
af et lovgivningsforslag, hvis det er hensigtsmæssigt.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler
for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for
overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den
Europæiske Unions konkurrenceret (EU-Tidende 2014, nr.
L 349, side 1) i det følgende benævnt direktivet. Direktivet
skal være gennemført i national lovgivning senest den 27.
december 2016.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. juni 2016
til 3. august 2016 været sendt i høring hos følgende myndig-
heder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Amagerforbrænding, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen,
Bygherreforeningen, Børsmæglerforeningen, CO-Industri,
Coop Danmark, Danmarks Apotekerforening, Danmarks
Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks National-
bank, Danmarks Rederiforening, Dansk Affaldsforening,
Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjern-
varme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Landbrugsrådgiv-
ning, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Trans-
port og Logistik, Danske Advokater, Danske Arkitektvirk-
somheder, Danske Busvognmænd, Danske Dagblades For-
ening, Danske Malermestre, Danske Regioner, Danske Re-
visorer, Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, Den Dan-
ske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Finansrådet, For-
brugerrådet TÆNK, Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
Forlæggerforeningen, Forsikring & Pension, Funktionærer-
nes og Tjenestemændenes Fællesråd, Håndværksrådet, Inge-
niørforeningen, KL, Kooperationen, Københavns Byret,
Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark,
Lederne, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter,
Offentligt Ansattes Organisationer, Realkreditforeningen,
Realkreditrådet, Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i
Helsingør, Retten i Herning, Retten i Hillerød, Retten i
Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Hor-
sens, Retten i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing
F, Retten i Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Ret-
ten i Roskilde, Retten i Svendborg, Retten i Sønderborg,
Retten i Viborg, Retten i Aalborg, Retten i Aarhus, Retten
på Bornholm, Retten på Frederiksberg, Sø- og Handelsret-
ten, TEKNIQ, Østre- og Vestre Landsret.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regio-
ner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og re-
gioner
Ingen Ingen
44
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v. Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014 Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i
henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af be-
stemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurren-
ceret (EU-Tidende 2014, nr. L 349, side 1) i det følgende benævnt di-
rektivet. Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest
den 27. december 2016.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse i § 1 fastlægger anvendelses-
området for loven.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, at lo-
ven finder anvendelse på erstatningskrav og erstatningssøgs-
mål vedrørende overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF
og bestemmelser i national ret, som anvendes på samme sag
og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel
3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. decem-
ber 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i trakta-
tens artikel 81 og 82 (EØS-relevant tekst).
Det følger derudover af den foreslåede bestemmelse i § 1,
stk. 2, at loven også finder anvendelse på erstatningskrav og
erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser, der ikke på-
virker samhandlen, men som er omfattet af konkurrencelo-
vens §§ 6 og 11. Det medfører eksempelvis, at reglerne om
fremlæggelse af beviser og tabsopgørelse i loven også finder
anvendelse i disse rent nationale sager.
Til § 2
Bestemmelsen indeholder definitioner, som er af betydning
for anvendelsesområdet for loven.
Med bestemmelsens nr. 1 defineres begrebet ”overtrædelse
af konkurrenceretten”, som en overtrædelse af artikel 101
eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktions-
måde (i det følgende benævnt TEUF), af konkurrencelovens
§§ 6 og 11, eller national ret, som anvendes parallelt med
Unionens konkurrenceret i medfør af artikel 3, stk.1, i Rå-
dets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om
gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81
og 82 (i det følgende (EF) nr. 1/2003). Begrebet er sammen-
faldende med lovforslagets anvendelsesområde i den fore-
slåede § 2.
Med bestemmelsens nr. 2 defineres begrebet ”overtræder”,
som den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der
har begået overtrædelsen af konkurrenceretten, jf. nr. 1.
Med bestemmelsens nr. 3 defineres begrebet ”national kon-
kurrenceret”, som de bestemmelser i national lovgivning,
som overvejende forfølger de samme mål som artikel 101
og 102 i TEUF, og som anvendes på samme sag og parallelt
med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i
for ordning (EF) nr. 1/2003, undtagen bestemmelser i natio-
nal lovgivning, der pålægger fysiske personer strafferetlige
sanktioner, medmindre sådanne strafferetlige sanktioner er
den måde, hvorpå de konkurrenceregler, der finder anven-
delse på virksomheder, håndhæves.
Med bestemmelsens nr. 4 defineres begrebet ”skadelidte”,
som en juridisk eller fysisk person, der har lidt skade som
følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Med bestemmelsens nr. 5 defineres begrebet ”national kon-
kurrencemyndighed”, som en myndighed, som af en med-
lemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF)
nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel 101
og 102 i TEUF. I Danmark er det Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, Konkurrencerådet og Statsadvokaten for Sær-
lig Økonomisk og International Kriminalitet, der er udpeget
som konkurrencemyndigheder efter forordningen.
Med bestemmelsens nr. 6 defineres begrebet ”konkurrence-
myndighed”, som Kommissionen eller en myndighed, som
af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forord-
45
ning (EF) nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende
artikel 101 og 102 i TEUF, eller begge, alt efter tilfældet.
Med bestemmelsens nr. 7 defineres begrebet ”appelret”,
som en national ret som omhandlet i artikel 267 i TEUF, der
efter almindelige retsmidler har beføjelse til at foretage prø-
velse af afgørelser fra en national konkurrencemyndighed
eller prøvelse af sådanne afgørelser, uanset om denne ret
selv har beføjelse til at fastslå, at der foreligger en overtræ-
delse af konkurrenceretten. For at sikre en fuldstændig og
korrekt gennemførelse af direktivet og da bestemmelsens nr.
7 også har betydning i forhold til afgørelser fra andre med-
lemsstaters konkurrencemyndigheder, er det valgt at anven-
de samme ordlyd som i direktivets artikel 2, nr. 10.
Med bestemmelsens nr. 8 defineres begrebet ”afgørelse om
overtrædelse”, som en afgørelse om overtrædelse af konkur-
renceretten, der er truffet af en konkurrencemyndighed eller
en appelret. I Danmark vil ”afgørelse om overtrædelse” om-
fatte administrative afgørelser fra Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, og herunder Konkurrencerådet og Konkurren-
ceankenævnet. I Danmark vil ”afgørelse om overtrædelse”
også omfatte strafferetlige domme og vedtagne strafferetlige
bødeforlæg, som er resultatet af en strafferetlig forfølgning
ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International
Kriminalitet samt vedtagne administrative bødeforlæg ud-
stedt i medfør af konkurrencelovens § 23 b.
Med bestemmelsens nr. 9 defineres begrebet ”endelig afgø-
relse om overtrædelse”, som en afgørelse om overtrædelse,
der ikke kan eller ikke længere kan være genstand for almin-
delige retsmidler.
Med bestemmelsens nr. 10 defineres begrebet ”bevis”, som
alle former for bevismidler, der kan føres for den nationale
ret, for hvilken søgsmålet er indbragt, navnlig dokumenter
og alle andre genstande, der indeholder oplysninger, uanset
på hvilket medium oplysningerne er lagret.
Med bestemmelsens nr. 11 defineres begrebet ”kartel”, som
en aftale eller samordnet praksis mellem to eller flere kon-
kurrenter om at samordne deres konkurrencemæssige ad-
færd på markedet eller påvirke de relevante konkurrencepa-
rametre gennem forskellige former for praksis, f.eks. fast-
sættelse eller koordinering af købs- eller salgspriser eller af
andre forretningsbetingelser, herunder i forbindelse med in-
tellektuelle ejendomsrettigheder, tildeling af produktions-
eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder, her-
under samordning af tilbudsgivning, import- eller eksportbe-
grænsninger eller konkurrencebegrænsende foranstaltninger
over for andre konkurrenter. Det bemærkes, at direktivets –
og dermed lovforslagets – definition af ”kartel” er en selv-
stændig definition, som vedrører erstatning for overtrædel-
ser af konkurrenceretten.
Med bestemmelsens nr. 12 defineres begrebet ”procedure
for bødefritagelse eller bødenedsættelse”, som en ordning
vedrørende anvendelse af artikel 101 i TEUF eller en tilsva-
rende bestemmelse i national ret, på grundlag af hvilke en
deltager i et hemmeligt kartel, uafhængig af de øvrige virk-
somheder, der deltager i kartellet, samarbejder med konkur-
rencemyndigheden i en undersøgelse ved frivilligt at give
oplysninger om denne deltagers viden om og rolle i kartellet
til gengæld for ved afgørelse eller afbrydelse af sagen at op-
nå fritagelse for eller en nedsættelse af bøder for dennes del-
tagelse i kartellet. Det bemærkes, at direktivets - og dermed
lovforslagets - definition af procedure for bødevedtagelse el-
ler bødenedsættelse er en selvstændig definition, som vedrø-
rer erstatning for overtrædelser af konkurrenceretten. Denne
definition omfatter kun hemmelige karteller.
I Danmark anvendes begrebet ”straflempelsesprogram”. Det
danske straflempelsesprogram svarer i vidt omfang til Kom-
missionens og til det modelprogram, som er blevet udarbej-
det af Kommissionen og EU-landenes nationale konkurren-
cemyndigheder i fællesskab (»ECN-modellen«). Der er dog
taget højde for den danske myndighedsstruktur på konkur-
renceområdet og for de retssikkerhedsmæssige garantier,
som det eksisterende strafferetlige og straffeprocesretlige
system indeholder.
Straflempelsesprogrammet indebærer mulighed for, at en
virksomhed eller en person, der fremlægger oplysninger om
et kartel for myndighederne, under forudsætning af opfyl-
delse af en række betingelser, kan opnå tiltalefrafald (bøde-
fritagelse) eller strafnedsættelse (bødenedsættelse) for den
bøde- og/eller fængselsstraf, der ellers ville være blevet på-
lagt.
Straflempelsesprogrammet administreres af Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økono-
misk og International Kriminalitet i fællesskab.
Med bestemmelsens nr. 13 defineres begrebet ”redegørelser
til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse”, som en
mundtlig eller skriftlig redegørelse eller et referat heraf, der
frivilligt gives af eller på vegne af en virksomhed eller en
fysisk person til en konkurrencemyndighed med en beskri-
velse af virksomhedens eller den fysiske persons viden om
et kartel og en beskrivelse af den rolle, som denne spiller he-
ri, og som er udarbejdet med særligt henblik på forelæggelse
for myndigheden for at opnå bødefritagelse eller bødened-
sættelse efter en procedure for bødefritagelse eller bødened-
sættelse; dette omfatter ikke allerede eksisterende oplysnin-
ger.
Med bestemmelsens nr. 14 defineres begrebet ”allerede ek-
sisterende oplysninger”, som bevis, der eksisterer uanset sa-
gens behandling ved en konkurrencemyndighed, og uanset
om disse oplysninger foreligger i en konkurrencemyndig-
46
heds sagsakter. Af direktivets præambelbetragtning 28 frem-
går, at nationale retter til enhver tid i forbindelse med erstat-
ningssøgsmål bør kunne give pålæg om fremlæggelse af be-
viser, der foreligger uafhængigt af den sag, der behandles af
en konkurrencemyndighed.
Med bestemmelsens nr. 15 defineres begrebet ”forligsrede-
gørelse”, som en fremstilling, der frivilligt forelægges en
konkurrencemyndighed af eller på vegne af en virksomhed,
med en beskrivelse af virksomhedens bekræftelse af eller af-
ståelse fra at bestride sin deltagelse i en overtrædelse af kon-
kurrenceretten og sit ansvar for overtrædelsen af konkurren-
ceretten, og som specifikt er affattet således, at konkurrence-
myndigheden kan anvende en forenklet eller fremskyndet
procedure. Begrebet omfatter også ordrette citater fra for-
ligsredegørelser, der er indeholdt i andre begreber og refera-
ter fra forligsredegørelser.
Med bestemmelsens nr. 16 defineres begrebet ”modtager af
bødefritagelse”, som en virksomhed eller en fysisk person,
som en konkurrencemyndighed har indrømmet bødefritagel-
se i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bøde-
nedsættelse.
Med bestemmelsens nr. 17 defineres begrebet ”overpris”,
som forskellen mellem den pris, der faktisk er betalt, og den
pris, der ellers ville have været gældende, hvis der ikke var
begået en overtrædelse af konkurrenceretten.
Med bestemmelsens nr. 18 defineres begrebet ”mindelig
tvistbilæggelse”, som en mekanisme, hvorved parterne kan
opnå inden- eller udenretslig bilæggelse af en tvist, der ve-
drører et erstatningskrav.
Med bestemmelsens nr. 19 defineres begrebet ”forlig”, som
en aftale, som indgås ved mindelig tvistbilæggelse, jf. nr.
18.
Med bestemmelsens nr. 20 defineres begrebet ”direkte afta-
ger”, som en fysisk eller juridisk person, der direkte fra en
overtræder har købt varer eller tjenesteydelser, som er gen-
stand for en overtrædelse af konkurrenceretten.
Med bestemmelsens nr. 21 defineres begrebet ”indirekte af-
tager”, som en fysisk eller juridisk person, der ikke direkte
fra en overtræder, men fra en direkte aftager eller en senere
aftager, har købt varer eller tjenesteydelser, som hidrører fra
eller indeholder sådanne varer eller tjenesteydelser.
Med bestemmelses nr. 22 defineres begrebet små og mel-
lemstore virksomheder (SMV) som virksomheder, der be-
skæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsæt-
ning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance
på ikke over 43 mio. EUR, som defineret i Kommissionens
henstilling 2003/361/EF.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 3 og artikel 12, stk. 1.
Efter almindelig dansk erstatningsret har en skadelidt ret til
erstatning fra skadevolderen, hvis skadevolderen har handlet
ansvarspådragende, og den skadelidte har lidt et økonomisk
tab. Det er endvidere en betingelse, at der foreligger den
nødvendige årsagsforbindelse (kausalitet) og påregnelighed
(adækvans) mellem den indtrådte skade og skadevolderens
adfærd. Som udgangspunkt er det alene den direkte skade-
lidte, der kan opnå erstatning fra skadevolderen. Skadevol-
deren bliver således ikke som udgangspunkt ansvarlig for
afledte tab.
Retten til fuld erstatning i direktivets artikel 3 svarer for så
vidt angår de direkte skadelidte til de almindelige erstat-
ningsretlige principper i gældende dansk ret. For at sikre en
fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås
det imidlertid, at der fastsættes en bestemmelse herom.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., vil enhver
fysisk eller juridisk person, der har lidt skade på grund af en
overtrædelse af konkurrenceretten, have ret til at få fuld er-
statning for denne skade i overensstemmelse med lovens be-
stemmelser og de almindelige erstatningsretlige principper.
Det vil sige, at retten til at opnå fuld erstatning sker i over-
ensstemmelse med bl.a. de almindelige erstatningsretlige
principper om kausalitet og adækvans samt forpligtelsen for
skadelidte til at begrænse sit tab.
Bestemmelsen vil indebære, at retten til erstatning gælder
for enhver fysisk eller juridisk person, dvs. forbrugere, virk-
somheder og offentlige myndigheder mv.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., vil retten
til fuld erstatning for det første være uafhængig af, om der
foreligger et direkte kontraktforhold med den skadevoldende
virksomhed. Bestemmelsen vil således indebære, at ikke
blot den direkte aftalepart, men også parter i senere led,
f.eks. den direkte aftaleparts aftagere, har ret til erstatning,
hvis de pågældende har lidt et tab, som følge af overtrædel-
sen af konkurrenceretten. Derudover vil retten til erstatning
omfatte andre skadelidte, f.eks. konkurrerende virksomhe-
der, der har lidt tab som følge af overtrædelsen af konkur-
renceretten.
Efter bestemmelsen vil retten til fuld erstatning for det andet
være uafhængig af, om en konkurrencemyndighed forinden
47
har fastslået, at der er sket en overtrædelse. Et erstatnings-
krav vil således kunne gøres gældende uafhængigt heraf.
Det er et grundlæggende princip i dansk erstatningsret, at
den skadelidte skal stilles, som om skaden ikke var indtrådt.
Det indebærer, at den skadelidte skal have dækket det tab,
som den pågældende har lidt, fuldt ud, herunder også tabt
fortjeneste og renter. Den skadelidte skal omvendt ikke have
dækket mere end sit tab og derved opnå en økonomisk beri-
gelse som følge af den tilkendte erstatning. I forhold til et
tab lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten
vil det sige, at skadelidte skal stilles, som om der ikke var
sket brud på konkurrencereglerne, og have dækket et even-
tuelt økonomisk tab forvoldt i forbindelse hermed.
Den skadelidte har en pligt til at begrænse sit tab. I det om-
fang skadelidte forsømmer denne pligt, kan erstatningen bli-
ve reduceret tilsvarende. Den skadelidte kan således som
udgangspunkt ikke få erstatning for et tab, som den pågæl-
dende ved hjælp af passende forholdsregler kunne have be-
grænset eller undgået.
Hvis en direkte skadelidt har formået at overvælte sit tab el-
ler en del heraf på en anden, har den pågældende ikke læn-
gere lidt et tab og kan således ikke få erstatning for den del
af tabet, der er overvæltet. Det skyldes, at den direkte skade-
lidte i modsat fald ville opnå en berigelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil retten til fuld
erstatning indebære, at den skadelidte skal stilles som om,
skaden ikke var blevet forvoldt. Bestemmelsen vil således
indebære, at den skadelidte skal have dækket sit fulde tab,
herunder tabt fortjeneste og renter, men skal omvendt ikke
have dækket mere end sit tab. Fuld erstatning må således ik-
ke føre til overkompensation.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til gældende dansk ret. For at
sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet
foreslås det imidlertid at fastsætte regler herom i lovforsla-
get.
For så vidt angår renteberegning i forbindelse med erstat-
ning følger det af rentelovens § 3, stk. 4, at der senest beta-
les rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsfor-
følgning til betaling af gælden. Det følger endvidere af ren-
telovens § 3, stk. 5, 1. pkt., at hvor særlige forhold begrun-
der det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tid-
ligere eller senere tidspunkt. Endelig følger det af rentelo-
vens § 8, stk. 2, at bl.a. § 3, stk. 5, også finder anvendelse
for pengekrav uden for formuerettens område. Der er ek-
sempler fra retspraksis vedrørende overtrædelse af konkur-
renceretten, hvor retten tilkendte renter fra det tidspunkt,
hvor skadelidte led et tab, og hvor rentelovens udgangs-
punkt således blev fraveget på grund af, at særlige forhold
begrundede det.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil erstatning efter
stk. 1 blive forrentet fra det tidspunkt, hvor skaden blev for-
voldt. Den foreslåede bestemmelse vil således være en fravi-
gelse af rentelovens almindelige regler og indebærer, at ren-
te i forbindelse med udmåling af erstatning for overtrædelse
af konkurrenceretten allerede skal beregnes fra det tids-
punkt, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten medførte et
tab for den skadelidte.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 5.
Efter retsplejelovens § 298, stk. 1, kan retten efter begæring
pålægge modparten at fremlægge dokumenter, der er under-
givet modpartens rådighed, og som parten vil påberåbe sig
under sagen (edition). Efter retsplejelovens § 299, stk. 1,
kan retten ligeledes meddele edition i dokumenter, som er i
tredjemands besiddelse (tredjemandsedition). Det fremgår af
retsplejelovens § 300, stk. 1, at en part, der fremsætter be-
gæring om edition, må angive de kendsgerninger, der skal
bevises ved dokumenterne, samt de grunde, hvorpå parten
støtter, at modparten eller den opgivne tredjemand er i be-
siddelse af dokumenterne.
Det er ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, hvilke krite-
rier retten skal inddrage i sin vurdering af en begæring om
edition. Det fremgår dog bl.a. af retspraksis, at en begæring
om edition skal indeholde nøjagtige oplysninger om de
kendsgerninger, der ønskes bevist, og at editionspligten for-
udsætter, at de kendsgerninger, der ønskes bevist, har betyd-
ning for sagens bedømmelse.
Bestemmelserne i direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, om ret-
tens adgang til at kræve fremlæggelse af beviser, herunder
kategorier af beviser, svarer til retsplejelovens regler om
edition.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, skal begærin-
ger om edition i sager omfattet af loven således behandles
efter reglerne i retsplejelovens §§ 298-300 med de ændrin-
ger, der følger af den foreslåede bestemmelse i lovens § 5.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke efter retsplejelo-
vens regler er noget til hinder for, at der meddeles edition i
kategorier af beviser, hvis retsplejelovens regler om edition
er opfyldt. Denne adgang fremgår dog ikke udtrykkeligt at
retsplejelovens regler, og det foreslås derfor – med henblik
på at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af di-
rektivet – at det fastsættes udtrykkeligt i lovens § 4, stk. 1, at
48
retten kan meddele edition i beviser, herunder kategorier af
beviser.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, er medtaget af lov-
tekniske årsager og indebærer – ligesom de foreslåede be-
stemmelser i § 4, stk. 2 – ikke en fravigelse af gældende ret.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4.2.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, skal retten,
ved sin afgørelse efter stk. 1, ikke tage hensyn til en virk-
somheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge
af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, svarer med de for-
nødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 5, stk. 5,
og indebærer, at det fastsættes udtrykkeligt i loven, at retten
ved vurdering af en begæring om edition efter retsplejelo-
vens §§ 298-300 skal agere i overensstemmelse med artikel
5, stk. 5.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vurderes
at indebære en fravigelse af gældende ret. En virksomheds
interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en
overtrædelse af konkurrenceretten vurderes således allerede
efter gældende ret ikke at blive inddraget i forbindelse med
rettens afgørelser om edition efter retsplejelovens §§
298-300. Formålet med den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 4, stk. 2, er derfor alene at sikre en fuldstændig
og korrekt gennemførelse af direktivet.
Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 4, stk. 2, tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens
regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 og retspraksis
i henhold til disse bestemmelser.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4.1 og 2.4.2.2 i de almin-
delige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, skal retten
ved vurdering af en begæring om edition efter retsplejelo-
vens §§ 298-300 begrænse fremlæggelsen af beviser, herun-
der kategorier af beviser, til, hvad der er rimeligt i forhold til
formålet. Retten skal således foretage en proportionalitetsaf-
vejning, og skal i den forbindelse tage hensyn til alle berørte
parters og tredjemænds legitime interesser. Retten skal sær-
ligt tage hensyn til, om påstanden fra den, der anmoder om
edition, understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og
beviser, der berettiger begæringen om edition (§ 4, stk. 3, nr.
1), omfanget af begæringen om fremlæggelse af beviser og
omkostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tred-
jemænd (§ 4, stk. 3, nr. 2), og om de beviser, der søges
fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om even-
tuelle tredjemænd, og om sådanne fortrolige oplysninger i
givet fald vil kunne beskyttes (§ 4, stk. 3, nr. 3).
Det bemærkes i relation til den foreslåede § 4, stk. 3, nr. 2,
at formålet med, at retten skal inddrage omfanget af en be-
gæring om edition i sin vurdering heraf, bl.a. er at forhindre
ukonkrete søgninger efter oplysninger, der sandsynligvis ik-
ke er relevante, jf. direktivets artikel 5, stk. 3, litra b.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3 svarer med de for-
nødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 5, stk. 3,
og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i loven, at retten
ved vurdering af en begæring om edition efter retsplejelo-
vens §§ 298-300 skal inddrage de hensyn, der fremgår af di-
rektivets artikel 5, stk. 3.
Det bemærkes, at de hensyn, der er nævnt i artikel 5, stk. 3,
allerede vurderes at blive inddraget i forbindelse med afgø-
relser om edition efter retsplejelovens §§ 298-300, i det om-
fang det er relevant. Formålet med den foreslåede bestem-
melse i lovforslagets § 4, stk. 2, er derfor alene at sikre en
fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.
Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 4, stk. 3, tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens
regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 og retspraksis
i henhold til disse bestemmelser.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4.1 og 2.4.2.2 i de almin-
delige bemærkninger.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 6.
Der er ikke fastsat regler i gældende ret, der særskilt regule-
rer rettens adgang til at meddele edition i beviser, som ind-
går i en konkurrencemyndigheds sagsakter. En begæring om
edition i sådanne dokumenter vil således efter gældende ret
skulle afgøres efter retsplejelovens almindelige regler her-
om.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, skal retten i
forbindelse med behandlingen af begæringer om edition i
beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed,
foruden de kriterier, der fremgår af lovens § 4, stk. 3, ind-
drage yderligere to kriterier. Det drejer sig om, i hvilket om-
fang begæringen er affattet specifikt med hensyn til art, gen-
stand og indhold af dokumenter frem for som en ukonkret
søgning vedrørende sådanne dokumenter og behovet for at
sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurren-
ceretten.
49
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, svarer med de for-
nødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 4,
litra a og c, og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i lo-
ven, at retten ved vurdering af en begæring om edition i be-
viser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed,
skal inddrage en vurdering af, om anmodningen om edition
er affattet specifikt eller ukonkret, samt behovet for at sikre
effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceret-
ten
Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en anmodning
er affattet specifikt eller ukonkret, allerede vurderes at blive
inddraget i forbindelse med afgørelser om edition efter rets-
plejelovens §§ 298-300. Den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 5, stk. 1, indebærer således ikke en fravigelse af
gældende ret og har alene til hensigt at sikre en fuldstændig
og korrekt gennemførelse af direktivet.
Det bemærkes endvidere, at retten ved vurderingen af hen-
synet til at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af
konkurrenceretten kan inddrage eventuelle bemærkninger
hertil fra konkurrencemyndighederne, jf. i den forbindelse
afsnit 2.5.2.5 om den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, finder både anven-
delse på begæringer om edition, der er rettet mod en konkur-
rencemyndighed, og på begæringer om edition, der er rettet
mod en part eller tredjemand, men som vedrører dokumen-
ter, der tillige indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
I tilfælde, hvor en editionsbegæring ikke er rettet mod en
konkurrencemyndighed, forudsætter anvendelsen af § 5, at
retten på baggrund af f.eks. karakteren af de beviser, der an-
modes om, eller sagens omstændigheder i øvrigt – herunder
parternes indlæg – er opmærksom på, at der er tale om en
editionsbegæring vedrørende beviser, der indgår i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter. I tvivlstilfælde har retten
bl.a. mulighed for at høre konkurrencemyndighederne i for-
bindelse med editionsbegæringen, jf. også den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2.1 og 2.5.2.2 i de almin-
delige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, kan retten
først pålægge fremlæggelse af visse typer af beviser, der
indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, når konkur-
rencemyndigheden har truffet afgørelse i den sag, som bevi-
serne indgår i, eller på anden vis har afsluttet sagen. Det
drejer sig om dokumenter mv., som er udarbejdet af en fy-
sisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurren-
cemyndigheds behandling af sagen (§ 5, stk. 2, nr. 1), doku-
menter mv., som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden
og fremsendt til parten eller parterne i myndighedens sag i
forbindelse med behandlingen af sagen (§ 5, stk. 2, nr. 2), og
forligsredegørelser, der er trukket tilbage (§ 5, stk. 2, nr. 3).
Det bemærkes, at det er afslutningen af sagen hos den kon-
krete konkurrencemyndighed, der er bestemmende for,
hvornår beskyttelsen af de i bestemmelsen opregnede doku-
menter ophører. Beskyttelsen ophører således ved den kon-
krete konkurrencemyndigheds afslutning af sagen, uanset
om sagen f.eks. kan indbringes for en rekursinstans.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2 svarer med de for-
nødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2.3 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 1. pkt., kan
retten ikke pålægge fremlæggelse af redegørelser til brug for
bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser,
der er indgivet til en konkurrencemyndighed, jf. definitio-
nerne heraf i lovforslagets § 2, nr. 13 og 15, der indgår i en
sag hos en konkurrencemyndighed. Den foreslåede bestem-
melse i § 5, stk. 3, 1. pkt., svarer med de fornødne sproglige
tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 6.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., kan
retten på anmodning fra en part beslutte, at retten skal have
adgang til beviser som nævnt i § 5, stk. 3, 1. pkt., med hen-
blik på at sikre, at deres indhold er omfattet af definitionerne
af sådanne beviser i de foreslåede bestemmelser i § 2, nr. 13
og 15. Retten kan til brug for sin vurdering heraf anmode
om bemærkninger fra konkurrencemyndigheden og ophavs-
mændene til beviserne.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., svarer ho-
vedsageligt til direktivets artikel 6, stk. 7. Det bemærkes
dog, at den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., i
modsætning til direktivets artikel 6, stk. 7, giver begge par-
ter – og ikke blot sagsøger – mulighed for at anmode om, at
retten får adgang til dokumenterne mv. Dette foreslås med
henblik på at ligestille parterne processuelt for det tilfælde,
at det måtte have relevans for sagsøgte at fremsætte en så-
dan anmodning.
Det bemærkes, at henvisningen til ”ophavsmændene til be-
viserne” i den foreslåede § 5, stk. 3, 2.pkt, skal forstås i rela-
tion til definitionerne i den foreslåede § 2, nr. 13 og 15. Op-
havsmændene til redegørelser til brug for bødefritagelse el-
ler bødenedsættelse vil således være de virksomheder eller
fysiske personer, der frivilligt giver en mundtlig eller skrift-
lig redegørelse eller referat heraf til konkurrencemyndighe-
den, jf. den foreslåede § 2, nr. 13. Ophavsmændene til for-
ligsredegørelser vil være de virksomheder, der frivilligt
forelægger konkurrencemyndigheden en fremstilling, jf. den
foreslåede § 2, nr. 15.
50
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2.3 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4, kan retten kun
pålægge en konkurrencemyndighed at fremlægge beviser,
hvis beviserne ikke med rimelighed kan skaffes af sagens
parter eller tredjemand. Den foreslåede bestemmelse svarer
med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel
6, stk. 10.
Bestemmelsen indebærer, at retten – i tilfælde hvor retten
har viden om, at de samme beviser kan skaffes fra både en
konkurrencemyndighed og en anden tredjemand – først må
foretage en vurdering af, om der er grundlag for at pålægge
den anden tredjemand editionspligt. Kan beviserne frem-
skaffes hos en anden tredjemand, vil der herefter ikke være
grundlag for at pålægge konkurrencemyndigheden editions-
pligt. I andre tilfælde påvirker bestemmelsen ikke, hvorvidt
edition bør pålægges en konkurrencemyndighed.
Der henvises nærmere til afsnit 2.5.2.5 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, 1. pkt., giver
retten en konkurrencemyndighed lejlighed til at udtale sig
om begæringer vedrørende fremlæggelse af beviser, der ind-
går i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede fremgår af
retsplejelovens § 300, stk. 2, at bestemmelse om fremlæg-
gelse af dokumenter træffes, efter at den, der har rådighed
over dokumenterne, har haft lejlighed til at udtale sig.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, 2. pkt., kan en
konkurrencemyndighed endvidere til enhver tid – i overens-
stemmelse med ordlyden af direktivets artikel 6, stk. 11 – af
egen drift fremsætte bemærkninger for retten om proportio-
naliteten af begæringer om fremlæggelse af beviser, der ind-
går i myndighedens sagsakter.
En konkurrencemyndigheds bemærkninger efter de foreslåe-
de bestemmelser i § 5, stk. 5, forudsættes i relevant omfang
at indgå i rettens vurdering efter den foreslåede bestemmelse
i § 5, stk. 1, nr. 2, om i hvilket omfang, der er behov for at
sikre effektiviteten i den offentlige håndhævelse af konkur-
renceretten.
Der henvises nærmere til afsnit 2.5.2.4 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 7.
Der er ikke fastsat regler i gældende ret, der regulerer ad-
gangen til bevisførelse i de tilfælde, hvor beviserne er kom-
met i en parts besiddelse gennem aktindsigt i en konkurren-
cemyndigheds sagsakter, eller gennem videregivelse fra en
fysisk eller juridisk person, der har fået aktindsigt i sådanne
sagsakter.
Efter gældende ret vil sådanne tilfælde skulle afgøres efter
retsplejelovens almindelige regler om bevisførelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, afviser retten
fremlæggelse af beviser, som er omfattet af den foreslåede
bestemmelse i § 5, stk. 3, og som er fremskaffet udelukken-
de ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Bestemmelsen fastsætter således, at de restriktioner, der ef-
ter § 5, stk. 3, gælder for edition i disse særligt beskyttede
dokumenter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndig-
hed, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumenter,
som en part allerede måtte være i besiddelse af, hvis de er
opnået gennem aktindsigt.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmel-
se i § 6, stk. 1, forudsætter, at retten ved, at de pågældende
beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker
en part at fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne
være omfattet af § 5, stk. 3, vil retten om nødvendigt kunne
søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 1, afklaret ved
høring af den relevante konkurrencemyndighed, jf. også den
foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses
for at indgå i en konkurrencemyndigheds sag, henvises til
afsnit 2.5.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.1 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, afviser retten
fremlæggelse af beviser, som er omfattet af lovens § 5, stk.
2, og som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en
konkurrencemyndigheds sagsakter, indtil myndigheden har
truffet afgørelsen i den sag, som beviserne indgår i, eller på
anden vis har afsluttet sagen. Bestemmelsen fastsætter såle-
des, at de restriktioner, der efter § 5, stk. 2, gælder for editi-
on i disse særligt beskyttede dokumenter, der indgår i en sag
hos en konkurrencemyndighed, også gælder for fremlæggel-
se af sådanne dokumenter, som en part allerede måtte være i
besiddelse af, hvis de er opnået gennem aktindsigt.
Det bemærkes, at det er afslutningen af sagen hos den kon-
krete konkurrencemyndighed, der er bestemmende for,
51
hvornår beskyttelsen af de i bestemmelsen opregnede doku-
menter ophører. Beskyttelsen ophører således ved den kon-
krete konkurrencemyndigheds afslutning af sagen, uanset
om sagen f.eks. kan indbringes for en rekursinstans.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmel-
se i § 6, stk. 2, forudsætter, at retten ved, at de pågældende
beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker
en part at fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne
være omfattet af § 5, stk. 2, vil retten om nødvendigt kunne
søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 2, afklaret ved
høring af den relevante konkurrencemyndighed, jf. også den
foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses
for at indgå i en konkurrencemyndigheds sag, henvises til
afsnit 2.5.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.1 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, kan
beviser, som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en
konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke er omfattet
af lovens § 6, stk. 1 eller 2, under et erstatningssøgsmål kun
anvendes af den fysiske eller juridiske person, som har fået
aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk eller juridisk person,
der er indtrådt i dennes rettigheder.
Lovforslagets § 6, stk. 3, er ikke til hinder for, at den person,
som har fået aktindsigt i dokumenter anvender disse i for-
bindelse med et søgsmål, hvor vedkommende selv er part –
herunder også kumulerede søgsmål eller gruppesøgsmål,
hvor vedkommende også deltager som part. Der henvises i
den forbindelse til afsnit 2.5.3.3 i de almindelige bemærk-
ninger, hvor formålet med bestemmelsen er beskrevet.
Det bemærkes, at begrænsningen i den foreslåede § 6, stk. 3,
ikke er til hinder for, at der gives edition i beviser, som er
omfattet af bestemmelsen. Der henvises i denne forbindelse
til afsnit 2.6.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af den foreslåede
bestemmelse i § 6, stk. 3, forudsætter, at retten ved, at de på-
gældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktind-
sigt. Ønsker en part at fremlægge dokumenter, som vurderes
at kunne henhøre fra en konkurrencemyndigheds sagsakter,
og som ikke kan antages at foreligge uafhængigt af denne
sag, vil retten om nødvendigt kunne søge spørgsmålet om
anvendelse af § 6, stk. 3, afklaret ved høring af den relevan-
te konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestem-
melse i § 6, stk. 4.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses
for at indgå i en konkurrencemyndigheds sag, henvises til
afsnit 2.5.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4, kan retten an-
mode en konkurrencemyndighed om bemærkninger til,
hvorvidt et bevis er omfattet af reglerne i § 6, stk. 1-3.
Bestemmelsen fastsætter således udtrykkeligt, at retten har
mulighed for at søge tvivlspørgsmål om, hvorvidt beviser er
omfattet af bestemmelserne i § 6, stk. 1-3, afklaret ved at
rette henvendelse til den relevante konkurrencemyndighed.
Det kan f.eks. være tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der er tale
om beviser, der henhører fra en konkurrencemyndigheds
sag, eller tvivlsspørgsmål om, hvorvidt et bevis er fremskaf-
fet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds
sag.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.3 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 9.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af dansk lovgivning, at en en-
delig afgørelse truffet af en dansk konkurrencemyndighed er
et uomtvisteligt bevis for overtrædelse af konkurrenceretten
i et efterfølgende erstatningssøgsmål.
Efter retsplejelovens § 344, stk. 1, afgør retten, på grundlag
af det der er passeret under forhandlingerne og bevisførel-
sen, hvilke faktiske omstændigheder, der skal lægges til
grund for sagens pådømmelse. Rettens bevisbedømmelse er
således ikke efter retsplejelovens almindelige ordning be-
grænset af lovregler, og retten kan som udgangspunkt frit
skønne over de beviser, som er blevet fremlagt under en
retssag.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, kan retten ik-
ke efterprøve en endelig dansk afgørelse om overtrædelse af
konkurrenceretten, i et efterfølgende erstatningssøgsmål.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
9, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at det i et erstatnings-
søgsmål skal lægges til grund, at konkurrenceretten er over-
trådt, såfremt der foreligger en endelig afgørelse herom fra
en dansk konkurrencemyndighed. En sådan endelig afgørel-
se om overtrædelse kan bestå i endelig administrativ afgø-
52
relse (herunder efter endt domstolsbehandling), en endelig
strafferetlig dom eller et vedtaget strafferetligt eller admini-
strativt bødeforlæg. Der henvises til definitionerne i den
foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 9.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, skaber en en-
delig afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, som
er truffet i en anden medlemsstat, i et efterfølgende erstat-
ningssøgsmål, en formodning for, at der er sket en overtræ-
delse af konkurrenceretten.
Den foreslåede bestemmelse indfører en formodningsregel
vedrørende endelige afgørelser om overtrædelse af konkur-
renceretten, som er truffet i en anden medlemsstat. Den her-
ved opstillede formodning vil kunne afkræftes gennem an-
den bevisførelse af sagsøgte.
Det bemærkes, at det må antages, at retten allerede efter
gældende ret vil tillægge en endelig afgørelse fra en anden
medlemsstat om overtrædelse af konkurrenceretten betyde-
lig vægt i et erstatningssøgsmål, medmindre anden bevisfø-
relse taler herimod.
Dansk ret vurderes således indholdsmæssigt allerede at sva-
re til direktivets artikel 9, stk. 2, og den foreslåede bestem-
melse i § 7, stk. 2, har alene til hensigt at sikre en fuldstæn-
dig og korrekt gennemførelse af direktivet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 11 om solidarisk hæftelse blandt skadevolderne.
Efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper
hæfter flere skadevoldere solidarisk, hvis de er ansvarlige
for den samme skade. Såfremt to eller flere skadevoldere er
solidarisk ansvarlige for den indtrådte skade eller en del he-
raf, kan skadelidte derfor rette sit samlede krav imod den af
skadevolderne, vedkommende ønsker.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil således indebære, at
virksomheder, der har overtrådt konkurrenceretten ved deres
fælles adfærd, som udgangspunkt hæfter solidarisk for ska-
der forvoldt ved overtrædelsen, således at den skadelidte
kan kræve den fulde erstatning fra enhver af de skadevol-
dende virksomheder indtil den pågældende har fået dækket
sit krav fuldt ud.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med dansk rets almin-
delige erstatningsretlige principper og indebærer, at skade-
lidte kan gøre sit krav gældende fuldt ud over for enhver af
overtræderne, indtil den pågældende har fået dækket hele sit
krav. Indfries hele erstatningskravet af den ene overtræder,
er samtlige (med)ansvarlige overtrædere frigjort i forhold til
den skadelidte, og indfries en del af tabet, nedskrives de øv-
rige ansvarlige overtræderes hæftelse i forhold til den skade-
lidte med et beløb svarende hertil. Når den skadelidte har få-
et dækket sit erstatningskrav, overlades det til de solidarisk
ansvarlige skyldnere ved regres at fordele tabet imellem sig.
Bestemmelsen vil således svare til gældende dansk ret, men
for at sikre fuldstændig og korrekt gennemførelse af direkti-
vet foreslås det imidlertid at fastsætte en bestemmelse her-
om.
I dansk ret gælder udgangspunktet om solidarisk hæftelse,
uanset om overtræderne er små og mellemstore virksomhe-
der eller for modtagere af bødefritagelse. Der gælder således
ikke begrænsninger i hæftelsesansvaret for sådanne overtræ-
dere.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil der gælde sær-
lige regler om solidarisk hæftelsesansvar for små og mel-
lemstore virksomheder (SMV’er), jf. lovforslagets § 2, nr.
22. Bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen i stk. 1
og vil indebære, at såfremt overtræderen er SMV, er over-
træderens hæftelse begrænset til egne direkte og indirekte
aftagere og leverandører. Dette gælder dog kun, hvis
SMV’ens markedsandel af det relevante marked var under 5
pct. på et hvilket som helst tidspunkt under overtrædelsen af
konkurrenceretten, og anvendelsen af de normale regler om
solidarisk hæftelse uopretteligt ville skade dens økonomiske
levedygtighed og medføre, at dens aktiver mistede hele de-
res værdi. Det betyder, at skadevoldende virksomheder, der
opfylder disse betingelser, som udgangspunkt kun hæfter for
skader forvoldt mod virksomhedens egne direkte eller indi-
rekte aftagere og leverandører, men således ikke over for de
medansvarlige overtræderes aftagere og leverandører, som
det ellers er udgangspunktet efter bestemmelsens stk. 1. Det
bemærkes, at alene hæftelse overfor egne direkte og indirek-
te aftagere fremgår af bestemmelsen i direktivets artikel 11,
stk. 2, men at Kommissionen har oplyst, at det findes hen-
sigtsmæssigt at sidestille SMV’er med modtagere af bøde-
fritagelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 4, og
dermed også lade leverandører være omfattet.
For at være omfattet at denne undtagelse skal SMV’en såle-
des for det første gennem hele den tid, hvor overtrædelsen af
konkurrenceretten fandt sted, have haft en markedsandel på
under 5 pct. For det andet skal det medføre uoprettelige ska-
53
de på virksomheden og medføre, at virksomheden mister
hele sin værdi, hvis den er underlagt solidarisk hæftelse over
for alle de skadelidte. Ved vurderingen af, om en virksom-
hed vil lide en sådan uoprettelig skade, indgår det, om virk-
somheden som følge af solidarisk hæftelse over for alle ska-
delidte vil komme i overhængende fare for konkurs. Denne
vurdering foretages ud fra virksomhedens rentabilitet, reali-
sationsværdi, betalingsevne og likviditet.
Hvis SMV’en ikke opfylder disse betingelser, vil SMV’en
hæfte over for de medansvarlige overtræderes aftagere på li-
ge fod med de øvrige medansvarlige overtrædere.
Uanset at en SMV er omfattet af undtagelsen i stk. 2, vil den
pågældende virksomhed efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 3 alligevel kunne blive omfattet af den almindelige soli-
dariske hæftelse. Det vil være tilfældet, hvis SMV᾽en har
ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvun-
get andre virksomheder til at deltage deri. Reglen om be-
grænsning af hæftelsen for SMV’er i stk. 2 vil heller ikke
gælde, hvis SMV᾽en tidligere har overtrådt konkurrenceret-
ten. I sådanne tilfælde vil SMV’en ligeledes hæfte solidarisk
i overensstemmelse med udgangspunktet i stk. 1. SMV’er
vil endvidere hæfte solidarisk efter stk. 1 i tilfælde, hvor de
øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres fulde krav
på erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret i
den samme overtrædelse af konkurrenceretten, f.eks. fordi
de pågældende er gået konkurs.
Der gælder heller ikke i dansk ret særlige regler, som be-
grænser hæftelsesansvaret for modtagere af bødefritagelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil det solidariske
hæftelsesansvar ligeledes blive begrænset for modtagere af
bødefritagelse, dvs. en virksomhed eller en fysisk person,
som en konkurrencemyndighed har indrømmet bødefritagel-
se i henhold til en procedure herfor. En modtager af bødefri-
tagelse vil således alene være fuldt ansvarlig over for øvrige
skadelidte end sine direkte eller indirekte aftagere og leve-
randører, hvis disse øvrige skadelidte ikke kan opnå fuld er-
statning fra de andre overtrædere. Det betyder, at skadevol-
dende virksomheder, der har opnået bødefritagelse som ud-
gangspunkt kun vil hæfte for skader forvoldt mod virksom-
hedens egne direkte eller indirekte aftagere, og således ikke
over for de medansvarlige skadevolderes aftagere, som det
ellers er udgangspunktet efter stk. 1. Dette gælder dog ikke,
hvis de øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres
fulde krav på erstatning fra de andre virksomheder, der var
involveret i den samme overtrædelse af konkurrenceretten.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte den overtræder,
der har modtaget bødefritagelse, mod i urimeligt omfang at
blive udsat for erstatningskrav. Dette kan blive tilfældet,
hvis konkurrencemyndighedens afgørelse om overtrædelse
af konkurrenceretten bliver endelig i forhold til denne over-
træder, inden der foreligger en endelig afgørelse vedrørende
de andre overtrædere. I sådan tilfælde kan den overtræder,
der har modtaget bødefritagelse, blive et mål for en retssag.
Det følger af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, at den
indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere soli-
darisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under
hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i
øvrigt må anses for rimeligt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1, pkt., vil en
overtræder, der har dækket et erstatningskrav kunne kræve
et bidrag til dækning heraf fra enhver anden overtræder. Be-
stemmelsen vil således regulere regres mellem skadevolder-
ne. Bestemmelsen vil indebære, at de øvrige overtræderes
bidrag fastsættes afhængigt af deres respektive skadesan-
svar. Ved fastlæggelsen af de skadevoldende parters respek-
tive skadesansvar kan f.eks. omsætning, markedsandel eller
rolle i kartellet tillægges vægt. Det vil i alle tilfælde være op
til domstolene at foretage en konkret vurdering i den enkelte
sag.
Af den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 2. pkt., vil det følge,
at for overtrædere, der har modtaget bødefritagelse, må stør-
relsen af et bidrag ikke overstige værdien af den skade, som
virksomheden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte
aftagere eller leverandører. Bestemmelsen vedrører virk-
somheder, der har opnået bødefritagelse, og er en fravigelse
af udgangspunktet i stk. 1 om solidarisk hæftelse. Bestem-
melsen hænger således sammen med den foreslåede bestem-
melse i stk. 4, som har til formål at beskytte den overtræder,
der som følge af samarbejde med myndighederne har mod-
taget bødefritagelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrører ligeledes den
indbyrdes fordeling blandt skadevolderne af et betalt erstat-
ningsbeløb. Af bestemmelsen vil det følge, at i det omfang
overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt skade for
andre end skadevoldernes direkte eller indirekte aftagere el-
ler leverandører, skal størrelsen af det eventuelle bidrag,
som en modtager af bødefritagelse skal betale til andre over-
trædere, fastsættes afhængigt af modtageren af bødefritagel-
ses relative ansvar for skaden. Formålet med denne bestem-
melse er – ligesom formålet med stk. 5, 2. pkt. – at beskytte
den overtræder, der har modtaget bødefritagelse, mod i uri-
meligt omfang at blive udsat for erstatnings- og regreskrav.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 9
Der er efter gældende ret ikke særlige regler om en skade-
lidts ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på
grund af en hel eller delvis overvæltning af prisen.
54
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
12, stk. 3-4.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at reglerne i
det foreslåede kapitel 6 ikke berører skadelidtes ret til at
kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af en
hel eller delvis overvæltning af overprisen.
En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte vedrøre betin-
gelser og priser for salg af varer og tjenesteydelser og resul-
tere i overpriser og anden skade for overtrædernes kunder.
Skade i form af et faktisk tab kan skyldes prisdifferencen
mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville
være betalt, hvis der ikke var begået en lovovertrædelse. En
overtræder af konkurrenceretten kan i nogle tilfælde over-
vælte den ulovlige overpris helt eller delvist på deres egne
kunder. Hvis en skadelidt har overvæltet en overpris helt el-
ler delvis på sine egne kunder, udgør den således overvælte-
de overpris ikke længere en skade, som den part, der har
overvæltet det, skal have erstatning for.
I tilfælde, hvor overvæltningen har ført til mindre salg og
dermed skade i form af tabt fortjeneste, vil den direkte afta-
ger være berettiget til erstatning for den tabte fortjeneste.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at reglerne i
det foreslåede kapitel 6 ligeledes finder anvendelse, når en
overtrædelse af konkurrenceretten vedrører leverancer til
overtræderen. En overtrædelse kan også vedrøre leverancer
til overtræderen (f.eks. i tilfælde af et indkøbskartel). I disse
tilfælde kan det faktiske tab være fremkommet ved, at over-
træderne har betalt deres leverandører en lavere pris.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 10
Det fremgår ikke udtrykkeligt af dansk lovgivning, at en
overtræder under et erstatningssøgsmål til støtte for sin fri-
findelsespåstand kan påberåbe sig, at skadelidte har over-
væltet hele overprisen eller dele heraf, eller at overtræder
kan kræve fremlæggelse af beviser af skadelidte.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
13.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at overtræ-
der under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifindelses-
påstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatnings-
kravet, har overvæltet hele overprisen eller en del heraf som
følge af overtrædelsen af konkurrenceretten.
Som anført under bemærkningerne til § 9, stk. 1, er konse-
kvensen af, at en skadelidt har reduceret sit faktiske tab ved
hel eller delvis overvæltning på sine egne aftagere, at det så-
ledes overvæltede tab ikke længere udgør en skade, som den
part, der har overvæltet det, skal have erstatning for.
Derfor kan en overtræder påberåbe sig overvæltningen af
det faktiske tab til støtte for sin påstand om frifindelse for
erstatningskravet. Det følger samtidig af den foreslåede be-
stemmelse i stk. 2, at bevisbyrden for om den, der har rejst
erstatningskravet, har overvæltet hele eller en del af overpri-
sen, påhviler overtræder. Overtræder kan i overensstemmel-
se med direktivets artikel 13 kræve edition efter lovforsla-
gets §§ 4 og 5.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1.2 og 2.11.1.3 i de al-
mindelige bemærkninger.
Til § 11
Der er efter gældende ret ikke særlige regler for bevisbyrden
for overvæltning af overpriser på de følgende led i en forsy-
ningskæde
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
14.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 har en indirekte af-
tager, som gør et erstatningskrav gældende, bevisbyrden for,
om eller i hvilket omfang en overpris er blevet overvæltet på
den indirekte aftager, under hensyntagen til, at det er kom-
merciel praksis at overvælte prisstigninger på de efterføl-
gende led i forsyningskæden. En indirekte aftager, befinder
sig normalt længere nede i distributionskæden og har derfor
ikke haft kontakt til overtræderen, men kan alligevel have
lidt skade som følge af overvæltningen af en ulovlig over-
pris.
Det kan være særligt vanskeligt for forbrugere eller virk-
somheder, der ikke selv har foretaget et køb fra overtræde-
ren, at føre bevis for skadens omfang. Når spørgsmålet om,
hvorvidt der består et erstatningskrav, eller når størrelsen af
den erstatning, der skal tilkendes, afhænger af, om eller i
hvilket omfang en overpris, som overtræderens direkte afta-
ger har betalt, er blevet overvæltet på en indirekte aftager,
bør den indirekte aftager anses for at være bevist, at en over-
pris, som den direkte aftager har betalt, er blevet overvæltet
på den indirekte aftages led, når den indirekte aftager umid-
delbart kan påvise, at en sådan overvæltning har fundet sted.
Det fremgår derfor af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at
den indirekte aftager skal anses for at have bevist, at der er
sket overvæltning, hvis den indirekte aftager har godtgjort,
at den påståede overtræder har begået en overtrædelse af
konkurrenceretten, at overtrædelsen af konkurrenceretten
55
medførte en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og at den
indirekte aftager har købt de varer eller tjenesteydelser, der
var genstand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller
har købt varer eller tjenesteydelser, der hidrørte fra eller in-
deholdt dem.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at formo-
dningsreglen efter stk. 2 ikke finder anvendelse, når over-
træderen kan bevise over for retten, at overprisen ikke eller
ikke helt er overvæltet på den indirekte aftager. I givet fald
gælder den almindelige bevisbyrderegel, jf. stk. 1.
Det bemærkes i den forbindelse at det følger af direktivets
artikel 16, at Kommissionen udsteder retningslinjer til dom-
stolene for, hvordan det skønnes, hvilken andel af overpri-
sen der er overvæltet på indirekte aftagere.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1.2 og 2.11.1.3 i de al-
mindelige bemærkninger.
Til § 12
Efter gældende rets almindelige regler om bevisbyrde er det
skadelidte, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at
der er lidt et tab samt størrelsen af dette tab.
Efter retsplejelovens § 344, stk. 1, afgør retten, på grundlag
af det der er passeret under forhandlingerne og bevisførel-
sen, hvilke faktiske omstændigheder, der skal lægges til
grund for sagens pådømmelse. Rettens bevisbedømmelse er
således ikke efter retsplejelovens almindelige ordning be-
grænset af lovregler, og retten kan som udgangspunkt frit
skønne over de beviser, som er blevet fremlagt under en
retssag.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
17, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., opstiller en for-
modningsregel om, at en kartelovertrædelse forvolder skade.
Det følger af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at over-
træderen skal have mulighed for at afkræfte denne formo-
dningsregel.
Bestemmelsen skal afhjælpe nogle af de vanskeligheder, der
er forbundet med opgørelsen af skade i konkurrenceretlige
sager og således sikre effektiv mulighed for gennemførelse
af erstatningskrav. Afhængigt af sagens faktiske omstændig-
heder lægger bestemmelsen til grund, at karteller resulterer i
en prisstigning eller hindrer en prisnedsættelse, som ville
have fundet sted, hvis der ikke var begået en overtrædelse af
kartelreglerne. Formodningsreglen omfatter dog ikke det
konkrete omfang af skaden, ligesom overtrædere har mulig-
hed for at afkræfte formodningen.
Formodningsreglen er begrænset til karteller, og finder ikke
anvendelse på andre konkurrenceretsovertrædelser. Kartel-
lers natur øger informationsasymmetrien mellem skadevol-
der og skadelidte og gør det derfor vanskeligere for skade-
lidte at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevi-
se skaden.
Efter gældende ret der ikke regler om, at en konkurrence-
myndighed efter anmodning fra retten i forbindelse med et
erstatningssøgsmål, kan bistå retten med hensyn til en opgø-
relse af skaden.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan en dansk kon-
kurrencemyndighed på anmodning fra en dansk ret i forbin-
delse med et erstatningssøgsmål bistå retten med hensyn til
en opgørelse af skaden, hvis konkurrencemyndigheden fin-
der det hensigtsmæssigt. En dansk konkurrencemyndighed
vil eksempelvis kunne give retningslinjer om opgørelse af
skaden, når myndigheden bliver anmodet herom af retten.
Efter den foreslåede bestemmelse har konkurrencemyndig-
heden dog mulighed for at prioritere sine ressourcer, og kan
derfor vælge ikke at bistå med opgørelse af skaden. Parterne
vil i givet fald kunne føre bevis for tabets størrelse efter de
gældende regler i retsplejelovens, herunder syn og skøn og
retten vil kunne foretage en skønsmæssig ansættelse af ta-
bets størrelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det er retten, der
anmoder konkurrencemyndigheden om bistand til opgørelse
af skaden. Det må dog antages, at bestemmelsen i vidt om-
fang vil blive bragt til anvendelse på baggrund af parternes
begæring herom.
Det bemærkes, at der ikke med den foreslåede § 12, stk. 2,
er tilsigtet en ændring af retsplejelovens regler om rettens
frie bevisbedømmelse, og det er således fortsat op til retten
at vurdere, hvilken bevisværdi konkurrencemyndighedens
eventuelle opgørelse af skaden skal tillægges i forhold til
den øvrige bevisførelse i sagen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.13.1.2 og 2.13.2 i de almin-
delige bemærkninger.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 18, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen
af en sag, når det findes påkrævet, herunder for at afvente en
56
administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indfly-
delse på sagens udfald.
Der findes imidlertid ikke regler i dansk ret, som udtrykke-
ligt begrænser rettens adgang til at udsætte behandlingen af
en sag til de tilfælde, hvor parterne deltager i mindelig tvist-
bilæggelse, og som fastslår, at en sådan udsættelse kun kan
ske i op til to år.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 13 kan domstolene så-
ledes udsætte en erstatningssag i op til to år, hvis parterne i
sagen deltager i mindelig tvistbilæggelse vedrørende det
krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører.
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til di-
rektivets artikel 18, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en fravigelse af rets-
plejelovens § 345, idet retten i sager, som er omfattet af den
foreslåede § 13, fremover kun kan udsætte sagen i op til to
år med henvisning til, at parterne i sagen deltager i mindelig
tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende er-
statningssøgsmål vedrører.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.14.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 19 om virkning af forlig på senere erstatningssøgsmål.
Efter de almindelige erstatningsretlige principper skal en
skadelidt skal have sit fulde tab dækket, men vedkommende
må ikke blive overkompenseret som følge af erstatningen.
Det følger endvidere af de almindelige erstatningsretlige
principper, at flere skadevoldere som udgangspunkt hæfter
solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme skade.
Det følger af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, at den
indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere soli-
darisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der er un-
der hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne
i øvrigt må anses for rimeligt.
Der findes ikke i gældende dansk ret særlige regler, der be-
grænser det solidariske ansvar som følge af indgåelsen af
forlig.
Hvis en skadelidt har indgået forlig med en eller flere over-
trædere af konkurrenceretten, vil den skadelidtes samlede
krav på erstatning efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1
blive reduceret forholdsmæssigt med den andel af vedkom-
mendes tab, som var forvoldt af de overtrædere, som skade-
lidte har indgået forlig med. Bestemmelsens formål er for
det første at sikre, at skadelidte ikke opnår en overkompen-
sation for en skade og dermed stilles bedre, end hvis der ik-
ke var sket en overtrædelse af konkurrenceretten. Bestem-
melsens formål er for det andet at sikre, at de øvrige skade-
voldere ikke som følge af forliget bliver pålagt et større for-
holdsmæssigt erstatningsansvar.
Bestemmelsen vil således indebære, at hvis en skadelidt, der
har lidt et tab på 1 mio. kr. indgår et forlig med en skadevol-
der, hvis andel af skaden udgør 50 pct., og der som led i for-
liget fastsættes en erstatning på 300.000 kr., vil den skade-
lidte kunne rette et erstatningskrav mod de øvrige medvir-
kende skadevoldere på 500.000 kr., svarende til deres andel
af skaden på 50 pct. Dette gælder uagtet, at skadelidte ikke
via forliget har opnået erstatning for hele den andel af ska-
den, som var påført af den skadevolder, som vedkommende
indgik forlig med. Skadelidte vil således i dette tilfælde som
følge af det frivillige forlig ikke opnå fuld erstatning for det
tab, som skadelidte oprindeligt havde lidt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., vil en
eventuel resterende del af et krav fra en skadelidt, der har
indgået forlig, som udgangspunkt kun kunne gøres gælden-
de over for de medvirkende skadevoldere, der ikke har ind-
gået forlig. Dette udgangspunkt modificeres dog i stk. 3, jf.
nedenfor. Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt.,
vil medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, ik-
ke kunne kræve bidrag fra medvirkende overtrædere, der har
indgået forlig. Med bestemmelsen sikres, at de skadevolde-
re, der ikke har indgået forlig, ikke kan kræve bidrag til den
resterende del af kravet fra den skadevolder, der har indgået
forlig. På den måde kommer det ikke den pågældende ska-
devolder til skade, at vedkommende har indgået forlig, og
formålet med forligsindgåelsen bliver ikke udhulet.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil en skadelidt,
der har indgået forlig – udover forliget – kunne kræve den
resterende del af sit krav fra sin forligspart, hvis de øvrige
overtrædere ikke kan betale denne resterende del af kravet.
Det vil dog kun være muligt, at rette dette krav mod den
skadevolder, der har indgået forlig, hvis dette ikke udtrykke-
ligt er udelukket i betingelserne for forliget. Bestemmelsen
indebærer, at selvom en skadevolder indgår forlig, kan den
pågældende – medmindre dette udtrykkeligt er udelukket i
henhold til forliget – alligevel komme til at betale bidrag til
den resterende del af erstatningen, hvis dette er den eneste
mulighed for, at skadelidte, kan opnå erstatning for det re-
sterende krav. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis de medvir-
kende skadevoldere er gået konkurs, og derfor ikke har mu-
lighed for at betale erstatning til den skadelidte.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil retten ved fast-
sættelsen af det bidragsbeløb, som en medvirkende overtræ-
57
der kan kræve fra enhver af de medvirkende overtrædere,
skulle tage behørigt hensyn til eventuel tidligere udbetalt er-
statning som følge af et forlig, som den pågældende medvir-
kende skadevolder har indgået. Bestemmelsen fastsætter så-
ledes, hvordan størrelsen opgøres for det bidrag, som en
overtræder, der har indgået forlig, kan kræve fra de øvrige
overtrædere i henhold til fordelingen af det solidariske hæf-
telsesansvar efter den foreslåede § 8, stk. 5, i lovforslaget.
Bestemmelsen indebærer, at en erstatning som en skadevol-
der har udbetalt som følge af et forlig har indflydelse på
størrelsen af det bidrag, som den pågældende skadevolder
kan blive pålagt at betale til de medvirkende skadevoldere.
Bestemmelsen sikrer, at den skadevolder, der indgår forlig
med en eller flere skadelidte, ikke som følge af forliget bli-
ver dårligere stillet i forhold til den samlede erstatningsud-
betaling til alle de skadelidte, end hvis forliget ikke var ble-
vet indgået.
Dette stemmer overens med præambelbetragtning nr. 52 til
direktivet, hvoraf det fremgår, at det skal undgås, at en ska-
devolder betaler et samlet erstatningsbeløb, der overstiger
dennes forholdsmæssige ansvar for den skade, der er for-
voldt ved overtrædelsen. Det betyder, at når medvirkende
skadevoldere, der har indgået forlig, anmodes om at bidrage
til den erstatning, der betales af medvirkende skadevoldere,
som ikke har indgået forlig, skal domstolene tage hensyn til
den erstatning, der allerede er betalt i henhold til forliget, og
til, at ikke alle medvirkende skadevoldere nødvendigvis er
lige involverede i det fulde materielle, tidsmæssige og geo-
grafiske omfang af overtrædelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.3 om retten til fuld erstat-
ning og afsnit 2.9.3 om solidarisk hæftelse i de almindelige
bemærkninger.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets arti-
kel 10 om forældelse af erstatningskrav.
Det følger af konkurrencelovens § 25, stk. 1, at en fordrings-
havers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af
konkurrenceretten forældes efter reglerne i forældelseslo-
ven.
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den almindelige foræl-
delsesfrist 3 år, medmindre andet følger af andre bestem-
melser i forældelsesloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil en skadelidts
krav på erstatning som følge af en overtrædelse af konkur-
renceretten blive forældet efter 5 år. Det betyder, at den på-
gældende vil skulle rejse kravet inden 5 år for at kunne få
erstatning.
Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfri-
sterne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordrings-
haveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre
andet følger af andre bestemmelser. Forældelsesfristen for
fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt
uden for kontraktforhold regnes fra tidspunktet for skadens
indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4, mens forældel-
sesfristen for fordringer opstået ved misligholdelse af kon-
trakt regnes fra tidspunktet for misligholdelsen, jf. forældel-
seslovens § 2, stk. 3.
Det følger endvidere af forældelseslovens § 3, stk. 2, at hvis
fordringshaveren (den skadelidte) var ubekendt med fordrin-
gen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den
dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab
hertil. Uvidenhed om fordringen vil foreligge, hvis skadelid-
te mangler kendskab til de faktiske omstændigheder, der be-
grunder kravet. Suspension løber derfor indtil det tidspunkt,
hvor den skadelidte fik eller burde have fået kendskab til de
faktiske omstændigheder, der begrunder kravet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil fastsætte det tids-
punkt, hvor forældelsesfristen i stk. 1 begynder at løbe. For-
ældelsesfristen vil begynde at løbe, når overtrædelsen af
konkurrenceretten er ophørt, dvs. eksempelvis fra det tids-
punkt, hvor et kartel er ophørt med at eksistere, og når den
skadelidte har fået eller med rimelighed kan forventes at ha-
ve fået kendskab til følgende: For det første kendskab ska-
devolderens adfærd, og at denne udgør en overtrædelse af
konkurrenceretten. Dernæst drejer det sig om kendskab til,
at den pågældende adfærd har forvoldt skadelidte et tab. En-
delig drejer det sig om kendskab til overtræderens identitet.
Betingelserne er kumulative, og forældelsesfristen løber så-
ledes først fra det tidspunkt, hvor alle betingelserne er op-
fyldt. Et erstatningskrav forældes således først 7 år efter
overtrædelsens ophør, hvis den skadelidte først 2 år efter
overtrædelsens ophør bliver bekendt med eller på dette tids-
punkt med rimelighed kan forventes at have kendskab til, at
der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten, som har
forvoldt vedkommende skade.
Den 3-årige forældelsesfrist i forældelsesloven suppleres af
en absolut frist, hvorefter forældelse for fordringer på erstat-
ning for skade begået uden for kontraktforhold senest ind-
træder 10 år efter den skadevoldende handlings ophør, jf.
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. I forhold til erstatning i
kontraktforhold og tilbagesøgningskrav fastsættes den abso-
lutte forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4,
om andre fordringer end de i forældelseslovens § 3, stk. 3,
nr. 1-3, nævnte. Begyndelsestidspunktet for den absolutte
forældelsesfrist fastsættes i disse tilfælde af forældelseslo-
vens § 2, jf. ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil indebære, at foræl-
delse uanset stk. 2 indtræder senest 10 år efter den skadevol-
58
dende handlings ophør. Det betyder, at hvis den skadelidte
først bliver bekendt med, at en overtrædelse af konkurrence-
retten har forvoldt vedkommende skade 8 år efter overtræ-
delsens ophør, skal den pågældende rejse erstatningskravet
inden 2 år, uanset udgangspunktet om en 5-årig forældelses-
frist, jf. stk. 1. Formålet med denne bestemmelse er at sikre,
at overtræder ikke kan mødes med et erstatningskrav på
ubestemt tid.
Bestemmelsen svarer således til, hvad der i dag gælder efter
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Der er ikke med den
foreslåede bestemmelse tilsigtet ændring af anvendelsen he-
raf.
Efter konkurrencelovens § 25, stk. 2 og 3, finder forældel-
seslovens § 21, stk. 2, om foreløbig afbrydelse anvendelse i
forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hen-
holdsvis Konkurrenceankenævnets behandling af sager om
overtrædelse af konkurrenceretten. Det følger således af
konkurrencelovens § 25, stk. 2, at forældelsen af en fordring
på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrence-
retten, afbrydes foreløbigt, hvis fordringshaveren har indgi-
vet klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og klagen
indgår i styrelsens behandling af sagen. Det følger ligeledes
af konkurrencelovens § 25, stk. 3, at forældelsen afbrydes
midlertidig, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgø-
relse påklages til Konkurrenceankenævnet, hvis fordringsha-
ver har indbragt sagen for Konkurrenceankenævnet eller er
indtrådt som biintervenient i ankesagen. I disse tilfælde ind-
træder forældelsen tidligst 1 år efter, at styrelsen/rådet/anke-
nævnet har givet meddelelse om sin afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt., omhandler fore-
løbig afbrydelse af forældelsen. Bestemmelsen vil indebære,
at forældelsen afbrydes foreløbigt, hvis en konkurrencemyn-
dighed indleder en undersøgelse af (tager skridt til at under-
søge) eller forfølger den overtrædelse af konkurrenceretten,
som erstatningssøgsmålet vedrører. En konkurrencemyndig-
hed skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lov-
forslagets § 2, nr. 6.
I Danmark kan f.eks. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
behandle en sag af egen drift, efter anmeldelse, på grundlag
af en klage, eller som følge af en henvisning fra Europa
Kommissionen eller andre konkurrencemyndigheder i Den
Europæiske Union. Det er ikke et krav for at kunne klage, at
den klagende er skadelidt, men det vil i mange tilfælde ofte
være tilfældet.
Den foreslåede foreløbige afbrydelse af forældelsen regnes i
denne situation fra det tidspunkt, hvor en Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen indleder en undersøgelse, og afbrydelsen
vil i disse sager have virkning for alle potentielle skadelidte,
både under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behand-
ling af en sag om overtrædelse af konkurrenceretten, samt
under en eventuelt efterfølgende indbringelse af sagen for
Konkurrenceankenævnet og domstolene.
Tilsvarende vil det afbryde forældelsen foreløbigt, hvis
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri-
minalitet indleder en strafferetlig undersøgelse.
Bestemmelsen har således et bredere anvendelsesområde
end de gældende bestemmelser i konkurrencelovens § 25,
stk. 2 og 3, hvorefter den foreløbige afbrydelse alene finder
anvendelser i forhold til skadelidte, der har indgivet en klage
til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, eller som har ind-
bragt sagen for Konkurrencenævnet eller er indtrådt som
biintervenient i denne sag.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 2. pkt., vil foræl-
delsen tidligst indtræde1 år efter, at afgørelsen om overtræ-
delse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden måde er
afsluttet, f.eks. ved mindelig tvistbilæggelse. At afgørelsen
skal være endelig indebærer, at afgørelsen ikke kan eller ik-
ke længere kan være genstand for ordinær appel, jf. definiti-
onen i den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 9. Sagen skal
således følges op inden 1 år efter afgørelsen er blevet ende-
lig, medmindre den almindelige forældelsesfrist først udlø-
ber på et senere tidspunkt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser betragtes på
baggrund af retspraksis som endelige, hvis afgørelsen ikke
indbringes for Konkurrenceankenævnet, hvilket i henhold til
konkurrencelovens § 20, stk. 2, skal ske senest fire uger ef-
ter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Ankenævnet
kan dog se bort fra overskridelsen af klagefristen, når særli-
ge grunde taler derfor. Konkurrenceankenævnets afgørelser
er endelige, hvis de ikke inden 8 uger er indbragt for dom-
stolene, jf. konkurrencelovens § 20, stk. 3.
Indbringes en sag om overtrædelse af konkurrenceretten for
domstolene, vil sagen først være endeligt afgjort, når der af-
siges dom, eller sagen på anden vis afsluttes.
Det følger af forældelseslovens § 21, stk. 5, at hvis der inden
forældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger om for-
dringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt
under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder for-
ældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne
må anses for at være afsluttet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 omhandler tilfælde,
hvor der foregår forhandlinger om indgåelse af forlig. Be-
stemmelsen vil indebære, at forældelsen afbrydes foreløbigt,
mens en eventuel mindelig tvistbilæggelse pågår. Bestem-
melsen har til formål at give begge parter en reel mulighed
for at deltage i en mindelig tvistbilæggelse, inden sagen
eventuelt indbringes for domstolene, uden at forsøget herpå
kan komme dem til skade på grund af forældelsesreglerne.
Den foreløbige afbrydelse af forældelsen vil kun gælde for
59
de parter, der er eller har været involveret eller repræsenteret
i den mindelige tvistbilæggelse.
Det følger af forældelseslovens § 22, stk. 1, at når flere
skyldnere hæfter solidarisk for en fordring, og fordringsha-
veren inden forældelsesfristens udløb har indledt retsforfølg-
ning mod én af skyldnerne som nævnt i forældelseslovens §
16 eller § 21, stk. 1, dvs. bl.a. anlagt rets- eller voldgiftssag
om grundlaget for fordringen, og skriftligt underrettet de øv-
rige skyldnere herom og opfordret dem til at varetage deres
interesser under sagen, forældes fordringen mod de øvrige
skyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig,
dom eller på anden måde.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 omhandler de tilfælde,
hvor en af flere solidarisk hæftende overtrædere har modta-
get bødefritagelse, og hvor den skadelidte ikke kan opnå
fuld erstatning fra de øvrige overtrædere og derfor må rette
sit krav mod den overtræder, der har modtaget bødefritagel-
se, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 4 – selvom den
pågældende normalt ikke ville være omfattet af den solidari-
ske hæftelse i forhold til andre end direkte og indirekte afta-
gere eller leverandører.
Efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt. afbrydes forældel-
sen i forhold til den overtræder, der er modtager af bødefri-
tagelse, hvis den skadelidte indleder retsforfølgning med
henblik på at opnå erstatning fra de øvrige overtrædere.
Efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. er afbrydelsen be-
tinget af, at den skadelidte underretter den overtræder, som
er modtager af bødefritagelse, om, at der er indledt retsfor-
følgning mod de øvrige overtrædere. Underretningen har til
formål at sikre, at den overtræder, som har modtaget bøde-
fritagelse, er bekendt med afbrydelsen af forældelsen, og at
den pågældende derfor senere kan blive mødt med et krav.
Forældelsen vil herefter tidligst indtræde et år efter endelig
afgørelse om, at de øvrige overtrædere ikke kan dække den
skadelidtes krav fuldt ud. Det vil sige, at det først skal være
fastslået, at der foreligger et krav på at få erstatning fra de
øvrige overtrædere, og dernæst at den skadelidte ikke kan få
dækket dette af de pågældende. Det er ikke en betingelse, at
der foreligger en egentlig dom om den manglende mulighed
for dækning fra de øvrige overtrædere, men det skal være
endelig fastslået, at der ikke kan opnås dækning fra disse
overtrædere. En endelig afgørelse herom vil f.eks. foreligge,
hvis den pågældende overtræder bliver erklæret konkurs.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 8, stk. 4, hvorefter modtagere af bødefrita-
gelse som udgangspunkt kun hæfter solidarisk over for egne
direkte og indirekte aftagere og leverandører, medmindre de
øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres fulde krav
på erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret i
den samme overtrædelse. Den foreslåede bestemmelse har
således til formål at sikre, at kravet på erstatning mod den
overtræder, der er omfattet af § 8, stk. 4, ikke forældes,
mens en skadelidt, der ikke er direkte eller indirekte aftager
fra eller leverandør til den pågældende, tager nødvendige
skridt for at få dækket sit erstatningskrav af de øvrige soli-
darisk hæftende overtrædere.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 1. pkt., indebærer, at de
almindelige regler i forældelseslovens §§ 15-18 om afbry-
delse af forældelsen også finder anvendelse i forhold til for-
dringer vedrørende erstatning som følge af overtrædelse af
konkurrenceretten. Det indebærer bl.a., at forældelsen afbry-
des, når skyldneren erkender sin forpligtelse samt når for-
dringshaveren foretager retlige skridt mod skyldneren med
henblik på at opnå dom mv., der fastslår fordringens eksi-
stens og størrelse, og forfølger disse inden for rimelig tid, jf.
forældelseslovens §§ 15 og 16. Det indebærer endvidere, at
forældelsen i en række tilfælde afbrydes, hvis fordringen gø-
res gældende i et konkurs- eller dødsbo, samt hvis der indgi-
ves anmodning om udlæg, jf. forældelseslovens §§ 17 og 18.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 2. pkt., løber en ny
forældelsesfrist på 5 år, når forældelsen afbrydes. Fristen på
5 år regnes fra de i forældelseslovens § 19, stk. 2-6, fastsatte
tidspunkter. For en nærmere gennemgang af bestemmelser-
ne henvises til bemærkningerne til forældelseslovens kapitel
5, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5628.
Endelig indebærer den foreslåede bestemmelse i stk. 8, at
forældelseslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse
finder anvendelse på fordringer vedrørende erstatning som
følge af overtrædelse af konkurrenceretten. For en nærmere
gennemgang af bestemmelsen henvises til bemærkningerne
til forældelseslovens kapitel 7, jf. Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5641.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9.2 i de almindelige be-
mærkninger.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 26 i konkurrenceloven.
Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpe-
ges som grupperepræsentant i såkaldte gruppesøgsmål, hvor
flere personer, der omfatter både fysiske og juridiske perso-
ner, påstår sig tilkendt erstatning som følge af det tab, som
de har lidt ved, at en eller flere virksomheder har overtrådt
bestemmelserne i konkurrenceloven eller TEUF artikel 101
og 102. Det forudsættes, at Forbrugerombudsmanden kun
vil finde anledning til at udnytte bemyndigelsen til at optræ-
de som grupperepræsentant, når der er et klart grundlag for,
60
at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten, dvs.
sædvanligvis en afgørelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.
Forslaget har sammenhæng med retsplejelovens § 254 c, stk.
1, nr. 3, hvorefter offentlige myndigheder (kun) kan udpeges
som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov
er bemyndiget til det. Formålet med den foreslåede bestem-
melse er således at give Forbrugerombudsmanden denne
lovmæssige bemyndigelse.
Forslaget berører ikke forbrugernes eller virksomhedernes
adgang til selv at anlægge søgsmål, herunder gruppesøgs-
mål, om erstatning i anledning af overtrædelse af konkurren-
celovgivningen.
Til § 17
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 27. december
2016, jf. dog bestemmelsen i stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 1, 3, 8-10, § 12, stk. 1, § 14
og § 15 ikke finder anvendelse på erstatningskrav som følge
af overtrædelser af konkurrenceretten, der begås før lovens
ikrafttræden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse. Er der derimod tale om et erstat-
ningssøgsmål, der udspringer af en konkurrenceretsovertræ-
delse, der er påbegyndt før den 27. december 2016, og som
fortsat efterleves eller finder sted efter denne dato, vil der
være tale om en såkaldt fortsat forbrydelse. En fortsat for-
brydelse vil ikke skulle bedømmes efter den tidligere lov-
givning, selvom en del af den strafbare handling har fundet
sted, mens den tidligere lovgivning var i kraft. I stedet vil
den nye lovgivning finde anvendelse på det samlede for-
hold. Dette gælder også for erstatningssøgsmål, der udsprin-
ger af en sådan fortsat konkurrenceretsovertrædelse.
Det forslås i stk. 3, at lovens §§ 2, 4-7, § 12, stk. 2, § 13 og §
16 finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der er indbragt
for retten efter den 25. december 2014, hvor direktivet blev
vedtaget.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel
22, stk. 2.
Til § 18
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområ-
de og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Det fremgår af artikel 355 i traktaten om den Europæiske
Unions funktionsmåde, at EU-traktaterne ikke finder anven-
delse på Færøerne.
Grønland er optaget som et af de såkaldte oversøiske lande
og territorier i bilag II, der har associeringsordninger (særli-
ge forbindelser) med EU. Det betyder i henhold til traktatens
artikel 204, at artikel 198-203 finder anvendelse på Grøn-
land, medmindre andet følger af de særlige bestemmelser
for Grønland, der er fastsat i den protokol om den særlige
ordning for Grønland, der er knyttet som bilag til traktater-
ne.
Idet hverken Færøerne eller Grønland er omfattet af de rele-
vante bestemmelser i traktaten om den Europæiske Unions
funktionsmåde, er Færøerne og Grønland ikke forpligtet til
at gennemføre direktivet. Som følge heraf gælder loven ikke
for Færøerne og Grønland.
Til § 19
Til nr. 1
Det følger af § 25, stk. 1, i kapitel 9 a i konkurrenceloven, at
en fordringshavers krav på erstatning som følge af en over-
trædelse af konkurrenceretten forældes efter reglerne i for-
ældelsesloven. Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den al-
mindelige forældelsesfrist 3 år, medmindre andet følger af
andre bestemmelser i forældelsesloven.
Det følger af § 26 i kapitel 9 b konkurrencelovens, at der-
som flere personer har erstatningskrav som følge af overtræ-
delser af denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og 102,
kan Forbrugerombudsmanden udpeges som grupperepræ-
sentant i et gruppesøgsmål herom, jf. retsplejelovens kapitel
23 a.
For at samle reglerne vedrørende erstatning for overtrædel-
ser af konkurrenceretten foreslås det at ophæve konkurren-
celovens kapitel 9 a om civilretlig forældelse og kapitel 9 b
om gruppesøgsmål og i stedet indsætte tilsvarende bestem-
melser med de ændringer, som direktivet giver anledning til.
Der henvises til lovforslagets §§ 15 og 16.
Til nr. 2
Det følger af konkurrencelovens § 13, stk. 2, nr. 2 og 3, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal offentliggøre afgø-
relser truffet i medfør af loven og afgørelser truffet på Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens vegne eller et resumé he-
raf, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betyd-
ning for forståelsen af konkurrenceloven eller at være af in-
teresse for offentligheden i øvrigt.
61
Ændringsforslaget til konkurrencelovens § 13, stk. 2, nr. 2
og 3, er en præcisering af de gældende bestemmelser om of-
fentliggørelse af afgørelser, der ligger på linje med den hid-
tidige retstilstand.
Det foreslås, at bestemmelserne om offentliggørelse af afgø-
relser justeres, således at det klart fremgår, at det er Konkur-
rencerådets afgørelser truffet i medfør af loven, der offent-
liggøres, og at det klart fremgår, at det er Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser eller et resumé heraf truffet i
medfør af loven, der offentliggøres, medmindre afgørelsen
hverken skønnes at have betydning for forståelsen af kon-
kurrenceloven eller at være af interesse for offentligheden i
øvrigt.
62
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§19
I Konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 8. juli
2015, foretages følgende ændringer:
Kapitel 9 a 1.Kapitel 9a og 9b ophæves.
Civilretlig forældelse
§ 25. En fordringshavers krav på erstatning som følge af en
overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller EUF-trak-
tatens artikel 101 og 102 forældes efter reglerne i forældel-
sesloven.
Stk. 2. Forældelseslovens § 21, stk. 2, finder tilsvarende an-
vendelse på fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis for-
dringshaver har indgivet klage til Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen i en sag om overtrædelse af bestemmelser som
anført i stk. 1 og klagen indgår i styrelsens behandling af
sagen.
Stk. 3. Indbringes sagen for Konkurrenceankenævnet, finder
forældelseslovens § 21, stk. 2, tilsvarende anvendelse på for-
dringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver
1) har indbragt sagen for Konkurrenceankenævnet eller
2) er indtrådt som biintervenient i ankesagen
Kapitel 9 b
Gruppesøgsmål
§ 26. Dersom flere personer har erstatningskrav som følge af
overtrædelser af denne lov eller EUF-traktatens artikel 101
og 102, kan Forbrugerombudsmanden udpeges som gruppe-
repræsentant i et gruppesøgsmål herom, jf. retsplejelovens
kapitel 23 a.
§ 13.
Stk. 2.
1)
2) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser truffet i
medfør af loven.
2.§ 13, stk. 2, nr. 2 og nr. 3, affattes således:
”2) Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven
3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, eller et
resumé heraf, truffet i medfør af loven, medmindre afgørel-
sen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af kon-
63
3)-7) kurrenceloven eller at være af interesse for offentligheden i
øvrigt”.
Stk. 2.
1)-2)
3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser truffet på
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vegne eller et resumé
heraf, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betyd-
ning for forståelsen af konkurrenceloven eller at være af in-
teresse for offentligheden i øvrigt.
4)-7)
64
Bilag 2
Direktiv
5.12.2015 DA Den Europæiske Unions tidende L 349/1
I
(Lovgivningsmæssige retsakter)
DIREKTIVER
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/104/EU
af 26. november 2014
om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af
bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 103 og 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, I
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1,
efter den almindelige lovgivningsprocedure2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er ufravigelige retsgrundsætninger og bør
anvendes effektivt overalt i Unionen for at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes.
(2) Den offentlige håndhævelse af artikel 101 og 102 i TEUF udføres af Kommissionen med de beføjelser, som er tillagt den ved
Rådets forordning (EF) nr. 1/20033. Ved Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 blev artikel 81 og 82 i trakta-
ten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab til artikel 101 og 102 i TEUF, og de er indholdsmæssigt identiske. Offentlig
håndhævelse varetages også af de nationale konkurrence myndigheder, som kan træffe de afgørelser, der er nævnt i artikel 5 i
forordning (EF) nr. 1/2003. I overensstemmelse med denne forordning bør medlemsstaterne kunne udpege såvel administrative
som retlige myndigheder til som offentlige håndhævere at anvende artikel 101 og 102 i TEUF og varetage de forskellige opga-
ver, som konkurrencemyndighederne er tillagt af forordningen.
(3) Artikel 101 og 102 i TEUF har direkte virkninger i forholdet mellem private parter og medfører rettigheder og forpligtelser for
de pågældende, som de nationale retter skal håndhæve. De nationale retter har således en lige så væsentlig rolle i anvendelsen
af konkurrencereglerne (privat håndhævelse). Når de træffer afgørelse i sager mellem private parter, beskytter de subjektive
rettigheder i henhold til EU-retten, f.eks. ved at tilkende erstatning til ofre for overtrædelser. Hvis artikel 101 og 102 i TEUF
skal have fuld virkning, og navnlig hvis de deri indeholdte forbud skal have virkning i praksis, kræver det, at alle — såvel
private parter, herunder forbrugere og virksomheder, som offentlige myndigheder — kan rejse erstatningskrav ved nationale
retter for den skade, som de har lidt som følge af en overtrædelse af disse bestemmelser. Denne ret til erstatning efter EU-
retten gælder også for overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF begået af offentlige virksomheder og af virksomheder, der af
medlemsstaterne har fået overdraget særlige eller eksklusive rettigheder i henhold til artikel 106 i TEUF.
(4) Denne ret til erstatning efter EU-retten for skade som følge af overtrædelser af EU-konkurrenceretten og medlemsstaternes
konkurrenceret indebærer, at hver enkelt medlemsstat skal have procedureregler, der sikrer en reel udøvelse af denne ret. Be-
hovet for effektive processuelle retsmidler følger også af retten til effektiv retsbeskyttelse som fastsat i artikel 19, stk. 1, andet
afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder. Medlemsstaterne bør sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, som EU-retten dækker.
65
(5) Erstatningssøgsmål er blot ét element i et effektivt system til privat håndhævelse i forbindelse med overtrædelser af konkurren-
ceretten og suppleres af alternative retsmidler såsom mindelig tvistbilæggelse og afgørelser om offentlig håndhævelse, der gi-
ver parterne et incitament til at yde erstatning.
(6) For at sikre en effektiv privat håndhævelse i henhold til civilretten og en effektiv offentlig håndhævelse fra konkurrencemyn-
dighedernes side, skal der være et samspil mellem begge redskaber, så konkurrencereglerne bliver så effektive som muligt. Det
er nødvendigt på en sammenhængende måde at regulere, hvordan de to former for håndhævelse koordineres, f.eks. i forhold til
ordningerne for aktindsigt i dokumenter hos konkurrencemyndighederne. En sådan koordinering på EU-plan vil også medføre,
at divergerende regler, der kunne skade et velfungerende indre marked, undgås.
(7) I henhold til artikel 26, stk. 2, i TEUF indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for
varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Der er markante forskelle mellem medlemsstaternes regler om erstatningssøgsmål i
forbindelse med overtrædelser af EU-konkurrenceretten eller medlemsstaternes konkurrenceret. Disse forskelle fører til usik-
kerhed om, på hvilke betingelser skadelidte kan udøve den ret til erstatning, de har i henhold til TEUF, og påvirker denne rets
materielle effektivitet. Da skadelidte ofte vælger at anlægge erstatningssøgsmål i deres etableringsmedlemsstat, fører forskelle-
ne mellem de nationale regler til ulige vilkår hvad angår erstatningssøgsmål og kan påvirke konkurrencen på de markeder,
hvor skadelidte, men også de virksomheder, der har begået en overtrædelse, opererer.
(8) Virksomheder, der er etableret og opererer i flere medlemsstater, er underlagt forskellige procedureregler, som i væsentlig grad
indvirker på, i hvor høj grad de kan drages til ansvar for overtrædelser af konkurrenceretten. Denne ulige håndhævelse af retten
til erstatning efter EU-retten kan ikke blot medføre en konkurrencefordel for nogle virksomheder, der har overtrådt artikel 101
eller 102 i TEUF, men også en hindring for udøvelsen af retten til etablering og levering af varer eller tjenesteydelser i de
medlemsstater, hvor retten til erstatning håndhæves mere effektivt. Da de forskellige erstatningsansvarsordninger, der er gæl-
dende i medlemsstaterne, kan få negative virkninger for både konkurrencen og et velfungerende indre marked, er det hensigts-
mæssigt at basere dette direktiv på både artikel 103 og 114 i TEUF.
(9) Eftersom omfattende overtrædelser af konkurrenceretten ofte har et grænseoverskridende element, er det nødvendigt at sikre
mere lige vilkår for virksomheder, der opererer på det indre marked, og forbedre forbrugernes vilkår med hensyn til at udøve
de rettigheder, de har i kraft af det indre marked. Det er hensigtsmæssigt at øge retssikkerheden og mindske forskellene mel-
lem medlemsstaterne med hensyn til de nationale regler om erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelse af både EU-
konkurrenceretten og national konkurrenceret, når denne anvendes parallelt med EU-konkurrenceretten. En tilnærmelse af dis-
se regler vil bidrage til at forhindre, at der opstår større forskelle mellem medlemsstaternes regler om erstatningssøgsmål i kon-
kurrencesager.
(10) I artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003 bestemmes følgende: »Når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller
domstole anvender national konkurrenceret på aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger eller samordnet
praksis, som omhandlet i traktatens artikel [101, stk. 1, i TEUF], som kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater, som
omhandlet i den nævnte artikel, skal de ligeledes anvende traktatens artikel [101 i TEUF] på sådanne aftaler, vedtagelser eller
samordnet praksis. Når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller domstole anvender national konkurrenceret på mis-
brug, der er forbudt i henhold til traktatens artikel [102 i TEUF], skal de også anvende traktatens artikel [102 i TEUF]«. For at
det indre marked kan fungere tilfredsstillende, og for at opnå større retssikkerhed og mere lige vilkår for virksomheder og for-
brugere er det hensigtsmæssigt, at anvendelsesområdet for dette direktiv også omfatter erstatningssøgsmål i forbindelse med
overtrædelse af national konkurrenceret, når det anvendes i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003. En anven-
delse af forskellige regler om civilretligt ansvar for overtrædelser af artikel 101 eller 102 i TEUF og for overtrædelser af be-
stemmelser i national konkurrenceret, som skal anvendes i samme sag parallelt med EU- konkurrenceretten, ville ellers være
til skade for forskellige sagsøgeres stilling i samme sag og for omfanget af deres krav samt udgøre en hindring for et velfunge-
rende indre marked. Dette direktiv bør ikke berøre erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af national konkurren-
ceret, som ikke påvirker samhandlen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 101 eller 102 i TEUF.
(11) I mangel af EU-ret afgøres erstatningssøgsmål efter medlemsstaternes nationale regler og procedurer. I henhold til Den Euro-
pæiske Unions Domstols (Domstolens) retspraksis kan enhver rejse krav om erstatning for den skade, den pågældende har lidt,
når der er årsagssammenhæng mellem skaden og en overtrædelse af konkurrenceretten. Alle nationale regler om udøvelse af
retten til erstatning for skade som følge af overtrædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF, herunder om forhold, der ikke er om-
handlet i dette direktiv, som f.eks. begrebet årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og skaden, skal overholde principperne
om effektivitet og ækvivalens. Dette betyder, at de ikke bør affattes eller anvendes på en sådan måde, at de gør det uforholds-
mæssigt vanskeligt eller praktisk umuligt at udøve den ret til erstatning, der sikres ved TEUF, eller mindre gunstigt end de
regler, der gælder for tilsvarende indenlandske sager. Hvis medlemsstaterne har fastlagt andre betingelser for erstatning i hen-
hold til national ret, f.eks. tilregnelighed, adækvans eller skyld, bør de kunne opretholde sådanne betingelser, såfremt de er i
overensstemmelse med Domstolens retspraksis, effektivitets- og ækvivalensprincippet samt dette direktiv.
66
(12) Dette direktiv bekræfter den gældende fællesskabsret vedrørende retten til erstatning for skade som følge af overtrædelse af
EU-konkurrenceretten, navnlig om søgsmålskompetence og definitionen af skade, som det fremgår af Domstolens retspraksis,
og foregriber ikke en eventuel videreudvikling heraf. Enhver, der har lidt skade som følge af en sådan overtrædelse, kan kræve
erstatning for det lidte tab (damnum emergens) og for den indtjening, som denne person er gået glip af (tabt fortjeneste eller
lucrum cessans) plus renter, uanset om national ret definerer disse kategorier hver for sig eller under ét. Betaling af renter er et
væsentligt element i erstatningen af det lidte tab, idet der tages hensyn til den tid, der er gået, og der bør betales renter fra det
tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt, indtil det tidspunkt, hvor erstatningen betales, uden at dette berører sådanne renters klas-
sificering som udlignings- eller morarenter i henhold til national ret og, hvorvidt der tages hensyn til den tid, der er gået, som
en særskilt kategori (rente) eller som en grundlæggende del af det lidte tab eller den tabte fortjeneste. Det påhviler medlemssta-
terne at fastlægge reglerne med henblik herpå.
(13) Retten til erstatning er anerkendt for enhver fysisk eller juridisk person — forbrugere, virksomheder og offentlige myndighe-
der — uanset om der foreligger et direkte kontraktforhold med den virksomhed, der har begået overtrædelsen, og uanset om en
konkurrencemyndighed forinden har fastslået, at der er sket en overtrædelse. Dette direktiv bør ikke forpligte medlemsstaterne
til at indføre ordninger for kollektive søgsmål for håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102 i TEUF. Med forbehold af
erstatning for tab af chance bør fuld erstatning i henhold til dette direktiv ikke føre til overkompensation i form af erstatning
med straffende formål eller flere eller andre skadeserstatninger.
(14) Erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelse af EU-konkurrenceretten eller national konkurrenceret kræver typisk en
kompliceret faktuel og økonomisk analyse. Ofte er det udelukkende modparten eller tredjemand, der er i besiddelse af de bevi-
ser, der er nødvendige for at godtgøre et erstatningskrav, og sagsøgeren har ikke tilstrækkelig viden om dem eller adgang til
dem. Under disse omstændigheder kan det være en urimelig hindring for effektiv udøvelse af den ret til erstatning, der er sikret
ved TEUF, hvis der stilles strenge retlige krav om, at den, der rejser erstatningskravet, i detaljer skal oplyse alle de faktiske
omstændigheder i sagen allerede ved sagsanlægget og fremlægge nøjagtigt angivne beviser til støtte for kravet. (
(15) Beviser er et vigtigt element ved anlæggelse af sag om erstatning for overtrædelse af EU-konkurrenceretten eller national kon-
kurrenceret. Da konkurrenceretlige retssager er kendetegnet ved informationsasymmetri, er det hensigtsmæssigt at sikre, at
sagsøgere får ret til at kræve fremlæggelse af beviser af relevans for deres krav, uden at de behøver at angive de konkrete
beviser. For at sikre ligestilling af parterne bør disse midler også være til rådighed for sagsøgte under erstatningssøgsmål, såle-
des at de kan anmode de pågældende sagsøgere om fremlæggelse af beviser. Nationale retter bør også kunne kræve, at tredje-
mand, herunder offentlige myndigheder, skal fremlægge beviser. Såfremt en national ret agter at kræve, at Kommissionen skal
fremlægge beviser, finder princippet i artikel 4, stk. 3, i TEU om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne og
artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003 anvendelse hvad angår anmodninger om oplysninger. Når nationale retter kræ-
ver, at offentlige myndigheder fremlægger beviser, finder principperne om retligt og administrativt samarbejde i henhold til
EU-retten eller national ret anvendelse.
(16) Nationale retter bør efter streng domstolskontrol, især med hensyn til nødvendigheden og proportionaliteten af fremlæggelses-
foranstaltninger, kunne kræve fremlæggelse af nøjagtigt angivne beviser eller kategorier af beviser efter anmodning fra en part.
Det følger af kravet om proportionalitet, at fremlæggelse kun kan pålægges, når sagsøger på grundlag af faktuelle oplysninger,
som med rimelighed kan forventes at være tilgængelige for denne sagsøger, har sandsynliggjort, at sagsøgeren har lidt skade,
der er forvoldt af sagsøgte. Når en begæring om fremlæggelse fremsættes med det formål at fremskaffe en kategori af beviser,
bør denne kategori identificeres ud fra henvisning til fællestræk ved dens væsentlige bestanddele såsom art, formål eller ind-
hold for de dokumenter, som ønskes fremlagt, tidspunktet for deres udarbejdelse eller andre kriterier, forudsat at de beviser,
der hører under kategorien, er relevante i forbindelse med dette direktiv. Sådanne kategorier bør defineres så præcist og snæ-
vert som muligt på grundlag af de faktuelle oplysninger, som med rimelighed kan forventes at være tilgængelige.
(17) Hvis en ret i en medlemsstat anmoder en kompetent ret i en anden medlemsstat om at optage bevis eller anmoder om at optage
bevis direkte i en anden medlemsstat, finder bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1206/20014 anvendelse.
(18) Relevante beviser, der indeholder forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger, bør i princippet være tilgænge-
lige i erstatningssøgsmål, men der skal ydes en passende beskyttelse af disse fortrolige oplysninger. Nationale retter bør derfor
råde over en lang række foranstaltninger for at kunne beskytte sådanne fortrolige oplysninger mod at blive fremlagt under sag-
en. Disse foranstaltninger kunne omfatte muligheden for redigering af følsomme passager i dokumenter, afholdelse af retsmø-
der for lukkede døre, begrænsning af de personer, der har adgang til at se beviserne, og udpegelse af sagkyndige til at udarbej-
de sammendrag af oplysningerne i aggregeret eller anden ikkefortrolig form. Foranstaltninger til beskyttelse af forretnings-
hemmeligheder og andre fortrolige oplysninger bør dog ikke forhindre, at erstatningskrav kan gøres gældende.
(19) Dette direktiv berører hverken muligheden for at påklage fremlæggelsespålæg i henhold til medlemsstaternes nationale ret el-
ler betingelserne for at kunne fremsætte sådanne klager.
(20 Forordning (EF) nr. 1049/20015 regulerer aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter og skal
give offentligheden størst mulig aktindsigt i disse institutioners dokumenter. Denne ret er dog underlagt visse begrænsninger af
hensyn til offentlige og private interesser. Derfor er undtagelsesordningen i nævnte forordnings artikel 4 baseret på en afvej-
ning af de modstridende interesser i en given situation, nemlig de interesser, der taler for fremlæggelse af de pågældende doku-
menter, og de interesser, som en sådan fremlæggelse ville være til skade for. Dette direktiv berører ikke regler og praksis her-
om i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001.
(21) Af hensyn til effektivitet og konsekvens i Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders anvendelse af artikel 101
og 102 i TEUF skal der være en fælles tilgang i hele Unionen til fremlæggelse af beviser, der indgår i en konkurrencemyndig-
67
heds sagsakt. Fremlæggelse af beviser må ikke i unødig grad svække effektiviteten af en konkurrencemyndigheds håndhævelse
af konkurrenceretten. Dette direktiv omfatter ikke fremlæggelse af konkurrencemyndigheders interne dokumenter eller indbyr-
des korrespondance.
(22) Med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse af retten til erstatning er det ikke nødvendigt at forelægge sagsøgeren alle doku-
menter vedrørende en sag i henhold til artikel 101 eller 102 i TEUF alene på grundlag af sagsøgerens påtænkte indbringelse af
et erstatningssøgsmål, da det er meget usandsynligt, at erstatningssøgsmålet skal baseres på alle beviser i disse sagsakter.
(23) Kravet om proportionalitet bør nøje vurderes, hvis fremlæggelsen risikerer at ødelægge en konkurrencemyndigheds undersø-
gelsesstrategi ved at afsløre, hvilke dokumenter der indgår i sagsakterne, eller risikerer at have negativ indflydelse på, hvordan
virksomhederne samarbejder med konkurrencemyndighederne. Der bør lægges særlig vægt på at forhindre »fisketure«, dvs.
ukonkrete eller for brede søgninger efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter. Begæringer om
fremlæggelse bør derfor ikke anses for rimelige i forhold til formålet, når det drejer sig om en generel fremlæggelse af doku-
menter i en konkurrencemyndigheds sagsakter vedrørende en bestemt sag eller om en generel fremlæggelse af dokumenter
forelagt af en part i forbindelse med en konkret sag. Så omfattende begæringer om fremlæggelse ville heller ikke være i over-
ensstemmelse med den begærende parts forpligtelse til at angive beviser eller kategorier af beviser så præcist og snævert som
muligt.
(24) Dette direktiv berører ikke retters mulighed for i henhold til EU-retten eller national ret at inddrage hensynet til en effektiv
offentlig håndhævelse af konkurrenceretten i sin vurdering, når den giver pålæg om fremlæggelse af enhver type beviser med
undtagelse af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser.
(25) En undtagelse bør gælde for så vidt angår enhver fremlæggelse, der, hvis den blev pålagt, ville gribe forstyrrende ind i en
konkurrencemyndigheds igangværende efterforskning af en overtrædelse af EU-konkurrenceretten eller national konkurrence-
ret. Oplysninger, som udarbejdes af en konkurrencemyndighed i forbindelse med dens håndhævelse af EU-konkurrenceretten
eller national konkurrenceret og sendes til sagens parter (f.eks. en »meddelelse af klagepunkter«), eller som udarbejdes af en
part i sagen (f.eks. besvarelser af konkurrencemyndighedens anmodninger om oplysninger eller vidneforklaringer), bør derfor
først kunne fremlægges i erstatningssøgsmål, efter at konkurrencemyndigheden har afsluttet sin sag, f.eks. ved vedtagelse af en
beslutning i henhold til artikel 5 eller kapitel III i forordning (EF) nr. 1/2003 undtagen beslutninger om foreløbige forholdsreg-
ler.
(26) Procedurer for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsprocedurer er vigtige redskaber i den offentlige håndhævelse af
EU-konkurrenceretten, da de bidrager til opdagelse, effektiv retsforfølgning og sanktionering af de alvorligste overtrædelser af
konkurrenceretten. Eftersom mange af konkurrencemyndighedernes afgørelser i kartelsager desuden er baseret på anmodnin-
ger om bødefritagelse eller bødenedsættelse, og erstatningssøgsmål i kartelsager generelt er opfølgende søgsmål i forhold til
disse afgørelser, er procedurer for bødefritagelse eller bødenedsættelse også vigtige for effektive erstatningssøgsmål i kartelsa-
ger. Virksomheder kunne blive afskrækket fra at samarbejde med konkurrencemyndighederne i forbindelse med procedurer for
bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsprocedurer, hvis selvinkriminerende erklæringer såsom redegørelser til brug for
bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser, som udelukkende fremsættes med henblik på samarbejde med
myndigheden, skulle fremlægges. En sådan fremlæggelse risikerer at stille virksomheder, der samarbejder, eller deres ledelse
ringere med hensyn til civil- eller strafferetligt ansvar end de virksomheder, der har medvirket i overtrædelsen, men ikke sam-
arbejder med myndighederne. For at sikre, at virksomheder fortsat er villige til frivilligt at fremsætte redegørelser til brug for
bødefritagelse eller bødenedsættelse eller forligsredegørelser til konkurrencemyndighederne, bør sådanne dokumenter undta-
ges fra fremlæggelsen af beviser. Denne undtagelse bør også gælde for ordrette citater fra redegørelser til brug for bødefrita-
gelse eller bødenedsættelse eller forligsredegørelser, der er indeholdt i andre dokumenter. Disse begrænsninger i fremlæggelse
af beviser bør ikke forhindre konkurrencemyndigheder i at offentliggøre deres afgørelser i overensstemmelse med gældende
EU-ret eller national ret. For at sikre, at denne undtagelse ikke griber forstyrrende ind i skadelidtes ret til erstatning, bør den
begrænses til nævnte frivillige og selvinkriminerende redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligs-
redegørelser.
(27) Dette direktivs regler om fremlæggelse af andre dokumenter end redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse
og forligsredegørelser sikrer, at skadelidte parter fortsat har tilstrækkeligt med andre muligheder for at få adgang til relevante
beviser, som de har brug for til forberedelse af erstatningssøgsmål. Nationale retter bør efter anmodning fra en sagsøger selv
have adgang til dokumenter, for hvilke undtagelsen gøres gældende, for at kontrollere hvorvidt deres indhold falder uden for
definitionen af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser i dette direktiv. Indhold, der
falder uden for disse definitioner, bør kunne fremlægges på de relevante betingelser.
(28) Nationale retter bør til hver en tid i forbindelse med erstatningssøgsmål kunne give pålæg om fremlæggelse af beviser, der
foreligger uafhængigt af den sag, der behandles af en konkurrencemyndighed (»allerede eksisterende oplysninger«).
(29) Det bør kun pålægges en konkurrencemyndighed at fremlægge beviser, når disse beviser ikke med rimelighed kan fremskaffes
fra en anden part eller tredjemand.
(30) I henhold til artikel 15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1/2003 kan konkurrencemyndighederne på eget initiativ afgive skriftlige
indlæg for de nationale retter vedrørende spørgsmål om anvendelsen af artikel 101 eller 102 i TEUF. For at bevare det bidrag,
som offentlig håndhævelse yder til anvendelsen af disse artikler, bør konkurrencemyndighederne også på eget initiativ kunne
afgive deres indlæg for en national ret med henblik på at vurdere proportionaliteten af en fremlæggelse af beviser, der indgår i
myndighedens sagsakter, i betragtning af de virkninger, en sådan fremlæggelse vil have på effektiviteten af den offentlige
håndhævelse af konkurrenceretten. Medlemsstaterne bør kunne etablere et system, hvorefter en konkurrencemyndighed under-
rettes om anmodninger om fremlæggelse af oplysninger, når den person, der anmoder om fremlæggelse, eller den person, der
68
anmodes om fremlæggelse, er omfattet af den pågældende konkurrencemyndigheds undersøgelse af en påstået overtrædelse, jf.
dog national ret om ex parte-procedurer.
(31) Enhver fysisk eller juridisk person, som fremskaffer beviser ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, bør kunne
anvende disse beviser med henblik på et erstatningssøgsmål, hvori denne er part. Anvendelsen heraf bør også tillades for enh-
ver fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i dennes rettigheder og forpligtelser, herunder gennem erhvervelse af dennes
krav. Hvis beviserne er fremskaffet af en juridisk person, der indgår i en koncern, som udgør en enkelt virksomhed med hen-
blik på anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF, bør det også være tilladt for andre juridiske personer, som tilhører samme
virksomhed, at anvende beviserne.
(32) Anvendelsen af beviser, der er fremskaffet gennem aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, bør dog ikke i unødig
grad svække en konkurrencemyndigheds effektive håndhævelse af konkurrenceretten. For at sikre, at begrænsningerne i frem-
læggelsen af oplysninger fastlagt i dette direktiv ikke undermineres, bør anvendelsen af beviser af de typer som omhandlet i
betragtning 24 og 25, som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, begrænses i hen-
hold til de samme omstændigheder. Begrænsningen bør bestå af afvisning i erstatningssøgsmål eller bestå af enhver anden
beskyttelse i henhold til gældende nationale regler, der er i stand til at sikre, at begrænsningerne i anvendelsen af disse typer
beviser får fuld virkning. Desuden bør der ikke kunne handles med beviser modtaget fra en konkurrencemyndighed. Mulighe-
den for at anvende beviser, der er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, bør derfor
være begrænset til den fysiske eller juridiske person, der oprindeligt fik aktindsigt, og dennes retssuccessorer. Denne begræns-
ning for at undgå handel med beviser bør imidlertid ikke være til hinder for, at en national ret kan kræve fremlæggelse af disse
beviser på de betingelser, der er fastsat i dette direktiv.
(33) Den omstændighed, at et erstatningskrav fremsættes, eller en konkurrencemyndighed indleder en undersøgelse, medfører en
risiko for, at de pågældende personer tilintetgør eller skjuler beviser, som ville være nyttige til at godtgøre skadelidtes erstat-
ningskrav. For at forhindre tilintetgørelse af relevante beviser og sikre, at rettens pålæg om fremlæggelse efterkommes, bør
nationale retter kunne pålægge sanktioner med en tilstrækkelig afskrækkende virkning. For så vidt angår parterne i retssagen,
kan risikoen for, at partens adfærd tillægges belastende betydning ved bevisbedømmelsen under erstatningssøgsmålet, være en
særdeles effektiv sanktion og kan medføre undgåelse af forsinkelser. Der bør endvidere kunne pålægges sanktioner for man-
glende opfyldelse af forpligtelsen til at beskytte fortrolige oplysninger og for misbrug af oplysninger, der er opnået ved frem-
læggelsen af oplysninger. Tilsvarende bør der kunne pålægges sanktioner, hvis oplysninger, der er fremskaffet ved aktindsigt i
en konkurrencemyndigheds sagsakter, misbruges i erstatningssøgsmål.
(34) For at sikre effektivitet og konsekvens i Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders anvendelse af artikel 101
og 102 i TEUF skal der være en fælles tilgang i hele Unionen til virkningen af nationale konkurrencemyndigheders endelige
afgørelser om overtrædelse på efterfølgende erstatningssøgsmål. Sådanne afgørelser vedtages først, når Kommissionen er ble-
vet underrettet om den påtænkte afgørelse, eller i mangel heraf ethvert andet dokument med oplysninger om den foreslåede
fremgangsmåde i medfør af artikel 11, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1/2003, og hvis Kommissionen ikke har frataget den natio-
nale konkurrencemyndighed dens kompetence ved at indlede procedure i medfør af samme forordnings artikel 11, stk. 6. Kom-
missionen bør sikre konsekvent anvendelse af EU-konkurrenceretten ved bilateralt at give de nationale konkurrencemyndighe-
der retningslinjer inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk. For at styrke retssikkerheden, for at undgå uoverensstem-
melser i anvendelsen af artikel 101 eller 102 i TEUF, for at øge virkningen og den proceduremæssige effektivitet af erstat-
ningssøgsmål og for at fremme det indre markeds funktion for virksomheder og forbrugere bør en endelig afgørelse om over-
trædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF truffet af en national konkurrencemyndighed eller en appelret ikke kunne prøves i
senere erstatningssøgsmål. En sådan overtrædelse bør derfor betragtes som værende uafviseligt til stede i erstatningssøgsmål,
der i forbindelse med denne overtrædelse er indbragt i den medlemsstat, hvor den nationale konkurrencemyndighed eller ap-
pelret er beliggende. Virkningen af den endelige afgørelse bør dog kun omfatte overtrædelsens karakter samt dens materielle,
personmæssige, tidsmæssige og territoriale omfang som fastlagt af konkurrencemyndigheden eller appelretten ved udøvelsen
af dens kompetence. Hvis en afgørelse konkluderer, at bestemmelser i national konkurrenceret er overtrådt i sager, hvor EU-
konkurrenceretten og national konkurrenceret anvendes i samme sag og parallelt, bør denne overtrædelse også anses for uafvi-
seligt at være til stede.
(35) Hvis et erstatningssøgsmål er indbragt i en anden medlemsstat end den, hvor den nationale konkurrencemyndighed eller appel-
ret, der har konstateret den overtrædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF, som søgsmålet vedrører, er beliggende, bør det være
muligt at forelægge denne konstatering i en endelig afgørelse truffet af den nationale konkurrencemyndighed eller appelretten
for en national ret, i det mindste som prima facie-bevis for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten. Denne konsta-
tering kan, hvis det er relevant, vurderes sammen med andre beviser, som parterne fremlægger. Virkningerne af afgørelser fra
nationale konkurrencemyndigheder og appelretter om, at der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, berører ikke
nationale retters rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 267 i TEUF.
(36) Nationale regler om forældelsesfristers begyndelse, længde, suspension eller afbrydelse bør ikke unødigt være til hinder for
indbringelse af erstatningssøgsmål. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med søgsmål, som bygger på en afgørelse fra en kon-
kurrencemyndighed eller en appelret om, at der foreligger en overtrædelse. Med henblik herpå bør der kunne indbringes et
erstatningssøgsmål, efter at en konkurrencemyndighed har behandlet sagen, med henblik på at håndhæve national konkurren-
ceret og EU-konkurrenceretten. Forældelsesfristen bør ikke begynde at løbe, før overtrædelsen ophører, og før en sagsøger har
kendskab til, eller med rimelighed kan forventes at have kendskab til, den adfærd, der udgør overtrædelsen, til det forhold, at
sagsøger har lidt skade som følge af overtrædelsen, og til identiteten af overtræderen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde
eller indføre absolutte, almindeligt gældende forældelsesfrister, såfremt varigheden af sådanne absolutte forældelsesfrister ikke
gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til fuld erstatning.
69
(37) Når flere virksomheder i fællesskab overtræder konkurrenceretten, f.eks. i tilfælde af et kartel, er det hensigtsmæssigt at fast-
sætte bestemmelser om, at disse medvirkende overtrædere hæfter solidarisk for enhver skade forvoldt ved overtrædelsen. En
medvirkende overtræder bør have ret til at modtage et bidrag fra en anden medvirkende overtræder, hvis en af dem har betalt
mere erstatning end sin andel. Bestemmelse af den pågældende andel, der afspejler en overtræders forholdsmæssige ansvar, og
de relevante kriterier herfor, som f.eks. omsætning, markedsandel eller rolle i kartellet, sker efter gældende national ret, idet
principperne om effektivitet og ækvivalens skal overholdes.
(38) Virksomheder, der samarbejder med konkurrencemyndighederne i en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, spil-
ler en central rolle for afsløring af overtrædelser begået i form af hemmelige kartelovertrædelser og i at bringe disse til ophør,
hvilket ofte begrænser de skader, som kunne være forvoldt, hvis overtrædelsen var fortsat. Det er derfor hensigtsmæssigt at
fastsætte, at virksomheder, der har opnået bødefritagelse fra en konkurrencemyndighed efter en procedure for bødefritagelse
eller bødenedsættelse, beskyttes mod i urimeligt omfang at blive udsat for erstatningskrav, idet afgørelsen fra den konkurren-
cemyndighed, som fastslår, at der foreligger en overtrædelse, kan blive endelig i forhold til modtageren af bødefritagelse inden
den bliver endelig for andre virksomheder, der ikke har opnået bødefritagelse, og modtageren af bødefritagelse kan således
blive et oplagt mål for en retssag. Det er derfor hensigtsmæssigt, at modtageren af bødefritagelse i princippet fritages fra soli-
darisk ansvar for hele skaden, og at ethvert bidrag, som den skal betale i forhold til medvirkende overtrædere, ikke bør oversti-
ge det beløb for skade, som er forvoldt den pågældende virksomheds egne direkte eller indirekte aftagere eller, i tilfælde af et
indkøbskartel, dens direkte eller indirekte leverandører. Såfremt et kartel har forvoldt skade på andre end overtræderens kunder
eller leverandører, bør bidraget fra modtageren af bødefritagelse ikke overstige dens forholdsmæssige andel af ansvaret for den
skade, som kartellet har forvoldt. Fastsættelsen af denne andel bør ske efter de samme regler som dem, der anvendes til at
fastsætte overtrædernes individuelle bidrag. Modtageren af bødefritagelse bør kun være fuldt ansvarlig over for andre skadelid-
te end sine direkte eller indirekte aftagere og leverandører, hvis de ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre overtrædere.
(39) Skade i form af et faktisk tab kan skyldes prisdifferencen mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville være
blevet betalt, hvis der ikke var blevet begået en overtrædelse. Når en skadelidt har begrænset sit faktiske tab ved hel eller del-
vis overvæltning på sine egne aftagere, udgør det således overvæltede tab ikke længere en skade, som den part, der har over-
væltet det, skal have erstatning for. Det er derfor i princippet rimeligt at tillade, at en overtræder, påberåber sig overvæltningen
af det faktiske tab til støtte for sin påstand om frifindelse for erstatningskravet. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at overtræ-
deren, såfremt denne påberåber sig, at der er sket overvæltning, skal bevise overvæltningen af overprisen og omfanget heraf.
Denne bevisbyrde bør ikke berøre overtræderens mulighed for at føre andre beviser end dem, som den pågældende har i sin
besiddelse, f.eks. beviser, der allerede er erhvervet under sagen, eller beviser i andre parters eller tredjemands besiddelse.
(40) I tilfælde, hvor overvæltningen har ført til mindre salg og dermed skade i form af tabt fortjeneste, bør retten til at kræve erstat-
ning for sådan tabt fortjeneste være upåvirket.
(41) Afhængigt af, hvilke betingelser der gælder for virksomheder, kan det være kommerciel praksis at overvælte prisstigninger på
de følgende led i forsyningskæden. Forbrugere eller virksomheder, hvorpå et faktisk tab således er blevet overvæltet, har der-
ved lidt skade, som er forvoldt ved overtrædelse af EU-konkurrenceretten eller national konkurrenceret. Selv om denne skade
bør erstattes af overtræderen, kan det være særlig vanskeligt for forbrugere og virksomheder, der ikke selv har foretaget køb
fra overtræderen, at føre bevis for skadens omfang. Når spørgsmålet om, hvorvidt der består et erstatningskrav, eller når stør-
relsen af den erstatning, der skal tilkendes, afhænger af, om eller i hvilket omfang en overpris, som overtræderens direkte afta-
ger har betalt, er blevet overvæltet på en indirekte aftager, er det derfor hensigtsmæssigt, at sidstnævnte anses for at have be-
vist, at en overpris, som den direkte aftager har betalt, er blevet overvæltet på den indirekte aftagers led, når den indirekte
aftager umiddelbart kan påvise, at en sådan overvæltning har fundet sted. Denne afkræftelige formodning finder anvendelse,
medmindre overtræderen troværdigt kan påvise over for retten, at det faktiske tab ikke eller ikke helt er overvæltet på den
indirekte aftager. Det er desuden hensigtsmæssigt at definere, på hvilke betingelser den indirekte aftager kan anses for umid-
delbart at have godtgjort, at en overvæltning har fundet sted. Med hensyn til kvantificeringen af overvæltningen bør nationale
retter have beføjelse til at skønne, hvilken andel af denne overpris der er blevet overvæltet på indirekte aftagere i de sager, som
de skal behandle.
(42) Kommissionen bør udstede klare, enkle og omfattende retningslinjer til nationale retter for, hvordan det skønnes, hvilken andel
af overprisen der er overvæltet på indirekte aftagere.
(43) Overtrædelser af konkurrenceretten vedrører ofte betingelser og priser for salg af varer og tjenesteydelser og resulterer i over-
priser og anden skade for overtrædernes kunder. Overtrædelsen kan også vedrøre leverancer til overtræderen (f.eks. i tilfælde
af et indkøbskartel). I disse tilfælde kan det faktiske tab være fremkommet ved, at overtræderne har betalt deres leverandører
en lavere pris. Dette direktiv og navnlig bestemmelserne om overvæltning bør finde tilsvarende anvendelse på disse tilfælde.
(44) Erstatningssøgsmål kan indbringes af både aftagere, der har købt varer eller tjenesteydelser fra overtræderen, og aftagere læn-
gere nede i forsyningskæden. Med henblik på at fremme overensstemmelsen mellem domme, der afsiges i indbyrdes sammen-
hængende sager, og dermed undgå, at den skade, der er forvoldt ved, at overtrædelsen af EU-konkurrenceretten eller national
konkurrenceret ikke erstattes fuldt ud, eller at overtræderen pålægges at betale erstatning for skade, der ikke er lidt, bør natio-
nale retter have beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventuel overpris der er påført de direkte eller indirekte aftagere i de
retstvister, som er indbragt for dem. Nationale retter bør i den forbindelse med de proceduremæssige eller materielle midler,
der er til rådighed i henhold til EU-retten og national ret, kunne tage behørigt hensyn til eventuelle indbyrdes sammenhængen-
de søgsmål og de resulterende domme, navnlig når de fastslår, at der er ført bevis for overvæltning. Nationale retter bør have
passende proceduremæssige midler til rådighed, såsom en kumulation af krav, for at sikre, at erstatningen for faktiske tab i alle
led af forsyningskæden ikke overstiger den skade i form af overpris, der er forvoldt i det pågældende led. Disse midler bør
også være til rådighed i grænseoverskridende sager. Muligheden for at tage behørigt hensyn til domme bør ikke berøre den
grundlæggende ret til forsvar og retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang for dem, som ikke var parter i retssa-
70
gerne, og berører heller ikke reglerne for den bevismæssige værdi af de domme, der afsiges i den forbindelse. Det er muligt for
sager, der verserer for retter i forskellige medlemsstater, at blive anset for at være indbyrdes sammenhængende i medfør af
artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/20126. I henhold til nævnte artikel kan andre nationale
retter end den, hvor sagen først blev anlagt, udsætte sagen eller under visse omstændigheder erklære sig inkompetent. Dette
direktiv berører ikke nationale retters rettigheder og forpligtelser i henhold til nævnte forordning.
(45) En skadelidt, der har ført bevis for at have lidt skade som følge af overtrædelser af konkurrenceretten, skal stadig bevise ska-
dens omfang for at opnå erstatning. Det kræver mange faktuelle oplysninger og kan nødvendiggøre anvendelse af komplekse
økonomiske modeller at opgøre skader i sager om overtrædelser af konkurrenceretten. Dette er ofte meget bekosteligt, og sags-
øgere har vanskeligt ved at fremskaffe de nødvendige oplysninger til støtte for deres krav. En opgørelse af skade i sager om
overtrædelse af konkurrenceretten kan således udgøre en væsentlig hindring for et effektivt erstatningskrav.
(46) I fravær af EU-regler om opgørelse af skade som følge af overtrædelse af konkurrenceretten er det op til den enkelte medlems-
stats nationale retssystem at fastsætte sine egne regler for opgørelse af skade og op til medlemsstaterne og de nationale retter at
afgøre, hvilke krav sagsøger skal opfylde for at godtgøre omfanget af den skade, som han har lidt, hvilke metoder der kan
anvendes til opgørelse af omfanget, og konsekvenserne af, at disse krav ikke kan opfyldes fyldt ud. Disse krav i national ret
vedrørende opgørelse af skade i konkurrenceretlige sager bør imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for
tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de bør heller ikke gøre udøvelsen af retten til erstat-
ning efter EU-retten praktisk taget umulig eller urimeligt vanskelig (effektivitetsprincippet). Der bør tages hensyn til enhver
informationsasymmetri mellem parterne og til, at en tabsopgørelse indebærer vurdering af, hvordan markedet ville have udvik-
let sig, hvis der ikke havde været en overtrædelse. Denne vurdering forudsætter en sammenligning med en situation, som per
definition er hypotetisk, og kan således aldrig foretages med fuldstændig nøjagtighed. Det er derfor hensigtsmæssigt at give de
nationale retter beføjelse til at skønne størrelsen af den skade, der er forvoldt ved overtrædelse af konkurrenceretten. Medlems-
staterne bør sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder kan give retningslinjer om opgørelse af skade, når de anmodes om
det. For at sikre overensstemmelse og forudsigelighed bør Kommissionen give generelle retningslinjer på EU-plan.
(47) Til afhjælpning af informationsasymmetri og nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med opgørelsen af skader i konkur-
renceretlige sager, og for at sikre effektiviteten af erstatningskrav er det rimeligt at formode, at kartelovertrædelser forvolder
skade, især gennem en prisvirkning. Afhængigt af sagens faktiske omstændigheder betyder dette, at karteller resulterer i en
prisstigning eller hindrer en prisnedsættelse, som ville have fundet sted, hvis der ikke var begået en overtrædelse af kartelreg-
lerne. Denne formodning bør ikke omfatte det konkrete omfang af skaden. Overtrædere bør have mulighed for at afkræfte den-
ne formodning. Denne afkræftelige formodning bør begrænses til karteller som følge af deres hemmelige karakter, hvilket øger
informationsasymmetrien og gør det vanskeligere for sagsøgere at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevise ska-
den.
(48) Det er ønskeligt at opnå et forlig for sagsøgte én gang for alle for at mindske usikkerheden for overtrædere og skadelidte.
Overtrædere og skadelidte bør derfor tilskyndes til at nå til enighed om erstatning for skade som følge af en overtrædelse af
konkurrenceretten gennem mindelig tvistbilæggelse, såsom udenretlige forlig (herunder i tilfælde, hvor en dommer kan erklæ-
re et forlig for bindende), voldgift, mægling eller forlig. Hvor det er muligt, bør en sådan mindelig tvistbilæggelse omfatte så
mange skadelidte og overtrædere som retligt muligt. Formålet med bestemmelserne i dette direktiv om mindelig tvistbilæggel-
se er derfor at fremme anvendelsen af sådanne ordninger og øge deres effektivitet.
(49) Forældelsesfrister for at indbringe et erstatningssøgsmål kan være af en sådan art, at de hindrer skadelidte og overtræderne i at
få tilstrækkelig tid til at nå til enighed om den erstatning, der skal betales. For at give begge parter reel mulighed for at deltage
i mindelig tvistbilæggelse, inden sagen indbringes for nationale retter, bør forældelsesfristen derfor suspenderes, mens den
mindelige tvistbilæggelse pågår.
(50) Når parterne beslutter at deltage i mindelig tvistbilæggelse, efter at et erstatningssøgsmål vedrørende det samme krav er blevet
indbragt for en national ret, bør retten endvidere kunne udsætte sin behandling af den sag, der verserer for den, mens den min-
delige tvistbilæggelse pågår. Når den nationale ret tager stilling til, om sagen skal udsættes, bør den tage hensyn til fordelene
ved en hurtig procedure.
(51) For at fremme forlig mellem parterne bør en overtræder, som betaler erstatning efter mindelig tvistbilæggelse, ikke stilles rin-
gere i forhold til de medvirkende overtrædere, end det ville have været tilfældet uden forliget. Dette kunne ske, hvis en over-
træder, der har indgået forlig, også efter forliget fortsat hæftede solidarisk for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen. En
overtræder, der har indgået forlig, bør derfor principielt ikke betale bidrag til de medvirkende overtrædere, der ikke har indgået
forlig, hvis disse har betalt erstatning til den skadelidte, som førstnævnte overtræder tidligere havde indgået forlig med. Som
følge af denne regel om ikke at bidrage bør skadelidtes krav nedsættes med den andel, som den overtræder, der har indgået
forlig, har i den skade, der er forvoldt skadelidte, uanset om forligsbeløbet svarer til eller er forskelligt fra den forholdsmæssi-
ge andel af den skade, som den medvirkende overtræder, der har indgået forlig, påførte den skadelidte, der har indgået forlig.
Fastsættelsen af denne forholdsmæssige andel bør ske efter de regler, som ellers anvendes til at fastsætte overtrædernes bidrag.
Uden en sådan nedsættelse ville overtrædere, der ikke har indgået forlig, blive urimeligt berørt af forlig, som de ikke var part i.
For at sikre retten til fuld erstatning bør medvirkende overtrædere, der har indgået forlig, dog fortsat skulle betale erstatning,
hvis dette er den eneste mulighed for, at skadelidte, der har indgået forlig, kan opnå erstatning for det resterende krav. Ved
resterende krav forstås kravet fra skadelidte, der har indgået forlig, fratrukket den andel, som den medvirkende overtræder, der
har indgået forlig, har i den skade, som overtrædelsen har påført den skadelidte, der har indgået forlig. Sidstnævnte mulighed
for at kræve erstatning fra de medvirkende overtrædere, der har indgået forlig, består, medmindre dette udtrykkeligt er udeluk-
ket i henhold til forliget.
71
(52) Situationer bør undgås, hvor medvirkende overtrædere, der har indgået forlig og betaler bidrag til medvirkende overtrædere,
der ikke har indgået forlig, til den erstatning, der er udbetalt til skadelidte, der ikke har indgået forlig, betaler et samlet erstat-
ningsbeløb, der overstiger deres forholdsmæssige ansvar for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen. Når medvirkende
overtrædere, der har indgået forlig, anmodes om at bidrage til den erstatning, der siden betales af medvirkende overtrædere,
som ikke har indgået forlig, til skadelidte, der ikke har indgået forlig, bør nationale retter derfor tage hensyn til den erstatning,
der allerede er betalt i henhold til forliget, og til, at ikke alle medvirkende overtrædere nødvendigvis er lige involverede i det
fulde materielle, tidsmæssige og geografiske omfang af overtrædelsen.
(53) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder.
(54) Målene for dette direktiv, nemlig at fastsætte regler for erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af EU- konkurren-
ceretten for at sikre den fulde virkning af artikel 101 og 102 i TEUF og et velfungerende indre marked for virksomheder og
forbrugere, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan af hensyn til den nødvendige effektivitet og
konsekvens i anvendelsen af artikel 101 og 102 i TEUF bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(55) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende do-
kumenter7 har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforan-
staltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele
af de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne doku-
menter er berettiget.
(56) Det er hensigtsmæssigt at fastsætte regler for den tidsmæssige anvendelse af dette direktiv —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Dette direktiv fastsætter visse regler, der er nødvendige for at sikre, at enhver, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af
konkurrenceretten begået af en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning effektivt kan gøre retten til at kræve fuld erstatning
for denne skade fra denne virksomhed eller sammenslutning. Direktivet fastsætter regler om fremme af lige konkurrence på det indre
marked og fjernelse af hindringerne for det indre markeds funktion ved at sikre ensartet beskyttelse i hele Unionen for alle, som har lidt
en sådan skade.
2. Dette direktiv fastsætter bestemmelser, der koordinerer konkurrencemyndighedernes håndhævelse af konkurrencereglerne og hånd-
hævelse af disse regler under erstatningssøgsmål ved nationale retter.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »overtrædelse af konkurrenceretten«:overtrædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF eller af national konkurrenceret
2) »overtræder«:den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der har begået overtrædelsen af konkurrenceretten
3.) »national konkurrenceret«:bestemmelser i national ret, som overvejende forfølger de samme mål som artikel 101 og 102 i
TEUF, og som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF)
nr. 1/2003, undtagen bestemmelser i national ret, der pålægger fysiske personer strafferetlige sanktioner, medmindre sådanne
strafferetlige sanktioner er den måde, hvorpå de konkurrenceregler, der finder anvendelse på virksomheder, håndhæves
4) »erstatningssøgsmål«:søgsmål i henhold til national ret, hvorved et erstatningskrav indbringes for en national ret af den formo-
dede skadelidte, eller af en person, der optræder på vegne af en eller flere formodede skadelidte, når EU- retten eller national
ret giver mulighed herfor, eller af en fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i den formodede skadelidtes rettigheder, herun-
der den person, der har erhvervet kravet
5) »erstatningskrav«:krav om erstatning for skade forvoldt ved en overtrædelse af konkurrenceretten
72
6) »skadelidte«:en person, som har lidt skade forvoldt ved en overtrædelse af konkurrenceretten
7) »national konkurrencemyndighed«:en myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF)
nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i TEUF
8) »konkurrencemyndighed«:Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed eller begge, alt efter tilfældet
9) »national ret«:en ret i en medlemsstat som omhandlet i artikel 267 i TEUF
10) »appelret«:en national ret, der efter almindelige retsmidler har beføjelse til at foretage prøvelse af afgørelser fra en national
konkurrencemyndighed eller prøvelse af retsafgørelser om sådanne afgørelser, uanset om denne ret selv har beføjelse til at
fastslå, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten
11) »afgørelse om overtrædelse«:en afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, der er truffet af en konkurrencemyndighed
eller en appelret
12) »endelige afgørelse om overtrædelse«:en afgørelse om overtrædelse, der ikke kan eller ikke længere kan være genstand for
almindelige retsmidler
13) »bevis«:alle former for bevismidler, der kan føres for den nationale ret, for hvilken søgsmålet er indbragt, navnlig dokumenter
og alle andre genstande, der indeholder oplysninger, uanset på hvilket medium oplysningerne er lagret
14) »kartel«:en aftale eller samordnet praksis mellem to eller flere konkurrenter om at samordne deres konkurrencemæssige ad-
færd på markedet eller påvirke de relevante konkurrenceparametre gennem forskellige former for praksis, f.eks., men ikke ude-
lukkende, fastsættelse eller koordinering af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser, herunder i forbindelse
med intellektuelle ejendomsrettigheder, tildeling af produktions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder, her-
under samordning af tilbudsgivning, import- eller eksportbegrænsninger eller konkurrencebegrænsende foranstaltninger over
for andre konkurrenter
15) »procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse«:en ordning vedrørende anvendelse af artikel 101 i TEUF eller en tilsva-
rende bestemmelse i national ret, på grundlag af hvilke en deltager i et hemmeligt kartel, uafhængigt af de øvrige virksomhe-
der, der deltager i kartellet, samarbejder med konkurrencemyndigheden i en undersøgelse ved frivilligt at give oplysninger om
denne deltagers viden om og rolle i kartellet til gengæld for ved afgørelse eller ved afbrydelse af sagen at opnå fritagelse for
eller en nedsættelse af bøder for dennes deltagelse i kartellet
16) »redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse«:en mundtlig eller skriftlig redegørelse eller et referat heraf, der
frivilligt gives af eller på vegne af en virksomhed eller en fysisk person til en konkurrencemyndighed med en beskrivelse af
virksomhedens eller den fysiske persons viden om et kartel og en beskrivelse af den rolle, som denne spiller heri, og som er
udarbejdet med særligt henblik på forelæggelse for myndigheden for at opnå bødefritagelse eller bødenedsættelse efter en pro-
cedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse; dette omfatter ikke allerede eksisterende oplysninger
17) »allerede eksisterende oplysninger«:bevis, der eksisterer uanset sagens behandling ved en konkurrencemyndighed, og uanset
om disse oplysninger foreligger i en konkurrencemyndigheds sagsakter
18) »forligsredegørelse«:en fremstilling, der frivilligt forelægges en konkurrencemyndighed af eller på vegne af en virksomhed,
med en beskrivelse af virksomhedens bekræftelse af eller afståelse fra at bestride sin deltagelse i en overtrædelse af konkurren-
ceretten og sit ansvar for overtrædelsen af konkurrenceretten, og som specifikt er affattet således, at konkurrencemyndigheden
kan anvende en forenklet eller fremskyndet procedure
19) »modtager af bødefritagelse«:en virksomhed eller en fysisk person, som en konkurrencemyndighed har indrømmet bødefrita-
gelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse
20) »overpris«:forskellen mellem den pris, der faktisk er betalt, og den pris, der ellers ville have været gældende, hvis der ikke var
begået en overtrædelse af konkurrenceretten
21) »mindelig tvistbilæggelse«:en mekanisme, hvorved parterne kan opnå udenretslig bilæggelse af en tvist, der vedrører et erstat-
ningskrav
22) »forlig«:en aftale, som indgås ved mindelig tvistbilæggelse
23) »direkte aftager«:en fysisk eller juridisk person, der direkte fra en overtræder har købt varer eller tjenesteydelser, som er gen-
stand for en overtrædelse af konkurrenceretten
24) »indirekte aftager«:en fysisk eller juridisk person, der ikke direkte fra en overtræder, men fra en direkte aftager eller en senere
aftager, har købt varer eller tjenesteydelser, som er genstand for en overtrædelse af konkurrenceretten, eller varer eller tjeneste-
ydelser, som hidrører fra eller indeholder sådanne varer eller tjenesteydelser. 5.12.2014 L 349/11 Den Europæiske Unions Ti-
dende DA
73
Artikel 3
Ret til fuld erstatning
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver fysisk eller juridisk person, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten,
kan kræve og opnå fuld erstatning for denne skade.
2. Fuld erstatning skal stille en person, som har lidt skade, som om overtrædelsen af konkurrenceretten ikke var blevet begået. Den skal
derfor omfatte ret til erstatning for det lidte tab og for tabt fortjeneste, samt betaling af renter.
3. Fuld erstatning i henhold til dette direktiv må ikke føre til overkompensation i form af erstatning med straffende formål eller flere
eller andre skadeserstatninger.
Artikel 4
Effektivitets- og ækvivalensprincippet
I overensstemmelse med effektivitetsprincippet sikrer medlemsstaterne, at alle nationale regler og procedurer vedrørende retten til at
gøre erstatningskrav gældende er udformet og anvendes på en sådan måde, at de ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt
vanskeligt at gøre retten til fuld erstatning efter EU-retten for skade forvoldt ved en overtrædelse af konkurrenceretten gældende. I
overensstemmelse med ækvivalensprincippet må nationale regler og procedurer vedrørende søgsmål om erstatning for skade forvoldt
ved en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF ikke være mindre gunstige for de formodede skadelidte end dem, der gælder for
tilsvarende erstatningssøgsmål som følge af overtrædelser af national ret.
KAPITEL II
FREMLÆGGELSE AF BEVISER
Artikel 5
Fremlæggelse af beviser
1. Medlemsstaterne sikrer i forbindelse med erstatningssøgsmål i Unionen, at nationale retter på anmodning af en sagsøger, der har
fremlagt en begrundelse med rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, som i tilstrækkelig grad understøtter rimeligheden
af hans erstatningskrav, kan pålægge sagsøgte eller tredjemand at fremlægge relevante beviser, som er undergivet deres rådighed, på de
betingelser, der er fastsat i dette kapitel. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter på sagsøgtes anmodning kan pålægge sagsøger eller
tredjemand at fremlægge relevante beviser.
Dette stykke berører ikke nationale retters rettigheder og forpligtelser i henhold til forordning (EF) nr. 1206/2001.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale retter kan kræve fremlæggelse af nærmere angivne beviser eller relevante kategorier af bevi-
ser, der er beskrevet så præcist og så snævert som muligt på grundlag af rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger i begrundelsen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter begrænser fremlæggelsen af beviser til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Ved
afgørelsen af, om en parts begæring om fremlæggelse er rimelig i forhold til formålet, tager de nationale retter hensyn til alle berørte
parters og tredjemands legitime interesser. De skal særligt tage hensyn til: a) i hvor høj grad kravet eller påstanden understøttes af
tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begæringen om fremlæggelse af beviser b) omfanget af fremlæggelsen af
beviser og omkostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredjemænd, herunder for at forhindre ukonkret søgning efter oplys-
ninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter c) om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysnin-
ger, særlig om eventuelle tredjemænd, og de ordninger, der er fastlagt, for beskyttelse af sådanne fortrolige oplysninger.
4. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter har beføjelse til at kræve fremlæggelsen af beviser, der indeholder fortrolige oplysninger,
når de finder dem relevante i forbindelse med erstatningssøgsmålet. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter ved pålægget om frem-
læggelse af disse oplysninger råder over effektive foranstaltninger til at beskytte sådanne oplysninger.
5. Virksomheders interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten er ikke en interesse, der
skal beskyttes.
6. Medlemsstaterne sørger for, at nationale retter sikrer fuld virkning af retten til fortrolighed mellem advokat og klient i henhold til
EU-retten eller national ret, når de giver pålæg om fremlæggelse af beviser.
7. Medlemsstaterne sikrer, at de, der skal fremlægge oplysninger, får lejlighed til at blive hørt, inden en national ret kræver fremlæggel-
se i henhold til denne artikel.
8. Med forbehold af stk. 4 og 7 og artikel 6 er denne artikel ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre regler,
som vil føre til en mere omfattende fremlæggelse af beviser.
74
Artikel 6
Fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter
1. Medlemsstaterne sikrer, at denne artikel finder anvendelse foruden artikel 5, når nationale retter med henblik på et erstatningssøgs-
mål kræver fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
2. Denne artikel berører ikke regler og praksis vedrørende aktindsigt i medfør af forordning (EF) nr. 1049/2001.
3. Denne artikel berører ikke de regler og den praksis, der anvendes i henhold til EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af
konkurrencemyndigheders interne dokumenter og deres indbyrdes korrespondance.
4. Ved vurdering af proportionaliteten af et pålæg om fremlæggelse af oplysninger i overensstemmelse med kriterierne i artikel 5, stk.
3, vurderer nationale retter følgende i tillæg hertil:
a) hvorvidt begæringen er affattet specifikt med hensyn til arten, genstanden eller indholdet af dokumenter forelagt for en konkurrence-
myndighed eller indeholdt i dennes sagsakter snarere end som en ukonkret ansøgning vedrørende dokumenter, der er indgivet til en
konkurrencemyndighed
b) hvorvidt den part, der begærer fremlæggelse af oplysninger, gør dette i forbindelse med et erstatningssøgsmål ved en national ret, og
c) om der i forbindelse med stk. 5 og 10 eller på anmodning af en konkurrencemyndighed i henhold til stk. 11 er behov for at sikre
effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten.
5. Nationale retter kan først pålægge fremlæggelse af følgende kategorier af beviser, når en konkurrencemyndighed med vedtagelsen af
en beslutning eller på anden måde har afsluttet sagen:
a) oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds ¬ behandling af
sagen
b) oplysninger, som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og fremsendt til parterne i forbindelse med dens
behandling af sagen, og
c) forligsredegørelser, der er trukket tilbage.
6. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter på intet tidspunkt med henblik på et erstatningssøgsmål kan pålægge en part eller tredje-
mand at fremlægge følgende kategorier af beviser:
a) redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse, og
b) forligsredegørelser.
7. En sagsøger kan indgive en begrundet begæring om, at en national ret får adgang til de beviser, der er omhandlet i stk.
6, litra a) eller b), med det ene formål at sikre, at deres indhold svarer til definitionerne i artikel 2, nr. 16) og 18). I denne vurdering kan
nationale retter kun anmode om bistand fra den kompetente konkurrencemyndighed. Ophavsmændene til de pågældende beviser kan
også have mulighed for at blive hørt. Den nationale ret giver under ingen omstændigheder andre parter eller tredjemænd adgang til
disse beviser.
8. Hvis kun dele af de begærede beviser er omfattet af stk. 6, fremlægges de resterende dele heraf, alt efter hvilken kategori de tilhører,
i overensstemmelse med de relevante stykker i denne artikel.
9. Fremlæggelsen af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter, der ikke falder ind under nogen af kategorierne i denne artikel,
kan i erstatningssøgsmål pålægges når som helst med forbehold af denne artikel.
10. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter kun begærer fremlæggelse af beviser fra en konkurrencemyndighed vedrørende beviser i
dennes sagsakter, når en part eller tredjemand ikke med rimelighed kan skaffe beviserne.
11. I det omfang en konkurrencemyndighed er villig til at fremføre sine synspunkter om proportionaliteten af begæringer om fremlæg-
gelse af oplysninger, kan den på eget initiativ fremsætte bemærkninger til den nationale ret, ved hvilken pålægget om fremlæggelse af
oplysninger begæres.
Artikel 7
Begrænsninger i anvendelsen af beviser, der udelukkende er fremskaffet ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter
1. Medlemsstaterne sikrer, at beviser i kategorierne i artikel 6, stk. 6, og som en fysisk eller juridisk person har fremskaffet alene ved
aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises i erstatningssøgsmål eller på anden måde beskyttes i medfør af gælden-
de nationale regler for at sikre, at begrænsningerne i fremlæggelsen af beviser, jf. artikel 6, får fuld virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at beviser i kategorierne i artikel 6, stk. 5, og som en fysisk eller juridisk person har fremskaffet alene ved
aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises i erstatningssøgsmål eller på anden måde beskyttes i medfør af gælden-
de nationale regler for at sikre, at begrænsningerne i fremlæggelsen af beviser, jf. artikel 6, får fuld virkning, indtil den pågældende
konkurrencemyndighed har afsluttet sagen med vedtagelsen af en beslutning eller på anden måde.
75
3. Medlemsstaterne sikrer, at beviser, som en fysisk eller juridisk person har fremskaffet alene ved aktindsigt i en konkurrencemyndig-
heds sagsakter, og som ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, kun kan anvendes under et erstatningssøgsmål af denne person eller af en
fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i dennes rettigheder, herunder en person, der har erhvervet dennes krav.
Artikel 8
Sanktioner
1. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter effektivt kan pålægge parterne, tredjemænd og deres retlige repræsentanter sanktioner i
tilfælde af enhver af følgende:
a) deres undladelse eller nægtelse af at efterkomme et pålæg fra enhver national ret om fremlæggelse
b) deres tilintetgørelse af relevante beviser
c) deres undladelse eller nægtelse af at opfylde de forpligtelser, der pålægges af en national ret ved en afgørelse om beskyttelse af
fortrolige oplysninger
d) deres overtrædelse af begrænsningerne i anvendelsen af beviser omhandlet i dette kapitel.
2. Medlemsstaterne sørger for, at de sanktioner, der kan pålægges af nationale retter, er effektive, står i et rimeligt forhold til overtræ-
delsen og har en afskrækkende virkning. De sanktioner, som nationale retter kan pålægge, skal, for så vidt angår adfærd udvist af en
part i erstatningssøgsmålet, omfatte muligheden for at lade partens adfærd virke belastende ved bevisbedømmelsen ved for eksempel at
opstille en formodning for, at det relevante spørgsmål er godtgjort, eller ved helt eller delvis at afvise påstande og anbringender, og
muligheden for at pålægge betaling af sagsomkostninger.
KAPITEL III
RETSVIRKNINGER AF NATIONALE AFGØRELSER, FORÆLDELSESFRISTER, SOLIDARISK HÆFTELSE
Artikel 9
Retsvirkninger af nationale afgørelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at når en national konkurrencemyndighed eller appelret har truffet en endelig afgørelse om overtrædelse af
konkurrenceretten, anses den for at være uomtvistelig med henblik på et erstatningssøgsmål, der er indbragt for deres nationale retter i
henhold til artikel 101 eller 102 i TEUF eller i henhold til national konkurrenceret.
2. Medlemsstaterne sikrer, at en endelig afgørelse som omhandlet i stk. 1, der træffes i en anden medlemsstat, efter national ret, kan
forelægges for deres nationale retter, i det mindste som prima facie-bevis for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten, og,
hvis det er relevant, kan vurderes sammen med andre beviser, som parterne fremlægger.
3. Denne artikel berører ikke nationale retters rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 267 i TEUF.
Artikel 10
Forældelsesfrist
1. Medlemsstaterne fastsætter i overensstemmelse med denne artikel regler om forældelsesfrister for anlæggelse af erstatningssøgsmål.
Disse regler skal bestemme, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, dens længde, og under hvilke omstændigheder den afbrydes
eller suspenderes.
2. Forældelsesfristen begynder ikke at løbe, før overtrædelsen af konkurrenceretten ophører, og sagsøger har eller med rimelighed kan
forventes at have kendskab til:
a) adfærden og at den udgør en overtrædelse af konkurrenceretten
b) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt sagsøgeren skade, og
c) identiteten af overtræderen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristen for indbringelse af erstatningssøgsmål er mindst fem år.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forældelsesfrist suspenderes eller, afhængigt af national ret, afbrydes, hvis en konkurrencemyndighed
tager skridt til at undersøge eller forfølge den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. Suspensionen op-
hører tidligst ét år, efter at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet.
Artikel 11
Solidarisk hæftelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder, der har overtrådt konkurrenceretten ved deres fælles adfærd, hæfter solidarisk for den ska-
de, som er forvoldt ved overtrædelsen af konkurrenceretten, dvs. at hver virksomhed er forpligtet til at opfylde det fulde krav om erstat-
76
ning for skaden, og skadelidte har ret til at kræve den fulde erstatning dækket af enhver af de overtrædende virksomheder, indtil denne
har fået dækket det fulde krav.
2. Som en undtagelse til stk. 1 sikrer medlemsstaterne, med forbehold af retten til fuld erstatning, jf. artikel 3, at overtræderen kun
hæfter over for sine egne direkte og indirekte aftagere, når overtræderen er en lille eller mellemstor virksomhed (SMV) som defineret i
Kommissionens henstilling 2003/361/EF , hvis:
a) dens markedsandel af det relevante marked var under 5 % på et hvilket som helst tidspunkt under overtrædelsen af
konkurrenceretten, og
b) anvendelsen af de normale regler om solidarisk hæftelse uopretteligt ville skade dens økonomiske levedygtighed og
medføre, at dens aktiver mistede hele deres værdi.
3. Undtagelsen i stk. 2 gælder ikke, hvis:
a) SMV᾽en har ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre virksomheder til at deltage deri, eller
b) SMV᾽en tidligere har overtrådt konkurrenceretten.
4. Som en undtagelse til stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at en modtager af bødefritagelse hæfter solidarisk på følgende måde:
a) over for sine direkte eller indirekte aftagere eller leverandører, og
b) over for andre skadelidte, men kun hvis der ikke kan opnås fuld erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret
i den samme overtrædelse af konkurrenceretten.
Medlemsstaterne sikrer, at en eventuel forældelsesfrist, der finder anvendelse for sager under dette stykke, er rimelig og tilstrækkelig
til, at skadelidte kan indbringe sådanne søgsmål.
5. Medlemsstaterne sikrer, at en overtræder kan kræve et bidrag fra enhver anden overtræder, og at dette beløb fastsættes i lyset af
deres respektive ansvar for den skade, der er forvoldt som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Størrelsen af bidraget fra en
overtræder, som er indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, må ikke overstige
værdien af den skade, som virksomheden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller leverandører.
6. Medlemsstaterne sikrer, i det omfang overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt andre skadelidte skade end de direkte eller
indirekte aftagere eller leverandører relateret til overtrædere, at størrelsen af det eventuelle bidrag, som kræves af en modtager af bøde-
fritagelse til andre overtrædere, fastsættes i lyset af dens relative ansvar for skaden.
KAPITEL IV
OVERVÆLTNING AF OVERPRISER
Artikel 12
Overvæltning af overpriser og retten til fuld erstatning
1. For at sikre, at retten til fuld erstatning i henhold til artikel 3 får fuld virkning, sørger medlemsstaterne for, at alle, der har lidt skade,
efter reglerne i dette kapitel kan kræve erstatning for skaden, uanset om de er direkte eller indirekte aftagere fra en overtræder, og at det
undgås, at en sagsøger får en erstatning, der overstiger skaden som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten, samt at overtræderen
unddrager sig ansvar.
2. For at undgå overkompensation fastsætter medlemsstaterne procedureregler, der er egnet til at sikre, at erstatning for faktiske tab i
alle led af forsyningskæden ikke overstiger den skade i form af overpris, der er forvoldt i det pågældende led.
3. Dette kapitel berører ikke skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af en hel eller delvis overvælt-
ning af overprisen.
4. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører
leverancer til overtræderen.
5. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale retter i overensstemmelse med nationale procedurer har beføjelse til at skønne, hvilken andel
af en eventuel overpris der er blevet overvæltet.
Artikel 13
Påstand om overvæltning
Medlemsstaterne sikrer, at sagsøgte under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har
rejst erstatningskravet, har overvæltet hele overprisen som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten eller en del heraf. Bevisbyrden
for overvæltningen påhviler sagsøgte, der med rimelighed kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgeren eller tredjemænd.
Artikel 14
Indirekte aftagere
77
1. Når spørgsmålet om, hvorvidt der i et erstatningssøgsmål består et erstatningskrav, eller det erstatningsbeløb, der skal tilkendes, af-
hænger af, om — eller i hvilket omfang — en overpris er blevet overvæltet på sagsøgeren, under hensyntagen til at det er kommerciel
praksis at overvælte prisstigninger på de følgende led i forsyningskæden, sikrer medlemsstaterne, at bevisbyrden for en sådan overvælt-
ning og dens omfang påhviler sagsøger, der med rimelighed kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgeren eller tredjemænd.
2. I den situation, der er omhandlet i stk. 1, anses den indirekte aftager for at have bevist, at der er sket overvæltning på denne indirekte
aftager, hvis den indirekte aftager har godtgjort, at:
a) sagsøgte har begået en overtrædelse af konkurrenceretten
b) overtrædelsen af konkurrenceretten medførte en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og
c) den indirekte aftager har købt de varer eller tjenesteydelser, der var genstand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller har købt
varer eller tjenesteydelser, der hidrørte fra eller indeholdt dem.
Dette stykke finder ikke anvendelse, når sagsøgte troværdigt kan påvise over for retten, at overprisen ikke eller ikke helt er overvæltet
på den indirekte aftager.
Artikel 15
Erstatningssøgsmål med sagsøgere fra forskellige led i forsyningskæden
1. For at undgå, at erstatningssøgsmål med sagsøgere fra forskellige led i forsyningskæden fører til situationer med flere erstatningsan-
svarlige eller overtræderens manglende ansvar, sikrer medlemsstaterne, at nationale retter, for hvilke der indbringes erstatningssøgs-
mål, i vurderingen af, om bevisbyrden, jf. artikel 13 og 14, er løftet, er i stand til ved de retsmidler, der er til rådighed i medfør af EU-
retten eller national ret, at tage behørigt hensyn til enhver af følgende:
a) erstatningssøgsmål, der vedrører den samme overtrædelse af konkurrenceretten, men som er indbragt af
sagsøgere fra andre led i forsyningskæden
b) domme afsagt i erstatningssøgsmål omhandlet i litra a)
c) relevante offentligt tilgængelige oplysninger fra sager om offentlig håndhævelse af konkurrenceretten.
2. Denne artikel berører ikke nationale retters rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 30 i forordning
(EU) nr. 1215/2012.
Artikel 16
Retningslinjer for nationale retter
Kommissionen udsteder retningslinjer til nationale retter for, hvordan det skønnes, hvilken andel af overprisen der er overvæltet på den
indirekte aftager.
KAPITEL V
TABSOPGØRELSE
Artikel 17
Tabsopgørelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at hverken den bevisbyrde eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af tabsop-
gørelsen, gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende. Medlemsstaterne sikrer, at
nationale retter får beføjelse til efter nationale procedurer at ansætte skadens størrelse, hvis det er fastslået, at en sagsøger har lidt ska-
de, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.
2. Det formodes, at kartelovertrædelser forvolder skade. Overtræderen skal have ret til at afkræfte denne formodning.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en national konkurrencemyndighed i forbindelse med et erstatningssøgsmål efter anmodning fra en natio-
nal ret kan bistå denne nationale ret med hensyn til at opgøre skaden, hvis den nationale konkurrencemyndighed finder det hensigts-
mæssigt.
KAPITEL VI
MINDELIG TVISTBILÆGGELSE
Artikel 18
Opsættende og andre virkninger af mindelig tvistbilæggelse
78
1. Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristen for at indbringe et erstatningssøgsmål suspenderes, mens en eventuel mindelig tvistbil-
æggelse pågår. Suspensionen af forældelsesfristen gælder kun for de parter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i den
mindelige tvistbilæggelse.
2. Med forbehold af bestemmelser i national ret vedrørende voldgift, sikrer medlemsstaterne, at nationale retter, for hvilke der er ind-
bragt et erstatningssøgsmål, kan udsætte sagen i op til to år, hvis parterne i den pågældende sag deltager i mindelig tvistbilæggelse
vedrørende det krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører.
3. En konkurrencemyndighed kan betragte erstatning, der betales efter en mindelig tvistbilæggelse og inden beslutningen om at pålæg-
ge en bøde, som en formildende omstændighed.
Artikel 19
Virkning af forlig på senere erstatningssøgsmål
1. Medlemsstaterne sikrer, at skadelidtes krav efter forlig reduceres med den andel af skaden påført den skadelidte ved overtrædelsen af
konkurrenceretten, som påhviler de medvirkende overtrædere, der har indgået forliget.
2. En eventuel resterende del af et krav fra en skadelidt, der har indgået forlig, kan kun gøres gældende over for medvirkende overtræ-
dere, der ikke har indgået forliget. Medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, kan ikke kræve bidrag til den resterende del af
kravet fra den medvirkende overtræder, der har indgået forlig.
3. Som en undtagelse til stk. 2 sikrer medlemsstaterne, såfremt de medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, ikke kan betale
den erstatning, som svarer til den resterende del af kravet fra den skadelidte, der har indgået forlig, at denne skadelidte kan gøre den
resterende del af kravet gældende over for den medvirkende overtræder, der har indgået forlig. Undtagelsen omhandlet i første afsnit
kan udtrykkeligt udelukkes i henhold til den mindelige tvistbilæggelses betingelser.
4. Ved fastsættelsen af det bidragsbeløb, som en medvirkende overtræder kan kræve fra enhver af de andre medvirkende overtrædere i
overensstemmelse med deres forholdsmæssige ansvar for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen af konkurrenceretten, tager nati-
onale retter behørigt hensyn til eventuel tidligere udbetalt erstatning som følge af et forlig, hvori den pågældende medvirkende overtræ-
der har deltaget.
KAPITEL VII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 20
Revision
1. Kommissionen tager dette direktiv op til revision og aflægger beretning til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 27.
december 2020.
2. Den i stk. 1 omhandlede beretning skal bl.a. omfatte oplysninger om alle af følgende:
a) de mulige følger af finansielle begrænsninger på grund af betaling af bøder, som en konkurrencemyndighed pålægger
for en overtrædelse af konkurrenceretten, for skadelidtes mulighed for at opnå fuld erstatning for den skade, som
overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt
b) i hvilket omfang sagsøgere, der kræver erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, som er fastslået i
en afgørelse om overtrædelse vedtaget af en konkurrencemyndighed i en medlemsstat, har kunnet godtgøre over for
den nationale ret i en anden medlemsstat, at der er sket en sådan overtrædelse af konkurrenceretten
c) i hvilket omfang erstatning for faktisk tab har oversteget den skade i form af overpris, der er forvoldt som følge af
overtrædelsen af konkurrenceretten, eller forvoldt i et hvilket som helst led i forsyningskæden.
3. Hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages den i stk. 1 omhandlede beretning af et lovgivningsforslag.
Artikel 21
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 27.
december 2016. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af
en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og administrative bestemmelser, som de vedtager på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
79
Artikel 22
Tidsmæssig anvendelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette
direktivs materielle bestemmelser, ikke har tilbagevirkende kraft.
2. Medlemsstaterne sikrer, at alle nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21, udover de i stk. 1 omhandlede,
ikke finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der indbringes for en national ret før den 26. december 2014.
Artikel 23
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 24
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
1 EUT C 67 af 6.3.2014, s. 83.
2 Europa-Parlamentets holdning af 17.4.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11. 2014.
3 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 og 82 i traktaten (EFT L 1 af 4.1.2003, s.
1).
4 Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige
område (EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1).
5 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens doku-
menter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
6 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
7 EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
Udfærdiget i Strasbourg, den 26. november 2014.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
S. GOZI
Formand
80