Fremsat den 5. oktober 2016 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 5. oktober 2016 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om retsplejeloven
(Sagkyndig bevisførelse m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16.
november 2015, som ændret senest ved lov nr. 632 af 8. juni
2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 182, 2. pkt., indsættes efter »retten« : », jf. dog § 209
a, stk. 2«.
2. I § 198, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Finder retten det hensigtsmæssigt under hensyn til sa-
gens og skønstemaets karakter, kan den udpege flere skøns-
mænd til at besvare samme spørgsmål.«
3. § 209 affattes således:
»§ 209 At syn og skøn har fundet sted, udelukker ikke
fornyet syn og skøn over samme genstand ved de samme
skønsmænd. Det samme gælder fornyet syn og skøn ved an-
dre skønsmænd, når retten finder det hensigtsmæssigt under
hensyn til fremførte indsigelser og andre muligheder for at
få skønstemaet yderligere belyst eller til sagens og skøn-
stemaets karakter.«
4. Efter § 209 indsættes:
»§ 209 a Retten kan i en borgerlig sag efter fælles anmod-
ning fra sagens parter tillade, at parterne som supplement til
eller i stedet for optagelse af syn og skøn fremlægger erklæ-
ringer, som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om
konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karak-
ter. Rettens tilladelse omfatter også sagens behandling i an-
keinstansen.
Stk. 2. Ved afhøring af sagkyndige, der har afgivet de i
stk. 1 nævnte erklæringer, kan de sagkyndige som udgangs-
punkt overvære afhøringen af hinanden og eventuelle skøns-
mænd, og retten kan give de sagkyndige lov til at rådføre sig
med hinanden, inden de svarer.
Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at er-
klæringer som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanket-
ter, og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt
format, herunder digitalt.«
5. I § 316, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med ret-
tens tilladelse i medfør af § 209 a, stk. 1, erstattes dog ikke.«
6. Efter § 341 indsættes:
»§ 341 a Erklæringer om konkrete forhold af teknisk,
økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sags-
anlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som
bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne
ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at
fravige udgangspunktet. Har en part fremlagt en sådan er-
klæring, kan modparten under i øvrigt samme betingelser
fremlægge en tilsvarende erklæring, selv om denne erklæ-
ring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg.
Stk. 2. Erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold
efter dansk ret, som en part har indhentet fra retskyndige,
kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men
ikke under sagen i øvrigt.«
7. I § 353, stk. 1, nr. 13, indsættes efter »§ 196,« : »tilladelse
til bevisførelse efter § 209 a«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslag nr. L 20 Folketinget 2016-17
Justitsmin., j.nr. 2016-430-0027
AA009878
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets udformning
2.1. Flere skønsmænd til at vurdere samme spørgsmål
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Retsplejerådets overvejelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser
2.2. Sagkyndige erklæringer og sagkyndige vidner i civi-
le sager
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Retsplejerådets overvejelser
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Retsplejerådet har i betænkning nr. 1558/2016 om reform af
den civile retspleje IX (Sagkyndig bevisførelse mv.) (heref-
ter betænkningen) præsenteret en række anbefalinger om an-
vendelse af andre sagkyndige beviser i civile retssager end
syn og skøn samt om, hvorvidt der i videre omfang end hid-
til skal være adgang til at anvende flere skønsmænd til at
vurdere samme spørgsmål.
Lovforslaget indeholder på baggrund af anbefalingerne en
række forslag til ændringer af reglerne om syn og skøn, så
der indføres udvidede muligheder for anvendelse af to (eller
flere) skønsmænd med samme faglige baggrund.
Det foreslås således, at retten kan beslutte fra starten at ud-
pege to (eller flere) skønsmænd med samme faglige bag-
grund til at vurdere det samme spørgsmål. Det foreslås des-
uden, at muligheden for at få udmeldt et nyt syn og skøn ved
en anden skønsmand udvides i et vist omfang.
Lovforslaget indebærer endvidere, at der indføres udvidede
muligheder for fremlæggelse af sagkyndige beviser i civile
retssager.
Det foreslås således at lovfæste den udvidede adgang for
parterne i en civil retssag til at fremlægge sagkyndige erklæ-
ringer, der er ensidigt indhentet af den enkelte part forud for
sagens anlæg, som har udviklet sig i retspraksis. Det foreslås
i den forbindelse som noget nyt, at modparten i sådanne til-
fælde kan fremlægge en ensidigt indhentet ”moderklæring”,
selv om denne først har kunnet indhentes efter sagsanlæg-
get.
Det foreslås endvidere, at parterne i en civil sag i enighed og
med rettens tilladelse kan beslutte, at der som led i bevisfø-
relsen kan fremlægges sagkyndige erklæringer, som parter-
ne hver især indhenter efter sagsanlægget, enten som sup-
plement til eller i stedet for syn og skøn.
2. Lovforslagets udformning
2. 1. Flere skønsmænd til at vurdere samme spørgsmål
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Sagkyndig bevisførelse kan ske ved syn og skøn.
Reglerne herom fremgår af retsplejelovens kapitel 19, som
blev nyaffattet ved lov nr. 737 af 25. juni 2014.
Reglerne om syn og skøn er i vidt omfang ens for civile sag-
er og straffesager, men syn og skøn anvendes meget sjæl-
dent i straffesager.
2.1.1.2. Afholdelse af syn og skøn i en civil sag sker på bag-
grund af en begæring fra den part, som har brug for erklæ-
ringen for at løfte sin bevisbyrde. Begæringen skal være led-
saget af et skønstema, hvor det skal angives, hvad der er den
overordnede ramme for det foreslåede syn og skøn, jf. rets-
plejelovens § 196, stk. 2, hvorefter begæringen skal oplyse
genstanden for syn og skøn og formålet med forretningen.
Inden retten træffer afgørelse om udmelding af syn og skøn,
skal modparten have lejlighed til at udtale sig. Drøftelse af
begæringen om syn og skøn kan bl.a. ske i forbindelse med
et forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 1, nr.
13.
En begæring om syn og skøn fremsættes almindeligvis efter,
at retssagen er anlagt. Begæringen skal i så fald som ud-
gangspunkt fremsættes senest på det forberedende møde el-
ler, hvis et sådant møde ikke afholdes, senest 4 uger efter
rettens meddelelse om, at der ikke skal holdes et forbereden-
de møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 4.
Syn og skøn kan imidlertid også finde sted forud for anlæg
af en retssag som led i isoleret bevisoptagelse efter retspleje-
lovens § 343, f.eks. for at få afklaret, om der er grundlag for
en retssag, eller hvis der er risiko for, at den genstand, sagen
angår, vil forringes eller på anden måde ændres.
Når retten har truffet afgørelse om udmeldelse af syn og
skøn, stiller parterne spørgsmål til skønsmanden. Parterne
behøver ikke at være enige om spørgsmålene. Først sender
den part, som har begæret syn og skøn, sine spørgsmål til
skønsmanden og retten, og derefter får også modparten lej-
lighed til at stille spørgsmål. Parterne kan også drøfte for-
muleringen af spørgsmålene til skønsmanden på det forbe-
redende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 1, nr. 14.
Retten kan i medfør af retsplejelovens § 197, stk. 2, afvise
spørgsmål, som ligger uden for skønsmandens faglige kom-
2
petence eller uden for de rammer, som retten har fastsat for
skønsforretningen, eller som skønnes at være uden betyd-
ning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Retten kan endvi-
dere afvise spørgsmål, som på en utilbørlig måde forsøger at
lede skønsmanden i en bestemt retning, eller som forudsæt-
ter, at skønsmanden tager stilling til spørgsmål, som det er
op til retten at tage stilling til.
2.1.1.3. Retten kan efter retsplejelovens § 198 udpege en el-
ler flere skønsmænd. I de fleste retssager medvirker kun én
skønsmand, men retten kan efter parternes henstilling vælge
at udpege flere.
I praksis udmeldes (mindst) to skønsmænd, hvis der er be-
hov for kendskab til forskellige fagområder ved besvarelsen
af de stillede spørgsmål. I store sager, som kan bære fordy-
relsen ved udmeldelse af flere skønsmænd, udmeldes der
endvidere jævnligt to skønsmænd, hvis fagkundskab kan
supplere hinanden.
Retsplejelovens § 198, stk. 2, bestemmer herudover, at der
bør udpeges mindst to skønsmænd, hvis foretagelse af syn
og skøn vil medføre tilintetgørelse eller forandring af den
genstand, sagen vedrører, og det ikke er muligt at holde en
del af genstanden uden for undersøgelsen.
Enhver af parterne kan komme med forslag til skønsmænd,
men retten er ikke bundet heraf. Kan parterne enes om en
bestemt skønsmand, vil retten imidlertid normalt følge par-
ternes indstilling.
En skønsmand skal være uberygtet og uvildig, jf. retspleje-
lovens § 199. Skønsmanden skal endvidere være sagkyndig
på det relevante felt, hvilket ikke er til hinder for, at skøns-
manden undervejs kan konsultere f.eks. et teknologisk insti-
tut, hvis der er behov for specifikke oplysninger, beregnin-
ger mv.
2.1.1.4. Efter udpegningen af skønsmanden sendes spørgs-
målene til skønsmanden til besvarelse. I den forbindelse
fastsætter retten en frist for, hvornår skønserklæringen skal
foreligge. Hvis fristen ikke overholdes, kan udpegningen af
skønsmanden tilbagekaldes, jf. retsplejelovens § 202.
En skønsmands besvarelse skal som udgangspunkt baseres
på kendskab til alle sagens akter, herunder sagkyndige er-
klæringer, der er fremlagt i sagen, jf. afgørelserne refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen 2010.2471 H og 2011.3074 H. Det-
te udgangspunkt må dog fraviges under visse konkrete om-
stændigheder, f.eks. når erklæringen på forhånd må antages
at være uden betydning for besvarelsen af skønstemaet, eller
hvis erklæringen er egnet til på utilbørlig måde at påvirke
besvarelsen af skønstemaet.
Skønsmanden gennemfører efter modtagelsen af spørgsmå-
lene mv. en skønsforretning. Angår skønsforretningen en fy-
sisk genstand, foretager skønsmanden i forbindelse med
skønsforretningen en besigtigelse af genstanden. Parterne
skal have underretning om sted og tidspunkt for skønsforret-
ningen, jf. retsplejelovens § 203, stk. 1.
2.1.1.5. Efter afholdelse af skønsforretningen skal skøns-
manden udarbejde en skriftlig skønserklæring til retten, som
indeholder skønsmandens besvarelse af parternes spørgsmål,
jf. retsplejelovens § 204, stk. 1.
Er erklæringen mangelfuld, f.eks. fordi skønsmanden ikke
har foretaget tilstrækkelige undersøgelser af genstanden el-
ler ikke har besvaret alle spørgsmål, kan retten pålægge
skønsmanden at omgøre eller supplere den i en yderligere
skriftlig erklæring.
Afgives erklæring af to eller flere skønsmænd, skal den en-
kelte skønsmands mening fremgå af erklæringen, hvis der
ikke er enighed, eller hvis skønsmændene repræsenterer for-
skellige fagområder, jf. § 204, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 204, stk. 3, kan Domstolsstyrelsen
fastsætte regler om, at der i forbindelse med syn og skøn
skal anvendes særlige blanketter til spørgsmål og svar, og at
spørgsmål og svar skal fremsendes i et særligt format, her-
under digitalt.
2.1.1.6. Efter modtagelsen af skønserklæringen, kan parter-
ne have behov for at stille supplerende spørgsmål til den el-
ler de udmeldte skønsmænd. Hvis en part ønsker at stille
supplerende spørgsmål, skal disse fremsendes til retten og
modparten inden en frist fastsat af retten, jf. retsplejelovens
§ 205.
Retten afgør, om der må stilles supplerende spørgsmål. Det
klare udgangspunkt er, at der kun kan stilles supplerende
spørgsmål én gang. Dette gælder normalt også, hvis der un-
der anke er anledning til at stille (yderligere) supplerende
spørgsmål til den skønsmand, der har afgivet skønserklæring
til brug for den eller de foregående instansers behandling af
sagen. Såfremt spørgsmålene tillades, træffer retten afgørel-
se om, hvorvidt de supplerende spørgsmål skal besvares
skriftligt af skønsmanden ved en supplerende skønserklæ-
ring eller mundtligt af skønsmanden i et retsmøde.
De supplerende spørgsmål sendes på forhånd til skønsman-
den, uanset om besvarelsen heraf skal ske i en supplerende
skønserklæring eller mundtligt af skønsmanden i et retsmø-
de, således at skønsmanden har mulighed for eventuelt at
foretage supplerende undersøgelser mv.
2.1.1.7. Skønsmanden kan indkaldes til et retsmøde for at
besvare spørgsmål i tilknytning til skønserklæringen, herun-
der supplerende spørgsmål, som er fremsendt efter reglerne i
retsplejelovens § 205. Skønsmanden skal kun afhøres i ret-
ten, hvis det konkret vurderes, at der er behov herfor.
Lovens § 206, stk. 2, indeholder regler om, hvem der skal
lade sig afhøre, hvis der er flere skønsmænd. Bestemmelsen
indebærer, at der som udgangspunkt kun møder én skøns-
mand i retten, hvis skønsmændene repræsenterer samme fa-
gområde. Hvis der er meningsforskel, møder en skønsmand
for hver af de meninger, hvori skønsmændene har delt sig.
Skønsmændene udpeger selv den eller dem, der skal give
møde. Hvis erklæringen er afgivet af flere skønsmænd, som
3
repræsenterer hvert deres fagområde, møder som udgangs-
punkt en skønsmand for hvert fagområde.
En skønsmand afhøres efter reglerne om afhøring af vidner,
men skønsmænd kan som udgangspunkt overhøre hinandens
og andre vidners forklaringer og kan gives lov til at rådføre
sig med hinanden, inden de svarer, jf. § 206, stk. 3. Loven er
ikke til hinder for, at alle skønsmænd kan afhøres under et.
2.1.1.8. Efter retsplejelovens § 209 udelukker syn og skøn
ikke, at der kan foretages fornyet syn og skøn over samme
genstand ved de samme skønsmænd eller, når retten finder
det hensigtsmæssigt, ved andre skønsmænd.
En begæring om nyt syn og skøn imødekommes i reglen,
når der er behov for at benytte en skønsmand med en anden
fagkundskab end den skønsmand, der tidligere har gennem-
ført et syn og skøn.
Retten er derimod i praksis tilbageholdende med at udmelde
et nyt syn og skøn, hvis en part ønsker at benytte en skøns-
mand med samme kompetencer, som den, der tidligere har
gennemført et syn og skøn i den samme eller en underordnet
retsinstans eller forud for retssagens anlæg som led i isoleret
bevisoptagelse. I så fald kan begæringen om nyt syn og skøn
som hovedregel alene forventes at blive imødekommet, så-
fremt parten kan påvise inhabilitet hos skønsmanden eller
væsentlige forhold af en karakter, som skaber tvivl om
skønsmandens egnethed til at varetage opgaven. I modsat
fald henvises parten i stedet til at stille supplerende spørgs-
mål til den oprindelige skønsmand.
For at underbygge, at skønsmanden har begået fejl, kan en
part med rettens tilladelse fremskaffe en sagkyndig erklæ-
ring herom til brug for rettens stillingtagen til, om der skal
udmeldes nyt syn og skøn.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2005.1472
H tillod Højesteret, at en ensidigt indhentet sagkyndig er-
klæring vedrørende en skønserklæring kunne fremlægges
med henblik på stillingtagen til eventuelt nyt syn og skøn.
Skønsmanden erkendte på baggrund af erklæringen, at han
havde begået fejl i forbindelse med en opgørelse af en rente-
bærende gæld. Højesteret fandt, at fejlen kunne berigtiges
ved supplerende spørgsmål til skønsmanden, og en anmod-
ning om nyt syn og skøn blev ikke imødekommet, idet den
begåede fejl ikke i sig selv var tilstrækkelig til at skabe usik-
kerhed med hensyn til, om erklæringen opfyldte de faglige
krav, som var en forudsætning for, at den kunne tjene sit
formål (som var at vurdere en værdiansættelses holdbarhed).
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1997.1438
Ø blev en anmodning om nyt syn og skøn imødekommet,
fordi der var opstået tvivl om skønsmandens upartiskhed.
Skønsmanden havde således lagt vægt på forudsætninger,
der ikke fremgik af begæringen om syn og skøn, og som der
var uenighed om, og havde endvidere ensidigt indhentet op-
lysninger hos en af parterne.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2008.2743
Ø fandtes det ikke at kunne begrunde et nyt syn og skøn, at
skønsmanden med urette havde nægtet en parts advokat at
være til stede under en skønsforretning.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2009.567 V
blev en anmodning om nyt syn og skøn afslået, fordi det ik-
ke kunne anses som en væsentlig fejl, der kunne begrunde et
nyt syn og skøn, at skønsmanden af egen drift havde indhen-
tet en geoteknisk rapport.
2.1.1.9. Retten tager i dommen stilling til den endelige for-
deling af sagsomkostningerne efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 30, herunder omkostninger til syn og skøn. Det er
udgangspunktet, at den tabende part skal erstatte modparten
de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre par-
terne har aftalt andet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1.
Den part, som på uforsvarlig måde har foranlediget bl.a. un-
yttig bevisførelse, skal dog, selv om parten vinder sagen, er-
statte modparten udgifterne herved, jf. retsplejelovens § 318,
stk. 1. Parter kan desuden pålægges at bære de omkostnin-
ger, som de har forårsaget ved handlemåde i strid med § 336
a, hvorefter parterne bl.a. har pligt til at fremme sagen med
fornøden hurtighed og til at undgå unødige sagsskridt.
Før den endelige fordeling af sagsomkostningerne træffer
retten i medfør af retsplejelovens § 208, stk. 1, afgørelse om
en foreløbig fordeling af omkostningerne ved syn og skøn.
Når skønsforretningen er afsluttet, skal skønsmanden såle-
des fremsende sit honorarkrav til retten, hvor skønsmanden
skal begrunde sit honorarkrav og i den forbindelse angive,
hvordan kravet forholder sig til det prisoverslag, skønsman-
den skulle udfærdige før udpegningen efter retsplejelovens §
201, stk. 1. Hvis honorarkravet overstiger prisoverslaget,
skal skønsmanden redegøre for baggrunden herfor. Skøns-
manden skal endvidere redegøre for, hvordan honorarkravet
fordeler sig i forhold til parternes spørgsmål.
Retten træffer derefter afgørelse om skønsmandens honorar
på baggrund af bemærkningerne fra skønsmanden og parter-
ne. I den forbindelse tager retten stilling til den foreløbige
fordeling af omkostningerne.
Reglen suppleres af retsplejelovens § 311, stk. 2, hvoraf det
fremgår, at retten efter anmodning fra den part, som foreløb-
ig skal betale de omkostninger, der er forbundet med proces-
suelle skridt, som parten har foretaget eller anmodet om, kan
bestemme, at modparten foreløbig skal betale en del af om-
kostningerne, hvis modpartens spørgsmål til skønsmanden
mv. i væsentlig grad har bevirket en forøgelse af omkostnin-
gerne.
Den part, der har begæret syn og skøn, og partens retter-
gangsfuldmægtig hæfter for omkostningerne ved syn og
skøn fra fremsættelse af begæring herom, jf. retsplejelovens
§ 208, stk. 3. Modparten og dennes rettergangsfuldmægtig
hæfter dog for den del af omkostningerne, der kan henføres
til besvarelsen af modpartens spørgsmål. Hvis skønsmanden
4
er indkaldt til hovedforhandlingen, hæfter den part, som har
ønsket skønsmanden indkaldt, for omkostninger hertil. Ret-
ten kan bestemme, at parterne skal stille sikkerhed for om-
kostningerne ved syn og skøn. Dette gælder også, når parter-
ne er repræsenteret ved advokat.
En bevilling om fri proces medfører som udgangspunkt, at
statskassen betaler omkostninger, f.eks. til syn og skøn, som
med føje er afholdt i forbindelse med sagen, jf. retsplejelo-
vens § 331, stk. 1, nr. 3.
Det er ikke nødvendigt, at der er opnået tilsagn fra retten om
godtgørelse, før en udgift afholdes, men det er ikke ensbety-
dende med, at retten er afskåret fra at meddele et forhånds-
tilsagn om dækning af en udgift, hvis en part er i tvivl om,
hvorvidt en omkostning vil blive dækket.
Retten kan efter retsplejelovens § 332, stk. 2, pålægge en
part, der har fri proces, helt eller delvist at erstatte statskas-
sen udgifterne ved den fri proces, herunder f.eks. udgifter til
syn og skøn, i det omgang udgifterne ikke pålægges mod-
parten, når partens forhold taler for det. Foreligger der ikke
groft uagtsomme eller svigagtige forhold, skal der efter
praksis meget til, før der er tilstrækkeligt grundlag for at la-
de parten refundere statskassens udgifter til fri proces, jf.
f.eks. afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen
2004.271 Ø, hvor det ikke fandtes tilstrækkeligt for at på-
lægge parten at refundere statskassens udgifter efter den da-
gældende bestemmelse, at sagen var blevet afvist på grund
af partens overskridelse af en søgsmålsfrist.
2.1.1.10. Reglerne om syn og skøn er i vidt omfang ens for
civile sager og straffesager, jf. retsplejelovens § 210, stk. 2,
som bestemmer, at lovens § 197, § 198, stk. 1-3, §§
199-204, § 207, § 208, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, og §
209 finder anvendelse i straffesager med de ændringer, der
følger af forholdets natur. For så vidt angår begæringen om
syn og skøn, muligheden for at stille supplerende spørgsmål
og skønsmandens forklaring i retten gælder der dog særlige
regler for straffesager.
Retten kan efter begæring fra tiltalte eller anklagemyndighe-
den bestemme, at der i en straffesag skal foretages syn og
skøn, jf. retsplejelovens § 210, stk. 1. Begæringen skal inde-
holde de fornødne oplysninger for, at retten kan tage stilling
til begæringen, herunder om, hvad der er genstanden for syn
og skøn, og hvad der er formålet med forretningen.
Som i civile sager er det også i straffesager op til parterne at
formulere spørgsmål til skønsmanden, jf. retsplejelovens §
197, stk. 1. Hver af parterne har således som udgangspunkt
mulighed for at stille de spørgsmål, parten ønsker. Retsple-
jelovens § 197, stk. 2, om rettens mulighed for at afskære
spørgsmål, gælder også i straffesager, men det er forudsat, at
retten i straffesager har en mere aktiv rolle i forbindelse med
formuleringen af spørgsmålene, navnlig hvis der er uenig-
hed mellem parterne om formulering af spørgsmålene.
Der er efter retsplejelovens § 210, stk. 3, vid adgang til at
stille skønsmanden supplerende spørgsmål til skønserklæ-
ringen. Spørgsmål afskæres således som udgangspunkt kun,
såfremt disse er åbenbart overflødige eller ikke er stillet in-
den en af retten fastsat frist.
Skønsmanden kan i medfør af retsplejelovens § 210, stk. 4,
indkaldes til hovedforhandlingen i straffesager for at gen-
nemgå skønserklæringen og besvare spørgsmål i tilknytning
hertil. Reglerne i retsplejelovens § 206, stk. 2 og 3, om for-
klaring ved flere skønsmænd, finder tilsvarende anvendelse.
2.1.2. Retsplejerådets overvejelser
2.1.2.1. Indledning
Proceduren i forbindelse med syn og skøn udmeldt af retten
sikrer bl.a., at den sagkyndige er uvildig i forhold til sagens
parter og skønstemaet, og at parterne har lige muligheder for
at stille de spørgsmål til skønsmanden, som de ønsker.
Blandt andet som følge heraf bliver skønsmændenes erklæ-
ringer ofte tillagt meget stor bevismæssig vægt. Afhængig af
sagens nærmere karakter kan der derfor let hos en part opstå
en fornemmelse af, at det står og falder med skønsmandens
konklusioner, om parten vinder eller taber sagen.
Dette har generelt den positive virkning, at parterne udviser
stor omhu med formuleringen af spørgsmålene til skøns-
manden – eventuelt med egen sagkyndig bistand hertil – og
med hensyn til at sikre, at skønsmanden til brug for sin be-
sigtigelse og sin besvarelse af skønstemaet har alt bag-
grundsmateriale, som er relevant set fra den pågældende
parts synsvinkel. Der kan imidlertid inden for flere fagområ-
der – ikke kun inden for eksempelvis økonomisk teori og
statistik eller design, men også i øvrigt på det naturvidenska-
belige, samfundsvidenskabelige og humanistiske område –
være forskellige teoretiske eller metodiske tilgange inden
for de enkelte fag. Disse forskelle i de sagkyndiges foretruk-
ne måder at forholde sig til en given problemstilling på kan
undertiden have væsentlig betydning for skønmandens beva-
relse af spørgsmålene, uanset om skønsmanden forsøger at
tage forbehold for, at der kan være andre måder at se sagen
på. I en række tilfælde findes der således ikke kun ét "rig-
tigt" svar. Som følge heraf kan det – trods omhu med ud-
formning af spørgsmål og forberedelse af skønsmanden –
undertiden synes at bero på, hvem der er blevet udpeget som
skønsmand, hvordan det udmeldte syn og skøn falder ud.
Navnlig i sådanne tilfælde kan parterne ønske at have større
sikkerhed for at kunne få bibragt retten den sagkyndige
synsvinkel, som bedst støtter den pågældende parts stand-
punkt i sagen.
Et sådant ønske kan principielt set søges imødekommet på
flere forskellige måder, dels ved at udvide mulighederne for
at få flere skønsmænd til at bedømme det samme emne –
dvs. ved at justere de gældende regler om syn og skøn – dels
ved, at parterne i stedet for eller som supplement til syn og
skøn kan fremlægge sagkyndige erklæringer, som de selv
har indhentet eller indhenter under sagen, og som vedrører
de konkrete bevistemaer i den pågældende sag.
5
Overvejelser om disse spørgsmål må efter Retsplejerådets
opfattelse inddrage det almindelige forhandlingsprincip
sammenholdt med, at syn og skøn også fungerer som sag-
kyndig bistand for retten, når den skal vurdere sagens bevis-
materiale. Det må endvidere indgå i overvejelserne, at et af
formålene med proceduren i forbindelse med syn og skøn
netop er at sikre, at der normalt kun er behov for, at der skal
indhentes én sagkyndig erklæring om det pågældende tema,
hvilket i almindelighed er med til at begrænse udgifterne og
dermed også risikoen ved at føre en retssag og sikre, at sag-
en ikke trækker i unødigt langdrag.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 49-50.
2.1.2.2. To eller flere skønsmænd fra starten
Efter den ændring af retsplejelovens regler om syn og skøn,
der trådte i kraft i 2014, er der blevet indført en større frihed
for parterne til at stille skønsmanden netop de spørgsmål, de
selv forventer kan fremkalde de svar, som kan have afgøren-
de bevismæssig betydning i den pågældende sag.
Denne ændring af reglerne om syn og skøn har navnlig haft
til formål at fremme en hurtigere og mere effektiv gennem-
førelse af skønsforretninger, derved at der som nævnt ikke
længere skal bruges tid på at opnå enighed om formulerin-
gen af spørgsmålene til skønsmanden. Ændringen har samti-
dig også forbedret parternes mulighed for at få skønsmanden
til at forholde sig til de aspekter, de selv anser for afgørende,
herunder eventuelle nye faglige synsvinkler, som skønsman-
den måske endnu ikke er bekendt eller fuldt fortrolig med.
De nye regler rokker dog ikke på nogen måde ved skøns-
mandens selvstændighed og uafhængighed, og der kan fort-
sat forekomme situationer, hvor der er flere anerkendte fag-
lige tilgange til en problemstilling, og hvor parterne kan op-
leve det som ret afgørende for udfaldet af skønsforretningen,
hvilken ”skole” inden for fagområdet den udpegede skøns-
mand tilhører.
Retsplejerådet finder derfor, at der bør åbnes mulighed for,
at retten i særlige tilfælde kan beslutte at udpege to (eller
flere) skønsmænd til at besvare de samme spørgsmål. Den
gældende bestemmelse i retsplejelovens § 198 er efter sin
ordlyd ikke til hinder herfor, men hjemlen til at udpege mere
end én skønsmand er hidtil (bortset fra særtilfælde, hvor
skønsforretningen vil medføre, at genstanden ødelægges el-
ler forandres) kun blevet brugt, hvis det for at kunne besvare
spørgsmålene har været nødvendigt at udpege skønsmænd,
der dækker forskellige fagområder, eller hvis der har været
tale om store sager, der har kunnet ”bære” fordyrelsen, og
hvor skønsmændenes fagkundskab har kunnet supplere/
komplettere hinanden. Det vil derfor efter rådets opfattelse
være rigtigst at ændre bestemmelsen, således at det kommer
til at fremgå klart, at der også vil kunne udpeges flere skøns-
mænd til at besvare det eller de samme spørgsmål, dvs.
skønsmænd der dækker det samme fagområde. Der vil
navnlig kunne være anledning til at bruge en sådan regel, og
dermed fravige udgangspunktet om, at der kun skal medvir-
ke én skønsmand inden for samme fagområde, i tilfælde,
hvor der er forskellige relevante faglige synsvinkler eller
metoder inden for det pågældende fagområde, og hvor der
samtidig er rimelig grund til at antage, at dette vil kunne få
betydning for skønsmandens konklusioner.
En regel om, at der kan udpeges flere skønsmænd til at vur-
dere de samme spørgsmål, må ikke bruges til at vidtløftiggø-
re bevisførelsen i strid med det generelle hensyn til at sikre
en hurtig og omkostningseffektiv procesførelse. Rådet fin-
der imidlertid, at retten nøje vil kunne vurdere i det enkelte
tilfælde, om det på grundlag af sagens og skønstemaets ka-
rakter er hensigtsmæssigt at udpege to (eller flere) skøns-
mænd fra starten.
Der vil naturligvis ikke være "flere skoler" eller nyudviklede
faglige synsvinkler på alle fagområder, og i nogle tilfælde
vil der formentlig også kunne være et praktisk problem med
at finde flere skønsmænd, som både er uafhængige og kvali-
ficerede. Og selv om retten finder det sandsynliggjort, at der
er forskellige relevante faglige tilgange til de spørgsmål, der
skal stilles, må retten også nøje vurdere det omkostnings-
mæssige aspekt, navnlig hvis kun den ene part ønsker flere
skønsmænd udpeget. I så fald vil retten kunne tage i betragt-
ning, om sagen skønnes at have så væsentlig betydning for
parterne – eventuelt på grund af de økonomiske værdier, den
angår – at sagen "kan bære" fordyrelsen ved at udpege to el-
ler flere skønsmænd.
Rådet finder det sandsynligt, at en sådan mulighed for helt
fra starten at få flere fagkyndige øjne på bevistemaet ofte vil
blive oplevet af parterne som lige så hensigtsmæssigt som at
bruge "egne" eksperter efter den regel herom, som rådet
foreslår, jf. pkt. 2.2.2.2 nedenfor.
Rådet foreslår derfor, at retsplejelovens § 198 ændres i over-
ensstemmelse med det anførte. Det vil efter rådets opfattelse
være mest hensigtsmæssigt, at de sagkyndige inden for sam-
me fagområde som udgangspunkt afgiver et fælles svar, så-
ledes at det så klart som muligt kan fremgå, hvor de sagkyn-
dige er enige og uenige.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 51-52.
2.1.2.3. Udvidet mulighed for nyt syn og skøn om samme
spørgsmål
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 209 kan
nyt syn og skøn ved andre skønsmænd finde sted, når retten
”finder det hensigtsmæssigt”. Det er i praksis vanskeligt at
få udmeldt en ny skønsmand under påberåbelse af, at den
første skønserklærings indhold er urigtigt eller mangelfuldt.
I de fleste tilfælde må en part, som er utilfreds, nøjes med at
stille supplerende spørgsmål til skønsmanden. Der er dog i
praksis givet tilladelse til nyt syn og skøn ved en anden
skønsmand, hvis der har foreligget konkrete og rimeligt be-
styrkede oplysninger, som har skabt tvivl om den tidligere
udmeldte skønsmands kvalifikationer. Der skal være tale om
ret graverende forhold, hvor den første skønserklæring må
formodes at være fejlbehæftet, ufuldstændig og/eller ind-
holdsmæssig uklar i en sådan grad, at der er tvivl om, hvor-
6
vidt erklæringen opfylder de faglige krav, der er nødvendige
for, at den kan opfylde sit formål.
Retsplejerådet finder, at denne praksis er velbegrundet og
bør videreføres. Der ville ellers være risiko for at anspore til
et stort antal processer om skønsmandens egnethed, som
egentlig blot dækker over utilfredshed med dennes konklusi-
oner.
Rådet finder imidlertid, at der bør åbnes mulighed for nyt
syn og skøn ved en anden skønsmand i de samme tilfælde,
som er omtalt ovenfor i afsnit 2.1.2.2 om forslaget vedrøren-
de flere skønsmænd til at besvare de samme spørgsmål.
Hvis det kan sandsynliggøres over for retten, at den første
skønsmands konklusioner kan være udslag af en faglig til-
gang til spørgsmålene, som ikke er enerådende inden for det
pågældende fag, og at der således er "flere skoler" inden for
det relevante fagområde – dvs. hvis andre anerkendte fagli-
ge tilgange til temaet kan føre til andre bedømmelser – bør
det ikke afskære muligheden for at få udmeldt en ny skøns-
mand, at spørgsmålet først er blevet bragt på bane, efter at
den første skønserklæring foreligger. Hvis den første skøns-
mands måde at se sagen på ikke er den eneste anerkendte,
vil det normalt heller ikke være hensigtsmæssigt at anmode
den samme skønsmand om at udarbejde en ny/alternativ be-
svarelse ud fra en faglig synsvinkel, som han ikke er enig i
eller fuldt fortrolig med.
En regel herom vil således opfange de tilfælde, hvor man ik-
ke forud for udmeldingen af syn og skøn har været opmærk-
som på risikoen for, at skønsmanden ikke dækker hele det
relevante faglige spektrum i sin tilgang til sagen.
Selv om det er klart, at det efter omstændighederne vil være
sådan, at den uundgåelige forlængelse af den tid, det tager at
forberede hovedforhandlingen, kunne være undgået ved at
bringe spørgsmålet om flere skønsmænd frem på et tidligere
tidspunkt, finder rådet, at retten kan tage dette i betragtning
efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor det og-
så i øvrigt må vurderes, om en parts ønske om at få udmeldt
en ny skønsmand reelt blot skyldes utilfredshed med den
første skønsmands konklusioner. Der må også fortsat være
mulighed for, at retten efter en konkret vurdering kan lægge
vægt på væsentlige hensyn til sagens fremdrift, som kan tale
afgørende imod at tillade nyt syn og skøn.
Muligheden for at stille supplerende spørgsmål til den første
skønsmand er en anden forskel i forhold til situationen ved
udmelding af det første syn og skøn. Også dette aspekt kan
retten imidlertid tage i betragtning, således at der ikke gives
tilladelse til nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, hvis
indvendingerne mod den første skønserklæring vedrører
mindre ting, der kan afklares med supplerende spørgsmål.
Det vil naturligvis være et væsentligt spørgsmål, hvordan en
part kan sandsynliggøre over for retten, at den første skøn-
serklæring ikke på rimelig måde afspejler, at der er forskelli-
ge relevante faglige synsvinkler på det pågældende faglige
område. Retterne tillader allerede i dag i praksis, at parterne
fremlægger sagkyndige erklæringer, selv om de er indhentet
ensidigt efter sagens anlæg og modtagelsen af den første
skønserklæring, når det sker for at understøtte og begrunde
en begæring om nyt syn og skøn. Sådanne ensidigt indhente-
de erklæringer fremlægges således ikke som bevis i sagen.
Rådet finder, at denne praksis er hensigtsmæssig. En part
kan også vælge at anmode retten om tilladelse til at udvælge
en uvildig sagkyndig, der kan belyse eksistensen af “flere
skoler” mv. inden for det relevante fagområde.
Rådet foreslår derfor, at retsplejelovens § 209 ændres i over-
ensstemmelse med det anførte, således at den ovenfor
beskrevne praksis lovfæstes i et vist omfang, og således at
muligheden for at få udmeldt nyt syn og skøn ved en anden
skønsmand udvides som anført.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 52-54.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der bør åb-
nes mulighed for, at retten i særlige tilfælde fra starten kan
beslutte at udpege to (eller flere) skønsmænd til at besvare
de samme spørgsmål.
Justitsministeriet er i den forbindelse enig med rådet i, at der
navnlig vil kunne være anledning til at bruge en sådan regel
i tilfælde, hvor der er forskellige relevante faglige synsvink-
ler eller metoder inden for det pågældende fagområde, og
hvor der samtidig er rimelig grund til at antage, at dette vil
kunne få betydning for skønsmandens konklusioner. Justits-
ministeriet er endvidere enig med Retsplejerådet i, at en så-
dan regel ikke må bruges til at vidtløftiggøre bevisførelsen i
strid med det generelle hensyn til at sikre en hurtig og om-
kostningseffektiv procesførelse, og at retten derfor ved an-
vendelsen af reglen nøje bør vurdere det omkostningsmæssi-
ge aspekt – om sagen "kan bære" fordyrelsen – navnlig hvis
kun den ene part ønsker flere skønsmænd udpeget.
Det foreslås på den baggrund i lovforslagets § 1, nr. 2, at
ændre retsplejelovens § 198 i overensstemmelse med Rets-
plejerådets lovudkast.
Justitsministeriet er desuden enig med Retsplejerådet i, at
der bør gives mulighed for at tillade nyt syn og skøn ved en
anden skønsmand i de samme tilfælde, som er omtalt oven-
for, med henblik på at opfange de tilfælde, hvor man ikke
forud for udmeldingen af syn og skøn har været opmærksom
på risikoen for, at skønsmanden ikke dækker hele det rele-
vante faglige spektrum i sin tilgang til sagen.
Justitsministeriet er i den forbindelse enig med rådet i, at der
fortsat skal være mulighed for, at retten efter en konkret vur-
dering kan lægge vægt på væsentlige hensyn til sagens
fremdrift, som kan tale afgørende imod at tillade nyt syn og
skøn, ligesom retten bør inddrage muligheden for at stille
supplerende spørgsmål til den første skønsmand i vurderin-
gen af, om nyt syn og skøn skal udmeldes.
7
Det foreslås på den baggrund i lovforslagets § 1, nr. 3, at
ændre retsplejelovens § 209 i overensstemmelse med Rets-
plejerådets lovudkast.
2.2. Sagkyndige erklæringer og sagkyndige vidner i civi-
le sager
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Der er i praksis vid adgang til som led i bevisførel-
sen at benytte sagkyndige udtalelser om generelle spørgs-
mål, der er relevante for sagen, f.eks. hvad der er praksis in-
den for et bestemt erhverv, branchekutyme eller god skik.
Oplysninger af den nævnte karakter fremkommer som regel
som skriftlige erklæringer. Sagkyndig vidneførsel om gene-
relle spørgsmål forekommer sjældent. Sagkyndige erklærin-
ger om generelle spørgsmål indhentes som regel hos offent-
lige myndigheder eller private organisationer, der må anta-
ges at have særlig fagkundskab og er uvildige, f.eks. særlige
responsumudvalg på et fagområde eller brancheorganisatio-
ner.
Fremlæggelse af en erklæring om generelle spørgsmål vil
kun blive nægtet, hvis erklæringen skønnes at være uden be-
tydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Særlige om-
stændigheder ved erklæringens tilblivelse kan f.eks. medfø-
re, at erklæringen har ringe bevisværdi. Erklæringer om ge-
nerelle spørgsmål indhentes i praksis ofte efter forhandling
mellem parterne.
2.2.1.2. Gennem de senere år har der været en udvikling i
retspraksis vedrørende ensidigt indhentede sagkyndige er-
klæringer hen imod en udvidet adgang til at fremlægge så-
danne erklæringer, der belyser det omtvistede faktum i sag-
en.
Det har afgørende betydning, om en ensidigt indhentet er-
klæring er indhentet før eller efter sagens anlæg.
Er erklæringen indhentet før sagens anlæg, kan erklæringen
i almindelighed fremlægges.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2007.2040
H tillod Højesteret, at en part kunne fremlægge en ensidigt
indhentet lægeerklæring, der var udfærdiget få uger før sa-
gens anlæg.
Højesteret præciserede i efterfølgende afgørelser, som er re-
fereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2008.2193 H, 2008.2393
H, 2011.151 H og 2011.3074 H, at en part som udgangs-
punkt kan fremlægge udtalelser og erklæringer om forhold
af teknisk, økonomisk og lignende karakter, som parten in-
den sagsanlægget har indhentet hos rådgivere og eksperter.
Erklæringens indhold eller fremtræden, omstændighederne
ved erklæringens tilblivelse eller andre forhold kan dog føre
til, at erklæringen ikke må fremlægges.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2012.1513
V blev en sagkyndig erklæring, der var indhentet forud for
en retssag, nægtet fremlagt, fordi der før sagsanlægget var
gennemført et syn og skøn om samme spørgsmål ved isole-
ret bevisoptagelse. Vestre Landsret anførte, at parten inden
sagens anlæg havde indhentet tekniske og økonomiske op-
lysninger til brug for sagen i overensstemmelse med retsple-
jelovens § 343, og under disse omstændigheder kunne det
ikke tillades parten at fremlægge den senere ensidigt indhen-
tede erklæring.
Sagkyndige erklæringer, der er ensidigt indhentet efter sa-
gens anlæg, kan derimod som udgangspunkt ikke fremlæg-
ges. Når retssagen er anlagt, må parterne som hovedregel gå
frem efter reglerne om syn og skøn.
Som omtalt ovenfor i afsnit 2.1.1.8 kan sagkyndige erklæ-
ringer, der er ensidigt indhentet efter sagens anlæg, frem-
lægges til støtte for en anmodning om, at der skal indhentes
yderligere oplysninger eller beviser i en sag.
I en kendelse af 27. februar 2015 refereret i Forsikrings- og
Erstatningsretlig Domssamling 2015.1, gav Sø- og Handels-
retten tilladelse til, at en sagkyndig teknisk rapport, som der
var bedt om før sagsanlægget, men som først forelå tre må-
neder efter sagens anlæg, kunne indgå i det samlede mate-
riale, som en skønsmand ville få stillet til rådighed. Retten
tilkendegav, at erklæringen også senere vil kunne indgå i
grundlaget for rettens forståelse og vurdering af sagens fak-
tum. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagen angik tek-
nisk meget komplekse forhold, og at der allerede var frem-
lagt mange tekniske rapporter i sagen – herunder fra den på-
gældende sagkyndige – som den nye rapport forholdt sig til i
naturlig forlængelse.
Der findes ikke trykt praksis fra domstolene vedrørende den
beslægtede problemstilling, om en part er berettiget til at
inddrage en sagkyndig erklæring, der er indhentet ensidigt
efter sagens anlæg som reaktion på modpartens fremlæggel-
se af en erklæring, der er indhentet før sagens anlæg. Sø- og
Handelsretten har dog oplyst, at retten i praksis har tilladt en
sådan moderklæring fremlagt således, at den kunne indgå i
grundlaget for et senere udmeldt syn og skøn.
Spørgsmålet er endvidere blevet berørt i en voldgiftssag fra
Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, som er
refereret i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret 2012.125. I sag-
en fik en part tilladelse til at inddrage en erklæring af tek-
nisk karakter som grundlag for et syn og skøn. Voldgiftsret-
ten udtalte, at der herved etableres et udbygget og veloplyst
grundlag for skønsforretningen, og at begge parter – uanset
hvem af dem der først har underbygget sit standpunkt ved en
ensidigt indhentet teknisk udtalelse – får samme adgang til
over for skønmanden at redegøre for deres syn på de omtvi-
stede spørgsmål. Hverken omstændighederne i forbindelse
med indhentelsen af erklæringen eller i forbindelse med
valget af skønsmænd og afviklingen af skønsforretningen
kunne efter voldgiftsrettens opfattelse begrunde et andet re-
sultat.
8
Begrænsningerne med hensyn til fremlæggelse af ensidigt
indhentede erklæringer kan ikke omgås ved at føre den eller
dem, der har udfærdiget erklæringen, som sagkyndigt vidne.
Har retten givet tilladelse til, at en ensidigt indhentet erklæ-
ring kan fremlægges, kan afhøring af den sagkyndige kun
foretages inden for den emnemæssige ramme, der er afstuk-
ket i erklæringen, jf. afgørelsen refereret i Ugeskrift for
Retsvæsen 2008.2193 H.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1981.840/1
H tillod Højesteret i en ægteskabssag om hustrubidrag, at
nogle lægeerklæringer, der var ensidigt indhentet efter sa-
gens anlæg, kunne fremlægges i sagen under hensyn til, at
erklæringerne var afgivet af læger, der havde undersøgt og
behandlet en af sagens parter og angik disse undersøgelser,
og at erklæringerne var indhentet ved skrivelser af neutralt
indhold.
På visse områder indhentes sagkyndige erklæringer på bag-
grund af et særligt lovgrundlag. Det gælder f.eks. lov om
Retslægerådet og erstatningsansvarsloven, hvorefter der kan
indhentes en sagkyndig erklæring hos Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring vedrørende en parts erhvervsevnetab. Det føl-
ger af afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen
2004.1847 H, at det ikke kan nægtes parten at fremlægge en
sådan erklæring, selv om erklæringen først er indhentet efter
sagens anlæg. Det skyldes, at der ikke er tale om en ”ensi-
digt indhentet” sagkyndig erklæring, som dette udtryk an-
vendes i civilprocessen, idet dette udtryk dækker sagkyndige
erklæringer, som den ene part indhenter til brug under en
retssag, uden at det sker efter aftale med modparten, og som
tilsigtes anvendt i stedet for et syn og skøn udmeldt af ret-
ten, et udenretligt syn og skøn iværksat af parterne i for-
ening eller en sagkyndig erklæring indhentet på grundlag af
enten rettens godkendelse eller modpartens samtykke.
En sagkyndig erklæring om sagens faktum, der er indhentet
efter forudgående forhandling mellem parterne, vil alminde-
ligvis blive tilladt fremlagt, uanset om erklæringen indhen-
tes efter sagens anlæg. Er det en forudsætning for at udfær-
dige erklæringen, at der foretages en besigtigelse eller un-
dersøgelse af en fysisk genstand mv., henvises parterne dog
til at gennemføre et syn og skøn.
Parterne kan som udgangspunkt ikke føre et sagkyndigt vid-
ne, såfremt sagkyndig vejledning kan tilvejebringes ved an-
vendelse af syn og skøn. Sagkyndig vidneførsel kan efter
omstændighederne komme på tale, hvis en genstand, som
sagen vedrører, ikke længere kan besigtiges. I givet fald fin-
der retsplejelovens kapitel 18 om vidneførsel anvendelse på
sagkyndige vidner, hvilket bl.a. indebærer, at sagkyndige
vidner skal afhøres for sig, og at de ikke må påhøre forkla-
ringer af andre vidner, skønsmænd eller parter, medmindre
andet bestemmes af retten, jf. retsplejelovens § 183. Mod-
parten skal have lejlighed til at foretage en modafhøring.
En erklæring, der er indhentet på foranledning af en offent-
lig myndighed som led i dennes sagsbehandling, uden at sa-
gens parter har haft indflydelse på indhentelsen, anses ikke
som en ensidigt indhentet erklæring og kan derfor fremlæg-
ges, hvad enten erklæringen er indhentet før eller efter sa-
gens anlæg. Der henvises i den forbindelse til afgørelsen re-
fereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2014.1532 H om en spe-
ciallægeerklæring, som var indhentet på Arbejdsskadestyrel-
sens anmodning til brug for Arbejdsskadestyrelsens behand-
ling af sagen efter arbejdsskadesikringsloven.
2.2.1.3. Omkostninger til fremlagte sagkyndige erklæringer
og til sagkyndige vidner er en sagsomkostning på linje med
omkostninger til syn og skøn. Omkostningerne indgår derfor
i rettens endelige fordeling, når retten i forbindelse med sa-
gens afslutning træffer afgørelse om sagens omkostninger,
forudsat at retten er blevet gjort bekendt med omkostninger-
ne.
Før retten foretager den endelige fordeling af omkostninger-
ne, skal hver part foreløbigt betale de omkostninger, der er
forbundet med processuelle skridt, som parten har foretaget
eller anmodet om, jf. retsplejelovens § 311, stk. 1. Efter an-
modning kan retten dog bestemme, at modparten foreløbigt
skal betale en del af omkostningerne, når modpartens
spørgsmål i væsentlig grad har bevirket forøgelse af omkost-
ningerne, jf. § 311, stk. 2. En bevilling om fri proces omfat-
ter som udgangspunkt udgifter til sagkyndige erklæringer,
som med føje er afholdt i forbindelse med sagen.
Udgifter til sagkyndig bistand kan være omfattet af en bevil-
ling om fri proces. Der henvises i den forbindelse til afgørel-
sen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2008.1973 H, hvor
Højesteret imødekom en anmodning om et forhåndstilsagn
til dækning af udgifter til forsikrings- og aktuarmæssig bi-
stand til den videre forberedelse af sagen under den bevilge-
de fri proces, dog således at der skulle fastsættes en beløbs-
ramme herfor.
2.2.1.4. I sager, som behandles efter reglerne om småsag-
processen i retsplejelovens kapitel 39, kan sagkyndig oplys-
ning tilvejebringes på en forenklet måde sammenlignet med
traditionelt syn og skøn.
Retten kan efter anmodning fra en part stille spørgsmål til en
sagkyndig person eller organisation, jf. retsplejelovens §
404, stk. 1, 1. pkt. Sagkyndig oplysning kan foretages på
baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen, men den
sagkyndige kan også foretage en besigtigelse eller undersø-
gelse.
Retten udformer spørgsmålene, men parterne skal efter stk.
2 have mulighed for at udtale sig om spørgsmålene, inden
de stilles, og kan komme med forslag til spørgsmål. Parterne
skal også have oplyst de forventede udgifter ved at indhente
den pågældende sagkyndige oplysning. Den sagkyndige af-
giver derefter en skriftlig besvarelse, som indgår i sagen
som bevis.
Når særlige grunde taler for det, kan retten bestemme, at den
sagkyndige (eller en repræsentant for den pågældende sag-
kyndige organisation) skal supplere den skriftlige besvarelse
9
ved en mundtlig forklaring, jf. retsplejelovens § 404, stk. 1,
2. pkt. Det er dog i forarbejderne forudsat, at afhøring i al-
mindelighed kan undværes ved sagkyndige besvarelser i
småsagsprocessen.
Der er i medfør af retsplejelovens § 404, stk. 3, udstedt be-
kendtgørelse nr. 1297 af 20. november 2007 om fremgangs-
måden ved sagkyndig oplysning af sager i småsagsproces-
sen.
2.2.1.5. Sagkyndige retsmedlemmer kan medvirke i alle in-
stanser, bortset fra Højesteret.
Efter retsplejelovens § 16, stk. 3, tiltrædes retten i sager ved
Sø- og Handelsretten under hovedforhandlingen af to sag-
kyndige medlemmer. Antallet af sagkyndige retsmedlemmer
kan udvides til fire, når sagens karakter taler derfor, jf. rets-
plejelovens § 16, stk. 5. Retten kan desuden tilkalde sagkyn-
dige medlemmer til retsmøder uden for hovedforhandlingen,
når den finder særlig anledning hertil, herunder navnlig i til-
fælde af afhøring af parter eller vidner, afhjemling af syn og
skøn eller afsigelse af kendelse om et omtvistet punkt.
Byretten og landsretten kan også træffe afgørelse om, at ret-
ten skal tiltrædes af sagkyndige medlemmer. Parterne skal i
stævningen eller svarskriftet komme med forslag til sagens
behandling, herunder om der bør medvirke sagkyndige rets-
medlemmer, og spørgsmålet om medvirken af sagkyndige
retsmedlemmer kan endvidere drøftes på det forberedende
møde, jf. retsplejelovens § 348, stk. 1, nr. 6, § 351, stk. 2, nr.
6, og § 353, stk. 1, nr. 8.
En beslutning om medvirken af sagkyndige retsmedlemmer
forudsætter, at deres fagkundskab skønnes at være af betyd-
ning for sagen, jf. retsplejelovens § 20, stk. 1 og 2. Endvide-
re skal parterne, forinden der træffes beslutning herom, have
adgang til at udtale sig om spørgsmålet, jf. retsplejelovens §
20, stk. 3. Retten kan træffe afgørelse om medvirken af sag-
kyndige medlemmer af egen drift.
I betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retsple-
je I, der bl.a. ligger til grund for domstolsreformen fra 2006,
foreslog Retsplejerådet at styrke den sagkyndige medvirken,
dels således at sagkyndige dommere kunne medvirke i vide-
re omfang i handelssager, end det skete i praksis på det da-
værende tidspunkt, dels således at sagkyndige dommere vil-
le kunne medvirke også i sager, der ikke er handelssager.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2008.16 V
afslog retten en anmodning om medvirken af sagkyndige
retsmedlemmer med den begrundelse, at der ikke skulle væ-
re sagkyndig bevisførelse i sagen, og at der derfor måtte væ-
re særlig opmærksomhed på risikoen for, at et sagkyndigt
retsmedlem kan lægge vægt på forhold, som en part ikke
klart har givet udtryk for, og som modparten derfor ikke har
haft mulighed for at forholde sig til.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2011.1559
V fandt retten, at det ikke var til hinder for, at retten kunne
tiltrædes af sagkyndige retsmedlemmer, at der forud for
sagsanlægget havde været afholdt syn og skøn. Under den
senere behandling af hovedsagen, som angik en arkitekts
rettigheder til et skitseforslag, anførte rettens flertal, at skøn-
serklæringers tekniske beskrivelser og vurderinger af arki-
tektfaglig karakter ikke var til hinder for, at retten under
medvirken af sagkyndige kunne foretage en selvstændig
vurdering af de forhold, der var behandlet i skønserklærin-
gerne, og som indgik i rettens vurdering af, om der forelå en
ophavsretlig beskyttelse, jf. afgørelsen refereret i Ugeskrift
for Retsvæsen 2015.1972 V.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2011.2395
V blev medvirken af sagkyndige retsmedlemmer nægtet
med henvisning til, at dette ikke ville kunne træde i stedet
for sagkyndig bevisførelse.
I byretten og landsretten kan sagkydige retsmedlemmer også
tilkaldes til retsmøder uden for hovedforhandlingen, når ret-
ten finder særlig anledning hertil, herunder navnlig i tilfælde
af afhøring af parter eller vidner, afhjemling af syn og skøn
eller afsigelse af kendelse om et omtvistet punkt, jf. retsple-
jelovens § 20, stk. 4.
2.2.1.6. Retsplejeloven indeholder ikke regler om fremlæg-
gelse af erklæringer om juridiske forhold, der er udfærdiget
af personer med juridisk fagkundskab (juridiske responsa).
Det var tidligere antaget, at et responsum om dansk ret kun
kunne fremlægges, hvis parterne var enige. Højesteret fast-
slog imidlertid i afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 2014.138 H, at et juridisk responsum om dansk ret kan
indgå i en sag på samme måde som partsindlæg og juridisk
litteratur, men ikke som bevis i sagen.
En part kan derfor som udgangspunkt heller ikke pålægges
at udlevere et juridisk responsum om dansk ret i medfør af
retsplejelovens regler om edition, da det ikke vedrører be-
visførelsen, jf. afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen
2014.899 H.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2011.479 H
udtalte Højesteret, at et juridisk responsum om udenlandsk
ret, som ensidigt var indhentet efter sagens anlæg, ikke kun-
ne fremlægges uden samtykke fra modparten.
Oplysninger om udenlandsk ret kan bl.a. indhentes på bag-
grund af reglerne i den europæiske konvention af 7. juni
1968 om oplysninger om fremmed ret, som er ratificeret af
Danmark og flere andre lande. En anmodning i medfør af
konventionen indgives af retten til Justitsministeriet, der vi-
deresender anmodningen til en myndighed i den kontrahe-
rende stat, som foranlediger, at der udarbejdes en erklæring.
Erklæringen skal give objektive og uvildige oplysninger om
den pågældende stats ret og skal efter sagens karakter inde-
holde relevante lovtekster, retsafgørelser og efter omstæn-
dighederne supplerende dokumenter, herunder uddrag af
retsvidenskabelige værker og lovmotiver. Erklæringen er ik-
ke bindende for retten.
10
2.2.2. Retsplejerådets overvejelser
2.2.2.1. Sagkyndige erklæringer indhentet ensidigt før sags-
anlæg
Der er i de senere år i retspraksis blevet åbnet for, at parter-
ne som led i bevisførelsen kan fremlæge de sagkyndige er-
klæringer, de vil, når der er tale om erklæringer om sagens
faktum, som er indhentet før sagsanlægget. Retspraksis kan
sammenfattes sådan, at en part som led i bevisførelsen som
udgangspunkt kan fremlægge udtalelser og erklæringer om
konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karak-
ter, der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og an-
dre sagkyndige, herunder til brug for forberedelse af retssa-
gen. Erklæringernes indhold, omstændighederne ved deres
tilblivelse eller andre forhold kan give grundlag for at fravi-
ge udgangspunktet, hvis erklæringerne er uden betydning
for sagen eller findes ikke at kunne tillægges nogen bevis-
mæssig betydning.
Før ændringen til en mere liberal praksis med hensyn til at
give tilladelse til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyn-
dige erklæringer blev der ofte i parternes processkrifter re-
degjort for, hvad man baserede sit sagsanlæg eller sin på-
stand på. Som anført tillades det nu som udgangspunkt at
fremlægge sagkyndige erklæringer, som ligger til grund for
sagsanlægget, og det antages således ikke at gøre nogen ska-
de, at de kommer frem i lyset frem for at blive brugt indirek-
te i processkrifter. Erklæringerne giver oplysning om, hvad
parten har baseret sit sagsanlæg på, og det er ikke en afgø-
rende indvending mod fremlæggelse, at sådanne erklæringer
– fordi de har karakter af sagkyndige erklæringer – kan
fremtræde som objektive og videnskabelige, selv om de
bygger på et faktuelt grundlag og nogle forudsætninger, der
er bestemt af den ene part alene. Når en sådan erklæring
fremlægges, har den derefter den bevisværdi, den kan fortje-
ne ud fra en bedømmelse af det konkrete grundlag for erklæ-
ringen. Om erklæringen får betydning, er således et andet
spørgsmål, end om den bør kunne fremlægges.
Rådet finder, at det ud fra et generelt ønske om at sikre en
effektiv og koncentreret gennemførelse af retssager er hen-
sigtsmæssigt, at parterne som udgangspunkt kan fremlægge
det materiale, som har dannet grundlag for deres overvejel-
ser om sagsanlæg, henholdsvis om at bestride modpartens
krav.
Forberedelse af et sagsanlæg kan således efter omstændig-
hederne være en omfattende proces, hvor man – måske nær-
mest på bar bund – må skaffe sig et overblik over, hvad der
er sket, og hvilke krav der med føje kan rejses. Sådanne un-
dersøgelser er nødvendige for ikke at påføre en modpart en
ubegrundet retssag, for at undgå den omkostningsrisiko, der
i givet fald ville være forbundet med en sådan sag, og for fra
begyndelsen at kunne lægge processen i de baner, man me-
ner at kunne forfølge kravet efter. F.eks. kan konstatering og
beregning af økonomisk tab efter omstændighederne være
ganske kompliceret, navnlig i erhvervssager, og det vil ofte
være helt naturligt at anvende professionel bistand hertil.
Det er efter rådets opfattelse hensigtsmæssigt, at parterne
kan fremlægge sådanne beregninger, der viser beregnings-
metoderne og præciserer grundlaget for kravet.
Det må helt generelt anses for naturligt og også ønskeligt, at
en part inden sagsanlæg selv gennemfører undersøgelser og
nedfælder dem i notater eller får rådgivning og bistand fra
sagkyndige, der udarbejder erklæringer om resultatet af de-
res undersøgelser mv. Tilsvarende gælder for modpartens
overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at bestride kra-
vet eller fremsætte modkrav. Hermed kan det sikres, at der
er et seriøst grundlag for proceskravene. Parterne bør derfor
også normalt have adgang til at fremlægge dette materiale
under den efterfølgende retssag – det kan være forudgående
korrespondance med og erklæringer fra f.eks. en revisor, en
ingeniør, en entreprenør, et bilværksted eller en læge. Par-
terne får herved på den enkleste måde adgang til at forklare,
hvad der ligger bag søgsmålet og/eller påstandene, og mod-
parten anspores til at koncentrere sig om det væsentlige,
nemlig de punkter i den påberåbte erklæring mv., som efter
modpartens opfattelse er forkerte. Dette bør efter rådets op-
fattelse ikke modvirkes gennem processuelle regler.
Efter rådets opfattelse er der derfor heller ikke nogen anled-
ning til at skelne mellem sagkyndige erklæringer, der må an-
ses for at have været nødvendige som basis for sagsanlæg-
get, og erklæringer som ikke var. I princippet er det ikke
nødvendigt at indhente en sagkyndig erklæring, før der an-
lægges retssag – man kan altid fremsætte et krav, anlægge
en sag, og så få undersøgt, om der er grundlag for kravet,
men det kan være en bekostelig fremgangsmåde, og det er
generelt ikke i retsordenens interesse, hvis reglerne kan an-
spore til at fremsætte dårligt underbyggede krav. Af samme
grund bør det heller ikke være afgørende, om det var beslut-
tet at anlægge retssagen, før erklæringen blev indhentet.
Efter rådets opfattelse undergraver fremlæggelse af disse er-
klæringer ikke betydningen af syn og skøn. Den ensidigt
indhentede erklæring vil normalt kunne anfægtes gennem
spørgsmål til skønsmanden, og hvis skønsmanden er uenig i
det, der er anført i den ensidigt indhentede erklæring, vil ud-
gangspunktet for retten ofte være, at den følger skønsman-
den, bl.a. fordi retten ved sin vurdering af sagkyndige erklæ-
ringers bevisværdi vil tage omstændighederne ved indhen-
telse i betragtning.
Samlet set tilslutter rådet sig således den udvikling, der har
fundet sted i retspraksis, hvorefter det nu som udgangspunkt
tillades parterne som led i bevisførelsen at fremlægge sag-
kyndige erklæringer mv., som de har indhentet forud for
sagsanlægget, uanset om der er mulighed for syn og skøn ef-
ter sagsanlægget. Efter rådets opfattelse vil det være hen-
sigtsmæssigt at lovfæste den gældende praksis herom som
led i en samlet løsning vedrørende sagkyndig medvirken.
Rådet tilslutter sig endvidere, at det ikke bør spille nogen
rolle for, om en part må fremlægge en ensidigt indhentet er-
klæring, at erklæringen først er indhentet umiddelbart før
sagsanlægget.
11
Det kan imidlertid indvendes, at den skarpe skelnen mellem
sagkyndige erklæringer, der er indhentet før og efter sagsan-
lægget, medfører en retsstilling, hvorefter den part, der ind-
giver stævning umiddelbart efter, at parten har modtaget en
sagkyndig erklæring, der støtter dennes synspunkter, kan
skaffe sig selv en bevismæssig fordel i forhold til den mod-
part, som ikke har kunnet nå at indhente en tilsvarende er-
klæring før sagsanlægget. Der vil typisk være mulighed for
syn og skøn, efter at sagen er anlagt, og rådet finder, at mod-
parten ud fra almindelige principper om ret til kontradiktion
i så fald bør have mulighed for at fremlægge en ensidigt ind-
hentet ”moderklæring”, der kan indgå i grundlaget for syn
og skøn, selv om modparten først har kunnet indhente er-
klæringen efter sagens anlæg. Rådet lægger herved vægt på,
at det vil kunne have betydning for skønsmandens besvarel-
se af de stillede spørgsmål, hvilket grundlag han eller hun
får at basere sin vurdering på. Der kan skabes et mere ud-
bygget og veloplyst grundlag for skønsforretningen, ved at
parterne – uanset hvem der først har fået bestyrket sit stand-
punkt ved en ensidigt indhentet sagkyndig udtalelse – får
samme adgang til over for skønsmanden at redegøre for de-
res syn på de omtvistede spørgsmål.
Rådet foreslår på den baggrund, at det fastsættes i retspleje-
loven, at en part som led i bevisførelsen som udgangspunkt
kan fremlægge udtalelser og erklæringer om konkrete for-
hold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, der in-
den sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og andre sag-
kyndige. Erklæringernes indhold, omstændighederne ved
deres tilblivelse eller andre forhold kan give grundlag for at
fravige udgangspunktet. Hvis en sådan erklæring er frem-
lagt, kan modparten under i øvrigt samme betingelser frem-
lægge en ”moderklæring” om det samme emne, selv om det
først har været muligt at indhente den efter sagsanlægget.
Som nævnt vil der normalt være mulighed for syn og skøn,
efter at sagen er anlagt, men rådet finder, at adgangen til un-
der de anførte omstændigheder at fremlægge en “moderklæ-
ring” som udslag af et kontradiktionsprincip dog ikke bør
være betinget af, at der skal foretages syn og skøn.
Omvendt bør der efter rådets opfattelse normalt ikke gives
tilladelse til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige
erklæringer om et tema, som forinden er blevet belyst ved
isoleret bevisoptagelse med sædvanligt syn og skøn i medfør
af retsplejelovens § 343.
De hensyn, der begrunder, at det som udgangspunkt bør væ-
re tilladt at fremlægge sagkyndige erklæringer, som en part
har indhentet ensidigt før sagsanlægget, gør sig efter rådets
opfattelse ikke gældende med hensyn til at føre den sagkyn-
dige som vidne under hovedforhandlingen, medmindre en
sådan vidneafhøring afgrænses klart og præcist til kun at an-
gå en uddybning af den tidligere afgivne skriftlige erklæ-
ring.
Rådets forslag angår kun sagkyndige erklæringer, som efter
deres karakter svarer til syn og skøn. Dokumenter, der f.eks.
beskriver et faktisk forløb, herunder mødereferater eller re-
ferater af telefonsamtaler, er ikke sagkyndige erklæringer og
kan som udgangspunkt også fremlægges under en retssag,
selv om de er udarbejdet ensidigt, når de er udarbejdet forud
for sagsanlægget. Mange af de samme hensyn, som er nævnt
vedrørende sagkyndige erklæringer, taler da også for at tilla-
de fremlæggelse. Der kan tænkes misbrugstilfælde, hvor der
reelt er tale om en pseudo-vidneforklaring, idet omstændig-
hederne viser, at formålet alene har været at påvirke et mu-
ligt vidne, og i så fald vil retten typisk ikke give tilladelse til
at fremlægge referat af en sådan forklaring, men vil kræve
vidnet afhørt i stedet for. Rådet finder, at der ikke er behov
for nærmere at regulere anvendelsen af sådanne dokumen-
ter.
Der er langvarig tradition for i forbindelse med civile retssa-
ger at indhente sagkyndige erklæringer om generelle for-
hold, f.eks. fra brancheforeningers responsumudvalg om ku-
tymer eller sædvaner inden for visse erhverv. Efter rådets
opfattelse er der ikke behov for at regulere brugen af sådan-
ne erklæringer, som ikke synes at give anledning til særlige
problemer i praksis.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 54-60.
2.2.2.2. Sagkyndige erklæringer indhentet efter sagsanlæg
Retsplejeloven anviser syn og skøn udmeldt af retten som
den relevante fremgangsmåde for at få en sagkyndig belys-
ning af det omtvistede faktum, efter at sagen er anlagt, og
parterne kan således ikke frit bruge egne ekspertudsagn i
retten, men må som udgangspunkt gå frem efter reglerne om
syn og skøn i lovens kapitel 19.
Der kan i nogle tilfælde være et forståeligt ønske hos parter-
ne i en civil retssag om at have større sikkerhed, end syn og
skøn giver, for at kunne få bibragt retten den sagkyndige
synsvinkel på sagens bevistemaer, som bedst støtter den på-
gældende parts standpunkt i sagen. Et sådant ønske kan bl.a.
imødekommes ved at åbne mulighed for, at parterne i stedet
for eller som supplement til syn og skøn kan fremlægge sag-
kyndige erklæringer, som de hver især indhenter under sag-
en. Eventuelle lovgivningsmæssige skridt i den retning må
imidlertid forudsætte en nærmere afvejning af de fordele og
ulemper, der vil være ved en sådan ændring af den nuværen-
de retstilstand vedrørende bevisførelse i civile sager.
Til støtte for at parterne i videre omfang bør kunne søge
sagen belyst ved at bruge ensidigt indhentede sagkyndige er-
klæringer og/eller ensidigt udpegede ekspertvidner i stedet
for eller som supplement til syn og skøn, kan det anføres, at
en øget adgang for parterne til at bruge egne eksperter under
retssager vil stemme med et mere overordnet synspunkt om,
at retssystemet ikke skal ”diktere”, hvordan parterne nærme-
re tilrettelægger deres bevisførelse i civile sager, og at der
derfor i hvert fald bør være et alternativ for parter, som i den
enkelte sag ikke føler sig trygge ved, at den skønsmand, som
retten måtte udpege, vil afgive en erklæring, som parten sag-
ligt må bøje sig for. Det vil endvidere alt andet lige kunne
øge oplysningsniveauet hos sagens dommere at få de centra-
le bevistemaer præsenteret fra flere synsvinkler fra forskelli-
12
ge fagfolk. Hvis parternes egne ekspertvidner mv. bruges
som supplement til syn og skøn, kan det tilsvarende øge op-
lysningsniveauet hos skønsmanden.
Det taler også for at åbne for fremlæggelse af ensidigt ind-
hentede erklæringer mv., at det vil kunne hindre det element
af tilfældighed, som parterne kan opleve, hvis den udpegede
skønsmand står for en bestemt faglig ”skole”, der har afgø-
rende betydning for skønsmandens måde at bedømme de
forelagte spørgsmål på.
Der kan efter Retsplejerådets opfattelse omvendt også peges
på nogle væsentlige ulemper ved at ændre retsstillingen som
anført.
Det må således tages i betragtning, at sagkyndige erklærin-
ger, som parterne indhenter ensidigt efter sagens anlæg, nor-
malt ikke har og ikke vil kunne have samme bevisvægt som
et syn og skøn. Det skyldes netop den sagkyndiges manglen-
de uvildighed og i den forbindelse navnlig, at de spørgsmål,
som den sagkyndige svarer på, normalt vil være udformet af
den pågældende part ud fra dennes subjektive syn på sagen,
hvilket medfører en risiko for, at den sagkyndiges vurdering
bliver ”farvet” af de forudsætninger, den pågældende part
har stillet op for besvarelsen, eller af det faktuelle grundlag,
den pågældende part har tilvejebragt.
Det må endvidere tages i betragtning, at hvis den ene part
fremlægger en sagkyndig erklæring, der støtter vedkommen-
des synspunkt under sagen, vil modparten føle et betydeligt
pres for at imødegå en sådan ensidigt indhentet sagkyndig
erklæring med en anden ensidigt indhentet erklæring. Des-
uden er det klart, at den begrænsede bevisværdi, som ensi-
digt indhentede erklæringer alt andet lige må have, også in-
debærer en risiko for, at parterne vil føle sig nødsaget til at
indhente flere og supplerende erklæringer og ”moderklærin-
ger”. Bevisførelsen kan på den måde udvikle sig til en slags
”ekspert-kapløb”. I en vis forstand er parterne naturligvis li-
gestillede i den situation, men ligestillingen er ikke reel,
hvis kun den ene part har råd og/eller tid til at indhente og
afvente indhentelsen af sådanne erklæringer. Der vil således
være en nærliggende risiko for, at det bliver den af parterne,
som har bedst råd, der vil have de bedste muligheder for at
oplyse sagen for retten ud fra sin synsvinkel. En sådan acce-
lereret brug af eksperterklæringer vil alt andet lige også
medføre længere sagsbehandlingstid og mere generelt også
et øget ressourceforbrug ved domstolene.
En omfattende fremlæggelse af ensidigt indhentede ekspert-
erklæringer vil medføre, at retten skal bedømme de bevis-
mæssige spørgsmål af mere teknisk art, som sagen rejser, på
grundlag af, hvad der vil kunne fremstå som et virvar af
modsatrettede erklæringer. Der vil være en sandsynlighed
for, at retten i de tilfælde, hvor de ensidigt indhentede erklæ-
ringer peger i hver sin retning, ofte vil ende med at afgøre
sagen ud fra overvejelser om, hvem der har bevisbyrden for
det pågældende forhold, i hvert fald hvis der ikke deltager
sagkyndige meddommere. I det omfang dette sker, kan man
sige, at der reelt intet positivt vil være opnået.
Der er heller ikke nogen anledning til at begrænse adgangen
eller tilskyndelsen til at anvende sædvanligt syn og skøn i
civile sager, navnlig ikke efter de regelændringer, der blev
gennemført i 2014, og som efter rådets opfattelse vil gøre
anvendelsen af syn og skøn mere effektivt. Det var således
et hovedformål med de seneste lovændringer at fremme en
hurtigere behandling af de civile sager, hvor der anvendes
syn og skøn, og parterne fik bl.a. mulighed for hver især at
stille deres egne spørgsmål til den uvildige skønsmand uden
at skulle blive enige med modparten om formuleringen.
Efter rådets opfattelse taler de ovenfor nævnte forhold sam-
let set imod at indføre en ubegrænset, generel adgang for
parter i civile retssager til som led i bevisførelsen at frem-
lægge ekspertudsagn, der indhentes ensidigt efter sagsan-
lægget som supplement eller alternativ til syn og skøn. Rå-
det har herefter overvejet forskellige mere begrænsede –
mere målrettede – løsninger.
Der kan efter rådets opfattelse ikke opstilles generelle mate-
rielle kriterier, der med en rimelig grad af præcision identifi-
cerer bestemte typer af sager, hvor det behov, den enkelte
part kan opleve for ikke (kun) at forlade sig på syn og skøn,
er mere berettiget end i andre typer af sager, eller hvor par-
terne har lige gode muligheder for at varetage deres interes-
ser ved at hyre sagkyndig bistand under sagen. Generelt er
der over tid blevet flere meget komplicerede retssager, her-
under om store økonomiske værdier, hvor der kan være ue-
nighed blandt fagfolk om den sagkyndige bedømmelse af
visse centrale bevistemaer, f.eks. om valg af økonomiske
beregningsmodeller. Men faglig uenighed om sagens centra-
le bevisspørgsmål kan lige så godt forekomme i mindre om-
fattende og mere dagligdags sager. Og sagens bevistemaer
siger ikke (nødvendigvis) noget om parternes økonomiske
ressourcer.
Det anførte taler efter rådets opfattelse imod løsninger, der
indebærer en materiel afgrænsning efter sagens emner eller
sagens værdi, dvs. som går ud på at afgrænse bestemte sags-
kategorier, hvor hver af parterne kan vælge at fremlægge en-
sidigt indhentede sagkyndige erklæringer under sagen.
Rådet finder, at den bedste løsning – den der sammen med
de øvrige lovændringer, som rådet foreslår, bedst kan imø-
dekomme parternes behov og samtidig imødegå de ovenfor
nævnte ulemper – vil være at lovfæste en ordning, hvorefter
parterne i enighed og med rettens tilladelse kan beslutte i
stedet for eller som supplement til syn og skøn at indhente
og fremlægge skriftlige erklæringer og vidneforklaringer fra
hver deres eksperter. En sådan ordning, der i vidt omfang er
baseret på et almindeligt procesretligt dispositionsprincip,
vil efter rådets opfattelse i praksis medføre, at syn og skøn
kun fravælges eller suppleres i tilfælde, hvor parterne reelt
er nogenlunde ligestillede med hensyn til deres muligheder
for at varetage egne interesser under bevisførelsen via kon-
takt til velkvalificerede sagkyndige. Ordningen kan i en vis
forstand sammenlignes med, at parterne aftaler et udenretligt
syn og skøn, hvilket der normalt er mulighed for i dag, men
13
med den forskel, at parterne bruger egne eksperter med den
subjektive synsvinkel, det kan indebære.
Syn og skøn er imidlertid ikke kun et bevismiddel, men fun-
gerer også som uvildig sagkyndig bistand for retten. Ordnin-
gen bør derfor udformes sådan, at parterne over for retten
må begrunde, at fremgangsmåden med egne eksperter er
hensigtsmæssig og forsvarlig i den pågældende sag. Det må
i rimeligt omfang sandsynliggøres over for retten, at der på
det pågældende fagområde kan være ”flere skoler”. Er det
tilfældet, bør retten til gengæld kun afvise parternes anmod-
ning, hvis der efter rettens vurdering er anledning til at tage
særlige ressourcemæssige hensyn.
Ordningen bør endvidere efter rådets opfattelse udformes
sådan, at den ikke berører erklæringer fra særlige organer
som Retslægerådet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
der ifølge lovgivning bl.a. har til opgave at afgive sagkyndi-
ge udtalelser til brug ved afgørelse af retstvister. Det må af-
gøres ved en fortolkning af reglerne om det pågældende or-
gan og adgangen til at indhente udtalelser herfra, om retten
hertil eventuelt ophører, når der er anlagt retssag om det
krav, hvis grundlag erklæringen skal belyse, og erklæringen
skal anvendes som bevis under sagen. Spørgsmålet om,
hvorvidt en sådan erklæring kan indhentes og fremlægges
under en verserende retssag, bør således ikke reguleres i
retsplejelovens generelle civilprocessuelle regler.
Ordningen bør efter rådets opfattelse gælde, uanset om par-
terne ønsker at bruge egne eksperter i stedet for eller som
supplement til syn og skøn. Begrænset af ressourcemæssige
hensyn vil det formentlig i en del sager kunne være attrak-
tivt for parterne, at der udmeldes sædvanligt syn og skøn
med den bevismæssige tyngde, det har, med mulighed for, at
parterne efterfølgende kan anfægte skønsmandens konklusi-
oner med egne ekspertindlæg. Det indebærer ikke, at parter-
ne også frit skal kunne fremlægge sagkyndige erklæringer til
brug for skønsmanden – altså som en form for ”forberedel-
se” af skønsmanden – idet det vil følge af almindelige reg-
ler, at dokumenter, der har til formål på utilbørlig måde at
påvirke den uvildige skønsmands besvarelse af spørgsmåle-
ne, ikke tillades medsendt til skønsmanden.
Der er i retspraksis i særlige tilfælde givet tilladelse til at
fremlægge ensidigt indhentede eksperterklæringer, der var
fremskaffet ved helt neutrale spørgsmål, og som angik for-
hold, som de sagkyndige havde observeret, jf. afgørelsen re-
fereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1981.840/1 H om lægeer-
klæringer. Der er også eksempler på, at der under særlige
omstændigheder er givet tilladelse til at fremlægge en ensi-
digt indhentet erklæring fra en offentlig myndighed om hen-
sigten med et regelsæt, formentlig under hensyn til myndig-
hedens mere uafhængige stilling, og til, at det var vanskeligt
at finde andre, der bedre kunne udtale sig om spørgsmålet.
Det er ikke hensigten med den ordning, som rådet foreslår,
at muligheden for sådanne konkrete løsninger skal afskæres
uden for de tilfælde, hvor parterne bliver enige om at bruge
egne eksperter i stedet for syn og skøn.
Med henblik på at undgå at komme i den situation, at man
reelt må afgøre sagen på grundlag af overvejelser om bevis-
byrde, vil retten kunne opfordre parterne til at supplere de
indhentede eksperterklæringer med syn og skøn efter den al-
mindelige regel herom i retsplejelovens § 339, stk. 3. Retten
vil også kunne bestemme, at der skal deltage sagkyndige
retsmedlemmer i sagen, jf. retsplejelovens § 20, naturligvis
under forudsætning af, at der er tilstrækkeligt mange uvildi-
ge sagkyndige inden for det pågældende fagområde.
I de tilfælde, hvor parterne får tilladelse til at bruge egne
eksperter i stedet for eller som supplement til syn og skøn,
bør der efter rådets opfattelse fremlægges skriftlige erklæ-
ringer fra de sagkyndige på samme måde som ved syn og
skøn, hvorefter de sagkyndige kan indkaldes til at afgive
forklaring i tilknytning til den skriftlige erklæring. Herom
bør som udgangspunkt gælde de samme regler som for syn
og skøn, jf. herved retsplejelovens §§ 204-207. Rådet finder,
at der bør være adgang til, at alle parters ekspertvidner med
rettens tilladelse kan afgive forklaring sammen, sådan at de
får mulighed for at drøfte deres synspunkter med hinanden
direkte for retten. Det er rådets indtryk, at denne fremgangs-
måde anvendes jævnligt i voldgiftssager, og at erfaringerne
hermed er gode. En tilsvarende adgang til at afhøre eksper-
ter sammen findes også i f.eks. norsk og engelsk ret. En så-
dan særlig form for “expert conferencing” vil efter rådets
opfattelse ofte kunne resultere i, at eksperterne taler sig frem
til en (større) enighed, eller i, at de får gjort det klarere for
retten, hvori uenighederne nærmere består. Retten bør derfor
også kunne opfordre parterne til at anmode om “expert con-
ferencing”, når den finder, at dette vil være hensigtsmæssigt,
og retten bør også være opmærksom på muligheden for at
være mere aktiv end ellers ved selv at stille spørgsmål under
afhøringen af eksperterne.
Rådet finder, at det ligesom ved syn og skøn kan være hen-
sigtsmæssigt, at de sagkyndige erklæringer, der indhentes
efter sagsanlægget, i givet fald afgives på særlige blanketter
af hensyn til læsevenligheden og brugbarheden i øvrigt. Rå-
det foreslår derfor, at der indføres en hjemmel for Domstols-
styrelsen til at fastsætte regler om brug af særlige blanketter
og om fremsendelse til retten i digital form, jf. om blanketter
til syn og skøn retsplejelovens § 204, stk. 3.
Rådet finder endvidere, at det er væsentligt, at retten i de til-
fælde, hvor der gives tilladelse til, at parterne bruger egne
eksperter, holder effektivt snor i sagens fremdrift. Der bør
normalt håndhæves en ret streng ”præklusionsregel” med
hensyn til, hvem der skal afgive erklæringer og om hvad, og
der bør fastsættes korte frister for afgivelse af erklæringerne.
Rådet finder, at rettens tilladelse til at bruge egne eksperter i
stedet for eller som supplement til syn og skøn også bør
gælde under en eventuel anke. Vilkårene for parternes be-
visførelse vil så være de samme i ankeinstansen, der således
ikke skal tage stilling til spørgsmålet igen.
Rådet finder desuden, at hver part uanset sagens udfald bør
betale de sagsomkostninger, der angår den pågældende parts
14
egne eksperter, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer
andet i medfør af retsplejelovens § 318. Der er tale om slags
overbygning på det almindelige system med syn og skøn,
som parterne kan vælge at bruge, hvis de er enige om det, og
udgifterne til egne eksperter har således ingen nødvendighed
over sig. Parterne kan således på forhånd inddrage omkost-
ningsaspektet i overvejelserne om, hvorvidt de ønsker at
vælge den foreslåede ordning med egne sagkyndige. Hertil
kommer, at det ville kunne være vanskeligt at kontrollere og
vurdere rimeligheden af de udgifter, parterne vælger at af-
holde til egne eksperter under sagen.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 60-67.
2.2.2.3. Sagkyndige retsmedlemmer
Det var i forarbejderne til domstolsreformen, der trådte i
kraft i 2007, forudsat, at der fremover skulle beskikkes væ-
sentligt flere sagkyndige retsmedlemmer, også i handelssa-
ger, end det hidtil havde været tilfældet.
Det kan konstateres, at der foreløbig ikke er sket nogen
nævneværdig stigning i antallet af sager, hvor der medvirker
sagkyndige retsmedlemmer, ud over sager ved Sø- og Han-
delsretten og i sager, hvor sagkyndig medvirken blandt
dommerne er særligt foreskrevet, som f.eks. boligretssager.
Efter rådets opfattelse vil det endnu være for tidligt at over-
veje ændringer af de nyligt reviderede regler om sagkyndige
retsmedlemmer. Der er behov for at indhøste yderligere er-
faringer med anvendelsen af de gældende regler.
Efter rådets opfattelse kan man let forestille sig, at den fore-
slåede adgang til, at parterne i enighed kan vælge at bruge
egne ekspertvidner, i praksis vil kunne suppleres med med-
virken af sagkyndige retsmedlemmer på en hensigtsmæssig
måde, der udnytter mulighederne for et samspil. Det svarer i
et vist omfang til den nuværende ordning ved Sø- og Han-
delsretten, hvor der ofte foretages syn og skøn i sager, hvor
der også medvirker sagkyndige retsmedlemmer. Det vil så-
ledes være nærliggende, at forslaget om at give parterne mu-
lighed for at bruge egne eksperter i stedet for syn og skøn i
praksis vil blive kombineret med en udvidet brug af sagkyn-
dige retsmedlemmer, hvilket vil kunne ske uden lovændring.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 67-68.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser
For så vidt angår fremlæggelse af sagkyndige erklæringer,
der er indhentet før sagsanlægget, er Justitsministeriet enig
med Retsplejerådet i, at det bør fastsættes udtrykkeligt i rets-
plejeloven, at en part som led i bevisførelsen som udgangs-
punkt kan fremlægge udtalelser og erklæringer om konkrete
forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, der
inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og andre sag-
kyndige, medmindre erklæringens indhold, omstændighe-
derne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag
for at fravige dette udgangspunkt.
Justitsministeriet er endvidere enig med rådet i, at hvis en
sådan erklæring er fremlagt, bør der være adgang til, at
modparten under i øvrigt samme betingelser kan fremlægge
en ”moderklæring” om det samme emne, selv om det først
har været muligt at indhente den efter sagsanlægget.
Justitsministeriet er desuden enig med rådet i, at der om-
vendt normalt ikke bør gives tilladelse til at fremlægge ensi-
digt indhentede sagkyndige erklæringer om et tema, som
forinden er blevet belyst ved isoleret bevisoptagelse med
sædvanligt syn og skøn i medfør af retsplejelovens § 343.
Det foreslås på den baggrund i lovforslagets § 1, nr. 6, at
indsætte en bestemmelse i retsplejelovens § 341 a i overens-
stemmelse med Retsplejerådets lovudkast.
For så angår fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, der er
indhentet efter sagsanlægget, er Justitsministeriet enig med
Retsplejerådet i, at der ikke bør indføres en ubegrænset, ge-
nerel adgang for parter i civile retssager til som led i bevis-
førelsen at fremlægge ekspertudsagn, der indhentes ensidigt
efter sagsanlægget som supplement eller alternativ til syn og
skøn.
Justitsministeriet er desuden enig med rådet i, at det derimod
vil være hensigtsmæssigt at lovfæste en ordning, hvorefter
parterne i enighed og med rettens tilladelse kan beslutte i
stedet for eller som supplement til syn og skøn at indhente
og fremlægge skriftlige erklæringer og vidneforklaringer fra
hver deres eksperter.
Justitsministeriet er i den forbindelse enig med rådet i, at der
i forhold til parternes egne eksperter som udgangspunkt bør
gælde de samme regler som for syn og skøn, herunder at der
bør være adgang til, at alle parternes ekspertvidner med ret-
tens tilladelse kan afgive forklaring sammen, sådan at de får
mulighed for at drøfte deres synspunkter med hinanden di-
rekte for retten.
Justitsministeriet er endvidere enig med rådet i, at det lige-
som ved syn og skøn kan være hensigtsmæssigt, at de sag-
kyndige erklæringer, der indhentes efter sagsanlægget, i gi-
vet fald afgives på særlige blanketter af hensyn til læseven-
ligheden og brugbarheden i øvrigt. Justitsministeriet kan
derfor tilslutte sig, at der bør indføres en hjemmel for Dom-
stolsstyrelsen til at fastsætte regler om brug af særlige blan-
ketter og om fremsendelse til retten i et særligt format, her-
under digitalt.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ved lov nr. 1867 af
29. december 2015 om ændring af retsplejeloven, lov om
Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter (Digitalisering af
retsprocessen i borgerlige sager, oprettelse af en domsdata-
base m.v.) er indført hjemmel til, at retten og parterne i bor-
gerlige retssager skal anvende et digitalt sagsbehandlingssy-
stem (en sagsportal på internettet) ved anlæggelse og be-
handling af disse sager. Det digitale sagsbehandlingssystem,
der efter en pilotperiode successivt vil blive taget i brug ved
landets domstole, indebærer bl.a., at alle dokumenter, som
de involverede i en retssag på nuværende tidspunkt sender
15
til hinanden, fremover som udgangspunkt skal meddeles di-
gitalt via sagsportalen. Dette vil også omfatte eventuelle
blanketter, som Domstolsstyrelsen i medfør af
bemyndigelsbestemmelsen måtte stille krav om at anvende.
Justitsministeriet er desuden enig med rådet i, at rettens tilla-
delse til at bruge egne eksperter i stedet for eller som
supplement til syn og skøn også bør gælde under en
eventuel anke, således at vilkårene for parternes bevisførelse
vil være de samme i ankeinstansen.
Det foreslås på den baggrund i lovforslagets § 1, nr. 4, at
indsætte en bestemmelse i retsplejelovens § 209 a i overens-
stemmelse med Retsplejerådets lovudkast.
Justitsministeriet er endelig enig med rådet i, at hver part
uanset sagens udfald bør betale de sagsomkostninger, der
angår den pågældende parts egne eksperter, medmindre ret-
ten undtagelsesvis bestemmer andet i medfør af retsplejelo-
vens § 318.
Det foreslås på den baggrund i lovforslagets § 1, nr. 5, at
ændre retsplejelovens § 316 i overensstemmelse med Rets-
plejerådets lovudkast.
For så vidt angår spøgsmålet om anvendelsen af sagkyndige
retsmedlemmer er Justitsministeriet enig med Retsplejerådet
i, at der er behov for at indhøste yderligere erfaringer med
de gældende regler, og at der således ikke på nuværende
tidspunkt er anledning til at overveje ændringer i disse.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vil kunne medføre, at retterne fremover vil bli-
ve forelagt flere spørgsmål angående syn og skøn og frem-
læggelse af sagkyndige erklæringer. Forslaget vil dermed i
begrænset omfang kunne give anledning til et øget ressour-
ceforbrug ved domstolene, herunder f.eks. ved udpegning af
flere skønsmænd eller udmeldelse af nyt syn og skøn. I de
tilfælde, hvor parterne vælger at indhente og fremlægge en-
sidigt indhentede sagkyndige erklæringer i stedet for syn og
skøn, vil det endvidere være nærliggende, at dette kombine-
res med en udvidet brug af sagkyndige retsmedlemmer. Det-
te vurderes dog ikke at medføre økonomiske eller admini-
strative omkostninger for det offentlige af betydning.
Lovforslaget vurderes derudover at kunne medføre øgede
sagsomkostninger i navnlig civile sager, herunder f.eks. hvis
der gennemføres syn og skøn ved flere skønsmænd, gen-
nemføres et nyt syn og skøn, eller hvis det aftales at inddra-
ge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i bevisførel-
sen. I de tilfælde, hvor den ene eller begge parter i sagen er
meddelt fri proces, vil lovforslaget derfor kunne medføre
merudgifter for det offentlige. Lovforslaget vurderes dog
kun at få betydning for ganske få sager, hvor den ene eller
begge parter er meddelt fri proces, og forslaget vurderes der-
for ikke at medføre økonomiske konsekvenser for det of-
fentlige af betydning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes at kunne medføre øgede sagsomkost-
ninger for parterne i navnlig visse civile sager, herunder
f.eks. hvis der gennemføres syn og skøn ved flere skøns-
mænd, gennemføres et nyt syn og skøn, eller hvis det aftales
at inddrage ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i be-
visførelsen.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Retsplejerådets betænkning nr. 1558/2016 har i perioden fra
den 19. maj til den 1. juli 2016 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, by-
retterne, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspoliti-
et, Aalborg Universitet, ADIPA (Association of Danish In-
tellectual Property Attorneys), Advokatrådet, Akademiker-
nes Centralorganisation, Danmarks Jurist- og Økonomfor-
bund, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverfor-
ening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening,
Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk InkassoBranchefor-
ening, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater, Danske
Insolvensadvokater, Danske Mediers Forum, Danske Spedi-
tører, Det Danske Voldgiftsinstitut, Fagligt Fælles Forbund
3F, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forbru-
geombudsmanden, Forenede Danske Motorejere (FDM),
Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsad-
vokater, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Forenin-
gen af Statsforvaltningsjurister, Forsikring og Pension, FSR
– Danske Revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, HK/Danmark, Håndværksrådet, Institut for Men-
neskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen, Københavns Retshjælp, Køben-
havns Universitet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Po-
litiforbundet i Danmark, Politidirektørforeningen, Realkre-
ditforeningen, Retspolitisk Forening, Syddansk Universitet,
TEKNIQ Installatørernes Organisation, Voldgiftsnævnet for
Bygge- og Anlægsvirksomhed og Århus Retshjælp.
16
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja,
angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv
omfang)
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og re-
gioner
Ingen Ingen af betydning
Administrative konsekven-
ser for stat, kommuner og
regioner
Ingen Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen af betydning Øgede sagsomkostninger ved yderligere brug af sag-
kyndige beviser
Administrative konsekven-
ser for erhvervslivet
Ingen Mulig håndtering af eksisterende lån i ny konstrukti-
on, og administrationsomkostninger pga. indberet-
ningskrav (mindre tilpasninger).
Administrative konsekven-
ser for borgerne
Ingen af betydning Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenserIngen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af retsplejelovens § 182, at hvert vidne afhøres
for sig, og at et vidne ikke må påhøre forklaringer af andre
vidner, skønsmænd eller parter, medmindre andet bestem-
mes af retten.
Det foreslås at tilføje i § 182, at hovedreglen om, at vidner
ikke må påhøre bl.a. andre vidners forklaringer, fraviges i de
særlige tilfælde, der er omfattet af den foreslåede nye § 209
a, stk. 2.
Det følger således af denne bestemmelse, at hvis parterne
med rettens tilladelse fører ”egne” sagkyndige vidner som
supplement til eller i stedet for syn og skøn, kan de sagkyn-
dige vidner overvære afhøringen af hinanden og/eller den
udpegede skønsmand, medmindre retten bestemmer andet,
jf. nærmere bemærkningerne til den foreslåede nye § 209 a,
stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 4 ).
Til nr. 2
Det fremgår af retsplejelovens § 198, stk. 1, at retten tager
skridt til at udpege en eller flere skønsmænd, når retten har
modtaget spørgsmålene fra parterne.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det tilføjes,
at retten efter omstændighederne kan beslutte at udpege
flere skønsmænd til at vurdere det eller de samme spørgsmål
fra parterne.
Det forudsættes, at retten kun træffer bestemmelse herom,
hvis en af parterne eller begge anmoder om det. I så fald må
retten vurdere, om det på grundlag af skønstemaets karakter
er rimeligt fra starten at udpege to (eller eventuelt flere)
skønsmænd for at få sagen bedre oplyst. Der kan herved
lægges vægt på, om der kan udpeges skønsmænd med for-
skellige fagligt anerkendte tilgange til det pågældende tema,
mens det forhold, at ”to par øjne ser bedre end ét”, ikke i sig
selv kan være tilstrækkelig anledning til at udpege flere
skønsmænd.
Hvis kun den ene part ønsker flere skønsmænd til at besvare
det samme spørgsmål, bør det endvidere indgå i vurderin-
gen, om sagen skønnes at kunne ”bære” den fordyrelse, der
vil ligge i at udpege flere skønsmænd, enten fordi den
vedrører betydelige værdier, eller fordi den i øvrigt har vidt-
rækkende betydning for parterne.
Hvis der udpeges to eller flere skønsmænd inden for samme
fagområde til at besvare det/de samme spørgsmål, bør
skønsmændene tilstræbe at kunne afgive en fælles erklæ-
ring, hvori de klart gør rede for, på hvilke punkter de er eni-
ge og uenige. Skønsmændene kan dog også vælge at afgive
hver sin erklæring, hvis det konkret er det mest hensigts-
mæssige. Muligheden for at afgive en fælles erklæring føl-
ger allerede af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 204, som ikke foreslås ændret.
17
Den foreslåede tilføjelse til § 198 vil også finde anvendelse i
straffesager, jf. retsplejelovens § 210, stk. 2, der ikke æn-
dres.
Til nr. 3
Det fremgår af retsplejelovens § 209, at det ikke udelukker
fornyet syn og skøn over samme genstand ved de samme el-
ler, når retten finder det hensigtsmæssigt, andre skønsmænd,
at syn og skøn har fundet sted.
Efter den foreslåede bestemmelse videreføres den gældende
regel. Det foreslås herudover at anføre i loven, hvilke for-
hold retten kan lægge vægt på ved vurderingen af, om der
bør udmeldes en ny skønsmand til at vurdere det samme
faktum på ny til brug for bevisvurderingen.
Efter retspraksis på grundlag af den gældende § 209 i rets-
plejeloven kan en parts indsigelser mod den første skønser-
klæring efter omstændighederne føre til, at nyt syn og skøn
udmeldes ved en anden skønsmand. Det gælder navnlig,
hvis den første skønserklæring må formodes at være fejlbe-
hæftet, ufuldstændig og/eller indholdsmæssigt uklar i en så-
dan grad og på så væsentlige punkter, at det er usikkert, om
erklæringen opfylder de faglige krav, som er nødvendige
for, at den kan opfylde sit formål.
Hvis fejlene ikke har denne karakter, vil det ofte være til-
strækkeligt at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden,
jf. retsplejelovens § 205 (som ikke foreslås ændret), hvilket
normalt også vil være den hurtigste og billigste løsning. Er
der f.eks. blot tale om en beregningsfejl, der skal rettes, kan
det ske under en afhøring i retten eller ved supplerende
spørgsmål til skønsmanden, og det samme gælder som regel,
hvis der alene er tale om uklarheder i den første skønserklæ-
ring. Hvis der alene ønskes en ny vurdering baseret på nogle
andre økonomiske beregningsforudsætninger, kan det også
være tilstrækkeligt at stille supplerende spørgsmål herom til
den første skønsmand.
Denne praksis forudsættes videreført, jf. herved ordene ”un-
der hensyn til fremførte indsigelser og andre muligheder for
at få skønstemaet yderligere belyst” i 2. pkt.
Det foreslåede 2. pkt. om fornyet syn og skøn ved andre
skønsmænd åbner herudover som noget nyt mulighed for, at
retten kan tillade nyt syn og skøn ved en anden skønsmand,
hvis der er rimelig grund til at antage, at en anden skøns-
mand vil kunne konkludere væsentligt anderledes, og hvis
sagen skønnes at kunne ”bære” den fordyrelse, det indebæ-
rer at indhente en ny skønserklæring ved en anden skøns-
mand, jf. herved ordene ”eller [under hensyn] til sagens og
skønstemaets karakter”. Der kan herved lægges vægt på, at
sagen vedrører betydelige værdier, eller at den i øvrigt har
vidtrækkende betydning for parterne.
Den udvidede mulighed for at få udmeldt nyt syn og skøn
ved en ny skønsmand angår således navnlig tilfælde, hvor
retten finder det sandsynligt, at den første skønsmands kon-
klusioner kan være udslag af en faglig tilgang til emnet, som
ikke er ”enerådende” eller uimodsagt inden for det pågæl-
dende fag, dvs. at der er ”flere skoler”. Det vil naturligvis
ikke være nok, at en part er uenig i skønserklæringens kon-
klusioner, og det vil således heller ikke i sig selv være nok,
at parten kan henvise til en ensidigt indhentet sagkyndig er-
klæring, som anfægter den første skønsmands konklusioner.
Indsigelserne må være yderligere underbygget, navnlig såle-
des at det sandsynliggøres over for retten, at der er ”flere
skoler” inden for faget, og at dette kan have betydning for
skønnet.
Det er generelt forudsat, at en part ligesom i dag bl.a. kan
fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer til
belysning af partens indsigelser mod den første skønserklæ-
ring og dermed af, om der er grundlag for at udmelde nyt
syn og skøn ved en anden skønsmand.
Retten vil kunne gribe ind over for useriøse indsigelser mv.,
jf. herved retsplejelovens § 152 a med henvisning til artikel
6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK) om behandling af sagen inden for en rimelig frist,
§ 341 om overflødig bevisførelse samt § 358, stk. 3, sam-
menholdt med § 353, stk. 4, om begæringer om yderligere
bevisførelse, der fremsættes efter det forberedende retsmø-
de. Efter § 318, stk. 2, kan retten endvidere tillægge det be-
tydning for omkostningsfordelingen i sagen, hvis en part ik-
ke medvirker til at fremme sagen med fornøden hurtighed
og undgå unødige sagsskridt, jf. bestemmelsen herom i §
336 a. Disse bestemmelser foreslås ikke ændret.
Den foreslåede ændring vil også finde anvendelse i straffe-
sager med de ændringer, der følger af forholdets natur, jf.
herved retsplejelovens § 210, stk. 2, der ikke ændres.
Til nr. 4
Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny § 209 a,
der åbner mulighed for, at parterne i borgerlige sager med
rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisfø-
relse i form af syn og skøn med sagkyndige erklæringer,
som parterne hver især indhenter, efter at retssagen er an-
lagt.
Med det foreslåede stk. 1 åbnes der således mulighed for, at
retten i en borgerlig sag efter fælles anmodning fra sagens
parter kan tillade, at parterne som supplement til eller i ste-
det for optagelse af syn og skøn fremlægger erklæringer,
18
som parterne hver især indhenter fra sagkyndige om konkre-
te forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter.
Det er efter stk. 1 en forudsætning for, at syn og skøn kan
erstattes af eller suppleres med ensidigt indhentede erklærin-
ger, at parterne er enige om det, idet det herved er forudsat,
at udtrykket ”parternes fælles anmodning” også omfatter til-
fælde, hvor parterne forud for retssagen bindende har aftalt,
at de ved en eventuel retstvist mellem dem (med rettens til-
ladelse) skal kunne anvende ensidigt indhentede sagkyndige
erklæringer i stedet for eller som supplement til syn og skøn.
Er der mere end to parter i sagen, og vil det pågældende be-
vistema alene kunne berøre retsstillingen for nogle af parter-
ne, behøver kun disse parter at være enige om at anmode om
tilladelse til at bruge ensidigt indhentede erklæringer mv.
Det er ikke fundet nødvendigt at anføre dette udtrykkeligt i
bestemmelsen.
Bestemmelsen vil i praksis navnlig tage sigte på tilfælde,
hvor der er rimelig grund til at antage, at forskellige skøns-
mænd ville kunne konkludere væsentligt forskelligt på
grund af forskellige faglige tilgange, som hver især er aner-
kendte inden for det pågældende fagområde, og hvor parter-
ne finder, at sagen (på grund af dens værdi eller videregåen-
de betydning) kan ”bære” den fordyrelse, det typisk vil inde-
bære, at der indhentes mere end én sagkyndig erklæring om
det samme spørgsmål.
Ved rettens vurdering af, om tilladelse bør gives, må der
lægges meget betydelig vægt på parternes enighed, og selv
om retten eventuelt forudser, at man reelt kan blive tvunget
til at afgøre sagen ud fra bevisbyrderegler, kan retten kun
opfordre parterne til (også) at tilvejebringe syn og skøn, jf.
herved retsplejelovens § 339, stk. 3 (som ikke foreslås ænd-
ret).
Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor hensynet til sa-
gens fremme taler afgørende imod den ønskede fravigelse af
reglerne om syn og skøn, samt tilfælde, hvor retten også vil-
le afslå en begæring om optagelse af syn og skøn, jf. retsple-
jelovens § 196, fordi denne bevisførelse skønnes ikke at ha-
ve betydning for afgørelsen af sagen eller at kunne undvæ-
res (f.eks. i en boligretssag, hvor retsmedlemmerne er i
stand til selv at tage stilling til de rejste spørgsmål i forbin-
delse med en besigtigelse).
Parternes anmodning om tilladelse efter den foreslåede ord-
ning til at fravige reglerne om syn og skøn eller supplere syn
og skøn med anvendelse af egne sagkyndige erklæringer
skal normalt fremsættes senest i det forberedende møde eller
4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke skal holdes et
forberedende møde, jf. retsplejelovens § 353, stk. 4 (som ik-
ke foreslås ændret).
Den foreslåede bestemmelse angår sagkyndige erklæringer,
der indholdsmæssigt svarer til syn og skøn, dvs. som inde-
bærer en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurdering af
et konkret faktisk forhold, som er genstand for bevisførelse
under sagen. Bestemmelsen angår således ikke sagkyndige
erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret
undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag
af foreliggende almen viden. Som eksempler herpå kan
nævnes erklæringer/responsa fra brancheorganisationer om
handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller fra
et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske for-
hold. Sådanne generelle sagkyndige erklæringer indhentes
ofte til brug for retssager, også efter at sagen er anlagt, og
der foreslås ingen ændringer heri.
Det er forudsat, at den foreslåede bestemmelse heller ikke
berører indhentelse og brug af sagkyndige erklæringer, der
har et særligt lovmæssigt grundlag og ikke kan anses som
ensidigt indhentede erklæringer som dette udtryk anvendes i
civilprocessen. Det gælder navnlig udtalelser fra Retslæ-
gerådet, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Det Veteri-
nære Sundhedsråd, som er karakteriseret ved, at der er tale
om erklæringer, der afgives af en offentlig myndighed uaf-
hængigt, objektivt og neutralt og i et vejledende øjemed. Så-
danne erklæringer kan således – som hidtil – ikke nægtes
fremlagt med den begrundelse, at de er ensidigt indhentede,
jf. herved afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen
2004.1847 H.
Kriteriet ”forhold af teknisk, økonomisk eller lignende ka-
rakter” indebærer i øvrigt ikke anden begrænsning, end at
juridiske responsa om dansk ret falder uden for. Sådanne er-
klæringer om den juridiske bedømmelse af visse forhold kan
inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke
i sagen i øvrigt, jf. den foreslåede § 341 a, stk. 2 (lovforsla-
get § 1, nr. 6).
Når retten har givet tilladelse til at fravælge eller supplere
syn og skøn, kan parterne indhente og fremlægge skriftlige
erklæringer fra sagkyndige, som de selv udpeger. Parterne
kan naturligvis give hinanden indflydelse på de spørgsmål,
der stilles til den sagkyndige, for derved at søge at styrke er-
klæringens bevismæssige værdi, men parterne er ikke for-
pligtet hertil. Der skal altid indhentes en skriftlig erklæring,
og det vil således – ligesom ved syn og skøn i borgerlige
sager – ikke være muligt at afhøre en sagkyndig i retten,
uden at den pågældende først har udarbejdet en skriftlig er-
klæring.
I tilfælde, hvor en part har fri proces, følger det af retspleje-
lovens § 332, stk. 2 (som ikke foreslås ændret), at retten kan
pålægge den part, der har fri proces, helt eller delvis at er-
statte statens udgifter ved den fri proces, i det omfang udgif-
terne ikke pålægges modparten, hvis sagens forhold, herun-
der som disse er efter udfaldet af sagen, taler for det. Denne
bestemmelse kan efter omstændighederne anvendes i tilfæl-
19
de, hvor den part, der har fri proces, har foranstaltet en be-
visførelse af tvivlsom værdi. Det forhold, at man kunne ha-
ve valgt at bruge sædvanligt syn og skøn under sagen, vil
dog ikke i sig selv være tilstrækkeligt grundlag for at pålæg-
ge parten selv at dække udgifter til ensidigt indhentede er-
klæringer.
De almindelige vidneregler finder anvendelse ved afhøring
af den sagkyndige i retten, herunder retsplejelovens § 183,
hvorefter modparten skal have adgang til at modafhøre den
sagkyndige. Det foreslås dog i stk. 2, at udgangspunktet i §
182 om, at vidner ikke må påhøre bl.a. andre vidners eller
skønsmænds afhøring, fraviges i de omhandlede tilfælde, så-
ledes at de sagkyndige – i lighed med, hvad der gælder ved
afhøring af skønsmænd, jf. retsplejelovens § 206, stk. 3 –
som udgangspunkt kan påhøre afhøringen af hinanden og af
eventuelle skønsmænd og – med rettens tilladelse – kan råd-
føre sig med hinanden, inden de svarer. Der henvises herom
endvidere til den foreslåede ændring af § 182 (lovforslagets
§ 1, nr. 1).
Det foreslås i stk. 3, at Domstolsstyrelsen (i lighed med,
hvad der gælder ved syn og skøn, jf. retsplejelovens § 204,
stk. 3) kan fastsætte regler om, at sagkyndige erklæringer
som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanketter og at
erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt format,
herunder digitalt. Det bemærkes dog i den forbindelse, at
den gradvise indførelse af et digitalt sagsbehandlingssystem
i borgerlige retssager vil indebære, at alle dokumenter, som
de involverede i en retssag sender til hinanden og retten,
fremover som udgangspunkt vil skulle meddeles digitalt.
Til nr. 5
Det fremgår af retsplejelovens § 316, at som sagsomkostnin-
ger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens
forsvarlige udførelse.
Det foreslås, at det i bestemmelsen tilføjes, at sagens parter
hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensi-
digt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold
til den foreslåede nye § 209 a (lovforslagets § 1, nr. 4) med
rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og
skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede
sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.
Reglen indebærer, at parterne i disse særlige tilfælde selv
må betale for den sagkyndige bistand, de har valgt at ind-
hente, uden hensyn til, hvem der vinder sagen.
Forsøg på trænering af sagen med overflødige spørgsmål til
en sagkyndig vil dog efter omstændighederne kunne medfø-
re, at modparten har krav på at få erstattet udgifter til imøde-
gåelse heraf, jf. retsplejelovens § 318, som ikke foreslås
ændret.
Til nr. 6
Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny § 341 a,
der – sammen med den foreslåede § 209 a (lovforslagets § 1,
nr. 4) – regulerer spørgsmålet om parters adgang til at frem-
lægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om kon-
krete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen og frem-
læggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for
den juridiske argumentation.
Det foreslås således med stk. 1, at det i overensstemmelse
med nyere retspraksis fastsættes i loven, at ensidigt indhen-
tede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økono-
miske eller lignende forhold som udgangspunkt kan frem-
lægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er ind-
hentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stæv-
ning, jf. stk. 1, 1. pkt. Det er ikke en betingelse, at der er be-
gæret eller udmeldt syn og skøn efter reglerne herom. I
praksis vil der dog normalt være tale om, at sådanne erklæ-
ringer fremlægges som grundlag for en syn- og skønsforret-
ning, eventuelt begæret af modparten.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at modparten i de tilfælde, hvor
den anden part fremlægger en ensidigt indhentet erklæring,
som er fremskaffet før sagsanlægget, kan fremlægge en en-
sidigt indhentet ”moderklæring”, dvs. en erklæring om de
samme forhold, selv om det først har været muligt at ind-
hente moderklæringen efter sagsanlægget.
Formålet hermed er navnlig at stille parterne lige med hen-
syn til deres muligheder for at etablere et udbygget og oplyst
grundlag for skønsforretningen og for efter behov at redegø-
re for deres syn på de omtvistede spørgsmål over for skøns-
manden. Adgangen til at fremlægge en “moderklæring” er
dog ikke begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn
og skøn, men gælder generelt i tilfælde, hvor modparten er
blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så
sent, at der ikke har været mulighed for at indhente “moder-
klæringen” før sagsanlægget, eller hvor det i øvrigt helt ind-
til sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om
stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt at
lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have
nået at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget.
I retspraksis er det fastslået, at en skønsmand, der er ud-
meldt efter reglerne om syn og skøn, som udgangspunkt skal
kunne basere sin besvarelse af spørgsmålene på kendskab til
alt materiale, som er fremlagt i sagen, medmindre materialet
må antages at være uden betydning for besvarelsen af skøn-
stemaet, eller materialet indebærer en risiko for utilbørlig
påvirkning af skønsmandens besvarelse af spørgsmålene.
Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke dette spørgsmål.
20
Tilladelse til at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring
som bevis indebærer således ikke automatisk, at erklæringen
også til sin tid skal medsendes til en eventuel skønsmand.
Dette er et selvstændigt spørgsmål, men der kan dog efter
omstændighederne være en tæt sammenhæng mellem, om
der er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at ensidigt
indhentede erklæringer, der er indhentet før sagsanlæg, kan
fremlægges som bevis, jf. nedenfor, og om der er grundlag
for at fravige det nævnte udgangspunkt om, at skønsman-
dens besvarelse af skønstemaet skal baseres på kendskab til
alle sagens akter.
I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn,
når sagen er anlagt, medmindre de er enige om at bruge den
foreslåede adgang til med rettens tilladelse at supplere eller
erstatte syn og skøn med fremlæggelse af ensidigt indhente-
de erklæringer, jf. herved den foreslåede § 209 a.
Den foreslåede bestemmelse regulerer – ligesom den fore-
slåede § 209 a (lovforslagets § 1, nr. 4) – fremlæggelse af
sagkyndige erklæringer, der svarer til syn og skøn, dvs. som
indebærer en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurde-
ring af et konkret faktisk forhold, som er genstand for bevis-
førelse under sagen.
Bestemmelsen angår således ikke sagkyndige erklæringer af
generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af
genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende
almen viden, herunder f.eks. responsa fra brancheorganisati-
oner om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område
eller erklæringer fra et teknisk institut eller lignende om ge-
nerelle tekniske forhold. Sådanne generelle sagkyndige er-
klæringer indhentes jævnligt til brug for retssager, også efter
at sagen er anlagt, og der foreslås ingen ændringer heri. Be-
stemmelsen angår heller ikke rene faktumgengivelser som
f.eks. et kort eller rids over et omstridt byggeprojekts place-
ring i forhold til andre bygninger.
Bestemmelsen angår kun ensidigt indhentede erklæringer,
dvs. erklæringer, som er indhentet uden at inddrage modpar-
ten og eventuelt retten.
Det er uden betydning, hvem der har afgivet erklæringen.
Anvendelsen af kriteriet ”forhold af teknisk, økonomisk el-
ler lignende karakter” i stk. 1 indebærer alene en afgræns-
ning over for juridiske responsa om dansk ret, jf. stk. 2. Der
kan således være tale om erklæringer om ethvert faktisk for-
hold, som sagen angår, og bestemmelsen omfatter dermed
f.eks. lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og
økonomiske analyser, eksempelvis om prisniveauer eller
markedsmæssige konsekvenser af visse dispositioner.
For så vidt angår juridiske responsa om udenlandsk ret, vil
der, når det har betydning for sagen, ofte være et stort prak-
tisk behov for at få retstilstanden i det pågældende land nær-
mere belyst. Responsa herom, der er indhentet på betryggen-
de måde, forudsættes at kunne fremlægges efter reglen i stk.
1, idet de normalt kan sidestilles med erklæringer om fakti-
ske forhold.
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at det ikke er til hinder for
at fremlægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, at
dens bevisværdi ofte kan være ret begrænset netop på grund
af, at den er ensidigt indhentet. En part kan således som ud-
gangspunkt fremlægge alt, som har dannet baggrund for
sagsanlægget eller den nedlagte påstand, men i overensstem-
melse med retspraksis foreslås det, at retten dog kan nægte
fremlæggelse af de omhandlede erklæringer og ”moderklæ-
ringer”, hvis erklæringens indhold, omstændighederne ved
dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fra-
vige det klare udgangspunkt. Retten må afgøre konkret, om
dette er tilfældet.
Erklæringens indhold vil navnlig tale imod fremlæggelse,
hvis indholdet er klart irrelevant for sagen. Derimod vil det
være uden betydning, at erklæringens indhold ikke kun er
”teknisk”, men også omfatter en vurdering (et skøn). Det vil
også være uden betydning, at erklæringen angår de samme
forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.
Omstændighederne ved erklæringens tilblivelse vil f.eks. ta-
le imod fremlæggelse, hvis erklæringen må anses for at være
faktuelt eller videnskabeligt uvederhæftig eller lignende
(”bestillingsarbejde”), således at den er helt uden bevismæs-
sig værdi. Selve det forhold i sig selv, at der er en nær tids-
mæssig sammenhæng mellem partens modtagelse af den
sagkyndige erklæring og sagsanlægget, er uden betydning,
idet det netop er karakteristisk for indhentelse af sagkyndige
erklæringer som led i forberedelsen af et sagsanlæg, at par-
ten måske nok kan være overbevist om at have et krav, men
har behov for at undersøge, om det kan bevises, og hvor
stort kravet er.
Det er forudsat, at udgifter til en ”moderklæring”, jf. stk. 1,
2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt ind-
hentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af
retten), ikke kan fås dækket som sagsomkostninger efter
retsplejelovens § 316. Det bemærkes herved, at i sager om
erstatningskrav gælder, at en skadelidts udgifter til nærmere
undersøgelse af skaden i skadeskonstaterende, -afværgende
eller -udbedrende øjemed er omfattet af den erstatningsan-
svarliges pligt til at erstatte det fulde tab (bortset fra et for-
sikringsselskabs udgifter til at opgøre skaden, herunder ud-
gifter til en ekstern sagkyndig), jf. afgørelsen refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen 2008.982H.
21
Til nr. 7
Det fremgår af retsplejelovens § 353, stk. 1, at retten i ind-
kaldelsen til et forberedende retsmøde skal angive, hvilke
spørgsmål der skal drøftes på mødet. Bestemmelsen inde-
holder desuden en ikke udtømmende liste over emner, som
det vil kunne være relevante at drøfte.
Det foreslås, at det udtrykkeligt tilføjes i bestemmelsen i nr.
13, at retten i indkaldelsen til et forberedende retsmøde kan
angive, at en anmodning fra sagens parter om tilladelse til at
supplere eller erstatte syn og skøn med ensidigt indhentede
sagkyndige erklæringer mv. skal drøftes på mødet.
En anmodning om tilladelse til at supplere eller erstatte syn
og skøn med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer
skal senest fremsættes på det forberedende retsmøde. Har
retten meddelt, at der ikke skal holdes et forberedende mø-
de, vil anmodninger om syn og skøn og/eller anmodninger
fra parterne om tilladelse til at supplere eller erstatte syn og
skøn med ensidigt indhentede erklæringer normalt skulle
fremsættes senest 4 uger efter rettens meddelelse, jf. § 353,
stk. 4 (som ikke foreslås ændret).
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Da der ikke foreslås en overgangsbestemmelse i loven, vil
de foreslåede regler om udvidet mulighed for anvendelse af
syn og skøn og fremlæggelse af sagkyndige beviser således
også kunne anvendes i sager, der verserer ved lovens ikraft-
træden.
Retten bør dog i forbindelse med vurderingen af, om de nye
regler skal finde anvendelse i verserende sager, nøje inddra-
ge det omkostningsmæssige aspekt herved, herunder hensy-
net til at sikre sagens fremdrift. Det forudsættes i den forbin-
delse, at sådanne hensyn som udgangspunkt vil blive tillagt
større vægt, jo længere fremskreden sagens behandling er.
Til § 3
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og fast-
slår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
22
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. no-
vember 2015, som ændret senest ved lov nr. 377 af 27. april
2016, foretages følgende ændringer:
§ 182. Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre for-
klaringer af andre vidner, skønsmænd eller parter, medmindre an-
det bestemmes af retten.
1. I § 182, 2. pkt., indsættes efter »retten«: », jf. dog § 209 a,
stk. 2«.
§ 198. Når retten i en borgerlig sag har modtaget spørgsmålene fra
parterne, tager retten skridt til at udpege en eller flere skønsmænd.
Stk. 2-4. ---
2. I § 198, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:
»Finder retten det hensigtsmæssigt under hensyn til sagens
og skønstemaets karakter, kan den udpege flere skønsmænd
til at besvare samme spørgsmål.«
§ 209. At syn og skøn har fundet sted, udelukker ikke fornyet syn
og skøn over samme genstand ved de samme eller, når retten fin-
der det hensigtsmæssigt, andre skønsmænd
3. § 209 affattes således:
»§ 209. At syn og skøn har fundet sted, udelukker ikke
fornyet syn og skøn over samme genstand ved de samme
skønsmænd. Det samme gælder fornyet syn og skøn ved an-
dre skønsmænd, når retten finder det hensigtsmæssigt under
hensyn til fremførte indsigelser og andre muligheder for at
få skønstemaet yderligere belyst eller til sagens og skøn-
stemaets karakter.«
4. Efter § 209 indsættes:
»§ 209 a. Retten kan i en borgerlig sag efter fælles anmod-
ning fra sagens parter tillade, at parterne som supplement til
eller i stedet for optagelse af syn og skøn fremlægger erklæ-
ringer, som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om
konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karak-
ter. Rettens tilladelse omfatter også sagens behandling i an-
keinstansen.
Stk. 2. Ved afhøring af sagkyndige, der har afgivet de i stk.
1 nævnte erklæringer, kan de sagkyndige som udgangspunkt
overvære afhøringen af hinanden og eventuelle skønsmænd,
og retten kan give de sagkyndige lov til at rådføre sig med
hinanden, inden de svarer.
Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at erklæ-
ringer som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanketter,
og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt for-
mat, herunder digitalt.«
§ 316. Som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været
fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbi-
5. I § 316, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.:
23
stand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, er-
hvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en
part, erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes
fuldt ud.
Stk. 2. ---
»Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med ret-
tens tilladelse i medfør af § 209 a, stk. 1, erstattes dog ikke.«
6. Efter § 341 indsættes:
»§ 341 a. Erklæringer om konkrete forhold af teknisk,
økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sags-
anlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som
bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne
ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at
fravige udgangspunktet. Har en part fremlagt en sådan er-
klæring, kan modparten under i øvrigt samme betingelser
fremlægge en tilsvarende erklæring, selv om denne erklæ-
ring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg.
Stk. 2. Erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold ef-
ter dansk ret, som en part har indhentet fra retskyndige, kan
inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke
under sagen i øvrigt.«
§ 353. Retten indkalder parterne til et forberedende møde, med-
mindre retten finder det overflødigt. Retten angiver i indkaldelsen,
hvilke spørgsmål der særligt skal drøftes på mødet, herunder
7. I § 353, stk. 1, nr. 13, indsættes efter »§ 196,«: »tilladelse
til bevisførelse efter § 209 a«.
1. parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændig-
heder,
2. tilrettelæggelse af og tidsrammerne for en eventuel yderli-
gere forberedelse,
3. tidspunktet for forberedelsens slutning og
4. tidspunktet for hovedforhandlingen samt eventuelt
5. formalitetsindsigelser,
6. henvisning af sagen til landsretten eller Sø- og Handelsret-
ten, jf. §§ 226 og 227,
7. kollegial behandling, jf. § 12, stk. 3,
8. medvirken af sagkyndige, jf. § 20,
9. udsættelse af sagen, herunder for at afvente en administra-
tiv eller retslig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på
sagens udfald, jf. § 345,
10. forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for De Europæiske
Fællesskabers Domstol,
11. opfordringer til en part om at meddele faktiske oplysnin-
ger,
12. anmodninger om pålæg om at fremlægge dokumenter eller
andre beviser, jf. §§ 298-300,
13. anmodninger om syn og skøn, jf. § 196, eller indhentelse
af sagkyndige erklæringer eller udtalelser fra organisatio-
ner eller myndigheder,
14. formulering af spørgsmål til skønsmænd, jf. § 197,sagkyn-
dige, organisationer eller myndigheder,
15 indhentelse af skriftlige parts- eller vidneerklæringer, jf. §
297,
16. afhøringer af parter eller vidner før hovedforhandlingen, jf.
§ 340,
17. omkostninger, som sagen vil kunne give anledning til,
18. hovedforhandlingens tilrettelæggelse,
19. forligsmægling og
24
20. alternativ konfliktløsning, herunder retsmægling.
Stk. 2. ---
25