Fremsat den 5. oktober 2016 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 5. oktober 2016 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler og lov om
politiets virksomhed
(Initiativer mod handel med hash m.v. og politiets anvendelse af peberspray)
§ 1
I lov nr. 471 af 7. juni 2001 om forbud mod besøgende i
bestemte lokaler, som ændret ved § 14 i lov nr. 538 af 8.
juni 2006, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Forudgående advarsel kan dog undlades, hvis der inden
for de seneste 3 måneder over for den, der råder over loka-
lerne, er nedlagt forbud vedrørende andre lokaler inden for
en radius af 500 meter.«
2. I § 2, stk. 2, 1. pkt., ændres »den lokale presse« til: »et el-
ler flere egnede medier«.
§ 2
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
956 af 20. august 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 6, stk. 1, ændres »lov om våben og eksplosivstoffer §
4, stk. 1,« til: »lov om knive og blankvåben m.v. § 1«.
2. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Peberspray må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv
eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller an-
læg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
ejendom,
5) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvil-
ke der gøres aktiv modstand, eller
6) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvil-
ke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlin-
gens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og
mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart
uegnet.
Stk. 2. Før peberspray tages i brug mod person, skal det så
vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til
hensigt at bruge peberspray, hvis ikke politiets påbud efter-
kommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at ved-
kommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af peberspray mod person med-
ført gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal den pågæl-
dende straks undersøges af en læge.«
3. I § 21, stk. 1, ændres »politiets anvendelse af skydevåben,
stav, hund og gas.« til: »politiets anvendelse af skydevåben,
stav, hund, gas og peberspray.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
§ 4
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøs-
ke og grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslag nr. L 17 Folketinget 2016-17
Justitsmin., j.nr. 2016-19203-1003
AA009884
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Styrkede redskaber mod hashklubber
2.1. Gældende ret
2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
3. Politiets anvendelse af peberspray
3.1. Gældende ret
3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgere
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget har bl.a. til formål at styrke politiindsatsen
mod handel med hash i de såkaldte hashklubber.
De eksisterende regler i lov om forbud mod besøgende i be-
stemte lokaler (hashklubloven) har generelt haft en positiv
effekt på bekæmpelsen af den systematiske handel med hash
på bestemte lokaliteter. Politiet oplever dog, at reglerne bli-
ver forsøgt omgået ved, at handelen flyttes til en anden loka-
litet, ofte i umiddelbar nærhed af de lokaler, som er ramt af
et besøgsforbud, hvorved hashklubbens eksisterende kunde-
grundlag kan bibeholdes. Det er uacceptabelt, og det fore-
slås derfor, at der i sådanne situationer skabes hjemmel til at
nedlægge et besøgsforbud uden forudgående advarsel til
den, der råder over lokalerne. På den måde vil politiet hurti-
gere og mere effektivt kunne gribe ind, hvis den, der ram-
mes af et besøgsforbud, blot genåbner hashklubben i andre
lokaler i nærheden, for eksempel en anden lejlighed i samme
beboelsesejendom. Der henvises til pkt. 2 nedenfor.
Det foreslås desuden at måden, hvorpå politiet skal offent-
liggøre besøgsforbud efter hashklubloven moderniseres, så-
ledes at dette fremover blot skal ske i et eller flere egnede
medier og ikke nødvendigvis, som hidtil, i den lokale presse.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med regeringens øvri-
ge initiativer til bekæmpelse af hashhandlen gennem en ud-
videlse af politiets muligheder for at meddele såkaldte zone-
forbud – der vil blive reguleret administrativt – og ved en
øget politimæssig indsats mod hashhandlen på internettet.
Lovforslaget har endvidere til formål at lovfæste politiets
anvendelse af peberspray i politiloven, ligesom det gør sig
gældende for politiets øvrige magtmidler. Politiloven vil
dermed indeholde en samlet opregning af betingelserne for
politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund, gas og pe-
berspray, herunder de grundlæggende betingelser for politi-
ets magtanvendelse. Politiets anvendelse af peberspray er i
dag reguleret administrativt.
2. Styrkede redskaber mod hashklubber
2.1. Gældende ret
2.1.1. Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler gi-
ver politiet mulighed for administrativt at træffe beslutning
om, at det er forbudt at modtage besøgende eller at opholde
sig som besøgende i bestemte lokaler, når visse nærmere an-
givne betingelser er opfyldt.
Formålet med loven er at sikre, at der kan gribes mere effek-
tivt ind over for såkaldte hashklubber og andre former for
organiseret kriminel virksomhed, der foregår i bestemte lo-
kaler og præger nærmiljøet ved at genere og skabe utryghed
hos omkringboende, jf. Folketingstidende 2000-01, Tillæg
A, side 7288. Loven betegnes på den baggrund almindelig-
vis som hashklubloven.
2.1.2. Betingelserne for, at politiet kan nedlægge et forbud
mod besøgende i bestemte lokaler, fremgår af hashklublo-
vens § 1, stk. 1, mens indholdet af et forbud fremgår af be-
stemmelsens stk. 2-4.
Efter hashklublovens § 1, stk. 1, kan politidirektøren ned-
lægge forbud, hvis der i bestemte lokaler foregår virksom-
hed på en måde, som systematisk indebærer strafbare hand-
linger. Den strafbare aktivitet skal ifølge forarbejderne til
bestemmelsen fremtræde som et væsentligt formål med be-
nyttelsen af lokalerne.
Den virksomhed, der foregår i de pågældende lokaler, og
som systematisk indebærer strafbare handlinger, skal efter
hashklublovens § 1, stk. 1, endvidere være egnet til at med-
føre utryghed og ulempe hos omkringboende. Ved vurderin-
gen skal der ifølge bestemmelsens forarbejder især lægges
vægt på, om den virksomhed, der foregår i lokalerne, frem-
mer en adfærd, som reelt vil præge det pågældende nærmiljø
på en måde, der typisk skaber utryghed hos omkringboende
og fremmer en generel forråelse af nærmiljøet.
Inden der kan nedlægges forbud, skal politiet give en advar-
sel til den, der råder over lokalerne, jf. hashklublovens § 1,
stk. 1. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen, skal advarslen
således gives til ejeren, andelshaveren eller, hvis virksomhe-
den drives i lejede lokaler, lejeren eller fremlejetageren. Er
det en forening eller anden juridisk person, der f.eks. står
som lejer, gives advarslen til den, der er beføjet til at repræ-
2
sentere den juridiske person. Advarslen vil kunne gives
mundtligt eller skriftligt.
Fremgangsmåden ved meddelelse af en advarsel efter be-
stemmelsen vil normalt være, at politiet opsøger den person,
det overvejes at give en advarsel om forbud. Den pågælden-
de gøres bekendt med sagen og får mulighed for at frem-
komme med sine bemærkninger (partshøring), inden der
tages endelig stilling til, om advarslen skal gives. Hvis det
besluttes straks at meddele en advarsel udleveres på stedet
en skriftlig advarsel, som bl.a. indeholder en begrundelse og
oplysning om, at advarslen kan påklages. En skriftlig advar-
sel, som ikke meddeles på stedet, vil kunne sendes til den
pågældende. Advarslen anses i disse tilfælde for givet, når
den er kommet frem til adressaten, f.eks. er lagt i postkas-
sen. Se nærmere herom nedenfor under pkt. 2.1.6.
2.1.3. Justitsministeriet har ved cirkulæreskrivelse nr. 12113
af 22. juni 2001 om lov om forbud mod besøgende i bestem-
te lokaler fastsat nærmere retningslinjer for politiets behand-
ling af sager om nedlæggelse af forbud efter loven.
Under pkt. 6 i cirkulæreskrivelsen er det bl.a. anført, at det
skal fremgå af advarslen, at et forbud efter loven vil blive
nedlagt, hvis lokalerne fortsat anvendes på en sådan måde,
at lovens betingelser for at nedlægge et forbud er opfyldt.
Der skal ikke i advarslen gives den, der råder over lokalerne,
en egentlig frist til lovliggørelse af forholdene. Et forbud vil
derfor også kunne nedlægges selv ganske kort tid efter en
meddelt advarsel. Der skal dog naturligvis i praksis gives
den, der råder over de pågældende lokaler, og som har mod-
taget en advarsel, en reel mulighed for at træffe foranstalt-
ninger til at få ændret benyttelsen af de pågældende lokaler,
sådan at et forbud kan undgås.
Træffer den, der råder over lokalerne, ikke foranstaltninger
med henblik på at efterleve advarslen, og er betingelserne
således fortsat til stede, kan der nedlægges et forbud. Forin-
den der træffes afgørelse om at nedlægge et forbud, skal der
foretages fornyet partshøring. Der vil i den forbindelse efter
omstændighederne kunne følges samme fremgangsmåde
som beskrevet ovenfor vedrørende meddelelse af advarsel,
således at forbuddet eventuelt meddeles på stedet (umiddel-
bart efter partshøringen) over for den, der råder over lokaler-
ne.
2.1.4. Efter hashklublovens § 1, stk. 2, indebærer et forbud –
med de undtagelser, der er nævnt i bestemmelsens stk. 3 og
4, jf. herom nedenfor – at det er forbudt at modtage besø-
gende eller at opholde sig som besøgende i eller i umiddel-
bar nærhed af de pågældende lokaler. Ifølge forarbejderne
til bestemmelsen vil et forbud således som udgangspunkt
være overtrådt, uanset om det f.eks. kan bevises, at en per-
son, der træffes i en hashklub, konkret har villet købe eller
modtage hash ved den pågældende lejlighed.
Forbuddet omfatter ikke personer, som er nærmeste pårøren-
de til personer med fast bopæl i lokalerne, jf. hashklublo-
vens § 1, stk. 3, eller personer, som modtages eller opholder
sig i lokalerne alene for at deltage i en forsamling med et
politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, hvis loka-
lerne også forud for, at forbuddet blev nedlagt, anvendtes til
en sådan forsamlingsvirksomhed, jf. bestemmelsens stk. 4.
Et forbud gælder i 3 måneder og kan forlænges med indtil 3
måneder ad gangen, jf. hashklublovens § 2, stk. 1. Som an-
ført i bestemmelsens forarbejder kan et forbud tilbagekaldes,
inden 3-måneders perioden er udløbet. Den, der råder over
lokalerne, kan således selv skabe grundlag for at få forbud-
det ophævet ved at bringe den kriminelle aktivitet til ophør
og tage initiativ til i stedet at benytte lokalerne til et andet
(lovligt) formål.
2.1.5. Efter hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., skal politiet
bekendtgøre et forbud ved skiltning og ved meddelelse i den
lokale presse. Skiltningen skal opsættes uden for de pågæl-
dende lokaler efter nærmere aftale med ejeren eller på nær-
meste offentlige vej, jf. pkt. 6 i Justitsministeriets cirkulære-
skrivelse nr. 12113 af 22. juni 2001.
Det skal af skiltningen og meddelelsen i den lokale presse
fremgå, at forbuddet er nedlagt i medfør af lov om forbud
mod besøgende i bestemte lokaler, og at overtrædelse af for-
buddet vil kunne straffes med fængsel indtil 4 måneder. Det
forudsættes, at meddelelse herom kan ske ved gengivelse –
eventuelt med mindre skrifttype – af lovens §§ 1 og 4, stk.
1.
Politiet skal endvidere give særskilt meddelelse om forbud-
det til den, der råder over lokalerne, jf. hashklublovens § 2,
stk. 2, 2. pkt.
Den, der råder over lokalerne, kan efter hashklublovens § 3,
stk. 1 og 2, kræve, at afgørelser om nedlæggelse af forbud
indbringes for domstolene af den myndighed, der har truffet
afgørelsen. En anmodning om domstolsprøvelse har ikke
opsættende virkning, medmindre retten ved kendelse be-
stemmer andet, jf. bestemmelsens stk. 3.
Efter hashklublovens § 4, stk. 1, straffes overtrædelse af et
forbud med bøde. Straffen kan i gentagelsestilfælde stige til
fængsel i indtil 4 måneder.
2.1.6. Sager om nedlæggelse af forbud er omfattet af de al-
mindelige forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningslo-
ven. Både selve forbuddet og den forudgående advarsel er
således afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det betyder
i forhold til den, der er part i sagen, at forvaltningslovens al-
mindelige regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundel-
se og klagevejledning m.v. finder anvendelse.
Den, der råder over det pågældende lokale, vil være part i en
sag om nedlæggelse af forbud. Hvorvidt andre må anses for
at have partsstatus i forhold til en forbudssag vil afhænge af,
om de pågældende har en væsentlig og individuel interesse i
sagen.
Politikredsenes afgørelser i form af advarsel og forbud i
medfør af hashklublovens § 1, stk. 1, kan påklages til Rigs-
3
politiet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgø-
relse kan ikke påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelo-
vens § 109, stk. 2.
2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
2.2.1. Besøgsforbud uden forudgående advarsel
2.2.1.1. Politiet oplever, at nedlæggelse af et besøgsforbud
efter hashklubloven kan resultere i, at handlen flyttes til an-
dre lokaler, som ikke er omfattet af forbuddet, men som ofte
ligger umiddelbart i nærheden af de forbudsomfattede loka-
ler, hvorved det hidtidige kundegrundlag kan bevares.
Dette indebærer, at politiet – før der kan nedlægges et nyt
besøgsforbud for de aktuelle lokaler – skal give den, der rå-
der over lokalerne, en ny advarsel, ligesom der skal gives
den pågældende en reel mulighed for at træffe foranstaltnin-
ger til at få ændret benyttelsen af de pågældende lokaler, jf.
pkt. 2.1 ovenfor.
2.2.1.2. Justitsministeriet finder på den baggrund, at hash-
klubloven bør ændres, så politiets muligheder for at skride
ind i en sådan situation styrkes.
Det foreslås derfor at ændre hashklublovens § 1, stk. 1, såle-
des at forudgående advarsel til den, der råder over lokalerne,
kan undlades, hvis der inden for de seneste 3 måneder over
for den pågældende er nedlagt forbud efter hashklubloven
vedrørende andre lokaler inden for en radius af 500 meter.
Dette indebærer, at politiet under de angivne omstændighe-
der vil kunne nedlægge besøgsforbud uden først at give en
advarsel til den, der råder over lokalerne. Politiet vil dermed
hurtigere kunne gribe ind i en situation, hvor den, der ram-
mes af et besøgsforbud, blot genåbner hashklubben i andre
lokaler i nærheden, f.eks. en anden lejlighed i samme bebo-
elsesejendom.
Der tilsigtes ingen ændringer af de øvrige betingelser for at
nedlægge forbud. Det vil således fortsat være en betingelse,
at der i de pågældende lokaler foregår virksomhed på en må-
de, som systematisk indebærer strafbare handlinger, og som
er egnet til at medføre ulempe og utryghed hos omkringbo-
ende, jf. hashklublovens § 1, stk. 1.
Endvidere vil forvaltningslovens almindelige regler om
partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning
m.v. fortsat finde anvendelse i sager om meddelelse af ad-
varsel og nedlæggelse af forbud.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærk-
ningerne hertil.
2.2.2. Offentliggørelse af besøgsforbud
2.2.2.1. Som anført ovenfor under pkt. 2.1.5, skal politiet
bl.a. bekendtgøre et forbud ved meddelelse i den lokale
presse, jf. hashklublovens § 2, stk. 1, 1. pkt.
Politikredsene anvender i praksis ofte de almindelige hus-
standsomdelte aviser og blade til at bekendtgøre forbud efter
hashklubloven. Flere politikredse har imidlertid bemærket,
at ordningen forekommer forældet, og at man i mange til-
fælde formentlig kunne nå en større og mere relevant kreds
af personer ved offentliggørelse af forbuddet på eksempelvis
hjemmesiden for den politikreds, som har udstedt forbuddet
eller på de sociale medier.
2.2.2.2. Justitsministeriet finder på den baggrund, at bestem-
melsen om offentliggørelse af besøgsforbud efter hashklub-
loven bør moderniseres.
Det foreslås at ændre bestemmelsen i hashklublovens § 2,
stk. 2, 1. pkt., således at kravet om bekendtgørelse i “den lo-
kale presse” ændres til et krav om bekendtgørelse i “et eller
flere egnede medier. ”
Politiet vil herefter i hvert enkelt tilfælde kunne foretage en
konkret vurdering af, hvordan et nedlagt forbud efter hash-
klubloven bekendtgøres mest hensigtsmæssigt. Bekendtgø-
relse vil således f.eks. kunne ske på politiets hjemmeside el-
ler på de sociale medier, ligesom det – som hidtil – vil være
muligt at bekendtgøre et forbud i den lokale presse.
Politiet vil fortsat tillige skulle opsætte skiltning om forbud-
det, jf. hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., og give særskilt
meddelelse om forbuddet til den, der råder over lokalerne,
jf. lovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
3. Politiets anvendelse af peberspray som magtmiddel
3.1. Gældende ret
3.1.1. Politilovens bestemmelser om magtanvendelse
Politilovens kapitel 4 regulerer politiets anvendelse af magt
såvel inden for som uden for strafferetsplejen.
Politilovens § 15 indeholder en udtømmende opregning af
de opgaver, hvor magt kan anvendes. Det fremgår således af
bestemmelsen, at politiet må anvende magt
1) med henblik på at forebygge og afværge fare for forstyr-
relse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltper-
soners eller den offentlige sikkerhed,
2) med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller
bærer våben,
3) med henblik på at bringe strafbar virksomhed til ophør el-
ler i forbindelse med efterforskning og forfølgning af straf-
bare forhold,
4) som led i bistand til andre myndigheder,
5) som led i udførelse af kontrol- og tilsynsopgaver samt
6) med henblik på at vurdere, om et barn eller en beruset,
syg eller hjælpeløs person befinder sig i fare.
4
De grundlæggende betingelser for politiets magtanvendelse
fremgår af politilovens § 16. Heraf fremgår, at politiets
magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og alene
må ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt
forhold til den interesse, der søges beskyttet. Det skal indgå
i vurderingen af forsvarligheden, om magtanvendelsen inde-
bærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade.
Derudover skal magt anvendes så skånsomt som omstæn-
dighederne tillader, således at eventuelle skader begrænses
til et minimum.
I politilovens §§ 17-20 findes de særlige bestemmelser om
politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas. Be-
stemmelserne indeholder en udtømmende opregning af de
situationer, hvor de nævnte magtmidler må anvendes af po-
litiet.
Politiloven indeholder ikke særlige bestemmelser om politi-
ets anvendelse af peberspray.
3.1.2. Magtanvendelsesbekendtgørelsen
Magtanvendelsesbestemmelserne i politiloven suppleres af
bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets
anvendelse af visse magtmidler mv. (magtanvendelsesbe-
kendtgørelsen) med senere ændringer. Bekendtgørelsen er
udstedt med hjemmel i politilovens § 21.
I magtanvendelsesbekendtgørelsen findes i §§ 1 og 2 gene-
relle bestemmelser om politiets magtanvendelse, der svarer
til bestemmelserne i politilovens §§ 15 og 16. Bekendtgørel-
sens §§ 4-9 vedrører den nærmere anvendelse af skydevå-
ben, §§ 10-14 vedrører den nærmere anvendelse af stav, §§
15-20 vedrører brug af hund til magtanvendelse, §§ 21-25
vedrører anvendelse af gas, og §§ 25 a-25 d vedrører anven-
delse af peberspray.
For så vidt angår politiets anvendelse af peberspray, fremgår
det af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 25 a, at anven-
delse må ske med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv
eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
ejendom,
5) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke
der gøres aktiv modstand, eller
6) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke
der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gen-
nemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgri-
bende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Disse betingelser svarer til betingelserne i politilovens § 18
om politiets anvendelse af stav og til dels betingelserne i po-
litilovens § 19 om politiets anvendelse af hund. Der gælder
således de samme indikationskrav for politiets anvendelse af
peberspray som for anvendelse af stav og hund.
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 25 b foreskriver, at før
peberspray tages i brug, skal det så vidt muligt tilkendegives
vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge peberspray,
hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere
så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at
efterkomme påbuddet.
Efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 25 c skal politiet
efter anvendelse af peberspray så vidt muligt og i fornødent
omfang tilbyde at afhjælpe gener forårsaget af, at en person
har været eksponeret for peberspray. Den pågældende skal
desuden straks undersøges af en læge, hvis politiets brug af
peberspray har medført gener, som skønnes at kræve læge-
hjælp.
Det følger endelig af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 25
d, at politiet kun må anvende peberspray af typer, som er
godkendt af Rigspolitiet.
3.1.3. Peberspray
Peberspray er en væske, der består af et peberekstrakt, og
som ved hjælp af en drivgas sprøjtes mod den, som den kon-
centrerede stråle rettes imod. Det aktive stof i peberspray er
capsaicin (oleoresin capsicum).
Pebersprayen udsender en tynd, komprimeret stråle, som
virker i en afstand af op til ca. 6 meter. Peberspray skal ram-
me den pågældende i ansigtet for at virke optimalt. Peber-
spray forårsager akut øjenkrampe med deraf følgende mid-
lertidig blindhed, som varer i ca. 30-45 minutter. Peberspray
er derfor effektivt som middel til pacificering. Virkningen
indtræffer øjeblikkeligt, selv hvis den pågældende har lukket
øjnene under påvirkningen, fordi pebersprayen vil virke, når
vedkommende blinker med øjnene. Foruden akut øjenkram-
pe giver peberspray svien i huden, irritation af slimhinderne
og hoste, og desuden vil den pågældende blive desorienteret
og føle ubehag.
Rigspolitiet har bl.a. samarbejdet med Sundhedsstyrelsen i
forbindelse med fastlæggelsen af det nuværende niveau af
capsaicin i den type peberspray, som anvendes af politiet.
3.1.4. Politiets anvendelse af peberspray
3.1.4.1. Forsøgsordningen
Indførelsen af peberspray som magtmiddel skete på bag-
grund af erfaringer i tre politikredse med en forsøgsordning,
som blev iværksat den 1. juni 2006. Formålet med forsøget
var bl.a. at afdække, om peberspray var egnet til at indgå
som et magtmiddel for politiet i sammenhæng med skydevå-
ben, stav, hund og gas.
5
Af Rigspolitiets evaluering af forsøget fremgår bl.a., at pe-
berspray vurderes at være et velegnet magtmiddel, og som
kan medvirke til, at der sker færre skader på både borgere og
politifolk under anholdelser, idet voldsomme anholdelser
med for eksempel anvendelse af stav i større omfang kan
undgås.
På baggrund af de gode erfaringer med anvendelse af peber-
spray som magtmiddel anbefalede Rigspolitiet i forbindelse
med evalueringen, at peberspray hurtigst muligt blev indført
som et permanent magtmiddel for dansk politi.
Politiets brug af peberspray blev herefter tilladt som magt-
middel pr. 1. januar 2008 i forbindelse med en ændring af
magtanvendelsesbekendtgørelsen.
3.1.4.2. Politiets retningslinjer for anvendelse af peberspray
Rigspolitiet har på baggrund af magtanvendelsesbekendtgø-
relsen udarbejdet kundgørelse II nr. 57 af 15. januar 2008
om politiets anvendelse af peberspray.
I kundgørelsen gengives de almindelige betingelser (indika-
tionskrav) for politiets magtanvendelse med peberspray,
som fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens §§ 25
a-25 c.
Derudover henvises i kundgørelsen til politilovens §§ 15 og
16 om de grundlæggende regler for politiets anvendelse af
magt, og det fremhæves i den forbindelse, at anvendelse af
peberspray skal være nødvendig og forsvarlig og stå i rime-
ligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Anvendel-
sen skal være så skånsom, som omstændighederne tillader,
og således at eventuelle skader begrænses til et minimum.
Peberspray må kun anvendes af personale, der er uddannet
hertil.
Det fremgår endvidere af kundgørelsen, at enhver anvendel-
se af peberspray skal indberettes til ledelsen i den lokale po-
litikreds på en særlig blanket, og at politikredsene periode-
vis skal sende statistik over anvendelsen af peberspray til
Rigspolitiet.
Rigspolitiet har desuden i efteråret 2013 sendt en skrivelse
til samtlige politikredse om politiets anvendelse af peber-
spray. Skrivelsen er udarbejdet på baggrund af en henven-
delse til Rigspolitiet fra Den Uafhængige Politiklagemyn-
dighed om politiets anvendelse af peberspray over for førere
af køretøjer i fart, herunder knallerter og motorcykler.
I skrivelsen til politikredsene redegøres der indledningsvis
for de almindelige bestemmelser om politiets magtanvendel-
se i politiloven samt betingelserne for anvendelse af peber-
spray i magtanvendelsesbekendtgørelsen. I forhold til nød-
vendighedsbetingelsen i politilovens § 16 fremgår det i den
forbindelse bl.a., at hvis magtanvendelsen indebærer hand-
linger, der udsætter andre personer for livsfare, er betingel-
sen skærpet, således at magtanvendelsen skal være absolut
nødvendig. Det fremgår endvidere i forhold til forsvarlig-
hedsbetingelsen i politilovens § 16, at det skal indgå i den
konkrete forsvarlighedsvurdering, om magtanvendelsen in-
debærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade.
Herudover fremgår det af skrivelsen til politikredsene, at
kravet om, at den konkrete magtanvendelse skal være både
nødvendig og forsvarlig medfører, at der vil opstå situatio-
ner, hvor den konkrete magtanvendelse nok vil opfylde nød-
vendighedsbetingelsen, men ikke forsvarlighedsbetingelsen.
I sådanne situationer vil den konkrete magtanvendelse der-
for ikke efter Rigspolitiets opfattelse være i overensstem-
melse med politiloven.
For så vidt angår politiets anvendelse af peberspray over for
førere af køretøjer, fremgår det af skrivelsen til politikredse-
ne, at eksponering med peberspray af en fører af et køretøj
(herunder knallert og motorcykel), under kørsel med henblik
på at bringe køretøjet til standsning, som alt overvejende ud-
gangspunkt ikke kan antages at stå i et rimeligt forhold til
det mål, der forfølges. Det skyldes, at anvendelsen af peber-
spray i en sådan situation vil medføre fare for, at føreren,
eventuelle passagerer eller andre tilstedeværende kommer
alvorligt til skade.
3.1.4.3. Indberetninger over politiets faktiske anvendelse af
peberspray
På baggrund af politiets indberetninger vedrørende peber-
spray har Rigspolitiet oplyst følgende om omfanget af politi-
ets anvendelse af peberspray i perioden 2009-2013:
Årstal Antal indberetninger
2013 1.149
2012 1.428
2011 1.654
2010 1.290
2009 1.427
Tallene vedrører færdigbehandlede og foreløbige indberet-
ninger. Tallet for 2013 dækker også Færøerne og Grønland,
hvilket ikke er tilfældet for de øvrige år.
Rigspolitiet har desuden oplyst, at peberspray i hele perio-
den er det magtmiddel, der, sammenlignet med skydevåben,
stav, tjenestehund og gas, er anvendt hyppigst af politiet.
Rigspolitiet har endnu ikke færdigbehandlet de indsendte
indberetninger for 2015, hvorfor der ikke på nuværende
tidspunkt kan siges noget om politiets anvendelse af peber-
spray i 2015. Rigspolitiet har dog på baggrund af de ind-
sendte indberetninger for 2014 oplyst, at politiets anvendel-
se af peberspray i 2014 i overvejende grad er anvendt for at
afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person
eller for at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod
hvilke der gøres aktiv modstand. Der henvises til skemaet
nedenfor.
6
Begrundelse for anvendelse af peberspray (indikationskrav) Antal anvendt peber-
spray
Antal anvendt peberspray i
procent
At afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person. 311 35 %
At afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv og helbred. 53 6%
At afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigti-
ge institutioner, virksomheder eller anlæg.
- -
At afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom. 2 0 %
At sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres ak-
tiv modstand.
472 53 %
At sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres
passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes
uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes
åbenbart uegnet.
55 6 %
893 100 %
Tallene vedrører samtlige politikredse inklusiv Færøerne og
Grønland og dækker over færdigbehandlede indberetninger.
Rigspolitiet har desuden oplyst, at politiet i 2014 i de fleste
tilfælde har anvendt peberspray udendørs og oftest på gaden
eller i åbent terræn. Der henvises til skemaet nedenfor.
Lokation Inde Ude Total
Andre offentlige steder 23 27 50
Bodega og lignende 10 6 16
Bolig 120 12 132
Bus-/togstation 3 7 10
Festival/koncertområde 2 11 13
Fodboldstadion 1 - 1
Gaden 2 476 478
Offentlige transportmidler 1 - 1
Idrætsanlæg i øvrigt - 1 1
Opgang 26 5 31
Restaurant, café eller lignende 2 6 8
Skov - 4 4
Åbent terræn - 59 59
Andet 51 38 89
241 652 893
27 % 73 % 100 %
3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Peberspray er det magtmiddel, som politiet hyppigst gør
brug af, og da politiets magtanvendelse efter omstændighe-
derne kan indebære vidtgående indgreb i borgernes integri-
tet, finder Justitsministeriet, at politiets anvendelse af dette
magtmiddel bør reguleres direkte i politiloven i lighed med
politiets anvendelse af de øvrige magtmidler (f.eks. stav,
hund og gas).
Justitsministeriet finder i den forbindelse, at politiets anven-
delse af peberspray – som hidtil – skal ske i overensstem-
melse med de generelle principper for politiets magtanven-
delse, der er beskrevet i politilovens §§ 15 og 16, og i de
konkrete situationer, der er beskrevet i lovforslagets § 20 a,
som er en videreførelse af bestemmelserne i magtanvendel-
sesbekendtgørelsens § 25 a, nr. 1-6. Det bemærkes i den for-
bindelse, at de gældende bestemmelser i magtanvendelses-
bekendtgørelsens §§ 25 a-25 d fortsat finder anvendelse ved
siden af de foreslåede bestemmelser i politiloven om politi-
ets anvendelse af peberspray, herunder at politiet skal af-
hjælpe gener forårsaget af, at en person har været eksponeret
for peberspray.
Politiets magtanvendelse skal således i en konkret situation
være nødvendig, forsvarlig, så skånsom, som omstændighe-
derne tillader, samt proportional i forhold til de interesser,
der søges beskyttet med magtanvendelsen. Det indgår i den
forbindelse i forsvarlighedsvurderingen, om magtanvendel-
sen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til
skade.
Spørgsmålet om, hvorvidt politiet i en konkret situation bør
gribe til magtanvendelse ved brug af peberspray, må efter
Justitsministeriets opfattelse bero på en konkret politifaglig
vurdering af omstændighederne i en given situation. Der
skal således bl.a. foretages en konkret vurdering af en række
faktiske omstændigheder, herunder bl.a. antallet af involve-
rede personer og disse personers fysik og sindstilstand. Der-
udover skal der foretages en konkret vurdering af, hvilket
magtmiddel der i en given situation må anses for mest egnet
og samlet set må forventes at medføre mindst skade.
Justitsministeriet finder i den forbindelse, og i lighed med
den øvrige regulering af politiets anvendelse af magtmidler,
at det ikke er hensigtsmæssigt at søge at fastsætte en detalje-
ret regulering af alle de situationer, hvor magtanvendelse
med peberspray vil kunne forekomme. Det vil således efter
Justitsministeriets opfattelse næppe være muligt at udarbej-
de en udtømmende opregning af disse situationer, ligesom
reglerne om politiets magtanvendelse ikke bør blive så de-
taljerede, at der ikke fremover levnes plads til politiets skøn.
7
Omvendt finder Justitsministeriet, at det er klart, at der vil
være situationer, hvor der generelt bør udvises særlig tilba-
geholdenhed med anvendelsen af peberspray, f.eks. i tilfæl-
de, hvor et køretøj ønskes bragt til standsning (som nævnt
ovenfor under punkt 3.1.4.2) eller i tilfælde, hvor en person
er ilagt håndjern.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser for det offentlige af betydning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 31. august
2016 til den 28. september 2016 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrå-
det, Amnesty International, Børne- og Ungdomsorganisatio-
nernes Samråd, Dansk Erhverv, Dansk Fængselsforbund,
Dansk Industri, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Ad-
vokater, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening,
Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Det Kriminalpræ-
ventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommer-
fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Fagligt Fælles
Forbund 3F, Foreningen af Fængselsinspektører og Vice-
fængselsinspektører, Foreningen af Statsadvokater, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Institut for Menneskerettighe-
der, Justitia, KL, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Lands-
foreningen af Forsvarsadvokater, Landsklubben af social-
rådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Politiforbundet i Dan-
mark, Politidirektørforeningen, Retspolitisk Forening, Rigs-
advokaten, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombuds-
manden på Færøerne, Rigspolitiet, samtlige byretter, Vestre
Landsret og Østre Landsret.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja,
angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
8
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter hashklublovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for at
nedlægge et forbud mod besøgende i bestemte lokaler, at der
er givet en forudgående advarsel til den, der råder over loka-
lerne.
Det foreslås, at der indsættes et 2. punktum i bestemmelsen,
hvorefter forbud mod besøgende i bestemte lokaler vil kun-
ne nedlægges uden forudgående advarsel til den, der råder
over lokalerne, hvis der inden for de seneste 3 måneder over
for den pågældende i medfør af hashklublovens § 1, stk. 1,
er nedlagt forbud vedrørende andre bestemte lokaler inden
for en radius af 500 meter.
Lovforslaget har til formål at sikre, at politiet hurtigere og
mere effektivt kan gribe ind, hvis den, der rammes af et be-
søgsforbud, blot genåbner hashklubben i andre lokaler i
nærheden, f.eks. en anden lejlighed i samme beboelsesejen-
dom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2
Efter hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., skal politiet be-
kendtgøre et forbud ved skiltning og ved meddelelse i den
lokale presse. Politiet skal endvidere give særskilt meddelel-
se om forbuddet til den, der råder over lokalerne, jf. hash-
klublovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås at ændre bestemmelsen i hashklublovens § 2,
stk. 2, 1. pkt., således at kravet om bekendtgørelse i ”den lo-
kale presse” ændres til et krav om bekendtgørelse i ”et eller
flere egnede medier. ”
Politiet vil efter den foreslåede ændring fremover i hvert en-
kelt tilfælde kunne foretage en konkret vurdering af, hvor-
dan et nedlagt forbud efter hashklubloven bekendtgøres
mest hensigtsmæssigt. Bekendtgørelse vil således f.eks.
kunne ske på politiets hjemmeside eller på de sociale me-
dier, ligesom det – som hidtil – vil være muligt at bekendt-
gøre et forbud i den lokale presse.
Politiet vil fortsat tillige skulle opsætte skiltning om forbud-
det, jf. hashklublovens § 2, stk. 2, 1. pkt., og give særskilt
meddelelse om forbuddet til den, der råder over lokalerne,
jf. lovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Det fremgår af politilovens § 6, stk. 1, at på steder, hvor der
efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder
forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet be-
sigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre gen-
stande, herunder køretøjer med henblik på at kontrollere, om
nogen besidder eller bærer våben.
Det foreslås at ændre bestemmelsen i politilovens § 6, stk. 1,
som følge af ikrafttrædelsen den 1. juli 2016 af lov nr. 376
af 27. april 2016 om knive og blankvåben m.v. Der er tale
om en ændring af redaktionel karakter.
Til nr. 2
Politilovens kapitel 4 regulerer politiets anvendelse af magt
såvel inden for som uden for strafferetsplejen. Magtanven-
delsesbestemmelserne i politiloven suppleres af bestemmel-
serne i bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om po-
litiets anvendelse af visse magtmidler m.v. (magtanvendel-
sesbekendtgørelsen) med senere ændringer, herunder be-
stemmelserne om politiets anvendelse af peberspray i be-
kendtgørelsens §§ 25 a-25 d.
Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 20 a indeholder
regler om politiets anvendelse af peberspray. Peberspray
omfatter de af Rigspolitichefen godkendte typer. Bestem-
melsen er en videreførelse af de eksisterende regler om poli-
tiets anvendelse af peberspray i magtanvendelsesbekendtgø-
relsen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter den faktiske anven-
delse af peberspray samt advarsler og andre tilkendegivelser
om anvendelse af peberspray. Som ved anvendelse af f.eks.
stav, jf. bemærkningerne til politilovens § 18, jf. Folketings-
tidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, må politiet ikke –
mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give ind-
tryk af at ville anvende peberspray, medmindre betingelser-
ne i bestemmelsen er opfyldt. Det beror på en konkret vur-
dering af den enkelte polititjenestemands håndtering af pe-
bersprayen, hvornår der foreligger en tilkendegivelse om an-
vendelse af peberspray.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, indeholder en
udtømmende opregning af de situationer, hvor peberspray
må anvendes som magtmiddel. De nævnte situationer svarer
til, hvornår der efter den gældende administrative regulering
er adgang til at anvende peberspray. Bestemmelserne svarer
i øvrigt til de situationer, hvor der efter politiloven kan an-
vendes stav og til dels de situationer, hvor der efter politilo-
ven kan anvendes hund.
Den forslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 1, medfører,
at peberspray kan anvendes med henblik på at afværge et
påbegyndt eller overhængende angreb på person. Et over-
hængende angreb omfatter i forhold til det påbegyndte an-
greb det tidsmæssigt fjernere, men dog sikre angreb, jf. også
bemærkningerne til politilovens § 17, jf. Folketingstidende
2003-04, Tillæg A, side 5934. Som ved anvendelse af bl.a.
stav, er det dog ikke ethvert personangreb, der kan mødes
9
med anvendelse af peberspray. Brug af peberspray skal stå i
rimeligt forhold til angrebet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 2, kan
peberspray anvendes med henblik på at afværge overhæn-
gende fare i øvrigt for personers liv eller helbred. Som ved
politiets anvendelse af bl.a. stav, er det ikke enhver fare for
personskade, der kan berettige anvendelse af peberspray.
Bestemmelsen sigter navnlig til de situationer, hvor politiet
anvender magt over for en person af hensyn til den pågæl-
dende selv (nødhjælpstilfælde).
Som ved anvendelse af stav, vil anvendelse af peberspray
endvidere kunne være berettiget i situationer, hvor nogen
søger at forhindre politiet i at hjælpe en person i fare, f.eks.
ved at stille sig i vejen for politiets adgang til det sted, hvor
personen befinder sig.
Hvilket magtmiddel, der skal anvendes i den konkrete situa-
tion beror på en konkret vurdering af, hvad der i den pågæl-
dende situation er nødvendigt og forsvarligt.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 3, kan
peberspray anvendes med henblik på at afværge et påbe-
gyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige insti-
tutioner, virksomheder eller anlæg. Udtrykket ”samfunds-
vigtige institutioner, virksomheder eller anlæg” har samme
betydning som i politilovens § 17, stk. 1, nr. 3, om anven-
delse skydevåben. I bemærkningerne til denne bestemmelse,
jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5935, er det
anført, at bestemmelsen omfatter offentlige institutioner
med en særlig betydning for samfundets funktion, men også
private virksomheder af særlig betydning kan være omfattet.
Som eksempler nævnes kongehuset, Folketinget, ministeri-
erne, politi- og retsbygninger, jernbaneanlæg, broer, havne,
lufthavne, telefonanlæg, banker og posthuse, samt større el-
ler livsvigtige industrianlæg.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 4, medfører,
at peberspray kan anvendes med henblik på, at afværge et
påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom. Udtryk-
ket ”ejendom” har samme betydning som i politilovens § 18,
stk. 1, nr. 4, om anvendelse af stav. Af bemærkningerne til
denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg
A, side 5937, fremgår, at angreb på fast ejendom og andre
formuegoder er omfattet. Den økonomiske værdi af godet er
ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om et angreb
omfattet af bestemmelsen. Værdien kan dog have betydning
ved vurderingen af, om det vil være nødvendigt og forsvar-
ligt at anvende stav.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 5, kan
peberspray anvendes med henblik på at sikre gennemførelse
af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand.
Som i politilovens § 18, stk. 1, nr. 5, om anvendelse af stav,
jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, forstås
ved ”tjenestehandlinger” bl.a. anholdelse/frihedsberøvelse,
påbud, visitation og fratagelse af genstande, eller hvis politi-
et søger at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted.
Udtrykket ”aktiv modstand” kan omfatte en række situatio-
ner fra omfattende uroligheder til situationer, hvor en an-
holdt/pågrebet person holder fast i en genstand eller andre
personer, når politiet forsøger at føre den pågældende væk.
Det omfatter også situationer, hvor en pågrebet person for-
søger at slå eller rive sig løs fra en polititjenestemands greb,
eller hvor en person gør fysisk modstand mod en visitation.
Der kan også være tale om, at tredjemand forsøger at lægge
forhindringer i vejen for politiets arbejde, f.eks. at personer
forsøger at forhindre en anholdelse eller at befri en anholdt.
I bemærkningerne til politilovens § 18, stk. 1, nr. 5, jf. Fol-
ketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5937, henvises des-
uden til, at straffelovens § 119, stk. 3, om at det er strafbart
at forsøge at lægge f.eks. politiet hindringer i vejen for udfø-
relse af deres tjeneste eller hverv, kan være vejledende for,
hvornår der foreligger aktiv modstand mod en tjenestehand-
ling.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, nr. 6, kan
peberspray anvendes med henblik på at sikre gennemførelse
af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv mod-
stand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes
uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendel-
se skønnes åbenbart uegnet. Udtrykket ”passiv modstand”
skal forstås i overensstemmelse med politilovens § 18, stk.
1, nr. 6. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestem-
melse, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 5938,
at passiv modstand f.eks. omfatter situationer, hvor en an-
holdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder
sig passiv, eller hvor en større menneskemængde stimler
sammen på offentlige veje mv., og ikke forlader stedet på
trods af politiets påbud herom. Passiv modstand omfatter
også situationer, hvor en anholdt – uden at slå eller rive sig
fri fra en polititjenestemand – forsøger at undvige ved f.eks.
at løbe fra stedet. Hvis en anholdt derimod slår eller river sig
fri fra en polititjenestemand for at løbe fra stedet, vil situati-
onen være omfattet af bestemmelsen i nr. 5 om aktiv mod-
stand. Passiv modstand, der indebærer risiko for nogens liv
eller helbred, f.eks. ved at en person blokerer for adgang til
en person, der forsøger selvmord eller på anden måde er i
fare, vil være omfattet af bestemmelsens nr. 2. Bestemmel-
sen i nr. 6 vil således i praksis navnlig omfatte tjenestehand-
linger med henblik på at afværge fare for ordensforstyrrel-
ser, bringe strafbar virksomhed til ophør, eller pågribe per-
soner, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have
begået en forbrydelse.
Som ved anvendelse af f.eks. stav, vil det som udgangspunkt
ikke være forsvarligt at anvende peberspray mod personer,
der alene yder passiv modstand, og der stilles derfor krav
om, at tjenestehandlingen skal være uopsættelig, samt at an-
dre og mindre indgribende midler skal skønnes åbenbart
uegnede. Derved præciseres og uddybes kravet om nødven-
dighed og forsvarlighed i en situation, hvor der bliver tale
om at gribe ind over for passiv modstand.
Det må bero på en konkret vurdering og afvejning af flere
forhold, herunder navnlig de mulige konsekvenser ved at
undlade at gribe ind, om gennemførelse af en tjenestehand-
10
ling er uopsættelig. Som udgangspunkt må tjenestehandlin-
ger med henblik på at afværge forstyrrelser af vigtige sam-
fundsfunktioner, f.eks. kollektiv transport, brandslukning,
ambulancekørsel, hjemmepleje mv., eller at bryde en bloka-
de af en større færdselsåre anses for uopsættelige. Endvidere
vil pågribelse/anholdelse af en gerningsmand ofte være en
uopsættelig tjenestehandling, navnlig hvis den pågældende
træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af
det forhold, der begrunder anholdelsen.
Passiv modstand kan udøves af en eller flere personer, og
der kan være forskel i politiets muligheder for at anvende
peberspray i de forskellige situationer. De konkrete omstæn-
digheder, herunder f.eks. antallet af betjente over for antallet
af personer, der modsætter sig politiets tjenestehandlinger,
samt muligheden for forstærkning, spiller en væsentlig rolle
ved vurderingen af, om tjenestehandlingen kan gennemføres
ved hjælp af almindelig fysisk magtanvendelse, dvs. uden
brug af magtmidlerne i §§ 17-20 a.
Hvis en eller ganske få personer yder modstand ved at for-
holde sig passivt, må det antages, at det næsten undtagelses-
frit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved
brug af almindelig fysisk magt.
Yder et større antal personer modstand ved at forholde sig
passive, kan det efter omstændighederne være vanskeligere
at gennemføre tjenestehandlingen ved hjælp af almindelig
fysisk magtudøvelse. Hvis en sådan tjenestehandling ikke
kan gennemføres ved hjælp af almindelig fysisk magtud-
øvelse må politiet først og fremmest overveje at anvende
gas, og kun såfremt dette middel skønnes åbenbart uegnet,
kan anvendelse af andre magtmidler, herunder peberspray,
være berettiget. Der henvises i den forbindelse også til be-
mærkningerne til politilovens § 18 og § 19, jf. Folketingsti-
dende 2003-04, Tillæg A, side 5937-5940.
Vurderingen af, hvilket magtmiddel der i en given situation
er det mest hensigtsmæssige, må bero på en konkret vurde-
ring af, hvad der i den pågældende situation er nødvendigt
og forsvarligt. Der vil dog være situationer, hvor der gene-
relt bør udvises særlig tilbageholdenhed med anvendelse af
peberspray, f.eks. i tilfælde hvor et køretøj ønskes bragt til
standsning eller i tilfælde, hvor en person er ilagt håndjern,
jf. også de almindelige bemærkninger til dette lovforslag,
punkt. 3.2 ovenfor.
I § 20 a, stk. 2, fastsættes det, at det før peberspray tages i
brug mod en person, så vidt muligt skal tilkendegives ved-
kommende, at politiet har til hensigt at bruge peberspray,
hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere
så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at
efterkomme påbuddet.
Det formelle krav om tilkendegivelse af, at peberspray i gi-
vet fald vil blive brugt, er en præcisering af de almindelige
betingelser for magtanvendelse i politilovens § 16.
Enhver mundtlig ordre fra politiet anses i politilovens for-
stand som et påbud. Et påbud skal så vidt muligt følges op
af en tilkendegivelse om, at politiet har til hensigt at bruge
peberspray.
I nogle tilfælde vil der ikke være tid til at give påbud eller
advare om brug af peberspray. I sådanne tilfælde kan politiet
bruge peberspray umiddelbart.
Det fremgår af den foreslåede § 20 a, stk. 3, at såfremt poli-
tiets brug af peberspray mod en person har medført gener,
der skønnes at kræve lægehjælp, skal vedkommende straks
undersøges af en læge.
Det fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 25 c,
stk. 1, at politiet efter anvendelse af peberspray så vidt mu-
ligt og i fornødent omfang skal tilbyde at afhjælpe gener for-
årsaget af, at en person har været eksponeret for peberspray.
Såfremt gener skønnes at kræve lægehjælp, skal politiet så-
ledes tilkalde eller opsøge lægehjælp, så snart det konstate-
res, at gener ikke blot kan afhjælpes af politiet. Er der tvivl
om, hvorvidt eventuelle gener kræver lægehjælp, skal læge-
hjælp rekvireres.
Bestemmelsen giver dog ikke politiet hjemmel til med magt
at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågælden-
des vilje, hvis denne skønnes at være i stand til at varetage
sine egne interesser.
Til nr. 3
Det følger af politilovens § 21, stk. 1, at justitsministeren
fastsætter nærmere regler om politiets anvendelse af skyde-
våben, stav, hund og gas. Af bestemmelsens stk. 2, følger, at
justitsministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om
politiets anvendelse af magt.
Politiets anvendelse af peberspray er med hjemmel i politi-
lovens § 21 reguleret i bekendtgørelse nr. 978 af 21. septem-
ber 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv.
(magtanvendelsesbekendtgørelsen) som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1430 af 11. december 2007.
Politilovens § 21, stk. 1, foreslås ændret således, at justits-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets anven-
delse af peberspray svarende til politiets anvendelse af sky-
devåben, stav, hund og gas.
Den foreslåede ændring er en følge af, at politiets anvendel-
se af peberspray nu foreslås lovfæstet i politiloven. Der til-
sigtes ikke i øvrigt ændringer i magtanvendelsesbekendtgø-
relsens §§ 25 a-25 d om politiets anvendelse af peberspray.
Til § 3
Ikrafttræden
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2017.
Til § 4
Territorial gyldighed
11
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og in-
debærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Loven kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og
Grønland ved kongelig anordning med de ændringer, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
12
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler, jf. lov nr.
471 af 7. juni 2001, som ændret ved § 14 i lov nr. 538 af 8.
juni 2006, foretages følgende ændringer:
§ 1. Foregår der i bestemte lokaler virksomhed på en måde,
som systematisk indebærer strafbare handlinger, og som er
egnet til at medføre ulempe og utryghed hos omkringboen-
de, kan politidirektøren nedlægge forbud som nævnt i stk. 2
efter forudgående advarsel til den, der råder over lokalerne.
1. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Forudgående advarsel kan dog undlades, hvis der inden for
de seneste 3 måneder over for den, der råder over lokalerne,
er nedlagt forbud vedrørende andre lokaler inden for en radi-
us af 500 meter.«
Stk. 2-4. [… ]
§ 2. [… ] 2. I § 2, stk. 2, 1. pkt., ændres »den lokale presse« til: »et el-
ler flere egnede medier«.
Stk. 2. Politiet bekendtgør et forbud som nævnt i § 1 ved
skiltning og ved meddelelse i den lokale presse. Politiet gi-
ver endvidere særskilt meddelelse om forbuddet til den, der
råder over lokalerne.
§ 2
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 956
af 20. august 2015, foretages følgende ændringer:
§ 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstof-
fer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære kni-
ve m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt un-
dersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med
henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer vå-
ben, jf. stk. 2.
1. I § 6, stk. 1, ændres »lov om våben og eksplosivstoffer §
4, stk. 1,« til: »lov om knive og blankvåben m.v. § 1«.
Stk. 2-4. [ …]
2. Efter § 20 indsættes:
» § 20 a. Peberspray må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv
eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på
ejendom,
5) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke
der gøres aktiv modstand, eller
6) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke
der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gen-
13
nemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgri-
bende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Stk. 2. Før peberspray tages i brug mod person, skal det så
vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til
hensigt at bruge peberspray, hvis ikke politiets påbud efter-
kommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at ved-
kommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af peberspray mod person med-
ført gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal den pågæl-
dende straks undersøges af en læge«.
§ 21. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om politiets
anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas.
3. I § 21, stk. 1, ændres »politiets anvendelse af skydevåben,
stav, hund og gas.« til »politiets anvendelse af skydevåben,
stav, hund, gas og peberspray.«
Stk. 2. Justitsministeren kan i øvrigt fastsætte nærmere
regler om politiets anvendelse af magt.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Fæ-
røerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
14