LIU alm. del - svar på spm. 170 om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 28/9-2016 om, at kvinder er særligt ramt af nedskæringer efter kommunale besparelser, fra social- og indenrigsministeren

Folketingets Ligestillingsudvalg
Folketingets Ligestillingsudvalg har d. 28. september 2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 170 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 170:
Ministeren bedes oversende sit talepapir fra det åbne samråd den 28. september
2016 om, at kvinder er særligt ramt af nedskæringer efter kommunale besparelser, jf.
LIU alm. del – samrådsspm. AD.
Svar:
Vedlagt talepapir fra åbent samråd den 28. september 2016 om kommunale besparel-
ser og kvinders beskæftigelse i kommunerne.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
Sagsnr.
2016 - 7154
Doknr.
399074
Dato
05-10-2016
Ligestillingsudvalget 2015-16
LIU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 170
Offentligt


[Indledning]
Tak for spørgsmålet og invitation til samråd i dag.
Det stillede samrådsspørgsmål indeholder tre underspørgsmål, og
jeg vil besvare alle spørgsmål under ét.
[Overordnet kommentar til analysen]
Spørgsmålene udspringer af en artikel med overskriften:
”kommunale nedskæringer rammer især kvinder”. Denne
konklusion er jo dybest set udtryk for, at der er flere kvinder end
mænd ansat i den kommunale sektor.
I artiklen kan man da også læse, at 76 pct. af de ansatte i
kommunerne er kvinder.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir
Det talte ord gælder
Anledning: Samråd i LIU om, at kvinder er særligt ramt af
nedskæringer efter kommunale besparelser
Tid og sted: Den 28.09.16 kl. 14.00 i lokale 2-080
Ligestillingsudvalget 2015-16
LIU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 170
Offentligt
1
Helt grundlæggende synes jeg ikke, det er særlig relevant – eller
klogt – at anskue kommunale besparelser ud fra en vinkel om
køn. For vi ønsker vel ikke en situation, hvor køn spiller en rolle,
når kommunale ledere skal ansætte og afskedige medarbejdere?
Jeg er faktisk også lidt i tvivl om, hvad der egentlig optager
socialdemokraterne i den her sag. For deres
beskæftigelsesordfører udtaler i artiklen i en kommentar til
analysens resultater, at - og jeg citerer - ”vi har ikke fokus på køn”.
Men det kan vi jo vende tilbage til efterfølgende.
Angående selve analysen synes jeg, at den med fordel kunne
nuanceres. Der er flere forhold, som påvirker udviklingen i antallet
af offentligt ansatte. Ligesom udviklingen også skal ses i lyset af
foregående års forbrug og den generelle udvikling i økonomi og
ledighedstal. Derudover finder jeg det relevant at anskue
kønsfordelingen på arbejdsmarkedet mere bredt.
Det vil jeg gerne uddybe.
[Kommunalt ansatte]
Helt indledningsvist vil jeg dog godt slå fast, at jeg ikke køber
præmissen om, at kvaliteten af kommunale ydelser er lig med
2
antallet af kommunalt ansatte. Det afgørende er den leverede
indsats og ikke antallet af ansatte.
Heldigvis er vi over årene lykkedes med at digitalisere og
effektivisere administration og arbejdsgange, hvilket har ført til
færre ansatte - men ikke nødvendigvis en ringere service.
Samtidig har vi fået konkurrenceudsat og udliciteret flere af de
offentlige opgaver til private. Det er med til at nytænke
opgaveløsningen og kan føre til en mere effektiv udnyttelse af
midlerne.
Private leverandører tæller ikke med i antallet af offentligt ansatte
– men det betyder jo ikke, at de ikke leverer kommunal velfærd.
[Kønsfordeling]
Hvad angår kønsfordelingen og kvinders jobmuligheder, så er det
i min optik for snævert kun at se på den kommunale sektor.
.
Hvad med offentligt ansatte i staten og regionerne, såsom på
sygehusene, gymnasierne og i politiet. I staten og regionerne har
der været en stigning i beskæftigelsen – især for kvinder.
3
Og hvad med den private sektor, som blev hårdt ramt under
krisen, og hvor der var et markant fald i beskæftigelsen i
kriseårene.
Billedet er mere nuanceret, hvis vi ser på kønsfordelingen i de
samlede ledighedstal. Her ses det bl.a., at ledighedstallene for
mænd stiger kraftigt i årene efter krisen i 2008. Omvendt har
kvinderne inden for de senere år fået en lidt højere
ledighedsfrekvens og ligger en lille smule over mændene.
Samlet set er ledighedstallet – for mænd og kvinder under ét –
dog lavt og ligger på det laveste niveau siden marts 2009.
[ Spm. (a) om regeringen er opmærksom og evt. initiativer]
Der spørges i samrådsspørgsmålet til, om ”regeringen er
opmærksom på udviklingen”.
Lad mig sige det sådan, at udviklingen ikke kommer bag på mig.
Efter en række år, hvor kommunerne har brugt langt flere penge
end aftalt og derfor ansat mere personale, har der været behov for
at tilpasse økonomien.
4
Samtidig har der i perioden været en økonomisk ramme, hvor der
til stadighed var og fortsat er krav om at omprioritere og
effektivisere.
Jeg er som sagt ikke optaget af, hvor mange ansatte der er i
kommunerne. Jeg er optaget af, at kommunerne løser deres
opgaver effektivt inden for de rammer, der aftales med regeringen.
Og at kommunerne har de rette rammer til at prioritere deres
opgaver.
Vi har derfor aftalt med KL, at vi skal styrke vores fælles arbejde
om at modernisere og effektivisere kommunerne. Og løbende
drøfte, hvordan vi kan anvende midlerne smartere.
Der spørges også til regeringens ”initiativer til at imødegå
udviklingen ift. højere ledighed og lavere løn til
velfærdsuddannelserne”.
Jeg har en utrolig stor respekt for og anerkender i høj grad de
mange sosu’er, socialrådgivere, pædagoger og lærere i
kommunerne, som hver dag gør en forskel for mennesker.
5
Men jeg finder det ikke relevant at betragte kvinders ligestilling ud
fra beskæftigelsen i én enkelt sektor. Og hvad angår lønpolitikken,
vil jeg trygt overlade den til arbejdsmarkedets parter.
Regeringens svar er at ruste Danmark: At give Danmark flere
gode jobs, stærkere virksomheder og en sundere offentlig
økonomi. Det er netop essensen i den helhedsplan, som
regeringen har lagt frem.
Med initiativerne i helhedsplanen skaber vi samtidig et råderum,
som giver os mulighed for at lade den offentlige service vokse.
Men et selvstændigt formål om at lade den offentlige sektor blive
så stor som muligt, det er nu engang ikke regeringens politik. Og
da slet ikke på bekostning af den private sektor.
Det er den private sektor, der finansierer vores fælles velfærd, og
derfor arbejder regeringen målrettet for at skabe vækst og gode
private arbejdspladser til gavn for både kvinder og mænd.
[ Smp. (b) negativ spiral ift. vækstpotentiale og ligestilling]
Der spørges også til vækstpotentiale og ligestilling. I artiklen er
Dennis Kristensen bl.a. citeret for at sige, ”De fjerner de kvindejob,
6
som var forudsætningen for, at vi fik en stor vækst op gennem det
foregående århundrede”.
Det er ikke et synspunkt, jeg deler. Jo, det er korrekt, at kvinders
indtræden på arbejdsmarked har været vigtigt for vores vækst og
velstand. Men væksten i dette samfund skabes ikke i den
offentlige sektor, men i den private sektor.
Det vigtige for mig er, at kvinder og mænd har lige muligheder for
at vælge uddannelse og job, der passer med deres ønsker for
livet.
Jeg anerkender fuldt ud, at vi har en udfordring ved, at mænd og
kvinder stadig vælger kønstraditionelle uddannelser og job.
Valg af uddannelse og job er op til den enkelte, men det er
ærgerligt, at kvinder og mænd ikke i højere grad søger og
arbejder i de samme brancher.
Det kan have konsekvenser for den enkelte for blandt andet
ligeløn og pension.
Samtidig kan det betyde, at vi ikke udnytter vores talenter og
ressourcer bedst muligt. Vi ved, at diversitet på arbejdspladsen og
7
i ledelse betyder noget for bundlinjen, og at ligestilling på
arbejdsmarkedet har betydning for et lands vækst og velstand.
Vi går simpelthen glip af det potentiale, der ligger i at have både
kvinder og mænd inden for de forskellige jobs.
Det hæmmer desuden fleksibiliteten på det danske
arbejdsmarked, at vi fortsat har sektorer og brancher, der er
meget domineret af det ene køn.
[ Spm. (c) dialog med kommunerne ]
Til sidst spørges der til, om jeg har været i ”dialog med
kommunerne om nedskæringer og den skæve kønsfordeling”.
Det har jeg ikke. Det skyldes helt grundlæggende, som jeg sagde
indledningsvist, at jeg ikke finder det relevant at anskue
kommunale nedskæringer ud fra en vinkel om køn.
Det er yderst relevant at drøfte udfordringer ved et kønsopdelt
arbejdsmarked, men det vedrører ikke kun kommuner. Det er en
generel problemstilling ved vores arbejdsmarked.
Jeg kan forstå på min kollega og ligestillingsminister, at det også
er noget, der optager hende. Nemlig at kvinder og mænd har lige
8
muligheder for at vælge uddannelse og job fra hele paletten, så
alle talenter kommer i spil, og vi undgår flaskehalse og
arbejdskraftmangel på arbejdsmarkedet.
Det vil helt naturligt betyde, at ledigheden blandt køn ikke bliver så
følsom over for udviklingen i specifikke sektorer.
Derudover har vi et kommunalt selvstyre, som betyder, at det
beror på en kommunal beslutning at bestemme antal og
sammensætning af de kommunalt ansatte – selvfølgelig under
hensyn til de aftalte økonomiske rammer.
[Afslutning]
Afslutningsvis vil jeg blot runde af med at gentage mine to
vigtigste budskaber:
For det første budskabet om, at udviklingen i offentligt ansatte i
kommunerne har flere nuancer. Udviklingen er således også et
billede på løbende effektiviseringer og udlicitering. Ligesom
udviklingen også skal ses i lyset af foregående års forbrug og den
generelle udvikling i økonomi og ledighedstal.
For det andet budskabet om, at kvinders ligestilling på
arbejdsmarkedet ikke bør reduceres til udviklingen i den
9
kommunale sektor. Vi har en generel udfordring ved at mænd og
kvinder stadig vælger kønstraditionelle uddannelser og job. Det
betyder, at vi går glip af det potentiale, der ligger i at have både
mænd og kvinder inden for forskellige jobs.