Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk
http://www.um.dk
Girokonto 3 00 18 06
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
Bilag Sagsnummer Kontor
1 2016-282 EKN 30. september 2016
LISTE
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsmi-
nisteriets meddelelse om EU-Domstolens aktiviteter pr. 30. september
2016 i retssager, som har den danske regerings interesse.
Kristian Jensen
Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 933
Offentligt


1
Udenrigsministeriet JTEU j.nr. 2015 - 30240
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret 30. september 2016
Asiatisk Plads 2 – 1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr. Titel og kort sagsresumé Deltager i PD Processkridt Dato
T-167/14 Søndagsavisen mod Kommissionen
Påstande: Kommissionens beslutning af 20.
november 2013 om ikke at gøre indsigelse mod
Danmarks produktions- og innovationsstøtte til
skrevne medier (SA.36366) annulleres.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Kammeradvokaten
Kulturministeriet
Dom 11.10.16
T-92/11
RENV
Kommissionen mod Jørgensen Andersen m.fl.
Påstande: set aside the judgment of the General
Court (Fifth Chamber) of 20 March 2013, notified to
the Commission on 22 March 2013, in Case T-92/11
Jorgen Andersen v European Commissions and -
reject the application to annul Commission Decision
2011/3/EU of 24 February 2010 concerning public
transport service contracts between the Danish
Ministry of Transport and Danske Statsbaner (Case C
41/08 (ex NN 35/08)); - and order the applicant at
first instance to pay the costs; alternatively, - rule that
the third plea at first instance is not well founded and
refer the case back to the General Court for
consideration of the first and second pleas at first
instance; - and reserve the costs of the proceedings at
first instance and on.
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Kammeradvokaten
Erhvervs- og
Vækstministeriet
Transport- og
Bygningsministeriet
Mundtlig
forhandling
11.10.16
C-668/15 Jyske Finans
1. Skal forbuddet mod direkte forskelsbehandling på
grund af etnisk oprindelse i artikel 2, stk. 2, litra a), i
Rådets direktiv nr. 2000/43/EF om gennemførelse af
princippet om ligebehandling af alle, uanset race eller
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Kammeradvokaten
Udlændinge-,
Integrations-, og
Mundtlig
forhandling
12.10.16
Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 933
Offentligt
2
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
etnisk oprindelse fortolkes således, at det er til hinder
for en praksis som den i den foreliggende sag,
hvorefter personer, der er født uden for Norden, en
medlemsstat eller Schweiz eller Liechtenstein,
behandles ringere end personer, der er født i Norden,
en medlemsstat eller Schweiz eller Liechtenstein i en
tilsvarende situation?2. Såfremt det første spørgsmål
besvares benægtende, udgør en sådan praksis – med
mindre den er objektivt begrundet i et legitimt mål,
og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og
nødvendige - da indirekte forskelsbehandling på
grund af etnisk oprindelse som fastsat i artikel 2, stk.
2, litra b), i Rådets direktiv nr. 2000/43/EF? 3.
Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende,
vil en sådan praksis principielt kunne retfærdiggøres
som et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til
varetagelse af det skærpede kundelegitimationskrav,
som er fastsat i artikel 13 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv nr. 2005/60/EF af26. oktober 2005
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af
det finansielle system til hvidvaskning af penge og
finansiering af terrorisme?
Boligministeriet
Beskæftigelsesministe-
riet
Erhvervsstyrelsen
Finanstilsynet
Forbrugerombuds-
manden
Sagsnr. Titel og kort sagsresumé Interessant Processkridt Dato
C-572/15 Hoffmann-La Roche
1) Skal artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009
om det supplerende beskyttelsescertifikat for
lægemidler (kodificeret udgave) fortolkes således, at
gyldighedsperioden for et supplerende
beskyttelsescertifikat, som er blevet udstedt efter
national ret i en medlemsstat før dennes tiltrædelse af
Den Europæiske Union, og hvis gyldighedsperiode
for et aktivt stof ifølge oplysningerne i certifikatet
ville være længere end 15 år fra tidspunktet for
meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i
EU af et lægemiddel, som består af det pågældende
aktive stof eller indeholder dette, afkortes? [org. s. 2]
2) Såfremt det første spørgsmål besvares
bekræftende: Er artikel 21, stk. 2, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende
beskyttelsescertifikat for lægemidler (kodificeret
udgave) i overensstemmelse med EU-retten, navnlig
med de almindelige EUretlige principper om
beskyttelse af erhvervede rettigheder, princippet om
forbud mod tilbagevirkende kraft, og Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder?
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom 05.10.16
C-430/15 Tolley
1. Er det med henblik på forordning nr. 1408/71
korrekt at klassificere plejedelen i Det Forenede
Udenrigsministeriet
Beskæftigelsesmini-
steriet
GA 05.10.16
3
Kongeriges underholdsydelse til handicappede som
en invaliditetsydelse frem for en kontantydelse ved
sygdom? 2. i) Ophører en person, der ikke længere er
berettiget til Det Forenede Kongeriges
underholdsydelse til handicappede som følge af
lovgivningen i Det Forenede Kongerige, fordi den
pågældende person er flyttet til en anden medlemsstat
for at bosætte sig der, og som før denne flytning helt
er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse,
men fortsat er forsikret mod alderdom under Det
Forenede Kongeriges sociale sikringsordning, med at
være omfattet af Det Forenede Kongeriges
lovgivning med henblik på artikel 13, stk. 2, litra f), i
forordning nr. 1408/71? ii) Er en sådan person under
alle omstændigheder fortsat omfattet af Det Forenede
Kongeriges lovgivning på baggrund af punkt 19, litra
c), i Det Forenede Kongeriges bilag VI til
forordningen? iii) Såfremt den pågældende er ophørt
med at være omfattet af Det Forenede Kongeriges
lovgivning som omhandlet i artikel 13, stk. 2, litra f),
er Det Forenede Kongerige så forpligtet til eller har
det blot mulighed for i medfør af punkt 20 i bilag VI
at lade bestemmelserne i afdeling III, kapitel 1 til
forordningen finde anvendelse på hende? 3. i) Finder
den vide definition af arbejdstager i [sag C-543/03,
Dodl og Oberhollenzer] anvendelse med henblik på
forordningens artikel 19 - 22, når en person helt er
ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse før
den pågældende flyttede til en anden medlemsstat,
uanset den sondring, der er anlagt i afdeling II, kapitel
1, mellem på [org. s. 14] den ene side arbejdstagere og
selvstændige erhvervsdrivende og på den anden siden
arbejdsløse personer? (ii) Såfremt denne definition
finder anvendelse, er en sådan person da berettiget til
at overføre ydelsen i henhold til artikel 19 eller artikel
22? Tager artikel 22, stk. 1, litra b), sigte på at
forebygge, at en sagsøgers ret til plejedelen af DLA
ophæves ved, at der i national ret stilles krav om
bopæl ved flytning til en anden medlemsstats
område?
Social- og
Indenrigsministeriet
Styrelsen for Arbejds-
marked og Rekrut-
tering
C-412/15 TMD
1. Skal momsdirektivets artikel 132, stk. 1, litra d),
fortolkes således, at levering af blod fra mennesker
også omfatter levering af blodplasma, som er
udvundet af blod fra mennesker? 2. Hvis første
spørgsmål besvares bekræftende: Gælder dette også
for blodplasma, som ikke er beregnet direkte til
behandlingsformål, men udelukkende til fremstilling
af lægemidler? 3. Hvis andet spørgsmål besvares
benægtende: Beror klassifikationen som blod alene på
den valgte formålsbestemmelse eller også på den
abstrakt mulige anvendelse af blodplasmaet?
SKAT Dom 05.10.16
C-326/15 DNB Banka
1) Kan der bestå en selvstændig gruppe af personer
som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),
når medlemmerne af gruppen har hjemsted i
forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union,
Skatteministeriet
SKAT
GA 06.10.16
4
hvor den nævnte bestemmelse i direktivet er blevet
gennemført med forskellige betingelser, som ikke er
forenelige? 2) Kan en medlemsstat begrænse en
afgiftspligtig persons ret til at anvende
afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra
f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige
betingelser for at anvende fritagelsen i sin
medlemsstat, men hvor denne bestemmelse i de
nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre
medlemmer af gruppen har hjemsted, er blevet
gennemført med restriktioner, der begrænser
afgiftspligtige personer fra andre medlemsstaters
mulighed for at anvende den tilsvarende
merværdiafgiftsfritagelse i deres egen medlemsstat? 3)
Kan afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1,
litra f), anvendes på nogle tjenesteydelser i den
medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren, som skal
betale merværdiafgift, har hjemsted, når
tjenesteyderen, som skal betale merværdiafgift, i en
anden medlemsstat har anvendt merværdiafgift på
disse tjenesteydelser efter de almindelige regler, dvs. i
den tro, at merværdiafgiften på disse tjenesteydelser i
henhold til direktivets artikel 196 skulle betales i den
medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren har hjemsted?
4) Skal begrebet »selvstændig gruppe af personer«
som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),
forstås som en særskilt juridisk person, hvis oprettelse
er godtgjort ved en specifik aftale om stiftelse af den
selvstændige gruppe af personer? Såfremt svaret på
dette spørgsmål er, at den selvstændige gruppe af
personer ikke skal anses for en særskilt enhed, skal
begrebet selvstændig gruppe af personer da forstås
som en gruppe af forbundne virksomheder, inden for
hvilken der inden for rammerne af deres sædvanlige
økonomiske virksomhed gensidigt leveres
supportydelser med henblik på udøvelsen af deres
erhvervsvirksomhed, og kan det forhold, at en sådan
gruppe består, godtgøres med
tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for
interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat
begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende
merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.
1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et
tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i
lovgivningen om direkte beskatning i den
medlemsstat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6)
Finder afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.
1, litra f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages
fra tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig
gruppe af personer som omhandlet i den nævnte
bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen
leverer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være
en afgiftspligtig person fra et tredjeland?
C-185/15 Kostanjevec
Sagen vedrører: 1) Skal begrebet modkrav i artikel 6,
nr. 3, i forordning [udelades] nr. 44/2001 fortolkes
således, at det også omfatter et krav, som fremsættes i
form af modkrav i henhold til national lovgivning,
Justitsministeriet Dom 12.10.16
5
efter at en dom [org. s. 10], der er afsagt i en
procedure om sagsøgtes hovedkrav og der er blevet
endelig og eksigibel, under en kassationsankesag er
blevet ophævet, og samme sag er blevet hjemvist til
førsteinstansretten til fornyet behandling, men
sagsøgeren i sit modkrav baseret på uberettiget
berigelse har anmodet om tilbagebetaling af det
beløb, som sagsøgeren er blevet pålagt at betale i
kraft af den dom, som er blevet afsagt i proceduren
om sagsøgtes hovedkrav og efterfølgende er blevet
ophævet?
C-652/15 Tekdemir
1) Er målsætningen om en effektiv styring af
migrationsstrømme et tvingende alment hensyn, som
er egnet til at nægte en på Forbundsrepublikkens
område født tyrkisk statsborger dispensation fra
kravet om opholdstilladelse, som han ville være
berettiget til på grundlag af standstillklausulen i artikel
13 i Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr.
1/80 af 19. september 1980 om udvikling af
associeringen? 2) Såfremt Den Europæiske Unions
Domstol besvarer dette spørgsmål bekræftende:
Hvilke kvalitative krav skal der stilles til et »tvingende
alment hensyn« for så vidt angår målsætningen om en
effektiv styring af migrationsstrømme?
Udlændinge-,
Integrations-, og
Boligministeriet
Mundtlig
forhandling
13.10.16
C-231/15 Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej et
Petrotel
Skal artikel 4, stk. 1, første og tredje punktum, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF
af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(rammedirektivet) (EFT… [udelades] 2002, L 108, s.
33, med ændringer) fortolkes således, at hvis en
netudbyder anfægter en afgørelse fra den nationale
tilsynsmyndighed om afregningssatser for
opkaldsterminering i den pågældende udbyders net
(MTR-afgørelse), og i tilslutning hertil anfægter en
efterfølgende afgørelse fra den nationale
tilsynsmyndighed om ændring af en kontrakt mellem
MTR-afgørelsens adressat og en anden virksomhed,
hvorved der foretages en tilpasning af satserne for
afregning af opkaldsterminering i det net, som MTR-
afgørelsens adressat udbyder, til de i MTR-afgørelsen
fastlagte satser (gennemførelsesafgørelsen), kan den
nationale domstol, der har fastslået, at MTR-
afgørelsen [org. s. 2] blev annulleret, henset til artikel
4, stk. 1, fjerde punktum, i direktiv 2002/21/EF og
de interesser, der gør sig gældende hos den
virksomhed, der drager fordel af
gennemførelsesafgørelsen, og som følger af
princippet on beskyttelse af de berettigede
forventninger og retssikkerhed, ikke annullere
gennemførelsesafgørelsen; eller skal artikel 4, stk. 1,
første og tredje punktum, i direktiv 2002/21/EF,
sammenholdt med artikel 47 i chartret om
grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den
nationale domstol kan annullere
Erhvervsstyrelsen Dom 13.10.16
6
gennemførelsesafgørelsen fra den nationale
tilsynsmyndighed og følgelig lade de pligter, der
fremgår af gennemførelsesafgørelsen, bortfalde for
perioden indtil retsafgørelsen, såfremt den nationale
domstol antager, at dette er nødvendigt for at sikre en
effektiv retsbeskyttelse af den virksomhed, der har
anfægtet den nationale tilsynsmyndigheds afgørelse,
som havde til formål at gennemføre pligterne i
henhold til den MTR-afgørelse, der senere blev
annulleret?
C-135/15 Nikiforidis
Sagen vedrører: 1. Finder Rom I-forordningen i
henhold til artikel 28 udelukkende anvendelse på
ansættelsesforhold i tilfælde, hvor retsforholdet er
etableret ved en arbejdsaftale, der er indgået efter den
16. december 2009, eller medfører enhver senere
aftale mellem aftaleparterne om at fortsætte
ansættelsesforholdet i ændret eller uændret form, at
forordningen finder anvendelse? 2. Udelukker Rom I-
forordningens artikel 9, stk. 3, alene en direkte
anvendelse af overordnede præceptive bestemmelser i
et tredjeland, hvor de forpligtelser, der udspringer af
aftalen, ikke skal opfyldes eller ikke er opfyldt, eller
også en indirekte hensyntagen i lovgivningen i det
land, hvis lov aftalen er undergivet? 3. Er princippet
om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3,
TEU af retlig betydning for de nationale domstoles
afgørelse om at anvende en anden medlemsstats
overordnede præceptive bestemmelser direkte eller
indirekte?
Justitsministeriet Dom 18.10.16
T-418/14 Sina Bank mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse efter vurdering indeholdt i
bekendtgørel-se af 15. marts 2014 til de personer og
enheder, som er omfattet af de restriktive
foranstaltninger i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP
(1) og i Rådets forordning (EU) nr. 267/ 2012 (2) om
restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT C 77,
s. 1), hvorved fastslås, at Rådets afgørelse 2010/413/
FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 267/2012
fortsat skal berøre sagsøgeren direkte, annulleres.
Bilag IX, punkt I.B.8 til Rådets forordning (EU) nr.
267/2012 annulleres, da det fortsat berører
sagsøgeren direkte, som fastslået i bekendtgø-relse af
15. marts 2014. Rådet for Den Europæiske Union
tilpligtes at bære sine egne omkostninger samt betale
sagsøgerens omkostninger.
Udenrigsministeriet
Erhvervsstyrelsen
Dom 18.10.16
C-562/15 Carrefour Hypermarchés
Skal artikel 4, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006
om vildledende og sammenlignende reklame,
hvorefter »[s]ammenlignende reklame er tilladt [...],
når [...] den er ikke vildledende [...], den [på objektiv
vis] sammenligner [...] en eller flere konkrete og
relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som
er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser«,
fortolkes således, at en prissammenligning af varer
kun er lovlig, hvis varerne sælges i butikker af samme
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA 19.10.16
7
format (f.eks. supermarkeder/hypermarkeder) eller
samme størrelse?
C-558/15 Vieira
Sagen vedrører: 1 – Er det i henhold til det fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af
16.5.2000, som affattet ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/14/EF af 11.5.2005), navnlig
betragtning 16a og artikel 4, i betragtning af denne
artikels stk. 4, 5 og 8 i sin helhed (gennemført i
portugisisk ret ved artikel 43 i lovdekret nr. 522/85 af
31.12., som affattet ved lovdekret nr. 72-A/2003 af
14.4.) muligt at sagsøge en repræsentant for et
forsikringsselskab, der ikke udøver virksomhed i det
land, hvor der er indledt en retssag om erstatning i
forbindelse med en trafikulykke på baggrund af den
lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der
er indgået i et andet EU-land? 2 – Såfremt
spørgsmålet besvares bekræftende, afhænger denne
mulighed for at sagsøge repræsentanten da af de
nærmere betingelser for den
repræsentationsbemyndigelse, der forbinder
repræsentanten med forsikringsselskabet?
Transport- og
Bygningsministeriet
GA 19.10.16
C-501/14 EL-EM-2001
1. Skal artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr.
561/2006 fortolkes således, at de nødvendige
foranstaltninger for at iværksætte en sanktion, som en
medlemsstat fastsætter og pålægger for en
overtrædelse, kun kan finde anvendelse på den
person, som har begået den pågældende
overtrædelse? Med andre ord: På baggrund af
bestemmelserne i artikel 18 i forordning (EF) nr.
561/2006 er en national bestemmelse, hvorefter de
nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en
sanktion, som en medlemsstat fastsætter og pålægger,
finder anvendelse på en (fysisk eller juridisk) person,
da i strid med medlemsstaternes forpligtelse i henhold
til artikel 19, stk. 1, første punktum, i forordning (EF)
nr. 561/2006, når det under den administrative
procedure ikke er blevet konstateret, at denne person
har begået en overtrædelse? 2. Såfremt det første
spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 19, stk. 1,
i forordning (EF) [nr. 561/2006] da fortolkes således,
at en foranstaltning, der iværksættes over for
tredjemand (en fysisk eller juridisk person) for en
overtrædelse, som en anden person har begået,
betragtes som en sanktion, der pålægges denne,
uanset hvordan den benævnes, når det ikke er blevet
konstateret, at den pågældende tredjemand har begået
en overtrædelse? 3. Såfremt det andet spørgsmål
besvares bekræftende, er en national bestemmelse,
hvorefter det er muligt at pålægge en anden (fysisk
eller juridisk) person en sanktion – som kaldes
foranstaltning, men som har sanktionerende indhold
– i forbindelse med iværksættelse af den sanktion, der
pålægges for en overtrædelse begået af føreren, i så
fald i strid med det forbud mod mere end én
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom 19.10.16
8
sanktion, der henvises til i artikel 19, stk. 1, i
forordning (EF) [nr. 561/2006]?
C-424/15 Ormaetxea Garai et Lorenzo Almendros
Gør en fortolkning af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om
fælles rammebestemmelser for elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester det muligt – ud fra
et synspunkt om en effektiv beskyttelse af de
generelle interesser, som påhviler det nationale
tilsynsorgan på området – at anse det for foreneligt
med dette direktiv, når den nationale lovgiver
opretter et regulerings- og tilsynsorgan, der er en
institution af ikke-specialiseret karakter, som samler
de hidtidige tilsynsmyndigheder – bl.a. på
energiområdet og områderne for telekommunikation
og konkurrence – i ét enkelt organ? Skal de
betingelser vedrørende »uafhængighed« hos de
nationale tilsynsmyndigheder på området for
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der
henvises til i artikel 3, stk. 2 og 3a, i direktiv
2002/21/EF som ændret ved direktiv 2009/140/EF,
svare til de krav, der stilles til de nationale
databeskyttelsesmyndigheder efter artikel 28 i direktiv
95/46/EF? Finder den retspraksis, der fremgår af
dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol den
8. april 2014, anvendelse på et tilfælde, hvor de
ansvarlige i en national tilsynsmyndighed inden for
telekommunikationsområdet afskediges inden
udløbet af deres mandat på grund af kravene inden
for en ny retlig ramme, hvorved der oprettes et
tilsynsorgan, der samler flere nationale
tilsynsmyndigheder fra de sektorer, der føres tilsyn
med? Kan denne afskedigelse, der er fremskyndet
alene på grund af ikrafttrædelsen af en national lov og
ikke på grund af et pludseligt tab af de pågældendes
personlige forudsætninger, der på forhånd blev fastsat
i national ret, anses for at være forenelig med
bestemmelserne i artikel 3, stk. 3a i direktiv
2002/21/EF?
Energistyrelsen Dom 19.10.16
C-60/15 P Saint-Gobain Glass Deutschland GmbH mod
Europa-Kommissionen (appel)
Påstande: Dom afsagt af Retten den 11. december
2014 i sag T-476/12 ophæves. Der gives medhold i
den i første instans nedlagte påstand om ugyldighed,
hvorved Kommissionens afgørelse af 17. januar 2013
(sag GESTDEM nr. 3273/2012) erklæres ugyldig.
Miljøstyrelsen GA 19.10.16
T-672/14 Dr. August Wolff GmbH & Co KG Arzneimittel
et Remedia d.oo. mod Kommissionen
Partial annulment of the implementing Commission
decision C (2014) 6030 final of 19 August 2014,
concerning in the framework of Article 31 of
Directive 2001/83/EC of the European Parliament
and of the Council, the marketing authorisations in
respect of topical medicinal products for human use
with high concentration of estradiol.
Sundhedsstyrelsen Dom 20.10.16
9