Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om intarnational beskyttelse (omarbejdning)

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 13.7.2016
COM(2016) 465 final
2016/0222 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om intarnational beskyttelse
(omarbejdning)
Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0465
Offentligt
DA 2 DA
BEGRUNDELSE
BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Generel baggrund og formål
EU arbejder på at udforme en integreret, bæredygtig og samlet migrationspolitik på EU-plan,
der er baseret på solidaritet og en retfærdig ansvarsdeling, og som kan fungere effektivt i både
rolige perioder og krisetider. Siden vedtagelsen af den europæiske dagsorden for migration1
har Europa-Kommissionen arbejdet på at gennemføre foranstaltninger for at klare både de
umiddelbare og de langsigtede udfordringer med at styre migrationsstrømmen bredt og
effektivt.
Det fælles europæiske asylsystem er baseret på regler med henblik på at afgøre, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for ansøgeres internationale beskyttelse (herunder en database
med fingeraftryk af asylansøgere), fælles standarder for asylprocedurer, modtagelsesforhold
samt anerkendelse og beskyttelse af personer, der er indrømmet international beskyttelse.
Derudover støtter Det Europæiske Asylstøttekontor medlemsstaterne med at gennemføre det
fælles europæiske asylsystem.
Trods de betydelige fremskridt, der er blevet gjort med udviklingen af det fælles europæiske
asylsystem, er der stadig væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår de typer af
procedurer, der anvendes, de modtagelsesforhold, ansøgere får, anerkendelsesprocenten og
den type beskyttelse, der gives til personer, der er indrømmet international beskyttelse. Disse
forskelle bidrager til sekundære bevægelser og asylshopping, skaber en række pullfaktorer og
fører i sidste ende til en ulige fordeling mellem medlemsstaterne af ansvaret for at yde
beskyttelse til dem, der har brug herfor.
Det store antal flygtninge og migranter, der på det seneste er ankommet, viser, at EU har brug
for et effektivt asylsystem, der kan sikre en retfærdig og bæredygtig ansvarsdeling mellem
medlemsstaterne, for at sikre tilstrækkelige og ordentlige modtagelsesforhold i hele EU, en
hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger, der indgives i EU, og kvaliteten af de
afgørelser, der træffes, således at personer, der har brug for international beskyttelse, reelt
også får det. Samtidig har EU brug for at bekæmpe irregulære og farlige migrationsstrømme
og få sat en stopper for menneskesmuglernes forretningsmodel. Med henblik herpå er det
nødvendigt på den ene side hurtigt at få behandlet asylansøgningerne fra dem, der ikke har ret
til international beskyttelse, og hurtigt få disse migranter sendt tilbage. På den anden side er
der behov for at få åbnet op for sikre og lovlige veje til EU for de tredjelandsstatsborgere, der
har brug for beskyttelse. Dette indgår også som en del af et bredere partnerskab med
prioriterede oprindelses- og transitlande.
Den 6. april 2016 fastsatte Kommissionen sine prioriteter for en strukturel reform af den
europæiske asyl- og migrationsramme i sin meddelelse om en reform af det fælles europæiske
asylsystem og om fremme af lovlige migrationsveje til Europa2
, hvori der redegøres for de
forskellige tiltag for at sikre en mere human, retfærdig og effektiv europæisk asylpolitik samt
en bedre forvaltet lovlig migrationspolitik.
1
COM(2015) 240 final.
2
COM(2016) 197 final.
DA 3 DA
Den 4. maj 2016 fremlagde Kommissionen det første sæt forslag med henblik på at reformere
det fælles europæiske asylsystem og nå tre prioriteter, der blev fastsat i meddelelsen:
oprettelse af et bæredygtigt og retfærdigt Dublinsystem med henblik på at afgøre, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgninger3
, styrkelse af
Eurodacsystemet for at sikre en bedre overvågning af sekundære bevægelser og gøre det
lettere at bekæmpe irregulær migration4
og oprettelse af Den Europæiske Unions Asylagentur
for at sikre et velfungerende europæisk asylsystem5
.
Disse forslag udgør de første byggesten i reformen af den måde, hvorpå det fælles europæiske
asylsystem er opbygget.
Med den anden pakke færdiggør Kommissionen reformen af det fælles europæiske asylsystem
ved at vedtage yderligere fire forslag: et forslag om at erstatte direktivet om asylprocedurer6
med en forordning, der harmoniserer de nuværende forskellige proceduremæssige ordninger i
alle medlemsstater og indfører en reelt fælles procedure, et forslag om at erstatte
kvalifikationsdirektivet7
med en forordning8
, hvori der fastsættes ensartede standarder for
anerkendelse af personer, der har brug for beskyttelse, og for de rettigheder, som personer, der
er indrømmet international beskyttelse, har samt et forslag om revision af direktivet om
modtagelsesforhold9
for yderligere at harmonisere modtagelsesforholdene i EU, øge
ansøgernes udsigt til at blive integreret og mindske de sekundære bevægelser. Som
opfølgning på løftet om at forbedre de lovlige veje til EU som bebudet den 6. april 2016
foreslår Kommissionen også en struktureret ramme for genbosætning i EU, der sikrer en
bedre koordineret tilgang til international beskyttelse inden for EU og ordentlige og sikre veje
til EU for personer, der har brug for international beskyttelse, med henblik på gradvis at
mindske incitamentet til på irregulær vis at komme ind i EU10
.
Disse forslag indgår som en nødvendig del af en omfattende reform af det fælles europæiske
asylsystem og er indbyrdes tæt forbundet. Med denne anden pakke af lovgivningsmæssige
forslag om reformering af asylreglerne ligger alle de elementer nu på bordet, som er
nødvendige for at skabe et solidt, sammenhængende og integreret fælles europæisk
asylsystem baseret på fælles harmoniserede regler, som er både effektive og beskyttende og
fuldt ud i overensstemmelse med Genèvekonventionen.
Videreudviklingen af det fælles europæiske asylsystem skal være både effektiv og
beskyttende, og systemet skal være udformet således, at det sikrer fuld konvergens mellem de
nationale asylsystemer, mindsker incitamentet til sekundære bevægelser, styrker den
gensidige tillid mellem medlemsstaterne og samlet fører til et velfungerende Dublinsystem.
Det skal garantere, at asylansøgere behandles ens og ordentligt, uanset hvor i EU de er. Det
skal omfatte de redskaber, der er nødvendige for hurtigt at fastslå, hvem der reelt har brug for
international beskyttelse, og sende dem tilbage, som ikke har brug for beskyttelse. Det skal
være generøst over for de mest udsatte og strengt i potentielle tilfælde af misbrug, samtidig
med at de grundlæggende rettigheder altid skal overholdes. Det fælles system skal desuden
3
COM(2016)) 270 final.
4
COM(2016) 272 final.
5
COM(2016) 271 final.
6
EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60.
7
EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9.
8
EUT C […], […], s. […].
9
EUT C […], […], s. […].
10
EUT C […], […], s. […].
DA 4 DA
være omkostningseffektivt og fleksibelt nok til, at medlemsstaterne kan reagere på de
komplekse udfordringer, de står over for.
Formålene med disse forslag
Som en del af dette andet sæt reformer af asylpolitikken foreslår Kommissionen at omarbejde
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af
standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse11
.
Direktivet om modtagelsesforhold indeholder bestemmelser om en minimumsharmonisering
af standarderne for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse i EU.
Modtagelsesforholdene varierer dog fortsat betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, både
hvad angår den måde, hvorpå modtagelsessystemet er tilrettelagt, og standarderne for
modtagelse af ansøgere.
Migrationskrisen har vist, at der er behov for større ensartethed i modtagelsesforholdene i EU,
og at medlemsstaterne skal være bedre forberedt på at klare et uforholdsmæssigt stort antal
migranter. Der er store forskelle i omfanget af medlemsstaternes modtagelsesforhold. I nogle
medlemsstater har der været vedvarende problemer med at sikre overholdelsen af
modtagelsesstandarderne, hvilket er nødvendigt for at sikre en værdig behandling af ansøgere,
mens standarderne i andre medlemsstater har været mere generøse. Dette har bidraget til
sekundære bevægelse og sat bestemte medlemsstater under særligt pres.
Med henblik herpå tager dette forslag sigte på følgende:
(1) Yderligere at harmonisere modtagelsesforholdene i EU. Det vil både sikre, at
ansøgerne får en værdig behandling i hele EU i overensstemmelse med de
grundlæggende rettigheder og børns rettigheder, også i de medlemsstater, hvor der
har været vedvarende problemer med at sikre ansøgerne en værdig behandling, og
mindske de modtagelsesrelaterede incitamenter til på irregulær vis at komme ind i
EU og rejse rundt inden for EU, navnlig til medlemsstater, hvor
modtagelsesforholdene generelt er af høj standard. Det vil desuden bidrage til en
retfærdig fordeling af ansøgere mellem medlemsstaterne. Det vil navnlig ske ved at
kræve, at medlemsstaterne tager hensyn til de operationelle standarder og indikatorer
for modtagelsesforhold, der er fastsat på EU-plan, og at medlemsstaterne har
beredskabsplaner parat for at sikre en passende modtagelse af ansøgere, også når de
oplever et uforholdsmæssigt stort antal ansøgere.
(2) Mindske incitamenterne til sekundære bevægelser. For at sikre ordentligt
forvaltede migrationsstrømme, gøre det lettere at afgøre, hvilken medlemsstat, der er
ansvarlig, og forhindre sekundære bevægelser er det vigtigt, at ansøgerne forbliver i
den medlemsstat, der er ansvarlig for dem, og ikke forsvinder. Denne forpligtelse for
ansøgere er fastsat i forslaget til reform af Dublinforordningen. Indførelsen af mere
målrettede begrænsninger i ansøgernes bevægelsesfrihed og strenge følger for med
overlæg ikke at efterkomme disse begrænsninger vil være med til at sikre en mere
effektiv overvågning af ansøgernes færden. En yderligere harmonisering af
mulighederne for at boligplacere ansøgere, pålægge dem meldepligt og yde
materielle modtagelsesforhold alene i form af naturalier er også nødvendig for at
skabe en mere forudsigelig situation for ansøgere for at sikre, at der, uanset hvilken
11
EUT L 180 af 29.6 2013, s. 96.
DA 5 DA
medlemsstat de befinder sig i, hersker klarhed om deres færden, og at afskrække dem
fra at forsvinde. Dette gælder især i følgende tre situationer, hvor: ansøgeren ikke har
fremsat ansøgning om international beskyttelse i den medlemsstat, vedkommende
først indrejste i på irregulær vis eller lovligt indrejste i, ansøgeren er forsvundet fra
den medlemsstat, hvor vedkommende skal opholde sig, og ansøgeren er blevet sendt
tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende skal opholde sig, efter at være
forsvundet til en anden medlemsstat.
(3) Forbedre ansøgernes selvstændighed og mulige udsigter til at blive integreret.
Ansøgerne bør, med undtagelses af dem, hvis ansøgning sandsynligvis vil blive
afvist, så hurtigt som muligt have lov til at arbejde og tjene deres egne penge, selv
mens deres ansøgning er ved at blive behandlet. Dette er med til at mindske deres
afhængighed og forbedrer udsigterne til senere at blive integreret, når de i sidste
instans har fået beskyttelse. Fristen for adgangen til arbejdsmarkedet bør derfor
mindskes fra senest ni måneder til senest seks måneder efter indgivelsen af
ansøgningen. Dette afstemmer ansøgernes adgang til arbejdsmarkedet med
varigheden af proceduren for realitetsbehandling af ansøgningen. Medlemsstaterne
opfordres også til at give adgang til arbejdsmarkedet senest tre måneder efter
indgivelsen af ansøgningen, hvis ansøgningen sandsynligvis er velbegrundet.
Adgangen til arbejdsmarkedet bør være i fuld overensstemmelse med
arbejdsmarkedsstandarderne for at undgå forvridninger på arbejdsmarkedet. Det er
også vigtigt yderligere at begrænse de nuværende store forskelle mellem
medlemsstaternes regler om adgang til arbejdsmarkedet for at mindske
beskæftigelsesrelateret asylshopping og incitamenter til sekundære bevægelser.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Dette forslag til omarbejdning af direktivet om modtagelsesforhold er fuldt ud i
overensstemmelse med de første forslag til reform af det fælles europæiske asylsystem, der
blev fremlagt den 4. maj 2016, og med forslagene til reformering af direktivet om
asylprocedurer og kvalifikationsdirektivet, som omfatter deres ændring til forordninger, samt
med forslaget til en struktureret EU-ramme for genbosætning.
I henhold til Kommissionens forslag om omarbejdning af Dublin III-forordningen bør en
ansøger ikke være berettiget til de fulde modtagelsesforhold, der er fastsat i dette direktiv,
hvis den pågældende ikke opholder sig i den medlemsstat, som han eller hun skal. Forslaget
om omarbejdning af Dublin III-forordningen påvirker således anvendelsen af direktivet om
modtagelsesforhold, og det er derfor nødvendigt at foretage de tilsvarende ændringer af dette
direktiv, hvilket er blevet foreslået.
I Kommissionens forslag om omarbejdning af Dublin III-forordningen henvises der også til
det forhold, at alle ansøgere, uanset hvor de opholder sig, har ret til akut lægehjælp. I praksis
finder medlemsstaterne typisk, at vigtig behandling af sygdomme, herunder alvorlige mentale
forstyrrelser, jf. direktivet om modtagelsesforhold, svarer til begrebet "akut lægehjælp". I
lyset heraf er dette forslag fuldt ud i overensstemmelse med Kommissionens forslag om
omarbejdning af Dublin III-forordningen.
På grundlag af det arbejde, Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) allerede har indledt, vil
Den Europæiske Unions Asylagentur overvåge og vurdere medlemsstaternes asyl- og
modtagelsessystemer.
DA 6 DA
Forslaget om omarbejdning af direktivet om modtagelsesforhold vil sikre, at asylansøgere
fortsat står til rådighed gennem hele asylproceduren for derved at sikre en rettidig og effektiv
vurdering af deres ansøgning, og vil derfor være med til at sikre en effektiv gennemførelse af
forslaget til forordning om asylprocedurer og til kvalifikationsforordningen.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Dette forslag er i overensstemmelse med den helhedsorienterede langsigtede politik for bedre
migrationsstyring, som Kommissionen har fastlagt i den europæiske dagsorden for
migration12
, hvori formand Junckers politiske retningslinjer omsættes til en række
sammenhængende og gensidigt styrkende initiativer baseret på fire søjler. Disse søjler består i
at mindske incitamentet til irregulær migration, sikre de ydre grænser og redde liv, føre en
stærk asylpolitik og fastlægge en ny politik for lovlig migration.
Dette forslag er med til at gennemføre målsætningen i den europæiske dagsorden for
migration om at styrke EU's asylpolitik og bør betragtes som en del af den overordnede
politik på EU-plan, der har til formål at opbygge et solidt og effektivt system til bæredygtig
migrationsstyring fremover, som er retfærdigt for værtssamfundene, unionsborgerne og de
pågældende tredjelandsstatsborgere samt for oprindelses- og transitlandene.
RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Dette forslag omarbejder direktivet om modtagelsesforhold og bør derfor vedtages på samme
retsgrundlag, nemlig artikel 78, stk. 2, litra f), i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde (TEUF) i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure.
• Variabel geometri
I medfør af protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår
området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den
Europæiske Union (TEU) og til TEUF, har disse medlemsstater meddelt, at de ønsker at
deltage i vedtagelsen og anvendelsen af foranstaltningerne for at skabe et fælles europæisk
asylsystem.
I den forbindelse har Det Forenede Kongerige givet meddelelse om, at landet ønsker at
deltage i vedtagelsen og anvendelsen af direktiv 2003/9/EF, og at det ikke ønsker at deltage i
vedtagelsen af direktiv 2013/33/EU. Irland har besluttet hverken at deltage i vedtagelsen af
direktiv 2003/9/EF eller i vedtagelsen af direktiv 2013/33/EU. Som følge heraf finder
bestemmelserne i direktiv 2003/9/EF anvendelse i Det Forenede Kongerige, mens
bestemmelserne i det nuværende direktiv ikke finder anvendelse på hverken Det Forenede
Kongerige eller Irland.
Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling med hensyn til de foregående direktiver påvirker
ikke deres mulige deltagelse i vedtagelsen og anvendelsen af det nye direktiv. Hvorvidt Det
Forenede Kongeriges og Irlands deltager, vil blive besluttet under forhandlingerne og i
medfør af ovennævnte protokol nr. 21.
12
COM(2015) 240 final.
DA 7 DA
I medfør af protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til
TEUF, er direktiv 2003/9/EF og direktiv 2013/33/EU ikke bindende for og finder ikke
anvendelse i Danmark.
• Nærhedsprincippet
Selv om der er opnået en høj grad af harmonisering med vedtagelsen af direktiv 2003/9/EF og
direktiv 2013/33/EU, varierer modtagelsesforholdene stadig betydeligt fra medlemsstat til
medlemsstat. De store forskelle i modtagelsesforholdene mellem medlemsstaterne og de
manglende operationelle standarder for en værdig behandling af ansøgere bidrager til den
modtagelsesrelaterede asylshopping og sekundære bevægelser blandt ansøgerne inden for EU
og sætter bestemte medlemsstater under særligt pres. Mere ensartede modtagelsesstandarder,
der fastsættes på passende niveau i alle medlemsstater, vil være med til at sikre en mere
værdig behandling af ansøgerne og en mere retfærdig fordeling af dem inden for EU. Der er
derfor behov for en yderligere indsats på EU-plan for at sikre en tilstrækkelig grad af
harmonisering for at opfylde de anførte mål.
• Proportionalitetsprincippet
De foreslåede ændringer af direktivet om modtagelsesforhold er begrænsede og har til formål
at nå målene om at sikre ansøgere en værdig behandling i hele EU, jf. de grundlæggende
rettigheder og børns rettigheder, og at mindske de modtagelses- og integrationsrelaterede
incitamenter for migranter til på irregulær vis at rejse til og inden for EU, samtidig med at der
tages hensyn til de betydelige forskelle mellem medlemsstaternes sociale og økonomiske
forhold.
Der foreslås kun ændringer af direktivet om modtagelsesforhold på de områder, hvor en
yderligere harmonisering vil have betydelige virkninger såsom i forbindelse med
bestemmelserne om materielle modtagelsesforhold, foranstaltninger for at sikre, at ansøgere
fortsat står til rådighed for de kompetente myndigheder og ikke forsvinder samt ansøgernes
rettigheder og forpligtelser, som er relevante for deres integration i værtssamfundene i
medlemsstaterne.
Dette forslag tydeliggør, at i alle de tilfælde, hvor medlemsstaterne beslutter at begrænse en
ansøgers bevægelsesfrihed, frihedsberøve den pågældende eller kræver, at ansøgeren dækker
eller bidrager til at dække udgifterne til de materielle modtagelsesforhold, er de nødt til at tage
hensyn til den berørte persons særlige situation, bl.a. eventuelle særlige modtagelsesbehov, og
proportionalitetsprincippet.
• Valg af retsakt
En omarbejdning af direktivet om modtagelsesforhold sammen med et udvidet mandat til Den
Europæiske Unions Asylagentur for at fremme en ensartet gennemførelse af
modtagelsesstandarderne i praksis anses for at være tilstrækkeligt for at nå målene om en
yderligere harmonisering af medlemsstaternes modtagelsesforhold og ansøgernes udsigter til
at blive integreret samt mindske de modtagelsesrelaterede incitamenter for migranter til på
irregulær vis at rejse til og inden for EU. I lyset af de nuværende betydelige forskelle mellem
medlemsstaterne sociale og økonomiske forhold anses det ikke for muligt eller ønskeligt fuldt
ud at harmonisere medlemsstaternes modtagelsesforhold.
DA 8 DA
RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Høringer af interesserede parter
Kommissionen iværksatte en bred debat med sin meddelelse af 6. april 2016 om en reform af
det fælles europæiske asylsystem og bedre lovlige veje til Europa. Siden vedtagelsen heraf har
der været udvekslinger af holdninger til de initiativer, der foreslås i meddelelsen, i både
Europa-Parlamentet (i LIBE-udvalget den 21. april 2016) og Rådet. Meddelelsen har også
været genstand for omfattende drøftelser blandt arbejdsmarkedets parter, specialiserede
NGO'er, mellemstatslige organisationer og andre interessenter.
I maj 2016 hørte Kommissionen medlemsstaterne og andre interesserede parter (herunder
NGO'er og internationale organisationer såsom UNHCR) om dens vigtigste idéer til reform
som anført i diskussionsoplægget. I juni 2016 havde Kommissionen desuden en uformel
udveksling af synspunkter med Europa-Parlamentet. Alle hørte parter havde mulighed for at
fremkomme med skriftlige bemærkninger. De vigtigste resultater af den målrettede høring af
interessenter kan opsummeres således:
– Yderligere harmonisere modtagelsesforholdene i EU: De fleste medlemsstater gik
ind for en yderligere harmonisering af modtagelsesforholdene i EU. Blandt de hørte
parter var nogle interessenter, herunder repræsentanter for Europa-Parlamentet,
imidlertid forbeholdne over for en yderligere harmonisering, som kan føre til en
uønsket forringelse af modtagelsesforholdene, og påpegede behovet for at respektere
de grundlæggende rettigheder og internationale forpligtelser. Alle interessenter var
enige i, at medlemsstaterne skal kunne give ansøgere mere gunstige vilkår end dem,
der er fastsat bestemmelser om i direktivet om modtagelsesforhold. En særlig
udfordring, der blev påpeget, var det tvetydige i, hvad der skal forstås ved "værdig
levestandard" i direktivet om modtagelsesforhold. I den henseende var der bred støtte
til de operationelle standarder og indikatorer for modtagelsesforhold i EU, som
EASO er begyndt at udvikle på Kommissionens initiativ, og behovet for yderligere
overvågning, håndhævelse og beredskabsplanlægning.
– Mindske de modtagelsesrelaterede incitamenter til sekundære bevægelser:
Medlemsstaterne var generelt positive over for idéen om en mere harmoniseret
tilgang til foranstaltninger såsom begrænsninger af ansøgernes bevægelsesfrihed for
at sikre, at de fortsat står til rådighed for de kompetente myndigheder og ikke
forsvinder. En række medlemsstater var enige i, at adgangen til materielle
modtagelsesforhold skulle betinges af, at ansøgeren opholdt sig i den medlemsstat,
den pågældende skulle. Der var mere delte meninger om, hvorvidt de materielle
modtagelsesforhold under visse omstændigheder kunne ydes udelukkende i form af
naturalier. Andre interessenter, herunder visse repræsentanter for Europa-
Parlamentet, stillede spørgsmålstegn ved nytten af sådanne foranstaltninger og fandt,
at det ville være mere effektivt at give ansøgerne incitamenter til at blive
(familiesammenføring, adgang til arbejdsmarkedet m.m.).
– Forbedre ansøgernes udsigter til at blive integreret: De fleste interessenter,
herunder medlemsstaterne og repræsentanter for Europa-Parlamentet, var enige i, at
det ville være nyttigt at revidere bestemmelserne i direktivet om modtagelsesforhold
om betingelserne for ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet som et middel til at
DA 9 DA
forbedre ansøgernes udsigter til at blive integreret. Nogle medlemsstater havde nyere
positive erfaringer med at mindske fristen for at få adgang til arbejdsmarkedet. Ifølge
flere interessenter er det vigtigt at harmonisere og afkorte fristen for at få adgang til
arbejdsmarkedet, men virkningerne bør ikke overvurderes, da der er andre væsentlige
hindringer for reelt at få adgang til arbejdsmarkedet (herunder anerkendelse af
kvalifikationer, navnlig for ansøgere uden dokumentation).
– Et EU-benchmark for at fastsætte størrelsen af den økonomiske støtte til
ansøgere: De fleste interessenter var forbeholdne over for at indføre et fælles EU-
benchmark for at fastsætte størrelsen af den finansielle støtte til ansøgere. Denne
mulighed blev dog grundigt vurderet. Det blev konkluderet, at det ikke er muligt at
indføre et sådant fælles benchmark, hovedsagelig fordi a) de fleste medlemsstater
ikke yder materielle modtagelsesforhold alene i form af økonomisk støtte, da de
foretrækker at yde dem i form af naturalier eller en kombination af økonomisk støtte
og naturalier, og b) den økonomiske støtte, der på nuværende ydes til ansøgere, i de
fleste tilfælde ligger et godt stykke under alle de mulige benchmarks eller tærskler,
der blev overvejet (fattigdomsrisikotærskel, tærskel, der medfører alvorlige
materielle afsavn, og minimumsindkomsttærskel). At harmonisere støttens størrelse
vil derfor indebære, at den hæves i mange medlemsstater, i visse tilfælde betydeligt,
navnlig i de medlemsstater, der allerede har et relativt højt støtteniveau, og kan i
visse tilfælde fører til en mere gunstig behandling af ansøgere i forhold til
medlemsstatens egne statsborgere, som står over for dyb fattigdom, eller som på
anden vis er ugunstigt stillet rent økonomisk.
• Indhentning og brug af ekspertbistand
EASO har fået til opgave at udvikle operationelle standarder og indikatorer for
modtagelsesforhold. Det foreslås, at medlemsstaterne tager hensyn til disse operationelle
standarder og indikatorer, når de indfører relevante mekanismer for at sikre en passende
vejledning vedrørende og overvågning og kontrol af deres modtagelsesforhold. For at udvikle
de operationelle standarder og indikatorer har EASO i foråret 2016 foretaget en kortlægning
af modtagelsesforholdene, hvor medlemsstaterne har fremlagt deltaljerede oplysninger om
deres tilgang til modtagelsesforhold. Den deraf følgende rapport, som 26 medlemsstater og
associerede lande har givet input13
til, er indgået i udformningen af dette forslag. De relevante
elementer i forslagene kan sammenfattes som følger:
– Yderligere harmonisere modtagelsesforholdene i EU: Definitionen af materielle
modtagelsesforhold varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, fra en
temmelig begrænset definition i visse medlemsstater til definitioner, der i andre går
langt ud over direktivet om modtagelsesforhold, herunder hygiejneartikler. De fleste
medlemsstater yder en kombination af forskellige former for materielle
modtagelsesforhold, f.eks. både i form af naturalier og kontantydelser eller
værdikuponer. I nogle medlemsstater ydes de materielle modtagelsesforhold
udelukkende i form af naturalier. Reglerne for ydelse af materielle
modtagelsesforhold varierer afhængigt af, hvad der ydes (indkvartering, kost, tøj
osv.), eller til hvem (ansøgere med særlige modtagelsesbehov og hvilken fase
asylproceduren er i).
13
Belgien, Bulgarien, Schweiz, Tjekkiet, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien,
Cypern, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Norge, Østrig, Polen, Portugal,
Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, og Sverige.
DA 10 DA
– Mindske de modtagelsesrelaterede incitamenter til sekundære bevægelser:
Langt de fleste medlemsstater begrænser ikke ansøgernes bevægelsesfrihed til
bestemte områder, men tillader dem at rejse frit rundt på deres område. En række
medlemsstater boligplacerer dog ansøgerne, typisk for at organisere deres
modtagelsessystem. De tager normalt hensyn til befolkningen, den sociale og
økonomiske situation, modtagelsescentrenes kapacitet eller de enkelte ansøgeres
behov. De fleste medlemsstater gør ydelsen af materielle modtagelsesforhold
betinget af ansøgernes bopæl et specifikt sted, normalt ved at begrænse ydelsen af
materielle modtagelsesforhold til modtagelsescentre. Medlemsstaterne anvender også
ofte meldepligt for at overvåge ansøgernes færden. Denne meldepligt anvendes, både
når ansøgerne opholder sig i et særligt modtagelsescenter, og når de er indkvarteret
privat. Praksis og begrundelsen for at mindske eller inddrage de materielle
modtagelsesforhold varierer også betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat. En af
de mest almindelige årsager til at mindske eller inddrage de materielle
modtagelsesforhold er, at ansøgeren er forsvundet fra sin bopæl.
– Forbedre ansøgernes udsigter til at blive integreret: Næsten alle medlemsstater
giver ansøgere adgang til arbejdsmarkedet under asylproceduren. Den tidsramme,
inden for hvilken der gives adgang til beskæftigelse, varierer dog betydeligt fra
medlemsstat til medlemsstat (fra inden for én måned i nogle medlemsstater til efter ni
måneder i andre). De fleste medlemsstater anvender ikke særlige restriktioner, hvad
angår ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet. Kun nogle få medlemsstater anvender
arbejdsmarkedstest.
Siden vedtagelsen i 2013 af direktivet om modtagelsesforhold har Kommissionen desuden
afholdt en række kontaktudvalgsmøder med medlemsstaternes eksperter for at drøfte de
udfordringer, de står over for ved gennemførelsen af direktivet. De konklusioner, der blev
draget under kontaktudvalgsmøderne, indgår også i dette forslag.
• Rettigheder
Dette forslag er gennemgået nøje for at sikre, at dets bestemmelser er fuldt ud forenelige med
de grundlæggende rettigheder og de generelle principper i EU-retten, jf. Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt med forpligtelser i medfør af folkeretten.
I de foreslåede ændringer af direktivet om modtagelsesforhold understreges medlemsstaternes
forpligtelse til at tage hensyn til de operationelle standarder og indikatorer for
modtagelsesforhold, der er udviklet på EU-plan, når de overvåger og kontrollerer deres
modtagelsessystemer. Det præciseres også, at ansøgere under alle omstændigheder har ret til
lægebehandling inden for rammerne af direktivet om modtagelsesforhold og til en værdig
levestandard.
Forslaget sikrer, at modtagelsesforholdene er tilpasset mindreåriges særlige situation, uanset
om de er uledsagede eller med familie, under behørig hensyn til deres sikkerhed, fysiske og
følelsesmæssige omsorg og ydes på en måde, der fremmer deres generelle udvikling. I
forslaget tages der også hensyn til medlemsstaternes forpligtelser i medfør af Europarådets
konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet
(Istanbulkonventionen)14
.
14
Med henblik på at sikre et passende beskyttelsesniveau for kvinder, der har været udsat for kønsbestemt
vold, og i lyset af Kommissionens forslag til Rådets afgørelser om undertegnelse og indgåelse af
DA 11 DA
Princippet om ikke-diskriminering styrkes, idet medlemsstaterne får pligt til at behandle
ansøgere, der har fået adgang til arbejdsmarkedet, på samme måde som deres egne
statsborgere, hvad angår arbejdsforhold, foreningsfrihed og frihed til medlemskab af
organisationer, uddannelse, anerkendelse af erhvervskvalifikationer og socialsikring.
I forslaget understreges medlemsstaternes behov for, når de vurderer en ansøgers ressourcer,
når de kræver, at en ansøger skal dække eller bidrage til dækningen af udgifterne til de
materielle modtagelsesforhold, eller når de anmoder en ansøger om en refusion, at overholde
proportionalitetsprincippet og at tage hensyn til den enkelte ansøgers adfærd og særlige
omstændigheder og behovet for at respektere den pågældendes værdighed eller personlige
integritet, herunder ansøgerens særlige modtagelsesbehov.
Alle afgørelser, der begrænser en ansøgers bevægelsesfrihed, skal træffes objektivt og
upartisk på grundlag af den berørte persons individuelle adfærd og særlige omstændigheder
under behørig hensyntagen til proportionalitetsprincippet. Ansøgeren skal straks informeres
skriftligt på et sprog, som den pågældende forstår eller med rimelighed kan formodes at
forstå, om vedtagelsen af denne afgørelse, om begrundelsen for afgørelsen og procedurerne
for at prøve afgørelsen.
Frihedsberøvelse i medfør af direktivet om modtagelsesforhold er fortsat kun berettiget, når
det er nødvendigt, og på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag, og om der
ikke kan anvendes mindre indgribende alternative foranstaltninger. Alle de garantier, der
allerede er fastsat bestemmelse om i det nuværende direktiv vedrørende frihedsberøvelse, er
uændrede. Der skal lægges særlig vægt på at sikre, at frihedsberøvelsens varighed er
forholdsmæssig, og at frihedsberøvelsen afsluttes, så snart den gyldige grund for
frihedsberøvelsen i medfør af direktivet ikke længere er til stede. Forslaget er fuldt foreneligt
med artikel 6 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 5 i den
europæiske menneskerettighedskonvention og EU-Domstolens og Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols relevante praksis. I medfør af artikel 37 i FN's konvention om
barnets rettigheder, bør mindreårige i princippet ikke frihedsberøves.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Dette forslag medfører ingen finansiel eller administrativ byrde for EU. Det har derfor ingen
indvirkning på EU-budgettet.
ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Kommissionen rapporterer om anvendelsen af dette direktiv til Europa-Parlamentet og Rådet
inden tre år efter dets ikrafttræden og derefter hvert femte år og fremsætter forslag til
ændringer, når det er nødvendigt. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen alle de
oplysninger, der er nødvendige for, at de kan opfylde deres rapporteringsforpligtelser.
Istanbulkonventionen, bør der vedtages en kønssensitiv tilgang ved fortolkningen og anvendelsen af
dette direktiv.
DA 12 DA
I henhold til Kommissionens forslag til forordning om Den Europæiske Unions Asylagentur
vil agenturet også overvåge og vurdere medlemsstaternes asyl- og modtagelsessystemer.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Der gives kun forklaringer i forbindelse med bestemmelser, der ændres som følge af dette
forslag.
1. Yderligere harmonisere modtagelsesforholdene i EU
– Anvendelsesområde: Direktivet om modtagelsesforhold finder generelt fortsat
anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere og statsløse, der fremsætter ansøgning om
international beskyttelse på medlemsstaternes område, så længe de har tilladelse til at
forblive på området som ansøgere, og så snart ansøgningen er indgivet.
Der indføres en undtagelse i de tilfælde, hvor en ansøger opholder sig ulovligt i en
anden medlemsstat end den, vedkommende skal opholde sig i. I denne situation er
den pågældende ikke berettiget til materielle modtagelsesforhold, uddannelse for
mindreårige samt beskæftigelse og erhvervsuddannelse. I forslaget præciseres det, at
ansøgerne dog altid vil have ret til lægehjælp og til en værdig levestandard i
overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder samt til at få dækket deres
underhold og grundlæggende behov, hvad angår fysisk sikkerhed, værdighed og
menneskelige relationer (artikel 17a). Af hensyn til børns grundlæggende rettigheder
bør medlemsstaterne imidlertid sikre mindreårige adgang til passende
uddannelsesaktiviteter indtil overførslen til den ansvarlige medlemsstat.
– Forslaget tydeliggør, at retten til en værdig behandling også gælder i de tilfælde, hvor
en medlemsstat i behørigt begrundede tilfælde undtagelsesvis anvender andre
standarder for de materielle modtagelsesforhold end dem, der kræves i henhold til
direktivet om modtagelsesforhold. Forslaget kræver også, at medlemsstaterne
informerer Kommissionen og Den Europæiske Unions Asylagentur, når den
anvender sådanne ekstraordinære foranstaltninger, og når disse foranstaltninger
bringes til ophør (artikel 17, stk. 9).
– Definitionen af familiemedlemmer udvides ved at medtage familierelationer, der
blev skabt, efter at ansøgeren forlod oprindelseslandet, men inden vedkommende
kom til medlemsstatens område (artikel 2, stk. 3). Dette afspejler virkeligheden, hvad
angår nutidens migrationer, hvor ansøgere ofte opholder sig lang tid uden for deres
oprindelseslande, inden de ankommer til EU, f.eks. i flygtningelejre. Udvidelsen af
definitionen forventes at mindske risikoen for irregulære bevægelser eller for, at
personer, der er omfattet af de udvidede regler, forsvinder.
– Forslaget kræver, at medlemsstaterne tager hensyn til de operationelle standarder
og indikatorer for modtagelsesforhold, som EASO på nuværende tidspunkt er ved
at udvikle, når de overvåger og kontrollerer deres modtagelsessystemer
(artikel 27). Den Europæiske Unions Asylagentur vil blive bistået af
medlemsstaternes net af modtagelsesmyndigheder, når det udfører sine opgaver i
medfør af dette forslag, herunder udviklingen af modeller, praktiske redskaber,
indikatorer og vejledning.
– Forslaget giver medlemsstaterne pligt til at udforme og regelmæssigt ajourføre
beredskabsplaner, der indeholder de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre en
passende modtagelse af ansøgere i situationer, hvor medlemsstaten oplever et
uforholdsmæssigt stort antal ansøgere (artikel 28). Det kræves også i medfør af
DA 13 DA
forslaget, at medlemsstaterne informerer Kommissionen og Den Europæiske Unions
Asylagentur, når deres beredskabsplan aktiveres. Overvågningen og vurderingen af
beredskabsplanerne bør ske i overensstemmelse med proceduren for overvågning og
vurdering af medlemsstaternes asyl- og modtagelsessystemer, som det er hensigten,
at Den Europæiske Unions Asylagentur skal gennemføre.
– I forslaget præciseres det, at personer med særlige modtagelsesbehov er personer,
der har brug for særlige garantier for at kunne udøve deres rettigheder og opfylde
deres forpligtelser i medfør af direktivet om modtagelsesforhold, uanset om disse
personer anses for sårbare eller ej (artikel 2, stk. 13). Forslaget indeholder også
detaljerede regler for at vurdere, fastslå, dokumentere og tackle ansøgernes særlige
modtagelsesbehov snarest muligt og gennem hele modtagelsesperioden. Dette
omfatter behovet hos de relevante myndigheders personale for løbende at få passende
uddannelse, og pligt til at henvise visse ansøgere til en læge eller psykolog med
henblik på en yderligere vurdering. Det er blevet præciseret, at vurderingen kan
integreres i de eksisterende nationale procedurer eller den vurdering, der foretages
for at finde frem til ansøgere med særlige proceduremæssige behov (artikel 21).
– Med forslaget indføres der strengere tidsfrister (inden for fem dage efter indgivelsen
af ansøgningen) for medlemsstaternes udpegelse af en værge, der skal
repræsentere og bistå en uledsaget mindreårig. Det foreslås også, at en værge
ikke må have ansvaret for så stort et antal uledsagede mindreårige, at vedkommende
ikke kan udføre sine opgaver. Medlemsstaterne bør overvåge, at deres værger udfører
deres opgaver på passende vis og bør se nærmere på klager indgivet af uledsagede
mindreårige over deres værge. Værger, der udpeges i medfør af forordningen om
asylprocedurer, kan udføre de opgaver, dette forslag pålægger dem (artikel 23).
2. Mindske de modtagelsesrelaterede incitamenter til sekundære bevægelser inden for
EU
– I henhold til forslaget skal medlemsstaterne ved brug af en fælles model informere
ansøgerne snarest muligt og senest, når de indgiver deres ansøgning, om alle fordele
og forpligtelser, som de skal opfylde i forbindelse med modtagelsesforhold, herunder
omstændigheder, hvorunder adgangen til materielle modtagelsesforhold kan
begrænses (artikel 5).
– Forslaget ændrer ikke det forhold, at ansøgere generelt frit kan færdes på
medlemsstatens område eller inden for det område, hvor medlemsstaten har
placeret dem (artikel 7, stk. 1).
– I almenhedens interesse eller af hensyn til den offentlige orden, med henblik på en
hurtig behandling og effektiv overvågning af ansøgningen om international
beskyttelse, med henblik på en hurtig behandling og en effektiv overvågning af den
pågældendes procedure for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af ansøgningen, for effektivt at forhindre ansøgeren i at forsvinde
kræves det i forslaget, at medlemsstaterne om nødvendigt boligplacerer ansøgere et
bestemt sted såsom i et asylcenter, et privat hus, en privat lejlighed, på et hotel eller
i andre lokaler, der egner sig til indkvartering af ansøgere. En sådan afgørelse kan
være nødvendig i navnlig tilfælde, hvor ansøgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser:
• Ansøgeren har ikke fremsat ansøgning om international beskyttelse i den
medlemsstat, vedkommende først indrejste i på irregulær vis eller lovligt
indrejste i. Ansøgere har ikke ret til at vælge, hvilken medlemsstat de vil
DA 14 DA
indgive ansøgningen i. En ansøger skal ansøge om international beskyttelse i
den medlemsstat, vedkommende først indrejste i på irregulær vis eller lovligt
indrejste i. Det er mindre sandsynligt, at ansøgere, som ikke har opfyldt denne
forpligtelse, efter at det er afgjort, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i
henhold til Dublinforordningen, vil få lov til at blive i den medlemsstat, hvor
ansøgningen blev fremsat, hvilket må formodes at være den medlemsstat,
ansøgeren selv har valgt, og det er følgelig mere sandsynligt, at vedkommende
forsvinder.
• Ansøgeren er forsvundet fra den medlemsstat, vedkommende skulle opholde
sig i. Ansøgeren skal opholde sig i den medlemsstat, hvor ansøgningen blev
fremsat, eller den medlemsstat, hvortil vedkommende blev overført i henhold
til Dublinforordningen. Hvis en ansøger er forsvundet fra denne medlemsstat
og uden tilladelse er rejst til en anden medlemsstat, er det vigtigt med henblik
på at sikre et velfungerende fælles europæisk asylsystem, at ansøgeren hurtigt
sendes tilbage til den korrekte medlemsstat. Indtil overførslen gennemføres, er
der risiko for, at ansøgeren vil forsvinde, og det er derfor nødvendigt nøje at
overvåge den pågældendes færden.
• Ansøgeren er blevet sendt tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende
skal opholde sig efter at være forsvundet til en anden medlemsstat. Det forhold,
at en ansøger tidligere er forsvundet fra en anden medlemsstat, er en vigtig
faktor at tage i betragtning, når det vurderes, om der fortsat er risiko for, at
ansøgeren kan forsvinde. For at sikre, at ansøgeren ikke forsvinder igen og
fortsat står til rådighed for de kompetente myndigheder, er det nødvendigt nøje
at overvåge den pågældendes færden.
Hvis ansøgeren er berettiget til materielle modtagelsesforhold, skal adgangen hertil
også være betinget af, at ansøgeren opholder sig et bestemt sted (artikel 7, stk.2).
– I henhold til forslaget skal medlemsstaterne også om nødvendigt kræve, at alle
ansøgere har regelmæssig meldepligt til myndighederne, hvis der er grund til at
formode, at der er risiko for, at ansøgeren kan forsvinde (artikel 7, stk. 3).
– I lyset af de alvorlige konsekvenser for ansøgere, som er forsvundet, eller som det
vurderes, der er risiko for vil forsvinde, defineres det at forsvinde i forslaget som
både en overlagt handling for at undgå asylprocedurer og det faktuelle forhold ikke
fortsat at stå til rådighed for de relevante myndigheder, herunder at forlade
medlemsstatens område, når ansøgeren skal opholde sig der (artikel 2, stk. 10).
Risikoen for, at en ansøger forsvinder, defineres også som det, at der i en individuel
sag er grunde, som er baseret på objektive kriterier fastsat i national lovgivning, til at
tro, at en ansøger kan forsvinde, jf. definitionen i Dubin III-forordningen15
(artikel 2,
stk. 11).
– Det anføres udtrykkeligt, at alle afgørelser om at begrænse en ansøgers
bevægelsesfrihed skal tage udgangspunkt i den pågældende persons særlige
situation, idet der tages hensyn til ansøgeres særlige modtagelsesbehov og
proportionalitetsprincippet. Det er også blevet præciseret, at ansøgere skal informeres
behørigt om sådanne afgørelser og af følgerne af ikke at efterkomme dem (artikel 7,
stk. 7-8).
– Det præciseres, at medlemsstaterne kun bør udstede et rejsedokument til ansøgere
af alvorlige humanitære årsager. Det er blevet tilføjet, at rejsedokumenter også kan
15
EUT L af 180, 29.6.2013, s. 31.
DA 15 DA
udstedes af andre bydende nødvendige årsager, f.eks. hvis ansøgere har fået
adgang til arbejdsmarkedet og skal foretage vigtige rejseaktiviteter i arbejdsøjemed.
Der bør ikke udstedes rejsedokumenter i andre end disse ekstraordinære tilfælde.
Rejsedokumenternes gyldighed skal desuden begrænses efter formålet og til den
varighed, der er nødvendig i forhold til årsagen til deres udstedelse (artikel 6).
Kravet om, at medlemsstaterne skal udstede et dokument til ansøgere, hvori er anført
den pågældendes navn, er medtaget i artikel 29 i forslaget til forordning om en
asylprocedure.
– Definitionen af materielle modtagelsesforhold er udvidet til også at omfatte andre
fornødenheder end fødevarer, hvilket afspejler de materielle modtagelsesforhold,
som mange medlemsstater allerede giver adgang til, og understreger betydningen af
disse andre fornødenheder, f.eks. hygiejneartikler (artikel 2, stk. 7).
– Det præciseres i forslaget, at indkvartering, kost, tøj og andre vigtige fornødenheder
end fødevarer ikke kan begrænses eller inddrages. Kun lommepenge kan under
visse omstændigheder mindskes eller i ekstraordinære og behørigt begrundede
tilfælde inddrages. Hvis indkvarteringen, kosten, tøjet og de andre vigtige
fornødenheder ud over fødevarer ydes i form af kontantydelser, kan disse ydelser
under bestemte omstændigheder erstattes af modtagelsesforhold i form af
naturalier (artikel 19, stk. 1).
– Der er blevet tilføjet fire nye omstændigheder, hvorunder de materielle
modtagelsesforhold kan indskrænkes eller ændres. De materielle
modtagelsesforhold kan indskrænkes eller ændres, hvis ansøgeren: i alvorlig grad har
overtrådt reglerne i indkvarteringscentret eller har udvist særlig voldelig adfærd, ikke
har opfyldt sin forpligtelse til at indgive sin ansøgning om international beskyttelse i
den medlemsstat, vedkommende først indrejste i på irregulær vis eller lovligt
indrejste i, er blevet sendt tilbage efter at være forsvundet til en anden medlemsstat
eller har undladt at deltage i obligatoriske integrationsforanstaltninger (artikel 19,
stk. 1).
– For at bekæmpe sekundære bevægelser og det forhold, at ansøgere forsvinder, er der
blevet tilføjet en supplerende grund til at anvende frihedsberøvelse. Hvis en
ansøger er blevet boligplaceret et bestemt sted, men ikke har opfyldt denne
forpligtelse, og hvis der fortsat er risiko for, at ansøgeren kan forsvinde, kan
ansøgeren frihedsberøves for at sikre, at forpligtelsen til at opholde sig et bestemt
sted opfyldes (artikel 8, stk. 3, litra c)). I lighed med frihedsberøvelse af en hvilken
som helst anden grund i medfør af direktivet om modtagelsesforhold er det kun
berettiget at anvende frihedsberøvelse, når det er nødvendigt, og på grundlag af en
individuel vurdering af den enkelte sag, og hvis der ikke på effektiv vis kan anvendes
mindre indgribende alternative foranstaltninger. Alle de garantier, der allerede er
fastsat bestemmelse om i det nuværende direktiv om modtagelsesforhold for så vidt
angår frihedsberøvelse er uændrede. Der skal lægges særlig vægt på at sikre, at
frihedsberøvelsens varighed er forholdsmæssig, og at den bringes til ophør, så snart
der ikke længere er grund til at tro, at ansøgeren ikke vil opfylde den forpligtelse, der
er pålagt vedkommende. Ansøgeren skal også gøres opmærksom på den pågældende
forpligtelse og følgerne af ikke at opfylde den.
3. Forbedre udsigterne for ansøgere til at blive integreret i EU - adgang til
arbejdsmarkedet
DA 16 DA
– Forslaget afkorter tidsrammen for at få adgang til arbejdsmarkedet fra senest ni
måneder til senest seks måneder efter datoen for indgivelsen af ansøgningen om
international beskyttelse, når der ikke er truffet en administrativ afgørelse om
ansøgningen i overensstemmelse med forslaget til forordning om asylprocedurer, og
forsinkelsen ikke skyldes ansøgeren (artikel 15, stk. 1, nr. 1)). Dette afstemmer
ansøgernes adgang til arbejdsmarkedet med varigheden af proceduren for
realitetsbehandlingen af ansøgningen i overensstemmelse med forslaget til
forordning om asylprocedurer. Så snart ansøgeren får adgang til arbejdsmarkedet,
bør det specifikt anføres på den pågældendes identitetsdokument (artikel 15, stk. 5).
– En tidligere adgang til arbejdsmarkedet er med til at forbedre ansøgernes udsigter til
at blive integreret og mindske modtagelsesudgifterne, navnlig i tilfælde, hvor den
pågældende sandsynligvis vil blive indrømmet international beskyttelse. Dette
forslag sætter således medlemsstaterne i stand til at give adgang til arbejdsmarkedet
på et tidligere tidspunkt. Medlemsstaterne opfordres til at give adgang til
arbejdsmarkedet senest tre måneder efter indgivelsen af ansøgningen, når
ansøgningen sandsynligvis er velbegrundet, herunder når behandlingen heraf derfor
er blevet opprioriteret.
– På den anden side udelukker forslaget ansøgere, som ikke forventes at blive
indrømmet international beskyttelse, fordi deres ansøgninger sandsynligvis ikke er
velbegrundede, fra at få adgang til arbejdsmarkedet (artikel 15, stk. 1, nr. 2)). En
ansøger, hvis ansøgning er ved at blive realitetsbehandlet ved brug af en fremskyndet
procedure, fordi ansøgeren har tilbageholdt relevante faktuelle oplysninger eller
tydeligvis har fremlagt falske erklæringer eller falsk information eller
dokumentation, kun har fremsat ansøgningen for at forsinke eller hindre en afgørelse
om tilbagesendelse, er fra et sikkert oprindelsesland eller af alvorlige årsager anses
for at udgøre en fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden i
overensstemmelse med forordningen om asylprocedurer, falder inden for denne
kategori.
– I dette forslag præciseres det, at når der er givet adgang til arbejdsmarkedet, skal
der også være reel adgang. Hvis forholdene reelt forhindrer en ansøger i at søge et
job, bør adgangen til arbejdsmarkedet ikke anses for at være reel.
Arbejdsmarkedstest, der anvendes til at give egne statsborgere eller andre
unionsborgere eller tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i den pågældende
medlemsstat forrang bør ikke forhindre ansøgere i reelt at få adgang til
arbejdsmarkedet (artikel 15).
– Det foreslås, at når der er givet adgang til arbejdsmarkedet, bør ansøgere være
berettiget til et fælles sæt rettigheder, der sikrer dem ret til ligebehandling i
forhold til medlemsstatens egne statsborgere i lighed med andre
tredjelandsstatsborgere, der arbejder inden for EU (f.eks. under direktivet om en
kombineret tilladelse16
eller direktivet om sæsonarbejdere17
). Det anføres specifikt, at
retten til ligebehandling ikke giver ret til ophold i de tilfælde, hvor ansøgerens
ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist (artikel 15, stk. 3).
– Arbejdsforhold som omhandlet i dette direktiv omfatter mindst løn og afskedigelse,
arbejdsmiljø, arbejdstid og ferie under hensyntagen til gældende kollektive
overenskomster. Forslaget sikrer også ansøgere ligebehandling, hvad angår
16
EUT L 343 af 23.12 2011, s. 1.
17
EUT L 94 af 28.3 2014, s. 375.
DA 17 DA
foreningsfrihed og friheden til at være medlem af en organisation, uddannelse,
anerkendelse af erhvervskvalifikationer og socialsikring (artikel 15, stk. 3).
– Forslaget gør det muligt at begrænse ligebehandlingen i forbindelse med almen og
erhvervsmæssig uddannelse til alene den type uddannelse, der er direkte knyttet til
en specifik beskæftigelsesaktivitet. De sociale sikringsgrene er defineret i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger.18
Forslaget giver også mulighed for at
begrænse ligebehandlingen af ansøgere i forbindelse med familieydelser og
arbejdsløshedsunderstøttelse. Arbejdsløse ansøgere har ret til de
modtagelsesforhold, der er fastsat bestemmelse om i dette direktiv (artikel 15, stk. 3).
18
EUT L 166 af 30.4.2004, s. 18.
DA 18 DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den XXX
[…](2016) XXX draft
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse
(omarbejdning)
DA 19 DA
2013/33/EU
2016/0222 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse
(omarbejdning)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 78,
stk. 2, litra f),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg19
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget20
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
2013/33/EU betragtning 1
(tilpasset)
(1) Der skal foretages en række indholdsmæssige ændringer af ⌦ Europa-Parlamentets
og ⌫ Rådets direktiv ⌦ 2013/33/EU21
⌫ 2003/9/EF af 27. januar 2003 om
fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i
medlemsstaterne22
. Direktivet bør af klarhedshensyn omarbejdes.
2013/33/EU betragtning 2
(tilpasset)
(2) En fælles asylpolitik, herunder et fælles europæisk asylsystem ⌦ , som er baseret på
en fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om
flygtninges retsstilling som suppleret ved New Yorkprotokollen af 31. januar 1967, ⌫
er en grundlæggende del af Den Europæiske Unions målsætning om gradvis at indføre
19
EUT C […], […], s. […].
20
EUT C […], […], s. […].
21
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for
modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96).
22
EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18.
DA 20 DA
et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er åbent for alle, der på grund af
omstændighederne berettiget søger beskyttelse i Unionen ⌦ , og derved bekræfte
princippet om non-refoulement ⌫. En sådan politik bør bygge på princippet om
solidaritet og en retfærdig ansvarsfordeling, herunder af de finansielle følger, mellem
medlemsstaterne.
ny
(3) Det fælles europæiske asylsystem er baseret på et system med henblik på at afgøre,
hvilken medlemsstat der er ansvarlig for ansøgere om international beskyttelse, og
fælles standardarder for asylprocedurer, modtagelsesforhold og procedurer i
forbindelse med personer, der indrømmes international beskyttelse, og deres
rettigheder. Trods de betydelige fremskridt, der er blevet gjort, hvad angår udviklingen
af det fælles europæiske asylsystem, er der stadig væsentlige forskelle mellem
medlemsstaterne, hvad angår de typer procedurer, der anvendes, de
modtagelsesforhold, der tilbydes ansøgere, anerkendelsesprocenten og den type
beskyttelse, der gives til personer, der indrømmes international beskyttelse. Disse
forskelle udgør vigtige drivkræfter for sekundære bevægelser og underminerer målet
om at sikre, at alle ansøgere behandles ens, uanset hvor i Unionen de ansøger.
2013/33/EU betragtning 3
(tilpasset)
(3) Det Europæiske Råd nåede på sit ekstraordinære møde i Tammerfors den 15.-16.
oktober 1999 til enighed om at arbejde i retning af at oprette et fælles europæisk
asylsystem, som bygger på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af
Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling som suppleret ved
New York-protokollen af 31. januar 1967 ("Genèvekonventionen"), hvorved non-
refoulement-princippet bekræftedes. Første fase af et fælles europæisk asylsystem
blev fuldført med vedtagelsen af de relevante retlige instrumenter, herunder direktiv
2003/9/EF, som foreskrevet i traktaterne.
2013/33/EU betragtning 4
(tilpasset)
(4) Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 4. november 2004 Haagprogrammet,
som fastsætter de mål, der skal realiseres på området med frihed, sikkerhed og
retfærdighed i perioden 2005-2010. I den forbindelse opfordredes Kommissionen i
Haagprogrammet til at afslutte evalueringen af førstefaseinstrumenterne og at
forelægge Europa-Parlamentet og Rådet andenfaseinstrumenterne og -
foranstaltningerne.
DA 21 DA
2013/33/EU betragtning 5
(tilpasset)
(5) Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 10.-11. december 2009
Stockholmprogrammet, som bekræftede forpligtelsen til målet om senest i 2012 at
oprette et fælles område for beskyttelse og solidaritet, som er baseret på en fælles
asylprocedure og en ensartet status for de personer, der er blevet indrømmet
international beskyttelse, og som bygger på høje standarder for beskyttelse samt
retfærdige og effektive procedurer. Det fastlægges endvidere i
Stockholmprogrammet, at det er altafgørende, at personer, uanset i hvilken
medlemsstat deres ansøgning om international beskyttelse er indgivet, tilbydes
behandling på et tilsvarende niveau med hensyn til modtagelsesforhold.
ny
(4) Kommissionen understregede i sin meddelelse af 6. april 2016 om en reform af det
fælles europæiske asylsystem og om fremme af lovlige migrationsveje til Europa23
behovet for at styrke og yderligere harmonisere det fælles europæiske asylsystem. Den
fastsatte også en række muligheder for at forbedre asylsystemet, nemlig ved at indføre
et bæredygtigt og retfærdigt system for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig
for ansøgere om international beskyttelse, styrke Eurodacsystemet, opnå større
konvergens i Unionens asylsystem, forhindre sekundære bevægelser inden for
Unionen og fastsætte et nyt mandat for Den Europæiske Unions Asylagentur. Derved
efterkom den opfordringer fremsat af Det Europæiske Råd på mødet den 18.-
19. februar 201624
og den 17.-18. marts 201625
om at gøre fremskridt hen imod en
reform af Unionens gældende rammer for at sikre en human og effektiv asylpolitik.
Den foreslår desuden en vej fremad i overensstemmelse med den samlede tilgang til
migration, som Europa-Parlamentet fastsatte i sin initiativbetænkning af 12. april
2016.
(5) Modtagelsesforholdene varierer fortsat betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat,
både hvad angår den måde, hvorpå modtagelsessystemet er organiseret, og de
standarder, der tilbydes ansøgere. Det vedvarende problem i visse medlemsstater med
at sikre overholdelse af de modtagelsesstandarder, der kræves for at sikre ansøgere en
værdig behandling, har bidraget til at pålægge nogle få medlemsstater en
uforholdsmæssig stor byrde, fordi de har generelt høje modtagelsesstandarder, men
som så er kommet under pres for at mindske disse standarder. Mere ensartede
modtagelsesstandarder, der fastsættes på passende niveau i alle medlemsstater, vil
være med til at sikre en mere værdig behandling og en mere retfærdig fordeling af
ansøgere på tværs af Unionen.
23
COM(2016) 197 final.
24
EUCO 19.2.2016, SN 1/16.
25
EUCO 12/1/2016.
DA 22 DA
2013/33/EU betragtning 6
(tilpasset)
(6) Der bør mobiliseres ressourcer fra Den Europæiske Flygtningefond ⌦ Asyl-,
Migrations- og Integrationsfonden ⌫ og Det ⌦ Den ⌫ Europæiske
Asylstøttekontor ⌦ Unions Asylagentur ⌫ for at yde tilstrækkelig støtte til
medlemsstaternes indsats med gennemførelsen af de standarder, der er fastsat i anden
fase af det fælles europæiske asylsystem ⌦ dette direktiv ⌫, særligt ⌦ herunder ⌫
til de medlemsstater, der er udsat for et særligt og uforholdsmæssigt stort pres på deres
asylsystemer, navnlig på grund af deres geografiske beliggenhed eller demografiske
situation.
2013/33/EU betragtning 7
(tilpasset)
(7) I lyset af resultaterne af de evalueringer, der er foretaget af førstefaseinstrumenternes
gennemførelse, er det hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at bekræfte de
principper, der ligger til grund for direktiv 2003/9/EF, med henblik på at sikre bedre
modtagelsesforhold for ansøgere om international beskyttelse ("ansøgere").
2013/33/EU betragtning 8
ny
(7) For at sikre ligebehandling af ansøgere overalt i Unionen bør dette direktiv finde
anvendelse i alle faser af og på alle former for procedurer, der vedrører ansøgninger
om international beskyttelse, og på alle centre og faciliteter, hvor ansøgere
indkvarteres, og så længe de har ret til at forblive på medlemsstaternes område som
ansøgere. Det er nødvendigt at præcisere, at der skal stilles materielle
modtagelsesforhold til rådighed for ansøgere fra det tidspunkt, hvor de pågældende
udtrykker ønske om at ansøge om international beskyttelse til medarbejdere i den
besluttende myndighed samt medarbejdere i andre myndigheder, der er udpeget som
værende kompetente til at modtage og registrere ansøgninger, eller som bistår den
besluttende myndighed med at modtage sådanne ansøgninger, jf. forordning (EU)
XXX/XXX [procedureforordningen]. 
ny
(8) Hvis en ansøger opholder sig i en anden medlemsstat end den, som den pågældende er
forpligtet til at opholde sig i, jf. forordning (EU) XXX/XXX [Dublinforordningen],
bør ansøgeren ikke have ret til de modtagelsesforhold, der er fastsat i artikel 14-17.
DA 23 DA
2013/33/EU betragtning 10
(9) Hvad angår behandlingen af personer, der er omfattet af dette direktivs
anvendelsesområde, er medlemsstaterne bundet af forpligtelserne i henhold til
folkeretlige instrumenter, som de er parter i.
2013/33/EU betragtning 11 og
12 (tilpasset)
(10) Der bør for modtagelse af ansøgere fastsættes standarder ⌦ standardforhold ⌫, som
vil kunne sikre dem en værdig levestandard og ensartede levevilkår i alle
medlemsstaterne. Harmoniseringen af modtagelsesforholdene for ansøgere bør
medvirke til at begrænse sekundære bevægelser blandt ansøgere som følge af
forskellene mellem modtagelsesforholdene.
ny
(11) For at sikre, at ansøgere er opmærksomme på følgerne af at forsvinde, bør
medlemsstaterne informere ansøgerne på ensartet vis snarest muligt og senest, når de
indgiver deres ansøgning, om alle de forpligtelser, ansøgere skal opfylde i forbindelse
med deres modtagelsesforhold, herunder omstændigheder, der kan begrænse adgangen
til materielle modtagelsesforhold, og om andre ydelser.
2013/33/EU betragtning 13
(tilpasset)
(13) Med henblik på at sikre, at alle ansøgere om international beskyttelse behandles lige,
og at sikre overensstemmelse med gældende EU-ret på asylområdet, navnlig Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af
standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer
med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer,
der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse26
,
bør nærværende direktivs anvendelsesområde udvides til at omfatte ansøgere om
subsidiær beskyttelse.
ny
(12) Harmoniserede EU-regler om de dokumenter, der skal udstedes til ansøgere, gør det
sværere for ansøgere på uautoriseret vis at bevæge sig rundt inden for Unionen. Det
skal præciseres, at medlemsstaterne kun bør udstede et rejsedokument til ansøgere, når
tungtvejende humanitære årsager eller andre bydende nødvendige årsager kræver det.
Gyldigheden af rejsedokumenter bør også begrænses efter formålet og til den
varighed, der er nødvendig i forhold til årsagen til deres udstedelse. Tungtvejende
26
EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60.
DA 24 DA
humanitære årsager kan for eksempel være, hvis en ansøger er nødt til at rejse til en
anden stat med henblik på lægebehandling eller for at besøge slægtninge under særlige
omstændigheder såsom besøg hos nære slægtninge, som er alvorligt syge, eller deltage
i nære slægtninges bryllup eller begravelse. Andre bydende nødvendige årsager kan
bl.a. være situationer, hvor ansøgere, som har fået adgang til arbejdsmarkedet, skal
foretage vigtige rejseaktiviteter i arbejdsøjemed, hvor ansøgere skal rejse som en del af
studieplanerne, eller hvor mindreårige rejser med deres plejefamilie.
(13) Ansøgere har ikke ret til at vælge, hvilken medlemsstat de vil indgive deres ansøgning
i. En ansøger skal ansøge om international beskyttelse i enten den medlemsstat, hvori
den pågældende først indrejste, eller hvis vedkommende har lovligt ophold, i den
medlemsstat, hvor personen har lovligt ophold eller lovlig bopæl. Det er mindre
sandsynligt, at en ansøger, der ikke har opfyldt denne forpligtelse, efter at det er blevet
afgjort, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, jf. forordning (EU) XXX/XXX
[Dublinforordningen], vil få lov til at opholde sig i den medlemsstat, hvor ansøgningen
blev fremsat, og det derfor er mere sandsynligt, at den pågældende vil forsvinde. Den
pågældendes færden bør derfor nøje overvåges.
(14) Ansøgere skal opholde sig i den medlemsstat, hvor de har fremsat en ansøgning eller i
den medlemsstat, hvortil de blev overført, jf. forordning (EU) XXX/XXX
[Dublinforordningen]. Hvis en ansøger er forsvundet fra denne medlemsstat og uden
tilladelse er rejst til en anden medlemsstat, er det vigtigt med henblik på at sikre et
velfungerende fælles europæisk asylsystem, at ansøgeren hurtigt sendes tilbage til den
medlemsstat, hvor den pågældende skal opholde sig. Indtil overførslen finder sted, er
der risiko for, at ansøgeren forsvinder, og den pågældendes færden bør derfor nøje
overvåges.
(15) Det forhold, at en ansøger tidligere er forsvundet til en anden medlemsstat, udgør en
vigtig faktor, når risikoen for, at ansøgeren kan forsvinde, skal vurderes. For at sikre,
at ansøgeren ikke forsvinder igen, men fortsat står til rådighed for de kompetente
myndigheder, når ansøgeren er blevet sendt tilbage til den medlemsstat, hvor den
pågældende skal opholde sig, bør den pågældendes færden nøje overvåges.
(16) Medlemsstaterne bør af almene hensyn og af hensyn til den offentlige orden, med
henblik på en hurtig behandling og effektiv overvågning af en ansøgers ansøgning om
international beskyttelse, med henblik på en hurtig behandling og effektiv overvågning
af proceduren for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til
forordning (EU) XXX/XXX [Dublinforordningen], eller for effektivt at forhindre
ansøgeren i at forsvinde om nødvendigt boligplacere ansøgeren et bestemt sted såsom i
et asylcenter, et privat hus, en privat lejlighed, på et hotel eller i andre lokaler, der
egner sig til indkvartering af ansøgere. Det kan være nødvendigt at træffe en sådan
afgørelse for at forhindre ansøgeren i at forsvinde, navnlig i de tilfælde, hvor den
pågældende ikke har opfyldt sin forpligtelse til: at fremsætte en ansøgning i den
medlemsstat, som vedkommende først indrejste i på irregulær vis eller lovligt indrejste
i, at blive i den medlemsstat, hvor den pågældende skal opholde sig, eller, hvis
ansøgeren er blevet sendt tilbage til den medlemsstat, hvor vedkommende skal
opholde sig efter at være forsvundet til en anden medlemsstat. Hvis ansøgeren har ret
DA 25 DA
til materielle modtagelsesforhold, bør adgangen til sådanne materielle
modtagelsesforhold også være betinget af, at ansøgeren opholder sig dette bestemte
sted.
(17) Er der grund til at tro, at der er risiko for, at en ansøger kan forsvinde, bør
medlemsstaterne give ansøgeren meldepligt hos de kompetente myndigheder så
hyppigt, som det er nødvendigt for at overvåge, at ansøgeren ikke forsvinder. For at
afskrække ansøgere fra at forsvinde igen bør medlemsstaterne også kunne give adgang
til materielle modtagelsesforhold alene i form af naturalier, når ansøgeren har ret til
sådanne modtagelsesforhold.
(18) Alle afgørelser om at begrænse en ansøgers bevægelsesfrihed skal baseres på den
berørte persons individuelle adfærd og særlige situation, idet der tages hensyn til alle
ansøgeres særlige modtagelsesbehov og proportionalitetsprincippet. Ansøgere skal
informeres behørigt om sådanne afgørelser og følgerne af ikke at efterkomme dem.
(19) I lyset af de alvorlige følger for ansøgere, der er forsvundet, eller som anses for at
være i risiko for at forsvinde, bør betydningen af det at forsvinde defineres, således at
det omfatter både en overlagt handling for at undgå de gældende asylprocedurer og de
faktiske omstændigheder ved ikke at stå til rådighed for de relevante myndigheder,
bl.a. ved at forlade det område, hvor ansøgeren skal opholde sig.
2013/33/EU betragtning 15
(tilpasset)
ny
(20) Frihedsberøvelse af ansøgere bør ske i overensstemmelse med det underliggende
princip om, at en person ikke bør frihedsberøves alene af den grund, at vedkommende
søger international beskyttelse, navnlig i overensstemmelse med medlemsstaternes
folkeretlige forpligtelser og artikel 31 i Genèvekonventionen. Ansøgere må kun
frihedsberøves under ⌦ de ⌫ meget klart afgrænsede ganske særlige
omstændigheder fastlagt i dette direktiv og i overensstemmelse med
nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet for så vidt angår både
frihedsberøvelsens form og formål. Frihedsberøvelse af ansøgere i medfør af dette
direktiv bør kun ske ved skriftlig afgørelse truffet af retlige eller administrative
myndigheder med angivelse af begrundelsen for afgørelsen, herunder i de tilfælde,
hvor en person allerede er frihedsberøvet, når den pågældende fremsætter ansøgning
om international beskyttelse.  Frihedsberøves en ansøger, bør vedkommende have
effektiv adgang til de nødvendige processuelle garantier såsom domstolsprøvelse ved
en national retsinstans.
ny
(21) Hvis en ansøger er blevet boligplaceret et bestemt sted, men ikke har opfyldt denne
forpligtelse, skal der foreligge en påvist risiko for, at ansøgeren kan forsvinde, for at
den pågældende kan frihedsberøves. Under alle omstændigheder skal der lægges
DA 26 DA
særlig vægt på at sikre, at frihedsberøvelsens varighed er forholdsmæssig, og at den
ophører, så snart ansøgeren har opfyldt sin forpligtelse, eller der ikke længere er grund
til at tro, at den pågældende ikke vil opfylde denne forpligtelse. Ansøgeren skal også
være blevet gjort bekendt med den pågældende forpligtelse og følgerne af ikke at
opfylde den.
2013/33/EU betragtning 16
(22) For så vidt angår de administrative procedurer i forbindelse med grundene til
frihedsberøvelse kræver begrebet "rettidig omhu" som et minimum, at
medlemsstaterne træffer konkrete og meningsfyldte foranstaltninger for at sikre, at den
tid, der er nødvendig for at undersøge grundene til frihedsberøvelse, er så kort som
muligt, og at der reelt er mulighed for, at en sådan undersøgelse kan gennemføres
korrekt på den kortest mulige tid. Frihedsberøvelse må ikke vare længere, end det med
rimelighed er nødvendigt for at afslutte de relevante procedurer.
2013/33/EU betragtning 17
(23) De grunde til frihedsberøvelse, der er fastsat i dette direktiv, berører ikke andre grunde
til frihedsberøvelse, herunder grunde til frihedsberøvelse inden for rammerne af
straffesager, der finder anvendelse i henhold til national ret, og som ikke har
forbindelse til tredjelandsstatsborgerens eller den statsløse persons ansøgning om
international beskyttelse.
2013/33/EU betragtning 18
ny
(24) Frihedsberøvede ansøgere bør behandles med fuld respekt for den menneskelige
værdighed, og deres modtagelse bør tilrettelægges således, at deres behov i denne
situation tilgodeses. Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at artikel 24 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og  artikel 37 i De
Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder anvendes.
2013/33/EU betragtning 19
(25) Der kan være tilfælde, hvor det i praksis ikke er muligt øjeblikkeligt at sikre visse
modtagelsesgarantier ved frihedsberøvelse, f.eks. på grund af den geografiske
beliggenhed eller specifikke struktur af faciliteten til brug for frihedsberøvelse. Enhver
fravigelse fra disse garantier bør dog være midlertidig og bør kun finde sted under de
omstændigheder, der er anført i dette direktiv. Fravigelser bør kun finde sted under
ganske særlige omstændigheder og bør være behørigt begrundede og tage hensyn til
forholdene i den enkelte sag, herunder alvoren af fravigelsen samt dens varighed og
konsekvens for den pågældende ansøger.
DA 27 DA
2013/33/EU betragtning 20
(26) Med henblik på bedre at sikre ansøgerens fysiske og mentale integritet bør
frihedsberøvelse være en foranstaltning, der anvendes som sidste udvej, og som kun
må anvendes, når alle ikkefrihedsberøvende alternativer til frihedsberøvelse er blevet
tilstrækkeligt undersøgt. Eventuelle alternativer til frihedsberøvelse skal overholde
ansøgeres grundlæggende menneskerettigheder.
2013/33/EU betragtning 21
(27) For at sikre overholdelsen af de processuelle garantier, der består i, at de pågældende
skal have mulighed for at kontakte organisationer eller grupper af personer, som yder
juridisk bistand, bør der tilvejebringes oplysninger om sådanne organisationer og
grupper af personer.
2013/33/EU betragtning 22
(28) Når medlemsstaterne træffer afgørelse om indkvarteringsordninger, bør de tage
passende hensyn til barnets tarv samt til særlige omstændigheder i forbindelse med
enhver ansøger, der er afhængig af familiemedlemmer eller andre nære slægtninge
som f.eks. ugifte mindreårige søskende, der allerede befinder sig i medlemsstaten.
2013/33/EU betragtning 14
(29) Modtagelse af personer med særlige modtagelsesbehov bør være et væsentligt
anliggende for de nationale myndigheder for at sikre, at modtagelsen tilrettelægges
specielt med henblik på at tilgodese deres særlige modtagelsesbehov.
2013/33/EU betragtning 9
ny
(30) Medlemsstaterne bør ved anvendelsen af dette direktiv tilstræbe at sikre fuld
overholdelse af principperne om barnets tarv og familiens enhed i overensstemmelse
med henholdsvis Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, De
Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder og den europæiske
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder. Modtagelsesforholdene skal være tilpasset mindreåriges særlige
situation, uanset om de er uledsagede eller sammen med familien, under behørig
hensyntagen til deres sikkerhed og fysiske og følelsesmæssige omsorg på en måde, der
fremmer deres generelle udvikling. 
DA 28 DA
ny
(31) Medlemsstaterne bør sikre, at ansøgere modtager den nødvendige lægebehandling,
som mindst skal omfatte akut lægehjælp og nødvendig behandling af sygdomme,
herunder alvorlige mentale forstyrrelser. Af hensyn til folkesundheden, hvad angår
sygdomsforebyggelse og beskyttelse af de enkelte ansøgeres sundhed, bør ansøgernes
adgang til lægehjælp også omfatte forebyggende lægebehandling såsom vaccinationer.
Medlemsstaterne kan af hensyn til folkesundheden kræve helbredsundersøgelser for
ansøgere. Resultaterne af helbredsundersøgelser bør ikke påvirke vurderingen af
ansøgninger om international beskyttelse, som altid skal foretages på et objektivt,
upartisk og individuelt grundlag, jf. forordning (EU) XXX/XXX
[procedureforordningen].
(32) En ansøgers ret til materielle modtagelsesforhold i medfør af dette direktiv kan
begrænses under bestemte omstændigheder, for eksempel hvis en ansøger er
forsvundet fra den medlemsstat, hvor den pågældende skal opholde sig.
Medlemsstaterne bør dog under alle omstændigheder sikre adgangen til
lægebehandling og en værdig levestandard for ansøgere, jf. Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder og De Forenede Nationers konvention om
barnets rettigheder, navnlig ved at sørge for ansøgerens underhold og dække den
pågældendes grundlæggende behov, hvad angår både fysisk sikkerhed og værdighed
og menneskelige relationer, under behørig hensyntagen til personens iboende
sårbarhed som ansøger om international beskyttelse og den pågældende families eller
omsorgspersons sårbarhed. Der skal også tages behørigt hensyn til ansøgere med
særlige modtagelsesbehov. Der skal tages hensyn til børns særlige behov, navnlig
hvad angår overholdelse af deres ret til uddannelse og adgang til lægebehandling. Når
en mindreårig opholder sig i en anden medlemsstat end den, vedkommende skal
opholde sig i, bør medlemsstaterne give den mindreårige adgang til passende
uddannelsesmæssige aktiviteter, indtil den pågældende overføres til den ansvarlige
medlemsstat. Der bør tages hensyn til de særlige behov hos kvindelige ansøgere, der
har været udsat for kønsbestemte overgreb, herunder ved, under de forskellige faser af
asylproceduren, at sikre adgang til lægebehandling, juridisk bistand og passende
traumerådgivning og psykosocial bistand.
(33) Anvendelsesområdet for definitionen af familiemedlem bør afspejle virkeligheden,
hvad angår de nuværende migrationstendenser, hvor ansøgere ofte ankommer til
medlemsstaternes område efter en længere periode i transit. Definitionen bør derfor
omfatte familier, der er dannet uden for oprindelseslandet, men inden deres ankomst til
medlemsstaternes område.
2013/33/EU betragtning 23
ny
(34) For at fremme ansøgeres uafhængighed og begrænse væsentlige forskelle mellem
medlemsstaterne er det vigtigt at fastlægge klare regler for ansøgeres adgang til
arbejdsmarkedet og sikre, at denne adgang er reel ved ikke at fastsætte betingelser,
der effektivt hindrer en ansøger i at søge arbejde. Arbejdsmarkedstest, der anvendes til
DA 29 DA
at give fortrinsret til egne statsborgere, andre unionsborgere eller
tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i den berørte medlemsstat, bør ikke
forhindre ansøgere i reelt at få adgang til arbejdsmarkedet og bør gennemføres med
forbehold af princippet om præference for unionsborgere som udtrykt i de relevante
bestemmelser i de relevante tiltrædelsesakter. 
ny
(35) Den maksimale tidsramme for adgang til arbejdsmarkedet bør afstemmes efter
varigheden af proceduren for realitetsbehandlingen af ansøgningen. For at øge
ansøgernes udsigt til at blive integreret og klare sig selv opfordres der til at give
tidligere adgang til arbejdsmarkedet, hvis ansøgningen forventes at være velbegrundet,
herunder når behandlingen af den er blevet prioriteret, jf. forordning (EU) XXX/XXX
[procedureforordningen]. Medlemsstaterne bør derfor overveje at mindske det tidsrum
mest muligt for at sikre, at ansøgere har adgang til arbejdsmarkedet senest 3 måneder
efter datoen for indgivelsen af ansøgningen, når denne forventes at være velbegrundet.
Medlemsstaterne bør dog ikke give ansøgere, hvis ansøgning om international
beskyttelse forventes at være ubegrundet, og for hvilken der anvendes en fremskyndet
behandlingsprocedure, adgang til arbejdsmarkedet.
(36) Når ansøgere får adgang til arbejdsmarkedet, bør de være berettiget til et sæt fælles
rettigheder, der sikrer dem ligebehandling i forhold til landets statsborgere.
Arbejdsforholdene bør være i overensstemmelse med kravene, hvad angår i det
mindste løn og afskedigelse, arbejdsmiljø samt arbejdstid og ferie, idet der tages
hensyn til gældende kollektive overenskomster. Ansøgere bør også sikres
ligebehandling, hvad angår foreningsfrihed og frihed til medlemskab af en
organisation, uddannelse, anerkendelse af erhvervskvalifikationer og socialsikring.
(37) En medlemsstat bør anerkende de erhvervskvalifikationer, en ansøger har opnået i en
anden medlemsstat på samme måde som en unionsborgers erhvervskvalifikationer og
bør tage hensyn til de kvalifikationer, der er opnået i et tredjeland, jf. Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF27
. Det skal også overvejes at træffe
særlige foranstaltninger med henblik på effektivt at klare de praktiske problemer,
ansøgere støder på i forbindelse med bekræftelse af ægtheden af deres udenlandske
eksamensbevis, certifikater eller andet bevis for formelle kvalifikationer, navnlig som
følge af den manglende dokumentation og deres manglende mulighed for at betale
udgifterne til anerkendelsesprocedurer.
(38) Definitionen af sociale sikringsgrene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 883/200428
bør anvendes.
27
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22).
28
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1).
DA 30 DA
(39) Da ansøgernes ophold muligvis er af midlertidig art, og med forbehold af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1231/2010 bør medlemsstaterne kunne
udelukke familieydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse fra ligebehandlingen af
ansøgere og deres egne statsborger og bør kunne begrænse anvendelsen af princippet
om ligebehandling i forbindelse med uddannelse. Retten til foreningsfrihed og frihed
til medlemskab af en organisation kan også begrænses ved at udelukke ansøgere fra at
deltage i administrationen af bestemte organer og fra udøvelse af offentlige hverv.
(40) EU-retten begrænser ikke medlemsstaternes beføjelse til at tilrettelægge deres
socialsikringsordninger. Da der ikke er sket en harmonisering på EU-plan, er det op til
hver enkelt medlemsstat at fastsætte betingelserne for at få socialsikringsydelser og
disse ydelsers størrelse og varighed. Ved udøvelsen af denne beføjelse bør
medlemsstaterne dog overholde EU-retten.
2013/33/EU betragtning 24
(tilpasset)
ny
(41) For at sikre, at den materielle modtagelsesforhold  bistand til ansøgere overholder
principperne i dette direktiv, er det nødvendigt yderligere at præcisere arten af disse
forhold, herunder ikke kun indkvartering, kost og tøj, men også andre vigtige
fornødenheder end fødevarer såsom hygiejneartikler. Det er også nødvendigt , at
medlemsstaterne fastsætter ⌦ omfanget af ⌫ de materielle modtagelsesforhold,
der ydes i form af kontantydelser eller værdikuponer  niveauet af en sådan bistand
på grundlag af relevante referencer for at sikre passende levevilkår for landets
statsborgere såsom minimumsindkomstydelser, mindstelønninger,
minimumspensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandsydelser . Dette betyder
ikke, at det beløb, der tildeles, bør være det samme som for egne statsborgere.
Medlemsstaterne kan indrømme ansøgere en mindre gunstig behandling end egne
statsborgere som omhandlet i dette direktiv.
2013/33/EU betragtning 25
(tilpasset)
ny
(42) For at begrænse misbrug af modtagelsessystemet bør medlemsstaterne kunne give
adgang til materielle modtagelsesforhold, udelukkende i det omfang ansøgere ikke har
tilstrækkelige midler til at sørge for sig selv. Ved vurderingen af en ansøgers
ressourcer og krav om, at en ansøger skal dække eller bidrage til de materielle
modtagelsesforhold, bør medlemsstaterne overholde proportionalitetsprincippet og
tage hensyn til ansøgerens individuelle forhold og behovet for at respektere den
pågældendes værdighed eller personlige integritet, herunder ansøgerens særlige
modtagelsesbehov. Det bør ikke kræves, at ansøgere skal dække eller bidrage til
dækningen af udgifterne til den lægebehandling, de har behov for.  Misbrug af
modtagelsessystemet bør ⌦ også ⌫ hindres ved at specificere de omstændigheder,
under hvilke de materielle modtagelsesforhold indkvartering, kost, tøj og andre
vigtige fornødenheder end fødevarer , der stilles til rådighed for ansøgere i form
af kontantydelser eller værdikuponer, kan erstattes af modtagelsesforhold i form af
DA 31 DA
naturalier, og de omstændigheder, hvorunder lommepenge  kan indskrænkes eller
inddrages samtidig med, at der sikres en værdig levestandard for alle ansøgere.
2013/33/EU betragtning 26
ny
(43) Medlemsstaterne bør indføre hensigtsmæssig vejledning, overvågning og kontrol af
deres modtagelsesforhold. For at sikre sammenlignelige levevilkår bør
medlemsstaterne i forbindelse med deres overvågnings- og kontrolsystemer tage
hensyn til de operationelle standarder for modtagelsesforhold og særlige indikatorer,
som [Det Europæiske Asylstøttekontor/Den Europæiske Unions Asylagentur] har
udviklet.  Det bør sikres, at de nationale modtagelsessystemer og samarbejdet
mellem medlemsstaterne med hensyn til modtagelse af ansøgere fungerer effektivt ,
herunder via Unionens net af modtagelsesmyndigheder som er oprettet af [Det
Europæiske Asylstøttekontor/Den Europæiske Unions Asylagentur]. 
2013/33/EU betragtning 27
(44) Der bør tilskyndes til passende koordinering mellem de kompetente myndigheder med
hensyn til modtagelse af ansøgere, og der bør derfor gøres en indsats for at fremme et
harmonisk forhold mellem lokalsamfundene og indkvarteringscentrene.
ny
(45) Erfaringerne viser, at der er behov for beredskabsplaner for at sikre en passende
modtagelse af ansøgere, i tilfælde hvor medlemsstaterne oplever et uforholdsmæssigt
stort antal ansøgere om international beskyttelse. Det skal regelmæssigt kontrolleres
og vurderes, om medlemsstaternes beredskabsplaner er hensigtsmæssige.
2013/33/EU betragtning 28
(46) Medlemsstaterne bør have beføjelser til at indføre eller bibeholde gunstigere
bestemmelser for tredjelandsstatsborgere og statsløse, der anmoder en medlemsstat om
international beskyttelse.
2013/33/EU betragtning 29
(tilpasset)
(47) Medlemsstaterne opfordres derfor også til at anvende dette direktivs bestemmelser i
forbindelse med procedurer for behandling af ansøgninger om andre former for
beskyttelse end den, der følger af direktiv 2011/95/EU forordning (EU) XXX/XXX
[kvalifikationsforordningen].
DA 32 DA
2013/33/EU betragtning 30
ny
(48) Gennemførelsen af dette direktiv bør evalueres med jævne mellemrum.
Medlemsstaterne bør sende de nødvendige oplysninger til Kommissionen, således
at den kan opfylde sine rapporteringsforpligtelser. 
2013/33/EU betragtning 31
(tilpasset)
(49) Målet for dette direktiv, nemlig indførelse af standarder for modtagelse af
⌦ modtagelsesforhold for ⌫ ansøgere i medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig
grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af dette direktivs omfang og
virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål
2013/33/EU betragtning 32
(50) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne
og Kommissionen om forklarende dokumenter29
har medlemsstaterne forpligtet sig til
i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger
ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs
bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I
forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelse af sådanne
dokumenter er berettiget.
2013/33/EU betragtning 33
(tilpasset)
(33) I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forende
Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og
retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde (TEUF), og med forbehold af artikel 4 i samme protokol,
deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som
ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.
ny
(51) [I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling
for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
29
EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
DA 33 DA
Unions funktionsmåde, har disse medlemsstater meddelt, at de ønsker at deltage i
vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv].
ELLER
(51) [I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands
stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet
som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse
medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke
finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.]
ELLER
(51) [I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands
stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet
som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det
Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og
ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
(52) I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling
for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, har Irland (ved skrivelse af ….) meddelt, at landet ikke
deltager i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.]
ELLER
(51) [I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling
for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige (ved skrivelse af ….) meddelt, at
landet ikke deltager i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.
(52) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands
stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet
som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager
Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder
anvendelse i Irland.]
DA 34 DA
2013/33/EU betragtning 34
(52) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er
bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
2013/33/EU betragtning 35
(53) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper,
der navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder. Dette direktiv tilsigter især, at den menneskelige værdighed respekteres
fuldt ud, og at anvendelsen af artikel 1, 4, 6, 7, 18, 21, 24 og 47 i chartret fremmes, og
skal gennemføres i overensstemmelse hermed.
2013/33/EU betragtning 36
(tilpasset)
(54) Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national lovgivning bør kun
omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold
til ⌦ det tidligere ⌫ direktiv 2003/9/EF. Forpligtelsen til at gennemføre de
bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af sidstnævnte ⌦ det
tidligere ⌫ direktiv.
2013/33/EU betragtning 37
(tilpasset)
(55) Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til
den i bilag I II, del B, angivne frist for gennemførelse i national lovgivning af
direktivet 2003/9/EF —
DA 35 DA
2013/33/EU (tilpasset)
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL I
⌦ GENSTAND ⌫ FORMÅL, DEFINITIONER OG ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Formål
Formålet med dDette direktiv er at indføre ⌦ fastsætter ⌫ standarder for modtagelse af
ansøgere om international beskyttelse ("ansøgere") i medlemsstaterne.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1)a) "ansøgning om international beskyttelse": en ansøgning om international beskyttelse
som defineret i artikel 2, litra h), i direktiv 2011/95/EU[4, stk. 2, litra a),] i
forordning (EU) XXX/XXX30
[procedureforordningen]
2013/33/EU (tilpasset)
ny
2)b) "ansøger: en ansøger som defineret i artikel [4, stk. 2, litra b),] i forordning (EU)
XXX/XXX [procedureforordningen]  en tredjelandsstatsborger eller statsløs
person, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som der endnu
ikke er taget endelig stilling til
3)c) "familiemedlemmer: familiemedlemmer som defineret i artikel [2, stk. 9,] i
forordning (EU) XXX/XXX31
[kvalifikationsforordningen]  for så vidt familien
allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der
befinder sig i samme medlemsstat i forbindelse med ansøgningen om international
beskyttelse:
– ansøgerens ægtefælle eller dennes ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den
pågældende medlemsstats lovgivning eller praksis sidestilles med gifte par i henhold
til dens udlændingelov
30
EUT C […], […], s. […].
31
EUT C […], […], s. […].
DA 36 DA
– mindreårige børn af par som omhandlet i første led eller af ansøgeren, på betingelse af
at de er ugifte, uanset om de er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret, som
fastsat i national ret
– faderen, moderen eller en anden voksen, som i henhold til lov eller ifølge praksis i den
pågældende medlemsstat er ansvarlig for ansøgeren, hvis den pågældende ansøger er
mindreårig og ugift
4)d) "mindreårig: en mindreårig som defineret i artikel [2, stk. 10,] i forordning (EU)
XXX/XXX [kvalifikationsforordningen]  en tredjelandsstatsborger eller en statsløs
person under 18 år
5)e) "uledsaget mindreårig": en ⌦ uledsaget ⌫ mindreårig som defineret i artikel [2,
stk. 11,] i forordning (EU) XXX/XXX [kvalifikationsforordningen]  som
ankommer til en medlemsstats område uden at være ledsaget af en voksen, der er
ansvarlig for vedkommende i henhold til lov eller ifølge praksis i den pågældende
medlemsstat, så længe vedkommende ikke reelt befinder sig i en sådan persons
varetægt; denne definition omfatter en mindreårig, der efterlades alene efter at være
rejst ind på medlemsstaternes område
2013/33/EU
6)f) "modtagelsesforhold": alle de foranstaltninger, som medlemsstaterne sikrer ansøgere
i overensstemmelse med dette direktiv
2013/33/EU (tilpasset)
ny
7)g) "materielle modtagelsesforhold": modtagelsesforhold, der omfatter indkvartering,
kost, og tøj og andre vigtige fornødenheder end fødevarer, der dækker ansøgernes
behov under deres særlige modtagelsesforhold, f.eks. hygiejneartikler , hvad enten
dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en
kombination af disse tre, samt lommepenge
2013/33/EU
8)h) "frihedsberøvelse": enhver indespærring af en ansøger, som en medlemsstat foretager
på et særligt sted, hvor ansøgeren er berøvet sin bevægelsesfrihed
9)i) "indkvarteringscenter": et hvilket som helst sted, der bruges til kollektiv
indkvartering af ansøgere
DA 37 DA
ny
10) "forsvinden": det forhold, at en ansøger for at undgå asylprocedurer enten forlader
det område, hvor den pågældende har pligt til at opholde sig, jf. forordning (EU)
XXX/XXX32
[Dublinforordningen], eller ikke står til rådighed for de kompetente
myndigheder eller domstolene
11) "risiko for, at en ansøger forsvinder": det forhold, at der i den individuelle sag
foreligger grunde, som er baseret på objektive kriterier fastsat i national lovgivning,
til at tro, at en ansøger kan forsvinde
2013/33/EU (tilpasset)
ny
12)j) "⌦ værge ⌫ repræsentant": en person som defineret i artikel [4, stk. 2, litra f),] i
forordning (EU) XXX/XXX [procedureforordningen]  eller en organisation, der er
udpeget af de kompetente organer til at bistå og repræsentere en uledsaget
mindreårig i de procedurer, der er omhandlet i dette direktiv, med henblik på at
varetage barnets tarv og udøve retlig handleevne for den mindreårige, hvor det er
nødvendigt. Hvis en organisation udpeges som repræsentant, udpeger den en person,
som er ansvarlig for at varetage repræsentantens opgaver i forbindelse med den
uledsagede mindreårige i overensstemmelse med dette direktiv
13)k) "ansøger med særlige modtagelsesbehov": ⌦ en ansøger ⌫ en sårbar person i
overensstemmelse med artikel 21, som har behov for særlige garantier for at nyde
godt af de rettigheder og opfylde de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv ,
f.eks. ansøgere, der er mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre,
gravide, enlige forældre med mindreårige børn, ofre for menneskehandel, som har
alvorlige sygdomme, mentale forstyrrelser, eller som er blevet udsat for tortur,
voldtægt eller andre alvorlige former for psykologisk, fysisk eller seksuel vold såsom
ofre for kvindelig kønslemlæstelse .
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere og statsløse, der
indgiver ⌦ fremsætter ⌫ en ansøgning om international beskyttelse på en
medlemsstats ⌦ medlemsstaternes ⌫ område, herunder ved ⌦ den ydre ⌫
grænsen, i dens ⌦ deres ⌫ territorialfarvande eller transitområder, og som har
tilladelse til at opholde sig på dette område som ansøgere, og på deres
32
EUT C […], […], s. […].
DA 38 DA
familiemedlemmer, hvis de er omfattet af en sådan ansøgning om international
beskyttelse i henhold til national ret.
2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på anmodninger om diplomatisk eller
territorialt asyl, der indgives til medlemsstaternes repræsentationer.
3. Dette direktiv finder ikke anvendelse, når bestemmelserne i Rådets direktiv
2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i
tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal
fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til
modtagelsen af disse personer og følgerne heraf33
anvendes.
4. Medlemsstaterne kan beslutte at anvende dette direktiv på procedurerne for
behandling af ansøgninger om andre former for beskyttelse end den, der følger af
direktiv 2011/95/EU forordning (EU) XXX/XXX [kvalifikationsdirektivet].
Artikel 4
Gunstigere bestemmelser
Medlemsstaterne kan indføre eller bibeholde gunstigere bestemmelser om modtagelsesforhold
for ansøgere og andre ⌦ deres forsørgelsesberettigede ⌫ nære slægtninge til ansøgeren, der
befinder sig i samme medlemsstat, når de er afhængige af ansøgeren eller af humanitære
årsager, i det omfang disse bestemmelser er forenelige med dette direktiv.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
KAPITEL II
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM MODTAGELSESFORHOLDENE
Artikel 5
Oplysninger
1. Medlemsstaterne oplyser hurtigst muligt og senest, når der indgives ansøgning om
international beskyttelse  mindst om de fastsatte ydelser og de forpligtelser,
ansøgere skal overholde for så vidt angår modtagelsesforholdene, inden for en
rimelig frist på ikke over 15 dage efter, at de har indgivet deres ansøgning om
international beskyttelse. De påpeger i disse oplysninger, at ansøgeren ikke er
berettiget til de modtagelsesforhold, der er fastsat i artikel 14-17 i dette direktiv,
jf. artikel 17a i samme direktiv, i nogen anden medlemsstat end den, hvor den
pågældende skal opholde sig i henhold til forordning (EU) XXX/XXX
[Dublinforordningen]. 
33
Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i
tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig
fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og
følgerne heraf (EUT L 212 af 7.8.2001, s. 1).
DA 39 DA
Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere modtager oplysninger om de organisationer eller
grupper af personer, der yder specifik juridisk bistand, og om de organisationer, der
vil kunne hjælpe eller oplyse dem om de modtagelsesforhold, der er til rådighed,
herunder lægebehandling.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, gives skriftligt
ved brug af en standardmodel, som Den Europæiske Unions Asylagentur
udarbejder,  og på et sprog, som ansøgeren forstår eller med rimelighed forventes
at forstå. Oplysningerne kan gives  om nødvendigt også gives mundtligt og
tilpasset mindreåriges behov .
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 6
⌦ Rejsedokumenter ⌫ Dokumenter
1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgeren senest tre dage efter indgivelsen af en
ansøgning om international beskyttelse får et dokument udstedt på navn, som
bekræfter vedkommendes status som ansøger, eller som attesterer, at den pågældende
har tilladelse til at opholde sig på medlemsstatens område, indtil der er truffet
afgørelse om ansøgningen, eller mens den behandles.
Kan indehaveren ikke færdes frit på hele eller en del af medlemsstatens område, skal
dette fremgå af dokumentet.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende denne artikel, når ansøgeren er
frihedsberøvet, og i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om international
beskyttelse, der er indgivet ved grænsen, eller i forbindelse med en procedure til
afgørelse af, om ansøgeren er berettiget til indrejse på en medlemsstats område. I
særlige tilfælde kan medlemsstaterne under behandlingen af en ansøgning om
international beskyttelse forsyne ansøgere med andre bevisdokumenter svarende til
det i stk. 1 nævnte dokument.
3. Det i stk. 1 nævnte dokument er ikke nødvendigvis et bevis for ansøgerens identitet.
4. Medlemsstaterne vedtager de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ansøgere får
udstedt det i stk. 1 omhandlede dokument, der skal være gyldigt i lige så lang tid,
som ansøgerne har tilladelse til at opholde sig på den pågældende medlemsstats
område.
DA 40 DA
5. Medlemsstaterne kan udsteder udelukkende  et rejsedokument til ansøgere, når
tungtvejende humanitære årsager eller andre bydende nødvendige årsager 
kræver deres tilstedeværelse i en anden stat. Rejsedokumentets gyldighed skal
begrænses efter formålet og til den varighed, der er nødvendig i forhold til årsagen til
dets udstedelse. 
6. Medlemsstaterne pålægger ikke ansøgere unødvendige eller uforholdsmæssige
dokumentationskrav eller andre administrative krav, før de indrømmer dem de
rettigheder, som de har i henhold til dette direktiv, alene af den grund at de er
ansøgere om international beskyttelse.
2013/33/EU
Artikel 7
Opholdssted og retten til at færdes frit
1. Ansøgere kan færdes frit på værtsmedlemsstatens område eller på et område, som de
har fået anvist af denne medlemsstat. Det anviste område må ikke berøre privatlivets
ukrænkelighed, og det skal give tilstrækkelige muligheder for at sikre adgang til alle
de ydelser, der er omhandlet i dette direktiv.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
2. Medlemsstaterne kan bestemme bestemmer om nødvendigt , hvor ⌦ at en ⌫
ansøgeren skal opholde sig et bestemt sted  ⌦ af en af følgende årsager ⌫:
a) i almenhedens interesse, ⌦ eller ⌫ af hensyn til den offentlige orden, eller
b) når det er nødvendigt for ⌦ med henblik ⌫ på en hurtig behandling og
effektiv opfølgning af ansøgningen om international beskyttelse.
ny
c) med henblik på en hurtig behandling og en effektiv overvågning af den
pågældendes procedure for at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for
behandlingen af ansøgningen, jf. forordning (EU) XXX/XXX
[Dublinforordningen]
d) for effektivt at forhindre ansøgeren i at forsvinde, navnlig:
– i forbindelse med ansøgere, som ikke har overholdt forpligtelsen til at
fremsætte en ansøgning i den første medlemsstat, de pågældende
indrejste i, jf. artikel [4, stk. 1,] i forordning (EU) XXX/XXX
DA 41 DA
[Dublinforordningen], og som er rejst til en anden medlemsstat uden
fyldestgørende begrundelse og har fremsat en ansøgning der
– hvis ansøgere skal opholde sig i en anden medlemsstat, jf. forordning
(EU) XXX/XXX [Dublinforordningen]
– i forbindelse med ansøgere, som, efter at de er forsvundet til en anden
medlemsstat, er blevet sendt tilbage til den medlemsstat, hvor de i
henhold til forordning (EU) XXX/XXX [Dublinforordningen] skal
opholde sig.
I sådanne tilfælde gøres adgangen til materielle modtagelsesforhold betinget af
ansøgerens reelle opholdssted på det specifikke sted.
3. Hvis der er begrundelse for at konkludere, at der er risiko for, at en ansøger kan
forsvinde, kræver medlemsstaterne om nødvendigt, at ansøgeren får meldepligt til de
kompetente myndigheder eller personligt møder op, enten straks eller på et specifikt
tidspunkt så ofte, som det er nødvendigt for effektivt at forhindre ansøgeren i at
forsvinde.
2013/33/EU (tilpasset)
4. Medlemsstaterne fastsætter mulighed for at give ansøgere midlertidig tilladelse til at
forlade det i stk. 2 og 3 omhandlede ⌦ deres ⌫ opholdssted og/eller det i stk. 1
omhandlede anviste område. Afgørelser træffes ⌦ på grundlag af den enkelte sags
realiteter samt ⌫ individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes, hvis de er
negative.
Ansøgeren skal ikke anmode om tilladelse til at overholde aftaler med
myndighederne og domstolene, hvis den pågældendes tilstedeværelse er nødvendig.
2013/33/EU
ny
5. Medlemsstaterne kræver, at ansøgere meddeler de kompetente myndigheder deres
nuværende opholdssted eller  adresse eller et telefonnummer, hvorpå de kan
kontaktes  og hurtigst muligt informerer disse myndigheder om eventuelle
ændringer af telefonnummeret eller  adresseændringer.
2013/33/EU (tilpasset)
36. Medlemsstaterne kan gøre adgangen til materielle modtagelsesforhold betinget af, at
ansøgerne opholder sig et bestemt sted, som medlemsstaterne anviser. En sådan
DA 42 DA
afgørelse, som kan være generel, træffes individuelt og i overensstemmelse med
national ret.
ny
7. De i denne artikel omhandlede afgørelser skal baseres på den enkeltes adfærd og
navnlig på den berørte persons situation, bl.a. hvad angår ansøgere med særlige
modtagelsesbehov, og under behørig hensyntagen til proportionalitetsprincippet.
8. Medlemsstaterne anfører de faktuelle og retlige begrundelser i alle de afgørelser, der
træffes i henhold til denne artikel. Ansøgerne skal straks informeres skriftligt på et
sprog, de forstår eller med rimelighed forventes at forstå om vedtagelsen af en sådan
afgørelse, procedurerne for at prøve afgørelsen, jf. artikel 25, og følgerne af ikke at
overholde de forpligtelser, der pålægges dem i medfør af afgørelsen.
2013/33/EU (tilpasset)
Artikel 8
Frihedsberøvelse
1. Medlemsstaterne kan ikke frihedsberøve en person alene af den grund, at
vedkommende er en ansøger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU
af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international
beskyttelsesstatus34
.
2013/33/EU
2. Viser det sig på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag nødvendigt,
kan medlemsstaterne frihedsberøve en ansøger, hvis andre mindre indgribende
tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt.
3. En ansøger må kun frihedsberøves:
a) for at fastlægge eller kontrollere vedkommendes identitet eller nationalitet
b) for at fastlægge de forhold, som ansøgningen om international beskyttelse
støttes på, og som ikke kunne fastlægges uden frihedsberøvelse, navnlig hvis
der er en risiko for, at ansøgeren forsvinder
34
Se side 60 i denne EUT.
DA 43 DA
ny
c) for at sikre, at ansøgeren opfylder de retlige forpligtelser, der er pålagt
vedkommende i medfør af en individuel afgørelse, jf. artikel 7, stk. 2, i sager,
hvor ansøgeren ikke har opfyldt disse forpligtelser, og der er risiko for at
ansøgeren forsvinder
2013/33/EU (tilpasset)
ny
d)c) for i forbindelse med en procedure grænseprocedure  at afgøre, om
ansøgeren har ret til indrejse på området , jf. artikel 41 i forordning (EU)
XXX/XXX [procedureforordningen] 
2013/33/EU (tilpasset)
e)d) hvis den pågældende er frihedsberøvet som led i en tilbagesendelsesprocedure i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.
december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold35
for at
forberede tilbagesendelse og/eller gennemføre udsendelsesprocessen, og den
berørte medlemsstat på grundlag af objektive kriterier, herunder at den
pågældende allerede har haft mulighed for adgang til asylproceduren, kan
dokumentere, at der er rimelig grund til at antage, at den pågældende kun har
indgivet ⌦ fremsat ⌫ ansøgningen om international beskyttelse for at
forsinke eller hindre håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse
f)e) når beskyttelsen af den nationale sikkerhed eller offentlige orden gør det
påkrævet
g)f) i overensstemmelse med artikel 2829 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og
procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af
en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne36
XXX/XXX
[Dublinforordningen]
35
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT
L 343 af 23.12.2011, s.1).
36
Se side 31 i denne EUT.
DA 44 DA
2013/33/EU
ny
Alle ovennævnte  Ggrundene til frihedsberøvelse fastsættes i national ret.
2013/33/EU
4. Medlemsstaterne sikrer, at regler vedrørende alternativer til frihedsberøvelse såsom
regelmæssigt at melde sig hos myndighederne, at stille en økonomisk garanti eller en
pligt til at forblive på et bestemt sted er fastsat i national ret.
Artikel 9
Frihedsberøvede ansøgeres garantier
1. Frihedsberøvelse af en ansøger skal være så kort som mulig og må kun opretholdes,
så længe som de i artikel 8, stk. 3, grunde gør sig gældende.
Administrative procedurer, som vedrører de i artikel 8, stk. 3, anførte grunde til
frihedsberøvelse, gennemføres med rettidig omhu. Forsinkelser i administrative
procedurer, som ikke kan tilskrives ansøgeren, berettiger ikke til fortsat
frihedsberøvelse.
2. Afgørelser om frihedsberøvelse af ansøgere træffes skriftlig af retsinstanser eller
administrative myndigheder. Afgørelsen om frihedsberøvelse skal indeholde den
faktiske og retlige begrundelse, som den bygger på.
3. Træffes afgørelsen om frihedsberøvelse af administrative myndigheder, skal
medlemsstaterne åbne mulighed for en hurtig retlig prøvelse af lovligheden af
frihedsberøvelsen, der skal foretages af en retsinstans ex officio og/eller efter
anmodning fra ansøgeren. Handler retsinstansen ex officio, skal der træffes afgørelse
om en sådan prøvelse så hurtigt som muligt efter påbegyndelsen af
frihedsberøvelsen. Anmoder ansøgeren om prøvelse, skal der træffes afgørelse så
hurtigt som muligt efter indledningen af den relevante procedure. Med henblik herpå
fastsætter medlemsstaterne i den nationale lovgivning en frist, inden for hvilken den
retlige prøvelse ex officio og/eller den retlige prøvelse efter anmodning fra ansøgeren
skal gennemføres.
Fastslås det som følge af den retlige prøvelse, at frihedsberøvelsen er ulovlig,
løslades ansøgeren straks.
DA 45 DA
4. Frihedsberøvede ansøgere skal straks orienteres skriftligt, på et sprog de forstår eller
med rimelighed forventes at forstå, om grundene til frihedsberøvelsen og om
procedurerne i national ret for at bestride afgørelsen om frihedsberøvelse samt om
muligheden for at anmode om gratis juridisk bistand og repræsentation.
5. Frihedsberøvelsen tages med passende mellemrum op til fornyet vurdering af
retsinstansen, ex officio og/eller på den pågældende ansøgers anmodning, navnlig
hvis den er af længere varighed, der opstår nye forhold, eller der fremkommer nye
oplysninger, som kan have betydning for frihedsberøvelsens lovlighed.
6. I tilfælde af retlig prøvelse af afgørelsen om frihedsberøvelse som omhandlet i stk. 3
sikrer medlemsstaterne, at ansøgere har adgang til gratis juridisk bistand og
repræsentation. Dette skal som minimum omfatte udarbejdelse af de nødvendige
procesdokumenter og deltagelse i retsmødet ved retsinstansen på ansøgerens vegne.
Gratis juridisk bistand og repræsentation ydes af personer med passende
kvalifikationer, som er godkendt eller har tilladelse i henhold til national ret, og hvis
interesser ikke strider mod eller potentielt kan stride mod ansøgerens interesser.
7. Medlemsstaterne kan også fastsætte bestemmelser om, at gratis juridisk bistand og
repræsentation kun ydes:
a) til personer, der ikke har tilstrækkelige midler, og/eller
b) gennem tjenester, der stilles til rådighed af juridiske eller andre rådgivere, som
i henhold til national ret specifikt er udpeget til at bistå og repræsentere
ansøgere.
8. Medlemsstaterne kan også:
a) pålægge økonomiske og/eller tidsmæssige begrænsninger i forbindelse med
gratis juridisk bistand og repræsentation, forudsat at dette ikke vilkårligt
begrænser adgangen til juridisk bistand og repræsentation
b) fastsætte bestemmelser om, at behandlingen af ansøgere for så vidt angår
gebyrer og andre udgifter ikke må være gunstigere end den behandling, der
generelt gives deres egne statsborgere i forbindelse med juridisk bistand.
9. Medlemsstaterne kan anmode om helt eller delvist at få godtgjort alle de udgifter,
som de har betalt, hvis og når ansøgerens finansielle situation har forbedret sig
betydeligt, eller hvis afgørelsen om at betale sådanne udgifter er blevet truffet på
grundlag af urigtige oplysninger fra ansøgeren.
10. Procedurerne for adgang til juridisk bistand og repræsentation fastsættes i national
ret.
DA 46 DA
Artikel 10
Vilkår under frihedsberøvelsen
1. Frihedsberøvelse af ansøgere skal som hovedregel finde sted i særlige faciliteter til
brug for frihedsberøvelse. Hvis en medlemsstat ikke kan stille indkvartering til
rådighed i en særlig facilitet til brug for frihedsberøvelse og som følge heraf er nødt
til at benytte fængsler, holdes den frihedsberøvede ansøger adskilt fra de almindelige
indsatte, og de vilkår under frihedsberøvelsen, der er fastlagt i dette direktiv, finder
anvendelse.
Frihedsberøvede ansøgere skal som hovedregel holdes adskilt fra andre
tredjelandsstatsborgere, som ikke har indgivet ansøgning om international
beskyttelse.
Kan ansøgere ikke frihedsberøves adskilt fra andre tredjelandsstatsborgere, sikrer
den pågældende medlemsstat, at de vilkår under frihedsberøvelsen, der er fastlagt i
dette direktiv, finder anvendelse.
2. Frihedsberøvede ansøgere skal have adgang til udendørsområder.
3. Medlemsstaterne sikrer, at personer, der repræsenterer De Forenede Nationers
Højkommissær for Flygtninge (UNHCR), har mulighed for at kommunikere med og
aflægge besøg hos ansøgere på betingelser, der respekterer privatlivets fred. Denne
mulighed gælder også en organisation, som arbejder på den pågældende
medlemsstats område på vegne af UNHCR ifølge en aftale med den pågældende
medlemsstat.
4. Medlemsstaterne sikrer, at familiemedlemmer, juridiske eller andre rådgivere og
personer, som repræsenterer relevante ikkestatslige organisationer, der er anerkendt
af den pågældende medlemsstat, har mulighed for at kommunikere med og aflægge
besøg hos ansøgere på betingelser, der respekterer privatlivets fred. Adgangen til
faciliteten til brug for frihedsberøvelse kan kun begrænses, hvis begrænsningen i
medfør af national ret er objektiv nødvendig af hensyn til sikkerheden, den offentlige
orden eller den administrative ledelse af faciliteten til brug for frihedsberøvelse,
forudsat at adgangen ikke dermed begrænses alvorligt eller gøres umulig..
5. Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvede ansøgere systematisk får oplysninger om
de regler, der gælder i centret, og om deres rettigheder og forpligtelser på et sprog, de
forstår eller med rimelighed forventes at forstå. Frihedsberøves ansøgeren ved et
grænseovergangssted eller i et transitområde, kan medlemsstaterne fravige dette krav
i behørigt begrundede tilfælde og for en rimelig periode, som skal være så kort som
muligt. Denne undtagelse finder ikke anvendelse i de tilfælde, der er omhandlet i
DA 47 DA
artikel 4341 i direktiv 2013/32/EU forordning (EU) XXX/XXX
[procedureforordningen].
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 11
Frihedsberøvelse af sårbare personer og ansøgere med særlige modtagelsesbehov
1. Frihedsberøvede sårbare ansøgeres helbred, herunder deres mentale sundhed, og
særlige modtagelsesbehov  skal være et væsentligt anliggende for de nationale
myndigheder.
Frihedsberøves sårbare personer ansøgere med særlige modtagelsesbehov ,
sikrer medlemsstaterne regelmæssigt tilsyn og passende støtte under hensyntagen til
deres særlige situation, herunder deres helbred.
2013/33/EU
2. Mindreårige må kun frihedsberøves som sidste udvej, og efter at det er fastslået, at
andre mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt. En
sådan frihedsberøvelse skal være for den kortest mulige periode, og der skal gøres alt
for at løslade de frihedsberøvede mindreårige og indkvartere dem i passende
faciliteter for mindreårige.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Den mindreåriges Barnets tarv  , jf. artikel 2322, stk. 2, kommer i første række.
Frihedsberøves mindreårige, skal deres ret til uddannelse sikres,  og de
⌦ skal ⌫ have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, herunder leg og
rekreation, der passer til deres alder.
2013/33/EU
3. Uledsagede mindreårige må kun frihedsberøves under ganske særlige
omstændigheder. Enhver indsats skal gøres for at løslade den frihedsberøvede
uledsagede mindreårige så hurtigt som muligt.
DA 48 DA
Uledsagede mindreårige må aldrig frihedsberøves i fængsler.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Uledsagede mindreårige skal så vidt muligt indkvarteres i institutioner med personale
og faciliteter, der tager hensyn til rettighederne og  behovene hos personer på
deres alder ⌦ , og faciliteter, ⌫ der egner sig til uledsagede mindreårige  .
2013/33/EU
Frihedsberøves uledsagede mindreårige, skal medlemsstaterne sikre, at de
indkvarteres adskilt fra voksne.
4. Frihedsberøvede familier skal have separat indkvartering, der sikrer tilstrækkelig
beskyttelse af privatlivet.
5. Frihedsberøves kvindelige ansøgere, sikrer medlemsstaterne, at de indkvarteres
adskilt fra mandlige ansøgere, medmindre sidstnævnte er familiemedlemmer, og alle
berørte personer har givet deres samtykke.
Undtagelser fra første afsnit kan også gælde for brugen af fællesområder, der
benyttes til rekreation eller sociale aktiviteter, herunder til indtagelse af måltider.
6. Frihedsberøves ansøgeren ved et grænseovergangssted eller i et transitområde, kan
medlemsstaterne i behørigt begrundede tilfælde og for en rimelig periode, som skal
være så kort som mulig, fravige stk. 2, tredje afsnit, stk. 4 og stk. 5, første afsnit, med
undtagelse af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 4341 i direktiv 2013/32/EU
forordning (EU) XXX/XXX [procedureforordningen].
Artikel 12
Familier
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til så vidt muligt at bevare familiens
enhed på deres område, hvis den pågældende medlemsstat stiller indkvartering til rådighed for
ansøgere. Disse foranstaltninger finder anvendelse med ansøgerens accept.
DA 49 DA
Artikel 13
Helbredsundersøgelser
Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgere underkastes en helbredsundersøgelse af hensyn til
den offentlige sundhed.
Artikel 14
Skolegang og undervisning for mindreårige
1. Medlemsstaterne giver mindreårige børn af ansøgere samt mindreårige ansøgere
adgang til uddannelsessystemet på betingelser, der svarer til dem, som gælder for
deres egne statsborgere, så længe en udsendelsesforanstaltning vedrørende dem selv
eller deres forældre ikke er gennemført. Denne uddannelse kan finde sted i
indkvarteringscentrene.
Medlemsstaterne kan bestemme, at denne adgang er begrænset til det offentlige
uddannelsessystem.
Medlemsstaterne kan ikke afbryde undervisning på sekundærtrinnet, blot fordi den
mindreårige har nået myndighedsalderen.
2. Adgangen til uddannelsessystemet må ikke udsættes i mere end tre måneder fra den
dato, hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet af den mindreårige
eller på dennes vegne.
Mindreårige tilbydes indslusningskurser, herunder sprogkurser, hvis det er
nødvendigt for at fremme deres adgang til og deltagelse i uddannelsessystemet, jf.
stk. 1.
3. Er der ikke mulighed for adgang til uddannelsessystemet som omhandlet i stk. 1 som
følge af den mindreåriges særlige situation, skal den pågældende medlemsstat tilbyde
alternative undervisningsformer i overensstemmelse med dens nationale ret og
praksis.
DA 50 DA
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 15
Beskæftigelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har adgang til arbejdsmarkedet senest ni
seks  måneder fra datoen for indgivelse af ansøgningen om international
beskyttelse, hvis den kompetente myndighed ikke har truffet en administrativ 
afgørelse i første instans, og forsinkelsen ikke kan tilskrives ansøgeren.
ny
Hvis medlemsstaten har fremskyndet realitetsbehandlingen af ansøgningen om
international beskyttelse, jf. artikel [40, stk. 1, litra a)-f),] i forordning (EU)
XXX/XXX [procedureforordningen], skal der ikke gives adgang til arbejdsmarkedet.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
2. Medlemsstaterne beslutter, på hvilke vilkår ansøgeren får adgang til
arbejdsmarkedet, i overensstemmelse med deres nationale ret, samtidig med at de
sikrer, at ansøgere , som har fået adgang til arbejdsmarkedet i medfør af stk. 1, 
har effektiv adgang til arbejdsmarkedet.
Af arbejdsmarkedspolitiske hensyn kan medlemsstaterne give forrang kontrollere,
om en ledig stilling kan besættes af den pågældende medlemsstats egne
statsborgere,  til unionsborgere og statsborgere fra stater, der er parter i aftalen om
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt ⌦ eller ⌫
tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ⌦ ophold i den pågældende medlemsstat ⌫
.
ny
3. Medlemsstaterne sikrer ansøgere ligebehandling i forhold til deres egne statsborgere,
hvad angår følgende:
a) arbejdsforhold, herunder løn og afskedigelse, ferie samt arbejdsmiljøkrav
DA 51 DA
b) foreningsfrihed og frihed til medlemskab af en arbejdstager- eller
arbejdsgiverorganisation eller enhver organisation, hvis medlemmer har et
bestemt virke, herunder fordele som følge af et sådant medlemskab, uden at de
nationale bestemmelser om offentlig orden og sikkerhed derved tilsidesættes
c) almen uddannelse og erhvervsuddannelse, undtagen stipendier og lån til studier
og underhold eller andre stipendier og lån i forbindelse med almen uddannelse
og erhvervsuddannelse
d) anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser i
forbindelse med de nuværende procedurer for anerkendelse af udenlandske
kvalifikationer, samtidig med at det i videst muligt omfang gøres lettere at give
fuld adgang til de ansøgere, der ikke kan fremlægge dokumentation for deres
kvalifikationer til brug i hensigtsmæssige ordninger for vurdering, validering
og akkreditering af deres forudgående læring.
e) sociale sikringsgrene som defineret i forordning (EF) nr. 883/2004.
Medlemsstaterne kan begrænse ligebehandlingen af ansøgere:
i) i henhold til dette stykkes litra b), ved at udelukke dem fra at deltage i
administrationen af offentligretlige organer og fra udøvelse af offentlige
hverv
ii) i henhold til dette stykkes litra c), almen uddannelse og
erhvervsuddannelse, som er direkte knyttet til en specifik
beskæftigelsesaktivitet
iii) i henhold til dette stykkes litra e), ved at udelukke dem fra familieydelser
og arbejdsløshedsunderstøttelse, jf. dog forordning (EU) nr. 1231/2010.
Retten til ligebehandling giver ikke ret til ophold i tilfælde, hvor en afgørelse truffet i
henhold til forordning (EU) XXX/XXX [procedureforordningen] har bragt
ansøgerens ret til ophold til ophør.
2013/33/EU
4.3. Adgangen til arbejdsmarkedet må ikke trækkes tilbage under klageprocedurer, når en
klage over en negativ afgørelse efter normalproceduren har opsættende virkning, før
der er meddelt negativ afgørelse i klagesagen.
ny
5. Har en ansøger fået adgang til arbejdsmarkedet, jf. stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at
det i ansøgerens dokument, jf. artikel [29] i forordning (EU) XXX/XXX
DA 52 DA
[procedureforordningen] er anført, at ansøgeren har tilladelse til at udøve lønnet
beskæftigelse.
2013/33/EU
Artikel 16
Erhvervsuddannelse
1. Medlemsstaterne kan give ansøgere adgang til erhvervsuddannelse, uanset om de har
adgang til arbejdsmarkedet eller ej.
2. Adgang til erhvervsuddannelse, der er forbundet med en arbejdskontrakt, afhænger
af, i hvilket omfang ansøgeren har adgang til arbejdsmarkedet i overensstemmelse
med artikel 15.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 17 16
Generelle regler om materielle modtagelsesforhold og lægebehandling
1. Medlemsstaterne sørger for, at der er materielle modtagelsesforhold til rådighed for
ansøgere, når fra det tidspunkt, hvor  de indgiver ⌦ fremsætter ⌫ ansøgning
om international beskyttelse , jf. artikel [25] i forordning (EU) XXX/XXX
[procedureforordningen]  .
2013/33/EU
2. Medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold muliggør en passende
levestandard for ansøgere, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og
mentale sundhed.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Medlemsstaterne sørger for, at levestandarden også opretholdes, når det drejer sig om
sårbare personer ansøgere med særlige modtagelsesbehov  , jf. artikel 21, og
frihedsberøvede personer.
DA 53 DA
3. Medlemsstaterne kan gøre alle eller nogle af de materielle modtagelsesforhold og
lægebehandlinger betinget af, at ansøgere ikke har tilstrækkelige midler til at
opretholde en levestandard, som deres sundhed kræver, og til at sikre deres
underhold.
4. Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgere dækker eller bidrager til dækningen af
omkostningerne i forbindelse med de materielle modtagelsesforhold og de
lægebehandlinger, der er omhandlet i dette direktiv, jf. stk. 3, når ansøgerne råder
over tilstrækkelige midler, f.eks. hvis de har arbejdet i en rimelig periode.
Viser det sig, at en ansøger havde tilstrækkelige midler til at dække de materielle
modtagelsesforhold og lægebehandling, da disse basale behov blev opfyldt, kan
medlemsstaterne kræve tilbagebetaling fra ansøgeren.
ny
5. Ved vurderingen af en ansøgers midler, når det kræves, at en ansøger dækker eller
bidrager til dækningen af udgifterne til de materielle modtagelsesforhold, eller når en
ansøger anmodes om tilbagebetaling, jf. stk. 4, overholder medlemsstaterne
proportionalitetsprincippet. Medlemsstaterne tager også hensyn til ansøgerens
individuelle forhold og behovet for at respektere den pågældendes værdighed eller
personlige integritet, herunder ansøgerens særlige modtagelsesbehov.
Medlemsstaterne sørger under alle omstændigheder for, at ansøgeren gives
standardlevevilkår, som sikrer dennes underhold og beskytter vedkommendes fysiske
og mentale sundhed.
2013/33/EU
ny
6.5. Yder medlemsstaterne materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller
værdikuponer, fastlægges størrelsen heraf på grundlag af det eller de niveauer, som
den pågældende medlemsstat har fastlagt enten ved lov eller praksis for at sikre en
passende levestandard for egne statsborgere. Medlemsstaterne kan i den forbindelse
indrømme ansøgere en mindre gunstig behandling end egne statsborgere, navnlig
hvis materiel støtte delvis ydes i form af naturalier, eller hvis disse niveauer, når de
anvendes på egne statsborgere, tager sigte på at sikre en levestandard, der er højere
end den, som dette direktiv foreskriver for ansøgere. Medlemsstaterne informerer
Kommissionen og Den Europæiske Unions Asylagentur om de referenceniveauer,
der finder anvendelse i medfør af national lovgivning eller praksis med henblik på at
fastsætte størrelsen af den økonomiske bistand til ansøgere i henhold til dette
stykke. 
DA 54 DA
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 18 17
Bestemmelser om materielle modtagelsesforhold
1. Stilles der gratis indkvartering til rådighed, skal der sikres en passende
levestandard, og  det ⌦ skal ⌫ ske i en af følgende former eller en kombination
heraf:
a) lokaler, der anvendes med henblik på indkvartering af ansøgere under
behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet
⌦ fremsat ⌫ ved grænsen eller i transitområder
b) indkvarteringscentre, hvor der sikres en passende levestandard
c) private huse, lejligheder, hoteller eller andre bygninger, der egner sig til
indkvartering af ansøgere.
2013/33/EU
2. Med forbehold af eventuelle særlige vilkår under frihedsberøvelsen, jf. artikel 10 og
11, i forbindelse med den indkvartering, der er omhandlet i nærværende artikel 1
stk. 1, litra a), b) og c), sikrer medlemsstaterne, at:
a) ansøgere har garanti for beskyttelse af deres familieliv
b) ansøgere har mulighed for at kommunikere med slægtninge, juridiske eller
andre rådgivere, personer, som repræsenterer UNHCR og andre relevante
nationale, internationale og ikkestatslige organisationer og organer
c) der med henblik på at bistå ansøgerne gives adgang for familiemedlemmer,
juridiske eller andre rådgivere, personer, som repræsenterer UNHCR og
relevante ikkestatslige organisationer, som er anerkendt af medlemsstaten.
Denne adgang kan kun begrænses af grunde, der vedrører centrenes og
ansøgernes sikkerhed.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
3. Medlemsstaterne tager hensyn til køn, alder og den situation, som sårbare personer
⌦ ansøgere ⌫ med særlige modtagelsesbehov  befinder sig i, når der stilles
materielle modtagelsesforhold til rådighed  i forbindelse med ansøgere i de stk. 1,
litra a) og b), omhandlede lokaler og indkvarteringscentre.
DA 55 DA
4. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at forhindre overfald og
kønsspecifik vold, herunder seksuelle overgreb og chikane, i forbindelse med
indkvarteringeni de lokaler og indkvarteringscentre, der er nævnt i stk. 1, litra a) og
b).
2013/33/EU
5. Medlemsstaterne sikrer så vidt muligt, at voksne ansøgere, der er økonomisk
afhængige, og som har særlige modtagelsesbehov, indkvarteres sammen med nære
voksne slægtninge, som allerede befinder sig i den samme medlemsstat, og som i
henhold til lov eller ifølge praksis i den pågældende medlemsstat har ansvaret for
dem.
6. Medlemsstaterne sørger for, at ansøgere kun overføres fra en indkvartering til en
anden, når det er nødvendigt. Medlemsstaterne giver ansøgere mulighed for at
informere deres juridiske eller andre rådgivere om overførslen og om deres nye
adresse.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
7. ⌦ Personer, ⌫ der yder materielle modtagelsesforhold,  herunder Ppersonalet
i indkvarteringscentrene, skal have en passende uddannelse og være bundet af de i
national ret fastsatte regler om tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, de får
kendskab til under deres arbejde.
2013/33/EU
8. Medlemsstaterne kan inddrage ansøgere i forvaltningen af de materielle ressourcer
og de ikkematerielle aspekter af livet i centret gennem et repræsentativt rådgivende
organ eller råd bestående af beboere.
9. I behørigt begrundede tilfælde kan medlemsstaterne undtagelsesvis fastsætte
nærmere bestemmelser om andre materielle modtagelsesforhold end dem, der er
fastsat i denne artikel, i en rimelig periode, der skal være så kort som muligt, når:
a) der er behov for en vurdering af ansøgerens særlige behov i overensstemmelse
med artikel 22 21
b) den sædvanlige indkvarteringskapacitet midlertidigt er opbrugt.
DA 56 DA
2013/33/EU
ny
Sådanne andre forhold skal under alle omstændigheder dække de basale behov
sikre adgang til lægebehandling, jf. artikel 18, og en værdig levestandard for alle
ansøgere  .
ny
Ved anvendelsen af sådanne ekstraordinære foranstaltninger informerer
medlemsstaten Kommissionen og Den Europæiske Unions Asylagentur herom. Den
informerer også Kommissionen og Den Europæiske Unions Asylagentur, når
årsagerne til at anvende sådanne ekstraordinære foranstaltninger ophører.
Artikel 17a
Modtagelsesforhold i en anden medlemsstat end den, ansøgeren skal opholde sig i
1. En ansøger er ikke berettiget til de modtagelsesforhold, der er omhandlet i artikel 14-
17 i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende skal opholde sig i henhold
til forordning (EU) XXX/XXX [Dublinforordningen].
2. Medlemsstaterne sikrer en værdig levestandard for alle ansøgere.
3. Indtil en mindreårig overføres til den ansvarlige medlemsstat, jf. forordning (EU)
XXX/XXX [Dublinforordningen], giver medlemsstaterne den pågældende adgang til
passende uddannelsesaktiviteter.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 19 18
Lægebehandling
1. Medlemsstaterne sørger for, at ansøgere , uanset hvor de skal opholde sig i
henhold til forordning (EU) XXX/XXX [Dublinforordningen],  får den nødvendige
lægebehandling, som mindst skal omfatte akut lægehjælp og absolut nødvendig
behandling af sygdomme og ⌦ , herunder ⌫ alvorlige mentale forstyrrelser.
DA 57 DA
2013/33/EU
2. Medlemsstaterne yder den nødvendige lægebehandling eller anden form for
behandling til ansøgere med særlige modtagelsesbehov, herunder om nødvendigt
passende psykiatrisk behandling.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
KAPTIEL III
⌦ ERSTATNING, ⌫ INDSKRÆNKNING ELLER INDDRAGELSE AF
MATERIELLE MODTAGELSESFORHOLD
Artikel 20 19
⌦ Erstatning, ⌫ Iindskrænkning eller inddragelse af materielle modtagelsesforhold
1. Medlemsstaterne kan for så vidt angår ansøgere, der skal opholde sig på deres
område, jf. forordning (EU) XXX/XXX [Dublinforordningen], i de situationer, der er
omhandlet i stk. 2, :
ny
a) erstatte indkvartering, kost, tøj og andre vigtige fornødenheder end fødevarer,
der ydes i form af kontantydelser og værdikuponer, med materielle
modtagelsesforhold i form af naturalier
2013/33/EU (tilpasset)
ny
b) indskrænke eller i ganske særlige og behørigt begrundede tilfælde inddrage
materielle modtagelsesforhold, lommepengene  .
2. ⌦ Stk. 1 finder anvendelse, ⌫ hvis en ansøger:
a) forlader det opholdssted, der er fastlagt af den kompetente myndighed, uden at
underrette myndigheden, eller, hvis dette kræves, uden tilladelse, eller
forsvinder,  eller
b) undlader at overholde sin meldepligt, at imødekomme anmodninger om at
fremkomme med oplysninger eller at møde til personlige samtaler vedrørende
asylproceduren i en rimelig periode, der fastlægges i national ret, eller
DA 58 DA
c) har indgivet en fornyet ansøgning som defineret i artikel [4, stk. 2, litra i),] i
forordning (EU) XXX/XXX [procedureforordningen], ⌦ eller ⌫ 2, litra q), i
direktiv 2013/32/EU.
⌦ d) har skjult sine økonomiske midler og derfor uberettiget nydt godt af materielle
modtagelsesforhold, eller ⌫
ny
e) i alvorlig grad har overtrådt reglerne i indkvarteringscentret eller har udvist
grov voldelig adfærd, eller
f) undlader at deltage i obligatoriske integrationsforanstaltninger, eller
g) ikke har overholdt forpligtelsen i artikel [4, stk. 1,] i forordning (EU)
XXX/XXX [Dublinforordningen] og er rejst til en anden medlemsstat uden
passende begrundelse og har fremsat en ansøgning der, eller
h) er blevet sendt tilbage efter at være forsvundet til en anden medlemsstat.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Når ansøgeren i forbindelse med litra a) og b) opspores eller frivilligt melder sig hos
de kompetente myndigheder, træffes der på grundlag af årsagerne til den
pågældendes forsvinden en begrundet afgørelse om genoptagelse af adgangen til alle
de materielle modtagelsesforhold, der er erstattet,  indskrænket eller inddraget,
eller nogle af dem.
2. Medlemsstaterne kan også begrænse de materielle modtagelsesforhold, hvis de kan
godtgøre, at ansøgeren uden rimelig grund ikke har indgivet en ansøgning om
international beskyttelse, så snart det var praktisk muligt efter ankomsten til den
pågældende medlemsstat.
3. Medlemsstaterne kan begrænse eller inddrage de materielle modtagelsesforhold, hvis
en ansøger har skjult sine økonomiske midler og derfor uberettiget nydt godt af
materielle modtagelsesforhold.
4. Medlemsstaterne kan iværksætte sanktioner i tilfælde af alvorlige overtrædelser af de
bestemmelser, der er fastlagt for indkvarteringscentrene, samt i tilfælde af grov
voldelig adfærd.
3.5. Afgørelser om erstatning,  indskrænkning eller inddragelse af materielle
modtagelsesforhold eller om sanktioner som omhandlet i stk. 1-4 træffes individuelt,
objektivt og upartisk ⌦ på grundlag af den enkelte sags realiteter ⌫ og skal
begrundes. Afgørelser baseres på den pågældende persons særlige situation, specielt
med hensyn til ansøgere med særlige modtagelsesbehov  personer, der er
DA 59 DA
omfattet af artikel 21, under hensyn til proportionalitetsprincippet. Medlemsstaterne
sikrer under alle omstændigheder adgang til lægebehandling i overensstemmelse med
artikel 1918 og en værdig levestandard for alle ansøgere.
4.6. Medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold ikke erstattes, 
inddrages eller indskrænkes, før der er truffet en afgørelse i overensstemmelse med
stk. 3.
KAPITEL IV
BESTEMMELSER VEDRØRENDE SÅRBARE PERSONER ⌦ ANSØGERE MED
SÆRLIGE MODTAGELSESBEHOV ⌫
Artikel 21 20
⌦ Ansøgere med særlige modtagelsesbehov ⌫ Almindeligt princip
Medlemsstaterne skal i den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv tage
hensyn til den særlige situation for ansøgere med særlige modtagelsesbehov  sårbare
personer, såsom mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre, gravide kvinder,
enlige forældre med mindreårige børn, ofre for menneskehandel, personer med alvorlige
sygdomme, personer med mentale forstyrrelser og personer, der har været udsat for tortur,
voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter, f.eks. ofre for
kvindelig kønslemlæstelse.
Artikel 22 21
Vurdering af sårbare personers ⌦ de ⌫ særlige modtagelsesbehov
1. Medlemsstaterne vurderer systematisk  med henblik på en effektiv
gennemførelse af artikel 2120, om ansøgeren har særlige modtagelsesbehov.
Medlemsstaterne skal endvidere angive, hvilke behov der er tale om.
Denne vurdering skal iværksættes så tidligt som muligt  inden for en rimelig
frist efter indgivelse ⌦ fremsættelse ⌫ af en ansøgning om international
beskyttelse og kan indarbejdes i eksisterende nationale procedurer eller i den
vurdering, der er omhandlet i artikel [19] i forordning (EU) XXX/XXX
[procedureforordningen] . Medlemsstaterne sikrer, at der også tages hensyn til de
særlige modtagelsesbehov i overensstemmelse med dette direktiv, såfremt de først
viser sig på et senere tidspunkt i asylproceduren.
2013/33/EU
DA 60 DA
Medlemsstaterne sikrer, at der i støtten til ansøgere med særlige modtagelsesbehov i
overensstemmelse med dette direktiv tages hensyn til disses særlige
modtagelsesbehov under hele asylproceduren, og at der føres tilstrækkeligt tilsyn
med deres situation.
ny
2. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at personalet hos de i artikel 26
omhandlede myndigheder:
a) er uddannet og videreuddannes til at opdage de første tegn på, at en ansøger har
brug for særlige modtagelsesforhold, og at dække disse behov, når de er
konstateret
b) medtager oplysninger om ansøgerens særlige modtagelsesbehov i ansøgerens
fil og anfører de i litra a) omhandlede tegn samt henstillinger til den type støtte,
som ansøgeren kan have brug for
c) henviser ansøgere til en læge eller en psykolog for yderligere vurdering af
deres psykologiske og fysiske tilstand, når der tegn på, at ansøgerne kan have
været udsat for tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for psykologisk,
fysisk eller seksuel vold, og at dette kan påvirke ansøgerens modtagelsesbehov
d) tager hensyn til resultatet af denne undersøgelse, når der træffes afgørelse om,
hvilken type særlig modtagelsesstøtte der kan ydes til ansøgeren.
2013/33/EU
ny
3.2. Den i stk. 1 omhandlede vurdering behøver ikke antage form af en administrativ
procedure.
4.3. Kun sårbare personer som omhandlet i artikel 21 ansøgere med særlige
modtagelsesbehov  kan anses for at have særlige modtagelsesbehov og således
omfattes af den særlige støtte i medfør af dette direktiv.
2013/33/EU
5.4. Den i stk. 1 omhandlede vurdering berører ikke vurderingen af behovet for
international beskyttelse i medfør af direktiv 2011/95/EU forordning (EU)
XXX/XXX [kvalifikationsforordningen].
DA 61 DA
Artikel 23 22
Mindreårige
1. Barnets tarv kommer i første række, når medlemsstaterne gennemfører de
bestemmelser i dette direktiv, der vedrører mindreårige. Medlemsstaterne sikrer en
levestandard, der er passende for den mindreåriges fysiske, mentale, åndelige,
moralske og sociale udvikling.
2. Ved vurdering af barnets tarv tager medlemsstaterne især behørigt hensyn til
følgende faktorer:
a) muligheden for familiesammenføring
b) den mindreåriges trivsel og sociale udvikling under særlig hensyntagen til
vedkommendes baggrund
c) sikkerhedshensyn, navnlig hvis der er risiko for, at den mindreårige er offer for
menneskehandel
d) den mindreåriges egen mening under hensyntagen til vedkommendes alder og
modenhed.
3. Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige har adgang til fritidsaktiviteter, herunder leg
og rekreation, der er passende for deres alder, i de lokaler og indkvarteringscentre,
der er omhandlet i artikel 1817, stk. 1, litra a) og b), og til udendørsaktiviteter
4. Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige, der har været udsat for misbrug, vanrøgt,
udnyttelse, tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller
som har lidt under væbnede konflikter, får adgang til rehabilitering, og tilbyder dem
en passende psykiatrisk behandling og kvalificeret rådgivning, når der er behov
derfor.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
5. Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige børn af ansøgere og mindreårige ansøgere
indkvarteres sammen med deres forældre, deres ugifte mindreårige søskende eller
den voksne og ⌦ deres ugifte mindreårige søskende ⌫, der i henhold til lov eller
ifølge praksis i den pågældende medlemsstat har ansvaret for dem, forudsat at det er i
overensstemmelse med den mindreåriges tarv.
46. De personer, der arbejder med mindreårige, herunder  uledsagede mindreårige,
skal have en ren børne- og straffeattest  og skal have fulgt og løbende følge
relevant undervisning vedrørende mindreåriges rettigheder og  behov ,
herunder vedrørende alle gældende standarder for beskyttelse af børn,  og være
DA 62 DA
bundet af regler om tavshedspligt fastsat i national ret i forbindelse med de
oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 24 23
Uledsagede mindreårige
1. Medlemsstaterne træffer hurtigst muligt og senest fem arbejdsdage fra det
tidspunkt, hvor en uledsaget mindreårig fremsætter en ansøgning om international
beskyttelse,  foranstaltninger til at sikre, at en ⌦ værge ⌫ repræsentant
repræsenterer og bistår den uledsagede mindreårige, således at sidstnævnte kan nyde
de rettigheder og opfylde de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv. Den
værge, der udpeges i henhold til artikel [22] i forordning (EU) XXX/XXX
[procedureforordningen], kan udføre disse opgaver.  Den uledsagede mindreårige
skal straks underrettes om, at der er udnævnt en ⌦ værge ⌫ repræsentant. ⌦ Hvis
en organisation udpeges som værge, udpeger den en person, der skal være ansvarlig
for udførelsen af værgens opgaver i forhold til den uledsagede mindreårige, jf. dette
direktiv. ⌫ ⌦ Værgen ⌫ Repræsentanten skal udføre sine opgaver i
overensstemmelse med princippet om varetagelse af barnets tarv som fastsat i
artikel 23, stk. 2, og skal have en ren børne- og straffeattest  . For at sikre den
mindreåriges trivsel og sociale udvikling, jf. artikel 23 22, stk. 2, litra b), må den
person, der fungerer som ⌦ værge ⌫ repræsentant, kun udskiftes, hvis det er
nødvendigt. Organisationer eller personer, hvis interesser strider mod eller potentielt
kan stride mod den uledsagede mindreåriges interesser, må ikke udnævnes til
⌦ værger ⌫ repræsentanter.
De relevante myndigheder skal regelmæssigt foretage en vurdering, herunder med
hensyn til om der er tilstrækkelige midler til at repræsentere den uledsagede
mindreårige.
ny
Medlemsstaterne sikrer, at en værge ikke får ansvaret for et så uforholdsmæssigt stort
antal uledsagede mindreårige samtidigt, at den pågældende ikke er i stand til at
udføre sine opgaver effektivt. Medlemsstaterne udpeger enheder eller personer, der
er ansvarlige for med regelmæssige mellemrum at overvåge, at værgerne udfører
deres opgaver på tilfredsstillende vis. Disse enheder eller personer skal også have
kompetence til at behandle klager indgivet af uledsagede mindreårige over deres
værge.
2013/33/EU (tilpasset)
DA 63 DA
2. Uledsagede mindreårige, der indgiver ⌦ fremsætter ⌫ en ansøgning om
international beskyttelse, anbringes fra det tidspunkt, hvor de får tilladelse til
indrejse, til det tidspunkt, hvor de er nødt til at forlade den medlemsstats område,
hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet ⌦ fremsat ⌫ eller
behandles:
a) hos voksne slægtninge
b) i en plejefamilie
c) i indkvarteringscentre med særlige faciliteter for mindreårige
d) i andre former for indkvartering, der egner sig for mindreårige.
Medlemsstaterne kan anbringe uledsagede mindreårige på 16 år og derover i
indkvarteringscentre for voksne ansøgere, hvis det er i overensstemmelse med deres
tarv, jf. artikel 2322, stk. 2.
Så vidt muligt må søskende ikke skilles ad under hensyntagen til den pågældende
mindreåriges tarv og navnlig til barnets alder og modenhed. Flytning af uledsagede
mindreårige fra ét indkvarteringssted til et andet skal begrænses til et minimum.
3. Medlemsstaterne begynder at opspore den uledsagede mindreåriges
familiemedlemmer, eventuelt med internationale eller andre relevante
organisationers hjælp, hurtigst muligt efter, at en ansøgning om international
beskyttelse er indgivet ⌦ fremsat ⌫ , idet de beskytter den mindreåriges tarv. I de
tilfælde, hvor der kan foreligge en trussel mod den mindreåriges eller dennes nære
slægtninges liv eller integritet, særlig hvis de er blevet i hjemlandet, må det sikres, at
indsamlingen, behandlingen og videregivelsen af oplysninger om de pågældende
foretages på et fortroligt grundlag, så man undgår at bringe deres sikkerhed i fare.
2013/33/EU
ny
Artikel 25 24
Ofre for tortur og vold
1. Medlemsstaterne sørger for, at personer, der har været udsat for kønsbestemte
overgreb,  tortur, voldtægt eller andre former for grov vold, modtager den
nødvendige behandling for de skader, som sådanne handlinger har forårsaget,
navnlig ved at få adgang til passende medicinsk og psykologisk behandling eller
pleje.
DA 64 DA
2013/33/EU
2. De personer, der arbejder med ofre for tortur, voldtægt eller andre former for grov
vold, skal have fulgt og løbende følge relevant undervisning vedrørende deres behov
og er omfattet af de regler om tavshedspligt, som er fastsat i national ret, i
forbindelse med de oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.
2013/33/EU
ny
KAPITEL V
KLAGER
Artikel 26 25
Klager
1. Medlemsstaterne sørger for, at der som led i de procedurer, der er fastlagt i national
ret, kan indgives klage over afgørelser vedrørende modtagelse, erstatning, 
inddragelse eller indskrænkning af ydelser i henhold til dette direktiv eller over
afgørelser truffet i henhold til artikel 7, som berører ansøgere individuelt. Der skal i
det mindste i sidste instans være mulighed for klage over eller fornyet prøvelse af de
faktiske omstændigheder og den retlige vurdering ved en retsinstans.
2013/33/EU
2. I tilfælde af klage eller fornyet prøvelse ved en retsinstans, jf. stk. 1, sikrer
medlemsstaterne, at der på anmodning er adgang til gratis juridisk bistand og
repræsentation, for så vidt som det er nødvendigt for at sikre effektiv adgang til retlig
prøvelse. Dette skal som minimum omfatte udarbejdelse af de nødvendige
procesdokumenter og deltagelse i retsmødet ved retsinstansen på ansøgerens vegne.
Gratis juridisk bistand og repræsentation ydes af personer med passende
kvalifikationer, som er godkendt eller har tilladelse i henhold til national lovgivning,
og hvis interesser ikke strider mod eller potentielt kan stride mod ansøgerens
interesser.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte bestemmelser om, at gratis juridisk bistand og
repræsentation kun ydes:
DA 65 DA
a) til personer, der ikke har tilstrækkelige midler, og/eller
b) gennem tjenester, der stilles til rådighed af juridiske eller andre rådgivere, som
i henhold til national ret specifikt er udpeget til at bistå og repræsentere
ansøgere.
Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at gratis juridisk bistand og
repræsentation ikke kan stilles til rådighed, hvis der efter en kompetent myndigheds
opfattelse ikke er reelle udsigter til, at klagen eller anmodningen om fornyet prøvelse
imødekommes. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at den juridiske bistand og
repræsentationen ikke begrænses vilkårligt, og at ansøgeren ikke forhindres i at få
effektiv adgang til retlig prøvelse.
4. Medlemsstaterne kan også:
a) pålægge økonomiske og/eller tidsmæssige begrænsninger i forbindelse med
gratis juridisk bistand og repræsentation, forudsat at dette ikke vilkårligt
begrænser adgangen til juridisk bistand og repræsentation
b) fastsætte bestemmelser om, at behandlingen af ansøgere for så vidt angår
gebyrer og andre udgifter ikke må være gunstigere end den behandling, der
generelt gives deres egne statsborgere i forbindelse med juridisk bistand.
5. Medlemsstaterne kan anmode om helt eller delvist at få godtgjort alle de udgifter,
som de har betalt, hvis og når ansøgerens finansielle situation har forbedret sig
betydeligt, eller hvis afgørelsen om at betale sådanne udgifter er blevet truffet på
grundlag af urigtige oplysninger fra ansøgeren.
6. Procedurerne for adgang til juridisk bistand og repræsentation fastsættes i national
ret.
DA 66 DA
KAPITEL VI
FORANSTALTNINGER, DER SKAL GØRE MODTAGELSESSYSTEMET MERE
EFFEKTIVT
Artikel 27 26
Kompetente myndigheder
Hver medlemsstat meddeler Kommissionen, hvilke myndigheder der er ansvarlige for at
opfylde forpligtelserne i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen
eventuelle ændringer i oplysningerne om disse myndigheder.
2013/33/EU
ny
Artikel 28 27
System for styring, overvågning og kontrol
1. Medlemsstaterne indfører under behørig hensyntagen til deres forfatningsmæssige
opbygning relevante ordninger til at sikre, at der indføres passende styring,
overvågning og kontrol af modtagelsesforholdenes niveau. Medlemsstaterne tager
hensyn til [de operationelle standarder for modtagelsesforhold og særlige indikatorer,
som Det Europæiske Asylstøttekontor/Den Europæiske Unions Asylagentur har
udviklet] og alle andre operationelle standarder, indikatorer eller retningslinjer for
modtagelsesforhold, der er fastsat i henhold til artikel [12] i forordning (EU)
XXX/XXX [forordning om Den Europæiske Unions Asylagentur]. 
2. Medlemsstaterne indsender de relevante oplysninger til Kommissionen på
formularen i bilag I senest den 20. juli 2016. Medlemsstaternes
modtagelsessystemer skal overvåges og vurderes i henhold til den procedure, der er
fastsat i [kapitel 5] i forordning (EU) XXX/XXX [forordningen om Den Europæiske
Unions Asylagentur]. 
ny
Artikel 28
Beredskabsplan
DA 67 DA
1. Hver medlemsstat udarbejder en beredskabsplan med de foranstaltninger, det er
planlagt at træffe for at sikre en passende modtagelse af ansøgere i henhold til dette
direktiv, i tilfælde hvor medlemsstaterne oplever et uforholdsmæssigt stort antal
ansøgere om international beskyttelse. Ved ansøgere om international beskyttelse
forstås de personer, der opholder sig på dens område, herunder dem, som
medlemsstaten er ansvarlig for i henhold til forordning (EU) XXX/XXX
[Dublinforordningen], idet der tages hensyn til den korrigerende
fordelingsmekanisme, der er omhandlet i den nævnte forordnings kapitel VII.
2. Den første beredskabsplan skal færdiggøres ved hjælp af en model udformet af Den
Europæiske Unions Asylagentur og meddeles Den Europæiske Unions Asylagentur
senest [seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden]. Herefter sendes hvert andet
år en ajourført beredskabsplan til Den Europæiske Unions Asylagentur.
Medlemsstaterne informerer Kommissionen og Den Europæiske Unions
Asylagentur, når deres beredskabsplan aktiveres.
3. Beredskabsplanerne og navnlig hensigtsmæssigheden af de foranstaltninger, der skal
træffes i henhold til planerne, skal overvåges og vurderes i henhold til den procedure,
der er omhandlet i [kapitel 5] i forordning (EU) XXX [forordning om Den
Europæiske Unions Asylagentur].
2013/33/EU (tilpasset)
ny
Artikel 29
Personale og midler
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de
myndigheder og andre organisationer, der gennemfører dette direktiv, har modtaget
den nødvendige grundlæggende uddannelse til imødekommelse af både mandlige og
kvindelige ansøgeres behov. Med henblik herpå integrerer medlemsstaterne det
europæiske uddannelsesprogram på asylområdet, som Den Europæiske Unions
Asylagentur har udformet, i uddannelsen af deres personale, jf. forordning (EU)
XXX/XXX [forordningen om Den Europæiske Unions Asylagentur]. 
2. Medlemsstaterne afsætter de nødvendige midler i forbindelse med de nationale
regler, der gennemfører dette direktiv.
DA 68 DA
KAPITEL VII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 30
Rapporter ⌦ Overvågning og evaluering ⌫
Kommissionen aflægger senest den 20. juli 2017 [tre år efter dette direktivs
ikrafttræden]  ⌦ og derefter mindst hvert femte år ⌫ rapport til Europa-Parlamentet og
Rådet om anvendelsen af dette direktiv og foreslår i givet fald de nødvendige ændringer
Medlemsstaterne sender på Kommissionens anmodning  senest [to år efter dette
direktivs ikrafttræden] og derefter hvert femte år  den 20. juli 2016 Kommissionen alle de
oplysninger, der er relevante ⌦ nødvendige ⌫ for udarbejdelsen af rapporten.
Efter at have fremlagt den første rapport aflægger Kommissionen mindst hvert femte år
rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv..
Artikel 31
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at efterkomme artikel 1-12, artikel 14-28 og artikel 30 samt bilag I ⌦ 1-8,
artikel 11, artikel 15-25 og artikel 27-30 ⌫ senest ⌦ [seks måneder efter dette
direktivs ikrafttræden] ⌫ den 20. juli 2015. De meddeler straks Kommissionen
teksten til disse bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal
også indeholde en erklæring om, at henvisninger i gældende love og administrative
bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som
henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og for
affattelsen af den nævnte erklæring fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 32
Ophævelse
Direktiv 2003/9/EF ⌦ 2013/33/EU ⌫ ophæves for de medlemsstater, der er bundet af
nærværende direktiv, med virkning fra den 21. juli 2015 ⌦ [dagen efter datoen i første afsnit
i artikel 31, stk. 1] ⌫, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til
den i bilag I II, del B, angivne frist for gennemførelse af direktivet i national ret.
DA 69 DA
Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende direktiv og
læses efter sammenligningstabellen i bilag IIIII.
Artikel 33
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 13 og 29 samt bilag I finder anvendelse fra den 21. juli 2015.
Artikel 34
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand
DA 70 DA
2013/33/EU
BILAG I
Skema til indberetning af de oplysninger, som medlemsstaterne skal indgive, jf.
artikel 28, stk. 2
Efter den dato, der er anført i artikel 28, stk. 2, indgives de oplysninger, som medlemsstaterne
skal indgive, på ny til Kommissionen, hvis der foretages en væsentlig ændring i den nationale
lovgivning eller praksis, som betyder, at de indgivne oplysninger er forældede.
1. Redegør venligst på grundlag af artikel 2, litra k), og artikel 22 for de forskellige trin
i proceduren til at fastslå, om en person har særlige modtagelsesbehov, herunder det
øjeblik, hvor denne sættes i gang og dens konsekvenser for, hvordan der tages
hensyn til sådanne behov, navnlig for uledsagede mindreårige, ofre for tortur,
voldtægt eller andre former for grov psykisk, fysisk eller seksuel vold og ofre for
menneskehandel.
2. Angiv fuldstændige oplysninger om de dokumenter, der er omhandlet i artikel 6,
herunder deres type, betegnelse og format.
3. Angiv venligst med henvisning til artikel 15, i hvilket omfang eventuelle særlige
vilkår er knyttet til ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet, og beskriv disse
begrænsninger nærmere.
4. Beskriv venligst med henvisning til artikel 2, litra g), hvordan materielle
modtagelsesforhold tilbydes (dvs. hvilke materielle modtagelsesforhold der stilles til
rådighed i form af naturalier, kontantydelser, værdikuponer eller en kombination af
disse), og anfør niveauet af de lommepenge, ansøgere får.
5. Redegør venligst for eventuelle referenceværdier, der anvendes i national ret og
praksis til at fastlægge niveauet af finansiel bistand til ansøgere, jf. artikel 17, stk. 5.
Redegør for årsagen til en eventuel mindre gunstig behandling af ansøgere i forhold
til egne statsborgere.
DA 71 DA
2013/33/EU (tilpasset)
BILAG III
DEL A
Ophævet direktiv
(omhandlet i artikel 32)
Rådets direktiv 2003/9/EF (EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18)
DEL B
Frist for gennemførelse i national lovgivning
(omhandlet i artikel 31)
Direktiv Frist for gennemførelse
2003/9/EF 6. februar 2005
⌦ 2013/33/EU ⌫ ⌦ 20. juli 2015 ⌫
_____________
DA 72 DA
2013/33/EU (tilpasset)
BILAG III
Sammenligningstabel
Direktiv 2003/9/EF Dette direktiv
Artikel 1 Artikel 1
Artikel 2, indledende tekst Artikel 2, indledende tekst
Artikel 2, litra a) —
Artikel 2, litra b) —
— Artikel 2, litra a)
Artikel 2, litra c) Artikel 2, litra b)
Artikel 2, litra d), indledende tekst Artikel 2, litra c), indledende tekst
Artikel 2, litra d), nr. i) Artikel 2, litra c), første led
Artikel 2, litra d), nr. ii) Artikel 2, litra c), andet led
— Artikel 2, litra c), tredje led
Artikel 2, litra e), f) og g) —
— Artikel 2, litra d)
Artikel 2, litra h) Artikel 2, litra e)
Artikel 2, litra i) Artikel 2, litra f)
Artikel 2, litra j) Artikel 2, litra g)
Artikel 2, litra k) Artikel 2, litra h)
Artikel 2, litra l) Artikel 2, litra i)
— Artikel 2, litra j)
— Artikel 2, litra k)
Artikel 3 Artikel 3
Artikel 4 Artikel 4
DA 73 DA
Artikel 5 Artikel 5
Artikel 6, stk. 1-5 Artikel 6, stk. 1-5
— Artikel 6, stk. 6
Artikel 7, stk. 1 og 2 Artikel 7, stk. 1 og 2
Artikel 7, stk. 3 —
Artikel 7, stk. 4-6 Artikel 7, stk. 3-5
— Artikel 8
— Artikel 9
— Artikel 10
— Artikel 11
Artikel 8 Artikel 12
Artikel 9 Artikel 13
Artikel 10, stk. 1 Artikel 14, stk. 1
Artikel 10, stk. 2 Artikel 14, stk. 2, første afsnit
— Artikel 14, stk. 2, andet afsnit
Artikel 10, stk. 3 Artikel 14, stk. 3
Artikel 11, stk. 1 —
— Artikel 15, stk. 1
Artikel 11, stk. 2 Artikel 15, stk. 2
Artikel 11, stk. 3 Artikel 15, stk. 3
Artikel 11, stk. 4 —
Artikel 12 Artikel 16
Artikel 13, stk. 1-4) Artikel 17, stk. 1-4
Artikel 13, stk. 5 —
— Artikel 17, stk. 5
DA 74 DA
Artikel 14, stk. 1 Artikel 18, stk. 1
Artikel 14, stk. 2, første afsnit, indledende tekst,
litra a) og b)
Artikel 18, stk. 2, indledende tekst, litra a)
og b)
Artikel 14, stk. 7 Artikel 18, stk. 2, litra c)
— Artikel 18, stk. 3
Artikel 14, stk. 2, andet afsnit Artikel 18, stk. 4
Artikel 14, stk. 3) —
— Artikel 18, stk. 5
Artikel 14, stk. 4 Artikel 18, stk. 6
Artikel 14, stk. 5 Artikel 18, stk. 7
Artikel 14, stk. 6 Artikel 18, stk. 8
Artikel 14, stk. 8, første afsnit, indledende tekst,
første led
Artikel 18, stk. 9, første afsnit, indledende
tekst, litra a)
Artikel 14, stk. 8, første afsnit, andet led —
Artikel 14, stk. 8, første afsnit, tredje led Artikel 18, stk. 9, første afsnit, litra b)
Artikel 14, stk. 8, første afsnit, fjerde led —
Artikel 14, stk. 8, andet afsnit Artikel 18, stk. 9, andet afsnit
Artikel 15 Artikel 19
Artikel 16, stk. 1, indledende tekst Artikel 20, stk. 1, indledende tekst
Artikel 16, stk. 1, litra a, første afsnit, første,
andet og tredje led
Artikel 20, stk. 1, første afsnit, litra a), b) og
c)
Artikel 16, stk. 1, litra a), andet afsnit Artikel 20, stk. 1, andet afsnit
Artikel 16, stk. 1, litra b) —
Artikel 16, stk. 2 —
— Artikel 20, stk. 2 og 3
Artikel 16, stk. 3-5 Artikel 20, stk. 4-6
Artikel 17, stk. 1 Artikel 21
DA 75 DA
Artikel 17, stk. 2 —
— Artikel 22
Artikel 18, stk. 1 Artikel 23, stk. 1
— Artikel 23, stk. 2 og 3
Artikel 18, stk. 2 Artikel 23, stk. 4
— Artikel 23, stk. 5
Artikel 19 Artikel 24
Artikel 20 Artikel 25, stk. 1
— Artikel 25, stk. 2
Artikel 21, stk. 1 Artikel 21, stk. 1
— Artikel 26, stk. 2-5
Artikel 21, stk. 2 Artikel 26, stk. 6
Artikel 22 —
— Artikel 27
Artikel 23 Artikel 28, stk. 1
— Artikel 28, stk. 2
Artikel 24 Artikel 29
Artikel 25 Artikel 30
Artikel 26 Artikel 31
— Artikel 32
Artikel 27 Artikel 33, første afsnit
— Artikel 33, andet afsnit
Artikel 28 Artikel 34
— Bilag I
— Bilag II
DA 76 DA
— Bilag III
DA 1 DA
BILAG II
Sammenligningstabel
Direktiv 2013/33/EU Dette direktiv
Artikel 1 Artikel 1
Artikel 2, indledende tekst Artikel 2, indledende tekst
Artikel 2, litra a) Artikel 2, stk. 1
Artikel 2, litra b) Artikel 2, stk. 2
Artikel 2, litra c) Artikel 2, stk. 3
Artikel 2, litra d) Artikel 2, stk. 4
Artikel 2, litra e) Artikel 2, stk. 5
Artikel 2, litra f) Artikel 2, stk. 6
Artikel 2, litra g) Artikel 2, stk. 7
Artikel 2, litra h) Artikel 2, stk. 8
Artikel 2, litra i) Artikel 2, stk. 9
— Artikel 2, stk. 10
— Artikel 2, stk. 11
Artikel 2, litra j) Artikel 2, stk. 12
Artikel 2, litra k) Artikel 2, stk. 13
Artikel 3 Artikel 3
Artikel 4 Artikel 4
Artikel 5 Artikel 5
Artikel 6, stk. 1-4 —
Artikel 6, stk. 5 Artikel 6
DA 2 DA
Artikel 6, stk. 6 —
Artikel 7, stk. 1 Artikel 7, stk. 1
Artikel 7, stk. 2 Artikel 7, stk. 2, første afsnit
— Artikel 7, stk. 2, andet afsnit
— Artikel 7, stk. 3
Artikel 7, stk. 3 Artikel 7, stk. 6
Artikel 7, stk. 4-5 Artikel 7, stk. 4-5
— Artikel 7, stk. 7-8
Artikel 8, stk. 1-2 Artikel 8, stk. 1-2
Artikel 8, stk. 3, litra a) og b) Artikel 8, stk. 3, litra a) og b)
— Artikel 8, stk. 3, litra c)
Artikel 8, stk. 3, litra c) Artikel 8, stk. 3, litra d)
Artikel 8, stk. 3, litra d) Artikel 8, stk. 3, litra e)
Artikel 8, stk. 3, litra e) Artikel 8, stk. 3, litra f)
Artikel 8, stk. 3, litra f) Artikel 8, stk. 3, litra g)
Artikel 8, stk. 3, andet afsnit Artikel 8, stk. 3, andet afsnit
Artikel 8, stk. 4) Artikel 8, stk. 4
Artikel 9 Artikel 9
Artikel 10 Artikel 10
Artikel 11 Artikel 11
Artikel 12 Artikel 12
Artikel 13 Artikel 13
Artikel 14 Artikel 14
Artikel 15, stk. 1 Artikel 15, stk. 1, første afsnit
— Artikel 15, stk. 1, andet afsnit
DA 3 DA
Artikel 15, stk. 2 Artikel 15, stk. 2
— Artikel 15, stk. 3
Artikel 15, stk. 3 Artikel 15, stk. 4
— Artikel 15, stk. 5
Artikel 16 —
Artikel 17, stk. 1-4 Artikel 16, stk. 1-4
— Artikel 16, stk. 5
Artikel 17, stk. 5 Artikel 16, stk. 6
Artikel 18, stk. 1-8 Artikel 17, stk. 1-8
Artikel 18, stk. 9, første og andet afsnit Artikel 17, stk. 9, første og andet afsnit
— Artikel 17, stk. 9, tredje afsnit
— Artikel 17a
Artikel 19 Artikel 18
Artikel 20, indledende tekst Artikel 19, stk. 1
Artikel 20, stk. 1, første afsnit, litra a)-c) Artikel 19, stk. 2, første afsnit, litra a)-c)
— Artikel 19, stk. 2, første afsnit, litra e)-h)
Artikel 20, stk. 1, andet afsnit Artikel 19, stk. 2, andet afsnit
Artikel 20, stk. 2 —
Artikel 20, stk. 3 Artikel 19, stk. 2, første afsnit, litra d)
Artikel 20, stk. 4 —
Artikel 20, stk. 5 Artikel 19, stk. 3
Artikel 20, stk. 6 Artikel 19, stk. 4
Artikel 21 Artikel 20
Artikel 22, stk. 1 Artikel 21, stk. 1
— Artikel 21, stk. 2
DA 4 DA
Artikel 22, stk. 2-4 Artikel 21, stk. 3-5
Artikel 23, stk. 1-5 Artikel 22, stk. 1-5
— Artikel 22, stk. 6
Artikel 24, stk. 1, første afsnit Artikel 23, stk. 1, første afsnit
Artikel 24, stk. 1, andet afsnit —
— Artikel 23, stk. 1, andet afsnit
Artikel 24, stk. 2-3 Artikel 23, stk. 2-3
Artikel 24, stk. 4 Artikel 22, stk. 6
Artikel 25 Artikel 24
Artikel 26 Artikel 25
Artikel 27 Artikel 26
Artikel 28 Artikel 27
— Artikel 28
Artikel 29 Artikel 29
Artikel 30, stk. 1-2 Artikel 30, stk. 1-2
Artikel 30, stk. 3 —
Artikel 31 Artikel 31
Artikel 32 Artikel 32
Artikel 33, stk. 1 Artikel 33
Artikel 33, stk. 2 —
Artikel 34 Artikel 34
Bilag I —
Bilag II Bilag I
Bilag III Bilag II
_____________