B 94 - svar på spm. 1 om ministeren vil redegøre for sin holdning til B 94 om en effektiv indsats mod plastforurening, fra miljø- og fødevareministeren
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: miljø- og fødevareministeren
- Stiller: Lisbeth Bech-Nielsen
- Adressat: miljø- og fødevareministeren
MOF B 94 - svar på spm. 1.pdf
https://www.ft.dk/samling/20151/beslutningsforslag/B94/spm/1/svar/1334650/1650382.pdf
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk Den 27. juni 2016 Miljø- og fødevareministerens besvarelse af alm. del spørgsmål vedr. B 94, forslag til folketingsbeslutning om en effektiv indsats mod plastforurening (Miljøreduktionsmål for plastpolymerer, nano- og mikroplast samt plastikaffald i miljøet m.v.), stillet den 13. juni 2016 af Lisbeth Bech Poulsen (SF). Spørgsmål 1 ”Vil ministeren redegøre for sin holdning til B 94 om en effektiv indsats mod plastforurening?” Svar Plastikaffald hører på ingen måde hjemme i naturen eller vores fødevarer, og jeg vil arbejde for at begrænse spredningen af plast mest muligt. Plast er samtidig et globalt problem, som ikke kan løses af Danmark alene. Jeg støtter derfor op om EU-Kommissionens forslag om en europæisk plaststrategi, ligesom fastsættelse af krav til produkters afgivelse af mikroplast er noget, som bør fastsættes på EU-niveau. Jeg har derfor også d. 27. april 2016 sammen med mine nordiske ministerkollegaer udsendt en fælles udtalelse om vigtigheden af en indsats mod marint plastaffald og mikroplast, og vi har besluttet at udarbejde et fælles brev til EU-Kommissionen for at udtrykke vores støtte og interesse i implementeringen af den foreslåede pakke for cirkulær økonomi. Vi har også besluttet at tage initiativ til at igangsætte nordiske aktiviteter om affald i havet og mikroplast. Når det gælder mikroplast i kosmetikprodukter, støtter regeringen et forbud på EU-niveau og har bedt EU-Kommissionen om at lave et forslag til et forbud mod mikroplast i kosmetiske produkter. I en dansk sammenhæng har vi på nuværende tidspunkt behov for øget viden om mikroplast i udløb fra renseanlæg, herunder om målemetoder og renseteknologier. På finansloven er der afsat 1 mio. kr. årligt i 2015 og 2016. Miljø- og Fødevareministeriet har derfor igangsat en række initiativer om mikroplast i spildevand og slam, der skal gøre os klogere på problemstillingen og kvalificere eventuelle beslutninger om, hvordan og hvor, der skal sættes ind. De danske kyster er en stor turistattraktion, men man kan desværre ofte opleve affald på stranden herunder også plastaffald. Derfor planlægger Miljøstyrelsen sammen med Naturstyrelsen en kampagne i 2017 rettet mod strandgæster, turister og fiskere for at mindske henkastet affald på stranden og i havet. Endelig er implementeringen af ressourcestrategierne godt i gang og indeholder allerede initiativer, når det gælder øget genanvendelse af plastaffald. Esben Lunde Larsen / Nicolai Høtoft Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg Christiansborg 1240 København K Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16 B 94 endeligt svar på spørgsmål 1 Offentligt