Aktstykke om salg af Arboretet, Hørsholm

Tilhører sager:

Aktører:


Arboretet.pdf

https://www.ft.dk/RIPdf/samling/20151/aktstykke/aktstk122/20151_aktstk_afgjort122.pdf

Afgjort den 23. juni 2016
122
Transport- og Bygningsministeriet. København, den 7. juni 2016.
a. Transport- og Bygningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Bygningsstyrelsen
uden offentligt udbud sælger Arboretet beliggende i Hørsholm til den almennyttige fond, 15. Juni
Fonden, til en kontantpris på 14,0 mio. kr. Nettoprovenuet anvendes til nedbringelsen af den langfri-
stede gæld.
b. Arboretet er beliggende på Kirkegårsdvej 3 A og 3 B, Hørsholm (matr. nr. 69B, 69k, 69Z, 167A,
167B, 167C, 167D, og 167E alle Hørsholm By, Hørsholm, samt matr.nr. 2b, Ubberød By, Birkerød)
i Hørsholm.
Arboretet indeholder en af Nordeuropas største træ- og busksamlinger, der anvendes til forskning,
undervisning og formidling inden for skov- og naturforvaltning. Etablering og udvikling af Arboretet
er sket over 77 år, og siden 2007 er området blevet varetaget af Københavns Universitet.
I 2011 etablerede Københavns Universitet Terapihaven i Arboretet, hvor forskerne anvender naturen
i arbejdet med at afhjælpe stress og posttraumatisk stress for bl.a. danske krigsveteraner. Etablerin-
gen af Terapihaven er fulgt op med etableringen af Helseskoven ultimo 2014. Arboretet besøges år-
ligt af ca. 25.000 mennesker. Arboretets bygninger er ejet af staten, omfattet af den statslige husleje-
ordning og Københavns Universitet betaler husleje.
Salg uden offentligt udbud
Bygningsstyrelsen ønsker Finansudvalgets tilslutning til at afhænde Arboretet til den almennyttige
fond 15. Juni Fonden uden offentligt udbud.
Arboretet er udlagt til undervisnings- og forskningsformål samt naturformål, og er dermed belagt
med en række beskyttende restriktioner for anvendelsen. Bygningsstyrelsen har på den baggrund vur-
deret, at der ved udbud af Arboretet ikke vil kunne opnås tilsvarende fordelagtige vilkår for staten.
Aktstykke nr. 122 Folketinget 2015-16
2016-2168
CH000246
Den almennyttige fond 15. Juni Fonden har gennem flere år støttet Københavns Universitets arbejde
med Arboretet og har nu vist interesse for at købe det. Med et ejerskab af Arboretet kan Fonden på-
begynde udvikling af området til gavn for både offentligheden og for Københavns Universitet. Fon-
den planlægger fx at istandsætte Arboretets kontorbygninger, der efterfølgende kan stilles til rådig-
hed for Københavns Universitet som donationer fra Fonden.
Fonden har indhentet tilbud på istandsættelse af disse bygninger, som udgør ca. 12,0 mio. kr. Endvi-
dere vil Fonden som kommende ejer kunne forestå etablering af de i dag manglende publikumsfacili-
teter, herunder eksempelvis offentlige toiletfaciliteter. Disse tiltag ligger ikke indenfor Fondens sæd-
vanlige formål, men de kan gennemføres af Fonden, såfremt Fonden er ejer af Arboretet. Fondens
istandsættelser vil ikke påføre Københavns Universitet ekstra omkostninger.
Betingelser for aftale
Københavns Universitet vil også fremadrettet varetage de aktiviteter, der er forbundet med Arboretet,
herunder pleje og drift af området, samt aktiviteter i forbindelse med Terapihaven og Helseskoven.
Fonden og Københavns Universitet har indgået en samarbejdsaftale, der fastlægger dette fremtidige
samarbejde og ansvar for Arboretet, såfremt Fonden bliver ejer. Samarbejdsaftalen vil blive tinglyst
og kan ikke opsiges af Fonden.
Vilkår i købsaftalen er bl.a.:
• Køber bibeholder og viderefører de særlige funktioner, der er på ejendommen, herunder Terapiha-
ve, Helseskov og Arboret/træsamling.
• Fonden hensætter et beløb på 10 mio. kr. til revitalisering og forskønnelse mv. af Arboretet. Det
hensatte beløb er betinget af Fondens ejerskab af Arboretet og vil blive anvendt efter drøftelse i
samarbejdsudvalget mellem Fonden og Københavns Universitet i henhold til den indgåede samar-
bejdsaftale. Fonden skal dokumentere hensættelsen og de senere aktiviteter overfor Bygningssty-
relsen.
• Videresalg kan alene ske med samtykke fra Bygningsstyrelsen. Hvis dette samtykke gives, vil
Fonden være forpligtet til at betale halvdelen af et eventuelt provenu ved et efterfølgende videre-
salg af ejendommen, dog med fradrag for købers dokumenterede udgifter til forbedring af ejen-
dommen. Bestemmelsen tinglyses og vil være gældende i 10 år.
Økonomi
Bygningsstyrelsen sælger Arboretet til fonden til en kontantpris på 14,0 mio. kr. Fonden afholder ud-
gifter i forbindelse med tinglysning af handlen. Bygningsstyrelsen har afholdt udgifter på ca. 22.000
kr. ekskl. moms i forbindelse med vurderingen af ejendommen. Ejendommen er af to uvildige mæg-
lere vurderet til henholdsvis 11,7 og 13,0 mio. kr., men køber har dog indvilget i, at ejendommen
erhverves til 14,0 mio. kr. jf. udtalelse fra SKAT om handelsværdien.
Københavns Universitet vil fortsat varetage driften af selve området jf. ovenfor. Københavns Univer-
sitets nærmere driftsomkostninger og husleje er på nuværende tidspunkt ikke endeligt fastlagt, men
forventes at ligge under det tidligere niveau.
2
Uddannelses- og Forskningsministeriet vurderer, at aftalen med 15. Juni Fonden vil styrke Køben-
havns Universitet, og at universitet har økonomi til at påtage sig de økonomiske forpligtelser i for-
bindelse med de aktiviteter, der følger af aftalen med fonden.
Bevillingsmæssige og regnskabsmæssige konsekvenser af salg uden udbud
Ejendommen har en bogført værdi på 16,2 mio. kr., hvoraf de 2,8 mio. kr. er en urealiseret opskriv-
ning. Den samlede salgssum på 14,0 mio. kr. eksklusiv salgsudgifter anvendes til nedbringelse af den
samlede langfristede gæld på Bygningsstyrelsens ejendomsvirksomhed på § 28.73.01. Ejendomsvirk-
somhed vedrørende uddannelses- og forskningsbygninger jf. Finansministeriets Vejledning for admi-
nistration af den statslige huslejeordning af 9. marts 2011.
c. Sagen forelægges Finansudvalget, da salget sker uden offentligt udbud, jf. Budgetvejledningen,
punkt. 2.2.16.1.
d. SKAT har udtalt, at de vurderer værdien af ejendommen til 14,0 mio. kr.
e. Under henvisning til ovenstående anmoder Transport- og Bygningsministeriet om Finansudvalgets
tilslutning til, at Bygningsstyrelsen uden offentligt udbud sælger Arboretet beliggende i Hørsholm til
den almennyttige fond, 15. Juni Fonden, til en kontantpris på 14,0 mio. kr. Nettoprovenuet anvendes
til nedbringelsen af den langfristede gæld.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.
København, den 7. juni 2016
HANS CHRISTIAN SCHMIDT
/ Flemming Schiller
Til Finansudvalget.
Tiltrådt af Finansudvalget den 23-06-2016 (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem, der stemte imod
aktstykket)
3