Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om imødegåelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF
Tilhører sager:
Aktører:
1_DA_ACT_part1_v2.pdf
DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 25.5.2016
COM(2016) 289 final
2016/0152 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om imødegåelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af
kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF
(EØS-relevant tekst)
{SWD(2016) 173 final}
{SWD(2016) 174 final}
Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0289
Offentligt
DA 2 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Strategien for det digitale indre marked1
, der blev vedtaget i maj 2015, og strategien for det
indre marked2
, der blev vedtaget i oktober 2015, varslede lovgivningsmæssige
foranstaltninger til imødegåelse af uberettiget geoblokering og omfattende bekæmpelse af
forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, bopæl eller hjemsted (for nemheds skyld
henvises der i det følgende til disse tre faktorer under ét som "bopæl").
Det overordnede formål med dette forslag er at give kunderne bedre adgang til varer og
tjenesteydelser på det indre marked ved at forhindre, at erhvervsaktørerne praktiserer både
direkte eller indirekte forskelsbehandling gennem en kunstig opsplitning af markedet på
grundlag af kundernes bopæl. Kunderne oplever denne forskelsbehandling, når de køber
online, men også når de rejser til andre medlemsstater for at købe varer og tjenesteydelser.
På trods af gennemførelsen af princippet om ikke-forskelsbehandling i medfør af artikel 20,
stk. 2, i direktiv 2006/123/EF3
(tjenesteydelsesdirektivet) sker det stadig, at erhvervsaktører
afviser at sælge til kunder og opstiller forskellige betingelser i forbindelse med
grænseoverskridende handel. Dette skyldes navnlig usikkerhed om, hvad der udgør de
objektive kriterier, der retfærdiggør forskelle i den måde, erhvervsaktørerne behandler
kunderne på. For at afhjælpe dette problem bør erhvervsaktørerne og kunderne oplyses bedre
om de situationer, hvor forskelsbehandling på baggrund af bopæl ikke kan retfærdiggøres.
I dette forslag forbydes blokering af adgang til websteder eller andre onlinegrænseflader samt
omdirigering af kunderne fra én landespecifik udgave af grænsefladen til en anden. Forslaget
indeholder ligeledes et forbud mod forskelsbehandling af kunder i fire specifikke situationer i
forbindelse med salg af varer og tjenesteydelser, og det er ikke tilladt at omgå forbuddet mod
forskelsbehandling i forbindelse med aftaler om passivt salg. Både forbrugere og
virksomheder bliver berørt af denne praksis i deres egenskab af slutbrugere af varer og
tjenesteydelser, og reglerne i dette forslag burde derfor komme dem til gode. Transaktioner,
hvor en virksomhed køber varer og tjenesteydelser med henblik på videresalg, bør dog
udelukkes med henblik på at gøre det muligt for erhvervsaktørerne at etablere deres
distributionssystemer i overensstemmelse med EU’s konkurrencelovgivning.
Dette forslag beskæftiger sig ikke med prissætning som sådan, og erhvervsaktørerne skal
derfor fortsat have frihed til at fastsætte deres priser, dog uden at forskelsbehandle kunderne.
Det omfatter heller ikke dynamisk prissætning, hvor erhvervsaktørerne tilpasser deres tilbud
med tiden alt afhængigt af en række faktorer, der ikke er forbundet med kundernes bopæl.
1
COM (2015) 192 final.
2
COM (2015) 550 final.
3
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked.
DA 3 DA
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Princippet om oprindelsesland i medfør af direktiv 2000/31/EF4
("e-handelsdirektivet") har
gjort det muligt for de erhvervsaktører, der udbyder informationssamfundstjenesteydelser, at
operere på tværs af grænserne og udbyde deres tjenesteydelser på baggrund af de regler, der
gælder i det land, hvor de har deres hjemsted. Desuden indeholder tjenesteydelsesdirektivet
rettigheder for modtagere af tjenesteydelser, og i medfør af artikel 20 søges det at sikre, at
tjenesteudbydere, der har hjemsted i Unionen, ikke behandler kunderne forskelligt på
grundlag af deres nationalitet eller bopæl, hverken direkte eller indirekte. Artikel 20
modvirker dog forskelsbehandling af kunderne tilstrækkeligt, og retsusikkerheden er ikke
blevet mindsket. Som resultat heraf har det været vanskeligt at håndhæve reglen om ikke at
forskelsbehandle kunderne i praksis. For at undgå enhver tvivl sikrer dette forslag, at
bestemmelserne i nærværende forordning har forrang, hvis der opstår en konflikt med
tjenestedirektivets artikel 20, stk. 2.
Der findes også andre bestemmelser, der forbyder forskelsbehandling, f.eks. i form af at
kunder nægtes adgang til websteder eller omdirigeres af årsager, der har at gøre med deres
bopæl, f.eks. inden for transportsektoren5
.
Hvad angår ikke-forskelsbehandling i forbindelse med anvendelse af betalingsmetoder
forbyder forordning (EU) nr. 260/2012 allerede erhvervsaktørerne at kræve, at kundens
bankkonto skal oprettes i en bestemt medlemsstat, for at betalingen kan gennemføres. Dette
princip gælder ikke for andre betalingsmetoder. Forordning (EU) nr. 751/2015 har fremmet
anvendelsen af kreditkort ved at indføre et loft for interbankgebyrer ved transaktioner, hvor
der betales med kort. Direktiv (EU) 2015/23666
har ligeledes banet vej for et fuldt integreret
marked og detailbetalinger i EU. Nærværende forordning går et skridt videre ved at forbyde
erhvervsaktørerne at anvende forskellige betalingsmetoder på grundlag af kundernes bopæl.
Det er dog vigtigt at erindre, at erhvervsaktørerne har frihed til at beslutte, hvilke
betalingsmetoder de accepterer i forbindelse med betjening af lokale og udenlandske kunder.
Forslaget er kompatibelt med den eksisterende EU-lovgivning vedrørende lovvalg og
retternes kompetence7
.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Dette forslag supplerer andre initiativer som led i strategien for det digitale indre marked og
strategien for det indre marked og har til formål at skabe de rette betingelser for forbedret
adgang til tjenesteydelser for forbrugere og virksomheder i hele Unionen.
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked.
5
Artikel 1, litra a), og artikel 4, stk. 2, i både forordning (EU) nr. 181/2011 om buspassagerers
rettigheder og forordning (EU) nr. 1177/2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre
vandveje regulerer princippet om ikke-diskrimination. Artikel 23, stk. 2, og artikel 16, stk. 1, i
forordning 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester henviser til ikke-diskrimination
inden for lufttransport.
6
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i
det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF.
7
Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 125/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I).
DA 4 DA
Disse initiativer omfatter forslag til "direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af
digitalt indhold"8
og til "direktiv om visse aspekter af aftaler om onlinesalg og andre former
for fjernsalg af varer"9
. Disse forslag har til formål at harmonisere lovgivningen på de berørte
områder fuldt ud. Når de først er vedtaget, vil de yderligere mindske forskellene i
medlemsstaternes forbrugerbeskyttelseslovgivning, især hvad angår de afhjælpende
foranstaltninger, som forbrugerne har ret til i tilfælde af, at det digitale indhold eller varerne er
defekte.
Desuden har forslaget til en forordning om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester til
formål at gøre priserne mere gennemsigtige og styrke tilsynet på området. Forbrugere og små
virksomheder rapporterer, at problemer med pakkeleveringstjenester - især de høje priser –
forhindrer dem i at sælge mere til eller købe mere i andre medlemsstater. Forslaget til en
revideret forordning om forbrugerbeskyttelsessamarbejde har til formål at forbedre
samarbejdet mellem de nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder og skabe en stærkere
grænseoverskridende håndhævelsesmekanisme vedrørende forbrugerklager. Det er planlagt, at
begge disse initiativer skal offentliggøres den 25. maj 2016. Initiativet om udvidelse af den
fælles elektroniske mekanisme til momsregistrering søger at forenkle den
grænseoverskridende handel yderligere ved at mindske den administrative byrde, der
pålægges erhvervsaktørerne i forbindelse med momsregistrering og betaling.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Forslaget er baseret på artikel 114 i TEUF. Denne artikel giver EU kompetence til at vedtage
foranstaltninger, der har til formål at ophæve barrierer for f.eks. varers og tjenesteydelsers frie
bevægelighed. Den indsats, der bliver gjort for at ophæve disse barrierer, kan blive
undergravet af private aktører, der skaber forhindringer, som opsplitte det indre marked langs
de nationale grænser. Dette er desto mere problematisk i forbindelse med det indre marked i
en situation, hvor medlemsstaternes relevante lovgivning ikke er tilstrækkeligt klar, ensartet
og effektiv til at kunne bekæmpe disse barrierer. Dette forslag har derfor til formål at imødegå
adfærd, der hindrer varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed på det indre marked.
• Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Adgang til varer og tjenesteydelser uden forskelsbehandling på det indre marked er
grundlæggende et grænseoverskridende emne. Det er nødvendigt, at EU griber ind for at
forhindre forskelsbehandling på grundlag af kundernes bopæl i forbindelse med
grænseoverskridende handelstransaktioner. Den lovgivningsmæssige indgriben, som
medlemsstaterne foretager, er ikke tilstrækkelig til at sikre, at vi kan undgå
forskelsbehandling i forbindelse med grænseoverskridende handel. Hvad angår effektivitet, er
det kun indgriben fra EU’s side, der kan sikre, at de betingelser for adgang til varer og
tjenesteydelser, som kunderne tilbydes, ikke varierer inden for Unionen. EU’s indgriben vil
sikre en højere grad af retssikkerhed ved at skabe klarhed om, i hvilke situationer
forskelsbehandling på grundlag af bopæl anses for at være diskriminerende og derfor
forbydes.
8
COM 2015 634 final, Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler
om levering af digitalt indhold
9
COM 2015 635 final, Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler
om onlinesalg og andre former for fjernsalg af varer.
DA 5 DA
• Proportionalitetsprincippet
Forslaget har til formål at fremme adgang til varer og tjenesteydelser i hele EU og skaber
navnlig målrettede forpligtelser for erhvervsaktørerne til ikke at forskelsbehandle kunderne på
grundlag af deres bopæl i bestemte situationer. Disse forpligtelser rækker ikke ud over, hvad
der er nødvendigt for at løse de påviste problemer og er begrænset til de situationer, der er
beskrevet i forslaget. Forslaget øger ligeledes retssikkerheden for erhvervsaktørerne ved at
kaste lys over de allerede eksisterende forpligtelser og præcisere, hvornår kunderne bør
behandles lige i forbindelse med grænseoverskridende køb. Desuden pålægger forslaget ikke
erhvervsaktørerne nogen uforholdsmæssige omkostninger. Omkostninger i medfør af
forslaget udgør for det meste engangsomkostninger i forbindelse med tilpasning.
• Valg af retsakt
Et ikkebindende reguleringsmiddel såsom en henstilling eller et sæt retningslinjer ville kunne
støtte markedets udvikling på dette område, men effektiviteten i et sådant instrument
forventes at være yderst begrænset. Kommissionens retningslinjer om anvendelse af
tjenesteydelsesdirektivets artikel 20, stk. 2, af 8. juni 201210
kaster ligeledes lys over
specifikke situationer, såsom dem, der omfattes af dette forslag. Medlemsstaterne har dog
ikke vedtaget national lovgivning, der giver kunderne mere konkrete rettigheder eller
intensiverer håndhævelsen, og erhvervsaktørerne har heller ikke ændret deres praksis på
området.
Derfor er det kun et lovgivningsinstrument, der kan løse de påviste problemer på effektiv vis
En forordning er at foretrække, da den finder direkte anvendelse i alle medlemsstater, den
fastsætter et fælles niveau af forpligtelser for private parter, og den giver mulighed for
ensartet anvendelse af regler om ikkeforskelsbehandling på grundlag af bopæl i alle
medlemsstater.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Høring af interesserede parter
Der blev afholdt en omfattende offentlig høring fra den 24. september til den 28. december
2015. Der blev indhentet udtalelser fra forbrugere, virksomheder, organisationer og
medlemsstater. Der er modtaget 433 svar. Resultaterne af den offentlige høring er blevet
offentliggjort, og de er ligeledes indeholdt i konsekvensanalysen. Desuden havde
Kommissionen tidligt i 2015 omfattende drøftelser med interessenterne (forbrugere,
virksomheder, forbruger- og virksomhedsorganisationer samt nationale myndigheder),
herunder via interessentworkshops, med henblik på at vurdere mulighederne for EU’s
indgriben og virkningen heraf. Den 18. februar 2016 afholdt Kommissionen en workshop i
Amsterdam med henblik på at drøfte resultatet af den offentlige høring og de mulige næste
skridt.
Størstedelen af forbrugerne melder om geoblokering eller andre former for geografisk
baserede restriktioner i forbindelse med indkøb i et andet EU-land. De varer og
tjenesteydelser, der er mest påvirket af geoblokering, er tøj, fodtøj og tilbehør, fysiske medier
(bøger), computerhardware og elektronik, flybilletter, billeje og digitalt indhold såsom
streamingtjenester, computerspil og software, e-bøger og mp3-filer. De fleste forbrugere og
10
SWD(2012) 146 final, Kommissionens arbejdsdokument om retningslinjer for anvendelsen af artikel 20,
stk. 2, i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked (tjenesteydelsesdirektivet)
DA 6 DA
virksomheder mener, at erhvervsaktørerne bør informere kunderne om, hvilke
salgsrestriktioner der er. Forbrugerne giver udtryk for, at de støtter en politisk løsning, der
kræver, at erhvervsaktørerne accepterer grænseoverskridende handelstransaktioner, men som
dog ikke omfatter en forpligtelse til at levere. De fleste virksomheder er modstandere af en
forpligtelse til at sælge og levere i hele EU og understreger vigtigheden af at tilpasse priserne
til de forskellige nationale markeder, idet de understreger behovet for at respektere deres
økonomiske og kontraktlige frihed. Størstedelen af alle respondentgrupper er enige om,
håndhævelsen af reglerne og kravene om information bør forbedres 11
.
• Indhentning og brug af ekspertbistand
Kommissionen iværksatte en stor "mystery shopping"-undersøgelse, der analyserede omkring
10500 websteder i EU og afspejlede typiske grænseoverskridende forretningssituationer. En
Eurobarometer-undersøgelse fra 2016, der fokuserede på forholdet mellem virksomheder,
viste at virksomheder i deres egenskab af slutbrugere af produkter og tjenesteydelser står over
for restriktioner, der ligner dem, forbrugerne udsættes for. Kommissionen har analyseret en
lang række klager vedrørende grænseoverskridende handel og gennemført en evaluering af
artikel 20 i tjenesteydelsesdirektivet. I maj 2015 indledte Kommissionen en undersøgelse af
konkurrencen inden for e-handel og rapporterede om de indledende resultater om
geoblokering i marts 201612
. Kommissionen har ligeledes drøftet dette initiativ med
medlemsstaterne i ekspertgrupper vedrørende tjenesteydelses- og e-handelsdirektivet.
• Konsekvensanalyse
Der er foretaget en konsekvensanalyse af dette forslag13
. Den 21. april 2016 udtalte Udvalget
for Forskriftskontrol sig positivt om den reviderede konsekvensanalyse. Udvalgets
kommentarer er taget til efterretning i den endelig konsekvensanalyse.
Den endelige konsekvensanalyse undersøger fem scenarier og når til følgende konklusioner:
Den løsningsmodel, der går ud på at styrke gennemsigtigheden (model 1), er taget i
betragtning, men ville ikke opfylde målet alene. Øget gennemsigtighed og et forbud mod at
blokere for adgang til websteder (model 2) kombineret med en indholdsbaseret løsning, der
forbyder automatisk omdirigering, blev anset for at være fordelagtig, men denne model ville
kun løse en lille del af problemet. Den foretrukne model (model 3) går ud på at kombinere
disse to elementer med en definition af visse specifikke situationer, hvor geografisk
forskelsbehandling ikke kan retfærdiggøres (for varer: hvor erhvervsaktøren ikke leverer på
tværs af grænser, elektronisk leverede tjenesteydelser og tjenesteydelser, som kunden
modtager uden for sin medlemsstat). Endnu en løsningsmodel bestod i at opstille en
yderligere liste over tilfælde, hvor forskelsbehandling kan retfærdiggøres, med henblik på at
udbygge principperne i tjenesteydelsesdirektivets artikel 20, stk. 2 (model 4), men den blev
forkastet, fordi den var for kompleks. Den sidste model (model 5), der ville forpligte
erhvervsaktørerne til at levere materielle varer over grænserne, blev forkastet, fordi den ville
pålægge virksomhederne uforholdsmæssige omkostninger.
11
Den sammenfattende rapport om høringen findes her: https://ec.europa.eu/digital-single-
market/en/news/full-report-results-public-consultation-geoblocking
12
De indledende resultater findes her:
http://ec.europa.eu/competition/antitrust/sector_inquiries_e_commerce.html
13
SWD(2016) 173 og SWD(2016) 174.
DA 7 DA
• Målrettet regulering og forenkling
Forslaget gælder både for erhvervsaktører og kunder, dvs. forbrugere og virksomheder som
slutbrugere. Disse kategorier omfatter små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og også
mikrovirksomheder. Hvis disse virksomheder fritages fra reglerne, kunne det underminere
foranstaltningens effektivitet, eftersom størstedelen af onlinehandelen i Unionen udføres af
SMV’er, herunder mikrovirksomheder.
Forslaget vil få positiv indflydelse på konkurrenceevnen ved at forbedre adgangen til varer og
tjenesteydelser på det indre marked for forbrugere og virksomheder. For så vidt angår
international handel er erhvervsaktører i tredjelande kun omfattet af forordningen, hvis de
sælger eller har til hensigt at sælge varer eller tjenesteydelser til kunder i Unionen.
Forslaget vedrører både offline- og onlinemiljøet og tager højde for ny teknologisk udvikling,
hvor det er relevant, og det er "digitaliserings- og internetparat".
• Grundlæggende rettigheder
Forslaget er navnlig i overensstemmelse med artikel 16 om frihed til at oprette og drive egen
virksomhed og artikel 17 om retten til ejendom i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder. Erhvervsaktørerne er allerede underlagt bestemmelser om
ikkeforskelsbehandling i medfør af EU-lovgivningen. Erhvervsaktørerne kan fortsætte med at
beslutte, hvor og hvornår de vil udbyde deres varer eller tjenesteydelser til kunderne. Deres
frihed til at afvise en anmodning om salg eller til at anvende forskellige betingelser begrænses
udelukkende i overensstemmelse med bestemmelserne om ikkeforskelsbehandling i denne
forordning. Alle andre grunde til ikke at sælge eller til at anvende forskellige betingelser er
fortsat til rådighed for erhvervsaktørerne, f.eks. hvis et produkt ikke længere er på lager.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen konsekvenser for EU's budget.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Forordningen fastsætter, at Kommissionen skal foretage jævnlige vurderinger af forslagets
indvirkning.
Kommissionen vil overvåge, hvordan forordningen anvendes af markedsaktørerne i hele
Unionen for at sikre, at tilgangen bliver konsekvent. Den vil ligeledes fokusere på reglernes
virkning.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
I artikel 1 fastlægges den foreslåede forordnings genstand og anvendelsesområde. Forslagets
materielle anvendelsesområde er så vidt muligt i overensstemmelse med direktiv 2006/123/EF
for at sikre konsekvens samt et maksimum af retssikkerhed for erhvervsaktører og kunder.
Dette betyder, at bl.a. ikke-økonomiske tjenester af generel interesse, transporttjenester,
spilleaktiviteter, sundhedstjenesteydelser og visse sociale tjenester ikke er omfattet af denne
forordning. Det territoriale anvendelsesområde er udformet således, at erhvervsaktører, der
har hjemsted i EU og erhvervsaktører, der har hjemsted i et tredjeland, og som sælger eller
agter at sælge varer og tjenesteydelser til i Unionen, er omfattet på lige vilkår. Artikel 1 giver
DA 8 DA
ligeledes erhvervsaktørerne sikkerhed for, at overholdelse af denne forordning ikke som sådan
betyder, at erhvervsaktøren retter sine aktiviteter mod en bestemt medlemsstat, som
omhandlet i forordning (EF) nr. 593/200814
og forordning (EU) nr. 1215/201215
, der regulerer
spørgsmål vedrørende lovvalg og retternes kompetence.
Artikel 2 indeholder de relevante definitioner.
Artikel 3 fastsætter erhvervsaktørernes forpligtelser til ikke at forhindre adgang til deres
onlinegrænseflader på grundlag af kundernes bopæl. Den fastsætter ligeledes, at omdirigering
kun må ske med kundens samtykke, og at erhvervsaktørerne skal sikre, at den udgave af
onlinegrænsefladen, som kunden oprindeligt forsøgte at tilgå inden omdirigeringen, forbliver
let tilgængelig. Erhvervsaktøren er fritaget for disse forpligtelser i tilfælde, hvor
adgangsbegrænsning eller omdirigering kræves ved lov. I disse særlige tilfælde skal
erhvervsaktøren klart begrunde begrænsningen.
Artikel 4 opstiller tre specifikke situationer, hvor forskelsbehandling af kunder på grundlag af
bopæl er forbudt. Den første situation vedrører salg af fysiske varer, hvor erhvervsaktøren
ikke er involveret i levering af produktet til kundens medlemsstat. Den anden situation
vedrører udbud af andre elektronisk leverede tjenesteydelser end dem, hvis vigtigste funktion
er at give adgang til og mulighed for brug af ophavsretligt beskyttede værker eller andre
beskyttede frembringelser. Den tredje situation gælder for tjenesteydelser, der leveres af
erhvervsaktøren i en anden medlemsstat end der, hvor kundens har sin bopæl.
Artikel 5 opstiller regler om ikkeforskelsbehandling, der specifikt vedrører betaling. Af denne
regel fremgår det, at erhvervsaktørerne i visse tilfælde ikke kan afvise eller på anden måde
forskelsbehandle for så vidt angår betalingsinstrumenter (såsom kredit- eller debitkort).
Artikel 6 fastsætter, at aftaler med erhvervsaktører, der indeholder begrænsninger for passivt
salg, der ville føre til overtrædelse af denne forordning, automatisk er ugyldige. Formålet er at
forhindre omgåelse af forordningens regler ved hjælp af kontraktlige midler.
Artikel 7 vedrører den håndhævelse, som foretages af medlemsstaternes myndigheder.
Artikel 8 kræver, at medlemsstaterne udpeger en eller flere myndigheder, der skal yde
praktisk hjælp til forbrugerne i forbindelse med tvister, der er et resultat af denne forordning.
Artikel 9 omhandler Kommissionens periodiske evaluering af anvendelsen af denne
forordning. I forbindelse med den første evaluering skal det navnlig vurderes, om forbuddet i
artikel 4, stk. 1, litra b), også bør gælde for elektronisk leverede tjenesteydelser, hvis vigtigste
funktion er at give adgang til og mulighed for brug af ophavsretligt beskyttede værker eller
andre beskyttede frembringelser, forudsat at erhvervsaktøren har de nødvendige rettigheder i
de relevante områder.
Artikel 10 omhandler to ændringer af allerede eksisterende instrumenter, der specifikt
vedrører forbrugerbeskyttelse, nemlig forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF.
Dette vil betyde, at denne forordning tilføjes til bilagene til disse retsakter, så den også kan
håndhæves ved hjælp af de foranstaltninger, der er fastsat i forordningen om
forbrugersamarbejde og direktivet om søgsmål med påstand om forbud.
14
Forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt.
15
Forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
DA 9 DA
Artikel 11 handler om ikrafttræden og anvendelse
DA 10 DA
2016/0152 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om imødegåelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af
kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg16
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) For at nå målet om et velfungerende indre marked, dvs. et område uden indre grænser
og med fri bevægelighed for bl.a. varer og tjenesteydelser, er det ikke tilstrækkeligt
blot at afskaffe statslige barrierer mellem medlemsstaterne. Afskaffelsen af statslige
barrierer undergraves, hvis private parter indfører hindringer i strid med frihederne i
det indre marked. Dette er tilfældet, når erhvervsaktører, der driver virksomhed i én
medlemsstat, blokerer for eller begrænser adgangen til deres onlinegrænseflader, f.eks.
websteder og apps, for kunder fra andre medlemsstater, som ønsker at indgå
handelstransaktioner på tværs af grænserne (en praksis, der er kendt som "geografisk
blokering" eller "geoblokering"). En anden form for begrænsning for kunder fra andre
medlemsstater består i, at erhvervsaktører anvender andre generelle betingelser for
disse kunders adgang til deres varer og tjenesteydelser, både online og offline. Der kan
være objektive begrundelser for en sådan forskelsbehandling, men det sker også, at
erhvervsaktører af rent forretningsmæssige grunde nægter forbrugere, der vil indgå
handelstransaktioner på tværs af grænserne, adgang til deres varer eller tjenesteydelser
eller anvender andre betingelser i den forbindelse.
(2) På denne måde medvirker visse erhvervsaktører til en kunstig opsplitning af det indre
marked langs indre grænser, der hindrer den frie bevægelighed for varer og
tjenesteydelser og dermed begrænser kundernes rettigheder og forhindrer dem i at
drage fordel af et større udvalg og de bedst mulige betingelser. En sådan
forskelsbehandling er en vigtig faktor, der bidrager til det relativt lave antal
grænseoverskridende handelstransaktioner inden for Unionen, herunder i sektoren for
elektronisk handel, og derved forhindrer, at det indre markeds vækstpotentiale
realiseres fuldt ud. Hvis det præciseres, i hvilke situationer forskelsbehandling af
16
EUT C […] af […], s. […].
DA 11 DA
denne art ikke har nogen berettigelse, burde det skabe klarhed og retssikkerhed for alle
parter i transaktioner på tværs af grænserne og sikre, at reglerne om forbud mod
forskelsbehandling kan gennemføres og håndhæves effektivt i hele det indre marked.
(3) I henhold til artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF17
skal
medlemsstaterne sikre, at tjenesteydere etableret i Unionen ikke behandler modtagere
af tjenesteydelser forskelligt på grundlag af deres nationalitet eller opholdssted.
Denne bestemmelse har imidlertid ikke haft den fulde virkning i bekæmpelsen af
forskelsbehandling og har ikke mindsket retsusikkerheden tilstrækkeligt, navnlig fordi
den giver mulighed for at tillade forskelsbehandling i begrundede tilfælde, hvilket har
gjort det vanskeligt at håndhæve bestemmelsen i praksis. Desuden kan geoblokering
og andre former for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, bopæl eller
hjemsted også hidrøre fra erhvervsaktører, der er hjemmehørende i tredjelande, hvilket
falder uden for det nævnte direktivs anvendelsesområde.
(4) For at sikre et velfungerende indre marked er der behov for målrettede
foranstaltninger, således som fastsat i denne forordning, i form af et klart, ensartet og
effektivt sæt regler på en række udvalgte områder.
(5) Denne forordning har til formål at forhindre forskelsbehandling på grundlag af
kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted, herunder geoblokering, i forbindelse med
grænseoverskridende handelstransaktioner mellem erhvervsaktører og deres kunder
vedrørende salg af varer og levering af tjenesteydelser i Unionen. Den er rettet mod
såvel direkte som indirekte forskelsbehandling og omfatter således også uberettiget
forskelsbehandling på grundlag af andre kriterier, der fører til samme resultat som
anvendelsen af kriterier, der er direkte baseret på kundernes nationalitet, bopæl eller
hjemsted. Sådanne andre kriterier kan bl.a. være kundens fysiske placering, f.eks. den
IP-adresse, hvorfra en onlinegrænseflade tilgås, den adresse, der opgives med henblik
på levering af varer, kundens valg af sprog eller den medlemsstat, hvor kundens
betalingsinstrument er udstedt.
(6) I betragtning af, at visse lovgivningsmæssige og administrative hindringer for
erhvervsaktører er blevet fjernet i hele Unionen inden for bestemte sektorer som følge
af gennemførelsen af direktiv 2006/123/EF, bør der, for så vidt angår det materielle
anvendelsesområde, sikres sammenhæng mellem denne forordning og direktiv
2006/123/EF. Derfor bør bestemmelserne i nærværende forordning bl.a. finde
anvendelse på ikke-audiovisuelle elektronisk leverede tjenesteydelser, hvis vigtigste
funktion er at give adgang til og mulighed for brug af ophavsretligt beskyttede værker
eller andre beskyttede frembringelser, idet der dog bør gælde en specifik undtagelse
som fastsat i artikel 4, der efterfølgende bør evalueres som fastsat i artikel 9.
Audiovisuelle tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser, hvis vigtigste funktion er at
give adgang til transmission af sportsbegivenheder, og som leveres på grundlag af
eksklusive territoriale licenser, er ikke omfattet af denne forordnings
anvendelsesområde. Adgang til finansielle detailtjenesteydelser, herunder
betalingstjenester, bør derfor heller ikke være omfattet af forordningen, uanset
bestemmelserne om forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med betalinger.
(7) Forskelsbehandling kan også forekomme i forbindelse med tjenesteydelser på
transportområdet, navnlig ved salg af billetter til passagerbefordring. I denne
henseende indeholder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
17
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked
(EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36).
DA 12 DA
nr. 1008/200818
, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/201019
og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/201120
imidlertid allerede
forbud mod forskelsbehandling, der omfatter alle de former for forskelsbehandling,
som nærværende forordning søger at afhjælpe. Det er desuden hensigten i nær fremtid
at ændre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/200721
i samme
øjemed. Derfor og for at sikre overensstemmelse med anvendelsesområdet for direktiv
2006/123/EF bør tjenesteydelser på transportområdet være udelukket fra
anvendelsesområdet for denne forordning.
(8) Denne forordning bør ikke berøre de regler, der finder anvendelse på
beskatningsområdet, da traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
indeholder et særligt grundlag for foranstaltninger på EU-plan for så vidt angår
skatteanliggender.
(9) I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/200822
må
lovvalget i forbindelse med aftaler mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, der
udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i det land, hvor forbrugeren har sit
sædvanlige opholdssted, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed
mod dette land eller mod flere lande, inklusive dette land, ikke medføre, at forbrugeren
berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan
fraviges ved aftale i henhold til loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige
opholdssted. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1215/201223
kan en forbruger i spørgsmål vedrørende en aftale mellem en
forbruger og en erhvervsdrivende, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den
medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst
måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive
denne medlemsstat, anlægge sag mod den anden part ved retterne i den medlemsstat,
på hvis område han har bopæl, og sager mod forbrugeren kan kun anlægges ved disse
retter.
(10) Nærværende forordning bør ikke berøre EU-retsakter vedrørende retligt samarbejde i
civilsager, navnlig bestemmelserne om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og
om retternes kompetence, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 593/200824
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
18
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler
for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3).
19
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers
rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004
(EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1).
20
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers
rettigheder og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1).
21
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om
jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).
22
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).
23
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
24
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).
DA 13 DA
1215/201225
, herunder anvendelsen af disse retsakter og bestemmelser i det enkelte
tilfælde. Navnlig bør den omstændighed, at en erhvervsaktør handler i
overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende forordning, ikke i forbindelse
med ovennævnte anvendelse fortolkes således, at vedkommende retter sin virksomhed
mod forbrugerens medlemsstat.
(11) Den forskelsbehandling, der søges forebygget med denne forordning, sker typisk i
kraft af generelle vilkår, betingelser og andre oplysninger, der fastsættes og anvendes
af eller på vegne af den pågældende erhvervsaktør, som en forudsætning for at få
adgang til de pågældende varer eller tjenesteydelser, og som stilles til rådighed for den
brede offentlighed. Sådanne generelle betingelser for adgang omfatter bl.a. priser og
betalings- og leveringsbetingelser. De kan stilles til rådighed for den brede
offentlighed af eller på vegne af erhvervsaktøren på forskellig vis, f.eks. via
oplysninger, der offentliggøres i reklamer, på websteder eller i prækontraktuelle eller
kontraktlige dokumenter. Disse betingelser gælder i mangel af en individuelt
forhandlet aftale om det modsatte, der er indgået direkte mellem erhvervsaktøren og
kunden. Vilkår og betingelser, der forhandles individuelt mellem erhvervsaktøren og
kunden, bør ikke i forbindelse med anvendelsen af denne forordning betragtes som
generelle betingelser for adgang.
(12) Både forbrugere og virksomheder bør beskyttes mod forskelsbehandling på grundlag
af deres nationalitet, bopæl eller hjemsted, når de optræder som kunder i denne
forordnings forstand. Denne beskyttelse bør dog ikke gælde for kunder, der køber en
vare eller tjenesteydelse med henblik på videresalg, fordi det ville påvirke de alment
udbredte distributionsordninger mellem virksomhederne i forbindelse med business-
to-business-transaktioner, såsom selektiv distribution og eneforhandling, som generelt
tillader fabrikanter at vælge deres forhandlere, forudsat at de overholder
konkurrencereglerne.
(13) Virkningerne for forbrugerne og på det indre marked af forskelsbehandling i
forbindelse med handelstransaktioner vedrørende salg af varer eller levering af
tjenesteydelser i Unionen er de samme, uanset om en erhvervsaktør er etableret i en
medlemsstat eller i et tredjeland. Derfor og med henblik på at sikre, at konkurrerende
erhvervsaktører er underlagt samme krav i denne henseende, bør foranstaltningerne i
denne forordning gælde lige for alle erhvervsaktører, der driver virksomhed i Unionen.
(14) For at give kunderne nemmere adgang til oplysninger om salg af varer og levering af
tjenesteydelser på det indre marked og for at øge gennemsigtigheden, herunder
vedrørende priser, bør erhvervsaktører ikke gennem brug af tekniske foranstaltninger
eller på anden måde forhindre kunder i at få fuld og lige adgang til onlinegrænseflader
på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted. Sådanne teknologiske
foranstaltninger kan bl.a. omfatte teknologi, der anvendes til at fastslå kundens fysiske
placering, f.eks. sporing heraf ved hjælp af IP-adressen, koordinater indhentet via et
globalt satellitnavigationssystem eller data i forbindelse med en betalingstransaktion.
Dette forbud mod forskelsbehandling for så vidt angår adgang til onlinegrænseflader
bør dog ikke fortolkes som en forpligtelse for erhvervsaktøren til at indgå i
handelstransaktioner med kunder.
25
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
DA 14 DA
(15) Visse erhvervsaktører driver forskellige udgaver af deres onlinegrænseflader, der er
rettet mod kunder fra forskellige medlemsstater. Selv om dette fortsat bør være muligt,
bør det ikke være tilladt at omdirigere en kunde fra en udgave af onlinegrænsefladen
til en anden version uden kundens udtrykkelige samtykke. Alle udgaver af
onlinegrænsefladen bør forblive let tilgængelige for kunden til enhver tid.
(16) I visse tilfælde kan blokering, begrænsning af adgang eller omdirigering uden kundens
samtykke til en alternativ udgave af onlinegrænsefladen på grundlag af kundens
nationalitet, bopæl eller hjemsted være nødvendig for at sikre overholdelse af et krav i
EU-retten eller i medlemsstaternes lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Der
kan således være love, der begrænser kundernes adgang til visse varer eller
tjenesteydelser i visse medlemsstater, f.eks. ved at forbyde visning af bestemte former
for indhold. Erhvervsaktører bør ikke forhindres i at overholde sådanne lovkrav og bør
derfor have mulighed for at blokere for eller begrænse adgangen eller omdirigere
bestemte kunder eller kunder i bestemte områder til en anden onlinegrænseflade, når
det er nødvendigt af den nævnte grund.
(17) I en række bestemte situationer kan forskelsbehandling af kunder gennem anvendelse
af generelle betingelser for adgang, herunder direkte afslag på at sælge varer eller
levere tjenesteydelser, på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted,
ikke begrundes ud fra objektive hensyn. I disse situationer bør enhver sådan
forskelsbehandling forbydes, og kunderne bør således have ret til, på de særlige
betingelser, der er fastsat i denne forordning, at indgå i handelstransaktioner på samme
vilkår som lokale kunder og have fuld og lige adgang til alle de forskellige varer og
tjenesteydelser, der tilbydes, uanset deres nationalitet, bopæl eller hjemsted.
Erhvervsaktørerne bør derfor træffe foranstaltninger til at overholde dette forbud mod
forskelsbehandling, hvis de pågældende kunder ellers ville være afskåret fra en sådan
fuld og lige adgang. Det forbud, der gælder i disse situationer, bør imidlertid ikke
fortolkes som værende til hinder for, at erhvervsaktører retter deres virksomhed mod
forskellige medlemsstater eller bestemte kundegrupper med målrettede tilbud og
forskellige vilkår og betingelser, herunder gennem oprettelse af landespecifikke
onlinegrænseflader.
(18) Den første situation, hvor forskelsbehandling ikke er berettiget, er, når erhvervsaktøren
sælger varer, men varerne leveres ikke af erhvervsaktøren eller på dennes vegne over
grænsen til den medlemsstat, hvor kunden er bosat. I denne situation skal kunden
kunne købe varerne på nøjagtig samme betingelser, herunder pris- og
leveringsbetingelser, som tilsvarende kunder, der har bopæl i den medlemsstat, hvor
erhvervsaktøren er etableret. Det kan betyde, at en udenlandsk kunde er nødt til at
afhente varen i den pågældende medlemsstat eller i en anden medlemsstat, som
erhvervsaktøren leverer til. I denne situation behøver erhvervsaktøren ikke at lade sig
momsregistrere i den medlemsstat, hvor kunden er bosat, eller varetage levering af
varer over grænsen.
(19) Den anden situation er, når erhvervsaktøren udbyder andre elektronisk leverede
tjenesteydelser end dem, hvis vigtigste funktion er at give adgang til og mulighed for
brug af ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser som
f.eks. cloud-tjenester, datalagring, webhosting og firewalls. I dette tilfælde kræves der
ikke nogen fysisk levering, da ydelserne leveres elektronisk. Erhvervsaktøren kan
angive og betale moms på en forenklet måde i overensstemmelse med de
DA 15 DA
bestemmelser om mini-one-stop-shoppen for moms (MOSS), der er fastsat i Rådets
gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/201126
.
(20) Endelig bør det heller ikke anses for berettiget at anvende forskellige generelle
betingelser for adgang afhængigt af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i
situationer, hvor erhvervsaktøren leverer tjenesteydelser, som modtages af kunden i
erhvervsaktørens lokaler eller på et sted, der er valgt af denne, og som ikke er i den
medlemsstat, hvor kunden er statsborger eller har bopæl eller hjemsted. Disse
situationer omfatter levering af tjenesteydelser såsom hotelophold,
sportsbegivenheder, biludlejning og billetter til musikfestivaler eller
forlystelsesparker. I sådanne situationer behøver erhvervsaktøren ikke at lade sig
momsregistrere i en anden medlemsstat eller varetage levering af varer over grænsen.
(21) I alle disse situationer gælder det i kraft af bestemmelserne om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser og om retternes kompetence som fastsat i forordning (EF) nr.
593/2008 og forordning (EU) nr. 1215/2012, at når en erhvervsaktør ikke udøver sin
virksomhed i den medlemsstat, hvor forbrugeren er bosat, eller ikke retter sin
virksomhed mod denne medlemsstat, eller når kunden ikke er en forbruger, påfører
overholdelse af denne forordning ikke erhvervsaktøren yderligere omkostninger, der
har at gøre med retternes kompetence eller forskelle i lovvalg. Hvis derimod en
erhvervsaktør udøver sin virksomhed i forbrugerens medlemsstat eller retter sin
virksomhed mod denne, har erhvervsaktøren tilkendegivet at have til hensigt at
etablere forretningsforbindelser med forbrugere i denne medlemsstat og har således
været i stand til at tage højde for sådanne omkostninger.
(22) Erhvervsaktører, der er omfattet af særordningen i afsnit XII, kapitel 1, i Rådets
direktiv 2006/112/EF27
, er ikke forpligtede til at betale moms. Når disse
erhvervsaktører udbyder elektronisk leverede ydelser, vil forbuddet mod at anvende
forskellige generelle betingelser for adgang afhængigt at kundernes nationalitet, bopæl
eller hjemsted indebære, at de skal lade sig momsregistrere og afregne moms i andre
medlemsstater; dette kan medføre yderligere omkostninger, der vil udgøre en
uforholdsmæssig stor byrde i betragtning af de pågældende virksomheders størrelse og
art. Derfor bør forbuddet ikke gælde for disse erhvervsaktører, så længe ovennævnte
ordning finder anvendelse.
(23) I alle de ovennævnte situationer kan det forekomme, at erhvervsaktører om følge af et
specifikt forbud eller krav, der er fastsat i EU-retten eller medlemsstaternes lovgivning
i overensstemmelse med EU-retten, forhindres i at sælge varer eller levere
tjenesteydelser til bestemte kunder eller til kunder i bestemte områder af årsager, der
har at gøre med kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted. Medlemsstaternes love
kan også i overensstemmelse med EU-retten kræve, at erhvervsaktørerne overholder
visse regler om prisfastsættelse for bøger. Erhvervsaktørerne bør ikke forhindres i at
overholde en sådan lovgivning.
(24) I henhold til EU-retten kan erhvervsaktører i princippet frit afgøre, hvilke
betalingsmidler, herunder betalingsvaremærker, de vil acceptere. Når først dette valg
er truffet, er der imidlertid på baggrund af de eksisterende retlige rammer for
26
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til
gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 77 af 23.3.2011,
s. 1).
27
Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347
af 11.12.2006, s. 1).
DA 16 DA
betalingstjenester ingen begrundelse for at forskelsbehandle kunder i Unionen ved at
afvise bestemte handelstransaktioner eller ved på anden måde at anvende forskellige
betingelser for betaling for disse transaktioner afhængigt af kundernes nationalitet,
bopæl eller hjemsted. I denne særlige sammenhæng bør en sådan uberettiget
forskelsbehandling, der har at gøre med det sted i Unionen, hvor betalingskontoen er
placeret, hvor betalingstjenesteudbyderen er hjemmehørende, eller hvor
betalingsinstrumentet er udstedt, også udtrykkeligt forbydes. Der erindres endvidere
om, at forordning (EU) nr. 260/2012 allerede forbyder alle betalingsmodtagere,
herunder erhvervsaktører, at kræve, at bankkonti er placeret i en bestemt medlemsstat,
for at en betaling i euro kan accepteres.
(25) Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU28
er der indført strenge
sikkerhedskrav til initiering og behandling af elektroniske betalinger, og dette har
mindsket risikoen for svig i forbindelse med alle nye og mere traditionelle
betalingsmidler, især onlinebetalinger. Betalingstjenesteudbydere er forpligtede til at
anvende såkaldt stærk kundeautentifikation, en autentifikationsproces, hvorved
identiteten af brugeren af en betalingstjeneste eller af betalingstransaktionen valideres.
I forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, f.eks. onlinebetalinger, er
sikkerhedskravene endnu mere vidtgående, idet der kræves en dynamisk forbindelse til
transaktionsbeløbet og betalingsmodtagerens konto for yderligere at beskytte brugeren
ved at minimere risikoen i tilfælde af fejl eller svigagtige angreb. Som følge af disse
bestemmelser er risikoen for betalingssvig den samme for både indenlandske og
grænseoverskridende køb og bør ikke bruges som en begrundelse for at afvise eller
forskelsbehandle handelstransaktioner inden for Unionen.
(26) Denne forordning bør ikke berøre anvendelsen af konkurrencereglerne, særlig artikel
101 og 102 i TEUF. Aftaler, der forpligter erhvervsaktører til ikke at indgå i passivt
salg som omhandlet i Kommissionens forordning (EU) nr. 330/201029
til bestemte
kunder eller til kunder i bestemte områder anses generelt for at være
konkurrencebegrænsende og kan normalt ikke undtages fra forbuddet i artikel 101,
stk. 1, i TEUF. Selv hvor sådanne aftaler ikke er omfattet af artikel 101 i TEUF, griber
de i forbindelse med anvendelsen af nærværende forordning forstyrrende ind i det
indre marked, og de kan anvendes til at omgå forordningens bestemmelser. De
pågældende bestemmelser vedrørende passivt salg i sådanne aftaler og andre aftaler,
der kræver, at erhvervsaktøren handler i strid med denne forordning, bør derfor
automatisk være ugyldige. Denne forordning og navnlig dens bestemmelser om
adgang til varer og tjenesteydelser bør dog ikke berøre aftaler, der begrænser aktivt
salg som omhandlet i forordning (EU) nr. 330/2010.
(27) Medlemsstaterne bør udpege et eller flere organer til at varetage ansvaret for at træffe
effektive foranstaltninger til at overvåge og sikre, at bestemmelserne i denne
forordning overholdes. Medlemsstaterne bør også sikre, at erhvervsaktører i tilfælde af
overtrædelser af denne forordning kan pålægges sanktioner, der er effektive, står i
rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
28
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i
det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35-127).
29
Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet
praksis (EUT L 102 af 23.4.2010, s. 1).
DA 17 DA
(28) De ansvarlige myndigheder bør bistå forbrugerne ved at medvirke til at bilægge tvister
med erhvervsaktører, der opstår som følge af anvendelsen af denne forordning, bl.a.
ved hjælp af en standardformular til indgivelse af klager.
(29) Denne forordning bør jævnligt evalueres med henblik på, om nødvendigt, at foreslå
ændringer. I forbindelse med den første evaluering skal det navnlig vurderes, om
forbuddet i artikel 4, stk. 1, litra b), også bør gælde for elektronisk leverede
tjenesteydelser, hvis vigtigste funktion er at give adgang til og mulighed for brug af
ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, forudsat at
erhvervsaktøren har de nødvendige rettigheder i de relevante områder.
(30) Med henblik på at lette en effektiv håndhævelse af reglerne i denne forordning bør de
mekanismer til at sikre det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente
myndigheder, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 2006/200430
, også være til rådighed i forbindelse med nærværende regler. Da
forordning (EF) nr. 2006/2004 kun finder anvendelse i forbindelse med lovgivning,
der beskytter forbrugernes interesser, bør disse mekanismer kun være til rådighed, når
kunden er en forbruger. Forordning (EF) nr. 2006/2004 bør derfor ændres.
(31) For at søgsmål med påstand om forbud, der tager sigte på beskyttelse af forbrugernes
kollektive interesser for så vidt angår handlinger, der er i strid med denne forordning,
kan anlægges i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/22/EF31
, bør dette direktiv også ændres for at medtage en henvisning til
nærværende forordning i direktivets bilag I.
(32) Erhvervsaktører, offentlige myndigheder og andre interesserede parter bør have
tilstrækkelig tid til at indrette sig efter og sikre overholdelse af bestemmelserne i
denne forordning. I lyset af de særlige kendetegn ved andre elektronisk leverede
tjenesteydelser end dem, hvis vigtigste funktion er at give adgang til og mulighed for
brug af ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, bør
forbuddet i artikel 4, stk. 1, litra b), først anvendes fra en senere dato, for så vidt angår
levering af disse tjenester.
(33) For at nå målsætningen om effektivt at modvirke direkte og indirekte diskrimination
på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted bør der vedtages en
forordning, der finder direkte anvendelse i alle medlemsstater. Dette er nødvendigt for
at sikre, at reglerne om ikkeforskelsbehandling anvendes ensartet i hele Unionen, og at
de træder i kraft samtidig. Kun en forordning sikrer den grad af klarhed, ensartethed
og retssikkerhed, som er nødvendig for, at kunderne kan drage fuld fordel af disse
regler.
(34) Målet for denne forordning, nemlig at forhindre direkte og indirekte
forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted,
herunder geoblokering, i handelstransaktioner med erhvervsaktører i Unionen, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne som følge af problemets
grænseoverskridende karakter og manglende klarhed i de eksisterende retlige rammer,
men kan på grund af dets omfang og potentielle virkning på handelen i det indre
marked, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i
30
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde
mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse
("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde") (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).
31
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om
forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser, EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30.
DA 18 DA
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(35) I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender. Denne
forordning tilstræber navnlig at sikre fuld overholdelse af charterets artikel 16 og 17
—
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Formål og anvendelsesområde
1. Denne forordning har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at
forhindre forskelsbehandling, der direkte eller indirekte er baseret på kundernes
nationalitet, bopæl eller hjemsted.
2. Denne forordning finder anvendelse i følgende situationer:
a) når en erhvervsaktør sælger varer eller leverer tjenesteydelser eller agter at gøre
dette i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor kunden har bopæl
eller hjemsted.
b) når en erhvervsaktør sælger varer eller leverer tjenesteydelser eller agter at gøre
dette i samme medlemsstat som den, hvor kunden har bopæl eller hjemsted,
men kunden er statsborger i en anden medlemsstat.
c) når en erhvervsaktør sælger varer eller leverer tjenesteydelser eller agter at gøre
dette i en medlemsstat, hvor kunden befinder sig midlertidigt uden at have
bopæl eller hjemsted i den pågældende medlemsstat.
3. Denne forordning gælder ikke for de former for virksomhed, der er omhandlet i
artikel 2, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF.
4. Denne forordning berører ikke de regler, der finder anvendelse på
beskatningsområdet.
5. Denne forordning berører ikke EU-lovgivningen om civilretligt samarbejde. En
erhvervsaktørs overholdelse af denne forordning skal ikke fortolkes således, at
vedkommende retter sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har sit
sædvanlige opholdssted eller sin bopæl som omhandlet i artikel 6, stk. 1,litra b), i
forordning (EF) nr. 593/2008 og artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning (EU)
nr. 1215/2012.
6. Hvis bestemmelserne i denne forordning strider mod bestemmelserne i artikel 20,
stk. 2, i direktiv 2006/123/EF, har bestemmelserne i denne forordning forrang.
Artikel 2
Definitioner
I forbindelse med denne forordning gælder de definitioner, der er fastsat i artikel 7 i
gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011, i artikel 2, nr. 10), 20) og 30) i Europa-
DA 19 DA
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/75132
og i artikel 4, nr. 8), 9), 11), 12), 14),
23), 24) og 30) i direktiv (EU) 2015/2366.
Derudover forstås ved:
a) "forbruger": enhver fysisk person, der ikke handler som led i sit erhverv
b) "kunde": enhver forbruger eller en virksomhed, som er statsborger i en medlemsstat
eller har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, og som agter at købe eller køber en
vare eller tjenesteydelse i Unionen, undtagen med henblik på videresalg
c) "generelle betingelser for adgang": alle de vilkår, betingelser og andre oplysninger,
herunder salgspriser, der regulerer adgangen til varer eller tjenesteydelser, som en
erhvervsaktør udbyder til salg, og fastsættes, anvendes og stilles til rådighed for den
brede offentlighed af eller på vegne af erhvervsaktøren, og som gælder i mangel af
en individuelt forhandlet aftale mellem erhvervsaktøren og kunden
d) "vare" : enhver løsøregenstand undtagen genstande, som sælges på tvangsauktion
eller i øvrigt i henhold til lov vand, gas og elektricitet betragtes som varer i henhold
til denne forordning, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt
mængde
e) "onlinegrænseflade": enhver form for software, herunder et websted og
applikationer, der drives af eller på vegne af en erhvervsaktør, og som har til formål
at give kunderne adgang til erhvervsaktørens varer eller tjenesteydelser med henblik
på en handelstransaktion vedrørende disse varer eller tjenesteydelser
f) "tjenesteydelse": enhver selvstændig erhvervsvirksomhed, der normalt udføres mod
betaling, jf. traktatens artikel 57
g) "erhvervsaktør": enhver fysisk eller juridisk person, uanset om der er tale om
offentligt eller privat ejerskab, der handler som led i sit erhverv, herunder via en
anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne
Artikel 3
Adgang til onlinegrænseflader
1. Erhvervsaktører må ikke gennem brug af tekniske foranstaltninger eller på anden
måde blokere for eller begrænse kundernes adgang til deres onlinegrænseflade af
årsager, der har at gøre med kundens nationalitet, bopæl eller hjemsted.
2. Erhvervsaktører må ikke af årsager, der har at gøre med kundens nationalitet, bopæl
eller hjemsted, omdirigere kunder til en version af onlinegrænsefladen, der er
forskellig fra den, som kunden oprindelig forsøgte at få adgang til, i kraft af sin
udformning, det sprog, der benyttes, eller andre særlige egenskaber, der målretter den
mod kunder med en bestemt nationalitet eller et bestemt bopælssted eller hjemsted,
medmindre kunden giver sit udtrykkelige samtykke før en sådan omdirigering.
I tilfælde af en sådan omdirigering med kundens udtrykkelige samtykke skal den
oprindelige version af onlinegrænsefladen fortsat være let tilgængelig for denne
kunde.
32
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for
kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 1).
DA 20 DA
3. Forbuddene i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis den blokering, begrænsning af
adgang eller omdirigering, der foretages for bestemte kunder eller kunder i bestemte
områder, er nødvendig for at sikre overholdelse af et retligt krav i EU-retten eller i
medlemsstaternes lovgivning i overensstemmelse med EU-retten.
4. Når en erhvervsaktør blokerer for eller begrænser kundernes adgang til en
onlinegrænseflade eller omdirigerer kunder til en anden version af
onlinegrænsefladen i overensstemmelse med stk. 4, skal erhvervsaktøren give en klar
begrundelse. Denne begrundelse skal være affattet på det sprog, der anvendes i den
onlinegrænseflade, som kunden oprindelig havde forsøgt at få adgang til.
Artikel 4
Adgang til varer og tjenesteydelser
1. I følgende situationer må erhvervsaktører ikke anvende forskellige generelle
betingelser for adgang til deres varer eller tjenesteydelser afhængigt af kundernes
nationalitet, bopæl eller hjemsted:
a) når erhvervsaktøren sælger varer, og disse varer ikke leveres af
erhvervsaktøren eller på dennes vegne over grænsen til den medlemsstat, hvor
kunden er bosat
b) når erhvervsaktøren udbyder andre elektronisk leverede tjenesteydelser end
dem, hvis vigtigste funktion er at give adgang til og mulighed for brug af
ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser
c) når erhvervsaktøren udbyder andre tjenesteydelser end dem, der er omfattet af
litra b), og disse tjenesteydelser leveres til kunden i erhvervsaktørens lokaler
eller på et fysisk sted, hvor erhvervsaktøren driver virksomhed, i en anden
medlemsstat end den, hvor kunden er statsborger eller har bopæl eller
hjemsted.
2. Forbuddet i stk. 1, litra b), gælder ikke for erhvervsaktører, der er fritaget for moms
på grundlag af bestemmelserne i kapitel 1, afsnit XII, i direktiv 2006/112/EF.
3. Forbuddet i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis en særlig bestemmelse, der er fastsat i
EU-retten eller i medlemsstaternes lovgivning i overensstemmelse med EU-retten,
forhindrer erhvervsaktøren i at sælge varer eller tjenesteydelser til bestemte kunder
eller til kunder i bestemte områder.
For så vidt angår salg af bøger forhindrer forbuddet i stk. 1 ikke erhvervsaktører i at
anvende forskellige priser over for kunder i bestemte områder, for så vidt som de er
forpligtet hertil i henhold til lovgivning i medlemsstaterne, der er i overensstemmelse
med EU-retten.
Artikel 5
Forbud mod forskelsbehandling af årsager vedrørende betaling
1. Erhvervsaktører må ikke af årsager, der har at gøre med kundens nationalitet, bopæl
eller hjemsted, eller det sted i Unionen, hvor betalingskontoen er placeret, hvor
betalingstjenesteudbyderen har sit hjemsted, eller hvor betalingsinstrumentet er
udstedt, anvende forskellige betingelser for betaling for varer eller tjenesteydelser,
når:
DA 21 DA
a) disse betalinger foretages via elektroniske transaktioner i form af
pengeoverførsler, direkte debitering eller et kortbaseret betalingsinstrument af
samme betalingsvaremærke
b) betalingsmodtageren kan kræve stærk kundeautentifikation af betaleren i
henhold til direktiv (EU) 2015/2366, og
c) betalingerne er i en valuta, som betalingsmodtageren accepterer.
2. Forbuddet i stk. 1 forhindrer ikke erhvervsaktører i at kræve gebyr for brug af
kortbaserede betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne ikke er reguleret i
henhold til kapitel II i forordning (EU) nr. 2015/751, og for de betalingstjenester,
som forordning (EU) nr. 260/2012 ikke finder anvendelse på. Disse gebyrer må ikke
overstige de omkostninger, som afholdes af erhvervsaktøren i forbindelse med
brugen af betalingsinstrumentet.
Artikel 6
Aftaler om passivt salg
Aftaler, som pålægger erhvervsaktører forpligtelser, for så vidt angår passivt salg, til at handle
i strid med denne forordning, er ugyldige.
Artikel 7
Håndhævelse
1. Hver medlemsstat udpeger et eller flere organer til at varetage ansvaret for
håndhævelsen af denne forordning. Medlemsstaterne sikrer, at det organ eller de
udpegede organer råder over tilstrækkelige og effektive midler til at håndhæve
forordningen.
2. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne
forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres.
Sanktionerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.
Artikel 8
Bistand til forbrugerne
1. Hver medlemsstat pålægger et eller flere organer ansvaret for at yde praktisk bistand
til forbrugerne i tilfælde af en tvist mellem en forbruger og en erhvervsaktør i
forbindelse med anvendelsen af denne forordning. Hver medlemsstat udpeger et eller
flere organer til at varetage denne opgave.
2. De i stk. 1 nævnte organer skal tilbyde forbrugerne en standardformular til indgivelse
af klager til de organer, der er omhandlet i stk. 1 og i artikel 7, stk. 1. Kommissionen
bistår disse organer med at udforme en sådan standardformular.
Artikel 9
Revisionsklausul
1. Senest den [dato: to år efter denne forordnings ikrafttræden] og herefter hvert femte
år aflægger Kommissionen rapport om evalueringen af denne forordning for Europa-
Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Rapporten
DA 22 DA
ledsages om nødvendigt af et forslag om ændring af denne forordning i lyset af den
retlige, tekniske og økonomiske udvikling.
2. I forbindelse med den første evaluering, jf. stk. 1, skal det navnlig vurderes, om
forbuddet i artikel 4, stk. 1, litra b), også bør gælde for elektronisk leverede
tjenesteydelser, hvis vigtigste funktion er at give adgang til og mulighed for brug af
ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, forudsat at
erhvervsaktøren har de nødvendige rettigheder i de relevante områder.
Artikel 10
Ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF
1. I bilaget til forordning (EF) nr. 2006/2004 tilføjes som punkt [nummer]: "[nr.]
[Nærværende forordnings fulde titel] (EUT L XX af dd.mm.åå, s. X), kun når
kunden er en forbruger som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. XXXX/år."
2. I bilag I til direktiv 2009/22/EF tilføjes som punkt [nummer]: "[nummer]
[Nærværende forordnings fulde titel] (EUT L XX af dd.mm.åå, s. X)."
Artikel 11
Afsluttende bestemmelser
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den anvendes fra den [dato: seks måneder efter datoen for offentliggørelsen].
Artikel 4, stk. 1, litra b), anvendes dog fra den 1. juli 2018.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand