L 155 - svar på spm. 16 om, hvorvidt de to lovforslag, L 155 og L 158, reelt udhuler Grønlands selvstyres kompetence på råstofområdet, fra udenrigsministeren og erhvervs- og vækstministeren

Grønlandsudvalget
2015-16
L
155
endeligt
svar
på
spørgsmål
16
Offentligt


Grønlandsudvalget
2015-16
L
155
endeligt
svar
på
spørgsmål
16
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
JUSTITSMINISTERIET
UDENRIGSMINISTERIET
Bemærkninger til responsum vedrørende afgrænsning af sagsområder
i selvstyreloven udarbejdet af advokat Ole Spiermann til Grønlands
selvstyre.
1. Baggrund
Naalakkersuisut har fremsendt et responsum af 6. januar 2014 om uden-
rigspolitiske beføjelser i forhold til uran og andre radioaktive mineraler i
Grønland, der er udarbejdet af advokat Ole Spiermann efter anmodning fra
Naalakkersuisut.
Responsummet indeholder nogle nye synspunkter i forhold til rapporten
fra april 2013 af advokat Per Vestergaard Pedersen, som Naalakkersuisut
tidligere har fremsendt, og notatet fra Udenrigsdepartementet og Departe-
mentet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked af 13. september 2013
om Naalakkersuisuts kompetencer i udenrigsforhold vedrørende udnyttelse
og eksport af uran og andre radioaktive mineraler.
Det anføres bl.a. i responsummet af 6. januar 2014, at Naalakkersuisut i
medfør af selvstyrelovens § 12 kan indgå folkeretlige aftaler i tilknytning
til eksportkontrol med stater, hvortil uran og radioaktive mineraler ekspor-
teres, uanset hvilken brug radioaktive mineraler konkret måtte være til-
tænkt.
Regeringen har i forbindelse med arbejdet i Arbejdsgruppen om konse-
kvenserne af ophævelse af nul-tolerancepolitikken allerede givet udtryk for
sine synspunkter om kompetencespørgsmålet i relation til udvinding og
eksport af uran mv., jf. bilag 6 og 8 i Rapport om udvinding og eksport af
uran fra oktober 2013.
Justitsministeriet og Udenrigsministeriet kan fortsat henholde sig til mini-
steriernes notater af henholdsvis 21. august og 27. september 2013 om
Naalakkersuisuts udenrigspolitiske beføjelser i lyset af en mulig ophævelse
eller ændring af nultolerancepolitikken for udnyttelse af uran og andre ra-
dioaktive mineraler. Det er således bl.a. fortsat ministeriernes opfattelse, at
Grønlandsudvalget 2015-16
L 155 endeligt svar på spørgsmål 16
Offentligt
2
folkeretlige aftaler og andre udenrigspolitiske dispositioner, der helt eller
delvist går ud på at opnå sikkerhed for, at uran og andre radioaktive mine-
raler alene anvendes til fredelige formål, berører forsvars- og sikkerheds-
politikken, jf. selvstyrelovens § 12, stk. 4. Sådanne folkeretlige aftaler mv.
vil derfor skulle indgås i overensstemmelse med proceduren fastsat i selv-
styrelovens § 13.
I det følgende knyttes nogle supplerende bemærkninger til dele af respon-
summet af 6. januar 2014 om udenrigspolitiske beføjelser i forhold til uran
og andre radioaktive mineraler i Grønland.
2. Bemærkninger til responsum af 6. januar 2014 udenrigspolitiske
beføjelser i forhold til uran og andre radioaktive mineraler i Grønland
2.1. Generelt om afgrænsning af sagsområder i selvstyreloven
Det anføres i responsummet af 6. januar 2014 om udenrigspolitiske befø-
jelser i forhold til uran og andre radioaktive mineraler i Grønland (side 4)
bl.a., at for så vidt angår afgrænsningen af sagsområder i selvstyreloven
gælder følgende:
”Afgrænsningen er entydig. Der er ikke overlap mellem sagsområder. Et
forhold falder enten inden for det ene eller det andet sagsområde. Sagsom-
råderne er sideordnede. I selvstyrelovens forarbejder er der eksempler på
detaljeret afgrænsning af sagsområder over for hinanden. Afgrænsnings-
spørgsmål løses i øvrigt ved fortolkning.
Afgrænsningen er generel. Sagsområderne afgrænses over for hinanden
generelt ud fra deres karakter, dvs. den abstrakte art eller indhold. Det er
uden betydning, hvad formålet konkret måtte være med udøvelsen af kom-
petence inden for et sagsområde. Et særligt, konkret formål udelukker ikke
et forhold fra det sagsområde som forholdet efter sin karakter tilhører.”
Det anføres videre i responsummet (side 10) bl.a., at:
”Grønlands Selvstyre og den danske regering er enige om, at uran og an-
dre radioaktive mineraler – ganske som mineraler i almindelighed – falder
inden for råstofområdet.
Dermed er det også afgjort, at uran og andre radioaktive mineraler ikke
falder inden for eksempelvis sikkerheds- og forsvarspolitikken eller for den
sags skyld udenrigspolitikken. Det gælder, uanset hvilken brug radioaktive
3
mineraler konkret måtte være tiltænkt, og uanset at eksempelvis uran teo-
retisk kan anvendes til at fremstille atomvåben. Det følger af, at sagsom-
råder afgrænses entydigt og generelt, og at der ikke er overlap.”
2.2. Justitsministeriet og Udenrigsministeriet kan ikke tilslutte sig en sådan
retsopfattelse med hensyn til afgrænsningen af råstofområdet i selvstyrelo-
ven. Der er givetvis sagsområder i selvstyreloven, der vil kunne afgrænses
entydigt og generelt i forhold til hinanden, eller hvor der i hvert fald sjæl-
dent vil kunne opstå fortolkningstvivl med hensyn til, hvad der falder in-
den for et bestemt sagsområde. Der er imidlertid ligeledes områder, der ef-
ter omstændighederne kan berøre eller ”overlappe” andre sagsområder, så-
ledes at de spørgsmål, som en sag giver anledning til, må siges at have til-
knytning til flere sagsområder. Som anført i Justitsministeriets og Uden-
rigsministeriets notat af 21. august 2013 (side 7-8) kan der således efter
Justitsministeriets og Udenrigsministeriets opfattelse f.eks. rejses spørgs-
mål om, hvorvidt udvinding og eksport af uran også falder inden for sags-
områder, der ikke er overtaget af Grønlands Selvstyre.
I det følgende nævnes nogle eksempler på områder, der ikke ses at være
afgrænset entydigt og generelt i forhold til hinanden i den i responsummet
anførte betydning.
Udenrigspolitik
Det fremgår af pkt. 7.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget om
selvstyreloven (L 128 – 2008-09 (1. samling), at selvom den lovgivende
og administrative kompetence på et givent sagsområde er overført til de
grønlandske myndigheder, kan regeringen fortsat udøve sin grundlovs-
umiddelbare kompetence til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender, der berører det pågældende sagsområde. Samtidig vil hele ri-
get være folkeretligt bundet af aftaler indgået af Grønland efter fuldmagts-
ordningen.
Det anføres desuden under pkt. 7.2 i de almindelige bemærkninger i lov-
forslaget om selvstyreloven, at hensynet til rigsenheden og grundlovens
§ 19 indebærer, at Naalakkersuisut ved udøvelsen af udenrigspolitiske
handlinger – der bliver folkeretligt bindende for hele riget – vil være afskå-
ret fra at handle i strid med rigets interesser, herunder rigets generelle
udenrigspolitik. Naalakkersuisut vil således ikke kunne foretage udenrigs-
politiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles interesser,
herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for rigets
udenrigspolitik på det pågældende sagsområde.
4
Det anføres yderligere under pkt. 7.2 i de almindelige bemærkninger i lov-
forslaget om selvstyreloven, at det med henblik på at sikre overensstem-
melse med rigets generelle udenrigspolitik er en forudsætning for en ord-
ning, hvor Naalakkersuisut får bemyndigelse til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at re-
geringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres forud for disposi-
tioner på det udenrigspolitiske område.
Det fremgår herudover af selvstyrelovens § 16, stk. 2, at foranstaltninger,
som selvstyret påtænker at træffe, og hvis iværksættelse er af væsentlig be-
tydning for rigets forhold til udlandet, herunder rigets deltagelse i interna-
tionalt samarbejde, forhandles med regeringen inden vedtagelsen.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget til selvstyrelo-
ven, pkt. 7.8, at den tidligere bestemmelse i hjemmestyrelovens § 10, stk.
3, om, at regeringen kunne pålægge hjemmestyret at gennemføre foran-
staltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser,
ikke er medtaget i udenrigskapitlet, idet det er lagt til grund, at en sådan
beføjelse tilkommer regeringen også uden særlig hjemmel i selvstyreloven.
Efter bemærkningerne til forslaget til selvstyrelov kan regeringen således
udøve sin grundlovsumiddelbare kompetence til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige anliggender, selvom det måtte berøre sagsområder, hvor
den lovgivende og administrative kompetence er overført til de grønland-
ske myndigheder.
En sag, der vedrører udenrigspolitik, kan således ligeledes berøre et sags-
område, der er overtaget af de grønlandske myndigheder, hvorfor sagsom-
rådet udenrigspolitik må siges at kunne berøre eller ”overlappe” andre
sagsområder.
Sikkerheds- og forsvarspolitik
Naalakkersuisut kan efter selvstyrelovens § 12, stk. 1, forhandle og indgå
folkeretlige aftaler med fremmede stater og internationale organisationer
på rigets vegne, herunder forvaltningsaftaler, som alene vedrører Grønland
og fuldt ud angår overtagne sagsområder. Det gælder imidlertid bl.a. ikke
folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, jf. selv-
styrelovens § 12, stk. 4.
5
Selvstyrelovens § 12, stk. 4, forudsætter således, at en sag, der angår et
fuldt ud overtaget område, ligeledes kan berøre forsvars- og sikkerhedspo-
litikken, hvorfor sagsområderne forsvars- og sikkerhedspolitik må siges at
kunne berøre eller ”overlappe” andre sagsområder og ikke er afgrænset en-
tydigt og generelt i den i responsummet anførte betydning.
2.2. Særligt om sagsområderne forsvars- og sikkerhedspolitik
2.2.1. Det anføres i responsummet af 6. januar 2014 om udenrigspolitiske
beføjelser i forhold til uran og andre radioaktive mineraler i Grønland (side
14) bl.a., at:
”Der er ikke i selvstyrelovens forarbejder nogen støtte for et synspunkt
om, at forhold, som ikke involverer forsvarsmyndigheder, berører for-
svars- og sikkerhedspolitikken. Som sagsområde er forsvars- og sikker-
hedspolitikken snævert afgrænset, og som begrænsning i forhold til uden-
rigspolitiske beføjelser er forhold, som ”berører” forsvars- og sikkerheds-
politikken en undtagelse, der ikke ses at have været tiltænkt et bredt an-
vendelsesområde.”
Det anføres videre i responsummet (side 19) bl.a., at:
”…, og begrænsningen vedrørende forsvars- og sikkerhedspolitik synes
samtidig at have været tænkt begrænset til ’tilfælde, hvor det kunne være
uklart, om en aftale, der skal forhandles vedrører forsvarspolitik eller ved-
rører et overtaget sagsområde’”.
2.2.2. Justitsministeriet og Udenrigsministeriet kan ikke tilslutte sig den
retsopfattelse, der gives udtryk for i de ovenfor citerede afsnit. Der henvi-
ses i den forbindelse til Justitsministeriets og Udenrigsministeriets notat af
21. august 2013 om Naalakkersuisuts udenrigspolitiske beføjelser i lyset af
en mulig ophævelse eller ændring af nultolerancepolitikken for udnyttelse
af uran og andre radioaktive mineraler. Som anført i dette notat er det
Justitsministeriets og Udenrigsministeriets opfattelse, at det afgørende i
forhold til fortolkningen af selvstyrelovens § 12, stk. 4, må antages at væ-
re, om indholdet af den folkeretlige aftale, der påtænkes indgået, berører
forsvars- og sikkerhedspolitik.
Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af lovbemærkningerne til
selvstyrelovens § 12, stk. 4, at det – ved afgørelsen af om en given for-
handling må anses for at berøre forsvars- og sikkerhedspolitikken – vil væ-
re af væsentlig betydning, om aftalen forhandles med det pågældende
6
lands udenrigs– og forsvarsmyndigheder. Om aftalen forhandles med for-
svarsmyndigheder kan således alene antages at være et moment, der indgår
i vurderingen af, om en forhandling berører forsvars- og sikkerhedspolitik-
ken, men kan ikke i sig selv antages at være afgørende.
Justitsministeriet og Udenrigsministeriet finder endvidere, at selvstyrelo-
vens § 12, stk. 4, ikke kan antages at være begrænset til tilfælde, ”hvor det
kunne være uklart, om en aftale, der skal forhandles, vedrører forsvarspo-
litik eller vedrører et overtaget sagsområde” (jf. responsummets side 19).
Efter bestemmelsens ordlyd skal den pågældende aftale således blot ”berø-
re” forsvars- og sikkerhedspolitikken (ikke ”vedrøre” eller ”angå” for-
svars- og sikkerhedspolitikken). Hertil kommer, at bestemmelsen i § 12,
stk. 4, ikke ville have noget selvstændigt indhold – sammenholdt med
selvstyrelovens § 12, stk. 1 – hvis kun forhold, der vedrørte sikkerheds- og
forsvarspolitikken, var omfattet af bestemmelsen. Forsvars- og sikker-
hedspolitikken kan ikke overtages af Naalakkersuisut, og selvstyret kan al-
lerede derfor ikke indgå folkeretlige aftaler herom, jf. selvstyrelovens § 12,
stk. 1.
Herudover skal der peges på, at det fremgår af bemærkningerne til lov-
forslaget til selvstyreloven, pkt. 4.5.4 vedrørende sagsområderne udenrigs-
, forsvars- og sikkerhedspolitik, at det ikke er muligt udtømmende at angi-
ve de handlinger, der er omfattet af bestemmelsen i grundlovens § 19, men
at den udenrigspolitiske kompetence bl.a. omfatter indgåelse af internatio-
nale traktater og konventioner samt forhandlinger om sådanne aftaler, ud-
sendelse og modtagelse af diplomater, anerkendelse af nye stater og rege-
ringer, kontakt til udenlandske myndigheder i udenrigspolitiske sager, ud-
nævnelse af repræsentanter til internationale konferencer mv. samt udfær-
digelse af instruktioner til sådanne repræsentanter samt beslutninger om
anvendelse af militære magtmidler og om kongerigets territorium.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget til selvstyrelo-
ven, pkt. 4.5.4, at i en række tilfælde er også beføjelser uden for bestem-
melsen i grundlovens § 19 omfattet af sagsområderne udenrigs-, sikker-
heds- og forsvarspolitik. Det gælder eksempelvis de områder, der er regu-
leret i lov af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn, lov af 13.
april 1983 om Udenrigstjenesten, lov af 10. juni 1971 med senere ændrin-
ger om internationalt udviklingssamarbejde, lov af 8. marts 1972 om kon-
sulære forbindelser, lov af 18. juni 1968 om diplomatiske forbindelser, lov
af 30. november 1983 om rettigheder og immuniteter for internationale or-
7
ganisationer mv. samt lov af 28. april 1971 om nordisk samarbejde med
senere ændringer.
Det fremgår herudover af bemærkningerne til lovforslaget til selvstyrelo-
ven, pkt. 4.5.4, at også andre lovregulerede områder må karakteriseres som
hørende under sagsområderne udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det drejer
sig f.eks. om love, der med folkeretlig virkning fastlægger kongerigets ter-
ritorium, herunder søterritorium, fiskeriterritorium, økonomisk zone mv.
Yderligere kan andre lovregulerede områder være så snævert forbundet
med udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlinger, at de må anses for at fal-
de ind under sagsområderne udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det gælder
eksempelvis lov af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om
retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO’s militære ho-
vedkvarter og lov af 3. januar 1992 om inspektion af konventionelle styr-
ker i Danmark.
Det fremgår desuden af bemærkningerne til lovforslaget til selvstyreloven,
pkt. 4.5.4, at ud over de eksterne dele af sagsområderne forsvars- og sik-
kerhedspolitik omfatter de pågældende sagsområder også de organisatori-
ske forhold i forsvaret, herunder opdelingen af forsvaret i forskellige værn,
forholdene for soldaterne samt forsvarets bygninger, våben og øvrige ud-
styr.
2.3. Særligt om Kongeriget Danmarks forpligtelser i forhold til uran
og radioaktive mineraler.
Kongeriget Danmark er som medlem af FN omfattet af FN-pagtens mål-
sætninger og forpligtelser, herunder kapitel 1 om at opretholde mellemfol-
kelig fred og sikkerhed. Det er en udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspoli-
tisk kerneopgave for Kongeriget at medvirke hertil. Som det fremgår af
den dansk-grønlandske uranrapport (kapitel 4), er de internationale kon-
trolregimer samt IAEA's safeguards-system forankret i dette centrale for-
mål. Uran adskiller sig fra andre grundstoffer ved at være radioaktivt og
ved at kunne indgå i en nuklear brændselscyklus, der ud over civil anven-
delse også kan have forskellige former for militær anvendelse. Den nukle-
are brændselscyklus er, jf. definitionen i uranarbejdsgruppens rapport side
10, fodnote 2, "betegnelse for alle aktiviteter i forbindelse med produktion
af atomenergi fra og med brydning af uranmalm over etablering og drift til
og med nedlæggelse af kernekraftværker og slutdeponering af det radioak-
tive affald". Alene heraf følger en overordnet forpligtelse for Kongeriget
Danmark til at sikre, at uran ikke indgår i illigitime våbenprogrammer eller
anvendes i forbindelse med terror. Uanset de konkrete bestemmelser i de
8
internationale kontrolregimer og IAEA's safeguards-system følger der ale-
ne heraf således et behov for at kunne kontrollere alle led i den nævnte
brændselscyklus og herunder alle aktiviteter i forbindelse med produktion
af atomenergi. Traktaten om ikke-spredning af atomvåben er fundamentet
for den internationale nedrustnings- og ikke-spredningsindsats og foreskri-
ver etableringen af safeguardsystemer. Dette er blevet udmøntet først og
fremmest gennem IAEAs safeguardssystem. Det betyder imidlertid ikke, at
Kongeriget Danmark ikke ud fra behovet for at varetage bl.a. udenrigs-,
forsvars-, og sikkerhedspolitiske interesser for hele Kongeriget kan vurde-
re, at der kan være behov for kontrolforanstaltninger, der går videre end de
juridisk bindende minimumsstandarder, der fastlægges af bl.a. IAEA. Det
er også baggrunden for, at uranarbejdsgruppens rapport anbefaler, at "ud-
vinding og eksport af uran skal ske efter de højeste internationale standar-
der". Det bemærkes i den forbindelse, at USA, EURATOM, Canada og
Australien i fællesskab på flere områder har fastlagt standarder, som går
videre end IAEA-standarderne. Der er fundamentale udenrigs-, forsvars-
og sikkerhedspolitiske overvejelser knyttet til beslutninger herom.
2.4. Sammenfattende bemærkninger til responsummet af 6. januar
2014
Justitsministeriet og Udenrigsministeriet kan fortsat henholde sig til mini-
steriernes notater af henholdsvis 21. august og 27. september 2013 om
Naalakkersuisuts udenrigspolitiske beføjelser i lyset af en mulig ophævelse
eller ændring af nultolerancepolitikken for udnyttelse af uran og andre ra-
dioaktive mineraler, som begge indgår som bilag til Rapport om udvinding
og eksport af uran fra oktober 2013. Det er således bl.a. fortsat ministeri-
ernes opfattelse, at det må antages, at folkeretlige aftaler og andre uden-
rigspolitiske dispositioner, der helt eller delvist går ud på at opnå sikkerhed
for, at uran og andre radioaktive mineraler alene anvendes til fredelige
formål, berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, jf. selvstyrelovens § 12,
stk. 4. Sådanne folkeretlige aftaler mv. vil derfor skulle indgås i overens-
stemmelse med proceduren fastsat i selvstyrelovens § 13.


Grønlandsudvalget
2015-16
L
155
endeligt
svar
på
spørgsmål
16
Offentligt


Udenrigsministeriet
Folketingets Grønlandsudvalg
Bilag Journalnummer Kontor Dato
5 2015-38533 SSP 25. maj 2016
Vedlagt fremsendes besvarelse af GRU L 155 – spørgsmål 14 - 16 af 13.
maj 2016 til udenrigsministeren stillet af Grønlandsudvalget.
Kristian Jensen
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk
http://www.um.dk
Grønlandsudvalget 2015-16
L 155 endeligt svar på spørgsmål 16
Offentligt


UDENRIGSMINISTERIET
Dato 25. 05. 2016
Spørgsmål fra Grønlandsudvalget til
udenrigsministeren af 13. maj 2016.
GRU L 155 spørgsmål 16 stillet af
Grønlandsudvalget.
GRU L 155 spørgsmål 16:
Vil ministrene i forlængelse af besvarelserne af L 155 – spm. 2 og L 158 – spm. 4 udarbejde et
notat, som adresserer den bekymring, der er rejst under behandlingen af L 155 og L 158 i både
Folketinget og Inatsisartut om, hvorvidt de to lovforslag reelt udhuler Grønlands selvstyres
kompetence på råstofområdet? Her tænkes på, at Grønland på nuværende tidspunkt selv
beslutter om et råstof skal udvindes i Grønland, men at de grønlandske myndigheder ved
vedtagelse af L 155 og L 158 vil blive underlagt rigsmyndighederne i tilfælde af et ønske om
udvinding af uran eller andre radioaktive råstoffer. Herunder bedes ministrene forklare, om de
grønlandske myndigheder under de nuværende regler vil kunne beslutte at udvinde uranholdigt
materiale i Grønland, uanset om rigsmyndighederne vurderer, at der er tale om en udvinding
med udenrigs- og sikkerhedspolitiske implikationer.
Svar:
Grønland har efter selvstyreloven overtaget råstofområdet. Som en konsekvens har Grønland
kunnet beslutte at ophæve nul-tolerancen over for uran og andre radioaktive stoffer. Som det
fremgår af aftalen mellem regeringen og Naalakkersuisut vedrørende de særlige udenrigs-,
forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold, der knytter sig til udvinding og eksport af uran,
udstedes tilladelser til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af råstoffer i Grønland efter
råstofloven.
Afgrænsningen af de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold, der knytter sig til
uranudvinding og –eksport har været genstand for indgående analyser, herunder i forbindelse
med uranarbejdsgruppens rapport fra 2013. For en uddybning af disse juridiske analyser
henvises til bilag 1-4.
I opfølgningen på uranrapportens anbefalinger er der opnået enighed mellem regeringen og
Naalakkersuisit om det konkrete samarbejde og den konkrete afgrænsning af
Grønlandsudvalget 2015-16
L 155 endeligt svar på spørgsmål 16
Offentligt
kompetenceforholdene mellem Danmark og Grønland i forbindelse med udvinding og eksport
af uran fra Grønland. Denne enighed fremgår af samarbejdsaftalen mellem regeringen og
Naalakkersuisut af 26. januar 2016. Der er således enighed om, at de foreliggende lovforslag
L155 og L158 bygger på den eksisterende kompetencefordeling inden for rigsfællesskabet.
Aftalen præciserer klart ansvarsområder og opgavefordeling mellem danske og grønlandske
myndigheder. Således omfatter lovforslagene L 155 og L 158 kun de udenrigs-, forsvars- og
sikkerhedspolitiske aspekter af uranudnyttelse og eksport af produkter og teknologi, der kan
anvendes til masseødelæggelsesvåben, der er rigsanliggender.
Der henvises i øvrigt til svar på GRU L 155 spm. 2.


UDENRIGSMINISTERIET
Dato 09. 05. 2016
Spørgsmål fra Grønlandsudvalget til
udenrigsministeren af 21. april 2016.
GRU L 155 spørgsmål 2 stillet af Christian
Juhl (EL).
GRU L 155 spørgsmål 2:
Ministeren bedes uddybe – så vidt muligt med eksempler - hvor grænsen går mellem
råstofloven (og dermed grønlandsk kompetence område) og udenrigs- og sikkerhedspolitikken
(og dermed rigsmyndighedernes ansvarsområde) m.h.t udvinding, forarbejdning og eksport af
uran eller lignende råstoffer med sikkerhedspolitiske implikationer. Herunder bedes ministeren
forklare, om ikke der er dele af uranudvindings- forarbejdnings- og eksportprocessen, hvor de
grønlandske- og rigsmyndighederne har overlappende ansvarsområder.
Svar:
Aftalen mellem regeringen og Naalakkersuisut vedrørende de særlige udenrigs-, forsvars- og
sikkerhedspolitiske forhold, der knytter sig til udvinding og eksport af uran og andre radioaktive
stoffer i Grønland, præciserer klart ansvarsområder og opgavefordeling mellem danske og
grønlandske myndigheder.
I ovennævnte aftale fremgår det, at tilladelser til forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse
af råstoffer i Grønland udstedes efter råstofloven. Det fremgår også af aftalen, at udnyttelse af
uran og andre radioaktive stoffer vil ske i overensstemmelse med Kongerigets ikke-
spredningsforpligtelser i forhold til sikkerhedskontrol, eksportkontrol, fysisk sikring samt
øvrige, relevante internationale forpligtelser.
Ikke-spredningsforpligtelserne er en del af Kongeriget Danmarks udenrigs-, forsvars- og
sikkerhedspolitik, der er rigsanliggender. Selvstyreloven indeholder de grundlæggende regler om
kompetencefordelingen mellem Danmark og Grønland. Efter selvstyrelovens § 1 har
Grønlands Selvstyre således den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne
sagsområder, og selvstyreloven opererer ikke med delt ansvar mellem danske og grønlandske
myndigheder. Lovforslagene L 155 og L 158 omfatter kun de udenrigs-, forsvars- og
sikkerhedspolitiske aspekter af uranudnyttelse og eksport af produkter og teknologi, der kan
anvendes til masseødelæggelsesvåben, der er rigsanliggender.
L 155 og L 158 fastsætter de lovgivningsmæssige og administrative rammer for
sikkerhedskontrolsystem og eksportkontrol med produkter og teknologi med dobbelt
anvendelse, der sikrer, at Kongeriget Danmarks efterlever de internationale forpligtelser efter
Traktaten om ikke-spredning af kernevåben, IAEA’s sikkerhedskontrolaftale og tillægsprotokol,
FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1540/2004, FN-sanktioner og våbenembargoer samt de
internationale eksportkontrolregimer.
Grønlandsudvalget 2015-16
L 155 endeligt svar på spørgsmål 16
Offentligt
Som det fremgår af L 155 og L 158 bygger den praktiske gennemførsel af lovforslagene på
koordination og tæt samarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder.
Et konkret eksempel på afgrænsningen mellem råstofloven og L 155 vedrørende
sikkerhedskontrol er, at hvis landsstyret efter råstofloven giver tilladelse til at iværksætte
udnyttelsesforanstaltninger til et mine- og forarbejdningsanlæg, der omfatter uran, er der i
lovforslag L 155 klare regler for anmeldelses- og rapporteringsforpligtelser og tilsyn for så vidt
angår sikkerhedskontrol. Disse regler om anmeldelses- og rapporteringsforpligtelser er fastsat
for, at Kongeriget Danmark kan sikre den fredelige udnyttelse og ikke-spredning af uran, der
udvindes i Grønland, og for at leve op til de internationale forpligtelser på
sikkerhedskontrolområdet.