L 138 - svar på spm. 8 om kommenter til notat om lighederne mellem det danske og norske TV-marked, fra kulturministeren

Kulturministeren
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf : 33 92 33 70
Fax : 33 91 33 88
E-mail : kum@kum.dk
Web : www.kum.dk
Dok. nr. 16/01776-2
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
17. maj 2016
Folketingets Kulturudvalg har den 9. maj 2016 stillet mig følgende spørgsmål, nr. 8
(Lovforslag nr. L 138), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
Ministeren bedes kommentere notatet om lighederne mellem det danske og norske TV-
marked, jf. L 138 – bilag 11.
Svar:
I notatet fra Telenor/Canal Digital oplistes en række ligheder mellem det danske og
norske TV-marked, idet disse ligheder nævnes som begrundelse for at inddrage
analyser af norske forhold i diskussioner om regulering af det danske tv-marked.
Argumentationen og de norske rapporter, hvortil der henvises, ses primært at knytte
sig til eventuel regulering af borgernes mulighed for frit at kunne vælge enkeltkanaler.
Som det også er fremgået af mine svar på Kulturudvalgets spørgsmål nr. 2 og nr. 6,
indeholder nærværende lovforslag ikke regulering af spørgsmålet om frit kanalvalg.
Bertel Haarder
Kulturudvalget 2015-16
L 138 endeligt svar på spørgsmål 8
Offentligt


Kulturudvalget 2015-16
L 138 endeligt svar på spørgsmål 8
Offentligt


Telenor/Canal Digital Maj 2016
	
   	
   	
   	
  	
  1	
  
Ligheder mellem det danske og
norske TV-marked
Som opfølgning på debatten ved Canal Digital Danmarks deputation for Kulturudvalget d. 6.
april 2016 fremsender Canal Digital Danmark her en beskrivelse af markante ligheder mellem
Danmark og Norge, når det gælder TV-markedet. Her følger fem lighedspunkter:
Forretningsmodellen. De tre nordiske landes TV-markeder har grundlæggende samme
forretningsmodel. Grundpakken af kanaler, som tilbydes forbrugere, er et fællestræk og sikrer
forudsigelighed for både TV-stationer og distributører. Dermed er omkostningerne i indholds- og
distributørleddet stabile, hvilket sikrer både mangfoldighed i udbuddet og stordriftsfordele i priserne.
Markedsmekanismer. Forhandlinger, indkøb, produktudvikling og markedsføring sker på baggrund af
stort set ens forhold i Danmark og Norge. På forbrugersiden efterspørges mere eller mindre de samme
kanaler og indhold, imens der på udbudssiden er en forskel: Mens det norske marked præges af flere
konkurrerende udbydere, hvor ingen har over 50% markedsandel (Canal Digital har cirka 40 % af TV-
markedet i Norge), sidder YouSee på over 55 % af TV-markedet i Danmark og har derfor en
altdominerende stilling. Konsekvenserne ift. konkurrencen vil altså blive værre ved øget regulering af
TV-markedet i Danmark end i Norge på grund af denne altdominerende enkeltaktør – hvilket på
tilsvarende facon vil gøre sig gældende for de store kontra de små TV-stationer. Årsagen er, at de
større aktører bedre kan bære de omkostninger, som en regulering i form af frit kanalvalg vil medføre
Prisstrukturen. De totale omkostninger for TV-forbrugerne er omtrent de samme, eftersom udbuddet
er ret ensartet. Dog er der den undtagelse, at premium-sport er med i danske grundpakker, imens de i
Norge er overbygninger på grundpakken. Dermed er den danske grundpakke lidt dyrere, men til
gengæld er premium-sport et dyrt, men populært tilkøb for norske TV-forbrugere. I praksis er denne
forskel altså af meget lille betydning.
Forbrugeradfærden. Forbrugernes efterspørgsel og betalingsvilje er sammenlignelig, hvorfor
udvalget af kanaler og indhold har en stor lighed med hinanden. Begge markeder har en stor
tilstedeværelse af internationale TV-stationer og indhold.
Indkøb af internationale kanaler. Forhandlingerne mellem TV-stationer og distributører følger
samme logik i Danmark og Norge – ofte er det tilmed de samme aktører. Det er grundlæggende de
samme forretningsmæssige vurderinger – baseret på bl.a. efterspørgsel, betalingsvilje og
forbrugeradfærd – som præger det internationale indhold på både det danske og norske TV-marked.
Disse lighedspunkter indebærer, at konsekvenserne ved politiske indgreb såsom påbud om stykvis salg
af TV-kanaler med al sandsynlighed vil være sammenlignelige i Danmark og Norge. Derfor er det i
dansk sammenhæng relevant at inddrage analyser af norske forhold, eksempelvis både den offentlige
rapport ”TV, mangfold og valgfrihet” fra 2011 samt Oslo Economics’ ”Konsekvenser af pålegg om
enkeltkanalvalg” fra 2009, når det gælder diskussioner om regulering af det danske TV-marked.
Kulturudvalget 2015-16
L 138 endeligt svar på spørgsmål 8
Offentligt