Begrundet udtalelse fra Folketinget til Kommissionen vedr. forslag til revision af udstationeringsdirektivet

Tilhører sager:

Aktører:


Begrundet udtalelse til Kommissionen.pdf

https://www.ft.dk/samling/20151/kommissionsforslag/KOM(2016)0128/bilag/7/1629804.pdf

1/2
Førstenæstformand Frans Timmermans
Europa-Kommissionen
B-1049 Bruxelles
Belgien
Europaudvalget
Christiansborg
DK-1240 København K
Tlf. +45 33 37 55 00
Fax +45 33 32 85 36
www.ft.dk
ft@ft.dk
Begrundet udtalelse om Kommissionens forslag til revision af
Udstationeringsdirektivet
6. maj 2016
Folketinget har behandlet Kommissionens forslag til ændring af direktiv
96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjeneste-
ydelser, KOM(2016)128.
Et flertal i Folketinget (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten,
Alternativet og Socialistisk Folkeparti) finder, at forslaget rejser problemer i
forhold til nærhedsprincippet.
Flertallet hilser det velkomment, at Kommissionen stiller forslag om en revi-
sion af udstationeringsdirektivet med det formål at sikre lige løn for samme ar-
bejde. Flertallet kan bakke op om de positive ændringer af direktivet, der styr-
ker indsatsen mod social dumping.
Men flertallet finder, at forslaget rejser problemer i forhold til nærhedsprincip-
pet på to punkter. For det første fordi den eksplicitte passus i det gældende
direktiv om, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis (artikel
3, stk. 1, sidste sætning), er udgået i Kommissionens forslag til revision.
Det samme gør sig gældende i forhold til art. 3, stk. 9, i det nugældende direk-
tiv, hvorefter en medlemsstat kan fastsætte bestemmelser, som skal sikre, at
udstationerede vikarer får samme vilkår, som nationale vikarer. Konsekven-
sen af, at Kommissionen foreslår denne bestemmelse slettet til fordel for en
bestemmelse om, at udstationerede vikarer sikres samme vilkår som natio-
nale vikarer (i overensstemmelse med vikardirektivet 2008/104/EF), er, at der
rejses tvivl om den nationale kompetence på dette område.
Definitionen af aflønning samt vilkår for vikarer er medlemsstatskompetence.
Det bør i lighed med gældende direktiv fremgå eksplicit af den reviderede ud-
gave af direktivet. I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt, at det fremgår af
betragtningerne til forslaget.
Ref. 16-000321-2
Kontakt
Lotte Rickers Olesen
EU-konsulent
Dir. tlf. +45 3337 3330
Lotte.Olesen@ft.dk
Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0128 Bilag 7
Offentligt
2/2
Et mindretal i Folketinget (Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Kon-
servativt Folkeparti) anerkender, at EU har kompetence til at fastsætte ram-
mer for vilkår, der skal gælde for udstationerede, jf. det eksisterende udstatio-
neringsdirektiv. Når EU-Kommissionen ønsker at indføre et ligebehandlings-
princip for udstationerede lønmodtagere, forudsætter det formelt en ændring
af det eksisterende direktiv.
EU har derimod ikke kompetence til at regulere løn. Det afgørende er dermed
ikke, hvorvidt bestemmelsen er i strid med nærhedsprincippet eller ej, men
om hvorvidt EU overhovedet kan regulere. Mindretallet finder ikke anledning
til at sende en begrundet udtalelse efter protokollen om nærhedsprincippet,
men mener i stedet, at der er grund til at sende en politisk udtalelse om, at der
stilles spørgsmål ved kompetencen til at regulere, og at der bør indsættes en
udtrykkelig passus herom, som i det gældende direktiv.
Kommissionen foreslår, at art. 3, stk. 9, i det nugældende udstationeringsdi-
rektiv slettes. Bestemmelsen betyder, at medlemsstaterne har kompetence til
at fastsætte regler for udstationerede vikarer, som ligger ud over de mini-
mumsregler, som ellers følger af direktivet. I stedet foreslår Kommissionen, at
der indføres et generelt ligebehandlingsprincip for udstationerede vikarer. Det
er uklart, hvad de juridiske konsekvenser af at slette art. 3, stk. 9, er. Det er
vigtigt for mindretallet, at medlemsstaternes kompetence til at fastsætte vilkår
for udstationerede vikarer ikke indskrænkes med forslaget. Det handler såle-
des om at sikre størst muligt råderum og at opretholde national kompetence i
forhold til at kunne regulere vikarforhold, hvilket regeringen skal arbejde for at
få præciseret i forhandlingerne.
Folketinget forholder sig i denne begrundede udtalelse ikke til de øvrige ele-
menter af forslaget.
Med venlig hilsen
Mette Gjerskov
Formand for Folketingets Europaudvalg