Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2015

1
2 0 1 6 - 2 9 3 4 2
Til Folketingets § 71-tilsyn
Til Folketingets Ombudsmand
Til Sundhedsstyrelsen
Til Region Hovedstadens Psykiatri
Til Region Nordjyllands Psykiatri
Til Region Midtjyllands Psykiatri
Til Region Syddanmarks Psykiatri
Til Region Sjællands Psykiatri
Til Patientombuddet / Det Psykiatriske Ankenævn
Til Politiken
Hoslagt vedlægges Det Psykiatriske Patientklagenævns års-
beretning 2015.
Årsberetningen findes på www.statsforvaltningen.dk under
publikationer.
Med venlig hilsen
Henning Lund-Sørensen
Dato: 02-05-2016
Det Psykiatriske
Patientklagenævn
Statsforvaltningen
Storetorv 10
6200 Aabenraa
Sagsnummer.: 2016 - 29342
SAGSBEHANDLER:
HLS
Telefon: 7256 6880
EAN-Nr. 5798000362222
skriv til os via borger.dk
www.statsforvaltningen.dk
ÅBNINGS- OG TELEFONTIDER
findes på
www.statsforvaltningen.dk/kont
akt
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2015-16
§71 Alm.del Bilag 53
Offentligt


Årsberetning 2015
Det Psykiatriske Patientklagenævn
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2015-16
§71 Alm.del Bilag 53
Offentligt
2
Indhold
Forord...............................................................................................................4
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn ...........................................................6
1a. Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2015.......................6
1b. Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og opgaver ..................6
2. Antal sager og sagsfordeling ............................................................................7
2a. Antal sager...................................................................................................8
2b. Sagernes fordeling på de enkelte PKN afdelinger...............................................8
2c. Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center ........................................... 10
2d. Antal afgørelser .......................................................................................... 10
3. Sagsbehandlingstiden.................................................................................... 12
4. Antal mødedage, mødested m.v. .................................................................... 13
4a. Antal mødedage.......................................................................................... 13
4b. Mødedagenes fordeling mellem de enkelte PKN afdelinger................................ 15
5. Mødedeltagelse ............................................................................................ 16
5a. Mødedeltagelse for læger ............................................................................. 16
5b. Mødedeltagelse for patienter ........................................................................ 17
5c. Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger ....................................... 18
6. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten .................................................. 20
6a. Antal afgørelser, godkendelser, tilsidesættelser og omgørelsesprocenter........... 21
fordelt på PKN afdelingerne ............................................................................... 21
6b. Antal afgørelser og godkendelser fordelt på tvangsindgreb.............................. 22
6c. Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten fordelt på tvangsindgreb............. 23
7. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser ................................ 24
7a. Det samlede antal klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns
afgørelser........................................................................................................ 25
7b. Indbringelse for domstolene ......................................................................... 26
7c. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn .............................................................. 26
Afsnit II: Principielle problemstillinger ................................................................. 28
1. Overvejelser om, hvornår en patient er indlagt................................................. 28
2. Overvejelser om psykiatrilovens § 10 a .......................................................... 34
3. Notat om de nye regler om tvangsfiksering ...................................................... 35
4. Udtalelse til Vestre Landsret anvendelse af retsplejeloven (RPL) kap. 43 a i
en erstatningssag ............................................................................................. 39
5. Sekretariatet har udarbejdet nedenstående notat som kommentar til en
afgørelse fra DPA.............................................................................................. 41
Afsnit III: Principielle afgørelser ......................................................................... 45
A. Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser ................................................. 45
1. Tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse ........................................................ 45
2. Tvangsfiksering ............................................................................................ 47
3. Tvungen opfølgning efter udskrivning.............................................................. 55
4.a. Tvangsbehandling – dosis ........................................................................... 55
4.b. Tvangsbehandling – motivation ................................................................... 59
4.c. Tvangsbehandling – depot........................................................................... 60
4.d. Tvangsbehandling – alvorlige bivirkninger..................................................... 61
4.e. Tvangsbehandling – klagens opsættende virkning .......................................... 61
3
4.f. Tvangsbehandling – ECT-behandling ............................................................. 62
4.g. Somatisk tvangsbehandling......................................................................... 62
5. Beroligende medicin...................................................................................... 64
6. Anvendelse af fysisk magt ............................................................................. 65
7. Personlig skærmning..................................................................................... 69
8. Døraflåsning på sikringsanstalt....................................................................... 71
B. Det Psykiatriske Patientklagenævns kritiske bemærkninger ............................... 73
C. Afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn........................................................ 78
1. Tvangsbehandling......................................................................................... 78
2. Indgivelse af beroligende middel med magt ..................................................... 97
3. Anvendelse af fysisk magt – ikke godtgjort, at betingelserne i
psykiatrilovens § 14, stk. 2 var opfyldt - Ankenævnet......................................... 106
4. Inhabilitet.................................................................................................. 108
5. Døraflåsning af patientstue .......................................................................... 110
Bilag ............................................................................................................. 112
Bilag 1 - Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center.................................. 112
Bilag 2 - Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger.............................. 114
Bilag 3 - Oversigt over antallet af patientrådgivere ultimo december 2015............. 115
Bilag 4 - Oversigt over nævnsmedlemmer/stedfortrædere ultimo december
2015............................................................................................................. 116
Bilag 5 - Oversigt over nævnsformænd ultimo december 2015............................. 118
Bilag 6 – Høringssvar fra Regionerne ................................................................ 120
4
Forord
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen afgiver hermed sin tredje
årsberetning i henhold til § 39 i Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatrilo-
ven).
Statsforvaltningen består af ni afdelinger med fælles administration i Aabenraa.
Behandlingen af sager i Det Psykiatriske Patientklagenævn varetages af følgende fem
PKN afdelinger: København, Odense, Aabenraa, Aalborg og Aarhus, hvor sekretariats-
funktionen for hele landet varetages af afdelingen i København.
Det centrale sekretariat har det faglige ansvar for sagsområdet, herunder for at koor-
dinere den faglige praksis og arbejdsmetoder. Sekretariatet varetager opgaven med
den overordnede mødeplanlægning, kontakten til hospitaler, udarbejdelse af årsrap-
port, vurdering af principielle sager og klagesager, udpegning af patientrådgivere, be-
handling af klager over patientrådgivere og kursus- og samarbejdsvirksomhed.
Sagsbehandlerne på de stedlige kontorer varetager opgaven med at lave udkast til af-
gørelser, varetage nævnsmødebehandlingen på de forskellige hospitaler rundt i landet,
hvor møderne forudsættes afholdt jf. loven og afsende afgørelsen.
Et af hovedformålene med årsberetningen er at give et samlet overblik. Hovedtallene
fra de fem regioner er angivet i afsnit I.
Ud over den generelle gennemgang af diskussion om praksis vedrørende tvang i psy-
kiatrien samt de statistiske oplysninger på landsplan, tjener beretningen til formidling
af viden om Det Psykiatriske Patientklagenævns arbejde både til en bredere offentlig-
hed og mere specifikt til de implicerede psykiatriske centre/hospitaler. Det er sekreta-
riatets indtryk, at årsberetningen indgår i arbejdet på de psykiatriske centre/hospitaler
og bliver anvendt i bestræbelserne på at leve op til lovens krav.
Beretningen er udarbejdet i overensstemmelse med det daværende Indenrigs- og
Sundhedsministeriums retningslinjer af 7. januar 2004 og omfatter tallene fra Nævnets
arbejde i de fem regioner. Det er muligt at sammenholde tallene for årene 2013, 2014
og 2015, ligesom det er muligt at få et helhedsindtryk af Nævnets samlede virksom-
hed i de fem regioner.
5
Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn: om Nævnets virksomhed
Afsnit II: Principielle problemstillinger
Afsnit III: Principielle afgørelser fra : - Det Psykiatriske Patientklagenævn
- Kritik fra Det Psykiatriske Patientklagenævn
- Det Psykiatriske Ankenævn
Helle Haxgart
Direktør
Henning Lund-Sørensen
Kommitteret
6
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn
Denne årsberetning vedrører Det Psykiatriske Patientklagenævns virksomhed i 2015.
Efter § 34 i Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatriloven) er der ved Stats-
forvaltningen oprettet et psykiatrisk patientklagenævn bestående af direktøren for
Statsforvaltningen som formand samt to medlemmer. De to medlemmer bliver beskik-
ket af sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra henholdsvis Lægeforeningen
og Danske Handicaporganisationer. Lægeforeningen skal som noget nyt så vidt muligt
indstille læger, der er speciallæger i psykiatri. Sundheds- og Ældreministeren har be-
skikket et antal medlemmer samt et antal ligestillede stedfortrædere for medlemmer-
ne.
Direktøren for Statsforvaltningen kan bemyndige ansatte ved Statsforvaltningen til at
fungere som formænd for Det Psykiatriske Patientklagenævn.
1a. Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2015.
Det Psykiatriske Patientklagenævns formand er direktør Helle Haxgart.
Nævnets øvrige sammensætning i Statsforvaltningens afdelinger i landet fremgår af
vedlagte bilag nr. 4. Det skal bemærkes, at der i bilaget ikke skelnes mellem med-
lemmer og stedfortrædere i Det Psykiatriske Patientklagenævn, idet disse er ligestille-
de.
Årsberetningen er udarbejdet af kommitteret Henning Lund-Sørensen, specialkonsu-
lent Charlotte Galbo, fuldmægtig Elsebeth Brogaard, fuldmægtig Lars Orthmann, fuld-
mægtig Line Høgh, fuldmægtig Rasmus Larsen og kontorassistent Charlotte Frandsen.
1b. Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og op-
gaver
Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2015 behandlet klager over beslutninger om
tvangsforanstaltninger i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbagefør-
sel, tvangsfiksering, aflåsning af døre i afdelingen, tvangsbehandling, fysisk magtan-
vendelse, beroligende medicin, personlig skærmning, tvungen opfølgning efter ud-
skrivning og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-
ling, Region Sjælland, i forbindelse med indlæggelser på de psykiatriske hospita-
ler/centre i landets fem regioner.
Det Psykiatriske Patientklagenævns sager er klager fra patienter, der under indlæggel-
se på psykiatriske afdelinger har været undergivet for en af de ovenfor anførte former
for tvang. Klagerne sendes til Det Psykiatriske Patientklagenævn enten ved patient-
rådgivers mellemkomst eller ved mundtligt fremsatte klager over for det psykiatriske
hospitals/centers personale, der så formidler klagen videre. I enkelte tilfælde er det
patienten selv, som retter henvendelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
7
Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes på det psykiatriske hospi-
tal/center, hvor patienten er indlagt. I mødet deltager sædvanligvis overlægen/den
behandlende læge på afdelingen, patienten og patientrådgiveren samt andre relevante
medarbejdere på den pågældende psykiatriske afdeling. Efter mødet træffer Det Psy-
kiatriske Patientklagenævn sin afgørelse, der tilstræbes udsendt samme dag eller
næstfølgende dag.
2. Antal sager og sagsfordeling
Indenrigs – og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar 2004 ”Retningslinjer for
udarbejdelse af årsberetninger for de psykiatriske patientklagenævn”. Retningslinjerne
indeholder en fastlæggelse af ”sagsbegrebet” og ”afgørelsesbegrebet”.
En ”sag” er defineret som en patients klage, der er optaget som et punkt på Det Psy-
kiatriske Patientklagenævns dagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om
klagen indeholder flere klagepunkter. Hvis en patient klager flere gange i løbet af året,
vil der være tale om flere sager – se nedenfor pkt. 2.a og b.
En ”afgørelse” er defineret som en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangs-
indgreb. Det Psykiatriske Patientklagenævns vurdering af ét tvangsindgreb kan dog i
nogle tilfælde føre til, at der træffes to afgørelser vedrørende dette ene tvangsindgreb
– se nedenfor pkt. 2.c og pkt. 6.
Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører én afgørelse, men der kan være
tilfælde, hvor Det Psykiatriske Patientklagenævn eksempelvis vurderer, at iværksæt-
telse af tvangsindgrebet kan godkendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse. I
så fald vil klagen over ét indgreb statistisk føre til to afgørelser. Herved undgås regi-
strering af delafgørelser i form af delvis godkendelse og delvis tilsidesættelse.
Træffer Nævnet afgørelse vedrørende flere ensartede tvangsindgreb, fx fem tvangsfik-
seringer, tæller nævnsafgørelsen statistisk som fem afgørelser.
Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” bemærkes, at der her ofte er tale om sager, som
først trækkes tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor Det Psykiatriske Pati-
entklagenævn således allerede har brugt tid på at udsende og forberede sagen. Det
har i 2015 drejet sig om 9% af samtlige indkomne sager.
8
2a. Antal sager
Skema 1 Antal sager
2013 % 2014 % 2015 %
Antal indkomne sager i
kalenderåret 1542 100 1679 100 1611 100
- antal tilbagekaldte sa-
ger 127 8 181 11 147 9
- antal afviste sager
40 3 60 6 30 2
= antal sager med rea-
litetsafgørelse 1375 89 1438 86 1434 89
Fra 2014 til 2015 er antallet af indkomne sager i kalenderåret faldet med 68 sager,
svarende til en nedgang på 4%. Der ses endvidere en nedgang i antallet af tilbage-
kaldte sager på 19% og i antallet af afviste sager på 50%. Det bemærkes, at selvom
antallet af sager er faldet fra 2014 til 2015, er antallet af afgørelser fortsat stigende,
se skema 3.
Hvis man ser på de tilsvarende tal for perioden fra 2013 til 2015 ses en stigning i an-
tallet af indkomne klager på 5%, en stigning i antallet af tilbagekaldte klager på 16%,
mens der er sket et fald i antallet af afviste sager på 25%.
I perioden fra 2013 til 2015 er antallet af sager med en realitetsafgørelse dog procent-
vist relativ konstant, idet tallene alene svinger fra 86% til 89%. Ca. 9 ud af 10 sager
ender således med at blive realitetsbehandlet.
2b. Sagernes fordeling på de enkelte PKN afdelinger
Det bemærkes i den forbindelse, at PKN afd. København er sammenfaldende med Re-
gion Hovedstaden, at PKN afd. Ringkøbing og Aarhus er sammenfaldende med Region
Midtjylland, at PKN afd. Aalborg er sammenfaldende med Region Nordjylland, at PKN
afd. Nykøbing er sammenfaldende med Region Sjælland, og at PKN afd. Odense og
Aabenraa er sammenfaldende med Region Syddanmark.
Selvom PKN afd. Nykøbing blev fusioneret med PKN afd. København pr. oktober 2015,
vil denne og fremtidige årsberetninger af hensyn til Region Sjællands brug af årsberet-
ningen fortsat indeholde information om sager, der knytter sig til hospitaler inden for
Region Sjællands område, idet PKN afd. Nykøbings statistik opretholdes.
9
Skema 2 Sagernes fordeling på de 5 regioner
Sager i alt Tilbagekald-
te/afviste
Realitetsbehandle-
de
PKN afd. 2013 2014 2015 2013 2014 2015 2013 2014 2015
København 705 829 871 63 96 83 642 733 788
Ringkøbing og
Aarhus
296 297 280 30 43 32 266 254 248
Aalborg 116 154 135 15 24 17 101 130 118
Nykøbing 235 144 92 29 17 6 206 127 86
Odense og
Aabenraa
190 255 233 30 61 39 160 194 194
I alt 1542 1679 1611 167 241 177 1375 1438 1434
Grafisk fremstilling af antallet af realitetbehandlede klagesager:
0
200
400
600
800
1000
1200
1400
1600
2013
2014
2015
10
Udvikling i antal realitetsbehandlede klager fra 2013 til 2015 opdelt på afde-
linger:
Procentvis æn-
dring fra 2013-
2015
Faktiske tal
Ændring fra
2013-2015
PKN afd.
København + 23 % + 146
Ringkøbing og
Aarhus
- 7 % - 18
Aalborg + 17 % + 17
Nykøbing - 58 % - 120
Odense og
Aabenraa
+ 21 % +34
I alt + 4 % + 59
Over en 3-årig periode fra 2013 til 2015 er der i hele landet sket en stigning på 4% i
antallet af realitetsbehandlede sager.
Fordelt på regioner er der sket en stigning i antallet af realitetsbehandlede sager i Kø-
benhavn, Aalborg, Odense og Aabenraa, mens der er sket et fald i antallet af realitets-
behandlede sager i Ringkøbing, Aarhus og Nykøbing.
2c. Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Der henvises til bilag 1.
2d. Antal afgørelser
Skema 3 Antal afgørelser i Nævnet de seneste tre år
PKN afd. 2013 2014 2015
København 1144 1356 1606
Ringkøbing og
Aarhus
466 457 508
Aalborg 166 171 184
Nykøbing 327 229 118
11
PKN afd. 2013 2014 2015
Odense og
Aabenraa
309 378 444
I alt 2412 2591 2860 (2634)*
*uden en ekstraordinær sag med 226 afgørelser
Over en 3-årig periode fra 2013 til 2015 er der sket en stigning i antallet af afgørelser
fra 2412 afgørelser i 2013 til 2860 afgørelser i 2015, hvilket svarer til en procentvis
stigning på 19%.
Billedet er dog ikke helt retvisende, idet Nævnet i København ekstraordinært i 2015
behandlede en sag med 226 afgørelser. Hvis der ses bort fra denne sag, vil der således
ikke være sket en så markant stigning i antallet af afgørelser, idet stigningen uden
denne ene sag ville have været på 9%. Antallet af afgørelser ligger således relativt
konstant på omkring 2.500 afgørelser om året.
Til sammenligning har den samlede tvangsanvendelse i Danmark gennem flere år
ligget på omkring 25.000 tilfælde hvert år, og Nævnet får således kun 10% af den
samlede tvangsanvendelse i Danmark til prøvelse. På den anden side er der dog tale
om en prøvelsespopulation af en størrelse, der formentlig kan give et overordnet
billede af, hvordan den samlede tvangsanvendelse forholder sig til Psykiatrilovens be-
stemmelser.
Grafisk fordeling i antallet af afgørelser fra 2013 til 2015:
0
500
1000
1500
2000
2500
3000
3500
2013
2014
2015
12
Udviklingen i antal afgørelser fra 2013 til 2015 opdelt på afdelinger:
Procentvis æn-
dring fra 2013-
2015
Faktiske tal
Ændring fra
2013-2015
PKN afd.
København + 40 % + 462
Ringkøbing og
Aarhus
+ 9 % + 42
Aalborg + 11 % + 18
Nykøbing - 64 % - 209
Odense og
Aabenraa
+ 44 % + 135
I alt + 19 % + 448
Fordelt på regioner er der sket en stigning i antallet af afgørelser i København, Ring-
købing, Aarhus, Aalborg, Odense og Aabenraa, mens der er sket et fald i antallet af af-
gørelser i Nykøbing.
Der henvises til bemærkningerne under punkt 2.b om den enkelte PKN afd. set i for-
hold til de fem regioner.
3. Sagsbehandlingstiden
Det Psykiatriske Patientklagenævn skal efter Psykiatrilovens § 36, stk. 3 træffe afgø-
relse snarest muligt. Er der ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens modta-
gelse, skal klageren underrettes om grunden hertil. Ved klager over tvangsbehandling,
hvor klagen er tillagt opsættende virkning og klager over iværksættelse af tvungen op-
følgning efter udskrivning, skal Det Psykiatriske Patientklagenævn træffe afgørelse in-
den syv hverdage efter klagens modtagelse. Ved udtrykket hverdage forstås mandage
til fredage, bortset fra helligdage. Nævnet lægger afgørende vægt på at efterleve den-
ne tidsfrist.
Skema 4 Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid
2013 2014 2015
Antal dage 9 9 10 (17)*
*med den ekstraordinære sag med 226 afgørelser
13
Det Psykiatriske Patientklagenævns gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sagsty-
per har i 2015 været 10 dage, når der bortses fra én ekstraordinær sag med 226 afgø-
relser.
Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden udregnes automatisk af Statsforvaltningens
sagsstyringsprogram, således at sagsbehandlingstiden beregnes fra det tidspunkt,
hvor sekretariatet modtager klagen, og indtil sekretariatet afsender afgørelsen til pati-
enten. I den målte sagsbehandlingstid indgår således også lørdage samt søn- og hel-
ligdage.
Der gives én afgørelseskode pr. indgreb. Det betyder, at en sag med mange koder,
som typisk tager længere tid at behandle, kommer til at påvirke sagsbehandlingstiden
i negativ retning, hvilket var tilfældet med den ovennævnte ekstraordinære sag.
Når denne ene sag ikke her medregnes skyldes det netop sagens helt ekstraordinære
karakter. Denne sag er ikke repræsentativ og hvis den blev medregnet ville beregnin-
gen ikke give et retvisende billede af den faktiske sagsbehandlingstid.
Sagsbehandlingstiden inklusiv den nævnte sag er 17 dage, som anført i parentes.
Sagsbehandlingstiden uden medregning af den ekstraordinære sag er 10 dage, hvilket
svarer nogenlunde til Nævnets sædvanlige sagsbehandlingstid fra de tidligere år.
Isoleret set holder Patientklagenævnet sig således under resultatmålet på maksimalt
14 dage.
4. Antal mødedage, mødested m.v.
4a. Antal mødedage
Skema 5 Samlet antal mødedage de seneste tre år
2013 2014 2015
Antal mødedage 509 524 617
Oversigt over Det Psykiatriske Patientklagenævns mødedage:
Det Psykiatriske Patientklagenævn Mødedage Psykiatrisk Cen-
ter/hospital
København: mail adr.:
pknkobenhavn@statsforvaltningen.dk
Mandage PC Nordsjælland, B&U,
PC Ballerup samt Sct.
Hans, Roskilde, Holbæk
og Nykøbing Sjælland
14
Tirsdage PC Hvidovre, PC Glostrup
og B&U, PC Amager samt
Vordingborg, Slagelse,
Dianalund, Køge og
Næstved
Onsdage PC København, B&U og
PC Frederiksberg
Torsdage/(fredage) Bornholm
Odense: mail adr.:
pknodense@statsforvaltningen.dk
Variabel mødedag Odense, Svendborg og
Middelfart
Aabenraa: mail adr.:
pknaabenraa@statsforvaltningen.dk
Onsdage Esbjerg, Kolding, Vejle,
Haderslev, Augusten-
borg, (Hviding) og
Aabenraa
Århus: mail adr.:
pknaarhus@statsforvaltningen.dk
Tirsdage Risskov, B&U, Randers
og Horsens
Onsdage Viborg, Herning, B&U og
Holstebro
Ålborg: mail adr.:
pknaalborg@statsforvaltningen.dk
Tirsdage Aalborg, Brønderslev,
Thy/Mors og Frederiks-
havn
Mødematerialet bliver sendt fra de psykiatriske hospitaler/centre til de lokale PKN af-
delinger, der udsender klagen med bilag og mødeindkaldelse til nævnsmedlemmerne,
patientrådgiverne samt til de relevante psykiatriske hospitaler/centre med henblik på,
at hospitalerne/centrene sørger for videregivelse til patienten og lægerne. Samtidig er
nævnsmedlemmerne og patientrådgiverne pr. mail eller telefon blevet orienteret om
mødetidspunktet. Dette skulle give både nævnsmedlemmer og patientrådgivere tid til
at sætte sig grundigt ind i sagen samtidig med, at der også tidsmæssigt er mulighed
for, at patientrådgiveren kan aflægge besøg hos patienten inden mødet i Det Psykiatri-
ske Patientklagenævn.
Møderne i 2015 er som alt overvejende hovedregel blevet afholdt på de psykiatriske
hospitaler/centre. Møderne finder sædvanligvis sted i et mødelokale på det pågælden-
de psykiatriske hospital/center. Det hænder dog, at patienter, især fra de lukkede af-
delinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I så fald flyttes mødet til selve afdelin-
gen. Der er afsat 30 – 45 minutter til hver sag. Møderne kan dog have en længere va-
righed, især som følge af, at patienterne kan have behov for mere indgående at rede-
gøre for deres situation og som følge af mange klagepunkter. Herved kan der, da der
ofte er flere møder på flere hospitaler/centre, undtagelsesvis opstå forsinkelser i mø-
deafviklingen, eller det kan indebære, at der på forhånd afsættes mere end 30 minut-
ter til mødet.
Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2015 afholdt 617 mødedage. Ved én mødedag
forstås afholdelse af møder i alle de sager, der er opført på én dagsorden – også selv-
om møderne afholdes på forskellige hospitaler/centre. Nedenfor er vist antallet af mø-
dedage i de seneste tre år.
15
4b. Mødedagenes fordeling mellem de enkelte PKN afdelinger
Skema 6 Mødedagenes fordeling i PKN afdelingerne
PKN afd. Antal mødedage
2013
Antal mødedage
2014
Antal mødedage
2015
København 189 154 250
Ringkøbing og
Aarhus
133 109 137
Aalborg 39 68 48
Nykøbing 54 54 41
Odense og
Aabenraa
94 139 141
Møder i alt 509 524 617
Som det ses, er der over en treårig periode sket en stigning i antallet af mødedage
med 21%. Ikke mindst i PKN afd. København er det oplevelsen, at den under punkt 2b
angivne stigning på 19% i antallet af sager flere gange har foranlediget, at det er ble-
vet nødvendigt at afholde to mødedage samme dag på grund af sagsmængden.
Stedlig kompetence
Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes som hovedregel på det psykiatri-
ske hospital/center, som klagen relaterer sig til.
Der har udviklet sig følgende praksis med hensyn til patienter, der flytter til et andet
psykiatrisk hospital/center:
1. Hvis patienten flytter til et andet hospital/center inden for regionen og klager over
tvangsudøvelsen på det første indlæggelsessted, afholder den pågældende PKN-
afdeling nævnsmødet på det hospital/center, hvor patienten nu befinder sig.
2. Hvis patienten flytter til et andet psykiatrisk hospital/center uden for regionen og
klager over tvangsudøvelsen på det første hospital/center, hvor patienten var indlagt,
afholder PKN-afdeling i den nye region nævnsmødet på det hospital/center, hvor pati-
enten nu befinder sig.
Synspunktet ligger i forlængelse af lovbestemmelsen om, at Patientklagenævnet
kommer til patienten på det psykiatriske hospital, hvor patienten er indlagt.
Ad. 1. Hvis patienten flytter til et andet hospital inden for regionen, kommer Patient-
klagenævnet til møde på det hospital/center, hvor patienten nu er indlagt. Hospitals-
16
personalet og patientrådgiveren fra det første hospital/center indkaldes til møde på det
hospital/center, hvor patienten nu er indlagt.
Ad. 2. Hvis patienten flytter til et andet psykiatrisk hospital/center uden for regionen,
kommer det stedlige Patientklagenævn til møde på det psykiatriske hospital/center,
hvor patienten nu er indlagt. Hospitalspersonalet fra det første hospital/center indkal-
des også til mødet.
Sekretariatet beder i denne situation den nye patientrådgiver om at varetage patien-
tens interesse i relation til tvangsanvendelsen på det første hospital/center.
Hvis patienten undtagelsesvis ikke har fået beskikket en patientrådgiver på det andet
hospital/center, vil sekretariatet anmode det andet hospital/center om at beskikke en
ad hoc patientrådgiver til patienten.
5. Mødedeltagelse
I Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser er anført, hvorvidt der har deltaget
læge, patient og patientrådgiver/bistandsværge i behandlingen af en sag på nævns-
mødet. Hvis en patientrådgiver/bistandsværge ikke har deltaget i mødet, er det i afgø-
relsen anført, hvorvidt der er meldt afbud, eller om der er tale om en udeblivelse uden
afbud.
5a. Mødedeltagelse for læger
Den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over, skal i medfør af § 9 i
bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn så vidt mu-
ligt være til stede ved klagens behandling i Nævnet.
I 2015 har der, som i tidligere år, været lægelig deltagelse ved stort set alle nævns-
møder – som regel ved deltagelse af overlægen på afdelingen.
Skema 7 Mødedeltagelse for læger i PKN afdelingerne
Deltaget Ikke deltaget Deltagelsesprocent
PKN afd. 2013 2014 2015 2013 2014 2015 2013 2014 2015
København 632 724 787 10 9 15 98 99 98
Ringkøbing
og
Aarhus
265 252 248 1 2 7 100 99 97
Aalborg 100 127 118 1 3 2 99 98 98
Nykøbing 174 108 81 32 19 5 82 85 94
Odense og
Aabenraa
157 193 191 3 1 7 98 99 96
I alt 1328 1406 1425 24 47 36 97 98 98
17
Det fremgår, at der i 2015 har været afholdt 1425 møder med lægedeltagelse og 36
møder uden lægedeltagelse, dvs. i alt 1461 møder. Møderne har været afholdt i de
1434 realitetsbehandlede sager samt i 27 sager, hvori der har været afholdt et møde,
inden klagesagen blev enten tilbagetrukket eller afvist.
Næsten alle PKN afdelingerne havde en høj mødedeltagelse for læger i 2013 og 2014,
dog med undtagelse af PKN afd. Nykøbing, hvor deltagelsesprocenten var på hen-
holdsvis 82% og 85%. I 2015 har alle PKN afdelingerne haft en høj mødedeltagelse,
idet PKN afd. Nykøbing har øget mødedeltagelsesprocenten med 9% fra 85% i 2014 til
94% i 2015.
5b. Mødedeltagelse for patienter
Patienten har i medfør af Psykiatrilovens § 36, stk. 2, ret til mundtligt at forelægge sa-
gen for Nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens
behandling i Nævnet afgørende taler herfor, kan Nævnet dog bestemme, at patienten
helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i mødet.
Patienterne deltog i 2015 i 1151 af de 1461 møder, hvilket giver en deltagelsesprocent
på 79%. I 2013 og 2014 var deltagelsesprocenten på henholdsvis 77% og 82%.
Skema 8 Mødedeltagelse for patienter i PKN afdelingerne
Deltaget Ikke deltaget Deltagelsesprocent
PKN afd. 2013 2014 2015 2013 2014 2015 2013 2014 2015
København 499 624 660 143 109 142 78 85 82
Ringkøbing
og
Aarhus
210 208 179 56 46 76 79 82 70
Aalborg 76 107 91 25 23 29 75 82 76
Nykøbing 155 84 60 51 43 26 75 66 70
Odense og
Aabenraa
120 149 161 40 45 37 75 77 81
I alt 1060 1172 1151 315 266 310 77 82 79
Alle patienter får en skriftlig indkaldelse til at deltage i mødet. Fremmødeprocenten for
patienter er faldet fra 82% i 2014 til 79% i 2015. I alle sager er patienten af persona-
let opfordret til at give møde. Baggrunden for patienternes fravær i mødet kan typisk
være manglende ønske om at møde, eller at patienten vurderes at være for dårlig til
at møde. Det hænder, at patienter ikke møder, hvis den pågældende patient inden
mødet er blevet udskrevet. Hvis der er behov derfor – af hensyn til patienten – afhol-
18
des mødet på selve afdelingen i stedet for i det mødelokale på hospitalet/centret, hvor
mødet sædvanligvis afholdes. Der gøres en indsats både fra patientrådgiverens, hospi-
talets og fra Nævnets side i forhold til at motivere patienten til at møde op.
Nævnet tager den forholdsvis høje mødeprocent som et udtryk for, at patienterne er
interesseret i at komme til at tale deres sag for Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Der skal ikke herske tvivl om, at sekretariatet anser den høje fremmødeprocent for pa-
tienter som positivt, idet det klart er patientens møde, når Patientklagenævnet afhol-
der møder på hospitalet/centret.
5c. Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger
Patientrådgiveren har i medfør af Psykiatrilovens § 36, stk. 2 ret til mundtligt at fore-
lægge sagen for Nævnet og skal så vidt muligt give møde i nævnsmødet. Bistands-
værgen skal i medfør af bekendtgørelsen om bistandsværger § 8, stk. 2 ligeledes bistå
patienten med at udforme eventuelle klageskrivelser samt yde bistand ved behandlin-
gen af sagen.
I nedenstående tabel er anført antallet af sager i PKN afdelingerne, som patientrådgi-
verne/bistandsværgerne har deltaget/ikke deltaget i.
Skema 9 Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger for PKN afdelingerne
Deltaget Ikke deltaget Deltagelsesprocent
PKN afd. 2013 2014 2015 2013 2014 2015 2013 2014 2015
København 581 686 738 61 47 64 91 94 92
Ringkøbing
og
Aarhus
210 227 224 56 27 31 79 89 88
Aalborg 87 115 109 14 15 11 86 88 91
Nykøbing 156 106 80 50 21 6 76 83 93
Odense og
Aabenraa
121 169 171 39 25 27 76 87 86
I alt 1155 1303 1322 220 135 139 84 91 90
Mødedeltagelsen for patientrådgivere/bistandsværger steg markant fra 84% i 2013 til
91% i 2014. I 2015 var deltagelsesprocenten 90 og dermed fortsat høj. PKN afd. Ny-
købing har i forhold til 2014 haft en markant stigning i mødedeltagelsesprocenten på
10% fra 83% i 2014 til 93% i 2015 og har dermed den højeste deltagelsesprocent på
landsplan. I de øvrige regioner har der været mindre udsving på mellem 1 til 3 pro-
cent. De meget fine deltagelsesprocenter anser sekretariatet for yderst positiv.
19
Som noget nyt har sekretariatet for 2015 opgjort, hvordan fordelingen af mødedelta-
gelse og deltagelsesprocenten har været for henholdsvis patientrådgivere og bistands-
værger. Det bemærkes, at der har været i alt 1461 møder. I 1343 af møderne har pa-
tienten haft en patientrådgiver beskikket, og i 118 af møderne har patienten haft en
bistandsværge beskikket. Møderne fordeles således med henholdsvis 92% til patient-
rådgiverne og 8% til bistandsværgerne.
Skema 9a Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger for PKN afdelingerne
Deltaget 2015 Ikke deltaget 2015
Deltagelses-
procent
2015
PKN afd. Ptr. Bis.v. ialt Ptr. Bist.v. 2015 Ptr. Bist.v.
København 702 36 738 38 26 64 95 58
Ringkøbing
og
Aarhus
214 10 224 25 6 31 90 63
Aalborg 107 2 109 9 2 11 92 50
Nykøbing 76 4 80 4 2 6 95 67
Odense og
Aabenraa
148 23 171 20 7 27 88 77
I alt 1247 75 1322 96 43 139 93 64
Det fremgår, at deltagelsesprocenten for patientrådgivere har været 93%, og at delta-
gelsesprocenten for bistandsværger har været 64%. Det mindre fremmøde for bi-
standsværgerne har ikke stor indflydelse på den samlede deltagelsesprocent på grund
af den vægtede mødefordeling imellem de to grupper.
Resultatet viser for det første, at deltagelsesprocenten for patientrådgivere er bedre
end det gennemsnitlige tal på 90%, som fremgår af skema 9. Patientrådgivernes reelle
fremmødeprocent var i 2015 på ikke mindre end 93%. En særdeles flot indsats taget
med i betragtning, at der i 2015 har været en stigning i antallet af møder.
Resultat viser for det andet forskellen mellem en lovbestemt mødepligt for patientråd-
givere og fraværet af en lovbestemt mødepligt for bistandsværgerne. Bistandsværger-
ne skal kun aflægge besøg hos klienten, når der er behov herfor, og har ikke nogen
mødepligt, når der afholdes møde i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Patientrådgi-
verne skal mindst aflægge besøg hos patienten én gang om ugen – og i øvrigt efter
behov og skal ”så vidt muligt deltage i møderne i Det Psykiatriske Patientklagenævn”.
20
Som følge af den lovbestemte mødepligt for patientrådgivere har sekretariatet i 2015
igangsat et halvårligt projekt, der løbende vil følge udviklingen i patientrådgivernes
fremmødeprocenter.
Da bistandsværgerne ikke er underlagt en mødepligt ligesom patientrådgiverne, vil et
tilsvarende projekt for bistandsværger ikke blive iværksat.
Nævnet vil dog til stadighed have fokus på patientrådgiveres/bistandsværgers frem-
mødeprocent, idet det er af væsentlig betydning for patienten, at patientrådgive-
ren/bistandsværgen møder sammen med patienten. Nævnet vil fortsat varsle patient-
rådgiveren/bistandsværgen, så snart tidspunktet for sagens behandling i Nævnet ken-
des i håb om, at dette giver patientrådgiveren/bistandsværgen bedre mulighed for
planlægning i forhold til erhvervsarbejde.
Nævnet opfordrer til stadighed patientrådgivere til at prioritere deres hverv som pati-
entrådgiver, samt til at overveje om hvervet som patientrådgiver kan kombineres med
deres erhvervsarbejde/øvrige opgaver.
Sekretariatet er fortsat opmærksomt på, at lovgivningens krav om korte sagsbehand-
lingstider og indkaldelse til møder med kort varsel bevirker, at det kan være forbundet
med praktiske vanskeligheder for patientrådgiverne/bistandsværgerne at komme til
samtlige møder.
Det bemærkes, at hvervet som patientrådgiver bortfalder, når tvangsindgrebet bringes
til ophør, men at patientrådgiveren skal bistå i forbindelse med klager, som allerede er
iværksat, før beskikkelsen ophører eller iværksættes samtidig, jf. psykiatrilovens § 28.
6. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten
Ifølge § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patient-
klagenævn kan Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser gå ud på, at tvangsind-
grebet godkendes, eller at indgrebet findes foretaget med urette. En klage over et
tvangsindgreb afgøres normalt ved enten en godkendelse eller en tilsidesættelse af
den besluttede tvangsforanstaltning (én afgørelse), men kan også indebære både en
godkendelse og en tilsidesættelse, f.eks. godkendelse af iværksættelsen af en tvangs-
indlæggelse, men tilsidesættelse af den fortsatte tvangsindlæggelse. I sidstnævnte til-
fælde tælles statistisk to afgørelser. Ligeledes kan der i en sag være klaget over gen-
tagne tvangsfikseringer. Hver enkelt tvangsfiksering er statistisk beregnet som én af-
gørelse, også selvom de indgår i samme sag. Der tælles således mindst én afgørelse
for hvert påklaget tvangsindgreb.
Nedenstående tabeller viser antallet af afgørelser, antallet af tilsidesættelser og omgø-
relsesprocenten fordelt på de tvangsforanstaltninger, der i perioden 2013 til 2015 har
været påklaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Omgørelsesprocenten er bereg-
net som antallet af tilsidesættelser i forhold til antallet af afgørelser med realitetsbe-
handling.
21
Med hensyn til tvangsfikseringer bemærkes særligt, at opgørelsen er foretaget samlet.
Afgørelserne indeholder derfor såvel tvangsfikseringer, hvor der alene er anvendt bæl-
te såvel som de tilfælde, hvor der både er anvendt bælte og en eller flere hånd-
og/eller fodremme.
6a. Antal afgørelser, godkendelser, tilsidesættelser og omgørelsesprocenter
fordelt på PKN afdelingerne
Skema 10 Afgørelser og godkendelser
Antal afgørelser Godkendelser
PKN afd. 2013 2014 2015 2013 2014 2015
København 1144 1356 1606 968 1089 1180
Ringkøbing og
Aarhus 466 457 508 396 401 410
Aalborg 166 171 184 142 148 150
Nykøbing 327 229 118 278 188 99
Odense og
Aabenraa 309 378 444 276 303 298
I alt 2412 2591* 2860** 2060 2129 2137
* heraf 50 afgørelser = 2% med dissens
** heraf 109 afgørelser = 4% med dissens
Skema 11 Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenter
Tilsidesat Omgørelsesprocent
PKN afd. 2013 2014 2015 2013 2014 2015
København 176 267 426 15 20 27
Ringkøbing og
Aarhus 70 56 98 15 12 19
Aalborg 24 23 34 14 13 18
Nykøbing 49 41 19 15 18 16
Odense og
Aabenraa 33 75 146 11 20 33
I alt 352 462 723 15 18 25
Ovenstående tabeller har altid påkaldt sig stor interesse. Omgørelsesprocenterne i
2015 varierer fra 16% til 33%. I 2014 var variationen væsentlig mindre fra 12% til
22
20%. I 2013 var omgørelsesprocenterne stort set identiske på niveauet 11-15%. Der
kan ikke siges noget om årsagen til forskellen i tallene
Sekretariatet har siden sammenlægningen af Statsforvaltninger til en enhedsforvalt-
ning i 2013 haft mulighed for at sikre, at sammenlignelige sager afgøres på samme
måde, uanset hvor i landet sagen behandles. Sekretariatet holder således hver måned
landsdækkende videomøde for at samordne praksis, flere årlige fagportalmøder og fle-
re landsdækkende fællesmøder for alle formænd fra PKN for at underbygge indsatsen
for retsenheden i landet.
6b. Antal afgørelser og godkendelser fordelt på tvangsindgreb
Skema 12 Afgørelser og godkendelser
Antal afgørelser Godkendelser
2013 2014 2015 2013 2014 2015
Tvangsindlæggelse 412 458 426 381 437 405
Tvangstilbageholdelse 589 650 668 551 618 633
Tilbageførsel 1 2 4 1 2 4
Tvangsfiksering 317 342 373 247 259 240
Beskyttelsesfiksering 0 1 1 0 0 1
Aflåsning af døre i afdelingen 3 4 12 2 3 10
Tvangsbehandling, medicinsk 603 580 636 468 415 482
Tvangsbehandling, ECT 0 1 0 0 1 0
Tvangsbehandling, legemlig 16 38 2 13 38 2
Fysisk magtanvendelse 47 49 130 37 40 77
Beroligende medicin 392 435 577 331 293 261
Personlig skærmning 9 14 7 8 13 2
Tvungen opfølgning 18 17 18 17 14 16
Andet 5 0 6 4 0 4
I alt 2412 2591 2860 2060 2133 2137
23
6c. Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten fordelt på tvangsindgreb
Skema 13 Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten
Tilsidesat Omgørelsesprocent
2013 2014 2015 2013 2014 2015
Tvangsindlæggelse 31 21 21 8 5 5
Tvangstilbageholdelse 38 32 35 6 5 5
Tilbageførsel 0 0 0 0 0 0
Tvangsfiksering 70 83 133 22 24 36
Beskyttelsesfiksering 0 1 0 0 100 0
Aflåsning af døre i
Afdelingen 1 1 2 33 25 17
Tvangsbehandling,
Medicinsk 135 165 154 22 28 24
Tvangsbehandling, ECT 0 0 0 0 0 0
Tvangsbehandling,
Legemlig 3 0 0 19 0 0
Fysisk magtanvendelse 10 9 53 21 18 41
Beroligende medicin 61 142 316 16 33 55
Personlig skærmning 1 1 5 11 7 71
Tvungen opfølgning 1 3 2 6 18 11
Andet 1 0 2 20 0 33
I alt 352 458 723 15 18 25
I sagens natur vil områder med få afgørelser lettere kunne bevirke spring i omgørel-
sesprocenterne, uden at dette giver anledning til særskilte bemærkninger.
Det må konstateres, at omgørelsesprocenterne for tvangsfiksering, medicinsk tvangs-
behandling, beroligende medicin og fysisk magtanvendelse på henholdsvis 36, 24, 55
og 36% overstiger de 10-15%, der sædvanligvis opfattes som et acceptabelt omgørel-
sesniveau.
Sekretariatet mener, at omgørelsesprocenterne skal ses på baggrund af følgende for-
hold:
Tvangsfiksering:
Det fremgår af ovenstående tabel, at der er sket en stigning i antallet af tilsidesættel-
ser for tvangsfiksering fra henholdsvis 70 i 2013 og 83 i 2014 til 133 i 2015, til en om-
gørelsesprocent på henholdsvis 22, 24 og 36%. Det svarer til en lille procentvis stig-
ning på 2 procent point fra 2013 til 2014 og en større procentvis stigning på 12 pro-
cent point fra 2014 til 2015.
24
En del af den procentvise stigning i antallet af tilsidesættelser fra 2014 til 2015 kan
henføres til indførelse af nye skærpede regler for tvangsfiksering, der har til formål at
reducere brugen af tvangsfikseringer både i antal og tidsmæssig udstrækning. Næv-
nets praksis viser, at det især er tvangsfikseringernes tidsmæssige udstrækning, der
ikke godkendes af Nævnet, og Nævnet følger således op på regeringens ønske om at
reducere antallet af langvarige tvangsfikseringer. De nye regler trådte i kraft 1. juni
2015. Der henvises i øvrigt til Afsnit II, punkt 1.
Tvangsbehandling med medicin og beroligende medicin:
Det fremgår af skema 13, at omgørelsesprocenten for tvangsbehandling med medicin
har været stigende fra 22% i 2013 til 28% i 2014 og med et fald i 2015 til 24%. Om-
gørelsesprocenten for beroligende medicin har været støt stigende fra 16% i 2013 til
33% i 2014 og 55% i 2015.
Sekretariat mener, at den stigende omgørelsesprocenter især kan forklares med hen-
visning til to forhold. Dels har Det Psykiatriske Ankenævn løbende skærpet sin praksis,
og dels er der et påtrængende behov for en gennemskrivning af pro.medicin.dk, der
ville kunne få en positiv effekt på omgørelsesprocenterne. Som illustration henvises til
den sag, der er gengivet i Afsnit III, pkt. 5.
Endvidere må det tilføjes, at for så vidt angår beroligende medicin har én enkelt sag
bidraget til 10% af stigningstakten. Uden denne sag ville omgørelsesprocenten for be-
roligende medicin således ikke have været 55%, men 45%.
Fysisk magtanvendelse
Det fremgår af skema 13, at omgørelsesprocenten for fysisk magtanvendelse havde et
mindre fald fra 2013 til 2014 på 3% fra 21% til 18%, men fra 2014 til 2015 er omgø-
relsesprocenten mere end fordoblet til 41%.
Antallet af omgørelser ville uden ovennævnte enkeltstående sag falde fra 53 til 24,
dvs. at ikke færre end 29 omgørelser kan henføres til denne ene sag.
I afsnit II i denne årsberetning har sekretariatet søgt i punktform at opstille en liste
over de forhold, der fra hospitalets side skal påses ved de nævnte tvangsindgreb.
Formålet med listen er, at den sammen med de øvrige tiltag, der gøres på hospitaler-
ne, kan medvirke til at nedbringe omgørelsesprocenterne.
På de patientrådgivermøder, der løbende afholdes på de enkelte hospitaler/centre, er
det blevet oplyst, at hospitalerne/centrene har afsat midler til en målrettet undervis-
ningsindsats, der skulle kunne reducere ankeprocenterne.
7. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangs-
tilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen opfølg-
25
ning efter udskrivning, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Rets-
psykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen kan af patienten
indbringes for byretten, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, sammenholdt med retspleje-
lovenes kapitel 43 a.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsmedicinering, anven-
delse af fysisk magt, personlig alarm- og pejlesystemer, særlige dørlåse samt person-
lig skærmning, der varer uafbrudt mere end 24 timer samt aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan af patienten
og hospitalsmyndigheden påklages til Det Psykiatriske Ankenævn, jf. psykiatrilovens §
38 sammenholdt med reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
I 2015 blev 268 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser indbragt for domsto-
lene og 216 for Det Psykiatriske Ankenævn. Ankeprocenten i 2015 var 17% sammen-
lignet med 2014 og 2013, hvor den var henholdsvis 13% og 15%. Afgørelser, der er
påklaget til ankeinstansen, fremgår af nedenstående tabel.
7a. Det samlede antal klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgø-
relser
Skema 14 Antal klager
2013 2014 2015
Antal
afg.
Antal
Anker
anke
%
Antal
afg.
Antal
anker
anke
%
Antal
afg.
Antal
anker
anke
%
Tvangsindlæggelse 412 81 20 458 98 21 426 93 22
Tvangstilbageholdelse 589 101 17 650 124 19 668 127 19
Tilbageførsel 1 0 0 2 1 50 4 0 0
Tvangsfiksering 317 23 8 342 38 11 373 43 12
Beskyttelsesfiksering 0 0 0 1 0 0 1 0 0
Aflåsning af døre i
afd. 3 0 0 4 2 50 12 1 8
Tvangsbehandling,
med. 603 89 15 580 114 20 636 118 19
Tvangsbehandling,
ECT 0 0 0 1 0 0 0 0 0
Tvangsbehandling, le-
geme 16 0 0 38 0 0 2 1 50
Fysisk magtanvendel-
se 47 1 2 49 2 4 130 12 9
Beroligende medicin 392 17 4 435 15 3 577 85 15
26
2013 2014 2015
Personlig skærmning 9 0 0 14 1 7 7 0 0
Tvungen opfølgning 18 5 28 17 7 41 18 4 22
Andet 5 0 0 0 0 0 6 0 0
I alt 2412 317 13 2591 401 15 2860 484 17
Som det fremgår af skema 14, har ankeprocenten gennem de seneste tre år været
nogenlunde konstant.
7b. Indbringelse for domstolene
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangs-
tilbageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen
opfølgning efter udskrivning, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland samt aflåsning af døre i afdelingen kan af
patienten indbringes for domstolene.
I 2015 har byretterne stadfæstet 163 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
ser. I 37 tilfælde blev sagen hævet af patienten. En af Nævnets afgørelser er blevet
tilsidesat af retterne. I de resterende 67 afgørelser har Det Psykiatriske Patientklage-
nævn endnu ikke modtaget rettens afgørelse.
Nedenfor er vist udfaldet af ankesagerne i de sidste tre år.
Skema 15 Afgørelser fra retten
2013 2014 2015
Stadfæstet 94 118 163
Tilsidesat 0 0 1
Frafaldet af patient 48 73 37
I alt 142 191 201
Tabellen omfatter afgørelser fra retten modtaget i 2015, incl. afgørelser truffet af
Nævnet før 2015.
7c. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anven-
delse af fysisk magt, herunder beroligende medicin samt personlig alarm, pejlesystem,
særlige dørlåse og personlig skærmning, der varer uafbrudt mere end 24 timer samt
aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
27
Sjælland, kan af patienten eller de psykiatriske hospitaler/centre påklages til Det Psy-
kiatriske Ankenævn.
I 2015 har Det Psykiatriske Ankenævn stadfæstet 51 af Det Psykiatriske Patientklage-
nævns afgørelser. 26 afgørelser er blevet ændret eller hjemvist og 1 afgørelser er fra-
faldet af klager. Endvidere er 138 afgørelser påklaget, men endnu ikke afgjort af Det
Psykiatriske Ankenævn.
Skema 16 Klage til Det Psykiatriske Ankenævn
2013 2014 2015
Stadfæstet 27 45 51
Ændret/hjemvist 18 31 26
Frafaldet 4 7 1
I alt 49 83 78
Tabellen omfatter afgørelser fra Det Psykiatrisk Ankenævn modtaget i 2015, inkl. afgø-
relser truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn før 2015.
Det bemærkes, at de forholdsvis mange ændrede afgørelser især relaterer sig til Det
Psykiatriske Ankenævns stadig skærpede praksis med hensyn til tvangsbehandling
med medicin og beroligende medicin. Se afsnit 6b.
200 Aabenraa
statsforvaltningen@statsforvaltningen.dk
www.statsforvaltningen.dk
28
Afsnit II: Principielle problemstillinger
1. Overvejelser om, hvornår en patient er indlagt
Sekretariatet har på baggrund af en henvendelse fra en ledende overlæge gjort sig
nogle overvejelser vedrørende problemstillingen om, hvornår en patient kan anses for
indlagt. Sekretariatet skrev følgende til den pågældende overlæge:
”I forbindelse med Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse har du særligt hæftet
dig ved følgende sætning i Nævnets afgørelse: ”Det blev på den baggrund vurderet, at
patienten var sindssyg i lovens forstand, og det ville være uforsvarligt ikke at friheds-
berøve patienten med henblik på nærmere vurdering og behandling, hvorpå patienten
blev tvangsindlagt.”
Du har gjort opmærksom på, at udsagnet bygger på en fejlopfattelse, idet en patient,
der indlægges på gule eller røde papirer, må anses for indlagt, allerede når du eksem-
pelvis i telefonen får oplæst den indlæggende læges erklæring, og du derefter godken-
der, at patienten på den baggrund kan indlægges.
Du har anmodet sekretariatet for Det Psykiatriske Patientklagenævn om uddybende
bemærkninger både i forhold til din retsopfattelse og Nævnets udsagn i den oven-
nævnte afgørelse.
Fremdragelsen af denne problemstilling er absolut relevant. Både fordi det er en situa-
tion, der ofte forekommer, og fordi teorien på området ikke er hverken klar eller skarp
– hvis teorien overhovedet ser problemstillingen.
Sekretariatets holdning tager sit udgangspunkt i princippet om en ”to-læge-prøvelse”
jf. Helle Bødker Madsen: Psykiatriret, side 88, andet afsnit.
Den indlæggende læge skal foretage en egenhændig undersøgelse med henblik på ind-
læggelse. I UfR 2011,2121 VLD kunne hverken lægens henvendelse ved patientens
dør (hvor lægen ikke opnåede en samtale med patienten), eller lægens tidligere mod-
tagelse af et brev fra patienten anses som en sådan undersøgelse.
”To-læge prøvelsen” må indebære at endnu en læge – enten den modtagende læge el-
ler overlægen – har foretaget en tilsvarende undersøgelse. Denne undersøgelse kan i
sagens natur ikke være mindre grundig end den undersøgelse, som den indlæggende
læge foretog, idet det er den modtagende læge, der har kompetencen til at foretage
tvangsindlæggelsen, og idet den modtagende læge ikke er bundet af det skøn, som
den indlæggende læge udøver.
29
Ud fra denne betragtning kan det således ikke anses som tilstrækkeligt til opfyldelse af
”to-læge-prøvelsen”, at overlægen alene træffer beslutning om en tvangsindlæggelse
på baggrund af den indlæggende læges erklæring.
Overlægen skal enten have både den indlæggende og den modtagende læges vurde-
ringer eller den indlæggende læges og sin egenhændige undersøgelse, som grundlag
for at træffe beslutning om tvangsindlæggelse eller godkendelse af den modtagende
læges beslutning.
Hvis dine synspunkter om, at en patient må anses for tvangsindlagt fra det øjeblik, at
overlægen har godkendt den indlæggende læges erklæring blev lagt til grund, ville det
kunne betyde, at patienten allerede blev anset for tvangsindlagt, inden patienten var
nået ind på hospitalet, hvilket i sig selv ikke harmonerer med den gængse opfattelse,
hvor tvangsindlæggelse knytter sig snævert til det forhold, at patienten fysisk befinder
sig på et hospital.
Men det afgørende er det helt fundamentale princip om en to-læge-prøvelse, der for-
udsætter, at to læger har foretaget en egenhændig undersøgelse af patienten.
Det bemærkes, at to-læge-prøvelsen ikke er til hinder for, at overlægen på baggrund
af dels den indlæggende læges erklæring og dels på baggrund af den modtagende læ-
ges journalførte vurdering tager stilling til tvangsindlæggelsen alene på baggrund af
disse skriftlige vurderinger, men uden selv at have foretaget en egen undersøgelse af
patienten.
Det bemærkes videre, at ovennævnte synspunkt naturligvis ikke hindrer overlægen i,
alene på baggrund af den indlæggende læges erklæring, at forhåndsgodkende, at pati-
enten modtages på hospitalet. Det er vel den almindelige praksis på området. Denne
forhåndsgodkendelse har blot ikke noget med selve indlæggelsesbeslutningen at gøre
og kan derfor heller ikke journalføres som en godkendelse af tvangsindlæggelsen.
Tvangsindlæggelse finder fysisk sted på hospitalet efter, at den modtagende læge har
undersøgt patienten med henblik på indlæggelse.
Hvis jeg afslutningsvis skal sætte sagen lidt på spidsen, vil Det Psykiatriske Patientkla-
genævn næppe kunne godkende en indlæggelse, der fulgte den af dig skitserede
fremgangsmåde, idet hospitalet i dette tilfælde ikke har iagttaget mindste middels
princippet med forsøg på at indhente et informeret samtykke til frivillig indlæggelse fra
patienten.
30
Indtil andet tilkendegives fra retterne eller ministeriets side vil Det Psykiatriske Pati-
entklagenævn lægge ovennævnte udlægning til grund i sine afgørelser.
Jeg henviser desuden til vedlagte notat, som fuldmægtig Lars Orthmann har udarbej-
det i sagen.
Med venlig hilsen
Henning Lund-Sørensen
Kommitteret”
31
Notat om fortolkningen af tvangsindlæggelse efter overlægens afgørelse
Problemet angår spørgsmålet: Hvornår finder tvangsindlæggelse sted?
En overlæge har i forbindelse med en konkret sag rejst spørgsmålet, om en indlæggel-
se finder sted allerede, når overlægen på baggrund af en telefonisk oplæsning af de
gule/røde papirer accepterer at modtage en patient, eller om indlæggelsen først finder
sted, når der udfyldes en tvangsprotokol efter en undersøgelse af den modtagende
læge.
Overlægen fortolker det således, at der er tale om en forhåndsgodkendelse, hvor ind-
læggelsen har fundet sted, når overlægen på baggrund af de gule/røde papirer god-
kender, at patienten modtages på hospitalet.
1. Det siger psykiatriloven
2. Den konkrete sag
3. Overlægens prøvelsespligt
4. Lovforarbejderne
5. Konklusion
Ad 1. Psykiatriloven
§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker
tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for
den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.
Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er op-
fyldt.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.
Ad 2. Den konkrete sag
Sagen er refereret under Afsnit III, pkt. A, 1.
Ad 3. Overlægens prøvelsespligt
Af ”Psykiatriret” af Helle Bødker Madsen side 92 fremgår det i afsnittet om modtagelse
af patienten og overlægens afgørelse blandt andet, at:
”… overlægens afgørelse efter § 9, stk. 2, om hvorvidt betingelserne for indlæggelse er
opfyldt, er en vanskelig opgave. Overlægen skal selvfølgelig påse, at de formelle be-
tingelser er opfyldt, herunder at papirerne er korrekt udfyldt, men overlægen må nor-
malt lægge den indlæggende læges oplysninger til grund. Overlægen har dog en vis
forpligtelse til straks at skønne over, om de materielle betingelser, herunder kravet om
psykose er opfyldt, men det vil ofte kræve en vis tids observation, før der kan foreta-
ges en nøjere vurdering af, om betingelserne for tvangsindlæggelse har været opfyldt.
Det vil derfor antageligt kun undtagelsesvis forekomme, at overlægen afviser at mod-
32
tage en patient som tvangsindlagt, hvis de formelle betingelser er opfyldt, og de fore-
liggende oplysninger i indlæggelsespapirerne i hvert ud fra en umiddelbar betragtning
kan danne grundlag for tvangsindlæggelsen…”.
Sekretariatet skal henvise til, at denne beskrivelse ikke er fyldestgørende til, at det
med sikkerhed kan udledes, om overlægen, i forbindelse med at patienten ankommer
til afdelingen, skal foretage en selvstændig konkret vurdering.
Overlægen henviser i den forbindelse til ”Tvang i Psykiatrien” af P. Dahl Jensen side
72-73, hvoraf det bl.a. fremgår:
"… Overlægens prøvelsespligt
Bestemmelsen fastslår, at det er overlægen på den modtagende afdeling, der træffer
den endelige administrative afgørelse om, hvorvidt patienten skal modtages som
tvangsindlagt. Overlægen er ikke bundet af det skøn, som den indlæggende læge og i
et vist omfang politiet har udøvet.
Overlægens forhåndsbedømmelse ved modtagelsen af patienten er en vanskelig opga-
ve, men store krav til prøvelsens intensitet kan ifølge sagens natur ikke stilles.
Overlægen skal selvsagt påse, at papirerne er behørigt udfyldt, og at de deri angivne
oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde tvangsindlæggelsen.
Overlægen vil normalt være henvist til at lægge den indlæggende læges oplysninger
uprøvet til grund. En nøjere udredning af patientens tilstand vil normalt kræve nogen
tids observation. Overlægen kan siges at befinde sig i en situation, hvor han/hun er
nødt til at modtage patienten som tvangsindlagt for at kunne konstatere, om betingel-
serne herfor nu også har været til stede."
Ad 4. Lovforarbejderne
Af principbetænkning om tvang i psykiatrien, betænkning nr. 1068, 1986, side 52 i
forbindelse med oversigt over de daværende regler for tvangsindlæggelse fremgår det,
at:
"...ved modtagelsen af patienten, træffer overlægen på den psykiatriske afdeling afgø-
relse om, hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patien-
ten bør modtages til behandling for sin sygdom. Ved sin afgørelse foretager overlægen
en efterprøvelse af såvel de formelle betingelser som de materielle betingelser for
tvangsindlæggelsen..."
Der blev herefter henvist til kapitel 17.
Af principbetænkning om tvang i psykiatrien bind 2, betænkning nr. 1068, 1986 frem-
går det af side 490:
"...overlægen vil normalt befinde sig i en situation, hvor han er nødt til at lade patien-
ten tvangsindlægge på afdelingen for at kunne konstatere, om betingelserne herfor nu
også har været tilstede.
[...]
Overlægen skal ved modtagelsen selvsagt påse, at de formelle betingelser er opfyldt,
men må også have pligt til straks at skønne over, om de materielle betingelser, herun-
der psykose foreligger. Hvis det undtagelsesvis skulle være klart, at dette ikke er til-
fældet, ville det være ansvars pådragende at modtage patienten til tvangsindlæggelse,
33
men det må understreges, at overlægens forhåndsbedømmelse ved modtagelsen er en
vanskelig opgave..."
Ad 5. Konklusion
Efter psykiatrilovens § 9, stk. 2, er det overlægen på den modtagende afdeling, der
afgør, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Efter forarbejderne må det
betragtes som utvivlsomt, at der er ønsket en ”to-læge-prøvelse”. Der er udtrykkeligt i
forarbejderne nævnt, at overlægen ved modtagelsen straks skal skønne over, om be-
tingelserne er opfyldt. Ordlyden heraf kan ikke fortolkes på anden måde end, at prø-
velsen af betingelserne således forudsætter dels en prøvelse af, hvorvidt den indlæg-
gende læges erklæring er fyldestgørende, dels en selvstændig vurdering af patientens
tilstand.
Lars Orthmann
fuldmægtig
34
2. Overvejelser om psykiatrilovens § 10 a
En patientrådgiver oplyste, at hun var undrende og uforstående over for anvendelse af
en frihedsberøvelsesmodel, hvor patienten var tvangsindlagt, men havde udgang til
overnatning fra og med torsdag til og med mandag morgen.
Situationen er ikke direkte beskrevet i psykiatriloven, men sekretariatet vil ud fra Psy-
kiatrilovens pejlemærker lægge følgende forståelse af psykiatriloven til grund:
I Psykiatrilovens § 10 a, er anført:
”Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person forladt en psykiatrisk afdeling,
og er den pågældende ikke vendt frivilligt tilbage, kan overlægen beslutte, at den på-
gældende (patient) skal føres tilbage til afdelingen med politiets bistand. Sådan tilba-
geførsel kan kun ske indtil én uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågæl-
dende (patient) udeblevet efter udgang, er det endvidere en betingelse for tilbagefør-
sel, at der ikke er givet tilladelse til udgang med mere end tre overnatninger.”
Som det ses sondres der mellem situationer, hvor patienten uden aftale har forladt
den psykiatriske afdeling og situationer, hvor patienten ikke efterlever en tilladelse om
udgang.
I førstnævnte situation kan tilbageførsel kun ske indtil én uge efter, at udeblivelsen er
konstateret jf. § 10 a, stk. 1. 2. punktum. Som en konsekvens af denne bestemmelse
udskrives patienten derfor, hvis patienten er udeblevet i mere end én uge.
I den anden situation, hvor patienten altså har fået tilladelse til udgang, kan tilbage-
førsel kun ske, hvis der ikke er givet tilladelse til udgang med mere end tre overnat-
ninger jf. § 10 a, stk. 1, 3. punktum. Når den retlige konsekvens af § 10 a, stk. 1, 2.
punktum er, at patienten udskrives, så må den retlige konsekvens af, at § 10 a, stk.1,
3 punktum ikke er fulgt, efter sekretariatets opfattelse, også være, at tvangsindlæg-
gelsen må anses for ophævet.
En sådan konsekvens skaber en indre logik i § 10 a mellem situationer med og uden
aftalt udgang.
Men der er efter sekretariatets opfattelse en vigtig tilføjelse. Hvor tvangsindlæggelsen
eller tvangstilbageholdelsen først ophæves, når der er gået syv dage efter den uaftalte
udeblivelse, må en aftale om mere end tre overnatninger i sig selv indebære, at
tvangsindlæggelsen/tvangstilbageholdelsen dermed er ophørt. I og med at der aftales
mere end tre overnatninger, må den tvangsmæssige frihedsberøvelse således anses
for ophørt.
Patientrådgiveren oplyste, at selv om den pågældende patient således havde fået fire
overnatninger uden for det psykiatriske hospital, gik både hospitalet og patienten ud
fra, at den tvangsmæssige frihedsberøvelse så at sige vågnede op igen, når patienten
frivilligt vendte tilbage efter de fire overnatninger.
Sekretariatet er ikke enig i en sådan fortolkning af reglerne om tvangsindlæggel-
se/tvangstilbageholdelse.
Patienten kan efter de fire overnatninger ikke tilbageføres, og når patienten kommer
tilbage, må patienten enten indlægges frivilligt, eller også skal reglerne om tvangsind-
læggelse følges. /HLS
35
3. Notat om de nye regler om tvangsfiksering
Den 1. juni 2015 trådte der en ny psykiatrilov i kraft.
Den væsentligste ændring sker på tvangsfikseringsområdet, hvor loven i lovbemærk-
ningerne tager udgangspunkt i, at Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur
(CPT) i 2002, i 2008 og igen i 2014 har kritiseret Danmark for brugen af meget lange
tvangsfikseringer. ”CPT udtalte i rapporten vedrørende besøget i 2008, at CPT ”forbli-
ver alvorligt bekymret ” over brugen af langvarige tvangsfikseringer og henviser i sin
rapport om besøget i 2002, hvori det understreges, at fikseringer i dagevis ikke har
nogen medicinsk berettigelse, og efter CPT´s opfattelse er at ligestille med nedværdi-
gende behandling. Dette gentages i 2014-rapporten. CPT udstikker i rapporten det
princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt, normalt kun nogle
få minutter eller nogle få timer. Derudover anbefaler CPT, at tvangsfiksering alene bør
anvendes i de tilfælde, hvor en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende
fare for at lide skade på legeme eller helbred.”
I lovbemærkningerne er der også en henvisning til Psykiatriudvalget, der i sin rapport
har foreslået, ”at der sættes fælles mål for en markant og varig reduktion af tvang
frem mod 2020, herunder et mål om, at en tvangsfiksering som udgangspunkt ikke
må udstrække sig over 48 timer, med mindre helt specielle hensyn taler herfor, her-
under patientens, personalets eller andres sikkerhed.”
Det tilføjes, at ”det er afgørende for regeringen, at brugen af tvangsfiksering reduce-
res i både antal og tidsmæssig udstrækning. Det vurderes, at der er behov for bl.a. at
skærpe reglerne for tvangsfiksering med henblik på at opnå en sådan reduktion.”
Lovgivningsmæssigt lægges der således op til, at kriterierne for og tilsynet med
tvangsfikseringer skærpes.
En tvangsfikserings iværksættelse og opretholdelse forudsætter fra 1. juni 2015:
IVÆRKSÆTTELSE:
1. at det nu er overlægen, der træffer beslutning om anvendelse af
tvangsfiksering.
2. at det som altovervejende hovedregel af journalen klart fremgår på
hvilken måde, at patienten var farlig; på hvilken måde, at patienten
generede konkrete medpatienter; eller på hvilken måde, at patien-
ten øvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det anses således
ikke som tilstrækkeligt, at det i journalen i overskriftform anføres, at
patienten var ”udadreagerende”, ”vredladen”, ”truende”, ”an-
spændt” eller ”direkte verbalt truende”. Det skal i journalen direkte
anføres på hvilken måde, at patienten var udadreagerende; på hvil-
ken måde, at patienten var vredladen; på hvilken måde, at patien-
36
ten var truende; på hvilken måde, at patienten var anspændt eller
på hvilken måde, at patienten var direkte verbalt truende.
Ud fra disse beskrivelser vil nævnet vurdere, om de anførte oplys-
ninger er tilstrækkelige til at fastslå, at der i den konkrete situation
var en aktuel, konkret og påviselig fare/ulempe/hærværk.
3. at det fremgår af journalen, at mindste middels princippet har været
iagttaget i relation til: a. forsøg på at tale patienten til ro, b. at det
er forsøgt at skærme patienten, og c. at patienten er forsøgt tilbudt
beroligende medicin til frivillig indtagelse, eller at det er beskrevet,
hvorfor a., b. og c. ikke har kunnet lade sig gøre.
Nævnet skal bemærke, at når der gives akut beroligende, og
medicinen har effekt, så skal der foretages en ny vurdering af,
hvorvidt den fare, som patienten udviser, stadigvæk er aktuel.
4. Tilsidesættelse af punkt 2. og 3. medfører, at tvangsfikseringen ikke
kan godkendes.
OPRETHOLDELSE:
Det skal efter få (2-4) timer i journalen godtgøres, hvorfor det anses
for væsentligt at opretholde tvangsfikseringen under henvisning til
patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.
Da reglen i Psykiatrilovens § 14, stk. 3 er en undtagelsesbestem-
melse, vil den blive fortolket indskrænkende og restriktivt.
Ud over overlægens subjektive vurderinger vil det således også væ-
re nødvendigt med objektive beskrivelser af patientens adfærd og
ytringer under tvangsfikseringen.
Udeladelse af den objektive beskrivelse vil blive tillagt negativ be-
tydning, der kan bevirke, at tvangsfikseringen ikke kan godkendes
fra dette tidspunkt.
Patientens tidligere adfærd vil kun i tvivls tilfælde blive tillagt betyd-
ning.
REVURDERINGERNE:
1. Alle revurderinger skal fremover indeholde:
a. Beskrivelser, der dækker opretholdelsen jf. ovenfor
b. Beskrivelser, der dækker mindste middels princippet dvs.
beskrivelser af, hvorfor mindre indgribende indgreb må an-
ses for utjenlige.
Opretholdelse af en bæltefiksering forudsætter, at det udførligt be-
skrives, hvori den konkrete og aktuelle fare består, samt hvorfor der
37
ikke kan anvendes mindre indgribende foranstaltninger såsom f.eks.
personlig skærmning.
2. Første revurdering gennemføres efter få (som udgangspunkt 2-4)
timer. Dog skal patienten aldrig vækkes for, at der kan gennemføres
en revurdering. I givet fald udskydes revurderingen til umiddelbart
efter, at patienten er vågnet. Det er vigtigt, at hospitalet fra og med
første revurdering eksplicit forholder sig til det strengere bæltefikse-
ringskrav i psykiatrilovens § 14, stk. 3, hvorefter opretholdelse af en
tvangsfiksering forudsætter at, hensynet til patientens eller andres
liv, førlighed eller sikkerhed tilsigter dette. Gennemføres vurderin-
gen ikke indenfor den fastsatte tidsfrist kan tvangsfikseringen som
udgangspunkt ikke opretholdes.
3. Anden og følgende revurderinger gennemføres jævnt fordelt over
døgnet.
4. Hvis en revurdering udelades, skabes en formodning for at betingel-
serne for den fortsatte tvangsfiksering ikke længere er til stede.
5. Hvis næstfølgende revurdering udelades, kan Det Psykiatriske Pati-
entklagenævn ikke godkende opretholdelsen af den fortsatte tvangs-
fiksering.
6. Anvendelse af mindste middels princippet ved hvert tilsyn.
Tre gennemførte tilsyn uden iagttagelse af mindste middels princip-
pet skaber en formodning for, at betingelserne i mindste middels
princippet ikke er opfyldt, og tvangsfikseringen kan derfor ikke god-
kendes fra det sidste af de tre tilsyn.
ANVENDELSE AF REMME:
1. Anvendelse af remme forudsætter overlægegodkendelse og særskilt
begrundelse
2. Ifølge § 22, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1338 skal der særskilt tages
stilling til den fortsatte anvendelse af dette tvangsmiddel.
3. Hvis anlæggelse af remme udelukkende er dikteret af patientens
kropsbygning, kan løbende særskilt stillingtagen dog udelades.
4. Tilsidesættelse af disse regler medfører, at remmene ikke kan god-
kendes.
OVERLÆGENS GODKENDELSE:
1. Efter Psykiatrilovens § 4 a kan en anden læge i overlægens fravær
træffe beslutning, men overlægen skal i så fald efterfølgende ”sna-
rest” tage stilling til beslutningen.
38
Efter lovbemærkningerne indebærer udtrykket ”snarest”, at overlæ-
gen skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen igen er
mødt på hospitalet. Der sigtes her til en situation, hvor tvangsfikse-
ringen iværksættes omkring midnat. I den situation kan overlægen
vente med at tage stilling, indtil overlægen senere på dagen møder
på hospitalet.
Hvis overlægens stillingtagen foreligger inden for to dage, vil næv-
net ikke fremkomme med bemærkninger. Ved senere stillingtagen
vil nævnet afæske hospitalet en forklaring på udsættelsen og på den
baggrund træffe afgørelse i sagen.
Det kan oplyses, at Folketingets Ombudsmands har givet udtryk for
at være enig i denne praksis, der bygger på, at overlægens godken-
delse også kan ske telefonisk på baggrund af oplysninger til overlæ-
gen om præmisserne for tvangsfikseringen eller dens opretholdelse.
Det bemærkes dog, at retspraksis har strammet kravene således at
hvis der har været en overlæge til stede på afdelingen er denne for-
pligtet til uden ophold at tage stilling til tvangsfikserings beslutnin-
gen.
2. Tilsidesættelse af denne regel medfører, at tvangsindgrebet har væ-
ret ulovligt i perioden, hvor overlægen ikke har taget stilling.
EKSTERNT TILSYN:
1. Der gennemføres eksterne tilsyn umiddelbart efter 24 timer, 48 ti-
mer, 4 dage, 7 dage og herefter hver 7. dag.
2. Det eksterne tilsyn skal både forholde sig til:
a. Betingelserne for opretholdelse af tvangsfikseringen og
b. Mindste middels princippet, dvs. en vurdering af, om tvangs-
fikseringen burde afløses af andre mindre indgribende
tvangsindgreb, eller om tvangsfikseringen helt burde ophæ-
ves.
3. Ikke efterlevelse af ovennævnte regel vil medføre kritik fra nævnets
side.
Det bemærkes, at det eksterne tilsyn skal foretages af en læge, der
ikke er ansat på det pågældende afsnit, hvor indgrebet har fundet
sted og som ikke har ansvaret for patientens behandling og som ik-
ke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge.
HLS
39
4. Udtalelse til Vestre Landsret anvendelse af retsplejeloven (RPL)
kap. 43 a i en erstatningssag
Efter anmodning fra Vestre Landret har Sekretariatet udarbejdet en udtalelse om en
patients mulighed for at indbringe en erstatningssag for retten efter RPL kap 43 a,
selvom patienten havde fået medhold i Det Psykiatriske Patientklagennævn:
Følgende fremgår af sekretariatets udtalelse:
”følge psykiatrilovens § 37, stk. 1 har patienten via retsplejelovens kapitel 43 a en
særlig hurtig adgang til domstolsprøvelse af spørgsmål, der har karakter af en friheds-
berøvelse, herunder tvangsfikseringer.
Kapitel 43 a er ”præget af, at man (fra lovgivers side) har ønsket at gøre adgangen til
domstolsprøvelse så let og omkostningsfri som mulig. Man har samtidig fraveget en
række civilprocessuelle principper, idet sagerne blot efter den frihedsberøvede begæ-
ring skal forelægges for retten ved administrativ foranstaltning.” Dertil kommer, at
”retten udøver en betydelig officialvirksomhed ved selv at drage omsorg for sagens op-
lysning” jf. Principbetænkning 1068 fra 1986 om ”Tvang i psykiatrien” side 517.
Denne ret til hurtig sagsbehandling via kapitel 43 a tilkommer alene patienten – ikke
modparten – in casu hospitalsmyndigheden.
Fra lægeside er der flere gange argumenteret for afskaffelse af denne asymmetri mel-
lem de to parter, men lovgiver har fastholdt den gældende ordning.
Hvis hospitalsmyndigheden er uenig i Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om
frihedsberøvelse, er hospitalsmyndigheden henvist til at anlægge civilt søgsmål efter
de almindelige regler.
Det Psykiatriske Patientklagenævn finder det vigtigt at fastholde denne lovbestemte
sondring mellem patientens retsstilling og hospitalsmyndighedens ankeadgang.
På den anden side må det erkendes, at det forekommer uforståeligt for patienten, der
får medhold i Det Psykiatriske Patientklagenævn, ikke kan få prøvet et erstatnings-
søgsmål efter kapitel 43 a, mens en patient, der ikke får medhold i Det Psykiatriske
Patientklagenævn – dvs. at hospitalsmyndigheden får medhold – godt kan få prøvet et
erstatningssøgsmål jf. RPL. § 469, stk.6 sammen med spørgsmålet om prøvelsen af
frihedsberøvelsens lovlighed, idet patienten i denne sidste situation efter RPL. § 469,
stk. 1 har klageadgang til domstolene for så vidt angår en påstand om frihedsberøvel-
sens lovlighed.
Problemet kan løses ved, at man forholder sig som byretten i Odense i sag nr. BS 11-
1144/2013, hvor retten uden videre lagde den af Det Psykiatriske Patientklagenævns
trufne afgørelse om tvangsfiksering til grund, da patienten havde fået medhold i Det
Psykiatriske Patientklagenævn.
Østre Landsret har i sin dom afsagt den 8. juli 2014 – 14. afd. nr. B 3862-13 måske
fulgt op på den praksis, som byretten i Odense anlagde. I hvert fald er der i Landsret-
tens domsbegrundelse ikke foretaget en prøvelse af tvangsfikseringens lovlighed. I
40
dommen henvises alene til, ”at Odense Universitetshospital har ved en proceserklæ-
ring accepteret, at denne fiksering er foretaget med urette.” Det kan således ikke
udelukkes, at Landsretten var nået frem til samme resultat, selvom Odense Universi-
tetshospital i sit påstandsdokument havde anfægtet, at tvangsfikseringen var foretaget
med urette.
Usikkerheden om retsresultatet i sidstnævnte tilfælde ville naturligvis have været eli-
mineret, hvis Landsretten havde forholdt sig præcis som byretten i Odense og uden
videre havde lagt Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse til grund, fordi patien-
ten havde fået medhold i Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Apropos indledningen er det vigtigt for Det Psykiatriske Patientklagenævn at pointere,
at hospitalsmyndigheden ikke hverken direkte eller indirekte via patientens indbringel-
se af et erstatningssøgsmål i en ”vundet” sag i Det Psykiatriske Patientklagenævn har
adgang til at få prøvet Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om frihedsberø-
velse efter kapitel 43 a.
Efter Det Psykiatriske Patientklagenævns opfattelse bør patienten således have mulig-
hed for enten selvstændigt eller kumulativt at indtale en erstatningspåstand for retten
efter kapitel 43 a, både når patienten har fået medhold, og når patienten ikke har fået
medhold i en sag i Det Psykiatriske Patientklagenævn angående frihedsberøvelse. Ord-
lyden af RPL. § 469, stk. 6 hindrer ikke denne fortolkning. Tværtimod tilgodeses pati-
enten, således at patienten hurtigt får en afklaring på sin retsstilling både med hensyn
til tvangsindgrebets lovlighed og en eventuel erstatning, hvilket netop har været for-
målet med kapitel 43 a jf. indledningen.
/HLS”
41
5. Sekretariatet har udarbejdet nedenstående notat som kommentar
til en afgørelse fra DPA
”Det Psykiatriske Ankenævn har den 16.09.15 truffet afgørelse i en sag om tvangsbe-
handling. Der henvises til vedlagte kopi af afgørelsen, hvor de relevante dele er gengi-
vet.
Problemet i sagen var, at der var diskrepans mellem:
1. journalen – der var ført korrekt, men ikke ført alle dage
2. overskriften i motivationsskemaet, der var korrekt og
3. indholdet af motivationsskemaet de enkelte dage, der var ufuldstændigt.
Ankenævnet fandt det på denne baggrund ikke for godtgjort, at patienten var blevet
motiveret for hele dosisintervallet i hele motivationsperioden.
Efter sekretariatets opfattelse må denne afgørelse føre til en skærpet praksis med
hensyn til dokumentationskravet for motivationen forud for beslutningen om tvangs-
behandling.
Sagen er et eksempel på, at en fyldestgørende overskrift i et motivationsskema ikke
giver sikkerhed for, at der dagligt motiveres i overensstemmelse med ordinationen i
overskriften.
Hvis Det Psykiatriske Patientklagenævn skal godkende en tvangsbehandling, skal
nævnet anse det for godtgjort, at hospitalet har efterlevet reglen om, at patienten
dagligt er motiveret for et bestemt præparat i en bestemt dosis og for et eventuelt do-
sisinterval.
Det forhold, at ordinationen er anført i overskriften på et motivationsskema kan, som
den fremsendte sag viser, ikke uden videre tages som bevis for, at der dagligt er mo-
tiveret på den i ordinationen anførte måde.
Den sikre måde at godtgøre den daglige motivation sker ved, at det i motivationsske-
maet eller i journalen udtrykkeligt for hver dag anføres, hvad der er motiveret for med
hensyn til præparat, dosis, dosisinterval samt oplysninger om virkninger.
Sekretariatet lægger derfor op til, at Det Psykiatriske Patientklagenævn for at sikre pa-
tientens retssikkerhed som dokumentation for regelret motivering kræver, at det dag-
ligt i journalen eller på motivationsskemaet er anført, hvad der helt præcist er motive-
ret for med hensyn til præparat, dosis, dosisinterval, samt at der er oplyst om virknin-
ger og eventuelle bivirkninger af det primære præparat.
Det bør bemærkes, at dokumentationen ikke angår det lægelige skøn i sagen. Her er
alene tale om en juridisk og almindelig vurdering af, hvad der kan anses for dokumen-
teret. /HLS”
42
43
44
45
Afsnit III: Principielle afgørelser
A. Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
1. Tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse
Tvangsindlæggelse
En overlæge havde i forbindelse med en konkret sag gjort sig til talsmand for, at pati-
enter måtte anses for indlagt fra det tidspunkt, hvor overlægen på baggrund af papi-
rerne fra den indlæggende læge (gule eller røde papirer) godkendte modtagelsen af
patienten på hospitalet/det psykiatriske center.
I den sag der gav anledning til overlægens henvendelse godkendte Patientklagenæv-
net ikke overlægens beslutning om at tvangsindlægge patienten i perioden fra den 3.
september 2015 og frem til den 4. september 2015.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journaloplysningerne af 3. september 2015,
at patienten blev undersøgt den 31. august 2015, og derefter udfærdigede den ind-
læggende læge den 1. september 2015 en lægeerklæring om tvangsindlæggelse af
helbredsmæssige grunde. Det fremgik bl.a. heraf, at patienten siden foråret havde
været tiltagende psykisk ustabil, og patienten havde ifølge sin familie udtalt sig om
forfølgelse, overvågning og vrangforestillinger i form af, at patienten skulle være en
”æg-lægger” bestemt til at føde børn og derpå slås ihjel. Ved samtale med den ind-
læggende læge havde patienten fremstået benægtende, uden sygdomserkendelse, og
patienten ønskede ikke indlæggelse.
Patienten blev herefter den 3. september 2015 indbragt af politiet til psykiatrisk hospi-
tal, efter at overlægen på baggrund af de gule papirer havde godkendt modtagelsen af
patienten. På indlæggelsestidspunktet var patienten vågen, klar og orienteret. Patien-
tens grundstemning blev beskrevet som neutral og rolig, og psykomotorisk fremstod
patienten naturlig.
Det blev desuden oplyst, at patienten selv kunne give en klar og sammenhængende
fremstilling, men at patienten samtidig veg lidt udenom, når patienten blev konfronte-
ret med begrundelsen for, at patientens omgivelser var af den opfattelse, at patienten
skulle tvangsindlægges. Patienten svarede kun, at det vidste patienten ikke. Indimel-
lem var der et vist talepres. Patienten blev opfattet som garderet, og dermed var den
emotionelle kontakt også lettere læderet. Der var god blikkontakt, og den formelle
kontakt var også god. Umiddelbart var der ingen mistanke om hallucinationer eller
vrangforestillinger, og ud fra samtalen med den modtagende læge frembød patienten
umiddelbart intet åbenlyst psykotisk.
Patienten havde selv en opfattelse af, at svigerfamilien havde haft stor påvirkning på
kommunen ved at sende underretninger. Adspurgt til udsagnet om, at patienten blot
var en ”æg-lægger”, der skulle føde børn, oplyste patienten, at det havde patienten
sagt, da patienten nogle gange havde følt, at patienten blot blev set som en, der skulle
føde børn til bedsteforældrene.
46
Patienten oplyste desuden, at ægtefællen gentagne gange havde fortalt usande histo-
rier om patienten, og patienten oplyste, at patienten på grund af ægtefællens adfærd
talrige gange havde søgt hjælp hos kommunen og diverse instanser for at modtage
øget hjælp til varetagelse af sine børns omsorg på baggrund af ægtefællens proble-
mer. Ægtefællen havde påstået, at problemet lå hos patienten. Dette havde ægtefæl-
len både fortalt sin egen familie, men også i nogen grad patientens familie.
Da den modtagende reservelæge fandt, at patienten var meget svær at vurdere i for-
hold til tvangsindlæggelse, blev bagvagten kontaktet med henblik på at vurdere pati-
enten.
Det blev herefter af bagvagten konkluderet, at patienten blev oplevet som garderet,
dissimulerende, og da det ikke var muligt at få tilstrækkeligt indblik i patientens tanke-
indhold, idet patientens forklaringer var inkonsistente, blev dette betragtet som tegn
på betydelig bekymring fra personer i patientens omgivelser, og patienten bekræftede
selv visse af disse bekymringer. Det blev beskrevet, at det ikke kunne afvises, at pati-
enten reelt var psykotisk. Det blev vurderet, at patienten havde underlæggende psy-
kotiske symptomer, der dog ikke klart kunne påvises, da patienten var garderet og
dissimulerende omkring dette. Det blev på den baggrund af bagvagten vurderet, at
patienten var sindssyg i lovens forstand, og at det ville være uforsvarligt ikke at fri-
hedsberøve hende med henblik på nærmere vurdering og behandling, hvorpå patien-
ten blev tvangsindlagt.
Nævnet godkendte som anført ikke tvangsindlæggelsen.
Nævnet bemærkede derudover, at overlægen på nævnsmødet den 28. september
2015 oplyste, at overlægen den 4. september 2015 havde talt nærmere med patien-
ten. Patienten havde fået lejlighed til at forklare sig nærmere. Det fremgik, at patien-
ten havde været meget påvirket af familiære begivenheder. Det fremgik også, at det
som eventuelt kunne betragtes som tegn på en psykose, som når patienten f.eks. gav
udtryk for, at patienten blot var en ”æg-lægger”, var taget ud af en sammenhæng.
Gengivet i den kontekst, som patienten selv havde forstået sine udtalelser, gav det ik-
ke anledning til, at der var tale om nogen form for psykose, og overlægen havde der-
for også ophævet frihedsberøvelsen den 4. september 2015.
Det skal oplyses, at sagen gav anledning til en korrespondance mellem en overlæge og
nævnssekretariatet, hvilket er gengivet i afsnit II, pkt. 1.
Tvangsindlæggelse af 15-årig foretaget med urette på grund af nye regler pr.
1. juni 2015:
I en konkret sag blev en 15-årig patient tvangsindlagt den 1. juni 2015 i henhold til
forældremyndighedsindehaverens samtykke efter forældreansvarsloven og på farekri-
teriet.
I henhold til den nye psykiatrilov, der trådte i kraft den 1. juni 2015, skal der ikke for-
søges indhentet samtykke fra forældremyndighedsindehaveren i forhold til 15-17 årige
patienter.
47
Ifølge lovbemærkningerne medfører de nye regler, at der foreligger tvang i alle tilfæl-
de, hvor en 15-17 årig ikke vil give informeret samtykke til behandling mv., eller hvor
den pågældende modsætter sig behandling mv.
Nævnet fandt derfor, at tvangsindlæggelsen den 1. juni 2015 blev foretaget med uret-
te, idet patienten burde have været indlagt efter de almindelige regler om tvangsind-
læggelse.
2. Tvangsfiksering
Iværksættelse af tvangsfiksering:
Det skal fremgå af journalen, på hvilken måde patienten er farlig:
- Den første sag, der blev afgjort efter de nye regler, var vedrørende en
patient, der blev voldsom, efter at patienten fik oplysning om, at patien-
ten ikke ville blive udskrevet. Patienten fór derefter frem mod lægen
med knyttet næve og forfulgte lægen samtidig med, at patienten højt-
råbende truede bl.a. med at råbe, at "nogen skal dø her på et tids-
punkt". Lægen søgte tilflugt bag ledsagende personale samtidig med, at
patienten fortsatte sin fremfærd. Nævnet lagde videre vægt på, at pati-
enten sparkede så voldsomt til en skraldespand, at den gik i stykker, at
patienten truede med at slå de omkringstående, at patienten havde
knyttet næven få centimeter fra personalets ansigter, samt indikerede at
patienten ville nikke skaller. Nævnet lagde videre vægt på, at patienten
i forbindelse med fikseringen gjorde udfald mod de tilkaldte portører,
samt at det ikke var muligt at nå patienten verbalt. I denne sag fandt
nævnet, at betingelserne for at tvangsfiksere var opfyldt.
- At ”slå ud efter” er som udgangspunkt tilstrækkelig begrundelse for at
tvangsfiksere. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ifølge
journalen blev trykket alarm, da patienten gentagne gange havde slået
ud efter personalet, og at patienten var verbalt truende.
- I en lignende sag lagde Nævnet vægt på, at patienten var opkørt og
urolig, at det ikke var mulig at korrigere patienten, og at patienten slog
ud efter personalet. Nævnet har videre lagt vægt på, at patienten efter
indgivelse af beroligende medicin og efterfølgende skærmning på stuen
kastede med tingene, ødelagde et krus, var højtråbende og devalueren-
de. Nævnet har endelig lagt vægt på, at patienten flere gange slog ud
efter plejepersonalet, spyttede mod lægen og spyttede på flere af
plejerne og var fysisk aggressivt overfor både personale og medpatien-
ter.
- I en sag med flere på hinanden følgende fikseringer blev det beskrevet,
at patienten var uforudsigelig og slog sin faste vagt i ansigtet. Disse for-
hold, sammenholdt med at patienten havde en dom for voldsudøvelse,
førte til, at tvangsfiksering kunne godkendes.
48
- Nævnet vægt på, at patienten om eftermiddagen var returneret med en
promille på 0,8. Patienten havde umotiveret kastet tre kaffekander mod
væggen. Patienten havde skubbet til plejepersonalet og havde angrebet
plejepersonalet med en stol. Patienten havde sparket og slået ud efter
personalet og havde spyttet på personalet. Nævnet fandt, at betingel-
serne for at tvangsfiksere var til stede.
- I en afgørelse om en dobbeltindlagt patient fremgår det, at patienten ef-
ter at være overflyttet fra somatisk afdeling til Psykiatrisk Akut Modta-
gelse blev voldsomt opkørt, og det blev beskrevet, at patienten var i
voldsom affekt og ville forlade Akut Modtagelsen, hvilket kom til udtryk
ved, at patienten slog om sig. Det fremgik af journaloplysningerne, at
det fra personalets side havde været nødvendigt at anvende nødværge
og fastholde patienten, da patienten fortsat var voldsomt opkørt og slog
og sparkede ud efter personalet, hvorfor det viste sig nødvendigt at
tvangsfiksere patienten med bælte. Nævnet lagde vægt på, at patienten
slog og sparkede ud efter personalet og fremstod selvmordstruet.
- ”Overfald”. Nævnet har i en sag lagt vægt på, at patienten overfaldt et
personalemedlem. Patienten rev i den pågældendes hår og trak perso-
nalemedlemmet hen af gulvet, mens patienten sparkede og slog perso-
nalemedlemmet. Nævnet anså på den baggrund betingelserne for
tvangsfiksering for opfyldt.
- ”Trusler” I en anden sag blev det beskrevet, at patienten var på sin
stue og slog med en stol hårdt mod døren. Der blev kaldt alarm, og
samtidig forsøgte personalet gennem døren at tale patienten til ro uden
held. Patienten fortsatte med at slå mod døren, så personalet ikke kun-
ne komme ind til patienten. Personalet vurderede, at de ikke kunne for-
udse, hvad patienten kunne finde på, og politiet blev tilkaldt. Det skal
bemærkes, at patienten var kendt med en impuls- og affektstyret ad-
færd, som gentagne gange havde resulteret i dels en udadreagerende
og farlig adfærd og dels en selvskadende adfærd.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at politiet efter 20 minutter fik patien-
ten til at slippe stolen, men at patienten på ingen måder ønskede at
samarbejde, idet patienten var vred, devaluerende, og sagde, at perso-
nalet var syge i hovedet og blev beskrevet som fortsat truende. Patien-
ten nægtede kontakt med personalet, ligesom patienten truede med at
ville ”smadre” en betjent og slog en stol hårdt mod døren. Nævnet
fandt, at der var en nærliggende fare for andres helbred og godkendte
derpå tvangsfikseringen.
- ”Truende adfærd”. I denne sag var det beskrevet, at patienten var ud-
adreagerende og opkørt og væltede et bord i spisestuen og smadrede
potteplanter. Da personalet forsøgte at tale patienten ned og tilbød me-
dicin, løftede patienten truende en stol mod personalet. Personalet kald-
te alarm, og patienten stillede sig foran sin stue og var truende med to
stole mod personalet. Personalet fandt, at patienten var så farlig, at der
var nødvendigt at fiksere, og på grund af patientens farlighed blev poli-
tiet tilkaldt. Videre lagde Nævnet vægt på, at patienten overfor politiet
49
satte sig til modværge og var så truende, at yderligere tre betjente blev
tilkaldt. De fem betjente med skjolde fik lagt patienten i bælte, der blev
godkendt af Nævnet.
- I en anden sag lagde Nævnet vægt på, at det på en retspsykiatrisk af-
deling var umuligt at tale patienten tilbage til sit værelse. Patienten
meddelte, at han ikke længere agtede at rette sig efter retspsykiatriens
nazimetoder. Patienten blev siddende og kom med yderst forhånende
udtalelser over for personalet og deciderede trusler, idet patienten true-
de med at angribe, hvis personalet så meget som nærmede sig. Patien-
ten blev med stort besvær overtalt til at gå ned på sin stue, men perso-
nalet lod undervejs patienten gå på badeværelset, da der var overhæn-
gende risiko for, at forsøg på at tage fat i patienten ville medføre bety-
delig personskade. Da patienten på ingen måde virkede afspændt, da
patienten kom med målrettede alvorlige trusler, og da frustrationen
måtte formodes at være uændret det næste stykke tid, godkendte
Nævnet bæltefikseringen.
- ”Periodevis farlig/rolig” Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af
journalnotatet, at patienten stille og rolig kom ind på afsnittet, men at
patienten imidlertid hurtigt blev voldsom og udadreagerede, klædte sig
nøgen og med erektion gik tæt på og greb fat i kvindeligt personale.
Patienten blev skærmet på stuen, hvor patienten råbte og skreg og ka-
stede rundt med inventaret, hvorefter patienten lagde sig roligt i sin
seng. Det fremgår videre, at det samme gentog sig kort derefter. Pati-
enten fik tilbudt beroligende medicin, som patienten tog imod. Et kvar-
ter senere var patienten oppe igen og gentog den voldsomme adfærd
over for personalet. Patienten blev derefter bæltefikseret. Nævnet fandt,
at disse gentagne beskrivelser i journalen i tilstrækkelig grad præcisere-
de, på hvilken måde patienten var farlig, og Nævnet anså således be-
skrivelsen for at være tilstrækkelig til at fastslå, at der i den konkrete si-
tuation var en aktuel, konkret og påviselig fare.
Mindste middels princippet:
Eksempler på, at mindste middels princippet var opfyldt:
- Nævnet har i en sag afgjort efter de nye regler fundet, at personalet
forgæves havde forsøgt at skærme patienten på stuen i forbindelse med
meddelelsen om, at patienten ikke ville blive udskrevet og senere for-
søgt at tale patienten til ro, inden patienten blev fikseret. Nævnet lagde
videre vægt på, at patienten i forbindelse med fikseringen fik sin vanlige
medicin i form af tablet Olanzapin 20 mg.
- ”God begrundelse” Nævnet lagde vægt på, at både personalet og poli-
tiet havde forsøgt at tale patienten til ro, at patienten gentagne gange
blev tilbudt at få sin beroligende medicin, men afslog, samt at patienten
havde barrikaderet sig bag døren til sin stue, hvor patienten udøvede
hærværk, hvorfor skærmning i den aktuelle situation ikke var en mulig-
hed.
- ”Ingen effekt af beroligende medicin og skærmning”
50
I sagen blev det beskrevet, at der hverken var effekt af beroligende
medicin eller af gentagne forsøg på at skærme patienten på stuen.
Nævnet fandt, at det i den beskrevne situation ville være nyttesløst at
forsøge at tale patienten til ro, da Nævnet lagde vægt på, at patienten
blev beskrevet som fysisk aggressiv og vred.
Eksempel på, at mindste middels princippet ikke var opfyldt:
- ”Effekt af beroligende medicin burde medføre, at der blev foreta-
get en ny vurdering” I en sag anså Nævnet det imidlertid ikke for
godtgjort, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at patienten havde overfaldet et
personalemedlem. Patienten havde revet i den pågældendes hår og
trukket personalemedlemmet hen af gulvet, mens patienten sparkede
og slog personalemedlemmet. Nævnet lagde imidlertid vægt på, at pati-
enten ifølge journaloplysningerne var faldet til ro efter at have fået be-
roligende medicin. Når patienten, efter indgivelsen af den beroligende
medicin, var faldet til ro, forelå der en ny situation, hvor en tvangsfikse-
ring måtte forudsætte, at betingelserne både for tvangsfiksering og
mindste middels princippet var opfyldt. En henvisning til, at patienten
opfyldte betingelserne, før patienten fik den beroligende medicin, anses
ikke for tilstrækkeligt, idet der nu, efter at patienten var faldet til ro, fo-
relå en ny selvstændig situation.
Opretholdelse af en tvangsfiksering:
- Den fortsatte opretholdelse af en tvangsfiksering kunne alene
godkendes i 4 timer, da første tilsyn ikke blev foretaget inden for
en rimelig tid”. Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte og an-
læggelse af fodrem havde varet i længere tid end nødvendigt. Nævnet
lagde således vægt på, at det hverken af journalen eller tvangsprotokol-
len fremgik, at patienten havde været tilset inden udløbet af den kortere
tid, som psykiatrilovens § 14, stk. 1 angiver som hovedregel for den pe-
riode, hvori der må anvendes tvangsfiksering. Nævnet lagde vægt på, at
det første tilsyn efter iværksættelsen først fandt sted efter 8 timer, at
dette tilsyn ifølge journalen ikke beskrev den aktuelle farlighed og/eller
den grove forulempelse af medpatienter, som kunne begrunde oprethol-
delse af tvangsfikseringen, idet der alene i journalen var anført: "Patien-
ten er stadig aggressiv og urolig. Aktuelt højtråbende og vredladen. Der
er således fortsat indikation for bælte og remme ... "
Nævnet lagde desuden vægt på, at den næstfølgende revurdering blev
foretaget 11,5 timer efter den foregående, samt at denne (anden) re-
vurdering heller ikke beskrev den aktuelle farlighed og/eller den grove
forulempelse af medpatienter, som kunne begrunde opretholdelse af
tvangsfikseringen, idet der alene i journalen var anført: " ... patienten
råber og fremtræder svært psykotisk. Patienten er vred over, at patien-
ten ikke får taget blodprøver én gang i timen. Patienten mener, at de
mange blodprøver vil kunne skabe en vaccine, der kan redde menne-
skeheden. Patienten havde endvidere ladt vandet ud over sengen og
51
gulvet. Patienten kunne slet ikke samarbejde om at blive løsnet til at få
et bad og rent sengetøj. Patienten blev truende, så snart personalet
nærmede sig. Der var fortsat indikation for bæltefiksering." Nævnet lag-
de endvidere vægt på, at tredje revurdering først blev foretaget 26,5
timer efter, at tvangsfikseringen blev iværksat. At denne tredje revurde-
ring heller ikke beskrev den aktuelle farlighed og/eller den grove for-
ulempelse af medpatienter, som kunne begrunde opretholdelse af
tvangsfikseringen, idet der alene i journalen var anført: " ... Har været
højtråbende, udskældende og har smidt med maden her til aften ... da
personalemedlemmet ser patienten, kører denne hurtigt op og bliver
truende, udskældende og er fortsat psykotisk ... Der er fortsat indikation
for at opretholde bælte og remme”. Nævnet kunne derfor af flere grunde
ikke godkende, at patienten var tvangsfikseret med bælte og med fod-
rem ud over nogle få timers varighed.
Revurderingerne:
Revurderingerne skal også indeholde beskrivelser, der oplyser, hvorfor mindste mid-
dels princippet, i form af mindre indgribende foranstaltningen, som f.eks. skærmning
ikke kunne anvendes
- Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte (den 24. juli 2015) kl.
10.30 havde været nødvendig. Nævnet lagde vægt på, at patienten ved
første tilsyn kl. 15.45 var sovende. Det første tilsyn blev således først
gennemført kl. 20, hvor patienten tog afstand fra sit angreb på persona-
let, idet patienten direkte adspurgt " om det berettigede til at angribe
personalet” svarede ”nej." Patienten forklarede, at "man sommetider må
gøre den slags for at råbe om hjælp". Lægen, der gennemføre tilsynet,
hæftede sig ved, at patienten "således ikke demonstrerede meget for-
ståelse for sin handling og samlet set, i betragtning af angrebets alvor
og uforudseelighed," blev det vurderet alt for farligt at løsne bæltet.
Nævnet fandt, at patientens klare afstandtagen fra sine tidligere hand-
linger, der førte til bæltefiksering, burde have været tillagt afgørende
betydning. Mindste middels princippet, i form af en vurdering om mindre
indgribende tvangsindgreb kunne anvendes, var ikke iagttaget, selvom
efterlevelse af princippet var en betingelse for den fortsatte tvangsfikse-
ring.
- I en sag vurderede Nævnet, at fikseringen med bælte havde varet i
længere tid end nødvendigt. Nævnet har lagt vægt på, at der ved tre på
hinanden følgende tilsyn: den 20.10 kl. 22.55, den 21.10 kl. 10.30 og
den 21.10 kl. 22.30 ikke i journalen var gjort optegnelser om efterlevel-
se af mindste middels princippet i psykiatrilovens § 4. Da bæltefikserin-
gen den 29.10 kl. 11.00 ved overlægens foranstaltning blev bragt til op-
hør, fremgik det, at der fortsat kunne være ”overhængende risiko for
udadreagerende adfærd og eventuel personfarlig adfærd.” Alligevel blev
patienten taget ud af bæltet, og løsningen var, ”at patienten det følgen-
de døgn skulle opholde sig på sit værelse. Patienten kunne tilkalde per-
52
sonalet efter behov, og personalet ville da vurdere, om der var mulighed
for at efterkomme patientens ønsker om eksempelvis rygning.” Nævnet
bemærkede, at denne løsningsmodel med fordel kunne have været ind-
draget som led i efterlevelsen af mindste middels princippet ved vurde-
ring i forbindelse med hvert tilsyn. Når det ikke var sket ved tre på hin-
anden følgende tilsyn, skabtes der en formodning for, at betingelsen for
fortsat fiksering ikke længere var opfyldt, og Nævnet kunne derfor ikke
godkende den fortsatte tvangsfiksering. Dertil kom, at den læge, der
stod for anlæggelsen af bælte og remme, allerede i journalen havde an-
ført, at ”det er ikke forsvarligt at have en så farlig patient gående på af-
delingen.” Denne bemærkning burde have været inddraget i overvejel-
serne omkring mindste middels princippet, således at det ved hvert af
de lægelige tilsyn burde have været overvejet, om det pågældende Psy-
kiatriske Center var det bedst egnede sted til patienten. Overlægen var i
sine journaloptegnelser den 22.10 15 kl. 14.00 inde på, at der havde
været taget kontakt til retspsykiatrisk afdeling med henblik på overflyt-
ning. Denne form for overvejelser burde i lyset af ovennævnte bemærk-
ning fra reservelægen være sket på et tidligere tidspunkt. Et yderligere
kritikpunkt var, at det første tilsyn ikke konkret forholdt sig til de stren-
gere betingelser i psykiatrilovens § 14, stk. 3 for opretholdelse af
tvangsfikseringen. En henvisning til ”den voldsomme episode” der førte
til tvangsfikseringen, kunne ikke i sig selv udgøre belæg for den fortsat-
te tvangsfiksering. Der skulle påvises konkrete, aktuelle og påviselige
forhold, der pegede på, at hensynet til patientens eller andres liv førlig-
hed eller sikkerhed tilsagde dette.
- Ved det første tilsyn, der blev foretaget kl. 20.40, fremgik det af journa-
len, at "der var kommet en smule ro på. Patienten var ikke længere så
råbende og vred, dog var han fortsat sarkastisk og talte ned til persona-
let. Patienten mente selv, at bæltet havde hjulpet lidt, men talte uaf-
brudt og kunne ikke korrigeres". Det fremgik videre, at det blev vurde-
ret, at tilstanden kunne forværres, hvis bæltet blev løsnet, inden der var
helt ro på, eller inden patienten var i stand til at indgå aftaler. På den
baggrund blev bæltefiksering og fodremme opretholdt. Nævnet fandt på
denne baggrund, at fikseringen havde været opretholdt med urette fra
kl. 20.40. Det anførte i journalen om, at patienten fortsat var sarkastisk
og ikke kunne indgå aftaler, var ikke et kriterium, der i sig selv kunne
begrunde en opretholdelse af fikseringen. Nævnet bemærkede, at der i
psykiatrilovens § 14, stk. 3 er et skærpet kriterium om, at der skal være
tale om, at hensynet til egen eller andres liv, førlighed eller sikkerhed
tilsiger dette, hvilket ikke var godtgjort med en henvisning til, at "pati-
enten ikke er faldet til ro". Den usikkerhed, der ligger i ”at situatio-
nen kunne forværres, hvis patienten blev løsnet” anses heller ikke
som tilstrækkelig til, at det kan anses som et konkret, aktuel og påvise-
lig hensyn til patientens eller andres liv, førlighed og sikkerhed.
- ”Patienten skal ikke angre”. Ved tilsynet den samme dag, som bæl-
tefikseringen fandt sted, var det i journalen anført, at patienten følte sig
53
noget jaloux, idet patienten følte sig ensom og ikke kunne noget. Pati-
enten vidste godt, at det var en helt forkert adfærd, patienten havde
udvist før tvangsfikseringen. Den tilsynsførende læge tilføjede, at "pati-
enten har lidt svært ved at vise anger i denne forbindelse”. Lægen an-
førte videre, at "patienten kan på nuværende ikke på relevant vis reflek-
tere over, hvorfor patienten er i bælte, og alvoren af de episoder patien-
ten har været involveret i", hvilket blev anset som indikation for fortsat
tvangsfiksering. Nævnet måtte tage afstand fra, at en tvangsfikseret pa-
tient skal "angre noget", som forudsætning for at komme ud af bæltet.
Nævnet fandt, at der burde være lagt afgørende vægt på, at patienten
tog afstand fra sin tidligere adfærd.
- Patienten var fikseret med mavebælte, to fodremme og to håndremme,
der var anlagt somatisk forsvarligt. Patienten blev tilset kl. 22.30. Per-
sonalet oplyste, at lidt efter kl. 22.00 begyndte patienten at kaste med
afføring, og man kunne se, at der lå en del afføring omkring sengen. Pa-
tienten var fortsat verbalt aggressiv overfor personalet og kaldte dem
navne, så snart patienten ikke fik sine ønsker opfyldt med det samme.
Patienten var meget mistroisk og kommanderende overfor personalet.
Patienten angav, at personalet ville slå ham ihjel, og det ville politiet og-
så. I henhold til ovenstående blev patienten således fortsat vurderet til
at være meget opkørt og vred. Patienten var svært psykotisk, og patien-
tens tilstand blev derfor anset for at udgøre en overhængende risiko for
farlighed, hvorfor fikseringen opretholdes. Nævnet fandt ikke, at mind-
ste middels princip var opfyldt ved dette tilsyn, idet det ikke i tvangsno-
tatet var oplyst, hvorfor mindre indgribende foranstaltninger såsom
f.eks. personlig skærmning ikke var tilstrækkelige.
Anvendelse af remme:
- Nævnet vurderede, at anlæggelsen af remme var nødvendig, fordi pati-
enten efter anlæggelse af bæltet fortsat slog ud efter personalet med
knytnæve, som ramte et personalemedlem og noterede sig, at overlæ-
gen snarest efter beslutning om anlæggelse af bælte og af remme havde
taget stilling til beslutningen. Nævnet kritiserede, at godkendelsen ikke
var journalført.
- Nævnet vurderede, at anlæggelsen af remme var nødvendig, fordi pati-
enten under iværksættelsen af fikseringen fortsat var voldsom udadrea-
gerende, truede med at slå alle fra personalet, samt truede med at pati-
enten næste gang ville slå med stolen, ligesom patienten var så vold-
som, at politiet måtte lægge patienten på gulvet.
- ”Det mindre i det mere” Nævnet vurderede, at anvendelsen af remme
ifølge journaloplysningerne af 29. oktober 2015 var foretaget efter pati-
entens eget ønske, da patienten ønskede bæltet spændt så løst som
muligt, og der var derfor anlagt en enkelt fodrem. Anvendelsen af fod-
rem blev derpå godkendt af Nævnet.
- ”Sen overlægegodkendelse” Nævnet vurderede, at anlæggelse af
remme var nødvendig, fordi patienten i sin uro og på grund af sin ana-
54
tomi havde mulighed for at sno sig ud af bæltet. Da overlægen, trods
sin tilstedeværelse på centret, først godkendte anlæggelse af remme tre
dage efter anlæggelse, havde fodremmen imidlertid været ulovlig, idet
overlægens ikke havde efterlevet psykiatrilovens § 4 a, hvorefter over-
lægen ”snarest” skal tage stilling til anlæggelsen af remme.
- Nævnet vurderede, at anlæggelsen af remme var nødvendig, fordi pati-
entens kropsfacon var sådan, at patienten kunne kravle ud af bæltet.
Retsafgørelse efter de nye regler om tvangsfiksering:
I en dom afsagt den 2. december 2015 af Retten i Esbjerg, stadfæstede retten Pati-
entklagenævnets afgørelse af 17. juni 2015 om at godkende, at patienten havde været
tvangsfikseret med bælte fra den 17. november 2014 kl. 20.57 og frem til den 20. no-
vember 2014 kl. 13.24, og at der foruden bælte havde været anvendt hånd- og fod-
remme fra den 17. november 2014 kl. 13.24 til den 20. november 2014 kl. 8.30. Ret-
ten stadfæstede endvidere Patientklagenævnets afgørelse om, at bæltefikseringen
burde have været ophørt ved lægetilsynet den 20. november 2014 kl. 13.24.
Nævnet fandt, at bæltefikseringen havde varet længere tid end nødvendigt, og at den
senest burde have været ophørt ved middagstid den 20. november 2014.
Nævnet lagde vægt på beskrivelserne i patientjournalen. Af journalnotatet [fra den 20.
november 2014] kl. 8.30 fremgik det, at patientens farlighed blev vurderet aftagende,
og patienten havde blandt andet været i bad og på toilettet. Patienten var på det tids-
punkt fortsat højtråbende, men mere samarbejdsvillig. Den samme dato kl. 10.13 blev
det endvidere anført, at patienten stille og roligt samarbejdede omkring at få anlagt
bælte igen efter undersøgelse, ligesom patienten samarbejdede omkring den medicin-
ske behandling. Patienten var fortsat højtråbende og hurtigkørende. Ved 2. bæltetilsyn
den 20. november 2014 kl. 13.24 lå patienten og sov, men havde som ovenfor anført
samarbejdet om at komme i bad. Patienten vurderedes på det tidspunkt fortsat som
potentiel farlig, højtråbende og verbalt truende.
Det forhold, at det ved de løbende bæltetilsyn den 19. og 20. november 2014 var ble-
vet vurderet, at patienten fortsat var svært psykotisk, impulsdrevet, uberegnelig og
potentielt farlig, kunne efter Det Psykiatriske Patientklagenævns opfattelse ikke føre til
nogen anden vurdering.
På den ene side forelå der en række objektivt konstaterbare forhold om, at patientens
adfærd, herunder at patienten med skærmning og fast vagt blev mere rolig, samar-
bejdsvillig, ligesom farligheden var aftagende. På den anden side er der anført en ræk-
ke enslydende vurderinger af patienten som svært psykotisk, impulsdrevet og ubereg-
nelig.
For at opfylde betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1 om at patienten ud-
sætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-
55
bred kræves, at det er dokumenteret, at faren er aktuel, konkret og påviselig. En vur-
dering der går på, at patienten var svært psykotisk, impulsdrevet og uberegnelig op-
fylder ikke betingelserne om at være aktuel og konkret. Dertil kommer, at der samti-
dig var objektive forhold, der talte imod. Ud fra en samlet vurdering af sagen fandt
Det Psykiatriske Patientklagenævn herefter, at tvangsfikseringen burde have været
ophævet senest den 20. november ved middagstid.
Retten begrundede sin afgørelse med, at efter beskrivelserne af patientens adfærd ef-
ter tvangsindlæggelsen og den manglende effekt af beroligende medicin havde det
været nødvendigt at tvangsfiksere patienten med bælte og to fodremme [den 17. no-
vember 2014 kl. 20.57 og yderligere to håndremme kl. 22.02] for at afværge, at pati-
enten udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred. Efter beskrivelserne i journalen for den mellemliggende tid bestod en sådan
nærliggende og væsentlig fare for andre fortsat den 20. november 2014 kl. 8.30, hvor
overlægen ophævede brugen af hånd- og fodremme, men vurderede, at bæltefikserin-
gen skulle fortsætte, idet patienten fortsat var agiteret, aggressiv og latent truende og
derfor potentielt farlig. Der måtte ved denne vurdering tillige tages hensyn til farlighe-
den af patientens adfærd forud for tvangsfikseringen.
Retten lagde videre vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten fra om formid-
dagen til kort efter middag [den 20. november 2014] var ude af bæltet i henholdsvis
20-30 minutter, 15 minutter og 20 minutter, hvor patienten magtede at samarbejde
kortvarigt om først at vaske sig, senere tillige rygning og kaffedrikning samt bad og
barbering. Patienten blev efter dette forløb tilset af en læge den 20. november 2014
kl. 13.24. Bæltefikseringen fortsatte med kortvarige udslusningsperioder indtil den 21.
november 2014 kl. 11.05, hvor den blev ophævet. Der er i journalen fra den 20. no-
vember 2014 kl. 13.24 ikke beskrevet konkrete forhold, der kunne medførel, at det i
denne periode fortsat måtte antages at være nødvendigt at bæltefiksere patienten for
at afværge, at patienten udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred. Retten var derfor enig med Det Psykiatriske Patientkla-
genævn i, at bæltefikseringen burde være ophævet på tidspunktet for lægetilsynet den
20. november 2014 kl. 13.24.
3. Tvungen opfølgning efter udskrivning
Ingen afgørelse til omtale i årsberetningen.
4.a. Tvangsbehandling – dosis
Fravigelse af sædvanlig dosering på op til 20 mg for tablet Zyprexa ved be-
slutning om behandling med tablet Zyprexa i dosisintervallet 10-40 mg dag-
ligt forudsætter en konkret begrundelse. En begrundelse med et mere gene-
relt præg er ikke tilstrækkelig.
Overlægen traf den 20. august 2015 beslutning om, at en 65-årig patient skulle
tvangsbehandles ”med tablet Zyprexa 10 mg dagligt stigende til maksimalt 40 mg
56
dagligt, forventet vedligeholdelsesdosis 5-20 mg dagligt, afhængig af effekt og bivirk-
ninger, subsidiært injektion Serenase 5 mg dagligt stigende til maksimalt 10 mg dag-
ligt, afhængig af effekt og bivirkninger.”
Ifølge www.pro.medicin.dk er initialdosis ved behandling med tablet
Zyprexa/Olanzapin 5-10 mg dagligt. Ved behandling af ældre (over 65 år) bør initial-
dosis være 5 mg dagligt. Sædvanlig vedligeholdelsesdosis er 5-20 mg dagligt. I særli-
ge tilfælde kan det være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op til højst 40 mg
i døgnet. Ved behandling med injektion Serenase er dosis højst 20 mg dagligt. Fælles
for begge præparater er, at der i henhold til www.pro.medicin.dk skal udvises forsig-
tighed ved behandling af ældre (over 65 år) pga. risikoen for ortostatisk hypotension
(unormalt lavt blodtryk).
Med henvisning til www.pro.medicin.dk fandt Patientklagenævnet, at der var truffet
beslutning om anvendelse af en dosering af tablet Zyprexa, som oversteg sædvanlig
dosering.
Patientklagenævnet bemærkede, at der ved beslutning om tvangsbehandling som ud-
gangspunkt skal anvendes lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bi-
virkninger. En højere dosis end den sædvanlige forudsætter, at behovet herfor er kon-
kret velbegrundet. Efter Patientklagenævnets vurdering havde overlægen ikke til-
strækkelig konkret begrundet, hvorfor patienten evt. skulle behandles med en dosis,
der oversteg sædvanlig vedligeholdelsesdosis. Overlægen havde begrundet den beslut-
tede dosis Zyprexa på maksimalt 40 mg med, at den ”kan blive nødvendig ift. bedring
af nævnte maniske og psykotiske symptomer”. Selv om patienten var orienteret om
bl.a. maksimal dosis og i øvrigt var svært manisk og psykotisk, fandt Patientklage-
nævnet, at begrundelsen for den meget høje døgndosis havde et ”mere generelt
præg”, herunder at overlægen ønskede ”en eventuel mulighed” for at kunne øge dosis
op til 40 mg, såfremt det skulle blive nødvendigt, end at der var tale om ”en velbe-
grundet formodning om”, at den pågældende dosis blev nødvendig. Patientklagenæv-
net henviste endvidere til, at både Patientklagenævnet og Ankenævnet arbejder med
et skærpet krav til begrundelsen, når doseringen overstiger den sædvanlige dosis an-
givet i www.pro.medicin.dk. Det forhold, at patienten, forud for beslutning om tvangs-
behandling, i øvrigt havde fået akut beroligende medicin ændrede ikke herved, idet det
var mange år siden, at patienten havde været i kontinuerlig behandling med antipsy-
kotisk medicin. Overlægens beslutning blev derfor ikke godkendt.
Patient havde ikke været forsøgt behandlet i dosisinterval op til sædvanlig
vedligeholdelsesdosis. Begrundelse for at gå ud over sædvanlig dosis var ikke
tilstrækkelig.
Overlægen traf den 12. november 2015 beslutning om, at en 72-årig patient skulle
tvangsbehandles ”med tablet Abilify 15-30 mg dagligt, subsidiært injektion Abilify 9,75
mg i.m. 1 gang dagligt.”
57
Ifølge www.pro.medicin.dk er initialdosis ved behandling med tablet Abilify 10-15 mg 1
gang dagligt. Sædvanlig vedligeholdelsesdosis er 15 mg 1 gang dagligt, og maksimal
dosis er 30 mg dagligt. Ved behandling med injektion Abilify er initial dosis 9,75 mg
i.m. Dosis kan gentages efter behov efter mindst 2 timer, højst 3 injektioner dagligt og
højst 30 mg aripiprazol dagligt. Det anføres tillige i pro.medicin.dk, at der savnes erfa-
ring vedrørende patienter over 65 år.
Patientklagenævnet fandt med henvisning til www.pro.medicin.dk, at dosis gik ud over
sædvanlig dosis.
Patientklagenævnet henviste i afgørelsen til Ankenævnets praksis om, at det i journa-
len konkret skulle begrundes, såfremt der blev ordineret en dosis, som gik ud over
sædvanlig dosering som angivet i pro.medicin.dk, og at patienten skulle informeres
om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis. Patientklagenævnet noterede
sig, at der ifølge journalen den 9. november 2015 syntes at være bedring på den anti-
psykotiske behandling med behandling med tablet Abilify 10 mg, som patienten fortsat
modtog som tvangsbehandling, men at effekten nu var tydeligt insufficient. Der blev
startet motivation for tablet Abilify med dosisøgning og mikstur i dosisintervallet 15-30
mg. Patientklagenævnet fandt imidlertid ikke, at der med begrundelsen ”effekten nu
tydeligt insufficient” var belæg for at øge dosis ud over vedligeholdelsesdosis på 15
mg, når der ikke forinden var behandlet med tablet Abilify i dosisintervallet 10-15 mg.
Overlægens beslutning blev derfor ikke godkendt.
Fravigelse af sædvanlig dosering med injektion Olanzapin til ældre patient
ved beslutning om behandling med injektion Olanzapin i dosisintervallet 5-10
mg dagligt var konkret begrundet, idet patienten tidligere havde været be-
handlet med doser svarende til dem, der blev truffet beslutning om.
Overlægen traf den 31. august 2015 beslutning om, at en 72-årig patient skulle
tvangsbehandles ”med tablet Olanzapin smelt 5 mg dagligt stigende til 20 mg dagligt,
subsidiært injektion Olanzapin 5 mg dagligt til 10 mg dagligt 2 gange dagligt højst i 3
dage, tertiært injektion Serenase 5 mg højst 10 mg dagligt.”
Ifølge www.pro.medicin.dk er initialdosis ved behandling med tablet
Zyprexa/Olanzapin 5-10 mg dagligt. Ved behandling af ældre (over 65 år) bør initial-
dosis være 5 mg dagligt. Sædvanlig vedligeholdelsesdosis er 5-20 mg dagligt. Ved be-
handling med injektion Olanzapin er initialdosis 5-10 mg – for ældre (over 65 år) er
initialdosis 2,5-5 mg dagligt. Ved behandling med injektion Serenase er dosis højst 20
mg dagligt. Fælles for begge præparater er, at der i henhold til www.pro.medicin.dk
skal udvises forsigtighed ved behandling af ældre (over 65 år) pga. risikoen for orto-
statisk hypotension (unormalt lavt blodtryk).
Patientklagenævnet bemærkede i sin afgørelse, at der i henhold til
www.pro.medicin.dk ved behandling af ældre (over 65 år) med de besluttede præpa-
rater ”bør udvises forsigtighed.”
58
Patientklagenævnet fandt det imidlertid dokumenteret, at den ældre patient tålte
”sædvanlige doser”, idet patienten ifølge journalen gennem flere år havde modtaget
antipsykotisk medicin i tilsvarende doser, herunder i perioder depot Zypadhera 300 mg
hver 14. dag svarende til tablet 15-20 mg dagligt og i andre perioder tablet Olanzapin
op til 20 mg dagligt. Patienten havde desuden ved seneste udskrivelse fra psykiatrisk
afdeling i maj 2015 modtaget tablet Olanzapin 15 mg og tålt det godt. Overlægens be-
slutning blev derfor godkendt.
Fravigelse af sædvanlig dosering var begrundet i journal og lægeerklæring.
Overlægen traf den 4. november 2015 beslutning om, at en patient skulle behandles
med ” tablet Olanzapin 10 mg dagligt, eventuelt stigende til først 20 mg dagligt og
eventuelt helt op til 30 mg dagligt, subsidiært injektion Serenase 5 mg dagligt, og at
dosis kunne justeres afhængig af effekt og bivirkninger inden for det besluttede dosis-
interval.”
Ifølge www.pro.medicin.dk er initialdosis ved behandling med tablet
Zyprexa/Olanzapin 5-10 mg dagligt. Sædvanlig vedligeholdelsesdosis er 5-20 mg dag-
ligt. I særlige tilfælde kan det være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op til
højst 40 mg i døgnet. Ved behandling med injektion Serenase er dosis højst 20 mg
dagligt.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at der i journalen i motivationsperioden 29. okto-
ber 2015 – 4. november 2015 var motiveret for behandling med tablet Olanzapin 10
mg dagligt, eventuelt stigende til først 20 mg dagligt og eventuelt helt op til 30 mg
dagligt, subsidiært injektion Serenase 5 mg dagligt, og at dosis kunne justeres af-
hængig af effekt og bivirkninger inden for det besluttede dosisinterval.
Med henvisning til www.pro.medicin.dk fandt Patientklagenævnet, at den besluttede
dosis Olanzapin ”eventuelt helt op til 30 mg” gik ud over sædvanlig dosering, hvorfor
det klart burde fremgå, hvorfor det blev vurderet nødvendigt og forsvarligt med en så-
dan dosis.
Patientklagenævnet fandt imidlertid, at det konkret var velbegrundet med den pågæl-
dende dosis, idet det på tidspunktet for ordinationen den 29. oktober 2015 var den
lægefaglige vurdering, at patienten var meget svært psykotisk, og at det derfor kunne
blive nødvendigt at behandle patienten med antipsykotisk medicin i ret store doser.
Denne vurdering var uddybet i lægeerklæring af 4. november 2015, hvoraf følgende
fremgik: ”Der kunne være tale om dosisøgning … til (Olanzapin) usædvanlig høj dosis
30 mg, idet patientens tilstand blev vurderet svært forpint, svært psykotisk med bizar-
re vrangforestillinger omkring at være besat af dæmoner samt persekutoriske vrangfo-
restillinger om at være dopet i afdelingen, trods at patienten nægter medicinindtag.
Endvidere var patienten svært paranoidt tolkende, giver udtryk af, at han føler sig tru-
et både af hospitalspersonalet og af omverdenen. Dette kom også til udtryk ved verbal
aggressivitet med trusler om at sparke og slå læger og personale. Adfærden var kon-
stant, latent aggressiv, og man kunne frygte, at hvis patienten ikke blev medicineret
59
med antipsykotisk medicin, ville dette kunne medføre decideret aggressiv adfærd med
fare for patient og andre.”
Patientklagenævnet lagde i forlængelse heraf vægt på, at patienten ifølge journalen
den 29. oktober 2015 blev informeret om formålet med behandlingen, herunder virk-
ninger og bivirkninger, og at der var tale om en høj dosis samt om årsagen hertil. Pa-
tienten blev også i den efterfølgende motivationsperiode informeret om, at det beslut-
tede dosisinterval gik ud over sædvanlig dosering. Overlægens beslutning blev derfor
godkendt.
4.b. Tvangsbehandling – motivation
Manglende identitet mellem den dosis som der var motiveret for og den dosis,
som der blev truffet beslutning om.
Overlægen traf den 4. juni 2015 afgørelse om, at patienten skulle tvangsbehandles
med ”injektion Xeplion depot intialt 150 mg, efter 1 uge 100 mg og herefter 75 mg
hver 4. uge.” Patientklagenævnet fandt ikke, at der var identitet mellem den dosis, der
var motiveret for og den dosis, der blev truffet beslutning om. Patienten var i motiva-
tionsperioden 1. - 3. juni 2015 tilbudt behandling ”med Xeplion initalt 150 mg, vedli-
geholdelsesdosis 75 mg, dosisinterval 28 dage, initialt hver 14. dag”. Overlægens be-
slutning havde imidlertid følgende indhold: ”Injektion Xeplion depot initalt 150 mg, ef-
ter 1 uge 100 mg og herefter 75 mg hver 4. uge”. Den manglende identitet medførte,
at mindste middels princippet ikke kunne anses for opfyldt, hvorfor overlægens be-
slutning ikke blev godkendt.
Manglende identitet mellem de i journalen oplyste dosisintervaller i motivati-
onsfasen.
Overlægen traf den 15. juli 2015 beslutning om, at en patient skulle tvangsbehandles
med ”tablet Risperidon 1 mg dagligt, dosis justeret efter effekt og bivirkninger i dosis-
intervallet 1-10 mg, subsidiært med injektion Olanzapin 10 mg dagligt i højst 3 dage,
herefter med injektion Haloperidol 5 mg dagligt, dosis justeret efter effekt og bivirk-
ninger i dosisintervallet 5-2 mg dagligt.”
Patientklagenævnet bemærkede i sin afgørelse, at der ikke var overensstemmelse
mellem det, der var motiveret for i motivationsskemaet i perioden 11. – 14. juli 2015
og det, der var motiveret for ifølge journalen af 14. juli 2015. Det fremgik af motivati-
onsskemaet, at der var motiveret for behandling med tablet Risperidon i dosisinterval-
let 1-10 mg dagligt, medens patienten ifølge journalen den 14. juli 2015 var motiveret
for behandling med ”Risperidon 1 mg stigende indenfor gængse retningslinjer”.
Efter Patientklagenævnets vurdering forelå der herefter ikke den fornødne overens-
stemmelse mellem de doser, der var motiveret for i motivationsskemaet i perioden 11.
– 14. juli 2015 og de doser, der var motiveret for i journal af 14. juli 2015.
60
Hertil kom, at initialdosis ved behandling med tablet Risperidon i henhold til
www.pro.medicin.dk er ”1 mg dagligt stigende over dage til sædvanlig vedligeholdel-
sesdosis 4-6 mg dagligt”. Patientklagenævnet fandt derfor også, at dosisintervallet Ri-
speridon tablet 1-10 mg dagligt, som der var motiveret for, gik ud sædvanlig dosis, og
at der i journalen ikke var angivet nogen konkret begrundelse herfor, ligesom patien-
ten ikke var informeret herom. Overlægens beslutning blev derfor ikke godkendt.
4.c. Tvangsbehandling – depot
Depotbehandling forudsætter en saglig begrundelse, hvor der blandt andet
kan være argumenteret med, at mulighederne for behandling med enten tab-
let eller injektion er udtømte
Overlægen traf den 9. marts 2015 beslutning om, at en patient skulle tvangsbehandles
med ”injektion Cisordinol Acutard 150 mg i.m. på dag 1 og dag 3 og injektion Cisordi-
nol Acutard 100 mg i.m. på dag 5 i kombination med depotinjektion Cisordinol 200 mg
hver 14. dag stigende til maksimalt 400 mg hver 14. dag, og at dosis kunne justeres
afhængig af effekt og bivirkninger inden for det besluttede dosisinterval.”
Patientklagenævnet fandt med henvisning til journalen, at der ikke havde været moti-
vet for hele dosisintervallet. Der var i perioden 4. – 7. marts 2015 motiveret for be-
handling med injektion Cisordinol Acutard 150 mg i.m. på dag 1 og dag 3 og injektion
Cisordinol Acutard 100 mg i.m. på dag 5 i kombination med depotinjektion Cisordinol
200 mg hver 14. dag stigende til maksimalt 400 mg hver 14. dag, og at dosis kunne
justeres afhængig af effekt og bivirkninger inden for det besluttede dosisinterval. I
journal af 8. marts 2015 – dagen forud for overlægens beslutning – var følgende angi-
vet: ”Patienten er motiveret til depotinjektion, motivationsfase dag 5…” Det kunne
herefter ikke antages, at der var truffet beslutning om iværksættelse af tvangsbehand-
ling med den dosis, der var motiveret for, da det ikke kontinuerligt fremgik hvilken do-
sis, der var motiveret for, og da det heller ikke kontinuerligt fremgik, at der var moti-
veret for hele dosisintervallet, der blev truffet beslutning om.
Patientklagenævnet anførte videre med henvisning til § 5 i bekendtgørelse nr. 1338 af
2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
afdelinger, at depotpræparater i videst mulig omfang bør undgås og ikke må være be-
gyndelsesmedicin ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen
man ikke kender. Mindste middels princippet indebærer endvidere, at tvangsbehand-
ling med injektion er mere indgribende end tvangsbehandling med tablet, og at be-
handling med depotmedicin er den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal
foreligge særlige grunde for at vælge denne behandlingsform.
I den konkrete sag havde patienten ikke tidligere modtaget behandling med hverken
Cisordinol eller Cisordinol Acutard, og mindste middels princippet var derfor ikke iagt-
taget. Hertil kom, at mulighederne for behandling med enten tablet eller injektion ikke
kunne anses for udtømte, idet disse behandlingsformer ikke tidligere havde været
iværksat.
61
Det forhold, at behandlingen begyndte med tre injektioner (Cisordinol Acutard), som
ikke var depotpræparat, var ikke afgørende, idet disse blev givet i kombination med
depotinjektion, hvorfor der efter Patientklagenævnets vurdering var tale om en beslut-
ning om tvangsbehandling med depot. Overlægens beslutning blev derfor ikke god-
kendt.
4.d. Tvangsbehandling – alvorlige bivirkninger
Afvejning af virkning overfor bivirkninger ved fortsat tvangsbehandling
Patienten havde været i behandling med Cisordinol siden medio juni 2015. Behandlin-
gen var godkendt af Patientklagenævnet med tablet Cisordinol 8-40 mg, subsidiært in-
jektion Cisordinol Acutard 50-150 mg i.m. hvert tredje døgn, første gang 50 mg i.m.
Patienten klagede ultimo september 2015 over den fortsatte tvangsbehandling med
henvisning til, at behandlingen skulle justeres efter bivirkninger. Der var ifølge patien-
ten mange bivirkninger ved, at patienten hver dag indtog Cisordinol. Patienten beskrev
bivirkningerne som, at patienten var ude af stand til at læse og skrive, ligesom patien-
ten var kraftløs. Der var vægtøgning, kvalme, forstoppelse og uro i kroppen. Patienten
sov efter det oplyste i mere end 16 timer hver dag. I journalen var der beskrevet bi-
virkninger, specielt koncentrationsbesvær, men der var ikke ved lægeundersøgelse el-
ler observationer beskrevet bivirkninger af samme grad, som patienten selv oplyste.
Overlægen havde i en erklæring beskrevet, at der siden starten af tvangsbehandlingen
var sket en betydelig bedring af patientens tilstand, ligesom det også i journalen var
angivet, at der havde været effekt af behandlingen.
Patientklagenævnet bemærkede, at tvangsbehandling skal begrænses til det absolut
nødvendige. Når der er opnået helbredelse eller en bedring i patientens tilstand, kan
tvangsbehandling som udgangspunkt ikke udstrækkes over længere tid. Som ud-
gangspunkt er det dog ikke muligt at angive et præcist tidsrum for den lovlige ud-
strækning af tvangsbehandling.
Overlægen gav ved nævnsmødet udtryk for, at overlægen den seneste uge forud for
mødet knap var så positiv med hensyn til de beskrevne gavnlige effekter af den medi-
cinske behandling, idet patienten igen var faldet tilbage i tidligere vrangforestillinger,
ligesom effekten af behandlingen normalt ville indtræde i løbet af 6-8 uger, og at der
måske ville være bedre effekt, hvis dosis blev sat yderligere op. Henset hertil kunne
Patientklagenævnet ikke godkende den fortsatte tvangsbehandling med Cisordinol,
idet de beskrevne bivirkninger ikke stod mål med den effekt, der var bekskrevet.
4.e. Tvangsbehandling – klagens opsættende virkning
Ingen afgørelse til omtale i årsberetningen – se dog nedenfor pkt. 4.g.
62
4.f. Tvangsbehandling – ECT-behandling
Ingen afgørelse til omtale i årsberetningen
4.g. Somatisk tvangsbehandling
Beslutning om tvangsbehandling gennemført uden forudgående motivation.
Overlægen traf den 10. marts og den 18. august 2015 beslutning om, at en patient
skulle behandles med sondeernæring svarende til ikke spiste måltider, således at pati-
enten opnåede de kalorietal pr døgn, som fremgik af journalen.
Patientklagenævnet vurderede på baggrund af journaloplysningerne, at patienten for-
ud for begge beslutninger var i en tilstand, som fuldstændig kunne sidestilles med
psykose.
Patientklagenævnet bemærkede endvidere, at tvangsmedicinering efter § 3, stk. 1 i
bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end fri-
hedsberøvelse på psykiatriske afdelinger forudsætter, at der vedvarende er gjort for-
søg på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, ”bortset fra akutte situatio-
ner, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred”. Be-
stemmelsen gælder ifølge bekendtgørelsens § 7 også for tvangsernæring.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for beslutningen den
10. marts 2015 ikke havde indtaget noget nærende de to forudgående dage, ligesom
patienten den 10. marts 2015 ikke havde indtaget væske eller ernæring. Hertil kom, at
patienten ikke havde ønsket at få taget blodprøver, og at prøverne fra den 9. marts
2015 viste trykket knoglemarv, dehydrering og stigende calcium, ligesom patienten
klinisk fremstod dehydreret. Patientklagenævnet godkendte således overlægens be-
slutning, hvorefter sondeberedskabet var igangsat på vital indikation.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at patientens blodprøver den 18. august 2015 -
samme dag som overlægens beslutning – viste forhøjet albumin på 52, marginalt for-
højet calcium på 2,59 og yderligere sænkning af fosfat, som herefter lå helt nederst i
normalområdet på 0,74. Hertil kom, at der blev set mulig begyndende påvirkning af
leveren med stigende tendens af ALAT og ASAT, ligesom der ved blodprøvetagning kun
havde kunnet trækkes et halvt glas, hvorfor det ikke havde været muligt at lave ana-
lyser på øvrige prøver, incl. leucocytter og hgb. De aktuelle prøvesvar tydede dog på
begyndende dehydrering samt mangelfulde intracellulære depoter med hurtigere på-
virkning af ernæringsmæssige parametre (fosfat og leucocytter), end det tidligere var
set hos patienten i forbindelse med spisestop. Endvidere havde patienten, der lå under
sundt vægtinterval, siden spisestoppet tabt 2,4 kg, ligesom patienten var observeret
med tegn på kognitiv påvirkning med forsinket tale og responstid samt mulige synsfor-
styrrelser. I henhold til journalen blev det vurderet uforsvarligt ikke at sikre væske- og
ernæringsindtag om nødvendigt med tvang, idet udsigten til en betydelig og afgørende
bedring af tilstanden (både somatisk og psykiatrisk) ellers blev vurderet at være væ-
63
sentlig forringet. Patientklagenævnet godkendte således overlægens beslutning, hvor-
efter sondeberedskabet var igangsat på vital indikation.
Beslutning om tvangsbehandling truffet efter 0 dages motivation og uden op-
sættende virkning. Ikke grundlag for at gennemføre tvangsbehandling uden
forudgående motivation og uden at tillægge klagen opsættende virkning.
Overlægen traf den 30. august 2015 beslutning om, at en patient skulle tvangsbe-
handles med sondeernæring i form af et nærmere angivet dagligt antal kcal og ml væ-
ske, og tvangsbehandlingen blev påbegyndt same dag.
Patientklagenævnet godkendte ikke overlægens beslutning, idet det ikke var doku-
menteret, at patienten havde haft en passende betænkningstid forud for beslutningen
om tvangsbehandling. Der blev henvist til § 3, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
afdelinger, hvorefter tvangsmedicinering forudsætter, at der vedvarende er gjort for-
søg på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, ”bortset fra akutte situatio-
ner, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred”. Be-
stemmelsen gælder også i tilfælde med tvangsernæring. I betænkningstiden skal pati-
enten dagligt have specifikke oplysninger om den påtænkte tvangsbehandling, således
at patienten har det bedst mulige grundlag for at tage stilling til, om patienten frivilligt
vil modtage behandlingen i form af sondeernæring.
Patientklagenævnet fandt på baggrund at oplysningerne i journalen, at beslutningen
om tvangsbehandling i form at sondeernæring blev truffet uden forudgående motivati-
on.
Patientklagenævnet bemærkede tillige, at betænknings-/motivationstiden skulle ligge
forud for overlægens beslutning og ikke efter, idet det af journal af 30.august 2015
blev angivet, at patienten først efter beslutningen om tvangsbehandling med sondeer-
næring blev oplyst om ernæringsplanen. Patientklagenævnet udtalte, at behandlingen
ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Efter Patientklagenævnets vurdering var der heller ikke tale om en så akut situation,
at manglende tvangsbehandling med sondeernæring ville have medført fare for patien-
tens liv eller helbred, idet patientens vægt tre dage før beslutningen var på 66,7 kg,
ligesom det af journal af 29. august 2015 fremgik, at der forelå blodprøver, som viste
normale nyre-væske-tal og normalt rødt og hvidt blodbillede, dog yderligere faldende
retikulocytter. Patientklagenævnets lægekonsulent beregnede, at patientens BMI var
over 20, da beslutningen om tvangsbehandling med sondeernæring blev truffet. Pati-
entklagenævnet vurderede på den baggrund, at det ikke havde været nødvendigt at
gennemføre behandlingen uden opsættende virkning, idet der ikke var dokumentation
for, at patientens eller andres liv eller helbred ellers ville være i væsentlig fare, og den
manglende opsættende virkning af klagen blev derfor ikke godkendt. Overlægens be-
slutninger blev derfor ikke godkendt.
64
5. Beroligende medicin
Beslutning om akut beroligende medicin forudsætter en akut opstået situati-
on, og mindste middels princippet skal være beskrevet i journalen. Der skal
være identitet mellem det tilbudte og det besluttede præparat. Det skal være
muligt at identificere personalet, som har været involveret i tvangsindgrebet.
En patient klagede bl.a. over, at patienten ti gange havde fået beroligende medicin.
Patientklagenævnet godkendte den første gang beroligende medicin, idet den tilbudte
dosis tablet Zyprexa 20 mg svarede til den givne dosis injektion Zyprexa 10 mg. Hertil
kom, at betingelserne for indgivelse af beroligende medicin i øvrigt måtte anses for op-
fyldt, idet patienten havde været meget urolig (f.eks. havde patienten umotiveret ka-
stet med kaffekander mod væggen og slået/sparket ud efter personalet ), og idet per-
sonalet havde iagttaget mindste middels princippet.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den anden gang beroligende medicin (injek-
tion Zyprexa 10 mg), idet det ikke var angivet i journalen, hvorvidt patienten var for-
søgt talt ro mv. Hertil kom, at det fremgik af journalen, at patienten skulle have ”akut
beroligende medicin i form af injektion Zyprexa 10 mg hver dag”. Patientklagenævnet
bemærkede i den forbindelse, at beroligende medicin kun kunne gives i en akut opstå-
et situation og under ingen omstændigheder kunne være noget, der blev besluttet som
fast medicin. Patientklagenævnet kritiserede endvidere, at tvangsprotokollen ikke in-
deholdt oplysninger om identiteten på det implicerede personale.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den tredje gang beroligende medicin (tablet
Stesolid 20 mg), idet det ikke var angivet i journalen, hvorvidt patienten var forsøgt
talt til ro mv.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den fjerde gang beroligende medicin (injek-
tion Zyprexa 10 mg), idet det ikke var angivet i journalen, hvorvidt patienten var for-
søgt talt til ro mv. Patientklagenævnet kritiserede endvidere, at tvangsprotokollen ale-
ne angav det implicerede personale som ”afd. personale”, idet det skal være muligt at
identificere, hvem der har været involveret i tvangsindgrebet.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den femte gang beroligende medicin (tablet
Zyprexa 20 mg), idet den samlede dosis (injektion Zyprexa 10 mg plus tablet Zyprexa
20 mg) indenfor 24 timer herved oversteg den samlede dosis medicin, som blev anbe-
falet af www.pro.medicin.dk.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den sjette gang beroligende medicin (tablet
Zyprexa 20 mg), idet det ikke kunne antages, at der forelå en situation, hvor patien-
ten var meget urolig.
Det fremgik af journalen, at patienten blev beskrevet som ”rimelig rolig”, og han ”lå og
så TV, da lægen kom til hans stue”. Det var endvidere angivet i journalen, at ”grundet
(patientens) farlighed er det besluttet af klinikchefen, at (patienten) skal forblive i
65
bælte over weekenden samt tage medicin i form af tablet Zyprexa Smelt 20 mg x 2
dagligt”. Patientklagenævnet bemærkede hertil, at forudsætningen for beroligende
medicin var, at der forelå en akut opkørt situation, ligesom en henvisning til ”farlig-
hed” ikke opfyldte betingelserne for beroligende medicin. Patientklagenævnet bemær-
kede endeligt, at indgivelse af beroligende medicin ikke kunne foruddiskonteres og slet
ikke med doser, der oversteg sædvanlig dosering. Det kunne således ikke på forhånd
besluttes, at der løbende skulle gives beroligende medicin.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den syvende gang beroligende medicin (in-
jektion Zyprexa 10 mg), idet mindste middels princippet ikke var iagttaget. Patienten
var voldsom oprørt og havde kastet medicinen over mod væggen, ligesom patienten
var devaluerende, og det var endt med, at patienten kastede med en tallerken. Der
var imidlertid intet anført i journalen om, hvorvidt patienten var forsøgt talt til ro mv.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den ottende gang beroligende medicin (in-
jektion Zyprexa 10 mg), idet der ikke var anført noget i journalen herom. Da der var
ført tvangsprotokol herom, lagde Patientklagenævnet til grund, at der var givet beroli-
gende medicin, men fandt det ikke godtgjort, at det havde været nødvendigt at give
beroligende medicin, ligesom mindste middels princippet heller ikke var opfyldt.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den niende gang beroligende medicin (tablet
Zyprexa 20 mg). Patientklagenævnet fandt det ikke godtgjort, at mindste middels
princippet var iagttaget, idet det i journalen var anført ”men qua, at pt. ligger i bælte,
vurderes der, at pt. har brug for akut beroligende med tvang”. Der var efter Patient-
klagenævnets vurdering ikke uden videre en sådan sammenhæng mellem det, at pati-
enten lå i bælte, og at patienten dermed havde brug for beroligende medicin. En sådan
sammenhæng skulle konkret kunne påvises. Endelig oversteg den samlede døgndosis
sædvanlig dosering for Zyprexa.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende den tiende gang beroligende medicin (tablet
Zyprexa 20 mg). Patientklagenævnet fandt ikke, at mindste middels princippet var
iagttaget, idet der ikke var anført noget i journalen om, hvorvidt patienten var forsøgt
talt til ro mv.
6. Anvendelse af fysisk magt
Betingelserne for fysisk magtanvendelse:
Ifølge Psykiatrilovens § 17, stk. 1 kan en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling,
fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, så-
fremt betingelserne i § 14, stk. 2 er opfyldt.
Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3 om tvangsindlæggel-
se, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, kan der anvendes den magt, der er nødven-
dig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
66
Set i lyset af Psykiatrilovens § 14, stk. 2 må fysisk magt således kun anvendes kortva-
rigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient 1) udsætter sig
selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, 2) for-
følger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller 3) øver hær-
værk af ikke ubetydeligt omfang.
Betingelserne for anvendelse af fysisk magt er således som udgangspunkt de samme
som for anvendelse af tvangsfiksering. Dog er det nærliggende at antage, at der ved
fortolkningen af kriterierne må anlægges en proportionalitetsbetragtning, således at
kravene skærpes, jo mere indgribende foranstaltningen er.
Dertil kommer, at der kan være tale om anvendelse af fysisk magt i forbindelse med
andre tvangsindgreb f.eks. ved tvangsbehandling, tvangsfiksering og indgivelse af be-
roligende medicin.
Fysisk magt som et selvstændigt indgreb vs. fysisk magt som et accessorisk indgreb:
I en konkret sag fulgte de enkelte tvangsindgreb tidsmæssigt umiddelbart efter hinan-
den i flere situationer. Eksempelvis blev en fastholdelse afløst af indgivelse af beroli-
gende medicin, som gik over i en tvangsfiksering. I andre situationer viklede de enkel-
te tvangsindgreb sig ind i hinanden. Eksempelvis fastholdelse i forbindelse med sonde-
ernæring, hvor fastholdelsen fortsatte efter, at sondeernæringen var givet. I disse si-
tuationer måtte der sondres mellem, om der forelå en række selvstændige tvangsind-
greb, eller om det ene tvangsindgreb knyttede sig accessorisk til det næstfølgende
tvangsindgreb.
Hvis der var tale om et selvstændigt tvangsindgreb, skulle alle de i psykiatriloven fast-
satte betingelser være opfyldt, herunder mindste middels princippet. Var der derimod
tale om et accessorisk indgreb, undersøgte Nævnet alene, om der ved det accessoriske
indgreb blev anvendt unødig magt, og om der blev anvendt magt i længere tid end
nødvendigt.
Det var uden videre klart, at man som patient fik den største retssikkerhed, når ind-
grebene ansås som selvstændige tvangsindgreb. Nævnet lagde sig på den baggrund
fast på, at hvert tvangsindgreb som udgangspunkt ansås som et selvstændigt tvangs-
indgreb med deraf følgende retsgarantier. Kun i tilfælde af at det første indgreb i situa-
tionen var en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af det andet indgreb, kunne
der blive tale om at anse det første indgreb som et accessorisk indgreb til det andet
indgreb, som altså var hovedindgrebet.
Det bemærkes, at denne nødvendighed skulle være forklaret i journalen. Hvis det ikke
var sket, var der som udgangspunkt tale om to selvstændige tvangsindgreb. Det for-
hold, at to tvangsindgreb tidsmæssigt lå i forlængelse af hinanden, var ikke i sig selv
afgørende.
Hvis det første indgreb blev foretaget med henblik på det umiddelbart efterfølgende,
var det et stærkt argument for, at det første indgreb knyttede sig accessorisk til det
67
andet indgreb. Hvis et hovedindgreb ikke kunne godkendes af Nævnet, kunne det ac-
cessoriske tvangsindgreb følgelig heller ikke godkendes.
To selvstændige tvangsindgreb blev naturligvis vurderet hver for sig, og Nævnets ret-
lige reaktion i form af godkendelse eller ikke godkendelse var følgelig også individuel
for hvert af tvangsindgrebene.
Den opstillede praksis betød, at et tvangsindgreb kunne skifte fra at være accessorisk
til, at man anså indgrebet som et selvstændigt tvangsindgreb. Hvis eksempelvis en
fastholdelse skete med henblik på indgivelse af sondeernæring, men fastholdelsen blev
opretholdt efter, at sondeernæringen var afsluttet, skiftede fastholdelsen i så fald fra
at være accessorisk til sondeernæringen til at blive et selvstændigt indgreb, når son-
deernæringen var afsluttet.
Eksempel på, at fysisk magt anses som et selvstændigt indgreb:
Nævnet godkendte for eksempel ikke anvendelsen af fysisk magt, efter at patienten
havde fået sondeernæring. Det var Nævnets opfattelse, at den fastholdelse, der fore-
gik efter ophør af sondeernæring var et selvstændigt indgreb, der ikke knyttede sig til
indgivelsen af sondeernæringen. Det blev vurderet, at betingelserne for anvendelse af
fysisk magt ikke var opfyldt, efter at patienten havde fået sondeernæring. Det blev så-
ledes vurderet, at det ikke var nødvendigt at anvende fysisk magt for at afværge, at
patienten udsatte sig selv eller andre for skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde
vægt på, at patienten ifølge journalen efter sondeernæringen var somatisk velbefin-
dende. Patienten var ked af det og vred over at have fået sondeernæring, men lå for-
holdsvist roligt. Nævnet fandt ikke, at der ud fra oplysningerne var beskrevet en
umiddelbar fare, der gjorde det nødvendigt at fastholde patienten. Nævnet godkendte
derfor ikke den fysiske magt.
Eksempel på, at fysisk magt anses som et accessorisk indgreb:
I et tilfælde, hvor en tvangsfiksering blev godkendt, blev det vurderet, at fastholdelsen
ikke var et selvstændigt tvangsindgreb, men at denne knyttede sig til tvangsfikserin-
gen, idet det var en nødvendig forudsætning for at kunne tvangsfiksere patienten, at
denne var fastholdt. Nævnet henså også til, at fastholdelsen ifølge journalen foregik på
samme tidspunkt som tvangsfikseringen. Nævnet vurderede, at der ved fastholdelsen
ikke blev anvendt unødig magt og lagde i den forbindelse vægt på, at patienten ifølge
journalen var voldsomt urolig, og at det derfor var nødvendigt at fastholde patienten
for at kunne tvangsfiksere denne. Nævnet fandt heller ikke, at der blev anvendt magt i
længere tid end nødvendigt, idet fastholdelsen varede i to minutter, og idet patienten
blev sluppet, efter at denne var fikseret. Nævnet godkendte på den baggrund den
fastholdelse, der knyttede sig til iværksættelsen af tvangsfikseringen.
Andre eksempler vedr. fysisk magtanvendelse:
Opfyldelse af mindste middels princippet ved anvendelse af fysisk magt
68
En patient klagede bl.a. over, at patienten to gange havde været udsat for fysisk
magtanvendelse.
I det første tilfælde lagde Patientklagenævnet vægt på, at patienten ifølge journalen
havde været højtråbende og dermed til gene for de andre patienter, idet miljøet blev
utrygt. Hensynet til de andre patienter gjorde det nødvendigt, at patienten blev bragt
til ro. Patientklagenævnet fandt således, at det var nødvendigt at anvende fysisk magt
for at afværge, at patienten forfulgte eller på anden måde groft forulempede medpati-
enter. Det var imidlertid ikke dokumenteret i journalen, at patienten var forsøgt talt til
ro, eller at patienten var tilbudt beroligende medicin, inden at der blev anvendt fysisk
magt. Patientklagenævnet fandt det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt til opfyldelse
af mindste middels princippet, at patienten var forsøgt skærmet. Patientklagenævnet
kunne herefter ikke godkende fastholdelsen, som varede en time.
I det andet tilfælde lagde Patientklagenævnet vægt på, at patienten ifølge journalen
forsøgte at skubbe sig igennem personalet, idet patienten ville med ud, da patientens
ægtefælle forlod afdelingen. Patientklagenævnet fandt det herefter nødvendigt at an-
vende fysisk magt for at afværge, at patienten udsatte andre for skade på legeme eller
helbred. Det blev endvidere ikke vurderet muligt at afværge denne fare uden anven-
delse af fysisk magt, idet personalet forgæves havde forsøgt at korrigere patienten,
inden at der blev anvendt fysisk magt. Magtanvendelsen varede i 10 minutter og op-
hørte straks efter, at patienten var faldet til ro. Patientklagenævnet godkendte heref-
ter den fysiske magtanvendelse.
Betingelserne for at anvende fysisk magt var ikke opfyldt
En patient klagede bl.a. over, at patienten havde været udsat for fysisk magtanven-
delse. Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen var urolig og
opkørt og over et par timer var observeret tiltagende urolig i fællesarealerne. Patien-
ten var ifølge journalen blevet bedt om at bruge sin bærbare computer, men havde
fuldstændig overfuset kontaktpersonen og råbt skældsord. Personalets forsøg på at ta-
le patienten til ro, gjorde patienten mere ophidset, og patienten blev informeret om at
gå ind på sin stue med henblik på at blive skærmet. Patienten afviste dette, hvorfor
tre personaler fastholdt patienten og førte patienten ind på stuen.
På ovennævnte baggrund fandt Patientklagenævnet, at det ikke var godtgjort i tilknyt-
ning til beslutningen om fastholdelse, at der forelå en umiddelbar fare for, at patienten
groft forulempede medpatienter, eller at patienten udøvede hærværk af ikke ubetyde-
ligt omfang. Der var således efter Patientklagenævnets vurdering ikke hjemmel til i
psykiatriloven til den fysiske magtanvendelse i form af fastholdelse, der blev anvendt i
forbindelse med, at patienten blev ført tilbage til sin stue og skærmet. Patientklage-
nævnet godkendte herefter ikke den fysiske magtanvendelse.
Opfyldelse af mindste middels princippet ved anvendelse af fysisk magt
69
En patient klagede bl.a. over, at patienten havde været udsat for fysisk magtanven-
delse. Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten hoppede op og slog et persona-
lemedlem på kinden. Mindste middels princippet blev tillige anset for opfyldt, idet Pati-
entklagenævnet lagde vægt på, at der ifølge journalen var ført en samtale med patien-
ten på stuen, at patienten havde været forsøgt skærmet, og at patienten kort tid for-
inden havde modtaget Zyprexa 10 mg som beroligende medicin. Magtanvendelsen va-
rede i 10 minutter og ophørte straks efter, at patienten var faldet til ro. Patientklage-
nævnet godkendte herefter den fysiske magtanvendelse.
Opfyldelse af mindste middels princippet ved anvendelse af fysisk magt
En patient klagede bl.a. over, at patienten havde været udsat for fysisk magtanven-
delse. Patientklagenævnet lagde til grund, at patienten opførte sig udadreagerende og
ønskede at komme tilbage ud i fællesmiljøet. Patienten gav sig til at slå ud efter per-
sonalet og råbte, at patienten ville dræbe personalet. Det var efter Patientklagenæv-
nets vurdering nødvendigt at anvende fysisk magt for at afværge, at patienten udsatte
andre for skade på legeme eller helbred. Det fremgik af journalen, at patienten var
forsøgt talt til ro inde på sin stue, men at patienten kastede mælk efter personalet. Pa-
tienten ville ikke medvirke til skærmning, da patienten blev ført ind på sin egen stue.
Henset til at patienten blev beskrevet i en akut svær urotilstand, hvor patienten slog
ud efter personalet, fandt Patientklagenævnet herefter, at det var mindste middel i
den konkrete situation at anvende fysisk magt. Magtanvendelsen varede i 10 minutter
og ophørte straks efter, at patienten var faldet til ro. Patientklagenævnet godkendte
herefter den fysiske magtanvendelse.
7. Personlig skærmning
Personlig skærmning kunne ikke godkendes. Blamering kan ikke sidestilles
med at udsætte sig selv eller andre for fare.
Patienten var skærmet uafbrudt i mere end 24 timer. Det fremgik bl.a. af journalen, at
patienten i dagene forud for skærmningen havde været tiltagende aggressiv og truen-
de, ligesom der havde været flere konflikter end sædvanligt. Patienten havde på nettet
offentliggjort samtaler ført under indlæggelsen vedrørende helbred og medicinering,
og der var manglende indsigt i og forståelse for denne offentliggørelse, herunder de
psykiske symptomer.
Som begrundelse for skærming blev det anført i journalen, at patienten var verbalt
aggressiv og truende, og at patienten havde blameret sig på internettet ved at lægge
fortrolige og personlige oplysninger ud om sig selv. Patienten havde også blameret sig
selv overfor medpatienter. Det blev derfor truffet beslutning om skærmning, og pati-
enten skulle enten opholde sig på stuen eller i et skærmningsområde og måtte ikke
have pc eller mobiltelefon med internet under skærmningen. Patienten var ikke enig i
behovet for skærmning.
70
Patientklagenævnet udtalte, at skærmning kun kan foretages for at afværge, at pati-
enten begår selvmord eller på anden måde udsætter sig selv eller andre for fare. Der
var ikke angivet noget i journalen om, at patienten var selvmordstruet, ligesom der
heller ikke forud for skærmningen var beskrevet en konkret, aktuel fare for, at patien-
ten ville udsætte andres helbred for fare. Patienten havde godt nok fremsat en trussel
otte dage før, at skærmningen blev iværksat, og den havde ført til, at patienten blev
flyttet til et værelse nærmere kontoret. Det kunne dog ikke med henvisning hertil an-
tages, at patienten efter otte dage udgjorde en så aktuel og konkret fare for andres
helbred, at det kunne begrunde personlig skærmning. Det forhold, at det i journalen
tillige var angivet, at patienten blev skærmet med henvisning til psykiatrilovens § 18d,
stk. 2, nr. 1, som vedrører skærmning for at afværge, at patienten begår selvmord el-
ler på anden vis udsætter sit liv eller andres helbred for betydelig skade, var imidlertid
ikke dokumenteret ved journalførte eksempler forud for, at beslutning om skærmning
blev truffet. Patientklagenævnet bemærkede ydermere, at det i journalen burde være
beskrevet, at det ikke var muligt at afværge situationen uden at anvende personlig
skærmning, idet patienten forgæves var forsøgt beroliget. Overlægens beslutning kun-
ne derfor ikke godkendes.
Ikke grundlag for at fastslå, at der forelå personlig skærmning.
Patientklagenævnet fandt ikke, at der forelå personlig skærmning i psykiatrilovens for-
stand. Psykiatrilovens § 18 d definerer personlig skærmning som en foranstaltning,
hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af
patienten. Ved umiddelbar nærhed skal forstås, at patienten til stadighed er under op-
syn, herunder ved toiletbesøg og badning. Lavere grader af observation er ikke omfat-
tet af bestemmelsen, men lavere grader af observation kan fastsættes af sygehus-
myndigheden og således påklages til denne.
Det var i journal af 27. november 2015 anført, at der henover weekenden og frem til
mandag den 30. november 2015 ville være skærmning på stuen med mulighed for at
ryge på aftalte tidspunkter, som udgangspunkt én gang i timen undtagen om natten.
Patienten måtte købe grillmad på betingelse af, at det blev bestilt og pakket ud af kon-
taktpersoner. Den 30. november 2015 blev det konkluderet, at forløbet fra dette tids-
punkt burde registreres som personlig skærmning, idet den havde fundet sted i mere
end 24 timer, hvorefter der blev udfyldt en tvangsprotokol. Patienten kunne ifølge
journal af 30. november 2015 udgøre en fare for andre og ville i fællesmiljøet udgøre
en fare for forulempelse af såvel medpatienter som personale. Det blev endvidere an-
givet i journalen, at patientens tilstand kunne gøre det vanskeligt for patienten at
overholde den ordinerede skærmning, og da medikamentel behandling heller ikke
kunne kupere tilstanden, var der risiko for, at den eneste udvej var bæltefiksering.
Patienten oplyste ved nævnsmødet, at der ikke havde været personale inde på stuen i
forbindelse med skærmningen, og at personalet havde befundet sig uden for patien-
tens dør, så hver gang patienten havde forladt sin stue, var patienten blevet bedt om
at gå tilbage. Overlægen kunne ved nævnsmødet bekræfte disse oplysninger, ligesom
overlægen oplyste, at patienten forud for sin klage i forbindelse med udgang havde
71
misbrugt hash og metamfetamin. Ved tilbagekomst havde det ikke været muligt at la-
ve aftaler om adfærdskontrol eller undergive patienten de adfærdsmæssige begræns-
ninger, som situationen krævede. Overlægen, der herefter havde besluttet personlig
skærmning, var ud fra en samlet vurdering i tvivl om, hvorvidt registrering var i over-
ensstemmelse med lovgivningen, men for ikke at fratage patienten en mulighed for at
få vurderet beslutningen om personlig skærmning, blev registrering foretaget.
Patientklagenævnet fandt ikke, at det ud fra overlægens oplysninger kunne antages,
at der var tale om personlig skærmning i psykiatrilovens forstand, idet patienten ikke
til stadighed havde været under opsyn, men alene havde været udsat for en lavere
grad af observation. Patientens klage blev derfor afvist. Patientklagenævnet henviste
patienten til at klage til hospitalsledelsen.
8. Døraflåsning på sikringsanstalt
En patient klagede over, at der i tre tilfælde (den 11. og 23. oktober 2013 samt den
18. december 2013) var iværksat døraflåsning af hans stue. Patienten havde i mere
end 2½ år været udsat for døraflåsning.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende nogen af de iværksatte døraflåsninger, idet
betingelserne for døraflåsning i psykiatrilovens § 18 a, stk. 3, nr. 1 ikke var opfyldt.
Det var i to af tilfældene ikke beskrevet i journalen på hvilken måde, at patienten ud-
satte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, medens der
i den ene af tilfældene blev henvist til en generel vurdering, hvorefter patientens svæ-
re personlighedsforstyrrelse gjorde det nødvendigt ved døraflåsning at isolere ham fra
andre. Den meget generelle begrundelse var efter Patientklagenævnets vurdering hen-
set til tvangsindgrebets intensitet og hidtidige varighed ikke tilstrækkelig til, at der var
dokumenteret en konkret, aktuel og påviselig fare for legemsbeskadigelse. Det var så-
ledes en betingelse for døraflåsning, at der, som beskrevet i psykiatrilovens § 14,
stk.2, nr. 1 om tvangsfiksering, i journalen er beskrevet en konkret, aktuel og påvise-
lig fare for legemsbeskadigelse. Efter Patientklagenævnets vurdering kan døraflåsning
og dermed isolering aldrig betragtes som en normal tilstand, men derimod som en
undtagelse, der kræver en særlig begrundelse, således at kravet til denne begrundelse
skærpes jo længere tid en døraflåsning varer.
Patientklagenævnet bemærkede generelt, at straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 8 fast-
slår, at den indsattes udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte straks skal brin-
ges til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt, og at institutionen
mindst en gang om ugen skal overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe ude-
lukkelsen fra fællesskabet til ophør. Efter straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 9 må ude-
lukkelse fra fællesskabet ikke overstige tre måneder, dog kan Kriminalforsorgen træffe
afgørelse om udelukkelse i mere end tre måneder, såfremt der foreligger helt særlige
omstændigheder, hvorefter institutionen mindst én gang om ugen skal overveje
spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen fra fællesskabet til ophør. Hen-
set til at patienten i mere end 2½ år havde været udelukket fra fællesskabet med an-
dre indsatte, bemærkede Patientklagenævnet, at der muligvis kunne være en god be-
72
grundelse for dette indgreb. Indgrebets intensitet og varighed krævede dog efter Pati-
entklagenævnets vurdering en begrundelse, der beskrev en aktuel, konkret og påvise-
lig fare for medpatienter og personale, såfremt der var foretaget døraflåsning. Pati-
entklagenævnet bemærkede tillige, at en beslutning om udelukkelse af patient fra fæl-
lesskabet jævnligt bør genovervejes efter analogi til straffelovens § 63, stk. 9 og psy-
kiatrilovens § 21, stk. 1 direkte.
Afgørelsen blev indbragt for Det Psykiatriske Ankenævn, som tiltrådte Patientklage-
nævnets afgørelse om de tre døraflåsninger.
Ankenævnet fandt ikke, at betingelserne efter psykiatrilovens § 18 a, stk. 3, nr. 1 var
opfyldt, idet det fælles for de tre tilfælde ikke fremgik af journalen i relation til beslut-
ning om døraflåsning, hvori den nærliggende fare bestod. Det blev tillige fremhævet,
at aflåsning af patientstue kunne være velbegrundet, men at en sådan eventuel be-
grundelse ikke fremgik af journalen i relation til beslutning om døraflåsning. Ankenæv-
net kommenterede ikke Patientklagenævnets henvisninger til straffuldbyrdelsesloven.
Patienten anlagde efterfølgende retssag mod regionen med påstand om betaling af er-
statning.
Retten bemærkede indledningsvis, at retten kunne tiltræde, at reale grunde talte for,
at afgørelser fra Ankenævnet, der indebærer en efterprøvelse af administrative fri-
hedsberøvelser, kunne indbringes for domstolene til efterprøvelse, jf. grundlovens §
71, stk. 6 og retsplejelovens kap. 43 a.
Retten lagde til grund, at døraflåsningen de pågældende dage var uberettigede, idet
Ankenævnets afgørelse om døraflåsning ikke var bestridt af regionen.
Overlægen havde forklaret, at døraflåsning trådte i stedet for bæltefiksering og såle-
des var en mindre indgribende foranstaltning set i relation i patientens frihed, men
uanset dette måtte retten lægge til grund, at der havde fundet en frihedsberøvelse
sted, hvilket berettigede til godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26.
Under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder især at frihedsberøvelsen
trådte i stedet for en bæltefiksering, blev godtgørelsen skønsmæssigt fastsat til 3.000
kr. Der var krævet 45.000 kr.
Patienten rettede samtidig henvendelse til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden
udtrykte bekymring for dokumentationsniveauet i sager om døraflåsning. Det fremgik
bl.a. ikke, om beslutningerne løbende blev revurderet, og hvilke tiltag der måtte blive
taget for at undgå skadelige virkninger af indelåsningen. Ombudsmandens bekymring
gik på både patienternes retssikkerhed og på myndighedernes mulighed for efterføl-
gende at efterprøve forløbet. Da patienten indbragte sagen om døraflåsning for dom-
stolene, trådte ombudsmanden ud af den konkrete sag, men fortsatte sin generelle
undersøgelse af procedurerne i forbindelse med døraflåsning. Sikringsanstalten og re-
gionen tog herefter initiativ til at udarbejde reviderede retningslinjer for tvangsindgreb
af denne type.
73
B. Det Psykiatriske Patientklagenævns kritiske bemærkninger
Nævnet har udtalt kritik af fejl og forsømmelser.
Nævnet har i forbindelse med sine afgørelser af og til fremsat kritiske bemærkninger,
som Nævnet igen i år har valgt skal medtages i årsberetningen. Formålet med at med-
tage de kritiske bemærkninger er på sigt at forbedre det grundlag, som Nævnets afgø-
relser bygger på i form af journaloptegnelser, lægeerklæring og tvangsprotokoller. Jo
bedre en sag er oplyst, desto større er sandsynligheden for, at Nævnet træffer en kor-
rekt afgørelse.
Den oftest fremkomne generelle kritik går på mangelfuld journalføring. Nævnet har så-
ledes et ønske om, at der af journalen mere klart fremgår en anamnese (patienten og
pårørendes) egen beskrivelse af patientens tilstand, hvilke objektive fund lægen har
konstateret, og hvilke vurderinger af patientens sindstilstand dette giver anledning til,
og om der på den baggrund er behov for at anvende tvang, herunder om der var mu-
lighed for mindre indgribende foranstaltninger, og om mindste middel princippet er
iagttaget.
Desuden har Nævnet flere gange måttet præcisere:
• at sagsmaterialet ikke var udleveret til patienten.
- Nævnet udtalte i en sag kritik af, at sygehuset først umid-
delbart før mødet havde udleveret mødeindkaldelsen og
kopi af de lægelige papirer til patienten.
- I en anden sag udtalte Nævnet kritik af, at sygehuset ikke
inden nævnsmødet den 19. maj 2015 havde videregivet
lægeerklæringen samt øvrige bilag fra sygehuset til pati-
enten på trods af, at disse den 13. maj 2015 var frem-
sendt til sygehuset med att. til patienten.
• at der gik flere end fem hverdage fra klagens indgivelse, til der blev udfærdi-
get overlægeerklæring.
- Som eksempel herpå kan blandt andet nævnes en sag,
hvor Nævnet udtalte kritik af, at patientens klage havde
været forlagt, og at der derfor var gået 1½ måned fra
klagens indgivelse den 21. november 2014 og indtil den
12. januar 2015, hvor der blev udfærdiget lægeerklæring.
Nævnet tilsluttede sig lægens beklagelse heraf.
- Nævnet fandt det i en sag stærkt kritisabelt, at der var
forløbet så lang tid fra klagernes indgivelse den 3. marts
2015 og indtil den 28. maj 2015, hvor overlægens rede-
gørelse forelå. Den 3. marts 2015 anmodede patientens
advokat om, at klagesagsbehandlingen blev genoptaget.
Den 5. marts 2015 anmodede Nævnet sygehuset om en
74
redegørelse. Efter flere skriftlige og telefoniske erindringer
til sygehuset valgte Nævnet at indkalde til møde den 11.
maj 2015. I indkaldelsen anførte Nævnet, at Nævnet vur-
derede, at mødet af hensyn til patientens retssikkerhed
ikke kunne udsættes længere, og at afgørelsen ville blive
truffet på det foreliggende grundlag. På mødet anmodede
overlægen om udsættelse af mødet i ca. 14 dage med
henblik på at kunne besvare Nævnets forespørgsel. Den
28. maj 2015 modtog Nævnet en erklæring med bilag af
samme dato fra den ledende overlæge.
• Mangelfuld eller ufuldstændig journalføring
- Som eksempel herpå kan nævnes en sag, hvor Nævnet
godkendte flere tvangsindgreb, men udtalte kritik af føl-
gende:
• at det ikke havde været muligt for sygehu-
set at fremlægge kopi af den indlæggende
læges erklæring og af tvangsprotokol ved-
rørende tvangsmedicinering.
• at overlægen ved en misforståelse af psyki-
atrilovens § 10, stk. 3 havde tvangstilbage-
holdt patienten uden at patienten på det
tidspunkt havde fremsat udskrivningsønske.
• at overlægen ikke i forbindelse med patien-
tens udskrivningsønske den 29. maj traf
beslutning om opretholdelse af tvangstilba-
geholdelsen, idet patienten på det tidspunkt
allerede var tvangstilbageholdt.
• at det på grund af modstridende oplysnin-
ger i det lægelige materiale ikke kunne
nærmere tidsbestemmes, hvornår tvangs-
fikseringen med remme ophørte.
• at der var forløbet lang tid, fra klagen var
indgivet den 26. maj 2015 og indtil den 3.
juni 2015, hvor der blev udfærdiget læge-
erklæring.
• Nævnets konsulenter har ofte bemærket, at det ikke er tilstrækkeligt
alene at komme med vurderinger, men at der også burde være eksem-
pler på, hvilket faktum disse vurderinger beror på, f.eks.: patienten er
psykotisk. Det skyldes, at patienten har vrangforestillinger, det kommer
til udtryk ved…
- I en sag, hvor tvangsfiksering blev godkendt, bemærkede
Nævnet, at det i journalen burde have været oplyst på
hvilken måde, at patienten havde været fysisk voldelig,
men henset til at det i journalen bl.a. var anført, at der
ikke kunne laves en nærmere objektiv undersøgelse, da
patienten var for farlig at komme i nærheden af, fandt
75
Nævnet det dokumenteret, at der forelå en konkret, aktu-
el og påviselig fare.
De kritiske bemærkninger er endvidere neden for søgt rubriceret i nogle hovedkatego-
rier.
Tvangsbehandling:
Nævnet godkendte ikke beslutningen om, at en patient skulle tvangsbehandles. Næv-
net bemærkede blandt andet, at:
1. Motivation for behandling skulle foregå forud for og op til, at beslutningen om
tvangsbehandling blev truffet. Det var ikke tilstrækkeligt at motivere efterfølgende.
Der var ifølge tvangsprotokolskema 2 truffet beslutning om tvangsbehandling med
tablet Cisordinol 10 mg, og subsidiært injektion Cisordinol 100 hver 2. dag i opstarts-
fasen, alternativt Depot Cisordinol Dekanoat 100 mg hver 14. dag. Først efterfølgende
i perioden den 9. marts 2015 til den 13. marts 2015 var der foretaget motivation.
2. Der skulle skelnes mellem den situation, hvor det psykiatriske center generelt søgte
at motivere patienten for frivillig behandling, og den situation hvor der kunne motive-
res med henblik på en mulig konkret tvangsbehandling. Motivationsperioden regnes
først fra det tidspunkt, hvor der blev ordineret en konkret behandling med henblik på
iværksættelse af tvang, såfremt patienten fortsat modsatte sig behandling.
3. Depotbehandling kunne ikke godkendes som subsidiært præparat.
4. Når der var truffet beslutning om depotbehandling, burde det fremgå, om tablet-
og/eller injektionsbehandling havde været forsøgt, og om patienten havde kunnet
samarbejde om denne.
5. Det burde med større klarhed fremgå, hvorvidt det var muligt at indgå en behand-
lingsalliance med patienten, og såfremt det ikke var muligt, hvad årsagen hertil var.
6. Det fremgår af nyhedsbrev af 3. marts 2011 udsendt af Ankenævnet, at patienten,
forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal informeres om behandlin-
gens formål, virkninger og mulige bivirkninger, både for så vidt angår det primære og
det subsidiære præparat, idet der er en mulighed for, at tvangsbehandlingen iværk-
sættes med det subsidiære præparat. Det ses ikke journalført, at patienten var infor-
meret om virkninger og bivirkninger ved det subsidiære præparat. Nævnets lægekon-
sulent bemærkede, at navnlig ved anvendelse af et første generations præparat som
Cisordinol, var det væsentligt, at patienten blev udførligt informeret om virkning og bi-
virkning.
7. Motivationsskemaer anses som en del af journalføringen og kunne dokumentere
motivation, men så skal dosis og præparat fremgå for hver enkelt dag af journalnota-
terne. Patientklagenævnet fandt på den baggrund, at beslutningen om tvangsbehand-
ling ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
76
Opsættende virkning:
I en sag fremgik det ikke af journaloplysningerne, om Det Psykiatriske Center havde
forholdt sig til, om klagen skulle tillægges opsættende virkning, og om patientens uvil-
je mod at indtage medicin den 2. april 2015 måtte betragtes som en klage.
Nævnet bemærkede, at efter Psykiatrilovens § 32, stk. 3 havde en klage over beslut-
ning om tvangsbehandling opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse
af behandlingen var nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væ-
sentlig fare eller for at afværge, at patienten udsatte andre for nærliggende fare for at
lide skade på legeme eller helbred.
Nævnet bemærkede, at klagen tilsyneladende ikke var tillagt opsættende virkning. Da
Nævnet ikke godkendte tvangsbehandlingen, bemærkede Nævnet alene, at der ikke i
journalen var anført nogen begrundelse for den manglende opsættende virkning jf. så-
ledes psykiatrilovens § 32, stk. 3.
Tvangstilbageholdelse:
Ferie var ingen undskyldning for, at en revurdering blev foretaget for sent
I en sag fandt Nævnet det kritisabelt, at revurderingen den 2. april 2015 ifølge oplys-
ningerne fra tvangsprotokollen først blev overlægegodkendt den 7. april 2015, og at
der ikke i journalen var anført et notat om, at revurderingen blev overlægegodkendt.
Det forhold, at forsinkelsen angiveligt skyldtes påsken, kunne ikke føre til et andet re-
sultat.
Ved overflytning fra en afdeling til en anden afdeling under ledelse af en an-
den klinikchef burde tvangsindlæggelsen af en patient være overgået til en
tvangstilbageholdelse
I en sag kritiserede Nævnet, at der ikke blev truffet en formel beslutning om tvangstil-
bageholdelse den 23. februar 2015. Da det fremgik af overlægenotat den 23. februar
2015 kl. 16.00, at frihedsberøvelsen på det første afsnit, patienten blev indlagt på,
blev ophævet den 23. februar 2015 i forbindelse med patientens overflytning til et an-
det afsnit, og da det fremgik, at frihedsberøvelsen blev opretholdt på det nye afsnit,
burde der være truffet en beslutning om tvangstilbageholdelse, herunder udfyldelse af
en tvangsprotokol, hvilket ikke var sket.
Tvangsfiksering:
I en sag, hvor Nævnet godkendte en tvangsfiksering med en udstrækning på knap to
døgn, påtalte Nævnet, at to lægelige tilsyn ikke var journalført jf. oplysningerne herom
i tvangsprotokollen, ligesom Nævnet påtalte, at der ikke var foretaget lægeligt tilsyn,
efter at patienten på ny var vågen.
Uorden:
I en sag bemærkede Nævnet, at overlægens erklæring burde være præcis i forhold til
de indgivne klagepunkter, og at lægeerklæringen skulle give en fremstilling af indgre-
77
benes nærmere karakter, gennemførelse og formål. Nævnet bemærkede samtidig, at
overlægen sammen med erklæringen skulle fremsende relevante journalark, kopi af
behandlingsplanen og udskrift af relevante tvangsprotokoller.
Nævnet udtalte derpå kritik af den mangelfulde og fejlbehæftede erklæring fra over-
lægen, hvoraf der omkring tvangstilbageholdelsen stod beskrevet, at patienten blev
indlagt frivilligt den 18. september 2015, selv om patienten rettelig blev indlagt den
13. august 2015. Ligeledes var det noteret, at patienten dagen efter indlæggelsen øn-
skede at blive udskrevet, men at patienten vurderedes tvangstilbageholdelig på be-
handlingsindikation den 14. september 2015, hvilket rettelig var den 14. august 2015.
Nævnet udtalte desuden kritik af, at der ikke var overensstemmelse mellem journalen
og tvangsprotokollen for så vidt angik begrundelsen for at tvangstilbageholde patien-
ten. Det fremgik således af journalen, at patienten blev tvangstilbageholdt på behand-
lingsindikation, men i tvangsprotokollen var det anført, at patienten blev tvangstilba-
geholdt på grund af farlighed. Overlægen havde på mødet med Patientklagenævnet
oplyst, at det var oplysningerne i journalen, der var korrekte, men at patienten også
var til fare for sig selv.
Nævnet udtalte derudover kritik af, at der i tvangsprotokollen var noteret, at der var
foretaget en revurdering den 17. september 2015, men at den rettelig blev foretaget
den 13. september 2015, hvilket var dokumenteret i journalen.
78
C. Afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fy-
sisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærm-
ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikrings-
afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psyki-
atriske Ankenævn.
Ankenævnet har ændret flere af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser og har
herunder bl.a. vedrørende tvangsbehandling slået fast, at motivation skal foretages
forud for og dagligt op til beslutningen om tvangsbehandling, at frivillig indtagelse af
medicin i motivationsperioden afbryder motivationen, der starter forfra, når patienten
igen afviser behandling, at der skal motiveres for hele den primære behandling, der
senere træffes beslutning om, herunder eventuelt dosisinterval, at patienten skal in-
formeres, hvis dosis går ud over sædvanlig dosis, og at dette skal begrundes og jour-
nalføres. Ankenævnet har ved afgørelserne taget stilling til, om patienten har haft mu-
lighed for at drøfte tvangsbehandlingen med sin patientrådgiver og har i sager, hvor
betænkningstiden har strakt sig over to døgn fundet, at patienten havde haft mulighed
for at drøfte spørgsmålet med patientrådgiveren. Ankenævnet har således godkendt
en betænkningstid på to døgn og derover. Ankenævnet har i flere afgørelser gjort en
bemærkning om, at tvangsprotokollen skal indeholde nøjagtig og korrekt dato for
iværksættelse af tvangsbeslutningen, ligesom der i journalen også bør henvises til
tvangsprotokollen. Ligeledes har Ankenævnet bemærket, at hele tvangsbeslutningen
inklusiv det subsidiære præparat skal fremgå af tvangsprotokollen, og der skal være
en henvisning i journalen til tvangsprotokollen. Ankenævnet har også påpeget, at
tvangsprotokollen for den påklagede tvangsbehandling er nødvendig for vurderingen
af, om den besluttede tvang opfylder psykiatrilovens betingelser herfor, da det er ved
udfyldelse af tvangsprotokollen, at der bliver taget endelig stilling til den samlede be-
slutning om tvangsbehandling.
1. Tvangsbehandling
Det fremgår af § 3 i Psykiatriloven, at behandling på en psykiatrisk afdeling så vidt
muligt skal finde sted med patientens samtykke.
I lovens § 1, stk. 3 er det præciseret, at der ved tvang i denne lov forstås anvendelse
af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke jf. kapitel 5 i
sundhedsloven.
Af Sundhedslovens § 15, stk. 3 fremgår det, at informeret samtykke er et samtykke,
der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side.
Patienten skal ifølge § 16 blandt andet informeres om sine behandlingsmuligheder,
herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal gives løben-
de og give en forståelig fremstilling af patientens sygdom og den påtænkte behand-
ling.
79
Hvis det ikke er muligt at opnå patientens informerede samtykke, kan det blive nød-
vendigt at træffe beslutning om tvangsbehandling. I så fald er der en række betingel-
ser, der skal være opfyldt jf. Psykiatrilovens § 12.
Det fremgår af § 12, stk. 1 jf. § 10, at tvangsbehandling kun må anvendes, hvis pati-
enten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må sidestilles hermed. I
de klagesager, som Ankenævnet har behandlet, har Ankenævnet fundet, at alle pati-
enterne har opfyldt denne betingelse, hvorfor der ikke vil blive redegjort nærmere her-
for.
Øvrige betingelser, der stilles for motivering og beslutning om at tvangsbehandle, er
følgende:
A. Med hensyn til det primære præparat:
1. Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage, hvor første motivations-
dag er dag nul.
2. Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og en/et bestemt do-
sis/dosisinterval - herunder orienteret om formål, virkninger og eventuelle bivirknin-
ger.
3. Der skal være identitet mellem det præparat og den/det dosis/dosisinterval, der
motiveres for og det præparat og det dosis/dosisinterval, der træffes beslutning om.
4. Der må ikke være diskrepans mellem journal og motivationsskema
5. Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele dosisintervallet, når den
primære behandling involverer et dosisinterval.
6. Frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder motivationen, så tidli-
gere motivering ikke medregnes, hvis patienten på ny afviser at modtage medicin.
7. Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i pro.medicin.dk er anført for
initialdoser og sædvanlige doser.
Ved doser, der overstiger sædvanlig dosering skal patienten oplyses herom, og der
skal gives en særskilt begrundelse, som skal journalføres i relation til beslutningen om
tvangsbehandling.
8. Der skal motiveres helt op til beslutningsdagen.
9. Tvangsbeslutningen – og dermed også motiveringen – skal nøje følge pro.medicins
retningslinjer for dosisindgivelse.
80
B. Med hensyn til det subsidiære præparat:
1. Dosis og dosisinterval skal ligge inden for de retningslinjer, der er angivet i
pro.medicin.dk jf. ovenfor.
2. Patienten skal mindst én gang i motivationsforløbet være orienteret om formål,
virkninger og eventuelle bivirkninger af det subsidiære præparat.
Ad A1: Motivering i maksimalt 3 dage
Det Psykiatriske Ankenævn har i flere afgørelser ændret Det Psykiatriske Patientklage-
nævns afgørelse, idet Ankenævnet har fundet, at en betænkningstid på under to døgn
for den konkrete behandling ikke kan anses for passende, herunder har Ankenævnet
fastslået, at der i betænkningstiden skal være motiveret for et bestemt præparat med
specifik angivelse af dosis/dosisinterval.
Betænkningstid på 23 timer og 15 minutter var ikke tilstrækkelig
Ankenævnet fandt, at en betænkningstid på 23 timer og 15 minutter ikke var tilstræk-
kelig betænkningstid.
Den 2. september 2014 var der motiveret for startdosis af primært præparat. Den 3.
september 2014 blev der motiveret for startdosis med øgning til en dosis, der oversteg
den besluttede dosis.
Patienten fik tilbudt den konkrete behandling kontinuerligt fra den 4. september 2014
kl. 11.30. Beslutning om tvangsbehandling blev truffet den 5. september 2014 jf.
journalnotat af 5. september 2014 kl. 10.45, hvoraf fremgik, at patienten også den 5.
september 2014 var blevet motiveret for den konkrete behandling.
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
Det var Ankenævnets vurdering, at patienten konkret fik tilbudt behandling gennem
23 timer og 15 minutter, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.
Det var Ankenævnets opfattelse, at der ikke var gjort, hvad der var muligt for at opnå
patientens frivillige medvirken, idet det ikke kunne afvises, at patienten ville have
modtaget behandlingen, såfremt der var forsøgt motiveret for primært præparat med
konkret angivelse af dosis og dosisinterval kontinuerligt fra den 2. til den 5. september
2014.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A2: Motivering for bestemt præparat og dosis
81
Ankenævnet har i flere sager ændret det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser,
hvor der kun var motiveret for startdosis uagtet, at tvangsbehandlingsbeslutningen in-
deholdt et dosisinterval.
Eksempel 1:
Der skal motiveres for hele dosisintervallet, og dette skal fremgå af journalen
Den 5. oktober 2015 blev der opstartet motivation for behandling med Cisordinol 4 mg
stigende til maksimalt 50 mg.
Overlægen traf den 8. oktober 2015 kl. 11.30 beslutning om tvangsbehandling med
tablet Cisordinol 4 mg stigende til maksimalt 50 mg
Det fremgik af journalen, at patienten den 5. oktober 2015 kl. 11.30 blev motiveret for
behandling med tablet Cisordinol i et dosisinterval på 4-50 mg.
Den 6. og den 7. oktober 2015 blev patienten alene motiveret for behandling med tab-
let Cisordinol 4 mg.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at der var truffet beslutning om iværksættelse af
tvangsbehandling med den dosis, der var motiveret for, da der alene var motiveret for
startdosis, men ikke for hele det dosisinterval, der blev truffet beslutning om den 8.
oktober 2015.
Da patienten i perioden ikke havde været motiveret for hele dosisintervallet, fandt An-
kenævnet ikke, at den foretagne motivation kunne betragtes som betænkningstid i re-
lation til den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 8. oktober 2015 kl.
11.30.
Ankenævnet fandt således, at der ikke var gjort, hvad der var muligt for at opnå pati-
entens frivillige medvirken, idet patienten i hele motivationsforløbet burde have været
motiveret for hele dosisintervallet for det primære præparat.
Ankenævnet fandt heller ikke, at bekendtgørelsens § 3, stk. 1, stk. 3 og stk. 5 (be-
kendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afde-
linger) var opfyldt, da der ikke var gjort vedvarende forsøg på at motivere patienten til
frivillig behandling med hele dosisintervallet.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om tvangsbehand-
ling.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
82
Der skal motiveres ensartet for hele dosisintervallet, og patienten skal have
mulighed for at drøfte forholdet med sin patientrådgiver
Det fremgik af journalen, at patienten den 3. juni 2015 blev motiveret for tablet Abilify
10 mg til 20 mg.
Af journalen for den 4. og 5. juni 2015 fremgik, at patienten blev motiveret for tablet
Abilify 10 mg til 15 mg
Den 6. juni 2015 fremgik det af journalen, at patienten blev motiveret for tablet Abilify
10 mg, hvorefter der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med peroral Abilify
startende med 10 mg og maks. 20 mg/døgn.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning.
Ankenævnet fandt, at bekendtgørelsens § 3, stk. 1, stk. 3, stk. 4 og stk. 5 (bekendt-
gørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger)
ikke var opfyldt, da der ikke var gjort vedvarende forsøg på at motivere patienten til
frivillig behandling med hele dosisintervallet, og da patienten ikke havde mulighed for
at drøfte forholdet med en patientrådgiver, da patienten reelt ikke fik betænkningstid.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A4: Overensstemmelse mellem journal og motivationsskema
Det Psykiatriske Ankenævn har ændret Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser, hvor
der var forskellige angivelser i journal og motivationsark.
Forskellige angivelser i journal og motivationsskema/afvigelsesskema gør
det uklart, hvad patienten egentligt er blevet motiveret for
Det fremgik af journalen, at patienten havde fået tilbudt behandling med smeltetablet
Zyprexa 10 mg stigende til højst 20 mg daglig afhængig af virkning og bivirkninger fra
den 6. til den 10. november 2014.
Det fremgik af afvigelsesskemaet, at patienten havde fået tilbudt behandling med tab-
let Olanzapin 10 mg i perioden fra den 7. til den 11. november 2014, inden der blev
truffet beslutning om tvangsbehandling den 12. november 2014.
Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid tablet Zyprexa 10 mg stigende
til højst 20 mg afhængig af virkning og bivirkninger.
Ankenævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at patienten blev motiveret for hele do-
sisintervallet i perioden fra den 7. til den 11. november 2014.
83
Ankenævnet lagde vægt på, at der var diskrepans mellem afvigelsesskemaet og den
øvrige journal om, hvad der blev motiveret for.
Det var på denne baggrund Ankenævnets vurdering, at perioden fra den 7. til den 11.
november 2014 ikke kunne betragtes som betænkningstid i relation til den beslutning
om tvangsbehandling, der blev truffet den 12. november 2014.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om tvangsbehand-
ling.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Der skal være overensstemmelse mellem journal og motivationsskema, og
der skal motiveres konkret for det dosisinterval, der træffes beslutning om
Det fremgik af særskilt motivationsskema, at patienten fra den 7. til den 10. oktober
2014 dagligt blev motiveret for tablet Abilify 5-15 mg afhængig af effekt og bivirkning,
alternativt injektion Abilify 9,75 mg.
Den 7. oktober 2014 var det anført i journalen, at der blev påbegyndt motivation for
behandling med tablet Abilify 5-15 mg afhængig af effekt og bivirkning, og at patien-
ten fik tilbudt behandling med 5 mg Abilify.
Den 8. oktober 2014 fremgik det af journalen, at patienten blev motiveret for behand-
ling med tablet Abilify 5-15 mg, subsidiært 9,75 mg i.m.
Den 9. oktober 2014 var det anført i journalen, at patienten blev forsøgt motiveret for
tablet Abilify 5-15 mg i henhold til motivationsfase.
Ankenævnet fandt, at der forelå diskrepans mellem journalen og motivationsskemaet
om, hvorvidt patienten i motivationsperioden dagligt blev motiveret for hele den dosis,
som der efterfølgende blev truffet beslutning om.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst
indgribende foranstaltning.
Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient skulle tilbydes en konkret behandling,
og at tvangsbehandling som udgangspunkt skulle iværksættes med det præparat og
den dosis, som der var motiveret for, medmindre der forelå særlige omstændigheder,
der kunne begrunde andet.
Det var videre Ankenævnets opfattelse, at der skulle motiveres konkret for det dosis-
interval, der efterfølgende blev truffet beslutning om. Det skulle fremgå af journalen,
at der var motiveret for hele dosisintervallet.
84
Det var således Ankenævnets opfattelse, at der ikke var gjort, hvad der var muligt for
at opnå patientens frivillige medvirken, idet det ikke var dokumenteret i journalen, at
patienten dagligt og kontinuerligt blev motiveret konkret for hele dosisintervallet af
tablet Abilify.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om tvangsbehand-
ling.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A5: Ensartet motivering i hele motivationsforløbet
Selv om patienten ikke ønsker motivation, skal den påtænkte motivation for
så vidt angår dosis og dosisinterval noteres i journalen
Overlægen traf den 6. december 2014 beslutning om tvangsbehandling med tablet Se-
renase 2 mg x 1 dagligt stigende til 15 mg dagligt, subsidiært injektion Serenase 2,5
mg x 1 dagligt stigende til 2,5 mg x 2.
Det fremgik af journalen, at patienten den 3. december 2014 blev motiveret for tablet
Serenase 2 mg stigende med 2 mg op til maksimalt 15 mg.
Den 4. december 2014 blev patienten motiveret for tablet Serenase 2 mg stigende
med 2 mg op til maksimalt 15 mg, men patienten var ikke interesseret heri og oplyste,
at han var fuldt ud klar over, hvad der skulle motiveres for.
Den 5. december 2014 kl. 11.00 fremgik det af journalen, at patienten alene blev mo-
tiveret for tablet Serenase 15 mg, som han afviste.
Senere kl. 14.19 var det noteret i journalen, at det blev forsøgt at motivere patienten
for Serenase som tablet og injektion, men at han afbrød lægen og oplyste, at han ikke
behøvede yderligere informationer og var fuldt tilfreds med, at han var blevet motive-
ret den 3. december 2014.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.
Det var Ankenævnets vurdering, at der ikke blev motiveret ensartet op til beslutningen
om tvangsbehandling den 6. december 2014.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at der var truffet beslutning om iværksættelse af
tvangsbehandling med den dosis, da der den 5. december 2014 alene blev motiveret
for tablet Serenase 15 mg, men ikke for hele det dosisinterval, der blev truffet beslut-
ning om den 6. december 2014.
Ankenævnet bemærkede, at patienten blev forsøgt motiveret fra den 3. til den 5. de-
cember 2014, hvor han frabad sig information om behandlingen. Det lykkedes dog at
motivere han to gange, men da der ikke blev motiveret for hele dosisintervallet den 5.
85
december 2014 kl. 11.00 var det Ankenævnets vurdering, at betænkningstiden i rela-
tion til den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 6. december 2014,
ikke var tilstrækkelig.
Det var således Ankenævnets opfattelse, at der ikke var gjort, hvad der var muligt for
at opnå patientens frivillige medvirken, idet han burde have været motiveret for hele
dosisintervallet for det primære præparat den 5. december 2014 kl. 11.00.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A7: Dosis skal ligge inden for de doser, som pro.medicin.dk angiver
Om den besluttede dosis er sædvanlig skal blandt andet vurderes ud fra patientens al-
der og ud fra administrationsmåde. Når en patient er over 65 år, betragtes denne som
ældre. Endvidere skal baggrunden for at ordinere en enkeltdosis, der går ud over sæd-
vanlig dosis, som angivet på pro.medicin.dk, oplyses i journalen i relation til beslutnin-
gen om tvangsbehandling, og patienten skal informeres herom. Det er ikke tilstrække-
ligt, at begrundelsen fremgår af tvangsprotokollen eller af lægeerklæringen.
Eksempel 1:
Den ordinerede dosis Risperdal (1-6 mg) og Zyprexa (5-10 mg) var usædvan-
lig, fordi patienten var fyldt 66 år
Overlægen traf beslutning om tvangsbehandling af en 66-årig patient med tablet Ri-
sperdal 1 mg stigende til 6 mg, alternativt injektion Zyprexa 5 mg stigende til maksi-
malt 10 mg dagligt i maksimalt tre dage, derefter Haloperidol (Serenase) 2,5 mg sti-
gende til maksimalt 10 mg i.m. dagligt.
Patienten, der tidligere havde haft en langvarig manisk tilstand behandlet blandt andet
med Zyprexa i en tablet dosis op til 20 mg dagligt med god effekt, var 65 år ved ind-
læggelsen den 2. maj 2014. Patienten var fyldt 66 år, da beslutningen om tvangsbe-
handling blev truffet.
Ankenævnet oplyste ved afgørelsen blandt andet, at dosisangivelserne på medicin-
oversigten på pro.medicin.dk ved behandling med tablet Risperidon hos ældre var 0,5
mg 2 gange dagligt, og for injektion Zyprexa ved behandling af ældre var dosis 2,5-5
mg i.m.
Ankenævnet noterede sig, at patienten var 66 år ved tvangsbeslutningen.
Ankenævnet fandt på den baggrund ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om
anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bi-
virkninger.
86
Ankenævnet lagde vægt på, at den besluttede administration af dosis Risperdal samt
den besluttede dosering af Zyprexa gik ud over det, der på pro.medicin.dk var angivet
som sædvanlig dosering for ældre.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at der af journalen i relation til beslutningen om
tvangsbehandling ikke fremgik oplysninger om, hvad baggrunden var for at ordinere
en dosis, der gik ud over den sædvanlige dosis, ligeledes fremgik det ikke, at patien-
ten konkret blev informeret om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Den ordinerede dosis Cisordinol (10-50 mg) var uberettiget og overskred do-
seringsretningslinjerne på pro.medicin.dk for ældre
Overlægen traf beslutning om tvangsbehandling med dråber Cisordinol 10-50 mg.
Patienten var 69 år og havde tidligere været i behandling med Cisordinol i denne dosis.
Under Patientklagenævnets møde oplyste overlægen på spørgsmål om valg af medi-
cindosis for det primære præparat Cisordinol, jf. anbefalingerne i medicinfortegnelsen
på www.pro.medicin.dk, at patienten var stærkt psykotisk, hvilket influerede på pati-
entens dagligdag, og man havde derfor valgt dosisintervallet 10-50 mg, som i medi-
cinfortegnelsen var dosisforslag ved bl.a. akut skizofreni og akutte psykoser.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning.
Ankenævnet fandt ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af af-
prøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet bemærkede, at patienten var 69 år.
Det var Ankenævnets opfattelse, at brug af ekstraordinært store doser – megadoser –
var uberettiget, når der var tale om tvangsmedicinering. Det var endvidere Ankenæv-
nets opfattelse, at der ved en ekstraordinær stor dosis var tale om en dosis, der over-
skred dosisintervallerne på pro.medicin.dk.
Det var videre Ankenævnets opfattelse, at angivelsen på pro.medicin.dk skulle forstås
således, at sædvanlig dosis Cisordinol til ældre var 2-6 mg, men at der kunne gives
stigende op til 10-20 mg, hvis der var en konkret begrundelse herfor.
Det var på denne baggrund Ankenævnets opfattelse, at det besluttede dosisinterval på
Cisordinol 10-50 mg gik udover doseringsretningslinjerne på pro.medicin.dk vedrøren-
de ældre patienter, da det besluttede dosisinterval overskred 20 mg.
87
Ankenævnet ændrede på den baggrund den afgørelse, som Det Psykiatriske Patient-
klagenævn havde truffet.
Eksempel 3:
Begrundelsen for at ordinere en dosis, der går ud over den på pro.medicin.dk
angivne sædvanlige dosis, skal konkret fremgå af journalen. Det er ikke til-
strækkeligt, at begrundelsen er noteret i tvangsprotokollen
Overlægen traf den 17. oktober 2014 beslutning om tvangsbehandling med ”tablet
Abilify 10 mg dagligt justeret efter effekt og bivirkninger op til maksimalt 30 mg dag-
ligt (den valgte dosis kan overstiges grundet svært psykotisk tilstand), alternativt kan
anvendes Abilify 7,5 mg/ml indsprøjtning i.m. 1 ml dagligt”.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning.
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om anvendelse af af-
prøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet
lagde vægt på, at den besluttede dosering gik ud over det, der på pro.medicin.dk var
angivet som sædvanlig dosering og oplyste, at dosis ved behandling med tab-
let/mikstur Abilify sædvanligvis var 10-15 mg én gang dagligt og vedligeholdelsesdosis
15 mg én gang dagligt. Maksimalt 30 mg dagligt.
Ankenævnet bemærkede, at det af tvangsprotokollen i relation til beslutningen om
tvangsbehandling fremgik, at ” den valgte dosis kan overstiges grundet svært psyko-
tisk tilstand”.
Det var dog Ankenævnets opfattelse, at det ikke af journalen konkret og i tilstrækkelig
grad fremgik med hvilken begrundelse, der blev ordineret en dosis, der gik ud over
den på pro.medicin.dk angivne sædvanlige dosis, ligeledes fremgik det ikke, at patien-
ten konkret blev informeret om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 4:
Begrundelsen for at ordinere en dosis, der går ud over den i pro.medicin.dk
angivne sædvanlige dosis, skal konkret fremgå af journalen. Det er ikke til-
strækkeligt, at begrundelsen fremgår af lægeerklæringen.
Overlægen traf den 25. maj 2015 beslutning om tvangsbehandling med dråber
Cisordinol 50 mg dagligt eventuelt stigende til 75 mg, alternativt injektion Cisordinol
Acutard 125 mg eventuelt stigende til 180 mg med to dages pause.
88
Det fremgik af lægeerklæringen til brug for klagesagsbehandlingen, at der var en kon-
kret begrundelse for den høje dosis.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten i pro.medicin.dk, at ved be-
handling med Cisordinol ved kronisk skizofreni og andre psykoser var dosis for voksne
20-40 mg dagligt.
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik af medicinoversigten i pro.medicin.dk, at
Cisordinol Acutard burde som andre antipsykotika doseres individuelt. Sædvanlig in-
jektionsdosis for voksne var sædvanligvis 50-150 mg. Doseringen blev gentaget ved
behov, sædvanligvis efter 2-3 døgn. Der burde højst gives fire injektioner og højst en
akkumuleret dosis på 400 mg. Behandlingen burde højst vare 14 dage.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om sædvanlig
dosering.
Ankenævnet lagde vægt på, at Cisordinol samt Cisordinol Acutard var almindeligt an-
vendte og velafprøvede lægemidler, men at de besluttede doseringer gik ud over det,
der i pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig dosering.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af lægeerklæringen til brug for klagesagsbe-
handlingen, at der var en konkret begrundelse for den høje dosis.
Ankenævnet lagde imidlertid videre vægt på, at begrundelsen ikke fremgik af journa-
len i relation til beslutningen om tvangsbehandling.
Det var således Ankenævnets opfattelse, at der blev ordineret en dosis, der gik ud
over den på pro.medicin.dk angivne maksimale dosis, ligeledes fremgik det ikke, at
patienten konkret var blevet informeret om, at den ordinerede dosis gik ud over mak-
simal dosis.
Ankenævnet var opmærksom på, at patienten tidligere havde modtaget Cisordinol de-
pot.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet
kunne således ikke godkende den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet
den 25. maj 2015.
Særligt om depotbehandling
Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesme-
dicin ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke
kender.
89
Det følger også af mindste middels princippet, at tvangsbehandling med injektion som
udgangspunkt er et mere indgribende middel end tabletbehandling. Det er Nævnets
praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt er den mest indgribende
behandlingsform. Der skal derfor være særlige grunde for at vælge depotbehandling.
Særlige grunde kan eksempelvis være, at patienten lider af giftfrygt/frygt for sprøjter,
eller at brugen af daglige injektioner vil være særligt angstvoldende eller forbundet
med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse. De særlige grunde skal være konkrete
og journalføres.
Nedenstående eksempler viser, at tvangsbehandling med depotmedicin kræver en
konkret og relevant begrundelse, og at det ikke er tilstrækkeligt kun at henvise til, at
patienten tidligere har fået depotmedicin med god effekt.
Eksempel 1:
Det er en forudsætning for tvangsbehandling med depot, at det er godtgjort,
at tvangsbehandling med tablet eller injektion ikke er mulig
Overlægen traf den 15. december 2014 beslutning om tvangsbehandling med injektion
Cisordinol Acutard 100 mg i.m. på 1. dag, og på 3. dag Cisordinol Acutard 100 mg i.m.
samt på 5. dag injektion Cisordinol Acutard 100 mg i.m. i kombination med depotin-
jektion Cisordinol 300 mg i.m, og herefter hver 14. dag depot injektion Cisordinol 300
mg i.m.
Det Psykiatriske Patientklagenævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling
med depot.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at behandling med Cisordinol depot,
indledningsvist med injektion Cisordinol Acutard, ikke opfyldte kravet om mindst ind-
gribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling
blev truffet. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten ifølge journalen
ikke led af giftfrygt eller frygt for sprøjter, hvorfor Ankenævnet ikke fandt, at det var
godtgjort, at tvangsbehandling med tablet eller mikstur ville være umulig, eller at bru-
gen af daglige injektioner ville være særligt angstvoldende eller forbundet med vedva-
rende daglig fysisk magtanvendelse.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af journalen, at det tidligere var
vurderet, at patienten kunne behandles med peroral medicin med tvang.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
se.
Eksempel 2:
90
Patienten led af frygt for sprøjter og depotbehandling, men kunne samarbej-
de om tvangsbehandlingen med Cisordinol dråber
Overlægen traf den 12. december 2014 beslutning om tvangsbehandling med Cisordi-
nol depot injektion med initialdosis 200 mg hver 14. dag, som kunne øges op til 400
mg hver 14. dag.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform ikke opfyldte
kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen
om tvangsbehandling blev truffet.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten kunne samarbejde om tvangsbehandlingen
med Cisordinol dråber.
Ankenævnet lagde videre lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten led af
frygt for sprøjter og depotbehandling, hvorfor det ville være særligt angstvoldende at
give depotmedicinen ved injektion.
Ankenævnet fandt det ligeledes ikke godtgjort, at tvangsbehandling med tablet eller
mikstur ville være umulig, men var opmærksom på, at patienten var svær at fastholde
i peroral behandling efter udskrivelse.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldte.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Betingelser for tvangsbehandling med depot medicin er f.eks. medicinsvigt,
og at patienten tidligere har været i tvangsbehandling med depotmedicin, der
gav færre tvangssituationer. Det er dog en forudsætning, at det ved hver be-
slutning om tvangsbehandling skal begrundes konkret i journalen, såfremt
der bliver truffet en beslutning om en dosering, der går ud over det, der på
pro.medicin.dk er angivet som sædvanlig dosering.
Overlægen traf den 5. oktober 2015 traf beslutning om tvangsbehandling med Xeplion
depot 150 mg, efter en uge 100 mg, og derefter 100 mg hver 4. uge evt. stigende til
150 mg, justeret efter virkning og bivirkninger.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten i pro.medicin.dk, at der ved
behandling med injektion Xeplion depot initialt gives 150 mg på dag 1 og 100 mg på
91
dag 8 (evt. +/- 4 dage). Sædvanlig vedligeholdelsesdosis var 75 mg hver 4. uge (evt.
+/- 7 dage). Dosis kunne justeres i intervallet 25-150 mg månedligt.
Ankenævnet fandt, at Xeplion i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende be-
handlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.
Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten ifølge journalen var uden
sygdomsindsigt og tidligere havde været indlagt flere gange på grund af medicinsvigt,
idet det ikke var lykkedes at fastholde patienten i antipsykotisk behandling. Videre
lagde Ankenævnet lagt vægt på, at patienten allerede havde været i tvangsbehandling
med depotmedicin, der gav færre tvangssituationer.
Ankenævnet bemærkede, at den besluttede dosering, for så vidt angik Xeplion depot
100 mg hver 4. uge evt. stigende til 150 mg, justeret efter virkning og bivirkninger,
gik ud over sædvanlig vedligeholdelsesdosis, der i pro.medicin.dk var angivet som 75
mg hver 4. uge, og at der ikke fremgik en konkret begrundelse for dette i journalen i
forbindelse med tvangsbeslutningen den 5. oktober 2015.
Ankenævnet oplyste, at såfremt der blev truffet beslutning om en dosis, der lå over
sædvanlig vedligeholdelsesdosis, skulle dette begrundes konkret i journalen. Denne
begrundelse skulle fremgå af hver beslutning om tvangsbehandling.
Det var således Ankenævnets opfattelse, at det ikke af journalen konkret fremgik, med
hvilken begrundelse, der blev ordineret en dosis, der gik ud over det i pro.medicin.dk
angivne sædvanlige dosis, ligeledes fremgik det ikke, at patienten konkret blev infor-
meret om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.
Ankenævnet bemærkede, at det i forbindelse med en tidligere beslutning om tvangs-
behandling den 15. juli 2015 om samme dosis og præparat fremgik, at patienten tidli-
gere havde modtaget injektion Rispolept depot 50 mg hver 14. dag, dog uden til-
strækkelig effekt, hvorfor en stigning til 75 mg hver 14. dag var indiceret, men at be-
handlingen blev seponeret på grund af bivirkninger.
Ankenævnet præciserede, at det ved hver beslutning om tvangsbehandling skulle be-
grundes konkret i journalen, såfremt der blev truffet en beslutning om en dosering,
der går ud over det, der på pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig dosering.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3a:
Begrundelse for valg af depot præparat, herunder konkret begrundelse i jour-
nalen og notat i journalen om, at patienten var informeret om, at der var truf-
fet en beslutning om en dosering, der gik ud over det, der på pro.medicin.dk
var angivet som sædvanlig dosering.
92
Overlægen traf den 21. juli 2015 beslutning om tvangsbehandling med injektion Xepli-
on depot 150 mg i.m., herefter 100 mg hver måned, evt. stigende til 150 mg hver
måned, og at dosis kunne justeres afhængig af effekt og bivirkninger inden for det be-
sluttede dosisinterval.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling, der
gik ud over sædvanlig vedligeholdelsesdosis (75 mg). Der forelå en særskilt begrun-
delse for den høje dosis, og begrundelsen fremgik af journalen, ligesom det fremgik af
journalen, at patienten var informeret om begrundelsen for den høje dosis.
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ud fra en konkret vurdering, at Xeplion i de-
potform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform. Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn lagde i den forbindelse vægt på, at patienten tidligere havde modtaget
injektion Rispolept depot 50 mg hver 14. dag, dog uden tilstrækkelig effekt, hvorfor en
stigning til 75 mg hver 14. dag ville være indiceret, men at behandlingen blev sepone-
ret på grund af oplysning fra patienten om, at præparatet gav patienten bivirkninger.
Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde videre vægt på, at en dosering på injektion
Rispolept 75 mg hver 14. dag svarede til en dosering på injektion Xeplion depot 150
mg hver måned. Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde videre vægt på at patienten
tidligere var søgt behandlet med flere forskellige præparater, men havde oplevet, at
disse gav bivirkninger. Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at Xeplion
har færre bivirkninger end Rispolept, samt at det aldrig var lykkedes at fastholde pati-
enten i en behandling med tabletter.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling med injektion Xeplion depot gives initialt 150 mg på dag 1 og 100 mg på
dag 8 (evt. +/- 4 dage). Sædvanlig vedligeholdelsesdosis var 75 mg hver 4. uge (evt.
+/- 7 dage). Dosis kunne justeres i intervallet 25-150 mg månedligt.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering med færrest mulige bivirkninger. Anke-
nævnet lagde vægt på, at Xeplion var et almindeligt anvendt og afprøvet lægemiddel,
ligesom de besluttede doseringer var almindelige.
Ankenævnet tiltrådte således Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse og fandt –
modsat ovenstående sag – at de besluttede doser var almindelige.
Særligt om behandling af legemlig lidelse
En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, og som modsætter sig be-
handling af en legemlig lidelse, kan tvangsbehandles, hvis lidelsen udsætter patientens
liv eller helbred for væsentlig fare. Det følger af psykiatrilovens § 13.
93
Konkret vurdering af at behandling for legemlig lidelse ikke udsatte patien-
tens liv eller helbred for væsentlig fare
Overlægen traf den 22. maj 2015 beslutning om tvangsbehandling i form af udrednin-
gen for lidelsen Insulinom med 72-timers fastetest med anlæggelse af iv-adgang,
blodsukker-måling hver anden time og udtagelse af blodprøver hver morgen i de 72-
timer samt ved symptomer på hypoglykæmi.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte afgørelsen om tvangsbehandling.
Ankenævnet fandt, at patienten ikke befandt sig i en tilstand, som udsatte hans liv og
helbred for væsentlig fare.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten den 22. maj 2015 havde været indlagt i en
måned, uden at der var observeret symptomer på lavt blodsukker, og man havde
målt helt normale fasteværdier af blodsukker og insulin samt forstadierne pro-insulin
og c-pep tid. Der var dog ikke målt ’langtidsblodsukker’ (hgbA1c).
Ankenævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst
indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke fremgik nogen konkret begrundelse for
tvangsbehandling med 72 timers fastetest i journalen, da patientens fasteværdier var
normale på tidspunktet, hvor fasteundersøgelsen blev gennemtvunget.
Ankenævnet lagde vægt på, at den mindst belastende undersøgelse i den beskrevne
situation ville have været at gentage fasteblodprøver af blodsukker, insulin, pro-insulin
og c-peptid og supplere med HgbA1c. Det ville sige, at der skulle tages en enkelt blod-
prøve efter en nats faste.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt om blodprøvetagning med tvang og EKG
Blodprøvetagning og EKG er ikke nævnt specifikt i lov om anvendelse af tvang i psyki-
atrien eller dennes forarbejder, men vil normalt kunne gennemføres i medfør af psyki-
atrilovens § 12 eller § 13, såfremt der er truffet beslutning om tvangsbehandling, og
blodprøvetagningen og EKG er en nødvendig forudsætning for og dermed kan betrag-
tes som et nødvendigt element i gennemførelsen af tvangsbehandlingen.
En patient skal forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling i form
af blodprøvetagning og EKG, informeres om behandlingens formål og virknin-
ger.
94
Patienten var under tvangsbehandling med Zyprexa, og det blev den 3. november
2014 besluttet at opslæmme medicinen i vand, idet patienten havde forsøgt at snyde
med medicinen.
Den 4. november 2014 indgav personalet patienten tvangsmedicin via injektion (sub-
sidiært præparat). Patienten blev i den forbindelse tvangsfikseret, og der blev samme
dag ordineret tvangsbehandling i form af blodprøvetagning og EKG med henblik på
kontrol.
Det fremgik af lægeerklæringen af 18. november 2014, at blodprøvetagning og EKG
blev ordineret med henblik på kontrol af, om patienten kunne tåle doseringen af
Zyprexa, hvis patienten i en periode ikke havde indtaget den tilbudte medicin. Det blev
således vurderet, at der forelå en potentielt livstruende situation for patienten, idet pa-
tienten havde snydt med sin medicin.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling i
form af blodprøvetagning og EKG.
Det var Ankenævnets vurdering, at der blev truffet en ny beslutning om tvangsbe-
handling i form af blodprøvetagning og EKG som et nødvendigt element med henblik
på gennemførelse af den tidligere besluttede tvangsbehandling med Zyprexa.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af journalen, at patienten fik tilbudt
blodprøvetagning og EKG, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingenopfyldte kravet om mindst indgribende for-
anstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at der i dette konkrete tilfælde var tale om en akut opkørt
situation, hvor patienten var i fare for at lide skade på grund af mulig kardial belast-
ning, og han var dertil i stor risiko for at øve alvorlig skade på de personer, der omgav
ham.
Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient, forud for overlægens beslutning om
tvangsbehandling i form af blodprøvetagning og EKG, skulle informeres om behandlin-
gens formål og virkninger.
Det fremgik ikke af journalen, at patienten blev informeret om formål med og virknin-
ger af blodprøvetagning og EKG.
Ankenævnet fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldte.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad B.1: Med hensyn til det subsidiære præparat
95
Patienten skal informeres herom, og det skal fremgå af journalen i relation til
beslutningen om tvangsbehandling, hvis der ordineres en enkeltdosis, der går
ud over sædvanlig dosis i pro.medicin.dk – ved injektion med Abilify skal en
dosis på 15 mg fordeles på to doser
Overlægen traf den 30. juli 2015 beslutning om tvangsbehandling af 80-årig patient
med tablet Risperdal startende med 0,5 mg stigende med 0,5 mg cirka hver 4. dag til
2-3 mg, alternativt injektion Abilify 7,5 mg stigende til 15 mg i.m. efter en uge.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen.
Ankenævnet oplyste, for så vidt angik behandling med Abilify, at det fremgik af medi-
cinoversigten i pro.medicin.dk, at initialdosis ved injektionsbehandling med Abilify var
9,75 mg (1,3 ml) dybt i.m. Dosis kunne gentages efter behov efter mindst to timer.
Højst tre injektioner dagligt og højst 30 mg aripiprazol dagligt. Erfaring savnedes ved-
rørende patienter over 65 år. Lavere initialdosis kunne overvejes.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om anvendel-
se af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet lagde vægt på (med hensyn til Abilify), at den besluttede dosisadmini-
stration af Abilify gik ud over det, der på pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig,
idet der blev besluttet en injektion Abilify op til 15 mg, uden at der blev besluttet en
administration af dosis over flere omgange.
Ankenævnet lagde vægt på, at der i journalen i relation til beslutningen om tvangsbe-
handling ikke fremgik oplysninger om, hvad baggrunden var for at ordinere en enkel-
dosis, der gik ud over den sædvanlige dosering som angivet på pro.medicin.dk, ligele-
des fremgik det ikke, at patienten konkret blev informeret om, at den ordinerede dosis
således gik ud over sædvanlig dosis.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at patienten ikke tidligere var kendt i psykiatri-
en, og at patienten var 80 år.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt om hjemvisning
Ankenævnet har hjemvist en afgørelse til fornyet behandling i Det Psykiatriske Pati-
entklagenævn, da der ved Det Psykiatriske Patientklagenævns behandling ikke forelå
en tvangsprotokol. Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens be-
slutning af 30. november 2014 om tvangsbehandling af patienten med Risperdal Con-
sta depot injektion hver 14. dag.
Det Psykiatriske Patientklagenævn traf på et efterfølgende nævnsmøde beslutning om
at ændre den tidligere trufne afgørelse, således at Nævnet ikke godkendte overlægens
96
beslutning om, at patienten skulle tvangsbehandles med Risperdal Consta depot injek-
tion hver 14. dag.
Sagen er ikke tilstrækkeligt oplyst, når der ikke foreligger en tvangsprotokol
Det Psykiatriske Patientklagenævn oversendte en anke til Ankenævnet.
Ved telefonsamtale oplyste Det Psykiatriske Patientklagenævn Ankenævnet om, at
Nævnet ikke havde indhentet tvangsprotokol vedrørende tvangsbehandling forud for
afgørelsen af klagen over beslutningen om tvangsbehandling.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, da Det Psykiatriske
Patientklagenævn traf afgørelsen.
Nævnet bemærkede, at der var uoverensstemmelse mellem journalen og tvangsproto-
kollen.
Nævnet hjemviste afgørelsen til Det Psykiatriske Patientklagenævn til fornyet behand-
ling.
Det Psykiatriske Patientklagenævn traf på et efterfølgende nævnsmøde efter at have
indhentet tvangsprotokollen beslutning om at ændre den tidligere trufne afgørelse, så-
ledes at Nævnet ikke godkendte overlægens beslutning om, at patienten skulle
tvangsbehandles med Risperdal Consta depot injektion hver 14. dag.
Nævnet kritiserede fejldatering af tvangsprotokollen af 13. november 2014 samt
manglende journalførsel af beslutning om tvangsbehandling den 30. november 2014.
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at patienten opfyldte betingelserne i psykiat-
rilovens § 12, stk. 1 for tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ik-
ke, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende for-
anstaltning, jf. psykiatrilovens § 4. Det Psykiatriske Patientklagenævn gav følgende
begrundelse for afgørelsen:
”Patientklagenævnet finder ikke, at beslutningen om tvangsbehandling opfylder kravet
om mindst indgribende foranstaltning. Se psykiatrilovens § 4, der er vedlagt.
Nævnet har noteret sig, at personalet har forklaret dig, at du har behov for medicin og
har tilbudt dig medicin i form af Risperdal Consta depot injektion 50 mg. hver 14. dag.
Du har ikke ønsket at tage medicinen frivilligt.
Nævnet har noteret sig, at det fremgår af journalen fra den 28., 29. og 30. november
2014, at du er blevet motiveret for medicinsk behandling med primært Risperdal Con-
sta depot injektion 50 mg. hver 14. dag, at du har afvist behandlingen, og at du er
blevet informeret om formålet, virkning og bivirkninger ved behandlingen
Nævnet har lagt vægt på, at der i journalen den 30. november 2014 ikke er journal-
ført, hvorvidt der er truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal Consta de-
pot injektion 50 mg. hver 14. dag. Ligeledes kan bemærkes, at datoen for tvangspro-
tokollen vedrørende Risperdal Consta 50 mg. hver 14. dag er dateret den 13. novem-
ber 2014. Der er således ikke overensstemmelse mellem den formodede beslutnings-
dag den 30. november 2014 og tvangsprotokollens datering.”
97
2. Indgivelse af beroligende middel med magt
Ifølge Psykiatrilovens § 17, stk. 2 kan lægen bestemme, at en patient om fornødent
med magt skal have et beroligende middel, såfremt det er af afgørende betydning for
bedring af patientens meget urolige tilstand.
Mindste middels princippet i Psykiatrilovens § 4 fastslår, at tvang ikke må benyttes, før
der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Brug af
tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som man vil opnå med den. Er mindre indgri-
bende foranstaltninger tilstrækkelige, skal de anvendes.
Hvis der skal gives beroligende medicin med magt, skal det ske med afprøvet læge-
midler i sædvanlig dosering, ligesom det er tilfældet for tvangsbehandling i henhold til
Psykiatrilovens § 12.
Oversigten over de krav, der stilles til indgivelse af beroligende medicin med magt, er
følgende:
1. Betingelserne for at indgivelse af beroligende medicin med magt skal være opfyldt:
- Det skal være nødvendigt at bringe en meget urolig patients tilstand til ro med
henblik på bedring af dennes tilstand.
2. Forsøg på mindre indgribende foranstaltninger (mindste middels princippet)
- Begrænse, korrigere patientens adfærd
- Forsøge at tale patienten til ro
– Tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse
3. Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering.
4. Der skal være identitet mellem tilbudt præparat og dosis og indgivet præparat og
dosis.
Indgivelse af beroligende middel med magt – mindst indgribende foranstalt-
ning - Ankenævnet
I alle de indbragte sager har Det Psykiatriske Ankenævn fundet, at betingelserne for
indgivelse af et beroligende middel var opfyldt.
Ad1: Betingelserne for beroligende medicin
Ingen afgørelser - dvs. at de indholdsmæssige krav i alle de indbragte sager har været
opfyldt, jf. ovenfor.
98
Ad 2: Mindste middels princippet
En patient skal efter mindste middels princippet tilbydes at tage sin medicin frivilligt,
før det besluttes at give beroligende medicin med magt. Det skal journalføres, at be-
handlingen er tilbudt til frivillig indtagelse, ligesom det skal journalføres, at man for-
gæves har forsøgt at skærme patienten og at tale patienten til ro. Dette skal sikre, at
mindre indgribende foranstaltninger uden held har været forsøgt anvendt.
Ankenævnet har underkendt enkelte afgørelser i 2015, hvor det ikke klart fremgik af
journalen, at disse tiltag var gjort.
Eksempel 1:
Det var ikke noteret i journalen, at patienten var forsøgt begrænset og korri-
geret. Det forhold, at dette efterfølgende blev oplyst på Patientklagenævnets
møde, var ikke godt nok
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om indgivelse af et be-
roligende middel.
Ankenævnet fandt ikke, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet bemærkede, at man havde forsøgt at tale patienten til ro, men at patien-
ten ikke kunne forklares, at patienten skulle dæmpe sig. Patienten var endvidere til-
budt beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af tablet Seroquel 200 mg.
Det fremgik imidlertid ikke af journalen, at patienten forud for indgivelsen af beroli-
gende middel var forsøgt begrænset og korrigeret.
Ankenævnet bemærkede, at lægen ved mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn op-
lyste, at man i forbindelse med hver tvangsforanstaltning i det omfang, det havde væ-
ret muligt, havde forsøgt at tale patienten til ro, skærme ham og til frivilligt at tage
beroligende middel.
Det var imidlertid Ankenævnets opfattelse, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort i
journalen, at patienten i forhold til indgivelsen konkret var forsøgt begrænset og korri-
geret, eller om og i så fald hvorfor dette ikke havde været muligt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
99
Det skal fremgå af journalen, at patienten er forsøgt begrænset og korrigeret
og forsøgt tilbudt beroligende medicin til frivilligt indtagelse. Det er ikke nok,
at patienten er forsøgt talt til ro
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om indgivelse af et be-
roligende middel.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel med magt ikke opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet bemærkede, at personalet forinden havde forsøgt at tilbyde patienten be-
roligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet lagde imidlertid vægt på, at det ikke fremgik, at personalet forinden hav-
de forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Det forhold, at der stod tre personalemedlemmer på gangen kunne ikke i sig
selv tages som udtryk for, at patienten var forsøgt korrigeret og talt til ro
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om indgivelse af et be-
roligende middel.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af beroligende middel med magt ikke opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ad flere omgange var blevet tilbudt beroli-
gende medicin til frivillig indtagelse, men at det ikke fremgik af journalen, at man for-
inden havde forsøgt at korrigere patientens aktiviteter, samt havde forsøgt at tale pa-
tienten til ro.
Det var Ankenævnets opfattelse, at det forhold, at der stod tre personalemedlemmer
på gangen ikke i sig selv kunne tages som udtryk for, at patienten var forsøgt korrige-
ret og talt til ro.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 4:
Ankenævnet godkendte indgivelse af et beroligende middel, hvor dosis af pa-
tienten var blevet oplyst på Det Psykiatriske Patientklagenævns møde
100
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om indgivelse af et be-
roligende middel.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte kravet om
mindst indgribende foranstaltning.
Patienten fik som beroligende middel indgivet injektion Zyprexa 10 mg i.m.
Det fremgik ikke af journalen, hvilken dosis tablet patienten blev tilbudt.
Af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn fremgik, at patienten under mødet
oplyste, at han, for så vidt angik tablet Zyprexa, fik tilbudt 20 mg.
Den tilbudte dosis tablet Zyprexa svarede derfor til den indgivne dosis injektion
Zyprexa.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
***
Ankenævnet har underkendt Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser, hvor An-
kenævnet konkret har fundet, at mindste middels princippet var opfyldt.
Mindste middels princippet var konkret opfyldt
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke indgivelsen af et beroligende middel
i to forhold, da mindste middels princippet ikke fandtes opfyldt.
Det Psykiatriske Ankenævn underkendte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
og godkendte i begge forhold lægens beslutning med en konkret begrundelse for, at
mindste middels princippet ansås for opfyldt.
Forhold 1:
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at indgivelsen af beroligende medicin
opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Det Psykiatriske Patientklagenævn vurderede, at personalet forinden havde forsøgt at
begrænse og korrigere patientens aktivitet, havde forsøgt at tale patienten til ro og
havde tilbudt patienten frivilligt at tage beroligende medicin, før patienten fik medicin
med tvang.
Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde i den forbindelse vægt på, at patienten var
fikseret få timer før, og at patienten blev forsøgt beroliget, men at det ikke havde no-
gen effekt.
Når Det Psykiatriske Patientklagenævn alligevel ikke kunne godkende, at patienten
blev givet beroligende medicin med tvang, var det fordi Nævnet ikke fandt det beskre-
101
vet i journalen, hvorfor fikseringen med bælte ikke var tilstrækkeligt til at bringe pati-
enten til ro, og at det således ikke i forhold til indgivelsen af den beroligende medicin
selvstændigt var vurderet, om det var mindste middel. Nævnet lagde vægt på, at be-
grundelsen for såvel fikseringen som indgivelsen af beroligende medicin var identisk.
Nævnet fandt, at det kunne være nødvendigt og velbegrundet at fiksere en patient og
i umiddelbar forlængelse heraf give beroligende medicin med tvang. Nævnet fandt
dog, at det i sådanne situationer burde begrundes, hvorfor tvangsfikseringen ikke
fandtes at være tilstrækkelig til at bringe patienten til ro, og hvordan det kom til ud-
tryk.
Nævnet lagde samtidig vægt på, at det ikke var dokumenteret, at patienten fik tilbudt
samme beroligende medicin til frivillig indtagelse, som patienten blev givet med tvang.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen: ”er tilbudt beroligende medicin i
tabletform, hvilket hun benægter. Efter endnu et tilbud om beroligende medicin af fri-
villighedens vej gives 10 mg Stesolid.”
Nævnet fandt, at mindste middels princippet krævede, at der som udgangspunkt var
overensstemmelse mellem den medicin, som en patient blev tilbudt til frivillig indtagel-
se og den medicin, som efterfølgende blev givet som beroligende medicin med tvang.
Nævnet fandt heller ikke, at der i journalen var angivet en begrundelse for, hvorfor
dette eventuelt ikke var muligt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte kravet om
mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere
patientens aktiviteter ved at forsøge at skærme patienten til stuen, og havde forsøgt
at tale patienten til ro ved at tilbyde patienten at komme ud og få frisk luft, samt hav-
de tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse, inden der blev givet injektion Ste-
solid 10 mg i.m.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Forhold 2:
Ankenævnet godkendte indgivelse af et beroligende middel, uanset at patien-
ten ikke var tilbudt konkret dosis
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt afgørelsen om indgivelse af et
beroligende middel.
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at indgivelsen af beroligende medicin
opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
102
Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten alene var tilbudt Abi-
lify, men ikke i hvilken dosis, førend patienten fik medicin med tvang i form af tablet
Abilify 10 mg.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte kravet om
mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse patientens
aktiviteter, samt havde forsøgt at tale patienten til ro og havde tilbudt beroligende
medicin i form af Abilify.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten blev tilbudt det samme præparat, som der
efterfølgende blev indgivet, uanset at patienten ikke var tilbudt en konkret dosis til fri-
villig indtagelse.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad. 3: Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering
Ingen afgørelser.
Ad 4.: Identitet mellem det tilbudte og det givne præparat/dosis
Eksempel 1:
Tilbudt og givet dosis skal være ækvivalente. Tablet Zyprexa 10 mg og injek-
tion Zyprexa 10 mg er ikke ækvivalente doser
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om indgivelse af et be-
roligende middel.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af et beroligende middel med magt ikke opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet bemærkede, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere pa-
tientens aktiviteter, samt havde forsøgt at tale patienten til ro og tilbudt patienten be-
roligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet bemærkede, at patienten blev tilbudt medicin i form af tablet Zyprexa 10
mg, men at der i stedet blev givet injektion Zyprexa 10 mg.
Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient skal tilbydes en konkret behandling.
Indgivelse af beroligende middel med magt skal som udgangspunkt iværksættes med
det præparat og den dosis, som der tilbydes til frivillig indtagelse, medmindre der fore-
ligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.
103
Ankenævnet oplyste, at tablet Zyprexa 10 mg svarede dosismæssigt til injektion
Zyprexa 5 mg.
Det var derefter Ankenævnets opfattelse, at der var uoverensstemmelse mellem den
dosis patienten fik tilbudt til frivillig indtagelse i tabletform og den dosis, patienten fik
indgivet som injektion.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Tablet Oxapax 30 mg blev tilbudt, dog blev der givet injektion Stesolid 10 mg,
hvilket imidlertid var ækvivalente doser
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om indgivelse af et be-
roligende middel.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af et beroligende middel med magt opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet bemærkede, at patienten fik tilbudt medicin til frivillig indtagelse i form af
tablet Oxapax 30 mg, men at indgivelsen af et beroligende middel med magt i stedet
blev givet i form af injektion Stesolid 10 mg i.m.
Ankenævnet lagde vægt på, at Oxapax og Stesolid er generisk identiske, og at det ik-
ke er muligt at give Oxapax som injektion, da præparatet ikke findes i en intramusku-
lær formulering.
Ankenævnet oplyste, at i henhold til Dansk Selskab for Psykofarmakologi svarede 30
mg Oxapax dosismæssigt til 10 mg Stesolid/Diazepam.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Ankenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Tablet Oxazapam 15 mg blev tilbudt, men der blev givet injektion Stesolid 10
mg, hvilket ikke var ækvivalente doser
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt afgørelsen om indgivelse af et
beroligende middel.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af et beroligende middel med magt ikke opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
104
Ankenævnet bemærkede, at patienten fik tilbudt medicin til frivillig indtagelse i form af
tablet Oxazepam 15 mg, men at indgivelsen af et beroligende middel med magt i ste-
det blev givet i form af injektion Stesolid 10 mg i.m.
Ankenævnet lagde vægt på, at Oxazepam og Stesolid er generisk identiske, og at tab-
let Oxazepam 15 mg dosismæssigt svarer til injektion Stesolid 5 mg.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at patienten fik indgivet den dosis beroligende medicin,
som der var blevet tilbudt til frivillig indtagelse.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Andre forhold
Ankenævnet har i en afgørelse præciseret, at ordinationen om indgivelse af et beroli-
gende middel skal foretages af en autoriseret læge på afdelingen.
En lægevikar kan, selvom der er konfereret med bagvagten, ikke ordinere
indgivelse af et beroligende middel
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte indgivelsen af et beroligende middel.
Tvangsprotokollen var underskrevet af en lægevikar, som var medicinstuderende, lige-
som journalnotatet, der henviste til tvangsprotokollen ligeledes var udfærdiget af en
medicinstuderende.
Det fremgik af journalnotatet i relation til tvangsbehandlingen, at beslutningen om
indgivelse af beroligende middel med magt var drøftet med bagvagten.
Ankenævnet oplyste, at det fremgår af § 17, stk. 2 i Psykiatriloven, at såfremt det er
af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen be-
stemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.
Det var herefter Ankenævnets vurdering, at ordinationen om indgivelsen af et beroli-
gende middel med magt burde have været foretaget af en autoriseret læge på afdelin-
gen, og at det ikke var tilstrækkeligt, at tvangsforanstaltningen forud for iværksættel-
se af behandlingen var drøftet med en læge.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
***
Ankenævnet har hjemvist en afgørelse på grund af oplysninger modtaget i Ankenæv-
net efter sagens indbringelse dertil.
Hjemvisning af afgørelse på grund af nye oplysninger
105
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt indgivelsen af et beroligende
middel den 4. august 2015
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 19. august 2015 ikke
indgivelsen af et beroligende middel med magt, da det ikke fremgik, hverken af
tvangsprotokollen eller af journalen, hvilken dosis Olanzapin patienten blev tilbudt som
beroligende middel til frivillig indtagelse forud for indgivelse af injektion Zyprexa 10
mg i.m. med magt.
Efter Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse forelå, og efter at sagen var blevet
indbragt for Ankenævnet af den behandlende overlæge, modtog Ankenævnet fra den
behandlende overlæge yderligere et journalnotat, hvoraf det fremgik, at der den 2.
september 2015 var foretaget en tilføjelse til journalen med oplysninger om, at patien-
ten forud for tvangsindgrebet den 4. august 2015 fik tilbudt Olanzapin 10 mg og 15
mg Oxazepam samtidigt som beroligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet fandt herefter, at der var tale om nye væsentlige oplysninger, som ikke
forelå, da Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse i sagen den 19. august
2015.
Ankenævnet hjemviste afgørelsen til Det Psykiatriske Patientklagenævn til fornyet be-
handling.
***
Det Psykiatriske Patientklagenævn traf på et efterfølgende nævnsmøde beslutning om
at fastholde den tidligere trufne afgørelse.
Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på følgende:
”at det retssikkerhedsmæssigt må anses for særdeles betænkeligt, at der ca. en må-
ned efter tvangsindgrebet udfærdiges et journalnotat med oplysning om, hvilket præ-
parat og dosis der er tilbudt, specielt når henses til, at denne oplysning tilsyneladende
ikke er registreret i EPJ eller andetsteds, men således formentlig alene er baseret på et
personalemedlems hukommelse.
at den tilbudte dosis tablet Olanzapin 10 mg ikke svarer til den dosis, som patienten
blev givet som injektion Zyprexa 10 mg, idet tablet Olanzapin 10 mg svarer til injekti-
on Zyprexa 5 mg
at der heller ikke er identitet mellem det tilbudte for så vidt angår præparater, idet der
ud over tablet Olanzapin 10 mg tillige er tilbudt Oxazepam 15 mg. Det bemærkes i
den forbindelse, at det ikke fremgår, om det tilbudte præparat Oxazepam er baseret
på tablet eller injektion.”
106
3. Anvendelse af fysisk magt – ikke godtgjort, at betingelserne i psy-
kiatrilovens § 14, stk. 2 var opfyldt - Ankenævnet
Det fremgår af § 17, stk. 1 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person,
der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres
til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2 vedrørende
tvangsfiksering er opfyldt. Der er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2 for-
udsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges
ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om
hvilket middel der skal anvendes i det enkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse
af mindste middels princip, jf. lovens § 4.
Endvidere må § 17, stk. 1 jf. § 14, stk. 2 kun anvendes i det omfang, det er nødven-
digt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for
at lide skade på legeme eller helbred, eller forfølger eller på anden lignende måde
groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydelig omfang.
Eksempel 1:
Tiltrædelse af fysisk magt – betingelser og mindste middel er opfyldt.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt anvendelsen af fysisk magt.
Patienten havde gennem den seneste time stået ude i badet og havde haft psykotisk
adfærd, hvor patienten havde taget bad og havde haft tøj og møbler med ude i badet.
Patienten var søgt korrigeret i sin adfærd af personalet, hvorefter patienten blev vred
og råbte efter personalet. Patienten blev tilbudt beroligende medicin, som patienten
ikke ønskede at tage imod. Da patienten fortsatte med at stå i badet, forsøgte et per-
sonalemedlem at tage nogle af tingene ud af badeværelset, hvorefter patienten slog
ud efter personalemedlemmet. Der kom et yderligere personalemedlem til, og det blev
aftalt imellem dem, at patienten skulle tilbydes sin pn medicin. Afdelingen ville opbe-
vare patientens ting for at begrænse mængden af stimuli.
Patienten stod fortsat i badet, da personalemedlemmer kom ind på værelset, og pati-
enten var fortsat højlydt råbende. Der var vand over hele badeværelsesgulvet og store
dele af værelsesgulvet. Patienten kom ud af badeværelset, men gik derind igen, idet
patienten ville have et håndklæde. patienten fandt et håndklæde og åbnede herefter
døren med stor kraft og fremstod vred, irritabel, udskældende og truende. Personale-
medlemmerne fastholdt patienten og førte patienten til sengen, hvor patienten fortsat
blev fastholdt. Et personalemedlem oplyste patienten om, at patienten fremstod farlig
og truende og var i en akut opkørt situation. Patienten blev tilbudt beroligende medi-
cin, som patienten afviste.
107
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten selv ville lide skade på legeme eller helbred eller
øve hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten fremstod vred, irritabel, udskældende og tru-
ende i sin adfærd i en sådan grad, at der blev tilkaldt ekstra personale til hjælp.
Ankenævnet fandt videre, at betingelserne for at fastholde patienten efter overførslen
til patientens seng var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at patienten selv ville
lide skade på legeme eller helbred.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten fremstod vred og udskældende, og patienten
blev opfattet som farlig og truende i sin akutte, opkørte tilstand.
Ankenævnet fandt endvidere, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke var muligt at afværge faren for patientens hel-
bred uden at anvende fysisk magt, idet personalet forinden forgæves have forsøgt at
berolige patienten, dels ved skærmning og dels ved at tilbyde patienten beroligende
medicin, før man anvendte fysisk magt.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Tiltrædelse af fysisk magt – betingelser og mindste middel er opfyldt i forbin-
delse med visitering
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt anvendelsen af fysisk magt, der
var begrundet i farlighed.
Det var noteret i journalen, at patienten i forbindelse med indlæggelsen ikke ønskede
at samarbejde til visitering, hvorfor det blev fundet nødvendigt at fastholde patienten
under denne undersøgelse.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt.
Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten i forbindelse med
indlæggelsen ikke ønskede at samarbejde til den nødvendige visitering, hvorfor det
blev fundet nødvendigt at fastholde patienten under denne undersøgelse.
Ankenævnet fandt endvidere, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning, da fastholdelsen alene udstrakte sig til selv visitationsproceduren.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
108
4. Inhabilitet
Inhabilitet forelå ikke, da det ikke var godtgjort, at nævnsmedlemmet havde
en særlig personlig og økonomisk interesse i en konkret sag.
Det havde været bedst stemmende med reglerne om inhabilitet, at det på-
gældende medlem ikke havde deltaget i Det Psykiatriske Patientklagenævns
behandling af spørgsmålet om, hvorvidt der forelå inhabilitet eller ej.
Det fremgår af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at den, der virker inden for den of-
fentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende selv har
en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i
samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse. Ligeledes
er vedkommende i henhold til § 3, stk. 1, nr. 5 inhabil, hvis der i øvrigt foreligger om-
stændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Ifølge
stk. 2 foreligger der dog ikke inhabilitet, hvis der som følge af interessens karakter el-
ler styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sags-
behandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive
påvirket af uvedkommende hensyn.
Det fremgår af forvaltningslovens § 6, at den, der er bekendt med, at der for den på-
gældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt i § 3, stk. 1, snarest skal
underrette sin foresatte inden for myndigheden herom, medmindre det er åbenbart, at
forholdet er uden betydning. For så vidt angår medlemmer af en kollegial forvalt-
ningsmyndighed, skal underretningen gives til myndigheden. Det fremgår videre af
stk. 2, at spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1 nævn-
te myndighed. Af stk. 3 fremgår, at vedkommende ikke selv må deltage i behandlin-
gen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet jf. dog § 4, stk. 1 og 2. Dette gælder
dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til lov.
Af forvaltningslovens § 4, stk. 1, fremgår det, at bestemmelserne i § 3 ikke gælder,
hvis det ville være umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller be-
tænkelighed at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens behandling.
Af stk. 2 fremgår det, at bestemmelserne i § 3 gælder for medlemmer af en kollegial
forvaltningsmyndighed, selv om en stedfortræder ikke kan indkaldes. Bestemmelsen
gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin beslutningsdygtighed eller det af
hensyn til myndighedens sammensætning ville give anledning til væsentlig betænke-
lighed, dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og behandlingen
ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser.
Det Psykiatriske Patientklagenævn vurderede, at et nævnsmedlem fra Foreningen
SIND ikke havde været inhabil i forbindelse med behandlingen af en sag, hvori der
blev truffet afgørelse af det Psykiatriske Patientklagenævn.
109
Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at nævnsmedlemmet oplyste, at
forholdet mellem ham og den deltagende overlæge bestod i, at nævnsmedlemmet 15
år tidligere havde undervist overlægens datter i folkeskolen, og at han i forbindelse
med Patientklagenævnets møde alene havde sagt til overlægen ”hils din datter”.
Inhabilitetsspørgsmålet blev behandlet på et nævnsmøde, hvorunder alle de nævns-
medlemmer, der havde deltaget ved afgørelsen af 26. juni 2016 deltog, herunder det
pågældende nævnsmedlem, som inhabilitetsspørgsmålet vedrørte.
Ankenævnet fandt, at det havde været bedst stemmende med reglerne om inhabilitet,
at nævnsmedlemmet fra SIND ikke havde deltaget i Det Psykiatriske Patientklage-
nævns behandling af spørgsmålet om inhabilitet.
Ankenævnet bemærkede, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke havde taget stil-
ling til patientens anbringender vedrørende inhabilitet, herunder nævnsmedlemmets
udsagn ”det er vist godt, at du får denne medicin, så det lige kan tage toppen af dine
klager”.
Det var dog Ankenævnets vurdering, at det ville være forsvarligt af Ankenævnet at
træffe afgørelsen således, at der ikke skete hjemvisning til fornyet behandling af inha-
bilitetsspørgsmålet i Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Patienten havde anført i sin anke, at nævnsmedlemmet fra SIND efter mødet skulle
have sagt til overlægen ”(Navn), fik du hilst på min datter (angivet dato for begiven-
hed), hun var også samme sted”. Patienten havde dertil anført, at det pågældende
nævnsmedlem i forbindelse med Nævnets godkendelse af beslutningen om tvangsbe-
handling havde ytret, at ”det er vist godt, at du får denne medicin, så det lige kan tage
toppen af dine klager”.
Ankenævnet udtalte, at der således forelå modstridende oplysninger fra patienten og
nævnsmedlemmet fra SIND om, hvad der blev sagt af nævnsmedlemmet til overlægen
efter behandlingen af sagen.
Der forelå ikke yderligere oplysninger i sagen, der kunne understøtte den ene forkla-
ring frem for den anden. Ankenævnet havde ikke mulighed for at få sagen yderligere
belyst, da Det Psykiatriske Patientklagenævn træffer afgørelse på skriftligt grundlag og
i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbin-
delse med behandlingen af sagen.
Ankenævnet fandt derfor umiddelbart kun grundlag for at fastslå, at nævnsmedlem-
met fra SIND havde sagt ”hils din datter”.
Ankenævnet fandt på denne baggrund ikke, at det pågældende nævnsmedlem havde
en sådan særlig personlig interesse i sagens udfald, at han var inhabil i forbindelse
med behandlingen af sagen, hvori der blev truffet afgørelse den 26. juli 2015.
110
Yderligere fandt Ankenævnet ikke, at der i øvrigt forelå omstændigheder, som var eg-
nede til at vække tvivl om det pågældende nævnsmedlems upartiskhed.
Ankenævnet fandt videre ikke, at udtalelsen om, at ”det er vist godt, at du får denne
medicin, så det lige kan tage toppen af dine klager”, var egnet til at vække tvivl om
det pågældende nævnsmedlems upartiskhed.
Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at udtalelsen efter Ankenævnets opfat-
telse var udtryk for det pågældende nævnsmedlems holdning til patientens behov for
medicin efter at have dannet sig et indtryk heraf under behandlingen af sagen.
5. Døraflåsning af patientstue
Det fremgår af § 18a, stk. 2 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at aflåsning af
en patientstue på Sikringen kan anvendes behandlingsmæssigt med henblik på at
etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af patienten eller for at skærme pa-
tienten mod for mange stimuli. Aflåsning af patientstuer kan efter § 18a, stk. 3 endvi-
dere anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter
andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på
anden, lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ube-
tydeligt omfang.
Ankenævnet tiltrådte en afgørelse om døraflåsning af patientstue
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt afgørelsen om døraflåsning af pati-
entstue.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at aflåse patientens patientstue den 28. marts
2015 var opfyldt, idet aflåsningen blev anvendt med henblik på at etablere faste ram-
mer i behandlingen.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af journalen den 28. marts 2015, at
patienten ved et tilfælde blev set, mens patienten forsøgte at lirke et metalrivehoved
ud af redskabsskuret i gården, og at dette var en adfærdsændring hos patienten. Ved
et uvarslet stueeftersyn samme dag blev der fundet mange genstande på patientens
stue, som det ikke var tilladt at have, herunder et større antal piller skjult i en madras
samt potentielt farlige ting, som gemt tabascosovs og peber, en sprayflaske til rens-
ning af briller, men som ville kunne anvendes til fremføring af krydderierne, samt
skarpe redskaber af plast.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at der forelå flere farlighedsvurderinger af patien-
ten, hvori der blev anbefalet en struktureret håndtering, omfattende faste regler for
omgang og kommunikation samt isolering af patienten på stuen.
111
Ankenævnet fandt herefter, at patientens adfærd med at gemme medicin og krydderi-
er samt en mulig fremfører af disse, set i ovenstående kontekst, nødvendiggjorde en
skærpelse af strukturen omkring patientens behandling.
Ankenævnet fandt videre, at beslutningen om aflåsning af patientens stue opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Det var Ankenævnets opfattelse, at det ikke var muligt at sikre de nødvendige faste
rammer i behandlingen uden at anvende døraflåsning.
Ankenævnet tiltrådte på denne baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
se.
112
Bilag
Bilag 1 - Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Skema 17 Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Sager i alt Tilbagekald-
te/afviste
Realitetsbehand-
lede
Hospital 2013 2014 2015 2013 2014 2015 2013 2014 2015
Amager 73 62 91 4 8 10 69 54 81
Andet sted 1 1 0
Augustenborg 16 29 9 4 7 1 12 22 8
Ballerup 85 104 123 15 16 6 70 88 117
Bispebjerg Ung 5 20 12 1 1 1 4 19 11
Bornholm 0 1 5 0 1 0 0 0 5
Brønderslev 59 61 56 4 14 3 55 47 53
Dianalund 17 15 2 5 1 0 12 14 2
Esbjerg 19 28 13 1 9 0 18 19 13
Frederiksberg 52 66 64 3 4 6 49 62 58
Frederikshavn 0 3 1 0 0 0 0 3 1
Glostrup Rets-
psyk.
0 8 8 0 0 1 0 8 7
Glostrup - Ung 7 5 3 1 1 0 6 4 3
Glostrup – Vok-
sen
59 56 56 3 3 5 56 53 51
Haderslev 11 21 10 5 6 0 6 15 10
Herning 18 11 18 2 1 2 16 10 16
Holbæk 8 6 3 - 1 0 8 5 3
Holstebro 19 16 14 1 4 1 18 12 13
Horsens 33 17 37 - 1 4 33 16 33
Hvidovre 104 99 117 10 14 11 94 85 106
Kolding 13 26 28 3 1 7 10 25 21
København 201 221 203 16 28 24 185 193 179
Køge 1 0 0 - 0 0 1 0 0
Middelfart 19 44 42 5 11 4 14 33 38
Nordsjælland –
Ung
2 0 0 - 0 0 2 0 0
Nordsjælland – V 102 108 104 7 15 10 95 93 94
Nykøbing Sj. 15 9 17 1 0 0 14 9 17
Odense 81 82 81 11 23 16 70 59 65
113
Randers 32 13 17 6 2 3 26 11 14
Ribe 1 0 0 - 0 0 1 0 0
Risskov 153 181 143 18 26 17 135 155 126
Risskov B&U 6 5 5 - 1 1 6 4 4
Roskilde 62 56 54 11 5 5 51 51 49
Sct. Hans 15 5 11 3 0 3 12 5 8
Slagelse 59 52 29 3 6 0 56 46 29
Svendborg 15 15 29 - 4 5 15 11 24
Vejle 16 13 21 1 1 2 15 12 19
Viborg 34 52 37 3 7 5 31 45 32
Vordingborg 73 77 63 9 9 6 64 68 57
Aabenraa 7 3 4
Aalborg 57 91 77 11 10 14 46 81 63
114
Bilag 2 - Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger
Skema 18 Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger
Deltaget Ikke deltaget Deltagelsespro-
cent
Hospital 2013 2014 2015 2013 2014 2015 2013 2014 2015
Amager 69 52 72 0 1 9 100 98 89
Augustenborg 10 16 5 2 5 3 83 76 63
Ballerup 62 84 115 8 3 2 89 97 98
Bispebjerg, Ung 3 17 11 1 0 0 75 100 100
Bornholm 0 0 3 0 1 2 0 0 60
Brønderslev 51 42 48 4 6 5 92 88 91
Dianalund 9 13 2 3 1 2 75 93 100
Esbjerg 8 15 11 10 3 2 44 83 85
Frederiksberg 46 59 56 3 2 2 94 97 97
Frederikshavn 0 1 1 0 0 0 0 100 100
Glostrup Rets-
psyk.
0 6 7 0 2 0 0 75 100
Glostrup Ung 6 5 3 0 0 0 100 100 100
Glostrup – Vok-
sen
49 55 49 7 5 2 83 92 96
Haderslev 6 12 9 0 2 1 100 86 90
Herning 12 14 14 4 1 2 75 93 88
Holbæk 6 3 2 2 1 1 75 75 67
Holstebro 14 10 8 4 1 5 78 91 62
Horsens 26 15 28 7 1 5 79 94 85
Hvidovre 89 83 104 5 2 2 95 98 98
Kolding 9 17 16 1 5 5 90 77 76
København 163 173 161 22 17 18 88 91 89
Køge 0 0 0 1 0 0 0 - -
Middelfart 11 28 30 3 5 8 79 85 79
Nordsjælland - U 1 0 0 1 0 0 50 - -
Nordsjælland – V 83 87 83 12 5 11 87 95 88
Nykøbing Sj. 12 6 14 2 3 3 86 67 82
Odense 53 54 61 17 4 4 76 93 94
Randers 19 20 14 7 1 0 73 95 100
Ribe 0 0 0 1 0 0 0 - -
Risskov 108 139 117 27 16 9 80 90 93
Risskov B&U 5 4 4 1 0 0 83 100 100
115
Roskilde 46 45 44 5 5 5 90 90 90
Sct. Hans 7 1 4 5 1 4 58 50 50
Slagelse 34 33 26 22 13 3 61 72 90
Svendborg 14 11 23 1 0 1 93 100 96
Vejle 11 10 18 4 2 1 73 83 95
Viborg 23 41 26 8 4 6 74 91 81
Vordingborg 53 62 53 11 6 4 83 91 93
Aabenraa - - 2 - - 2 - - 50
Aalborg 40 75 57 6 6 6 70 93 90
Bilag 3 - Oversigt over antallet af patientrådgivere ultimo december
2015
PKN afd. Antal
København 54
Ringkøbing og Aarhus 47
Aalborg 15
Nykøbing 9
Odense og Aabenraa 28
I alt 153
Hospital Antal
Amager 2
Ballerup 8
Bornholm 4
Brønderslev 6
Esbjerg 4
Frederiksberg 2
Glostrup 5
Haderslev 6
Herning 8
Holstebro 3
Horsens 3
Hvidovre 5
Kolding 2
København 9
Middelfart 7
116
Hospital Antal
Nordsjælland 10
Odense 4
Randers 3
Risskov 16
Risskov B&U 3
Roskilde 8
Sct. Hans 5
Slagelse 5
Svendborg 4
Vejle 2
Viborg 8
Vordingborg 5
Aabenraa 8
Aalborg 9
I alt 164
Bilag 4 - Oversigt over nævnsmedlemmer/stedfortrædere ultimo december
2015
Fornavn Efternavn PKN-afdeling Hverv
Annette Frölich København Lægeforeningen
Helena Galina Nielsen København Lægeforeningen
Jan Christensen København Lægeforeningen
Marianne Schrøder København Lægeforeningen
Nanna (orlov) Juul Martiny København Lægeforeningen
Nils Engelbrecht København Lægeforeningen
Steffen Kierulff København Lægeforeningen
Arne Ramskov Hansen København Sind
Arnnfinn Thorsteinsson København Sind
Birthe Bonde Bendixen
København og
Sjælland Sind
Bjørn Helstrup København Sind
Ditte Damsgaard København Sind
Ingelise Svendsen
København og
Sjælland Sind
Johannes Nymark København Sind
Kirsten Hanne Falster København Sind
117
Fornavn Efternavn PKN-afdeling Hverv
Leni Grundtvig Nielsen København Sind
Lisbeth Dilling København Sind
Simon Abrahamsen København Sind
Stephen Mortensen København Sind
Vibeke Boolsen København Sind
Zinaida N. Baban København Sind
Frode Jensen Nykøbing Falster Lægeforeningen
Kirsten Petersen Nykøbing Falster Lægeforeningen
Carl Krebs Nykøbing Falster Sind
Mogens Nielsen Nykøbing Falster Sind
Lars Tougaard Odense Lægeforeningen
Marianne Schønemann Odense Lægeforeningen
Martin Markvardsen Odense Lægeforeningen
Mogens Stubkjær Hüttel Odense Lægeforeningen
Peter Kaare Østergaard Odense Lægeforeningen
Steen Tinning Odense Lægeforeningen
Anita Fjerbæk Odense Sind
Bjarne Søberg Odense Sind
Kate Arndal Odense Sind
Gunnar Axelgaard Ringkøbing Lægeforeningen
Birthe Christiansen Ringkøbing Sind
Jeanette Juul Quaade Ringkøbing Sind
Claus Toftgaard Aabenraa Lægeforeningen
Karen Rosendahl Aabenraa Lægeforeningen
Marina Loussoupowa Wind Aabenraa Lægeforeningen
Andy Pedersen Aabenraa Sind
Anne
Hvidberg Jørgen-
sen Aabenraa Sind
Else Nissen Aabenraa Sind
Jeppe Bruun-Pedersen Aabenraa Sind
Jørn Jespersgaard Aabenraa Sind
Thorbjørn Halvorsen Aabenraa Sind
Frede Nørgaard Aalborg Lægeforeningen
Jens Holm-Pedersen Aalborg Lægeforeningen
Lars Peter Gudbjerg Aalborg Lægeforeningen
Poul Hvass Hansen Aalborg Lægeforeningen
Erik Christoffersen Aalborg Sind
Jane Larsen Aalborg Sind
118
Fornavn Efternavn PKN-afdeling Hverv
Jens Ibsen Aalborg Sind
Bendt Viggo Kjeldsen Aarhus Lægeforeningen
Dorit Obel Aarhus Lægeforeningen
Jørn Leif Sørensen Aarhus Lægeforeningen
Mogens Kim Skadborg Aarhus Lægeforeningen
Oscar Bjørn Jensen Aarhus Lægeforeningen
Tove Hansen Aarhus Lægeforeningen
Andreas Kilden Aarhus Sind
Birgitte Larsen Aarhus Sind
Hanne Madsen Aarhus Sind
Kim Rattenborg Aarhus Sind
Marianne Van Den Pol Aarhus Sind
Orla Annexgaard Aarhus Sind
Tove Tolstrup Aarhus Sind
Jacob
Græsbøll Svane-
borg
Aarhus og Ringkø-
bing Lægeforeningen
Frederik Grønbæk
Aarhus og Ringkø-
bing Sind
Bilag 5 - Oversigt over nævnsformænd ultimo december 2015
Fornavn Efternavn PKN-afdeling Hverv
Henning Lund-Sørensen København Kommitteret
Charlotte Galbo København Specialkonsulent
Rasmus Hilding Larsen København AC
Lars Orthmann København AC
Line Høgh København AC
Elsebeth Brogaard København AC
Helle Gaardsvig Madsen Odense Soc. rådgiver
Christian Geisler Odense AC
Henrik Simonsen Aabenraa AC
Anne Enemark Aabenraa AC
Maria Louise Boll Ringkøbing AC
Stefan Ottesen Ringkøbing AC
Lena Lyhne Aalborg AC
Kirsten Jensen Aalborg AC
Christian Hamborg Aalborg AC
119
Fornavn Efternavn PKN-afdeling Hverv
Susanne Storgaard Eldrup Aarhus Fuldmægtig
Lena Bodum Hansen Aarhus Fuldmægtig
120
Bilag 6 – Høringssvar fra Regionerne
121
122
123
124
125
126
127
128
129
Storetorv 10
6200 Aabenraa
statsforvaltningen@statsforvaltningen.dk
www.statsforvaltningen.dk
Statsforvaltningens
INFO-center
Telefon 7256 7000