L 138 - svar på spm. 5 om det er teknisk muligt at kryptere signalet i et sløjfeanlæg, fra kulturministeren
Tilhører sager:
Aktører:
KUU L 138 - spm 5.docx
https://www.ft.dk/samling/20151/lovforslag/L138/spm/5/svar/1320612/1627361.pdf
Kulturministeren Kulturministeriet Nybrogade 2 1203 København K Tlf : 33 92 33 70 Fax : 33 91 33 88 E-mail : kum@kum.dk Web : www.kum.dk Dok. nr. 16/01183-2 Folketingets Kulturudvalg Christiansborg 1240 København K 29. april 2016 Folketingets Kulturudvalg har den 21. marts 2016, efter ønske fra Jan Johansen (S), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 5 (Lovforslag nr. L 138), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmål: Ministeren bedes redegøre for, om det er teknisk muligt at kryptere signalet i et sløjfeanlæg, som bl.a. Forbrugerrådet Tænk har fremført? Svar: Jeg går ud fra, at spørgsmålet er stillet som opfølgning på 1. behandlingen af lovforslaget d. 18. marts 2016, hvor man drøftede muligheden for ved kryptering at ”blokere” for signalforsyning til husstande, der fravælger fælles programforsyning i sløjfeanlæg. Jeg tillader mig som udgangspunkt at henvise til mit svar på spørgsmål nr. 3, hvoraf det fremgår, at det vil være teknisk muligt at kryptere signalet i et sløjfeanlæg, men at det er forbundet med omkostninger for ejerne af sløjfeanlæg, ligesom der vil være omkostninger for de tilsluttede husstande ved at skulle dekryptere signalerne. Kulturministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvilke omkostninger, der i givet fald samlet set vil være for ejerne af sløjfeanlæg (formentlig primært udlejere og ejerforeninger, andelsboligforeninger og lignende) ved en sådan løsning, der forudsætter, at samtlige signaler i anlægget udsendes krypteret. Det afhænger bl.a. af, i hvilket omfang de pågældende anlæg allerede måtte være teknisk indrettet til at kunne håndtere krypteret udsendelse af samtlige signaler. Det kan dog oplyses, at der ifølge TDC/YouSee for de sløjfeanlæg, som TDC/YouSee programforsyner og som ifølge det oplyste dækker ca. 90.000 af de anslået i alt 130.000 husstande, der forsynes via sløjfeanlæg, vil være tale om ganske betydelige tilpasningsomkostninger. Kulturudvalget 2015-16 L 138 endeligt svar på spørgsmål 5 Offentligt Side 2 Kulturministeriet kan heller ikke oplyse, hvilke omkostninger for samtlige anslået 130.000 husstande, der i givet fald vil være forbundet med anskaffelse af udstyr til dekryptering af signalerne. Det afhænger helt af, hvilket modtageudstyr de enkelte husstande i forvejen er i besiddelse af. Ifølge brancheorganisationen Branchen Forbruger Elektronik (BFE), der organiserer en række tv-distributører, medfører en krypteringsløsning et behov for dekrypterings- udstyr for alle tv-apparater i husstanden. Det gælder også de husstande, der ikke ønsker at benytte sig af en fravalgsmulighed. For de apparater, hvortil der ikke i forvejen er anskaffet dekrypteringsudstyr, vil der således ifølge BFE enten skulle ske indkøb af kort og digital kortlæser eller anskaffelse af et kort samt en digital tv-boks. Ifølge BFE kan en kortlæser bruges i de fleste fladskærme, og udgiften til denne løsning er en engangsinvestering, der vil ligge på omkring 300 kr. pr. apparat. En tv-boks kan ifølge BFE koste op til flere tusinde kroner og giver adgang til avancerede funktioner. Leje af en standard tv-boks koster omkring 360 kr. om året pr. apparat. BFE oplyser, at der herudover kan være knyttet en engangsudgift (100 kr.) til oprettelsen af ekstra tv-kort for husstandens øvrige fjernsyn. Der kan også være andre konsekvenser af en krypteringsløsning for sløjfeanlæg end de rent økonomiske. Foreningen af Danske Antenneanlæg (FDA) har således oplyst, at en krypteringsløsning – som følge af anlæggenes tekniske opbygning – kan give juridiske udfordringer i de situationer, hvor man fra anlægshavers side i forbindelse med fejlsøgning og service af anlægget har behov for adgang til en husstand, som har frameldt sig programforsyningen. I relation til de ovennævnte omkostninger skal jeg afslutningsvis bemærke, at der formentlig i de kommende år under alle omstændigheder vil blive investeret i ombygning af sløjfeanlæg til stikledningsanlæg, der er omfattet af de nye bestemmelser om adgang til framelding af fælles programforsyning, ligesom en del af de berørte husstande i de kommende år muligvis af egen drift vil anskaffe dekrypteringsudstyr med henblik på i videst muligt omfang selv at kunne vælge deres tv-kanaler. Bertel Haarder