B 107 - svar på spm. 21 om, hvilke konklusioner kan man drage ud fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Hirsi Jamaa and Others v. Italy med hensyn til personer, der opsamles på havet af danske skibe, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren

Ministeren
Side 1/3
31. marts 2016
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uibm@uibm.dk
Web www.uibm.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2016 - 2739
Akt-id 58017
Finansudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Finansudvalget har den 30. marts 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 21 til B 107
til udlændinge-, integrations- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 21:
Hvilke konklusioner kan man drage ud fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Hirsi Jamaa and Others v. Italy med
hensyn til personer, der opsamles på havet af danske skibe – uanset om der er
tale om handelsskibe eller krigsskibe eller patruljefartøjer, der indgår i Frontex-
eller NATO-operationer – og disses beskyttelse mod tilbagesendelse til lande,
hvor de risikerer dødsstraf, tortur eller anden nedværdigende behandling? Vil
ministeren bekræfte at Hirsi Jamaa-dommen indebærer, at de pågældende
personer vil være beskyttet mod landsætning i Tyrkiet? Og at de også vil være
beskyttet mod tilbagesendelse til Grækenland, såfremt Grækenland i praksis
tilbagesender asylansøgere til Tyrkiet uden prøvning af deres asylsag?
Svar:
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har til brug for besvarelsen
indhentet følgende bidrag fra Justitsministeriet:
”1. Sagen Hirsi Jamaa and Others v. Italy (application no. 27765/09)
omhandler elleve somaliske statsborgere og tretten eritrianske
statsborgere, der i 2009, som en del af en større gruppe immigranter, forlod
Libyen ombord på tre både med kurs mod Italien. Den 6. maj 2009 blev
bådene standset af de italienske toldmyndigheder og kystvagt. Bådenes
passagerer blev herefter alle overdraget til et italiensk krigsskib og sejlet til
Tripoli, hvor de blev overdraget til de libyske myndigheder. Den 7. maj 2009
oplyste den italienske indenrigsminister, at overdragelsen til Libyen var sket
i overensstemmelse med en bilateral aftale med Libyen, der var trådt i kraft
den 4. februar 2009 med henblik på at begrænse ulovlig immigration.
Klagerne gjorde bl.a. gældende, at de grundet overdragelsen til de libyske
myndigheder var i risiko for at blive udsat for tortur, umenneskelig eller
Finansudvalget 2015-16
B 107 endeligt svar på spørgsmål 21
Offentligt
Side 2/3
nedværdigende behandling eller straf i strid med artikel 3 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (konventionen), herunder beskyttelse mod
at blive returneret til henholdsvis Somalia og Eritrea, hvor de ville risikere at
blive udsat for en sådan behandling.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) fandt, at
klagerne havde opholdt sig på skibe, der var underlagt italiensk jurisdiktion,
hvorfor klagerne derfor også var under italiensk jurisdiktion, jf.
konventionens artikel 1. De italienske myndigheder var således forpligtiget
til at sikre klagerne de rettigheder og friheder, der følger af konventionen.
For så vidt angår klagernes risiko for at blive udsat for overgreb i strid med
konventionens artikel 3 under deres ophold i Libyen fandt Domstolen, at de
italienske myndigheder grundet de daværende baggrundsoplysninger om
forholdene i Libyen vidste eller burde have vidst, at klagerne ved en
overdragelse til de libyske myndigheder risikerede at blive udsat for
behandling i strid med konventionens artikel 3. Domstolen fandt i den
forbindelse ikke, at den bilaterale aftale mellem Italien og Libyen i sig selv
var tilstrækkelig til at sikre den nødvendige beskyttelse mod behandling i
strid med konventionens artikel 3.
For så vidt angår klagernes risiko for at blive tilbagesendt til deres hjemland
af de libyske myndigheder, hvor de risikerede at blive udsat for behandling i
strid med konventionens artikel 3, fandt Domstolen med henvisning til
princippet om non-refoulement, at de italienske myndigheder grundet de
daværende baggrundsoplysninger om forholdene i Libyen vidste eller burde
have vidst, at der ikke forelå tilstrækkelige garantier fra de libyske
myndigheder til at beskytte klagerne mod at blive returneret til deres
hjemland.
2. Det følger af konventionens artikel 1 og Domstolens praksis – herunder
Hirsi Jamaa and Others v. Italy – at personer, der er under en stats
jurisdiktion, skal sikres de rettigheder og friheder, der følger af
konventionen.
De pågældende har således efter konventionens artikel 3 krav på en absolut
beskyttelse mod at blive overdraget til en stat, hvor de risikerer at blive
udsat for behandling i strid med konventionens artikel 3, herunder
beskyttelse mod at blive overdraget til en stat, som vil overdrage dem til en
tredje stat, hvor de risikerer at blive udsat for en sådan behandling.
Skibe, der sejler under dansk flag, er underlagt dansk jurisdiktion, og
personer, som opsamles af sådanne skibe, vil ligeledes være under dansk
jurisdiktion.
Hvis der er tale om danske statsskibe, f.eks. krigsskibe, vil Danmark være
direkte ansvarlig for at sikre den enkeltes rettigheder og friheder efter
Side 3/3
konventionen, herunder ansvarlig for ikke at overdrage personer fra skibet
til en stat, hvor de risikerer at blive udsat for behandling i strid med
konventionens artikel 3.
Hvis der er tale om private danske skibe, og den private virksomhed
overdrager personer til andre lande, hvor de pågældende risikerer at blive
udsat for behandling i strid med konventions artikel 3, vil Danmark som stat
ikke være direkte ansvarlig efter konventionen. Derimod vil den danske stat
kunne ifalde et indirekte ansvar i sådan situation, hvis den danske stat har
forsømt sin positive forpligtelse til at etablere en retstilstand, der forhindrer
eller sanktionerer privates handlinger i strid med konventionen.”
Jeg kan henholde mig til Justitsministeriets udtalelse.
For så vidt angår landsætning i Tyrkiet af personer, der opsamles på havet af
danske skibe, kan jeg henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 6 til B 107.
For så vidt angår landsætning i Grækenland og muligheden for efterfølgende
tilbagesendelse til Tyrkiet, kan jeg henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 7 til B
107.
Inger Støjberg
/
Morten Duus


Ministeren
Side 1/2
29. marts 2016
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uibm@uibm.dk
Web www.uibm.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2016 - 2371
Akt-id 54571
Finansudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Finansudvalget har den 29. marts 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 7 ad B 107 til udlæn-
dinge-, integrations- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 7:
Vil ministeren oplyse, om det i noget land, der er omfattet af EU’s fælles asylpolitik, læg-
ges til grund, at Tyrkiet er et sikkert tredjeland, hvortil syriske og andre asylansøgere, der i
kortere eller længere tid har opholdt sig i Tyrkiet, kan returneres, hvis de søger asyl i EU,
og vil ministeren redegøre for, hvilke kriterier der er afgørende for, om EU betragter et
land som sikkert tredjeland – herunder landets grad af tilslutning til og efterlevelse af FN’s
flygtningekonvention fra 1951? Spørgsmålet stilles på baggrund af ministerens forelæggel-
se af rådsmødet nr. 3455 vedr. retlige og indre anliggender den 10.-11. marts 2016, som
blev forelagt på Europaudvalgets møde den 4. marts 2016.
Svar:
EU’s fælles regler om sikkert tredjeland og europæisk sikkert tredjeland er indeholdt i
proceduredirektivets (direktiv 2013/32/EU) artikel 38 og 39. Danmark er pga. retsforbe-
holdet ikke bundet af proceduredirektivets regler.
Efter proceduredirektivets artikel 33 og 38 har medlemsstaterne mulighed for under visse
betingelser at afvise asylansøgere til et sikkert tredjeland med henblik på asylsagsbehand-
ling dér. Medlemsstaterne skal i den forbindelse bl.a. sikre, at ansøgerens liv og frihed ikke
er truet pga. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller
politisk overbevisning, samt at udsendelse ikke er i strid med retten til frihed for tortur og
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling som fastsat i international ret. Det
er desuden et krav, at ansøgeren ikke risikerer alvorlig overlast, som beskrevet i kvalifika-
tionsdirektivet (direktiv 2011/95/EU), at princippet om non-refoulement respekteres i det
pågældende land samt, at det er muligt at søge om flygtningestatus og, hvis flygtningesta-
tus anerkendes, at opnå beskyttelse i overensstemmelse med FN’s flygtningekonvention.
Hvilke lande, der i henhold til de nævnte principper kan betragtes som sikre tredjelande,
fastsættes nationalt, idet proceduredirektivets artikel 38 opstiller en række principper for
udpegelsen heraf. Anvendelsen af begrebet sikkert tredjeland er undergivet nationale
regler, der skal sikre, at der foretages en individuel og konkret vurdering af, om det på-
gældende tredjeland er sikkert for en bestemt ansøger, ligesom ansøgeren skal kunne
Finansudvalget 2015-16
B 107 endeligt svar på spørgsmål 21
Offentligt
Side 2/2
gøre indsigelse mod anvendelsen af begrebet sikkert tredjeland, fordi det pågældende
tredjeland ikke er sikkert i vedkommendes særlige situation.
Efter proceduredirektivets artikel 39 kan en medlemsstat bestemme, at der ikke foretages
nogen, eller nogen fuldstændig, behandling af en asylansøgning og af ansøgerens sikker-
hed i forbindelse med vedkommendes særlige situation, når ansøgeren indrejser fra et
europæisk sikkert tredjeland. Artikel 39 omfatter europæiske tredjelande, som har ratifi-
ceret og overholder EMRK samt FN’s flygtningekonvention uden geografiske begrænsnin-
ger. Det er desuden et krav, at landet har indført en asylprocedure ved lov. Ansøgeren skal
gives mulighed for at påklage anvendelsen af begrebet europæisk sikkert tredjeland, fordi
det pågældende tredjeland ikke er sikkert i vedkommendes særlige situation.
I EU-Tyrkiet erklæringen fra den 18. marts 2016 fremgår, at alle nye irregulære migranter,
der kommer fra Tyrkiet til græske øer fra og med den 20. marts 2016, vil blive tilbagesendt
til Tyrkiet. Dette initiativ forudsætter bl.a., at Grækenland tilføjer Tyrkiet til dets nationale
liste over sikre tredjelande, hvilket igen forudsætter overholdelse af proceduredirektivets
regler. For en nærmere beskrivelse af retsgarantier for personer med behov for internati-
onal beskyttelse ved tilbagesendelse til Tyrkiet henvises til Kommissionens meddelelse om
de næste operationelle skridt i samarbejdet mellem EU og Tyrkiet på migrationsområdet
af 16. marts 2016
(http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/rep/1/2016/DA/1-2016-166-DA-F1-1.PDF).
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har foretaget en høring af de øvrige med-
lemsstater, og efter det oplyste (9 medlemsstater har ikke svaret inden for høringsfristen),
har ingen af de øvrige medlemsstater tilføjet Tyrkiet til deres nationale lister over sikre
tredjelande.
Der opereres på EU-niveau ikke med fælles landelister over sikre tredjelande.
Inger Støjberg
/
Jesper Egevang