Fremsat den 31. marts 2016 af Rune Lund (EL), Pelle Dragsted (EL), René Gade (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX18475

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20151/beslutningsforslag/B116/20151_B116_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 31. marts 2016 af Rune Lund (EL), Pelle Dragsted (EL), René Gade (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om annullering af planlagte besparelser i SKAT
    Folketinget pålægger regeringen i forbindelse med finansloven for 2017 at annullere alle planlagte besparelser i SKAT for
    2017 og frem.
    Beslutningsforslag nr. B 116 Folketinget 2015-16
    AX018475
    Bemærkninger til forslaget
    Det står skidt til i SKAT. Dette dokumenteres blandt an-
    det i DR’s dokumentarserie »Skeletterne i SKAT« bragt
    henholdsvis den 22. februar, den 29. februar og den 2. marts
    2016. Skandalesagerne hober sig op, og pr. september 2015
    mangler SKAT ifølge skøn fra Skatteministeriet at inddrive
    ca. 74 mia. kr. (SAU alm. del – bilag 48, folketingsåret
    2014-15, 2. samling). Dette beløb er støt stigende og er iføl-
    ge DR nu oppe på 78 mia. kr. Der er tale om penge, som
    kunne være gået til velfærd, ny infrastruktur eller investerin-
    ger i uddannelse og de områder i Danmark, hvor der mang-
    ler ressourcer og økonomiske muligheder.
    SKATs elendigheder skyldes en farlig cocktail af massive
    nedskæringer, endeløse organisatoriske ændringer og kuld-
    sejlede it-projekter. Dette har resulteret i et kaos, der bety-
    der, at færre penge inddrives, svindlere har kronede dage, og
    at kvaliteten af SKATs arbejde er forringet, hvilket går ud
    over retfærdighedsfølelsen og borgernes retssikkerhed. Tilli-
    den til velfærdssamfundets fordelingsnøgle – skattesystemet
    – forsvinder som dug for solen, i takt med at både politiske
    og ledelsesmæssige skeletter vælter ud af skabet.
    Situationen er i dag fuldstændig uholdbar og har været det
    længe. Allerede i 2007 påpegede Statsrevisorerne, at SKAT
    ved sin oprettelse ikke fik tilført de nødvendige ressourcer,
    samtidig med at restancerne var steget med et milliardbeløb
    (folketingsåret 2007-08, 1. samling, Statsrevisorerne, beret-
    ning nr. 4 – »Beretning om fusionen mellem den statslige og
    kommunale skatte- og inddrivelsesforvaltning«). I 2006 var
    der ca. 9.200 årsværk i SKAT, mens der i 2015 var ca. 6.200
    årsværk (SAU alm. del – spørgsmål 57, folketingsåret
    2014-15, 2. samling). Det er simpelthen ikke muligt at sikre
    driften, produktudvikle og genopbygge på samme tid, når
    skiftende regeringer samtidig skærer massivt ned på ressour-
    cerne. Heller ikke selv om ledelsen er blevet klog af skade.
    Så massive nedskæringer vil på et tidspunkt gå ud over kva-
    liteten af arbejdet, og skandalesagerne er da også kommet
    som perler på en snor:
    – Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) skulle løse inddrivel-
    sesopgaver, der tidligere blev varetaget manuelt, men alt
    er gået galt. Systemet har været både stærkt forsinket og
    fordyret (SAU alm. del – bilag 48, folketingsåret
    2014-15, 2. samling). Da systemet endelig blev igangsat,
    var det både fejlbehæftet og ulovligt, hvorfor SKAT
    måtte lukke systemet. Imens er beløbet af ikke-inddrev-
    ne restancer vokset til et kolossalt beløb på ca. 78 mia.
    kr.
    – Over 40 pct. af alle ejendomsvurderinger var i 2011
    overvurderede i forhold til den faktiske salgspris, og der-
    med har mange borgere betalt for meget i ejendomsvær-
    diskat. Statsrevisorerne udtalte i 2013 en meget skarp
    kritik af ejendomsvurderingssystemet (Statsrevisorerne,
    beretning nr. 12 – »Beretning om den offentlige ejen-
    domsvurdering«, folketingsåret 2012-13). Efterfølgende
    er det kommet frem, at SKAT bevidst har syltet klager
    fra borgerne (»Ministre strides om syltede skattesager«,
    Maria Hjortdal, Politiken, den 23. maj 2015).
    – I april 2015 kom det frem, at SKAT ikke havde reageret
    på informationer om, at mere end 200 danskere havde
    ca. 4,8 mia. kr. i skattely i Schweiz. Et bredt politisk
    flertal kritiserede efterfølgende SKAT i skarpe vendin-
    ger (Skatteudvalgets beretning over beslutningsforslag
    nr. B 153, folketingsåret 2014-15, 1. samling).
    – I august 2015 kom det frem, at der er blevet svindlet
    med udbetalinger af refusion af udbytteskat. Ca. 9 mia.
    kr. har statskassen tabt på svindlen (SAU alm. del – bi-
    lag 48, folketingsåret 2014-15, 2. samling).
    – I januar 2016 kom det frem, at der har været en omfat-
    tende svindel med negativ moms. Ifølge DR’s dokumen-
    tarserie »Sådan svindles Danmark« bragt den 25. januar,
    den 1. februar og den 9. februar 2016, er der endvidere
    risiko for, at flere af de penge, man har svindlet sig til, er
    brugt til at finansiere terror. Helt generelt vurderes det,
    at Danmark går glip af 10-18 mia. kr. årligt i momspro-
    venu.
    Forslagsstillerne mener, at en helt grundlæggende forud-
    sætning for, at SKAT kan komme på fode igen, er, at alle
    planlagte besparelser i SKAT bliver annulleret.
    Hvis ikke der gribes ind fra politisk side, vil allerede plan-
    lagte besparelser for SKAT betyde, at SKATs budget vil fal-
    de drastisk de kommende år og være næsten 500 mio. kr. la-
    vere i 2019 end i 2016, hvilket fremgår af nedenstående ta-
    bel.
    Tabel 1: Udviklingen i SKATs nettoudgiftsbevilling
    SKAT, mio. kr. 2016 2017 2018 2019
    Budget 4.905,6 4.612,6 4.465,6 4.365,4
    Reduktion ift.
    niveauet i 2016 -293 -440 -540,2
    Kumuleret re-
    duktion for
    2017, 2018 og
    2019 -293 -733 -1.273,2
    Kilde: Finansloven for 2016
    Forslagsstillerne mener, at det vil være umuligt at genrejse
    SKAT med så drastiske besparelser, og ønsker på den bag-
    grund at annullere alle planlagte besparelser i SKAT.
    Finansiering – dygtige skattemedarbejdere tjener sig selv
    ind
    Det er forslagsstillernes klare opfattelse, at det er endt
    med at blive meget dyrt for danskerne, at SKAT er blevet
    sparet i stykker siden 2005. Samlet set er en investering i et
    velfungerende SKAT en overskudsforretning for samfundet.
    Det er også nødvendigt at investere i SKAT for at genopret-
    te tilliden til SKAT hos danskerne. De senere år har vist, at
    Danmark ganske enkelt ikke har råd til, at der ikke er nok
    ansatte og ressourcer i SKAT.
    2
    FTF og Dansk Told- og Skatteforbund har tidligere of-
    fentliggjort beregninger, der viser, at det vil være økono-
    misk rentabelt at ansætte flere medarbejdere i SKAT. FTF
    konkluderede på baggrund af en undersøgelse fra 2012, at
    ansatte i SKAT kan tjene deres løn ind op til 35 gange.
    Dansk Told- og Skatteforbund har ligeledes udtalt, at ansatte
    i SKAT kan tjene deres løn ind fem gange (»Organisation:
    Skat-ansat tjener egen løn hjem fem gange«, Jens Nymark,
    Børsen, den 11. februar 2012).
    Forslagsstillerne mener på baggrund af ovenstående, at
    der er akut behov for at tilføre SKAT ekstra ressourcer og
    annullere de planlagte besparelser. De annullerede besparel-
    ser foreslås finansieret ved genindførelse af sodavandsafgif-
    ten, hvilket vil give et merprovenu til staten på ca. 600 mio.
    kr. (2014-niveau) efter automatisk tilbageløb (lovforslag nr.
    L 127, side 8, folketingsåret 2012-13).
    3
    Skriftlig fremsættelse
    Rune Lund (EL):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om annullering af
    planlagte besparelser i SKAT.
    (Beslutningsforslag nr. B 116)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    4