Høringsnotat
Tilhører sager:
Aktører:
Høringsnotat til L115.docx
https://www.ft.dk/samling/20151/lovforslag/L115/bilag/13/1611912.pdf
NOTAT 1/4 Høringsnotat til L115 – forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Mulighed for, at ikke-autoriserede personer kan udføre priktest) Dansk Folkeparti sendte den 5. februar 2016 udkast til lovforslag om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Mulighed for, at ikke-autoriserede personer kan udføre priktest) i høring med frist den 22. februar 2016 kl.12.00. Lægeforeningen fik grundet ferie forlænget høringsfristen med en uge til den 29. februar 2016, kl. 12.00. Ved høringsfristens udløb har Dansk Folkeparti modtaget 11 høringssvar fra FOA, Danmarks Apotekerforening, Dansk Sygeplejeråd, Pharmadanmark, Diabetesforeningen, Forbrugerrådet Tænk, Jordemoderforeningen, Farmakonomforeningen, Astma-Allergi Danmark, Lægeforeningen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Blandt disse har FOA tilkendegivet, at de ikke har bemærkninger til lovforslaget. I det følgende redegøres tematisk for hovedsynspunkterne i de modtagne høringssvar til lovforslaget. Der henvises herudover til de samlede høringssvar, der er omdelt som bilag til lovforslaget. Generelle bemærkninger til lovforslaget Præcisering af hvilke priktest, der er omfattet af lovforslaget Jordemoderforeningen, Lægeforeningen, Astma-Allergi Danmark, Styrelsen for Patientsikkerhed og Dansk Sygeplejeråd bemærker, at begrebet »priktest« dækker over en lang række indgreb, og foreningerne mener, at der er behov for en præcisering af, hvad der omfattes af lovforslaget. Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed skal udvides Farmakonomforeningen og Pharmadanmark bemærker, at personkredsen i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed med fordel kan udvides. 17. marts 2016 Ref.: 16-000256-2 UDVALGSSEKRETARIATET HØRINGSNOTAT TIL L115 Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16 L 115 Bilag 13 Offentligt 2/4 Disse foreninger mener, at farmakonomer og farmaceuter skal omfattes af loven, og dermed skal kunne autoriseres. Det vil betyde, at disse grupper vil kunne udføre flere opgaver, uden det ville kræve en undtagelse til loven. Dansk Sygeplejeråd mener i stedet, at sygeplejerskernes muligheder for at udføre flere opgaver, uden at skulle have en rammeordination fra en læge, skal udvides. Kun autoriserede sundhedspersoner skal kunne udføre priktest Lægeforeningen, Astma-Allergi Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Jordemoderforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Diabetesforeningen og Styrelsen for Patientsikkerhed mener ikke, at ikke-autoriserede personer skal foretage priktest. Hovedårsagen er, at disse foreninger og styrelsen er urolige for, hvordan ikke- autoriserede personer håndterer en situation, hvor borgeren får et resultat af priktesten, som ikke var forventet. I den forbindelse bemærker foreningerne og styrelsen, at det skal sikres, at borgerne modtager korrekt rådgivning og behandling. Styrelsen og Lægeforeningen bemærker endvidere, at tolkning af en test er lægefaglig virksomhed, og derfor ikke skal udføres af ikke-autoriserede personer, da det kan medføre en risiko for fejltolkning af testen. Flere af foreningerne og styrelsen er ligeledes bekymret for, om for mange eller for få vil blive henvist til læge på baggrund af priktesten. De enkelte høringssvar Danmarks Apotekerforening, Farmakonomforeningen og Pharmadanmark mener, at både farmaceuter og farmakonomer er kvalificerede til at kunne udføre priktest. Foreningerne oplyser, at begge faggrupper allerede rådgiver om blodtryk, blodsukker og kolesterol. I rådgivningen er det borgeren selv, der skal foretage priktesten, og det kan virke som en barriere for mange. Foreningerne mener derfor, at det vil være en stor hjælp, hvis farmaceuter og farmakonomer må foretage testen. Farmakonomforeningen og Pharmadanmark bemærker herudover, at det fremsatte lovforslag er et godt eksempel på, hvor uhensigtsmæssigt det er, at farmakonomer og farmaceuter ikke, i lighed med andre sundhedspersoner, er omfattet af autorisationsloven for sundhedspersoner. De opfordrer derfor til, at disse faggrupper omfattes af loven på lige fod med øvrige sundhedspersoner. Dansk Sygeplejeråd skriver i høringssvaret, at priktest udelukkende skal kunne foretages af autoriserede sundhedspersoner. Dansk Sygeplejeråd 3/4 bemærker herudover, at lovforslaget vil give ikke-autoriserede personer muligheder, som autoriserede sygeplejersker ikke har efter gældende regler. Dansk Sygeplejeråd foreslår, at man i stede udvider sygeplejerskers beføjelser i loven, så det ikke kræver en rammeordination fra en læge at foretage f.eks. en priktest. Som den nugældende lov er formuleret, er det kun læger eller dennes medhjælp, der kan udføre en priktest, dette foreslår Dansk Sygeplejeråd udvidet til også at omfatte sygeplejersker. Diabetesforeningen glæder sig over, at lovforslaget sætter fokus på tidlig opsporing af diabetes. Foreningen mener, at selve testen er uproblematisk men, at den tilhørende sundhedsfaglige rådgivning er meget vigtig. Foreningen ønsker derfor, at fastholde en form for autorisation fra sundhedsprofessionelle i forbindelse med blodsukkermåling. Foreningen stiller sig til rådighed for den videre dialog om, hvordan det vil kunne gennemføres. Forbrugerrådet Tænk anerkender, at udviklingen af hjælperedskaber gør, at borgerne i større grad kan teste dem selv. Forbrugerrådet er dog bekymret for fravær af klinikere, hvis der viser sig et behov for lægefaglig vejledning. Forbrugerrådet Tænk bemærker også, at man skal undersøge kvaliteten af disse simple test, inden man åbner op for en bredere brug af ikke- autoriserede personer. Jordemoderforeningen bemærker, at der ligger en bred gruppe af indgreb bag begrebet priktest, og foreningen mener derfor, at lovforslaget er upræcist. Jordemoderforeningen bemærker videre, at der kan være risiko for, at borgere enten bliver underhenvist eller overhenvist til egen læge, hvis det ikke er autoriserede sundhedspersoner, der foretager testen. Astma-Allergi Danmark bemærker, at priktest også kan bruges til at teste allergier, og i den forbindelse kan der være risiko for, at borgeren går i chok, og skal behandles akut. Derfor mener Astma-Allergi Danmark, at der skal være en autoriseret sundhedsperson til stede ved testen, hvis lovændringen også skal omfatte allergitest. Lægeforeningen bemærker, at priktest ikke kan sidestilles med nåleakupunktur, der blev undtaget fra loven i 2003, fordi en priktest udføres som led i at diagnosticere en patient. Lægeforeningen deler den generelle bekymring for, hvordan det sikres, at en borger modtager relevant sundhedsfaglig vejledning i forbindelse med et testresultat samt at det kan give et pres på de alment praktiserende læger, hvis der er mange fejltolkninger af testene. 4/4 Lægeforeningen gør også opmærksom på, at Sundhedsstyrelsens kommende anbefaling om opsporing af type 2-diabetes ikke omfatter brug af blodsukkermåling. Styrelsen for Patientsikkerhed deler flere af de ovennævnte bekymringer f.eks. om relevant sundhedsfaglig vejledning og om risikoen for, at diabeteslæger får unødigt mange henvendelser fra personer, der ikke har diabetes. Styrelsen bemærker endvidere, at en læge kan delegere en opgave, som f.eks. en blodsukkermåling, til andre, herunder personale ansat på et apotek. Der er ikke noget krav om, at en læges medhjælp skal være autoriseret, men delegationen sker efter lægens instruks og på lægens ansvar.