Fremsat den 24. februar 2016 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)

Fremsat den 24. februar 2016 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)
Forslag
til
Lov om maritim fysisk planlægning1)
Kapitel 1
Formål og anvendelsesområde
§ 1. Loven fastlægger rammerne for gennemførelsen af en
planlægning af de danske havområder.
Stk. 2. Loven har til formål at
1) fremme økonomisk vækst, udvikling af havarealer og
udnyttelse af havressourcer på et bæredygtigt grundlag,
2) bidrage til at opnå de mål for havplanlægningen, der er
fastsat i denne lov,
3) tage hensyn til samspillet mellem land og hav og
4) styrke det grænseoverskridende samarbejde i overens-
stemmelse med bestemmelserne i FN's havretskonven-
tion af 1982.
§ 2. Loven omfatter danske havområder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Loven omfatter ikke aktiviteter, der alene tjener
forsvarsformål eller den nationale sikkerhed, og kystfarvan-
de for så vidt angår anvendelsesformer omfattet af retnings-
linjer fastsat i kommunalplaner, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 19, i lov
om planlægning.
Stk. 3. Loven berører ikke Danmarks eller andre landes
suveræne rettigheder og jurisdiktion over havområder, som
følger af international ret, herunder FN's havretskonvention
af 1982. Anvendelsen af denne lov påvirker navnlig ikke af-
mærkning og fastlæggelse af søgrænser i overensstemmelse
med bestemmelserne herom i havretskonventionen.
Kapitel 2
Definitioner
§ 3. I denne lov forstås ved:
1) Havområde: Søterritoriet og de eksklusive økonomiske
zoner, jf. lov om afgrænsning af søterritoriet og lov om
eksklusive økonomiske zoner.
2) Havregion: Nordsøen (herunder Kattegat) og Østersø-
en.
3) Havplanlægning: En proces, hvorved de relevante
myndigheder analyserer og organiserer menneskelige
aktiviteter på havarealer for at nå økonomiske, økologi-
ske og sociale mål.
4) Havplan: Regler med tilhørende kortbilag fastsat af er-
hvervs- og vækstministeren, som bestemmer den fysi-
ske og tidsmæssige fordeling af aktiviteter og anven-
delse af det maritime rum i de danske havområder.
Kapitel 3
Målene med havplanlægning mv.
§ 4. Erhvervs- og vækstministeren gennemfører en hav-
planlægning for de danske havområder i overensstemmelse
med denne lov og regler fastsat i medfør af loven.
§ 5. Erhvervs- og vækstministeren tager ved gennemførel-
se af havplanlægningen hensyn til økonomiske, sociale og
miljømæssige forhold samt sikkerhedsaspekter for at støtte
en bæredygtig udvikling og vækst i den maritime sektor
under anvendelse af en økosystembaseret tilgang og for at
fremme sameksistensen af forskellige relevante aktiviteter
og anvendelser.
Stk. 2. Havplanlægningen skal med henblik på at nå må-
lene i stk. 1 tage sigte på at bidrage til en bæredygtig udvik-
ling af
1) energisektoren til søs,
2) søtransporten,
3) fiskeri og akvakulturen,
4) indvinding af råstoffer på havet og
5) bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herun-
der modstandsdygtighed over for konsekvenserne af
klimaforandringerne.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim
fysisk planlægning, EU-Tidende 2014, L 257, side 135.
Lovforslag nr. L 131 Folketinget 2015-16
Erhvervs- og Vækstmin.,
Søfartsstyrelsen, j.nr. 2016000185
BP001590
Stk. 3. Havplanlægningen kan med henblik på at nå må-
lene i stk. 1 endvidere tage sigte på at bidrage til fremme af
bæredygtig turisme, rekreative aktiviteter, friluftsliv m.v.
§ 6. Ved gennemførelse af havplanlægningen efter § 5
skal der tages hensyn til
1) de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte
havregioner,
2) relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og an-
vendelser og deres indvirkning på miljøet og naturres-
sourcerne og
3) samspillet mellem land og hav.
§ 7. Med henblik på at nå målene i § 5 fastlægger er-
hvervs- og vækstministeren den fysiske og tidsmæssige for-
deling af relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og
anvendelser i havplanen.
§ 8. Med henblik på at fremme en bæredygtig anvendelse
af det maritime rum tages der ved udformningen af havpla-
nen hensyn til samspillet mellem de eksisterende og fremti-
dige aktiviteter og anvendelser samt interesser.
Kapitel 4
Tilvejebringelse og ændring af havplanen samt inddragelse
af offentligheden
§ 9. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om en
samlet havplan for de danske havområder (havplanen) efter
procedurerne i §§ 10-12.
§ 10. Inden havplanen udstedes, skal der offentliggøres et
forslag til plan med en høringsfrist på mindst 6 måneder.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren udsteder havplanen
senest den 31. marts 2021. Havplanen revideres og ajourfø-
res mindst hvert 10. år.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan bestemme, at
høringsfristen i stk. 1 kan fraviges i særlige tilfælde.
Stk. 4. Det i stk. 1 nævnte forslag til havplan udarbejdes i
samråd med de øvrige berørte ministre og under inddragelse
af kystkommuner og -regioner samt relevante erhvervs- og
interesseorganisationer.
§ 11. Erhvervs- og vækstministeren kan i planperioden
fastsætte regler om ændring af havplanen.
Stk. 2. Inden en ændring af havplanen udstedes, skal der
offentliggøres et forslag til ændret plan med en høringsfrist
på mindst 8 uger. § 10, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Hvis et forslag til ændring af havplanen medfører
så omfattende ændringer af planen, at der reelt er tale om en
ny havplan, kan ændringerne kun gennemføres efter proce-
duren i § 10.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan bestemme, at
høringsfristen i stk. 2 kan fraviges i særlige tilfælde.
§ 12. Samtidig med offentliggørelse af et forslag til hav-
plan efter § 10, stk. 1, eller et forslag til ændring af havpla-
nen efter § 11, stk. 2, 1. pkt., underretter erhvervs- og vækst-
ministeren de berørte statslige, regionale og kommunale
myndigheder, EU-medlemslande og tredjelande samt parter,
hvis interesser berøres, om udkastet til havplan eller æn-
dring heraf.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren oplyser ved under-
retningen om høringsfristen efter de i stk. 1 nævnte bestem-
melser.
§ 13. Inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af
forslag til havplanen og ændringer af havplanen kan ske
udelukkende digitalt.
Kapitel 5
Havplanens retsvirkninger
§ 14. Bortset fra de i §§ 15 og 16 nævnte tilfælde må
statslige myndigheder ikke efter anden lovgivning vedtage
planer om eller meddele tilladelse m.v. til anlæg eller areal-
anvendelser, der er i strid med havplanen eller foregriber et
forslag til havplan eller ændringer af havplanen, der er of-
fentliggjort af erhvervs- og vækstministeren.
Stk. 2. Retsvirkningen af forslag til havplan og ændring af
havplanen efter stk. 1 bortfalder, hvis erhvervs- og vækstmi-
nisteren beslutter, at forslaget ikke skal gennemføres, dog
senest 2 år efter afslutningen af den offentlige høring.
§ 15. En statslig myndighed kan vedtage en plan om eller
meddele en tilladelse til anlæg eller arealanvendelse, der
strider mod havplanen eller forslag til havplan eller ændrin-
ger af planen, hvis
1) planen eller tilladelsen skal sikre opfyldelse af EU-ret-
lige eller internationale forpligtelser og
2) planens vedtagelse eller tilladelsens meddelelse ikke
kan afvente ændring af havplanen.
Stk. 2. Vedtagelse af en plan eller meddelelse af en tilla-
delse m.v. efter stk. 1 skal ske efter forhandling med er-
hvervs- og vækstministeren.
§ 16. Erhvervs- og vækstministeren kan uanset § 14, når
det er nødvendigt og uopsætteligt, træffe foranstaltninger,
udstede forbud eller meddele påbud efter § 6 i lov om sik-
kerhed til søs eller etablere navigationssystemer og afmærk-
ning efter § 8 i lov om sikkerhed til søs.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren underretter uden
unødigt ophold øvrige berørte ministre om beslutninger truf-
fet efter stk. 1, når disse fraviger havplanen eller forslag til
havplan eller ændringer heraf, der er offentliggjort af er-
hvervs- og vækstministeren.
Kapitel 6
Dataanvendelse og -udveksling
§ 17. Erhvervs- og vækstministeren sikrer organisering og
anvendelse af bedst tilgængelige data og udvekslingen af
oplysninger, der er nødvendige for havplanlægningen.
Kapitel 7
Samarbejde med EU-medlemslande og tredjelande
§ 18. Erhvervs- og vækstministeren samarbejder som led i
planlægnings- og forvaltningsprocessen og med henblik på
at nå målene i denne lov med øvrige EU-medlemsstater, der
grænser op til samme havområder som Danmark. Formålet
2
hermed er at sikre, at havplanlægningen er sammenhængen-
de og koordineret i den berørte havregion. Der tages i dette
samarbejde navnlig højde for spørgsmål, der går på tværs af
landegrænser.
§ 19. Erhvervs- og vækstministeren bestræber sig på, hvor
dette er muligt, at samarbejde med tredjelande om deres for-
anstaltninger vedrørende havplanlægning i de berørte havre-
gioner. Dette sker i overensstemmelse med international ret
og internationale konventioner, for eksempel gennem eksi-
sterende internationale fora eller samarbejde i regi af regio-
nale institutioner.
§ 20. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
til opfyldelse af aftaler, der indgås med andre stater om fæl-
les foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.
Kapitel 8
Administrative bestemmelser
§ 21. Erhvervs- og vækstministeren kan bemyndige Sø-
fartsstyrelsen eller, efter forhandling med vedkommende
minister, andre statslige myndigheder til at udøve de befø-
jelser, der i denne lov er tillagt ministeren. 1. pkt. omfatter
dog ikke erhvervs- og vækstministerens beføjelser efter § 9,
§ 10, stk. 2, og § 11, stk. 1.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden
statslig myndighed efter forhandling med vedkommende mi-
nister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1, 1. pkt.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i hen-
hold til bemyndigelser efter stk. 1, herunder at sådanne af-
gørelser ikke skal kunne påklages.
§ 22. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om medde-
lelse af tilladelse eller endelig vedtagelse af en plan er i strid
med havplanen eller forslag til havplan, jf. § 14, kan påkla-
ges efter klagebestemmelserne i den lovgivning, som tilla-
delsen eller planen er meddelt henholdsvis vedtaget i hen-
hold til.
Stk. 2. I det omfang den i stk. 1 omhandlede lovgivning
alene giver adgang til at klage over tilsidesættelse af proce-
dureregler, vil det desuagtet være muligt at klage over, at en
tilladelse er givet eller en plan er vedtaget i strid med hav-
planen.
§ 23. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov el-
ler de regler, der fastsættes i medfør heraf, skal være anlagt
inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågæl-
dende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen
dog fra bekendtgørelsen.
Kapitel 9
Ikrafttræden m.v.
§ 24. Loven træder i kraft den 1. juli 2016.
§ 25. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr.
1529 af 23. november 2015, som ændret ved § 2 i lov nr.
1705 af 21. december 2015 og § 1 i lov nr. 1879 af 29. de-
cember 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 11, stk. 4, nr. 5, udgår »eller«.
2. I § 11, stk. 4, nr. 6, ændres »i lov om råstoffer.« til: »i lov
om råstoffer, eller«.
3. I § 11, stk. 4, indsættes som nr. 7:
»7) havplanen efter lov om maritim fysisk planlægning el-
ler forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af
havplanen, når forslaget er offentliggjort med henblik
på høring.«
4. I § 13, stk. 1, nr. 6, udgår »eller«.
5. I § 13, stk. 1, nr. 7, ændres »i lov om råstoffer.« til: »i lov
om råstoffer, eller«.
6. I § 13, stk. 1, indsættes som nr. 8:
»8) havplanen efter lov om maritim fysisk planlægning el-
ler forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af
havplan, når forslaget er offentliggjort med henblik på
høring.«
§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og hovedindhold
1.2 Lovforslagets baggrund
1.3 Forudgående overvejelser
2. Gældende ret
2.1 Eksisterende ret om fysisk planlægning på havet
2.2 Generelt om den foreslåede ordning og forholdet til an-
den lovgivning
2.2.1 Havstrategiloven
2.2.2 Lov om vandplanlægning
2.2.3 Naturbeskyttelse og vildtforvaltning (Natura 2000, be-
skyttede arter m.m.)
2.2.4 Museumsloven (marin kulturarv)
2.2.5 Råstofloven
2.2.6 Planloven
2.2.7 Energilovgivningen
2.2.8 Fiskeri og akvakultur
2.2.9 Søtransport og sejladssikkerhed
2.2.10 Havneloven
2.2.11 Kystbeskyttelsesloven
2.2.12 Havbrug
2.2.13 Offshore anlæg
2.2.14 Forsvarets aktiviteter
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
3.1 Økonomiske konsekvenser for staten
3.2 Administrative konsekvenser for staten
3.3 Økonomiske og administrative konsekvenser for kommu-
ner og regioner
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og hovedindhold
Formålet med lovforslaget er at indføre havplanlægning i
Danmark for bestemte sektorer og interesser med henblik på
at fremme økonomisk vækst og en udvikling af såvel hava-
realer som udnyttelse af havressourcerne på et bæredygtigt
grundlag. Lovforslaget skal som led heri bidrage til en ud-
vikling af energisektoren til søs (f.eks. olie, gas og vind), af
søtransporten og af fiskeri og akvakultur og indvinding af
råstoffer på havet (f.eks. indvinding af grus) samt bidrage til
bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder
modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimafor-
andringerne. Der lægges endvidere med lovforslaget op til,
at havplanlægningen - efter en nærmere vurdering - tillige
kan tage sigte på at bidrage til fremme af bæredygtig turis-
me, rekreative aktiviteter, friluftsliv og lignende.
Det er et væsentligt mål med havplanlægningen at fremme
sameksistensen mellem forskellige relevante aktiviteter og
anvendelser under hensyn til natur- og miljøforpligtelser og
interesser og bl.a. herved skabe bedre rammebetingelser,
herunder større investeringssikkerhed, for de udvalgte sekto-
rer m.v. Efter lovforslaget skal havplanlægningen være hel-
hedsorienteret. Det betyder, at sektorplaner og miljø- og an-
dre interesser på havet skal sammentænkes og afvejes over
for hinanden i en sammenfattende havplanlægning.
Der skal i havplanlægningen tages hensyn til samspillet mel-
lem hav og land, bl.a. forholdet mellem de havbaserede an-
læg og aktiviteter på den ene side og den landbaserede infra-
struktur (havne m.v.) og kommune- og lokalplanlægningen
på den anden side.
Lovforslaget omfatter det danske søterritorium fra kystlinjen
og ud til grænsen for de eksklusive økonomiske zoner (indtil
200 sømil fra kysten henholdsvis basislinjen).
Lovforslaget retter sig mod de statslige myndigheder, som
ikke må give tilladelse eller vedtage planer, der strider mod
havplanen eller forslag til havplanen. Der må heller ikke
vedtages kommune- og lokalplanlægning, der strider mod
havplanen og forslag til havplan. Forslag til de nødvendige
ændringer af planloven herom er indeholdt i lovforslaget.
4
Havplanen vil regulere fysisk planlægning og som styrings-
instrument især indeholde dels konkrete og behovsorientere-
de arealudlæg, dels generelle retningslinjer om de hensyn,
der skal tages også til sektorer og interesser, der ikke skal
planlægges for og samspillet mellem hav og land.
Det er forudsat, at havplanen formuleres med en vis ”rum-
melighed” for navnlig at sikre, at der kan ske en hensigts-
mæssig udnyttelse af hele havrummet (overfladevand, vand-
søjle, havbund og undergrund), og at mindre betydende æn-
dringer af projekter m.v. kan gennemføres, således at det ik-
ke er nødvendigt at ændre havplanen af den grund.
Borgere og virksomheder er ikke umiddelbart bundet af hav-
planen, men kan blive det indirekte. Havplanen lægger såle-
des rammerne for de tilladelser m.v., som myndigheder kan
give til ansøgte anlæg og aktiviteter på havet.
Data er et vigtigt element i havplanlægningen, og der etable-
res bl.a. på den baggrund en marin geografisk datainfra-
struktur (MSDI) i Geodatastyrelsen under Energi-, Forsy-
nings- og Klimaministeriet. Modellen skal sikre, at der kan
tilføres, trækkes og udveksles data, der er nødvendige for
havplanlægningen. Der etableres et MSDI-forum med delta-
gelse af en række statslige styrelser med interesser i søterri-
toriet, der leverer data og bruger MSDI’en. De deltagende
styrelser finansierer etableringen og driften af MSDI’en.
Lovforslaget indeholder bestemmelser om inddragelse af
den berørte offentlighed m.fl. i planlægningen både i den
forberedende fase og i form af høring m.v. af det endelige
udkast til havplan i overensstemmelse med Århuskonventio-
nens principper, jf. herved de specielle bemærkninger til for-
slagets § 10.
Det vil efter forslaget være muligt at klage over spørgsmå-
let, om en statslig myndighed har meddelt en tilladelse eller
vedtaget en plan (sektorplan), der strider mod havplanen, i
det omfang reglerne i den lovgivning, som giver hjemmel til
den pågældende tilladelse m.v. eller sektorplan, indeholder
en klageadgang. Havplanen vil blive vedtaget i form af en
bekendtgørelse, og denne fastsætter rammerne for de tilla-
delser m.v., der kan gives til anlæg og aktiviteter på havet.
Havplanen (bekendtgørelsen) kan ikke påklages.
Erhvervs- og vækstministeren får i henhold til lovforslaget
ansvaret for at koordinere og - i samråd med øvrige berørte
ministre - at vedtage havplanen for Danmarks havområder.
Koordineringen forventes i henlagt til en tværministeriel
gruppe med deltagelse af de statslige maritime myndighe-
der.
Havplanen skal revideres senest hvert 10. år og kan således
ændres med kortere intervaller, hvis der måtte være behov
for det.
Den første havplan skal efter forslaget vedtages senest 31.
marts 2021.
1.2 Lovforslagets baggrund
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk plan-
lægning (herefter direktivet).
Direktivet blev vedtaget den 23. juli 2014. Den nødvendige
lovgivning til gennemførelse af direktivet i dansk ret skal
ske senest den 18. september 2016. Den første havplan skal
ifølge direktivet være vedtaget senest den 31. marts 2021.
Formålet med direktivet er, at
– bidrage til at fremme økonomisk vækst, udvikling af ha-
varealer og udnyttelse af havressourcer på et bæredyg-
tigt grundlag under anvendelse af en økosystembaseret
tilgang,
– fremme sameksistensen af forskellige relevante aktivite-
ter og anvendelser,
– tage hensyn til samspillet mellem land og vand og
– styrke det grænseoverskridende samarbejde i overens-
stemmelse med havretskonventionen.
Begrebet ”økosystembaseret tilgang” er ikke defineret i di-
rektivet. Direktivet henviser i præamblen dog til definitio-
nen på økosystembaseret tilgang, i artikel 1, stk. 3, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008
om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpo-
litiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet). Efter
dette direktiv skal ”økosystembaseret tilgang” forstås som
forvaltning af de menneskelige aktiviteter, der sikrer, at det
samlede pres fra sådanne aktiviteter holdes inden for niveau-
er, der er foreneligt med opnåelsen af en god miljøtilstand,
og at de marine økosystemers evne til at håndtere menne-
skeskabte forandringer, ikke bringes i fare, samtidig med at
en bæredygtig udnyttelse af havets goder og ydelser mulig-
gøres.
Begrebet anvendes også i flere internationale aftaler og er
indarbejdet i forskellige politikker, bl.a. EU’s fælles fiskeri-
politik.
Det fremgår bl.a. af direktivets bemærkninger til bestem-
melserne (præamblen, 4. betragtning), at maritim fysisk
planlægning støtter og letter gennemførelse af Europa 2020-
strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, som
Det Europæiske Råd tilsluttede sig i sine konklusioner den
17. juni 2010. Det fremgår endvidere, at maritim fysisk
planlægning bl.a. også kan understøtte opnåelse af de mål,
5
som er besluttet af fællesskabet, bl.a. i havstrategidirektivet
(direktiv 2008/56/EF), hvor det er målet at opnå god miljø-
tilstand senest i 2020.
Det fremgår videre af direktivet (præamblens 9. betragtning)
om effekten af indførelse af en maritim fysisk planlægning
og forholdet til gældende EU-ret:
"Maritim fysisk planlægning vil bidrage til effektiv koordi-
nering af marine aktiviteter og bæredygtig anvendelse af
hav- og kystressourcerne gennem oprettelse af en ramme for
konsekvent, gennemsigtig, bæredygtig og evidensbaseret
beslutningstagning. For at nå disse mål bør der med dette di-
rektiv indføres forpligtelser til at etablere en maritim plan-
lægningsproces, der udmønter sig i én eller flere fysiske pla-
ner for det maritime rum; en sådan planlægningsproces bør
tage hensyn til samspillet mellem land og hav og fremme
samarbejde mellem medlemsstaterne. Med forbehold af ek-
sisterende gældende EU-ret på områderne energi, transport,
fiskeri og miljø bør dette direktiv ikke pålægge flere nye
forpligtelser, navnlig i forhold til medlemsstaternes konkrete
valg af, hvorledes sektorpolitikkerne på disse områder for-
følges, men bør i stedet have til formål at bidrage til disse
politikker gennem planlægningsprocessen."
Formålet med at indføre maritim fysisk planlægning i EU er
således bredt og sigter mod at skabe bedre forudsætninger
for vækst på et bæredygtigt grundlag og forbedringer af mil-
jøet inden for rammerne af gældende EU-ret på områderne
energi, transport, fiskeri, akvakultur og miljø.
1.3 Forudgående overvejelser
I forbindelse med forhandlingerne af direktivet blev der ned-
sat en statslig koordinationsgruppe med repræsentanter for
det daværende Miljøministerium, Energistyrelsen, Forsva-
ret, Geodatastyrelsen, Kulturstyrelsen, Kystdirektoratet, Na-
turErhvervstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Na-
turstyrelsen (formand), som under forhandlingerne og efter
vedtagelsen af direktivet har drøftet, hvordan havplanlæg-
ning kan gennemføres i Danmark.
Koordinationsgruppen er enig om en række anbefalinger,
som bør følges i forbindelse med implementeringen af di-
rektivet i dansk ret. Disse anbefalinger er i al væsentlighed
fulgt og indarbejdet i det foreliggende lovforslag.
Koordinationsgruppen har foreslået en behovsorienteret are-
aludlægningsmodel, som i princippet omfatter følgende fa-
ser og elementer:
1. Der foretages en registrering af bindinger (f.eks. Natura
2000-områder, militære skyde- og øvelsesområder), benyt-
telse (f.eks. havvindmølleparker) og beskyttelseshensyn
(f.eks. marine naturværdier) samt fremtidige dokumenterede
arealbehov for de sektorer, der planlægges for.
2. Der iværksættes en analyse af muligheden for sameksi-
stens og potentielle konfliktområder for de relevante aktivi-
teter på baggrund af ovennævnte registrering, og hvor sam-
eksistens vurderes i forhold til de fire søjler (havoverflade,
vandsøjle, havbund og undergrunden) samt tidsfaktoren.
3. Der udarbejdes generelle retningslinjer i havplanen, som
vil blive fastlagt for hele havområdet med særligt sigte på de
sektorer og interesser, der skal planlægges for.
4. Der foretages en interesseafvejning mellem de aktiviteter
(sektorer/erhverv) og andre interesser, der planlægges for,
og i forhold til aktuelle aktiviteter/interesser i det pågælden-
de område.
5. Der foretages arealudlæg for bl.a. at skabe investerings-
sikkerhed for udvalgte sektorer og med fastsættelse af kon-
krete retningslinjer for det enkelte arealudlæg.
I forbindelse med forhandling af direktivet arbejdede Dan-
mark for, at råstofområdet blev inddraget for at sikre sam-
fundets fremtidige forsyninger af råstoffer på havet samt ef-
ter ønske fra branchen. Råstofområdet er omfattet af direkti-
vet på en sådan måde, at det fremgår, at medlemsstater kan
”forfølge andre formål, såsom fremme af bæredygtig turis-
me og bæredygtig indvinding af råstoffer”.
Koordinationsgruppen har anbefalet, at også råstofindvin-
ding inddrages i havplanlægningen. Baggrunden er, at der i
dag sker en planlægning for konkrete velafgrænsede arealer
(indvindingsområder og arealudlæg), og at der også frem-
over findes at være et behov for at sikre samfundets forsy-
ning af råstoffer fra havet. En havplanlægning, der sikrer
arealudlæg for områder til råstofindvinding efter afvejning
af andre – eventuelt modsatrettede interesser – vil i væsent-
lig grad kunne medvirke hertil. Det vil samtidig begrænse
antallet af konflikter mellem råstofindvinding og øvrige in-
teresser. Den danske råstofbranche har desuden under for-
handlingerne af direktivet efterlyst, at råstofindvinding også
omfattes af havplanlægningen.
Med hensyn til øvrige sektorer og interesser, som der efter
lovforslaget ikke skal planlægges for, vil disse blive inddra-
get i interesseafvejningen, når den konkrete havplanlægning
skal foretages. Der vil i det omfang, det vurderes hensigts-
mæssigt og eventuelt nødvendigt i forbindelse med havplan-
lægningen, blive foretaget en registrering af anlæg og aktivi-
teter af disse øvrige sektorer og interesser på baggrund af til-
gængelige data.
2. Gældende ret
6
2.1 Eksisterende ret om fysisk planlægning på havet
Der eksisterer ikke i dag lovgivning i Danmark om en sam-
menfattende fysisk planlægning for havet (maritim planlæg-
ning). Der ses herved bort fra de få og mindre betydende
undtagelser - om retningslinjer i kommuneplanerne om visse
rekreative anvendelsesmuligheder på søterritoriet - der føl-
ger af planloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2,
stk. 2, nr. 2. Den planlægning af anlæg og aktiviteter, der
foretages på havet, har hidtil typisk været en planlægning
for enkelte sektorer, eksempelvis om udbygning med ener-
gianlæg på havet.
2.2 Generelt om den foreslåede ordning og forholdet til an-
den lovgivning
De danske havområder er i dag reguleret af et betydeligt an-
tal love og bekendtgørelser om bl.a. etablering af anlæg og
aktiviteter og forskellige beskyttelsesinteresser.
Den væsentligste ændring, der gennemføres med lovforsla-
get af direkte betydning for anden lovgivning og administra-
tion, er, at sektorplanlægningen og enkeltsagsadministratio-
nen (tilladelser m.v.) samt den kommunale planlægning
fremover ikke må vedtages henholdsvis meddeles i strid
med havplanlægningen eller forslag til havplanlægning, der
er offentliggjort af erhvervs- og vækstministeren, jf. lovfor-
slagets §§ 14 og 24. Herudover vil der, i det omfang der al-
lerede eksisterer en klageadgang efter sektorlovgivning,
fremover kunne klages over, at sektormyndighedens vedta-
gelse af sektorplaner og meddelelse af en tilladelse strider
mod havplanen m.v., jf. lovforslagets § 22.
Nedenfor gennemgås i hovedtræk gældende ret, herunder
klagereglerne, inden for en række lovområder, hvor admini-
strationen således vil kunne blive berørt af lovforslaget.
Det bemærkes, at havplanlægningen skal respektere de in-
ternationale havretlige regler, som Danmark har tiltrådt. Det
gælder først og fremmest FN’s havretskonvention fra 1982,
der bl.a. indeholder bestemmelser om jurisdiktion og retten
til ”uskadelig passage”.
2.2.1 Havstrategiloven
Lov om havstrategi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1582 af 10.
december 2015, implementerer havstrategidirektivet (Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni
2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets hav-
miljøpolitiske foranstaltninger) og har til formål at fastlægge
rammerne for de foranstaltninger, der skal gennemføres for
at opnå eller opretholde god miljøtilstand i havets økosyste-
mer og muliggøre en bæredygtig udnyttelse af havets res-
sourcer.
Loven omfatter danske havområder, herunder havbund og
undergrund, på søterritoriet og i de eksklusive økonomiske
zoner. Loven finder dog ikke anvendelse på havområder, der
er omfattet af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og
internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 1531 af 8. december 2015, og - for
den kommende vandplanperiode (2015-2021) - lov om
vandplanlægning, jf. lov nr. 1606 af 26. december 2013, og
indsatser, der indgår i en vedtaget Natura 2000-plan efter
miljømålsloven.
Med loven og havstrategidirektivet skabes en ramme, inden
for hvilken medlemsstaterne skal træffe de fornødne foran-
staltninger til at opnå eller opretholde god miljøtilstand i
havmiljøet senest i 2020. Dette skal ske gennem udarbejdel-
se og gennemførsel af en havstrategi, som anvender en øko-
systembaseret tilgang til forvaltning af de menneskelige ak-
tiviteter.
Havstrategien, som udarbejdes i etaper og revideres hvert 6.
år, skal indeholde en basisanalyse, beskrivelse af god miljø-
tilstand, miljømål, overvågningsprogram og indsatsprogram.
Havstrategien skal udarbejdes og gennemføres med henblik
på at 1) beskytte, bevare og forebygge forringelse af havmil-
jøet og, hvor det er muligt, genoprette marine økosystemer i
områder, hvor de er blevet negativt påvirket, samt 2) fore-
bygge og reducere tilførsler til havmiljøet med henblik på
gradvis at udfase forurening og sikre, at der ikke er nogen
væsentlige virkninger på eller risici for havets biodiversitet,
de marine økosystemer, menneskers sundhed eller legitime
anvendelser af havet.
Statslige, regionale og kommunale myndigheder er ved udø-
velse af deres beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af
de miljømål og indsatsprogrammer, der fastsættes efter hav-
strategiloven.
Det følger af lov om havstrategi, at der kan klages til Natur-
og Miljøklagenævnet over processuelle spørgsmål i forbin-
delse med havstrategiernes tilvejebringelse. Natur- og Mil-
jøklagenævnet kan således efterprøve, om de enkelte dele af
havstrategien indeholder de elementer, som ifølge loven skal
være i strategien, og om de har været i offentlig høring som
foreskrevet i loven.
2.2.2 Lov om vandplanlægning
Vandrammedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en
ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger)
fastlægger rammerne for beskyttelsen af overfladevand og
grundvand.
Vandrammedirektivet indeholder en række miljømål. Med-
lemsstaterne skal overordnet, på baggrund af fastlagte ind-
7
satsprogrammer, iværksætte de nødvendige foranstaltninger
med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle
vandforekomster (overfladevandområder og grundvands-
forekomster). De skal endvidere beskytte, forbedre og re-
staurere vandforekomster med henblik på at opfylde et gene-
relt mål om ”god tilstand for overfladevand” i alle overfla-
devandområder, ”god grundvandstilstand” i alle grund-
vandsforekomster og ”godt økologisk potentiale” og ”god
kemisk tilstand” i alle kunstige og stærkt modificerede
vandområder senest 22. december 2015.
Lov om vandplanlægning, jf. lov nr. 1606 af 26. december
2013, finder anvendelse for vandplanlægningen for planpe-
rioden 2015-2021 og de efterfølgende planperioder. Loven
implementerer dele af vandrammedirektivet og fastlægger
således rammer for beskyttelsen af overfladevand og grund-
vand i Danmark.
Lov om vandplanlægning finder anvendelse på Danmarks
samlede landareal og de samlede kystvande. Landarealet er
opdelt i vandområdedistrikter, som udgøres af et eller flere
sammenhængende vandløbsoplande og tilhørende kystvan-
de. Afgrænsningen af vandområdedistrikter fremgår af be-
kendtgørelse nr. 119 af 7. februar 2014 om vandområdedi-
strikter og hovedvandoplande. Kystvande er i loven, i over-
ensstemmelse med vandrammedirektivet, defineret som et
overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt bef-
inder sig i en afstand af 1 sømil til havsiden fra det nærme-
ste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfar-
vande måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud
til overgangsvandets yderste grænse.
Det følger af loven, at miljøministeren skal fastsætte regler,
der fastlægger og angiver konkrete miljømål for overflade-
vandområder og grundvandforekomster, og at miljømålene
skal fastlægges med henblik på bl.a. overordnet at sikre, at
forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af
alle grundvandsforekomster forebygges, og at alle overfla-
devandområder og alle grundvandsforekomster senest 22.
december 2015 opnår god tilstand. Med henblik på at opfyl-
de miljømålene skal miljøministeren desuden fastlægge et
indsatsprogram for hvert vandområdedistrikt. Såvel miljø-
mål som indsatsprogrammer skal fastlægges i bekendtgørel-
ser og gengives i vandområdeplanerne.
Efter lov om vandplanlægning skal der for hvert vandområ-
dedistrikt udarbejdes en vandområdeplan. Efter denne plan
skal myndigheder og offentligheden informeres om planer
for forbedring af miljøtilstanden i vandområdedistriktets
vandforekomster. Der skal endvidere informeres om midler-
ne til at nå den ønskede miljøtilstand og om en tidsplan her-
for.
Det følger af lov om vandplanlægning, at der kan klages til
Natur- og Miljøklagenævnet over vandområdeplanernes til-
vejebringelse. Natur- og Miljøklagenævnet kan således ef-
terprøve, om offentliggjorte vandområdeplaner indeholder
de elementer, som ifølge loven skal være i planerne, og om
vandområdeplanerne har været i offentlig høring som fore-
skrevet i loven. Der kan derudover klages over konkrete for-
valtningsmæssige afgørelser efter sektorlovgivningen vedrø-
rende gennemførelse af indsatsprogrammernes foranstaltnin-
ger.
2.2.3 Naturbeskyttelse og vildtforvaltning (Natura 2000, be-
skyttede arter m.m.)
Habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj
1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter)
og fuglebeskyttelsesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyt-
telse af vilde fugle) forpligter EU's medlemslande til at sikre
eller genoprette naturtyper og arter af fællesskabsbetydning.
Det skal landene gøre ved bl.a. at udpege særligt beskyttede
områder – Natura 2000-områder.
I Danmark er der udpeget 252 Natura 2000-områder, herun-
der er 97 områder helt eller delvis marine. De marine Natura
2000-områder udgør tilsammen ca. 18 procent af havarealet.
Bortset fra en mulig supplerende udpegning af nye marsvi-
nområder i Østersøen, som Europa-Kommissionen har bedt
Danmark undersøge nærmere, er der ingen aktuelle planer
om at udpege nye områder eller ændre afgrænsningen af de
eksisterende Natura 2000-områder på havet.
Der gælder efter de to direktiver særlige regler for beskyttel-
se af arter og naturtyper, som er grundlaget for de udpegede
områder. Habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet er
i dansk ret implementeret i såvel Miljø- og Fødevareministe-
riets lovgivning som andre sektorlovgivninger, f. eks. på
energiområdet. Lovgivningen skal sikre efterlevelse af di-
rektivkravet om, at der forud for, at der vedtages planer eller
gives tilladelser eller dispensationer, foretages en vurdering
af, om planen eller aktiviteten kan skade Natura 2000-områ-
dets integritet (den såkaldte habitatvurdering). Hvis det ikke
kan udelukkes, kan planen ikke vedtages og tilladelsen eller
dispensationen ikke gives.
Målet med Natura 2000 er at opnå gunstig bevaringsstatus
for de arter og naturtyper, som Natura 2000-områderne er
udpeget for at beskytte (udpegningsgrundlaget). For at nå
det mål udarbejdes der i medfør af miljømålsloven (lovbe-
kendtgørelse nr. 932 af 24. september 2009 med senere æn-
dringer) for hvert af de danske Natura 2000-områder en Na-
tura 2000-plan, der sætter mål for området og rammerne for,
hvilken indsats der skal til, for at de beskyttede naturtyper
og arter kan udvikle sig positivt. De statslige Natura 2000-
planer er bindende for myndighederne, når de udøver deres
kompetence efter lovgivningen i øvrigt. Ved administratio-
nen af tilladelser og dispensationer skal der tages udgangs-
punkt i områdets målsætninger. Det følger af miljømålslo-
8
ven, at der kan klages til Natur- og Miljøklagenævnet over
planernes tilvejebringelse.
Centralt for administrationen af habitatdirektivets beskyttel-
sesregler på Miljø- og Fødevareministeriets område er be-
kendtgørelse nr. 1828 af 2015 om udpegning og administra-
tion af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyt-
telse af visse arter og bekendtgørelse nr. 874 af 2. september
2008 om administration af internationale naturbeskyttelses-
områder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår an-
læg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltnin-
ger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterrito-
riet.
Der findes tilsvarende bestemmelser i lovgivningen på andre
ministerområder, eksempelvis om anvendelse af Danmarks
undergrund. Herudover kan der på fiskeriområdet henvises
til bekendtgørelse nr. 1048 af 28. august 2013 om særlig fi-
skeriregulering i marine Natura 2000-områder til beskyttelse
af rev. Der er herudover overensstemmelse med habitatdi-
rektivet på dansk territorium, men med hjemmel i grundfor-
ordningen for den fælles fiskeripolitik, fastsat en regulering,
der også omfatter svenske og tyske fiskere (Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/1778 af 25. juni 2015 om
fastlæggelse af fiskerirelaterede bevarelsesforanstaltninger
til beskyttelse af revområder i farvande inden for Danmarks
højhedsområde i Østersøen og Kattegat).
Beskyttelsen af Natura 2000-områdernes udpegningsgrund-
lag kan kun fraviges i helt særlige tilfælde. Det forudsætter,
at der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige
samfundsmæssige interesser. Hvis der dispenseres, er det li-
geledes en forudsætning, at der gennemføres kompenseren-
de foranstaltninger, der opvejer skaden, så sammenhængen i
Natura 2000-netværket bevares. Hensynet til privatøkono-
miske interesser vil normalt ikke kunne begrunde en fravi-
gelse.
Afgørelsen af, om det vil være i strid med habitatdirektivet
og fuglebeskyttelsesdirektivet at vedtage en plan eller tillade
et projekt (habitatvurdering), træffes af den kompetente
myndighed, det vil sige den myndighed, som er tillagt kom-
petence til at træffe afgørelse efter reglerne i den almindeli-
ge lovgivning, der regulerer det pågældende område. Det
gælder også beslutning om at fravige beskyttelsen.
Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at beskytte
nærmere angivne arter i og uden for Natura 2000-områderne
(de såkaldte bilag IV-arter), herunder at sikre arternes yngle-
eller rasteområder mod beskadigelse eller ødelæggelse. Der
kan således ikke vedtages planer eller meddeles tilladelser
m.v., hvis det beskadiger de pågældende arters yngle- eller
rasteområder. Den relevante myndighed kan i meget be-
grænsede tilfælde dispensere fra forbuddene. På havet er
denne beskyttelse primært relevant i forhold til marsvin og
deres yngle- eller rasteområder.
Efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 1, og vildtforvalt-
ningslovens §§ 6 a og 7 gælder endvidere et generelt forbud
mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteom-
råder og forsætlig forstyrrelse af bilag IV-arter med skadelig
virkning for arten eller bestanden. Efter § 10, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 1782 af 16. december 2015 om fredning af
visse dyre- og plantearter og pleje af tilskadekommet vildt
er der forbud mod alle former for forsætlig indfangning eller
drab af disse arter. Sidstnævnte kan være relevant i forbin-
delse med risikoen for drab af fugle ved opsætning af vind-
møller. Naturstyrelsen kan i meget begrænsede tilfælde dis-
pensere fra forbuddene.
Klageadgangen følger klagereglerne i de love, som hjemler
myndighedernes afgørelser.
2.2.4 Museumsloven (marin kulturarv)
Fortidsminder i territorialfarvandet er beskyttet efter muse-
umsloven.
Beskyttelsen er geografisk afgrænset til vandløb, søer, de
indre farvande, territorialfarvandet og kontinentalsoklen ind-
til 24 sømil fra basislinjerne. Beskyttelsen af fortidsminder
på havbunden sker i forskellige led, hvor reguleringen i for-
hold til søterritoriet til en vis grad afspejler reguleringen af
fortidsminder på landjorden. I museumslovens kap. 8 findes
der detaljerede regler for, hvordan samarbejdet mellem Kul-
turministeriet, kommunerne og planmyndighederne foregår i
forhold til fortidsminder på landjorden. Tilsvarende regler
findes imidlertid ikke i forhold til fortidsminder på søterrito-
riet. Her har en sagsbehandlingspraksis i statsforvaltningen
udviklet sig over tre til fire årtier omkring det såkaldte
”stjernehøringsprincip”, dvs. et høringssystem, hvor rele-
vante offentlige myndigheder inddrages i en sag samtidigt.
De vigtigste materielle beskyttelsesbestemmelser er følgen-
de:
1. I museumslovens § 28 findes en generel bestemmelse
om anmeldelsespligt til kulturministeren og om ejer-
skabets overgang til staten under visse betingelser.
2. Iht. museumslovens § 29 g er der et generelt forbud
mod tilstandsændringer af fortidsminder og historiske
skibsvrag under vandet.
3. I museumslovens § 29 g, stk. 4, gives Kulturministeren
mulighed for at stille krav om, at der skal foretages ma-
rinarkæologiske forundersøgelser i forbindelse med an-
lægsarbejder.
4. Endelig er der i museumslovens § 29 h en bestemmelse
om standsning og obligatorisk marinarkæologisk un-
dersøgelse ved påtrufne fortidsminder.
9
Bestemmelserne gælder alle fortidsminder, herunder skibs-
vrag, som er mere end 100 år gamle. Kulturministeren kan
konkret bestemme, at reglerne tillige skal finde anvendelse
på fortidsminder, herunder skibsvrag, som er gået tabt for
mindre end 100 år siden. Der gælder det noget specielle for
søterritoriets kulturarv, at den er omfattet af beskyttelsen,
uanset om den er kendt og registreret eller ej. Efter muse-
umslovens § 29 j, kan der gives dispensation fra forbuddet
mod tilstandsændringer, herunder dispensationer med særli-
ge vilkår.
I museumslovens § 29 o bestemmes det, at der påhviler Kul-
turministeriet en forpligtelse til at føre tilsyn, jf. ovennævnte
regler. I henhold til samme bestemmelse kan dette tilsyn ud-
føres af en anden myndighed. Denne opgave er henlagt til
Kulturstyrelsen.
Reglerne om fortidsminder under vandet gælder sideløbende
med de gældende regler om optagning af vrag m.v. i strand-
ingsloven.
I den tidligere naturbeskyttelseslov var der hjemmel til at
udstede aktivitetsforbud i forhold til bl.a. marinarkæologiske
lokaliteter. Disse forbud kan stadig være gældende, i det
omfang de er i overensstemmelse med den nuværende natur-
beskyttelseslovs § 51. Det territoriale anvendelsesområde
for denne bestemmelse er fiskeriterritoriet, dvs. både territo-
rialfarvandet og den eksklusive økonomiske zone.
Reglerne om fortidsminder i museumsloven gælder kun ind-
til 24 sømil fra basislinjerne og dermed ikke i den øvrige del
af den eksklusive økonomiske zone.
Museumsloven indeholder bestemmelser om forvaltningen
af fortidsminder (§ 28 a), som bliver fundet fra danske skibe
eller af danske statsborgere på den dybe havbund, men hel-
ler ikke disse bestemmelser omfatter fortidsminder i zonen
mellem 24 og 200 sømil fra basislinjerne.
Danmark er i henhold til havretskonventionens art. 303 for-
pligtet til at beskytte kulturarv fundet i havet, og til at sam-
arbejde med andre stater herom, uanset hvor i havet denne
kulturarv befinder sig. Denne bestemmelse omfatter således
alle dele af søterritoriet.
Den gældende museumslov tager ikke højde for denne be-
stemmelse, men bestemmelsen i havretskonventionen bliver
af mange af havretskonventionens statsparter anset som en
hjemmel til også at beskytte kulturarv i de respektive delta-
gerstaters eksklusive økonomiske zoner, herunder navnlig i
forbindelse med håndhævelsen af deres jurisdiktion på rå-
stof-, fiskeri- og miljøområderne.
I den praktiske administration af området indgår Kultursty-
relsen som høringspart i stjernehøringer fra de relevante
godkendelsesmyndigheder; de såkaldte 1. instans myndighe-
der. Proceduren er, at høringssagerne sendes til et af de tre
marinarkæologiske museer til arkivalsk kontrol. På museet
gennemføres arkivalsk kontrol og faglig vurdering i forhold
til, om man vil udtale ”Intet at bemærke”, eller om man vil
anmode Kulturstyrelsen om – i medfør af museumslovens §
29 g, stk. 4 – at stille vilkår om, at der forud for anlægsar-
bejdet eller aktiviteten gennemføres en marinarkæologisk
forundersøgelse.
I Kulturstyrelsen vurderes anbefalingerne, således at det ef-
terfølgende er styrelsen som indestår for den faglige vurde-
ring. Hvor Kulturstyrelsen vælger at følge museets anbefa-
ling, udfærdiges der et høringssvar til den relevante 1. in-
stans myndighed, som inkorporerer udtalelsen/vilkåret i det
endelige høringssvar. Ud over orienteringen til 1. instans
myndigheden foregår den efterfølgende administration som
kontakt mellem bygherren/den aktivitetsansvarlige, museet
og Kulturstyrelsen. Når alle nødvendige undersøgelser er af-
sluttede, og det er klarlagt, at væsentlig kulturarv ikke vil
blive forstyrret eller ødelagt, afsluttes sagen ved, at Kultur-
styrelsen frigiver lokaliteten/området i forhold til kulturarv.
2.2.5 Råstofloven
Indvinding af råstoffer på havet reguleres af lov om råstof-
fer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1585 af 20. december 2015
med senere ændringer, som administreres af Naturstyrelsen
under Miljø- og Fødevareministeriet. Der indvindes sand,
grus og ral mod betaling af vederlag til staten. Der kan op-
nås tilladelse til tre typer af områder: 1) auktionsområder,
hvor højestbydende får en eneret til indvinding i op til 10 år,
2) fællesområder, hvor alle kan få adgang til at indvinde og
3) bygherreområder, hvor bygherrer får mulighed for at få
områder til særlige anlægsprojekter m.v. Der kan som ud-
gangspunkt ikke opnås tilladelse til indvinding på områder
med mindre end 6 meter havdybde.
For alle tre typer af områder skal der søges om efterforsk-
nings- og indvindingstilladelse i henhold til reglerne i be-
kendtgørelse nr. 1306 af 24. november 2015 om råstofind-
vinding på havet. I visse tilfælde kræver efterforskning dog
kun en forudgående anmeldelse. Der er pr. august 2015 ud-
lagt 12 auktionsområder, 80 fællesområder og 4 bygherreo-
mråder med et samlet areal på ca. 600 kvadratkilometer.
Der kan i henhold til råstoflovens § 22, stk. 1, ved bekendt-
gørelse udlægges områder på havet, som forbeholdes råstof-
forsyning, herunder særlige råstofforsyningsbehov. Der er
pt. reserveret to områder til råstofindvinding ved henholds-
vis den jyske vestkyst til fremtidig kystbeskyttelse og ved
Kriegers Flak og Rønne Banke til bygge- og anlægsprojek-
ter.
10
Naturstyrelsen har ansvar for den overordnede kortlægning
af råstofforekomster på havet. Der foretages kortlægning af
udvalgte områder med havdybder mellem 6 og 40 m, hvor
råstofindvinding er relevant.
På land er det regionerne, der fastlægger retningslinjerne i
form af råstofplaner. Det er også regionerne, der giver tilla-
delser til råstofindvinding og fører tilsyn. Regionsrådet kan
til enhver tid begrænse eller tilbagetrække en tilladelse til
erhvervsmæssig indvinding på land.
Afgørelse om tilladelse til råstofindvinding kan i visse til-
fælde påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.
2.2.6 Planloven
Den sammenfattende fysiske planlægning på land varetages
af erhvervs- og vækstministeren gennem landplanlægningen
og af kommunerne gennem kommune- og lokalplanlægnin-
gen i henhold til planloven, jf. bekendtgørelse nr. 587 af 27.
maj 2013 af lov om planlægning med senere ændringer.
Den fysiske planlægning omfatter med få undtagelser ikke
søterritoriet. Disse undtagelser følger af planlovens § 11 a,
stk. 1, nr. 19, hvorefter kommuneplanen skal indeholde ret-
ningslinjer for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande.
Efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 13, kan der desuden i kom-
muneplanen fastsættes rammer for indholdet af lokalplaner
med hensyn til anvendelsen af vandområder og udformning
af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde inden
for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Der vil
kunne være tale om rammebestemmelser for udnyttelsen af
eksempelvis fritidsaktiviteter eller større anlægsarbejder.
Efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 23, kan kommunalbestyrel-
sen således fastsætte lokalplanbestemmelser for anvendelsen
af vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden
for eller i tilknytning til en havns dækkende værker, og efter
planlovens § 15, stk. 1, nr. 24, gælder dette også for udform-
ningen af anlæg i sådanne områder, herunder inddæmning
og opfyldning, etablering af faste anlæg og anbringelse af
faste eller forankrede indretninger eller genstande samt an-
bringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads,
uddybning eller gravning m.v. Opfyldning, anlæg m.v. af de
pågældende vandområder kræver tilladelse fra Kystdirekto-
ratet.
Om kommunernes og erhvervs- og vækstministerens kom-
petence efter planloven til at planlægge på søterritoriet hen-
vises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2.
Der skal i forbindelse med havplanlægningen tages hensyn
til samspillet mellem hav og land, jf. lovforslagets §§ 1 og 6.
Lovforslaget indeholder på den baggrund et forslag til æn-
dring af planlovens §§ 11 og 13. Ændringsforslaget indebæ-
rer, at kommune- og lokalplaner ikke må stride mod havpla-
nen eller forslag til havplan. Allerede vedtagne kommune-
og lokalplaner bevarer deres gyldighed.
2.2.7 Energilovgivningen
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet varetager opgaver
både for så vidt angår land- og havområder. I forhold til
nærværende lovforslag drejer det sig væsentligst om regule-
ringen af energiproduktion og -forsyning, herunder lov om
fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 122
af 6. februar 2015 (”VE-loven”), elforsyningsloven, under-
grundsloven og kontinentalsokkelloven, der i det daglige ad-
ministreres af Energistyrelsen. Endvidere varetager Energi-
net.dk visse opgaver vedrørende drift og udbygning af den
overordnede infrastruktur.
Tilladelser til at udnytte energi fra vind og vand på havet gi-
ves efter lov om fremme af vedvarende energi. Det drejer
sig om havvindmøller og bølgekraftanlæg. Tilladelser til op-
stilling af havvindmøller gives efter åben-dør-ordningen,
hvor virksomhederne selv kommer med forslag til placerin-
gen, eller de gives efter et statsligt udbud, hvor staten har
screenet sig frem til egnede placeringer. Der gives tilladelser
til forundersøgelser og slutteligt en etableringstilladelse in-
deholdende en VVM-tilladelse. Tilladelsen kan påklages til
Energiklagenævnet.
Med undergrundsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 13.
september 2011, tilstræbes en hensigtsmæssig anvendelse
og udnyttelse af Danmarks undergrund og af dens naturfore-
komster. Loven finder anvendelse på forundersøgelse, efter-
forskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, anven-
delse af undergrunden til lagring eller andre formål end ind-
vinding af råstoffer og videnskabelige undersøgelser af un-
dergrunden af betydning for virksomhed efter loven.
Det bemærkes, at undergrundsloven gælder for råstoffer, der
ikke var underkastet privatøkonomisk udnyttelse før 1932
(bl.a. olie- og naturgas), mens råstoffer som sand og grus re-
guleres efter råstofloven.
Efter kontinentalsokkelloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101
af 18. november 2005, meddeler Energistyrelsen tilladelser
til nedlæggelse af elkabler og rørledninger til transport af
kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområde. Vilkårene stil-
les under hensyntagen til udforskning af soklen, udnyttelse
af dens naturforekomster, forebyggelse og begrænsning af
forurening fra rørledninger og muligheden for at kunne re-
parere eksisterende kabler og rørledninger.
Energiklagenævnet er klageinstans for afgørelser truffet af
Energistyrelsen i henhold til energilovgivningen, herunder
11
VE-loven, elforsyningsloven, undergrundsloven og konti-
nentalsokkelloven. Endvidere er Energiklagenævnet klage-
instans for visse afgørelser truffet af Energinet.dk i henhold
til lov om Energinet.dk, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 8.
november 2011.
2.2.8 Fiskeri og akvakultur
Fiskeri og fiskeopdræt i dansk territorialfarvand fra kystlin-
jen og ud til grænsen af den eksklusive økonomiske zone
indtil 200 sømil fra basislinjen reguleres af gældende EU-
regler inden for EU’s fælles fiskeripolitik og af lov om fi-
skeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
658 af 21. maj 2014 med tilhørende bekendtgørelser.
Det følger af TEUF artikel 3, litra d, at Unionen har ene-
kompetence på området for bevarelse af havets biologiske
ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr.
1380/2013 om den fælles fiskeripolitik og om ophævelse af
en række forordninger (Grundforordningen) indeholder i ar-
tikel 4 en definition af ”EU-farvande” som farvande, der
henhører under medlemsstaternes højhedsområde eller juris-
diktion med undtagelse af farvandene omkring territorier,
der er nævnt i bilag II til traktaten, som er de oversøiske ter-
ritorier.
Hovedreglen er medlemsstaternes lige adgang til EU-farvan-
dene, som i henhold til grundforordningen i et vist omfang
kan begrænses ved national regulering indtil 12 sømil fra
basislinjerne, som kan forbeholdes fartøjer, der traditionelt
fisker i sådanne farvande fra havne på den tilstødende kyst,
jf. grundforordningens artikel 5, stk. 2, og bekendtgørelse
nr. 205 af 25. februar 2015 om adgang til fiskeri i danske
farvande indtil 12 sømil fra basislinjen. I danske farvande
fiskes primært af danske, tyske og svenske fartøjer med fi-
skerilicens.
Hovedreglen er således EU-regulering af fiskeriet, men
medlemsstaterne har imidlertid i visse tilfælde adgang til at
fastsætte nationale regler til bevarelse og forvaltning af fi-
skebestanden. Adgangen til at indføre ikke-diskriminerende
nationale foranstaltninger for egne fartøjer i medfør af
grundforordningen fremgår af artikel 19, som dog efter sin
ordlyd alene indeholder adgang til at træffe foranstaltninger
med henblik på bevarelse af fiskebestande. Inden for 12-sø-
milegrænsen gælder artikel 20, som også gælder andre lan-
des fartøjer med fiskerirettigheder i dansk farvand, og hvor-
efter der kan fastsættes regler vedrørende bevarelse og for-
valtning af fiskeressourcerne og opretholdelse eller forbed-
ring af bevarelsesstatussen for marine økosystemer. Disse
foranstaltninger kan eksempelvis omfatte lukning af områ-
der for fiskeri af hensyn til bestandsophjælpning.
Endvidere er medlemslandene i henhold til grundforordnin-
gens artikel 11 forpligtede til at iværksætte bevaringsforan-
staltninger med henblik på overholdelse af forpligtelserne i
Unionens miljølovgivning, herunder artikel 6 i direktiv
92/43/EØF, som er fiskeriregulering i forhold til Natu-
ra-2000 områder i henhold til habitatdirektivet. Disse foran-
staltninger udformes som udgangspunkt som en fælles hen-
stilling sammen med andre medlemsstater med direkte fi-
skerimæssige interesser og vedtages herefter som en delege-
ret retsakt i henhold til grundforordningens artikel 18. Den
medlemsstat, i hvis farvande foranstaltningen skal iværksæt-
tes, er ”initierende medlemsstat”.
Fiskeriloven supplerer EU-lovgivningen inden for Unionens
fælles fiskeripolitik, men regulerer også øvrigt fiskeri og fi-
skeopdræt. I henhold til § 1 har fiskeriloven til formål gen-
nem en forvaltning, der sikrer beskyttelse og ophjælpning af
levende ressourcer i salt- og ferskvand samt beskyttelse af
andet dyre- og planteliv, at sikre et bæredygtigt grundlag for
erhvervsmæssigt fiskeri og fiskeopdræt og dertil knyttede
erhverv samt muligheden for rekreativt fiskeri.
Fiskeriloven er en rammelov, der har til formål at sikre et
bæredygtigt grundlag for erhvervsmæssigt fiskeri og dertil
knyttede erhverv samt muligheden for rekreativt fiskeri. Fi-
skeriloven udgør tillige et administrationsgrundlag, der tager
højde for at kunne supplere direkte gældende EU-retsakter,
herunder gennem en tilknyttet strafbestemmelse.
På opdrætsområdet er der igangsat et arbejde med at udpege
zoner på havet til akvakulturanlæg, hvor der blandt andet
screenes for umiddelbare miljømæssige konsekvenser og
foretages en umiddelbar afvejning i forhold til andre interes-
ser.
Efter fiskerilovens § 32 kan miljø- og fødevareministeren
bl.a. fastsætte regler om placering af tilladte fiskeredskaber
og pæle. Regler om afmærkning og placering af fiskeredska-
ber i saltvand fastsættes efter forhandling med forsvarsmini-
steren og erhvervs- og vækstministeren. Hertil kommer mi-
nisteriets registrering af en ret til at benytte et faststående
redskab på en bestemt fiskeplads frem for andre fiskere i op
til 6 år, jf. lovens § 73 og bekendtgørelse nr. 706 af 29. juni
2004 om fiskeredskaber (bundgarn m.v.) i saltvand med se-
nere ændringer.
Fiskerilovens kapitel 13 indeholder regler om fiskeopdræt i
saltvand (herunder også muslingebrug), og ifølge lovens §
66 må opdræt af fisk på dansk fiskeriterritorium kun finde
sted efter tilladelse fra miljø- og fødevareministeren. En an-
søgning om tilladelse efter loven gælder samtidig som an-
søgning om tilladelse efter anden lovgivning. Ansøgninger
behandles efter bekendtgørelse nr. 122 af 1. marts 1991 om
etablering og drift af havbrug.
Efter fiskerilovens § 69 må der ikke lægges hindringer i ve-
jen for lovlig opdrætsvirksomhed. I Grundforordningen er
12
"akvakultur" defineret i artikel 4, nr. 25, som "opdræt eller
dyrkning, der skal øge produktionen af de pågældende orga-
nismer ud over, hvad det naturlige miljø giver mulighed for,
og hvor organismerne forbliver en fysisk eller juridisk per-
sons ejendom i hele opdræts- eller dyrkningsfasen, indtil de
er høstet".
I fiskerilovens § 110, stk. 3, er der fastsat regler om bl.a.
klage, og miljø- og fødevareministeren kan herunder hen-
lægge sine beføjelser efter loven til en institution under mi-
nisteriet og fastsætte regler for adgangen til at klage over
disse myndigheders afgørelser. Efter § 14 i bekendtgørelse
nr. 512 af 23. april 2014 om NaturErhvervstyrelsens opga-
ver og beføjelser kan afgørelser påklages til Miljø- og Føde-
vareministeriets Klagecenter.
Efter fiskerilovens § 77 må foranstaltninger eller indgreb,
der kan forårsage ulemper eller hindre fiskeriet i saltvands-
områder, gøre bundforholdene uegnede til fiskeri eller i øv-
rigt påvirke fauna og flora på fiskeriområde, kun foretages
efter tilladelse fra pågældende minister efter forhandling
med miljø- og fødevareministeren eller efter tilladelse fra
miljø- og fødevareministeren. Ifølge fiskerilovens § 78 skal
der i forbindelse med tilladelsesudstedelsen tages højde for,
at der er taget stilling til erstatning, bortset fra tilladelser til
råstofindvinding til brug for enkeltstående anlægsarbejder,
og tilladelsen er udstedt til bygherren. Erstatningsspørgsmå-
let kan efter fiskerilovens §§ 79-80 påklages, idet spørgsmå-
let kan henvises til endelig administrativ afgørelse ved et
nævn.
2.2.9 Søtransport og sejladssikkerhed
Sejladssikkerheden i danske farvande er reguleret i lov om
sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 72 af 17. januar
2014 (søsikkerhedsloven), og bekendtgørelser udstedt i
medfør af loven (bekendtgørelse nr. 1351 af 29. november
om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejde og andre aktivi-
teter m.v. i danske farvande og bekendtgørelse nr. 45 af 22.
januar 2015 om farvandsafmærkning i dansk og grønlandsk
afmærkningsområde (afmærkningsbekendtgørelsen)).
Disse regler har central betydning for opretholdelse af det
høje niveau for sikkerheden til søs i danske farvande samt
for sikring af gode rammevilkår for sejladsen, herunder sær-
ligt den erhvervsmæssige sejlads i danske farvande.
Erhvervs- og vækstministeren skal som ressortansvarlig for
søfartsområdet sikre sejladssikkerheden i danske farvande
samt søfartserhvervets rammevilkår. Erhvervs- og vækstmi-
nisteren har som led heri en generel mulighed for at fastsæt-
te regler, træffe foranstaltninger og meddele generelle og
konkrete forbud eller påbud til sikring af sejladsen, overhol-
delse af orden og forebyggelse af fare samt til forebyggelse
af, at der lægges den frie sejlads hindringer i vejen, jf. søsik-
kerhedslovens § 6.
Afgørelser, herunder forbud og påbud til sikring af sejladsen
m.v., der træffes med hjemmel i søsikkerhedslovens § 6, kan
ikke påklages til en højere administrativ myndighed, jf. § 7,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæg-
gelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klagead-
gang m.v. Eventuelle afgørelser om tilbageholdelse af skibe
og anløbsforbud kan dog påklages af vedkommende rederi
til Ankenævnet for Søfartsforhold, jf. § 7, stk. 2, i bekendt-
gørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse be-
føjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v.
Farvandsafmærkning og navigationssystemer, der tjener til
hjælp for pladsbestemmelse og sejlads i dansk afmærknings-
område, etableres, når det er påkrævet, jf. søsikkerhedslo-
vens § 8.
Ved navigationssystemer forstås navigationssystemer og
elektronisk afmærkning samt andre systemer og indretnin-
ger, der etableres til vejledning for skibes navigation, ek-
sempelvis AIS-afmærkning (automatisk identifikationssy-
stem), jf. afmærkningsbekendtgørelsens § 3, nr. 2.
Ved afmærkning forstås både flydende og fast afmærkning,
herunder sømærker, fyr, båker, Racon (RAdar beaCON) og
tågesignalanlæg, markering og skiltning samt anden indret-
ning og belysning til navigationsformål, jf. afmærkningsbe-
kendtgørelsens § 3, nr. 1, 3 og 4.
Farvandsafmærkning og navigationssystemer etableres af
Søfartsstyrelsen, hvis der er tale om farvandsafmærkning i
hoved- og gennemsejlingsfarvande til sikker ankerplads i
danske farvande, jf. afmærkningsbekendtgørelsens § 5. I an-
dre tilfælde kan der foretages privat afmærkning efter tilla-
delse fra Søfartsstyrelsen, jf. afmærkningsbekendtgørelsens
§§ 6 og 8. I disse tilfælde etableres afmærkningen af den,
som ved sin tilstedeværelse skaber et behov for afmærknin-
gen. Det kan f.eks. være ejere af havne, broer, vindmøllepar-
ker, offshoreanlæg, kabel- og rørledninger og lignende.
Søfartsstyrelsen fører kontrol med farvandsafmærkningen
og sikrer, at afmærkningen er rimelig og nødvendig henset
til skibstrafikkens omfang og risikoens størrelse, jf. afmærk-
ningsbekendtgørelsens § 4. Søfartsstyrelsen har som led i
kontrollen mulighed for at meddele påbud om etablering og
inddragelse m.v. af privat farvandsafmærkning, jf. afmærk-
ningsbekendtgørelsens § 9.
Afmærkningsbekendtgørelsens § 10 indeholder desuden et
generelt forbud mod anbringelse af genstande i farvandene,
lysreklamer, belysning, skiltning m.v., der kan påvirke ski-
bes sikre navigation.
Søfartsstyrelsens afgørelser om afmærkning - dvs. tilladelser
eller påbud om afmærkning - kan ikke påklages for en høje-
13
re administrativ myndighed, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 744
af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Sø-
fartsstyrelsen og om klageadgang m.v.
Bekendtgørelse nr. 1351 af 29. november 2013 om sejlads-
sikkerhed ved entreprenørarbejde og andre aktiviteter mv. i
danske farvande indeholder særlige regler om sejladssikker-
hed ved arbejder på anlæg, programsatte begivenheder, ar-
rangementer og lignende aktiviteter i de danske farvande og
på medvirkende danske og udenlandske skibe.
Efter bekendtgørelsens § 3 må en aktivitet kun gennemføres,
hvis den ansvarlige har foretaget en konkret vurdering af ri-
sikoen, som viser, at sejladssikkerheden ikke vil blive næv-
neværdigt forringet, og at den frie sejlads ikke hindres. Sø-
fartsstyrelsen kan for større anlægsarbejder i danske farvan-
de udstede påbud om udarbejdelse af en risikoanalyse efter
internationalt anerkendte standarder.
Hvis der i relation til en aktivitet opstår fare for skibes sikre
eller fri sejlads, skal den ansvarlige hurtigst muligt meddele
det til Søfartsstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 6.
Søfartsstyrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen kan ikke
påklages. Dette fremgår af bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni
2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen
og om klageadgang.
2.2.10 Havneloven og lov om Metroselskabet I/S og Udvik-
lingsselskabet By og Havn I/S
Trafik- og Byggestyrelsen administrerer bekendtgørelse af
lov om havne nr. 457 af 23. maj 2012 (havneloven) og lov
nr. 551 af 6. juni 2007 om Metroselskabet I/S og Udvik-
lingsselskabet By og Havn I/S. Havneloven finder anvendel-
se for havne, der anvendes til erhvervsmæssig ekspedition af
gods, køretøjer, personer og landinger af fisk, mens lov om
Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By og Havn I/S
regulerer Københavns Havn.
Havneloven regulerer følgende forhold:
– Anlæg, vedligeholdelse og nedlæggelse af en havn
– Adgang til benyttelse af havne
– Havnenes organisationsformer
– Ansættelsesforhold
– Sikring af havnefaciliteter og havne
– Ordensreglement og klageadgang
Efter lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By
og Havn I/S kræver udvidelse af havnen, uddybning og op-
fyldning samt etablering af faste anlæg m.v. inden for hav-
nens søområde tilladelse fra Trafik- og Byggestyrelsen.
I forbindelse med ansøgninger om anlæg og vedligeholdelse
af havne tager Trafik- og Byggestyrelsen i medfør af be-
kendtgørelse nr. 579 af 29. maj 2013 om miljømæssig vur-
dering af visse anlæg og foranstaltninger på søterritoriet stil-
ling til, om projektet er omfattet af krav om gennemførelse
af en VVM-undersøgelse. Endvidere vurderer Trafik- og
Byggestyrelsen, om der i forbindelse med det pågældende
projekt skal udarbejdes en konsekvensvurdering, jf. be-
kendtgørelse nr. 874 af 2. september 2008 om administrati-
on af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyt-
telse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af
havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering
og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.
Trafik- og Byggestyrelsen træffer efter disse vurderinger af-
gørelser om tilladelse til projekter i erhvervshavne, jf. § 2 i
havneloven. Der kan f.eks. være tale om nye anlæg, vedlige-
holdelsesprojekter, nedlæggelser af dele eller af en hel havn,
udgravninger m.m.
2.2.11 Kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet administrerer lovbekendtgørelse nr. 267 af
11. marts 2009 om kystbeskyttelse.
Kystdirektoratets administration af søterritoriet udspringer
af statens højhedsret over søterritoriet, som blev indskrevet i
kystbeskyttelseslovens § 16 a ved en lovændring i 2007. Det
fremgår af loven, at der på søterritoriet ikke må 1) foretages
inddæmning eller opfyldning, 2) udføres anlæg eller anbrin-
ges faste eller forankrede indretninger eller genstande, 3)
anbringes fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, el-
ler 4) foretages uddybning eller gravning. Undtaget er dog
anlæg og aktiviteter, som reguleres gennem anden myndig-
heds lovgivning.
Herudover fremgår det af kystbeskyttelseslovens § 16, at der
ikke må 1) udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger og andre
faste anlæg, som også etableres på søterritoriet, eller 2) gra-
ves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for ter-
rænændring uden tilladelse fra miljø- og fødevareministe-
ren.
Afgørelse om tilladelse eller afslag på ansøgninger efter
kystbeskyttelsesloven kan pt. påklages til miljø- og fødeva-
reministeren. Der indbetales i øjeblikket ikke et gebyr ved
klage.
For så vidt angår kystbeskyttelse har staten indgået aftaler
med en række kystkommuner om kystbeskyttelse. Aftalerne
kaldes Fællesaftaler. Formålet med aftalerne er at sikre, at
kystbeskyttelsen planlægges og udføres, så kystlinjen ikke
rykker ukontrolleret tilbage i landet, og at området sikres
mod oversvømmelse og klitgennembrud. Senest er der ind-
gået 5-årige aftaler fra 2013-2018. Aftalerne ligger hen-
holdsvis ved Blåvand, mellem Nymindegab og Lodbjerg,
14
ved Lønstrup og ved Skagen. Aftalerne indgås mellem Kyst-
direktoratet og de respektive kommuner.
Kystbeskyttelsesloven regulerer en bred vifte af anlæg og
aktiviteter. Der er tale om så forskellige anlæg som søflyve-
pladser, forankringsbøjer, tangkulturanlæg og lystbådehav-
ne. Der er tale om forskelligartede anlæg både hvad angår
formål, omfang og miljømæssige påvirkninger, ligesom der
er stor forskel på, hvor organiseret og formaliseret de enkel-
te aktiviteter forbundet med anlægget er. Anlæggene kan
derfor ikke beskrives, men kan kategoriseres i 4 overordne-
de kategorier: 1) rekreative anlæg, 2) anlæg med en er-
hvervsmæssig karakter, 3) infrastrukturanlæg og 4) anlæg,
der har naturgenopretning som sigte. Der er ikke udarbejdet
specifikke sektorielle planer for de enkelte anlæg, men an-
læggene indgår dog direkte eller indirekte i en række poli-
tikker og strategier på tværs af ministerområder.
Kystdirektoratets administrationsgrundlag for søterritoriet
opstiller retningslinjer for forvaltningen af anlæg og aktivi-
teter efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Administrations-
grundlaget indeholder både overordnede retningslinjer for
forvaltningen af havet samt mere specifikke kriterier herfor.
I relation til kysterne udarbejdede Kystdirektoratet i 2011
”Kystbeskyttelsesstrategien - en strategisk indsats for smuk-
kere kyster”.
2.2.12 Havbrug
Havbrug er listevirksomheder (forurenende virksomhed) og
skal miljøgodkendes, før de kan etableres, ændres eller udvi-
des, jf. § 33 i miljøbeskyttelsesloven (lovbekendtgørelse nr.
879 af 26. juni 2010) og § 3 i godkendelsesbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 669 af 18. juni 2014). Havbrug belig-
gende nærmere end 1 sømil fra kysten er opført på bilag 2 til
godkendelsesbekendtgørelsen, som listepunkt I 203, og hav-
brug beliggende helt eller delvist længere end 1 sømil fra
kysten som listepunkt I 205.
I forbindelse med behandling af en ansøgning om miljøgod-
kendelse af havbrug må godkendelsesmyndigheden, jf. § 18
i godkendelsesbekendtgørelsen, ikke meddele godkendelse,
medmindre den vurderer, at virksomheden har truffet de
nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse
forurening ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik
(BAT), og at virksomheden kan drives på stedet uden at på-
føre omgivelserne forurening, som er uforeneligt med hen-
synet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, jf. miljøbe-
skyttelseslovens kapitel 1.
Kompetencen til at godkende havbrug ligger hos forskellige
myndigheder:
Placeringstilladelser til havbrug i forhold til strategiske inte-
resser på havet, f.eks. vindmølleparker, færgeruter og råstof-
indvinding meddeles af NaturErhvervstyrelsen. Kompeten-
cen til at meddele miljøgodkendelse og foretage habitatkon-
sekvensvurdering og VVM-screening samt meddele VVM-
godkendelse ligger hos kommunalbestyrelserne i kystkom-
munerne inden for 1 sømil og hos Miljøstyrelsen i havområ-
det (udenfor 1 sømil).
Overvågning af miljøtilstanden i havene og fastlæggelse af
miljøtilstanden som f.eks. god økologisk tilstand i havområ-
derne og vurderingen af det deraf følgende råderum for næ-
ringsstofudledning ligger hos Naturstyrelsen, som er fortol-
kende myndighed i forhold til vandrammedirektivet og hav-
strategidirektivet. Naturstyrelsen sætter således rammerne
for det beskyttelsesniveau, som kommuner og Miljøstyrel-
sen kan meddele miljøgodkendelse af havbrug indenfor.
2.2.13 Offshore anlæg
Energi-, forsynings- og klimaministeren giver efter lov om
anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse
nr. 960 af 13. september 2011, tilladelser til efterforskning
og indvinding af olie og gas i undergrunden og forholder sig
i den forbindelse til den geografiske placering af anlæg til
efterforskning og indvinding, jf. pkt. 2.2.7.
Inden der kan gives godkendelse til projekter på havområdet
om indvinding af mere end 500 tons råolie pr. dag eller mere
end 500.000 m3 pr. dag i kommercielt øjemed, gennemføres
der en vurdering af de miljømæssige konsekvenser af pro-
jektet (VVM), jf. bekendtgørelse nr. 632 af 11. juni 2012 om
VVM-konsekvensvurdering vedrørende internationale na-
turbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter ved ef-
terforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i under-
grunden, rørledninger, m.v. offshore. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af undergrundsloven. Miljøstyrelsen høres i
forbindelse med miljøvurderingen.
Miljøstyrelsen giver efterfølgende tilladelser til udledning af
olie og kemikalier til havet ved indvinding af gas og olie.
Tilladelserne gives efter bekendtgørelse nr. 394 af 17. juli
1984 om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse
havanlæg. Desuden er der regler om operatørernes bered-
skab og pligt til at bekæmpe forurening samt indberetning i
tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet. Anlæg til
efterforskning og indvinding er ikke omfattet af miljøbe-
skyttelsesloven og skal derfor ikke godkendes efter denne
lovs kap. 5. Dog er fyringsanlæg på platforme omfattet af
miljøbeskyttelsesloven, og fyringsanlæg på mere end 50
MW miljøgodkendes derfor efter denne lov.
2.2.14 Forsvarets aktiviteter
Forsvaret gennemfører en lang række aktiviteter til søs, her-
under blandt andet skydeøvelser til søs, øvrige øvelser og
tests (rutinemæssige såvel som enkeltstående øvelser på me-
re konkret baggrund), overvågnings- og opmålingsaktivite-
15
ter samt beredskabs- og redningsmæssige bidrag og aktivite-
ter, f. eks. forureningsbekæmpelse og bortsprængning af mi-
ner etc. Forsvarets opgaver er overordnet beskrevet i lov nr.
122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og
organisation m.v.
Forsvaret gennemfører både skydeaktiviteter til søs samt
skydeaktiviteter til lands, der kræver, at der oprettes fare-
områder eller afspærringsområder til søs. De udpegede sky-
deområder og de procedurer, der skal følges i forbindelse
med skydninger fremgår af bekendtgørelse nr. 64 af 30. ja-
nuar 2002 om forbud mod ophold på og færdsel gennem for-
svarets skydeområder og andre militære områder. Tidspunk-
ter og positioner for afspærring af områder til vands be-
kendtgøres i Efterretninger for Søfarende.
Hvis der på havbunden konstateres rester af ammunition,
krigsgasser eller uidentificerede genstande, der kan være
farlige, skal der tages kontakt til Værnfælles Forsvarskom-
mando, jf. bekendtgørelse nr. 1351 af 29. november 2013
om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejde og andre aktivi-
teter m.v. i danske farvande. Søværnets Minørtjeneste vil
herefter håndtere fundet og evt. gennemføre en bortspræng-
ning.
Forsvaret gennemfører test af akustisk undervandsudstyr
(sonar) i samtlige farvandsafsnit inden for det danske områ-
de som led i installations- og verifikationstest. Ligeledes
foretages rutinemæssigt brug af sonar som led i arbejdet,
som de sonarbærende enheder udfører (bl.a. MineCounter-
Measures).
De nævnte aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller
den nationale sikkerhed, er udtaget fra lovforslaget uanset,
hvor på havet de finder sted, jf. lovforslaget § 2, stk. 2, nr. 1.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
3.1 Økonomiske konsekvenser for staten
Forberedelse og udarbejdelse af havplanen skønnes at inde-
bære en merudgift for staten på ca. 3,9 mio. kr./år over en 5-
årig periode svarende til ca. 4,5 årsværk. Hovedparten af ud-
giften vil blive afholdt af Søfartsstyrelsen/Erhvervs- og
Vækstministeriet, som får det koordinerede ansvar for den
statslige havplanlægning, samt et mindre ressourcetræk i de
statslige styrelser med sektorinteresser i forhold til havplan-
lægningen. Finansieringen vil ske inden for hvert enkelt af
de berørte ministeriers rammer.
Geodatastyrelsen har foretaget et økonomisk overslag over
omkostningerne ved etablering og drift af MSDI’en. Heref-
ter udgør omkostningen til etablering ca. 1,0 mio. kr. i 2016
og 0,6 mio. kr. i 2017 og derefter godt 0,5 mio. kr. om året
til drift. Det er aftalt mellem Geodatastyrelsen og de 11 del-
tagende styrelser, at udgiften til etablering og drift deles li-
geligt imellem dem.
3.2 Administrative konsekvenser for staten
Statslige afgørelser og vedtagelse af sektorplaner, der strider
mod havplanen m.v., skal efter forslaget kunne påklages ef-
ter bestemmelserne i den lovgivning, hvor tilladelsen hen-
holdsvis sektorplanen har hjemmel. Efter lov om miljøvur-
dering af planer og programmer vil der endvidere kunne kla-
ges over miljøvurderingen af havplanen og havplantillæg til
Natur- og Miljøklagenævnet. Da de statslige maritime myn-
digheder har medvirket ved udformningen af havplanlæg-
ningen, og antallet af havplantillæg må forventes at være re-
lativt begrænsede - navnlig i de første år efter havplanens
vedtagelse - vurderes det, at et meget beskedent antal sager
vil blive påklaget. Konsekvenserne for ministeriernes klage-
instanser i forbindelse med klagesagsbehandlingen må til-
svarende forventes at være meget begrænsede.
3.3 Økonomiske og administrative konsekvenser for kommu-
ner og regioner
Havplanlægning er en statslig opgave, og det vurderes, at lo-
ven ikke vil have økonomiske eller administrative konse-
kvenser for kommuner og regioner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet mv.
Lovforslaget i sig selv har hverken positive eller negative
konsekvenser for erhvervslivet. Der er tale om en rammelov,
og det er således først i forbindelse med vedtagelsen af hav-
planen, at der - om muligt - kan foretages et skøn over ud-
gifter og besparelser for erhvervslivet.
Det må antages, at gennemførelse af en havplanlægning ge-
nerelt vil kunne få en positiv, afledet effekt for erhvervsli-
vet, idet en planlægning vil kunne minimere konflikter mel-
lem konkurrerende interesser, forenkle beslutningsprocedu-
rer og medføre en større tilgængelighed til data om havet og
havbaserede aktiviteter. Havplanlægning vil således kunne
skabe øget investeringssikkerhed for udvalgte aktiviteter og
erhverv. De økonomiske fordele og ulemper beror dog på
det nærmere indhold af planlægningen, herunder de be-
grænsninger og muligheder for vækst, som planlægningen
indebærer for erhvervslivet. Det bemærkes, at der ikke med
dette lovforslag er gjort op med muligheden for i medfør af
anden lovgivning at opkræve gebyrer for data, der stilles til
rådighed af de respektive statslige myndigheder i forbindel-
se med MSDI’en. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til § 17, om tilvejebringelse af data m.v. i forbindelse med
havplanlægningen.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
16
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslagets bestemmelser om udarbejdelse af havplaner
skaber rammer for en mere bæredygtig udnyttelse af hav-
rummet (havoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund)
til alle relevante aktiviteter gennem planlægningen og kan
således have en positiv påvirkning af beskyttelsesniveauet.
Lovforslaget har som overordnet formål at fremme økono-
misk vækst og udvikling af de havbaserede aktiviteter og
udnyttelse af havressourcerne på et bæredygtigt grundlag. I
den forbindelse skal fremhæves, at det af præamblen til di-
rektivet fremgår, at havplanlægningen bl.a. vil bidrage til at
realisere målene i habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdi-
rektivet. Det fremgår endvidere, at der i forbindelse med
havplanlægning bør anvendes en økosystembaseret tilgang.
Den miljømæssige effekt af havplanlægningen vil i høj grad
bero på de valgte planløsninger. Den samlede miljømæssige
effekt af havplanlægningen kan således ikke gøres op på nu-
værende tidspunkt. Havplanlægning vurderes dog bl.a. at
kunne bidrage til at realisere målene i havstrategidirektivet
ved, at det sikres, at der ikke planlægges for aktiviteter, der
hindrer målopfyldelse i havmiljøet. Tilsvarende kan anføres
med hensyn til vandplanlægning for så vidt angår målopfyl-
delse i de målsatte vandområder.
Havplanlægningen vil for eksempel kunne anvendes til at
beskytte havnatur og arter, der ikke er omfattet af Natura
2000-beskyttelsen, ligesom havplanlægningen vil kunne
omfatte gyde- og opvækstområder for fisk. Med havplan-
lægning vil man ligeledes kunne sikre, at anlæg på havet ik-
ke placeres i områder, hvor det er i strid med målene i hav-
strategierne.
Havplanlægning kan overordnet set bidrage til at skabe
overblik, sammenhæng og synergi mellem naturbeskyttel-
sestiltag på havområdet. De udpegede Natura 2000-områder
skal indgå som element i den maritime fysiske planlægning,
således at områdebeskyttelsen respekteres. Havplanlægnin-
gen vil kunne bidrage til opfyldelsen af habitatdirektivets og
fuglebeskyttelsesdirektivets mål ved en hensigtsmæssig
planlægning af placeringen af de omfattede sektorers aktivi-
teter og ved at beskytte havnatur og arter uden for Natura
2000-områderne, der kunne skabe sammenhæng mellem
områderne. Det kan have betydning for den generelle be-
skyttelse af bilag IV-arter eller f.eks. fugles yngle-, foura-
gerings- og rasteområder i almindelighed.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører den lovgivning, der er nødvendig
for at kunne implementere dele af Europa-Parlamentets og
Rådets Direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fy-
sisk planlægning senest den 18. september 2016 som fastsat
i direktivet. Gennemførelse af direktivets bestemmelse om,
at medlemsstaterne skal gennemføre en havplanlægning –
det vil sige vedtagelsen af en havplan efter de i direktivet
foreskrevne procedurer om inddragelse af offentligheden og
nabostater – vil ske ved, at erhvervs- og vækstministeren
fastsætter regler i en bekendtgørelse om en samlet havplan
for de danske havområder (havplanbekendtgørelse). Havpla-
nen vil i bekendtgørelsesform blive vedtaget i overensstem-
melse med direktivets procedureregler, som implementeres
med dette lovforslag, inden for direktivets frist den 31.
marts 2021.
Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i direktivet, at anvendelsen
af direktivet på medlemsstaternes havområder sker uden, at
det berører anden EU-lovgivning. De forpligtelser, der føl-
ger af eksempelvis EU's direktiver på natur- og miljøområ-
det, berøres således ikke.
Efter TEUF artikel 3, litra d, har Unionen enekompetence på
området for bevarelse af havets biologiske ressourcer inden
for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Fiskeriregulerin-
gen har udgangspunkt i grundforordningen Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1380/2013 om den
fælles fiskeripolitik, herunder artikel 22 om bevarelsesforan-
staltninger med henblik på overholdelse af forpligtelserne i
Unionens miljølovgivning. Arealbaseret fiskeriregulering til
opfyldelse af forpligtelserne efter habitatdirektivet kan såle-
des ikke tilsidesættes af national lovgivning. Men eventuelle
fiskerireguleringer fastlagt i henhold til den fælles fiskeripo-
litik skal indgå i oplysningsgrundlaget for havplanlægningen
for at have det fulde billede.
Lovforslaget indeholder en række administrative bestem-
melser om klage (§ 22) og søgsmål (§ 23). Disse bestem-
melser vurderes nødvendige eller hensigtsmæssige for en ef-
fektiv gennemførelse af direktivet.
Efter forslagets § 14 er retsvirkningerne af havplanen hen-
holdsvis det offentliggjorte havplanforslag, at statslige myn-
digheder ikke må meddele tilladelser eller vedtage planer
(sektorplaner), der er i strid med havplanen. Direktivet angi-
ver ikke præcist, hvilke retsvirkninger der knytter sig til
havplanen. Det lægges i forbindelse med lovforslaget til
grund, at opnåelsen af direktivets mål - om bæredygtig øko-
nomisk vækst - mest effektivt nås ved, at havplanen skal re-
spekteres og herunder, at der ikke stilles hindringer i vejen
for vedtagelsen af offentliggjorte forslag til ændringer af
havplanen (plantillæg).
Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige aspekter.
17
8. Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra 25. november
2015 til 23. december 2015 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer:
3F – Fagligt Fælles Forbund, 3F Sømændene, 92-gruppen,
Advokatrådet/Advokatsamfundet, Akademiet for de Tekni-
ske Videnskaber (ATV), Akademirådet, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, Arbejdsgiverne, Arkitektforeningen, As-
faltindustrien, Bekæmpelsesmiddelrådets medlemmer, Ben-
zinforhandlernes Fælles, Repræsentation, Bilfærgernes Re-
deriforening, Biologiforbundet, BL – Danmarks almene Bo-
liger, Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord, Branchefor-
eningen for Biogas, Brancheforeningen for Decentral, Kraft-
varme, Brancheforeningen SPT, Branchen ForbrugerElek-
tronik (BFE), Bryggeriforeningen, By & Havn, Byggeska-
defonden, Byggesocietetet, Bygherreforeningen, Bygnings-
kultur Danmark, Bæredygtigt Landbrug, Campingrådet,
Center for Fiskeri, Centralorganisationen 2010, Centralorga-
nisationen af industriansatte i Danmark (CO-industri), Cen-
tralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), CO-industri,
DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald), Danish
Seafood Association, Danmarks Arbejdsgiverforening, Dan-
marks Cykel Union, Danmarks Farve- og Limindustri, Dan-
marks Fiskeriforening, Danmarks Fritidssejler Union, Dan-
marks Idrætsforbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Dan-
marks Skibsmæglerforening, Danmarks Sportsfiskerfor-
bund, Danmarks Statistik, Danmarks Vindmølleforening,
Danmarks Vækstråd, Dansk Affaldsforening, Dansk Akva-
kultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arkitektur Cen-
ter, Dansk Blindesamfund, Dansk Botanisk Forening, Dansk
Byggeri, Dansk Bygningsinspektørforening, Dansk Byplan-
laboratorium, Dansk Camping Union, Dansk Cyklistfor-
bund, Dansk Design Center, Dansk Detail, Dansk Ejen-
domsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Energi Bran-
cheforening, Dansk Erhverv, Dansk ErhvervsFremme,
Dansk Firmaidræt, Dansk Fjernvarme, Dansk Fritidsfisker-
forbund, Dansk Gartneri, Dansk Industri, Dansk Journalist-
forbund, Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk Land- og
Strandjagt, Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR), Dansk
Magisterforening, Dansk Metal, Dansk Miljøteknologi,
Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pattedyrforening,
Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk Pro-
ducentansvarssystem (DPA-system), Dansk Retspolitisk
Forening, Dansk RIB, Charterforening, Dansk Sejlunion,
Dansk Skovforening, Dansk Solvarme Forening, Dansk
Sportsdykker, Forbund, Dansk Standard, Dansk Transport
og Logistik, Dansk Træforening, Dansk Træinformation,
Dansk Vand- og Spildevandsforening, Dansk Vandrelaug,
Danske Advokater, Danske Anlægsgartnere, Danske Arki-
tektvirksomheder, Danske Boligadvokater, Danske Døves
Landsforbund, Danske Falkejagtklub, Danske Handicapor-
ganisationer, Danske Havne, Danske Kloakmestre, Danske
Landskabsarkitekter, Danske Lodser, Danske Maritime,
Danske Maskinstationer og Entreprenører, Danske Medier,
Danske Museer (ODM), Danske Regioner, Danske Reviso-
rer, Danske Råstoffer, Danske Speditører, Danske Svinepro-
ducenter, Danske Træindustrier, Danske Tursejlere, Danske
Vandløb, Datatilsynet, DCA – Nationalt Center for Fødeva-
rer og Jordbrug, DCE – Nationalt Center for Miljø og Ener-
gi, De Danske Skytteforeninger, De Samvirkende Køb-
mænd, Den Danske dommerforening, Den Danske Dyrlæge-
forening, Den Danske Landinspektørforening, Den Danske
Nationalkomité for Geologi, Det Centrale Handicapråd, Det
Danske Fjerkræråd, Det Nationale Institut for Kommuners
og Regioners Analyse og Forskning – KORA, Det Økologi-
ske Råd, Det Økonomiske Råd, DI ITEK, DJØF, DOF,
DONG Energy, Dykkerfirmaernes Brancheforening, Dyre-
nes Beskyttelse, Ejendomsforeningen Danmark, Elretur,
Emballageindustrien, Energi- og Olieforum.dk, Energikla-
genævnet, Erhvervslejernes Landsorganisation og Storkø-
benhavns Erhvervslejer Forening, FAB – Foreningen af by-
planlæggere, Fag og Arbejde (FOA), Feriehusudlejernes
Brancheforening, Ferskvandsfiskeriforeningen, Finansrådet,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fiskeriets Arbejds-
miljøråd, Forbrugerrådet, Forbundet Arkitekter og Designe-
re, Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark,
Foreningen af Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen
af Danske Brøndborere, Foreningen af Danske Kraftvarme-
værker, Foreningen af Danske Lystbådehavne (FLID), For-
eningen af Danske Privathavne, Foreningen af Forlystelses-
parker i Danmark, Foreningen af Fredningsnævnsformænd i
Danmark, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, For-
eningen af miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentli-
ge (EnviNa), Foreningen af Rådgivende Ingeniører, For-
eningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen af Vand-
værker i Danmark, Foreningen Bevaringsværdige Bygnin-
ger, Foreningen Danske Olieberedskabslagre, Forsikring og
Pension, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening,
FTVS – Fællesrådet for tv-sendesamvirker i Danmark,
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Færgese-
kretariatet, GI – GenvindingsIndustrien, Godkendt Teknolo-
gisk, Service – GTS, Grakom, Greenpeace Danmark, Grøn-
ne Familier, HedeDanmark, Hedeselskabet, Herregårdsjæ-
gerne, HK Danmark / HK Handel, HK-Kommunal Miljøud-
valg, HOFOR, HORESTA, Høreforeningen, Håndværksrå-
det, Ingeniørforeningen IDA, Institut for menneskerettighe-
der, International Transport Danmark (ITD), Kalk- og Tegl-
værksforeningen, Klagenævnet for Ejendomsformidling,
Kolonihaveforbundet, Kommunalteknisk Chefforening,
Kommunernes Landsforening (KL), Konpa, Kyst, Land &
Fjord, LandBoUngdom, Landbrug & Fødevarer, Landdi-
strikternes Fællesråd, Landsbyrådet, Landsforeningen af
Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen af Landsby-
samfund, Landsforeningen Danske Fugleforeninger, Lands-
foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsfor-
eningen for Gylleramte, Landsforeningen Levende Hav,
Landsforeningen Praktisk Økologi, Lejernes Landsorganisa-
tion i Danmark, LO (Landsorganisationen i Danmark), Læ-
geforeningen, Lægemiddelindustriforeningen (LIF), Ma-
skinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, MORTALIN
Brancheforeningen for kommunal skadedyrsbekæmpelse,
Natur- og Miljøklagenævnet, Natur og Ungdom, NOAH,
Nordisk konservatorforbund, Offentlige Ansattes Organisa-
18
tion, Olie Gas Danmark, Parcelhusejernes Landsforening,
Plastindustrien, Praktiserende Landinspektørers Forening,
Pressens Fællesindkøb, Radiotelegrafistforeningen af 1917,
Rambøll Danmark, RealDania, Realkreditforeningen, Real-
kreditnævnet, Realkreditrådet, ReturBat, Rigsadvokaten,
Rigsrevisionen, Rådet for Danske Campister, Rådet for Sik-
ker Trafik, Rådet for Større Badesikkerhed, Sammenslutnin-
gen af Danske småøer, Sammenslutningen af mindre Er-
hvervsfartøjer, Skovdyrkerforeningerne, Småskovsforenin-
gen Danmark, Småøernes Færgeselskaber, Spildevandstek-
nisk Forening, Storkøbenhavns Erhvervslejer Forening,
Sund & Bælt, Søfartens Arbejdsmiljøråd, Søfartens Ledere,
Teknologirådet, Teknologisk Institut, Træskibssammenslut-
ningen, Turisterhvervets Samarbejdsforum, Uniscrap, Ver-
dens Skove, Verdensnaturfonden (WWF), Videnscenter for
Husdyrgødnings- og Biomasseteknologi, Vildtforvaltnings-
rådet, Vindmølleindustrien, Visit Denmark, Ældresagen,
Økologisk Landsforening.
9. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, re-
gioner og kommuner
Ingen Forberedelse og udarbejdelse af hav-
planen skønnes i statsligt regi at in-
debære en merudgift for staten på
ca. 3,9 mio. kr./år over en 5-årig pe-
riode svarende til ca. 4,5 årsværk.
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Ingen Begrænsede udgifter til klagesags-
behandling i statsligt regi.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vurderes at være positive, afledte
effekter af havplanlægningen
Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Det vurderes, at havplanlægningen vil
kunne bidrage til at nå målene i visse
natur- og miljødirektiver
Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget implementerer direktiv 2014/89/EU. Havplanlægningen skal
ske inden for rammerne af den øvrige EU-lovgivning, herunder den fælles
fiskeripolitik.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen sammenfatter de overordnede mål for hav-
planlægningen i overensstemmelse med Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2014/89/EU om rammerne for mari-
tim fysisk planlægning og implementerer direktivets artikel
1. Herefter skal gennemførelse af en maritim fysisk plan-
lægning (i det følgende benævnt havplanlægning) bidrage til
en økonomisk vækst i de maritime erhverv og en udvikling
af havarealerne samt udnyttelse af havressourcerne på et bæ-
redygtigt grundlag under anvendelse af en økosystembaseret
tilgang.
Den overordnede tilgang i havstrategidirektivet - der er gen-
nemført i dansk ret ved bl.a. havstrategiloven - og direktivet
om maritim fysisk planlægning, er således den samme. Det
fremgår af direktiv 2014/89/EU, at havplanlægningen vil
kunne bidrage til opfyldelse af havstrategiens miljømål og i
sidste ende målet om god miljøtilstand i havene. Der henvi-
ses i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger om
formålet med gennemførelse af en havplanlægning.
Havplanlægningen forudsættes at være helhedsorienteret.
Det vil sige, at der i planlægningen skal foretages en afvej-
ning af de forskellige - eventuelt modstridende - interesser
på tværs af sektorer og interesser. Et væsentligt mål med
planlægningen er således at fremme sameksistensen mellem
forskellige relevante aktiviteter og anvendelser og bl.a. her-
ved begrænse omfanget af konflikter på havet og skabe stør-
re investeringssikkerhed for de udvalgte sektorer.
Der skal i havplanlægningen tages hensyn til samspillet mel-
lem hav og land, der bl.a. omfatter forholdet mellem de hav-
baserede anlæg og aktiviteter på den ene side og på den an-
den side den landbaserede infrastruktur (havne m.v.) og
kommune- og lokalplanlægning.
Til § 2
Det foreslås i § 2, at lovens anvendelsesområde omfatter de
danske havområder, dvs. Danmarks søterritorium og den
eksklusive økonomiske zone, som defineret i henholdsvis
19
lov nr. 200 af 7. april 1999 om afgrænsning af søterritoriet
og lov 411 af 22. maj 1996 om eksklusive økonomiske zo-
ner, herunder havoverflade, vandsølje, havbund og under-
grund. Bestemmelsen implementerer artikel 2 og dele af ar-
tikel 3 i direktivet.
Søterritoriet består både af det indre og ydre territoriale far-
vand. Ved indre territorialt farvand forstås de vandområder,
såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og
bælter, som er beliggende inden for de til enhver tid gælden-
de basislinjer. Ved ydre territorialt farvand forstås de områ-
der af havet, som indadtil er begrænset af de til enhver tid
gældende basislinjer og udadtil er begrænset af linjer trukket
således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det
nærmeste punkt på basislinjen indtil en afstand af 12 sømil
(22.224 m).
Den eksklusive økonomiske zone er de havområder uden for
og stødende op til søterritoriet i en afstand af indtil 200 sø-
mil fra de til enhver tid gældende basislinjer (dvs. i det om-
fang dette er muligt). Den eksklusive økonomiske zone er
visse steder begrænset af andre landes havområder.
Havområdet er i direktivet afgrænset som beskrevet i artikel
3, stk. 1, litra a, i havstrategidirektivet (direktiv 2008/56/EF)
og artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet (direktiv 2000/60/
EF).
Efter artikel 3, stk. 1, litra a, i havstrategidirektivet er et hav-
område et vandområde, havbund og undergrund på havsiden
af den basislinje, hvorfra bredden af de territoriale farvande
måles, til den yderste grænse af det område, hvor en med-
lemsstat har og/eller udøver jurisdiktion.
Artikel 3, stk. 1, litra a, er implementeret ved lov nr. 522 af
26. maj 2010 om en havstrategi med senere ændringer, der
efter § 2 omfatter danske havområder, herunder havbund og
undergrund, på søterritoriet og i de eksklusive økonomiske
zoner. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at loven ikke
finder anvendelse på havområder, der strækker sig ud til 1
sømil uden for basislinjen, i det omfang de er omfattet af lov
om vandplanlægning og indsatser, der indgår i en vedtaget
Natura 2000-plan efter miljømålsloven. Loven omfatter hel-
ler ikke aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller den
nationale sikkerhed.
Efter artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet kystvand over-
fladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder
sig i en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste
punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvan-
de måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til
overgangsvandets yderste grænse.
Artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet er implementeret i §
2, nr. 7, i lov nr. 1606 af 23. december 2013 om vandplan-
lægning. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til
forslaget til denne lov, at vandrammedirektivets bestemmel-
ser finder anvendelse på Danmarks samlede landareal, som
udgøres af vandløbsoplande og de samlede kystvande, som
rækker ud til 12 sømil fra basislinjen, hvorfra bredden af ter-
ritorialfarvandet måles. Dog sker opgørelsen af indsatsbeho-
vet kun ud fra 1 sømil fra basislinjen. Direktivet gælder ikke
internationalt farvand.
Det geografiske område, som direktivet omfatter, svarer til
de havområder, der dækkes af havstrategidirektivet hen-
holdsvis vandrammedirektivet for så vidt angår kystvande.
Det vil tilsammen sige et vandområde, der strækker sig fra
kystlinjen og ud til den yderste grænse af den eksklusive
økonomiske zone indtil 200 sømil fra basislinjen.
Lovforslagets geografiske anvendelsesområde er identisk
med anvendelsesområdet i direktivet. Den geografiske af-
grænsning er dog søgt sprogligt forenklet i lovforslaget.
Loven skal ikke gælde for Færøerne og Grønland, jf. forsla-
gets § 26. De omkring Færøerne og Grønland liggende hav-
områder er således ikke omfattede af loven. De danske hav-
områder udgøres af 2 havregioner: Nordsøen, herunder Kat-
tegat, og Østersøen, jf. lovforslagets § 3, nr. 2.
Efter bestemmelsens stk. 2 foreslås visse aktiviteter og area-
ler undtaget fra loven. Loven finder således ikke anvendelse
på aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller den nati-
onale sikkerhed. En lignende bestemmelse findes i havstra-
tegiloven. Undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse uden
hensyn til, i hvilke geografiske områder de pågældende mi-
litære aktiviteter finder sted, og til om der er foretaget en re-
gistrering af aktiviteterne i bestemte områder. Det forudsæt-
tes, at Forsvaret, for så vidt det er rimeligt og praktisk mu-
ligt, tager hensyn til, at aktiviteterne gennemføres på en må-
de, der er foreneligt med havplanen. Det må indgå i forbin-
delse med havplanlægningen, om andre anvendelsesmulig-
heder eller udnyttelse af havets ressourcer konkret, helt eller
delvist kan sameksistere med de forsvarsmæssige eller nati-
onale sikkerhedsmæssige hensyn, der skal varetages af For-
svaret.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at loven ikke gælder for
arealer, der er omfattet af fysisk planlægning efter planlo-
ven, for så vidt angår de interesser, der kan planlægges for
efter planloven. Den fysiske planlægning, der varetages af
kommunerne i forbindelse med kommune- og lokalplanlæg-
ningen, omfatter med enkelte undtagelser ikke søterritoriet.
Det samme gælder for så vidt angår udnyttelsen af de så-
kaldte landsplanbeføjelser i planlovens § 3 til f.eks. at fast-
sætte bindende regler for anvendelse af loven og for indhol-
det af planlægningen (landsplandirektiver).
20
Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 19, skal kommuneplanen
dog indeholde retningslinjer for anvendelsen af vandløb, sø-
er, kystvande. Det har siden 1989 været et krav, at der skulle
fastsættes regionplanretningslinjer for anvendelsen af vand-
løb, søer og kystvande. Indtil 2003 gjaldt der også et krav
om fastsættelse af retningslinjer for vandkvaliteten, men
denne planlægning for vandkvaliteten blev overført fra regi-
onplanerne til vandplanlægningen i medfør af miljømålslo-
ven (lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål m.v.
for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesom-
råder (miljømålsloven).
Kravet om regionplanretningslinjer for anvendelsen af søer,
vandløb og kystvande blev med lov nr. 571 af 24. juni 2005
om ændring af lov om planlægning (Udmøntning af kom-
munalreformen) overført til kommuneplanlægningen. Ret-
ningslinjerne for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande
omfatter eksempelvis rekreativ anvendelse såsom badning,
sejlads og fiskeri.
Efter planlovens § 12, stk. 1, skal kommunen ”virke for”
kommuneplanens gennemførelse. En kommuneplan har der-
for som udgangspunkt ingen direkte retsvirkninger for bor-
gerne, virksomheder eller andre myndigheder – herunder
statslige – men binder kommunalbestyrelsen til at arbejde
for, at kommuneplanens bestemmelser omsættes til virkelig-
hed.
Denne pligt til at virke for kommunalplanen betyder dog, at
kommunalbestyrelsen med henvisning til kommuneplanen
kan modsætte sig en borgers ønske om opførelse af bebyg-
gelse eller ændret arealanvendelse, som strider mod kommu-
neplanen, jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3. Disse bestemmel-
ser har dog ikke relevans for søterritoriet, medmindre der
måtte være tale om planlægning inden for en havns dækken-
de værker, jf. nedenfor.
Retningslinjer i en kommuneplan skal naturligvis respektere
gældende lovgivning, og herunder respektere almindelige
specialitetsbetragtninger. Retningslinjer om anvendelsen af
kystvande, f.eks. om fiskeri eller sejlads, skal derfor fastsæt-
tes med respekt for – og må vige for – særlige regler herom,
f.eks. bekendtgørelse nr. 23 af 6. januar 2012 om regulering
af ikke-erhvervsmæssig sejlads på søterritoriet med vand-
scootere m.v., hvorefter vandscootersejlads er forbudt i visse
områder på søterritoriet.
I forhold til retningslinjer for badning følger det af bekendt-
gørelse nr. 939 af 18. september 2012 om badevand og ba-
deområder – der i øvrigt regulerer badevandskvaliteten – at
der ved badevand bl.a. forstås havvand udlagt til badevand i
en kommuneplan, og at badeområder bl.a. er områder udlagt
til badeformål i kommuneplanen.
Det bemærkes, at der ikke efter planlovens § 11 b, stk. 1, er
mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte rammer
for indholdet af lokalplanlægning med hensyn til anvendel-
sen af kystvande, jf. dog nedenfor om planlægning inden for
en havns dækkende værker. En lokalplan har i modsætning
til kommuneplanen direkte retsvirkning for borgere og virk-
somheder.
Efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 13, kan der i kommunepla-
nen fastsættes rammer for indholdet af lokalplaner med hen-
syn til anvendelsen af vandområder og udformning af anlæg
på vandområder i et byomdannelsesområde inden for eller i
tilknytning til en havns dækkende værker. Der vil kunne væ-
re tale om rammebestemmelser for udnyttelsen af eksempel-
vis fritidsaktiviteter eller større anlægsarbejder.
Efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 23, kan kommunalbestyrel-
sen således fastsætte lokalplanbestemmelser for anvendelsen
af vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden
for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Efter
planlovens § 15, stk. 1, nr. 24, gælder dette også for udform-
ningen af anlæg i sådanne områder, herunder inddæmning
og opfyldning, etablering af faste anlæg og anbringelse af
faste eller forankrede indretninger eller genstande samt an-
bringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads,
uddybning eller gravning m.v. Opfyldning, anlæg mv. af de
pågældende vandområder kræver tilladelse fra Kystdirekto-
ratet.
Det antages derudover, at kommunerne kan lokalplanlægge
for husbådsrelaterede forhold, som det fremgår af Vejled-
ning om lokalplanlægning for husbåde til helårsbeboelse,
vejledning nr. 9608 af 6. september 2005.
I den udstrækning kommunerne med hjemmel i planloven i
kommune- og/eller lokalplaner har angivet, at sådanne area-
ler indgår i kommunens planlægning, vil arealerne efter lov-
forslaget ikke være omfattet af lov om havplanlægning, for
så vidt angår de interesser, der kan planlægges for efter
planloven. Begrebet ”kystfarvande” i lovens § 2, stk. 2, nr.
2, skal således forstås i overensstemmelse med planlovens
bestemmelser. Det samme gælder ved udnyttelse af lands-
planbeføjelserne i planlovens § 3.
En undtagelse af arealerne under disse betingelser følger af
og er i overensstemmelse med direktivet (artikel 2, stk. 1).
Ved uoverensstemmelse mellem en allerede vedtaget kom-
munal planlægning og et forslag til havplanlægning for inte-
resser, der ikke kan planlægges for efter planloven, forud-
sættes det, at forslag til havplanlægning udarbejdes i samar-
bejde med den eller de relevante kystkommuner.
21
Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til §§ 1
og 6 i forhold til havplanlægningens relation til de berørte
kystkommuner, til bemærkningerne til § 10 om offentlighe-
dens inddragelse og deltagelse i det forberedende arbejde
med havplanen samt til bemærkningerne til § 25 i forhold til
den statslige havplanlægnings forrang for kommunal plan-
lægning.
Det fastslås i bestemmelsens stk. 3, at loven ikke berører de
gældende havretlige regler, herunder FN’s havretskonventi-
on af 1982. Havretskonventionen indeholder bl.a. bestem-
melser om jurisdiktion og retten til fri sejlads, og disse be-
stemmelser er bindende og kan ikke fraviges gennem hav-
planlægningen.
Til § 3
Bestemmelsen definerer visse af de centrale begreber, som
anvendes i loven og implementerer visse af definitionerne i
artikel 3 i direktiv om maritim fysisk planlægning.
Begrebet ”havområde” i nr. 1 er, som det fremgår af be-
mærkningerne til § 2, defineret i overensstemmelse med lov
om søterritoriet og lov om eksklusive økonomiske zoner.
Det præciseres i bestemmelsen, at havområdet også omfatter
havbund og undergrund. Havområdet omfatter herefter
vandoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund. Når en
tekstnær implementering af direktivet ikke er anvendt i dette
lovforslag, skyldes det, at direktivets afgrænsning af det om-
fattede geografiske område følger de - ikke let læselige - de-
finitioner i vandrammedirektivet (Direktiv 2000/60/EF) og
havstrategidirektivet (Direktiv 2008/56/EF). Den foreslåede
afgrænsning i § 3 er således søgt sprogligt forenklet med
henblik på, at det i loven afgrænsede geografiske område
fremstår klarere og samtidig er i overensstemmelse med de-
finitionen af havområde i direktivet. Det geografiske område
omfatter herefter, søterritoriet fra kystlinjen og ud til græn-
sen for den eksklusive økonomiske zone, inklusiv havbund
og undergrund.
Det præciseres i nr. 2, hvilke 2 havregioner Danmark er be-
liggende i.
Begrebet ”havplanlægning” i nr. 3 følger direktivets definiti-
on, hvorefter der er tale om en proces, hvor myndighederne
analyserer og organiserer aktiviteter på havarealet.
Det foreslås i nr. 4, at der indsættes en definition på en ”hav-
plan”. Havplanen kan ses som slutproduktet af havplanlæg-
ningsprocessen, det vil sige indholdet af planlægningen. Det
foreslås som led i den danske implementering af direktivet,
at havplanens indhold fastsættes i en bekendtgørelse, der ud-
stedes af erhvervs- og vækstministeren (bekendtgørelse om
havplanen). Havplanen får dermed retsvirkning som øvrige
regler, der fastsættes af ministeren i medfør af lovgivningen.
Havplanen er dog alene bindende for de statslige myndighe-
der, jf. §§ 14-16, og lægger samtidig rammerne for kommu-
ne- og lokalplaner, der har betydning for havplanlægningen,
jf. lovforslagets § 25, om ændring af visse bestemmelser i
planloven.
Til § 4
Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren får ansvaret
for at gennemføre den statslige havplanlægning, såvel plan-
proceduren som vedtagelsen af havplanen. Erhvervs- og
vækstministeren vil ikke nødvendigvis selv skulle udføre al-
le opgaver, som er nødvendige for havplanlægningens gen-
nemførelse. Erhvervs- og vækstministeren skal efter forsla-
gets kapitel 6 sikre organisering og anvendelse af bedst til-
gængelige data og udvekslingen af oplysninger, der er nød-
vendige for havplanlægningen. I praksis er opgaven med op-
bygning og drift af en marin geografisk data infrastruktur
(MSDI) henlagt til Geodatastyrelsen efter aftale mellem Er-
hvervs- og Vækstministeriet og de øvrige statslige, maritime
styrelser, der deltager i MSDI-samarbejdet. Se i øvrigt be-
mærkningerne til § 17.
Bestemmelsen er led i gennemførelse af artikel 4 i direktiv
om maritim fysisk planlægning om pligten til at gennemføre
maritim fysisk planlægning.
Til § 5
Direktivet forpligter i artikel 5 medlemsstaterne til gennem
havplanlægningen at ”tilsigte at bidrage til” en bæredygtig
udvikling af energisektoren til søs, af søtransporten og af fi-
skeri og akvakulturen samt til bevarelse, beskyttelse og for-
bedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for
konsekvenserne af klimaforandringerne. Det må fortolkes
således, at det er disse sektorer og interesser, der efter direk-
tivet skal planlægges for. Medlemsstaterne kan desuden for-
følge andre formål efter direktivet, herunder bæredygtig rå-
stofindvinding. Der indføres ikke med direktivet nye for-
pligtelser med hensyn til, hvordan sektorpolitikerne skal for-
følges.
Det foreslås, at søtransport, energi, fiskeri og akvakultur og
miljø samt råstofindvinding omfattes af havplanlægningen i
Danmark. Direktivet nævner råstofindvinding som en sek-
tor, som medlemslandene kan vælge at lade være omfattet af
havplanlægningen. Når lovforslaget medtager råstofindvin-
ding i planlægningen, går forslaget videre end det, der kræ-
ves efter direktivet. Baggrunden for at medtage råstofindvin-
ding i lovforslaget som en sektor, der skal omfattes af hav-
planlægningen, er, at der aktuelt sker en form for planlæg-
ning for konkrete og velafgrænsede arealer - indvindings-
områder og arealudlæg - og at det vurderes, at der er behov
22
for planlægningsmæssigt at sikre samfundets fremtidige for-
syning af råstoffer også fra havet.
De i bestemmelsen nævnte erhvervssektorer er generelt ken-
detegnet ved, at for disse sektorer udarbejdes sektorplaner
med henblik på at kunne foretage relativt langsigtede og
målrettede investeringer. Havplanlægningen for de i § 5
nævnte sektorer og interesser sigter derfor også generelt
mod en mere langsigtet planlægning med en 20- eller 30-år-
ig horisont, med henblik på at kunne imødekomme udvik-
lingsbehovene hos de maritime erhverv og hensynet til mil-
jøet.
Direktivet indeholder som nævnt endvidere en option, hvor-
efter der med havplanen kan forfølges andre mål, såsom
fremme af bæredygtig turisme. En række fritidsforbund har
samstemmende udtrykt ønske om, at rekreative aktiviteter
omfattes af havplanen. Med bestemmelsens stk. 3 lægges på
denne baggrund op til at medtage direktivets mulighed i lo-
ven, således at det i forbindelse med havplanprocessen frem
mod 2021 ikke vil være udelukket i havplanregi også at
planlægge for disse områder helt eller delvist. Det vurderes,
at dette vil kunne begrænse eventuelle konflikter mellem
samtlige de sektorer, som tilsigtes reguleret, og øvrige inte-
resser i øvrigt.
Havplanlægningen forudsættes at tage udgangspunkt i de
eksisterende sektorinteresser og miljøinteresser med henblik
på at sikre, at den fremtidige udvikling sker på et bæredyg-
tigt grundlag og herunder bidrager til realiseringen af må-
lene i natur- og miljødirektiverne.
Havplanen vil regulere fysisk planlægning og som styrings-
instrument især indeholde dels konkrete, behovsorienteret
arealudlæg, dels generelle retningslinjer om, hvilke hensyn
der kan og skal tages i forbindelse med planlægningen, her-
under af hensyn til andre sektorer og interesser og samspillet
mellem hav og land. Der vil således for de i § 5 nævnte sek-
torer og interesser, hvor der måtte være behov, kunne foreta-
ges arealudlæg, som afklarer og afvejer de modstridende in-
teresser i området på et tidligt tidspunkt, og som i kraft heraf
kan øge investeringssikkerhed for sektorerne. Der vil i for-
bindelse med havplanlægningen i nogle havområder skulle
ske en afvejning af flere forskellige interesser, i den ud-
strækning sektorplanerne ikke umiddelbart er forenelige. De
arealudlæg, der foretages i planlægningen, vil fremadrettet
skulle indgå i grundlaget for de statslige myndigheders sek-
torplaner og enkeltafgørelser, herunder afgørelser om tilla-
delser til aktiviteter og anlæg på havet.
Det bemærkes i denne henseende, at det forudsættes, at lov-
ligt eksisterende anlæg, aktiviteter og anvendelse kan fort-
sætte med at bestå. Det bemærkes endvidere, at der ikke
med forslaget lægges op til, at havplanlægningen kommer til
at indeholde direkte handlepligter for borgere og virksomhe-
der. I stedet er det efter forslagets § 14, stk. 1, hensigten, at
de statslige myndigheder, som er ansvarlige for sektorlov-
givningen i relation til de danske havområder, vil få pligt til
ikke at vedtage planer om eller meddele tilladelse m.v. til
anlæg eller arealanvendelser, som er i strid med havplanen,
eller som forgriber et forslag til havplan eller en ændring he-
raf. Der vurderes på denne baggrund ikke i almindelighed at
ville rejse sig spørgsmål om ekspropriation efter grundlo-
vens § 73. Det kan imidlertid ikke på forhånd helt udeluk-
kes, at havplanen som sådan eller en sektormyndigheds
fremtidige administration efter den foreslåede § 14, stk. 1,
efter omstændighederne vil kunne påvirke enkelte borgere
og virksomheder med en intensitet, som kan have karakter
af et ekspropriativt indgreb i forhold til de berørte. Det må
bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde
foreligger ekspropriation. Er dette tilfældet, vil de pågæl-
dende have krav på erstatning i medfør af grundlovens § 73.
Kravet på erstatning må i mangel af enighed rejses ved dom-
stolene.
For de øvrige sektorer og interesser, som ikke er omfattet af
planlægningen i § 5, stiller direktivet om maritim fysisk
planlægning ikke udtrykkeligt krav om, at der fastsættes ret-
ningslinjer for disse. Der skal imidlertid tages hensyn til dis-
se interesser, som blandt andet omfatter turisme og friluftliv
(i det omfang disse områder ikke reguleres direkte, jf. det
ovenanførte), klapning, marin kulturarv, havne, uddybnings-
og oprensningsarbejder, flytning af sedimenter til klapplad-
ser og spulefelter m.fl., hvilket derfor også forudsættes at
komme til udtryk i havplanlægningen, jf. herved lovforsla-
gets 6 og bemærkningerne hertil.
Den konkrete udformning af havplanlægningen vil som om-
talt i de almindelige bemærkninger ske i et løbende samar-
bejde mellem erhvervs- og vækstministeren og øvrige mari-
time statslige myndigheder samt under inddragelse af den
berørte offentlighed, herunder kommuner og regioner.
Med den foreslåede § 5 implementeres artikel 5 og dele af
artikel 6 (om hensyn til miljømæssige, økonomiske og soci-
ale samt sikkerhedsmæssige aspekter) i direktiv om maritim
fysisk planlægning.
Til § 6
Lovforslagets § 6 indeholder bestemmelser, der sigter mod
gennemførelse af artiklerne 4, 6 og 7 i direktivet.
Det bestemmes i § 6, nr. 1, at der i forbindelse med planlæg-
ningen skal tages hensyn til de særlige forhold i de enkelte
havregioner, det vil sige Nordsøen (herunder Kattegat) og
Østersøen. Udover anlæg og aktiviteter, der knytter sig til de
sektorer, der skal planlægges for (søtransport, fiskeri og
akvakultur, energianlæg og råstofindvinding) vil disse for-
23
hold også omfatte hensynet til havregionernes natur- og mil-
jømæssige tilstand.
Der kan også være tale om retlige forhold, der skal respekte-
res i planlægningen. Det kan være områder, der er udpeget i
medfør af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet el-
ler områder, der er pålagt andre former for restriktioner (mi-
litære øvelsesområder, nødområder mm.). Se i øvrigt de al-
mindelige bemærkninger og omtalen af forholdet til anden
lovgivning m.v. (pkt. 2.2.3).
Efter § 6, nr. 2, skal der endvidere tages hensyn til relevante
eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser og de-
res indvirkning på miljøet og naturressourcerne. Det forud-
sættes som nævnt i lovforslagets almindelige bemærkninger,
at havplanlægningen baserer sig på en analyse af muligheder
for sameksistens og potentielle konfliktområder. Det skal
herunder vurderes, om flere forskellige former for anvendel-
se, udnyttelsen af havets ressourcer og etableringen af anlæg
eventuelt vil kunne realiseres i samme område, og om det
kan ske samtidigt eller eventuelt tidsmæssigt forskudt. Her-
ved sikres bl.a., at arealudlæg til bestemte formål, som først
kan forventes realiseret efter nogle år, vil kunne udnyttes til
andre formål i den mellemliggende periode. Det må således
indgå i havplanlægningen, at det samlede maritime rum –
havoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund – rummer
flere forskellige interesser bl.a. erhverv, friluftsliv, miljø- og
natur, og at anvendelsesmulighederne eventuelt kan fordeles
over tid.
Der indføres i § 6, nr. 3, et krav om, at havplanen skal tage
hensyn til samspillet mellem land og hav, og at dette skal af-
spejles i havplanlægningen. Der indføres ikke med bestem-
melsen et krav om en integreret kystzoneforvaltning, idet
EU-Kommissionens forslag herom udgik under forhandlin-
gerne af direktivet.
Anlæg på havet kan efter omstændighederne imidlertid have
indvirkning på forholdene på land og vice versa. Eksempel-
vis vil føring af elkabler og forsyningsledninger på havet
kræve faciliteter på land. Etablering af tekniske eller andre
anlæg på havet tæt på kysten kan efter omstændighederne
også have indvirkning på friluftsaktiviteter eller tilgængelig-
heden til havne. De må ligeledes indgå i overvejelserne,
hvilken betydning en spredning - fremfor en samling af - ak-
tiviteter og anlæg på havet kan få i de kystnære arealer.
I de tilfælde, hvor der måtte opstå interessemodsætninger
mellem den kommunale planlægning og den statslige hav-
planlægning, og disse ikke kan løses ved forhandling, har
den statslige havplanlægning forrang. Der henvises til be-
mærkningerne til dette lovforslags § 25 om ændring af plan-
lovens §§ 11 og 13. Med ændringsforslaget foreslås det, at
kommune- og lokalplaner ikke må vedtages, hvis de strider
mod havplan eller forslag til havplan henholdsvis havplan-
tillæg.
Til § 7
Bestemmelsen implementerer artikel 8, stk. 1, i direktivet.
I § 7 foreslås, at erhvervs- og vækstministeren skal fastlæg-
ge den fysiske og tidsmæssige fordeling af relevante eksi-
sterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser i havpla-
nen. Den fysiske fordeling angår spørgsmålet om, hvor for-
skellige aktiviteter og anlæg, der omfattes af planen, place-
res på havet. Der kan, som nævnt i blandt andet bemærknin-
gerne til § 5, gøres brug af en arealudlægningsmodel, der
angiver den primære anvendelsesmulighed, og eventuelt an-
dre aktiviteter, der er forenelige hermed, enten samtidig eller
eventuelt tidsmæssigt forskudt. I praksis vil det kunne bety-
de, at nogle tilladelser må gives med visse vilkår og eventu-
elt tidsbegrænset frem til det tidspunkt, hvor området skal
anvendes til det primære formål, som det er udlagt til. Areal-
udlæg kan suppleres med generelle retningslinjer i havpla-
nen af betydning for de sektorer og interesser, der skal plan-
lægges for. Det forudsættes, at der i fornødent omfang gøres
brug af kortbilag i havplanen til stedfæstelse og illustration
af planen.
Til § 8
Med denne bestemmelse implementeres artikel 8, stk. 2, i
direktivet.
Det foreslås i § 8, at der i planlægningen skal tages hensyn
til samspillet med de øvrige interesser og sektorer, som
knytter sig til havet, og som ikke er omfattet af planlægnin-
gen efter § 5. Efter direktivets artikel 8, stk. 2, omfatter sam-
spillet mellem sektorer og interesser på havet følgende:
Akvakulturområder, fiskepladser (formentlig også gyde-
pladser), anlæg og infrastrukturer til efterforskning efter og
indvinding af olie, gas og andre energiressourcer, af minera-
ler og aggregater samt til produktion af vedvarende energi,
skibsruter og trafikstrømme, ”natur- og artsbeskyttelsesom-
råder og beskyttede områder”, områder for indvinding af rå-
stoffer, videnskabelig forskning, undersøiske kabel- og rør-
forbindelser, turisme og friluftsliv og undervandskulturarv.
Direktivets opremsning af sektorer og interesser må forstås
som en eksemplificering og ikke nødvendigvis en udtøm-
mende liste. Udover direktivets eksempler på interesser,
som der må tages hensyn til i forbindelse med havplanlæg-
ningen, kan også nævnes dumpning af optaget havbundsma-
teriale (klapning), nødområder og havne.
Det forhold, at en række sektorer ikke er omfattet af direkti-
vets krav om planlægning, udelukker ikke, at der kan ske en
24
udvikling inden for disse sektorer og interesser, når denne
sker inden for rammerne af havplanen. Det er imidlertid vur-
deret, at der ikke er behov for i forbindelse med den danske
implementering at planlægge for andre interesser eller sek-
torer end de nævnte i artikel 5 i direktivet samt for råstofind-
vinding og eventuelt rekreative interesser (dvs. som en opti-
on, jf. bemærkningerne til § 5).
Til § 9
Det følger af definitionen af ”havplan”, jf. forslagets § 3, nr.
4, at havplanen – som et slutprodukt af havplanlægningspro-
cessen – udmøntes i regler fastsat af erhvervs- og vækstmi-
nisteren, det vil sige i en bekendtgørelse om havplanen.
Havplanen bliver dermed en del af gældende ret, der vil væ-
re bindende for de statslige myndigheder. De statslige myn-
digheder må således ikke vedtage planer (sektorplaner) eller
meddele tilladelser m.v., der strider mod havplanen eller et
offentliggjort forslag til havplan, jf. nærmere i bemærknin-
gerne til lovforslagets §§ 14 og 15. Der må efter den samti-
dig foreslåede ændring af planlovens §§ 11 og 13, jf. § 25 i
dette lovforslag, heller ikke vedtages kommune- eller lokal-
planer, der er i strid med havplanen.
Det foreslås i § 9, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter
regler i form af en bekendtgørelse om havplanen - og at det-
te sker i samråd med øvrige berørte ministre. De umiddel-
bart berørte ministerier og styrelser er: Energistyrelsen
(energisektoren), Erhvervsstyrelsen (fysisk planlægning på
land), NaturErhvervstyrelsen (fiskeri m.v.), Søfartsstyrelsen
(søtransport), Forsvaret (militære aktiviteter m.v.), Kystdi-
rektoratet (kystbeskyttelsesloven), Geodatastyrelsen (data-
håndtering), Trafikstyrelsen (havne), Miljøstyrelsen (miljø-
godkendelse af havbrug og tilladelse til offshore anlæg),
Kulturstyrelsen (marin kulturarv) og Naturstyrelsen (bl.a.
vandplanlægning, havstrategi, Natura 2000, generelt beskyt-
tede områder og råstofindvinding, idet bemærkes, at Natur-
styrelsens ressort i relation til vandplanlægning forventes
overført til Styrelsen for vand- og naturforvaltning i løbet af
2016).
I praksis forventes der etableret et fast samarbejde (koordi-
nationsgruppe eller lignende) mellem de berørte statslige
myndigheder om havplanlægningen. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med hensyn til den forventede regulerings indhold henvises
i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 5.
Til § 10
Bestemmelsen regulerer, ligesom de øvrige bestemmelser
(§§ 10-12) i lovforslagets kapitel 4, spørgsmålet om offent-
lighedens inddragelse i havplanlægningen. Bestemmelserne
i lovforslagets kapitel 4 har til formål at gennemføre artikel
9 i direktiv om maritim fysisk planlægning (om offentlighe-
dens deltagelse).
Der er ved affattelsen af høringsbestemmelserne i lovforsla-
get taget udgangspunkt i de forudsætninger om offentlighe-
dens inddragelse, som er kommet til udtryk i præamblen til
direktivet. I præamblen (betragtning 21) henvises, som mo-
del for hvordan offentlighedsproceduren kan tilrettelægges,
til artikel 2, stk. 2, i direktiv 2013/35/EF. Dette direktiv in-
deholder bestemmelser om implementering af Århuskon-
ventionens artikel 7 – om offentlighedens inddragelse i plan-
lægningen i forbindelse med en række andre EU-planlæg-
ningsdirektiver. Hverken direktiv 2013/35/EF eller Århus-
konventionens artikel 7 indeholder høringsfrister. Hørings-
perioden skal dog være rimelig og stå i forhold til de æn-
dringer, der skal gennemføres, således at der reelt er tid til,
at den berørte offentlighed, myndigheder m.fl. har mulighed
for at fremkomme med kommentarer til planforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at høringsperioden i forbindelse med
udarbejdelse af havplanen, herunder den første havplan, der
skal foreligge senest 31. marts 2021, og efterfølgende revisi-
oner og ajourføringer af havplanlægningen, fastsættes til 6
måneder. Der er herved taget højde for, at havplanen skal
sendes i høring hos og koordineres med de lande, som Dan-
mark deler havregioner med; Sverige, Norge, Tyskland, Po-
len, Nederlandene og Storbritannien.
Efter stk. 2 skal havplanen vedetages senest den 31. marts
2021. Dette svarer til kravet i artikel 15, stk. 3, i direktivet.
Arbejdet med havplanlægningen i Danmark må forventes at
strække sig over en årrække. Det er derfor ikke muligt på
nuværende tidspunkt at sige noget om, hvorvidt havplanen
eventuelt vil kunne sættes i kraft tidligere end 31. marts
2021.
Forslaget om en 10-årig planrevision i stk. 2 skal ses på bag-
grund af, at direktiv om maritim fysisk planlægning stiller
krav om, at havplanlægningen revideres og ajourføres
mindst hvert 10. år. Revisioner kan således ske oftere.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, at høringsfristen i særli-
ge tilfælde skal kunne fraviges af erhvervs- og vækstmini-
steren. En forkortelse af høringsfristen kan blandt andet
komme på tale, hvis ændringerne er af underordnet betyd-
ning i forhold til havplanen eller, hvis der er tale om rettel-
ser af faktuelle fejl.
Det bemærkes, at havplanen og efterfølgende revisioner af
planen skal miljøvurderes efter bestemmelserne i bekendt-
gørelse nr. 939 af 3. juli 2013 af lov om miljøvurdering af
planer og programmer (miljøvurderingsloven), hvis havpla-
nen forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Dette
må anses for givet i hvert fald for så vidt angår den første
25
havplan, der vedtages senest i marts 2021, og denne plan
skal således miljøvurderes.
Med stk. 4 lægges op til udtrykkeligt at medtage en bestem-
melse om den - for beslutningstagerne helt nødvendige - of-
fentlige inddragelse og deltagelse i det forberedende arbejde
med havplanen. Den foreslåede bestemmelse fastlægger ik-
ke en fast struktur for, hvordan inddragelse af offentlighe-
den i den forberedende fase konkret bør tilrettelægges. Det
afgørende vurderes i denne henseende at være, at det sker på
balanceret vis, herunder at de involverede statslige myndig-
heder etablerer en inklusiv proces, hvor det sikres, at rele-
vante synspunkter kommer frem på rette tidspunkt, men som
samtidig er effektiv og operationelt håndterbar. En sådan
proces kan f.eks. indebære, at de involverede statslige myn-
digheder
– gennemfører interessentdialog og videndeling i en of-
fentlig idefase/fordebat,
– etablerer et særligt havplanforum eller knytter de berørte
interessenter til den ministerielle koordinationsgruppe,
– afholder konferencer, seminarer og workshops i berørte
dele af landet,
– iværksætter offentlige høringer på både statsligt og kom-
munalt/regionalt niveau, herunder relevant inddragelse
af Folketinget, samt
– gennemfører dialog og samarbejde med udenlandske
myndigheder og videninstitutioner.
Ovenstående eksempler er ikke udtømmende, ligesom de ik-
ke nødvendigvis aller vil blive taget i anvendelse.
Til § 11
Det foreslås i stk. 1, at det skal være muligt i planperioden at
foretage ændringer af havplanen (havplantillæg). Der kan
eksempelvis være tale om et havplantillæg om arealudlæg til
tekniske anlæg – der går ud over havplanens ”rummelighed”
– eller en ny olie- eller gasforekomst, som det ikke har været
muligt at forudse, da havplanen blev vedtaget. Det foreslås i
stk. 2, at udkast til regler om sådanne og andre, mere be-
grænsede ændringer af havplanen skal i offentlig høring
mindst 8 uger, før ændringerne kan sættes i kraft.
Regler om havplanlægning og ændring heraf skal ligesom
den samlede havplan miljøvurderes efter bestemmelserne i
lovbekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013 af lov om miljø-
vurdering af planer og programmer (miljøvurderingsloven),
hvis ændringerne af havplanen forventes at få væsentlig ind-
virkning på miljøet. Miljøvurderingsloven stiller krav om en
8 ugers høringsfrist, der ikke kan fraviges. Hvis regler om
havplanlægningen kan få væsentlig indvirkning på miljøet i
en anden stat, skal der også foretages nabostatshøring.
Det bestemmes i stk. 3, at mere omfattende ændringer af
havplanen ikke kan gennemføres ved et tillæg til planen,
men kun kan ske ved revision af planen efter proceduren i §
10, stk. 1. Det vil sige med en 6 måneders høring.
Det foreslås i stk. 4, at høringsfristen i forbindelse med plan-
tillæg – i lighed med planrevisioner – i særlige tilfælde skal
kunne fraviges, f.eks. hvis ændringen er af underordnet be-
tydning i forhold til formålet med havplanlægningen, eller
der er tale om rettelse af faktuelle fejl.
Til § 12
Efter bestemmelsen skal erhvervs- og vækstministeren un-
derrette visse berørte myndigheder, EU-medlemslande m.fl.
om de påtænkte ændringer af havplanen og deres mulighe-
der for at fremkomme med indsigelser. Det bemærkes, at §
12 ikke er en parthøringsregel eller udtryk for en garantifor-
skrift. Erhvervs- og vækstministeren er således ikke afskåret
fra at sætte bekendtgørelsen om havplanen i kraft, selvom
der måtte være sket fejl med hensyn til underretningen af en
eller flere af de nævnte parter eller myndigheder.
Om forholdet til nabostater henvises i øvrigt til bemærknin-
gerne til §§ 18 -20.
Til § 13
Bestemmelsen giver hjemmel til, at al kommunikation i for-
bindelse med annoncering og offentlighedens inddragelse
kan ske digitalt.
Direktivets artikel 9, stk. 2, stiller krav om, at den berørte
offentlighed m.fl. har adgang til den endeligt vedtagne hav-
plan. Bekendtgørelsen om havplanen vil blive offentliggjort
i Lovtidende og offentligheden vil herigennem have adgang
til havplanen. Det er i sagens natur ikke til hinder for, at
havplanen også offentliggøres andre steder, bl.a. på Er-
hvervs- og Vækstministeriets hjemmeside.
Til § 14
Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at havplanen gøres bin-
dende for de statslige myndigheders sektorplanlægning og
enkeltsagsadministration i form af tilladelser m.v. Som
nævnt under de almindelige bemærkningers pkt. 2.2 er den
væsentligste ændring, der gennemføres med lovforslaget, af
direkte betydning for anden lovgivning og administration
således, at sektorplanlægningen og enkeltsagsadministratio-
nen (tilladelser m.v.) samt den kommunale planlægning
fremover ikke må vedtages henholdsvis meddeles i strid
med havplanlægningen eller forslag til havplanlægning, der
er offentliggjort af erhvervs- og vækstministeren.
26
Borgere og virksomheder er som tidligere nævnt ikke (di-
rekte) bundet af havplanen. Da havplanen imidlertid lægger
rammerne for sektormyndighedernes enkeltsagsadministrati-
on, kan havplanen indirekte få betydning for virksomheder
og borgeres mulighed for at opnå tilladelse til aktiviteter og
anlæg på havet.
Det foreslås samtidig i stk. 2, at de statslige, tilladelsesgi-
vende myndigheder får en udtrykkelig hjemmel – og en ret
og pligt – til at afslå ansøgninger om udnyttelse af havområ-
der, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige
havplans indhold. Det betyder, at de udkast til regler om
havplanen, som erhvervs- og vækstministeren offentliggør,
tillægges foreløbige retsvirkninger. Formålet med reglen er
at sikre, at inddragelsen af offentligheden, myndigheder i
nabostater og andre i forbindelse med den offentlige høring
af en ændret planlægning ikke gøres illusorisk.
I den ændring af planlovens §§ 11 og 13, som følger af dette
lovforslags § 25, foreslås der indsat bestemmelser om, at
nye kommuneplaner/kommuneplantillæg og lokalplaner ik-
ke må stride mod havplanen eller forslag til havplan eller
ændringer heraf, der er offentliggjort med henblik på offent-
lig høring. Det svarer til princippet i planlovens § 11, stk. 4,
nr. 1 og 2, hvorefter kommuneplanen ikke må stride imod
landsplandirektiver, jf. planlovens § 3, eller et offentliggjort
forslag hertil.
Den foreløbige retsvirkning af udkast til regler om havplan-
lægning foreslås gjort tidsbegrænset, idet den foreløbige
retsvirkning af et forslag bortfalder senest 2 år efter afslut-
ningen af den offentlige høring.
Bestemmelser om foreløbige retsvirkninger kendes fra andre
retsområder, bl.a. planlovens § 17 om foreløbige retsvirk-
ninger af lokalplanforslag og naturbeskyttelseslovens § 37,
stk. 2, om fredningsforslag.
Der er ikke i lovforslaget mulighed for at dispensere fra hav-
planen, jf. dog undtagelserne i §§ 15 og 16. For at sikre, at
der kan gennemføres mindre væsentlige ændringer af pro-
jekter og aktiviteter mv., uden at dette kræver vedtagelse af
et plantillæg, forudsættes det, at havplanen udformes med en
vis ”rummelighed”.
Rummelighed er ikke et entydigt og præcist begreb, men
skal opfattes som en rettesnor for, hvordan havplanen bør
formuleres, således at den så vidt muligt tager højde for for-
skellige anvendelsesmuligheder, hvor dette er hensigtsmæs-
sigt og foreneligt med planlægningen. Det betyder, at det
skal fremgå af planen, om der er andre anvendelsesmulighe-
der end de, som havplanen angiver som sit primære formål,
og under hvilke betingelser disse i givet fald kan udnyttes.
Det kan eksempelvis ske ved, at havplanen bestemmer, at
områdets arealudlæg til havmøller, beskyttede områder eller
andet ikke er til hinder for, at der kan foregå andre nærmere
beskrevne aktiviteter samtidig eller eventuelt tidsmæssigt
forskudt. Det forudsættes, at det også angives, om ændring/
udvidelse af eksisterende, større anlæg kan ske uden at det
strider mod havplanen – og dermed kræver ændring af hav-
planlægningen – eksempelvis ved at angive, hvor udvidelser
af havneanlæg kan ske indenfor nærmere afgrænsede zoner.
Rummeligheden kan være beskrevet med større eller mindre
præcision afhængigt af formålet med planlægningen i det
pågældende område og de primære interesser, der søges va-
retaget. Rummeligheden i planlægningen kan bl.a. af disse
grunde variere fra et område i landet til et andet.
Det er den ressortansvarlige statslige myndighed, der i for-
bindelse med en konkret tilladelse tager stilling til, om en
tilladelse vil kunne rummes inden for havplanen. I forbin-
delse med tilladelsen vil relevante statslige myndigheder bli-
ve hørt, og i tilfælde af uenighed om, hvorvidt det ansøgte
kan rummes inden for havplanen, forudsættes det, at myn-
dighederne indgår i en dialog. Det er den pågældende res-
sortmyndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal
meddeles tilladelse eller ej, og som er ansvarlig for, at tilla-
delsen ikke strider mod havplanen. Erhvervs- og vækstmini-
steren fører ikke tilsyn med de tilladelser til aktiviteter og
anlæg på havet, som statslige myndigheder meddeler, og vil
kun blive inddraget, hvis en konkret sag vedrører Erhvervs-
og Vækstministeriets område eller berører havplanen. Der
kan dog eventuelt klages over, at sektormyndighedens afgø-
relse strider mod havplanen, se nærmere lovforslagets § 22
og bemærkningerne til bestemmelsen.
Til § 15
Det foreslås i § 15, stk. 1, at det skal være muligt at give til-
ladelse eller vedtage en plan i strid med havplanlægningen,
hvis det sker til opfyldelse af EU-retlige eller internationale
forpligtelser, som ikke kan afvente en ændring af havplan-
lægningen.
Med bestemmelsens stk. 2 lægges op til, at en vedtagelse el-
ler meddelelse efter stk. 1 sker efter forhandling med er-
hvervs- og vækstministeren med sigte på at sikre en ensartet
anvendelse af undtagelsesmuligheden.
Til § 16
Bestemmelsen i stk. 1 sikrer, at havplanen ikke er til hinder
for, at Søfartsstyrelsen kan træffe foranstaltninger m.v. efter
søsikkerhedslovens §§ 6 og 8 i situationer, hvor det er nød-
vendigt og uopsætteligt af hensyn til sejladssikkerheden,
forebyggelse af fare og forebyggelse af, at der lægges den
frie sejlads hinderinger i vejen m.v. De pågældende foran-
staltninger m.v. omfatter blandt andet påbud, forbud og
etablering af afmærkning.
27
Bestemmelsen tænkes navnlig anvendt i situationer, som ik-
ke har kunnet forudsiges ved udarbejdelse af havplanen, og
som det derfor ikke har været muligt at tage højde for i hav-
planen.
Det kan f.eks. være nødvendigt i nødsituationer, eksempel-
vis hvis et skib, der ikke er under kommando, driver ind i et
arealudlagt område og bliver til vrag, eller hvis vindmøller
ødelægges pga. kollision. Sådanne situationer kan f.eks.
kræve foranstaltninger i form af afmærkning.
Der kan eksempelvis også opstå behov for foranstaltninger
m.v. i forbindelse med etablering af vindmølleparker. I for-
bindelse med udpegning af områder for de kystnære vind-
mølleparker ved bl.a. Sæby har det tidligere været nødven-
digt at justere de planlagte områder af hensyn til trafikken til
og fra Sæby og Frederikshavn. Ligeledes er foretaget små
justeringer af områderne ved Vesterhav Nord af hensyn til
trafikken ved indsejlingen til Limfjorden. Sådanne situatio-
ner kan have betydning for havplanlægningen. Der vil ikke
på forhånd kunne tages højde for alle sådanne - uforudsige-
lige - situationer, og de nødvendige foranstaltninger vil der-
for kunne stride imod havplanlægningen.
Erhvervs- og vækstministeren skal efter det foreslåede stk. 2
oplyse øvrige berørte ministre om foranstaltninger m.v. efter
søsikkerhedslovens §§ 6 og 8, hvis foranstaltningerne m.v.
fraviger de gældende regler om havplanlægning eller udkast
til regler om havplanlægning, der er offentliggjort af er-
hvervs- og vækstministeren, jf. den foreslåede § 14, stk. 1.
Til § 17
Efter bestemmelsen sikrer erhvervs- og vækstministeren or-
ganiseringen og anvendelsen af bedst tilgængelige data og
udvekslingen af oplysninger, der er nødvendige for havplan-
lægningen. De nødvendige data kan også omfatte data, om
andre end de i § 5 nævnte sektorer og interesser, hvis sådan-
ne data vurderes nødvendige for planlægningen.
Efter direktivets artikel 10 skal medlemsstaterne i forbindel-
se med havplanlægningen organisere og gøre brug af bedst
tilgængelige oplysninger, herunder bl.a. gøre brug af rele-
vante instrumenter og værktøjer som omhandlet i INSPIRE-
direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruk-
tur for geografisk information i et Europæiske Fællesskab
(Inspire)). INSPIRE-direktivet harmoniserer de standarder
og specifikationer, som data, omfattet af temaerne i direkti-
vets 3 bilag, skal opfylde. Datasæt, der er omfattet af INSPI-
RE-direktivet, kan derfor være mere intensivt reguleret, end
der er behov for i forhold til havplanlægningen. Det vurde-
res, at det efter direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk plan-
lægning er op til de nationale havplanmyndigheder, om de
ønsker at opfylde alle de krav, der stilles til data, der er om-
fattet af INSPIRE-direktivet.
Indsamling af data kan efter direktiv 2014/89/EU omfatte
miljømæssige, sociale og økonomiske data og fysiske data
vedrørende havområder.
Det forudsættes, at fysiske data, som er nødvendige for hav-
planlægningen, gøres almindeligt tilgængelige i forbindelse
med etablering af en dansk marin geografisk datainfrastruk-
tur (MSDI). Det er Geodatastyrelsen under Energi-, Forsy-
nings- og Klimaministeriet, der står for opbygning og drift
af MSDI’en. MSDI’en er endnu under opbygning og forven-
tes at kunne sættes i fuld drift fra 2017.
Modellen tager udgangspunkt i, at de statslige maritime
myndigheder efter aftale stiller visse af deres data til rådig-
hed for MSDI’en. Myndighederne, herunder Erhvervs- og
Vækstministeriet, skal samtidig kunne trække data fra
MSDI’en om fysiske og geografiske forhold, som måtte væ-
re relevante for havplanlægningen eller eventuelt andre for-
mål. Det vil blive overvejet, om andre data - bl.a. miljødata,
i forbindelse med havstrategien, vandplanlægning, Natura
2000-planlægning m.v. - også skal gøres tilgængelige via
MSDI’en.
Indberetningen af data til MSDI’en blev påbegyndt i 2015.
Data, som måtte være væsentlige til brug for havplanlægnin-
gen, og som går længere tilbage i tid, vil være tilgængelige i
journalsystemer med elektroniske søgemuligheder. Datakva-
liteten for tilladelser m.v. vil dog være dalende, jo ældre dis-
se er, og det vil i nogle tilfælde ikke være muligt at tilveje-
bringe et fuldstændigt oplyst grundlag.
Med hensyn til tilgængeligheden af data bemærkes, at der
for nogle af de data, der vil blive stillet til rådighed, i dag
skal betales gebyr til de myndigheder, der producerer de på-
gældende data. Det gælder f.eks. for søkort, der produceres
af Geodatastyrelsen. Lovforslaget vil ikke være til hinder
for, at statslige myndigheder med hjemmel i den lovgivning,
der hører under den pågældende myndighed, vil kunne kræ-
ve betaling for data, som trækkes via MSDI’en. Der er såle-
des heller ikke med dette lovforslag gjort op med mulighe-
den for at indføre nye hjemler i lovgivningen til at opkræve
gebyrer for data, der stilles til rådighed af de respektive
statslige myndigheder i forbindelse med MSDI’en. Myndig-
heder, der opkræver betaling for udlevering af datasæt, skal
overholde reglerne i lov om videreanvendelse af den offent-
lige sektors informationer (PSI-loven) eller lov om aktind-
sigt i miljøoplysninger ved fastsættelse af betaling eller vil-
kår for udlevering af datasættet.
Eventuel behandling af personoplysninger vil ske i overens-
stemmelse med persondatalovens regler.
28
Om finansieringen af MSDI’en henvises til lovforslagets al-
mindelige bemærkninger, jf. kap. 3.1.
Til § 18
Bestemmelsen implementerer artikel 11 i direktivet, der be-
stemmer, at medlemsstaterne samarbejder med det formål at
sikre, at de fysiske planer er sammenhængende og koordine-
rede i havregionen. Direktivet foreskriver, at samarbejdet
skal foregå gennem eksisterende regionale samarbejdsstruk-
turer, såsom regionale havkonventioner, eksisterende net-
værk eller strukturer, eller anden metode, der lever op til
kravene i stk. 1, eksempelvis inden for havområdestrategier-
ne.
Danmark deltager i de internationale samarbejdsfora Helsin-
ki-konventionen for Østersøregionen (HELCOM) og Oslo-
Paris konventionen (OSPAR) for det nordøstlige Atlanter-
hav. Samarbejdet omfatter såvel EU-medlemslandene som
lande, der står udenfor EU.
Behovet for samarbejde og koordinering med landene om-
kring Danmark må i øvrigt bero på de konkrete udfordrin-
ger, som opstår i forbindelse med havplanlægningen, og ske
efter retningslinjer, som landene i havregionerne måtte blive
enige om. De foreslåede bestemmelser i lovforslaget om hø-
ring af forslag til havplan af øvrige EU-medlemslande og
tredjelande vil være et vigtigt – men ikke nødvendigvis til-
strækkeligt – element i samarbejdet med de lande, som Dan-
mark deler havregion med.
Kravene i lov om miljøvurdering af planer og programmer,
der også gælder for den statslige havplanlægning, indehol-
der i øvrigt bestemmelser om høring af nabostater.
Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at der,
hvor det findes hensigtsmæssigt, samarbejdes og udveksles
erfaringer med andre lande end dem, som Danmark deler
havregion med.
Til § 19
Bestemmelsen implementerer artikel 12 i direktivet. Med-
lemsstaterne skal efter artikel 12 ”bestræbe sig på, hvor det-
te er muligt”, at samarbejde med tredjelande om deres foran-
staltninger vedrørende havplanlægning.
Danmark deler havregioner med to lande, der ikke er med-
lemmer af EU, og som derfor er at betragte som tredjelande:
1) Norge der deltager i Oslo-Paris konventionen (OSPAR)
for det nordøstlige Atlanterhav (havregion Nordsøen, herun-
der Kattegat) og 2) Rusland, der deltager i havkonventions-
samarbejdet Helsinki-konventionen (HELCOM) for Øster-
søregionen (havregion Østersøen). Danmark deltager som
nævnt i begge havkonventionssamarbejder. Umiddelbart vil
behovet for samarbejde og koordination være størst i forhold
til Norge på grund af tilgrænsende havarealer og den relativt
korte afstand mellem landene.
Samarbejdet vil blandt andet indebære høring af udkastet til
den danske havplan med henblik på så vidt muligt at sikre
en koordineret planlægning landene imellem. Behovet for
koordinering må, ligesom det gælder i forholdet til EU-med-
lemslandene, i øvrigt bero på de konkrete udfordringer, som
opstår i forbindelse med havplanlægningen og de aftaler om
inddragelse af berørte nabolande, som måtte blive aftalt lan-
dene imellem.
Til § 20
Der forudsættes med § 20, at der kan indgås aftaler med an-
dre stater om foranstaltninger til opfyldelse af lovens for-
mål, f.eks. aftaler med nabolande om fælles anvendelse eller
arealudlæg af et grænseoverskridende havområde. Der læg-
ges med den foreslåede bestemmelse samtidig op til, at er-
hvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler for at opfyl-
de sådanne aftaler. Der er ikke aktuelt forhandlinger om så-
danne aftaler, men bestemmelsen tager højde for, at Dan-
mark eventuelt måtte indgå sådanne på et senere tidspunkt.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til øvrige bestemmelser om delegati-
on, som findes i flere andre love. Det er hensigten at delege-
re visse af ministerens beføjelser til Søfartsstyrelsen, herun-
der det forberedende arbejde i forbindelse med havplanlæg-
ningen. Havplanen godkendes af erhvervs- og vækstministe-
ren i forbindelse med udstedelse af regler om havplanen (be-
kendtgørelse om havplanen) efter samråd med øvrige berør-
te ministre. Der lægges således i bestemmelsen op til, at de-
legationsmuligheden udtrykkeligt ikke omfatter delegation
af erhvervs- og vækstministerens beføjelser i forhold til at
vedtage havplanen (dvs. udstede den forudsatte bekendtgø-
relse) eller til at ændre havplanen (bekendtgørelsen).
Som anført i bemærkningerne til § 17 forudsættes opgaven
med at organisere og samle fysiske og geografiske data til
brug for havplanlægningen i en marin fysisk data infratra-
struktur (MSDI) at blive varetaget af Geodatastyrelsen un-
der Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Eftersom data
fra MSDI’en er nødvendige for havplanlægningen, forud-
sættes det, at eventuelle væsentlige ændringer af MSDI eller
vilkårene for myndighedernes brug af denne sker i samråd
med erhvervs- og vækstministeren.
Til § 22
29
Det foreslås med stk. 1, at der skal kunne klages over
spørgsmålet, om en statslig myndighed efter anden lovgiv-
ning har meddelt en tilladelse m.v. eller vedtaget en plan,
der strider mod havplanlægningen, jf. lovforslagets § 14.
Klagen skal behandles efter de klageregler, der gælder efter
den lovgivning, som indeholder hjemlen til tilladelsen hen-
holdsvis planen (sektorloven). Der betyder blandt andet, at
det vil være forskellige klagemyndigheder, der skal tage stil-
ling til, om eksempelvis en tilladelse til en aktivitet er i strid
med havplanen.
Hvis klageren ikke opfylder kriterierne for at være klagebe-
rettiget efter sektorloven, følger det af den pågældende sek-
torlov, at en klage over, at afgørelsen strider mod havplanlo-
ven, skal afvises. Det samme gælder, hvis adgang til at kla-
ge over afgørelser efter sektorloven er afskåret. Det bemær-
kes dog hertil, at kredsen af klageberettigede efter diverse
sektorlove som hovedregel omfatter interesseorganisationer
m.v., som antages at have en væsentlig interesse i forslag,
tilladelser og afgørelser, som flyder af de pågældende sek-
torlove. Konsekvensen af de foreslåede bestemmelser i for-
slagets § 6, hvorefter der ved gennemførelsen af havplanen
skal tages hensyn til sektorer og interesser, som ikke fore-
slås direkte omfattet af havplanlægningen efter § 5, er, at in-
teresseorganisationer m.v. på disse områder som udgangs-
punkt må formodes at være klageberettigede, såfremt de in-
teresser, som de varetager, berøres væsentligt af forslag, til-
ladelser og afgørelser inden for de områder, som dækkes af
havplanen.
Der kan dog på denne baggrund være forskel med hensyn til
mulighederne for at kunne klage over de statslige myndighe-
ders afgørelser om tilsidesættelse af havplanen. Forslaget
skal imidlertid ses som et udtryk for, at det ikke med hav-
planloven er tilsigtet at indføre nye eller anderledes regler
om klage, end de der allerede gælder på de respektive mini-
steriers lovområder.
Der lægges med stk. 2 samtidig op til, at det skal være mu-
ligt at klage over, at en tilladelse er givet i strid med havpla-
nen, uanset den pågældende sektorlov kun giver adgang til
at klage over tilsidesættelse af procedureregler.
Der henvises, for så vidt angår de gældende klageregler, til
lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 2.2).
Det forudsættes, at den myndighed, der har meddelt en tilla-
delse m.v. i strid med havplanen eller forslag til havplan, på-
ser, at forholdet lovliggøres efter bestemmelserne i den lov,
som indeholder hjemlen til den pågældende afgørelse.
Til § 23
Det foreslås, at der fastsættes en frist på 6 måneder, inden
for hvilken afgørelser skal være indbragt for domstolene.
Fristen foreslås som udgangspunkt at løbe fra det tidspunkt,
hvor afgørelsen er meddelt. Med bestemmelsens 2. pkt.
foreslås dog, at fristen ved offentlig bekendtgørelse løber fra
bekendtgørelsestidspunktet. Herved sikres, at den, der har
indrettet sig i tillid til en afgørelse, ikke skal kunne mødes
med, at afgørelsen er ugyldig meget længe efter, at den på-
gældende myndighed har truffet afgørelsen. Der findes til-
svarende bestemmelser i en række andre love.
Til § 24
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2016. Direkti-
vet bestemmer i artikel 15, stk. 1, at direktivet skal være
gennemført i national ret senest 18. september 2016.
Til § 25
Til nr. 1
Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forsla-
get til nr. 3, jf. neden for.
Til nr.2
Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forsla-
get til nr. 3, jf. neden for.
Til nr. 3
I forlængelse af forslaget om, at havplanen gøres bindende
for de statslige myndigheders sektorplanlægning, jf. dette
forslags § 14, foreslås det (nr. 3), at planloven ændres såle-
des, at kommuneplanen heller ikke må stride mod havplanen
eller forslag til ny havplan henholdsvis ændringer af havpla-
nen i de tilfælde, hvor aktiviteter på havet har betydning på
land.
Hvis der er offentliggjort et forslag til ny havplan eller for-
slag til ændringer af den eksisterende havplan, forudsætter
kommuneplanens endelige vedtagelse, at der er opnået over-
ensstemmelse med det nye forslag til havplan eller forslag
til ændringer af havplanen. Denne regel svarer til, hvad der
gælder, hvis der er uoverensstemmelse mellem en kommu-
neplan eller en af de øvrige omhandlede planer i planlovens
§ 11, stk. 4, som omfatter eksempelvis råstofplaner og vand-
planer.
Til nr. 4
30
Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forsla-
get til nr. 6, jf. neden for.
Til nr. 5
Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forsla-
get til nr. 6, jf. neden for.
Til nr.6
Det foreslås, at nye lokalplaner ikke må stride imod havpla-
nen eller forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af
havplanen (nr. 6). For forslag til ny havplan eller forslag til
ændringer af havplan gælder dette for forslagets offentliggø-
relse med henblik på offentlig høring.
I lighed med hvad der foreslås for kommuneplaner, bevarer
lokalplaner, der er vedtaget før offentliggørelsen af forslag
til havplan og havplantillæg, deres gyldighed, uanset lokal-
planen strider mod havplanen.
Til § 26
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land.
31
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 25
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23.
november 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1705 af 21. de-
cember 2015 og § 1 i lov nr. 1879 af 29. december 2015,
foretages følgende ændringer:
§ 11. For hver kommune skal der foreligge en kommune-
plan. Kommuneplanen skal omfatte en periode på 12 år.
Stk. 2. Kommuneplanen fastlægger på grundlag af en samlet
vurdering af udviklingen i kommunen
1) en hovedstruktur, som angiver de overordnede mål for
udviklingen og arealanvendelsen i kommunen,
2) retningslinjer for arealanvendelsen m.v., jf. § 11 a, stk. 1,
og
3) rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af
kommunen, jf. § 11 b.
Stk. 3. De afgrænsede områder, der knytter sig til kommune-
planens retningslinjer og rammer, skal vises på kort.
Stk. 4. Kommuneplanen må ikke stride mod
1) regler eller beslutninger efter §§ 3 og 5 j,
2) offentliggjorte forslag til regler efter §§ 3 og 5 j, jf. § 22
a, stk. 1,
3) en vandplan, en Natura 2000-plan, handleplaner for reali-
seringen af disse planer, jf. lov om miljømål m.v. for vand-
forekomster og internationale naturbeskyttelsesområder
(miljømålsloven), eller regler udstedt i medfør af samme
lovs § 36, stk. 3,
4) en kommunal risikostyringsplan, jf. kapitel 3 i lov om
vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb
og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for
oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterri-
toriet,
5) en Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove, el-
ler6) en råstofplan, jf. § 5 a i lov om råstoffer.
1. I § 11, stk. 4, nr. 5, udgår »eller«.
2. I § 11, stk. 4, nr. 6, ændres »i lov om råstoffer.« til: »i lov
om råstoffer, eller«.
3. I § 11, stk. 4, indsættes som nr. 7:
»7) havplanen efter lov om maritim fysisk planlægning eller
forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af havpla-
nen, når forslaget er offentliggjort med henblik på høring.«
§ 13. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe lokalplaner ef-
ter reglerne i kapitel 6. En lokalplan må ikke stride mod
1) kommuneplanen,
2) regler eller beslutninger efter §§ 3 og 5 j,
3) offentliggjorte forslag til regler efter §§ 3 og 5 j, jf. § 22
a, stk.1,
4) en vandplan eller en Natura 2000-plan, jf. lov om miljø-
mål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyt-
telsesområder (miljømålsloven), en handleplan efter samme
lovs §§ 31 a og 46 a eller regler udstedt i medfør af samme
lovs § 36, stk. 3,
5) en kommunal risikostyringsplan, jf. kapitel 3 i lov om
vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser fra
vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risiko-
styring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele
af søterritoriet,
6) en Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove, el-
ler
7) en råstofplan, jf. § 5 a i lov om råstoffer.
Stk. 2....
4. I § 13, stk. 1, nr. 6, udgår »eller«.
5. I § 13, stk. 1, nr. 7, ændres »i lov om råstoffer.« til: »i lov
om råstoffer, eller«.
6. I § 13, stk. 1, indsættes som nr. 8:
»8) havplanen efter lov om maritim fysisk planlægning eller
forslag til havplan eller forslag til ændringer af havplan, når
forslaget er offentliggjort med henblik på høring.«
32
33