L 98 - svar på spm. 7 om ministeriets nuværende anvendelse af bregrebet "overfaldsvoldtægt", afviger fra den tidligere definition af overfaldsvoldtægt, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 7 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, for samleje
med et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegen-
hed og for falsk anklage) (L 98), som Folketingets Retsudvalg har stillet til
justitsministeren den 12. februar 2016. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Pernille Skipper (EL).
Søren Pind
/
Lasse Boje
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 23. februar 2016
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Malene Dalgaard
Sagsnr.: 2016-0037-0147
Dok.: 1875693
Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2015-16
L 98 , L 98 A , L 98 B
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, for
samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk
overlegenhed og for falsk anklage) (L 98):
”Vil ministeren, under henvisning til svar på spm. 1 på lov-
forslaget, bekræfte, at ministeriets nuværende anvendelse af
begrebet ”overfaldsvoldtægt” - som ikke sigter på relationen
mellem gerningsperson og forurettet i følge ministeriets besva-
relse - afviger fra den tidligere definition af overfaldsvoldtægt,
og vil ministeren bekræfte, at en overfaldsvoldtægt også kan
tænkes at blive begået af en person, der kender forurettede på
forhånd?”
Svar:
1. Hvorvidt en voldtægt kan karakteriseres som en overfaldsvoldtægt, be-
ror – som det også fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 1 vedrørende
lovforslaget – på, om der er tale om et overfald, f.eks. ved at offeret udsæt-
tes for et pludseligt overgreb på et offentligt sted, hvor offeret færdes ale-
ne, eller i eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Dette vil gælde,
uanset om gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ej.
Justitsministeriet har i bemærkningerne til nærværende lovforslag under-
streget, at strafudmålingen i sager om voldtægt ved vold eller trussel om
vold skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af
voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på
grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af voldtægt, der
sker i forbindelse med socialt samvær eller i et parforhold, i forhold til
overfaldsvoldtægt, jf. pkt. 2.1.1.5 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger. Endvidere understreges det, at det ikke anses for en formildende om-
stændighed, at en voldtægt er begået i forbindelse med socialt samvær eller
i et parforhold.
Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet har fundet det mest
hensigtsmæssigt at undlade at bruge udtrykket ”kontaktvoldtægt” og ”par-
voldtægt” i nærværende lovforslag og i stedet anvende det mere beskri-
vende udtryk ”voldtægt, der sker i forbindelse med socialt samvær eller i
et parforhold”.
2. For så vidt angår spørgsmålet om en tidligere definition af begrebet
”overfaldsvoldtægt” kan det oplyses, at Rigsadvokaten i januar 2001 afgav
en redegørelse til Justitsministeriet om udviklingen i strafniveauet i vold-
3
tægtssager. Det fremgår bl.a. af redegørelsens beskrivelse af strafniveauet i
sager om overfaldsvoldtægt, at Rigsadvokaten ved en sådan voldtægt for-
stod ”voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller
kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtæg-
ten har været samvær af nogen karakter”. Redegørelsen blev efterfølgende
optrykt som bilag 1 til lovforslag nr. L 118 af 26. februar 2002 om ændring
af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for
voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigel-
se, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden,
menneskesmugling og menneskehandel m.v.). I de almindelige bemærk-
ninger til lovforslaget, der blev vedtaget som lov nr. 380 af 6. juni 2002,
henvises der under pkt. 2.1.2 om retspraksis til Rigsadvokatens redegørelse
om strafniveauet, ligesom den nævnte definition af overfaldsvoldtægt gen-
gives.
3. Straffelovrådet afgav i 2012 betænkning nr. 1534 om seksualforbrydel-
ser, hvori rådet under pkt. 7.2.1 bl.a. udtalte følgende om strafudmålingen i
voldtægtssager:
”Som anført i afsnit 7.1 ovenfor er det efter en gennemgang
af retspraksis vedrørende straffene for voldtægt Rigsadvoka-
tens vurdering, at strafudmålingen i sager om kontaktvold-
tægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse
af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager
om overfaldsvoldtægt. Straffen for voldtægt fastsættes efter
en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, og
det lavere strafniveau i praksis i sager om kontaktvoldtægt og
parvoldtægt er efter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at
der i disse sager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder,
der efter straffelovens almindelige principper om strafudmå-
ling bør føre til en lavere straf end i sager om overfaldsvold-
tægt. I sager om overfaldsvoldtægt må der omvendt antages
oftere at foreligge konkrete omstændigheder, som efter straf-
felovens § 81 i almindelighed skal indgå som en skærpende
omstændighed.
[…]
Hertil kommer, at Rigsadvokaten ved en gennemgang af rets-
praksis vedrørende straffene for voldtægt har vurderet, at
strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt
ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse
sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt,
men er udtryk for en konkret vurdering af den enkelte sags
omstændigheder.
4
Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at overfaldsvold-
tægt i sagens natur er karakteriseret ved, at offeret udsættes
for et pludseligt angreb – et overfald – i praksis typisk enten
på et offentligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i sit eget
hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Alt andet lige vil
disse forhold blive anset for betydeligt skærpende omstæn-
digheder og dermed også føre til en højere straf end i tilfælde,
hvor en voldtægt ikke har karakter af et overfald.
Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes
mindre strengt end overfaldsvoldtægt, skyldes det således ik-
ke, at det ved voldtægt anses som en formildende omstæn-
dighed, at gerningsmanden og offeret kender hinanden eller
ligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i givet fald fra-
været af skærpende omstændigheder.
Det betyder også, at der intet er til hinder for – og også fore-
kommer i retspraksis – at f.eks. en kontaktvoldtægt straffes
strengere end det almindelige udgangspunkt for straffen for
en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger andre skær-
pende omstændigheder såsom anvendelse af grov vold, vold-
tægtens tidsmæssige udstrækning, flere gerningsmænd, et
særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.
Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216
lægger således ikke op til en sondring mellem forskellige ty-
per af voldtægt som basis for den konkrete strafudmåling, og
domstolene må som anført antages at foretage en udmåling af
straf i de enkelte sager på grundlag af de konkret foreliggen-
de omstændigheder.
På den anførte baggrund er der efter Straffelovrådets opfattel-
se ikke behov for ændringer af den gældende bestemmelse i §
216 med henblik på at præcisere strafudmålingen i forskellige
typer af voldtægtssager.
Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at den opdeling
mellem forskellige typer af voldtægt, som Rigsadvokaten si-
den 2001 har anvendt i sine forskellige redegørelser om straf-
niveauet i voldtægtssager – og som siden da også har været
anvendt i bemærkningerne til flere lovforslag – kan have væ-
ret med til at give et indtryk af, at det ved voldtægt anses for
en formildende omstændighed, hvis gerningsmanden og offe-
ret kender hinanden eller ligefrem er samlevende, eller hvis
voldtægten sker i forbindelse med et samvær, som naturligt
kunne have ført til et frivilligt seksuelt forhold.
Der kan på denne baggrund være anledning til i bemærknin-
gerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel
24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at
strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en
5
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens ka-
rakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på
grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af
kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvold-
tægt.”
Det blev på den baggrund i bemærkningerne til lovforslag nr. L 141 af 6.
februar 2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alko-
holbevilling m.v. (Seksualforbrydelser) understreget, at strafudmålingen i
voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt
tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder
og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af
kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, jf. be-
mærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8. Om baggrunden for, at voldtægt,
der indebærer et overfald, som udgangspunkt straffes strengere, fremgår
følgende af pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til det nævnte lov-
forslag, der blev vedtaget som lov nr. 633 af 12. juni 2013:
”[…] overfaldsvoldtægt [er] i sagens natur […] karakteriseret
ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb – et overfald
– i praksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret fær-
des alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden er
trængt ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for be-
tydeligt skærpende omstændigheder og dermed også føre til
en højere straf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har ka-
rakter af et overfald.
Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes
mindre strengt end overfaldsvoldtægt, skyldes det således ik-
ke, at det ved voldtægt anses som en formildende omstæn-
dighed, at gerningsmanden og offeret kender hinanden eller
ligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i givet fald fra-
været af skærpende omstændigheder.
Det betyder også, at der intet er til hinder for – og også fore-
kommer i retspraksis – at f.eks. en kontaktvoldtægt straffes
strengere end det almindelige udgangspunkt for straffen for
en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger andre skær-
pende omstændigheder såsom anvendelse af grov vold, vold-
tægtens tidsmæssige udstrækning, flere gerningsmænd, et
særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.”