Svar på spm. nr. S 539: Hvilken holdning har ministeren til forsinkelsen af det analysearbejde, som Skatteministeriet skulle udarbejde med afsæt i forliget om en ny og bedre regulering af vandsektoren, og hvorledes vil ministeren sikre, at det forsinkede analysearbejde færdiggøres snarest?

Tilhører sager:

Aktører:


Svar på spm. S 539.pdf

https://www.ft.dk/samling/20151/spoergsmaal/S539/svar/1295811/1593923.pdf

Side 1/1
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
E: efkm@efkm.dk
www.efkm.dk
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Folketingsmedlem Mette Abildgaard (K) har den 26. januar 2016 stillet mig
følgende spørgsmål S 539, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål nr. S 539:
"Hvilken holdning har ministeren til forsinkelsen af det analysearbejde, som
Skatteministeriet skulle udarbejde med afsæt i forliget om en ny og bedre
regulering af vandsektoren, og hvorledes vil ministeren sikre, at det forsinkede
analysearbejde færdiggøres snarest?"
Svar
Det indgik i forliget om en ny og forbedret regulering af den danske vandsektor af
29. april 2015, at der skal udarbejdes en analyse, der bl.a. skal afdække, hvad
forligskredsen og Folketinget i 2009 har besluttet vedr. både vandselskabernes
skatteforhold og den såkaldte ’dåbsgave’, samt hvad forudsætningerne for disse
beslutninger var. Analysen skal også belyse de samlede konsekvenser af de
eksisterende skatteregler i vandsektoren, herunder i forhold til perioden 2010-2015.
Analysen skulle jf. forligsteksten forelægges forligskredsen i 4. kvartal 2015.
Idet der grundlæggende er tale om et skatteteknisk spørgsmål er det
Skatteministeriet, der står i spidsen for udarbejdelsen af analysen.
Samspillet mellem den regulering vandselskaberne er underlagt, og de almindelige
skatteregler er relativt kompleks. Analysen har vist sig mere tidskrævende at lave
end først antaget i forbindelse med forligets indgåelse. Det har derfor desværre
ikke været muligt at afslutte analysen indenfor den oprindelige tidsplan.
Jeg støtter meget op om analysens gennemførelse og lægger vægt på, at den
færdiggøres så hurtigt som muligt. Men for at skabe det bedst mulige grundlag
for den videre drøftelse af spørgsmålet er det afgørende, at Skatteministeriet
gives tilstrækkelig tid til, at analysen kommer til bunds i de spørgsmål, som fremgik
af forligsteksten.
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
Ministeren
1. februar 2016
J nr. 2015-1619
2015-16
S 539 endeligt svar
Offentligt