RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET Sjette statusrapport om Ukraines gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering
Tilhører sager:
Aktører:
1_DA_ACT_part1_v2.pdf
DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.12.2015
COM(2015) 905 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET
Sjette statusrapport om Ukraines gennemførelse af handlingsplanen for
visumliberalisering
{SWD(2015) 705 final}
Europaudvalget 2015
KOM (2015) 0905
Offentligt
2
I. INDLEDNING
I oktober 2008 iværksattes en dialog om visumliberalisering mellem EU og Ukraine. I
november 2010 forelagde Europa-Kommissionen den ukrainske regering en handlingsplan for
visumliberalisering. I handlingsplanen er der fastsat en række præcise benchmarks for
Ukraine vedrørende fire "hovedområder"1
af teknisk relevante spørgsmål med henblik på
såvel vedtagelse af en lovgivningsmæssig, politisk og institutionel ramme (fase 1) som en
praktisk og bæredygtig gennemførelse heraf (fase 2). Disse benchmarks skal Ukraine opfylde,
før ukrainske statsborgere, der er i besiddelse af et biometrisk pas, har ret til indrejse i
Schengenområdet med henblik på kortvarige ophold uden visum2
.
I september 2011 vedtog Kommissionen sin første statusrapport om Ukraines
gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering3
og fremsatte en række anbefalinger
om gennemførelsen af den første (lovgivningsmæssige og planlægningsmæssige) fase.
Kommissionen offentliggjorde sin anden statusrapport den 9. februar 2012 og den tredje den
15. november 2013. Efter Kommissionens fjerde rapport (af 27. maj 2014)4
og Rådets
godkendelse heraf (af 23. juni 2014) var Ukraine officielt kommet til anden fase af
handlingsplanen, hvor der blev foretaget en vurdering af den bæredygtige gennemførelse af
den lovgivningsmæssige og politiske ramme.
Kommissionen vedtog den femte statusrapport om Ukraines gennemførelse af
handlingsplanen for visumliberalisering den 8. maj 20155
. I rapporten blev det fastslået, at
de ukrainske myndigheders fremskridt med gennemførelsen af anden fase af handlingsplanen
for visumliberalisering var bemærkelsesværdige. I overensstemmelse med den metodologi,
der er beskrevet i handlingsplanen, organiserede Kommissionen evalueringer på stedet med
eksperter fra EU-medlemsstaterne. Rapporten blev ledsaget af en vurdering af de potentielle
migrations- og sikkerhedsmæssige konsekvenser af en fremtidig visumliberalisering for
ukrainske statsborgere, der rejser til EU.
Den sjette rapport er den anden statusrapport om Ukraines gennemførelse af anden fase af
handlingsplanen for visumliberalisering. Heri vurderes det, hvor effektivt og bæredygtigt de
ukrainske myndigheder har opfyldt benchmarkene i anden fase i overensstemmelse med
Kommissionens anbefalinger i den femte rapport. Denne rapport omhandler ikke de
benchmarks, som blev anset for opfyldt allerede i den forrige rapport, fordi overvågningen har
påvist, at de fortsat er opfyldt. Disse benchmarks er retligt samarbejde i straffesager og
betingelser og procedurer i forbindelse med udstedelse af rejse- og identitetsdokumenter.
De faktuelle oplysninger og vurderingen bygger på resultaterne af EU's evalueringsbesøg i
Ukraine fra den 31. august 2015 til den 2. oktober 2015 på alle fire hovedområder af
handlingsplanen for visumliberalisering og havde deltagelse af eksperter fra EU-
1
Hovedområderne er: i) dokumentsikkerhed, herunder biometri, ii) integreret grænseforvaltning,
migrationsforvaltning og asylpolitik, iii) offentlig orden og sikkerhed samt iv) forbindelser udadtil og
grundlæggende rettigheder.
2
Borgere, der var omfattet af visumfritagelsen og i besiddelse af et biometrisk pas, kunne rejse igennem eller
opholde sig i en EU-medlemsstat (undtaget Det Forenede Kongerige og Irland) og associerede Schengenlande og
måtte højst opholde sig der i 90 dage i en periode på 180 dage uden at ansøge om visum.
3
COM(2013) 809 final.
4
COM(2014) 336 final.
5
COM(2015) 200 final.
3
medlemsstaterne, Kommissionens embedsmænd, repræsentanter for Tjenesten for EU's
Optræden Udadtil og EU's delegation i Ukraine. Der blev indhentet yderligere oplysninger
gennem efterfølgende møder og udveksling af meddelelser mellem Kommissionen, EEAS
og de ukrainske myndigheder samt de statusrapporter, som Ukraine fremsendte den
17. august og den 22. november 2015.
Rapporten ledsages af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene6
, som giver
en nærmere redegørelse for den udvikling, der er beskrevet i rapporten. I bilaget til
arbejdsdokumentet fremlægger Kommissionen i henhold til handlingsplanen og på grundlag
af input fra relevante EU-agenturer og interessenter en ajourført analyse og oplysninger
baseret på statistikker om de mulige migrations- og sikkerhedsmæssige virkninger af den
fremtidige visumliberalisering for ukrainske statsborgere, som rejser til EU.
Konsekvensanalysen beskriver de mulige vigtigste tendenser med hensyn til migration og
sikkerhed. Den viser, at EU fortsat er et attraktivt bestemmelsessted for migranter fra Ukraine,
og at der er en række potentielle migrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer, som det er
nødvendigt at holde øje med.
2. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE UNDER DE RESTERENDE
BENCHMARKS I HANDLINGSPLANEN FOR VISUMLIBERALISERING
2.1. Hovedområde 1: Dokumentsikkerhed, herunder biometri
Der er gjort betydelige fremskridt siden den 12. januar 2015 med udstedelsen af biometriske
pas, som opfylder de krav, der stilles af Organisationen for International Civil Luftfart. Med
henblik på kontrol af ukrainske statsborgere, der forlader landet, kan kontrollørerne i den
efterfølgende kontrol i Kiev Boryspil lufthavn få adgang til fingeraftryk, der er lagret i
ukrainske pas, og dermed holde pasindehaverens fingeraftryk op mod de aftryk, der er lagret
på chippen.
Den 19. august 2015 blev procedurerne ændret for at håndtere bivirkninger af
navneændringer ved udstedelse af rejse- og identitetsdokumenter. Både det interne pas og
udrejsepasset annulleres i tilfælde af en navneændring.
Der afholdes løbende tekniske konsultationer om etablering af en automatisk forbindelse
mellem det fælles statslige folkeregister og civilregistret. Forbindelsen forventes at være
operationel den 1. januar 2016.
I maj begyndte Ukraine at udstede biometriske diplomatpas og tjenestepas og biometriske pas
på konsulater. Udstyret blev taget i brug i 98 konsulære repræsentationer. De nye biometriske
id-kort er ved at blive testet og vil blive udstedt fra 1. januar 2016.
Benchmarket vedrørende dokumentsikkerhed anses for at være opfyldt.
6
SWD(2015)705 final.
4
2.2. Hovedområde 2: Integreret grænseforvaltning, migrationsforvaltning og asyl
2.2.1. Integreret grænseforvaltning
Der er gjort fremskridt med gennemførelsen af en integreret grænseforvaltning i Ukraine.
Trods den komplekse situation i landets østlige egne gør den statslige grænsevagttjeneste
fremskridt og er ved at udvikle sig til en moderne retshåndhævelsesmyndighed i
overensstemmelse med EU's bedste praksis.
De ukrainske myndigheder har sikret adgangen til Interpols databaser ved
grænseovergangsstederne. I november var 39 grænseovergangssteder koblet til Interpols
databaser. De resterende 118 grænseovergangssteder vil blive tilsluttet i 2016. Ukraine har
taget skridt til at udvide samarbejdet om grænsekontrol og grænseovervågning med
nabolandene, som allerede fungerede rimelig godt. Den statslige grænsevagttjeneste
udarbejdede et udkast til et nyt koncept til den kommende integrerede
grænseforvaltningsstrategi for perioden 2016-2020. Den statslige grænsevagttjeneste
forventes nu i en inkluderende dialog med andre grænsemyndigheder og relevante aktører at
fremlægge et altomfattende dokument med inspiration fra de bedste EU-eksempler og
løsninger på centrale problemstillinger i samarbejdet og samordningen mellem ministerier,
myndigheder og internationale organer.
Siden den 6. november 2015 har den statslige grænsevagttjeneste behandlet forslag fra
fagministerier og myndigheder til konceptudkastet og den tilhørende handlingsplan for
gennemførelsen heraf. Ifølge udkastet træder konceptet i kraft den 1. januar 2016.
Benchmarket for integreret grænseforvaltning anses for at være opfyldt.
2.2.2. Migrationsforvaltning
Loven om ekstern arbejdskraftmigration blev vedtaget ved andenbehandlingen den
5. november 2015 og underskrevet af præsidenten den 21. november. Det er et meget positivt
skridt, da loven kommer til at regulere reintegrationsspørgsmål på lovgivningsniveau.
Den statslige indvandringsmyndigheds kapacitet med hensyn til indenlandske
undersøgelsesprocedurer er blevet udbygget. Den 27. maj 2015 vedtog Ukraines regering en
beslutning om, at den statslige indvandringsmyndighed fra 1. januar 2016 tilføres yderligere
500 stillinger, herunder embedsmænd, der får til opgave at bekæmpe ulovlig indvandring og
foretage indenlandske undersøgelser. Der foregår i øjeblikket sprogundervisning. Den
statslige indvandringsmyndighed undersøger nye veje til inddragelse af internationale partnere
i arbejdet med at forbedre personalets sprogkundskaber. Migrationsprofilen for 2014 blev
ajourført og offentliggjort den 5. maj 2015.
Benchmarket for migrationsforvaltning anses for at være opfyldt.
2.2.3. Asyl
Der er opnået væsentlige fremskridt med efterlevelsen af anbefalingerne i den femte rapport.
Delsystemet "flygtning" i udlændingedatabasen er blevet installeret. Sagsbehandlere kan
tilgå oplysninger om oprindelsesland på den statslige indvandringsmyndigheds websted. Den
5
1. juli 2015 åbnede 100 offentligt finansierede regionale og lokale retshjælpscentre for at
yde sekundær retshjælp til personer, der ansøger om international beskyttelse.
Der uddeles mad, uafhængigt af omkostningen, svarende til en vis nødvendig daglig mængde
næring pr. person i de midlertidige indkvarteringscentre til personer, der ansøger om eller er
under international beskyttelse.
Personalet i modtagelsescentrene, sagsbehandlere og dommere har modtaget uddannelse.
Ukraine har i dag en modtagelseskapacitet på 100 ledige pladser i Odessa og 130 pladser i den
transkarpatiske oblast. Åbningen af et nyt modtagelsescenter i Yahotyn, Kijev oblast, med
yderligere 353 pladser blev udskudt indtil 2017. Moderniseringen af det midlertidige
modtagelsescenter i Odessa, så det kan rumme 100 yderligere pladser, afhænger af, at de
øremærkede midler hertil frigives.
En fortsat kilde til bekymring er, at den nuværende praksis med at frihedsberøve visse
kategorier af asylansøgere ikke foregår på grundlag af lovfæstede begrundelser for
frihedsberøvelse. Den 10. november 2015 vedtog parlamentet ved førstebehandlingen et
lovforslag om ændringer af udlændingeloven, hvorefter frihedsberøvelse af personer, der er
omfattet af tilbagesendelsesprocedurer, skal ske på grundlag af en retsafgørelse. Der kunne
vedtages bestemmelser om lignende garantier og specifikke grunde til frihedsberøvelse af
personer, der søger international beskyttelse og opholder sig lovligt i Ukraine.
Benchmarket for asyl anses for at være opfyldt.
2.3. Hovedområde 3: Offentlig orden og sikkerhed
2.3.1. Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, terrorisme og korruption
2.3.1.1. Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet
Den 26. maj 2015 godkendte Ukraines præsident den nationale sikkerhedsstrategi, hvori den
overordnede vision og retning for reformprocessen fastlægges. Strategien udgør et stort
fremskridt.
Indenrigsministeriet og de myndigheder, der er ansvarlige for forebyggelse af organiseret
kriminalitet, er i færd med at gennemføre den komplekse reformproces. Myndighederne
arbejder på at fastlægge klare kompetencer på de retshåndhævende myndigheders
arbejdsområder, herunder en klar ansvarskæde for efterforskning og retsforfølgelse. Der bør
følges yderligere op på centrale elementer i reformen såsom klar jurisdiktion og forebyggelse
af overlapning mellem funktionerne i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet.
De ukrainske myndigheder gør en indsats for at indskrænke de beføjelser til efterforskning
forud for retssagen, som sikkerhedstjenesten for spionage og kontraspionage har i dag. Den
21. november 2015 underskrev præsidenten loven om optimering af
retshåndhævelsesbeføjelser i efterforskningen forud for retssagen. Kompetencen vedrørende
beføjelser til efterforskning forud for retssager om smugling blev overført fra
sikkerhedstjenesten til indenrigsministeriet. Der har været yderligere overvejelser om at
specialisere dommere og anklagere i organiseret kriminalitet.
6
For at sikre en effektiv vidnebeskyttelse vil de ukrainske myndigheder overveje at allokere
midler hertil i næste budgetperiode. Der planlægges en ny procedure for samarbejde i
vidnebeskyttelsesspørgsmål og konsekvent gennemførelse af vidnebeskyttelseskendelser.
Benchmarket vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet anses
for at være opfyldt.
2.3.1.2. Menneskehandel
Med vedtagelsen af det nye statslige program for bekæmpelse af menneskehandel, der skal
træde i kraft den 1. januar 2016, har Ukraine har taget en række vigtige skridt hen imod
udformningen af en politik for og strategier til bekæmpelse af menneskehandel.
Socialministeriet holder konsultationer med andre myndigheder og internationale
organisationer, men der arbejdes stadig med at vurdere årsagerne til, at antallet af
identificerede ofre er faldet, og sikre en bedre overvågning af nye tendenser.
Antallet af identificerede ofre er fortsat meget lavt. Den 19. november gav de ukrainske
myndigheder 140 personer status af offer for menneskehandel: 60 kvinder, 59 mænd og
21 mindreårige.
De ukrainske myndigheder indførte en formel procedure til identificering af ofre, men
identificeringen beror på, at ofrene selv ansøger herom. Der blev desuden oprettet en national
mekanisme til befordring af samarbejde mellem relevante organer, der er involveret i
bekæmpelsen af menneskehandel. Det nuværende system til bekæmpelse af menneskehandel
fokuserer på ofre af ukrainsk oprindelse, og kun få udenlandske ofre for menneskehandel er
formelt blevet identificeret. Opmærksomheden bør yderligere rettes mod intern
menneskehandel, især handel med internt fordrevne.
Der er endnu ikke indført et system til overvågning og evaluering af den eksisterende
handlingsplan og af planen fra 2016 og derefter. De ikkestatslige organisationer bør i den
forbindelse have en klar rolle og tilstrækkelige midler til at sikre, at de kan deltage effektivt
heri. Indførelsen af et nationalt statistisk overvågningssystem ville være en fordel for Ukraine
med hensyn til at forberede identificeringen af ofre.
De ukrainske myndigheder har afsat midler fra den nationale henvisningsmekanisme til
ngo'er. Uddannelsen af embedsmænd i deres rolle og ansvar i forbindelse med
identificeringsprocessen er blevet forbedret.
Benchmarket vedrørende menneskehandel anses for at være opfyldt.
2.3.1.3. Forebyggelse og bekæmpelse af korruption
De fremskridt, der ifølge den femte rapport var sket med hensyn til korruptionsbekæmpelse,
især lovgivningsmæssigt og institutionelt, er fortsat. Parlamentets vedtagelse den 8. oktober
2015 af lovpakker, der omfatter en række aspekter af rapportens anbefalinger, er et vigtigt
fremskridt. Civilsamfundet fortsatte med at spille en central rolle for de fremskridt, der er
gjort med hensyn til bekæmpelse af korruption.
7
Der er oprettet et nationalt korruptionsbekæmpelseskontor, direktøren herfor blev udpeget
den 16. april 2015 efter en åben udvælgelsesproces, og der er blevet rekrutteret og uddannet
ca. 100 efterforskere. Etableringen af det nationale korruptionsbekæmpelseskontor er derfor
på rette kurs. Kontoret kan dog ikke være fuldt operationelt uden en specialiseret
anklagemyndighed for korruptionsbekæmpelse.
Selv om oprettelsen af denne nye specialiserede anklagemyndighed for
korruptionsbekæmpelse er igangsat, skal det ikke desto mindre stadig sikres, at dens
uafhængighed og integritet ikke kan drages i tvivl. Mangler i udvælgelsesproceduren til
besættelse af lederstillinger i den specialiserede anklagemyndighed for
korruptionsbekæmpelse såsom manglende objektive kriterier for udvælgelsen af
medlemmerne til udvælgelseskomiteen og kandidaterne understregede nødvendigheden af at
forbedre de relevante lovgivningsmæssige og institutionelle rammer yderligere for derved at
sikre myndighedens uafhængighed og integritet fuldt ud. Derfor skal udvælgelse, udnævnelse
og afskedigelse af medlemmer af myndighedens ledelse og personale opfylde strengere krav,
hvad angår uafhængighed og integritet. Det bør få absolut prioritet at gøre den specialiserede
anklagemyndighed for korruptionsbekæmpelse operationel. Den er en uundværlig del af en
effektiv og uafhængig institutionel ramme for bekæmpelse af korruption på højt niveau. Den
30. november udpegede den offentlige anklagemyndighed direktøren for den specialiserede
anklagemyndighed for korruptionsbekæmpelse.
Der er sket fremskridt med oprettelsen af et nationalt agentur for forebyggelse af
korruption, især siden nyvalget af agenturets bestyrelse, som fandt sted den 28. august 2015.
Regeringen forventes at godkende den fem mand store bestyrelse i december 2015. Loven om
forebyggelse af korruption, der blev vedtaget i oktober 2014, trådte i kraft den 26. april 2015.
Den indeholder bestemmelser om indførelse af mekanismer til kontrol af formueangivelser.
Denne opgave skal varetages af det nationale agentur for forebyggelse af korruption.
Agenturet skal også forvalte webportalen til formueangivelser, der i øjeblikket er under
udvikling. Den 8. oktober 2015 blev der vedtaget en lov om politiske partiers finansiering, og
der blev ved førstebehandlingen i parlamentet godkendt et lovforslag om et nationalt kontor
for inddrivelse af aktiver og et formueforvaltningskontor. Den 10. november vedtog
parlamentet ved andenbehandlingen en række love om forbedring af procedurerne for
inddrivelse af aktiver, nærmere bestemt lovforslagene om et nationalt kontor for inddrivelse af
aktiver og et formueforvaltningskontor, beslaglæggelse af aktiver og særlig konfiskation hos
tredjemand. I den form, som regeringen fremsatte lovforslaget, indeholdt det bestemmelser
om oprettelse af et kontor for inddrivelse af aktiver, som også skulle have til opgave at
forvalte indefrosne og konfiskerede aktiver, samt bestemmelser om indefrysnings- og
konfiskationsproceduren. En række ændringer af lovforslaget i parlamentet har begrænset
kontorets funktioner med hensyn til aktiv forvaltning af de beslaglagte aktiver og
bestemmelserne om indefrysning og konfiskation.
Fremskridtene med de lovgivningsmæssige og institutionelle aspekter kan kun munde ud i
væsentlige slutresultater, hvis de gennemføres fuldt ud.
Den ukrainske ledelse forpligtede sig til:
– at sikre, at det nationale korruptionsbekæmpelseskontor og den specialiserede
anklagemyndighed for korruptionsbekæmpelse bliver fuldt operationelle i løbet af første
kvartal af 2016
8
– inden første kvartal af 2016 at sikre, at den specialiserede anklagemyndighed for
korruptionsbekæmpelse har fuld uafhængighed og integritet, herunder ved gennem ændringer
af loven om anklagemyndigheden at indføre passende garantier for udvælgelse og
afskedigelse af myndighedens ledelse
– at sikre, at det nationale agentur for forebyggelse af korruption er fuldt operationelt i første
kvartal af 2016, og at kontrollen af aktiver og potentielle interessekonflikter for offentligt
ansatte på de områder og i de stillinger, der er mest udsat for korruption, bliver iværksat
umiddelbart efter
– at forbedre den institutionelle kapacitet til inddrivelse og forvaltning af aktiver og i første
kvartal af 2016 at vedtage lovgivning om procedurerne for beslaglæggelse af aktiver og særlig
konfiskation med henblik på at gøre kontoret for inddrivelse af aktiver fuldt funktionsdygtigt
– at sikre, at der på statens budget for 2016 og frem afsættes de nødvendige finansielle midler
til en velfungerende institutionel ramme for korruptionsbekæmpelse, herunder det nationale
korruptionsbekæmpelseskontor.
På grundlag af disse forpligtelser kan benchmarket vedrørende bekæmpelse af korruption
anses for at være opfyldt.
2.3.1.4. Hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme
Ukraines nationalbank har truffet foranstaltninger over for de banker, som ikke oplyser om
egentligt ejerskab og sikrer effektiv kundeidentifikation. Den 5. oktober 2015 havde 132 ud
af 135 forretningsbanker oplyst deres ejerskab i henhold til de nye regler. Der blev oprettet en
særlig enhed i Ukraines nationalbank til overvågning af egentlige ejere. Nationalbanken
havde planlagt inden udgangen af december 2015 at færdiggøre et værktøj til risikobaseret
overvågning på stedet og fra skrivebordet af hvidvaskning af penge med fokus på den risiko,
der knytter sig til politisk eksponerede personer i landet.
Den 2. september 2015 blev der nedsat en specialenhed til at koordinere efterforskningen af
hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme under anklagemyndighedens afdeling for
overvågning af strafferetssager. Enheden har fået til opgave at koordinere efterforskningen af
sager om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Der bør føres tilsyn med,
hvordan enheden fungerer.
Alle onlinetjenester, som ikke har kundeidentifikation eller ikke overvåger pengenes
oprindelse, må betragtes som en risiko. Nationalbanken gør en indsats for at regulere de
betalingssystemer, som ikke udbydes af bankerne. Den samarbejder også med de
retshåndhævende myndigheder om at sikre, at de betalingssystemer, der ikke hører under
nationalbanken, overholder loven. Det er også vigtigt at understrege, at anklagemyndigheden
rejste tiltale mod og indledte efterforskning af "webmoney"-bureauer, der var mistænkt for
hvidvaskning af penge.
Benchmarket for hvidvaskning af penge anses for at være opfyldt.
9
2.3.1.5. Narkotika
Den nationale strategi for narkotikabekæmpelse og den tilhørende handlingsplan er ved
at blive gennemført via den anden handlingsplan for perioden 2015-2020.
Myndighederne overvejede at samle alle narkotikarelaterede bestemmelser i en enkelt
retsakt. Dette vil bidrage til at harmonisere Ukraines narkotikalovgivning.
Sundhedsministeriet sikrer samarbejdet med andre narkotikapolitiske institutioner, som
regelmæssigt deltager i gennemførelsen af statens narkotikabekæmpelsespolitik. Som led i
handlingsplanen for 2015 for gennemførelsen af den narkotikapolitiske strategi frem mod
2020 deltager indenrigsministeriet i gennemførelsen af planlagte foranstaltninger sammen
med sikkerhedstjenesten, den statslige grænsevagttjeneste og det statslige skattevæsen,
herunder iværksættelse af operative/forebyggende foranstaltninger til opdagelse og
beslaglæggelse af narkotika, psykotrope stoffer og analoge stoffer og prækursorer samt
toksiske og stærkere narkotiske stoffer. Fra den 1. januar til den 9. november 2015
beslaglagde den statslige grænsevagttjeneste over 200 kg narkotika.
Benchmarket for narkotikabekæmpelse anses for at være opfyldt.
2.3.2. Retligt samarbejde i straffesager
Benchmarket for det retlige samarbejde i straffesager, som blev anset for at være opfyldt
ifølge den femte statusrapport, er fortsat opfyldt.
2.3.3. Retshåndhævelsessamarbejde
Med hensyn til samarbejdet mellem myndigheder arbejdes der stadig med reformen af
indenrigsministeriet. Det er planlagt, at ministeriet inden udgangen af 2015 skal omdannes til
et civilt organ, hvis primære formål er at udforme en sammenhængende statslig politik for
indre anliggender og lede andre myndigheders aktiviteter (det nationale politi, nationalgarden,
den statslige grænsevagttjeneste, den statslige indvandringsmyndighed og den statslige
beredskabstjeneste). Den 2. juli 2015 vedtog parlamentet Ukraines lov om det nationale politi,
der trådte i kraft den 7. november 2015. Ifølge loven skal det nationale politi optimeres, de
strukturelle beføjelser klart adskilles, og overlappende funktioner fjernes i tråd med
europæiske standarder. Ministeriets reformbestræbelser er i denne henseende meget positive.
Informationsudvekslingen mellem de retshåndhævende myndigheder foregår ved brug af
Arkan-systemet, et integreret informations- og telekommunikationssystem på tværs af
myndigheder vedrørende kontrol af personer, køretøjer og varer, der passerer statsgrænsen.
Proceduren for indgåelse af en operationel aftale med Europol er kommet meget langt. Den
11. marts 2015 blev et aftalememorandum underskrevet af det ukrainske parti og den
19. marts af Europol. Den 4. juni vedtog parlamentet en lov om ratificering af
aftalememorandummet mellem Ukraine og Europol om etablering af en sikker
kommunikationskanal. Loven trådte i kraft den 13. juli. Beslutningen om at indlede
forhandlinger om underskrivelse af en operationel aftale blev truffet af Europols bestyrelse
den 7. oktober 2015. I øjeblikket forhandler Interpols ukrainske kontor med Europol om
igangsættelse af arbejdet med at etablere den sikre kommunikationskanal SIENA.
Trusselsvurderingen af grov og organiseret kriminalitet (SOCTA) for Ukraine foregår
ved hjælp af Europols metodologi.
10
Det internationale samarbejde med Ukraines retshåndhævende myndigheder foregår ad
Interpols og Europols kanaler for forebyggelse, opdagelse og efterforskning af
straffelovsovertrædelser.
Benchmarket for retshåndhævelsessamarbejde anses for at være opfyldt.
2.3.4. Databeskyttelse
De ukrainske myndigheder har ydet en tilfredsstillende indsats med gennemførelsen af loven
om beskyttelse af personoplysninger, og den uafhængige datatilsynsmyndighed fungerer
effektivt.
Ombudsmandsinstitutionens sekretariatsbudget blev forøget med 7 mio. UAH (25 %) og
tildelt tre afdelinger i sekretariatet: databeskyttelsesafdelingen, enheden for bekæmpelse af
forskelsbehandling og enheden for adgang til offentlige oplysninger.
Benchmarket for databeskyttelse anses for at være opfyldt.
2.4. Hovedområde 4: Eksterne forbindelser og grundlæggende rettigheder
Trods de store eksterne og interne udfordringer, som landet stadig står over for, har Ukraine
gjort væsentlige fremskridt på dette område på kort tid.
2.4.1. Fri bevægelighed i Ukraine
Hiv/aids blev fjernet fra listen over smitsomme sygdomme ved sundhedsministeriets
bekendtgørelse nr. 329 af 11. juni 2015. Det betyder, at en hiv/aids-diagnose ikke kan bruges
som begrundelse for at afvise ansøgninger om opholdstilladelse. De ukrainske myndigheder
har gradvis forbedret anvendelsen af den retlige ramme for adgang til og fra landområder, der
ikke er under regeringens kontrol, og har indført foranstaltninger, der gør det enklere at
krydse skillelinjen.
Benchmarket anses for at være opfyldt.
2.4.2. Betingelser og procedurer i forbindelse med udstedelse af rejse- og
identitetsdokumenter
Benchmarket blev i femte statusrapport anset for at være opfyldt.
2.4.3. Borgernes rettigheder, herunder beskyttelse af mindretal
Ukraine har demonstreret en strategisk tilgang til udbygningen af kapaciteten i
ligestillingsinstitutionen, som er det centrale organ for bekæmpelse af forskelsbehandling.
Antallet af medarbejdere er steget til 15, og budgettet for 2015 og forslaget til budget for 2016
indeholder betydeligt større bevillinger. Institutionen fortsatte med at gennemføre strategien
og handlingsplanen for forebyggelse og bekæmpelse af forskelsbehandling i Ukraine i
perioden 2014-2017. Flere oplysningskampagner blev igangsat af ligestillingsinstitutionen og
relevante ministerier. Præsidenten vedtog den nationale menneskerettighedsstrategi den
25. august 2015 om bl.a. bekæmpelse af forskelsbehandling. Ukraine fortsatte
gennemførelsen på et rimeligt niveau af de retlige rammer for beskyttelse af personer, der
11
tilhører nationale mindretal. Der blev gjort betydelige fremskridt med på en mere systematisk
og permanent måde at tilbyde uddannelse i bekæmpelse af forskelsbehandling til
embedsmænd hos de retshåndhævende myndigheder, anklagere og dommere. Eftersom
Ukraine ifølge bilag XL til artikel 21 i associeringsaftalen forpligtede sig til at tilnærme sin
lovgivning til EU's direktiver om bekæmpelse af forskelsbehandling, vil anbefalingen i den
seneste statusrapport om forbedringer af loven om bekæmpelse af forskelsbehandling blive
anset for efterlevet, forudsat at handlingsplanen for gennemførelse af den nationale
menneskerettighedsstrategi omfatter de påpegede mangler, og der heri anføres en begrænset
frist til at afhjælpe dem. Parlamentet vedtog også den 12. november en række ændringer af
arbejdsmarkedsloven, som udtrykkeligt forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel
orientering. De blev underskrevet af præsidenten den 21. november og trådte i kraft den
27. november. Efterfølgende lovgivning på dette område, f.eks. den nye arbejdsmarkedslov,
som afventer vedtagelse i parlamentet, skal garantere samme forbud.
Benchmarket anses for at være opfyldt.
3. OVERORDNET VURDERING OG NÆSTE SKRIDT
Siden visumdialogen mellem EU og Ukraine blev indledt i oktober 2008, og handlingsplanen
for visumliberalisering blev fremlagt for de ukrainske myndigheder i november 2010, har
Kommissionen regelmæssigt informeret Europa-Parlamentet og Rådet om Ukraines
fremskridt med hensyn til opfyldelsen af benchmarkene på de fire hovedområder i første og
anden fase af handlingsplanen.
Kommissionen har ligeledes fortsat fulgt Ukraines fremskridt inden for områder med relevans
for handlingsplanen inden for rammerne af:
mødet mellem højtstående embedsmænd i visumdialogen mellem EU og Ukraine
EU's og Ukraines blandede visumlempelsesudvalg
EU's og Ukraines blandede tilbagetagelsesudvalg
EU's og Ukraines blandede underudvalg om retfærdighed, frihed og sikkerhed
menneskerettighedsdialogen mellem EU og Ukraine.
På det seneste møde i det blandede visumlempelsesudvalg den 23. april 2015, der havde
deltagelse af repræsentanter for EU-medlemsstaterne, konstaterede Kommissionen, at
gennemførelsen af visumlempelsesaftalen generelt set var meget tilfredsstillende. En nylig
høring afholdt den 6. maj med medlemsstaterne bekræftede, at gennemførelsen af
tilbagetagelsesaftalen fortsatte på overordnet set tilfredsstillende vis.
Visumdialogen mellem EU og Ukraine har vist sig at være et vigtigt og særdeles effektivt
redskab til fremskyndelse af vidtrækkende og vanskelige reformer på området retlige og
indre anliggender, men har herudover også indflydelse på områder som f.eks. retsstat og
reform af retssystemet. Der føres tilsyn med disse områder inden for andre dialogrammer,
som f.eks. associeringsudvalget og associeringsrådet, og der vil ligeledes blive ført tilsyn med
disse områder i forbindelse med associeringsdagsordenen.
De fremskridt, som Ukraine har gjort på alle de fire hovedområder af køreplanen for
visumliberalisering, har været konstante og effektive. De afspejler det engagement, der er
udvist, og de konstante bestræbelser, der er gjort af Ukraines regering og alle statslige
12
institutioner, som har sat gennemførelsen af handlingsplanens benchmarks øverst på den
nationale dagsorden.
Ukraine har bevilget passende økonomiske og menneskelige ressourcer til at sikre
reformernes bæredygtighed. EU bidrager også til denne proces og har allerede bevilget over
35 mio. EUR til opførelse og indretning af faciliteter til midlertidig tilbageholdelse af ulovlige
migranter (READMIT-projekt), budgetstøtte til integreret grænseforvaltning (60 mio. EUR)
og væsentlig støtte gennem teknisk bistand og budgetstøtte til bekæmpelse af korruption (ca.
30 mio. EUR).
Den løbende gennemførelse af reformer knyttet til handlingsplanen for visumliberalisering vil
fortsat blive støttet af den kommende store pakke af migrationsstøtteprojekter, som vil
omfatte overordnet kapacitetsopbygning og en opgradering af informationsstyringssystemer
til den statslige indvandringsmyndighed, de statslige grænsevagter og domstole, der behandler
migrantsager (28 mio. EUR). Yderligere initiativer til støtte for korruptionsbekæmpelse og
retshåndhævelse er under udarbejdelse.
Det er også vigtigt fortsat at iværksætte målrettede informationskampagner, som har til formål
at tydeliggøre rettigheder og forpligtelser i forbindelse med visumfri indrejse i
Schengenområdet og de regler, der regulerer adgangen til EU's arbejdsmarked.
Der er blevet fremlagt fem statusrapporter om gennemførelsen af handlingsplanen for
visumliberalisering. Den femte statusrapport bekræftede, at de opnåede fremskridt på de fire
hovedområder i handlingsplanen har været bemærkelsesværdige set i lyset af de usædvanlige
omstændigheder. Endvidere anførtes det i denne rapport, at gennemførelsen af de tiltag, der
kræves deri, vil gøre det muligt for Ukraine at opfylde alle benchmarks i handlingsplanens
anden fase.
Kommissionen mener, at Ukraine siden da har gjort de nødvendige fremskridt, gennemført
alle de påkrævede reformer og påtaget sig de nødvendige forpligtelser for at sikre en praktisk
og bæredygtig opfyldelse af de resterende benchmarks. Alle de foranstaltninger, der blev
påpeget i den femte statusrapport, er blevet iværksat for at sikre, at den lovgivningsmæssige
og politiske ramme, de institutionelle og organisatoriske principper og gennemførelsen af
procedurerne på alle fire hovedområder er i overensstemmelse med europæiske og
internationale standarder. Kommissionen vil fortsætte med at overvåge gennemførelsen af de
igangværende reformer inden for bl.a. korruptionsbekæmpelse, menneskehandel og
organiseret kriminalitet.
På baggrund af denne vurdering og de indgåede forpligtelser og set i lyset af resultatet af den
løbende overvågning og rapportering, der er blevet foretaget siden indledningen af
visumdialogen mellem EU og Ukraine i oktober 2008, vurderer Kommissionen, at Ukraine
opfylder alle de benchmarks, der er fastsat på de fire hovedområder i anden fase af
handlingsplanen. Under hensyntagen til de overordnede forbindelser mellem EU og Ukraine
vil Kommissionen i begyndelsen af 2016 fremsætte et forslag til ændring af forordning (EF)
nr. 539/2001.
Kommissionen vil fortsat aktivt overvåge Ukraines fortsatte opfyldelse af alle
benchmarks på de fire hovedområder i handlingsplanen for visumliberalisering inden for
13
rammerne af de eksisterende associeringsstrukturer og -dialoger og, om nødvendigt, ved hjælp
af ad hoc-opfølgningsmekanismer.