Klimapolitisk redegørelse 2015

Redegørelse nr. R 7 (16/12 2015) Folketinget 2015-16
Skriftlig redegørelse
(Redegørelsen er optrykt i den ordlyd, hvori den er modta-
get).
Klimapolitisk redegørelse 2015 af 16/12 15.
(Redegørelse nr. R 7).
Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian
Lilleholt):
1. MINISTERFORORD
Regeringens klima- og energipolitik bygger på grøn realisme.
Der skal være sammenhæng mellem målene i klima- og ener-
gipolitikken og de midler, vi har til rådighed. Den grønne
omstilling skal ske på en måde, som er fornuftig set i forhold
til udviklingen i Danmark og i verden omkring os, og som er
til at betale for virksomhederne og forbrugerne. Danmark
skal fortsat være et af de førende lande i den grønne omstil-
ling. Vi skal præge de øvrige EU-lande til at fastlægge ambi-
tiøse mål og politikker i fællesskab, og Danmark skal tage en
væsentlig del af ansvaret for at indfri disse mål.
Vi skal være ambitiøse, men vi skal frem for alt være reali-
stiske. Bliver den grønne omstilling dyr for stat og erhvervs-
liv – og dermed forringer konkurrenceevne, vækst og be-
skæftigelse – er der heller ingen i udlandet, der finder den
danske vej attraktiv. Derfor skal klimaindsatsen tilrettelæg-
ges sådan, at den på én og samme tid er omkostningseffektiv
og understøtter vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne for
dansk erhvervsliv. Det er nogle af disse udfordringer, regerin-
gens kommende Energikommission skal kigge nærmere på,
når den skal forberede et oplæg til energipolitiske mål med
sigte på, at Danmark indfrier sine internationale klimafor-
pligtelser på en omkostningseffektiv og markedsbaseret må-
de. Denne klimapolitiske redegørelse tegner rammerne for
regeringens målsætninger på klimaområdet fremadrettet,
som i høj grad bliver defineret af vores internationale forplig-
telser.
Danmark står sammen med resten af verden overfor bety-
delige udfordringer på klimaområdet. Den 12. december 2015
lykkedes det i regi af UNFCCC at indgå en global klimaaftale
på COP21 i Paris. Paris-aftalen sætter rammerne for den
fremtidige globale indsats for at mindske og håndtere klima-
forandringerne. Aftalen indeholder en målsætning om at hol-
de den globale temperaturstigning under to grader og en op-
fordring til at arbejde for at begrænse temperaturstigningen
til 1,5 grader. Herudover fastsættes en langsigtet vision om,
at de globale udledninger skal toppe så hurtigt som muligt
og derefter reduceres hurtigt.
Velstående lande som Danmark har et ansvar for at yde et
substantielt bidrag til den grønne omstilling. Og det gør vi.
Både når det handler om at reducere de danske drivhusgas-
udledninger, og når det handler om at udvikle de teknologier,
som skal sikre omstillingen til lavemission. Dertil kommer, at
Danmark på mange måder fungerer som rollemodel for an-
dre lande. Danmark viser, at den grønne omstilling kan ind-
rettes omkostningseffektivt og under hensyntagen til vækst,
beskæftigelse og konkurrenceevne. Jeg er derfor stolt over de
56.000 beskæftigede i Danmarks energisektor og over, at eks-
porten af dansk energiteknologi år for år sætter rekord.
Regeringens langsigtede målsætning er, at Danmark i 2050
skal være uafhængigt af fossile brændsler som kul, olie og
gas, således at Danmark kan producere vedvarende energi
nok til at kunne dække det samlede danske energiforbrug.
Det vil medføre betydelige reduktioner i de danske drivhus-
gasudledninger. Dermed bidrager Danmark til at opfylde
EU’s ambition om at reducere drivhusgasudledningen i EU
med 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990. På vejen frem mod
2050 skal Danmark opfylde en række ambitiøse delmål. I
2020 har Danmark nogle af de højeste mål i EU for udbyg-
ning af VE og drivhusgasreduktioner i de ikke-kvotebelagte
sektorer, og frem mod 2030 får Danmark et nyt reduktions-
mål for den ikke-kvotebelagte sektor, som ligeledes forventes
at blive blandt de højeste i EU.
Klimaudfordringen er ikke nogen nem opgave, og vi står
over for nogle meget ambitiøse nationale og internationale
målsætninger. Men jeg glæder mig meget til at løse de udfor-
dringer, vi vil møde – i samarbejde med Folketingets partier
og det danske erhvervsliv.
2. RAMMERNE OMKRING KLIMAPOLITISK REDEGØRELSE
Det fremgår af klimaloven fra 2014, at der årligt skal udarbej-
des en klimapolitisk redegørelse til Folketinget. Den årlige
klimapolitiske redegørelse til Folketinget skal indeholde et
samlet overblik over klimapolitikken og klimaindsatsen. Som
en del af redegørelsen skal regeringen forholde sig til Klima-
rådets anbefalinger. Da 2015 er et opstartsår for Klimarådet,
udkom den første udgivelse fra Klimarådet først i slutningen
af november 2015. Det er derfor i denne første klimapolitiske
redegørelse ikke muligt at tage højde for den udgivelse, der
kommer fra Klimarådet i 2015.
Ligeledes vil det heller ikke være muligt at indarbejde re-
sultaterne fra den årlige danske energi- og klimafremskriv-
ning 2015 (Basisfremskrivningen 2015) i denne redegørelse,
da Basisfremskrivningen 2015 forventes udgivet ultimo de-
cember 2015. Fremskrivningerne af de danske drivhusgasud-
ledninger, der præsenteres i redegørelsen, er derfor baseret
på Basisfremskrivningen 2014.
Fra 2016 og frem vil processen være som illustreret i figur
1. Den årlige danske energi- og klimafremskrivning (Basis-
fremskrivningen), som giver input både til Klimarådet og til
regeringens eget arbejde med klimatiltag, udkommer i de-
cember. Klimarådet kommer med sine anbefalinger til rege-
ringen i juni, og redegørelsen med regeringens stillingtagen
til anbefalingerne fremlægges for Folketinget i november.
2
Figur 1: Årshjul for processen omkring Klimarådets anbefalinger og klimapolitisk redegørelse
3. BEHOVET FOR AT HOLDE TEMPERATURSTIGNINGERNE
UNDER TO GRADER
Øget viden om de globale drivhusgasudledninger
FN’s Klimapanel (IPCC) udgav i 2013-2014 sin femte hove-
drapport om klimaforandringer. Synteserapporten blev of-
fentliggjort d. 2. november 2014 ved et pressemøde i Køben-
havn. Rapporten vil i en årrække fremover stå som et vigtigt
videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger på klima-
området. Den har ligeledes været et essentielt indspil i de in-
ternationale klimaforhandlinger om en ambitiøs klimaaftale i
Paris i 2015.
Rapporten fra FN’s Klimapanel konkluderer, at menneske-
skabte udledninger af drivhusgasser med meget stor sikker-
hed har været den dominerende årsag til den observerede
stigning i global middeloverfladetemperatur på 0,85 °C i pe-
rioden 1880-2012. Også havene er blevet varmere, mængder-
ne af is og sne er reduceret, og havniveauet er steget med 19
cm i perioden 1901-2010.
Uden reduktioner i de globale udledninger af drivhusgas-
ser vil den globale temperatur i slutningen af århundredet
ifølge FN’s Klimapanel være steget med 4 °C (3,2-5,4 °C) si-
den industrialiseringen begyndte. En sådan temperaturstig-
ning vil ifølge FN’s Klimapanel føre til meget høj risiko for al-
vorlige, udbredte og uoprettelige konsekvenser for menne-
sker og økosystemer.
Figur 2: Figur fra FN's klimapanel der viser den fremskrevne globale temperaturstigning i forhold til 1986-2005
Kilde: FN’s Klimapanel
3
Arktis vil ifølge FN’s Klimapanel fortsat opvarmes hurtigere
end de øvrige dele af kloden. I september, hvor udbredelsen
af havis er mindst, vil det Arktiske Ocean sandsynligvis være
næsten isfrit inden midten af århundredet, hvis udledninger-
ne af drivhusgasser fortsætter som i dag.
FN’s Klimapanel konkluderer ligeledes, at det globale hav-
niveau vil fortsætte med at stige i løbet af det 21. århundrede,
og at der er en stor risiko for, at det fremadrettet vil stige med
en højere hastighed end observeret i perioden 1971-2010.
Uden reduktioner i drivhusgasudledningerne kan havni-
veaustigningen i slutningen af århundredet nå 45-82 cm i for-
hold til 1986-2005.
DMI udgav i 2014 rapporten Fremtidige Klimaforandringer i
Danmark, baseret på de scenarier, som også anvendes af FN’s
Klimapanel. Rapporten beskriver, hvorledes Danmark i frem-
tiden vil få et varmere klima med generelt mere nedbør og ri-
siko for flere og mere ekstreme vejrhændelser. Danmark kan
således forvente mere regn, særligt om vinteren, mens vi om
sommeren kan forvente både længere perioder med tørvejr
og samtidig kraftigere regnskyl, når det regner. Vi vil sand-
synligvis se højere stormstyrker specielt over Nordsøen, men
ikke i sig selv flere storme. Vi kan forvente en generel stig-
ning i havniveauet omkring Danmark og øgede stormflods-
højder.
Håndtering af klimaforandringerne
2014 blev det varmeste år på kloden, siden systematiske må-
linger begyndte i anden halvdel af 1800-tallet. Hvis vi skal
have en sandsynlig chance (>66 pct.) for at holde den globale
opvarmning under 2 °C, kræver det i følge FN’s Klimapanel
en reduktion i de globale drivhusgasudledninger på 40-70
pct. i 2050 i forhold til 2010, samt at de globale udledninger
bringes til eller under nul1
i slutningen af århundredet.
Tilpasning til klimaforandringerne kan ifølge FN’s klima-
panel reducere klimarelaterede risici, men der er grænser for,
hvor effektiv tilpasningen kan være, hvis udledningen af
drivhusgasser ikke reduceres. Panelet påpeger, at der findes
mulige reduktionstiltag i alle større sektorer. Det mest om-
kostningseffektive vurderes at være en tilgang, der kombine-
rer en øget energieffektivisering og en øget omlægning til fos-
silfri energiforsyning med en indsats, der på én gang øger op-
taget af og reducerer drivhusgasudledninger fra skove og jor-
de. Både reduktions- og tilpasningsindsatsen kan ifølge pane-
let medføre betydelige positive sidegevinster, herunder for-
bedret luftkvalitet, øget energisikkerhed, reduceret vandfor-
brug og bæredygtig landbrugs- og skovdrift.
4. DE OVERORDNEDE RAMMER FOR DEN DANSKE
KLIMAPOLITIK
De danske forpligtigelser på klimaområdet følger af vedta-
gelsen af en række internationale klimamålsætninger i hen-
holdsvis FN og EU.
FN’s Klimakonvention og Kyotoprotokollen
I FN fungerer Klimakonventionen som en rammekonvention
for arbejdet med at nedbringe de globale udledninger af driv-
husgasser. Konventionen indeholder ingen bindende krav for
de lande, som har ratificeret konventionen. I 1997 blev de in-
volverede lande derfor enige om at udbygge Klimakonventi-
onen med den såkaldte Kyotoprotokol. I et globalt perspektiv
er Kyotoprotokollen historisk, da den er den første juridisk
bindende internationale aftale med specifikke forpligtelser
om maksimale udledningsgrænser for drivhusgasser. Dan-
mark har ratificeret FN’s klimakonvention og tiltrådt Kyoto-
protokollen.
Kyotoprotokollen sætter bindende maksimale grænser for
de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser. Det
betyder, at alle de industrialiserede lande, som er tiltrådt kon-
ventionen, har fået fastsat et loft over hvor mange drivhus-
gasser, de må udlede. Loftet er fastsat i form af såkaldte lan-
dekvoter – der er udtryk for, hvor meget det enkelte land må
udlede.
Kyotoprotokollen giver de involverede lande mulighed for
at anvende en række fleksible mekanismer, som giver parter-
ne fleksibilitet i målopfyldelsen. De fleksible mekanismer er
henholdsvis handel med landekvoter samt brug af de såkald-
te klimakreditter, der lidt forenklet beskrevet fungerer på den
måde, at en virksomhed eller et land køber sig fra at skulle re-
ducere egne udledninger ved til gengæld at investere i klima-
projekter, der sikrer reduktioner i drivhusgasudledningerne i
andre lande. Der skelnes mellem forskellige typer af klima-
kreditter 2
. Desuden tillader Kyotoprotokollen, at de involve-
rede lande kan medregne klimaeffekten af binding af kulstof
i jorde og skove i form af medregning af såkaldte LULUCF
(Land Use, Land Use Change and Forestry) kreditter3
.
Den første forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen
strakte sig fra 2008-2012. De industrialiserede lande forpligte-
de sig i denne periode til samlet set at reducere deres udled-
ninger af drivhusgasser med 5,2 pct. i forhold til niveauet i
1990. Anden forpligtigelsesperiode under Kyotoprotokollen
(KP II) strækker sig fra 2013-2020.
EU’s klima- og energipolitik
Klima- og energipolitikken har gennem en årrække været et
centralt arbejdsområde i EU. Den er bygget op om tre grund-
piller: forsyningssikkerhed, konkurrencedygtighed og bære-
dygtighed. Politikken er udmøntet i en række konkrete rets-
akter og bindende målsætninger for både sektorer og med-
lemslande.
Der skelnes mellem to kategorier af drivhusgasudledere i
EU’s regulering: 1) Dem man kan betegne som de store udle-
dere af CO2, såsom kraftværker, store industrianlæg og plat-
forme til produktion af olie og gas samt tillige luftfartsopera-
tører og 2) dem man kan betegne som de mindre udledere,
såsom transport, landbrug, husholdninger, erhverv og affald.
De store udledere reguleres via EU’s CO2-kvotehandelssy-
stem og benævnes derfor samlet set kvotesektoren. Disse sek-
torer reguleres udelukkende på EU-niveau. Den samlede be-
tegnelse for de mindre udledere er de ikke-kvotebelagte sek-
torer. De ikke-kvotebelagte sektorer reguleres via overordne-
de EU-fastsatte reduktionsmål, der via en intern byrdeforde-
ling udmøntes i nationale reduktionsmål for hver enkelt
1
Negative globale emissioner vil betyde, at det samlede globale na-
turlige- og menneskeskabte drivhusgasoptag skal være større end
den samlede udledning.
2
Der skelnes mellem to typer klimakreditter. JI (Joint Implementa-
tion) kreditter stammer fra klimaprojekter i lande, der har påtaget
sig absolutte udledningslofter under Kyotoprotokollen og kredit-
terne fra projekterne udgår fra den samlede mængde af landekvo-
te, landet er blevet tildelt. CDM (Clean Development Mechanism)
kreditter stammer fra klimaprojekter i lande, der ikke har påtaget
sig maksimale udledningslofter under Kyotoprotokollen.
3
Optag og udledning af CO2 fra jorder og skove indgår i klima-
regnskabet under Kyotoprotokollen. Det medfører, at i tilfælde af
at CO2 optaget øges eller CO2 udledningerne reduceres, genereres
der LULUCF-kreditter, som kan anvendes til målopfyldelsen un-
der Kyotoprotokollen.
4
medlemsstat. Det nationale reduktionsmål indfries gennem
fastsættelsen af en række årlige maksimale udledningsrettig-
heder, der skærpes frem mod målet i f.eks. 2020. Frem mod
2020 tildeles medlemslandene således årlige udledningsret-
tigheder. Overskydende udledningsrettigheder kan ube-
grænset overføres til fremtidige år indtil 2020. Medlemslan-
de, der ikke opfylder reduktionsmålene nationalt, har mulig-
hed for at købe andre landes tiloversblevne udledningsrettig-
heder. Denne mulighed har hidtil ikke været anvendt i næv-
neværdigt omfang.
Til opfyldelse af reduktionsmålene i både den kvote- og
ikke-kvotebelagte sektor kan medlemslande og virksomhe-
der i et vist omfang frem mod 2020 anvende de samme klima-
kreditter som under Kyotoprotokollen. Efter 2020 begrænses
disse muligheder, således at det kun er visse typer klimakre-
ditter, der kan anvendes, hvilket vil medføre at kravene til at
sikre drivhusgasreduktioner internt i EU strammes.
Den samlede EU-regulering af klimaområdet medfører, at
der ikke længere fastsættes bindende reduktionsmålsætnin-
ger for de enkelte medlemslandes samlede drivhusgasudled-
ning i EU, men kun for de ikke-kvotebelagte sektorer i hvert
medlemsland, idet kvotetildelingen til kvotesektoren fastsæt-
tes på EU-niveau.
Herudover bidrager fælleseuropæisk regulering på en
række områder som for eksempel transport, vedvarende
energi og energieffektivitet til at reducere drivhusgasudled-
ningerne fra EU.
Danske klimaforpligtigelser frem mod 2020
Med EU’s klima- og energipakke for perioden 2013-2020 er
der fastsat et overordnet mål om at reducere EU’s drivhus-
gasudledning med 20 pct. i 2020 i forhold til 1990. Det over-
ordnede EU-mål er udmøntet i delmål for hhv. den kvote- og
ikke-kvotebelagte sektor.
– Kvotesektorens udledningsret i EU skal reduceres med 21
pct. i forhold til 2005.
– Udledningerne fra den ikke-kvotebelagte sektor i EU skal re-
duceres med 10 pct. i forhold til 2005.
I forbindelse med byrdefordelingen af det overordnede
mål for den ikke-kvotebelagte sektor blev Danmark pålagt at
reducere udledningerne fra den ikke-kvotebelagte sektor i
Danmark med 20 pct. i 2020 i forhold til 2005.
Danmark har tilsluttet sig Kyotoprotokollens anden for-
pligtigelsesperiode 2013-2020 (KPII) i fællesskab med EU. EU
har i forhold til Kyotoprotokollen påtaget sig et reduktions-
mål på 20 pct. i forhold til 1990. Indsatsen er afmålt og tilret-
telagt, så tilslutningen ikke betyder yderligere reduktionsind-
sats ud over det, der allerede er vedtaget i EU’s egen klima-
og energipakke for 2013-2020. Ved at opfylde EU’s egne mål
opfylder Danmark og de øvrige EU-lande således også KPII-
forpligtelserne. Danmark og resten af EU har vedtaget at rati-
ficere KPII, men den er endnu ikke trådt i kraft, da der stadig
ikke er tilstrækkeligt med øvrige parter, der har ratificeret
protokollen.
Danske klimaforpligtigelser frem mod 2030
EU’s stats- og regeringschefer vedtog i 2014 de overordnede
rammer for EU’s klima- og energipolitik frem mod 2030.
2030-rammen indeholder som et centralt element et bindende
mål om intern reduktion af EU’s drivhusgasudledninger med
mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. For at nå dette mål på
en omkostningseffektiv måde skal sektorerne omfattet af
EU’s kvotehandelssystem reducere udledningerne med 43
pct. i 2030 i forhold til 2005, mens sektorerne udenfor EU’s
kvotehandelssystem skal reducere udledningerne med 30
pct. i 2030 i forhold til 20054
.
Disse overordnede beslutninger skal inden for de kom-
mende år udmøntes i konkret EU-lovgivning. Denne proces
beskrives nærmere i afsnit 7 Den danske indsats på klimaområ-
det frem mod 2030.
4
Med vedtagelsen af EU’s klima- og energipakke for perioden 2013
til 2020 overgik man til anvendelsen af et nyt basisår, nemlig 2005.
Valget af 2005 som basisår skyldes beslutningen om, at indføre
kvotesystemet fra 2005 og at man dermed fik tilvejebragt viden
om kvotesektorens samlede drivhusgasudledning.
EU’s kvotehandelssystem:
Kvotehandelssystemet (Emissions Trading System – ETS) startede i 2005 og er det centrale element i reguleringen af de store
drivhusgasudledere. Ca. 45 pct. af EU’s drivhusgasudledninger fra mere end 11.000 stationære anlæg (heraf ca. 360 danske) er
omfattet af systemet. Kvotehandelssystemet omfatter udledninger fra el- og varmeproducerende anlæg og tung industri som
eksempelvis raffinaderier, produktion af jern, aluminium, cement, glas, tag- og mursten, gips, mineraluld, samt dertil luftfart i
de involverede lande. Kvotehandelssystemet omfatter de 28 EU-lande samt Island, Lichtenstein og Norge.
EU fastsatte i 2009 med virkning fra 2013 ét fælles EU-loft over udledningerne fra de omfattede virksomheder. Loftet redu-
ceres med 1,74 pct. årligt, hvilket sikrer målopfyldelse. Hovedprincippet i kvotehandelssystemet er, at omfattede virksomhe-
der skal aflevere en kvote for hver ton CO2, de udleder. Kvoterne har virksomhederne fået tildelt gratis eller kunnet købe via
aktionering. Kvoterne kan handles frit.
Kvotehandelssystemet har en række fordele. Handel med kvoter giver mulighed for en omkostningseffektiv drivhusgasre-
duktion i de kvotebelagte sektorer på tværs af EU. Tildeling af gratis kvoter modvirker CO2-lækage (den situation der kan op-
stå, hvis virksomheder på grund af udgifter relateret til EU’s kvotehandelssystem, vælger at flytte deres produktion til tred-
jelande uden for EU, hvor reguleringen på klimaområdet er mindre restriktiv) og sikrer, at ens virksomheder behandles på
lige vilkår på tværs af EU. Det sikrer mere lige konkurrencevilkår end ved brug af forskellige nationale reguleringer.
Kvotehandelssystemet har dog også en række uhensigtsmæssigheder. De fleste industribrancher i EU har hidtil været i be-
siddelse af flere kvoter end deres udledninger. Dette skyldes bl.a. det faldende produktionsomfang siden 2008, men også det
forhold at kvoteomfattede virksomheder har fået tilladelse til at købe meget billige internationale klimakreditter. Der er derfor
opstået et betydeligt kvoteoverskud med meget lav kvotepris til følge. Den lave kvotepris medfører, at der i mindre grad er in-
vesteringer i klimateknologier, energieffektivisering m.v. På europæisk plan er der truffet en række beslutninger for ændring
af forholdene i kvotesektoren frem mod 2030, som skal modvirke disse ulemper.
5
5. DEN DANSKE INDSATS PÅ KLIMAOMRÅDET INDTIL
NU
Danmark har nedbragt sine udledninger af drivhusgasser be-
tydeligt siden 1990. Fra 1990 til 2012 faldt udledningerne såle-
des fra 68,9 mio. ton CO2-ækvivalenter (CO2e) til 56,7 mio.
ton CO2e5. De samlede danske drivhusgasudledninger er
dermed faldet med 18 pct. over perioden. Opdeler man ud-
ledningen på de største sektorer – energi, transport, industri,
landbrug og affald – ser man, at dette dækker over en mere
forskelligartet udvikling.
Tabel 1: Udledninger på sektorniveau 1990-20126
Kilde: Basisfremskrivningen 2014. Kategorien »Øvrig« dækker over udledninger fra fremstillingserhverv inkl. byggeri og anlæg, serviceerhverv,
husholdninger samt affald og spildevand. Tallene er opgjort som mio. ton CO2-ækvivalenter.
Tabellen viser, at transportsektoren som den eneste sektor har
øget udledningerne siden 1990. Den største absolutte redukti-
on har fundet sted i energisektoren, der både i 1990 og i 2012
var den sektor, der havde de største udledninger.
Den danske forpligtelse under Kyotoprotokollens første periode
2008-2012
Danmark påtog sig under Kyotoprotokollens første forplig-
telsesperiode en af de højeste reduktionsforpligtelser i EU.
Målet var at nedbringe de gennemsnitlige udledninger fra
2008-2012 med 21 pct. reduktion i forhold til basisåret 1990. I
forbindelse med målopfyldelsen benyttede Danmark sig af
både klimakreditter og medregnede klimaeffekten af binding
af kulstof i jorde og skove (se figur 3).
Figur 3: Elementerne i Danmarks opfyldelse af Kyotoprotokollen 2008-2012
Kilde: Energistyrelsen
5
Baseret på Energistyrelsens Basisfremskrivning 2014.
Udledning, mio. ton Reduktion 1990-2012
1990 2012 mio. ton Pct.
Energi 26,9 21,4 5,5 20 pct.
Transport 10,9 12,4 -1,5 -13 pct.
Landbrug 14,4 12,2 2,3 16 pct.
Øvrig 16,6 10,7 5,9 35 pct.
Total 68,9 56,7 12,2 18 pct.
6
De anførte udledninger i 1990 er basis for beregning af klimaindsatsen. Tallene for 2012 er korrigeret for elhandel. De korrigerede tal er den
mest korrekte angivelse af det danske energiforbrugs samlededrivhusgasaftryk.
6
Danmark har indleveret sit officielle regnskab, der forventes
godkendt af FN i løbet af sommeren 2016. Af regnskabet
fremgår, at Danmark ikke alene opfylder sin ambitiøse mål-
sætning, men faktisk også vil sidde tilbage med en lille
mængde udledningstilladelser i overskud. Regeringen har
valgt at annullere overskuddet.
6. DEN DANSKE INDSATS PÅ KLIMAOMRÅDET FREM
MOD 2020
Forventninger om betydelige reduktioner i de danske drivhusgasud-
ledninger frem mod 2020
I basisfremskrivningen 2014’s fremskrivning af de danske
drivhusgasudledninger frem mod 2020 fremgår det, at der
kan forventes et fortsat fald i udledningerne jf. figur 4. Med-
regnet effekten af CO2-optag i jorde og skove forventes det, at
de danske drivhusgasudledninger falder til 43,3 mio. ton i
2020, svarende til et fald på 37 pct. i forhold til 1990.
Figur 4: De forventede samlede reduktioner i drivhusgasudledningerne fra Danmark frem mod 2020
Kilde: Basisfremskrivningen 2014. I figuren vises de korrigerede udledninger for perioden 1990-2020 samt det fastsatte basisår i 1990.
Som det fremgår af figur 5, forventes den største reduktion at
finde sted i energisektoren. Denne udvikling kan i store træk
tilskrives den brede energiaftale fra 2012.
Figur 5: Drivhusgasudledninger fordelt på sektorer i 1990, 2012 og 2020
Kilde: Basisfremskrivningen 2014. Kategorien »Øvrig« dækker over udledninger fra fremstillingserhverv inkl. byggeri og anlæg, serviceerhverv,
husholdninger samt affald og spildevand
Kun få andre af de lande, som Danmark normalt sammenlig-
ner sig med, forventer at opnå lige så store reduktioner i ud-
ledningerne i 2020 som Danmark, både globalt men også in-
ternt i EU. I EU forventes Tyskland og Storbritannien at have
realiseret reduktioner af de samlede udledninger, der er på
niveau med eller over de danske forventede udledninger i
7
2020. Tyskland forventes at reducere med 33-34 pct. i forhold
til 19907
, mens Storbritannien forventes at reducere med 43
pct. i forhold til 19908
. En række EU lande ud over Tyskland
og Storbritannien har også præsteret en større reduktion af
udledninger end Danmark siden 19909
, men det drejer sig om
en række østeuropæiske lande, hvor reduktionen formentlig i
høj grad kan tilskrives den økonomiske omstilling efter mu-
rens fald.
Danmark overopfylder sine internationale klimaforpligtigelser
Fremskrivningen af de danske drivhusgasudledninger viser,
at Danmark forventes at indfri de nationale klimaforpligtigel-
ser, der følger både af EU’s klima- og energipakke for perio-
den 2013 til 2020 og af tilslutningen til Kyotoprotokollens an-
den forpligtigelsesperiode med de politiske initiativer, der al-
lerede er truffet beslutning om.
Danmark har som nævnt påtaget sig at nedbringe de ikke-
kvotebelagte udledninger årligt frem mod 2020, således at
udledningerne i 2020 skal være nedbragt med 20 pct. i for-
hold til 2005, svarende til et mål på 30,5 mio. ton CO2e i 2020.
Kun Luxembourg og Irland fik et lige så højt nationalt reduk-
tionsmål i forbindelse med byrdefordelingen af de nationale
reduktionsindsatser. Danmark bidrager således substantielt
til at løfte det fælles EU-mål for 2020.
Basisfremskrivningen 2014 viser, at Danmark forventes at
overopfylde samtlige årlige reduktionsmål for perioden og
selve målet for 2020. Da overopfyldelse fra de enkelte årlige
mål kan gemmes til senere opfyldelse, betyder dette, at Dan-
mark på nuværende tidspunkt forventer en akkumuleret
overopfyldelse på omkring 19 mio. ton. Overopfyldelsen i
målåret 2020 forventes at være på omkring 0,5 mio. ton, hvil-
ket medfører, at Danmark samlet set vil have reduceret med
ca. 21 pct. i 2020 forhold til 2005.
Figur 6: Udledninger fra den danske ikke-kvotebelagte sektor og udledningsloft frem mod 2020
For de kvoteomfattede udledninger forventes et fald på ca. 45
pct. i 2020 i forhold til 2005. Den største del af dette fald i
drivhusgasudledningen forventes altså fortsat at finde sted i
den kvoteomfattede sektor, hvilket fortsætter den historiske
trend i forløbet frem mod 2020.
EU’s Miljøagentur vurderer, på baggrund af medlemslan-
denes indberettede fremskrivninger for drivhusgasudlednin-
gen, at også det overordnede EU-mål om at reducere EU’s
samlede drivhusgasudledninger med 20 pct. 2020 vil blive
overopfyldt.
Planlagte klimatiltag og virkemidler
En række forskellige sektorer bidrager til de danske drivhus-
gasudledninger. Udover energisektoren er det først og frem-
mest transport-, landbrugs-, affalds-, bygge- og miljøsekto-
ren.
Som tidligere nævnt er det især energiaftalen fra 2012 for
perioden 2012 til 2020, der bidrager til at sikre store reduktio-
ner i udledningerne fra energisektoren frem mod 2020. De
vigtigste elementer i energiaftalen er en markant udbygning
med vindenergi, bedre rammer for anvendelsen af bioenergi,
en øget indsats for effektivisering af energiforbruget, fokus
på omstilling til vedvarende energi i virksomheder og en
styrkelse af de grønne vækstmuligheder. Disse elementer
skal ifølge aftalen udrulles løbende frem mod 2020.
Parallelt med energiaftalen er der også iværksat en række
initiativer indenfor andre sektorer, som vil bidrage til at sikre
reduktioner i drivhusgasudledningen frem mod 2020. Med
landdistriktsprogrammet afsættes penge fra både EU og den
danske stat til udvikling af landdistrikterne via etablering af
en række konkrete støtteordninger til en bred vifte af formål
herunder bl.a. at styrke konkurrenceevnen og at mindske ud-
ledningerne af drivhusgasser. Der er f.eks. afsat midler til ud-
tagning af lavbundsjorde, etablering af vådområder og for-
suring af gylle frem til 2017 og fremme af miljøteknologi i
stalde, økologi og etablering af læhegn i 2014-2016.
7
Kilde: Climate Action Programme 2020, www.bmub.bund.de.
8
Kilde: DECC, »updated energy and emissions projections 2014«.
9
Kilde: EU’s Miljøagentur
8
På affaldsområdet er der iværksat en større indsats, der
skal begrænse udledningen af drivhusgasser fra gamle losse-
pladser. Gamle lossepladser udleder drivhusgassen metan
mange år efter, deponeringen af organisk affald er ophørt.
Ved at etablere særlige biocovers (biofiltre) i overfladen af
lossepladser reduceres drivhusgasudledningen. Det er be-
sluttet at afsætte 185 mio. kroner i perioden 2014-2017 til
etablering af ca. 100 biocovers på nedlukkede affaldsdepo-
nier. Forventningen er, at indsatsen vil reducere udledningen
af drivhusgasser med ca. 0,3 mio. ton CO2-e i 2020.
Derudover er der i 2015 afsat penge til en række mindre
indsatser, der på forskellig vis skal bidrage til at reducere
drivhusgasudledningerne i Danmark. Det drejer sig om ind-
satser, der skal fremme henholdsvis anvendelsen af dansk
træ i byggematerialer og dyrkning og afsætning af energipil.
Grundet karakteren af indsatserne har det kun været muligt
at estimere den forventede effekt af indsatsen vedr. energirig-
tig transport i trafikselskaber og kommuner, som vurderes at
kunne medføre en reduktion i udledningen af drivhusgasser
på op mod 0,01 mio. ton CO2-e i 2020.
7. DEN DANSKE INDSATS PÅ KLIMAOMRÅDET FREM
MOD 2030
Frem mod 2030 skal Danmark bidrage til at opfylde det ambi-
tiøse mål om intern reduktion af EU’s drivhusgasudlednin-
ger med mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990, som EU’s
stats- og regeringschefer vedtog i 2014. Målet indebærer, at
sektorerne omfattet af EU’s kvotehandelssystem reducerer
udledningerne med 43 pct. i 2030 i forhold til 2005, mens sek-
torerne uden for EU’s kvotehandelssystem skal reducere ud-
ledningerne med 30 pct. i 2030 i forhold til 2005.
Disse overordnede beslutninger skal udmøntes i konkret
EU-lovgivning – og dette arbejde er allerede i gang. I juli 2015
fremlagde Kommissionen et forslag til, hvordan man kan
stramme reguleringen af kvotesektoren ved en revision af
kvotehandelsdirektivet for perioden 2021-2030, som samtidig
sikrer målrettet kompensation til virksomheder, som har
meromkostninger som følge af kvotesystemet, som er udsat
for konkurrence fra ikke EU-lande uden tilsvarende regule-
ring. I 2016 fremlægger Kommissionen et forslag til, hvordan
målsætningen om at reducere udledningerne i den ikke-kvo-
tebelagte sektor med 30 pct. i 2030, kan udmøntes i konkrete
reduktionsmålsætninger for de enkelte EU-lande – en såkaldt
byrdefordelingsaftale. I tillæg hertil forventes et initiativ fra
Kommissionen med overvejelser om, hvordan man kan inte-
grere udledningerne fra land- og skovbruget (LULUCF-sek-
toren) i EU’s klimaregulering efter 2020.
Disse forslag kan afhængigt af deres endelige udformning
medføre ændringer af klimapolitikken både i Danmark og
EU. De mulige ændringer beskrives nærmere i det følgende.
Strammere regulering af kvotesektoren
Der er en række udfordringer knyttet til reguleringen af kvo-
tesektoren, som medfører et betydeligt kvoteoverskud og
deraf faldende kvotepriser. Kommissionens forslag10
til en
revision af kvotehandelsdirektivet vil stramme reguleringen
af kvotesektoren i overensstemmelse med den beslutning om
nye mål for 2030, som EU’s stats- og regeringschefer traf i ok-
tober 2014.
Kommissionens forslag til revision af kvotedirektivet vil
medføre en ændring af loftet over den samlede kvotemæng-
de i EU, således at den årlige reduktion af kvoteloftet øges fra
de nuværende 1,74 pct. til 2,2 pct. Dermed begrænses den
samlede drivhusgasudledning, som virksomhederne i kvote-
sektoren må udlede, hurtigere end tidligere. Forslaget medfø-
rer desuden ændringer i fordelingen af den samlede kvote-
mængde med oprettelsen af en moderniseringsfond (2 pct. af
den samlede kvotemængde) og udvidelse af innovationsfon-
den (NER300) til 400 mio. kvoter. Ligeledes ændres reglerne
for gratis tildeling af kvoter væsentligt, idet der indføres nye
kriterier for beregning af hvilke sektorer, der vurderes som
værende i risiko for CO2-lækage. Ændringerne skal sikre en
mere fokuseret tilgang til gratistildeling til de sektorer, der er
i størst risiko for CO2-lækage.
Forhandlingerne mellem medlemslandene og Europa-Par-
lamentet om Kommissionens forslag til ændring af Kvote-
handelsdirektivet ventes igangsat i den kommende tid. I for-
handlingerne vil den danske regering lægge vægt på, at kvo-
tehandelssystemet styrkes gennem strukturelle reformer,
samt at der sikres en smidig administration af kvotehandels-
systemet uden unødige administrative omkostninger, der
bl.a. kan sikre, at administrationen af Kvoteregistret er sikker
og brugervenlig.
Betydelige reduktioner af drivhusgasudledningen fra de ikke-kvote-
belagte sektorer
EU’s målsætning er, at drivhusgasudledningerne fra de ikke-
kvotebelagte sektorer skal reduceres med 30 pct. i 2030 i for-
hold til 2005. I modsætning til målsætningen for 2020 skal
disse reduktioner nås uden anvendelse af klimakreditter fra
tredjelande uden for EU (CDM-kreditter). Der er endnu ikke
sat tal på, hvordan målet kan byrdefordeles nationalt mellem
EU’s medlemsstater. Dette skal afgøres i den byrdefordelings-
aftale, som Kommissionen forventes at fremlægge forslag om
i 2016.
De nationale reduktionsmål for den ikke-kvotebelagte sek-
tor skal fastsættes med udgangspunkt i BNP pr. indbygger
frem til 2030. En fordeling alene ud fra dette kriterium ville
give Danmark et meget højt mål, fordi Danmark har EU’s
næsthøjeste BNP pr. indbygger. Det Europæiske Råd har dog
fastsat et loft på de nationale reduktionsmål på maksimalt 40
pct. i forhold til 2005, hvilket betyder, at medlemslandes re-
duktionsmål skal ligge inden for et spænd fra 0 til – 40 pct.
Med fastsættelsen af de nationale reduktionsmål vil de ud-
ledningsrettigheder, som landene fik tildelt i forbindelse med
2020-pakken blive reduceret frem mod 2030. Reduktionsmå-
lene for medlemslande – som Danmark – med BNP pr. ind-
bygger over EU-gennemsnittet skal justeres for at afspejle
landenes såkaldte omkostningseffektive reduktionspotentia-
ler. Dette forventes at bidrage til, at Danmarks reduktionsmål
ikke bliver helt så højt, som hvis det udelukkende blev fastsat
på baggrund af BNP pr. indbygger. Samlet set er der er tale
om et nulsumsspil, hvor mindre reduktionsmål for nogle
medlemslande betyder, at andre medlemslande må påtage
sig højere reduktionsmål. Herudover vedtog Det Europæiske
Råd på dansk foranledning en ny fleksibilitetsmekanisme
mellem kvotesektoren og ikke-kvotesektoren. Denne fleksibi-
litetsmekanisme vil gøre det muligt at anvende kvoter fra
EU’s kvotehandelssystem til opfyldelses af målet i de ikke-
kvotebelagte sektorer. De nærmere betingelser og omfang af
denne mekanisme skal fastlægges i forbindelse med forhand-
lingerne om de nationale reduktionsmål.
Danmark kan forventes at blive forpligtet til at opfylde et
reduktionsmål i den høje ende. Frem mod 2020 forventes
drivhusgasudledningen fra landbrug og transport at udgøre
10 Forslaget endnu ikke er færdigforhandlet.
9
en stigende andel af Danmarks ikke-kvotebelagte drivhus-
gasudledning. Det kan blive vanskeligt at opfylde et poten-
tielt højt reduktionsmål for disse udledninger alene gennem
nationale tiltag og uden høje omkostninger. Byrdefordelings-
aftalen kan derfor få stor betydning for tilrettelæggelsen af og
omkostningerne for Danmarks fremtidige klimaindsats. For
at imødekomme et potentielt udfordrende reduktionsmål i
ikke-kvotesektoren arbejder Danmark for størst mulig ind-
dragelse af omkostningseffektivitet og fleksibilitet i fastlæg-
gelse af de nationale reduktionsmål.
Regulering af landbrugets drivhusgasudledninger efter 2020
En betydelig og relativ stigende andel af Danmarks udled-
ninger i den ikke-kvotebelagte sektor kommer fra landbrugs-
sektoren i form af eksempelvis metanudledning fra køer og
lattergasudledninger fra kvælstof, som spredes på markerne.
Forventningen er, at landbrugets udledninger vil udgøre ca.
en fjerdedel af de samlede udledninger i 2020 og op mod 40
pct. af udledningerne fra den ikke-kvotebelagte sektor.
Landbrugets drivhusgasudledning er frem til 2020 regule-
ret som en del af ikke-kvotesektoren. Landbruget er meget
udsat for priskonkurrence internt i EU, hvorfor det er vanske-
ligt for sektoren at overvælte evt. meromkostninger til en kli-
maindsats i priserne på landbrugsprodukter, med mindre an-
dre landes landbrug udsættes for de samme reduktionskrav.
Forbliver sektoren en del af den ikke-kvotebelagte sektor, kan
der også fremadrettet være et behov for, at reducere udled-
ningerne fra landbrugssektoren. Dette, sammenholdt med at
landbrugets udledninger udgør en relativ stigende del af de
samlede udledninger i den ikke-kvotebelagte sektor, medfø-
rer, at det kan blive svært at friholde landbrugssektoren fra at
skulle levere reduktioner i forbindelse med opfyldelsen af et
højt nationalt reduktionsmål for den ikke-kvotebelagte sektor
i 2030.
Set i lyset af disse udfordringer kan Kommissionens udspil
vedrørende integration af udledningerne fra land- og skov-
bruget i EU’s klimaregulering efter 2020 blive afgørende.
Kommissionen har i forbindelse med vedtagelsen af 2030-
rammen for EU’s klima- og energipolitik opstillet tre forskel-
lige scenarier for, hvordan landbrugets drivhusgasudledning
samt optag og udledninger fra jord og skove (betegnet LU-
LUCF »Land Use, Land Use Change and Forestry«) skal inte-
greres i EU’s klimaregulering efter 2020. I to af scenarierne
bevares landbruget i den ikke-kvotebelagte sektor, mens man
i det tredje scenarie forslår, at landbruget og LULUCF inte-
greres i en særskilt reguleringssøjle – en såkaldt landsektor –
uden for den ikke-kvotebelagte sektor. Fra dansk side er der
arbejdet for, at Kommissionen overvejer det tredje scenarie,
da en fælles EU landsektor kan være med til at sikre ens kon-
kurrencevilkår for landbruget i hele EU og medføre, at sekto-
rens reduktioner sker på tværs af EU, hvor det er mest om-
kostningseffektivt.
Udfordringerne på transportområdet efter 2020
Transportsektoren vil ligesom landbruget forventeligt udgøre
en væsentlig andel af den ikke-kvotebelagte sektors drivhus-
gasudledninger i 2030, hvor det som nævnt forventes, at
Danmark får et reduktionsmål i den høje ende.
Nationale tiltag på transportområdet er generelt relativt
omkostningstunge. Danmark kan derfor have fordel af en
ambitiøs EU-regulering på transportområdet, da Danmarks
begrænsede marked ikke alene kan drive teknologiske æn-
dringer. Gennem fælles EU-tiltag kan man således i langt hø-
jere grad påvirke markedet og samtidig opnå reduktioner i
ikke-kvotesektoren på en mere omkostningseffektiv måde.
Der er i 2015 i EU vedtaget en ændring af direktivet om
fremme af vedvarende energi (VE-direktivet), regler om el til
toge, loft over fødevarebaserede biobrændstoffer og mål for
avancerede biobrændstoffer. Kommissionen forventes i løbet
af 2016 at fremlægge forslag til regulering af udledninger in-
den for transportsektoren. Dette kunne konkret være en vide-
reførelse af instrumenter og virkemidler, som allerede har
vist sig at have en effekt, f.eks. brændstofkvalitetsdirektivets
krav om emissionsreduktioner og forordningerne angående
CO2-krav til biler og varevogne.
8. EN GLOBAL KLIMAFTALE – INTERNATIONALE KLIMA-
FORHANDLINGER I FN
COP21 – Parisaftalen
Parterne til FN’s klimakonvention (UNFCCC) vedtog den 12.
december 2015 en juridisk bindende global klimaaftale, »The
Paris Agreement«. 2015 har på klimaområdet været et intenst
år præget af klimaforhandlingerne.
Forhandlingerne har været langstrakte, og særligt differen-
tiering mellem udviklede og udviklingslande samt klimafi-
nansiering var vanskelige emner i forløbet. Selv om aftalen
på nogle punkter ikke blev så ambitiøs, som Danmark og EU
havde arbejdet for, er den samlet set mere ambitiøs end for-
ventet. Og aftalen sender et klart signal til den private sektor
om, at klimainvesteringer er fremtiden. Danske virksomhe-
der har udviklet mange af de omkostningseffektive løsninger,
der skal sikre omstillingen til lavemission, som aftalen lægger
op til. Det er især tilfældet inden for energieffektivitet og ved-
varende energi, og der må forventes en øget efterspørgsel på
danske løsninger og »knowhow« i takt med aftalens imple-
mentering.
Ambitionsniveau og reduktionsindsats
Aftalen indeholder en målsætning om at holde den globale
temperaturstigning under to grader og en opfordring til at ar-
bejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.
Herudover fastsættes en langsigtet vision om, at de globale
udledninger skal toppe så hurtigt som muligt og derefter re-
duceres hurtigt. Danmark og EU arbejdede til det sidste for et
mere ambitiøst og konkret globalt langsigtet reduktionsmål i
aftalen, f.eks. 50 pct. reduktion i 2050 ift. 1990, men var dog
samtidig bevidst om, at det ville blive svært at opnå enighed
om.
Aftalen er juridisk bindende, men indeholder ikke indivi-
duelt juridisk bindende reduktionsmål. Aftalen fastsætter
derimod forpligtelser for parterne til at forberede, kommuni-
kere og opretholde nationalt fastsatte reduktionsbidrag samt
forfølge nationale reduktionsindsatser med henblik på at op-
fylde disse bidrag. 186 lande har fremlagt deres reduktionsbi-
drag til klimaaftalen, der dækker mere end 95 pct. af de glo-
bale udledninger.
Aftalen etablerer herudover en mekanisme, som skal bi-
drage til at øge parternes reduktionsbidrag fremadrettet efter
aftalens forventede ikrafttrædelse i 2020. Det skal konkret ske
ved, at parterne hvert femte år vurderer implementeringen af
aftalens langsigtede mål med det formål at informere parter-
ne i forbindelse med forøgelse, opdatering eller genbekræf-
telse af deres nationalt bestemte reduktionsbidrag. Denne
vurdering skal finde sted første gang i 2023, hvorefter parter-
ne i 2025 skal fremlægge nye reduktionsmål for perioden ef-
ter 2030. Herefter vil processen gentages hvert femte år.
10
Parter, der har fremlagt femårige mål frem mod 2025, skal i
2020 kommunikere et nyt reduktionsbidrag. Parter, der har
fremlagt tiårige bidrag, herunder EU og mere end 160 andre
lande, skal i 2020 genbekræfte eller opdatere deres allerede
fremlagte 2030-mål. Aftalen fastlægger desuden et vigtigt
princip om, at parternes nye bidrag skal være mere ambitiøse
end de hidtidige.
Det bemærkes, at der allerede i 2018 vil blive afholdt en fa-
ciliterende dialog mellem parterne, som vil vurdere den glo-
bale reduktionsindsats ift. 1,5/2-gradersmålsætningen, og
som skal informere parterne i forbindelse med forberedelse af
nye reduktionsbidrag.
Herudover fastsætter aftalen de overordnede rammer for
det regelsæt, som skal gøre det muligt at opgøre landenes kli-
maindsats. Et internationalt juridisk bindende rammeværk
for opgørelse af alle parters indsats har været en helt central
prioritet for Danmark og EU, da parternes bidrag ikke indgår
i selve aftalen.
Klimafinansiering
Med aftalen har ilandene genbekræftet målsætningen om at
mobilisere 100 mia. USD om året fra 2020 fra offentlige og pri-
vate kilder. Inden 2025 skal der desuden vedtages et nyt og
højere kvantitativt mål med en ikke nærmere bestemt tidsho-
risont. Aftalen lægger i den forbindelse op til, at ilandene
fortsat skal gå forrest, men fastslår også, at mobilisering af
klimafinansiering skal være en global indsats med bidrag fra
flere parter. Det betyder, at vækstøkonomier f.eks. kan bidra-
ge med offentlig finansiering, mens mindre udviklede lande
kan være med til at tiltrække private klimainvesteringer.
Tilpasning til klimaforandringerne
Med aftalen etableres et globalt kvalitativt mål for indsatsen
for tilpasning til klimaforandringerne, hvilket har været en
stor prioritet for ulandene. Det følger heraf, at parterne skal
styrke tilpasningsindsatsen og arbejde for at sikre øget mod-
standsdygtighed over for klimaforandringerne. Herudover
anerkender aftalen vigtigheden af at minimere og adressere
uoprettelige tab og skader som følge af klimaforandringerne.
Videre proces
Aftalen vil skulle underskrives af parterne og herefter ratifi-
ceres. Der lægges op til at afholde en højniveauceremoni med
henblik på underskrivelse af aftalen i New York den 22. april
2016. Aftalen vil træde i kraft, når mindst 55 parter dækkende
mindst 55 pct. af de globale udledninger har ratificeret afta-
len. Det forventes, at aftalen vil træde i kraft den 1. januar
2020.
9. DANMARKS BIDRAG TIL GLOBAL GRØN OMSTILLING
Danmark understøtter gennem internationale myndigheds-
samarbejder en række vækstøkonomiers omstilling til lave-
mission. Indsatsen er central, da der her er mulighed for at
skabe markante omkostningseffektive reduktioner i tillæg til
den nationale og europæiske indsats. Gennem de seneste år
har Danmark således etableret strategiske energisamarbejder
med Kina, Mexico, Sydafrika, Vietnam og Ukraine, og fra
2015 også med Indonesien og Tyrkiet.
Udbredelse af den danske energimodel
Den danske indsats består af en række dybdegående myn-
dighedssamarbejder på energiområdet, hvor Energistyrelsen
samarbejder målrettet med nationale myndigheder og beslut-
ningstagere med udgangspunkt i danske teknologiske og re-
gulatoriske styrkepositioner såsom vedvarende energi, ener-
gieffektivitet og langsigtet energiplanlægning.
Fælles for samarbejdslandene er den stigende energiefter-
spørgsel som følge af den betydelige økonomiske vækst i dis-
se lande og i forlængelse heraf en tilsvarende markant for-
øgelse af CO2-udledninger, der de kommende årtier vil udgø-
re en både lokal og global udfordring. Denne udfordring ska-
ber en efterspørgsel for danske erfaringer, serviceydelser og
teknologier, som udover at bidrage til CO2-reduktioner også
styrker samarbejdslandenes forsyningssikkerhed og mind-
sker lokal luftforurening.
I Kina, som er verdens største energiforbruger og CO2-ud-
leder, har Danmark etableret et samarbejde omkring vedva-
rende energi, energieffektivitet og fjernvarme. Danmark har
medvirket til at etablere et nationalt center for vedvarende
energi – Chinese National Renewable Energy Center (CN-
REC) – som bl.a. har udarbejdet langsigtede scenarier for om-
lægning af den kinesiske, kulbaserede energisektor til mere
vedvarende energi. CNREC’s seneste analyser påviser, at
Kina i 2050 vil kunne basere sin energisektor på op til 60 pct.
vedvarende energi, og CNREC vil på baggrund af scenarie-
analyserne levere input til den kommende kinesiske femårs-
plan. Også et samarbejde med det nationale, kinesiske center
for energieffektivitet – National Energy Conservation Center
(NECC) – har store perspektiver med fokus på udarbejdelse
af energieffektivitetsmålsætninger for den næste kinesiske
femårsplan.
I Mexico arbejder Danmark med at imødekomme en sti-
gende interesse for bæredygtige løsninger til el-produktion
efter dansk forbillede, bl.a. med et betydeligt fokus på bio-
masse. Den mexicanske regering ønsker at eskalere brugen af
vedvarende energi i de kommende år, reducere CO2-udled-
ning med 30 pct. i 2020 og generere 35 pct. af landets elektrici-
tet i 2024 med vedvarende energi. Endvidere samarbejder
Danmark via Inter-American Development Bank med Mexi-
co om implementering af en forsikringsordning til fremme af
EE-investeringer i små- og mellemstore virksomheder.
Vietnam og Danmark har etableret et bilateralt samar-
bejdsprogram, som bl.a. indbefatter udviklingen af en finan-
sieringsmodel for industriel energieffektivisering for dermed
at bidrage til grøn omstilling. En fond på 35 mio. kroner,
»Green Investment Facility«, skal bruges til at yde bankga-
rantier for 50 pct. af lånene til energieffektivitet i små- og mel-
lemstore virksomheder for derigennem at nedbringe energi-
forbrug og -omkostninger og øge konkurrencedygtigheden
på sigt.
Sydafrika har en målsætning om at reducere CO2-udled-
ningen med 42 pct. i 2025. Bedre udnyttelse af landets poten-
tiale for vedvarende energi er en væsentlig prioritet for den
sydafrikanske regering. Danmark samarbejder med de syd-
afrikanske myndigheder om at omstille landets elsektor fra
kul til mere vedvarende energi, herunder især gennem tek-
nisk og regulatorisk rådgivning om integration af vindkraft.
Endvidere har Danmark i samarbejde med bl.a. IEA påbe-
gyndt arbejde om en ny, national EE-strategi for Sydafrika.
I Ukraine er det danske myndighedssamarbejde fokuseret
på energieffektivitet og bedre forvaltning, herunder tilveje-
bringelse af data til langtidsplanlægning i energisystemet.
Danmark hjælper Ukrainske myndigheder med at tage de
første skridt mod en energimodel, der sikrer større forsy-
ningssikkerhed og lavere CO2-udledning.
11
Indsatsernes gensidige fremme af CO2-reduktioner og dansk vækst
og eksport
Det danske myndighedssamarbejde inden for klima- og ener-
gipolitik understøtter danske virksomheders muligheder for
at få andel i det voksende globale marked for energiteknolo-
gi. Myndighedssamarbejdet kan bidrage direkte til eksport-
fremme ved at være en løftestang for de danske virksomhe-
der, der kan levere efterspurgte energiteknologiprodukter og
serviceydelser på eksportmarkederne.
Myndighedssamarbejde bidrager gennem fokus på at ska-
be CO2-reduktioner både til at forbedre rammevilkår og
modne markeder for grøn energiteknologi og samtidig øge
opmærksomheden på Danmark som foregangsland på kli-
ma- og energiområderne. Myndighedssamarbejdet kan der-
med også medvirke til at tiltrække udenlandske investerin-
ger til Danmark til gavn for vækst og jobskabelse.
I regi af den såkaldte Eksportordning (2013-2015) kobles
myndighedssamarbejde direkte med eksportfremme. Ord-
ningen gennemføres i tæt samarbejde mellem Energistyrelsen
og Eksportrådet, og fokuserer på eksport af den danske ener-
gimodel på nøglemarkederne Kina, Tyskland og UK til gunst
for både klimaet og dansk erhvervsliv. Markederne og sektor-
fokus er udvalgt i samarbejde med dansk erhvervsliv, som er
aktivt koblet til initiativet.
Hermed slutter redegørelsen.