Fremsat den 9. december 2015 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 9. december 2015 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
(Sektionering af radikaliserede og ekstremistiske indsatte)
§ 1
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 1242 af 11. november 2015, foretages følgende
ændringer:
1. I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25,
stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
2. I § 27, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »arresthuset«: »eller
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. marts 2016.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
Lovforslag nr. L 79 Folketinget 2015-16
Justitsmin., j.nr. 2015-1902-0267
AA009376
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Placering af dømte i kriminalforsorgens institutioner
2.1. Gældende ret
2.1.1. Anbringelse og overførsel af dømte
2.1.2. Kompetence- og klageregler
2.1.3. Negativt stærke indsatte
2.1.4. Varetægtsarrestanter
2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3. Den foreslåede ordning
2.4. Forholdet til internationale konventioner
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Som det fremgår af regeringsgrundlaget ”Sammen for frem-
tiden” fra juni 2015, vil regeringen styrke værnet mod terror
og sætte ind over for truslen fra religiøs radikalisering og
ekstremisme.
Det er i den forbindelse vigtigt at styrke indsatsen for at be-
grænse tilgangen af personer til de voldelige ekstremistiske
miljøer, bl.a. ved at minimere mulighederne for at rekruttere
andre til de ekstremistiske miljøer.
Et af de steder, hvor der er risiko for en sådan rekruttering,
er i fængslerne.
Under frihedsberøvelse vil de indsatte således være i en sår-
bar situation, ligesom de eventuelt kan føle sig vrede og
uretfærdigt behandlet af samfundet uden for murene. Under
disse omstændigheder kan der være en risiko for, at de vil
være særligt modtagelige for negativ påvirkning.
På den anden side giver frihedsberøvelse også myndigheder-
ne en mulighed for at påvirke de indsatte i en positiv retning
gennem iværksættelse af målrettede resocialiserende foran-
staltninger. I den forbindelse er det vigtigt, at der støttes op
om personer i de ekstremistiske miljøer, der nærer et reelt
ønske om at forlade miljøet.
Fængslerne skal naturligvis ikke bruges som rekrutterings-
platforme for ekstremistisk virksomhed, men tværtimod til
at hjælpe de indsatte til et liv uden kriminalitet.
Kriminalforsorgen arbejder allerede i dag for at begrænse
voldelige ekstremisters muligheder for at påvirke andre ind-
satte i en negativ retning, men der er kun begrænsede mulig-
heder for at tage højde for denne påvirkningsrisiko i forbin-
delse med placeringen af de indsatte i institutionerne.
Justitsministeriet vil derfor give kriminalforsorgen bedre
muligheder for at placere radikaliserede og ekstremistiske
indsatte i fængslerne på en mere hensigtsmæssig måde, såle-
des at de pågældendes muligheder for at påvirke andre ind-
satte til ekstremistiske handlinger begrænses mest muligt, og
således at indsatte, der er i risiko for at blive radikaliserede,
kan beskyttes mod negativ påvirkning fra voldelige ekstre-
mister.
Med dette formål for øje ønsker Justitsministeriet at udvide
mulighederne for at placere radikaliserede og ekstremistiske
indsatte efter en konkret vurdering, herunder ved at tilveje-
bringe det lovgivningsmæssige grundlag for anvendelse af
sektionering i forhold til radikaliserede og ekstremistiske
indsatte.
En sådan adgang til sektionering eksisterer allerede i forhold
til indsatte med tilknytning til rocker- og bandemiljøet, og
efter Justitsministeriets opfattelse vil en lignende adgang til
sektionering med fordel kunne indføres i forhold til radikali-
serede og ekstremistiske indsatte.
Lovforslaget indeholder i forlængelse heraf forslag til æn-
dringer af straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om an-
bringelse i kriminalforsorgens institutioner og overførsel
mellem institutionerne.
2. Placering af dømte i kriminalforsorgens institutioner
2.1. Gældende ret
Reglerne om fuldbyrdelse af fængselsstraf findes i straffuld-
byrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. no-
vember 2015.
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 indeholder en række be-
stemmelser om anbringelse af dømte i kriminalforsorgens
institutioner i forbindelse med afsoningens påbegyndelse
(§§ 20-23) og om efterfølgende overførsel af indsatte mel-
lem kriminalforsorgens institutioner (§§ 24-29).
Loven bygger på et grundlæggende princip om, at friheds-
berøvelse ikke må være mere indgribende, end formålet til-
siger.
I overensstemmelse hermed er udgangspunktet, at fængsels-
straf afsones i fængsel frem for arresthus, i åbent fængsel
frem for lukket fængsel og så vidt muligt i en institution i
nærheden af den dømtes hjemsted. Dette udgangspunkt kan
kun fraviges i visse nærmere opregnede tilfælde.
2.1.1. Anbringelse og overførsel af dømte
Det fremgår af straffuldbyrdelsesloven § 20, stk. 1, at fæng-
selsstraf som hovedregel fuldbyrdes i fængsel eller i arrest-
2
hus. I medfør af § 20, stk. 2 og 3, kan fængselsstraf dog i
særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner
og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen efter reg-
lerne i lovens § 78 eller på den dømtes bopæl under intensiv
overvågning og kontrol (afsoning i fodlænke) efter reglerne
i lovens §§ 78 a-78 f.
Fængselsstraffe, der ikke fuldbyrdes i kriminalforsorgens
pensioner, i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen el-
ler i fodlænke, fuldbyrdes normalt i fængsel, jf. straffuldbyr-
delseslovens § 21, stk. 1.
I medfør af § 21, stk. 2-4, kan fængselsstraf dog fuldbyrdes i
arresthus i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor hen-
synet til kriminalforsorgens kapacitetsudnyttelse eller særli-
ge oplysninger om den dømte taler for det.
Fuldbyrdelse kan bl.a. ske i arresthus, hvis der er bestemte
grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminali-
tet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brand-
stiftelse eller indsmugling eller handel med euforiserende
stoffer, eller hvis det må anses for nødvendigt for at fore-
bygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i insti-
tutionen.
Adgangen til at placere dømte i en bestemt institution på
baggrund af risikoen for overgreb på medindsatte, personale
eller andre i institutionen tager særligt sigte på såkaldt nega-
tivt stærke indsatte, jf. herom nærmere nedenfor i pkt. 2.1.3.
Fængselsstraf, der fuldbyrdes i et fængsel, udstås normalt i
åbent fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1.
Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan dog ske i lukket fængsel i
en række nærmere opregnede tilfælde, hvor særlige oplys-
ninger om den dømte eller karakteren af den pådømte krimi-
nalitet taler for det, jf. § 22, stk. 2-6.
Fuldbyrdelse kan bl.a. ske i lukket fængsel, hvis straffen er
på 5 år eller mere, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i
institutionen, eller hvis der er risiko for undvigelse eller for
kriminalitet eller groft disciplinært forhold, der er åbenbart
uforeneligt med ophold i åbent fængsel.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, skal fængsels-
straf, så vidt det er praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af
den dømtes hjemsted.
Dette udgangspunkt – det geografiske nærhedsprincip – kan
dog fraviges i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor
særlige oplysninger om den dømte eller karakteren af den
pådømte kriminalitet taler for det, jf. § 23, stk. 2, nr. 1-9.
Nærhedsprincippet kan bl.a. fraviges for at forebygge over-
greb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, for
at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bi-
stand, eller hvis hensynet til retshåndhævelsen taler for det.
Som det fremgår af § 22, stk. 1, udstås fængselsstraf som
udgangspunkt i åbent fængsel. I forlængelse heraf følger det
af § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, at en indsat i et lukket fængsel skal
overføres til et åbent fængsel, hvis betingelserne for anbrin-
gelse i eller overførsel til lukket fængsel ikke længere er op-
fyldt. Efter § 24, stk. 2, kan overførsel til åbent fængsel dog
undlades, hvis den resterende straffetid er ganske kort.
Straffuldbyrdelseslovens § 25 indeholder regler om overfør-
sel fra åbent til lukket fængsel. Bestemmelsen angiver en
række tilfælde, hvor overførsel kan ske på baggrund af den
dømtes adfærd under afsoningen, for at forebygge undvigel-
se og kriminalitet eller ud fra hensynet til den dømte selv.
Overførsel til lukket fængsel kan bl.a. ske, hvis der er be-
stemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet
overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutio-
nen, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge så-
danne overgreb, eller hvis der er risiko for undvigelse, gro-
vere kriminalitet, groft disciplinært forhold eller anden ad-
færd, der er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i åbent
fængsel.
Straffuldbyrdelseslovens § 26 indeholder regler om overfør-
sel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner,
f.eks. overførsel fra ét arresthus til et andet.
Det følger af § 26, stk. 1, at overførsel mellem ensartede af-
soningsinstitutioner bl.a. kan ske af hensyn til kriminalfor-
sorgens kapacitetsudnyttelse, af hensyn til den dømte selv,
for at forebygge undvigelse og kriminalitet eller for at fore-
bygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i insti-
tutionen. § 26, stk. 2, indeholder desuden en bestemmelse
om overførsel mellem særlige afdelinger for negativt stærke
indsatte.
Som det fremgår af § 21, stk. 1, udstås fængselsstraf som
udgangspunkt i et fængsel frem for et arresthus. I forlængel-
se heraf følger det af § 27, stk. 1, at en indsat i et arresthus
skal overføres til et fængsel, hvis betingelserne for anbrin-
gelse i eller overførsel til arresthus ikke længere er opfyldt.
Overførsel kan dog undlades, hvis reststraffen er kortvarig.
I § 27, stk. 2, nr. 1-3, opregnes yderligere nogle tilfælde,
hvor en indsat kan overføres fra arresthus til fængsel. Dette
kan ske af hensyn til kriminalforsorgens kapacitetsudnyttel-
se, for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller
andre i arresthuset eller af hensyn til den dømte selv.
Straffuldbyrdelseslovens § 28 indeholder regler om overfør-
sel af indsatte fra fængsel til arresthus. I medfør af denne be-
stemmelse kan en sådan overførsel bl.a. ske, hvis det må an-
ses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsat-
te, personale eller andre i institutionen, hvis der er risiko for
undvigelse eller visse former for kriminalitet, eller hvis det
er begrundet i visse særlige hensyn til den dømte selv.
Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 29, at be-
stemmelserne i § 23 (nærhedsprincippet) finder tilsvarende
anvendelse ved afgørelse om overførsel efter §§ 24-28.
2.1.2. Kompetence- og klageregler
3
Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed
for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 2, stk.
1.
Direktoratet for Kriminalforsorgen varetager den centrale le-
delse og administration af kriminalforsorgen, jf. § 2, stk. 2.
Under Direktoratet for Kriminalforsorgen er et antal krimi-
nalforsorgsområder, jf. § 2, stk. 3, som har ansvar for de lo-
kale kriminalforsorgsinstitutioner, jf. § 2, stk. 4.
Kompetencefordelingen og klagereglerne på straffuldbyrdel-
sesområdet er ændret ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 om
ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf mv.,
retsplejeloven og lov om Offerfonden (Reorganisering af
kriminalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgan-
gen).
Med denne reorganisering blev kompetencen til at træffe af-
gørelse på en række nærmere bestemte områder overført fra
Direktoratet for Kriminalforsorgen til kriminalforsorgsområ-
derne.
I forarbejderne til lovforslaget er det forudsat, at afgørelses-
kompetencen i sager vedrørende anbringelse i kriminalfor-
sorgens institutioner som udgangspunkt skal ligge hos kri-
minalforsorgsområderne. Samtidig er det dog forudsat, at di-
rektoratet fortsat skal træffe afgørelse vedrørende anbringel-
se i såkaldte særpladser, hvilket f.eks. kan være relevant ved
valg af afsoningsinstitution for rocker- og bandemedlemmer
og dømte med risiko for radikalisering, jf. Folketingstidende
2013-14 (2. samling), A, L 190 som fremsat, side 13.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at afgø-
relser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsor-
gen, som udgangspunkt ikke kan påklages til højere admini-
strativ myndighed.
I medfør af § 111, stk. 3, kan justitsministeren dog fastsætte
regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne
kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
2.1.3. Negativt stærke indsatte
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om anbringelse og
overførsel af dømte varetager bl.a. hensynet til at forebygge
overgreb på medindsatte, personale og andre i institutionen.
Bestemmelserne om anbringelse og overførsel på baggrund
af risikoen for sådanne overgreb blev indført ved gennemfø-
relsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31. maj
2000 om fuldbyrdelse af straf mv., og tager i første række
sigte på såkaldt negativt stærke indsatte.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf.
Folketingstidende 1999-2000 (1. samling), tillæg A, side
3674, at udtrykket »negativt stærke« indsatte navnlig, men
ikke udelukkende, henviser til klart afgrænsede grupper af
indsatte, herunder rockere og deres støttegrupper samt ban-
demedlemmer, som erfaringsmæssigt individuelt eller som
gruppe skaber sig en magtposition i fængslet, og som ved
hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstræk-
ke deres magt til trusler og pres på de indsattes eller perso-
nalets familier mv.
Det fremgår endvidere, at udtrykket »overgreb« ikke alene
sigter til fysiske overgreb eller trusler herom, men tillige til
f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes
handlefrihed inden for fængslets lovlige rammer, herunder
til at afsone i fællesskab og til at vælge mellem fængslets til-
bud om beskæftigelse, herunder skolegang, fritidsaktiviteter
mv.
Det er forudsat i forarbejderne, at overførsel og anbringelse
af negativt stærke indsatte skal kunne ske alene med henvis-
ning til den negativt stærke indsattes blotte fremtræden
kombineret med institutionens eller de medindsattes kends-
kab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at
der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive
begået overgreb mod f.eks. medindsatte, jf. Folketingstiden-
de 1999-2000 (1. samling), tillæg A, side 3679.
Det betyder, at kriminalforsorgen i vidt omfang har mulig-
hed for at placere negativt stærke indsatte dér, hvor det efter
en konkret vurdering anses for mest hensigtsmæssigt at lade
den pågældende afsone.
Som anført i pkt. 2.1.2 blev reglerne om kompetenceforde-
ling og klageadgang på straffuldbyrdelsesområdet ændret
ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf mv., retsplejeloven og lov om
Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder
begrænsning af klageadgangen).
I forarbejderne til lovforslaget er det bl.a. forudsat, at Direk-
toratet for Kriminalforsorgen skal træffe afgørelse om valg
af afsoningsinstitution for rocker- og bandemedlemmer i
forbindelse med indsættelse, mens afgørelser om efterføl-
gende overførsel af de pågældende som udgangspunkt træf-
fes af kriminalforsorgsområderne med klageadgang til Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen. Der henvises til Folke-
tingstidende 2013-14 (2. samling), A, L 190 som fremsat, si-
de 22 f.
2.1.4. Varetægtsarrestanter
Det følger af retsplejelovens § 770, stk. 2, 1. pkt., at en vare-
tægtsarrestant anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), så
vidt muligt på det sted, hvor straffesagen behandles.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 776, at justitsmini-
steren fastsætter nærmere regler om behandlingen af vare-
tægtsarrestanter.
Sådanne regler er aktuelt fastsat i bekendtgørelse nr. 419 af
9. april 2015 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørel-
sen), hvoraf det bl.a. følger, at anbringelse i eller overførsel
til andet varetægtsfængsel end dér, hvor straffesagen be-
handles, kan ske, hvis det begæres af politiet af hensyn til
efterforskningen, eller hvis det er påkrævet af pladsmæssige
grunde, af sikkerhedsmæssige hensyn eller som følge af an-
4
dre særlige omstændigheder, jf. bekendtgørelsens § 10, stk.
1.
2.2. Justitsministeriets overvejelser
Erfaringerne fra Danmark og andre lande viser, at der er ud-
fordringer med radikalisering og ekstremisme i fængsler mv.
Udtrykkene »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er
ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan
igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og
have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller ekstremistisk
ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller
andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller religiøst
mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og manglen-
de respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og ret-
tigheder. Begrebet omfatter endvidere afvisning af grund-
læggende demokratiske værdier og normer, manglende ac-
cept af demokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af
ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et poli-
tisk eller religiøst ideologisk mål.
Det største problem – i fængslerne såvel som i samfundet
generelt – er selvsagt relateret til de grupper af personer, der
søger at føre deres radikale og ekstremistiske synspunkter
ud i livet gennem ekstremistiske handlinger, eller som op-
fordrer andre til voldelig ekstremisme.
I fængslerne kan der være en særlig risiko for, at andre ind-
satte vil være modtagelige for en sådan negativ påvirkning
som følge af den sårbarhed og frustration, der ofte vil være
en konsekvens af frihedsberøvelse.
Der kan på den baggrund være en risiko for, at radikalisere-
de indsatte vil søge at rekruttere andre indsatte til de ekstre-
mistiske miljøer eller i yderste konsekvens, at de vil søge at
anspore andre indsatte til terrorisme.
Det er derfor nødvendigt, at der kan sættes ind over for ind-
satte i tilfælde, hvor der er risiko for, at de vil forsøge at på-
virke andre til voldelig ekstremisme. Det kan både dreje sig
om indsatte, der selv er sigtet eller dømt for terrorrelateret
kriminalitet, og om personer, der i øvrigt har udvist en ad-
færd, der indikerer, at der vil være en konkret risiko for, at
de vil søge at påvirke andre til voldelig ekstremisme.
Herudover kan der også være behov for en indsats af mere
pædagogisk karakter i forhold til indsatte, som ikke vurderes
at udgøre en risiko for andre, men som selv vurderes at være
i risiko for at blive radikaliserede. Det kan f.eks. dreje sig
om socialt marginaliserede unge, der søger en identitet gen-
nem gruppefællesskaber, og som på den baggrund kan være
særligt modtagelige over for radikaliserende påvirkning.
I den forbindelse er der anledning til at overveje, om regle-
rne vedrørende placering af dømte i kriminalforsorgens in-
stitutioner kan bruges til at understøtte indsatsen mod radi-
kalisering og ekstremisme, således at mulighederne for at
radikalisere andre begrænses mest muligt, samtidig med at
indsatte, der vurderes at være i risiko for at blive radikalise-
rede, skærmes fra radikaliserende påvirkning.
Ved placeringen af radikaliserede og ekstremistiske indsatte
anvender kriminalforsorgen i dag et såkaldt »fortyndings-
princip«, der indebærer, at disse indsatte så vidt muligt spre-
des på forskellige afdelinger. En sådan spredning af de radi-
kaliserede og ekstremistiske indsatte rundt om i de alminde-
lige fængsler indebærer imidlertid, at de kan nå ud til en
bred kreds af andre indsatte, som potentielt kan påvirkes i
negativ retning og eventuelt søges rekrutteret til et ekstremi-
stisk miljø.
På den anden side kan der også være en betydelig risiko ved
at samle de radikaliserede og ekstremistiske indsatte på sær-
lige afdelinger, idet disse afdelinger i så fald kan tænkes at
danne grobund for ekstremistiske subkulturer.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det på den baggrund
være hensigtsmæssigt, at der åbnes mulighed for at placere
radikaliserede og ekstremistiske indsatte efter en konkret
vurdering, hvor det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes,
hvilke indsatte de anbringes sammen med. Der vil i den for-
bindelse også kunne tages højde for risikoen for såkaldt
»cross-over« mellem de religiøse ekstremistiske miljøer og
rocker- og bandemiljøet.
Efter de gældende regler i straffuldbyrdelsesloven er ud-
gangspunktet, at radikaliserede og ekstremistiske indsatte –
ligesom andre indsatte – placeres i et åbent fængsel i nærhe-
den af deres hjemsted.
Konkret kan der naturligvis forekomme situationer, hvor be-
tingelserne for placering i arresthus er opfyldt, f.eks. som
følge af risiko for undvigelse eller brandstiftelse, jf. § 21,
stk. 3, nr. 2. Ligeledes kan der være tilfælde, hvor betingel-
serne for placering i lukket fængsel er opfyldt, f.eks. fordi
den udmålte straf er på 5 år eller mere eller som følge af ri-
siko for undvigelse, kriminalitet eller groft disciplinært for-
hold, jf. § 22, stk. 2 og 4.
Der kan også forekomme situationer, hvor placering i arrest-
hus eller lukket fængsel kan ske under henvisning til risiko-
en for overgreb på medindsatte, personale eller andre i insti-
tutionen. Som det fremgår af pkt. 2.1.3, omfatter udtrykket
»overgreb« ikke alene fysiske overgreb eller trusler herom,
men også f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på med-
indsattes handlefrihed. Påvirkning af andre indsattes hold-
ninger og synspunkter gennem radikaliserende udtalelser og
adfærd kan dog ikke i sig selv antages at være omfattet af
bestemmelserne, ligesom en risiko for fremtidig kriminalitet
5
uden for institutionen heller ikke er omfattet af de gældende
bestemmelser.
En almindelig adgang til at placere radikaliserede og ekstre-
mistiske indsatte ud fra en konkret vurdering af, hvad der vil
være det mest hensigtsmæssige afsoningssted, vil således
forudsætte en udvidelse af adgangen til at placere disse ind-
satte i lukkede fængsler og arresthuse og til at fravige nær-
hedsprincippet ved valg af afsoningsinstitution i lighed med
den ordning, der gælder for negativt stærke indsatte.
Gennemførelse af en sådan ændring vil også give mulighed
for anvendelse af sektionering, f.eks. ved brug af mindre af-
delinger i arresthuse eller lukkede fængsler, hvor radikalise-
rede og ekstremistiske indsatte kan placeres sammen med
indsatte, der ikke vurderes at være i risiko for at blive radi-
kaliserede.
De indsatte på de enkelte afdelinger vil herefter kunne hol-
des afsondret fra institutionens øvrige indsatte, og der kan
tages højde for risikoen for radikalisering ved sammensæt-
ningen af personerne på afdelingen. Herved kan muligheder-
ne for at påvirke andre til voldelig ekstremisme begrænses.
På mindre afdelinger vil kontrollen desuden kunne styrkes,
samtidig med at der vil være bedre muligheder for at iværk-
sætte en målrettet motivations- og exitindsats i forhold til de
indsatte, der måtte have et reelt ønske om at forlade de eks-
tremistiske miljøer.
Afgørelser om placering af dømte som led i indsatsen mod
radikalisering og ekstremisme har efter Justitsministeriets
opfattelse en så indgribende karakter, at de kan sammenlig-
nes med de situationer, hvor der i dag er klageadgang til Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen, såfremt afgørelsen er truf-
fet af et kriminalforsorgsområde. Det forudsættes imidlertid,
at afgørelser efter de foreslåede bestemmelser indtil videre
skal træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen som følge
af sagernes særlige karakter, og idet der er behov for central
koordinering i disse sager. Der vil derfor – som tilfældet er i
dag i tilsvarende situationer, hvor direktoratet har afgørel-
seskompetencen – ikke være klageadgang, idet direktoratets
afgørelser er endelige, jf. straffuldbyrdelseslovens § 111,
stk. 1, jf. stk. 3, 1. pkt. Såfremt justitsministeren på et senere
tidspunkt måtte beslutte, at afgørelseskompetencen skal ud-
lægges til kriminalforsorgsområderne, forudsættes det, at
der skal være adgang til at påklage afgørelserne til Direkto-
ratet for Kriminalforsorgen.
Hvis de radikaliserende indsatte holdes ude af de almindeli-
ge afdelinger, vil der kun være et begrænset behov for at
iværksætte særlige foranstaltninger i forhold til de indsatte,
der ikke vurderes at udgøre en risiko for andre, men som
alene vurderes selv at være i risiko for at blive radikaliseret.
Under disse omstændigheder vil der således kun være be-
grænset risiko for, at indsatte i risikogruppen skulle blive
eksponeret for radikaliserende påvirkning under ophold på
de almindelige afdelinger. Dog kan det eventuelt være rele-
vant at iværksætte tiltag af mere pædagogisk karakter i for-
hold til denne persongruppe. I den forbindelse er det allere-
de efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens §§ 23
og 29 muligt at fravige nærhedsprincippet ved placeringen
af de indsatte, hvis det sker for at yde de pågældende pæda-
gogisk, lægelig eller anden særlig bistand. Der er på den
baggrund ikke behov for at indføre særlige regler om place-
ringen af de indsatte, der alene vurderes at være modtagelige
for radikaliserende påvirkning fra andre.
For så vidt angår varetægtsarrestanter giver de gældende
regler i retsplejeloven og varetægtsbekendtgørelsen bl.a.
mulighed for placering i et bestemt varetægtsfængsel af sik-
kerhedsmæssige hensyn eller som følge af andre særlige
omstændigheder. Der vurderes derfor ikke at være behov for
ændringer af reglerne om placering af varetægtsarrestanter,
idet der allerede i dag er mulighed for at tage højde for risi-
koen for radikaliserende påvirkning ved placeringen.
2.3. Den foreslåede ordning
En effektiv indsats mod radikalisering i fængsler og arrest-
huse kræver efter Justitsministeriets opfattelse, at der skabes
bedre muligheder for at placere radikaliserede og ekstre-
mistiske indsatte efter en konkret vurdering, hvor det nøje
overvejes, hvilke indsatte de placeres sammen med.
Indsatte, der forsøger at radikalisere andre, bør således kun-
ne placeres på en sådan måde, at deres muligheder for at på-
virke andre til voldelig ekstremisme begrænses mest muligt.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om anbringelse og
overførsel af indsatte af hensyn til forebyggelse af overgreb
på medindsatte, personale og andre i institutionen bør udvi-
des, således at anbringelse eller overførsel også kan ske som
led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme.
Derved får kriminalforsorgen mulighed for at tage særlige
forholdsregler ved placeringen af radikaliserede og ekstre-
mistiske indsatte i situationer, hvor der vurderes at være en
konkret risiko for, at de pågældende vil søge at påvirke an-
dre gennem udbredelse af voldeligt ekstremistiske syns-
punkter.
Der sigtes i den forbindelse både til personer, der er dømt
for terrorrelateret kriminalitet, dvs. for overtrædelse af be-
stemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13, og til perso-
ner, der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at der
vil være en konkret risiko for, at de vil søge at påvirke andre
til voldelig ekstremisme, herunder gennem rekruttering til
ekstremistiske miljøer, der erfaringsmæssigt støtter voldelig
ekstremisme.
Til forskel fra de negativt stærke indsatte udgør de radikali-
serede og ekstremistiske indsatte ikke en klart definerbar
gruppe, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde vil være nødven-
digt at vurdere, om der er behov for at tage særlige forholds-
regler for at imødegå risikoen for radikaliserende påvirkning
af medindsatte.
6
Når det gælder personer, der er dømt for terrorrelateret kri-
minalitet, vil der dog i almindelighed være en formodning
for, at der er behov for at tage sådanne forholdsregler.
Hvorvidt der er behov for særlige forholdsregler, må i øvrigt
afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering
af de tilgængelige oplysninger om den dømte. I denne vur-
dering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte krimina-
litet og kriminalforsorgens egne observationer under afso-
ning eller varetægtsfængsling, herunder observationer rela-
teret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur,
effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger modta-
get fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderin-
gen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om for-
målet med anbringelsen eller overførslen vil kunne tilgode-
ses ved mindre indgribende foranstaltninger. Eksempelvis
vil der ikke være grundlag for at placere en indsat i et arrest-
hus, hvis formålet kan opnås ved iværksættelse af en målret-
tet motivationsindsats i et fængsel.
Det foreslås på den baggrund, at straffuldbyrdelseslovens
bestemmelser om anbringelse og overførsel af dømte æn-
dres, således at der generelt er mulighed for at placere radi-
kaliserede og ekstremistiske personer i den institution, der
konkret anses for at være det mest hensigtsmæssige afso-
ningssted.
Det foreslås således, at straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 3,
nr. 1, og § 28, stk. 1, nr. 1, ændres, således at anbringelse i
arresthus eller efterfølgende overførsel til arresthus både kan
ske, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge over-
greb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, og
hvis det må anses for nødvendigt som led i kriminalforsor-
gens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Det foreslås endvidere, at straffuldbyrdelseslovens § 22, stk.
3, og § 25, stk. 2, ændres, således at anbringelse i lukket
fængsel eller efterfølgende overførsel fra åbent til lukket
fængsel både kan ske, hvis det må anses for nødvendigt for
at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre
i institutionen, og hvis det må anses for nødvendigt som led
i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme.
Herudover foreslås det, at straffuldbyrdelseslovens § 23, stk.
2, nr. 5, ændres, således at nærhedsprincippet både kan fra-
viges, hvis det sker for at forebygge overgreb på medindsat-
te, personale eller andre i institutionen, og hvis det sker som
led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme.
Det foreslås desuden, at straffuldbyrdelseslovens § 26, stk.
1, nr. 4, ændres, således at overførsel mellem ensartede in-
stitutioner både kan ske for at forebygge overgreb på med-
indsatte, personale eller andre i institutionen og som led i
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.
Herudover foreslås det, at straffuldbyrdelseslovens § 27, stk.
2, nr. 2, ændres, således at overførsel fra et arresthus til et
fængsel både kan ske for at forebygge overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen og som led i kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
2.4. Forholdet til internationale konventioner
De foreslåede bestemmelser om anbringelse og overførsel af
radikaliserede og ekstremistiske indsatte indebærer en udvi-
delse af adgangen til at placere disse persongrupper i be-
stemte afsoningsinstitutioner, hvis det må anses for nødven-
digt som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme. Bestemmelserne vil i nogle situationer give
mulighed for at pålægge disse persongrupper at afsone deres
straf under mere restriktive forhold end andre indsatte.
Bestemmelserne kan principielt finde anvendelse på alle
indsatte, uanset hvilken religiøs og/eller politisk overbevis-
ning, der ligger til grund for de pågældendes radikale og
ekstremistiske adfærd. I praksis må det imidlertid antages, at
bestemmelserne navnlig vil blive anvendt i forhold til perso-
ner fra det militant islamistiske miljø, hvorfor indførelse af
bestemmelserne potentielt kan rejse spørgsmål om forskels-
behandling.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
indeholder i artikel 14 et forbud mod forskelsbehandling i
relation til de rettigheder og friheder, der er anerkendt i de
øvrige bestemmelser i konventionen. Det følger således af
bestemmelsen, at nydelsen af disse rettigheder og friheder
skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog,
religion, politisk eller anden overbevisning, national eller
social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, for-
mueforhold, fødsel eller andet forhold.
Forholdene under frihedsberøvelse må efter Den Europæ-
iske Menneskerettighedsdomstols praksis anses for omfattet
af anvendelsesområdet for konventionens artikel 3, som in-
deholder et forbud mod tortur og umenneskelig eller ned-
værdigende behandling eller straf. Der kan i den forbindelse
f.eks. henvises til Menneskerettighedsdomstolens dom af 7.
januar 2010 i sag nr. 24407/04, Onoufriou mod Cypern.
Ved vurderingen af, om en person har været udsat for for-
skelsbehandling i strid med artikel 14, tager Den Europæ-
iske Menneskerettighedsdomstol i sin retspraksis udgangs-
punkt i, om andre personer, der befinder sig i en lignende el-
ler sammenlignelig situation, nyder en mere fordelagtig be-
handling. Hvis der ikke er tale om sammenlignelige situatio-
ner, vil der allerede af den grund ikke være tale om forskels-
behandling i strid med artikel 14. Hvis der er tale om sam-
menlignelige situationer, vil Menneskerettighedsdomstolen
lægge vægt på, om der er en objektiv og rimelig begrundelse
for forskelsbehandlingen, jf. f.eks. Menneskerettigheds-
domstolens dom af 14. juli 2014 i sag nr. 37359/09, Hämä-
läinen mod Finland, præmis 108.
Det følger herudover af artikel 26 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder, at alle mennesker er lige
7
for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse
uden nogen forskelsbehandling, samt at loven skal forbyde
enhver forskelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv
beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herun-
der race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden
anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold,
fødsel eller anden stilling.
Det følger af praksis fra FN’s Menneskerettighedskomité, at
ikke enhver forskelsbehandling vil udgøre diskrimination i
henhold til artikel 26. Der vil således ikke være tale om dis-
krimination i strid med artikel 26, hvis kriterierne for for-
skelsbehandlingen er objektive og rimelige, og formålet med
forskelsbehandlingen er berettiget i henhold til konventio-
nen, jf. f.eks. komitéens udtalelse af 27. juli 2009 i sag nr.
1493/2006, Rosalind Williams Lecraft mod Spanien, præmis
7.4.
Formålet med de foreslåede bestemmelser er at forebygge
radikalisering i fængslerne med henblik på at begrænse risi-
koen for terrorisme.
De foreslåede bestemmelser indebærer bl.a., at dømte vil
kunne placeres i arresthus eller lukket fængsel, hvis det må
anses for nødvendigt som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme. Heri ligger, at den på-
gældende placering skal være nødvendig som følge af en
konkret risiko for, at de indsatte vil søge at påvirke deres
medindsatte gennem udbredelse af voldeligt ekstremistiske
synspunkter.
Herudover forudsættes det, at det i hvert enkelt tilfælde
overvejes, om målet kan opnås ved mindre indgribende mid-
ler. Eksempelvis vil der ikke være grundlag for overførsel
fra åbent til lukket fængsel, hvis hensynet til at undgå radi-
kalisering af andre kan tilgodeses ved overførsel til et andet
åbent fængsel.
På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at de foreslå-
ede bestemmelser vil indebære diskrimination i henhold til
EMRK artikel 14, jf. artikel 3, eller FN-konventionens arti-
kel 26.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for stat, regioner eller kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. november
2015 til den 1. december 2015 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrel-
sen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigfor-
eningen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Advokatrådet, Amne-
sty International, Dansk Socialrådgiverforening, Danske
Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Det Kriminal-
præventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, For-
eningen af Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og
økonomichefer, Foreningen af Socialchefer, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Fængselsforbundet i Danmark, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kri-
minalforsorgen, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,
KL, Den danske Præsteforening, Kriminalforsorgsforenin-
gen, Landsforeningen KRIM, Landsklubben af socialrådgi-
vere ansat i Kriminalforsorgen, Politiforbundet i Danmark,
Retspolitisk Forening, Rådet for Socialt Udsatte og Social-
pædagogernes Landsforbund.
8
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Straffuldbyrdelsesloven bygger på et grundlæggende princip
om, at frihedsberøvelse ikke må være mere indgribende, end
formålet tilsiger.
I overensstemmelse hermed er udgangspunktet, at fængsels-
straf afsones i fængsel frem for arresthus, jf. lovens § 21,
stk. 1, og § 27, stk. 1, ligesom afsoning sker i åbent fængsel
frem for lukket fængsel, jf. § 22, stk. 1, og § 24, stk. 1, nr. 1
og 2. Endvidere skal afsoning så vidt muligt ske i nærheden
af den dømtes hjemsted, jf. § 23, stk. 1.
De ovennævnte hovedregler kan fraviges i nærmere opreg-
nede tilfælde.
Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.
3, nr. 1, og § 22, stk. 3, kan dømte personer anbringes i ar-
resthus eller lukket fængsel, hvis det må anses for nødven-
digt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale el-
ler andre i institutionen.
Tilsvarende følger det af de gældende regler i straffuldbyr-
delseslovens § 25, stk. 2, og § 28, stk. 1, nr. 1, at indsatte
kan overføres til lukket fængsel eller arresthus, hvis det må
anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen.
Herudover kan nærhedsprincippet efter de gældende regler i
straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 5, fraviges, og der
kan ske overførsel mellem ensartede institutioner efter de
gældende regler i § 26, stk. 1, nr. 4, hvis det sker for at fore-
bygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i insti-
tutionen.
De foreslåede ændringer af § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, §
25, stk. 2, og § 28, stk. 1, nr. 1, udvider adgangen til anbrin-
gelse i eller overførsel til arresthus eller lukket fængsel, så-
ledes at dette også kan ske, hvis det må anses for nødvendigt
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme. Heri ligger, at den pågældende placering skal
være nødvendig som følge af en konkret risiko for, at den
indsatte vil søge at påvirke medindsatte gennem udbredelse
af voldeligt ekstremistiske synspunkter, og at placeringen
skal være egnet til at begrænse risikoen for påvirkning af an-
dre til voldelig ekstremisme.
De foreslåede ændringer af § 23, stk. 2, nr. 5, og § 26, stk. 1,
nr. 4, udvider desuden adgangen til at fravige nærhedsprin-
cippet og til at gennemføre overførsel mellem ensartede in-
stitutioner, således at der yderligere er mulighed for dette,
hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radi-
kalisering og ekstremisme.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1, 2.1.3, 2.2 og 2.3 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 27, stk.
2, nr. 2, kan en indsat overføres fra et arresthus til et fængsel
for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller
andre i institutionen.
Den foreslåede ændring af § 27, stk. 2, nr. 2, indebærer, at
overførsel fra arresthus til fængsel ligeledes kan ske som led
i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1, 2.1.3, 2.2 og 2.3 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 1.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2016.
9
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesom-
råde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Loven kan dog ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
10
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 435 af 15. maj 2012, som senest ændret ved § 2 i lov nr.
152 af 18. februar 2015, foretages følgende ændringer:
§ 1
§ 21. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Fængselsstraf kan endvidere fuldbyrdes i arresthus,
hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
1. I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25,
stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
2-4) ---
Stk. 4. ---
§ 22. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i lukket
fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge
overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutio-
nen.
I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25, stk.
2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
Stk. 4-6. ---
§ 23. ---
Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., kan fraviges
1-4) ---
5) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale
eller andre i institutionen,
I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25, stk.
2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
6-9) ---
§ 25. ---
Stk. 2. En indsat i et åbent fængsel kan endvidere overfø-
res til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for
at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre
i institutionen.
I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25, stk.
2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
Stk. 3-6. ---
§ 26. En indsat kan overføres mellem åbne fængsler, mel-
lem lukkede fængsler eller mellem arresthuse
1-3) ---
4) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale
eller andre i institutionen,
I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25, stk.
2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
5-8) ---
Stk. 2. ---
§ 27. ---
Stk. 2. En indsat i et arresthus kan endvidere overføres til
fængsel
1) ---
11
2) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale
eller andre i arresthuset eller
2. I § 27, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »arresthuset«: »eller
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme«.
3) ---
Stk. 3. ---
§ 28. En indsat i et fængsel kan overføres til arresthus,
hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
1. I § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 23, stk. 2, nr. 5, § 25,
stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»institutionen«: »eller som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
2-4) ---
Stk. 2-3. ---
§ 2
Loven træder i kraft den 1. marts 2016.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
12