Henvendelse af 6/6-13 fra Rejsearrangører i Danmark om forordning om aflysning, forsinkelser m.v. på flyafgange

C. F. Richs Vej 17, 2000 Frederiksberg, tlf 40 82 86 77, mail: henrikspecht@mail.dk
Europaudvalget
Christiansborg
1240 København K
Den 6. juni 2013
Vedr. Revision af forordning 261/2004
Til udvalgets orientering, og i relation til Ministerens orientering på udvalgsmødet i morgen fredag
den 7. juni, fremsendes vedlagt kopi af Rejsearrangører i Danmarks skrivelse af d.d. til Transport-
minister Henrik Dam Kristensen.
Vi står selvsagt til disposition, såfremt udvalget eller udvalgets medlemmer måtte have spørgsmål til
nævnte skrivelse.
Med venlig hilsen
REJSEARRANGØRER I DANMARK
Henrik Specht
Direktør
Europaudvalget 2013
KOM (2013) 0130 Bilag 3
Offentligt


C. F. Richs Vej 17, 2000 Frederiksberg, tlf 40 82 86 77, mail: henrikspecht@mail.dk
Transportminister Henrik Dam Kristensen
Transportministeriet
Frederiksholms Kanal 27F
1220 København K
Den 6. juni 2013
Kære Henrik Dam Kristensen
Vedr. Ændring af forordning 261/2004 om aflysning, forsinkelse m.v. af flyafgange
Vi er for nylig blevet gjort bekendt med, at Ministeren på mødet i morgen den 7. juni i
Europaudvalget bl.a. skal orientere om pkt. 5 på Rådsmøde 3243 den 10. juni. Punktet omhandler
bl.a. Kommissionens forslag til ændring af forordning 261/2004 om aflysninger, forsinkelser m.v. på
flyafgange.
I den forbindelse vil Rejsearrangører i Danmark (RID), som er de danske charterarrangørers
brancheforening, gerne fremkomme med nogle kommentarer til EU Kommissionens forslag til
ændret forordning, som blev offentliggjort i marts i år.
Vi er bekendt med, at der i foråret/forsommeren har været gennemført en høring om forslaget. Da
RID ikke er medlem af Specialudvalget, har vi desværre ikke været inviteret til eller er blevet gjort
opmærksom på denne høring.
Vi håber derfor ved denne skrivelse at kunne bidrage med relevante synspunkter på forslaget set fra
et rejsearrangørperspektiv. Vores medlemmer arrangerer og sælger trods alt årligt over 1 million
flyrejser ud af Danmark.
Indledende betragtninger
Som brancheforening for charterbranchen arbejder vi for lige og rimelige konkurrencevilkår for
branchens aktører. Et vigtigt element heri er, at de rammebetingelser og grundvilkår, som skal
udgøre den juridiske ramme om arrangørerne virke, er klare, entydige og velafbalancerede.
Det er afgørende, at reglerne skaber klarhed og forståelse hos både branchen og forbrugerne om
reglernes anvendelsesområde og udstrækning. Forskelligheden i fortolkningen og administrationen
af den nuværende forordning i de respektive medlemsstater afspejler tydeligt behovet for en
ændring af den nuværende forordning.
I et senere afsnit vil vi kommentere udvalgte ændringsforslag. Nedenfor vil vi dog først beskrive en
udfordring, som hidtil ikke har været gjort til genstand for større opmærksomhed og interesse.
Europaudvalget 2013
KOM (2013) 0130 Bilag 3
Offentligt
Et uhensigtsmæssigt anvendelsesområde
Klarhed og præcisering er godt. Desværre skaber formuleringen af artikel 3 stk. 6 en betydelig
usikkerhed i forhold til afgrænsningen i forhold til pakkerejsedirektivet (90/314/EEC) – både for
forbrugere og for branchen.
Det fremgår således, at forordningen også skal finde anvendelse for passagerer på en pakkerejse,
men samtidig ikke skal begrænse passagerens rettigheder i forhold til pakkerejsedirektivet, som i
Danmark udgøres af lov om pakkerejser.
Der er en række implikationer ved denne angivelse af forordningens anvendelsesområde:
1. Der er tale om to delvis parallelle, delvis konfliktende retssystemer, fordi de i den foreslåede
formulering begge omfatter en ferierejsende på en pakkerejse. Pakkerejsedirektivet anlægger et
pakkerejseperspektiv på retsforholdet, mens forordningen anlægger et luftfartsperspektiv på
retsforholdet.
Problemet er imidlertid, at hvis man køber en flybillet hos et flyselskab, er flyselskabet kundens
direkte aftalepart, og eventuel indsigelser og krav skal gøres gældende over for denne. Det er i
sådanne forhold også flyselskabet, som har informationspligten over for kunden, jf. forordningen.
Hvis kunden derimod har købt en pakkerejse hos en rejsearrangør, er arrangøren, og kun arran-
gøren, kundens aftalepart. Og eventuelle indsigelser og krav skal gøres gældende over for
arrangøren. Det er i sådanne tilfælde også rejsearrangøren, som har informationspligten over for
kunden, jf. pakkerejsedirektivet/pakkerejseloven.
Flyselskabet er i sidstnævnte tilfælde alene at betragte som en underleverandør på lige fod med
hotellet, det lokale busselskab m.v.
2. Som det fremgår ovenfor, er den pakkerejsende således allerede beskyttet af EU-direktivet og
nationalt af pakkerejseloven. I den forbindelse bemærkes, at forbrugeren på en pakkerejse på flere
områder har en bedre retsstilling efter pakkerejseloven end i medfør af forordningen. Eksempelvis er
der i pakkerejseloven et objektivt ansvar for forkortning af rejsen. Dvs. forbrugeren er berettiget til
kompensation ved f.eks. en længere forsinkelse på udrejsen, uanset om forsinkelsen skyldes
ekstraordinære omstændigheder.
For de pakkerejsendes vedkommende er der således ikke et ureguleret beskyttelsesbehov. De er
allerede omfattet af både EU og national lovgivning. Så hvorfor dobbelt regulere?
3. Med til billedet hører også, at brugerne af en ren flybillet og af en feriepakkerejse ofte har vidt
forskellige behov. Hvis man skal flyve til Bruxelles for at deltage i et møde kl. 10, kan eks. 5 timers
forsinkelse være helt afgørende i forhold til, om hele formålet med rejsen dermed forspildes. Her
skal hammeren falde.
Hvis man derimod skal på ferie på Mallorca i 2 uger og bliver 5 timer forsinket, er det da irriterende,
men det spiller en mindre rolle i den større sammenhæng. Og kompensationsstørrelser, som dem
der er i den nuværende forordning eller som der lægges op til i forslaget, er helt disproportionelle i
forhold til den pågældende hændelse.
4. I forslaget til revision af forordningen lægges op til en bedre håndhævelse af forordningens
bestemmelser. Igen med henblik på at tilvejebringe større ensartethed og overskuelighed for
forbrugerne. Hvis man paralleliserer de to retssystemer - pakkerejseloven og forordningen - skabes
der også i håndhævelsesmæssig forstand nogle store uhensigtsmæssigheder. Det bliver nemt
uoverskueligt, grænsende til kaotisk. Nogle vil sikkert fristes til at bruge udtrykket absurd.
Lad mig belyse synspunktet med et par eksempler:
Eksempel 1:
Hvis en pakkerejsende har en betydelig forsinkelse på udrejsen og efter hjemkomst klager til
rejsearrangøren, sender denne formentlig klagen til høring i luftfartsselskabet. Hvis luftfartselskabet
bestrider forsinkelsen, vil arrangøren muligvis afvise klagen over for den rejsende. Denne har
herefter mulighed for at indbringe klagen til Pakkerejse-Ankenævnet.
Under sagsbehandlingen i nævnet finder kunden ud af, at man måske kan gøre et krav gældende
over for flyselskabet direkte. Hvis dette siden bliver afvist af flyselskabet, kan sagen indbringes for
Trafikstyrelsen.
Konsekvensen er, at den ene aktuelle forsinkelse skaber parallel sagsbehandling hos både arrangør
og flyselskabet og både i Pakkerejse-Ankenævnet og hos Trafikstyrelsen. Det grosteske er, at under
sagsbehandlingen i Trafikstyrelsen betragtes sagen som et mellemværende mellem kunde og
flyselskab, ikke som et forhold til pakkerejsearrangøren, som ellers er kundens eneste, direkte og
fuldt hæftende aftale- og kontraktpart.
Hertil kommer, at den skitserede situation medfører helt urimelige og unødige sagsbehandlings- og
administrationsomkostninger. Og endelig er der en risiko for at kunden, hvis klagen findes beret-
tiget, får kompensation to gange for samme forsinkelse.
Eksempel 2:
En pakkerejsende oplever en forsinkelse på f.eks. 6 timer på udrejsen. Den pågældende indbringer
sagen for flyselskabet under henvisning til forordningen. Da forsinkelsen i dette tilfælde skyldes
ekstraordinære omstændigheder, afvises sagen med rette. Der er ikke grundlag for kompensation.
Herefter går kunden til pakkerejsearrangøren, som har et objektivt ansvar i medfør af pakkerejse-
loven. Her kræver og får kunden muligvis kompensation uagtet, at forsinkelsen i den special-
lovgivning, som regulerer flyforsinkelser (forordningen), og hvor praksis er præciseret i flere domme
fra EU-domstolen, statuerer, at der ikke er grundlag for kompensation.
Eksempler taler for sig selv. Var der nogen, som sagde rets-usikkerhed?
Jeg håber, ovenstående betragtninger og eksempler tydeliggør behovet for at præcisere, at
pakkerejseloven gælder for pakkerejser, og forordningen kun gælder for rene flybilletter.
Afslutningsvis kan det anføres, at såfremt EU havde ønsket præciseringer af forsinkelser på
pakkerejseområdet, havde det været nærliggende at få det med i den igangværende revision af
pakkerejsedirektivet. Men det er det ikke.
Angiveligt ud fra et synspunkt om, at de pakkerejsende allerede i dag er tilstrækkeligt beskyttet af
de nationale pakkerejselove, og at et yderligere og mere udtalt beskyttelsesbehov ikke skønnes
relevant.
Øvrige kommentarer til forslaget
Nedenfor følger vores synspunkter til udvalget ændringsforslag til forordningen:
Art. 4.4. Om udnyttelse af no-show på hjemrejsen. Bestemmelsen kan i praksis ikke administreres
på et stort antal destinationer, idet luftfartsmyndighederne i en række lande ikke tillader hjemrejse
på charterflyvninger, hvis ikke udrejsende har fundet sted med samme selskab/billet. Det gælder
eksempelvis Thailand, Tyrkiet, Egypten, Marokko og Gambia.
Art. 6A om tilslutningsfly. Intentionen er god, men praktikken kan være uhensigtsmæssig.
Bestemmelsen kan medføre mindre codesharing mellem selskaberne, og således et mindre udbud af
ruter, samt længere ventetider i lufthavnene mellem flyskift.
Det er også vigtigt at få præciseret, hvad der er et tilslutningsfly. Hvis f.eks. passagererne selv
booker flere flystrækninger på nettet, kender flyselskabernes ikke altid tidsrammen for den samlede
befordringsaftale, som passageren selv konstruerer.
Art 16A indeholder nye informationskrav. Men det er krav, som er pålagt flyselskabet, mens
arrangøren, som anført ovenfor, har informationspligt i medfør af pakkerejseloven. Hvem bærer
ansvaret for informationen og for at kunden får denne? Hvordan skal det i praksis administreres?
Endelig finder vi de anførte kompensationssummer for høje. Navnlig i en tid med benhård kon-
kurrence vil de i mange tilfælde overstige prisen på hele flyrejsen. Dvs. at man kan få mere i
kompensation for en forringelse af flyrejsen, end man har betalt for denne. Det strider imod
almindelige forsikringsprincipper, hvis man kan tjene på forsinkelser eller andre mangler ved et købt
produkt eller ydelse.
Afsluttende bemærkninger
Som indledningsvist anført bakker vi op om alle sådanne lovinitiativer - EU-mæssigt såvel som
nationalt - der skal tydeligøre passagerrettighederne, forudsat at disse er velafbalancerede og giver
branchen mulighed for fortsat at kunne virke og udvikle sig i benhård konkurrence, hvor
efterspørgslen og priserne i de senere år har været under særdeles stort pres.
Vi håber imidlertid på, at Ministeren – og Europaudvalget - har forståelse for vores synspunkter. I
særlig grad omkring behovet for juridisk at sondre mellem pakkerejser og flyrejser. Samtidig vil vi
gerne tilsige Ministeren og Europaudvalget vores aktive og konstruktive medvirken under det videre
arbejde med ændring af forordning 261/2004.
Med venlig hilsen
REJSEARRANGØRER I DANMARK
Henrik Specht
Direktør
CC: Folketingets Europaudvalg
Fakta:
RID repræsenterer rejsearrangørerne: Spies, StarTour, Apollo, Bravo Tours, Atlantis Rejser, Travel
Booking/Ung Rejs, Århus Charter, Falk-Lauritsen Rejser, Club La Santa, Folkeferie.dk, Primo Tours, Detur og
Amisol.
Formand: Adm. direktør Jan Vendelbo, Spies
Direktør: Henrik Specht, RID
RIDs medlemmer sendte i 2012 ca. 1,1 million ferierejsende ud af Danmark – svarende til ca. 85% af det
samlede chartermarked.
Se tillige www.rejsearrangorer.dk