Artikel i Socialrådgiveren 15/2005: Catch 22

Socialudvalget (2. samling)
SOU alm. del - Bilag 237
Offentligt
Yr
Catc
4
Når en hjemløs moder op
i forvaltningen, er det
ofte med et akut behov
for hjælp, ofte penge.
Men socialarbejderen vil
forst afklare livshistorien
og tage hånd om alvorli-
gere problemer, ofte mis-
brug, som den hjemløse
ikke selv opfatter som et
problem. En catch 22,
påpeget forsker i ny
afhandling
Offentligt
SOU Alm.del - Bilag 237
Socialudvalget 2004-05 (2. samling)
22for hjemløse
Tilværelsen som
AF TINA JUUL RASMUSSEN,
JOURNALIST
FOTO: CHRISTOFFER REGILD
• Efter at have opholdt sig sammenlagt fem
måneder på et herberg for hjemløse i Køben-
havn og deltaget i 67 møder mellem beboer-
ne herfra og socialarbejdere i kommunens for-
skellige forvaltninger, må Tobias Børner Stax
siges at have et solidt afsæt for at svare på,
hvad han mener, tilværelsen som hjemløs er
karakteriseret af. Men i stedet for at servere
et langt og viist forskersvar, smiler han
afvæbnende bag skrivebordet:
- Det ligger altså uden for min afhandling.
Jeg har jo beskæftiget mig med mødet mel-
lem de hjemløse og socialarbejdere og deres
interaktioner, siger han og sætter dermed
rammen for samtalen.
Tobias Børner Stax er sociolog og i dag
chefkonsulent hos Rambøll Management. Men
cv'et tæller også en del år på både Social-
forskningsinstituttet og Sociologisk Institut på
Københavns Universitet, hvor han i flere
omgange har forsket i aspekter af hjemløs-
hed. Blandt andet har han undersøgt, hvordan
det gik en gruppe af hjemløse, som havde
boet på herberg. Og her fik han inspiration til
den ph.d., som nu er forsvaret og udgivet som
bog: "Duetter fra anden sal på slottet".
- jeg interviewede en gruppe mennesker,
otte år efter at de havde boet på herberg eller
forsorgshjem, om, hvordan det var gået dem
og hvilken hjælp, de havde fået. Og den posi-
tive udvikling blev næsten altid bundet op på
et møde med en bestemt socialarbejder for
eksempel i en hjælpeorganisation, en social-
rådgiver i forvaltningen, en præst osv. Det
nedslagspunkt syntes jeg var spændende.
Derfor blev jeg interesseret i detaljerne i
mødet: Hvordan snakker man sammen, og
hvad foregår der i samtalerne.
Bor på dødsgange
Inden han uddyber samtalernes indhold, lyk-
kes det at få svar på, hvordan Tobias Børner
Stax oplevede livet og beboerne på et køben-
havnsk herberg:
- Tilværelsen som hjemløs er vidt forskel-
lig, afhængig af hvor man er i den verden.
Man kan opleve mennesker, der har et hver-
dagsliv med rutiner på herberget uden en ide
om, at verden skal blive anderledes. Og man
kan møde mennesker, der vil forandringen -
videre i livet. Herberget er indrettet, så de,
der ikke umiddelbart skal, vil eller kan kom-
me videre, også har en base. Nogle bor i
boenheder - en slags "ubegrænset, midlerti-
digt ophold" - hvor de kan blive, så længe de
har lyst. Hvis man var grov, kunne man kalde
det "dødsgange". Det er i hvert fald billigere,
end hvis de skulle på et plejehjem med døgn-
pleje. Men der er en anden ro over dem, fordi
de har den base - de bliver ikke smidt ud,
hvis de råber og slås, de bliver ikke sat på
gaden for at have med stoffer at gøre osv.
Man kan godt være meget "skæv" og ikke
passe ind i en lejlighed i Tingbjerg eller
Sydhavnen, men på herberget er der plads til
den anderledeshed. I rammerne her - som i
øvrigt mange steder er meget nedslidte - er
de hjemløse ordinære, men de ville ikke pas-
se ind i mit villakvarter, siger Tobias Børner
Stax.
hjemløs er vidt for-
skellig, afhængig of
hvor man er i den
verden. Man kan
opleve mennesker,
der har et hverdagsliv
medrutiner på her-
berget uden en ide
om, at verden skol
blive anderledes
Om det er en trist tilværelse de frister, vil
han ikke sige entydigt. Det er et spørgsmål
om perspektiv.
- Hvis jeg fortalte dem om min tilværelse
og mine daglige rutiner med at stå op, afleve-
re børn, tage på arbejde og sidde på et kontor
hele dagen, hente børn igen, lave mad, snak-
ke lidt med konen og så videre, ville de nok
synes, at det er trist. Men jeg synes jo, at det
er lækkert. Når jeg kigger på deres tilværelse,
så synes jeg, den er trist. De trisser ned om ►
SOCIALRÅDGIVEREN 15/2005
13
morgenen, får morgenmad i kantinen, trisser
videre ned i fjernsynsstuen, ser hvad der sker
ude på gaden... de trisser rundt. Der er ikke
krav om rutiner eller aktiviteter på herberget,
og hvis man er apatisk, kan man komme til at
sidde og kigge meget. Og ja, det synes jeg er
trist, men jeg er sikker på, at de ikke alle ville
være enige med mig i det - endsige i min
beskrivelse af deres hverdag som en, de "tris-
ser" rundt i, siger Tobias Børner Stax.
Fravær af fremadrettethed
Hvad sker der så, når de hjemløse forlader
herbergets rummelige rammer og møder op i
socialforvaltningen, på et lokalcenter eller et
rådgivningscenter? Hvem mødes de med,
hvordan taler de sammen, og hvordan for-
løber disse samtaler?
Igen: Meget forskelligt.I sin ph.d har Tobi-
as Børner Stax genfortalt forløbet i nogle af
disse møder. Fra de grumme eksempler, hvor
den hjemløse får lov at vente i op til tre timer,
fordi han møder op uden en aftale til dem,
hvor der er smidighed og fleksibilitet, og
"sagen" ekspederes med det samme.
I sin ph.d. er Tobias Børner Stax imidlertid
også gået et niveau længere ned - på det
mikrosociologiske plan i samtalerne. Han har
skrevet nogle af de båndede samtaler ud -
helt ned til længden af pauserne i sætninger-
ne, betoningerne og lydstyrken i ordene,
afbrydelser osv. Målet er at vise, hvordan
både klienter og socialarbejder "sammen får
forhandlet sig frem til deres udfyldelser af kli-
ent- og socialarbejderrollen, som de aktiverer
i deres interaktion", som han udtrykker det.
Og hvad er så karakteristisk for mødet og
samtalerne mellem de to grupper?
- Den helt grundlæggende karakteristik er
fraværet af fremadrettethed. Orienteringen i
samtalen er generelt, at der ikke er noget at
komme videre til. Det bliver en slags catch 22:
For at komme videre er der først nogle pro-
blemer - typisk et misbrug - som skal løses,
men samtidig er der ingen umiddelbar løsning
på netop det problem. Misbruget ses typisk af
den hjemløse som et symptom eller resultat
af uheldige eller urimelige omstændigheder i
den situation, han er i - og derfor ikke nød-
vendigvis noget, der først og fremmest skal
gøres noget ved. Socialarbejderen på den
anden side vil løse misbrugsproblemerne, før
man kan komme videre. Derfor ender det ofte
med, at man i stedet løser ad-hoc problemer,
for eksempel tandlægeregningen, siger Tobias
Børner Stax, og fortæller, at han blev overra-
sket over, hvor stor enighed der er om at lade
stå til - også hos de hjemløse.
- Når man interviewer dem, fylder det at
leve et normalt, ordinært liv meget i deres
drømme, men det afspejler sig ikke i deres
praksis over for systemet. De er systemtilpas-
sede. De har meget lidt fokus på det fremad
rettede og spiller rollen som "der er ikke
noget at gøre for mig". Det er alle os andre
inklusive socialarbejderne - der skal påvirke,
hvis noget skal blive anderledes. De hjern10s
møder ikke op med en forventning om og e
plan for forandring. De kommer med her-og
nu-problemer, konstaterer han.
Taler ikke om skyld
Tobias Børner Stax understreger flere gange
at han ikke taler om, "at det er nogens
skyld," eller om, at socialarbejderne ikke ge
deres arbejde godt nok. Når mødet mellem
De hjemløses
situation foran-
drer sig hurtigere,
endsystemet
arbejder. Og hver
gong de møder
op et nyt sted,
skal de først til
en ofklorende
samtale...
de to parter mangler fremtidsorientering skyl-
des det interaktionen - eller samtalen - som
finder steder inden for nogle bestemte, insti-
tutionelle rammer.
- Problemet ligger snarere i parternes
opfattelser af, hvad der er muligt og i de insti-
tutionelle rammer, som ikke matcher den
hverdag, de hjemløse som klientgruppe lever
med og i. De ringer jo ikke ind på forhånd og
laver en aftale. De kommer tværtimod og
laver rod i kalenderen, og det tager lang tid at
tale med dem. De har ikke forberedt sig og
skaber kaos i den hverdag, man har skabt
som socialarbejder, siger.
For eksempel oplevede Tobias Børner Stax,
at mange hjemløse har en meget høj mobili-
tet og hopper ind og ud af systemet. De flyt-
ter rundt fra herberg til herberg, fra kommune
til kommune, fra herberg til lejlighed og lejlig-
hed til herberg. Men den mobilitet modsvares
ikke af en tilsvarende fleksibilitet i systemet,
erfarede Tobias Børner Stax.
- De hjemløses situation forandrer sig hur-
tigere, end systemet arbejder. Og hver gang
de møder op et nyt sted, skal de først til en
afklarende samtale - for socialarbejderen
træffer først et valg, når de er oplyste nok og
har afdækket en klients historie. Det kan
sådan set være fornuftigt nok, men for mange
hjemløse betyder det, at de går til mange
intro-samtaler, og ikke kommer videre. Det
skaber rod og kaos, og man kommer aldrig
frem til det projekt, man skal planlægge, for
eksempel deres boligsituation. I stedet skulle
man måske lade journalen ligge og spørge:
»Hvad gør vi lige nu med dig?« jeg mener,
det handler om at differentiere. Nogle men-
nesker har brug for en hurtig indsats her og
nu - også i forhold til alvorlige problemer som
indkomst og boligforhold, og ikke bare i for-
hold til mindre økonomiske problemer som
reparation af en knækket tand eller en tabt
tegnebog. Men hvis socialarbejderen først skal
have helt og fuldt kendskab til den enkelte
klients sag og hele livsforløb, før man vil tage
hånd om de alvorlige problemer, er den hjem-
løse ofte flyttet videre - til et andet socialcen-
ter, en anden kommune eller over til en
anden sagsbehandler, siger Tobias Børner
Stax.
Det er et vilkår ved det at være hjemløs,
og en ide kunne derfor være at have mobile
socialrådgiver-teams, foreslår han.
- Teams, som fulgte folk, når de flyttede - i
begyndelsen på tværs af socialcentrenes
grænser i storbyerne, men det kunne jo også
ske på tværs af kommunegrænser, for hvorfor
skal man have ny sagsbehandler, fordi man
flytter over nogle forvaltningers grænser? Det
er da i hvert fald ikke forvaltning med den
enkelte borger i centrum, konstaterer han.
Mindre plads til udsatte
Derudover mener Tobias Børner Stax, at
niveauet over forvaltningen - politikerne -
kunne lære noget af at se nærmere på mødet
mellem de hjemløse og systemet.
- Der har været meget fokus på de mest
udsatte grupper gennem de senere år, og
man har lavet en række af særlige tilbud til
særlige mennesker. Samtidig har man, for mig
at se, gjort de dele af det sociale system, der
henvender sig til flertallet - alle os normale
borgere - mindre egnede og rummelige for
de mest udsatte. Det er for eksempel blevet
sværere at få førtidspension, men en del
hjemløse ville måske netop have stor gavn af
en førtidspension for at få lidt ro i tilværelsen.
Der er også kommet flere krav til, hvordan
modtagere af kontanthjælp skal stå til rådig-
hed for arbejdsmarkedet, og hvordan det skal
vurderes hele tiden. Det går ud over de men-
nesker, der roder rundt på kanten af samfun-
det. Så selv om det ikke er nyt, at ikke alle
kan få den optimale hjælp, forpligter den
viden, vi har, til at tænke over, hvordan disse
grupper kan rummes bedre i systemet, siger
Tobias Børner Stax.
Duetter fra anden sal på Slottet
Titlen på Tobias Bonier Stax' ph.d. "Duetter fra anden sal på Slottet" spiller på flere
elementer: Duetterne refererer til samtalerne mellem klienter og sagsbehandlere.
Slottet er en metafor for forvaltningen, samtidig med at det ogsa er titlen på en
roman af Franz Kafka - en forfatter, som har inspireret Tobias Borner Stax i sit arbejde
gennem årene. Han afslutter sin afhandling med et citat fra "Slottet", hvor hoved-
personen bevæger sig rundt i en slags meningsloshed i det samme tomme rum, hvor
der ikke sker noget:
"1dette øjeblik forekom det K., at man havde afbrudt enhver forbindelse med
ham. Ganske vist havde han storre frihed end nogen sinde for og kunne vente så
længe han ville på dette sted, som ellers var ham forbudt; han havde endda udret-
tet, hvad næppe nogen anden formåede: han havde selv tilkæmpet sig denne fri-
hed, og ingen turde fore ham eller jage ham bort, ja, næppe nok tale til ham; men -
og denne overbevisning var i det mindste lige så stærk samtidig kunne man ikke
forestille sig noget mere meningsløst, noget mere fortvivlende end denne frihed,
denne venten, denne usarlighed."
SOC IALRÅDGIVEREN 15/2005
15