Udenrigsministeriets redegørelse aff 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønnlad af forfatningstraktaten m.v.

I
UDENRIGSMINISTERIET
Udvalget vedrørende Grønlandske
Forhold (2. samling)
UGF alm. del - Bilag 30
Offentligt
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag Journalnummer Kontor
1 400.C.2-0 EUK
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Tel. +45 33 92 00 00
Fax +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk
Telex 31292 ETR DK
Telegr. adr. Errangeres
Girokonto 300-1806
29. marts 2005
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministe-
riets redegørelse af 29. marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og
Grønland af forfatningstraktaten mv.
Offentligt
UGF Alm.del - Bilag 30
Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold 2004-05 (2. samling)
UDENRIGSMINISTERIET
REDEGØRELSE FOR KONSEKVENSERNE FOR FÆRØERNE OG GRØNLAND
AF FORFATNINGSTRAKTATEN M.V.
Den 29. marts 2005
Indholdsfortegnelse
1. Om redegørelsen side 1
2. Sammendrag og konklusioner side 2
3. Færøernes status i forhold til EU side 4
4. Grønlands status i forhold til EU side 5
5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten side 7
6. EU-lovgivning side 9
6.1. Det nuværende samarbejde side 9
6.2. Forfatningstraktaten sideli
7. Unionens eksterne relationer side 12
7.1. Det nuværende samarbejde side 12
7.2. Forfatningstraktaten side 15
8. Unionens finansiering side 17
9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold side 17
9.1. Det retlige forbehold side 18
9.2. Forsvarsforbeholdet side 18
9.3. Euro-Forbeholdet side 19
9.4. Unionsborgerskabsforbeholdet side 20
Bilag 1: Eksempler, der illustrerer og supplere fremstillingen
i redegørelsens punkt 6,7 og 9.
Bilag 2: Ordforklaring
UDENRIGSMINISTERIET
Den 29. marts 2005
Redegørelse for konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten m.v.
1. Om redegørelsen
Redegørelsen omhandler retlige konsekvenser for Færøerne og Grønland, hvis der etableres et
nyt retsgrundlag for EU-samarbejdet. Dette nye retsgrundlag er først og fremmest "Traktat om
en forfatning for Europa"(forfatningstraktaten).Virkningerne for Færøerne og Grønland af en
ophævelse af de fire danske EU-forbehold behandles også i redegørelsen. For at give et klarere
billede af retsstillingen indeholder redegørelsen beskrivelse af Færøernes og Grønlands retlige
stilling såvel under det gældende som under de nye retsgrundlag.
Færøerne valgte at stå uden for Danmarks EF-medlemskab i 1973 og Grønland valgte med
virkning fra 1985 at træde ud af EF-samarbejdet, men samtidig at opnå status som oversøisk
land og territorium (OLT). Disse valg har løbende konsekvenser, efterhånden som den
europæiske integration intensiveres. Det tilkommer i første række Færøerne og Grønland selv
at vurdere fordele og ulemper ved deres nuværende relationer til EU.
I overensstemmelse hermed redegøres ikke for andre konsekvenser end de retlige, eller for
eventuelle videregående virkninger af politisk eller økonomisk art - herunder i forhold til
rigsfællesskabet.
Redegørelsen er udarbejdet af Udenrigsministeriet i samarbejde med repræsentanter for det
færøske landsstyre og det grønlandske landsstyre og med inddragelse af en række ministerier.
Sammendrag og konklusioner er indeholdt i afsnit 2.
I afsnit 3 og 4 gennemgås henholdsvis Færøernes og Grønlands status i forhold til EU efter de
gældende traktater og efter forfatningstraktaten.
I afsnit 5 gennemgås en række overordnede aspekter af forfatningstraktaten på grundlag af
Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i
forbindelse med Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa og
Udenrigsministeriets redegørelse af samme dato, som indeholder en faktuel gennemgang af
forfatningstraktaten.
1
I afsnit 6 gennemgås betydningen af EU's interne retsakter (lovgivning) i forhold til Færøerne
og Grønland. Redegørelsen søger dermed at belyse på det praktiske plan, hvilke retlige
konsekvenser Færøernes og Grønlands stilling uden for EU har såvel i forhold til det
nuværende traktatgrundlag som i forhold til forfatningstraktaten.
I afsnit 7 gennemgås på samme måde, hvorledes EU's eksterne relationer virker i forhold til
Færøerne og Grønland.
Afsnit 8 omtaler Unionens finansiering.
I afsnit 9 vurderes, om en eventuel ophævelse af de fire danske EU-forbehold vil have retlige
virkninger for Færøerne og Grønland.
I bilag 1 til redegørelsen gives en række konkrete eksempler, der illustrerer og supplerer, hvad
der er anført i redegørelsens afsnit 6, 7 og 9.
Bilag 2 indeholder en ordliste med forklaringer af en række tekniske udtryk vedrørende EU-
samarbejdet. Alle ord, der er forklaret i ordlisten, er i teksten forsynet med en * , f. eks. "G 8-
landene".
2. Sammendrag og konklusioner
• EU-traktaterne gælder ikke for Færøerne og Grønland (bortset fra de særlige regler om
oversøiske lande og territoriers associering med EU for Grønlands vedkommende).
Forfatningstraktaten indebærer ingen ændring i Færøernes og Grønlands stilling i forhold til
EU. (Redegørelsens afsnit 3 og 4).
• Forfatningstraktaten er retlig set en traktat, hvis indgåelse og ændring kræver enighed og
følger reglerne for folkeretlige traktater. Forfatningstraktaten ændrer ikke - og træder ikke i
stedet for - grundloven. Forfatningstraktaten indebærer kun mindre ændringer i det
almindelige hidtidige EF-samarbejde. Hertil kommer, at samarbejdet om strafferetlige
emner og politisamarbejde overgår til de overstatslige samarbejdsmetoder. Dette samarbejde
vil ikke omfatte Danmark på grund af det retlige forbehold. Det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde styrkes, men forbliver grundlæggende mellemstatsligt. For
Danmarks vedkommende indebærer traktaten samlet set overladelse af nye beføjelser til EU
på en række sagsområder. (Redegørelsens afsnit 5 og 6).
• EU's lovgivning i medfør af de nu gældende traktater, og den EU-lovgivning , som
fremover vil kunne vedtages efter forfatningstraktaten, gælder ikke for Færøerne og
Grønland. Forfatningstraktaten indebærer ingen ændringer vedrørende anvendelsen af
europisk lovgivning i forhold til Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 6).
• EF's" nuværende eksterne relationer omfatter Danmark, men ikke Færøerne og Grønland.
Dette betyder, at Færøernes og Grønlands særlige interesser i forhold til tredjelande og
2
internationale organisationer i et vist omfang varetages separat. Forfatningstraktaten ændrer
ikke herpå, selvom betegnelsen EF afskaffes med forfatningstraktaten. (Redegørelsens afsnit
7).
Forfatningstraktaten effektiviserer det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Der
overlades ikke beføjelser fra rigets myndigheder til EU i medfør af grundlovens § 20 på
dette område, der forbliver grundlæggende mellemstatsligt. Vedtagelser inden for det
udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og aftaler med 3. lande og internationale
organisationer herom gælder ikke for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 7).
På længere sigt kan forfatningstraktatens bestemmelse om, at den samlede Union udgør en
juridisk person med mulighed for at indgå folkeretlige aftaler med 3. lande og internationale
organisationer, der dækker alle Unionens sagsområder, betyde øget mulighed for, at
Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland kan opnå medlemskab af visse
internationale organisationer. (Redegørelsens afsnit 7).
• EU's finansiering berører ikke Færøerne og Grønland hverken før eller efter
forfatningstraktatens ikrafttræden. (Redegørelsens afsnit 8).
• En eventuel ophævelse af de fire danske forbehold vil ikke indebære, at forfatningstraktaten
eller EU-vedtagelser bliver anvendelige i forhold til Færøerne og Grønland. (Redegørelsens
afsnit 9).
En ophævelse eller omdannelse af det retlige forbehold betyder, at Danmark overlader
beføjelser til EU — især vedrørende lovgivning - på områder, som p.t. er rigsanliggender.
Skulle der efter en dansk ophævelse af det retlige forbehold undtagelsesvist blive tale om, at
en dansk lov i sin helhed ophæves som følge at beslutninger truffet i EU, kan der være
behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette
kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for
henholdsvis Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt — overtagelse af sagsområdet.
(Redegørelsens afsnit 9).
• Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de
såkaldte Petersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan
spænde fra civile indsatser i form af bl.a. politi og støtte til retsvæsenet, til anvendelsen af
militære midler til enten sikring af freden eller til etablering af fredelige forhold.
Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i den del af den fælles forsvars- og
sikkerhedspolitik, som har indvirkning på forsvarsområdet.
En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde
rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og
sikkerhedspolitik. I tilfælde af en konkret EU-operation vil danske myndigheder skulle
ticeffe beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for
den pågældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning herom skal ske under
overholdelse af grundlovens regler herom (dvs. beslutningsforslag i Folketinget og/eller
3
rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Danmarks deltagelse i en militær EU-
aktion vil ikke indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens
afsnit 9).
• En ophævelse af euro-forbeholdet vil indebære, at Danmark overgår til euro'en. Dette
indebærer ikke, at Færøerne og Grønland skal tilslutte sig euro'en, men det forventes, at der
kan indgås en aftale om anvendelse af euro'en, hvis dette ønskes. (Redegørelsens afsnit 9).
• Da Unionens traktatgrundlag vedrørende unionsborgerskabsforbeholdet siden Amsterdam-
traktaten har svaret til det danske forbehold, rejser en ophævelse ikke særlige spørgsmål for
Danmark. Da Danmarks stilling ikke ændres ved en ophævelse af
Unionsborgerskabsforbeholdet vil dette ikke rejse særlige spørgsmål for Færøerne og
Grønland. (Redegørelsens afsnit 9).
3. Færøernes status i forhold til EU
Færøernes nuværende status
Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fa-llesskab blev ved Danmarks tiltrædelse af EF
pr. 1.1.1973 ændret bl.a. ved indføjelse af en ny bestemmelse i artikel 227, stk. 5, der var
sålydende:
"Uanset de foregående stykker gælder følgende:
a) Denne traktat finder ikke anvendelse for Færøerne. Regeringen for Kongeriget
Danmark kan dog ved en erklæring, der senest 31. december 1975 skal deponeres hos
Den italienske Republiks regering, som fremsender en bekræftet afskrift til hver af de
øvrige medlemsstaters regeringer, meddele, at denne traktat finder anvendelse for disse
øer. I så fald finder Traktaten anvendelse for disse øer fra den første dag i den anden
måned efter overgivelsen af denne erklæring."
En tilsvarende bestemmelse blev indsat i Euratom-traktaten.
Protokol nr. 2 til tiltrædelsestraktaten indeholdt visse bestemmelser om Færøerne. Navnlig
indeholdt protokollens artikel 4 en bestemmelse om, at danske statsborgere med fast bopæl på
Færøerne først ville blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato, hvor
traktaterne finder anvendelse for Færøerne. Protokollen indeholdt endvidere en bestemmelse
om, at den danske regering inden 3 år efter Danmarks optagelse i EF på grundlag af det
færøske hjemmestyres beslutning kunne meddele Rådet, at den ikke var i stand til at afgive en
erklæring om Traktaternes anvendelse for Færøerne.
I 1974 meddelte den danske regering i overensstemmelse med en vedtagelse i det færøske
lagting af 25. januar 1974, at den ikke var i stand til at afgive en erklæring om traktaternes
anvendelse for Færøerne. Herefter var Færøernes status som tredjeland uden for EF endelig
fastlagt.
4
Ved Maastricht-traktaten af 7.2.1992 blev artikel 227 i Traktaten om Det Europæiske
Fællesskab og artikel 198 i Euratom-traktaten om adgangen til at træffe beslutning om
traktatens anvendelse for Færøerne inden for 3 år rettet i overensstemmelse med den erklæring,
regeringen afgav i 1974. De to bestemmelser fik følgende ordlyd:
"a) Denne Traktat finder ikke anvendelse på Færøerne"1
Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice-traktaten af 26.2. 2001 indeholdt ingen ændringer
vedrørende Traktaternes anvendelse for Færøerne. Som følge af omnummereringen af
traktatbestemmelserne i Amsterdam-traktaten blev artikel 227 dog ændret til artikel 299.
Forfatningstraktaten
Det fremgår af forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser,
artikel IV-440, stk. 6, litra a), at "Denne traktat finder ikke anvendelse på Færøerne." Der er
således tale om ganske den samme bestemmelse somi de nugældende traktater.
Tiltrædelsestraktaten om bl.a. Danmarks optagelse i EF pr. 1.1.1973 ophæves ved
forfatningstraktatens artikel IV-437, stk. 2, litra a). Hermed ophæves også protokol nr. 2 om
Færøerne, der var knyttet til tiltrædelsestraktaten. Protokollens artikel 4, som er den eneste
endnu relevante bestemmelse, er nu indeholdt i artikel 7 i protokol nr. 8 til forfatningstraktaten.
Denne protokol indeholder alle stadigt gældende regler, der følger af EU's gamle
udvidelsestraktater. Artikel 7 i protokollen fastslår således fortsat, at danske statsborgere med
fast bopæl på Færøerne først vil blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato,
hvor traktaterne finder anvendelse for Færøerne.
Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel
195, stk. 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: "Denne traktat finder ikke
anvendelse på Færøerne og Grønland".
Da forfatningstraktaten ikke gælder for Færøerne, og ikke indeholder ændrede bestemmelser
vedrørende Færøerne, ændrer forfatningstraktaten ikke Færøernes stilling i forhold til EU.
4. Grønlands status i forhold til EU
Grønlands nuværende status
For så vidt angår EURATOM indebar ændringen - helt utilsigtet - at den gældende tekst i litra a) om, at Euratom-
traktaten ikke fandt anvendelse for Grønland blev ophævet, hvilket kunne bevirke, at Euratom-traktaten iflg. ordlyden
fremover skulle finde anvendelse for Grønland. Da dette aldrig havde været hensigten, iværksatte Udenrigsministeriet en
formel procedure i henhold til reglerne i Wiener-konventionen om traktater, med henblik på at få denne klare tekniske fejl
rettet. Dette skete ved anden berigtigelsesprotokol til traktaten omDen europæiske Union undertegnet iMaastricht den 7.
februar 1992. Tekniskset består rettelsen i, at det ikke er hele litra a), der erstattes med bestemmelsen om Færøerne, men
kun første del af litra a). Dette indebærer, at anden del af litra a) om, at traktaten ikke finder anvendelse for Grønland,
forbliver i kraft. Det italienske udenrigsministerium meddelte i note af 6. oktober 1996, at den formelle godkendelse af
berigtigelsesprotokollen nu var afsluttet, uden at nogen stater havde haft indvending mod fejlrettelsen.
5
Ved Danmarks indtræden i EF i 1973 blev E0E-traktaten og Euratom-traktaten også gældende
for Grønland. Protokol nr. 4 til tiltrædelsestraktaten, indeholdt visse særbestemmelser for
Grønland.
Ved traktat af 13. marts 1984, der trådte i kraft den 1. februar 1985, trådte Grønland ud af De
Europæiske FgAlesskaber og opnåede OLT-status* under EØF-traktaten.
For EØF-traktatens vedkommende ændredes bestemmelsen i artikel 131, stk. 1 og det
tilknyttede bilag 1 til traktaten. Ændringen indebar, at Grønland blev optaget på listen over
associerede lande og territorier, og at Danmark blev nævnt blandt de medlemsstater, hvis ikke-
europæiske dele havde OLT-status.
Samtidig indføjedes en nyartikel 136a i E0E-traktaten med følgende ordlyd:
"Bestemmelserne i artikel 131-136 finder anvendelse på Grønland, med mindre andet
følger af de særlige bestemmelser for Grønland, der er fastsat i den protokol om den
særlige ordning for Grønland, der er knyttet som bilag til denne traktat.
2. Den til denne traktat knyttede protokol om den særlige ordning for Grønland knyttes
som bilag til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.
Protokol nr. 4 om Grønland, der er knyttet som bilag til tiltrædelsestraktaten af 22. januar
1972, ophæves."
Den nye protokol om den særlige ordning for Grønland fastslog, at grønlandske fisk og
fiskerivarers toldfrihed mv. på EU's marked er afhængig af, at EU i medfør af en aftale med
den kompetente myndighed for Grønland får tilfredsstillende adgangsmuligheder til de
grønlandske fiskerizoner. Protokollen indeholdt endvidere en bestemmelse, der muliggjorde
vedtagelse af særlige bestemmelser til bevarelse af velerhvervede rettigheder.
I Euratom-traktaten indsattes en nybestemmelse med følgende ordlyd:
"Denne Traktat finder ikke anvendelse for Grønland."2
Maastricht-traktaten af 2.10.1992, Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice-traktaten af 26.2.
2001 indeholdt ingen ændringer vedrørende traktaternes anvendelse for Grønland (bortset fra,
at artikel 136a stk. 2 af teknisk/juridiske grunde ophævedes ved Maastricht-traktaten). Som
følge af Amsterdam-traktatens omnummerering af traktatbestemmelserne blev artikel 136a
endvidere omnummereret til artikel 188.
Forfatningstraktaten
Reglerne i forfatningstraktatens artikel III-286 til III-291 om associering af de oversøiske lande
og territorier svarer ganske til de nugældende regler. Den særlige bestemmelse om Grønland,
som nu er indeholdt i artikel 188, er indføjet i artikel III-286, stk. 1 i forfatningstraktaten.
2 Se fodnote 1.
6
Bestemmelsen i forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser,
artikel IV-440, stk. 3 om forfatningstraktatens territoriale anvendelse, er også uændret for så
vidt angår OLT. Bestemmelsen indebærer således fortsat, at de oversøiske lande og territorier,
der er opregnet i listen i bilag II (herunder Grønland), kun er omfattet af den særlige
associeringsordning, som nærmere er fastlagt i del III, afsnit IV.
Forfatningstraktatens artikel IV-440, stk. 7 indebærer en forenklet procedure for det tilfælde, at
et OLT-område ønsker at skifte status. Bestemmelsen indebærer, at Det Europæiske Råd på
initiativ af den pågældende medlemsstat, med enstemmighed kan vedtage en europæisk
afgørelse om ændring af status i forhold til Unionen for de danske, franske, eller nederlandske
lande eller territorier, der er associeret med Unionen.
Denne bestemmelse blev indsat efter ønske fra Nederlandene. Den indebærer, at en formel
traktatændring med efterfølgende ratifikation i alle 25 medlemslande ikke vil være påkrævet for
en beslutning om en sådan statusændring. Grønlands landsstyre tiltrådte, at bestemmelsen også
kan anvendes for Grønland. En ændring af Grønlands status vil forudsætte en anmodning
herom fra Grønlands landsstyre.
Protokollen om den særlige ordning for Grønland er opretholdt som protokol nr. 30 til
forfatningstraktaten. Protokollens bestemmelse om muligheden for at vedtage
overgangsbestemmelser til bevarelse af velerhvervede rettigheder i forbindelse med Grønlands
udtræden af EU er dog ikke medtaget, da den kun angik overgangsforanstaltninger i forbindelse
med Grønlands udtræden i 1985.
Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel
195, stk. 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: "Denne traktat finder ikke
anvendelse på Færøerne og Grønland".
Forfatningstraktaten indebærer således ingen ændringer i Grønlands stilling i forhold til EU.
5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten
I dette afsnit omtales enkelte særlige træk ved forfatningstraktaten. Omtalen sker med
udgangspunkt i Justitsministeriets og Udenrigsministeriets ovenomtalte redegørelser af 22.
november 2004 om forfatningstraktaten.
Forfatningstraktaten træder i stedet for alle de nugældende traktater. Kun Euratom-traktaten
bevares ved siden af forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten afklarer EU's mål og opbygning
i et grunddokument og afslutter den udviklingsproces, der har givet fire nye traktater på 12 år.
Den kan danne grundlaget for det udvidede EU's arbejde i mange år fremover. Det kan særligt
fremhæves, at forfatningstraktaten udvikler samarbejdet om den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik og det retlige samarbejde om at skabe et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed for EU's borgere. Samtidig gennemføres der en række styrkelser af EU's
institutioner og beslutningsprocedurer.
7
Ordet forfatning
Udtrykket forfatning anvendes undertiden som en højtidelig betegnelse for et sæt grundregler,
der gælder for en organisation. I den forstand er forfatningstraktaten også en forfatning.
Forfatningstraktatens del I rummer netop alle de grundlæggende regler for EU's virke. Hertil
kommer, at forfatningstraktatens del II i lighed med mange nationale forfatninger indeholder et
kapitel om borgernes grundrettigheder.
Det er ikke nyt at betegne traktatgrundlaget som en forfatning. EF-Domstolen har således ofte
udtalt i sin praksis, at selv om EF-traktaten er indgået i form af en international aftale, udgør
den ikke desto mindre det forfatningsmæssige grundlag for et retsfællesskab. På baggrund heraf
har den udledt principper og retsvirkninger, som ikke fremgår af EF-traktaten. Det drejer sig
f.eks. om forrangsprincippet, direkte virkning og medlemslandenes erstatningspligt for ikke-
overholdelse af fællesskabsretten.
Retligt set er forfatningstraktaten imidlertid en traktat, der indgås efter de almindelige
folkeretlige regler om traktatindgåelse og ændres på samme måde. Det betyder, at
forfatningstraktaten og eventuelle ændringer altid skal ratificeres af alle medlemslande i
overensstemmelse med hvert lands egne forfatningsmæssige bestemmelser.
Der er således ikke tale om, at forfatningstraktaten træder i stedet for de nationale forfatninger,
herunder Danmarks Riges Grundlov.
Traktatfæstelse af forrangsprincippet
Princippet om EU-rettens forrang blev fastslået af EF-Domstolen helt tilbage i 1964.
I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige EU-regler anvendes i enhver
medlemsstat, selv om der findes nationale regler, der strider mod EU-reglerne. Det gælder også,
hvis modstriden måtte opstå mellem en EU-regel og en bestemmelse i en national forfatning.
Af forrangsprincippet følger således bl.a. en EU-retlig forpligtelse for de retsanvendende
myndigheder til at anvende en umiddelbart anvendelig EU-regel, selv om reglen strider mod
den nationale forfatning.
Der antages ikke af EU-retten at følge et krav om, at EU-rettens forrang skal sikres gennem
bestemmelser i medlemsstaternes forfatninger.
Forfatningstraktaten indebærer i artikel I-6 en traktatfæstelse af princippet om EU-rettens
forrang. Bestemmelsen i artikel I-6 har følgende ordlyd:
"Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de
beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret."
Der er knyttet en erklæring til bestemmelsen i artikel I-6, hvor det fastslås, at artikel I-6 afspejler
EF-domstolens eksisterende retspraksis.
8
På den baggrund kan det ikke antages, at en gennemførelse af bestemmelsen i artikel I-6 vil
indebære ændringer i forrangsprincippets indhold eller rækkevidde. Bestemmelsen indebærer
således alene, at forrangsprincippet får et udtrykkeligt traktatmæssigt grundlag.
Herudover kan det nævnes, at danske myndigheder efter grundloven ville være forpligtet til at
lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der
blev gennemført en EU-retsakt, der var uforenelig med grundloven.
Grundlovens 5 20 giver således - som anført i Højesterets afgørelse i Maastricht-sagen - ikke
adgang til at overlade EU's institutioner beføjelser til at fravige bestemmelser i grundloven,
herunder grundlovens frihedsrettigheder, og der findes heller ikke andre regler i grundloven,
som giver mulighed for en sådan fravigelse af grundloven til fordel for traktatmæssige
forpligtelser.
På den ovenfor anførte baggrund rejser traktatfæstelsen i artikel I-6 af forrangsprincippet efter
Justitsministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundloven.
6. EU-lovgivning
6.1. Det nuværende samarbejde
Det almindelige fællesskabssamarbejde (søjle 1)*
Det almindelige fællesskabssamarbejde er af overstatslig karakter, d.v.s. at det bygger på, at
Danmark har overladt beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.
Hjemmelen hertil findes i grundlovens 5 20 om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige
myndigheder.
Forordninger"
Når der vedtages en forordning i EU, vil denne gælde som lov i Danmark, men ikke gælde på
Færøerne og i Grønland.
Angår forordningen et særanliggende/hjemmestyreanliggende - f. eks en forordning om
bevarelse af fiskeriressourcerne — rejser dette ingen særlige spørgsmål. For
særanliggender/hjemmestyreanliggender gælder under alle omstændigheder normalt forskellige
regelsæt i de tre rigsdele.
Forordninger kan allerede under det nuværende samarbejde tænkes at angå et rigsanliggende -
f. eks. patenter og varemærker. Også i så tilfælde vil forordningen kun gælde i Danmark, og ikke
gælde på Færøerne og Grønland. Forordninger vedrørende rigsanliggender vil således indebære,
at der kan opstå forskel mellem den retlige regulering, der gælder i Danmark, og den, der gælder
for Færøerne og Grønland.
9
En forskellig retlig regulering af rigsanliggender inden for de tre rigsdele er imidlertid ofte
forekommende. Det følger bl.a. af, at rigslove vedrørende rigsanliggender normalt ikke sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med mindre det pågældende hjemmestyre er indforstået
hermed, og der findes mange eksempler på, at der gælder forskellig lovgivning for de tre
rigsdele også med hensyn til emner, der er rigsanliggender. Det gælder f. eks. på
straffelovsområdet.
Et særligt spørgsmål kan tænkes at opstå, hvis EUs regulering via forordninger undtagelsesvist
er så intensiv, at der ikke længere levnes plads til nationale love. Sådanne tilfælde er imidlertid
ganske sjældne, hvis de overhovedet findes inden for sagsområder, der er rigsanliggender. I
givet fald kan der være behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke
påvirkes heraf. Dette kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende
gælder for henholdsvis Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt — overtagelse af
sagsområdet.
Direktizer*
Direktiver skal i modsætning til forordninger gennemføres i den nationale retsorden ved lov
eller bekendtgørelse.
Når en dansk lov vedtages til gennemførelse af et direktiv, gælder de almindelige regler i
rigsfællesskabet om lovgivning. Det vil sige, at den danske gennemførelseslov som
udgangspunkt ikke vil gælde for Færøerne og Grønland. Angår direktivet et hjemmestyre-
/særanliggende, udelukker dette selvsagt ikke, at Færøerne og/eller Grønland af egen drift
indfører lovgivning, der svarer til eller er inspireret af EU-lovgivningen. Angår
gennemførelsesloven et rigsanliggende - f.eks. selskabsretlige spørgsmål - vil loven i
overensstemmelse med de almindelige regler i rigsfællesskabet ikke blive sat i kraft for Færøerne
og Grønland, med mindre det pågældende landsstyre (efter forelæggelse for
Lagtinget/Landstinget i henhold til de færøske henholdsvis de grønlandske myndigheders egne
regler) har erklæret sig indforstået hermed.
I tilfælde, hvor det pågældende landsstyre går ind for, at en dansk lov til gennemførelse af et
direktiv sættes i kraft for den pågældende rigsdel, vil den situation kunne opstå, at den danske
lov fortolkes i overensstemmelse med EF-Domstolens fortolkning af det pågældende direktiv.
I denne særlige situation kan det således forekomme, at loven også med virkning for Færøerne
eller Grønland vil blive fortolket i overensstemmelse med den fortolkning, som fastlægges af
EF-Domstolen.
Denne indirekte virkning af en dom fra EU-domstolen følger imidlertid ikke af EU-retten. Det
vil være en konsekvens af den pågældende rigsdels ønske om at have samme regelsæt som
Danmark og det øvrige EU. Skulle det i et sådant tilfælde ønskes at fastlægge en anden
retsstilling for Færøerne eller Grønland, end hvad der måtte følge af den pågældende
fortolkning fra EF-Domstolen, vil der intet EU-retligt være til hinder herfor.
10
Videregåendesanurkdordninger
I visse tilfælde kan de ordninger, som gennemføres i EU, have karakter af mere omfattende
samarbejdsordninger, der rækker ud over den simple indførelse af fælles love eller tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning. Dette gælder f.eks. inden for det såkaldte Schengen-
samarbejde, der med Amsterdam-traktaten blev integreret i Den Europæiske Union. Dette er
nærmere omtalt i bilag 1.
Det retlige samarbejde omstrafferet og politisamarbejdet (søjle 3)
Dette samarbejde foregår på mellemstatsligt grundlag. Det betyder, at samarbejdet ikke bygger
på, at danske myndigheder har overladt beføjelser om disse emner til EU, som efter grundloven
tilkommer danske myndigheder.
De vedtagelser, der ticeffes, har aldrig direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. For at få
virkning i dansk ret, skal de gennemføres ved dansk lov eller bekendtgørelse på samme måde,
som hvad der er anført ovenfor vedrørende gennemførelse af direktiver ved dansk lovgivning.
Danske love til gennemførelse af EU-retsakter inden for søjle 3 scettes ikke i kraft for Færøerne
og Grønland, med mindre dette aftales med det pågældende landsstyre.
I en række tilfælde har samarbejdet indenfor EU om strafferet og politi form af klassisk
internationalt samarbejde, hvor reglerne fasr12-gges ved hjælp af konventioner og protokoller.
Når Danmark ratificerer sådanne konventioner niv. sikres, at disse ikke gælder for Færøerne og
Grønland. I visse tilfælde holdes mulighederne åbne for, at konventionernes anvendelse senere
kan udstrækkes til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende landsstyre måtte ønske dette.
6.2. Forfatningstraktaten
Forfatningstraktaten indeholder en række begrænsede ændringer i det hidtidige
fællesskabssamarbejde, som indebærer overladelse af nye beføjelser fra Danmark. Det er disse
ændringer, som indebærer, at Danmarks tilslutning til forfatningstraktaten skal behandles efter
reglerne i grundlovens 5 20 om overladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder.
Ændringerne vedrører især beskyttelse af personoplysninger, Unionsborgeres ret til frit at
opholde sig på medlemsstaternes område, diplomatisk beskyttelse, administrative
foranstaltninger om kapitalbevægelser og betalinger - herunder indefrysning af midler,
kompetence for EF-Domstolen i sager om fællesskabsretlige tvister om intellektuelle
ejendomsrettigheder, rumpolitik, grænseoverskridende trusler mod sundheden m.v. Der
henvises herom nærinere tilJustitsministeriets redegørelse af 22. november 2004, som er omtalt
ovenfor. Disse beføjelsesoverladelser gælder ikke i forhold til Færøerne og Grønland.
For så vidt angår det strafferetlige og politimæssige samarbejde indebærer forfatningstraktaten,
at denne del af samarbejdet i det store og hele bliver omfattet af de almindelige overstatslige
samarbejdsregler, og med anvendelse af de retlige instrumenter, som omtales nedenfor. Som
konsekvens heraf vil Danmark ikke kunne deltage i dette samarbejde efter forfatningstraktatens
vedtagelse, fordi det retlige forbehold indebærer, at Danmark kun deltager i samarbejdet om
retlige og indre anliggender på mellemstatsligt grundlag. Da denne del af samarbejdet ikke
kommer til at gælde for Danmark, opstår der selvsagt ingen spørgsmål om virkninger for
11
Færøerne og Grønland. Om virkningerne af en dansk ophævelse eller omdannelse af det retlige
forbehold henvises til punkt 9.1. nedenfor.
Efter forfatningstraktaten forenkles Unionens retlige instrumenter til ganske få, der i det store
og hele svarer til de allerede kendte.
En europæisk lov er en almengyldig lovgivningsmæssig retsakt. Europæiske love er bindende i
alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. De kan skabe rettigheder og pligter
for staterne og umiddelbart pålægge individeme pligter og give dem rettigheder. Europæiske
love er en nybetegnelse for forordninger.
En europæisk rammelov er en lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende for enhver
medlemsstat, som den er rettet til, med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de
nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Europæiske
rammelove er en nybetegnelse for direktiver.
En europæisk forordning er en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt til gennemførelse af
lovgivningsmæssige retsakter og visse specifikke bestemmelser i forfatningstraktaten. Det må
forventes, at europæiske forordninger vil blive anvendt i stedet for de retsakter, som Europa-
Kommissionen på grundlag af beføjelser tildelt af Rådet hidtil har udstedt.
En europæisk forordning kan enten være bindende i alle enkeltheder og gælde umiddelbart i
hver medlemsstat eller være bindende for enhver medlemsstat, som den er rettet til med hensyn
til det tilsigtede mål, men overlade det til de nationale myndigheder at bestemme form og
midler for gennemførelsen.
En europæisk afgørelse er en ikke-lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende i alle enkeltheder.
Når afgørelsen angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse, herunder
eventuelt personer og virksomheder. Europæiske afgørelser er en nybetegnelse for de retsakter,
der hidtil har haft betegnelsen beslutninger og afgørelser.
Forenklingen af de retlige instrumenter, som EU benytter sig af efter forfatningstraktatens
ikrafttræden, vil ikke bevirke, at Færøerne og Grønland bliver anderledes stillet under
forfatningstraktaten end under det nuværende samarbejde.
Forfatningstraktatens ikrafttræden antages ikke — eller kun helt undtagelsesvist - at bevirke, at
der på de nye sagsområder, hvor beføjelser overlades til EU, bliver tale om at vedtage
europæiske love, der fører til ophævelse af danske love i deres helhed. I givet fald vil der være
behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette kan
ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis
Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt - overtagelse af sagsområdet.
7. Unionens eksterne relationer
7.1. Det nuværende samarbejde
12
Det eksterne samarbejde er efter de gældende traktater temmelig skarpt opdelt i to forskellige
dele.
Det eksterne samarbejde i relation til traktaten om Det europæiske Fællesskab (søjle 1
samarbejdet) angår i bred forstand de udenrigsøkonomiske relationer inden for det
overnationale samarbejde i søjle 1.
Heroverfor står det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som er af mellemstatslig
karakter. Det vil sige, at det ikke bygger på, at Danmark har overladt beføjelser på dette
område, som efter grundloven tilkommer danske myndigheder. Dette gælder også for det
forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som er en del af det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmarks forsvarsforbehold angår ikke det almindelige
udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som Danmark deltager fuldt ud i. Det angår alene
den del heraf, der udgøres af det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, og kun den del
heraf, der har indvirkning på forsvarsområdet.
I det følgende beskrives først hovedelementerne i det eksterne fællesskabssamarbejde (søjle 1),
dernæst hovedelementerne i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)*. Til slut
beskrives Færøerne og Grønlands stilling i forhold til begge samarbejdsområder.
7.1.1. Fællesskabssamarbejdet
FaEllesskalats indgåelseaffolkeretligeaftaler
Det europæiske Fællesskab (søjle 1-samarbejdet) har ifølge traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab status som juridisk person, der kan optræde internationalt på
Fællesskabets vegne2.
Retsstillingen kan overordnet beskrives således, at Fællesskabet på alle områder, hvor det har
lovgivende (regelfastsættende) myndighed også har kompetence til at forhandle og indgå
folkeretlige aftaler med tredjelande og opnå medlemskab af internationale organisationer.
Udgangspunktet er således, at både de enkelte medlemsstater og Unionen har kompetence til at
forhandle og indgå folkeretlige aftaler inden for de områder, hvor EUhar kompetence.
På ganske få områder er medlemsstaterne imidlertid retligt set afskåret fra på egen hånd at
forhandle og indgå sådanne aftaler. Det gælder handelspolitikken og fiskeripolitikken. Hertil
kommer imidlertid, at hvor Fællesskabet har udnyttet sin interne lovgivningskompetence til at
fastsætte fælles regler, kan kun Fællesskabet indgå folkeretlige aftaler, der kan berøre disse
regler. I disse tilfælde mister medlemsstaterne altså deres beføjelse til at forhandle og indgå
internationale aftaler på egen hånd som en konsekvens af vedtagelsen af forordninger eller
direktiver, der regulerer EUs interne forhold.
Fallesskabets deltagelsei intemationaleorganisationer
Fællesskabet deltager i kraft af sin eksterne kompetence i vidt omfang i arbejdet i internationale
organisationer. Man kunne tænke sig, at Fællesskabet generelt ville erstatte medlemsstaterne i
2 Tilsvarende gælder for EURATOM
13
alle internationale organisationer vedrørende de sagsområder, som fællesskabssamarbejdet
omfatter. Det er imidlertid den absolutte undtagelse, at dette er sket indtil nu. Faktisk har
Fællesskabet kun erstattet medlemsstaterne i visse internationale fiskeriorganisationer og
enkelte internationale råvareorganisationer.
Det normale er, at Fællesskabet bliver medlem af en international organisation samtidig med, at
Fællesskabets medlemsstater forbliver medlemmer af organisationen. Dette beror på en række
retlige og praktiske forhold.
Fællesskabets medlemskab af en international organisation kræver typisk, at den pågældende
internationale organisations grundlæggende forfatning ændres. Indtil en sådan ændring er
gennemført, vil medlemsstaterne så at sige repræsentere Fællesskabet i den pågældende
internationale organisation. I disse tilfælde har de deltagende medlemsstater pligt til at
koordinere deres holdninger, under ledelse af den medlemsstat, der for tiden varetager
formandskabet eller Kommissionen, der i disse tilfælde ofte vil have status som observatør i
den pågældende internationale organisation.
Dip tiske reprasentatianer
Fællesskabet som sådant har ikke et udsendt diplomatisk korps. Derimod har Kommissionen
udsendte repræsentationer i 78 lande og ved 5 internationale organisationer, hvis status i de
fleste henseender svarer til diplomatisk status. De fleste lande uden for EU har endvidere
diplomatiske repræsentationer i Bruxelles, der er akkrediteret til Fællesskabet og Unionen, og
som har diplomatiskstatus.
7.1.2. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde efter Unionstraktaten (søjle 2).
Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde er i modsætning til fællesskabssamarbejdet af
mellemstatslig karakter. Samarbejdet bygger således ikke på, at medlemsstaterne har overladt
suveramitetsbeføjelser til Unionen. Dette viser sig på flere punkter:
De formelle vedtagelser, der træffes inden for samarbejdet, binder medlemsstaterne, men ikke
borgere. De har ingen direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. EF-Domstolen har ingen
beføjelser inden for det udenrigspolitiske samarbejde. Kommissionen og Europaparlamentet
har kun meget begrænsede beføjelser vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde. En
væsentlig del af den fælles udenrigspolitik består i, at Unionen tager stilling til konflikter eller
situationer i andre steder af verden i form af udtalelser, kommunikeer, konklusioner og
tilsvarende politiske dokumenter.
7.1.3. Færøernes og Grønlands stillingi forhold til det nuværende samarbejde
I de tilfælde, hvor Fællesskabet handler på medlemsstaternes vegne eller i stedet for disse, og i
tilfælde, hvor medlemsstaterne koordinerer deres optræden, kan der opstå særlige spørgsmål i
forhold til oversøiske områder, hvis udenrigspolitik varetages af en medlemsstat, men som ikke
er omfattet af traktaterne.
Efter Fællesskabsretten kan den pågældende medlemsstat selv handle på det folkeretlige plan til
varetagelse af det pågældende områdes interesser. EF-domstolen fastslog således i udtalelse
14
1/94 (Saml 1995 I-5267), at en række EU-medlemsstater selvstændigt måtte tiltræde WTO-
aftalerne, for så vidt angiksådanne områder.
Det udenrigspolitiske samarbejde omfatter på samme måde som FRAlesskabssamarbejdet ikke
Færøerne og Grønland. Vedtagelser truffet inden for det udenrigspolitiske samarbejde -
herunder aftaler indgået af Rådet med tredjelande inden for det udenrigspolitiske samarbejde -
gælder derfor ikke i relation til Færøerne og Grønland.
I forbindelse med Maastricht-traktatens vedtagelse noterede medlemslandene i en erklæring fra
den såkaldte regeringskonference, at "der under ganske særlige omstændigheder kan opstå
interessekonflikter mellem Unionen og de lande og territorier, der er omhandlet i art 227, stk. 3
og stk. 5 litra a) og b)". Stk. 3 omfatter de lande og territorier, der er associeret med
Fællesskabet, herunder Grønland. Stk. 5 litra a) omfatter Færøerne.
Konferencen erklærer sig enig i, at Rådet skal søge at finde en løsning, der stemmer overens
med Unionens holdning. Viser dette sig imidlertid umuligt, er konferencen enig om, at den
pågældende medlemsstat kan handle isoleret til varetagelse af de pågældende oversøiske landes
og territoriers interesse, uden at dette skader Fællesskabets interesser. Medlemsstaten
underretter Rådet og Kommissionen om tilfælde, hvor der kan tænkes at opstå en sådan
interessekonflikt, og i tilfælde af, at isoleret handling er uundgåelig, gør den det klart, at den
handler med henblik på varetagelse at et oversøisk territoriums interesser.
7.2. Forfatningstraktaten
Forfatningstraktaten indebærer ingen forandringer af væsentlig betydning for det eksterne
samarbejde i forhold til det nuværende fællesskabssamarbejde (søjle 1-samarbejdet).
Forfatningstraktaten indebærer derimod en styrkelse af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske
samarbejde på en række punkter. Der henvises herom nærmere til Udenrigsministeriets og
Justitsministeriets ovennævnte redegørelser af 22. november 2004 om forfatningstraktaten.
Forfatningstraktaten indebærer endvidere, at der skabes større sammenhæng mellem det
udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og de eksterne relationer vedrørende det hidtidige
fællesskabssamarbejde. Dette gøres især ved, at den hidtidige søjleopdeling mellem
fællesskabssamarbejdet (søjle 1) og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)
principielt ophæves. Dette indebærer, at Fællesskabet og Unionen fremover optræder som en
juridisk enhed på det folkeretlige plan under betegnelsen "Den europæiske Union".
Uanset denne principielle ophævelse af de hidtidige søjler i samarbejdet vil det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde — og herunder det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde —
forblive grundlæggende mellemstatsligt. Danmark overlader således ikke beføjelser til EUinden
for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde i henhold til reglerne i grundlovens §20.
På det operationelle plan sigtes mod en større grad af samordning mellem Unionens optræden
inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og den udenrigsøkonomiske
optræden på fællesskabsområderne. Dette sker ved, at Unionen som noget nyt får en europæisk
15
udenrigsminister med ansvar for det mellemstatslige udenrigspolitiske samarbejde, som
samtidig er medlem af Kommissionen med det ansvarsområde, som kommissæren for
udenrigsanliggender hidtil har haft. Han forener i samme person en mellemstatslig
udenrigspolitisk funktion og en overstatslig udenrigsøkonomisk funktion.
Unionens internationaleaftaler
Reglerne for forhandling og indgåelse af aftaler vedrørende spørgsmål, der henhører under
henholdsvis fællesskabssamarbejdet og det udenrigspolitiske samarbejde forbliver i det
væsentlige, som de er nu. For aftaler vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde betyder
forfatningstraktaten, at hvor forhandlingerne nu føres af formanclskabslandet eventuelt via den
Høje Reprasentant", er det fremover Unionens udenrigsminister, der fører forhandlingerne.
Alle aftaler skal fortsat godkendes af Rådet. For aftaler inden for det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde er udgangspunktet fortsat, at Rådet træffer afgørelse med
enstemmighed, hvor der typisk gælder kvalificeret flertal ved fællesskabsaftaler. Aftaler inden
for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde antages ej heller at kunne få direkte
virkning i medlemsstatemes retsorden. På trods af forskellene mellem aftaler vedrørende
fa-llesskabssamarbejdet og vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde forudser
forfatningstraktaten, at Unionen kan indgå tværgående folkeretlige aftaler, som omfatter både
emner, der henhører under det udenrigspolitiske samarbejde og emner, der henhører under det
almindelige fællesskabssamarbejde.
Unionens deltagelsei internatiorialeorganisationer
Forfatningstraktatens ikrafttræden vil ikke i sig selv indebære væsentlige ændringer for
Unionens deltagelse i internationale organisationer. Det dog ikke udelukkes, at den nye
sammenhæng, som er skabt mellem det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og
fællesskabssamarbejdet udadtil på sigt kan indebære, at Unionen som repræsentant for begge
sider af samarbejdet fuldt ud vil erstatte medlemsstaterne i visse internationale organisationer.
Dette vil dog i givet fald ikke være nogen automatisk konsekvens af forfatningstraktaten. Det
vil bl.a. bero på overvejelser om hensigtsmæssigheden af, at EU i så fald kun vil råde over en
stemme i den pågældende organisation mod nu en stemme pr. medlemsstat.
Diplomztiske reprazsentationer
Unionens repræsentation i tredjelande bliver omlagt og konsolideret. Med forfatningstraktatens
ikrafttræden skal der oprettes en fælles udenrigstjeneste (FUT), som skal bistå EU-
udenrigsministeren, varetage Unionens eksterne repicesentation og overtage de lokale
formandskabers* rolle i tredjelande og ved internationale organisationer. FUT'en ventes at ville
bestå af personale fra Rådssekretariatet, Kommissionen og medlemsstaterne. FUT'en kan
bidrage til større sammenhæng og mere ensartet linjeføring i de eksterne relationer. Øget
sammenhæng mellem Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og sagsområderne
udvikling og handel er samtidig en væsentlig forudsætning for et effektivt bidrag til en global
bæredygtig udvikling. Tjenesten vil i tredjelande danne ramme for de konsultationer, der foregår
mellem EU-landene inden for rammen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
Koordineringen i tredjelande af EU-medlemslandenes synspunkter og ageren må forventes at få
større betydning for tilrettelæggelsen af den falles udenrigspolitik end i dag. FUT'en påvirker
16
ikke den danske udenrigstjenestes traditionelle kerneopgaver som varetagelse af bilaterale
politiske forbindelser, eksportfremme m.v.
Still*aforFa!~ ogGnanland
Forfatningstraktatens ændringer vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik må
antages at forøge mulighederne for at Unionen kan tale med en stemme i udenrigspolitiske
spørgsmål, men ændrer ikke ved Færøernes og Grønlands stilling uden for dette samarbejde
eller gældende praksis inden for rigsfællesskabet, f.eks. principerklæringen af 14. maj 2004
mellem Grønland og Danmark om Grønlands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken
(Itilleq-erklæringen).
Erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten forbliver i kraft i medfør af bestemmelsen i
forfatningstraktatens art IV-438, stk 3, 2. afsnit, der bl.a. fastlæger, at erklæringer i forbindelse
med tidligere afholdte regeringskonferencer bevares.
Etablering af en fælles udenrigstjeneste (FIII) vil ikke påvirke Grønlands og Færøernes forhold
i den danske udenrigstjeneste.
Skulle EUpå lang sigt fuldt ud erstatte medlemsstaterne som medlemmer af visse internationale
organisationer kan det åbne mulighed for, at Færøerne og Grønland kan opnå repræsentation i
sådanne internationale organisationer på samme måde som det allerede er sket i visse
internationale fiskeriorganisationer, der er omtalt i bilag 1.
8. Unionens finansiering
Unionen finansieres primært gennem EUs såkaldte egne indtægter. Disse består hovedsageligt
af et velstandsafhængigt bidrag beregnet ud fra hvert lands bruttonationalindkomst samt et
momsbidrag. I disse beregninger indgår Færøerne og Grønland ikke. Hertil kommer de
traditionelle egne indtægter (told- og landbrugsafgifter). Danmarks bidrag finansieres via en
post på finansloven.
EU's finansiering berørersåledes ikke Færøerne og Grønland.
Dette ændres ikke ved forfatningstraktaten.
9. Konsekvenserved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold
De fire danske forbehold i EU-samarbejdet
- Forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender (det retlige forbehold)
- Forsvarsforbeholdet
- Euro-forbeholdet
- Unionsborgerskabsforbeholdet
17
I forbindelse med forfatningstraktaten er det traktatmæssige grundlag for forbeholdene blevet
ajourført for at tage højde for ændringerne i traktatgrundlaget. I det følgende gennemgås
konsekvenserne for Færøerne og Grønland af en eventuel ophævelse af forbeholdene.
9.1. Det retlige forbehold
Forbeholdet indebærer, at Danmark p.t. står uden for samarbejdet om visum (bortset fra
enkelte undtagelser), asyl, indvandring, grænsekontrol og civilretligt samarbejde. Ved
forfatningstraktatens ikrafttræden vil forbeholdet også komme til at omfatte det strafferetlige og
politimæssige samarbejde.
Ifølge en særlig bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om forbeholdene kan Danmark
dog på mellemstatsligt grundlag tilslutte sig retsakter, som falder ind under det retlige
forbehold, hvis de udbygger Schengen-samarbejdet (særligt vedrørende visum og
grænsekontrol). Schengen-samarbejdet er nærmere omtalt nedenfor i bilag 1.
Forbeholdet forhindrer ikke, at Danmark på almindelig mellemfolkeligt grundlag kan indgå
aftaler med Fællesskabet om tilslutning til bestemte retsakter. Dette kræver dog, at Fællesskabet
ønsker at indgå sådanne aftaler med Danmark Fællesskabet er ikke forpligtet hertil. Aftaler
forventes for indeværende indgået på fire områder, der nærmere er beskrevet i bilag 1.
Ophævelse af det retlige forbehold
En ophævelse af det retlige forbehold ville indebære, at Færøerne og Grønland på dette område
ville blive stillet på samme måde som på alle andre faAlesskabsretlige områder. Ophævelsen af
forbeholdet vil dermed ikke rejse nye problemstillinger i relation til Færøerne og Grønland.
Det retlige forbehold angår i det væsentlige sagsområder, der p.t. er rigsanliggender. En række
af emnerne vil muligvis kunne overtages af Færøerne og Grønland i fremtiden som følge af
ændringer i hjemmestyrelovgivningen. Skulle der efter en dansk ophævelse af det retlige
forbehold undtagelsesvist blive tale om, at en dansk lov i sin helhed ophæves, kan der være
behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes. Dette kan ske
enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis
Færøerne og Grønland eller - hvis det er muligt — overtagelse af sagsområdet.
Omdannelse af det retlige forbehold
Det retlige forbehold vil efter forfatningstraktatens ikrafttræden komme til at omfatte også hele
det strafferetlige og politimæssige samarbejde. Der er bl.a. derfor, som noget nyt, i
forfatningstraktaten skabt mulighed for, at Danmark kan omdanne det nuværende forbehold,
som indebærer en udelukkelse fra alt overstatsligt retligt samarbejde, til en "opt-in" model
(tilvalgsløsning). Det vil give Danmark mulighed for fra sag til sag at kunne vælge at deltage i
samarbejdet på overstatsligt grundlag. En sådan omdannelse af det retlige forbehold vil
forudsætte en folkeafstemning. Hvad der er anført ovenfor om ophævelse af det retlige
forbehold, gælder også for en omdannelse af forbeholdet.
9.2. Forsvarsforbeholdet
18
Forsvarsforbeholdet vedrører EU's fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som er en særlig del af
den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Forbeholdet angår kun denne del og ikke den øvrige
del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark
ikke deltager i den del al den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som har indvirkning på
forsvarsområdet. Danmark deltager fuldt ud i rent civile dele af den fælles forsvars- og
sikkerhedspolitik. Udsendelse af politi til et kriseområde, er for eksempel ikke omfattet af
forbeholdet.
Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de
såkaldte Petersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan spænde
fra civil indsatser i form af bl.a. politi og støtte til retsvæsnet til anvendelsen af militære midler
til enten sikring af freden eller til etablering af fredelige forhold.
Ophævelse af forsvarsforbeholdet
En eventuel ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde
rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og
sikkerhedspolitik Danmark vil således deltage i de såkaldte "headline goals", der angiver hvilke
kapaciteter, hver enkelt medlemsland på forhånd angiver at kunne stille til rådighed for EU's
krisestyringsoperationer. I tilfælde af en konkret operation vil danske myndigheder skulle tlieffe
beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for den
pågældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning om at stille militær til rådighed for en
EU-operation skal i givet fald ske under overholdelse af grundlovens regler herom (d.v.s.
beslutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn).
Danmarks deltagelse i en militær EU-aktion vil ikke indebære EU-retlige forpligtelser for
Færøerne og Grønland. Det vil svare til situationen nu, hvor Danmark f.eks. stiller politi til
rådighed for Unionens indsats i tredjelande. De omkostninger til finansiering af EU's militære
aktioner, der påhviler de enkelte medlemsstater, vil alene blive båret af Danmark
9.3. Euro-Forbeholdet
Danmarks forbehold i forhold til den økonomiske og monetære union indebærer, at Danmark
ikke deltager i ordningen med en fælles valuta. De beføjelser, som Danmark har med hensyn til
pengepolitik i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks
beføjelser i pengepolitiske anliggender, bevares således.
Såfremt euro-forbeholdet ophæves, og Danmark tilsluttersig euroen, vil der skulle tages stilling
til valutaforholdene på Færøerne og Grønland. Der findes en særlig protokol til Maastricht-
traktaten om Nationalbankens beføjelser i relation til de dele af Kongeriget Danmark, som ikke
udgør en del af Unionen, d.v.s. Færøerne og Grønland. Protokollen fastsætter at
Nationalbankens ret til at udføre sine nuværende opgaver vedrørende Færøerne og Grønland
bevares. Denne protokol er opretholdt ved forfatningstraktaten. En ophævelse af det danske
forbehold indebærer således ikke, at Færøerne og Grønland skal tilslutte sig euroen. Hvis
Færøerne og Grønland imidlertid ønsker euro'en anvendt, skal spørgsmålet drøftes med
Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og eurolandene. Der er allerede i dag eksempler
på, at områder uden for EU med snæver tilknytning til et land, der deltager i euroen, har fået
adgang til at anvende euroen under bestemte betingelser.
19
9.4. Unionsborgerskabsforbeholdet
Danmarks forbehold vedrørende unionsborgerskabet fastslår, at unionsborgerskabet ikke på
nogen måde træder i stedet for statsborgerskab i en medlemsstat. Forbeholdet fastslår
endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat,
udelukkende afgøres efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning.
Ved Amsterdam-traktaten ændredes bestemmelserne om unionsborgerskab. Artikel 17 i
Fællesskabstraktaten fastslår nu, at Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en
medlemsstat. Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder
ikke i stedet for dette. Samme bestemmelse findes i forfatningstraktatens artikel I-10, stk. 1. Da
Unionens traktatgrundlag svarer til det danske forbehold, rejser forbeholdet ikke særlige
spørgsmål.
Det bemærkes, at forbeholdet ikke angår de særlige rettigheder, som traktaterne giver til
unionsborgere i traktaterne, f. eks. retten til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes
territorium.
En ophævelse af unionsborgerskabsforbeholdet vil derfor ikke rejse særlige spørgsmål i forhold
til Færøerne og Grønland.
20
Bilag 1
Eksempler, derillustrerer og supplererfremstillingen i redegørelsens punkt 6, 7 og 9
Ad afsnit 6 om EU-lovgivning
Seimngen-samarbejdet
Schengen-samarbejdet omfatter alle EU-medlemslandene bortset fra Storbritannien og Irland.
De 10 nye medlemslande bliver dog først fulde deltagere i samarbejdet efter en længere
overgangsperiode. Norge og Island er fuldt ud associeret dette samarbejde af hensyn til
bevarelsen af det nordiske passamarbejde. Samarbejdet har til formål at afskaffe
grænsekontrollen for persontrafik mellem de pågældende lande og indføre en ensartet kontrol
ved grænserne over for tredjelande. Schengen-regelsættet omfatter samarbejde på
visumområdet og vedrørende grænsekontrollen samt praktisk politisamarbejde om eksempelvis
bekæmpelse af narkotikakriminalitet. I den forbindelse udgør det elektroniske Schengen-
informationssystem (SIS) et centralt redskab. Schengen-reglerne indeholder tillige bestemmelser
om retligt samarbejde, herunder gensidig retshjælp i straffesager.
Schengen-reglerne var oprindeligt indeholdt i en konvention mellem en række EU.
medlemslande, som var indgået uden for det egentlige EU-samarbejde. Danmark tilsluttede sig
konventionen sammen med de øvrige nordiske lande i 1997. Ved Amsterdam-traktaten, der
trådte i kraft i 1999, blevsamarbejdet integreret i EU-samarbejdet.
Det følger af Danmarks tiltrædelsesaftale til Schengen-konventionen, at bestemmelserne i
aftalen ikke finder anvendelse på Grønland og Færøerne. I aftalens artikel 5, stk. 2, er det
imidlertid bestemt, at der ikke skal udføres kontrol af personer, der rejser mellem på den ene
side Grønland og Færøerne og på den anden side Schengen-staterne. Denne bestemmelse blev
indsat for at undgå oprettelse af personkontrol ved rejser mellem Danmark og
Færøerne/Grønland og for at bevare Den Nordiske Pasunion. I forbindelse med den
fuldstændige gennemførelse af Schengen-reglerne i Danmark og de øvrige nordiske lande i
2001, blev det i samarbejde med de færøske og grønlandske myndigheder besluttet, at
kontrollen ved de ydre grænser i Grønland og Færøerne i det store hele skulle gennemføres i
overensstemmelse med Schengen-reglerne, herunder ved benyttelse af Schengen-
informationssystemet. De nødvendige danske lovbestemmelser blev derfor i 2001 ved
kongelige anordninger sat i kraft for Grønland og Færøernes vedkommende, jf. § 5 i loven om
Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet.
Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer for Færøernes og
Grønlands deltagelse i Schengen-samarbejdet.
Passamarbejdet
De såkaldte "EU- pas", er formelt ensartede nationale pas. Retsgrundlaget for passene er ikke
EU-traktaterne, men en række resolutioner fra 1981 og videre frem, som vedtaget af
repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer.
1
Den første resolution åbner udtrykkelig adgang til, at Danmark kan udstede "EU-pas" til
danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne. Grønland er ikke udtrykkelig nævnt, da
Grønland i 1981 var omfattet af traktaterne. I praksis udstedes ligeledes "EU-pas" til danske
statsborgere med fast bopæl i Grønland."EU-passene" udstedes alene til danske statsborgere
med fast bopæl på Færøerne og Grønland, som anmoder herom.
Forfatningstraktaten indebærer ikke i sig selv nogen ændring af ordningen med "EU-pas". Det
kan dog ikke ganske udelukkes, at der med hjemmel i forfatningstraktatens bestemmelser om
unionsborgerskab vil kunne vedtages en europæisk lov eller rammelov, der vil kunne påvirke
mulighederne for at udstede "ELT-pas" til danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne og
Grønland.
For nylig er der vedtaget en forordning om indførelse af standarder for sikkerhedselementer og
biometriske kendetegn i EU-borgernes pas. Som følge af det retlige forbehold er Danmark ikke
omfattet af forordningen. Forordningen er imidlertid snævert forbundet med Schengen-
samarbejdet, og i medfør af en særlige bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om
forbeholdene forudses Danmark at tilslutte sig denne ordning på mellemstatsligt grundlag. Da
pas er et rigsanliggende, og da det er hensigtsmæssigt, at biometriske kendetegn indgår i alle
danske pas, forventes disse biometriske kendetegn også indført i de særlige færøske og
grønlandske pas. Biometriske kendetegn i pas vil formentlig blive krævet ved indrejse i en række
lande fremover, herunder USA.
EU-samarbejdet om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)
Eks I Europol-konzentionen samt tillægsprotokoller. Europol har til opgave at styrke
samarbejdet mellem EU-landenes politimyndigheder om alvorlige kriminalitetsformer, der
berører mindst to medlemsstater. Det drejer sig blandt andet om ulovlig narkotikahandel,
ulovlige handel med nukleare og radioaktive materialer og menneskehandel. Europol kan bl.a.
bistå medlemsstaterne med analyser eller efterretninger til brug for de enkelte EU-landes
efterforskninger. Derudover er der i Europol oprettet et informationssystem med oplysninger
om dømte og mistænkte, som medlemsstaterne kan søge i under konkret efterforskning. Med
de tre tillægsprotokoller til Europol-konventionen er Europols mandat blevet udvidet, bl.a.
således at Europol kan deltage i fælles efterforskningshold. Europol har derimod ikke
kompetence til at udøve politimyndighed i de enkelte medlemsstater.
Danmark har afgivet erklæring til Rådets generalsekretær om, at konventionen og protokollerne
indtil videre ikke gælder for Færøerne og Grønland. I overensstemmelse hermed fremgår det af
gennemførelsesloven om Europol, at den ikke gælder for Grønland og Færøerne. Loven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Tilsvarende bestemmelse findes i
gennemførelsesloven vedrørende tillægsprotokollerne. Dette betyder, at de forskellige
instrumenter og samarbejdsprocedurer under konventionen og protokollerne ikke kan
anvendes for Færøerne og Grønlands vedkommende. Eksempelvis vil det i forbindelse med en
2
strafferetlig efterforskning i Grønland eller Færøerne ikke være muligt at oprette fælles
efterforskningshold med deltagelse af Europol på baggrund af tillægsprotokollen herom.
Eks 2 Den europæiske arrestordre. I lyset af terrorangrebene på USA den 11. september
2001 besluttede medlemsstaterne at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne
mellem medlemsstaterne. Grundtanken er, at når en myndighed i et medlemsland anmoder om
at få overgivet en person med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne
afgørelse i almindelighed kunne anerkendes og fuldbyrdes i alle medlemsstater. I den danske
gennemførelseslovs p bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved
kgl. anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Konkret indebærer det bl.a., at de
ansvarlige myndigheder på Færøerne og Grønland ikke efter rammeafgørelsen vil være
forpligtede til at udlevere personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en EI.J-
medlemsstat. I stedetskal de i øvrigt gældende regler for udlevering anvendes.
Eks 3 Fuldbyrdelse af kendelser om indefrysning afformuegoder eller bevismateriale.
EU's vedtagelse herom indebærer, at kendelser om indefrysning afsagt i en medlemsstat i
almindelighed skal anerkendes af de andre medlemsstater, uden yderligere formaliteter og
gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national
indefrysningskendelse. En indefrysningskendelse defineres som en foranstaltning truffet af en
kompetent judiciel myndighed m.h.p. midlertidig at forhindre enhver destruktion, ændring,
flytning, overførsel eller afhændelse af et formuegode, der vil kunne konfiskeres af
udstedelsesstaten og/eller udgør et bevismiddel i en retssag. I den danske gennemførelseslovs 5
63 bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette betyder bLa., at de
ansvarlige myndigheder på Grønland og Færøerne ikke er forpligtet til at anerkende og
efterkomme en indefrysningskendelse afsagt af en domstol i en anden medlemsstat med
henblik på at sikre sig bevismateriale i form af for eksempel billeder på en computer, der
befindersig på Færøerne eller Grønland.
Ad afsnit 7 om Unionens eksterne relationer
Fiskeri
I de nordatlantiske fiskeriforvaltningsorganisationer (NAFO, NASCO og NEAFC), der har
særlig interesse for Færøerne og Grønland, er der etableret en ordning, hvorefter "Danmark for
så vidt angår ('in respect of') Færøerne og Grønland" har et selvstændigt medlemskab af de
pågældende organisationer. Dette hænger sammen med, at den del af Riget, der er med i EU,
dækkes af EU's selvstændige medlemskab i disse organisationer, således at EU's medlemslande
ikke selv er medlemmer af de pågældende organisationer.
Fiskeriforvaltningen i Nordatlanten baseres i høj grad på rådgivning fra Det Internationale
Hav-undersøgelsesråd, ICES, hvor stater, inkl. værtslandet Danmark, er medlemmer, og altså
hverken EU eller Færøerne og Grønland. Imidlertid har såvel EUsom Færøerne og Grønland
en særlig associeret status i forhold til ICES' rådgivende organ, ACFM.
3
Forfatningstraktaten forventes ikke at indebære ændringer i disse ordninger.
Hvalfangst
Hvalfangst er et særanliggende/hjemmestyreanliggende for hver af de tre rigsdele. Internt har
de tre rigsdele således hver sin hvalfangstpolitik, der reguleres ved lokal dansk, færøsk eller
grønlandsk lovgivning. For så vidt angår storhvalfangst er alle tre rigsdele bundet af de
internationale forpligtelser, riget har indgået i den internationale hvalfangstkommission (IWC).
I IWC opretholdes det traditionelle mønster med en 'rigsdelegation', ledet af
rigsmyndighederne med Udenrigsministeriet som delegationsleder, og med deltagelse af de to
landsstyrer og andre interesserede myndigheder.
Så længe EUikke etablerer en fælles hvalfangstpolitik og EU ikke er medlem af IWC, forventes
ingen ændring i disse forhold.
Handel
Færøerne har helt siden 1973 været anset for tredjeland i forhold til EU. Derimod var
Grønland indtil 1985 med i EF, og fik derefter status som OLT (Oversøiske lande og
territorier), som dækker samhandlen mellem Grønland og EU.
Færøernes samhandel med EF blev i 1974 reguleret ved et særligt handelsarrangement. Den 1.
1. 1992 trådte en aftale mellem på den ene side Danmarks Regering og Færøernes Landsstyre
og på den anden side EF om udstrakt frihandel i kraft. Der blev i 1996 indgået en revideret
handelsaftale med EF som følge af Sveriges, Finlands og Østrigs optagelse i EU. Denne aftale
blev yderligere liberaliseret, og udbygget med en veterinæraftale i 2000.
Færøerne og Grønland var i sin tid omfattet af Danmarks deltagelse i GATT*, og siden 1995 af
Danmarks medlemskab af WTO*. I WTO er såvel EU som de enkelte medlemsstater
medlemmer. Medlemsstaterne koordinerer inden for rammerne af den fælles handelspolitik
deres holdninger til de overordnede spørgsmål, som WTO skal tage stilling til. EU-
kommissionen forestår koordinationen af medlemsstaternes holdninger og fører ordet. EU-
kommissionens og medlemsstaternes delegationer optræder udadtil som en delegation.
Eventuelle færøske og grønlandske synspunkter vil kunne indgå i Danmarks holdning i denne
koordinationsproces. Til WTO's ministerkonferencer deltager færøske og grønlandske
repræsentanter normalt i den danske delegation, der arbejder i tæt koordination med de øvrige
EU-medlemsstaters delegationer. Repræsentanter fra Færøerne og Grønland kan også efter
behov deltage i den danske delegation ved andre møder i WTO, hvor de måtte have særlige
interesser. Selv om det principielt er rigsmyndighederne, som varetager Færøernes og
Grønlands interesser i WTO, er der intet til hinder for at færøske eller grønlandske
repræsentanter kan varetage sådanne sager inden for rammerne af den danske delegation.
Danmark kan ligeledes vælge at rejse et spørgsmål af særlig færøsk eller grønlandsk interesse i
EU-regi, og det er da også forekommet, at Kommissionen har varetaget særlige grønlandske
interesser i WTO.
4
Færøernes landsstyre henholdsvis Grønlands landsstyre har sammen med den danske regering
indgået handelsaftaler med EFTA-lande og enkelte andre lande for at varetage de færøske og
grønlandske handelsinteresser.
Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer på det handelsmæssige
område. På sigt kan det dog ikke udelukkes, at Unionens medlemskab af WTO vil få den
konsekvens, at medlemslandene ikke længere bliver repræsenteret i WTO.
Miljø
CITES-konventionen af 1973 (også kaldet Washington-konventionen) regulerer den
internationale handel med truede dyr og planter. Danmark og Grønland har været omfattet af
CITES siden 1977, men der blev i sin tid taget foreløbigt territorialt forbehold vedrørende
konventionens anvendelse for Færøerne, som fortsat står ved magt. Der er undertegnet en
tillægsprotokol til CITES, som åbner adgang for EU til at deltage i konventionen. Denne
rillnsprotokol er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, og EU er således endnu ikke medlem af
CITES.
Der foregår imidlertid en stærk EU-koordinering i CITES, men det har ikke været til hinder for,
at Danmark i enkelte tilfælde med virkning for Grønland har kunnet indtage særstandpunkter
med henblik på at tilgodese særlige grønlandske interesser. Således har Danmark i
overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten fået undtagelser i forhold til
Grønland vedrørende enkelte CITES-listninger af havpattedyr mv. Under mødesamlinger
inden for CITES-samarbejdet koordinerer EU-landenes delegationer og Kommissionen
hyppigt for at sikre størst mulig fælles optræden. I sådanne sammenhænge kan undertiden også
særlige grønlandske interesser fremføres med henblik på at sikre EU-opbakning til de
grønlandske standpunkter.
De CITES-vedtagelser, der bliver bindende, iværksættes ved EU-regulering for de deltagende
EU-lande. For Grønlands vedkommende sker iværksættelsen ved grønlandsk regulering. Det
antages, at forfatningstraktaten ikke vil medføre ændringer heri.
Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik
Eks 1 Europæisk sikkerhedsstrategi. EU vedtog i 2003 en europæisk sikkerhedsstrategi, der
identificerer en række strategiske mål for Unionen, herunder at blive i stand til at bidrage til at
håndtere globale trusler og udfordringer som spredning af masseødelæggelsesvåben, terrorisme,
regionale konflikter og organiseret kriminalitet. På disse prioriterede områder udarbejdes særlige
gennemførelsesstrategier. I forbindelse med disse strategier identificeres fælles indsatser. På
ikke-spredningsområdet drejer det sig bl.a. om projekter, der bidrager til G8-landenes* globale
plan til at hindre spredning af masseødelæggelsesvåben eller materialer og teknologier til
fremstilling af sådanne våben fra landene i det tidligere Sovjet. Projekterne omfatter bl.a.
bistand til destruktion af radioaktive materialer og støtte til overvågning af lagre og
affaldsdepoter. Projekterne udbydes og gennemføres i overensstemmelse med EU's regler på
området.
5
Vedtagelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland og forventes videreført under
forfatningstraktaten.
Eks 2 Fælles optræden i internationale organisationer. I internationale organisationer eller i
forbindelse med større internationale konferencer eller forhandlingsforløb, herunder i FN regi,
hvor emnet vedrører spørgsmål inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vedtager
EU i visse tilfælde fælles holdninger, der fastlægger Unionens tilgang til de væsentligste
spørgsmål på. dagsordenen. Medlemslandene agerer herefter i overensstemmelse hermed,
ligesom der ofte vil være et fælles EU-indl , afgivet af formandskabet. Det kan f.eks. dreje sig
om et indlæg ved EU-formandskabet under FN's generalforsamling eller på et OSCE* -
udenrigsministermøde. En fælles holdning hindrer ikke et medlemsland i at afgive et nationalt
indlag, hvorunder der kan fremhæves særlige nationale prioriteter, herunder prioriteter, der ikke
måtte indgå i den fælles EU-holdning. Den fælles holdning kan tillige omfatte målsætningerne
for internationale forhandlinger. Dette var f.eks. tilfældet i forbindelse med drøftelserne om en
tillægsprotokol til konventionen mod biologiske våben. Den fælles holdning dannede herefter
rammen for de enkelte medlemslandes ageren i forhandlingsforløbet og tjente til at samle
ressourcerne om at sikre største mulig gennemslagskraft i forhandlingerne.
Disse fælles holdninger omfatter ikke Grønland og Færøerne. Skulle der i relation til sådan
fælles optræden være særlige færøske eller grønlandske interesser at varetage, vil dette normalt
ske som et led i Danmarks samlede politik på området. Dette indebærer at sådanne særlige
hensyn vil indgå i den samlede danske holdning såvel under drøftelserne i EU som i andre
fora. Skulle det ikke være muligt at forene særlige færøske eller grønlandske interesser med de
almindelige EU interesser, er Danmark ikke afskåret fra at varetage de særlige færøske eller
grønlandske interesser, jf. erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten.
Eks 3 Sanktioner. Hvor FN's Sikkerhedsråd vedtager sanktioner mod et bestemt tredjeland,
træffer EU efterfølgende den overordnede beslutning om deres gennemførelse. I det omfang
der er tale om økonomiske restriktioner gennemføres disse derefter normalt ved forordninger,
der gælder direkte i medlemslandene. Andre sanktioner f. eks. vedrørende våbenhandel, hvor
der ikke er hjemmel i EU-traktaterne til at vedtage forordninger, gennemføres sanktionerne i
stedet af hvert enkelt medlemsstat i dets egen lovgivning og forvaltning.
Sanktioner, som er vedtaget af FN, er bindende for hele rige; mens EU-vedtagelser gælder ikke
for Færøerne og Grønland. Gennemførelsen af sanktionerne for Færøernes og Grønlands
vedkommende skal derfor ske ved særskilte bestemmelser for Færøerne og Grønland.
I andre tilfælde gennemfører EU såkaldte autonome sanktioner, d.v.s. sanktioner som ikke
udspringer af en vedtagelse af FN's sikkerhedsråd, men beror på en autonom beslutning i EU.
Sådanne sanktioner gælder kun for EU-området og dermed ikke for Færøerne og Grønland.
Forfatningstraktaten viderefører reglerne om sanktioner, men vil ikke indebære ændringer i
forhold til Færøerne og Grønland.
6
Eks 4 Fastlæggelse af tilgang til et bestemt politikområde. Hvor EU ønsker at fastlægge
en bestemt holdning/politik i forhold til et bestemt politikområde, en bestemt region, land eller
konflikt kan det ske gennem vedtagelse af en fælles holdning. Den falles holdning kan være
almengyldig eller udarbejdet med henblik på en konkret international konference. Som
eksempler herpå kan nævnes fælles holdning om blindende laservåben, fælles holdning
vedrørende den Internationale Straffedomstol og fælles holdning om konfliktforebyggelse, -
styring og -løsning i Afrika.
Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland.
Forfatningstraktaten vil ikke indebære ændring heri.
Eks 5 Civil krisestyringsoperation under den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.
Danmark er en aktiv bidragyder til politimissionerne i Bosnien-Herzegovina og i den tidligere
jugoslaviske republik Makedonien, hvor Danmark har udsendt henholdsvis 13 og 5 politifolk.
Politifolkene udvælges og udsendes i samarbejde med Rigspolitiet. De indgår i EU-missionerne
i overensstemmelse med de retningslinier, som Rådet vedtager for operationer og er underlagt
de regler, som EU aftaler med opholdslandet. De forpligtelser, som Danmark i denne
forbindelse påtager sig - herunder vedrørende finansiering af visse udgifter til udsendte danske
politifolk - indebærer ingen forpligtelser for Færøerne og Grønland. Forfatningstraktaten vil
ikke ændre herpå.
Eks 6 Udenrigspolitiske udtalelser. Det europaiske Råd i Lissabon 19-20. december 2003
understregede i sine konklusioner betydningen af, at nationale væbnede styrker overholder
gældende humanitær folkeret, og fremhæver den vagt, det tillægger en dialog med Det
internationale Røde Kors om dette spørgsmål. Det europæiske Råd havde også en længere
konklusion om mulighederne for fred i Mellemøsten.
Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland.
Forfatningstraktaten vil ikke ændre på denne ordning.
Ad afsnit 9 om Danmarks forbehold
Det retlige forbehold
Danmark er i øjeblikket i færd med at indgå såkaldte parallelaftaler* med EU på følgende
områder, nemlig om
• Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen (henholdsvis om hvilket land, der har
ansvaret for behandlingen af asylansøgninger og om brug af fingeraftryk i
asylsagsbehandlingen),
• Forkyndelsesforordningen(om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige
dokumenter i civile og kommercielle sager), samt
• Bruxelles I-forordningen (om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område).
7
Det danske lovforslag om Danmarks tilslutning til Dublin-forordningen og Eurodac-
forordningen på mellemstatsligt grundlag, som p.t. behandles i Folketinget, bestemmer, at loven
ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne
og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Gennemførelseslovene vedrørende de to øvrige parallelaftaler er endnu ikke udarbejdet. Det
forventes, at disse lovforslag ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
Eksemplerpå virkningen afophæzelse afdet danske retsforbehold
Eks 1 EF-domskonventionen fra 1968 (Bruxelles I-konventionen) mellem de daværende seks
EF-lande indeholder regler for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civile og handelsretlige område og om de nationale retters kompetence. Danmark tiltrådte
konventionen i 1986. Den gælder ikke for Færøerne og Grønland. Efter Amsterdam-traktatens
ikrafttræden blev reglerne i konventionen moderniseret og vedtaget som en forordning
(Bruxelles I-forordningen). Samtidig vedtoges en tilsvarende forordning om nationale
retsafgørelser i ægteskabssager og sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællers børn
(Bruxelles II-forordningen). På grund af det retlige forbehold gælder forordningerne ikke for
Danmark
En ophævelse af det retlige forbehold vil gøre forordningerne anvendelige i Danmark, men ikke
på Færøerne og Grønland.
Eks 2 Den danske udlændingelov er ved kgl. anordninger af 2001 delvist sat i kraft for
Færøerne og Grønland. Øvrige bestemmelser, herunder ændrede bestemmelser, der måtte blive
konsekvensen af dansk gennemførelse på mellemstatsligt grundlag af retsakter til udbygning af
Schengen-retsakter om bl.a. visum og grænsekontrol, kan ved nye kgl. anordninger sættes i kraft
for Færøernes og Grønlands vedkommende i henhold til de sædvanlige procedurer.
Forsvarsforbeholdet
EU's ozertagelse afNATO's militære operation iBosnien
I december 2004 overtog EU NATO's operation i Bosnien-Herzegovina. Denne operation går
ud på at opretholde sikkerhed og stabilitet i området. Som følge af forsvarsforbeholdet måtte
Danmark trække sine styrker tilbage fra Bosnien-Herzegovina, da EU overtog ansvaret for
operationen fra NATO. Såfremt Danmark ophæver forsvarsforbeholdet vil Danmark have
mulighed for igen at tilbyde et troppebidrag til operationen. Et dansk militært bidrag
forudsætter parlamentarisk behandling i Danmark i overensstemmelse med vanlig procedure i
forbindelse med udsendelse af militære styrker (d.v.s. beslutningsforslag i Folketinget og/eller
rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn). Ud over det militære bidrag vil Danmark
skulle bidrage til finansieringen af den militære operation. Her gælder som udgangspunkt, at
EU-landene sammen dækker udgifter til logistik m.v., der er nødvendige for gennemførelse af
operationen, mens de enkelte medlemslande betaler for udgifter til egne styrker. Udsendelse af
8
et dansk bidrag til en EU-ledet militær krisestyringsoperation i Bosnien-Herzegovina vil ikke
indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland.
9
Bilag 2
Ordforklaring
Dinietizer
Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende for enhver medlemsstat, som de rettes til
m.h.t. det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og
midler for gennemførelsen.
EF
Forkortelse for Det Europæiske Fællesskab, som oprettet ved traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, der trådte i kraft i 1958, og som er ændret flere gange siden. Traktaten
er rammen for fællesskabssamarbejdet (søjle 1), jfr. ordforklaringen nedenfor. Betegnelsen EF
afskaffes med forfatningstraktaten og erstattes af betegnelsen EU, der allerede nu benyttes bl.a.
inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2), jfr. ordforklaringen
nedenfor.
Forordninger
Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende i alle enkeltheder og som gælder
umiddelbart i hver medlemsstat. De skal ikke og må ikke gennemføre i national ret.
Failesskabssamzrkde(søjle1)
Den del af EU-samarbejdet, som er baseret på EF-traktaterne, først og fremmest traktaten om
Det Europæiske Fællesskab. Denne del af samarbejdet kaldes også søjle 1-samarbejdet. Det
omfatter f. eks. det indre marked, handelspolitikken, landbrugspolitikken, miljøbestemmelserne
og forbrugerbeskyttelse.
GATT
General Agreement on Tariffs and Trade (Den almindelige Overenskomst om Told og
Udenrigshandel) fra 1994. Den oprindelige GATT-overenskomst fra1947 lagde grunden til det
multilaterale handelssystem som afløstes pr. 1. januar 1995 af WTO. GATT-overenskomsten
fra 1994 er i dag en fundamental del af WTO-aftalekomplekset.
G8landene
Et samarbejde mellem de største industrialiserede demokratier. Samarbejdet vedrører
hovedsageligt makroøkonomiske spørgsmål, handel og relationer til udviklingslande. Også
spørgsmål om energi, terrorisme, miljø, bekæmpelse af kriminalitet m.m. drøftes i dette forum.
G8 består af Frankrig, USA, Canada, Storbritannien,Japan, Tyskland, Italien og Rusland.
HØReprasentant
Den øverste post i Rådets generalsekretariat med ansvar for EU's Fælles Udenrigs- og
Sikkerhedspolitik (FUSP). Posten har siden 1999 været beklædt af Javier Solana. Med
i
vedtagelsen af forfatningstraktaten stiles mod en yderligere styrkelse af FUSP'en, ikke mindst
gennem oprettelse af posten som EU-udenrigsminister.
L(leakformzrziskaber
Betegnelsen for det arbejde - først og fremmest med at koordinere mellem EU-landenes
ambassader/repi entationer - som Rådsformandskabet i EU udfører i 3. lande og i forhold til
internationale organisationer via formandskabslandets ambassade/repræsentation i det
pågældende 3. land og ved internationale organisationer.
OL T-status
Den status en række franske, nederlandske og danske oversøiske lande og territorier har i
forhold til EF og som indebærer vidtgående fri eksport til EUog en vis udviklingsstøtte mv.
OSCE
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Organisation for Security and
Cooperation in Europe). OSCE er en europisk sikkerhedsorganisation, der navnlig tagersig af
konfliktforebyggelse, menneskerettigheder og genopbygning. Medlemskredsen er de europæiske
og centralasiatiske lande samt USA og Canada.
Parallelaftaler
Mellemstatslige aftaler mellem Fællesskabet og Danmark m.h.p. at knytte Danmark til EU-
lovgivning, som Danmark p.g.a. det retlige forbehold ikke kan være med i, således at disse
bestemmelser kan finde anvendelse på mellemstatsligt grundlag.
RetligesamzrbEjde omstrafferet ogpolitisamzrbejdet (søjle3)
Den del af EITs retlige samarbejde under EU-traktaten som angår politi og kriminalsager.
samarbejdet er af mellemstatslig karakter og kaldes ofte søjle 3-samarbejdet.
Udenrigs- ogsikkerhedspolitiskesamarbejde(søle2)
Omfatter den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP), som er en del af EU-traktaten.
FUSP'en er et mellemstatsligt samarbejde. Det Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Samarbejde
(ESDP) er en del af FUSP.
WTO
Engelsk forkortelse for verdenshandelsorganisationen (World Trade Organisation). WTO er en
global international organisation, som beskæftiger sig med reglerne for handel mellem WTO's
medlemsstater. WTO er afløseren for GATT-samarbejdet (General Agreement on Tariffs and
Trade).
2