Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

sl
,
M11N
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Folketinget
Kirkeudvalget
Christiansborg
1240 København K.
Retsudvalget
REU alm. del - Bilag 296
MU alm. del — svar på spm. 14
Offentlig
1 7 JAN 2005
Dato:
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh.: Joachim Kromann
Sagsnr.: 2005-792-0018
Dok.: JOK40007
Afsendt medi
E-Post /7-//_05-
Vedlagt fremsendes i 5 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 14 af 16. december 2004 fra
Folketingets Kirkeudvalg.
Lene Espersera
Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: jm@jm.dk
1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk
Offentligt
REU Alm.del - Bilag 296
Retsudvalget 2004-05 (1. samling)
..s.sisA N
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsnr.: 2005-792-0018
Dok.: JOK40027
Besvarelse af spørgsmål nr. 14 af 16. december 2004 fra Folketingets Kirkeudvalg.
Spørgsmål:
"Ministeren bedes redegøre for anvendelsesområderne for henholdsvis straffelo-
vens § 140 og § 266 b, herunder redegøre for, om der er sammenfald i anvendel-
sesområderne, og om en eventuel ophævelse af straffelovens § 140 vil efterlade et
hul."
Svar:
1. Efter straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der offentlig
driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslær-
domme eller gudsdyrkelse (blasfemi).
Bestemmelsen er enslydende med den tilsvarende bestemmelse i straffeloven 1866 (denne lovs
§ 156), men har siden den nugældende straffelov af 1930 været begrænset til offentligt fremsat
spot eller forhånelse.
2. Blasfemibestemmelsen i straffelovens § 140 angår kun religionssamfund, der lovligt består
her i landet, herunder - men ikke udelukkende - de her i landet anerkendte trossamfund.
Kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller
nedgørelse på en ondskabsfuld måde) af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds
troslærdomme eller gudsdyrkelse, er omfattet af bestemmelsen.
Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: jm@jm.dk
1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk
Spot eller forhånelse af religiøse følelser uden tilknytning til religionssamfundenes troslær-
domme eller gudsdyrkelse, f.eks. spot eller forhånelse af lærdomme af rent etisk, social eller
lignende karakter, er ikke omfattet af beskyttelsen i straffelovens § 140, jf. Straffelovskommis-
sionens betænkning fra 1917, side 136, 2. spalte.
Ved udtrykket "troslærdomme og gudsdyrkelse" forstås det pågældende trossamfunds indre og
ydre religiøse liv, såvel trossætninger som indbegrebet af de institutioner, skikke, personer og
ting, ved hvilke samfundets gudsdyrkelse finder sted, jf. herved C. Goos i "Den danske straf-
ferets specielle del", 1895, side 558 ff., Oluf H. Krabbe i "Borgerlig Straffelov", 1941, side
346, og Stephan Hurwitz i "Den danske kriminalret - speciel del", 1955, side 316. Der kan i
øvrigt henvises til Kommenteret Straffelov - Speciel del, 7. udgave, 2001, side 81.
3. På samme måde, som det er tilfældet med straffelovens § 266 b, jf. nedenfor under pkt. 7
og 8, må bestemmelsen i straffelovens § 140 efter Justitsministeriets opfattelse antages at skulle
fortolkes snævert under hensyn til det princip om ytringsfrihed, som er udtrykt i grundlovens §
77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.
4. Bestemmelsen i straffelovens § 140 ses kun at have været bragt i anvendelse i to tilfælde
siden den nugældende straffelov af 1930 trådte i kraft den 1. januar 1933.
Ved Østre Landsrets dom i afgørelsen U1938.419Ø blev fire personer idømt frihedsstraf for
overtrædelse af bl.a. straffelovens § 140 ved i en række udtalelser i blade, skrifter og plakater
at have angrebet den jødiske troslærdom og gudsdyrkelse, bl.a. under anvendelse af såkaldte
citater fra Talmud og andre jødiske skrifter.
Ved utrykt dom afsagt af Gladsaxe Kriminalret den 21. oktober 1971 (B. 459/1971) var to
programchefer i Danmarks Radio tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 140 ved at have
været ansvarlige for henholdsvis tv- og radioudsendelser, hvor en kunstner havde fremført en
vise kaldet "Øjet" med bl.a. følgende tekst: "men selvføl'ig det er synd, han har den drift, det
er nok fordi han aldrig selv var gift" og "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud,
hanfik aldrig selv sat ild på sin cigarfor han ordned jo Maria pr. vikar".
Af dommen fremgår, at anklagemyndigheden under sagen bl.a. gjorde gældende, at det nævnte
tekstuddrag indeholder en latterliggørelse af de kristne trossamfunds troslære om Guds over-
menneskelighed og om den ubesmittede undfangelse ved Helligånden. Forsvaret anførte til
støtte for frifindelsespåstanden bl.a., at visen objektivt ikke indeholder en overtrædelse af
straffelovens § 140. De linjer, som omfattes af tiltalen, er løsrevet fra visens kunstneriske og
- 2 -
id&næssige sammenhæng, og det er i øvrigt allerede tvivlsomt, om der er teologisk dækning
for, at disse linjer berører noget, der kan betegnes som troslærdomme. Imidlertid må en vurde-
ring af forfatterens intention ske på grundlag af hele visen og ikke på løsrevne ord. Det vil
heraf fremgå, at hensigten har været i "jeg-form" at beskrive den pågældendes piges opfattelse
af den religiøse påvirkning, som hun har modtaget som barn, i et frit sprog, der er naturligt for
et ungt menneske i dag. Der kan ifølge forsvareren således være tale om angreb på moralfore-
stillinger og opdragelsesprincipper, men ikke på religiøs tro, der alene er omfattet af det straf-
feretlige værn.
Kriminalretten i Gladsaxe, der frifandt de to tiltalte, anførte i præmisserne bl.a. følgende:
"Foreløbig bemærkes, at der ved anvendelsen af ordet "troslærdomme" i straffelovens §
140 må antages at være tilsigtet en begrænsning i området for den strafferetlige beskyttelse
således, at krænkelse af andre lærdomme, f.eks. af etisk eller moralsk karakter, ikke om-
fattes af bestemmelsen.
Retten kan med anklagemyndigheden være enig i, at forfatteren - uden derved at have
svækket sit budskabs saglige virkning - kunne have anvendt en mindre provokerende form,
og at det også burde have stået de tiltalte klart, at en offentlig fremførelse af visen gennem
fjernsyn og radio måtte virke stærkt stødende på moralske og religiøse følelser, der er her-
skende indenfor betydelige kredse.
I overensstemmelse med det af forsvaret anførte, må det imidlertid endvidere antages, at en
bedømmelse af de af tiltalen omfattede sætninger kun kan foretages ud fra en helhedsvur-
dering af visens tendens. Det er herefter rettens opfattelse, at denne må ses som et indlæg i
polemisk form imod en religiøs opdragelse, der tilsigter at indgyde børn frygt for en straf-
fende Gud, der særlig overvåger menneskers seksuelle adfærd.
Da forestillinger af denne art - for så vidt de forekommer - ikke ses at have forbindelse til
kristne troslærdomme, og da angreb og forhånelse af sådanne lærdomme derfor ikke kan
antages at ligge inden for visens sigte, findes betingelserne for domfældelse efter den om-
handlede bestemmelse ikke at være til stede."
5. Straffelovens § 266 b blev indføjet i straffeloven i 1939 af hensyn til "de i den nyeste Tid
opdukkende Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.v.".
Straffelovens § 266 b har følgende ordlyd:
"§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter
udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller
nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller,
seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændig-
hed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed."
- 3 -
Straffelovens § 266 b kriminaliserer, at en person offentligt eller medforsæt til udbredelse i en
videre kreds giver udtryk for racistiske holdninger forstået som ytringer, der truer, håner eller
nedværdiger en gruppe af personer på grund af de pågældende personers race, hudfarve, nati-
onale eller etniske oprindelse, tro mv. Af praksis fremgår, at bestemmelsens kerne er udtalel-
ser, som går ud på, at den pågældende gruppe generelt har mindre værdi som mennesker
(f.eks. ved at ligestille de pågældende med dyr), og udtalelser, som indeholder helt usaglige
generaliserende påstande om grov kriminalitet.
6. Bestemmelsen i § 266 b, stk. 1, fik sin nuværende udformning i 1971. Bestemmelsen blev
dengang ændret med henblik på dansk ratifikation af FN's konvention om racediskrimination.
FN-konventionens artikel 4, litra a, forpligter deltagerlandene til at "kriminalisere al udbredel-
se af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til diskrimination
og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller per-
songruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver bistand til racefor-
følgelser, herunder deresfinansiering."
Udtrykket racediskrimination defineres i konventionens artikel 1, stk. 1, som følger:
"[...] enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race,
hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at
ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettig-
heder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle
eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet."
I forbindelse med ændringen af § 266 b, stk. 1, i 1971, udgik "afstamning og statsborgerfor-
hold" til fordel for "race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse". Diskrimination på
grund af "tro" blev derimod opretholdt, i hvilken forbindelse det på side 26 i betænkning nr.
553/1969 om forbud mod racediskrimination, som 1971-ændringen bygger på, blev anført:
"Det kan ikke antages, at der sker nogen ændring ved, at ordet "afstamning" udgår af lov-
teksten. Det skal blot tilføjes, at udvalgets forslag fortsat medtager religiøs overbevisning
blandt de i § 266 b nævnte diskriminationsgrunde."
7. Som nævnt kriminaliserer straffelovens § 266 b visse ytringer, der fremsættes offentligt el-
ler med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Det indebærer, at bestemmelsen skal fortolkes
snævert under hensyn til det princip om ytringsfrihed, som er udtrykt i grundlovens § 77 og
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, jf. herved konventionens artikel
17. Der må således ved den konkrete anvendelse af bestemmelsen foretages en afvejning af
- 4 -
hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til den persongruppe, som ytringen fremsættes
mod, jf. herved betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination, side 26ff:
"Der må iagttages en passende grænse for de indgreb i ytringsfriheden, som skal kunne
gøres gennem straffebestemmelser. Dette er under forarbejderne til konventionen (FN-
konventionen) særlig blevet fremhævet fra de nordiske landes side. Ved behandlingen i
menneskerettighedskommissionen af forslaget til en konvention blev det således påpeget, at
menings- og ytringsfriheden samt forenings- og forsamlingsfriheden må respekteres også
ved lovgivning vendt mod racediskrimination m.v., og det var på disse landes foranled-
ning, at det omtalte forbehold blev indføjet i konventionsteksten.
[...] Det må anses for en selvfølge, at videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, na-
tionale eller etniske forskelligheder, som det ikke kan antages at have været hensigten, at
konventionen skulle omfatte, falder udenfor bestemmelsen. Der kan formentlig være an-
ledning til at tage et lignende fortolkningsforbehold med hensyn til udtalelser, som uden at
være egentlig videnskabelige fremkommer som led i en saglig debat."
8. I retspraksis har spørgsmålet om forholdet til ytringsfriheden særligt været fremme i bl.a.
Højesterets dom i U2000.2234H. Dommen vedrørte ytringer fremsat under en direkte tv-
udsendelse af T, der i 1972 havde stiftet et politisk parti og i flere perioder havde været med-
lem af Folketinget. I præmisserne anførte Højesteret bl.a.:
"Tiltaltes udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at alle her i landet
boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks
øvrige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelses-
proces, og at de derfor tilhører en gruppe af verdensforbrydere. Tiltalte lagde hermed en
befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. Tiltaltes udtalelser er såle-
des groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe. De kan ikke le-
gitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat, og det er uden betyd-
ning for en bedømmelse af strafbarheden efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorledes is-
lam bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggørel-
se af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet.
Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfrihe-
den er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger
er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves
med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod
trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.
Tiltalte har som politiker taget aktiv del i den politiske debat som led i sit arbejde for en
restriktiv udlændingepolitik vendt mod muslimer. Det kan ikke i sig selv anses for strafbart
i en sådan debat at argumentere med en henvisning til islams skriftsteder eller til sam-
fundsmæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program. Sådanne henvisnin-
ger kan imidlertid ikke retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, tiltaltes ud-
talelser er udtryk for. En debat om tiltaltes politiske mål afskæres ikke ved en kriminalise-
ring af sådanne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere
- 5 -
om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffe-
lovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17."
Endvidere kan nævnes afgørelsen i U2004.734H. Dommen vedrører ytringer fremsat af T på
en af ham oprettet hjemmeside i forbindelse med et valg, hvor T var et partis spidskandidat til
Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat. Byretten anførte i præmisserne bl.a.:
"Det er rettens opfattelse, at T på den af ham etablerede hjemmeside, navnlig ved anven-
delsen af udtryk som »Indfangning af muhamedanerne i Danmark« og »Opsamling af mu-
hamedanerne i koncentrationslejre«, offentligt og med forsæt til udbredelse i en videre
kreds har fremsat nedværdigende udtalelser rettet mod muslimer generelt. Selv om udtalel-
serne er fremsat af T i politisk sammenhæng, er de fremsat på en hjemmeside og ikke som
led i en politisk debat og derfor ikke beskyttet i videre omfang. T er derfor skyldig i over-
trædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1."
Dette blev tiltrådt af landsretten med følgende bemærkning:
"Også efter bevisførelsen for landsretten findes T af de grunde, som byretten har anført,
skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, som fastslået ved dommen.
Hensynet til den særlige vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle sam-
fundsanliggender kan ikke begrunde straffrihed for T."
Højesteret anførte i præmisserne bl.a.:
"Højesteret finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den be-
folkningsgruppe, som udtalelserne vedrører. Som anført af landsretten kan hensynet til den
særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender ikke medføre, at
udtalelserne ikke er strafbare. Højesteret tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig i
overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i
lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og 17."
9. Som det fremgår af det ovenfor anførte, er der ikke sammenfald mellem de to bestemmel-
sers anvendelsesområde. Straffelovens § 140 beskytter mod offentlig bespottelse og forhånelse
af personers religiøse følelse i det omfang, denne følelse knytter sig til de lovlige religionssam-
funds troslærdomme og gudsdyrkelse. Straffelovens § 266 b beskytter derimod bl.a. mod of-
fentlig forhånelse eller forfølgelse af en befolkningsgruppe på grund af de pågældende perso-
ners fælles tro.
- 6 -
En ophævelse af straffelovens bestemmelse om blasfemi vil indebære, at offentligt fremsatte
bespottelser eller forhånelser af her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme
og gudsdyrkelse ikke vil kunne strafforfølges.
- 7 -