Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

"z-DIREVARSIVIINISTERIET
Sekretariatet for Udenrigspolitisk Nævn
Det Udenrigspolitiske Nævn (2. samling)
UPN UM-del - Bilag 6
Offentligt
1 8 DEC. 2007
FORSVARETS EFTERRETNINGSTJENESTE - EFTERRETNINGSMFESSIG RISIKOVURDERING
2007
Vedlagt fremsender jeg til orientering 40 eksemplarer af Forsvarets Efterretningstjenestes
efterretningsmæssige risikovurdering for 2007. Vurderingerne bedes fordelt blandt nævnets
medlemmer.
Med venlig hilsen
ren
HOLMENS KANAL 42 33 20 MAIL: FMN@FMN.DK
TELEFON: 33 92
1060 KØBENHAVN K TELEFAX 33 32 06 55 WEB: WWW.FMN.DK
c L
H. arly
CVR 25-77-56-35
EAN: 5798000231200
Offentligt
UPN F-del - Bilag 6
Det Udenrigspolitiske Nævn 2007-08 (2. samling)
FE
Efterretningsmæssig
risikovurdering
2007
*."
,
,
tc
t
FEForsvarets
Efterretningstjeneste
Kastellet 30 - 2100 København Ø
Telefon 33 32 55 66
Telefax 33 93 13 20
www.fe-ddis.dk
E-mail: fe@fe-mail.dk
Nr.: 350.460-01441
Dato: 12. oktober 2007
(Bedes anført ved henvendelse)
ndholdsfortegnelse
Forord 5
Hovedkonklusion 7
Den globale udvikling 9
Generelle tendenser 9
Udviklingslinjer 9
Økonomisk vækst 9
Energiforsyning 10
Forsvarsudgifter og våbenhandel 10
Masseødelæggelsesvåben 11
Tendenser i oprørskampe 11
Pirateri 12
magtsrelationer 13
Sikkerhedspolitiske udfordringer 13
USA's ledende rolle 13
Kina som stormagt 14
Indien som stormagt 15
Ruslands nye stormagtsrolle 15
Europa 16
Ruslands eksport af naturgas 16
Kosovo 17
Øvrige uløste konflikter i det sydøstlige Europa 17
Konflikter uden for Europa 19
Generelle tendenser 19
Demokratiske tendenser på retur i Mellemøsten 19
Øget spænding mellem sunnitter og shiitter 20
Afghanistan 21
Pakistan 23
Palæstina-konflikten 23
Libanon 24
( a
26
28
Afrika syd for Sahara 28
Nord- og Sydsudan 28
Konflikten i Darfur 29
Somalia 30
Terrorisme 31
Generelle tendenser 31
Militante sunniekstremistiske netværk 31
Perspektiver for den sunniekstremistiske terror 32
Operationsmåde 32
Regionale netværk 34
Shiamuslimsk terrorisme 38
Forholdet mellem terrorgrupper og stater 38
3
4
Forord
Velkommen til 2007-udgaven af Forsvarets Ef-
terretningstjenestes åbne risikovurdering. Det
er fjerde gang, vi offentliggør en sådan rapport.
Den indeholder en aktuel efterretningsmæssig
vurdering af forhold i udlandet af betydning
for Danmarks sikkerhed og henvender sig til en
bred kreds af læsere.
Forsvarets Efterretningstjeneste udarbejder
normalt rapporter, som er klassificerede af hen-
syn til beskyttelsen af vores kilder, ressourcer
ogi.gmarbejdspartnere. Denne risikovurdering
er( llertid skrevet med henblik på offentlig-
gørelse. Det betyder, at der i oplysningerne og
vurderingerne er taget hensyn til dette. Det har
selvfølgelig betydning for formuleringerne i
rapporten, for omfanget af detaljer og for skarp-
heden af visse analyser. Risikovurderingen
udtrykker alligevel en klar efterretningsmæssig
vurdering af strategiske og regionale forhold af
betydning for Danmarks sikkerhed. Det ligger i
sagens natur, at fokus i en efterretningsmæssig
risikovurdering er rettet mod truende eller po-
tentielt negative udviklinger.
Risikovurderingen er delt ind i tre hoved-
kapitler:
• Den globale udvikling,
• Konfliktområder uden for Europa,
• Terrorisme.
De helt overordnede vurderinger fremgår af
risikovurderingens hovedkonklusion.
For os er denne rapport en både spændende
og udfordrende opgave, der er anderledes end
vores normale, klassificerede vurderinger. Vi
håber, at den vil blive modtaget som et nøgternt
bidrag til den offentlige og politiske debat.
Forsvarets Efterretningstjenestes opgave er at
indsamle, bearbejde og formidle informationer
om forhold i udlandet af betydning for Dan-
marks sikkerhed, herunder for danske enheder
mv. i udlandet. Det gælder informationer om mi-
litære, politiske og økonomiske forhold samt in-
formationer om transnationale forhold, herunder
international terrorisme, spredning af masseøde-
læggelsesvåben og international våbenhandel.
Vi fokuserer primært på områder med udsendte
danske enheder, på terrornetværk i udlandet,
som truer Danmark og danske interesser, herun-
der vores udsendte styrker, samt på konflikt- og
kriseområder i verden.
Oplysninger om Forsvarets Efterretningstje-
neste i øvrigt kan findes på vores hjemmeside
www.fe-ddis.dk
Redaktionen er afsluttet den 15. september 2007.
J. OLESEN
Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste
5
6
Hovedkonklusion
Al-Qaida er hårdt trængt af den internationale
terrorbekæmpelse, men organisationen vinder
igen terræn blandt militante sunniekstremister.
Al-Qaida har forbedret sin kommunikation bl.a.
via internettet og har skabt tættere alliancer med
terrorgrupper verden over. Al-Qaida træner også
militante sunniekstremister, men terrortruslen
afhænger stadig i betydeligt omfang af enkelt-
personers eller mindre, lokale gruppers evne til
at gennemføre angreb.
y---1 massive indsats mod terror betyder, at
de tiden ikke er sandsynligt, at det vil lykkes
terrorister at gennemføre et terrorangreb i Euro-
pa så komplekst som angrebet den 11. september
2001. Der er imidlertid fortsat risiko for simple
terrorangreb og angreb af en vis kompleksitet
mod ubeskyttede mål, også i Europa. Det giver
myndighederne kortere tid til at forhindre terror-
angreb.
Den store folkelige tilslutning til Mellem-
østens og Nordafrikas islamistiske bevægelser
presser regionens regeringer til at tage større
hensyn til islams rolle i samfundet. De demokrat-
iske tendenser i disse områder er derfor på retur.
Hovedparten af regionens politiske systemer har
begrænset folkelig opbakning og er ikke stabile
på længere sigt.
Bestræbelserne på at opbygge en irakisk
stat har lange udsigter. Den demokratisk valgte
re g er i sin hidtil dybeste krise. De for-
ske 6e etnisk-religiøse grupperinger kæmper
med forskellig og skiftende intensitet om ter-
ritorier, ressourcer og politisk magt. USA har i
Bagdad og Anbar-provinsen haft en vis succes
med at forbedre sikkerhedssituationen. Det er
dog usikkert, om fremgangen er mere end mid-
lertidig. Udfaldet af konflikten i Irak vil i høj
grad bestemme den fremtidige udvikling i hele
regionen.
Fredsprocessen mellem Israel og palæstinen-
serne er på ny på dagsordenen, men en løsning
er ikke sandsynlig på kort sigt. Samtidig befin-
der de palæstinensiske selvstyreområder sig i en
alvorlig indenrigspolitisk krise. Libanons politi-
ske situation er blevet meget kritisk, både internt
og i forhold til Syrien og Israel. Irans indflydelse
i Mellemøsten er øget, bl.a. som konsekvens af
de politiske omvæltninger i Irak og Afghanistan.
Også i atomsagen optræder Iran selvsikkert.
Opbygningen af en stabil afghansk stat er
trods opfyldelsen af markante politiske mål
stagneret. Mange afghanere oplever det svage
statsapparat som fjernt og uvæsentligt. Der er
dyb fattigdom, og store dele af befolkningen er
økonomisk afhængige af opiumproduktionen,
som stiger. Sikkerhedssituationen er kritisk i det
sydlige og østlige Afghanistan. Taliban bevarer
vilje og kapacitet til en lang, opslidende kamp
trods betydelige tab i 2007.
Spredning af masseødelæggelsesvåben og
deres fremføringsmidler er fortsat et problem.
De internationale kontrolregimer er under pres.
Nordkorea viste i oktober 2006, at det er i stand
til at gennemføre en underjordisk kernespræng-
ning. I 2007 har der været en positiv udvikling
i Sekspartsforhandlingerne med landet. Iran er
fortsat under mistanke for at have et kernevåben-
program i tilknytning til sit civile atomprogram.
Både Nordkorea og Iran har ambitiøse program-
mer for udvikling af ballistiske missiler.
I Afrika er den humanitære situation i Darfur-
provinsen i Sudan stadig alvorlig. Beslutningen
om en fælles FN- og AU-fredsstyrke kan dog bi-
drage til at forbedre sikkerhedssituationen. I So-
malia er der på ny uro, og en fredsstyrke fra Den
Afrikanske Union har ikke kunnet dæmpe den.
På langt sigt vil globaliseringen gradvis for-
skyde det økonomiske tyngdepunkt fra Nord-
amerika og Europa til Asien og dermed skabe
nye magtcentre, der vil udfordre den vestlige
verdens dominerende rolle. Kina og Indien for-
søger målbevidst at bruge deres økonomiske
vækst til at få status som stormagter. Økonomisk
vækst har også givet Rusland større selvtillid, og
det søger en ny stormagtsrolle ved at udfordre
Vesten.
7
8
Den globale udvikling
Generelle tendenser
Verden befinder sig i en periode med høj øko-
nomisk vækst. Udveksling af mennesker, varer,
kapital, teknologi, information og ideer skaber
et sammenhængende, verdensomspændende
økonomisk system. Det sammenfattes ofte under
betegnelsen globaliseringen. Samtidig befinder
verden sig i en brydningstid, som er præget af
sikkerhedspolitiske udfordringer, der primært
o i forholdet mellem Vesten og den islami-
Udviklingslinjer
Økonomisk vækst
Globaliseringen fremmer den økonomiske
vækst. IsærKina ogIndien præstererhøje
vækstrater.
Globaliseringen medfører store stigninger i ver-
denshandelen og i internationale investeringer.
Det betyder, at verdensøkonomien vokser mere
og mere sammen, og globaliseringen udgør i
stigende grad grundlaget for den økonomiske
vækst.
Den økonomiske vækst foregår dog ikke
j 1-. I de næste 20 år er det sandsynligt, at
Ak . får den kraftigste vækst, og at også Mel-
lemøsten og Nordafrika ligger over den gen-
nemsnitlige økonomiske vækst i verden. De
højt udviklede lande vil sammen med resten af
verden ligge under dette gennemsnit. Denne ud-
vikling skal ses på baggrund af lavere udgangs-
punkter i Asien, Mellemøsten og Nordafrika.
Kina og Indien vil fortsat være de væsentlig-
ste drivkræfter i Asien. Denne verdensdels andel
ske verden. Disse udfordringer kommer blandt
andet til udtryk i terrorisme og spredning af
våben og våbenteknologi, herunder masseøde-
læggelsesvåben. På langt sigt vil globaliseringen
gradvis forskyde det økonomiske tyngdepunkt
fra Nordamerika og Europa til Asien og dermed
skabe nye magtcentre, der vil udfordre den vest-
lige verdens dominerende rolle.
af den samlede verdensøkonomi vil sandsyn-
ligvis stige fra omkring en tredjedel i dag til op
mod halvdelen om 20 år.
Det er sandsynligt, at Nordamerika i kraft
af sin økonomiske fremdrift fortsat står for om-
kring en fjerdedel af verdensøkonomien, mens
de europæiske økonomier fortsætter deres vækst
i det nuværende, forholdsvis moderate tempo.
På trods af de høje vækstrater har store dele
af den islamiske og afrikanske verden ikke væ-
ret i stand til at udnytte deres eksportindtægter
til at gennemføre de gennemgribende forandrin-
ger, der kræves for at skabe et moderne samfund
og en stabil økonomisk udvikling. Den islamiske
og afrikanske verden har derfor vanskeligt ved
at tilpasse sig globaliseringen og udnytte dennes
økonomiske muligheder fuldt ud, og de sam-
fundsmæssige forskelle mellem disse områder
og den øvrige verden bliver derfor stadig mere
udtalte.
9
Energiforsyning
Den globale økonomiske vækst øger
pressetpå energiforsyningerne. Kampen
om energi er blevet endnu vigtigere i
internationalpolitik.
Verdens energiforbrug vil blive ved med at stige.
Især Asiens økonomiske vækst vil føre til øget
forbrug og efterspørgsel efter olie, men også den
økonomiske vækst i USA og Europa vil bidrage
til det.
Golfstaterne dominerer verdenshandelen med
olie gennem organisationen af olieeksporterende
lande, OPEC. Rusland, der er en stor olieekspor-
tør, har fået en central rolle i den globale ener-
giforsyning, men er ikke med i OPEC. OPEC er
derfor ikke længere i stand til alene at fastsætte
olieprisen.
Stigningen i olieforbruget og ustabilitet i
mange af de regioner, der producerer energi, er
med til at presse olieprisen op. Både i 2006 og
2007 har prisen for en tønde råolie bevæget sig
over 75 USD. OPEC-samarbejdet sætter en ned-
re grænse for et fald i oliepriserne, mens køberne
vil forsøge at vælge olie fra og satse på andre
løsninger, hvis prisen forbliver høj over en læn-
gere periode. Det lægger et loft over olielandenes
muligheder for at hæve prisen ved at mindske
udbuddet. Derfor vil olie kun kunne bruges som
politisk våben i et kortsigtet perspektiv.
Alle lande forsøger at begrænse deres af-
hængighed af Golflandenes olie. USA og flere
europæiske lande søger at forbedre deres adgang
til de russiske energireserver. Asien, hvor øko-
nomierne er meget afhængige af importeret olie,
dækker hovedsagelig det øgede behov for olie
med import fra Golfen, men øger også samar-
bejdet med Rusland på energiområdet.
Afrika spiller en voksende rolle som olie-
producerende region. Kina har foretaget store
investeringer i Sudans olieindustri, og USA
importerer en betydelig del af sin olie fra den
afrikanske vestkyst, især fra Nigeria. Dette har
ført til en skarp konkurrence mellem de interes-
serede købere, ikke bare af energi, men også af
andre råstoffer.
Den øgede efterspørgsel efter energi betyder,
at både køber- og sælgerlande har store interes-
ser i at placere deres energiselskaber mest for-
delagtigt i projekter, der drejer sig om at udvinde
olie og gas eller etablere olie- og gasrørlednin-
ger. Energisikkerhed og kontrol med forsyninger
og transportveje er derfor blevet endnu vigtigere
i international politik.
Forsvarsudgifter og våbenhandel
De globale forsvarsudgifter stiger fortsat.
Samtidig vokser det legale våbenmarked
i taktmed en stigende efterspørgsel efter
våben.
Forsvarsudgifterne stiger i verden som helhed,
og det vil fortsætte i de kommende år. Stignin-
gen i USA's forsvarsudgifter har bidraget væ-
sentligt til denne udvikling, fordi de udgør over
40 % af verdens forsvarsudgifter. Også i Kina,
Rusland og Indien vil forsvarsudgifterne stige,
men ingen af de tre lande har ambition om, eller
økonomisk mulighed for, at nå USA's niveau.
I Europa og Canada er forsvarsudgifterne
begyndt at stige igen efter en periode med fald.
Det skyldes, at mange lande er i gang med at
omstille deres militære styrker til internatio-
nale operationer. Det er dyrt. I Mellemøsten og
Sydøstasien skyder forsvarsudgifterne fortsat i
vejret med stor fart.
Samtidig bruger de mange militser i Mel-
lemøsten og Afrika samt den hurtigt voksende
private sikkerhedsindustri flere penge på våben
end for ti år siden. Disse udgifter indgår ikke i
de officielle forsvarsudgifter.
I perioden 1998-2005 og opgjort efter værdi
var den største eksportør af våben USA, dernæst
fulgte Storbritannien, Frankrig, Rusland og Is-
rael. Ruslands eksport er taget til i slutningen af
denne periode, og også Kinas salg af våben vok-
ser, om end fra et lavt udgangspunkt. Pakistan
er traditionelt en stor aftager af kinesiske våben,
men Kina har gennem de seneste år også solgt
våben i stor målestok til afrikanske lande, bl.a.
Sudan.
De våbeneksporterende lande henvender sig
traditionelt til forskellige markeder. Kina og In-
dien er de vigtigste markeder for Rusland. Lan-
de i Mellemøsten og Nordafrika er traditionelle
aftagere af russiske våben, og eksporten er inde
i en stigning. Det hænger bl.a. sammen med, at
10
Rusland har eftergivet Syrien og Algeriet store
gældsposter i forbindelse med nye våbenkøb.
USA sælger ikke kun våben til vestlige lande,
men også til en lang række andre lande, f.eks.
Ægypten, Saudi-Arabien og Kuwait.
Masseødelæggelsesvåben
Spredning afmasseødelæggelsesvåben
og deres fremføringsmidler er fortsat et
problem. De internationale kontrolregimer
er underpres.
Spredning af materialer og komponenter til at
masseødelæggelsesvåben og fremfø-
ri nidler er fortsat et problem. En række ikke-
spredningsaftaler og nationale initiativer har til
formål at regulere området, men de internationa-
le kontrolregimer er under pres. Eksportkontrol
af følsomme produkter, der kan anvendes både
til civile og militære formål, er et vigtigt redskab
i denne sammenhæng. Der lægges også vægt
på at hindre spredning fra de eksisterende rus-
siske lagre af kemiske våben og kernevåben samt
spaltbare materialer, dvs. uran og plutonium af
en kvalitet, der kan anvendes i kernevåben.
Globaliseringen har medført, at den teknologi
og de produkter, som er nødvendige for at ud-
vikle masseødelæggelsesvåben og fremførings-
midler, i stigende grad er tilgængelige for stater,
der har den nødvendige økonomi og organisa-
tion. Visse stater prøver at øge deres politiske og
militære indflydelse ved at fremstille eller søge
ati nstille masseødelæggelsesvåben og frem-
fAugsmidler.
Udgifterne er typisk af mindre betydning for
stater, der ønsker at udvikle masseødelæggelses-
våben og fremføringsmidler. Indkøb af følsom
teknologi til udvikling af våben sker ofte via
dækfirmaer for at omgå eksportkontrol.
Fremstilling af effektive masseødelæggelses-
våben og fremføringsmidler kræver omfattende
viden og den nødvendige teknologi. Masseødelæg-
gelsesvåben kan fremføres på flere måder, bl.a.
med bomber nedkastet fra fly eller ved hjælp af
missiler. Både Nordkorea og Iran har ambitiøse
programmer for udvikling af ballistiske missiler.
Nordkorea viste i oktober 2006, at det er i
stand til at gennemføre en underjordisk kerne-
sprængning. Som led i Sekspartsforhandlingerne
mellem USA, Kina, Nordkorea, Sydkorea, Japan
og Rusland lukkede Nordkorea i 2007 en række
nukleare anlæg. Det er dog muligt, at Nordkorea
stadig råder over spaltbart materiale af en kvali-
tet, der kan anvendes i kernevåben.
Iran arbejder med berigning af uran og er
under mistanke for at have et kernevåbenpro-
gram. Landet fastholder imidlertid, at det nu-
kleare program alene har fredelige formål. Trods
FN-sanktioner siden december 2006 har Iran
ikke indstillet sine aktiviteter i forbindelse med
uranberigning eller i tilstrækkelig grad afklaret
udestående spørgsmål med Det Internationale
Atomenergiagentur. Sanktionerne begynder at
påvirke den iranske økonomi. Men der skal for-
mentlig et betydeligt større pres til, for at Iran
opgiver sit nukleare program.
Flere og flere stater råder efterhånden over
de nødvendige midler til at fremstille masse-
ødelæggelsesvåben og fremføringsmidler. Der
er ofte tale om civil teknologi og produkter, der
også kan anvendes til at fremstille våben.
Dette er eksempelvis tilfældet med et nu-
kleart program. Ved et sådant program forstås
aktiviteter inden for industri, forskning og ud-
dannelse relateret til udnyttelse af energien eller
strålingen fra spaltning af atomkerner. En stats
beherskelse af et sådant program åbner mulig-
hed for at fremstille spaltbart materiale i en kva-
litet, der kan anvendes i kernevåben.
Tendenser i oprørskampe
Oprørere vilsøge at svække vestligtengage-
ment i internationale operationermed
asymmetriske oprørs- og terrormetoder.
Når den vestlige verden indsætter militære styr-
ker i internationale operationer, hvor oprørsstyr-
ker skal bekæmpes, vil dens militærteknologiske
overlegenhed typisk tvinge oprørsbevægelser til
at blande moderne teknologi med traditionelle
og asymmetriske oprørs- og terroristmetoder.
Tendensen vil fortsat være angreb med forholds-
vis enkle midler, f.eks. vejsidebomber, selv-
mordsangreb og gidseltagninger. De tiltrækker
sig massemediernes interesse og bliver udnyttet
til at påvirke vestlige regeringer. Påvirkningen
11
er også rettet mod oprørsbevægelsernes egne
medlemmer og den øvrige lokale befolkning,
som oprørerne ofte, men ikke altid, er en del af.
Formålet med påvirkningen er at forhindre sam-
arbejde med vestlige modstandere og den lokale
regering samt at få størst mulig opbakning til
oprørsbevægelserne.
Oprørerne er i deres valg af midler og me-
toder ikke forpligtet af internationale konven-
tioner, som vestlige styrker er underlagt. Der
vil bl.a. af den grund ofte opstå en ulighed med
hensyn til de midler og metoder, parterne vælger
i denne type konflikt.
En afgørende forudsætning for en succesfuld
oprørskamp vil også i fremtiden være lokalbe-
folkningens støtte eller i hvert fald passivitet, så
oprørerne kan bevæge sig frit og skjule sig i den
øvrige befolkning. Påvirkning af lokalbefolknin-
gen sker gennem trusler og løfter. Med kontrol
over befolkning og ressourcer sikrer oprørere
sig den nødvendige bevægelsesfrihed til at plan-
lægge og gennemføre deres operationer.
For at fremkalde en politisk omvæltning
vil oprørsbevægelser fortsat forsøge at svække
statsmagtens evne til at sikre borgernes liv, ejen-
dom og almindelige dagligdag. De nedbryder
imidlertid kun sikkerheden i de områder, de
ikke kontrollerer, mens de overtager statsmag-
tens rolle i de områder, de kontrollerer.
Oprørsbevægelserne vil i første række an-
gribe modstanderens vilje snarere end at forsøge
at tilintetgøre hans styrker. Det kan f.eks. ske
ved selvmordsangreb og beskydning af lejre og
andre opholdssteder blot for at skabe utryghed.
Oprørere vil også angribe organisationer, der
udfører genopbygning og forsøger at forbedre
befolkningens levevilkår. Hvis disse organisa-
tioner tvinges til at trække sig ud af området, og
levevilkårene ikke forbedres, vil befolkningen
ikke se nogen fordel i, at en international styrke
er til stede. Oprørsbevægelserne vil ofte have en
interesse i at trække konflikten i langdrag, fordi
det mindsker den folkelige støtte i Vesten til at
sende styrker ud.
Globaliseringen og udviklingen inden for
kommunikation betyder, at oprørsbevægelser
ikke bare udnytter direkte kommunikation,
f.eks. i moskeer, men også presse, radio, tv og
internettet. De forstår til fulde, at psykologisk
påvirkning er lige så vigtig som væbnet kamp.
Oprørsbevægelser som Taliban i Afghanistan
og sunniekstremistiske grupper i Irak udnytter
dette meget bevidst for at skabe utryghed og
modvilje mod, at styrkerne er indsat. Konkret
kan påvirkningen bestå i politiske erklæringer,
offentliggørelse af billeder og rapporter om
påståede civile tab, henrettelser af gidsler eller
selvmordsaktioner.
Oprørskampens natur er foranderlig. Det
stiller store krav til vestlige militære styrkers
evne til at tilpasse sig. Ofte vil oprørere bevidst
ændre oprørskampen for dermed at rokke ved
de forudsætninger, den indsatte styrkes mandat
bygger på. Ad den vej søger de at påvirke den
vestlige opinion til at kræve tilbagetrækning af
de indsatte styrker.
Pirateri
Piraterier stadig et sikkerhedsproblem for
den internationale skibsfart.
Ifølge International Maritime Bureau, IMB,
faldt antallet af piratangreb i hele verden i
2006 for tredje år i træk. Tendensen er dog
ikke entydig, idet nogle farvande, især ved
Bangladesh, Malaysia, Filippinerne, Brasilien
og Peru, udviste markante stigninger, mens
faldene især fandt sted i det indonesiske ørige,
ved Vietnam og ud for Somalia. De tre mest
udsatte områder er fortsat farvandene omkring
Indonesien, Nigeria og Bangladesh. Faldene
kan i flere områder tilskrives større indsats og
opmærksomhed fra både myndigheder og skibe.
Langt de fleste piratoverfald sker tæt på ky-
sten, men især ved Somalia har piraterne udvi-
det deres operationsområde til over 200 sømil
fra land. I 2006 blev 14 skibe kapret på verdens-
plan, heraf fem ved Somalia. I løbet af de første
seks måneder af 2007 er syv skibe blevet kapret
i farvandet ud for Somalia, herunder det dan-
ske skib Danica White. Kapringerne sker for at
kræve løsepenge for skib og besætning. Ud af de
syv kaprede skibe er fire blevet frigivet efter be-
taling af løsepenge. Danica White blev frigivet
efter 82 døgn i piraternes varetægt.
Antallet af piratangreb berører kun et meget
lille antal skibe på verdensplan, men er visse
12
steder et stort problem. Bekæmpelsen af pirateri holde og løbende forbedre sine forholdsregler
tvinger den internationale skibsfart til at opret- over for pirateri.
Stormagtsrelationer
Sikkerhedspolitiske udfordringer
Vestens politiske idealer og normermøder
modstandi den islamiske verden. Rusland
og Kina ståri stigende grad også fastpå
deres egne politiske værdierog interesser.
Globaliseringen spreder den vestlige verdens
kuer og teknologi, men der er opstået bevægel-
se r er stærkt kritiske over for Vestens politi-
ske og kulturelle værdier. I mange ikke-vestlige
samfund er svaret på ringe økonomisk udvikling
og forværrede sociale forhold at vende tilbage
til sine egne kulturelle værdier, eventuelt fra en
svunden tid.
Den reaktion ses tydeligst i den islamiske
verden, hvor de kræfter, der ønsker at indrette
samfundene efter islamiske forskrifter, er i
stærk fremgang. Specielt i den arabiske verden
øger de økonomiske og sociale forhold befolk-
ningernes utilfredshed. En meget kraftig befolk-
ningsvækst med flere og flere unge gør det svært
at finde et arbejde. Det giver de yderliggående
kræfter i befolkningerne større opbakning.
Mange i den islamiske verden opfatter Ve-
stens politiske og militære adfærd som forsøg
på at dominere den islamiske verden. Den mest
elq 'me reaktion mod dette kommer fra de
is ,stiske terrorbevægelser med udspring i
Mellemøsten, i det sydlige Asien og blandt mus-
limske indvandrere i Europa.
Forholdet til den islamiske verden er blevet
Vestens mest påtrængende sikkerhedspolitiske
udfordring. Foruden terrortruslen drejer det
sig om islamismens trussel mod den politiske
stabilitet i en række stater i Mellemøsten, Nord-
afrika og Sydasien. Dertil kommer risikoen for,
at masseødelæggelsesvåben bliver mere udbredt.
Endelig er der usikkerheden om energipriser og
energiforsyning samt udvandring til Europa.
Globaliseringen fremmer et interessefælles-
skab mellem udviklede stater, og det mindsker i
betydelig grad risikoen for krige mellem disse.
De fleste voldelige og væbnede konflikter i dag
udspringer fra et bælte fra Nordafrika til Sydøst-
asien, der stort set er sammenfaldende med den
islamiske verden. Hertil kommer, at også Afrika
syd for Sahara fortsat vil være plaget af volde-
lige og væbnede konflikter.
Det bliver sværere at løse konflikter og kri-
ser, fordi mange stater og regeringer er under
hårdt pres fra oprørsbevægelser, stammer, kla-
ner, krigsherrer, kriminelle organisationer og
terrorgrupper. I nogle tilfælde dominerer det den
politiske scene, som det i stigende grad ses i de
mellemøstlige konflikter. Dette skaber meget
vanskelige politiske og militære betingelser, når
Vesten vil gribe ind i konflikterne.
Globaliseringen giver også fremvoksende
stormagter det økonomiske rygstød til at udfor-
dre Vesten politisk. Kina og Rusland føler sig al-
lerede nu stærke nok til i stigende grad at lægge
afstand til vestlige normer for politisk adfærd og
til at stå fast på deres egne politiske værdier, tra-
ditioner og interesser. Den tendens vil givetvis
blive forstærket og vil inspirere andre lande.
Dette vil danne grundlag for nye internatio-
nale samarbejdsmønstre. Det vil ikke nødven-
digvis føre til storpolitiske sammenstød, men
det vil gøre forskellene i politisk kultur tyde-
ligere og kan skabe vanskeligheder i forholdet
mellem stormagterne.
USA's ledende rolle
USA vilbevare sin ledende rolle. USA vil
dog i stigende gradblive udfordret afKina
og Rusland.
Målt i teknologisk udvikling og velstand pr.
indbygger vil USA forblive verdens førende
økonomi. USA's økonomi er præget af service-
sektoren og er det mest fremskredne eksempel
på globaliseringens effekter i form af høj vækst
13
og udstrakt afhængighed af andre landes indu-
strielle formåen.
USA vil stadig være den eneste supermagt,
der kan sætte sine militære styrker ind over
hele kloden, og USA vil udbygge sin militære
teknologiske overlegenhed for at fastholde dette
forspring. USA har militær evne til at fjerne
regeringer og ændre regionale magtforhold,
men som Irakkrigen viser, har denne evne sine
begrænsninger, når beslutsomme væbnede
grupper, der falder i med befolkningen, skal
bekæmpes.
USA vil bevare sin ledende rolle i interna-
tional politik. Det skyldes dets økonomiske og
militære styrke samt politiske tiltrækningskraft.
Det er dog en position, der i stigende grad vil
blive udfordret af andre stormagter, primært
Kina og Rusland.
Kina som stormagt
I Kina har kommunistpartiet reelt forkastet
den kommunistiske ideologi. Landet bruger
sin størrelse og økonomiske vækst tilat
sikre sig status som stormagt.
Kina har delvis omstillet sin økonomi efter
markedsøkonomiske principper. Kinas Kom-
munistiske Parti har reelt forkastet den kom-
munistiske ideologi, men har bevaret sit magt-
monopol. Partiet vil kun meget langsomt og
forsigtigt kunne gennemføre politiske reformer,
da dets fløje endnu ikke står samlet om et fælles
politisk projekt. Gradvise politiske reformer vil
blive forsøgt, baseret på traditionelle kinesiske
principper som harmoni, enighed og autoritet.
Den kinesiske ledelse har erkendt, at det ki-
nesiske forsvar er forældet, og at Kina vil være
USA teknologisk underlegen i lang tid. Det har
resulteret i en betydelig indsats for at moderni-
sere udvalgte dele af de væbnede styrker, især
flåde- og flystyrkerne.
Kina vil dog ikke kun bygge sin stormagts-
position på militær magt, men snarere på den
tiltrækningskraft, som landets størrelse og
voksende økonomi fører med sig. Det er Kinas
hensigt at udnytte sin økonomiske styrke til at
samle Østasiens lande om sig, og deres økono-
14
mier formes nu i stigende grad af deres relatio-
ner med Kina. I Nordøstasien stiger samhan-
delen mellem Kina, Japan og Sydkorea således
kraftigt, også selv om de politiske forbindelser
mellem Kina og Japan er kølige.
Kinas store overskud på handelen med USA
betyder, at de to lande er blevet afhængige af
hinanden. Kinas økonomiske udvikling kan
føre til, at den kinesiske økonomi bliver af sam-
me størrelse som USA's i løbet af de næste 20
år, og at Kina vil få en langt større indflydelse
på global politik.
Allerede nu ser Kina USA som den største
hindring for at udfolde sin indflydelse i Asien.
Taiwan rummer en væsentlig mulighed for kon-
flikt. Kina har forpligtet sig til at genforene ø-
republikken med moderlandet, om nødvendigt
med magt, mens USA har forpligtet sig til at
forsvare den mod et kinesisk angreb.
Sekspartsforhandlingerne viser, at USA har
indset, at Kina er den eneste magt, der kan
fremtvinge en fredelig afvikling af Nordkoreas
kernevåbenprogram.
Kina har en fælles interesse med Rusland i
at dæmme op for USA's globale rolle. Forholdet
mellem de to lande er godt, men det vil ikke
udvikle sig til en alliance. De vigtigste elemen-
ter i det kinesisk-russiske forhold er russiske
leverancer af våben, våbenteknologi og energi,
herunder atomkraftværker, til Kina.
Kinas økonomiske vækst betyder, at det
bliver stadig mere afhængigt af olie og andre
råstoffer fra udlandet. Kina søger at sikre sin
olieforsyning fra Mellemøsten ved at pleje tætte
kontakter til Iran, men søger i øvrigt at stå på
god fod med alle landene omkring Golfen. I
Afrika søger Kina økonomisk indflydelse og
adgang til energi ved at sprede sine investerin-
ger til flere lande og ved at udbygge sit forhold
til f.eks. Sudan, Angola og Zimbabwe.
Kina vil fortsat afvise politisk indblanding
i egne og andre landes indre forhold. Det gør
Kina attraktiv som samarbejdspartner for en
lang række lande, og kinesiske investeringer er
et tillokkende alternativ til vestlige investerin-
ger, der ofte ledsages af krav til landenes politi-
ske adfærd.
Indien som stormagt
Indiens økonomiske vækst har ført til
stormagtsambitioner. Indien kan blive
brobyggeri internationalpolitik, men landet
plages afstore interne problemer.
Indiens økonomi er gennem de sidste to årtier
vokset med omkring 6 % om året, og det har
ført til øget levestandard for en del af landets
hastigt voksende befolkning. Indiens regering
håber, at den økonomiske vækst kan føre landet
frem mod en væsentlig rolle i verdenssamfun-
det. Samtidig har Indien en velfunderet demo-
kratisk tradition og kan således placere sig som
e -turlig storpolitisk partner for Vesten. Med
si jancefri tradition kan Indien være brobyg-
ger til ikke-vestlige stormagter og udviklings-
lande.
Indiens økonomiske vækst trues dog af
mangler inden for transport og kommunikation
samt statsstyring af økonomien. Indiens demo-
kratiske system gør det svært at gennemføre
økonomiske reformer, fordi størstedelen af den
fattige befolkning stemmer på partier, som vil
opretholde den statsstyrede økonomi.
Den indiske regering skal lægge store kræfter
i at håndtere landets mange konflikter, fra Kash-
mir i nordvest til de maoistiske og etniske oprør
i øst. De religiøse, politiske og etniske konflikter
og den meget ujævne økonomiske og sociale
udvikling i Indiens delstater bidrager til, at den
fremvoksende stormagt på visse områder vil be-
vare sin karakter af en såkaldt svag stat.
t er Indiens strategiske mål at hæve sig op
pfi—veau med Kina som asiatisk stormagt. Det
er derfor et vigtigt mål for Indien at få en per-
manent plads i FN's Sikkerhedsråd.
Indien har styrket sit forhold til USA, der har
anerkendt dets status som atommagt. USA ser
en fordel i at have Indien som strategisk partner
for at have en modvægt til Kina i Asien. Indien
vil dog ikke alliere sig med USA, men vil ma-
nøvrere mellem Kina, Rusland og USA.
Det er desuden et vigtigt mål for Indien at
skabe stabilitet i sit nærområde, der er plaget af
en lang række konflikter, hvoraf flere har direkte
indflydelse på Indiens indre sikkerhed. Indien
har mange ressourcer bundet i det problemati-
ske forhold til Pakistan, og den uløste konflikt
om Kashmir forsinker Indiens ambitioner om
en regional stormagtsrolle. Den igangværende
fredsproces har forbedret klimaet mellem Indien
og Pakistan, men den står næppe foran et gen-
nembrud.
Indien prioriterer sit forsvar højt og råder al-
lerede over et konventionelt stormagtsforsvar
med en afbalanceret sammensætning. Det er
kun på det militære område, at Indien har stor-
magtsstatus, men det er sandsynligt, at landet i
de nærmeste ti år vil styrke sin udenrigspolitiske
indflydelse.
Ruslands nye stormagtsrolle
Økonomisk vækst giverRusland større
selvtillid. Landet søger en ny stormagtsrolle
vedat udfordre Vesten.
Rusland er kommet så meget til kræfter, poli-
tisk og økonomisk, at dets ledelse nu kan forme
landets videre udvikling og fremtidige politiske
system. Det vil betyde, at det delvis vil afvise
vestlige demokratiers parlamentariske og retlige
normer.
Det politiske system er præget af en stadig
mere centraliseret og autoritær statsmagt, der
ser Ruslands egen historiske og kulturelle tra-
dition som et forbillede for sin magtudøvelse.
Dette accepteres bredt i den politiske elite og i
befolkningen. Præsident Putins kandidat som
efterfølger vil med stor sandsynlighed blive
valgt i foråret 2008. De nuværende tendenser i
russisk indenrigs- og udenrigspolitik vil derfor
fortsætte.
Rusland er inde i en økonomisk fremgang,
der først og fremmest drives af landets rolle som
verdens største eksportør af naturgas og som
den næststørste olieeksportør. Rusland vil for-
mentlig kunne opnå en årlig økonomisk vækst
på ca. 5 % og dermed en stigende levestandard.
Hvis tendenserne til statslig styring af økono-
mien bliver endnu mere udtalte, vil det kunne
skade den økonomiske vækst.
Trods stigende forsvarsudgifter er nedskæ-
ringer i Ruslands væbnede styrker nødvendige,
også i de strategiske kernevåben. Ellers er det
ikke muligt at skaffe nyt materiel og skabe et
mere professionelt forsvar.
15
Rusland har indledt en konfrontatorisk uden-
rigspolitik. Det afspejler en opfattelse i landets
ledelse af, at Ruslands magt er voksende, og at
den skal bruges til at stå fast på egne politiske
værdier og til at genskabe Rusland som en magt,
der i international politik handler ud fra sine
egne interesser.
Med statens stigende kontrol over energisek-
toren er salg og transit af olie og gas blevet et
vigtigt politisk instrument, i særdeleshed i SNG,
hvor Rusland er opsat på at styrke sin position
som den enerådende regionale leder. Ruslands
energipolitik over for de SNG-lande, der mod-
sætter sig Rusland, har fremkaldt mistillid i EU
til Ruslands energipolitik. Sammen med en ræk-
ke politiske stridigheder har det kølnet forholdet
mellem Rusland og en række EU-lande. Også
forholdet mellem Rusland og USA er præget af
sammenstød om politiske værdier og en række
sikkerhedspolitiske spørgsmål, bl.a. USA's mis-
Europa
Ruslands eksport af naturgas
Rusland vilikke kunne bruge naturgas-
leverancerne sompolitisk våben modEU
uden at skade sig selv i betydelig grad.
I de kommende årtier bliver EU mere afhængig
af at købe naturgas fra Rusland. Det skyldes,
at EU-landenes forbrug af gas stiger, samtidig
med at deres egen gasproduktion falder. Men
Rusland er også afhængig af at sælge gas til
EU. For det første er der tale om en betydelig
indtægtskilde. For det andet råder Rusland
ikke over gasrørledninger, der gør det muligt at
sælge gassen til andre kunder.
Det er derfor ikke sandsynligt, at de aktuelle
politiske og økonomiske modsætninger mellem
Rusland og EU-landene vil føre til et stop for
gaseksporten til EU. Det ville i høj grad ramme
Rusland selv, hvis det brugte "naturgasvåbnet"
over for EU.
Rusland samarbejder med de nordafrikan-
ske lande om at udvinde og sælge naturgas.
Da disse lande også dækker en betydelig del af
silskjold og fremtiden for traktaten om begræns-
ninger af konventionelle våben i Europa, CFE-
traktaten.
Rusland har ikke de samme økonomiske
udviklingsmuligheder som Kina. Det vil fortsat
have betydelige politiske, økonomiske, sociale,
befolkningsmæssige og militære problemer, der
hindrer, at Rusland kan få magt til alene at ud-
fordre USA, EU eller Kina.
Rusland vil derfor søge at samarbejde med
andre stormagter og regionale magter, som
eks. Kina, Indien og Iran. Der vil ikke være
tale om egentlige alliancer, men om samarbejds-
mønstre, hvor interessesammenfald og styrken
af samarbejdet vil variere meget. For EU og
USA betyder det, at Rusland vil blive mere selv-
hævdende og besværlig i mange internationale
spørgsmål, og at Vesten ikke længere kan tage
Ruslands politiske partnerskab for givet.
EU's gasforbrug, indebærer det en mulighed for
et russisk domineret gaskartel, der kan presse
prisen på gas til det europæiske marked op.
Det har vakt bekymring i EU-landene, at
Rusland har brugt Ukraines og Belarus' afhæn-
gighed af russisk naturgas til at presse de to
lande til at acceptere højere gaspriser og øget
russisk indflydelse på deres naturgasledninger.
Selv om Rusland ikke har misligholdt sine gas-
aftaler med Ukraine og Belarus og blot har øn-
sket at hæve gaspriserne til verdensmarkedets
niveau, har det ikke fjernet EU-landenes mistil-
lid til Rusland som gasleverandør.
Mens Rusland forsøger at blive en trovær-
dig leverandør, fortsætter EU-landene med at
mindske deres afhængighed af enkelte gasleve-
randører. Den russiske stats øgede kontrol med
landets energisektor har dog ført til uoverens-
stemmelser med EU om det fremtidige energi-
samarbejde, og spørgsmålet bidrager til at van-
skeliggøre Ruslands og EU's forhandlinger om
en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale.
16
Kosovo
En endelig og bredt accepteretløsningpå
Kosovos status er meget svær at opnå.
Situationen i Kosovo er spændt på grund af det
endnu ubesvarede spørgsmål om Kosovos ende-
lige status. FN's særlige udsending for Kosovo,
Martti Ahtisaari, afsluttede i foråret 2007 for-
handlingerne om Kosovo, men det var Ahtisa-
aris konklusion, at en forhandlet løsning mellem
Serbien og Kosovo ikke er mulig på grund af
parternes modsatte synspunkter og manglende
vilje til kompromis.
Ahtisaaris udspil lægger op til en form for
ov våget selvstændighed og en international til-
st ærelse (bl.a. EU-politi og NATO/KFOR)
under politisk ledelse af EU. I FN's Sikkerheds-
råd blokerer Rusland for en resolution, der på
grundlag af Ahtisaaris udspil vil kunne bane
vejen for Kosovos selvstændighed. Rusland kræ-
ver en forhandlet løsning mellem Kosovo-kon-
fliktens parter.
Rusland bruger spørgsmålet om Kosovos sta-
tus til at demonstrere en selvstændig stormagts-
politik over for EU og især USA. Rusland har
dermed ført løsningen af Kosovo-spørgsmålet
ind i kredsen af uoverensstemmelser med USA.
Den omfatter f.eks. også missilforsvar og CFE-
traktaten om begrænsninger af konventionelle
våben i Europa, uden dog direkte at koble dem
sammen med Kosovo-spørgsmålet.
Situationen er gunstig for Rusland, da den
udstiller uenighed i EU om Kosovos status og
u -,odighed i USA med splittede europæere.
Dk ger Ruslands tilskyndelse til at stå fast og
udnytte Kosovo maksimalt i sin storpolitiske
positionering over for EU og USA. Det bliver
derfor meget vanskeligt at finde en løsning i
FN's Sikkerhedsråd på Kosovos status i løbet af
efteråret 2007.
Radikale kosovoalbanske grupper lægger
pres på de kosovoalbanske politikere for en
ensidig selvstændighedserklæring, men den
kosovoalbanske ledelse maner til besindighed.
Hvis den fortsat føler politisk opbakning fra EU
og USA i løbet af efteråret 2007, er det sandsyn-
ligt, at det vil lykkes at holde befolkningen i ro.
Hvis situationen i Kosovo spidser til, eller de
storpolitiske forhandlinger om Kosovos status
helt går i baglås, kan det føre til, at kosovoalba-
nerne ensidigt erklærer Kosovo selvstændigt.
Det vil give EU og USA betydelige politiske og
juridiske problemer, da en anerkendelse af Ko-
sovo vil være i modstrid med FN's sikkerheds-
rådsresolution 1244. Desuden vil det komplicere
en fortsat international civil og militær tilstede-
værelse.
Som situationen tegner sig, er det ikke sand-
synligt, at der på kort til mellemlangt sigt kan
findes en endelig og bredt accepteret afklaring
af Kosovos status, og spørgsmålet vil derfor
fortsat høre til blandt de uløste konflikter i Euro-
pa på linje med feks. Cypern-spørgsmålet.
Øvrige uløste konflikter i det syd-
østlige Europa
Øvrige konflikteri det sydøstlige Europa
ermeget vanskelige at løse, bl.a. fordi
de er knyttet sammen med storpolitiske
problemer.
Der er stadig ikke udsigt til endelige løsninger
med hensyn til de øvrige ikke-anerkendte stats-
dannelser: Nordcypern, Transdnestr, Abkha-
sien, Sydossetien og Nagornyy Karabakh. Som
Kosovo-konflikten er disse konflikter knyttet
sammen med storpolitiske problemer, og de på-
virker hinanden.
Ruslands genindtræden i CFE-traktaten
er ikke realistisk uden en politisk løsning på
Transdnestr-konflikten og dermed en afklaring
af de russiske troppers tilstedeværelse. Samti-
dig vil udviklingen i spørgsmålet om Kosovos
fremtidige status kunne påvirke situationen
omkring Transdnestrs, Abkhasiens og Sydos-
setiens selvstændighed. Ruslands interesse i
disse konflikter er først og fremmest status
quo. En russisk anerkendelse af de tre regioners
formelle selvstændighed er derfor kun i nogen
grad sandsynlig.
17
18
Konflikter uden for Europa
Generelle tendenser
I Mellemøsten og Nordafrika får islamistiske
bevægelser stadig større folkelig tilslutning.
Regeringerne er generelt afvisende over for de-
mokratiske reformer, som kan give islamisterne
større indflydelse, men tager dog i stigende
grad hensyn til islamisternes krav om lovgiv-
ning, som baserer sig på islam. I flere arabiske
la40-. f.eks. Saudi-Arabien og Ægypten, frygter
r egerne den radikalisering af deres egne
befolkninger, som skabes af konflikterne i Irak,
de palæstinensiske områder, Libanon og Afgha-
nistan. Radikaliseringen vanskeliggør deres sik-
kerhedspolitiske samarbejde med USA. De hol-
der dog fast i samarbejdet, bl.a. som modvægt til
Irans voksende regionale magt.
I Afghanistan bevarer Taliban vilje og kapa-
citet til en lang og opslidende kamp trods bety-
delige tab i 2007. Et vigtigt aspekt af Talibans
oprør er den pakistanske regerings stigende
problemer med at kontrollere grænseområderne
til Afghanistan.
Siden bølgen af uafhængighed i 1960'erne
har Afrika syd for Sahara været plaget af po-
litisk ustabilitet og konflikter. Den typiske
konflikt har sine rødder i etniske, religiøse el-
ler klanmæssige forhold, som ofte udnyttes af
mt .,averne. Udviklingen har dog i de seneste
år ret inde i et mere positivt forløb, selv om
der er en række klare undtagelser.
Blandt undtagelserne er Afrikas Horn, hvor
især konflikterne i Sudan og Somalia påkalder
sig opmærksomhed. I Sudan drejer det sig om
Darfur samt fredsaftalen mellem Nord- og Syd-
sudan. I Somalia gælder det borgerkrigen og den
udenlandske indblanding.
Demokratiske tendenser på retur i
Mellemøsten
De demokratiske tendenseri Mellemøsten
erpå retur. Hovedparten afde politiske
systemer har begrænset folkelig opbakning
og erikke stabile på længere sigt.
I det meste af Mellemøsten er borgerne ude-
lukket fra politisk medbestemmelse. De bæren-
de statsinstitutioner er magtapparatet, inklusive
de væbnede styrker og sikkerhedstjenesterne.
Efter den første golfkrig i 1991 indledte flere
regeringer forsigtige demokratiske reformer.
Disse tendenser kulminerede, efter at den ame-
rikansk ledede koalition invaderede Irak i 2003.
I 2004 udtalte Yemens præsident, at de arabiske
ledere måtte gennemføre reformer eller se sig
skyllet væk af en global demokratiseringsbølge.
Parlamentsvalg i Algeriet, Tunesien og Ægyp-
ten, lokalvalg i Saudi-Arabien og indførelse af
kvindelig stemmeret i Qatar og Kuwait viste, at
flere af regeringerne i Mellemøsten så behov for
politiske reformer.
I de sidste par år har hovedparten af rege-
ringerne i Mellemøsten imidlertid stillet de
demokratiske tiltag i bero. I Jordan, Marokko
og Ægypten, som tidligere var forrest med disse
tiltag, er oppositionspolitikere blevet arresteret.
Generelt er pressefriheden blevet mindre, og
Mellemøstens statsledere er holdt op med at love
demokratiske reformer.
Nogle forklaringer på den manglende demo-
kratisering er specielle for de enkelte lande, men
en række generelle faktorer gør sig gældende.
Hovedparten af Mellemøstens statsledere blev
skræmt af islamistiske bevægelsers store vælger-
tilslutning ved parlamentsvalgene i Ægypten og
Irak i 2005, i de palæstinensiske områder i 2006
samt den generelt stigende folkelige opbakning
til islamistiske oppositionsgrupper.
Regeringerne i de olieproducerende lande i
19
Mellemøsten har i udstrakt grad siden 1970'erne
brugt olieindtægterne til at opnå støtte fra de
mest indflydelsesrige samfundsgrupper samt
til job og velfærd for den brede befolkning. De
senere års meget høje oliepriser har gjort det
lettere at føre denne politik, som gør besparel-
ser på statsbudgettet og økonomiske reformer
unødvendige. Regeringerne har ikke gennem
politiske reformer forsøgt at få større folkelig
opbakning.
Endelig har USA nedtonet sit pres på Mel-
lemøstens regeringer for demokratiske reformer,
bl.a. på grund af problemerne i Irak og islami-
sternes stigende folkelige opbakning. I ly af det
aftagende vestlige pres for demokratiske refor-
mer har flere regeringer slået ned på islamistiske
oppositionsgrupper. Regeringerne i Mellem-
østen har ofte i stramningerne af den politiske
åbenhed ikke skelnet mellem islamistiske be-
vægelser med brede politiske og sociale mål og
mindre, yderliggående grupper, som bekender
sig til terrorisme.
Hovedparten af Mellemøstens politiske sy-
stemer har begrænset folkelig opbakning. Det
gælder både de traditionelle monarkier og de
tilbageværende repræsentanter for den såkaldte
arabiske socialisme. Den politiske hovedstrøm-
ning blandt befolkningerne i Mellemøsten tager
sit udgangspunkt i tolkninger af islam, som
er stærkt antivestlige. I lande som Ægypten,
Marokko og de arabiske monarkier ved Golfen
forsøger statslederne at fremstille sig selv som
fortalere for økonomisk modernisering, samti-
dig med at de prøver at indarbejde centrale dele
af de islamistiske strømninger i deres politiske
profil.
Hovedparten af Mellemøstens politiske
systemer er ikke stabile på længere sigt. De
er i særlig grad udsatte, hvis den økonomiske
situation bliver markant forværret. Mellem-
østens statsledere er nødt til at tage hensyn til
den stigende folkelige støtte til den islamistiske
dagsorden. Derfor er der voksende sandsynlig-
hed for, at sager som tegningerne af profeten
Muhammed i 2006 kan skabe problemer mellem
landene i Mellemøsten og vestlige lande.
20
Øget spænding mellem sunnitter
og shiitter
Udviklingen i Iran og Irak har forskudt
magtbalancen mellem shiamuslimske og
sunnimuslimske lande i Mellemøsten til
fordel for shiitterne.
Magtbalancen mellem shiitiske og sunnitiske
lande i Mellemøsten er gennem de seneste år
blevet forskudt. Det skyldes først og fremmest
Irans nukleare program. Dertil kommer udvik-
lingen i Irak, hvor shiitterne nu dominerer rege-
ringen og har nære forbindelser til det shiitiske
Iran.
Sunniarabiske regeringer søger at imødegå
Irans øgede styrke og har gentagne gange udtalt
sig om "faren for en shiitisk halvmåne", dvs. et
bælte med shiitisk dominans fra Iran og Irak
over Syrien til Libanon. Spændingerne kommer
særligt til udtryk gennem magtkampen mellem
det arabiske, sunnitiske Saudi-Arabien og det
persiske, shiitiske Iran. Siden 2007 er magtkam-
pen mellem dem bl.a. også kommet til udtryk
i Libanon, hvor de to stater yder støtte til hver
deres part i den igangværende indenrigspolitiske
krise.
De øgede spændinger mellem shiitter og sun-
nitter har også indenrigspolitiske følger i flere
af Mellemøstens stater. I Irak følger de vigtigste
konflikter skellet mellem sunnitter og shiitter,
og i Golfen ser de sunniarabiske regeringer i
stigende grad deres egne shiitiske mindretal som
destabiliserende elementer. Saudi-Arabien har
f.eks. et shiitisk mindretal på 10-15 %, som ud-
gør et flertal i landets olierige østlige provins, og
som i stigende grad kræver indflydelse. Nedsæt-
tende omtale af shiitter har hidtil været forbudt
i Saudi-Arabien, men forekommer nu jævnligt i
landets medier. I Bahrain er 70 % af befolknin-
gen shiitisk, men deres indflydelse er begrænset,
og der har været voldelige sammenstød mellem
unge shiitter og sikkerhedsstyrkerne. Det er ikke
set tidligere.
Den Arabiske Liga har løbende forsøgt at øge
det arabiske engagement i Irak for at stabilisere
situationen og forhindre, at konflikten mel-
lem shiitter og sunnitter breder sig i regionen.
Ligaen har dog kun haft begrænset succes på
grund af intern uenighed og mangel på vilje til
at involvere sig i konflikten.
Saudi-Arabien er derfor gået i spidsen for
et øget samarbejde mellem regionens arabiske
regeringer, især Ægyptens og Jordans. Forsøget
på at styrke arabisk samarbejde indebærer også
et forsøg på at trække Syrien væk fra dets tradi-
tionelle samarbejde med Iran og tættere på den
Afghanistan
Inde modsætninger, oprør og narkotika-
ko ialitethindreropbygningafden afghan-
ske stat. Taliban bevarer vilje og kapacitet
tilen lang, opslidende kamp trods tab.
Det oprindelige mål for USA's indgriben i Af-
ghanistan var at bekæmpe al-Qaida og vælte Af-
ghanistans talibanstyre. Siden da er der tilføjet
et bredere mål om at danne og opretholde en sta-
bil afghansk stat, som kan garantere sikkerhed
og livsgrundlag for den enkelte afghaner. Den
FN-godkendte og NATO-ledede internationale
sikringsstyrke skal i den forbindelse hjælpe den
afghanske regering med at tilvejebringe sik-
kerhed i Afghanistan. Trods visse fremskridt er
Afghanistan stadig meget langt fra disse mål.
Den internationale aftale "Afghanistan
Compact" sætter rammen for en række landes
samarbejde med Afghanistans regering om sik-
-d, regeringsførelse, social og økonomisk
u
_ling samt narkotikabekæmpelse. Afgha-
nistan er dybt afhængig af denne internationale
støtte. Da statens egne indtægter er minimale,
er langtidsplanlægning meget vanskelig. Sik-
kerhedsstyrkernes opbygning og vedligeholdelse
kan alene gennemføres med udenlandsk bistand.
Manglen på et fungerende rets- og uddannelses-
system samt fravær af en sammenhængende
offentlig administration gør det vanskeligt at
udnytte den internationale hjælp.
Afghanistans problemer forværres af, at de
overlapper og forstærker hinanden. Landets
voldelige konflikter og de indblandede parter er
oftest dele af større konflikter, som rækker ud
over Afghanistans grænser. Konflikter er derfor
arabiske lejr. Konflikten i Libanon har dog gjort
dette vanskeligt.
De saudiarabiske bestræbelser er et forsøg
på at udfylde det tomrum, som er fulgt efter
krigen i Irak, og som Den Arabiske Liga ikke
har formået at udfylde. Målet er at skabe et sun-
niarabisk modspil til Irans øgede indflydelse
og forhindre, at konflikten i Irak breder sig til
resten af regionen.
sjældent et rent afghansk anliggende. De fysiske
grænser mellem Afghanistan og nabolandene,
især Pakistan og Iran, er vanskelige at kontrol-
lere. Stammer, familierelationer, handel og sprog
går på tværs af landegrænserne i et vanskeligt
tilgængeligt terræn.
Den afghanske nationalitetsfølelse består
mere af et geografisk betinget skæbnefællesskab
end accept af eller loyalitet over for regeringen.
Da staten ikke gør sig gældende i den enkelte
afghaners dagligdag, bl.a. på grund af den dår-
lige sikkerhed, oplever mange afghanerne ofte
forholdet til det svage statsapparat som fjernt
og uvæsentligt. Deres loyalitet og identitet er i
høj grad knyttet til stammen, som ofte er eneste
kilde til sikkerhed og velfærd.
Opbygningen af en stabil afghansk stat er
trods opfyldelsen af markante politiske mål
stagneret. Det politiske billede er præget af mod-
sætninger mellem regeringen i Kabul og landets
provinser. Regeringen og præsident Hamid
Karzai har kun begrænset indflydelse uden for
Kabul. Det centrale styre står svagt i forhold til
de lokale ledere, herunder de magtfulde tidligere
krigsherrer. Mange lokale ledere deltager i den
omfattende opiumproduktion og opretholder
lokale militser, som sikrer deres stilling i lokal-
samfundene og deres relative uafhængighed.
Det gør det svært at skabe en funktionsdygtig
centralmagt. Karzai udfører en svær politisk
balancegang ved at forsøge både at udbrede
centralmagtens indflydelse og bibeholde en vis
lokal opbakning.
Der er dyb fattigdom i Afghanistan. Store
dele af befolkningen er afhængige af opiumpro-
21
duktionen, som i 2007 steg med 34 %. De uro-
plagede provinser i det sydlige Afghanistan står
tilsammen for mere end 70 % af Afghanistans
produktion af opiumvalmuer, og Helmand-pro-
vinsen står alene for 53 %.
Opium er den vigtigste enkeltfaktor i den
afghanske økonomi, og det afghanske samfund
er fra bund til top indblandet i narkotikakrimi-
nalitet. Over 90 % af heroinen på verdensmar-
kedet kommer fra Afghanistan. Det er ikke
sandsynligt, at opiumproduktionen i Afghani-
stan vil falde markant på kort sigt.
Den organiserede kriminalitet med forbin-
delser til narkotikaindustrien er i stort omfang
en del af magtkampene i Afghanistan, som også
omfatter skiftende støtte til Taliban. Risikoen for
deltagerne i narkotikakriminalitet er minimal.
Store områder i det sydlige og østlige Af-
ghanistan er uden for regeringens kontrol. De
afghanske sikkerhedsstyrker er stadig under
opbygning. Det afghanske politis loyalitet, ud-
dannelse og tilstedeværelse lokalt er generelt
meget ringe. Korruption og indflydelse fra loka-
le magtfulde ledere er udbredt på alle niveauer.
Lokalbefolkningen anser derfor ikke politiet
for en myndighed, der garanterer sikkerhed og
retfærdighed.
Den afghanske hær og de internationale
styrker udkæmper i stigende omfang en væbnet
konflikt med Taliban. Det vil sandsynligvis
vare adskillige år og kræve fortsat internatio-
nal støtte, før den afghanske hær selv bliver i
stand til at bekæmpe oprørerne. Oprørsgrupper,
terrorgrupper og kriminelle bevæbnede grup-
per er aktive i hele Afghanistan. Sikkerheden
i de sydlige og østlige dele af landet er kritisk.
Taliban angriber internationale styrker, afghan-
ske sikkerhedsstyrker, embedsmænd og civile
repræsentanter, der støtter regeringen. Impro-
viserede bomber, også i forbindelse med selv-
mordsangreb, anvendes mere og mere. Det er
sandsynligt, at denne tendens vil fortsætte.
Målet for Taliban er at tilbageerobre magten
og genindføre den styreform, de praktiserede
indtil magtskiftet i 2001. Taliban forsøger at
skabe tvivl om regeringens evne til at styre
landet og beskytte borgerne. Utilfredsheden i
befolkningen næres bl.a. af regeringens kam-
pagne mod opium og dens manglende evne til at
forbedre levevilkår og sikkerhed. Befolkningen
er samtidig ofte utilfreds med lokale, korrupte
magthavere og tilstedeværelsen af udenlandske
tropper.
Det er først og fremmest lokale forhold, som
er afgørende for afghanernes loyalitet. Taliban
er mange steder en del af det lokale samfund, og
støtte til Taliban er ofte valgt på grund af mod-
stand mod lokale magthavere. Taliban bruges i
de lokale magtkampe, og Taliban bruger de lo-
kale magtkampe i sin interesse.
Taliban vil sandsynligvis undgå afgørende
slag, men vil til gengæld forsøge at nedslide de
afghanske sikkerhedsstyrker og de internationa-
le styrker. 2007 er formentlig ikke et afgørende
år for Taliban i oprørskampen. Talibans kamp
for at vende tilbage til magten i Afghanistan har
et længere sigte. I foråret og sommeren 2007
har Taliban været under pres fra de internatio-
nale styrker i de sydlige provinser. Taliban har
lidt betydelige tab, men den fulde virkning på
Taliban af disse operationer er endnu usikker.
Tilsyneladende har Taliban ingen større proble-
mer med at rekruttere nye oprørere eller skaffe
materiel. Talibans forbindelser ind i Pakistans
uroplagede grænseområder giver muligheder
for at reorganisere sig og skaffe nye forsyninger.
Taliban bevarer vilje og kapacitet til en lang, op-
slidende kamp.
Om Taliban på længere sigt vil kunne vinde,
vil især afhænge af, om befolkningen oplever, at
den internationale indsats forbedrer sikkerhed
og levevilkår.
22
Pakistan
Kampe mellem regeringsstyrker og oprørs-
og terrorgrupper i Pakistans randområder
vokser. Pakistan bliver dog næppe
genstand for islamistisk omstyrtning.
Den pakistanske regering har siden 2001 slået
ned på grupper med relationer til international
terror, herunder visse af de kashmirske ter-
rorgrupper. Flere af disse grupper har svaret
igen med attentatforsøg mod præsident Pervez
Musharraf og andre højtstående personer samt
gennemført en række angreb mod vestlige mål i
Pa istan.
nflikten er skærpet mellem på den ene
side de pakistanske myndigheder og på den an-
den side militante islamistiske grupperinger og
lokale stammer ved grænsen til Afghanistan, i
de såkaldte føderalt administrerede grænseom-
råder. Siden foråret 2007 har angreb på rege-
Palæstina-konflikten
En løsningpå den israelsk-palæstinensiske
konflikt erikke sandsynligpå kort sigt. Den
politiske opsplitning af de palæstinensiske
områder har ført til en alvorlig krise.
Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er på
ny på den internationale dagsorden. Regionale
o `ernationale kræfter, herunder Mellemøst-
kk etten, der består af USA, EU, Rusland og
FN, arbejder på at genoplive processen. Der er
også fremgang i de bilaterale relationer mellem
Israel og palæstinenserne anført af præsident
Mahmoud Abbas. Trods tegn på fremgang i
fredsprocessen er en løsning på konflikten ikke
sandsynlig på kort sigt. Den israelske regerings
og det palæstinensiske selvstyres politiske mål
er fortsat langt fra hinanden, og yderliggående
og frustrerede grupper i begge samfund vil gøre
deres til at forpurre et eventuelt samarbejde gen-
nem nye voldshandlinger.
Så længe Israel opretholder det strategiske part-
nerskab med USA, eksisterer der ingen reel kon-
ventionel trussel mod Israels eksistens som stat.
ringskontorer og pakistanske hærenheder spredt
sig til områder, som støder op til de føderalt
administrerede stammeområder.
Den folkelige modstand mod Pervez Mushar-
rafs dobbeltrolle som både præsident og øverst-
befalende har tvunget ham til at love, at han vil
forlade sin post som øverstbefalende, hvis han
genvælges som præsident. Samtidig forsøger han
at styrke sin magtbase gennem nye alliancer i et
afgørende valgår. De væbnede styrker spiller og
vil formentlig fortsat spille en nøglerolle i paki-
stansk politik.
Det er ikke sandsynligt, at Pakistan bliver
genstand for en islamisk omstyrtning, som fun-
damentalt vil ændre på statens opbygning, her-
under hærens afgørende magt. Et regeringsskifte
i Pakistan vil næppe påvirke landets politik over
for Afghanistan eller dets afmålte samarbejde
med den vestlige verden.
Masseødelæggelsesvåben og langtrækkende
missilsystemer under fjendtlige staters kontrol
udgør en ydre trussel. Israel anser Iran for at
være den største regionale trussel, mens Syrien
ikke i sig selv opfattes som en større trussel.
Det gør derimod Syriens alliance med Iran og
støtte til Hizbollah og visse terrororganisationer.
Truslen mod Israels indre sikkerhed kommer
primært fra militante palæstinensiske gruppers
terrorangreb. Israels regering har svaret igen ved
at pålægge de væbnede styrker at dræbe palæsti-
nensere, som den sætter i forbindelse med den
væbnede palæstinensiske opstand.
Israel arbejder fortsat på at færdiggøre det
byggeri af en barriere på Vestbredden, som
startede i 2002. Baggrunden for byggeriet er en
kombination af politiske, geografiske og sikker-
hedsrelaterede ambitioner samt en dyb mistillid
til palæstinensernes reelle vilje til at standse
volden. Et overvældende befolkningsflertal i Is-
rael støtter barrieren, fordi det ønsker en fysisk
adskillelse mellem Israel og en fremtidig palæ-
stinensisk stat.
23
Linjeføringen for barrieren rundt om de store
bosættelser og israelske erklæringer om, at det
vil være umuligt at trække sig tilbage til 1967-
grænserne, tyder på, at Israel med barrieren
forsøger at etablere permanente grænser på egen
hånd.
Palæstinensisk politik befinder sig i en fase,
hvor der udspiller sig en magtkamp mellem
Hamas og Fatah, der længe har haft den altdo-
minerende rolle. Efter præsident Arafats død i
2004 blev Mahmoud Abbas fra Arafats Fatah-
bevægelse valgt til præsident i 2005. Abbas har
siden stået over for meget store problemer, der er
blevet forværret af llamas' styrkede position i de
palæstinensiske områder.
Hamas' sejr ved parlamentsvalget i januar
2006 førte til international isolering og økono-
misk boykot af Hamas-regeringen og til alvorlig
intern palæstinensisk konflikt. Kompromiset, der
blev sikret mellem Fatah og Hamas i form af en
palæstinensisk samlingsregering, brød sammen
efter knap tre måneder, da Hamas overtog mag-
ten i Gaza. Begivenheden har kastet det palæsti-
nensiske selvstyre ud i sin hidtil værste krise.
Der er nu to regeringer i selvstyreområderne,
der hver især hævder, at de er palæstinensernes
Libanon
Mens våbenstilstanden efterkrigen mellem
Israel og Hizbollah i sommeren 2006 har
vist sig nogenlunde holdbar, er den politiske
situation i Libanon meget kritisk.
Libanon befinder sig i sin værste politiske krise
siden borgerkrigen fra 1975 til 1990. Regering
og opposition fortsætter med at grave sig dybere
ned i deres positioner, alt imens landet rykker
tættere på afgrunden. Alligevel synes kom-
promis at være mere sandsynligt end fornyet
borgerkrig. Situationen er dog meget kritisk, og
det er meget sandsynligt, at Libanon fortsat vil
være præget af ustabilitet og udsat for mere po-
litisk motiveret vold i form af attentater, bombe-
sprængninger og civile uroligheder i øvrigt.
De libanesiske sikkerhedsstyrkers nedkæm-
pelse af Fatah al-Islam i det nordlige Libanon
lovlige ledelse. På Vestbredden har præsident
Mahmoud Abbas per dekret udnævnt en Fatah-
loyal midlertidig regering, som ledes af den
respekterede, vestligt orienterede økonom Salam
Fayyad. Mens Hamas fortsat hævder, at Ismail
Haniyeh er palæstinensernes demokratisk valgte
premierminister. Mellemøstkvartetten og Israel
støtter Abbas og dennes diplomatiske linje til
løsning af konflikten med Israel, mens Hamas er
isoleret.
På trods af den interne politiske krise i de pa-
læstinensiske områder er sikkerhedssituationen
i Gaza markant forbedret efter Hamas' overta-
gelse af magten. For første gang i adskillige år
bliver der gjort et reelt forsøg på at dæmme op
for volden og kriminaliteten i Gaza.
Det palæstinensiske samfund er inde i en
afgørende brydningstid, og palæstinenserne
kan blive yderligere polariserede i deres syn på,
hvordan kampen for et selvstændigt Palæstina
bedst kan føres.
Hamas vil være uomgængelig i enhver intern
palæstinensisk politisk bestræbelse, som går ud
på at opnå folkelig tilslutning. Det gælder også
en holdbar palæstinensisk aftale om fred med
Israel.
i sommeren 2007 var et opgør med militante
sunniekstremister. Det havde ikke direkte sam-
menhæng med den politiske magtkamp mellem
de forskellige libanesiske grupper eller Syriens
forsøg på at påvirke situationen. Tilsvarende
fremtidige hændelser kan dog hurtigt få store
konsekvenser og blive en del af den igangværen-
de magtkamp og dermed bringe Libanon tættere
på en ny borgerkrig.
Fronterne er trukket skarpt op på den libane-
siske politiske scene. Krisen tog fart i efteråret
2006 i forbindelse med drøftelserne om etable-
ringen af den internationale domstol, der skal
efterforske mordet på Libanons tidligere pre-
mierminister Rafiq Hariri og andre attentater.
I november 2006 udtrådte de shiitiske ministre
fra premierminister Fouad Sinioras samlings-
regering, der nu kun består af partier fra den
24
provestlige såkaldte 14. Marts-Koalition.
De shiitiske partier, Hizbollah og Amal,
forsøger sammen med lederen af den Frie Pa-
triotiske Bevægelse, den kristne Michel Aoun, at
lamme det politiske system i Libanon og tvinge
14. Marts-Koalitionen til at etablere en bred
samlingsregering eller udskrive nyvalg.
Hizbollah og Amal ønsker en bred samlings-
regering, bl.a. for at kunne forhindre 14. Marts-
Koalitionen i at give det internationale samfund,
især USA og Frankrig, for meget indflydelse på
libanesiske forhold. Det drejer sig især om be-
føjelser og ansvarsområde for den forstærkede
FN-styrke i Sydlibanon og om indflydelse på
o ttelsen af den internationale domstol, der
b ,edtaget i maj 2007. Her falder de shiitiske
partiers interesser sammen med Syriens. Michel
Aoun, der paradoksalt nok under borgerkrigen
var en af de argeste modstandere af syrisk ind-
flydelse i Libanon, er drevet af personlige am-
bitioner om at blive Libanons næste præsident
og personbestemte stridigheder i den kristne
libanesiske lejr.
Siden FN's Sikkerhedsråd vedtog oprettel-
sen af den internationale domstol, har fokus for
magtkampen i stigende grad koncentreret sig
om valget af præsident i efteråret 2007. Libanon
kan risikere en periode med to præsidenter og to
regeringer, hvis parterne ikke bliver enige om en
kompromiskandidat. Libanons etnisk-religiøse
og politiske mangfoldighed fremmer dog, om
ikke den nødvendige forsoning, så i hvert fald
sandsynligheden for et kompromis.
( k trods af flere sammenstød mellem til-
hk gere af regeringen og oppositionsfolk har
hovedaktørerne opført sig forholdsvis afdæmpet
og opfordret til besindighed. Blandt libaneserne
er der en høj grad af bevidsthed om faren ved
fornyet borgerkrig.
Det internationale samfund presser også på
for at bryde det politiske dødvande, men flere
internationale bestræbelser og forhandlinger er
slået fejl. Det skyldes bl.a., at både 14. Marts-
Koalitionen og oppositionen også udsættes for
pres fra anden side for ikke at gå for meget på
kompromis.
For Syrien er Libanon en vigtig strategisk
brik i spillet om at få de israelsk besatte Golan-
højder tilbage. Desuden er styret i Damaskus
bekymret for, hvad den internationale domstol
kan nå frem til. Efter den militære tilbagetræk-
ning fra Libanon i 2005 er Syriens greb om lan-
det betydeligt svækket, men Syrien søger stadig
at udøve sin indflydelse gennem politiske og
økonomiske forbindelser.
Situationen i det sydlige Libanon har generelt
udviklet sig relativt roligt siden indgåelsen af
våbenstilstanden efter krigen mellem Israel og
Hizbollah i sommeren 2006. Både Israel og Hiz-
bollah har foreløbig anlagt en relativt tilbagehol-
dende og afventende linje.
Det er sandsynligt, at våbenstilstanden ge-
nerelt vil holde. Libanons indenrigspolitiske
krise lægger en dæmper på både Hizbollah og
Israel, selv om der kan forekomme begrænsede
træfninger. Der er en vis sandsynlighed for, at
Israel vil foretage begrænsede operationer mod
Hizbollah eller Syrien. Det skyldes, at Hizbollah
stadig får våben via Syrien, og at Hizbollah har
foretaget en militær genopbygning efter krigen
i 2006.
Konfliktens grundlæggende forudsætninger
er stort set uændrede. Der hersker stadig et kon-
fliktfyldt forhold mellem Israel og Hizbollah, og
kampen mod Israel udgør en stor del af Hizbol-
lahs eksistensberettigelse som væbnet milits.
Der er derfor ikke udsigt til, at Hizbollah lader
sig afvæbne. Med israelske øjne nødvendiggør
dette en offensiv militær planlægning og adfærd
over for Libanon.
FN-styrkens tilstedeværelse har begrænset
Hizbollahs muligheder for at operere. Således er
bevægelsens militære stillinger langs grænsen til
Israel væk og erstattet af FN-styrkens og de li-
banesiske styrkers stillinger. Med de nuværende
beføjelser udgør FN-styrken ikke en trussel mod
Hizbollah, især fordi bevægelsen har placeret
størstedelen af sit materiel uden for FN-styrkens
ansvarsområde. Det er dog sandsynligt, at Hiz-
bollah ikke vil tøve med at anvende magt, hvis
bevægelsen mener, at FN-styrken overskrider
sine beføjelser.
FN-styrken kan blive en brik i de interne
magtkampe, hvis situationen udvikler sig til
alvorligere civile uroligheder. Situationen
skal dog forværres væsentligt, før Hizbollah
inddrager FN-styrken i de indenrigspolitiske
magtkampe. Der findes dog andre prosyriske
25
grupper og/eller militante sunniekstremistiske hensyn eller betænkeligheder som Hizbollah.
grupper, der ikke har samme indenrigspolitiske
Irak
Bestræbelserne på at opbygge en irakisk
stat harlange udsigter. De forskellige
grupperingerkæmper om territorier,
ressourcer ogpolitisk magt.
Bestræbelserne på at opbygge en irakisk stat
efter invasionen i 2003 har lange udsigter.
Mange af statens institutioner har skullet bygges
op fra grunden. Det kræver megen tid og mange
ressourcer. Under det nuværende konfliktniveau
er det ikke muligt at opbygge en effektiv offent-
lig administration og sikkerhedsstyrker, som
fungerer uafhængigt af militserne og politiske
interesser.
Opbygning af en effektiv offentlig admini-
stration er stadig kun i de tidlige faser. Proces-
sen er hæmmet af, at stridende politiske bevæ-
gelser kæmper om at opnå kontrol med statens
institutioner. Det giver sig udslag i omfattende
infiltration, vold og intimidering. Delvis knyttet
hertil kæmper administrationen med mangel på
erfaren og loyal arbejdskraft og udbredt kor-
ruption.
Trods fremskridt kæmper også de irakiske
sikkerhedsstyrker med betydelige problemer.
De bliver infiltreret af militser, mandskabet de-
serterer, og de lider store tab. Især opbygningen
af politistyrkerne halter bagefter, men også mi-
litæret har betydelige problemer. Hæren er fort-
sat afhængig af bistand fra koalitionen på helt
centrale områder. Der er dog flere eksempler på,
at irakiske sikkerhedsstyrker har været i stand
til at gennemføre operationer uden bistand fra
koalitionen.
Også bestræbelserne på at opbygge et stabilt
politisk system går meget trægt. De demokrati-
ske fremskridt, som Irak har oplevet siden 2003,
bl.a. med to parlamentsvalg og en folkeafstem-
ning, er yderst skrøbelige. Således udkæmper de
irakiske politiske bevægelser og deres respektive
militser omfattende og voldelige magtkampe.
Disse bevægelsers brug af vold fastlægger i
betydelig grad den politiske balance og dermed
landets kurs.
Regeringen er i sin hidtil dybeste krise og
er stort set ikke funktionsdygtig. De partier og
bevægelser, der indgår i regeringen, har ikke
kunnet nå til enighed om en fælles kurs, og helt
centrale problemer, bl.a. i forbindelse med for-
soningen mellem shiitter, sunniarabere og kur-
dere, står stadig uløste. Flere partier er trådt ud
af regeringen, og den kan kun undtagelsesvis
mønstre et flertal i parlamentet. Der er ingen
oplagte alternativer til den nuværende regering.
Væltes regeringen, vil det sætte den politiske
proces endnu længere tilbage.
Irak befinder sig i en borgerkrig, hvor for-
skellige grupperinger kæmper om territorier,
ressourcer og politisk magt. Konflikten har
styrket befolkningens etnisk-religiøse selv-
opfattelse og mobiliseret de forskellige etnisk-
religiøse grupper. Konfliktens karakter og
styrke varierer fra område til område i Irak,
afhængigt af en lang række overlappende del-
konflikter. Konflikten har siden februar 2006
medført et meget betydeligt antal dræbte. Der-
til kommer et meget stort antal internt fordrev-
ne og flygtninge i Iraks nabolande, især Syrien
og Jordan.
Store dele af Irak er reelt uden for regerin-
gens kontrol. Den Kurdiske Region har udstrakt
selvstyre, og i det centrale og sydlige Irak er
store områder under væbnede gruppers kontrol:
shiitiske militser, sunnitiske oprørsgrupper el-
ler terrorgrupper. Koalitionen opvejer fortsat
de væbnede styrkers manglende evne til at kon-
trollere det irakiske territorium. Det sikrer den
irakiske regering militær overlegenhed over for
væbnede grupper, militser og terrorister.
De væbnede grupper viser ofte deres magt
i de områder, de kontrollerer, ved at håndhæve
sharialove gennem standretter. Her henretter de
personer, som de mistænker for at samarbejde
med deres modstandere. Der er en betydelig
26
krigstræthed i den irakiske befolkning, men
på grund af terror tør befolkningen ikke give
udtryk for sin utilfredshed med de væbnede
grupper. Dertil kommer, at befolkningen i nogle
områder er afhængig af militserne for at få be-
skyttelse og daglige fornødenheder.
Koalitionen har lagt et massivt pres på de
politiske bevægelser for at forsone shiitter, sun-
niarabere og kurdere. Koalitionen og USA har
således løbende advaret shiitterne og kurderne
mod at holde sunniaraberne ude fra den politi-
ske proces. Trods pres har koalitionen ikke kun-
net få partierne i den irakiske regering til at enes
om en række lovforslag, der har stor betydning,
14^ de stridende parter skal forsones. Lovfor-
si .ie drejer sig om, hvordan medlemmer af
det tidligere regerende Baath-parti skal behand-
les, hvordan indtægterne fra olien skal fordeles,
hvordan forfatningen skal ændres, og hvordan
provinsvalg skal afholdes.
Mens de politiske resultater lader vente på
sig, har koalitionen en vis succes med at be-
kæmpe oprøret. USA har forøget sine styrker og
indsat dem lokalt for bedre at kunne kontrollere
udvalgte områder. Den amerikanske indsats har
især fokuseret på Bagdad, hvor den har ført til et
fald i shiitiske militsers angreb på sunniarabere.
Den ændrede strategi finder sted, samtidig med
at flere sunniarabere i f.eks. Anbar og Bagdad
vender sig imod terrororganisationen "Al-Qaida
i Irak" i deres lokalområder. Det er dog usik-
kert, om den amerikanske fremgang er mere end
midlertidig.
( t væsentlig reduktion af koalitionens styr-
kk . og omkring Bagdad, inden der er fundet
en politisk løsning på konflikten, og de irakiske
sikkerhedsstyrker er fuldt opbygget, vil sand-
synligvis få den væbnede konflikt til at vokse.
Konflikten vil først og fremmest finde sted mel-
lem shiitiske militser og sikkerhedsstyrker, som
kæmper mod sunniarabiske terror- og oprørs-
grupper. Andre konflikter vil dog finde sted si-
deløbende. I det nordlige Irak vil sunniarabiske
oprørs- og terrorgrupper kæmpe mod kurdiske
styrker om, hvor grænsen for Den Kurdiske Re-
gion skal gå. I det sydlige Irak vil der løbende
finde konfrontationer sted mellem shiitiske mi-
litser, som kæmper om lokal kontrol.
Det er usikkert, hvilket politisk system der
vil stå tilbage ved konfliktens afslutning. Selv
om det er sandsynligt, at nogle demokratiske
principper har slået rod, er det mindre sandsyn-
ligt, at et demokrati af vestlig standard vil opstå
inden for de nærmeste år.
Irak bevæger sig mod en faktisk opdeling.
Det store antal fordrevne irakere medfører, at
landet opdeles i etnisk-religiøst ensartede om-
råder i henholdsvis et kurdisk Nordirak, et sun-
niarabisk Vestirak og et shiitisk Sydirak. Rege-
ringens manglende kontrol betyder desuden, at
den politiske beslutningsproces i stigende grad
ligger i hænderne på lokale magthavere i disse
områder. Det er dog ikke sandsynligt, at Irak
formelt bliver opdelt i to eller flere stater.
Der er stor sandsynlighed for, at Iraks nabo-
lande vil gå yderligere ind i konflikten, hvis den
spidser til. Irakkrigen har forrykket magtbalan-
cen i regionen og har ført til, at kløften mellem
sunnitter og shiitter er blevet meget mere udtalt.
Konflikten i Irak vil i høj grad bestemme de
fremtidige brudlinjer i Mellemøsten og dermed
hele regionens udvikling.
Konflikten tjener desuden som inspiration for
terror og oprør uden for landets grænser. Terror-
netværk i Irak har opbygget en støttestruktur og
høstet betydelig erfaring, som vil blive benyttet
i andre konflikter og dermed true sikkerheden i
områder uden for Irak.
27
Iran
Indenrigspolitisk strammer den iranske
regering grebet. Udenrigspolitisk op-
træder den selvsikkert i atomsagen og i
konflikterne i Irak ogAfghanistan.
Gennem det seneste år har den iranske ledelse
strammet grebet yderligere om det iranske sam-
fund, og sikkerhedsmyndighederne har øget
presset på personer, der mistænkes for at sam-
arbejde med fremmede magter og for forsøg på
at underminere regeringen. Medier, der rappor-
terer kritisk om ledelsens dispositioner på den
indenrigs- og udenrigspolitiske front, pålægges i
stigende grad restriktioner i deres formidling el-
ler lukkes. Myndighederne har desuden styrket
håndhævelsen af kodeks for islamisk beklæd-
ning, hvilket rammer både mænd og kvinder.
Officielt begrundes tiltagene med, at Iran er
under et urimeligt internationalt pres, og at de
iranske og islamiske værdier er under angreb.
Forskellige konservative fraktioner domi-
nerer den iranske ledelse og magtelite, og op-
positionen står ikke samlet. Trods et udmærket
resultat ved lokalvalgene i december 2006 står
reformbevægelsen stadig uden for reel politisk
indflydelse. Reformister vil formentlig øge deres
samarbejde med moderate konservative kræfter
for at styrke deres stilling op til parlaments-
valget i 2008.
Afrika syd for Sahara
Nord- og Sydsudan
Gennemførelsen af fredsaftalen mellem
Nord- og Sydsudan gårlangsomt. Der er
stor mistillidmellem parterne.
Gennemførelsen af fredsaftalen mellem Nord-
og Sydsudan går langsomt. Det belaster forhol-
det, at Nordsudan ikke trak alle sine tropper
tilbage fra Sydsudan inden den 9. juli 2007 og
dermed ikke overholdt fristen i fredsaftalen fra
2005. Det har medført protester fra regeringen
i Sydsudan, som samtidig afviser Nordsudans
beskyldninger om, at den har brudt fredsaftalen
Både reformister og konservative kredse
kritiserer i stigende grad regeringens økonomi-
ske politik og præsident Ahmadinejads rolle i
atomsagen. Således beskylder iranske økonomer
Ahmadinejads økonomiske initiativer for at
være skyld i den stigende inflation, den fortsat
høje arbejdsløshed og generelle prisstigninger
og rationering af dagligvarer. Befolkningens
utilfredshed med regeringen vil formentlig ikke
blive mindre, men myndighederne vil forsøge at
afværge optræk til større protester.
Irans indflydelse i Mellemøsten er øget, bl.a.
som konsekvens af de politiske omvæltninger i
Irak og Afghanistan. Iran samarbejder med den
irakiske og den afghanske regering om humani-
tær bistand og genopbygning. Men Iran støtter
samtidig væbnede grupper, der destabiliserer
dets nabolande. Irans regionale stilling har ind-
flydelse på stabiliteten i især området omkring
Golfen. Regionens sunniarabiske lande er be-
kymrede over Irans indflydelse blandt regionens
shiitter og over Irans nukleare program.
Iran ønsker ikke at isolere sig og vil derfor
stadig forsøge at modvirke presset fra især USA,
EU, Israel og visse sunniarabiske lande ved at
udbygge sit forhold til andre islamiske og ikke-
allierede lande. Iran vil desuden forsøge at fast-
holde de permanente sikkerhedsrådsmedlemmer
Rusland og Kina i en samarbejdsrelation.
ved stadig at have tropper nord for grænsen.
Situationen kan udvikle sig til mindre, væbnede
sammenstød, men ingen af parterne har inte-
resse i, at uenighederne udvikler sig til en større,
væbnet konfrontation.
Nord-syd-konflikten har fremkaldt et større
antal bikonflikter og alliancer mellem etniske og
religiøse grupper på tværs af nord-syd-opdelin-
gen. Det er med til at svække Sydsudan. En del
af militserne syd for grænsen er desuden loyale
over for Nordsudan. Selv efter at Nordsudan
eventuelt har trukket sine regulære hærstyrker
28
tilbage fra syd, vil Nordsudan således rent fak-
tisk bevare styrker i Sydsudan.
Fredsaftalen fra 2005 betød, at oprørsgrup-
pen i syd blev optaget i regeringen i Khartoum.
Mistilliden mellem Nord- og Sydsudan er dog
stadig stor. Det skyldes ikke mindst, at det le-
dende regeringsparti i nord stadig sidder tungt
på magten.
De kommende valg i Sudan skal være afholdt
inden udgangen af 2009 og vil få stigende ind-
flydelse på parternes politiske optræden. Op til
valget vil spændingerne mellem dem sandsyn-
ligvis stige. Til trods for at det politiske miljø i
Khartoum er blevet mere uforsonligt, bejler Su-
da s præsident allerede til forskellige dele af op-
p men for at sikre, at Nordsudan får flertal i
den Kommende centralregering. Præsidenten vil
dog sandsynligvis stadig sikre sin magtbase ved
at begunstige nøglepersoner i sit parti, i sikker-
hedsapparatet og i erhvervslivet. I Sydsudan er
der ingen reel opposition i form af politiske par-
tier, og det er sandsynligt, at det vil blive endnu
mere splittet op til valget.
Der er uenighed om fastlæggelsen af grænsen
mellem Nord- og Sydsudan, primært fordi de
store oliefelter ligger i dette område. Desuden
vil grænsedragningen få betydning for valgene
i Sudan i 2009 og 2011 og dermed for magtfor-
holdet mellem Nord- og Sydsudan. Ved valget
i 2011 skal Sydsudan afgøre, om det vil være
selvstændigt.
Den omfattende fredsaftale inddrager ikke
oppositions- og oprørsgrupper i andre dele af
S -n. Den udstikker dog rammen for fredsaf-
t& for Darfur fra 2006. Gennemførelsen af
fredsaftalen for Nord- og Sydsudan har derfor
direkte indflydelse på fredsprocessen for Darfur.
Konflikten i Darfur
Den humanitære situation i Darfur er
stadig alvorlig. Indsættelsen afen fælles
FN- og AU-fredsstyrke kan forbedre
sikkerhedssituationen.
Konflikten mellem oprørsgrupperne i Darfur og
regeringen i Khartoum har udviklet sig til en hu-
manitær katastrofe, der har påkaldt sig det inter-
nationale samfunds opmærksomhed. Siden 2003
er omkring 200.000 personer omkommet, og
2,2 millioner er flygtet fra deres hjem i Darfur.
Efter hårdt pres fra det internationale sam-
fund har den sudanske regering accepteret et
fredsinitiativ fra FN. Det rummer støtte til Den
Afrikanske Unions observatørmission, der har
været i Darfur siden 2004, og udsendelse af en
stor fællesstyrke fra FN og Den Afrikanske
Union til afløsning af observatørmissionen. Styr-
ken kommer til at bestå af 26.000 soldater og
politifolk, og operationen kommer under fælles
ledelse af FN og Den Afrikanske Union. Det er
sandsynligt, at styrken kan forbedre sikkerheds-
situationen i Darfur, men det er administrativt og
praktisk en enorm opgave. Derfor vil den sand-
synligvis tidligst være på plads i foråret 2008.
FN og Den Afrikanske Union har også udfor-
met en fælles plan for den politiske proces i bar-
fur. Planen består af tre faser. Den første fase
skal strømline de parallelle og ofte konkurreren-
de initiativer, der har været iværksat af Libyen,
Eritrea og Tchad. Den anden fase er en forbere-
delsesfase, der skal føre frem til den tredje fase,
som er de egentlige fredsforhandlinger.
Den første fase blev afsluttet i juli 2007, og
anden fase kulminerede med forhandlinger i
august 2007 i Tanzania. Deltagerne blev her eni-
ge om et fælles grundlag for fredsforhandlinger
med regeringen. Disse forhandlinger forventes
afholdt i Libyen den 27. oktober 2007.
Generelt er situationen i Darfur præget af, at
oprørsgrupperne deler sig, går i opløsning eller
skaber nye alliancer. Ofte sker det ud fra mili-
tære hensyn og opposition mod regeringen frem
for fælles politiske dagsordner. Det er også ofte
uklart, i hvor høj grad gruppernes politiske le-
dere støttes af og har kontrol med deres militære
ledere. Den samme uklarhed gør sig gældende
med hensyn til omfanget af lokalbefolkningens
støtte til oprørsgrupperne.
Oprørsgrupperne har forskellige dagsorde-
ner, og deres indre uenigheder vil blive svære at
bilægge, både før og under kommende forhand-
linger. Det er dog sandsynligt, at vedtagelsen af
fællesmissionen i Darfur vil give fredsprocessen
et skub fremad.
Samtidig er EU begyndt at planlægge en
fredsbevarende mission, der skal indsættes i
Tchad ved grænsen ind til Darfur for at beskytte
29
de mange flygtninge. EU lægger op til, at mis-
sionen bliver bakket op af en FN-resolution og
af Den Afrikanske Union. EU-styrken vil kunne
begrænse Darfur-oprørsgruppernes fristeder i
Tchad og deres adgang til forsyninger.
Somalia
1Somalia er derpå ny uro. En fredsstyrke
fra Den Afrikanske Union har ikke kunnet
stabilisere situationen.
Magtbalancen i Somalia skiftede dramatisk i
januar 2007, da De Islamiske Domstole blev
fordrevet af overgangsregeringen med støtte
fra etiopiske styrker. De Islamiske Domstoles
ledelse forlod Somalia, men dens militser
forblev i landet. Siden januar 2007 har det
sydlige og centrale Somalia været præget af et
stigende antal mord og voksende usikkerhed,
først og fremmest forårsaget af De Islamiske
Domstoles militsers guerillakamp. De Islamiske
Domstole formåede at skabe ro og stabilitet
i landet, da de sad på magten. Det gav dem
en vis form for støtte i befolkningen, især i
hovedstaden Mogadishu, selv om de indførte en
streng fortolkning af islam og sharialovgivning
i et ellers moderat land.
Skønt overgangsregeringen officielt lagde
op til en bred national forsoningskonference,
har den på kort tid fået skabt en kløft i forhold
til flere fremtrædende klaner i hovedstaden
Mogadishu. Den politiske opsplitning af landet
vil sandsynligvis fortsætte. Der har været ud-
skiftning i både overgangsregeringen og sikker-
hedsstyrkerne. Resultatet er, at begge er blevet
mindre bredt sammensatte med hensyn til klan-
tilhørsforhold. Dette har skabt vrede blandt de
fremtrædende klaner i Mogadishu, militserne
og lokale krigsherrer.
Forsoningskonferencen blev åbnet den 15.
juni 2007 og afsluttet den 29. august 2007. Der
er fortsat ikke tegn på, at konferencen har dæm-
pet konflikten. Muligheden herfor vil afhænge
af, i hvor høj grad de nuværende medlemmer
af overgangsregeringen er villige til at dele
magten. Umiddelbart ser det ud til, at over-
gangsregeringen har strammet grebet om den
politiske magt og sikkerhedsapparatet.
Der er dog øget splittelse i overgangsrege-
ringen, og nye alliancer tegner sig. Den 12.
september 2007 blev der i Eritreas hovedstad,
Asmara, oprettet en ny politisk alliance, der
bl.a. har som mål at få Etiopien ud af Somalia.
Blandt deltagerne er ikke kun fremtrædende po-
litikere og tidligere medlemmer af overgangs-
regeringen i Somalia, men også ledere fra De
Islamiske Domstole. Alliancen varsler dårligt
for forsøgene på at bløde fronten op mellem
overgangsregeringen og lederne af de magt-
fulde klaner i Mogadishu.
Spørgsmålet om sikkerhed er helt afgørende
for overgangsregeringen, som er isoleret i Mo-
gadishu. Den vil ikke kunne blive i byen og vil
igen få problemer med at holde sig ved magten,
hvis den ikke anerkendes af de magtfulde kla-
ner i Mogadishu, som tidligere støttede De Isla-
miske Domstole. Ellers må den klare sig med de
etiopiske styrker eller Den Afrikanske Unions
fredsstyrke. De etiopiske troppers tilstedevæ-
relse er imidlertid meget upopulær og gør det
vanskeligt at skabe fred og stabilitet i landet.
FN's Sikkerhedsråd godkendte i februar
2007 indsættelsen af en fredsstyrke i Somalia
ledet af Den Afrikanske Union. Fredsstyrkens
mandat udløber den 17. januar 2008 og består
indtil videre kun af omkring 1.600 soldater fra
Uganda ud af i alt ca. 8.000 mand. Styrken spil-
ler derfor kun en marginal rolle i forsøget på at
skabe sikkerhed i Mogadishu, og det er uvist,
hvornår og hvor meget den styrkes. Det er der-
for sandsynligt, at Etiopien på kort sigt vil be-
vare sin tilstedeværelse i Somalia som støtte for
overgangsregeringen. Elementer i De Islamiske
Domstole har dog kaldt til hellig krig mod alle
udenlandske tropper i Somalia, herunder Den
Afrikanske Unions fredsstyrke.
Konflikten i Somalia har også regional be-
tydning. Etiopien frygter De Islamiske Domsto-
les åbenlyse planer om et Storsomalia, der om-
fatter Ogaden-området i Etiopien, og dens støtte
til etiopiske oprørsgrupper. Eritrea støtter sta-
dig De Islamiske Domstole politisk og militært,
og konflikten har dermed udviklet sig til også at
have elementer af en stedfortræderkonflikt mel-
lem de to gamle fjender, Etiopien og Eritrea.
30
Terrorisme
Generelle tendenser
Den globale terrortrussel stammer hovedsage-
lig fra netværk og grupper, der bekender sig
til forskellige former for militant islamistisk
ideologi. Først og fremmest er det netværk og
grupper, som er inspireret af al-Qaidas ideologi.
De ønsker at bekæmpe fjender af islam med
hellig krig og at skabe et verdensomspændende
islamisk rige.
yilitante sunniekstremistiske netværk
Al-Qaida vinder terræn blandt militante
sunniekstremister. Al-Qaida har forbedret
sin kommunikation oghar skabt tættere
alliancermed terrorgrupper verden over.
Al-Qaida er hårdt trængt af den internationale
terrorbekæmpelse, men organisationen vinder
igen terræn som bannerfører for militante sun-
niekstremister.
For det første har al-Qaida siden august 2005
forbedret sin kommunikation og propaganda,
bl.a. på internettet. Formålet er sandsynligvis at
eksportere al-Qaidas antivestlige dagsorden til
bredere sunnimuslimske kredse og påvirke mi-
litante sunniekstremistiske grupper til i højere
grad at angribe udpræget vestlige mål.
For det andet har al-Qaidas øverste ledelse
i,r „parbejdeten vis evne til at udvikle og for-
organisationens overordnede planlægning
af strategi og operationer.
For det tredje peger sammenslutningen mel-
lem al-Qaida og den militante algeriske sun-
niekstremistiske gruppe "Groupe Salafiste pour
la Pr&lication et le Combat", GSPC, i 2006 på,
at al-Qaida bestræber sig på at udvide sin orga-
nisation og skabe tættere alliancer med netværk
rundt omkring i verden.
Terrortruslen fra militante sunniekstremi-
stiske netværk afhænger dog stadig af enkelt-
personers eller mindre lokale gruppers evne til
at gennemføre angreb. Al-Qaida træner også i
nogle tilfælde militante sunniekstremister.
Selv om al-Qaida prøver at øge sin globale
indflydelse, vil de militante sunniekstremistiske
netværks decentrale struktur som hovedregel
medføre mere begrænsede og mindre komplekse
angreb end f.eks. angrebene den 11. septem-
ber 2001. Meget komplekse angreb kræver et
større netværk til at håndtere de omfattende
bevægelser af personer, udstyr og penge. Det er
derfor alt andet lige lettere for myndighederne
at opdage, at komplekse angreb bliver forberedt.
Den omfattende indsats mod terror, der gøres
i mange lande, betyder, at det for tiden ikke er
sandsynligt, at det vil lykkes for terrorister at
gennemføre et terrorangreb i Europa så kom-
plekst som angrebet den 11. september 2001.
Den forbedrede globale indsats mod terror
betyder dog samtidig, at terrorister ofte vælger
at forsøge at gennemføre angreb, der kræver
mindre planlægning. Europæiske efterretnings-
og sikkerhedsmyndigheder har derfor typisk
kort tid til at forhindre terrorangreb.
Al-Qaida er den bedst kendte repræsentant
for militant sunniekstremisme. Denne ideologi
bygger på en antagelse om, at Vesten fører an
i en global sammensværgelse mod islam og de
muslimske samfund for at udbrede det, som
al-Qaida og dens ligesindede opfatter som de-
kadent vestlig kultur. Løsningen på de sociale,
politiske og kulturelle problemer, som muslimer
og muslimske samfund står over for, er derfor at
bekæmpe al vestlig indflydelse med vold for at
kunne genskabe kalifatet, dvs. en samlet islamisk
stat baseret på en streng udlægning af islam.
Ud over al-Qaida består den globale mili-
31
tante sunniekstremisme af en lang række net-
værk og grupper. Nogle har rødder i al-Qaida
og al-Qaidas aktiviteter i Afghanistan før 2001,
mens andre højst kan siges at være inspireret af
samme ideologi som al-Qaida. Nogle muslimers
oplevelse af at have dårlige sociale vilkår og at
være udsat for kulturel og politisk marginalise-
ring kan gøre det lettere for militante sunnieks-
tremister at hverve nye tilhængere. Desuden op-
fatter mange muslimer Vestens adfærd i f.eks.
konflikten mellem Israel og palæstinenserne
eller i Irakkrigen som uretfærdig og hyklerisk.
Det fremmer generelt den antivestlige ideologi,
som ligger til grund for f.eks. al-Qaida.
Al-Qaidas øverste ledelse opererer først og
fremmest fra sit skjul i grænseområdet mellem
Pakistan og Afghanistan. Især den pakistan-
ske del af grænseområdet er hjemsted for en
lang række personer og grupper, som støtter
al-Qaidas aktiviteter i Afghanistan, Kashmir
og Indien. Nogle af dem arbejder også mere
internationalt. Al-Qaida har desuden betydelige
strukturer i bl.a. Nordafrika, Mellemøsten, Øst-
afrika og Golfregionen samt visse forbindelser
til Europa.
Perspektiver for den sunniekstre-
mistiske terror
Al-Qaidas voksende styrke indebærer
forøget interesse for at ramme vestlige mål
verden over. Angreb kan finde sted uden
varsel.
Det er afgørende for opbakningen til al-Qaida-
inspirerede grupper, hvordan muslimske befolk-
ninger opfatter Vesten og Vestens politik.
I takt med al-Qaidas bestræbelser på at sætte
dagsordenen for militante sunniekstremister ver-
den over vil der sandsynligvis være en forøget
interesse for at ramme vestlige mål. Erfarin-
gen viser, at både simple terrorangreb og mere
komplekse angreb kan finde sted, uden at der
foreligger efterretningsmæssige indikationer.
Desuden kan angreb foretaget med bomber lavet
af lettilgængelige materialer, f.eks. kemikalier til
husholdningsbrug og kunstgødning, forårsage
alvorlig skade, ikke blot ved direkte angreb, men
også gennem den psykologiske virkning på den
brede offentlighed.
Det militante sunniekstremistiske miljø i
Europa vil formentlig også i fremtiden være
domineret af personer med nordafrikansk el-
ler pakistansk baggrund. I Storbritannien har
de militante sunniekstremistiske netværk i en
årrække været præget af personer med især pa-
kistansk baggrund. Der er tendens til, at flere af
disse har forbindelser til ligesindede personer
eller netværk i Pakistan. Denne tendens vil i de
kommende år kunne gøre sig gældende i flere af
de europæiske lande.
Flere vestlige samfund har erfaret, at også et-
nisk blandede grupper, typisk af personer, der er
født, opvokset og radikaliseret i Europa, af egen
drift prøver at udøve terror mod det samfund, de
lever i. Den type grupper vil fortsat udgøre en
trussel mod vestlige samfunds sikkerhed.
Desuden støtter en del af de militante sun-
niekstremistiske netværk i Europa aktivt oprøret
i Irak, f.eks. med at skaffe penge eller arrangere
rejser for hellige krigere, der ønsker at drage i
kamp. Også militante sunniekstremister med er-
faring fra Irak kan komme til at udgøre en trus-
sel mod sikkerheden i Europa.
Operationsmåde
Improviserede bomber er stadig det mest
anvendte terrorvåben. Simple kemiske
og biologiske terrorvåben udgør også en
trussel.
Måludpegning
På grund af den øgede indsats for at skabe sik-
kerhed efter den 11. september 2001 har terro-
rister generelt fået sværere ved at ramme meget
beskyttede mål. Det betyder, at de ofte vælger
såkaldte bløde mål, hvor de kan dræbe mange
mennesker, og mindre beskyttede mål med sym-
bolværdi. Angrebene på morgentogene i Madrid
i 2004 og i London i 2005 er eksempler på terror
mod bløde mål udført for at få så store tab som
muligt, mens mordet på den hollandske filmpro-
ducent Theo van Gogh i 2004 er et eksempel på
et symbolsk mål, der er let at ramme.
Andre bløde mål som f.eks. vestlige turister
på rejse både i og uden for den muslimske ver-
32
den eller virksomheder, som militante sunni-
ekstremister anser for repræsentanter for vestlig
kultur, vil sandsynligvis igen blive mål for ter-
rorangreb.
Improviserede bomber
Sunniekstremistiske netværk bruger typisk im-
proviserede bomber og sprængstoffer i deres ak-
tioner. De improviserede bomber omfatter mange
forskellige typer våben, feks. vejsidebomber, bil-
bomber, brandbomber eller bomber smuglet om-
bord på fly. I august 2006 afværgede de britiske
myndigheder et angreb mod lufttrafikken mellem
Storbritannien og USA, som formodentlig skulle
v gennemført med improviserede bomber ka-
m et som energidrik. Optrevlingen af planer-
ne peger på, at militante sunniekstremister i deres
bestræbelser på at ramme vestlige mål fortsat har
hensigt om og delvis evne til at udvikle nye typer
improviserede bomber. Der er tale om våben, der
bliver stadig mere avancerede og vanskelige at
bekæmpe. De udgør en betydelig risiko, også for
de mest moderne pansrede køretøjer.
Kemiske og biologiske våben
I tiden før talibanstyret blev fjernet i 2001, blev
der eksperimenteret med gifte og sygdomsfrem-
kaldende organismer i al-Qaidas træningslejre
i Afghanistan. Her fik ekstremister viden om
metoder til at fremstille simple gifte, og mange
af disse ekstremister indgår nu formentlig i de
militante sunniekstremistiske netværk i Europa,
Mellemøsten, Pakistan og Afghanistan. Disse
p ler og netværk vil kunne fremstille gifte
oN..vende dem i terrorangreb, men det er ikke
sandsynligt, at det vil medføre meget store tab
af menneskeliv.
Siden 2003 har der været tegn på, at orga-
nisationen "Al-Qaida i Irak", AQI, har ekspe-
rimenteret med at udvikle forskellige former
for giftgasser. F.eks. afværgede de jordanske
myndigheder i april 2004 et angreb mod den
jordanske efterretningstjenestes hovedkvarter i
Amman, hvor flere tons plantebeskyttelsesmid-
ler skulle have været benyttet. Angrebet blev
planlagt af en celle med tilknytning til den nu
afdøde jordaner Abu Musab al-Zarqawi, hvis
gruppe i 2004 sluttede sig til al-Qaida i Irak og
blev til AQI. Hans afløser i Irak opfordrede i
efteråret 2006 videnskabsmænd og andre med
viden om kemiske og biologiske kampstoffer til
at komme til Irak for at udvikle kemiske våben.
Produktion af kemiske og biologiske kamp-
stoffer, der kan forvolde store tab af menneske-
liv, er dog en meget besværlig proces. Det kræ-
ver, at militante sunniekstremistiske netværk
har mulighed for at operere uforstyrret gennem
længere tid. Hvis netværkenes fristeder og
generelle operationsmuligheder fortsat udsæt-
tes for pres gennem den internationale terror-
bekæmpelse, er det ikke sandsynligt, at de vil
blive i stand til det. Det er heller ikke sandsyn-
ligt, at terrorgrupper kan skaffe biologiske og
kemiske kampstoffer fra laboratorier eller lagre
i lande med eksisterende eller nedlagte våben-
programmer.
Mere enkelt er det for terrorister at fremstille
kemiske terrorvåben af giftstoffer, der kan fås i
fri handel. F.eks. har militante sunniekstremister
i det centrale Irak siden oktober 2006 forsøgt at
benytte improviserede kemiske våben baseret
på klorgas. For terrorister har klor den fordel, at
det ikke skal forarbejdes, men kan benyttes i de
cylindre og tanke, som det leveres i. Det er ikke
sandsynligt, at militante sunniekstremister i Irak
vil være i stand til at udvikle et effektivt kemisk
våben baseret på klor, da klorgas kræver en
meget høj koncentration for at være dræbende.
Derimod er det sandsynligt, at de fortsat vil ud-
nytte terrorvirkningen.
Militante sunniekstremister forsøger sig også
med andre stoffer, der er almindeligt tilgængeli-
ge, men de har formentlig endnu ikke tilstrække-
lig viden eller erfaring til at gennemføre angreb
med store tab af menneskeliv til følge. På grund
af deres lette tilgængelighed og muligheder som
terrorvåben udgør disse giftstoffer dog en bety-
delig risiko.
Kernevåben og radiologiske våben
På langt sigt er det teoretisk muligt for et avan-
ceret terrornetværk at fremstille et primitivt
kernevåben. Hvis den forebyggende indsats
fra nationale og internationale myndigheder
fortsætter, er det dog ikke sandsynligt, at det
vil lykkes. Teknologisk set er det en yderst
krævende proces at fremstille selv et primitivt
kernevåben.
33
Militante sunniekstremister har vist interesse
for radiologiske våben, det vil sige radioaktivt
materiale, der f.eks. spredes ved hjælp af en
sprængladning, også kaldet en beskidt bombe.
Selv på kort sigt vil det være relativt enkelt for
et terrornetværk at fremstille og anvende radio-
logiske våben, som vil kunne skabe stor uro og
panik, selv om våbnets reelle strålingseffekt vil
være begrænset.
Finansiering
Sunniekstremistisk terrorisme bliver finansieret
gennem kriminalitet, illegale skatter, private ga-
ver eller helt legale forretningsmetoder. Desuden
misbruges visse muslimske velgørenhedsorgani-
sationer til at indsamle penge til militante sun-
niekstremister. I Irak og Afghanistan finansieres
en del af terroren af de løsesummer, der indkas-
seres for kidnappede personer.
Fra Europa sender militante sunniekstremi-
stiske netværk penge til ligesindede i bl.a. Irak,
Pakistan og Mellemøsten. Penge skaffes også
gennem kreditkortsvindel via internettet og
overføres f.eks. gennem det almindelige banksy-
stem eller gennem det såkaldte hawala-system,
som er et uofficielt verdensomspændende system
til overførsel af penge. Det foretrukne er dog at
benytte kurerer.
De talrige metoder til at indsamle og over-
føre penge gør det svært for alvor at indskrænke
mulighederne for at finansiere terroren. Det skal
også ses i sammenhæng med, at det er relativt
billigt at finansiere et terrorangreb som f.eks. det
i London den 7. juli 2005.
Regionale netværk
Militante sunniekstremistiske netværk
er især aktive i Europa, Mellemøsten,
Golfregionen, Øst-, Vest- og Nordafrika
samt Central-, Syd- og Sydøstasien.
Europa
Europa har i mange år været hjemsted for mili-
tante sunniekstremistiske personer, netværk og
grupper, som aktivt støtter al-Qaidas globale
kamp mod Vesten. En del af dem fungerer som
forsyningsnetværk for den internationale hellige
krig i Irak og Afghanistan eller som støttestruk-
tur for militante sunniekstremistiske grupper i
bl.a. Nordafrika, Mellemøsten og Pakistan.
De nordafrikanske netværk udgør stadig den
største terrortrussel mod de europæiske lande,
bortset fra Storbritannien. Disse netværk, som
især er koncentreret i Sydeuropa, har tidligere
stået bag angreb og planer om angreb i Europa,
men deres operative evne er i nogen grad blevet
svækket som følge af de europæiske myndighe-
ders indsats efter den 11. september 2001. Nord-
afrikanere vil dog formentlig stadig præge ter-
rorplanlægningen mod Europa. Dertil kommer,
at sammenlægningen af al-Qaida og den mest
betydelige nordafrikanske terrorgruppe, den
algeriske GSPC, kan være med til at styrke al-
Qaidas muligheder for at aktivere nordafrikan-
ske støttenetværk på det europæiske kontinent.
I Storbritannien har militante sunniekstre-
mistiske netværk med forbindelser til Pakistan
domineret terrortruslen i de sidste fem år. Der
findes også støttestrukturer for forskellige pa-
kistanske sunniekstremistiske terrorgrupper i
andre europæiske lande, og det er sandsynligt, at
Europa som helhed i de kommende år vil opleve
et stigende antal planer om terrorangreb, der in-
volverer personer eller netværk med forbindelse
til Pakistan.
Der er efterhånden flere eksempler på, at ter-
rorplanlægning mod mål i Europa har omfattet
unge militante sunniekstremister af forskellig na-
tional oprindelse, som er vokset op i Europa. Det-
te gælder f.eks. London-angrebene i 2005 samt
de optrevlede angrebsplaner i august 2006 om at
ramme flytrafikken mellem England og USA.
Nordafrika
Der er mange militante sunniekstremister i de
nordafrikanske lande. Terrorgrupperne bekæm-
per hovedsagelig de nationale myndigheder, men
har i de seneste fem år også rettet en række an-
greb mod vestlige mål i regionen.
Efter at den algeriske terrorgruppe GSPC
gik sammen med al-Qaida, ændrede den navn
til "Al-Qaida i De Islamiske Maghreb-lande",
AQIM. Siden har AQIM udført angreb mod
vestlige mål i Algeriet og er som noget nyt be-
gyndt at benytte selvmordsaktivister i sine an-
greb mod de algeriske myndigheder.
AQIM har træningslejre i det nordlige Mali,
34
hvorfra den bl.a. sender krigere til kampen i
Irak. Gruppen har desuden en vis støttestruk-
tur i flere europæiske lande. Oprettelsen af
AQIM vil formentlig betyde, at al-Qaida får
styrket sit netværk i Nordafrika og opnår nye
forsyningsmæssige fordele med henblik på
kampen i Irak og et eventuelt fremtidigt angreb
i Europa. AQIM har f.eks. haft forbindelse til
sunniekstremistiske netværk i Marokko, der
bl.a. har planlagt angreb mod ambassader i
landet.
Mellemøsten
Militante sunniekstremister er til stede i hele
l)
M P,møsten. Over 170 libanesiske soldater mi-
st . løbet af sommeren 2007 livet under ned-
kæmpelsen af den militante sunniekstremistiske
gruppe Fatah al-Islam i flygtningelejren Nahr
el-Barid i det nordlige Libanon. Fatah al-Islam
var inspireret af al-Qaida, og dens ledelse havde
kontakt til centralt placerede al-Qaida-planlæg-
gere i og uden for Libanon. Gruppen formåede i
løbet af et halvt år fra efteråret 2006 at rekrutte-
re op mod 400 hellige krigere fra Nordafrika og
Den Arabiske Halvø, mange med kamperfaring
fra Irak. Der er stadig personer fra Fatah al-Is-
lam på fri fod, men det er uklart, om de stadig er
i stand til at operere som en gruppe.
Det var formentlig personer med forbindelse
til Fatah al-Islam og andre militante sunnieks-
tremistiske grupper i de palæstinensiske flygt-
ningelejre i Libanon, der i sommeren 2007 stod
bag angreb på FN's fredsbevarende styrker i
S 'ianon. Trods myndighedernes kamp mod
el& .,:misterne har de sandsynligvis stadig evne
til at udføre angreb på libanesiske og udenland-
ske mål i Libanon.
Syrien er hjemsted for omfattende interna-
tionale støttenetværk for militante sunniekstre-
mister, som først og fremmest sender krigere
til Irak, men som gennem det sidste år også har
ydet støtte til ligesindede i Libanon. De syriske
myndigheder søger at bekæmpe disse netværk.
Syriske militante sunniekstremister udførte
i september 2006 et mislykket bilbombeangreb
mod den amerikanske ambassade i Damaskus
og har gennem de sidste par år ofte været i skud-
veksling med syriske sikkerhedsstyrker.
De jordanske myndigheder foretager løbende
arrestationer af militante sunniekstremister, der
har forbindelse til al-Qaida. Den tidligere leder
af "Al-Qaida i Irak", AQI, gennemførte flere
angreb mod mål i Jordan, heriblandt bombeat-
tentater mod hoteller i Amman og raketangreb
i Aqaba i 2005. Den nye ledelse af AQI bruger
tilsyneladende færre ressourcer på planlægning
af angreb mod mål i Jordan.
I de palæstinensiske selvstyreområder har
der i 2006 og 2007 været en voksende tendens
til militant sunniekstremistisk sprogbrug, og
en række mindre grupper med navne inspireret
af international militant sunniekstremisme har
kortvarigt eksisteret. Der er dog ingen tegn på
kontakt vedrørende operationer mellem personer
eller grupper i de palæstinensiske selvstyreom-
råder og al-Qaida. At al-Qaida har til hensigt at
vinde indflydelse i de palæstinensiske områder,
understreges af, at organisationen flere gange i
løbet af de sidste to år har udtrykt sin støtte til
Hamas og opfordret gruppen til at udføre angreb
i området. Hamas har dog afvist enhver kontakt
til al-Qaida.
Ægypten har siden 2004 været udsat for en
række terrorangreb, senest i april 2006. Der er
dog ingen tegn på, at disse angreb har forbin-
delse til al-Qaida. På nuværende tidspunkt har
al-Qaida ikke fodfæste i Ægypten, men i 2006
sluttede en fløj af den ægyptiske militante sun-
niekstremistiske gruppe "Gamaa Islamiya" sig
sammen med al-Qaida. Gruppen, der kalder
sig "Al-Qaida-organisationen for hellig krig i
Ægypten", har ikke til huse på ægyptisk jord, og
det er uvist, hvor den har sin base.
Golfregionen
De militante sunniekstremistiske terrorgrupper
i Irak trækker på internationale netværk. De to
vigtigste sunniekstremistiske terrorgrupper i
Irak er organisationen "Al-Qaida i Irak", AQI,
og den kurdisk ledede "Ansar al-Sunna".
Begge grupper forfølger en kompromisløs
voldelig strategi og viser ingen tegn på at ville
indgå i forhandlinger om Iraks fremtid.
Siden AQI blev oprettet, har der været flere
forgæves forsøg på at samle de militante sun-
niekstremistiske grupper i Irak. At det ikke er
lykkedes, skyldes i nogen grad, at ikke alle
militante sunniekstremister i Irak bakker op
35
om AQI's og "Ansar al-Sunnas" ekstreme og
kompromisløse strategi, som bl.a. omfatter
selvmordsaktioner og vold mod civile, her-
under andre muslimer.
AQI og "Ansar-al Sunna" forfølger på kort
sigt en plan om at destabilisere Irak mest muligt.
I kraft af gruppernes vidtforgrenede netværk
uden for Iraks grænser kan de dog på længere
sigt udgøre en terrortrussel mod mål både i og
uden for Mellemøsten.
Med sin placering mellem Irak og Afgha-
nistan er det shiitisk dominerede Iran et yndet
transitområde for sunniekstremistiske netværk.
De benytter også iransk territorium som op-
holdssted og bagland for operationerne i Irak.
De iranske myndigheder bestræber sig på at
bekæmpe disse netværk. Al-Qaida har et om-
fattende støttenetværk i landet, som bl.a. støt-
ter AQI og al-Qaidas ledelse i Pakistan. Flere
ledende al-Qaida-medlemmer sidder fængslet
i Iran, og AQI har truet med at angribe mål i
Iran, hvis ikke disse medlemmer bliver frigivet.
Desuden har den iranske sunniekstremistiske
gruppe "Jund Allah" gennem det seneste år
angrebet flere iranske mål i den østlige provins
Baluchistan.
Den saudiarabiske gruppe "Al-Qaida på Den
Arabiske Halvø" har i løbet af 2006 og 2007
været under voldsomt pres fra de saudiarabiske
myndigheders side. Selv om det er blevet svæ-
rere for militante sunniekstremister at operere
i Saudi-Arabien, gennemfører de lejlighedsvis
mindre angreb mod lokale og vestlige mål. Den
Arabiske Halvø har stor symbolsk betydning for
al-Qaidas ledelse, og det vil sandsynligvis også
i fremtiden stå højt på al-Qaidas prioritetsliste
at ramme mål i området. De vanskelige opera-
tionsbetingelser for "Al-Qaida på Den Arabiske
Halvø" kan på længere sigt føre til, at gruppen i
højere grad vil forsøge at udvide sit operations-
område til Saudi-Arabiens nabolande, f.eks. Ye-
men. I 2006 og 2007 har en gruppe under navnet
"Al-Qaida i Yemen" hævdet at stå bag en række
angreb på olieinstallationer og vestlige turister.
Gruppen har trods navnet sandsynligvis ikke
forbindelser til al-Qaida.
Sydasien
Området omkring den 2.500 km lange afghansk-
pakistanske grænse fungerer som et fristed for
kriminelle samt personer og grupper på begge
sider af grænsen med forbindelse til terror. Den
pakistanske del af grænseregionen er også hjem-
sted for størstedelen af al-Qaidas øverste ledelse,
som gennem de senere år har genetableret sig i
området til trods for de tab, de led, da koalitions-
styrkerne blev sat ind i Afghanistan i 2001.
Den pakistanske regering har fra april 2004
til maj 2007 indgået en række fredsaftaler
med stammerne i Pakistans centralt admini-
strerede stammeområder, som grænser op til
Afghanistan. Fredsaftalerne pålægger de lokale
stammer at stoppe al trafik over den pakistansk-
afghanske grænse, der har med kriminalitet og
terror at gøre, samt at kontrollere, at udenland-
ske krigere i stammeområderne ikke overtræder
områdernes love. Til gengæld har Pakistan i
perioden beskåret sin militære tilstedeværelse i
stammeområderne.
Dette har givet kriminelle og personer med
tilknytning til terror bedre muligheder for at
bevæge sig frit i stammeområderne og krydse
grænsen til Afghanistan. Fredsaftalerne har
også givet de afghanske oprørere, især Taliban,
og al-Qaidas topledelse mulighed for at reorga-
nisere sig. Siden konflikten mellem ekstremi-
ster og den pakistanske regering om Den Røde
Moske i Islamabad i foråret og sommeren 2007
har hæren dog forsøgt at genetablere kontrollen
med dele af stammeområderne for at begrænse
de militante sunniekstremisters handlefrihed.
Det har ført til kraftige kampe og en række
selvmordsangreb mod hæren.
Terrorsituationen i Pakistan og Afghanistan
er kædet tæt sammen, da der er utallige person-
lige og organisatoriske forbindelser mellem lo-
kale, nationale og internationale terrornetværk
hen over grænsen. I Afghanistan er al-Qaida
sandsynligvis især til stede i det østlige Afgha-
nistan, men organisationen har formentlig evne
til at gennemføre terrorangreb over hele landet.
Taliban er først og fremmest en sunniekstre-
mistisk oprørsgruppe, men gennemfører også
terrorangreb og langt størsteparten af de angreb
på afghanske og internationale styrker, der
finder sted i Afghanistan. Taliban udfører imid-
lertid også angreb på den afghanske civilbefolk-
ning. Desuden har Taliban gennemført flere
36
kidnapninger af udlændinge og i flere tilfælde
myrdet gidsler.
Terrorsituationen i Pakistan,har også betyd-
ning for terrortruslen i Indien og Bangladesh.
Først og fremmest motiveret af Kashmirkonflik-
ten har enkelte pakistanske militante sunnieks-
tremister sandsynligvis hensigter om at angribe
indiske mål, også uden for Kashmirregionen.
Disse grupper benytter i nogen grad Bangladesh
som bagland for deres aktiviteter i Indien.
Vestafrika
De fleste lande i Vestafrika har en stor mus-
limsk befolkning, der som helhed ikke er særlig
m
<Itagelig for sunniekstremistiske budskaber.
F .lom og marginalisering af muslimske be-
folkningsgrupper kan dog på længere sigt skabe
grobund for øget religiøs ekstremisme, eventuelt
under indflydelse fra Saudi-Arabien, som bl.a.
støtter en lang række moskeer og muslimske
skoler i regionen.
I Vestafrika findes de militante sunniekstre-
mistiske netværk især i Mauretanien, Mali, Ni-
ger og Tchad. Dette store og vanskeligt kontrol-
lerbare område er hjemsted for de grupper og
personer, der tilhører al-Qaidas nordafrikanske
gren, AQIM.
AQIM udfører især angreb i det nordlige
Afrika, men har sandsynligvis et regionalt sam-
arbejde med de militante sunniekstremistiske
grupper i det nordlige Nigeria, som de sidste
fem år har udført angreb mod sikkerhedsstyrker
og civile i Nigeria.
( ')IM's vedvarende engagement i Vestafrika
p
4.,
_
på, at det i højere grad kan blive opholds-
og træningssted for ekstremister fra internatio-
nale netværk.
Østafrika
Siden slutningen af 1990'erne har der været en
øget aktivitet blandt militante sunniekstremisti-
ske netværk i Østafrika, især i Somalia. F.eks.
stod et netværk med forbindelse til al-Qaida
i 1998 og 2002 bag flere selvmordsbomber i
Kenya og Tanzania. Alle angrebene blev udført
med støtte fra militante sunniekstremister i
Somalia.
Somalia er centrum for størstedelen af den
terrorplanlægning, der finder sted i regionen. Si-
den 2003 har den militante sunniekstremistiske
gruppe "Hisb as-Shabaab", der har forbindelse
til organisationen De Islamiske Domstole i So-
malia, bl.a. stået bag flere angreb på udlændinge
i Somalia. Efter at De Islamiske Domstole blev
sat fra magten i januar 2007, har militante sun-
niekstremister gradvis optrappet deres angreb
mod de etiopiske styrker, overgangsregeringen
og styrkerne fra Den Afrikanske Union.
Al-Qaida har siden 2006 øget sin interesse
for regionen og har bl.a. opfordret sympatisører
og støttenetværk til at føre hellig krig i Somalia
og i Sudans Darfurregion. FN og udenlandske
udsendinge i Sudan blev i 2006 truet offentligt
af nye militante sunniekstremistiske grupper,
der dog ikke har udført nogen angreb. Truslen
om terrorangreb er størst i området omkring
Sudans hovedstad, Khartoum, men en markant
vestlig militær tilstedeværelse i Darfur vil sand-
synligvis medføre en øget motivation blandt
hellige krigere til at drage til området for at an-
gribe FN og andre vestlige mål.
Centralasien
I Centralasien er militant sunniekstremisme
først og fremmest til stede i form af mindre,
lokale terrornetværk, der er udsprunget af det
stærkt svækkede "Islamic Movement of Uzbe-
kistan", IMU, og dens udbrydergruppe "Islamic
Jihad Union", IJU. Disse grupper opstod med
baggrund i kampen mod de lokale regeringer,
især i Usbekistan, men bevægelserne har længe
haft internationale forbindelser, og IJU har ef-
terhånden tilsluttet sig den al-Qaida-inspirerede
globale hellige krig. IJU har f.eks. vedkendt sig
ansvaret for de optrevlede terrorplaner i Tysk-
land i september 2007. De fleste medlemmer fra
begge grupper har søgt til fristeder i den nord-
vestlige del af Pakistan.
Den utilfredshed, som mangel på økonomisk
udvikling og politisk frihed i de centralasiatiske
republikker har medført, giver ekstremistiske
islamistiske bevægelser nogen grobund i regio-
nen, selv om de sunniekstremistiske budskaber
ikke hidtil har fundet bred støtte i befolknin-
gerne. Grobunden for ekstremisme har især
afspejlet sig i en vis støtte til Hizb ut-Tahrir,
som sandsynligvis ikke selv vil anvende vold i
sin kamp.
37
Lokale militante grupper med rødder i IMU
og IJU vil dog formodentlig på længere sigt
også have gavn af den langsomt voksende op-
bakning til sunniekstremisme i regionen.
Intern rivalisering og problemer mellem
landene i regionen har i længere tid hindret en
koordineret indsats mod terrorisme, men i de
seneste år er det lykkedes regeringerne at styrke
det regionale samarbejde mod terrorisme, f.eks.
gennem Shanghai-samarbejdsorganisationen,
hvor Kina og Rusland også deltager.
Sydøstasien
Især i dele af Indonesien og det sydlige Filip-
pinerne kan internationale netværk af sunni-
ekstremister stadig operere ganske frit. Risi-
koen for terrorangreb i netop de egne er derfor
betydelig, mens der også i andre dele af regio-
nen er en vis trussel. Planlægningen af angreb
mod lokale og vestlige mål i hele Sydøstasien
Shiamuslimsk terrorisme
Hizbollah udgør en potentiel terrortrussel
mod vestlige interesser.
Libanesisk Hizbollah er både en social bevægel-
se, et politisk parti og en væbnet milits. Det er
den eneste militante shiamuslimske gruppe, der
har udført terroraktioner uden for Mellemøsten.
Medlemmer af Hizbollah færdes i og uden for
Libanon, hvor de beskæftiger sig med forskel-
lige legale og illegale aktiviteter. Organisationen
har en omfattende støttestruktur blandt shiitter
vil sandsynligvis fortsætte.
Regeringerne i Sydøstasien har forstærket
deres indsats mod terrorisme, og der er kommet
et betydeligt større pres på militante sunnieks-
tremistiske netværk. Grupperne vil dog sand-
synligvis stadig kunne gennemføre angreb, om
end ikke så komplekse som tidligere. Regionens
geografiske beskaffenhed med store, svært kon-
trollerbare landområder og lange kyststræknin-
ger betyder, at terrorgrupper har mulighed for
at operere forholdsvis uhindret, også på tværs af
landegrænserne.
Fattigdom og indflydelsen fra ekstremistiske
koranskoler betyder, at der er grundlag for at
rekruttere ekstremister, selv om befolkningens
flertal tager afstand fra en fundamentalistisk
udlægning af islam. Dette forhold forstærkes af,
at væbnede konflikter i området har frembragt
krigere, som har svært ved at vende tilbage til et
civilt liv.
i mange lande, også i Iran, som i vidt omfang
støtter den.
Det er sandsynligt, at Hizbollahs eksterne sik-
kerhedsorganisation, ESO, kan gennemføre ter-
rorangreb fjernt fra Libanon. Derfor udgør ESO
en potentiel international terrortrussel. ESO har
dog næppe aktuelle hensigter om at gennemføre
sådanne terrorangreb. Hvis Iran angribes mili-
tært af Israel eller USA, eller hvis lederen af Hiz-
bollah dræbes, vil sandsynligheden for et Hizbol-
lah-terrorangreb uden for Israel stige betydeligt.
Forholdet mellem terrorgrupper og stater
Der er stadig nogle lande, der støtter
terrorisme, og andre lande, der ikke magter
at bekæmpe terrorisme.
Internationale militante sunniekstremister har
ikke haft nogen statsstøttede fristeder, siden
koalitionen bragte talibanstyret i Afghanistan
til fald i 2001. Terrornetværk kan dog i nogle
tilfælde indrette fristeder, hvor myndighederne
mangler evne eller vilje til fuldt ud at kontrol-
lere, hvad der foregår på deres territorium. Der
er desuden stadig lande, der støtter terrorisme.
Iran støtter både militante shiitiske grup-
per og palæstinensiske sunnigrupper, som er
engageret i kampe for politiske og territoriale
mål, der er i overensstemmelse med iransk
38
udenrigspolitik. Dertil kommer, at Iran tillader
visse grupper, der står på EU's terrorliste, at
have permanent repræsentation i landet. Der er
tale om de radikale, palæstinensiske islamistiske
grupper Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad,
PIJ, og den nationalistiske "Popular Front for the
Liberation of Palestine - General Command",
PFLP-GC. Støtten til disse grupper omfatter
våben, træning og efterretningsoplysninger
samt forsyningsmæssig og økonomisk støtte.
Dertil kommer, at Hizbollah gennem årene har
modtaget store mængder af våben og omfattende
økonomisk støtte.
Ligesom Iran støtter Syrien flere palæsti-
nensiske grupper og Libanesisk Hizbollah med
husly og andre former for hjælp. Støtten hænger
sammen med Syriens og gruppernes forhold til
Israel. Syrien har været under internationalt pres
for at stoppe sin støtte, men vil formentlig fort-
sætte, hvis der ikke sker afgørende ændringer i
forholdet til Israel.
Pakistan støtter visse kashmirske terrorgrup-
per, som ikke er tilknyttet al-Qaida.
Derudover kan terrornetværk også i nogle
tilfælde indrette fristeder, hvor myndighederne
mangler evne eller vilje til fuldt ud at kontrol-
lere, hvad der foregår på landets territorium som
f.eks. i stammeområderne i Pakistan.
39
40