Fremsat den 29. januar 2014 af klima-, energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard)

Fremsat den 29. januar 2014 af klima-, energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om
varmeforsyning, lov om kommunal fjernkøling og forskellige andre love1)
(Implementering af EU's energieffektivitetsdirektiv m.v.)
§ 1
I lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1065 af 12. november 2012, foretages
følgende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring
af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om op-
hævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-ti-
dende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets
direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
om energieffektivitet på baggrund af Republikken
Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side
28.«
2. I overskriften til kapitel 1 indsættes efter »anvendelses-
område«: »m.v.«
3. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Lovens kapitel 5 finder endvidere anvendelse på
effektivisering og reduktion af energianvendelsen til trans-
port.«
4. Efter § 2 indsættes:
Ȥ 2 a. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fast-
sætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forplig-
telser i henhold til EU-retten inden for lovens kapitel 5.«
5. Efter § 14 indsættes efter kapitel 4:
»Kapitel 5
Obligatoriske energisyn m.v. for store virksomheder
§ 15. Store virksomheder skal minimum hvert fjerde år
beregnet fra datoen for det foregående energisyn foretage
energisyn på en uafhængig måde af kvalificerede eksperter.
Virksomheder som nævnt i 1. pkt. skal herudover indsende
dokumentation til klima-, energi- og bygningsministeren om
et foretaget energisyn.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse for
store virksomheder, der benytter og vedligeholder et energi-
eller miljøledelsessystem, som er certificeret af et uafhæn-
gigt organ i overensstemmelse med de relevante europæiske
eller internationale standarder, når der som en del af det på-
gældende ledelsessystem er foretaget et energisyn som
nævnt i stk. 1. Virksomheden skal indsende dokumentation
herom til ministeren.
Stk. 3. Ved store virksomheder forstås virksomheder, som
ikke falder ind under kategorierne for mikrovirksomheder,
små og mellemstore virksomheder i henhold til Kommissio-
nens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitio-
nen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomhe-
der, dog som præciseret i regler udstedt i medfør af § 16,
stk. 1, nr. 1.
Stk. 4. Virksomheden afholder omkostningerne ved at få
foretaget et energisyn som nævnt i stk. 1 eller ved at benytte
og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessy-
stem som nævnt i stk. 2.
1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets
direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af
Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28.
Lovforslag nr. L 121 Folketinget 2013-14
Klima-, energi- og bygningsmin.
Energistyrelsen, j.nr. 2532/1650-0001
BU000289
§ 16. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter
regler om
1) præcisering af, hvornår en virksomhed er omfattet af
definitionen af store virksomheder,
2) krav til energisyn og energi- og miljøledelsessystemer,
herunder indhold, omfang, udarbejdelse, rapportering,
kontrol og anvendelse af relevante standarder og
3) om hel eller delvis undtagelse for elementer af energi-
syn, der er dækket af anden lovgivning, og krav til eks-
perter, der sikrer nødvendige kvalifikationer og uaf-
hængighed.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om akkrediterings-
og certificeringsordninger vedrørende energisyn og energi-
og miljøledelsessystemer efter § 15, stk. 1 og 2.
§ 17. Klima-, energi- og bygningsministeren fører tilsyn
med overholdelse af § 15 og regler udstedt i medfør af § 16.
Ministeren kan herunder træffe afgørelse, om en virksomhed
er forpligtet til at foretage energisyn.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan som
led i tilsynet pålægge virksomheden inden for en af ministe-
ren fastsat frist at få foretaget et energisyn, der opfylder kra-
vene i § 15, stk. 1, og i regler udstedt i medfør af § 16, stk.
1, nr. 2 og 3.«
6. I § 21, stk. 1, indsættes efter »energiforsyningsvirksomhe-
der«: », store virksomheder omfattet af kapitel 5 og«.
7. I § 21 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at kommuni-
kation som Energistyrelsen, Energiklagenævnet eller klima-,
energi- og bygningsministeren modtager efter denne lov el-
ler regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-sy-
stemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lig-
nende.
Stk. 5. En digital meddelelse anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelel-
sen.«
8. I § 22, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 6, stk. 2,«: »§ 17,
stk. 2,«.
§ 2
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1184
af 14. december 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 577 af
18. juni 2012, § 40 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 og §
9 i lov nr. 903 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring
af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om op-
hævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Ti-
dende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets
direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
om energieffektivitet på baggrund af Republikken
Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side
28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energi-
mæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende, nr. L
153, side 13, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af
anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og
om ændring og senere ophævelse af direktiv
2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr. L
140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv
2013/18/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF om frem-
me af anvendelsen af energi fra vedvarende energikil-
der på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-
Tidende 2013, nr. L 158, side 230.«
2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »herunder«: »varme-
pumper til kombineret produktion af varme og køling og«.
3. I § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 4, ændres »op til 25 MW«
til: »på 25 MW eller derunder«.
4. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. Med henblik på at fremme udnyttelse af overskud-
svarme godkender klima-, energi- og bygningsministeren
projekter for etablering af nye og omfattende renovering af
eksisterende anlæg, der hovedsagelig leverer energi til andre
formål end bygningers opvarmning og forsyning med varmt
vand og har en samlet indfyret termisk effekt på over 20
MW.«
5. I § 5, stk. 1, ændres »§ 4« til: »§§ 4 og 4 a«, og som 2.
pkt. indsættes: »Ministeren kan samtidig hermed inddrage
overordnede samfundsmæssige hensyn.«
6. I § 15 udgår »kommunalbestyrelsens«, og efter »§§ 4«
indsættes: », 4 a«.
7. Efter § 15 indsættes i kapitel 2:
Ȥ 15 a. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fast-
sætte regler om betaling til dækning af omkostninger ved
behandling af ansøgning om godkendelse efter § 4, stk. 2,
og § 4 a og tilsyn med overholdelse af vilkår i sådanne god-
kendelser.«
8. I § 20, stk. 3, ændres »produktion af elektricitet og varme
på biomassebaserede kraft-varme-værker« til: »levering af
ydelser omfattet af stk. 1 og andre ydelser«.
9. § 20, stk. 4, 5. pkt., ophæves.
10. I § 23 l, stk. 2, 3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
ændres »lov om kommunal fjernkøling« til: »lov om fjern-
køling«.
11. I § 23 m, stk. 2, 2. pkt., ændres »udvinding« til: »indvin-
ding«.
2
12. I § 23 m, stk. 5, ændres »§ 3 i lov om kommunal fjernkø-
ling« til: »§ 3, stk. 1, i lov om fjernkøling«.
13. § 34, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) etablerer nye kollektive varmeforsyningsanlæg efter §
4 eller nye anlæg efter § 4 a eller udfører større ændrin-
ger i eksisterende sådanne anlæg uden godkendelse,«
14. I § 34, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »tilladelse«: »eller
godkendelse«.
§ 3
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1329 af 25.
november 2013 , som ændret ved § 1 i lov nr. 466 af 18. maj
2011, § 2 i lov nr. 576 af 18. juni 2012 og § 8 i lov nr. 903
af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
af 25. oktober 2012, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13.
maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF
af 30. november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side
7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13.
maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF
af 13. juli 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 55,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/28/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L
140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv
2013/18/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L
158, side 230, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008, EU-Tiden-
de 2008, nr. L 328, side 28, dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. januar 2006,
EU-Tidende 2006, nr. L 33, side 22, og dele af Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992,
nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direk-
tiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr.
L 158, side 193.«
2. I § 37, stk. 2, 3. pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3, ændres »lov
om kommunal fjernkøling« til: »lov om fjernkøling«.
3. I § 37 a, stk. 5, ændres »§ 3 i lov om kommunal fjernkø-
ling« til: »§ 3, stk. 1, i lov om fjernkøling«.
§ 4
I lov nr. 465 af 17. juni 2008 om kommunal fjernkøling
foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår »kommunal«.
2. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring
af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om op-
hævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Ti-
dende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets
direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
om energieffektivitet på baggrund af Republikken
Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side
28.«
3. Overskriften før § 1 affattes således:
»Anvendelsesområde og definition«
4. § 1 affattes således:
»§ 1. Ved fjernkølingsanlæg forstås fjernkølingsprodukti-
onsanlæg eller -net, der leverer køling fra et centralt anlæg,
bortset fra anlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om var-
meforsyning.«
5. Efter § 1 indsættes:
»Etablering og drift af kommunale fjernkølingsanlæg m.v.«
6. § 2 affattes således:
Ȥ 2. Kommuner, der helt eller delvis ejer fjernvarmevirk-
somheder, kan udøve fjernkølingsvirksomhed med henblik
på at fremme energieffektiv køling og udnytte synergieffek-
ter med fjernvarme.«
7. I § 3 indsættes efter »fjernkølingsvirksomhed«: »efter §
2«, og som stk. 2 indsættes:
»Stk. 2. Hvis en kommune udøver fjernkølingsvirksom-
hed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning,
skal dette ske på kommercielle vilkår.«
8. I § 4 ændres »kommunale fjernkølingsanlæg« til: »fjern-
kølingsanlæg omfattet af denne lov eller § 2, stk. 1, nr. 3, i
lov om varmeforsyning«.
9. Overskriften før § 5 affattes således:
»Projektgodkendelse af fjernkølingsanlæg«
10. § 5 affattes således:
Ȥ 5. Klima-, energi- og bygningsministeren godkender
projekter for etablering af nye eller omfattende renovering
af eksisterende fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk
effekt på over 20 MW.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen godkender projekter for
etablering af nye eller omfattende renovering af eksisterende
kommunale fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk ef-
fekt på 20 MW eller derunder. Kommunalbestyrelsen kan
alene godkende et fjernkølingsprojekt, som fremmer en
energieffektiv køling og udnytter synergieffekter med fjern-
varme.«
11. § 6 affattes således:
3
»§ 6. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om behandling af sager efter § 5 og om, at nærmere
angivne forudsætninger skal lægges til grund for godkendel-
se af projekter efter § 5.«
12. I § 7, stk. 1, ændres »af kommunalbestyrelsen efter § 5
eller efter regler udstedt i henhold til § 6« til: »efter denne
lov eller regler udstedt i medfør af loven«.
§ 5
I lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. juni 2012, som ændret ved
lov nr. 1346 af 3. december 2013, foretages følgende
ændring:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF
af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæs-
sige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side
22, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/25/EU
af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrø-
rende etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Ti-
dende 2013, nr. L 158, side 368, dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april
2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedva-
rende energikilder og om ændring og senere ophævelse
af direktiv 2001/77/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140,
side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af
13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen
af energi fra vedvarende energikilder på grund af Repu-
blikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L
158, side 230, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers
energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende
2010, nr. L 153, side 13, og dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012
om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af di-
rektiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr.
L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv
2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om ener-
gieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens til-
trædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28.«
§ 6
I lov om fremme af vedvarende energi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1330 af 25. november 2013, som
ændret ved § 1 i lov nr. 576 af 18. juni 2012, § 1 i lov nr.
1390 af 23. december 2012, § 1 i lov nr. 641 af 12. juni
2013 og § 1 i lov nr. 900 af 14. juli 2013, foretages følgende
ændring:
1. I § 43 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Ejere af elproduktionsanlæg med en installeret ef-
fekt på 6 kW eller derunder, som er nettilsluttet den 20. no-
vember 2012 eller senere, og som alene anvender gasser
omfattet af stk. 1, kan i stedet for at modtage pristillæg efter
stk. 2 vælge at modtage pristillæg, som fastsættes således, at
dette og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris til-
sammen udgør 130 øre pr. kWh. For elektricitet fremstillet
på anlæg nettilsluttet den 1. januar 2014 eller senere fastsæt-
tes pristillægget, som kan vælges, på samme måde, dog såle-
des, at det fastsatte pristillæg nedsættes årligt med 14 øre pr.
kWh fra og med den 1. januar 2014 og til og med den 1. ja-
nuar 2018. Pristillægget ydes i 10 år fra nettilslutningstids-
punktet med det på nettilslutningstidspunktet gældende pris-
tillæg efter 1. eller 2. pkt. Anmodning om valg af pristillæg
skal indgives inden nettilslutning af anlægget.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 5. juni 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttræden af § 6. Ministeren kan herunder
fastsætte det tidspunkt, hvor § 6 får virkning, dog tidligst
den 20. november 2012.
Stk. 3. Store virksomheder skal i medfør af § 15, stk. 1,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, foretage første energi-
syn i perioden fra den 4. december 2012 til og med den 5.
december 2015.
Stk. 4. § 4 a i lov om varmeforsyning som affattet ved
denne lovs § 2, nr. 4, og § 5 i lov om fjernkøling som affat-
tet ved denne lovs § 4, nr. 10, finder ikke anvendelse på an-
søgninger om projektgodkendelse indgivet før lovens ikraft-
træden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 5. Ejere af elproduktionsanlæg kan ikke vælge pristil-
læg efter § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende ener-
gi som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1, selv om elprodukti-
onsanlægget er nettilsluttet den 20. november 2012 eller se-
nere, hvis
1) ejeren har indgået bindende aftale om køb af elproduk-
tionsanlægget senest den 19. november 2012,
2) netvirksomheden senest den 20. december 2012 har
modtaget anmeldelse af anlægget med henblik på regi-
strering i et register oprettet efter § 85 a, stk. 2, nr. 2, i
lov om elforsyning og
3) anlægget er nettilsluttet senest den 31. december 2013.
Stk. 6. Ejere af elproduktionsanlæg, som er nettilsluttet
den 20. november 2012 eller senere, men inden ikrafttrædel-
sen af § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi
som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1, skal anmode om at
modtage det i bestemmelsen fastsatte pristillæg senest 30
dage efter den nævnte bestemmelses ikrafttræden.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
1.2. Hovedindhold
1.3. Lovforslagets baggrund
1.3.1. Energieffektivitetsdirektivet
1.3.1.1. Formål og indhold
1.3.1.2. Tidsfrister for gennemførelse
1.3.1.3. Relevante lovgivninger m.v.
1.3.1.4. Gældende retstilstand og behov for lovændringer inden for lov om fremme af besparelser i energi-
forbruget, lov om varmeforsyning og lov om kommunal fjernkøling m.v.
1.3.1.5. Krav der går videre end energieffektivitetsdirektivets krav
1.3.2. Kombineret produktion af varme og køling
1.4. Hovedlinjerne i lovforberedelsen
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Energisyn og energiledelsessystemer
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Forslagets nærmere udformning
2.2. Energieffektiv opvarmning og køling
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Forslagets nærmere udformning
2.3. Kombineret produktion af varme og køling
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Forslagets nærmere udformning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
3.1. Konsekvenser som følge af reglerne om energisyn og energiledelsessystemer
3.2. Konsekvenser som følge af reglerne om energieffektiv opvarmning og køling
3.3. Konsekvenser som følge af reglerne om kombineret produktion af varme og køling
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.1. Konsekvenser som følge af reglerne om energisyn og energiledelsessystemer
4.2. Konsekvenser som følge af reglerne om energieffektiv opvarmning og køling
4.3. Konsekvenser som følge af reglerne om kombineret produktion af varme og køling
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Lovforslagets primære formål er at gennemføre dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om
energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og
2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og
2006/32/EF. Direktivet, som herefter benævnes energieffek-
tivitetsdirektivet, er optaget som bilag 2 til lovforslaget.
Danmark opfylder allerede en stor del af direktivet, og andre
dele kan gennemføres med hjemmel i den gældende lovgiv-
ning. Lovforslaget vedrører de dele af direktivet, hvor den
gældende lovgivning ikke indeholder hjemmel til at fastsæt-
te regler på området. Det er de dele i energieffektivitetsdi-
rektivet, der handler om energisyn og energiledelsessyste-
mer i store virksomheder og om fremme af effektivitet un-
der opvarmning og køling.
Lovforslaget indebærer desuden en delvis opfølgning på re-
geringens vækstplan for energi og klima af oktober 2013 om
at undersøge og, hvis det er hensigtsmæssigt, udnytte syne-
rgierne mellem fjernvarme og fjernkøling.
Endelig foretages enkelte lovtekniske ændringer i lov om
fremme af energibesparelser i bygninger og lov om fremme
af vedvarende energi. Den lovtekniske ændring i lov om
fremme af vedvarende energi foretages med henblik på at
sikre, at der kan ydes forhøjet støtte til visse små elprodukti-
onsanlæg i overensstemmelse med det, som blev vedtaget
ved lov nr. 900 af 4. juli 2013.
1.2. Hovedindhold
5
Lovforslaget indeholder en forpligtelse for store virksomhe-
der til at få udført et obligatorisk energisyn hvert fjerde år.
Virksomheden kan også efterleve forpligtelsen ved at benyt-
te og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelses-
system, hvor et energisyn indgår som en del af det pågæl-
dende ledelsessystem. Lovforslaget indeholder endvidere
hjemmel til, at klima-, energi- og bygningsministeren kan
fastsætte nærmere regler om blandt andet krav til indholdet
af energisyn og krav til kvalifikationerne hos de eksperter,
der skal udføre energisynet. Det forventes, at bemyndigelsen
til at fastsætte regler vil blive delegeret til Energistyrelsen.
Lovforslaget medfører desuden, at de gældende godkendel-
ses- og tilladelsesprocedurer på varme-, køling- og elområ-
det udvides. Fremover skal også projekter for industrianlæg
og fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk kapacitet på
over 20 MW godkendes. Bemyndigelsen til at godkende dis-
se anlæg vil ligge hos klima-, energi- og bygningsministeren
og forventes at blive delegeret til Energistyrelsen. Klima-,
energi- og bygningsministeren vil efter forslaget kunne fast-
sætte regler om Energistyrelsens behandling af sager om
godkendelse af industrianlæg og fjernkølingsanlæg.
Lovforslaget udvider endvidere mulighederne for private og
kommunale virksomheder til at etablere og drive varme-
pumper til produktion af både varme og køling som kollekti-
ve varmeforsyningsanlæg.
1.3. Lovforslagets baggrund
1.3.1. Energieffektivitetsdirektivet
1.3.1.1. Formål og indhold
Der blev opnået politisk enighed om energieffektivitetsdi-
rektivet under det danske formandskab i foråret 2012. Di-
rektivet trådte i kraft den 4. december 2012. Direktivet er en
opfølgning på Kommissionens plan om energieffektivise-
ring af 8. marts 2011 og udmønter mange af de forslag, som
indgik i planen.
Energieffektivitet er en central del af Kommissionens 2020-
strategi for smart, bæredygtig og inklusiv vækst samt for
strategien for et ressourceeffektivt Europa. Som led i dette
er der vedtaget målsætninger om at realisere energibesparel-
ser i det primære energiforbrug svarende til 20 pct. i 2020
set i forhold til referencescenariets tal. Fremskrivninger i
2010 viste, at der med de daværende virkemidler og initiati-
ver kun ville opnås besparelser svarende til ca. halvdelen af
den fastsatte målsætning.
Energieffektivitetsdirektivets overordnede formål er derfor
at styrke rammerne for EU's langsigtede arbejde med ener-
gieffektivisering og -besparelser med henblik på at sikre, at
EU’s målsætning om 20 pct. højere energieffektivitet i 2020
nås. De nye initiativer og ændrede regler har til formål at
fjerne hindringer på energimarkederne og rette nogle af de
markedsfejl, som hindrer en effektiv forsyning med og an-
vendelse af energi. Direktivet skal desuden bane vejen for
yderligere forbedringer af energieffektiviteten efter 2020.
Direktivet erstatter og ophæver Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv nr. 2004/8/EF om fremme af kraftvarmepro-
duktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på
det indre energimarked (kraftvarmedirektivet) og direktiv
nr. 2006/32/EF om energieffektivitet i slutanvendelse og om
energitjenester (energiservicedirektivet). Disse direktiver
har efter Kommissionens opfattelse ikke leveret de forvente-
de resultater.
Dele af kraftvarmedirektivet er overført uændret til energief-
fektivitetsdirektivet. Det drejer sig om definitionen på højef-
fektiv kraftvarme, metoden til beregning af effektiviteten i
en kraftvarmeproduktionsproces og bestemmelser om ud-
stedelse af oprindelsesgarantier for højeffektiv kraftvarme-
produktion. Energieffektivitetsdirektivets artikel 14 indebæ-
rer dog også en betragtelig udvidelse af kravene i kraftvar-
medirektivet. Efter kraftvarmedirektivet skulle medlemssta-
terne udarbejde et overslag over teknisk og økonomisk po-
tentiale for højeffektiv kraftvarme uden nærmere angivne
formkrav. Efter energieffektivitetsdirektivet skal medlems-
staterne udarbejde en såkaldt “omfattende vurdering” af det
nationale potentiale for at anvende højeffektiv kraftvarme-
produktion, industriel overskudsvarme samt effektiv fjern-
varme og fjernkøling. Vurderingen skal følge en metode, der
også omfatter anvisninger i, hvordan der gennemføres sam-
fundsøkonomiske cost-benefit-analyser. Endvidere kræver
energieffektivitetsdirektivet indførelse af en godkendelses-
procedure for visse virksomheder med overskudspotentiale,
som i dag ikke er underlagt krav herom efter EU-retten.
Kravet skal blandt andet sikre, at disse virksomheder udar-
bejder cost-benefit-analyser for udnyttelse af overskudsvar-
me.
Energieffektivitetsdirektivet viderefører mange af de mål og
virkemidler, som var en del af energiservicedirektivet. Ener-
giservicedirektivet fokuserede på slutforbrug, mens ener-
gieffektivitetsdirektivet har fokus på at inddrage hele kæden
fra produktion til distribution. Helt overordnet medfører
energieffektivitetsdirektivet en generel stramning og skær-
pelse af krav til energieffektivisering.
Det nationale vejledende mål i energiservicedirektivet var at
nå 9 pct. energibesparelser i 2016. Denne målsætning bliver
skærpet i energieffektivitetsdirektivet med et mål om at nå
EU’s energieffektivitetsmål på 20 pct. i 2020.
Energieffektivitetsdirektivet viderefører energiservicedirek-
tivets bestemmelser om energibesparelser i staten, dog med
skærpede krav til, hvor stor en andel af den offentlige byg-
ningsmasse der kræver energirenovering. Endvidere medfø-
rer energieffektivitetsdirektivet, at energiselskabernes ener-
gispareforpligtelse bliver skærpet med krav om, at medlems-
staterne udarbejder en forpligtende ordning for energiselska-
berne. Denne ordning var ikke et krav i det tidligere energi-
servicedirektiv. Derudover videreføres energiservicedirekti-
vets fokus på informationsindsatsen. En yderligere skærpel-
se, som følger af energieffektivitetsdirektivet og er en del af
baggrunden for dette lovforslag, er obligatorisk krav om
6
energisyn på store virksomheder. Det var frivilligt i energi-
servicedirektivet.
Energieffektivitetsdirektivet skal sikre energieffektiviserin-
ger i alle led. Det vil sige såvel i husholdninger og virksom-
heder som i energiproduktionen og distributionsleddet. Alle
lande skal fastsætte et nationalt vejledende mål for energief-
fektiviteten og årligt rapportere energiforbruget til Kommis-
sionen. Danmarks vejledende mål er et absolut mål for pri-
mært energiforbrug i 2020 på 744,4 PJ. Der er tale om en re-
duktion i 2020 af det primære energiforbrug med 12,6 pct. i
forhold til 2006.
Hovedelementerne i energieffektivitetsdirektivet er følgen-
de:
Energieffektivisering af statslige bygninger: I henhold til di-
rektivet skal medlemsstaterne sikre, at 3 pct. af det samlede
etageareal i bygninger, der ejes og benyttes af staten, energi-
renoveres hvert år. Alternativt kan medlemsstaterne tage an-
dre foranstaltninger i anvendelse, som sikrer tilsvarende
energibesparelser i de statslige bygninger.
Energieffektive indkøb i den offentlige sektor: Medlemssta-
terne skal sikre, at statslige institutioner ved større indkøb
alene køber produkter, services og bygninger med en høj
energieffektivitet.
Energispareforpligtelser for energiselskaberne: Alle med-
lemsstater skal indføre en ordning for en energispareforplig-
telse for enten energidistributørerne eller energileverandø-
rerne i detailleddet. Ordningen skal gælde for perioden
2014-2020 og svare til opnåelse af nye årlige besparelser på
1,5 pct. af energisalget til kunderne. Energi anvendt til trans-
port kan undtages. Som alternativ til energispareforpligtelser
for enten energidistributører eller energileverandører kan
medlemsstaterne indføre andre politikker og virkemidler,
hvis disse har en tilsvarende effekt.
Energisyn og energiledelsessystemer: Medlemsstaterne skal
arbejde for, at alle slutkunder får mulighed for at få udført et
energisyn af høj kvalitet. Store virksomheder skal have fore-
taget et uafhængigt energisyn mindst hvert fjerde år.
Måling af energiforbrug og informativ fakturering: Med-
lemsstaterne skal sikre, at slutkunder som hovedregel udsty-
res med individuelle målere, og der er en række bestemmel-
ser, som skal opfyldes, når der installeres intelligente må-
lere. Endelig er der en række bestemmelser om afregning af
forbruget og om forbrugernes adgang til information om for-
bruget.
Energieffektiv opvarmning og køling: Medlemsstaterne skal
foretage en omfattende vurdering af mulighederne for at an-
vende højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjern-
varme og fjernkøling. Vurderingen skal baseres på cost-be-
nefit-analyser af de relevante alternativer. Medlemsstaterne
skal vedtage politikker, som tilskynder til, at man lokalt og
regionalt udnytter de rentable muligheder. Ved etablering el-
ler renovering af termiske energiinstallationer eller store in-
dustrielle installationer skal overskudsvarme som udgangs-
punkt udnyttes, hvis det er omkostningseffektivt.
Energitransmission og distribution: Medlemsstaterne skal
sikre, at de nationale energitilsynsmyndigheder tager behø-
rigt hensyn til energieffektiviteten i deres beslutninger om
driften af el- og gasinfrastrukturen.
Certificeringsordninger: Medlemsstaterne skal med henblik
på at nå et højt niveau af teknisk kompetence, objektivitet
og pålidelighed, sikre, at der findes attesteringsordninger el-
ler tilsvarende kvalifikationsordninger for leverandører af
energitjenester og energisyn m.v.
Information og uddannelse: Medlemsstaterne skal blandt
andet sikre, at oplysninger om virkemidler til fremme af
energieffektivisering og om økonomiske og juridiske ram-
mer er gennemsigtige og udbredes til alle relevante mar-
kedsaktører, herunder forbrugere og håndværkere m.v.
Fremme af energitjenester: Medlemsstaterne skal fremme
markedet for energitjenester og små og mellemstore virk-
somheders adgang hertil blandt andet gennem information,
en liste over energitjenesteleverandører, standardkontrakter,
fremme af udbredelsen af frivillige kvalitetsmærker og for-
midling af oplysninger om finansieringsinstrumenter m.v.
1.3.1.2. Tidsfrister for gennemførelse
Energieffektivitetsdirektivet trådte i kraft den 4. december
2012. I henhold til artikel 28 i direktivet skal Danmark se-
nest den 5. juni 2014 have vedtaget og offentliggjort de love
og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at ef-
terkomme direktivet. Andre bestemmelser om tidsfrister af
relevans for dette lovforslag henholder sig til artikel 14, stk.
6, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne senest den 31. de-
cember 2013 skulle underrette Kommissionen om eventuelle
dispensationer fra kravet om udarbejdelse af cost-benefit-
analyser, jf. artikel 14, stk. 5. Kommissionen skal desuden
underrettes om eventuelle senere ændringer. Efter artikel 8,
stk. 4, skal medlemsstaterne desuden sikre, at store virksom-
heder får gennemført det første energisyn senest den 5. de-
cember 2015 og derefter som minimum hvert fjerde år be-
regnet fra datoen for det foregående energisyn.
1.3.1.3. Relevante lovgivninger m.v.
Energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn (artikel 8),
fremme af effektivitet under opvarmning og køling (artikel
14) og certificeringsordninger (artikel 16) gennemføres i
dansk lovgivning via dette lovforslag og bekendtgørelser,
der udstedes i medfør af loven.
De dele af direktivet, der vedrører renovering af offentlige
bygninger (artikel 5) og offentlige indkøb (artikel 6), gen-
nemføres i dansk ret via ændring af cirkulære om energief-
fektivisering i statens institutioner. Et ændret cirkulære for-
ventes medio 2014. Energieffektivitetsdirektivets artikler
9-11 om måling af energiforbrug, faktureringsoplysninger
og omkostninger for adgang til oplysninger gennemføres via
7
gældende lovgivning og ændring af bekendtgørelse nr. 891
af 9. oktober 1996 om individuel måling af el, gas, vand og
varme. Ændring af denne bekendtgørelse forventes medio
2014. Energispareforpligtelsen efter direktivet (artikel 7)
gennemføres via aftale af 13. november 2012 om Energisel-
skabernes energispareindsats og bekendtgørelse nr. 1452 af
16. december 2013 om energibesparelser i net- og distributi-
onsvirksomheder. De øvrige krav i energieffektivitetsdirek-
tivet kræver ikke umiddelbart regelændringer. Det drejer sig
om renovering af bygninger (artikel 4), energitransmission
og distribution (artikel 15), information og uddannelse (arti-
kel 17) og fremme af energitjenester (artikel 19).
1.3.1.4. Gældende retstilstand og behov for lovændringer
inden for lov om fremme af besparelser i energiforbruget,
lov om varmeforsyning og lov om kommunal fjernkøling
m.v.
Da virksomheders gennemførelse af energisyn eller energi-
ledelsessystemer hidtil er sket på frivillig basis, har der ikke
været lovkrav om energisyn for store virksomheder. I den
forbindelse skal dog bemærkes, at lov om fremme af energi-
besparelser i bygninger (lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. ju-
ni 2012) og regler udstedt i medfør heraf indeholder regler
om pligt til energimærkning af visse erhvervsbygninger
(handel og service). Reglerne om energimærkning er en ud-
møntning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige
ydeevne. Kommissionen har udtalt, at et gyldigt energimær-
ke kan opfylde en del af kravet om energisyn.
Gældende ret omfatter et krav om godkendelse af projekter
for kollektive varmeforsyningsanlæg. Som led heri skal der
udarbejdes samfundsøkonomiske vurderinger og analyser.
Kommunale fjernkølingsanlæg skal ligeledes projektgod-
kendes, dog uden at der gælder et krav om god samfunds-
økonomi. Elforsyningsvirksomheder er underlagt et krav om
tilladelse ved etablering og væsentlige ændringer. Ikke alle
projekter for anlæg omfattet af energieffektivitetsdirektivets
artikel 14 er i dag godkendelsespligtige eller underlagt krav
om udarbejdelse af cost-benefit-analyse.
Den gældende ret indeholder barrierer for anvendelse af var-
mepumper til kombineret produktion af varme og køling,
blandt andet fordi der i dag kræves selskabsmæssig adskil-
lelse af varme- og kølingsaktiviteter. Anvendelse af en var-
mepumpe til kombineret produktion af varme og køling kan
have samfundsøkonomiske fordele i forhold til produktion
af køling uden varmeudnyttelse.
1.3.1.5. Krav der går videre end energieffektivitetsdirekti-
vets krav
Dette lovforslaget indeholder ikke nye krav eller forslag, der
går videre end energieffektivitetsdirektivets krav i artikel 8,
14 og 16.
Den gældende regulering til godkendelse af projekter for
kollektive varmeforsyningsanlæg, som bliver opretholdt,
kan til en vis grad betragtes som en strengere foranstaltning
end direktivets krav om udnyttelse af overskudsvarme.
Cost-benefit-analysen efter energieffektivitetsdirektivet skal
udarbejdes i overensstemmelse med direktivets bilag IX, del
2. Den måde, som et projekts resultat skal beregnes på efter
direktivet, svarer i høj grad til den måde et projekts sam-
fundsøkonomiske værdi efter lov om varmeforsyning bereg-
nes på. Forskellen er, at der i cost-benefit-analysen efter di-
rektivet tages hensyn til selskabsøkonomien. Det vil sige, at
der udover en samfundsøkonomisk analyse også skal foreta-
ges en finansiel analyse, der viser faktiske pengestrømme
(investerings- og driftsbesparelser m.v.) som følge af gen-
nemførelse af projektet. Et projekt opnår et cost-benefit-
overskud, hvis summen af tilbagediskonterende fordele i
den samfundsøkonomiske og finansielle analyse overstiger
summen af tilbagediskonterede omkostninger.
Cost-benefit-analysen skal vise, om det er fornuftigt at ud-
nytte overskudsvarme. Hvis analysen udviser et cost-bene-
fit-overskud herfor, kan projektet som udgangspunkt kun
godkendes, under forudsætning af, at overskudsvarmen ud-
nyttes. Herved tages der således også hensyn til de selska-
bsøkonomiske omkostninger ved udnyttelse af overskud-
svarme. I forhold til direktivets artikel 14, stk. 8, betyder
dette, at en virksomhed ikke kan blive forpligtet til at udnyt-
te overskudsvarme, hvis de samfundsøkonomiske og selska-
bsøkonomiske omkostninger ved at udnytte overskudsvarme
samlet set er større end indtægterne.
Den gældende regulering for kollektive varmeforsyningsan-
læg er udformet til at fremme samproduktion af varme og
elektricitet i overensstemmelse med varmeforsyningslovens
formålsbestemmelse. Hvis et planlagt anlæg skal have en
varmekapacitet over 1 MW, skal anlægget som udgangs-
punkt indrettes som kraft-varme-anlæg, medmindre det er
samfundsøkonomisk mere fordelagtigt at etablere et rent
varmeproducerende anlæg. Den gældende regulering inde-
holder således et direkte krav om udnyttelse af overskud-
svarme fra elproduktion for kollektive varmeforsyningsan-
læg.
Desuden er godkendelse af kollektive varmeforsyningsan-
læg underlagt et samfundsøkonomisk krav. I forhold til kol-
lektive varmeforsyningsanlæg kræver den gældende regule-
ring, at der udarbejdes forskellige vurderinger til brug for
myndighedens vurdering af projektet. Der skal blandt andet
udarbejdes brugerøkonomiske, samfundsøkonomiske og sel-
skabsøkonomiske vurderinger af projektet. Der indgår såle-
des både samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske vur-
deringer i projektbehandlingen, ligesom ved en cost-benefit-
analyse. Desuden må det antages, at en selskabsøkonomisk
vurdering går forud for den samfundsøkonomiske vurdering.
Hvis et projekt selskabsøkonomisk set ikke kan betale sig,
vil det ikke blive forelagt til godkendelse.
Derudover skal der udarbejdes en samfundsøkonomisk ana-
lyse af relevante scenarier. Efter den gældende regulering
for kollektive varmeforsyningsanlæg kan et projekt for ny-
8
etablering eller væsentlig ændring af anlæg kun godkendes,
hvis projektet er det samfundsøkonomisk bedste projekt
sammenlignet med mulige alternativer. I denne fase af pro-
jektbehandlingen tages der ikke hensyn til selskabsøkonomi-
en, men kun til samfundsøkonomien. Hvis udnyttelse af
overskudsvarme er samfundsøkonomisk bedst, kan kommu-
nalbestyrelsen kun godkende dette projekt og ikke et andet
projekt, hvor overskudsvarmen ikke udnyttes. Det er i så
fald ikke af betydning, hvilke selskabsøkonomiske omkost-
ninger der er forbundet med at indrette projektet til at udnyt-
te overskudsvarme. Derfor kan det gældende samfundsøko-
nomiske krav for projektgodkendelse af kollektive varme-
forsyningsanlæg betragtes som en strengere foranstaltning i
forhold til forpligtelsen til at udnytte overskudsvarme efter
artikel 14, stk. 8, som tager udgangspunkt i cost-benefit-ana-
lysen.
Hertil kan der bemærkes følgende. For det første adskiller
kollektive varmeforsyningsanlæg sig fra de øvrige anlæg,
der er omfattet af energieffektivitetsdirektivets artikel 14,
stk. 5 (kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg),
idet de bliver etableret med varmeforsyning som hovedfor-
mål. Det er således ikke et spørgsmål, om der skal leveres
fjernvarme, som det kan være i forhold til anlæg, der bliver
etableret til andre formål, såsom elproduktion (kraftværker),
procesformål (industrianlæg) eller køling (fjernkølingsan-
læg). I forhold til artikel 14, stk. 8, vil der derfor typisk ikke
være tale om, at kollektive varmeforsyningsanlæg, f.eks. de
små kraft-varme-anlæg, skal forpligtes til at udnytte over-
skudsvarme fra elproduktionen, idet varmeforsyning er de-
res hovedformål. Derimod vil der i projekter for kraftvær-
ker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg kunne være interes-
se i at gennemføre projektet uden, at der leveres overskud-
svarme til fjernvarmenettet.
For det andet er kollektive varmeforsyningsanlæg underlagt
varmeforsyningslovens prisregulering. Der må kun indreg-
nes nødvendige omkostninger i varmeprisen. Kollektive var-
meforsyningsanlæg må ikke drives med fortjeneste for øje.
Ved varmeplanlægning er selskabsøkonomien og bruger-
økonomien derfor vigtige som udgangspunkt for planlæg-
ningen. Det skal være økonomisk interessant for forbrugere
at skifte til den kollektive forsyning. En god selskabsøkono-
mi eller brugerøkonomi er således en forudsætning for pro-
jektets gennemførelse, men under denne forudsætning læg-
ger den gældende regulering op til, at der findes og godken-
des den samfundsøkonomisk bedste forsyning af området.
Fordi kollektive varmeforsyningsanlæg har varmeforsyning
som hovedformål og er underlagt hvile i sig selv-princippet,
er det i forhold til disse anlæg mindre relevant at tage hen-
syn til selskabsøkonomien, hvis man skal vurdere, om pro-
jektet bør indrettes til at udnytte overskudsvarme, end det er
i forhold til anlæg, som drives med fortjeneste for øje og ik-
ke har varmeforsyning som hovedformål.
For det tredje er bestemmelserne om god samfundsøkonomi
og samproduktion af el og varme grundlæggende principper
i den danske varmeforsyningslovgivning. Begge principper
er fastlagt i varmeforsyningslovens formålsbestemmelse.
Godkendelsesproceduren med et samfundsøkonomisk krav
har været gældende siden 1979, da den første lov om varme-
forsyning trådte i kraft. Danske kollektive varmeforsynings-
anlæg har således været vant til at levere deres ydelser i
overensstemmelse med dette krav, også hvor virksomheder i
andre medlemsstater ikke nødvendigvis var underlagt tilsva-
rende krav. Dertil kommer, at kollektive varmeforsynings-
anlægs levering ofte er begrænset til det lokale område. På
grund af varmetabet kan varmt vand eller damp ikke leveres
over større afstande, i modsætning til el og gas. Energieffek-
tivitetsdirektivets krav vedrørende effektivitet under op-
varmning og køling er i høj grad bygget på den danske mo-
del. Gennemførelse af direktivet i EU vil medføre, at der
indføres en lignende procedure i de andre EU-medlemssta-
ter.
Energieffektivitetsdirektivet indeholder minimumskrav og
er derfor ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater op-
retholder strengere foranstaltninger.
Det vurderes på denne baggrund, at der ikke er noget til hin-
der for at opretholde det gældende generelle kraftvarmekrav
og det samfundsøkonomiske krav for godkendelse af kollek-
tive varmeforsyningsanlæg.
1.3.2. Kombineret produktion af varme og køling
Lovforslaget udvider definitionen af begrebet »kollektivt
varmeforsyningsanlæg« således, at det også omfatter varme-
pumper til kombineret produktion af varme og køling. Dette
muliggør, at såvel kommunale som ikkekommunale varme-
forsyningsvirksomheder kan eje, etablere og drive denne ty-
pe af anlæg, der kan have synergigevinster i forhold til an-
dre teknikker til at producere køling. De gældende regler
forhindrer anvendelse af varmepumper til kombineret pro-
duktion af fjernvarme og fjernkøling.
1.4. Hovedlinjerne i lovforberedelsen
Lovforslaget følger op på EU’s vedtagne målsætninger om
energibesparelser i det primære energiforbrug på 20 pct. i
2020 målt i forhold til et referencescenarium. Målsætningen
er en del af Kommissionens 2020 strategi for smart, bære-
dygtig og inklusiv vækst samt strategien for et ressourceef-
fektivt Europa.
Store virksomheder, der har haft en aftale om energieffekti-
visering med Energistyrelsen, vil umiddelbart opfylde kra-
vet om, at skulle foretage et energisyn. Disse virksomheder
har benyttet ISO 50001 (den internationale standard for
energiledelse), hvorved direktivets krav om obligatorisk
energisyn er opfyldt forudsat, at virksomheden har bibeholdt
et certificeret energiledelsessystem.
Den del af lovforslaget, der har til formål at øge udnyttelse
af overskudsvarme, harmonerer desuden med intentionen i
vækstaftalen af foråret 2013 om fremme af udnyttelse af
overskudsvarme i industrien. Virkemidlet i direktivet er ob-
ligatoriske krav om cost-benefit-analyser ved nyetablering
9
og omfattende renovering af anlæg med et vist overskud-
svarmepotentiale, såsom kraftværker, industrivirksomheder
og fjernkølingsanlæg med indfyret termisk effekt på over 20
MW.
Varmeforsyningsvirksomheders muligheder for at drive var-
mepumper til kombineret produktion af varme og køling er
blevet drøftet mellem Energistyrelsen og Økonomi- og In-
denrigsministeriet. Desuden har der været drøftelser med
Sekretariatet for Energitilsynet. Konklusionen er, at det er
hensigtsmæssigt, at både kommunale og ikkekommunale
varmeforsyningsvirksomheder får mulighed for at anvende
disse anlæg.
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Energisyn og energiledelsessystemer
2.1.1. Gældende ret
Der er ikke i gældende lovgivning krav om, at store virk-
somheder skal få foretaget et energisyn. Det er derfor nød-
vendigt at fastsætte regler herom for at sikre, at Danmark le-
ver op til energieffektivitetsdirektivets krav om, at store
virksomheder får foretaget et energisyn minimum hvert fjer-
de år. Lov om fremme af energibesparelser i bygninger in-
deholder dog regler om pligt til energimærkning. Pligten
gælder også for visse erhvervsbygninger (handel og ser-
vice). En energimærkning kan udgøre en del af et energisyn.
2.1.2. Forslagets nærmere udformning
I energieffektivitetsdirektivets artikel 8, stk. 4, er der krav
om, at alle store virksomheder og institutioner (herefter be-
nævnt store virksomheder), som udøver økonomisk aktivitet
på et marked skal have foretaget et energisyn minimum
hvert fjerde år. Enhver virksomhed, der udbyder varer og
tjenesteydelser på et givent marked, er en økonomisk virk-
somhed. Det første energisyn skal være foretaget senest den
5. december 2015.
Kravet om energisyn gælder for store virksomheder, som ik-
ke er omfattet af Kommissionens henstilling 2003/361/EF af
6. maj 2003 om en definition af mikrovirksomheder, små og
mellemstore virksomheder. Store virksomheder er derfor
virksomheder, der ikke er omfattet af denne definition.
Kommissionen har præciseret, at henstillingen skal forstås
således, at store virksomheder er virksomheder med mindst
250 ansatte og med en årlig omsætning på mere end 50 mil-
lioner euro eller en årlig balance på mere end 43 millioner
euro. Det ventes, at ca. 500 danske virksomheder vil blive
omfattet af kravet. Der er dog usikkerheder forbundet med
dette antal, og det faktiske antal kan afvige væsentligt.
Et energisyn er en systematisk fremgangsmåde, der har til
formål at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende ener-
giforbrugsprofil for en eller flere bygninger, eller for en in-
dustri- eller handelsvirksomheds drift eller anlæg. Direktivet
stiller endvidere krav om, at energisynet skal omfatte trans-
port. Energisynet skal herudover identificere og kvantificere
omkostningseffektive energisparemuligheder og aflægge
rapport om resultaterne. Direktivet har i bilag VI fastsat
nærmere minimumskriterier for kravene til energisynet.
Virksomheder, som har et certificeret energiledelsessystem i
overensstemmelse med de relevante internationale standar-
der, vil være undtaget fra kravet om energisyn, hvis det på-
gældende ledelsessystem omfatter minimumskriterierne i di-
rektivets bilag VI. De eksisterende internationale og euro-
pæiske standarder, såsom ISO 50001 om energiledelse og
EN 16247-1 om energisyn, vurderes at leve op til mini-
mumskravene. Disse standarder bliver anvendt af en række
virksomheder på frivillig basis i forvejen. Blandt andet er
ISO 50001 blevet anvendt af en række virksomheder, der
har indgået en aftale om energieffektivisering med Energi-
styrelsen.
Energisyn vil skabe et grundlag for, at virksomhederne får
indsigt i de mest rentable energibesparelser. Hertil kommer,
at energisyn skaber mulighed for synergi med energiselska-
bernes spareindsats. Virksomhederne vil på baggrund af de
anbefalinger, som energisynene medfører, få et godt grund-
lag for at forhandle og forsøge at sælge besparelsen til ener-
giselskaberne og derigennem få (delvis) betalt gennemførel-
se af anbefalingerne. Herved bliver transaktionsomkostnin-
gerne for den enkelte virksomhed mindsket. Det vil i den
forbindelse blive tilstræbt at sikre en kobling mellem de
foretagne energisyn og den eksisterende aftale om energisel-
skabernes spareindsats således, at virksomheden med ud-
gangspunkt i det foretagne energisyn kan gå i en direkte dia-
log med et energiselskab om salg af energibesparelsen. Det
vil i givet fald gøre sidstnævnte ordning mere omkostnings-
effektiv og øge omfanget af faktiske energieffektiviseringer.
Lovforslaget indeholder det overordnede krav til energisynet
og virksomhedernes pligt til at rapportere resultaterne af de
foretagne energisyn. Det foreslås, at klima-, energi- og byg-
ningsministeren får en bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler vedrørende blandt andet de tekniske krav til energisy-
net og kvalifikationskrav til de eksperter, der skal udføre
energisynet.
Det forventes, at Energistyrelsen vil få delegeret ministerens
kompetence til at administrere og kontrollere ordningen.
Ifølge direktivet skal energisyn udføres på en uafhængig
måde af kvalificerede eller akkrediterede eksperter. Det vur-
deres derfor ikke nødvendigt at foretage en omfattende kon-
trol af ordningen.
Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse i loven om
bøde, hvis en virksomhed undlader at efterkomme et påbud
om gennemførelse af energisyn.
Endelig foreslås der indsat en fodnote til titlen til lov om
fremme af energibesparelser i bygninger, idet en energi-
mærkning efter denne lov kan opfylde en del af kravet om
energisyn efter direktivet.
2.2. Energieffektiv opvarmning og køling
10
2.2.1. Gældende ret
Kollektive varmeforsyningsanlæg og kraft-varme-anlæg
med en eleffekt på over 25 MW er efter gældende ret under-
lagt krav om henholdsvis godkendelse efter lov om varme-
forsyning og tilladelse efter lov om elforsyning.
Projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg skal godken-
des af kommunalbestyrelsen efter regler fastsat af klima-,
energi- og bygningsministeren. Kommunalbestyrelsen kan
efter disse regler kun godkende projektet, hvis det ud fra en
konkret vurdering er det samfundsøkonomisk mest fornufti-
ge projekt. Bortset fra det samfundsøkonomiske krav gælder
der specifikke regler for produktionsform, brændsler og
blokvarmecentraler. En ansøgning om projektgodkendelse
skal blandt andet ledsages af samfunds- og selskabsøkono-
miske vurderinger og en samfundsøkonomisk analyse af re-
levante scenarier. Vurderingerne og analysen skal foretages
på grundlag af Energistyrelsens vejledning i samfundsøko-
nomiske analyser på energiområdet og styrelsens bereg-
ningsforudsætninger.
Ved kollektive varmeforsyningsanlæg forstås i overensstem-
melse med § 2 i lov om varmeforsyning en virksomhed, der
driver anlæg med det formål at levere energi til bygningers
opvarmning og forsyning med varmt vand. Omfattet er føl-
gende anlæg: Anlæg til produktion og fremføring af andre
gasarter end naturgas (f.eks. biogas- og brintanlæg), anlæg
til fremføring af opvarmet vand eller damp (fjernvarme-
transmissions- og distributionsnet), varmeproduktionsanlæg,
herunder kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW,
og blokvarmecentraler, der forsyner en lukket kreds eller et
forudbestemt antal brugere.
Etablering af nye og væsentlige ændringer af eksisterende
elproduktionsanlæg, herunder kraft-varme-anlæg med en el-
effekt på over 25 MW, kan efter lov om elforsyning kun
foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og
bygningsministeren. Opgaven er delegeret til Energistyrel-
sen og udføres efter regler fastsat i medfør af § 11, stk. 3, i
lov om elforsyning. Kraft-varme-anlæg med en eleffekt på
25 MW eller derunder, som er godkendt efter lov om varme-
forsyning, er undtaget fra kravet om tilladelse efter lov om
elforsyning. Tilladelse kan meddeles, hvis grænseværdier
for udledning af CO2, CH4 og N2O er overholdt. En vurde-
ring af projektet baseret på en cost-benefit-analyse indgår
ikke i tilladelsesproceduren for kraft-varme-anlæg med en
eleffekt over 25 MW.
2.2.2 Forslagets nærmere udformning
Formålet med kravet i energieffektivitetsdirektivets artikel
14, stk. 5-8, er at fremme effektivitet under opvarmning og
køling. Gennemførelse af direktivets krav vil medføre, at det
ved etablering eller omfattende renovering af visse energi-
producerende anlæg skal undersøges om det er omkost-
ningseffektivt og fordelagtigt at udnytte overskudsvarme.
Efter artikel 14, stk. 5, skal medlemsstaterne sikre, at visse
virksomheder, som har et potentiale for at kunne levere eller
anvende overskudsvarme, gennemfører en cost-benefit-ana-
lyse ved etablering eller omfattende renovering. Artikel 14,
stk. 6, muliggør, at anlæg i visse tilfælde kan fritages fra
kravet i stk. 5. Medlemsstaterne skal efter artikel 14, stk. 7,
vedtage tilladelseskriterier, som sikrer overholdelse af kra-
vet i stk. 5 og tager hensyn til resultatet af cost-benefit-ana-
lysen. Projekterne vil efter artikel 14, stk. 8, som udgangs-
punkt kun skulle kunne få tilladelse, hvis de muligheder, der
efter cost-benefit-analysen har større fordele end omkostnin-
ger, gennemføres. Det er muligt at undtage anlæg herfra,
hvis det af retlige, ejendomsretlige eller finansielle grunde
er strengt nødvendigt.
Direktivets krav skal gælde for kraftværker, industrianlæg
samt fjernvarme- og fjernkølingsnet, når disse etableres eller
skal undergå en omfattende renovering. Energiproduktions-
anlæg, der planlægges opført i tilknytning til et fjernvarme-
eller kølingsnet, er også omfattet. Kravene gælder kun for
anlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW.
Energieffektivitetsdirektivets krav er for en stor del allerede
gældende ret. Kollektive varmeforsyningsanlæg (kraft-var-
me-anlæg med en eleffekt op til 25 MW, varmeproduktions-
anlæg og fjernvarmenet) skal allerede i dag projektgodken-
des og som led heri skal der udarbejdes samfundsøkonomi-
ske vurderinger og analyser. De gældende regler for projekt-
godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg bliver op-
retholdt. Der henvises til afsnit 1.3.1.5.
Dette lovforslag vil bygge videre på de gældende regler og
kun udvide dem for så vidt det er nødvendigt til gennemfø-
relse af energieffektivitetsdirektivets krav. Lovforslaget
medfører derfor alene ændringer for industrianlæg og fjern-
kølingsanlæg, som i dag som regel ikke skal godkendes. In-
dustrianlæg skal efter gældende ret få godkendt eventuel le-
vering af overskudsvarme til fjernvarmenettet, men etable-
ring af selve anlægget skal ikke godkendes. Med hensyn til
fjernkølingsanlæg er det kun de kommunale anlæg, der skal
godkendes i henhold til lov om kommunal fjernkøling, hvor-
ved der ikke er stillet krav om udarbejdelse af en cost-bene-
fit-analyse.
Lovforslaget ændrer lov om varmeforsyning og lov om
kommunal fjernkøling. I lov om elforsyning foretages kon-
sekvensændringer. Ændringerne indebærer, at klima-, ener-
gi- og bygningsministeren får hjemmel til at godkende etab-
lering og omfattende renovering af industrianlæg og fjern-
kølingsanlæg og til at fastsætte regler om godkendelse af
projekter for disse anlæg. Som led i godkendelsesprocedu-
ren vil anlæggene skulle udarbejde en cost-benefit-analyse i
overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets bilag
IX, del 2. Behandling af ansøgninger om godkendelse vil
blive delegeret til Energistyrelsen.
Energieffektivitetsdirektivet kræver også en ændring af de
gældende regler på elområdet, hvor kraftværker med en el-
effekt på over 25 MW i dag ikke skal have udarbejdet en
11
cost-benefit-analyse. Det kan ske uden lovændring. Behand-
ling af ansøgninger om tilladelse er efter gældende ret dele-
geret til Energistyrelsen og reguleret i bekendtgørelse om
betingelser og procedurer for meddelelse af tilladelse til
etablering af nye elproduktionsanlæg samt væsentlige æn-
dringer i bestående anlæg. Den gældende procedure skal ud-
vides således, at en ansøgning om tilladelse fremover ved-
lægges en cost-benefit-analyse i overensstemmelse med
energieffektivitetsdirektivets bilag IX, del 2, som kan indgå
i Energistyrelsens afgørelse. Den gældende lov om elforsy-
ning indeholder i § 11, stk. 3, en hjemmel for klima-, energi-
og bygningsministeren til at fastsætte regler om betingelser
og procedurer for meddelelse af tilladelse.
2.3. Kombineret produktion af varme og køling
2.3.1. Gældende ret
Kommuners hjemmel til at varetage varmeforsyningsvirk-
somhed følger i dag af almindelige kommunalretlige grund-
sætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte
kommunalfuldmagtsregler. Det antages efter kommunal-
fuldmagtsreglerne, at kommuner som udgangspunkt ikke
uden lovhjemmel må drive handel, håndværk, industri eller
finansiel virksomhed. Det antages dog, at kommuner som en
modifikation til ovennævnte udgangspunkt lovligt kan vare-
tage forsyningsvirksomhed, herunder virksomhed omfattet
af § 2 i lov om varmeforsyning. Det vil sige, at kommuner
har hjemmel til at eje, etablere og drive kollektive varmefor-
syningsanlæg.
Formålet med en kommunes varetagelse af forsyningsopga-
ver må ikke være at søge at opnå en økonomisk gevinst til
kommunens kasse. Det er således en grundlæggende regel,
at en kommune ikke uden lovhjemmel må drive virksomhed
med fortjeneste for øje.
Fjernkølingsanlæg betragtes ikke i dag som kollektive var-
meforsyningsanlæg i henhold til § 2 i lov om varmeforsy-
ning.
Kommunale fjernkølingsanlæg er derimod reguleret i lov
om kommunal fjernkøling. Kun kommuner, der ejer fjern-
varmevirksomheder, har adgang til at eje, etablere og drive
kølingsanlæg. Der stilles desuden blandt andet krav om, at
kommuners udøvelse af fjernkølingsvirksomhed sker på
kommercielle vilkår i et selvstændigt selskab med begrænset
ansvar, hvori der ikke må udøves andre aktiviteter end fjern-
køling. Kommuner må ikke yde tilskud til eller stille lånega-
ranti for fjernkølingsanlæg. Under disse forudsætninger har
kommunen hjemmel til at producere køling, når dette pri-
mært sker ved brug af fjernvarme, det vil sige via en absorp-
tionsvarmepumpe, eller frikøling. Frikølingsanlægget bruges
normalt som supplerende kølingskilde i vinterperioden. El-
baserede kompressorer må alene anvendes i et absorptions-
anlæg til at dække et spidsbelastningsbehov.
For ikkekommunale virksomheder gælder der ikke tilsvaren-
de regler. Privat fjernkølingsvirksomhed er således i dag ik-
ke reguleret i forsyningslovgivningen. Hvis ikkekommunale
kollektive varmeforsyningsanlæg også udøver fjernkølings-
virksomhed, indebærer prisreguleringen i varmeforsynings-
loven efter praksis fra Energitilsynet, at fjernkølingsaktivite-
ter skal være selskabsmæssigt adskilt fra varmeaktiviteter.
Det er ikke udtrykkeligt reguleret i varmeforsyningsloven
hvilke aktiviteter, der kan udøves i samme juridiske enhed
som et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Efter Energitilsy-
nets praksis kan sideordnede aktiviteter med en nær tilknyt-
ning til varmeproduktion og levering af varmt brugsvand
udøves i varmeforsyningsvirksomheden på vilkår af, at der
er en regnskabsmæssig adskillelse. Af hensyn til beskyttelse
af forbrugerne fortolkes begrebet “nærtstående sideordnet
aktivitet” i forhold til prisreguleringen indskrænkende, da
der trods regnskabsmæssig adskillelse fortsat er en vis risiko
for økonomisk belastning af forbrugerne ved at drive andre
aktiviteter i samme juridiske enhed som det kollektive var-
meforsyningsanlæg. Aktiviteter, der ikke har en naturlig
sammenhæng med varmeaktiviteten skal derfor efter Energi-
tilsynets praksis udskilles i et særligt selskab.
Dette er baggrunden for, at Energitilsynet ikke har fundet
det i overensstemmelse med prisreguleringen, at fjernkø-
lingsanlæg drives i samme selskab som kollektive varmefor-
syningsanlæg. Energitilsynet finder således, at fjernkøling
produceret ved de hidtil anvendte teknikker som ydelse ikke
er tilstrækkeligt tæt og naturligt forbundet med formålet
med varmeproduktion og -levering til at kunne udføres i
samme juridiske enhed som varmeforsyningsaktiviteten.
Konsekvensen er, at fjernkøling efter varmeforsyningslo-
vens prisregulering, som er fastlagt i lovens kapitel 4, må
udøves i et separat selskab.
De gældende regler forhindrer således, at køling produceres
sammen med varme ved anvendelse af en varmepumpe til
kombineret produktion af varme og køling. For det første vil
der i så fald ofte anvendes en eldreven varmepumpe, hvilket
er en teknik, som kommuner efter lov om kommunal fjern-
køling kun har hjemmel til at anvende til at dække et spids-
belastningsbehov. For det andet står kravet om selskabs-
mæssig adskillelse, som både følger af lov om kommunal
fjernkøling og varmeforsyningslovens prisregulering, i vejen
for, at varme og køling produceres sammen på ét fysisk an-
læg.
2.3.2. Forslagets nærmere udformning
Af regeringens vækstplan for energi og klima af oktober
2013 fremgår det, at fjernkøling er et område, hvor der
fremover kan være et væsentligt markedspotentiale. Derfor
lægges der i vækstplanen op til, at synergierne mellem fjern-
varme og fjernkøling skal undersøges og hvis hensigtsmæs-
sigt udnyttes.
Kombineret produktion af varme og køling kan have en
samfundsøkonomisk fordel i forhold til anlæg, der alene
producerer køling, blandt andet fordi samme energi kan an-
vendes til at producere til to ydelser. Efter gældende ret kan
varmeforsyningsvirksomheder ikke anvende sådanne anlæg
12
på grund af kravet om selskabsmæssig adskillelse. Desuden
vil kombineret produktion af varme og køling typisk ske ved
anvendelse af en eldreven kompressorvarmepumpe, som er
et anlæg, kommunale varmeforsyningsvirksomheder kun må
bruge til at dække et spidsbelastningsbehov.
Da der er tale om varmepumper, som kan producere både
varme og køling, findes det mest hensigtsmæssigt, at disse
anlæg reguleres i lov om varmeforsyning. Hvis en varme-
pumpe har til formål at producere varme til rumopvarmning
og varmt brugsvand, vil denne varmeproduktion have sam-
me formål end andre former for varmeproduktion omfattet
af lov om varmeforsyning. Derfor bør anlægget betragtes
som et kollektivt varmeforsyningsanlæg, også selv om an-
lægget samtidig har til formål at producere køling, især fordi
der kan være synergigevinster ved at producere begge ydel-
ser på ét anlæg. Det samme gør sig gældende for kraft-var-
me-anlæg, der har til formål at producere både el og varme,
og som efter gældende ret betragtes som kollektive varme-
forsyningsanlæg, hvis de har en eleffekt op til 25 MW.
Fordi varme og køling ved anvendelse af teknikken med en
varmepumpe bliver produceret på det samme fysiske anlæg,
giver det ikke mening, at de to ydelser skal være selska-
bsmæssigt adskilt fra hinanden, sådan som der stilles krav
om i lov om kommunal fjernkøling. Hvis reguleringen af
disse anlæg derimod sker i varmeforsyningsloven vil dette
indebære, at kommuner vil kunne drive varmepumper til
kombineret produktion af varme og køling i samme juridi-
ske enhed.
Det foreslås på denne baggrund at ændre § 2 i lov om var-
meforsyning således, at varmepumper til kombineret pro-
duktion af varme og køling fremover anses som et kollektivt
varmeforsyningsanlæg reguleret af lov om varmeforsyning.
Hvis køling produceres ved anvendelse af en varmepumpe,
der også har til formål at producere rumvarme eller varmt
brugsvand, vil prisreguleringen ikke stå i vejen for, at køling
og varme udøves i samme juridiske enhed. I dette tilfælde
bliver varme og køling produceret på samme fysiske anlæg
og derfor vil der være en naturlig sammenhæng mellem de
to ydelser, ligesom ved samproduktion af el og varme på et
kraft-varme-anlæg. Ved anvendelse af en varmepumpe til
kombineret produktion af varme og køling skal disse ydelser
derfor som udgangspunkt kun være regnskabsmæssig adskilt
og klima-, energi- og bygningsministeren får hjemmel til at
fastsætte regler herom, herunder om fordeling af omkostnin-
ger på disse anlæg.
Med hensyn til køling produceret ved anvendelse af frikø-
ling eller en varmepumpe, der bortkøler varme eller anven-
der varme til andre formål end rumvarme eller varmt brugs-
vand, bliver kravet om selskabsmæssig adskillelse efter pris-
reguleringen og lov om kommunal fjernkøling opretholdt.
Kommuner har efter kommunalfuldmagtsreglerne hjemmel
til at varetage forsyningsvirksomhed, hvilket blandt andet
omfatter virksomhed efter § 2 i lov om varmeforsyning, som
efter lovforslaget også vil omfatte varmepumper til kombi-
neret produktion af varme og køling.
Kommunale rene kølingsanlæg, der producerer køling ved
frikøling eller ved anvendelse af varmepumper, der bortkø-
ler varme eller anvender det til andre formål end rumop-
varmning, vil fortsat være reguleret af lov om kommunal
fjernkøling. Efter denne lov skal de kommunale fjernkø-
lingsanlæg drives på kommercielle vilkår og i selvstændige
selskaber med begrænset ansvar, hvori der ikke må udøves
andre aktiviteter end fjernkøling.
Ikkekommunale rene kølingsanlægs selskabsform eller leve-
ringsbetingelser vil fortsat ikke være reguleret. Hvis det
imidlertid er en varmeforsyningsvirksomhed, der vil eje,
etablere og drive et rent kølingsanlæg, vil dette anlæg på
baggrund af Energitilsynets praksis vedrørende varmeforsy-
ningslovens prisregulering skulle holde kølingsaktiviteten
selskabsmæssigt adskilt fra varmeaktiviteten.
Rene kommunale kølingsanlæg med en indfyret effekt på 20
MW eller derunder vil skulle forelægges til projektgodken-
delse hos kommunalbestyrelsen efter lov om kommunal
fjernkøling. Projektgodkendelse ville skulle ske, hvis pro-
jektet fremmer en energieffektiv køling og udnytter syne-
rgieffekter med fjernvarme.
Rene kølingsanlæg med en indfyret effekt på over 20 MW
vil, uanset ejerskabsforhold, skulle forelægges til projekt-
godkendelse hos Energistyrelsen. Projektgodkendelse i
Energistyrelsen vil blandt andet blive baseret på en cost-be-
nefit-analyse i overensstemmelse med energieffektivitetsdi-
rektivets bilag IX, del 2, som kølingsvirksomheden skal ud-
arbejde i forbindelse med projektgodkendelsen. Formålet
hermed vil være at undersøge, om det er fordelagtigt at ud-
nytte overskudsvarme.
Varmepumper til kombineret produktion af såvel køling
som rumvarme og varmt brugsvand vil med lovforslaget
fremover betragtes som kollektive varmeforsyningsanlæg,
der vil skulle forelægges til projektgodkendelse hos kommu-
nalbestyrelsen, hvor vurderingen af ansøgningen blandt an-
det vil ske med udgangspunkt i kriteriet om, at projektet skal
være det samfundsøkonomisk bedste projekt.
Levering af varme fra kollektive varmeforsyningsanlæg,
herunder varmepumper til kombineret produktion af både
varme og køling, skal ske efter varmeforsyningslovens pris-
regulering. Varmeforsyningsloven indeholder ikke regler
om priser for levering af køling. Levering af køling vil såle-
des kunne ske på markedsvilkår. Efter kommunalfuldmagts-
reglerne har kommuner som regel ikke mulighed for at drive
virksomhed med fortjeneste for øje. Det vil imidlertid kunne
være konkurrenceforvridende, hvis kommuner leverer ydel-
ser til en omkostningsbestemt pris på et ellers kommercielt
marked. Der indgår derfor også et forslag om ændring af lov
om kommunal fjernkøling, som indebærer, at kommuner
skal levere køling fra varmepumper til kombineret produkti-
on af køling og varme på kommercielle vilkår, og at der ikke
13
kan ydes tilskud eller stilles kommunal garanti til kølingsan-
lægget. Det svarer til de gældende vilkår for kommunale
fjernkølingsanlæg.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
3.1. Konsekvenser som følge af reglerne om energisyn og
energiledelsessystemer
Kravet om energisyn gælder for store virksomheder, herun-
der offentlige virksomheder, i det omfang de udfører en
økonomisk aktivitet på et marked. Der ventes derfor ikke
væsentlige økonomiske konsekvenser for staten, regioner el-
ler kommuner. De administrative beføjelser, som lovforsla-
get giver klima-, energi- og bygningsministeren, indebærer
blandt andet, at der vil skulle fastsættes regler, heriblandt
om reguleringens anvendelsesområde, krav til energisyn el-
ler -ledelsessystemer og eksperterne. Desuden skal der føres
tilsyn med, om virksomheder overholder de foreslåede for-
pligtelser i forbindelse med energisyn og energiledelsessy-
stemer. Beføjelserne forventes delegeret til Energistyrelsen,
der vil afholde administrationen af ordningen inden for egne
økonomiske rammer.
3.2. Konsekvenser som følge af reglerne om energieffektiv
opvarmning og køling
De fleste anlæg omfattet af energieffektivitetsdirektivets ar-
tikel 14 skal allerede efter gældende ret indhente tilladelse
eller godkendelse ved etablering eller omfattende renove-
ring. Det skønnes således, at gennemførelse af energieffekti-
vitetsdirektivets krav vedrørende energieffektiv opvarmning
og køling vil medføre begrænsede merudgifter for Energi-
styrelsen, som vil skulle behandle ansøgninger om godken-
delse af kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg
med en indfyret termisk effekt over 20 MW. Desuden er der
i lovforslaget givet bemyndigelse til, at der kan fastsættes
regler om godkendelse af disse projekter.
Energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 8, indebærer, at
projekterne som udgangspunkt kun kan få tilladelse eller
godkendelse, hvis de muligheder, der efter cost-benefit-ana-
lysen har større fordele end omkostninger, gennemføres.
Hvis udnyttelse af overskudsvarme har et positivt resultat,
vil etablering af et industrianlæg eller kraftværk derfor kun
kunne godkendes eller tillades, hvis overskudsvarme udnyt-
tes. Det er et brud med den gældende retstilstand, hvor virk-
somheden selv kan beslutte om den vil udnytte overskud-
svarmen.
Det forventes ikke, at Energistyrelsen vil få mange sager om
året som følge af denne lov, men at sagsbehandlingen kan
være ressourcekrævende i tilfælde, hvor en virksomhed ikke
ønsker at levere overskudsvarme til rumvarmeformål og
sagen udvikler sig til en klagesag for Energiklagenævnet.
Energistyrelsen er efter gældende ret den myndighed, der
behandler ansøgninger om tilladelse for elproducerende
virksomheder efter lov om elforsyning. Denne tilladelses-
procedure vil blive udvidet således, at en ansøgning om til-
ladelse skal ledsages af en cost-benefit-analyse, hvis anlæg-
get planlægges at blive etableret som kondensværk, det vil
sige uden udnyttelse af varme.
De fleste elproducerende værker i Danmark udnytter over-
skudsvarme fra elproduktionen. Der er i dag ca. 115 elpro-
ducerende anlæg med en indfyret effekt over 20 MW, som
efter gældende ret skal indhente tilladelse efter lov om elfor-
syning ved væsentlige ændringer af anlægget. Kun enkelte
af dem er kondensværker. I sagsbehandlingen af projekter
for kondensværker skal der fremover indgå en cost-benefit-
analyse efter energieffektivitetsdirektivets bilag IX, del 2.
Med hensyn til kraftværker antages det således ikke, at gen-
nemførelse af energieffektivitetsdirektivets krav vil medføre
øgede udgifter for Energistyrelsen.
Desuden ændres lov om varmeforsyning og lov om kommu-
nal fjernkøling med henblik på at give klima-, energi- og
bygningsministeren bemyndigelse til at godkende henholds-
vis industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en indfyret ter-
misk effekt på over 20 MW. Bemyndigelsen forventes at
blive delegeret til Energistyrelsen.
For en vurdering af antallet af industrianlæg, der fremover
skal projektgodkendes af Energistyrelsen, er der taget ud-
gangspunkt i de industrivirksomheder, der er i dag er omfat-
tet af kvotedirektivet. Heraf er der 52 virksomheder med en
indfyret termisk effekt på over 20 MW. Der er ca. 20 virk-
somheder, der i dag allerede leverer overskudsvarme til
fjernvarmenet. Der forventes ikke mange nybygninger af in-
dustrianlæg om året. Formentlig vil der årligt være tale om
ca. tre nyetableringer. Der forventes dog flere renoverings-
projekter om året, som følge af ordningen for VE til proces
og tilskudsordningen for biogas, i alt ca. 7-8 stykker. Sam-
let, det vil sige med en korrektion for overlap, skønnes det,
at Energistyrelsen vil få ca. 7 til 8 ansøgninger om projekt-
godkendelse af industrianlæg om året.
Det forventes ikke, at der frem til 2020 vil blive etableret
fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20
MW. Danmark har i dag kun enkelte fjernkølingsanlæg og
de er ikke af en sådan størrelse, at de vil være omfattet af
kravene om godkendelse og udarbejdelse af en cost-benefit-
analyse efter energieffektivitetsdirektivet.
Med hensyn til Energistyrelsens nye opgaver vedrørende
godkendelse af industrianlæg med et vist potentiale for ud-
nyttelse af overskudsvarme samt større fjernkølingsanlæg
skønnes det, at lovforslaget overslagsmæssigt samlet set vil
påføre Energistyrelsen et øget ressourcebehov på ca. 1,2
mio. kr. årligt, svarende til ca. 2 årsværk. I 2015 må derud-
over forventes yderligere 0,5 årsværk til initialopgaver til
udarbejdelse af vejledningsmateriale. Merudgifterne i Ener-
gistyrelsen som følge af godkendelsesproceduren med hen-
blik på effektiv opvarmning og køling vil blive gebyrfinan-
sieret. Der henvises til afsnit 4.2. for en beskrivelse af kon-
sekvenserne heraf for erhvervslivet.
14
Endvidere skønnes det, at lovforslaget vil medføre et be-
grænset øget ressourceforbrug for Energiklagenævnet, der
vil blive afholdt inden for Klima-, Energi- og Bygningsmi-
nisteriets eksisterende rammer.
Kommunerne forbliver varmeplanmyndighed og afgør an-
søgninger om projektgodkendelse af kollektive varmeforsy-
ningsanlæg. Dette lovforslag ændrer ikke på kommunernes
opgaver efter denne lov.
3.3. Konsekvenser som følge af reglerne om kombineret pro-
duktion af varme og køling
Lovforslagets bestemmelser vedrørende udvidelse af begre-
bet kollektive varmeforsyningsanlæg med varmepumper til
produktion af både varme og køling forventes at medføre
merudgifter for Energitilsynet. Varmeproducenterne, der ud-
over aktiviteter omfattet af varmeforsyningslovens prisregu-
lering også producerer andre ydelser, skal foretage en om-
kostningsfordeling dels ved budgettering forud for det på-
gældende varmeår, og dels i forbindelse med priseftervis-
ning. Det gælder f.eks. efter gældende regler for anlæg, der
producerer både rumvarme og procesvarme, affaldsforbræn-
dingsanlæg, kraft-varme-anlæg og det vil efter den foreslåe-
de ændring af varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, også
gælde for varmepumper til kombineret produktion af varme
og køling.
Energitilsynet vil kunne afgive vejledende udtalelser om
fortolkning og anvendelse af reglerne vedrørende priser,
herunder om omkostningsfordelingen. I henhold til lovens §
21, stk. 4, vil Energitilsynet efterfølgende kunne gribe ind,
hvis prisfastsættelsen har været i strid med prisreguleringen.
Fjernkølingsanlæg, der producerer køling ved anvendelse af
en varmepumpe, hvorved der også produceres rumvarme og
varmt brugsvand, eller virksomheder, der planlægger for
etablering af et sådant anlæg, vil kunne henvende sig til
Energitilsynet i forbindelse med omkostningsfordelingen
mellem varme og køling, som efter de foreslåede regler må
udøves i ét selskab. Der er i dag kun enkelte fjernkølingsan-
læg i Danmark. Lovforslaget indebærer, at der bliver fjernet
barrierer for etablering af anlæg til kombineret produktion af
varme og køling. Det kan således forventes, at der de kom-
mende år bliver etableret enkelte af disse anlæg. Energitilsy-
net vil dog også kunne få henvendelser om de økonomiske
rammer for denne type af kølingsanlæg i planlægningsfasen,
hvor en eventuel kølingsprojekt undersøges, men ikke nød-
vendigvis fører til etablering af et anlæg. Det skønnes der-
for, at lovforslaget vil kunne medføre et begrænset antal
ekstra sager i Sekretariatet for Energitilsynet i de kommende
år. Sekretariatet for Energitilsynet har oplyst, at det kræver
ca. 1 årsværk til at behandle en sag om omkostningsforde-
ling. Derfor vil få sager alligevel kunne medføre visse mer-
udgifter til sagsbehandlingen i Energitilsynet.
Lovforslag muliggør, at der fastsættes generelle regler om
omkostningsfordelingen mellem ydelser omfattet af varme-
forsyningslovens prisregulering, og andre ydelser. Hvis den
nye § 20, stk. 3, bliver udmøntet, kunne dette lette sagsbe-
handlingen i Energitilsynet.
På længere sigt skønnes ressourcebehovet i Sekretariatet for
Energitilsynet som følge af dette lovforslag derfor at være
ca. 1 årsværk, svarende til ca. 800.000 kr., under forudsæt-
ning af, at hjemlen til at fastsætte regler om omkostningsfor-
deling udmøntes. Der henvises til afsnit 4.3.
Energitilsynets afgørelse om omkostningsfordeling vil kun-
ne påklages til Energiklagenævnet. Det skønnes derfor, at
lovforslaget vil kunne medføre et begrænset øget ressource-
forbrug for Energiklagenævnet, der vil blive afholdt inden
for Klima-, Energi- og Bygningsministeriets eksisterende
rammer.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslagets krav om energisyn vil indebære, at erhvervsli-
vet får information til at fremme energieffektivisering, som
kan medføre varige besparelser. I forbindelse med energief-
fektivitetsdirektivets krav om energisyn kan der være tale
om væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet. Kommissionen har dog vurderet, at om-
kostningerne i forbindelse med energisyn vil kunne dækkes
af de hermed forventede energibesparelser hos de pågælden-
de virksomheder.
Lovforslagets regler for at fremme udnyttelse af overskud-
svarme fra kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg
vil have begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser. De
foreslåede regler for varmepumper til produktion af varme
og køling vil formindske omkostningerne for erhvervslivet
til at etablere og drive disse anlæg.
Det skønnes at gebyrfinansieringen af merudgifterne i Ener-
gistyrelsen og Energitilsynet for et standardhus med et var-
meforbrug på 18,1 MWh vil betyde en forhøjelse af varme-
prisen med ca. 1 kr. årligt, hvis der regnes med en ledning-
stab på ca. 20 pct.
Nedenfor redegøres der nærmere for de erhvervsmæssige
økonomiske og administrative konsekvenser af de forskelli-
ge regler i lovforslaget.
4.1. Konsekvenser som følge af reglerne om energisyn og
energiledelsessystemer
I forbindelse med forhandlingerne om energieffektivitetsdi-
rektivet blev det vurderet, at Kommissionens forslag om ob-
ligatoriske energisyn for store virksomheder isoleret set vil
medføre øgede omkostninger for erhvervslivet. Hvis energi-
synene giver anledning til energibesparelser i det omfang,
der fremgår af Kommissionens konsekvensanalyse, vil disse
besparelser kunne dække omkostningerne til energisynet.
Det skal også understreges, at kravet om energisyn er et ge-
nerelt krav til alle store virksomheder i EU, og udgifterne
hertil vil dermed ikke være konkurrenceforvridende mellem
store virksomheder inden for EU.
15
Det er vanskeligt at vurdere omkostningerne forbundet med
gennemførelse af energisyn. Et struktureret energisyn, der
følger de internationale standarder, antages med en vis usik-
kerhed at udgøre cirka 25 - 100 kr. per kortlagt MWh, af-
hængig af virksomhedens kompleksitet og energiintensitet.
Virksomheder kan undtages fra krav om energisyn, såfremt
der etableres et certificeret energiledelsessystem i virksom-
heden. Omkostninger til et sådant certificeret energiledelses-
system forventes at beløbe sig til mellem 50.000 og 100.000
kr. per stor virksomhed per år, ligeledes afhængig af virk-
somhedens størrelse og kompleksitet. Herudover skal der til-
lægges løbende årlige vedligeholdsomkostninger. Også her
er der en væsentlig usikkerhed forbundet med vurderingen.
Som nævnt vurderer Kommissionen i sin konsekvensanaly-
se, at gennemførte energibesparelser i virksomhederne som
følge af energisynene vil kunne dække omkostningerne til
energisynet.
Det ventes, at ca. 500 virksomheder vil blive omfattet af
kravet. Der er dog usikkerheder forbundet med dette antal,
og det faktiske antal kan være større eller mindre. Antages
ca. 125 virksomheder om året at skulle rapportere deres ef-
terlevelse af kravene, og at disse fordeler sig ligeligt mellem
energiledelse og energisyn, forventes det, at kravet vil med-
føre væsentlige, administrative byrder for erhvervslivet.
Der overvejes flere muligheder for at fremme at energisyn
kan skabe bedre grundlag for energiselskabernes energispar-
indsats. En mulighed kunne være at gøre energisynsrappor-
ter offentligt tilgængeligt, hvis virksomheden giver sin ac-
cept hertil. Dette vil i væsentlig grad lette transaktionsom-
kostningerne i forbindelse med energiselskabernes spareind-
sats. De energibesparelser, som virksomhederne har mulig-
hed for at sælge til energiselskaberne ligesom den gennem-
førte energieffektivisering, vil give virksomheden varige og
lavere driftsomkostninger.
4.2. Konsekvenser som følge af reglerne om energieffektiv
opvarmning og køling
Større industrianlæg og fjernkølingsanlæg vil fremover skul-
le udarbejde projektforslag til brug for godkendelse af et
projekt for etablering eller omfattende renovering af anlæg-
get. Som led heri skal der udarbejdes en cost-benefit-analy-
se. Kraftværker skal ved ansøgning om tilladelse for etable-
ring eller væsentlig ændring af anlægget udarbejde en cost-
benefit-analyse, hvor dette i dag ikke er påkrævet.
Udarbejdelse af en cost-benefit-analyse forventes at koste en
virksomhed ca. 200.000 til 300.000 kr. afhængig af, om
virksomheden delvis allerede vil have gennemført lignende
analyser. Kraftværker med en eleffekt på over 25 MW skal i
dag ikke udarbejde en cost-benefit-analyse. Det vil kun være
kondensværker, der fremover vil blive underlagt et sådant
krav. Der er kun enkelte kondensværker i Danmark. Hvis
det antages, at et eksisterende værk skal undergå en omfat-
tende renovering hvert 20. år og i den forbindelse vil skulle
udarbejde en cost-benefit-analyse, vil de årlige omkostnin-
ger forbunden hermed være ubetydelige. Med hensyn til de
nye krav stillet til industrivirksomheder, kan det nævnes, at
en række af industrivirksomhederne er såkaldte aftalevirk-
somheder. Disse virksomheder er indgået en aftale med
Energistyrelsen om frivillig energieffektivisering mod at få
tilskud til betaling af energispareafgiften. Disse virksomhe-
der er i forvejen godt klædt på i forhold til den analyse, der
skal gennemføres. Det samme er ca. 20 industrivirksomhe-
der, der leverer overskudsvarme til fjernvarmenettet, hvor
der i dag gælder en forpligtelse om at udarbejde en sam-
fundsøkonomisk vurdering og analyse.
Det forventes, at der årligt vil være ca. én til to virksomhe-
der, som skal udarbejde cost-benefit-analysen fra bunden.
For dem vil indførelse af en godkendelsesprocedure med
cost-benefit-analyse medføre omkostninger på ca. 300.000
kr. per ansøgning. Resten af virksomhederne vil kunne nøjes
med ekstra omkostninger som følge af dette lovforslag på
ca. 200.000 kr. per ansøgning. Indførelse af en godkendel-
sesprocedure med henblik på effektiv opvarmning og køling
skønnes således at belaste erhvervslivet med i alt 1-2 mio.
kr. årligt.
Lovforslaget vil medføre en forhøjelse af varmepriserne.
Det skyldes, at merudgifterne for Energistyrelsen som følge
af reglerne om energieffektiv opvarmning og køling vil bli-
ve gebyrfinansieret og disse gebyr vil kunne indregnes i var-
mepriserne. Der henvises til afsnit 3.2.
På varmeområdet har Energistyrelsen ikke opgaver, der er
gebyrfinansieret. Der bliver i dag kun opkrævet gebyr til op-
gavevaretagelse i Energitilsynet, som er 127,97 kr. per TJ,
og i Ankenævnet på Energiområdet, som er 19,25 kr. per TJ.
For at kunne dække varetagelse af de nye opgaver i Energi-
styrelsen vil der skulle opkræves ca. 8 kr. per TJ. Dette vil
ske ved næste ændring af den pågældende bekendtgørelse,
som vil have virkning fra 2015.
4.3. Konsekvenser som følge af reglerne om kombineret pro-
duktion af varme og køling
Lovforslaget vil medføre en forhøjelse af varmepriserne.
Det skyldes, at merudgifterne for Energitilsynet som følge
af reglerne om kombineret produktion af varme og køling
bliver gebyrfinansieret og disse gebyr vil kunne indregnes i
varmepriserne. Der henvises til afsnit 3.3.
Gebyret til dækning af opgavevaretagelse i Energitilsynet på
127,97 kr. per TJ bliver forhøjet med ca. 5,3 kr. per TJ til
133,27 kr. per TJ. Dette vil ske ved næste ændring af den
pågældende bekendtgørelse, som vil have virkning fra 2015.
Hvis hjemlen til at fastsætte regler om omkostningsfordeling
til den tid ikke er udmøntet endnu, vil gebyret forhøjes til at
kunne dække et øget ressourcebehov på 2 årsværk i Energi-
tilsynet, dvs. med 10,6 kr. per TJ til 138,57 kr. per TJ. Hvis
det viser sig, at det faktiske antal af sager vedrørende om-
kostningsfordeling på varmepumper til kombineret produk-
tion af rumvarme og køling eller det ressourcebehov forbun-
16
den med behandling af disse sager er mere eller mindre end
skønnet, kan gebyret justeres i efterfølgende år.
Det forventes desuden, at lovforslaget vedrørende mulighe-
den for kombineret produktion af varme og køling vil for-
mindske de økonomiske og administrative omkostninger for
erhvervslivet, idet der ikke længere vil kræves selskabsmæs-
sig adskillelse af varme og køling, når disse ydelser produ-
ceres på ét fysisk anlæg.
5. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget forventes at have positive effekter på miljøet.
Kravet om energisyn eller energiledelsessystemer i store
virksomheder vil skabe grundlag for at gennemføre foran-
staltninger, der vil have positive konsekvenser for miljøet.
Det forventes desuden at godkendelseskravet for visse virk-
somheder med et potentiale for levering af overskudsvarme
og fjernkølingsanlæg vil fremme energieffektiv opvarmning
og køling.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke nogen administrative konsekvenser
for borgerne.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører de-
le af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af
25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af di-
rektiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af
direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF.
Danmark skal senest den 5. juni 2014 have vedtaget og of-
fentliggjort de love og administrative bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme og gennemføre direktivet.
Energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn (artikel 8),
fremme af effektivitet under opvarmning og køling (artikel
14) samt certificeringsordninger (artikel 16) gennemføres i
dansk lovgivning via dette lovforslag og bekendtgørelser,
der udstedes med hjemmel i loven. Samtidig ajourføres titel-
noten til lov om fremme af energibesparelser i bygninger,
således at det fremgår, at den gældende lov medvirker til at
gennemføre energieffektivitetsdirektivet, jf. art. 8 og bilag
VI.
Udover den endelige dato for implementering indeholder
energieffektivitetsdirektivet en række tidsfrister for medde-
lelser til Kommissionen. Relevant for dette lovforslag er ar-
tikel 14, stk. 6, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne se-
nest den 31. december 2013 skulle underrette Kommissio-
nen om eventuelle dispensationer fra kravet om udarbejdelse
af cost-benefit-analyser, jf. artikel 14, stk. 5. Følgende an-
læg kan blive undtaget fra kravet om udarbejdelse af en
cost-benefit-analyse: spidsbelastnings- og backupanlæg til
elproduktion med mindre end 1500 driftstimer, atomkraft-
værker og anlæg, der placeres tæt på en geologisk lagrings
lokalitet, jf. direktiv 2009/31/EF. Kommissionen skal des-
uden underrettes om eventuelle senere ændringer. Efter arti-
kel 8, stk. 4, skal medlemsstaterne desuden sikre, at store
virksomheder får gennemført det første energisyn senest den
5. december 2015 og derefter som minimum hvert fjerde år
beregnet fra datoen for det foregående energisyn.
De dele af direktivet, der vedrører renovering af offentlige
bygninger (artikel 5) og offentlige indkøb (artikel 6), gen-
nemføres i dansk lovgivning via ændring af cirkulære om
energieffektivisering i statens institutioner. Et ændret cirku-
lære forventes at træde i kraft medio 2014. Energieffektivi-
tetsdirektivets artikler 9-11 om måling af energiforbrug, fak-
tureringsoplysninger og omkostninger ved adgang til må-
lings- og faktureringsoplysninger gennemføres via gældende
lovgivning og ændring af bekendtgørelse nr. 891 af 9. okto-
ber 1996 om individuel måling af el, gas, vand og varme.
Ændring af bekendtgørelsen forventes medio 2014. I hen-
hold til lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og lov
om naturgasforsyning har klima-, energi- og bygningsmini-
steren hjemmel til at indgå aftale og fastsætte regler om
energibesparelsesforpligtelser for energiselskaber. På den
baggrund er direktivets krav om energispareforpligtelser (ar-
tikel 7) gennemført ved aftale af 13. november 2012 om
Energiselskabernes energispareindsats og bekendtgørelse nr.
1452 af 16. december 2013 om energispareydelser i net- og
distributionsvirksomheder. Klima-, Energi- og Bygningsmi-
nisteriet vil igangsætte en gennemførelse i praksis af de øv-
rige strategiske forpligtelser i direktivet, herunder renove-
ring af bygninger (artikel 4), energitransmission og distribu-
tion (artikel 15), information og uddannelse (artikel 17) og
fremme af energitjenester (artikel 19).
Det kan desuden bemærkes, at den gældende regulering for
kollektive varmeforsyningsanlæg indeholder bestemmelser,
der kan betragtes som strengere foranstaltninger end ener-
gieffektivitetsdirektivets krav om forpligtet udnyttelse af
overskudsvarme. Energieffektivitetsdirektivet indeholder
mindstekrav. Det vurderes, at der ikke er noget til hinder for
at opretholde den gældende godkendelsesordning.
Efter energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 8, kan
kraftværker, industrianlæg, fjernkølingsanlæg, varmeprodu-
cerende anlæg og fjernvarmenet med en indfyret termisk ef-
fekt på over 20 MW blive forpligtet til at udnytte overskud-
svarme, hvis cost-benefit-analysen viser, at fordelene herved
er større end omkostningerne. I en cost-benefit-analyse ind-
går både en samfundsøkonomisk og en finansiel (selskabsø-
konomisk) analyse.
Efter de gældende regler for kollektive varmeforsyningsan-
læg (kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW, fjern-
varmenet og varmeproducerende anlæg) skal overskudsvar-
me fra elproduktionen udnyttes, hvis et planlagt anlæg har
en varmekapacitet over 1 MW. Desuden vil der indgå både
samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske vurderinger i
projektbehandlingen, men ved den endelige projektgodken-
delse kan kun det samfundsøkonomisk bedste projekt god-
kendes.
17
Hertil kan bemærkes, at principperne om god samfundsøko-
nomi og samproduktion af el og varme er grundlæggende
principper i den danske varmeforsyningslovgivning, som er
fastsat i varmeforsyningslovens formålsbestemmelse. Des-
uden må det antages, at en selskabsøkonomisk vurdering går
forud for den samfundsøkonomiske. Hvis et projekt for et
kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke er selskabsøkonomisk
eller brugerøkonomisk interessant, kan det ikke gennemfø-
res og vil ikke blive forelagt til godkendelse. Kollektive var-
meforsyningsanlæg adskiller sig endeligt fra de øvrige an-
læg omfattet af artikel 14, stk. 5, idet de er underlagt et hvile
i sig selv-princip og har varmeforsyning som hovedformål.
Derfor er det i forhold til disse anlæg mindre relevant at tage
hensyn til selskabsøkonomien, hvis man skal vurdere, om
projektet kan indrettes til at udnytte overskudsvarme, end
det er i forhold til anlæg, der drives med fortjeneste for øje
og ikke har varmeforsyning som hovedformål. Der henvises
til afsnit 1.3.1.5.
Endelig indeholder lovforslaget af lovtekniske grunde en
genindsættelse af § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedva-
rende energi. Bestemmelsen indeholder elementer af stats-
støtte og vil derfor først blive sat i kraft i det omfang og fra
det tidspunkt, som følger af Europa-Kommissionens god-
kendelse efter statsstøttereglerne.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 18. novem-
ber 2013 til den 9. december 2013 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Portland A/S, Advokatrådet – Advokatsamfundet,
Altinex Oil Denmark A/S, Akademisk Arkitektforening,
Autoriserede Kølefirmaers Brancheforening, Ankenævnet
på Energiområdet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Bo-
ligselskabernes Landsforening, Brancheforeningen for Bio-
gas, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Branche-
foreningen for Husstandsvindmøller, Branchen Forbruger-
elektronik, Bureau Veritas, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet
(BAT-kartellet), Byggecentrum, Byggeskadefonden, CO-in-
dustri, DANAK (Den Danske Akkrediterings- og Metrologi-
fond), Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfrednings-
forening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Statistik,
Danmarks Teknisk Universitet (DTU), Danmarks Vindmøl-
leforening, Dansk affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverfor-
ening (DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri, Dansk Center
for Lys, Dansk Energi, Dansk Energibranche Forening (DE-
BRA), Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Gartneri,
Dansk Gas, Dansk Gasteknisk Center (DGC), Dansk Geo-
termi Aps, Dansk Standard, A/S Dansk Shell, Dansk Trans-
port og Logistik (DTL), Dansk Varefakta Nævn, Dansk
Ventilation, Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomhe-
der (DANSKE ARK), Danske Regioner, Danske Udlejere,
DANVA (Dansk Vand- og Spildvandsforening), Datatilsy-
net, De Grønne, DELTA Dansk Elektronik, Det Økologiske
Råd, DI ITEK, DI – Organisation for erhvervslivet, DONG
Energy A/S, DS Håndværk & Industri, DTU – Afdelingen
for myndighedsbetjening, DTU – Afdelingen for vindenergi,
Ejendomsforeningen Danmark, Energi- og olieforum.dk,
Energiforbrugeren, Energiforum Danmark, Energiklagenæv-
net, Energitilsynet, Energitjenesten, E. ON Danmark A/S,
Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet, Foreningen Dan-
ske Kraftvarmeværker, Foreningen af fabrikanter og impor-
tører af elektriske belysningsarmaturer (FABA), Foreningen
af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsappa-
rater (FEHA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI),
Foreningen for Slutbrugere af Energi, Frederiksberg Kom-
mune, Frie Elforbrugere, FSR Danske Revisorer, Greenpea-
ce, Green Ways, GTS (Godkendt teknologisk Service), Hess
ApS, HMN Naturgas I/S, Håndværksrådet, Indukraft sekre-
tariatet c/o Dansk Industri, Ingeniørforeningen i Danmark
(IDA), Institut for produktudvikling (IPU), Intelligent Ener-
gi, IT-Branchen, Kalk og Teglværksforeningen, KE Vind
A/S/HOFOR, KL (Kommunernes Landsforening), Kommu-
neKredit, Den Kooperative arbejdsgiver- og interesseorgani-
sation i Danmark (Kooperationen), KTO – Kommunale Tje-
nestemænd og Overenskomstansatte, Københavns Kommu-
ne, Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark
(LO), LCA Center, Landsbyggefonden, Landsforeningen
Naboer til Kæmpevindmøller, Mærsk Olie og Gas A/S,
Mærsk Drilling, Naturgas Fyn, NEAS Energy A/S, NOAH
Energi og Klima, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Ener-
gi, Det Norske Veritas, Realkreditforeningen, Reel Energi
Oplysning (REO), Statens Byggeforskningsinstitut, Statoil
A/S, Tekniq, Teknologisk Institut, Telekommunikationsin-
dustrien, Varmepumpefabrikantforeningen, Vattenfall A/S,
Vedvarende Energi, VELTEK – VVS- og El-Tekniske Le-
verandørers Brancheforening, Verdens Skove, Vestas Wind
Systems A/S, Vindenergi Danmark, Vindmølleindustrien,
WWF Verdensnaturfonden, Østkraft og Aalborg Universi-
tet.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen. Administration af ordningen vedr. ener-
gisyn og energiledelsessystemer og evt.
merudgifter som følge af ændring af
reglerne om godkendelse af kraftværker
og fjernkølingsanlæg vil blive afholdt
indenfor de eksisterende bevillinger.
Godkendelsesordningen for industrian-
læg bliver gebyrfinansieret. Forslaget
18
ventes ikke at have økonomiske konse-
kvenser for regioner eller kommuner.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen. Administrationen af ordningen vedr.
energisyn og energiledelsessystem inde-
bærer, at klima-, energi- og bygnings-
ministeren skal udarbejde regler om ob-
ligatorisk energisyn og skal føre tilsyn
med overholdelse af disse regler.
Ministeren vil desuden skulle fastsætte
regler og behandle ansøgninger om god-
kendelse af projekter for større kraft-
værker, industrianlæg og fjernkølings-
anlæg med henblik på at fremme udnyt-
telse af overskudsvarme fra disse anlæg.
Disse beføjelser vil blive delegeret til
Energistyrelsen.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Kommissionen har vurderet, at omkost-
ningerne i forbindelse med energisyn vil
kunne dækkes af de hermed forventede
energibesparelser hos de pågældende
virksomheder.
Med hensyn til kombineret
produktion af varme og køling vil lov-
forslaget formindske erhvervslivets
økonomiske omkostninger, idet kravet
om selskabsmæssig adskillelse bliver
ophævet.
I forbindelse med energieffektivitetsdi-
rektivets krav om energisyn kan der væ-
re tale om væsentlige konsekvenser for
erhvervslivet. Der vil være økonomiske
omkostninger forbundet med udførelse
af et energisyn eller med at have et
energiledelsessystem.
Godkendelsesordningen for virksomhe-
der med et overskudsvarmepotentiale
forventes at medføre begrænsede øko-
nomiske konsekvenser for de pågælden-
de virksomheder.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Der vil være mindre administrative byr-
der i forbindelse med udøvelse af kom-
bineret varme- og kølingsvirksomhed,
idet disse ydelser fremover vil kunne
lægges i ét selskab.
Rapportering af efterlevelse af kravene
om energisyn og energiledelsessystemer
samt udarbejdelse af projektforslag og
cost-benefit-analyser i forbindelse med
godkendelsesordningen vil medføre ad-
ministrative byrder for erhvervslivet.
Miljømæssige konsekvenser Forslaget forventes at have positive,
miljømæssige konsekvenser i form af
energieffektiviseringer.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Loven gennemfører dele af EU’s energieffektivitetsdirektiv (2012/27/EU). Di-
rektivet indeholder mindstekrav. Medlemsstaterne må således vedtage strengere
foranstaltninger. Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der går videre end
energieffektivitetsdirektivets krav. Den gældende regulering for godkendelse af
kollektive varmeforsyningsanlæg kan dog til en vis grad betragtes som en stren-
gere foranstaltning, som bliver opretholdt. Godkendelse af kollektive varmefor-
syningsanlæg kræver god samfundsøkonomi og der tages i mindre grad hensyn
til selskabsøkonomi, end energieffektivitetsdirektivet foreskriver. Fordi kollekti-
ve varmeforsyningsanlæg alligevel skal levere varme og er underlagt hvile i sig
selv-princippet, vurderes det, at selskabsøkonomien er mindre relevant ved vur-
dering af, om projektet bør indrettes til at udnytte overskudsvarme.
19
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (lovens titel)
Der foreslås indsat en fodnote til lovens titel således, at det
fremgår, at lov om fremme af besparelser i energiforbruget
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober
2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side
1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj
2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Repu-
blikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141,
side. 28.
Til nr. 2 (overskriften til kapitel 1)
Den foreslåede tilføjelse til overskriften til kapitel 1 er en
konsekvens af den foreslåede § 2 a, jf. bemærkningerne til
forslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 3 (§ 2, stk. 2)
Efter den gældende lovs § 2 finder loven i dag anvendelse
på effektivisering og reduktion af energianvendelse i pro-
dukter, anlæg, processer og bygninger, herunder anlæg til
bygningers egen forsyning med energi, og på information til
forbrugerne om energibevidst adfærd.
I den gældende lovs § 2 foreslås tilføjet et nyt stk. 2, som
udvider lovens kapitel 5 til også at gælde effektivisering og
reduktion af energianvendelse til transport. Baggrunden for
forslaget er, at energieffektivitetsdirektivet indeholder krav
om, at energisynet også skal omfatte en repræsentativ gen-
nemgang af energiforbrugsprofilen for blandt andet trans-
port.
I det omfang lovens kapitel 7 om klager, oplysningspligt og
straf m.v. angår bestemmelser i det foreslåede nye kapitel 5,
indgår transport som en del heraf, jf. bemærkningerne til
forslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 4 (§ 2 a)
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 a indebærer, at kli-
ma-, energi- og bygningsministeren bemyndiges til at fast-
sætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forplig-
telser i henhold til EU-retten inden for det foreslåede kapitel
5. Bemyndigelsen tænkes anvendt ved mindre ændringer el-
ler justeringer af energieffektivitetsdirektivet eller ved gen-
nemførelse af andre retsakter i medfør af direktivet, der
overvejende er af teknisk karakter, eller hvis det viser sig, at
der er behov for yderligere regler for at gennemføre direkti-
vet. Bemyndigelsen kan også tænkes anvendt i tilfælde, hvor
Danmark og de øvrige EU-lande er forpligtede til at gen-
nemføre en ændring af direktivet i national lovgivning og
hvor den enkelte medlemsstat ikke overlades noget betyd-
ningsfuldt skøn i forhold til gennemførelsen af indholdet af
direktivet. Endelig kan bemyndigelsen anvendes, hvor æn-
dring eller nyaffattelse af tværgående EU-retsakter, som
f.eks. Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitio-
nen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomhe-
der, har direkte betydning for lovens område. Folketingets
Europaudvalg og Folketingets Klima-, Energi- og Bygnings-
udvalg vil få forelagt de eventuelle ændringer af EU-retten i
overensstemmelse med procedurerne herfor.
Bestemmelsen vil finde anvendelse som supplement til de
bemyndigelser, der indgår i loven i øvrigt.
Til nr. 5 (kapitel 5)
Der foreslås indsat et nyt kapitel 5 i loven, som omhandler
obligatoriske energisyn m.v. for store virksomheder.
§ 15
Den foreslåede pligt i § 15, stk. 1, til at gennemføre et ener-
gisyn eller at have et energi- eller miljøledelsessystem, jf.
stk. 2, vil påhvile store virksomheder. § 15, stk. 3, uddyber
hvad der forstås ved store virksomheder. Kravet om energi-
syn gælder for alle store virksomheder i Danmark. Det bety-
der blandt andet, at store udenlandske virksomheders filialer
i Danmark også er omfattet af kravet om obligatorisk ener-
gisyn.
Kravet gælder store virksomheder i alle brancher, herunder
transportvirksomhed, såsom skibsfart og luftfart. Kommissi-
onen har præciseret i sin vejledning (Vejledning vedrørende
direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, om ændring af di-
rektiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af
direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF Artikel 8: Energisyn og
energiledelsessystemer, SWD (2013) 447 final), herefter
nævnt Kommissionens vejledning, at kravet gælder alle sto-
re virksomheder m.v., som udøver økonomisk aktivitet på et
marked. Enhver virksomhed, der udbyder varer og tjeneste-
ydelser på et marked, er en økonomisk virksomhed. Det
fremgår af Kommissionens vejledning, at definitionen af
store virksomheder ikke henviser til energiintensitet eller
energiforbrug eller udelukker sektorer, der er omfattet af an-
det regulering, såsom emissionshandelssystemet.
Den foreslåede § 15, stk. 1, pålægger store virksomheder at
få udført et energisyn på en uafhængig måde af kvalificere-
de eksperter samt indsende dokumentation for det foretagne
energisyn. Energisynet skal foretages som minimum hvert
fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn.
Som det fremgår af lovforslagets § 7 skal første energisyn
være gennemført senest den 5. december 2015. Energisyn,
der opfylder minimumskriterierne og som er foretaget fra
den 4. december 2012, hvor energieffektivitetsdirektivet
trådte i kraft, tæller med i virksomhedens opfyldelse af kra-
vet i stk. 1. Det betyder f.eks., at hvis en stor virksomhed fik
foretaget et energisyn den 27. juni 2013, skal det næste ener-
gisyn foretages senest den 27. juni 2017.
20
Et energisyn er en systematisk fremgangsmåde, der har til
formål at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende ener-
giforbrugsprofil for en eller flere bygninger, eller for en in-
dustri- eller handelsvirksomheds drift eller anlæg. Direktivet
stiller endvidere krav om, at energisynet skal omfatte trans-
port. Energisynet skal herudover identificere og kvantificere
omkostningseffektive energisparemuligheder og aflægge
rapport om resultaterne. Direktivet har i bilag VI fastsat
nærmere minimumskriterier for kravene til energisynet.
Minimumskriterierne til energisyn vil blive fastlagt i en be-
kendtgørelse, der udstedes med hjemmel i den foreslåede §
16, stk. 1, nr. 2. Omfanget af et energisyn vil afhænge af
kompleksiteten af de elementer, der skal indgå i et givent
energisyn. Ved energisyn i store virksomheder med meget
komplekse processer vil kravene være højere og anderledes,
end hvis de store virksomhed er en rådgivnings- eller kon-
torvirksomhed eller er inden for handel og service, hvor
energiforbruget er enklere.
Energisyn skal udføres af kvalificerede eksperter. Kvalifika-
tionskravene vil blive fastslagt i en bekendtgørelse, der ud-
stedes med hjemmel i den foreslåede § 16, stk. 1, nr. 3.
Det fremgår af stk. 2, at virksomheder, som har et certifice-
ret energi- eller miljøledelsessystem i overensstemmelse
med de relevante internationale standarder, vil være undta-
get fra kravet om energisyn, når det pågældende ledelsessy-
stem omfatter minimumskriterierne i direktivets bilag VI.
De eksisterende internationale og europæiske standarder, så-
som ISO 50001 om energiledelse og EN 16247-1 om ener-
gisyn, vurderes i direktivet af leve op til minimumskravene.
Disse standarder bliver anvendt af en række virksomheder
på frivillig basis i forvejen.
I det foreslåede stk. 3, beskrives nærmere, hvad der forstås
ved en stor virksomhed. Ifølge energieffektivitetsdirektivets
artikel 8, stk. 4, skal virksomheder, der ikke er små og mel-
lemstore virksomheder, foretage et energisyn minimum
hvert 4. år. Af direktivets artikel 2, nr. 26, fremgår at små og
mellemstore virksomheder skal defineres i overensstemmel-
se med Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj
2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mel-
lemstore virksomheder. Direktivets krav gælder således for
virksomheder, der ikke falder under henstillingens definition
af mikro-, små-, og mellemstore virksomheder. Kommissio-
nen har præciseret at anbefalingen medfører, at der med sto-
re virksomheder forstås virksomheder med mindst 250 an-
satte og en årlig omsætning på mere end 50 millioner euro
eller en årlig balance på mere end 43 millioner euro. En
virksomhed skal således have mindst 250 ansatte og opfylde
mindst et af de to finansielle kriterier.
For at fastslå om kriteriet er opfyldt, skal det vurderes, om
virksomheden er en uafhængig virksomhed, partnervirksom-
hed eller tilknyttet virksomhed. Hvis en virksomhed har
over 25 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne i en an-
den virksomhed, er der tale om en partnervirksomhed eller
tilknyttet virksomhed for begges vedkommende. Det bety-
der, at virksomhedernes antal beskæftigede, omsætning eller
balance skal lægges sammen for at afgøre, om de tilsammen
udgør en stor virksomhed. Hvis en virksomhed er uafhæn-
gig, skal den kun bruge antal ansatte og de økonomiske kri-
terier i det senest godkendte årsregnskab for at kontrollere,
om den er omfattet af loven.
Nationale arbejdsretlige regler om definitionen af lønmodta-
gere vil skulle lægges til grund for sammentællingen af an-
tallet af ansatte. Dog fremgår det af henstillingen, at lærlin-
ge og studentermedarbejder samt personer på barsels- eller
forældreorlov ikke skal tælles med.
Da Kommissionens henstilling ikke er entydig, er der behov
for at kunne præcisere kriterierne for, hvad der forstås ved
en stor virksomhed i en bekendtgørelse.
Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at virksomheden skal af-
holde omkostningerne ved at få foretaget et energisyn eller
ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller
miljøledelsessystem. Udgifterne herved vil blandt andet af-
hænge af specifikke forhold som produktionsenhedens stør-
relse, kompleksitet m.v. og om der er tale om at få foretaget
et energisyn eller om at benytte og vedligeholde et certifice-
ret energi- eller miljøledelsessystem. Omkostningerne til at
få udført et struktureret energisyn, der følger rammerne af
den europæiske standard EN 16247-1 om energisyn eller
den kommende internationale standard ISO 50002 om ener-
gisyn, skønnes typisk at udgøre i størrelsesordenen 25 - 100
kr. per kortlagt MWh, men omkostningerne afhænger som
nævnt i høj grad af virksomhedens kompleksitet og ener-
giintensitet.
§ 16
Den foreslåede § 15, stk. 3, indeholder en definition af, hvad
der forstås ved en stor virksomhed. Den foreslåede § 16, stk.
1, nr. 1, giver klima-, energi- og bygningsministeren en be-
myndigelse til at præcisere kriterierne i § 15, stk. 3.
Det vurderes mest hensigtsmæssigt at fastsætte de nærmere
kriterier for, hvornår en virksomhed er “stor” i en bekendt-
gørelse. Som nævnt i bemærkninger til den foreslåede § 15
er Kommissionens forståelse af en stor virksomhed ikke en-
tydig. I et vist omfang baserer en fastlæggelse sig på natio-
nale regler. Der er derfor behov for at bemyndige ministeren
til at kunne fastlægge præcise kriterier.
Kommissionen har oplyst, at udgangspunktet er, at virksom-
heder med 250 ansatte eller derover og en årlig omsætning
på mere end 50 millioner euro eller en samlet årlig balance
på mere end 43 millioner euro på verdensplan defineres som
stor. Ifølge Kommissionens ovennævnte henstilling finder
de nationale arbejdsretlige regler anvendelse, for så vidt an-
går definitionen af “lønmodtagere”. Herudover er der i
Kommissionens henstilling om definition af mikro-, små- og
mellemstore virksomheder detaljerede definitioner om ek-
sempelvis, hvornår tilknyttede eller partnerselskaber skal
tælles med.
21
Endvidere foreslås det i § 16, stk.1, nr. 2, at ministeren fast-
sætter nærmere regler om krav til energisyn og energi- og
miljøledelsessystemer. Udgangspunktet for regelfastlæggel-
sen vedrørende energisyn vil være bilag VI i energieffektivi-
tetsdirektivet. Da Kommissionen ikke i retningslinjer eller
fortolkningsnotater har lagt sig endelig fast på kriterierne for
energisyn, findes det mest hensigtsmæssigt at bemyndige
ministeren til at fastsætte regler om de nærmere kriterier for
energisyn.
Som nævnt i bemærkningerne til den foreslåede § 15, stk. 1,
vil kravene til energisyn blive tilpasset forskellige situatio-
ner afhængigt af energiintensitet og -kompleksitet i den på-
gældende virksomhed.
Der udestår en afklaring fra Kommissionens side, om de
nærmere krav til energisyn af transportvirksomheder, såsom
luft- og skibsfart. Der er overvejelser om at anvende vejled-
ninger, som er udarbejdet af den internationale maritime or-
ganisation (IMO) for skibsfart og den international civilluft-
farts organisation (ICAO) for luftfart eller at anvende speci-
fikke ISO standarder for transportsektoren eller elementer af
disse standarder. Der er således behov for at bemyndige mi-
nisteren til at fastsætte de nærmere regler herom.
Bemyndigelsen giver også mulighed for at stille krav om, at
energisynet skal vurdere den tekniske og økonomiske gen-
nemførlighed af tilslutningen til et eksisterende eller plan-
lagt fjernvarme- eller fjernkølenet.
Bemyndigelsen giver endvidere mulighed for at stille krav
til energi- og miljøledelsessystemet, der er nævnt i den fore-
slåede § 15, stk. 2, om, at ledelsessystemet skal omfatte et
energisyn, der lever op til kravene i direktivets bilag VI. Det
fremgår af direktivet, at eksisterende internationale og euro-
pæiske standarder, såsom EN 16247-1 om energisyn og ISO
50001 om energiledelse, lever op til energieffektivitetsdirek-
tivets krav til energisyn. Bemyndigelsen vil blive anvendt til
at sikre, at andre relevante europæiske eller internationale
standarder, der ønskes anvendt af en stor virksomhed som
alternativ til at foretage et energisyn som nævnt i den fore-
slåede § 15, stk. 1, overholder kriterierne i direktivets bilag
VI. F.eks. skal det sikres og kunne kontrolleres, at en virk-
somhed, der ønsker at anvende ISO 14001 om miljøledel-
sessystem i stedet for at få foretaget et energisyn i medfør af
den foreslåede § 15, stk. 1, dokumenterer, at miljøledelses-
systemet indeholder et energisyn i overensstemmelse med
bestemmelserne i direktivets bilag VI.
Bemyndigelsen vil således blive anvendt til at sikre, at certi-
ficerede energi- og miljøledelsessystemer, som nævnt i den
foreslåede § 15, stk. 2, omfatter et energisyn, der opfylder
minimumskriterierne for et energisyn omfattet af § 15, stk.
1, jf. direktivets bilag VI.
Bemyndigelsen tænkes også anvendt til at tage hensyn til
nye eller reviderede standarder, som danner grundlag for
energisyn og -ledelse.
Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre, at virksomhe-
der får foretaget et energisyn på en omkostningseffektiv må-
de. Dette vil kunne ske ved, at der er et tilstrækkeligt antal
kvalificerede eksperter samt at sikre, at omfanget af et ener-
gisyn er tilpasset virksomhedstypen, såsom kontor og proce-
svirksomhed.
Ligeledes vil den foreslåede bemyndigelse i § 16, stk. 1, nr.
2, kunne anvendes til at fastsætte bagatelgrænser for omfan-
get af energisynet. Adgangen til at fastsætte bagatelgrænser
har støtte i Kommissionens vejledning. Det fremgår heraf, at
energisynet dog skal udføres på en måde, der sikrer et re-
præsentativt billede af virksomhedens energiforbrug.
Endvidere åbner bemyndigelsen op for at fastsætte regler
om, at de elementer af energisyn, der er dækket af anden
lovgivning, som varetager energibesparelseshensyn, ikke
skal medtages i de energisyn, der er omfattet af forslagets §
15. Eksempelvis er der i lov om fremme af energibesparel-
ser i bygninger krav om, at bygninger med et samlet etage-
areal på 1.000 m2 eller derover, som ejes af andre end of-
fentlige institutioner m.v., skal have et gyldigt energimærke.
Kommissionen angiver i sin vejledning, at en gyldig energi-
mærkning af kontorbygninger kan lægges til grund i forbin-
delse med et energisyn, for så vidt angår de elementer, der
er omfattet af energimærket. Der er derfor behov for at be-
myndige ministeren til at kunne fastlægge nærmere regler
herom; for eksempel om, hvorvidt energimærkningen af
bygninger vil kunne erstatte et energisyn i kontorvirksom-
hed.
Endelig tænkes bemyndigelsen anvendt til at stille krav til
store virksomheders dokumentation af overholdelse af den
foreslåede § 15, stk. 1 og 2. Da et energisyn kan skabe bedre
grundlag for energiselskabernes energisparindsats, vil krave-
ne til dokumentation muliggøre, at energisynsrapporten of-
fentliggøres, hvis virksomheden giver sin accept hertil.
Virksomheden har mulighed for at sælge energibesparelsen
til energiselskaberne ligesom den gennemførte energieffek-
tivisering, vil give virksomheden varige og lavere driftsom-
kostninger. Herudover vil en offentliggørelse lette transakti-
onsomkostningerne i forbindelse med energiselskabernes
spareindsats.
Det foreslås i § 16, stk. 1, nr. 3, at ministeren bemyndiges til
at fastsætte krav til blandt andet energisynseksperters kvali-
fikationer. Kravene til eksperternes kvalifikationer vil af-
hænge af energisynets omfang og kompleksitet. Hvis der er
tale om en energiintensiv procesvirksomhed, vil der blive
stillet større krav til ekspertens kvalifikationer, end hvis
virksomheden f.eks. er en rådgivningsvirksomhed. I dag fin-
des der en ordning for registrerede energisynskonsulenter,
der har kvalifikationerne til at foretage energisyn i energiin-
tensive procesvirksomheder. Vedrørende udførelse af det
foreslåede obligatoriske energisyn i en energiintensiv virk-
somhed forventes bemyndigelsen anvendt til at stille krav til
eksperten på niveau med de krav, der i dag gælder til de re-
gistrerede energisynskonsulenter. Kvalifikationskravene vil
endvidere blive sammentænkt med den ordning, der gælder
22
for energisyn af bygninger. Med hensyn til de eksisterende
internationale og europæiske standarder, såsom ISO 14001
om miljøledelse og ISO 50001 om energiledelse, vurderes
det, at infrastrukturen, herunder kvalifikationskrav til eks-
perterne, er på plads, således at der ikke her forventes at væ-
re er behov for at fastsætte yderligere regler.
Bestemmelsen vil også blive anvendt til at fastsætte nærme-
re bestemmelser om uafhængighed, herunder i tilfælde hvor
energisynet udføres af egne eksperter, hvor den nødvendige
uafhængighed vil kræve, at eksperten ikke er direkte enga-
geret i den aktivitet, der underkastes energisyn.
Det foreslås i § 16, stk. 2, at ministeren bemyndiges til at
fastsætte krav vedrørende akkrediterings- og certificerin-
gsordninger.
Endvidere vil kravene sikre, at det nationale niveau af tek-
nisk kompetence, objektivitet og pålidelighed er til rådig-
hed. Dernæst muliggør bemyndigelsen, at ministeren kan
fastsætte regler om en indbyrdes anerkendelse mellem med-
lemslandene om anerkendelse af akkrediterings- og certifi-
ceringsordninger.
§ 17
Den foreslåede § 17, stk. 1, vil indebære, at ministeren fører
tilsyn med, at virksomhederne overholder kravet i den fore-
slåede § 15, stk. 1, om at få gennemført et energisyn, eller at
virksomheden benytter og vedligeholder et certificeret ledel-
sessystem, som nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2.
Store virksomheder skal indsende dokumentation til mini-
steren for, at de har efterlevet kravet i § 15, stk. 1 eller 2,
som danner grundlag for ministerens tilsyn efter § 17, stk. 1.
Umiddelbart er der ingen oversigt over, hvilke virksomhe-
der, der vil blive omfattet af § 15. Som led i ministerens op-
gaver efter loven vil der ske en orientering i dagspressen og
fagblade m.v. om, at store virksomheder er forpligtet til at få
foretaget et energisyn mindst hvert 4. år. Ligeledes vil der
fra private bureauer kunne købes information om hvilke
virksomheder, der opfylder kriterierne om at være en stor
virksomhed.
I tvivlstilfælde, vil ministeren kontakte en potentielt forplig-
tet virksomhed med henblik på at afklare, om vedkommende
virksomhed er omfattet af § 15.
Det foreslås, at det er ministeren, der i tilfælde af tvivl eller
uenighed træffer afgørelse om, hvorvidt en given virksom-
hed er omfattet af loven. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor
der er uenighed, om en filial skal tælles med i opgørelsen
over virksomhedens ansatte, eller uenigheden består i, hvil-
ke af virksomhedens ansatte der skal indgå i vurderingen af,
om virksomheden har mindst 250 medarbejdere. Definitio-
nen af, om en virksomhed er stor, afhænger af økonomiske
parametre, der kan være vanskelige at afgrænse fuldstændig.
Det følger af den gældende lovs § 20, at afgørelser truffet af
ministeren kan påklages til Energiklagenævnet inden for en
frist af 4 uger.
Da energisynet skal udføres af kvalificerede eksperter, som
godkendes under en kvalifikationsordning, som beskrevet
under § 16, stk. 1, nr. 3, vurderes det ikke, at det er nødven-
digt i videre omfang at kontrollere kvaliteten af det foretag-
ne energisyn.
Hvis virksomheden indsender dokumentation for, at den be-
nytter og vedligeholder et certificeret ledelsessystem, kon-
trolleres ledelsessystemets kvalitet m.v. af en auditor, der er
akkrediteret af en akkrediteringsorgan, der kan være DA-
NAK (Det danske akkrediteringsorgan) eller tilsvarende an-
erkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den euro-
pæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganer,
EA's, multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. Mini-
sterens kontrol består i at sikre, at akkrediteringsorganet
overvåges i henhold til gældende internationale standarder.
Hvis det i forbindelse med tilsynet efter § 17, stk. 1, viser
sig, at der ikke er foretaget et energisyn eller at det foretagne
energisyn ikke lever op til kravene i § 15, stk. 1, og regler
udstedt i medfør af den foreslåede § 16, stk. 1, nr. 2 og 3,
kan ministeren efter § 17, stk. 2, pålægge virksomheden at
få foretaget et energisyn, der lever op til kravene. Tilsvaren-
de gælder, hvis et certificeret energi- og miljøledelsessy-
stem, som nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2, ikke indehol-
der et energisyn, der lever op til kravene. Pålægget kan
f.eks. anvendes, hvis det viser sig, at der er væsentlige
mangler i det udførte energisyn eller at energisynet er udført
af eksperter, der ikke har tilstrækkelige kvalifikationer eller
den fornødne uafhængighed. Ministeren kan i forbindelse
med pålægget bestemme, at energisynet skal foretages inden
for en af ministeren fastsat frist. Fristen vil blive fastsat efter
drøftelse med den pågældende virksomhed.
Det forventes, at klima-, energi- og bygningsministeren i vid
udstrækning vil delegere beføjelser efter loven til Energisty-
relsen. Dette vil ske i medfør af den gældende lovs § 19.
Til nr. 6 (§ 21, stk.1)
Den foreslåede ændring af den gældende lovs § 21, stk. 1,
vil indebære, at ministeren kan pålægge store virksomheder
omfattet af det foreslåede kapitel 5 at udarbejde og meddele
alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for ministerens
varetagelse af de opgaver, der er nævnt i loven, herunder til
afgørelse af, om et forhold er omfattet af loven. Bestemmel-
sen vil blandt andet kunne bruges til at indhente oplysninger
om energisyn og andre relevante oplysninger fra virksomhe-
derne som dokumentation for, at virksomheden har levet op
til lovens krav om, at den har udarbejdet energisyn eller be-
nytter og vedligeholder et ledelsessystem, som nævnt i for-
slagets § 15, stk. 1 og 2. Den foreslåede ændring af § 21,
stk. 1, kan for eksempel være relevant i forhold til den fore-
slåede nye bestemmelse i § 17. Den foreslåede ændring vil
fungere som supplement til den foreslåede dokumentations-
pligt i § 15, stk. 1 og 2.
23
Til nr. 7 (§ 21, stk. 3-5)
§ 21, stk. 3, giver ministeren bemyndigelse til at kunne fast-
sætte nærmere regler om pligt til at anvende digital kommu-
nikation i forbindelse med indgivelse af en række oplysnin-
ger omfattet af loven eller regler udstedt i medfør af loven.
Ved henvendelser kan ministeren stille krav om, at den på-
gældende oplyser en e-mailadresse, som vedkommende kan
kontaktes på i forbindelse med behandlingen af en konkret
sag eller henvendelse til myndigheden. I den forbindelse kan
der også pålægges den pågældende pligt til at underrette
myndigheden om en eventuel ændring i e-mailadressen, in-
den den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares,
medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye
e-mailadresse.
På sigt kan det eventuelt komme på tale at udvikle andre di-
gitale løsninger, herunder selvbetjeningsløsninger og indbe-
retningssystemer, til brug for administration og kommunika-
tion om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler
udstedt i medfør heraf.
I den bekendtgørelse, der vil udmønte den foreslåede be-
myndigelse i stk. 3, kan der blandet andet fastsættes regler
om, at myndigheden kan sende visse meddelelser, herunder
afgørelser m.v. til virksomhedens digitale postkasse med de
retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig Digital Post.
Kravet om digital indberetning gælder også for eksempel for
konsulenter og advokater, der indsender oplysninger m.v. på
andres vegne. Bemyndigelsen vil først blive udnyttet, når
der foreligger et gennemprøvet og driftssikkert system.
I bekendtgørelsen kan der fastsættes undtagelser fra pligten
til at anvende digital kommunikation. Undtagelsesmulighe-
den kan f.eks. tænkes anvendt, hvor en virksomhed med
hjemsted i udlandet af forskellige årsager ikke kan få ad-
gang til en dansk signatur eller i det omfang, hvor virksom-
heden f.eks. ikke er it-parat. Retsvirkningen af at undlade at
indsende oplysninger via det digitale system vil ellers være,
at oplysningerne ikke kan anses for modtaget og dermed ik-
ke kan behandles af myndigheden.
Bemyndigelsen i det foreslåede stk. 4 kan anvendes til at
fastsætte nærmere regler om anvendelse af bestemte it-sy-
stemer m.v.
I stk. 5 fastsættes det, at digitale meddelelser anses for at
være kommet frem til adressaten, når de er tilgængelige for
meddelelsens adressat. Bestemmelsen finder anvendelse bå-
de på meddelelser, som det er frivilligt at sende digitalt, og
på meddelelser, som det er obligatorisk at sende digitalt. Be-
stemmelsen vil have betydning for beregning af, hvornår
eventuelle tidsfrister begynder at løbe, f.eks. fastsatte frister
for fremsendelse af yderligere oplysninger til brug for sags-
behandlingen eller starttidspunktet for beregning af klagefri-
sten. Meddelelsen anses for at være kommet frem til adres-
saten for meddelelsen, når den er tilgængelig for adressaten
for meddelelsen, dvs. fra det tidspunkt adressaten har mulig-
hed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen.
Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten
gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.
En meddelelse vil normalt være tilgængelig for myndighe-
den på det tidspunkt, hvor myndigheden kan behandle med-
delelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret auto-
matisk i en modtagelsesanordning eller et datatilsyn. Kan
modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fast-
lægges som følge af problemer med it-systemet eller andre
lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kom-
met frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt,
hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsen-
delsestidspunktet.
IT-problemer (nedbrud, midlertidig kapacitetsnedgang m.v.)
kan betyde, at en digital meddelelse ikke kan afleveres til
myndigheden. Opstår problemerne tæt på fristen for indgi-
velse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen
med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for
at være kommet frem inden for fristen, hvis den gøres til-
gængelig for myndigheden inden for en rimelig frist efter, at
forhindringen er ophørt.
Det bemærkes endelig, at denne bestemmelse, uanset de me-
re detaljerede bestemmelser, som bestemmelsen indeholder
om digitaliseringskrav m.v., ingen ændring indebærer i ræk-
kevidden af øvrige bestemmelser i lovforslaget.
Til nr. 8 (§ 22, stk. 1, nr. 2)
Efter den gældende lovs § 22, stk. 1, nr. 2, er der hjemmel til
bødestraf, hvor kollektive energiforsyningsvirksomheder
undlader at efterkomme ministerens påbud efter § 6, stk. 2,
om blandt andet at iværksætte uvildige evalueringer af ener-
gispareaktiviteter og hvor kollektive energiforsyningsvirk-
somheder undlader at efterkomme påbud efter § 18, stk. 2,
om ændring af omkostningsfordeling for elektricitet, natur-
gas og fjernvarme.
§ 22, stk. 1, nr. 2, foreslås udvidet til også at strafbelægge
virksomheder, der ikke efterkommer ministerens påbud om
at foretage et energisyn, jf. den foreslåede bestemmelse i §
17, stk. 2. Bødestraf vurderes at være den mest passende og
hensigtsmæssige sanktionsform for denne type lovovertræ-
delser. Bødestraffen skal stå i rimelige forhold til overtræ-
delsen (proportional) og have afskrækkende virkning. Ved
fastsættelse af sanktionsniveauet bør der lægges vægt på
hvad et energisyn af en stor virksomhed af den pågældende
størrelse og kompleksitet ville have kostet. Bøden pålægges
den juridiske eller fysiske ejer af den store virksomhed.
Til § 2
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten foreslås affattet således, at det fremgår, at lov om
varmeforsyning indeholder bestemmelser, der på tidspunktet
for lovens ikrafttræden gennemfører dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012
24
om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF
og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF
og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som
ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om
tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republik-
ken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, s.
28.
Den foreslåede fodnote henviser ikke længere til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar
2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en
efterspørgsel efter nyttevarme på det indre marked og om
ændring af direktiv 92/42/EØF, EU-Tidende 2004, nr. L 52,
side 50, idet dette direktiv ved lovens ikrafttræden den 5. ju-
ni 2014 er ophævet af energieffektivitetsdirektivet.
Desuden foreslås, at det af fodnoten kommer til at fremgå, at
loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19.
maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omar-
bejdning), EU-Tidende, nr. L 153, side 13 (bygningsdirekti-
vet). Kravene i bygningsdirektivet med hensyn til effektiv
opvarmning af bygninger var allerede en del gældende ret
og blandt andet reguleret i lov om varmeforsyning, da byg-
ningsdirektivet blev vedtaget. Gennemførelse af bygningsdi-
rektivet har således ikke medført ændring af lov om varme-
forsyning, og fodnoten forslås derfor tilpasset.
Til nr. 2 (§ 2, stk. 1, nr. 3)
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3, indebærer, at
varmepumper til kombineret produktion af både rumvarme
og køling fremover betragtes som kollektive varmeforsy-
ningsanlæg.
En varmepumpe til kombineret produktion af varme og kø-
ling kan efter gældende regler ikke betragtes som et kollek-
tivt varmeforsyningsanlæg. § 2 i lov om varmeforsyning op-
summerer de kollektive varmeforsyningsanlæg, der er om-
fattet af loven. Opsummeringen er efter ordlyden ikke ud-
tømmende, men fortolkningen af bestemmelsen har hidtil
været forholdsvis restriktiv.
En varmepumpe kan producere både varme og køling. Var-
mepumpen kan anvende varmen i luften eller vandet til at
procedure fjernvarme eller fjernkøling. En sådan varme-
pumpe kan f.eks. anvendes til at producere køling om som-
meren og varme om vinteren. En varmepumpe kan også ud-
nyttes til at bruge grundvand som frikøling om sommeren
og om vinteren udnytte varmen i grundvandet til at produce-
re rumvarme og varmt brugsvand. Det er desuden muligt at
tilrettelægge systemet således, at varmepumpen leverer beg-
ge ydelser samtidig, f.eks. til brug for supermarkeder, der
om vinteren vil have brug for levering af såvel rumvarme og
varmt brugsvand som køling til kølediskene. Større anlæg
vil kunne levere kølet vand til et fjernkølingsnet og opvar-
met vand til et fjernvarmenet. Fjernkølingsnettet og fjern-
varmenettet vil levere vandet videre til henholdsvis køle- og
varmekunderne.
Der kan være samfundsøkonomiske og energimæssige for-
dele ved at procedure fjernvarme sammen med køling, idet
samme energi anvendes til at producere begge ydelser. Der-
for vurderes det hensigtsmæssigt, at det bliver muligt at pro-
ducere disse ydelser sammen, og at lovens § 2 bliver udvidet
med en henvisning til varmepumper til kombineret produkti-
on af varme og køling.
Forslaget indebærer, at varmepumper til produktion af såvel
rumvarme og varmt brugsvand som køling vil skulle pro-
jektgodkendes af kommunalbestyrelsen efter lov om varme-
forsyning, når varmekapaciteten er 0,25 MW eller mere.
Projektet vil kun kunne godkendes, hvis projektet er det
samfundsøkonomisk bedste projekt. Levering af opvarmet
vand fra varmepumpen vil skulle ske i overensstemmelse
med prisreguleringen. Levering af køling er ikke omfattet af
prisreguleringen og vil således kunne leveres på markeds-
mæssige vilkår. Med hensyn til levering af køling fra kom-
munale varmeforsyningsvirksomheder henvises til bemærk-
ningerne til forslagets § 4, nr. 7 og 8.
Eftersom varme og køling produceres på ét fysisk anlæg, er
der ved anvendelse af denne teknik en naturlig sammen-
hæng mellem produktion af varme og køling. Derfor inde-
bærer den gældende prisbestemmelse i lovens § 20, stk. 1,
ved anvendelse af et sådant samproduktionsanlæg ikke, at
kølingsdelen skal holdes selskabsmæssigt adskilt fra varme-
delen. Varme og køling skal som udgangspunkt holdes regn-
skabsmæssig adskilt. Der er imidlertid ikke noget til hinder
for, at Energitilsynet udvikler en praksis for kombinerede
varme-kølingsanlæg, der tillader for, at der under visse for-
udsætninger kan føres ét regnskab, ligesom det i dag gælder
for kraft-varme-anlæg.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil kunne fastsætte
regler om fordeling af omkostninger i medfør af § 20, stk. 3,
i lov om varmeforsyning, som derfor foreslås ændret. Der
henvises til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 8.
Til nr. 3 (§ 2, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 4)
Den foreslåede ændring af bestemmelserne i § 2, stk. 1, nr. 3
og 4, og stk. 4, medfører, at der i forsyningslovene anvendes
samme terminologi for at skelne mellem anlæg efter størrel-
se. I forbindelse med implementering af energieffektivitets-
direktivets krav i forhold til fjernkølingsanlæg har det vist
sig, at terminologien kunne anvendes mere konsistent.
Projekter for fjernkølingsanlæg skal, jf. forslagets § 4, nr.
10, forelægges klima-, energi- og bygningsministeren til
godkendelse, hvis de har en indfyret termisk effekt på over
20 MW, mens de skal forelægges kommunalbestyrelsen til
godkendelse, hvis de er kommunalt ejede og har en indfyret
termisk effekt på 20 MW eller derunder.
På varmeområdet skelnes der mellem projekter for kraft-
varme-anlæg, der enten skal indhente tilladelse hos klima-,
25
energi- og bygningsministeren efter lov om elforsyning eller
skal forelægges til godkendelse hos kommunalbestyrelsen
efter lov om varmeforsyning. Afgørende er i dette tilfælde
anlæggets eleffekt. I den gældende ret er det forudsat, at
kraft-varme-anlæg med en eleffekt på over 25 MW er regu-
leret af lov om elforsyning, mens kraft-varme-anlæg med en
eleffekt på 25 MW eller derunder reguleres af lov om var-
meforsyning. I de gældende bestemmelser i varmeforsy-
ningsloven bliver dette dog betegnet som »kraft-varme-an-
læg med en eleffekt op til 25 MW«, mens det i regler i med-
før af lov om elforsyning er fastsat, at »kraft-varme-anlæg
med en eleffekt på 25 MW eller derunder, som er godkendt
efter lov om varmeforsyning«, er undtaget fra at indhente
tilladelse.
På denne baggrund foreslås de pågældende bestemmelser i
lov om varmeforsyning ændret således, at anvendelsesområ-
det afgrænses på samme måde som i den gældende elregule-
ring og den foreslåede fjernkølingsregulering, jf. forslagets
§ 4, nr. 10.
Til nr. 4 (§ 4 a)
I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5
og 7, skal industrianlæg med en indfyret effekt på over 20
MW underlægges krav om godkendelse ved etablering eller
omfattende renovering. Ved omfattende renovering forstås
en renovering, hvis omkostninger overstiger 50 pct. af inve-
steringsomkostningerne for en ny tilsvarende enhed. Dette
fremgår af energieffektivitetsdirektivets artikel 2, nr. 44.
Den foreslåede nye bestemmelse i lovens § 4 a giver klima-,
energi- og bygningsministeren bemyndigelse til at godkende
projekter for anlæg, der hovedsagelig levere energi til andre
formål end rumopvarmning og forsyning med varmt brugs-
vand, og som har en indfyret effekt på over 20 MW. God-
kendelsen skal ske med henblik på at fremme overskudsvar-
me fra større industrianlæg, hvilket er formålet med ener-
gieffektivitetsdirektivets artikel 14, som den foreslåede be-
stemmelse i § 4 a delvis implementerer. Det forventes, at
opgaven til godkendelse af disse anlæg vil blive delegeret til
Energistyrelsen.
Industrianlæg, der hovedsageligt leverer til andre formål end
bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, skal
allerede efter gældende ret få projektgodkendt en eventuel
levering af overskudsvarme til fjernvarmenettet hos kommu-
nalbestyrelsen. Etablering af selve anlægget vil dog normalt
ikke skulle projektgodkendes efter gældende ret, idet anlæg-
get ikke kan betragtes som et kollektivt varmeforsyningsan-
læg efter varmeforsyningslovens § 2, og dermed ikke er
godkendelsespligtigt. Dette ændrer den foreslåede bestem-
melse i § 4 a imidlertid på. Bestemmelsen medfører således,
at etablering af selve industrianlægget fremover skal pro-
jektgodkendes.
Til nr. 5 (§ 5, stk. 1)
Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, indebærer, at klima-,
energi- og bygningsministerens beføjelse til at fastsætte reg-
ler om kommunalbestyrelsens behandling af sager om pro-
jektgodkendelse bliver udvidet således, at ministeren frem-
over også vil kunne fastsætte regler om behandling af pro-
jektforslag for industrianlæg med en indfyret termisk effekt
på over 20 MW.
Som led i godkendelsesproceduren skal anlæggene, i over-
ensstemmelse med kravet i energieffektivitetsdirektivets ar-
tikel 14, stk. 5 og 7, udarbejde en cost-benefit-analyse i
overensstemmelse med direktivets bilag IX, del 2. I denne
cost-benefit-analyse indgår ikke kun samfundsøkonomien,
men også selskabsøkonomien. Dette indebærer, at der ud-
over en samfundsøkonomisk også skal foretages en finansiel
analyse, der viser faktiske pengestrømme (investerings- og
driftsbesparelser m.v.) som følge af gennemførelse af pro-
jektet. Et projekt opnår, jf. bilag IX, del 2, et cost-benefit-
overskud, hvis summen af tilbagediskonterende fordele i
den samfundsøkonomiske og finansielle analyse overstiger
summen af tilbagediskonterede omkostninger.
Dette er en afvigelse fra formålsbestemmelsen i lov om var-
meforsyning, som er at fremme den mest samfundsøkono-
miske anvendelse af energi til bygningers opvarmning og
forsyning med varmt vand. Med den foreslåede bestemmel-
se i 2. pkt. vil klima-, energi- og bygningsministeren have
mulighed for at inddrage samfundsmæssige hensyn ved fast-
sættelse af reglerne om projektgodkendelse af industrianlæg
således, at der i overensstemmelse med energieffektivitets-
direktivet kan tages hensyn til virksomhedens finansielle
analyse, det vil sige de selskabsøkonomiske omkostninger
ved udnyttelse af overskudsvarme.
Til nr. 6 (§ 15)
Den foreslåede ændring af § 15 sikrer, at klima-, energi- og
bygningsministeren kan fastsætte regler om meddelelse eller
offentliggørelse samt tinglysning af beslutninger truffet efter
den foreslåede bestemmelse i § 4 a. Energieffektivitetsdirek-
tivets artikel 14, stk. 8, kræver eksempelvis, at fritagelse af
individuelle anlæg fra kravet om at gennemføre projektet
med udnyttelse af overskudsvarme skal notificeres til Kom-
missionen. Bestemmelsen medfører, at der kan stilles krav
om, at den myndighed, der træffer beslutning efter den fore-
slåede bestemmelse i § 4 a om, at projektet kan gennemføres
uden udnyttelse af overskudsvarme, skal notificere denne af-
gørelse til Kommissionen.
Til nr. 7 (§ 15 a)
Den foreslåede bestemmelse i § 15 a indebærer, at de mer-
udgifter i Energistyrelsen, der følger af den foreslåede be-
stemmelse i § 4 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter der
indføres en godkendelsesprocedure med henblik på udnyt-
telse af overskudsvarme fra industrianlæg, bliver gebyrfi-
nansieret. Der henvises til afsnit 4.2. i de almindelige be-
mærkninger. Lov om varmeforsyning indeholder ikke hjem-
mel til at fastsætte regler om dækning af omkostninger i for-
bindelse med klima-, energi- og bygningsministerens eller
Energistyrelsens varetagelse af opgaver efter loven.
26
Forslaget indebærer, at omkostningerne i forbindelse med
klima-, energi- og bygningsministerens eller Energistyrel-
sens varetagelse af opgaver efter loven vil blive betalt af
varmeforsyningsvirksomhederne, som vil kunne indregne
disse omkostninger i varmepriserne. Overskudsvarme er bil-
lig varme og det ville kunne nedsætte varmepriserne i det
område, som overskudsvarmen leveres til. Derfor er det hen-
sigtsmæssigt, at den foreslåede bestemmelse i § 15 a, mulig-
gør, at varmeforbrugerne er med til at dække omkostninger
til godkendelse af industrianlæg, der potentielt vil kunne le-
vere overskudsvarme.
Til nr. 8 (§ 20, stk. 3)
Efter den gældende § 20, stk. 3, kan klima-, energi- og byg-
ningsministeren fastsætte regler om fordeling af omkostnin-
ger til produktion af elektricitet og varme på biomassebase-
rede kraft-varme-værker. Den foreslåede ændring af bestem-
melsen i § 20, stk. 3, indebærer, at denne bemyndigelse ud-
vides således, at der kan fastsættes regler om omkostnings-
fordeling mellem levering af opvarmet vand, damp eller gas
bortset fra naturgas til rumvarmeformål og andre ydelser,
som et anlæg leverer, også hvor der ikke er tale om kraft-
varme-værker. Ved andre ydelser kan således forstås af-
faldshåndtering, elproduktion, produktion af varme eller
biogas til proces eller produktion af køling. Bestemmelsen
vil derfor kunne udnyttes til at fastsætte regler vedrørende
eksempelvis kraft-varme-anlæg, der producerer både el og
varme, affaldsforbrændingsanlæg, hvor omkostninger skal
fordeles mellem affaldshåndtering, el og varme, procesan-
læg, der både producerer rumvarme og procesvarme, og var-
mepumper, der producerer varme og køling.
Baggrunden for at muliggøre fastsættelse af mere generelle
regler om omkostningsfordeling er et ønske om at kunne let-
te Energitilsynets opgaver med at træffe afgørelser om om-
kostningsfordeling. Disse afgørelser er i forvejen meget res-
sourcekrævende og ressourcebehovet forventes generelt at
blive øget på grund af dette lovforslag. Ressourcebehovet i
Energitilsynet ville dog blive endnu større, hvis ikke den
foreslåede ændring af § 20, stk. 3, muligjorde at fastsætte
regler, som vil lette Energitilsynets opgave vedrørende
spørgsmål om fordeling af omkostninger. Der henvises til
afsnit 3.3. og 4.3. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 20, stk. 4, 5. pkt.)
Forslaget er en lovteknisk konsekvens af, at det foreslåede §
2, nr. 8, der indebærer, at den gældende bestemmelse i § 20,
stk. 4, 5. pkt., der indeholder hjemmel for klima-, energi- og
bygningsministeren til at fastsætte regler om fordeling af
omkostninger på affaldsforbrændingsanlæg, ikke længere er
relevant.
Til nr. 10 (§ 23 l, stk. 2, 3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og
stk. 3)
De foreslåede ændringer af bestemmelserne i § 23 l, stk. 2,
3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt. og stk. 3, er en lovteknisk
konsekvens af, at titlen på lov om kommunal fjernkøling
foreslås ændret til »lov om fjernkøling«, jf. forslagets § 4,
nr. 1.
Til nr. 11 (§ 23 l, stk. 2, 2. pkt.)
Den foreslåede ændring, hvorefter »udvinding« erstattes
med »indvinding« sikres, at den korrekte terminologi anven-
des, således er den korrekte term for udnyttelse af råstoffer,
herunder geotermisk energi, fra undergrunden indvinding.
Til nr. 12 (§ 23 m, stk. 5)
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 23 l, stk. 5, er
en lovteknisk konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 1, hvoref-
ter titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til
»lov om fjernkøling«, og forslagets § 4, nr. 7, hvorefter der
indsættes et stk. 2 i § 3 i lov om kommunal fjernkøling.
Til nr. 13 (§ 34, stk. 1, nr. 1)
Bestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 1, foreslås nyafattet således,
at det sikres, at der ikke bliver etableret større industrianlæg
uden, at der indhentes godkendelse ved at muliggøre, at den,
der undlader at indhente godkendelse, kan straffes med en
bøde. Den gældende bestemmelse muliggør, at etablering el-
ler ændring af kollektive varmeforsyningsanlæg uden god-
kendelse kan straffes med en bøde. Efter forslagets § 2, nr.
4, vil industrianlæg med en indfyret termisk effekt på over
20 MW fremover være underlagt krav om godkendelse. Der
er tale om implementering af et krav herom i energieffekti-
vitetsdirektivet. Derfor vurderes det hensigtsmæssigt at
overholdelse af dette krav håndhæves på samme måde som
overholdelse af det gældende godkendelseskrav for kollekti-
ve varmeforsyningsanlæg.
Til nr. 14 (§ 34, stk. 1, nr. 2)
Det foreslås, at henvisningen i den gældende § 34, stk. 1, nr.
2, til »tilladelser« erstattes med en henvisning til »godken-
delse eller tilladelse« således, at den korrekte terminologi
anvendes.
Til § 3
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten til lovens titel foreslås affattet således, at det frem-
går, at lov om elforsyning indeholder bestemmelser, der på
tidspunktet for lovens ikrafttræden gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, si-
de 1.
Klima-, energi- og bygningsministeren har efter gældende
ret bemyndigelse i § 11, stk. 3, i lov om elforsyning til at
fastsætte regler om betingelser og procedurer for meddelelse
af tilladelse for etablering eller væsentlig ændring af elpro-
duktionsanlæg. Denne hjemmel vil blive udmøntet til at
gennemføre energieffektivitetsdirektivets krav i artikel 14,
27
stk. 5-8, med hensyn til kraftværker omfattet af lov om el-
forsyning.
Den foreslåede fodnote henviser ikke længere til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar
2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en
efterspørgsel efter nyttevarme på det indre marked og om
ændring af direktiv 92/42/EØF, EU-Tidende 2004, nr. L 52,
side 50, idet dette direktiv ved lovens ikrafttræden den 5. ju-
ni 2014 er ophævet af energieffektivitetsdirektivet.
Til nr. 2 (§ 37, stk. 2, 3. pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3)
Den foreslåede ændring af bestemmelserne i § 37, stk. 2, 3.
pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3, er en lovteknisk konsekvens af,
at titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til
»lov om fjernkøling«, jf. forslagets § 4, nr. 1.
Til nr. 3 (§ 37 a, stk. 5)
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 37 a, stk. 5, er
en lovteknisk konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 1, hvoref-
ter titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til
»lov om fjernkøling«, og forslagets § 4, nr. 7, hvorefter der
indsættes et stk. 2 i § 3 i lov om kommunal fjernkøling.
Til § 4
Til nr. 1 (lovens titel)
Den foreslåede ændring af titlen på lov om kommunal fjern-
køling er en konsekvens af kravene i energieffektivitetsdi-
rektivets artikel 14, stk. 5-8, som blandt andet fastlægger, at
medlemsstaterne skal indføre en godkendelsesprocedure for
fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20
MW. Det betyder, at ikke kun kommunale fjernkølingsan-
læg skal godkendes, som er tilfældet i henhold til gældende
ret. Denne udvidelse foreslås gennemført ved en udvidelse
af denne lovs anvendelsesområde, jf. dette lovforslags § 4,
nr. 4. Loven vil med de foreslående ændringer således ikke
længere alene vedrøre kommunale fjernkølingsanlæg. Der-
for bliver lovens titel ændret til: lov om fjernkøling.
Til nr. 2 (fodnote til lovens titel)
Der foreslås indsat en fodnote til lovens titel således, at det
fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der på tidspunk-
tet for lovens ikrafttræden gennemfører dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober
2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, si-
de 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj
2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Repu-
blikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141,
s. 28.
Til nr. 3 (overskrift før § 1)
Den foreslåede ændring af overskriften før § 1 i lov om
kommunal fjernkøling er en konsekvens af forslagets § 4,
nr. 4, hvorefter der fastsættes en ny bestemmelse i loven,
som udvider lovens anvendelsesområde. Eftersom loven ik-
ke længere alene vil vedrøre kommunale fjernkølingsanlæg,
er det nødvendigt at afgrænse overskriften om lovens anven-
delsesområde mere klart.
Til nr. 4 (§ 1)
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 indeholder en definition
af begrebet fjernkølingsanlæg, som afgrænser lovens anven-
delsesområde. Definitionen i den foreslåede § 1 vil erstatte
den definition af begrebet kommunalt fjernkølingsanlæg,
som fremgår af den gældende bestemmelse i § 2 i lov om
kommunal fjernkøling.
Loven vil efter den foreslåede § 1, stk. 1, gælde for fjernkø-
lingsanlæg, hvorved forstås fjernkølingsproduktionsanlæg
eller -net, der har til formål at levere køling fra et centralt
anlæg. Denne definition omfatter således både køling til
bygninger og til andre formål, såsom f.eks. til køling af va-
rer i en køledisk. Et fjernkølingsanlæg omfattet af loven ad-
skiller sig fra et traditionelt kølingsanlæg ved at køling leve-
res fra et centralt anlæg, der kan forsyne flere rum eller byg-
ninger. Kølingsanlægget er således ikke nødvendigvis place-
ret i det rum eller ved det udstyr eller de varer, der har be-
hov for køling, men kølingen leveres fra et centralt anlæg,
der normalt er placeret udenfor bygningen. Et fjernkølings-
anlæg kan dog også være placeret i en bygning, hvis det
bortset fra den bygning, som det er placeret i, også forsyner
andre bygninger. I øvrigt kan der være tale om køling af
selve bygningerne, men også af udstyr eller varer (som
f.eks. ligger i en køledisk), der har behov for køling.
Den foreslåede definition indebærer desuden, at der ikke
længere henvises til bestemte teknikker, som køling produ-
ceres på. Det betyder, at alle kølingsteknikker, der anvendes
til at producere fjernkøling, er omfattet af loven. Kølingsan-
læg, der betragtes som kollektive varmeforsyningsanlæg
omfattet af lov om varmeforsyning, er imidlertid undtaget
fra lovens anvendelsesområde. Kølingsanlæg, der bortset fra
køling også producerer rumvarme eller varmt brugsvand, er
således ikke omfattet af lov om fjernkøling.
Til nr. 5 (overskrift før § 2)
Den foreslåede overskrift før § 2 er en delvis videreførelse
af overskriften før den gældende lovs § 1. Lovens anvendel-
sesområde vil, jf. lovforslagets § 4, nr. 4, udvides til at om-
fatte både kommunale og private fjernkølingsanlæg. Enkelte
bestemmelser vil dog fortsat alene vedrøre kommunale
fjernkølingsanlæg. Den foreslåede ændring af overskriften
før § 2 indebærer en tydeliggørelse af, at §§ 2-4 alene vedrø-
rer etablering af drift af kommunale fjernkølingsanlæg m.v.,
og således ikke private fjernkølingsanlæg.
Til nr. 6 (§ 2)
28
Den foreslåede nyaffattelse af § 2 indebærer, at afgrænsnin-
gen af kommuners hjemmel til at eje, etablere og drive
fjernkølingsanlæg videreføres som ændret i denne bestem-
melse og ikke som hidtil i § 1.
Kommuner har efter den foreslåede bestemmelse kun ad-
gang til at udøve kølevirksomhed, hvis der derved kan ud-
nyttes synergieffekter med fjernvarme. Der er på denne bag-
grund ikke ændret på forudsætningen, at kun kommuner, der
ejer et fjernvarmeværk, må deltage i kølingsprojekter.
Kravet om, at køling skal ske med henblik på at udnytte sy-
nergieffekter med fjernvarme, medfører ikke nødvendigvis,
at en kommune ikke har hjemmel til at eje, etablere og drive
rene kølingsanlæg, men det er krævet, at det samlede kø-
lingssystem er med til at udnytte synergier med fjernvarme.
Det vil sige, at den kommunale fjernkølingsvirksomhed vil
kunne anvende forskellige teknikker til at producere køling
på, som f.eks. absorptions- eller kompressionsvarmepumper
kombineret med en kølingslager og frikøling, hvis systemet
som helhed udnytter synergieffekter med fjernvarme.
Det gældende krav i § 1 om, at kommuners udøvelse af
fjernkølingsvirksomhed skal ske med henblik på at fremme
energieffektiv køling, er videreført i den foreslåede nyaffat-
telse af lovens § 2. I henhold til bemærkningerne til forsla-
get til den gældende lov om kommunal fjernkøling skal der
ved energieffektiv køling forstås, at fjernkølingsprojektet
kan medføre ressourcebesparelser og miljøfordele ved re-
duktion af CO2-udslippet eller de kølemidler, der anvendes i
traditionelle kølingsanlæg.
Kommuner har efter den forslåede bestemmelse ikke alene
adgang til at levere køling til bygninger, men også til ek-
sempelvis køling af udstyr i et hospital eller køling af varer i
en supermarkeds køledisk. I forhold til de overordnede for-
mål om at fremme energieffektiv køling og udnytte syne-
rgieffekter med fjernvarme er det ikke relevant, til hvilket
formål kølingen leveres. De overordnede formål kan opnås
såvel ved at levere komfortkøling af bygninger som ved at
levere proceskøling.
Til nr. 7 (§ 3)
Den foreslåede ændring af § 3 medfører, at levering af kø-
ling fra et kommunalt kollektivt varmeforsyningsanlæg om-
fattet af § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning, skal ske
på kommercielle vilkår.
Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås definiti-
onen af begrebet »kollektivt varmeforsyningsanlæg« udvi-
det således, at det også omfatter varmepumper til produktion
af både varme og køling. Levering af varme fra kollektive
varmeforsyningsanlæg, herunder varmepumper til produkti-
on af både varme og køling, skal ske efter varmeforsynings-
lovens prisregulering. Lov om varmeforsyning indeholder
ikke regler om priser for levering af køling. Levering af kø-
ling vil således kunne ske på markedsvilkår.
Efter kommunalfuldmagtsreglerne har kommuner som ho-
vedregel ikke mulighed for at drive virksomhed med fortje-
neste for øje. Det vil imidlertid kunne være konkurrencefor-
vridende, hvis kommuner leverer ydelser til en omkost-
ningsbestemt pris på et ellers kommercielt marked.
Efter den gældende lov om kommunal fjernkøling skal kom-
munale kølingsanlæg udøves på kommercielle vilkår. Bag-
grunden herfor er efter bemærkningerne til den gældende
lov om kommunal fjernkøling at forebygge, at kommercielle
fjernkølingsvirksomheder bliver udsat for unfair konkurren-
ce. Dette hensyn gør sig også gældende ved levering af kø-
ling fra en varmepumpe til produktion af både varme og kø-
ling. Derfor foreslås det, jf. stk. 2, at fastsætte, at kommuner
skal levere køling fra en sådan varmepumpe på kommerciel-
le vilkår.
Kommuner vil have mulighed for at anvende en eventuel
fortjeneste på køling til andre formål, hvis der i øvrigt er
hjemmel til det. Hvis fortjenesten ikke anvendes indenfor
virksomheden eller den koncern, som virksomheden tilhø-
rer, kan anvendelse af fortjenesten alene ske efter modreg-
ning i bloktilskuddet.
Ved anvendelse af en varmepumpe bliver varme og køling
produceret på ét fysisk anlæg. Derfor vil det ikke være hen-
sigtsmæssigt, hvis der stilles krav om, at varme og køling
selskabsmæssigt holdes adskilt fra hinanden, som § 3 i den
gældende lov om kommunal fjernkøling kræver i forhold til
kommunale fjernkølingsanlæg. Der henvises til afsnit 2.3.2.
i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 4)
Den foreslåede ændring af lovens § 4 medfører, at der ikke
vil kunne ydes tilskud eller stilles kommunal garanti til de
fjernkølingsanlæg, der med dette lovforslag fremover vil bli-
ve reguleret af enten denne lov eller lov om varmeforsyning.
Som det fremgår af forslagets § 2, nr. 2, foreslås definitio-
nen af begrebet »kollektivt varmeforsyningsanlæg« i § 2,
stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning udvidet således, at det
også omfatter varmepumper til produktion af både varme og
køling. Det følger af de gældende kommunalfuldmagtsreg-
ler, at kommuner har hjemmel til at drive forsyningsvirk-
somhed, herunder virksomhed omfattet af § 2 i lov om var-
meforsyning. Det er desuden antaget, at en kommune efter
kommunalfuldmagtsreglerne på visse betingelser kan stille
garanti til privates varetagelse af opgaver, som kommunen
selv lovligt ville kunne varetage.
Den foreslåede ændring af lovens § 4 indebærer, at det gæl-
dende forbud mod at yde tilskud eller stille garanti udvides
til også at omfatte kollektive varmeforsyningsanlæg, der
producerer køling.
Efter den gældende § 4 i lov om kommunal fjernkøling har
en kommune ikke hjemmel til at yde tilskud til eller stille
garanti for kommunale fjernkølingsanlæg. Baggrunden her-
for er ifølge bemærkninger til den gældende lov om kom-
29
munal fjernkøling at sikre, at en kommune stiller kapital til
rådighed for kommunal fjernkølingsvirksomhed på vilkår,
som svarer til vilkår, som en privat markedsinvestor ville
have stillet. Dette hensyn gør sig også gældende ved leve-
ring af køling fra en varmepumpe til kombineret produktion
af rumvarme eller varmt brugsvand og køling.
Som det fremgår af forslagets § 4, nr. 4, foreslås denne lovs
anvendelsesområde udvidet til også at omfatte private fjern-
kølingsanlæg og ikke kun kommunale, som efter den gæl-
dende ret. Eftersom private fjernkølingsanlæg også vil være
omfattet af loven, er det tydeliggjort i lovens § 4, at det gæl-
dende forbud mod at yde tilskud eller stille garanti gælder al
fjernkølingsvirksomhed, uanset ejerskabsforhold.
Til nr. 9 (overskrift før § 5)
Lovens anvendelsesområde vil, jf. forslagets § 4, nr. 4, udvi-
des til at omfatte både kommunale og private fjernkølings-
anlæg. Enkelte bestemmelser vil dog fortsat alene vedrøre
kommunale fjernkølingsanlæg. Den foreslåede ændring af
overskriften før lovens § 5 skal tydeliggøre, at bestemmel-
serne i §§ 5 og 6, i modsætning til dem i §§ 2-4, vedrører
alle fjernkølingsanlæg og ikke kun de kommunale.
Til nr. 10 (§ 5)
Energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5-8, pålægger
blandt andet medlemsstaterne at indføre en godkendelses-
procedure for fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk ef-
fekt på over 20 MW. Som led i godkendelsesproceduren
skal der udarbejdes en cost-benefit-analyse efter direktivets
bilag IX, del 2. Formålet med godkendelse af anlæggene er
at vurdere om der er fordele ved at udnytte overskudsvarme.
Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i § 5, stk. 1, in-
debærer, at opgaven til godkendelse af etablering og omfat-
tende renovering af fjernkølingsanlæg omfattet af energief-
fektivitetsdirektivet lægges hos klima-, energi- og bygnings-
ministeren. Projekter for fjernkølingsanlæg med en indfyret
termisk effekt på over 20 MW vil ikke kunne gennemføres
uden ministerens godkendelse. Opgaven forventes at blive
delegeret til Energistyrelsen. Godkendelsesproceduren vil i
overensstemmelse med direktivets krav vedrøre alle fjernkø-
lingsanlæg uanset ejerskabsforhold og således både kommu-
nalt ejede og ikkekommunalt ejede.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at kommu-
nalbestyrelsen fortsat vil være den myndighed, der i over-
ensstemmelse med gældende ret godkender kommunale
fjernkølingsanlæg, der ikke er omfattet af direktivets krav
om godkendelse. Kommunalbestyrelsen vil således efter den
foreslåede bestemmelse have kompetence til at træffe afgø-
relse om projektgodkendelse af kommunale fjernkølingsan-
læg med en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derun-
der. Projekter for disse mindre kommunale fjernkølingsan-
læg vil ikke kunne gennemføres uden kommunalbestyrel-
sens godkendelse. Kommunalbestyrelsen kan godkende pro-
jekter for mindre kommunale fjernkølingsanlæg, når de
fremmer en energieffektiv køling og udnytter synergieffek-
ter med fjernvarme. Det foreslås at ophæve begrænsningen
om, at kommuner alene kan eje, etablere og drive fjernkø-
lingsanlæg, der leverer køling til bygninger. De overordnede
formål om fremme af energieffektiv køling og udnyttelse af
synergieffekter med fjernvarme kan også opnås ved at leve-
re køling til andre formål, hvilket den foreslåede ændring
muliggør. En kommune vil dog ikke have adgang til at del-
tage i kølingsprojekter, der ikke fremmer energieffektiv kø-
ling eller udnyttelse af synergieffekter med fjernvarme. Der
henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 6.
I henhold til bemærkningerne til den gældende lov om kom-
munal fjernkøling er det op til den enkelte kommune at be-
slutte, hvorvidt der skal etableres fjernkølingsanlæg. Energi-
styrelsen har fortolket bemærkningerne således, at det så må
være den kommune, der ejer det fjernvarmeværk, der vil
etablere kølingsanlægget, som har kompetence til at godken-
de kølingsprojektet. Det er dog mere hensigtsmæssigt, at
godkendelse sker i den kommune, hvor fjernkølingsanlæg-
get planlægges etableret eller renoveret, dvs. hvor anlægsar-
bejderne vil foretages. Det vil desuden være i denne kom-
mune, hvor der skal være et samspil med fjernvarmeforsy-
ningen, som kan give et synergieffekt. Efter bestemmelsen i
§ 6, som foreslås nyaffattet, jf. forslagets § 4, nr. 11, vil kli-
ma-, energi- og bygningsministeren kunne fastsætte regler
om godkendelse af fjernkølingsprojekter. Denne bestemmel-
se vil på denne baggrund blive udmøntet således, at det fast-
lægges, at projektgodkendelse af mindre kommunale fjern-
kølingsanlæg fremover sker af kommunalbestyrelsen i den
kommune, hvor anlægget planlægges etableret eller renove-
ret.
Fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på 20
MW eller derunder, der ikke er kommunalt ejede, vil efter
forslaget fortsat ikke være underlagt krav om godkendelse.
Til nr. 11 (§ 6)
Jf. forslagets § 4, nr. 10, vil fjernkølingsanlæg med en indfy-
ret termisk effekt på over 20 MW fremover projektgodken-
des hos klima-, energi- og bygningsministeren. Denne befø-
jelse forventes at blive delegeret til Energistyrelsen. God-
kendelse af kommunale fjernkølingsanlæg på 20 MW eller
derunder skal, ligesom i dag, godkendes af kommunalbesty-
relsen.
Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i § 6 udvider
klima-, energi- og bygningsministerens beføjelse til at fast-
sætte regler om behandling af sager om projektgodkendelse
og om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til
grund for godkendelsen således, at der også kan fastsættes
regler for Energistyrelsens behandling og godkendelse af
fjernkølingsprojekter.
Godkendelse af fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk
effekt på over 20 MW vil ske efter reglerne, der er fastsat
med udgangspunkt i energieffektivitetsdirektivets artikel 14,
stk. 5-8, og bilag IX, del 2. Som led i godkendelsesprocedu-
ren skal de store fjernkølingsanlæg, i overensstemmelse med
30
kravet i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5 og 7,
udarbejde en cost-benefit-analyse efter direktivets bilag IX,
del 2. Cost-benefit-analysen skal klarlægge om det er fordel-
agtigt at udnytte overskudsvarme. I denne cost-benefit-ana-
lyse indgår ikke kun samfundsøkonomien, men også selska-
bsøkonomien. Det vil sige, at der udover en samfundsøko-
nomisk analyse også skal foretages en finansiel analyse, der
viser faktiske pengestrømme (investerings- og driftsbespa-
relser m.v.) som følge af gennemførelse af projektet. Et pro-
jekt opnår, jf. bilag IX, del 2, et cost-benefit-overskud, hvis
summen af tilbagediskonterende fordele i den samfundsøko-
nomiske og finansielle analyse overstiger summen af tilba-
gediskonterede omkostninger. Jf. artikel 14, stk. 8, skal
overskudsvarme udnyttes, hvis cost-benefit-analysen udvi-
ser, at det er fordelagtigt.
Godkendelse af fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk
effekt på 20 MW eller derunder er ikke underlagt energief-
fektivitetsdirektivets krav. Godkendelse af disse anlæg skal
således ske efter andre kriterier end de kriterier, der er fast-
sat i direktivet. Efter gældende ret gælder der alene et god-
kendelseskrav for kommunale fjernkølingsanlæg. Godken-
delse skal ske af kommunalbestyrelsen. Der er i dag ikke
fastsat nærmere angivne forudsætninger, som kommunalbe-
styrelsen skal lægge til grund for sin godkendelse. Efter æn-
dring af bestemmelsen i § 5, stk. 2, jf. forslagets § 4, nr. 10,
kan kommunale fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk
effekt på 20 MW eller derunder godkendes, når de fremmer
en energieffektiv køling og udnytter synergieffekter med
fjernvarme.
Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 6 vil det bli-
ve fastlagt, at det fremover er kommunalbestyrelsen i den
kommune, hvor fjernkølingsanlægget planlægges etableret
eller renoveret, der skal godkende kommunale fjernkølings-
projekter for anlæg med en indfyret effekt på 20 MW eller
derunder. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 4, nr. 10.
Til nr. 12 (§ 7, stk. 1)
Den foreslåede ændring af lovens § 7, stk. 1, indebærer, at
Energiklagenævnet vil kunne behandle alle afgørelser truffet
efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven, også
dem, der ikke er truffet af kommunalbestyrelsen. I dag er det
kun kommunalbestyrelsen, der kan træffe afgørelse efter lov
om kommunal fjernkøling, men efter den foreslåede bestem-
melse i § 5, stk. 1, jf. lovforslagets § 4, nr. 10, vil klima-,
energi- og bygningsministeren kunne træffe afgørelse om
ansøgninger om projektgodkendelse af fjernkølingsanlæg
med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Denne be-
myndigelse forventes at blive delegeret til Energistyrelsen.
Derfor er det nødvendigt at ændre bestemmelsen i § 7, stk.
1, således, at Energiklagenævnet også vil kunne behandle
klager om ministerens eller Energistyrelsens afgørelser efter
loven.
Til § 5
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Det fremgår af fodnoten til den gældende lovs titel, at lov
om energibesparelser i bygninger gennemfører dele af Rå-
dets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivi-
tet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om ophæ-
velse af Rådets direktiv 93/76/EØF, EU-Tidende 2006 nr. L
114, side 64, Energieffektivitetsdirektivet indebærer, at di-
rektiv 2006/32/EF ophæves den 5. juni 2014. Der foreslås
derfor en nyaffattelse af fodnoten til lovens titel, således at
det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der gennem-
fører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om
ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om
ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tiden-
de 2012, nr. L 315, side 1.
Til § 6
Til nr. 1 (§ 43 a, stk. 7)
Den foreslåede ændring foretages af lovtekniske grunde,
idet det er nødvendigt at genindsætte den ved § 1, nr. 1, i lov
nr. 900 af 4. juli 2013 indsatte § 43 a, stk. 7, i lov om frem-
me af vedvarende energi for at kunne sætte bestemmelsen i
kraft.
Dette skyldes, at § 43 a, stk. 1-6 og 8, men ikke stk. 7, i lov
om fremme af vedvarende energi, som indsat ved § 1, nr. 1,
i lov nr. 900 af 4. juli 2013 er sat i kraft den 1. december
2013, jf. bekendtgørelse nr. 1319 af 22. november 2013.
Ved denne ikrafttræden rykkede § 43 a, stk. 8, op og blev til
§ 43 a, stk. 7, jf. herved også bekendtgørelse nr. 1330 af 25.
november 2013 af lov om fremme af vedvarende energi. Det
er derfor nødvendigt at genindsætte § 43 a, stk. 7, således at
det gældende § 43 a, stk. 7, bliver til stk. 8, som oprindelige
var hensigten. Der foreslås ingen materielle ændringer af §
43 a, stk. 7, i forhold til lov nr. 900 af 4. juli 2013, hvorfor
der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1, i lov nr. 900
af 4. juli 2013, jf. L 199 fremsat den 20. marts 2013 og æn-
dringsforslag til L 199 stillet den 11. juni 2013.
Baggrunden for, at alene § 43 a, stk. 1-6 og 8, i lov om
fremme af vedvarende energi er sat i kraft, er, at den for-
højede støtte til biogas og forgasningsgas er blevet indsat i
flere omgange. Europa-Kommissionen har således alene
godkendt den første del af ændringerne af støtten til elektri-
citet produceret ved biogas og forgasningsgas, mens Euro-
pa-Kommissionen fortsat er ved at behandle muligheden for
forhøjet støtte til elektricitet produceret ved biogas- og for-
gasningsanlæg med en installeret effekt på 6 kW eller der-
under. Muligheden for at vælge forhøjet støtte efter § 43 a,
stk. 7, som med dette forslag foreslås genindsat, vil derfor
først kunne sættes i kraft i det omfang og fra det tidspunkt,
som følger af Europa-Kommissionens godkendelse efter
statsstøttereglerne.
Det bemærkes, at ovennævnte betyder, at § 43 a, stk. 7, i lov
om fremme af vedvarende energi, som indebærer mulighed
for forhøjet støtte til elektricitet produceret ved biogas- og
31
forgasningsanlæg med en installeret effekt på 6 kW eller
derunder, ikke vil kunne sættes i kraft, før end den lovtekni-
ske ændring ved dette lovforslag er vedtaget og stadfæstet,
selv om der måtte foreligge en godkendelse fra Europa-
Kommissionen før dette tidspunkt.
Det bemærkes yderligere, at muligheden for forhøjet støtte
til en række andre små elproduktionsanlæg også er afhængig
af, at § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi,
er sat i kraft. Det skyldes, at der efter § 44, stk. 5, og § 47,
stk. 9, nr. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, som
indsat ved henholdsvis § 1, nr. 2, og nr. 3, i lov nr. 900 af 4.
juli 2013 under visse nærmere angivne betingelser vil skulle
kunne modtages støtte efter § 43 a, stk. 7, i lov om fremme
af vedvarende energi. De berørte bestemmelser, som ikke er
sat i kraft, da Europa-Kommissionen også fortsat behandler
denne støtte, vedrører støtte til elektricitet, som produceres
ved stirlingmotorer og andre særlige elproduktionsanlæg
med biomasse som energikilde med en installeret effekt på 6
kW eller derunder, og støtte til elektricitet fremstillet ved
anvendelse af energikilder eller teknologier af væsentlig be-
tydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet i
anlæg med en installeret effekt på 6 kW eller derunder. Det
er klima-, energi- og bygningsministeren, som bestemmer,
hvilke energikilder eller teknologier, der er af væsentlig be-
tydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet.
Muligheden for forhøjet støtte til disse små anlæg forudsæt-
ter således, at § 43 a, stk. 7, er sat i kraft, uanset om der måt-
te foreligge en godkendelse fra Europa-Kommissionen før
dette tidspunkt.
Til § 7
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 5. juni 2014.
Energieffektivitetsdirektivet skal være gennemført senest
den 5. juni 2014. Udmøntning af de i lovforslaget foreslåede
hjemler til at fastsætte nærmere regler vedrørende gennem-
førelse af direktivets krav skal derfor forberedes inden den
5. juni 2014 således, at disse nærmere regler vil kunne træde
i kraft samtidig med lovforslaget.
Det foreslås i stk. 2, at klima-, energi- og bygningsministe-
ren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af forslagets § 6.
Det foreslås desuden, at klima-, energi-, og bygningsmini-
steren bemyndiges til at fastsætte det tidspunkt, hvor § 6 får
virkning, dog tidligst den 20. november 2012. Dette svarer
til, hvad der er mulighed for efter § 4, stk. 3, i lov nr. 900 af
4. juli 2013 for så vidt angår § 43 a, stk. 7, i lov om fremme
af vedvarende energi. Behovet for denne bemyndigelse skyl-
des, at § 6 indeholder elementer af statsstøtte og bestemmel-
sen derfor først vil blive sat i kraft i det omfang og fra det
tidspunkt, som følger af Europa-Kommissionens godkendel-
se efter statsstøttereglerne.
Den foreslåede § 15, stk. 1, i lov om fremme af besparelser i
energiforbruget, jf. forslagets § 1, nr. 5, pålægger store virk-
somheder at få udført et energisyn på en uafhængig måde af
kvalificerede eksperter samt indsende dokumentation for det
foretagne energisyn. Energisynet skal foretages som mini-
mum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående
energisyn. Den foreslåede overgangsregel i lovforslagets §
7, stk. 3, indebærer, at første energisyn skal være gennem-
ført i perioden fra den 4. december 2012 til og med den 5.
december 2015. Det betyder for eksempel, at hvis en stor
virksomhed fik foretaget et energisyn den 27. juni 2013 skal
det næste energisyn foretages senest den 27. juni 2017.
Den foreslåede overgangsregel i stk. 4 sikrer, at projektfor-
slag, som fremover vil være omfattet af de foreslåede be-
stemmelser i § 4 a i lov om varmeforsyning og § 5 i lov om
fjernkøling, men som er indgivet til myndigheden før lovens
ikrafttræden, kan færdigbehandles efter de gældende regler.
De i stk. 5 og 6 foreslåede overgangsordninger svarer ind-
holdsmæssigt, for så vidt angår § 43 a, stk. 7, i lov om frem-
me af vedvarende energi, til de overgangsregler, der er fast-
sat i § 4, stk. 5 og 6, i lov nr. 900 af 4. juli 2013, jf. L 199
som fremsat den 20. marts 2013. Der henvises i § 4, stk. 5, i
lov nr. 900 af 4. juli 2013, til kriterier fastsat i § 4, stk. 4, nr.
1-3. Da § 4, stk. 4, i lov nr. 900 af 4. juli 2013 ikke i øvrigt
vedrører § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende ener-
gi, foreslås disse kriterier inkorporeret direkte i dette lovfor-
slags § 7, stk. 5. Herved opnås, at bestemmelserne i dette
lovforslags § 7, stk. 5 og 6, får samme materielle indhold
som overgangsordningerne i § 4, stk. 5 og 6, i lov nr. 900 af
4. juli 2013, for så vidt angår § 43 a, stk. 7, i lov om fremme
af vedvarende energi. Der er således tale om en redaktionel
omstrukturering af de i lov nr. 900 af 4. juli 2013 fastsatte
overgangsordninger, så det indhold, der vedrører § 43 a, stk.
7, i lov om fremme af vedvarende energi, bliver samlet i
dette lovforslags § 7, stk. 5 og 6.
32
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende love
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1065 af 12. november 2012, foretages føl-
gende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side
1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj
2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Repu-
blikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141,
side 28.«
Lovens formål og anvendelsesområde 2. I overskriften til kapitel 1 indsættes efter »anvendelsesom-
råde«: »m.v.«
3. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Lovens kapitel 5 finder endvidere anvendelse på ef-
fektivisering og reduktion af energianvendelsen til transport.«
4. Efter § 2 indsættes:
»§ 2 a. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i
henhold til EU-retten inden for lovens kapitel 5.«
5. Efter § 14 indsættes efter kapitel 4:
»Kapitel 5
Obligatoriske energisyn m.v. for store virksomheder
§ 15. Store virksomheder skal minimum hvert fjerde år be-
regnet fra datoen for det foregående energisyn foretage ener-
gisyn på en uafhængig måde af kvalificerede eksperter. Virk-
somheder som nævnt i 1. pkt. skal herudover indsende doku-
mentation til klima-, energi- og bygningsministeren om et
foretaget energisyn.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse for store
virksomheder, der benytter og vedligeholder et energi- eller
miljøledelsessystem, som er certificeret af et uafhængigt or-
gan i overensstemmelse med de relevante europæiske eller
internationale standarder, når der som en del af det pågælden-
de ledelsessystem er foretaget et energisyn som nævnt i stk.
1. Virksomheden skal indsende dokumentation herom til mi-
nisteren.
Stk. 3. Ved store virksomheder forstås virksomheder, som ik-
ke falder ind under kategorierne for mikrovirksomheder, små
og mellemstore virksomheder i henhold til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af
33
mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, dog
som præciseret i regler udstedt i medfør af § 16, stk. 1, nr. 1.
Stk. 4. Virksomheden afholder omkostningerne ved at få fore-
taget et energisyn som nævnt i stk. 1 eller ved at benytte og
vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem
som nævnt i stk. 2.
§ 16. Klima-, energi- og bygningsministeren
fastsætter regler om
1) præcisering af, hvornår en virksomhed er omfattet af defi-
nitionen af store virksomheder,
2) krav til energisyn og energi- og miljøledelsessystemer,
herunder indhold, omfang, udarbejdelse, rapportering, kontrol
og anvendelse af relevante standarder, og om hel eller delvis
undtagelse for elementer af energisyn, der er dækket af anden
lovgivning, og
3) krav til eksperter, der sikrer nødvendige kvalifikationer og
uafhængighed.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om akkrediterings- og
certificeringsordninger vedrørende energisyn og energi- og
miljøledelsessystemer efter § 15, stk. 1 og 2.
§ 17. Klima-, energi- og bygningsministeren fører tilsyn med
overholdelse af § 15 og regler udstedt i medfør af § 16. Mini-
steren kan herunder træffe afgørelse, om en virksomhed er
forpligtet til at foretage energisyn.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan som led i
tilsynet pålægge virksomheden inden for en af ministeren
fastsat frist at få foretaget et energisyn, der opfylder kravene i
§ 15, stk. 1, og i regler udstedt i medfør af § 16, stk. 1, nr. 2
og 3.«
§ 21. Klima-, energi- og bygningsministeren og Energiklage-
nævnet kan pålægge kollektive energiforsyningsvirksomhe-
der, virksomheder, institutioner eller organisationer, som er
nævnt i § 19, at udarbejde og meddele alle sådanne oplysnin-
ger, som er nødvendige for varetagelsen af de opgaver, som
er nævnt i loven, herunder til afgørelse af, om et forhold er
omfattet af loven.
6. I § 21, stk. 1, indsættes efter »energiforsyningsvirksomhe-
der«: », store virksomheder omfattet af kapitel 5 og«.
7. I § 21 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at kommunikati-
on som Energistyrelsen, Energiklagenævnet eller klima-,
energi- og bygningsministeren modtager efter denne lov eller
regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-sy-
stemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lig-
nende.
Stk. 5. En digital meddelelse anses for at være kommet frem,
når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.«
§ 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgiv-
ning, straffes med bøde den, der
1) ...
2) undlader at efterkomme et påbud efter § 6, stk. 2, eller §
18, stk. 2.
8. I § 22, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 6, stk. 2,«: »§ 17, stk.
2,«.
§ 2
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af
14. december 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 577 af 18.
34
juni 2012, § 40 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 og § 9 i
lov nr. 903 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23.
april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvaren-
de energikilder og om ændring og senere ophævelse af direk-
tiv 2001/77/EF, (EU-Tidende 2009 nr. L 140, side 16), og de-
le af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af
11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på
grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre
energimarked og om ændring af direktiv 92/42/EØF, (EU-Ti-
dende 2004 nr. L 052, side 50).
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj
2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Repu-
blikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141,
side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige
ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende, nr. L 153, side 13, og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF
af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse
af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr.
L 140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU
af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af ener-
gi fra vedvarende energikilder på grund af Republikken
Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side
230.«
§ 2. Ved kollektive varmeforsyningsanlæg forstås virksom-
hed, der driver følgende anlæg med det formål at levere ener-
gi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand,
jf. dog stk. 2:
1) Anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare
gasarter end naturgas.
2) Anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp fra
kraft-varme-værker, affaldsforbrændingsanlæg, industrivirk-
somheder, geotermiske anlæg m.v.
3) Fjernvarmeforsyningsanlæg, solvarmeanlæg, affaldsfor-
brændingsanlæg m.v., herunder kraft-varme-anlæg med en el-
effekt op til 25 MW.
4) Blokvarmecentraler, herunder kraft-varme-centraler med
en eleffekt op til 25 MW.
Stk. 2....
Stk. 3....
Stk. 4. Kollektive varmeforsyningsanlæg som nævnt i stk. 1
omfatter ikke virksomhed, der er reguleret i lov om anvendel-
se af Danmarks undergrund eller lov om elforsyning bortset
fra kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW.
2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »herunder«: »varmepum-
per til kombineret produktion af varme og køling og«.
3. I § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 4, ændres »op til 25 MW«
til: »på 25 MW eller derunder«.
4. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. Med henblik på at fremme udnyttelse af overskud-
svarme godkender klima-, energi- og bygningsministeren
projekter for etablering af nye og omfattende renovering af
eksisterende anlæg, der hovedsagelig leverer energi til andre
formål end bygningers opvarmning og forsyning med varmt
vand og har en samlet indfyret termisk effekt på over 20
MW.«
35
5. Klima-, energi- og bygningsministeren kan efter forhand-
ling med de kommunale organisationer fastsætte regler om
planlægningen efter § 3, stk. 1, og behandlingen af sager efter
§ 4.
5. I § 5, stk. 1, ændres »§ 4« til: »§§ 4 og 4 a«, og som 2. pkt.
indsættes: »Ministeren kan samtidig hermed inddrage over-
ordnede samfundsmæssige hensyn.«
§ 15. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om, hvorledes kommunalbestyrelsens beslutninger ef-
ter §§ 4 og 11-14 skal meddeles eller offentliggøres, samt om
at beslutningerne skal tinglyses på de pågældende ejendom-
me.
6. I § 15 udgår »kommunalbestyrelsens«, og efter »§§ 4« ind-
sættes: », 4 a«.
7. Efter § 15 indsættes i kapitel 2:
»§ 15 a. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om betaling til dækning af omkostninger ved behand-
ling af ansøgning om godkendelse efter § 4, stk. 2, og § 4 a
og tilsyn med overholdelse af vilkår i sådanne godkendelser.«
§ 20. …
Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om fordeling af omkostningerne til produktion af elek-
tricitet og varme på biomassebaserede kraft-varme-værker.
Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affalds-
forbrændingsanlæg. I reglerne lægges vægt på at understøtte
en økonomisk og miljømæssig effektivisering af affaldssekto-
ren og at sikre, at varmeforbrugerne alene skal bære de om-
kostninger, der kan henføres til varmeproduktionen. Reglerne
om et prisloft finder ikke anvendelse på anlæg, der efter reg-
ler i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed er
godkendt til nyttiggørelse eller bortskaffelse af farligt affald
som hovedaktivitet, og som er indrettet og drevet med hen-
blik på hovedsagelig at forbrænde farligt affald. Klima-, ener-
gi- og bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler om
fordelingen af omkostningerne til behandling af affald og
produktion af varme på affaldsforbrændingsanlæg.
8. I § 20, stk. 3, ændres »produktion af elektricitet og varme
på biomassebaserede kraft-varme-værker« til: »levering af
ydelser omfattet af stk. 1 og andre ydelser«.
9. § 20, stk. 4, 5. pkt., ophæves.
§ 23 l. …
Stk. 2. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af
stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i
de virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige om-
strukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed
end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes for-
hold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter
den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget
af, at virksomheden eller virksomhederne er omfattet af stk. 1
eller, hvis det er en spaltning, § 2, stk. 1-3, i lov om kommu-
ners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger.
Hvis en spaltning fører til, at en eller flere virksomheder ale-
ne bliver omfattet af § 2, stk. 1-3, i lov om kommuners afstå-
else af vandforsyninger og spildevandsforsyninger, er det
yderligere en betingelse, at der i de udspaltede virksomheder
ikke er anvendt eller medfulgt midler, som stammer fra akti-
viteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om
kommunal fjernkøling eller lov om naturgasforsyning. Kom-
munen afgiver i forbindelse med spaltninger omfattet af 3.
pkt. en erklæring til Energitilsynet i overensstemmelse med
10. I § 23 l, stk. 2, 3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3,
ændres »lov om kommunal fjernkøling« til: »lov om fjernkø-
ling«.
36
regler fastsat i medfør af § 23 n om, at der ikke i de udspalte-
de virksomheder er anvendt eller medfulgt midler i strid med
3. pkt. § 23 m, stk. 6, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendel-
se.
§ 23 m....
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i det
omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om elforsyning, lov om kommunal fjernkøling eller lov
om naturgasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af § 2,
stk. 1 eller 3, i lov om vandsektorens organisering og økono-
miske forhold eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse. Tilsvarende finder bestemmelsen i stk. 1 ikke
anvendelse, i det omfang aktiviteten vedrører udvinding af
geotermisk energi omfattet af lov om anvendelse af Dan-
marks undergrund.
Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes
midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov
om elforsyning, lov om kommunal fjernkøling eller lov om
naturgasforsyning, til aktiviteter omfattet af § 2, stk. 1 eller 3,
i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 4. …
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 og § 3 i lov om kommunal
fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for akti-
viteter omfattet af stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab.
11. I § 23 m, stk. 2, 2. pkt., ændres »udvinding« til: »indvin-
ding«.
12. I § 23 m, stk. 5, ændres »§ 3 i lov om kommunal fjernkø-
ling« til: »§ 3, stk. 1, i lov om fjernkøling«.
§ 34. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgiv-
ning, straffes med bøde den, der
1) etablerer nye kollektive varmeforsyningsanlæg eller udfø-
rer større ændringer i eksisterende anlæg efter § 4 uden tilla-
delse,
2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter loven,
13. § 34, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) etablerer nye kollektive varmeforsyningsanlæg efter § 4
eller nye anlæg efter § 4 a eller udfører større ændringer i ek-
sisterende sådanne anlæg uden godkendelse,«.
14. I § 34, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »tilladelse«: »eller
godkendelse«.
§ 3
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1329 af 25.
november 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 466 af 18. maj
2011, § 2 i lov nr. 576 af 18. juni 2012 og § 8 i lov nr. 903 af
4. juli 2013, foretages følgende ændringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.
november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.
juli 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 55, dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april
2009, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november
2008, EU-Tidende 2008, nr. L 328, side 28, dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. januar
2006, EU-Tidende 2006, nr. L 33, side 22, dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ænd-
ret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013, EU-Ti-
dende 2013, nr. L 141, side 28, dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009, EU-
Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret ved Rådets direk-
tiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L
158, side 193, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/72/EF af 13. juli 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 211, si-
de 55, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
37
2004, EU-Tidende 2004, nr. L 52, side 50 og dele af Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992, nr. L
206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv
2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006, nr. L
363, side 368.
2009/28/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 140,
side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13.
maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 230, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19.
november 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 328, side 28, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. ja-
nuar 2006, EU-Tidende 2006, nr. L 33, side 22, og dele af
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende
1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direk-
tiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L
158, side 193.«
§ 37. …
Stk. 2. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af
stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i
de virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige om-
strukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed
end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes for-
hold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter
den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget
af, at virksomheden eller virksomhederne er omfattet af stk. 1
eller, hvis det er en spaltning, § 2, stk. 1-3, i lov om kommu-
ners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger.
Hvis en spaltning fører til, at en eller flere virksomheder ale-
ne bliver omfattet af § 2, stk. 1-3, i lov om kommuners afstå-
else af vandforsyninger og spildevandsforsyninger, er det
yderligere en betingelse, at der i de udspaltede virksomheder
ikke er anvendt eller medfulgt midler, som stammer fra akti-
viteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning, lov om
kommunal fjernkøling eller lov om naturgasforsyning. Kom-
munen afgiver i forbindelse med spaltninger omfattet af 3.
pkt. en erklæring til Energitilsynet i overensstemmelse med
regler fastsat i medfør af § 37 b om, at der ikke i de udspalte-
de virksomheder er anvendt eller medfulgt midler i strid med
3. pkt. § 37 a, stk. 6, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
2. I § 37, stk. 2, 3. pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3, ændres »lov om
kommunal fjernkøling« til: »lov om fjernkøling«.
§ 37 a. …
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i det
omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om varmeforsyning, lov om kommunal fjernkøling eller
lov om naturgasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af § 2,
stk. 1 eller 3, i lov om vandsektorens organisering og økono-
miske forhold eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse.
Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes
midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov
om varmeforsyning, lov om kommunal fjernkøling eller lov
om naturgasforsyning, til aktiviteter omfattet af § 2, stk. 1 el-
ler 3, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske
forhold eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbe-
skyttelse.
Stk. 4. …
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 og § 3 i lov om kommunal
fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for akti-
viteter omfattet af stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab.
3. I § 37 a, stk. 5, ændres »§ 3 i lov om kommunal fjernkø-
ling« til: »§ 3, stk. 1, i lov om fjernkøling«.
38
§ 4
I lov nr. 465 af 17. juni 2008 om kommunal fjernkøling fore-
tages følgende ændringer:
Lov om kommunal fjernkøling 1. I lovens titel udgår »kommunal«.
2. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj
2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Repu-
blikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141,
side 28.«
3. Overskriften før § 1 affattes således:
»Anvendelsesområde og definition«.
Etablering og drift m.v.
§ 1. Kommuner, der helt eller delvis ejer fjernvarmevirksom-
heder, kan etablere og drive fjernkølingsanlæg med henblik
på at fremme energieffektiv køling af bygninger.
4. § 1 affattes således:
»§ 1. Ved fjernkølingsanlæg forstås fjernkølingsproduktions-
anlæg eller -net, der har til formål at levere køling fra et cen-
tralt anlæg, bortset fra anlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3, i
lov om varmeforsyning.«
5. Efter § 1 indsættes:
»Etablering og drift af kommunale fjernkølingsanlæg m.v.«.
§ 2. Ved kommunalt fjernkølingsanlæg forstås i denne lov hel
eller delvis kommunal virksomhed, der har til formål at leve-
re køling til bygninger, og hvor produktionen af kølet vand
primært sker ved brug af fjernvarme og frikøling.
6. § 2 affattes således:
Ȥ 2. Kommuner, der helt eller delvis ejer fjernvarmevirk-
somheder, kan udøve fjernkølingsvirksomhed med henblik på
at fremme energieffektiv køling og udnytte synergieffekter
med fjernvarme.«
§ 3. Kommuners udøvelse af fjernkølingsvirksomhed skal ske
på kommercielle vilkår i selvstændige selskaber med begræn-
set ansvar, hvori der ikke må udøves andre aktiviteter end
fjernkøling.
7. I § 3 indsættes efter »fjernkølingsvirksomhed«: »efter §
2«, og som stk. 2 indsættes:
»Stk. 2. Hvis en kommune udøver fjernkølingsvirksomhed
som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning, skal
dette ske på kommercielle vilkår.«
§ 4. Kommuner må ikke yde tilskud eller stille lånegaranti for
kommunale fjernkølingsanlæg.
8. I § 4 ændres »kommunale fjernkølingsanlæg« til: »fjernkø-
lingsanlæg omfattet af denne lov eller § 2, stk. 1, nr. 3, i lov
om varmeforsyning«.
9. Overskriften før § 5 affattes således:
»Projektgodkendelse af fjernkølingsanlæg«.
Projektgodkendelse
§ 5. Kommunalbestyrelsen godkender projekter for etablering
af nye kommunale fjernkølingsanlæg eller for udførelsen af
større ændringer i eksisterende anlæg. Kommunalbestyrelsen
kan alene godkende et fjernkølingsprojekt, som fremmer en
energieffektiv køling af bygninger.
10. § 5 affattes således:
Ȥ 5. Klima-, energi- og bygningsministeren godkender pro-
jekter for etablering af nye eller omfattende renovering af ek-
sisterende fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt
på over 20 MW.
39
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen godkender projekter for etable-
ring af nye eller omfattende renovering af eksisterende kom-
munale fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på
20 MW eller derunder. Kommunalbestyrelsen kan alene god-
kende et fjernkølingsprojekt, som fremmer en energieffektiv
køling og udnytter synergieffekter med fjernvarme.«
§ 6. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om be-
handlingen af sager efter § 5.
Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om
forudsætninger, som kommunalbestyrelsen skal lægge til
grund for sin godkendelse af projektforslag til kommunale
fjernkølingsanlæg.
11. § 6 affattes således:
»§ 6. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
regler om behandling af sager efter § 5 og om, at nærmere an-
givne forudsætninger skal lægges til grund for godkendelse af
projekter efter § 5.«
§ 7. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truf-
fet af kommunalbestyrelsen efter § 5 eller efter regler udstedt
i henhold til § 6.
12. I § 7, stk. 1, ændres »af kommunalbestyrelsen efter § 5 el-
ler efter regler udstedt i henhold til § 6« til: »efter denne lov
eller regler udstedt i medfør af loven«.
§ 5
I lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 636 af 19. juni 2012, som ændret ved lov nr.
1346 af 3. december 2013, foretages følgende ændring:
1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L
255, side 22, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, EU-Ti-
dende 2008, nr. L 311, side 1, dele af Rådets direktiv
2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanven-
delserne og om energitjenester samt om ophævelse af Rådets
direktiv 93/76/EØF, EU-Tidende 2006 nr. L 114, side 64, de-
le af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af
23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedva-
rende energikilder, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU
af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (om-
arbejdning), EU-Tidende 2010, nr. L 153, side 13.
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifi-
kationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som senest
ændret ved Rådets direktiv 2013/25/EU af 13. maj 2013 om
tilpasning af visse direktiver vedrørende etableringsret og fri
udveksling af tjenesteydelser på grund af Republikken Kroa-
tiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 368, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23.
april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvaren-
de energikilder og om ændring og senere ophævelse af direk-
tiv 2001/77/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, som
ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13. maj 2013 om
tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedva-
rende energikilder på grund af Republikken Kroatiens tiltræ-
delse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 230, dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010
om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-
Tidende 2010, nr. L 153, side 13, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012
om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF
og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og
2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret
ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpas-
ning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU
om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens
tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28.«
§ 6
I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1330 af 25. november 2013, som ændret ved § 1 i lov nr.
576 af 18. juni 2012, § 1 i lov nr. 1390 af 23. december 2012,
40
§ 1 i lov nr. 641 af 12. juni 2013 og § 1 i lov nr. 900 af 14.
juli 2013, foretages følgende ændring:
§ 43 a. …
Stk. 7. Det er en betingelse for tildeling af pristillægget, at an-
søgeren opfylder de krav om adgangen til og dokumentation
for at modtage tilskud, som fremgår af regler udstedt efter §
50, stk. 5, og § 50 a.
1. I § 43 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Ejere af elproduktionsanlæg med en installeret effekt
på 6 kW eller derunder, som er nettilsluttet den 20. november
2012 eller senere, og som alene anvender gasser omfattet af
stk. 1, kan i stedet for at modtage pristillæg efter stk. 2 vælge
at modtage pristillæg, som fastsættes således, at dette og den
efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør
130 øre pr. kWh. For elektricitet fremstillet på anlæg nettil-
sluttet den 1. januar 2014 eller senere fastsættes pristillægget,
som kan vælges, på samme måde, dog således, at det fastsatte
pristillæg nedsættes årligt med 14 øre pr. kWh fra og med
den 1. januar 2014 og til og med den 1. januar 2018. Pristil-
lægget ydes i 10 år fra nettilslutningstidspunktet med det på
nettilslutningstidspunktet gældende pristillæg efter 1. eller 2.
pkt. Anmodning om valg af pristillæg skal indgives inden
nettilslutning af anlægget.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 5. juni 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter tids-
punktet for ikrafttræden af § 6. Ministeren kan herunder fast-
sætte det tidspunkt, hvor § 6 får virkning, dog tidligst den 20.
november 2012.
Stk. 3. Store virksomheder skal i medfør af § 15, stk. 1, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, foretage første energisyn i
perioden fra den 4. december 2012 til og med den 5. decem-
ber 2015.
Stk. 4. § 4 a i lov om varmeforsyning som affattet ved denne
lovs § 2, nr. 4, og § 5 i lov om fjernkøling som affattet ved
denne lovs § 4, nr. 10, finder ikke anvendelse på ansøgninger
om projektgodkendelse indgivet før lovens ikrafttræden. For
sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anven-
delse.
Stk. 5. Ejere af elproduktionsanlæg kan ikke vælge pristillæg
efter § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi
som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1, selv om elproduktions-
anlægget er nettilsluttet den 20. november 2012 eller senere,
hvis
1) ejeren har indgået bindende aftale om køb af elprodukti-
onsanlægget senest den 19. november 2012,
2) netvirksomheden senest den 20. december 2012 har mod-
taget anmeldelse af anlægget med henblik på registrering i et
register oprettet efter § 85 a, stk. 2, nr. 2, i lov om elforsyning
og
3) anlægget er nettilsluttet senest den 31. december 2013.
Stk. 6. Ejere af elproduktionsanlæg, som er nettilsluttet den
20. november 2012 eller senere, men inden ikrafttrædelsen af
§ 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi som af-
fattet ved denne lovs § 6, nr. 1, skal anmode om at modtage
det i bestemmelsen fastsatte pristillæg senest 30 dage efter
den nævnte bestemmelses ikrafttræden.
41
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2012/27/EU
af 25. oktober 2012
om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af di-
rektiv 2004/8/EF og 2006/32/EF
(EØS-relevant tekst)
EU-Tidende nr. L 315 af 14/11/2012 s. 0001 - 0056
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 194, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [1],
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [2],
efter den almindelige lovgivningsprocedure [3], og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den Europæiske Union står over for hidtil usete udfordringer som følge af øget afhængighed af im-
porteret energi og knappe energiressourcer samt behovet for at begrænse klimaændringerne og overvinde
den økonomiske krise. Energieffektivitet er en virkningsfuld måde at håndtere disse udfordringer på. Den
forbedrer Unionens forsyningssikkerhed ved at reducere primærenergiforbruget og reducere energiimpor-
ten. Den bidrager til en omkostningseffektiv reduktion af drivhusgasemissioner og dermed til at mindske
klimaændringerne. Et skift til en mere energieffektiv økonomi bør også kunne fremskynde udbredelsen af
innovative teknologiske løsninger og forbedre industriens konkurrenceevne i Unionen, hvilket vil fremme
økonomisk vækst og skabe job af høj kvalitet i flere sektorer med tilknytning til energieffektivitet.
(2) Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 8.- 9. marts 2007 understregede nødvendigheden
af at øge energieffektiviteten i Unionen for at nå målsætningen om at reducere Unionens primærenergi-
forbrug med 20 % senest i 2020 i forhold til prognoserne. Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde
den 4. februar 2011 understregede, at energieffektivitetsmålet på 20 % for 2020 som vedtaget af Det
Europæiske Råd i juni 2010, der i øjeblikket ikke er på rette spor, skal opfyldes. Prognoser udarbejdet i
2007 viste et primærenergiforbrug i 2020 på 1842 Mtoe. En reduktion på 20 % giver 1474 Mtoe i 2020,
dvs. en reduktion på 368 Mtoe i forhold til prognoserne.
(3) Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 17. juni 2010 bekræftede, at energieffektivitets-
målet er et af de primære mål i Unionens nye strategi for beskæftigelse og intelligent, bæredygtig og in-
klusiv vækst ("Europa 2020-strategien"). Denne proces og gennemførelsen af dette mål på nationalt plan
kræver, at medlemsstaterne fastsætter nationale mål i tæt dialog med Kommissionen og angiver i deres
nationale reformprogrammer, hvordan de agter at nå disse mål.
42
(4) Kommissionens meddelelse af 10. november 2010 om energi 2020 angiver energieffektivitet som en
hjørnesten i Unionens energistrategi for 2020 og understreger behovet for en ny energieffektivitetsstrate-
gi, der gør det muligt for alle medlemsstaterne at afkoble energiforbruget fra den økonomiske vækst.
(5) Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 15. december 2010 om handlingsplanen om ener-
gieffektivitet Kommissionen til i sin reviderede handlingsplan for energieffektivitet at inkludere tiltag til
at sikre opnåelsen af Unionens overordnede energieffektivitetsmål i 2020.
(6) Et af initiativerne i Europa 2020-strategien er flagskibsinitiativet vedrørende "Et ressourceeffektivt
Europa", som Kommissionen vedtog den 26. januar 2011. Deri peges der på energieffektivitet som et vig-
tigt element i at sikre bæredygtig anvendelse af energiressourcerne.
(7) Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 4. februar 2011 erkendte, at Unionens mål for
energieffektivitet ikke er på rette spor, og at en målrettet indsats er påkrævet for at udnytte det betydelige
potentiale for større energibesparelser i bygninger, transport, produkter og processer. Af disse konklusio-
ner fremgår det desuden, at gennemførelsen af Unionens energieffektivitetsmål vil blive evalueret i 2013,
og at der om nødvendigt vil blive overvejet yderligere foranstaltninger.
(8) Den 8. marts 2011 vedtog Kommissionen sin meddelelse om en energieffektivitetsplan 2011. Medde-
lelsen bekræftede, at Unionen ikke er på rette spor for at opnå sit mål for energieffektivitet. Det er til trods
for fremskridtene i de nationale energieffektivitetspolitikker, der er skitseret i de første nationale energief-
fektivitetshandlingsplaner, som medlemsstaterne har forelagt for at opfylde kravene i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om ener-
gitjenester [4]. En første gennemgang af det andet sæt af handlingsplaner bekræfter, at Unionen ikke er på
rette spor. For at afhjælpe dette er der i energieffektivitetsplanen 2011 præciseret en række energieffekti-
vitetspolitikker og -foranstaltninger, som dækker hele energikæden, herunder energiproduktion, -trans-
mission og -distribution; den offentlige sektors ledende rolle inden for energieffektivitet; bygninger og
apparater; industri; og behovet for at give slutkunderne mulighed for selv at styre deres energiforbrug.
Energieffektivitet i transportsektoren blev behandlet parallelt i hvidbogen om transport, der blev vedtaget
den 28. marts 2011. Især initiativ nr. 26 i hvidbogen kræver passende standarder for CO2-emissioner fra
køretøjer inden for alle transportformer, om nødvendigt suppleret med krav om energieffektivitet for at
løse problemer med alle typer af fremdrivningssystemer.
(9) Den 8. marts 2011 vedtog Kommissionen ligeledes køreplanen for omstilling til en konkurrencedygtig
lavemissionsøkonomi i 2050, der ud fra dette perspektiv afdækkede behovet for mere fokus på energief-
fektivitet.
(10) På den baggrund er det nødvendigt at opdatere Unionens retlige ramme for energieffektivitet med et
direktiv, der forfølger den overordnede målsætning for energieffektivitet om at reducere Unionens primæ-
renergiforbrug med 20 % senest i 2020 og foretage yderligere forbedringer af energieffektiviteten efter
2020. Til dette formål bør der i dette direktiv fastlægges en fælles ramme til fremme af energieffektivite-
ten inden for Unionen og træffes særlige foranstaltninger til at gennemføre nogle af de forslag, der indgår
i energieffektivitetsplanen 2011, og opnå de betydelige urealiserede potentialer for energibesparelser den
identificerer.
(11) Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes
indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser
til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 [5] kræver, at Kommissionen senest i 2012 vurderer
og aflægger rapport om de fremskridt, Unionen og dens medlemsstater har gjort hen imod målet om at
reducere energiforbruget med 20 % senest i 2020 i forhold til fremskrivningen. Det fastslås også, at Kom-
missionen for at hjælpe medlemsstaterne med at opfylde Unionens forpligtelser til at reducere drivhusga-
43
semissionerne senest den 31. december 2012 bør forelægge forslag til mere gennemgribende eller nye for-
anstaltninger til at fremskynde forbedringer af energieffektiviteten. Dette direktiv er et resultat af dette
krav. Det bidrager også til, at målene i køreplanen for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissions-
økonomi i 2050 opfyldes, navnlig. ved at reducere drivhusgasemissionerne fra energisektoren, og til at
opnå elproduktion med nuludledning senest i 2050.
(12) Der skal anvendes en integreret tilgang for at udnytte alt eksisterende potentiale for energibesparel-
ser, herunder besparelser i energiforsyningen og slutanvendelsessektorerne. Samtidig bør bestemmelserne
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmepro-
duktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked [6] og direktiv
2006/32/EF styrkes.
(13) Det ville være at foretrække, hvis energieffektivitetsmålet på 20 % kunne opnås som et resultat af
den samlede gennemførelse af specifikke nationale og europæiske foranstaltninger til fremme af energief-
fektiviteten inden for forskellige områder. Medlemsstaterne bør derfor være forpligtet til at opstille vejle-
dende nationale mål, ordninger og programmer for energieffektivitet. Kommissionen bør vurdere disse
mål og den individuelle indsats i hver enkelt medlemsstat og sammenholde dem med data om fremskridt
for dermed at vurdere sandsynligheden for, at Unionens overordnede mål opnås, og i hvilket omfang den
individuelle indsats er tilstrækkelig til at opfylde det fælles mål. Kommissionen bør derfor nøje overvåge
gennemførelsen af de nationale energieffektivitetsprogrammer på baggrund af de reviderede lovgivnings-
mæssige rammer og Europa 2020-processen. I forbindelse med fastsættelse af de vejledende nationale
mål for energieffektivitet bør medlemsstaterne kunne tage højde for nationale forhold, der påvirker pri-
mærenergiforbruget, som f.eks. resterende potentiale for omkostningseffektive energibesparelser, ændrin-
ger i import og eksport af energi, udviklingen inden for alle former for vedvarende energikilder, atom-
energi, CO2-opsamling og -lagring og tidlige foranstaltninger. I forbindelse med modelberegningerne bør
Kommissionen høre medlemsstaterne rettidigt og på en gennemsigtig måde med hensyn til modelantagel-
ser og udkast til modelresultater. Der er behov for en bedre modelberegning af energieffektivitetsforan-
staltninger, af beholdningen af teknologier og af deres ydeevne.
(14) Det konstateres i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme
af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder [7], at Cypern og Malta på grund af deres insulære
og perifere karakter er afhængige af luftfart som en transportform, der er af afgørende betydning for deres
borgere og deres økonomi. Cypern og Malta har som følge heraf en uforholdsmæssig stor andel af luftfart
i deres udvidede endelige energiforbrug, dvs. mere end tre gange fællesskabsgennemsnittet i 2005, og be-
røres derfor uforholdsmæssigt meget af de nuværende teknologiske og lovgivningsmæssige begrænsnin-
ger.
(15) De samlede offentlige udgifter svarer til 19 % af Unionens bruttonationalprodukt. Af samme grund
udgør den offentlige sektor en vigtig drivkraft, der kan stimulere markedet i retning af mere effektive pro-
dukter, bygninger og tjenesteydelser og udløse adfærdsmæssige ændringer hos borgerne og virksomhe-
derne med hensyn til energiforbrug. Desuden kan faldende energiforbrug som følge af foranstaltninger til
forbedring af energieffektiviteten frigøre offentlige ressourcer til andre formål. Offentlige organer på nati-
onalt, regionalt og lokalt plan bør danne eksempel med hensyn til energieffektivitet.
(16) I betragtning af, at det i Rådets konklusioner af 10. juni 2011 om energieffektivitetsplanen 2011 blev
understreget, at bygninger tegner sig for 40 % af Unionens endelige energiforbrug og med det formål at
udnytte vækst- og beskæftigelsesmulighederne inden for håndværks- og byggesektorerne og inden for
fremstillingen af byggevarer såvel som inden for erhverv som arkitektur, konsulentvirksomhed og ingeni-
ørarbejde, bør medlemsstaterne opstille en langsigtet strategi for tiden efter 2020 for tilvejebringelse af
investeringer i renovering af beboelsesejendomme og erhvervsejendomme med henblik på at forbedre
44
bygningsmassens energimæssige ydeevne. Denne strategi bør tage sigte på omkostningseffektive gen-
nemgribende renoveringer, dvs. renoveringer, som reducerer både det leverede og det endelige energifor-
brug i en bygning med en væsentlig procentdel i forhold til niveauet før renoveringen, resulterende i en
meget høj energimæssig ydeevne. Sådanne gennemgribende renoveringer kan også udføres i etaper.
(17) Renoveringsprocenten for bygninger skal øges, da den eksisterende bygningsmasse udgør den største
enkeltstående potentielle sektor for energibesparelser. Endvidere er bygninger afgørende for at nå Uni-
onens mål om at reducere drivhusgasemissionerne med 80-95 % i forhold til 1990 senest i 2050. Bygnin-
ger, der ejes af offentlige organer, udgør en betydelig del af bygningsmassen og er meget synlige i det
offentlige liv. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte, at en bestemt andel af bygninger, der ejes og
benyttes af statsforvaltningen på en medlemsstats område, hvert år renoveres til en højere energimæssig
ydeevne. Denne renoveringsprocent bør ikke indskrænke forpligtelserne med hensyn til næsten energi-
neutrale bygninger som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om
bygningers energimæssige ydeevne [8]. Forpligtelsen i nærværende direktiv til at renovere statslige byg-
ninger supplerer nævnte direktiv, der kræver, at medlemsstaterne, når eksisterende bygninger gennemgår
større renoveringsarbejder, sikrer, at bygningernes energimæssige ydeevne opgraderes med henblik på at
opfylde mindstekravene til energimæssig ydeevne. Medlemsstaterne bør kunne træffe alternative omkost-
ningseffektive foranstaltninger for at opnå en tilsvarende forbedring af den energimæssige ydeevne for
statslige bygninger. Forpligtelsen til at renovere etageareal af statslige bygninger bør gælde for admini-
strative afdelinger, hvis kompetence dækker hele området i en medlemsstat. Når der i en given medlems-
stat og for en given kompetence ikke findes en sådan administrativ afdeling, hvis kompetence omfatter
hele området, bør forpligtelsen gælde de administrative afdelinger, hvis kompetencer tilsammen omfatter
hele området.
(18) En række kommuner og andre offentlige organer i medlemsstaterne har allerede indført integrerede
strategier for energibesparelser og energiforsyning, for eksempel via handlingsplaner for bæredygtig ener-
gi, såsom dem, der er udviklet under borgmesteraftalen, samt integrerede byplanlægningstilgange, der
dækker bredere end de enkelte indgreb i bygninger og transportformer. Medlemsstaterne bør tilskynde
kommuner og andre offentlige organer til at vedtage integrerede og bæredygtige energieffektivitetsplaner
med klare mål, inddrage borgerne i udarbejdelsen og gennemførelsen af planerne og informere dem til-
strækkeligt om planernes indhold og fremskridt med opfyldelsen af målene. Sådanne planer kan give be-
tydelige energibesparelser, især hvis de gennemføres ved hjælp af energiledelsessystemer, der giver de
pågældende offentlige organer mulighed for bedre at forvalte deres energiforbrug. Udveksling af erfarin-
ger mellem byer og andre offentlige organer bør opmuntres med hensyn til de mere innovative erfaringer.
(19) Med hensyn til køb af visse produkter og tjenester samt køb og leje af bygninger bør en statsforvalt-
ning, der indgår kontrakter vedrørende offentlige arbejder, forsyningsvirksomhed eller tjenesteydelser, vi-
se det gode eksempel og træffe energieffektive købsbeslutninger. Dette bør gælde for administrative afde-
linger, hvis kompetence dækker hele området i en medlemsstat. Når der i en given medlemsstat og for en
given kompetence ikke findes en sådan administrativ afdeling, hvis kompetence omfatter hele området,
bør forpligtelsen gælde de administrative afdelinger, hvis kompetencer tilsammen omfatter hele området.
Bestemmelserne i Unionens direktiver om offentlige indkøb bør dog ikke påvirkes heraf. I forbindelse
med andre produkter end dem, der er omfattet af energieffektivitetskravene for indkøb i dette direktiv, bør
medlemsstaterne tilskynde offentlige organer til at tage energieffektiviteten i betragtning ved indkøb.
(20) En vurdering af muligheden for at oprette en "hvid attest"-ordning på EU-plan har vist, at et sådant
system i den nuværende situation ville medføre for meget store administrative omkostninger, og at der er
risiko for, at energibesparelserne ville blive koncentreret i nogle enkelte medlemsstater og ikke finde sted
over hele Unionen. Målet for en sådan ordning på EU-plan kunne i hvert fald på nuværende tidspunkt
bedre opnås ved hjælp af nationale ordninger for energispareforpligtelser for energiselskaber eller andre
45
alternative politiktiltag, der fører til energibesparelser af samme størrelse. Ambitionsniveauet for sådanne
ordninger bør fastsættes i form af en fælles ramme på EU-niveau, men medlemsstaterne bør samtidig
overlades en betydelig fleksibilitet med mulighed for at tage fuldt hensyn til, hvordan det nationale mar-
ked er organiseret, og til de specifikke forhold i energisektoren og slutkundernes vaner. Den fælles ramme
bør give energiselskaberne mulighed for at tilbyde energitjenester til alle slutkunder og ikke kun til dem,
de sælger energi til. Dette øger konkurrencen på energimarkedet, da energiselskaberne kan differentiere
deres produkt ved at levere supplerende energitjenester. Den fælles ramme bør give medlemsstaterne mu-
lighed for at stille krav i deres nationale ordning, der forfølger et socialt sigte, navnlig for at sikre, at sår-
bare kunder får adgang til fordelene ved højere energieffektivitet. Medlemsstaterne bør på grundlag af ob-
jektive og ikkediskriminerende kriterier fastsætte, hvilke energidistributører eller energileverandører i de-
tailleddet der bør være forpligtet til at nå de energisparemål for slutanvendelsen, der er fastlagt i dette
direktiv.
Medlemsstaterne bør navnlig kunne undlade at pålægge små energidistributører, små energileverandører i
detailleddet og små energisektorer denne forpligtelse for at undgå en uforholdsmæssige administrative
byrder. Kommissionens meddelelse af 25. juni 2008 opstiller principper, som medlemsstater, der afstår
fra at anvende denne mulighed, bør tage hensyn til. For at støtte nationale initiativer til forbedring af ener-
gieffektiviteten kunne de forpligtede parter under nationale ordninger for energispareforpligtelser opfylde
deres forpligtelser ved at yde et årligt bidrag til en national energisparefond, der svarer til de investerin-
ger, der kræves i henhold til ordningen.
(21) I betragtning af det overordnede krav om genoprettelse af de offentlige finansers holdbarhed og fi-
nanspolitisk konsolidering bør der i forbindelse med gennemførelsen af bestemte foranstaltninger, der fal-
der ind under dette direktivs anvendelsesområde, på medlemsstatsniveau tages behørigt hensyn til om-
kostningseffektiviteten ved gennemførelsen af energieffektivitetsforanstaltninger på grundlag af et pas-
sende omfang af analyse og evaluering.
(22) Kravet om at opnå besparelser i det årlige energisalg til slutkunder i forhold til, hvad energisalget
ville have været, udgør ikke et loft over salget eller energiforbruget. Medlemsstaterne bør kunne udelukke
hele eller en del af energisalget målt i mængder, der anvendes i de industrielle aktiviteter, som er opført i
bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for han-
del med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet [9], ved beregningen af energisalget til slutkun-
der, da det anerkendes, at visse sektorer eller delsektorer inden for disse aktiviteter kan være udsat for en
betydelig risiko for carbon leakage. Medlemsstaterne bør være opmærksomme på omkostningerne ved
ordningerne, således at de kan vurdere omkostningerne ved foranstaltningerne præcist.
(23) Med forbehold af kravene i artikel 7 og med henblik på at begrænse den administrative byrde kan
hver medlemsstat gruppere alle individuelle politiktiltag til gennemførelse af artikel 7 i et samlet nationalt
energieffektivitetsprogram.
(24) For at udnytte potentialet for energibesparelser i visse markedssegmenter, hvor der normalt ikke til-
bydes energisyn på forretningsmæssigt grundlag (eksempelvis i små og mellemstore virksomheder
(SMV'er)), bør medlemsstaterne udvikle programmer for at opfordre SMV'erne til at få foretaget energi-
syn. Energisyn bør være obligatoriske og regelmæssige for større virksomheder, da der kan være tale om
betydelige energibesparelser. Energisyn bør tage hensyn til relevante europæiske eller internationale stan-
darder såsom EN ISO 50001 (energiledelsessystemer) eller pr EN 16247-1 (energisyn) eller, hvis de om-
fatter et energisyn, EN ISO 14000 (miljøledelsessystemer) og dermed også være i overensstemmelse med
bestemmelserne i bilag VI til dette direktiv, da sådanne bestemmelser ikke rækker videre end kravene i
disse relevante standarder. I øjeblikket er der ved at blive udarbejdet en specifik europæisk standard for
energisyn.
46
(25) Når energisyn udføres af egne eksperter, kræves det for at opnå den nødvendige uafhængighed, at
disse eksperter ikke er direkte engageret i den aktivitet, der underkastes energisyn.
(26) I forbindelse med udarbejdelsen af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten bør der tages
hensyn til de effektivitetsgevinster og -besparelser, der opnås ved at udbrede anvendelsen af omkost-
ningseffektive teknologiske nyskabelser som f.eks. intelligente målere. Hvis der er installeret intelligente
målere, bør virksomhederne ikke anvende disse til uberettiget tilbagefakturering.
(27) For så vidt angår elektricitet og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet [10] skal mindst 80 % af
forbrugerne udstyres med intelligente målersystemer senest i 2020, hvis indførelsen af intelligente målere
vurderes at være positiv. For så vidt angår gas og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas [11] bør med-
lemsstaterne eller en kompetent myndighed, som de udpeger, forberede en tidsplan for gennemførelsen af
intelligente målersystemer, hvis indførelsen af intelligente målersystemer vurderes at være positiv.
(28) Anvendelsen af individuelle målere eller varmefordelingsmålere til måling af individuelt varmefor-
brug i ejendomme med flere lejligheder, der har fjernvarme eller fælles centralvarme, er gavnlig, når slut-
kunderne har mulighed for at kontrollere deres eget individuelle forbrug. Det giver derfor kun mening at
anvende dem i bygninger, hvor radiatorerne er udstyret med termostatregulerede radiatorventiler.
(29) I nogle ejendomme med flere lejligheder, der har fjernvarme eller fælles centralvarme, vil det være
teknisk kompliceret og bekosteligt at anvende præcise individuelle varmemålere, da det varme vand, der
anvendes til opvarmning, løber ind og ud af lejlighederne flere forskellige steder. Individuel måling af
varmeforbrug i ejendomme med flere lejligheder kan dog antages at være teknisk mulig, når installationen
af individuelle målere ikke kræver ændring af de eksisterende vandrør til varmtvandsforsyning i bygnin-
gen. I sådanne bygninger kan måling af det individuelle varmeforbrug udføres ved hjælp af individuelle
varmefordelingsmålere, der er installeret på hver enkelt radiator.
(30) Ifølge direktiv 2006/32/EF skal medlemsstaterne sørge for, at slutkunder udstyres med individuelle
målere til en konkurrencedygtig pris, som nøjagtigt afspejler deres faktiske energiforbrug og angiver det
faktiske forbrugstidspunkt. I de fleste tilfælde er dette krav underlagt betingelser om, at det skal være tek-
nisk muligt, økonomisk fornuftigt og stå i et rimeligt forhold til den potentielle energibesparelse. Når der
oprettes en forbindelse i en ny bygning, eller der foretages større renoveringsarbejder som defineret i di-
rektiv 2010/31/EU, bør der dog altid stilles sådanne individuelle målere til rådighed. Ifølge direktiv
2006/32/EF kræves også, at klar fakturering på grundlag af det faktiske forbrug bør fremsendes hyppigt
nok til, at forbrugerne kan regulere deres eget energiforbrug.
(31) Ifølge direktiv 2009/72/EF og 2009/73/EF skal medlemsstaterne sikre gennemførelse af intelligente
målersystemer, som skal bidrage til forbrugernes aktive deltagelse på markederne for elektricitets- og gas-
forsyning. Hvad angår elektricitet gælder det, at hvis indførelsen af intelligente målere anses for at være
omkostningseffektiv, skal mindst 80 % af forbrugerne udstyres med intelligente målersystemer senest i
2020. Hvad angår naturgas er der ikke fastsat nogen frist, men det kræves, at der udarbejdes en tidsplan.
Det hedder også i nævnte direktiver, at slutkunderne skal have fyldestgørende oplysninger om det faktiske
elektricitets- eller gasforbrug og priser tilstrækkeligt hyppigt til, at de kan regulere deres eget forbrug.
(32) Målings- og faktureringsbestemmelserne i direktiv 2006/32/EF, 2009/72/EF og 2009/73/EF har haft
begrænsede energisparevirkninger. I mange dele af Unionen har disse bestemmelser ikke ført til, at kun-
derne modtager ajourførte oplysninger om deres energiforbrug, og at fakturering baseres på det faktiske
forbrug med en hyppighed, som ifølge undersøgelser er nødvendig for, at kunderne kan regulere deres
47
energiforbrug. Hvad angår rumopvarmning og varmt vand i ejendomme med flere lejligheder har den
manglende klarhed af disse bestemmelser også ført til talrige klager fra borgerne.
(33) For at styrke slutkundernes stilling, når det gælder adgang til oplysninger om målingen og fakturerin-
gen af deres eget energiforbrug, og i betragtning af de muligheder, der er forbundet med gennemførelsen
af intelligente målersystemer og indførelsen af intelligente målere i medlemsstaterne, er det derfor vigtigt,
at EU-rettens krav på dette område gøres klarere. Dette bør hjælpe med til at reducere udgifterne til gen-
nemførelse af intelligente målersystemer, der er udstyret med funktioner, som øger energibesparelserne
og støtter udviklingen af markederne for energitjenester og efterspørgselsstyringen. Gennemførelsen af
intelligente målersystemer giver mulighed for hyppig fakturering baseret på faktisk forbrug. Der er imid-
lertid også behov for at tydeliggøre kravene om adgang til oplysninger og fair og nøjagtig fakturering ba-
seret på faktisk forbrug i de tilfælde, hvor der ikke er intelligente målere til rådighed senest i 2020, bl.a. i
forbindelse med måling og fakturering af det individuelle forbrug af varme, køling og varmt vand i ejen-
domme med flere enheder ved hjælp af fjernvarme eller fjernkøling eller eget fælles varmesystem, der er
installeret i sådanne ejendomme.
(34) Når medlemsstaterne tilrettelægger foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, bør de tage
behørigt hensyn til nødvendigheden af at sikre, at det indre marked fungerer korrekt, og at gældende EU-
ret gennemføres på en sammenhængende måde i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde.
(35) I højeffektiv kraftvarmeproduktion og fjernvarme og fjernkøling ligger der et betydeligt potentiale
for besparelse af primærenergi, som er stort set uudnyttet i Unionen. Medlemsstaterne bør foretage en
omfattende vurdering af potentialet for højeffektiv kraftvarmeproduktion og fjernvarme og fjernkøling.
Disse vurderinger bør opdateres på anmodning fra Kommissionen for at give investorerne kendskab til de
nationale udviklingsplaner og bidrage til et stabilt og understøttende investeringsmiljø. Nye elprodukti-
onsanlæg og eksisterende anlæg, der undergår omfattende renovering, eller hvis tilladelse eller licens bli-
ver opdateret, bør, med forbehold af en cost-benefit-analyse, der viser et cost-benefit-overskud, udstyres
med højeffektive kraftvarmeenheder, hvor spildvarmen fra elproduktion kan genvindes. Denne spildvar-
me kan derefter overføres til steder, hvor der er et behov, gennem fjernvarmenet. De situationer, der udlø-
ser et krav om, at godkendelseskriterier skal anvendes, vil generelt være situationer, der også udløser krav
om godkendelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010
om industrielle emissioner [12] og om bevilling i henhold til direktiv 2009/72/EF.
(36) Det kan være hensigtsmæssigt at placere atomkraftanlæg eller elproduktionsanlæg, der er beregnet til
at anvende geologisk lagring, der er tilladt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid [13], på steder, hvor genvinding af spild-
varmen gennem højeffektiv kraftvarmeproduktion eller ved fjernvarme- eller fjernkølenet ikke er omkost-
ningseffektiv. Medlemsstaterne bør derfor kunne undtage disse anlæg fra kravet om at gennemføre en
cost-benefit-analyse for at udstyre anlægget med udstyr, der giver mulighed for at genvinde spildvarmen
ved hjælp af en højeffektiv kraftvarmeenhed. Det bør også være muligt at undtage spidsbelastnings- og
backupanlæg til elproduktion, der planlægges at være i drift mindre end 1500 driftstimer om året som rul-
lende gennemsnit over en femårsperiode, fra kravet om også at producere varme.
(37) Medlemsstaterne bør tilskynde til indførelse af foranstaltninger og procedurer til fremme af kraftvar-
meanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mindre end 20 MW med det formål at tilskyn-
de til decentral energiproduktion.
(38) Højeffektiv kraftvarmeproduktion bør defineres ved de energibesparelser, som kan opnås ved kombi-
neret produktion sammenholdt med separat produktion af varme og elektricitet. Definitionerne af kraft-
48
varmeproduktion og højeffektiv kraftvarmeproduktion i EU-lovgivningen bør ikke berøre anvendelsen i
national lovgivning af andre definitioner til andre end de af den pågældende EU-lovgivning omfattede
formål. Med henblik på at optimere energibesparelserne og undgå, at besparelsesmuligheder fortabes, bør
der lægges størst mulig vægt på, hvordan kraftvarmeenhederne drives.
(39) For at øge gennemskueligheden for slutkunderne, så de kan vælge mellem el fra kraftvarmeprodukti-
on og el produceret på anden måde, bør der udstedes oprindelsesgaranti for højeffektiv kraftvarmeproduk-
tion på grundlag af harmoniserede referenceværdier for virkningsgraden. Oprindelsesgarantiordninger in-
debærer ikke i sig selv ret til at blive omfattet af de nationale støtteordninger. Det er vigtigt, at alle former
for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion kan omfattes af en oprindelsesgaranti. Der bør klart
sondres mellem oprindelsesgarantier og salgbare certifikater.
(40) Ikke mindst ved revisionen af de administrative procedurer for meddelelse af bevillinger til opførelse
af kraftvarmeværker eller anlæg af dertil knyttede net bør der under anvendelse af "tænk småt først"-prin-
cippet tages hensyn til den særlige struktur i kraftvarmesektoren og fjernvarme- og fjernkølesektoren,
som i vidt omfang består af små og mellemstore producenter.
(41) De fleste EU-virksomheder er SMV'er. De udgør et enormt energibesparelsespotentiale for Unionen.
For at hjælpe dem med at træffe energieffektivitetsforanstaltninger bør medlemsstaterne fastlægge gunsti-
ge rammer, der skal give SMV'er teknisk bistand og målrettet information.
(42) Direktiv 2010/75/EU inddrager energieffektivitet som et af kriterierne for fastsættelse af bedste til-
gængelige teknik, der skal fungere som reference for bestemmelse af vilkår for tilladelser til anlæg, der er
omfattet af direktivet, dvs. fyringsanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på 50 MW og der-
over. Direktivet giver imidlertid medlemsstaterne mulighed for ikke at fastsætte energieffektivitetskrav
for forbrændingsanlæg eller andre enheder, som udsender kuldioxid på anlægsområdet, for så vidt angår
de aktiviteter, der er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Medlemsstaterne kunne medtage oplysninger
om energieffektivitet i deres indberetning i henhold til direktiv 2010/75/EU.
(43) Medlemsstaterne bør på grundlag af objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier fast-
sætte bestemmelser vedrørende afholdelse og deling af omkostningerne ved nettilslutninger og netfor-
stærkninger samt til tekniske tilpasninger, der er nødvendige for at integrere nye producenter af elektrici-
tet produceret ved højeffektiv kraftvarmeproduktion, under hensyntagen til retningslinjer og regler udar-
bejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli
2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling [14]
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for ad-
gang til naturgastransmissionsnet [15]. Producenter af elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion
bør kunne give tilslutningsarbejdet i udbud. Adgangen til forsyningsnettet for elektricitet, der produceres
ved højeffektiv kraftvarmeproduktion, bør gøres lettere, navnlig for små kraftvarmeenheder og mikro-
kraftvarmeenheder. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i direktiv 2009/72/EF og artikel 3, stk. 2, i
direktiv 2009/73/EF kan medlemsstaterne pålægge selskaber i henholdsvis elektricitets- og gassektoren
offentlige serviceforpligtelser, herunder vedrørende energieffektivitet.
(44) Efterspørgselsreaktion er et vigtigt instrument til forbedring af energieffektiviteten, fordi den væsent-
ligt forbedrer mulighederne for forbrugerne eller tredjeparter, som de har udpeget, for at træffe foranstalt-
ninger vedrørende forbrugs- og faktureringsoplysninger og dermed tilvejebringer en mekanisme til reduk-
tion eller ændring af forbruget, hvilket fører til energibesparelser hvad angår både endeligt forbrug og,
som følge af mere optimal anvendelse af net og produktionsaktiver, energiproduktion, -transmission og -
distribution.
49
(45) Efterspørgselsreaktion kan baseres på slutkundernes reaktion på prissignaler eller på bygningsauto-
matik. Betingelserne for og adgangen til efterspørgselsreaktion bør forbedres, også for små slutforbruge-
re. Under hensyn til den fortsatte udbygning af de intelligente net bør medlemsstaterne derfor sikre, at
nationale energitilsynsmyndigheder kan sikre, at nettakster og -regler giver incitamenter til forbedringer
af energieffektiviteten og understøtter dynamisk prissætning for slutkundernes foranstaltninger om efter-
spørgselsreaktion. Der bør stræbes efter markedsintegration og lige muligheder for markedsadgang for ef-
terspørgselsrelaterede ressourcer (forsynings- og forbrugerbelastninger) samt produktion. Endvidere bør
medlemsstaterne sikre, at nationale energitilsynsmyndigheder anvender en integreret fremgangsmåde om-
fattende potentielle besparelser i energiforsyningen og slutanvendelsessektorerne.
(46) Der bør være tilstrækkeligt mange pålidelige fagfolk med kompetencer inden for energieffektivitet til
rådighed til at sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af dette direktiv, eksempelvis med hensyn til
overholdelse af kravene om energisyn og gennemførelse af ordninger for energispareforpligtelser. Med-
lemsstaterne bør derfor etablere attesteringsordninger til leverandører af energitjenester, energisyn og an-
dre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten.
(47) Det er nødvendigt fortsat at udvikle markedet for energitjenester for at sikre, at der både efterspørges
og udbydes energitjenester. Gennemsigtighed kan medvirke hertil, eksempelvis ved hjælp af lister over
leverandører af energitjenester. Standardkontrakter, udveksling af bedste praksis og retningslinjer, især
for kontrakter om energimæssig ydeevne, kan også bidrage til at stimulere efterspørgslen. Som ved andre
former for ordninger med tredjepartsfinansiering undgår modtageren af en energitjeneste investeringsom-
kostninger, når der foreligger en kontrakt om energimæssig ydeevne, ved at bruge en del af den økonomi-
ske værdi af energibesparelsen til at betale den investering, der helt eller delvis finansieres af tredjepart.
(48) Der er behov for at påpege og fjerne reguleringsmæssige og ikkereguleringsmæssige hindringer for
brugen af kontrakter om energimæssig ydeevne og andre ordninger for energibesparelser, som finansieres
af tredjepart. Disse hindringer er bl.a. regnskabsregler og -praksis, der forhindrer, at de kapitalinvesterin-
ger og årlige økonomiske besparelser, som er en følge af foranstaltninger til forbedring af energieffektivi-
teten, i passende omfang afspejles i regnskabet for hele investeringens levetid. Hindringer for renovering
af den eksisterende bygningsmasse, der er baseret på en fordeling af incitamenter mellem de forskellige
berørte aktører, bør også løses på nationalt plan.
(49) Medlemsstaterne og regionerne bør opfordres til at gøre fuld brug af strukturfondene og Samhørig-
hedsfonden for at udløse investeringer i foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten. Investerin-
ger i energieffektivitet har potentiale til at bidrage til økonomisk vækst, beskæftigelse, innovation og en
reduktion af energifattigdom i husholdningerne, og de yder derfor et positivt bidrag til økonomisk, social
og territorial samhørighed. Energieffektivitetsforanstaltninger for offentlige bygninger og boliger samt
udvikling af nye færdigheder for at fremme beskæftigelsen i sektoren for energieffektivitet er potentielle
områder for finansiering.
(50) Medlemsstaterne bør tilskynde til anvendelse af finansieringsfaciliteter med henblik på at fremme
dette direktivs mål. Sådanne finansieringsfaciliteter kunne omfatte finansielle bidrag og bøder i forbindel-
se med manglende opfyldelse af visse bestemmelserne i dette direktiv, ressourcer afsat til energieffektivi-
tet i henhold til artikel 10, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, ressourcer afsat til energieffektivitet i den fleråri-
ge finansielle ramme, særlig Samhørighedsfonden, strukturfondene og fonden til udvikling af landdistrik-
ter, og formålsbestemte europæiske finansielle instrumenter såsom den europæiske energisparefond.
(51) Finansieringsfaciliteter kunne i givet fald baseres på ressourcer afsat til energieffektivitet fra EU-pro-
jektobligationer, ressourcer afsat til energieffektivitet fra Den Europæiske Investeringsbank og andre
europæiske finansielle institutioner, særlig Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og
50
Europarådets Udviklingsbank, ressourcer lånefinansieret i finansielle institutioner, nationale ressourcer,
bl.a. ved indførelse af lovgivnings- og skattemæssige rammer, der tilskynder til gennemførelse af initiati-
ver og programmer vedrørende energieffektivitet, indtægter fra årlige emissionstildelinger i henhold til
beslutning nr. 406/2009/EF.
(52) Finansieringsfaciliteterne kunne navnlig anvende disse bidrag, ressourcer og indtægter til at muliggø-
re og tilskynde til private kapitalinvesteringer, særlig ved at trække på institutionelle investorer, og anven-
de kriterier, der sikrer, at de tildelte midler fører til opnåelse af både miljømæssige og sociale mål, gøre
brug af innovative finansieringsmekanismer (f.eks. lånegarantier for privat kapital, lånegarantier til frem-
me af indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne, tilskud, rentelettede lån og formålsbestemte kre-
ditlinjer, tredjeparters finansieringssystemer), som reducerer risiciene i forbindelse med energieffektivi-
tetsprojekter, og give mulighed for omkostningseffektive renoveringer selv blandt husholdninger med lav
og mellemhøj indkomst, være tilknyttet programmer eller agenturer, som samler og vurderer kvaliteten af
energispareprojekter, yder teknisk bistand, fremmer markedet for energitjenester og hjælper med at opar-
bejde forbrugerefterspørgsel efter energitjenester.
(53) Finansieringsfaciliteterne kunne også tilvejebringe passende ressourcer til at støtte uddannelses- og
certificeringsprogrammer, som forbedrer og attesterer færdigheder med hensyn til energieffektivitet, tilve-
jebringe ressourcer til forskning i samt demonstration og fremskyndelse af anvendelsen af mindre tekno-
logier og mikroteknologi til energiproduktion og optimere tilslutningen af disse generatorer til nettet, væ-
re tilknyttet programmer, som fremmer energieffektiviteten i alle boliger med henblik på at forebygge
energifattigdom og stimulere udlejere til at gøre deres ejendomme så energieffektive som muligt, tilveje-
bringe passende ressourcer til fremme af den sociale dialog og fastlæggelse af standarder med henblik på
at forbedre energieffektiviteten og sikre gode arbejdsforhold samt sundhed og sikkerhed på arbejdsplad-
sen.
(54) Finansielle EU-instrumenter og innovative finansieringsmekanismer, der står til rådighed, bør anven-
des til at opfylde målet om at forbedre den energimæssige ydeevne for offentlige organers bygninger. I
den henseende kan medlemsstaterne anvende deres indtægter fra årlige emissionstildelinger i henhold til
beslutning nr. 406/2009/EF i forbindelse med udvikling af sådanne mekanismer på frivillig basis og under
hensyntagen til nationale budgetregler.
(55) Gennemførelsen af energieffektivitetsmålet på 20 % kræver, at Kommissionen holder øje med, hvil-
ke virkninger nye foranstaltninger får for direktiv 2003/87/EF om Unionens emissionshandelssystem, for
at fastholde systemets incitamenter, der belønner CO2-besparende investeringer og forbereder de kvote-
belagte sektorer på de innovationer, der kræves i fremtiden. Den vil skulle overvåge virkningerne for de
industrisektorer, der er udsat for en betydelig risiko for carbon leakage som fastsat i Kommissionens af-
gørelse 2010/2/EU af 24. december 2009 om opstilling af en liste over, hvilke sektorer og delsektorer der
anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage, i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2003/87/EF [16], for at sikre, at nærværende direktiv fremmer og ikke hindrer
udviklingen af disse sektorer.
(56) I henhold til direktiv 2006/32/EF skal medlemsstaterne indføre og sigte mod senest i 2016 at opfylde
et samlet nationalt vejledende energisparemål på 9 %, der nås ved hjælp af energitjenester og andre foran-
staltninger til forbedring af energieffektiviteten. I henhold til samme direktiv skal den anden energieffek-
tivitetsplan, der er vedtaget af medlemsstaterne, efterfølges i relevant omfang, og hvor det er nødvendigt,
af forslag fra Kommissionen om yderligere foranstaltninger, herunder om en forlængelse af anvendelses-
perioden for målene. Hvis en rapport konkluderer, at der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt med hen-
syn til opfyldelsen af de nationale vejledende energisparemål som fastsat i direktivet, skal der i forslagene
fokuseres på omfanget og arten af målene. Den konsekvensanalyse, der ledsager nærværende direktiv,
51
fastslår, at medlemsstaterne er på vej til at nå målet på 9 %, hvilket er betydeligt mindre ambitiøst end de
senere vedtagne energisparemål på 20 % for 2020, og der er derfor ingen grund til at røre ved målenes
omfang.
(57) Programmet "Intelligent Energi — Europa", der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets afgø-
relse nr. 1639/2006/EF af 24. oktober 2006 om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation
(2007-2013) [17], har været medvirkende til at skabe et gunstigt miljø for den rette gennemførelse af Uni-
onens politikker for bæredygtig energi ved at fjerne markedshindringer såsom utilstrækkelig bevidsthed
og kapacitet for markedsaktørernes og institutionernes vedkommende, nationale tekniske eller administra-
tive hindringer for et velfungerende indre marked for energi eller underudviklede arbejdsmarkeder set i
forhold til den udfordring, der er forbundet med en lavemissionsøkonomi. Mange af disse hindringer er
stadig relevante.
(58) For at udnytte det betydelige energibesparelsespotentiale i forbindelse med energirelaterede produk-
ter bør gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om
rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter [18] og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters
energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger [19] frem-
skyndes og udvides. Der bør gives prioritet til produkter, der tilbyder det største energibesparelsespotenti-
ale som identificeret i arbejdsplanen for miljøvenligt design, og, hvor det er relevant, til revisionen af ek-
sisterende foranstaltninger.
(59) For at præcisere de betingelser, der gælder for medlemsstaternes fastsættelse af krav til energimæssig
ydeevne i henhold til direktiv 2010/31/EU, samtidig med at direktiv 2009/125/EF og dets gennemførel-
sesforanstaltninger overholdes, bør direktiv 2009/125/EF ændres i overensstemmelse hermed.
(60) Målet for dette direktiv, nemlig at opfylde Unionens energieffektivitetsmål på 20 % senest i 2020 og
bane vejen for yderligere forbedringer af energieffektiviteten efter 2020, kan ikke i tilstrækkelig grad op-
fyldes af medlemsstaterne, uden at der træffes yderligere energieffektivitetsforanstaltninger, og kan derfor
bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærheds-
princippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitets-
princippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette
mål.
(61) For at muliggøre tilpasning til den tekniske udvikling og ændringer i fordelingen af energikilder bør
beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i trak-
taten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår gennemgangen af de harmoniserede
referenceværdier for effektiviteten, der er fastsat på grundlag af direktiv 2004/8/EF, og i overensstemmel-
se med værdier, beregningsmetoder, standardkoefficient for primærenergi og krav i bilagene til nærvæ-
rende direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forbe-
redende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udar-
bejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante
dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.
(62) For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvor-
dan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser [20].
(63) Alle indholdsmæssige bestemmelser i direktiv 2004/8/EF og direktiv 2006/32/EF bør ophæves, dog
ikke artikel 4, stk. 1-4, i og bilag I, III og IV til direktiv 2006/32/EF. Sidstnævnte bestemmelser bør fort-
52
sat anvendes indtil fristen for opfyldelsen af målet på 9 %. Artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv 2010/30/EU,
som fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at bestræbe sig på kun at købe varer, der har den
højeste energieffektivitetsklasse, bør udgå.
(64) Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser,
hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF. For-
pligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af de nævnte
direktiver.
(65) Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for gen-
nemførelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF i national ret og deres anvendelse af dem.
(66) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at
lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer for-
holdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I
forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE, DEFINITIONER OG ENERGIEFFEKTIVITETSMÅL
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Dette direktiv opstiller en fælles ramme af foranstaltninger til at fremme energieffektivitet i Unionen
med henblik på at sikre, at Unionens overordnede mål på 20 % for energieffektivitet i 2020 nås, og bane
vejen for yderligere forbedringer af energieffektiviteten derefter.
Det fastlægger regler beregnet til at fjerne hindringer på energimarkedet og overvinde markedssvigt, som
hindrer en effektiv forsyning og anvendelse af energi, og kræver, at der fastsættes vejledende nationale
mål for energieffektivitet for 2020.
2. De i dette direktiv fastsatte krav er minimumskrav og er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater
opretholder eller indfører strengere foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger skal være forenelige med
EU-retten. Fastsætter national lovgivning strengere foranstaltninger, underretter medlemsstaten Kommis-
sionen om denne lovgivning.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) "energi": alle former for energiprodukter, brændsel, varme, vedvarende energi, elektricitet og andre
former for energi som defineret i artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1099/2008 af 22. oktober 2008 om energistatistik [21]
2) "primærenergiforbrug": indenlandsk bruttoforbrug, bortset fra ikkeenergirelaterede anvendelser
53
3) "endeligt energiforbrug": al energi leveret til industri, transport, husholdninger, tjenesteydelser og land-
brug. Omfatter ikke leverancer til energiomdannelsessektoren og energiindustrien selv
4) "energieffektivitet": forholdet mellem resultat i form af ydeevne, tjenesteydelser, varer eller energi og
tilførsel i form af energi
5) "energibesparelser": en mængde sparet energi, der konstateres ved at måle og/eller anslå forbruget før
og efter gennemførelsen af en foranstaltning til forbedring af energieffektiviteten, idet der korrigeres for
eksterne forhold, der påvirker energiforbruget
6) "forbedring af energieffektiviteten": en forøgelse af energieffektiviteten som følge af teknologiske, ad-
færdsmæssige og/eller økonomiske ændringer
7) "energitjeneste": fysisk gavn, nytteværdi eller gode fremkommet ved at kombinere energi med ener-
gieffektiv teknik eller tiltag, der kan omfatte de drifts-, vedligeholdelses- og kontrolaktiviteter, der er nød-
vendige for at tilvejebringe tjenesten, som leveres på basis af en kontrakt, og som under normale omstæn-
digheder har vist sig at medføre kontrollerbare forbedringer af energieffektiviteten eller primærenergibe-
sparelser, der kan måles eller anslås
8) "offentlige organer": "ordregivende myndigheder" som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige va-
reindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter [22]
9) "statsforvaltningen": alle administrative afdelinger, hvis kompetence dækker hele en medlemsstats om-
råde
10) "samlet nettoetageareal": etageareal i en bygning eller del af en bygning, hvor der anvendes energi til
regulering af indeklimaet
11) "energiledelsessystem": en samling af elementer, der er indbyrdes forbundne eller påvirker hinanden,
og som indgår i en plan med et fastsat mål for energieffektivitet og en strategi til at opnå dette mål
12) "europæisk standard": en standard, der er vedtaget af Den Europæiske Standardiseringsorganisation,
Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering eller Det Europæiske Standardiseringsinstitut
for Telekommunikation og stillet til rådighed for offentlig brug
13) "international standard": en standard, der er vedtaget af Den Internationale Standardiseringsorganisa-
tion og gjort offentlig tilgængelig
14) "forpligtet part": en energidistributør eller energileverandør i detailleddet, der er bundet af den natio-
nale ordning for energispareforpligtelser, jf. artikel 7
15) "bemyndiget part": en juridisk person, der er tillagt delegerede beføjelser af en regering eller et andet
offentligt organ til at udvikle, forvalte eller anvende en finansieringsordning på vegne af regeringen eller
et andet offentligt organ
16) "deltagende part": en virksomhed eller et offentligt organ, der har forpligtet sig til at nå visse mål i
henhold til en frivillig aftale eller er omfattet af et nationalt politisk lovgivningsinstrument
17) "offentlig gennemførelsesmyndighed": et offentligretligt organ, der har ansvaret for at udføre eller
overvåge energi- eller CO2-beskatning, finansielle ordninger og instrumenter, skattemæssige incitamen-
ter, standarder og normer, energimærkningsordninger eller uddannelse
54
18) "politiktiltag": et lovgivningsmæssigt, finansielt, skattemæssigt, frivilligt eller informationsformidlen-
de instrument, der formelt er oprettet og gennemført i en medlemsstat for at skabe gunstige rammer, krav
eller incitamenter, der kan få markedsaktørerne til at levere og købe energitjenester og iværksætte andre
foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten
19) "individuel foranstaltning": en foranstaltning, der medfører kontrollerbare forbedringer af energief-
fektiviteten, der kan måles eller anslås, og som iværksættes som følge af et politiktiltag
20) "energidistributør": en fysisk eller juridisk person, herunder en distributionssystemoperatør, der er an-
svarlig for transport af energi med henblik på levering til slutkunder eller til distributionsstationer, der
sælger energi til slutkunder
21) "distributionssystemoperatør": "distributionssystemoperatør" som defineret i henholdsvis direktiv
2009/72/EF og direktiv 2009/73/EF
22) "energileverandør i detailleddet": en fysisk eller juridisk person, der sælger energi til slutkunder
23) "slutkunde": en fysisk eller juridisk person, der køber energi til egen slutanvendelse
24) "leverandør af energitjenester": en fysisk eller juridisk person, der leverer energitjenester eller andre
foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten til en slutkundes facilitet eller lokaler
25) "energisyn": en systematisk fremgangsmåde, der har til formål at opnå tilstrækkelig viden om den ek-
sisterende energiforbrugsprofil for en bygning eller gruppe af bygninger, en industri- eller handelsvirk-
somheds drift eller anlæg eller en privat eller offentlig tjeneste, at identificere og kvantificere omkost-
ningseffektive energisparemuligheder og at aflægge rapport om resultaterne
26) "små og mellemstore virksomheder" eller "SMV'er": virksomheder som defineret i afsnit I i bilaget til
Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder og små
og mellemstore virksomheder [23]; kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder
omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på højst 50
mio. EUR og/eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. EUR
27) "kontrakt om energimæssig ydeevne": en kontraktlig ordning mellem modtageren og leverandøren af
en foranstaltning til forbedring af energieffektiviteten, som kontrolleres og overvåges under hele kontrak-
tens løbetid, hvor investeringerne (arbejde, leverance eller tjenesteydelse) i den samme foranstaltning bli-
ver betalt i forhold til en aftalt grad af forbedring af energieffektiviteten eller et andet aftalt kriterium for
den energimæssige ydeevne, f.eks. økonomiske besparelser
28) "intelligent målersystem": et elektronisk system, som kan måle energiforbruget med flere informatio-
ner end en konventionel måler og sende og modtage data ved hjælp af en form for elektronisk kommuni-
kation
29) "transmissionssystemoperatør": "transmissionssystemoperatør" som defineret i henholdsvis direktiv
2009/72/EF og direktiv 2009/73/EF
30) "kraftvarmeproduktion": samtidig produktion af termisk energi og elektrisk eller mekanisk energi i en
og samme proces
31) "økonomisk begrundet efterspørgsel": den efterspørgsel, der ikke overstiger behovet for opvarmning
eller køling, og som ellers ville kunne imødekommes på markedets betingelser gennem andre energipro-
duktionsprocesser end kraftvarmeproduktion
55
32) "nyttevarme": varme, der produceres i en kraftvarmeproduktionsproces, med henblik på tilfredsstillel-
se af en økonomisk begrundet efterspørgsel efter varme eller køling
33) "el fra kraftvarmeproduktion": el, der produceres ved en proces, der er knyttet til produktionen af nyt-
tevarme og beregnes i overensstemmelse med metoden i bilag I
34) "højeffektiv kraftvarmeproduktion": kraftvarmeproduktion, der opfylder kriterierne i bilag II
35) "samlet effektivitet": den årlige sum af el-, mekanisk energi- og nyttevarmeproduktion divideret med
forbruget af brændsel til varmeproduktionen i en kraftvarmeproduktionsproces og til bruttoelektricitets-
og mekanisk energiproduktion
36) "el/varmeforhold": forholdet mellem el fra kraftvarmeproduktion og nyttevarme ved fuld kraftvarme-
produktion på baggrund af driftsdata for den bestemte enhed
37) "kraftvarmeenhed": en enhed, der kan anvendes til kraftvarmeproduktion
38) "små kraftvarmeenheder": kraftvarmeenheder med en installeret kapacitet på mindre end 1 MWe
39) "mikrokraftvarmeenhed": kraftvarmeenhed med en maksimal kapacitet på mindre end 50 kWe
40) "bebyggelsesprocent": forholdet mellem bygningens etageareal og grundarealet i et givet område
41) "effektiv fjernvarme og fjernkøling": et fjernvarme- eller fjernkølesystem, der anvender mindst 50 %
vedvarende energi, 50 % spildvarme, 75 % kraftvarme eller 50 % af en kombination af sådan energi og
varme
42) "effektiv opvarmning og køling": en mulighed for opvarmning og køling, som sammenlignet med et
grundscenarie, der afspejler en business-as-usual-situation, målbart reducerer den tilførsel af primærener-
gi, der er påkrævet for på en omkostningseffektiv måde at forsyne en enhed af leveret energi inden for en
relevant systemgrænse som vurderet i den cost-benefit-analyse, som er omhandlet i dette direktiv, under
hensyntagen til påkrævet energi i forbindelse med udvinding, omdannelse, transport og distribution
43) "effektiv individuel opvarmning og køling": en forsyningsmulighed inden for individuel opvarmning
og køling, som sammenlignet med effektiv fjernvarme og fjernkøling målbart reducerer den tilførsel af
ikkevedvarende primærenergi, der er påkrævet for at forsyne en enhed af leveret energi inden for en rele-
vant systemgrænse, eller som kræver den samme tilførsel af ikkevedvarende primærenergi men til en la-
vere pris, under hensyntagen til påkrævet energi i forbindelse med udvinding, omdannelse, transport og
distribution
44) "omfattende renovering": en renovering, hvis omkostninger overstiger 50 % af investeringsomkost-
ningerne for en ny lignende enhed
45) "aggregator": en tjenesteleverandør på efterspørgselssiden, der kombinerer flere forbrugerbelastninger
af kort varighed med henblik på salg eller bortauktionering på organiserede energimarkeder.
Artikel 3
Energieffektivitetsmål
1. Hver medlemsstat fastsætter et vejledende nationalt energieffektivitetsmål på grundlag af enten primæ-
renergiforbrug eller endeligt energiforbrug, primærenergibesparelser eller endelige energibesparelser eller
energiintensitet. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse mål i overensstemmelse med arti-
kel 24, stk. 1, og bilag XIV, del 1. I forbindelse med underretningen skal de også udtrykke disse mål i
56
form af et absolut tal for primærenergiforbruget og det endelige energiforbrug i 2020 og forklare, hvordan
og på grundlag af hvilke data dette er blevet beregnet.
Ved fastsættelsen af disse mål tager medlemsstaterne hensyn til:
a) at Unionens energiforbrug i 2020 maksimalt må være 1474 Mtoe primærenergi eller maksimalt 1078
Mtoe endelig energi
b) de foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv
c) de foranstaltninger, der er vedtaget for at nå de nationale energisparemål vedtaget i henhold til artikel
4, stk. 1, i direktiv 2006/32/EF, og
d) andre foranstaltninger til fremme af energieffektivitet i medlemsstaterne og på EU-plan.
Når medlemsstaterne fastsætter disse mål, kan de endvidere tage hensyn til nationale forhold, der påvirker
primærenergiforbruget, herunder:
a) resterende potentiale for omkostningseffektive energibesparelser
b) udviklingen i og prognoser for BNP
c) ændringer i import og eksport af energi
d) udviklingen inden for alle former for vedvarende energikilder, atomenergi, CO2-opsamling og -lag-
ring, og
e) tidlige foranstaltninger
2. Senest den 30. juni 2014 vurderer Kommissionen de fremskridt, der er opnået, og om det er sandsyn-
ligt, at Unionen kan nå ned på et energiforbrug på maksimalt 1474 Mtoe primærenergi og/eller maksimalt
1078 Mtoe endelig energi i 2020.
3. I forbindelse med den i stk. 2 nævnte gennemgang skal Kommissionen:
a) sammenlægge de nationale vejledende energieffektivitetsmål, som medlemsstaterne har indberettet
b) vurdere, hvorvidt summen af disse mål kan betragtes som en pålidelig rettesnor for, om Unionen som
helhed er på rette spor, under hensyntagen til evalueringen af den første årlige rapport i overensstemmelse
med artikel 24, stk. 1, og evalueringen af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner i overensstem-
melse med artikel 24, stk. 2
c) tage hensyn til yderligere analyser, der følger af:
i) en vurdering af fremskridtene med hensyn til energiforbrug og energiforbruget i forhold til den økono-
miske aktivitet på EU-plan, herunder fremskridt med hensyn til effektiviteten i energiforsyningen i med-
lemsstater, der har baseret deres nationale vejledende mål på endeligt energiforbrug eller endelige energi-
besparelser, bl.a. fremskridt som følge af disse medlemsstaters overholdelse af dette direktivs kapitel III
ii) resultater af modelberegninger i forbindelse med fremtidige tendenser for energiforbrug på EU-plan
d) sammenligne resultaterne i henhold til litra a)-c) med størrelsen af det energiforbrug, der ville være
nødvendigt for at nå ned på et energiforbrug på maksimalt 1474 Mtoe primærenergi og/eller maksimalt
1078 Mtoe endelig energi i 2020.
KAPITEL II
57
EFFEKTIVITET I ENERGIANVENDELSEN
Artikel 4
Renovering af bygninger
Medlemsstaterne opstiller en langsigtet strategi for tilvejebringelse af investeringer i renovering af den
nationale masse af både offentlige og private beboelses- og erhvervsejendomme. Denne strategi skal om-
fatte:
a) en oversigt over den nationale bygningsmasse, i givet fald baseret på statistisk stikprøvetagning
b) identifikation af omkostningseffektive tilgange til renoveringer af relevans for bygningstypen og kli-
mazonen
c) politikker og foranstaltninger til fremme af omkostningseffektive gennemgribende renoveringer af byg-
ninger, herunder gennemgribende renoveringer i etaper
d) et fremadrettet perspektiv til vejledning for enkeltpersoners, bygningsindustriens og finansielle institu-
tioners investeringsbeslutninger
e) et evidensbaseret skøn over de forventede energibesparelser og generelle fordele.
En første udgave af strategien offentliggøres senest den 30. april 2014, ajourføres hvert tredje år derefter
og forelægges for Kommissionen som led i de nationale energieffektivitetshandlingsplaner.
Artikel 5
Offentlige organers bygninger som forbillede
1. Uden at det berører artikel 7 i direktiv 2010/31/EU, sikrer hver medlemsstat, at 3 % af det samlede
etageareal i opvarmede og/eller nedkølede bygninger, der ejes og benyttes af dens statsforvaltning, fra
den 1. januar 2014 renoveres hvert år, så de som minimum opfylder de mindstekrav til energimæssig yde-
evne, som den pågældende medlemsstat har fastsat i medfør af artikel 4 i direktiv 2010/31/EU.
De 3 % beregnes af det samlede etageareal i bygninger med et samlet nettoetageareal på mere end 500
m2, som ejes og benyttes af statsforvaltningen i den pågældende medlemsstat, og som den 1. januar det
pågældende år ikke overholder de nationale mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i medfør
af artikel 4 i direktiv 2010/31/EU. Den nævnte tærskel nedsættes til 250 m2 fra den 9. juli 2015.
Kræver en medlemsstat, at forpligtelsen til hvert år at renovere 3 % af det samlede etageareal udvides til
at omfatte etageareal, der ejes og benyttes af administrative afdelinger på et lavere niveau end statsfor-
valtningen, skal de 3 % beregnes af det samlede etageareal i bygninger med et samlet nettoetageareal på
mere end 500 m2 og fra den 9. juli 2015 på mere end 250 m2, som ejes og benyttes af statsforvaltningen
og af disse administrative afdelinger i den pågældende medlemsstat, og som den 1. januar det pågældende
år ikke overholder de nationale mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i medfør af artikel 4 i
direktiv 2010/31/EU.
Medlemsstaterne kan, når de gennemfører foranstaltninger til gennemgribende renovering af statslige
bygninger i overensstemmelse med første afsnit, vælge at tage bygningen som helhed i betragtning, her-
under klimaskærmen, udstyr, drift og vedligeholdelse.
58
Medlemsstaterne forlanger, at de statslige bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, priori-
teres højest i forbindelse med energieffektivitetsforanstaltninger, når det er omkostningseffektivt og tek-
nisk gennemførligt.
2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte eller anvende kravene i stk. 1 på følgende kategorier af
bygninger:
a) bygninger, der er officielt beskyttet som en del af et særligt udpeget miljø eller på grund af deres særli-
ge arkitektoniske eller historiske værdi, for så vidt overholdelse af visse mindstekrav til energimæssig
ydeevne ville indebære en uacceptabel ændring af deres karakter eller udseende
b) bygninger, der ejes af de væbnede styrker eller statsforvaltningen og anvendes til nationale forsvarsfor-
mål, med undtagelse af indkvarteringsbygninger med enkeltværelser eller kontorbygninger til de væbnede
styrker og andet personale, der er ansat af forsvarsmyndighederne
c) bygninger, der anvendes til gudstjenester og religiøse formål.
3. Renoverer en medlemsstat i et givet år mere end 3 % af det samlede etageareal i statslige bygninger,
kan den medregne overskuddet i den årlige renoveringsprocent for et af de tre foregående eller tre efter-
følgende år.
4. Medlemsstaterne kan i den årlige renoveringsprocent for statslige bygninger medregne nye bygninger,
der benyttes og ejes som erstatning for bestemte statslige bygninger, der er nedrevet inden for de to fore-
gående år, eller bygninger, der er solgt, nedrevet eller taget ud af brug inden for de to foregående år på
grund af mere intensiv brug af andre bygninger.
5. Med henblik på stk. 1 udarbejder og offentliggør medlemsstaterne senest den 31. december 2013 en
fortegnelse over opvarmede og/eller afkølede statslige bygninger med et samlet nettoetageareal på mere
end 500 m2 og fra den 9. juli 2015 på mere end 250 m2, undtagen bygninger fritaget på grundlag af stk.
2. Fortegnelsen skal indeholde følgende oplysninger:
a) etagearealet i m2, og
b) den enkelte bygnings energimæssige ydeevne eller relevante energidata.
6. Med forbehold af artikel 7 i direktiv 2010/31/EU kan medlemsstaterne vælge en alternativ tilgang til
nærværende artikels stk. 1-5, hvorved de træffer andre omkostningseffektive foranstaltninger, herunder
gennemgribende renoveringer og foranstaltninger til ændring af beboernes adfærd, med henblik på senest
i 2020 at opnå energibesparelser i relevante bygninger, der ejes og benyttes af statsforvaltningen, som
mindst svarer til det, der kræves i henhold til stk. 1, idet der aflægges rapport på årsbasis.
I forbindelse med den alternative tilgang kan medlemsstaterne foretage et skøn over de energibesparelser,
som stk. 1-4 ville give, ved anvendelse af passende standardværdier for energiforbruget for referencebyg-
ninger tilhørende statsforvaltningen før og efter renovering og ifølge skøn over bygningsmassens areal.
Kategorierne af referencebygninger tilhørende statsforvaltningen skal være repræsentative for bygnings-
massen for sådanne bygninger.
Medlemsstater, der benytter den alternative tilgang, underretter senest den 31. december 2013 Kommissi-
onen om de alternative foranstaltninger, de påtænker at vedtage, og dokumenterer, hvordan de vil opnå en
tilsvarende forbedring i den energimæssige ydeevne for bygninger, der ejes af statsforvaltningen.
59
7. Medlemsstaterne opfordrer offentlige organer, bl.a. på regionalt og lokalt plan, og offentligretlige orga-
nisationer inden for socialt boligbyggeri til under behørig hensyntagen til deres respektive beføjelser og
administrative struktur:
a) at vedtage en energieffektivitetsplan, fritstående eller som del af en bredere klima- eller miljøplan, med
konkrete energispare- og energieffektivitetsmål og foranstaltninger i overensstemmelse med den rolle
som forbillede, som statslige bygninger spiller, jf. stk. 1, 5 og 6
b) at etablere et energiledelsessystem, herunder energisyn, som en del af gennemførelsen af deres plan
c) når det er hensigtsmæssigt, at benytte energitjenesteselskaber og kontrakter om energimæssig ydeevne
til finansiering af renoveringer og gennemføre planer for at bibeholde eller forbedre energieffektiviteten
på lang sigt.
Artikel 6
Offentlige organers indkøb
1. Medlemsstaterne sikrer, at statsforvaltningen kun køber produkter, tjenesteydelser og bygninger, der
opfylder høje krav til energieffektivitet, for så vidt dette er i overensstemmelse med omkostningseffekti-
vitet, økonomisk gennemførlighed, bæredygtighed generelt, teknisk egnethed samt tilstrækkelig konkur-
rence, jf. bilag III.
Forpligtelsen i første afsnit finder anvendelse på kontrakter om offentlige organers indkøb af produkter,
tjenesteydelser og bygninger, for så vidt sådanne kontrakter har en værdi, som er lig med eller højere end
de tærskler, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2004/18/EF.
2. Forpligtelsen i stk. 1 finder kun anvendelse på de væbnede styrkers kontrakter, i det omfang dens an-
vendelse ikke skaber nogen konflikt med arten af og det primære mål med de væbnede styrkers aktivite-
ter. Forpligtelsen finder ikke anvendelse på kontrakter om levering af militært materiel som defineret i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåder-
ne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs-
og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet [24].
3. Medlemsstaterne tilskynder offentlige organer, herunder på regionalt og lokalt niveau, til under behørig
hensyntagen til deres respektive beføjelser og administrative struktur og med statsforvaltningen som for-
billede kun at købe produkter, tjenesteydelser og bygninger, der opfylder høje krav til energieffektivitet.
Medlemsstaterne tilskynder offentlige organer til ved udbud af kontrakter vedrørende tjenesteydelser med
et betydeligt energiindhold at vurdere muligheden for at indgå langsigtede kontrakter om energimæssig
ydeevne, som fører til langsigtede energibesparelser.
4. Med forbehold af stk. 1 kan medlemsstaterne, når de køber en produktpakke, der som helhed er omfat-
tet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til direktiv 2010/30/EU, kræve, at den samlede energieffekti-
vitet går forud for energieffektiviteten for de enkelte produkter i pakken, ved at købe den produktpakke,
der opfylder kriteriet om at tilhøre den højeste energieffektivitetsklasse.
Artikel 7
Ordninger for energispareforpligtelser
1. Hver medlemsstat udarbejder en ordning for energispareforpligtelser. Ordningen skal sikre, at energidi-
stributører og/eller energileverandører i detailleddet, der er udpeget som forpligtede parter i henhold til
60
stk. 4, og som opererer på hver medlemsstats område, når et kumulativt energisparemål i slutanvendelser-
ne senest den 31. december 2020, jf. dog stk. 2.
Dette mål skal mindst svare til, at alle energidistributører eller alle energileverandører i detailleddet opnår
nye besparelser hvert år fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2020 på 1,5 % af det årlige energisalg
til slutkunder målt i mængder i gennemsnit over den seneste treårsperiode forud for den 1. januar 2013.
Energisalget målt i mængder, der anvendes til transport, kan helt eller delvis udelukkes fra denne bereg-
ning.
Medlemsstaterne beslutter, hvordan den beregnede mængde af nye besparelser som omhandlet i andet af-
snit skal fordeles over perioden.
2. Med forbehold af stk. 3 kan hver medlemsstat:
a) udføre den beregning, der kræves i henhold til stk. 1, andet afsnit, under anvendelse af satsen 1 % i
2014 og 2015, 1,25 % i 2016 og 2017 og 1,5 % i 2018, 2019 og 2020
b) udelukke hele eller en del af salget målt i mængder af energi, der anvendes i de industrielle aktiviteter,
som er opført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, fra beregningen
c) tillade, at energibesparelser, som opnås i energiomdannelsessektoren samt i distributions- og transmis-
sionssektorerne, herunder effektiv fjernvarme- og fjernkøleinfrastruktur, som følge af gennemførelsen af
kravene i artikel 14, stk. 4, artikel 14, stk. 5, litra b), og artikel 15, stk. 1-6 og stk. 9, medregnes i den
mængde af energibesparelser, der kræves i henhold til stk. 1, og
d) medregne energibesparelser fra individuelle foranstaltninger gennemført siden den 31. december 2008,
der fortsat har virkninger i 2020, og som kan måles og verificeres, i den mængde af energibesparelser, der
kræves i henhold til stk. 1.
3. Anvendelsen af stk. 2 må ikke føre til en reduktion på over 25 % af den mængde af energibesparelser,
der er omhandlet i stk. 1. Medlemsstater, der benytter sig af stk. 2, underretter Kommissionen herom se-
nest den 5. juni 2014 og vedlægger de elementer anført i stk. 2, som skal anvendes, og en beregning, som
viser deres virkning på den mængde af energibesparelser, der er omhandlet i stk. 1.
4. Med forbehold af beregningen af energibesparelser til brug for målet i overensstemmelse med stk. 1,
andet afsnit, udpeger hver medlemsstat, med henblik på stk. 1, første afsnit, og på grundlag af objektive
og ikkediskriminerende kriterier, forpligtede parter blandt energidistributører og/eller energileverandører i
detailleddet, der opererer på dens område, og som kan omfatte distributører eller detailforhandlere af
brændstof til transport, der opererer på dens område. Den mængde af energibesparelser, der kræves for at
opfylde forpligtelsen, skal de forpligtede parter opnå hos slutkunder, som medlemsstaten, når det anses
for nødvendigt, har udpeget, uafhængigt af beregningen foretaget i medfør af stk. 1, eller, hvis medlems-
staterne beslutter det, ved hjælp af certificerede besparelser fra andre parter som beskrevet i stk. 7, litra b).
5. Medlemsstaterne udtrykker mængden af energibesparelser, der kræves af hver af de forpligtede parter,
som enten endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug. Den metode, der vælges til at udtrykke den
krævede mængde energibesparelser, anvendes også til at beregne de besparelser, de forpligtigede parter
hævder at have opnået. Konverteringsfaktorerne i bilag IV finder anvendelse.
6. Medlemsstaterne sikrer sig, at de besparelser, der hidrører fra nærværende artikels stk. 1, 2 og 9 samt
artikel 20, stk. 6, beregnes i overensstemmelse med bilag V, punkt 1 og 2. De indfører måle-, kontrol- og
verifikationssystemer, som indebærer, at mindst en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve
61
af de foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, der er iværksat af de forpligtede parter, verifi-
ceres. Denne måling, kontrol og verifikation gennemføres uafhængigt af de forpligtede parter.
7. Inden for rammerne af ordningen for energispareforpligtelser kan medlemsstaterne:
a) medtage krav med socialt sigte i de spareforpligtelser, de indfører, herunder ved at kræve, at en del af
energieffektivitetsforanstaltningerne som en prioritet gennemføres i husholdninger, der er berørt af ener-
gifattigdom, eller i socialt boligbyggeri
b) tillade de forpligtede parter at medregne certificerede energibesparelser, der er opnået af leverandører
af energitjenester eller andre tredjeparter, i opgørelsen over deres opfyldelse af forpligtelsen, bl.a. når de
forpligtede parter fremmer foranstaltninger gennem andre organer, som staten har godkendt, eller gennem
offentlige myndigheder, som kan omfatte, men ikke behøver omfatte formelle partnerskaber, og som kan
være kombineret med andre finansieringskilder. Tillader medlemsstaterne dette, sikrer de, at der er en
godkendelsesproces, der er klar, gennemskuelig og åben for alle markedsaktører, og som sigter mod at
minimere omkostningerne ved certificering
c) tillade de forpligtede parter at medregne besparelser opnået i et givet år, som om de var opnået i et af
de fire foregående eller tre efterfølgende år.
8. Medlemsstaterne offentliggør én gang om året de energibesparelser, der er opnået af hver af de for-
pligtede parter, eller af hver underkategori af de forpligtede parter, og samlet set under ordningen.
Medlemsstaterne sikrer, at de forpligtede parter på anmodning indsender:
a) aggregerede statistiske data om deres slutkunder (med identifikation af væsentlige ændringer i forhold
til tidligere indsendte oplysninger), og
b) aktuelle data om slutkundernes forbrug, herunder efter omstændighederne om belastningsprofiler, kun-
desegmenter og kundernes geografiske placering, uden at tilsidesætte integriteten og fortroligheden af op-
lysninger, der er af privat karakter eller forretningsmæssigt følsomme i overensstemmelse med gældende
EU-ret.
En sådan anmodning fremsættes højst én gang om året
9. Som alternativ til udarbejdelsen af en ordning for energispareforpligtelser i henhold til stk. 1 kan med-
lemsstaterne vælge at træffe andre politiktiltag for at opnå energibesparelser hos slutkunderne, forudsat at
disse politiktiltag opfylder kriterierne i stk. 10 og 11. Den årlige mængde nye energibesparelser, der op-
nås med denne fremgangsmåde, skal svare til den mængde nye energibesparelser, der kræves i henhold til
stk. 1, 2 og 3. Såfremt ækvivalensen opretholdes, kan medlemsstaterne kombinere ordninger for energis-
pareforpligtelser med alternative politiktiltag, herunder nationale energieffektivitetsprogrammer.
De politiktiltag, der er omhandlet i første afsnit, kan omfatte, men er ikke begrænset til følgende politiktil-
tag eller kombinationer heraf:
a) energi- eller CO2-afgifter, der har den virkning, at de reducerer energiforbruget i slutanvendelserne
b) finansieringsordninger og -instrumenter eller skattemæssige incitamenter, der fører til anvendelse af
energieffektiv teknologi eller energieffektive teknikker og har den virkning, at de reducerer energiforbru-
get i slutanvendelserne
c) regler eller frivillige aftaler, der fører til anvendelse af energieffektiv teknologi eller energieffektive
teknikker og har den virkning, at de reducerer energiforbruget i slutanvendelserne
62
d) standarder og normer, der sigter mod en forbedring af energieffektiviteten for produkter og tjeneste-
ydelser, herunder bygninger og køretøjer, medmindre disse standarder og normer er obligatoriske og fin-
der anvendelse i medlemsstaterne i henhold til EU-retten
e) energimærkningsordninger bortset fra dem, der er obligatoriske og finder anvendelse i medlemsstaterne
i henhold til EU-retten
f) uddannelse, herunder energirådgivningsprogrammer, der fører til anvendelse af energieffektiv teknolo-
gi eller energieffektive teknikker og har den virkning, at de reducerer energiforbruget i slutanvendelserne.
Medlemsstaterne underretter senest den 5. december 2013 Kommissionen om de politiktiltag, de påtæn-
ker at vedtage med henblik på første afsnit og artikel 20, stk. 6, i overensstemmelse med den ramme, der
er fastlagt i bilag V, punkt 4, med angivelse af, hvordan den nødvendige mængde besparelser vil blive
opnået. I forbindelse med de politiktiltag, der er omhandlet i andet afsnit og i artikel 20, stk. 6, skal denne
underretning dokumentere, hvordan kriterierne i stk. 10 i nærværende artikel opfyldes. I forbindelse med
andre politiktiltag end dem, der er omhandlet i andet afsnit i nærværende stykke eller i artikel 20, stk. 6,
skal medlemsstaterne redegøre for, hvordan et tilsvarende niveau for besparelser, overvågning og verifi-
kation opnås. Kommissionen kan i en periode på tre måneder efter underretningen foreslå ændringer.
10. Med forbehold af stk. 11 gælder følgende kriterier for de politiktiltag, der træffes i henhold til stk. 9,
andet afsnit, og artikel 20, stk. 6:
a) politiktiltagene omfatter mindst to delperioder senest den 31. december 2020 og medfører, at ambiti-
onsniveauet i stk. 1 i nærværende artikel nås
b) hver bemyndiget parts, deltagende parts eller offentlig gennemførelsesmyndigheds ansvar, alt efter
hvad der er relevant, defineres
c) de energibesparelser, der skal opnås, fastlægges på en gennemsigtig måde
d) den mængde energibesparelser, der kræves, eller som skal opnås ved hjælp af politiktiltaget, udtrykkes
som enten endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug ved hjælp af konverteringsfaktorerne i bilag
IV
e) energibesparelser beregnes efter metoderne og principperne i bilag V, punkt 1 og 2
f) energibesparelser beregnes efter metoderne og principperne i bilag V, punkt 3
g) en årsrapport om de opnåede energibesparelser forelægges af de deltagende parter, medmindre det ikke
er gennemførligt, og gøres offentligt tilgængelig
h) overvågning af resultaterne sikres, og passende foranstaltninger planlægges, hvis der ikke gøres til-
fredsstillende fremskridt
i) et kontrolsystem, som også omfatter uafhængig verifikation af en statistisk signifikant andel af foran-
staltningerne til forbedring af energieffektiviteten, indføres, og
j) data om den årlige udviklingstendens for energibesparelser offentliggøres en gang om året.
11. Medlemsstaterne sikrer, at de afgifter, der er omhandlet i stk. 9, andet afsnit, litra a), opfylder kriteri-
erne i stk. 10, litra a), b), c), d), f), h) og j).
Medlemsstaterne sikrer, at de regler og frivillige aftaler, der er omhandlet i stk. 9, andet afsnit, litra c),
opfylder kriterierne i stk. 10, litra a), b), c), d), e), g), h), i) og j).
63
Medlemsstaterne sikrer, at de andre politiktiltag, der er omhandlet i stk. 9, andet afsnit, og de nationale
energisparefonde, der er omhandlet i artikel 20, stk. 6, opfylder kriterierne i stk. 10, litra a), b), c), d), e),
h), i) og j).
12. Medlemsstaterne sikrer, at energibesparelser ikke medregnes to gange, når virkningen af politiktiltag
eller individuelle foranstaltninger overlapper.
Artikel 8
Energisyn og energiledelsessystemer
1. Medlemsstaterne arbejder for, at alle slutkunder får mulighed for at få udført energisyn af høj kvalitet,
der er omkostningseffektive og
a) udføres på en uafhængig måde af kvalificerede og/eller akkrediterede eksperter i overensstemmelse
med kvalifikationskriterier, eller
b) gennemføres og overvåges af uafhængige myndigheder i henhold til national lovgivning.
De energisyn, der er omhandlet i første afsnit, kan udføres af egne eksperter eller eksperter i udførelse af
energisyn, hvis den pågældende medlemsstat har indført en ordning for at sikre og kontrollere deres kvali-
tet, herunder om nødvendigt en tilfældig årlig udvælgelse af en statistisk signifikant procentdel af alle de
energisyn, som de udfører.
For at sikre energisyn og energiledelsessystemer af høj kvalitet fastsætter medlemsstaterne gennemsigtige
og ikkediskriminerende minimumskriterier for energisyn i bilag VI.
Energisyn må ikke indeholde bestemmelser, der forhindrer, at resultaterne af energisynene overføres til
kvalificerede/akkrediterede leverandører af energitjenester, forudsat kunden ikke gør indsigelse.
2. Medlemsstaterne tilrettelægger programmer for at tilskynde SMV'er til at få foretaget energisyn og den
efterfølgende gennemførelse af anbefalingerne fra disse energisyn.
På grundlag af gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier og med forbehold af de EU-retlige regler
om statsstøtte kan medlemsstaterne indføre støtteordninger for SMV'er, herunder hvis de har indgået fri-
villige aftaler, for at dække omkostningerne ved et energisyn og gennemførelsen af meget omkostningsef-
fektive anbefalinger fra energisynene, hvis de foreslåede foranstaltninger gennemføres.
Medlemsstaterne gør bl.a. gennem deres respektive repræsentative organisationer SMV'er opmærksom på
konkrete eksempler, der viser, hvordan energiledelsessystemer kunne gavne deres forretning. Kommissio-
nen bistår medlemsstaterne ved at støtte udveksling af bedste praksis på dette område.
3. Medlemsstaterne tilrettelægger også programmer for at øge bevidstheden blandt husholdninger om for-
delene ved sådanne energisyn gennem passende rådgivningstjenester.
Medlemsstaterne fremmer programmer for uddannelse af eksperter i udførelse af energisyn med henblik
på at sikre et tilstrækkeligt antal disponible eksperter.
4. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder, der ikke er SMV'er, får foretaget energisyn på en uafhængig
og omkostningseffektiv måde af kvalificerede og/eller akkrediterede eksperter, eller at energisynene gen-
nemføres og overvåges af uafhængige myndigheder i henhold til national lovgivning senest den 5. decem-
ber 2015 og derefter som minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn.
64
5. Energisyn anses for at opfylde kravene i stk. 4, når de udføres på en uafhængig måde, på grundlag af
minimumskriterier i bilag VI, og gennemføres inden for rammerne af frivillige aftaler indgået mellem de
berørte parters organisationer og et udpeget organ, som den berørte medlemsstat eller Kommissionen
overvåger, eller andre organer, til hvem de kompetente myndigheder har uddelegeret det pågældende an-
svar.
Adgangen for markedsdeltagere, der tilbyder energitjenester, baseres på gennemsigtige og ikkediskrimi-
nerende kriterier.
6. Virksomheder, der ikke er SMV'er, og som indfører et energi- eller miljøledelsessystem, som er certifi-
ceret af et uafhængigt organ i overensstemmelse med de relevante europæiske eller internationale standar-
der, fritages for kravene i stk. 4, forudsat at medlemsstaterne sikrer, at det pågældende ledelsessystem
omfatter et energisyn på grundlag af minimumskriterierne i bilag VI.
7. Energisyn kan stå alene eller indgå i en bredere miljørevision. Medlemsstaterne kan kræve, at en vurde-
ring af den tekniske og økonomiske gennemførlighed af tilslutningen til et eksisterende eller planlagt
fjernvarme- eller fjernkølenet skal være en del af energisynet.
Med forbehold af de EU-retlige regler om statsstøtte kan medlemsstaterne indføre incitaments- og støtte-
ordninger med henblik på gennemførelse af anbefalingerne fra energisyn og lignende foranstaltninger.
Artikel 9
Måling
1. Medlemsstaterne sørger for, at slutkunder i forbindelse med forbrug af elektricitet, naturgas, fjernvar-
me, fjernkøling samt varmt brugsvand, så vidt det er teknisk muligt og økonomisk fornuftigt og står i et
rimeligt forhold til de potentielle energibesparelser, udstyres med individuelle målere til en konkurrence-
dygtig pris, som nøjagtigt afspejler slutkundens faktiske energiforbrug og angiver det faktiske forbrugs-
tidspunkt.
En sådan individuel måler til konkurrencedygtig pris stilles altid til rådighed, når:
a) en eksisterende måler udskiftes, medmindre dette ikke er teknisk muligt eller ikke er omkostningsef-
fektivt i forhold til den anslåede potentielle energibesparelse på lang sigt
b) der oprettes en ny forbindelse i en ny bygning, eller der foretages større renoveringsarbejder i en byg-
ning, jf. direktiv 2010/31/EU.
2. Såfremt og i det omfang medlemsstaterne gennemfører intelligente målersystemer og indfører intelli-
gente målere for naturgas og/eller elektricitet i henhold til direktiv 2009/72/EF og 2009/73/EF:
a) sikrer de sig, at målersystemerne angiver oplysninger om det faktiske forbrugstidspunkt til slutkunder-
ne, og at der tages fuldt hensyn til målsætningerne om energieffektivitet og slutkundefordele, når der fast-
sættes mindstekrav til målerfunktioner og forpligtelser for markedsdeltagerne
b) sikrer de sig de intelligente måleres og datakommunikationens sikkerhed samt beskyttelse af slutkun-
dernes privatliv i overensstemmelse med EU-lovgivningen om databeskyttelse og beskyttelse af privatli-
vets fred
c) kræver de på elområdet og på slutkundens anmodning, at måleroperatørerne sikrer, at måleren eller må-
lerne kan registrere el, der sendes ud i elnettet fra slutkundens lokaler
65
d) sikrer de, at der, hvis slutkunderne anmoder om dette, stilles måledata om deres produktion og forbrug
af el til rådighed for dem eller en tredjemand, der handler på vegne af slutkunden, i et letforståeligt for-
mat, som de kan bruge til at sammenligne aftaler på et ensartet grundlag
e) kræver de, at der gives passende rådgivning og information til kunderne på tidspunktet for installatio-
nen af intelligente målere, navnlig vedrørende deres fulde potentiale med hensyn til administration af må-
leraflæsning og overvågning af energiforbruget.
3. Leveres opvarmning og køling eller varmt vand til en bygning fra et fjernvarmenet eller fra en central
kilde, der betjener flere bygninger, installeres en varme- eller varmtvandsmåler ved varmeveksleren eller
på leveringsstedet.
I ejendomme med flere lejligheder og bygninger til flere formål med en central varme- og kølekilde eller
forsyning fra et fjernvarmenet eller fra en central kilde, der betjener flere bygninger, installeres der senest
den 31. december 2016 individuelle forbrugsmålere, der måler forbruget af varme eller køling eller varmt
vand i hver enhed, hvis det er teknisk gennemførligt og omkostningseffektivt. Er det ikke teknisk gen-
nemførligt eller omkostningseffektivt at benytte individuelle målere til at måle varmeforbruget, anvendes
der individuelle varmefordelingsmålere til at måle varmeforbruget i hver radiator, medmindre den pågæl-
dende medlemsstat godtgør, at installationen af sådanne varmefordelingsmålere ikke vil være omkost-
ningseffektiv. I disse tilfælde kan der overvejes alternative omkostningseffektive metoder til måling af
varmeforbruget.
Anvender ejendomme med flere lejligheder fjernvarme eller fjernkøling, eller er egne fælles varme- eller
kølesystemer til sådanne ejendomme almindelige, kan medlemsstaterne for at sikre gennemsigtig og nøj-
agtig beregning af det individuelle forbrug indføre gennemsigtige regler for fordelingen af omkostninger-
ne til varme- eller varmtvandsforbruget i sådanne ejendomme. Reglerne skal, når det er relevant, omfatte
retningslinjer for metoden til fordeling af omkostningerne til varme og/eller varmt vand som følger:
a) varmt vand til husholdningsbehov
b) varme fra ejendommens installation og med henblik på opvarmning af fællesarealer (hvis trapper og
gange er udstyret med radiatorer)
c) til opvarmning af lejligheder.
Artikel 10
Faktureringsoplysninger
1. Har slutkunderne ikke intelligente målere som omhandlet i direktiv 2009/72/EF og direktiv
2009/73/EF, sikrer medlemsstaterne, hvis det er teknisk muligt og økonomisk begrundet, senest den 31.
december 2014, at faktureringsoplysningerne er nøjagtige og bygger på det faktiske forbrug, jf. bilag VII,
punkt 1.1, i alle de sektorer, der er omfattet af nærværende direktiv, herunder energidistributører, distribu-
tionssystemoperatører og energileverandører i detailleddet.
Denne forpligtelse kan opfyldes ved at indføre et system, hvor slutkunderne selv regelmæssigt foretager
aflæsningen og underretter energileverandøren om aflæsningerne fra deres måler. Kun i de tilfælde, hvor
slutkunden ikke har givet meddelelse om måleraflæsning for en given faktureringsperiode, baseres faktu-
reringen på et anslået forbrug eller en fast takst.
2. De målere, der installeres i overensstemmelse med direktiv 2009/72/EF og 2009/73/EF, skal muliggøre
nøjagtig fakturering baseret på faktisk forbrug. Medlemsstaterne sikrer, at slutkunderne har mulighed for
66
let adgang til supplerende oplysninger om hidtidigt forbrug, der giver dem mulighed for selv at foretage
detaljeret kontrol.
Supplerende oplysninger om hidtidigt forbrug skal omfatte:
a) de samlede oplysninger for mindst de foregående tre år eller perioden siden starten på forsyningskon-
trakten, hvis den er kortere. Oplysningerne skal svare til de perioder, for hvilke der er fremskaffet hyppige
faktureringsoplysninger, og
b) detaljerede oplysninger om forbrugstidspunktet for en hvilken som helst dag, uge eller måned og et
hvilket som helst år. Disse oplysninger stilles til rådighed for slutkunden via internettet eller målergrænse-
fladen for en periode på mindst de foregående 24 måneder eller perioden siden starten på forsyningskon-
trakten, hvis den er kortere.
3. Uanset om der er installeret intelligente målere:
a) skal medlemsstaterne kræve, at i det omfang der foreligger oplysninger om slutkundernes energifaktu-
rering og hidtidige forbrug, stilles de på slutkundens anmodning til rådighed for en leverandør af energi-
tjenester, der er udpeget af slutkunden
b) skal medlemsstaterne sikre, at slutkunderne får mulighed for at vælge elektroniske faktureringsoplys-
ninger og fakturaer, og at de på anmodning modtager en klar og letforståelig redegørelse for, hvordan de-
res faktura er fremkommet, navnlig hvis fakturaer ikke er baseret på det faktiske forbrug
c) skal medlemsstaterne sikre, at fakturaen ledsages af relevante oplysninger, der giver slutkunderne en
samlet oversigt over de aktuelle energiomkostninger, jf. bilag VII
d) kan medlemsstaterne fastsætte, at oplysningerne på disse fakturaer på slutkundens anmodning ikke skal
anses for at udgøre en betalingsanmodning. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at leverandører af
energikilder tilbyder fleksible ordninger for faktiske betalinger
e) skal medlemsstaterne kræve, at oplysninger om og overslag over energiomkostninger rettidigt gives til
forbrugerne efter anmodning og i et letforståeligt format, som de kan bruge til at sammenligne aftaler på
et ensartet grundlag.
Artikel 11
Omkostninger ved adgang til målings- og faktureringsoplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at slutkunderne gratis modtager alle deres fakturaer og faktureringsoplysninger
for energiforbrug, og at slutkunderne også på passende vis har gratis adgang til deres forbrugsoplysnin-
ger.
2. Uanset stk. 1 skal fordelingen af omkostningerne ved faktureringsoplysninger for individuelt forbrug af
varme og køling i ejendomme med flere lejligheder og bygninger til flere formål, jf. artikel 9, stk. 3, gen-
nemføres på nonprofitbasis. Omkostninger som følge af overdragelsen af denne opgave til en tredjepart
såsom en tjenesteleverandør eller den lokale energileverandør, som omfatter måling og fordeling af samt
redegørelse for det faktiske individuelle forbrug i sådanne ejendomme, kan overføres til slutkunderne, for
så vidt sådanne omkostninger er rimelige.
Artikel 12
Program for forbrugeroplysning og styrkelse af forbrugernes stilling
67
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at fremme og lette en effektiv brug af energi hos
små energikunder, herunder private kunder. Disse foranstaltninger kan være en del af en national strategi.
2. Med henblik på stk. 1 omfatter disse foranstaltninger et eller flere af elementerne i litra a) eller b):
a) en række instrumenter og politikker til fremme af adfærdsændring, som kan omfatte:
i) skattemæssige incitamenter
ii) adgang til finansiering, tilskud eller subsidier
iii) formidling af oplysninger
iv) forbilledlige projekter
v) arbejdspladsaktiviteter
b) metoder og midler til at engagere forbrugere og forbrugerorganisationer under den mulige indførelse af
intelligente målere via kommunikation af:
i) omkostningseffektive og letopnåelige ændringer i energianvendelse
ii) oplysninger om energieffektivitetsforanstaltninger.
Artikel 13
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser,
der er vedtaget i medfør af artikel 7-11 og artikel 18, stk. 3, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til
at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og
have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler senest den 5. juni 2014 Kommissionen disse be-
stemmelser og meddeler den omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.
KAPITEL III
EFFEKTIVITET I ENERGIFORSYNINGEN
Artikel 14
Fremme af effektivitet under opvarmning og køling
1. Senest den 31. december 2015 foretager medlemsstaterne en omfattende vurdering af potentialet for at
anvende højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling, som de meddeler Kom-
missionen, og som skal indeholde de oplysninger, der er fastsat i bilag VIII. Hvis de allerede har foretaget
en tilsvarende vurdering, meddeler de Kommissionen denne.
Den omfattende vurdering skal tage fuldt hensyn til analysen af det nationale potentiale for højeffektiv
kraftvarmeproduktion, der udføres i henhold til direktiv 2004/8/EF.
På Kommissionens anmodning ajourføres vurderingen og tilsendes Kommissionen hvert femte år. Kom-
missionen fremsætter en sådan anmodning mindst ét år inden den pågældende frist.
2. Medlemsstaterne vedtager politikker, der tilskynder til, at der på lokalt og regionalt plan tages behørigt
hensyn til potentialet for at anvende systemer til effektiv opvarmning og køling, navnlig dem, der anven-
68
der højeffektiv kraftvarmeproduktion. Der tages hensyn til potentialet for at udvikle lokale og regionale
varmemarkeder.
3. Med henblik på den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, gennemfører medlemsstaterne en cost-benefit-
analyse for deres land, der er baseret på klimatiske forhold, økonomisk gennemførlighed og teknisk eg-
nethed, i overensstemmelse med bilag IX, del 1. Cost-benefit-analysen skal kunne lette identifikationen af
de mest ressource- og omkostningseffektive løsninger med henblik på at opfylde varme- og kølebehove-
ne. Cost-benefit-analysen kan være en del af en miljøvurdering i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning
på miljøet [25].
4. Identificerer vurderingen, der er omhandlet i stk. 1, og analysen, der er omhandlet i stk. 3, et potentiale
for anvendelse af højeffektiv kraftvarmeproduktion og/eller effektiv fjernvarme og fjernkøling, hvor for-
delene er større end omkostningerne, træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger for at udvikle en
effektiv fjernvarme- og fjernkøleinfrastruktur og/eller åbne for udvikling af højeffektiv kraftvarmepro-
duktion og anvendelse af opvarmning og køling fra spildvarme og vedvarende energikilder i overensstem-
melse med stk. 1, 5 og 7.
Identificerer vurderingen, der er omhandlet i stk. 1 og analysen, der er omhandlet i stk. 3, ikke et potentia-
le, hvis fordele er større end omkostningerne, herunder de administrative omkostninger ved at gennemfø-
re den cost-benefit-analyse, der er omhandlet i stk. 5, kan den pågældende medlemsstat fritage anlæg for
kravene i nævnte stykke.
5. Medlemsstaterne sikrer, at der gennemføres en cost-benefit-analyse i overensstemmelse med bilag IX,
del 2, efter den 5. juni 2014, når:
a) et nyt termisk kraftværk med en samlet indfyret termisk effekt på mere end 20 MW planlægges opført,
for at vurdere omkostningerne og fordelene ved at sikre anlæggets drift som et højeffektivt kraftvarme-
værk
b) et eksisterende termisk kraftværk med en samlet indfyret termisk effekt på mere end 20 MW får foreta-
get en omfattende renovering, for at vurdere omkostningerne og fordelene ved at omstille det til højeffek-
tiv kraftvarmeproduktion
c) et industrianlæg med en samlet indfyret termisk effekt på mere end 20 MW, der frembringer spildvar-
me på et nyttigt temperaturniveau, planlægges opført eller får foretaget en omfattende renovering, for at
vurdere omkostningerne og fordelene ved at udnytte spildvarmen til at tilfredsstille en økonomisk begrun-
det efterspørgsel, herunder gennem kraftvarmeproduktion, og ved at koble dette anlæg til et fjernvarme-
og fjernkølenet
d) et nyt fjernvarme- og fjernkølenet planlægges opført, eller et nyt energiproduktionsanlæg med en sam-
let indfyret termisk effekt på mere end 20 MW planlægges opført i et eksisterende fjernvarme- og fjern-
kølenet, eller et sådant eksisterende anlæg skal have foretaget en omfattende renovering, for at vurdere
omkostningerne og fordelene ved at udnytte spildvarmen fra nærliggende industrianlæg.
Installationen af udstyr til opsamling af kuldioxid produceret af et fyringsanlæg med henblik på at lagre
det geologisk som fastsat i direktiv 2009/31/EF anses ikke for at være renovering i henhold til dette styk-
kes litra b), c) og d).
Medlemsstaterne kan kræve, at den cost-benefit-analyse, der er omhandlet i litra c) og d), gennemføres i
samarbejde med de virksomheder, der har ansvaret for driften af fjernvarme- og fjernkølenettet.
69
6. Medlemsstaterne kan fritage følgende for kravene i stk. 5:
a) de spidsbelastnings- og backupanlæg til elproduktion, der efter planen skal være i drift mindre end
1500 driftstimer om året som rullende gennemsnit over en femårsperiode, på baggrund af en verifikati-
onsprocedure fastlagt af medlemsstaterne, der skal sikre, at dette fritagelseskriterium opfyldes
b) atomkraftværker
c) anlæg, der skal placeres tæt på en geologisk lagringslokalitet med godkendelse i henhold til direktiv
2009/31/EF.
Medlemsstaterne kan også fastsætte tærskelværdier udtrykt som mængden af tilgængelig nyttig spildvar-
me, efterspørgslen efter varme eller afstandene mellem industrianlæggene og fjernvarmenettene for at fri-
tage individuelle anlæg fra bestemmelserne i stk. 5, litra c) og d).
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om fritagelser vedtaget i medfør af nærværende stykke se-
nest den 31. december 2013 og derefter om eventuelle senere ændringer af dem.
7. Medlemsstaterne vedtager bevillingskriterier som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2009/72/EF eller til-
svarende tilladelseskriterier for at:
a) tage hensyn til resultatet af den omfattende vurdering, der er omhandlet i stk. 1
b) sikre, at kravene i stk. 5 opfyldes, og
c) tage hensyn til resultatet af cost-benefit-analysen, der er omhandlet i stk. 5.
8. Medlemsstaterne kan fritage individuelle anlæg for i henhold til bevillings- og tilladelseskriterierne, der
er omhandlet i stk. 7, at skulle gennemføre de muligheder, hvis fordele er større end omkostningerne, hvis
det af retlige, ejendomsretlige eller finansielle grunde er strengt nødvendigt. I disse tilfælde fremsender
medlemsstaten senest tre måneder efter at have truffet sin afgørelse en begrundet meddelelse herom til
Kommissionen.
9. Stk. 5, 6, 7 og 8 i denne artikel finder anvendelse på anlæg, der omfattet af direktiv 2010/75/EU, uden
at det berører kravene i nævnte direktiv.
10. Medlemsstaterne sikrer, at oprindelsen af elektricitet produceret ved højeffektiv kraftvarmeproduktion
kan garanteres ved hjælp af objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier, som hver med-
lemsstat fastsætter på grundlag af de harmoniserede referenceværdier for effektiviteten, der er nævnt i bi-
lag II, litra f). De sikrer, at denne oprindelsesgaranti opfylder de krav og mindst indeholder de oplysnin-
ger, der er anført i bilag X. Medlemsstaterne anerkender gensidigt hinandens oprindelsesgarantier, ude-
lukkende som bevis for de i dette stykke omhandlede oplysninger. En eventuel afvisning af at anerkende
en oprindelsesgaranti som et sådant bevis — særlig af grunde, der vedrører forebyggelse af svig — skal
bygge på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier. Medlemsstaterne underretter Kom-
missionen om en sådan afvisning og om dens begrundelse. Hvis en medlemsstat afviser at anerkende en
oprindelsesgaranti, kan Kommissionen træffe afgørelse om at tvinge den pågældende medlemsstat til at
anerkende den, navnlig under hensyn til objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier, som
ligger til grund for anerkendelsen.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværen-
de direktivs artikel 23 for at revidere de harmoniserede referenceværdier for effektiviteten, der på grund-
lag af direktiv 2004/8/EF er fastsat ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/877/EU [26], se-
nest den 31. december 2014.
70
11. Medlemsstaterne sikrer, at det er en forudsætning for eventuel støtte til kraftvarmeproduktion, at el-
produktionen foregår på højeffektive kraftvarmeværker, og at spildvarmen faktisk udnyttes til at opnå pri-
mærenergibesparelser. Statsstøttereglerne finder anvendelse på offentlig støtte til kraftvarmeproduktion
og til fjernvarmeproduktion og -net, hvor det er relevant.
Artikel 15
Energiomformning, -transmission og -distribution
1. Medlemsstaterne sikrer, at nationale energitilsynsmyndigheder under udførelsen af de tilsynsopgaver,
der er anført i direktiv 2009/72/EF og 2009/73/EF, tager behørigt hensyn til energieffektiviteten i deres
beslutninger vedrørende driften af gas- og elinfrastrukturen.
Medlemsstaterne sikrer navnlig, at nationale energitilsynsmyndigheder gennem fastsættelse af nettakster
og -regler inden for rammerne af direktiv 2009/72/EF og under hensyntagen til omkostningerne og forde-
lene ved hver foranstaltning tilskynder netoperatørerne til at stille systemtjenester til rådighed for bruger-
ne af nettet, som gør det muligt for dem at gennemføre foranstaltninger til forbedring af energieffektivite-
ten som led i den fortsatte udbygning af intelligente net.
Sådanne systemtjenester kan fastlægges af systemoperatøren og må ikke have negative virkninger for sy-
stemets sikkerhed.
For så vidt angår el sikrer medlemsstaterne, at netregulering og nettakster opfylder kriterierne i bilag XI
under hensyntagen til de retningslinjer og regler, der er udarbejdet i henhold til forordning (EF) nr.
714/2009.
2. Medlemsstaterne sikrer senest den 30. juni 2015, at:
a) der er foretaget en vurdering af potentialet for energieffektivitet i deres gas- og elinfrastruktur, navnlig
med hensyn til transmission, distribution, laststyring og interoperabilitet, samt tilslutning til energipro-
duktionsanlæg, herunder adgangsmuligheder for mikroenergiproduktionsanlæg
b) der er udpeget konkrete foranstaltninger og investeringer med henblik på indførelse af omkostningsef-
fektive forbedringer af energieffektiviteten i netinfrastrukturen med en tidsplan for deres indførelse.
3. Medlemsstaterne kan tillade, at der ved netbunden energitransmission og -distribution indføres kompo-
nenter i ordninger og takststrukturer med socialt sigte, såfremt eventuelle forstyrrelser af transmissions-
og distributionssystemet begrænses mest muligt og ikke er ude af proportioner med det sociale sigte.
4. Medlemsstaterne sørger for at fjerne incitamenter i transmissions- og distributionstaksterne, der er ska-
delige for den samlede effektivitet (herunder energieffektivitet) af produktionen, transmissionen, distribu-
tionen og forsyningen af elektricitet, eller som kan hindre deltagelse af efterspørgselsreaktion på balan-
ceringsmarkeder og inden for indkøb af hjælpeydelser. Medlemsstaterne sikrer, at netoperatører gives in-
citamenter til at forbedre effektiviteten i udformningen og driften af infrastrukturen, og at takster inden
for rammerne af direktiv 2009/72/EF gør det muligt for leverandører at forbedre forbrugernes inddragelse
i systemeffektiviteten, herunder efterspørgselsreaktion, afhængig af de nationale forhold.
5. Uden at det berører artikel 16, stk. 2, i direktiv 2009/28/EF og under hensyntagen til artikel 15 i direk-
tiv 2009/72/EF og behovet for at sikre kontinuitet i varmeforsyningen, sikrer medlemsstaterne, med for-
behold af krav vedrørende opretholdelse af nettets pålidelighed og sikkerhed, ud fra gennemsigtige og ik-
kediskriminerende kriterier fastlagt af de kompetente nationale myndigheder, at transmissionssystemope-
ratører og distributionssystemoperatører, når de er ansvarlige for lastfordeling mellem elproduktionsanlæg
inden for deres område:
71
a) garanterer transmission og distribution af elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion
b) yder prioriteret eller garanteret adgang til nettet for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion
c) ved lastfordeling mellem elproduktionsanlæg giver forrang til elektricitet fra højeffektiv kraftvarme-
produktion, for så vidt som den sikre drift af det nationale elektricitetssystem tillader det.
Medlemsstaterne sikrer, at reglerne for klassificering af de forskellige adgangs- og lastfordelingspriorite-
ter i deres elektricitetssystemer forklares udførligt og offentliggøres. Når medlemsstaterne giver priorite-
ret adgang eller forrang ved lastfordeling til højeffektiv kraftvarmeproduktion, kan de foretage klassifice-
ringer mellem og inden for forskellige typer vedvarende energi og højeffektiv kraftvarmeproduktion, og
de skal under alle omstændigheder sikre, at den prioriterede adgang for eller forrangen ved lastfordeling
til energi fra variable vedvarende energikilder ikke hæmmes.
Ud over de forpligtelser, der er fastsat i første afsnit, skal transmissionssystemoperatører og distributions-
systemoperatører opfylde kravene i bilag XII.
Medlemsstaterne kan særligt lette tilkobling af el produceret ved højeffektiv kraftvarmeproduktion fra
små kraftvarmeenheder og mikrokraftvarmeenheder til forsyningsnettet. Medlemsstaterne træffer om
nødvendigt foranstaltninger for at tilskynde netværksoperatører til at indføre en enkel "installér og infor-
mér"-anmeldelsesprocedure i forbindelse med installation af mikrokraftvarmeenheder for at forenkle og
forkorte godkendelsesproceduren for privatpersoner og montører.
6. Med forbehold af kravene til opretholdelse af nettets pålidelighed og sikkerhed tager medlemsstaterne
passende skridt til at sikre, at operatører af højeffektive kraftvarmeværker kan tilbyde balanceringsydelser
og andre driftsmæssige ydelser på transmissionssystemoperatør- eller distributionssystemoperatørniveau,
hvis det teknisk og økonomisk er gennemførligt med det højeffektive kraftvarmeanlægs driftform. Trans-
missionssystemoperatører og distributionssystemoperatører sikrer, at sådanne ydelser indgår i en tilbuds-
proces, der er gennemsigtig, ikkediskriminerende og åben for granskning.
I relevante tilfælde kan medlemsstaterne kræve, at transmissionssystemoperatører og distributionssystem-
operatører tilskynder til placering af højeffektiv kraftvarmeproduktion tæt på områder med efterspørgsel
ved at nedsætte tilslutningsafgifterne og afgifterne for brug af systemet.
7. Medlemsstaterne kan tillade, at producenter af el fra højeffektiv kraftvarmeproduktion, der ønsker til-
slutning til elforsyningsnettet, sender tilslutningsarbejdet i udbud.
8. Medlemsstaterne sikrer, at nationale energitilsynsmyndigheder tilskynder til, at ressourcer på efter-
spørgselssiden, såsom efterspørgselsreaktion, sideløbende med leverandørerne deltager på engros- og de-
tailmarkederne.
Med forbehold af tekniske begrænsninger i forbindelse med netforvaltning sikrer medlemsstaterne, at
transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører ved opfyldelse af krav til balancerings-
og hjælpeydelser behandler udbydere af efterspørgselsreaktion, herunder aggregatorer, på en ikkediskri-
minerende måde på baggrund af deres tekniske kapacitet.
Med forbehold af tekniske begrænsninger i forbindelse med netforvaltning fremmer medlemsstaterne ef-
terspørgselsreaktionens adgang til og deltagelse på markeder for balancering og reserver samt andre sy-
stemtjenester, bl.a. ved at kræve, at nationale energitilsynsmyndigheder eller, hvis deres nationale regule-
ringsordninger kræver det, transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører i tæt samar-
bejde med leverandører og forbrugere af efterspørgselstjenester fastsætter tekniske specifikationer for del-
72
tagelse på disse markeder på grundlag af disse markeders tekniske krav og kapacitet til efterspørgselsre-
aktion. Sådanne specifikationer omfatter aggregatorers deltagelse.
9. Ved indberetning i henhold til direktiv 2010/75/EU og med forbehold af nævnte direktivs artikel 9, stk.
2, overvejer medlemsstaterne at medtage oplysninger om energieffektivitetsniveauet for anlæg, der foreta-
ger forbrænding af brændstoffer med en samlet nominel indfyret termisk effekt på 50 MW eller derover i
lyset af de relevante bedste tilgængelige teknikker, der er udviklet i medfør af direktiv 2010/75/EU og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og be-
kæmpelse af forurening [27].
Medlemsstaterne kan tilskynde driftsledere for anlæg, der er omhandlet i første afsnit, til at øge deres gen-
nemsnitlige årlige nettodriftshastigheder.
KAPITEL IV
HORISONTALE BESTEMMELSER
Artikel 16
Kvalifikations-, akkrediterings- og attesteringsordninger
1. Finder en medlemsstat, at det nationale niveau af teknisk kompetence, objektivitet og pålidelighed er
utilstrækkeligt, sikrer den, at attesterings- og/eller akkrediteringsordninger og/eller tilsvarende kvalifikati-
onsordninger, herunder om nødvendigt passende uddannelsesprogrammer, senest den 31. december 2014
bliver eller er til rådighed for leverandører af energitjenester, energisyn, ansvarlige for energistyringen og
montører af energirelaterede bygningsdele, jf. definitionen i artikel 2, nr. 9), i direktiv 2010/31/EU.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skaber gennemsigtighed for forbru-
gerne, er pålidelige og bidrager til de nationale energieffektivitetsmål.
3. Medlemsstaterne offentliggør de i stk. 1 omhandlede attesterings- og/eller akkrediteringsordninger eller
tilsvarende kvalifikationsordninger og samarbejder indbyrdes og med Kommissionen om sammenligning
og anerkendelse af ordningerne.
Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, passende foranstaltninger for at gøre
forbrugerne opmærksom på, at kvalifikations- og eller attesteringsordninger er til rådighed.
Artikel 17
Information og uddannelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om tilgængelige energieffektivitetsmekanismer og økonomiske
og juridiske rammer er gennemsigtige og udbredes bredt til alle relevante markedsaktører, herunder for-
brugere, håndværkere, arkitekter, ingeniører, miljørevisorer og eksperter i udførelse af energisyn samt
montører af bygningsdele som defineret i direktiv 2010/31/EU.
Medlemsstaterne tilskynder til, at banker og andre finansielle institutter informeres om mulighederne for
at deltage i finansieringen af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, herunder gennem op-
rettelse af offentlig-private partnerskaber.
2. Medlemsstaterne skaber hensigtsmæssige rammer for, at markedsoperatørerne kan give passende og
målrettet oplysning og rådgivning til energiforbrugerne om energieffektivitet.
73
3. Kommissionen vurderer virkningen af sine foranstaltninger til støtte for udviklingen af platforme, der
blandt andet inddrager europæiske organer inden for den sociale dialog i at fremme uddannelsesprogram-
mer inden for energieffektivitet, og fremmer om nødvendigt yderligere foranstaltninger. Kommissionen
støtter de europæiske arbejdsmarkedsparters drøftelser om energieffektivitet.
4. Medlemsstaterne fremmer med interessenters deltagelse, herunder lokale og regionale myndigheder,
passende oplysnings-, bevidstgørelses- og uddannelsesinitiativer for at oplyse borgerne om fordelene ved
og de praktiske forhold omkring foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten.
5. Kommissionen tilskynder til, at oplysninger om bedste praksis for energieffektivitet i medlemsstaterne
udveksles og udbredes bredt.
Artikel 18
Energitjenester
1. Medlemsstaterne fremmer markedet for energitjenester og SMV'ers adgang til det ved at:
a) udbrede klar og lettilgængelig information om:
i) foreliggende energitjenestekontrakter og om de bestemmelser, de bør omfatte for at sikre, at der opnås
energibesparelser, og at slutkundernes rettigheder beskyttes
ii) finansieringsinstrumenter, incitamenter, tilskud og lån som støtte for energieffektivitetstjenesteprojek-
ter
b) fremme udviklingen af kvalitetsmærker, der bl.a. udvikles af handelssammenslutninger
c) offentliggøre og regelmæssigt ajourføre en liste over disponible og kvalificerede og/eller attesterede
leverandører af energitjenester og deres kvalifikationer og/eller attesteringer, jf. artikel 16, eller skabe en
grænseflade, hvor leverandører af energitjenester kan formidle oplysninger
d) støtte den offentlige sektor med at tage imod tilbud om energitjenester, navnlig i forbindelse med reno-
vering af bygninger ved at tilvejebringe:
i) standardkontrakter i forbindelse med indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne, der mindst om-
fatter de i bilag XIII anførte punkter
ii) oplysninger om bedste praksis vedrørende indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne, herun-
der, hvis den forefindes, en cost-benefit-analyse på grundlag af en livscyklustilgang
e) forelægge en kvalitativ undersøgelse inden for rammerne af den nationale energieffektivitetshandlings-
plan vedrørende den nuværende og fremtidige udvikling af markedet for energitjenester.
2. Medlemsstaterne støtter den korrekte funktion af markedet for energitjenester, om nødvendigt ved:
a) at identificere og offentliggøre kontaktpunkt(er), hvor slutkunderne kan indhente de i stk. 1 nævnte op-
lysninger
b) om nødvendigt at træffe foranstaltninger til at fjerne de reguleringsmæssige og ikkereguleringsmæssige
hindringer for brugen af indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne og andre energieffektivitetstje-
nestemodeller med henblik på identificering og/eller gennemførelse af energibesparende foranstaltninger
74
c) at overveje at indføre eller tildele en uafhængig mekanisme, f.eks. en ombudsmand, den rolle at sikre,
at klager og udenretslig tvistbilæggelse i forbindelse med indgåelse af energitjenestekontrakter behandles
effektivt
d) at gøre det muligt for uafhængige markedsformidlere at spille en rolle med hensyn til at stimulere mar-
kedsudviklingen på efterspørgsels- og udbudssiden.
3. Medlemsstaterne sikrer, at energidistributører, distributionssystemoperatører og energileverandører i
detailleddet afstår fra enhver aktivitet, der kan hæmme efterspørgslen efter eller leveringen af energitjene-
ster eller andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten eller hindre udviklingen af markeder
for sådanne tjenester eller foranstaltninger, herunder aktiviteter, der kan holde konkurrenter ude af marke-
det eller udgøre misbrug af en dominerende stilling.
Artikel 19
Andre foranstaltninger til fremme af energieffektivitet
1. Med forbehold af de grundlæggende principper i medlemsstaternes ejendoms- og lejeret vurderer med-
lemsstaterne reguleringsmæssige og ikkereguleringsmæssige hindringer for energieffektivitet og træffer
om nødvendigt passende foranstaltninger for at afvikle dem, navnlig hvad angår:
a) fordelingen af incitamenter mellem ejer og lejer eller mellem flere ejere af en bygning med henblik på
at sikre, at disse parter ikke afholder sig fra at investere i større effektivitet, alene fordi de ikke hver især
vil få det fulde udbytte, eller fordi der ikke er regler for, hvordan omkostninger og fordele skal fordeles
mellem dem, herunder nationale regler og foranstaltninger, der regulerer beslutningsprocesser i ejendom-
me med flere ejere
b) love og reguleringsmæssige bestemmelser samt administrativ praksis for offentlige indkøb og årlig
budgettering og regnskabsføring med henblik på at sikre, at de enkelte offentlige organer ikke afholder
sig fra at foretage investeringer i forbedring af energieffektiviteten og minimering af de forventede livscy-
klusomkostninger og fra at benytte indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne og andre mekanis-
mer til tredjepartsfinansiering på langsigtet kontraktlig basis.
Sådanne foranstaltninger til at afvikle hindringer kan omfatte tilvejebringelse af incitamenter, ophævelse
eller ændring af love eller andre retsforskrifter eller vedtagelse af retningslinjer og fortolkende meddelel-
ser eller forenkling af administrative procedurer. Foranstaltningerne kan kombineres med uddannelse i,
specifik oplysning om samt teknisk bistand til energieffektivitet.
2. Vurderingen af hindringer og foranstaltninger, jf. stk. 1, indsendes til Kommissionen i den første natio-
nale energieffektivitetshandlingsplan, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2. Kommissionen tilskynder i den
forbindelse til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne.
Artikel 20
National energisparefond, finansiering og teknisk støtte
1. Med forbehold af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde letter med-
lemsstaterne oprettelsen af finansieringsfaciliteter eller anvendelsen af eksisterende faciliteter til foran-
staltninger til forbedring af energieffektiviteten med henblik på at maksimere fordelene ved en flerstren-
get finansiering.
75
2. Kommissionen bistår i givet fald direkte eller gennem de europæiske finansielle institutioner medlems-
staterne med oprettelsen af finansieringsfaciliteter og tekniske støtteordninger med henblik på at øge ener-
gieffektiviteten i forskellige sektorer.
3. Kommissionen fremmer udvekslingen af bedste praksis mellem de kompetente nationale eller regionale
myndigheder eller organer, f.eks. via årlige møder mellem tilsynsorganerne, offentlige databaser med op-
lysninger om medlemsstaternes gennemførelse af foranstaltninger samt landesammenligninger.
4. Medlemsstaterne kan oprette en national energisparefond. Formålet med denne fond skal være at støtte
nationale initiativer til forbedring af energieffektiviteten.
5. Medlemsstaterne kan tillade, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, opfyldes ved årlige bi-
drag til den nationale energisparefond, der svarer til de investeringer, der er nødvendige for at opfylde
disse forpligtelser.
6. Medlemsstaterne kan fastsætte, at forpligtede parter kan opfylde deres forpligtelser i artikel 7, stk. 1,
ved at yde et årligt bidrag til den nationale energisparefond, der svarer til de investeringer, der er nødven-
dige for at opfylde disse forpligtelser.
7. Medlemsstaterne kan anvende deres indtægter fra de årlige emissionstildelinger i henhold til beslutning
nr. 406/2009/EF til udvikling af innovative finansieringsmekanismer til at opfylde målet i artikel 5 om at
forbedre bygningers energimæssige ydeevne.
Artikel 21
Konverteringsfaktorer
Konverteringsfaktorerne i bilag IV anvendes ved omregning af energibesparelser til en fælles enhed med
henblik på sammenligning, medmindre anvendelse af andre konverteringsfaktorer kan begrundes.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 22
Delegerede retsakter
1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel
23 for at revidere de harmoniserede referenceværdier for effektiviteten, der er omhandlet i artikel 14, stk.
10, andet afsnit.
2. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel
23 for at tilpasse værdier, beregningsmetoder, standardkoefficient for primærenergi og krav i bilag I, II,
III, IV, V, VII, VIII, IX, X og XII til den tekniske udvikling.
Artikel 23
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 22, tillægges Kommissionen for en periode på
fem år fra den 4. december 2012.
76
3. Den i artikel 22 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parla-
mentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i
den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyl-
digheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet
meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 22 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamen-
tet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende
retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne
frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to
måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 24
Evaluering og tilsyn med gennemførelsen
1. Senest den 30. april hvert år fra 2013 aflægger medlemsstaterne rapport om de fremskridt, de har gjort
til opfyldelse af de nationale energieffektivitetsmål, jf. bilag XIV, del 1. Rapporten kan udgøre en del af
de nationale reformprogrammer, som er omhandlet i Rådets henstilling 2010/410/EU af 13. juli 2010 om
overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker [28].
2. Senest den 30. april 2014 og derefter hvert tredje år indsender medlemsstaterne nationale energieffekti-
vitetshandlingsplaner. De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal omfatte væsentlige foranstalt-
ninger til forbedring af energieffektiviteten og forventede og/eller opnåede energibesparelser, herunder
besparelser inden for energiforsyning, -transmission og -distribution samt i slutanvendelsen af energi,
med henblik på at nå de nationale energieffektivitetsmål, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1. De nationale
energieffektivitetshandlingsplaner suppleres med opdaterede skøn over det forventede samlede primære-
nergiforbrug i 2020 og det forventede primærenergiforbrug i de sektorer, der er angivet i bilag XIV, del 1.
Kommissionen tilvejebringer senest den 31. december 2012 en vejledende model for de nationale ener-
gieffektivitetshandlingsplaner. Denne model vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 26, stk. 2. De
nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal under alle omstændigheder indeholde de oplysninger,
der er specificeret i bilag XIV.
3. Kommissionen gennemgår de årlige rapporter og de nationale energieffektivitetshandlingsplaner og
vurderer, i hvilket omfang medlemsstaterne har gjort fremskridt med at opfylde de nationale energieffek-
tivitetsmål, der er krævet i medfør af artikel 3, stk. 1, og med at gennemføre dette direktiv. Kommissionen
fremsender sin vurdering til Europa-Parlamentet og Rådet. På baggrund af sin vurdering af rapporterne og
de nationale energieffektivitetshandlingsplaner kan Kommissionen udstede henstillinger til medlemssta-
terne.
4. Kommissionen overvåger, hvilke virkninger gennemførelsen af dette direktiv får for direktiv
2003/87/EF, 2009/28/EF og 2010/31/EU og beslutning nr. 406/2009/EF og for industrisektorerne, især de
sektorer, der er udsat for en betydelig risiko for carbon leakage som fastsat i afgørelse 2010/2/EU.
5. Kommissionen undersøger, om der fortsat er behov for muligheden for fritagelser i artikel 14, stk. 6,
første gang i forbindelse med vurderingen af den første nationale energieffektivitetshandlingsplan og de-
refter hvert tredje år. Hvis undersøgelsen viser, at et eller flere kriterier for disse fritagelser ikke længere
77
kan begrundes under hensyntagen til eksistensen af varmebelastning og de fritagne anlægs faktiske drifts-
vilkår, foreslår Kommissionen passende foranstaltninger.
6. Inden den 30. april hvert år sender medlemsstaterne Kommissionen statistiske oplysninger om den nati-
onale el- og varmeproduktion fra høj- og laveffektiv kraftvarmeproduktion opgjort efter metoden i bilag I
og sat i forhold til den samlede varme- og elproduktion. Desuden fremsender de årlige statistikker om
varme- og elkapaciteten i kraftvarmeanlæg, om hvilke brændstoffer der anvendes i kraftvarmeanlæggene
samt produktions- og kapacitetstal for fjernvarme og fjernkøling sat i forhold til den samlede varme- og
elproduktion og -kapacitet. Medlemsstaterne fremsender statistiske oplysninger om, hvilke primærenergi-
besparelser der er opnået ved udnyttelse af kraftvarmeproduktion opgjort efter metoden i bilag II.
7. Senest den 30. juni 2014 forelægger Kommissionen den vurdering, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2,
for Europa-Parlamentet og Rådet, om nødvendigt ledsaget af forslag til yderligere foranstaltninger.
8. Kommissionen vurderer effektiviteten af gennemførelsen af artikel 6 senest den 5. december 2015 un-
der hensyn til kravene i direktiv 2004/18/EF, og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.
Denne rapport ledsages i givet fald af forslag til yderligere foranstaltninger.
9. Senest den 30. juni 2016 forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om
gennemførelsen af artikel 7. Denne rapport ledsages i givet fald af et lovforslag med et eller flere af føl-
gende formål:
a) at ændre den endelige dato i artikel 7, stk. 1
b) at gennemgå kravene i artikel 7, stk. 1, 2 og 3
c) at fastsætte yderligere fælles krav, navnlig vedrørende de forhold, der er omhandlet i artikel 7, stk. 7.
10. Senest den 30. juni 2018 vurderer Kommissionen, hvilke fremskridt medlemsstaterne har gjort med at
afvikle de reguleringsmæssige og ikkereguleringsmæssige hindringer, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1.
Denne vurdering følges i givet fald op af forslag til yderligere foranstaltninger.
11. Kommissionen gør de i stk. 1 og 2 omhandlede rapporter tilgængelige for offentligheden.
Artikel 25
Onlineplatform
Kommissionen etablerer en onlineplatform for at fremme den praktiske gennemførelse af dette direktiv på
nationalt, regionalt og lokalt niveau. Denne platform skal støtte udvekslingen af erfaringer om praksis,
benchmarking, netværksaktiviteter og innovativ praksis.
Artikel 26
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr.
182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
Artikel 27
Ændring og ophævelse
78
1. Direktiv 2006/32/EF ophæves med virkning fra den 5. juni 2014, med undtagelse af artikel 4, stk. 1-4, i
og bilag I, III og IV til nævnte direktiv, uden at medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til tidsfristen
for direktivets gennemførelse i national ret derved berøres. Artikel 4, stk. 1-4, i og bilag I, III og IV til
direktiv 2006/32/EF ophæves med virkning fra den 1. januar 2017.
Direktiv 2004/8/EF ophæves med virkning fra den 5. juni 2014, uden at medlemsstaternes forpligtelser
med hensyn til tidsfristen for dets gennemførelse i national ret derved berøres.
Henvisninger til direktiv 2006/32/EF og 2004/8/EF betragtes som henvisninger til nærværende direktiv
og læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilag XV.
2. Artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv 2010/30/EU udgår med virkning fra den 5. juni 2014.
3. Direktiv 2009/125/EF ændres således:
1) Følgende betragtning indsættes:
"(35a) I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers
energimæssige ydeevne [*] skal medlemsstaterne fastsætte krav til energimæssig ydeevne for bygnings-
dele, der udgør en del af bygningens klimaskærm, og krav til installationer for så vidt angår den samlede
energimæssige ydeevne, korrekt installering og passende dimensionering, indstilling og kontrol af de tek-
niske bygningsinstallationer, der er installeret i eksisterende bygninger. Det er i overensstemmelse med
målene i nærværende direktiv, at disse krav under visse omstændigheder kan begrænse installationen af
energirelaterede produkter, som er i overensstemmelse med nærværende direktiv og dets gennemførelses-
foranstaltninger, forudsat at sådanne krav ikke udgør en urimelig markedshindring.
2) Følgende punktum tilføjes i slutningen af artikel 6, stk. 1:
"Dette berører ikke de krav til energimæssig ydeevne og de krav til installationer, som medlemsstaterne
har fastsat i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, og artikel 8 i direktiv 2010/31/EU."
Artikel 28
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
dette direktiv senest den 5. juni 2014.
Uanset første afsnit sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for
at efterkomme artikel 4, artikel 5, stk. 1, første afsnit, artikel 5, stk. 5, artikel 5, stk. 6, artikel 7, stk. 9,
sidste afsnit, artikel 14, stk. 6, artikel 19, stk. 2, artikel 24, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, samt bilag V, punkt
4, inden udløbet af de heri fastsatte frister.
De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af med-
lemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de ud-
steder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 29
79
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 30
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. oktober 2012.
På Europa-Parlamentets vegne, M. Schulz, Formand
På Rådets vegne, A. D. Mavroyiannis, Formand
--------------------------------------------------
[1] EUT C 24 af 28.1.2012, s. 134.
[2] EUT C 54 af 23.2.2012, s. 49.
[3] Europa-Parlamentets holdning af 11.9.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af
4.10.2012.
[4] EUT L 114 af 27.4.2006, s. 64.
[5] EUT L 140 af 5.6.2009, s. 136.
[6] EUT L 52 af 21.2.2004, s. 50.
[7] EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.
[8] EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13.
[9] EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.
[10] EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55.
[11] EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94.
[12] EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.
[13] EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114.
[14] EUT L 211 af 14.8.2009, s. 15.
[15] EUT L 211 af 14.8.2009, s. 36.
[16] EUT L 1 af 5.1.2010, s. 10.
[17] EUT L 310 af 9.11.2006, s. 15.
[18] EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.
[19] EUT L 153 af 18.6.2010, s. 1.
[20] EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
80
[21] EUT L 304 af 14.11.2008, s. 1.
[22] EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114.
[23] EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36.
[24] EUT L 216 af 20.8.2009, s. 76.
[25] EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30.
[26] EUT L 343 af 23.12.2011, s. 91.
[27] EUT L 24 af 29.1.2008, s. 8.
[28] EUT L 191 af 23.7.2010, s. 28.
[*] EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13."
--------------------------------------------------
BILAG I
GENERELLE PRINCIPPER FOR BEREGNINGEN AF EL FRA KRAFTVARMEPRODUKTI-
ON
Del I
Generelle principper
De værdier, der benyttes til beregning af el fra kraftvarmeproduktion, fastsættes på grundlag af den for-
ventede eller faktiske drift af enheden under normale forhold. I forbindelse med mikrokraftvarmeenheder
kan beregningen baseres på certificerede værdier.
a) El produceret ved kraftvarme ansættes til den samlede årlige elproduktion fra enheden målt ved hoved-
generatorernes afgangsklemmer
i) i kraftvarmeenheder af type b), d), e), f), g) og h), jf. del II, med en af medlemsstaterne fastsat årlig
samlet effektivitet på mindst 75 %, og
ii) i kraftvarmeenheder af type a) og c), jf. del II, med en af medlemsstaterne fastsat årlig samlet effektivi-
tet på mindst 80 %.
b) I kraftvarmeenheder med en årlig samlet effektivitet på mindre end værdien i litra a), nr. i), (kraftvar-
meenheder af type b), d), e), f), g) og h), jf. del II) eller en årlig samlet effektivitet på mindre end værdien
i litra a), nr. ii), (kraftvarmeenheder af type a) og c), jf. del II) beregnes kraftvarmeproduktionen efter føl-
gende formel:
ECHP=HCHP*C
hvor:
ECHP er mængden af el fra kraftvarmeproduktion
C er el/varmeforholdet
81
HCHP er mængden af nyttevarme fra kraftvarmeproduktion (i denne forbindelse beregnet som den samle-
de varmeproduktion minus al varme, der produceres i separate kedler eller ved udtag af fri damp fra
dampgeneratoren før turbinen).
Beregningen af el fra kraftvarmeproduktion skal baseres på det faktiske el/varmeforhold. Hvis det fakti-
ske el/varmeforhold i en kraftvarmeenhed ikke er kendt, kan nedenstående standardværdier benyttes,
navnlig i statistisk øjemed, for enheder af type a), b), c), d) og e), jf. del II, men den beregnede kraftvar-
me-el må ikke være større end enhedens samlede elproduktion:
Type | Standard el/varmeforhold, C |
Gasturbine med kombineret cyklus og varmegenvinding | 0,95 |
Dampturbine med modtryksdrift | 0,45 |
Dampturbine med kondensation og dampudtag | 0,45 |
Gasturbine med varmegenvinding | 0,55 |
Forbrændingsmotor | 0,75 |
Hvis medlemsstaterne indfører standardværdier for el/varmeforholdet for enheder af type f), g), h), i), j)
og k), jf. del II, skal de offentliggøre dem og give Kommissionen meddelelse herom.
c) Hvis en del af energiindholdet i det brændsel, der benyttes til kraftvarmeproduktionsprocessen, kan
genvindes i kemikalier og genanvendes, kan denne del fratrækkes brændselsforbruget, inden den samlede
effektivitet i litra a) og b) beregnes.
d) Medlemsstaterne kan bestemme el/varmeforholdet som forholdet mellem elektricitet og nyttevarme
ved kraftvarmeproduktion ved lavere kapacitet på baggrund af driftsdata for den bestemte enhed.
e) Medlemsstaterne kan anvende andre indberetningsperioder end et år i forbindelse med beregningerne i
henhold til litra a) og b).
Del II
Kraftvarmeteknologier, der er omfattet af dette direktiv
a) Gasturbine med kombineret cyklus og varmegenvinding
b) Dampturbine med modtryksdrift
c) Dampturbine med kondensation og dampudtag
d) Gasturbine med varmegenvinding
e) Forbrændingsmotor
f) Mikroturbiner
g) Stirlingmotor
h) Brændselscelle
i) Dampmaskine
j) Rankine kredsproces med organisk medium
82
k) Anden teknologi eller kombination af teknologier, der falder inden for definitionen i artikel 2, nr. 30).
Ved gennemførelsen og anvendelsen af de generelle principper for beregning af el fra kraftvarmeproduk-
tion skal medlemsstaterne anvende de detaljerede retningslinjer, der er fastsat ved Kommissionens beslut-
ning 2008/952/EF af 19. november 2008 om detaljerede retningslinjer for gennemførelsen og anvendelsen
af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF [1].
[1] EUT L 338 af 17.12.2008, s. 55.
--------------------------------------------------
BILAG II
METODE TIL BESTEMMELSE AF EFFEKTIVITETEN AF KRAFTVARMEPRODUKTIONS-
PROCESSEN
De værdier, der benyttes til beregning af kraftvarmeproduktionens effektivitet og primærenergibesparel-
serne, fastsættes på grundlag af den forventede eller faktiske drift af enheden under normale forhold.
a) Højeffektiv kraftvarmeproduktion
Med henblik på dette direktiv skal højeffektiv kraftvarmeproduktion opfylde følgende kriterier:
- Kraftvarmeproduktionen fra kraftvarmeenheder skal føre til primærenergibesparelser beregnet i over-
ensstemmelse med litra b) på mindst 10 % i forhold til referenceværdien for separat produktion af el og
varme.
- Produktionen fra små kraftvarmeenheder og mikrokraftvarmeenheder, som giver primærenergibesparel-
ser, kan betegnes som højeffektiv kraftvarmeproduktion.
b) Beregning af primærenergibesparelser
Primærenergibesparelsen ved kraftvarmeproduktion som defineret i bilag I beregnes ved hjælp af neden-
stående formel:
hvor:
PES er primærenergibesparelsen.
CHP Hη er varmevirkningsgraden ved kraftvarmeproduktionen defineret som den årlige nyttevarmepro-
duktion divideret med det brændselsforbrug, der er medgået til at producere summen af nyttevarme og el
fra kraftvarmeproduktion.
Ref Hη er referenceværdien for effektiviteten ved separat varmeproduktion.
83
CHP Eη er eleffektiviteten ved kraftvarmeproduktionen defineret som den årlige mængde el fra kraftvar-
meproduktion divideret med det brændselsforbrug, der er medgået til at producere summen af nyttevarme
og el fra kraftvarmeproduktion. Hvis en kraftvarmeenhed producerer mekanisk energi, kan den årlige
mængde el fra kraftvarmeproduktion forøges med et supplerende element, der udgøres af den mængde
elektricitet, der svarer til mængden af mekanisk energi. Et sådant supplerende element giver ikke ret til at
udstede oprindelsesgarantier i henhold til artikel 14, stk. 10.
Ref Eη er referenceværdien for effektiviteten ved separat elproduktion.
c) Beregning af energibesparelser efter alternative metoder
Medlemsstaterne kan beregne primærenergibesparelsen ved produktion af el, varme og mekanisk energi
som anført nedenfor uden at anvende bilag I for at udelukke den ikke-kraftvarmeproducerede el og varme
inden for samme proces. En sådan produktion kan betragtes som højeffektiv kraftvarmeproduktion, hvis
den opfylder effektivitetskriterierne i litra a) i dette bilag, og hvis den samlede effektivitet er over 70 %,
når der er tale om kraftvarmeenheder med en elkapacitet på over 25 MW. Med henblik på udstedelse af
en oprindelsesgaranti og til statistiske formål fastlægges mængden af el fra kraftvarmeproduktion produ-
ceret ved en sådan produktion imidlertid i overensstemmelse med bilag I.
Hvis primærenergibesparelserne for en proces beregnes ved anvendelse af en alternativ beregning som
anført ovenfor, beregnes primærenergibesparelserne efter formlen i litra b) i dette bilag, idet "CHP Hη"
ændres til "Hη" og "CHP Eη" ændres til "Eη", hvor:
Hη er varmeeffektiviteten ved processen defineret som den årlige varmeproduktion divideret med det
brændselsforbrug, der er medgået til at producere summen af varme og elektricitet.
Eη er eleffektiviteten ved processen defineret som den årlige elproduktion divideret med det brændsels-
forbrug, der er medgået til at producere summen af varme og elektricitet. Hvis en kraftvarmeenhed produ-
cerer mekanisk energi, kan den årlige mængde el fra kraftvarmeproduktion forøges med et supplerende
element, som udgøres af den mængde elektricitet, der svarer til mængden af mekanisk energi. Et sådant
supplerende element giver ikke ret til at udstede oprindelsesgarantier i henhold til artikel 14, stk. 10.
d) Medlemsstaterne kan anvende andre indberetningsperioder end et år i forbindelse med beregningerne i
henhold til litra b) og c) i dette bilag.
e) For mikrokraftvarmeenheder kan beregningen af primærenergibesparelserne baseres på certificerede
data.
f) Referenceværdier for effektiviteten ved separat produktion af el og varme
Disse harmoniserede referenceværdier for effektiviteten skal bestå af en matrix af værdier, der differentie-
res på grundlag af relevante faktorer, herunder bygningsår og brændselstype, og skal bygge på en veldo-
kumenteret analyse, der bl.a. tager hensyn til data fra drift under realistiske forhold, brændselssammen-
sætning, klimaforhold samt anvendte kraftvarmeteknologier.
Driftseffektiviteten ved den separate produktion af el og varme, som kraftvarmeproduktionen skal erstat-
te, fastsættes efter referenceværdierne for effektiviteten ved separat produktion af el og varme, jf. formlen
i litra b).
Referenceværdierne for effektiviteten beregnes efter følgende principper:
1. For kraftvarmeenheder tages der ved sammenligningen med separat elproduktion udgangspunkt i prin-
cippet om sammenligning mellem samme brændselskategorier.
84
2. Hver kraftvarmeenhed sammenlignes med den bedste tilgængelige og økonomisk begrundede teknolo-
gi for separat produktion af el og varme på markedet i det år, hvor kraftvarmeenheden blev bygget.
3. Referenceværdierne for effektiviteten af kraftvarmeenheder, der er over ti år gamle, fastsættes på
grundlag af referenceværdierne for enheder, der er ti år gamle.
4. Referenceværdierne for effektiviteten af separat produktion af el og varme afspejler de klimatiske for-
skelle mellem medlemsstaterne.
--------------------------------------------------
BILAG III
ENERGIEFFEKTIVITETSKRAV VED STATSLIGE INDKØB AF PRODUKTER, TJENESTE-
YDELSER OG BYGNINGER
Ved indkøb af produkter, tjenesteydelser eller bygninger skal en statsforvaltning, for så vidt det er i over-
ensstemmelse med omkostningseffektivitet, økonomisk gennemførlighed, bæredygtighed generelt, tek-
nisk egnethed samt tilstrækkelig konkurrence, foretage sig følgende:
a) Når et produkt er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til direktiv 2010/30/EU eller af et
relateret gennemførelsesdirektiv vedtaget af Kommissionen, køber den kun produkter, der opfylder krite-
riet om at tilhøre den klasse, der er mest muligt energieffektiv set i lyset af, at der skal sikres tilstrækkelig
konkurrence.
b) Når et produkt, der ikke er omfattet af litra a), er omfattet af en gennemførelsesforanstaltning i henhold
til direktiv 2009/125/EF, som er vedtaget efter nærværende direktivs ikrafttræden, køber den kun produk-
ter, der opfylder gennemførelsesforanstaltningens referenceværdier for energieffektivitet.
c) Den køber kontorudstyr henhørende under Rådets afgørelse 2006/1005/EF af 18. december 2006 om
indgåelse af aftalen mellem regeringen for Amerikas Forenede Stater og Det Europæiske Fællesskab om
koordinering af programmer for energieffektivitetsmærkning af kontorudstyr [1], der opfylder energief-
fektivitetskrav, som ikke er mindre strenge end dem, der er anført i bilag C til den aftale, der er knyttet til
nævnte afgørelse.
d) Den køber kun dæk, der opfylder kriterierne for at tilhøre den højeste brændstofeffektivitetsklasse som
defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 af 25. november 2009 om
mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre [2]. Dette krav hin-
drer ikke offentlige organer i at købe dæk i den højeste vådgrebsklasse eller klasse for afgivelse af rulle-
støj til omgivelserne, hvis sikkerheds- eller sundhedshensyn berettiger det.
e) Den kræver i sine udbud af tjenesteydelseskontrakter, at tjenesteleverandørerne kun bruger produkter,
der opfylder kravene i litra a)-d), når de leverer de pågældende tjenesteydelser. Dette krav finder kun an-
vendelse på nye produkter, der delvis eller udelukkende er købt af tjenesteleverandører med henblik på at
levere den pågældende tjenesteydelse.
f) Den køber eller indgår kun nye lejeaftaler for bygninger, der som minimum opfylder de mindstekrav til
energimæssig ydeevne, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, medmindre formålet med købet er:
i) at foretage gennemgribende renovering eller nedrivning
ii) for så vidt angår offentlige organer, at videresælge bygningen uden at anvende den til det offentlige
organs eget formål, eller
85
iii) at bevare bygningen som en bygning, der officielt er fredet som en del af et særligt område eller som
følge af dens særlige arkitektoniske eller historiske værdi.
Overholdelsen af disse krav verificeres ved energiattester, jf. artikel 11 i direktiv 2010/31/EU.
[1] EUT L 381 af 28.12.2006, s. 24.
[2] EUT L 342 af 22.12.2009, s. 46.
--------------------------------------------------
BILAG IV
ENERGIINDHOLDET I UDVALGTE BRÆNDSLER TIL SLUTANVENDELSER — KONVER-
TERINGSTABEL [1]
Kilde: Eurostat.
Energiprodukt kJ (NCV) kg olieækv. (NCV) kWh (NCV)
1 kg koks 28500 0,676 7,917
1 kg stenkul 17200 — 30700 0,411 — 0,733 4,778 — 8,528
1 kg brunkulsbriketter 20000 0,478 5,556
1 kg brunkul med høj
brændværdi
10500 — 21000 0,251 — 0,502 2,917 — 5,833
1 kg brunkul 5600 — 10500 0,134 — 0,251 1,556 — 2,917
1 kg olieskifer 8000 — 9000 0,191 — 0,215 2,222 — 2,500
1 kg tørv 7800 — 13800 0,186 — 0,330 2,167 — 3,833
1 kg tørvebriketter 16000 — 16800 0,382 — 0,401 4,444 — 4,667
1 kg restbrændselsolie
(svær olie)
40000 0,955 11,111
1 kg let brændselsolie 42300 1,010 11,750
1 kg motorbrændstof
(benzin)
44000 1,051 12,222
1 kg paraffinolie 40000 0,955 11,111
1 kg LPG 46000 1,099 12,778
1 kg naturgas [2] 47200 1,126 13,10
1 kg LNG 45190 1,079 12,553
1 kg træ (25 % fugtig-
hed) [3]
13800 0,330 3,833
1 kg pellets/træbriketter 16800 0,401 4,667
1 kg affald 7400 — 10700 0,177 — 0,256 2,056 — 2,972
1 MJ udvundet varme 1000 0,024 0,278
1 kWh elektrisk energi 3600 0,086 1 [4]
[1] Medlemsstaterne kan anvende andre konverteringsfaktorer, hvis det kan begrundes.
[2] 93 % metan.
[3] Medlemsstaterne kan anvende andre værdier, alt efter hvilken træsort der er mest anvendt i den pågæl-
dende medlemsstat.
86
[4] Finder anvendelse, når energibesparelser er opgjort i primærenergi ved hjælp af en bottom-up-tilgang
baseret på det endelige energiforbrug. For besparelser i kWh elektricitet kan medlemsstaterne anvende en
standardkoefficient på 2,5. Medlemsstaterne kan anvende en anden koefficient, hvis de kan begrunde den.
--------------------------------------------------
BILAG V
Fælles metoder til og principper for beregning af virkningen af ordninger for energispareforpligtel-
ser eller andre politiktiltag i henhold til artikel 7, stk. 1, 2 og 9, og artikel 20, stk. 6
1. Metoder til beregning af energibesparelser i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, artikel 7, stk. 9, andet
afsnit, litra b), c), d), e) og f), og artikel 20, stk. 6.
De forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter eller offentlige gennemførelsesmyndigheder kan be-
nytte en eller flere af følgende metoder til beregning af energibesparelser:
a) Antagne besparelser, med henvisning til resultaterne af tidligere uafhængigt overvågede energiforbed-
ringer i lignende anlæg. Den generiske tilgang kaldes "ex-ante".
b) Målte besparelser, hvor besparelserne ved installationen af en foranstaltning eller pakke af foranstalt-
ninger fastslås ved at registrere den faktiske reduktion i energiforbruget, hvor der skal tages behørigt hen-
syn til faktorer som additionalitet, beboelse, produktionsniveauer og vejret, der kan påvirke forbruget.
Den generiske tilgang kaldes "ex-post".
c) Skalerede besparelser, hvor der anvendes tekniske vurderinger af besparelser. Denne tilgang kan kun
anvendes, hvis det er vanskeligt eller uforholdsmæssigt dyrt at opnå solide målte data for et specifikt an-
læg, f.eks. udskiftning af en kompressor eller elektrisk motor med en anden kWh-ydelse end den, som
uafhængige oplysninger om besparelse er blevet målt på, eller hvis de foretages på grundlag af nationalt
fastsatte metoder og benchmarks af kvalificerede eller akkrediterede eksperter, der er uafhængige af de
forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter, der er involveret.
d) Undersøgte besparelser, hvor forbrugernes reaktion på rådgivning, oplysningskampagner, mærknings-
eller certificeringsordninger eller intelligent måling fastslås. Denne tilgang må kun anvendes for besparel-
ser, der skyldes ændringer i forbrugernes adfærd. Den må ikke anvendes for besparelser, der skyldes in-
stallation af fysiske foranstaltninger.
2. Ved beregning af energibesparelser ved en energieffektivitetsforanstaltning i henhold til artikel 7, stk. 1
og 2, artikel 7, stk. 9, andet afsnit, litra b), c), d), e) og f), og artikel 20, stk. 6, anvendes følgende princip-
per:
a) der må kun ydes kredit for besparelser, der overstiger følgende:
i) Unionens præstationsnormer for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers emissioner efter gen-
nemførelsen af henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 af 23. april
2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets inte-
grerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer [1] og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 af 11. maj 2011 om fastsættelse af præstations-
normer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Unionens integrerede tilgang til nedbringelse
af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer [2]
ii) Unionens krav vedrørende visse energirelaterede produkters fjernelse fra markedet efter gennemførel-
sen af gennemførelsesforanstaltningerne i henhold til direktiv 2009/125/EF, og
87
b) for at tage højde for variationer i klimaforhold mellem regioner kan medlemsstaterne vælge at justere
besparelser til en standardværdi eller tillade forskellige energibesparelser i overensstemmelse med variati-
oner i temperatur mellem regioner
c) den forpligtede, deltagende eller bemyndigede parts aktiviteter skal være påviseligt væsentlige for op-
nåelsen af de hævdede besparelser
d) besparelser fra en individuel foranstaltning kan ikke hævdes opnået af mere end én part
e) beregningen af energibesparelser skal tage hensyn til besparelsernes levetid. Dette kan gøres ved at op-
tælle de besparelser, som hver individuel foranstaltning vil sikre mellem dens gennemførelsesdato og den
31. december 2020. Alternativt kan medlemsstaterne anvende en anden metode, der skønnes at opnå
mindst samme totale mængde besparelser. Ved anvendelse af andre metoder skal medlemsstaterne sikre,
at den samlede mængde energibesparelser, der beregnes med disse andre metoder, ikke overstiger den
mængde energibesparelser, der ville have været resultatet af beregningen, når man optæller de besparel-
ser, som hver individuel foranstaltning vil sikre mellem dens gennemførelsesdato og den 31. december
2020. Medlemsstaterne skal i deres første nationale energieffektivitetshandlingsplan i henhold til bilag
XIV i dette direktiv beskrive i detaljer, hvilke andre metoder de har brugt, og hvilke foranstaltninger der
er blevet truffet til at sikre dette bindende beregningskrav, og
f) foranstaltninger fra forpligtede, deltagende eller bemyndigede parters side, enten individuelt eller sam-
men, der har til formål at skabe vedvarende ændring af produkter, udstyr eller markeder til en højere grad
af energieffektivitet, er tilladt, og
g) i forbindelse med fremme af udbredelsen af energieffektivitetsforanstaltninger skal medlemsstaterne
sikre, at kvalitetsstandarder for produkter, tjenesteydelser og installation af foranstaltninger opretholdes.
Hvis der ikke findes sådanne standarder, skal medlemsstaterne samarbejde med de forpligtede, deltagende
eller bemyndigede parter om at indføre dem.
3. Ved beregning af energibesparelser ved politiktiltag, der er iværksat i henhold til artikel 7, stk. 9, andet
afsnit, litra a), anvendes følgende principper:
a) der medregnes alene energibesparelser ved beskatningsforanstaltninger, som overstiger minimumsaf-
giftssatserne for brændsler i henhold til Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukture-
ring af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet [3] eller Rådets direktiv
2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem [4]
b) nye og repræsentative officielle tal for priselasticiteter anvendes til beregning af virkningen, og
c) energibesparelsen fra ledsagende skattepolitiske instrumenter, herunder skattemæssige incitamenter og
indbetalinger til en fond, opføres separat.
4. Meddelelse om metoder
Medlemsstaterne giver senest den 5. december 2013 Kommissionen meddelelse om deres foreslåede de-
taljerede metoder til anvendelse af ordningerne for energispareforpligtelser og med henblik på artikel 7,
stk. 9, og artikel 20, stk. 6. Denne meddelelse skal, medmindre det drejer sig om skatter og afgifter, inde-
holde oplysninger om:
a) forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter eller offentlige gennemførelsesmyndigheder
b) omfattede sektorer
88
c) niveauet af energisparemålet eller de besparelser, der forventes opnået i hele perioden og i delperioder-
ne
d) varigheden af forpligtelsesperioden og delperioderne
e) berettigede foranstaltningskategorier
f) beregningsmetoder, inklusive hvordan additionalitet og væsentlighed fastslås, og hvilke metoder og
benchmarks der benyttes til tekniske vurderinger
g) foranstaltningers levetider
h) tilgang anvendt til håndtering af klimavariationer i medlemsstaterne
i) kvalitetsstandarder
j) overvågnings- og kontrolprotokoller, og hvordan disses uafhængighed af de forpligtede, deltagende el-
ler bemyndigede parter sikres
k) revisionsprotokoller, og
l) hvordan der tages hensyn til, at kravet i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, skal opfyldes.
Denne meddelelse skal, når det drejer sig om skatter og afgifter, indeholde oplysninger om:
a) omfattede sektorer og skatteydersegment
b) offentlig gennemførelsesmyndighed
c) besparelser, der forventes opnået
d) varigheden af beskatningsforanstaltningen og delperioderne og
e) beregningsmetoden, herunder hvilke priselasticiteter der er anvendt.
[1] EUT L 140 af 5.6.2009, s. 1.
[2] EUT L 145 af 31.5.2011, s. 1.
[3] EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51.
[4] EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.
--------------------------------------------------
BILAG VI
Minimumskriterier for energisyn, herunder dem, der gennemføres som en del af energiledelsessy-
stemer
De energisyn, der er omhandlet i artikel 8, baseres på følgende retningslinjer:
a) bygge på ajourførte, målte, sporbare driftsdata om energiforbrug og (for elektricitet) belastningsprofiler
b) omfatte en detaljeret gennemgang af energiforbrugsprofilen for bygninger eller grupper af bygninger,
industrielle aktiviteter eller anlæg, herunder transport
89
c) når det er muligt bygge på en livscyklusomkostningsanalyse i stedet for simple tilbagebetalingsperioder
for at tage hensyn til langsigtede besparelser, langsigtede investeringers restværdier og kalkulationsrenter
d) være forholdsmæssige og tilstrækkeligt repræsentative til at gøre det muligt at tegne et troværdigt bille-
de af den samlede energimæssige ydeevne og pålideligt identificere de betydeligste muligheder for for-
bedringer.
Energisyn skal give mulighed for detaljerede og validerede beregninger af de foreslåede foranstaltninger,
således at der tilvejebringes præcise oplysninger om potentielle besparelser.
De data, der anvendes i energisyn, skal kunne opbevares med henblik på historisk analyse og udvikling i
ydeevne.
--------------------------------------------------
BILAG VII
Mindstekrav til fakturering og faktureringsoplysninger baseret på faktisk forbrug
1. Mindstekrav til fakturering
1.1. Fakturering baseret på faktisk forbrug
For at give slutkunderne mulighed for at styre deres eget energiforbrug bør faktureringen finde sted på
grundlag af det faktiske forbrug mindst en gang årligt, og faktureringsoplysningerne bør stilles til rådig-
hed mindst hvert kvartal, på anmodning eller hvis forbrugerne har valgt elektronisk fakturering, ellers to
gange årligt. Gas, der kun anvendes til madlavning, kan fritages for dette krav.
1.2. Mindstekrav til oplysningerne i fakturaen
Medlemsstaterne sørger for, at slutkunderne i relevant omfang får klare og letforståelige oplysninger om
følgende forhold i eller sammen med fakturaer, kontrakter, transaktioner og kvitteringer fra distributions-
stationer:
a) faktiske aktuelle priser og faktisk energiforbrug
b) sammenligning af slutkundens aktuelle energiforbrug med forbruget i samme periode året før, helst i
en grafisk fremstilling
c) kontaktoplysninger om slutkundeorganisationer, energimyndigheder eller lignende organer, herunder
websteder, hvorfra der kan hentes oplysninger om, hvilke foranstaltninger til forbedring af energieffekti-
viteten der tilbydes, sammenlignende slutbrugerprofiler og objektive tekniske specifikationer for energi-
forbrugende udstyr.
Endvidere sørger medlemsstaterne for, at slutkunderne, når det er muligt og nyttigt, får klare og letfor-
ståelige oplysninger om sammenligninger med en normeret, gennemsnitlig slutkunde eller referenceslut-
kunde i samme brugerkategori i, sammen med eller som henvisninger i fakturaer, kontrakter, transaktio-
ner og kvitteringer fra distributionsstationer.
1.3. Rådgivning om energieffektivitet som bilag til fakturaer og anden feedback til slutkunder
Ved afsendelse af kontrakter og kontraktændringer og i de fakturaer, kunderne modtager, eller via web-
steder til individuelle kunder, skal energidistributører, distributionssystemoperatører og energileverandø-
rer i detailleddet give deres kunder klare og letforståelige oplysninger om, hvordan de kan kontakte uaf-
90
hængige forbrugerrådgivningscentre, energimyndigheder eller lignende institutioner, herunder disses in-
ternetadresser, hvor de kan få råd om, hvilke energieffektivitetsforanstaltninger der tilbydes, reference-
profiler for deres energiforbrug og tekniske specifikationer for energiforbrugende apparater, der kan tjene
til at begrænse forbruget af disse apparater.
--------------------------------------------------
BILAG VIII
Potentiale for varme- og køleeffektivitet
1. Den omfattende vurdering af nationale varme- og kølepotentialer i henhold til artikel 14, stk. 1, skal
omfatte
a) en beskrivelse af varme- og kølebehovet
b) en prognose for, hvordan efterspørgslen vil ændre sig de næste ti år under hensyntagen til udviklingen i
efterspørgslen i bygninger og de forskellige industrisektorer
c) et kort over det nationale territorium, der, samtidig med at forretningsmæssigt følsomme oplysninger
beskyttes, angiver:
i) varme- og kølebehovspunkter, herunder
- kommuner og byområder med en bebyggelsesprocent på mindst 0,3 og
- industrizoner med et samlet årligt varme- og køleforbrug på mere end 20 GWh
ii) eksisterende og planlagt fjernvarme- og fjernkøleinfrastruktur
iii) potentielle varme- og køleforsyningspunkter, herunder
- elproduktionsanlæg med en samlet årligt elproduktion på mere end 20 GWh og
- affaldsforbrændingsanlæg
- eksisterende og planlagte kraftvarmeanlæg, der anvender teknologier, der er omhandlet i bilag I, del II,
og fjernvarmeanlæg
d) identifikation af den varme- og køleefterspørgsel, der kunne dækkes af højeffektiv kraftvarmeprodukti-
on, herunder mikrokraftvarmeproduktion i boligbyggerier, og af fjernvarme og fjernkøling
e) identifikation af potentialet for yderligere højeffektiv kraftvarmeproduktion, herunder fra renovering af
udstyret på eksisterende og opførelse af nye elproduktions- og industrianlæg eller andre anlæg, der frem-
bringer spildvarme
f) identifikation af potentialet for energieffektivitet i fjernvarme- og fjernkøleinfrastruktur
g) strategier, politikker og foranstaltninger, der kan vedtages frem til 2020 og frem til 2030 for at realisere
potentialet i litra e) for at imødekomme efterspørgslen i litra d), herunder, når det er relevant, forslag til
at:
i) øge kraftvarmens andel af varme- og kuldeproduktionen og af elproduktionen
ii) udvikle effektiv fjernvarme- og fjernkøleinfrastruktur for at imødekomme udviklingen af højeffektiv
kraftvarmeproduktion og anvendelse af opvarmning og køling fra spildvarme og vedvarende energikilder
91
iii) tilskynde til, at nye termiske elproduktionsanlæg og industrianlæg, der producerer spildvarme, lokali-
seres på steder, hvor mest muligt af den producerede spildvarme vil blive genvundet for at opfylde bestå-
ende eller forventede varme- og kølebehov
iv) tilskynde til, at nye boligområder og nye industrianlæg, der forbruger varme i produktionsprocesserne,
lokaliseres på steder, hvor den producerede spildvarme i overensstemmelse med den omfattende vurde-
ring kan bidrage til dækning af deres varme- og kølebehov. Det kunne være forslag, som støtter klyngelo-
kalisering af et antal individuelle anlæg med henblik på at sikre en optimal overensstemmelse mellem ud-
bud af og efterspørgsel efter varme og køling
v) tilskynde til, at termiske elproduktionsanlæg, industrianlæg, der frembringer spildvarme, affaldsfor-
brændingsanlæg og andre anlæg, der omdanner affald til energi, tilsluttes det lokale fjernvarme- eller
fjernkølenet
vi) tilskynde til, at boligområder og industrianlæg, der forbruger varme i produktionsprocesserne, tilslut-
tes det lokale fjernvarme- eller fjernkølenet
h) den højeffektive kraftvarmeproduktions andel samt det potentiale, der er fastslået, og de fremskridt, der
er opnået i henhold til direktiv 2004/8/EF
i) et skøn over primærenergibesparelsen
j) et skøn over eventuelle offentlige støtteforanstaltninger til opvarmning og køling med oplysning om det
årlige budget og identifikation af det potentielle støtteelement. Dette foregriber ikke en særskilt anmeldel-
se af offentlige støtteordninger med henblik på vurdering af deres forenelighed med statsstøttereglerne.
2. Den omfattende vurdering kan, hvis det er hensigtsmæssigt, være en sammenstilling af regionale eller
lokale planer og strategier.
--------------------------------------------------
BILAG IX
COST-BENEFIT-ANALYSE
Del 1
Almindelige principper for cost-benefit-analysen
Formålet med at forberede cost-benefit-analyser — i forbindelse med foranstaltninger til fremme af effek-
tivitet under opvarmning og køling som omhandlet i artikel 14, stk. 3, — er at skabe et beslutningsgrund-
lag for kvalificeret prioritering af begrænsede ressourcer på samfundsniveau.
Cost-benefit-analysen kan enten omfatte en vurdering af et projekt eller en gruppe projekter eller en bre-
dere lokal, regional eller national vurdering med det formål at fastlægge den mest omkostningseffektive
og fordelagtige mulighed for opvarmning eller køling for et bestemt geografisk område med henblik på
varmeplanlægning.
Cost-benefit-analyser med henblik på artikel 14, stk. 3, skal omfatte en økonomisk analyse af de sam-
fundsøkonomiske og miljømæssige faktorer.
Cost-benefit-analyserne skal omfatte følgende trin og overvejelser:
a) Fastlæggelse af en systemgrænse og en geografisk grænse
92
De pågældende cost-benefit-analysers anvendelsesområde er bestemmende for energisystemet. Den geo-
grafiske grænse skal dække et egnet, veldefineret geografisk område, f.eks. en region eller et storbyområ-
de, for at undgå, at der vælges suboptimerede løsninger fra projekt til projekt.
b) Integreret tilgang til udbuds- og efterspørgselsmuligheder
Cost-benefit-analysen skal omfatte alle relevante forsyningsressourcer, som er tilgængelige inden for sy-
stemet og den geografiske grænse, med anvendelse af de tilgængelige data, herunder spildvarme fra el-
produktion og industrianlæg og vedvarende energi, samt tendenserne i varme- og kølebehovet og dets ka-
rakteristika.
c) Udarbejdelse af et grundscenarie
Grundscenariet skal fungere som det referencepunkt, de alternative scenarier vurderes i forhold til.
d) Fastsættelse af alternative scenarier
Alle relevante alternativer til grundscenariet skal overvejes. Scenarier, der af tekniske eller finansielle år-
sager eller på grund af national lovgivning eller tidsfrister ikke er gennemførlige, kan udelukkes i en tidlig
fase af cost-benefit-analysen, hvis det kan begrundes i nøje, klare og veldokumenterede overvejelser.
Kun højeffektiv kraftvarmeproduktion, effektiv fjernvarme og fjernkøling og forsyningsmuligheder inden
for individuel effektiv opvarmning og køling bør tages i betragtning i cost-benefit-analysen som alternati-
ve scenarier sammenlignet med grundscenariet.
e) Metode til beregning af cost-benefit-overskud
i) De samlede langsigtede omkostninger og fordele ved forsyningsmuligheder inden for opvarmning eller
køling vurderes og sammenlignes.
ii) Kriteriet for evaluering er nettonutidsværdikriteriet (NNV).
iii) Tidshorisonten vælges således, at alle scenariernes relevante omkostninger og fordele medregnes. For
eksempel kan en passende tidshorisont for et gasfyret kraftværk være 25 år, for et fjernvarmesystem 30
år, eller for varmeanlæg såsom kedler 20 år.
f) Beregning af og prognoser for priser og andre antagelser for den økonomiske analyse
i) Medlemsstaterne anslår med henblik på cost-benefit-analyserne priserne på væsentlige input- og out-
putfaktorer og kalkulationsrenten.
ii) Den kalkulationsrente, der anvendes til beregning af nettonutidsværdien i den økonomiske analyse,
vælges ud fra europæiske eller nationale retningslinjer [1].
iii) Medlemsstaterne anvender nationale, europæiske eller internationale prognoser for udviklingen i ener-
gipriserne, hvis det er hensigtsmæssigt i deres nationale og/eller regionale/lokale kontekst.
iv) De priser, der anvendes i den økonomiske analyse, skal afspejle de reelle samfundsøkonomiske om-
kostninger og fordele og bør omfatte eksterne omkostninger, f.eks. miljø- og sundhedsmæssige virkninger
i det omfang, det er muligt, dvs. når en markedspris foreligger, eller når den allerede indgår i europæisk
eller national lovgivning.
g) Økonomisk analyse: opgørelse af virkninger
De økonomiske analyser skal omfatte alle relevante økonomiske virkninger.
93
Medlemsstaterne kan vurdere og i beslutningstagningen tage hensyn til omkostninger og energibesparel-
ser som følge af den øgede fleksibilitet i energiforsyningen og af en mere optimal drift af elnettene, her-
under undgåede omkostninger og besparelser som følge af reducerede infrastrukturinvesteringer, i de ana-
lyserede scenarier.
De omkostninger og fordele, der tages i betragtning, skal omfatte mindst følgende:
i) Fordele
- værdien af produktionen for forbrugeren (varme og elektricitet)
- eksterne fordele såsom miljø- og sundhedsfordele i det omfang, det er muligt.
ii) Omkostninger
- kapitalomkostninger ved anlæg og udstyr
- kapitalomkostninger ved de tilhørende energinet
- variable og faste driftsomkostninger
- energiomkostninger
- miljø- og sundhedsomkostninger i det omfang, det er muligt
h) Følsomhedsanalyse
Der skal foretages en følsomhedsanalyse for at vurdere omkostningerne og fordelene ved et projekt eller
en gruppe projekter på grundlag af forskellige energipriser, kalkulationsrenter og andre variable faktorer,
der har væsentlig indflydelse på resultatet af beregningerne.
Medlemsstaterne skal udpege de kompetente myndigheder, der har ansvar for gennemførelsen af cost-be-
nefit-analyserne i henhold til artikel 14. Medlemsstaterne kan kræve, at kompetente lokale, regionale og
nationale myndigheder eller operatører af de enkelte anlæg foretager den økonomiske og finansielle ana-
lyse. De skal forelægge de detaljerede metoder og antagelser i overensstemmelse med dette bilag og fast-
lægge og offentliggøre de procedurer, der anvendes til den økonomiske analyse.
Del 2
Principper med henblik på artikel 14, stk. 5 og 7
Cost-benefit-analyserne skal give oplysninger med henblik på foranstaltningerne i artikel 14, stk. 5 og 7.
Hvis der planlægges et rent elproducerende anlæg eller et anlæg uden varmegenvinding, foretages der en
sammenligning mellem de planlagte anlæg eller den planlagte renovering og et tilsvarende anlæg, der
producerer den samme mængde elektricitet eller procesvarme, men genvinder spildvarmen og leverer var-
me gennem højeffektiv kraftvarmeproduktion og/eller fjernvarme- og fjernkølenet.
Inden for en given geografisk afgrænsning skal vurderingen tage hensyn til det planlagte anlæg og even-
tuelle hensigtsmæssige, eksisterende eller potentielle varmebehovspunkter, der kan forsynes derfra, under
hensyntagen til rationelle muligheder (for eksempel teknisk gennemførlighed og afstand).
Systemgrænsen sættes til at omfatte det planlagte anlæg og varmebelastningerne såsom bygning(er) og
industriprocesser. Inden for denne systemgrænse fastsættes de samlede omkostninger til varme- og elpro-
duktion for begge tilfælde og sammenlignes.
94
Varmebelastninger skal omfatte eksisterende varmebelastninger såsom et industrianlæg eller et eksister-
ende fjernvarmesystem og i byområder tillige den varmebelastning og de omkostninger, der ville fore-
komme, hvis en gruppe bygninger eller en bydel blev forsynet med og/eller tilsluttet til et nyt fjernvarme-
net.
Cost-benefit-analysen baseres på en beskrivelse af det planlagte anlæg og det/de anlæg, det sammenlignes
med, og omfatter i givet fald elektrisk kapacitet og varmekapacitet, brændselstype, planlagt anvendelse og
antallet af planlagte driftstimer pr. år, beliggenhed og el- og varmebehov.
Ved sammenligningen tages varmeenergibehovet og de former for opvarmning og køling, der anvendes af
de nærliggende varmebehovspunkter, i betragtning. Sammenligningen skal omfatte infrastrukturrelaterede
omkostninger for det planlagte anlæg og det anlæg, det sammenlignes med.
Cost-benefit-analyser med henblik på artikel 14, stk. 5, skal omfatte en økonomisk analyse med en finan-
siel analyse, der viser faktiske pengestrømstransaktioner som følge af investeringer i og drift af de enkelte
anlæg.
Projekter med positivt cost-benefit-resultat er dem, hvor summen af tilbagediskonterede fordele i den
økonomiske og finansielle analyse overstiger summen af tilbagediskonterede omkostninger (cost-benefit-
overskud).
Medlemsstaterne fastsætter de vejledende principper metoderne, antagelserne og tidshorisonten for den
økonomiske analyse.
Medlemsstaterne kan kræve, at de selskaber, der har ansvar for driften af de termiske elproduktionsanlæg,
industriselskaber, fjernvarme- og fjernkølenet eller andre parter, der er berørt af den fastlagte system-
grænse og geografiske grænse, giver oplysninger til brug for vurderingen af omkostningerne og fordelene
ved et bestemt anlæg.
[1] Ved valget af den nationale kalkulationsrente med henblik på den økonomiske analyse bør der tages
hensyn til data fra Den Europæiske Centralbank.
--------------------------------------------------
BILAG X
Oprindelsesgaranti for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion
a) Medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at sikre,
i) at oprindelsesgarantien for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion
- gør det muligt for producenter at dokumentere, at den elektricitet, de sælger, er produceret ved højeffek-
tiv kraftvarmeproduktion og udstedes med henblik herpå efter anmodning fra producenten
- er nøjagtig, pålidelig og sikret mod svindel
- udstedes, overføres og annulleres elektronisk
ii) at den samme enhed af energi fra højeffektiv kraftvarmeproduktion kun medregnes en gang.
b) Den i artikel 14, stk. 10, omhandlede oprindelsesgaranti skal mindst indeholde følgende oplysninger:
i) navn, beliggenhed, type og kapacitet (varme og elektrisk) for det anlæg, hvor energien er produceret
95
ii) dato og sted for produktionen
iii) nedre brændværdi for det brændsel, der er brugt til at producere den pågældende elektricitet
iv) mængde og anvendelse af den varme, der er produceret sammen med elektriciteten
v) hvor meget elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion i henhold til bilag II garantien omfatter
vi) primærenergibesparelserne beregnet i overensstemmelse med bilag II baseret på harmoniserede refe-
renceværdier for effektiviteten, jf. bilag II, litra f)
vii) anlæggets nominelle elektriske og termiske effekt
viii) hvorvidt og i hvilket omfang anlægget har modtaget investeringsstøtte
ix) hvorvidt og i hvilket omfang energienheden på andre måder har modtaget støtte fra en national støtte-
ordning samt fra hvilken type støtteordning
x) dato for, hvornår anlægget blev sat i drift, og
xi) udstedelsesdato og -land og et entydigt identifikationsnummer.
Oprindelsesgarantien skal være af standardstørrelsen 1 MWh. Den skal gælde for nettoproduktionen af
elektricitet målt på anlægsgrænsen og tilført elnettet.
--------------------------------------------------
BILAG XI
Energieffektivitetskriterier for regulering af energinet og for elnettakster
1. Nettakster skal afspejle omkostningsbesparelser i net, der opnås ved foranstaltninger på efterspørgsels-
siden og som efterspørgselsreaktion samt decentral produktion, herunder besparelser som følge af lavere
omkostninger ved levering eller ved netinvesteringer og mere optimal drift af nettet.
2. Netregulering og -takster må ikke hindre netoperatører eller energiforhandlere i at stille systemtjenester
til rådighed for foranstaltninger om efterspørgselsreaktion, efterspørgselsstyring og decentral produktion
på organiserede elmarkeder, herunder navnlig
a) flytning af belastningen fra spidslast- til lavlastperioder, foretaget af slutkunderne selv under hensynta-
gen til tilgængeligheden af vedvarende energi, energi fra kraftvarmeproduktion og decentral produktion
b) energibesparelser opnået af energiaggregatorers efterspørgselsreaktion fra spredte forbrugere
c) reduktion af efterspørgslen som følge af energieffektivitetsforanstaltninger gennemført af leverandører
af energitjenester, herunder energitjenesteselskaber
d) tilkobling og indsættelse af produktionskilder ved lavere spændingsniveauer
e) tilkobling af produktionskilder, der ligger tættere på forbrugsstedet, og
f) lagring af energi.
I forbindelse med anvendelse af denne bestemmelse omfatter udtrykket "organiserede elmarkeder" både
de såkaldte OTC-markeder (over the counter) og elbørser hvor der handles med energi, kapacitet, balan-
96
cerings- og hjælpeydelser inden for alle tidsrammer, herunder markeder for terminshandel, kommende
dag-handel og intradag-handel.
3. Netværkstakster eller detailtakster kan understøtte dynamisk prissætning for slutkundernes foranstalt-
ninger om efterspørgselsreaktion, f.eks.:
a) tidsdifferentierede takster
b) priser i kritiske spidslastperioder
c) realtidspriser og
d) spidslastrabatter.
--------------------------------------------------
BILAG XII
ENERGIEFFEKTIVITETSKRAV TIL TRANSMISSIONSSYSTEMOPERATØRER OG DISTRI-
BUTIONSSYSTEMOPERATØRER
Transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører skal
a) udarbejde og offentliggøre deres standardregler for, hvem der skal bære og dele omkostningerne ved
tekniske tilpasninger som f.eks. nettilslutninger og netforstærkninger, forbedret netdrift og regler for ikke-
diskriminerende gennemførelse af de netregler, der er nødvendige for at integrere nye producenter, der
leverer elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion, i det sammenkoblede elforsyningsnet.
b) give nye producenter af elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion, der ønsker at blive tilsluttet
til systemet, fyldestgørende og nødvendige oplysninger, herunder
i) et udtømmende og detaljeret skøn over, hvad tilslutningen vil koste
ii) en rimelig og nøjagtig tidsplan for modtagelse og behandling af ansøgningen om nettilslutning
iii) en rimelig, vejledende tidsplan for en foreslået nettilslutning. Hele nettilslutningsprocessen bør ikke
tage mere end 24 måneder under hensyntagen til, hvad der er praktisk muligt og ikkediskriminerende
c) tilvejebringe standardiserede og forenklede procedurer for tilslutning af decentrale højeffektive kraft-
varmeproducenter for at lette deres tilslutning til nettet.
De i litra a) omhandlede standardregler skal bygge på objektive, gennemskuelige og ikkediskriminerende
kriterier, hvor der navnlig et taget hensyn til samtlige omkostninger og fordele ved at tilslutte de pågæl-
dende producenter til nettet. De kan give mulighed for forskellige typer tilslutning.
--------------------------------------------------
BILAG XIII
Kontrakter om energimæssig ydeevne med den offentlige sektor eller de tilhørende udbudsbetingel-
ser skal mindst indeholde følgende:
- En klar og gennemskuelig liste over de effektivitetsforanstaltninger, der skal gennemføres, eller de ef-
fektivitetsresultater, der skal opnås.
- Garanterede besparelser, der kan opnås ved at gennemføre foranstaltningerne i kontrakten.
97
- Kontraktens løbetid, delmål for gennemførelsen, vilkår og opsigelsesfrist.
- En klar og gennemskuelig liste over hver kontraherende parts forpligtelser.
- Referencedato(er) for konstatering af de opnåede besparelser.
- En klar og gennemskuelig liste over, hvilke skridt der skal tages for at gennemføre en foranstaltning
eller en pakke af foranstaltninger, og i givet fald hvilke omkostninger de kræver.
- Forpligtelse til fuldt ud at gennemføre de i kontrakten indeholdte foranstaltninger og dokumentation for
alle ændringer undervej i projektet.
- Bestemmelser om medtagelse af tilsvarende krav i underentrepriser med tredjeparter.
- En klar og gennemskuelig angivelse af de økonomiske virkninger af projektet og fordelingen af parter-
nes andel i de opnåede økonomiske besparelser (dvs. aflønning af tjenesteleverandøren).
- Klare og gennemskuelige bestemmelser om måling og verifikation af de realiserede garanterede bespa-
relser, kvalitetskontroller og garantier.
- Bestemmelser, der tydeliggør proceduren for håndtering af skiftende rammevilkår, der påvirker indhol-
det og resultatet af kontrakten (dvs. ændrede energipriser og brugsintensiteten af en installation).
- Detaljerede oplysninger om hver af de kontraherende parters forpligtelser og om sanktioner ved tilsides-
ættelse heraf.
--------------------------------------------------
BILAG XIV
GENERELLE RAMMER FOR RAPPORTERING
Del 1
Generelle rammer for årsrapporter
De i artikel 24, stk. 1, nævnte årsrapporter giver basis for overvågning af de fremskridt, der er gjort i for-
hold til de nationale mål for 2020. Medlemsstaterne påser, at rapporterne som minimum indeholder føl-
gende oplysninger:
a) Et skøn over følgende indikatorer i året før sidste år (år X [1]-2):
i) primærenergiforbruget
ii) samlet endeligt energiforbrug
iii) endeligt energiforbrug efter sektor:
- industri
- transport (opdelt i person- og godstransport, hvis disse oplysninger forligger)
- husholdninger
- tjenesteydelser
iv) bruttoværditilvækst efter sektor:
98
- industri
- tjenesteydelser
v) disponibel husstandsindkomst
vi) bruttonationalprodukt
vii) el produceret ved termisk kraftproduktion
viii) elproduktion fra kraftvarme
ix) varme produceret ved termisk kraftproduktion
x) varmeproduktion fra kraftvarmeværker, herunder industriel spildvarme
xi) brændselsmængde medgået til termisk kraftproduktion
xii) passagerkilometer (pkm), hvis disse oplysninger foreligger
xiii) tonkilometer (tkm), hvis disse oplysninger foreligger
xiv) kombinerede transportkilometer (pkm + tkm), hvis xii) og xiii) ikke foreligger
xv) befolkningstal.
I de sektorer, hvor energiforbruget er stabilt eller stigende, skal medlemsstaterne analysere årsagerne her-
til og vedlægge deres vurdering sammen med skønnet.
Den anden og de efterfølgende rapporter skal også indeholde litra b)-e):
b) opdateringer om større lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger gennemført i
det foregående år, som bidrager til det samlede nationale mål for energieffektivitet for 2020
c) det samlede etageareal i bygninger med et samlet nettoetageareal på over 500 m2 og pr. 9. juli 2015
over 250 m2, der ejes og benyttes af statsforvaltningen i den pågældende medlemsstat, og som den 1. ja-
nuar i det år, hvor rapporten skal indsendes, ikke opfylder de krav til energimæssig ydeevne, der er nævnt
i artikel 5, stk. 1
d) det samlede, året før renoverede etageareal i opvarmede og/eller nedkølede bygninger, der ejes og be-
nyttes af statsforvaltningen i den pågældende medlemsstat, jf. artikel 5, stk. 1, eller mængden af energibe-
sparelser i relevante bygninger, der ejes og benyttes af statsforvaltningen, jf. artikel 5, stk. 6
e) energibesparelser, der er opnået ved hjælp af de nationale ordninger for energispareforpligtelser, jf. ar-
tikel 7, stk. 1, eller de alternative foranstaltninger, der er indført i medfør af artikel 7, stk. 9.
Første rapport skal også indeholde det nationale mål, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1.
I de i artikel 24, stk. 1, nævnte årsrapporter kan medlemsstaterne også tilføje yderligere nationale mål. De
kan især vedrøre de statistiske indikatorer, der er anført i denne del, litra a), eller kombinationer heraf,
f.eks. primær eller endelig energiintensitet eller sektorspecifikke energiintensiteter.
Del 2
Generel ramme for nationale energieffektivitetshandlingsplaner
99
De i artikel 24, stk. 2, nævnte nationale energieffektivitetshandlingsplaner danner rammen for udviklin-
gen af nationale energieffektivitetsstrategier.
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal omfatte væsentlige foranstaltninger til forbedring af
energieffektiviteten og forventede/opnåede energibesparelser, inklusive besparelser inden for energiforsy-
ning, -transmission og -distribution samt i slutanvendelsen af energi. Medlemsstaterne påser, at de natio-
nale energieffektivitetshandlingsplaner som minimum indeholder følgende oplysninger:
1. Mål og strategier
- det vejledende nationale mål for energieffektivitet for 2020 i henhold til artikel 3, stk. 1
- det nationale vejledende energisparemål som fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/32/EF
- andre eksisterende mål for energieffektivitet, der er rettet mod den samlede økonomi eller specifikke
sektorer.
2. Foranstaltninger og energibesparelser
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal give oplysninger om de foranstaltninger, der vedtaget
eller forventes vedtaget, med henblik på at gennemføre de vigtigste elementer af dette direktiv, samt om
de dertil hørende besparelser.
a) Primærenergibesparelser
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal anføre større foranstaltninger og tiltag rettet mod pri-
mærenergibesparelse i alle sektorer af økonomien. For hver foranstaltning eller pakke af foranstaltninger/
tiltag skal der gives skøn over forventede besparelser for 2020 og besparelser, der er opnået ved tidspunk-
tet for rapporteringen.
Hvis det er muligt, bør der fremlægges oplysninger om andre konsekvenser/fordele ved disse foranstalt-
ninger (reduktion af drivhusgasemissioner, bedre luftkvalitet, jobskabelse osv.) samt oplysninger om bud-
gettet for gennemførelsen.
b) Endelige energibesparelser
Den første og anden nationale energieffektivitetshandlingsplan skal indeholde resultater med hensyn til
opfyldelsen af målet for endelige energibesparelser i artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/32/EF. Hvis en
beregning af eller et skøn over besparelserne pr. foranstaltning ikke foreligger, skal det anføres, hvilken
reduktion af energiforbruget (kombinationen af) foranstaltninger medfører på sektorniveau.
Den første og anden nationale energieffektivitetshandlingsplan skal også oplyse om, hvilke måle- og/eller
beregningsmetoder der anvendes til beregning af energibesparelser. Hvis den "anbefalede metode" anven-
des [2], bør den nationale energieffektivitetshandlingsplan indeholde referencer hertil.
3. Specifik information vedrørende bestemmelserne i dette direktiv
3.1. Offentlige organer (artikel 5)
Nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal omfatte en liste over de offentlige organer, der har ud-
viklet en energieffektivitetsplan i overensstemmelse med artikel 5, stk. 7.
3.2. Energispareforpligtelser (artikel 7)
100
Nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal indeholde de nationale koefficienter, der er valgt i hen-
hold til bilag IV.
Den første nationale energieffektivitetshandlingsplan skal indeholde en kort beskrivelse af den nationale
ordning, jf. artikel 7, stk. 1, eller de alternative foranstaltninger, der er indført i medfør af artikel 7, stk. 9.
3.3. Energisyn og energiledelsessystemer (artikel 8)
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal oplyse:
a) hvor mange energisyn der er gennemført i den foregående periode
b) hvor mange energisyn der er gennemført i store virksomheder i den foregående periode
c) hvor mange store virksomheder der er i deres område med en angivelse af, hvor mange af disse, som
artikel 8, stk. 5, finder anvendelse på.
3.4. Fremme af effektiv opvarmning og køling (artikel 14)
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal indeholde en vurdering af de fremskridt, der er gjort
med at gennemføre den omfattende vurdering i henhold til artikel 14, stk. 1.
3.5. Energitransmission og -distribution (artikel 15)
Den første nationale energieffektivitetshandlingsplan og de efterfølgende rapporter, der skal indsendes
hvert 10. år derefter, skal omfatte den udførte vurdering og de foranstaltninger og investeringer, der er
identificeret med henblik på at udnytte potentialet for energieffektiviteten inden for gas- og elinfrastruktu-
ranlæg, jf. artikel 15, stk. 2.
3.6. Medlemsstaterne skal som en del af deres nationale energieffektivitetshandlingsplaner aflægge rap-
port om de foranstaltninger, der iværksættes for at muliggøre og udvikle efterspørgselsreaktion, som om-
handlet i artikel 15.
3.7. Eksisterende kvalifikations-, akkrediterings- og attesteringsordninger (artikel 16)
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal indeholde oplysninger om, hvilke kvalifikations-, ak-
krediterings- og attesteringsordninger eller tilsvarende kvalifikationsordninger der står til rådighed for le-
verandører af energitjenester, energisyn og foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten.
3.8. Energitjenester (artikel 18)
De nationale energieffektivitetshandlingsplaner skal indeholde et internetlink til det websted, hvor listen
eller grænsefladen med leverandører af energitjenester som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c), findes.
3.9. Andre foranstaltninger til fremme af energieffektivitet (artikel 19)
Den første nationale energieffektivitetshandlingsplan skal indeholde en liste over foranstaltninger som
omhandlet i artikel 19, stk. 1.
[1] X = det indeværende år.
[2] Anbefalinger vedrørende målings- og verifikationsmetoder inden for rammerne af direktiv
2006/32/EF om energibesparelser i slutanvendelserne samt energitjenester.
--------------------------------------------------
101
BILAG XV
Sammenligningstabel
Direktiv 2004/8/EF Nærværende direktiv
Artikel 1 Artikel 1, stk. 1
Artikel 2 Artikel 1, stk. 1
Artikel 3, litra a) Artikel 2, nr. 30)
Artikel 3, litra b) Artikel 2, nr. 32)
Artikel 3, litra c) Artikel 2, nr. 31)
Artikel 3, litra d) Artikel 2, nr. 33)
Artikel 3, litra e) og f) —
Artikel 3, litra g) Artikel 2, nr. 35)
Artikel 3, litra h) —
Artikel 3, litra i) Artikel 2, nr. 34)
Artikel 3, litra j) —
Artikel 3, litra k) Artikel 2, nr. 36)
Artikel 3, litra l) Artikel 2, nr. 37)
Artikel 3, litra m) Artikel 2, nr. 39)
Artikel 3, litra n) Artikel 2, nr. 38)
Artikel 3, litra o) —
— Artikel 2, nr. 40), 41), 42), 43) og 44)
Artikel 4, stk. 1 Bilag II, litra f), første afsnit
Artikel 4, stk. 2 Artikel 14, stk. 10, andet afsnit
Artikel 4, stk. 3 —
Artikel 5 Artikel 14, stk. 10, første afsnit, og bilag X
Artikel 6 Artikel 14, stk. 1 og 3, bilag VIII og IX
Artikel 7, stk. 1 Artikel 14, stk. 11
Artikel 7, stk. 2 og 3 —
Artikel 8 Artikel 15, stk. 5
— Artikel 15, stk. 6, 7, 8 og 9
Artikel 9 —
Artikel 10, stk. 1 og 2 Artikel 14, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, bilag XIV,
del 2
Artikel 10, stk. 3 Artikel 24, stk. 6
Artikel 11 Artikel 24, stk. 3
— Artikel 24, stk. 5
Artikel 12, stk. 1 og 3 —
Artikel 12, stk. 2 Bilag II, litra c)
Artikel 13 Artikel 22, stk. 2
Artikel 14 —
Artikel 15 Artikel 28
Artikel 16 —
Artikel 17 Artikel 29
Artikel 18 Artikel 30
Bilag I Bilag I, del II
102
Bilag II Bilag I, del I, og del II, sidste afsnit
Bilag III Bilag II
Bilag IV Bilag VIII
— Bilag IX
Direktiv 2006/32/EF Nærværende direktiv
Artikel 1 Artikel 1, stk. 1
Artikel 2 Artikel 1, stk. 1
Artikel 3, litra a) Artikel 2, nr. 1)
Artikel 3, litra b) Artikel 2, nr. 4)
Artikel 3, litra c) Artikel 2, nr. 6)
Artikel 3, litra d) Artikel 2, nr. 5)
— Artikel 2, nr. 2) og 3)
Artikel 3, litra e) Artikel 2, nr. 7)
Artikel 3, litra f), g), h) og i) —
— Artikel 2, nr. 8)-19)
Artikel 3, litra j) Artikel 2, nr. 27)
— Artikel 2, nr. 28)
Artikel 3, litra k) —
Artikel 3, litra l) Artikel 2, nr. 25)
— Artikel 2, nr. 26)
Artikel 3, litra m) —
Artikel 3, litra n) Artikel 2, nr. 23)
Artikel 3, litra o) Artikel 2, nr. 20)
Artikel 3, litra p) Artikel 2, nr. 21)
Artikel 3, litra q Artikel 2, nr. 22)
Artikel 3, litra r) og s) —
— Artikel 2, nr. 24), 29), 44) og 45)
— Artikel 3
— Artikel 4
Artikel 4 —
Artikel 5 Artikel 5 og 6
Artikel 6, stk. 1, litra a) Artikel 7, stk. 8, andet afsnit, litra a) og b)
Artikel 6, stk. 1, litra b) Artikel 18, stk. 3
Artikel 6, stk. 2 Artikel 7, stk. 1, 5, 6, 7, 9, 10, 11 og 12
— Artikel 6, stk. 2 og 3
Artikel 6, stk. 3 Artikel 18, stk. 2, litra b) og c)
Artikel 6, stk. 5 —
Artikel 7 Artikel 17
Artikel 8 Artikel 16, stk. 1
— Artikel 16, stk. 2 og 3
Artikel 9, stk. 1 Artikel 19
Artikel 9, stk. 2 Artikel 18, stk. 1, litra d), nr. i)
— Artikel 18, stk. 1, litra a), b) og c), litra d), nr. ii),
og litra e)
103
Artikel 10, stk. 1 Artikel 15, stk. 4
Artikel 10, stk. 2 Artikel 15, stk. 3
— Artikel 15, stk. 7, 8 og 9
Artikel 11 Artikel 20
Artikel 12, stk. 1 Artikel 8, stk. 1
Artikel 12, stk. 2 —
— Artikel 8, stk. 2, 3, 4, 5, 6 og 7
Artikel 12, stk. 3 —
Artikel 13, stk. 1 Artikel 9
Artikel 13, stk. 2 Artikel 10 og bilag VII, punkt 1.1
Artikel 13, stk. 3 Bilag VII, punkt 1.2 og 1.3
— Artikel 11
— Artikel 12
— Artikel 13
— Artikel 15, stk. 1 og 2
— Artikel 18, stk. 2, litra a) og b)
— Artikel 21
Artikel 14, stk. 1 og 2 Artikel 24, stk. 1 og 2
Artikel 14, stk. 3 —
Artikel 14, stk. 4 og 5 Artikel 24, stk. 3
— Artikel 24, stk. 4 og stk. 7-11
— Artikel 22, stk. 1
Artikel 15, stk. 1 Artikel 22, stk. 2
Artikel 15, stk. 2, 3 og 4 —
— Artikel 23
— Artikel 25
Artikel 16 Artikel 26
Artikel 17 Artikel 27
Artikel 18 Artikel 28
Artikel 19 Artikel 29
Artikel 20 Artikel 30
Bilag I —
Bilag II Bilag IV
Bilag III —
Bilag IV —
Bilag V —
Bilag VI Bilag III
— Bilag V
— Bilag VI
— Bilag VII
— Bilag XI
— Bilag XII
— Bilag XIII
— Bilag XIV
— Bilag XV
104
--------------------------------------------------
105