Henvendelse af 2/12-15 fra Sammenslutningen af Danske Småøer

Tilhører sager:

Aktører:


    Henvendelse fra Sammenslutningen af Danske Småøer.pdf

    https://www.ft.dk/samling/20151/lovforslag/L63/bilag/3/1575015.pdf

    1
    Til Børne- og Undervisningsudvalget
    og Udvalg for Landdistrikter og Øer
    med kopi til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
    Omø, den 2.12 2015
    Vedr. ”Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Bedre rammer for
    skoletilbud på 27 småøer)”
    Sammenslutningen af Danske Småøer ønsker hermed at henlede udvalgsmedlemmernes
    opmærksomhed på flere problematiske punkter i det fremsatte lovforslag.
    Vi finder det således fortsat forkert, at ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling ved fremlæggelsen
    af lovforslaget ikke har taget indholdet fra vores (og flere andre organisationers) høringssvar i betragtning
    på følgende punkter:
     Kommunernes ret til godkendelse af filialens oprettelse, jf. lovforslagets §1: §36d, stk.3, 3)
     Elevtal på filialen tæller med i den frie grundskoles klassetrins- og elevtalskrav, jf. lovforslagets §1:
    §36d, stk. 5
     At man efter skoleåret 2019-2020 fastholder ansøgningsfristen til den 15. august året før, jf.
    lovforslagets §1: §36d, stk. 2 og §3d, stk. 3 og §2, stk.2
    Lovforslaget er problematisk på disse punkter, og idet vi henviser til vores høringssvar af 7.10, begrunder vi
    også punkterne herunder.
    Kommuners ’godkendelsesret’
    Sammenslutningen af Danske Småøer mener fortsat at lovforslaget navnlig på dette punkt – stik imod
    intentionen med lovforslaget - netop tilskynder kommuner til at nedlægge folkeskoletilbud på småøerne:
    En kommune, der lige har besluttet at nedlægge et folkeskoletilbud på en småø (oftest pga. økonomi), bør
    ikke samtidig være den part, der skal godkende oprettelsen af skoletilbuddet som filial af en fri grundskole.
    Kommunen pålægges en ny økonomisk udgift ved friskoletilbuddet.
    Det vil altid være en besparelse for kommunen blot at nedlægge folkeskoletilbuddet på øen og derpå
    undlade at godkende oprettelsen af en filial af en fri grundskole: altså nedlægge ethvert skoletilbud på
    småøen. I lovforslaget er det præciseret at økonomiske hensyn ikke må stå alene som begrundelse for evt.
    at afvise et skoletilbud, men da de nærmere kriterier ikke er defineret – de skal afgøres lokalt - ser vi ikke
    en reel betydning i denne præcisering!
    Vi vil her også påpege at kommunens andel på 100% af tilskuddet til frie grundskoler, må forventes at være
    en mindre udgift end den, kommunen måtte have ved at opretholde et givent folkeskoletilbud på en småø.
    Dette alene er et incitament for at lukke en kommunal småøskole.
    Det er da glædeligt at kommunerne får muligheden for at yde et driftstilskud til en friskolefilial, men det
    forekommer at være en urealistisk mulighed for en trængt kommune, der netop har besluttet at nedlægge
    et eksisterende folkeskoletilbud på øen.
    Vi mener fortsat at kommunernes godkendelsesret skal slettes fra lovforslaget.
    Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
    L 63 Bilag 3
    Offentligt
    2
    Elevtalskrav og klassetrinskrav for den frie grundskole på fastlandet
    I høringsnotatet er spørgsmålet om hvorfor filialens elever ikke tæller med i fastlandsskolens elevtal ikke
    besvaret fra ministeriets side, hvilket vi finder mangelfuldt.
    Vi står derfor fortsat uforstående overfor at elever i et skoletilbud på en småø ikke tæller med ved
    beregningen af klassetrinskravet eller i mindsteelevtalskravet for den del af den frie grundskole, der ligger
    på fastlandet. Det er dybt urimeligt – både for fastlandskolen og for filialen, som vi også har begrundet det i
    vores høringssvar.
    Filialen bliver i alle andre sammenhænge betragtet som en del af fastlands-friskolen. Det giver ingen
    mening at elever ikke tæller med i dennes elevtal.
    Eleverne i filialen på småøerne skal naturligvis tælles med i fastlands-friskolens elevberegninger.
    Fristen for ansøgning den 15. august for oprettelse af filial til det efterfølgende skoleår
    Der gives i lovforlaget dispensation for fristen til og med skoleåret 2019/2020 – hvor fristen er 1. maj forud
    for skoleårets start.
    Det ser vi som et udtryk for at man i ministeriet har delvis forståelse for problematikken i denne frist, som
    ikke harmonerer med kommunernes (ofte meget korte) frist for at opsige et givent folkeskoletilbud på
    øerne. Der kan derfor opstå et ’hul’ mellem en folkeskole og et friskolefilial på øen i et år eller mere –
    hvilket ville være fatalt for ø-skolens overlevelse.
    Fristen bør bortfalde helt - også efter skoleåret 2019/2020
    Vi finder således desværre fortsat at lovforslaget har en indbygget tilskyndelse til at nedlægge et givent
    folkeskoletilbud på en småø. Kommunen vil altid kunne sige, at der er et almindeligt folkeskoletilbud i
    kommunen, som øboere kan benytte sig af. Man har jo selv valgt at bo på en ø – er et argument vi ofte
    møder, men det fordrer ikke fastholdelse af børnefamilier og ny tilflytning, at skoletilbuddet nedlægges!
    Kommunerne er ofte trængte og har med lovforslaget fået en ’undskyldning’ for at lukke den kommunale
    småøskole.
    Endelig finder Sammenslutningen af Danske Småøer det glædeligt at ministeriet for Børn, Undervisning og
    Ligestilling har indført en undtagelse fra klassetrinskravene og elevtalskravet for den eksisterende fri
    grundskole på Fur. Vi så gerne at det omfattede eventuelt kommende frie grundskoler på småøerne, der i
    givet fald vil stå i samme situation som Fur Friskole: i kraft af at være en ø, er der et begrænset opland at få
    elever fra.
    Vi finder det ligeledes glædeligt at lovforslaget nu giver børn fra fastlandet mulighed for at gå i en fri
    grundskole/filial af fri grundskole på en småø.
    Med venlig hilsen
    Dorthe Winther
    Formand
    Sammenslutningen af Danske Småøer
    Hov Agre 8, Omø
    4230 Skælskør