Henvendelse af 22/3-06 fra NOAH vedr. miljøministerrådsmødet 9/3-06

MILJØstyrelsen Juni 2005
Klima og Miljøstøtte Jr. Nr. 1034-0544
Notat om 2-graders målsætningen: Hvad indebærer den, og hvilken indsats kræves for
dens opfyldelse?
I marts 1994 trådte FN’s globale Klimakonvention i kraft med mere end 185 ratificerende sta-
ter, herunder Danmark. Konventionen har siden været omdrejningspunkt for de internationale
forhandlinger på klimaområdet. I 1995 udgav FN’s mellemstatslige klimapanel (IPCC) sin
Anden Hovedrapport. På baggrund af de videnskabelige udsagn heri formulerede EU’s mil-
jøministre i 1996 målsætningen om, at den menneskeskabte påvirkning af den globalemi d-
deltemperatur ikke må overstige 2 o
C i forhold til før-industrielt niveau. 2 o
C målsætningen
var en del af EU’s udspil til forhandlingerne om Kyoto-protokollen. Målet blev vedtaget ved
fælles beslutningsproces mellem Rådet og Parlamentet i 2002, og det er senest blevet bekræ
f-
tet af Det Europæiske Råd i marts 2005.
Udmeldingen fra EU skal ses på baggrund af Klimakonventionens målsætning om at stabilise-
re atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, der undgår farlig menneskeskabt på-
virkning af klimaet. De 2 o
C er EU’s udspil til, hvordan denne målsætning kan gøres operati-
onel.
Begrundelsen for 2 o
C målet er bl.a. at undgå varige skader på økosystemer; at mindske globa-
le havstigninger, oversvømmelser og stormskader; at reducere problemer med vandressourcer
og andre negative konsekvenser for landbrug samt at begrænse risikoen for vedvarende skift i
klimasystemet. EU-Kommissionen beskriver i sin meddelelse til Det Europæiske Råds møde i
marts 2005 ”Winning the Battle Against Global Climate Change” (vedlagt) i et annex side 12,
en række konsekvenser for Europa og resten af verden af en global gennemsnitlig opvarmning
på mere end 2 o
C.
IPCC’s Tredje Hovedrapport fra 2001 har bidraget med en præcisering af begrebet ”før-
industrielt niveau”. IPCC definerer før-industriel som perioden fra år 1000-1750, hvilket er
perioden inden den industrielle revolution, hvor den menneskeskabte påvirkning af klimaet
for alvor startede. Når EU derfor taler om en stigning i forhold til det før-industrielle niveau,
refereres der til temperaturvirkningen af det øgede menneskeskabte drivhusgasindhold set i
forhold til dette niveau. Ud fra undersøgelser af luftbobler i iskerner er det muligt at fastlægge
de før-industrielle koncentrationer i atmosfæren af en række drivhusgasser.
På baggrund af såvel observerede temperaturstigninger som modelberegninger anfører IPCC
endvidere, at den globale middeltemperatur er steget med ca. 0,6 o
C (med en usikkerhed på
Det Energipolitiske Udvalg (2. samling)
EPU alm. del - Svar på Spørgsmål 28
Offentligt
Europaudvalget 2006
2713 - miljø Bilag 1
Offentligt
2
+/-0,2 o
C) siden slutningen af det 19.århundrede (jævnfør figur 1). Den største del af stignin-
gen, som er accelereret de seneste 50 år, vurderes at være menneskeskabt. Opvarmningen fra
den menneskeskabte påvirkning er steget i takt med stigningen i drivhusgaskoncentrationerne
helt fra ca. 1750. I samme periode forekommer også naturlige påvirkninger, og da der mang-
ler globale temperaturmålinger så langt tilbage, er det kun for de seneste 50 års vedkommen-
de, at IPCC konkluderer at størstedelen af den observerede temperaturstigning med stor sand-
synlighed har været menneskeskabt.
Figur 1 Sammenligning mellem målte og modelerede globale middeltemperaturer for perio-
den 1860-2000. Den fede (røde) linie er den observerede temperatur, mens den blege (grå)
linje er resultatet af kørsler med Hadley-centrets klimamodel. Figuren illustrerer at de natu
r-
lige påvirkninger (”forcing”) af strålingsbalancen (fra solen og fra vulkaner) sammen med
den menneskeskabte påvirkning fra drivhusgasser og aerosoler (betegnet anthropogenic på
figuren) tilsammen reproducerer den iagttagne temperaturudvikling tilfredsstillende. Det skal
bemærkes, at der aldrig kan opnås et 100% sammenfald mellem observationer og model, da
både klimaet og modellen udviser interne variationer (uden ydre årsag) som følge af bl.a.
vekselvirkningen mellem hav og atmosfære. Disse svingninger er kaotiske, således at en vil-
kårlig lille forskel i udgangstilstanden leder til mærkbart forskellige forløb efter et stykke tid.
Derfor kan disse (mindre) naturlige variationer ikke reproduceres. Der er imidlertid også
usikkerhed om påvirkningen fra bla. vulkaner, hvor f.eks. de store udbrud i slutningen af
3
1800-tallet slår kraftigere ud i modelkørslen end i observationerne. (Kilde: IPCC tredje ud-
redning).
Der knytter sig en del videnskabelig usikkerhed til, hvor meget stigninger i atmosfærens kon-
centrationer af drivhusgasser påvirker den globale middeltemperatur. Til usikkerheden bidra-
ger naturlige svingninger i klimaet fra bl.a. solens påvirkning, vulkaner og vekselvirkning
mellem hav og atmosfære. Desuden kan såkaldte aerosoler, der er små luftbårne partikler og
dråber, og andre menneskeskabte klimapåvirkninger såsom øvrig luftforurening og ændret
arealanvendelse virke afkølende. Aerosoler kommer primært fra svovludledninger fra kraft-
værker og forventes at aftage i takt med stigende røggasrensning og på længere sigt aftagende
brug af fossile brændsler.
Klimaets følsomhed overfor det stigende indhold af drivhusgasser
En central usikkerhedsparameter for klimapolitiken udgøres af den såkaldte klimafølsomhed.
I den internationale debat er begrebet præcist defineret som dén globale temperaturstigning,
der vil blive resultatet efter klimasystemet er kommet i ligevægt efter en fordobling af CO2-
koncentrationen1
. Da atmosfærens indhold af andre drivhusgasser som metan og lattergas så-
vel som af aerosoler også er ændret gennem menneskeskabte udledninger anvendes en om-
regning af den samlede påvirkning af strålingsbalancen til en ækvivalent CO2-koncentration,
med samme virkning som øgningen i koncentrationerne af alle de tilstedeværende drivhusgas-
ser og menneskeskabte aerosoler.
IPCC har i alle deres hidtidige tre hovedrapporter fra 1990, 1995, 2001 fastholdt, at en
fordobling af atmosfærens indhold af drivhusgasser (målt i CO2 ækvivalenter) fra det før-
industrielle niveau på 280 ppmv til 560 ppmv forventes at forårsage en stigning i den globale
gennemsnitstemperatur på mellem 1,5 o
C og 4,5 o
C. I de første udredninger opereredes med
en central værdi for klimafølsomheden på 2,5 o
C, men i den seneste udredning afstod Panelet
fra at angive en central værdi. I stedet anførtes hvilke klimafølsomheder forskellige klima-
centres modeller har.
Når der som nævnt er usikkerhed om klimafølsomheden, skyldes det ikke så meget at den
primære påvirkning af strålingsbalancen ikke kendes præcist, men mere at der ved en ændring
af strålingsbalancen sker en række andre ændringer (i atmosfærens vanddampindhold, skyer,
jordens og havets isdække, ændringer i vegetation mv) der virker forstærkende eller dæmpen-
de på den oprindelige forstyrrelse. Når Klimapanelet siger at klimafølsomheden ligger mellem
1,5 og 4,5 grader, må det opfattes som at der er en sandsynlighedsfordeling med en top et sted
mellem de to grænser, men forsvindende sandsynligheder uden for intervallet. Nyere forsk-
1
Grunden til at der refereres til en fordobling er, at den primære påvirkning af atmosfærens strålingsbalance fra
CO2 med meget god tilnærmelse vokser med logaritmen til koncentrationen. Dvs at en stigning fra det før-
industrielle niveau på 280 ppmv til det dobbelte, 560 ppmv, giver samme temperaturstigning som en yderligere
fordobling, fra 560 til 1120 ppmv.
4
ning antyder dog at sandsynligheden for, at klimafølsomheden er større end 4,5 ikke med den
nuværende viden kan antages at være helt forsvindende.
Figur 2 viser en række bud på sandsynlighedsfordelingen af klimafølsomheden, fra forskellige
forskere. De forskellige bud viser, at der ikke alene er usikkerhed om klimasystemets følsom-
hed, men at det også er en kompleks opgave at kvantificere usikkerheden.
Når man ikke ud fra observationerne kan udrydde usikkerheden om klimafølsomheden skyl-
des det bl.a., at andre påvirkninger, som størrelsen af den lokalt kølende virkning af svovlfor-
ureningen, også er usikker. Klimaet kan derfor være mere følsomt overfor drivhusgasser, hvis
påvirkningen er camoufleret af en stærk påvirkning fra aerosolerne, eller, alternativt, klima-
følsomheden kan være mindre, hvis aerosolernes køling ligger i den lave ende. Ligeledes bi-
drager vulkaner til usikkerheden, idet variationer i vulkanernes afkølende virkning er meget
dårligt bestemt.
Figur 2 Forskellige forskeres bud på sandsynlighedsfordelinger for klimafølsomheden. Den
centrale værdi, hvor sandsynligheden er lige stor for en større og en mindre værdi, ligger no-
get til højre for fordelingernes maksimum. Det ses at fordelingernes centrale værdier ligger
fra omkring 2,5 til 3,5 grader, svarende til de værdier af klimafølsomheden der typisk findes
med dagens mest udviklede klimamodeller.
Råderummet for fremtidige drivhusgas-udledninger, der er forenelige med 2 o
C målsætnin-
gen, afhænger af, hvor følsomt klimaet er over for koncentrationer af drivhusgasser i atmo-
sfæren. Ud fra kendskabet til sammenhængen mellem koncentrationer af drivhusgasser og
temperaturstigninger kan EU’s målsætning for hver given værdi af klimafølsomheden omsæt-
tes til, hvor højt et niveau, der kan tolereres for atmosfærens indhold af drivhusgasser uden at
5
komme i modstrid med Klimakonventionens mål om at undgå farlige menneskeskabte klima-
påvirkninger.
Usikkerheden om klimafølsomheden bevirker at forskerne ikke med fuld sikkerhed kan sige
at et bestemt valgt stabiliseringsniveau for atmosfærens indhold af drivhusgasser vil føre til at
2-graders målet overholdes. Derimod kan man komme med udsagn om hvor stor sandsynlig-
heden for at overholde målet er, ved forskellige stabiliseringsniveauer for drivhusgasindhol-
det, hvis man vælger én af fordelingerne i fig 2.
Som det fremgår af ovennævnte meddelelse fra EU-Kommissionen, ”Winning the Battle
Against Global Climate Change”, indikerer den seneste forskning, at en stabilisering af atmo-
sfærens koncentrationer af drivhusgasser på det dobbelte niveau i forhold til før-industrielt ni-
veau med stor sandsynlighed vil resultere i stigninger i den globale middeltemperatur på mere
end 2 o
C.
Uanset hvilken af de i figur 2 viste sandsynlighedsfordelinger der anvendes, når man frem til
at en stabilisering på 550 ppmv CO2-ækvivalent indhold af drivhusgasser kun giver en be-
grænset sandsynlighed for at målet overholdes, mens stabilisering på niveauer i området 400
til 450 ppmv CO2 ækvivalent giver en større sandsynlighed for at målet overholdes, men ikke
fuld sikkerhed. Et nyligt studie2
finder således, under brug af de i figur 1 viste sandsynlig-
hedsfordelinger, at stabilisering på 550 ppmv CO2 ækvivalent giver en risiko af størrelsesor-
denen 70 til 100% for at overskride 2 graders målet, stabilisering på 450 ppmv CO2-
ækvivalent giver en risiko på 25 til 78%, mens stabilisering på 400 ppmv CO2-ækvivalent
giver en risiko på 0 til 57% for at overskride målet.
Det er denne sammenhæng, der afspejles i Rådskonklusionernes formulering om, at drivhus-
gasserne skal stabiliseres ”godt under 550 ppmv”, hvis 2 graders målet skal nås. Lidt mere
præcist kan man sige, at hvis man med rimelig sandsynlighed skal nå målet, skal de ækviva-
lente koncentrationer stabiliseres på 400-450 ppmv. Da det tager meget lang tid før havenes
temperatur er kommet i ligevægt, er der imidlertid en teoretisk mulighed for at koncentratio-
nerne kortvarigt (f.eks. 50-100 år) kan tillades at overstige det sluttelige niveau i mindre om-
fang, uden at den gennemsnitlige globale opvarmning overstiger de 2 grader på noget tids-
punkt.
Betydningen for de fremtidige globale udledninger
Selve CO2-koncentrationen ligger i dag på 380 ppmv, mens den CO2-ækvivalente koncentra-
tion af alle drivhusgasser ligger på 450 ppmv. Med centrale skøn for den kølende virkning af
aerosoler findes endvidere, at den samlede virkning af drivhusgasser og aerosoler i dag svarer
til den ækvivalente virkning af 368 ppmv CO2 (fodnote 2). Dette illustrerer, at råderummet
6
for yderligere stigninger er begrænset, hvis man skal opnå en langsigtet stabilisering på f.eks.
450 ppmv CO2-ækvivalent.
Det er dog i et vist omfang muligt at sænke atmosfærens indhold af drivhusgasser, særligt
dem med kort levetid. F.eks. reagerer atmosfæren meget hurtigt (inden for 12 år) på reduktio-
ner i metanudledningerne. Indholdet af drivhusgassen ozon i den nedre atmosfære kan også
reduceres ved generel formindskelse af luftforureningen. Der kan endvidere på langt sigt (ef-
ter omkring år 2100) opnås et fald i CO2-koncentrationen ved at reducere de globale CO2-
udledninger til et niveau under optaget på land og i oceanerne3
.
Der er lavet mange gennemregninger af hvilke scenarier for de globale udledninger der leder
til en stabilisering på forskellige niveauer af CO2-ækvivalent koncentration, som også er re-
fereret af Klimapanelet. Disse gennemregninger bygger på den nuværende videnskabelige
forståelse af hvor hurtigt de forskellige drivhusgasser nedbrydes, eller (for CO2) optages i an-
dre reservoirer (både på land og i havet). Gennemregningerne viser samstemmende, at de glo-
bale udledninger skal toppe inden for et par årtier, for derefter at aftage, hvis der skal opnås
stabilisering på de ovenfor nævnte niveauer. Desuden skal de globale udledninger i 2050 li
g-
ge fra 15 til 50% under 1990-niveauet, hvis 2-graders målet skal nås med mere end 50% sand-
synlighed. Ud over usikkerheden om klimafølsomheden er der usikkerhed om optaget på
landjorden (i biosfæren) og i oceanerne, når CO2-indholdet øges og klimaet ændrer sig. I
øjeblikket optages op mod en fjerdel af de menneskeskabte CO2-udledninger på landjorden,
men der er en risiko for, at dette optag falder., En sådan reduktion i optag ses i alle de nye
avancerede klimamodelkørsler, der beskriver et fuldt kulstofkredsløb.
Betydningen for industrilandenes fremtidige udledninger
Industrilandenes udledninger er i øjeblikket på lidt over halvdelen af de globale udledninger,
men væksten i de globale udledninger domineres af de hurtigtvoksende store udviklingslande
som bl.a. Kina. I og med at udviklingslandene har forholdsmæssigt lavere udledninger end in-
dustrilandene er det den almene opfattelse, at realiseringen af de nødvendige globale redukti-
oner for at nå 2 graders målet, som beskrevet ovenfor, vil kræve større reduktioner i industri-
landenes udledninger, end der kræves for det globale gennemsnit. Dette er baggrunden for at
rådskonklusionerne (miljø) fra marts 2005 anfører, at reduktioner i størrelsesordenen 15-30%
i 2020 og 60-80% i 2050 (i forhold til 1990) for industrilandene bør overvejes. Det Europæi-
ske Råd bekræftede efterfølgende målsætningen for 2020 og henviste for tiden herefter til ån-
den i de konklusioner, der var vedtaget af Rådet (miljø).
2
Bill Hare and Malte Meinshausen: "How much warming are we committed to and how much can be avoided?
Potsdam Institut for Climate Impact Research, report no. 93, Oktober 2004
3
I øjeblikket er udslippene af CO2 ca. dobbelt så store som mængderne, der optages på land og i oceaner.
7
Det skal bemærkes, at udviklingslandenes vækst i udledninger samtidigt skal vendes til reduk-
tioner inden for få årtier, på et tidspunkt hvor udledningerne fra udviklingslandene stadig lig-
ger væsentligt under industrilandenes, regnet per indbygger.
Hvad indebærer reduktioner på 15-30% i 2020 og 60-80% i 2050?
I meget generelle termer indebærer de nævnte reduktioner, at der skal ske væsentlige teknolo-
giske ændringer i de sektorer, der giver anledning til drivhusgasudledninger. Kommissionens
input til EU’s overvejelser om den langsigtede klimastrategi, meddelelsen ”Winning the battle
against global climate change” fra februar 2005 forudser en væsentlig teknologiudvikling og
billiggørelse af teknologier med lav drivhusgasudledning. Denne teknologiudvikling vil i høj
grad skulle drives fremad af markedsbaserede instrumenter som f.eks. kvotehandel, der
fremmer de økonomiske incitamenter til brug af mere klimavenlige teknologier.
Hvad kommer det til at koste?
Det er i sagens natur meget vanskeligt at vurdere omkostninger frem til 2050, idet ikke mindst
teknologiudviklingen og udviklingen i de økonomiske rammebetingelser spiller en afgørende
rolle for omkostningerne. Bred international enighed om en strategi for udledningsreduktioner
vil endvidere kunne medvirke til at reducere omkostningerne. Der er forskellige internationale
scenarier for en global omstilling af den nævnte skala, og de tyder på at omkostningerne kun
vil have en begrænset, men dog ikke uvæsentlig betydning for samfundsøkonomien.
Hvad skal der til?
Kommissionen peger i sin rapport (Winning the Battle Against Global Climate Change) på at
følgende faktorer er vigtige for at gennemføre den nødvendige globale omstilling billigst mu-
ligt:
At alle sektorer inddrages (specielt andre drivhusgasser end CO2, udledninger fra fly og
skibe, afskovning).
At alle lande med store udledninger deltager i den internationale indsats.
Fuld og ubegrænset brug af international kvotehandel og andre fleksible mekansimer som
CDM.
Fuld udnyttelse af synergierne i forhold til andre mål i EU-politiken, særligt Lissabon-
strategien, forsyningssikkerhed og strategien for bæredygtig udvikling, reformeringen af
landbrugspolitikken og strategien vedrørende luftforurening.Herudover peger kommissionen
på behovet for en forøgelse af forskningen vedrørende klimaet og af forskningen vedrørende
begrænsninger og tilpasning til klimaændringer. Konkret anbefales en signifikant forøgelse af
8
midlerne under det 7. rammeprogram, til forskning og udvikling af klimavenlige teknologier,
indenfor energi og transport, såvel som landbrug og industri.