RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Statusrapport om klimaindsatsen, herunder rapporten vedrørende situationen på kvotemarkedet og rapporten vedrørende ændring af direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid (som krævet i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 af 21. maj 2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer på nationalt plan og EU-plan og om ophævelse af beslutning nr. 280/2004/EF, i henhold til artikel 10, stk. 5, og artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF og i henhold til artikel 38 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid)

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.11.2015
COM(2015) 576 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
Statusrapport om klimaindsatsen, herunder rapporten vedrørende situationen på
kvotemarkedet og rapporten vedrørende ændring af direktiv 2009/31/EF om geologisk
lagring af kuldioxid
(som krævet i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 525/2013 af 21. maj 2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer
på nationalt plan og EU-plan og om ophævelse af beslutning nr. 280/2004/EF, i henhold
til artikel 10, stk. 5, og artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF og i
henhold til artikel 38 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF om
geologisk lagring af kuldioxid)
{SWD(2015) 246 final}
Europaudvalget 2015
KOM (2015) 0576
Offentligt
2
Indholdsfortegnelse
1. Resumé......................................................................................................................... 4
2. Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020- og Kyotomålene............ 6
2.1. Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020-målene............................ 6
2.2. Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Kyotoprotokollens mål ........................ 8
3. Tendensen for drivhusgasemissioner i EU................................................................... 8
3.1. Tendensen for drivhusgasemissioner i 2014 sammenlignet med 2013........................ 8
3.2. Dekompositionsanalyse af emissionsreduktion ........................................................... 9
4. EU's modvirkningspolitikker: seneste udvikling ....................................................... 10
4.1. EU's klima- og energiramme for 2030....................................................................... 10
4.2. EU's ETS.................................................................................................................... 11
4.2.1. Gennemførelse af fase 3 af EU's ETS (2013-2020)................................................... 11
4.2.2. Markedsstabilitetsreserve........................................................................................... 11
4.2.3. Revision af EU's ETS - fase 4 (2021-2030)............................................................... 11
4.3. Andre politikker og foranstaltninger.......................................................................... 11
4.3.1. Beslutningen om indsatsfordeling inden for klima- og energirammen for 2030....... 11
4.3.2. Integration af arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) i
klima- og energirammen for 2030.............................................................................. 12
4.3.3. Energieffektivitet........................................................................................................ 12
4.3.4. Vedvarende energi ..................................................................................................... 12
4.3.5. Kulstofopsamling og -lagring .................................................................................... 12
4.3.6. Transportsektoren....................................................................................................... 12
4.3.7. F-gasser ...................................................................................................................... 13
5. EU-politikker for tilpasning til klimaændringer ........................................................ 13
6. Klimafinansiering....................................................................................................... 14
6.1. Indtægter fra auktionering af EU ETS-kvoter............................................................ 14
6.1.1. Medlemsstaternes anvendelse af auktionsindtægter .................................................. 14
6.1.2. NER 300 og den foreslåede innovationsfond............................................................. 15
6.1.3. Forslag til en moderniseringsfond.............................................................................. 15
6.2. Integration af klimapolitikker i EU's budget.............................................................. 16
6.3. EU's og medlemsstaternes klimaudgifter til støtte for udviklingslandene................. 16
3
Fortegnelse over figurer
Figure 1: Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020- og Kyotomålene .......... 3
Figure 2: Udvikling i BNP (i faste priser), drivhusgasemissioner og emissionsintensitet (dvs.
forholdet mellem drivhusgasemissioner og BNP) - Indeks (1990 = 100).................................. 4
Figure 3: Afstand mellem emissionsestimater og -mål i 2014 og mellem forventede
emissioner (med eksisterende foranstaltninger) og mål i 2020 i sektorer, der ikke er omfattet
af ETS. Negative og positive tal betyder henholdsvis overopfyldelse og underopfyldelse....... 6
Figure 4: Dekompositionsanalyse af ændringen i CO2-emissioner fra forbrænding af fossile
brændsler i EU for perioden 2005-2012..................................................................................... 8
Figure 5: Indberettede indtægter eller den modsvarende finansielle værdi, der er blevet
anvendt eller planlægges anvendt til klima- og energirelaterede formål i 2014 ...................... 13
4
1. RESUMÉ
På ret kurs til at opfylde Europa 2020-strategiens mål og Kyotomålet for drivhusgasemissioner
I henhold til de seneste skøn lå EU's samlede drivhusgasemissioner i 2014, som var omfattet af EU's
klima- og energipakke for 2020, 23 % under 1990-niveauet og faldt med 4 % i forhold til 2013.
Ifølge beregninger fra medlemsstaterne baseret på eksisterende foranstaltninger i 2015 vil emissionerne
blive 24 % lavere i 2020 end i 1990. Disse beregninger blev foretaget, inden der forelå emissionstal for
2014.
EU er derfor på ret kurs til at opfylde sit 2020-mål for reduktion af drivhusgasemissioner samt
Kyotoprotokollens mål.
Figur 1: Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020- og Kyotomålene
Kilde: Europa-Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur (EEA).
For alle undtagen fire medlemsstater (Luxembourg, Irland, Belgien og Østrig) ligger de beregnede
emissioner i 2012 under de fastsatte indenlandske mål i henhold til beslutningen om indsatsfordeling.
5
Yderligere foranstaltninger er nødvendige for at kunne opfylde 2030-reduktionsmålet for
drivhusgasemissionerne
Baseret på medlemsstaternes fremskrivninger ud fra eksisterende foranstaltninger forventes EU's
samlede emissioner af drivhusgasser i 2030 at ligge 27 % under 1990-niveauerne. Det er nødvendigt
med yderligere foranstaltninger i EU for at kunne opfylde målet om en indenlandsk reduktion af
drivhusgasemissionerne på mindst 40 % i 2030 i forhold til 1990. For at imødegå denne udfordring har
Kommissionen foreslået en revision af EU's emissionshandelssystem (EU's ETS) i juli 2015. I første
halvår 2016 vil Kommissionen også stille forslag til gennemførelsen af reduktionsmålet på 30 % for
emissioner, der ikke er omfattet af ETS.
Fortsat succes med at adskille økonomisk aktivitet og drivhusgasemissioner
EU har fortsat succes med at adskille sin økonomiske vækst fra sine drivhusgasemissioner. I perioden
1990-2014 voksede det samlede BNP i EU med 46 %, mens de samlede drivhusgasemissioner (ekskl.
LULUCF og inkl. international luftfart) faldt med 23 %. EU's drivhusgasemissionsintensitet, dvs.
forholdet mellem drivhusgasemissioner og BNP, blev næsten halveret mellem 1990 og 2014.
Figur 2: Udvikling i BNP (i faste priser), drivhusgasemissioner og emissionsintensitet (dvs. forholdet mellem
drivhusgasemissioner og BNP) - Indeks (1990 = 100)
Kilde: Europa-Kommissionen.
Gennemførelsen af strukturelle politikker på klima- og energiområdet har bidraget væsentligt til denne
vellykkede adskillelse. Og navnlig gennemførelsen af klima- og energipakken for 2020 har resulteret i
en signifikant stigning i vedvarende energi og fremskridt i energieffektivitet. De spiller begge en
ledende rolle i den observerede reduktion af emissionen med CO2-prisen som en drivkraft, der
forventes at blive stadigt stærkere i fremtiden.
6
Emnet for denne rapport
Denne rapport og de tilhørende to bilag udgør de rapporter, som kræves i henhold til artikel 21 i
forordning (EU) nr. 525/2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer på nationalt
plan og EU-plan, i henhold til artikel 10, stk. 5, og artikel 21, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF om en
ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og i henhold til artikel 38 i
direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid.
Det ledsagende arbejdsdokument indeholder supplerende tekniske oplysninger og data om fremskridt
med hensyn til opfyldelsen af Kyotomålene og Europa 2020-målene. Det indeholder også henvisninger
til de vigtigste data og tal i denne rapport.
2. FREMSKRIDTENE MED HENSYN TIL OPFYLDELSEN AF EUROPA 2020- OG KYOTOMÅLENE
2.1. Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020-målene
I klima- og energipakken er der fastsat et mål for EU om at reducere drivhusgasemissionerne med 20 %
frem til 2020 i forhold til 1990, hvilket er en 14 % reduktion sammenlignet med 2005. Denne indsats er
opdelt i to dele: de sektorer, der indgår i EU's emissionshandelsordning (ETS), og sektorerne i henhold
til beslutningen om indsatsfordeling (ESD). Mens der som led i EU-ETS opereres med et EU-loft,
fastsætter ESD årlige emissionskvoter i sektorer, der ikke er omfattet af ETS, for hver medlemsstat.
Ifølge medlemsstaternes fremskrivninger ud fra eksisterende foranstaltninger forventes EU at opfylde
sit 2020-mål, idet de samlede emissioner (både ETS-emissioner og emissioner, der ikke er omfattet af
ETS) forventes at blive 24 % lavere i 2020 i forhold til 1990-niveauerne. 24 medlemsstater forventes at
nå deres 2020-mål i sektorerne uden for ETS ved hjælp af eksisterende politikker og foranstaltninger.
Fire medlemsstater – Luxembourg, Irland, Belgien og Østrig – vil enten skulle iværksætte yderligere
foranstaltninger for at opfylde deres 2020-mål for sektorer, der ikke er omfattet af ETS, eller gøre brug
af de fleksible mekanismer, der er fastsat i beslutningen om indsatsfordeling. Dette omfatter overførsler
af uudnyttede emissionstildelinger fra et år til et andet, anvendelsen af internationale projektkreditter og
overførsler af uudnyttede emissionstildelinger mellem medlemsstaterne.
For alle medlemsstater forventes 2013-emissionerne og estimaterne for 2014 at ligge under deres
respektive 2013- og 2014-mål i henhold til beslutningen om indsatsfordeling. I 2016 kontrolleres
overholdelsen heraf i henhold til ESD.
7
Figur 3: Afstand mellem emissionsestimater og -mål i 2014 og mellem forventede emissioner (med eksisterende
foranstaltninger) og mål i 2020 i sektorer, der ikke er omfattet af ETS. Negative og positive tal betyder henholdsvis
overopfyldelse og underopfyldelse
Kilde: Europa-Kommissionen og Miljøagenturet.
8
Luxembourg forventes at overskride det nationale mål med 21 procentpoint. Vejtransportens
emissioner repræsenterer mere end to tredjedele af emissionerne fra sektorer, der ikke er omfattet af
ETS, på grund af punktafgifter på motorbrændstof samt et stort antal grænseoverskridende pendlere.
Disse fremskrivninger tager imidlertid ikke hensyn til nye foranstaltninger, f.eks. stigningen i
normalsatsen for moms, hvilket vil indsnævre prisforskellen på brændstof med nabolandene, og
opførelsen af en sporvognsforbindelse i Luxembourg by. Virkningen af disse foranstaltninger på de
forventede emissioner skal fortsat kvantificeres.
I Irland viser de seneste nationale fremskrivninger, der blev forelagt i 2015, at emissionerne fra
sektorer, der ikke er omfattet af ETS, vil øges indtil 2020 på grund af en forventet 19 % stigning i
transportemissionerne mellem 2013 og 2020. Irland mangler offentlig transport, navnlig i Dublin, og
elektromobilitetsinfrastruktur. Emissionerne fra landbruget forventes at stige med 2 % i denne periode.
Som et resultat heraf forventes Irlands samlede emissioner at overskride 2020-målet med 10
procentpoint.
I Belgien forventes drivhusgasemissionerne at overskride 2020-målet med 6 procentpoint. De føderale
og regionale myndigheder er endnu ikke nået til enighed om fordelingen af den indsats, der er
nødvendig for at opfylde landets 2020-mål. Derudover er visse aspekter af skattesystemet
miljøskadelige, herunder den fortsatte skattebegunstigelse af firmabiler.
Ifølge Østrigs seneste fremskrivninger forventes emissionerne fra vejtransport at stige med 3 % mellem
2013 og 2020 til at udgøre 45 % af de emissioner, der ikke er omfattet af ETS. Følgelig forventes det,
at de emissioner, der ikke er omfattet af ETS, vil være 4 procentpoint fra at nå målet i 2020. De
østrigske myndigheder planlægger yderligere foranstaltninger for at løse dette problem, navnlig ved
overflytning af vejgodstransport til jernbaner, forbedring af køretøjernes effektivitet og fremme af
alternative brændstoffer og elektromobilitet. Hvis disse planlagte yderligere foranstaltninger
gennemføres med succes, forventes Østrig at nå sit 2020-mål.
2.2. Fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af Kyotoprotokollens mål
Første forpligtelsesperiode (2008-2012)
Den endelige vurdering af, om EU og medlemsstaterne har opfyldt Kyotoprotokollen i den første
forpligtelsesperiode, vil følge udløbet af den "supplerende periode til opfyldelse af forpligtelserne"
(true-up-perioden) i november 2015. Efterfølgende vil true-up-perioden blive revideret internt i 2016.
EU-15 og elleve andre medlemsstater, som har individuelle mål for Kyotoprotokollens første
forpligtelsesperiode, har opfyldt deres mål. EU forventes at have overopfyldt sit mål med 3,2 GtCO2-
ækvivalenter uden indregning af kulstofdræn fra arealudnyttelse, ændringer i arealudnyttelse og
skovbrug (LULUCF) og internationale kreditter fra Kyotomekanismerne. Hvis der tages højde for
denne fleksibilitet, forventes EU at overopfylde sine mål med i alt 4,2 GtCO2-ækvivalenter.
Under hensyntagen til LULUCF og Kyotomekanismerne reducerede EU-15 sine emissioner i perioden
med 18,5 % i forhold til niveauerne i basisåret. Dette svarer til en samlet reduktion på 2,2 GtCO2-
ækvivalenter, hvilket er en reduktion på mere end det dobbelte af målet om en 8 % reduktion i
gennemsnit i 2008-2012 i forhold til niveauet i basisåret.
Anden forpligtelsesperiode (2013-2020)
Ifølge medlemsstaternes seneste fremskrivninger er EU godt på rette kurs til at opfylde sit Kyotomål
for den anden forpligtelsesperiode om en 20 % reduktion i gennemsnit i perioden 2013-2020 i forhold
til niveauet i basisåret.
9
3. TENDENSEN FOR DRIVHUSGASEMISSIONER I EU
3.1. Tendensen for drivhusgasemissioner i 2014 sammenlignet med 2013
De samlede drivhusgasemissioner i EU faldt med mere end 4 % i 2014 sideløbende med en forbedret
økonomisk situation, hvor BNP steg med 1,4 % i forhold til 2013. Emissioner fra anlæg, der deltager i
EU's ETS, forventes at være nedbragt med ca. 4,5 %.
Forbruget af naturgas faldt i alle medlemsstater, og forbruget af faste og flydende brændstoffer faldt
ligeledes væsentligt for EU som helhed. Husholdningernes lavere varmeefterspørgsel som følge af en
varmere vinter og den fortsatte stigning i andelen af vedvarende energi i 2014 bidrog til denne
udvikling.
3.2. Dekompositionsanalyse af emissionsreduktion
Der blev foretaget en specifik dekompositionsanalyse for at evaluere den effekt, som udviklingen i den
europæiske økonomi har haft på emissioner over tid. Nærmere oplysninger om metoden fremgår af det
vedlagte arbejdsdokument.
Denne analyse omfatter CO2-emissioner fra forbrænding af fossile brændsler, som tegner sig for ca.
80 % af de samlede drivhusgasemissioner. Følgende strukturelle faktorer tages i betragtning:
 økonomisk aktivitet (BNP)
 strukturelle ændringer i økonomien som målt ved den effekt, som ændringer i økonomiske
sektorers relative betydning, f.eks. mellem industrier og tjenesteydelser, har haft på
emissionerne
 teknologiske ændringer som målt ved den effekt, som overgangen til mindre kulstofintensive
teknologier har haft på emissionerne, f.eks. højere energieffektivitet eller vedvarende
energikilders stadigt større andel.
Figure 4 viser, at CO2-emissionerne faldt med 11,5 % i perioden 2005-2012. Teknologiske ændringer
har haft den mest betydelige indvirkning på emissionerne, hvilket har medført et fald på 8,5 %. Vækst i
økonomisk aktivitet (BNP) forårsagede en 6,8 % stigning i emissionerne. Strukturelle ændringer i
økonomien indebar en lille stigning i emissionerne på 1,7 %. Disse effekter skyldes to faktorer. For det
første er fremstillingssektoren i nogle medlemsstater vokset, navnlig i Tyskland, til trods for den
stigende andel af tjenesteydelser i visse medlemsstater, f.eks. Frankrig og Det Forenede Kongerige. For
det andet er der også sket en stigning i den andel, som relativt mere industrialiserede østeuropæiske
medlemsstater har af EU's økonomi.
Resultaterne viser derfor, at teknologiske ændringer bidrog mest til at nedbringe emissionerne ved langt
at opveje bidraget fra overgangen mellem økonomiske sektorer. De politikker, der er gennemført på
klima- og energiområdet, har bidraget væsentligt til indførslen af ren teknologi.
Figur 4: Dekompositionsanalyse af ændringen i CO2-emissioner fra forbrænding af fossile brændsler i EU for
perioden 2005-2012
10
Kilde: Europa-Kommissionen.
4. EU'S MODVIRKNINGSPOLITIKKER: SENESTE UDVIKLING
4.1. EU's klima- og energiramme for 2030
Det Europæiske Råd i oktober 2014 nåede frem til en aftale om de vigtigste elementer i klima- og
energirammen for 2030:
 Et bindende mål om en indenlandsk reduktion af drivhusgasemissionerne på mindst 40 % i
2030 i forhold til 1990. Målet skal nås ved at reducere EU-ETS-emissionerne til 43 %
sammenlignet med 2005 og ved at reducere emissionerne i sektorer, der ikke er omfattet af
ETS, til 30 % under 2005-niveauet, idet indsatsen fordeles mellem medlemsstaterne i form
af bindende nationale mål.
 Et bindende mål på EU-niveau om, at vedvarende energi skal udgøre mindst 27 % i 2030.
 Et vejledende energieffektivitetsmål på EU-niveau på mindst 27 % i 2030, der skal tages op
til revision i 2020 med udgangspunkt i et EU-niveau på 30 %.
 Elektricitetssammenkobling mellem medlemsstaterne på mindst 15 % af deres installerede
elektricitetsproduktionskapacitet.
 Et nyt pålideligt og gennemsigtigt styringssystem for at sikre, at EU opfylder sine klima- og
energimål.
Baseret på medlemsstaternes seneste fremskrivninger ud fra eksisterende foranstaltninger forventes
EU's samlede emissioner af drivhusgasser i 2030 at ligge 27 % under 1990-niveauerne.
Den nuværende politiske ramme er derfor ikke tilstrækkelig til at opfylde det aftalte 2030-mål om en
reduktion af drivhusgasemissionerne på mindst 40 %. EU og medlemsstaterne skal iværksætte
yderligere modvirkningstiltag.
På den baggrund foreslog Kommissionen et revideret emissionshandelsdirektiv i juli 2015 og vil
fremlægge lovforslag for sektorer uden for ETS i første halvår 2016.
Kommissionen udfolder også initiativer planlagt inden for rammerne af "rammestrategien for en robust
energiunion med en fremadskuende klimapolitik". Der er forslag på vej om foranstaltninger på
forskellige områder, herunder vedvarende energi, energieffektivitet, transport samt forskning og
11
udvikling. Derudover arbejder Kommissionen på gennemførelsen af energiunionen, som det blev
fremhævet i 2015-rapporten om energiunionens fremskridt.
4.2. EU's ETS
4.2.1. Gennemførelse af fase 3 af EU's ETS (2013-2020)
Siden 2013 har EU's ETS opereret under de forbedrede og mere harmoniserede regler i fase 3. Ved
artikel 10, stk. 5, i EU’s emissionshandelsdirektiv pålægges Kommissionen at overvåge det europæiske
kvotemarkeds funktion og hvert år forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om
kvotemarkedets funktion, herunder om gennemførelsen af auktioner, likviditet og de handlede
mængder. Samtidig pålægges Kommissionen i henhold til artikel 21, stk. 2, at offentliggøre en rapport
om anvendelsen af emissionshandelsdirektivet på grundlag af de rapporter, der fremlægges af
medlemsstaterne. Rapporten om det europæiske kvotemarkeds funktion, der dækker de første to år af
fase 3, 2013 og 2014, findes i bilaget til denne rapport. Deri bekræftes det, at systemet er robust, og at
det har skabt en velfungerende markedsinfrastruktur og et likvidt marked.
4.2.2. Markedsstabilitetsreserve
Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/1814 og af 6. oktober 2015 oprettes en
markedsstabilitetsreserve, som iværksættes i januar 2019. Målet er dobbelt: at udligne de negative
effekter af det eksisterende overskud af emissionskvoter og at forbedre ordningens modstandsdygtighed
over for chok. Dette opnås blandt andre foranstaltninger ved at indføre mekanismer, som sikrer, at der
automatisk udløses en tilpasning af auktionsmængderne i de tilfælde, hvor det samlede antal kvoter i
omsætning falder uden for en bestemt forud fastsat margin.
4.2.3. Revision af EU's ETS - fase 4 (2021-2030)
Den 15. juli 2015 fremsatte Kommissionen et lovforslag om revision af fase 4 af EU's ETS i
overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner fra oktober 2014 vedrørende den klima- og
energipolitiske ramme for 2030.
Forslaget sigter mod at opnå en reduktion på 43 % i EU-ETS-emissioner i forhold til 2005-niveauerne.
Med henblik herpå vil det samlede antal kvoter falde med 2,2 % årligt fra 2021 og fremefter.
Sammenlignet med det nuværende niveau på 1,74 % vil det medføre en signifikant yderligere reduktion
af drivhusgasemissionerne, som anslås at ville ligge på ca. 550 mio. ton mellem 2021 og 2030.
Kommissionen foreslog at gøre tildelingen af gratis kvoter mere målrettet og dynamisk ved blandt
andet at ajourføre benchmarks for at afspejle teknologiske fremskridt, mere målrettede carbon leakage-
grupper og en bedre tilpasning af mængden af gratistildelte kvoter til produktionsniveauerne. Der
foreslås mulighed for fortsat gratis tildeling af kvoter til 10 mindre velstående medlemsstater for at
hjælpe dem med at modernisere elektricitetsproduktionen med et øget gennemsigtighedsniveau.
4.3. Andre politikker og foranstaltninger
4.3.1. Beslutningen om indsatsfordeling inden for klima- og energirammen for 2030
I overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner fra oktober 2014 planlægger
Kommissionen at vedtage et lovforslag vedrørende beslutningen om indsatsfordeling i første halvår
2016 med henblik på at reducere emissioner, der ikke er omfattet af ETS, med 30 % mellem 2005 og
2030.
Som led i sit forberedende arbejde iværksatte Kommissionen en efterfølgende evaluering vedrørende
gennemførelsen af beslutningen om indsatsfordeling i henhold til artikel 14 i beslutningen. I
forbindelse med evalueringen undersøges gennemførelsen af beslutningen om indsatsfordeling og
resultaterne heraf både på EU- og medlemsstatsniveau. Det vil blive klarlagt, i hvilket omfang
beslutningen om indsatsdeling bidrager til det samlede 2020-mål for reduktionen af
drivhusgasemissioner.
12
4.3.2. Integration af arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) i klima-
og energirammen for 2030
I EU absorberer LULUCF-sektoren i øjeblikket emissioner og er derfor et "nettodræn". Det skønnes
imidlertid, at dræneffekten vil reduceres uden nye tiltag. Den øgede anvendelse af biomasse til
energiformål, hvis den ikke udnyttes bæredygtigt, vil kunne medføre en endnu hurtigere svækkelse af
denne dræneffekt.
Siden 2013 sikrer LULUCF-beslutningen en standardisering af EU's regnskabsregler for, hvordan
emissioner og optag fra sektoren medregnes i EU-opgørelsen over drivhusgasser. Selv om der ikke er
fastsat et specifikt LULUCF-mål i henhold til EU-lovgivningen, forpligter Kyotoprotokollen
medlemsstaterne til at sikre, at nettoresultatet af LULUCF-opgørelserne ikke er negativt.
Kommissionen arbejder på konsekvensanalysen for at analysere, hvordan LULUCF kan integreres i
EU's klima- og energiramme for perioden efter 2020. Som led i dette arbejde har Kommissionen
gennemført høringer med medlemsstater og interessenter siden begyndelsen af 2015. Et forslag om at
inddrage LULUCF-sektoren forelægges efter planen i første halvår 2016.
4.3.3. Energieffektivitet
I 2014 blev Det Europæiske Råd enigt om et vejledende mål på EU-niveau på mindst 27 % for
forbedringer af energieffektiviteten inden 2030 i forhold til referencescenariet. Målet vil blive op til
revision i 2020 med udgangspunkt i et mål på EU-niveau på 30 % som foreslået af Kommissionen.
Som bekendtgjort i køreplanen for energiunionen vil Kommissionen revidere
energieffektivitetsdirektivet og direktivet om bygningers energimæssige ydeevne i 2016. Derudover er
den målrettede strategi for opvarmning og køling planlagt til begyndelsen af 2016. Et forslag til en
revideret lovgivning om energimærkning er allerede blevet fremlagt og behandles i øjeblikket af
medlovgiverne. EU-initiativerne omfatter også foranstaltninger, der fremmer brugen af finansielle
instrumenter.
4.3.4. Vedvarende energi
I 2014 vedtog Det Europæiske Råd et bindende mål på EU-niveau om, at vedvarende energi i 2030 skal
dække mindst 27 % af det endelige energiforbrug. For at tage hånd om dette indeholder køreplanen for
energiunionen et forslag til et nyt direktiv om vedvarende energi og en bæredygtighedspolitik for
bioenergi. EU-aktioner omfatter også foranstaltninger, der tilskynder til anvendelse af finansielle
instrumenter for at støtte udviklingen af vedvarende energikapacitet, og som fremmer samarbejdet
mellem medlemsstaterne.
4.3.5. Kulstofopsamling og -lagring
Kommissionen evaluerede CCS-direktivet og konkluderede, at direktivet er velegnet til formålet og
fastsætter de nødvendige lovgivningsmæssige rammer med henblik på at sikre en sikker opsamling,
transport og lagring af CO2, samtidig med at medlemsstaterne gives tilstrækkelig fleksibilitet.
Rapporten om revision af CCS-direktivet, jf. direktivets artikel 38, findes i bilaget til denne rapport.
Deri redegøres nærmere for evalueringen af CCS-direktivets resultater, virkninger, effektivitet,
sammenhæng, relevans og merværdi på EU-plan under Kommissionens REFIT-program.
4.3.6. Transportsektoren
System til overvågning, rapportering og verifikation for EU's søfartssektor
EU har støttet en global tilgang til en reduktion af emissionerne fra den internationale skibsfart, som er
en stor og voksende emissionskilde. I april 2015 vedtog EU en forordning, der fastsætter et system til
overvågning, rapportering og verifikation i forbindelse med søfartssektoren som det første skridt i EU's
strategi for nedbringelse af emissionerne i denne sektor. Ved denne forordning pålægges store skibe
13
over 5 000 bruttotons, der anløber EU-havne, efter 1. januar 2018 at overvåge og senere indberette
deres årlige bekræftede CO2-emissioner og andre energirelaterede data.
EU's MRV-system for skibsemissioner er udformet med henblik på at bidrage til at opbygge et
internationalt system i søfartssektoren. Der er igangværende drøftelser herom i Den Internationale
Søfartsorganisation. EU's MRV-system vil også åbne nye muligheder for at opnå enighed om
effektiviseringsstandarder for eksisterende skibe.
Lette og tunge køretøjer
På området for lette køretøjer fastsætter EU-lovgivningen bindende emissionsmål for flåderne af nye
biler og varevogne. Målene for biler (130 gCO2/km i 2015) og varevogne (175 gCO2/km i 2017) blev
allerede nået i 2013. Af foreløbige data for registreringerne i 2014 fremgår det, at flådegennemsnittet
for nye biler var 123,4 gCO2/km og 169,2 gCO2/km for varevogne. Så længe dette fremskridtstempo
fastholdes, er producenterne godt på vej til at nå 2021-målet på 95 gCO2/km for biler og 2020-målet på
147 gCO2/km for varevogne.
Strategien for tunge køretøjer, der blev vedtaget i maj 2014, er EU's første initiativ med henblik på at
tackle lastbilers og bussers brændstofforbrug og CO2-emissioner. Ifølge strategien vil Kommissionens
første skridt her være at måle brændstofforbruget i køretøjerne og CO2-emissionerne ved hjælp af en
computersimuleringsmetode (VECTO). Denne tilgang blev bekræftet i energiunionspakken fra 2015.
Brændstofkvalitet
I april 2015 blev Europa-Parlamentet og Rådet enige om at ændre direktiverne om brændstofkvalitet og
vedvarende energi for at tage hensyn til følgerne af indirekte ændringer i arealanvendelsen, der er
forårsaget af dyrkningen af visse afgrøder med henblik på produktion af biobrændstoffer indtil 2020.
Den nye lovgivning:
 indfører en begrænsning på højst 7 % af den mængde, som visse, i alt væsentligt
fødevarerelaterede, afgrøder kan bidrage med til at nå målet om, at andelen af vedvarende
energi i transportsektoren skal udgøre 10 % i 2020
 indfører et vejledende mål på 0,5 % for avancerede biobrændstoffer og
 pålægger Kommissionen at tage højde for følgerne af indirekte ændringer i arealanvendelsen
ved at inddrage emissionsfaktorer i sin rapportering.
4.3.7. F-gasser
2014-forordningen om F-gasser finder anvendelse fra den 1. januar 2015. Den styrker de eksisterende
foranstaltninger (f.eks. indeslutning af gasser gennem afsløring af utætheder, installation af udstyr af
uddannet personale, genvinding af brugte gasser osv.) og indfører en udfasning af F-gasser, som vil
reducere de samlede EU-emissioner af F-gasser med to tredjedele i 2030 i forhold til 2014-niveauerne.
Den forbyder også under visse omstændigheder markedsføring af F-gasser på markedet, hvis der findes
alternativer (f.eks. husholdningskøleskabe og -frysere, der indeholder HFC med GWP på 150 eller
derover).
5. EU-POLITIKKER FOR TILPASNING TIL KLIMAÆNDRINGER
Målet for EU's 2013-strategi for tilpasning til klimaændringer er at gøre Europa mere klimaresistent.
Det fremmer tilpasningsforanstaltninger på tværs af EU og sikrer, at tilpasningsaspektet tages med i
overvejelserne i alle relevante EU-politikker (integration), samt fremmer bedre koordination,
sammenhæng og informationsudveksling. I 2017 forelægger Kommissionen en rapport for Europa-
Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af tilpasningsstrategien. Den generelle tendens omfatter
følgende:
14
 Mange medlemsstater har taget fat på tilpasningsplanlægning og kortlægningen af risici og
sårbarheder i forbindelse med klimaforandringer. 20 medlemsstater har vedtaget nationale
tilpasningsstrategier, og i de fleste af de resterende er disse under udarbejdelse.
 Mere end halvdelen af medlemsstaterne har øremærket finansiering til tilpasning, selv om færre
end halvdelen har et særligt budget for gennemførelse af tilpasningshandlinger i sårbare
sektorer.
 De fleste medlemsstater mangler stadig at udarbejde og gennemføre tilpasningshandlingsplaner.
 Med nogen variation er udviklingen og gennemførelsen af overvågnings- og
evalueringssystemer fortsat et uløst problem i de fleste medlemsstater.
6. KLIMAFINANSIERING
Dette afsnit giver et overblik over anvendelsen af klimafinansiering fra auktionering af EU ETS-kvoter
og EU-budgettet. Heri opsummeres også data om EU's og medlemsstaternes klimaudgifter til støtte for
udviklingslandene.
6.1. Indtægter fra auktionering af EU ETS-kvoter
6.1.1. Medlemsstaternes anvendelse af auktionsindtægter
I 2014 beløb de samlede indtægter fra auktionering af EU ETS-kvoter sig til 3,2 mia. EUR.
I henhold til emissionshandelsdirektivet bør medlemsstaterne anvende mindst 50 % af
auktionsindtægterne eller den modsvarende finansielle værdi til klima- og energirelaterede formål.
I 2014 anvendte medlemsstaterne eller havde planer om at anvende gennemsnitligt ca. 87 % af disse
indtægter eller den modsvarende finansielle værdi til klima- og energirelaterede formål, hvilket
hovedsagelig havde til formål at støtte indenlandske investeringer i klima og energi. Ikke desto mindre
er nogle få medlemsstater fortsat i gang med at udarbejde de relevante retlige og finansielle
instrumenter med henblik på at anvende nogle af deres indtægter. Belgien har ikke fremsendt nærmere
oplysninger om anvendelsen af sine indtægter, fordi der ikke indgået nogen aftale om tildelingen
mellem myndighederne.
Figur 5: Indberettede indtægter eller den modsvarende finansielle værdi, der er blevet anvendt eller planlægges
anvendt til klima- og energirelaterede formål i 2014
15
Kilde: Europa-Kommissionen.
*HR: auktionering starter i 2015, derfor ingen indtægter i 2014
Hvad angår den støttede indsatstype, anvender Danmark og Det Forenede Kongerige en væsentlig
andel af deres auktionsindtægter eller den modsvarende finansielle værdi til at finansiere
forskningsprojekter med henblik på emissionsreduktion, herunder CCS-teknologier. Frankrig investerer
alle indtægterne i at forbedre energieffektiviteten i offentlige bygninger, der fungerer som socialt
boligbyggeri. I 2014 og 2015 stillede Sverige et beløb på 32 mio. EUR af sine auktionsindtægter til
rådighed for Den Grønne Klimafond under UNFCCC.
Flere oplysninger om, hvordan medlemsstaterne anvender auktionsindtægterne, findes i det ledsagende
arbejdsdokument.
6.1.2. NER 300 og den foreslåede innovationsfond
Under NER 300-programmet blev der udvalgt 38 projekter for vedvarende energi og et CCS-projekt til
finansiering i 20 medlemsstater. Den samlede NER 300-finansiering vil være 2,1 mia. EUR, hvilket
forventes at tiltrække yderligere 2,7 mia. EUR i private investeringer.
Det Europæiske Råds konklusioner i oktober 2014 opfordrede Kommissionen til at forny og udvide
NER 300-programmet ud over 2020. Den nye innovationsfond, der er foreslået som en del af det
reviderede EU ETS-direktiv, vil have 400 mio. kvoter plus 50 mio. ikke-tildelte kvoter. Den vil blive
baseret på NER 300-programmet samtidig med, at dens anvendelsesområde udvides til CO2-besparende
innovation i industrisektorer.
6.1.3. Forslag til en moderniseringsfond
I juli 2015 foreslog Kommissionen også en ny moderniseringsfond beregnet til 10 medlemsstater med
et BNP pr. indbygger på under 60 % af EU-gennemsnittet for at modernisere deres energisystemer og
forbedre energieffektiviteten og i sidste ende sikre borgerne ren og sikker energi til rimelige priser.
Mellem 2021 og 2030 øremærkes 2 % af kvoterne, hvilket udgør ca. 310 mio. kvoter i alt, til at oprette
fonden.
16
6.2. Integration af klimapolitikker i EU's budget
Overgangen til lave emissioner og klimaresistens i EU støttes via den flerårige finansielle ramme
I den nuværende flerårige finansielle ramme fastsættes et mål om en tildeling på mindst 20 % af EU-
budgettet til klimarelaterede mål. Dette udgør omkring 180 mia. EUR og er en tredobling i forhold til
andelen på 6-8 % i EU-budgettet for 2007-2013. Disse klimarelaterede udgifter spores hvert år i
overensstemmelse med en metode, der er udviklet af Kommissionen.
Der er opnået væsentlige fremskridt. Det samlede bidrag i 2015 udgør ca. 16,8 %. I 2016 forventes
20,6 % af EU's budget at bidrage til at nå EU's klimamål:
 De europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) udgør mere end 43 % af den flerårige
finansielle ramme. Der tages hensyn til klimaindsatsen i ESIF-forordningerne, de 28
partnerskabsaftaler og i mere end 530 fondsspecifikke programmer. Der er blevet udviklet
en fælles metode for at fastsætte størrelsen af støtte til klimaforandringsmålene. Mere end
110 mia. EUR går til at støtte mål for klimaindsatsen, hvilket svarer til omkring 23-25 % af
de samlede midler. Det præcise beløb vil foreligge ved afslutningen af den igangværende
programmering i forbindelse med vedtagelsen af alle programmerne. Medlemsstaterne vil
derefter anvende det til planlagte klimarelaterede projekter.
 Mindst 35 % af Horisont 2020-budgettet på 79 mia. EUR forventes investeret i
klimarelaterede projekter. I skrivende stund er 80 % af 2014-budgettet sporet, og 22 % af de
klimarelaterede udgifter er registreret. Programmeringen for de tematiske områder er tæt på
at opfylde målet på 35 %. Men bottom-up-indsatserne repræsenterer ikke et stort antal
klimarelaterede projekter, og disse udgør alene 25 % af det samlede Horisont 2020-budget.
Derfor er der et hastende behov for afhjælpende foranstaltninger for at nå integrationsmålet
på 35 % og undgå flere dårlige resultater i 2015 og derefter. Desuden er den integrerede
strategiske energiteknologiplan (SET-planen) det første forsknings- og innovationsresultat
inden for rammerne af energiunionen, hvilket skaber ny fremdrift i udviklingen og
udbredelsen af lavemissionsteknologier ved at koordinere og prioritere indsatsen bedre. Der
fokuseres på ti centrale aktionslinjer med henblik på at tilvejebringe energiunionens
forsknings- og innovationsprioriteter. Endvidere stilles forslag om et nyt finansielt produkt,
"Energi Demo-projektfaciliteten", som er udviklet sammen med EIB, og som er målrettet
helt nye kommercielle demonstrationsprojekter i stor skala.
 For den fælles landbrugspolitik (FLP) er 2014-15 overgangsår. Den nye fælles
landbrugspolitik vil træde i kraft fra 2015 og omfatte udbetaling af ca. 4 mia. EUR alene fra
de grønne foranstaltninger. Programmer for udvikling af landdistrikterne godkendes
hovedsagelig i løbet af 2015 med efterfølgende gennemførelse af projekterne, hvilket
indebærer en signifikant stigning i udgifterne til udvikling af landdistrikterne i forbindelse
med klimaindsatsen.
6.3. EU's og medlemsstaternes klimaudgifter til støtte for udviklingslandene
Støtte til udviklingslande er en afgørende faktor for at nå det aftalte mål om at holde den globale
gennemsnitlige temperaturstigning på under 2 °C i forhold til de præ-industrielle niveauer, opnå
omstillingen til DHG-lavemissionsøkonomier og støtte en klimaresistent, bæredygtig udvikling. På
FN's klimaændringskonference i København i 2009 forpligtede de udviklede lande sig til et kortsigtet
mål om i fællesskab at mobilisere 30 mia. USD i ekstra offentlig klimafinansiering for perioden 2010-
2012 ("hurtig startfinansiering"). De forpligtede sig også til et langsigtet mål om i fællesskab at
mobilisere 100 mia. USD om året senest i 2020 ("langsigtet finansiering") i forbindelse med nyttige
modvirkningsforanstaltninger og gennemsigtighed i gennemførelsen. Denne finansiering vil komme fra
en lang række kilder, offentlige og private, bilaterale og multilaterale, herunder alternative
finansieringskilder.
17
Dette løfte om 100 mia. USD har bidraget til at øge klimafinansieringen betydeligt i forbindelse med
udviklingssamarbejde og via multilaterale banker og udviklingsbanker. EU og dets medlemsstater er de
største ydere af officiel udviklingsbistand til udviklingslandene, som løber op i over 70 mia. USD om
året (ca. 58 mia. EUR i 2014). De tildelte 7,34 mia. EUR til en hurtig startfinansiering i perioden 2010-
2012.
Derudover forpligtede EU og dets medlemsstater sig i 2014 til kollektivt at afsætte 14,5 mia. EUR for
at hjælpe udviklingslandene med at håndtere klimaforandringerne. Dette tal omfatter
klimafinansieringskilder fra offentlige budgetter og andre udviklingsfinansieringsinstitutioner. Siden
2014 omfatter tallet EIB's klimafinansiering, som beløb sig til 2,1 mia. EUR. I forhold til tidligere år
blev der ved beregningen taget hensyn til et mere komplet talsæt baseret på OECD's data om de
imputerede multilaterale bidrag.


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.11.2015
COM(2015) 576 final
ANNEX 1
BILAG
Rapport vedrørende situationen på kulstofmarkedet
Ledsagedokument til
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
Statusrapport om "klimaindsatsen", herunder rapporten vedrørende situationen på
kulstofmarkedet og rapporten vedrørende ændring af direktiv 2009/31/EF om geologisk
lagring af kuldioxid
(som krævet i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 525/2013 af 21. maj 2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer
på nationalt plan og EU-plan og om ophævelse af beslutning nr. 280/2004/EF, i henhold
til artikel 10, stk. 5, og artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF og i
henhold til artikel 38 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF om
geologisk lagring af kuldioxid)
{SWD(2015) 246 final}
Europaudvalget 2015
KOM (2015) 0576
Offentligt
2
Indholdsfortegnelse
1. INDLEDNING....................................................................................................................................4
2. EU ETS I DEN TREDJE HANDELSPERIODE.........................................................................................5
3. EU ETS-INFRASTRUKTUR.................................................................................................................7
3.1. Omfang af aktiviteter, anlæg og luftfartøjsoperatører...........................................................7
3.2. EU-registret.............................................................................................................................9
4. CO2-MARKEDETS FUNKTION I 2013 OG 2014 .................................................................................9
4.1. Udbud: kvoter bragt i omsætning.........................................................................................10
4.1.1. Loft ................................................................................................................................10
4.1.2. Udstedte kvoter ............................................................................................................11
4.1.2.1. Gratis tildeling.......................................................................................................11
4.1.2.2. NER300-programmet ............................................................................................13
4.1.2.3. Auktionering af kvoter ..........................................................................................14
4.1.2.4. Undtagelse fra auktionering af alle kvoter for elsektoren....................................16
4.1.3. Internationale kreditter ................................................................................................18
4.2. Efterspørgsel: kvoter, der er taget ud af omsætning............................................................19
4.3. Ligevægt mellem udbud og efterspørgsel ............................................................................20
5. LUFTFART ......................................................................................................................................24
6. MARKEDSTILSYN ...........................................................................................................................25
6.1. Emissionskvoters retlige stilling og skattemæssige behandling ...........................................27
7. OVERVÅGNING, RAPPORTERING OG VERIFICERING AF EMISSIONER ..........................................27
7.1. Krav i fase 3...........................................................................................................................27
7.2. Anvendt overvågning............................................................................................................28
7.3. Akkrediteret verifikation.......................................................................................................29
8. OVERBLIK OVER ADMINISTRATIVE AFTALER i MEDLEMSSTATERNE ............................................30
3
9. OVERHOLDELSE OG HÅNDHÆVELSE.............................................................................................31
10. STRUKTURELLE REFORMER AF EU ETS......................................................................................33
10.1. Udskydelse og markedsstabilitetsreserve ........................................................................33
10.2. EU ETS-reform...................................................................................................................33
11. KONKLUSIONER OG FREMTIDSPERSPEKTIVER..........................................................................35
BILAG.....................................................................................................................................................36
4
1. INDLEDNING
En ambitiøs klimapolitik er en integreret del af initiativet til en energiunion1
, hvilket også
afspejles i den klima- og energipolitiske ramme for 2030, der blev vedtaget af de europæiske
ledere i oktober 2014.2
EU's emissionshandelssystem (EU ETS), der blev lanceret i 2005 og
er hjørnestenen i EU's strategi for at reducere emissionerne af drivhusgasser, fyldte ti år i
2015. Som et resultat af markedsstabilitetsreserven og de foranstaltninger, der er nødvendige
og foreslået for at leve op til det øgede ambitionsniveau i 2030-rammen, vil EU ETS fastsætte
en hensigtsmæssig pris på CO2-emissioner og stimulere reduktioner af drivhusgasemissioner
samt spille rollen som teknologineutral, omkostningseffektiv og EU-dækkende drivkraft for
lavemissionsinvesteringer. Systemet styrker via sin prisdannelse på EU-niveau ikke alene det
indre energimarkeds funktionsmåde, men stimulerer også udbredelsen af vedvarende energi
og andre lavemissions- og energieffektive teknologier.
Den første rapport om situationen på det europæiske CO2-marked3
blev offentliggjort i
november 2012 (2012-rapporten om CO2-markedet). Formålet hermed var at analysere
situationen på CO2-markedet og at vurdere, hvorvidt regulerende indgreb var nødvendige i
lyset af et voksende overskud af kvoter.
Den aktuelle rapport vedrørende situationen på det europæiske CO2-marked jf. artikel 10,
stk. 5, og artikel 21, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF4
(emissionshandelsdirektivet), omfatter to
år: 2013, det første år i den tredje handelsperiode, som har skabt stor udvikling i forbindelse
med EU ETS, samt 2014. Desuden indeholder den visse initiativer, der er foreslået eller aftalt
i 2015. Medmindre andet er angivet, er der i forbindelse med denne rapport anvendt de data,
der var offentligt tilgængelige og til rådighed for Kommissionen i juni 2015.
Revisionsretten offentliggjorde i juli 2015 en særberetning om integriteten og
gennemførelsen af EU ETS5
. I den udstrækning, det er relevant, henviser denne rapport også
til forhold, som Domstolen har behandlet.
Forhold, som vedrører luftfart, er hovedsagelig beskrevet i afsnit 5 i rapporten.
1
http://ec.europa.eu/priorities/energy-union/docs/energyunion_en.pdf
2
http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/ec/145356.pdf
3
COM(2012) 652 final, http://ec.europa.eu/clima/policies/ets/reform/docs/com_2012_652_en.pdf
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter
for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, EUT L 275 af 25.10.2003,
s. 32.
5
http://www.eca.europa.eu/Lists/ECADocuments/SR15_06/SR15_06_EN.pdf
5
2. EU ETS I DEN TREDJE HANDELSPERIODE
EU ETS blev indført i 2005 og udgør hjørnestenen i Unionens strategi for en
omkostningseffektiv reduktion af emissioner af kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser.
Systemet er ikke alene verdens første store CO2-marked, men det er fortsat det største, idet
det dækker tre fjerdedele af de kvoter, der handles på det internationale CO2-marked.
EU ETS omfatter nu ca. 11 000 kraftværker og fremstillingsanlæg i de 28 EU-lande, Island,
Norge og Liechtenstein samt emissioner fra mere end 600 luftfartsselskaber, der flyver
mellem europæiske lufthavne.
EU ETS fungerer efter "cap and trade"-princippet. Der fastsættes et loft ("cap") for den totale
mængde af visse drivhusgasser, der kan udledes af fabrikker, kraftværker og andre anlæg i
systemet. Loftet reduceres med tiden, således at de samlede emissioner falder.
I 2020 vil emissionerne fra sektorer, der er omfattet af EU ETS, være 21 % lavere end i 2005.
I 2030 forventes det, at de vil være 43 % lavere.
I 2013 gik EU ETS ind i sin tredje flerårige handelsperiode, som løber indtil 2020. Efter en
større revision af systemet, som blev aftalt i 20096
, fungerer det nu i henhold til mere
harmoniserede regler. Den tredje periode medførte mange forbedringer med hensyn til
systemets udformning, herunder de væsentligste som følger:
 Et ensartet EU-loft på kvoter, der nedbringes med 1,74 % årligt, og som erstatter den
hidtidige ordning med nationale lofter og giver øget forudsigelighed og stabilitet
 Auktionering, ikke gratis tildeling, bliver standardmetoden for tildeling af kvoter og
styres af EU ETS' auktioneringsforordning7
, som sikrer en åben, gennemsigtig,
harmoniseret og ikkediskriminerende proces for auktioneringen af kvoter
 Harmoniserede tildelingsregler for den gratis tildeling af kvoter baseret på ambitiøse
ex-ante præstationsbenchmarks for hele Unionen
 Bestemmelser for overvågning og rapportering8
samt for verifikation af
emissionsrapporter samt akkreditering af og tilsyn med verifikatorer9
6
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2003/87/EF med
henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet
(EUT L 140 af 5.6.2009, s. 63).
7
Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative
forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 302 af 18.11.2010, s. 1).
8
Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 af 21. juni 2012 om overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 181 af
12.7.2012, s. 30).
9
Kommissionens forordning (EU) nr. 600/2012 af 21. juni 2012 om verifikation af rapporter om
drivhusgasemissioner og rapporter om tonkilometer og akkreditering af verifikatorer i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 181 af 12.7.2012, s. 1).
6
 Strengere regler og betingelser for anvendelsen af internationale CO2-kreditter i EU
ETS med harmoniserede grænser for driftslederes brug heraf10
 Centralt elektronisk EU-register, som erstatter de nationale registre og styres af en
registerforordning11
 Emissionskvoter, derivative finansielle instrumenter eller auktionsprodukter baseret
herpå er underlagt direktivet og forordningen om markeder for finansielle
instrumenter under MiFID2-pakken12
(fra januar 2017) og forordningen om
markedsmisbrug13
(fra januar 2017).
Selv om der med denne reform i vidt omfang er taget fat på begyndervanskelighederne i
forbindelse med EU ETS, var konsekvenserne af den økonomiske krise, som begyndte i
2008, uden fortilfælde. Den resulterede i akkumuleringen af et overskud af kvoter, som
voksede i løbet af årene til to mia. kvoter i 2012. Den første rapport om CO2-markedet, der
blev offentliggjort i 2012, forventede et overskud på ca. 2 mia. kvoter i 2013, en faldende
hastighed i opbygningen af overskuddet i 2014, og der blev ikke forventet fald i det samlede
overskud inden 2020. Denne voksende uligevægt udløste sammen med et svagt prissignal en
intens offentlig debat om de løsningsmodeller, der præsenteres i 2012-rapporten om CO2-
markedet, for at løse problemerne i forbindelse med EU ETS. Systemet fremmer ikke på
tilstrækkelig vis investeringer i lavemissionsteknologier, hvilket øger sandsynligheden for, at
der vedtages nye nationale politikker. Derfor foreslog Kommissionen i november 2012 en
kortsigtet foranstaltning, der vil udskyde auktioneringen af 900 mio. emissionskvoter til 2019
og 2020. Europa-Parlamentet og Rådet godkendte forslaget i december 201314
, og
gennemførelsen af udskydelsen startede i marts 2014. 2012-rapporten om CO2-markedet
indeholdt flere strukturelle muligheder for at tage højde for den store uligevægt mellem
udbud af og efterspørgsel efter kvoter. Efterfølgende blev der i januar 2014 fremsat et
lovforslag om indførelse af en markedsstabilitetsreserve parallelt med meddelelsen om en
10
Kommissionens forordning (EU) nr. 1123/2013 af 8. november 2013 om fastsættelse af internationale
kreditanvendelsesrettigheder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 299 af
9.11.2013, s. 32) fastsætter internationale kreditanvendelsesrettigheder for hver driftsleder og luftfartøjsoperatør
frem til 2020.
11
Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 af 2. maj 2013 om oprettelse af et EU-register i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning
nr. 280/2004/EF og nr. 406/2009/EF, og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr. 920/2010 og
(EU) nr. 1193/2011 (EUT L 122 af 3.5.2013, s. 1).
12
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter og om ændring
af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 1) samt Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring
af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).
13
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug
(forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og
Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 1).
14
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1359/2013/EU om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik
på præcisering af bestemmelserne om det tidsmæssige forløb for auktioner med kvoter for drivhusgasemissioner
(EUT L 343 af 19.12.2013, s. 1).
7
klima- og energipolitisk ramme for 203015
(se afsnit 10.1.). Europa-Parlamentet og Rådet
godkendte forslaget i oktober 201516
.
I oktober 2014 godkendte Unionens stats- og regeringsledere de overordnede mål og
strukturen for Unionens klima- og energipolitiske ramme for 2030. De aftalte mål omfatter en
reduktion af drivhusgasemissioner med mindst 40 % inden 2030 i forhold til 1990-
niveauerne. Dette hjemlige mål om at reducere emissionerne med mindst 40 % opfyldes
kollektivt af Unionen på en omkostningseffektiv måde med reduktioner i sektorer i og uden
for ETS. Et velfungerende og reformeret EU ETS vil sammen med et instrument til at
stabilisere markedet som foreslået af Kommissionen være det vigtigste instrument til at nå
dette mål, som er en reduktion på 43 % i forhold til 2005 af emissioner i sektorer, der er
omfattet af EU ETS. Den 15. juli 2015 fremlagde Kommissionen et lovforslag om at revidere
Unionens emissionshandelssystem i overensstemmelse med 2030-rammen (se afsnit 10.2).
3. EU ETS-INFRASTRUKTUR
I dette afsnit gøres der rede for den grundlæggende infrastruktur i Unionens
emissionshandelssystem, herunder dets anvendelsesområde (dvs. hvilke typer anlæg og
gasser er omfattet af systemet) og EU-registret, som registrerer besiddelser af kvoter og
transaktioner med dem.
3.1. Omfang af aktiviteter, anlæg og luftfartøjsoperatører
Fra fase 3 er de sektorer med stationære anlæg, der er omfattet af EU ETS, energiintensive
industrier, herunder kraftværker og andre fyringsanlæg, med en samlet indfyret effekt på
≥ 20 MW (undtagen anlæg til forbrænding af farligt affald eller kommunalt affald),
olieraffinaderier, koksovne, jern og stål, cementklinker, glas, kalk, mursten, keramik,
papirmasse, papir og pap, aluminium, petrokemikalier, ammoniak, fremstilling af
salpetersyre, adipinsyre, glyoxal og glyoxylsyre, CO2-opsamling, transport i rørledninger og
geologisk lagring af CO2. Anvendelsesområdet for EU ETS for luftfarten er begrænset til
flyvninger inden for EØS indtil 2016.17
15
COM(2014) 15 final, http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2014:0015:FIN:EN:PDF
16
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/1814 af 6. oktober 2015 om oprettelse og anvendelse af
en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner og om ændring af direktiv 2003/87/EF (EUT L 264 af 9.10.2015, s. 1).
17
Luftfartsaktiviteterne inden for det oprindelige anvendelsesområde for EU ETS omfattede alle flyvninger til
og fra en flyveplads, der er beliggende på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse, med
enkelte undtagelser som anført i bilag I til emissionshandelsdirektivet. Dette anvendelsesområde er dog blevet
midlertidigt reduceret i lyset af forhandlingerne i ICAO, som sigter mod at foreslå etableringen af en global
markedsbaseret mekanisme til reduktion af luftfartsemissioner. I øjeblikket (indtil udgangen af 2016) er kun
flyvninger inden for EØS omfattet heraf.
8
Med hensyn til drivhusgasser dækker EU ETS nu emissioner af kuldioxid (CO2), emissioner
af nitrogenoxid (N2O) fra al fremstilling af salpetersyre, adipinsyre, glyoxal og glyoxylsyre
samt emissioner af hydrofluorcarboner (PFC) fra fremstilling af aluminium.
Fra starten af fase 3 omfatter systemet ca. halvdelen af de samlede drivhusgasemissioner i
Unionen. Unionens medlemsstater kan føje flere sektorer og drivhusgasemissioner til EU
ETS (tilvalgsprocedure).
I deres 2015-rapporter svarende til rapporteringsåret 201418
rapporterede medlemsstaterne19
,
at i alt ca. 11 200 anlæg var omfattet af EU ETS i forhold til ca. 11 400 i det tidligere
rapporteringsår 2013. Disse anlæg har meget divergerende karakteristika, og derfor definerer
overvågnings- og rapporteringsforordningen 4 kategorier af anlæg baseret på deres
gennemsnitlige årlige emissioner.20
I henhold til artikel 21-rapporter var 72 % af anlæggene i
2014 ligesom i 2013 kategori A, 21 % kategori B, og kun 7 % (868 anlæg) var kategori C. I
2014 kvalificerede over 5 700 anlæg (51 % af det samlede antal) sig som "anlæg med lave
emissionsmængder" sammenlignet med 5 600 anlæg, 49 % af det samlede antal, i
rapporteringsåret 2013. Den høje procentdel af anlæg med små emissionsmængder og
kategori A bekræfter relevansen af den metodetrin-baserede struktur i overvågnings-,
rapporterings- og verifikationssystemet, der er udformet i henhold til
proportionalitetsprincippet.
Mens billedet er ret homogent blandt medlemsstaterne med hensyn til anlægskategorier,
varierer situationen for så vidt angår industrisektorer eller de omfattede aktiviteter. EU ETS-
anlæg, som involverer forbrændingsaktiviteter, findes i alle medlemsstater. Af andre
aktiviteter, der blev rapporteret af hovedparten af medlemsstaterne, er raffinering af olie,
stålproduktion og produktion af cement, kalk, glas, keramik samt papir og papirmasse. Kun
to lande (FR og NO) rapporterede i 2014, at der var udstedt tilladelser til CO2-opsamlings- og
-lagringsaktiviteter. For så vidt angår de nye gasser (dem, der er føjet til bilag I i
emissionshandelsdirektivet for inkorporering i systemet fra starten af fase 3), er der udstedt
tilladelser til PFC-udledende aktiviteter i 13 lande, mens der er udstedt tilladelser til
aktiviteten "salpetersyrefremstilling" i 20 medlemsstater. De andre N2O-sektorer er kun til
stede i tre medlemsstater (DE, FR og IT).
Kun nogle få medlemsstater har gjort brug af muligheden for at udelukke små udledere fra
EU ETS i overensstemmelse med emissionshandelsdirektivets artikel 27. Denne mulighed er
indeholdt i direktivet for at reducere små udlederes administrationsomkostninger og er tilladt,
18
Artikel 21-rapporter for år (N) skal indsendes inden 30. juni i det følgende år (N+1). Rapporterne indsendes
via Eionet, som er et partnerskabsnetværk for data- og informationsstrømme mellem Det Europæiske
Miljøagentur (EEA) og dets medlems- og samarbejdslande.
19
I forbindelse med henvisning il artikel 21-rapporter omfatter "medlemsstater" de 28 EU-medlemsstater plus
EØS-lande (Island, Norge og Liechtenstein).
20
Se Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012, hvor kategori C-anlæg udleder mere end 500 000 ton CO2e
pr. år, kategori B-anlæg udleder mellem 500 000 og 50 000 ton CO2e pr. år, mens kategori A-anlæg udleder
mindre end 50 000 ton CO2e pr, år. Derudover er "anlæg med lave udledningsmængder" de kategori A-anlæg,
som udleder mindre end 25 000 ton CO2e pr. år.
9
hvor der er tilsvarende foranstaltninger til rådighed med henblik på drivhusgasreduktioner.
Ifølge rapporter indsendt i 2015 benytter 8 lande (DE, ES, FR, HR, IS, IT, SI og UK) sig af
denne mulighed, navnlig i forbindelse med anlæg med forbrændingsaktiviteter og produktion
af keramik. Mængden af emissioner, der udelukkes, ligger på ca. 3,9 mio. ton CO2 eller 0,2 %
af de samlede verificerede emissioner i 2014 sammenlignet med 4,7 mio. ton CO2 i 2013.
For så vidt angår dækningen af luftfartøjsoperatører, blev antallet af luftfartøjsoperatører, der
rent faktisk er omfattet af EU ETS, anslået til ca. 600 i 2014.
3.2. EU-registret
EU-registret, som registrerer besiddelser af kvoter og transaktioner med dem, har
centraliseret disse operationer siden 2012. Dette enkle register, der føres og vedligeholdes af
Kommissionen, mens de nationale registeradministratorer i alle de 31 lande, der deltager i EU
ETS, fortsat er kontaktpunktet for repræsentanterne for mere end 20 000 konti (virksomheder
eller fysiske personer).
I 2013 blev registerforordningen revideret for at færdiggøre de funktioner, der er nødvendige
i forbindelse med fase 3 af EU ETS og for at inkorporere bestemmelser om regnskabsføring i
henhold til beslutningen om indsatsfordeling.21
I forhold til EU ETS fastsætter den reviderede
registerforordning også mekanismen til gennemførelse af bestemmelserne i artikel 11a i
emissionshandelsdirektivet, i hvilken forbindelse driftsledere kan ombytte internationale
kreditter for kvoter (se også afsnit 4.1.3.).
I henhold til emissionshandelsdirektivet og registerforordningen gennemføres
tildelingsprocesser i fase 3 af EU ETS centralt i EU-registret, hvilket både gælder for gratis
tildeling af kvoter til stationære anlæg og luftfartøjsoperatører (se også afsnit 4.1.2.1. og
4.1.2.4.) og for auktioneringen af kvoter via de fælles og to fravalgsauktionsplatforme (se
også afsnit 4.1.2.3.). Kommissionen søger som den centrale administrator af EU-registret
også at opnå en løbende forbedring af registrets funktioner, sikkerhed og brugervenlighed i
samarbejde med nationale registeradministratorer.
4. CO2-MARKEDETS FUNKTION I 2013 OG 2014
Dette kapitel omfatter de vigtigste funktioner i EU ETS, både på udbuds- og
efterspørgselssiden. Det indeholder oplysninger om loftet, gratis tildeling, auktionering og
undtagelsen fra fuld auktionering for elsektoren i visse medlemsstater. Det dækker også
anvendelsen af internationale kreditter.
21
Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for
at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere
drivhusgasemissionerne frem til 2020 (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 136).
10
På efterspørgselssiden giver det oplysninger om de verificerede emissioner og om ligevægten
mellem udbud og efterspørgsel.
4.1. Udbud: kvoter bragt i omsætning
4.1.1. Loft
EU ETS fungerer efter "cap and trade"-princippet. Loftet er den absolutte mængde af
drivhusgasser, der kan udledes i systemet, for at sikre, at emissionsreduktionsmålet nås og
svarer til mængden af kvoter, som er bragt i omsætning i løbet af en handelsperiode.
Fra fase 3 fastsætter emissionshandelsdirektivet et loft for Unionen som helhed. Loftet
nedbringes hvert år med en mængde svarende til 1,74 % af kvotemængden i 2010. Denne
nedbringelse er kendt som den lineære reduktionsfaktor. I absolutte tal betyder det, at
mængden af kvoter vil blive reduceret årligt med en fastsat mængde på omkring 38 mio.
kvoter. Denne lineære reduktionsfaktor blev besluttet i forbindelse med det overordnede
reduktionsmål på 20 % og resulterer i en reduktion på 21 % sammenlignet med emissionerne
under EU ETS i 2005.
I fase 1 og 2 blev EU-loftet fastsat efter bottom-up-princippet fra den samlede kvotemængde,
som medlemsstaterne havde fastlagt i deres nationale tildelingsplaner.
Den samlede kvotemængde udstedt i 2013 beløber sig til 2 084 301 856 kvoter. Tabel 1 viser
tallene for loftet for hvert år i perioden 2013-2020.
Tabel 1: EU ETS-loft 2013-2020
År Årligt loft (ekskl. luftfart)
2013 2 084 301 856
2014 2 046 037 610
2015 2 007 773 364
2016 1 969 509 118
2017 1 931 244 873
2018 1 892 980 627
2019 1 854 716 381
11
2020 1 816 452 135
4.1.2. Udstedte kvoter
4.1.2.1. Gratis tildeling
Fase 3 af EU ETS indførte signifikante ændringer vedrørende gratis tildeling af kvoter: i
princippet modtager elproduktionssektoren ikke længere gratis kvoter (se afsnit 4.1.2.4.
nedenfor ), og auktionering blev standardmetoden.
De principper, der ligger til grund for den gratis tildeling til sektorer i EU ETS, er ændret
fundamentalt i forhold til de to foregående faser. For det første tildeles der gratis kvoter i
henhold til harmoniserede EU-regler, hvilket indikerer, at de samme regler gælder for anlæg
af samme type på tværs af alle medlemsstater. For det andet er gratis tildeling baseret på
præstationsbenchmarks for at styrke foranstaltningerne til fremme af drivhusgasreduktioner
og belønne de mest effektive anlæg. For det tredje forventes EU-reserven for nytilkomne
(NER) at svare til 5 % af den samlede kvotemængde for fase 3. NER300-programmet stillede
300 mio. kvoter til rådighed fra denne reserve for at stimulere opførelsen og driften af store
demonstrationsprojekter vedrørende CO2-opsamling og -lagring samt innovative vedvarende
energiteknologier. Det foreslås (se afsnit 10.2.), at resterende kvoter i NER anvendes til gratis
tildeling til nye og voksende anlæg under EU ETS fra 2021.
Der tildeles gratis kvoter til industrielle anlæg for at modvirke
den potentielle risiko for kulstoflækage (industrier, som udflytter produktion til tredjelande
med lempeligere regler for drivhusgasemissioner, hvilket medfører en stigning i emissionerne
på globalt plan) i forbindelse med energiintensive fremstillingsindustrier. Tildelingen af
gratis kvoter begrænser i væsentlig grad omkostningerne for de af Unionens industrier, der er
udsat for international konkurrence. Sektorer og delsektorer, der møder konkurrence fra
industrier uden for Unionen, anses for at være udsat for risiko for kulstoflækage og modtager
som sådan en større andel gratis kvoter end de industrier, som ikke anses for at være udsat for
denne risiko.
Den første liste, der fastlægger sektorer og delsektorer, som anses for at være udsat for en
betydelig risiko for kulstoflækage (kulstoflækagelisten)22
, blev vedtaget af Kommissionen i
2009 og anvendt i forbindelse med gratis tildeling af kvoter i 2013 og 2014. Nye sektorer og
delsektorer blev føjet til kulstoflækagelisten i 2011, 2012 og 2013. Da den første
kulstoflækageliste udløb i 2014 efter omfattende høringer med interessenter, herunder
22
Kommissionens afgørelse 2010/2/EU af 24. december 2009 om opstilling af en liste over, hvilke sektorer og
delsektorer der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage, i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 1 af 5.1.2010, s. 10).
12
medlemsstater, industri, NGO'er og universiteter vedtog Kommissionen afgørelsen23
om at
forlænge den eksisterende kulstoflækageliste for perioden 2015-2019.
I løbet af fase 3 forventes 43 % af det samlede fase 3-loft (svarende til 6,6 mia. kvoter) at
blive tildelt gratis til industrianlæg. Yderligere gratis tildeling står til rådighed for nytilkomne
fra NER.
Tabel 2: Antal kvoter (i mio.) tildelt gratis til industrien i 2013, 2014 og 201524
2013 2014 2015
Gratis tildeling25
(EU28+EØS/EFTA-stater)
903,0 874,8 847,6
Tildeling fra reserven for
nytilkomne (investeringer i nye
virksomheder og
kapacitetsforøgelser)
10,7 12,4 12,3
Gratis ikke-tildelte kvoter på
grund af lukninger eller
ændringer i produktion eller
produktionskapacitet
40,7 59,4 65,3
I fase 3 er nye anlæg omfattet af EU ETS og kapacitetsforøgende anlæg berettiget til
yderligere gratis tildeling fra NER. Den oprindelige NER havde efter fradrag af 300 mio.
kvoter til NER300-programmet 480,2 mio. kvoter. Indtil juli 2015 var 91,3 mio. kvoter blevet
reserveret til 369 anlæg for hele fase 3. Den resterende del af NER kan fordeles i fremtiden i
tilfælde af, at der er nye anlæg, eller hvis eksisterende anlæg øger deres kapacitet. Det
forventes imidlertid, at en signifikant mængde af disse kvoter vil forblive ikketildelt.
Indtil juli 2015 var tildelingen blevet reduceret med omkring 165,4 mio. kvoter som følge af
anlæg, der er lukket, har reduceret deres produktion eller produktionskapacitet i forhold til
den, der oprindeligt blev anvendt til beregning af fase 3-tildelingen.
23
Kommissionens afgørelse 2014/746/EU af 27. oktober 2014 om opstilling af en liste over, hvilke sektorer og
delsektorer der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage i perioden 2015-2019, i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 308 af 29.10.2014, s. 114).
24
Tallene inkluderer meddelelser modtaget indtil juli 2015 og kan blive ændret væsentligt på grund af senere
meddelelser fra medlemsstaterne.
25
Oprindelig mængde inden anvendelse af de reduktioner, der er nævnt nedenfor i tabellen.
13
4.1.2.2. NER300-programmet
NER300-programmet er et af verdens største finansieringsprogrammer for innovative
energidemonstrationsprojekter med lave emissioner. Det finansieres via monetariseringen af
300 millioner emissionskvoter fra NER, der er udformet med henblik på den tredje fase af
EU ETS. Midlerne fra monetariseringen fordeles til projekter, der er udvalgt gennem to
indkaldelser af forslag til NER300-finansieringsprogrammet. Resultatbaserede tilskud under
den første indkaldelse af forslag blev tildelt i december 2012, hvor der blev tildelt
1,1 mia. EUR til 20 vedvarende energiprojekter (RES). I juli 2014 tildelte Kommissionen
1 mia. EUR til et kulstofopsamlings- og lagringsprojekt (CCS) og 18 RES-projekter under
den anden indkaldelse af forslag.
Formålet med programmet er at demonstrere miljømæssigt sikre CCS- og innovative RES-
teknologier i kommerciel målestok med henblik på at øge produktionen af
lavemissionsteknologier i Unionen.
Programmet er en succes, og tre projekter, der er tildelt i henhold til den første NER300-
indkaldelse af forslag, producerer allerede ren energi:
 Det italienske BEST-bioenergiprojekt omdanner udvalgte energiafgrøder til
andengenerationsbiobrændstoffer på et demonstrationsanlæg i Crescentino i
nærheden af Torino. Det særdeles innovative integrerede biobrændstofanlæg
anvender kæmperør, der er en ny hurtigt voksende og tørkeresistent afgrøde, samt
hvedehalm til fremstilling af ethanol. Anlægget har en årlig produktionskapacitet på
51 mio. liter om året. BEST, der ledes af Italian Bio Product S.p.A., blev igangsat
den 1. juni 2013 og fik tildelt en NER300-medfinansiering på 28,4 mio. EUR.
 Verbiostraw er et tysk bioenergiprojekt, som omdanner landbrugsrestprodukter til
biogas ved hjælp af det første anlæg af en helt ny type. Projektet har en kapacitet på
16,5 MW og vil levere 136 gigawatttimer pr. år af biogas, hvortil der medgår ca.
40 000 ton halm om året. Råmaterialerne er udelukkende landbrugsrestprodukter, og
derfor kræver anlægget ikke landbrugsjord med henblik på dyrkning af
energiafgrøder. Den konditionerede biogas vil enten blive leveret til naturgasnettet
eller anvendt som avanceret biobrændstof i transportsektoren. Verbiostraw ledes af
VERBIO Ethanol Schwedt GmbH & Co og ligger i Schwedt/Oder i Tyskland. Det
blev sat i drift den 3. januar 2014 og fik tildelt NER300-medfinansiering på
22,3 mio. EUR.
 Det svenske vindenergiprojekt Windpark Blaiken vedrører udviklingen af en 225
MW vindmøllepark i det arktiske klima i det nordlige Sverige. Når den er fuldt
operationel, vil den bestå af 90 vindmøller udstyret med et innovativt
afisningssystem, som har varmelegemer i forkanten af rotorbladene. Projektet, der
konstrueres i 3 grupper af hver 30 vindmøller over en treårig periode, er forbundet
med det nationale net. De to første grupper af vindmøller er allerede i drift, og den
tredje gruppe idriftsættes i 2015. Projektet ledes af Blaiken Vind AB, blev sat i drift
den 1. januar 2015 og fik tildelt en NER300-medfinansiering på 15 mio. EUR.
14
4.1.2.3. Auktionering af kvoter
Fra fase 3 blev auktionering via det primære marked standardmetoden for tildeling af kvoter.
I henhold til emissionshandelsdirektivet skulle Kommissionen vedtage en forordning om
auktioners tidsmæssige og administrative forløb og andre aspekter i forbindelse med
auktioner for at sikre, at auktioner gennemføres på en åben, gennemsigtig, ensartet og
ikkediskriminerende måde. I overensstemmelse hermed blev auktioneringsforordningen26
vedtaget i november 2010. Den fastsætter, at de deltagende medlemsstater og Kommissionen
i fællesskab skal udpege en auktionsplatform til auktionering af kvoter på vegne af
medlemsstaterne, men den åbner også mulighed for, at medlemsstaterne kan fravælge denne
fælles auktionsplatform. Tyskland, Polen og Det Forenede Kongerige har besluttet at gøre
brug af denne mulighed og udpeger deres egen auktionsplatform. En sådan udpegelse skal
opføres i bilag III til auktioneringsforordningen27
.
Ifølge auktioneringsforordningen skal auktionsplatformene udpeges på grundlag af
konkurrencebaserede procedurer. I forbindelse med udpegelsen af den fælles
auktionsplatform er der underskrevet og ikrafttrådt en aftale om en fælles udbudsprocedure
mellem de medlemsstater, der deltager i den fælles aktion, og Kommissionen. I august blev
European Energy Exchange (EEX) udpeget som den første fælles auktionsplatform.
Auktioneringsforordningen indeholder endvidere bestemmelser om, at der også skal udpeges
en auktionstilsynsførende under en aftale om en fælles udbudsprocedure mellem
medlemsstaterne og Kommissionen, og der foretages i øjeblikket en vurdering af
mulighederne herfor.
Hver auktionsplatform skal fastsætte og offentliggøre mængderne og datoerne for hver
individuel auktion (den såkaldte auktionskalender) inden starten af hvert kalenderår.
Pr. 30. juni 2015 er der gennemført mere end 650 auktioner i forbindelse med fase 3.
Tabellen nedenfor giver et overblik over mængderne af auktionerede kvoter via EEX og ICE
i 2012 (såkaldte tidlige auktioner28
), 2013, 2014 og 2015. EEX, som gennemfører
auktionering på vegne af 27 medlemsstater (25 medlemsstater, der samarbejder på en fælles
auktionsplatform, samt Tyskland og Polen), auktionerede 88 % af den samlede auktionerede
mængde i perioden 2012-2014, og ICE auktionerede 12 % af den samlede mængde på vegne
af Det Forenede Kongerige.
Auktionerne blev generelt afviklet gnidningsløst, og den resulterende auktionspris var
generelt i overensstemmelse med priserne på det sekundære marked uden forekomst af
26
Se fodnote 7.
27
European Energy Exchange AG (EEX) og Intercontinental Commodity Exchange (ICE) blev opregnet i bilag
III til auktioneringsforordningen som fravalgsauktionsplatform for henholdsvis Tyskland og Det Forenede
Kongerige. Polen har endnu ikke udpeget sin egen fravalgsauktionsplatform og gør som følge af den manglende
optagelse på listen brug af den midlertidige fælles auktionsplatform.
28
Tidlige auktioner af kvoter i fase 3 blev gennemført i 2012 på grund af den almindelige handelspraksis i
elsektoren med at sælge el gennem terminssalg og foretage de nødvendige indkøb (herunder kvoter), når
produktionen sælges.
15
væsentlige problemer eller hændelser. Auktioner blev annulleret i henhold til artikel 7, stk. 6,
i auktioneringsforordningen ved tre lejligheder i EEX i 2013 kort efter auktionernes start.
De mængder, der skulle auktioneres i 2014, er blevet revideret med virkning fra den 12. marts
2014 (ICE) og den 17. marts 2014 (EEX) i overensstemmelse med beslutningen om at
udskyde 900 mio. kvoter fra 2014, 2015 og 2016 til 2019 og 2020 i henhold til
Kommissionens forordning (EU) nr. 176/2014. Auktioneringen af luftfartskvoter blev
suspenderet i 2012 efter "stop-the-clock"-afgørelsen29
og genoptaget i 2014. Kroatien startede
auktioneringen af sine kvoter fra januar 2015. Island, Liechtenstein og Norge har endnu ikke
påbegyndt deres auktionering af kvoter.
Tabel 3: Mængder af kvoter i fase 3 auktioneret via EEX og ICE
År
Mængde af auktionerede
almindelige kvoter
Mængde af auktionerede
luftfartskvoter
2012 89 701 500 2 500 000
2013 808 146 500 0
2014 528 399 500 9 278 000
201530
632 725 500 16 390 500
De samlede indtægter fra auktionerne mellem 2012 og juni 2015 oversteg 8,9 mia. EUR. I
henhold til emissionshandelsdirektivet skal medlemsstaterne til klima- og energirelaterede
formål mindst anvende 50 % af indtægterne fra auktioner eller et beløb, der i finansiel værdi
svarer til disse indtægter, herunder alle indtægter fra kvoter, der er fordelt med henblik på at
skabe solidaritet og vækst. I 2014 anvendte eller planlagde medlemsstaterne at anvende
gennemsnitligt ca. 87 % af disse indtægter eller det hertil svarende beløb i finansiel værdi til
klima- og energirelaterede formål, navnlig for at støtte indenlandske investeringer i klima og
energi (se afsnit 6.1.1. i statusrapporten om klimaindsatsen).
Auktionsplatformene offentliggør de detaljerede resultater af hver auktion på dedikerede
websteder. Derudover offentliggør Tyskland, Polen og Det Forenede Kongerige samt
Kommissionen på vegne af de medlemsstater, som anvender den fælles auktionsplatform,
månedlige rapporter om auktionerne31
.
29
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 377/2013/EU af 24. april 2013 om midlertidig fravigelse fra
direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 113
af 25.4.2013, s. 1).
30
For 2015 henviser tallet til mængden af kvoter, der skal auktioneres i henhold til de offentliggjorte
auktionskalendere.
31
Sådanne rapporter er tilgængelige på Kommissionens dedikerede websted, hvor der også kan findes andre
oplysninger om auktioneringen på http://ec.europa.eu/clima/policies/ets/cap/auctioning/documentation_en.htm
16
4.1.2.4. Undtagelse fra auktionering af alle kvoter for elsektoren
En undtagelse fra de overordnede regler for auktionering er fastsat i
emissionshandelsdirektivets artikel 10c for at muliggøre investeringer i moderniseringen af
elsektoren i visse medlemsstater. Otte ud af ti af de berettigede medlemsstater32
gør brug af
denne undtagelse og tildeler elproduktionsanlæg en mængde gratis kvoter under forudsætning
af, at der gennemføres tilsvarende investeringer. De gratis kvoter fratrækkes i henhold til
artikel 10c fra den mængde, som den pågældende medlemsstat ellers ville bortauktionere.
Afhængigt af de nationale regler for gennemførelsen af undtagelsen kan elproduktionsanlæg
modtage gratis tildelinger af en tilsvarende værdi til investeringer, som de gennemfører eller
har gennemført fra investeringer oplistet i den nationale investeringsplan, eller til betalinger
foretaget til en national fond ved hjælp af hvilken sådanne investeringer kan finansieres.
Antallet af sådanne kvoter, der tildeles gratis til elproduktionsanlæg for 2013 og 2014, er vist
i tabel 4. Hvis mængden af tildelte kvoter er lavere end det tilladte maksimum, kan disse
"uudnyttede" kvoter tildeles gratis i de(t) følgende år, afhængigt af de relevante regler i
medlemsstaten. I sidste ende bortauktioneres kvoter, der ikke er tildelt gratis i henhold til
undtagelsen. I det første år kunne der rapporteres investeringer foretaget fra juni 2009 og
frem fra den nationale plan. For 2013 og 2014 blev der rapporteret omkostninger for
500 investeringer, hvoraf 135 blev afsluttet, 22 investeringer blev rapporteret som annulleret,
og resten er i gang, men endnu ikke afsluttet.
Den samlede værdi af de rapporterede investeringsomkostninger for perioden 2009-2013 er
5,9 mia. EUR og for 2014 1,9 mia. EUR. Omkring 80 % heraf blev afsat til opgradering og
renovering af infrastruktur, mens resten af investeringerne vedrørte rene teknologier eller
diversificering af forsyningen. Eksempler på investeringer omfatter en ny kondenserende
dampturbine til kraftvarmeproduktion i Estland (opgradering af infrastruktur), genopbygning
af fjernvarmenet i Bulgarien (renovering af infrastruktur), erstatning af kul med vedvarende
energikilder gennem affaldsudnyttelse i Tjekkiet (rene teknologier) og bygningen af en
sammenkoblingsrørledning til naturgas i Ungarn (diversificering af forsyningen).
32
Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen og Rumænien er berettiget til
dispensation. Malta og Letland besluttede ikke at gøre brug heraf.
17
Tabel 4: Gratis kvotemængde (der skal) udstedes i henhold til artikel 10c
Gratis kvotemængde anmodet
af medlemsstat
Maksimal kvotemængde pr. år
MS 2013 2014 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 I alt
BG 11 009 416 9 779 243 13 542 000 11 607 428 9 672 857 7 738 286 5 803 714 3 869 143 1 934 571 54 167 999
CY 2 519 077 2 195 195 2 519 077 2 195 195 1 907 302 1 583 420 1 259 538 935 657 575 789 10 975 978
CZ 25 285 353 22 383 398 26 916 667 23 071 429 19 226 191 15 380 953 11 535 714 7 690 476 3 845 238 107 666 668
EE 5 135 166 4 401 568 5 288 827 4 533 280 3 777 733 3 022 187 2 266 640 1 511 093 755 547 21 155 307
HU 7 047 255 0 7 047 255 0 0 0 0 0 0 7 047 255
LT 322 449 297 113 582 373 536 615 486 698 428 460 361 903 287 027 170 552 2 853 628
PL 65 992 703 52 920 889 77 816 756 72 258 416 66 700 076 60 030 069 52 248 393 43 355 049 32 238 370 404 647 129
RO 15 748 011 8 591 461 17 852 479 15 302 125 12 751 771 10 201 417 7 651 063 5 100 708 2 550 354 71 409 917
I alt 133 059 430 100 568 867 151 565 434 129 504 488 114 522 628 98 384 792 81 126 965 62 749 153 42 070 421 679 923 881
18
I henhold til emissionshandelsdirektivet skal medlemsstater, som gør brug af undtagelsen,
offentliggøre årlige rapporter om gennemførelsen af investeringer fra deres nationale planer.
Anvendelsesområderne skal ligeledes offentliggøres. Erfaringerne viser, at de eksisterende
rapporter, der er blevet offentliggjort, varierer i format og indhold. I nogle tilfælde begrænser
eller sammenfatter medlemsstaterne de oplysninger, der gives om investeringsomkostninger,
under henvisning til forretningshemmeligheder. Rapporterne offentliggøres typisk på det
ansvarlige ministeriums websted, f.eks. energiministeriets (Bulgarien, Rumænien og Litauen)
eller miljøministeriets (Tjekkiet, Cypern, Estland, Ungarn og Polen).
4.1.3. Internationale kreditter
Frem til 2020 gør EU ETS det muligt for deltagerne at anvende kreditter fra mekanismen for
bæredygtig udvikling (CDM) og den fælles gennemførelse (JI) – to FN-organiserede
kreditprogrammer – hen imod opfyldelsen af en del af deres EU ETS-forpligtelser, med
undtagelse af nukleare projekter samt projekter, der vedrører nyplantning og genplantning af
skov33
. I henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 550/201134
er kreditter, der
genereres af projekter, som involverer destruktion af industrielle gasser (HFC23 og adipisk
N2O), ikke længere tilladt fra og med starten af fase 3. Desuden trådte yderligere restriktioner
i kraft i fase 3 for kreditter fra projekter, der er registreret efter 2013, i andre lande end de
mindst udviklede lande. Siden den 31. marts 2015 og i overensstemmelse med artikel 11a,
stk. 3 og 4, i emissionshandelsdirektivet forholder det sig endvidere således, at kreditter, der
er udstedt for emissionsreduktioner i Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode (2008-
2012), ikke længere kan ombyttes med EU ETS-kvoter.
Artikel 11a, stk. 8, i emissionshandelsdirektivet omfatter også bestemmelser relateret til
niveauer for anvendelsen af internationale kreditter efter kategorier af driftsledere og
luftfartøjsoperatører og fastsætter minimale rettigheder med hensyn hertil. Kommissionens
forordning (EU) nr. 1123/2013 indeholder regler for fastlæggelse af individuelle driftslederes
og luftfartøjsoperatørers rettigheder frem til 2020.
Selv om det nøjagtige antal kreditanvendelsesrettigheder i løbet af fase 2 og 3 delvist vil
afhænge af mængden af fremtidige verificerede emissioner, skønner markedsanalytikere, at
det vil beløbe sig til omkring 1,6 mia. kreditter. I fase 3 returneres kreditter ikke længere
direkte, men kan i stedet ombyttes når som helst i løbet af kalenderåret for kvoter. Pr. 30.
april 2015 beløber det samlede antal af anvendte eller ombyttede internationale kreditter sig
til 1 445 mio.
33
Både CDM- og JI-projekter genererer CO2-kreditter i henhold til Kyotoprotokollen: Henholdsvis godkendte
emissionsreduktioner (CER'er) og emissionsreduktionsenheder (ERU'er), hver svarende til 1 ton CO2.
34
Kommissionens forordning (EU) nr. 550/2011 af 7. juni 2011 om fastsættelse i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af visse begrænsninger for anvendelsen af internationale kreditter
fra projekter, der omfatter industrigasser (EUT L 149 af 8.6.2011, s. 1).
19
Tabel 5: Oversigt over ombytning af internationale kreditter indtil 30. april 2015
Mt %
CDM 195,62 50,59 %
Kina 150,21 76,79 %
Indien 12,61 6,45 %
Brasilien 4,52 2,31 %
Usbekistan 3,72 1,90 %
Congo 3,12 1,59 %
Sydkorea 2,93 1,50 %
Mexico 2,63 1,34 %
Andre 15,88 8,12 % Spor 135
Spor 236
JI
191,05 49,41 %
3,5
millioner
i procent
3,5
millioner
i procent
Turkmenistan 146,66 76,77 % 144,92 75,85 % 1,74 0,91 %
Rusland 32,06 16,78 % 32,06 16,78 % 0 0,00 %
Litauen 3,54 1,85 % 0 0,00 % 3,54 1,85 %
Polen 2,82 1,48 % 2,82 1,48 % 0 0,00 %
Tyskland 1,65 0,86 % 1,65 0,86 % 0 0,00 %
Frankrig 1,24 0,65 % 1,24 0,65 % 0 0,00 %
Andre 3,08 1,61 % 2,26 1,18 % 0,81 0,42 %
I alt 386,67 100,00 % 184,95 96,81 % 6,09 3,19 %
4.2. Efterspørgsel: kvoter, der er taget ud af omsætning
Ifølge de oplysninger, der er registreret i EU-registret, skønnes drivhusgasemissionerne i
2014 fra stationære anlæg, som deltager i EU ETS, at være nedbragt med omkring 4,5 %
sammenlignet med 2013-niveauet, hvilket er en hurtigere nedbringelse end i de foregående
år. I 2013 blev de verificerede drivhusgasemissioner anslået til at være nedbragt med mindst
3 % i forhold til 2012.
Det skal bemærkes, at der på grund af udvidelsen af EU ETS' anvendelsesområde fra fase 2
til fase 3 findes nogle metodiske udfordringer med hensyn til med sikkerhed at vurdere
ændringen i emissioner i forhold til 2012. Imidlertid lå de estimerede emissioner i 2013 på et
ensartet grundlag mindst 3 % under 2012-niveauet for anlæg i sektorer, der var omfattet af
både fase 2 og fase 3. Mens de verificerede drivhusgasemissioner fra stationære anlæg
udgjorde 1 895 mio. ton CO2-ækvivalent i 2013, estimeres emissioner, der ydermere er
omfattet af EU ETS som følge af udvidelsen af dets anvendelsesområde, til 79-100 mio. ton.
Kort sagt har den økonomiske afmatning, der startede i 2008, haft stor indvirkning på
35
Spor 1-proceduren for fælles gennemførelse henviser til den procedure, hvor en værtspart kan udstede JI-
kreditter efter verifikation uden henvisning til Kontrolkomitéen for Fælles Gennemførelse (JISC).
36
Spor 2-proceduren for fælles gennemførelse henviser til den procedure, hvor verifikation foretages i henhold
til procedurer, der er fastlagt i Kontrolkomitéen for Fælles Gennemførelse (JISC). I forbindelse med spor 2-
proceduren skal en uafhængig enhed akkrediteret af JISC afgøre, hvorvidt de relevante krav er opfyldt, inden
værtsparten kan udstede og overføre kreditter.
20
emissionerne, men selv med korrektionen for udvidelsen af anvendelsesområdet mellem fase
2 og fase 3 ligger emissionerne i 2014 under niveauet før krisen. Udsvingene i de årlige
emissioner kan ikke alene forklares med de økonomiske faktorer, men skyldes også
forbedringer af energieffektiviteten og et renere energimiks.
Tabel 6: Verificerede emissioner
År 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014
Verificerede
emissioner (i mio.
ton CO2-
ækvivalenter)
2 100 1 860 1 919 1 886 1 867 1 895 1 812
Ændring i forhold
til år x-1
-11,4 % 3,2 % -1,8 % -2 % -3 % -4,5 %
BNP (faktisk
økonomisk
vækstrate EU27
eller EU28)
0,4 % -4,5 % 2,0 % 1,7 % -0,4 % 0,1 % 1,3 %
Kilde: EU-transaktionsjournalens (EUTL) offentlige websted (http://ec.europa.eu/environment/ets/)
BNP-data som rapporteret på
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&init=1&plugin=1&language=en&pcode=tec00115
Mængden af kvoter, som er annulleret på frivillig basis (anvendes ikke med henblik på
overholdelse), beløber sig til 13 219 kvoter i 2013 og 47 278 kvoter i 2014.
4.3. Ligevægt mellem udbud og efterspørgsel
Som nævnt i 2012-rapporten om CO2-markedet var EU ETS i starten af fase 3 kendetegnet
ved en stor uligevægt mellem udbud af og efterspørgsel efter kvoter, hvilket resulterede i et
overskud på omkring 2 mia. kvoter. For 2013 steg dette overskud yderligere til over
2,1 mia. kvoter. For 2014 er det faldet lidt til ca. 2,07 mia. kvoter. I 2014 blev
auktionsmængderne nedbragt med 400 mio. kvoter som følge af starten på gennemførelsen af
foranstaltningen om udskydelse, der udskyder auktioneringen af disse kvoter. Havde
udskydelsen ikke fundet sted, ville overskuddet i 2014 have udgjort næsten 2,5 mia. kvoter.
Årsagerne til denne uligevægt blev skitseret i 2012-rapporten om CO2-markedet.
Uligevægten skyldes primært et misforhold mellem auktionsudbuddet af emissionskvoter, der
fastsættes meget stramt på grund af emissionsloftet, og efterspørgslen efter dem, som er
fleksibel og påvirkes af konjunkturudsving, priserne på fossile brændsler og andre faktorer
såsom komplementære politikker og den teknologiske udvikling. Tilstrømningen af
internationale kreditter har også påvirket udbuddet af emissionskvoter, idet det har medført
21
en betydelig stigning. For at rette op på denne situation har Kommissionen fremsat et
lovforslag om at oprette en markedsstabilitetsreserve og gøre auktionsudbuddet af
emissionskvoter mere fleksibelt. Markedsstabilitetsreserven sigter mod at stabilisere
markedet ved at tage fat på uligevægten mellem udbud og efterspørgsel (se afsnit 10.1.).
Et centralt begreb i forbindelse med markedsstabilitetsreservens funktion er den samlede
mængde kvoter bragt i omsætning. Kvoter føjes til reserven, hvis den samlede mængde
kvoter bragt i omsætning ligger over en forud fastsat øvre tærskel (833 mio. kvoter), og
kvoter frigives fra reserven, hvis mængden ligger under en forud fastsat nedre tærskel (under
400 mio. kvoter, eller hvis der vedtages foranstaltninger i henhold til artikel 29a i
emissionshandelsdirektivet). På denne måde absorberer eller frigiver
markedsstabilitetsreserven kvoter, hvis den samlede mængde kvoter bragt i omsætning ligger
uden for det forud fastsatte interval. Reserven dækkes også af de udskudte og ikketildelte
kvoter37
.
Udbuddet af emissionskvoter består af de kvoter, der er opsparet fra fase 2, auktionerede
kvoter, gratis tildelte kvoter samt kvoterne i NER. Efterspørgslen bestemmes derimod af
emissionerne fra anlæggene og de annullerede kvoter. Flere oplysninger findes i tabellen i
bilaget.
Udgangspunktet for bestemmelse af den samlede kvotemængde i omsætning er den samlede
resterende kvotemængde efter emissionshandelssystemets fase 2 (2008-2012), som ikke blev
returneret eller annulleret. Disse kvoter blev erstattet af fase 3-kvoter i slutningen af den
anden handelsperiode. Ingen andre kvoter fra før den tredje handelsperiode bidrager til den
samlede mængde kvoter bragt i omsætning38
. Denne "samlede opsparing" udgør således den
nøjagtige mængde ETS-kvoter i omsætning ved starten af den tredje handelsperiode i EU
ETS. Den samlede opsparing er 1 749 540 826 kvoter (dette tal omfatter ikke tidligere
auktioner af fase 3-kvoter, som finder sted i 2012, men afspejler anvendelsen af
internationale kreditter inden starten af fase 3. Det samlede antal internationale kreditter, der
er anvendt siden 2008, er angivet i afsnit 4.1.3.).
Den samlede mængde kvoter bragt i omsætning, som er relevant for tilførsler og frigivelser i
markedsstabilitetsreserven, beregnes ved hjælp af følgende formel:
Samlet mængde kvoter bragt i omsætning = udbud – (efterspørgsel39
+ kvoter i MSR)
Den årlige rapport om CO2-markedet giver mulighed for at konsolidere tallene for udbud og
efterspørgsel, som offentliggøres i overensstemmelse med tidslinjen for
37
Ikketildelte kvoter er kvoter, der ikke er tildelt i henhold til artikel 10a, stk. 7, i emissionshandelsdirektivet,
dvs. resterende kvoter i de nytilkomnes reserve, og er et resultat af anvendelsen af artikel 10a, stk. 19 og 20, dvs.
kvoter afsat til gratis tildeling til anlæg, men som ikke tildeles som følge af (delvis) indstilling af et anlægs drift
eller væsentlig kapacitetsindskrænkning.
38
For en forklaring vedrørende opsparing af emissionskvoter, se:
http://ec.europa.eu/clima/policies/ets/registry/faq_en.htm
39
Dette inkluderer også annullerede kvoter.
22
rapporteringsforpligtelser hidrørende fra emissionshandelsdirektivet og dets
gennemførelsesbestemmelser. Denne tidslinje, relevante data og anvendelsesområde er
skitseret i tabel 7.
23
Tabel 7: Tidslinje for offentliggørelse af data
Tidsplan Data Anvendelsesområde
1. januar – 30. april år x Opdateringer til gratis tildeling
til elsektoren (artikel 10c)
År x-1
1. april år x  Verificerede emissioner
 Gratis tildeling (artikel
10a, stk. 5) – nationale
gennemførelsesforan-
staltninger40
År x-1
1. maj år x Overholdelsesfrist: verificerede
emissioner og returnerede
kvoter
År x-1
Maj/oktober år x Ombyttede internationale
kreditter
Indtil 1. maj/1. oktober i år x
Oktober/november år x Rapport om CO2-markedet År x-1
Januar/juli år x Status for reserven for
nytilkomne - NER-tabel
Ikke offentliggjort på EU-
niveau
Gratis tildeling til
luftfartssektoren offentliggjort
på medlemsstatsniveau
Idet markedsstabilitetsreserven tages i anvendelse i 2019, vil Kommissionen fra 2017
regelmæssigt medio maj offentliggøre den samlede kvotemængde bragt i omsætning for det
foregående år.
Figur 1 viser de kumulative tal for henholdsvis udbud og efterspørgsel indtil udgangen af
2014. Det samlede udbud i 2013 var omkring 2,18 mia. kvoter, og den samlede efterspørgsel
var omkring 1,96 mia. kvoter. I 2014 faldt både det samlede udbud og den samlede
efterspørgsel til ca. 1,87 mia. kvoter. Overskuddet voksede derfor i 2013 med ca.
220 mio. kvoter til over 2 mia. kvoter, mens det forblev stabilt i 2014. Reduceret udbud og
efterspørgsel i 2014 afspejlede lavere auktionering på grund af udskydning af kvoter og et
fortsat fald i emissionerne. Ved vurderingen af disse tal, som vedrører 2013 og 2014, bør det
bemærkes, at de er baseret på de allerseneste data for disse år, som de fremgår af EU-
40
Nationale gennemførelsesforanstaltninger i henhold til Kommissionens afgørelse 2011/278/EU indeholdende
den foreløbige beregning af mængden af gratis kvoter, der skal tildeles til hvert anlæg inden for alle
medlemsstaternes og EØS-/EFTA-staternes område, og som er blevet anmeldt til Kommissionen.
24
transaktionsjournalen. Det betyder, at de kan indeholde seneste data vedrørende 2013 og
2014.
Figur 1: Ligevægt mellem kumuleret udbud og efterspørgsel indtil udgangen af 2014
Udbud (kumuleret, mio.) Efterspørgsel (kumuleret, mio.)
Gratis tildeling Annulleringer
Ombytning af internationale kreditter Verificerede emissioner
Gratis tildeling (NER)
Gratis tildeling (10c)
NER 300 monetariseret via EIB
Auktion
Tidlig auktion
Samlet opsparing
25
5. LUFTFART
Luftfartsaktiviteter var omfattet af EU ETS ved direktiv 2008/101/EF41
. Ifølge direktivet har
emissioner fra alle flyvninger til og fra lufthavne internt i EØS, fra flyvninger, som udgår fra
lufthavne i EØS til tredjelande og, hvis ikke undtaget via delegeret lovgivning, fra
ankommende flyvninger til lufthavne i EØS fra tredjelande, siden starten af 2012 været
omfattet af EU ETS.
I september 2013 blev man i Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) enige om
at udvikle en global markedsbaseret mekanisme, der skal gennemføres fra 2020 for at tackle
emissionerne fra den internationale luftfart. Dette resultat blev hilst velkommen af Unionen,
og som svar herpå blev EU-lovgivningen ændret. I den forbindelse reducerer forordning (EU)
nr. 421/201442
midlertidigt anvendelsesområdet af EU ETS til emissioner fra flyvninger
inden for EØS mellem 2013 og 2016.
I henhold til artikel 21-rapporter indsendt i 2015 har 611 luftfartøjsoperatører en
overvågningsplan. Heraf var 50 % (305) kommercielle luftfartøjsoperatører, og de andre
50 % (306) var ikke-kommercielle luftfartøjsoperatører. I alt kvalificerede 329 (53,8 % af det
samlede antal) sig som små udledere.
I henhold til EU-transaktionsjournalens offentlige websted beløb de verificerede CO2-
emissioner fra luftfartsaktiviteter udført mellem lufthavne i EØS sig til 53,4 mio. ton CO2 i
2013 og 54,9 mio. ton CO2 i 2014, hvilket udgør en stigning på 2,8 % i 2014 sammenlignet
med 2013.
Luftfartøjsoperatørernes oprindelige tildeling blev også tilpasset i forhold til det reducerede
interne EØS-anvendelsesområde. Den tilpassede gratis tildeling beløb sig43
til
32,4 mio. kvoter i 2013 og 32,3 mio. kvoter i 2014.
Mængden af kvoter, der skal auktioneres for 2013 og 2014, blev fastsat på basis af en
forventet årlig mængde på 5,7 mio. efter de tilpasninger, der blev foretaget af
auktionsmængderne i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 421/2014. Disse kvoter
blev auktioneret mellem 1. januar og 30. april 2015.
Disse tal viser omkring 32 mio. ton emissionsreduktioner i 2013 og i 2014.
41
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv
2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med
drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (EUT L 8 af 13.1.2009, s. 3).
42
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 421/2014 af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet med henblik på i
2020 at gennemføre en international aftale om anvendelse af en global markedsbaseret foranstaltning i
forbindelse med emissioner fra international luftfart (EUT L 129 af 30.4.2014, s. 1).
43
Data pr. september 2015.
26
6. MARKEDSTILSYN
Hovedparten af transaktionerne i emissionskvoter sker i form af derivater (futures, forwards,
optioner og swaps), som allerede er underlagt Unionens regulering af de finansielle markeder
(herunder det aktuelt gældende direktiv om markeder for finansielle instrumenter (MiFID))44
.
Dette erstattes af MiFID2-pakken, som vil finde anvendelse fra januar 2017, og det kræver
vedtagelsen af en lang række gennemførelsesforanstaltninger.
I henhold til MiFID2 kategoriseres emissionskvoter også som finansielle instrumenter. Det
betyder, at MiFID2-regler, der gælder for de traditionelle finansmarkeder (herunder dem for
handelen med CO2-derivater på førende platforme), også finder anvendelse for spotsegmentet
på det sekundære CO2-marked (transaktioner i emissionskvoter til øjeblikkelig levering på
det sekundære marked, der i øjeblikket ikke reguleres på EU-niveau), hvilket bringer det på
lige fod med derivatmarkedet med hensyn til gennemsigtighed, investorbeskyttelse og
integritet45
.
I kraft af krydshenvisninger til MiFID2-definitioner af finansielle instrumenter finder andre
dele af lovgivningen om finansielle markeder også anvendelse. Dette er særligt tilfældet i
forbindelse med forordningen om markedsmisbrug, som vil dække transaktioner og adfærd,
der involverer emissionskvoter, både på sekundære markeder og i EU ETS-auktionerne på
det primære marked. På samme måde vil en krydshenvisning til MiFID2 i direktivet rettet
mod hvidvaskning af penge udløse en obligatorisk anvendelse af kundelegitimationskontrol
fra CO2-handlere med MiFID-licens i forhold til deres kunder på det sekundære spotmarked i
emissionskvoter46
.
MiFID2 og MAR, som begge blev vedtaget i 2014, forudser visse tilpasninger af den
generelle ordning til CO2-markedets specifikke karakter, herunder:
 specifikke undtagelser fra MiFID2 for CO2-markedsdeltagere (herunder af hensyn til
en sådan aktivitets accessoriske karakter i forhold til kerneaktiviteten, som er rettet til
de tvungne købere og enheder, der handler på vegne af andre i begrænset omfang)
 forpligtelse til offentliggørelse af intern viden kun for de største deltagere/udledere
 mere detaljeret positionsrapportering fra handelssteder (men ingen positionsgrænser)
44
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle
instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1).
45
Tilsynet på det primære marked vil fortsat være omfattet af auktioneringsforordningen i modsætning til
forhold, der vedrører markedsmisbrug, hvor forordningen om markedsmisbrug vil finde direkte anvendelse.
46
Kundelegitimationskontrol er allerede obligatorisk på det primære marked og på det sekundære marked i
forbindelse med emissionskvotederivater.
27
 behandling af emissionskvoter som en særskilt kategori under forpligtelser om før- og
efterhandelsgennemsigtighed (for at fremme udviklingen af tilpassede
gennemførelsesregler)
 fuld dækning af derivater (på samme måde som derivater med "finansielt" grundlag
og i modsætning til varederivater).
I løbet af 2014 og 2015 er der udviklet adskillige niveau 2-foranstaltninger, der skal vedtages,
og som omfatter oplysninger om bestemmelser i henhold til MiFID2 og MAR, herunder
fastsættelsen af de tærskler, der skal anvendes til bestemmelse af underordnethed i henhold til
MiFID2, tærskler for anvendelse af forpligtelsen til offentliggørelse af intern viden til CO2-
markedsdeltagere i henhold til MAR, og sekundære markeders gennemsigtighedskrav med
hensyn til emissionskvoter og deres derivater, herunder tærskler, som muliggør bestemmelsen
heraf som likvide markeder i henhold til MiFID2.
6.1. Emissionskvoters retlige stilling og skattemæssige behandling
Som det er tilfældet for mange andre sager, er emissionskvoters retlige stilling og
skattemæssige behandling ikke defineret på EU-niveau. Til trods for manglende
harmonisering har der imidlertid udviklet sig et modent og meget likvidt marked i det seneste
årti. De nuværende rammebestemmelser skaber det nødvendige retsgrundlag for et
gennemsigtigt og likvidt CO2-marked samtidig med, at de sikrer markedets stabilitet og
integritet. Selv om interessenter ikke har givet udtryk for behovet for mere klarhed om den
retlige definition af kvoter, planlægger Kommissionen at analysere fordelene ved at præcisere
deres retlige status efter anbefaling fra Revisionsretten.
I henhold til artikel 21-rapporter rapporterede 23 medlemsstater om og beskrev den retlige
stilling for en emissionskvote inden for deres retssystem. Emissionskvoter beskrives på
uensartet vis som finansielle instrumenter, immaterielle aktiver, ejendomsrettigheder og
varer. Et land (DE) anerkender behovet for revideret lovgivning. Andre medlemsstater
behandler kvoter som finansielle instrumenter, definerer dem som ejendomsrettigheder eller
betragter dem som statslig ejendom.
For så vidt angår den skattemæssige behandling af kvoter under artikel 21-rapporter,
rapporterede et lavt antal medlemsstater, at der pålægges merværdiafgift (moms)47
på
udstedelsen af emissionskvoter. Der betales moms af transaktioner med emissionskvoter på
det sekundære marked i 24 medlemsstater. Størstedelen af medlemsstaterne rapporterede om
anvendelsen af ordningen for omvendt betalingspligt48
i forbindelse med transaktioner, som
involverer emissionskvoter. Desuden kan emissionskvoter til virksomheder beskattes.
Seksten medlemsstater rapporterede, at der ikke fandt nogen beskatning sted af
emissionskvoter eller virksomheders emissionskvoter.
47
Emissionskvoter skal pålægges moms, idet de udgør afgiftspligtige tjenesteydelser.
48
Den omvendte betalingspligt flytter ansvaret for betalingen af momstransaktionen fra sælgeren til køberen af
en vare eller tjenesteydelse og udgør en effektiv beskyttelse mod momssvig.
28
7. OVERVÅGNING, RAPPORTERING OG VERIFICERING AF EMISSIONER
7.1. Krav i fase 3
Præcis overvågning, rapportering og verifikation (MRV) udgør rygraden i EU ETS. Det
suppleres af et velfungerende akkrediteringssystem for at sikre en passende kvalitet af
tredjepartsverifikatorer. Med henblik på at forbedre og harmonisere MRV-kravene i fase 3
blev overvågnings- og rapporteringsforordningen (MRR) samt akkrediterings- og
verifikationsforordningen (AVR) vedtaget (se afsnit 2).
Kommissionen har også udarbejdet et omfattende sæt af vejledningsdokumenter og
elektroniske rapporteringsskabeloner, som i vid udstrækning er blevet anvendt af
medlemsstaterne.
Effektiviteten af overholdelsessystemet er også blevet forbedret, idet MRR giver
medlemsstaterne mulighed for at gøre elektronisk rapportering obligatorisk. Ti medlemsstater
rapporterede i 2015, at de har et dedikeret IT-system til rådighed for EU ETS-rapportering.
Overvågningssystemet i EU ETS er udviklet som et "modul"-system, som muliggør en høj
grad af fleksibilitet for driftsledere for at sikre omkostningseffektivitet, mens der samtidig
opnås en høj pålidelighed af de overvågede emissionsdata. Med henblik herpå er flere
overvågningsmetoder tilladt ("beregningsbaserede49
" eller "målingsbaserede50
" samt
"alternative løsninger"). Metoderne kan kombineres for dele af anlægget. Kravet om, at
anlæg og luftfartøjsoperatører skal have en overvågningsplan godkendt af den kompetente
myndighed på grundlag af MRR, forhindrer vilkårlige valg af overvågningsmetoder.
7.2. Anvendt overvågning
I henhold til artikel 21-rapporter indsendt af medlemsstaterne til Kommissionen, som
omfatter anvendelsen af emissionshandelsdirektivet i 2014, anvender de fleste anlæg den
beregningsbaserede metode. Kun omkring 140 anlæg (i 22 medlemsstater) blev rapporteret at
anvende systemer til konstant emissionsmåling. Kun 13 medlemsstater rapporterede
anvendelsen af den alternative løsning af i alt 32 anlæg og omfattende 6,1 mio. ton CO2e.
Fleksibiliteten i valget af overvågningsmetoder giver mulighed for omkostningseffektivitet
inden for MRV-rammen. Et andet vigtigt element, der er udviklet til dette formål, er
metodetrinsystemet. For alle de parametre, der er nødvendige for bestemmelsen af
emissionsdata, fastsættes der såkaldte metodetrin ("tiers") for at få krav til indsats eller
usikkerhedsniveau til at stå i et rimeligt forhold til anlæggets størrelse. I henhold til MRR
skal alle driftsledere opfylde visse minimumsmetodetrin, hvor det er nødvendigt med større
49
Selv om den kaldes "beregningsbaseret" kræver metoden flere målinger. Der er navnlig behov for at måle
mængden af brændsler og materialer, der forårsager emissioner. Emissionerne beregnes derefter som "mængde
gange emissionsfaktor (gange andre faktorer, hvis det er relevant)". Kemiske analyser er nødvendige for
bestemmelse af emissionsfaktorerne i tilfælde af høje emissioner og/eller mere heterogene brændsler og
materialer. I andre tilfælde kan der anvendes standardfaktorer.
50
"Målingsbaserede metoder" henviser til anvendelsen af systemer til konstant emissionsmåling (CEMS).
29
emissionskilder for at opfylde højere trin (dvs. inddragelse af mere pålidelig datakvalitet),
mens der af hensyn til omkostningseffektiviteten gælder mindre strenge krav for mindre
kilder. 51
Minimumsmetodetrinnene overholdes normalt af anlæggene. Kun 118 kategori C-anlæg
(14 % af det samlede antal) blev rapporteret at afvige på minimum én parameter fra kravet
om at anvende de højeste metodetrin for større kildestrømme (for 2013 var der 137 anlæg,
16 % af det samlede antal). Det faktiske antal kan imidlertid være højere, idet ikke alle
medlemsstater rapporterede oplysninger herom. Disse afvigelser er kun tilladt, hvis
driftslederen påviser, at det højeste metodetrin er teknisk umuligt eller medfører urimelige
omkostninger. Hvis det konstateres, at disse forhold ikke længere gør sig gældende, skal
driftslederne forbedre deres overvågningssystemer. På tilsvarende vis skulle medlemsstaterne
rapportere antallet af kategori B-anlæg, som ikke opfylder kravene til højeste metodetrin for
større kildestrømme eller emissionskilder. Kun 22 medlemsstater rapporterede om dette
forhold, hvilket viser, at gennemsnitligt 28 % af kategori B-anlæg afviger fra kravene i visse
henseender (for 2013 rapporterede 24 medlemsstater herom, hvilket indikerer, at
gennemsnitligt 28 % af kategori B-anlæggene er berørt heraf). Ovenstående bekræfter, at
MRR-bestemmelserne for sådanne afvigelser (i betragtning af, at de skal behørigt begrundes
af driftslederen og godkendes af den kompetente myndighed) er anvendelige i praksis, og at
driftsledernes overholdelse heraf generelt set er god.
For luftfartøjsoperatører står færre muligheder til rådighed i forbindelse med overvågningen
af emissioner. Kun beregningsbaserede tilgange er mulige, i hvilken forbindelse
brændstofforbruget er den centrale parameter52
, der skal fastsættes for de flyvninger, som er
omfattet af EU ETS.
7.3. Akkrediteret verifikation
Med akkrediterings- og verifikationsforordningen for fase 3 og frem er der indført en
harmoniseret tilgang til akkrediteringen af verifikatorer. Verifikatorer, som er en juridisk
person eller juridisk enhed, skal akkrediteres af det nationale akkrediteringsorgan med
henblik på at foretage verifikationer i overensstemmelse med AVR. Kun i tilfælde af en
fysisk person kan en medlemsstat godkende certificering som et alternativ til akkreditering53
.
Det nye ensartede akkrediteringssystem har den fordel, at det tillader verifikatorer at operere
med gensidig anerkendelse på tværs af alle medlemsstater og dermed opnå fuld fordel af det
indre marked og bidrage til at sikre tilstrækkelig tilgængelighed generelt set.
I henhold til artikel 21 i emissionshandelsdirektivet har medlemsstaterne rapporteret antallet
af verifikatorer akkrediteret pr. akkrediteringsomfang54
. Dette giver i alt 1 044 akkrediterede
51
Artikel 26 i Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012.
52
Andre parametre er emissionsfaktoren, for hvilken der normalt anvendes en standardværdi, og
brændselsdensiteten, som igen ofte kan baseres på en standardværdi.
53
Kun én medlemsstat har rapporteret at have et sådant system til rådighed for certificering, og kun én
verifikator er blevet certificeret i henhold til dette system.
54
Anvendelsesområder defineres i bilag I til AVR, hvilket skaber en forbindelse til de aktiviteter, der er anført i
bilag I til emissionshandelsdirektivet.
30
verifikatorer på tværs af alle anvendelsesområder (verifikatorer varetager imidlertid flere
anvendelsesområder, hvorfor dette ikke svarer til det samlede antal verifikatorer). Den
gensidige anerkendelse af verifikatorer blandt medlemsstaterne er en succes: de fleste
medlemsstater (28) rapporterede, at mindst én udenlandsk verifikator er aktiv inden for deres
territorium. Tilgængeligheden af verifikatorer udgjorde ikke en flaskehals i systemet i
hverken det første år eller det andet år af gennemførelsen af AVR.
Verifikatorernes overholdelse af AVR findes at være høj, idet der er rapporteret indført få
administrative foranstaltninger55
af medlemsstaterne, med undtagelse af én suspendering af
en verifikator, én tilbagekaldelse af en akkreditering samt seks reduktioner af
anvendelsesområdet. Syv medlemsstater rapporterede tilfælde af klager over en verifikator,
men disse er blevet løst i 99 % af tilfældene. Otte medlemsstater rapporterede en vis grad af
manglende overensstemmelse i forbindelse med informationsudveksling mellem nationale
akkrediteringsorganer og de kompetente myndigheder.
8. OVERSIGT OVER ADMINISTRATIVE AFTALER i MEDLEMSSTATERNE
EU ETS gennemføres i medlemsstaterne ved hjælp af forskellige tilgange vedrørende de
kompetente myndigheder, der har ansvaret. De fleste medlemsstater har anvendt eksisterende
strukturer, mens et fåtal har etableret nye organer, der er dedikeret til gennemførelsen af EU
ETS. I nogle medlemsstater er der således flere lokale myndigheder involveret, mens
tilgangen er blevet centraliseret i andre. Artikel 21-rapporter giver et vist indblik i den enkelte
medlemsstats organisatoriske struktur. I gennemsnit er der fire forskellige kompetente
myndigheder involveret i gennemførelsen af EU ETS. 15 medlemsstater har rapporteret, at
lokale myndigheder er involveret, normalt i forbindelse med udstedelse af tilladelser og
MRV-spørgsmål. Koordinering mellem myndigheder er et af de vigtige spørgsmål med
henblik på at sikre en ensartet og korrekt anvendelse af de retlige krav i den enkelte
medlemsstat. Dette sikres af de relevante bestemmelser i MRR. I forbindelse med
koordinering mellem kompetente myndigheder rapporterede medlemsstaterne, at de anvender
forskellige værktøjer, hvor det er relevant. For 2014 rapporterede 10 medlemsstater, at de
råder over lovgivningsinstrumenter til central styring af overvågningsplaner eller
emissionsrapporter, og i otte tilfælde giver et centralt organ bindende instrukser og
vejledning. 12 medlemsstater rapporterede, at de afholder regelmæssige workshopper for
myndigheder, men kun otte rapporterede fælles uddannelse for kompetente myndigheder.
Anvendelsen af en fælles IT-platform blev rapporteret af otte medlemsstater som
koordinationsmiddel.
Med hensyn til administrative gebyrer opkrævet af medlemsstaterne (i forbindelse med
tilladelser og godkendte overvågningsplaner), rapporterede 14 lande, at de ikke opkræver
55
Mulige administrative foranstaltninger er suspendering eller ophævelse af akkrediteringen eller en reduktion
af akkrediteringens anvendelsesområde.
31
gebyrer af driftsledere. I 16 lande betaler luftfartøjsoperatørerne ikke gebyrer. Seks
medlemsstater rapporterede, at de opkræver et årligt gebyr af driftsledere eller
luftfartøjsoperatører. Disse gebyrer ligger i størrelsesordenen 671 til 5 250 EUR pr. år pr.
driftsleder. I to rapporterede tilfælde udtrykkes de som et beløb (0,02 til 0,07 EUR) pr. kvote.
17 medlemsstater rapporterede, at de opkræver gebyrer i forbindelse med forskellige
specifikke tjenester, f.eks. godkendelse af overvågningsplaner eller opdateringer af
overvågningsplaner eller tilladelser. Disse gebyrer varierer meget, fra mindre end 100 EUR
til over 3 000 EUR for godkendelse af en ny overvågningsplan.
Overordnet kan det udledes, at medlemsstaternes systemer i vidt omfang er effektive som
tilpasset til landets administrative organisation. Nærhedsprincippet finder anvendelse.
Kommunikationen mellem medlemsstaternes lokale myndigheder og udveksling af bedste
praksis bør fortsat styrkes.
9. OVERHOLDELSE OG HÅNDHÆVELSE
De kompetente myndigheder i medlemsstaterne bidrager væsentligt til driftsledernes høje
overholdelsesgrad ved at udføre forskellige overholdelseskontroller vedrørende de årlige
emissionsrapporter. Ifølge oplysningerne i artikel 21-rapporter indsendt i 2015 kontrollerede
alle medlemsstater (undtagen SE) mellem 95 og 100 % af de årlige emissionsrapporter for
fuldstændighed og intern konsistens. Derudover blev ca. 80 % af rapporterne kontrolleret for
overensstemmelse med overvågningsplanerne, og gennemsnitligt ca. 72 % blev kontrolleret i
forhold til tildelingsdata. 24 medlemsstater rapporterede, at de krydstjekker med andre
data/oplysninger.
Hensigten med alle ovenstående kontroller er at supplere verifikatorens arbejde og sikre det
høje kvalitetsniveau i MRV-systemet. Efter verifikation fandt de kompetente myndigheder
kun fejl i 0,2 % af rapporterne i 2014 (og 2013).
Antallet af tilfælde rapporteret af medlemsstater, hvor den kompetente myndighed var
nødsaget til at foretage konservative skøn vedrørende anlægsemissioner56
, er en anden
indikator, som viser, at overholdelsessystemet i EU ETS fungerer godt. 14 medlemsstater
rapporterede i alt 37 sådanne tilfælde (0,3 % af anlæggene), hvor der var involveret
emissioner på 9,1 mio. ton CO2 (0,5 % af de samlede verificerede emissioner rapporteret for
2014). Dette skal ses i forhold til 12 medlemsstater, som for 2013 rapporterede i alt 70
sådanne tilfælde (0,6 % af anlæggene), hvor der var involveret emissioner på 2,7 mio. ton
CO2 (0,14 % af de samlede verificerede emissioner rapporteret for 2013).
56
Dette er tilfældet, hvis driftslederen ikke indsender en verificeret emissionsrapport, eller hvis den kompetente
myndighed opdager alvorlige ukorrekte angivelser eller afvigelser i rapporten.
32
Ovennævnte tal viser, at den kompetente myndigheds kontroller er vigtige til trods for
tredjeparts verifikation. Resultaterne viser også, at 99,5 % af anlæggene opfylder EU ETS-
rapporteringskravene.
Emissionshandelsdirektivet fastsætter en pengebøde i form af en "bøde for
kvoteoverskridelse" på 100 EUR for hvert udledt ton CO2, for hvilket der ikke er returneret
en kvote rettidigt. Som bemærket af Revisionsretten57
har EU ETS en meget høj
overholdelsesgrad: hvert år er omkring 99 % af emissionerne dækket af det nødvendige antal
kvoter. Niveauet af overholdelse af EU ETS-reglerne var også meget højt i luftfartssektoren:
luftfartøjsoperatører, der står for mere end 99,5 % af de luftfartsemissioner, der er omfattet af
EU ETS, overholdt kravene. Dette omfatter også flere end 100 kommercielle
luftfartøjsvirksomheder uden for Unionen, der foretager flyvninger inden for EØS.
For 2014 blev anvendelsen af en "bøde for overskridelse af emissionskvoter" rapporteret i et
lavt antal tilfælde (ca. 0,1 % af anlæggene) i seks medlemsstater (DE, ES, PL, PT, RO og
UK). Som fastlagt i direktivet bør medlemsstaterne forhøje bødebeløbet i overensstemmelse
med det europæiske forbrugerprisindeks58
.
Andre muligheder for sanktioner i medlemsstaterne er meget forskellige med hensyn til typen
af de omfattede overtrædelser og sanktionens art. Mange medlemsstater rapporterede, at
bøderne fastsættes af retten på baggrund af den relevante sag. De fleste medlemsstater
rapporterede en nedre og/eller øvre grænse for bøden (hvor det er relevant), der ligger fra et
minimumsbeløb på nogle få hundrede EUR til så meget som 75 000 EUR og et
maksimumsbeløb fra 5 000 til 15 mio. EUR. Syv medlemsstater rapporterede mulige straffe i
form af fængsling.
For 2014 samt for 2013 opfyldte mere end 99 % af anlæggene kravet om at indsende en
rapport rettidigt med verificerede, årlige emissioner. Det er også vigtigt, at driftslederne
overholder deres drivhusgasemissionstilladelse og den godkendte overvågningsplan. I
henhold til artikel 21 har medlemsstaterne rapporteret om foranstaltninger, som de anvender
for at sikre den højst mulige overholdelsesgrad. For rapporteringsåret 2014 nævnte 25 af 31
rapporterende lande, at de tilbød afholdelse af regelmæssige møder med industrien og/eller
verifikatorer. Inspektioner og kontroller på stedet udført af de kompetente myndigheder
rapporteres af 23 medlemsstater. 22 medlemsstater angav, at de forbyder salg af kvoter, så
længe anlæggene ikke opfylder kravene. Kun 11 medlemsstater rapporterede, at de
offentliggør navnene på driftsledere, som ikke overholder MRR/AVR. Disse foranstaltninger
synes at være rimeligt effektive. For 2014 rapporterede kun ti medlemsstater, at der pålægges
bøder. Der blev ikke rapporteret om fængslinger. De hyppigste årsager til bøder var
manglende rettidig indsendelse af en verificeret rapport (i 7 medlemsstater – ES, HU, PL, PT,
RO, SK og UK) og manglende overholdelse af godkendelsesbetingelser (5 medlemsstater –
ES, GR, HU, NL og UK).
57
Se fodnote 5.
58
http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-
explained/index.php/Glossary:Harmonised_index_of_consumer_prices_(HICP)
33
Emissionshandelssystemets overensstemmelsesforum fortsætter med at stille en effektiv
mekanisme til rådighed for deling af MRV-oplysninger mellem medlemsstaterne og de
kompetente myndigheder og kortlægning af bedste praksis for effektiv gennemførelse. Der
afholdes typisk en årlig overensstemmelseskonference for at sikre bredest mulig
opmærksomhed om overensstemmelsesforummets aktiviteter, navnlig for så vidt angår dets
fem taskforcer vedrørende overvågning og rapportering, akkreditering og verifikation,
luftfart, elektronisk rapportering samt kulstofopsamling og -lagring. I mellemtiden gøres
oplysninger vedrørende møderne og det igangværende arbejde i taskforcerne tilgængeligt for
alle EU ETS-kompetente myndigheder.
Registeradministratorens arbejdsgruppe er et samarbejdsforum mellem medlemsstaterne og
Kommissionen som den centrale administrator vedrørende forhold og procedurer i
forbindelse med driften af EU-registret og gennemførelsen af registerforordningen.
10. STRUKTURELLE REFORMER AF EU ETS
10.1. Udskydelse og markedsstabilitetsreserve
Det europæiske CO2-marked er i øjeblikket karakteriseret ved en voksende uligevægt mellem
udbud af og efterspørgsel efter kvoter (se afsnit 4.3.).
For at afbøde virkningerne af overskuddet på kort sigt blev det besluttet at udskyde
auktioneringen af 900 millioner kvoter i de første år af fase 3. I betragtning af overskuddets
strukturelle og langvarige karakter videreførte Kommissionen samtidig sin offentlige høring
om mulighederne for den strukturelle reformering af EU ETS, der blev fastlagt i 2012-
rapporten om CO2-markedet. Konceptet med en markedsstabilitetsreserve, der kan gøre
auktionsudbuddet af emissionskvoter mere fleksibelt og øge modstandsdygtigheden over for
eventuelle chok, fremgik af disse drøftelser som den foretrukne mulighed. Kommissionen
fremsatte et tilsvarende lovforslag om at oprette en markedsstabilitetsreserve i januar 2014.
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/1814 af 6. oktober 2015 opretter en
sådan markedsstabilitetsreserve.
Formålet med markedsstabilitetsreserven er todelt: for det første at tackle denne eksisterende
uligevægt mellem udbuddet af og efterspørgslen efter emissionskvoter i EU ETS og for det
andet at gøre EU ETS mere modstandsdygtigt over for store udbuds- eller efterspørgselschok
i fremtiden.
Reserven bliver operationel i januar 2019. Der føjes kvoter til reserven, hvis det samlede
antal kvoter, der er bragt i omsætning, er højere end 833 mio. kvoter. 900 mio. udskudte og
en i øjeblikket ukendt mængde ikketildelte kvoter overføres ligeledes til reserven. Kvoter
frigives fra markedsstabilitetsreserven, hvis den samlede kvotemængde bragt i omsætning er
lavere end 400 mio. kvoter, eller hvis der vedtages foranstaltninger i henhold til artikel 29a i
emissionshandelsdirektivet.
34
Reserven er fuldt indarbejdet i den eksisterende EU ETS-ramme.
Yderligere tekniske forklaringer på, hvordan den fungerer, findes i afsnit 4.3.
10.2. EU ETS-reform
I oktober 2014 besluttede Unionens stats- og regeringsledere – inden for den klima- og
energipolitiske ramme for 2030 – at et velfungerende, reformeret EU ETS sammen med
markedsstabilitetsreserven vil udgøre det vigtigste middel til at opnå en reduktion af
emissionerne i EU ETS med 43 % i forhold til 2005. I juli 2015 fremsatte Kommissionen et
lovforslag om revisionen af EU ETS fra fase 4 (2021-2030). De vigtigste ændringer bliver:
 Det overordnede antal emissionskvoter skal falde med en årlig sats på 2,2 % fra 2021
i stedet for den nuværende sats på 1,74 %.
 Forslaget er en videreudvikling af forudsigelige, faste og fair regler for at håndtere
risikoen for kulstoflækage. Systemet for gratis kvotetildeling revideres med henblik
på at fordele de disponible kvoter så effektivt som muligt til de sektorer, hvor der er
størst risiko for, at virksomheder flytter deres produktion uden for Unionen (i alt ca.
50 sektorer).
 Der oprettes en innovationsfond med henblik på at udvide den eksisterende støtte til
demonstration af innovative teknologier til banebrydende innovation inden for
industrien. Gratis kvoter er fortsat tilgængelige i forbindelse med modernisering af
energisektoren i mindre velstående medlemsstater. Derudover oprettes en dedikeret
moderniseringsfond for at fremme investeringer i modernisering af energisektoren og
de større energinet i disse medlemsstater samt for at øge deres energieffektivitet.
Forslaget er blevet forelagt Europa-Parlamentet og Rådet til vedtagelse samt Det
Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til udtalelse.
35
11. KONKLUSIONER OG FREMTIDSPERSPEKTIVER
I det seneste årti har EU ETS bidraget til at mindske emissioner i Unionen og inspireret andre
internationale partnere til at anvende CO2-prissætning som en omkostningseffektiv drivkraft
for en gradvis, men bæredygtig dekarbonisering af deres økonomier til gavn for fremtidige
generationer. Siden 2005 har den givet fabrikker, kraftværker og andre anlæg, der er omfattet
af systemet, et prissignal om at fremme investeringer i rene lavemissionsteknologier.
Systemet beviste, at fastsættelsen af en pris på kulstof er en effektiv måde at opnå
omkostningseffektive emissionsreduktioner, motivere erhvervslivet og bidrage til at bringe
innovative teknologier på markedet.
De begyndervanskeligheder, som EU ETS har oplevet, er der i store træk taget hånd om.
Eksempelvis har udfasningen af gratis kvoter for kraftværker i 2013 løst problemet med
ekstraordinære gevinster for kraftværker, der nemt har kunnet vælte kulstofomkostningerne
over på elpriserne. De første to år af fase 3 viste, at systemarkitekturen er robust, og at EU
ETS har skabt en fungerende markedsinfrastruktur og et likvidt marked.
Mens de oprindelige problemer er løst, har de bredere makroøkonomiske forhold i kølvandet
på 2008-finanskrisen haft en afgørende indflydelse på ligevægten mellem udbud og
efterspørgsel i EU ETS, hvilket inden for en periode på 24 måneder har medført fremkomsten
af et markedsoverskud på mere end 2 mia. kvoter, hvilket vil øges yderligere i de kommende
år og stadig ligge omkring det overordnede niveau i 2030. Den intense debat i de senere år
om, hvordan der skal reageres på dette uventede og pludselige fænomen, har ført til
beslutninger om indledningsvis udskydelse, hvilket allerede er ved at blive gennemført, og en
markedsstabilitetsreserve, der vil blive gennemført fra 2019. Disse beslutninger har sat EU
ETS på ret kurs mod progressivt at genvinde sin betydning i de kommende år.
Sammen med den foreslåede revision af systemet, der vil gælde fra fase 4 (2021-2030), vil
disse foranstaltninger sikre, at EU ETS – hjørnestenen i Unionens klimapolitik – forbliver en
effektiv måde at nedskære emissionerne på i det kommende årti. Ambitiøse
klimaforanstaltninger skaber forretningsmuligheder og åbner nye markeder for innovation og
anvendelsen af lavemissionsteknologier.
Kommissionen vil fortsætte med at overvåge CO2-markedet og udarbejde den næste rapport i
slutningen af 2016.
36
BILAG
Tabel: ETS udbuds- og efterspørgselselementer
Element Udbud eller
efter-
spørgsel?
Offentliggørelse Opdatering og
usikkerheder
Opsparing i alt fase 2 Udbud Rapport om CO2-
markedet
Ingen opdatering planlagt,
da fase 2 er afsluttet.
Endeligt tal.
Tidlige fase 3-auktioner Udbud GD Klimas
websted, EEX-
og ICE-websteder
Ikke en del af fase 2-
opsparing i alt Endelige tal.
Kvoter for NER 300 Udbud EIB's websted 300 mio. kvoter blev
monetariseret i perioden
2012-2014. Endelige tal.
Luftfartsauktioner Udbud GD Klimas
websted, EEX-
og ICE-websteder
Nej – tilpasninger afspejles i
mængderne for det
efterfølgende år.
2013- og 2014-auktioner
fandt sted i 2015.
Fase 3-auktioner Udbud GD Klimas
websted, EEX-
og ICE-websteder
Nej - tallet kan ikke ændres.
Imidlertid kan kvoter, der
holdes tilbage fra auktioner
(f.eks. på grund af
forsinkelser i forhold til
starten af auktioneringen for
visse medlemsstater, f.eks.
dem for EØS-EFTA),
bortauktioneres i
efterfølgende år.
Gratis tildeling (nationale
gennemførelsesforanstaltninger)
Udbud EUTL, tabeller Disse tal opdateres i løbet af
året.
- Medlemsstaten kan
foretage forsinkede
indgivelser for tidligere år,
eller den aktuelle tildeling
kan være lavere end den
oprindeligt planlagte
mængde.
EUTL giver en præcis status
for den aktuelle tildeling.
Gratis tildeling (reserven for
nytilkomne)
Udbud EUTL, tabeller
Gratis tildeling
(luftfart)
Udbud EUTL,
medlemsstaternes
offentliggørelse
af
tildelingstabeller
Gratis tildeling
(Artikel 10c)
Udbud EUTL,
statustabel
Emissioner (stationære anlæg) Efterspørgsel EUTL,
overholdelses-
oplysninger
Overholdelsesoplysninger,
der blev offentliggjort den
1. maj, viser emissioner og
returnerede kvoter for
anlæg, der overholder
37
kravene (dvs. de anlæg, der
rapporterer for alle de
pågældende år).
Emissioner (luftfart) Efterspørgsel Overholdelse for
luftfartøjsoperatører for
både 2013 og 2014 fandt
sted i 2015.
Annullerede kvoter Efterspørgsel Rapport om CO2-markedet


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.11.2015
COM(2015) 576 final
ANNEX 2
BILAG
Statusrapport om klimaindsatsen, herunder rapporten vedrørende situationen på
kvotemarkedet og rapporten vedrørende ændring af direktiv 2009/31/EF om geologisk
lagring af kuldioxid
[…]
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
(som krævet i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 525/2013 af 21. maj 2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer
på nationalt plan og EU-plan og om ophævelse af beslutning nr. 280/2004/EF, i henhold
til artikel 10, stk. 5, og artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF og i
henhold til artikel 38 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF om
geologisk lagring af kuldioxid)
{SWD(2015) 246 final}
Europaudvalget 2015
KOM (2015) 0576
Offentligt
2
1. INDLEDNING
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid
(direktivet om opsamling og lagring af kuldioxid (CCS)) blev vedtaget som en del af klima-
og energipakken fra 2009. Det fastsætter en retlig ramme for miljømæssigt forsvarlig
geologisk lagring af kuldioxid (CO2). Det har til formål at forebygge væsentlig risiko for
udsivning af CO2, væsentlige konsekvenser for sundhed og miljø og negative virkninger for
transportnettets eller lagringslokaliteters sikkerhed og i den forbindelse tage højde for
befolkningens bekymringer. Direktivet indeholder også bestemmelser om opsamlings- og
transportkomponenterne ved CCS, selv om disse aktiviteter hovedsageligt er dækket af
eksisterende EU-miljølovgivning, f.eks. direktivet om vurdering af virkningerne for miljøet
(VVM)1
og direktivet om industrielle emissioner2
.
Kommissionen vurderer, at gennemførelsesbestemmelserne er afsluttet for alle medlemsstater
med undtagelse af én, med hvilken der finder drøftelser sted. Kommissionen gør fremskridt
med hensyn til at foretage kontrol af overensstemmelsen for disse foranstaltninger.
Artikel 38 i CCS-direktivet fastsætter, at Kommissionen skal vurdere CCS-direktivet i en
rapport, der skal sendes inden den 31. marts 2015 til Europa-Parlamentet og Rådet, og
fremlægge et forslag til revision af direktivet, hvis det er relevant.
Denne rapport evaluerer desuden direktivet for dets virkningsfuldhed, effektivitet,
sammenhæng, relevans og EU-merværdi i henhold til Kommissionens program for målrettet
og effektiv regulering (REFIT)3
.
Den undersøger også omfanget af CCS-implementeringen og skitserer yderligere skridt, der
skal tages med hensyn til det bredere økonomiske og politiske miljø for at fremskynde
implementeringen.
2. METODER
Der blev organiseret en onlineundersøgelse og høring af interessenter og eksperter for at
underbygge resultaterne af denne rapport. Der blev modtaget mere end 100 svar på
undersøgelsen fra industrien og forsyningssektoren, forskningsorganisationer og ikke-statslige
organisationer. Disse blev suppleret af målrettede interviews, litteraturgennemgange og
casestudier. Endvidere hørte Kommissionen medlemsstaterne via ekspertgruppen med henblik
på udveksling af oplysninger i medfør af artikel 27, stk. 2, i direktivet. Undersøgelsen og
analysen var baseret på de emner til en revision af direktivet, der er anført i artikel 38, og
REFIT-kriterierne. Yderligere oplysninger findes i evalueringsrapporten4
.
En begrænsning for revisionen er den kendsgerning, at antallet af CCS-anlæg (opsamling,
transport og lagring), der er gennemført til dato, har været langt mindre end forventet, da
direktivet blev vedtaget. Kun ét projekt – ROAD-projektet i Nederlandene5
– har praktisk
1
Direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.
2
Rådets Direktiv 2010/75/EF om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening)
3
REFIT-evalueringen af CCS-direktivet er anført i Kommissionens arbejdsprogram for 2015 – En ny start,
COM(2014) 910 final
4
"Study to support the review of Directive 2009/31/EC on the geological storage of carbon dioxide (CCS
Directive)", Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2015.
5
The Rotterdam Capture and Storage Demonstration Project, http://road2020.nl/
3
erfaring med direktivet ud over hvad angår efterforskningstilladelser og muligheden for
eftermontering af udstyr til CO2-opsamling i store fyringsanlæg med CCS. For at kunne
foretage en samlet test af direktivets indhold og en mere dybtgående vurdering af dets
virkningsfuldhed og effektivitet ville det have været nødvendigt med større erfaringer med
hensyn til anvendelsen af direktivet og med CCS generelt.
3. NUVÆRENDE IMPLEMENTERING AF CCS-TEKNOLOGI
I juni 2008 bad Det Europæiske Råd Kommissionen om så hurtigt som muligt at foreslå en
ansporende ordning for medlemsstaterne og den private sektor for at sikre opførelsen og
driften af op til 12 CCS-demonstrationsanlæg inden 2015 for at bidrage til modvirkning af
klimaændringer. Dette mål er ikke blevet nået, og der er kun to store CCS-anlæg i drift i
Europa (begge i Norge).
Kommissionens holdning til CCS er blevet bekræftet i en række politikmeddelelser6
. Med
henblik på at nå dekarboniseringsmålene skal CCS implementeres fra omkring 2030 og frem i
sektoren for fossilt brændsel7
. På lang sigt kan CCS i nogle tilfælde være den eneste mulighed
for at reducere de direkte emissioner fra industriprocesser i stor målestok8
.
Indtil nu har CCS-projektet – White Rose-projektet i Det Forenede Kongerige – fået tildelt
300 mio. EUR under den anden indkaldelse inden for rammerne af NER300-programmet9
.
Desuden har Det Forenede Kongerige tildelt undersøgelseskontrakter til White Rose- og
Peterhead-projekterne10
. Det europæiske genopretningsprogram for energiområdet (EEPR)11
øremærkede 1 mia. EUR til CCS-demonstrationsprojekter. I øjeblikket er der to projekter i
gang – ROAD-projektet i Nederlandene og Don Valley i Det Forenede Kongerige. I alt
befinder fire projekter sig i planlægningsfasen i EU, som vil kunne påbegyndes omkring
2020. Når de er operationelle, vil disse projekter supplere erfaringerne fra to norske
kommercielle projekter – Sleipner og Snøhvit – med tilknytning til produktion af naturgas.
Tempoet mht. fremskridt med store CCS-projekter i Europa er meget langsommere end
forventet.
Uden for EU er der i øjeblikket 20 store CCS-projekter i gang eller under opførelse. Disse er
hovedsagelig industrielle projekter i forbindelse med forbedret olieindvinding, som giver
yderligere økonomiske fordele12
.
6
F.eks. i Kommissionens meddelelser om "fremtiden for CO2-opsamling og -lagring i Europa",
COM(2013) 180, og "køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050",
COM(2011) 112.
7
Energikøreplanen 2050, COM(2011) 885.
8
Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030, COM(2014) 15.
9
NER300-programmet er et af verdens største finansieringsprogrammer for innovative
lavemissionsdemonstrationsprojekter og har tildelt i alt 2,1 mia. EUR til 38 vedvarende energiprojekter og et
CCS-projekt. Det er oprettet i henhold til artikel 10, litra a) 8, i direktiv 2003/87/EF og finansieret af salget af
300 mio. emissionskvoter fra reserven for nytilkomne, der er fastsat for den tredje fase af EU's
emissionshandelssystem. Se http://ec.europa.eu/clima/policies/lowcarbon/ner300/.
10
For yderligere oplysninger om det britiske udbud vedrørende kommercialisering af CCS, se
https://www.gov.uk/uk-carbon-capture-and-storage-government-funding-and-support.
11
Forordning (EU) nr. 1233/2010 om et program til støtte for den økonomiske genopretning i form af
fællesskabsstøtte til projekter på energiområdet.
12
GCCSI, 2014, The Global Status of CCS.
4
Kulstofopsamling og -anvendelse (CCU) er en relativt ny udvikling, som giver mulighed for
at genanvende CO2 som råstoffer til flere forskellige anvendelser. CCU forventes at have
langt mindre betydning for modvirkningen af klimaændringer end CCS, men den har en
række potentielle fordele, herunder tilføjelse af økonomisk værdi til CCS-projekter.
4. REVISION AF CCS-DIREKTIVET
CCS-direktivet opstiller en lovramme for behandling af miljø-, sundheds- og
sikkerhedsmæssige spørgsmål vedrørende lagringen af CO2. Det harmoniserer administrative
procedurer for hele cyklussen af CO2-opsamling, transport og lagring på tværs af
medlemsstaterne og skaber dermed den nødvendige retssikkerhed for investorer til at opføre
store anlæg til CO2-opsamling samt transportrørledninger og udvikle CO2-lagringslokaliteter.
Dette afsnit omhandler de specifikke spørgsmål, som Kommissionen blev bedt om at besvare
i forbindelse med REFIT-processen og artikel 38 i direktivet.
Virkningsfuldhed og effektivitet
Antallet af opførte CCS-anlæg er langt lavere end forventet på grund af manglen på en
kommerciel sag i forbindelse med teknologien, hvilket hovedsagelig skyldes den globale
økonomiske krise og lave kulstofpris. Manglen på praktiske erfaringer med teknologien gør
det vanskeligt at vurdere fremskridt i retning af målene såsom at skabe retssikkerhed,
garantere, at anlæggene er sikre for miljøet og menneskers sundhed samt bestemmelse af
effektiviteten ved vurdering af de administrative omkostninger eller den lovmæssige byrde.
Manglen på praktiske erfaringer med CCS-projekter, som har været igennem den lovfæstede
proces, som det er beskrevet i CCS-direktivet, gør det også umuligt at identificere data om de
gennemførelsesomkostninger, som medlemsstaterne har båret, og derfor at vurdere direktivets
effektivitet.
Relevans
Direktivet fokuserer på de vigtigste emner, der er nødvendige for en fælles tilgang til
udviklingen af CCS. Behovet for foranstaltninger for at reducere emissioner er fortsat stort, og
den allerseneste analyse13
tyder på, at dette behov er blevet endnu mere presserende.
Sammenhæng
Bestemmelserne i CCS-direktivet er indbyrdes sammenhængende, og direktivet er afpasset
med den overordnede klima- og energiramme.
EU-merværdi
Direktivet udgør den overordnede ramme, mens medlemsstaterne angiver, fastlægger og
anvender de lokalitetsspecifikke detaljer for CCS-anlæg. Erfaringerne viser, at denne tilgang
har givet tilstrækkelige minimumskrav og vejledning til at sikre en fælles tilgang samtidig
med, at medlemsstaterne gives tilstrækkeligt spillerum til at tilpasse dem til deres nationale
forhold.
Varighed af CO2-lagring
På grund af EU's begrænsede erfaringer med CCS er permanent indeslutning af CO2 endnu
ikke påvist fuldt ud. Resultater fra lagringslokaliteter i forskningsskala og fra projekter i andre
lande, navnlig fra de to store norske projekter, hvor der blev injiceret CO2 i saltholdige
13
IPCC AR, 5.10.2014. http://www.ipcc.ch/.
5
akviferer under Nordsøen (siden 1996) viser, at sikker og langsigtet lagring uden udsivning er
mulig.
Behov for, at Kommissionen vurderer udkast til lagringstilladelser og udkast til
beslutninger om overdragelse af ansvar
Indtil nu er der kun udstedt én tilladelse i henhold til direktivet - til ROAD-projektet - af den
kompetente myndighed i Nederlandene. Kommissionen afgav en positiv udtalelse om
udkastet til tilladelse14
. Fremsendelse af udkast til tilladelser til Kommissionen med henblik
på vurdering i henhold til artikel 10 forlænger ikke i væsentlig grad den tid, der medgår for at
opnå en tilladelse.
Artikel 19 og 20 om finansiel sikkerhed og den finansielle mekanisme giver medlemsstaterne
nok spillerum til at beslutte, hvordan operatørerne af lokaliteterne bør dokumentere deres
evne til sikkert at drive og overvåge en lagringslokalitet frem til punktet for overdragelse af
ansvar til den kompetente myndighed.
Der er ingen praktiske erfaringer med artikel 18 om overdragelse af ansvar. Anvendelsen af
denne artikel vil blive undersøgt i forbindelse med den kommende revision af direktivet.
Procedurer for modtagelse af CO2-strømmen som fastsat i artikel 12, tredjepartsadgang og
samarbejde på tværs af landegrænser
Der er endnu ingen praktiske erfaringer med disse krav, hvorfor Kommissionen vurderer, at
der ikke er brug for foranstaltninger på dette tidspunkt. Disse artikler vil blive undersøgt i
forbindelse med den kommende revision af direktivet.
Anvendelse af bestemmelserne om store fyringsanlæg
Data om medlemsstaternes anvendelse af artikel 33 vedrørende muligheden for
eftermontering af udstyr til CO2-opsamling foreligger kun for Det Forenede Kongerige, hvor
operatører af store forbrændingsanlæg skal påvise, at der er reserveret tilstrækkeligt plads til
CO2-opsamling i fremtiden15
. Nogle medlemsstater (f.eks. Tyskland, Frankrig, Ungarn, Polen,
Rumænien, Slovenien og Det Forenede Kongerige) har indberettet, at de har anvendt
artikel 33, da de gav tilladelse til nye fossilt fyrede kraftværker på over 300 MW16
.
Udsigterne for geologisk lagring af CO2 i tredjelande
Der er ikke i øjeblikket nogen planer om at lagre CO2 i tredjelande på grund af de høje
transportomkostninger og den eksisterende adgang til oplagringsanlæg i EU.
14
Kommissionens udtalelse om udkastet til tilladelse til permanent lagring af kuldioxid i blokafsnit P18-4 af
blokafsnit P18a på den hollandske kontinentalsokkel i henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 2009/31/EF af
23.4.2009 om geologisk lagring af kuldioxid, C(2012) 1236.
15
Det Forenede Kongerige har også udarbejdet en vejledning, som forklarer hvad kraftværksdesignere bør
vurdere og dokumentere i deres gennemførlighedsundersøgelser af muligheden for eftermontering af udstyr til
CO2-opsamling: Carbon Capture Readiness (CCR) - A guidance note for Section 36 Electricity Act 1989 consent
applications, URN 09D/810, november 2009,
https://www.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/file/43609/Carbon_capture_readiness
_-_guidance.pdf.
16
Rapport om gennemførelsen af direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid, COM(2014) 99.
6
Kriterier, der er nævnt i bilag I og bilag II, vedrørende egnetheden af lagringslokaliteter og
vedrørende overvågningsplaner
De kriterier for karakterisering og vurdering af lagringsanlæg, der er fastsat i bilag I til
direktivet, anvendes til at bestemme egnetheden af geologiske formationer som
lagringslokaliteter. De er almindeligt accepteret blandt interessenterne.
Nogle interessenter har rapporteret om problemer med at få geologiske data fra områder, der
har været undersøgt eller anvendt af olie- og gasselskaberne. Kommissionen vurderer, at der
ikke er behov for foranstaltninger vedrørende direktivet. Det ville imidlertid hjælpe
nytilkomne, hvis medlemsstaterne undersøgte deres lovgivningsprocesser med henblik på at
fremme lukkede olie- og gasfelter.
Bilag II til direktivet fastsætter kriterierne for oprettelse og ajourføring af
overvågningsplanerne for drift og efterbehandling. Disse kriterier er almindeligt accepteret
som brugbare. Kommissionen mener, at det er for tidligt at ændre de eksisterende tekniske
krav i betragtning af manglen på praktiske erfaringer.
Incitamenter til anvendelse af CCS i anlæg, der forbrænder biomasse
De udfordringer, der er forbundet med implementering af CO2-opsamling til biomasseanlæg,
er ikke væsentligt forskellige fra dem, der er forbundet med CCS til kulkraftværker. Der er
ikke i øjeblikket nogen særlige incitamenter i Europa til at anvende CCS i anlæg, der
forbrænder biomasse.
Miljømæssige risici ved CO2-transport
Kommissionen vurderer, at der ikke på nuværende tidspunkt er brug for yderligere regulering
af CO2-transport. De risici, som transport af CO2 indebærer, er ikke større end dem, der er
forbundet med transport af naturgas eller olie, og der har ikke været hændelser eller andre
forhold, som antyder, at det er berettiget at ændre de nuværende bestemmelser.
Behov for fastsættelse af emissionsstandarder (EPS) for nye elproducerende store
fyringsanlæg
I 2011 undersøgte Kommissionen de potentielle virkninger af emissionsstandarder for nyligt
opførte kraftværker og samspillet med ETS17
. Undersøgelsen konkluderede, at selv på
grundlag af konservative skøn over udviklingen i EU ETS vil gennemførelsen af EPS fra
2020 ikke give yderligere incitamenter til CCS-implementering.
Med 2030-rammen for klima- og energipolitikken, herunder målet om at reducere
drivhusgasemissioner med mindst 40 % inden 2030 i forhold til 1990-niveauerne, støttet af
Det Europæiske Råd i oktober 2014, vurderer Kommissionen ikke, at det er nødvendigt eller
gennemførligt i praksis at fastsætte et obligatorisk krav til emissionsstandarderne for nyligt
opførte kraftværker. Den løbende reform af EU ETS med den foreslåede oprettelse af en
markedsstabilitetsreserve og de større ambitioner med hensyn til EU ETS ud over 2020 med
målet om at reducere emissionerne med 43 % inden 2030 sammenlignet med 2005 forventes
at forbedre investeringsklimaet væsentligt for lavemissionsteknologier over tid.
17
Bloomberg New Energy Finance, 2011, Emission performance standards: Impacts of power plant CO2
emission performance standards in the context of the European carbon market,
http://ec.europa.eu/clima/policies/lowcarbon/ccs/docs/impacts_en.pdf.
7
5. KONKLUSION
5.1. CCS-direktivet
På baggrund af evalueringsundersøgelsen mener Kommissionen, at CCS-direktivet er klart til
brug. Generelt og til trods for de begrænsede oplysninger, der er tilgængelige om den
praktiske anvendelse heraf, mener interessenterne, at direktivet fastsætter den nødvendige
lovramme for at sikre en sikker opsamling, transport og lagring af CO2 samtidig med, at det
giver medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet. Manglen på praktiske erfaringer med
projekter, som har været igennem den lovfæstede proces, udelukker en solid vurdering af
direktivets effekt. Der er en tydelig bekymring blandt interessenter for, at en genåbning af
direktivet nu vil kunne virke mod hensigten, idet dette ville betyde en periode med usikkerhed
for CCS, hvilket ikke ville være et positivt bidrag i en sektor, hvor investortilliden allerede er
lav.
For så vidt angår REFIT-evalueringen, konkluderer Kommissionen, at der er utilstrækkelig
dokumentation på dette tidspunkt til fuldt ud at kunne bedømme direktivets virkningsfuldhed,
at foretage en effektivitetsanalyse af den administrative og lovgivningsmæssige byrde og se
på forhold, der vedrører forenkling. Interessenter og medlemsstater anser direktivet for
nødvendigt for sikkerheden i forbindelse med geologisk lagring og for at skabe retssikkerhed
for investorer. Direktivet er sammenhængende inden for dets egne bestemmelser og med
anden relateret lovgivning. For så vidt angår EU's merværdi, anses direktivet generelt for at
tilvejebringe en god balance mellem fastlæggelse af en rammetilgang på EU-niveau og
medlemsstaternes udvikling af deres egen detaljerede og sagsspecifikke fortolkning.
Den kommende revision af CCS-direktivet vil blive gennemført, når der er indhøstet flere
praktiske erfaringer med CCS i EU.
5.2. Understøttende politik
Det er vigtigt at bevare støtten til demonstrationsprojekter i kommerciel skala i både el- og
industrisektoren, da dette er afgørende for at samle erfaringer, nedbringe omkostninger og
dokumentere sikker og pålidelig underjordisk lagring af CO2. På EU-niveau bør
innovationsfonden, som bør tilføres 450 mio. kvoter under EU ETS, støtte CCS ud over
innovativ vedvarende energi og energiintensive erhvervssektorer18
. Det er essentielt for
vellykkede demonstrationsprojekter, at medlemsstaterne matcher EU's finansielle støtte, og at
den private sektor involveres.
Elproduktion og andre industrielle projekter har lange investeringscyklusser, så det er vigtigt,
at medlemsstaterne betragter CCS som en del af deres langsigtede planlægning (ideelt set
frem til 2050), der skal udvikles under den fremtidige forvaltning af energiunionen.
Med sigte på fremtidig CCS-udvikling er det vigtigt at planlægge tilstrækkelig CO2-transport
og lagringsinfrastruktur og overveje at dele infrastruktur for at reducere omkostningerne.
Udvikling af viden om CO2-lagringskapacitet og kortlægning af placeringen af vigtige
lagringslokaliteter og klynger af CO2-kilder ville bidrage til planlægningen af det fremtidige
18
Forslag om ændring af direktiv 2003/87/EF for yderligere at fremme omkostningseffektive
emissionsreduktioner og lavemissionsinvesteringer, COM(2015) 337.
8
transport- og lagringsnetværk. Connecting Europe-faciliteten kan spille en rolle i at støtte
grænseoverskridende transportnetværk og regionalt samarbejde på dette område.
Øget indsats inden for forsknings- og innovationsaktiviteter på dette område er en ud af ti
identificerede foranstaltninger i den nye strategiske energiteknologiplan for at fremskynde
omlægningen af energisystemet og skabe jobs og vækst19
. Støtten vil også fortsætte via EU's
rammeprogram for forskning og innovation (Horisont 2020)20
.
19
Kommissionens meddelelse Towards an Integrated Strategic Energy Technology (SET) Plan: Accelerating the
European Energy System Transformation, C(2015)6317 final.
20
Forordning (EU) nr. 1291/2013 om Horisont 2020 - rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020).