Fremsat den 11. november 2015 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 11. november 2015 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristforlængelser m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308 af 9.
december 2014, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 740 af 1.
juni 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 149, stk. 7, indsættes som 3. pkt.:
»Når der tolkes for en sigtet, der deltager i et retsmøde
om forlængelse af fristen for varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70 ved anven-
delse af telekommunikation med billede efter § 748 b, stk. 1,
bestemmer retten, hvor tolken skal befinde sig.«
2. § 719 affattes således:
»§ 719. Offentlig påtale tilkommer politidirektøren, med-
mindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler ankesager ved landsret.
Stk. 3. Justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger dertil, fastsætter i øvrigt nærmere regler om på-
talens fordeling mellem rigsadvokaten, statsadvokaterne og
politidirektørerne.«
3. § 721, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om kompeten-
cen til at opgive påtale.«
4. § 722, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om kompeten-
cen til at frafalde tiltale.«
5. § 748 b, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse
ved anvendelse af telekommunikation med billede, eller del-
tager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, deltager
anklageren i retsmødet ved anvendelse af telekommunikati-
on med billede, medmindre retten undtagelsesvist bestem-
mer andet.«
6. I § 792 e, stk. 3, indsættes efter 2. pkt.:
»Lægen kan delegere udtagelse af blodprøve til en med-
hjælp.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2016.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 2-4, finder anvendelse i straffesa-
ger, hvor der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1.
instans, eller som genoptages efter lovens ikrafttræden.
Lovforslag nr. L 48 Folketinget 2015-16
Justitsmin., j.nr. 2015-731-0056
AA009199
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udtagelse af blodprøve
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Lovforslagets udformning
2.2. Anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via vi-
deokommunikation ved fristforlængelser
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Lovforslagets udformning
2.3. Tolkens deltagelse i retsmøder via videokommuni-
kation ved fristforlængelser
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Lovforslagets udformning
2.4. Anklagemyndighedens påtalekompetence mv.
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Lovforslagets udformning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget indeholder en række ændringer af retsplejelo-
ven, der har til formål at forenkle dele af strafferetsplejen
bl.a. med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse
af politiets og anklagemyndighedens ressourcer.
Lovforslaget indebærer for det første, at udtagelse af en
blodprøve efter retsplejelovens regler om legemsindgreb kan
foretages af en medhjælp, som en læge har delegeret opga-
ven til.
Der henvises herom til pkt. 2.1 nedenfor.
Lovforslaget indebærer for det andet, at anklagere i videre
udstrækning end i dag skal kunne deltage i retsmøder om
fristforlængelser via videoforbindelse og ikke kun, når der
foreligger særlige grunde.
Der henvises herom til pkt. 2.2 nedenfor.
For det tredje foreslås det, at retten skal bestemme, hvor en
eventuel tolk skal befinde sig under retsmøder om fristfor-
længelser, når den sigtede deltager i retsmødet via videofor-
bindelse.
Der henvises herom til pkt. 2.3 nedenfor.
Endelig indeholder lovforslaget for det fjerde forslag til for-
enkling og modernisering af reglerne om anklagemyndighe-
dens påtalekompetence mv.
Det foreslås i den forbindelse, at retsplejeloven fastlægger
udgangspunktet for kompetencefordelingen, således at poli-
tidirektøren påtaler straffesager i første instans, og at stats-
advokaten påtaler ankesager ved landsretterne. De nærmere
regler om den interne kompetence i anklagemyndigheden,
herunder om forelæggelse af visse sager for statsadvokaten
eller rigsadvokaten, foreslås fastsat administrativt.
Der henvises herom til pkt. 2.4 nedenfor.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udtagelse af blodprøve
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Som led i efterforskningen af et strafbart forhold
kan der efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72 under nær-
mere angivne betingelser foretages legemsindgreb. Legems-
indgreb opdeles i legemsbesigtelse (besigtelse af legemets
ydre, optagelse af fotografier og fingeraftryk mv.) og le-
gemsundersøgelse (nærmere undersøgelse af legemet, her-
under af dets hulrum, udtagelse af spyt- eller blodprøver
mv.).
Afgørelse om bl.a. udtagelse af blodprøve af en sigtet træf-
fes af politiet, jf. retsplejelovens § 792 c, stk. 1. Blodprøve
af en person, der ikke er sigtet, kan kun udtages med den på-
gældendes samtykke og er i så fald ikke omfattet af retsple-
jelovens regler om legemsindgreb, jf. retsplejelovens § 792
d.
Legemsundersøgelse, herunder udtagelse af blodprøve, må
kun foretages under medvirken af en læge, jf. retsplejelo-
vens § 792 e, stk. 3, 1. pkt. Lægen tager stilling til, om ind-
grebets gennemførelse under hensyn til den herved forbund-
ne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand er
lægeligt forsvarlig, jf. retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 2. pkt.
Det fremgår af forarbejderne til § 792 e, stk. 3, at bestem-
melsen kun indebærer, at legemsundersøgelse skal foretages
under medvirken af en læge. Hvorvidt lægen skal udføre
selve indgrebet, eller dette kan foretages af andet sundheds-
personale under lægens tilsyn og på dennes ansvar, er ikke
reguleret i bestemmelsen, men må afhænge af en vurdering
af indgrebets art og karakter (Folketingstidende 1988-89, til-
læg A, spalte 2251).
2
2.1.1.2. En læge skal i sit virke agere i overensstemmelse
med sundhedslovgivningen. Det gælder også ved en læges
medvirken til legemsundersøgelse, herunder udtagelse af
blodprøve, i medfør af retsplejeloven.
Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundheds-
faglig virksomhed (autorisationsloven), jf. lovbekendtgørel-
se nr. 877 af 4. august 2011 med senere ændringer, indehol-
der regler bl.a. om autorisation af læger og om virksomhed,
som er forbeholdt læger.
Efter autorisationslovens § 74, stk. 2, må en person, der ikke
har autorisation som læge, bl.a. ikke foretage operative ind-
greb. Til operative indgreb henregnes bl.a. udtagelse af
blodprøve, fordi en udtagelse af blodprøve indebærer, at hu-
den gennembrydes.
Af sundhedslovgivningens bestemmelser om lægers pligt til
at udvise omhu og samvittighedsfuldhed udledes, at læger
kan anvende den medhjælp, som konkret skønnes egnet.
Sundhedsstyrelsen har i medfør af autorisationslovens § 18
fastsat nærmere regler om benyttelse af medhjælp, jf. be-
kendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede
sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af
forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed). Sundhedsstyrelsen
har endvidere i tilknytning til autorisationslovens § 17 om
pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed og til den
nævnte bekendtgørelse udstedt vejledning nr. 115 af 11. de-
cember 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse
af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virk-
somhed).
Efter bekendtgørelsen kan en læge med visse undtagelser
delegere forbeholdt lægevirksomhed til en medhjælp. Læ-
gen skal sikre sig, at medhjælpen er kvalificeret til og har
modtaget instruktion i at udføre opgaven, og skal i fornødent
omfang føre tilsyn med medhjælpens udførelse af virksom-
heden.
Adgangen til at delegere lægevirksomhed til en medhjælp
omfatter bl.a. udtagelse af blodprøver.
En læge kan således – både generelt og konkret – delegere
udtagelse af blodprøver til en medhjælp, der er kvalificeret
hertil og har modtaget instruktion heri, idet lægen tillige i
fornødent omfang skal føre tilsyn med medhjælpens udfø-
relse af opgaven.
2.1.1.3. Blodprøveudtagning i medfør af retsplejeloven fore-
tages i dag i praksis af læger. Politikredsene har forskellig
praksis for anvendelse af læger til blodprøveudtagning. Det-
te gælder såvel på tværs af politikredse som inden for den
enkelte kreds. Den konkrete praksis varierer i forhold til,
hvem der udtager blodprøven, og blodprøver udtages i dag
således både af privatpraktiserende læger, vagtlæger og ho-
spitalslæger. Endvidere varierer praksis i forhold til, hvor
blodprøven udtages. Blodprøver udtages i dag enten på poli-
tistation, hospital, akutmodtagelse, hos vagtlæge, i privat læ-
gepraksis eller på gerningsstedet. Hvilken fremgangsmåde
der anvendes i det enkelte tilfælde, afhænger navnlig af tids-
punktet på døgnet og geografiske forhold, samt hvilke afta-
ler politikredsen har indgået med lægerne i området.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Udtagelse af blodprøve er et efterforskningsmiddel, som
navnlig er relevant i forbindelse med mistanke om overtræ-
delse af færdselslovens § 53 om spirituskørsel og § 54 om
kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer
mv. Udtagelse af blodprøve kan dog også være et relevant
efterforskningsmiddel i andre sager.
Behovet for at udtage en blodprøve kan opstå på alle tider af
døgnet og overalt i landet. Der er derfor behov for et stående
beredskab af personer, som efter politiets anmodning kan
udtage en blodprøve, når politiet i medfør af retsplejelovens
regler har besluttet, at der skal udtages en blodprøve.
I dag udtages blodprøver i medfør af retsplejeloven i praksis
af en læge enten i lægens egen praksis/vagtlægepraksis, på
hospital eller akutmodtagelse eller efter tilkaldelse af lægen
til politistation eller gerningssted. I de tilfælde, hvor blod-
prøven udtages i lægepraksis eller vagtlægepraksis eller på
hospital eller akutmodtagelse, er det nødvendigt, at politiet
kører sigtede til prøveudtagningsstedet, og i nogle tilfælde
kan der være ventetid for at få udtaget blodprøven.
Selv om sundhedslovgivningen giver mulighed for det, an-
vender læger således i dag i praksis ikke medhjælp til udta-
gelse af blodprøver i medfør af retsplejeloven.
Det vurderes, at en anvendelse af muligheden for at delegere
udtagelse af blodprøver til en medhjælp vil give en større
frihed i tilrettelæggelsen af politiets arbejde og dermed po-
tentielt spare tid, som i dag bruges på at køre til og fra prø-
veudtagningsstedet eller på at vente på, at en læge kommer
til stede for at udtage en blodprøve. Det vurderes endvidere,
at en anvendelse af muligheden for at delegere udtagelse af
blodprøver til en medhjælp vil kunne føre til lavere udgifter
til udtagelse af blodprøver, fordi udgiften pr. udtaget blod-
prøve må forventes at blive lavere, hvis en andel af blodprø-
verne udtages af andre faggrupper end læger.
Det er efter retsplejeloven i dag et krav, at en blodprøve ud-
tages ”under medvirken af en læge”. Det ligger fast, at en
blodprøve kan udtages af en anden person efter delegation
fra en læge, men det fremgår ikke klart af lovens formule-
ring eller af forarbejderne, om lægen i givet fald skal være
til stede i forbindelse med udtagelsen af blodprøven, eller
om det er tilstrækkeligt, at udtagelsen af blodprøven i over-
ensstemmelse med sundhedslovgivningen sker på lægens
ansvar og under fornøden instruktion og tilsyn fra lægens si-
de.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør retsplejeloven ikke
indskrænke de muligheder, der efter sundhedslovgivningen
er, for at en læge delegerer udtagelse af en blodprøve til en
medhjælp, når den, som skal have udtaget en blodprøve, ik-
ke fysisk modsætter sig udtagelsen af blodprøven.
3
Bortset fra tilfælde, hvor udtagelsen af blodprøven gennem-
føres ved fysisk magtanvendelse, er der således efter Justits-
ministeriets opfattelse ikke grundlag for i retsplejeloven at
stille strengere krav til lægelig medvirken end efter sund-
hedslovgivningen.
De betingelser med hensyn til instruktion og tilsyn mv., som
sundhedslovgivningen stiller for en læges delegation af ud-
tagelse af blodprøver, er således efter Justitsministeriets op-
fattelse fuldt tilstrækkelige til at sikre, ikke alene at blodprø-
veudtagningen i givet fald sker sundhedsmæssigt forsvarligt,
men også at blodprøven udtages på en sådan faglig kompe-
tent måde, at blodprøven i givet fald vil kunne anvendes
som bevis i en straffesag.
2.1.3. Lovforslagets udformning
Det foreslås på denne baggrund præciseret i retsplejeloven,
at den læge, der medvirker ved udtagelse af en blodprøve,
kan delegere udtagelsen af blodprøven til en medhjælp.
Heri ligger, at delegation af udtagelsen af en blodprøve kan
ske i det omfang og på de betingelser, som følger af sund-
hedslovgivningen.
Den læge, der medvirker ved udtagelsen af en blodprøve,
kan efter forslaget i overensstemmelse med sundhedslovgiv-
ningen generelt tage stilling til, om udtagelse af blodprøve
er lægeligt forsvarligt, jf. retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 2.
pkt. Herefter kan lægen delegere udtagelse af blodprøver til
en medhjælp.
Hvis den, der skal have udtaget en blodprøve, fysisk mod-
sætter sig blodprøveudtagningen, og der derfor opstår
spørgsmål om at gennemføre blodprøveudtagningen ved
magtanvendelse, skal den læge, der efter § 792 e, stk. 3, 1.
pkt., medvirker ved udtagelsen af blodprøven, konkret vur-
dere, om indgrebets gennemførelse er lægeligt forsvarlig, jf.
retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 2. pkt. (som ikke foreslås
ændret). Det foreslås, at blodprøven i denne situation ikke
skal kunne udtages af en medhjælp i kraft af en generel de-
legation fra en læge, idet lægen i givet fald i overensstem-
melse med gældende ret personligt skal vurdere, om udta-
gelse af blodprøven ved magtanvendelse i den konkrete si-
tuation vil være lægeligt forsvarlig. Hvis lægen i en sådan
situation konkret finder det forsvarligt, vil lægen imidlertid
fortsat kunne anvende medhjælp til selve udtagelsen af blod-
prøven.
Det forudsættes, at den praktiske organisering af opgaven
drøftes nærmere mellem politiet og de relevante myndighe-
der.
2.2. Anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via vi-
deokommunikation ved fristforlængelser
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Retsplejelovens kapitel 70 indeholder regler om va-
retægtsfængsling og andre frihedsberøvende foranstaltninger
samt om forlængelse heraf. I kendelser om varetægtsfængs-
ling mv. fastsættes der som udgangspunkt en frist for vare-
tægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, jf. retsple-
jelovens § 767, stk. 1. Fristen kan forlænges med højst 4
uger ad gangen. Fristforlængelser sker ved kendelse, med-
mindre sigtede erklærer sig indforstået med fristforlængel-
sen. Fremstilling af en sigtet, der er varetægtsfængslet eller
undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan und-
lades, når den sigtede giver afkald derpå, eller retten finder,
at fremstilling vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder.
Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet vare-
tægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning
efter retsplejelovens kapitel 70, deltager i et retsmøde om
forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foran-
staltningen ved anvendelse af telekommunikation med bille-
de (herefter videokommunikation), når retten finder det ube-
tænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvri-
ge omstændigheder, jf. retsplejelovens § 748 b, stk. 1. Dette
gælder dog bl.a. ikke for retsmøder, hvor der første gang
skal tages stilling til varetægtsfængsling.
Deltager en sigtet i et retsmøde om fristforlængelse via vi-
deokommunikation, skal forsvareren deltage i retsmødet på
samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ube-
tænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten eller
deltager via videokommunikation fra et andet sted end sigte-
de. Deltager den sigtede ikke i et retsmøde om fristforlæn-
gelse, kan retten tillade, at forsvareren deltager i retsmødet
via videokommunikation, hvis det er forsvarligt, jf. retsple-
jelovens § 748 b, stk. 2.
Sigtedes deltagelse ved anvendelse af videokommunikation
kan som nævnt kun ske, når det er ubetænkeligt henset til
formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder,
hvilket vil bero på en konkret helhedsvurdering. Ved vurde-
ringen kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens begrundelse
for et ønske om sigtedes personlige deltagelse, og om sigte-
de er blevet sigtet for nye og væsentlige lovovertrædelser,
som skal indgå i rettens behandling under retsmødet.
Retsplejeloven indeholder endvidere hjemmel til, at ankla-
geren, hvis bestemte betingelser er opfyldt, kan deltage i et
retsmøde om fristforlængelse via videokommunikation. Del-
tager den sigtede i et retsmøde om fristforlængelse via vi-
deokommunikation, eller deltager den sigtede ikke i et rets-
møde om fristforlængelse, kan retten således tillade, at an-
klageren deltager i retsmødet via videokommunikation, hvis
anklagerens deltagelse via videokommunikation er forsvar-
lig, og der i øvrigt foreligger særlige grunde, jf. retsplejelo-
vens § 748 b, stk. 3.
Som eksempler på sådanne særlige grunde, der kan begrun-
de anklagerens deltagelse via videokommunikation, nævnes
i forarbejderne, at anklageren har lang rejseafstand, at ankla-
geren har måttet træde til med kort varsel, eller at retsmødet
må forventes at være meget kortvarigt.
4
2.2.1.2. Retsplejelovens § 748 b blev indsat ved lov nr. 493
af 12. september 2009 om ændring af retsplejeloven og ud-
lændingeloven (Videokommunikation ved fristforlængelse).
Bestemmelsen bygger på Retsplejerådets udtalelse af 15. de-
cember 2008 om anvendelse af telekommunikation med bil-
lede ved retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling
og justering af dommernormering.
Retsplejerådet pegede i sin udtalelse på, at hensynet til en
hensigtsmæssig udnyttelse af politiets ressourcer kunne tale
for en udvidelse af adgangen for anklagere til at deltage i
retsmøder via videokommunikation. Anklagere i nogle poli-
tikredse møder således jævnligt i retten i en anden by i for-
bindelse med fristforlængelser, hvorfor der vil være mulig-
hed for at spare transporttid, hvis anklageren deltager i rets-
møderne via videokommunikation.
Retsplejerådet anførte, at en arrestant, der er til stede i ret-
ten, bør have mulighed for at møde ikke bare sin dommer,
men også sin anklager ansigt til ansigt. Hensynet til ar-
restanten fandtes derimod ikke at være til hinder for, at an-
klageren deltager i retsmødet via videokommunikation, hvis
arrestanten selv deltager i retsmødet via videokommunikati-
on, fordi anklageren i disse tilfælde vil optræde som et bille-
de på en skærm, uanset om anklageren er til stede i retten el-
ler deltager via videokommunikation.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Domstolsstyrelsen gennemførte i 2007 et pilotprojekt med
anvendelse af videokonferenceudstyr i udvalgte retter med
henblik på navnlig at vurdere, om det tekniske niveau ved
videokonferenceudstyret var tilstrækkeligt godt til, at der ge-
nerelt burde etableres mulighed for at bruge videokonferen-
ceudstyr i retssager (Video1). I 2009 blev der endvidere i
samarbejde mellem Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet og Direktoratet for Kriminalforsorgen gennem-
ført et demonstrationsprojekt i Syd- og Sønderjylland med
brug af videokonferenceudstyr særligt i fristforlængelsessa-
ger (Video2).
På baggrund af de to projekter igangsatte Justitsministeriet i
2012 implementeringen af en landsdækkende videokonfe-
renceløsning på justitsområdet (Video3). Med gennemførel-
sen af ”Video3-projektet”, hvor der blev opsat videoudstyr i
retterne, arresthusene og i politikredsene til brug for retsmø-
der om fristforlængelser, har det siden december 2014 været
praktisk muligt at gennemføre disse retsmøder via video-
kommunikation.
I forbindelse med ”video3-projektet” blev Rigsadvokatens
Meddelelse nr. 3/2014 om brug af videoforbindelse i rets-
møder udarbejdet, ligesom anklagemyndigheden sammen
med Domstolsstyrelsen og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen udarbejdede ”Praktiske retningslinjer for fristforlængel-
sessager” af 18. september 2014. I den forbindelse blev det
på baggrund af forarbejderne til retsplejelovens § 748 b, stk.
3, besluttet, at anklageren som altovervejende hovedregel
skal anmode retten om tilladelse til at møde i retssager om
fristforlængelse via videokommunikation, hvis retten pålæg-
ger sigtede at møde via videokommunikation, eller hvis sig-
tede ikke deltager i retsmødet. Baggrunden for denne beslut-
ning var hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af myn-
dighedernes ressourcer. I praksis har der dog været flere ek-
sempler på, at retten ikke har tilladt anklageren at deltage
via videokommunikation under henvisning til, at der efter
retsplejelovens § 748 b, stk. 3, nr. 2, skal foreligge særlige
grunde, for at anklageren kan deltage i et retsmøde om frist-
forlængelse via videokommunikation.
Hovedformålet med ordningen om fristforlængelser via vi-
deokommunikation er generelt at spare transporttid for ret-
tens brugere og aktører, herunder politiet, anklagemyndighe-
den og kriminalforsorgen. Hensynet til en hensigtsmæssig
udnyttelse af anklagemyndighedens ressourcer er ikke be-
grænset til tilfælde, hvor der f.eks. er lang rejseafstand eller
transporttid for anklageren. Det gør sig også gældende, hvor
retsmødet er kortvarigt, hvilket en fristforlængelse typisk vil
være, og hvor transporttiden, selv om anklageren ikke har
lang rejseafstand, derfor vil udgøre en uhensigtsmæssig stor
del af anklagerens samlede tidsforbrug.
Hertil kommer – som også anført af Retsplejerådet – at det
for en arrestant, der deltager i et retsmøde om fristforlængel-
se via videokommunikation, eller som ikke deltager i rets-
mødet, heller ingen forskel gør, om anklageren er til stede i
retten eller deltager via videokommunikation. Samtidig er
det uhensigtsmæssigt, at der i anklagemyndigheden og ved
domstolene løbende skal anvendes ressourcer på at afklare,
om anklageren konkret kan deltage i retsmøder om fristfor-
længelse via videokommunikation eller ej.
Det bemærkes, at det fortsat kan være hensigtsmæssigt, at
anklageren fysisk er til stede i retten i forbindelse med så-
danne retsmøder om fristforlængelse, f.eks. hvis der i rets-
mødet skal fremlægges et meget omfattende og kompliceret
nyt materiale.
2.2.3. Lovforslagets udformning
På den baggrund foreslås det at udvide adgangen i retspleje-
lovens § 748 b, stk. 3, for anklagemyndighedens deltagelse i
retsmøder om fristforlængelse via videokommunikation, så
anklageren deltager i retsmøder om fristforlængelse via vi-
deokommunikation, medmindre retten undtagelsesvist be-
stemmer andet, f.eks. fordi retten i en konkret sag finder, at
det er betænkeligt, at anklageren deltager i retsmødet via vi-
deokommunikation. Der vil således fremover ikke skulle
foreligge særlige grunde.
Den foreslåede bestemmelse vil fortsat kun finde anvendel-
se, når den sigtede også deltager i retsmødet via videokom-
munikation, eller når sigtede ikke deltager i retsmødet.
Justitsministeriet lægger vægt på, at der efter det oplyste har
været gode erfaringer med anvendelse af videokommunika-
tion i forbindelse med anklagerens deltagelse i retsmøder
om fristforlængelse, der således har bidraget til en mere ef-
5
fektiv anvendelse af anklagemyndighedens og retternes res-
sourcer.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at en udvidelse
af anklagemyndighedens adgang til deltagelse i retsmøder
om fristforlængelse via videokommunikation vil medføre en
yderligere optimering af udnyttelsen af anklagemyndighe-
dens ressourcer i sager, hvor retten ikke undtagelsesvist fin-
der, at det er betænkeligt, at anklageren deltager i retsmødet
via videokommunikation.
2.3. Tolkens deltagelse i retsmøder via videokommunika-
tion ved fristforlængelser
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Skal der i medfør af retsplejelovens § 149 anvendes
tolk i et retsmøde om fristforlængelse, angiver retsplejelo-
vens § 149, stk. 7, nogle betingelser for tolkens deltagelse i
retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede
(herefter videokommunikation).
Tolkning kan efter bestemmelsen ske ved anvendelse af vi-
deokommunikation, hvis det vil være forbundet med ufor-
holdsmæssige vanskeligheder, at tolken møder samme sted
som parten, og tolkning via videokommunikation findes for-
svarlig. Når der tolkes for en part, der deltager ved anven-
delse af videokommunikation, skal tolken så vidt muligt be-
finde sig samme sted som parten.
2.3.1.2. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen i
lovforslag L 168 af 1. marts 2006 om ændring af retsplejelo-
ven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreformen),
jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5283, at det
f.eks. kan være forbundet med uforholdsmæssige vanskelig-
heder at møde samme sted som den, der tolkes for, hvis tol-
ken ville skulle rejse meget langt (eksempelvis hvis der ikke
er ret mange tolke i landet, som tolker på det pågældende
sprog).
Udgangspunktet efter retsplejeloven er således, at ved rets-
møder om fristforlængelse skal tolken sidde sammen med
sigtede i arresthuset, hvis retsmødet om fristforlængelse af-
holdes via videokommunikation. Tolken kan dog undtagel-
sesvist deltage via videokommunikation fra f.eks. retssalen,
hvis retten finder det forsvarligt.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Af de praktiske retningslinjer for fristforlængelsessager, jf.
ovenfor under pkt. 2.2.2, fremgår det, at det er det praktiske
udgangspunkt, at forsvareren og tolken skal sidde samme
sted. Retningslinjerne er udarbejdet på baggrund af et ar-
bejdsgruppemøde med deltagere fra anklagemyndigheden,
forsvarerne, domstolene og kriminalforsorgen. Arbejdsgrup-
pen pegede på, at det ikke i alle tilfælde i praksis synes for-
svarligt, at tolken skal sidde alene sammen med en sigtet i et
aflåst lokale, når forsvareren ikke er til stede, ligesom tolken
skal kunne tolke, hvis forsvareren ønsker at tale fortroligt
med sin klient (og der derfor f.eks. ikke kan være arresthus-
personale til stede).
I forbindelse med gennemførelsen af ”video3-projektet”, jf.
ovenfor under pkt. 2.2.2, har det endvidere vist sig hensigts-
mæssigt, at tolken kan deltage fra retten, hvorfra også for-
svareren oftest deltager. Den samme tolk kan dermed også
anvendes i flere sager, hvor der tales samme sprog, samt i
sager med flere sigtede i samme sag, og hvor de sigtede bef-
inder sig i forskellige arresthuse.
2.3.3. Lovforslagets udformning
På den baggrund foreslås det at ændre retsplejelovens § 149,
stk. 7, så tolken i et retsmøde om fristforlængelse, hvor den
sigtede deltager i retsmødet via videokommunikation, efter
rettens bestemmelse kan deltage i retsmødet fra det sted,
som i den konkrete sag er mest hensigtsmæssigt. Bestem-
melsen forudsættes anvendt i overensstemmelse med de
praktiske retningslinjer for retsmøder om fristforlængelser,
således at udgangspunktet er, at tolken skal befinde sig sam-
me sted som forsvareren, men tolken vil også kunne deltage
fra et andet sted, hvis retten konkret finder det mest hen-
sigtsmæssigt.
Justitsministeriet lægger herved vægt på, at det i praksis gi-
ver anledning til uhensigtsmæssigheder, at tolken så vidt
muligt skal befinde sig samme sted som den sigtede.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at forslaget vil
sikre en mere fleksibel ordning for deltagelse af tolke via vi-
deokommunikation i retsmøder om fristforlængelse, herun-
der en bedre fortsat hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer,
da tolken efter omstændighederne vil kunne anvendes i flere
sager eller til flere sigtede, der befinder sig forskellige ste-
der.
Det forudsættes, at retten som forudsat i forarbejderne til
den gældende § 149, stk. 7, i sin vurdering af, hvor tolken
skal befinde sig i en konkret sag, samtidig inddrager den
sigtedes eventuelle interesse i at befinde sig samme sted
som tolken.
2.4. Anklagemyndighedens påtalekompetence mv.
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Offentlig påtale af straffesager tilkommer som ud-
gangspunkt politidirektøren, jf. retsplejelovens § 719, stk. 1.
Lovens § 719, stk. 2, indeholder dog en række undtagelser
fra dette udgangspunkt. Statsadvokaten har således påtale-
kompetencen i nævningesager og i sager, hvor den tiltalte
har valgt behandling ved en domsmandsret i stedet for næv-
ningesagsbehandling (retsplejelovens § 687). Statsadvoka-
ten har endvidere påtalekompetencen i en række nærmere
angivne straffelovsovertrædelser (f.eks. straffelovens kapitel
12 og 13 om terrorisme mv., kapitel 16 om forbrydelser i of-
fentlig tjeneste eller hverv mv., § 158 om falsk forklaring
for retten, §§ 237-240 om forsætligt drab mv., § 261, stk. 2,
om langvarig frihedsberøvelse og § 266 b om racediskrimi-
6
nation). Endelig har statsadvokaten påtalekompetencen i an-
kesager ved landsretten.
Herudover er der enkelte andre steder i lovgivningen fastsat
særlige bestemmelser om påtalekompetencen mv. Tiltale-
rejsning efter stort set alle bestemmelser i straffelovens ka-
pitel 12 og 13 om terrorisme mv. er således betinget af ju-
stitsministerens påbud, jf. straffelovens §§ 110 f og 118 a.
Det indebærer, at sagerne, inden der rejses tiltale, skal fore-
lægges rigsadvokaten og justitsministeren. Endvidere er det
efter medieansvarslovens § 28 rigsadvokaten, der bestem-
mer, om der skal rejses tiltale i anledning af indholdet af et
massemedie.
De lovbestemte regler om fordelingen af påtalekompetencen
suppleres af en række administrative retningslinjer om in-
tern forelæggelse af straffesager i anklagemyndigheden.
Disse retningslinjer findes navnlig i forskellige meddelelser
fra Rigsadvokaten. Eksempelvis er der fastsat generelle
forelæggelsesregler i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2002
om forelæggelsesregler og kompetenceregler mv. Herudover
er der på forskellige sagsområder fastsat særlige forelæggel-
sesregler, f.eks. i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011 om
hadforbrydelser (bl.a. sager om overtrædelse af straffelovens
§ 266 b om racediskrimination) og nr. 2/2014 om chikane,
vold og trusler mod offentligt ansatte mv. (bl.a. sager om
overtrædelse af straffelovens § 119 om vold og trusler mod
polititjenestemænd).
Retsplejeloven indeholder således ikke en udtømmende re-
gulering af påtalekompetencen i straffesager. Selv om det
f.eks. efter retsplejelovens § 719, stk. 2, nr. 3, er statsadvo-
katen, der har påtalekompetencen i sager om overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 og 13 om terrorisme mv., kan der
alene rejses tiltale, hvis sagen har været forelagt rigsadvoka-
ten og justitsministeren. Som et andet eksempel kan nævnes,
at alle sager, hvor der er rejst sigtelse for overtrædelse af
straffelovens § 266 b om racediskrimination, skal forelæg-
ges Rigsadvokaten, uanset at det efter retsplejeloven er
statsadvokaten, som har påtalekompetencen, jf. Rigsadvoka-
tens Meddelelse nr. 2/2011.
2.4.1.2. De gældende bestemmelser om påtalekompetencen
blev i det væsentlige vedtaget ved lov nr. 385 af 20. maj
1992 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselslo-
ven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur),
hvor påtalekompetencen som udgangspunkt blev tillagt poli-
timestrene (nu politidirektørerne). Før 1992 var det som ud-
gangspunkt statsadvokaten, der havde påtalekompetencen.
Lovændringen byggede på Retsplejerådets betænkning nr.
1194/1990 om anklagemyndighedens struktur.
Retsplejerådet foreslog, at påtalekompetencen i straffesager
som udgangspunkt skulle tilkomme politidirektøren (den-
gang politimesteren), men foreslog samtidig, at visse sager
fortsat skulle påtales af statsadvokaten, herunder de straffe-
sager, som behandles i landsretten, og hvor det derfor er
statsadvokaten, der møder for anklagemyndigheden. Det
gjaldt eksempelvis nævningesager, der tidligere blev be-
handlet i landsretten i første instans, og ankesager ved lands-
retten.
Retsplejerådet gennemgik endvidere fordelingen af påtale-
kompetencen for de forskellige bestemmelser i straffeloven
og pegede på forskellige tilfælde, hvor påtalekompetencen
ud fra nærmere angivne kriterier fortsat burde være hos
statsadvokaten, herunder de straffelovsbestemmelser, som i
dag er opregnet i retsplejelovens § 719, stk. 2, nr. 3. Retsple-
jerådet bemærkede i den forbindelse, at spørgsmålet om på-
talekompetencen i nogle tilfælde burde reguleres direkte i
retsplejeloven, men i andre tilfælde kunne overlades til ad-
ministrativ regulering i regler fastsat af justitsministeren el-
ler rigsadvokaten.
2.4.1.3. Retsplejelovens § 721 indeholder nærmere regler
om adgangen til at opgive påtale, dvs. at indstille behandlin-
gen af en straffesag, efter at der er rejst sigtelse i sagen. Po-
litidirektøren kan opgive påtale i tilfælde, hvor en sigtelse
har vist sig grundløs. I andre tilfælde er det påtalemyndighe-
den, der har adgang til at opgive påtale, medmindre andet
følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren, jf. rets-
plejelovens § 721, stk. 2.
Retsplejelovens § 722 indeholder nærmere regler om adgan-
gen til at meddele et tiltalefrafald. Påtalemyndigheden kan
meddele tiltalefrafald i de tilfælde, der er nævnt i § 722, stk.
1, f.eks. hvor straffelovens § 89 om udmåling af tillægsstraf
er anvendelig, når det skønnes, at ingen eller kun en ubety-
delig straf vil blive idømt, og at domfældelse heller ikke i
øvrigt vil være af væsentlig betydning, mens det i andre til-
fælde, hvor der foreligger særlig formildende omstændighe-
der (§ 722, stk. 2), er den nærmeste overordnede anklage-
myndighed, der kan give tiltalefrafald, jf. retsplejelovens §
722, stk. 3. Disse kompetenceregler suppleres af regler fast-
sat i meddelelser fra Rigsadvokaten.
2.4.1.4. De ovenfor under pkt. 2.4.1.1 og 2.4.1.3 beskrevne
regler i retsplejeloven om påtalekompetencen begrænser ik-
ke adgangen for bl.a. Rigsadvokaten og statsadvokaterne til
– i kraft af det almindelige over-/underordnelsesforhold i an-
klagemyndigheden – i øvrigt at fastsætte generelle bestem-
melser om de offentlige anklageres udførelse af deres opga-
ver eller at give pålæg om behandlingen af konkrete straffe-
sager, jf. retsplejelovens § 99, stk. 2, og § 101, stk. 2.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Rigsadvokaten har over for Justitsministeriet foreslået, at
reglerne om fordelingen af påtalekompetencen i anklage-
myndigheden moderniseres og forenkles.
Anklagemyndigheden har siden 1992 gennemgået flere store
reformer, og de gældende regler baserer sig således i vidt
omfang på en forældet anklagemyndighedsstruktur. Der er
således i dag væsentligt andre rammer for opgaveløsningen i
den lokale anklagemyndighed i politikredsene og hos de re-
gionale statsadvokater.
7
I 2007 blev der gennemført en politi- og domstolsreform
bl.a. med etablering af 12 politikredse mod tidligere 54 og
en reformering af behandlingen af nævningesager, og i 2013
blev der gennemført en statsadvokatreform, så der i dag er
to mod tidligere seks regionale statsadvokater. Der er des-
uden blevet gennemført en reorganisering af den lokale an-
klagemyndighed i politikredsene med fokus på kvaliteten i
anklagemyndighedens opgaveløsning. Politikredsene har så-
ledes i dag fået væsentligt større opgave- og arbejdsområder
og har derfor langt bedre forudsætninger end tidligere for at
sikre et højt kvalitetsniveau i straffesagsbehandlingen, også i
mere vanskelige og komplicerede sager.
Regler om påtalekompetence og forelæggelse af straffesager
kan mest hensigtsmæssigt fastlægges ud fra en samlet afvej-
ning af flere forskellige hensyn. Grundhensynet bør i dag
være, at straffesager som det klare udgangspunkt behandles
af politikredsene i første instans, og at sagerne kun bør fore-
lægges statsadvokaten eller rigsadvokaten, hvis dette er vel-
begrundet ud fra sagernes karakter, kompleksitet mv. Samti-
dig er det væsentligt for den samlede opgaveløsning i ankla-
gemyndigheden, at relevante sager forelægges statsadvoka-
ten, herunder sager som giver anledning til særligt vanskeli-
ge retlige eller bevismæssige spørgsmål.
Reglerne om påtalekompetence og forelæggelse af straffesa-
ger er på mange punkter meget detaljerede og bør efter Ju-
stitsministeriets opfattelse ikke detailreguleres ved lovgiv-
ning. De nuværende regler i retsplejeloven regulerer da også
alene visse aspekter af den interne kompetencefordeling i
anklagemyndigheden.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det vil være mere
hensigtsmæssigt, hvis reglerne løbende kan justeres og revi-
deres f.eks. i lyset af nye kriminalitetsområder, erfaringerne
med behandlingen af forskellige straffesager og særlige fo-
kusområder.
De hensyn, som på visse områder kan begrunde en fravigel-
se af udgangspunktet om, at politidirektøren tager stilling til
tiltalespørgsmålet, så sagen skal forelægges statsadvokaten,
kan fuldt ud varetages gennem administrative retningslinjer
fastsat af justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger til det – i praksis rigsadvokaten. Allerede efter
de gældende regler angiver retsplejeloven kun visse af de
sager, hvor påtalekompetencen er hos statsadvokaten, mens
der på en række andre områder er fastsat administrative ret-
ningslinjer om forelæggelse af sager for statsadvokaten.
2.4.3. Lovforslagets udformning
På den anførte baggrund foreslås det at gennemføre en for-
enkling af retsplejelovens regler om påtalekompetence, så
retsplejeloven alene fastlægger et udgangspunkt om, at poli-
tidirektøren påtaler straffesager i første instans, og at stats-
advokaten påtaler ankesager i landsretten. Det foreslås end-
videre, at de nærmere regler om forelæggelse af konkrete
straffesager internt i anklagemyndigheden fastsættes af ju-
stitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger
til det. I praksis vil justitsministeren bemyndige Rigsadvo-
katen til at udarbejde administrative retningslinjer på områ-
det.
Samtidig foreslås det, at de særlige lovregler om kompeten-
cen til at opgive påtale (retsplejelovens § 721, stk. 2) og gi-
ve et tiltalefrafald (retsplejelovens § 722, stk. 3) ændres, så
kompetencespørgsmålet også her reguleres ved retningslin-
jer fastsat af justitsministeren eller den, som justitsministe-
ren bemyndiger til det.
Med forslaget forudsættes der således fastsat administrative
retningslinjer om påtalekompetencen.
Efter statsadvokatreformen er det efter den 1. januar 2013
det helt klare udgangspunkt, at politikredsene møder i næv-
ningesager i byretten. På den baggrund bør udgangspunktet
efter Justitsministeriets opfattelse også i nævningesager væ-
re, at politidirektøren tager stilling til tiltalespørgsmålet, så
politikredsen både tager stilling til tiltalespørgsmålet og mø-
der i retten i 1. instans. Efter det foreslåede udgangspunkt
vil politidirektøren således også have påtalekompetencen i
nævningesager, jf. den foreslåede ændring af retsplejelovens
§ 719, stk. 1.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke grund-
lag for at opretholde den gældende opregning i retsplejelo-
ven af visse af de straffelovssager, som skal forelægges
statsadvokaten. I det omfang der er behov for, at nogle af
disse sager også fremover skal forelægges statsadvokaten,
bør det reguleres i administrative retningslinjer.
Rigsadvokaten har peget på, at nogle sager har en sådan ka-
rakter, herunder sammenhæng med sager om overtrædelse
af straffelovens kapitel 12 og 13 om terrorisme mv. eller i
øvrigt særlig almen interesse, at sådanne sager også
fremover bør forelægges statsadvokaten og eventuelt Rigs-
advokaten. Det gælder f.eks. sager om overtrædelse af straf-
felovens § 136, stk. 2, om offentlig billigelse af terrorhand-
linger mv. og § 266 b om racediskrimination. Det er derfor
hensigten at fastsætte regler om, at sådanne sager også frem-
over skal forelægges for statsadvokaten og eventuelt Rigs-
advokaten.
Andre sager er derimod – ligesom nævningesager – af varie-
rende karakter, omfang og kompleksitet, og det afgørende
for, om der skal ske forelæggelse for statsadvokaten, bør
være, om sagen f.eks. rejser særligt vanskelige juridiske el-
ler bevismæssige spørgsmål. Hvis det ikke er tilfældet, vil
det også i disse sager som udgangspunkt være politidirektø-
ren, der tager stilling til tiltalespørgsmålet. Det gælder f.eks.
falsk forklaring efter straffelovens § 158, drabsforbrydelser-
ne i straffelovens §§ 237-240 og langvarig frihedsberøvelse
efter straffelovens § 261, stk. 2, der i dag forelægges stats-
advokaten.
Det er derfor hensigten at fastsætte retningslinjer om, at sag-
er – herunder nævningesager – efter en konkret vurdering
skal forelægges statsadvokaten, hvis de rejser særligt van-
8
skelige juridiske eller bevismæssige spørgsmål eller lignen-
de.
Det er i øvrigt hensigten, at reglerne om forelæggelse af
straffesager fremover skal bruges endnu mere aktivt og flek-
sibelt, således at statsadvokaterne eller rigsadvokaten kan
bestemme, at f.eks. bestemte sagstyper for en periode skal
forelægges. Det kan f.eks. være i forbindelse med ny lovgiv-
ning eller udpegning af særlige fokusområder (eksempelvis
bevisproblemer i bestemte sagstyper, nye juridiske/anklager-
faglige spørgsmål, særligt fokus på strafpåstande i en sags-
type mv.). Dette skal også ses i sammenhæng med bl.a. call
in-ordningen (hvor visse sager for en periode behandles af
statsadvokaten) og samarbejdsmodellen (samarbejde mellem
statsadvokaten og politikredsen om behandlingen af en
konkret sag), som blev etableret i forbindelse med statsad-
vokatreformen fra 2013.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke ændrer ved
justitsministerens rolle i forhold til anklagemyndigheden,
herunder straffelovens regler om påtale efter justitsministe-
rens påbud i visse sager.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vil kunne medføre effektiviseringer for det of-
fentlige.
Den forslåede præcisering af reglerne om udtagelse af blod-
prøver i medfør af retsplejeloven vurderes at medføre, at ud-
tagelse af blodprøver i et vist omfang i praksis vil blive ud-
delegeret til en medhjælp. Det vil kunne føre til effektivise-
ringer for politiet, idet udgiften pr. blodprøve må forventes
at blive lavere, hvis en andel af blodprøverne udtages af an-
dre faggrupper end læger. Herudover vil anvendelse af mu-
ligheden for at delegere udtagelse af blodprøver til en med-
hjælp kunne give større frihed i tilrettelæggelsen af politiets
arbejde og skabe mulighed for i videre omfang at konkur-
renceudsætte området for blodprøveudtagning.
De foreslåede ændringer vedrørende deltagelse i retsmøder
om fristforlængelse via videokommunikation og modernise-
ring af reglerne om påtalekompetence vil sikre en hensigts-
mæssig udnyttelse af det offentliges ressourcer.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har umiddelbart ingen økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet. Det bemærkes
dog, at lovforslaget vil kunne medføre, at blodprøveudtag-
ning i medfør af retsplejeloven i videre omfang konkurren-
ceudsættes, og at en del af blodprøveudtagningen fremover
delegeres til andre faggrupper end læger.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 22. septem-
ber 2015 til den 20. oktober 2015 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrel-
sen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske Dommerfor-
ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Direktoratet for Kri-
minalforsorgen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politi-
forbundet, Fængselsforbundet, Advokatrådet, Danske Advo-
kater, Danske Bioanalytikere, Dansk Laborant-Forening,
Dansk Paramedicinsk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, For-
eningen af Danske Lægestuderende, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Amnesty International, Danske Regio-
ner, Det Kriminalpræventive Råd, Institut for Menneskeret-
tigheder, Justitia, KL, Lægeforeningen, Retspolitisk For-
ening og Landsforeningen KRIM.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Mulighed for effektiviseringer hos politiet Ingen
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Mulighed for mere effektiv tilrettelæggel-
se af politiets og anklagemyndighedens ar-
bejde
Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
9
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gene
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 7, at tolkning kan
ske ved anvendelse af telekommunikation med billede (vi-
deokommunikation), hvis det vil være forbundet med ufor-
holdsmæssige vanskeligheder, at tolken møder samme sted
som parten, vidnet eller skønsmanden, og tolkning via vi-
deokommunikation med billede findes forsvarlig. Når der
tolkes for en part, et vidne eller en skønsmand, der deltager
via videokommunikation, skal tolken så vidt muligt befinde
sig samme sted som parten, vidnet eller skønsmanden.
Deltager den sigtede i et retsmøde om fristforlængelse via
videokommunikation, er det således udgangspunktet efter
bestemmelsen, at tolken skal sidde sammen med den sigtede
i arresthuset mv. Tolken kan dog undtagelsesvist deltage via
videokommunikation fra f.eks. retssalen, hvis retten finder
det forsvarligt.
I praksis sidder tolken imidlertid ofte det samme sted som
forsvareren.
Det foreslås, at bestemmelsen om tolkes deltagelse i retsmø-
der om fristforlængelse via videokommunikation med bille-
de ændres, så tolken skal befinde sig på det sted, som retten
bestemmer.
Med forslaget kan retten i sager, hvor den sigtede i forvejen
deltager i et retsmøde om fristforlængelse via videokommu-
nikation, konkret vurdere, hvor det vil være mest hensigts-
mæssigt, at tolken befinder sig i forbindelse med tolkningen
under retsmødet.
Retten skal i vurderingen af, hvor det er mest hensigtsmæs-
sigt, at tolken befinder sig, særligt inddrage den sigtedes
eventuelle interesse i, at tolken befinder sig samme sted som
den sigtede.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Retsplejelovens § 719 indeholder regler for påtalekompeten-
cen i straffesager.
Det foreslåede stk. 1 svarer til den gældende § 719, stk. 1,
og fastslår, at påtalekompetencen tilkommer politidirektø-
ren, medmindre andet følger af retsplejeloven eller regler
fastsat i medfør af retsplejeloven.
Det foreslåede stk. 2 svarer til den gældende bestemmelse i
§ 719, stk. 2, nr. 2, hvorefter statsadvokaterne påtaler anke-
sager ved landsretten. De gældende bestemmelser i stk. 2,
nr. 1, om nævningesager mv. og stk. 2, nr. 3, om visse nær-
mere angivne straffelovsovertrædelser foreslås derimod ikke
videreført.
Der foreslås indsat et nyt stk. 3, hvorefter justitsministeren
eller den, som justitsministeren bemyndiger dertil, fastsætter
nærmere regler om påtalens fordeling mellem rigsadvoka-
ten, statsadvokaterne og politidirektørerne. Det foreslåede
stk. 3 svarer til den gældende bestemmelse, dog således at
det anføres udtrykkeligt, at såvel justitsministeren som den,
som justitsministeren bemyndiger dertil, kan fastsætte nær-
mere regler om kompetencefordelingen i anklagemyndighe-
den. Justitsministeren vil som udgangspunkt bemyndige
rigsadvokaten til at fastsætte nærmere regler om kompeten-
cefordelingen.
Den foreslåede bestemmelse begrænser ikke adgangen for
bl.a. rigsadvokaten og statsadvokaterne til i øvrigt at fastsæt-
te generelle bestemmelser om de offentlige anklageres udfø-
relse af deres opgaver eller at give pålæg om behandlingen
af konkrete straffesager, jf. retsplejelovens § 99, stk. 2, og §
101, stk. 2.
Hvis lovforslaget vedtages, vil rigsadvokaten efter bemyndi-
gelse fra justitsministeren fastsætte nye samlede retningslin-
jer om forelæggelse af straffesager internt i anklagemyndig-
heden. Disse retningslinjer vil løbende blive justeret og revi-
deret i lyset af nye kriminalitetsområder, erfaringerne med
behandlingen af forskellige straffesager og særlige fokusom-
råder mv.
Politidirektøren vil som udgangspunkt få påtalekompeten-
cen i straffesager, herunder nævningesager og de øvrige
straffelovssager, hvor statsadvokaten i dag har påtalekompe-
tencen, jf. det foreslåede stk. 1.
Det er hensigten at fastsætte retningslinjer om, at statsadvo-
katen og eventuelt Rigsadvokaten navnlig inddrages i sager,
som er særligt vanskelige eller komplicerede. Endvidere er
det hensigten, at nævningesager, som ikke er juridisk eller
bevismæssigt vanskelige, fremover færdiggøres i politikred-
sen. Således vil særligt komplicerede sager mv., også på
nævningesagsområdet, skulle forelægges statsadvokaten.
Statsadvokatens behandling af tiltalespørgsmålet i konkrete
straffesager vil således i endnu højere grad blive målrettet
sager, som f.eks. rejser særligt vanskelige juridiske eller be-
vismæssige spørgsmål, jf. nedenfor.
Det forventes, at hovedpunkterne i retningslinjerne indtil vi-
dere vil være:
10
– Sager, som skal forelægges justitsministeren, skal fortsat
forelægges statsadvokaten og Rigsadvokaten (f.eks. sag-
er efter straffelovens kapitel 12 og 13 om terrorisme
mv.).
– Visse nærmere angivne sager, som har nær sammen-
hæng med terrorsager mv., eller som i øvrigt kan have
særlig almen interesse, skal fortsat forelægges statsadvo-
katen og eventuelt Rigsadvokaten (f.eks. sager om over-
trædelse af straffelovens § 136, stk. 2, om offentlig billi-
gelse af terrorhandlinger mv. og § 266 b om racediskri-
mination).
– Visse sager, som typisk rejser særligt vanskelige eller
særligt tværgående spørgsmål, skal fortsat forelægges
statsadvokaten og eventuelt Rigsadvokaten (f.eks. sager
mod sundhedspersonale og advokater samt sager om
overtrædelse af straffelovens kapitel 16 om forbrydelser
i offentlig tjeneste eller hverv mv.).
– Sager, hvor generelle inhabilitetshensyn gør sig gælden-
de, skal fortsat forelægges statsadvokaten (f.eks. sager
om overtrædelse af straffelovens § 119 om vold og tru-
sler, hvor forurettede er polititjenestemand).
– Sager, hvor der opstår spørgsmål om foranstaltninger ef-
ter straffelovens §§ 68-70 om psykisk syge mv., skal
fortsat forelægges statsadvokaten.
– Der skal fremover ikke ske forelæggelse for statsadvo-
katen, hvis der er spørgsmål om at nedlægge påstand om
rettighedsfrakendelse, medmindre straffesagen i øvrigt
skal forelægges statsadvokaten eller Rigsadvokaten.
Det er som nævnt hensigten, at der skal fastsættes retnings-
linjer om, at særligt komplicerede straffesager skal forelæg-
ges statsadvokaten. Formålet med denne regel er at under-
strege, at disse sager for at sikre den faglige kvalitet i sags-
behandlingen skal forelægges statsadvokaten – også selv om
det vil kunne afhænge af et skøn, om den konkrete sag er
særlig kompliceret eller ej. Dette medfører, at politikredsen
skal forelægge særligt komplicerede sager for statsadvoka-
ten, herunder sager, som giver anledning til særligt vanskeli-
ge retlige eller bevismæssige spørgsmål, sager, som giver
anledning til principielle overvejelser, og sager, som har helt
særlig almen eller offentlig interesse.
Der er i dag på visse sagsområder fastsat nærmere retnings-
linjer om forelæggelse af bl.a. vanskelige eller omfattende
sager. Det gælder f.eks. for miljøstraffesager, jf. Rigsadvo-
katens Meddelelse nr. 8/2008 og i Retsplejerådets betænk-
ning nr. 1194/1990, side 174-177. Det er hensigten, at også
sådanne sager fremover vil skulle forelægges statsadvoka-
ten, hvis de er særligt komplicerede mv.
Det er endvidere hensigten at foretage en modernisering og
forenkling af retningslinjerne om forelæggelse af visse sag-
er, der rejser spørgsmål om dansk straffemyndighed, jf.
straffelovens §§ 6-9 a.
Retningslinjerne for så vidt angår kompetencen til at opgive
påtale og til at give et tiltalefrafald vil blive fastsat ud fra de
samme hensyn.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 og 4
Retsplejelovens §§ 721 og 722 indeholder regler om ankla-
gemyndighedens påtaleopgivelse og tiltalefrafald.
Det fremgår af retsplejelovens § 721, stk. 2, at adgangen til
at opgive påtale i medfør af bestemmelsens stk. 1, nr. 1, til-
kommer politidirektøren, og at adgangen i de øvrige tilfælde
tilkommer påtalemyndigheden, medmindre andet følger af
bestemmelser fastsat af justitsministeren. Det fremgår af lo-
vens § 722, stk. 3, at påtalemyndigheden kan frafalde tiltale
i medfør af bestemmelsens stk. 1, mens tiltalefrafald efter
stk. 2 besluttes af den nærmeste overordnede anklagemyn-
dighed.
Det foreslås som konsekvens af den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 719, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at
ændre de særlige kompetenceregler i retsplejelovens § 721,
stk. 2, og § 722, stk. 3, om henholdsvis påtaleopgivelse og
tiltalefrafald. Fremover vil nærmere regler om kompetence-
fordelingen også her blive fastsat administrativt af justitsmi-
nisteren eller den, som justitsministeren bemyndiger til det.
Justitsministeren vil som udgangspunkt bemyndige rigsad-
vokaten til at fastsætte nærmere regler om kompetencefor-
delingen.
Hvis lovforslaget vedtages, vil rigsadvokaten udsende nær-
mere retningslinjer om kompetencefordelingen i anklage-
myndigheden i relation til at opgive påtale og meddele tilta-
lefrafald.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af retsplejelovens § 748 b, stk. 3, at deltager
sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af
telekommunikation med billede (videokommunikation), el-
ler deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse,
kan retten tillade, at anklageren deltager i retsmødet via vi-
deokommunikation, hvis anklagerens deltagelse via video-
kommunikation er forsvarlig, og der i øvrigt foreligger sær-
lige grunde.
Det foreslås, at bestemmelsen om anklagemyndighedens
deltagelse i retsmøder om fristforlængelse via videokommu-
nikation ændres, så anklageren som udgangspunkt deltager i
retsmøder om fristforlængelse via videokommunikation.
Anklagerens deltagelse ved anvendelse af videokommunika-
tion kan ikke ske, når retten undtagelsesvist finder det be-
tænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvri-
11
ge omstændigheder, hvilket som ved vurderingen efter be-
stemmelsens stk. 2, vil bero på en konkret helhedsvurdering.
Med forslaget fjernes kravet om, at der skal foreligge særli-
ge grunde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Det fremgår af retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 1. og 2. pkt.,
at legemsundersøgelse (herunder udtagelse af spyt- eller
blodprøve) kun må foretages under medvirken af en læge,
og at lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse
under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko
samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig.
Spytprøve kan dog udtages uden medvirken af en læge, jf. §
792 e, stk. 3, 3. pkt.
Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 792 e, stk. 3, om,
at lægen kan delegere udtagelse af blodprøve til en med-
hjælp.
Med forslaget præciseres det, at en læge, der efter § 792 e,
stk. 3, medvirker til udtagelse af en blodprøve, kan delegere
udtagelsen af blodprøven til en medhjælp i det omfang og på
de betingelser, som fremgår af sundhedslovgivningen.
I det omfang sundhedslovgivningen giver mulighed for det,
kan lægen således også give en medhjælp en generel be-
myndigelse til udtagelse af blodprøver. Det er efter sund-
hedslovgivningen en forudsætning, at medhjælpen er kvali-
ficeret til opgaven og har modtaget instruktion heri, og læ-
gen skal endvidere i fornødent omfang føre tilsyn med med-
hjælpens udførelse af opgaven. Det vil kunne indgå i lægens
generelle instruktion til en medhjælp, at medhjælpen i nær-
mere angivne tilfælde i givet fald ikke skal udtage blodprø-
ven på egen hånd, men først skal kontakte eller eventuelt til-
kalde lægen.
Med forslaget kan den læge, der medvirker ved udtagelsen
af en blodprøve, i overensstemmelse med sundhedslovgiv-
ningen generelt tage stilling til, om udtagelse af blodprøve
er lægeligt forsvarligt, jf. retsplejelovens § 792 e, stk. 3, 2.
pkt. Herefter kan lægen delegere udtagelse af blodprøver til
en medhjælp.
Det forudsættes, at den foreslåede præcisering af lægens ad-
gang til at delegere udtagelse af blodprøve til en medhjælp
omfatter udtagelse af blodprøve uden magtanvendelse. Det
betyder, at hvis den, der skal have udtaget en blodprøve, fy-
sisk modsætter sig blodprøveudtagningen, og det derfor bli-
ver nødvendigt at gennemføre blodprøveudtagningen ved
magtanvendelse, skal den læge, der medvirker ved udtagel-
sen af blodprøven, konkret vurdere, om indgrebets gennem-
førelse er lægeligt forsvarlig, jf. § 792 e, stk. 3, 2. pkt. (som
ikke foreslås ændret). I denne situation kan blodprøven såle-
des ikke udtages af en medhjælp i kraft af en generel delega-
tion fra en læge, idet lægen i givet fald personligt – og i
overensstemmelse med almindelige principper herfor – skal
vurdere, om udtagelse af blodprøven ved magtanvendelse i
den konkrete situation vil være lægeligt forsvarlig. Hvis læ-
gen i en sådan situation konkret finder det forsvarligt, vil læ-
gen imidlertid fortsat kunne anvende medhjælp til selve ud-
tagelsen af blodprøven.
Forslaget svarer dermed til det gældende § 792 e, stk. 3, om
udtagelse af spytprøver. Ifølge denne bestemmelse kan spyt-
prøve i medfør af § 792 b, stk. 1, udtages uden medvirken af
en læge. Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at
politiet ikke gennemtvinger spytprøver ved mekanisk tvang,
men i givet fald i stedet rekvirerer en læge med henblik på
udtagelse af blodprøve (jf. Folketingstidende 2004-2005 (2.
samling), tillæg A, side 498 og 503).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april 2016.
Det foreslås i stk. 2, at de ændrede regler i lovforslagets § 1,
nr. 2-4, om påtalekompetence mv. finder anvendelse i straf-
fesager, hvor der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale
i 1. instans, eller som genoptages efter lovens ikrafttræden.
Straffesager, hvor der inden lovens ikrafttræden er rejst tilta-
le i første instans, færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler, og appel sker i givet fald også efter de hidtil gælden-
de regler.
12
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1308 af 9. december 2014, som ændret senest ved §
5 i lov nr. 740 af 1. juni 2015, foretages følgende ændring:
§ 149. […] 1. I § 149, stk. 7, indsættes som 3. pkt.:
Stk. 7. Tolkning kan ske ved anvendelse af telekommuni-
kation med billede, hvis det vil være forbundet med ufor-
holdsmæssige vanskeligheder, at tolken møder samme sted
som parten, vidnet eller skønsmanden, og tolkning ved an-
vendelse af telekommunikation med billede findes forsvarlig.
Når der tolkes for en part, et vidne eller en skønsmand, der
deltager ved anvendelse af telekommunikation, skal tolken så
vidt muligt befinde sig samme sted som parten, vidnet eller
skønsmanden.
»Når der tolkes for en sigtet, der deltager i et retsmøde om
forlængelse af fristen for varetægtsfængsling eller anden fri-
hedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70 ved anvendelse
af telekommunikation med billede efter § 748 b, stk. 1, be-
stemmer retten, hvor tolken skal befinde sig.«
§ 719. Offentlig påtale tilkommer politidirektøren, med-
mindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler
2. § 719 affattes således:
»§ 719. Offentlig påtale tilkommer politidirektøren, med-
mindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler ankesager ved landsret.
Stk. 3. Justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger dertil, fastsætter i øvrigt nærmere regler om på-
talens fordeling mellem rigsadvokaten, statsadvokaterne og
politidirektørerne.«
1) straffesager, der behandles ved byretten under medvirken
af nævninger eller under medvirken af domsmænd som
følge af tiltaltes beslutning efter § 687,
2) ankesager ved landsret og
3) sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens
kapitel 12 og 13, §§ 127- 129 a, § 132 a, § 136, stk. 2, §
137, stk. 2, § 140, § 141, kapitel 16, § 158, § 160, § 180,
§ 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, §
192 b, stk. 1-3, §§ 237-240, § 261, stk. 2, § 266 a og §
266 b.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i øvrigt nærmere regler
om påtalens fordeling mellem statsadvokaterne og politidi-
rektørerne.
§ 721. […] 3. § 721, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Adgangen til at opgive påtale i medfør af stk. 1, nr.
1, tilkommer politidirektøren. I de øvrige tilfælde tilkommer
adgangen påtalemyndigheden, medmindre andet følger af be-
stemmelser fastsat af justitsministeren.
»Stk. 2. Justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om kompeten-
cen til at opgive påtale.«
§ 722. […] 4. § 722, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Påtalemyndigheden kan frafalde tiltale i medfør af
stk. 1, mens tiltalefrafald efter stk. 2 besluttes af den nærme-
ste overordnede anklagemyndighed.
»Stk. 3. Justitsministeren eller den, som justitsministeren
bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om kompeten-
cen til at frafalde tiltale.«
§ 748 b. […] 5. § 748 b, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse
ved anvendelse af telekommunikation med billede, eller del-
»Stk. 3. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse
ved anvendelse af telekommunikation med billede, eller del-
13
tager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan ret-
ten tillade, at anklageren deltager i retsmødet ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis
tager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan an-
klageren deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommu-
nikation med billede, medmindre retten undtagelsesvist be-
stemmer andet.«
1) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunika-
tion med billede er forsvarlig og
2) der i øvrigt foreligger særlige grunde.
§ 792 e. […] 6. I § 792 e, stk. 3, indsættes efter 2. pkt.:
Stk. 3. Legemsundersøgelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 2, må kun
foretages under medvirken af en læge. Lægen tager stilling
til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den her-
med forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons
tilstand er lægeligt forsvarlig. Spytprøve i medfør af § 792 b,
stk. 1, kan udtages uden medvirken af en læge.
»Lægen kan delegere udtagelse af blodprøve til en med-
hjælp.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2015.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 2-4, finder anvendelse i straffesager,
hvor der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. in-
stans, eller som genoptages efter lovens ikrafttræden.
14