Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Til brug for behandlingen af forslag til lov om ændring af retsplejelov for
Grønland (Videoafhøring af børn og unge i kriminalsager m.v.) sendes
vedlagt høringsnotat og høringssvar vedrørende et udkast til lovforslag.
Det bemærkes, at et udkast til lovforslaget er forelagt Grønlands Selvstyre
til udtalelse. Efter aftale med Naalakkersuisut fremsættes lovforslaget for
Folketinget, selv om en udtalelse endnu ikke foreligger. Når Justitsministe-
riet har modtaget udtalelsen, vil den blive sendt til Grønlandsudvalget.
Søren Pind
/
Lasse Boje
Folketinget
Grønlandsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 4. november 2015
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Morten Holland Heide
Sagsnr.: 2015-731-0053
Dok.: 1770261
Grønlandsudvalget 2015-16
L 42 Bilag 1
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
K O M M E N T E R E T O V E R S I G T
over
Høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af rets-
plejelov for Grønland (Videoafhøring af børn og unge i kriminalsager
m.v.)
1. Høringen
Et udkast til lovforslag har været i høring hos følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Naalakkersuisut, Grønlands Landsret, Retten i Grønland, Domstolsstyrel-
sen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Politimesteren i Grønland, Kredsdom-
merforeningen, Grønlands Politiforening, Grønlandske Advokater, Forsva-
rerforeningen Illersuisut, KANUKOKA, Grønlands Råd for Menneskeret-
tigheder, Børnehuset Saaffik, MIO, Bedre Børneliv (MIBB) Meeqqat
Inuunerissut, Det Sociale Ankenævn i Grønland, Børne & Unge Organisa-
tionen, Nanu, NIISIP, NPK, IKIU, Kriminalforsorgen i Grønland og
Dansk Psykologforening, Kreds Grønland.
Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarene er angivet med kursiv.
2. Høringssvarene
2.1. Generelt
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 3. november 2015
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Morten Holland Heide
Sagsnr.: 2015-731-0053
Dok.: 1761467
Grønlandsudvalget 2015-16
L 42 Bilag 1
Offentligt
2
Retten i Grønland, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Politimesteren i Grøn-
land og Kriminalforsorgen i Grønland har ikke bemærkninger til lov-
forslaget.
KANUKOKA (De Grønlandske Kommuners Landsforening) har ikke
indvendinger mod de foreslåede ændringer af den grønlandske retspleje-
lov. KANUKOKA bemærker, at ikke alle kommuner har haft mulighed for
at behandle høringen på politisk niveau.
KANUKOKA har vedlagt en udtalelse fra Kommuneqarfik Sermersooq,
der ser flere gode tiltag i lovforslaget, men – som følge af, at udtalelsen ik-
ke har været behandlet på politisk niveau – bemærker, at udtalelsen ikke
nødvendigvis er udtryk for kommunens officielle holdning, samt en udta-
lelse fra Qeqqata Kommunia, som ser frem til, at ændringerne bliver gen-
nemført til gavn for børn og unge.
MIO (Børnetalsmanden) takker for muligheden for at være høringspart i
forhold til dette lovgrundlag, der har stor betydning for børn og unges mu-
lighed for at vidne under trygge rammer og begynde bearbejdningen af de
oplevelser, de har haft.
Grønlandske Advokater bemærker vedrørende høringsprocessen, at så
væsentlige ændringer i så fundamentale principper ikke bør ske i Grønland
uden en mere udførlig lovforberedelse og høringsproces. Der skal ved vur-
deringen af lovforslaget ske en afvejning af hensynet til bevisumiddelbar-
hed og tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar over for hensynet til
barnet/den unge samtidig med, at det skal sikres, at der opnås en sandfær-
dig forklaring og en uforbeholden og detaljeret forklaring. Det materiale,
der danner grundlag for lovforslaget, er en dansk betænkning. De grøn-
landske forhold afviger i betydelig grad fra de forhold, som den danske be-
tænkning må antages at tage udgangspunkt i. Der er geografiske, processu-
elle, sproglige, uddannelsesmæssige forskelle hos afhørende betjente og
autoriserede forsvarere/advokater, organisatoriske, kulturelle, psykologi-
ske og praktiske forskelle mellem Danmark og Grønland, der bør tages i
betragtning, før man ikraftsætter regler i Grønland, som er en konsekvens
af en dansk betænkning.
Grønlands Råd for Menneskerettigheder hilser forslaget velkommen.
Forslaget ses at balancere hensynet til bevisumiddelbarheden i kriminalsa-
ger og den sigtedes/tiltaltes rettigheder over for hensynet til børn og perso-
3
ner med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse i
en meget vanskelig situation.
Grønlands Råd for Menneskerettigheder bemærker endvidere, at forslaget
bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1554/2015 om video-
afhøring af børn og unge i straffesager, og at Danmarks, og dermed også
Grønlands, internationale forpligtelser på området er indgået i overvejel-
serne. Rådet opfordrer dog til, at man ved væsentlige ændringer i retspleje-
lov for Grønland forsøger at lave tillægsbetænkninger eller bruger en an-
den fremgangsmåde, hvorved personer med indsigt i grønlandske forhold
kan bidrage til grundlaget for ændringerne, før lovforslaget er udformet.
Som det fremgår ovenfor, bygger lovforslaget på Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1554/2015 om videoafhøring af børn og unge i straffesa-
ger. Den model, som Strafferetsplejeudvalget foreslår, og som Justitsmini-
steriet kan tilslutte sig, er udtryk for en afvejning af hensynet til bevis-
umiddelbarhed og tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar over for
hensynet til at beskytte barnet eller den unge og hensynet til at opnå en
uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet eller den unge.
Disse grundlæggende hensyn gør sig også gældende i Grønland, og der er
efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for en anderledes afvej-
ning af hensynene i Grønland end i Danmark.
Det bemærkes i den forbindelse i øvrigt, at de gældende regler om video-
afhøring af børn i retsplejelov for Grønland svarer til den danske retsple-
jelovs regler herom.
2.2. Anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen mv.
Naalakkersuisut finder det positivt, at reglerne om videoafhøring af børn
opdateres, og særligt at børn under 15 år fremover også vil kunne blive vi-
deoafhørt. Naalakkersuisut finder det ligeledes positivt, at også unge i al-
deren 15-17 år og personer med alvorlige psykiske lidelser eller væsentlige
funktionsnedsættelser kan blive videoafhørt, når særlige hensyn taler for
det. Lovforslaget bidrager således til en bedre beskyttelse af børn og unge,
hvorfor Naalakkersuisut bakker op om og bifalder ændringerne.
Naalakkersuisut anbefaler, at det overvejes, om personer med socialfaglig
baggrund med fordel kan inddrages i forbindelse med politiets og ankla-
gemyndighedens vurdering af, om der efter den foreslåede opsamlingsbe-
4
stemmelse bør foretages videoafhøring af personer, der er 15 år eller der-
over.
Grønlandske Advokater er stærkt betænkelig ved de foreslåede begræns-
ninger i forsvarets indflydelse i sager, hvor vidner ønskes videoafhørt. Det
er således Grønlandske Advokaters holdning, at videoafhøringsordningens
anvendelsesområde ikke bør udvides, og at det bør være hovedreglen, at
vidnerne indkaldes til at afgive forklaring under kriminalsagen, hvis de er
ældre/modne nok på det tidspunkt, hvor kriminalsagen finder sted, også
selvom de måtte have afgivet forklaring ved videoafhøring på et tidligere
tidspunkt. Der henvises i den forbindelse til princippet om bevisumiddel-
barhed og retten til at modafhøre vidner.
MIO er glad for, at videoafhøringsordningens anvendelsesområde foreslås
udvidet. Det vil have en positiv effekt – både i forhold til sagens gang og i
forhold til barnets psyke – for en stor del af de børn, der oplever vold eller
seksuelle overgreb i deres liv.
MIO påpeger dog, at aldersgrænsen for videoafhøring i andre nordiske
lande, såsom Norge, Sverige og Finland, ligger mellem 15 og 16 år, hvil-
ket bestemt er værd at tage til efterretning.
MIO anfører, at et barn ifølge FN’s børnekonventions artikel 1 er enhver
person under 18 år. Dette gør sig gældende i alle henseender, der vedrører
børn. Børnekonventionen foreskriver i forlængelse af dette, at i alle foran-
staltninger, der vedrører børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller
private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder
eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række (artikel 3,
stk. 1). I forhold til de unge på 16-17 år mener MIO, at lovforslaget er for
snævert med hensyn til mulighederne for videoafhøring. Det kan være me-
get traumatisk for en ung at skulle vidne (også selv om der ikke er den
særlige kombination af forhold, som forslaget lægger op til), og MIO me-
ner, at man ikke med rette med lovforslaget kan sige, at barnets tarv kom-
mer i første række.
I forhold til personer under 18 år, der har en alvorlig psykisk lidelse eller
væsentlig funktionsnedsættelse, finder MIO det meget positivt, at der med
forslaget gives mulighed for videoafhøring.
MIO er endvidere enig i, at alle børn under 15 år i sager om seksualforbry-
delser altid bør kunne videoafhøres.
5
Det Sociale Ankenævn i Grønland anfører, at der altid bør kunne foreta-
ges videoafhøring af børn i alderen 13-14 år, hvis efterforskningen angår
drab eller vold eller forsøg herpå mod en af barnets nærmeste, uanset om
den mistænkte er en af barnets nærmeste, idet disse sager udgør en særligt
stor belastning for barnet, især hvor den forurettede er en af barnets foræl-
dre eller nærmeste, som efter barnets opfattelse skulle have en beskyttende
rolle over for barnet.
Som anført under pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger bør
spørgsmålet om udvidelse af anvendelsesområdet for videoafhøringsord-
ningen efter Justitsministeriets opfattelse foretages med udgangspunkt i en
afvejning af hensynet til bevisumiddelbarhed og tiltaltes mulighed for at
varetage sit forsvar over for hensynet til at beskytte barnet eller den unge
og hensynet til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring fra den
pågældende.
Justitsministeriet finder efter en samlet afvejning af disse hensyn grundlag
for at udvide anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen i overens-
stemmelse med den model, som Strafferetsplejeudvalget har foreslået. Ef-
ter ministeriets opfattelse bør udvidelsen af hensyn til det grundlæggende
princip om bevisumiddelbarhed begrænses til tilfælde, hvor hensynet til at
beskytte barnet eller den unge er særligt tungtvejende.
Det foreslås således, at der som noget nyt altid skal kunne foretages vi-
deoafhøring af børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser, in-
cest eller vold inden for familien, jf. pkt. 2.2.2.1.3 og 2.2.2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Herudover foreslås det som nævnt under pkt. 2.2.2.1.4 og 2.2.2.2 i lovfors-
lagets almindelige bemærkninger, at der indføres en opsamlingsbestem-
melse, hvorefter øvrige børn og unge under 18 år efter en konkret vurde-
ring kan videoafhøres.
Udgangspunktet vil være, at børn i alderen 13-14 år i andre sager end sa-
ger om seksualforbrydelser, incest eller familievold samt unge i alderen
15-17 år skal afgive forklaring i retten. Der vil kun kunne foretages video-
afhøring af sådanne børn og unge, hvis særlige omstændigheder taler her-
for.
6
Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, bør efter Justitsmini-
steriets opfattelse bero på en konkret vurdering af overtrædelsens art, om-
stændighederne ved forbrydelsen og barnets eller den unges personlige
forhold, herunder alder samt psykiske udvikling og tilstand. Videoafhøring
bør anvendes, hvis det på baggrund af denne konkrete vurdering må anta-
ges, at barnet eller den unge har særlige beskyttelsesbehov, som vil kunne
imødekommes ved, at der foretages videoafhøring, der kan anvendes som
bevis i retten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under hoved-
forhandlingen. Kriterierne for den konkrete vurdering er nærmere beskre-
vet under pkt. 2.2.2.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger og be-
mærkningerne til § 1, nr. 5 (forslag til § 340 a, stk. 1), for dels børn i alde-
ren 13-14 år i andre sager end sager om seksualforbrydelser, incest eller
familievold, dels unge i alderen 15-17 år.
Der lægges således med lovforslaget op til, at der skal kunne foretages vi-
deoafhøring i tilfælde, hvor der efter disse kriterier kan siges at være et
særligt tungtvejende hensyn til at beskytte barnet eller den unge.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det foreslåede anvendelsesområde
udtryk for den rette afvejning af de ovennævnte modsatrettede grundlæg-
gende hensyn.
Politiets og anklagemyndighedens konkrete vurdering af, om der skal fore-
tages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om
seksualforbrydelser, incest eller familievold eller unge i alderen 15-17 år,
vil skulle foretages under inddragelse af såvel oplysningerne om den for-
modede forbrydelse som oplysningerne om barnets eller den unges person-
lige forhold, herunder eventuelle børnesagkyndige vurderinger eller øvri-
ge oplysninger fra de sociale myndigheder mv.
Som det fremgår af pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, er
det ofte af meget væsentlig betydning for personer, der er blevet videoaf-
hørt, at de kan regne med, at sagen dermed er afsluttet for deres vedkom-
mende, da dette giver dem mulighed for at lægge hændelserne bag sig og
giver bedre vilkår for en eventuel psykologisk behandling mv.
Justitsministeriet finder derfor, at børn og unge, der er blevet videoafhørt,
ikke bør have pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhand-
lingen. Dette bør gælde uanset den pågældendes alder på tidspunktet for
hovedforhandlingen. Børn og unge, der er blevet videoafhørt, bør dog helt
undtagelsesvis kunne pålægges at afgive vidneforklaring under hovedfor-
7
handlingen, hvis dette er af afgørende betydning for sagens afgørelse, og
det ikke er tilstrækkeligt, at den pågældende genafhøres til video.
Lovforslaget er efter Justitsministeriets opfattelse i overensstemmelse med
FN’s børnekonvention.
2.3. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som bevis og an-
dre processuelle spørgsmål
MIO finder det positivt, at der i lovforslaget tages hensyn til, at personer,
som er videoafhørt, ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne under
hovedforhandling, medmindre det har afgørende betydning for sagens af-
gørelse. MIO anfører, at vi i dag ved, at børn lider stor overlast, når de skal
vidne i retten i en straffesag. Børn går og spekulerer på, hvad retssagen
bringer, og hvem de skal genfortælle deres oplevelser til. Ventetiden til
retssagen og angsten for mødet med sin krænker er bare nogle af de ting,
børn oplever som meget angstfremkaldende.
Grønlandske Advokater anfører, at den foreslåede frist på 4 uger for for-
svarerens indsigelser om, at videoafhøringen ikke bør kunne anvendes som
bevis, ikke bør være absolut. Det bemærkes i den forbindelse, at det i visse
tilfælde er en autoriseret forsvarer (ikke-advokat), der giver møde som be-
skikket forsvarer under videoafhøringen. Den autoriserede forsvarer har
muligvis på det tidspunkt modtaget et forsvarerpålæg og befinder sig tilli-
ge muligvis i en anden by end den tiltalte. Det kan ikke udelukkes, at sa-
gen fortsættes, uden at den autoriserede forsvarer underrettes om efterføl-
gende tiltalerejsning, og uden at den autoriserede forsvarer modtager efter-
følgende rapportmateriale, herunder eventuelt nyt materiale, der ellers ville
have kunnet kvalificere til en indsigelse mod den foretagne videoafhøring
eller begrunde en fornyet afhøring. Hertil kommer, at deltagelsen af den
autoriserede forsvarer gør, at det ikke kan udelukkes, at forsvaret ikke va-
retages på samme niveau, som hvis det havde været en beskikket advokat,
der deltog på dette tidlige stadie af sagen. Hertil kommer, at videoafhørin-
ger typisk sker på et meget tidligt stadie af en kriminalsag, hvor alle bevis-
temaer ikke nødvendigvis er afdækkede, hvorfor en afskæring af mulighe-
den for at anfægte videoafhøringen ikke forekommer retssikkerhedsmæs-
sigt betryggende.
Som det fremgår af pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, er
det efter Justitsministeriets opfattelse af meget væsentlig betydning, at et
barn eller en ung, der er blevet videoafhørt, hurtigt opnår klarhed over,
8
om den pågældende herefter er fritaget fra at skulle afgive forklaring som
vidne under hovedforhandlingen, så sagen er afsluttet for barnets eller den
unges vedkommende. Dette giver den pågældende mulighed for at lægge
hændelserne bag sig og giver bedre vilkår for en eventuel psykologisk be-
handling mv.
Det foreslås derfor, at der fastsættes en frist på 4 uger fra videoafhørin-
gens foretagelse for den mistænktes eller forsvarerens indbringelse af
spørgsmålet om anvendelse af videoafhøringen som bevis under hovedfor-
handlingen for retten.
Som det fremgår af pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil
fristen ikke være absolut, idet retten vil kunne se bort fra en fristoverskri-
delse, der må anses for undskyldelig. Det vil f.eks. kunne komme på tale at
se bort fra en fristoverskridelse, som skyldes, at der efter udløbet af fristen
på fire uger er fremkommet nye oplysninger af betydning for adgangen til
at anvende videoafhøringen som bevis.
Det bemærkes, at de indsigelser, som fristen vil gælde for, vedrører frem-
gangsmåden ved foretagelsen af videoafhøringen eller betingelserne for at
foretage videoafhøring, hvor det afgørende er forholdene på tidspunktet
for den første afhøring. Den foreslåede frist afskærer ikke tiltalte fra under
hovedforhandlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoafhørin-
gen. Det vil således i overensstemmelse med princippet om fri bevisbe-
dømmelse fortsat være overladt til den dømmende ret at afgøre, hvilken
bevismæssig værdi den forklaring, der er fremkommet under videoafhørin-
gen, bør tillægges.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede frist ikke berører adgangen til
at anmode om genafhøring af barnet eller den unge, hvis forsvareren øn-
sker nye relevante spørgsmål stillet til barnet eller den unge.
2.4. Anbefalinger vedrørende gennemførelse af videoafhøring mv.
MIO er enig i, at videoafhøring af børn skal gennemføres hurtigst muligt.
Børn, der skal afgive forklaring på video eller i retten, oplever stor nervø-
sitet og angst for, hvad der skal ske. En lang ventetid er med til at opbygge
nervøsitet og kan i værste fald påvirke barnets forklaring eller skabe risiko
for, at barnet trækker sin forklaring tilbage. Angst for repressalier, anbrin-
gelse eller trusler og manipulation, som barnet eller den unge kan være ud-
9
sat for (for at skjule overgreb og vold), er alt sammen med til at påvirke
den pågældende.
MIO anfører endvidere, at der siden 2011 og frem til i år har været ét
landsdækkende børnehus (Saaffik) med indrettet videoafhøringslokale,
hvis ene opgave også var at udbrede kendskabet til videoafhøringslokaler i
børnevenlige rammer. Der er stor forskel på disse lokaler i Grønland. Nog-
le steder findes særligt indrettede videoafhøringslokaler, andre steder ikke.
Der er behov for særligt indrettede lokaler til dette i de grønlandske byer.
Disse lokaler kunne eksempelvis placeres i familiecentre, der allerede fin-
des i byerne og har uddannet personale, der kender til barnets tarv.
MIO anbefaler, at man sætter fokus på, hvordan videoafhøring i særligt
indrettede lokaler implementeres i de grønlandske byer og bygder, samt
om der alle steder findes særligt uddannede videoafhørere.
MIO rejser i øvrigt spørgsmål om, hvorvidt det er ansvarligt og etisk kor-
rekt at overlade stillingtagen til spørgsmålet om vidnefritagelse til et stort
barn.
Naalakkersuisut finder det vigtigt, at der er tilstrækkelige ressourcer til, at
de personer, der skal gennemføre videoafhøringerne, kan blive uddannet til
også at kunne videoafhøre ældre børn og personer med alvorlige psykiske
lidelser mv. Personer, der skal videoafhøre, bør løbende kunne blive efter-
uddannet og kunne modtage supervision. Spørgsmålet er ifølge Naalakker-
suisut endvidere, om det nuværende antal personer, der kan videoafhøre, er
dækkende i forhold til den forventede forøgelse af antallet af videoafhø-
ringer. På den baggrund opfordrer Naalakkersuisut til, at det sikres, at der
afsættes tilstrækkelige midler til, at ændringerne kan implementeres på
bedste vis.
Domstolsstyrelsen vurderer, at lovforslaget vil have begrænsede økono-
miske konsekvenser, der på det foreliggende grundlag vurderes at kunne
afholdes inden for nuværende bevillingsmæssige ramme.
Det er et led i videoafhøringsordningen, at afhøringen foretages i egnede
lokaler og af polititjenestemænd, der er særligt uddannede til at foretage
videoafhøring af børn. Politiet er løbende opmærksomt på, at videoafhø-
ringer foretages i de efter de praktiske rammer bedst mulige lokaler, at vi-
deoafhørernes uddannelse har det fornødne indhold, og at det fornødne
antal polititjenestemænd modtager uddannelsen.
10
Som det fremgår af pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, for-
ventes forslaget om at udvide anvendelsesområdet for videoafhøring af
børn at medføre, at væsentligt flere afhøringer vil skulle gennemføres som
videoafhøringer. Dette vil være forbundet med merudgifter for politiet, idet
videoafhøring er mere ressourcekrævende end almindelig afhøring. Det
gælder særligt videoafhøringer, som skal foretages andre steder end i Nu-
uk, idet der kan være væsentlige udgifter til transport, overnatning, lokaler
mv. forbundet med gennemførelse af disse afhøringer. Merudgifterne vil
blive afholdt inden for politiets eksisterende rammer.
2.5. Udvidelse af Rådet for Grønlands Retsvæsen
Grønlands Råd for Menneskerettigheder tilslutter sig, at kredsdommer-
ne bliver repræsenteret i Rådet for Grønlands Retsvæsen.
2.6. Andet
Grønlands Råd for Menneskerettigheder bemærker, at det forekommer
yderst vigtigt, at alle relevante aktører i retsvæsenet koordinerer indsatsen
lokalt for at undgå langsommelig sagsbehandling. Det bør tilstræbes, at
sagsbehandlingstiden er så kort som mulig, eventuelt ved fastsættelse af
nogle vejledende tidsfrister i lovgivningen eller på anden vis.
Rådet bemærker også, at det endnu er uklart, hvorvidt bisidderordningen i
Grønland (retsplejelovens § 333) fungerer efter hensigten. Bisidderordnin-
gen må antages at være væsentlig i forbindelse med videoafhøringer af
børn.
MIO er glad for at se, at børn under 15 år har mulighed for at få støtte fra
en bisidder og en repræsentant fra kommunalbestyrelsen. Da personer un-
der 18 år ifølge FN’s børnekonventions artikel 1 er børn, mener MIO, at
man bør overveje at give børn og unge under 18 år samme mulighed. Det
samme gælder de hensyn, der kan tages til vidnet ved at holde retsmødet
for lukkede døre, samt ved at tiltalte forlader retslokalet.
MIO anbefaler endvidere, at man vælger at sætte barnets tarv i første ræk-
ke (jf. FN’s børnekonventions artikel 3) og helt beslutter, at børn under 15
år, særligt i sager om seksuelle overgreb eller voldsager, ikke skal vidne i
retten, men i særligt indrettede lokaler.
11
Den grønlandske retsplejelovs regler om beskikkelse af bisidder (§ 333),
dørlukning (§§ 114 og 115) og afhøring af et vidne uden tiltaltes tilstede-
værelse (§ 458) gælder også for børn og unge, der er 15 år eller derover.
Derimod gælder den grønlandske retsplejelovs § 155, stk. 3, 2. pkt., der
giver retten mulighed for at tilkalde en repræsentant for kommunalbesty-
relsen eller en anden egnet person til at yde bistand under afhøringen som
vidne i retten, kun for børn under 15 år.
Der lægges ikke med lovforslaget op til ændringer af disse regler.
3. Lovforslaget
Lovforslaget svarer til det udkast til lovforslag, der har været i høring.
Der er dog foretaget visse mindre ændringer af lovteknisk karakter.


Grønlandsudvalget
2015-16
L
42
Bilag
1
Offentligt