Fremsat den 4. november 2015 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 4. november 2015 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov om ændring af
færdselsloven og pasloven og lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension og forskellige andre love
(Videoafhøring af børn og unge i straffesager, bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland m.v.)
§ 1
I lov for Færøerne om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse
nr. 148 af 9. marts 2004, som ændret bl.a. ved lov nr. 732 af
25. juni 2014 og senest ved § 1 i lov nr. 1492 af 23.
december 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 100 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag vedrøren-
de strafforfølgning kan ikke påklages til justitsministeren.
Tilsvarende gælder for afgørelser om aktindsigt efter for-
valtningsloven og offentlighedsloven.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. Efter § 102 indsættes:
Ȥ 102 a. Fristen for klager over landfogdens (politime-
sterens) eller rigsadvokatens afgørelser vedrørende straffor-
følgning er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist,
skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for
undskyldelig.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på klager over
afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offent-
lighedsloven.«
3. Efter § 172 indsættes:
»§ 172 a. En person, der er blevet videoafhørt efter § 745
a eller § 183, stk. 3, har ikke pligt til at afgive forklaring
som vidne under hovedforhandlingen.
Stk. 2. Retten kan helt undtagelsesvis pålægge en person,
der er omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne un-
der hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betyd-
ning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at
personen genafhøres til video.«
4. I § 173, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 169-172« til:
»§§ 169-172 a«.
5. I § 183, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»I straffesager gælder dette endvidere for personer, der er
blevet videoafhørt efter § 745 a, eller hvis retten bestemmer,
at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne i §
745 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.«
6. § 731 a affattes således:
»§ 731 a. Inden en videoafhøring efter § 745 a eller §
183, stk. 3, skal der beskikkes en forsvarer for den, der er
mistænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis den
pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte
forsvarer udebliver.«
7. § 745 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Politiets afhøring af en person kan optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hoved-
forhandlingen efter § 877 a (videoafhøring) i følgende til-
fælde:
1) Personen er under 13 år.
2) Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører
en overtrædelse af
a) straffelovens § 210 eller kapitel 24 eller
b) straffelovens §§ 237 eller 244-246, hvor personen
eller en af dennes nærmeste er forurettet, og den,
der er mistænkt, er en af personens nærmeste.
3) Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder ta-
ler for videoafhøring.
Lovforslag nr. L 41 Folketinget 2015-16
Justitsmin., j.nr. 2015-731-0052
AA009197
4) Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psy-
kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og
særlige omstændigheder taler for videoafhøring.
Stk. 2. Forsvareren skal være til stede under videoafhørin-
gen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
8. I § 745 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., der bliver stk. 3, 1. og 3.
pkt., udgår to steder »eller sigtet«, og i § 745 a, stk. 2, 3.
pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., ændres »barnet« til: »perso-
nen«.
9. I § 745 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Vil den, der er mistænkt, eller forsvareren mod-
sætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under ho-
vedforhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter
videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for ret-
ten. Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må an-
ses for undskyldelig.«
10. I § 748, stk. 1, 3. pkt., ændres »afhøring af et barn, når
retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal op-
tages på video« til: »videoafhøring af en person efter § 183,
stk. 3«.
11. § 877 a affattes således:
»§ 877 a. En videoafhøring efter § 745 a eller § 183, stk.
3, kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.«
§ 2
I lov nr. 1565 af 20. december 2006 om ændring af
færdselsloven og pasloven (Måling og vejning af børn,
reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og
betaling af pasgebyr) foretages følgende ændring:
1. Efter § 3 indsættes:
»§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
§ 3
I lov nr. 1587 af 20. december 2006 om ændring af lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre
love (Ændringer som følge af gradvis forhøjelse af
efterløns- og folkepensionsalderen m.v.), som ændret ved
§ 3 i lov nr. 496 af 6. juni 2007, foretages følgende ændring:
1. Efter § 19 indsættes:
»§ 20. Lovens § 8 gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 8 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2016, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 3-11, træder i kraft den 1. april 2016.
Stk. 3. § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse for afgørelser, der
er truffet efter lovens ikrafttræden.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Videoafhøring af børn og unge
2.1. Gældende ret
2.1.1. Afhøring hos politiet og under hovedforhandlingen
2.1.2. Videoafhøringsordningen
2.2. Lovforslagets indhold
2.2.1. Generelle overvejelser
2.2.1.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.2. Videoafhøringsordningens anvendelsesområde
2.2.2.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.2.1.1. Overordnede overvejelser
2.2.2.1.2. Børn under 13 år
2.2.2.1.3. Børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser, incest eller familievold
2.2.2.1.4. Øvrige børn og unge under 18 år
2.2.2.1.5. Personer med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse
2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.3. Vidnefritagelse af videoafhørte personer
2.2.3.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.4. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som bevis
2.2.4.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.5. Anbefalinger vedrørende gennemførelse af videoafhøring
2.2.5.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og anbefalinger
2.2.5.1.1. Vejledning om vidnefritagelse
2.2.5.1.2. Fremgangsmåden når forældre modsætter sig videoafhøring
2.2.5.1.3. Videoafhøring over flere omgange
2.2.5.1.4. Tidspunktet for videoafhøring
2.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og anbefalinger
3. Indførelse af to-instansprincippet for afgørelser vedrørende strafforfølgning mv.
3.1. Gældende ret
3.2. Lovforslagets indhold
4. Paslovgivningen på Færøerne og i Grønland
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10.Hørte myndigheder og organisationer mv.
11.Sammenfattende skema
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at forbedre beskyttelsen
af børn og unge, der formodes at have været udsat for eller
vidne til en alvorlig forbrydelse, navnlig ved at udvide an-
vendelsesområdet for den såkaldte videoafhøringsordning.
Videoafhøring indebærer, at barnet eller den unge under ef-
terforskningen af straffesagen afgiver en forklaring, der op-
tages på video og forevises som bevis under hovedforhand-
lingen i stedet for, at barnet eller den unge skal møde per-
sonligt i retten og afhøres dér. Videoafhøringen gennemfø-
res hurtigst muligt efter politianmeldelsen i trygge rammer i
et såkaldt børnehus, hvor afhøringen foretages af en særligt
uddannet videoafhører.
3
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer vedrøren-
de videoafhøring af børn og unge i straffesager:
– Anvendelsesområdet for videoafhøring, der i dag som
udgangspunkt kun benyttes, hvis barnet er under 13 år,
udvides, navnlig således at der fremover altid vil kunne
foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i sag-
er om seksualforbrydelser (på Færøerne sædeligheds-
forbrydelser), incest eller vold begået inden for familien
(pkt. 2.2.2 nedenfor).
– Der indføres en lovbestemmelse om, at børn og unge,
der er blevet videoafhørt, som det helt klare udgangs-
punkt fritages fra at afgive forklaring som vidne under
hovedforhandlingen, hvis betingelserne for videoafhø-
ring var opfyldt på tidspunktet for afhøringen (pkt. 2.2.3
nedenfor).
– Det fastsættes, at en mistænkt eller forsvarer, som vil
modsætte sig, at en videoafhøring anvendes som bevis,
f.eks. fordi den pågældende mener, at betingelserne for
videoafhøring ikke er opfyldt, som udgangspunkt skal
indbringe spørgsmålet for retten senest fire uger efter vi-
deoafhøringens foretagelse (pkt. 2.2.4 nedenfor).
Denne del af lovforslaget bygger på den foreslåede model
for udvidet brug af videoafhøring i Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1554/2015 om videoafhøring af børn og un-
ge i straffesager (herefter ”betænkningen”). Betænkningen
indeholder i tilknytning hertil nogle anbefalinger vedrørende
gennemførelsen af videoafhøring, som er nærmere behand-
let nedenfor under pkt. 2.2.5.
Herudover indeholder betænkningen nogle anbefalinger til,
hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager
om seksualforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet el-
ler lignende kan forbedres i tilfælde, hvor der ikke foretages
videoafhøring af den pågældende (betænkningens side
164-169).
Foruden de ovennævnte ændringer af videoafhøringsordnin-
gen foreslås det, at der i den færøske retsplejelov – i over-
ensstemmelse med den danske retsplejelovs ordning – ind-
føres et to-instansprincip for rekursadgangen inden for an-
klagemyndigheden, således at anklagemyndighedens afgø-
relser vedrørende strafforfølgning kun kan påklages til den
nærmeste overordnede myndighed, og at der indføres en
klagefrist på som udgangspunkt fire uger (pkt. 3 nedenfor).
Endelig indsættes der med lovforslaget bestemmelser om
territorial gyldighed for Færøerne og Grønland i to æn-
dringslove på pasområdet, jf. nærmere under pkt. 4 neden-
for.
2. Videoafhøring af børn og unge
2.1. Gældende ret
2.1.1. Afhøring hos politiet og under hovedforhandlingen
2.1.1.1. Vidner afhøres som udgangspunkt både af politiet
under straffesagens efterforskning og senere i retten under
hovedforhandlingen, hvis der rejses tiltale, og anklagemyn-
digheden eller forsvareren ønsker den pågældende ført som
vidne.
Det skyldes, at strafferetsplejen bygger på et grundlæggende
princip om såkaldt bevisumiddelbarhed. Heri ligger, at be-
visførelsen i en straffesag som udgangspunkt bør ske umid-
delbart for den dømmende ret og under hovedforhandlingen.
Begrundelsen for dette er navnlig en antagelse om, at retten
bedst danner sig det rette indtryk af sagens sammenhæng,
hvis beviserne føres umiddelbart for den dømmende ret, så
dommere og lægdommere selv har lejlighed til at se og høre
vidnerne mv. og stille de spørgsmål, som forklaringerne
måtte give anledning til.
Princippet om bevisumiddelbarhed er med hensyn til vidne-
forklaringer fastslået i den færøske retsplejelovs § 174, stk.
1, 1. pkt., hvorefter vidneforklaring afgives for den ret, ved
hvilken sagen behandles. Retten kan dog ifølge § 174, stk. 1,
2. pkt., beslutte, at vidneforklaringen i stedet skal afgives for
den byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt.
Ved at afhøre vidner under hovedforhandlingen sikres det
endvidere, at tiltaltes forsvarer har mulighed for at stille
spørgsmål til vidnet, jf. den færøske retsplejelovs § 183, stk.
1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti-
kel 6, stk. 3, litra d, jf. stk. 1.
Vidnet skal normalt møde personligt i retslokalet. Dog kan
retten efter reglerne i den færøske retsplejelovs § 174, stk. 2
og 3 (der træder i kraft efter justitsministerens nærmere be-
stemmelse), i visse tilfælde – hvis det findes forsvarligt –
bestemme, at vidnet skal afgive forklaring ved anvendelse af
telekommunikation.
2.1.1.2. Lovgivningen indeholder flere regler, der kan med-
virke til at gøre afhøringen hos politiet eller i retten mindre
belastende for forurettede eller andre vidner.
Den færøske retsplejelovs § 741 a indeholder således regler
om beskikkelse af en bistandsadvokat for forurettede i en
række nærmere opregnede tilfælde. Bistandsadvokaten har
adgang til at overvære afhøringer af forurettede hos såvel
politiet som i retten, jf. § 741 c, stk. 1, og har bl.a. til opgave
at støtte forurettede under afhøringen.
Den færøske retsplejelovs § 183, stk. 3, 2. pkt., giver herud-
over retten mulighed for at tilkalde en repræsentant for det
sociale udvalg eller en anden egnet person til at yde bistand
under afhøringen af et barn under 15 år som vidne i retten.
Under afhøringen af et vidne i retten kan retten undtagelses-
vis bestemme, at retsmødet skal holdes for lukkede døre
(dørlukning), bl.a. når særegne omstændigheder giver grund
til at antage, at offentlig forhandling vil tilføje nogen en
ufornøden krænkelse, jf. den færøske retsplejelovs § 29, stk.
4, nr. 1. Det bør dog ifølge § 29, stk. 5, iagttages, at dørene
ikke lukkes i tilfælde, hvor det skønnes tilstrækkeligt at an-
vende reglerne i § 31, stk. 3 (navne- eller referatforbud).
4
Efter den færøske retsplejelovs § 848, stk. 1, kan rettens for-
mand herudover beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet,
mens et vidne afhøres, når særegne grunde taler for, at en
uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
Ifølge den færøske retsplejelovs § 183, stk. 3, 1. pkt., be-
stemmer retten, hvordan og ved hvem afhøring af børn un-
der 15 år skal ske. I de tilfælde, hvor et barn afgiver forkla-
ring i retten, kan afhøringen eventuelt foretages på en dom-
mers kontor under overværelse af dommer, lægdommere,
anklager, forsvarer, en eventuel repræsentant for det sociale
udvalg og en eventuel bistandsadvokat.
2.1.2. Videoafhøringsordningen
2.1.2.1. Hovedreglen om, at de vidner, som anklagemyndig-
heden eller forsvareren ønsker at føre i straffesager, afgiver
forklaring under selve hovedforhandlingen ved personligt
fremmøde, er bl.a. fraveget ved bestemmelserne om video-
afhøring af børn.
Disse bestemmelser, der findes i den færøske retsplejelovs
§§ 731 a, 745 a og 877 a, blev indført ved lov nr. 732 af 25.
juni 2014 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje
(Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaf-
læsning, forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekom-
munikation og videoafhøring af børn m.v.). Ved loven blev
der i den færøske retsplejelov indført regler om videoafhø-
ring af børn svarende til den danske retsplejelovs regler her-
om.
De danske regler om videoafhøring af børn blev indført ved
lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven,
adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel
udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffe-
sager om seksuelt misbrug af børn m.v.), der byggede på be-
tænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager
om seksuelt misbrug af børn. Videoafhøring var forud for
indførelsen af den danske retsplejelovs særlige regler herom
i praksis blevet anvendt i en længere årrække i medfør af
den dagældende bestemmelse i § 877, stk. 3, hvorefter doku-
menter og aktstykker, som indeholder erklæringer eller vid-
nesbyrd, kunne benyttes som bevismidler, når retten undta-
gelsesvis gav tilladelse hertil (nu § 871, stk. 4). Der henvises
til betænkningens side 15-20.
Videoafhøring af børn blev også på Færøerne anvendt i en
årrække forud for indførelsen af den færøske retsplejelovs
særlige regler herom i 2014. Regler og praksis svarede før
indførelsen af disse regler med enkelte undtagelser til, hvad
der var gældende i Danmark før 2003, jf. herved Folketings-
tidende 2013-14, A, L 185 som fremsat, side 31.
Det følger af den færøske retsplejelovs § 877 a, at politiets
afhøring af et barn, når afhøringen er optaget på video (vi-
deoafhøring), kan benyttes som bevis under hovedforhand-
lingen.
Videoafhøring indebærer som udgangspunkt, at barnets for-
klaring til politiet under efterforskningen optages på video
og forevises under hovedforhandlingen som bevis i stedet
for, at barnet skal møde som vidne under hovedforhandlin-
gen. Fremgangsmåden har til formål dels at sikre bevis så
hurtigt som muligt, dels at skåne barnet.
Da forevisning af en videooptagelse af politiets afhøring af
et barn som bevis under hovedforhandlingen – som erstat-
ning for barnets afgivelse af vidneforklaring for den døm-
mende ret – er en fravigelse af det grundlæggende princip
om bevisumiddelbarhed, kan videoafhøringer kun anvendes
som bevis i nærmere bestemte tilfælde.
Det fremgår således af forarbejderne til den færøske retsple-
jelovs bestemmelser om videoafhøring (Folketingstidende
2013-14, A, L 185 som fremsat, side 32), at videoafhøring
som udgangspunkt kun anvendes, når barnet er 12 år eller
derunder. Der kan dog foreligge særlige omstændigheder,
herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, der bevir-
ker, at der foretages videoafhøring af også ældre børn. Vi-
deoafhøring anvendes efter en konkret vurdering i sager om
seksuelle overgreb mod børn. Fremgangsmåden anvendes
desuden i andre typer af sager, hvor de samme hensyn til
barnet gør sig gældende, og hvor der derfor efter omstæn-
dighederne kan være et tilsvarende behov for, at afhøringen
af barnet som vidne optages på video med henblik på fore-
visning under hovedforhandlingen.
I retspraksis er reglerne om videoafhøring herudover blevet
anvendt analogt på voksne udviklingshæmmede, jf. Vestre
Landsrets kendelse trykt i UfR 2005, side 779, vedrørende
den danske retsplejelovs regler om videoafhøring af børn,
der som nævnt svarer til den færøske retsplejelovs regler
herom.
2.1.2.2. Der anvendes en særlig fremgangsmåde ved foreta-
gelse af videoafhøring. Reglerne herom findes bl.a. i den
færøske retsplejelovs §§ 731 a og 745 a samt i Rigsadvoka-
tens Meddelelse nr. 2/2007 (revideret september 2012) om
behandling af sager om seksuelt misbrug af børn og videoaf-
høring af børn i sådanne sager (herefter ”RM nr. 2/2007”),
der også anvendes på Færøerne. Rigsadvokatmeddelelsen
bygger bl.a. på betænkning nr. 1420/2002 om gennemførel-
se af straffesager om seksuelt misbrug af børn.
Når politiet modtager en anmeldelse om et seksuelt overgreb
mod et barn, bør der ifølge afsnit 3 i RM nr. 2/2007 snarest i
samråd med anklageren tages stilling til, om barnet skal vi-
deoafhøres. En eventuel videoafhøring bør søges gennem-
ført hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en
uge fra anmeldelsen. Formålet med at gennemføre afhørin-
gen hurtigt er at sikre barnets hukommelse om forholdet.
Endvidere kan barnet hurtigere påbegynde bearbejdningen
af det passerede og blive skånet for at blive afhørt på et tids-
punkt, hvor en behandling af barnet er i gang. Herudover
kan en afhøring inden for kort tid efter anmeldelsen være
med til at mindske risikoen for påvirkning af barnet fra fa-
milien eller andre.
5
Ifølge den færøske retsplejelovs § 171, stk. 1, har en parts
nærmeste ikke pligt til at afgive forklaring som vidne. Pligt
til at afgive forklaring foreligger bl.a. heller ikke, hvis for-
klaringen antages at ville udsætte vidnets nærmeste for straf
eller tab af velfærd eller påføre vidnets nærmeste anden væ-
sentlig skade, jf. § 171, stk. 2, nr. 2 og 3. Retten kan dog ef-
ter § 171, stk. 3, i sådanne tilfælde pålægge vidnet at afgive
forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende
betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og
dens betydning for vedkommende part eller samfundet fin-
des at berettige dertil.
Større børn gøres bekendt med disse vidnefritagelsesregler,
mens det for mindre børn som udgangspunkt overlades til
forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et even-
tuelt spørgsmål om vidnefritagelse, jf. afsnit 3 i RM nr.
2/2007.
Politiets videoafhøring af barnet kræver ikke et udtrykkeligt
tilkendegivet samtykke fra forældremyndighedens indeha-
ver(e), men politiet må ikke afhøre barnet, hvis forældre-
myndighedens indehaver(e) klart tilkendegiver, at politiet
ikke må afhøre barnet. I tilfælde, hvor der er to indehavere
af forældremyndigheden, og den ene af disse er mistænkt/
sigtet og modsætter sig politiets afhøring af barnet, kan poli-
tiet foretage afhøringen, hvis den anden forældremyndig-
hedsindehaver ikke modsætter sig dette. Der henvises til af-
snit 3 i RM nr. 2/2007.
Hvis der kun er én indehaver af forældremyndigheden over
barnet, og denne modsætter sig politiets videoafhøring af
barnet, eller hvis begge forældremyndighedsindehavere
modsætter sig videoafhøringen, kan politiet forelægge
spørgsmålet for retten med henblik på en eventuel indenret-
lig afhøring af barnet efter den færøske retsplejelovs § 747
om anticiperet bevisførelse. Retten kan herefter eventuelt
pålægge barnet at afgive forklaring, jf. § 171, stk. 3. Sådan-
ne indenretlige afhøringer af børn kan – ligesom politiets
udenretlige afhøringer – gennemføres som videoafhøringer.
Ved en sådan indenretlig videoafhøring er dommeren til
stede i det såkaldte monitorrum, imens afhøringen foretages.
I monitorrummet kan afhøringen følges på en skærm.
Videoafhøringen foretages af en særligt uddannet polititje-
nestemand. Polititjenestemanden bør besøge barnet i dets
hjem forud for videoafhøringen, jf. afsnit 6.1 i RM nr.
2/2007. Herved kan polititjenestemanden bl.a. danne sig et
indtryk af barnet, herunder af barnets modenhed og sprogli-
ge udvikling. Det kan også medvirke til at gøre barnet mere
trygt, at afhøringen foretages af en person, som barnet tidli-
gere er blevet præsenteret for.
Videoafhøringer foretages som udgangspunkt i Børnehuset
på Færøerne. Børnehuset virker som ramme om et tværfag-
ligt samarbejde, når børn og unge under 18 år har været ud-
sat for seksuelt misbrug eller fysisk vold, eller der er mistan-
ke herom, jf. § 10 a i lagtingslov om børneværn. De involve-
rede myndigheder mv., herunder Politimesteren på Færøer-
ne, har indgået en samarbejdsaftale om børnehuset.
Selve afhøringen foretages i et særligt indrettet afhøringslo-
kale. Alle spørgsmål stilles af den særligt uddannede politi-
tjenestemand.
Afhøringen bør ifølge afsnit 8.5 i RM nr. 2/2007 indledes
med en neutral og uformel samtale med barnet, der har til
formål at skabe tryghed hos barnet og vurdere barnets evne
til at forstå og svare på stillede spørgsmål. På et forholdsvis
tidligt tidspunkt herefter bør barnet forklares grunden til af-
høringen, ligesom det – på en måde, der svarer til barnets al-
der, og uden at det opfattes som mistro – bør tilkendegives,
at det er vigtigt, at barnet svarer sandfærdigt. Det bør herun-
der forklares barnet, at det er acceptabelt at svare ved at sige
”jeg ved det ikke”, ”jeg husker det ikke” eller ”jeg forstår
det ikke”.
Foruden den særligt uddannede polititjenestemand og barnet
kan der være en såkaldt tryghedsskabende person (f.eks. en
pædagog fra barnets daginstitution) eller en tolk til stede i
afhøringslokalet.
Afhøringen overværes på en skærm i et andet rum (monitor-
rummet), imens den foretages. I monitorrummet er bl.a. den
sagsbehandlende polititjenestemand, anklageren fra den po-
litikreds, der behandler sagen, og barnets eventuelle bi-
standsadvokat til stede.
Før gennemførelsen af videoafhøringen skal der beskikkes
en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet, hvis den
pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte
forsvarer udebliver, jf. den færøske retsplejelovs § 731 a.
Forsvareren har pligt til at overvære afhøringen (fra moni-
torrummet), jf. § 745 a, stk. 1.
Når den særligt uddannede polititjenestemand har stillet de
spørgsmål til barnet, som findes relevante, holdes der en
pause i afhøringen, hvor polititjenestemanden drøfter even-
tuelle yderligere spørgsmål til barnet med de personer, der
har overværet afhøringen fra monitorrummet, jf. afsnit 8.5 i
RM nr. 2/2007. Der bør herunder lægges særlig vægt på at
imødekomme forsvarerens anmodninger om spørgsmål til
barnet.
Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at over-
være videoafhøringen, men skal snarest muligt have adgang
til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen
hos politiet, jf. den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2, 1.
og 2. pkt.
Ifølge bestemmelsens forarbejder (Folketingstidende
2013-14, A, L 185 som fremsat, side 37) bør det tilstræbes,
at den mistænkte eller sigtede gennemser videooptagelsen så
hurtigt som muligt efter gennemførelsen af videoafhøringen
– eventuelt samme dag – og så vidt muligt inden for en til to
uger efter afhøringen.
Den mistænkte eller sigtede eller dennes forsvarer kan efter
gennemsynet af videoafhøringen fremsætte begæring om, at
der foretages genafhøring af barnet, jf. den færøske retsple-
jelovs § 745 a, stk. 2, 3. pkt. Herved får den mistænkte eller
6
sigtede mulighed for at varetage sit forsvar ved at få stillet
spørgsmål til barnet.
Genafhøring bør ifølge forarbejderne (Folketingstidende
2013-14, A, L 185 som fremsat, side 32) af hensyn til barnet
kun ske, hvis det findes rimeligt begrundet for, at den mis-
tænkte eller sigtede kan varetage sit forsvar. Spørgsmålet
om, hvorvidt der skal foretages genafhøring af barnet, afgø-
res ud fra en konkret vurdering, hvor det bl.a. kan tillægges
vægt, om der er fremkommet nye oplysninger efter den før-
ste afhøring af barnet, om den mistænkte eller sigtede og
dennes forsvarer ønsker, at der bliver stillet nye relevante
spørgsmål til barnet, eller om der i øvrigt foreligger andre
særlige grunde til at foretage en genafhøring.
En begæring om genafhøring skal ifølge den færøske rets-
plejelovs § 745 a, stk. 2, 3. pkt., fremsættes snarest muligt
efter gennemsynet af videooptagelsen. Ifølge bestemmelsens
forarbejder (Folketingstidende 2013-14, A, L 185 som frem-
sat, side 38) skal begæringen som udgangspunkt fremsættes
inden to uger efter, at den mistænkte eller sigtede har foreta-
get gennemsyn af optagelsen af den første afhøring af bar-
net.
Fremsættes en anmodning om genafhøring senere, lægges
der ved vurderingen af, om genafhøring skal foretages, vægt
på, om hensynet til barnet tilsiger – navnlig på grund af den
tid, der er forløbet siden den første afhøring – at der ikke bør
foretages fornyet afhøring af barnet. Ved vurderingen indgår
det endvidere, hvad årsagen er til den sene begæring om
genafhøring, herunder om den sene begæring skyldes den
mistænktes eller sigtedes egne forhold.
En eventuel tvist mellem på den ene side politiet og ankla-
gemyndigheden og på den anden side den mistænkte eller
sigtede eller dennes forsvarer om gennemførelsen af video-
afhøringen, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der skal
foretages genafhøring af barnet, kan indbringes for retten i
medfør af den færøske retsplejelovs § 746, stk. 1.
Da anvendelse af videoafhøringer som bevis under hoved-
forhandlingen – som erstatning for barnets afgivelse af vid-
neforklaring for den dømmende ret – er en fravigelse af det
grundlæggende princip om bevisumiddelbarhed, er det iføl-
ge forarbejderne til den færøske retsplejelovs § 877 a (Fol-
ketingstidende 2013-14, A, L 185 som fremsat, side 61) en
forudsætning for at benytte videoafhøringen som bevis, at
fremgangsmåden i § 745 a er fulgt i forbindelse med foreta-
gelsen af videoafhøringen.
Er der sket tilsidesættelse af de grundlæggende betingelser i
den færøske retsplejelovs § 745 a, bør videoafhøringen som
altovervejende udgangspunkt ikke anvendes som bevismid-
del under hovedforhandlingen. Hvis der ikke har været en
forsvarer for den mistænkte eller sigtede til stede under vi-
deoafhøringen, eller den mistænkte eller sigtede ikke har
haft adgang til at gennemse videoafhøringen, bør videoafhø-
ringen således som altovervejende udgangspunkt ikke an-
vendes som bevis.
Et eventuelt forsvarerskifte efter gennemførelsen af videoaf-
høringen har ikke betydning for videoafhøringens anvendel-
se som bevismiddel under hovedforhandlingen.
I øvrigt afhænger det af karakteren og betydningen af den
forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse med vi-
deoafhøringen, om videoafhøringen kan anvendes som bevis
under hovedforhandlingen. Indsigelser om f.eks. ledende
spørgsmål til barnet eller at en tryghedsskabende person har
blandet sig i afhøringen, bør i almindelig ikke kunne føre til,
at videoafhøringen ikke kan forevises som bevis under sag-
en. Det må således i overensstemmelse med princippet om
fri bevisbedømmelse overlades til den dømmende ret at af-
gøre, om og i givet fald i hvilket omfang fejl af denne karak-
ter ved videoafhøringens gennemførelse bør have betydning
for videoafhøringens bevismæssige værdi.
2.2. Lovforslagets indhold
2.2.1. Generelle overvejelser
2.2.1.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Vurderingen af, om anvendelsesområdet for videoafhørings-
ordningen bør udvides, bør efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse foretages med udgangspunkt i en afvejning af
hensynet til bevisumiddelbarhed og tiltaltes mulighed for at
varetage sit forsvar over for hensynet til at beskytte barnet
eller den unge og hensynet til at opnå en uforbeholden og
detaljeret forklaring fra den pågældende.
Der må efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges stor
vægt på, at børns og unges møde med retssystemet som vid-
ner eller forurettede bliver så skånsomt som muligt, og at
der ikke lægges unødvendige hindringer i vejen for, at bar-
net eller den unge kan komme sig over hændelsen og modta-
ge den fornødne psykologiske behandling mv.
Afhængig af den konkrete sags karakter og barnets eller den
unges personlige forhold kan den sædvanlige fremgangsmå-
de med afhøring hos politiet og senere som vidne i retten
under hovedforhandlingen være en stor belastning for den
pågældende. Det skyldes bl.a., at afhøringen i retten indebæ-
rer, at barnet eller den unge – i utrygge rammer over for
fremmede personer og måske længe efter politianmeldelsen
– skal fortælle om en muligvis traumatisk hændelse. Dette
indebærer en risiko for retraumatisering af barnet eller den
unge. Endvidere er anklageren og forsvareren – i modsæt-
ning til polititjenestemænd, der foretager videoafhøring – ik-
ke særligt uddannede i at afhøre børn og unge, ligesom om-
givelserne og afhøringsformen i retten kan blive opfattet
som mindre børne- og ungevenlig.
Ventetiden fra politianmeldelsen og afhøringen hos politiet
til hovedforhandlingen, hvor barnet eller den unge skal af-
høres som vidne, udgør også en stor belastning. Udsigten til
at skulle fortælle om den formodede overtrædelse i ukendte
omgivelser og frygten for at glemme vigtige detaljer kan så-
ledes være en stor belastning for barnet eller den unge, der
endvidere kan føle sig mistænkeliggjort, indtil det er afkla-
7
ret, om den mistænkte bliver dømt, og opleve, at familien er
splittet mellem dem, der tror på barnet eller den unge, og
dem, der tror på den mistænkte gerningsmand. Denne kon-
flikt ender dog ikke nødvendigvis ved, at der afsiges dom i
sagen.
Ventetiden kan derfor lægge hindringer i vejen for, at barnet
eller den unge kan komme sig over hændelsen, og i væsent-
lig grad vanskeliggøre den psykologiske behandling af den
pågældende.
Belastningen for barnet eller den unge forstærkes, hvis by-
rettens dom ankes.
Videoafhøring belaster ikke på samme måde barnet eller den
unge. Ordningen indebærer således som udgangspunkt, at
afhøringen foretages hurtigt efter politianmeldelsen af en
særligt uddannet afhører i trygge rammer i et børnehus,
hvorefter barnet eller den unge som udgangspunkt ikke skal
afhøres igen og ikke behøver at deltage mere i sagen. Det
kan dog være nødvendigt at genafhøre den pågældende til
video.
Børn og unge, der måtte have behov for at få rettens endeli-
ge konstatering af, om den mistænkte gerningsmand er skyl-
dig i et overgreb, for at kunne komme sig over hændelsen,
vil dog også efter videoafhøringsordningen skulle vente på
dommen.
Videoafhøring udgør imidlertid en fravigelse af det grund-
læggende princip i strafferetsplejen om, at vidner føres
umiddelbart for den dømmende ret og under hovedforhand-
lingen, idet der under hovedforhandlingen alene forevises en
videooptagelse af politiets afhøring af barnet eller den unge
under efterforskningen.
Princippet om bevisumiddelbarhed har bl.a. til formål at gi-
ve retten det bedst mulige grundlag for at bedømme vidne-
forklaringerne og dermed for at træffe en korrekt afgørelse i
straffesagen. Når dommere og lægdommere således kan
overvære afhøringen, imens den foregår, får de bedre mulig-
heder for at danne sig et indtryk af vidnet og af forklarin-
gens troværdighed. Endvidere får de mulighed for at stille
de spørgsmål, som vidnets forklaring måtte give anledning
til.
Bevisværdien af en forklaring afgivet umiddelbart for retten
vil derfor også alt andet lige være højere end en forklaring
afgivet under sagens efterforskning.
Afhøring af vidnet ved personligt fremmøde i selve retsloka-
let er også med til at understrege situationens alvor for vid-
net og kan medvirke til at forebygge falsk forklaring.
Ved at afhøre vidner under hovedforhandlingen, hvor sagen
er færdigefterforsket, og det står klart, i hvilket omfang der i
øvrigt findes beviser i sagen, sikres det endvidere, at såvel
anklagerens som forsvarerens afhøring af vidnet kan målret-
tes den rejste tiltale og foretages på et fuldt oplyst grundlag,
herunder med mulighed for at spørge ind til eventuel mod-
strid mellem vidnets forklaring og øvrige beviser i sagen.
Det sikres desuden, at afhøringen foretages på et tidspunkt,
hvor forsvareren sammen med tiltalte har haft lejlighed til at
forberede forsvaret i sagen.
Videoafhøring foretages derimod som nævnt typisk meget
tidligt under efterforskningen, hvor sagen ikke er fuldt op-
lyst.
Da videoafhøring ikke giver forsvareren de samme mulighe-
der for afhøring af et vidne som ved afhøring under hoved-
forhandlingen, kan videoafhøring forringe tiltaltes mulighed
for at varetage sit forsvar.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kan videoafhøring,
der foretages af en særligt uddannet videoafhører i børne- og
ungevenlige omgivelser hurtigt efter politianmeldelsen, i
visse tilfælde være bedre egnet til at opnå en uforbeholden
og detaljeret forklaring fra barnet eller den unge end ved af-
høring i retten under hovedforhandlingen. Dette gælder
navnlig ved afhøring af yngre børn.
Det må ved afvejningen af de ovennævnte modsatrettede
hensyn også indgå, at der er mulighed for at tage visse for-
holdsregler for at beskytte barnet eller den unge under afhø-
ringen i retten og gøre det lettere for den pågældende at af-
give forklaring, herunder ved at lukke dørene under afhørin-
gen (den færøske retsplejelovs § 29) og gennemføre den
uden tiltaltes tilstedeværelse (§ 848) samt eventuelt foretage
afhøringen et andet sted end i retslokalet (§ 183, stk. 3). Dis-
se forholdsregler ændrer imidlertid ikke på, at barnet eller
den unge skal afgive forklaring under hovedforhandlingen,
og giver således ikke som videoafhøring barnet eller den un-
ge mulighed for at lægge sagen bag sig allerede under efter-
forskningen af sagen.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør hensynet til at
sikre barnets hukommelse og undgå påvirkninger af barnet
fra familien og andre – som er et af formålene med videoaf-
høring af børn under 13 år efter de gældende regler – tillæg-
ges mindre vægt ved vurderingen af, om videoafhøringsord-
ningen bør udvides, idet hensynet falder i styrke med bar-
nets alder og udvikling.
Videoafhøringsordningens nuværende anvendelsesområde
bygger på en praksis, der før indførelsen i 2003 af den dan-
ske retsplejelovs bestemmelser om videoafhøring af børn
havde udviklet sig med hjemmel i lovens almindelige regler
om anvendelse af forklaringer afgivet forud for hovedfor-
handlingen som bevis under hovedforhandlingen.
Siden 2003 har der ifølge Strafferetsplejeudvalget både i
EU- og Europarådsregi været en udvikling, der peger i ret-
ning af udvidet brug af videoafhøring af børn og unge i
straffesager. Anvendelsesområdet for de øvrige nordiske
landes videoafhøringsordninger er endvidere bredere end
anvendelsesområdet for den danske ordning.
Samlet set finder Strafferetsplejeudvalget, at der er grundlag
for at udvide anvendelsesområdet for videoafhøringsordnin-
8
gen. Udvalget lægger imidlertid stor vægt på det grundlæg-
gende princip i strafferetsplejen om bevisumiddelbarhed og
hensynet til tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar. En
udvidelse af ordningen bør derfor efter udvalgets opfattelse
begrænses til de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte barnet
eller den unge er særligt tungtvejende.
Der henvises til betænkningens side 121-133.
2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets over-
vejelser og i udvalgets samlede konklusion om, at der er
grundlag for at udvide anvendelsesområdet for videoafhø-
ringsordningen. Ministeriet er endvidere enig i, at udvidel-
sen bør begrænses til tilfælde, hvor hensynet til at beskytte
barnet eller den unge er særligt tungtvejende.
Med dette lovforslag lægges der således op til en sådan ud-
videlse af videoafhøringsordningen, jf. pkt. 2.2.2 nedenfor.
Der foreslås i den forbindelse også visse andre ændringer af
ordningen, jf. pkt. 2.2.3-2.2.5 nedenfor. Der er ikke her-
udover tilsigtet ændringer af ordningen, som således i øvrigt
forudsættes videreført.
2.2.2. Videoafhøringsordningens anvendelsesområde
2.2.2.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.2.1.1. Overordnede overvejelser
Strafferetsplejeudvalget finder som nævnt under pkt. 2.2.1.1
ovenfor, at udvidelsen af videoafhøringsordningen bør be-
grænses til de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte barnet
eller den unge er særligt tungtvejende. Dette taler for at ind-
rette ordningen sådan, at det i hver enkelt sag vurderes, om
der foreligger sådanne hensyn. Udvalget foreslår imidlertid
af hensyn til ordningens forudberegnelighed og praktiske
administration, at der opregnes en række tilfælde, hvor der
altid skal kunne foretages videoafhøring af børn, fordi der i
disse tilfælde må antages typisk at foreligge et særligt tungt-
vejende hensyn til at beskytte den pågældende.
Samtidig foreslår udvalget, at der indføres en opsamlingsbe-
stemmelse, som indebærer, at der efter en konkret vurdering
kan foretages videoafhøring af øvrige børn og unge.
Ved fastlæggelsen af den gruppe, der altid skal kunne video-
afhøres, finder Strafferetsplejeudvalget, at der bør tages ud-
gangspunkt i den pågældendes alder og den formodede lov-
overtrædelses art. Udvalget er opmærksomt på, at disse kri-
terier ikke nødvendigvis er afgørende for barnets eller den
unges behov for beskyttelse. Hvis et barn eller en ung imid-
lertid ikke er omfattet af den gruppe, der altid kan videoaf-
høres, men de samme hensyn til den pågældende gør sig
gældende, vil der efter omstændighederne kunne foretages
videoafhøring efter den foreslåede opsamlingsbestemmelse.
Vurderingen af, om betingelserne for at foretage videoafhø-
ring er opfyldt, bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
– ligesom i dag – foretages ud fra forholdene på tidspunktet
for den første videoafhøring af den pågældende.
Der henvises til betænkningens side 136-137 og 147-148.
2.2.2.1.2. Børn under 13 år
Efter den gældende videoafhøringsordning kan der foretages
videoafhøring af børn under 13 år. Strafferetsplejeudvalget
foreslår, at der også fremover skal kunne foretages videoaf-
høring af denne gruppe, og forudsætter i den forbindelse, at
den gældende praksis for, hvornår disse børn videoafhøres,
jf. herved pkt. 2.1.2.1 ovenfor, i det hele videreføres.
Der henvises til betænkningens side 137.
2.2.2.1.3. Børn i alderen 13-14 år i sager om seksual-
forbrydelser, incest eller familievold
Ved fastlæggelsen af den gruppe af personer, der altid skal
kunne videoafhøres, er det dernæst efter Strafferetsplejeud-
valgets opfattelse naturligt at tage udgangspunkt i en alders-
grænse på 15 år. En sådan aldersgrænse anvendes således
også andre steder i lovgivningen.
En aldersgrænse på 15 år svarer endvidere til den seksuelle
lavalder. I sager om seksualforbrydelser (på Færøerne sæde-
lighedsforbrydelser), der er et meget væsentligt anvendel-
sesområde for videoafhøringsordningen, er det, hvis foruret-
tede var fyldt 15 år på tidspunktet for forholdet, ofte et helt
centralt bevistema, om det seksuelle forhold var frivilligt.
Med henblik på i sådanne sager at give retten det bedst mu-
lige grundlag for at vurdere troværdigheden af forurettedes
forklaring bør afhøringen som det helt klare udgangspunkt
foregå under hovedforhandlingen.
Ved fastlæggelsen af den gruppe af børn i alderen 13-14 år,
der altid skal kunne videoafhøres, bør der efter Strafferets-
plejeudvalgets opfattelse dernæst sondres mellem forskelli-
ge typer af lovovertrædelser.
I sager om seksualforbrydelser eller incest er belastningen
af barnet typisk særligt stor, bl.a. fordi sådanne sager vedrø-
rer intime og private forhold, ligesom barnet kan være påvir-
ket af skyld- og skamfølelser. Strafferetsplejeudvalget finder
derfor, at der altid skal kunne foretages videoafhøring af
børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser eller
incest.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør dette gælde,
uanset om barnet er forurettet ved eller vidne til en formodet
seksualforbrydelse eller incest. Hensynet til at beskytte et
barn, der er vidne til en sådan forbrydelse begået mod en an-
den, kan således efter udvalgets opfattelse være lige så
tungtvejende som hensynet til at beskytte et barn, der selv er
forurettet ved forbrydelsen. Udvalget lægger desuden vægt
på, at videoafhøring typisk foretages meget tidligt under ef-
terforskningen, hvor det ikke altid er muligt at vurdere, om
et barn alene er vidne til f.eks. en formodet seksualforbry-
9
delse eller incest begået mod barnets søskende eller tillige
selv er forurettet ved en sådan forbrydelse.
Foruden i sager om seksualforbrydelser eller incest er be-
lastningen af børn i alderen 13-14 år efter Strafferetsplejeud-
valgets opfattelse typisk særligt stor, hvis barnet formodes at
have været udsat for vold fra en af sine forældre eller nær-
meste i øvrigt eller formodes at have overværet en person
fra denne kreds begå vold mod en anden af barnets nærme-
ste (familievold). Det skyldes bl.a. barnets afhængighedsfor-
hold til den mistænkte og den loyalitetskonflikt, som barnet
kan befinde sig i, samt at der er risiko for, at barnet ikke får
samme støtte under sagen, som hvis det formodede overgreb
var begået af en fremmed person.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der altid skal kun-
ne foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år, hvis
efterforskningen angår drab eller vold eller forsøg herpå,
hvor barnet eller en af dets nærmeste er forurettet, og den
mistænkte er en af barnets nærmeste.
Efter Strafferetsplejeudvalgets forslag vil videoafhøring så-
ledes kunne anvendes i alle tilfælde, hvor der er mistanke
om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år af et medlem
af barnets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod
den anden forælder eller barnets søskende. Derimod vil sag-
er om vold begået mod en 13-14-årig af en fremmed person
ikke være omfattet af den foreslåede ordning. Heller ikke til-
fælde, hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks.
vold begået af en af barnets forældre eller søskende mod en
fremmed person, vil være omfattet.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om visse overtrædel-
ser bør undtages fra de beskrevne grupper af sager, hvor der
altid skal kunne foretages videoafhøring af børn i alderen
13-14 år. Udvalget har særligt overvejet, om seksualforbr-
ydelser i form af blufærdighedskrænkelse, hvor der ikke er
sket beføling, f.eks. hvor forurettede har været udsat for
blotteri i det offentlige rum, eller familievoldssager, hvor
der alene er tale om simpel vold, bør undtages.
Videoafhøring foretages imidlertid som nævnt typisk meget
tidligt under efterforskningen af sagen, hvor det kan være
særdeles vanskeligt at sige noget sikkert om den formodede
forbrydelses præcise karakter – f.eks. om der er tale om blu-
færdighedskrænkelse uden beføling eller en anden seksual-
forbrydelse – og dermed vanskeligt at vurdere, om videoaf-
høringsordningen finder anvendelse. Hertil kommer, at også
blufærdighedskrænkelse uden beføling efter omstændighe-
derne kan være særdeles belastende for barnet. De samme
hensyn gør sig gældende med hensyn til simpel vold.
Strafferetsplejeudvalget finder på den baggrund ikke grund-
lag for at undtage disse overtrædelser fra gruppen af sager,
hvor der altid skal kunne foretages videoafhøring af børn i
alderen 13-14 år.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at poli-
tiet og anklagemyndigheden ikke nødvendigvis vil skulle
foretage videoafhøring, selv om en sag er omfattet af den
gruppe af sager, hvor der altid kan foretages videoafhøring.
Videoafhøring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis
barnet vurderes ikke at have behov for, at denne fremgangs-
måde anvendes. Endvidere bør der ikke foretages videoafhø-
ring, hvis det står klart, at en vidneforklaring fra barnet ikke
er nødvendig for at føre straffesagen, f.eks. fordi der er an-
dre vidner i sagen, eller fordi der er tilstrækkelige tekniske
beviser til, at anklagemyndigheden vurderer, at der kan ske
domfældelse – f.eks. for en blufærdighedskrænkelse begået
over internettet. Der kan også være tilfælde, hvor det efter
en indledende afhøring af barnet står klart, at der ikke er
grundlag for at fortsætte efterforskningen.
Der henvises til betænkningens side 137-142.
2.2.2.1.4. Øvrige børn og unge under 18 år
Strafferetsplejeudvalget foreslår, at der indføres en opsam-
lingsbestemmelse, som giver mulighed for at foretage video-
afhøring, hvis der i andre tilfælde end i de sager, der er
nævnt under pkt. 2.2.2.1.2 og 2.2.2.1.3 ovenfor, er et særligt
tungtvejende hensyn til at beskytte et barn eller en ung.
Opsamlingsbestemmelsen bør efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse gælde for børn og unge under 18 år. Udvalget
henviser i den forbindelse bl.a. til, at dette svarer til den al-
mindelige myndighedsalder, hvor lovgivningens øvrige ret-
tigheder og pligter normalt indtræder.
Endvidere svarer en aldersgrænse på 18 år til definitionen af
”barn” i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om
beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt mis-
brug, som Danmark har ratificeret, og som indeholder regler
om videoafhøring af børn. Det bemærkes dog, at konventio-
nen ikke gælder for Færøerne.
En sådan aldersgrænse findes også i en række EU-direkti-
ver, der indeholder bestemmelser om videoafhøring af børn.
Det drejer sig om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af sek-
suelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børneporno-
grafi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/
RIA, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU
af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menne-
skehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning
af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober
2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med
hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning
af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA. Disse direktiver
er dog omfattet af Danmarks retsforbehold og er derfor ikke
bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i
Danmark. Direktiverne gælder heller ikke for Færøerne.
Udgangspunktet bør ifølge Strafferetsplejeudvalget være, at
børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om seksual-
forbrydelser, incest eller familievold samt unge i alderen
15-17 år skal afgive forklaring i retten. Der bør kun foreta-
ges videoafhøring af sådanne børn og unge, hvis særlige
omstændigheder taler herfor.
10
Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, bør ef-
ter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bero på en konkret
vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved for-
brydelsen og barnets eller den unges personlige forhold, her-
under alder samt psykiske udvikling og tilstand. Videoafhø-
ring bør anvendes, hvis det på baggrund af denne konkrete
vurdering må antages, at barnet eller den unge har særlige
beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der
foretages videoafhøring, der kan anvendes som bevis i ret-
ten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under ho-
vedforhandlingen.
Formålet med at foretage videoafhøring efter opsamlingsbe-
stemmelsen bør ifølge Strafferetsplejeudvalget være at be-
skytte barnet eller den unge. Videoafhøring bør derimod ik-
ke foretages med det formål at sikre barnets hukommelse og
undgå påvirkning fra familien eller andre. Det skyldes, at
dette hensyn, der er et af formålene med videoafhøring af
børn under 13 år efter de gældende regler, efter udvalgets
opfattelse må tillægges mindre vægt i forhold til ældre børn
og unge.
Børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om seksual-
forbrydelser, incest eller familievold bør efter Strafferetsple-
jeudvalgets opfattelse kunne videoafhøres efter opsamlings-
bestemmelsen, hvis der efter en konkret vurdering er et lige
så tungtvejende behov for at beskytte barnet som i sager om
seksualforbrydelser, incest eller familievold, jf. herved pkt.
2.2.2.1.3 ovenfor.
Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet
eller vidne i medfør af opsamlingsbestemmelsen vil ifølge
Strafferetsplejeudvalget bl.a. kunne være relevant i sager om
alvorlig personfarlig kriminalitet, ulovlig tvang, frihedsber-
øvelse eller menneskehandel, hvis sagen konkret vurderes at
være stærkt belastende for barnet. Det samme gælder i andre
sager, der konkret vurderes at være stærkt belastende for
barnet.
Barnets personlige forhold, herunder dets psykiske udvik-
ling og tilstand samt den situation, som den formodede lov-
overtrædelse har bragt den pågældende i, vil efter Straffe-
retsplejeudvalgets forslag også kunne føre til, at der bør
foretages videoafhøring.
Hensynet til at beskytte unge i alderen 15-17 år mod den
belastning, det vil være at afgive forklaring under hovedfor-
handlingen, kan efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse ik-
ke tillægges lige så stor vægt som hensynet til at beskytte
børn under 15 år. Af hensyn til det grundlæggende princip i
strafferetsplejen om bevisumiddelbarhed bør unge i alderen
15-17 år derfor som det helt klare udgangspunkt afgive vid-
neforklaring i retten og således ikke videoafhøres.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det i
sager om seksualforbrydelser, hvor forurettede på tidspunk-
tet for forholdet var fyldt 15 år, som også nævnt ovenfor un-
der pkt. 2.2.2.1.3, ofte er et helt centralt bevistema, om det
seksuelle forhold var frivilligt. Med henblik på i sådanne
sager at give retten det bedst mulige grundlag for at vurdere
troværdigheden af forurettedes forklaring bør afhøringen
derfor som det helt klare udgangspunkt foregå under hoved-
forhandlingen.
Videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år efter opsam-
lingsbestemmelsen bør ifølge Strafferetsplejeudvalget som
udgangspunkt kunne komme på tale i de samme sagstyper
som med hensyn til børn i alderen 13-14 år samt i sager om
seksualforbrydelser, incest eller familievold. Der vil imidler-
tid skulle væsentligt mere til for at videoafhøre en ung i al-
deren 15-17 år end et barn i alderen 13-14 år. Der vil herud-
over generelt skulle mere til, desto ældre den unge er.
Videoafhøring af unge i alderen 15-17 år bør efter Straffe-
retsplejeudvalgets opfattelse kun komme på tale, hvis både
oplysningerne om den pågældendes personlige forhold og
oplysningerne om den formodede lovovertrædelse og om-
stændighederne ved forbrydelsen taler herfor.
Som hovedregel bør der ifølge Strafferetsplejeudvalget end-
videre kun foretages videoafhøring, hvis den unge er den
forurettede i sagen. Der kan dog være tilfælde, hvor den un-
ge kun er vidne til en formodet overtrædelse, men hvor der
er et tilsvarende hensyn til at beskytte den unge, som hvis
den pågældende havde været forurettet.
I vurderingen af, om der bør foretages videoafhøring, bør
også andre muligheder for at beskytte den unge ifølge Straf-
feretsplejeudvalget indgå, herunder muligheden for at lukke
dørene under afhøringen af den pågældende i retten eller
gennemføre afhøringen uden tiltaltes tilstedeværelse. Der
bør ikke foretages videoafhøring, hvis disse muligheder er
tilstrækkelige til at beskytte den unge.
Det bemærkes, at det foreslåede anvendelsesområde for vi-
deoafhøringsordningen efter Strafferetsplejeudvalgets opfat-
telse opfylder kravene i Europarådskonventionen af 25. ok-
tober 2007 om seksuelt misbrug af børn. Endvidere opfylder
anvendelsesområdet efter udvalgets opfattelse kravene i EU-
direktiverne om seksuelt misbrug af børn (direktiv 2011/93/
EU), menneskehandel (direktiv 2011/36/EU) og beskyttelse
af ofre (direktiv 2012/29/EU). Konventionen og direktiverne
gælder dog som nævnt ikke for Færøerne.
Herudover er det foreslåede anvendelsesområde for videoaf-
høringsordningen efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
foreneligt med Den Europæiske Menneskerettighedskonven-
tions artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang og de
krav, der følger af praksis fra Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol.
Der henvises til betænkningens side 142-147 og 155-158.
2.2.2.1.5. Personer med en alvorlig psykisk lidelse eller væ-
sentlig funktionsnedsættelse
Efter gældende ret kan der ved analog anvendelse af retsple-
jelovens regler om videoafhøring af børn i et vist omfang
foretages videoafhøring af voksne personer med en alvorlig
11
psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, jf. her-
ved Vestre Landsrets kendelse trykt i UfR 2005, side 779,
hvor de tilsvarende regler i den danske retsplejelov blev an-
vendt analogt i forhold til en 24-årig udviklingshæmmet, der
var forurettet ved et seksuelt overgreb.
Denne praksis bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
videreføres. Udvalget foreslår derfor, at der indføres en be-
stemmelse, som giver mulighed for at foretage videoafhø-
ring af personer, der er fyldt 18 år, men har en alvorlig psy-
kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, hvis særli-
ge omstændigheder taler for, at den pågældende ikke vil væ-
re i stand til at afgive forklaring i retten.
Strafferetsplejeudvalget bemærker herudover, at børn og un-
ge under 18 år, der ville have opfyldt disse betingelser, hvis
de havde været 18 år eller derover, bør kunne videoafhøres
efter opsamlingsbestemmelsen for børn og unge under 18 år,
jf. pkt. 2.2.2.1.4 ovenfor.
Der henvises til betænkningens side 143-144 og 147.
2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er med redaktionelle æn-
dringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovud-
kast.
Der henvises til den foreslåede affattelse af § 745 a, stk. 1, i
den færøske retsplejelov, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og be-
mærkningerne hertil.
2.2.3. Vidnefritagelse af videoafhørte personer
2.2.3.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.3.1.1. I praksis afgiver børn, der er blevet videoafhørt ef-
ter de gældende regler, som udgangspunkt ikke forklaring
som vidner under hovedforhandlingen. Spørgsmålet om de-
res fritagelse fra at afgive forklaring er imidlertid ikke ud-
trykkeligt reguleret.
Det er ofte af meget væsentlig betydning for personer, der er
blevet videoafhørt, at de kan regne med, at sagen dermed er
afsluttet for deres vedkommende, da dette giver dem mulig-
hed for at lægge hændelserne bag sig og giver bedre vilkår
for en eventuel psykologisk behandling mv.
Strafferetsplejeudvalget foreslår på den baggrund, at der
indføres en bestemmelse om, at en person, der er blevet vi-
deoafhørt, som udgangspunkt ikke har pligt til at afgive for-
klaring som vidne under hovedforhandlingen.
Fritagelsen fra pligten til at afgive forklaring som vidne un-
der hovedforhandlingen bør efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse kun gælde, hvis betingelserne for at foretage vi-
deoafhøring var opfyldt på tidspunktet for den første video-
afhøring. Udvalget foreslår som nærmere beskrevet under
pkt. 2.2.4.1 nedenfor, at der indføres en særlig procedure,
som sikrer hurtig afklaring af dette spørgsmål.
Det kan ikke udelukkes, at det i helt særlige tilfælde kan væ-
re påkrævet, at den ellers vidnefritagne person alligevel af-
giver forklaring som vidne under hovedforhandlingen for at
give retten det fornødne grundlag for at træffe en korrekt af-
gørelse.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at retten i særlige
tilfælde skal kunne pålægge en person, der er vidnefritaget
som følge af en videoafhøring, at afgive forklaring som vid-
ne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende be-
tydning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at
der foretages genafhøring til video.
Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der er grund-
lag for at meddele pålæg, vil bero på en konkret vurdering.
Strafferetsplejeudvalget forudsætter imidlertid, at adgangen
til at meddele pålæg kun helt undtagelsesvis anvendes.
Hensynet til den videoafhørte person tilsiger, at spørgsmålet
om, hvorvidt den pågældende skal afgive forklaring under
hovedforhandlingen, afklares så hurtigt som muligt og forud
for hovedforhandlingen. En eventuel anmodning om, at den
videoafhørte person pålægges at afgive forklaring, bør der-
for hurtigst muligt indgives til retten, der ligeledes forudsæt-
tes hurtigst muligt og normalt forud for hovedforhandlingen
at træffe afgørelse herom.
Afhøring under hovedforhandlingen vil efter Strafferetsple-
jeudvalgets forslag endvidere efter omstændighederne kun-
ne ske, hvis den person, der er blevet videoafhørt, giver
samtykke hertil. Dette forudsætter, at retten vurderer, at af-
høring i retten er relevant for sagen, og at den pågældende
har den fornødne modenhed til at give samtykke.
Der henvises til betænkningens side 148-150.
2.2.3.1.2. Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kan der
være behov for at tage særlige hensyn under en eventuel af-
høring af videoafhørte personer i retten. Udvalget foreslår
derfor, at retten skal kunne bestemme, hvordan og ved hvem
afhøringen af en person, der er blevet videoafhørt, skal ske.
Det svarer til, hvad der i dag gælder for børn under 15 år
(den færøske retsplejelovs § 183, stk. 3, 1. pkt.).
Retten vil herefter f.eks. kunne bestemme, at afhøringen af
personen under hovedforhandlingen skal foregå på den må-
de, at videoafhøringen først afspilles, hvorefter der stilles
supplerende spørgsmål til den pågældende. Udgangspunktet
bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse være, at afhø-
ringen gennemføres på denne måde.
Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestem-
mes, at afhøringen af personen ikke skal finde sted i retssa-
len, men et andet og mere børne- og ungevenligt sted, f.eks.
på en dommers kontor.
Der henvises til betænkningens side 154-155.
12
2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overens-
stemmelse med udvalgets lovudkast. Ministeriet finder dog,
at det bør fremgå af den færøske retsplejelovs ordlyd, at ret-
ten kun ”helt undtagelsesvis” kan pålægge en person, der er
blevet videoafhørt og derfor som udgangspunkt er vidnefri-
taget, at afgive forklaring under hovedforhandlingen. Der er
ikke tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til Strafferets-
plejeudvalgets forslag og lovudkast.
Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 172 a og §
183, stk. 3, 2. pkt., i den færøske retsplejelov, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 3 og 5, samt bemærkningerne hertil.
2.2.4. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som
bevis
2.2.4.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.4.1.1. Hvis betingelserne for at foretage videoafhøring er
opfyldt på tidspunktet for videoafhøringens foretagelse, og
fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e (den færøske rets-
plejelovs § 745 a) er fulgt i forbindelse med videoafhørin-
gen, vil videoafhøringen som hidtil kunne anvendes som be-
vis under en eventuel senere hovedforhandling, og den vi-
deoafhørte person vil som nævnt ovenfor under pkt. 2.2.3.1
som udgangspunkt være fritaget fra at afgive forklaring som
vidne i retten.
Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages videoafhøring
af en person, vil i første række skulle træffes af politiet og
anklagemyndigheden i forbindelse med efterforskningen.
Den mistænkte eller forsvareren kan imidlertid være af den
opfattelse, at betingelserne for at foretage videoafhøring af
barnet eller den unge ikke er opfyldt, eller at videoafhørin-
gen af andre grunde ikke kan anvendes som bevis under ho-
vedforhandlingen.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at der
med den foreslåede udvidelse af videoafhøringsordningens
anvendelsesområde i højere grad end i dag vil skulle foreta-
ges en konkret vurdering af, om betingelserne for at foretage
videoafhøring er opfyldt.
Det er efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse af meget
væsentlig betydning, at et barn eller en ung, der er blevet vi-
deoafhørt, hurtigt opnår klarhed over, om den pågældende
herefter er fritaget fra at skulle afgive forklaring som vidne
under hovedforhandlingen, så sagen er afsluttet for barnets
eller den unges vedkommende. Dette giver den pågældende
mulighed for at lægge hændelserne bag sig og giver bedre
vilkår for en eventuel psykologisk behandling mv.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der fastsættes en
frist for, hvornår den mistænkte eller forsvareren, hvis de vil
modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under
hovedforhandlingen, senest skal indbringe spørgsmålet for
retten.
Strafferetsplejeudvalget foreslår, at fristen fastsættes til fire
uger, og lægger i den forbindelse vægt på, at det normalt vil
være muligt inden for en sådan frist at vurdere, om der er
grundlag for indsigelser vedrørende fremgangsmåden ved
foretagelsen af videoafhøringen eller betingelserne for at
foretage videoafhøring, hvor det afgørende som nævnt under
pkt. 2.2.2.1.1 ovenfor er forholdene på tidspunktet for den
første afhøring.
Det foreslås dog, at retten skal kunne se bort fra en fristover-
skridelse, der må anses for undskyldelig.
Retten bør hurtigt træffe afgørelse, hvis spørgsmålet om an-
vendelse af videoafhøringen som bevis indbringes for retten.
Strafferetsplejeudvalgets forslag indebærer, at en tiltalt, der
mener, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis,
men har undladt at indbringe spørgsmålet for retten inden
for fristen, kun vil kunne anfægte, at videoafhøringen an-
vendes som bevis under hovedforhandlingen, hvis det findes
undskyldeligt, at indsigelsen ikke er gjort gældende tidlige-
re.
Den tiltalte vil dog uanset fristen kunne gøre indsigelse mod
bevisværdien af videoafhøringen under hovedforhandlingen.
Det vil således i overensstemmelse med princippet om fri
bevisbedømmelse fortsat være overladt til den dømmende
ret at afgøre, hvilken bevismæssig værdi den forklaring, der
er fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.
Der henvises til betænkningens side 150-152 og 153-154.
2.2.4.1.2. En person, som politiet ønsker at afhøre, og som
mener, at betingelserne for videoafhøring er opfyldt, vil
kunne anmode politiet om, at afhøringen gennemføres som
en videoafhøring. I den forbindelse vil en eventuel bistands-
advokat kunne bistå den pågældende. Beslutningen om,
hvorvidt der skal foretages videoafhøring, vil imidlertid
skulle træffes af politiet og anklagemyndigheden.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør indføres
en særlig bestemmelse om adgang for en person, som politi-
et og anklagemyndigheden herefter beslutter ikke at video-
afhøre, eller personens eventuelle bistandsadvokat, til at ind-
bringe dette spørgsmål for retten.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør adgangen til at
indbringe spørgsmål for retten om, hvilke efterforsknings-
skridt og hvilken bevisførelsen der skal finde sted i en straf-
fesag, imidlertid forbeholdes sagens parter. Forurettede og
andre vidner er efter et grundlæggende princip i strafferets-
plejen ikke parter i straffesagen. Udvalget finder derfor ikke
grundlag for at indføre adgang for en person, som politiet og
anklagemyndigheden beslutter ikke at videoafhøre, eller
dennes eventuelle bistandsadvokat, til at indbringe spørgs-
målet for retten.
13
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at den
pågældende eventuelt vil kunne klage over politiets og an-
klagemyndighedens beslutning om at undlade at foretage vi-
deoafhøring. En sådan klage vil i første omgang skulle ind-
gives til politidirektøren (på Færøerne politimesteren), hvis
afgørelse vil kunne påklages til den regionale statsadvokat
(på Færøerne til Rigsadvokaten).
Der henvises til betænkningens side 152-153.
2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overens-
stemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 745 a, stk.
4, og den foreslåede affattelse af § 877 a i den færøske rets-
plejelov, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 og 11, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.2.5. Anbefalinger vedrørende gennemførelse af videoafhø-
ring
Betænkningen indeholder i tilknytning til de ændringer af
videoafhøringsordningen, der er nævnt ovenfor under pkt.
2.2.2-2.2.4, nogle anbefalinger vedrørende gennemførelsen
af videoafhøring. Disse anbefalinger er nærmere behandlet
nedenfor.
2.2.5.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og anbefalin-
ger
2.2.5.1.1. Vejledning om vidnefritagelse
Som nævnt under pkt. 2.1.2 ovenfor vejledes større børn om
vidnefritagelsesreglerne i den færøske retsplejelovs § 171,
mens det for mindre børn som udgangspunkt overlades til
forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et even-
tuelt spørgsmål om vidnefritagelse.
I den forbindelse anbefaler Strafferetsplejeudvalget, at nor-
malt udviklede børn i alderen 7-8 år og ældre som udgangs-
punkt vejledes om vidnefritagelsesreglerne, dog således at
der efter en konkret vurdering kan være grundlag for at fra-
vige dette udgangspunkt.
Der henvises til betænkningens side 159-160, hvor der end-
videre er givet eksempler på, hvordan vejledningen om vid-
nefritagelse kan gives til børn under 15 år.
2.2.5.1.2. Fremgangsmåden når forældrene modsætter sig
videoafhøring
Politiet kan som nævnt under pkt. 2.1.2 ovenfor ikke foreta-
ge videoafhøring, hvis begge indehavere eller eneindehave-
ren af forældremyndigheden modsætter sig videoafhøring. I
stedet kan en videoafhøring eventuelt gennemføres indenret-
ligt, således at dommeren er til stede i monitorrummet i bør-
nehuset, imens afhøringen foretages.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det
er helt afgørende for en hurtig og effektiv behandling af så-
danne tilfælde – hvilket er nødvendigt for i praksis at imøde-
gå en risiko for påvirkning af barnet i perioden indtil gen-
nemførelsen af den indenretlige videoafhøring – at retten er
parat til med det fornødne meget korte varsel at kunne tage
stilling til en begæring om indenretlig videoafhøring og i gi-
vet fald deltage i afhøringen.
Strafferetsplejeudvalget bemærker derfor, at det lokalt mel-
lem retterne og politikredsene nærmere bør aftales, hvordan
disse sager behandles, så det sikres, at retten hurtigst muligt
kan afsige kendelse om og i givet fald gennemføre en inden-
retlig videoafhøring, når der opstår behov for det. Udvalget
bemærker endvidere, at politiet – når der er afsagt kendelse
om indenretlig videoafhøring i et børnehus – vil kunne
transportere barnet til børnehuset, hvor afhøringen skal fore-
tages.
Der henvises til betænkningens side 160-161, som indehol-
der en beskrivelse af fremgangsmåden, når forældrene for-
modes at ville modsætte sig videoafhøring.
2.2.5.1.3. Videoafhøring over flere omgange
Som nævnt under pkt. 2.1.2 ovenfor bør videoafhøring af
børn efter de gældende regler søges gennemført hurtigst mu-
ligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra anmel-
delsen. Der foretages normalt kun én videoafhøring af bar-
net, medmindre politiet af egen drift iværksætter en fornyet
afhøring, eller en anmodning om genafhøring fra den mis-
tænkte eller forsvareren imødekommes.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det
ikke nødvendigvis er en belastning for børn og unge at blive
videoafhørt over flere omgange. I tilfælde, hvor det ud fra
efterforskningsmæssige hensyn vurderes, at sagen bedst kan
oplyses på denne måde – og hensynet til at sikre den pågæl-
dendes hukommelse og undgå påvirkning ikke er til hinder
herfor – bør videoafhøring over flere omgange således ikke
nødvendigvis undlades af hensyn til barnet eller den unge.
Det vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om vi-
deoafhøringen af et barn eller en ung bør foretages over én
eller flere omgange. Afhøringerne bør i givet fald foretages
af den samme afhører og med korte mellemrum imellem af-
høringerne. Endvidere bør afhøringerne ligesom i dag fore-
tages hurtigt efter anmeldelsen (se dog pkt. 2.2.5.1.4 neden-
for). Udvalget bemærker, at praktiske hensyn vil kunne være
til hinder for videoafhøring over flere omgange.
At flere videoafhøringer ikke nødvendigvis er belastende for
barnet eller den unge, bør ifølge Strafferetsplejeudvalget og-
så indgå ved afgørelsen af, om en anmodning om genafhø-
ring bør imødekommes. En anmodning om genafhøring vil
dog ligesom i dag som udgangspunkt skulle fremsættes in-
den to uger efter, at den mistænkte har foretaget gennemsyn
af videooptagelsen af den første afhøring. Genafhøring bør
endvidere fortsat forudsætte en konkret begrundelse, f.eks.
at der er fremkommet nye oplysninger, eller at den mistænk-
14
te eller forsvareren ønsker nye relevante spørgsmål stillet til
barnet eller den unge.
Der henvises til betænkningens side 162-163.
2.2.5.1.4. Tidspunktet for videoafhøring
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør videoafhøring
– ligesom i dag – som udgangspunkt foretages hurtigst mu-
ligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra anmel-
delsen. Det kan dog for så vidt angår de børn og unge, der
med den foreslåede udvidelse af ordningens anvendelsesom-
råde (se pkt. 2.2.2 ovenfor) bliver omfattet af adgangen til at
foretage videoafhøring, efter omstændighederne af hensyn
til efterforskningen og sagens oplysning være hensigtsmæs-
sigt, at videoafhøringen først gennemføres på et lidt senere
tidspunkt, når der gennem den indledende efterforskning er
skabt større klarhed over hændelsesforløbet. Dette vil i øv-
rigt kunne give den mistænkte og forsvareren bedre mulig-
heder for i forbindelse med videoafhøringen at få stillet de
nødvendige spørgsmål til barnet eller den unge. Det er dog
en forudsætning, at hensynet til at beskytte barnet eller den
unge ikke er til hinder for, at videoafhøringen først foretages
på dette senere tidspunkt.
Der henvises til betænkningens side 163-164.
2.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og anbefalinger
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og anbefalinger. Ministeriet vil derfor anmode Rigsad-
vokaten om at foretage de fornødne tilpasninger af rigsadvo-
katmeddelelsen om behandling af sager om seksuelt mis-
brug af børn og videoafhøring af børn i sådanne sager (RM
nr. 2/2007). Ministeriet vil endvidere anmode Rigsadvoka-
ten om at tage initiativ til, at de enkelte politikredse, herun-
der Politimesteren på Færøerne, aftaler med retterne, hvor-
dan sager, hvor der skal foretages indenretlig videoafhøring,
bør behandles, jf. pkt. 2.2.5.1.2 ovenfor. Ministeriet lægger
vægt på, at en sådan ordning sikrer, at retterne som beskre-
vet ovenfor hurtigt kan tage stilling til, om der er behov for
en indenretlig videoafhøring, og at denne i givet fald kan
gennemføres hurtigst muligt.
3. Indførelse af to-instansprincippet for afgørelser ve-
drørende strafforfølgning mv.
3.1. Gældende ret
Den færøske retsplejelov indeholder i kapitel 10 og 64 reg-
ler om anklagemyndigheden.
Det følger bl.a. af disse regler, at de offentlige anklagere er
Rigsadvokaten, statsadvokaterne og landfogden (Politime-
steren på Færøerne) samt de personer, der er beskikket til bi-
stand for disse. Hvad der ved den færøske retsplejelov er på-
lagt statsadvokaten, påhviler for Færøernes vedkommende,
bortset fra ankesagers behandling ved landsretten, politime-
steren, som er direkte underordnet Rigsadvokaten. De of-
fentlige anklagere er underordnet justitsministeren.
Anklagemyndigheden er hierarkisk opbygget. En overordnet
anklagemyndighed har adgang til at instruere de underord-
nede myndigheder, og afgørelser truffet af en underordnet
myndighed kan påklages ved sædvanlig administrativ rekurs
til den overordnede anklagemyndighed. Den overordnede
anklagemyndighed kan således pålægge en underordnet
myndighed at begrænse eller frafalde tiltale, og den under-
ordnede myndigheds beslutning om at opgive eller frafalde
tiltale kan omgøres på den overordnede myndigheds eget
initiativ eller efter klage. Dette gælder ikke mindst politiets
afgørelse om at undlade påtale, men også afgørelser vedrø-
rende eksempelvis politiets dispositioner i forbindelse med
en straffesag.
Politimesteren på Færøernes afgørelser vedrørende straffor-
følgning kan således i dag påklages til Rigsadvokaten, hvis
afgørelse herefter kan påklages til Justitsministeriet.
Den færøske retsplejelov indeholder ikke frister for adgan-
gen til ved almindelig administrativ rekurs at påklage afgø-
relser vedrørende strafforfølgning til den overordnede ankla-
gemyndighed. Den overordnede myndighed skal derfor i
dag realitetsbehandle klager, uanset hvor sent de er indgivet.
3.2. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag ve-
drørende strafforfølgning fremover ikke skal kunne påklages
til Justitsministeriet. Dermed indføres der i den færøske rets-
plejelov et to-instansprincip for rekursadgangen inden for
anklagemyndigheden, således at afgørelser vedrørende straf-
forfølgning kun kan påklages til den nærmeste overordnede
myndighed.
Endvidere foreslås det, at der indføres en klagefrist på fire
uger for klager over Politimesteren på Færøernes eller Rigs-
advokatens afgørelser vedrørende strafforfølgning, dog såle-
des at klager fremkommet efter udløbet af fristen skal be-
handles, hvis fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
Fristen for at klage over Rigsadvokatens afgørelser vil være
relevant ved afgørelser, der fremtræder som truffet af Politi-
mesteren på Færøerne, men som reelt er truffet af Rigsadvo-
katen, f.eks. i forbindelse med, at sagen har været forelagt
Rigsadvokaten, idet der i sådanne tilfælde også efter indfø-
relsen af to-instansprincippet vil være klageadgang til Ju-
stitsministeriet.
I tilknytning til det ovennævnte foreslås det, at to-in-
stansprincippet og klagefristen også skal gælde for anklage-
myndighedens afgørelser om aktindsigt efter forvaltningslo-
ven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på Færøerne, jf.
anordning nr. 1144 af 22. december 1993 med senere æn-
dring) og offentlighedsloven (som sat i kraft for rigsmyndig-
hederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1145 af 22. december
1993 med senere ændring).
Det bemærkes, at den danske retsplejelov også indeholder et
to-instansprincip (§ 99, stk. 3, og § 101, stk. 2) og en klage-
frist på som udgangspunkt fire uger (§ 102, stk. 1) for afgø-
relser vedrørende strafforfølgning. Reglerne herom blev ind-
15
ført ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retspleje-
loven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (An-
klagemyndighedens struktur), der byggede på Retsplejerå-
dets betænkning nr. 1194/1990 om anklagemyndighedens
struktur.
Der henvises om den nærmere baggrund for indførelsen af
to-instansprincippet og klagefristen til pkt. 2 i de almindeli-
ge bemærkninger til lovforslaget til denne lov (Folketingsti-
dende 1991-92, tillæg A, spalte 4159-5164).
Det bemærkes endvidere, at to-instansprincippet og klagefri-
sten for afgørelser vedrørende strafforfølgning også efter
den danske retsplejelov finder tilsvarende anvendelse for an-
klagemyndighedens afgørelser om aktindsigt, jf. § 102, stk.
2. Denne bestemmelse blev oprindeligt indført ved lov nr.
428 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven og straf-
feloven (Varetægtsfængsling i isolation, varetægtsfængsling
under domsforhandlingen, vidnebeskyttelse, vidneudeluk-
kelse for præster fra andre trossamfund, afhøringer i sager
ved Højesteret, behandling af retssager uden for retskredsen
af lokalemæssige grunde samt klager over anklagemyndig-
hedens sagsbehandling m.v.).
Der henvises om den nærmere baggrund herfor til pkt. 9 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget til denne lov
(Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 174-176).
Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 100, stk. 3,
og § 102 a i den færøske retsplejelov, jf. lovforslagets § 1,
nr. 1 og 2, samt bemærkningerne hertil.
4. Paslovgivningen på Færøerne og i Grønland
Lov nr. 1587 af 20. december 2006 om ændring af lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love
indebærer bl.a. en ændring af paslovens betalingsbestem-
melser i § 4 a, stk. 1 og 3. Ændringen medfører, at alderskri-
teriet ændres til folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om soci-
al pension. Loven indeholder ikke en territorialbestemmelse
om lovens gyldighed for Færøerne og er ikke kundgjort i
landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne. Loven er
derfor ikke trådt i kraft for Færøerne. Loven indeholder hel-
ler ikke en territorialbestemmelse om lovens gyldighed for
Grønland og er derfor som udgangspunkt gældende for
Grønland.
Lov om social pension gælder ikke for Færøerne og Grøn-
land, og lov nr. 1587 af 20. december 2006 kan derfor ikke
finde umiddelbar anvendelse på Færøerne og i Grønland.
Der er imidlertid behov for at fastsætte betalingsbestemmel-
ser for Færøerne og Grønland, der på tilsvarende vis tager
højde for pasansøgerens alder. Det er på den baggrund Ju-
stitsministeriets vurdering, at der er behov for at foretage en
ændring af lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Til-
lægspension og forskellige andre love, således at der indsæt-
tes en territorialbestemmelse, der fastsætter, at lovens § 8 ik-
ke gælder for Færøerne og Grønland, samt en anordnings-
hjemmel, som gør det muligt ved kongelig anordning at sæt-
te den pågældende ændring helt eller delvis i kraft for Fæ-
røerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger. På denne måde vil der i en kon-
gelig anordning kunne udfærdiges betalingsbestemmelser,
der tager højde for, at lov om social pension ikke gælder for
Færøerne og Grønland, ligesom der ved gebyrfastsættelsen
vil kunne tages højde for de færøske og grønlandske for-
hold.
Lov nr. 1565 af 20. december 2006 om ændring af færdsels-
loven og pasloven (Måling og vejning af børn, reservation af
parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pas-
gebyr) indebærer bl.a. en ophævelse af den dagældende be-
stemmelse i paslovens § 4 a, stk. 5, hvorefter betaling af ge-
byr for udstedelse af pas skal ske ved indgivelse af pasan-
søgningen. Formålet med lovændringen var at sikre, at den
pasudstedende myndighed frit kan tilrettelægge betalings-
procedurer i forbindelse med pasansøgningen. Lovændrin-
gen indeholder ikke en territorialbestemmelse om lovens
gyldighed for Færøerne og er ikke kundgjort i landsstyrets
kundgørelsestidende for Færøerne. Loven er derfor ikke
trådt i kraft for Færøerne. Loven indeholder heller ikke en
territorialbestemmelse om lovens gyldighed for Grønland og
er derfor som udgangspunkt gældende for Grønland. Loven
er imidlertid ikke anvendt i Grønland i praksis.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der af lovtekniske år-
sager er behov for at foretage en ændring af lov nr. 1565 af
20. december 2006, således at der indsættes en territorialbe-
stemmelse, der fastsætter, at loven ikke gælder for Færøerne
og Grønland, samt en anordningshjemmel, hvoraf det følger,
at de ændringer, der vedrører pasloven, ved kongelig anord-
ning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske og grønland-
ske forhold tilsiger.
Der henvises til lovforslagets §§ 2 og 3 samt bemærkninger-
ne hertil.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for det offentlige af betydning.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet mv.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
16
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag om ændring af lov for Færøerne om
rettens pleje (Videoafhøring af børn og unge i straffesager
m.v.) har i perioden fra den 3. juli 2015 til den 5. august
2015 været i høring hos følgende myndigheder og organisa-
tioner mv.:
Retten på Færøerne, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet og Politimesteren på Færøerne.
Et udkast til lovforslag om ændring af lov for Færøerne om
rettens pleje (Videoafhøring af børn og unge i straffesager
m.v.) er endvidere den 3. juli 2015 forelagt Færøernes
Hjemmestyre til udtalelse.
Herudover har Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr.
1554/2015 om videoafhøring af børn og unge i straffesager,
som lovforslaget bl.a. bygger på, i perioden fra den 21. april
2015 til den 19. maj 2015 været i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Dom-
stolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Den Danske Dommerfor-
ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Of-
fentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet, Danske
Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben for
Politiet, Det Kriminalpræventive Råd, Landsforeningen
KRIM, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Justi-
tia, Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, KFUM's Sociale Arbej-
de, Børns Vilkår, Red Barnet, Rådet for Socialt Udsatte,
Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd,
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejds-
markedschefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening,
Dansk Psykolog Forening, Foreningen af Speciallæger,
BUPL, Danmarks Lærerforening, Børn og Familier, KL,
Børnehus Hovedstaden, Børnehus Midt, Børnehus Nord,
Børnehus Sjælland, Børnehus Syd, Danske Regioner, Offer-
rådgivningen i Danmark, Hjælp Voldsofre, Landsforeningen
af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsorganisationen
mod Seksuelle Overgreb, Joan Søstrene, Mødrehjælpen,
Center mod Menneskehandel, Landsorganisationen for
Kvindekrisecentre, Landsforeningen for Voldsramte Kvin-
der og Børneteamet ved Rigshospitalets Center for Seksuel-
le Overgreb.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borge-
ne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 100, stk. 3)
Politimesteren på Færøernes afgørelser vedrørende straffor-
følgning kan efter gældende ret påklages til Rigsadvokaten,
hvis afgørelse herefter kan påklages til Justitsministeriet.
Det foreslåede § 100, stk. 3, 1. pkt., vil indebære, at Rigsad-
vokatens afgørelse i en klagesag vedrørende strafforfølgning
ikke kan påklages til Justitsministeriet.
Med bestemmelsen indføres der et to-instansprincip for re-
kursadgangen inden for anklagemyndigheden, således at af-
gørelser vedrørende strafforfølgning kun kan påklages til
den nærmeste overordnede myndighed.
Afgørelser truffet af Politimesteren på Færøerne i forbindel-
se med behandlingen af straffesager vil herefter kunne på-
klages til Rigsadvokaten, hvis afgørelser med det foreslåede
§ 100, stk. 3, 1. pkt., må betragtes som endelige. Adgangen
for Justitsministeriet til i medfør af § 712 at gribe ind i kon-
krete sager kan dog medføre, at en afgørelse truffet af Rigs-
advokaten tages op til fornyet behandling af ministeriet.
Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke adgangen til at
klage over afgørelser, der fremtræder som truffet af Politi-
17
mesteren på Færøerne, men som reelt er truffet af Rigsadvo-
katen, f.eks. i forbindelse med, at sagen har været forelagt
Rigsadvokaten.
Det foreslåede § 100, stk. 3, 2. pkt., indebærer, at klager
over anklagemyndighedens afgørelser om aktindsigt efter
forvaltningsloven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på
Færøerne, jf. anordning nr. 1144 af 22. december 1993 med
senere ændring) og offentlighedsloven (som sat i kraft for
rigsmyndighederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1145 af
22. december 1993 med senere ændring) – i lighed med kla-
ger over afgørelser vedrørende strafforfølgning – bliver om-
fattet af to-instansprincippet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 102 a)
Den færøske retsplejelov indeholder ikke frister for adgan-
gen til ved almindelig administrativ rekurs at påklage afgø-
relser vedrørende strafforfølgning til den overordnede ankla-
gemyndighed. Den overordnede myndighed skal derfor i
dag realitetsbehandle klager, uanset hvor sent de er indgivet.
Med det foreslåede § 102 a, stk. 1, 1. pkt., indføres der en
frist på som udgangspunkt fire uger for klager over landfog-
dens (Politimesteren på Færøernes) eller Rigsadvokatens af-
gørelser vedrørende strafforfølgning.
Fristen vil gælde for klage til Rigsadvokaten over afgørelser
truffet af Politimesteren på Færøerne og klage til Justitsmi-
nisteriet over afgørelser truffet af Rigsadvokaten som 1. in-
stans. Rigsadvokatens afgørelser i klagesager vedrørende
strafforfølgning vil med det foreslåede § 100, stk. 3, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 1, fremover ikke kunne påklages til mini-
steriet.
Det foreslås, at fristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen skal
være kommet frem til myndigheden inden fristens udløb.
Klagefristen vil ikke være absolut, idet klager, der fremkom-
mer efter udløbet af fristen på fire uger, efter det foreslåede
stk. 1, 2. pkt., skal behandles, hvis den overordnede myndig-
hed skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskylde-
lig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen vel er
meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom
eller lignende har været forhindret i at indgive klagen retti-
digt.
Det bemærkes, at den foreslåede klagefrist skal ses i sam-
menhæng med den færøske retsplejelovs § 749, stk. 3, 2.
pkt., hvorefter forfølgning mod den, der har været sigtet,
kun kan fortsættes efter den overordnede myndigheds be-
stemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den på-
gældende inden 2 måneder fra den dag, hvor afgørelsen er
truffet, medmindre sigtedes forhold har medført, at rettidig
forkyndelse ikke har kunnet ske, eller betingelserne for gen-
optagelse, jf. § 975, er til stede. Hvis fristen på to måneder
udløber på et tidligere tidspunkt end den foreslåede klage-
frist på fire uger, bør klagevejledningen indeholde udtrykke-
lig oplysning herom.
Endvidere bemærkes det, at en overskridelse af klagefristen
ikke berører den overordnede myndigheds adgang til at om-
gøre den underordnede myndigheds afgørelse i medfør af
den færøske retsplejelovs §§ 712 eller 714.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at den foreslåede frist på
som udgangspunkt fire uger for at klage over afgørelser ve-
drørende strafforfølgning også kommer til at gælde for an-
klagemyndighedens afgørelser vedrørende aktindsigt efter
forvaltningsloven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på
Færøerne, jf. anordning nr. 1144 af 22. december 1993 med
senere ændring) og offentlighedsloven (som sat i kraft for
rigsmyndighederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1145 af
22. december 1993 med senere ændring).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 172 a)
Den foreslåede § 172 a er ny og regulerer spørgsmålet om
vidnefritagelse af personer, der er blevet videoafhørt med
henblik på anvendelse af videooptagelsen som bevis under
hovedforhandlingen.
Efter det foreslåede stk. 1 har en person, der er blevet video-
afhørt efter den færøske retsplejelovs § 745 a eller § 183,
stk. 3, ikke pligt til at afgive forklaring som vidne under ho-
vedforhandlingen.
Det foreslåede stk. 1 gælder, uanset om videoafhøringen er
foretaget af politiet i medfør af § 745 a eller indenretligt i
medfør af § 183, stk. 3.
Fritagelsen fra pligten til at afgive forklaring som vidne un-
der hovedforhandlingen vil kun gælde, hvis betingelserne
for videoafhøring i det foreslåede § 745 a, stk. 1, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 7, var opfyldt på tidspunktet for den første
videoafhøring. Det bemærkes i den forbindelse, at den mis-
tænkte eller forsvareren, hvis den pågældende vil modsætte
sig, at en videoafhøring efter § 745 a anvendes som bevis
under hovedforhandlingen, f.eks. fordi den pågældende me-
ner, at betingelserne for videoafhøring ikke er opfyldt, som
udgangspunkt skal indbringe spørgsmålet for retten senest
fire uger efter videoafhøringens foretagelse, jf. det foreslåe-
de § 745 a, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 9).
Efter det foreslåede stk. 2 kan retten helt undtagelsesvis på-
lægge en person, der er omfattet af stk. 1, at afgive forkla-
ring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af
afgørende betydning for sagens afgørelse, og det ikke er til-
strækkeligt, at personen genafhøres til video.
Opstår der efter videoafhøringen af en person behov for at
stille yderligere spørgsmål til den pågældende, vil parterne
således skulle gå frem efter reglerne om genafhøring af per-
18
sonen til video, jf. den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2,
der med lovforslagets § 1, nr. 7, bliver stk. 3. Kun i tilfælde,
hvor en sådan genafhøring ikke er tilstrækkelig, vil det kun-
ne komme på tale at meddele den pågældende pålæg om at
afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen.
Hvis en begæring fra den mistænkte eller forsvareren om
genafhøring af personen til video afslås, vil der heller ikke
være grundlag for et pålæg om afgivelse af forklaring under
hovedforhandlingen.
Det bemærkes endvidere, at en tiltalt, der som følge af den
foreslåede frist på fire uger i § 745 a, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 9, er afskåret fra at gøre indsigelse mod, at videoaf-
høringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, ik-
ke med denne begrundelse vil kunne anmode retten om at
pålægge den videoafhørte person at afgive forklaring under
hovedforhandlingen.
Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der helt und-
tagelsesvis er grundlag for at meddele pålæg, vil bero på en
konkret vurdering.
En eventuel anmodning om, at den videoafhørte person på-
lægges at afgive forklaring, bør hurtigst muligt indgives til
retten, der ligeledes forudsættes hurtigst muligt og normalt
forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse herom.
Afhøring under hovedforhandlingen vil endvidere efter om-
stændighederne kunne ske, hvis den videoafhørte person gi-
ver samtykke hertil. Dette forudsætter, at retten vurderer, at
afhøring i retten er relevant for sagen, og at den pågældende
har den fornødne modenhed til at give samtykke.
Hvis en videoafhørt person med samtykke eller efter pålæg
afgiver forklaring under hovedforhandlingen, bør afhøringen
i retten som udgangspunkt foretages på den måde, at video-
afhøringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende
spørgsmål til den pågældende, jf. det foreslåede § 183, stk.
3, 2. pkt., i den færøske retsplejelov (lovforslagets § 1, nr.
5).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 173)
Efter det gældende § 173, stk. 1, i den færøske retsplejelov
vejleder retten, såfremt omstændighederne giver grund der-
til, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172
(vidneudelukkelse og vidnefritagelse). Med den foreslåede
ændring af bestemmelsen kommer dette også til at gælde for
så vidt angår vidnefritagelse efter den foreslåede § 172 a
(lovforslagets § 1, nr. 3).
Som følge af henvisningen i den færøske retsplejelovs § 753
til § 173, stk. 1, vil politiet også ved afhøringer skulle vejle-
de om vidnefritagelsesreglen i den foreslåede § 172 a, så-
fremt omstændighederne giver grund dertil.
Det fremgår af det gældende § 173, stk. 2, i den færøske
retsplejelov, at retten, hvis forklaring afgives i de i §§
169-172 nævnte tilfælde, påser, at særligt hensyn tages til
vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse, og at
retten i dette øjemed kan bestemme, at dørene skal lukkes,
medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengi-
velse af forklaringen. Med den foreslåede ændring af be-
stemmelsen kommer dette også til at gælde for så vidt angår
vidnefritagelse efter den foreslåede § 172 a.
Til nr. 5 (§ 183, stk. 3, 2. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i den færøske retsplejelovs
§ 183, stk. 3, 1. pkt., bestemmer retten, hvordan og ved
hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Med det foreslå-
ede § 183, stk. 3, 2. pkt., kommer dette også til at gælde for
personer, der er blevet videoafhørt efter § 745 a (der foreslås
ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7-9), eller hvis retten be-
stemmer, at afhøringen af en person, som opfylder betingel-
serne i § 745 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.
Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at retten be-
stemmer, hvordan og ved hvem afhøring under hovedfor-
handlingen af personer, der er blevet videoafhørt, skal ske.
Det vil gælde, uanset om videoafhøringen er foretaget af po-
litiet i medfør af den færøske retsplejelovs § 745 a eller in-
denretligt i medfør af § 183, stk. 3. Bestemmelsen kan f.eks.
være relevant i tilfælde, hvor en person, der er blevet video-
afhørt, giver samtykke til at blive afhørt under hovedfor-
handlingen, selv om den pågældende efter det foreslåede §
172 a, stk. 1, ikke har pligt hertil, eller i tilfælde, hvor retten
i medfør af det foreslåede § 172 a, stk. 2, helt undtagelsesvis
meddeler den pågældende pålæg om at afgive forklaring
som vidne under hovedforhandlingen. Der henvises til lov-
forslagets § 1, nr. 3.
Efter bestemmelsen vil retten f.eks. kunne bestemme, at af-
høringen af den videoafhørte person under hovedforhandlin-
gen skal foregå på den måde, at videoafhøringen først afspil-
les, hvorefter der stilles supplerende spørgsmål til den på-
gældende. Udgangspunktet bør være, at afhøringen gennem-
føres på denne måde.
Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestem-
mes, at afhøringen af personen ikke skal finde sted i retssa-
len, men et andet og mere børne- og ungevenligt sted, f.eks.
på en dommers kontor.
Den foreslåede bestemmelse giver endvidere mulighed for,
at retten – på samme måde som det i dag gælder for børn
under 15 år – kan bestemme, at en indenretlig afhøring un-
der efterforskningen i medfør af den færøske retsplejelovs §
747 af en person, der opfylder betingelserne i § 745 a, stk. 1,
skal foretages som en videoafhøring. Der er ikke tilsigtet no-
gen ændring af den fremgangsmåde, der anvendes ved så-
danne indenretlige videoafhøringer.
Der henvises i øvrigt for så vidt angår indenretlig videoafhø-
ring i tilfælde, hvor forældrene formodes at ville modsætte
19
sig politiets videoafhøring, til pkt. 2.2.5.1.2 og 2.2.5.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 6 (§ 731 a)
Efter den gældende bestemmelse i den færøske retsplejelovs
§ 731 a skal der, hvis politiets afhøring af et barn, når afhø-
ringen optages på video (videoafhøring), kan formodes at
ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen,
inden afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mis-
tænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sig-
tet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en for-
svarer, eller den valgte forsvarer udebliver.
Bestemmelsen indebærer, at forsvarerbeskikkelse er obliga-
torisk i alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af
et barn, og afhøringen kan formodes at ville finde anvendel-
se som bevis under hovedforhandlingen, hvis den mistænkte
eller sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den
valgte forsvarer udebliver. Dette gælder, selv om ingen end-
nu er sigtet i sagen.
Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes, og at den forenkles
sprogligt. I den forbindelse foreslås det, at der indsættes en
henvisning til den færøske retsplejelovs § 745 a om videoaf-
høring (der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7-9).
Det foreslås desuden, at ordene ”mistænkt eller sigtet” æn-
dres til ”mistænkt”, idet en person, der er sigtet, i alle tilfæl-
de samtidig vil være mistænkt. Der er ikke herved tilsigtet
nogen ændring af retstilstanden.
Herudover kommer det med den foreslåede affattelse af be-
stemmelsen til at fremgå, at pligten til forsvarerbeskikkelse
også gælder ved indenretlige videoafhøringer efter § 183,
stk. 3.
Til nr. 7 (§ 745 a, stk. 1 og 2)
Efter gældende ret kan videoafhøring af børn på 13 år og
derover med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis
under hovedforhandlingen kun ske, hvis der foreligger særli-
ge omstændigheder. Med den foreslåede bestemmelse i den
færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 1, udvides området for
anvendelse af videoafhøring, navnlig så videoafhøring tilli-
ge kan ske af 13-14-årige, der er forurettet ved eller vidne til
visse lovovertrædelser.
Det foreslåede stk. 1 fastlægger de persongrupper, som er
omfattet af adgangen til at foretage videoafhøring. Med be-
stemmelsen kommer det endvidere til at fremgå, at videoaf-
høringen foretages med henblik på anvendelse af videoopta-
gelsen som bevis under hovedforhandlingen.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke berører
adgangen for politiet og anklagemyndigheden til at foretage
lyd- eller billedoptagelse af afhøringer i tilfælde, hvor dette
ikke sker med henblik på anvendelse af optagelsen som be-
vis under hovedforhandlingen.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, kan der foretages videoaf-
høring, hvis personen er under 13 år. Det forudsættes, at den
gældende praksis for videoafhøring af børn på 12 år eller
derunder, jf. herved pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, i det hele videreføres i medfør af denne be-
stemmelse.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer, at øvrige børn under
15 år i en række nærmere opregnede tilfælde kan videoafhø-
res.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, kan der således
foretages videoafhøring af børn under 15 år, hvis efterforsk-
ningen vedrører en overtrædelse af den for Færøerne gæl-
dende straffelovs § 210 om incest eller kapitel 24 om
forbrydelser mod kønssædeligheden. Der vil således kunne
foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i alle sag-
er, hvor efterforskningen vedrører incest eller en sædelig-
hedsforbrydelse. Det gælder, uanset om barnet selv er for-
urettet ved eller alene er vidne til den formodede forbrydel-
se.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, kan der foretages vi-
deoafhøring af børn under 15 år, hvis efterforskningen
vedrører en overtrædelse af den for Færøerne gældende
straffelovs § 237 (drab) eller §§ 244-246 (vold), hvor barnet
eller barnets nærmeste er forurettet, og den mistænkte er en
af barnets nærmeste (familievold). Ved ”nærmeste” forstås
sådanne personer, som er omfattet af den færøske retspleje-
lovs § 171 om vidnefritagelse, dvs. som udgangspunkt bl.a.
slægtninge i lige linje, søskende og sted- og plejeforældre.
Dette vil også gælde, hvis efterforskningen vedrører forsøg
på overtrædelse af en af de ovennævnte bestemmelser.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, indebærer, at der kan
foretages videoafhøring i alle tilfælde, hvor der er mistanke
om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år af et medlem
af barnets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod
den anden forælder eller barnets søskende. Derimod vil sag-
er om vold begået mod en 13-14-årig af en fremmed person
ikke være omfattet af bestemmelsen. Heller ikke tilfælde,
hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks. vold be-
gået af barnets forældre eller søskende mod en fremmed
person, vil være omfattet.
Det bemærkes, at der i tilfælde, som ikke er omfattet af det
foreslåede stk. 1, nr. 2, efter omstændighederne vil kunne
foretages videoafhøring efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, der
indeholder en opsamlingsbestemmelse for øvrige børn og
unge under 18 år, jf. nærmere nedenfor.
Det bemærkes endvidere, at politiet og anklagemyndigheden
ikke nødvendigvis vil skulle foretage videoafhøring, selv om
en sag er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 2. Videoafhø-
ring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis barnet
vurderes ikke at have behov for, at denne fremgangsmåde
20
anvendes. Endvidere bør der ikke foretages videoafhøring,
hvis det står klart, at en vidneforklaring fra barnet ikke er
nødvendig for at føre straffesagen, f.eks. fordi der er andre
vidner i sagen, eller fordi der er tilstrækkelige tekniske bevi-
ser til, at anklagemyndigheden vurderer, at der kan ske dom-
fældelse – f.eks. for en blufærdighedskrænkelse begået over
internettet. Der kan også være tilfælde, hvor det efter en ind-
ledende afhøring af barnet står klart, at der ikke er grundlag
for at fortsætte efterforskningen.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kan der foretages videoaf-
høring, hvis personen er under 18 år, og særlige omstændig-
heder taler herfor.
Der er tale om en opsamlingsbestemmelse. Udgangspunktet
vil være, at børn og unge under 18 år, der ikke er omfattet af
de foreslåede stk. 1, nr. 1 eller 2, skal afgive forklaring i ret-
ten.
Der vil ikke efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kunne foretages
videoafhøring med det formål at sikre barnets eller den un-
ges hukommelse eller undgå påvirkning fra familien eller
andre. Formålet skal være at beskytte barnet eller den unge.
Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at et
barn eller en ung under 18 år bør videoafhøres efter den
foreslåede opsamlingsbestemmelse, vil bero på en konkret
vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved for-
brydelsen og barnets eller den unges personlige forhold, her-
under alder samt psykiske udvikling og tilstand. Videoafhø-
ring bør anvendes, hvis det på baggrund af denne konkrete
vurdering må antages, at barnet eller den unge har særlige
beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der
foretages videoafhøring, der kan anvendes som bevis i ret-
ten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under ho-
vedforhandlingen.
Det bemærkes, at der under alle omstændigheder bør foreta-
ges videoafhøring, hvis barnet eller den unge har en alvorlig
psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og der,
hvis den pågældende havde været 18 år eller derover, ville
have været mulighed for videoafhøring efter det foreslåede
stk. 1, nr. 4, om voksne med en sådan lidelse eller funktions-
nedsættelse, jf. nærmere nedenfor.
Nedenfor er spørgsmålet om, hvornår der foreligger sådanne
særlige omstændigheder, at der bør foretages videoafhøring
efter opsamlingsbestemmelsen, nærmere beskrevet for hen-
holdsvis børn i alderen 13-14 år, der ikke er omfattet af det
foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager om sædelighedsforbrydel-
ser, incest eller familievold), og unge i alderen 15-17 år. Det
må imidlertid understreges, at der ikke er tale om en udtøm-
mende beskrivelse, idet spørgsmålet om, hvorvidt der bør
foretages videoafhøring, i alle tilfælde vil bero på en konkret
vurdering af omstændighederne i sagen.
Børn i alderen 13-14 år vil kunne videoafhøres efter opsam-
lingsbestemmelsen, hvis der efter en konkret vurdering er et
lige så tungtvejende behov for at beskytte barnet som i de
sager, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager
om sædelighedsforbrydelser, incest eller familievold).
Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet
eller vidne i medfør af opsamlingsbestemmelsen vil bl.a.
kunne være relevant i sager om alvorlig personfarlig krimi-
nalitet, ulovlig tvang (den for Færøerne gældende straffelovs
§ 260), frihedsberøvelse (§ 261) eller menneskehandel (§
262 a), hvis sagen konkret vurderes at være stærkt belasten-
de for barnet. Det samme gælder i andre sager, der konkret
vurderes at være stærkt belastende for barnet.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at
have været udsat for et grovere voldsforhold begået af en
person, som barnet (selv om den pågældende ikke er en af
dets nærmeste) er i et afhængighedsforhold til, eller hvor
barnet er i en loyalitetskonflikt. Der kan f.eks. være tale om
en medarbejder på en institution, hvor barnet opholder sig,
eller en anden omsorgsperson for barnet.
Som eksempel kan endvidere nævnes tilfælde, hvor barnet
formodes at have været vidne til, at en af dets forældre eller
nærmeste i øvrigt er blevet dræbt (af en person, som ikke er
en af barnets nærmeste). Der kan også være tale om, at bar-
net har været vidne til en trafikulykke, hvor en af dets nær-
meste er afgået ved døden, og der rejses sigtelse for uagt-
somt manddrab. Videoafhøring vil også kunne være rele-
vant, hvor barnet har været vidne til en sådan forbrydelse
begået mod en fremmed, hvis sagen konkret vurderes at væ-
re stærkt belastende for barnet.
Videoafhøring vil som udgangspunkt ikke være relevant i
sager om berigelseskriminalitet. Formodes et barn i alderen
13-14 år f.eks. at have været udsat for eller vidne til et tyve-
ri, vil barnet således skulle afgive forklaring i retten, hvis
barnets forklaring har betydning for sagen. Formodes et
barn i alderen 13-14 år at have været udsat for et røveri, vil
det bero på en konkret vurdering af, om det formodede røve-
ri har været stærkt belastende for barnet, om der skal foreta-
ges videoafhøring. Ved denne vurdering må der bl.a. lægges
vægt på, om røveriet formodes begået af flere i forening, de
mistænkte gerningsmænds alder og eventuelle tilknytning til
barnet, om der formodes anvendt f.eks. vold eller trusler
med våben, og om røveriet formodes begået i barnets hjem.
Barnets personlige forhold, herunder dets psykiske udvik-
ling og tilstand og den situation, som den formodede lov-
overtrædelse har bragt den pågældende i, vil også kunne fø-
re til, at der bør foretages videoafhøring.
Der vil desuden efter omstændighederne kunne være grund
til at foretage videoafhøring, hvis et barn i alderen 13-14 år
skal afgive forklaring i en sag, hvor det som følge af de for-
ventede rammer for afviklingen af hovedforhandlingen
konkret vurderes at ville være stærkt belastende for barnet at
afgive forklaring i retten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvis der må forventes stor mediebevågenhed eller politibe-
vogtning af retsbygningen.
21
Unge i alderen 15-17 år bør som det helt klare udgangspunkt
afgive vidneforklaring i retten og således ikke videoafhøres.
Videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år efter opsam-
lingsbestemmelsen vil som udgangspunkt kunne komme på
tale i de samme sagstyper, som er nævnt ovenfor vedrørende
børn i alderen 13-14 år, samt i sager om sædeligheds-
forbrydelser, incest eller familievold. Der vil imidlertid
skulle væsentligt mere til for at videoafhøre en ung i alderen
15-17 år end et barn i alderen 13-14 år. Der vil herudover
generelt skulle mere til, desto ældre den unge er.
Videoafhøring af unge i alderen 15-17 år bør kun komme på
tale, hvis både oplysningerne om den pågældendes personli-
ge forhold og oplysningerne om den formodede lovovertræ-
delse og omstændighederne ved forbrydelsen taler herfor.
Som hovedregel bør der endvidere kun foretages videoafhø-
ring, hvis den unge er den forurettede i sagen. Der kan dog
være tilfælde, hvor den unge kun er vidne til en formodet
overtrædelse, men hvor der er et tilsvarende hensyn til at be-
skytte den unge, som hvis den pågældende havde været for-
urettet.
Som eksempel på, hvor videoafhøring af en ung i alderen
15-17 år bør overvejes, kan nævnes tilfælde, hvor den unge
formodes at have været udsat for voldtægt, et meget groft
voldsforhold eller lignende begået af den pågældendes for-
ældre eller nærmeste i øvrigt, og den unge samtidig befinder
sig i en særligt udsat situation, f.eks. fordi den pågældende
har sociale problemer og ikke kan forventes at få støtte af
personer fra sin familie eller sit netværk under sagen. Det
gælder efter omstændighederne også, hvor forbrydelsen for-
modes begået af en anden person, som den unge har et af-
hængighedsforhold til, eller hvor den unge i øvrigt må anta-
ges at være i en loyalitetskonflikt.
I vurderingen af, om der bør foretages videoafhøring, bør
også andre muligheder for at beskytte den unge indgå, her-
under muligheden for at lukke dørene under afhøringen af
den pågældende i retten (den færøske retsplejelovs § 29) el-
ler gennemføre afhøringen uden tiltaltes tilstedeværelse (§
848). Der bør ikke foretages videoafhøring, hvis disse mu-
ligheder er tilstrækkelige til at beskytte den unge.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, kan der foretages videoaf-
høring af personer, der er 18 år eller derover og har en al-
vorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse,
hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Det forudsættes, at den gældende praksis, hvorefter der ved
analog anvendelse af den færøske retsplejelovs regler om vi-
deoafhøring af børn i et vist omfang kan foretages videoaf-
høring af voksne personer med en alvorlig psykisk lidelse
eller væsentlig funktionsnedsættelse, jf. herved pkt. 2.1.2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, videreføres i med-
før af denne bestemmelse.
Det bemærkes, at vurderingen af, om betingelserne i de
foreslåede stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt, vil skulle foretages ud
fra forholdene på tidspunktet for den første videoafhøring.
Hvis den videoafhørte person ønskes genafhørt til video, vil
det afgørende således være, om betingelserne for videoafhø-
ring var opfyldt på tidspunktet for den første videoafhøring
af personen. Det samme gælder i tilfælde, hvor videoafhø-
ringen foretages over flere omgange, jf. herom pkt. 2.2.5.1.3
og 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Når videoafhøringen er gennemført, vil den pågældende i
medfør af den foreslåede § 172 a i den færøske retsplejelov
(lovforslagets § 1, nr. 3) som udgangspunkt være fritaget fra
at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen, uanset
hvornår denne finder sted.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsvareren være til stede un-
der videoafhøringen. Bestemmelsen svarer – med konse-
kvensændringer som følge af det foreslåede stk. 1 – til den
gældende § 745 a, stk. 1, og der er ikke tilsigtet nogen æn-
dring af den gældende retstilstand.
Bestemmelsen indebærer, at forsvareren ikke blot har ad-
gang til at overvære videoafhøringen af personen, men på-
lægges en pligt til at overvære afhøringen. Det sikres her-
ved, at den mistænktes eller ukendte gerningsmands interes-
ser kan varetages under afhøringen, selv om den pågælden-
de ikke selv har adgang til at overvære afhøringen, jf. den
færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2, der med lovforslagets §
1, nr. 7, bliver stk. 3. Forsvareren vil skulle overvære video-
afhøringen fra et andet lokale via en monitor (monitorrum-
met) og stille sine spørgsmål til personen gennem den afhø-
rende polititjenestemand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 745 a, stk. 3)
Efter den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2, der med lov-
forslagets § 1, nr. 7, bliver stk. 3, har den, der er mistænkt
eller sigtet, ikke adgang til at overvære videoafhøringen.
Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sam-
men med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos po-
litiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller
dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet,
skal fremsættes snarest muligt herefter.
Det foreslås, at bestemmelsen forenkles sprogligt ved, at or-
dene ”mistænkt eller sigtet” ændres til ”mistænkt”, idet en
person, der er sigtet, i alle tilfælde samtidig vil være mis-
tænkt. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af den
gældende retstilstand.
Endvidere foreslås ordet ”barnet” ændret til ”personen” som
en konsekvens af, at det med det foreslåede § 745 a, stk. 1,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7, kommer til at fremgå, at der også
kan foretages videoafhøring af personer, der ikke kan beteg-
nes som børn.
22
Til nr. 9 (§ 745 a, stk. 4)
Beslutningen om, hvorvidt der i medfør af den foreslåede
bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7, skal foretages videoafhøring af en
person med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis
under hovedforhandlingen, vil i første række skulle træffes
af politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med efter-
forskningen. Den mistænkte eller forsvareren kan imidlertid
være af den opfattelse, at betingelserne for at foretage video-
afhøring efter bestemmelsen ikke er opfyldt, eller at video-
afhøringen af andre grunde ikke kan anvendes som bevis
under hovedforhandlingen i medfør af § 877 a.
Det foreslås, at den mistænkte eller forsvareren, hvis den på-
gældende vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes
som bevis under hovedforhandlingen, senest fire uger efter
videoafhøringens foretagelse skal indbringe spørgsmålet for
retten, jf. dog det foreslåede stk. 4, 2. pkt., om muligheden
for at se bort fra en undskyldelig fristoverskridelse.
Hvis spørgsmålet således indbringes for retten, vil retten
skulle tage stilling til, om videoafhøringen kan anvendes
som bevis under hovedforhandlingen efter den færøske rets-
plejelovs § 877 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 11).
Hvis retten når frem til, at videoafhøringen ikke kan anven-
des som bevis, og årsagen til dette er, at betingelserne for at
foretage videoafhøring ikke er opfyldt, vil barnet eller den
unge ikke i medfør af den foreslåede § 172 a (lovforslagets
§ 1, nr. 3) være fritaget fra at afgive forklaring som vidne
under hovedforhandlingen.
Når retten frem til, at videoafhøringen ikke kan anvendes
som bevis, fordi reglerne om fremgangsmåden for videoaf-
høring er tilsidesat, vil der efter omstændighederne kunne
gennemføres en ny videoafhøring efter den færøske retsple-
jelovs § 745 a (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7-9)
med henblik på anvendelse af denne som bevis.
Det forudsættes, at retten, hvis spørgsmålet indbringes for
retten, hurtigt tager stilling til, om videoafhøringen kan an-
vendes som bevis under hovedforhandlingen.
Det bemærkes, at den foreslåede frist for at gøre indsigelse
mod, at videoafhøringen anvendes som bevis under hoved-
forhandlingen, ikke afskærer tiltalte fra under hovedfor-
handlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoaf-
høringen. Det vil således i overensstemmelse med princippet
om fri bevisbedømmelse fortsat være overladt til den døm-
mende ret at afgøre, hvilken bevismæssig værdi den forkla-
ring, der er fremkommet under videoafhøringen, bør tillæg-
ges.
Det bemærkes herudover, at der, hvis videoafhøringen fore-
tages over flere omgange, jf. herom 2.2.5.1.3 og 2.2.5.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, vil gælde en sær-
skilt frist på fire uger for hver af disse afhøringer. Tilsvaren-
de vil der gælde en særskilt frist for indsigelser vedrørende
en eventuel genafhøring. Det bemærkes imidlertid, at vurde-
ringen af, om betingelserne for at foretage videoafhøring er
opfyldt, vil skulle foretages ud fra forholdene på tidspunktet
for den første videoafhøring, jf. bemærkningerne til det fore-
slåede § 745 a, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 7).
Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan retten se bort fra en
fristoverskridelse, der må anses for undskyldelig.
Det vil f.eks. kunne komme på tale at se bort fra en frist-
overskridelse, som skyldes, at der efter udløbet af fristen på
fire uger er fremkommet nye oplysninger af betydning for
adgangen til at anvende videoafhøringen som bevis, f.eks.
en oplysning, som kan indebære, at videoafhøreren er inha-
bil i sagen.
Det forudsættes, at retten hurtigt tager stilling til, om der
foreligger en undskyldelig fristoverskridelse, og i givet fald
om videoafhøringen kan anvendes som bevis under hoved-
forhandlingen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 10 (§ 748, stk. 1, 3. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i den færøske retsplejelovs
§ 748, stk. 1, 3. pkt., har den sigtede ikke ret til at overvære
retsmøder, som afholdes med henblik på afhøring af et barn,
når retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal
optages på video.
Det foreslås, at ordene ”afhøring af et barn, når retten efter §
183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal optages på vi-
deo” ændres til ”videoafhøring af en person efter § 183, stk.
3” som konsekvens af de foreslåede § 745 a, stk. 1, og §
183, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 7. Der er
ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retstilstanden, herunder
vedrørende fremgangsmåden ved foretagelse af indenretlig
videoafhøring.
Der henvises i øvrigt for så vidt angår indenretlig videoafhø-
ring i tilfælde, hvor forældrene formodes at ville modsætte
sig politiets videoafhøring, til pkt. 2.2.5.1.2 og 2.2.5.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11 (§ 877 a)
Ifølge den færøske retsplejelovs § 877 a kan politiets afhø-
ring af et barn, når afhøringen er optaget på video (videoaf-
høring), benyttes som bevis under hovedforhandlingen.
Det er en forudsætning herfor, at fremgangsmåden i den
færøske retsplejelovs § 745 a er fulgt i forbindelse med vi-
deoafhøringen. Er der sket tilsidesættelse af de grundlæg-
gende betingelser i § 745 a, bør videoafhøringen som alt-
overvejende udgangspunkt ikke anvendes som bevismiddel
under hovedforhandlingen. Hvis der ikke har været en for-
svarer for den mistænkte eller sigtede til stede under video-
afhøringen, eller den mistænkte eller sigtede ikke har haft
adgang til at gennemse videoafhøringen, bør videoafhørin-
gen således som altovervejende udgangspunkt ikke anven-
23
des som bevis. Et eventuelt forsvarerskifte efter gennemfø-
relsen af videoafhøringen har ikke betydning for videoafhø-
ringens anvendelse som bevismiddel under hovedforhand-
lingen. I øvrigt afhænger det af karakteren og betydningen
af den forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse
med videoafhøringen, om videoafhøringen kan anvendes
som bevis under hovedforhandlingen. Indsigelser om f.eks.
ledende spørgsmål til barnet eller at en tryghedsskabende
person har blandet sig i afhøringen, bør i almindelighed ikke
kunne føre til, at videoafhøringen ikke kan forevises som
bevis under sagen. Det må således i overensstemmelse med
princippet om fri bevisbedømmelse overlades til den døm-
mende ret at afgøre, om – og i givet fald i hvilket omfang –
fejl af denne karakter ved videoafhøringens gennemførelse
bør have betydning for afhøringens bevismæssige værdi.
Det foreslås, at den færøske retsplejelovs § 877 a nyaffattes,
således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at en
videoafhøring efter § 745 a eller § 183, stk. 3, kan anvendes
som bevis under hovedforhandlingen.
En videoafhøring vil således som hidtil kunne anvendes som
bevis under hovedforhandlingen. Dette forudsætter dog, at
betingelserne i det foreslåede § 745 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7, for at videoafhøre personen var opfyldt på tids-
punktet for afhøringen. Endvidere forudsætter det – på sam-
me måde som hidtil – at fremgangsmåden i § 745 a er fulgt i
forbindelse med videoafhøringen.
Efter det foreslåede § 745 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr.
9, skal den mistænkte eller forsvareren, hvis den pågælden-
de ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som
bevis under hovedforhandlingen, senest fire uger efter vi-
deoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten.
Der vil dog kunne ses bort fra en undskyldelig fristoverskri-
delse.
En tiltalt, der mener, at en videoafhøring efter § 745 a ikke
kan anvendes som bevis, men har undladt at indbringe
spørgsmålet for retten inden for fristen, vil således kun kun-
ne anfægte, at videoafhøringen anvendes som bevis under
hovedforhandlingen, hvis det findes undskyldeligt, at indsi-
gelsen ikke er gjort gældende tidligere.
Det vil dog fortsat i overensstemmelse med princippet om
fri bevisbedømmelse være overladt til den dømmende ret at
afgøre, hvilken bevismæssige værdi den forklaring, der er
fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.
Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den retstil-
stand, der følger af den gældende § 877 a, herunder med
hensyn til adgangen til at anvende videoafhøringer som be-
vis, hvis der er sket tilsidesættelse af regler om fremgangs-
måden for gennemførelse af videoafhøring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af lov nr.
1565 af 20. december 2006 om ændring af færdselsloven og
pasloven (Måling og vejning af børn, reservation af parke-
ringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr)
og indebærer, at denne lov ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Dog kan ændringerne af pasloven i § 2 i lov nr.
1565 af 20. december 2006 ved kongelig anordning helt el-
ler delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af § 8 i
lov nr. 1587 af 20. december 2006 om ændring af lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love
(Ændringer som følge af gradvis forhøjelse af efterløns- og
folkepensionsalderen m.v.) og indebærer, at § 8 i denne lov
ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan ændringer-
ne af pasloven i § 8 i lov nr. 1587 af 20. december 2006 ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Fæ-
røerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Efter det foreslåede stk. 1 træder loven i kraft den 1. februar
2016, jf. dog stk. 2.
Efter det foreslåede stk. 2 træder § 1, nr. 3-11, om videoaf-
høring af børn og unge i straffesager i kraft den 1. april
2016.
Den foreslåede udvidelse af adgangen til at anvende video-
afhøringer af børn og unge som bevis under hovedforhand-
lingen (lovforslagets § 1, nr. 7 og 11) vil gælde for afhørin-
ger, der finder sted den 1. april 2016 eller senere.
Videoafhøringer, der er foretaget før den 1. april 2016 i
overensstemmelse med de hidtil gældende regler, vil som
hidtil kunne anvendes som bevis under hovedforhandlingen
i medfør af den færøske retsplejelovs § 877 a (som affattet
ved lovforslagets § 1, nr. 11). Personer, der er blevet video-
afhørt før den 1. april 2016, vil fra den 1. april 2016 være
omfattet af vidnefritagelsesbestemmelsen i den foreslåede §
172 a (lovforslagets § 1, nr. 3).
Efter det foreslåede stk. 3 finder de foreslåede bestemmelser
i den færøske retsplejelovs § 100, stk. 3, og § 102 a, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 1 og 2, anvendelse for afgørelser, der er
truffet efter lovens ikrafttræden (1. februar 2016). Det inde-
bærer, at den foreslåede klagefrist på som udgangspunkt fire
uger og afskæringen af adgangen til at påklage Rigsadvoka-
tens afgørelser i klagesager gælder for afgørelser, som træf-
24
fes efter lovens ikrafttræden. Afgørelser truffet før lovens
ikrafttræden behandles efter de hidtil gældende regler.
25
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov for Færøerne om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse
nr. 148 af 9. marts 2004, som ændret bl.a. ved lov nr. 732 af
25. juni 2014 og senest ved § 1 i lov nr. 1492 af 23. decem-
ber 2014, foretages følgende ændringer:
§ 100. […] 1. I § 100 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag vedrørende
strafforfølgning kan ikke påklages til justitsministeren. Til-
svarende gælder for afgørelser om aktindsigt efter forvalt-
ningsloven og offentlighedsloven.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. Efter § 102 indsættes:
Ȥ 102 a. Fristen for klager over landfogdens (politimeste-
rens) eller rigsadvokatens afgørelser vedrørende strafforfølg-
ning er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgø-
relsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal
den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for und-
skyldelig.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på klager over
afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlig-
hedsloven.«
3. Efter § 172 indsættes:
»§ 172 a. En person, der er blevet videoafhørt efter § 745 a
eller § 183, stk. 3, har ikke pligt til at afgive forklaring som
vidne under hovedforhandlingen.
Stk. 2. Retten kan helt undtagelsesvis pålægge en person,
der er omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne under
hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betydning for
sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at personen
genafhøres til video.«
§ 173. Retten vejleder, såfremt omstændighederne giver
grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§
169-172.
Stk. 2. Afgives forklaring i de i §§ 169-172 nævnte tilfælde,
påser retten, at særligt hensyn tages til vidnet eller den, der
har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i dette øjemed be-
stemme, at dørene skal lukkes, mens forklaringen afgives, el-
ler forbyde offentlig gengivelse af forklaringen.
4. I § 173, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 169-172« til:
»§§ 169-172 a«.
§ 183. […] 5. I § 183, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
26
Stk. 3. Retten bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring af
børn under 15 år skal ske. Den kan tilkalde en repræsentant
for det sociale udvalg eller en anden egnet person til at yde
bistand under afhøringen. Retten kan tillægge den pågælden-
de godtgørelse efter reglerne i § 188, stk. 1.
»I straffesager gælder dette endvidere for personer, der er
blevet videoafhørt efter § 745 a, eller hvis retten bestemmer,
at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne i §
745 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.«
6. § 731 a affattes således:
»§ 731 a. Inden en videoafhøring efter § 745 a eller § 183,
stk. 3, skal der beskikkes en forsvarer for den, der er mis-
tænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis den på-
gældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte
forsvarer udebliver.«
§ 731 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen
optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde an-
vendelse som bevis under hovedforhandlingen, skal der inden
afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt el-
ler sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen,
hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer eller den
valgte forsvarer udebliver.
7. § 745 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
§ 745 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen
optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde an-
vendelse som bevis under hovedforhandlingen, skal forsvare-
ren være til stede under videoafhøringen.
Stk. 2. […]
»Politiets afhøring af en person kan optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hoved-
forhandlingen efter § 877 a (videoafhøring) i følgende tilfæl-
de:
1) Personen er under 13 år.
2) Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en
overtrædelse af
a) straffelovens § 210 eller kapitel 24 eller
b) straffelovens §§ 237 eller 244-246, hvor personen
eller en af dennes nærmeste er forurettet, og den, der
er mistænkt, er en af personens nærmeste.
3) Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder ta-
ler for videoafhøring.
4) Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psy-
kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og sær-
lige omstændigheder taler for videoafhøring.
Stk. 2. Forsvareren skal være til stede under videoafhørin-
gen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 745 a. […]
Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til
at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest
muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennem-
se videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er
mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foreta-
ges genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt her-
efter.
8. I § 745 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., der bliver stk. 3, 1. og 3.
pkt., udgår to steder »eller sigtet«, og i § 745 a, stk. 2, 3. pkt.,
der bliver stk. 3, 3. pkt., ændres »barnet« til: »personen«.
9. I § 745 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Vil den, der er mistænkt, eller forsvareren modsæt-
te sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hoved-
forhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter vi-
deoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten.
Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må anses for
undskyldelig.«
27
§ 748. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder
og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke rets-
møder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgå-
ende kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til
kapitel 69-70 a og 71 a-73. Det gælder endvidere ikke rets-
møder, som afholdes med henblik på afhøring af et barn, når
retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal opta-
ges på video. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling
af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholds-
mæssigt besvær.
Stk. 2-7. […]
10. I § 748, stk. 1, 3. pkt., ændres »afhøring af et barn, når
retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal opta-
ges på video« til: »videoafhøring af en person efter § 183,
stk. 3«.
11. § 877 a affattes således:
§ 877 a. Politiets afhøring af et barn kan, når afhøringen er
optaget på video (videoafhøring), benyttes som bevis under
hovedforhandlingen.
»§ 877 a. En videoafhøring efter § 745 a eller § 183, stk. 3,
kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.«
§ 2
I lov nr. 1565 af 20. december 2006 om ændring af færd-
selsloven og pasloven (Måling og vejning af børn, reservati-
on af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af
pasgebyr) foretages følgende ændring:
1. Efter § 3 indsættes:
»§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sæt-
tes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som
de færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
§ 3
I lov nr. 1587 af 20. december 2006 om ændring af lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love
(Ændringer som følge af gradvis forhøjelse af efterløns- og
folkepensionsalderen m.v.), som ændret ved § 3 i lov nr. 496
af 6. juni 2007, foretages følgende ændring:
1. Efter § 19 indsættes:
»§ 20. Lovens § 8 gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 8 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sæt-
tes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som
de færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2016, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 1, nr. 3-11, træder i kraft den 1. april 2016.
Stk. 3. § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse for afgørelser, der
er truffet efter lovens ikrafttræden.
28