Fremsat den 4. november 2015 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 4. november 2015 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejelov for Grønland
(Videoafhøring af børn og unge i kriminalsager m.v.)
§ 1
I retsplejelov for Grønland, lov nr. 305 af 30. april 2008,
som ændret ved lov nr. 1388 af 23. december 2012, lov nr.
735 af 25. juni 2014 og lov nr. 740 af 25. juni 2014,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 146 indsættes:
»§ 146 a. En person, der er blevet videoafhørt efter § 340
a eller § 155, stk. 3, har ikke pligt til at afgive forklaring
som vidne under hovedforhandlingen.
Stk. 2. Retten kan helt undtagelsesvis pålægge en person,
der er omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne un-
der hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betyd-
ning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at
personen genafhøres til video.«
2. I § 147, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 142-146« til:
»§§ 142-146 a«.
3. I § 155, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»I kriminalsager gælder dette endvidere for personer, der
er blevet videoafhørt efter § 340 a, eller hvis retten bestem-
mer, at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne
i § 340 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.«
4. § 321 a affattes således:
»§ 321 a. Inden en videoafhøring efter § 340 a eller §
155, stk. 3, skal der beskikkes en forsvarer for den, der er
mistænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis den
pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte
forsvarer udebliver.«
5. § 340 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Politiets afhøring af en person kan optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hoved-
forhandlingen efter § 467 a (videoafhøring) i følgende til-
fælde:
1) Personen er under 13 år.
2) Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører
en overtrædelse af
a) § 74 eller kapitel 18 i kriminallov for Grønland el-
ler
b) § 86, stk. 1, eller § 88, 1. pkt., i kriminallov for
Grønland, hvor personen eller en af dennes nærme-
ste er forurettet, og den, der er mistænkt, er en af
personens nærmeste.
3) Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder ta-
ler for videoafhøring.
4) Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psy-
kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og
særlige omstændigheder taler for videoafhøring.
Stk. 2. Forsvareren skal være til stede under videoafhørin-
gen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
6. I § 340 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., der bliver stk. 3, 1. og 3.
pkt., udgår to steder »eller sigtet«, og i § 340 a, stk. 2, 3.
pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., ændres »barnet« til: »perso-
nen«.
7. I § 340 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Vil den, der er mistænkt, eller forsvareren mod-
sætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under ho-
vedforhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter
videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for ret-
ten. Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må an-
ses for undskyldelig.«
8. I § 344, stk. 1, 3. pkt., ændres »afhøring af et barn, når ret-
ten efter § 155, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal opta-
ges på video« til: »videoafhøring af en person efter § 155,
stk. 3«.
Lovforslag nr. L 42 Folketinget 2015-16
Justitsmin., j.nr. 2015-731-0053
AA009196
9. I § 448 indsættes efter »navneforbud«: », hvordan og ved
hvem afhøring af et barn under 15 år eller en person, der er
blevet videoafhørt, skal ske,«.
10. § 467 a affattes således:
»§ 467 a. En videoafhøring efter § 340 a eller § 155, stk.
3, kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.«
11. I § 743, stk. 1, ændres »13« til: »14«, og efter »lederen
af kriminalforsorgen i Grønland,« indsættes: »en kredsdom-
mer,«.
12. I § 743, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:
»Kredsdommeren udpeges af justitsministeren efter ind-
stilling fra Kredsdommerforeningen.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 2016.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Videoafhøring af børn og unge
2.1. Gældende ret
2.1.1. Afhøring hos politiet og under hovedforhandlingen
2.1.2. Videoafhøringsordningen
2.2. Lovforslagets indhold
2.2.1. Generelle overvejelser
2.2.1.1.Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
2.2.1.2.Justitsministeriets overvejelser
2.2.2. Videoafhøringsordningens anvendelsesområde
2.2.2.1.Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.2.1.1. Overordnede overvejelser
2.2.2.1.2. Børn under 13 år
2.2.2.1.3. Børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser, incest eller familievold
2.2.2.1.4. Øvrige børn og unge under 18 år
2.2.2.1.5. Personer med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse
2.2.2.2.Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.3. Vidnefritagelse af videoafhørte personer
2.2.3.1.Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.3.2.Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.4. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som bevis
2.2.4.1.Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.4.2.Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.5. Anbefalinger vedrørende gennemførelse af videoafhøring
2.2.5.1.Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og anbefalinger
2.2.5.1.1. Vejledning om vidnefritagelse
2.2.5.1.2. Fremgangsmåden når forældrene modsætter sig videoafhøring
2.2.5.1.3. Videoafhøring over flere omgange
2.2.5.1.4. Tidspunktet for videoafhøring
2.2.5.2.Justitsministeriets overvejelser og anbefalinger
3. Udvidelse af Rådet for Grønlands Retsvæsen
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10.Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at forbedre beskyttelsen af
børn og unge, der formodes at have været udsat for eller vid-
ne til en alvorlig forbrydelse, navnlig ved at udvide anven-
delsesområdet for den såkaldte videoafhøringsordning.
Videoafhøring indebærer, at barnet eller den unge under ef-
terforskningen af kriminalsagen afgiver en forklaring, der
optages på video og forevises som bevis under hovedfor-
handlingen i stedet for, at barnet eller den unge skal møde
personligt i retten og afhøres dér. Videoafhøringen gennem-
føres hurtigst muligt efter politianmeldelsen i trygge ram-
mer, hvor afhøringen foretages af en særligt uddannet video-
afhører.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
– Anvendelsesområdet for videoafhøring, der i dag som
udgangspunkt kun benyttes, hvis barnet er under 13 år,
udvides, navnlig således at der fremover altid vil kunne
foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i sag-
er om seksualforbrydelser, incest eller vold begået inden
for familien (pkt. 2.2.2 nedenfor).
– Der indføres en lovbestemmelse om, at børn og unge,
der er blevet videoafhørt, som det helt klare udgangs-
3
punkt fritages fra at afgive forklaring som vidne under
hovedforhandlingen, hvis betingelserne for videoafhø-
ring var opfyldt på tidspunktet for afhøringen (pkt. 2.2.3
nedenfor).
– Det fastsættes, at en mistænkt eller forsvarer, som vil
modsætte sig, at en videoafhøring anvendes som bevis,
f.eks. fordi den pågældende mener, at betingelserne for
videoafhøring ikke er opfyldt, som udgangspunkt skal
indbringe spørgsmålet for retten senest fire uger efter vi-
deoafhøringens foretagelse (pkt. 2.2.4 nedenfor).
Lovforslaget bygger på den foreslåede model for udvidet
brug af videoafhøring i Strafferetsplejeudvalgets betænk-
ning nr. 1554/2015 om videoafhøring af børn og unge i
straffesager (herefter ”betænkningen”). Betænkningen inde-
holder i tilknytning hertil nogle anbefalinger vedrørende
gennemførelsen af videoafhøring, som er nærmere behand-
let nedenfor under pkt. 2.2.5.
Herudover indeholder betænkningen nogle anbefalinger til,
hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager
om seksualforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet el-
ler lignende kan forbedres i tilfælde, hvor der ikke foretages
videoafhøring af den pågældende (betænkningens side
164-169).
Foruden de ovennævnte ændringer af videoafhøringsordnin-
gen indebærer lovforslaget, at Rådet for Grønlands Retsvæ-
sen udvides med en kredsdommer (pkt. 3 nedenfor).
2. Videoafhøring af børn og unge
2.1. Gældende ret
2.1.1. Afhøring hos politiet og under hovedforhandlingen
2.1.1.1. Vidner afhøres som udgangspunkt både af politiet
under kriminalsagens efterforskning og senere i retten under
hovedforhandlingen, hvis der rejses tiltale, og anklagemyn-
digheden eller forsvareren ønsker den pågældende ført som
vidne.
Det skyldes et grundlæggende princip om såkaldt bevisu-
middelbarhed. Heri ligger, at bevisførelsen i en kriminalsag
som udgangspunkt bør ske umiddelbart for den dømmende
ret og under hovedforhandlingen. Begrundelsen for dette er
navnlig en antagelse om, at retten bedst danner sig det rette
indtryk af sagens sammenhæng, hvis beviserne føres umid-
delbart for den dømmende ret, så dommere og domsmænd
selv har lejlighed til at se og høre vidnerne mv. og stille de
spørgsmål, som forklaringerne måtte give anledning til.
Ved at afhøre vidner under hovedforhandlingen sikres det
endvidere, at tiltaltes forsvarer har mulighed for at stille
spørgsmål til vidnet, jf. den grønlandske retsplejelovs § 155,
stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 3, litra d, jf. stk. 1.
Princippet om bevisumiddelbarhed er fastslået i den grøn-
landske retsplejelovs § 464, hvorefter bevisførelsen skal fin-
de sted under hovedforhandlingen, og der ved afgørelsen af,
om noget er bevist eller ikke, som udgangspunkt alene tages
hensyn til de beviser, som er fremført under hovedforhand-
lingen.
Efter den grønlandske retsplejelovs § 141, stk. 1, har enhver
pligt til at afgive forklaring som vidne i den retskreds, hvor
vedkommende har bopæl. Retten kan ifølge § 141, stk. 2,
pålægge en person, der har bopæl uden for retskredsen, at
møde som vidne, hvis det kan ske uden væsentlig ulempe el-
ler omkostninger, eller hvis det skønnes, at vidnets forkla-
ring er af en sådan betydning for sagens afgørelse, og at sag-
en er af en sådan betydning, at det er rimeligt at pålægge
vidnet at møde.
Vidnet skal normalt møde personligt i retslokalet. Dog kan
retten efter reglerne i den grønlandske retsplejelovs § 141,
stk. 3 og 4, i visse tilfælde – hvis det findes forsvarligt – be-
stemme, at vidnet skal afgive forklaring ved anvendelse af
fjernkommunikation.
Kan vidnet ikke afgive forklaring i medfør af den grønland-
ske retsplejelovs § 141, stk. 2-4, indkaldes vidnet til at afgi-
ve forklaring for kredsretten i den retskreds, hvor den på-
gældende har bopæl. Efter anmodning fra vidnet kan vidne-
forklaringen i stedet afgives for en anden kredsret. Dette
fremgår af § 141, stk. 5.
2.1.1.2. Lovgivningen indeholder flere regler, der kan med-
virke til at gøre afhøringen hos politiet eller i retten mindre
belastende for forurettede eller andre vidner.
Den grønlandske retsplejelovs § 333 indeholder således reg-
ler om beskikkelse af en bisidder for forurettede i en række
nærmere opregnede tilfælde. Bisidderen skal støtte og vejle-
de forurettede.
Den grønlandske retsplejelovs § 155, stk. 3, 2. pkt., giver
herudover retten mulighed for at tilkalde en repræsentant for
kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at yde
bistand under afhøringen af et barn under 15 år som vidne i
retten.
Under afhøringen af et vidne i retten kan retten bestemme,
at retsmødet skal holdes for lukkede døre (dørlukning), når
sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen
for en unødvendig krænkelse, jf. den grønlandske retspleje-
lovs § 114, stk. 1, nr. 3. Der kan dog ifølge § 114, stk. 4,
ikke træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er til-
strækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navnefor-
bud eller om udelukkelse af enkeltpersoner.
Herudover lukkes dørene under forurettedes forklaring, når
den pågældende anmoder om det, i sager om incest, vold-
tægt og visse andre alvorlige seksualforbrydelser, jf. den
grønlandske retsplejelovs § 115, stk. 1.
Efter den grønlandske retsplejelovs § 458, stk. 1, kan retten
herudover beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens
4
et vidne afhøres, når der er særlig grund til at tro, at en ufor-
beholden forklaring ellers ikke kan opnås.
Det fremgår af den grønlandske retsplejelovs § 448, at afgø-
relse om dørlukning, referatforbud, navneforbud og om, at
tiltalte skal forlade retslokalet under afhøring af et vidne,
kan træffes forud for hovedforhandlingen, hvis politiet, for-
svareren eller et vidne anmoder om det.
Ifølge den grønlandske retsplejelovs § 155, stk. 3, 1. pkt.,
bestemmer retten, hvordan og ved hvem afhøring af børn
under 15 år skal ske. I de tilfælde, hvor et barn afgiver for-
klaring i retten, kan afhøringen eventuelt foretages på en
dommers kontor under overværelse af dommer, domsmænd,
anklager, forsvarer, en eventuel kommunal repræsentant og
en eventuel bisidder.
2.1.2. Videoafhøringsordningen
2.1.2.1. Hovedreglen om, at de vidner, som anklagemyndig-
heden eller forsvareren ønsker at føre i kriminalsager, afgi-
ver forklaring under selve hovedforhandlingen ved person-
ligt fremmøde, er bl.a. fraveget ved den grønlandske retsple-
jelovs bestemmelser om videoafhøring af børn.
Disse bestemmelser, der findes i den grønlandske retspleje-
lovs §§ 321 a, 340 a og 467 a, blev indført ved lov nr. 735 af
25. juni 2014 om ændring af kriminallov for Grønland og
retsplejelov for Grønland (Anvendelse af den grønlandske
psykiatrilov over for retspsykiatriske patienter og videoafhø-
ring af børn m.v.). Ved loven blev der i den grønlandske
retsplejelov indført regler om videoafhøring af børn svaren-
de til den danske retsplejelovs regler herom.
De danske regler om videoafhøring af børn blev indført ved
lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven,
adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel
udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffe-
sager om seksuelt misbrug af børn m.v.), der byggede på be-
tænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager
om seksuelt misbrug af børn. Videoafhøring var forud for
indførelsen af den danske retsplejelovs særlige regler herom
i praksis blevet anvendt i en længere årrække i medfør af
den dagældende bestemmelse i § 877, stk. 3, hvorefter doku-
menter og aktstykker, som indeholder erklæringer eller vid-
nesbyrd, kunne benyttes som bevismidler, når retten undta-
gelsesvis gav tilladelse hertil (nu § 871, stk. 4). Der henvises
til betænkningens side 15-20.
Videoafhøring af børn blev også i Grønland anvendt i en år-
række forud for indførelsen af den grønlandske retsplejelovs
særlige regler herom i 2014. Den fulgte praksis svarede i
vidt omfang til, hvad der gælder i Danmark efter de særlige
regler i den danske retsplejelov, jf. herved Folketingstidende
2013-14, A, L 120 som fremsat, side 7.
Det følger af den grønlandske retsplejelovs § 467 a, at poli-
tiets afhøring af et barn, når afhøringen er optaget på video
(videoafhøring), kan benyttes som bevis under hovedfor-
handlingen.
Videoafhøring indebærer som udgangspunkt, at barnets for-
klaring til politiet under efterforskningen optages på video
og forevises under hovedforhandlingen som bevis i stedet
for, at barnet skal møde som vidne under hovedforhandlin-
gen. Fremgangsmåden har til formål dels at sikre bevis så
hurtigt som muligt, dels at skåne barnet.
Da forevisning af en videooptagelse af politiets afhøring af
et barn som bevis under hovedforhandlingen – som erstat-
ning for barnets afgivelse af vidneforklaring for den døm-
mende ret – er en fravigelse af det grundlæggende princip
om bevisumiddelbarhed, kan videoafhøringer kun anvendes
som bevis i nærmere bestemte tilfælde.
Det fremgår således af forarbejderne til den grønlandske
retsplejelovs bestemmelser om videoafhøring (Folketingsti-
dende 2013-14, A, L 120 som fremsat, side 7-8), at videoaf-
høring som udgangspunkt kun anvendes, når barnet er 12 år
eller derunder. Der kan dog foreligge særlige omstændighe-
der, herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, der be-
virker, at der foretages videoafhøring af også ældre børn.
Videoafhøring anvendes efter en konkret vurdering i sager
om seksuelle overgreb mod børn. Fremgangsmåden anven-
des desuden i andre typer af sager, hvor de samme hensyn til
barnet gør sig gældende, og hvor der derfor efter omstæn-
dighederne kan være et tilsvarende behov for, at afhøringen
af barnet som vidne optages på video med henblik på fore-
visning under hovedforhandlingen.
I retspraksis er reglerne om videoafhøring blevet anvendt
analogt på voksne udviklingshæmmede, jf. Vestre Landsrets
kendelse trykt i UfR 2005, side 779, vedrørende den danske
retsplejelovs regler om videoafhøring af børn, der som
nævnt svarer til den grønlandske retsplejelovs regler herom.
2.1.2.2. Der anvendes en særlig fremgangsmåde ved foreta-
gelse af videoafhøring. Reglerne herom findes bl.a. i den
grønlandske retsplejelovs §§ 321 a og 340 a. Der findes end-
videre retningslinjer for videoafhøring af børn i Rigsadvoka-
tens Meddelelse nr. 2/2007 (revideret september 2012) om
behandling af sager om seksuelt misbrug af børn og videoaf-
høring af børn i sådanne sager (herefter ”RM nr. 2/2007”).
Meddelelsen er udarbejdet på baggrund af den danske rets-
plejelovs regler om videoafhøring af børn og betænkning nr.
1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt
misbrug af børn. Som nævnt svarer den grønlandske retsple-
jelovs regler om videoafhøring af børn til den danske rets-
plejelovs regler herom. Fremgangsmåden i Grønland afviger
dog på enkelte punkter fra RM nr. 2/2007.
En eventuel videoafhøring i anledning af en anmeldelse om
et seksuelt overgreb mod et barn bør ifølge afsnit 3 i RM nr.
2/2007 søges gennemført hurtigst muligt og, hvis det er
praktisk muligt, inden en uge fra anmeldelsen. Formålet
med at gennemføre afhøringen hurtigt er at sikre barnets hu-
kommelse om forholdet. Endvidere kan barnet hurtigere på-
begynde bearbejdningen af det passerede og blive skånet for
at blive afhørt på et tidspunkt, hvor en behandling af barnet
er i gang. Herudover kan en afhøring inden for kort tid efter
5
anmeldelsen være med til at mindske risikoen for påvirkning
af barnet fra familien eller andre.
Ifølge den grønlandske retsplejelovs § 144, stk. 1, har en
parts nærmeste ikke pligt til at afgive forklaring som vidne.
Der er heller ikke pligt til at afgive forklaring, bl.a. hvis for-
klaringen må antages at ville udsætte vidnets nærmeste for
kriminalretlig forfølgning eller tab af velfærd eller påføre
vidnets nærmeste anden væsentlig skade, jf. § 144, stk. 2, nr.
2 og 3. Retten kan dog efter § 144, stk. 3, i sådanne tilfælde
pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses
for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sa-
gens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende
part eller samfundet gør dette berettiget.
Større børn gøres bekendt med disse vidnefritagelsesregler,
mens det for mindre børn som udgangspunkt overlades til
forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et even-
tuelt spørgsmål om vidnefritagelse, jf. afsnit 3 i RM nr.
2/2007.
Politiets videoafhøring af barnet kræver ikke et udtrykkeligt
tilkendegivet samtykke fra forældremyndighedens indeha-
ver(e), men politiet må ikke afhøre barnet, hvis forældre-
myndighedens indehaver(e) klart tilkendegiver, at politiet
ikke må afhøre barnet. I tilfælde, hvor der er to indehavere
af forældremyndigheden, og den ene af disse er mistænkt/
sigtet og modsætter sig politiets afhøring af barnet, kan poli-
tiet foretage afhøringen, hvis den anden forældremyndig-
hedsindehaver ikke modsætter sig dette. Der henvises til af-
snit 3 i RM nr. 2/2007.
Hvis der kun er én indehaver af forældremyndigheden over
barnet, og denne modsætter sig politiets videoafhøring af
barnet, eller hvis begge forældremyndighedsindehavere
modsætter sig videoafhøringen, kan politiet forelægge
spørgsmålet for retten med henblik på en eventuel indenret-
lig afhøring af barnet efter den grønlandske retsplejelovs §
343 om anticiperet bevisførelse. Retten kan herefter eventu-
elt pålægge barnet at afgive forklaring, jf. § 144, stk. 3. Så-
danne indenretlige afhøringer af børn kan – ligesom politiets
udenretlige afhøringer – gennemføres som videoafhøringer.
Ved en sådan indenretlig videoafhøring er dommeren til
stede i det såkaldte monitorrum, imens afhøringen foretages.
I monitorrummet kan afhøringen følges på en skærm.
Videoafhøringen foretages af en særligt uddannet polititje-
nestemand. Denne polititjenestemand bør besøge barnet i
dets hjem forud for videoafhøringen, jf. afsnit 6.1 i RM nr.
2/2007. Herved kan polititjenestemanden bl.a. danne sig et
indtryk af barnet, herunder af barnets modenhed og sprogli-
ge udvikling. Det kan også medvirke til at gøre barnet mere
trygt, at afhøringen foretages af en person, som barnet tidli-
gere er blevet præsenteret for.
Det er et led i videoafhøringsordningen, at afhøring af børn
foretages i fysiske rammer, som er trygge for barnet. I Grøn-
land foretages videoafhøringer ikke i børnehuse som i Dan-
mark, og der findes ikke på politistationerne i Grønland sær-
ligt indrettede videoafhøringslokaler. Videoafhøringer gen-
nemføres i stedet i andre egnede lokaler.
Alle spørgsmål til barnet stilles af den særligt uddannede
polititjenestemand. Afhøringen bør ifølge afsnit 8.5 i RM nr.
2/2007 indledes med en neutral og uformel samtale med
barnet, der har til formål at skabe tryghed hos barnet og vur-
dere barnets evne til at forstå og svare på stillede spørgsmål.
På et forholdsvis tidligt tidspunkt herefter bør barnet forkla-
res grunden til afhøringen, ligesom det – på en måde, der
svarer til barnets alder, og uden at det opfattes som mistro –
bør tilkendegives, at det er vigtigt, at barnet svarer sandfær-
digt. Det bør herunder forklares barnet, at det er acceptabelt
at svare ved at sige ”jeg ved det ikke”, ”jeg husker det ikke”
eller ”jeg forstår det ikke”.
Foruden den særligt uddannede polititjenestemand og barnet
kan der være en såkaldt tryghedsskabende person (f.eks. en
pædagog fra barnets daginstitution) eller en tolk til stede i
afhøringslokalet.
Videoafhøringen kan overværes på en skærm i et andet rum
(monitorrummet), imens den foretages. Her overværes den
eventuelt af en bisidder og en polititjenestemand mv.
Før gennemførelsen af videoafhøringen skal der beskikkes
en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet, hvis den
pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte
forsvarer udebliver, jf. den grønlandske retsplejelovs § 321
a. Forsvareren har pligt til at overvære afhøringen (fra moni-
torrummet), jf. § 340 a, stk. 1.
Når den særligt uddannede polititjenestemand har stillet de
spørgsmål til barnet, som findes relevante, holdes der en
pause i afhøringen, hvor polititjenestemanden drøfter even-
tuelle yderligere spørgsmål til barnet med de personer, der
har overværet afhøringen fra monitorrummet, jf. afsnit 8.5 i
RM nr. 2/2007. Der bør herunder lægges særlig vægt på at
imødekomme forsvarerens anmodninger om spørgsmål til
barnet.
Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at over-
være videoafhøringen, men skal snarest muligt have adgang
til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen
hos politiet, jf. den grønlandske retsplejelovs § 340 a, stk. 2,
1. og 2. pkt.
Ifølge bestemmelsens forarbejder (Folketingstidende
2013-14, A, L 120 som fremsat, side 14) bør det tilstræbes,
at den mistænkte eller sigtede gennemser videooptagelsen så
hurtigt som muligt efter gennemførelsen af videoafhøringen
– eventuelt samme dag – og så vidt muligt inden for en til to
uger efter afhøringen.
Den mistænkte eller sigtede eller dennes forsvarer kan efter
gennemsynet af videoafhøringen fremsætte begæring om, at
der foretages genafhøring af barnet, jf. den grønlandske rets-
plejelovs § 340 a, stk. 2, 3. pkt. Herved får den mistænkte
eller sigtede mulighed for at varetage sit forsvar ved at få
stillet spørgsmål til barnet.
6
Genafhøring bør ifølge forarbejderne (Folketingstidende
2013-14, A, L 120 som fremsat, side 14) af hensyn til barnet
kun ske, hvis det findes rimeligt begrundet for, at den mis-
tænkte eller sigtede kan varetage sit forsvar. Spørgsmålet
om, hvorvidt der skal foretages genafhøring af barnet, afgø-
res ud fra en konkret vurdering, hvor det bl.a. kan tillægges
vægt, om der er fremkommet nye oplysninger efter den før-
ste afhøring af barnet, om den mistænkte eller sigtede og
dennes forsvarer ønsker, at der bliver stillet nye relevante
spørgsmål til barnet, eller om der i øvrigt foreligger andre
særlige grunde til at foretage en genafhøring.
En begæring om genafhøring skal ifølge den grønlandske
retsplejelovs § 340 a, stk. 2, 3. pkt., fremsættes snarest mu-
ligt efter gennemsynet af videooptagelsen. Ifølge bestem-
melsens forarbejder (Folketingstidende 2013-14, A, L 120
som fremsat, side 14) skal begæringen som udgangspunkt
fremsættes inden to uger efter, at den mistænkte eller sigtede
har foretaget gennemsyn af optagelsen af den første afhøring
af barnet.
Fremsættes en anmodning om genafhøring senere, lægges
der ved vurderingen af, om genafhøring skal foretages, vægt
på, om hensynet til barnet tilsiger – navnlig på grund af den
tid, der er forløbet siden den første afhøring – at der ikke bør
foretages fornyet afhøring af barnet. Ved vurderingen indgår
det endvidere, hvad årsagen er til den sene begæring om
genafhøring, herunder om den sene begæring skyldes den
mistænktes eller sigtedes egne forhold.
En eventuel tvist mellem på den ene side politiet og ankla-
gemyndigheden og på den anden side den mistænkte eller
sigtede eller dennes forsvarer om gennemførelsen af video-
afhøringen, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der skal
foretages genafhøring af barnet, kan indbringes for retten i
medfør af den grønlandske retsplejelovs § 341.
Da anvendelse af videoafhøringer som bevis under hoved-
forhandlingen – som erstatning for barnets afgivelse af vid-
neforklaring for den dømmende ret – er en fravigelse af det
grundlæggende princip om bevisumiddelbarhed, er det iføl-
ge forarbejderne til den grønlandske retsplejelovs § 467 a
(Folketingstidende 2013-14, A, L 120 som fremsat, side 15)
en forudsætning for at benytte videoafhøringen som bevis,
at fremgangsmåden i § 340 a er fulgt i forbindelse med fore-
tagelsen af videoafhøringen.
Er der sket tilsidesættelse af de grundlæggende betingelser i
den grønlandske retsplejelovs § 340 a, bør videoafhøringen
som altovervejende udgangspunkt ikke anvendes som bevis-
middel under hovedforhandlingen. Hvis der ikke har været
en forsvarer for den mistænkte eller sigtede til stede under
videoafhøringen, eller den mistænkte eller sigtede ikke har
haft adgang til at gennemse videoafhøringen, bør videoafhø-
ringen således som altovervejende udgangspunkt ikke an-
vendes som bevis.
Et eventuelt forsvarerskifte efter gennemførelsen af videoaf-
høringen har ikke betydning for videoafhøringens anvendel-
se som bevismiddel under hovedforhandlingen.
I øvrigt afhænger det af karakteren og betydningen af den
forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse med vi-
deoafhøringen, om videoafhøringen kan anvendes som bevis
under hovedforhandlingen. Indsigelser om f.eks. ledende
spørgsmål til barnet eller at en tryghedsskabende person har
blandet sig i afhøringen, bør i almindelig ikke kunne føre til,
at videoafhøringen ikke kan forevises som bevis under sag-
en. Det må således i overensstemmelse med princippet om
fri bevisbedømmelse overlades til den dømmende ret at af-
gøre, om og i givet fald i hvilket omfang fejl af denne karak-
ter ved videoafhøringens gennemførelse bør have betydning
for videoafhøringens bevismæssige værdi.
2.2. Lovforslagets indhold
2.2.1. Generelle overvejelser
2.2.1.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Vurderingen af, om anvendelsesområdet for videoafhørings-
ordningen bør udvides, bør efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse foretages med udgangspunkt i en afvejning af
hensynet til bevisumiddelbarhed og tiltaltes mulighed for at
varetage sit forsvar over for hensynet til at beskytte barnet
eller den unge og hensynet til at opnå en uforbeholden og
detaljeret forklaring fra den pågældende.
Der må efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges stor
vægt på, at børns og unges møde med retssystemet som vid-
ner eller forurettede bliver så skånsomt som muligt, og at
der ikke lægges unødvendige hindringer i vejen for, at bar-
net eller den unge kan komme sig over hændelsen og modta-
ge den fornødne psykologiske behandling mv.
Afhængig af den konkrete sags karakter og barnets eller den
unges personlige forhold kan den sædvanlige fremgangsmå-
de med afhøring hos politiet og senere som vidne i retten
under hovedforhandlingen være en stor belastning for den
pågældende. Det skyldes bl.a., at afhøringen i retten indebæ-
rer, at barnet eller den unge – i utrygge rammer over for
fremmede personer og måske længe efter politianmeldelsen
– skal fortælle om en muligvis traumatisk hændelse. Dette
indebærer en risiko for retraumatisering af barnet eller den
unge. Endvidere er anklageren og forsvareren – i modsæt-
ning til polititjenestemænd, der foretager videoafhøring – ik-
ke særligt uddannede i at afhøre børn og unge, ligesom om-
givelserne og afhøringsformen i retten kan blive opfattet
som mindre børne- og ungevenlig.
Ventetiden fra politianmeldelsen og afhøringen hos politiet
til hovedforhandlingen, hvor barnet eller den unge skal af-
høres som vidne, udgør også en stor belastning. Udsigten til
at skulle fortælle om den formodede overtrædelse i ukendte
omgivelser og frygten for at glemme vigtige detaljer kan så-
ledes være en stor belastning for barnet eller den unge, der
endvidere kan føle sig mistænkeliggjort, indtil det er afkla-
7
ret, om den mistænkte bliver dømt, og opleve, at familien er
splittet mellem dem, der tror på barnet eller den unge, og
dem, der tror på den mistænkte gerningsmand. Denne kon-
flikt ender dog ikke nødvendigvis ved, at der afsiges dom i
sagen.
Ventetiden kan derfor lægge hindringer i vejen for, at barnet
eller den unge kan komme sig over hændelsen, og i væsent-
lig grad vanskeliggøre den psykologiske behandling af den
pågældende.
Belastningen for barnet eller den unge forstærkes, hvis dom-
men ankes.
Videoafhøring belaster ikke på samme måde barnet eller den
unge. Ordningen indebærer således som udgangspunkt, at
afhøringen foretages hurtigt efter politianmeldelsen af en
særligt uddannet afhører i trygge rammer, hvorefter barnet
eller den unge som udgangspunkt ikke skal afhøres igen og
ikke behøver at deltage mere i sagen. Det kan dog være nød-
vendigt at genafhøre den pågældende til video.
Børn og unge, der måtte have behov for at få rettens endeli-
ge konstatering af, om den mistænkte gerningsmand er skyl-
dig i et overgreb, for at kunne komme sig over hændelsen,
vil dog også efter videoafhøringsordningen skulle vente på
dommen.
Videoafhøring udgør imidlertid en fravigelse af det grund-
læggende princip om, at vidner føres umiddelbart for den
dømmende ret og under hovedforhandlingen, idet der under
hovedforhandlingen alene forevises en videooptagelse af po-
litiets afhøring af barnet eller den unge under efterforsknin-
gen.
Princippet om bevisumiddelbarhed har bl.a. til formål at gi-
ve retten det bedst mulige grundlag for at bedømme vidne-
forklaringerne og dermed for at træffe en korrekt afgørelse i
straffesagen (i Grønland kriminalsagen). Når dommere og
lægdommere således kan overvære afhøringen, imens den
foregår, får de bedre muligheder for at danne sig et indtryk
af vidnet og af forklaringens troværdighed. Endvidere får de
mulighed for at stille de spørgsmål, som vidnets forklaring
måtte give anledning til.
Bevisværdien af en forklaring afgivet umiddelbart for retten
vil derfor også alt andet lige være højere end en forklaring
afgivet under sagens efterforskning.
Afhøring af vidnet ved personligt fremmøde i selve retsloka-
let er også med til at understrege situationens alvor for vid-
net og kan medvirke til at forebygge falsk forklaring.
Ved at afhøre vidner under hovedforhandlingen, hvor sagen
er færdigefterforsket, og det står klart, i hvilket omfang der i
øvrigt findes beviser i sagen, sikres det endvidere, at såvel
anklagerens som forsvarerens afhøring af vidnet kan målret-
tes den rejste tiltale og foretages på et fuldt oplyst grundlag,
herunder med mulighed for at spørge ind til eventuel mod-
strid mellem vidnets forklaring og øvrige beviser i sagen.
Det sikres desuden, at afhøringen foretages på et tidspunkt,
hvor forsvareren sammen med tiltalte har haft lejlighed til at
forberede forsvaret i sagen.
Videoafhøring foretages derimod som nævnt typisk meget
tidligt under efterforskningen, hvor sagen ikke er fuldt op-
lyst.
Da videoafhøring ikke giver forsvareren de samme mulighe-
der for afhøring af et vidne som ved afhøring under hoved-
forhandlingen, kan videoafhøring forringe tiltaltes mulighed
for at varetage sit forsvar.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kan videoafhøring,
der foretages af en særligt uddannet videoafhører i børne- og
ungevenlige omgivelser hurtigt efter politianmeldelsen, i
visse tilfælde være bedre egnet til at opnå en uforbeholden
og detaljeret forklaring fra barnet eller den unge end ved af-
høring i retten under hovedforhandlingen. Dette gælder
navnlig ved afhøring af yngre børn.
Det må ved afvejningen af de ovennævnte modsatrettede
hensyn også indgå, at der er mulighed for at tage visse for-
holdsregler for at beskytte barnet eller den unge under afhø-
ringen i retten og gøre det lettere for den pågældende at af-
give forklaring, herunder ved at lukke dørene under afhørin-
gen og gennemføre den uden tiltaltes tilstedeværelse samt
eventuelt foretage afhøringen et andet sted end i retslokalet.
Disse forholdsregler ændrer imidlertid ikke på, at barnet el-
ler den unge skal afgive forklaring under hovedforhandlin-
gen, og giver således ikke som videoafhøring barnet eller
den unge mulighed for at lægge sagen bag sig allerede under
efterforskningen af sagen.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør hensynet til at
sikre barnets hukommelse og undgå påvirkninger af barnet
fra familien og andre – som er et af formålene med videoaf-
høring af børn under 13 år efter de gældende regler – tillæg-
ges mindre vægt ved vurderingen af, om videoafhøringsord-
ningen bør udvides, idet hensynet falder i styrke med bar-
nets alder og udvikling.
Videoafhøringsordningens nuværende anvendelsesområde
bygger på en praksis, der før indførelsen i 2003 af den dan-
ske retsplejelovs bestemmelser om videoafhøring af børn
havde udviklet sig med hjemmel i lovens almindelige regler
om anvendelse af forklaringer afgivet forud for hovedfor-
handlingen som bevis under hovedforhandlingen.
Siden 2003 har der ifølge Strafferetsplejeudvalget både i
EU- og Europarådsregi været en udvikling, der peger i ret-
ning af udvidet brug af videoafhøring af børn og unge i
straffesager (kriminalsager). Anvendelsesområdet for de øv-
rige nordiske landes videoafhøringsordninger er endvidere
bredere end anvendelsesområdet for den danske ordning.
Samlet set finder Strafferetsplejeudvalget, at der er grundlag
for at udvide anvendelsesområdet for videoafhøringsordnin-
gen. Udvalget lægger imidlertid stor vægt på det grundlæg-
gende princip om bevisumiddelbarhed og hensynet til tiltal-
8
tes mulighed for at varetage sit forsvar. En udvidelse af ord-
ningen bør derfor efter udvalgets opfattelse begrænses til de
tilfælde, hvor hensynet til at beskytte barnet eller den unge
er særligt tungtvejende.
Der henvises til betænkningens side 121-133.
2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og i udvalgets samlede konklusion om, at der er
grundlag for at udvide anvendelsesområdet for videoafhø-
ringsordningen. Ministeriet er endvidere enig i, at udvidel-
sen bør begrænses til tilfælde, hvor hensynet til at beskytte
barnet eller den unge er særligt tungtvejende.
Med dette lovforslag lægges der således op til en sådan ud-
videlse af videoafhøringsordningen, jf. pkt. 2.2.2 nedenfor.
Der foreslås i den forbindelse også visse andre ændringer af
ordningen, jf. pkt. 2.2.3-2.2.5 nedenfor. Der er ikke her-
udover tilsigtet ændringer af ordningen, som således i øvrigt
forudsættes videreført.
2.2.2. Videoafhøringsordningens anvendelsesområde
2.2.2.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.2.1.1. Overordnede overvejelser
Strafferetsplejeudvalget finder som nævnt under pkt. 2.2.1.1
ovenfor, at udvidelsen af videoafhøringsordningen bør be-
grænses til de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte barnet
eller den unge er særligt tungtvejende. Dette taler for at ind-
rette ordningen sådan, at det i hver enkelt sag vurderes, om
der foreligger sådanne hensyn. Udvalget foreslår imidlertid
af hensyn til ordningens forudberegnelighed og praktiske
administration, at der opregnes en række tilfælde, hvor der
altid skal kunne foretages videoafhøring af børn, fordi der i
disse tilfælde må antages typisk at foreligge et særligt tungt-
vejende hensyn til at beskytte den pågældende.
Samtidig foreslår udvalget, at der indføres en opsamlingsbe-
stemmelse, som indebærer, at der efter en konkret vurdering
kan foretages videoafhøring af øvrige børn og unge.
Ved fastlæggelsen af den gruppe, der altid skal kunne video-
afhøres, finder Strafferetsplejeudvalget, at der bør tages ud-
gangspunkt i den pågældendes alder og den formodede lov-
overtrædelses art. Udvalget er opmærksomt på, at disse kri-
terier ikke nødvendigvis er afgørende for barnets eller den
unges behov for beskyttelse. Hvis et barn eller en ung imid-
lertid ikke er omfattet af den gruppe, der altid kan videoaf-
høres, men de samme hensyn til den pågældende gør sig
gældende, vil der efter omstændighederne kunne foretages
videoafhøring efter den foreslåede opsamlingsbestemmelse.
Vurderingen af, om betingelserne for at foretage videoafhø-
ring er opfyldt, bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
– ligesom i dag – foretages ud fra forholdene på tidspunktet
for den første videoafhøring af den pågældende.
Der henvises til betænkningens side 136-137 og 147-148.
2.2.2.1.2. Børn under 13 år
Efter den gældende videoafhøringsordning kan der foretages
videoafhøring af børn under 13 år. Strafferetsplejeudvalget
foreslår, at der også fremover skal kunne foretages videoaf-
høring af denne gruppe, og forudsætter i den forbindelse, at
den gældende praksis for, hvornår disse børn videoafhøres,
jf. herved pkt. 2.1.2.1 ovenfor, i det hele videreføres.
Der henvises til betænkningens side 137.
2.2.2.1.3. Børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbr-
ydelser, incest eller familievold
Ved fastlæggelsen af den gruppe af personer, der altid skal
kunne videoafhøres, er det dernæst efter Strafferetsplejeud-
valgets opfattelse naturligt at tage udgangspunkt i en alders-
grænse på 15 år. En sådan aldersgrænse anvendes således
også andre steder i lovgivningen.
En aldersgrænse på 15 år svarer endvidere til den seksuelle
lavalder. I sager om seksualforbrydelser, der er et meget væ-
sentligt anvendelsesområde for videoafhøringsordningen, er
det, hvis forurettede var fyldt 15 år på tidspunktet for forhol-
det, ofte et helt centralt bevistema, om det seksuelle forhold
var frivilligt. Med henblik på i sådanne sager at give retten
det bedst mulige grundlag for at vurdere troværdigheden af
forurettedes forklaring bør afhøringen som det helt klare ud-
gangspunkt foregå under hovedforhandlingen.
Ved fastlæggelsen af den gruppe af børn i alderen 13-14 år,
der altid skal kunne videoafhøres, bør der efter Strafferets-
plejeudvalgets opfattelse dernæst sondres mellem forskelli-
ge typer af lovovertrædelser.
I sager om seksualforbrydelser eller incest er belastningen
af barnet typisk særligt stor, bl.a. fordi sådanne sager vedrø-
rer intime og private forhold, ligesom barnet kan være påvir-
ket af skyld- og skamfølelser. Strafferetsplejeudvalget finder
derfor, at der altid skal kunne foretages videoafhøring af
børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser eller
incest.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør dette gælde,
uanset om barnet er forurettet ved eller vidne til en formodet
seksualforbrydelse eller incest. Hensynet til at beskytte et
barn, der er vidne til en sådan forbrydelse begået mod en an-
den, kan således efter udvalgets opfattelse være lige så
tungtvejende som hensynet til at beskytte et barn, der selv er
forurettet ved forbrydelsen. Udvalget lægger desuden vægt
på, at videoafhøring typisk foretages meget tidligt under ef-
terforskningen, hvor det ikke altid er muligt at vurdere, om
et barn alene er vidne til f.eks. en formodet seksualforbry-
delse eller incest begået mod barnets søskende eller tillige
selv er forurettet ved en sådan forbrydelse.
Foruden i sager om seksualforbrydelser eller incest er be-
lastningen af børn i alderen 13-14 år efter Strafferetsplejeud-
9
valgets opfattelse typisk særligt stor, hvis barnet formodes at
have været udsat for vold fra en af sine forældre eller nær-
meste i øvrigt eller formodes at have overværet en person
fra denne kreds begå vold mod en anden af barnets nærme-
ste (familievold). Det skyldes bl.a. barnets afhængighedsfor-
hold til den mistænkte og den loyalitetskonflikt, som barnet
kan befinde sig i, samt at der er risiko for, at barnet ikke får
samme støtte under sagen, som hvis det formodede overgreb
var begået af en fremmed person.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der altid skal kun-
ne foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år, hvis
efterforskningen angår drab eller vold eller forsøg herpå,
hvor barnet eller en af dets nærmeste er forurettet, og den
mistænkte er en af barnets nærmeste.
Efter Strafferetsplejeudvalgets forslag vil videoafhøring så-
ledes kunne anvendes i alle tilfælde, hvor der er mistanke
om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år af et medlem
af barnets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod
den anden forælder eller barnets søskende. Derimod vil sag-
er om vold begået mod en 13-14-årig af en fremmed person
ikke være omfattet af den foreslåede ordning. Heller ikke til-
fælde, hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks.
vold begået af en af barnets forældre eller søskende mod en
fremmed person, vil være omfattet.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om visse overtrædel-
ser bør undtages fra de beskrevne grupper af sager, hvor der
altid skal kunne foretages videoafhøring af børn i alderen
13-14 år. Udvalget har særligt overvejet, om seksual-
forbrydelser i form af blufærdighedskrænkelse, hvor der ik-
ke er sket beføling, f.eks. hvor forurettede har været udsat
for blotteri i det offentlige rum, eller familievoldssager, hvor
der alene er tale om simpel vold, bør undtages.
Videoafhøring foretages imidlertid som nævnt typisk meget
tidligt under efterforskningen af sagen, hvor det kan være
særdeles vanskeligt at sige noget sikkert om den formodede
forbrydelses præcise karakter – f.eks. om der er tale om blu-
færdighedskrænkelse uden beføling eller en anden seksual-
forbrydelse – og dermed vanskeligt at vurdere, om videoaf-
høringsordningen finder anvendelse. Hertil kommer, at også
blufærdighedskrænkelse uden beføling efter omstændighe-
derne kan være særdeles belastende for barnet. De samme
hensyn gør sig gældende med hensyn til simpel vold.
Strafferetsplejeudvalget finder på den baggrund ikke grund-
lag for at undtage disse overtrædelser fra gruppen af sager,
hvor der altid skal kunne foretages videoafhøring af børn i
alderen 13-14 år.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at poli-
tiet og anklagemyndigheden ikke nødvendigvis vil skulle
foretage videoafhøring, selv om en sag er omfattet af den
gruppe af sager, hvor der altid kan foretages videoafhøring.
Videoafhøring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis
barnet vurderes ikke at have behov for, at denne fremgangs-
måde anvendes. Endvidere bør der ikke foretages videoafhø-
ring, hvis det står klart, at en vidneforklaring fra barnet ikke
er nødvendig for at føre straffesagen (kriminalsagen), f.eks.
fordi der er andre vidner i sagen, eller fordi der er tilstræk-
kelige tekniske beviser til, at anklagemyndigheden vurderer,
at der kan ske domfældelse – f.eks. for en blufærdigheds-
krænkelse begået over internettet. Der kan også være tilfæl-
de, hvor det efter en indledende afhøring af barnet står klart,
at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen.
Der henvises til betænkningens side 137-142.
2.2.2.1.4. Øvrige børn og unge under 18 år
Strafferetsplejeudvalget foreslår, at der indføres en opsam-
lingsbestemmelse, som giver mulighed for at foretage video-
afhøring, hvis der i andre tilfælde end i de sager, der er
nævnt under pkt. 2.2.2.1.2 og 2.2.2.1.3 ovenfor, er et særligt
tungtvejende hensyn til at beskytte et barn eller en ung.
Opsamlingsbestemmelsen bør efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse gælde for børn og unge under 18 år. Udvalget
henviser i den forbindelse bl.a. til, at dette svarer til den al-
mindelige myndighedsalder, hvor lovgivningens øvrige ret-
tigheder og pligter normalt indtræder.
Endvidere svarer en aldersgrænse på 18 år til definitionen af
”barn” i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om
beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt mis-
brug, som Danmark har ratificeret, og som indeholder regler
om videoafhøring af børn. Det bemærkes dog, at konventio-
nen ikke gælder for Grønland.
En sådan aldersgrænse findes også i en række EU-direkti-
ver, der indeholder bestemmelser om videoafhøring af børn.
Det drejer sig om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af sek-
suelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børneporno-
grafi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/
RIA, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU
af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menne-
skehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning
af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA samt Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober
2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med
hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning
af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA. Disse direktiver
er dog omfattet af Danmarks retsforbehold og er derfor ikke
bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i
Danmark. Direktiverne gælder heller ikke for Grønland.
Udgangspunktet bør ifølge Strafferetsplejeudvalget være, at
børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om seksual-
forbrydelser, incest eller familievold samt unge i alderen
15-17 år skal afgive forklaring i retten. Der bør kun foreta-
ges videoafhøring af sådanne børn og unge, hvis særlige
omstændigheder taler herfor.
Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, bør ef-
ter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bero på en konkret
vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved for-
10
brydelsen og barnets eller den unges personlige forhold, her-
under alder samt psykiske udvikling og tilstand. Videoafhø-
ring bør anvendes, hvis det på baggrund af denne konkrete
vurdering må antages, at barnet eller den unge har særlige
beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der
foretages videoafhøring, der kan anvendes som bevis i ret-
ten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under ho-
vedforhandlingen.
Formålet med at foretage videoafhøring efter opsamlingsbe-
stemmelsen bør ifølge Strafferetsplejeudvalget være at be-
skytte barnet eller den unge. Videoafhøring bør derimod ik-
ke foretages med det formål at sikre barnets hukommelse og
undgå påvirkning fra familien eller andre. Det skyldes, at
dette hensyn, der er et af formålene med videoafhøring af
børn under 13 år efter de gældende regler, efter udvalgets
opfattelse må tillægges mindre vægt i forhold til ældre børn
og unge.
Børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om seksual-
forbrydelser, incest eller familievold bør efter Strafferetsple-
jeudvalgets opfattelse kunne videoafhøres efter opsamlings-
bestemmelsen, hvis der efter en konkret vurdering er et lige
så tungtvejende behov for at beskytte barnet som i sager om
seksualforbrydelser, incest eller familievold, jf. herved pkt.
2.2.2.1.3 ovenfor.
Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet
eller vidne i medfør af opsamlingsbestemmelsen vil ifølge
Strafferetsplejeudvalget bl.a. kunne være relevant i sager om
alvorlig personfarlig kriminalitet, ulovlig tvang, frihedsber-
øvelse eller menneskehandel, hvis sagen konkret vurderes at
være stærkt belastende for barnet. Det samme gælder i andre
sager, der konkret vurderes at være stærkt belastende for
barnet.
Barnets personlige forhold, herunder dets psykiske udvik-
ling og tilstand samt den situation, som den formodede lov-
overtrædelse har bragt den pågældende i, vil efter Straffe-
retsplejeudvalgets forslag også kunne føre til, at der bør
foretages videoafhøring.
Hensynet til at beskytte unge i alderen 15-17 år mod den
belastning, det vil være at afgive forklaring under hovedfor-
handlingen, kan efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse ik-
ke tillægges lige så stor vægt som hensynet til at beskytte
børn under 15 år. Af hensyn til det grundlæggende princip
om bevisumiddelbarhed bør unge i alderen 15-17 år derfor
som det helt klare udgangspunkt afgive vidneforklaring i
retten og således ikke videoafhøres.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det i
sager om seksualforbrydelser, hvor forurettede på tidspunk-
tet for forholdet var fyldt 15 år, som også nævnt ovenfor un-
der pkt. 2.2.2.1.3, ofte er et helt centralt bevistema, om det
seksuelle forhold var frivilligt. Med henblik på i sådanne
sager at give retten det bedst mulige grundlag for at vurdere
troværdigheden af forurettedes forklaring bør afhøringen
derfor som det helt klare udgangspunkt foregå under hoved-
forhandlingen.
Videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år efter opsam-
lingsbestemmelsen bør ifølge Strafferetsplejeudvalget som
udgangspunkt kunne komme på tale i de samme sagstyper
som med hensyn til børn i alderen 13-14 år samt i sager om
seksualforbrydelser, incest eller familievold. Der vil imidler-
tid skulle væsentligt mere til for at videoafhøre en ung i al-
deren 15-17 år end et barn i alderen 13-14 år. Der vil herud-
over generelt skulle mere til, desto ældre den unge er.
Videoafhøring af unge i alderen 15-17 år bør efter Straffe-
retsplejeudvalgets opfattelse kun komme på tale, hvis både
oplysningerne om den pågældendes personlige forhold og
oplysningerne om den formodede lovovertrædelse og om-
stændighederne ved forbrydelsen taler herfor.
Som hovedregel bør der ifølge Strafferetsplejeudvalget end-
videre kun foretages videoafhøring, hvis den unge er den
forurettede i sagen. Der kan dog være tilfælde, hvor den un-
ge kun er vidne til en formodet overtrædelse, men hvor der
er et tilsvarende hensyn til at beskytte den unge, som hvis
den pågældende havde været forurettet.
I vurderingen af, om der bør foretages videoafhøring, bør
også andre muligheder for at beskytte den unge ifølge Straf-
feretsplejeudvalget indgå, herunder muligheden for at lukke
dørene under afhøringen af den pågældende i retten eller
gennemføre afhøringen uden tiltaltes tilstedeværelse. Der
bør ikke foretages videoafhøring, hvis disse muligheder er
tilstrækkelige til at beskytte den unge.
Det bemærkes, at det foreslåede anvendelsesområde for vi-
deoafhøringsordningen efter Strafferetsplejeudvalgets opfat-
telse opfylder kravene i Europarådskonventionen af 25. ok-
tober 2007 om seksuelt misbrug af børn. Endvidere opfylder
anvendelsesområdet efter udvalgets opfattelse kravene i EU-
direktiverne om seksuelt misbrug af børn (direktiv 2011/93/
EU), menneskehandel (direktiv 2011/36/EU) og beskyttelse
af ofre (direktiv 2012/29/EU). Konventionen og direktiverne
gælder dog som nævnt ikke for Grønland.
Herudover er det foreslåede anvendelsesområde for videoaf-
høringsordningen efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
foreneligt med Den Europæiske Menneskerettighedskonven-
tions artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang og de
krav, der følger af praksis fra Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol.
Der henvises til betænkningens side 142-147 og 155-158.
2.2.2.1.5. Personer med en alvorlig psykisk lidelse eller væ-
sentlig funktionsnedsættelse
Efter gældende ret kan der ved analog anvendelse af den
grønlandske retsplejelovs regler om videoafhøring af børn i
et vist omfang foretages videoafhøring af voksne personer
med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktions-
nedsættelse, jf. herved Vestre Landsrets kendelse trykt i UfR
11
2005, side 779, hvor de tilsvarende regler i den danske rets-
plejelov blev anvendt analogt i forhold til en 24-årig udvik-
lingshæmmet, der var forurettet ved et seksuelt overgreb.
Denne praksis bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
videreføres. Udvalget foreslår derfor, at der indføres en be-
stemmelse, som giver mulighed for at foretage videoafhø-
ring af personer, der er fyldt 18 år, men har en alvorlig psy-
kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, hvis særli-
ge omstændigheder taler for, at den pågældende ikke vil væ-
re i stand til at afgive forklaring i retten.
Strafferetsplejeudvalget bemærker herudover, at børn og un-
ge under 18 år, der ville have opfyldt disse betingelser, hvis
de havde været 18 år eller derover, bør kunne videoafhøres
efter opsamlingsbestemmelsen for børn og unge under 18 år,
jf. pkt. 2.2.2.1.4 ovenfor.
Der henvises til betænkningens side 143-144 og 147.
2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er med redaktionelle æn-
dringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovud-
kast.
Der henvises til den foreslåede affattelse af § 340 a, stk. 1, i
den grønlandske retsplejelov, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, og
bemærkningerne hertil.
2.2.3. Vidnefritagelse af videoafhørte personer
2.2.3.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.3.1.1. I praksis afgiver børn, der er blevet videoafhørt ef-
ter de gældende regler, som udgangspunkt ikke forklaring
som vidner under hovedforhandlingen. Spørgsmålet om de-
res fritagelse fra at afgive forklaring er imidlertid ikke ud-
trykkeligt reguleret.
Det er ofte af meget væsentlig betydning for personer, der er
blevet videoafhørt, at de kan regne med, at sagen dermed er
afsluttet for deres vedkommende, da dette giver dem mulig-
hed for at lægge hændelserne bag sig og giver bedre vilkår
for en eventuel psykologisk behandling mv.
Strafferetsplejeudvalget foreslår på den baggrund, at der
indføres en bestemmelse om, at en person, der er blevet vi-
deoafhørt, som udgangspunkt ikke har pligt til at afgive for-
klaring som vidne under hovedforhandlingen.
Fritagelsen fra pligten til at afgive forklaring som vidne un-
der hovedforhandlingen bør efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse kun gælde, hvis betingelserne for at foretage vi-
deoafhøring var opfyldt på tidspunktet for den første video-
afhøring. Udvalget foreslår som nærmere beskrevet under
pkt. 2.2.4.1 nedenfor, at der indføres en særlig procedure,
som sikrer hurtig afklaring af dette spørgsmål.
Det kan ikke udelukkes, at det i helt særlige tilfælde kan væ-
re påkrævet, at den ellers vidnefritagne person alligevel af-
giver forklaring som vidne under hovedforhandlingen for at
give retten det fornødne grundlag for at træffe en korrekt af-
gørelse.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at retten i særlige
tilfælde skal kunne pålægge en person, der er vidnefritaget
som følge af en videoafhøring, at afgive forklaring som vid-
ne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende be-
tydning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at
der foretages genafhøring til video.
Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der er grund-
lag for at meddele pålæg, vil bero på en konkret vurdering.
Strafferetsplejeudvalget forudsætter imidlertid, at adgangen
til at meddele pålæg kun helt undtagelsesvis anvendes.
Hensynet til den videoafhørte person tilsiger, at spørgsmålet
om, hvorvidt den pågældende skal afgive forklaring under
hovedforhandlingen, afklares så hurtigt som muligt og forud
for hovedforhandlingen. En eventuel anmodning om, at den
videoafhørte person pålægges at afgive forklaring, bør der-
for hurtigst muligt indgives til retten, der ligeledes forudsæt-
tes hurtigst muligt og normalt forud for hovedforhandlingen
at træffe afgørelse herom.
Afhøring under hovedforhandlingen vil efter Strafferetsple-
jeudvalgets forslag endvidere efter omstændighederne kun-
ne ske, hvis den person, der er blevet videoafhørt, giver
samtykke hertil. Dette forudsætter, at retten vurderer, at af-
høring i retten er relevant for sagen, og at den pågældende
har den fornødne modenhed til at give samtykke.
Der henvises til betænkningens side 148-150.
2.2.3.1.2. Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kan der
være behov for at tage særlige hensyn under en eventuel af-
høring af videoafhørte personer i retten. Udvalget foreslår
derfor, at retten skal kunne bestemme, hvordan og ved hvem
afhøringen af en person, der er blevet videoafhørt, skal ske.
Det svarer til, hvad der i dag gælder for børn under 15 år
(den grønlandske retsplejelovs § 155, stk. 3, 1. pkt.).
Retten vil herefter f.eks. kunne bestemme, at afhøringen af
personen under hovedforhandlingen skal foregå på den må-
de, at videoafhøringen først afspilles, hvorefter der stilles
supplerende spørgsmål til den pågældende. Udgangspunktet
bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse være, at afhø-
ringen gennemføres på denne måde.
Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestem-
mes, at afhøringen af personen ikke skal finde sted i retssa-
len, men et andet og mere børne- og ungevenligt sted, f.eks.
på en dommers kontor.
Hvis en person, der er blevet videoafhørt, skal afhøres som
vidne i retten, bør der hurtigst muligt tages stilling til, hvor-
dan afhøringen skal ske, herunder om den skal gennemføres
et andet sted end i retssalen. Det skyldes navnlig, at usikker-
12
hed om, hvordan afhøringen skal foregå, kan være en stor
belastning for disse personer.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at retten efter an-
modning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne
forud for hovedforhandlingen skal kunne træffe afgørelse
om, hvordan og ved hvem afhøring af et barn under 15 år el-
ler en person, der er blevet videoafhørt, skal ske. Det svarer
til, hvad der i dag gælder med hensyn til bl.a. afgørelser om
dørlukning og om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et
vidne afhøres (den grønlandske retsplejelovs § 448).
Der henvises til betænkningens side 154-155.
2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overens-
stemmelse med udvalgets lovudkast. Ministeriet finder dog,
at det bør fremgå af den grønlandske retsplejelovs ordlyd, at
retten kun ”helt undtagelsesvis” kan pålægge en person, der
er blevet videoafhørt og derfor som udgangspunkt er vidne-
fritaget, at afgive forklaring under hovedforhandlingen. Der
er ikke tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til Straffe-
retsplejeudvalgets forslag og lovudkast.
Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 146 a og §
155, stk. 3, 2. pkt., samt den foreslåede ændring af § 448 i
den grønlandske retsplejelov, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, 3
og 9, samt bemærkningerne hertil.
2.2.4. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som
bevis
2.2.4.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag
2.2.4.1.1. Hvis betingelserne for at foretage videoafhøring er
opfyldt på tidspunktet for videoafhøringens foretagelse, og
fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e (den grønlandske
retsplejelovs § 340 a) er fulgt i forbindelse med videoafhø-
ringen, vil videoafhøringen som hidtil kunne anvendes som
bevis under en eventuel senere hovedforhandling, og den vi-
deoafhørte person vil som nævnt ovenfor under pkt. 2.2.3.1
som udgangspunkt være fritaget fra at afgive forklaring som
vidne i retten.
Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages videoafhøring
af en person, vil i første række skulle træffes af politiet og
anklagemyndigheden i forbindelse med efterforskningen.
Den mistænkte eller forsvareren kan imidlertid være af den
opfattelse, at betingelserne for at foretage videoafhøring af
barnet eller den unge ikke er opfyldt, eller at videoafhørin-
gen af andre grunde ikke kan anvendes som bevis under ho-
vedforhandlingen.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at der
med den foreslåede udvidelse af videoafhøringsordningens
anvendelsesområde i højere grad end i dag vil skulle foreta-
ges en konkret vurdering af, om betingelserne for at foretage
videoafhøring er opfyldt.
Det er efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse af meget
væsentlig betydning, at et barn eller en ung, der er blevet vi-
deoafhørt, hurtigt opnår klarhed over, om den pågældende
herefter er fritaget fra at skulle afgive forklaring som vidne
under hovedforhandlingen, så sagen er afsluttet for barnets
eller den unges vedkommende. Dette giver den pågældende
mulighed for at lægge hændelserne bag sig og giver bedre
vilkår for en eventuel psykologisk behandling mv.
Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der fastsættes en
frist for, hvornår den mistænkte eller forsvareren, hvis de vil
modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under
hovedforhandlingen, senest skal indbringe spørgsmålet for
retten.
Strafferetsplejeudvalget foreslår, at fristen fastsættes til fire
uger, og lægger i den forbindelse vægt på, at det normalt vil
være muligt inden for en sådan frist at vurdere, om der er
grundlag for indsigelser vedrørende fremgangsmåden ved
foretagelsen af videoafhøringen eller betingelserne for at
foretage videoafhøring, hvor det afgørende som nævnt under
pkt. 2.2.2.1.1 ovenfor er forholdene på tidspunktet for den
første afhøring.
Det foreslås dog, at retten skal kunne se bort fra en fristover-
skridelse, der må anses for undskyldelig.
Retten bør hurtigt træffe afgørelse, hvis spørgsmålet om an-
vendelse af videoafhøringen som bevis indbringes for retten.
Strafferetsplejeudvalgets forslag indebærer, at en tiltalt, der
mener, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis,
men har undladt at indbringe spørgsmålet for retten inden
for fristen, kun vil kunne anfægte, at videoafhøringen an-
vendes som bevis under hovedforhandlingen, hvis det findes
undskyldeligt, at indsigelsen ikke er gjort gældende tidlige-
re.
Den tiltalte vil dog uanset fristen kunne gøre indsigelse mod
bevisværdien af videoafhøringen under hovedforhandlingen.
Det vil således i overensstemmelse med princippet om fri
bevisbedømmelse fortsat være overladt til den dømmende
ret at afgøre, hvilken bevismæssig værdi den forklaring, der
er fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.
Der henvises til betænkningens side 150-152 og 153-154.
2.2.4.1.2. En person, som politiet ønsker at afhøre, og som
mener, at betingelserne for videoafhøring er opfyldt, vil
kunne anmode politiet om, at afhøringen gennemføres som
en videoafhøring. I den forbindelse vil en eventuel bistands-
advokat efter den danske retsplejelov kunne bistå den på-
gældende. Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages vi-
deoafhøring, vil imidlertid skulle træffes af politiet og an-
klagemyndigheden.
13
Det bemærkes, at den grønlandske retsplejelov ikke indehol-
der regler om beskikkelse af en bistandsadvokat for foruret-
tede, men derimod om beskikkelse af en bisidder (§ 333).
Bisidderen skal støtte og vejlede forurettede, men har i mod-
sætning til en bistandsadvokat efter den danske retsplejelov
ikke beføjelser og opgaver af retlig karakter.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør indføres
en særlig bestemmelse om adgang for en person, som politi-
et og anklagemyndigheden herefter beslutter ikke at video-
afhøre, eller (for Danmarks vedkommende) personens even-
tuelle bistandsadvokat, til at indbringe dette spørgsmål for
retten.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør adgangen til at
indbringe spørgsmål for retten om, hvilke efterforsknings-
skridt og hvilken bevisførelsen der skal finde sted i en straf-
fesag (i Grønland kriminalsag), imidlertid forbeholdes sa-
gens parter. Forurettede og andre vidner er efter et grund-
læggende princip ikke parter i straffesagen (kriminalsagen).
Udvalget finder derfor ikke grundlag for at indføre adgang
for en person, som politiet og anklagemyndigheden beslutter
ikke at videoafhøre, eller (for Danmarks vedkommende)
dennes eventuelle bistandsadvokat, til at indbringe spørgs-
målet for retten.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at den
pågældende eventuelt vil kunne klage over politiets og an-
klagemyndighedens beslutning om at undlade at foretage vi-
deoafhøring. En sådan klage vil i første omgang skulle ind-
gives til politidirektøren (i Grønland politimesteren), hvis
afgørelse vil kunne påklages til den regionale statsadvokat (i
Grønland til Rigsadvokaten).
Der henvises til betænkningens side 152-153.
2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overens-
stemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i 340 a, stk. 4,
og den foreslåede affattelse af § 467 a i den grønlandske
retsplejelov, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 og 10, og bemærk-
ningerne hertil.
2.2.5. Anbefalinger vedrørende gennemførelse af videoafhø-
ring
Betænkningen indeholder i tilknytning til de ændringer af
videoafhøringsordningen, der er nævnt ovenfor under pkt.
2.2.2-2.2.4, nogle anbefalinger vedrørende gennemførelsen
af videoafhøring. Disse anbefalinger er nærmere behandlet
nedenfor.
2.2.5.1. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og anbefalin-
ger
2.2.5.1.1. Vejledning om vidnefritagelse
Som nævnt under pkt. 2.1.2 ovenfor vejledes større børn om
vidnefritagelsesreglerne i den grønlandske retsplejelovs §
144, mens det for mindre børn som udgangspunkt overlades
til forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et
eventuelt spørgsmål om vidnefritagelse.
I den forbindelse anbefaler Strafferetsplejeudvalget, at nor-
malt udviklede børn i alderen 7-8 år og ældre som udgangs-
punkt vejledes om vidnefritagelsesreglerne, dog således at
der efter en konkret vurdering kan være grundlag for at fra-
vige dette udgangspunkt.
Der henvises til betænkningens side 159-160, hvor der end-
videre er givet eksempler på, hvordan vejledningen om vid-
nefritagelse kan gives til børn under 15 år.
2.2.5.1.2. Fremgangsmåden når forældrene modsætter sig
videoafhøring
Politiet kan som nævnt under pkt. 2.1.2 ovenfor ikke foreta-
ge videoafhøring, hvis begge indehavere eller eneindehave-
ren af forældremyndigheden modsætter sig videoafhøring. I
stedet kan en videoafhøring eventuelt gennemføres indenret-
ligt, således at dommeren er til stede i monitorrummet,
imens afhøringen foretages.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det
er helt afgørende for en hurtig og effektiv behandling af så-
danne tilfælde – hvilket er nødvendigt for i praksis at imøde-
gå en risiko for påvirkning af barnet i perioden indtil gen-
nemførelsen af den indenretlige videoafhøring – at retten er
parat til med det fornødne meget korte varsel at kunne tage
stilling til en begæring om indenretlig videoafhøring og i gi-
vet fald deltage i afhøringen.
Strafferetsplejeudvalget bemærker derfor, at det lokalt mel-
lem retterne og politikredsene nærmere bør aftales, hvordan
disse sager behandles, så det sikres, at retten hurtigst muligt
kan afsige kendelse om og i givet fald gennemføre en inden-
retlig videoafhøring, når der opstår behov for det. Udvalget
bemærker endvidere, at politiet – når der er afsagt kendelse
om indenretlig videoafhøring – vil kunne transportere barnet
til det sted, hvor videoafhøringen skal foretages.
Der henvises til betænkningens side 160-161, som indehol-
der en beskrivelse af fremgangsmåden, når forældrene for-
modes at ville modsætte sig videoafhøring.
2.2.5.1.3. Videoafhøring over flere omgange
Som nævnt under pkt. 2.1.2 ovenfor bør videoafhøring af
børn efter de gældende regler søges gennemført hurtigst mu-
ligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra anmel-
delsen. Der foretages normalt kun én videoafhøring af bar-
net, medmindre politiet af egen drift iværksætter en fornyet
afhøring, eller en anmodning om genafhøring fra den mis-
tænkte eller forsvareren imødekommes.
Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det
ikke nødvendigvis er en belastning for børn og unge at blive
14
videoafhørt over flere omgange. I tilfælde, hvor det ud fra
efterforskningsmæssige hensyn vurderes, at sagen bedst kan
oplyses på denne måde – og hensynet til at sikre den pågæl-
dendes hukommelse og undgå påvirkning ikke er til hinder
herfor – bør videoafhøring over flere omgange således ikke
nødvendigvis undlades af hensyn til barnet eller den unge.
Det vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om vi-
deoafhøringen af et barn eller en ung bør foretages over én
eller flere omgange. Afhøringerne bør i givet fald foretages
af den samme afhører og med korte mellemrum imellem af-
høringerne. Endvidere bør afhøringerne ligesom i dag fore-
tages hurtigt efter anmeldelsen (se dog pkt. 2.2.5.1.4 neden-
for). Udvalget bemærker, at praktiske hensyn vil kunne være
til hinder for videoafhøring over flere omgange.
At flere videoafhøringer ikke nødvendigvis er belastende for
barnet eller den unge, bør ifølge Strafferetsplejeudvalget og-
så indgå ved afgørelsen af, om en anmodning om genafhø-
ring bør imødekommes. En anmodning om genafhøring vil
dog ligesom i dag som udgangspunkt skulle fremsættes in-
den to uger efter, at den mistænkte har foretaget gennemsyn
af videooptagelsen af den første afhøring. Genafhøring bør
endvidere fortsat forudsætte en konkret begrundelse, f.eks.
at der er fremkommet nye oplysninger, eller at den mistænk-
te eller forsvareren ønsker nye relevante spørgsmål stillet til
barnet eller den unge.
Der henvises til betænkningens side 162-163.
2.2.5.1.4. Tidspunktet for videoafhøring
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør videoafhøring
– ligesom i dag – som udgangspunkt foretages hurtigst mu-
ligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra anmel-
delsen. Det kan dog for så vidt angår de børn og unge, der
med den foreslåede udvidelse af ordningens anvendelsesom-
råde (se pkt. 2.2.2 ovenfor) bliver omfattet af adgangen til at
foretage videoafhøring, efter omstændighederne af hensyn
til efterforskningen og sagens oplysning være hensigtsmæs-
sigt, at videoafhøringen først gennemføres på et lidt senere
tidspunkt, når der gennem den indledende efterforskning er
skabt større klarhed over hændelsesforløbet. Dette vil i øv-
rigt kunne give den mistænkte og forsvareren bedre mulig-
heder for i forbindelse med videoafhøringen at få stillet de
nødvendige spørgsmål til barnet eller den unge. Det er dog
en forudsætning, at hensynet til at beskytte barnet eller den
unge ikke er til hinder for, at videoafhøringen først foretages
på dette senere tidspunkt.
Der henvises til betænkningens side 163-164.
2.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og anbefalinger
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og anbefalinger. Ministeriet vil derfor anmode Rigsad-
vokaten om at foretage de fornødne tilpasninger af rigsadvo-
katmeddelelsen om behandling af sager om seksuelt mis-
brug af børn og videoafhøring af børn i sådanne sager (RM
nr. 2/2007). Ministeriet vil endvidere anmode Rigsadvoka-
ten om at tage initiativ til, at de enkelte politikredse, herun-
der Politimesteren i Grønland, aftaler med retterne, hvordan
sager, hvor der skal foretages indenretlig videoafhøring, bør
behandles, jf. pkt. 2.2.5.1.2 ovenfor. Ministeriet lægger vægt
på, at en sådan ordning sikrer, at retterne som beskrevet
ovenfor hurtigt kan tage stilling til, om der er behov for en
indenretlig videoafhøring, og at denne i givet fald kan gen-
nemføres hurtigst muligt.
3. Udvidelse af Rådet for Grønlands Retsvæsen
Rådet for Grønlands Retsvæsen er oprettet med hjemmel i
den grønlandske retsplejelovs § 742. Rådet har til opgave at
varetage koordinationen mellem Grønlands Selvstyre og
rigsmyndighederne om kriminal- og retsplejelovgivningen,
herunder udvikle det lovgivningsmæssige grundlag herfor,
iværksætte forskning i forbindelse hermed samt følge de en-
kelte retsmyndigheders funktion og uddannelsesbehov.
Det følger af den grønlandske retsplejelovs § 743, at rådet
består af 13 medlemmer: Landsdommeren i Grønland, dom-
meren ved Retten i Grønland, politimesteren i Grønland, le-
deren af kriminalforsorgen i Grønland, Kanukoka, en advo-
kat, en forsvarer, en universitetslærer, to repræsentanter for
Grønlands Selvstyre samt repræsentanter for Justitsministe-
riet, Domstolsstyrelsen og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen.
Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet, at rådet udvi-
des med en kredsdommer. Henset til rådets formål og opga-
vevaretagelse finder Justitsministeriet en sådan udvidelse
hensigtsmæssig og foreslår i overensstemmelse hermed, at
justitsministeren efter indstilling fra Kredsdommerforenin-
gen udpeger en kredsdommer som medlem af rådet.
Der henvises til de foreslåede ændringer af § 743, stk. 1 og
2, i den grønlandske retsplejelov, jf. lovforslagets § 1, nr. 11
og 12, samt bemærkningerne hertil.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget om at udvide anvendelsesområdet for videoafhø-
ring af børn forventes at medføre, at væsentlig flere afhørin-
ger vil skulle gennemføres som videoafhøringer. Dette vil
være forbundet med merudgifter for politiet, idet videoafhø-
ring er mere ressourcekrævende end almindelig afhøring.
Det gælder særligt videoafhøringer, som skal foretages an-
dre steder end i Nuuk, idet der kan være væsentlige udgifter
til transport, overnatning, lokaler mv. forbundet med gen-
nemførelse af disse afhøringer. Merudgifterne vil blive af-
holdt inden for politiets eksisterende rammer.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
15
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. juli 2015 til
den 5. august 2015 været i høring hos følgende myndigheder
og organisationer mv.:
Naalakkersuisut, Grønlands Landsret, Retten i Grønland,
Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Politimeste-
ren i Grønland, Kredsdommerforeningen, Grønlands Politi-
forening, Grønlandske Advokater, Forsvarerforeningen Il-
lersuisut, Kanukoka, Grønlands Råd for Menneskerettighe-
der, Børnehuset Saaffik, MIO, Bedre Børneliv (MIBB)
Meeqqat Inuunerissut, Det Sociale Ankenævn i Grønland,
Børne & Unge Organisationen, Nanu, NIISIP, NPK, IKIU,
Kriminalforsorgen i Grønland og Dansk Psykologforening,
Kreds Grønland.
Et udkast til lovforslag er endvidere forelagt Grønlands
Selvstyre til udtalelse.
Herudover har Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr.
1554/2015 om videoafhøring af børn og unge i straffesager,
som lovforslaget bygger på, i perioden fra den 21. april 2015
til den 19. maj 2015 været i høring hos følgende myndighe-
der og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Dom-
stolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Den Danske Dommerfor-
ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Of-
fentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet, Danske
Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben for
Politiet, Det Kriminalpræventive Råd, Landsforeningen
KRIM, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Justi-
tia, Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, KFUM's Sociale Arbej-
de, Børns Vilkår, Red Barnet, Rådet for Socialt Udsatte,
Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd,
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejds-
markedschefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening,
Dansk Psykolog Forening, Foreningen af Speciallæger,
BUPL, Danmarks Lærerforening, Børn og Familier, KL,
Børnehus Hovedstaden, Børnehus Midt, Børnehus Nord,
Børnehus Sjælland, Børnehus Syd, Danske Regioner, Offer-
rådgivningen i Danmark, Hjælp Voldsofre, Landsforeningen
af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsorganisationen
mod Seksuelle Overgreb, Joan Søstrene, Mødrehjælpen,
Center mod Menneskehandel, Landsorganisationen for
Kvindekrisecentre, Landsforeningen for Voldsramte Kvin-
der og Børneteamet ved Rigshospitalets Center for Seksuel-
le Overgreb.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgif-
ter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Merudgifter, som afholdes inden for
de eksisterende rammer.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
16
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 146 a)
Den foreslåede § 146 a er ny og regulerer spørgsmålet om
vidnefritagelse af personer, der er blevet videoafhørt med
henblik på anvendelse af videooptagelsen som bevis under
hovedforhandlingen.
Efter det foreslåede stk. 1 har en person, der er blevet video-
afhørt efter den grønlandske retsplejelovs § 340 a eller §
155, stk. 3, ikke pligt til at afgive forklaring som vidne un-
der hovedforhandlingen.
Det foreslåede stk. 1 gælder, uanset om videoafhøringen er
foretaget af politiet i medfør af § 340 a eller indenretligt i
medfør af § 155, stk. 3. Fritagelsen fra pligten til at afgive
forklaring som vidne under hovedforhandlingen vil kun gæl-
de, hvis betingelserne for videoafhøring i det foreslåede §
340 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, var opfyldt på tids-
punktet for den første videoafhøring. Det bemærkes i den
forbindelse, at den mistænkte eller forsvareren, hvis den på-
gældende vil modsætte sig, at en videoafhøring efter § 340 a
anvendes som bevis under hovedforhandlingen, f.eks. fordi
den pågældende mener, at betingelserne for videoafhøring
ikke er opfyldt, som udgangspunkt skal indbringe spørgsmå-
let for retten senest fire uger efter videoafhøringens foreta-
gelse, jf. det foreslåede § 340 a, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr.
7).
Efter det foreslåede stk. 2 kan retten helt undtagelsesvis på-
lægge en person, der er omfattet af stk. 1, at afgive forkla-
ring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af
afgørende betydning for sagens afgørelse, og det ikke er til-
strækkeligt, at personen genafhøres til video.
Opstår der efter videoafhøringen af en person behov for at
stille yderligere spørgsmål til den pågældende, vil parterne
således skulle gå frem efter reglerne om genafhøring af per-
sonen til video, jf. den grønlandske retsplejelovs § 340 a,
stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 5, bliver stk. 3. Kun i
tilfælde, hvor en sådan genafhøring ikke er tilstrækkelig, vil
det kunne komme på tale at meddele den pågældende pålæg
om at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen.
Hvis en begæring fra den mistænkte eller forsvareren om
genafhøring af personen til video afslås, vil der heller ikke
være grundlag for et pålæg om afgivelse af forklaring under
hovedforhandlingen.
Det bemærkes endvidere, at en tiltalt, der som følge af den
foreslåede frist på fire uger i § 340 a, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7, er afskåret fra at gøre indsigelse mod, at videoaf-
høringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, ik-
ke med denne begrundelse vil kunne anmode retten om at
pålægge den videoafhørte person at afgive forklaring under
hovedforhandlingen.
Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der helt und-
tagelsesvis er grundlag for at meddele pålæg, vil bero på en
konkret vurdering.
En eventuel anmodning om, at den videoafhørte person på-
lægges at afgive forklaring, bør hurtigst muligt indgives til
retten, der ligeledes forudsættes hurtigst muligt og normalt
forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse herom.
Afhøring under hovedforhandlingen vil endvidere efter om-
stændighederne kunne ske, hvis den videoafhørte person gi-
ver samtykke hertil. Dette forudsætter, at retten vurderer, at
afhøring i retten er relevant for sagen, og at den pågældende
har den fornødne modenhed til at give samtykke.
Hvis en videoafhørt person med samtykke eller efter pålæg
afgiver forklaring under hovedforhandlingen, bør afhøringen
i retten som udgangspunkt foretages på den måde, at video-
afhøringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende
spørgsmål til den pågældende, jf. det foreslåede § 155, stk.
3, 2. pkt., i den grønlandske retsplejelov (lovforslagets § 1,
nr. 3).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 147)
Efter det gældende § 147, stk. 1, i den grønlandske retspleje-
lov vejleder retten, hvis omstændighederne giver grund til
det, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 142-146
(vidneudelukkelse og vidnefritagelse). Med den foreslåede
ændring af bestemmelsen kommer dette også til at gælde for
så vidt angår vidnefritagelse efter den foreslåede § 146 a
(lovforslagets § 1, nr. 1).
Som følge af henvisningen i den grønlandske retsplejelovs §
348 til § 147, stk. 1, vil politiet også ved afhøringer skulle
vejlede om vidnefritagelsesreglen i den foreslåede § 146 a,
hvis omstændighederne giver grund til det.
Det fremgår af det gældende § 147, stk. 2, i den grønlandske
retsplejelov, at retten, hvis et vidne afgiver forklaring i de i
§§ 142-146 nævnte tilfælde, påser, at der tages særligt hen-
syn til vidnet eller til den, der har krav på hemmeligholdel-
se, og at retten i den forbindelse kan bestemme, at dørene
skal lukkes, mens der afgives forklaring, eller forbyde of-
17
fentlig gengivelse af forklaringen. Med den foreslåede æn-
dring af bestemmelsen kommer dette også til at gælde for så
vidt angår vidnefritagelse efter den foreslåede § 146 a.
Til nr. 3 (§ 155, stk. 3, 2. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i den grønlandske retsple-
jelovs § 155, stk. 3, 1. pkt., bestemmer retten, hvordan og
ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Med det
foreslåede § 155, stk. 3, 2. pkt., kommer dette også til at
gælde for personer, der er blevet videoafhørt efter § 340 a
(der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5-7), eller hvis
retten bestemmer, at afhøringen af en person, som opfylder
betingelserne i § 340 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.
Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at retten be-
stemmer, hvordan og ved hvem afhøring under hovedfor-
handlingen af personer, der er blevet videoafhørt, skal ske.
Det vil gælde, uanset om videoafhøringen er foretaget af po-
litiet i medfør af den grønlandske retsplejelovs § 340 a eller
indenretligt i medfør af § 155, stk. 3. Bestemmelsen kan
f.eks. være relevant i tilfælde, hvor en person, der er blevet
videoafhørt, giver samtykke til at blive afhørt under hoved-
forhandlingen, selv om den pågældende efter det foreslåede
§ 146 a, stk. 1, ikke har pligt hertil, eller i tilfælde, hvor ret-
ten i medfør af det foreslåede § 146 a, stk. 2, helt undtagel-
sesvis meddeler den pågældende pålæg om at afgive forkla-
ring som vidne under hovedforhandlingen. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1.
Efter bestemmelsen vil retten f.eks. kunne bestemme, at af-
høringen af den videoafhørte person under hovedforhandlin-
gen skal foregå på den måde, at videoafhøringen først afspil-
les, hvorefter der stilles supplerende spørgsmål til den på-
gældende. Udgangspunktet bør være, at afhøringen gennem-
føres på denne måde.
Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestem-
mes, at afhøringen af personen ikke skal finde sted i retssa-
len, men et andet og mere børne- og ungevenligt sted, f.eks.
på en dommers kontor.
Den foreslåede bestemmelse giver endvidere mulighed for,
at retten – på samme måde som det i dag gælder for børn
under 15 år – kan bestemme, at en indenretlig afhøring un-
der efterforskningen i medfør af den grønlandske retspleje-
lovs § 343 af en person, der opfylder betingelserne i § 340 a,
stk. 1, skal foretages som en videoafhøring. Der er ikke til-
sigtet nogen ændring af den fremgangsmåde, der anvendes
ved sådanne indenretlige videoafhøringer.
Der henvises i øvrigt for så vidt angår indenretlig videoafhø-
ring i tilfælde, hvor forældrene formodes at ville modsætte
sig politiets videoafhøring, til pkt. 2.2.5.1.2 og 2.2.5.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 321 a)
Efter den gældende bestemmelse i den grønlandske retsple-
jelovs § 321 a skal der, hvis politiets afhøring af et barn, når
afhøringen optages på video (videoafhøring), kan formodes
at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlin-
gen, inden afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er
mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller
sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en
forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver.
Bestemmelsen indebærer, at forsvarerbeskikkelse er obliga-
torisk i alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af
et barn, og afhøringen kan formodes at ville finde anvendel-
se som bevis under hovedforhandlingen, hvis den mistænkte
eller sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den
valgte forsvarer udebliver. Dette gælder, selv om ingen end-
nu er sigtet i sagen.
Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes, og at den forenkles
sprogligt. I den forbindelse foreslås det, at der indsættes en
henvisning til den grønlandske retsplejelovs § 340 a om vi-
deoafhøring (der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr.
5-7). Det foreslås desuden, at ordene ”mistænkt eller sigtet”
ændres til ”mistænkt”, idet en person, der er sigtet, i alle til-
fælde samtidig vil være mistænkt. Der er ikke herved tilsig-
tet nogen ændring af retstilstanden.
Herudover kommer det med den foreslåede affattelse af be-
stemmelsen til at fremgå, at pligten til forsvarerbeskikkelse
også gælder ved indenretlige videoafhøringer efter § 155,
stk. 3.
Til nr. 5 (§ 340 a, stk. 1 og 2)
Efter gældende ret kan videoafhøring af børn på 13 år og
derover med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis
under hovedforhandlingen kun ske, hvis der foreligger særli-
ge omstændigheder. Med den foreslåede bestemmelse i den
grønlandske retsplejelovs § 340 a, stk. 1, udvides området
for anvendelse af videoafhøring, navnlig så videoafhøring
tillige kan ske af 13-14-årige, der er forurettet ved eller vid-
ne til visse lovovertrædelser.
Det foreslåede stk. 1 fastlægger de persongrupper, som er
omfattet af adgangen til at foretage videoafhøring. Med be-
stemmelsen kommer det endvidere til at fremgå, at videoaf-
høringen foretages med henblik på anvendelse af videoopta-
gelsen som bevis under hovedforhandlingen.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke berører
adgangen for politiet og anklagemyndigheden til at foretage
lyd- eller billedoptagelse af afhøringer i tilfælde, hvor dette
ikke sker med henblik på anvendelse af optagelsen som be-
vis under hovedforhandlingen.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, kan der foretages videoaf-
høring, hvis personen er under 13 år. Det forudsættes, at den
gældende praksis for videoafhøring af børn på 12 år eller
18
derunder, jf. herved pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, i det hele videreføres i medfør af denne be-
stemmelse.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer, at øvrige børn under
15 år i en række nærmere opregnede tilfælde kan videoafhø-
res.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, kan der således
foretages videoafhøring af børn under 15 år, hvis efterforsk-
ningen vedrører en overtrædelse af § 74 om incest eller ka-
pitel 18 om seksualforbrydelser i kriminallov for Grønland.
Der vil således kunne foretages videoafhøring af børn i alde-
ren 13-14 år i alle sager, hvor efterforskningen vedrører in-
cest eller en seksualforbrydelse. Det gælder, uanset om bar-
net selv er forurettet ved eller alene er vidne til den formo-
dede forbrydelse.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, kan der foretages vi-
deoafhøring af børn under 15 år, hvis efterforskningen
vedrører en overtrædelse af § 86, stk. 1 (drab), eller § 88, 1.
pkt. (vold), i kriminallov for Grønland, hvor barnet eller bar-
nets nærmeste er forurettet, og den mistænkte er en af bar-
nets nærmeste (familievold). Ved ”nærmeste” forstås sådan-
ne personer, som er omfattet af den grønlandske retspleje-
lovs § 144 om vidnefritagelse, dvs. som udgangspunkt bl.a.
slægtninge i lige linje, søskende og sted- og plejeforældre.
Dette vil også gælde, hvis efterforskningen vedrører forsøg
på overtrædelse af en af de ovennævnte bestemmelser.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, indebærer, at der kan
foretages videoafhøring i alle tilfælde, hvor der er mistanke
om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år af et medlem
af barnets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod
den anden forælder eller barnets søskende. Derimod vil sag-
er om vold begået mod en 13-14-årig af en fremmed person
ikke være omfattet af bestemmelsen. Heller ikke tilfælde,
hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks. vold be-
gået af barnets forældre eller søskende mod en fremmed
person, vil være omfattet.
Det bemærkes, at der i tilfælde, som ikke er omfattet af det
foreslåede stk. 1, nr. 2, efter omstændighederne vil kunne
foretages videoafhøring efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, der
indeholder en opsamlingsbestemmelse for øvrige børn og
unge under 18 år, jf. nærmere nedenfor.
Det bemærkes endvidere, at politiet og anklagemyndigheden
ikke nødvendigvis vil skulle foretage videoafhøring, selv om
en sag er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 2. Videoafhø-
ring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis barnet
vurderes ikke at have behov for, at denne fremgangsmåde
anvendes. Endvidere bør der ikke foretages videoafhøring,
hvis det står klart, at en vidneforklaring fra barnet ikke er
nødvendig for at føre kriminalsagen, f.eks. fordi der er andre
vidner i sagen, eller fordi der er tilstrækkelige tekniske bevi-
ser til, at anklagemyndigheden vurderer, at der kan ske dom-
fældelse – f.eks. for en blufærdighedskrænkelse begået over
internettet. Der kan også være tilfælde, hvor det efter en ind-
ledende afhøring af barnet står klart, at der ikke er grundlag
for at fortsætte efterforskningen.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kan der foretages videoaf-
høring, hvis personen er under 18 år, og særlige omstændig-
heder taler herfor.
Der er tale om en opsamlingsbestemmelse. Udgangspunktet
vil være, at børn og unge under 18 år, der ikke er omfattet af
de foreslåede stk. 1, nr. 1 eller 2, skal afgive forklaring i ret-
ten.
Der vil ikke efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kunne foretages
videoafhøring med det formål at sikre barnets eller den un-
ges hukommelse eller undgå påvirkning fra familien eller
andre. Formålet skal være at beskytte barnet eller den unge.
Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at et
barn eller en ung under 18 år bør videoafhøres efter den
foreslåede opsamlingsbestemmelse, vil bero på en konkret
vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved for-
brydelsen og barnets eller den unges personlige forhold, her-
under alder samt psykiske udvikling og tilstand. Videoafhø-
ring bør anvendes, hvis det på baggrund af denne konkrete
vurdering må antages, at barnet eller den unge har særlige
beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der
foretages videoafhøring, der kan anvendes som bevis i ret-
ten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under ho-
vedforhandlingen.
Det bemærkes, at der under alle omstændigheder bør foreta-
ges videoafhøring, hvis barnet eller den unge har en alvorlig
psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og der,
hvis den pågældende havde været 18 år eller derover, ville
have været mulighed for videoafhøring efter det foreslåede
stk. 1, nr. 4, om voksne med en sådan lidelse eller funktions-
nedsættelse, jf. nærmere nedenfor.
Nedenfor er spørgsmålet om, hvornår der foreligger sådanne
særlige omstændigheder, at der bør foretages videoafhøring
efter opsamlingsbestemmelsen, nærmere beskrevet for hen-
holdsvis børn i alderen 13-14 år, der ikke er omfattet af det
foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager om seksualforbrydelser, in-
cest eller familievold), og unge i alderen 15-17 år. Det må
imidlertid understreges, at der ikke er tale om en udtømmen-
de beskrivelse, idet spørgsmålet om, hvorvidt der bør foreta-
ges videoafhøring, i alle tilfælde vil bero på en konkret vur-
dering af omstændighederne i sagen.
Børn i alderen 13-14 år vil kunne videoafhøres efter opsam-
lingsbestemmelsen, hvis der efter en konkret vurdering er et
lige så tungtvejende behov for at beskytte barnet som i de
sager, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager
om seksualforbrydelser, incest eller familievold).
Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet
eller vidne i medfør af opsamlingsbestemmelsen vil bl.a.
kunne være relevant i sager om alvorlig personfarlig krimi-
nalitet, ulovlig tvang (§ 91 i kriminallov for Grønland), fri-
hedsberøvelse (§ 92) eller menneskehandel (§ 93), hvis sag-
19
en konkret vurderes at være stærkt belastende for barnet.
Det samme gælder i andre sager, der konkret vurderes at
være stærkt belastende for barnet.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at
have været udsat for et grovere voldsforhold begået af en
person, som barnet (selv om den pågældende ikke er en af
dets nærmeste) er i et afhængighedsforhold til, eller hvor
barnet er i en loyalitetskonflikt. Der kan f.eks. være tale om
en medarbejder på en institution, hvor barnet opholder sig,
eller en anden omsorgsperson for barnet.
Som eksempel kan endvidere nævnes tilfælde, hvor barnet
formodes at have været vidne til, at en af dets forældre eller
nærmeste i øvrigt er blevet dræbt (af en person, som ikke er
en af barnets nærmeste). Der kan også være tale om, at bar-
net har været vidne til en trafikulykke, hvor en af dets nær-
meste er afgået ved døden, og der rejses sigtelse for uagt-
somt manddrab. Videoafhøring vil også kunne være rele-
vant, hvor barnet har været vidne til en sådan forbrydelse
begået mod en fremmed, hvis sagen konkret vurderes at væ-
re stærkt belastende for barnet.
Videoafhøring vil som udgangspunkt ikke være relevant i
sager om berigelseskriminalitet. Formodes et barn i alderen
13-14 år f.eks. at have været udsat for eller vidne til et tyve-
ri, vil barnet således skulle afgive forklaring i retten, hvis
barnets forklaring har betydning for sagen. Formodes et
barn i alderen 13-14 år at have været udsat for et røveri, vil
det bero på en konkret vurdering af, om det formodede røve-
ri har været stærkt belastende for barnet, om der skal foreta-
ges videoafhøring. Ved denne vurdering må der bl.a. lægges
vægt på, om røveriet formodes begået af flere i forening, de
mistænkte gerningsmænds alder og eventuelle tilknytning til
barnet, om der formodes anvendt f.eks. vold eller trusler
med våben, og om røveriet formodes begået i barnets hjem.
Barnets personlige forhold, herunder dets psykiske udvik-
ling og tilstand og den situation, som den formodede lov-
overtrædelse har bragt den pågældende i, vil også kunne fø-
re til, at der bør foretages videoafhøring.
Der vil desuden efter omstændighederne kunne være grund
til at foretage videoafhøring, hvis et barn i alderen 13-14 år
skal afgive forklaring i en sag, hvor det som følge af de for-
ventede rammer for afviklingen af hovedforhandlingen
konkret vurderes at ville være stærkt belastende for barnet at
afgive forklaring i retten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvis der må forventes stor mediebevågenhed eller politibe-
vogtning af retsbygningen.
Unge i alderen 15-17 år bør som det helt klare udgangspunkt
afgive vidneforklaring i retten og således ikke videoafhøres.
Videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år efter opsam-
lingsbestemmelsen vil som udgangspunkt kunne komme på
tale i de samme sagstyper, som er nævnt ovenfor vedrørende
børn i alderen 13-14 år, samt i sager om seksualforbrydelser,
incest eller familievold. Der vil imidlertid skulle væsentligt
mere til for at videoafhøre en ung i alderen 15-17 år end et
barn i alderen 13-14 år. Der vil herudover generelt skulle
mere til, desto ældre den unge er.
Videoafhøring af unge i alderen 15-17 år bør kun komme på
tale, hvis både oplysningerne om den pågældendes personli-
ge forhold og oplysningerne om den formodede lovovertræ-
delse og omstændighederne ved forbrydelsen taler herfor.
Som hovedregel bør der endvidere kun foretages videoafhø-
ring, hvis den unge er den forurettede i sagen. Der kan dog
være tilfælde, hvor den unge kun er vidne til en formodet
overtrædelse, men hvor der er et tilsvarende hensyn til at be-
skytte den unge, som hvis den pågældende havde været for-
urettet.
Som eksempel på, hvor videoafhøring af en ung i alderen
15-17 år bør overvejes, kan nævnes tilfælde, hvor den unge
formodes at have været udsat for voldtægt, et meget groft
voldsforhold eller lignende begået af den pågældendes for-
ældre eller nærmeste i øvrigt, og den unge samtidig befinder
sig i en særligt udsat situation, f.eks. fordi den pågældende
har sociale problemer og ikke kan forventes at få støtte af
personer fra sin familie eller sit netværk under sagen. Det
gælder efter omstændighederne også, hvor forbrydelsen for-
modes begået af en anden person, som den unge har et af-
hængighedsforhold til, eller hvor den unge i øvrigt må anta-
ges at være i en loyalitetskonflikt.
I vurderingen af, om der bør foretages videoafhøring, bør
også andre muligheder for at beskytte den unge indgå, her-
under muligheden for at lukke dørene under afhøringen af
den pågældende i retten (den grønlandske retsplejelovs §§
114 og 115) eller gennemføre afhøringen uden tiltaltes til-
stedeværelse (§ 458). Der bør ikke foretages videoafhøring,
hvis disse muligheder er tilstrækkelige til at beskytte den
unge.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, kan der foretages videoaf-
høring af personer, der er 18 år eller derover og har en al-
vorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse,
hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Det forudsættes, at den gældende praksis, hvorefter der ved
analog anvendelse af den grønlandske retsplejelovs regler
om videoafhøring af børn i et vist omfang kan foretages vi-
deoafhøring af voksne personer med en alvorlig psykisk li-
delse eller væsentlig funktionsnedsættelse, jf. herved pkt.
2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, viderefø-
res i medfør af denne bestemmelse.
Det bemærkes, at vurderingen af, om betingelserne i de
foreslåede stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt, vil skulle foretages ud
fra forholdene på tidspunktet for den første videoafhøring.
Hvis den videoafhørte person ønskes genafhørt til video, vil
det afgørende således være, om betingelserne for videoafhø-
ring var opfyldt på tidspunktet for den første videoafhøring
af personen. Det samme gælder i tilfælde, hvor videoafhø-
ringen foretages over flere omgange, jf. herom pkt. 2.2.5.1.3
og 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
20
Når videoafhøringen er gennemført, vil den pågældende i
medfør af den foreslåede § 146 a i den grønlandske retsple-
jelov (lovforslagets § 1, nr. 1) som udgangspunkt være frita-
get fra at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen,
uanset hvornår denne finder sted.
Efter det foreslåede stk. 2 skal forsvareren være til stede un-
der videoafhøringen. Bestemmelsen svarer – med konse-
kvensændringer som følge af det foreslåede stk. 1 – til den
gældende § 340 a, stk. 1, og der er ikke tilsigtet nogen æn-
dring af den gældende retstilstand.
Bestemmelsen indebærer, at forsvareren ikke blot har ad-
gang til at overvære videoafhøringen af personen, men på-
lægges en pligt til at overvære afhøringen. Det sikres her-
ved, at den mistænktes eller ukendte gerningsmands interes-
ser kan varetages under afhøringen, selv om den pågælden-
de ikke selv har adgang til at overvære afhøringen, jf. den
grønlandske retsplejelovs § 340 a, stk. 2, der med lovforsla-
gets § 1, nr. 5, bliver stk. 3. Forsvareren vil skulle overvære
videoafhøringen fra et andet lokale via en monitor (monitor-
rummet) og stille sine spørgsmål til personen gennem den
afhørende polititjenestemand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 6 (§ 340 a, stk. 3)
Efter den grønlandske retsplejelovs § 340 a, stk. 2, der med
lovforslagets § 1, nr. 5, bliver stk. 3, har den, der er mis-
tænkt eller sigtet, ikke adgang til at overvære videoafhørin-
gen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til
sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos
politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, el-
ler dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af bar-
net, skal fremsættes snarest muligt herefter.
Det foreslås, at bestemmelsen forenkles sprogligt ved, at or-
dene ”mistænkt eller sigtet” ændres til ”mistænkt”, idet en
person, der er sigtet, i alle tilfælde samtidig vil være mis-
tænkt. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af den
gældende retstilstand.
Endvidere foreslås ordet ”barnet” ændret til ”personen” som
en konsekvens af, at det med det foreslåede § 340 a, stk. 1,
jf. lovforslagets § 1, nr. 5, kommer til at fremgå, at der også
kan foretages videoafhøring af personer, der ikke kan beteg-
nes som børn.
Til nr. 7 (§ 340 a, stk. 4)
Beslutningen om, hvorvidt der i medfør af den foreslåede
bestemmelse i den grønlandske retsplejelovs § 340 a, stk. 1,
jf. lovforslagets § 1, nr. 5, skal foretages videoafhøring af en
person med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis
under hovedforhandlingen, vil i første række skulle træffes
af politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med efter-
forskningen. Den mistænkte eller forsvareren kan imidlertid
være af den opfattelse, at betingelserne for at foretage video-
afhøring efter bestemmelsen ikke er opfyldt, eller at video-
afhøringen af andre grunde ikke kan anvendes som bevis
under hovedforhandlingen i medfør af § 467 a.
Det foreslås, at den mistænkte eller forsvareren, hvis den på-
gældende vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes
som bevis under hovedforhandlingen, senest fire uger efter
videoafhøringens foretagelse skal indbringe spørgsmålet for
retten, jf. dog det foreslåede stk. 4, 2. pkt., om muligheden
for at se bort fra en undskyldelig fristoverskridelse.
Hvis spørgsmålet således indbringes for retten, vil retten
skulle tage stilling til, om videoafhøringen kan anvendes
som bevis under hovedforhandlingen efter den grønlandske
retsplejelovs § 467 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
10).
Hvis retten når frem til, at videoafhøringen ikke kan anven-
des som bevis, og årsagen til dette er, at betingelserne for at
foretage videoafhøring ikke er opfyldt, vil barnet eller den
unge ikke i medfør af den foreslåede § 146 a (lovforslagets
§ 1, nr. 1) være fritaget fra at afgive forklaring som vidne
under hovedforhandlingen.
Når retten frem til, at videoafhøringen ikke kan anvendes
som bevis, fordi reglerne om fremgangsmåden for videoaf-
høring er tilsidesat, vil der efter omstændighederne kunne
gennemføres en ny videoafhøring efter den grønlandske
retsplejelovs § 340 a (som ændret ved lovforslagets § 1, nr.
5-7) med henblik på anvendelse af denne som bevis.
Det forudsættes, at retten, hvis spørgsmålet indbringes for
retten, hurtigt tager stilling til, om videoafhøringen kan an-
vendes som bevis under hovedforhandlingen.
Det bemærkes, at den foreslåede frist for at gøre indsigelse
mod, at videoafhøringen anvendes som bevis under hoved-
forhandlingen, ikke afskærer tiltalte fra under hovedfor-
handlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoaf-
høringen. Det vil således i overensstemmelse med princippet
om fri bevisbedømmelse fortsat være overladt til den døm-
mende ret at afgøre, hvilken bevismæssig værdi den forkla-
ring, der er fremkommet under videoafhøringen, bør tillæg-
ges.
Det bemærkes herudover, at der, hvis videoafhøringen fore-
tages over flere omgange, jf. herom pkt. 2.2.5.1.3 og 2.2.5.2
i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil gælde en sær-
skilt frist på fire uger for hver af disse afhøringer. Tilsvaren-
de vil der gælde en særskilt frist for indsigelser vedrørende
en eventuel genafhøring. Det bemærkes imidlertid, at vurde-
ringen af, om betingelserne for at foretage videoafhøring er
opfyldt, vil skulle foretages ud fra forholdene på tidspunktet
for den første videoafhøring, jf. bemærkningerne til det fore-
slåede § 340 a, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan retten se bort fra en
fristoverskridelse, der må anses for undskyldelig.
21
Det vil f.eks. kunne komme på tale at se bort fra en frist-
overskridelse, som skyldes, at der efter udløbet af fristen på
fire uger er fremkommet nye oplysninger af betydning for
adgangen til at anvende videoafhøringen som bevis, f.eks.
en oplysning, som kan indebære, at videoafhøreren er inha-
bil i sagen.
Det forudsættes, at retten hurtigt tager stilling til, om der
foreligger en undskyldelig fristoverskridelse, og i givet fald
om videoafhøringen kan anvendes som bevis under hoved-
forhandlingen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 344, stk. 1, 3. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i den grønlandske retsple-
jelovs § 344, stk. 1, 3. pkt., har den sigtede ikke ret til at
overvære retsmøder, som afholdes med henblik på afhøring
af et barn, når retten efter § 155, stk. 3, har bestemt, at afhø-
ringen skal optages på video.
Det foreslås, at ordene ”afhøring af et barn, når retten efter §
155, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal optages på vi-
deo” ændres til ”videoafhøring af en person efter § 155, stk.
3” som konsekvens af de foreslåede § 340 a, stk. 1, og §
155, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 5. Der er
ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retstilstanden, herunder
vedrørende fremgangsmåden ved foretagelse af indenretlig
videoafhøring.
Der henvises i øvrigt for så vidt angår indenretlig videoafhø-
ring i tilfælde, hvor forældrene formodes at ville modsætte
sig politiets videoafhøring, til pkt. 2.2.5.1.2 og 2.2.5.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 448)
Ifølge den grønlandske retsplejelovs § 448 kan afgørelse om
dørlukning, referatforbud, navneforbud og om, at tiltalte
skal forlade retslokalet under afhøring af et vidne, træffes
forud for hovedforhandlingen, hvis politiet, forsvareren eller
et vidne anmoder om det.
Med den foreslåede ændring af bestemmelsen bliver der og-
så mulighed for, at retten efter anmodning fra politiet, for-
svareren eller et vidne forud for hovedforhandlingen kan
træffe afgørelse om, hvordan og ved hvem afhøring af et
barn under 15 år eller en person, der er blevet videoafhørt,
skal ske, jf. § 155, stk. 3 (der foreslås ændret ved lovforsla-
gets § 1, nr. 3).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 10 (§ 467 a)
Ifølge den grønlandske retsplejelovs § 467 a kan politiets af-
høring af et barn, når afhøringen er optaget på video (video-
afhøring), benyttes som bevis under hovedforhandlingen.
Det er en forudsætning herfor, at fremgangsmåden i den
grønlandske retsplejelovs § 340 a er fulgt i forbindelse med
videoafhøringen. Er der sket tilsidesættelse af de grundlæg-
gende betingelser i § 340 a, bør videoafhøringen som alt-
overvejende udgangspunkt ikke anvendes som bevismiddel
under hovedforhandlingen. Hvis der ikke har været en for-
svarer for den mistænkte eller sigtede til stede under video-
afhøringen, eller den mistænkte eller sigtede ikke har haft
adgang til at gennemse videoafhøringen, bør videoafhørin-
gen således som altovervejende udgangspunkt ikke anven-
des som bevis. Et eventuelt forsvarerskifte efter gennemfø-
relsen af videoafhøringen har ikke betydning for videoafhø-
ringens anvendelse som bevismiddel under hovedforhand-
lingen. I øvrigt afhænger det af karakteren og betydningen
af den forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse
med videoafhøringen, om videoafhøringen kan anvendes
som bevis under hovedforhandlingen. Indsigelser om f.eks.
ledende spørgsmål til barnet eller at en tryghedsskabende
person har blandet sig i afhøringen, bør i almindelighed ikke
kunne føre til, at videoafhøringen ikke kan forevises som
bevis under sagen. Det må således i overensstemmelse med
princippet om fri bevisbedømmelse overlades til den døm-
mende ret at afgøre, om – og i givet fald i hvilket omfang –
fejl af denne karakter ved videoafhøringens gennemførelse
bør have betydning for afhøringens bevismæssige værdi.
Det foreslås, at den grønlandske retsplejelovs § 467 a nyaf-
fattes, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen,
at en videoafhøring efter § 340 a eller § 155, stk. 3, kan an-
vendes som bevis under hovedforhandlingen.
En videoafhøring vil således som hidtil kunne anvendes som
bevis under hovedforhandlingen. Dette forudsætter dog, at
betingelserne i det foreslåede § 340 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5, for at videoafhøre personen var opfyldt på tids-
punktet for afhøringen. Endvidere forudsætter det – på sam-
me måde som hidtil – at fremgangsmåden i § 340 a er fulgt i
forbindelse med videoafhøringen.
Efter det foreslåede § 340 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr.
7, skal den mistænkte eller forsvareren, hvis den pågælden-
de ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som
bevis under hovedforhandlingen, senest fire uger efter vi-
deoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten.
Der vil dog kunne ses bort fra en undskyldelig fristoverskri-
delse.
En tiltalt, der mener, at en videoafhøring efter § 340 a ikke
kan anvendes som bevis, men har undladt at indbringe
spørgsmålet for retten inden for fristen, vil således kun kun-
ne anfægte, at videoafhøringen anvendes som bevis under
hovedforhandlingen, hvis det findes undskyldeligt, at indsi-
gelsen ikke er gjort gældende tidligere.
22
Det vil dog fortsat i overensstemmelse med princippet om
fri bevisbedømmelse være overladt til den dømmende ret at
afgøre, hvilken bevismæssige værdi den forklaring, der er
fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.
Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den retstil-
stand, der følger af den gældende § 467 a, herunder med
hensyn til adgangen til at anvende videoafhøringer som be-
vis, hvis der er sket tilsidesættelse af regler om fremgangs-
måden for gennemførelse af videoafhøring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 11 (§ 743, stk. 1)
Den foreslåede ændring indebærer, at en kredsdommer ud-
peges som medlem af Rådet for Grønlands Retsvæsen, der
således vil bestå af 14 medlemmer i stedet for 13.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12 (§ 743, stk. 2, 2. pkt.)
Den foreslåede ændring indebærer, at justitsministeren efter
indstilling fra Kredsdommerforeningen udpeger en kreds-
dommer som medlem af Rådet for Grønlands Retsvæsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2016.
Den foreslåede udvidelse af adgangen til at anvende video-
afhøringer af børn og unge som bevis under hovedforhand-
lingen (lovforslagets § 1, nr. 5 og 10) vil gælde for afhørin-
ger, der finder sted efter lovens ikrafttræden.
Videoafhøringer, der er foretaget før lovens ikrafttræden i
overensstemmelse med de hidtil gældende regler, vil som
hidtil kunne anvendes som bevis under hovedforhandlingen
i medfør af den grønlandske retsplejelovs § 467 a (som af-
fattet ved lovforslagets § 1, nr. 10). Personer, der er blevet
videoafhørt før lovens ikrafttræden, vil efter lovens ikraft-
træden være omfattet af vidnefritagelsesbestemmelsen i den
foreslåede § 146 a (lovforslagets § 1, nr. 1).
23
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejelov for Grønland, lov nr. 305 af 30. april 2008,
som ændret ved lov nr. 1388 af 23. december 2012, lov nr.
735 af 25. juni 2014 og lov nr. 740 af 25. juni 2014, foreta-
ges følgende ændringer:
1. Efter § 146 indsættes:
»§ 146 a. En person, der er blevet videoafhørt efter § 340
a eller § 155, stk. 3, har ikke pligt til at afgive forklaring som
vidne under hovedforhandlingen.
Stk. 2. Retten kan helt undtagelsesvis pålægge en person,
der er omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne under
hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betydning for
sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at personen
genafhøres til video.«
§ 147. Retten vejleder vidner om indholdet af bestemmel-
serne i §§ 142-146, hvis omstændighederne giver grund til
det.
2. I § 147, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 142-146« til:
»§§ 142-146 a«.
Stk. 2. Afgiver et vidne forklaring i de i §§ 142-146 nævn-
te tilfælde, påser retten, at der tages særligt hensyn til vidnet
eller til den, der har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i
den forbindelse bestemme, at dørene skal lukkes, mens der
afgives forklaring, eller forbyde offentlig gengivelse af for-
klaringen.
§ 155. […] 3. I § 155, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
Stk. 3. Retten bestemmer, hvordan og af hvem børn under
15 år skal afhøres. Den kan tilkalde en repræsentant for
kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at yde
bistand under afhøringen. Retten kan yde den pågældende
godtgørelse efter reglerne i § 160, stk. 1.
»I kriminalsager gælder dette endvidere for personer, der
er blevet videoafhørt efter § 340 a, eller hvis retten bestem-
mer, at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne i
§ 340 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.«
4. § 321 a affattes således:
§ 321 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen
optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde an-
vendelse som bevis under hovedforhandlingen, skal der in-
den afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mis-
tænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sig-
tet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en for-
svarer eller den valgte forsvarer udebliver.
»§ 321 a. Inden en videoafhøring efter § 340 a eller § 155,
stk. 3, skal der beskikkes en forsvarer for den, der er mis-
tænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis den på-
gældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte
forsvarer udebliver.«
5. § 340 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
§ 340 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen
optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde an-
vendelse som bevis under hovedforhandlingen, skal forsva-
reren være til stede under videoafhøringen.
»Politiets afhøring af en person kan optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hoved-
forhandlingen efter § 467 a (videoafhøring) i følgende tilfæl-
de:
Stk. 2. […] 1) Personen er under 13 år.
24
2) Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører
en overtrædelse af
a) § 74 eller kapitel 18 i kriminallov for Grønland el-
ler
b) § 86, stk. 1, eller § 88, 1. pkt., i kriminallov for
Grønland, hvor personen eller en af dennes nærme-
ste er forurettet, og den, der er mistænkt, er en af
personens nærmeste.
3) Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder ta-
ler for videoafhøring.
4) Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psy-
kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og
særlige omstændigheder taler for videoafhøring.
Stk. 2. Forsvareren skal være til stede under videoafhørin-
gen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 340 a. […]
Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til
at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest
muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gen-
nemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den,
der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der
foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest mu-
ligt herefter.
6. I § 340 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., der bliver stk. 3, 1. og 3.
pkt., udgår to steder »eller sigtet«, og i § 340 a, stk. 2, 3.
pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., ændres »barnet« til: »perso-
nen«.
7. I § 340 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Vil den, der er mistænkt, eller forsvareren mod-
sætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under ho-
vedforhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter
videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for ret-
ten. Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må anses
for undskyldelig.«
§ 344. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmø-
der og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke
retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens for-
udgående beslutning om foretagelse af tvangsindgreb efter
kapitlerne 36 og 37. Det gælder endvidere ikke retsmøder,
som afholdes med henblik på afhøring af et barn, når retten
efter § 155, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal optages på
video. Er sigtede tilbageholdt, kan politiet undlade at bringe
den pågældende til stede i retten, hvis det vil være forbundet
med uforholdsmæssige vanskeligheder.
8. I § 344, stk. 1, 3. pkt., ændres »afhøring af et barn, når ret-
ten efter § 155, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal opta-
ges på video« til: »videoafhøring af en person efter § 155,
stk. 3«.
Stk. 2-7. […]
§ 448. Afgørelse om dørlukning, referatforbud, navnefor-
bud og om, at tiltalte skal forlade retslokalet under afhøring
af et vidne, kan træffes forud for hovedforhandlingen, hvis
politiet, forsvareren eller et vidne anmoder om det.
9. I § 448 indsættes efter »navneforbud«: », hvordan og ved
hvem afhøring af et barn under 15 år eller en person, der er
blevet videoafhørt, skal ske,«.
10. § 467 a affattes således:
§ 467 a. Politiets afhøring af et barn kan, når afhøringen er
optaget på video (videoafhøring), benyttes som bevis under
hovedforhandlingen.
»§ 467 a. En videoafhøring efter § 340 a eller § 155, stk.
3, kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.«
25
§ 743. Rådet for Grønlands Retsvæsen består af 13 med-
lemmer: landsdommeren i Grønland, dommeren ved Retten i
Grønland, politimesteren i Grønland, lederen af kriminalfor-
sorgen i Grønland, Kanukoka, en advokat, en forsvarer, en
universitetslærer, 2 repræsentanter for Grønlands hjemme-
styre og repræsentanter for Justitsministeriet, Domstolssty-
relsen og Direktoratet for Kriminalforsorgen.
11. I § 743, stk. 1, ændres »13« til: »14«, og efter »lederen af
kriminalforsorgen i Grønland,« indsættes: »en kredsdom-
mer,«.
Stk. 2-4 […]
§ 743. […] 12. I § 743, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:
Stk. 2. Advokaten udpeges af justitsministeren efter ind-
stilling fra Advokatrådet og forsvareren efter indstilling fra
Forsvarerforeningen i Grønland. Universitetslæreren udpe-
ges af justitsministeren.
»Kredsdommeren udpeges af justitsministeren efter ind-
stilling fra Kredsdommerforeningen.«
Stk. 3-4 […]
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 2016.
26