Svar på FOU alm. del - spm. 88 om der på styrkegenereringskonferencen eller andre møder i koalitionen eller i dialogen med den amerikanske regering har været udtrykt ønske fra dansk side om at bidrage til støtte for de kurdiske styrker i KRG med eksempelvis sikkerhedsudstyr eller våben, fra udenrigsministeren
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: FOU alm. del (Spørgsmål 88)
Aktører:
Svar til FOU spm 88 UM FINAL.docx
https://www.ft.dk/samling/20142/almdel/FOU/spm/88/svar/1271042/1557465.pdf
UDENRIGSMINISTERIET Dato 19. oktober 2015 Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til udenrigsministeren af 24. september 2015. FOU alm. del spm. 88. FOU alm. del spørgsmål 88: ”Ministeren bedes oplyse, om der på styrkegenereringskonferencen eller andre møder i koalitionen eller i dialogen med den amerikanske regering har været udtrykt ønske fra dansk side om at bidrage til støtte for de kurdiske styrker i KRG med eksempelvis sikkerhedsudstyr eller våben.” Svar: Der er fra dansk side ikke udtrykt ønske om at bidrage til støtte for de kurdiske styrker i KRG med eksempelvis sikkerhedsudstyr eller våben. Det skyldes, at regeringen lægger vægt på, at koalitionens ressourcer – og de enkelte nationale bidrag – anvendes bedst muligt og ud fra en helhedsvurdering. Således vægter regeringen også at bidrage på de områder, hvor koalitionens behov er størst. I forbindelse med koalitionens styrkegenereringskonference i august 2015 blev det klart, at der var behov for en mobil radarkapacitet, som Danmark havde mulighed for at bidrage med. Der har ikke været udtrykt ønske fra koalitionen om et dansk bidrag i form af eksempelvis sikkerhedsudstyr eller våben til de kurdiske styrker i det nordlige Irak. Samtidig vil jeg også gerne slå fast, at Danmark som medlem af koalitionen har støttet de kurdiske styrker i det nordlige Irak. Dette er blandt andet sket gennem vores deltagelse i koalitionens luftkampagne, der fortsat vil have afgørende betydning for de irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrkers kamp mod ISIL. Herudover har Danmark også trænet ca. 600 kurdiske Peshmergaer i det nordlige Irak inden for rammerne af koalitionen. Forsvarsudvalget 2014-15 (2. samling) FOU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 88 Offentligt